Lovlig import

PLANTEAVL
Import af planteværn fra andre
markeder i EU - sådan gør du det lovligt.
Copyright Gefion
Kemifirmaerne markedsfører i stigende grad samme formuleringer af pesticider i hele den europæiske geografi til et ensartet prisniveau. Pga. udviklingen i valutakurserne er det for tiden muligt at finde billige pesticider i bl.a. Polen og i Storbritannien.
På grund af de lokale landmænds økonomiske krise, kan pesticidproducenterne ikke hurtigt hæve
salgspriserne i disse markeder. I det følgende vil jeg redegøre for reglerne om lovlig import.
Kend reglerne.
Vi har i nyhederne kunnet læse, at der er useriøse firmaer, som ikke har forstået reglerne for
import af pesticider til Danmark, og de og deres kunder må imødese en betydelig straf. I andre
mindre sager har vi set, at straffen falder i tre dele. Først kommer et krav om efterbetaling af
manglende punktafgift fra Told/Skat. Når afgiften er betalt har man tilstået handlingen og der
kommer automatisk et bødeforlæg fra politiet. Hvis dette ikke betales, bliver ”importøren” trukket
i retten. Endelig bliver der over for landbrugere stillet KO - krav om 1-3 % reduktion i enkeltbetalingsstøtten. Ved gentagelse eller større omfang er KO-trækket større.
Hvis du ønsker at parallelimportere pesticider til eget forbrug, skal du gøre følgende:
•
Importøren skal være registreret varemodtager
•
Aktivstof og formulering skal være godkendt i Danmark
•
Der skal udvælges et eller flere produkter og lokaliseres en leverandør i udlandet
•
Miljøstyrelsen skal godkende, at produktet i udlandet er identisk med masterproduktet i Danmark
•
Der skal være en godkendt dansk etikette
•
Der skal betales punktafgift og evt. emballageafgift straks ved importen
•
Transport skal ske i henhold til reglerne om farligt gods
•
Oplagringen skal ske i et godkendt lager
Hvordan bliver man oprettet som varemodtager?
På internetadressen www.webreg.dk skal du oprette dig selv som varemodtager og oplagshaver.
Oprettelse skal ske inden importen fysisk sker.
Kun godkendte pesticider.
Der må kun importeres pesticider til landet, som er identiske med allerede godkendte produkter.
En oversigt over godkendte produkter og deres formulering kan ses på www.middeldatabasen.dk
Produkter, der er under revurdering, kan ikke parallelregistreres. Det gælder i øjeblikket for midlerne Stomp, Oxitril/Briotil, Moddus og Fastac50. På internettet kan findes oversigter over godkendte pesticider og deres formuleringer i alle de europæiske lande.
Gefion — Planteavl
Fulbyvej 15 — 4180 Sorø
Telefon 57 86 50 00
- En del af Dansk Landbrugsrådgivning -
Hvor findes en mulig leverandør?
Det kan kræve nogen research, at finde prismæssigt interessante produkter og især at lokalisere
en mulig leverandør. På grund af bureaukratiet og transportomkostningerne bør interessen koncentreres om højværdiprodukter med en relativ lille volumen. Firmaer eller indkøbsforeningen i
Polen eller Storbritannien, som får udbetalt en ekstra stor rabat på hele partiet, hvis de får en
fastsat varemængde solgt, kan ønske at eksportere en større samlet portion varer, for at skyde
genvej til den samlede rabat. Det kan føre til, at en varemængde eksporteres til priser meget tæt
på engrosindkøbsprisen. Jo tættere i distributionskæden du kommer de lokale landmænd, jo dårligere en pris må generelt imødeses.
Når leverandøren er fundet.
Der rettes henvendelse til den danske Miljøstyrelse vedlagt en fakturakopi fra den udenlandske
leverandør til dokumentation af produktets oprindelse. Den danske Miljøstyrelse retter henvendelse til eksportlandets miljøstyrelse for at afklare, om der er tale om samme produkt, som er
godkendt i Danmark. Miljøstyrelsens arbejde er gratis, men kan tage flere måneder. Det koster
500 kr/år pr. registrering i afgift til miljøstyrelsen, for at opretholde en registrering.
Skriv en dansk etikette.
Der er copyright på etiketter, men inspiration kan hentes fra originalproduktets etikette. Dit forslag til etikette fremsendes via Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 Kbh. til DJF i Flakkebjerg,
hvor den skal godkendes. Denne godkendelse er gratis, men også her kan sagsbehandlingen
trække ud. Den godkendte etikette kan udskrives på en farveprinter. Herefter skal for hvert middel udarbejdes et sikkerhedsdatablad. Dette kan også findes på producenternes hjemmeside. Her
må teksten godt være enslydende med originalproduktets tekst.
Skattemærker, oplagring og transport.
Produkter til eget forbrug skal ikke påsættes skattemærker, men straks efter modtagelsen fra
udlandet skal Told og Skat orienteres og der indbetales 33,33 % i afgift af købsprisen på herbicider, svampemidler og vækstreguleringsmidler. Ved insektmidler er afgiften 53,85 %. En evt. oplagring skal ske i et godkendt lager. Lagergodkendelse kan ske ved kontakt til beredskabsstyrelsen eller der kan lejes plads ved et godkendt lagerhotel hos en speditør.
Sælgeren i udlandet skal sikre at transporten følges af diverse transportdokumenter udfærdiget i
kopier på alle de lokalsprog transporten passerer. Ved evt. færgesejlads er der krav om IMDG
dokumenter på engelsk.
Der skal også ske en orientering til ”Giftlinien” på Bispebjerg Hospital og gives meddelelse om
importen til produktregistret. Ønskes det også at forsyne andre virksomheder med landbrugskemi
skal importøren anskaffe skattemærker og indbetale punktafgiften. Punktafgiften forfalder i denne
situation først i det øjeblik varerne videresælges fra importøren.
Konklusion.
Hele denne import-øvelse er ret bøvlet og papirarbejdet tager samlet mindst et halvt år, men det
er klart muligt for enkeltpersoner, lovligt at importere deres egen landbrugskemi på trods af alle
de bureaukratiske ”tekniske handelshindringer”. EU støtter kraftigt varernes frie bevægelse mellem medlemsstaterne og vi må nok se frem til mere åbne grænser fremadrettet, med mindre der
dukker nye danske særregler op.
Udfordringen bliver at finde en udenlandsk leverandør, med tilstrækkelig gode priser, der ønsker
at sælge til eksport. Vi har under vores research undersøgt markedet for herbicidet, Boxer (prosulfocarb 800g/l EC) rundt i EU.
Landmandspriserne ligger i Polen og i Storbritannien omkring 62-65 kr/liter, mens man i Litauen
og Sverige betaler henholdsvis 82-85 og 103-105 kr/liter. I Sverige betaler landmænd herudover
16 kr/liter i lokal svensk pesticidafgift. En alm. dansk landmandspris inklusiv de nuværende kendte danske afgifter varierer fra 95 til 105 kr/liter. Selv om der kan der findes en billig udenlandsk
leverandør, skal der nogen volumen til, før det kan betale sig selv at arbejde med importen. For
mange landmænd, er det nok mere interessant, at bruge tiden på at finde hele kemiordren til den
rette pris ved en lokal dansk udbyder, frem for selv at stå med alt papirarbejdet og den økonomiske risiko for et evt. uventet prisfald på importerede enkeltprodukter.
Med venlig hilsen, Planteavlsrådgivningen
Jens Larsen