Hele publikationen i PDF
POLITIK ERHVERV UDVIKLING EFTER VESTAFRIKAS FORÅR BOLIVIA SÆTTER KOKAEN SELVMORD MED SPRØJTEGIFT TIL SALG KAN FORHINDES Burkina Fasos folkelige revolution bør bryde vestlig vanetænkning om Afrika s. 28 / Præsident Evo Morales tillod først dyrkning af kokaplanten – nu vil han eksportere den s. 10 / I Sri Lanka er der let adgang til pesticider, som derfor er den hyppigste metode til selvmord. Det skal et dansk forskningsprojekt nu forhindre s. 56 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN - NR 1 - 2015 - MARTS - 42. ÅRGANG - 5 ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØR Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. عالدنا دعب تاونس سمخ ةيبرعلا تاروثلا KLIMAET FOR BÆREDYGTIGE INVESTERINGER HAR ALDRIG VÆRET BEDRE WeThink.dk - VIL DU VÆRE MED? Klimainvesteringsfonden bidrager med viden og co-finansiering til virksomheder og developere, der ønsker at udvikle, drive eller eksportere teknologi til klimarelaterede projekter i vækstog udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa. HAR DU PROJEKTET, HAR VI VIDEN OG PENGE Klimainvesteringsfonden er administreret af IFU. Vi tilbyder viden, rådgivning og finansiering. Har du et klimaprojekt, der er nøglefærdigt eller i udviklingsfasen, så tal med os. Ring 33 63 75 00 eller læs mere og book et møde på klimainvesteringsfonden.dk Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 1 • 2015 • MARTS • 42. ÅRGANG – De mangler rent vand s.51 / Barbie ser lyserødt s.66 / UDVIKLING ERHVERV FN: Alderdom bliver fremtidens udfordring s.4 / Koka er Bolivias nye eksport-guld s.10 / Skatteflugt svækker kamp mod ebola s.4 / Myanmar/Burma på danske virksomheders radar s.14 / Fotoserie: Tæt på pakistanske drone-ofre s.38 / Somalia inviterer udlændinge til oliefest s.14 / Sri Lanka: Forsker vil forhindre gift-selvmord s.56 / Stor efterspørgsel efter klimavenlige løsninger s.14 / Kampagner: Onde skurke virker – måske s.60 / Venezuela: Billige Barbiedukker hitter stort s.66 / POLITIK KULTUR Indonesisk kvindegruppe kræver oprejsning s.6 / Afrika: Spoken Word giver rum til nye stemmer s.16 / Tunesien: Nu vil folk have sikkerhed s.22 / Stor interesse for nyt palæstinensisk museum s.21 / Krise fem år efter det arabiske oprør s.24 / Nu vil verden have kunst fra Myanmar s.21 / Militærudgifter i Afrika stiger kraftigt s.27 / Mozambique: Slum er en del af kulturarven s.21 / Analyse: Læren efter Burkina Fasos revolution s.28 / Flere østafrikanske kvinder vælger singlelivet s.34 / FASTE SIDER s.22 / TEMA: 5 ÅR EFTER REVOLUTIONEN De begyndte i Tunesien og er senest nået til Burkina Faso. Udvikling gør status over de folkelige oprør. s.38 / DRONERNES TAVSE OFRE Fotograf Massimo Berruti portrætterer de civile ofre for droneangreb i det nordlige Pakistan. s.52 / Velkommen til Udviklings side 9-afgrøde s.9 / Kulturen Kort: Afripedia og eksperttyranni s. 44 / Dem skal du følge på de sociale medier s.45 / Bolivias koka-fremstød s.10 / Navne: Ny chef for Folkekirkens Nødhjælp s.64 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.65 / ”I DETTE LAND GRÆDER JEG HVER DAG” Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman skal foregå i Etiopien. Læs hendes fine rejsebrev. AGENDA UDVIKLING Vækst uden job FOTOS: THIERRY GOUEGNON/REUTERS/SCANPIX (NED.) & SØREN RUD/DANIDA (ØV.) 4/ SELV OM DE MINDST udviklede lande i verden har økonomisk vækst, så kniber det for dem at skabe nye arbejdspladser. Det fremgår af en rapport om disse såkaldte LDC-lande fra FN's handels- og udviklingsorganisation UNCTAD. Årsagen er, at landene halter bagud med at forandre deres økonomiske struktur, så den passer til den nye globale økonomi. Først når det sker, kommer der flere job, vurderer UNCTAD. De nye job skal være ordentlige arbejdspladser i sektorer med høj produktivitet, anbefaler organisationen. Det internationale samfund bør hjælpe med omstillingen, mener UNCTAD. • /RH WHO: Alderdom bliver fremtidens udfordring I de kommende årtier vil antallet af ældre fordobles. De fleste vil befinde sig i lavindkomst- og mellemindkomstlande, og det vil kræve nye blikke på sundhed. AF REGNER HANSEN FÆNOMENET ALDRING BØR have højere global prioritet, simpelthen fordi antallet af ældre i verden stiger markant i de kommende årtier. Det mener Verdenssundhedsorganisationen (WHO). I 2050 vil der være to milliarder mennesker over 60 år. Det er mere end dobbelt så mange som nu. Læg hertil, at 80 procent af de ældre vil befinde sig i lav- og mellemindkomstlande. Selv om folk lever længere, får de ikke automatisk sundere liv end før. I øjeblikket er næsten en fjerdedel af den globale byrde i form af død og sygdomme hos personer over 60 år – og den byrde bliver tungere. Der vil komme flere med langvarige sygdomme såsom kræft, kroniske luftvejsinfektioner, problemer med hjertet, gigt, knogleskørhed, angreb på nervesystemet og psykiske lidelser. Samtidig vil mange opleve et mindsket velbefindende. ENORM UDFORDRING Der venter således en kæmpemæssig udfordring for de offentlige sundhedsvæsener – ikke mindst i u-lande, som i stigende grad skal forholde sig til ”nye” sygdomme i tillæg til de fattigdomssygdomme, som de i forvejen trækkes med. For eksempel viser den nyeste prog nose, at antallet af mennesker med demens på verdensplan vil stige fra 44 millioner nu til 135 millioner i 2050. WHO’s eksperter vurderer, at det bliver nødvendigt med store forandringer i håndteringen af sundhed og pleje, som bør tilpasses udviklingen i hvert enkelt land. Det er vigtigt at imødegå risikoen for øget ulighed i sundhedstilbuddene, siger de. WHO opfordrer samtidig til at optrappe den forebyggende indsats. Et bedre fysisk og socialt miljø kan afbøde væksten i behovet for hjælp, hedder det. Sunde og glade ældre kan bedre bidrage til det samfund, de lever i. • SÅKALDTE REMITTERINGER udgør tre gange så meget som den officielle udviklingsbistand. Det anslår Verdensbanken om pengene, som overføres af privatpersoner fra deres opholdsland – typisk et industriland – til familien i deres hjemland – typisk et u-land. I 2013 var der tale om over 400 milliarder dollar (2.400 milliarder kroner). Nu lancerer de svenske myndigheder en tjeneste med navnet Money from Sweden, som skal gøre det lettere og mere overskueligt for udlændinge at sende penge hjem. Money from Sweden er udviklet af den svenske forbrugerstyrelse på foranledning af regeringen, som håber at skærpe konkurrencen og mindske gebyrerne ved privatpersoners overførsel af penge fra Sverige til privatpersoner i andre lande. Tjenesten sætter brugerne i stand til på stedet at sammenligne afgift, vekselkurs og hurtighed hos udbyderne. Initiativet roses af Lisa Pelling, som er chef analytiker i den svenske tænketank Arena Idé og har skrevet en doktorafhandling om remitteringer. Hun mener, at tjenesten måske kan blive en model for andre lande. Pelling siger ifølge magasinet OmVärlden fra den svenske stats bistandsorgan Sida, at hun har et langsigtet håb om, at det internationale finansielle system vil begynde at begunstige pengeoverførsler mellem privatpersoner i forhold til store transaktioner. • /RH 17 nye mål for udvikling I LØBET AF 2015 skal verdens lande diskutere udviklingsmålene frem mod 2030, der skal afløse de hidtidige mål. FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, antyder i en rapport, at han forestiller sig 17 nye udviklingsmål, som tilsammen skal udrydde fattigdom, forandre tilværelsen for alle verdens borgere og beskytte jordkloden. Målene fremgår af en rapport fra generalsekretæren, der skal vise ”vejen til værdighed”. De 17 mål omfatter seks fokusområder: Værdighed, folk, velstand, jordkloden, retfærdighed og partnerskaber. Rapporten er resultatet af to års forberedelser, som har haft deltagelse af medlemslandene, FN-embedsmænd, eksperter og repræsentanter for det civile samfund. Ban Ki-Moons udspil får generelt en positiv modtagelse, fordi målene ifølge kommentatorer er præget af et helhedssyn. Dog mener enkelte kritikere, at der burde gives mere opmærksomhed til handel og migration. • /RH Skatteflugt svækker kamp mod ebola DE TRE VESTAFRIKANSKE LANDE Liberia, Sierra Leone og Guinea er hårdest ramt af ebolaepidemien. Sådan behøvede det måske ikke at være, hvis de havde haft et større sundhedsbudget. En beregning, foretaget af den internationale hjælpeorganisation ActionAid, viser, at de tre lande mister mere på grund af virksomheders skatteflugt, end de har til rådighed til sundhedsformål. Skatteflugten har et anslået omfang på, hvad der svarer til næsten 300 millioner dollar (1,8 milliarder kroner). Tallet stammer fra 2011, som er det nyeste beregningsgrundlag. Liberia, Sierra Leone og Guinea er lande med dyb fattigdom, svage regeringsinstitutioner og et nødtørftigt sundhedsbudget, der var dårligt forberedt på at håndtere ebola-krisen. Eksempelvis er der cirka 10 gange så mange mennesker pr. hospitalsseng i landene, end der typisk er i rige lande. • /RH 5/ FOTOS: INGIMAGE (ØV.) COLOURBOX (NED.) Lettere at sende penge hjem Indonesien KVINDERNE, DER OVERLEVEDE SUHARTO Et indonesisk statskup i 1965 blev besvaret med et kontrakup. Millioner blev myrdet, og mange blev sendt i arbejdslejre, hvor kvinderne var særlig udsatte. Ingen af de overlevende har endnu fået oprejsning, men en planlagt folkedomstol i Haag i 2015 vækker nyt håb. AF ANNA STERNFELDT, BUKITTINGGI OG JAKARTA ILLUSRATION: OTTO DICKMEISS 6/ UROLIGHEDER I INDONESIEN 1963 – HER VED DEN BRITISKE AMBASSADE. DE ANTI-IMPERIALISTISKE STRØMNINGER FØRTE TIL EN MODREAKTION I FORM AF GENERAL SUHARTOS KUP I 1965. “ De stillede tunge borde oven på mine fødder, så i dag har jeg ingen følelse i mine storetæer. De rev håret ud af hovedet på mig, og de slog mine tænder ud. set og senere tortureret generalerne med barberblade. Det blev påstået, at de havde stukket øjnene ud på generalerne og skåret deres kønsdele af. Manismar, tidligere medlem af Gerwani Efter at ligene var blevet smidt i en dyb brønd, havde kvinderne deltaget i et orgie sammen med de tilstedeværende mænd. Historien om de ”De fortalte mig, at de havde hugget hovedet af ham og smidt det i frygtelige kvinder spredte sig i hele floden og derefter smidt hans krop i landet, men ingen af kvinderne kom en kløft. At fortælle sådan noget var nogensinde for en domstol. deres måde at skænde mig på, det var en del af torturen. Jeg så også tit mennesker blive slået ihjel, det var en måde at true mig på. Hvis jeg ikke fortalte, hvad jeg vidste, ville de også slå PKI’s kvindegruppe Gerwani mig ihjel. Jeg levede i konstant frygt,” blev anklaget for at have deltafortæller hun. get i et ritualmord på generaRosnina blev aldrig gift igen og lerne. Man sagde, at kvinderne fik ikke flere børn. Hun kunne ikke havde klædt sig af og danset og arbejde, efter at hun blev løsladt, så senere tortureret generalerne hendes familie tog sig af hende. med barberblade. Det blev Manismar, som i dag er 80 år, var påstået, at de havde stukket også aktiv i Gerwani, og også hun var øjnene ud på generalerne og 12 år i lejr. Hun havde sin datter på ni skåret deres kønsdele af. måneder med sig i fængslet, og datteren voksede op der. Manismars mand var leder af PKI, så han blev slået ihjel. ET LIV I FRYGT Selv blev hun voldsomt tortureret. I det hele taget blev Gerwani-kvin”De stillede tunge borde oven på derne en meget udsat gruppe, som mine fødder, så i dag har jeg ingen blev dæmoniseret af det indonesiske følelse i mine storetæer. De rev håret militærs propagandakampagner. ud af hovedet på mig, og de slog mine Man fremstillede medlemmerne i tænder ud. De stak pistoler ind i maven på mig og truede med at slå mig Gerwani som ”amoralske ludere”, der svigtede deres land via deres rolle ihjel,” siger hun. i statskuppet. I nogle tilfælde var det Manismar spørger, om jeg kender tilstrækkeligt, at de havde hjulpet til marxismen, og da jeg svarer, at jeg til med at sy eller lave mad for at ikke bare kender til den, men at jeg blive anklaget for medvirken i kuphar studeret den på universitetet i forpet. Nogle gange var kvinderne ikke bindelse med mine sociologistudier, engang med i Gerwani, men aktive i lyser hun op som et lykkeligt, lille forskellige fagforeninger. Alle, der var barn. Hun får tårer i øjnene, og hun mistænkt for at have haft den mindste omfavner mig hårdt. Jeg ved, at hen- 7/ “ FOTO: POLFOTO EFTER INDONESIENS selvstændighed i 1949 så USA med bekymring på udviklingen i landet. En vis demokratisk udvikling havde man kunnet tolerere, men den antikapitalistiske og antiimperialistiske tendens, der voksede sig stadig stærkere – den brød man sig ikke om. Indonesien var et land med enorme mængder råstoffer, som den vestlige verden gerne ville lægge beslag på, men udviklingen i 1960’erne betød en risiko for, at man ville gå glip af alle herlighederne. Det ville USA ikke finde sig i, og sammen med Indonesiens militær, religiøse ledere og højreorienterede økonomer iscenesatte USA's regering (ved hjælp af CIA) et statskup. Via den 30. september 1965 blev syv højtstående officerer, heraf seks generaler, myrdet, og Indonesiens kommunistiske parti, Partai Komunis Indonesia (PKI), fik skylden. General Suharto overtog ledelsen af militæret, kuppet blev slået ned, og så indledtes en massakre på tre millioner mennesker, samtidig med at 1,5 millioner mennesker blev sendt i arbejdslejre under modbydelige forhold (tallene varierer afhængigt af kilden). Den livsfarlige, epidemiske kommunisme skulle bremses. Det var tilstrækkeligt at være ven med eller i familie med en kommunist. Eller socialist, eller intellektuel, eller etnisk kineser. Alle, der blev betragtet som en trussel mod ”The New Order”, som Suharto og hans allierede ville indføre, blev anklaget for at være kommunis ter. Og skulle udryddes. PKI’s kvindegruppe Gerwani blev anklaget for at have deltaget i et ritualmord på generalerne. Man sagde, at kvinderne havde klædt sig af og dan- smule kontakt med kommunisterne, blev fængslet. Jeg møder nogle af kvinderne, der overlevede massakren i Bukittinggi i det vestlige Sumatra. En af dem er Rosnina, der var medlem af Gerwani og blev dømt til 12 år i arbejdslejr. Hun havde sit etårige barn med i fængslet, men barnet døde efter en tid. Hendes mand sad også i arbejdslejr, men forsvandt efter syv måneder. > > FOTO: ANNA STERNFELDT 8/ des glæde ikke beror på, at hun tror, at jeg deler hendes politiske ideal, men på at jeg har indsigt i den ideologi, som hun har lidt så meget for, og som har været hendes identitet. Hun føler sig simpelthen set. Noget, hun ikke har oplevet siden 1965. Johanna Maria var lærer på en skole, der blev drevet af Gerwani, og for den ”forbrydelse” fik hun 12 år i arbejdslejr. Hendes mand var i militæret, så han havde ingen problemer, han sørgede derimod for at gifte sig med andre kvinder, mens Johanna Maria sad fængslet. Ligesom de øvrige kvinder siger hun, at en af hendes veninder blev voldtaget. Jeg spekulerer over, hvilke af kvinderne der taler om sig selv. Måske dem alle sammen. gjorde de, da presset fra det internationale samfund blev for stort. Så fik vi madrasser at sove på og endda et tv. Det var presset fra omverdenen, der gjorde, at vi endelig blev løsladt i slutningen af 1970’erne,” fortæller Pujiati. Selv om kvinderne blev sluppet ud af arbejdslejren, var de stadig ikke helt frie. Bevægelsesfriheden var kraftigt begrænset, og de havde fortsat rapporteringspligt. De fik forbud mod at arbejde inden for områder, som på den ene eller den anden måde kunne påvirke offentlighedens meningsdannelse, for eksempel som journalist, lærer, præst og advokat. Før de blev løsladt, blev kvinderne også tvunget til at underskrive et løfte om, at de ville afholde sig fra al politisk aktivitet, og at de ville afstå fra alle krav ENDELIG LØSLADT om kompensation for at have været På et plejehjem i Jakarta for overlefængslet på fejlagtigt grundlag eller for vende fra massakren i 1965/66 møder at være blevet behandlet dårligt. Alle jeg kvinderne Lestari og Pujiati. Den tidligere politiske fanger fik også et tidligere præsident Megawatis mand stempel på deres id-kort, der anførte, at skænkede huset til ofrene for Suharde havde været i fængsel. Friheden var totiden, fordi han havde medfølelse altså begrænset af en stærk stigmatisemed dem. Mange af dem havde ingen ring, som blev opretholdt aktivt, indtil Suharto blev afsat i 1998. steder at være, da de blev gamle. Nu er der ikke længere nogen, der ”Det ville være hårdt at bo sammen har rapporteringspligt, og ingen har med min familie. De forstår ikke min længere stempler på deres id-kort. politiske overbevisning, så der bliver I stedet har man efterladt alle overlehele tiden konflikter. Så jeg er meget vende ofre i et stort vakuum. Som om taknemmelig for, at jeg kan bo her,” ingenting var hændt. siger Lestari. Både Lestari og Pujiati har som NY FOLKEDOMSTOL så mange andre siddet fængslet i 12 Indtil videre har hverken Indonesiens år, og deres skæbner minder om hinanden. Venner og familie, der er forregering eller menneskerettighedssvundet, hårdt arbejde, for lidt mad, at domstolen anerkendt nogen problemer under de tidligere regimer. Lanleve tæt sammenstuvet og med store dets menneskerettighedskommission, sanitære mangler. Komnas HAM, fremlagde en rapport ”Det blev bedre, efter at Amnesty International besøgte os, og det med interviews med 349 øjenvidner FARLIG FORTID Udvikling ser i en ny serie nærmere på historiske traumer, der endnu ikke er helet. for den offentlige anklager i 2012 og bad om en officiel undersøgelse af det, der skete i 1965-66. Den offentlige anklager afslog ansøgningen med den forklaring, at beviserne var utilstrækkelige til at motivere en officiel retsundersøgelse. Endnu en gang blev alt fejet ind under gulvtæppet. Men så skete der noget. I december 2012 var der premiere på The Act of Killing i Indonesien, en dokumentarfilm (støttet af Danida, red.), der tager udgangspunkt i gerningsmændenes perspektiv, og emnet, der har været fuldstændig tabubelagt, blev pludselig diskuteret i hele landet. Ganske vist er ingen endnu blevet stillet til ansvar, men tavsheden er brudt. Frustreret over afslaget på Komnas HAMs rapport, og inspireret af det stærke indhold i The Act of Killing, mødtes nogle menneskerettighedsaktivister og overlevende fra 1965/66 i Holland og bestemte sig for at opstille en folkedomstol i Haag i 2015. Netop Haag har stor symbolsk betydning, og også året 2015 har betydning, eftersom det markerer ”50 års tavshed”. De kvinder, jeg mødte, har været udsat for så hårrejsende ting, at man ikke kan beskrive det, og alligevel har de både kærlighed og humor at dele ud af. De er skadet for livet og sover dårligt om natten, men de har stadig et håb om en dag at få oprejsning. Og med udsigt til folkedomstolen næste år kan det være, at de endelig får deres store ønske opfyldt. • Oversat af Julie Top-Nørgaard DE, SOM OVERLEVDE SUHATOS MASSAKRER, BEGYNDER AT BLIVE GAMLE. MEN DE HÅBER STADIG PÅ OPREJSNING. Mexico. Her blev afgrøden måske spist for helt op til 8.000 år siden, den præcise oprindelse er uvis. Sikkert er det imidlertid, at afgrøden spredte sig sydpå, og at Sydamerikas stammer tog imod den med åbne arme Da spanierne ankom for 500 år siden, var planten at finde i det meste af Latinamerika. Den lille gule ”ært”, der sidder tæt pakket på en stor, karakteristisk stilk, var grøntsag par excellence i inkaens palads, i mayaens pyramide og på aztekerens marked – en herlig farverig gul-grøn grøntsag med smag og sunde egenskaber. MAJS DER FINDES FLERE END 300 FORSKELLIGE MAJSSORTER I VERDEN. LATINAMERIKANERNES HOFRET Men den er ikke naturlig. Ikke helt. Majs blev ifølge historikerne videreudviklet af de oprindelige folk. Planten er forfinet via naturlig selektion i kombination med, at stammerne gav den optimale forhold, så den udviklede sig til den potente majskolbe, vi kender i dag. Da majs tog den lange rejse sydpå over brusende floder og høje bjerge til Sydamerika, blev afgrøden bare endnu mere populær. Den saftige gule majs kom til at spille en vigtig rolle i menuen over det meste af Latinamerika. Det gør den stadig. Klimaet var – og er – perfekt til majs, siden planten skal bruge en lang, varm vækstsæson for at trives. IMPORT TIL EUROPA Da Christoffer Columbus til sidst kom og ’opdagede’ Amerika i historiens måske største kultursammenstød, opdagede han også majsplanten. Den store afgrøde blev importeret til Europa, og majs blev populær i både syd og øst. Da europæerne på ny krydsede Det er svært at forestille sig Mexico uden den lille Atlanterhavet i store indvandringsrunde majstortilla – pandekagen. Den er tradition. bølger i løbet af 1800-tallet, tog de majsplanten med til Nordamerika, Det samme er majsplanten, der blev udviklet af hvor den blev populær i USA’s aztekernes forfædre og siden blev en vigtig afgrøde varme sydstater. i hele Amerika. At majs siden blev opfattet som en europæisk arv (i USA), er skæbAF EBBE FISCHER nens ironi. Men det er en ironi, de er fuldstændig ligeglade med i Latin MEXICO BY ved frokosttid. Hånd- dre står på fortovet og gumler på frisk- amerika, så længe de kan få en fyldt værkere og slipsedrenge står på tælavede tortillaer med chili drivende majstortilla til frokost. erne af hinanden hinanden i en lang ned ad hagen. En lidt bred, midaldUSA og Brasilien er i dag verdens rende dame er i fuld gang med at lave største producenter af majs. Afgrøden kø, mens biler i tusindvis ruller forbi majspandekager med kød og bønner. på vejen. Over mega-metropolen bliver desuden dyrket intensivt i latinamerikanske lande fra Argentina til bager solen fra en skyfri himmel. Og så lidt chili. El Clásico. Mexico, ofte som gmo-afgrøde. Men Mexicanerne i køen sveder og ser Majs er fra Mexico, eller rettere det er en anden historie. • længselsfuldt ind i den lille biks. Anfra det landområde, vi i dag kalder MAJS MÆTTER MASSER AF MEXICANSKE MAVER 9/ Eksport KOKA ER BOLIVIAS NYE GULD 10/ Det har i årtusinder været en fast bestanddel af Andesregionens agroindustri. Bolivias præsident, Evo Morales, er selv gammel kokabonde, og han har tilladt dyrkning af planten i sit land. Nu vil han også eksportere koka. Markedet er lovende. FOTO: JUAN KARITA/AP/POLFOTO AF EBBE FISCHER DEN BOLIVIANSKE PRÆSIDENTS KOKAKAMP MOD FN HAR GJORT HAM TIL EN YDERST POPULÆR I BEFOLKNINGEN. LATINAMERIKANSKE narkokarteller har i årtier tjent kassen på illegal eksport af kokain fra Sydamerika til USA og Europa. Nu vil Bolivias lovlige kokaindustri også eksportere produktet, dog i en mildere variant. Eksempelvis som koka-te, der afhjælper træthed, højdesyge og sult, mens bolivianerne stadig vil samarbejde med det internationale samfund om at bekæmpe den globale kokainhandel. Bolivias viceminister for koka og industrialisering, Gumercindo Pucho, er optimistisk i forhold til handel med kokablade, der er langt mildere end ekstraktet kokain. ”Kokablade er et godt produkt, og vi ser en udvikling i retning af, at vi kan eksportere industrialiserede kokaprodukter,” sagde han sidste år. Udtalelsen kommer i forlængelse af en aftale med Ecuador, underskrevet af præsidenterne Evo Morales (Bolivia) og Rafael Correa (Ecuador) i oktober 2013. En aftale, der blandt andet skal fremme samhandel med kokaprodukter. Samtidig er Bolivias diplomati i dialog med Cuba om eksport af koka blade. FN modsætter sig imidlertid al eksport af den berygtede kokaplante, fordi man frygter mere fremstilling af et af verdens mest vanedannende og skadelige euforiserende stoffer: Kokain. ÆLDGAMMEL VARE Kokablade har været benyttet i Andesregionen i mindst 4.000 år, mens nogle forskere daterer brugen af kokablade hele 6.000 år tilbage i tiden. Bladene tygges i dag af over 60 procent af bolivianerne, særligt mænd. Imidlertid har alt internationalt salg af kokablade været forbudt siden 30. marts 1961, da FN vedtog The Single Convention om Narcotic Drugs. En konvention, der er un- derskrevet af 184 stater, og som skal dæmme op for handel med kokain, foruden en lang række andre euforiserende stoffer. Gumercindo Pucho understreger derfor, at fremtidig eksport af kokain bliver i henhold til bilaterale aftaler med villige lande. “ Kokabladet bør ikke længere være ulovligt. Kriminalisering af kokabladet er kriminalisering af en hel kultur. Evo Morales, præsident Imens advarer FN’s kontor for narkobekæmpelse, UNODC, mod at eksportere kokablade med henvisning til, at det kun er i Bolivia, produktet er lovligt. Kokablade er stadig på FNlisten over ulovlige euforiserende stoffer. Men bolivianerne slår på, at der er langt fra virkningen af kokain til virkningen af kokablade. Førstnævnte er et hårdt stof, et ekstrakt behandlet med kemikalier og med en overvældende virkning, mens sidstnævnte er et rent naturprodukt, der kun giver en lettere berusende følelse i kroppen. Det påpeger bolivianerne ivrigt. KOKAPLANTEN •De oprindelige folk i Andesbjergene har i årtusinder dyrket kokaplanten. Særligt i de områder, som i dag hører under Peru, Colombia, Ecuador og Bolivia. • Plantens ekstrakt kan udvindes til det forbudte stof kokain, der på gaden i Danmark kaldes ’sne’ på grund af den fine konsistens. • Kokaplanten kan også bruges på en mildere facon, som er særdeles udbredt i Bolivia. Mange tygger kokabladene, hvilket giver en opkvikkende virkning, der samtidig dulmer smerter. • Desuden er koka-te – mate de coca – populært. Her bliver kokaplantens blade simpelthen lagt i teposer. • Kokaplanten kan desuden bruges som tilsætning i en række madvarer, olier og drikke. der har gjort Evo Morales populær i Bolivia (foruden hans nationaliseringer af naturressourcerne). Nationen består af et flertal af oprindelige folk – som Morales selv, og de har følt sig trynet af den rige verden, lige siden spanierne ankom for 500 år siden. Bolivia er et land, hvor det indianske flertal tror på præsidenten, og de anser ham som en af deres egne. De er EVOS KAMP overbeviste om, at han kæmper deres Præsident Evo Morales, der altid kaldes sag, mens han kritiseres fra andre ved sit fornavn hjemme i Bolivia, er selv sider for at være autoritær. tidligere kokabonde og leder af kokaEvo Morales blev genvalgt bøndernes fagforening. for anden gang i oktober Siden han blev præsident i 2006, har med overvældende han kæmpet for det internationale sam- flertal. Igen. Mere funds accept af kokaplanten som lovligt konkret har Evo handelsprodukt. Først og fremmest i Morales scoret point på, Bolivia, men også i resten af verden. ”Vi er for kokablade, men imod ko- at han i 2012 fratrådte kain,” fastslog Evo Morales allerede i 2009 ved en berømt konference om il- FN’s narlegale stoffer. Fra FN’s talerstol viftede kokonvention. Han præsidenten ivrigt med et kokablad, trak simet billede, der gik verden rundt. Evo pelthen Morales fortsatte: Bolivia ”Kokabladet bør ikke længere være ulovligt. Kriminalisering af ko- ud af aftakabladet er kriminalisering af en hel len, og året efter kultur. Dyrkningen af kokablade går fik han sin til dato største sejr, da FN’s medlemslande anerkendte tilbage til år 3.000 før Kristi fødsel, hvordan vil I så ende forbruget på 25 kokablade som kulturarv i Bolivia. år, når I ved, at det ikke er skadeligt? Landet fik en omstridt undtagelse, der dog havde støtte fra 168 lande. Men Det er blandt andet den kamp, 11/ > > 12/ CAMPESINAS – INDIANSKE LANDBOKVINDER - SPREDER KOKABLADE FORAN DEN AMERIKANSKE AMBASSADE I LA PAZ PÅ BOLIVIAS NATIONALE DAG FOR TYGNING AF KOKABLADE, DEN 12. MARTS. FOTO: JUAN XXX KARITA/AP/POLFOTO store lande som USA stemte imod. Resultatet betød, at landet gentiltrådte konventionen året efter. i verden, siden flere og flere sætter spørgsmålstegn ved den ekstremt dyre globale narkokrig, der tilsyneladende ikke dæmper forbruget af stoffer. Til ALLIANCEN gengæld koster den titusindvis af liv Sidste år blev Bolivia formandsland for og medfører voldsom kriminalitet på den store G77-gruppe under FN, hvilket smuglerruterne, særligt i Latinamerika. lader til at have givet Evo Morales mere Bolivias præsident mener, at hans blod på tanden. G77 er en stadig mere land befinder sig i en fortsat kamp magtfuld (løs) sammenslutning af umod FN. lande i FN, og Evo Morales udtalte sig ”Det næste skridt er selvfølgelig at bramfrit på en pressekonference. eksportere kokablade,” fastslog han i ”Sidste år fik vi anerkendelse for tra- januar 2014. ditionel brug af kokablade. Vores næste Det er en kamp, som Bolivia søger opgave er at fjerne kokabladet fra FN’s støtte til hos sine latinamerikanske allierede under Alianza Bolivariana para liste over forbudte stoffer,” sagde han, las Américas (ALBA). En alliance, der inden han skyndte sig at understrege, består af Venezuela, Ecuador, Cuba, at Bolivia skam bekæmper kokain. Bolivia, Nicaragua samt en række ”Bolivia tillader familier at dyrke kokaplanten, men samtidig bekæmper østater i Caribien. Og en alliance, der normalt holder sammen mod regler vi international narkohandel. Kokain mere eller mindre dikteret af verdens er naturligvis ulovligt,” sagde Evo traditionelle stormagter. FN har lanMorales. ceret den globale narkokrig på forEt par måneder senere gik han et anledning af USA, særligt præsident skridt længere i sin retorik. En retorik, Richard Nixon, der i 1971 erklærede som har tilhængere mange steder ’war on drugs’ og fik FN og verdenssamfundet med. Evo Morales har videre fortalt, at Kina planlægger at købe flere tons kokablade. Det er dog ikke bekræftet fra kinesisk side, men analytikere påpeger, at et eventuelt køb vil ligge i tråd med Kinas ønske om at smøre sine allierede i Latinamerika, særligt Sydamerika, der i stigende grad er en vigtig strategisk ressourcebase for den hastigt voksende kinesiske industri. KOKAINDUSTRIENS DILEMMA Et studie finansieret af EU fastslog i november 2013, at 58 procent af Bolivias kokahøst i 2012 gik til traditionelle formål (mest almindelig tygning og koka-te), hvilket ifølge studiet efterlader de resterende 42 procent til kokainproduktion. Sidstnævnte er præcis det, resten af verden ikke bryder sig om. Samtidig er 40.000 bolivianere afhængige af kokahøsten ifølge studiet fra EU, og afgrøden bidrager med 1,5 procent til landets BNP (332 mio. “ Sidste år fik vi anerkendelse for traditionel brug af kokablade. Vores næste opgave er at fjerne kokabladet fra FN’s liste over forbudte stoffer. Evo Morales, præsident eksperter. Hensigten er, at kokabladene skal være økologiske, forklarer organisationens leder i La Paz, Ernesto Cordero, i november. ”Vi bruger ikke længere kemiske produkter til at sprøjte med. Vores cubanske brødre bekæmper skadedyr på økologisk vis. (organisk er en anglificering!), og det gælder også for andre afgrøder,” forklarer han om samarbejdet med den traditionelle allierede, Cuba. dollars) ifølge tal fra FN. Dertil kommer, at millioner af bolivianere nyder at tygge kokablade, som deres forfædre har gjort i årtusinder. Traditionen har givet anledning til etablering af Ministeriet for Koka og Industrialisering. På ministeriets hjemmeside beskrives en ’mission’. Der står: ”Siden der er et kæmpe spring fra produktionszonerne til markederne i Villa Fátima (La Paz) og Scaba (Cochabamba), vil vi autorisere salgskæderne på de legale (koka)markeder på nationalt niveau, så produktet kan nå sin endelige destination. Dette inden for udviklingsplanen ’Et værdigt, suverænt, produktivt og demokratisk Bolivia’.” En hensigtserklæring, der nu de facto er udvidet til det internationale marked. Koka-teen Bimate er allerede sendt til Ecuador, hvor den skal analyseres nærmere. Samtidig samarbejder foreningen for kokaproducenter med cubanske VERDEN ÅBNER SIG Mens det ikke er overraskende, at Evo Morales’ kokaprojekt bliver støttet af de socialistiske forbundsfæller i Ecuador og Cuba, er det straks mere bemærkelsesværdigt, at EU’s udviklingskommissær, Andris Piebalgs, har åbnet en dør på klem for fremtidig international handel med kokablade. Kommissæren udtalte i 2013, at han ikke vil udelukke, at kokaprodukter kan blive tilgængelige på det europæiske marked. Han understregede dog samtidig, at der først skal gennemføres en række studier, der fastslår, at de pågældende produkter ingen negative konsekvenser har for den europæiske forbruger. Vejen er lang, inden vi måske får kokablade i Danmark. Selv Ecuador og Cuba mangler i skrivende stund den endelige godkendelse af Bolivias Bimate-te, og processen kan tage lang tid endnu, mens en række af landets øvrige forbundsfæller også tøver. Analytikere vurderer, at Bolivias allierede trods alt er skeptiske angående kokabladenes skadelige virkninger, selv om de principielt støtter de bolivianske traditioner – på hjemmemarkedet. Sagen er simpelthen, at kokabladene kan benyttes som råstof til kokainproduktion i modtagerlandene, og med en ekstremt stor avance på kokain på det sorte marked ligner det en meget reel bekymring. Imens har regeringen i La Paz etableret en fabrik til ’industrialisering af koka’. Regeringen har skaffet maskinerne, men en del af dem står stadig ubrugte hen med tekniske problemer, mens et offentligt-privat firma er under opbygning. Også andre steder i landet går ’industrialiseringen af kokaindustrien’ trægt. Salg og eksport af kokablade bliver måske en moderne industri en dag, men den vil tilsyneladende fortsætte med de traditionelle metoder en rum tid endnu, som industrien har fungeret i årtusinder – lang tid inden inkaerne satte sig på magten. De første skridt til en international professionalisering af kokaindustrien er imidlertid taget i La Paz. • 13/ UDVIKLING I KOKA-PRODUKTION •Peru, Colombia og Bolivia er verdens største producenter af koka. • Bolivia har som eneste land dispensa tion fra FN til at dyrke kokablade med henvisning til landets ældgamle tradi- tion på området. • Imidlertid producerer Bolivia flere kokaplanter, end bolivianerne selv efterspørger. Det skyldes primært den store illegale handel med kokain – en vigtig indtægtskilde for mange mindre- bemidlede i Sydamerikas fattigste land. • Fra 2012 til 2013 faldt kokaproduktionen i Bolivia med ni procent – og fra 2010 til 2013 er produktionen faldet med hele 26 procent ifølge FN’s kontor for narko- bekæmpelse (UNODC). • Bolivias produktion er i dag på det laveste niveau siden 2002. Samme tendens ser man i Peru og Colombia, om end produktionen stadig er langt større, end landenes eget forbrug beret- tiger til. Kokain er med andre ord stadig en vigtig illegal eksportvare. AGENDA ERHVERV GlaxoSmithKline vandt første etape af Ebolakapløbet FOTOS: TOMAS MUNITA/NYT/SCANPIX (NED.) & COLOURBOX (ØV.) 14/ DA EBOLA-EPIDEMIEN brød ud i Vestafrika sidste år, fandtes der ingen vaccine eller kur, hvilket skabte spekulationer om, hvorvidt medicinalindustrien overhovedet bekymrede sig for de syge. Medicinalvirksomhedernes svar er, at der ikke tidligere har været incitament til at udvikle en vaccine. Det er der nu, og kapløbet om at lancere den første medicin er i fuld gang. Første etape blev vundet af britiske GlaxoSmith Kline, der i slutningen af januar sendte de første 300 doser af sin medicinkandidat til Liberia. ”Grunden til at vi ikke tidligere har udviklet en Ebola-vaccine er, at det ikke var en prioritet for nogen. Det årlige antal smittede var meget lavt i forhold til eksempelvis malaria eller hiv. I de 40 år, vi har kendt til Ebola, har der været 24.000 kendte sygdomstilfælde. Så mange bliver syge af malaria hver time,” siger GlaxoSmithKlines vicepræsident Jon Pender. • / SKA Somalia er det nye sort To faktorer skaber imidlertid støj på linjen: sikkerhed og den territoriale strid med Kenya. Sikkerheden først. Hér har den somaliske regering meldt ud, at landet med hjælp fra soldater fra Den Afrikanske Union (AU) er godt i gang med at få nedkæmpe oprørsgruppen al-Shabab. Og Bob Sheppard, administrerende direktør for Soma Oil & Gas, bakker den udmelding op ved at slå fast, at selskabet har DEN SOMALISKE REGERING inviterer nu arbejdet i et område, der strækker sig over udenlandske selskaber til at bore efter olie. tusind kilometer, uden at føle sig truet. Det sker efter en udmelding om, at landet Hurdlen er noget større, hvad angår striden inden for seks år vil producere sin egen olie. med Kenya om grænsedragninger i vandet Og ambitionen er ikke urealistisk, lyder det fra ud for de to lande. Forhandlingerne er brudt det Londonbaserede selskab Soma Oil & Gas, sammen, og spændingerne er steget, efter at der har gennemført seismiske undersøgelser Kenya har udstedt licenser til at bore efter olie på land og til vands, og som skulle være på vej i regionen. Somalia har lagt sag an ved FN’s med positive nyheder. voldgiftsdomstol. • /SKA Myanmar på danske virksomheders radar DANSKE VIRKSOMHEDER er ved at få øjnene op for Myanmar (Burma) som et potentielt vækstmarked. En dansk erhvervsdelegation har besøgt det før så lukkede land – og med på rejsen var Peter Schwalbe, Senior Vice President i Industrialiseringsfonden For Udviklingslande (IFU). ”Der er ingen tvivl om, at det er et vanskeligt land, men Myanmar er langsomt på vej mod en demokratisering, og reglerne for udenlandske investeringer er blevet liberaliseret,” siger han og fortæller, at IFU er i dialog med en række danske virksomheder om investeringer. ”Der er ingen konkrete aftaler endnu, og jeg tror, vi skal et eller to år frem, før det sker for alvor, men det er vores vurdering, at der er rigtig gode muligheder for danske virksomheder i Myanmar,” siger Peter Schwalbe. Han peger især på energisektoren, men også byggeribranchen vil på længere sigt blive tiltrækkende. • /Simon Kratholm Ankjærgaard Ranum 15/ Verdensklasse Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse, Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet. Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk Lyrik VI AFMONTERER TIDSINDSTILLEDE BOMBER ”At skrive digte giver magt til at ændre ting,” siger tanzaniske Esther-Karin Mngodo, når hun skal forklare, hvorfor fænomenet spoken word er populært lige nu i Østafrika. For to unge kenyanere i Nairobi handler det om at forhindre, at unge mennesker eksploderer. 16/ TEKST OG FOTOS: PERNILLE BÆRENDTSEN, NAIROBI OG DAR ES SALAAM Dark, hot And spicy He told me to bring a cup of Chai ”Tea” he said ”Make it the way I like it”He reminded. Es Taa/Esther-Karin Mngodo (Tanzania) http://badilishapoetry.com/esther-karin-mngodo AFTENSOLEN HÆNGER LAVT, da værterne for Fatuma’s Voice går på scenen i et fyldt lokale. Folk snakker, og engelske gloser blander sig med swahili og sheng (populært slang og et miks af engelsk og swahili). Folk vender og drejer mobiltelefoner for at tage billeder, der postes på Instagram og som tweets med tags som #fatumasvoice. “ Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt. Vi er på Pawa254, som er et kreativt samlingssted, der ligger i området mellem universitetet og State House i Kenyas hovedstad, Nairobi. Da mørket falder på, skaber det hårde loftslys genskin på træernes blade lige uden for vinduerne. De lyser nærmest neongrønt tilbage og danner en passende ydre kulisse for det, der nu skal ske. Fatuma’s Voice er en ugentlig event, hvor folk inviteres på scenen for at læse digte, fremsætte erklæringer eller optræde med sang. De første på scenen denne aften er en gruppe fyre, der deler ud af deres oplevelser med at blive tilbageholdt af politiet for gadeuorden. I løbet af den forgangne uge har de arbejdet aktivistisk med improviseret spoken word på gaden i Nairobi. Fænomenet, der vinder stigende popularitet i Østafrika (se boks), er en performancebaseret kunstform med digte, tekster og historiefortælling i centrum. Men politiet opfattede de unges improvisation som en provokation, og fyrene beretter om at blive tvunget til at rulle sig i mudder som straf. Hos publikum er der derimod ingen tvivl om, at de unge fyre er sande helte. Med klapsalver og hujende tilråb hyldes de højlydt for deres mod. ANMARK OG SPOKEN D WORD I AFRIKA Det Danske Center for Kultur & Udvikling (CKU) støtter flere igangværende aktiviteter inden for spoken word og litteratur i Østafrika. I Tanzania samarbejdes med Soma Book Cafe med det formål at nå gymnasieklasser via skrivekonkurrencer. I Kenya arbejder CKU med Kwani? (Hva' så?), der får støtte til etablering af biblioteker på skoler uden for Nairobi, samt etablering af en mobil app, hvor man kan læse litteratur. Desuden støttes Kenyan Poets’ Lounge med at sprede Fatuma’s Voice til byer uden for Nairobi. “ Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt. I Facebookgruppen Kenyan Poets' Lounge, der tæller over 58.000 medlemmer, handler de digte, som deles her, om alt fra aktivisme og politik til religion og romantik. ”Digtning giver mig frihed. Jeg kan både være et dyr og præsident, når jeg skriver digte,” siger Chris Mukasa og sender endnu en billedfremkaldende metafor af sted: ”Kenyas unge er som tidsindstillede bomber. Vi arbejder på at forhindre eksplosioner.” ”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!” fortsætter han. Især unge har brug for at tale åbent om, hvad der foregår inde i deres hoveder. ”Taler vi ikke om tingene, sætter de sig som frustration.” Spillerummet mellem fantasi og fakta giver frihed, og den frihed gør det muligt at bringe tabubelagte emner i spil. Derfor er Fatuma’s Voices mest fornemme opgave at give unge et sted, hvor fantasien kan bruges frit. Mukasas og Shukranis næste mission er at skabe flere lokale platforme – uden for Nairobi (se boks). De er ikke de eneste, der har fået smag for kunstarten. For Mukasa og Shukrani handler det også om at tage et socialt ansvar. De vil være med til at råbe op om den skæve fordeling af værdierne i Kenya. MAGT TIL AT ÆNDRE Spoken word er et globalt fænomen. I oldtidens Grækenland var lyrik inkluderet i de olympiske lege, hvor det blev set som en vigtig del af debatten om politik og demokrati. Spoken word DIGTNING GIVER FRIHED Bag Fatuma’s Voice står Chris Mukasa og Nuru Bahati Shukrani, der har grundlagt Kenyan Poets' Lounge. De to unge mænd begyndte initiativet med at samle studerende på universitetet, fortæller de på en café på den travle Moi Avenue i det centrale Nairobi. Antallet af deltagere voksede, og i 2013 fik arrangementet en fastere ramme på Pawa254; et sted, der blandt andet er kendt for sin grundlægger, den kenyanske fotograf Boniface Mwangi, og hans kritiske socialpolitiske aktivisme. ”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!” Chris Mukasa, grundlægger af Kenyan Poets' Lounge 17/ 18/ fik sin store populære oprejsning i 1990’erne i USA – i kølvandet på rap, hiphop og andre ”talte” genrer. Forskellen er, at spoken word er mere lyrisk og digterisk. I Kenya og Tanzania bruges begreberne imidlertid i flæng. ”Folk har hørt mig, ikke læst mig,” siger Esther-Karin Mngodo fra den anden side af plastikbordet i cafeteriaet på Tanzanias nationalbibliotek i det centrale Dar es Salaam. Esther-Karin Mngodo arbejder som journalist for et af Tanzanias største dagblade, The Citizen, hvor hun skriver om kultur. Når hun digter, er navnet Es Taa. Hvis hun skal nå ud til et publikum, bliver det ikke ved at sælge digtsamlinger trykt på papir. Derfor giver spoken word-events og sociale medier mening. Det er gratis, og man kan øve sig på sit materiale, der får en direkte og umiddelbar vurdering af publikum. I 2014 blev Esther-Karin tildelt prisen Ebrahim Hussein Poetry Prize for sine digte, der blandt andet handler om tabubelagte temaer som seksualitet. ”Digte kan bruges til at sætte forhold i tale, som det ellers er vanskeligt at beskæftige sig med. Jeg vil ikke tillade min kultur og tradition at fratage mig min indflydelse. At digte giver magt til at ændre ting,” forklarer hun. Når Esther-Karin Mngodo deler et digt på sociale medier eller til en spoken word-event, er det en mulighed for at afprøve grænserne for, hvor langt hun kan gå. Det sker, at folk tror, at digtene handler om hende selv; at det, der sker i digtene, er selvoplevet. Men det er det langtfra, forklarer hun og påberåber sig også her retten til at lege med det rum, fiktionen skaber. Det er et rum, flere har opdaget. X FACTOR UDEN DOMMERE Nyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, fungerer i weekenden som spillested og natklub. Krystallysekronen i plexiglas glitrer, sofaerne i tung velour og det kraftigt røde projektørlys rammer scenen godt ind. Også her, i et af Dar es Salaams bedre middelklassekvarterer, bydes der på spoken word. La Poestista, kalder de unge initiativtagere, Nancy Lazaro Mwaisaka og Neema Komba, eventen, som løber af stablen to gange om måneden. Det koster 5.000 tanzaniske shillings (17 kr.) at deltage, og det kører efter samme princip som i Nairobi – alle kan skrive sig på listen til at læse et digt op eller optræde. Nancy Lazaro Mwaisaka skriver selv digte. Hun får publikum til at lytte i tavshed, når hun reciterer et digt, hun har skrevet om en ung kvindes kamp for at acceptere sig selv på trods af kritik og misundelse. “ Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog, GERRY BUKINI, spoken word-performer En mand i nystrøget skjorte og med sirlige pressefolder i bukserne, præsenteres på scenen som Black Feet. Selv om han bærer den for Tanzania så typiske kontoruniform, begrænser det ham ikke i at levere en præstation, der svinger mellem hiphop og prædiken. En anden mand, Gerry Bukini, går på scenen og har forberedt et digt på swahili. Blændet af rødt projektørlys prøver han at stille skarpt på publikummet, mens han klikker digtet frem på skærmen af sin mobiltelefon. ”Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog,” forklarer han i en pause. Men her er frit slag. Her optrædes både på engelsk, amerikansk og swahili. Flere træder forsigtigt op på scenen og tilkendegiver, at det er deres første gang. Formen vælger de optrædende selv. Mange har medbragt venner og familie, som udgør publikum. Det er deres bifald, der tæller her og nu. ”Vi er Tanzanias X Factor – bare uden dommere!” råber værten forpustet og i et anfald af begejstring, da han skal runde af. Det får publikum til igen at bryde ud i klapsalver og tilråb. Beskrivelsen er ret præcis. Tilgangen her er ikke akademisk – som i andre spoken word-sammenhænge – der bliver ikke talt om, hvordan man komponerer digte eller diskuteret intellektuelle rettigheder. Nogle gange må kvaliteten vige for graden af udfoldelse og udforskning af friheden til at sige det, der ligger ligefor. Heller ikke originaliteten er til diskussion, når nogle af de optrædende læser digte op, med linjer, der muligvis kan være resultatet af en googling på verdenshistoriens mest berømte citater. Men de unge, der gik ydmyge på scenen, går derfra opløftede. Og måske også mere modige. Uanset om stedet oser af natklub som Nyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, eller det mere aktivistiske Pawa254 i Nairobi, Kenya, er der noget i gære. Ordene skal ud. Svøbt i performance. Om det, der ellers ikke tales om. Ad en litterær åre. Til et publikum. Hvad er det udtryk for? TILLADELSE TIL FANTASI En af de mest markante forkæmpere for litteratur produceret i Afrika og for at gå ukonventionelt til det talte og skrevne ord, er det kenyanske forlag Kwani?, der blev grundlagt i 2003 i Nairobi. Kwani? udgiver bøger, afholder open mic-events og er også i gang med at koble ny teknologi med udgivelser, så folk for eksempel kan læse bøger på mobiltelefoner. Kwani? er især kendt for at blande tekster og illustrationer, præsenteret på de sprog, som folk taler i Kenya. Forfatteren og journalisten Binyavanga Wainaina – en af Østafrikas mest omtalte forfattere – var med til at grundlægge Kwani?. Han er kendt af flere grunde. Uden for Afrika er han kendt for at tage livtag med den vestlige forestilling om kontinentet. Hans satiriske essay How to Write About Africa (2005) gik verden rundt, og han er udråbt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af magasinet Times. I sit hjemland, Kenya, og i andre afrikanske lande skabte han omtale, da han i januar 2014 offentligt sprang ud som bøsse. Twitter gik amok: Kunne det virkelig være sandt, at en kenyansk mand kunne erklære sig homoseksuel offentligt i et land, hvor det er ulovligt – eller var det bare fiktion? Binyavanga taler imidlertid af egen erfaring, når han på bloggen An Africanist Perspective taler om sit ønske om et kontinent, ”hvor alle afrikanere ikke behøver bede om tilladelse til at bruge deres fantasi”. Over halvdelen af Østafrikas befolkning er unge under 15 år. At unge udfordrer det bestående og afprøver grænser for udtryk, er ikke nyt. Spoken word-aktiviteterne står heller ikke alene, men falder sammen med en større bølge båret frem af afsøgninger af nye måder at gøre tingene på. Der skal fantasi og mod til at forestille sig, at ting kan gøres anderledes. Og det sker allerede. Det ses, når yngre politikere i Tanzania udfordrer de ældres opfattelse af, at deres kandidaturer er selvfølgelige. Når aktivister går i protest i Nairobi, fordi parlamentsmedlemmer bevilliger sig selv lønforhøjelse. Når modedesignerne anvender traditionelle materialer i nye snit. Eller musikerne mikser elektronisk musik med traditionel afrikansk mytologi og trommerytmer, og kalder det ’afrofuturism’. Noget er på vej. Men er det overhovedet noget nyt? OM SEX OG KÆRLIGHED I et villakvarter i Dar es Salaam, hvor trafikstøjen fra den nærliggende New Bagamoyo Road dæmpes af høje træer, har Demere Kitunga etableret Soma Book Cafe. (Soma betyder ’læs’ på swahili). Bogcafeen råder over en 19/ He wore a woman On his back Atieno, The night goddess As a veil Robust as barks Of Mugumo trees. Rix Poet Mshairi/Erick Otieno (Kenya) http://thedeepwords.wordpress.com 20/ lille cafe og et bibliotek, hvor der også afholdes spoken word- og andre litterære arrangementer. Og så er Soma Book Cafe vært for en årlig novellekonkurrence for gymnasieelever i Tanzania og tilbyder mobilt gade bibliotek til børn i et nærliggende, fattigere kvarter. Demere Kitunga, der er forfatter, aktivist og forlægger, har beskæftiget sig med indlæring, uddannelse og publicering gennem årtier. Hun tøver med at kategorisere spoken word som en ny trend. ”For hvad er vores udgangspunkt? 500 år tilbage i historien, kampen for uafhængighed (tidlige 1960’ere), eller taler vi om nu og her?” spørger hun. Hun trækker linjer mellem digtning og Tanzanias historie og fremhæver særligt markante tidsepoker. Det politiske klima har nemlig altid haft en betydning for digtningen og for graden af ytringsfrihed, fortæller hun: ”Under kampen for uafhængighed trykte aviserne nationalis tiske digte. Det eksisterer stadig i dag.” Tanzanias populære nationaldigter Shaaban Roberts (19091962) brugte eksempelvis digte til at formulere, hvilket slags samfund der burde dannes efter uafhængigheden fra kolonimagten. Det nuværende, yngre parlamentsmedlem Zitto Kabwe, som især er kendt for at bruge Twitter til at advokere for sine budskaber, deler også egne digte med temaer som patriotisme og ansvar. ØGET SPILLERUM Nogle digtformer praktiseres stadig traditionelt i dag, mens noget har ændret sig i takt med globaliseringen og den generelle udvikling. Utenzi er et eksempel. Det er en bestemt form for digtrecitation, som kan dateres tilbage til 1700-tallet, men stadig bruges ved for eksempel bryllupper. Taarab – swahilidigte sunget til akkompagnement af større orkestre med mellemøstlige instrumenter – opføres stadig på traditionel vis. Men genren findes også i en nyere populærversion, moderne taraab, der må danses til, når de kvindelige forsangere og mindre orkestre med elektroniske keyboards optræder med tekster, der er kendt for deres detaljerede beretninger om sex og kærlighed. Da Tanzania vedtog et flerpartisystem i 1992, samtidig med at økonomien gradvist blev liberaliseret, blev der også åbnet mere op mod verden. Det gav øget spillerum for medier og kultur. Musikgenren Bongo Flava (Tanzanias kommercielle hovedstad kaldes populært ’Bongo’, som betyder ’hjerne’ – man skal altså være smart for at klare sig i millionbyen. ’Flava’ er swahilificering af det engelske ord ’flavour’) opstod i 1990’ernes Dar es Salaam, inspireret af amerikansk hiphop, og hersker stadig. Tanzaniske musikere tog den amerikanske musikstil til sig, men skrev tekster på swahili. Det gjorde den globale musikform lokal, og den kom til at fungere som talerør for unge. Bongo Flava breder sig i dag over mange genrer – men er også en del af spoken word-scenen i landet. BØLGE AF ORD Der sker spændende nye ting på kulturområdet i Tanzania, herunder spoken word, men om det ligesom kan kaldes en trend, er for tidligt at sige, mener Demere Kitunga. Flere ting har betydning for, om denne nye ord-bølge vokser i styrke eller går i sig selv. Den økonomiske vækst er én faktor. Godt nok stiger forbruget i Kenya, og forventningerne til, at Tanzania vil tjene penge på gasudvinding, er skyhøje, men vil det resultere i investeringer i kulturindustrien? I Tanzania er det ikke universiteterne eller forlagene, der kan tage æren for at sætte gang i kultur- og kunstmiljøet. I Kenya, hvor der er mere dynamik i kulturindustrien, ser det lidt anderledes ud. Spoken word drives frem af unge og yngre, der har overskuddet, og som tænder på at tænke ud af boksen. Teknologien og de teknologiske muligheder spiller også ind. Det er ikke de unge på landet, der lige nu bader sig i scenelys med ord. Det er et urbant fænomen. ”Indtil videre er spoken word i Tanzania kun udbredt blandt en mindre befolkningsgruppe, hvor ’kultur’ allerede er ’trendy’,” siger Demere Kitunga. • KULTUR Arv og udvikling smelter sammen Palæstinensisk hverdagsliv på museum ET KOMPAS. En møllesten. En portion hjemmelavet læbepomade. Det er tre ting, som betyder noget særligt for tre palæstinensere – og som måske bliver udstillet, når The PalePÅ ILHA DE MOstinian Museum slår dørene op i 2016. ZAMBIQUES bløde, Under overskriften ”Never-part” inviterer hvide sand står nogle museet palæstinensere verden over til at fortælle historien om de helt særlige ting, som de af Afrikas ældste har værnet om gennem dage og år, og som de bygninger: handelshuse, et hospital, en aldrig vil give fra sig. kirke og et fort fra Ideen er at præsentere et alternativt blik på Vasco da Gamas tid palæstinensisk liv, lidelse og standhaftighed og fremefter. Den mozambiquiske ø fik FN’s Kulturorganisations (UNESCO) 'verdenskulturarv'-stempel i 1991, og siden har stort set al byudvikling koncentreret sig om at bevare stenhusene og gøre dem så turist- og investeringsvenlige som tænkeligt, mens beboerne i macuti-bydelen med navn efter de kokospalmeblade, hustagene dér tækkes med, har fortsat livet i slum. Men sådan behøver det ikke være. En ny ph.d. af Silje Erøy Sollien fra Arkitektskolen i København beskriver, hvordan ENGANG KUNNE RØD maling få cenogså slummen kan få (og bør have) del i ud- suren i Myanmar/Burma til at konfiskere en vikling og forbedring kunstners arbejde, fordi farven blev opfattet – for eksempel ved at som voldelig og som en opfordring til modstand. gøre slummen til et Den tid er forbi, og kunstscenen i Myanmar aktiv i øens tiltrækningskraft gennem er i eksplosionsagtig udvikling, hvilket for eksempel ses i, at antallet af gallerier i Yangon ikke kun at fortælle på to år er steget fra et par stykker til 30. stenhusenes, men Kunstnerne folder sig ud på lærreder med også beboernes historier og overleveringer. skrappe farver, nøgne kroppe, påmonterede • /MR jernkæder, håndgranater og blottede genitalier. ved at fortælle historierne om tingene og deres ejere. Allerede nu – inden indvielsen af det fysiske museum i Birzeit på Vestbredden – udstiller museet virtuelt på sin hjemmeside. For eksempel kunstprojektet In the Presence of the Holy Spirit, som blev til i forbindelse med pavens besøg i Palæstina i juni 2014. Udstillingen kombinerer barokkens malede udgaver af bibelske scener fra datidens Palæstina med fotografier af nutidens Palæstina. Museet har været undervejs siden 1997, og overskriften på tegnebrættet var længe ”The Palestinian Museum of Memory”. Med ønsket om at fortælle både historiske og nutidige historier er ”memory” blevet slettet fra museets navn. • /Mai Rasmussen www.palmuseum.org 21/ Kunstboom i Myanmar Censuren har ikke længere nogen anledning til at kigge med. Det gør så til gengæld den internationale kunstscene. Med titler som Banned in Burma: Painting under Censorship og No Country vises myanmarsk kunst verden over på etablerede institutioner som Guggenheim i New York. Som mange andre steder forventer også Myanmars turistministerium, at kunstnerisk virke og frihed kan betale sig: Ministeriet forventer at tjene én milliard dollar i 2014. Det er lige knap en fordobling i forhold til 2012. • /MR FOTO: PASCAL DELOCHE/GOGONG/SCANPIX AGENDA Grafik DYB KRISE FEM ÅR EFTER DE ARABISKE OPRØR Den arabiske verden gennemlever store omvæltninger fra revolutioner til transnational ekstremisme. AF KARIN BERGQUIST 22/ ARABISKE OPRØR • De arabiske oprør handlede om retfærdighed, ytringsfrihed og arbejde – ikke om religion. Men øget arbejdsløshed og fald i vækst har presset landene, og mens gamle diktaturer er faldet (Tunesien, Libyen, Egypten, Yemen) eller truet, er der sket et fald i autoritetstroen, øget kriminalitet, vold og terrorisme. • Revolutionerne blev overtaget af islamistiske bevægelser og efterlod landene i mangel på poli tisk lederskab og legitimitet og øget splid mellem etniske grupper. Nordafrika er polariseret mellem verdsligt styre og islam, Mellem- østen mellem shia-og sunni-retnin- gerne af islam. • Unge araberes skuffelse over mislykkede revolutioner samt udelukkelse og undertrykkelse af moderate islamistiske bevægelser har radikaliseret den arabiske verden og banet vejen for Islamisk Stat (IS). • Samtidig vokser civilsamfundet, presser styrerne, og medierne mo- biliserer folkelig modstand. • /KB TUNESIEN: Efter de første frie valg og ny forfatning har Tunesien fået en ny sekulær regering, men det politiske klima er stærkt polariseret mellem islamisme og sekulære bevægelser. Men landet har dog også vist vilje til politiske kompromiser, folk tør tale åbent om politik, og civilsamfundet kræver ændringer. Omvendt er kriminalitet, vold og terrortrusler øget. LIBYEN: Efter Gadaffis fald kom de første frie valg, ny forfatning og overgangsregering. Men staten er fraværende, og der er ingen sikkerhed. Sekteriske bevægelser kæmper mod hinanden, islamisterne i Operation Daggry og de sekulære i Operation Værdighed. Libyen er på randen af borgerkrig med to rivaliserende regeringer og 400.000 på flugt. IS har indledt aktiviteter og rekrutterer unge over hele Nordafrika. EGYPTEN: Mubarak blev væltet af et bredt fredeligt oprør, efterfulgt af valg og militærkup. I dag er der folkelig støtte til general Sissis undertrykkende politik på grund af sikkerhedstrusler og korruption blandt Det Muslimske Broderskab. Retsopgøret og korruptionsanklager efter Mubarak er frafaldet. Men overgreb på det muslimske broderskab og forsoning med netværker fra det gamle regime kan radikalisere de revolutionære og øge rekruttering til IS. BAHRAIN: Efter kong Hamads overgreb på demonstranterne i 2011 følger hyppige demonstrationer for at reducere autoritet over regeringen og hæren, men mødes med hårde overgreb. Reformer er lovet, men landets shiitiske flertal kræver øget indflydelse i det lille sunni-styrede kongedømme. YEMEN: Fredelige oprør førte til Ali Salehs fald. Men den nationale dialog er gået i stå og valget udsat. Yemens svage stat sikrer hverken enhed eller sikkerhed i stammesamfundet. Iran-støttede shiitiske houtioprørere fra nord har overtaget det centrale Yemen, og separatistbevægelser kræver løsrivelse i syd-støttet af Saudi-Arabien. SYRIEN: Assads knægtelse af den folkelige modstand førte til radikalisering, borgerkrig og fødslen af IS i Irak. Borgerkrigen har medført 150.000 dræbte og ni millioner på flugt. De oprørske syrere har forskellige dagsordener, og borgerkrigen kan føre til en deling af landet. Frihedskæmpere arbejder især i eksil. Iran og Saudi-Arabien afgør, hvem der skal styre Syrien efter Assad. • 23/ Nordafrika og Mellemøsten TUNESIEN SYRIEN LIBYEN BAHRAIN EGYPTEN YEMEN > Interview HAVES: NY FRIHED ØNSKES: TRYGHED Efter revolutionens rus står sikkerhed nu øverst i Tunesien, og politiske rettigheder følger efter, siger kvindelig dommer, der ville være den første kvindelige præsident i landet og den arabiske verden. AF KARIN BERGQUIST FOTO: MOHAMED HAMMI/SIPA/SCANPIX 24/ KALTHOUM KENNOU, der er rådgiver ved højesteretten i Tunis, 55 år og mor til tre børn, udfordrede mange tunesiske sind og mandlige kandidater til præsidentvalget i Tunesien. Hun er især kendt for sit ihærdige arbejde for domstolenes uafhængighed, der blev straffet af præsident Ben Alis styre med rejseforbud, sagsanlæg og udsendelser til fjerne egne i landet. ”Jeg ønskede at vise, at man godt kan opstille som borger uden at være medlem af politiske partier. Som dommer må jeg ikke være medlem af et parti. I øvrigt er revolutionen udført af borgerne og ikke af politiske partier,” siger Khaltoum Kennou, der har brudt den psykologiske barriere for, at kvinder kan opstille til eksempelvis kommunalvalget. Modsat Egypten valgte Tunesien at etablere en ny forfatning før et præsidentvalg, og arbejdet tog flere år på grund af politiske konflikter. Forfatningen sikrer øget lighed mellem mænd og kvinder, også lighed i forhold til kvinders tilstedeværelse i valgte kommissioner og organisationer. Kennou ville også vise islamisterne, at tuneserne er klar til en kvindelig præsidentkandidat. På landet er der større modstand end i byerne. Derfor rejste hun rundt i hele Tunesien og samlede 17.000 underskrifter fra lige dele mænd og kvinder på cafeerne. Det gav nærkontakt med tuneserne i byer som Gafsa og Tozeur mod Algeriet, Kébili mod ørkenen og Tataouine mod Libyen. Opbakningen var størst fra unge mænd under 30 år og ældre over 50, mens de 30-50-årige var mere skeptiske. islamisterne efter drabet på to oppositionspolitikere og er aktive i fagforeningerne og i nye organisationer. Men der findes jo også islamiske kvindeorganisationer, der ikke arbejder for kvindens rettigheder,” understreger Kennou. Hun mener, at det er nødvendigt at styrke tunesiske kvinders tilstedeværelse i de politiske partier, da mange er kompetente og fortjener at lede partierne. Når kvinderne ikke selv søger indflydelse, må der sikres en bedre repræsentation i institutionerne før kommunalvalget. I dag er der 69 kvindelige parlamentsmedlemmer, altså 30 procent, men der var meget få kvinder øverst på partilisterne til valgene. Tunesiens forfatning er den mest progressive i den arabiske verden, når det gælder kvinders rettigheder, for eksempel forbyder den polygami og tillader abort. Det var Tunesiens første præsident, Bourghiba, der i 1950'erne, der indføjede kvinderettigheder i landets første forfatning. Men han brugte dem især til at bevise, at der var demokrati i Tunesien. Derfor taler man om statsfeminisme, for rettighederne er ikke kæmpet igennem. Mange tunesiske kvinder, især på landet, kender ikke deres rettigheder. Ergo gælder det om at lave kampagner over hele landet, mener Kennou. Ikke alle tunesiske kvinder ønsker dog at forsvare de individuelle rettigheder, men især familien. Mange tunesiske kvinder lever moderne liv og bor i byerne, andre traditionelle liv på landet. Skellet går ikke så meget mellem muslimer og sekulære. Nok bærer halvdelen af Tunesiens kvinder tørklæde, men tørklædet er ikke et tegn på undertrykkelse, mener hun. folk sige, at ”før spiste man i det mindste og levede i sikkerhed. Nu er vi frie og kan udtrykke os, men folk er sultne og har ingen penge”. “ Man hører folk sige, at ’før spiste man i det mindste og levede i sikkerhed. Nu er vi frie og kan udtrykke os, men folk er sultne og har ingen penge’. KALTHOUM KENNOU, rådgiver ved Tunesiens højesteret Nogle siger endda, at det var bedre under Ben Ali. Men de ved, at det er på grund af ham, at tuneserne ikke er nået længere. Vi er i en overgangsproces og spørgsmålet er, hvordan vi kommer igennem uden tilbageskridt. Den økonomiske situation er slem over hele verden. Men vi risikerer at miste muligheden for at skabe et demokratisk samfund. Islamisterne såvel som ikke-islamister er blevet mere realistiske og pragmatiske. De ved godt, at tuneserne ikke giver afkald på deres religion og heller ikke ønsker at leve i en islamisk stat, men i en stat for alle tunesere,” siger hun. Arbejdsløsheden rammer tunesiske kvinder hårdt, men de ansættes også på fabrikkerne, i tekstilindustrien og i landbruget, fordi de koster mindre. Ejerne foretrækker at få 10 kvinder til at arbejde i stedet for fem mænd. ”Det er en anden form for slaveri, for kvinden finder ikke et arbejde, hun kan leve af, så hun accepterer en meget lav løn. Selv om kvinder og piger har bedre eller samme eksamensbeviser som mænd, foretrækkes KVINDEVENLIG FORFATNING SIKKERHED FREM FOR ALT mændene ofte, især hvis kvinderne Tunesiens kvinder har været meget Lige nu søger den tunesiske kvinde er gift, fordi de forventes at tage sig aktive før, under og efter revolutioisær stabilitet, økonomisk og sundaf familien. Samtidig går piger ud af nen, i demonstrationer, i civilsamhedsmæssigt. Folk har ikke mulighed skolen før tid, hvis de er fra fattige fundet, i organisationerne og for at for at leve et værdigt liv, de mangler familier og har brødre, der går i skole. presse på for menneskerettigheder og arbejde og sundhed. Fysisk sikkerhed Tanken er, at pigen nok bliver gift, kvinderettigheder. vedrører også alle, for der er terrorog så skal manden tage sig af pigen. trusler både på landet og i byerne. De Derfor skal familierne hjælpes mate”De deltog også aktivt i arbejdet rielt, så pigerne går i skole i stedet for med at revidere den ny forfatning og politiske rettigheder er blevet noget demonstrerede massivt, da kvinders sekundært igen, efter at revolutionens at arbejde,” siger Kennou, der mener, at målet er at genskabe håbet for hele rettigheder var i fare for at blive rul- frihedsrus har lagt sig, selv for mænlet tilbage, for der var kampe internt dene, mener Kennou. den tunesiske ungdom, fordi mange i forfatningskommissionen ANC ”Sådan var det også under Ben er desillusionerede og tager til Irak under islamistpartiet ENNAHDA’s Alis diktatur. Man sikrede os mad og for at kæmpe. • regeringskoalition. Mange tunesiske sundhed, bare vi ikke talte om politik kvinder demonstrerede også imod og menneskerettigheder. Man hører 25/ > Legende OPRØR VED ET TILFÆLDE En tunesisk grønthandler, der satte ild til sig selv, blev gnisten, der antændte det arabiske oprør for snart fem år siden. Men der var tale om et uheld, siger lokale tunesere. AF KARIN BERGQUIST FOTO: LOUAFI LARBI/REUTERS/SCANPIX 26/ VED INDFALDSVEJEN til byen Sidi Bouzid i det centrale Tunesien står en kæmpe markedsvogn hugget ud i sten. Hen over soklen er skrevet: ’Don’t give up the fight’. Nedenfor sidder en lille dreng med sin fugl i et bur. Skulpturen er blevet symbol på frihed, revolutioner og oprør, der siden rullede hen over den arabiske verden. Men hvad skete der egentlig med den tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi? Skråt overfor på en lille plads med cafeborde, butikker og taxaholdeplads havde Bouazizi placeret sin grøntsagsbod gentagne gange på trods af klager fra lokale handlende og taxachauffører. Nær den store moske. Bouazizi solgte sine varer illegalt, som så mange unge i Sidi Bouzid. Han havde ingen højere uddannelse, selvom han ifølge legenden var en de mange unge tunesere med diplomer, som må hutle sig igennem ved at sælge grøntsager. Bouazizi var træt af ikke at tjene penge, så han trodsede forbuddet og selv efter flere bøder, nægtede han at betale. Da en kvindelig betjent fjernede hans grøntsagsvægt, blev Bouazizi rasende og de kom op at skændes. Han gik han til kommunen for at få sin vægt tilbage, men forgæves, og da han ville gå til guvernøren, blev han forhindret af sikkerhedsvagter. Det siges at være i dét øjeblik, hvor han hældte benzin ned over sig og truede med at ville brænde sig selv ihjel, hvis ikke han fik guvernøren i tale. Sikkerhedsfolkene nægtede fortsat, og pludselig havde ilden taget fat i Bouazizis krop. Hichem Amri, der er lærer på det tekniske universitet i Sidi Bouzid og kom forbi, lige efter at ambulancen med Bouazizi var kørt, præciserer nogle detaljer: MODEREN TIL DEN DØDE GRØNTSAGSHANDLER, MANNOUBIA BOUAZIZI, MINDES SIN SØN, SOM BLEV DET ARABISKE FORÅRS FØRSTE MARTYR. ”Ifølge lokale fik ilden fat i Bouazizis krop ved et tilfælde, da han ville brænde noget af i vrede. Guvernøren var travlt optaget af at forberede det regionale udviklingsråds-møde, som præsident Ben Ali skulle lede”. FLERE END 100 SELVAFBRÆNDINGER Bouazizi var på kant med mange, også sin egen familie, blandt andet fordi han var narkoman. Alligevel klagede Bouazizis mor til retten i Sidi Bouzid, men tabte sagen, og den kvindelige politibetjent gik fri, fordi advokaterne havde opfordret familien til at sige, at hun havde givet ham en lussing, hvilket vidner benægter. En lokal partileder brugte sagen til at angribe Ben Ali i en partiavis, og derfor blev sagen meget omtalt i medierne. De tunesiske medier fremhævede i øvrigt, at Bouazizi var veluddannet for at tiltrække opmærksomhed. Historien bekræftes af journalist Moez Jemai fra Gafsa nær Sidi Bouzid. Fra 2008-2011 arbejdede han på partiavisen Mawkef og arbejder nu for den uafhængige radio Kalima i Tunis med ansvar for den sydøstlige del af landet, inklusive Sidi Bouzidregionen. Siden er flere end 100 unge er døde ved selvanbrændinger i landet. Alene i december måned begik seks unge selvmord på den måde i byen Kairouan tæt ved. Den sidste var bare 14 år. De unge gør det på grund af konflikter med lærere, boligforhold, og så videre uden at kende konsekvenserne. • Fattige lande køber dyre våben I nogle tilfælde skyldes den, at høje råvarepriser har skæppet i statskassen. Desuden er der i flere lande ledere, som afstiver deres magtposition ved at købe avancerede våben. Eller lederne bruger våbenkøb, hvor mange penge skifter hænder, som et skjul til personlig berigelse. Men der findes også reelle trusler i visse afrikanske lande, der kan begrunde, at militæret bliver moderniseret. I Sahel og dele af MILITÆRUDGIFTERNE I AFRIKA stiEN NY ARABISK Østafrika hærger islamiske ekstremister. For menneskerettigheds- ger kraftigt, nemlig med 8,3 procent årligt. landene på Afrikas Horn er pirater en plage. domstol får trukket Blandt landene i førerfeltet i våbenkapløbet Og i Sydsudan er der ønsket om at kunne slå tænderne ud, alleer Angola (foto) og Algeriet. Det fremgår af et militært angreb fra Sudan tilbage. rede inden den skal en ny opgørelse, som er udarbejdet af det anDen militære oprustning er ikke uden sete svenske fredsforskningsinstitut SIPRI. tage stilling til den problemer. Den suger ressourcer fra statsbudgettet, som ellers kunne have været Oversigten er baseret på 2013-tal. første sag. Den Arabiske Liga fastlagde SIPRI-rapporten viser samtidig, at to tred- brugt på udviklingsformål. Desuden medføjedele af de afrikanske lande har øget milirer den risiko for, at autoritære ledere vender på et ministermøde tærudgifterne betydeligt det seneste tiår. våbnene mod politiske rivaler i hjemlandet – i september 2014 et Årsagerne til oprustningen varierer. og mod egen befolkning. • /Regner Hansen grundlag for en fremtidig arabisk menneskeretsdomstol, der er uden sikring af uafhængighed og faglighed. Derfor vil domstolen næppe give mening. Det mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW). Således er det kun lande – og ikke enkeltpersoner og private organisationer, som kan indgive klager til domstolen. Desuden er det besluttet at placere domstolen i Bahrain, hvor sikkerhedsstyrkerne begår alvorlige krænkelser, og hvor retsvæsenet er stærkt politiseret, påpeger Human Rights Watch. • /RH POLITIK Domstol uden bid Ringe retstilstand i Mellemamerika BESKYTTELSEN AF borgernes rettigheder og deres adgang til et retfærdigt og neutralt retssystem er meget dårlig i Guatemala og Honduras. Vilkårene er særligt ringe for de fattigste og mest marginaliserede grupper. Det fremgår af en rapport, som er udarbejdet af tre danske topjurister efter et besøg i Mellemamerika. Juristerne var udsendt af udviklingsorganisationerne IBIS og Folkekirkens Nødhjælp. Det hedder også i rapporten, at international støtte til lokale grupper i de to lande kan styrke dem i deres kamp for reelt demokrati, respekt for menneskerettighederne og en retsstat. • /RH 27/ FOTOS: COLOURBOX (NED.) & PASCAL GUYOT/SCANPIX (ØV.) AGENDA TEMA MIDT I EN REVOLUTIONSTID Analyse AFRIKANSK FORÅR BØR GIVE NYE DANSKE VINDE Burkina Fasos folkelige revolution er forlængst forsvundet ud af de vestlige mediers søgelys. Men konsekvenserne for både national, regional og international vanetænkning om afrikanske evighedspræsidenter fortjener alvorlig eftertanke og debat – også i dansk Afrika-politik. FOTO: THEO RENAUT/AP/POLFOTO 28/ AF JESPER BJARNESEN, SENIORFORSKER, NORDISKA AFRIKAINSTITUTET, UPPSALA AFRIKANSK FORÅR I OKTOBER STORMEDE DEMONSTRANTER BURKINA FASOS PARLAMENT OG SATTE ILD TIL HOVEDBYGNINGEN I PROTEST MOD PRÆSIDENT BLAISE COMPAORÉ, DER HAR HAFT MAGTEN I 27 ÅR OG VILLE ÆNDRE GRUNDLOVEN, SÅ HAN KUNNE BLIVE SIDDENDE. FREDAG 31. OKTOBER 2014 blev en historisk dag for Burkina Faso – et af Vestafrikas fattigste lande, men også en undtagelse af politisk stabilitet i en region præget af uro og konflikt. Efter tre dages omfattende demonstrationer blev den siddende præsident Blaise Compaoré tvunget til at gå af, efter 27 år ved magten. I dagene efter præsidentens exit var det svært at vide, hvilken vej magtspillet ville gå. To forskellige generaler og et kvindeligt parlamentsmedlem forsøgte at overtage rollen som midlertidig præsident, inden det lykkedes oberstløjtnant Isaac Zida at overbevise de fleste om, at han kunne bære ansvaret, indtil en overgangsregering kunne træde i kraft. Efter to ugers forhandlinger udnævntes en tidligere FN-ambassadør, Michel Kafando, som præsident for den overgangsregering, som nu har et år til at forberede et præsident- og parlamentsvalg. Forhåbningerne er, at overgangsperioden kan konsolidere en grundlæggende forandring af det politiske system i landet, som i næsten tre årtier har været kontrolleret af Blaise Compaoré og hans inderkreds i hæren og i partiet Kongressen for demokrati og fremskridt (CDP). Folkelige protester har ellers været forholdsvis sjældne under Compaoré, men i løbet af de seneste to-tre år er demonstrationerne blevet større og mere velorganiserede. Hvor man i 2011 og 2012 primært demonstrerede imod stigende fødevare- og benzinpriser og den omfattende arbejdsløshed, blev de i løbet af Compaorés sidste år ved magten gradvist rettet mod præsidentens forsøg på at gennemtvinge en grundlovsændring, som ville give ham en tredje valgperiode under den gældende grundlov og den femte i hans lange karriere som Burkina Fasos magtcentrum. 30. oktober havde det burkinske parlament planlagt et møde, hvor ændringen af grundlovens paragraf 37 (der begrænser præsidentperioder i landet til højst to valgperioder, red.) skulle drøftes. Dette blev dråben, der fik bægeret til at flyde over, og den ellers så splittede opposition og en lang række aktører fra civilsamfundet dannede en fælles front, som krævede præsidentens øjeblikkelige afgang. I de første nyhedsrapporter, der kom herefter, kørte en del inter- nationale medier stadig på den journalistiske automatpilot, når det gælder nyhedsbilledet af Vestafrika, og kaldte optøjerne i Burkina Faso for ”et militærkup”. I dagene efter 31. oktober begyndte denne pinlige fejltolkning dog at ligne en selvopfyldende profeti, i takt med at Isaac Zida udsendte kryptiske udtalelser om Den Afrikanske Unions (AU) trussel om sanktioner, hvis ikke ansvaret for overgangsregeringen overgik til en civil repræsentant. Heldigvis var både nationale og internationale aktører usædvanligt tydelige og vedholdende i deres krav, og de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab ECOWAS’ delegation, under ledelse af præsidenterne fra Ghana, Nigeria og Senegal, fik til sidst parterne samlet omkring forhandlingsbordet. Forhandlingerne mellem hæren, oppositionen og repræsentanter fra civilsamfundet resulterede i en overgangsaftale, som nu skal danne grundlaget for overgangsregeringens arbejde det kommende års tid. Billedet af endnu et vestafrikansk militærkup blev altså gjort til skamme, og både journalister og andre internationale observatører bør have røde ører og fået stof til eftertanke, når det gælder forudfattede opfattelser af vestafrikansk politik. FOLKELIG DOMINOEFFEKT Kan det folkelige oprør i Burkina Faso sprede sig i regionen og til andre dele af kontinentet? Der er unægtelig hårdt brug for grundlæggende politiske reformer og fornyelse i en lang række afrikanske lande. I Zimbabwe, Angola, Cameroun og det lille Ækvatorial Guinea har præsidenterne siddet ved magten længere end Blaise Compaorés 27 år. Både i Burundi, Congo-Kinshasa, Congo-Brazzaville og Benin har præsidenterne taget de første skridt mod lignende grundlovsændringer. I Togo gennemførte man i 2002 en forfatningsændring, som giver præsidenten et ubegrænset antal valgperioder. Men spørgsmålet om, hvorvidt disse lande kan hente inspiration til folkelige protester som dem, vi har set i Burkina Faso, kræver mere viden om den politiske opposition, civilsamfundets styrke og regimets brutalitet på landeniveau. Det er altså svært at generalisere om muligheden 29/ > for en regional eller kontinental dominoeffekt af folkelig mobilisering. Dog har oppositionen i Togo holdt protestmøder mod den gældende grundlov, og vi har set demonstrationer i Congo-Kinshasa mod en mulig grundlovsændring, hvor en demonstrant bar et skilt med teksten ”Det burkinske folk kunne, hvorfor kan vi ikke?” 30/ SÅ HVORFOR IKKE? Vi skal selvfølgelig også huske, at en folkelig revolution i sig selv ikke garanterer en grundlæggende demokratisering af det burkinske samfund. Som vi så i tiden efter det arabiske forår i 2011, så er det langtfra givet, at et nyt styre bliver mindre autoritært, og tiden vil vise, hvorvidt Burkina Fasos kommende politiske elite forvalter folkets stemme med den respekt, den fortjener. Når det er sagt, så er oprøret i Burkina Faso på mange måder resultatet af flere års gradvis mobilisering – og på den måde resultatet af en demokratiseringsproces på kommunalt niveau, som forhåbentligvis nu forplanter sig til den nationale politiske scene. “ Det burkinske oprør illustrerede i høj grad den internationale overbærenhed med afrikanske præsidenter, som er vokset fast på deres troner. FOTOS: STEEN OLE/POLFOTO Siden 2006 har kommunerne fået mere indflydelse, og dette har allerede medført en blomstrende græsrodsmo- bilisering samt en markant større valgdeltagelse. I 2007 var stemmeprocenten til parlamentsvalget på beskedne 56 procent, men i 2012 steg den til imponerende 76 procent, hvilket gav oppositionspartierne væsentligt større indflydelse. Så der er stadig grund til optimisme, når det gælder Burkina Fasos fremtid, på trods af at der historisk set har været meget langt mellem magthaverne og den brede befolkning. En anden form for potentiel regional eller kontinental bølge af politisk reform er mere nærliggende og løfter blikket fra den nationale politiske scene til en større sammenhæng. Det burkinske oprør illustrerede i høj grad den internationale overbærenhed med afrikanske præsidenter, som er vokset fast på deres troner. Og overbærenheden gælder i synderlighed de suspekte juridiske krumspring, som ofte ligger bag præsidentperioder på mere end 20 år. Compaorés forsøg på en forfatningsændring for at forlænge sin tid ved magten er udtryk for en strategi, der handler om at manipulere med lovgivningen for egen vindings skyld, men som også opretholder en vis grad af international legitimitet. Hvorfor tillades visse afrikanske ledere at sidde ved magten så længe, at mere end halvdelen af befolkningen aldrig har kendt en anden præsident? DANMARK OG BURKINA FASO • Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev i 1993 udpeget til programsamarbejdsland. • Hovedelementerne i samarbejdet er sektorprogrammer for vand og sanitet, landbrugsudvikling og uddannelse. • Der ydes også dansk støtte til makroøkonomiske reformer, generel budgetstøtte og til et program for god regeringsførelse med fokus på decentralisering, menneskerettigheder og ligestilling. • I 2013 modtog landet 270 millioner kroner i programbistand fra Danmark. vigtigste bilaterale samarbejdspartnere som USA og Frankrig generelt stillet sig tilfredse med, at Burkina Faso under Blaise Compaoré har fremstået som et stabilt land uden de store chancer for en væbnet konflikt. Og i forhold til internationale relationer har Compaoré været en af regionens mest indflydelsesrige ledere. Han har ikke bare haft en omfattende opbakning fra USA og Frankrig, men også haft en central rolle i regional politik, hvor han har været fredsmægler i en lang række konflikter, blandt andet i Elfenbenskysten, Guinea og Mali. NY INTERNATIONAL DAGSORDEN Disse regionale faktorer er specifikke for Burkina Faso, men tendenI en region, hvor Elfenbenskysten, sen til at foretrække en vis grad af Guinea, Liberia, Niger, Togo og for nylig Mali har været igennem forskel- overfladisk stabilitet frem for et reelt lige former for politisk vold og konfungerende demokrati gælder det flikt, har internationale aktører som internationale samfunds indstilling til FN, Den Afrikanske Union og også de flere afrikanske ledere. ET ÅR EFTER AT OPPOSITIONEN I BURKINA FASO HAVDE BOYKOTTET VALGET I 1998 I PROTEST MOD PRÆSIDENT COMPAORÉ — DER DENGANG HAVDE SIDDET PÅ MAGTEN I 12 ÅR EFTER ET KUP — FIK DEN BURKINSKE PRÆSIDENT KONGELIGT BESØG FRA DANMARK. En ønskelig effekt af oprøret i Burkina Faso kunne være, at internationale aktører som FN, Den Afrikanske Union, men også donorlande som Frankrig, USA, Storbritannien og Danmark, gør op med idéen om, at afrikanske demokratier spiller efter andre grundregler end vores egne. Det kræver ikke en krone af den burkinske statskasse – eller Danidas bistandsbudget – at lægge pres på Den Afrikanske Union til at gennemføre et universelt princip om, at en præsident højst kan sidde ved magten i to valgperioder. De afrikanske nationalstater er stadig ved at opbygge en demokratisk tradition og infrastruktur, og de fleste lande har langt svagere økonomiske forudsætninger for at sikre deres medborgeres muligheder for at deltage som velinformerede vælgere i udformningen af deres lands politiske fremtid. Men i forhold til Blaise Compaorés, og mange andre afrikanske lederes, mangeårige magtmonopol, er der faktisk ingen undskyldning. Frankrig har altid holdt hånden over Blaise Compaoré og bidraget til, at hans indsats i regionale fredsforhandlinger fik mere opmærksomhed end hans politiske one-man show på hjemmebane. I andre lande ser magtspillet givetvis anderledes ud, men tendensen er den samme: Det internationale samfund sidder i vid udstrækning fast i den koloniale forestilling om, at afrikanske lande skal civiliseres snarere end at tages alvorligt som ligeværdige politiske aktører med de samme internationale rettigheder og forpligtelser. BETYDNINGSLØSE VALG På den ene side er det altså langtfra sikkert, om end absolut muligt, at Burkina Fasos revolution kommer til at forandre livet på længere sigt for de hundredtusindvis af mennesker, som satte deres liv på spil i demonstrationerne mod Blaise Compaoré. Dette gælder selvfølgelig også for andre lande, hvor Burkina Faso kan I DE FØRSTE DØGN EFTER DET FOLKELIGE OPRØR MOD PRÆSIDENTEN I OKTOBER 2014 FORSØGTE FLERE UDEN HELD AT SÆTTE SIG SELV I SCENE I SPILLET OM MAGTEN – HER GENERAL NABÉRÉ TRAORÉ. tænkes at blive inspirationskilde til lignende protester. På den anden side spiller det internationale samfunds apati over for de afrikanske evighedspræsidenter en vigtig rolle i at opretholde en lige så forældet idé om, at de grundlæggende politiske spilleregler ikke rigtigt gælder i Afrikas unge demokratier. Og det er her, at den mest oplagte dominoeffekt bør ske. Det kræver ikke en krone af den burkinske statskasse – eller Danidas bistandsbudget – at lægge pres på Den Afrikanske Union til at gennemføre et universelt princip om, at en præsident højst kan sidde ved magten i to valgperioder. Dette krav var på dagsordenen, da oppositionsrepræsentanter fra otte afrikanske lande mødtes i Paris i dagene efter den burkinske revolution. Denne politiske tankegang burde allerede være almindelig sund fornuft, også fra dansk og andre vestlige staters side. Med meget små midler kunne det afrikanske forår blive en dominoeffekt af en ny dagsorden i forholdet mellem afrikanske ledere og det internationale samfund. At spille efter samme politiske grundregler inde- bærer ikke store omvæltninger i udviklingspolitikken. Arbejdet for god regeringsførelse og demokratisering handler jo om en gradvis omstrukturering af politiske institutioner og en medfølgende oplysning til borgerne i lande, hvor mange stadig går alt for lidt i skole. Den politiske infrastruktur kræver tid og penge. Men uden et tydeligere budskab om, at politisk deltagelse faktisk også belønnes i retfærdige valg, som ikke kun er lovlige ifølge landenes grundlov, men også garanterer, at ledere med hang til magtmisbrug udskiftes regelmæssigt, undermineres demokratiarbejdet på både nationalt og internationalt niveau. Jeg har, gennem min egen forskning, haft utallige samtaler med unge vestafrikanere, der siger, at præsidentvalg ikke spiller nogen rolle for deres egen livssituation; at national politik handler om elitens interne magtkampe, og at man ofte kender resultatet, længe inden folk går til urnerne. Det ville ikke være så svært at sende et nyt budskab til både afrikanske ledere og deres befolkninger: Evighedspræsidenternes tid er forbi; det afrikanske forår er over os. • BURKINA FASO ER ET AF VESTAFRIKAS FATTIGSTE LANDE, MEN OGSÅ EN UNDTAGELSE AF POLITISK STABILITET I EN REGION PRÆGET AF URO OG KONFLIKT. 31/ FOTOS: HEINE PEDERSEN/SCANPIX/DANIDA (NED.) & THEO RENAUT/AP/POLFOTO (ØV.) “ VÆRKER FRA VERDEN OUT OF AFRIKA AFRIKANSKE DOBBELTMÆND AF OMAR VICTOR DIOP, DAKAR HVORDAN HAR EUROPÆISKE malere fremstillet bemærkelsesværdige afrikanske mænd gennem kunsthistorien? Det undersøger den senegalesiske kunstner (f. 1980) gennem 12 billeder i værket Project Diaspora, hvor han har iscenesat gamle kunstværker i nye klæder. Ideen kom efter et længere ophold i Spanien, hvor han hele tiden blev konfronteret med sin ”anderledeshed”. Det fik ham til at interessere sig for dobbeltheden i at blive hyldet og anerkendt, men samtidig at være henvist til at være ”den anden”. En dobbelthed, som Omar Victor Diop mener, at både fortidens afrikanske mænd, foreviget på lærreder, og nutidens afrikanske stjerne-fodboldspillere har til fælles – derfor er fodboldrekvisitter en del af værket, hvor kunstneren i øvrigt selv er model. • www.omarviktor.com 32/ EL MORO. EN MAROKKANSK MAND, MALET I 1913 AF DEN CATALANSKE MALER JOSÈ TAPIRÒ Y BARÒ, DER VAR STÆRKT INTERESSERET I ORIENTALISME. 33/ JEAN-BAPTISTE BELLEY (1746-1805), SENEGALESER, BLEV SOM TO-ÅRIG SOLGT SOM SLAVE OG SENDT TIL DATIDENS HAITI. LEDEDE ET SLAVEOPRØR UNDER DEN FRANSKE REVOLUTION OG BLEV FOLKEVALGT TIL ØENS REPRÆSENTANT I DEN FRANSKE REPUBLIKS FØRSTE PARLAMENT. DON MIGUEL DE CASTRO, CONGOLESISK GESANDT FRA 1643-50 OG IKLÆDT DATIDENS PORTUGISISKE MODE, ARBEJDEDE BLANDT ANDET FOR AT FINDE LØSNINGER PÅ INTERNE KONFLIKTER I CONGO. > Livsstil SINGLEKULTUREN BREDER SIG I AFRIKA Et stigende antal afrikanske kvinder vender ryggen til ægteskabet og det klassiske afrikanske familieliv – de vil selv bestemme over deres liv og deres børn. AF KARITTE LIND BEJER, KILALA FOTO: PANOS/POLFOTO 34/ RACHEL GODLIVING SKRED FRA SIN KÆRESTE, DA HUN FANDT UD AF, AT HAN HAVDE KONE OG BARN. ANETH AKYOO HAR LEVET ALENE EMD SIN SØN I 14 ÅR. HUN SKAL IKKE GIFTES IGEN. relationen mellem tanzaniske mænd og kvinder. Til trods for at polygamien officielt er i kraftig tilbagegang, anser mange gifte tanzaniske mænd det stadig for naturligt at have en eller flere kærester uden for ægteskabet. Men fordi færre og færre tanzaniske kvinder er tilfredse med rollen som ’den anden kvinde’, er den ’uofficielle’ polygami forbundet med løgn. “ Jeg stoler ikke på mændene heromkring”. ANETH AKYOO fordi elektriciteten enten er forsvundet, som den ofte gør i byen, eller hun ikke har råd til at betale for den. Der har været flere kortvarige perioder, NEJ TAK TIL ET DÅRLIGT hvor pengene fra hendes tidligere job ÆGTESKAB som kaffeplukker på en af NordtanzaLøgnen og de konsekvenser, den kan nias mange store kaffefarme ikke slog til, og hun måtte bede sin mor, der føre med sig, kender 31-årige Rachel er enke og driver sin egen lille dagGodliving fra sit eget liv. I lighed ligvarebutik, om økonomisk hjælp. med Aneth Akyoo vil hun ikke giftes. Rachel Godliving har sønnen, Siden har Rachel Godliving skiftet syvårige Raheem med en mand, hun job og arbejder i dag hver eftermiddag og aften som tjener. Økonomien havde et forhold til i fire år og endda løber rundt. Sønnen bor hos Rachel boede sammen med et års tid. Men Godlivings mor i nabobyen Moshi, og da Rachel Godliving blev gravid og fortalte det til kæresten, afslørede han hver måned sender Rachel Godliving til gengæld, at han allerede havde en penge til Raheems forsørgelse. Hun besøger sønnen så ofte, hun kan. kone og børn at forsørge og umuligt Alligevel vil hun ikke giftes. Hvorkunne tjene penge nok til også at forsørge det barn, som Rachel Godliving for blive gift på elendige betingelser, når hun kan bestemme over sit eget ventede, fortæller hun. liv nu, spørger hun retorisk UdvikHan tilbød, at de to kunne fortlings udsendte. sætte med at være kærester, og at Rachel Godliving er dog klar til han så ville bidrage med den smule penge, han kunne skaffe hen ad vejen. at gøre én undtagelse, men det forudsætter nogle særlige og sjældne ”Jeg forlod ham med det samme. omstændigheder. Jeg ville ikke have en mand, der ”Jo. Hvis der sker et mirakel. Hvis havde en anden familie. Så vil jeg hellere klare mig selv,” siger hun. jeg møder en velhavende, ugift og Rachel Godliving lægger ikke skjul meget gudfrygtig mand, der virkelig på, at hendes liv ikke er nogen dans elsker mig. Men de er svære at finde,” på roser. Den etværelses bolig deler understreger hun og ser ud, som om hun med sin søster, maden er enkel hun ikke et sekund tror, at miraklet og bliver ofte tilberedt over trækul, vil indfinde sig. 35/ FOTOS: KARITTE LIND BEJER ANETH AKYOO VIL IKKE giftes. Det er der flere grunde til, at den 36-årige tanzaniske kvinde ikke vil. ”Jeg var forlovet med en mand i fire år, og jeg var meget forelsket i ham. Men da jeg blev gravid med vores søn, stak han af. Han nøjedes ikke med at forlade den by, vi begge boede i på det tidspunkt, han forlod helt regionen (Arusha-regionen, red.),” siger hun. Aneth Akyoo mener selv, at det var hendes forlovedes familie, der overtalte ham til ikke at gifte sig med hende, fordi de ikke syntes, at hun var ”god nok” til ham. Men hun ved det ikke. ”Jeg har ikke set ham, siden han forsvandt, og jeg er stadig ikke kommet mig over det,” siger hun. Bruddet mellem hende og hendes forlovede ligger langt tilbage. I dag er sønnen 14 år gammel, og Aneth Akyoo har levet og forsørget sønnen alene, lige siden hun blev forladt. Ikke fordi hun ikke kunne finde en ny mand i den lille by Kilala i det nordlige Tanzania, hvor hun bor. Men fordi hun ikke vil have nogen mand. Ifølge hende selv har hun ikke engang haft en kæreste, selv om hun med sin lille dyrefoderforretning, sit eget hus og kønne smil nok kunne finde en, hvis hun ville. ”Jeg er ikke interesseret. Jeg ønsker ikke nogensinde at opleve noget lignende igen, og jeg stoler ikke på mændene heromkring,” konstaterer hun tørt med henvisning til det dybe spor i landets kultur, som århundreders udbredt polygami har trukket i > FOTO: EMMANUEL BOBBIE BOB PIXEL STUDIOS 36/ Aneth Akyoos argument for at fravælge ægteskab fra lyder næsten ordret som Rachel Godlivings. Nemlig at hun nu selv bestemmer. Hun kan arbejde i butikken, så længe hun vil, og der er ikke nogen mand, der forventer af hende, at hun står klar med måltider i hjemmet to-tre gange om dagen, når det passer ind i hans dag at spise, fortæller hun. ”Det er stadig hårdt, men i det mindste bestemmer jeg over mig selv og mit barn,” siger hun. Aneth Akyoo og Rachel Godliving kan lyde som to sjældent sårede og uheldige afrikanske kvinder. Eller som enegængere udstyret med en større portion vilje og stædighed end flertallet af deres kønsfæller. Det er de ikke. De tilhører den stadig voksende gruppe af afrikanske kvinder, som af forskellige grunde vælger at leve alene. Nogle har aldrig været gift, nogle er fraskilte, nogle er enker, nogle er svigtet, nogle har bare aldrig mødt ’den rette’ og har haft økonomien og mulighederne til at forblive ugifte. “ Den ghanesiske tv-serie An African City handler på samme måde som den populære amerikanske tv-serie Sex and the City om fem rige singlekvinders frigjorte kærligheds- og sexliv. Blot er handlingen hensat til Ghanas hovedstad, Accra. Tv-serien er blevet enormt populær i Ghana. beskæftigelsesmuligheder for kvinderne i byerne, og også det langvarige massive fokus på kvinders rettigheder og uddannelse spiller ind ifølge forskerne. Men mens vi i Vesten har en forestilling om, at forandring næsten per automatik er ensbetydende med, at tingene bevæger sig ’i den rigtige retning’ og ’fremad’, så tager virkeligheden i Afrika sig anderledes ud, lyder det fra adjunkt på Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Universitet Lene Bull Christiansen, der forsker i køn og identitet i Afrika. KØNSRELATIONER UNDER OPBRUD ”Den her udvikling er enormt For bare 20 år siden ville det have klasseopdelt. Der er stadig store underklasser mange steder, og selv om været sværere for kvinderne at forsørge sig selv og eventuelle børn. Det kønsmagtrelationerne også ændrer ville også have været langt sværere sig der, betyder det ikke nødvenfor dem at få lov til at forblive ugifte, digvis, at mænd og kvinder får det fordi familien ville have presset hårdt bedre af den grund. Eksempelvis har Sydafrika stadig store problemer med på for at få dem gift, og dermed forsørget, igen. voldtægter og vold mod kvinder. I Aneth Akyoos egen mor, der Zimbabwe er de økonomiske landvindinger mange steder ikke slået forblev gift hele sit liv, tjente penge igennem endnu, og her står de unge til familien ved at sælge mælk fra veluddannede kvinder pludselig bade køer, som hun passede – for sin mand. Det var ham, der ejede køerne gerst i køen og føler, at de står med håret i postkassen. For de troede jo og jorden, de græssede på, fortæller på, at uddannelse ville være vejen til Aneth Akyoo. ligestilling. Men det er ikke så ligetil, ”Selv om hun havde villet, kunne når de ikke kan få et job,” siger hun. hun aldrig have forladt min far. Hun Mange steder på kontinentet sker ville ikke have kunnet tjene penge til der store økonomiske omvæltninger at forsørge sig selv og os børn. Jeg har nogle andre muligheder, end hun i disse år. Overklassen og middelklassen vokser i lande som Nigeria, havde,” siger hun. Kenya og Sydafrika, og det betyder, Kønsrelationerne og magtbalancen mellem mænd og kvinder er un- at både mænd og kvinder er mere der forandring i Afrika i disse år. Den veluddannede og har andre økonomistore forkromede undersøgelse af det ske muligheder end tidligere,” fortæller Lene Bull Christiansen. voksende antal singler mangler stadig, men en række forskellige mindre Sideløbende har afrikanerne fået forskningsbaserede undersøgelser langt større mulighed end tidligere fra lande som Zimbabwe, Sydafrika, for, via medier og populærkultur, at Kenya, Lesotho og Tanzania peger orientere sig i forhold til andre køns på, at de bliver flere. Migrationen normer end dem, de selv er vokset fra land til by skaber stadig større op med. Som et eksempel peger Lene Bull Christiansen på den ghanesiske tv-serie An African City, der, på samme måde som den populære amerikanske tv-serie Sex and the City, handler om fem rige singlekvinders frigjorte kærligheds- og sexliv. Blot er handlingen hensat til Ghanas hovedstad, Accra. Tv-serien er blevet enormt populær i Ghana, men ifølge Lene Bull Christiansen afspejler dens popularitet snarere det ungdomsoprør, der i disse år finder sted i det vestafrikanske land mod de traditionelle kønsroller og familienormer, end det afspejler, at mange kvinder genkender sig selv i de rige singlekvinder. FORANDRING, IKKE FORBEDRING Når det er nødvendigt med en dosis malurt i bægeret, er det, fordi der er meget langt fra de fem rige alenekvinders virkelighed i Ghana til singlekvinder som Aneth Akyoos eller Rachel Godlivings virkelighed. Ikke blot geografisk, men også økonomisk og socialt. ”Når kønsrollerne og kønsmagten ændrer sig på det afrikanske kontinent, har vi i Vesten en idé om, at kønsmagtrelationerne naturligt går imod mere lighed. Det passer ikke nødvendigvis i forhold til kønsrolleudviklingen i Afrika,” siger Lene Bull Christiansen. Afrikanske singlekvinder udgør en yderst uhomogen forsamling på nuværende tidspunkt i udviklingen ifølge leder af Center for Afrika-studier ved det amerikanske Oregon Universitet, Yvonne Braun. Hun forsker i kønsroller og social ulighed i Afrika og peger på, at mens afrikanske singlekvinder fra middelklassen og fra velhavende familier ofte kan nyde godt af de øgede uddannelses- og karrieremuligheder hele livet og opnå en vis grad af personlig og økonomisk uafhængighed, så er der en stor gruppe singlekvinder, som er rundet af andre kår. ”Især for singlekvinderne fra landet tegner der sig et andet billede. Her handler deres ugifthed ofte i højere grad enten om, at familien har valgt at sende dem til storbyen, hvor det er meningen, at de skal tjene penge og sende dem tilbage til familien, eller om, at kvinderne har gjort op med deres familie og brudt med dens normer for selv at forfølge de muligheder, som bylivet giver dem,” siger hun. Tilsammen er der dog næppe tvivl om, at der finder en bred kulturændring sted på kontinentet i forhold “ alkoholisme, men det har man jo alle steder i verden. Når man nu ser kvinder, der siger Når man nu ser kvinder, der fra over for vold og svigt, skyldes siger fra over for vold og svigt, det primært, at de har økonomisk skyldes det primært, at de har mulighed for det, og at de nu ikke økonomisk mulighed for det. længere bor i mindre lokalsamfund, hvor sociale normer og pres kan LENE BULL CHRISTIANSEN, FORSKER holde dem i relationer, som de er ulykkelige i. I storbyerne har kvinderne mulighed for at danne nye til kønsrelationer og familiestruktur, fællesskaber.” mener Yvonne Braun. Ironisk nok figurerer der ikke Men når Aneth Akyoo og Rachel noget videre i forskningen om de Godliving nægter at gifte sig blandt afrikanske singlemænd. Men når andet med den begrundelse, at de antallet af afrikanske singlekvinder ikke tør at stole på de tanzaniske stiger, burde antallet af afrikanske mænd, betyder det så, at det er de singlemænd så ikke også gøre det? afrikanske mænd, der ikke er fulgt ”Muligvis,” lyder svaret fra med udviklingen, og at de må oppe Yvonne Braun. Man ved, at mænsig for at gøre sig håb om at blive gift dene generelt lever kortere end kvinderne i store dele af Afrika, og i fremtiden? det kan muligvis medvirke til, at der ØKONOMIEN ÅBNER FOR ET VALG er færre afrikanske singlemænd end Ifølge Lene Bull Christiansen er der -kvinder. afrikanske feminister, som peger på, ”Det er komplekst. Der er ikke at de normer for ægteskab, som deres blevet forsket ret meget i mændenes mødre og bedstemødre har levet efter, ægteskaber eller mangel på samme. ikke holder i dag. Til dels fordi afrikanske singlemænd ”Mange peger på, at mænd ikke ikke i samme grad er blevet forbundet med sårbarhed og fattigdom, lever op til det ansvar, som de burde som kvinderne er, formoder jeg.” • tage i familien – og der er bestemt problemer med vold, utroskab og 37/ FOTOSERIE DRONELAND 38/ Pakistan DÉT GØR DRONER FOTOS: MASSIMO BERRUTI MÅLET VAR ET HØJSTÅENDE medlem af al-Qaeda, da missiler fra amerikanske droner bragede ned over et område i det nordlige Waziristan i Pakistan en fredag aften i september 2009. Det var Ramadan, og den 15-årige dreng Sadaullah Wazir og hans familie havde netop sat sig til rette i bedstefaderens hus for at bryde fasten, da missilerne ramte. Sadaullah Wazir (foto) mistede begge sine ben og det ene øje. Tre af hans familiemedlemmer døde. Ubemandede droner har udgjort en væsentlig del af den amerikanske kamp mod islamistiske terrorister i kølvandet på terrorangrebet i New York i 2011. Især i det bjergrige stammeområde Waziristan i det nordvestlige Pakistan, der er kendt for at være hjemsted for islamiske fundamentalister, herunder Taleban og al-Qaeda. Men hvad betyder de mange droneangreb for områdets civile befolkning? Det spørgsmål har i snart fire år været rammen om Berrutis fotoprojekt. ”Jeg ville forsøge at vise deres fysiske sår, men også at skildre de psykologiske traumer. En af de ukendte konsekvenser af at bo i områder, der er mål for droner, er i meget høj grad de fobier, der følger med, og det uundgåelige forbrug af stoffer, der tages for at dulme dem,” siger Berruti. • /ULM 39/ > DISSE TO SØSTRE ER FLYGTET FRA ET OMRÅDE MED MANGE DRONEANGREB OG BOR NU I DERES ONKELS HUS SAMMEN MED DERES MOR. SØSTRENES FAR ER DØD I ET DRONEANGREB, MEN DE VED DET IKKE ENDNU – MODEREN HAR IKKE KUNNET FINDE STYRKEN TIL AT FORTÆLLE DEM DET. 40/ MUHAMMED FAHEM QURESHI, 18 ÅR, STUDERENDE, VAR HJEMME, DA FAMILIENS HUS I 2009 BLEV RAMT AF TO DRONEANGREB, DER DRÆBTE HANS KUSINE OG TO ONKLER. SELV BLEV HAN HÅRDT SÅRET I MAVEN, MISTEDE SIT VENSTRE ØJE, OG ET STYKKE METAL BOREDE SIG GENNEM HANS RIBBEN OG SKADEDE HANS LUNGER. MUHAMMED LÅ PÅ HOSPITALET I 70 DAGE; FAMILIEN AFBETALER STADIG PÅ GÆLDEN FOR INDLÆGGELSEN. 41/ IJAZ AHMED, 20 ÅR OG STUDERENDE, MISTEDE SIN ONKEL OG FAR TIL FEM BØRN I ET DRONEANGREB I 2009, HVIS MÅL VAR NOGLE ARABERE. SIDEN HAR HAN HVER DAG BEDT FOR SIN ONKEL, OG FOR AT GERNINGSMÆNDENE MÅ BLIVE STRAFFET. > 42/ SALMAN KHAN, 15 ÅR OG SKOLEELEV, MISTEDE SIN FAR I ET DRONEANGREB, DER RAMTE LANDSBYENS JIRGA (KLANRÅD), SOM HAN DELTOG I. SALMAN KHAN VAR HJEMME, MEN STYRTEDE UD AF HUSET, DA HAN HØRTE EKSPLOSIONERNE. FADERENS LIG VAR SÅ MEDTAGET, AT HAN IKKE KUNNE GENKENDE HAM. SALMAN FORTÆLLER, AT MANGE ER BERØRTE AF ANGREBENE, SELV OM DE IKKE BLIVER RAMT DIREKTE – SKOLER LUKKES, OG FOLK BLIVER SYGE. SELV HAR HAN FÅET EN ALVORLIG HUDSYGDOM OG ER NU ALENE MED SIN MOR OG TRE SØSTRE. FAIZ MOHAMMAD, (HEROVER OG TIL HØJRE) 23 ÅR OG STUDERENDE, VAR PÅ VEJ TIL BØN I MOSKEEN I 2009, DA EN DRONE ANGREB EN JEEP PÅ VEJEN. HAN BLEV RAMT I RYGGEN OG PÅ BENET. HVER GANG HAN I DAG HØRER LYDEN AF DRONE, BLIVER HAN PARALYSERET AF FRYGT. MASSIMO BERRUTI Egentlig læste han biologi, men lidenskaben for foto fik for 11 år siden den italienske fotograf (f. 1979) til at skifte fag. Først begyndte den prisbelønnede Berruti at dokumentere blandt andet migration, forstadsliv og industridød primært i hjemlandet Italien og i Østeuropa. Men fra 2008 rettede han blikket mod Centralasien og især Pakistan, hvor han arbejder med fotoprojekter, der skildrer livet for mennesker i samfund under forandring. www.massimoberruti.net 43/ KARIM KHAN, 55 ÅR, OG FAR TIL OTTE BØRN, MISTEDE EN SØN VED ET DRONEANGREB I DERES LANDSBY. SØNNEN, DER VAR DEN ENESTE I FAMILIEN MED ET JOB, VAR UDE AT CYKLE, DA HAN BLEV RAMT. I RADIOEN FORLØD DET, AT FIRE “UDLÆNDINGE” BLEV DRÆBT. HAN FØLER SIG MAGTESLØS, HVER GANG HAN HØRER EN DRONELYD FRA HIMLEN, OG FORSTÅR IKKE, HVORDAN HANS REGERING FORTSAT KAN TILLADE DRAB PÅ USKYLDIGE. KULTUREN KORT TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD 44/ De kreatives Afrika Slå-håretud-beats Kritik af eksperttyranniet TV-SERIE: Da den nigerianskghanesiske forfatter Taiye Selasi gæstede Danmark i november 2014 i forbindelse med den internationale dokumentarfilmfestival Copenhagen Dox, viste hun en episode fra den dokumentariske tv-serie Afripedia. Selasi udgav romanen Ghana must go (Gå væk, Ghana) i 2013 og er producer på Afripedia. I København lagde Selasi op til en debat om ’hvordan vi taler om Afrika?’ Det er også omdrejningspunktet for tv-serien Afripedia, der er produceret af svenske Stocktown Films, som arbejder med at skabe en platform og visuel guide til kunst, film, fotografi, mode, design og kultur. Hovedkomponenten er fem tvafsnit, som følger kreative kunstnere i henholdsvis Ghana, Angola, Sydafrika, Kenya og Senegal. Den første episode Angola, blev vist på svensk tv i september 2014. De fem afsnit, der varer 28 minutter hver, bliver løbende tilgængelige på projektets hjemmeside, hvor der også vises trailere. • /Pernille Bærendtsen MUSIK: Den brasilianske trio Metá Metás seneste album, MetaL MetaL, indeholder 11 numre, som stikker i alle mulige retninger. Musikken byder på alt fra sambarytmer, punkede jazztoner til vestafrikansk high life. Metá Metá er ikke interesseret i at blive placeret i en bestemt musikalsk genre – de påberåber sig retten til at improvisere over inspiration fra mange kanter. Metá Metá har rødder i Bahia-regionen i Brasilien, hvor candomblé, den afro-brasilianske religion er udbredt blandt efterkommere af slaver fra Vestafrika. Det spirituelle har også influeret bandets musik, selv om det ikke er et omdrejningspunkt. Bandet samarbejder desuden med Tony Allen, den nigerianske trommeslager og master of Afrobeat, som spillede sammen med den legendariske nigerianske musiker Fela Kuti i 1970’ernes Lagos. Det høres tydeligt, og flere af numrene egner sig især til dansegulve, hvor man kan slå håret ud og skrue op på højeste volumen. • /PB BOG: William Easterly erkender i interviews i forbindelse med udgivelsen af sin seneste bog, The Tyranny of Experts: Economists, Dictators, and the Forgotten Rights of the Poor, at han gennem en stor del af sin karriere selv har ignoreret spørgsmålet om udviklingsarbejde styret af teknokrater sat over for udviklingsarbejde, der i større udstrækning tager udgangspunkt i fattiges rettigheder. Easterly var nemlig, med en karriere på 16 år i Verdensbanken, selv en af de teknokrater, han nu kritiserer. Han betegner imidlertid også sig selv som en ekspert, der er kommet på bedre tanker. Hans nyeste bog retter skytset mod regeringer og globale institutioner samt dem, han kalder de ”selvudråbte udviklingsguruer” som eksempelvis Bill Gates og Tony Blair. Easterly er professor i Økonomi samt leder af Development Research Institute ved New York University. Han er også forfatter til bøgerne The White Man's Burden og The Elusive Quest for Growth. • /PB AFRIPEDIA METAL METAL Instruktører: Teddy Goitom, Benjamin Taft, Senay Berhe Stocktown Films (2014) www.afripedia.com Kunstner: Metá Metá Mais Um Discos (2014) www.maisumdiscos.bandcamp.com THE TYRANNY OF EXPERTS: Economists, Dictators, and the Forgotten Rights of the Poor Følg @stocktown på Twitter Følg @stocktown på Twitter Forfatter: William Easterly Basic Books (2014), 416 s. www.basicbooks.com Følg @stocktown på Twitter Sociale medier DEM SKAL DU FØLGE AF PERNILLE BÆRENDTSEN BLOG/TWITTER/UDVIKLING/FORSKNING Aidnograf stiller skarpt på aktuelle udviklingstendenser. Tobias Denskus blogger om udvikling og kommunikation fra Malmø Universitet, hvor han underviser. Han uddeler hug til celebrity-ambassadører, analyserer fremtidige jobtrends for expats og undrer sig over, hvorfor seniorkonsulenterne er stille. INSTAGRAM/KENYA/ FOTOKUNST Smukkeste billeder fra Nairobis inderste. INSTAGRAM/LATINAMERIKA/HVERDAGSLIV/FOTO Hverdag i Latinamerika. TWITTER/MUSIK/ KUNST/SYDAFRIKA Tumi Molekane inviterer til debat. Asif Khan tager ikke kun billeder, han arrangerer også instawalks i Nairobi. Superdygtig og kreativ Instagram: @asayf Konceptet Everyday bruges globalt – her vises hverdagsbilleder, som fotografer har taget fra hele Latinamerika. Og her er tryk på hverdag. http://instagram.com/ asayf Instagram: @everydaylatinamerica Må en sydafrikansk mandlig musiker sidde på en trone, mens han holder to kvinder i hundesnor? Tweeps kritiserede Tumis seneste video, og han svarede igen på Twitter, blandt andet ved at bruge dette hashtag #IDOMAexplained, så andre kunne deltage i debatten. Godt eksempel på, hvordan mange kunstnere bruger Twitter og engagerer sig. Blog: www.aidnography.de over 50 års NGO-erfaring Tlf. 8723 1230 Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborg www.unitasrejser.dk • [email protected] Danskerne har generelt være tøvende over for at gå i krig med Twitter – også på udviklingsområdet. En gruppe deler dog tweets under hashtagget #dkaid, som er et godt sted at starte, hvis man leder efter en vej ind i Twitter og udvikling. Twitter: #dkaid #dkiverden #dkhum Twitter: @TumiMolekane ‘‘ raptim Instagram: @aidnography POLITIK/UDVIKLING Danske tweets om udvikling. member of raptim network ® 45/ værdi for pengene personlig service stor fleksibilitet Vi har ikke en finger at sætte på Unitas Rejser Ligegyldigt hvem vi ringer til af Unitas Rejsers medarbejdere, møder vi et professionelt team, som er klar til at hjælpe i enhver situation. Vi får en super behandling. Vores begejstring er stor. Hanne Lyngsø-Dahl HR support hos Røde Kors i Danmark Etiopien BULDRENDE VÆKST– OG ET JERNGREB OM MAGTEN 30 år efter sultkatastrofen i Etiopien boomer økonomien, og landet kurtiseres fra både øst og vest. Men blandt befolkningen i Etiopien ulmer utilfredsheden over den voksende afstand mellem rig og fattig i den autoritære østafrikanske stat. AF SVEN JOHANNESEN, ADDIS ABEBA FOTO: SVEN TORFINN/PANOS/POLFOTO 46/ VI MÅ BESTIKKE EN MEDARBEJDER I ADDIS ABEBA AIRPORT for overhovedet at komme ind i landet. Det er vores egen skyld. Kun tåber rejser til et af verdens fattigste lande uden kontanter overhovedet. Min rejsemakker og jeg var endda advaret om at medbringe de i alt 40 dollar til visa, men i tankeløs begejstring over endelig at komme af sted, får vi hverken vekslet penge i Kastrup eller i transitområdet i Cairo Lufthavn. På trods af navnet er vores visakort intet værd – vi kommer ikke ind i landet uden kontanter. Efter et par timers stadig mere desperat parlamenteren med de stoiske toldere hiver en ung, smooth og velklædt cheftype mig ud af mit limbo, forbi paskontrollen og de bevæbnede vagter og ind i ankomsthallen, hvor jeg får lov at hæve den lokale valuta, som jeg efterfølgende kan bruge til at købe 40 dollar af ham til dobbelt pris. “ Jeg læser ikke avis, og jeg ser ikke det statsdrevne tv, for det er ren propaganda. Og jeg lufter ikke mine politiske holdninger offentligt, det er for farligt KUNSTNER Transaktionen finder diskret sted ude på lufthavnens dunkeltfedtede pissoir, hvor den unge mand med et venligt smil lader det tunge bundt sedler forsvinde i jakkelommen, hvorefter jeg bliver fulgt tilbage til paskontrollen, hvor vi endelig kan betale for vores visa. Vi tumler søvndrukne ud af lufthavnen under den bankende morgensol, og snart glider vi gennem morgenmyldretiden i Addis Abeba, hovedstad i Etiopien. Et af verdens fattigste lande, hvor den årlige indkomst per person er på omkring 2.200 kroner, og over 80 procent af indbyggerne stadig lever på landet, hvor jorden mange steder stadig pløjes ved oksekraft. Men også et land med rivende økonomisk vækst på over ti procent årligt, byggeboom og galoperende urbanisering. Et land med flere indbyggere end Tyskland; et land, som er et kludetæppe af etniske grupper, der taler flere end 80 forskellige sprog. Et land med en rig kultur og en lang og stolt historie for skånselsløst og succesfuldt at have modsat sig alle udenlandske forsøg på kolonisering. Et land, der i dag er politisk hovedstad i Østafrika – hovedsæde for den Afrikanske Union (AU) og samtidig stedet, hvor en lang række internationale ngo’er har hovedkvarter for deres indsats i regionens konfliktzoner som Sydsudan og Somalia. STYRE MED JERNHÅND Måske er ordet ”land” i virkeligheden forkert at bruge, da Etiopien reelt består af en række forskellige delstater, som har væsensforskellige sprog, identitet og kultur, og som holdes sammen i et jerngreb af en stærk og dyb statsmagt. Siden 1991 år har Ethiopian Peoples Revolutionary Democratic Front (EPRDF) styret. Det enevældige parti dominerer alle dele af samfundet: økonomi, retsvæsen og medier ved hjælp af en omfattende sikkerhedstjeneste. "Jeg læser ikke avis, og jeg ser ikke det statsdrevne tv, for det er ren propaganda. Og jeg lufter ikke mine politiske holdninger offentligt, det er for farligt. Faktisk ville jeg aldrig tale til andre etiopiere, som jeg gør til dig, for jeg ved ikke, hvem der vil stikke mig til myndighederne. Er du for kritisk, risikerer du at få din karriere ødelagt eller komme i fængsel – i værste fald forsvinder du,” siger en kunstner, jeg drikker en kaffe med på en bar i hovedstaden. Som en del af byens frodige kulturliv færdes han blandt intellektuelle og journalister – og alle tager de deres forholdsregler, fortæller han. En turist fra et af verdens frieste og rigeste lande skal lige kalibrere sine forholdsregler. Kunstneren er ikke paranoid, men realistisk. Styret er brutalt. KUGLER MOD PROTESTER Ugen forinden befinder jeg mig i den lille bjergby Robe nogle hundrede kilometer syd for hovedstaden. Vi ankommer fra en lille uges trek i fire kilometers højde blandt ulve og ørne i en øde nationalpark i de jomfruelige Bale Bjerge. Efter at have vandret, sovet, spist og besørget i den fri natur afsondret fra civilisation og mobilsignal ankommer vi til den mindre provinsbjergby Robe. Oven på det sunde og primitive vildmarksliv vil vi ud og drikke os lidt fulde, men stemningen i 47/ byen er trykket, og folk advarer os mod at være ude efter midnat. To dage før vores ankomst har sikkerhedsstyrker skudt og dræbt studerende, der demonstrerede fredeligt mod regeringen. Universitetsområdet er stadig besat af militæret, forlyder det. “ Hver dag kan vi se nye anlægsprojekter og høre om nye investeringer og handelsaftaler. Samtidig kan vi se, at der vokser en stor afstand mellem de rigeste og resten af befolkningen. ETIOPISK MAND FOTOS: PETTERIK WIGGERS/PANOS/POLFOTO (NED.) & JENS NØRGAARD LARSEN/SCANPIX (ØV.) 48/ Ingen kender det præcise antal ofre, men dagen efter taler jeg med en underviser. Han fortæller, at omkring fem personer er skuddræbt i Robe, heriblandt en elev fra hans skole, der døde af tre kugler i brystkassen. ”Han var kun 20 år gammel, han elskede at dyrke sport, og han skulle netop til at starte på universitetet. Min religion siger, at vores død er forudbestemt, og at den dermed er Guds vilje. Men kan det virkelig være sandt?” SIDEN 2005, HVOR ET VALG ENDTE I NEDSKYDNING AF UBEVÆBNEDE DEMONSTRANTER, ER REPRESSIONEN KUN BLEVET VÆRRE I ETIOPIEN. HER PROTESTERER MUSLIMER I ADDIS ABEBA MOD REGERINGEN. spørger underviseren, inden han haster videre for at kondolere den unge mands familie. Udover de dræbte er et utal af sårede på hospitalet, heriblandt en femårig dreng, der blev ramt af en vildfaren kugle, mens han hentede brød. Protesterne brød ud som en protest mod EPRDF's vedtagelse af en ny tiårsplan for Addis Abebas udvikling. På grund af den økonomiske vækst og den hastige urbanisering inddrager den nye plan landområder fra de omkringliggende regioner. Med planen blev der pustet til kræfter, der er imod det hovedstadsbaserede EPRDF’s dominans over landets regioner. Protesterne spredte sig hurtigt til universiteter i hele landet, inden de blev slået ned af sikkerhedsstyrker. Ingen kender antallet af omkomne, men forskellige ubekræftede bud anslår omkring 25 dræbte på landsplan, skønt de officielle kilder kun melder om otte døde. ANTI-TERRORLOV OG CENSUR I det hele taget er det svært at få et fast greb om de faktiske omstændigheder omkring urolighederne. Ingen af de statskontrollerede etiopiske medier fortæller om protesterne, og da vi senere trasker gennem de mudrede gader i den solbeskinnede bjergby for at finde en internetcafé, fortæller folk, at myndighederne har lukket for internettet i hele byen for at forhindre demonstranter i at organisere sig på sociale medier. Igen er det en ubekræftet påstand. Men at styret er klar til at slå hårdt ned på oppositionen er langtfra noget nyt. Siden 2005, hvor et valg endte i nedskydning af ubevæbnede demonstranter, er repressionen kun blevet værre. Dengang havde Etiopien oplevet en relativt åben valgkamp, men da prognoser forudsagde en sejr til oppositionen, valgte regeringen at erklære sig selv som vinder og at forbyde demonstrationer. Under de efterfølgende protester blev cirka 200 ubevæbnede demonstranter massakreret i Addis Abebas gader og tusindvis fængslet. I 2009 fulgte vedtagelsen af en anti-terrorlov så vidtgående, at den har lukket kritiske aviser og sendt journalister og systemkritikere bag tremmer eller i landflygtighed. Da den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i slutningen af april besøgte landet, fængslede styret seks bloggere og tre journalister. I 2012 blev to svenske journalister løsladt efter at have været fængslet i 14 måneder, og Etiopien ligger nede på en 143.-plads på listen over den globale pressefrihed. Samtidig forsøger partiet i disse år at få stadig større kontrol med landets uddannelsesinstitutioner, lige fra folkeskoler til universiteterne, hvor man i stigende grad kræver, at undervisere følger centraliserede og regeringsvenlige læseplaner. UTILFREDSHED MED REGERINGEN Og det er måske ikke så underligt, at EPRDF i disse år forsøger at stramme grebet. For selv om befolkningen holder lav profil om politik i den offentlige debat, er de ikke blege for at kritisere styret i private samtaler på gaden, i busser eller på byernes mange kaffeog ølbarer, hvor man som udlænding let falder i snak med folk. Efter en måneds samtaler kan man tydeligt fornemme, at folk er utilfredse med regeringens politik og bekymret over den voksende økonomiske ulighed. I et land, hvor månedslønnen for en offentligt ansat er omkring 3.500 Birr (under 1.000 kroner), er folk fra høj MARY OG MOGENS. DANSK BESØG FEBRUAR 2015 I ET ETIOPIEN, HVOR AFSTANDEN MELLEM RIG OG FATTIG VOKSER I TAKT MED VÆKSTEN. til lav ganske enkelt stærkt utilfredse med den måde, den økonomiske vækst fordeles på. ”Hver dag kan vi se nye anlægsprojekter og høre om nye investeringer og handelsaftaler. Samtidig kan vi se, at der vokser en stor afstand mellem de rigeste og resten af befolkningen. Det er et stort problem,” siger en nogle og fyrreårig mand, efter at han stolt har inviteret mig til at besøge sin hjemby i det nordlige Etiopien. ”Addis i dag er helt anderledes, end da jeg første gang var her i 2008. Dengang var byen meget mere rolig, og du kunne ikke få ret mange varer i butikkerne, udover de helt basale ting,” fortæller en ansat i en europæisk ngo, som bor og arbejder i Addis, og som har et indgående kendskab til landet. ”De sidste års økonomiske udvikling har betydet, at man i dag kan købe billig kinesisk elektronik overalt. Samtidig ser du fremkomsten af en lille, ekstrem privilegeret økonomisk overklasse, der lukrerer stort på den nuværende politik. Problemet er, at den økonomiske vækst ikke kommer den almindelige etiopier til gode. Tværtimod lider han under de sene- ste års prisstigninger på eksempelvis fødevarer. På trods af regimets propaganda er den almindelige borger udmærket klar over, hvad der sker i landet, og selvfølgelig er han bekymret,” siger den europæiske ansatte. mig for, at det er hurtigere at gå de sidste kilometer til mit møde, og følges med en jævnaldrende mand, der viser sig at være embedsmand i et ministerium. Ikke at han just er loyal over for sin arbejdsgiver. ”Regeringen taler hele tiden om KINESISK INDFLYDELSE økonomisk vækst og udvikling, men Et andet konkret tegn på det økonomi- jeg oplever ingen fremgang. Min løn ske opsving er den enorme mængde er lav, og tingene bliver hele tiden byggeprojekter i hovedstaden. Der dyrere. Allerhelst vil jeg gerne flytte. anlægges veje og bygninger i et forJeg kender etiopiere i både Europa og rygende tempo, og landbefolkningen USA,” fortæller han, mens vi går forbi strømmer til byerne for at arbejde i de mange rækker af fangede biler. byggebranchen. På den store centrale plads foran Et af regeringens helt store presti- Stadium, som normalt er et knudegeprojekter er en ny toglinje tværs punkt for byens bustrafik, finder vi årgennem hovedstaden. Arbejdet vare- sagen til trafikproppen. Modsat vores tages af en kinesisk entreprenør og forventning skyldes den ikke arbejdet forårsager jævnligt strøm- og vandmed togbanen. Den solvarme plads afbrydelser samt afspærringer af veje er ryddet for det sædvanlige kaos af og gader med store trafikpropper busser, taxier, minibusser, pendlere og til følge. En gloende eftermiddag gadesælgere. I stedet er kalashnikovhavner jeg selv i en af dem, da den bevæbnet og camouflageklædt mandskab fra det føderale politi opmarminibus, jeg befinder mig i, pludselig stopper. Da billetknægten hiver cheret med få meters mellemrum på sidedøren op og springer ud i den begge sider af den lange vej, der går stillestående trafik og slentrer over til forbi pladsen. Ligesom pladsen er den en gadehandler for at købe sig en ap- normalt travle hovedvej ryddet for trapelsinvand, ved jeg, vi kommer til at fik, men pludselig hører vi sirener og sidde her et stykke tid. Jeg beslutter ser en lang kortege af enorme firhjuls- 49/ trækkere med tonede ruder komme drønende. Vi står på sidelinjen, under skarp overvågning af soldaterne og ser kortegen passere. Bilerne er udsmykket med både etiopiske og kinesiske flag. Hele postyret skyldes altså et statsbesøg fra Kina, der i de senere år har udvist stadig større interesse i den østafrikanske stat. “ En stor del af de anlægsprojekter, som regeringen starter, bliver udført af kinesiske firmaer. Europæiske og amerikanske leverandører er meget dyrere, men til gengæld også bedre. Meget af det, kineserne laver, er af lav kvalitet, men det er, hvad vi har råd til REGERINGSANSAT FOTO: PETTERIK WIGGERS/PANOS/POLFOTO 50/ ”En stor del af de anlægsprojekter, som regeringen starter, bliver udført af kinesiske firmaer. Europæiske og amerikanske leverandører er meget dyrere, men til gengæld også bedre. Meget af det, kineserne laver, er af lav kvalitet, men det er, hvad vi har råd til,” Siger den regeringsansatte beklagende, mens vi slentrer forbi de mange soldater. Og det er endnu en udbredt kritik, man hører: Etiopien bliver oversvømmet af billige kinesiske varer af elendig kvalitet. ”It's rubbish,” som en midaldrende mand med somalisk baggrund tørt konstaterer. På trods af menigmands skepsis over for den kinesiske omfavnelse kan jeg på mit hotel dagen efter læse i den regeringskontrollerede The Daily Monitor, at VIP´en i bilkortegen var den kinesiske premierminister, Li Kequiang, der i Etiopien underskrev hele 16 forskellige handels-, låne- og investeringsaftaler. I artiklen udtaler Li Kequiang, at: ”Kina vil ikke kolonisere Afrika, som Vesten gjorde førhen, og er ikke interesseret i den såkaldte neokolonialisme. Kina vil udelukkende formidle støtte til Afrika og hjælpe med dets udvikling. Vi tager fra Afrika, men vi glemmer ikke at give tilbage.” FREMSKRIDT ER FAKE Ud over det igangværende togprojekt er kineserne engageret i at bygge kraftværker og veje, samtidig med at de investerer i industri og landbrug. Ki- KINAS INDFLYDELSE I AFRIKA VOKSER – OGSÅ I ETIOPIEN, HVOR KINESERE STÅR FOR EN DEL ANLÆGSARBEJDE, MEN OGSÅ ÅBNER FABRIKKER SOM DENNE SKOTØJSFABRIK I BYEN DUKEM. nesiske investeringer i Etiopien nåede i 2014 op på over en milliard dollar. Det er også Kina, der har finansieret bygningen af den Afrikanske Unions (AU) hovedkvarter i Addis Abeba. Samtidig med den øgede kinesiske indflydelse er Etiopien tæt forbundet med Vesten, blandt andet som strategisk vigtig allieret i den såkaldte krig mod terror, hvor landet har et tæt samarbejde med USA's militær og efterretningstjenester. Samtidig har landet netop optaget et lån på 380 millioner dollar fra Verdensbanken. Penge, der primært skal gå til udviklingen af infrastruktur og udvikling af de etiopiske storbyer, der tiltrækker stadig flere borgere fra de forarmede landdistrikter. Mens landets elite således dygtigt satser på flere heste i bestræbelserne på at modtage investeringer, er det småt med stater, der kritiserer landets stadig mere autoritære udvikling. Kineserne blander sig af gode grunde ikke i andre landes menneskerettighedskrænkelser, og de vestlige regeringer har ikke råd til at skubbe en allieret stat fra sig, lyder et udbredt ræsonnement. Meget karakteristisk anklagede menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch i marts det etiopiske styre for at spionere på sine borgere ved hjælp af både vestlig og kinesisk overvågningsteknologi. Således har styret sikret sig mod kritik, på trods af at det fører en politik, som en stor del af befolkningen er uenige i. ”Fremskridtet er fake,” siger kunstneren over sin kulsorte kaffe. ”Den almindelige borger kæmper for at klare sig, mens en lille elite scorer profitten. Alle ved det, men ingen kan sige det højt.” Næste år er der igen valg – indtil videre tyder alt på, at EPRDF fortsætter ved magten. Men i befolkningen ulmer utilfredsheden, selv om kun få uden for den fremgangsrige og autoritære stat hører om den. • ETIOPIEN • Er en demokratisk republik med et flerpartisystem, men styres reelt af partiet EPRDF, der sammen med sine støtter fik 99,6 procent af stemmerne ved sidste valg. • Det seneste årti har landet haft en gen- nemsnitlig årlig vækst på 10,7 procent. En vækst, der primært har fundet sted inden for service og landbrug. • Fra 2005 til 2010 faldt andelen af ind- byggere, der lever i ekstrem fattigdom, fra 38,6 til 29,7 procent. Sundhed 5 LANDE MED LANGT TIL VANDHANEN 88 procent af verdens befolkning skal have adgang til rent drikkevand, lyder et af FN’s 2015 Mål – og det er nået. Men millioner Men millioner mangler stadig. Mød fem lande, hvor højst halvdelen af befolkningen kan drikke rent vand. AF REGNER HANSEN 5. TCHAD (51 procent) Den nordlige del af Tchad er ørken, hvilket giver dårlige naturlige forudsætninger for en ordentlig vandforsyning. Mulighederne er umiddelbart bedre mod syd. Her ligger Tchad-søen. Imidlertid er Tchad-søen skrumpet til en tyvendedel i størrelse på 40 år, fordi der er blevet tappet kraftigt af den til kunstvanding i landbruget. 4. MADAGASKAR (50 procent) Madagaskar er kendt for sit rige og varierede dyreliv. Men når det gælder økonomi, er landet meget fattigt, og det påvirker en række basale servicefunktioner, herunder vandforsyningen. Halvdelen er uden rent vand, og mere end fem sjettedele har ikke noget ordentligt toilet. Mange småbørn dør af diarré. 3. MAURETANIEN (50 procent) 20 år med tørke i ørkenlandet Mauretanien har sendt befolkningen ud på en søgning efter steder med vand. Mange tidligere nomader har bosat sig i slumkvarterer ved byerne. Vandet bliver typisk leveret i store dunke og er ofte urent. WHO anslår, at mange dødsfald – især blandt børn – kan føres direkte tilbage til dårlig vandkvalitet og mangel på sanitet og hygiejne. serviceydelser. Uddannelsesniveauet med hensyn til hygiejne er lav. Hertil kommer, at landet hyppigt er udsat for store omskift i vejret – kraftig nedbør efterfulgt af lang periode med tørke. * Procenten i parentes angiver andelen af befolkning med adgang til rent vand i 2012. 2. MOZAMBIQUE (49 procent) De seneste år har regerin- Kilde: WHO og UNICEF gen i Mozambique gjort en betydelig indsats for at VAND OG 2015 MÅLENE forbedre vandforsyningen i hovedsta• Ifølge målene skulle 88 procent af den og andre større byer. Men der er stadig enorme problemer i landområ- verdens befolkning have en sikker derne, hvor næsten to tredjedele af be- forsyning af rent vand enten i rør og haner i hjemmet eller i brønde eller folkningen lever. Den dårlige adgang kontrollerede kilder meget tæt på. til vand og sanitet påvirker levevilkårene så meget, at den gennemsnitlige Ved udgangen af 2012 havde 89 procent denne adgang til rent drikkevand. forventede levealder kun er 49 år. 1. PAPUA NY GUINEA (40 procent) Papua Ny Guinea har en klar bundplacering på listen over adgangen til rent vand i verdens lande. Årsagen er først og fremmest, at det er et meget fattigt land, hvor hovedparten af befolkningen bor i landområder, som det er vanskeligt at nå med offentlige • Adgang til rent vand medvirker til at mindske dødsfald og sygdomme, der er forårsaget af bakterier og anden forurening. • Godt 750 millioner mennesker på kloden har stadig ikke adgang til rent drikke- vand. • Hovedparten er fattige og bor i landområder. 51/ 52/ FOTOS: KATJA KREDER/AWL/POLFOTO Kronik “I DETTE LAND GRÆDER JEG HVER DAG“ Som barn mødte Anne Lise Marstrand-Jørgensen rare etiopiere hjemme hos sin farfar – forretningsforbindelser på visit i Danmark. Nu er forfatteren selv rejst med sin familie til Etiopien, hvor hendes nye roman skal foregå, og skriver rejsebrev hjem til Udvikling. AF ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN, FORFATTER “ Alt siver ind i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver træt af at betragte, de kaotiske byer, lave huse langs vejen, støvet, mørket, lyn og torden om natten, facader i gul og lilla, grøn og lyserød, kobolt og orange. DET ER EFTERMIDDAG, det er midt i oktober, vi sidder på en plæne ved bredden af Tanasøen. Regntiden er ved at være forbi, græsset svupper af væde. Solen brænder sådan, den brænder og brænder og danser og flimrer i overfladen på den lysebrune sø, hvor der bor flodheste og pelikaner og krokodiller. Vi er trætte og lykkelige, vi har rejst så langt med fire børn for at komme hertil. Vores yngste er to år, hun vil se bananpalmerne, hun vil kun sidde hos mig, hun vil hjem til Nørrebro. Lille, myldrende menneske, klæbrig af solcreme og sved, solhatten ryger af, hun spiser brød, så der er krummer overalt, hun tværer mudder af på mine ben, skraber mig med sine skosåler. Vi sidder under et figentræ. Det er fire hundrede år gammelt, siger Haile, som er vores vært, hans navn betyder styrke. Figentræet breder sin skygge over os, jeg kan ikke få øje på en eneste frugt. Jeg går på toilettet for at børste krummerne af, for at få et øjebliks ro. En gammel mand spørger mig, hvor vi kommer fra, jeg svarer, han lægger hånden over sit hjerte: Welcome to Ethiopia, siger han, og jeg bliver så rørt, at jeg får tårer i øjnene. I dette land græder jeg hver dag, selv om jeg ikke er ked af det. Alt siver ind i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver træt af at betragte, de kaotiske byer, lave huse langs vejen, støvet, mørket, lyn og torden om natten, facader i gul og lilla, grøn og lyserød, kobolt og orange, den globale uretfærdighed smækket lige op i ansigtet på os, mennesker og dyr, der vandrer langs alle veje, børn, der spiller fodbold med en kugle lavet af aviser og snor, der går langs vejen med plastiksko, lyserøde skoleuniformer, stofnet med hæfter over skulderen, børn på alder med vores yngste, som vogter dyr med deres ældre søskende, kirker med kor af brune engle, det grønne, det frodige, glæden over at være til, være lige her. Og møderne. Al den venlighed, nysgerrighed, hjertelige latter. På et marked peger de fingre ad os, ler med nakken tilbage, ler og ler, og det er en smittende latter, så vi selv kommer til at le. Haile siger, det er usædvanligt, at familier rejser sådan, at der ikke er mange, der har små børn med. Og den yngste sidder på min ryg i sin bærestol, det sneblonde hår, de komiske blå øjne, og de kysser hende, krammer hende, tager hende op, når de får chancen. Hun kysser igen, hun gemmer sig hos sine ældre søskende. Hun gengælder deres begejstring på sit eget sprog og råber: Se, de har helt mørke læber. Se, mor, se, se, se. FARFAR OG MUHAMMED Jeg er i gang med at skrive en roman, der foregår i den nordlige del af Etiopien for 3.000 år siden. Den bygger på historier, der går igen i Det Gamle Testamente, Koranen og etiopiske nationalsagn. Jeg har lidt af angst, indtil jeg var i trediverne, nu fylder det næsten ingenting, men tanken om at rejse hertil gjorde mig så rædselsslagen, at jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at det ville være nok at se billeder og læse fagbøger. I begyndelsen troede jeg næsten, at angsten var fornuft. Det var let at finde folk, der bakkede mig op i det: Der er så mange sygdomme, det er så langt væk, den lille er to år, tænk på terrorrisikoen fra Al Shabaab, tænk på indkøbscentret i Kenya. En formiddag stod det klart for mig: Dels var Etiopien det eneste sted, jeg havde lyst til at rejse hen, dels var alle de risikoberegninger en form for angst, lusket forklædt som fornuft. Og kuren mod angst kender jeg: Gør det, din irrationelle frygt forbyder dig. Gør det så ofte og så meget, du kan. Et kvarter efter havde jeg købt billetter til Addis Abeba. Jeg ringede først til min mand bagefter. ”Nu har jeg gjort det,” sagde jeg. ”Så tager vi af sted,” svarede han. 53/ > > Jeg er drevet af vild og uforståelig længsel – ikke kun efter de landskaber, jeg skriver om i min bog, ikke kun efter at kende landets historie, men også efter noget, der er svært at sætte ord på, og som jeg ikke forstår. “ På 70’ernes billeder fra jul, påske, nytår sidder jeg på skødet af Muhammed og ler. Jeg var tre, fire, fem, seks, syv år. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan huske følelsen af at sidde så trygt i hans arme. FOTO: ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN 54/ På vej tilbage over plænen ser jeg dem på afstand, min familie under figentræet. Jeg ser min rigdom, mine fire børn, min mand, min kærlighed. Jeg har aldrig følt mig mere tryg på en rejse end her. Vi møder hele tiden nogen, der vil tale med os, hjælpe os, byde os velkommen. De samtaler spænder et sikkerhedsnet ud under sjælen. Min farfar rejste her for halvtreds år siden. Hans etiopiske forretningsforbindelser blev til personlige venner. Da Haile Selassie blev væltet, og marxisterne kom til magten i 1974, kontaktede en af dem min farfar og bad ham om at tage sig af hans lillebror, der skulle studere i København. På 70’ernes billeder fra jul, påske, nytår sidder jeg på skødet af Muhammed og ler. Jeg var tre, fire, fem, seks, syv år. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan huske følelsen af at sidde så trygt i hans arme. Engang var der et ældre familiemedlem, der drillede ham med hans hudfarve. ”Kan du se, han ikke har vasket sig ordentligt,” sagde hun, ”han er jo helt beskidt.” Jeg var fem år og tænkte, hun måtte være dum. Muhammed smilede bare, jeg syntes, det var så flovt. Jeg får stadigvæk ondt i maven ved tanken. Gjorde man sådan i 70’erne? Sagde man virkelig sådan? Muhammeds familie kom med gaver til mine bedsteforældre. Hovedskamler af udskåret træ, liturgiske musikinstrumenter, farvestrålende flettede kurve, tunge messingarmbånd. Engang forærede de os nogle koptiske malerier. Muhammed var lav og buttet, billedet var blevet hængt op over spisebordet, han stod på en stol og forklarede os, hvad det forestillede. Jeg forstod ikke meget af det: Nogle rejste den ene vej, andre den anden. De sov sammen i hytter. Han stavede sig gennem ord på gheez, den etiopisk koptiske kirkes sprog. Haltende, leende, ”det er noget med,” sagde han, ”der står vist: Her ligger hun, her kommer han, her tager han tilbage, her er deres baby.” Sidste år fandt jeg ved et tilfælde en bog, der beskrev historierne i billederne. Det føltes som en mavepuster, ugen efter var jeg i gang med min roman. FIKTION OG VIRKELIGHED I dag spiser vi i figentræets skygge, vi samler kræfter. Om to timer græder et af de store børn over verdens uretfærdighed, lige nu spiser de lammekød i stærk sovs og taler om myg, insekter, kryb. Om to timer græder en af dem over dem, der ingenting har, dem, vi møder hele tiden. Græder, fordi jeg fortæller, hvor mange børn der dør af sygdomme, der let kunne behandles. Af malaria for eksempel, og vi deler piller ud ved aftensbordet, de smager så grimt, at vi kun kan få den i den lille ved at gemme den i kager, flødeskum, sødt brød. Om to timer græder et af de store børn, og jeg tænker, at den slags tårer er rejsen værd. En uge senere har vi tilbragt natten i Simienbjergene. Vi ankom i gråvejr og bygeregn. Hytterne falder ind i landskabet med græstag og lervægge, vinden suser op fra dalen. Vi gik tur i solnedgangen, tunge skyer, blæk, indigo, flænger af rødt og orange. Et skjold af solceller skal forsyne lodgen med elektricitet og varme, men solen skinner kun om formiddagen. De tænder for strømmen, når solen går ned, vi krøb sammen foran pejsen i hovedbygningen, vi spillede kort og drak stærk etiopisk kaffe. Efter aftensmaden er der bragende sort udenfor, vagten løber efter os, da vi går mod vores hytte: Lyserøde, røde, lilla varmedunke, fulde af skoldhedt vand. Den yngste er ved at falde i søvn på min arm, jeg putter hende med alt tøjet på, tre tæpper, den røde varmedunk; hun vågner 11 timer senere i nøjagtig samme stilling. De tre store møder os kuldskære og forsovede ved morgenmaden, de krøb sammen under alle dynerne i dobbeltsengen for at holde varmen, luften er så tynd, det er svært at trække vejret. Jeg er overstadig af forventning, det er lige her, mine romanpersoner bor. Tre tusinde år siden, og ikke en elmast i syne til at forstyrre illusionen. Det føles som et mirakel at stå her, virkelighed og fiktion smelter sammen i et magisk øjeblik. Dale, skråninger, plateauer, bratte tinder. Her dufter af timian og vilde urter, blomster får landskabet til at eksplodere i gult, grønt, lilla. Bjerge forsvinder bag hinanden som syner, vi kunne gå i ugevis og kun trænge længere ind i dette forrevne landskab. Vores scout holder mig i hånden, når jeg balancerer ned ad de stejleste fald med den lille på ryggen. Han har en riffel over skulderen, den lille spørger, om han vil skyde os. Jeg siger, at han er vores ven. Da vi tre dage senere skilles, spørger hun, hvorfor vores ven så ikke skal med videre. Bjergguiden forklarer os, at riflen skyldes leoparder og regeringen. De første viser sig aldrig, de sidste har gjort det obligatorisk at betale en guide og en scout for at støtte lokalsamfundet. Jeg sætter en fod foran en anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan længes så stærkt efter at komme tilbage, endnu før jeg er taget af sted. • HELE FAMILIEN VAR TAGET MED ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN PÅ REJSEN TIL ETIOPIEN. Hvad sker der mon i det nye år, spurgte Udvikling læserne kort før 2013 fik på hæld. Vi siger stort tak for alle besvarelser. Ingen gættede alle 14 spørgsmål, men Bjørn Clasen, Luxembourg var tæt på med 11 rigtige. til at bære titlen u-landsprofet i resten af 2015. Han får tilsendt den ultimative coffee-table-fotobog Genesis af den brasilianske fotograf Sebastião Salgado med billeder af mennesker og natur fra hele verden. Efterfulgt af Michael Mikkelsen, Fåborg og Henrik Poulsen, Nyborg, med hver 11 rigtige. De to fynske sideprofeter kan begge glæde sig til at modtage Hvor solen græder af Puk Damsgaard. En rystende beretning fra Syrien. De tre indsendte besvarelser med flest rigtige svar får tilsendt en af årets bedste u-lands-udgivelser i det nye år. Tillykke til Bjørn Clasen, som hermed officielt har ret Boggaverne er fundet med venlig hjælp fra Tranquebar Rejseboghandel. Nuvel, her er svarene: 1 2 Nej, der kom ikke en fredsslutning i Syrien i 2014 Nej, der kom ikke et frit valg i Myanmar/Burma. Der var planer om at afholde et såkaldt indledende suppleringsvalg (By-election) i november 2014. Dette blev dog aflyst af den burmesiske valgkommission. Der er planlagt parlamentsvalg efteråret 2015 3 Nej, der kom ikke et stop for bosættelser på Vestbredden 4 Ja, USA opretholdte sin blokade mod Cuba i hele 2014. Obama lempede dog restriktionerne væsentligt – bl.a. på turisme og Cohiba-cigarer 5 Ja, statslederen i Zimbabwe hed fortsat Robert Mugabe. Han blev også formand for Den afrikanske Union i 2015 6 Nej, Danmark kom ikke til at anderkende nye stater i løbet af året 7 Nej, et afrikansk hold nåede ikke kvartfinalen ved sommerens VM i fodbold 2014. Tættest på var Algeriet og Nigeria, som nåede 16.-delsfinalerne 55/ 8 Nej, FN’s sikkerhedsråd anderkendte ikke Vest sahara som medlem af FN, som det skete for Palæstina 9 Nej, ingen af årets Nobelpriser gik til en afrikaner 10 Ja, Kenyas præsident Uhuru Kenyatta ankom til ICC i Hagg til et såkaldt statusmøde i oktober 2014. I december 2014 blev alle anklagere droppet som konsekvens af manglende beviser 11 Ja, Danmark kom i løbet af 2014 samlet set til at bidrage med flere end 50 personer som militært personel til en indsats i Afrika. Flest var udstationeret i Mali 12 Nej, statsministeren eller Hendes Majestæt Dronningen besøgte ikke Afrika i løbet af 2014. Til gengæld besøgte Helle Thorning-Schmidt ebola-ramte Sierra Leone i januar 2015 13 Nej, Italien og Grækenland indgik ikke en aftale med EU om fordeling af bådflygtninge, der krydser Middelhavet Selvmord GIFT SOM SIDSTE UDVEJ I mange u-lande florerer selvmord med pesticider. Og i Sri Lanka er det den hyppigste dødsårsag. Det vil et dansk forskningsprojekt forhindre. AF GITTE MERRILD, ANURADHAPURA FOTO: ROBIN HAMMOND/PANOS/POLFOTO 56/ Mindst 300.000 mennesker. Så mange begår ifølge verdenssundhedsorganisationen (WHO) hvert år selvmord i u-lande ved at sluge giftige pesticider. Det er så grelt, at pesticider er det hyppigst benyttede middel til selvmord på globalt plan. En tredjedel af den million mennesker, der hvert år tager sig af dage, gør det med sprøjtemidler. I Sri Lanka har syv ud af ti selvskadere gjort en ende på livet med sprøjtemidler, som kan købes overalt på den frodige ø, hvor man er stolt af landets 120 slags frugter, og hvor palmerne vajer vajer i den hede brise. Men den danske forsker Flemming Konradsen forsøger at dæmme op for fænomenet med et omfattende og internationalt forskningsprojekt. På Sri Lankas nordvestlige lavlandssletter udgør hundredvis af små landbrug landets største leverandører af ris og grønsager. Bag den frodige, farvestrålende idyl, det tætte familiesammenhold og et liv i pagt med landbrugsvirket og gemmer sig et benhårdt liv, på jorder truet af tørke og usikker høst. I landsbyen Rajanganya vest for storbyen Anuradhapura kender alle nogen, som har drukket pesticider og har efterladt sig en ægtefælle, søskende, børn eller forældre, som må knokle videre på de små agre. INGEN VIL DØ Problemer som ulykkelig kærlighed, skilsmisse, en fejlslagen høst, økonomiske eller sociale problemer eller en uønsket graviditet får de ulykkelige til at gribe til selvmordsforsøget med pesticider. Her kan ingen få henvisning til en samtale med en terapeut. Dette erfarede professor Flemming Konradsen selv, da han i 1994 flyttede til Sri Lanka for at forske i malaria, og det plagede ham i en grad, at han tog initiativ til at udvikle et projekt, som i dag omfatter tusindvis af familier på Sri Lanka: En sikkerhedscontainer, hvor de kan gemme pesticiderne sikkert af vejen bag lås og slå og dermed hindre de tragiske og spontane selvmordsforsøg. Eller nogle af dem. ”Den hyppigste dødsårsag på hospitaler i Sri Lanka er spontane “ Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken. FLEMMING KONRADSEN, leder af Copenhagen School of Global Health selvmord med pesticider. 70 procent af selvmordene i Sri Lanka skyldes, at fortvivlede mennesker har indtaget pesticider. Det samme gør sig gældende i andre u-lande. I mange lande i Asien udgør selvforgiftning med pesticider 50-80 procent at alle selvmord,” siger professor Flemming Konradsen, leder af Copenhagen School of Global Health, Københavns Universitets paraplyorganisation for global sundhed. I snart 20 år har han forsket i, hvordan man kan hindre, at småbønder i u-lande i desperation dræber sig selv LOKALT PROJEKT MED INTERNATIONAL STØTTE •I 2004 gik professor Flemming Konradsen og to srilankanske forskningsassistenter i gang med at udvikle sikkerhedsbokse til sikker opbevaring af pesticider med støtte fra lokale fabrikanter og håndværkere som led i et pilotprojekt til at sænke selvmord og selvmordsforsøg i det nordvestlige Sri Lanka. Pilotprojektet viste, at de små landmænd tog de første bokse til sig. •I 2014 er projektet vokset til et millionfinansieret srilankansk forskningsprojekt med international støtte, som i 2011-2016 har involveret 60 forskere fra Storbritannien, Australien og Indien og næsten en kvart million indbyggere i North Central Province. Projektet er støttet af engelske, australske og amerikanske fonde med flest midler fra den engelske Wellcome Trust. •Forskningsbasen er i storbyen Anuradhapura, og ude blandt grønsags- og rismarkerne vest for byen i Tambuttegama holder projektlederne kontakt til de 210 landsbyer, der er del af projektet. • Det lokale forskningsteam samarbejder tæt med 19 hospitaler, syv politistationer og 10 bedemænd i regionen, hvorfra de indsamler helt aktuelle data, mange per håndkraft. 57/ •Projektet har forpligtet sig til at præsentere en plan for landbrugsministeriet efter dets afslutning. •Danida gav i 2005 tilskud til forskningsprojektet med 780.000 kroner til pilotudvikling af de første beholdere med titlen ”Sikker opbevaring og bortskaffelse af pesticider på landsbyniveau – feasibility og konsekvenser” med implementering 2006-2007. Bevillingen blev givet til Københavns Universitet som en Danida Fellowship-bevilling. med pesticider. Kernen i hans arbejde i dag er et femårigt forskningsprojekt i Sri Lanka, som siden 2011 har uddelt 25.000 sikkerhedsbeholdere til landbrugsfamilier i North Central Province, et af landets vigtigste landbrugsområder. Konradsen og et team af srilankanske og internationale forskere undersøger, om man kan få familierne til at opbevare deres sprøjtemidler i den kraftige plastikbeholder med et dobbelt låsesystem, frem for at lade mylderet af små, giftige flasker stå i hjemmet ved siden af kokosolien og krydderierne. Hvis ja, kan man formodentlig hindre, at folk begår selvmord med pesticider i fortvivlede øjeblikke. De seneste statistikker fra Sri Lanka skønner, at 2.800 mennesker begår pesticidselvmord hvert år. ”Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken. Vi skal dog have beviser for, at ideen med beholderen virker. Men vi arbejder på mange andre planer omkring problemet. I samarbejde med myndighederne og politikerne har internationale og srilankanske forskere fået sænket toksiciteten og forbudt nogle af de mest giftige pesticider. De to mest giftige produkter, som blev udfasede i 1990’erne, reddede 1.800 liv per år i Sri Lanka.” GIFT I RÅ MÆNGDER Forskningsassistent og projektpartner Manjula Weerasinghe tager imod os hos South Asian Clinical Toxicology Research Collaboration på sit lille kontor på hospitalet i centrum af Anuradhapura midt i et mylder af mennesker, som lever og arbejder udendørs og sælger eller køber > > grønsager, børnetøj, kokosnødder, mobiltelefoner eller hårpynt langs hovedgaden, hvor motorcykler, tuktuks og biler suser uhyggeligt tæt på de handlende. Weerasinghe har talt med 2.000 familier og siger, at 70 procent af de mennesker, der har taget pesticider, har besluttet sig i løbet af kun 30 minutter: ”Vi kender alle nogen, som har begået selvmord med pesticider. En af mine storbyvenner fra universitetet tog livet af sig med pesticider som 28-årig. Det er så let at få fat i, at en 14-årig kan købe så meget, han lyster.” “ Ingen af ofrene ønsker at dø, og vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken. Flemming Konradsen, leder af Copenhagen School of Global Health 58/ Vi er kørt ud på landet, hvor ris og grønsager dyrkes på hundredvis af små jordlodder langs de smalle grusveje og kunstvandingskanaler, som på denne årstid ligger tomme og tørre. Side om side med knallertbenzin på flasker, plantefrø, hønsenet og kulørte vaskefade udbydes pesticiderne i den velassorterede isenkræmmerbutik i landsbyen Nelubewa. Butikken fører sprøjtemidler fra syv forskellige producenter – mod svampeangreb, flyvende insekter, biller i planterødder, orme, insekter på blade, mus og krabber, som ødelægger risplanter under vand. Et ægtepar deles om at passe butikken PESTICIDSELVMORD I SRI LANKA FOTO: G.M.B. AKASH/PANOS/POLFOTO • Sri Lanka har 21 millioner indbyggere, og selvmordsraten på 16 per 100.000 indbyggere (2011) er blandt verdens højeste. •Mellem 1995 og 2005 blev antallet af pesticidselvmord halveret til cirka 4.000 mennesker om året, men tallet for selvmordsforsøg er steget, og mange flere ender på hospitalernes akutmodtagelser. •Folk tager stadig pesticidgift, de dør bare ikke af det mere, fordi midlerne er blevet mindre giftige, og behandlingen på hospitalerne er blevet bedre. STORE ØKONOMISKE PROBLEMER ELLER EN FEJLSLAGEN HØST KAN GØRE MENNESKER SÅ DESPERATE I SRI og deres marker. Weerasinghe kender området fra forskningsprojektet og forklarer, at farmerne er overbeviste om, at grønsager er dybt afhængige af pesticider for at vokse godt. ”De sprøjter to til tre gange om ugen, og det betyder, at familier på landet har uhyggeligt mange pesticider ved hånden,” siger han. Til familiens egne afgrøder har butiksejerne et særligt stykke jord, som de dyrker uden pesticider. Det har alle, fortæller indehaveren. Hvor mange i landsbyen, der har begået selvmord med sprøjtegift, ved hun ikke. Men det er ret normalt. Alle kender nogen. ”Både jeg og min mand har flere gange afvist at sælge pesticider, når vi har fornemmet, at ’noget var helt galt’ med kundens humør,” siger hun og forklarer, at man ikke kan ”se det komme”. ”Vi ved aldrig, hvilken familie det vil ramme,” siger hun. Selvmord ramte Damenikas familie allerede for 20 år siden, da hendes far tog sig af dage og efterlod sig hustru og to døtre. Døtrene er nu voksne og har egne børn, og de har låst pesticidlageret ned i en sikkerhedstønde med to hængelåse, som er gravet ned bag huset. Et ungt forældrepar i samme landbrugsområde nikker også til, at de har naboer, som har drukket gift. Begge lader hakkerne hvile på deres lille mark, som de er ved at rense for ukrudt, og peger hen ad grusvejen langs med de små diger omkring rismarkerne, der ligger som et enormt skakbræt af små jordlodder. En 19-årig pige dernede begik selvmord for få måneder siden. Også de fik en sikkerhedstønde til deres pesticider for to år siden. Med udviklingsstøtte fra Danida. folk til at indtage gift. Men i mellemtiden skal vi gøre noget hurtigt, og det gør vi med vores projekt. Præcis som man herhjemme har nedsat antallet af paracetamoltabletter til pakninger med 20 styk, skal vi på Sri Lanka hindre, at folk har nem adgang til pesticider. Det er samme tænkning,” siger Flemming Konradsen. Projektet indsamler data indtil udgangen af 2016, som derefter skal analyseres. • SRI LANKA FORBØD GLYPHOSAT, MEN FORTRØD LANKA, AT DE GRIBER TIL SPONTANT SELVMORD MED SPRØJTEMIDLER. HER VED BYEN WEWELDIGILYA. GLOBAL TRAGEDIE Pesticidselvmord er et globalt problem. I lande som Kina, Malaysia og Trinidad er 60-90 procent af alle selvmord sket med pesticider. Også i Bolivia, Nepal, Uganda og Indonesien tager små landmænd sig af dage med pesticider. ”Pesticider er uden tvivl den hyppigste årsag til selvmord i u-lande på grund af deres lette tilgængelighed. Det er vanskeligt at få pålidelige data, men en mindre undersøgelse for 20072012 i Bolivia viste, at 70 procent af de selvmordsforsøg, hvor ofrene er endt på hospitalet, skete med pesticider,” siger Erik Jørs, arbejdsmediciner fra Syddansk Universitet, som i ti år har beskæftiget sig med de sundhedsmæssige følger med pesticider i Bolivia, Nepal og Uganda. Han oplever nu en eksplosion i brugen af pesticider i Afrika, som ikke tidligere har haft råd til midlerne, men nu satser stort på at udvikle landbruget. Der skal arbejdes internationalt på flere strategier for at hindre selvmordsforsøg. ”Vi skal forbyde de mest giftige pesticider, reducere brugen af sprøjtemidler generelt, sørge for at pesticider sælges på en mere sikker måde og selvfølgelig gøre noget ved underskoven af sociale problemer, som driver “ Både jeg og min mand har flere gange afvist at sælge pesticider, når vi har fornemmet, at ”noget var helt galt” med kundens humør Indehaver af isenkrambutik Da Sri Lanka i marts 2014 forbød brugen af glyphosat, vakte det international opsigt, da glyphosat er aktivstoffet i det verdenskendte ukrudtsmiddel Roundup. Bag beslutningen om forbuddet lå en forskningsrapport af Dr. Channa Jayasumana fra Rajarata Universitet i Anuradhapura, som ligger midt i Sri Lankas landbrugsområde i North Central Province med 1,2 millioner indbyggere. Rapporten viste, at en kombination af glyphosat og drikkevand forurenet med tungmetaller kunne være medvirkende årsag til såvel akut nyresvigt som den kroniske nyresygdom CKDu (Chronic Kidney Disease of Unknown origin), der ikke kun har ramt titusindvis af småbønder i Sri Lanka de seneste år, men også deres fæller i Mellemamerika og Indien. Producenten bag Roundup, Monsanto, tilbageviste informationerne i forskningsrapporten, straks forbuddet var offentligt. Blot to måneder senere ophævede Sri Lankas landbrugsministerium det totale forbud mod glyphosat med den forklaring, at ”man ikke havde velfunderet grundlag for forbuddet”. Brugen af glyphosat skal udelukkende forbydes i de landbrugsregioner, hvor CKDu er fremherskende, forlød det fra landbrugsministeriet i Colombo. /GM 59/ Kampagner DEN ONDE SKURK, DEN GODE SAG – OG FEEL-GOOD-FAKTOREN Amerikansk forskning hævder, at simple kampagnebudskaber virker bedst. Danske ngo'er er enige, men forskere stiller sig tvivlende. AF MAI RASMUSSEN FOTO: JESPER BALLEBY 60/ UNGE OVER HELE VERDEN – OGSÅ SOM HER I ÅRHUS – DELTOG I KONY 2012-KAMPAGNEN OG SATTE PLAKATER OP, HVOR DEN UGANDISKE SKURK OPTRÅDTE SIDE OM SIDE MED OSAMA BIN LADEN OG ADOLF HITLER. i udviklingsbranchen. Og ikke alle ser det som et problem. ENGAGEMENT TABT PÅ GULVET "Det er tit opfattelsen i branchen, at vi arbejder med noget, som er forfærdelig svært at formidle, og at oversimplificering er en kæmpe fare. Men Jeg tror, vi er så opsatte på at kommunikere sobert jeg mener ikke, at simpelt automatisk er forkert og komplekst automatisk er og redeligt, at det bliver handikappende for os. sandt. På en måde er vi bedre stillet end så mange andre formidlere, fordi Mads Klæstrup Kristensen, det, vi foretager os, er vigtigt og nækampagnechef, Folkekirkens Nødhjælp sten alle vil mene, at det er relevant," siger kampagnechef Mads Klæstrup Kristensen fra Folkekirkens Nødhjælp. "Men vi er for dårlige til både at kommunikere helt skarpt og at formidle hele kompleksiteten. Det værste er, at har vi endelig vakt interesse Kan du huske filmen Kony 2012? plekse budskaber har i kampagnearmed et skarpt budskab, så er vi dårlige bejde. Forskerne tog fat i netop Kony Det er der rimelig høj sandsynlighed til at tage fat i folks engagement og 2012-kampagnen, mens den foldede for. bringe det videre. Og det endda selv sig ud verden over fra Invisible Child- om vi har flere muligheder end tidliDen gik verden rundt i rekordfart rens kontorer i Californien. Resultatet gere for at skabe dialog og relationer," med sit soleklare budskab om, at oprørslederen Joseph Kony skulle fan- tyder på, at et simpelt og tydeligt bud- siger han. ges for at bane vejen for fred og gode skab er selve styrken i en kampagne, Men skarpe budskaber kan blive forhold for mennesker i det centrale mens høj kompleksitet eller for den så skarpe, at nogle modtagere proteAfrika. sags skyld bare nogen kompleksitet er sterer. Det oplevede Mellemfolkeligt Samvirke, da et debatindlæg i InforDet budskab byggede filmen op til selve svagheden. mation kritiserede organisationen ved at fortælle om lederen fra uganI Kony 2012 udnævner Invisible diske Lord's Resistance Army, LRA for at udelade vigtig information i Children i den første film oprørslederen Joseph Kony til at være selve (Herrens modstandshær, red.) som en kampagne. Indlægget anklagede noget nær ondskaben selv. Amerikan- problemets kerne, og konklusionen, den fortsat pågående kampagne, ske Invisible Children stod bag filmen forstår man, er, at selve problemet er Stop jordtyveri, for at være for simpel og opfordrede mennesker over hele væk, hvis Kony er væk – fanget eller i sin fremstilling af transnationale verden til på en bestemt aften et par dræbt. Film nummer to giver flere virksomheder som 'jordtyve' i Afrika, måneder senere at plastre deres byers oplysninger både om Kony, om de hvor op imod 90 procent af jorden mure, lygtepæle, plankeværker og reelle muligheder for at stoppe ikke ifølge Verdensbanken ejes uformelt, søjler til med Konys kontrafej, som var alene ham men også LRA’s aktiviteter, hvilket gør småbønder særligt udsatte parat til download fra organisationens og om det langvarige og omfangsrige for global spekulation og kommerciel hjemmeside. På en af plakaterne er arbejde, som er påkrævet for at bringe overtagelse af jord. Hitler og Osama bin Laden vist bag fred og ikke mindst forsoning til de "Man kan selvfølgelig diskutere, Kony. områder af Uganda, Sydsudan, Den hvor mange nuancer, der skal med, Filmen blev publiceret online den Demokratiske Republik Congo og Den men i forhold til kommunikationen 5. marts 2012, den 'gik viralt' og var Centralafrikanske Republik, hvor opher i Danmark handler det i første ifølge det amerikanske netmedie Huf- rørerne opererer og har opereret med omgang om at vække engagement og fington Post den dengang den mest drab, lemlæstelser og bortførelser. interesse for en sag," siger Nils Brøgger Jakobsen. sete online-film nogensinde. Ifølge "Selv om den anden Kony-video filmens YouTube-side er den i dag set nok var mere omfattende og præcis GIV FOLK EN HANDLEMULIGHED 99.818.652 gange. end den første i sin præsentation Ifølge Stop jordtyveri hænger udenKan du huske Kony 2012 – Part IIaf fakta, har dens forholdsmæssige filmen? kompleksitet muligvis gjort den min- landsk opkøb af jord i Afrika sammen dre bemærkelsesværdig, levende og med produktion af første generations Sandsynligvis ikke. Den blev publiceret en måned senere, den 5. april umiddelbart appellerende til offentlig- biobrændstof, som også somme tider 2012. I dag er den set 2.794.505 gange heden," skriver forskerne i den ameri- kaldes 'madbenzin, fordi det produkanske psykologforenings tidsskrift, ceres af afgrøder som for eksempel på YouTube. hvor deres resultater blev offentligpalmeolie. Kampagnen fortæller, at FRI OS FOR KOMPLEKSITETEN gjort tidligere i år. afgrøder fra over halvdelen af jorderne En gruppe amerikanske forskere satte I Danmark er modsætningen melpå internationale gigantlandbrug på lem simpelt og komplekst en kendt sig tilbage i 2012 for at undersøge, kontinentet er tænkt til biobrændstof problemstilling blandt kampagnefolk frem for til mad. Mellemfolkeligt hvilken effekt simple kontra kom- “ 61/ > > FOTO: : JACOB DALL/MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE 62/ Samvirke arbejder imod 'madbenzin' ved at påvirke politikere til at lovgive i den retning på EU-niveau. Kritikerne fremførte, at problematiske jordopkøb nærmere kan begrænses gennem opbygning af statsinstitutioner i Afrika, som for nuværende sjældent har kapacitet til at administrere ejerskab, køb og salg af landområder. "Vi ønsker at give folk en handlemulighed, for eksempel ved at påvirke danske og europæiske politikere. Derfor var fokus på de politikere, selv om også den tanzanianske stat bærer et ansvar. Parallelt arbejder ActionAid i Tanzania for at påvirke statens administration af jordopkøb og sikre lokale bønders adgang til jord" siger Nils Brøgger Jakobsen. Den vægtning af opfordring til og mulighed for handling er en ny og afgørende trend i kampagnearbejde. "Tidligere har man især målt på, om en kampagne nåede ud til folk. Men at folk kender til kampagnen, siger ikke ret meget om, hvor effektiv den er i forhold til at ændre på en problemstilling. Hvis man derimod designer kampagner, så at de indeholder handlingsmuligheder, og så man kan måle på adfærdseffekter, får man et bedre billede af, om man forandrer noget," siger Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. FJENDSKAB I FRONT De amerikanske forskere bag Kony 2012-undersøgelsen arbejder med begrebet enemyship, altså fjendskab eller fjendebilleder. Deres arbejde peger i retning af, at den anden film fejlede, netop fordi den anerkendte et vist niveau af kompleksitet, og ikke mindst fordi den gik bort fra at portrættere ene og alene Kony som 100 procent magtfuld og afgørende i spørgsmålet om at løse problemet med Lord's Resistance Army i Centralafrika. Det entydige fjendebillede har ifølge forskerne overbevisende virkning i forhold til at vække moralsk forargelse, hvilket så igen afgør, om folk bredt set føler sig inspireret til at handle. "Vores analyse viser, at faldet i følelser af moralsk forargelse overfor Kony over tid var et resultat af øget forståelse for og tilslutning til kritikken af kampagnen. Kort sagt er det usandsynligt at alene tidsperspektivet er årsag til faldet. Det er nærmere den øgede forståelse af kompleksiteten omkring Kony," skriver de. Norbert Wildermuth, lektor i kommunikation, journalistik og social forandring på Roskilde Universitet, tvivler på, at sådan en følelse reelt fører til forandring. "Teorien hører til i den psykologiske virkningsforskning. Som medieforsker ser jeg flere problemer i den. Dels må man undersøg strukturelle faktorer, for ikke alt kan forklares på individniveau. Dels koncentrerer den sig om en mulig umiddelbar reaktion. En emotionel reaktion kan være virkningsfuld på kort sigt, som hvis man vil samle penge ind. Men hvis man mobiliserer for en mere krævende og længeresigtet handling, så har selve følelsen af at 'noget er for galt' sandsynligvis ingen videre effekt," siger han og anfører, at såkaldt clicktivism – altså aktivisme som baserer sig på, om folk 'klikker' på en film eller giver et 'like' på sociale medier, ikke er beviseligt effektiv. "I forhold til Kony 2012 ved vi reelt ikke, om 100 millioner mennesker har set filmen. Og selv hvis de har, siger det ikke noget om deres egentlige engagement," siger Wildermuth. Danske kampagnefolk afviser dog ikke at appellere til stærke følelser i deres arbejde. "Vores opgave er at påpege problemerne og at tale med og på vegne af de, som bliver undertrykt, og her ved vi, at vi skal vinkle skarpt, hvis vi vil have ørenlyd. Også selv om alle jo godt ved, at verden er mere kompleks end som så. De mere komplekse forhold findes så i den bagvedliggende kommunikation.” siger Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke. Også i Folkekirkens Nødhjælp tiltaler fjendekommunikation kampagnechefen. "Begrebet enemyship kan jeg godt lide. Det kan man lære noget af på andre områder. Når vi taler om sult, for eksempel, hvem skal så have hugget hovedet af? Der skal tales helt tydeligt, hvis man vil skabe handling," siger Mads Klæstrup Kristensen. Hvorfor gør I så ikke på den måde i jeres kampagner? "Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, vi er så opsatte på at kommunikere sobert og redeligt, at det bliver handikappende for os. Det giver troværdighed på den lange bane, men det MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKES KAMPAGNE MOD JORDTYVERI OG BRUG AF SÅKALDT MADBENZIN HAR MØDT KRITIK FOR AT FORSIMPLE PROBLEMATIKKEN. er ikke effektivt, når man vil skabe handling." Forskere er imidlertid kritiske over for brug af ultimative fjender i kampagner, hvis målet er at skabe reel forandring. "En meget klar bad guy stemmer overens med de journalistiske nyhedskriterier om konflikt og person. Det giver adgang til medier og spredningseffekt, og vi reagerer umiddelbart med et, 'det kan ikke være i orden'. Men personfiksering er ikke nødvendigvis effektfuldt, hvis man vil ændre på en situation. Tag Osama bin Laden som eksempel. Han var selve fjenden, selv om det var tydeligt at se, at han ikke var det eneste problem. Rent objektivt set kan man have ret i, at han var en klar fjende, men at fjerne ham har tydeligvis ikke fjernet problemet med Taliban," siger Kasper Møller Hansen. Forskernes kritik af simple budskaber bider dog ikke på kampagnechefen i Folkekirkens Nødhjælp. "Ja, det er en forsimpling at sige, at hvis vi fjerner Kony, så fjerner vi problemet med Lord's Resistance Army i Centralafrika. Men at sige, at fordi noget ikke løser alle problemer, så har det ikke nogen værdi, det er forkert, mener jeg," siger Mads Klæstrup Kristensen.• Filmen Kony 2012 kan ses på Invisible Childrens hjemmeside på linket: http://invisiblechildren.com/kony-2012/ Filmen Kony 2012 – Part II kan ses på YouTube på linket: http://www.youtube.com/watch?v=c_Ue6REkeTA LÆR DANSK PÅ HERLUFSHOLM SOMMERSKOLE BLIV BEDRE TIL DANSK PRØV AT VÆRE KOSTELEV LÆR OM DANSK KULTUR OG SAMFUND MØD ANDRE UNGE FRA HELE VERDEN DRAMA, MUSIK OG SPORT SPÆNDENDE UDFLUGTER OG MEGET MERE Sommerskolen på Herlufsholm tilbyder et fagligt program med fokus på det danske sprog, et spændende fritidsprogram med udgangspunkt i sportslige og kreative aktiviteter samt kulturelle og sociale oplevelser. PROGRAM: Ice-breakers og team-building, Ankomst weekend udf lugt samt forskellige lege og aktiviteter. Uge 1 3 dansk timer pr. dag, drama, billedkunst, musik og sport. Les Lanciers,ekskursioner, m.m. Weekend Ekskursion til København. Hvis vejret tillader det tager vi om søndagen en tur på stranden. Uge 2 3 dansk timer pr. dag, drama, billedkunst, musik og sport. Les Lanciers, disko, BBQ og udf lugter. Sidste dag Eleverne fremviser sommerskolens kreative projekter. For børn og unge i alderen 13-15 år. 17. juli - 31. juli 2015. Herlufsholm Skole og Gods Herlufsholm Allé 170 4700 Næstved Tlf. 55 75 35 00 6.-10. KLASSE PREP-IB STX OG IB ROUND SQUARE www.herlufsholm.dk HERLUFSHOLM Grundlagt 1565 NAVNE NYT OM NAVNE DER RYKKER CHRISTINA PAPSØ WEBER, 43, er ny national chef på Center for Kultur og Udvikling (CKU), hvor hun skal stå i spidsen for Images, der i 2016 fejrer 25 års jubilæum. Den uddannede kunsthistoriker kommer fra en stilling som leder for undervisningsafdelingen på kunstmuseet Arken i Ishøj. 64/ NAVANETHEM (NAVI) PILLAY, 73, er tildelt PL-Fondens frihedspris. FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder og dommer får den danske pris for hendes enestående globale indsats for menneskerettigheder. IB PETERSEN, 55, er ny formand for bestyrelsen for FN’s kvindeorganisation UN Women. Den tidligere Danida-chef er også Danmarks FN-ambassadør ved missionen i New York. EVA GRAMBYE, 48, tiltræder 1. april stillingen som vicedirektør og chef for den internationale afdeling i Dansk Institut for Menneskerettigheder. Den erfarne diplomat kommer fra en stilling som kontorchef for Global Green Growth Forum (3GF) i Udenrigsministeriet. JOAKIM REITER, 40, er ny vicegeneralsekretær i FN’s organ for handel og udvikling (UNCTAD). Den svenske diplomat kommer fra en stilling som chef for det svenske udenrigsministeriums enhed for international handelspolitik. Ikke just en blød start Det danske bagland og heftige besparelser bliver udfordringen for den nye generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. AF TINA RAVN DER GIK IKKE mange dage, fra Birgitte Qvist-Sørensen overtog titlen som generalsekretær fra Henrik Stubkjær, til noget af en bombe faldt i organisationen: 66 stillinger – cirka hver tiende i organisationen – nedlægges og FKN’s arbejde i Honduras og Kirgistan udfases. Ingen blød start. Om sin egen baggrund siger hun: ”Jeg har alt det internationale med mig og forstår, hvor vi kommer fra men har ikke det samme kendskab til det kirkelige bagland, som Henrik har. Hvor jeg før mest har været den glade modtager af midlerne, skal jeg nu lære baglandet meget bedre at kende. Jeg skal simpelthen på Tour de Danmark,” siger Birgitte Qvist-Sørensen. Hun er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og har desuden en master i Management Development fra CBS. Før Folkekirkens Nødhjælp var hun social- og sundhedsdirektør i Helsingør Kommune, og i udviklingsmæssig sammenhæng har hun blandt andet været programleder for Red Barnet. NYE PARTNERE Stoppene på den nye generalsekretærs danske rundtur bliver blandt andet et udsnit af Folkekirkens Nødhjælps 126 genbrugsbutikker, og her kan et af samtaleemnerne være organisationens fremtid. Ét af fokusområderne ligger i tråd med regeringens udspil om flere aktører. ”Vi kigger også efter nye partnerskaber, særligt med private virksomheder, for de kan nogle gange levere bedre teknologiske løsninger. Eksempelvis samarbejder vi i øjeblikket med Grundfos om afprøvning af nye vandpumper,” siger Birgitte QvistSørensen. Snakken kan også gå på hendes status som den første kvindelige generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. En af de røde tråde i Birgitte Qvist-Sørensens karriere er netop ligestilling. Hun har blandt andet taget et såkaldt Internationalt Studieår på Aalborg Universitet med speciale i køn og rettigheder og har arbejdet med forsoningsprojekter for kvinder i Belfast. Det ændrer dog ikke på linjen i Folkekirkens Nødhjælp. ”Vi arbejder nemlig allerede med køn, og det fortsætter vi med. Men det er dejligt at være rollemodel for de kvinder, som jeg møder ude i verden, og vise dem, at en kvinde kan være generalsekretær.” • ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA • Bhutan-Denmark – The story about 30 years of Bhutanese-Danish Partnership (2015). 44 sider. • Evaluation of the Business Sector Advocacy Challenge Fund Ghana (2015). 64 sider. AKTUELT • Boko Haram: Danmark støtter ofrene for den ekstremistiske gruppe Boko Haram og den kraftigt forværrede humanitære situation i Nigeria og nabolandene med 12,5 mio. kr. gennem Røde Kors og FN. til oprettelsen af en palæstinensisk stat som led i en to-statsløsning. Evalueringen har til formål at bidrage med erfaringer til den næste strategi og programfase af det danske engagement i Palæstina. Gennemføres af ECORYS (NL). • Indien: Sammen med repræsentanter for 18 danske virksomheder stod handels- og udviklingsminister Mogens Jensen den 10.-12. januar i spidsen for en officiel erhvervsdelegation til den indiske delstat Gujarat. Formålet med erhvervsfremstødet var at profilere danske kompetencer inden for blandt andet vand, energi, fødevareteknologi og urbanisering. • Evaluering af Verdens Bedste Nyheder: Evalueringen ser nærmere på relevans og bæredygtighed af Verdens Bedste Nyheders formidling af positive resultater siden 2010. Foretages af COWI (DK). • Fattigdomsbekæmpelse: Danmark indtager for tredje år i træk førstepladsen på listen over de rigeste landes samlede indsats i verdens fattigste lande. Topplaceringen skyldes blandt andet størrelsen og kvaliteten af dansk udviklingssamarbejde samt stærk sammenhæng med andre politikområder. Bag kåringen står den amerikanske tænketank Center for Global Development. www.um.dk EVALUERINGER I de følgende måneder offentliggøres tre evalueringer og to evalueringsstudier: • Evaluering af den danske strategi for humanitære indsatser 2010-2015: Evalueringen ser på relevansen og fleksibiliteten af det danske humanitære engagement siden 2010 og har til formål at bidrage med erfaringer til den strategiske udformning af den humanitære indsats fra 2016 og frem. Foretages af Itad (UK). • Evaluering af det danske engagement i Palæstina: Evalueringen ser på Danmarks bidrag • Evalueringsstudie af Fair Trademærket Danmark: Evalueringen ser på sammenhængen mellem Fair Trade Mærket Danmarks arbejde, salg af Fairtrade-produkter i Danmark og udviklingseffekterne af Fairtrade-certificeringen med særligt fokus på udvalgte produkter. Gennemføres af Niras (DK). • Evalueringsstudie af synergi mellem bistand og kommercielle instrumenter: I forbindelse med udfasningen af bistand til Vietnam og med henblik på at høste erfaringer til brug i andre sammenhænge, undersøger studiet, om og hvordan bistanden kan bane vejen for dansk erhvervsliv. Foretages af Copenhagen Business School (DK). www.danida-publikationer.dk NYE BEVILLINGER Danidas eksterne bevillingskomité har på sine møder 28. oktober og 2. december 2014 indstillet følgende aktiviteter til støtte: • Afghanistan Country Programme – 1.085 mio. kr. • Danish-Arab Partnership Programme – 255 mio. kr. • Mozambique, Climate Change and Environment Programme Support (2015-2017) – 80 mio. kr. • Rio+20 – Civil Society Activities in the area of Climate and Environment, contribution 2014-2016 – 75 mio. kr. • Support to the Nationally Appropriate Mitigation Actions (NAMA) Facility – 73,8 mio. kr. Danidas interne bevillingskomité har på sit møde 25. november 2015 indstillet følgende aktiviteter til støtte: • Integrating Livelihoods and Conservation – People Partner with Nature for Sustainability – 15,7 mio. kr. www.evaluering.um.dk • Sustainable Energy for All (SE4ALL). Support to the Global Facilitation Team (GFT) – 15 mio. kr UDGIVELSER • Mere Danmark i verden – Udenrigs- politisk visionspapir (2014). 40 sider. • • Evaluation of Danida Business-to- Business Programme 2006 - 2011 (2014). 164 sider. • Support to the operation of the OSCE Special Monitoring Mission to Ukraine – 2 mio. kr. • Afghanistanstrategien 2015-2017 (2014). 18 sider. www.danida.dk Support to political and civil society organisations in the EU Neighbourhood region – 13,4 mio. kr. 65/ BARBIE SER RØDT Barbie har fundet vej frem til hylderne i socialistiske Venezuela, hvor hun tidligere er blevet beskyldt for at være et ”værktøj for kapitalistisk forbrugerisme”. I Argentina går den populære dukke helt andre og mere religiøse veje. Det har skabt stor ballade. AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD FOTO: ENRIQUE MARCIAN/REUTERS 66/ DEN POPULÆRE BARBIE nåede ikke engang op på hylderne, da hun op til jul blev sat til salg i de venezuelanske butikker. Dukken har tydeligvis været længe ventet, for døtre, mødre og bedstemødre greb æskerne direkte fra de store kasser, da salget blev givet fri. Tidligere har landets socialistiske ledere undsagt dukken og kritiseret den for at være et ”værktøj for kapitalistisk forbrugerisme” – den nu afdøde præsident Hugo Chavez talte direkte om ”Barbies dumhed” – men op til december og julesalget lød der pudselig helt andre toner fra regeringskontorerne i hovedstaden Caracas. Chavez’ efterfølger, Nicolas Maduro, havde nemlig valgt at gøre dukken til højdepunktet for julesalget. Og ikke nok med det; prisen blev holdt nede på beskedne 250 bolivar, svarende til 2,5 dollar, for at forhindre spekulation og begrænse det sorte marked. Samme politik, som styret i øvrigt har brugt i forhold til andre varer, som eksempelvis mælk og vaskepulver, der er blevet anset som essentielle for forbrugerne. Hvorvidt Barbie kan betragtes som en ”essentiel vare”, er til diskussion, men dukken var uden tvivl et tilløbsstykke – og inden længe kunne de butikker, der havde haft den til salg, melde om totalt udsolgt. RELIGIØST RAMASKRIG Anderledes er det gået for Barbie i Argentina. I hvert fald i den form, som kunstnerne Emiliano Paolini og Marianela Perelli har givet hende. De har nemlig skabt religiøse varianter af dukken (foto) til deres udstilling Barbie. The Plastic Religion. Her optræder Barbie blandt andet som Jomfru Maria, Jomfruen af Guadalupe, Jeanne D’Arc og den blå Kali – og Ken som blandt andet den korsfæstede Jesus, Buddha og St. Sebastian. Og det er åbenbart ikke populært at gøre Barbie til et religiøst ikon. Udstillingen, der skulle have været åbnet i november i POPA-galleriet i Buenos Aires, er nemlig blevet aflyst af kunstnerne selv oven på en række kraftige og kritiske reaktioner. ”Vi har fået trusler fra hele verden. Det er helt vildt. De har misforstået vores værk,” fortæller Emiliano Paolini og fortsætter: ”Vi valgte denne udtryksform, fordi religion altid præsenterer jomfruer som de mest smukke kvinder – og i dag er den smukkeste kvinde Barbie.” For at understrege, at han selv er et religiøst menneske, peger han på sin hånd, hvor ordet Dios – Gud – er tatoveret. Om hans hals hænger en halskæde med et billede af Jomfruen af Guadalupe. ”I vores køkken har vi flere helgener end i Vatikanet,” siger han. Om det er nok til at overbevise kritikerne om kunsternes religiøsitet og redelige kunstneriske hensigter med udstillingen, står stadig hen i det uvisse. De religiøse Barbier er fortsat pakket væk. • DEN ARGENTINSKE KUNSTNER MARIANELA PERELLI HAR UNDLADT AT LAVE PROFETEN MUHAMMED I BARBIE-VERSION AF FRYGT FOR REAKTIONERNE, MEN SELV DE KRISTNE DUKKER SOM MARIA MAGDALENE (TH.) VAKTE VREDE. 5. FEBRUAR-25. MAJ CONGO PÅ LOUISIANA Surrealistiske lyserøde billeder af et af Afrikas mest voldelige lande. Den irske kunstner Richard Mosses fotobog om DR Congo, Infrared, bragede igennem de globale medier for et par år siden; nu er han aktuel med et infrarødt videoværk om krigen i Congo, som vises på kunstmuseet Louisiana. AF REDAKTIONEN FREMBLIK KOLOFON OM UDVIKLING ABONNEMENT Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr. Udvikling udkommer seks gange per år. Tegn abonnement/adresseændring: www.udvikling.dk 14. – 18. MARTS 2015 DISASTER RISK REDUCTION Vil man blive klogere på at nedsætte risici ved katastrofer, så er Sentai i Japan stedet. Her afholdes den 3. verdenskonference om emnet med deltagelse af bl.a. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og WHO’s generaldirektør Dr. Margaret Chan. eller www.wcdrr.org tlf. 33 92 07 09 Abonnementsservice: [email protected] eller på tlf. 43 22 73 00 Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Næste nummer: 28. april 2015 REDAKTION Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected] Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Samuel Magid, kontorchef, www.louisiana.dk Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet Korrektur: Lisbeth Rindholdt Grunddesign: Esben Niklasson. Layout: Phoenix Design Aid. Tryk: Bording A/S. Papir: 115 gram MultiArt Matt 7. APRIL TOLERANCE-TALK Højniveau-temadebat i FN’s generalforsamling i New York om fremme af tolerance og forsoning. Alle gode ideer er velkomne! 12.-19. APRIL FN-KONGRES OM FOREBYGGELSE AF KRIMINALITET 17.-18. MARTS HOLI Hinduernes store forårsfestival er en sand farveeksplosion, når folk strømmer ud på gader og stræder og smider farvepulver på hinanden og kaster med farvet vand – gerne gemt i vandpistoler og vandballoner. Kan især opleves i Indien og Nepal. DETTE NUMMER www.holifestival.org yen Hoang/Scanpix NR 1 · 2015 · MARTS · 42. ÅRGANG Udgivelsesdato: 12. marts 2015 Redaktionen afsluttet: 1. marts 2015 Trykoplag: 18.400 ISBN 978-87-90656-263 (tryk) ISBN 978-87-90656-270 (elektronisk) ISBN 978-87-90656-287 (app) ISSN 0106-0570 Forside: André Pain/Scanpix Fotos s. 3: Colourbox, Maiken Lyster, Massimo Berruti, Jørgen Schytte/Danida, Virginie Ngu- ANNONCESALG Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606 24. APRIL WORLD MALARIA DAY Malaria rammer koster fortsat 660.000 personer livet om året. 10 malariaramte lande står for 68 procent af dødsfaldene. UDGIVER Danida, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. 21. MARTS INTERNATIONAL POESIDAG Uanset hvor vi bor, og hvem vi er, har vi de samme følelser og store spørgsmål til livet til fælles. Og det minder poesien os om, mener FN’s kulturorganisation (UNESCO), der for 16. gang hylder poesien og den orale tradition i verden. www.unesco.org Medlem af 677/ FÅ UDVIKLING SOM APP Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet. Vores nye app-version af magasinet åbner for nye måder at fortælle historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik. God fornøjelse! Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
© Copyright 2024