Hele publikationen i PDF

POLITIK
ERHVERV
UDVIKLING
EFTER VESTAFRIKAS
FORÅR
BOLIVIA SÆTTER KOKAEN SELVMORD MED SPRØJTEGIFT
TIL SALG
KAN FORHINDES
Burkina Fasos folkelige
revolution bør bryde vestlig
vanetænkning om Afrika
s. 28 /
Præsident Evo Morales tillod
først dyrkning af kokaplanten
– nu vil han eksportere den
s. 10 /
I Sri Lanka er der let adgang til pesticider, som
derfor er den hyppigste metode til selvmord.
Det skal et dansk forskningsprojekt nu forhindre
s. 56 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
- NR 1 - 2015 - MARTS - 42. ÅRGANG -
5 ÅR EFTER DE
ARABISKE OPRØR
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
‫عالدنا دعب تاونس سمخ‬
‫ةيبرعلا تاروثلا‬
KLIMAET FOR BÆREDYGTIGE
INVESTERINGER HAR ALDRIG
VÆRET BEDRE
WeThink.dk
- VIL DU VÆRE MED?
Klimainvesteringsfonden bidrager med viden og
co-finansiering til virksomheder og developere,
der ønsker at udvikle, drive eller eksportere
teknologi til klimarelaterede projekter i vækstog udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika
og dele af Europa.
HAR DU PROJEKTET,
HAR VI VIDEN OG PENGE
Klimainvesteringsfonden er administreret af IFU.
Vi tilbyder viden, rådgivning og finansiering.
Har du et klimaprojekt, der er nøglefærdigt eller
i udviklingsfasen, så tal med os.
Ring 33 63 75 00 eller læs mere og book et
møde på klimainvesteringsfonden.dk
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 1 • 2015 • MARTS • 42. ÅRGANG –
De mangler
rent vand
s.51 /
Barbie ser lyserødt
s.66 /
UDVIKLING
ERHVERV
FN: Alderdom bliver
fremtidens udfordring s.4 /
Koka er Bolivias nye
eksport-guld s.10 /
Skatteflugt svækker kamp
mod ebola s.4 /
Myanmar/Burma på danske
virksomheders radar s.14 /
Fotoserie: Tæt på
pakistanske drone-ofre s.38 /
Somalia inviterer
udlændinge til oliefest s.14 /
Sri Lanka: Forsker vil forhindre gift-selvmord s.56 /
Stor efterspørgsel efter
klimavenlige løsninger s.14 /
Kampagner: Onde skurke
virker – måske s.60 /
Venezuela: Billige Barbiedukker hitter stort s.66 /
POLITIK
KULTUR
Indonesisk kvindegruppe
kræver oprejsning s.6 /
Afrika: Spoken Word giver
rum til nye stemmer s.16 /
Tunesien: Nu vil folk have
sikkerhed s.22 /
Stor interesse for nyt palæstinensisk museum s.21 /
Krise fem år efter det
arabiske oprør s.24 /
Nu vil verden have kunst
fra Myanmar s.21 /
Militærudgifter i Afrika
stiger kraftigt s.27 /
Mozambique: Slum er en
del af kulturarven s.21 /
Analyse: Læren efter Burkina
Fasos revolution s.28 /
Flere østafrikanske kvinder
vælger singlelivet s.34 /
FASTE SIDER
s.22 /
TEMA: 5 ÅR EFTER REVOLUTIONEN
De begyndte i Tunesien og er senest nået til Burkina
Faso. Udvikling gør status over de folkelige oprør.
s.38 /
DRONERNES TAVSE OFRE
Fotograf Massimo Berruti portrætterer de civile ofre
for droneangreb i det nordlige Pakistan.
s.52 /
Velkommen til Udviklings
side 9-afgrøde s.9 /
Kulturen Kort: Afripedia
og eksperttyranni s. 44 /
Dem skal du følge på de
sociale medier s.45 /
Bolivias
koka-fremstød
s.10 /
Navne: Ny chef for Folkekirkens Nødhjælp s.64 /
Asiatisk Plads: Nyt om
dansk bistand s.65 /
”I DETTE LAND GRÆDER JEG HVER DAG”
Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman
skal foregå i Etiopien. Læs hendes fine rejsebrev.
AGENDA
UDVIKLING
Vækst
uden job
FOTOS: THIERRY GOUEGNON/REUTERS/SCANPIX (NED.) & SØREN RUD/DANIDA (ØV.)
4/
SELV OM DE
MINDST udviklede
lande i verden har
økonomisk vækst, så
kniber det for dem
at skabe nye arbejdspladser.
Det fremgår af en
rapport om disse såkaldte LDC-lande fra
FN's handels- og udviklingsorganisation
UNCTAD.
Årsagen er, at
landene halter bagud
med at forandre deres
økonomiske struktur,
så den passer til den
nye globale økonomi.
Først når det sker,
kommer der flere job,
vurderer UNCTAD.
De nye job skal
være ordentlige
arbejdspladser i
sektorer med høj produktivitet, anbefaler
organisationen. Det
internationale samfund bør hjælpe med
omstillingen, mener
UNCTAD. • /RH
WHO: Alderdom bliver
fremtidens udfordring
I de kommende årtier vil antallet af ældre fordobles. De fleste vil
befinde sig i lavindkomst- og mellemindkomstlande, og det vil kræve
nye blikke på sundhed.
AF REGNER HANSEN
FÆNOMENET ALDRING BØR have højere global prioritet, simpelthen fordi antallet
af ældre i verden stiger markant i de kommende årtier. Det mener Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
I 2050 vil der være to milliarder mennesker over 60 år. Det er mere end dobbelt så
mange som nu. Læg hertil, at 80 procent af
de ældre vil befinde sig i lav- og mellemindkomstlande.
Selv om folk lever længere, får de ikke
automatisk sundere liv end før. I øjeblikket
er næsten en fjerdedel af den globale byrde
i form af død og sygdomme hos personer
over 60 år – og den byrde bliver tungere. Der
vil komme flere med langvarige sygdomme
såsom kræft, kroniske luftvejsinfektioner,
problemer med hjertet, gigt, knogleskørhed,
angreb på nervesystemet og psykiske lidelser. Samtidig vil mange opleve et mindsket
velbefindende.
ENORM UDFORDRING
Der venter således en kæmpemæssig udfordring for de offentlige sundhedsvæsener –
ikke mindst i u-lande, som i stigende grad skal
forholde sig til ”nye” sygdomme i tillæg til de
fattigdomssygdomme, som de i forvejen trækkes med. For eksempel viser den nyeste prog­
nose, at antallet af mennesker med demens på
verdensplan vil stige fra 44 millioner nu til 135
millioner i 2050.
WHO’s eksperter vurderer, at det bliver
nødvendigt med store forandringer i håndteringen af sundhed og pleje, som bør tilpasses
udviklingen i hvert enkelt land. Det er vigtigt
at imødegå risikoen for øget ulighed i sundhedstilbuddene, siger de.
WHO opfordrer samtidig til at optrappe
den forebyggende indsats. Et bedre fysisk og
socialt miljø kan afbøde væksten i behovet for
hjælp, hedder det. Sunde og glade ældre kan
bedre bidrage til det samfund, de lever i. •
SÅKALDTE REMITTERINGER udgør tre
gange så meget som den officielle udviklingsbistand. Det anslår Verdensbanken om
pengene, som overføres af privatpersoner fra
deres opholdsland – typisk et industriland –
til familien i deres hjemland – typisk et
u-land.
I 2013 var der tale om over 400 milliarder
dollar (2.400 milliarder kroner).
Nu lancerer de svenske myndigheder en
tjeneste med navnet Money from Sweden,
som skal gøre det lettere og mere overskueligt for udlændinge at sende penge hjem.
Money from Sweden er udviklet af den
svenske forbrugerstyrelse på foranledning af regeringen, som håber at
skærpe konkurrencen og mindske
gebyrerne ved privatpersoners
overførsel af penge fra Sverige
til privatpersoner i andre lande.
Tjenesten sætter brugerne i
stand til på stedet at sammenligne afgift, vekselkurs og
hurtighed hos udbyderne.
Initiativet roses af Lisa
Pelling, som er chef­
analytiker i den svenske
tænketank Arena Idé og har
skrevet en doktorafhandling
om remitteringer. Hun mener,
at tjenesten måske kan blive
en model for andre lande.
Pelling siger ifølge magasinet
OmVärlden fra den svenske
stats bistandsorgan Sida, at
hun har et langsigtet håb om,
at det internationale finansielle
system vil begynde at begunstige pengeoverførsler mellem
privatpersoner i forhold til
store transaktioner. • /RH
17 nye mål for udvikling
I LØBET AF 2015 skal verdens lande diskutere udviklingsmålene frem mod 2030, der
skal afløse de hidtidige mål. FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, antyder i en rapport, at
han forestiller sig 17 nye udviklingsmål, som
tilsammen skal udrydde fattigdom, forandre
tilværelsen for alle verdens borgere og beskytte jordkloden.
Målene fremgår af en rapport fra generalsekretæren, der skal vise ”vejen til værdighed”.
De 17 mål omfatter seks fokusområder: Værdighed, folk, velstand, jordkloden, retfærdighed og partnerskaber.
Rapporten er resultatet af to års forberedelser, som har haft deltagelse af medlemslandene, FN-embedsmænd, eksperter og repræsentanter for det civile samfund.
Ban Ki-Moons udspil får generelt en positiv
modtagelse, fordi målene ifølge kommentatorer er præget af et helhedssyn. Dog mener
enkelte kritikere, at der burde gives mere opmærksomhed til handel og migration. • /RH
Skatteflugt
svækker
kamp mod
ebola
DE TRE VESTAFRIKANSKE LANDE
Liberia, Sierra Leone
og Guinea er hårdest ramt af ebolaepidemien. Sådan
behøvede det måske
ikke at være, hvis de
havde haft et større
sundhedsbudget. En
beregning, foretaget
af den internationale
hjælpeorganisation
ActionAid, viser, at
de tre lande mister
mere på grund af
virksomheders skatteflugt, end de har
til rådighed til sundhedsformål.
Skatteflugten har
et anslået omfang på,
hvad der svarer til
næsten 300 millioner
dollar (1,8 milliarder
kroner). Tallet stammer fra 2011, som
er det nyeste beregningsgrundlag.
Liberia, Sierra
Leone og Guinea er
lande med dyb fattigdom, svage regeringsinstitutioner og
et nødtørftigt sundhedsbudget, der var
dårligt forberedt på at
håndtere ebola-krisen.
Eksempelvis er der
cirka 10 gange så
mange mennesker pr.
hospitalsseng i landene, end der typisk
er i rige lande. • /RH
5/
FOTOS: INGIMAGE (ØV.) COLOURBOX (NED.)
Lettere at sende penge hjem
Indonesien
KVINDERNE, DER
OVERLEVEDE SUHARTO
Et indonesisk statskup i 1965 blev besvaret med et kontrakup.
Millioner blev myrdet, og mange blev sendt i arbejdslejre, hvor
kvinderne var særlig udsatte. Ingen af de overlevende har endnu fået
oprejsning, men en planlagt folkedomstol i Haag i 2015 vækker nyt håb.
AF ANNA STERNFELDT, BUKITTINGGI OG JAKARTA
ILLUSRATION: OTTO DICKMEISS
6/
UROLIGHEDER I INDONESIEN 1963 – HER VED DEN BRITISKE AMBASSADE. DE ANTI-IMPERIALISTISKE STRØMNINGER FØRTE TIL EN MODREAKTION I FORM AF GENERAL SUHARTOS KUP I 1965.
“
De stillede tunge borde oven på
mine fødder, så i dag har jeg ingen følelse i mine storetæer. De
rev håret ud af hovedet på mig,
og de slog mine tænder ud.
set og senere tortureret generalerne
med barberblade. Det blev påstået, at
de havde stukket øjnene ud på generalerne og skåret deres kønsdele af.
Manismar, tidligere medlem
af Gerwani
Efter at ligene var blevet smidt i en
dyb brønd, havde kvinderne deltaget
i et orgie sammen med de tilstedeværende mænd. Historien om de
”De fortalte mig, at de havde hugget hovedet af ham og smidt det i
frygtelige kvinder spredte sig i hele
floden og derefter smidt hans krop i
landet, men ingen af kvinderne kom
en kløft. At fortælle sådan noget var
nogensinde for en domstol.
deres måde at skænde mig på, det
var en del af torturen. Jeg så også tit
mennesker blive slået ihjel, det var en
måde at true mig på. Hvis jeg ikke fortalte, hvad jeg vidste, ville de også slå
PKI’s kvindegruppe Gerwani
mig ihjel. Jeg levede i konstant frygt,”
blev anklaget for at have deltafortæller hun.
get i et ritualmord på generaRosnina blev aldrig gift igen og
lerne. Man sagde, at kvinderne
fik ikke flere børn. Hun kunne ikke
havde klædt sig af og danset og
arbejde, efter at hun blev løsladt, så
senere tortureret generalerne
hendes familie tog sig af hende.
med barberblade. Det blev
Manismar, som i dag er 80 år, var
påstået, at de havde stukket
også aktiv i Gerwani, og også hun var
øjnene ud på generalerne og
12 år i lejr. Hun havde sin datter på ni
skåret deres kønsdele af.
måneder med sig i fængslet, og datteren voksede op der. Manismars mand
var leder af PKI, så han blev slået ihjel.
ET LIV I FRYGT
Selv blev hun voldsomt tortureret.
I det hele taget blev Gerwani-kvin”De stillede tunge borde oven på
derne en meget udsat gruppe, som
mine fødder, så i dag har jeg ingen
blev dæmoniseret af det indonesiske
følelse i mine storetæer. De rev håret
militærs propagandakampagner.
ud af hovedet på mig, og de slog mine
Man fremstillede medlemmerne i
tænder ud. De stak pistoler ind i maven på mig og truede med at slå mig
Gerwani som ”amoralske ludere”,
der svigtede deres land via deres rolle ihjel,” siger hun.
i statskuppet. I nogle tilfælde var det
Manismar spørger, om jeg kender
tilstrækkeligt, at de havde hjulpet
til marxismen, og da jeg svarer, at jeg
til med at sy eller lave mad for at
ikke bare kender til den, men at jeg
blive anklaget for medvirken i kuphar studeret den på universitetet i forpet. Nogle gange var kvinderne ikke
bindelse med mine sociologistudier,
engang med i Gerwani, men aktive i
lyser hun op som et lykkeligt, lille
forskellige fagforeninger. Alle, der var barn. Hun får tårer i øjnene, og hun
mistænkt for at have haft den mindste omfavner mig hårdt. Jeg ved, at hen-
7/
“
FOTO: POLFOTO
EFTER INDONESIENS selvstændighed i 1949 så USA med bekymring
på udviklingen i landet. En vis demokratisk udvikling havde man kunnet
tolerere, men den antikapitalistiske og
antiimperialistiske tendens, der voksede sig stadig stærkere – den brød
man sig ikke om. Indonesien var et
land med enorme mængder råstoffer,
som den vestlige verden gerne ville
lægge beslag på, men udviklingen i
1960’erne betød en risiko for, at man
ville gå glip af alle herlighederne.
Det ville USA ikke finde sig i, og
sammen med Indonesiens militær,
religiøse ledere og højreorienterede
økonomer iscenesatte USA's regering (ved hjælp af CIA) et statskup.
Via den 30. september 1965 blev
syv højtstående officerer, heraf seks
generaler, myrdet, og Indonesiens
kommunistiske parti, Partai Komunis
Indonesia (PKI), fik skylden.
General Suharto overtog ledelsen
af militæret, kuppet blev slået ned,
og så indledtes en massakre på tre
millioner mennesker, samtidig med
at 1,5 millioner mennesker blev sendt
i arbejdslejre under modbydelige
forhold (tallene varierer afhængigt af
kilden). Den livsfarlige, epidemiske
kommunisme skulle bremses. Det var
tilstrækkeligt at være ven med eller
i familie med en kommunist. Eller
socialist, eller intellektuel, eller etnisk
kineser. Alle, der blev betragtet som
en trussel mod ”The New Order”, som
Suharto og hans allierede ville indføre,
blev anklaget for at være kommunis­
ter. Og skulle udryddes.
PKI’s kvindegruppe Gerwani blev
anklaget for at have deltaget i et ritualmord på generalerne. Man sagde, at
kvinderne havde klædt sig af og dan-
smule kontakt med kommunisterne,
blev fængslet.
Jeg møder nogle af kvinderne, der
overlevede massakren i Bukittinggi
i det vestlige Sumatra. En af dem er
Rosnina, der var medlem af Gerwani
og blev dømt til 12 år i arbejdslejr.
Hun havde sit etårige barn med i
fængslet, men barnet døde efter en tid.
Hendes mand sad også i arbejdslejr,
men forsvandt efter syv måneder.
>
>
FOTO: ANNA STERNFELDT
8/
des glæde ikke beror på, at hun tror, at
jeg deler hendes politiske ideal, men
på at jeg har indsigt i den ideologi,
som hun har lidt så meget for, og som
har været hendes identitet. Hun føler
sig simpelthen set. Noget, hun ikke
har oplevet siden 1965.
Johanna Maria var lærer på en
skole, der blev drevet af Gerwani, og
for den ”forbrydelse” fik hun 12 år i
arbejdslejr. Hendes mand var i militæret, så han havde ingen problemer,
han sørgede derimod for at gifte sig
med andre kvinder, mens Johanna
Maria sad fængslet. Ligesom de øvrige kvinder siger hun, at en af hendes
veninder blev voldtaget. Jeg spekulerer over, hvilke af kvinderne der taler
om sig selv. Måske dem alle sammen.
gjorde de, da presset fra det internationale samfund blev for stort. Så fik
vi madrasser at sove på og endda et tv.
Det var presset fra omverdenen, der
gjorde, at vi endelig blev løsladt i slutningen af 1970’erne,” fortæller Pujiati.
Selv om kvinderne blev sluppet ud
af arbejdslejren, var de stadig ikke helt
frie. Bevægelsesfriheden var kraftigt
begrænset, og de havde fortsat rapporteringspligt. De fik forbud mod
at arbejde inden for områder, som på
den ene eller den anden måde kunne
påvirke offentlighedens meningsdannelse, for eksempel som journalist,
lærer, præst og advokat.
Før de blev løsladt, blev kvinderne
også tvunget til at underskrive et løfte
om, at de ville afholde sig fra al politisk
aktivitet, og at de ville afstå fra alle krav
ENDELIG LØSLADT
om kompensation for at have været
På et plejehjem i Jakarta for overlefængslet på fejlagtigt grundlag eller for
vende fra massakren i 1965/66 møder at være blevet behandlet dårligt. Alle
jeg kvinderne Lestari og Pujiati. Den
tidligere politiske fanger fik også et
tidligere præsident Megawatis mand
stempel på deres id-kort, der anførte, at
skænkede huset til ofrene for Suharde havde været i fængsel. Friheden var
totiden, fordi han havde medfølelse
altså begrænset af en stærk stigmatisemed dem. Mange af dem havde ingen ring, som blev opretholdt aktivt, indtil
Suharto blev afsat i 1998.
steder at være, da de blev gamle.
Nu er der ikke længere nogen, der
”Det ville være hårdt at bo sammen
har rapporteringspligt, og ingen har
med min familie. De forstår ikke min
længere stempler på deres id-kort.
politiske overbevisning, så der bliver
I stedet har man efterladt alle overlehele tiden konflikter. Så jeg er meget
vende ofre i et stort vakuum. Som om
taknemmelig for, at jeg kan bo her,”
ingenting var hændt.
siger Lestari.
Både Lestari og Pujiati har som
NY FOLKEDOMSTOL
så mange andre siddet fængslet i 12
Indtil videre har hverken Indonesiens
år, og deres skæbner minder om hinanden. Venner og familie, der er forregering eller menneskerettighedssvundet, hårdt arbejde, for lidt mad, at domstolen anerkendt nogen problemer under de tidligere regimer. Lanleve tæt sammenstuvet og med store
dets menneskerettighedskommission,
sanitære mangler.
Komnas HAM, fremlagde en rapport
”Det blev bedre, efter at Amnesty International besøgte os, og det
med interviews med 349 øjenvidner
FARLIG FORTID
Udvikling ser i en ny serie
nærmere på historiske traumer,
der endnu ikke er helet.
for den offentlige anklager i 2012 og
bad om en officiel undersøgelse af
det, der skete i 1965-66. Den offentlige
anklager afslog ansøgningen med den
forklaring, at beviserne var utilstrækkelige til at motivere en officiel retsundersøgelse. Endnu en gang blev alt
fejet ind under gulvtæppet.
Men så skete der noget. I december
2012 var der premiere på The Act of
Killing i Indonesien, en dokumentarfilm (støttet af Danida, red.), der tager
udgangspunkt i gerningsmændenes
perspektiv, og emnet, der har været
fuldstændig tabubelagt, blev pludselig
diskuteret i hele landet. Ganske vist er
ingen endnu blevet stillet til ansvar,
men tavsheden er brudt. Frustreret
over afslaget på Komnas HAMs
rapport, og inspireret af det stærke
indhold i The Act of Killing, mødtes
nogle menneskerettighedsaktivister
og overlevende fra 1965/66 i Holland
og bestemte sig for at opstille en folkedomstol i Haag i 2015. Netop Haag
har stor symbolsk betydning, og også
året 2015 har betydning, eftersom det
markerer ”50 års tavshed”.
De kvinder, jeg mødte, har været
udsat for så hårrejsende ting, at man
ikke kan beskrive det, og alligevel har
de både kærlighed og humor at dele
ud af. De er skadet for livet og sover
dårligt om natten, men de har stadig
et håb om en dag at få oprejsning.
Og med udsigt til folkedomstolen
næste år kan det være, at de endelig
får deres store ønske opfyldt. •
Oversat af Julie Top-Nørgaard
DE, SOM OVERLEVDE SUHATOS MASSAKRER, BEGYNDER AT BLIVE GAMLE. MEN DE HÅBER
STADIG PÅ OPREJSNING.
Mexico. Her blev afgrøden måske
spist for helt op til 8.000 år siden, den
præcise oprindelse er uvis. Sikkert er
det imidlertid, at afgrøden spredte sig
sydpå, og at Sydamerikas stammer
tog imod den med åbne arme
Da spanierne ankom for 500 år siden, var planten at finde i det meste af
Latinamerika. Den lille gule ”ært”, der
sidder tæt pakket på en stor, karakteristisk stilk, var grøntsag par excellence
i inkaens palads, i mayaens pyramide
og på aztekerens marked – en herlig
farverig gul-grøn grøntsag med smag
og sunde egenskaber.
MAJS
DER FINDES FLERE END 300 FORSKELLIGE MAJSSORTER I VERDEN.
LATINAMERIKANERNES HOFRET
Men den er ikke naturlig. Ikke helt.
Majs blev ifølge historikerne videreudviklet af de oprindelige folk. Planten er forfinet via naturlig selektion i
kombination med, at stammerne gav
den optimale forhold, så den udviklede sig til den potente majskolbe, vi
kender i dag.
Da majs tog den lange rejse sydpå
over brusende floder og høje bjerge
til Sydamerika, blev afgrøden bare
endnu mere populær. Den saftige gule
majs kom til at spille en vigtig rolle i
menuen over det meste af Latinamerika. Det gør den stadig.
Klimaet var – og er – perfekt til
majs, siden planten skal bruge en
lang, varm vækstsæson for at trives.
IMPORT TIL EUROPA
Da Christoffer Columbus til sidst
kom og ’opdagede’ Amerika i historiens måske største kultursammenstød,
opdagede han også majsplanten.
Den store afgrøde blev importeret til
Europa, og majs blev populær i både
syd og øst.
Da europæerne på ny krydsede
Det er svært at forestille sig Mexico uden den lille
Atlanterhavet i store indvandringsrunde majstortilla – pandekagen. Den er tradition.
bølger i løbet af 1800-tallet, tog de
majsplanten med til Nordamerika,
Det samme er majsplanten, der blev udviklet af
hvor den blev populær i USA’s
aztekernes forfædre og siden blev en vigtig afgrøde
varme sydstater.
i hele Amerika.
At majs siden blev opfattet som
en europæisk arv (i USA), er skæbAF EBBE FISCHER
nens ironi. Men det er en ironi, de er
fuldstændig ligeglade med i Latin MEXICO BY ved frokosttid. Hånd- dre står på fortovet og gumler på frisk- amerika, så længe de kan få en fyldt
værkere og slipsedrenge står på tælavede tortillaer med chili drivende
majstortilla til frokost.
erne af hinanden hinanden i en lang
ned ad hagen. En lidt bred, midaldUSA og Brasilien er i dag verdens
rende dame er i fuld gang med at lave største producenter af majs. Afgrøden
kø, mens biler i tusindvis ruller forbi
majspandekager med kød og bønner.
på vejen. Over mega-metropolen
bliver desuden dyrket intensivt i latinamerikanske lande fra Argentina til
bager solen fra en skyfri himmel.
Og så lidt chili. El Clásico.
Mexico, ofte som gmo-afgrøde. Men
Mexicanerne i køen sveder og ser
Majs er fra Mexico, eller rettere
det er en anden historie. •
længselsfuldt ind i den lille biks. Anfra det landområde, vi i dag kalder
MAJS MÆTTER MASSER AF
MEXICANSKE MAVER
9/
Eksport
KOKA ER
BOLIVIAS NYE
GULD
10/
Det har i årtusinder været en fast bestanddel af Andesregionens
agroindustri. Bolivias præsident, Evo Morales, er selv gammel
kokabonde, og han har tilladt dyrkning af planten i sit land.
Nu vil han også eksportere koka. Markedet er lovende.
FOTO: JUAN KARITA/AP/POLFOTO
AF EBBE FISCHER
DEN BOLIVIANSKE PRÆSIDENTS KOKAKAMP MOD FN HAR
GJORT HAM TIL EN YDERST POPULÆR I BEFOLKNINGEN.
LATINAMERIKANSKE narkokarteller har i årtier tjent kassen på illegal
eksport af kokain fra Sydamerika til
USA og Europa.
Nu vil Bolivias lovlige kokaindustri
også eksportere produktet, dog i en
mildere variant. Eksempelvis som
koka-te, der afhjælper træthed, højdesyge og sult, mens bolivianerne stadig
vil samarbejde med det internationale
samfund om at bekæmpe den globale
kokainhandel.
Bolivias viceminister for koka og
industrialisering, Gumercindo Pucho,
er optimistisk i forhold til handel med
kokablade, der er langt mildere end
ekstraktet kokain.
”Kokablade er et godt produkt,
og vi ser en udvikling i retning af, at
vi kan eksportere industrialiserede
kokaprodukter,” sagde han
sidste år.
Udtalelsen kommer i forlængelse af en
aftale
med
Ecuador, underskrevet af præsidenterne Evo Morales (Bolivia) og Rafael
Correa (Ecuador) i oktober 2013. En
aftale, der blandt andet skal fremme
samhandel med kokaprodukter.
Samtidig er Bolivias diplomati i
dialog med Cuba om eksport af koka­
blade. FN modsætter sig imidlertid al
eksport af den berygtede koka­plante,
fordi man frygter mere fremstilling
af et af verdens mest vane­dannende
og skadelige euforiserende stoffer:
Kokain.
ÆLDGAMMEL VARE
Kokablade har været benyttet i Andesregionen i mindst 4.000 år, mens
nogle forskere daterer brugen af kokablade hele 6.000 år tilbage i tiden.
Bladene tygges i dag af over 60 procent af bolivianerne, særligt mænd.
Imidlertid har alt internationalt
salg af kokablade været forbudt
siden 30. marts 1961, da FN vedtog
The Single Convention om Narcotic
Drugs. En konvention, der er un-
derskrevet af 184 stater, og som skal
dæmme op for handel med kokain,
foruden en lang række andre euforiserende stoffer.
Gumercindo Pucho understreger
derfor, at fremtidig eksport af kokain
bliver i henhold til bilaterale aftaler
med villige lande.
“
Kokabladet bør ikke længere
være ulovligt. Kriminalisering af
kokabladet er kriminalisering af
en hel kultur.
Evo Morales,
præsident
Imens advarer FN’s kontor for
narkobekæmpelse, UNODC, mod at
eksportere kokablade med henvisning
til, at det kun er i Bolivia, produktet
er lovligt. Kokablade er stadig på FNlisten over ulovlige euforiserende stoffer. Men bolivianerne slår på, at der
er langt fra virkningen af kokain til
virkningen af kokablade.
Førstnævnte er et hårdt stof, et
ekstrakt behandlet med kemikalier og
med en overvældende virkning, mens
sidstnævnte er et rent naturprodukt,
der kun giver en lettere berusende
følelse i kroppen. Det påpeger bolivianerne ivrigt.
KOKAPLANTEN
•De oprindelige folk i Andesbjergene har
i årtusinder dyrket kokaplanten. Særligt
i de områder, som i dag hører under
Peru, Colombia, Ecuador og Bolivia.
• Plantens ekstrakt kan udvindes til det forbudte stof kokain, der på gaden i
Danmark kaldes ’sne’ på grund af den fine konsistens.
• Kokaplanten kan også bruges på en mildere facon, som er særdeles udbredt
i Bolivia. Mange tygger kokabladene,
hvilket giver en opkvikkende virkning, der samtidig dulmer smerter.
• Desuden er koka-te – mate de coca – populært. Her bliver kokaplantens blade simpelthen lagt i teposer.
• Kokaplanten kan desuden bruges som
tilsætning i en række madvarer, olier og drikke.
der har gjort Evo Morales populær i
Bolivia (foruden hans nationaliseringer af naturressourcerne). Nationen
består af et flertal af oprindelige folk
– som Morales selv, og de har følt sig
trynet af den rige verden, lige siden
spanierne ankom for 500 år siden.
Bolivia er et land, hvor det indianske
flertal tror på præsidenten, og de anser ham som en af deres egne. De er
EVOS KAMP
overbeviste om, at han kæmper deres
Præsident Evo Morales, der altid kaldes sag, mens han kritiseres fra andre
ved sit fornavn hjemme i Bolivia, er selv sider for at være autoritær.
tidligere kokabonde og leder af kokaEvo Morales blev genvalgt
bøndernes fagforening.
for anden gang i oktober
Siden han blev præsident i 2006, har med overvældende
han kæmpet for det internationale sam- flertal. Igen. Mere
funds accept af kokaplanten som lovligt konkret har Evo
handelsprodukt. Først og fremmest i
Morales scoret point på,
Bolivia, men også i resten af verden.
”Vi er for kokablade, men imod ko- at han i 2012
fratrådte
kain,” fastslog Evo Morales allerede i
2009 ved en berømt konference om il- FN’s narlegale stoffer. Fra FN’s talerstol viftede kokonvention. Han
præsidenten ivrigt med et kokablad,
trak simet billede, der gik verden rundt. Evo
pelthen
Morales fortsatte:
Bolivia
”Kokabladet bør ikke længere
være ulovligt. Kriminalisering af ko- ud af aftakabladet er kriminalisering af en hel len, og året efter
kultur. Dyrkningen af kokablade går fik han sin til dato største sejr,
da FN’s medlemslande anerkendte
tilbage til år 3.000 før Kristi fødsel,
hvordan vil I så ende forbruget på 25 kokablade som kulturarv i Bolivia.
år, når I ved, at det ikke er skadeligt? Landet fik en omstridt undtagelse, der
dog havde støtte fra 168 lande. Men
Det er blandt andet den kamp,
11/
>
>
12/
CAMPESINAS – INDIANSKE LANDBOKVINDER - SPREDER KOKABLADE FORAN DEN AMERIKANSKE AMBASSADE I LA PAZ PÅ BOLIVIAS NATIONALE
DAG FOR TYGNING AF KOKABLADE, DEN 12. MARTS.
FOTO: JUAN
XXX KARITA/AP/POLFOTO
store lande som USA stemte imod.
Resultatet betød, at landet gentiltrådte konventionen året efter.
i verden, siden flere og flere sætter
spørgsmålstegn ved den ekstremt dyre
globale narkokrig, der tilsyneladende
ikke dæmper forbruget af stoffer. Til
ALLIANCEN
gengæld koster den titusindvis af liv
Sidste år blev Bolivia formandsland for og medfører voldsom kriminalitet på
den store G77-gruppe under FN, hvilket smuglerruterne, særligt i Latinamerika.
lader til at have givet Evo Morales mere
Bolivias præsident mener, at hans
blod på tanden. G77 er en stadig mere
land befinder sig i en fortsat kamp
magtfuld (løs) sammenslutning af umod FN.
lande i FN, og Evo Morales udtalte sig
”Det næste skridt er selvfølgelig at
bramfrit på en pressekonference.
eksportere kokablade,” fastslog han i
”Sidste år fik vi anerkendelse for tra- januar 2014.
ditionel brug af kokablade. Vores næste
Det er en kamp, som Bolivia søger
opgave er at fjerne kokabladet fra FN’s støtte til hos sine latinamerikanske allierede under Alianza Bolivariana para
liste over forbudte stoffer,” sagde han,
las Américas (ALBA). En alliance, der
inden han skyndte sig at understrege,
består af Venezuela, Ecuador, Cuba,
at Bolivia skam bekæmper kokain.
Bolivia, Nicaragua samt en række
”Bolivia tillader familier at dyrke
kokaplanten, men samtidig bekæmper østater i Caribien. Og en alliance, der
normalt holder sammen mod regler
vi international narkohandel. Kokain
mere eller mindre dikteret af verdens
er naturligvis ulovligt,” sagde Evo
traditionelle stormagter. FN har lanMorales.
ceret den globale narkokrig på forEt par måneder senere gik han et
anledning af USA, særligt præsident
skridt længere i sin retorik. En retorik,
Richard Nixon, der i 1971 erklærede
som har tilhængere mange steder
’war on drugs’ og fik FN og verdenssamfundet med.
Evo Morales har videre fortalt, at
Kina planlægger at købe flere tons kokablade. Det er dog ikke bekræftet fra
kinesisk side, men analytikere påpeger, at et eventuelt køb vil ligge i tråd
med Kinas ønske om at smøre sine
allierede i Latinamerika, særligt Sydamerika, der i stigende grad er en vigtig strategisk ressourcebase for den
hastigt voksende kinesiske industri.
KOKAINDUSTRIENS DILEMMA
Et studie finansieret af EU fastslog i
november 2013, at 58 procent af Bolivias kokahøst i 2012 gik til traditionelle
formål (mest almindelig tygning og
koka-te), hvilket ifølge studiet efterlader
de resterende 42 procent til kokainproduktion. Sidstnævnte er præcis det,
resten af verden ikke bryder sig om.
Samtidig er 40.000 bolivianere afhængige af kokahøsten ifølge studiet
fra EU, og afgrøden bidrager med 1,5
procent til landets BNP (332 mio.
“
Sidste år fik vi anerkendelse for
traditionel brug af kokablade.
Vores næste opgave er at fjerne
kokabladet fra FN’s liste over
forbudte stoffer.
Evo Morales,
præsident
eksperter. Hensigten er, at kokabladene skal være økologiske, forklarer
organisationens leder i La Paz, Ernesto Cordero, i november.
”Vi bruger ikke længere kemiske
produkter til at sprøjte med. Vores
cubanske brødre bekæmper skadedyr på økologisk vis. (organisk er en
anglificering!), og det gælder også
for andre afgrøder,” forklarer han om
samarbejdet med den traditionelle allierede, Cuba.
dollars) ifølge tal fra FN. Dertil kommer, at millioner af bolivianere nyder
at tygge kokablade, som deres forfædre
har gjort i årtusinder.
Traditionen har givet anledning
til etablering af Ministeriet for Koka
og Industrialisering. På ministeriets
hjemmeside beskrives en ’mission’.
Der står:
”Siden der er et kæmpe spring fra
produktionszonerne til markederne
i Villa Fátima (La Paz) og Scaba
(Cochabamba), vil vi autorisere salgskæderne på de legale (koka)markeder
på nationalt niveau, så produktet kan
nå sin endelige destination. Dette inden for udviklingsplanen ’Et værdigt,
suverænt, produktivt og demokratisk
Bolivia’.”
En hensigtserklæring, der nu de
facto er udvidet til det internationale
marked. Koka-teen Bimate er allerede
sendt til Ecuador, hvor den skal analyseres nærmere.
Samtidig samarbejder foreningen
for kokaproducenter med cubanske
VERDEN ÅBNER SIG
Mens det ikke er overraskende, at Evo
Morales’ kokaprojekt bliver støttet
af de socialistiske forbundsfæller i
Ecuador og Cuba, er det straks mere
bemærkelsesværdigt, at EU’s udviklingskommissær, Andris Piebalgs, har
åbnet en dør på klem for fremtidig
international handel med kokablade.
Kommissæren udtalte i 2013, at han
ikke vil udelukke, at kokaprodukter
kan blive tilgængelige på det europæiske marked. Han understregede dog
samtidig, at der først skal gennemføres en række studier, der fastslår, at de
pågældende produkter ingen negative
konsekvenser har for den europæiske
forbruger.
Vejen er lang, inden vi måske får
kokablade i Danmark. Selv Ecuador
og Cuba mangler i skrivende stund
den endelige godkendelse af Bolivias
Bimate-te, og processen kan tage
lang tid endnu, mens en række af
landets øvrige forbundsfæller også
tøver.
Analytikere vurderer, at Bolivias
allierede trods alt er skeptiske angående kokabladenes skadelige virkninger, selv om de principielt støtter
de bolivianske traditioner – på hjemmemarkedet. Sagen er simpelthen, at
kokabladene kan benyttes som råstof
til kokainproduktion i modtagerlandene, og med en ekstremt stor avance
på kokain på det sorte marked ligner
det en meget reel bekymring.
Imens har regeringen i La Paz
etableret en fabrik til ’industrialisering af koka’. Regeringen har skaffet
maskinerne, men en del af dem står
stadig ubrugte hen med tekniske
problemer, mens et offentligt-privat
firma er under opbygning.
Også andre steder i landet går ’industrialiseringen af kokaindustrien’
trægt. Salg og eksport af kokablade
bliver måske en moderne industri en
dag, men den vil tilsyneladende fortsætte med de traditionelle metoder
en rum tid endnu, som industrien har
fungeret i årtusinder – lang tid inden
inkaerne satte sig på magten.
De første skridt til en international
professionalisering af kokaindustrien
er imidlertid taget i La Paz. •
13/
UDVIKLING I
KOKA-PRODUKTION
•Peru, Colombia og Bolivia er verdens
største producenter af koka.
• Bolivia har som eneste land dispensa tion fra FN til at dyrke kokablade med henvisning til landets ældgamle tradi-
tion på området.
• Imidlertid producerer Bolivia flere kokaplanter, end bolivianerne selv
efterspørger. Det skyldes primært den store illegale handel med kokain – en vigtig indtægtskilde for mange mindre-
bemidlede i Sydamerikas fattigste land.
• Fra 2012 til 2013 faldt kokaproduktionen i Bolivia med ni procent – og fra 2010 til 2013 er produktionen faldet med hele
26 procent ifølge FN’s kontor for narko-
bekæmpelse (UNODC).
• Bolivias produktion er i dag på det
laveste niveau siden 2002. Samme
tendens ser man i Peru og Colombia,
om end produktionen stadig er langt større, end landenes eget forbrug beret-
tiger til. Kokain er med andre ord stadig en vigtig illegal eksportvare.
AGENDA
ERHVERV
GlaxoSmithKline vandt
første etape
af Ebolakapløbet
FOTOS: TOMAS MUNITA/NYT/SCANPIX (NED.) & COLOURBOX (ØV.)
14/
DA EBOLA-EPIDEMIEN brød ud i
Vestafrika sidste år,
fandtes der ingen
vaccine eller kur,
hvilket skabte spekulationer om, hvorvidt
medicinalindustrien
overhovedet bekymrede sig for de syge.
Medicinalvirksomhedernes svar er, at
der ikke tidligere har
været incitament til
at udvikle en vaccine.
Det er der nu, og kapløbet om at lancere
den første medicin
er i fuld gang. Første
etape blev vundet af
britiske GlaxoSmith­
Kline, der i slutningen af januar sendte
de første 300 doser af
sin medicinkandidat
til Liberia.
”Grunden til at vi
ikke tidligere har udviklet en Ebola-vaccine er, at det ikke var
en prioritet for nogen.
Det årlige antal smittede var meget lavt i
forhold til eksempelvis malaria eller hiv. I
de 40 år, vi har kendt
til Ebola, har der
været 24.000 kendte
sygdomstilfælde. Så
mange bliver syge af
malaria hver time,”
siger GlaxoSmithKlines vicepræsident
Jon Pender. • / SKA
Somalia
er det
nye sort
To faktorer skaber imidlertid støj på linjen:
sikkerhed og den territoriale strid med Kenya.
Sikkerheden først. Hér har den somaliske
regering meldt ud, at landet med hjælp fra soldater fra Den Afrikanske Union (AU) er godt
i gang med at få nedkæmpe oprørsgruppen
al-Shabab. Og Bob Sheppard, administrerende
direktør for Soma Oil & Gas, bakker den udmelding op ved at slå fast, at selskabet har
DEN SOMALISKE REGERING inviterer nu
arbejdet i et område, der strækker sig over
udenlandske selskaber til at bore efter olie.
tusind kilometer, uden at føle sig truet.
Det sker efter en udmelding om, at landet
Hurdlen er noget større, hvad angår striden
inden for seks år vil producere sin egen olie.
med Kenya om grænsedragninger i vandet
Og ambitionen er ikke urealistisk, lyder det fra ud for de to lande. Forhandlingerne er brudt
det Londonbaserede selskab Soma Oil & Gas,
sammen, og spændingerne er steget, efter at
der har gennemført seismiske undersøgelser
Kenya har udstedt licenser til at bore efter olie
på land og til vands, og som skulle være på vej i regionen. Somalia har lagt sag an ved FN’s
med positive nyheder.
voldgiftsdomstol. • /SKA
Myanmar på danske
virksomheders radar
DANSKE VIRKSOMHEDER er ved at få
øjnene op for Myanmar (Burma) som et potentielt vækstmarked. En dansk erhvervsdelegation har besøgt det før så lukkede land – og
med på rejsen var Peter Schwalbe, Senior Vice
President i Industrialiseringsfonden For Udviklingslande (IFU).
”Der er ingen tvivl om, at det er et vanskeligt land, men Myanmar er langsomt på vej
mod en demokratisering, og reglerne for udenlandske investeringer er blevet liberaliseret,”
siger han og fortæller, at IFU er i dialog med
en række danske virksomheder om investeringer.
”Der er ingen konkrete aftaler endnu, og jeg
tror, vi skal et eller to år frem, før det sker for
alvor, men det er vores vurdering, at der er rigtig gode muligheder for danske virksomheder
i Myanmar,” siger Peter Schwalbe.
Han peger især på energisektoren, men
også byggeribranchen vil på længere sigt blive
tiltrækkende. • /Simon Kratholm Ankjærgaard
Ranum
15/
Verdensklasse
Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
Lyrik
VI AFMONTERER
TIDSINDSTILLEDE
BOMBER
”At skrive digte giver magt til at ændre
ting,” siger tanzaniske Esther-Karin
Mngodo, når hun skal forklare, hvorfor
fænomenet spoken word er populært
lige nu i Østafrika. For to unge kenyanere
i Nairobi handler det om at forhindre,
at unge mennesker eksploderer.
16/
TEKST OG FOTOS: PERNILLE BÆRENDTSEN, NAIROBI OG DAR ES SALAAM
Dark, hot
And spicy
He told me to
bring a cup of
Chai ”Tea” he said
”Make it the way
I like it”He reminded.
Es Taa/Esther-Karin Mngodo (Tanzania)
http://badilishapoetry.com/esther-karin-mngodo
AFTENSOLEN HÆNGER LAVT,
da værterne for Fatuma’s Voice går på
scenen i et fyldt lokale. Folk snakker,
og engelske gloser blander sig med
swahili og sheng (populært slang og et
miks af engelsk og swahili). Folk vender
og drejer mobiltelefoner for at tage billeder, der postes på Instagram og som
tweets med tags som #fatumasvoice.
“
Fatuma’s Voice er opkaldt efter
en fiktiv kvinde, der var stum,
forklarer Chris Mukasa og
uddyber, at en gennemsnitlig
kenyansk kvinde bruger 2.500
ord om dagen. Fordi Fatuma
således ikke har talt i 50 år,
venter mange ord på at blive talt.
Vi er på Pawa254, som er et kreativt
samlingssted, der ligger i området
mellem universitetet og State House i
Kenyas hovedstad, Nairobi. Da mørket
falder på, skaber det hårde loftslys
genskin på træernes blade lige uden
for vinduerne. De lyser nærmest neongrønt tilbage og danner en passende
ydre kulisse for det, der nu skal ske.
Fatuma’s Voice er en ugentlig
event, hvor folk inviteres på scenen
for at læse digte, fremsætte erklæringer eller optræde med sang. De
første på scenen denne aften er en
gruppe fyre, der deler ud af deres
oplevelser med at blive tilbageholdt
af politiet for gadeuorden. I løbet af
den forgangne uge har de arbejdet
aktivistisk med improviseret spoken
word på gaden i Nairobi. Fænomenet,
der vinder stigende popularitet i Østafrika (se boks), er en performancebaseret kunstform med digte, tekster
og historiefortælling i centrum.
Men politiet opfattede de unges
improvisation som en provokation,
og fyrene beretter om at blive tvunget
til at rulle sig i mudder som straf.
Hos publikum er der derimod ingen tvivl om, at de unge fyre er sande
helte. Med klapsalver og hujende tilråb hyldes de højlydt for deres mod.
ANMARK OG SPOKEN
D
WORD I AFRIKA
Det Danske Center for Kultur & Udvikling
(CKU) støtter flere igangværende aktiviteter inden for spoken word og litteratur
i Østafrika. I Tanzania samarbejdes med
Soma Book Cafe med det formål at nå
gymnasieklasser via skrivekonkurrencer.
I Kenya arbejder CKU med Kwani? (Hva'
så?), der får støtte til etablering af biblioteker på skoler uden for Nairobi, samt etablering af en mobil app, hvor man kan læse
litteratur. Desuden støttes Kenyan Poets’
Lounge med at sprede Fatuma’s Voice til
byer uden for Nairobi.
“
Fatuma’s Voice er opkaldt efter en
fiktiv kvinde, der var stum, forklarer
Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger
2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma
således ikke har talt i 50 år, venter
mange ord på at blive talt. I Facebookgruppen Kenyan Poets' Lounge,
der tæller over 58.000 medlemmer,
handler de digte, som deles her, om
alt fra aktivisme og politik til religion
og romantik.
”Digtning giver mig frihed. Jeg
kan både være et dyr og præsident,
når jeg skriver digte,” siger Chris
Mukasa og sender endnu en billedfremkaldende metafor af sted:
”Kenyas unge er som tidsindstillede
bomber. Vi arbejder på at forhindre
eksplosioner.”
”Hvis ordene aldrig kommer ud,
eksploderer vi!” fortsætter han.
Især unge har brug for at tale
åbent om, hvad der foregår inde i
deres hoveder.
”Taler vi ikke om tingene, sætter
de sig som frustration.”
Spillerummet mellem fantasi og
fakta giver frihed, og den frihed gør
det muligt at bringe tabubelagte emner i spil. Derfor er Fatuma’s Voices
mest fornemme opgave at give unge
et sted, hvor fantasien kan bruges frit.
Mukasas og Shukranis næste mission
er at skabe flere lokale platforme –
uden for Nairobi (se boks).
De er ikke de eneste, der har fået
smag for kunstarten.
For Mukasa og Shukrani handler
det også om at tage et socialt ansvar.
De vil være med til at råbe op om den
skæve fordeling af værdierne i Kenya.
MAGT TIL AT ÆNDRE
Spoken word er et globalt fænomen.
I oldtidens Grækenland var lyrik inkluderet i de olympiske lege, hvor det
blev set som en vigtig del af debatten
om politik og demokrati. Spoken word
DIGTNING GIVER FRIHED
Bag Fatuma’s Voice står Chris Mukasa og Nuru Bahati Shukrani, der
har grundlagt Kenyan Poets' Lounge.
De to unge mænd begyndte initiativet med at samle studerende på
universitetet, fortæller de på en café
på den travle Moi Avenue i det centrale Nairobi. Antallet af deltagere
voksede, og i 2013 fik arrangementet
en fastere ramme på Pawa254; et
sted, der blandt andet er kendt for sin
grundlægger, den kenyanske fotograf
Boniface Mwangi, og hans kritiske
socialpolitiske aktivisme.
”Hvis ordene aldrig kommer ud,
eksploderer vi!”
Chris Mukasa,
grundlægger af Kenyan Poets' Lounge
17/
18/
fik sin store populære oprejsning i
1990’erne i USA – i kølvandet på rap,
hiphop og andre ”talte” genrer. Forskellen er, at spoken word er mere lyrisk og digterisk. I Kenya og Tanzania
bruges begreberne imidlertid i flæng.
”Folk har hørt mig, ikke læst mig,”
siger Esther-Karin Mngodo fra den
anden side af plastikbordet i cafeteriaet på Tanzanias nationalbibliotek i
det centrale Dar es Salaam.
Esther-Karin Mngodo arbejder
som journalist for et af Tanzanias største dagblade, The Citizen, hvor hun
skriver om kultur. Når hun digter, er
navnet Es Taa.
Hvis hun skal nå ud til et publikum, bliver det ikke ved at sælge digtsamlinger trykt på papir. Derfor giver
spoken word-events og sociale medier
mening. Det er gratis, og man kan øve
sig på sit materiale, der får en direkte
og umiddelbar vurdering af publikum.
I 2014 blev Esther-Karin tildelt prisen
Ebrahim Hussein Poetry Prize for sine
digte, der blandt andet handler om
tabubelagte temaer som seksualitet.
”Digte kan bruges til at sætte forhold i tale, som det ellers er vanskeligt
at beskæftige sig med. Jeg vil ikke tillade min kultur og tradition at fratage
mig min indflydelse. At digte giver
magt til at ændre ting,” forklarer hun.
Når Esther-Karin Mngodo deler
et digt på sociale medier eller til en
spoken word-event, er det en mulighed for at afprøve grænserne for, hvor
langt hun kan gå. Det sker, at folk tror,
at digtene handler om hende selv; at
det, der sker i digtene, er selvoplevet.
Men det er det langtfra, forklarer hun
og påberåber sig også her retten til at
lege med det rum, fiktionen skaber.
Det er et rum, flere har opdaget.
X FACTOR UDEN DOMMERE
Nyumbani Lounge i Dar es Salaam,
Tanzania, fungerer i weekenden som
spillested og natklub. Krystallysekronen i plexiglas glitrer, sofaerne i tung
velour og det kraftigt røde projektørlys rammer scenen godt ind.
Også her, i et af Dar es Salaams
bedre middelklassekvarterer, bydes
der på spoken word. La Poestista,
kalder de unge initiativtagere, Nancy
Lazaro Mwaisaka og Neema Komba,
eventen, som løber af stablen to
gange om måneden. Det koster 5.000
tanzaniske shillings (17 kr.) at deltage,
og det kører efter samme princip som
i Nairobi – alle kan skrive sig på listen
til at læse et digt op eller optræde.
Nancy Lazaro Mwaisaka skriver
selv digte. Hun får publikum til at
lytte i tavshed, når hun reciterer et
digt, hun har skrevet om en ung kvindes kamp for at acceptere sig selv på
trods af kritik og misundelse.
“
Jeg vidste ikke, at jeg kunne
digte på mit eget sprog,
GERRY BUKINI,
spoken word-performer
En mand i nystrøget skjorte og
med sirlige pressefolder i bukserne,
præsenteres på scenen som Black
Feet. Selv om han bærer den for
Tanzania så typiske kontoruniform,
begrænser det ham ikke i at levere en
præstation, der svinger mellem hiphop og prædiken.
En anden mand, Gerry Bukini, går
på scenen og har forberedt et digt på
swahili. Blændet af rødt projektørlys
prøver han at stille skarpt på publikummet, mens han klikker digtet frem
på skærmen af sin mobiltelefon.
”Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte
på mit eget sprog,” forklarer han i en
pause.
Men her er frit slag. Her optrædes
både på engelsk, amerikansk og
swahili. Flere træder forsigtigt op
på scenen og tilkendegiver, at det er
deres første gang. Formen vælger de
optrædende selv. Mange har medbragt venner og familie, som udgør
publikum. Det er deres bifald, der
tæller her og nu.
”Vi er Tanzanias X Factor – bare
uden dommere!” råber værten forpustet og i et anfald af begejstring, da
han skal runde af. Det får publikum til
igen at bryde ud i klapsalver og tilråb.
Beskrivelsen er ret præcis. Tilgangen her er ikke akademisk – som i
andre spoken word-sammenhænge
– der bliver ikke talt om, hvordan man
komponerer digte eller diskuteret intellektuelle rettigheder. Nogle gange
må kvaliteten vige for graden af udfoldelse og udforskning af friheden til at
sige det, der ligger ligefor. Heller ikke
originaliteten er til diskussion, når
nogle af de optrædende læser digte
op, med linjer, der muligvis kan være
resultatet af en googling på verdenshistoriens mest berømte citater. Men
de unge, der gik ydmyge på scenen,
går derfra opløftede. Og måske også
mere modige.
Uanset om stedet oser af natklub
som Nyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, eller det mere aktivistiske Pawa254 i Nairobi, Kenya, er der
noget i gære. Ordene skal ud. Svøbt i
performance. Om det, der ellers ikke
tales om. Ad en litterær åre. Til et publikum. Hvad er det udtryk for?
TILLADELSE TIL FANTASI
En af de mest markante forkæmpere
for litteratur produceret i Afrika og
for at gå ukonventionelt til det talte
og skrevne ord, er det kenyanske
forlag Kwani?, der blev grundlagt i
2003 i Nairobi. Kwani? udgiver bøger,
afholder open mic-events og er også i
gang med at koble ny teknologi med
udgivelser, så folk for eksempel kan
læse bøger på mobiltelefoner. Kwani?
er især kendt for at blande tekster
og illustrationer, præsenteret på de
sprog, som folk taler i Kenya.
Forfatteren og journalisten Binyavanga Wainaina – en af Østafrikas
mest omtalte forfattere – var med til
at grundlægge Kwani?. Han er kendt
af flere grunde. Uden for Afrika er han
kendt for at tage livtag med den vestlige forestilling om kontinentet. Hans
satiriske essay How to Write About
Africa (2005) gik verden rundt, og
han er udråbt som en af verdens 100
mest indflydelsesrige personer af magasinet Times. I sit hjemland, Kenya,
og i andre afrikanske lande skabte
han omtale, da han i januar 2014 offentligt sprang ud som bøsse. Twitter
gik amok: Kunne det virkelig være
sandt, at en kenyansk mand kunne
erklære sig homoseksuel offentligt i
et land, hvor det er ulovligt – eller var
det bare fiktion?
Binyavanga taler imidlertid af
egen erfaring, når han på bloggen An
Africanist Perspective taler om sit ønske om et kontinent, ”hvor alle afrikanere ikke behøver bede om tilladelse
til at bruge deres fantasi”.
Over halvdelen af Østafrikas befolkning er unge under 15 år. At unge
udfordrer det bestående og afprøver
grænser for udtryk, er ikke nyt. Spoken word-aktiviteterne står heller ikke
alene, men falder sammen med en
større bølge båret frem af afsøgninger
af nye måder at gøre tingene på. Der
skal fantasi og mod til at forestille sig,
at ting kan gøres anderledes.
Og det sker allerede. Det ses, når
yngre politikere i Tanzania udfordrer
de ældres opfattelse af, at deres kandidaturer er selvfølgelige. Når aktivister
går i protest i Nairobi, fordi parlamentsmedlemmer bevilliger sig selv
lønforhøjelse. Når modedesignerne
anvender traditionelle materialer i nye
snit. Eller musikerne mikser elektronisk musik med traditionel afrikansk
mytologi og trommerytmer, og kalder
det ’afrofuturism’.
Noget er på vej. Men er det overhovedet noget nyt?
OM SEX OG KÆRLIGHED
I et villakvarter i Dar es Salaam, hvor
trafikstøjen fra den nærliggende New
Bagamoyo Road dæmpes af høje
træer, har Demere Kitunga etableret
Soma Book Cafe. (Soma betyder ’læs’
på swahili). Bogcafeen råder over en
19/
He wore a woman
On his back
Atieno, The night
goddess As a veil
Robust as barks
Of Mugumo trees.
Rix Poet Mshairi/Erick Otieno (Kenya)
http://thedeepwords.wordpress.com
20/
lille cafe og et bibliotek, hvor der også
afholdes spoken word- og andre
litterære arrangementer. Og så er
Soma Book Cafe vært for en årlig novellekonkurrence for gymnasieelever
i Tanzania og tilbyder mobilt gade­
bibliotek til børn i et nærliggende,
fattigere kvarter.
Demere Kitunga, der er forfatter,
aktivist og forlægger, har beskæftiget
sig med indlæring, uddannelse og
publicering gennem årtier. Hun tøver
med at kategorisere spoken word
som en ny trend.
”For hvad er vores udgangspunkt?
500 år tilbage i historien, kampen for
uafhængighed (tidlige 1960’ere), eller
taler vi om nu og her?” spørger hun.
Hun trækker linjer mellem digtning og Tanzanias historie og fremhæver særligt markante tidsepoker.
Det politiske klima har nemlig altid
haft en betydning for digtningen
og for graden af ytringsfrihed,
fortæller hun:
”Under kampen for uafhængighed trykte aviserne nationalis­
tiske digte. Det eksisterer stadig
i dag.”
Tanzanias populære nationaldigter Shaaban Roberts (19091962) brugte eksempelvis
digte til at formulere, hvilket
slags samfund der burde
dannes efter uafhængigheden fra kolonimagten.
Det nuværende, yngre
parlamentsmedlem
Zitto Kabwe, som især
er kendt for at bruge
Twitter til at advokere for
sine budskaber, deler også
egne digte med temaer som
patriotisme og ansvar.
ØGET SPILLERUM
Nogle digtformer praktiseres stadig
traditionelt i dag, mens noget har
ændret sig i takt med globaliseringen og den generelle udvikling.
Utenzi er et eksempel. Det er en
bestemt form for digtrecitation, som
kan dateres tilbage til 1700-tallet,
men stadig bruges ved for eksempel
bryllupper. Taarab – swahilidigte
sunget til akkompagnement af
større orkestre med mellemøstlige
instrumenter – opføres stadig på
traditionel vis. Men genren findes
også i en nyere populærversion, moderne taraab, der må danses til, når
de kvindelige forsangere og mindre
orkestre med elektroniske keyboards
optræder med tekster, der er kendt
for deres detaljerede beretninger om
sex og kærlighed.
Da Tanzania vedtog et flerpartisystem i 1992, samtidig med at
økonomien gradvist blev liberaliseret, blev der også åbnet mere op
mod verden. Det gav øget spillerum
for medier og kultur. Musikgenren
Bongo Flava (Tanzanias kommercielle hovedstad kaldes populært
’Bongo’, som betyder ’hjerne’ – man
skal altså være smart for at klare sig i
millionbyen. ’Flava’ er swahilificering
af det engelske ord ’flavour’) opstod i
1990’ernes Dar es Salaam, inspireret
af amerikansk hiphop, og hersker
stadig. Tanzaniske musikere tog den
amerikanske musikstil til sig, men
skrev tekster på swahili. Det gjorde
den globale musikform lokal, og den
kom til at fungere som talerør for
unge. Bongo Flava breder sig i dag
over mange genrer – men er også en
del af spoken word-scenen i landet.
BØLGE AF ORD
Der sker spændende nye ting på
kulturområdet i Tanzania, herunder
spoken word, men om det ligesom
kan kaldes en trend, er for tidligt at
sige, mener Demere Kitunga.
Flere ting har betydning for, om
denne nye ord-bølge vokser i styrke
eller går i sig selv. Den økonomiske
vækst er én faktor. Godt nok stiger
forbruget i Kenya, og forventningerne til, at Tanzania vil tjene penge
på gasudvinding, er skyhøje, men
vil det resultere i investeringer i
kulturindustrien? I Tanzania er det
ikke universiteterne eller forlagene,
der kan tage æren for at sætte gang
i kultur- og kunstmiljøet. I Kenya,
hvor der er mere dynamik i kulturindustrien, ser det lidt anderledes ud.
Spoken word drives frem af unge
og yngre, der har overskuddet, og
som tænder på at tænke ud af boksen. Teknologien og de teknologiske
muligheder spiller også ind. Det er
ikke de unge på landet, der lige nu
bader sig i scenelys med ord. Det er
et urbant fænomen.
”Indtil videre er spoken word i
Tanzania kun udbredt blandt en mindre befolkningsgruppe, hvor ’kultur’
allerede er ’trendy’,” siger Demere
Kitunga. •
KULTUR
Arv og
udvikling
smelter
sammen
Palæstinensisk
hverdagsliv på
museum
ET KOMPAS. En møllesten. En portion hjemmelavet læbepomade. Det er tre ting, som
betyder noget særligt for tre palæstinensere
– og som måske bliver udstillet, når The PalePÅ ILHA DE MOstinian Museum slår dørene op i 2016.
ZAMBIQUES bløde,
Under overskriften ”Never-part” inviterer
hvide sand står nogle museet palæstinensere verden over til at fortælle historien om de helt særlige ting, som de
af Afrikas ældste
har værnet om gennem dage og år, og som de
bygninger: handelshuse, et hospital, en
aldrig vil give fra sig.
kirke og et fort fra
Ideen er at præsentere et alternativt blik på
Vasco da Gamas tid
palæstinensisk liv, lidelse og standhaftighed
og fremefter.
Den mozambiquiske ø fik FN’s
Kulturorganisations
(UNESCO) 'verdenskulturarv'-stempel
i 1991, og siden har
stort set al byudvikling koncentreret
sig om at bevare
stenhusene og gøre
dem så turist- og investeringsvenlige som
tænkeligt, mens beboerne i macuti-bydelen
med navn efter de
kokospalmeblade,
hustagene dér tækkes
med, har fortsat livet
i slum.
Men sådan behøver det ikke være. En
ny ph.d. af Silje Erøy
Sollien fra Arkitektskolen i København
beskriver, hvordan
ENGANG KUNNE RØD maling få cenogså slummen kan få
(og bør have) del i ud- suren i Myanmar/Burma til at konfiskere en
vikling og forbedring kunstners arbejde, fordi farven blev opfattet
– for eksempel ved at
som voldelig og som en opfordring til modstand.
gøre slummen til et
Den tid er forbi, og kunstscenen i Myanmar
aktiv i øens tiltrækningskraft gennem
er i eksplosionsagtig udvikling, hvilket for
eksempel ses i, at antallet af gallerier i Yangon
ikke kun at fortælle
på to år er steget fra et par stykker til 30.
stenhusenes, men
Kunstnerne folder sig ud på lærreder med
også beboernes historier og overleveringer. skrappe farver, nøgne kroppe, påmonterede
• /MR
jernkæder, håndgranater og blottede genitalier.
ved at fortælle historierne om tingene og deres ejere.
Allerede nu – inden indvielsen af det fysiske museum i Birzeit på Vestbredden – udstiller museet virtuelt på sin hjemmeside. For
eksempel kunstprojektet In the Presence of
the Holy Spirit, som blev til i forbindelse med
pavens besøg i Palæstina i juni 2014. Udstillingen kombinerer barokkens malede udgaver
af bibelske scener fra datidens Palæstina med
fotografier af nutidens Palæstina.
Museet har været undervejs siden 1997, og
overskriften på tegnebrættet var længe ”The
Palestinian Museum of Memory”. Med ønsket
om at fortælle både historiske og nutidige historier er ”memory” blevet slettet fra museets
navn. • /Mai Rasmussen
www.palmuseum.org
21/
Kunstboom i Myanmar
Censuren har ikke længere nogen anledning til at kigge med. Det gør så til gengæld
den internationale kunstscene. Med titler som
Banned in Burma: Painting under Censorship
og No Country vises myanmarsk kunst verden
over på etablerede institutioner som Guggenheim i New York.
Som mange andre steder forventer også
Myanmars turistministerium, at kunstnerisk
virke og frihed kan betale sig: Ministeriet forventer at tjene én milliard dollar i 2014. Det er
lige knap en fordobling i forhold til 2012. • /MR
FOTO: PASCAL DELOCHE/GOGONG/SCANPIX
AGENDA
Grafik
DYB KRISE FEM ÅR
EFTER DE ARABISKE OPRØR
Den arabiske verden gennemlever store omvæltninger
fra revolutioner til transnational ekstremisme.
AF KARIN BERGQUIST
22/
ARABISKE OPRØR
• De arabiske oprør handlede om
retfærdighed, ytringsfrihed og
arbejde – ikke om religion.
Men øget arbejdsløshed og fald i vækst har presset landene, og
mens gamle diktaturer er faldet
(Tunesien, Libyen, Egypten,
Yemen) eller truet, er der sket et fald i autoritetstroen, øget
kriminalitet, vold og terrorisme.
• Revolutionerne blev overtaget af
islamistiske bevægelser og
efterlod landene i mangel på poli tisk lederskab og legitimitet og øget splid mellem etniske grupper. Nordafrika er polariseret mellem verdsligt styre og islam, Mellem-
østen mellem shia-og sunni-retnin-
gerne af islam.
• Unge araberes skuffelse over
mislykkede revolutioner samt
udelukkelse og undertrykkelse af moderate islamistiske bevægelser har radikaliseret den arabiske
verden og banet vejen for Islamisk Stat (IS).
• Samtidig vokser civilsamfundet, presser styrerne, og medierne mo-
biliserer folkelig modstand. • /KB
TUNESIEN: Efter de
første frie valg og ny
forfatning har Tunesien
fået en ny sekulær regering, men det
politiske klima er stærkt polariseret
mellem islamisme og sekulære bevægelser. Men landet har dog også vist
vilje til politiske kompromiser, folk tør
tale åbent om politik, og civilsamfundet kræver ændringer. Omvendt er
kriminalitet, vold og terrortrusler øget.
LIBYEN: Efter Gadaffis fald kom de første
frie valg, ny forfatning
og overgangsregering. Men staten er
fraværende, og der er ingen sikkerhed.
Sekteriske bevægelser kæmper mod
hinanden, islamisterne i Operation
Daggry og de sekulære i Operation
Værdighed. Libyen er på randen af
borgerkrig med to rivaliserende regeringer og 400.000 på flugt. IS har
indledt aktiviteter og rekrutterer unge
over hele Nordafrika.
EGYPTEN: Mubarak
blev væltet af et bredt
fredeligt oprør, efterfulgt af valg og militærkup. I dag er
der folkelig støtte til general Sissis
undertrykkende politik på grund af
sikkerhedstrusler og korruption blandt
Det Muslimske Broderskab. Retsopgøret og korruptionsanklager efter Mubarak er frafaldet. Men overgreb på det
muslimske broderskab og forsoning
med netværker fra det gamle regime
kan radikalisere de revolutionære og
øge rekruttering til IS.
BAHRAIN: Efter kong
Hamads overgreb på
demonstranterne i 2011
følger hyppige demonstrationer for
at reducere autoritet over regeringen
og hæren, men mødes med hårde
overgreb. Reformer er lovet, men
landets shiitiske flertal kræver øget
indflydelse i det lille sunni-styrede
kongedømme.
YEMEN: Fredelige oprør førte til Ali Salehs
fald. Men den nationale
dialog er gået i stå og valget udsat.
Yemens svage stat sikrer hverken
enhed eller sikkerhed i stammesamfundet. Iran-støttede shiitiske houtioprørere fra nord har overtaget det
centrale Yemen, og separatistbevægelser kræver løsrivelse i syd-støttet
af Saudi-Arabien.
SYRIEN: Assads knægtelse af den folkelige
modstand førte til
radikalisering, borgerkrig og fødslen
af IS i Irak. Borgerkrigen har medført
150.000 dræbte og ni millioner på
flugt. De oprørske syrere har forskellige dagsordener, og borgerkrigen kan
føre til en deling af landet. Frihedskæmpere arbejder især i eksil. Iran og
Saudi-Arabien afgør, hvem der skal
styre Syrien efter Assad. •
23/
Nordafrika og
Mellemøsten
TUNESIEN
SYRIEN
LIBYEN
BAHRAIN
EGYPTEN
YEMEN
>
Interview
HAVES: NY FRIHED
ØNSKES: TRYGHED
Efter revolutionens rus står sikkerhed nu øverst i Tunesien, og politiske
rettigheder følger efter, siger kvindelig dommer, der ville være den første
kvindelige præsident i landet og den arabiske verden.
AF KARIN BERGQUIST
FOTO: MOHAMED HAMMI/SIPA/SCANPIX
24/
KALTHOUM
KENNOU, der
er rådgiver ved
højesteretten i
Tunis, 55 år og
mor til tre børn, udfordrede mange tunesiske sind og mandlige kandidater
til præsidentvalget i Tunesien. Hun
er især kendt for sit ihærdige arbejde
for domstolenes uafhængighed, der
blev straffet af præsident Ben Alis
styre med rejseforbud, sagsanlæg og
udsendelser til fjerne egne i landet.
”Jeg ønskede at vise, at man godt
kan opstille som borger uden at være
medlem af politiske partier. Som
dommer må jeg ikke være medlem af
et parti. I øvrigt er revolutionen udført
af borgerne og ikke af politiske partier,” siger Khaltoum Kennou, der har
brudt den psykologiske barriere for,
at kvinder kan opstille til eksempelvis
kommunalvalget.
Modsat Egypten valgte Tunesien
at etablere en ny forfatning før et præsidentvalg, og arbejdet tog flere år på
grund af politiske konflikter. Forfatningen sikrer øget lighed mellem mænd
og kvinder, også lighed i forhold til
kvinders tilstedeværelse i valgte kommissioner og organisationer.
Kennou ville også vise islamisterne, at tuneserne er klar til en
kvindelig præsidentkandidat. På
landet er der større modstand end i
byerne. Derfor rejste hun rundt i hele
Tunesien og samlede 17.000 underskrifter fra lige dele mænd og kvinder
på cafeerne. Det gav nærkontakt med
tuneserne i byer som Gafsa og Tozeur
mod Algeriet, Kébili mod ørkenen og
Tataouine mod Libyen. Opbakningen
var størst fra unge mænd under 30 år
og ældre over 50, mens de 30-50-årige
var mere skeptiske.
islamisterne efter drabet på to oppositionspolitikere og er aktive i fagforeningerne og i nye organisationer.
Men der findes jo også islamiske
kvindeorganisationer, der ikke arbejder for kvindens rettigheder,” understreger Kennou.
Hun mener, at det er nødvendigt
at styrke tunesiske kvinders tilstedeværelse i de politiske partier, da
mange er kompetente og fortjener at
lede partierne. Når kvinderne ikke
selv søger indflydelse, må der sikres
en bedre repræsentation i institutionerne før kommunalvalget. I dag er
der 69 kvindelige parlamentsmedlemmer, altså 30 procent, men der var
meget få kvinder øverst på partilisterne til valgene.
Tunesiens forfatning er den mest
progressive i den arabiske verden,
når det gælder kvinders rettigheder,
for eksempel forbyder den polygami
og tillader abort. Det var Tunesiens
første præsident, Bourghiba, der i
1950'erne, der indføjede kvinderettigheder i landets første forfatning. Men
han brugte dem især til at bevise, at
der var demokrati i Tunesien. Derfor
taler man om statsfeminisme, for rettighederne er ikke kæmpet igennem.
Mange tunesiske kvinder, især på
landet, kender ikke deres rettigheder.
Ergo gælder det om at lave kampagner over hele landet, mener Kennou.
Ikke alle tunesiske kvinder ønsker
dog at forsvare de individuelle rettigheder, men især familien. Mange
tunesiske kvinder lever moderne liv
og bor i byerne, andre traditionelle liv
på landet. Skellet går ikke så meget
mellem muslimer og sekulære. Nok
bærer halvdelen af Tunesiens kvinder
tørklæde, men tørklædet er ikke et
tegn på undertrykkelse, mener hun.
folk sige, at ”før spiste man i det mindste og levede i sikkerhed. Nu er vi frie
og kan udtrykke os, men folk er sultne
og har ingen penge”.
“
Man hører folk sige, at ’før spiste man i det mindste og levede
i sikkerhed. Nu er vi frie og kan
udtrykke os, men folk er sultne
og har ingen penge’.
KALTHOUM KENNOU,
rådgiver ved Tunesiens højesteret
Nogle siger endda, at det var bedre
under Ben Ali. Men de ved, at det er
på grund af ham, at tuneserne ikke
er nået længere. Vi er i en overgangsproces og spørgsmålet er, hvordan vi
kommer igennem uden tilbageskridt.
Den økonomiske situation er slem
over hele verden. Men vi risikerer at
miste muligheden for at skabe et demokratisk samfund. Islamisterne såvel
som ikke-islamister er blevet mere
realistiske og pragmatiske. De ved
godt, at tuneserne ikke giver afkald på
deres religion og heller ikke ønsker
at leve i en islamisk stat, men i en stat
for alle tunesere,” siger hun.
Arbejdsløsheden rammer tunesiske
kvinder hårdt, men de ansættes også
på fabrikkerne, i tekstilindustrien og
i landbruget, fordi de koster mindre.
Ejerne foretrækker at få 10 kvinder til
at arbejde i stedet for fem mænd.
”Det er en anden form for slaveri,
for kvinden finder ikke et arbejde,
hun kan leve af, så hun accepterer en
meget lav løn. Selv om kvinder og
piger har bedre eller samme eksamensbeviser som mænd, foretrækkes
KVINDEVENLIG FORFATNING
SIKKERHED FREM FOR ALT
mændene ofte, især hvis kvinderne
Tunesiens kvinder har været meget
Lige nu søger den tunesiske kvinde
er gift, fordi de forventes at tage sig
aktive før, under og efter revolutioisær stabilitet, økonomisk og sundaf familien. Samtidig går piger ud af
nen, i demonstrationer, i civilsamhedsmæssigt. Folk har ikke mulighed skolen før tid, hvis de er fra fattige
fundet, i organisationerne og for at
for at leve et værdigt liv, de mangler
familier og har brødre, der går i skole.
presse på for menneskerettigheder og arbejde og sundhed. Fysisk sikkerhed Tanken er, at pigen nok bliver gift,
kvinderettigheder.
vedrører også alle, for der er terrorog så skal manden tage sig af pigen.
trusler både på landet og i byerne. De Derfor skal familierne hjælpes mate”De deltog også aktivt i arbejdet
rielt, så pigerne går i skole i stedet for
med at revidere den ny forfatning og politiske rettigheder er blevet noget
demonstrerede massivt, da kvinders sekundært igen, efter at revolutionens at arbejde,” siger Kennou, der mener,
at målet er at genskabe håbet for hele
rettigheder var i fare for at blive rul- frihedsrus har lagt sig, selv for mænlet tilbage, for der var kampe internt dene, mener Kennou.
den tunesiske ungdom, fordi mange
i forfatningskommissionen ANC
”Sådan var det også under Ben
er desillusionerede og tager til Irak
under islamistpartiet ENNAHDA’s
Alis diktatur. Man sikrede os mad og for at kæmpe. •
regeringskoalition. Mange tunesiske sundhed, bare vi ikke talte om politik
kvinder demonstrerede også imod
og menneskerettigheder. Man hører
25/
>
Legende
OPRØR VED ET TILFÆLDE
En tunesisk grønthandler, der satte ild til sig selv, blev gnisten, der antændte det
arabiske oprør for snart fem år siden. Men der var tale om et uheld, siger lokale
tunesere.
AF KARIN BERGQUIST
FOTO: LOUAFI LARBI/REUTERS/SCANPIX
26/
VED INDFALDSVEJEN til byen
Sidi Bouzid i det centrale Tunesien
står en kæmpe markedsvogn hugget
ud i sten. Hen over soklen er skrevet:
’Don’t give up the fight’. Nedenfor sidder en lille dreng med sin fugl i et bur.
Skulpturen er blevet symbol på frihed,
revolutioner og oprør, der siden rullede hen over den arabiske verden.
Men hvad skete der egentlig med
den tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi?
Skråt overfor på en lille plads med
cafeborde, butikker og taxaholdeplads
havde Bouazizi placeret sin grøntsagsbod gentagne gange på trods af klager fra lokale handlende og taxachauffører. Nær den store moske.
Bouazizi solgte sine varer illegalt,
som så mange unge i Sidi Bouzid.
Han havde ingen højere uddannelse,
selvom han ifølge legenden var en de
mange unge tunesere med diplomer,
som må hutle sig igennem ved at
sælge grøntsager.
Bouazizi var træt af ikke at tjene
penge, så han trodsede forbuddet og
selv efter flere bøder, nægtede han at
betale. Da en kvindelig betjent fjernede hans grøntsagsvægt, blev Bouazizi rasende og de kom op at skændes.
Han gik han til kommunen for at få
sin vægt tilbage, men forgæves, og da
han ville gå til guvernøren, blev han
forhindret af sikkerhedsvagter.
Det siges at være i dét øjeblik, hvor
han hældte benzin ned over sig og
truede med at ville brænde sig selv
ihjel, hvis ikke han fik guvernøren i
tale. Sikkerhedsfolkene nægtede fortsat, og pludselig havde ilden taget fat
i Bouazizis krop.
Hichem Amri, der er lærer på det
tekniske universitet i Sidi Bouzid og
kom forbi, lige efter at ambulancen
med Bouazizi var kørt, præciserer
nogle detaljer:
MODEREN TIL DEN DØDE GRØNTSAGSHANDLER, MANNOUBIA BOUAZIZI, MINDES SIN SØN,
SOM BLEV DET ARABISKE FORÅRS FØRSTE MARTYR.
”Ifølge lokale fik ilden fat i Bouazizis krop ved et tilfælde, da han ville
brænde noget af i vrede. Guvernøren
var travlt optaget af at forberede det
regionale udviklingsråds-møde, som
præsident Ben Ali skulle lede”.
FLERE END 100
SELVAFBRÆNDINGER
Bouazizi var på kant med mange,
også sin egen familie, blandt andet
fordi han var narkoman. Alligevel
klagede Bouazizis mor til retten i
Sidi Bouzid, men tabte sagen, og den
kvindelige politibetjent gik fri, fordi
advokaterne havde opfordret familien
til at sige, at hun havde givet ham en
lussing, hvilket vidner benægter.
En lokal partileder brugte sagen
til at angribe Ben Ali i en partiavis,
og derfor blev sagen meget omtalt
i medierne. De tunesiske medier
fremhævede i øvrigt, at Bouazizi var
veluddannet for at tiltrække opmærksomhed.
Historien bekræftes af journalist
Moez Jemai fra Gafsa nær Sidi Bouzid. Fra 2008-2011 arbejdede han på
partiavisen Mawkef og arbejder nu
for den uafhængige radio Kalima i
Tunis med ansvar for den sydøstlige
del af landet, inklusive Sidi Bouzidregionen.
Siden er flere end 100 unge er
døde ved selvanbrændinger i landet.
Alene i december måned begik seks
unge selvmord på den måde i byen
Kairouan tæt ved. Den sidste var bare
14 år. De unge gør det på grund af
konflikter med lærere, boligforhold,
og så videre uden at kende konsekvenserne. •
Fattige lande
køber dyre
våben
I nogle tilfælde skyldes den, at høje råvarepriser har skæppet i statskassen. Desuden
er der i flere lande ledere, som afstiver deres
magtposition ved at købe avancerede våben.
Eller lederne bruger våbenkøb, hvor mange
penge skifter hænder, som et skjul til personlig berigelse.
Men der findes også reelle trusler i visse
afrikanske lande, der kan begrunde, at militæret bliver moderniseret. I Sahel og dele af
MILITÆRUDGIFTERNE I AFRIKA stiEN NY ARABISK
Østafrika hærger islamiske ekstremister. For
menneskerettigheds- ger kraftigt, nemlig med 8,3 procent årligt.
landene på Afrikas Horn er pirater en plage.
domstol får trukket
Blandt landene i førerfeltet i våbenkapløbet
Og i Sydsudan er der ønsket om at kunne slå
tænderne ud, alleer Angola (foto) og Algeriet. Det fremgår af
et militært angreb fra Sudan tilbage.
rede inden den skal
en ny opgørelse, som er udarbejdet af det anDen militære oprustning er ikke uden
sete svenske fredsforskningsinstitut SIPRI.
tage stilling til den
problemer. Den suger ressourcer fra statsbudgettet, som ellers kunne have været
Oversigten er baseret på 2013-tal.
første sag. Den Arabiske Liga fastlagde
SIPRI-rapporten viser samtidig, at to tred- brugt på udviklingsformål. Desuden medføjedele af de afrikanske lande har øget milirer den risiko for, at autoritære ledere vender
på et ministermøde
tærudgifterne betydeligt det seneste tiår.
våbnene mod politiske rivaler i hjemlandet –
i september 2014 et
Årsagerne til oprustningen varierer.
og mod egen befolkning. • /Regner Hansen
grundlag for en fremtidig arabisk menneskeretsdomstol,
der er uden sikring
af uafhængighed og
faglighed. Derfor vil
domstolen næppe
give mening. Det
mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights
Watch (HRW).
Således er det
kun lande – og ikke
enkeltpersoner og
private organisationer, som kan indgive
klager til domstolen. Desuden er det
besluttet at placere
domstolen i Bahrain,
hvor sikkerhedsstyrkerne begår alvorlige krænkelser, og
hvor retsvæsenet er
stærkt politiseret, påpeger Human Rights
Watch. • /RH
POLITIK
Domstol
uden bid
Ringe retstilstand i Mellemamerika
BESKYTTELSEN AF borgernes rettigheder
og deres adgang til et retfærdigt og neutralt
retssystem er meget dårlig i Guatemala og
Honduras. Vilkårene er særligt ringe for de
fattigste og mest marginaliserede grupper.
Det fremgår af en rapport, som er udarbejdet af tre danske topjurister efter et besøg i
Mellemamerika.
Juristerne var udsendt af udviklingsorganisationerne IBIS og Folkekirkens Nødhjælp.
Det hedder også i rapporten, at international støtte til lokale grupper i de to lande kan
styrke dem i deres kamp for reelt demokrati,
respekt for menneskerettighederne og en
retsstat. • /RH
27/
FOTOS: COLOURBOX (NED.) & PASCAL GUYOT/SCANPIX (ØV.)
AGENDA
TEMA
MIDT I EN REVOLUTIONSTID
Analyse
AFRIKANSK FORÅR BØR GIVE
NYE DANSKE VINDE
Burkina Fasos folkelige revolution er forlængst forsvundet
ud af de vestlige mediers søgelys. Men konsekvenserne for
både national, regional og international vanetænkning om
afrikanske evighedspræsidenter fortjener alvorlig eftertanke
og debat – også i dansk Afrika-politik.
FOTO: THEO RENAUT/AP/POLFOTO
28/
AF JESPER BJARNESEN,
SENIORFORSKER, NORDISKA AFRIKAINSTITUTET, UPPSALA
AFRIKANSK FORÅR I OKTOBER STORMEDE DEMONSTRANTER BURKINA FASOS PARLAMENT OG SATTE
ILD TIL HOVEDBYGNINGEN I PROTEST MOD PRÆSIDENT BLAISE COMPAORÉ, DER HAR HAFT MAGTEN I
27 ÅR OG VILLE ÆNDRE GRUNDLOVEN, SÅ HAN KUNNE BLIVE SIDDENDE.
FREDAG 31. OKTOBER 2014 blev
en historisk dag for Burkina Faso – et
af Vestafrikas fattigste lande, men også
en undtagelse af politisk stabilitet i en
region præget af uro og konflikt.
Efter tre dages omfattende demonstrationer blev den siddende præsident Blaise Compaoré tvunget til at
gå af, efter 27 år ved magten.
I dagene efter præsidentens exit
var det svært at vide, hvilken vej
magtspillet ville gå. To forskellige
generaler og et kvindeligt parlamentsmedlem forsøgte at overtage
rollen som midlertidig præsident,
inden det lykkedes oberstløjtnant
Isaac Zida at overbevise de fleste om,
at han kunne bære ansvaret, indtil
en overgangsregering kunne træde i
kraft. Efter to ugers forhandlinger udnævntes en tidligere FN-ambassadør,
Michel Kafando, som præsident for
den overgangsregering, som nu har
et år til at forberede et præsident- og
parlamentsvalg.
Forhåbningerne er, at overgangsperioden kan konsolidere en grundlæggende forandring af det politiske
system i landet, som i næsten tre
årtier har været kontrolleret af Blaise
Compaoré og hans inderkreds i hæren og i partiet Kongressen for demokrati og fremskridt (CDP).
Folkelige protester har ellers været
forholdsvis sjældne under Compaoré,
men i løbet af de seneste to-tre år er
demonstrationerne blevet større og
mere velorganiserede. Hvor man i
2011 og 2012 primært demonstrerede
imod stigende fødevare- og benzinpriser og den omfattende arbejdsløshed,
blev de i løbet af Compaorés sidste år
ved magten gradvist rettet mod præsidentens forsøg på at gennemtvinge
en grundlovsændring, som ville give
ham en tredje valgperiode under den
gældende grundlov og den femte i
hans lange karriere som Burkina Fasos magtcentrum. 30. oktober havde
det burkinske parlament planlagt
et møde, hvor ændringen af grundlovens paragraf 37 (der begrænser
præsidentperioder i landet til højst
to valgperioder, red.) skulle drøftes.
Dette blev dråben, der fik bægeret til
at flyde over, og den ellers så splittede
opposition og en lang række aktører
fra civilsamfundet dannede en fælles
front, som krævede præsidentens øjeblikkelige afgang.
I de første nyhedsrapporter, der
kom herefter, kørte en del inter-
nationale medier stadig på den
journalistiske automatpilot, når det
gælder nyhedsbilledet af Vestafrika,
og kaldte optøjerne i Burkina Faso
for ”et militærkup”. I dagene efter
31. oktober begyndte denne pinlige
fejltolkning dog at ligne en selvopfyldende profeti, i takt med at Isaac Zida
udsendte kryptiske udtalelser om
Den Afrikanske Unions (AU) trussel
om sanktioner, hvis ikke ansvaret for
overgangsregeringen overgik til en
civil repræsentant.
Heldigvis var både nationale og
internationale aktører usædvanligt
tydelige og vedholdende i deres krav,
og de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab ECOWAS’ delegation,
under ledelse af præsidenterne fra
Ghana, Nigeria og Senegal, fik til
sidst parterne samlet omkring forhandlingsbordet. Forhandlingerne
mellem hæren, oppositionen og
repræsentanter fra civilsamfundet
resulterede i en overgangsaftale, som
nu skal danne grundlaget for overgangsregeringens arbejde det kommende års tid.
Billedet af endnu et vestafrikansk militærkup blev altså gjort
til skamme, og både journalister og
andre internationale observatører
bør have røde ører og fået stof til eftertanke, når det gælder forudfattede
opfattelser af vestafrikansk politik.
FOLKELIG DOMINOEFFEKT
Kan det folkelige oprør i Burkina Faso
sprede sig i regionen og til andre
dele af kontinentet? Der er unægtelig
hårdt brug for grundlæggende politiske reformer og fornyelse i en lang
række afrikanske lande. I Zimbabwe,
Angola, Cameroun og det lille Ækvatorial Guinea har præsidenterne siddet ved magten længere end Blaise
Compaorés 27 år.
Både i Burundi, Congo-Kinshasa,
Congo-Brazzaville og Benin har præsidenterne taget de første skridt mod
lignende grundlovsændringer. I Togo
gennemførte man i 2002 en forfatningsændring, som giver præsidenten et ubegrænset antal valgperioder.
Men spørgsmålet om, hvorvidt
disse lande kan hente inspiration
til folkelige protester som dem, vi
har set i Burkina Faso, kræver mere
viden om den politiske opposition,
civilsamfundets styrke og regimets
brutalitet på landeniveau. Det er altså
svært at generalisere om muligheden
29/
>
for en regional eller kontinental dominoeffekt af folkelig mobilisering.
Dog har oppositionen i Togo holdt
protestmøder mod den gældende
grundlov, og vi har set demonstrationer
i Congo-Kinshasa mod en mulig grundlovsændring, hvor en demonstrant bar
et skilt med teksten ”Det burkinske folk
kunne, hvorfor kan vi ikke?”
30/
SÅ HVORFOR IKKE?
Vi skal selvfølgelig også huske, at
en folkelig revolution i sig selv ikke
garanterer en grundlæggende demokratisering af det burkinske samfund.
Som vi så i tiden efter det arabiske
forår i 2011, så er det langtfra givet, at
et nyt styre bliver mindre autoritært,
og tiden vil vise, hvorvidt Burkina
Fasos kommende politiske elite
forvalter folkets stemme med den
respekt, den fortjener. Når det er sagt,
så er oprøret i Burkina Faso på mange
måder resultatet af flere års gradvis
mobilisering – og på den måde resultatet af en demokratiseringsproces på
kommunalt niveau, som forhåbentligvis nu forplanter sig til den nationale
politiske scene.
“
Det burkinske oprør illustrerede
i høj grad den internationale
overbærenhed med afrikanske
præsidenter, som er vokset fast
på deres troner.
FOTOS: STEEN OLE/POLFOTO
Siden 2006 har kommunerne fået
mere indflydelse, og dette har allerede
medført en blomstrende græsrodsmo-
bilisering samt en markant større valgdeltagelse. I 2007 var stemmeprocenten til parlamentsvalget på beskedne
56 procent, men i 2012 steg den til
imponerende 76 procent, hvilket gav
oppositionspartierne væsentligt større
indflydelse. Så der er stadig grund til
optimisme, når det gælder Burkina
Fasos fremtid, på trods af at der historisk set har været meget langt mellem
magthaverne og den brede befolkning.
En anden form for potentiel regional eller kontinental bølge af politisk
reform er mere nærliggende og løfter
blikket fra den nationale politiske
scene til en større sammenhæng.
Det burkinske oprør illustrerede i
høj grad den internationale overbærenhed med afrikanske præsidenter,
som er vokset fast på deres troner.
Og overbærenheden gælder i synderlighed de suspekte juridiske
krumspring, som ofte ligger bag præsidentperioder på mere end 20 år.
Compaorés forsøg på en forfatningsændring for at forlænge sin tid
ved magten er udtryk for en strategi,
der handler om at manipulere med
lovgivningen for egen vindings
skyld, men som også opretholder en
vis grad af international legitimitet.
Hvorfor tillades visse afrikanske ledere at sidde ved magten så længe, at
mere end halvdelen af befolkningen
aldrig har kendt en anden præsident?
DANMARK OG BURKINA FASO
• Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev i 1993 udpeget til programsamarbejdsland.
•
Hovedelementerne i samarbejdet er
sektorprogrammer for vand og sanitet,
landbrugsudvikling og uddannelse.
•
Der ydes også dansk støtte til makroøkonomiske reformer, generel budgetstøtte og til et program for god regeringsførelse med fokus på decentralisering,
menneskerettigheder og ligestilling.
• I 2013 modtog landet 270 millioner kroner i programbistand fra Danmark.
vigtigste bilaterale samarbejdspartnere som USA og Frankrig generelt
stillet sig tilfredse med, at Burkina
Faso under Blaise Compaoré har
fremstået som et stabilt land uden de
store chancer for en væbnet konflikt.
Og i forhold til internationale relationer har Compaoré været en af regionens mest indflydelsesrige ledere.
Han har ikke bare haft en omfattende
opbakning fra USA og Frankrig, men
også haft en central rolle i regional
politik, hvor han har været fredsmægler i en lang række konflikter,
blandt andet i Elfenbenskysten, Guinea og Mali.
NY INTERNATIONAL DAGSORDEN
Disse regionale faktorer er specifikke for Burkina Faso, men tendenI en region, hvor Elfenbenskysten,
sen til at foretrække en vis grad af
Guinea, Liberia, Niger, Togo og for
nylig Mali har været igennem forskel- overfladisk stabilitet frem for et reelt
lige former for politisk vold og konfungerende demokrati gælder det
flikt, har internationale aktører som
internationale samfunds indstilling til
FN, Den Afrikanske Union og også de flere afrikanske ledere.
ET ÅR EFTER AT OPPOSITIONEN I BURKINA FASO HAVDE BOYKOTTET VALGET I 1998 I PROTEST MOD PRÆSIDENT COMPAORÉ — DER DENGANG
HAVDE SIDDET PÅ MAGTEN I 12 ÅR EFTER ET KUP — FIK DEN BURKINSKE PRÆSIDENT KONGELIGT BESØG FRA DANMARK.
En ønskelig effekt af oprøret i Burkina Faso kunne være, at internationale aktører som FN, Den Afrikanske
Union, men også donorlande som
Frankrig, USA, Storbritannien og
Danmark, gør op med idéen om, at
afrikanske demokratier spiller efter
andre grundregler end vores egne.
Det kræver ikke en krone af den
burkinske statskasse – eller Danidas bistandsbudget – at lægge
pres på Den Afrikanske Union
til at gennemføre et universelt
princip om, at en præsident højst
kan sidde ved magten i to valgperioder.
De afrikanske nationalstater er
stadig ved at opbygge en demokratisk tradition og infrastruktur, og
de fleste lande har langt svagere
økonomiske forudsætninger for at
sikre deres medborgeres muligheder
for at deltage som velinformerede
vælgere i udformningen af deres
lands politiske fremtid. Men i forhold
til Blaise Compaorés, og mange andre afrikanske lederes, mangeårige
magtmonopol, er der faktisk ingen
undskyldning.
Frankrig har altid holdt hånden
over Blaise Compaoré og bidraget til,
at hans indsats i regionale fredsforhandlinger fik mere opmærksomhed
end hans politiske one-man show på
hjemmebane.
I andre lande ser magtspillet givetvis anderledes ud, men tendensen
er den samme: Det internationale
samfund sidder i vid udstrækning
fast i den koloniale forestilling om,
at afrikanske lande skal civiliseres
snarere end at tages alvorligt som
ligeværdige politiske aktører med de
samme internationale rettigheder og
forpligtelser.
BETYDNINGSLØSE VALG
På den ene side er det altså langtfra
sikkert, om end absolut muligt, at
Burkina Fasos revolution kommer til
at forandre livet på længere sigt for
de hundredtusindvis af mennesker,
som satte deres liv på spil i demonstrationerne mod Blaise Compaoré.
Dette gælder selvfølgelig også for
andre lande, hvor Burkina Faso kan
I DE FØRSTE DØGN EFTER DET FOLKELIGE OPRØR MOD PRÆSIDENTEN I OKTOBER 2014
FORSØGTE FLERE UDEN HELD AT SÆTTE SIG SELV I SCENE I SPILLET OM MAGTEN –
HER GENERAL NABÉRÉ TRAORÉ.
tænkes at blive inspirationskilde til
lignende protester.
På den anden side spiller det internationale samfunds apati over for
de afrikanske evighedspræsidenter
en vigtig rolle i at opretholde en lige
så forældet idé om, at de grundlæggende politiske spilleregler ikke
rigtigt gælder i Afrikas unge demokratier. Og det er her, at den mest
oplagte dominoeffekt bør ske.
Det kræver ikke en krone af den
burkinske statskasse – eller Danidas
bistandsbudget – at lægge pres på
Den Afrikanske Union til at gennemføre et universelt princip om,
at en præsident højst kan sidde ved
magten i to valgperioder. Dette krav
var på dagsordenen, da oppositionsrepræsentanter fra otte afrikanske
lande mødtes i Paris i dagene efter
den burkinske revolution. Denne politiske tankegang burde allerede være
almindelig sund fornuft, også fra
dansk og andre vestlige staters side.
Med meget små midler kunne det
afrikanske forår blive en dominoeffekt af en ny dagsorden i forholdet
mellem afrikanske ledere og det internationale samfund. At spille efter
samme politiske grundregler inde-
bærer ikke store omvæltninger i udviklingspolitikken. Arbejdet for god
regeringsførelse og demokratisering
handler jo om en gradvis omstrukturering af politiske institutioner og en
medfølgende oplysning til borgerne
i lande, hvor mange stadig går alt for
lidt i skole.
Den politiske infrastruktur kræver
tid og penge. Men uden et tydeligere
budskab om, at politisk deltagelse faktisk også belønnes i retfærdige valg,
som ikke kun er lovlige ifølge landenes grundlov, men også garanterer,
at ledere med hang til magtmisbrug
udskiftes regelmæssigt, undermineres
demokratiarbejdet på både nationalt
og internationalt niveau.
Jeg har, gennem min egen forskning, haft utallige samtaler med unge
vestafrikanere, der siger, at præsidentvalg ikke spiller nogen rolle for
deres egen livssituation; at national
politik handler om elitens interne
magtkampe, og at man ofte kender
resultatet, længe inden folk går til
urnerne. Det ville ikke være så svært
at sende et nyt budskab til både afrikanske ledere og deres befolkninger:
Evighedspræsidenternes tid er forbi;
det afrikanske forår er over os. •
BURKINA FASO ER ET AF VESTAFRIKAS FATTIGSTE LANDE, MEN OGSÅ EN UNDTAGELSE AF
POLITISK STABILITET I EN REGION PRÆGET AF URO OG KONFLIKT.
31/
FOTOS: HEINE PEDERSEN/SCANPIX/DANIDA (NED.) & THEO RENAUT/AP/POLFOTO (ØV.)
“
VÆRKER FRA VERDEN
OUT OF AFRIKA
AFRIKANSKE DOBBELTMÆND
AF OMAR VICTOR DIOP, DAKAR
HVORDAN HAR EUROPÆISKE
malere fremstillet bemærkelsesværdige afrikanske mænd gennem
kunsthistorien? Det undersøger den
senegalesiske kunstner (f. 1980) gennem 12 billeder i værket Project Diaspora, hvor han har iscenesat gamle
kunstværker i nye klæder. Ideen kom
efter et længere ophold i Spanien,
hvor han hele tiden blev konfronteret
med sin ”anderledeshed”. Det fik ham
til at interessere sig for dobbeltheden
i at blive hyldet og anerkendt, men
samtidig at være henvist til at være
”den anden”. En dobbelthed, som
Omar Victor Diop mener, at både
fortidens afrikanske mænd, foreviget
på lærreder, og nutidens afrikanske
stjerne-fodboldspillere har til fælles –
derfor er fodboldrekvisitter en del af
værket, hvor kunstneren i øvrigt selv
er model. •
www.omarviktor.com
32/
EL MORO. EN MAROKKANSK MAND, MALET I 1913 AF DEN CATALANSKE MALER JOSÈ TAPIRÒ Y BARÒ, DER VAR STÆRKT INTERESSERET I
ORIENTALISME.
33/
JEAN-BAPTISTE BELLEY (1746-1805), SENEGALESER, BLEV SOM
TO-ÅRIG SOLGT SOM SLAVE OG SENDT TIL DATIDENS HAITI. LEDEDE
ET SLAVEOPRØR UNDER DEN FRANSKE REVOLUTION OG BLEV
FOLKEVALGT TIL ØENS REPRÆSENTANT I DEN FRANSKE REPUBLIKS
FØRSTE PARLAMENT.
DON MIGUEL DE CASTRO, CONGOLESISK GESANDT FRA 1643-50 OG
IKLÆDT DATIDENS PORTUGISISKE MODE, ARBEJDEDE BLANDT ANDET
FOR AT FINDE LØSNINGER PÅ INTERNE KONFLIKTER I CONGO.
>
Livsstil
SINGLEKULTUREN
BREDER SIG I AFRIKA
Et stigende antal afrikanske kvinder vender ryggen
til ægteskabet og det klassiske afrikanske familieliv
– de vil selv bestemme over deres liv og deres børn.
AF KARITTE LIND BEJER, KILALA
FOTO: PANOS/POLFOTO
34/
RACHEL GODLIVING SKRED FRA SIN KÆRESTE, DA HUN FANDT UD AF, AT HAN HAVDE
KONE OG BARN.
ANETH AKYOO HAR LEVET ALENE EMD SIN SØN I 14 ÅR. HUN SKAL IKKE GIFTES IGEN.
relationen mellem tanzaniske mænd
og kvinder.
Til trods for at polygamien officielt
er i kraftig tilbagegang, anser mange
gifte tanzaniske mænd det stadig for
naturligt at have en eller flere kærester uden for ægteskabet. Men fordi
færre og færre tanzaniske kvinder er
tilfredse med rollen som ’den anden
kvinde’, er den ’uofficielle’ polygami
forbundet med løgn.
“
Jeg stoler ikke på mændene heromkring”.
ANETH AKYOO
fordi elektriciteten enten er forsvundet, som den ofte gør i byen, eller hun
ikke har råd til at betale for den. Der
har været flere kortvarige perioder,
NEJ TAK TIL ET DÅRLIGT
hvor pengene fra hendes tidligere job
ÆGTESKAB
som kaffeplukker på en af NordtanzaLøgnen og de konsekvenser, den kan nias mange store kaffefarme ikke slog
til, og hun måtte bede sin mor, der
føre med sig, kender 31-årige Rachel
er enke og driver sin egen lille dagGodliving fra sit eget liv. I lighed
ligvarebutik, om økonomisk hjælp.
med Aneth Akyoo vil hun ikke giftes. Rachel Godliving har sønnen,
Siden har Rachel Godliving skiftet
syvårige Raheem med en mand, hun
job og arbejder i dag hver eftermiddag og aften som tjener. Økonomien
havde et forhold til i fire år og endda
løber rundt. Sønnen bor hos Rachel
boede sammen med et års tid. Men
Godlivings mor i nabobyen Moshi, og
da Rachel Godliving blev gravid og
fortalte det til kæresten, afslørede han hver måned sender Rachel Godliving
til gengæld, at han allerede havde en penge til Raheems forsørgelse. Hun
besøger sønnen så ofte, hun kan.
kone og børn at forsørge og umuligt
Alligevel vil hun ikke giftes. Hvorkunne tjene penge nok til også at forsørge det barn, som Rachel Godliving for blive gift på elendige betingelser,
når hun kan bestemme over sit eget
ventede, fortæller hun.
liv nu, spørger hun retorisk UdvikHan tilbød, at de to kunne fortlings udsendte.
sætte med at være kærester, og at
Rachel Godliving er dog klar til
han så ville bidrage med den smule
penge, han kunne skaffe hen ad vejen. at gøre én undtagelse, men det forudsætter nogle særlige og sjældne
”Jeg forlod ham med det samme.
omstændigheder.
Jeg ville ikke have en mand, der
”Jo. Hvis der sker et mirakel. Hvis
havde en anden familie. Så vil jeg hellere klare mig selv,” siger hun.
jeg møder en velhavende, ugift og
Rachel Godliving lægger ikke skjul meget gudfrygtig mand, der virkelig
på, at hendes liv ikke er nogen dans
elsker mig. Men de er svære at finde,”
på roser. Den etværelses bolig deler
understreger hun og ser ud, som om
hun med sin søster, maden er enkel
hun ikke et sekund tror, at miraklet
og bliver ofte tilberedt over trækul,
vil indfinde sig.
35/
FOTOS: KARITTE LIND BEJER
ANETH AKYOO VIL IKKE giftes.
Det er der flere grunde til, at den
36-årige tanzaniske kvinde ikke vil.
”Jeg var forlovet med en mand
i fire år, og jeg var meget forelsket
i ham. Men da jeg blev gravid med
vores søn, stak han af. Han nøjedes
ikke med at forlade den by, vi begge
boede i på det tidspunkt, han forlod
helt regionen (Arusha-regionen,
red.),” siger hun.
Aneth Akyoo mener selv, at det
var hendes forlovedes familie, der
overtalte ham til ikke at gifte sig
med hende, fordi de ikke syntes, at
hun var ”god nok” til ham. Men hun
ved det ikke.
”Jeg har ikke set ham, siden han
forsvandt, og jeg er stadig ikke kommet mig over det,” siger hun.
Bruddet mellem hende og hendes
forlovede ligger langt tilbage. I dag
er sønnen 14 år gammel, og Aneth
Akyoo har levet og forsørget sønnen
alene, lige siden hun blev forladt.
Ikke fordi hun ikke kunne finde en
ny mand i den lille by Kilala i det
nordlige Tanzania, hvor hun bor.
Men fordi hun ikke vil have nogen
mand. Ifølge hende selv har hun ikke
engang haft en kæreste, selv om hun
med sin lille dyrefoderforretning, sit
eget hus og kønne smil nok kunne
finde en, hvis hun ville.
”Jeg er ikke interesseret. Jeg ønsker ikke nogensinde at opleve noget
lignende igen, og jeg stoler ikke på
mændene heromkring,” konstaterer
hun tørt med henvisning til det dybe
spor i landets kultur, som århundreders udbredt polygami har trukket i
>
FOTO: EMMANUEL BOBBIE BOB PIXEL STUDIOS
36/
Aneth Akyoos argument for at
fravælge ægteskab fra lyder næsten
ordret som Rachel Godlivings. Nemlig at hun nu selv bestemmer. Hun
kan arbejde i butikken, så længe hun
vil, og der er ikke nogen mand, der
forventer af hende, at hun står klar
med måltider i hjemmet to-tre gange
om dagen, når det passer ind i hans
dag at spise, fortæller hun.
”Det er stadig hårdt, men i det
mindste bestemmer jeg over mig selv
og mit barn,” siger hun.
Aneth Akyoo og Rachel Godliving
kan lyde som to sjældent sårede og
uheldige afrikanske kvinder. Eller
som enegængere udstyret med en
større portion vilje og stædighed end
flertallet af deres kønsfæller.
Det er de ikke. De tilhører den
stadig voksende gruppe af afrikanske
kvinder, som af forskellige grunde
vælger at leve alene. Nogle har aldrig
været gift, nogle er fraskilte, nogle
er enker, nogle er svigtet, nogle har
bare aldrig mødt ’den rette’ og har
haft økonomien og mulighederne til
at forblive ugifte.
“
Den ghanesiske tv-serie An
African City handler på samme
måde som den populære amerikanske tv-serie Sex and the City
om fem rige singlekvinders frigjorte kærligheds- og sexliv. Blot
er handlingen hensat til Ghanas
hovedstad, Accra. Tv-serien er
blevet enormt populær i Ghana.
beskæftigelsesmuligheder for kvinderne i byerne, og også det langvarige massive fokus på kvinders
rettigheder og uddannelse spiller ind
ifølge forskerne.
Men mens vi i Vesten har en forestilling om, at forandring næsten per
automatik er ensbetydende med, at
tingene bevæger sig ’i den rigtige
retning’ og ’fremad’, så tager virkeligheden i Afrika sig anderledes ud,
lyder det fra adjunkt på Institut for
Kultur og Identitet ved Roskilde Universitet Lene Bull Christiansen, der
forsker i køn og identitet i Afrika.
KØNSRELATIONER UNDER OPBRUD
”Den her udvikling er enormt
For bare 20 år siden ville det have
klasseopdelt. Der er stadig store underklasser mange steder, og selv om
været sværere for kvinderne at forsørge sig selv og eventuelle børn. Det kønsmagtrelationerne også ændrer
ville også have været langt sværere
sig der, betyder det ikke nødvenfor dem at få lov til at forblive ugifte, digvis, at mænd og kvinder får det
fordi familien ville have presset hårdt bedre af den grund. Eksempelvis har
Sydafrika stadig store problemer med
på for at få dem gift, og dermed forsørget, igen.
voldtægter og vold mod kvinder. I
Aneth Akyoos egen mor, der
Zimbabwe er de økonomiske landvindinger mange steder ikke slået
forblev gift hele sit liv, tjente penge
igennem endnu, og her står de unge
til familien ved at sælge mælk fra
veluddannede kvinder pludselig bade køer, som hun passede – for sin
mand. Det var ham, der ejede køerne gerst i køen og føler, at de står med
håret i postkassen. For de troede jo
og jorden, de græssede på, fortæller
på, at uddannelse ville være vejen til
Aneth Akyoo.
ligestilling. Men det er ikke så ligetil,
”Selv om hun havde villet, kunne
når de ikke kan få et job,” siger hun.
hun aldrig have forladt min far. Hun
Mange steder på kontinentet sker
ville ikke have kunnet tjene penge til
der store økonomiske omvæltninger
at forsørge sig selv og os børn. Jeg
har nogle andre muligheder, end hun i disse år. Overklassen og middelklassen vokser i lande som Nigeria,
havde,” siger hun.
Kenya og Sydafrika, og det betyder,
Kønsrelationerne og magtbalancen mellem mænd og kvinder er un- at både mænd og kvinder er mere
der forandring i Afrika i disse år. Den veluddannede og har andre økonomistore forkromede undersøgelse af det ske muligheder end tidligere,” fortæller Lene Bull Christiansen.
voksende antal singler mangler stadig, men en række forskellige mindre
Sideløbende har afrikanerne fået
forskningsbaserede undersøgelser
langt større mulighed end tidligere
fra lande som Zimbabwe, Sydafrika,
for, via medier og populærkultur, at
Kenya, Lesotho og Tanzania peger
orientere sig i forhold til andre køns­
på, at de bliver flere. Migrationen
normer end dem, de selv er vokset
fra land til by skaber stadig større
op med. Som et eksempel peger
Lene Bull Christiansen på den ghanesiske tv-serie An African City, der,
på samme måde som den populære
amerikanske tv-serie Sex and the
City, handler om fem rige singlekvinders frigjorte kærligheds- og sexliv.
Blot er handlingen hensat til Ghanas
hovedstad, Accra.
Tv-serien er blevet enormt populær i Ghana, men ifølge Lene Bull
Christiansen afspejler dens popularitet snarere det ungdomsoprør,
der i disse år finder sted i det vestafrikanske land mod de traditionelle
kønsroller og familienormer, end det
afspejler, at mange kvinder genkender sig selv i de rige singlekvinder.
FORANDRING,
IKKE FORBEDRING
Når det er nødvendigt med en dosis
malurt i bægeret, er det, fordi der
er meget langt fra de fem rige alenekvinders virkelighed i Ghana til
singlekvinder som Aneth Akyoos eller
Rachel Godlivings virkelighed. Ikke
blot geografisk, men også økonomisk
og socialt.
”Når kønsrollerne og kønsmagten
ændrer sig på det afrikanske kontinent, har vi i Vesten en idé om, at
kønsmagtrelationerne naturligt går
imod mere lighed. Det passer ikke
nødvendigvis i forhold til kønsrolleudviklingen i Afrika,” siger Lene Bull
Christiansen.
Afrikanske singlekvinder udgør
en yderst uhomogen forsamling på
nuværende tidspunkt i udviklingen
ifølge leder af Center for Afrika-studier ved det amerikanske Oregon Universitet, Yvonne Braun. Hun forsker i
kønsroller og social ulighed i Afrika
og peger på, at mens afrikanske singlekvinder fra middelklassen og fra
velhavende familier ofte kan nyde
godt af de øgede uddannelses- og
karrieremuligheder hele livet og opnå
en vis grad af personlig og økonomisk uafhængighed, så er der en stor
gruppe singlekvinder, som er rundet
af andre kår.
”Især for singlekvinderne fra landet
tegner der sig et andet billede. Her
handler deres ugifthed ofte i højere
grad enten om, at familien har valgt
at sende dem til storbyen, hvor det er
meningen, at de skal tjene penge og
sende dem tilbage til familien, eller
om, at kvinderne har gjort op med deres familie og brudt med dens normer
for selv at forfølge de muligheder, som
bylivet giver dem,” siger hun.
Tilsammen er der dog næppe tvivl
om, at der finder en bred kulturændring sted på kontinentet i forhold
“
alkoholisme, men det har man jo alle
steder i verden.
Når man nu ser kvinder, der siger
Når man nu ser kvinder, der
fra over for vold og svigt, skyldes
siger fra over for vold og svigt,
det primært, at de har økonomisk
skyldes det primært, at de har
mulighed for det, og at de nu ikke
økonomisk mulighed for det.
længere bor i mindre lokalsamfund,
hvor sociale normer og pres kan
LENE BULL CHRISTIANSEN,
FORSKER
holde dem i relationer, som de er
ulykkelige i. I storbyerne har kvinderne mulighed for at danne nye
til kønsrelationer og familiestruktur,
fællesskaber.”
mener Yvonne Braun.
Ironisk nok figurerer der ikke
Men når Aneth Akyoo og Rachel
noget videre i forskningen om de
Godliving nægter at gifte sig blandt
afrikanske singlemænd. Men når
andet med den begrundelse, at de
antallet af afrikanske singlekvinder
ikke tør at stole på de tanzaniske
stiger, burde antallet af afrikanske
mænd, betyder det så, at det er de
singlemænd så ikke også gøre det?
afrikanske mænd, der ikke er fulgt
”Muligvis,” lyder svaret fra
med udviklingen, og at de må oppe
Yvonne Braun. Man ved, at mænsig for at gøre sig håb om at blive gift dene generelt lever kortere end
kvinderne i store dele af Afrika, og
i fremtiden?
det kan muligvis medvirke til, at der
ØKONOMIEN ÅBNER FOR ET VALG
er færre afrikanske singlemænd end
Ifølge Lene Bull Christiansen er der
-kvinder.
afrikanske feminister, som peger på,
”Det er komplekst. Der er ikke
at de normer for ægteskab, som deres blevet forsket ret meget i mændenes
mødre og bedstemødre har levet efter, ægteskaber eller mangel på samme.
ikke holder i dag.
Til dels fordi afrikanske singlemænd
”Mange peger på, at mænd ikke
ikke i samme grad er blevet forbundet med sårbarhed og fattigdom,
lever op til det ansvar, som de burde
som kvinderne er, formoder jeg.” •
tage i familien – og der er bestemt
problemer med vold, utroskab og
37/
FOTOSERIE
DRONELAND
38/
Pakistan
DÉT GØR
DRONER
FOTOS: MASSIMO BERRUTI
MÅLET VAR ET HØJSTÅENDE
medlem af al-Qaeda, da missiler fra
amerikanske droner bragede ned over
et område i det nordlige Waziristan i
Pakistan en fredag aften i september
2009.
Det var Ramadan, og den 15-årige
dreng Sadaullah Wazir og hans familie havde netop sat sig til rette i bedstefaderens hus for at bryde fasten,
da missilerne ramte. Sadaullah Wazir
(foto) mistede begge sine ben og det
ene øje. Tre af hans familiemedlemmer døde.
Ubemandede droner har udgjort
en væsentlig del af den amerikanske
kamp mod islamistiske terrorister i
kølvandet på terrorangrebet i New
York i 2011. Især i det bjergrige stammeområde Waziristan i det nordvestlige Pakistan, der er kendt for at være
hjemsted for islamiske fundamentalister, herunder Taleban og al-Qaeda.
Men hvad betyder de mange
droneangreb for områdets civile befolkning? Det spørgsmål har i snart
fire år været rammen om Berrutis
fotoprojekt.
”Jeg ville forsøge at vise deres fysiske sår, men også at skildre de psykologiske traumer. En af de ukendte
konsekvenser af at bo i områder,
der er mål for droner, er i meget høj
grad de fobier, der følger med, og det
uundgåelige forbrug af stoffer, der
tages for at dulme dem,” siger Berruti.
• /ULM
39/
>
DISSE TO SØSTRE ER FLYGTET FRA ET OMRÅDE MED MANGE DRONEANGREB OG BOR NU I DERES ONKELS HUS SAMMEN MED DERES MOR. SØSTRENES FAR ER DØD I ET DRONEANGREB, MEN DE VED DET IKKE ENDNU – MODEREN HAR IKKE KUNNET FINDE STYRKEN TIL AT FORTÆLLE DEM DET.
40/
MUHAMMED FAHEM QURESHI, 18 ÅR,
STUDERENDE, VAR HJEMME, DA FAMILIENS
HUS I 2009 BLEV RAMT AF TO DRONEANGREB, DER DRÆBTE HANS KUSINE OG TO
ONKLER. SELV BLEV HAN HÅRDT SÅRET I
MAVEN, MISTEDE SIT VENSTRE ØJE, OG ET
STYKKE METAL BOREDE SIG GENNEM HANS
RIBBEN OG SKADEDE HANS LUNGER. MUHAMMED LÅ PÅ HOSPITALET I 70 DAGE; FAMILIEN
AFBETALER STADIG PÅ GÆLDEN FOR INDLÆGGELSEN.
41/
IJAZ AHMED, 20 ÅR OG STUDERENDE, MISTEDE SIN ONKEL OG FAR TIL FEM BØRN I ET DRONEANGREB I 2009, HVIS MÅL VAR NOGLE ARABERE.
SIDEN HAR HAN HVER DAG BEDT FOR SIN ONKEL, OG FOR AT GERNINGSMÆNDENE MÅ BLIVE STRAFFET.
>
42/
SALMAN KHAN, 15 ÅR OG SKOLEELEV,
MISTEDE SIN FAR I ET DRONEANGREB, DER
RAMTE LANDSBYENS JIRGA (KLANRÅD), SOM
HAN DELTOG I. SALMAN KHAN VAR HJEMME,
MEN STYRTEDE UD AF HUSET, DA HAN HØRTE
EKSPLOSIONERNE. FADERENS LIG VAR SÅ
MEDTAGET, AT HAN IKKE KUNNE GENKENDE
HAM. SALMAN FORTÆLLER, AT MANGE ER
BERØRTE AF ANGREBENE, SELV OM DE IKKE
BLIVER RAMT DIREKTE – SKOLER LUKKES,
OG FOLK BLIVER SYGE. SELV HAR HAN FÅET
EN ALVORLIG HUDSYGDOM OG ER NU ALENE
MED SIN MOR OG TRE SØSTRE.
FAIZ MOHAMMAD, (HEROVER OG TIL HØJRE) 23 ÅR OG STUDERENDE, VAR PÅ VEJ TIL BØN I MOSKEEN I 2009, DA EN DRONE ANGREB EN JEEP PÅ
VEJEN. HAN BLEV RAMT I RYGGEN OG PÅ BENET. HVER GANG HAN I DAG HØRER LYDEN AF DRONE, BLIVER HAN PARALYSERET AF FRYGT.
MASSIMO BERRUTI
Egentlig læste han
biologi, men lidenskaben for foto fik
for 11 år siden den
italienske fotograf (f. 1979) til at
skifte fag. Først begyndte den
prisbelønnede Berruti at dokumentere blandt andet migration,
forstadsliv og industridød primært i hjemlandet Italien og i
Østeuropa. Men fra 2008 rettede
han blikket mod Centralasien
og især Pakistan, hvor han
arbejder med fotoprojekter, der
skildrer livet for mennesker i
samfund under forandring.
www.massimoberruti.net
43/
KARIM KHAN, 55 ÅR, OG FAR TIL OTTE BØRN, MISTEDE EN SØN VED ET DRONEANGREB I DERES LANDSBY. SØNNEN, DER VAR DEN ENESTE I
FAMILIEN MED ET JOB, VAR UDE AT CYKLE, DA HAN BLEV RAMT. I RADIOEN FORLØD DET, AT FIRE “UDLÆNDINGE” BLEV DRÆBT. HAN FØLER SIG
MAGTESLØS, HVER GANG HAN HØRER EN DRONELYD FRA HIMLEN, OG FORSTÅR IKKE, HVORDAN HANS REGERING FORTSAT KAN TILLADE DRAB
PÅ USKYLDIGE.
KULTUREN KORT
TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD
44/
De kreatives
Afrika
Slå-håretud-beats
Kritik af eksperttyranniet
TV-SERIE: Da den nigerianskghanesiske forfatter Taiye Selasi
gæstede Danmark i november 2014
i forbindelse med den internationale
dokumentarfilmfestival Copenhagen
Dox, viste hun en episode fra den
dokumentariske tv-serie Afripedia.
Selasi udgav romanen Ghana must go
(Gå væk, Ghana) i 2013 og er
producer på Afripedia.
I København lagde Selasi op til
en debat om ’hvordan vi taler om
Afrika?’ Det er også omdrejningspunktet for tv-serien Afripedia, der
er produceret af svenske Stocktown
Films, som arbejder med at skabe en
platform og visuel guide til kunst,
film, fotografi, mode, design og kultur. Hovedkomponenten er fem tvafsnit, som følger kreative kunstnere
i henholdsvis Ghana, Angola, Sydafrika, Kenya og Senegal. Den første
episode Angola, blev vist på svensk
tv i september 2014. De fem afsnit,
der varer 28 minutter hver, bliver
løbende tilgængelige på projektets
hjemmeside, hvor der også vises
trailere. • /Pernille Bærendtsen
MUSIK: Den brasilianske trio Metá
Metás seneste album, MetaL MetaL,
indeholder 11 numre, som stikker i
alle mulige retninger. Musikken byder på alt fra sambarytmer, punkede
jazztoner til vestafrikansk high life.
Metá Metá er ikke interesseret i at
blive placeret i en bestemt musikalsk
genre – de påberåber sig retten til
at improvisere over inspiration fra
mange kanter.
Metá Metá har rødder i Bahia-regionen i Brasilien, hvor candomblé, den
afro-brasilianske religion er udbredt
blandt efterkommere af slaver fra
Vestafrika. Det spirituelle har også
influeret bandets musik, selv om det
ikke er et omdrejningspunkt. Bandet
samarbejder desuden med Tony Allen, den nigerianske trommeslager
og master of Afrobeat, som spillede
sammen med den legendariske nigerianske musiker Fela Kuti i 1970’ernes
Lagos. Det høres tydeligt, og flere
af numrene egner sig især til dansegulve, hvor man kan slå håret ud og
skrue op på højeste volumen. • /PB
BOG: William Easterly erkender i
interviews i forbindelse med udgivelsen af sin seneste bog, The Tyranny
of Experts: Economists, Dictators,
and the Forgotten Rights of the Poor,
at han gennem en stor del af sin karriere selv har ignoreret spørgsmålet
om udviklingsarbejde styret af teknokrater sat over for udviklingsarbejde,
der i større udstrækning tager udgangspunkt i fattiges rettigheder.
Easterly var nemlig, med en karriere på 16 år i Verdensbanken, selv en
af de teknokrater, han nu kritiserer.
Han betegner imidlertid også sig selv
som en ekspert, der er kommet på
bedre tanker. Hans nyeste bog retter
skytset mod regeringer og globale
institutioner samt dem, han kalder de
”selvudråbte udviklingsguruer” som
eksempelvis Bill Gates og Tony Blair.
Easterly er professor i Økonomi
samt leder af Development Research
Institute ved New York University.
Han er også forfatter til bøgerne The
White Man's Burden og The Elusive
Quest for Growth. • /PB
AFRIPEDIA
METAL METAL
Instruktører: Teddy Goitom, Benjamin
Taft, Senay Berhe
Stocktown Films (2014)
www.afripedia.com
Kunstner: Metá Metá
Mais Um Discos (2014)
www.maisumdiscos.bandcamp.com
THE TYRANNY OF EXPERTS:
Economists, Dictators, and the
Forgotten Rights of the Poor
Følg @stocktown på Twitter
Følg @stocktown på Twitter
Forfatter: William Easterly
Basic Books (2014), 416 s.
www.basicbooks.com
Følg @stocktown på Twitter
Sociale medier
DEM SKAL DU FØLGE
AF PERNILLE BÆRENDTSEN
BLOG/TWITTER/UDVIKLING/FORSKNING
Aidnograf stiller skarpt
på aktuelle udviklingstendenser.
Tobias Denskus blogger
om udvikling og kommunikation fra Malmø Universitet, hvor han underviser. Han uddeler hug til
celebrity-ambassadører,
analyserer fremtidige
jobtrends for expats og
undrer sig over, hvorfor
seniorkonsulenterne er
stille.
INSTAGRAM/KENYA/
FOTOKUNST
Smukkeste billeder fra
Nairobis inderste.
INSTAGRAM/LATINAMERIKA/HVERDAGSLIV/FOTO
Hverdag i Latinamerika.
TWITTER/MUSIK/
KUNST/SYDAFRIKA
Tumi Molekane inviterer
til debat.
Asif Khan tager ikke kun
billeder, han arrangerer
også instawalks i Nairobi.
Superdygtig og kreativ
Instagram: @asayf
Konceptet Everyday bruges globalt – her vises
hverdagsbilleder, som
fotografer har taget fra
hele Latinamerika. Og
her er tryk på hverdag.
http://instagram.com/
asayf
Instagram:
@everydaylatinamerica
Må en sydafrikansk
mandlig musiker sidde
på en trone, mens han
holder to kvinder i
hundesnor? Tweeps kritiserede Tumis seneste
video, og han svarede
igen på Twitter, blandt
andet ved at bruge dette
hashtag #IDOMAexplained, så andre kunne
deltage i debatten. Godt
eksempel på, hvordan
mange kunstnere bruger
Twitter og engagerer sig.
Blog: www.aidnography.de
over 50 års NGO-erfaring
Tlf. 8723 1230
Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborg
www.unitasrejser.dk • [email protected]
Danskerne har generelt
være tøvende over for at
gå i krig med Twitter –
også på udviklingsområdet. En gruppe deler dog
tweets under hashtagget
#dkaid, som er et godt
sted at starte, hvis man
leder efter en vej ind i
Twitter og udvikling.
Twitter: #dkaid
#dkiverden #dkhum
Twitter: @TumiMolekane
‘‘
raptim
Instagram:
@aidnography
POLITIK/UDVIKLING
Danske tweets om udvikling.
member of
raptim network
®
45/
værdi for pengene
personlig service
stor fleksibilitet
Vi har ikke en finger at
sætte på Unitas Rejser
Ligegyldigt hvem vi ringer til af Unitas Rejsers
medarbejdere, møder vi et professionelt team,
som er klar til at hjælpe i enhver situation. Vi får
en super behandling. Vores begejstring er stor.
Hanne Lyngsø-Dahl
HR support hos Røde Kors i Danmark
Etiopien
BULDRENDE VÆKST–
OG ET JERNGREB OM MAGTEN
30 år efter sultkatastrofen i Etiopien boomer økonomien, og landet
kurtiseres fra både øst og vest. Men blandt befolkningen i Etiopien
ulmer utilfredsheden over den voksende afstand mellem rig og
fattig i den autoritære østafrikanske stat.
AF SVEN JOHANNESEN, ADDIS ABEBA
FOTO: SVEN TORFINN/PANOS/POLFOTO
46/
VI MÅ BESTIKKE EN MEDARBEJDER I ADDIS ABEBA AIRPORT
for overhovedet at komme ind i landet.
Det er vores egen skyld. Kun tåber
rejser til et af verdens fattigste lande
uden kontanter overhovedet.
Min rejsemakker og jeg var endda
advaret om at medbringe de i alt 40
dollar til visa, men i tankeløs begejstring over endelig at komme af sted,
får vi hverken vekslet penge i Kastrup
eller i transitområdet i Cairo Lufthavn.
På trods af navnet er vores visakort
intet værd – vi kommer ikke ind i landet uden kontanter. Efter et par timers
stadig mere desperat parlamenteren
med de stoiske toldere hiver en ung,
smooth og velklædt cheftype mig ud
af mit limbo, forbi paskontrollen og de
bevæbnede vagter og ind i ankomsthallen, hvor jeg får lov at hæve den
lokale valuta, som jeg efterfølgende
kan bruge til at købe 40 dollar af ham
til dobbelt pris.
“
Jeg læser ikke avis, og jeg ser
ikke det statsdrevne tv, for det
er ren propaganda. Og jeg lufter
ikke mine politiske holdninger
offentligt, det er for farligt
KUNSTNER
Transaktionen finder diskret sted
ude på lufthavnens dunkeltfedtede
pissoir, hvor den unge mand med et
venligt smil lader det tunge bundt
sedler forsvinde i jakkelommen, hvorefter jeg bliver fulgt tilbage til paskontrollen, hvor vi endelig kan betale
for vores visa. Vi tumler søvndrukne
ud af lufthavnen under den bankende
morgensol, og snart glider vi gennem
morgenmyldretiden i Addis Abeba,
hovedstad i Etiopien. Et af verdens
fattigste lande, hvor den årlige indkomst per person er på omkring 2.200
kroner, og over 80 procent af indbyggerne stadig lever på landet, hvor
jorden mange steder stadig pløjes
ved oksekraft. Men også et land med
rivende økonomisk vækst på over ti
procent årligt, byggeboom og galoperende urbanisering.
Et land med flere indbyggere end
Tyskland; et land, som er et kludetæppe af etniske grupper, der taler
flere end 80 forskellige sprog. Et land
med en rig kultur og en lang og stolt
historie for skånselsløst og succesfuldt
at have modsat sig alle udenlandske
forsøg på kolonisering. Et land, der i
dag er politisk hovedstad i Østafrika –
hovedsæde for den Afrikanske Union
(AU) og samtidig stedet, hvor en
lang række internationale ngo’er har
hovedkvarter for deres indsats i regionens konfliktzoner som Sydsudan og
Somalia.
STYRE MED JERNHÅND
Måske er ordet ”land” i virkeligheden
forkert at bruge, da Etiopien reelt består af en række forskellige delstater,
som har væsensforskellige sprog,
identitet og kultur, og som holdes
sammen i et jerngreb af en stærk og
dyb statsmagt.
Siden 1991 år har Ethiopian Peoples Revolutionary Democratic Front
(EPRDF) styret. Det enevældige parti
dominerer alle dele af samfundet: økonomi, retsvæsen og medier ved hjælp
af en omfattende sikkerhedstjeneste.
"Jeg læser ikke avis, og jeg ser ikke
det statsdrevne tv, for det er ren propaganda. Og jeg lufter ikke mine politiske holdninger offentligt, det er for
farligt. Faktisk ville jeg aldrig tale til
andre etiopiere, som jeg gør til dig, for
jeg ved ikke, hvem der vil stikke mig
til myndighederne. Er du for kritisk,
risikerer du at få din karriere ødelagt
eller komme i fængsel – i værste fald
forsvinder du,” siger en kunstner, jeg
drikker en kaffe med på en bar i hovedstaden.
Som en del af byens frodige kulturliv færdes han blandt intellektuelle og
journalister – og alle tager de deres
forholdsregler, fortæller han. En turist
fra et af verdens frieste og rigeste
lande skal lige kalibrere sine forholdsregler. Kunstneren er ikke paranoid,
men realistisk. Styret er brutalt.
KUGLER MOD PROTESTER
Ugen forinden befinder jeg mig i den
lille bjergby Robe nogle hundrede
kilometer syd for hovedstaden. Vi
ankommer fra en lille uges trek i fire
kilometers højde blandt ulve og ørne
i en øde nationalpark i de jomfruelige
Bale Bjerge. Efter at have vandret,
sovet, spist og besørget i den fri natur
afsondret fra civilisation og mobilsignal ankommer vi til den mindre provinsbjergby Robe. Oven på det sunde
og primitive vildmarksliv vil vi ud og
drikke os lidt fulde, men stemningen i
47/
byen er trykket, og folk advarer os mod
at være ude efter midnat. To dage før
vores ankomst har sikkerhedsstyrker
skudt og dræbt studerende, der demonstrerede fredeligt mod regeringen.
Universitetsområdet er stadig besat af
militæret, forlyder det.
“
Hver dag kan vi se nye anlægsprojekter og høre om nye
investeringer og handelsaftaler.
Samtidig kan vi se, at der vokser
en stor afstand mellem de rigeste
og resten af befolkningen.
ETIOPISK MAND
FOTOS: PETTERIK WIGGERS/PANOS/POLFOTO (NED.) & JENS NØRGAARD LARSEN/SCANPIX (ØV.)
48/
Ingen kender det præcise antal
ofre, men dagen efter taler jeg med en
underviser. Han fortæller, at omkring
fem personer er skuddræbt i Robe,
heriblandt en elev fra hans skole, der
døde af tre kugler i brystkassen.
”Han var kun 20 år gammel, han
elskede at dyrke sport, og han skulle
netop til at starte på universitetet. Min
religion siger, at vores død er forudbestemt, og at den dermed er Guds vilje.
Men kan det virkelig være sandt?”
SIDEN 2005, HVOR ET VALG ENDTE I NEDSKYDNING AF UBEVÆBNEDE DEMONSTRANTER, ER REPRESSIONEN KUN BLEVET VÆRRE
I ETIOPIEN. HER PROTESTERER MUSLIMER I
ADDIS ABEBA MOD REGERINGEN.
spørger underviseren, inden han haster videre for at kondolere den unge
mands familie.
Udover de dræbte er et utal af
sårede på hospitalet, heriblandt en
femårig dreng, der blev ramt af en
vildfaren kugle, mens han hentede
brød. Protesterne brød ud som en
protest mod EPRDF's vedtagelse af
en ny tiårsplan for Addis Abebas udvikling. På grund af den økonomiske
vækst og den hastige urbanisering
inddrager den nye plan landområder
fra de omkringliggende regioner. Med
planen blev der pustet til kræfter,
der er imod det hovedstadsbaserede
EPRDF’s dominans over landets regioner. Protesterne spredte sig hurtigt
til universiteter i hele landet, inden
de blev slået ned af sikkerhedsstyrker.
Ingen kender antallet af omkomne,
men forskellige ubekræftede bud anslår omkring 25 dræbte på landsplan,
skønt de officielle kilder kun melder
om otte døde.
ANTI-TERRORLOV OG CENSUR
I det hele taget er det svært at få et
fast greb om de faktiske omstændigheder omkring urolighederne. Ingen
af de statskontrollerede etiopiske medier fortæller om protesterne, og da
vi senere trasker gennem de mudrede
gader i den solbeskinnede bjergby
for at finde en internetcafé, fortæller
folk, at myndighederne har lukket for
internettet i hele byen for at forhindre
demonstranter i at organisere sig på
sociale medier.
Igen er det en ubekræftet påstand.
Men at styret er klar til at slå hårdt
ned på oppositionen er langtfra noget
nyt. Siden 2005, hvor et valg endte i
nedskydning af ubevæbnede demonstranter, er repressionen kun blevet
værre. Dengang havde Etiopien oplevet en relativt åben valgkamp, men da
prognoser forudsagde en sejr til oppositionen, valgte regeringen at erklære
sig selv som vinder og at forbyde
demonstrationer.
Under de efterfølgende protester
blev cirka 200 ubevæbnede demonstranter massakreret i Addis Abebas
gader og tusindvis fængslet.
I 2009 fulgte vedtagelsen af en
anti-terrorlov så vidtgående, at den
har lukket kritiske aviser og sendt
journalister og systemkritikere bag
tremmer eller i landflygtighed.
Da den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i slutningen af april
besøgte landet, fængslede styret seks
bloggere og tre journalister. I 2012
blev to svenske journalister løsladt
efter at have været fængslet i 14 måneder, og Etiopien ligger nede på en
143.-plads på listen over den globale
pressefrihed. Samtidig forsøger partiet i disse år at få stadig større kontrol
med landets uddannelsesinstitutioner,
lige fra folkeskoler til universiteterne,
hvor man i stigende grad kræver, at
undervisere følger centraliserede og
regeringsvenlige læseplaner.
UTILFREDSHED MED REGERINGEN
Og det er måske ikke så underligt, at
EPRDF i disse år forsøger at stramme
grebet. For selv om befolkningen holder lav profil om politik i den offentlige debat, er de ikke blege for at kritisere styret i private samtaler på gaden,
i busser eller på byernes mange kaffeog ølbarer, hvor man som udlænding
let falder i snak med folk. Efter en
måneds samtaler kan man tydeligt
fornemme, at folk er utilfredse med
regeringens politik og bekymret over
den voksende økonomiske ulighed.
I et land, hvor månedslønnen for en
offentligt ansat er omkring 3.500 Birr
(under 1.000 kroner), er folk fra høj
MARY OG MOGENS. DANSK BESØG FEBRUAR 2015 I ET ETIOPIEN, HVOR AFSTANDEN MELLEM RIG OG FATTIG VOKSER I TAKT MED VÆKSTEN.
til lav ganske enkelt stærkt utilfredse
med den måde, den økonomiske
vækst fordeles på.
”Hver dag kan vi se nye anlægsprojekter og høre om nye investeringer og handelsaftaler. Samtidig kan vi
se, at der vokser en stor afstand mellem de rigeste og resten af befolkningen. Det er et stort problem,” siger en
nogle og fyrreårig mand, efter at han
stolt har inviteret mig til at besøge
sin hjemby i det nordlige Etiopien.
”Addis i dag er helt anderledes,
end da jeg første gang var her i 2008.
Dengang var byen meget mere rolig,
og du kunne ikke få ret mange varer
i butikkerne, udover de helt basale
ting,” fortæller en ansat i en europæisk ngo, som bor og arbejder i Addis,
og som har et indgående kendskab til
landet.
”De sidste års økonomiske udvikling har betydet, at man i dag kan
købe billig kinesisk elektronik overalt.
Samtidig ser du fremkomsten af en
lille, ekstrem privilegeret økonomisk
overklasse, der lukrerer stort på den
nuværende politik. Problemet er, at
den økonomiske vækst ikke kommer
den almindelige etiopier til gode.
Tværtimod lider han under de sene-
ste års prisstigninger på eksempelvis
fødevarer. På trods af regimets propaganda er den almindelige borger
udmærket klar over, hvad der sker i
landet, og selvfølgelig er han bekymret,” siger den europæiske ansatte.
mig for, at det er hurtigere at gå de
sidste kilometer til mit møde, og følges med en jævnaldrende mand, der
viser sig at være embedsmand i et
ministerium. Ikke at han just er loyal
over for sin arbejdsgiver.
”Regeringen taler hele tiden om
KINESISK INDFLYDELSE
økonomisk vækst og udvikling, men
Et andet konkret tegn på det økonomi- jeg oplever ingen fremgang. Min løn
ske opsving er den enorme mængde
er lav, og tingene bliver hele tiden
byggeprojekter i hovedstaden. Der
dyrere. Allerhelst vil jeg gerne flytte.
anlægges veje og bygninger i et forJeg kender etiopiere i både Europa og
rygende tempo, og landbefolkningen
USA,” fortæller han, mens vi går forbi
strømmer til byerne for at arbejde i
de mange rækker af fangede biler.
byggebranchen.
På den store centrale plads foran
Et af regeringens helt store presti- Stadium, som normalt er et knudegeprojekter er en ny toglinje tværs
punkt for byens bustrafik, finder vi årgennem hovedstaden. Arbejdet vare- sagen til trafikproppen. Modsat vores
tages af en kinesisk entreprenør og
forventning skyldes den ikke arbejdet
forårsager jævnligt strøm- og vandmed togbanen. Den solvarme plads
afbrydelser samt afspærringer af veje er ryddet for det sædvanlige kaos af
og gader med store trafikpropper
busser, taxier, minibusser, pendlere og
til følge. En gloende eftermiddag
gadesælgere. I stedet er kalashnikovhavner jeg selv i en af dem, da den
bevæbnet og camouflageklædt mandskab fra det føderale politi opmarminibus, jeg befinder mig i, pludselig stopper. Da billetknægten hiver
cheret med få meters mellemrum på
sidedøren op og springer ud i den
begge sider af den lange vej, der går
stillestående trafik og slentrer over til forbi pladsen. Ligesom pladsen er den
en gadehandler for at købe sig en ap- normalt travle hovedvej ryddet for trapelsinvand, ved jeg, vi kommer til at
fik, men pludselig hører vi sirener og
sidde her et stykke tid. Jeg beslutter
ser en lang kortege af enorme firhjuls-
49/
trækkere med tonede ruder komme
drønende. Vi står på sidelinjen, under
skarp overvågning af soldaterne og
ser kortegen passere. Bilerne er udsmykket med både etiopiske og kinesiske flag. Hele postyret skyldes altså
et statsbesøg fra Kina, der i de senere
år har udvist stadig større interesse i
den østafrikanske stat.
“
En stor del af de anlægsprojekter, som regeringen starter, bliver udført af kinesiske firmaer.
Europæiske og amerikanske
leverandører er meget dyrere,
men til gengæld også bedre. Meget af det, kineserne laver, er af
lav kvalitet, men det er, hvad vi
har råd til
REGERINGSANSAT
FOTO: PETTERIK WIGGERS/PANOS/POLFOTO
50/
”En stor del af de anlægsprojekter,
som regeringen starter, bliver udført af
kinesiske firmaer. Europæiske og amerikanske leverandører er meget dyrere,
men til gengæld også bedre. Meget af
det, kineserne laver, er af lav kvalitet,
men det er, hvad vi har råd til,” Siger den
regeringsansatte beklagende, mens vi
slentrer forbi de mange soldater. Og det
er endnu en udbredt kritik, man hører:
Etiopien bliver oversvømmet af billige
kinesiske varer af elendig kvalitet.
”It's rubbish,” som en midaldrende
mand med somalisk baggrund tørt konstaterer. På trods af menigmands skepsis
over for den kinesiske omfavnelse kan
jeg på mit hotel dagen efter læse i den
regeringskontrollerede The Daily Monitor, at VIP´en i bilkortegen var den kinesiske premierminister, Li Kequiang, der
i Etiopien underskrev hele 16 forskellige
handels-, låne- og investeringsaftaler. I
artiklen udtaler Li Kequiang, at:
”Kina vil ikke kolonisere Afrika, som
Vesten gjorde førhen, og er ikke interesseret i den såkaldte neokolonialisme.
Kina vil udelukkende formidle støtte til
Afrika og hjælpe med dets udvikling. Vi
tager fra Afrika, men vi glemmer ikke at
give tilbage.”
FREMSKRIDT ER FAKE
Ud over det igangværende togprojekt
er kineserne engageret i at bygge
kraftværker og veje, samtidig med at
de investerer i industri og landbrug. Ki-
KINAS INDFLYDELSE I AFRIKA VOKSER – OGSÅ I ETIOPIEN, HVOR KINESERE STÅR FOR EN DEL
ANLÆGSARBEJDE, MEN OGSÅ ÅBNER FABRIKKER SOM DENNE SKOTØJSFABRIK I BYEN DUKEM.
nesiske investeringer i Etiopien nåede
i 2014 op på over en milliard dollar. Det
er også Kina, der har finansieret bygningen af den Afrikanske Unions (AU)
hovedkvarter i Addis Abeba.
Samtidig med den øgede kinesiske
indflydelse er Etiopien tæt forbundet
med Vesten, blandt andet som strategisk vigtig allieret i den såkaldte krig
mod terror, hvor landet har et tæt samarbejde med USA's militær og efterretningstjenester. Samtidig har landet
netop optaget et lån på 380 millioner
dollar fra Verdensbanken. Penge, der
primært skal gå til udviklingen af infrastruktur og udvikling af de etiopiske storbyer, der tiltrækker stadig flere
borgere fra de forarmede landdistrikter. Mens landets elite således dygtigt
satser på flere heste i bestræbelserne
på at modtage investeringer, er det
småt med stater, der kritiserer landets
stadig mere autoritære udvikling.
Kineserne blander sig af gode
grunde ikke i andre landes menneskerettighedskrænkelser, og de vestlige
regeringer har ikke råd til at skubbe
en allieret stat fra sig, lyder et udbredt
ræsonnement. Meget karakteristisk
anklagede menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch i marts det
etiopiske styre for at spionere på sine
borgere ved hjælp af både vestlig og
kinesisk overvågningsteknologi.
Således har styret sikret sig mod
kritik, på trods af at det fører en politik, som en stor del af befolkningen er
uenige i.
”Fremskridtet er fake,” siger kunstneren over sin kulsorte kaffe.
”Den almindelige borger kæmper
for at klare sig, mens en lille elite
scorer profitten. Alle ved det, men
ingen kan sige det højt.”
Næste år er der igen valg – indtil
videre tyder alt på, at EPRDF fortsætter ved magten. Men i befolkningen
ulmer utilfredsheden, selv om kun få
uden for den fremgangsrige og autoritære stat hører om den. •
ETIOPIEN
• Er en demokratisk republik med et flerpartisystem, men styres reelt af
partiet EPRDF, der sammen med sine
støtter fik 99,6 procent af stemmerne ved sidste valg.
• Det seneste årti har landet haft en gen-
nemsnitlig årlig vækst på 10,7 procent. En vækst, der primært har fundet sted inden for service og landbrug.
• Fra 2005 til 2010 faldt andelen af ind-
byggere, der lever i ekstrem fattigdom, fra 38,6 til 29,7 procent.
Sundhed
5 LANDE MED
LANGT TIL VANDHANEN
88 procent af verdens befolkning skal have adgang til rent
drikkevand, lyder et af FN’s 2015 Mål – og det er nået.
Men millioner Men millioner mangler stadig. Mød fem lande,
hvor højst halvdelen af befolkningen kan drikke rent vand.
AF REGNER HANSEN
5. TCHAD
(51 procent)
Den nordlige del af Tchad
er ørken, hvilket giver
dårlige naturlige forudsætninger for en ordentlig vandforsyning.
Mulighederne er umiddelbart bedre
mod syd. Her ligger Tchad-søen. Imidlertid er Tchad-søen skrumpet til en
tyvendedel i størrelse på 40 år, fordi
der er blevet tappet kraftigt af den til
kunstvanding i landbruget.
4. MADAGASKAR
(50 procent)
Madagaskar er kendt for
sit rige og varierede dyreliv. Men når det gælder
økonomi, er landet meget fattigt, og
det påvirker en række basale servicefunktioner, herunder vandforsyningen. Halvdelen er uden rent vand, og
mere end fem sjettedele har ikke noget ordentligt toilet. Mange småbørn
dør af diarré.
3. MAURETANIEN
(50 procent)
20 år med tørke i ørkenlandet Mauretanien har
sendt befolkningen ud
på en søgning efter steder med vand.
Mange tidligere nomader har bosat
sig i slumkvarterer ved byerne. Vandet
bliver typisk leveret i store dunke og
er ofte urent. WHO anslår, at mange
dødsfald – især blandt børn – kan føres direkte tilbage til dårlig vandkvalitet og mangel på sanitet og hygiejne.
serviceydelser. Uddannelsesniveauet
med hensyn til hygiejne er lav. Hertil
kommer, at landet hyppigt er udsat
for store omskift i vejret – kraftig
nedbør efterfulgt af lang periode
med tørke.
* Procenten i parentes angiver andelen af befolkning med adgang til rent
vand i 2012.
2. MOZAMBIQUE
(49 procent)
De seneste år har regerin- Kilde: WHO og UNICEF
gen i Mozambique gjort
en betydelig indsats for at VAND OG 2015 MÅLENE
forbedre vandforsyningen i hovedsta• Ifølge målene skulle 88 procent af
den og andre større byer. Men der er
stadig enorme problemer i landområ- verdens befolkning have en sikker
derne, hvor næsten to tredjedele af be- forsyning af rent vand enten i rør og
haner i hjemmet eller i brønde eller
folkningen lever. Den dårlige adgang
kontrollerede kilder meget tæt på.
til vand og sanitet påvirker levevilkårene så meget, at den gennemsnitlige Ved udgangen af 2012 havde 89 procent denne adgang til rent drikkevand.
forventede levealder kun er 49 år.
1. PAPUA NY GUINEA
(40 procent)
Papua Ny Guinea har en
klar bundplacering på
listen over adgangen til
rent vand i verdens lande. Årsagen
er først og fremmest, at det er et meget fattigt land, hvor hovedparten af
befolkningen bor i landområder, som
det er vanskeligt at nå med offentlige
• Adgang til rent vand medvirker til at mindske dødsfald og sygdomme, der
er forårsaget af bakterier og anden
forurening.
• Godt 750 millioner mennesker på kloden
har stadig ikke adgang til rent drikke-
vand.
• Hovedparten er fattige og bor i
landområder.
51/
52/
FOTOS: KATJA KREDER/AWL/POLFOTO
Kronik
“I DETTE LAND
GRÆDER JEG HVER DAG“
Som barn mødte Anne Lise Marstrand-Jørgensen rare etiopiere hjemme
hos sin farfar – forretningsforbindelser på visit i Danmark. Nu er forfatteren
selv rejst med sin familie til Etiopien, hvor hendes nye roman skal foregå, og
skriver rejsebrev hjem til Udvikling.
AF ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN, FORFATTER
“
Alt siver ind i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver træt af at betragte,
de kaotiske byer, lave huse langs vejen, støvet, mørket, lyn og torden
om natten, facader i gul og lilla, grøn og lyserød, kobolt og orange.
DET ER EFTERMIDDAG, det er
midt i oktober, vi sidder på en plæne
ved bredden af Tanasøen. Regntiden
er ved at være forbi, græsset svupper
af væde. Solen brænder sådan, den
brænder og brænder og danser og
flimrer i overfladen på den lysebrune
sø, hvor der bor flodheste og pelikaner
og krokodiller. Vi er trætte og lykkelige, vi har rejst så langt med fire børn
for at komme hertil.
Vores yngste er to år, hun vil se
bananpalmerne, hun vil kun sidde hos
mig, hun vil hjem til Nørrebro. Lille,
myldrende menneske, klæbrig af solcreme og sved, solhatten ryger af, hun
spiser brød, så der er krummer overalt,
hun tværer mudder af på mine ben,
skraber mig med sine skosåler. Vi sidder under et figentræ. Det er fire hundrede år gammelt, siger Haile, som er
vores vært, hans navn betyder styrke.
Figentræet breder sin skygge over os,
jeg kan ikke få øje på en eneste frugt.
Jeg går på toilettet for at børste krummerne af, for at få et øjebliks ro.
En gammel mand spørger mig,
hvor vi kommer fra, jeg svarer, han
lægger hånden over sit hjerte: Welcome to Ethiopia, siger han, og jeg
bliver så rørt, at jeg får tårer i øjnene.
I dette land græder jeg hver dag, selv
om jeg ikke er ked af det. Alt siver ind
i mig: Landskabet, jeg aldrig bliver
træt af at betragte, de kaotiske byer,
lave huse langs vejen, støvet, mørket,
lyn og torden om natten, facader i gul
og lilla, grøn og lyserød, kobolt og
orange, den globale uretfærdighed
smækket lige op i ansigtet på os, mennesker og dyr, der vandrer langs alle
veje, børn, der spiller fodbold med en
kugle lavet af aviser og snor, der går
langs vejen med plastiksko, lyserøde
skoleuniformer, stofnet med hæfter
over skulderen, børn på alder med
vores yngste, som vogter dyr med deres ældre søskende, kirker med kor af
brune engle, det grønne, det frodige,
glæden over at være til, være lige
her. Og møderne. Al den venlighed,
nysgerrighed, hjertelige latter. På et
marked peger de fingre ad os, ler med
nakken tilbage, ler og ler, og det er en
smittende latter, så vi selv kommer til
at le. Haile siger, det er usædvanligt,
at familier rejser sådan, at der ikke
er mange, der har små børn med.
Og den yngste sidder på min ryg i
sin bærestol, det sneblonde hår, de
komiske blå øjne, og de kysser hende,
krammer hende, tager hende op, når
de får chancen. Hun kysser igen, hun
gemmer sig hos sine ældre søskende.
Hun gengælder deres begejstring på
sit eget sprog og råber: Se, de har helt
mørke læber. Se, mor, se, se, se.
FARFAR OG MUHAMMED
Jeg er i gang med at skrive en roman, der foregår i den nordlige del af
Etiopien for 3.000 år siden. Den
bygger på historier, der går igen i
Det Gamle Testamente, Koranen og
etiopiske nationalsagn. Jeg har lidt
af angst, indtil jeg var i trediverne,
nu fylder det næsten ingenting, men
tanken om at rejse hertil gjorde mig
så rædselsslagen, at jeg forsøgte at
bilde mig selv ind, at det ville være
nok at se billeder og læse fagbøger.
I begyndelsen troede jeg næsten,
at angsten var fornuft. Det var let at
finde folk, der bakkede mig op i det:
Der er så mange sygdomme, det er
så langt væk, den lille er to år, tænk
på terrorrisikoen fra Al Shabaab,
tænk på indkøbscentret i Kenya.
En formiddag stod det klart for mig:
Dels var Etiopien det eneste sted, jeg
havde lyst til at rejse hen, dels var
alle de risikoberegninger en form for
angst, lusket forklædt som fornuft.
Og kuren mod angst kender jeg: Gør
det, din irrationelle frygt forbyder
dig.
Gør det så ofte og så meget, du kan.
Et kvarter efter havde jeg købt billetter til Addis Abeba. Jeg ringede først
til min mand bagefter. ”Nu har jeg
gjort det,” sagde jeg. ”Så tager vi af
sted,” svarede han.
53/
>
>
Jeg er drevet af vild og uforståelig
længsel – ikke kun efter de landskaber, jeg skriver om i min bog, ikke kun
efter at kende landets historie, men
også efter noget, der er svært at sætte
ord på, og som jeg ikke forstår.
“
På 70’ernes billeder fra jul, påske,
nytår sidder jeg på skødet af Muhammed og ler. Jeg var tre, fire,
fem, seks, syv år. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men jeg kan
huske følelsen af at sidde så trygt
i hans arme.
FOTO: ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN
54/
På vej tilbage over plænen ser jeg
dem på afstand, min familie under
figentræet. Jeg ser min rigdom, mine
fire børn, min mand, min kærlighed.
Jeg har aldrig følt mig mere tryg
på en rejse end her. Vi møder hele
tiden nogen, der vil tale med os,
hjælpe os, byde os velkommen. De
samtaler spænder et sikkerhedsnet
ud under sjælen. Min farfar rejste her
for halvtreds år siden. Hans etiopiske forretningsforbindelser blev til
personlige venner. Da Haile Selassie
blev væltet, og marxisterne kom til
magten i 1974, kontaktede en af dem
min farfar og bad ham om at tage sig
af hans lillebror, der skulle studere i
København. På 70’ernes billeder fra
jul, påske, nytår sidder jeg på skødet
af Muhammed og ler. Jeg var tre,
fire, fem, seks, syv år. Jeg kan ikke
huske, hvad vi talte om, men jeg kan
huske følelsen af at sidde så trygt i
hans arme. Engang var der et ældre
familiemedlem, der drillede ham med
hans hudfarve. ”Kan du se, han ikke
har vasket sig ordentligt,” sagde hun,
”han er jo helt beskidt.” Jeg var fem år
og tænkte, hun måtte være dum. Muhammed smilede bare, jeg syntes, det
var så flovt. Jeg får stadigvæk ondt i
maven ved tanken. Gjorde man sådan
i 70’erne? Sagde man virkelig sådan?
Muhammeds familie kom med
gaver til mine bedsteforældre. Hovedskamler af udskåret træ, liturgiske
musikinstrumenter, farvestrålende
flettede kurve, tunge messingarmbånd. Engang forærede de os nogle
koptiske malerier. Muhammed var lav
og buttet, billedet var blevet hængt op
over spisebordet, han stod på en stol
og forklarede os, hvad det forestillede.
Jeg forstod ikke meget af det: Nogle
rejste den ene vej, andre den anden.
De sov sammen i hytter. Han stavede
sig gennem ord på gheez, den etiopisk koptiske kirkes sprog. Haltende,
leende, ”det er noget med,” sagde han,
”der står vist: Her ligger hun, her
kommer han, her tager han tilbage,
her er deres baby.” Sidste år fandt jeg
ved et tilfælde en bog, der beskrev
historierne i billederne. Det føltes som
en mavepuster, ugen efter var jeg i
gang med min roman.
FIKTION OG VIRKELIGHED
I dag spiser vi i figentræets skygge, vi
samler kræfter. Om to timer græder et
af de store børn over verdens uretfærdighed, lige nu spiser de lammekød i
stærk sovs og taler om myg, insekter,
kryb. Om to timer græder en af dem
over dem, der ingenting har, dem, vi
møder hele tiden. Græder, fordi jeg
fortæller, hvor mange børn der dør af
sygdomme, der let kunne behandles.
Af malaria for eksempel, og vi deler
piller ud ved aftensbordet, de smager
så grimt, at vi kun kan få den i den
lille ved at gemme den i kager, flødeskum, sødt brød. Om to timer græder
et af de store børn, og jeg tænker, at
den slags tårer er rejsen værd.
En uge senere har vi tilbragt natten
i Simienbjergene. Vi ankom i gråvejr
og bygeregn. Hytterne falder ind i
landskabet med græstag og lervægge,
vinden suser op fra dalen. Vi gik tur
i solnedgangen, tunge skyer, blæk,
indigo, flænger af rødt og orange. Et
skjold af solceller skal forsyne lodgen
med elektricitet og varme, men solen
skinner kun om formiddagen. De tænder for strømmen, når solen går ned,
vi krøb sammen foran pejsen i hovedbygningen, vi spillede kort og drak
stærk etiopisk kaffe.
Efter aftensmaden er der bragende
sort udenfor, vagten løber efter os,
da vi går mod vores hytte: Lyserøde,
røde, lilla varmedunke, fulde af skoldhedt vand. Den yngste er ved at falde
i søvn på min arm, jeg putter hende
med alt tøjet på, tre tæpper, den røde
varmedunk; hun vågner 11 timer
senere i nøjagtig samme stilling. De
tre store møder os kuldskære og forsovede ved morgenmaden, de krøb
sammen under alle dynerne i dobbeltsengen for at holde varmen, luften er
så tynd, det er svært at trække vejret.
Jeg er overstadig af forventning, det
er lige her, mine romanpersoner bor.
Tre tusinde år siden, og ikke en elmast
i syne til at forstyrre illusionen.
Det føles som et mirakel at stå her,
virkelighed og fiktion smelter sammen i et magisk øjeblik. Dale, skråninger, plateauer, bratte tinder. Her dufter
af timian og vilde urter, blomster får
landskabet til at eksplodere i gult,
grønt, lilla.
Bjerge forsvinder bag hinanden
som syner, vi kunne gå i ugevis og
kun trænge længere ind i dette forrevne landskab. Vores scout holder
mig i hånden, når jeg balancerer ned
ad de stejleste fald med den lille på
ryggen. Han har en riffel over skulderen, den lille spørger, om han vil skyde
os. Jeg siger, at han er vores ven. Da
vi tre dage senere skilles, spørger hun,
hvorfor vores ven så ikke skal med
videre. Bjergguiden forklarer os, at riflen skyldes leoparder og regeringen.
De første viser sig aldrig, de sidste
har gjort det obligatorisk at betale en
guide og en scout for at støtte lokalsamfundet. Jeg sætter en fod foran en
anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg
kan længes så stærkt efter at komme
tilbage, endnu før jeg er taget af sted. •
HELE FAMILIEN VAR TAGET MED ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN PÅ REJSEN TIL ETIOPIEN.
Hvad sker der mon i det nye år, spurgte Udvikling læserne kort før 2013 fik på hæld. Vi siger stort tak for alle
besvarelser. Ingen gættede alle 14 spørgsmål, men Bjørn
Clasen, Luxembourg var tæt på med 11 rigtige.
til at bære titlen u-landsprofet i resten af 2015. Han får
tilsendt den ultimative coffee-table-fotobog Genesis af
den brasilianske fotograf Sebastião Salgado med billeder
af mennesker og natur fra hele verden.
Efterfulgt af Michael Mikkelsen, Fåborg og Henrik Poulsen, Nyborg, med hver 11 rigtige.
De to fynske sideprofeter kan begge glæde sig til at modtage Hvor solen græder af Puk Damsgaard. En rystende
beretning fra Syrien.
De tre indsendte besvarelser med flest rigtige svar får
tilsendt en af årets bedste u-lands-udgivelser i det nye
år. Tillykke til Bjørn Clasen, som hermed officielt har ret
Boggaverne er fundet med venlig hjælp fra Tranquebar
Rejseboghandel.
Nuvel, her er svarene:
1
2
Nej, der kom ikke en fredsslutning i Syrien i 2014
Nej, der kom ikke et frit valg i Myanmar/Burma. Der var planer om at afholde et såkaldt indledende suppleringsvalg (By-election) i november 2014. Dette blev dog aflyst af den burmesiske valgkommission. Der er planlagt parlamentsvalg
efteråret 2015
3 Nej, der kom ikke et stop for bosættelser på
Vestbredden
4
Ja, USA opretholdte sin blokade mod Cuba i
hele 2014. Obama lempede dog restriktionerne
væsentligt – bl.a. på turisme og Cohiba-cigarer
5
Ja, statslederen i Zimbabwe hed fortsat Robert
Mugabe. Han blev også formand for Den afrikanske Union i 2015
6
Nej, Danmark kom ikke til at anderkende nye stater i løbet af året
7
Nej, et afrikansk hold nåede ikke kvartfinalen ved sommerens VM i fodbold 2014. Tættest på var Algeriet og Nigeria, som nåede 16.-delsfinalerne
55/
8 Nej, FN’s sikkerhedsråd anderkendte ikke Vest
sahara som medlem af FN, som det skete for
Palæstina
9
Nej, ingen af årets Nobelpriser gik til en afrikaner
10
Ja, Kenyas præsident Uhuru Kenyatta ankom til ICC i Hagg til et såkaldt statusmøde i oktober 2014. I december 2014 blev alle anklagere droppet som konsekvens af manglende beviser
11
Ja, Danmark kom i løbet af 2014 samlet set til at
bidrage med flere end 50 personer som militært personel til en indsats i Afrika. Flest var udstationeret i Mali
12
Nej, statsministeren eller Hendes Majestæt
Dronningen besøgte ikke Afrika i løbet af 2014.
Til gengæld besøgte Helle Thorning-Schmidt ebola-ramte Sierra Leone i januar 2015
13 Nej, Italien og Grækenland indgik ikke en aftale med EU om fordeling af bådflygtninge, der krydser Middelhavet
Selvmord
GIFT SOM
SIDSTE UDVEJ
I mange u-lande florerer selvmord med pesticider.
Og i Sri Lanka er det den hyppigste dødsårsag.
Det vil et dansk forskningsprojekt forhindre.
AF GITTE MERRILD, ANURADHAPURA
FOTO: ROBIN HAMMOND/PANOS/POLFOTO
56/
Mindst 300.000 mennesker. Så
mange begår ifølge verdenssundhedsorganisationen (WHO) hvert
år selvmord i u-lande ved at sluge
giftige pesticider. Det er så grelt, at
pesticider er det hyppigst benyttede
middel til selvmord på globalt plan.
En tredjedel af den million mennesker, der hvert år tager sig af dage,
gør det med sprøjtemidler. I Sri Lanka
har syv ud af ti selvskadere gjort en
ende på livet med sprøjtemidler, som
kan købes overalt på den frodige ø,
hvor man er stolt af landets 120 slags
frugter, og hvor palmerne vajer vajer i
den hede brise.
Men den danske forsker Flemming
Konradsen forsøger at dæmme op for
fænomenet med et omfattende og internationalt forskningsprojekt.
På Sri Lankas nordvestlige lavlandssletter udgør hundredvis af
små landbrug landets største leverandører af ris og grønsager. Bag den
frodige, farvestrålende idyl, det tætte
familiesammenhold og et liv i pagt
med landbrugsvirket og gemmer
sig et benhårdt liv, på jorder truet af
tørke og usikker høst. I landsbyen
Rajanganya vest for storbyen Anuradhapura kender alle nogen, som har
drukket pesticider og har efterladt
sig en ægtefælle, søskende, børn eller
forældre, som må knokle videre på de
små agre.
INGEN VIL DØ
Problemer som ulykkelig kærlighed,
skilsmisse, en fejlslagen høst, økonomiske eller sociale problemer eller en
uønsket graviditet får de ulykkelige
til at gribe til selvmordsforsøget med
pesticider. Her kan ingen få henvisning til en samtale med en terapeut.
Dette erfarede professor Flemming Konradsen selv, da han i 1994
flyttede til Sri Lanka for at forske
i malaria, og det plagede ham i en
grad, at han tog initiativ til at udvikle et projekt, som i dag omfatter
tusindvis af familier på Sri Lanka:
En sikkerhedscontainer, hvor de kan
gemme pesticiderne sikkert af vejen
bag lås og slå og dermed hindre de
tragiske og spontane selvmordsforsøg. Eller nogle af dem.
”Den hyppigste dødsårsag på
hospitaler i Sri Lanka er spontane
“
Ingen af ofrene ønsker at dø, og
vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken.
FLEMMING KONRADSEN,
leder af Copenhagen School
of Global Health
selvmord med pesticider. 70 procent
af selvmordene i Sri Lanka skyldes,
at fortvivlede mennesker har indtaget pesticider. Det samme gør sig
gældende i andre u-lande. I mange
lande i Asien udgør selvforgiftning
med pesticider 50-80 procent at alle
selvmord,” siger professor Flemming
Konradsen, leder af Copenhagen
School of Global Health, Københavns
Universitets paraplyorganisation for
global sundhed.
I snart 20 år har han forsket i, hvordan man kan hindre, at småbønder i
u-lande i desperation dræber sig selv
LOKALT PROJEKT MED
INTERNATIONAL STØTTE
•I 2004 gik professor Flemming Konradsen
og to srilankanske forskningsassistenter i
gang med at udvikle sikkerhedsbokse til
sikker opbevaring af pesticider med støtte
fra lokale fabrikanter og håndværkere
som led i et pilotprojekt til at sænke selvmord og selvmordsforsøg i det nordvestlige Sri Lanka. Pilotprojektet viste, at de
små landmænd tog de første bokse til sig.
•I 2014 er projektet vokset til et millionfinansieret srilankansk forskningsprojekt
med international støtte, som i 2011-2016
har involveret 60 forskere fra Storbritannien, Australien og Indien og næsten en
kvart million indbyggere i North Central
Province. Projektet er støttet af engelske,
australske og amerikanske fonde med
flest midler fra den engelske Wellcome
Trust.
•Forskningsbasen er i storbyen Anuradhapura, og ude blandt grønsags- og rismarkerne vest for byen i Tambuttegama
holder projektlederne kontakt til de 210
landsbyer, der er del af projektet.
• Det lokale forskningsteam samarbejder tæt med 19 hospitaler, syv politistationer og 10 bedemænd i regionen, hvorfra de indsamler helt aktuelle data, mange per håndkraft.
57/
•Projektet har forpligtet sig til at præsentere en plan for landbrugsministeriet efter
dets afslutning.
•Danida gav i 2005 tilskud til forskningsprojektet med 780.000 kroner til pilotudvikling af de første beholdere med titlen
”Sikker opbevaring og bortskaffelse af
pesticider på landsbyniveau – feasibility
og konsekvenser” med implementering
2006-2007. Bevillingen blev givet til
Københavns Universitet som en Danida
Fellowship-bevilling.
med pesticider. Kernen i hans arbejde
i dag er et femårigt forskningsprojekt
i Sri Lanka, som siden 2011 har uddelt 25.000 sikkerhedsbeholdere til
landbrugsfamilier i North Central
Province, et af landets vigtigste landbrugsområder.
Konradsen og et team af srilankanske og internationale forskere
undersøger, om man kan få familierne
til at opbevare deres sprøjtemidler i
den kraftige plastikbeholder med et
dobbelt låsesystem, frem for at lade
mylderet af små, giftige flasker stå i
hjemmet ved siden af kokosolien og
krydderierne. Hvis ja, kan man formodentlig hindre, at folk begår selvmord
med pesticider i fortvivlede øjeblikke.
De seneste statistikker fra Sri Lanka
skønner, at 2.800 mennesker begår
pesticidselvmord hvert år.
”Ingen af ofrene ønsker at dø, og
vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken.
Vi skal dog have beviser for, at ideen
med beholderen virker. Men vi arbejder på mange andre planer omkring
problemet. I samarbejde med myndighederne og politikerne har internationale og srilankanske forskere fået
sænket toksiciteten og forbudt nogle
af de mest giftige pesticider. De to
mest giftige produkter, som blev udfasede i 1990’erne, reddede 1.800 liv per
år i Sri Lanka.”
GIFT I RÅ MÆNGDER
Forskningsassistent og projektpartner
Manjula Weerasinghe tager imod os
hos South Asian Clinical Toxicology
Research Collaboration på sit lille
kontor på hospitalet i centrum af
Anuradhapura midt i et mylder af
mennesker, som lever og arbejder
udendørs og sælger eller køber
>
>
grønsager, børnetøj, kokosnødder,
mobiltelefoner eller hårpynt langs
hovedgaden, hvor motorcykler,
tuktuks og biler suser uhyggeligt
tæt på de handlende.
Weerasinghe har talt med 2.000
familier og siger, at 70 procent af de
mennesker, der har taget pesticider,
har besluttet sig i løbet af kun 30 minutter: ”Vi kender alle nogen, som har
begået selvmord med pesticider. En
af mine storbyvenner fra universitetet
tog livet af sig med pesticider som
28-årig. Det er så let at få fat i, at en
14-årig kan købe så meget, han lyster.”
“
Ingen af ofrene ønsker at dø, og
vores beholder udskyder beslutningen om at gribe til pesticidflasken.
Flemming Konradsen,
leder af Copenhagen School
of Global Health
58/
Vi er kørt ud på landet, hvor ris og
grønsager dyrkes på hundredvis af
små jordlodder langs de smalle grusveje og kunstvandingskanaler, som på
denne årstid ligger tomme og tørre.
Side om side med knallertbenzin på
flasker, plantefrø, hønsenet og kulørte
vaskefade udbydes pesticiderne i den
velassorterede isenkræmmerbutik i
landsbyen Nelubewa. Butikken fører
sprøjtemidler fra syv forskellige producenter – mod svampeangreb, flyvende
insekter, biller i planterødder, orme,
insekter på blade, mus og krabber,
som ødelægger risplanter under vand.
Et ægtepar deles om at passe butikken
PESTICIDSELVMORD I SRI LANKA
FOTO: G.M.B. AKASH/PANOS/POLFOTO
•
Sri Lanka har 21 millioner indbyggere, og
selvmordsraten på 16 per 100.000 indbyggere (2011) er blandt verdens højeste.
•Mellem 1995 og 2005 blev antallet af
pesticidselvmord halveret til cirka 4.000
mennesker om året, men tallet for selvmordsforsøg er steget, og mange flere
ender på hospitalernes akutmodtagelser.
•Folk tager stadig pesticidgift, de dør
bare ikke af det mere, fordi midlerne er
blevet mindre giftige, og behandlingen
på hospitalerne er blevet bedre.
STORE ØKONOMISKE PROBLEMER ELLER EN FEJLSLAGEN HØST KAN GØRE MENNESKER SÅ DESPERATE I SRI
og deres marker. Weerasinghe kender
området fra forskningsprojektet og
forklarer, at farmerne er overbeviste
om, at grønsager er dybt afhængige af
pesticider for at vokse godt.
”De sprøjter to til tre gange om
ugen, og det betyder, at familier på
landet har uhyggeligt mange pesticider ved hånden,” siger han.
Til familiens egne afgrøder har butiksejerne et særligt stykke jord, som
de dyrker uden pesticider. Det har alle,
fortæller indehaveren. Hvor mange i
landsbyen, der har begået selvmord
med sprøjtegift, ved hun ikke. Men det
er ret normalt. Alle kender nogen.
”Både jeg og min mand har flere
gange afvist at sælge pesticider, når
vi har fornemmet, at ’noget var helt
galt’ med kundens humør,” siger hun
og forklarer, at man ikke kan ”se det
komme”.
”Vi ved aldrig, hvilken familie det
vil ramme,” siger hun.
Selvmord ramte Damenikas familie
allerede for 20 år siden, da hendes far
tog sig af dage og efterlod sig hustru
og to døtre. Døtrene er nu voksne og
har egne børn, og de har låst pesticidlageret ned i en sikkerhedstønde med to
hængelåse, som er gravet ned bag huset. Et ungt forældrepar i samme landbrugsområde nikker også til, at de har
naboer, som har drukket gift. Begge lader hakkerne hvile på deres lille mark,
som de er ved at rense for ukrudt, og
peger hen ad grusvejen langs med de
små diger omkring rismarkerne, der
ligger som et enormt skakbræt af små
jordlodder. En 19-årig pige dernede
begik selvmord for få måneder siden.
Også de fik en sikkerhedstønde til
deres pesticider for to år siden. Med
udviklingsstøtte fra Danida.
folk til at indtage gift. Men i mellemtiden skal vi gøre noget hurtigt, og det
gør vi med vores projekt. Præcis som
man herhjemme har nedsat antallet
af paracetamoltabletter til pakninger
med 20 styk, skal vi på Sri Lanka hindre, at folk har nem adgang til pesticider. Det er samme tænkning,” siger
Flemming Konradsen.
Projektet indsamler data indtil
udgangen af 2016, som derefter skal
analyseres. •
SRI LANKA FORBØD GLYPHOSAT,
MEN FORTRØD
LANKA, AT DE GRIBER TIL SPONTANT SELVMORD MED SPRØJTEMIDLER. HER VED BYEN WEWELDIGILYA.
GLOBAL TRAGEDIE
Pesticidselvmord er et globalt problem.
I lande som Kina, Malaysia og Trinidad
er 60-90 procent af alle selvmord sket
med pesticider. Også i Bolivia, Nepal,
Uganda og Indonesien tager små landmænd sig af dage med pesticider.
”Pesticider er uden tvivl den hyppigste årsag til selvmord i u-lande på
grund af deres lette tilgængelighed.
Det er vanskeligt at få pålidelige data,
men en mindre undersøgelse for 20072012 i Bolivia viste, at 70 procent af de
selvmordsforsøg, hvor ofrene er endt
på hospitalet, skete med pesticider,”
siger Erik Jørs, arbejdsmediciner fra
Syddansk Universitet, som i ti år har
beskæftiget sig med de sundhedsmæssige følger med pesticider i Bolivia,
Nepal og Uganda. Han oplever nu
en eksplosion i brugen af pesticider i
Afrika, som ikke tidligere har haft råd
til midlerne, men nu satser stort på at
udvikle landbruget.
Der skal arbejdes internationalt
på flere strategier for at hindre selvmordsforsøg.
”Vi skal forbyde de mest giftige
pesticider, reducere brugen af sprøjtemidler generelt, sørge for at pesticider
sælges på en mere sikker måde og
selvfølgelig gøre noget ved underskoven af sociale problemer, som driver
“
Både jeg og min mand har flere
gange afvist at sælge pesticider,
når vi har fornemmet, at ”noget var helt galt” med kundens
humør
Indehaver af isenkrambutik
Da Sri Lanka i marts 2014 forbød brugen
af glyphosat, vakte det international opsigt, da glyphosat er aktivstoffet i det verdenskendte ukrudtsmiddel Roundup.
Bag beslutningen om forbuddet lå en
forskningsrapport af Dr. Channa Jayasumana fra Rajarata Universitet i Anuradhapura, som ligger midt i Sri Lankas landbrugsområde i North Central Province
med 1,2 millioner indbyggere.
Rapporten viste, at en kombination af
glyphosat og drikkevand forurenet med
tungmetaller kunne være medvirkende
årsag til såvel akut nyresvigt som den kroniske nyresygdom CKDu (Chronic Kidney
Disease of Unknown origin), der ikke kun
har ramt titusindvis af småbønder i Sri
Lanka de seneste år, men også deres fæller i Mellemamerika og Indien. Producenten bag Roundup, Monsanto, tilbageviste
informationerne i forskningsrapporten,
straks forbuddet var offentligt.
Blot to måneder senere ophævede Sri
Lankas landbrugsministerium det totale
forbud mod glyphosat med den forklaring,
at ”man ikke havde velfunderet grundlag for forbuddet”.
Brugen af glyphosat
skal udelukkende
forbydes i de landbrugsregioner, hvor
CKDu er fremherskende, forlød det
fra landbrugsministeriet i Colombo.
/GM
59/
Kampagner
DEN ONDE SKURK, DEN GODE SAG –
OG FEEL-GOOD-FAKTOREN
Amerikansk forskning hævder, at simple kampagnebudskaber virker bedst.
Danske ngo'er er enige, men forskere stiller sig tvivlende.
AF MAI RASMUSSEN
FOTO: JESPER BALLEBY
60/
UNGE OVER HELE VERDEN – OGSÅ SOM HER I ÅRHUS – DELTOG I KONY 2012-KAMPAGNEN OG SATTE PLAKATER OP, HVOR DEN UGANDISKE
SKURK OPTRÅDTE SIDE OM SIDE MED OSAMA BIN LADEN OG ADOLF HITLER.
i udviklingsbranchen. Og ikke alle ser
det som et problem.
ENGAGEMENT TABT PÅ GULVET
"Det er tit opfattelsen i branchen,
at vi arbejder med noget, som er forfærdelig svært at formidle, og at oversimplificering er en kæmpe fare. Men
Jeg tror, vi er så opsatte på at kommunikere sobert
jeg mener ikke, at simpelt automatisk
er forkert og komplekst automatisk er
og redeligt, at det bliver handikappende for os.
sandt. På en måde er vi bedre stillet
end så mange andre formidlere, fordi
Mads Klæstrup Kristensen,
det, vi foretager os, er vigtigt og nækampagnechef,
Folkekirkens Nødhjælp
sten alle vil mene, at det er relevant,"
siger kampagnechef Mads Klæstrup
Kristensen fra Folkekirkens Nødhjælp.
"Men vi er for dårlige til både at
kommunikere helt skarpt og at formidle hele kompleksiteten. Det værste er, at har vi endelig vakt interesse
Kan du huske filmen Kony 2012? plekse budskaber har i kampagnearmed et skarpt budskab, så er vi dårlige
bejde. Forskerne tog fat i netop Kony
Det er der rimelig høj sandsynlighed
til at tage fat i folks engagement og
2012-kampagnen, mens den foldede
for.
bringe det videre. Og det endda selv
sig ud verden over fra Invisible Child- om vi har flere muligheder end tidliDen gik verden rundt i rekordfart
rens kontorer i Californien. Resultatet gere for at skabe dialog og relationer,"
med sit soleklare budskab om, at
oprørslederen Joseph Kony skulle fan- tyder på, at et simpelt og tydeligt bud- siger han.
ges for at bane vejen for fred og gode skab er selve styrken i en kampagne,
Men skarpe budskaber kan blive
forhold for mennesker i det centrale
mens høj kompleksitet eller for den
så skarpe, at nogle modtagere proteAfrika.
sags skyld bare nogen kompleksitet er sterer. Det oplevede Mellemfolkeligt
Samvirke, da et debatindlæg i InforDet budskab byggede filmen op til selve svagheden.
mation kritiserede organisationen
ved at fortælle om lederen fra uganI Kony 2012 udnævner Invisible
diske Lord's Resistance Army, LRA
for at udelade vigtig information i
Children i den første film oprørslederen Joseph Kony til at være selve
(Herrens modstandshær, red.) som
en kampagne. Indlægget anklagede
noget nær ondskaben selv. Amerikan- problemets kerne, og konklusionen,
den fortsat pågående kampagne,
ske Invisible Children stod bag filmen forstår man, er, at selve problemet er
Stop jordtyveri, for at være for simpel
og opfordrede mennesker over hele
væk, hvis Kony er væk – fanget eller
i sin fremstilling af transnationale
verden til på en bestemt aften et par
dræbt. Film nummer to giver flere
virksomheder som 'jordtyve' i Afrika,
måneder senere at plastre deres byers oplysninger både om Kony, om de
hvor op imod 90 procent af jorden
mure, lygtepæle, plankeværker og
reelle muligheder for at stoppe ikke
ifølge Verdensbanken ejes uformelt,
søjler til med Konys kontrafej, som var alene ham men også LRA’s aktiviteter, hvilket gør småbønder særligt udsatte
parat til download fra organisationens og om det langvarige og omfangsrige for global spekulation og kommerciel
hjemmeside. På en af plakaterne er
arbejde, som er påkrævet for at bringe overtagelse af jord.
Hitler og Osama bin Laden vist bag
fred og ikke mindst forsoning til de
"Man kan selvfølgelig diskutere,
Kony.
områder af Uganda, Sydsudan, Den
hvor mange nuancer, der skal med,
Filmen blev publiceret online den
Demokratiske Republik Congo og Den men i forhold til kommunikationen
5. marts 2012, den 'gik viralt' og var
Centralafrikanske Republik, hvor opher i Danmark handler det i første
ifølge det amerikanske netmedie Huf- rørerne opererer og har opereret med
omgang om at vække engagement og
fington Post den dengang den mest
drab, lemlæstelser og bortførelser.
interesse for en sag," siger Nils Brøgger Jakobsen.
sete online-film nogensinde. Ifølge
"Selv om den anden Kony-video
filmens YouTube-side er den i dag set nok var mere omfattende og præcis
GIV FOLK EN HANDLEMULIGHED
99.818.652 gange.
end den første i sin præsentation
Ifølge Stop jordtyveri hænger udenKan du huske Kony 2012 – Part IIaf fakta, har dens forholdsmæssige
filmen?
kompleksitet muligvis gjort den min- landsk opkøb af jord i Afrika sammen
dre bemærkelsesværdig, levende og
med produktion af første generations
Sandsynligvis ikke. Den blev publiceret en måned senere, den 5. april
umiddelbart appellerende til offentlig- biobrændstof, som også somme tider
2012. I dag er den set 2.794.505 gange heden," skriver forskerne i den ameri- kaldes 'madbenzin, fordi det produkanske psykologforenings tidsskrift,
ceres af afgrøder som for eksempel
på YouTube.
hvor deres resultater blev offentligpalmeolie. Kampagnen fortæller, at
FRI OS FOR KOMPLEKSITETEN
gjort tidligere i år.
afgrøder fra over halvdelen af jorderne
En gruppe amerikanske forskere satte
I Danmark er modsætningen melpå internationale gigantlandbrug på
lem simpelt og komplekst en kendt
sig tilbage i 2012 for at undersøge,
kontinentet er tænkt til biobrændstof
problemstilling blandt kampagnefolk frem for til mad. Mellemfolkeligt
hvilken effekt simple kontra kom-
“
61/
>
>
FOTO: : JACOB DALL/MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE
62/
Samvirke arbejder imod 'madbenzin'
ved at påvirke politikere til at lovgive
i den retning på EU-niveau. Kritikerne
fremførte, at problematiske jordopkøb
nærmere kan begrænses gennem opbygning af statsinstitutioner i Afrika,
som for nuværende sjældent har kapacitet til at administrere ejerskab, køb
og salg af landområder.
"Vi ønsker at give folk en handlemulighed, for eksempel ved at påvirke
danske og europæiske politikere.
Derfor var fokus på de politikere, selv
om også den tanzanianske stat bærer
et ansvar. Parallelt arbejder ActionAid
i Tanzania for at påvirke statens administration af jordopkøb og sikre lokale
bønders adgang til jord" siger Nils
Brøgger Jakobsen.
Den vægtning af opfordring til og
mulighed for handling er en ny og afgørende trend i kampagnearbejde.
"Tidligere har man især målt på,
om en kampagne nåede ud til folk.
Men at folk kender til kampagnen,
siger ikke ret meget om, hvor effektiv
den er i forhold til at ændre på en
problemstilling. Hvis man derimod
designer kampagner, så at de indeholder handlingsmuligheder, og så man
kan måle på adfærdseffekter, får man
et bedre billede af, om man forandrer
noget," siger Kasper Møller Hansen,
der er professor i statskundskab ved
Københavns Universitet.
FJENDSKAB I FRONT
De amerikanske forskere bag Kony
2012-undersøgelsen arbejder med begrebet enemyship, altså fjendskab eller fjendebilleder. Deres arbejde peger
i retning af, at den anden film fejlede,
netop fordi den anerkendte et vist niveau af kompleksitet, og ikke mindst
fordi den gik bort fra at portrættere
ene og alene Kony som 100 procent
magtfuld og afgørende i spørgsmålet
om at løse problemet med Lord's Resistance Army i Centralafrika.
Det entydige fjendebillede har
ifølge forskerne overbevisende virkning i forhold til at vække moralsk
forargelse, hvilket så igen afgør, om
folk bredt set føler sig inspireret til at
handle.
"Vores analyse viser, at faldet i
følelser af moralsk forargelse overfor
Kony over tid var et resultat af øget
forståelse for og tilslutning til kritikken af kampagnen. Kort sagt er det
usandsynligt at alene tidsperspektivet
er årsag til faldet. Det er nærmere den
øgede forståelse af kompleksiteten
omkring Kony," skriver de.
Norbert Wildermuth, lektor i kommunikation, journalistik og social
forandring på Roskilde Universitet,
tvivler på, at sådan en følelse reelt fører til forandring.
"Teorien hører til i den psykologiske virkningsforskning. Som medieforsker ser jeg flere problemer i den.
Dels må man undersøg strukturelle
faktorer, for ikke alt kan forklares på
individniveau. Dels koncentrerer den
sig om en mulig umiddelbar reaktion.
En emotionel reaktion kan være virkningsfuld på kort sigt, som hvis man
vil samle penge ind. Men hvis man
mobiliserer for en mere krævende og
længeresigtet handling, så har selve
følelsen af at 'noget er for galt' sandsynligvis ingen videre effekt," siger
han og anfører, at såkaldt clicktivism
– altså aktivisme som baserer sig på,
om folk 'klikker' på en film eller giver
et 'like' på sociale medier, ikke er beviseligt effektiv.
"I forhold til Kony 2012 ved vi reelt
ikke, om 100 millioner mennesker har
set filmen. Og selv hvis de har, siger
det ikke noget om deres egentlige engagement," siger Wildermuth.
Danske kampagnefolk afviser dog
ikke at appellere til stærke følelser i
deres arbejde.
"Vores opgave er at påpege problemerne og at tale med og på vegne
af de, som bliver undertrykt, og her
ved vi, at vi skal vinkle skarpt, hvis vi
vil have ørenlyd. Også selv om alle jo
godt ved, at verden er mere kompleks
end som så. De mere komplekse forhold findes så i den bagvedliggende
kommunikation.” siger Nils Brøgger
Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Også i Folkekirkens Nødhjælp tiltaler fjendekommunikation kampagnechefen.
"Begrebet enemyship kan jeg godt
lide. Det kan man lære noget af på
andre områder. Når vi taler om sult,
for eksempel, hvem skal så have hugget hovedet af? Der skal tales helt
tydeligt, hvis man vil skabe handling,"
siger Mads Klæstrup Kristensen.
Hvorfor gør I så ikke på den måde i
jeres kampagner?
"Det er et godt spørgsmål. Jeg tror,
vi er så opsatte på at kommunikere
sobert og redeligt, at det bliver handikappende for os. Det giver troværdighed på den lange bane, men det
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKES KAMPAGNE
MOD JORDTYVERI OG BRUG AF SÅKALDT
MADBENZIN HAR MØDT KRITIK FOR AT FORSIMPLE PROBLEMATIKKEN.
er ikke effektivt, når man vil skabe
handling."
Forskere er imidlertid kritiske over
for brug af ultimative fjender i kampagner, hvis målet er at skabe reel
forandring.
"En meget klar bad guy stemmer overens med de journalistiske
nyhedskriterier om konflikt og person. Det giver adgang til medier og
spredningseffekt, og vi reagerer umiddelbart med et, 'det kan ikke være i
orden'. Men personfiksering er ikke
nødvendigvis effektfuldt, hvis man vil
ændre på en situation. Tag Osama bin
Laden som eksempel. Han var selve
fjenden, selv om det var tydeligt at se,
at han ikke var det eneste problem.
Rent objektivt set kan man have ret i,
at han var en klar fjende, men at fjerne
ham har tydeligvis ikke fjernet problemet med Taliban," siger Kasper Møller
Hansen.
Forskernes kritik af simple budskaber bider dog ikke på kampagnechefen i Folkekirkens Nødhjælp.
"Ja, det er en forsimpling at sige, at
hvis vi fjerner Kony, så fjerner vi problemet med Lord's Resistance Army
i Centralafrika. Men at sige, at fordi
noget ikke løser alle problemer, så har
det ikke nogen værdi, det er forkert,
mener jeg," siger Mads Klæstrup Kristensen.•
Filmen Kony 2012 kan ses på Invisible
Childrens hjemmeside på linket:
http://invisiblechildren.com/kony-2012/
Filmen Kony 2012 – Part II kan ses på
YouTube på linket: http://www.youtube.com/watch?v=c_Ue6REkeTA
LÆR DANSK PÅ
HERLUFSHOLM SOMMERSKOLE
BLIV BEDRE TIL DANSK
PRØV AT VÆRE KOSTELEV
LÆR OM DANSK KULTUR OG SAMFUND
MØD ANDRE UNGE FRA HELE VERDEN
DRAMA, MUSIK OG SPORT
SPÆNDENDE UDFLUGTER OG MEGET MERE
Sommerskolen på Herlufsholm tilbyder et fagligt
program med fokus på det danske sprog, et spændende fritidsprogram med udgangspunkt i sportslige
og kreative aktiviteter samt kulturelle og sociale
oplevelser.
PROGRAM:
Ice-breakers og team-building,
Ankomst weekend udf lugt samt forskellige lege og
aktiviteter.
Uge 1
3 dansk timer pr. dag, drama,
billedkunst, musik og sport. Les
Lanciers,ekskursioner, m.m.
Weekend
Ekskursion til København. Hvis
vejret tillader det tager vi om
søndagen en tur på stranden.
Uge 2
3 dansk timer pr. dag, drama,
billedkunst, musik og sport.
Les Lanciers, disko, BBQ og
udf lugter.
Sidste dag
Eleverne fremviser
sommerskolens kreative
projekter.
For børn og unge i alderen 13-15 år.
17. juli - 31. juli 2015.
Herlufsholm Skole og Gods
Herlufsholm Allé 170
4700 Næstved
Tlf. 55 75 35 00
6.-10. KLASSE
PREP-IB
STX OG IB
ROUND SQUARE
www.herlufsholm.dk
HERLUFSHOLM
Grundlagt 1565
NAVNE
NYT OM NAVNE
DER
RYKKER
CHRISTINA
PAPSØ WEBER, 43,
er ny national chef på
Center for Kultur og
Udvikling (CKU), hvor hun skal
stå i spidsen for Images, der i 2016
fejrer 25 års jubilæum. Den uddannede kunsthistoriker kommer fra
en stilling som leder for undervisningsafdelingen på kunstmuseet
Arken i Ishøj.
64/
NAVANETHEM
(NAVI) PILLAY, 73, er
tildelt PL-Fondens frihedspris. FN’s tidligere
højkommissær for menneskerettigheder og dommer får den danske
pris for hendes enestående globale
indsats for menneskerettigheder.
IB PETERSEN, 55, er ny
formand for bestyrelsen
for FN’s kvindeorganisation UN Women.
Den tidligere Danida-chef er også
Danmarks FN-ambassadør ved
missionen i New York.
EVA GRAMBYE, 48,
tiltræder 1. april stillingen som vicedirektør
og chef for den internationale afdeling i Dansk Institut for
Menneskerettigheder. Den erfarne
diplomat kommer fra en stilling
som kontorchef for Global Green
Growth Forum (3GF) i
Udenrigsministeriet.
JOAKIM REITER, 40,
er ny vicegeneralsekretær i FN’s organ for
handel og udvikling
(UNCTAD). Den svenske diplomat
kommer fra en stilling som chef for
det svenske udenrigsministeriums
enhed for international handelspolitik.
Ikke just
en blød start
Det danske bagland og heftige
besparelser bliver udfordringen
for den nye generalsekretær i
Folkekirkens Nødhjælp.
AF TINA RAVN
DER GIK IKKE mange dage, fra
Birgitte Qvist-Sørensen overtog titlen som generalsekretær fra Henrik
Stubkjær, til noget af en bombe faldt
i organisationen: 66 stillinger – cirka
hver tiende i organisationen – nedlægges og FKN’s arbejde i Honduras og
Kirgistan udfases. Ingen blød start.
Om sin egen baggrund siger hun:
”Jeg har alt det internationale med
mig og forstår, hvor vi kommer fra
men har ikke det samme kendskab til
det kirkelige bagland, som Henrik har.
Hvor jeg før mest har været den glade
modtager af midlerne, skal jeg nu lære
baglandet meget bedre at kende. Jeg
skal simpelthen på Tour de Danmark,”
siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Hun er uddannet teolog fra Aarhus
Universitet og har desuden en master
i Management Development fra CBS.
Før Folkekirkens Nødhjælp var hun
social- og sundhedsdirektør i Helsingør Kommune, og i udviklingsmæssig
sammenhæng har hun blandt andet
været programleder for Red Barnet.
NYE PARTNERE
Stoppene på den nye generalsekretærs danske rundtur bliver blandt
andet et udsnit af Folkekirkens Nødhjælps 126 genbrugsbutikker, og her
kan et af samtaleemnerne være organisationens fremtid. Ét af fokusområderne ligger i tråd med regeringens
udspil om flere aktører.
”Vi kigger også efter nye partnerskaber, særligt med private virksomheder, for de kan nogle gange
levere bedre teknologiske løsninger.
Eksempelvis samarbejder vi i øjeblikket med Grundfos om afprøvning af
nye vandpumper,” siger Birgitte QvistSørensen.
Snakken kan også gå på hendes
status som den første kvindelige
generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. En af de røde tråde i Birgitte
Qvist-Sørensens karriere er netop
ligestilling. Hun har blandt andet taget et såkaldt Internationalt Studieår
på Aalborg Universitet med speciale
i køn og rettigheder og har arbejdet
med forsoningsprojekter for kvinder i
Belfast. Det ændrer dog ikke på linjen
i Folkekirkens Nødhjælp.
”Vi arbejder nemlig allerede med
køn, og det fortsætter vi med. Men det
er dejligt at være rollemodel for de
kvinder, som jeg møder ude i verden,
og vise dem, at en kvinde kan være
generalsekretær.” •
ASIATISK
PLADS
KORT NYT
OM DANIDA
• Bhutan-Denmark – The story about 30 years of Bhutanese-Danish
Partnership (2015). 44 sider.
• Evaluation of the Business Sector Advocacy Challenge Fund Ghana (2015). 64 sider.
AKTUELT
• Boko Haram: Danmark støtter
ofrene for den ekstremistiske gruppe
Boko Haram og den kraftigt forværrede humanitære situation i Nigeria
og nabolandene med 12,5 mio. kr.
gennem Røde Kors og FN.
til oprettelsen af en palæstinensisk
stat som led i en to-statsløsning.
Evalueringen har til formål at bidrage
med erfaringer til den næste strategi
og programfase af det danske engagement i Palæstina. Gennemføres af
ECORYS (NL).
• Indien: Sammen med repræsentanter for 18 danske virksomheder
stod handels- og udviklingsminister
Mogens Jensen den 10.-12. januar i
spidsen for en officiel erhvervsdelegation til den indiske delstat Gujarat.
Formålet med erhvervsfremstødet
var at profilere danske kompetencer
inden for blandt andet vand, energi,
fødevareteknologi og urbanisering.
• Evaluering af Verdens
Bedste Nyheder:
Evalueringen ser nærmere på relevans
og bæredygtighed af Verdens Bedste
Nyheders formidling af positive resultater siden 2010. Foretages af COWI
(DK).
• Fattigdomsbekæmpelse: Danmark
indtager for tredje år i træk førstepladsen på listen over de rigeste
landes samlede indsats i verdens
fattigste lande. Topplaceringen
skyldes blandt andet størrelsen og
kvaliteten af dansk udviklingssamarbejde samt stærk sammenhæng med
andre politikområder. Bag kåringen
står den amerikanske tænketank
Center for Global Development.
www.um.dk
EVALUERINGER
I de følgende måneder offentliggøres
tre evalueringer og to evalueringsstudier:
• Evaluering af den danske strategi
for humanitære indsatser 2010-2015:
Evalueringen ser på relevansen og
fleksibiliteten af det danske humanitære engagement siden 2010 og har
til formål at bidrage med erfaringer
til den strategiske udformning af
den humanitære indsats fra 2016 og
frem. Foretages af Itad (UK).
• Evaluering af det danske
engagement i Palæstina:
Evalueringen ser på Danmarks bidrag
• Evalueringsstudie af Fair Trademærket Danmark:
Evalueringen ser på sammenhængen
mellem Fair Trade Mærket Danmarks
arbejde, salg af Fairtrade-produkter i
Danmark og udviklingseffekterne af
Fairtrade-certificeringen med særligt
fokus på udvalgte produkter.
Gennemføres af Niras (DK).
• Evalueringsstudie af synergi
mellem bistand og kommercielle
instrumenter:
I forbindelse med udfasningen af
bistand til Vietnam og med henblik
på at høste erfaringer til brug i andre
sammenhænge, undersøger studiet,
om og hvordan bistanden kan bane
vejen for dansk erhvervsliv. Foretages
af Copenhagen Business School (DK).
www.danida-publikationer.dk
NYE BEVILLINGER
Danidas eksterne bevillingskomité
har på sine møder 28. oktober og
2. december 2014 indstillet følgende
aktiviteter til støtte:
• Afghanistan Country Programme – 1.085 mio. kr.
• Danish-Arab Partnership
Programme – 255 mio. kr.
• Mozambique, Climate Change and Environment Programme Support (2015-2017) – 80 mio. kr.
•
Rio+20 – Civil Society Activities
in the area of Climate and
Environment, contribution
2014-2016 – 75 mio. kr.
• Support to the Nationally
Appropriate Mitigation Actions (NAMA) Facility – 73,8 mio. kr.
Danidas interne bevillingskomité har
på sit møde 25. november 2015 indstillet følgende aktiviteter til støtte:
•
Integrating Livelihoods and
Conservation – People Partner with Nature for Sustainability
– 15,7 mio. kr.
www.evaluering.um.dk
• Sustainable Energy for All
(SE4ALL). Support to the Global Facilitation Team (GFT) – 15 mio. kr
UDGIVELSER
• Mere Danmark i verden – Udenrigs-
politisk visionspapir (2014).
40 sider.
•
• Evaluation of Danida Business-to-
Business Programme 2006 - 2011 (2014). 164 sider.
• Support to the operation of the OSCE Special Monitoring Mission to Ukraine – 2 mio. kr.
• Afghanistanstrategien 2015-2017 (2014). 18 sider.
www.danida.dk
Support to political and civil
society organisations in the EU Neighbourhood region
– 13,4 mio. kr.
65/
BARBIE SER RØDT
Barbie har fundet vej frem til hylderne i socialistiske
Venezuela, hvor hun tidligere er blevet beskyldt for
at være et ”værktøj for kapitalistisk forbrugerisme”.
I Argentina går den populære dukke helt andre og
mere religiøse veje. Det har skabt stor ballade.
AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD
FOTO: ENRIQUE MARCIAN/REUTERS
66/
DEN POPULÆRE BARBIE nåede
ikke engang op på hylderne, da hun
op til jul blev sat til salg i de venezuelanske butikker. Dukken har tydeligvis
været længe ventet, for døtre, mødre
og bedstemødre greb æskerne direkte
fra de store kasser, da salget blev givet
fri.
Tidligere har landets socialistiske
ledere undsagt dukken og kritiseret
den for at være et ”værktøj for kapitalistisk forbrugerisme” – den nu afdøde
præsident Hugo Chavez talte direkte
om ”Barbies dumhed” – men op til december og julesalget lød der pudselig
helt andre toner fra regeringskontorerne i hovedstaden Caracas.
Chavez’ efterfølger, Nicolas
Maduro, havde nemlig valgt at gøre
dukken til højdepunktet for julesalget.
Og ikke nok med det; prisen blev
holdt nede på beskedne 250 bolivar,
svarende til 2,5 dollar, for at forhindre
spekulation og begrænse det sorte
marked. Samme politik, som styret
i øvrigt har brugt i forhold til andre
varer, som eksempelvis mælk og
vaskepulver, der er blevet anset som
essentielle for forbrugerne.
Hvorvidt Barbie kan betragtes som
en ”essentiel vare”, er til diskussion,
men dukken var uden tvivl et tilløbsstykke – og inden længe kunne de
butikker, der havde haft den til salg,
melde om totalt udsolgt.
RELIGIØST RAMASKRIG
Anderledes er det gået for Barbie i
Argentina. I hvert fald i den form,
som kunstnerne Emiliano Paolini og
Marianela Perelli har givet hende. De
har nemlig skabt religiøse varianter
af dukken (foto) til deres udstilling
Barbie. The Plastic Religion. Her optræder Barbie blandt andet som Jomfru Maria, Jomfruen af Guadalupe,
Jeanne D’Arc og den blå Kali – og Ken
som blandt andet den korsfæstede Jesus, Buddha og St. Sebastian.
Og det er åbenbart ikke populært
at gøre Barbie til et religiøst ikon. Udstillingen, der skulle have været åbnet
i november i POPA-galleriet i Buenos
Aires, er nemlig blevet aflyst af kunstnerne selv oven på en række kraftige
og kritiske reaktioner.
”Vi har fået trusler fra hele verden.
Det er helt vildt. De har misforstået
vores værk,” fortæller Emiliano Paolini
og fortsætter:
”Vi valgte denne udtryksform, fordi
religion altid præsenterer jomfruer
som de mest smukke kvinder – og i
dag er den smukkeste kvinde Barbie.”
For at understrege, at han selv er
et religiøst menneske, peger han på
sin hånd, hvor ordet Dios – Gud – er
tatoveret. Om hans hals hænger en
halskæde med et billede af Jomfruen
af Guadalupe.
”I vores køkken har vi flere helgener end i Vatikanet,” siger han. Om
det er nok til at overbevise kritikerne
om kunsternes religiøsitet og redelige
kunstneriske hensigter med udstillingen, står stadig hen i det uvisse. De religiøse Barbier er fortsat pakket væk. •
DEN ARGENTINSKE KUNSTNER MARIANELA PERELLI HAR UNDLADT AT LAVE PROFETEN MUHAMMED I BARBIE-VERSION AF FRYGT FOR
REAKTIONERNE, MEN SELV DE KRISTNE DUKKER SOM MARIA MAGDALENE (TH.) VAKTE VREDE.
5. FEBRUAR-25. MAJ
CONGO PÅ LOUISIANA
Surrealistiske lyserøde billeder af et
af Afrikas mest voldelige lande.
Den irske kunstner Richard Mosses fotobog om DR Congo, Infrared,
bragede igennem de globale medier
for et par år siden; nu er han aktuel
med et infrarødt videoværk om krigen i Congo, som vises på kunstmuseet Louisiana.
AF REDAKTIONEN
FREMBLIK
KOLOFON
OM UDVIKLING
ABONNEMENT
Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr.
Udvikling udkommer seks gange per år.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
14. – 18. MARTS 2015
DISASTER RISK REDUCTION
Vil man blive klogere på at nedsætte risici ved katastrofer, så er
Sentai i Japan stedet. Her afholdes
den 3. verdenskonference om emnet
med deltagelse af bl.a. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og WHO’s
generaldirektør Dr. Margaret Chan.
eller
www.wcdrr.org
tlf. 33 92 07 09
Abonnementsservice:
[email protected]
eller på tlf. 43 22 73 00
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Næste nummer: 28. april 2015
REDAKTION
Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected]
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Samuel Magid, kontorchef,
www.louisiana.dk
Public Diplomacy, Kommunikation og Presse,
Udenrigsministeriet
Korrektur: Lisbeth Rindholdt
Grunddesign: Esben Niklasson.
Layout: Phoenix Design Aid.
Tryk: Bording A/S.
Papir: 115 gram MultiArt Matt
7. APRIL
TOLERANCE-TALK
Højniveau-temadebat i FN’s generalforsamling i New York om
fremme af tolerance og forsoning.
Alle gode ideer er velkomne!
12.-19. APRIL
FN-KONGRES OM FOREBYGGELSE AF KRIMINALITET
17.-18. MARTS
HOLI
Hinduernes store forårsfestival er
en sand farveeksplosion, når folk
strømmer ud på gader og stræder
og smider farvepulver på hinanden
og kaster med farvet vand – gerne
gemt i vandpistoler og vandballoner. Kan især opleves i Indien og
Nepal.
DETTE NUMMER
www.holifestival.org
yen Hoang/Scanpix
NR 1 · 2015 · MARTS · 42. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 12. marts 2015
Redaktionen afsluttet: 1. marts 2015
Trykoplag: 18.400
ISBN 978-87-90656-263 (tryk)
ISBN 978-87-90656-270 (elektronisk)
ISBN 978-87-90656-287 (app)
ISSN 0106-0570
Forside: André Pain/Scanpix
Fotos s. 3: Colourbox, Maiken Lyster, Massimo
Berruti, Jørgen Schytte/Danida, Virginie Ngu-
ANNONCESALG
Rosendahls Mediaservice,
Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606
24. APRIL
WORLD MALARIA DAY
Malaria rammer koster fortsat
660.000 personer livet om året. 10
malariaramte lande står for 68 procent af dødsfaldene.
UDGIVER
Danida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
21. MARTS
INTERNATIONAL POESIDAG
Uanset hvor vi bor, og hvem vi er,
har vi de samme følelser og store
spørgsmål til livet til fælles. Og det
minder poesien os om, mener FN’s
kulturorganisation (UNESCO), der
for 16. gang hylder poesien og den
orale tradition i verden.
www.unesco.org
Medlem af
677/
FÅ UDVIKLING
SOM APP
Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet.
Vores nye app-version af magasinet åbner for nye måder at fortælle
historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik.
God fornøjelse!
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.