1. No category

Guide til
narrativ dokumentation
i socialt arbejde
Forord
Denne guide til narrativ dokumentation
er produceret af Den Korte Snor, Center
for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge,
Københavns Kommunes Socialforvaltning.
Den Korte Snor har som overordnet
formål at være med til at sænke
ungdomskriminaliteten i Københavns
Kommune i forhold til unge fra ti til atten år,
der er involveret i personfarlige, truende
og uroskabende adfærdsformer og
relaterede kriminelle aktiviteter. De primære
indsatsområder er familieliv og ungeliv. I
familieindsatsen arbejdes der med familiens
ressourcer og handlekompetencer, hvor
den unges behov for støtte til forandring
og udvikling er i fokus. I indsatsen omkring
ungeliv arbejdes der med den unges
deltagelse i uddannelsessammenhænge og
fritidsaktiviteter samt den unges venskabsog fællesskabsrelationer.
I Den Korte Snor arbejdes der ud fra ideen
om, at mennesker er intentionelle og søger
at realisere ønsker og visioner for deres
liv. Med dette udgangspunkt tager det
metodiske grundlag for indsatsen afsæt
i anerkendende, løsningsfokuserede og
narrative teorier og metoder.
Denne guide er således et resultat af flere
års fokus på og udviklingsarbejde omkring
arbejde med socialt udsatte unge og deres
familier i et narrativt perspektiv.
Ideen til at skrive guiden udsprang af, at
kontaktpersoner og socialrådgivere i Den
Korte Snor efterspurgte noget mere konkret
på skrift omkring narrativ dokumentation for
socialarbejdere – noget om, hvordan man
gjorde. Noget, der kunne inspirere, hvis man
ikke lige selv havde en idé. Vi undersøgte,
hvad der var af skriftligt materiale, men
side 2 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
syntes ikke, vi fandt noget, der for alvor
ramte det, der blev efterspurgt. Så vi skrev
vores egen guide.
Vi betragter den som et foranderligt bud
på, hvad en sådan guide skal byde ind
med. Foranderligt, fordi vi mener, at
en sådan guide til praksisformer med
jævne mellemrum skal filtreres gennem
praksisfeltets teorier, erfaringer, behov og
refleksioner for at forblive relevant.
Guiden er selvsagt ikke udviklet i et vakuum,
men er et produkt af de bidragende
sammenhænge, vi hver især har været en del
af. Derfor vil vi takke fagfæller, undervisere
og kolleger i Socialforvaltningen og Den
Korte Snor for deres inspiration, viden, tips,
tricks og gode råd til narrativ dokumentation
gennem tiden.
Sidst men ikke mindst en særlig tak til
Steven Bendtsen, leder af Den Korte Snor,
for at støtte op om udviklingsarbejde af
denne art.
På vegne af Den Korte Snor
Mikkel Krog-Toft, Rosa Vikmann Pedersen
og Mette Helweg Andersen, psykologer og
supervisorer i Den Korte Snor
Maj 2013
Indhold
Forord
Indledende ord
Narrativ dobbeltlytning: at finde frem til det, vi dokumenterer
Dokumentationens virkning
Ungeperspektivet
Den faglige vurdering
Inddragelse
Fortælleformer og kontekst
Forberedelse og efterbearbejdning
2
4
5
6
7
7
8
8
8
Visuelt materiale
Generelt om visuelt design
Om tegninger
Om billeder
Den unges bog: en foto- og tekstfortælling over tid
Afskedsbogen
Billeder og tegninger, der opsummerer samtalen
“Det rykker!“ - interview med Søren
Om film
10
10
10
10
10
11
15
15
16
breve til de unge
Breves indhold
“Det er helt vildt, du gør det her“ - interview med Jane
Breves delelementer og form
Typer af breve
Bevidningsbreve
Postkort og korte breve til den unge
SMS til den unge
“Det milde udtryk i pigens ansigt“ - interview med Terese
18
18
18
19
20
21
28
29
30
breve til andre personer
Breve til andre personer i den unges netværk
Breve til andre unge uden for den unges netværk
31
31
31
andre skriftlige dokumenter
Positionserklæringer
Bedigtning
Beviser og diplomer
Ressourceorienteret registrering
Kontinuerlige logbøger for flere unge
Lister
Huskekort
33
33
33
36
36
37
37
37
narrativ dokumentation og arbejdet med den unges historie
Præsentation ud fra ting, der betyder noget for den unge
Albummet med familiefotos
Tidslinje
Livets træ (Tree of life)
39
39
39
39
39
narrativ dokumentation og “betydningsfulde genstande“
42
dokumentationsleg
43
narrativ dokumentation og unge i grupper
44
sammenhæng mellem flere former for dokumentation
“Vi gør det som team“ - interview med Anja og Rob
46
46
troubleshooting
49
litteratur
50
Indledende ord
Som en del af indsatsen I Den Korte Snor
arbejdes der med de fortællinger, som de unge
og familierne har om sig selv. Udgangspunktet
for dette er ideen om, at menneskers identitet
og selvopfattelse er sociale konstruktioner,
der skabes og udvikles i relationerne mellem
mennesker. De børn og unge, der er i Den
Korte Snors målgruppe, har ofte dominerende
negative fortællinger og forståelser af, hvem
de er, og hvad de formår. Fortællinger, der har
stor indflydelse på deres liv og den måde, de
tænker om sig selv. Det er vores opfattelse, at
der altid findes alternative og mere konstruktive
fortællinger – det der i et narrativt perspektiv
kaldes ”foretrukne fortællinger”. Det narrative
perspektiv indebærer, at identiteten er skabt
gennem historier; at alt det, der sker i vores liv,
får mening gennem den fortælling, vi har om det.
Det er ved at finde disse foretrukne fortællinger
og udvikle dem til klare og detaljemættede
fortællinger sammen med de unge og familierne,
at vi baner vejen for alternative handlemuligheder
og mere konstruktive selvforståelser. Derfor
har vi gennem de seneste års undervisning
beskæftiget os med fortællinger, og hvordan
man kan arbejde med disse gennem narrativ
dokumentation.
Narrativ dokumentation udvikler, fastholder
og forstærker de foretrukne fortællinger.
Det giver en højere grad af sammenhæng,
detaljer og livskraft til de alternative og positive
selvfortællinger.
Dette er grunden til, at vi har forsøgt at skrive
en guide til narrativ dokumentation. Nogle af de
former for narrativ dokumentation, der
beskrives i guiden, får teoretiske overvejelser
med på vejen, mens andre ikke gør. Vi har valgt
dette frem for et egentligt teoriafsnit, da dette
er en guide rettet mod praksis. Dog vil vi i det
Side 4 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
følgende kort beskrive en række punkter, man
med fordel kan skele til, når man som
sagsbehandler og kontaktperson skal arbejde
med narrativ dokumentation.
Narrativ dobbeltlytning:
At finde frem til det, vi
dokumenterer
Den narrative praktiker er optaget af at lytte
efter det, der er i spil for den eller dem, han
arbejder med. Lytte efter, hvor det er, at noget
bliver svært eller dilemmafyldt for den enkelte.
Den narrative praktiker lytter også efter det, der
kommer frem om, hvad personen giver værdi til,
kan lide og ønsker, og efter hvad personen får
sagt om det, han eller hun allerede gør og kan
i forhold til at håndtere det svære eller livet i al
almindelighed.
Således lytter den narrative praktiker både efter
problemer og deres indflydelse på menneskers
liv, og efter sprækker og undtagelser til
problemhistorien. Denne praksis udspringer
af ideen om, at der også er andre historier og
måder at leve livet på, som de unge foretrækker,
og som samtidig passer med det, vi som
kommunalt ansatte socialarbejdere ønsker. I Den
Korte Snor er vi interesserede i at hjælpe de
unge til at få øje på, at deres problemhistorier
ikke dækker hele livet, og vi er interesserede i at
udfolde og udvikle foretrukne fortællinger, gerne
mange af slagsen.
Det er denne måde at være sammen med den
unge og familierne på, som den narrative tilgang
kalder for ”dobbeltlytning”: Imens den unge/
familien fortæller om problemerne og deres
indflydelse, lytter den narrative praktiker efter
sprækker og undtagelser, som kunne vidne om
andre identitetsfortællinger end de negative
fortællinger, som er blevet dominerende.
Vi er interesserede i at udvide antallet af
tilgængelige historier, så de foretrukne historier,
der levendegør foretrukne erfaringer og gode
oplevelser, får en større plads i de unges liv som
en ballast, de kan trække på, når problemerne
angriber. Men hvis de unge skal gøre sig fri af
de problematiske historiers indflydelse, rækker
det ikke blot at fortælle en alternativ historie.
Der er brug for måder, hvorpå disse alternative
historier kan fortælles ”righoldigt” og ”tykt”. Og
narrativ dokumentation er en af måderne, hvorpå
historierne kan gøres ”tykkere”, rigere og mere
levedygtige.
Den narrative tilgang handler derfor ikke om
at negligere problemerne og bare fortælle
positive historier. Det handler heller ikke om at
opfinde nye historier, men at få øje på spirerne
til andre historier, som allerede eksisterer,
men som er meget ”tynde”. Det er disse
tynde, mere foretrukne historier, som vi vil
hjælpe den unge med at tykne og gøre mere
tilgængelige. Problemer skal have respekt og
opmærksomhed. Men det handler om at komme
væk fra kun at have én enkelt problemmættet
historie om sig selv og sit liv, og i stedet at have
flere historier – og endda historier, som passer
bedre med de værdier, håb og intentioner, som
man har.
Ofte kan problemhistorierne vise vejen til de
foretrukne historier, men vejen til foretrukne
fortællinger går ikke nødvendigvis gennem
en problemhistorie. Når vi arbejder med
narrativ dokumentation, er vi interesserede i
alt det, den unge gør og giver værdi til, som
problemhistorien ikke kunne have forudsagt;
dvs. i undtagelserne, der kan synes små og
usynlige, men som giver os hints om den unges
færdigheder og værdier.
Man kan dog ind imellem også vælge at
dokumentere noget andet end undtagelserne,
og således i stedet dokumentere dele
af problemhistorien. Dette bør ske i en
eksternaliseret form, således at det, vi
dokumenterer, er ”det eksternaliserede
problem”, dets effekter på den unges liv og
den unges evaluering af disse effekter. En
gentagelse af eksternaliseringen medfører øget
bevidsthed om problemets styring af den unge.
Samtidig gøres det mere muligt at indtage en
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 5
position i forhold til denne styring: ”Det er ok,
det er ikke ok, det er irriterende, det er sårende
osv.”
Dokumentationens virkning
Narrativ dokumentation kan have mange effekter,
men fællesoverskrifterne er som antydet, at
narrativ dokumentation bidrager til:
•Udfoldelsen af foretrukne identitetsfortællinger
•Fastholdelse af disse foretrukne fortællinger
Dokumentationen støtter de unge i at huske
og fremkalde oplevelser og erkendelser
og at holde fast i og tykne spæde, mere
foretrukne identitetsfortællinger, og den
narrative dokumentation fungerer således som
”kontra-dokumenter” til den problemfyldte
dokumentation, der ofte tidligere er blevet
udfærdiget om de unges liv. Her nedenfor
er udspecificeret nogle af de måder, hvorpå
dokumentationen opnår sine effekter:
•Dokumentationen kan skabe
sammenhæng:
Dokumentationens materielle og fysiske form
gør det muligt at tage det med sig ind i et nyt
livsrum (f.eks. fra skolen og ind i familien)
og skabe kontinuitet og sammenhængende
fortælletråde i overgangen mellem disse
livsrum. Det hjælper den unge til at formidle
sine oplevelser i forskellige kontekster.
•Dokumentation kan fungere som
bevidning:
Tykningen af historien sker bl.a. fordi,
dokumentet er en form for bevidning: Der er et
andet menneske, der har set den side af den
unge, som han er glad for og gerne vil have til
at fylde mere i sin identitetsfortælling. Man kan
også udvide bevidningsskaren ved at sende
Side 6 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
dokumentation om den alternative side, man
har set hos den unge, til f.eks. en forælder
eller en lærer. Når den unge får flere vidner til
sin historie, gøres den stærkere.
•Dokumentation kan udvide de ideer
eller historier, som kom frem, da man
mødtes:
Dokumentationen kan som beskrevet
opsummere erkendelser eller emner, der er
blevet talt om eller oplevet. Men herudover
kan dokumentationen også medføre, at den
alternative identitetsfortælling får endnu flere
nuancer og facetter, end den måske havde,
da man mødtes. Dette kan f.eks. ske ved, at
man i et brev stiller åbne, refleksive spørgsmål
– spørgsmål, der stilles i forhold til at afsøge
endnu flere undtagelser til problemer,
eller spørgsmål vedrørende de potentielle
værdier, som knytter sig til de handlinger,
man har set hos den unge. (se afsnittet om
Bevidningsbreve)
•Dokumentation kan give oplevelse af
agency:
Det kan give en oplevelse af intentionalitet og
hermed handleevne hos den unge, når han
gøres opmærksom på, at han har handlet
i overensstemmelse med sine værdier,
når der sættes fokus på en undtagelse til
problemhistorien; det kan give følelsen af, at
”det er mig der bestemmer mine handlinger,
og jeg vælger dem ud fra, hvad der er vigtigt
for mig”. Herudover kan dét at vide, at man
har haft en effekt i verden – at der er et andet
menneske, der har tænkt på én, siden man
sås sidst – medføre en oplevelse af agency og
handleevne.
•Dokumentation kan skabe medlemskab/
fællesskab:
Dokumentation kan være med til at skabe
social integration og en oplevelse af ikke
at være alene, f.eks. når den unge får et
diplom om Parkour-deltagelse, velvidende,
at der er andre unge med et lignende diplom
rundt om i byen. Den unge kan også føle
sig stærkere, fordi han ved, at der står en
anden ved hans side – nemlig ham, der
har udarbejdet dokumentet. Man kan også
skabe medlemskab, ved fx at skrive et direkte
spørgsmål, som virker ”gen-medlemgørende”:
”Jeg har tænkt på, hvem det var, som stod ved
din side og støttede dig, da du tog det skridt,
som vi talte om sidst?”
Ungeperspektivet
Narrativ dokumentation indebærer som
beskrevet en nysgerrighed omkring det,
problemhistorien ikke kan forudsige. Vi kan gå
forskellige veje for at indfange dette.
Dels kan vi starte med at udfolde det, der fylder i
den unges liv:
•Har vedkommende særlige opfattelser af sig
selv og andre, der tager plads i den unges
selvforståelse?
•Er der fortællinger om vigtige begivenheder,
vigtige sammenhænge eller livsbetingelser, der
ser ud til at være særligt betydningsfulde?
•Hvor placerer disse fortællinger den unge?
•Hvordan opfatter han sig selv og andre?
•Hvilke handlemuligheder efterlader disse
fortællinger den unge med?
Ved at gå denne vej får vi ofte fat i
problemhistorien og kan udfolde den mere
nuanceret. Vi får måske øje på de gode grunde
til, at den unge handler, som han eller hun
gør, og vi kan måske også ane sprækkerne i
problemhistorien og få fat i noget af det, vi kan
arbejde videre med i dokumentationen.
Når vi dokumenterer, kan vi også starte et lidt
andet sted og bare gå efter noget af alt det,
den unge ser ud til at kunne lide og give værdi
til. Det kan være, at vi lægger mærke til, at
den unge er glad for at lave mad, hvorfor vi
undersøger dette nærmere, eller det kan være,
at vi hæfter os ved, hvor stille og roligt den
unge kan tage det, når der er konflikter under
opsejling.
Som sådan behøver vi ikke en problemhistorie
for at gå i gang med det narrative
dokumentationsarbejde – vi skal bare have
øje på den unges handlinger, færdigheder og
værdier, og på hvordan vi kan knytte dem til
foretrukne identitetsfortællinger.
Den faglige vurdering
I Den Korte Snor bruger vi ofte faglige drøftelser
og supervisioner til at tale om de perspektiver,
der kommer til syne gennem udfoldelsen af
vigtige og ofte svære temaer i den unges liv og
selvforståelse. Vi vender forskellige iagttagelser
og antagelser om temaer og fortællinger i den
unges liv, og de behov det kan skabe for den
unge. Og i forbindelse med handleplaner og
opfølgninger, vurderer vi, hvordan det går, og
hvor vi skal hen.
Disse snakke og faglige vurderinger kan vi
også bruge som afsæt for vores narrative
dokumentationsarbejde.
Nedenstående spørgsmål kan være rettesnore i
denne proces:
•Hvilke oplevelser og fortællinger lader til at
være dominerende hos den unge? Hvordan
kommer det helt konkret til udtryk, og hvad
bidrager i øvrigt til denne opfattelse?
•Hvilke oplevelser/temaer/fortællinger om
sig selv og andre tror vi, ville være gode for
den unge at arbejde med? (Eksempler kan
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 7
være selvbillede, teenageudvikling, relation til
forældre/kammerater/skole).
•Hvorfor tror vi dette? Hvad er sammenhængen
til overvejelserne omkring den unges
udvikling?
•Hvilke andre anslag til foretrukne og mere
positive historier ser vi hos den unge eller
familien? Hvilke tanker gør vi os om, hvordan
vi kan arbejde med dem?
Dette er en proces, der handler om, at
kontaktperson og sagsbehandler deler viden
om, hvad der optager den unge og familien,
drøfter hvordan det kan bruges i familien og
inspirerer hinandens tilgange i brugen af narrativ
dokumentation. I den forbindelse er det vigtigt at
sikre, at det VI som professionelle er optagede
af at dokumentere, også er noget den unge
ønsker at arbejde med og kan genkende sig selv
i. Vi skal med andre ord løbende sikre os, at det
er et fælles projekt den unge/familien kan tage
ejerskab for.
Derudover er det vigtigt igen at understrege,
at narrativ dokumentation kan begynde mange
steder, og at man ikke behøver at have været
forbi en større faglig drøftelse for at gå i gang
- man kan altid starte med noget af det, man
hæfter sig ved, at den unge kan lide eller giver
værdi til.
Inddragelse
Inddragelse handler her om, at man overvejer,
hvordan familien skal involveres som publikum.
Er det alle, der skal involveres som vidne til
dokumentationen, eller er den rettet mere mod
nogle end andre? Skal venner inddrages?
Fortælleformer og kontekst
Fortælleform og kontekst er aspekter de
professionelle også kan overveje. Hvilke
udtryksformer kan den unge lide? Er det
gennem ord, billeder, film, tegninger, musik
eller andet? I forlængelse af dette kan vi også
overveje, om der er særlige kontekster, vi ønsker
at rette os mod, når vi dokumenterer, eller om vi
stiller os åbne overfor enhver hændelse, værdi
eller færdighed, som problemhistorien ikke
kunne have forudsagt. Det kan for eksempel
være, at vi i en periode vælger at fokusere
dokumentationen på begivenheder, der relaterer
til skole- eller gadeliv.
Disse opmærksomhedspunkter kan hjælpe til
med at kvalificere overvejelserne. Men når det
er sagt, så kan man jo altid kaste sig ud i det
og prøve sig frem og så bagefter spørge den
unge eller familien om, hvordan det virker. Vi må
afstemme med dem, som indsatsen retter sig
mod og kan eksempelvis spørge, om det var ok
at modtage et brev, og om de har lyst til at få et
igen.
Forberedelse og
efterbearbejdning
Dette afsnit handler om, hvordan man
introducerer dokumentationen for den unge og
familien.
En mulighed er, at man som standard indleder
unge- og familieforløb med at fortælle, at vi her
i Den Korte Snor arbejder med dokumentation,
og at vi derfor løbende vil give den unge og
familien forskelligt dokumenterende materiale.
Det kan også være, at man fortæller om
dokumentation og idéen med den, første gang
man gerne vil give den unge eller familien et
Side 8 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
stykke dokumentation, og at man samtidig får
den unges accept af at modtage eksempelvis et
brev med tilhørende billede.
Når man producerer og sender narrativ
dokumentation, forholder man sig selvfølgelig
til, hvad der vil være rart, relevant og i orden
for den konkrete unge eller familie at modtage.
På den måde adskiller dokumentationsarbejde
sig ikke fra andet socialpædagogisk arbejde.
Man går frem i det tempo og omfang, som man
vurderer, vil være brugbart og have god effekt i
arbejdet med den pågældende unge og familie.
Følgende punkter er værd at have in mente:
1. Introduktion:
Introducer idéen om dokumentation og
forklar, hvordan dokumenter har været
hjælpsomme for andre unge/familier i
lignende situationer. Fortæl også om dine
overordnede tanker om hvilke emner,
dokumentationen kan handle om – at
vi bruger det til at sætte lys på de ting,
den unge gerne kan og vil, og at det er
en metode, vi arbejder aktivt med. I kan
eventuelt snakke om forskellige former for
dokumentation, eller om hvorvidt og hvordan
den unge/familien skal være inddraget i
produktionen af dokumentation.
finde dokumentet frem og bruge det: Er det i
særligt eftertænksomme stunder? I pressede
situationer? Og hvad vil konsekvenserne
være af at bruge det? Hvilken virkning vil det
have?
4. Modtagelsen af dokumentationen:
Snak med den unge eller familien om
det, du har givet dem. Det vigtigste er
her, at modtagerne får mulighed for at
forholde sig og positionere sig i forhold til
dokumentationen – at de kan sige til og fra i
forhold til form og indhold. Man kan eventuelt
bruge følgende spørgsmål i snakken: Hvad
hæfter de sig ved? Kan de genkende sig
selv? Hvad er de glade for? Uenige i?
Er der noget, der er vigtigt? Hvordan er
det i det hele taget at modtage og læse
dokumentationen?
Er det ok? Er det noget
modtageren har lyst til igen?
Hvad var virkningen
- og passede den
med forudsigelserne?
2. Udlevering og opbevaring:
Tænk over, hvordan dokumentationen skal
gives til den unge eller familien. Skal det
sendes med posten eller gives, når man
ses? Skal man snakke om det med det
samme eller senere? Og hvordan skal det
opbevares? Er der en anden, som skal
hjælpe med at opbevare det? Hvem må se
det? Er der brug for flere kopier – hvis der
f.eks. er tale om et brev?
3. Brug af dokumentationen:
Tal med den unge om, hvorvidt der er
tidspunkter, hvor det kan være hjælpsomt at
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 9
Visuelt materiale
vigtigt publikum til de nye udviklinger rekrutteres.
Generelt om visuelt materiale
Skolelære-maleriet i DKS central er et glimrende
eksempel på, hvordan tegning kan virke på
disse forskellige måder.
Visuelt materiale rummer meninger og
betydninger såsom sansemæssige
fornemmelser eller nonverbale erkendelser, som
en sproglig fortælling ikke kan.
Afskedsbogen
Om billeder
Billeder kan have symbolsk betydning for den
unge og kan f.eks. komme til at symbolisere
rejsen ud af misbrug / vrede / angst osv.
Forskellige postkort eller motiver kan
symbolisere forskellige afsnit i den unges rejse,
og de kan alle samles i rækkefølge i en bog.
Om tegninger
Hvis man lader børn og unge tegne, mens man
taler med dem, vil deres tegninger ofte skildre
aspekter af den foretrukne historie – snarere
end af den problemfyldte. Det kan også være
tegninger om fremtiden, som kan fungere som
profetier, der kan motivere de unge til at nå
deres mål.
Og husk: Selv om tegningen ikke handler
om det, som der tales om, kan den alligevel
godt fungere som reminder for samtalens
indhold. Hvis den unge f.eks. sidder og tegner
tændstikmænd på en lap, imens I taler om
et vigtigt tema, så spørg eventuelt den unge
bagefter, om du må sende ham tegningen om
et par dage, som en påmindelse om de vigtige
ting, I har talt om.
Tegningen kan også bruges som støtte til at
fortælle andre om samtalens indhold, hvorved et
Side 10 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
nævne problemhistorien:
”I dag lod du Omsorgen-for-dig-selv dominere. Du
spillede musik i flere timer!”
Den unges bog: En foto- og
tekstfortælling over tid
I ”den unges bog” kan man indsætte billeder fra
vigtige begivenheder og følelsesoplevelser, og
man kan også klistre genstande ind, som knytter
sig til disse.
Billedbogen vækker den unges hukommelse og
fremkalder de tidligere oplevelser, erkendelser
og detaljer. Og så hjælper bogen de unge til
at fortælle, når de skal formidle deres egne
oplevelser.
Med billeder kan man med fordel dokumentere
den unges vigtige relationer. Den unge udvikler
sig gennem sociale samspil, hvorfor det kan
være fordelagtigt at sætte fokus netop på de
sociale relationers betydning for den unges
udvikling. Det er også det, vi kalder at ”genmedlemgøre” – at få fokus på, at den unge ikke
er alene i verden med sine problemer – og at
han har betydning for andre og de for ham.
Billeder gør det muligt at vende tilbage til
oplevelserne, udvikle fortællinger om dem og
sætte dem ind i meningsfulde sammenhænge.
Billeder giver samtidig de unge og deres familier
mulighed for at starte en samtale om den unges
oplevelser – netop med udgangspunkt i disse
oplevelser.
En større bog – f.eks. en skrapbog, som
opsummerer oplevelser over et længere tidsrum
– kan desuden medvirke til at styrke den unges
oplevelse af kontinuitet og sammenhæng i sine
oplevelser.
At udvælge billeder og tekst: Vælg billeder,
som støtter op om den unges foretrukne
identitetsfortælling. Føj et par ord til om dette.
Eksempel 1:
Billede af den unge som lytter til musik/spiller
musik. Tekst: ”Denne dag havde Ligegyldigheden
ikke greb i dig, men du lod i stedet Omsorgen-fordig-selv dominere. Du spillede musik i flere timer!”
Eksempel 2:
Billede af den unge, der laver lektier. Tekst: ”Jeg
hjalp dig med lektierne – det var et eksempel på,
at Vrede ikke var til stede, men at drømmen om en
fremtid med uddannelse i stedet var der”.
Man kan også nøjes med bare at skrive sidste
del af ovenstående eksempler, dvs. kun
fremhæve den foretrukne fortælling uden at
Et af de dokumenter, vi i Den Korte Snor
oplever, har den største betydning for de unge,
er afskeds- eller farvelbogen. Afskedsbøgerne
bliver givet som gave til de unge, når forløbet i
Den Korte Snor slutter. Bøgerne kan se ud på
forskellige måder, men fælles for dem er, at de
indeholder billeder med tilhørende tekst, der
gengiver oplevelser og hændelser fra de unges
tid i Den Korte Snor.
Vi oplever gang på gang, at unge modtager
bogen med store smil, forundring og glæde. Vi
oplever også, at forældrene bliver enormt glade
for bøgerne – blandt andet har en mor sagt
”Hvor er det skønt med en bog, der viser, hvor
sød og dejlig, min søn er”.
Det er vores erfaring, at de unge gemmer
bøgerne og tager dem med sig gennem livet.
Hvorfor afskedsbog?
Når unge forlader kommunale foranstaltninger
som Den Korte Snor, vil de som regel
efterlade spor i de kommunale systemer i
form af statusskrivelser, handleplaner og
rapporter. Afskedsbogen er en anden slags
dokumentation, der kan vise et rigt liv med
mange forskellige oplevelser og fortællinger. En
sagsbehandler siger om den: ”Den ser slet ikke
kommuneagtig ud. Den minder om den bog, jeg
selv fik, da jeg stoppede på efterskole”.
Udover at vise et rigt og mangfoldigt liv på en
levende og ikke-kommunal måde kan et formål
med afskedsbogen være at skabe sammenhæng
og overblik for den unge. For nogle af vores
unge er det en udfordring at holde styr på
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 11
Eksempel på sider fra Afskedbog fabrikeret til denne guide
Side 12 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 13
vigtige begivenheder i livet. Tilværelsen kan
forekomme kaotisk, hændelser kan smelte
sammen, og det kan være svært at holde styr på
rækkefølgen af begivenheder. I forhold til unge,
der er særligt ramt af sådanne udfordringer, kan
en hensigt med afskedsbogen være at samle
begivenheder fra den unges liv, og hermed
styrke den unges mulighed for at orientere
sig og holde styr på hændelsesforløb og
begivenheder.
En tredje af afskedsbogens funktioner er at
dokumentere det, kontaktpersonen har haft
sammen med den unge. Afskedsbogen er et
vidnesbyrd om relationen, og man kan bruge
dette aktivt ved at fremhæve ting, man særligt
har haft sammen. Det kan for eksempel være
det skønne ved at fyre op for anlægget i bilen,
ved at tage på fisketur eller ved, at man altid
vælger det samme slik.
Det fjerde formål med afskedsbogen er at give
den unge et dokument med sig videre i sine
andre og måske nye arenaer. Bogen kan give
den unge mulighed for at vise andre sider og
fortællinger om sig selv frem for forældrene,
hvilket kan medvirke til, at de foretrukne
fortællinger om den unge får bedre vækstvilkår
i hjemmet. Hvis den unge kommer i en ny
foranstaltning, når han eller hun forlader Den
Korte Snor, kan bogen også være afsæt for, at
de nye voksne omkring den unge, får konkrete
og positive historier om den unge at tale ind i.
Hvordan afskedsbog?
Kontaktpersoner i Den Korte Snor bruger ofte
sorte papbøger og guldtusser, når de går i gang
med at skrive afslutningsbøger. Billeder, hilsner
og dokumenter sættes ind i bogen, og der
skrives små tekster.
Vi er overordnet set optagede af at skrive
bøgerne med udgangspunkt i narrative idéer.
Det betyder, at vi skriver om, hvad den unge
giver værdi til, kan lide og synes om. På den
Side 14 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
måde er vi i bogen optagede af at dokumentere
den unges perspektiv. Det betyder også, at vi
er optagede af ikke at definere den unge ved
at skrive, hvordan hun eller han er, og af ikke at
komme med egentlige evalueringer af den unge.
En afskedsbog vil dog ofte også indeholde
dokumenter af mere evaluerende karakter som
fx et diplom eller et billede af et eksamensbevis.
Her kan man sikre det narrative perspektiv ved
i billedteksten at skrive, hvad den unge sagde
til diplomet eller synes om sit eksamensbevis.
Hvis kontaktpersonen vil give opmærksomhed til
en udvikling eller bevægelse hos den unge, kan
man gøre det som en bevidning.
For eksempel kan billedteksten til et billede af et
vækkeur være:
”I lang tid arbejdede vi på, at du selv skulle
komme op om morgenen. I begyndelsen virkede
det som om det mest var mit projekt – både din
mor og jeg synes virkelig, vi arbejdede hårdt
for sagen. Jeg kan tydeligt huske den dag, vi
kiggede på dit fravær, og hvor du sagde ’Jeg vil
have den eksamen, og jeg er nødt til at komme
mere’. Efter den dag var det som om, vi var
mere fælles om det. Nu står du selv op hver
dag.
Mit indtryk af dig er, at du kan rigtigt meget,
når du beslutter dig for det. Jeg synes, det er
spændende at tænke på, hvilke andre ting, du
kommer til at beslutte dig for i fremtiden. Verden
er så stor.”
Det meste og mest koncentrerede arbejde med
afslutningsbøger ligger ofte lige før afslutningen
og overrækkelsen af bogen – det er her
billederne samles, teksterne skrives og bogen
sættes op. Men der er arbejde, der går forud:
kontaktpersonen tager løbende billeder af den
unge og har en særlig opmærksomhed på at
fotografere vigtige begivenheder. Derudover har
han eller hun en opmærksomhed på at gemme
vigtige dokumenter. Har man ikke fået taget
så mange billeder undervejs, kan man finde
billeder, der illustrerer hændelser og oplevelser
på nettet. Det kan for eksempel være et billede
af den sikrede afdeling, den unge har siddet på,
et foto af den unges skole eller af en skov med
mountainbikere.
Idéer til indhold
Herunder ses en række idéer til konkret indhold
i afskedsbøger. Mange af idéerne indebærer, at
man samler den dokumentation, man har lavet
gennem forløbet. Man kan selv finde på flere
ting.
•Billeder af ting, man har lavet sammen, og
tekst hertil. Teksten kan være kort eller lidt
længere, som man nu vurderer, vil være godt.
Disse billeder med tekst vil ofte være det, der
fylder mest i bogen.
•Bevidningsbreve fra kontaktpersonen og
også gerne fra den sagsansvarlige. Brevene
må gerne være særlige afslutnings- og
afskedsbevidninger.
•Hilsner fra folk, der har været omkring den
unge i DKS-tiden. Det kan fx være små hilsner
fra lærere, klubpædagoger, lokalbetjente og
andre DKS-unge. Det kan være hjælpsomt at
instruere dem, man beder skrive hilsnen. For
eksempel kan man bede dem skrive om noget,
de især har lagt mærke til ved den unge, og
som de tror den unge kan lide eller er optaget
af.
•Diplomer – ting den unge har opnået gennem
tiden i DKS.
•Tidslinjer man har lavet sammen.
•Koncertbilletter, shawarmakvitteringer
eller andre ting, der kan bidrage til
historiefortællingen om den unge.
•Billeder af de mål og fokusområder den unge
har haft i sit forløb.
Billeder og tegninger, der
opsummerer samtalen
Man kan også vælge at sende et billede eller
noget andet visuelt (et klistermærke, en tegning,
et avisudklip), som gengiver noget vigtigt fra
det sidste møde, man havde med den
unge:
”Dette billede mindede mig om
den vej, du har fortalt mig, at
du har valgt. Hvorfor mon du
lige valgte den frem for alle
andre? Det kunne jeg godt
tænke mig at spørge dig om,
når vi ses”.
”Det rykker!”
- Interview med Søren
Første gang jeg lavede noget, hvor jeg tænkte,
at det rykker, var, da vi lavede Nicklas’ billedbog.
Det foregik på den måde, at jeg havde taget en
masse billeder, som vi havde liggende foran os.
Jeg interviewede ham, og Nicklas skrev selv
tekster om det, der skete på billederne og om,
hvad han tænkte om det, der skete. Jeg forklarede
helt åbent Nicklas om idéen med projektet – at han
skulle se de gode historier igen.
Arbejdet med billedbogen fungerede overraskende
godt, jeg havde ikke regnet med så gode svar,
og jeg troede, at jeg ville møde mere modstand.
Det blev tværimod et fælles projekt. Jeg tror, at
det fede for Nicklas var, at han fik mulighed for
at fortælle om gode ting. Det blev stilladsering
af det, han er god til og en måde at minde ham
om det gode, han er. Jeg lagde mærke til hans
entusiasme, og hans udbrud ”ej hvor er det fedt”
og ”sagde jeg virkelig det”. Han blev glad, og det
var vigtigt, at det var noget, han kunne tage med
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 15
sig, noget fysisk. Meget konkret.
I forhold til arbejdet som kontaktperson fungerede
det også godt med bogen – det var fedt at have
noget at samles om, en meningsfuld aktivitet. Jeg
er hele tiden opmærksom på, at det ikke skal blive
for pushy, idéen om en kontaktperson, der stikker
et kamera op i hovedet på den unge hele tiden,
synes jeg ikke er tillokkende.
I forhold til det teoretiske bruger jeg det narrative
som en overordnet forståelsesramme – idéen
om at servere en god fortælling fra deres liv én
gang til, den ligger hele tiden i baghovedet. Den
præcise måde, man gør det på, er mindre vigtig.
Det har også noget med den enkelte unge at gøre.
Dokumentation for dokumentationens skyld går
jeg ikke ind for. Der skal være noget i det. Noget
betydningsfuldt for den unge, og som også giver
mening i forhold til det, vi arbejder hen imod.
Om film
Ligesom billeder kan filmoptagelser bruges til
at arbejde med de fortællinger de unge og/eller
familierne har om sig selv og hinanden. Uanset
om det drejer sig om fortidens begivenheder,
nutidens udfordringer og oplevelser, eller håb for
fremtiden er der en række fortællinger om, hvem
vi er, som vi med fordel kan dokumentere.
Det er vores erfaring, at film som medie for
narrativ dokumentation kræver forberedelse
i det metodiske såvel som i det praktiske.
Filmoptagelser er bogstaveligt talt ”levende
billeder”, der viser personer i en særlig
sammenhæng, hvor de handler på bestemte
måder, mens de interagerer med andre. Det kan
betyde, at der kommer en bestemt ”retning” i
det optagede. Når vi laver film, skal vi derfor
være opmærksomme på, hvordan vi ønsker at
fremstille den unge eller familien, og på, hvordan
Side 16 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
vi ud fra materialet kan skabe samtaler med
den unge eller familien om det, der sker – om
intentioner, liv de sætter pris på, identitet og
færdigheder.
Drejer det sig eksempelvis om optagelser fra
actionprægede begivenheder som gokart,
parkour eller lignende, kan både vi og de unge
blive fokuserede på at filme de ”seje” øjeblikke,
hvor den unge klarer sig godt eller på anden
måde mestrer de iøjefaldende udfordringer. Den
slags optagelser kan være glimrende at give den
unge.
Men hvis det eksempelvis er med unge, der i
andre sammenhænge har svært ved at fungere
i gruppesammenhænge, kunne lige så vigtige
optagelser være dem, hvor de unge fungerer
godt i gruppesammenhænge mellem løbene,
klatringen eller det fælles tredje, der nu måtte
være aktuelt. Derfor kan man, i særdeleshed
med filmoptagelser, overveje på forhånd, hvilke
temaer og selvfortællinger, man tror, er vigtige
for de unge/familierne, de behov det skaber i
deres liv, og hvordan der kan arbejdes med det.
En lidt anden type film er dem, der i højere grad
er båret af samtalen. Det kan være film, hvor
den unge og kontaktpersonen taler sammen,
og hvor den unge fortæller om sig selv eller om
vigtige og måske svære begivenheder. Sådanne
film kan både være meget korte eller bestå af
mange klip fra forskellige samtaler og situationer.
Formålet med en sådan film er at vise og
fremhæve noget hos den unge, som man ønsker
at forstærke og give liv. Filmen kan samtidig
åbne for forskellige spørgsmål og samtaler om
den unge og hans eller hendes præferencer,
ønsker og værdier.
Eksempel – Selma og ADHD’en:
En kontaktperson laver en film om en af sine
unge, Selma, i den periode, hvor hun bliver
udredt for ADHD. I filmen hører vi blandt andet
Selma tale om ADHD’en, om sit temperament
og om, hvad der var fedt ved at være hurtig og
impulsstyret. Vi ser også Selma på tidspunkter,
hvor hun er mere usikker og tvivlende i forhold
til sit temperament, og hun sætter ord på nogle
af de besværligheder, temperamentet giver
hende. Kameraet ruller også, mens Selma
og kontaktpersonen går hen ad gaden efter
besøg hos psykiater. I forhold til Selma bruger
kontaktpersonen filmen til at reflektere og
eksternalisere ud fra: Hvilken plads har ADHDen
i Selmas liv, og hvordan ønsker Selma det
fremadrettet? Hvad fortæller det om Selma, om
hendes værdier, om hendes færdigheder og om
alt det, hun knokler med i sit liv? Hvad fortæller
det om de forskellige identitetsfortællinger,
Selma bevæger sig imellem?
Kontaktpersonen fortæller, at Selmas
identitetsarbejde langt fra er slut, og at de oplagt
kunne producere mere film om Selma, det hun
knokler med, og det hun gerne vil – ved at lave
endnu flere filmoptagelser ville hun endvidere
kunne bevidne nogle af de bevægelser, der sker
i Selmas fortællinger om sig selv, og det hun vil
og kan.
samt tidspunkt for dette i optagelsen. Et kort
eksempel kunne være optagelser fra en skitur:
0:33 - 2:01
Jonas, Ali og kontaktperson
Thomas gør klar til at køre ned ad
bjerget. God stemning og latter.
Jonas virker lidt nervøs… Thomas
instruerer om rute og regler for
fælles nedkørsel.
3:24 - 4:16
Thomas må lægge sig med skiene.
Drengene får et godt grin ud af
det. Jonas spørger, om Thomas har
brug for instruktion? Virker mere
afslappet.
6:54 - 9:34
Ali og Jonas på sidste del af pisten.
Der råbes og løbes om kap. Jonas
kommer meget tæt på køen til liften.
Irettesættelse fra personalet.
Dette giver et overblik over det samlede
materiale. Dette bliver i særlig grad
hensigtsmæssigt, hvis man eksempelvis gerne
vil arbejde med forskellige fortællinger om de
samme begivenheder.
På baggrund af dette bør man klippe
optagelserne, således at materialet er samlet i
”episoder”, der kan sættes sammen. Dels fordi
det er de færreste unge, der har tålmodighed til
en proces, hvor rå-optagelser skal gennemgås,
men også fordi det giver plads til at fokusere på
de temaer i de unges liv, hvor der skal arbejdes
med alternativer til de eksisterende selvfortællinger.
Praktiske / tekniske forberedelser
Omkring de praktiske forberedelser er
det erfaringen, at man med omfangsrige
filmoptagelser med fordel kan lave en
”begivenhedsoversigt”. En sådan laves ved at
se materialet igennem og notere begivenheder,
detaljer og stemninger, der kan have interesse,
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 17
Breve til de unge
Breves indhold
Breve er en meget brugt metode til at gøre den
alternative identitetsfortælling tykkere. I breve
kan man nemlig skrive om handlinger eller
værdier, den unge har udført eller fortalt om,
som står i modsætning til hans problemfyldte
identitetsfortælling. Brevene er ikke direkte
referater af samtaler, men en søgen efter at
forbinde særlige begivenheder og oplevelser,
som den problemmættede fortælling ikke ville
kunne have forudsagt. Det er en god idé at
spørge den unge, om han kunne have lyst til
at modtage et brev – og i bekræftende fald,
hvad han eventuelt mener, er vigtigt at få med.
Andre gange kan det være, at man har haft
en oplevelse sammen, hvor den unge har vist
noget, man tænker, vil være godt at give tilbage,
forstørre og fokusere på gennem et bevidnende
brev. Her kan det være, at det alene er
kontaktperson eller sagsansvarlig, der beslutter,
hvad brevet handler om.
•Det eksternaliserede problem og dets
effekter på den unges liv og den unges
evaluering af disse effekter. En gentagelse af
eksternaliseringen medfører øget bevidsthed
om problemets styring af den unge. Samtidig
gøres det mere muligt at indtage en position i
forhold til denne styring: ”Det er ok, det er ikke
ok, det er irriterende, det er sårende osv.”
Det er vigtigt at bruge den unges egne ord
og formuleringer - eller direkte gengivelser af
handlinger, man har set den unge udføre.
assan
Kære H
ort.
et postk
solen på
u
d
r
å
f
Her
ke
de mær
i jeg lag å glad og
d
or
f
,
u
rd
rs
Den få
g. Du va
mør i da
alt det,
til dit hu hele tiden om
e
d
til.
snakke
ar lyst
kal og h
s
og
il
v
du
solen.
nke på
il at tæ
t
g
je
Så kom
ja
Kh Kat
Brevene vil som den meste anden
dokumentation ofte handle om:
•Undtagelser til problemet – eksempler på
handlinger, den unge har udført, eller ting han
har sagt, som den problemfyldte historie om
ham og hans liv ikke kunne have forudsagt.
Det kan både være ting, der er i direkte
modsætning til problemhistorien, eller det kan
være fortællinger, der slet ikke forholder sig
til problemhistorien, men som bare handler
om noget helt andet som for eksempel
omsorgsfuldheden overfor familiemedlemmer
eller nysgerrigheden og lysten til at lære.
Herved støttes den unges oplevelse af
muligheden for en alternativ fortælling.
Side 18 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
”Det er helt vildt, du gør det
her” - Interview med Jane
Jeg har som sagsansvarlig i Den Korte Snor altid
gerne ville afslutte mine forløb med at skrive
bevidnende breve, både til de unge og til familien.
Når jeg sidder i situationen, og vi skal til at runde
af, kan jeg ikke lade være. Da jeg skulle afslutte
Nadia – jeg læste det op for hende, hun kiggede og
kiggede og var meget, meget stille, så sagde hun:
”Det er helt vildt, du gør det her, jeg kommer til at
savne dig”. Og så kan jeg ikke lade være med at
tænke på, hvor virkningsfuldt det med bevidning
bare er. Altså selvfølgelig bliver man nødt til at
ramme nogle ting, de skal føle sig set på noget.
Man skal sige meget om, hvad man har hørt og
om, hvad der er vigtigt for den anden. Alt det man
ser.
Det er dokumentation til borgerne, til familierne
og de unge, der er det vigtige. Det er dem, der
skal flyttes, det er ikke os. Og den dokumentation
er SÅ vigtig, også i forhold til det samarbejde
vi har haft omkring forandring og udvikling.
Narrativ dokumentation er en metode, der gør, at
de kan blive set som noget af det, de også er. De
er også mennesker med ønsker og drømme og
kompetencer.
Som sagsansvarlig på et projekt er jeg
selvfølgelig optaget af, hvordan man kan bruge
den dokumentation, kontaktpersonen laver i
familiearbejdet. Jeg mener, at det er helt naturligt
at bære den dokumentation, som kontaktpersonen
laver ind på familiemøder. Det er en metode, der
understøtter det arbejde, vi i forvejen laver, med
familierne. Her tænker jeg særligt på arbejdet med
at synliggøre små gode oplevelser og handlinger.
Vi giver de gode historier liv, så forældrene får
øje på det gode, børnene gør. Og her er netop den
tætte relation og de mange gode stunder og snakke
mellem ung og kontaktperson et fantastisk afsæt
for, at den unge kommer til orde og bliver set med
andre øjne af forældrene.
For mig hænger dokumentationsarbejdet og
fællesheden i teamet omkring det også sammen
med synet på vores interne samarbejde: Vi skal
arbejde sammen – når vi får fællesheden og de
mange kræfter, der ligger her, i spil, rykker det.
Derfor giver det heller ikke så meget mening at
tale om dokumentation alene fra sagsansvarligperspektiv. Vi skal ikke være i svømmebaner –
kontaktpersoner og socialrådgiver i parallelbaner.
Vi skal være sammen, og vi skal arbejde
koordineret på alle fronter samtidig: skolen
der skal løfte og bære igennem, os der hjælper
forældrene med at stå i det, de står i, og os der
viser den unge, at vi er der, understøtter, holder
fast og hjælper med at skabe retning. Man kan
løfte ekstremt komplicerede sager, hvis man
tænker, at det her er vi fælles om, og det gør vi
sammen.
Breves delelementer og form
Breve kan ud over opsummeringer om det
eksternaliserede problem og undtagelserne
også indeholde spørgsmål, som sætter den
unge i gang med at tænke mere i retning af den
foretrukne fortælling. Kort sagt, kan breve bestå
af:
•Opsummering af vigtigste ideer/tanker/
undtagelser
•Spørgsmål, som man har tænkt på siden
mødet
•Anmodning om afklaring af dele af samtalen,
som afsender er usikker på
•Aspekter af samtalen, der ikke blev undersøgt
til bunds
Breve kan være både lange og korte; det er ikke
længden, der afgør deres effekt. Man kan skrive
et brev som e-mail, som postkort eller som
almindeligt gammeldags papir-brev. Den korteste
brevform er en sms.
AT&
T
Kæ
re J
ona
s.
Tak
f
o
r
og
at f i dag.
der
åh
De
h
ø
mæ jemm rt om t var g
r
k
me e til e. Jeg det, d odt at
d
lidt din f det du lægge er ske se dig
a
r
,
jeg bedre. r: ”Je siger r især
g
k
De an se Jeg t syne om ko
t er
a
n
s
g
,
f
p
at I
førs å ha er m det e likter
god tager te ga m, at ig sam r blev ne
n
j
h
vi s t tænk er sam g, jeg an og men, et
o
e
Hva s på e mig men, har h så prø g
d s onsd at h og d ørt d ver.
ige
”
ø
i
a
e
g
re m t k
r du g.
s
Kh.
ere unne ige,
til d
Cla
o
j
e
e
m
g
t
?
us
, nå
r
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 19
Typer af breve
Længere breve (f.eks. ½-1 A4 side)
Breve vil typisk opsummere: ”du sagde, jeg hørte,
du foreslog, jeg forstod” osv. Der vil typisk ikke
være tale om, at afsenderen vurderer i form af:
”Jeg synes, det var flot, hvor er du dygtig” osv.
Eksempel på et narrativt brev:
Kære Morten
Da vi mødtes i tirsdags, talte vi meget om, hvad
hashen betyder for dit liv. Du fortalte, at hashen
kan få dig til at skændes med din mor, og du
fortalte også, at hashen kan gøre det svært at
huske, hvad du lærer i skolen (effekt). Du fortalte
mig, at du i weekenden havde tænkt over disse
effekter, som hashen har på dit liv, og at du ikke
synes, det er særligt fedt, og at du derfor godt
kunne tænke dig at ryge lidt mindre (evaluering).
Du sagde, at det er nyt for dig at tænke sådan, og
at hashens stemme plejer at tage over og sige,
at du er latterlig, inden du når at tænke så langt
(undtagelse). Tidligere har vi talt om nogle af dine
ønsker for din fremtid – f.eks. at få en uddannelse
som elektriker (håb, drømme, intentioner,
værdier). Kan du se, hvordan disse tanker om at
ville ryge mindre – i det mindste i mine øjne – kan
passe sammen med dette fremtidsprojekt? Der er
en anden ting, du har gjort, som jeg noterede mig,
og som også passer sammen med dette projekt.
Nemlig at du kom op og i skole i mandags, selvom
du var træt og havde været til koncert søndag
aften (undtagelse). Næste gang vi ses, kunne jeg
godt tænke mig at høre, om det er lykkedes at
tøjle hashens stemme i andre situationer, så der er
blevet plads til andre tanker end hashens tanker.
Ville det være ok?
Marie
Side 20 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
1.Hvad hæftede jeg mig ved, at du sagde/
gjorde? (ordret gengivelse)
hurtigere, og endelig fordi det måske kan synes
lidt grænseoverskridende for én selv at fortælle
om eget liv. Men omvendt, kan lige netop punkt
3-4 virke enormt stærkt, hvis de bruges med
omtanke og forberedelse. Med omtanke menes
der, at man selvfølgelig kun skal dele oplevelser
fra ens eget liv, som man vurderer, vil være
hjælpsomme for den unge at kende til.
2.Hvilket billede giver det mig af, hvad der er
vigtigt for dig? Er der en metafor for det, jeg
tror, du står for, når du siger sådan/gør sådan?
Man kan også vælge at udelade andre trin eksempel 2 viser et brev, hvor trin1, 2 og 4 er
medtaget.
Bevidningsbreve
Kære Michella
Da vi sås i går, fortalte du mig om, at
ligegyldigheden havde været gemt lidt væk en
aften i sidste uge (undtagelse). Vi har tidligere
talt om, at ligegyldigheden kan gøre det svært
for dig helt at vide, hvad du gerne vil med dit
liv, og få det til at virke som om, at det ene kan
være lige så godt at gøre som det andet (effekt).
Men i sidste uge, kunne du helt præcist mærke,
at ligegyldigheden ikke var til stede, da din ven
var ked af det og havde brug for støtte, fordi han
havde oplevet noget svært (undtagelse). Vi talte
om, at det er vigtigt for dig, at være der for andre,
når de har brug for hjælp (værdier, temaet for en
alternativ fortælling).
Jeg er meget interesseret i at høre om en anden
gang, hvor du også var der for en anden: Hvad
gjorde du, og hvordan kunne du gøre det? Er det
ok, hvis jeg spørger om det, næste gang vi ses?
Kh Rikke
Man kan også sende en klassisk narrativ
bevidning i brevform. Dvs. et kort brev, der
svarer på følgende fire spørgsmål:
3.Hvad vækker det genklang med i mit eget
liv?
4.Hvad vil jeg konkret gøre eller tænke, som
vidner om, at jeg har fået denne indsigt/tanke
via dig?
Igen udelader man vurderinger – også selvom
de er positive; dvs. ingen ros eller ”synsninger”.
Det er vigtigt, at punkt tre og fire bliver meget
konkrete, og at man fortæller om konkrete
handlinger og levet liv.
Man kan også vælge kun at bruge de to første
punkter, når man skriver til en ung, og f.eks.
slutte af med et spørgsmål:
1. Sidst vi sås, hæftede jeg mig særligt ved,
at du sagde/gjorde… (ordret gengivelse af
noget, den unge har sagt/gjort)
2. Det giver mig et billede af, at noget af det,
der måske er vigtigt for dig er… /Den metafor/
det billede, jeg kommer til at tænke på, er…
Det jeg blev nysgerrig på og kunne tænke mig
at snakke mere med dig om, altså hvis også du
har lyst, er…
Dette dels fordi det nogle gange kan være svært
at finde på noget godt at fortælle om sig selv,
dels fordi det nogle gange gør processen lidt
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 21
Eksempler på bevidningsbreve til de unge
Eksempel 1
– fra kontaktperson i Den Korte Snor
Bevidningsbrev fra opstartsfasen med en ung
i Den Korte Snor. Da kontaktpersonen skriver
brevet, kender han ikke den unge så godt og
de har kun haft få fælles oplevelser. I brevet
hæfter kontaktpersonen sig ved en enkelt
ting og skriver ud fra det. Kontaktpersonen
tilbyder sig i brevet, som én der gerne vil være
den unges fortrolige. På den måde kan man
sige, at kontaktpersonen bruger brevet aktivt i
relationsdannelsen.
Kære Adam
Da vi for nylig var sammen, lagde jeg særligt
mærke til, at du sagde til mig, at du lige havde
mistet en rigtig god ven. Han var blevet skudt lige
for øjnene af dig, og du var faktisk også selv tæt
på at blive ramt. Du gav udtryk for, at det ikke var
noget, der påvirkede dig særligt, men du var ked
af, det var sket.
Jeg blev glad for, at du fortalte mig om det, og
det gav mig et billede af dig som en ung mand,
der gerne vil fortælle en lille smule af de ting, der
sker i dit liv. Måske du også gerne vil have en at
tale med det om, en der ikke er far/mor, eller en
af dine gode venner. Men en man kan tale ærligt
og oprigtigt med, uden at tænke på, om det bliver
hårdt, pinligt, flovt eller helt fantastisk.
Jeg havde selv som ung en, jeg kaldte for min
onkel, en som jeg brugte, når det blev svært. I dag,
som voksen, kan jeg se tilbage på, hvor stor en
glæde jeg havde af ham og det at kunne tale med
ham om alt.
Det jeg så bliver inspireret til er, at tilbyde dig,
Side 15 - Guide til narrativt dokumentationsarbejde
at du altid kan bruge mig at tale med, at være
fortrolig med, at være ham du kan stole på, ham
der gerne vil hjælpe dig. Jeg vil meget gerne være
ham, der er der, når du har behov for det.
De bedste hilsner til dig
Jakob.
Eksempel 2
– fra kontaktperson i Den Korte Snor
Dette er et forholdsvist klassisk brev, hvor kontaktpersonen giver liv til en foretrukken histori om den
unge.
Hej Tobias
Der er en ting der bliver ved med at vende tilbage i mine tanker og jeg fik derfor pludselig lyst til at skrive et brev
til dig.
Jeg tænker på det, der skete den dag vi havde været til blokart med mandagsgruppen og du inviterede mig med
hjem til en kop kaffe bagefter.
Vi kommer ind af døren,- du serverer hurtigt en kop kaffe og meddeler at du skal gå igen. Både din mor,
Tina og jeg begynder at protestere,- men du henvender dig til Tina og mig og siger ”I har en masse problemer I
skal snakke om” og så går du. Det endte med at blive en super hyggelig aften hjemme i Jeres sofa. Tina og jeg fik
en rigtig god snak og vi fik drukket en masse kaffe :-)
Det var først på vej hjem, da jeg sad på min cykel, at jeg forstod hvad din invitation egentlig gik ud på. Du kunne
se på din søster, at hun havde brug for en snak og det ville du gerne give hende en mulighed for at få. Det gjorde
stort indtryk på mig, at mærke din omsorg overfor din søster og din fine måde at vise hende det på.
Efter at jeg er begyndt at lære din familie bedre at kende, har jeg opdaget at du og dine søskende har noget helt
særligt sammen. I passer nemlig godt på hinanden og er gode til at hjælpe hinanden. Da jeg så det her billede af
en gepardfamilie, fik det mig til at tænke på dig og dine søskende og jeg synes du skulle have billedet. Når jeg
kigger på det, ser jeg geparder der passer på og har omsorg for hinanden og det ser ud som om det er rigtig godt
at være en del af den gepardfamilie ;-)
Ville egentlig bare sige tak for din helt særlige kaffeinvitation. Din handling har fået mig til at tænke på, hvor
vigtigt det er, både at have nogen der passer på én og at man er med til at passe på andre.
Sofie
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 23
Eksempel 3
– fra kontaktperson i Den Korte Snor
Eksempel 4
– fra kontaktperson i Den Korte Snor
Dette er ligeledes et forholdsvist klassisk brev, hvor kontaktpersonen deler en fortælling, som
ikke passer med det, de fleste almindeligvis forbinder med “en kriminel ung mand”.
Kære Mohamed
Kære Bilal.
Den dag vi var på Station
City for at hente din
telefon, blev vi mødt af en
dame, som ikke var
særlig sød overfor dig. Da
men vendte øjne af
dig og rystede på hovede
t, imens hun sagde til
dig: ”Så ung – og allered
e har været fængslet”.
Da damen havde sagt de
tte, kiggede du på mig
med et særligt blik, smile
de overbærende og
bevarede roen. Jeg lagde
mærke til, at du valgte
ikke at reagere på hendes
frække og dumme
bemærkninger til dig.
Dette får mig til at tænk
e på, at du har en evne
i forhold til at lade dét pa
ssere, som ikke fører
noget godt med sig. Det
særlige blik du sendte
mig udtrykte: ”Jeg lader
det gå, når nogen gør
mig uret”. Jeg tror, det
er vigtigt for dig at opfø
re
dig ordentligt og ikke sv
are igen. Jeg tænker
også, at det er vigtigt for
dig at vise respekt
overfor autoriteter.
Jeg lagde mærke til din
reaktion, fordi jeg nok
ville have haft svært ved
at lade være med at
svare damen igen på en
dårlig måde, hvis hun
havde talt sådan til mig.
Jeg tænker også, at
mange andre unge ville
gøre noget dumt i denne
situation, som ville have
en negativ konsekvens
for dem selv. Jeg kender
ikke mange unge i mit
arbejde, som kan det, du
kunne i denne situation.
Vi lavede alt sammen, og
en dag blev vi desværre
uvenner. Jeg tror det va
r noget med, at hun ikke
ft lyst til at skrive dig et
brev.
syntes, jeg havde nok tid
Det er vigtigt for mig at
til hende, og hun mente,
få dig fortalt, at jeg aldrig
jeg
hellere ville være samm
kunne finde på at ville dig
en med nogle andre piger
noget ondt. Som jeg sagd
fra
skolen. Hun ringede mig
e
til dig i telefonen, står jeg
op efter skoletid og var
ikke op om morgenen
rigtig
vr
ed og sur på mig, og hu
og tænker ”I dag vil jeg
n skældte mig ud og brug
gøre alt for at ødelægge
te
grimme ord. Jeg forstod
Mohamed og de andre dr
slet ikke, hvorfor hun va
enges liv.. Nej, tværtimo
r
så vred, og jeg fik ikke mu
d,
så tænker jeg, hvordan
lighed for at svare eller
kan jeg hjælpe til, at du/I
forklare, hvordan jeg op
får det fedeste liv! Jeg ha
levede situationen. Hun
r tænkt meget over den
valgte
sle
t ikke at høre på mig og
telefonsamtale, der desv
fortsatte bare med at
ærre endte med, at vi ble
”svine” mig til.
v
”uvenner”. Det kom sig
af, at jeg havde været til
Je
g blev irriteret og totalt
møde
på din skole, og i den for
frustreret over hendes
bindelse var du frustreret
opførsel. Vi har desværre
over
nogle af de ting, der var
ikk
e rigtig snakket sammen
blevet sagt.
siden, da jeg bad om en
un
ds
ky
ldning fra hende og
Det jeg særligt hæftede
aldrig fik den.
mig ved i forhold til vore
s
telefonsamtale, var da du
sagde ”Du er et stikkersv
Det, jeg bliver inspireret
in”,
”En fucking luder” og få
til at gøre for fremtiden,
dage efter ringede du og
er
at
være opmærksom på, hv
sagde ”Undskyld….”
or vigtigt det er at få sagt
undskyld, når jeg selv ko
Det giver mig et billede
mmer til at gå over streg
af, at noget af det, der må
en.
De
t er vigtigt, da det kan ød
ske
er vigtigt for dig, er, at ma
elægge så meget, såsom
n godt kan være rigtig su
et
ve
nskab. Desuden vil jeg hu
r
og vred, men samtidig ka
ske, at når du som 13-årig
n være stor nok til at stå
kan sige undskyld, så me
ved
sine fejl og derfor sige un
ner jeg også, at alle voks
dskyld. Jeg oplever, at du
ne
bø
r
ku
nn
e
sig
e
un
dskyld, og det vil jeg husk
har et stort temperament,
e dem på.
og at du inderst inde godt
er
klar over, når det bliver
Jeg håber ikke, det komm
for meget. Jeg mindes,
er til at ske igen. Og jeg
at
du
i slutningen af telefonsam
håber ikke, du nogensind
talen sagde noget med”
e
ka
lder mig sådan nogle tin
Jeg
g
lægger på nu… ringer nå
ige
n,
me
n
hv
is
du
en
da
r jeg er faldet ned” eller
g bliver så sur på mig, at
no
ge
du
t
i den stil.
alligevel kommer til det,
har du med din undskyldn
ing
væ
ret med til at give mig tro
Noget af det, jeg tror, du
en på, at vi alligevel kan
kan Mohamed, er at væ
komme videre.
re
bevidst om, hvornår du
er gået over stregen, alt
så
hvornår det ikke længer
e er ok, det du siger til en
Holder så meget af dig Su
anden. Jeg synes, det er
perman!
sejt, at du efterfølgende
kunne
se, at det ikke var i orde
n, den måde du havde tal
Mange hilsner fra din
t til
mig på, og det har jeg sto
r respekt for.
kontaktperson Malene
Det jeg kom til at tænke
på, fra mit eget liv, er en
historie fra min teenage
alder. På daværende tid
spunkt
havde jeg en nær veninde
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 25
fra klassen.
Jeg har den sidste uge ha
Jeg vil huske dig, næste
gang jeg står i en
situation, hvor nogen tal
er grimt til mig, og jeg
får lyst til at svare dem
igen. Jeg vil tænke på dig
,
og hvordan du håndtered
e situationen – tælle til
10 og bevare roen. Forle
den dag da jeg ringede
til politiet på Station City
for at høre, hvordan
du kunne få fat i din telefo
n, var politimanden
først ikke meget for at sa
marbejde med mig.
Han sagde, at han havde
vigtigere ting at tage
sig til end at frigive din
telefon. Jeg skulle til at
hidse mig op og sige dumm
e ting til ham, men
så huskede jeg på dig. Je
g tænkte, at hvis jeg
begyndte at skælde ud, ku
nne det blive endnu
sværere at få fat i din tel
efon. Så jeg talte til 10,
bevarede roen og talte pæ
nt til politimanden.
Mange hilsner fra Marie
Dette brev adskiller sig fra de foregående på især to måder:
For det første tager det afsæt i noget relationelt, i noget, der er
foregået mellem den unge og kontaktpersonen, og dermed i en
historie, som har en særlig betydning for kontaktpersonen. For det
andet skriver kontaktpersonen om noget af det, hun tror, den unge
kan. Dermed har hun fat i et femte bevidningstrin – at hæfte sig
ved de konkrete færdigheder, man ser hos den anden.
Eksempel 5
– fra kontaktperson i Den Korte Snor
Brevet er et afslutningsbrev og minder på mange måder om andre afslutningsbreve i Den Korte
Snor, fordi det har en særlig personlig og højstemt stemning. Derudover trækker det tråde
tilbage gennem forløbet og er på den måde med til at binde tiden i Den Korte Snor sammen.
Som i det foregående brev nævner kontaktpersonen også her færdigheder hos den unge.
Brevet indledes på en dagligdags måde, og man kan næsten sige, at der er lidt small-talk,
inden kontaktpersonen går i gang. Ligeledes afrunder kontaktpersonen brevet med et par råd
og et ”jeg tror på dig” statement efter den egentlige bevidning. På den måde kan man sige, at
kontaktpersonen gør noget andet rundt om den narrative bevidning.
Kære Tino.
Tak for sidst, det var en
hyggelig tur til nord
på og ”tøsen” [kontaktpe
rsonen] klarede det
jo uden problemer ☺ Jeg
mødte dig for to et
halvt år siden, dengang
var jeg lige startet i
Den Korte Snor, og du va
r derfor en af de første
kontaktunge, jeg skulle mø
des med.
Jeg har været så glad for
at lære dig at kende og
synes, din udvikling har
været enorm. Du ved,
at jeg er meget stolt af dig
, og jeg mener, du er
nået langt i forhold til din
e ønsker og drømme for
fremtiden.
I den forbindelse kom dit
”kælenavn” min
solstråle historie.
Det, jeg særligt har hæfte
t mig ved, var da du
sagde ” Ingen troede på
mig, ikke engang min
mor”. Det får mig til at tæ
nke på din opstart i Den
Korte Snor. Du havde ha
ft en del udfordringer
med skolerne, lærerne, ve
nnerne, familien,
og ikke mindst skulle du
forholde dig til din
ADHD og den medicin,
du var begyndt på. Jeg
ser dig stadig for mig, ko
mme cyklende med
høretelefonerne hængen
e på ørene, iført stort
løstsiddende tøj og din ka
sket.
Det giver mig et billede
af, at noget af det, der
måske er vigtigt for dig,
er at vise verden, at
du faktisk kunne noget og
ville have noget ud af
dit liv. Måske du var ked
af den opfattelse, folk
havde af dig, og derfor sk
ulle der ske en markant
ændring af folks mening
om dig som person.
Højst sandsynligt var du
træt af at være blevet
sat i en bås, og derfor va
lgte du at gøre noget ve
d
det.
som ”normal” og ikke bli
ve set som en psykisk
syg eller bandit. Jeg syne
s, du er nået så ufattelig
langt Tino, og jeg er BIIP
så stolt af dig! Ja, nu
kan det godt være, at jeg
sidder her med lidt vand
i øjnene, men det har væ
ret en fornøjelse at følge
dig ind i voksenverdenen
.
Det, jeg er kommet til at
tænke på fra mit eget liv
,
er den kaotiske periode,
man står i fra at gå fra
barn til voksen.
Jeg husker selv den tid
som værende totalt
frustrerende, da man ikk
e helt ved, hvem man
selv er, og er letpåvirkelig
til at gøre nogle måske
lidt uheldige ting. Genere
lt ser jeg det som en
periode, hvor alle forvent
er en masse, her tænker
jeg på skolen, ens forældr
e, venner og samfundet.
Alle står de og hiver i en
, og vil have at man skal
gøre ditten og datten. Je
g magtede simpelthen
ikke det pres, og mine for
ældre ”tvang” mig
til at gå på gymnasiet, se
lvom jeg ikke ville.
På gymnasiet var jeg ikk
e den skarpeste kniv
i skuffen og fik derfor he
ller ikke særligt gode
karakterer. Jeg havde no
gle lærere, der bestemt
heller ikke troede på, at
jeg ville gennemføre
skoleperioden. Jeg blev
også stædig og ville bare
vise de ”idioter”, at jeg ku
nne det.. Ja, så kan det
godt være, at mit karakte
rblad ikke var det bedste
haha… men jeg fik det da
gjort færdig!
Ud fra din udvikling er jeg
blevet inspireret til
være mere opmærksom
på at holde fast i mig se
lv
og tro på, at ”jeg kan hv
ad jeg vil”, også selvom
jeg nogle gange møder me
nnesker, der kan få
mig til at blive usikker og
ked af det.
Jeg vil her til sidst takke
dig for at have lært mig
op som kontaktperson, jeg
har som sagt lært
meget af dig, og du har
hjulpet mig på vej til, at
jeg i dag er en ”sej” kont
aktperson. Sidste råd
fra hende den skrappe ha
ha. Vær opmærksom på
dine ”sorte huller” og KØ
R FORSIGTIGT ellers
venter der lammere.
Jeg ønsker dig held og lyk
ke i den fremtid!!!
Husk….. Jeg tror på dig
!!!
Stort knus fra Malene
Noget af det, jeg har set
dig kunne, er, at du har
et utroligt ”gå på mod” og
en stædighed i at få
ting gjort færdige. Her ka
n jeg nemt komme
med eksempler som arbe
jdsforløbet iToms butik,
skolen hos Lene, køreko
rtet, grundforløbet på
handelsskolen, ja jeg ku
nne blive ved…
En anden ting, jeg har be
mærket, du er god til,
er at tage nogle gode va
lg for dig selv og din
fremtid. Du har været i
risikogruppen for unge,
der kunne komme på de
t forkerte spor, men du
har taget dig selv alvorlig
t og gjort noget ved det.
Et af dine ønsker var at
blive opfattet og mødt
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 27
Postkort og korte breve til den
unge
Et brev behøver ikke at være længere, end
hvad der kan stå på et postkort. Blot et eller
to spørgsmål eller sætninger kan være nyttige.
Selvom man kan vælge at referere alle de
undtagelser, man har hørt eller set, da man var
sammen med den unge, er det altså nok blot at
hive fat i en enkelt – og det behøver ikke at være
en hverken revolutionerende eller banebrydende
handling, blot et lille eksempel på noget andet
end det, problemhistorien ville have dikteret:
•”Jeg lagde mærke til, at sidst vi sås, skoddede
du din cigaret i askebægeret og ikke på
gulvet”
•”Jeg bed mærke i, at du holdt døren for den
ældre dame”
•”Jeg hørte dig fortælle, at du havde klaret at
koncentrere dig i 20 minutter i skolen”
Herefter kan man evt. fortsætte med et
spørgsmål
•der retter sig mod det eksternaliserede
problem: ”jeg spekulerede på, efter vi
sagde farvel, om dette var et eksempel på
et tidspunkt, hvor du kunne have ladet X
(=problemet, f.eks. vreden, ligegyldigheden)
styre, men alligevel gjorde noget andet?
•der retter sig mod den unges værdier: ”Jeg
tænker på, om dette måske er et eksempel på
det, vi talte om for et par uger siden, nemlig at
det er vigtigt for dig med respekt?”
•der retter sig mod det næste møde: ”Næste
gang vi ses, kunne jeg have lyst til at spørge
dig til flere eksempler på situationer, hvor du i
ugens løb har gjort noget lignende”
Side 28 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Sms til den unge
Den korteste form for brev er en sms. Her vil
man typisk blot skrive om den undtagelse, man
har hæftet sig ved, eller man kan knytte en tanke
om, hvad der fremstod som vigtigt for den unge.
AT&T
assan
Kære H
stkort.
på et po
du solen
Her får
e
e mærk
i jeg lagd
d og
r du, ford Du var så gla
få
n
e
D
g.
mør i da
alt det,
til dit hu hele tiden om
de
st til.
ly
r
snakke
ha
skal og
du vil og
en.
e på sol
t tænk
jeg til a
Så kom
a
Kh Katj
her i
tur i dag. Jeg har
Tak for vores café
e med,
over det, du sagd
t
nk
tæ
g
da
id
rm
efte
ned på
eget over at skære
at du har tænkt m
ses på mandag!
dit hashforbrug. Vi
Hej Sara. Da vi snakkede sammen i dag,
fortalte du mig om, at du sagde tak til din
mor i går, selvom du var skideirriteret på
hende”. Vi ses!
Tænkt eksempel på et postkort skrevet af
sagsbehandler efter familiesamtale:
Kære Nicklas og John
Efter familiesamtalen i går, kom jeg til at tænke
på noget, du og din far havde sagt. Nemlig, at I
havde besluttet, at I ville finde en fælles løsning på
det med oprydningen derhjemme. Jeg har tænkt
over, om dette er et eksempel på noget andet end
den konflikt, som I af og til oplever? Næste gang vi
ses, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan I
klarede det – ville det være ok?
Kh Karen
hael.
Kære Mic
rke til,
e jeg mæ
i dag, lagd ilede til
Da vi sås
.
sm
e hej og
d i bussen
at du sagd n, da vi trådte in
t,
tig
rig
re
r
fø
va
uf
buscha
om det
altid være
urgte dig,
Da jeg sp ”ja, jeg gider ikke
til ham”.
:
re
du
e
ba
g
svared
smilede je nne jeg godt
så
g
O
r.
ku
så su
uge,
s i næste
måske er
Når vi se
, om der
ig at høre
ke har
m
”ik
e
nk
du
tæ
, at
mpler på
r”.
se
su
ek
så
re
re
fle
med at væ
gidet det
kend!
God wee
Kh Lars
AT&T
Hej Louise. Efter vores møde i dag, har jeg
tænkt over den episode, du fortalte om, hvor
det lykkedes dig at vende om og gå i stedet
for at lade vrede tage over og slås”.
ag, blev
Da vi gik tur i d
.
ed
m
m
ha
o
du
M
Hej
det egentlig er,
ad
hv
å,
p
p
ar
sk
jeg mere
med at
som om, at det
d
lø
et
D
l.
vi
ne
t for
ger
orebror, er vigtig
st
d
o
g
en
re
kunne væ
ses!
svare mig, når vi
e
ar
b
n
ka
u
D
.
dig
Kære Jo
nas.
Tak for
i dag. D
et var g
og at få
odt a
hø
derhjem rt om det, der sk t se dig,
me. Jeg
er
lægger
mærke
isæ
til det du
siger om r
med din
ko
fa
lidt bedre r: ”Jeg synes, d nflikterne
e
. Jeg ta
ger mig t er blevet
jeg kan
sam
se
Det er fø på ham, at han men, og
rs
også prø
ver.”
at I tage te gang, jeg ha
r
r jer sam
men, og hørt dig sige,
godt tæ
nke mig
det kun
n
a
e
t høre m
vi ses p
åo
ere om, jeg
når
Hvad sig nsdag.
er du til
det?
Kh. Clau
s
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 29
”Det milde udtryk i pigens
ansigt” - Interview med Terese
dokumentationen, og jeg gør ting, som jeg har en
fornemmelse af, at de godt kan tage ind.
Der er jo så mange gode erfaringer med
dokumentation – men allermest har jeg arbejdet
med billeder og afslutningsbøger. Det var noget
Vicki (tidligere medarbejder i Den Korte Snor)
introducerede. Jeg har lavet det som en gave til
den unge, når forløbet sluttede. Så klistrer jeg
en masse billeder ind og så skriver vi sammen.
Det, der er fedt med billederne, er, at det er noget
konkret, man har i hånden. Et mellemled. Og det
gør det lettere at stille spørgsmål. Det er en måde
at blive nysgerrig på, at være lidt på afstand af det
måske svære og nærgående, vi taler om.
Dokumentationen gør også, at det er lettere at få
øje på mere af den gode historie. For eksempel
med det brev jeg skrev til Tobias, hvor jeg
bevidnede hans omsorgsfuldhed. Det har pillet ved
mine briller. Det er lettere at se det, når man først
har formuleret ”omsorgsfuld dreng”.
Noget jeg husker er en pige, jeg havde i Valby.
Hun havde lavet nogle pigebande-ting og havde
et ret råt udtryk. Vi tog nogle skønne billeder med
hende og hendes hest, hoved mod hoved, sådan
”mig og min bedste ven”. Jeg husker mildheden i
hendes udtryk på de billeder. Det var så fint at give
hende den historie med – at åbne muligheden for,
at hun kunne sige ”nå sådan er jeg også”.
For tiden er jeg meget optaget af sms’er, af at få
vinklet de beskeder jeg skriver ind i noget mere
narrativt. Om det er svært? Lidt, det tager et par
minutter mere at skrive, og det er en balance,
så det ikke bliver for meget. For eksempel er jeg
lige startet med en ny dreng, og vi har lige haft
møde. Jeg har tænkt på at skrive en sms, hvor
jeg fortæller ham, at jeg lagde mærke til hans
stædighed og så noget om hvilket billede, det giver
mig.
Min erfaring er, at de unge bliver glade for det, når
jeg dokumenterer. De føler sig set og lagt mærke
til. Vi sætter det gode i spil ved at tale om det.
Mange af vores unge får det samme negavtive at
vide igen, igen, igen, men dokumentationen giver
anledning til at være nysgerrig og stille spørgsmål
frem for at løfte pegefingre. Men jeg er hele tiden
opmærksom på, hvordan de unge har det med
Side 30 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Breve til andre
personer
Breve til andre personer i den
unges netværk
Breve til andre personer i den unges liv kan
også tage forskellig form. Inden man giver sig
i kast med brevskrivning til andre, er det altid
vigtigt at sikre sig, at den unge selv er med på
ideen om at gøre dette.
For f.eks. at mobilisere en anden person til en
indsats som forbundsfælle mod problemerne,
kan man f.eks. skrive:
Kære Vibeke (lærer).
Hassan arbejder med at styre sin aggression. Vil
du hjælpe os med at ligge mærke til tidspunkter,
hvor Hassan kunne have ladet sig styre af
aggressionen, men alligevel får kæmpet sig fri?
Og vil du sige til Hassan, at du har set det?
Mona
Man kan også vælge at sende et brev, som
opsummerer den unges succeser (undtagelser
til problemet) til f.eks. den unges forældre. Dette
kan være det samme brev, som man sender til
den unge, men med tilføjelse af et
”Til rette vedkommende. Som I ved, har Mustafa
nu i længere tid kæmpet med Stoftrangen. Jeg
har talt med Mustafa om hans fremskridt, og jeg
tænkte, at I måske havde lyst til at få en status på,
hvor langt han er nået:
- Mustafa synes, at han har fået en mere positiv
indstilling til at gå i skole
- Mustafa har kun røget hash to gange de sidste
tre måneder
- Osv.
Jeg vil gerne opfordre jer til at være med til at
finde flere eksempler på, at Mustafas liv er på vej i
retning af et liv væk fra Stoftrangen”
Breve til andre unge uden for
den unges netværk
Man kan bede den unge agere konsulent for
fremtidige unge med lignende problemer. Man
kan sammen med den unge udforme lister over
f.eks. de metoder eller handlinger, som har
været hjælpsomme i forhold til at kæmpe mod
problemet.
Dette giver både en oplevelse af handleevne
samt en oplevelse af ”medlemskab” – jeg er ikke
en ”lonely freak”, men der er andre unge, som
kan genkende sig i mig og deres problem i mit.
PS. Som aftalt, sender jeg en kopi af dette brev til
din far, så han kan følge med i, hvordan du…
Endelig kan man også skrive et brev, som
er en slags ”anbefaling” af den unge og den
foretrukne identitet. Brevet udfærdiges sammen
med den unge, og den unge kan få et antal
kopier:
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde- side 31
Man kan også bede den unge skrive et rigtigt
brev til en anden ung, som først er ved at
påbegynde sin kamp mod problemerne:
Andre skriftlige
dokumenter
Hej Christian
Positionserklæringer
En anden ung i DKS, Daniel, er nysgerrig efter
at vide, om andre har haft det lige så svært, som
han har det lige nu, hvor han føler sig fanget af
Hashen. Han vil også gerne høre lidt om, hvordan
det er lykkedes andre at kæmpe sig ud af Hashens
greb. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at
skrive et brev til Daniel og fortælle, at han ikke er
den eneste, der har måttet kæmpe mod Hashen?
Og at der er håb, fordi du er kommet ud på den
anden side?
Tim
Positionserklæringer er ofte mere offentlige
dokumenter, som skrives til et større publikum,
men den unge kan også vælge at holde
erklæringen for sig selv. Heri formulerer den
unge sin holdning (position) til problemet.
Erklæringen kan læses højt for mennesker,
som kan agere vidner, og som inviteres til
at underskrive dokumentet som bekræftelse
på deres støtte. Man kan tænke en
positionserklæring som et brev fra den unge til
problemet.
Erklæringer kan bestå af blot ét ord, eller de kan
være længere.
Eksempel
”Jeg vil ikke længere finde mig i dette. Vreden gør
det umuligt for mig at have det sjovt”.
Man kan tage kopier og hænge dem op på
steder, hvor Vreden prøver at dominere.
Bedigtning
En anden ofte brugt narrativ
dokumentationsteknik er “Bedigtning” – eller
det at skrive et digt ud af personens egne ord.
I den klassiske terapeutiske kontekst handler
dette om, at et vidne til samtalen skriver
klientens ord ned. Ordret og i den rækkefølge,
de kommer. Det er klart, at man ikke kan skrive
alt ned, og man vælger de ord og sætninger,
som forekommer energirige og betydningsfulde
for den unge – og man noterer løbende
igennem hele samtalen. Hvis der er bevidnere
Side 32 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
til samtalen, noteres også personens responser
på bevidningerne. Når samtalen er slut, læses
digtet højt for den unge, som måske for første
gang i sit liv hører sine egne ord blive sagt højt.
Det er ofte en meget stærk og virkningsfuld
metode, når den unge hører sine egne ord
og oplever, at de er blevet hørt af et andet
menneske.
I forhold til vores målgruppe er vi nødvendigvis
nødt til at file lidt på formen. Vi sidder sjældent
stille med vores unge, alt imens vi med en blok
og en pen møjsommeligt nedfælder deres ord.
Vores digte bliver derfor måske kortere og evt.
baseret på en snak, som vi har fanget på en
mobiltelefon.
Det vigtige i denne sammenhæng er, at det er
en ordret gengivelse af den unges ord – uden
vurderinger og uden, at man forholder sig til
dem i øvrigt. Men man kan eksperimentere med
opsætningen af sætningerne, så de kommer til
at ligne et digt med afsnit og vers.
Der er ikke skrevet meget om metoden, men et
kvalificeret gæt er, at den blandt andet baserer
sig på ideen om ”stream of consciousness”
– bevidstheden som en strøm. Den narrative
tilgang læner sig blandt andet op ad William
James’ idé om, at oplevelsen af selvet er baseret
på et indre oplevelsesflow – altså stream of
consciousness. Dette indre oplevelsesflow
er narrativt i sin struktur med forskellige
oplevelser og begivenheder vævet sammen i
overensstemmelse med et sammenhængende
tema.
Det er i dette indre livs sprog, at man har
mulighed for at skabe intime forbindelser med
andre og for at opleve personlig intimitet. Men
”det interessante er, at når der sker noget for
uventet, noget slemt og ubehageligt, noget der
ikke passer ind i kanon, i det selvfølgelige, ja så
stopper bevidstheden med at strømme og flyde
frit. Så sker der en lille eller større blokering. Det
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 33
kan være en sårende bemærkning, eller et lille
skænderi, et dødsfald, en mishandling eller en
ulykke, som stopper bevidsthedens strøm. Det
kan være den stadige eksponering for en spændt
stemning, der bevirker, at barnet ligger vågen
eller er opmærksom på, om mor og far nu har
det godt, eller om en af dem drikker. Alt det, som
skaber utryghed (det modsatte af bekræftelse
og kærlighed) stopper bevidsthedens strøm”
(Holmgren 2011).
sit liv
Han vil ændre
ig
mme
Du påvirker m
mine egne drø
å
p
re
va
e
g
ta
Følelser,
eget
Læst utrolig m
n
Siddet i nature
lptur færdig
Malet min sku
Svømmet
Traumer kan altså ødelægge denne oplevelse
af selvet og efterlade tomhed og fortvivlelse.
Når folk har oplevet traumer eller på anden
vis har erfaringer, som har sat en stopper for
bevidsthedens kontinuerlige strøm, handler det
derfor om at hjælpe dem med at genopbygge
dette indre livs sprog, som udgør oplevelsen af
”selv”.
”Den anden dag kommer ikke af sig selv
Et eksempel på et digt fra U-Turn, Center
for Unge og Misbrug, Københavns
Kommune:
Jeg pressede mig selv Og diskuterede med mig selv
Sagde: ”nu er du kommet så langt”
og ”du kan ligeså godt gøre det nu”
”
Siden vi sås sidst har jeg kun røget 1 joint!
Det er jeg super glad for
Jeg var sammen med Anna uden vi røg
Det var præcis det samme at være sammen,
selvom vi ikke røg
Det vi har sammen er der alligevel
Hash har været hele mit liv i så lang tid
Jo længere jeg kommer væk fra hash
Jo mere galt kan jeg se, at det har været
Hvis jeg kunne vælge en joint gjorde jeg det –
100%
Der var ikke noget der kunne overgå hash,
jo måske Emil…
Hash stjal min tid
Tog mig væk fra venner
Og fra nye oplevelser
Det er skræmmende at være i den proces på
vej væk fra hash
Det er så svært at fortsætte
Og så let at falde tilbage
Menneskeligt
af?
Hvor bliver jeg
r
At være sikke
me i hans liv
Det er en ram
et digt fra
Et eksempel på
pe
rs forældregrup
Den Korte Sno
Hash er noget jeg elsker
Den får mig til at føle mig godt tilpas
Den må godt være en lille del af mig
Det er så nemt at udskyde det til en anden
dag
Så nemt at falde tilbage i de gamle vaner
Udskyde holder ikke længere
Og den anden dag kommer ikke af sig selv
Jeg har tit tænkt på, hvem jeg vil være når jeg
ikke ryger hash
så har jeg tid
Til at sy en kjole
Til at læse en bog
Til at gå i svømmehallen
Den glæde vil jeg gerne finde igen
Dine ord fra samtalen den 17. januar 2012
Kærlig hilsen fra Kirsten
(Gengivet med tilladelse fra U-Turn)
Side 34 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 35
Beviser og diplomer
Beviser og diplomer bruges til at fremhæve
vigtige begivenheder og vendepunkter i den
unges liv og udvikling. De bruges til at fejre den
foretrukne historie, som er under udvikling, og
de kan udleveres til unge, der kæmper sig ud af
problemernes kløer. Beviser eller diplomer kan
også markere en færdighed, et ønske, et håb,
en personlig egenskab, en beslutning osv.
Bevisets titel:
- kan indeholde navnet på problemet, som nu er
håndteret:
•Frihed fra Hash
•Sejr over Aggression
- kan også navngive den alternative historie:
•At lære Omsorgen at kende
•At genvinde Modet
Midterdelen af beviset:
- kan f.eks. tage udgangspunkt i følgende
ordlyd:
•”Dette er et bevis på, at...”
•”Fredag den 11. juni erklærer Rune, at han har
fundet ud af, hvordan...”
Nederste del af beviset:
•”Underskrevet af:…”
•”Følgende personer har observeret mange
forandringer: …”
Eksempel
Farvel til Vredens enevælde
Dette diplom tildeles Kasper for hans indsats for
ikke længere at være tyranniseret af Vrede. Vrede
har i længere tid domineret Kaspers liv ved at få
ham til at flippe ud. Nu er det i stedet Roen, der
har fået en stor plads i Kaspers liv.
Eksempel
Sejr over Tristhed
Kontinuerlige logbøger for
flere unge
Dette diplom tilegnes Abdi, fordi han igennem den
sidste tid har genvundet Glæden. Tillykke med
sejren”.
Ligeledes kan man registrere de unges viden
og ekspertise i en log- eller notesbog. Bogen
rummer forskellige unges ideer til og tanker
om at forhindre problemet og underminere det.
Formålet er at give andre adgang til den viden,
de unge hver især rummer. Bogen er tilgængelig
for flere – alle opfordres til at føje ekspertise og
ideer til det, som andre allerede har skrevet i
bogen.
Forandringen er set af følgende personer:
Sidse (kontaktperson) Bo (sagsbehandler)
Diplom
Skolelæremaleriet i DKS central kan tænkes som
en form for visuel logbog, hvor de unge hver
især tegner deres viden ind.
vælde
Farvel til Vredens ene
sper ...
Ka
s
ele
tild
Dette diplom
Lister
GODT GÅET
Ressourceorienteret
registrering
Man kan arbejde med en registreringsbog
eller et registreringsskema, hvor den unge kan
nedskrive sine sejre, som bevis på den unges
vilje og styrke til at kæmpe mod problemer. Det
kan også være en mor/lærer, som kan føre et
skema over hver dag, og give en stjerne, når
hun har set, at den unge har stoppet problemet
– f.eks. raseriet. Inddragelse af andre sker
selvfølgelig altid efter aftale med den unge.
En registrering af dele af samtaler; f.eks. vigtige
udviklinger, ideer, initiativer og fremskridt. Kan
løbende opdateres:
Huskekort
Et lille kort på størrelse med et sygesikringsbevis
- lige til at putte i sin pung eller lignende. Man
kan evt. sætte et billede med betydning for den
unge bag teksten. Man kan nøjes med en enkelt
flade, lige som sygesikringsbeviset – eller man
kan lave et dobbeltopslag (a la en Nem-ID),
hvis det giver mening f.eks. både at have tekst
om problemets effekter på den ene side og
undtagelsens effekter på den anden. Man kan
også nøjes med en enkelt sætning, som hjælper
den unge til at holde fast i den foretrukne
identitetsfortælling.
Hash
•Isolerer mig
•Tager min mo
tivation
•Gør det svært
at huske
•Stjæler min ko
ncentration
Eksempel
Liste over ting, der hjælper mig
•At sætte tempoet ned
•At gøre én ting ad gangen
Liste over ting, der sætter mig tilbage
•At have fart på
•At fjolle
Man kan løbende føje punkter til listerne.
Omsorg for mig
selv-handlinge
• Gør mig skarpe
re
• Mindsker skænd
erierne med min m
or
• Giver mig håb om
uddannelse
• Får min lillesøste
r til at smile
• Giver mig en va
rm følelse
r
Inspireret af U-Tu
rn, Center for Un
ge og Misbrug,
Københavns Ko
mmune, har De
n Korte Snor ta
ideen om huskek
get
ortet til sig.
Instruktion til den unge: Sæt et plus for hver
gang, du får vundet over Hidsigheden/Vreden/
Tristheden.
Underskrevet af…
Rune (kontaktperson) og Ulla (sagsansvarlig)
Side 36 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 37
Og så kan man jo tilpasse ideerne, så de passer
til lige netop den unge, man arbejder med.
Her nedenfor har en kontaktperson lavet et
huskekort på en tung metalplade, så den unge
hele tiden kan mærke den fysisk i lommen.
Narrativ
dokumentation og
arbejdet med den
unges historie
Det står på nuværende tidspunkt klart, at
der altså er forskellige narrative metoder, der
er velegnede til at arbejde med den unges
historie. I flere af de metoder, vi nu vil beskrive,
producerer man ikke nyt materiale, men arbejder
med udgangspunkt i genstande eller billeder,
som den unge allerede kender.
Præsentation ud fra ting, der
betyder noget for den unge
Denne lille leg eller snak kan man blandt andet
lave i starten af et forløb, hvor den unge og
kontaktpersonen via legen præsenterer sig
lidt mere indgående for hinanden. Legen er
velegnet til at få flere og anderledes historier på
den unge end dem, man typisk møder, når man
læser journaler og socialfaglige undersøgelser.
Gennem legen kommer den unge til at fortælle
om vigtige personer, om ting han eller hun kan
lide og om værdier.
Legen foregår ved, at kontaktperson og ung
hver medbringer en eller flere genstande, der
betyder noget særligt for ham eller hende.
Snak ud fra følgende spørgsmål:
1.Fortæl om tingen – hvad er det? Hvor
kommer den fra?
2.Hvad er historien om den, hvornår har den
unge fået den og af hvem? Hvad er særligt
ved den?
3.Hvad fortæller den om personen, om hvad
Side 38 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
han eller hun godt kan lide at lave eller sætter
pris på?
4.Hvad fortæller tingen om, hvad der er vigtigt
for ham eller hende?
Albummet med familiefotos
Man kan kigge familiebilleder sammen med
den unge og herudfra snakke om vigtige
begivenheder i den unges liv. Snakken kan
blandt andet gå videre til at handle om, hvordan
den unge og familien klarede noget svært, og til
ønsker for fremtiden.
Metoden er velegnet til at udfolde den unges
sprog omkring vigtige begivenheder i eget liv
og til at skabe sammenhæng i livshistorien. Med
et narrativt ståsted er vi altid interesserede i at
praktisere dobbeltlytning, når vi taler livshistorie
og vigtige begivenheder med en ung. Det vil
sige, at vi både lytter til det svære, og efter de
færdigheder og værdier, den unge har vist i
forhold til det svære.
Man kan eventuelt tage udgangspunkt i følgende
spørgsmål, når man snakker om billederne:
1.Hvad sker der på billedet? Hvem er med?
Hvad laver de?
2.Hvad ved den unge om den tid i familien,
hvor billedet blev taget? Hvordan havde
de voksne det? Den unge? Den unges
søskende? Fortæl mere!
3.Evaluering - Hvad synes den unge om det,
han ser, og om den tid, der var? Var det f.eks.
en god tid, en svær tid?
4.Begrundelse - Hvorfor synes den unge, som
han eller hun gør? Hvordan hænger den unges
evaluering sammen med hans eller hendes
værdier, og med den unges meninger om,
hvad der er en god tid eller en svær tid?
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 39
5.Hvordan gik det videre fra den tid? Hvad
gjorde den unge? De andre i familien?
6.Hvilke ønsker får den unge til sin og
familiens og relationernes fremtid?
Arbejdet med familiefotos kan eventuelt
kombineres med en tidslinje.
Tidslinje
Man kan lave en tidslinje sammen med den unge
og plotte vigtige begivenheder og forskellige
perioder i den unges liv ind. Tidslinjen kan
bruges til at skabe overblik over den unges liv.
Ligesom familiebillederne kan den også bruges
til at tale om færdigheder i forhold til at håndtere
svære begivenheder og tider og til at snakke
om den unges foretrukne historie – ønskerne
til fremtiden, til livet nu og til relationerne med
vigtige andre.
Helt konkret arbejder man med tidslinjer på
store stykker papir eller på en lang whiteboard
(som man tager billeder af). Man kan eventuelt
hæfte flere stykker papir sammen, eller man
kan arbejde elektronisk med linjen. Man tegner
en linje, der starter med den unges fødsel
(eller eventuelt lidt før, så man kan få lidt af
forældrenes situation med på tidspunktet for den
unges fødsel). Linjen kan slutte på det tidspunkt,
der er nu, eller den kan pege ind i fremtiden, og
man kan tage ønskede fremtidige begivenheder
med.
Man kan knytte kommentarer til de
begivenheder, der står på linjen i stikordsform.
Når man arbejder med linjen, kan man for
eksempel spørge til følgende:
1.Hvad har den unge arbejdet med, kæmpet
mod på forskellige tidspunkter?
Side 40 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
2.Hvad er i den proces blevet vigtigt for den
unge (for eksempel at passe på sig selv, at alle
skal have en chance til, at alkoholen ikke skal
ind i hans liv)?
3.Hvilke færdigheder har den unge udviklet i
forhold til at passe på det vigtige (for eksempel
at lukke af, når voksne kritiserer, at gå ind på
sit værelse og skrue op for musikken, at lave
ballade, så fokus kommer på den unge i stedet
for på de voksnes skænderi).
4.Hvilke stemninger har der været på de
forskellige tidspunkter i den unges liv?
5.Hvad mener den unge om de forskellige
stemninger?
6.Hvordan hænger det, den unge mener
sammen med den unges ønsker og værdier
og tanker om, hvordan det gerne må være?
Hvilke ønsker får den unge til sin og familiens
og relationernes fremtid? Hvordan hænger
disse ønsker sammen med den unges værdier
og meninger om, hvordan det skal være i
familien?
7.Hvad vil den unge gerne tage med sig til sit
videre liv?
8.Hvordan vil den unge holde fast i det, der
skal med videre, og praktisere det?
9.Hvem i den unges liv vil ikke være
overraskede over disse færdigheder, ønsker,
værdier osv. hos den unge?
Livets træ (Tree of Life)
Livets træ er ligesom tidslinjen en metode til
at arbejde med de unges historie; med det, de
unge har med. Det er en metode, der bidrager til
at give de unge, der måske umiddelbart ser ud
til at have lidt tynde, uforankrede tilhørsforhold,
en fornemmelse af at komme af noget, af at have
bagage og tilhørsforhold.
Man kan lave livets træer sammen i en gruppe,
og den voksne kan eventuelt starte med at vise
sit eget Livets Træ frem og fortælle ud fra det.
Man har som minimum brug for store stykker
karton (gerne hvidt eller i hvert fald i en lys farve)
og farver. Man kan fint bruge mange andre
materialer, som perler, pailletter, knapper eller
ting, man har fundet i naturen.
Metoden er udviklet i forhold til børn og unge,
der er flygtet eller immigreret. Hvis man synes,
at nogle af elementerne på træet (for eksempel
rødderne) med fordel kan justeres i forhold til
etnisk danske unge, kan man gøre det.
Livets træ indeholder nedenstående elementer
og laves i den viste rækkefølge:
•Rødderne – Træets rødder repræsenterer
familien, man er født i. Kulturen og landet man
er født i. Familie, hjem, bedsteforældre, andre
vigtige personer. Hvis man laver træet med
etnisk danske unge, kan man snakke om deres
familie, om hvad der er særligt ved den og
vigtigt for den.
•Jorden – Jorden omkring træet symboliserer
hverdagsliv og livet, som det er nu. Forhold
til familiemedlemmer og vigtige andre. Man
snakker og skriver her om ting, der optager
i hverdagslivet, for eksempel skole, fritid,
venskaber, mad, musik, livet på gaden, evt.
brug af hash, kriminalitet.
•Stammen – Træets stamme repræsenterer
færdigheder og styrker, som de unge har. Man
kan tage udgangspunkt i de færdigheder og
styrker, man selv har oplevet hos de unge.
Personlige egenskaber, måder at håndtere
svære situationer og begivenheder på, talenter.
•Blade – Bladene på træet symboliserer vigtige
personer i de unges liv (et blad per person).
Dem der har haft betydning for de unges liv.
Det kan være forældre, søskende, slægtninge,
lærere, nogle de unge ser op til, berømte
personer, venner, andre.
•Frugter – Frugterne symboliserer gaver, de
unge har fået. Det kan være fysiske, konkrete
gaver, og det kan være kærlighed, omsorg og
ting, nogen har lært de unge eller inspireret
dem til. Det kan være personlige egenskaber,
som man har arvet eller fået med sig fra vigtige
personer. Man kan snakke om, hvad der er
særligt ved de gaver, de unge nævner. Og
man kan snakke om, hvad det er, den der giver
gaven, har set hos den enkelte unge, der har
inspireret giveren til at give netop denne gave.
Man kan snakke om de storme, der kan ramme
træerne / skoven. Hvilke storme kan der være
i unges liv, og hvordan kan man klare dem?
Snakke om storme og håndtering af disse er
udviklet til gruppesamtaler, hvor man på en
nænsom og mere indirekte måde kan arbejde
med det svære. Hvis man arbejder individuelt,
kan man vælge at snakke mere direkte om den
unges egne storme, og hvordan den unge har
klaret dem.
For videre læsning om dette, se eksempelvis:
www.dulwichcentre.com.au
•Grenene – Træets grene repræsenterer de
håb og drømme hver ung har for sit liv. Man
kan tale om, hvad for en slags person de unge
gerne vil være og om hvilke mål, de gerne vil
nå. Man kan tale om ønsker til familierelationer
og om ønsker til andre vigtige relationer.
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 41
Narrativ
dokumentation og
”betydningsfulde
genstande”
Fælles for grankogle og billetter er, at de
er genstande, der kan minde de unge om
betydningsfulde oplevelser. Og når de sidder
med dem i hånden, er det muligt at genopleve
begivenheden i mere intens grad, end hvis
nogen spurgte, hvornår de sidst var i biografen
eller skoven.
Ganske som når en bestemt duft i en
trappeopgang pludseligt kan fremkalde
meget detaljerede minder om eksempelvis
søndagsmiddagene hos mormor, kan
sansemæssige oplevelser fremkalde og
forstærke oplevelser og erindringer. Nuancer
og detaljer kommer lettere til os, når vi har
betydningsfulde genstande eller souvenirs, som
vi forbinder med den oplevelse eller snak, der
har været.
Når man arbejder med at gøre genstande
betydningsfulde eller symboliserende, arbejder
man med den mening, de har eller kan få for
den unge. Derfor vil den indledende snak ofte
handle om genstandens historie og den særlige
kontekst den forbindes med. Nedenstående er
guidende spørgsmål, som man eventuelt kan
bruge, når man ønsker at udfolde liv omkring
genstanden og dens symbolske kraft:
At bruge betydningsfulde genstande i arbejdet
med de unge handler om en opmærksomhed på
muligheden for at genkalde og forstærke noget
via disse genstande, fordi de er knyttet til noget,
der er betydningsfuldt for den unge - enten fordi
det var en del af situationen eller symboliserer
det betydningsfulde, der er blevet talt om.
Eksempler på dette kan være:
Under en overnatning i skoven snakker du med
Mohammed om de udfordringer, han oplever i
forhold til skolen, og de drømme og håb, han har
omkring uddannelse og voksenliv. Mens I snakker,
sidder han og leger med en frisk grankogle. Du
foreslår ham at tage den med hjem som et minde
om snakken.
1.Hvor kommer tingen fra?
2.Hvad for en oplevelse var den en del af?
3.Hvilke værdier kom i spil i den forbindelse?
4.Hvad siger det om den unges håb og
drømme?
5.Er der steder, tidspunkter eller
sammenhænge, hvor disse allerede kommer til
udtryk i den unges liv?
Dokumentationsleg
Legen egner sig til tidspunkter, hvor man ønsker
at sætte fokus på det gode – på foretrukne
fortællinger, uden nødvendigvis direkte at berøre
problemhistorien. Legen er også velegnet, når
man arbejder med en mindre gruppe.
Legen foregår ved, at man går en tur sammen - i
byen, ved vand, mark, skov eller hvor man nu er.
Undervejs har hver person til opgave at finde tre
ting, der siger noget om en af de andre. Hvis det
er små ting, man finder, kan man tage dem med
sig hjem. Ellers kan man tage billeder af det,
der siger noget om den anden. Det kan være
den unge, der finder ting om sin kontaktperson,
og kontaktpersonen der finder ting, der siger
noget om den unge, eller det kan være de unge,
der finder ting til hinanden, hvis relationen er
etableret og sammenhængen formidlet.
Når man kommer hjem eller beslutter sig for
at gøre holdt på turen, viser man tingene frem
for hinanden. De unge og kontaktpersonerne
fortæller ud fra følgende spørgsmål:
1.Hvorfor har du valgt denne ting?
2.Hvad siger den om personen?
3.Hvad siger den om, hvad personen godt
kan lide og om, hvad der betyder noget for
personen?
Michelle og hendes forældre har mange konflikter.
Alle tre har på hver deres måde fortalt, at de ville
ønske, de engang i mellem kunne være sammen
som familie og gøre noget hyggeligt uden at det
endte i konflikt. Du taler med familien om de
erfaringer, de har, hvor det er lykkedes at have
det sådan – og det ender med, at de planlægger en
tur i biografen. Det er en hyggelig tur, og Michelle
gemmer billetterne.
Side 42 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 43
Narrativ
dokumentation og
unge i grupper
Narrativ dokumentation kan også understøtte og
udvikle relationer og fortællinger hos de unge,
når de er samlet i en gruppe. Narrativt arbejde
med unge i grupper udgør et stort arbejdsfelt
– vi introducerer her til feltet og særligt til
dokumentationsdelen.
I gruppesammenhænge kan man både arbejde
med den enkelte unge, hvor resten af gruppen
danner baggrund for det, der dokumenteres,
man kan arbejde med hele gruppen eller en
kombination af dette. Arbejdet med den enkelte
unge som del af en gruppe svarer til de allerede
beskrevne tilgange til dokumentation, og vi vil
derfor fokusere på, hvordan man i grupper kan
arbejde med narrativ dokumentation.
I forhold til at arbejde med ungegrupper er der
flere forhold, man skal være opmærksom på.
Det er vigtigt med aftalte rammer for processen
for såvel de professionelle som de unge. For de
professionelle fordi der skal være fælles viden
om de processer, der sættes i gang, og for de
unge, fordi det giver dem et overblik over, hvad
det er, de inviteres til at deltage i.
Derudover skal man også have en ret klar
fornemmelse af, om de unge i den aktuelle
gruppe kan inddrages i at sætte ord på
de andres bidrag og færdigheder. Er der
usikkerhed omkring dette, bør de professionelle
lægge rammerne derefter, da en underkendelse
fra andre unge kan forstærke negative elementer
i den unges selvforståelse.
I forhold til den form for narrativ dokumentation
der arbejdes med, kan man overveje om det
skal være af bevidnende karakter. Altså om
formålet er at fremhæve og forstærke foretrukne
Side 44 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
identitetsfortællinger hos den enkelte ved at
andre bidrager med det, de særligt har hæftet
sig ved eller er blevet berørt af, eller om formålet
primært ligger på oplevelsen af deltagelse i et
fællesskab – det vi her kalder medlemsgørende
dokumentation.
Eksempler på bevidnende dokumentation kan
være følgende:
Efter endt aktivitet lægges en bunke kort med
positive ord og begreber ud foran gruppen (skrevet
af de professionelle og medbragt hjemmefra).
Det kan være ord og begreber som ”hjælpsom”,
”spændende”, ”flink”, ”dygtig”, ”ivrig” og så
fremdeles. De unge vælger så på skift et kort,
de mener, er sigende for en anden i gruppen,
og der snakkes lidt med hver enkelt om, hvad
det er der gør, at de har valgt dette ord/begreb.
Kortene for hver enkelt kan efterfølgende samles
og fotograferes, så den unge kan få et billede af
”deres” kort. Det er i den forbindelse vigtigt, at
rammen gør det legitimt for den unge, at sige om
han/hun synes, at de andres ord passer på ham.
En anden udgave kan være at lade de unge vælge
et kort, de synes er beskrivende for noget i deres
egen deltagelse. Er der eksempelvis en ung der
vælger ”hjælpsom”, spørges der til, hvorfor han/
hun har valgt dette – hvad er historien om den
unge og det at være hjælpsom? Er det en værdi,
som har været der længe? Andre eksempler på
hjælpsomhed? Når alle har været igennem, tages
der en runde, hvor de unge spørges, om der er
noget, de særligt har hæftet sig ved i det, de andre
har sagt.
unges oplevelse af tilhør og medlemsskab. Dette
kan eksempelvis være i form af diplomer for
deltagelse i en aktivitetsrække med tilhørende
ceremoniel overrækkelse. Det kan være gennem
billeder og film, der sammen med de unge
bruges i fortællinger om det, man har været
fælles om.
Med narrativ dokumentation er der ligeledes
en mulighed for at arbejde med de sociale
relationer i en allerede etableret gruppe –
også hvis den ikke fungerer optimalt. Ved at
fremhæve situationer og episoder, hvor de unge
er i stand til at indgå positivt i fællesskabet
og i aktiviteterne på hensigtsmæssige måder,
styrkes de unges oplevelse af, at de kan indgå i
sådanne sammenhænge.
Diplom
vælde
Farvel til Vredens ene
sper ...
Ka
s
Dette diplom tildele
GODT GÅET
Gennem dokumentationen anerkendes den
unges oplevelser med de andre unge som
noget meningsfuldt – og dermed som noget,
der kan hjælpe den unge til at få øje på såvel
fællesskabsoplevelsen som den unges særlige
bidrag til dette. For nogle unge er fællesskabet
endvidere en mulighed for at opleve sig selv
som normal og velfungerende, hvad der ikke
altid er en mulighed i andre sammenhænge.
Med fortællinger udviklet med de unge efter
fælles aktiviteter, er der på denne måde
mulighed for at fremhæve den enkeltes
færdigheder og bidrag, gennem de andre unges
fortællinger.
Medlemsgørende dokumentation handler om
det fællesskabende; om en styrkelse af de
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 45
Sammenhæng mellem
flere former for
dokumentation
Dokumentation behøver ikke at være drypvis.
Man kan sagtens lave forskellige former
for sammenhængende dokumentation med
en ung og hans eller hendes familie fra
start til slut i et forløb – således, at der er
sammenhæng i forhold til vigtige temaer. Hvis
en ung f.eks. arbejder med at blive bedre
til at håndtere Stoftrang, kan man tænke et
dokumentationsforløb som følger:
1. Dokumentation
Efter et familiemøde sendes et kort narrativt
brev, der opsummerer nogle af Stoftrangens
effekter på de respektive familiemedlemmer
og deres evaluering af disse effekter (det kan
være første gang, at moderen f.eks. læser, at
hendes søn faktisk heller ikke bryder sig om
alle Stoftrangens effekter)
2. Dokumentation
Den unge fortæller sin kontaktperson
om en undtagelseshistorie – han undlod
at ryge i går, fordi han hellere ville tage
knallertkørekort. Kontaktpersonen sender en
sms, hvor det noteres, at han har lagt mærke
til undtagelsen.
3. Dokumentation
Kontaktpersonen tager løbende billeder af
den unge, når denne foretager sig aktiviteter,
som problemhistorien om Stoftrangen ikke
ville have forudsagt. F.eks. når han er på vej
i skole, når han er kærlig over for sin søster,
når han er klar osv. Disse sættes ind i ”Den
Unges Bog” med en kort tekst, der beskriver
den undtagelse, som billederne er eksempler
på.
Side 46 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
4. Dokumentation
Huskekort udarbejdes til den unge, da han
en dag siger ”hvis jeg ryger i dag, fortryder
jeg i morgen”. Sætningen printes og
lamineres på et lille kort, som den unge kan
have i lommen.
5. Dokumentation
Hvis den unge laver en tegning af sig selv
på en serviet – f.eks. af sig selv i fremtiden
– kan kontaktpersonen spørge ham, hvad
det er – og om det ville være ok, at tage
servietten med og sende den til ham nogle
dage efter, som reminder. Man kan vælge
også at tage et billede af servietten til ”Den
Unges Bog”.
6. Dokumentation
Den unge tager sin foreløbige billedbog med
til familiemøde og fortæller sine forældre om
nogle af billederne og de erkendelser, som
knytter sig til dem. Forældrene bevidner den
unges udvikling, og bevidningerne skrives
ned og kan sendes til både den unge og
forældrene bagefter. Og naturligvis: Føres
ind i bogen.
”Vi gør det som team!” Interview med Anja og Rob
Anja og Rob: Vi arbejder med dokumentation som
team, og vi gør forskellige ting for at prioritere
det. For eksempel har vi arbejdet meget med
kontaktpersonernes statusskrivelser. De er med
billeder, og kontaktpersonen gennemgår dem
hver måned med de unge og stiller spørgsmål
undervejs, så de unge kan komme med deres
kommentarer og overvejelser og meninger i
forhold til det, der står.
Rob: Kontaktpersonerne bruger det med at
kombinere billede og tekst – en bevidning med
billede. De unge kan rigtig godt lide det visuelle. Vi
tager billedbevidningen med til familiesamtalerne,
så forældrene også får billeder af, at deres børn
kan noget.
I forhold til den dokumentation, vi som
sagsansvarlige skal lave, arbejder jeg på at
gøre handleplaner og opfølgninger konkrete og
forståelige for vores familier og unge. Den slags
dokumentation arbejder vi også med.
Desuden er dokumentation et fast punkt ved
supervision, vi sætter tid af til sidst og vi skal have
noget dokumentation med, og så gennemgår vi det
sammen og arbejder med det i supervisionen.
Rob og Anja: Det med, at vi gør det som team er
vigtigt. Ellers glemmer vi det. Og når vi gør det
sammen, bliver det en fed stemning af ”Ej, hvor
er det fedt”. Og det er dejligt, når ens kollega kan
se, når der sker noget. Og godt ikke at være helt
alene, når vi er så tætte i relationerne med de unge
og familierne.
ringer og spørger ”Anja, hvor er du?”. Eller når
Jamie er rigtig hyggelig og snakkende at være
sammen med på sejlturen.
I forhold til dokumentation skal man måske lige
over barrieren – men følelsen af noget unormalt,
den er for det meste hos os, ikke hos de unge.
Måske lige med undtagelse af det med at blive
fotograferet - for nogle unge kan det være
grænseoverskridende. De vil ikke. Vi skal ikke gå
over deres grænser, det vil være tillidsbrud. Og de
unge skal selvfølgelig føle sig trygge hos os. Men
så tager vi bare billeder af de steder, vi er, eller af
de unge, når de har ryggen til.
Når man skal i gang med at dokumentere kan
man blive grebet af, at det skal være perfekt og
snorlige. Jeg synes ikke, man skal være så bange
for bare at gøre noget. Det gør ikke skade, og
man viser, at man har lagt mærke til den unge i en
given situation. Så det du som professionel går og
tænker – skriv det ned og sæt et billede på!
Det er fedt at kunne vende det med hinanden og
få feedback, især når vi prøver nyt og det er en
lille smule mærkeligt eller kunstigt. Vi skal tro på
det sammen, og vi skal skubbe lidt til hinanden. Vi
bruger teamet til at komme tilbage og tænke over
noget, der konkret er sket. Vi taler om det, og så
finder vi den historie, vi gerne vil give tilbage. Vi
vil jo gerne forstærke den gode historie, så det er
vigtigt, om vi fortæller historien om at spilde et år
af sit liv eller den om at træffe svære beslutninger.
Anja: Jeg vil gerne dokumentere, når de gør noget
der er anderledes, end jeg forventer. Vores unge er
jo mest bliver mødt med, at de ikke kan noget. Vi
vil gerne få de andre historier ind i deres liv, at de
har ressourcer og muligheder. Og jo mere vi har
fokus på det, jo mere vil de gøre. Det er rart at få
ros. Og forhåbentlig kan de overføre det. Konkret
er der mange små ting, man kan lægge mærke til,
f.eks. når Hassan, der aldrig kan komme til tiden,
faktisk når sin tandlægetid og er der før mig og
Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 47
Troubleshooting
Dette afsnit handler om, at det der med at
omsætte teori til praksis sjældent er noget, man
”bare” gør. Man kan opleve, at der i arbejdet
med de unge og familierne er omstændigheder,
der skaber uklarheder eller dilemmaer i forhold
til at arbejde med narrativ dokumentation. Vi
har i det nedenstående forsøgt at svare på
nogle af de overvejelser og udfordringer, vi ofte
hører, har været aktuelle i relation til narrativ
dokumentation.
- Hvordan sikrer jeg, at jeg ikke kommer til at
forstærke negative historier eller adfærdsformer?
Når man arbejder narrativt med socialt udsatte
unge, vil det kun være naturligt, at man fra tid
til anden kan blive bekymret for, om man ved
at udforske noget, der i udgangspunktet er
en negativ adfærd eller fortælling, kan komme
til at forstærke det. Et klassisk eksempel kan
være, når unge ryger hash. Når vi spørger ind
til det, fortæller den unge eksempelvis, at det
giver ham ro, afslapning og glæde. Og så er
det denne værdi om ro, afslapning og glæde, vi
herefter forfølger og ikke den uhensigtsmæssige
handling at ryge hash: Hvad kender du til ro
og glæde? Hvornår har du oplevet det i dit liv?
Hvem har du oplevet det sammen med? Hvem
har introduceret denne værdi for dig osv. Næste
skridt for den professionelle kunne være at
spørge til, hvordan ro, afslapning og glæde er
en hjælp for den unge, hvad det gør muligt for
ham, og om det ville være rart at have mere ro i
hverdagen osv.
Pointen er, at der altid er mening og intentioner
(af en eller anden art) bag den unges (og vores)
handlinger. Det er dem, vi er på jagt efter – ikke
de uhensigtsmæssige handlinger. Dertil kommer,
at du altid har mulighed for at tage sådanne
problemstillinger op i supervision.
Side 48 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
- De formuleringer, der bruges i undervisningen,
er for abstrakte til at kunne bruges direkte i
arbejdet med de unge.
Det er en udfordring, at få det narrative
sprogbrug omsat til det sociale arbejdsfelt.
Netop derfor er det vigtigt, at man forstår de
grundlæggende ideer og intentioner med den
narrative tilgang til socialt arbejde. Opgaven
for de professionelle er nemlig at oversætte
og introducere narrativ dokumentation for de
unge og deres familier - og vænne dem til, at
der også arbejdes på denne måde. Dette skal
selvfølgelig filtreres gennem faglig fornuft, så
man tilpasser tilgangen efter, hvad man vurderer
vil være hensigtsmæssigt i samarbejdet – men
brug dine kollegaer og supervisor, hvis du har
brug for inspiration i forhold til formuleringer eller
lignende.
Det lyder så omfattende, når vi snakker om det
- jeg er ikke sikker på, at jeg kan lave et større
dokumentationsarbejde.
Det er helt i orden. Småt og overskueligt er
glimrende! Hvis det, vi sætter i værk, bliver
uoverskueligt for os – så bliver det helt sikkert
uoverskueligt for familien og den unge. I denne
guide findes flere eksempler på, hvordan du kan
arbejde med narrativ dokumentation i mindre
målestok.
Litteratur
I arbejdet med den narrative guide trækker vi især på nedenstående udgivelser:
Holmgren, Allan:
Bekræftelse, bevidning og bevægelse, 2011, http://pkrnorrebro.dk/?p=354
Holmgren, Anette red.:
Fra terapi til pædagogik, Hans Reitzels Forlag, 2010
Marner, Torben:
Breve til ’besatte’ børn, Frydenlund, 2005
Morgan, Alice:
Narrative samtaler, Hans Reitzels Forlag, 2005
Sieling, Vicki:
Børns fortællinger, Hans Reitzels Forlag, 2010
White, Michael:
Kort over narrative Landskaber, Hans Reitzels Forlag, 2008
White, Michael:
Narrativ praksis, Hans Reitzels Forlag, 2006
White, Michael:
Narrativ teori, Hans Reitzels Forlag, 2006
Side 50 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde
Udgivet af Den Korte Snor © 2013