KIRKEBLAD - Bredstrup

K I R K EBLA D
BREDSTRUP – PJEDSTED
APRIL – MAJ – JUNI 2012
Arne Bødker, 1983
Påske – den kristne kirkes tro
på skabelsens sejr over død og
ødelæggelse.
N
edenstående er hentet fra en moderne katekismus’ arbejde med at
svare på, hvad påsken er, og hvordan
den kan forstås.
Efterfølgende et eksempel på, hvordan
jeg som præst forsøger at prædike over
det i den situation, hvor vi må tage afsked med vore kære og overlade dem i
Guds hænder.
Kristus døde for vore synder.
Det er kernen i den kristne trosbekendelse. Guds søn blev menneske af kød
og blod, født af en kvinde, som alle
andre. Jesus fik samme livsafslutning
som et menneske, der er ramt af Guds
vrede. Han døde forladt af Gud og foragtet af mennesker, knust på sjæl og legeme. For dem, der hoverende overværede korsfæstelsen, var det indlysende,
at gudsbespotteren nu fik den død, han
havde fortjent.
Natten før korsfæstelsen var Jesus i
Getsemane blevet grebet af fortvivlelse
og angst uden at kunne finde støtte hos
nogen af sine disciple. Som korsfæstet
gav Jesus udtryk for sin elendighed
med ord fra en af Davids salmer: Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt
mig? Jesus nøjedes ikke med at forkynde syndernes forladelse og drage
udstødte tilbage i et menneskeligt fællesskab. Han måtte selv som torturoffer
gennemleve en udstødts forfærdelige
lod. Da Jesus hang på korset i sin afmagt, syntes han fortabt; men Gud forlod ham ikke. Da den korsfæstede satte
sig ved Guds højre hånd, ændredes
vores forståelse af, hvem Gud er.
Hvert menneske har som livsopgave at
forsone sig med sin tilværelse. Det er
ikke altid let at forsone sig med et liv,
der rummer megen lidelse og ender i
døden. Man kan oprøres over livsvilkåret og forbitres. Man fristes da til at
forbande tilværelsen og ønske, at man
aldrig var født. Livet kan blive ét stort
oprør mod Gud. Uden forsoning er man
fortabt.
Forudsætningen for at kunne forsone
sig med sin næste er, at man har forsonet sig med sit liv. Et menneske, der er
forbitret over sin livsskæbne, kan ikke
være noget for andre. Når først et menneske ved sig forsonet med Gud, vil
det i sin glæde over at vide sig elsket
af Gud udholde alt og tage sig af sin
næste.
-2-
Jesu død
Paulus fik en snes år efter Jesu død
overleveret den ældste kristne trosbekendelse, vi kender: Kristus døde for
vore synder. Vi forstår, hvad det vil
sige at dø for et andet menneske. Det
berettes om en katolsk præst, at han under nazismen aflagde en dødsdømt det
sidste besøg. Denne var så medtaget på
egne og familiens vegne, at præsten tog
hans plads. Den dømte slap ud i præstens tøj, og denne blev henrettet i hans
sted næste dag. Her er det uden videre
klart, at det drejer sig om en stedfortrædende død. Men præsten træder kun
i dette ene menneskes sted og redder
kun ham. Det eneste menneske, der i
bogstavelig forstand reddede livet, ved
at Jesus blev henrettet, var den dødsdømte Barabbas, som folkemængden
ønskede løsladt, da den havde valget
mellem Jesus og ham. Barabbas havde
begået mord under en opstand. Men at
Pontius Pilatus frigav ham og i stedet
lod Jesus korsfæste, kunne ikke forsone
Barabbas med de dræbtes efterladte.
Tværtimod. Giver det mening at sige,
at et menneske for 2000 år siden døde
også for nulevende menneskers skyld?
En central tekst til forståelse for den
kristne kirke til at svare på det spørgsmål blev profeten Esajas’ beskrivelse af
Herrens lidende tjener.
Foragtet og opgivet af mennesker, en
lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for, foragtet,
vi regnede ham ikke for noget. Men det
var vore sygdomme, han tog, det var
vore lidelser, han bar; og vi regnede
ham for én, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret
for vore overtrædelser og knust for
vore synder. Han blev straffet, for at
vi kunne få fred, ved hans sår blev vi
helbredt. Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej; men Herren
lod al vor skyld ramme ham. Han blev
plaget og mishandlet, men han åbnede
ikke sin mund; som et lam, der føres
til slagtning, som et får, der er stumt,
mens det klippes, åbnede han ikke sin
mund. Fra fængsel og dom blev han
taget. Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han
ramt... han hengav sit liv til døden og
blev regnet blandt lovbrydere. Men han
bar de manges synd og trådte i stedet
for syndere. (Es 53,3 f.f.)
Det er en af Det Gamle Testamentes
mest gådefulde tekster, for ingen kan
sige, hvad det er for en skikkelse, profeten har haft i tankerne, når han digter
om Herrens lidende tjener, der sætter
sit liv til for at bære folkets skyld. Forestillingen om, at en lidende og plaget
mand kunne være Guds redskab, synes at have været ganske fremmed for
datidens jødedom, og denne sang om
Herrens tjener har da heller ikke været
med til at farve messiasforventningen
på Jesu tid. Ingen forventede en lidende
frelser, heller ikke Jesu disciple. Korsfæstelsen blev da også enden på deres
forhåbninger. ”Vore ypperstepræster
og rådsherrer har udleveret ham til
dødsstraf Og vi havde håbet, at det var
ham, der skulle forløse Israel,” siger en
af Jesu disciple til en vejfarende under
flugten fra Jerusalem. (På vejen til Emmaus Luk. 24,13 ff)
Evangelierne skildrer, hvorledes Jesus
tager Esajas’ sang om Herrens lidende
tjener på ordet. Han stiller sig til rå-
-3-
dighed som den, der med sit liv bærer
menneskenes synd og forsoner dem
med Gud. Vi lades ikke uvidende om,
at det skete under store anfægtelser.
Kort før arrestationen gribes Jesus i
Getsemane af forfærdelse og angst
og må bede: Tag dette bæger fra mig.
Jesus havde ingen overlegenhedsfølelse
over for de lidelser, der pålagdes ham.
Hertil hørte også gudsforladtheden. På
korset føler han sig forkastet og råber:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du
forladt mig?
Påsketroen
Jødernes råd forblev urokket i sin overbevisning om, at Jesus som falsk profet
havde fået den straf, loven foreskrev,
og romerne kunne nu hævde, at Jesu
tilhængeres forhåbninger om, at han
skulle blive Israels konge, var gjort til
skamme. Processen mod Jesus syntes
endegyldigt afsluttet til hans mange
modstanderes fulde tilfredshed. Hvordan kunne disciplene alligevel komme
til troen på, at den fornedrede korsfæstede var ophøjet til himlen? Verden
så jo ud til at være den samme som
før. Korsfæstelsen havde ikke betydet,
at Gudsriget med ét brød frem i al sin
vælde. Hvordan kunne disciplene da
fastholde, at de gennem Jesu død var
blevet forsonet med Gud, at det ondes
magt var endegyldigt brudt, at døden
havde mistet sin brod?
Andre har han frelst, sig selv kan han
ikke frelse, var jødernes dom over
Jesus, da de så ham hænge på korset.
Før mødet med den opstandne var,
for disciplene som for alle andre, Jesu
korsfæstelse afsløringen af, at han ikke
var den, han udgav sig for at være. Da
-4-
brød den forståelse igennem hos dem,
at det forholdt sig omvendt: Korsfæstelsen lå i forlængelse af alt, hvad Jesus
havde sagt og gjort. Kun den, der elsker ubetinget, kan give sit liv for andre
på denne måde. Så var Jesus alligevel
Kristus. Samtidig måtte de erkende, at
de havde svigtet ham utilgiveligt. Deres
uforstand og vantro var blevet blotlagt.
De havde på ingen måde udgjort en
troens elite, der ikke havde tilgivelse
behov. Først nu forstod de, at Jesu forkyndelse af syndernes forladelse også
havde været henvendt til dem. Men i
lyset af hans kærlighed forstod de, at
han havde tilgivet dem. Det Nye Testamente peger på, at det var disse lidettroende fornægtere, Jesus havde udset
til at danne sin menighed.
Påsketroen er betegnelsen på disciplenes overbevisning om, at den korsfæstede var opstået fra de døde, at han
alligevel var den, der skulle komme,
at den, mennesker havde domfældt,
havde Gud givet ret. Evangelisterne
skildrer hver på sin måde denne tro
som et møde med den opstandne. Jesu
forkyndelse stiller os i dag over for den
samme afgørelse som den, der fordredes af hans første disciple. Vi har helt
de samme muligheder for at beslutte,
hvad vi tør tro om Gud, og vi må igennem de samme anfægtelser.
Når Jesus for første gang viser, hvem
Gud er og altid har været, kommer
hele verden fra begyndelsen til enden
til at stå i et nyt lys. Jesu sandhed om
Gud har jo altid været sand, blot uden
at være erkendt. Det kan i Det Nye
Testamente udtrykkes ved, at Jesus var
hos Gud før sin fødsel, ja, at han medvirkede ved skabelsen. Det er ikke en
ny lære, de troende nu skal bøje sig for;
men det er et nødvendigt udtryk for, at
den Gud, der gennem Jesu virke tegnes
med nye træk, altid har været sådan,
og at menneskene fra begyndelsen er
skabt til at leve frimodigt af Guds kærlighed.
Begravelsesprædiken med udeladt personligt afsnit.
Tekst: Johannesevangeliets fortælling
om brylluppet i Kana.
en smertefulde afsked er kærlighedens pris!
Ind i dette mørke og denne tomhed hører vi så en fortælling fra evangelisten
Johannes.
Måske har en og anden undret sig over
at skulle høre netop den tekst i dag.
Det skulle vi, fordi der her er tale om
et tegn, der er givet os for at holde vort
livsmod oppe – på vejen.
Den fest, vi hører om i Kana, er en
bryllupsfest. Det er om noget en fest
for livet – optankning af ny energi til
såvel de to unge mennesker, deres familie, men så sandelig også til hele det
lille samfund, som familierne er en del
af – ja i virkeligheden, så er det i allerhøjeste grad også en fest for livet stavet
med stort L. Her smelter det folkelige
D
-5-
og religiøse sammen i den smukkeste
helhed. Skaberen fejres og lovprises
- hele kosmos tænkes med. Skaberen
forenes i festen med sin skabning.
Ingen grund til at tro, at det var anderledes ved netop dette bryllup, som
Johannes her fortæller om.
Der er bare lige den lille ting ved det,
at noget kan gå galt ved vore fester, og
det er, hvad der er sket her. Midt under
festen slipper glædens umiddelbare
kilde op. Man løber tør for vin! Maria,
Jesu mor bliver opmærksom på den
blamage, der truer med at lægge en
skygge over festen, der så er dømt til at
blive husket som den fest, du ved nok,
hvor der ikke var vin nok.
Derfor trækker hun sin søn til side for
at sætte ham ind i den penible sag. Men
Jesus afviser hende i første omgang.
Hans time er endnu ikke kommet. Men
det gør den. Så fuld af tillid siger Maria
til skafferne, at de skulle gøre hvad
som helst, han sagde til dem. Som vi
hørte, bliver festen da også reddet på
bedste vis. Den vin, som Jesus havde
gjort af vandet, blev berømmet også af
vinkyperen, der ikke forstod et muk af
det hele. Brudgommen fik at vide, at
han helt mod sædvane havde gemt den
bedste vin til sidst.
Det er jo en vidunderlig historie – men
det, der gør den til meget mere end det,
er den sidste sætning, som følger efter
selve fortællingen, hvor Johannes siger
til os, at dette var det første af en række
af tegn, som åbenbarede Jesu herlighed.
Dermed er forståelsesrammen givet.
Hændelsen eller begivenheden er tegn
på noget andet og meget mere. Tegnet
går så at sige ind i det tegn på livet,
som brylluppet allerede er. I det liv kan
det, som det ses og vi oplever det, ske,
at vinen eller glædens kilder tørrer ind
eller sander til. Der hvor det sker – der
er Jesu time inde. Tegnet sker for at
åbenbare Jesu herlighed, siger Johannes – og den bliver åbenbaret på korset
i hengivelse af ham selv. I kærlighedens hengivelse, der overvinder død og
mørke. Derfor er den vin, der serveres
i grunden Jesus selv. Han siger dermed
til os, at der hvor vores livsglæde, vort
livsmod og håb tørrer ind og smuldrer
bort, der vil han være sammen med os
og give os, tro, håb og kærlighed.
Derfor er vi alle som én inviteret med
til det bryllup, hvor den bedste vin
skænkes ud til sidst. Vi inviteres til at
deltage, hver gang der her i kirken indbydes til at tage del i nadverens sakramente, hvor han som brudgom serverer
for os, hans kirke på jord, den vin, der
tilsiger os det evige liv med ham. Der
indbydes vi til at drikke til evigt liv.
Drikke til liv af kærlighedens kilde, der
springer for os lige midt i vort liv med
hinanden – i lyksalighedens ubekymrede tid såvel som når vi sidder i mørket
og dødens skygge.
Vi løftes af at være indbudte til at sidde
til bords og drikke af Gudsriges druer
også midt i vort dybeste mørke. Der
kan vi hente den ballast, der holder os
fast på vores kurs, også når bølgerne
truer med at trække os ned i dybet. Der
kan det levende håb, som vi blev genfødte til i vores dåb styrkes og holdes
i live, og der kan dette håb deles med
hinanden.
Den svenske digter og musiker og
-6-
nobelprisvinder sidste år Tomas Tranströmer har skrevet et forunderligt og,
synes jeg, vidunderligt prosadigt, som
jeg gerne vil læse op her:
”Jeg arvede en mørk skov, hvor jeg
sjældent går ind. Men der kommer en
dag, hvor de døde og levende bytter
plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb. De alvorligste
forbrydelser forbliver uopklarede trods
indsættelse af mange politibetjente. På
samme måde er der et sted i vore liv en
stor uopklaret kærlighed. Jeg arvede
en mørk skov men i dag går jeg i en
anden skov, den lyse. Alt det levende
der synger slynger vifter kryber! Det er
forår og luften er meget stærk. Jeg har
eksamen fra glemslens universitet og
er lige så tomhændet som skjorten på
tøjsnoren.”
At høre evangeliet til tro er det ikke at
lægge den mørke skov bag sig og nu gå
ind i den lyse, den levende skov?
Vi ved det godt, og i dag erfarer vi det
på det voldsomste, at den mørke skov
findes, hvor lyset ikke vil trænge igennem til os. Vi kan godt kalde den Langfredagsskoven.
Den skov kalder digteren for arvet. Det
betyder. at den på en eller anden måde
er et vilkår, som hører med til vort liv.
Hindringer for glæde, lidelse og død.
Angst!
En dag vil døde og levende bytte plads
skriver Tranströmer. Skoven sætter sig
i bevægelse – Dødens grænse er brudt.
Der sker en omvæltning eller forvandling. Er den mørke skov Langfredagsskoven, så er den lyse: Påskemorgenskoven: ”Vi er ikke uden håb”, siger
digteren.
Vi får aldrig tag på det ondes magt i
verden: ”de alvorligste forbrydelser
forbliver uopklarede…. Men samtidigt
ser digteren altså en stor, uopklaret
kærlighed et sted i vores liv, som kalder
forvandlingen frem, skaber håbet der
bevirker, at vi ikke er overladt til den
mørke skovs dystre magt, ikke låst fast
i de arvede vilkår, men frie til i dag at
vælge at gå ind i den lyse, den levende
skov.
Vi kan gå derind med eksamen fra
glemslens universitet – selvforglemmende overladte til at tage imod netop
som et lille barn – tomhændet som
skjorten på tørresnoren.
Som vi sang det før:
Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.
Vi er i den skov, hvor det livgivende lys
trænger ind, hvor livet og lyset modtages som en betroet gave og der er
vækst. ”Det er forår og luften er meget
stærk.”
Lad os derfor sammen lytte til Kærlighedens Højsang fra Pauli første brev til
menigheden i Korinth kap. 13
Om jeg så taler med menneskers og
engles tunger, men ikke har kærlighed,
er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk
-7-
gave og kender alle hemmeligheder og
ejer al kundskab og har al tro, så jeg
kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler
alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme
hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden
er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget
ind. Den gør intet usømmeligt, søger
ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer
ikke nag. Den finder ikke sin glæde i
uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale,
den skal forstumme; og kundskab, den
skal forgå. For vi erkender stykkevis,
og vi profeterer stykkevis, men når det
fuldkomne kommer, skal det stykkevise
forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et
barn, forstod jeg som et barn, tænkte
jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu
ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal
vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg
stykkevis, men da skal jeg kende fuldt
ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse
tre. Men størst af dem er kærligheden.
I denne tro og dette håb overlader vi
da i tryghed NN i vor Guds og Faders
hænder
Gud i vold!
Amen!
Fortællende prædiken ved miniernes
afslutning 4. marts 2012
Familiegudstjeneste 4. marts 2012 kl.
14.00
J
eg vil begynde med at præsentere
mig selv. Mit navn er Jakob. I har
nok hørt om mig. Jeg var sammen med
min bror Johannes én af de første, som
Jesus gjorde til sine disciple. Jeg husker
det lige så tydeligt, som var det i går,
dengang han pludselig stod der ved vores sø, som I måske bedst kender som
Genezareth sø. Vi havde sammen med
Simon Peter puklet hele natten med
garnene uden at fange så meget som en
lille sardin. Det havde virkelig været
en rigtig møgnat. Og nu stod vi så der
og rensede garnene, der oven i købet
var usædvanligt beskidte af tang og
alt muligt andet skidt. Han stod og så
på os med et irriterende mildt smil. Så
gav han sig til at prædike om, at vi ikke
-8-
skulle bekymre os, men se til himlens
fugle, der ikke bekymrer sig, men finder et frø alligevel eller markens liljer
– se for resten lige op mod orglet, så
kan I se en maler, der har fanget, hvad
det var Jesus sagde. Markens liljer og
de andre blomster de hverken spinder
eller syr, alligevel så er de klædt så fint,
så ikke engang selveste kong Salomon,
den rigeste af alle konger, var ligeså
fint klædt.
Vi syntes altså, at han var noget så
frygteligt irriterende. Det var jo ikke
ham, der havde slidt og slæbt hele natten – og så sige sådan noget! Jeg kunne
se, at Peter var lige ved at rive sine
garn i stykker af indeklemt raseri. Men
han sagde ikke noget. Det var for resten
mærkeligt, for han havde ellers svært
ved at styre sit temperament. Der var
altså noget ved den mand!
Helt rød i hovedet blev Peter da også,
da denne tømrersvend fra Nazaret
bad ham sejle ud og kaste garnene ud
endnu engang. Hvad i alverden havde
sådan en landkrabbe mon forstand på
fiskeri? Peter sagde det ikke, men jeg
kunne læse det i hans ansigt. Alligevel
så sagde han til Jesus: ”Jeg tror ikke,
det nytter noget, men på dit ord vil jeg
alligevel gøre forsøget.”
Jeg tror nok, at minikonfirmanderne
ved, hvad der så skete. Peter fik sine
garn så fulde, at jeg og Johannes måtte
skynde os at ro ud for at hjælpe med
at bjærge lasten. Og jeg siger jer, vi fik
begge både fyldte lige til randen. Det
var nær ikke lykkedes os at ro i land
igen.
Da vi kom i land, stod han stadig ved
bredden af søen og smilede på denne
milde og kærlige måde, som vi slet
ikke vidste, hvad vi skulle stille op
med. Peter var helt ude af flippen. Han
kastede sig ned for Jesu fødder og
sagde, at han var en syndig mand, der
ikke var værdig til at have med Jesus
at gøre. Men Jesus blev bare ved med
at smile og rejste ham op. Så sagde han
noget, vi slet ikke kunne forstå dengang. Og det er faktisk svært nok endnu! Han sagde, at vi skulle følges med
ham og ikke længere fiske efter fisk. Vi
skulle nu være menneskefiskere! Menneskefiskere, hvad kunne han dog mene
med det. Der var altså en god portion
nysgerrighed med, da vi forlod vores
garn og vores både for at følge ham.
Men efterhånden gik det da op for os,
at det at være menneskefisker var et
slags billede Jesu havde givet os. Han
elskede altså det der med at tale i billeder. Og lige om et øjeblik, så skal I
høre om et andet billede. Men altså det
at fiske mennesker – det skulle betyde
at få mennesker til at vende om fra kun
at tænke på sig selv, og hvad de selv
kunne tjene på og så vende sig til Gud
og deres medmennesker. Det var det,
han selv var kommet til jorden for at
være - den store menneskefisker – og vi
andre skulle altså være hans disciple.
Også vi skulle fortælle verden om Gud
og hans gode vilje mod os mennesker.
Vi kunne selvfølgelig slet ikke forestille os en situation, hvor han ikke også
var der. Vi tænkte ikke længere end,
at vi da bare fulgtes med ham og hjalp
ham, det vi kunne.
Men så begyndte han på et tidspunkt
at tale om, at vi skulle skilles, at han
skulle dø, og vi skulle blive tilbage
uden ham.
Da begyndte jorden at gynge under
vore fødder. Det kunne vi slet ikke
rumme.
Så kom han med et af sine billeder.
Han sagde: ”Jeg er det sande vintræ og
min fader er vingårdsmanden… Jeg er
vintræet, I er grenene. Den, der bliver
i mig, og jeg i ham, han bærer megen
frugt; for skilt fra mig kan I slet intet
gøre.”
Hvad kunne han dog mene med det? Vi
kiggede på hinanden, men så begyndte
det at dæmre lidt. Mon ikke Jesus ville
have os til at tænke på Livets træ i
Paradis. Jo, og så måtte det jo betyde,
at vi når vi troede ham og bar hans
kærlighed i os – så var vi en del af livet
selv og intet ville kunne skille os fra
Livets Gud. Han var altså Livet selv og
uden ham ville vi være skilt fra livet.
Det betød altså også, at selv om han
ikke lige var ved siden af os, så kunne
vi godt være en del af ham alligevel!
Fantastisk! Men vi var nu alligevel bange og bekymrede, selvom han havde
sagt, at det skulle vi ikke være.
Så fortsatte han med at sige noget
om, hvad det betyder at være grene
på det sande vintræ eller livets træ.
Han sagde, at sådan som Gud har elsket ham, sådan har han også elsket
os. ”Derfor”, sagde Jesus, ”er det mit
ønske og mit bud til jer: I skal elske
hinanden, ligesom jeg har
elsket jer. Der findes ikke
større kærlighed end den
at sætte sit liv til for sine
venner. Jeg har udvalgt
jer til at gå ud og bære
frugt og blive ved med at
bære frugt. Det beordrer
jeg jer: I skal elske hinanden.”
Ikke mange dage efter
viste han os, hvad han
mente med, at der ikke
findes nogen kærlighed
større end den at sætte sit
liv til for sine venner.
Da han hang på korset,
- 10 -
tror jeg ikke rigtigt, der var nogen af os
der kunne huske noget om vintræ eller
livstræ. Det her var forfærdeligt og helt
uforståeligt. Hvorfor dog ham, sammen
med forbrydere? Det gav slet ikke nogen mening for os.
Men da der sad en engel på gravens
sten blandt liljer i urtehaven og peged
med sin palmegren, hvor Jesus stod op
af graven – da vendte det hele tilbage.
Jeg og de andre disciple begyndte at
forstå, sådan skulle det gå. Jesus havde
givet sit liv, for at vi, hans venner,
skulle få lov til at leve. Hans kærlighed
havde været stærkere end døden. Han
havde været så fuld af liv, at døden
ikke kunne holde ham fast, men måtte
give slip på ham. I minier kan godt huske det: når én går frivilligt i døden for
en forræder, så knuses stenbordet og
livet overvinder døden!
Nu forstod vi, at korset, der før havde
været det forfærdeligste tegn af alle, nu
var blevet et nyt billede af livstræet eller vintræet.
Derfor blev I også ved jeres dåb mærket med korsets tegn både for jeres
ansigt og for jeres bryst, som tegn på
at I skal tilhøre den korsfæstede og
opstandne eller sagt på en anden måde,
at I er grene på det sande vintræ, livets træ – og I bærer frugt ved at give
kærligheden videre til jeres medmennesker.
Det ved jeg fra præsten, at I også har
forstået. Det ses tydeligt på de hjerter,
der snart skal hænges op på træet der!
Jeg vil slutte med at sige farvel for
denne gang. Der er mange flere historier at fortælle, men det må altså blive
en anden gang.
Amen!
- 11 -
Passionsspil i Bredstrup kirke
Børne/familieopera
i Pjedsted kirke søndag 17. juni kl. 16.30
som afslutning på sommerfestugen
GRUNDTVIG KLIMPE & KNOLD
langfredag kl. 10.30.
et er en stor glæde igen i år at
kunne invitere menigheden til
passionsspillet Via Dolorosa – et passionsdrama af Lisbeth Smedegaard Andersen med musik af Preben Andersen.
Sidste år opførte vi det med stor succes
i Pjedsted kirke.
Medvirkende: Anette Mouritsen, Kirsten Stendahl, Asbjørn Asmussen, Hulda Hauge Svendsen, Peter Toft Poulsen
og Ole Engberg.
D
Nicolaj Frederik Severin Grundtvig
sætter ord sammen, så man både kan se
og mærke dem. Ordene betyder meget i
denne opera – og de er blevet håndgribelige gennem stærk scenografi, spillevende musik og klar dramaturgi.
I GRUNDTVIG - KLIMPE & KNOLD
deltager børn og voksne direkte i forestillingen.
Publikum går i øjen- og ørekontakt
med Grundtvigs tid, værk og kamp.
Børn og voksne vil føle sig set, genkendt og direkte talt til – af Grundtvig!
For dem, der har mulighed for at forberede publikum, fx landets skoletjenester, er der ledsagende materiale, der
kan rekvireres.
Historien: Grundtvig følges fra barn
til gammel mand – med kriser, kærlighed og kampe.
Grundtvig vil så gerne gøre det ”rigtige”, men han er for klodset, for opfarende, for meget.
Grundtvigs uafrystelige følgesvende
- 12 -
Klimpe og Knold er af jordklimpefolkets æt. De passer, næsten uset, på
”det levende ords” forkæmper. Klimpe
styrer deres fremfærd med fast hånd.
Klimpe har planerne og ordet i sin
magt, og han ser undrende til, når den
ordmæssigt ubehjælpelige og distræte
Knold forløser Grundtvigs kampe og
kriser.
Konger, dronninger, koner, venner og
forældre er Grundtvigs omkringsatte,
og vi møder dem i dukkeskikkelser,
som føres af ensemblet alt imens de i
øvrigt passer deres hovedroller.
Grundtvig på trompet, Klimpe på trækbasun, Knold på baritonhorn. Fløjter
og whistles i alle størrelser. Accordeon
for fuld udblæsning. Elektrisk heavyspade, aluphone, saxofoner og sang,
sang, sang!
Sogneudflugten 2012
søndag 26. august.
Afgang fra Bredstrup kirke kl. 9.15
år går vores udflugt til Glud museum
og Juelsmindehalvøen.
Vi kører fra Bredstrup kirke kl. 9.15
og deltager i gudstjenesten i den fine
gamle middelalder kirke i As, hvor
tidspunktet for gudstjenesten kl. 10.30
er lagt til rette for os.
Efter gudstjenesten spiser vi frokost på
Snaptun færgegård. Efter frokost kører vi til Glud museum, hvor vi får en
guided tour. Guiden tager os efter museumsbesøget på en halvanden times
rundtur på den historisk og geografisk
meget spændende halvø.
Hjemkomst ca. kl. 18
Pris alt inklusive med undtagelse af
drikkevarer 150,00 kr. for voksne. Børn
er gratis.
Nærmere omtale i næste nummer af
kirkebladet.
I
Musikken: Grundtvigs fantastiske
digterværk præsenteres i korsang, fællessang og episk underlægningsmusik.
Dejlig er den himmelblå, Den signede
dag, Hil dig!, Mit hjerte altid vanker
og mange flere. HC Lumbyes polkaer,
galopper og marcher. Messingtrio med
- 13 -
Fastelavn i Præstegården2012
Gitte og gemalen underholder i
Præstegården i en stopfuld sal
Kirkebil
Det er et stående tilbud til alle i
Bredstrup og Pjedsted, der har brug
for transport til kirke og arrangementer i præstegården, at de kan
bestille en taxa dagen før. Regningen går til præstegården.
Bestilling senest en time før vognen ønskes.
- 14 -
Livets gang:
Gospel
Kids
Husk ved den sidste 10.30 gudstje-
Bredstrup
Døbte:
Emilia Albeck Vesterager
Marius Klitgaard Frederiksen
Rune Høxbro Herrmann
Freya Høxbro Herrmann
Viede og velsignede:
Maria Basbug og Caner Basbug
Døde og begravede:
Niels Gustav Nielsen
Nina Marie Sørensen
neste i Bredstrup kirke hver måned
er der Gospel Kids.
Det er et tilbud til de yngre kirkegængere om, at de kan gå med
vores kirkesanger Anette og en
medhjælper over i konfirmandstuen
under salmen før prædikenen. Her
bydes der på et glas saftevand og
en kiks inden børnene aktiveres
med rytmisk sang, musik og dans.
Når præsten går ned fra prædikestolen slutter børnene sig til os
andre igen.
Kom og vær med!
Der er ikke Gospel Kids i juli og
august måned.
Pjedsted
Døbte:
Marie Christine Eriksen
William Toft Kjær
Emil Toft Kjær
Døde og begravede
Sigrid Kristine Nielsen
Eigil Gylling
Dorte Funding
Konfirmander 2012
Pjedsted 4. maj
Lars Højen Hansen
Katrine Bylov Ladeby
Kristofer Jagd Madsen
Anika Svane Stjernholm
Emil Høgh Sørensen
NB-KLUBBEN
Alle børn er velkommen på Nyager 12 i
Bredstrup, hvor vi mødes onsdage fra kl.
1530 til 1630.
Bredstrup 6. maj
Maria Bak
Jakob Kloster Geertsen
Josephine Feddersen
Stefan Jagd
Tobias Johansen
Freya Høxbro Herrmann
NB-Klubben (Nyager Børneklub) er
tilsluttet Danmarks Folkekirkelige
Søndagsskoler.
LEdErE:
Gunhild og Bjarne Gertz Olsen
(tlf. 75 95 43 17)
Isabella, Hanne og Mikael Arendt
Laursen (tlf. 75 92 07 24)
- 15 -
BREDSTRUP
1april
Palmesøndag ingen gudstjeneste
5april
Skærtorsdag . ingen gudstjeneste
6april
Langfredag . . . . . . . . . . . . . 10.30
8april
Påskedag . . . . . . . . . . . . . . . 9.00
9 april**
2. påskedag . . . . . . . . . . . . . 10.30
15 april
1. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00
22 april *
2. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30
29 april*** 3. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00
4maj
Bededag . . . . ingen gudstjeneste
6 maj
4. s. e. påske Konfirmation . 10.30
13 maj **
5. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30
17 maj Kristi himmelfartsdag . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . ingen gudstjeneste
20 maj *
6. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30
27maj
Pinsedag . . . . . . . . . . . . . . . 10.30
28 maj
Gudtjeneste i Kastellet . . . . . . . .
3 juni
Trinitatis søndag . . . . . . . . . 9.00
10 juni
1. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30
17 juni
2. s. e. trin. . . ingen gudstjeneste
24 juni *
3. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30
2 juli
4. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00
8 juli
5. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30
15 juli
6. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00
* Gospel Kids
** Juul Værge
*** Anne-Marie Blak Steensig
PJEDSTED
1april
5april
6april
8april
9 april
15 april
22 april ***
29 april
4 maj
6 maj
13 maj
17 maj 20 maj
27maj
28 maj
3 juni
10 juni
17 juni
24 juni
2 juli
8 juli
15 juli
Palmesøndag . . . . . . . . . . . 10.30
Skærtorsdag . . . . . . . . . . . . 19.30
Langfredag . . ingen gudstjeneste
Påskedag . . . . . . . . . . . . . . . 10.30
2. påskedag . . ingen gudstjeneste
1. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30
2. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00
3. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 10.30
Bededag, Konfirmation . . . 10.30
4. s. e. påske . ingen gudstjeneste
5. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00
Kristi himmelfartsdag . . . . 10.30
6. s. e. påske . . . . . . . . . . . . 9.00
Pinsedag . . . . . . . . . . . . . . . 9.00
Gudtjeneste i Kastellet . . . . . . . .
Trinitatis søndag . . . . . . . . . 10.30
1. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00
Familie/børn opera. . . . . . . 16.30
3. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00
4. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30
5. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 9.00
6. s. e. trin. . . . . . . . . . . . . . 10.30
Sognepræsten holder ferie fra 7. maj til 17. maj 2012
Embedet passes af Hans Kurt Debel-Hansen, Gårslev, tlf 7586 1038
ADRESSER
Sognepræst Ole Engberg,
Bredstrupvej 128, Bredstrup,
telf. 75 95 40 24.
mail. [email protected]
Træffes bedst kl. 12 - 13 - undtagen mandag
Menighedsrådsformand
Bjarne Gertz Olsen
telf. 75 95 43 17
Kirkesanger Anette Mouritsen
telf. 75 95 86 16
Organist Peter Toft Poulsen, telf. 75 86 12 52
BREDSTRUP
Kirkeværge Peter Pagh, telf 75 95 40 04
Fredericia Kirkegårdskontor
telf. 75 92 19 75
PJEDSTED
Kirkeværge Niels Jørgen Andersen,
tlf 75 95 45 42
Fredericia Kirkegårdskontor
telf. 75 92 19 75
Redigeret af : Ole Engberg • NGJ • Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S tlf. 20 600 925