Læs CS Bladets portræt af Jan Berg Rasmussen

PORTRÆT
Samarbejde
er kodeordet
En glad medarbejder er en
god medarbejder. Det er en
gammel floskel, men Jan
Berg Rasmussen, tillidsrepræsentant hos Air Control
Wing (ACW) i Karup, lever efter det. Han prøver hver dag
at tage temperaturen blandt
sine medlemmer og forbedre
samarbejdet til ledelsen.
Af Søren Tang
- Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke gider
være en gammel, sur seniorsergent. Jeg vil
gerne være ham, der prøver at gøre det på
den rigtige måde, som får samarbejdet op at
køre og får tingene til at spille. Det er svært
for folk at slå mig i hovedet med en knytnæve, hvis jeg står og smiler med papirerne
i orden.
Det er ganske simpelt den rolle, Jan Berg
Rasmussen ser sig selv i. Jan er seniorsergent, medlem af CS og tillidsrepræsentant
ved Air Control Wing i Karup. Men det giver
ham ikke grund til at marchere med røde faner og true med strejker. Man bliver nødt til
at mødes på midten.
Jan har ellers nok at lave, og han er i skrivende stund i gang med et uddannelsesforløb for folk fra alle værn. Det er dog lykkedes
os at presse et interview ind, lige så det passer med maden. Bagefter skal Jan ud og undervise igen. Dog hindrer det ikke munden
i at multitaske, imens han sikkert fortæller,
hvad hans holdning er, og hvordan han mener, tingene skal køre. Han er en mand med
en dagsorden, som han ikke er bange for at
lægge frem.
- Vi bliver jo nødt til at samarbejde. Det
hjælper ikke, at tillidsrepræsentanten bliver
ved med at jage chefen, hvis det er noget,
chefen ikke kan ændre. Så graver vi os bare
ned i hver vores skyttegrav og er sure på hinanden, siger Jan.
Et liv til søs endte oppe i luften
Igennem alle sine år i flyvevåbnet har Jan arbejdet med varsling og kontrol. Det var dog
ikke planen, at Jan skulle ende på den hylde.
- Da jeg var barn, lejede mine forældre tit en
båd om sommeren, og de havde et vennepar
som sejlede. Så jeg ville egentlig gerne have
været i søværnet, siger Jan.
Der var bare et lille problem. Han søgte ind
som telegrafist, men blev ikke fundet egnet.
- Der var åbenbart ikke sammenhæng mellem at sidde og høre på prikker, og så skrive
dem. Alle de andre ting var gode nok, men
jeg kunne bare ikke trykke godt nok på den
dims, siger han og griner.
Så da tilbuddet kom om at fortsætte i flyvevåbnet med kontrol og varsling, var Jan hurtig til at springe ud i det.
- Jeg synes, at sådan noget amatørradio var
meget spændende, så at arbejde med radar
og kontrol og varsling, det virkede super, fortæller han.
Siden da har det ene taget det andet, og det
er nu blevet til 31 år indenfor feltet. En karriere som har udviklet sig i forskellige, geo-
grafiske, retninger. Allerede helt fra starten
ville Jan gerne ud og opleve noget, og søgte
derfor til Færøerne.
- Men jeg var ikke gammel nok! Det var noget med spirituslovgivningen, og man skulle
være 21. Folk sagde altså op, når de blev beordret derop, fordi ingen havde lyst.
Jan var dog tålmodig, og da han også ifølge
den Færøske lovgivning var moden, tog han
af sted. Det var samtidig også på Færøerne,
Jan mødte sin kone Hanne, som også arbejdede i forsvaret. Jan var egentlig rejst nordpå
med en halvt Færøsk kæreste, men det holdt
ikke. Og da Jan så mødte den tidligere kollega Hanne, fandt han pludselig den store
kærlighed. Det endte med det, som man i dag
kan anse som en ganske almindelig familie.
- Ja, Hanne har jo en datter fra et tidligere
forhold, og jeg har en søn. Og sammen fik vi
også en dreng mere. Men det skete, imens
vores børn var ca. 2 år, så de kunne slet ikke
forestille sig det anderledes, siger Jan.
Afslapning i familiens skød
Det er da også i sin familie, at Jan finder ro.
Når enden på en lang dag på jobbet er ved
at være nået, nyder Jan at komme hjem fra
arbejde. Dog er det ikke altid alt, der er enighed om i det lille hjem.
- Det allerbedste sted for mig, det ville
være et sted, hvor der var natur i alle retninger, undtagen en retning, hvor der skulle
være en 2-3 km. vej. Og det skulle være min
vej. Men konen og børnene ville nok ikke
være så glade for 100 km til arbejde og skole,
griner Jan.
Men man kan se, at der også er alvor i øjnene på ham.
- Det er måske fordi, jeg har så travlt i
hverdagen, så er det rart at have et sted at
trække sig tilbage til efter arbejde. Men min
telefon er altid åben. Og folk kan ringe klokken 2 om natten eller juleaften, jeg er ligeglad, jeg tager telefonen. Det går jeg meget
op i, siger han.
Hvis stikket virkelig skal trækkes ud, findes der også en løsning. Der er nemlig blevet
investeret i et styk sejlbåd. Og som i ungdommens dage, trækker havet ofte.
- Min kone kan godt lide at slynge sig ved
- Vi bliver jo nødt til at samarbejde.
Det hjælper ikke, at tillidsrepræsentanten
bliver ved med at jage chefen, hvis det
er noget, chefen ikke kan ændre. Så graver
vi os bare ned i hver vores skyttegrav og
er sure på hinanden.
Et af de lettest genkendelige træk ved Jan, er hans smil,
som konsekvent breder sig over ansigtet (Foto: Søren Tang).
S 10
svømmepølen. Men engang imellem, når
jeg kommer hjem om fredagen og har tjekket vejret, så vil jeg gerne af sted. Når man
kommer derop, går der kun 10 minutter, så
ligger du ude på fjorden. Der er helt stille, og
du kan kun høre vandet skvulpe lidt og høre
vinden. Det er der, hvor jeg slapper af. Hvis
jeg virkelig har haft stress på, så er det der,
jeg tager op, fortæller Jan.
Uddannelse i fokus
Allerede på Færøerne stiftede Jan bekendtskab med det faglige arbejde, da han som suppleant blev sendt til kongres i Odense. Selvom
det var spændende, fangede det dog ikke.
- Det virkede lidt indspist. Alle kendte hinanden, og så sad man der som ung knægt. Det
var ikke specielt sjovt, husker han.
Men som årene gik, blev Jan mere og mere
interesseret i uddannelsesdelen af forsvaret.
Han var blandt andet med til at planlægge og
efteruddanne på Flyvestation Skrydstrup.
- Ja, alle tror jo, at de kan gøre det bedre
end dem, der er der. Og det kan godt være,
det ikke er rigtigt, men man kan jo altid prøve,
siger Jan med et smil.
I sin funktion blev Jan derfor også involveret i planlæggelsen af øvelser, hvor afdelingen
blev målt mod NATO’s krav. Det skulle vise sig
at blive et vigtigt afsæt for Jans karriere, da en
tidligere kollega hev ham med til de baltiske
lande. Efter løsrivelsen fra Sovjet havde de
ingen mulighed for at opretholde deres suverænitet.
- Den ansvarlige for selve identifikationsdelen havde jeg tilfældigvis siddet og arbejdet med. Så jeg blev udpeget til at arbejde
med opgaven i to år. De havde ikke noget
radarsystem, og de havde ikke nogen fly, de
kunne flyve ud og hævde deres suverænitet
med. Det var meget spændende at være med
til at bygge op, fortæller Jan og fortsætter
- Og så stod vi pludselig og skulle præsentere det hele i forsvarsministeriet for
alle deres fine folk. Og her kom oversergent
Rasmussen fra Danmark, og så sad der bare
generaler fra Letland, Estland og Litauen.
Men dengang havde de ingenting, så de var
glade for alt, hvad de kunne få. Og det blev
modtaget med klapsalver. Så stod man der
og tænkte: Hold da op!
Efter turen mod øst var Jan stadig ikke
færdig med at rejse. Og da muligheden for at
komme til Tyskland opstod, var Jan ikke sen
til at gribe chancen. Et valg han heller ikke
fortrød.
- Det var lidt af et drømmejob. Jeg tror, vi
var blevet, hvis vi havde fået muligheden.
Men på den anden side, jeg vil jo heller ikke
fra Karup, nu vi har slået os ned, siger Jan.
I Tyskland fik han også sin sag for. Her
blev han instruktør og evaluator på NATO’ s
AWACS fly og var samtidig sektionschef for
varslingsoperatørerne i Eskadrille 1 på Geilenkirchen Airbase. Det blev til seks et halvt
gode år, som skabte mange venskaber. Datteren er endda blevet og har nu både kæreste og uddannelse syd for grænsen. Det hjalp
dog også Jan med at fokusere sin karriere.
- Allerede i Tyskland sagde jeg, at hvis det
var muligt, så ville jeg helst arbejde med uddannelse. Det er det, jeg brænder for.
CS Bladet | Nr. 6 | Oktober 2011
PORTRÆT
- I ACW kan vi se frem til, udover at have rigtig
travlt og for få folk, at de vil sende os en tur til Afghanistan. Det skal så være fire hold af 40 mand i 3
måneder. Altså 160, ud af de 350, hvor vi i forvejen
er 100 for lidt. Og skal det samme niveau holdes
herhjemme, så kan jeg ikke overskue, hvordan vores ledelse vil få afviklet alt den ekstra overarbejde.
Det er næsten 50.000 timer ekstra, som kommer
oven i det overarbejde, vi i forvejen har. Det mener
jeg er vigtigt, vi holder øje med. Hvordan skal det
afvikles?, spørger Jan.
Interessen for det faglige
Det var præcis, hvad der skete. Tilbage i
Danmark startede han i ACWU (Air Control Wing Uddannelse), og Jan bruger i dag
en stor del af sin tid på netop at uddanne
de unge mennesker inden for kontrol og
varsling. Det var også her, han i 2008 blev
valgt som tillidsrepræsentant og samme år
startede på VUT-II uddannelsen til seniorsergent.
- Der begynder man at arbejde med coaching og organisations- og ledelsesteorier. Jeg kunne se, at der måske var nogle
mangler engang imellem i ledelsen. Og der
sagde jeg, det vil jeg gerne uddanne mig inden for, så jeg kan matche dem. Ikke for
at slå dem i hovedet med viden, men for at
vi sammen kunne forbedre situationen for
vores medarbejdere, siger Jan.
De løber hurtigt nok i forvejen
Og interessen for ledelse og uddannelse
skabte ganske naturligt interessen for det
faglige. Et sted hvor Jan da også har nogle
helt konkrete punkter, som han mener skal
forbedres.
- Vores sygefravær skal ned. Derfor har
vi også besøgt Farsø hospital, som netop er
lykkedes med at nedbringe deres fravær. Så
vi prøver hele tiden at lære, hvordan vi skal
fortsætte.
Det kan dog være lidt svært, når andet
kommer i vejen. I Air Control Wing prøver
350 medarbejdere hver dag at få jobbet gjort,
men da de er normeret med 450, er der problemer med overarbejde. Et problem der
ikke bliver nemmere i fremtiden, fortæller
Jan.
- I ACW kan vi se frem til, udover at have
rigtigt travlt og for få folk, at de vil sende os
en tur til Afghanistan. Det skal så være fire
hold af 40 mand i 3 måneder. Altså 160, ud af
de 350, hvor vi i forvejen er 100 for lidt. Og
skal det samme niveau holdes herhjemme, så
kan jeg ikke overskue, hvordan vores ledelse
vil få afviklet alt det ekstra overarbejde. Det
er næsten 50.000 timer ekstra, som kommer
oven i det overarbejde, vi i forvejen har. Det
mener jeg er vigtigt, vi holder øje med. Hvordan skal det afvikles?, spørger han.
Det er nemlig en ting, der ligger ham meget på sinde. At medarbejderne har det godt.
At stresse rundt for at passe timer ind, det
hjælper ikke. Derfor har Jan også sendt
spørgsmålet op igennem systemet. Så kan
det en gang for alle blive afklaret, hvordan
ledelsen har tænkt sig at afvikle alle de ekstra timer. For en glad medarbejder er nu immervæk stadig en god medarbejder.
Middagsmaden er ved at være fortæret.
Jan har stadig en masse på tapetet og er på
vej ud for at undervise de unge mennesker
i radarverdenens finurligheder. Men tilbage
står et stærkt budskab. Vi kan ingenting, hvis
vi ikke arbejder sammen.
Forældelsesfrist er
dybt uretfærdig
At veteraner afvises, når
de søger om erstatning i
forbindelse med lidelser,
pådraget i forbindelse
med udsendelser, bare på
grund af forældelse, finder
CS helt urimeligt
Tekst og foto: Helle Kolding
Flere krigsveteraner, der har gjort tjeneste på Balkan i 1990’erne, kan ikke få
erstatning, selvom de lider af posttraumatisk stress (PTSD). De afvises af Arbejdsskadestyrelsen fordi, de alt for sent
er begyndt at fortælle om deres symptomer og traumer, og derfor er faldet for
den tidsfrist, der er for at få erstatning.
Sagerne betegnes simpelthen som forældede.
- Det er fuldstændig urimeligt. I sådanne tilfælde burde der overhovedet
ikke være nogen forældelsesfrist, siger
2.næstformand i Centralforeningen for
Stampersonel, Bjarne A. Kehr.
Juridisk skal krigsveteranerne dokumentere, at deres PTSD udviklede sig
senest seks måneder efter missionen.
Og det er der mange af veteranerne fra
Balkan, der ikke kan. I flere tilfælde er
der gået år, før deres lidelse er egentlig
diagnosticeret. Faktisk er det først nu, så
længe efter, at nogle får konstateret, at
deres psykiske problemer kan føres tilbage til begivenhederne på Balkan.
- Når en traumatisering erkendes længe efter en person har været på mission
eller akkumuleres over tid, og fagspecialister anerkender sammenhængen mellem den psykiske lidelse og arbejdet, må
der simpelthen være mulighed for at ophæve forældelsesfristen. Alt andet virker
dybt uretfærdigt, fastslår Bjarne A. Kehr.
Ny adresse eller
nyt telefonnummer
Du kan nu selv nemt foretage rettelser til CS
Er du flyttet, har du fået nyt telefonnummer eller måske en ny e-mail, så har du nu
selv mulighed for at rette dine kontakt oplysninger.
Log ind på www.cs.dk
Find Min Profil – her kan du selv rette relevante oplysninger, og CS får automatisk
besked.
Har du derimod ændringer til dit navn, navnet på din samlever, medlemstype eller
forsikringer, er du stadig nødt til at sende en mail til [email protected] , så CS har dokumentation for denne type ændringer
-step
Radarstation. Arkivfoto
CS Bladet | Nr. 6 | Oktober 2011
S 11