Udstillingen HEAVY udfolder den danske kunstner Hans Henrik

Attemosevej 170 / DK-2840 Holte / T +45 45 80 08 78 /
[email protected] / glholtegaard.dk /
Udstillingen HEAVY udfolder den danske kunstner Hans Henrik Lerfeldts (1946-89) forfinede,
erotiske og rå værker. I spændingsfeltet mellem forfængelighed og forgængelighed,
fascination og frastødning inkarnerer Lerfeldt 1980’ernes tidsånd med sortsyn, overflade og
begær, når han i barokke motiver fremstiller seksualiserede kvinder og gigantiske insekter.
Motiverne er oplagte at folde ud på Gl. Holtegaard, hvor 1700-tallets tidsånd med dekadence
og iscenesættelse mimer Lerfeldts univers.
For 25 år siden - den 27. juli 1989 - døde den danske kunstner Hans Henrik Lerfeldt i en alder af
kun 42 år. Han blev uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademi, men det var med sin
mæcen og ven, den store danske kunstner Wilhelm Freddie, at han for alvor fandt vej ind i sit
eget kunstneriske univers og derfra udviklede sin personlige stil, der i samtiden såvel som i
kunsthistorien har stået alene.
Hadet og elsket
Hans Henrik Lerfeldt er både hadet og elsket. Hadet fordi hans motiver ofte er stærke, erotiske
iscenesættelser, der for mange går langt over grænsen. Og elsket fordi hans motiver er fremført
med en så perfektioneret, hyperrealistisk hånd, at selv den mest skeptiske beskuer fascineres.
Hvor indholdet nok udfordrede de fleste, skabte den maleriske præcision derimod en bred
fascination. Denne forskel mellem indhold og udtryk skabte i den grad debat og drama omkring
Lerfeldt som privatperson og kunstner, mens han levede. Samtidig med sin kunstneriske
produktion var Lerfeldt ophavsmand til adskillige plakater, bogomslag og illustrationer. Og
igennem dette arbejde får Lerfeldts streg – de erotiske scener til trods - en nærmest ikonisk
status for danskerne gennem 1980’erne.
I mange år har Lerfeldts erotiske motivverden, hans turbulente opvækst og den alt for tidlige
død fået lov til at betegne hans eftermæle. Lerfeldt var både før og efter sin død en tabuiseret
skydeskive for såvel pressens som menigmands holdninger. Men med udstillingen vil vi se på
hans værk med vor tids øjne. I dag præsenteres vi konstant for seksualiserede kvinder og mænd
Attemosevej 170 / DK-2840 Holte / T +45 45 80 08 78 /
[email protected] / glholtegaard.dk /
på tv og internettet, og vores øjne er vant til at se perfektionerede heltefigurer gennem
computerspil og film. Når vi ser tilbage på Lerfeldt i dag, rummer hans værker derfor langt mere
end et entydigt kvindesyn, som for mange blev konklusionen efter hans død.
For at rykke Hans Henrik Lerfeldt ud af tabuet og glemslen og placere ham i den sammenhæng,
han fortjener, inviterer Gl Holtegaard til en række samtaler med fagfolk inden for mode,
kønsforskning, og billedkunst. Mød journalist Chris Pedersen, sexolog Maria Marcus,
billedkunstner Erik Steffensen eller feminist Henrik Marstal i samtale med mag. art i
litteraturhistorie Maria Kjær Themsen. (Se yderligere information nedenfor.)
Udstillingen præsenteres i samarbejde med Kunstetagerne i Hobro, som ejer Danmarks største
samling af Hans Henrik Lerfeldt værker, men inkluderer også lån fra private samlere. På
udstillingen vil hans oeuvre blive udstillet tematisk, hvor nogle af hans væsentligste værker vil
blive vist side om side med aldrig før udstillede skitser og forlæg. På udstillingen vil der også
blive vist artefakter fra hans egen samling af kuriosa og fotografier samt en stor del af hans
grafiske arbejder til bøger og plakater. Hans store lidenskab for og viden om jazzmusik vil møde
publikum i lydbilleder, og den legendariske filmdokumentar It's a Blue World af Torben Skjødt
Jensen vil også blive vist i udstillingen.
HEAVY tilrettelægges og produceres af kurator Børge Igor Brandt i samarbejde med Gl.
Holtegaard.
Vi gør opmærksom på, at udstillingen indeholder pornografisk materiale.
Udstillingsperiode: 16. januar – 12. april 2015.
Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 12-17, torsdag kl. 12-20
Udstillingsprogrammet på Gl. Holtegaard er støttet af Statens Kunstfond.
HEAVY støttes af Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Ernst B. Sund Fonden.
Tak til Kvadrat.
Attemosevej 170 / DK-2840 Holte / T +45 45 80 08 78 /
[email protected] / glholtegaard.dk /
80’ER MODE OG BETRAGTNINGER OM TIDSÅND
Tirsdag den 3. februar kl. 17
Samtale med Chris Pedersen, journalist på DR K, om hvordan billedkunsten blev afspejlet i
80’ernes mode og vice versa med paralleller til fortiden og i dag.
KULTUR OG SEKSUALITET
Onsdag den 18. februar kl. 17
Samtale med Maria Marcus, sexolog og forfatter, om hvordan kulturelle forandringer har
påvirket vores seksualitet fra 80’erne til i dag.
MAND, KVINDE, HVORDAN?
Tirsdag den 24. marts kl. 17
Samtale med Henrik Marstal, musiker og feminist, om hvordan et billedunivers som Hans
Henrik Lerfeldts påvirker vores opfattelse af kvindelige og mandlige stereotyper.
EROTIK I BILLEDKUNSTEN – FØR OG NU
Onsdag den 8. april kl. 17
Samtale med Erik Steffensen, billedkunstner, om udviklingen indenfor det erotiske motiv i
billedkunsten.
I forbindelse med udstillingen ’HEAVY – Hans Henrik Lerfeldt’ afholder Gl Holtegaard en række
samtaler mellem Maria Kjær Themsen og fagfolk indenfor områderne billedkunst,
kønsidentitet, seksualitet og mode. Samtalerne vil placere og diskutere Lerfeldts værker i
samtiden.
Samtalerne ledes af Maria Kjær Themsen, der er mag. art i litteraturvidenskab, Kunstkritiker,
kurator og redaktør. Hun er forfatter til en lang række katalogtekster, artikler og essays om
kunst, og fast tilknyttet dagbladet Politiken, Kunstkritikk.dk og Artforum.com.
Adgangsbillet til samtale: 95 kr. (pensionister/studerende 85 kr.) Billetten giver samtidig adgang til
udstillingen. På grund af begrænset plads skal vi bede om tilmelding på: [email protected]