Mandag 29. dec. 2014 POLITIKEN Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg, højst 400 ord, sendes via vores hjemmeside. Adressen er: politiken.dk/senddebatindlæg. Indlæg til nettet skal også sendes til os via denne adresse. Opstår der problemer, så ring venligst til 33 47 18 43, 33 47 23 31 eller 70 15 01 01. Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster og til også at bringe teksterne på politiken.dk/debat Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes via vores hjemmeside. Adressen er politiken.dk/senddebatindlæg. Opstår der problemer, så ring venligst til 33 47 18 43, 33 47 23 31 eller 70 15 01 01. På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere. Debat 5 Hvad med turismen på Bornholm? VIGGO HØRUP (1841-1902) STIFTER AF POLITIKEN I 1884 tog til bornholm POUL STEEN LARSEN, PENSIONIST OG MEDLEM AF BESTYRELSEN AF KULTUR- OG MEDBORGERHUSET I HASLE PÅ BORNHOLM EDVARD BRANDES (1847-1931) STIFTER AF POLITIKEN I 1884 Redaktionschef: Per Michael Jespersen Debatredaktører Mette Højbjerg, Tarek Omar og Kenneth Lund Jourhavende Tarek Omar Analyseredaktør Poul Anders Aarøe Pedersen Lederkollegiet Amalile Kestler Kronikredaktør Christoffer Emil Bruun Debat Rådhuspladsen 37, 1785 København V Telefon, Debat 33 47 23 31 Telefon, Kronik 33 47 24 38 Fax 33 15 41 17 Forældre skal da turde tage konflikterne med deres børn Forældre gør deres børn en bjørnetjeneste ved at undgå konflikter, som gør børnene vrede eller kede af det. opdragelse KIRSTEN RØNBORG MELANDER, LÆGE OG BEDSTEMOR DEBATTEN om, at forældre skal turde tage de konstruktive konflikter med deres børn, er i fuld gang. Det er skønt. Ny bog af psykolog John Halse har sat kritisk lup på de (eftergivende) opdragende forældre. Det fik mig til at tænke på en oplevelse i sommer, hvor min mand og jeg afholdt sommerkoloni for fem af vores børnebørn for første gang. De er to piger og tre drenge i alders- gruppen 4 et halvt år til 7 halvt år. Vi glædede os, men var også spændte på, om vi nu kunne styre alle de unger, som ikke mødes så ofte. Vi havde forud for ankomsten af de fem børnebørn indkøbt en hel del sodavandsis. Vi havde købt i alle mulige forskellige farver og med forskellig smag. Overbevist om, at det var bedst med et stort og varieret udvalg, når vi nu ikke vidste, præcis hvilken smag de bedst kunne lide. FØRSTE DAG valgte de alle fem uden tøven den smag og farve, de selv syntes, de ville have. Allerede dagen efter var der indtrådt et hierarki, og de to andre drenge ville have samme is som den ældste af drengene. Der var opstået favoritis både med hensyn til smag og farve, og min mand og jeg valgte at veksle mellem, hvem af børnene der skulle vælge først. Det var da ikke helt let, for indimellem løb vi tør for bestemte slags is af dagens favorit. Nogle blev skuffede over, at det ikke var deres tur til at vælge først, og nogle blev skuffede over, at den is, som de helst ville have haft, nu var taget af en anden. Egentlig oplevede min mand og jeg det ikke som et større problem, for alle børnene fik en is, og de fik håndteret deres eventuelle frustrationer på en måde, som hurtigt gik over. Den sidste dag af sommerkolonien kom forældrene ved frokosttid og skulle hente børnene. Efter frokost skulle de sidste sodavandsis spises. Nu var der jo ikke så mange tilbage, og der var kun én af de grønne – deres alle sammens favorit. Den med pæresmag. Den ældste af drengene råbte som den første, at den ville han have. Sikkert tilskyndet af sin særlige status i gruppen. Og nu brød helvede løs med forældrene som aktive tilskuere. Et par af de øvrige børn begyndte at græde af skuffelse over ikke at kunne få den sidste grønne; nogle råbte, at det da var deres tur til at vælge først, og der var i det hele taget en højlydt diskuteren blandt børnene (og forældrene). Vi holdt os lidt tilbage, forundrede over hvad der var gang i. Forældrene Tegning: Mette Dreyer Det er i konflikter – i trygge omgivelser – at børn lærer at håndtere skuffelse, vrede og frustration over ikke at få det, de vil valgte at lade den grønne favoritis indgå i puljen igen, og til sidst faldt der ro på ungerne, og de fik valgt deres is. Som et godt råd til os til næste år siger en af fædrene: Det skal I altså huske til en anden gang, at når sådan en flok børn er sammen, køber man altså kun én slags is, for så undgår man al den ballade. Men der tager han fejl. Det er netop i konflikter – i trygge omgivelser – at børn lærer at håndtere skuffelse, vrede og frustration over ikke at få det, de vil, men også at kunne mærke glæden over at være den, som får lov at vælge først, og forventningen om at være den, som skal vælge først i morgen. At sørge for, at børnene aldrig bliver vrede eller kede af det ved at undgå konflikter, er at gøre dem en bjørnetjeneste. At børn får opfyldt deres ønsker uden tøven, og at de aldrig oplever glæden ved at kunne vente på noget – og endelig få det, er at gøre dem en bjørnetjeneste. Sjovt nok var den is, vi lagde tilbage i fryseren, efter at alle var kørt, den grønne med pæresmag. ENGANG var Bornholm en del af Danmark. Det kunne man se bl.a. på et kort over Danmarks togforbindelser. På lystavlen på Københavns Hovedbanegård stod der tydeligt ’Bornholm’ på afgangstiderne for toget til Ystad, hvor færgen til Rønne befinder sig. Men fra 2017 er det slut. Et folketingsflertal har besluttet at nedlægge den togforbindelse, der gør det muligt for handikappede, for mødre med barnevogne, for cyklister og for passagerer med behov for toilet under transporten at komme til Bornholm. Hvordan har politikerne tænkt sig, at turismen på øen og pendlingen frem og tilbage skulle kunne udvikle sig under de forhold? Er politikerne blinde for problemet, fordi de selv kun kommer til øen med fly og på kortvarige besøg? Mens der gives milliarder til udbygningen af en række togforbindelser i det øvrige Danmark for at sænke transporttiden mellem de øvrige landsdele med et par minutter, er der ikke råd til at bruge et par millioner på at bevare togforbindelsen til Bornholm – uanset de problemer det vil afstedkomme for turismen til øen, som er et af øens hovederhverv – og for det flertal af pendlere, som ikke har råd til at flyve. Folketinget har nok tænkt på, at en trafikal ligestilling for Bornholms vedkommende ville fremkalde et tilsvarende krav fra alle Danmarks småøer. Men der er da en forskel, som i hvert fald kan måles på omfanget af trafik og turisme til øerne. Det er ikke de fastboende på øen, der bliver hårdest ramt. Det er de regelmæssige trafikanter af forskellig slags. Man kan ikke undlade at tænke på, at med Folketingets beslutning kan staten fra 2017 høste ekstra indtægter fra broafgiften over Øresund, fordi biltrafikken naturligvis vil øges betragteligt. Og det har jo, siden broen blev bygget, været hele meningen med, at man kun skulle kunne komme til Bornholm via Sverige og ikke direkte fra København. Har man husket at trække de penge fra det beløb, man ikke vil satse på en fortsat togforbindelse til Bornholm? Trækkes det skønnede beløb fra den samlede pris på det nye færgeforlig, bliver forliget væsentlig billigere, end regeringen påstår, og beløbet kunne være brugt f.eks. på en større nedsættelse af billetprisen for personbefordring med færgen. kroniken 29. dec. 2014 Det smukkeste vandland er Vesterhavet RIKKE JUUL GRAM Kystlinjer. Miljøministeriet overvejer at give dispensation til ti kommuner, så de kan bygge tættere på kysten med det formål at tiltrække turister. Men konsekvenserne overses aldeles: Intet overgår en ubrudt kystlinje. Rikke Juul Gram er landskabsarkitekt HAVET OMKRING Danmark definerer landet, både som geografi og sindstilstand. Malerier, digte og sange – fra Oehlenschläger til John Mogensen – hylder den danske kyst og den våde vej, der har bragt viden og velstand til Danmark. Vi er vandmennesker i Danmark. Vores lange ubrudte kystlinje er faktisk vores største egentlige naturressource – den er vores Mount Everest, vores Grand Canyon – og det at gå ned til vandet er en helt basal følelse i kroppen på hver eneste dansker, på samme måde som skiløb er det for nordmænd eller bilkørsel for en amerikaner. Der er derfor særlig grund til at gå meget forsigtigt frem, når vi taler om at bygge på vores kyster eller om at ændre kystens karakter, som i dag er både relativt uspoleret og – vigtigst af alt – offentligt tilgængelig. Kysten er vores alle sammens, og oplevelsen af kysten, horisonten og havet er det eneste urtidslandskab, vi har i Danmark og bør derfor ideelt set kun udfordres af vind og vejr. Det er vores fælles rum for eftertanke – og lige så let at ødelægge som stilhed. Kysterne har været trækplaster for turister i årevis. Især vores naboer mod syd, som ikke selv har ret meget adgang til havet, har været glade for at komme til de lange sandstrande langs den jyske vestkyst. I TURISMENS barndom blev der bygget rigeligt med hoteller, sommerhuse, is- STRANDLIV. Sommerdag ved Vesterhavet lidt nord for Nørre Vorupør. Det er strækninger som denne, der nu er truet af byggeri. Foto: Torben Åndahl/Polfoto boder, gøgl og spillehaller langs disse kyster. Senere kom eftertanken og en bevidsthed om, at netop kystlandskabet er blandt vores mest særlige og mest skrøbelige landskabstyper. Derfor fik vi allerede i 1937 en planlov, der arbejder med en sikkerhedszone og friholder kysten og dens klitter for byggeri. Til glæde for de fleste, kan vi vist godt konstatere i dag, hvor det ikke kræver megen fantasi at forestille sig et prangende palads på toppen af hver eneste klit fra Skagen til Sønderho. Ikke et drømmesyn for nogen – hverken lokale eller gæster. De senere år har turismen imidlertid oplevet tilbagegang, og samtidig har det ucharmerende udtryk Udkantsdanmark bidt sig fast som metafor for og forklaring af enhver dårligdom i urbaniseringens tidsalder. Derfor har man nu i Miljøministeriet opfordret landets kommuner til at komme med gode ideer til nyt byggeri langs kysterne (før høringsfristens udløb!), for efterfølgende at »godkende op til 10 kommunale ansøgninger om forsøg, der fraviger en række af de særlige krav til planlægning og begrænsninger i kystnærhedszonen og i landzonen, samt reglerne i naturbeskyttelsesloven om klitfredede arealer og beskyttelseslinjer og øvrige bygge- og beskyttelseslinjer«. Det lyder jo meget tilforladeligt. Vi kan alle føle os begrænsede af de mange regler, der indhegner vores virkelyst – og 10 dispensationer spredt over hele landet er vel til at klare? Men her vil jeg tillade mig at være kedeligt uenig; ikke for at ødelægge festen, men fordi der efter min mening er mere end almindelig god grund til at gå forsigtigt frem i henseende til kystbebyggelser i Danmark. Al erfaring viser, at særregler lynhurtigt forvandles til hævdvundne rettigheder, og utallige er eksemplerne på, at bygninger kan være ganske vanskelige at fortryde. Vi vil derfor opfordre ministeriet til at lade tvivlen komme naturen og fællesskabet til gode. AT fastholde vores lange kystlinje fri og åben for fortolkning er faktisk den Vi vil opfordre mest langsigtede ministeriet til investering, vi kan at lade tvivlen foretage i disse år, komme natumens urbaniserinren og fællesgen styrer alle anskabet til gode dre dagsordener i forbindelse med planlægning. Kystens ubrudte svæv som modvægt til byernes tæthed og infrastrukturens dominans er uendelig meget mere værd end en gradvis forskelsudjævning, der kun øger entropien og mindsker dynamikken. En parallel dagsorden ses i havnebyerne, hvor forladte havneområder genopstår som populære, og kostbare, bolig- og kontorområder. Noget formet som arkitektur af høj kvalitet, men desværre er der også i alt for mange tilfælde tale om projekter, der skjuler dén attraktion, de tilbyder, for alle andre end de heldige beboere. Havnebyerne viser på den måde skriften på væggen: Hvor nemt det er at spolere, hvad vi kollektivt har betragtet som selvfølgeligt i generationer. Jeg betvivler på ingen måde, at mange af de mange dygtige arkitekter, vi har i Danmark, kan udtænke og udføre smukke og respektfulde projekter, der kunne opføres i strandkanten på udvalgte steder. Som vi jævnlig minder os selv om, POLITIKEN Mandag 29. dec. 2014 6 Debat Læserne Mener Dagens citat VELFÆRDSGODER BERTEL HAARDER MILJØMINISTEREN Søren Wium-Andersen, Ådalen 15, Hillerød: Miljøministeren vil invitere ca. 2.000 nyjægere på gratis jagt på statens arealer, når de næste år har erhvervet deres første jagtkort, oplyser Danmarks Jægerforbund. Gavens værdi er næsten 10 mio. kr., da en enkelt dagsjagt på statens arealer koster 4.800 kr. Bliver regeringens næste udspil, at alle gratis skal have en bil stillet til rådighed en enkelt dag, når de har fået et kørekort? Velfærdssamfundet er gået for langt, når regeringen anvender slige metoder for at tiltrække potentielle vælgere. Uffe Due, Turkisvej 13, Herlev: Bertel Haarder (BH) (V) havde i Deadline 20.12. om Mansoursagen svært ved at acceptere grundlovens ord om magtens tredeling. Nok burde politikere ikke udtale sig om en konkret sag før den endelige dom, men, som han sagde, »debatten kan jo ikke stoppe, bare fordi der er en ankefrist«. BH mente, at godt nok kunne de åbenmundede politikeres udtalelser opfattes som en kritik af dommeren personligt, men selv holdt BH sig ikke for god til at beskrive retspræsidenten som en, »der sidder med sin gode løn og trygge embede«. Og om forsvarsadvokaten: »Vi kender ham jo alle sammen; han giver den hele armen, og nu er han i medierne, og det kan han også godt lide«. BH forstår åbenbart ikke grundlæggende principper i retsplejeloven. Næste gang kan kritikken vel gå på, om dommeren er jøde. Det er noget, vi ligesom har hørt før. Anders Beck, Nøkkerosevej 54 A, København: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) må tale mod bedrevidende, når hun i DR 2 20.12. udtaler, at vi har det således, at det er forureneren, der skal betale for oprydningen. På min ejendomsskat står, at jeg skal betale ’jordflytningsgebyr’. Ved opslag på internettet finder jeg, at det skal alle betale – også dem, der ikke får flyttet jord. Hvorfor skal vi lytte til usandheder den ene gang efter den anden? Begrebet ’jordflytningsgebyr’ er jeg ikke stødt på i den daglige debat. Gad vidst om vi snart skal betale ’trække vejret-gebyr’. Det offentlige skal jo have penge. UNDERHOLDENDE MUSIK Ib Andersen Høyer, Ryttergårdsvej 38, Farum: Når nu DR’s underholdningsorkester nedlægges, vil jeg foreslå, at orkestrets noder afleveres til DR’s symfoniorkester, så de fremover kan spille lidt underholdende musik. ØSTERGAARDS STIL John Møller, direktør, Frydenhøjparken 127, Hvidovre: Det er dårlig stil at give kollektive skideballer. Det er min opfattelse, at langt de fleste mennesker yder langt mere, end politikerne med rimelighed kan forvente. Danskerne er generelt ikke dovne og krævende og yder gerne en stor og engageret indsats. Der bliver knoklet ude i samfundet, og det er ganske få, der ikke ønsker at yde deres bidrag til samfundet. REGULÆRE JOB Bertel Haarder, mf for Venstre: Herligt at se Mattias Tesfaye (S) slå et slag for ’regulære jobs’, fritidsjobs og mesterlærejobs til ’rigtig løn’ til både skolebørn og unge. Frem for at forberede dem på virkeligheden gennem stadig længere ophold på offentlige institutioner (Pol. 20.12.). Præcis det samme kan man sige om nydanskerne, der ligeledes invalideres af den alt for lange omvej til jobbene, som derfor i stedet går til østeuropæere. DANGELSK I POLITIKEN Jørgen Buhl Andersen, Møllegade 6, Tistrup: Hackere har »leaket« numre fra Madonnas kommende album. Det har fået sangerinden til at »release« seks numre før tid (Pol. 22.12.). Hvor er det dog et smukt ’dansk’ sprog, man finder i Politiken! Men fortvivl ikke. Problemet løser sig selv. Med den fart, vi har på – med velvillig hjælp fra Politiken – er der ikke noget, der hedder dansk om hundrede år! BILLIGERE BUSSER Torben Jeppesen, Nordskovparken 2, Ålsgårde: Olieprisen falder, og Mærsk Olie har det skidt derved. Men de offentlige busselskaber må da spare nogle udgifter, så de varslede stigninger på billetterne kan undgås. Eller hvad? RÅDHUSKLOKKERNE Niels Holck, Barsmark Bygade 201, Aabenraa: Nu nærmer nytåret sig, og nytårsaften – denne ene aften i hele året – får vi lov at høre rådhusklokkerne i deres fulde længde. Det er vel omkring 20 år siden, at DR fik gennemtrumfet, at såvel timeslagene som den fortryllende lille melodi, der følger efter, skulle skæres væk til fordel for nyhedsstrømmen. Men den ekstra tid behøver vi ikke i dag. Derfor: Lad os hver dag kl. 12 høre rådhusklokkerne, timeslagene og den lille melodi. Der vil være tale om maksimalt 90 sekunder – til eftertanke, til tøven i hverdagens jag, til at standse op – og til at tage tiden i agt! Tilliden smides ud med badevandet Embedsmænd STEEN LASSEN, ADVOKAT Når jeg er i ’Deadline’, er jeg mentalt gået i seng. Normalt ville jeg lade mig ophidse af Martin Krasnik, men det preller fuldstændig af på mig, fordi jeg nærmest sover Pia Olsen Dyhr, formand for SF. I Euroman DANSKERE er efter internationale målinger verdens mest tillidsfulde folk: Mere end 3 ud af 4 (78 procent) stoler på de fleste andre mennesker. Danskernes tillid er en enestående ressource for virksomheder og borgere. Men tillid kan ødelægges i løbet af overraskende få år, hvorimod det sandsynligvis tager flere generationer at genopbygge den. En af fremtidens udfordringer bliver at bevare den danske verdensrekord i tillid. Det er budskabet i professor Tinggaard Svendsens lille bog fra 2012 om tillid, der indgår i Aarhus Universitets bogserie ’Tænkepauser’. Budskabet er opløftende, men også bekymrende i betragtning af hans ord om, hvor hurtigt tillid kan ødelægges. Jeg tænker på den aktuelle debat om embedsmænd og på, hvor egnet den er til — på et usagligt grundlag — at undergrave tilliden til embedsmændene. JEG KAN IKKE genkende det billede af embedsmænd, der tegnes i den offentlige debat. Imidlertid har Folketinget i anledning af Christiania-sagen vedtaget, at der »er behov for at slå fast, at det ikke skal være muligt at bruge en nødløgn over for Folketinget«. Folketinget har således fundet det nødvendigt at fastslå, at der ikke må lyves. Som opfølgning på Folketingets vedtagelse er der netop nedsat et udvalg, og justitsministeren har i den anledning udtalt: »Det er et helt grundlæggende princip, at der skal gives korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det må der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved«. Hvorfor har Christiania-sagen frem- kaldt så markante erklæringer, der må opfattes som udtryk for mistillid til embedsmændene? Det har den, fordi Justitsministeriets departementschef måtte forlade sin stilling efter politikeres og mediers stærke – men for en del misforståede – kritik. Det centrale element i kritikken var Christiania-sagen. Kritikken fremkom, skønt de tre højt respekterede dommere, der udgjorde forhørsledelsen i tjenestemandssagen, frifandt hende. DE TRE dommeres begrundelse for frifindelsen er blevet forstået således, at der nu er åbnet for, at der kan lyves for Folketinget. For eksempel har Venstres retspolitiske ordfører i Jyllands-Posten 26. oktober hævdet, at det er en følge af dommernes begrundelse, at »enhver minister i statsministerens regering reelt har lov til at konstruere løgne og give ukorrekte oplysninger i form af nødløgne til Folketinget«. Det har dommerne imidlertid ikke sagt, og det kan deres afgørelse ikke tages til indtægt for. Det er nok dommernes anvendelse af ordet ’nødløgn’, der har været egnet til at føre debatten på afveje. Men dommernes frifindelse af departementschefen bygger ikke på dette ord, men derimod på, at hun befandt sig i en helt ekstraordinær situation, hvor hun ikke havde noget andet valg. PET havde oplyst, at det ville være farligt for Folketingets Retsudvalg at tage ud på Christiania på det planlagte tidspunkt. PET havde samtidig meddelt, at denne oplysning var fortrolig, idet en videregivelse ville kunne skade PET’s virksomhed. Hertil kom, at Retsudvalgets formand, som var orienteret i fortrolighed, oplyste, at hun kun kunne få besøget udsat, hvis hun kunne give udvalget en begrundelse. Hvad skulle embedsmændene gøre i denne vanskelige situation? Det ville naturligvis være uansvarligt at forholde sig passiv og blot lade Retsudvalget tage ud på Christiania. Skulle man i fortrolighed have orienteret Retsudvalget om situationen? En orientering af en så stor kreds af personer ville indebære en tilsidesættelse af PET’s krav om fortrolighed og rumme en risiko for, at oplysningerne kom ud til en videre kreds med de alvorlige konsekvenser, det kunne få for efterretningsarbejdet. Skulle man så i stedet orientere Folketingets Kontroludvalg eller udvalgte retsordførere? Det ville nok have givet politisk rygdækning, men ville jo ikke medføre, at Retsudvalget var orienteret om den reelle begrundelse for udsættelsen. Det ville formentlig heller ikke have fået Retsudvalget til at udsætte besøget, idet udvalget efter formandens vurdering ikke ville udsætte besøget uden at få en begrundelse. EMBEDSMÆNDENE gjorde, hvad de skulle. De foretog en afvejning af pligten til fuldstændig og korrekt oplysning over for hensyn til menneskeliv og bekæmpelse af kriminalitet. En sådan afvejning var og kan kun være konkret og ledet af den sunde fornuft. Jeg opfordrer derfor det netop nedsatte udvalg til at sikre, at embedsmændene i lignende meget sjældent forekommende ekstraordinære situationer fortsat kan træffe deres beslutning efter en afvejning af de modsatrettede hensyn og under anvendelse af den sunde fornuft. Og så tilbage til spørgsmålet om tillid. Debatten om Christiania-sagen har på et usagligt grundlag bidraget til at svække tilliden til embedsmændene. Tænk igen på professor Tinggaard Svendsens ord om, at en af fremtidens udfordringer bliver at bevare den danske verdensrekord i tillid. Lad os med respekt for saglig kritik tage den udfordring op også i forhold til vores embedsmænd. UNDERKLASSENS BØRN Bente Flindt Sørensen, Skodsborgparken 46, Skodsborg: Mattias Tesfayes (S) indlæg i Pol. 20.12. om underklassens børn var særdeles tankevækkende og trist læsning. Man må spørge sig selv, hvorfor årtiers indsats for milliarder af kroner for de svageste i vores samfund ikke har formået at løfte børnene ud af forældrenes og bedsteforældrenes håbløse sidden fast i det sociale system. Pilen må i høj grad pege på socialrådgiverne, der fastholder de svage i systemet ud fra en tese om, at det er synd at kræve noget af mennesker, der har det svært. Er der noget helt galt med socialrådgiveruddannelsen, og er resultatløn måske en del af løsningen? DR’S SELVPROMOVERING Vagn Kofoed-Jensen, Tjurgården 86, Greve: Hver dag udsætter DR os seere og lyttere for et ulideligt tæppebombardement af selvfede reklamer for kommende udsendelser, ofte de samme 5-10 gange om dagen. Jeg gætter på, at denne produktionsafdeling er DR’s flittigste og dyreste og koster mange underholdningsorkestre. Nylig har de produceret en reklame for de evige ’X Factor’-udsendelser, vi skal belemres med hele foråret. I lækker belysning, lækkert tøj og koreografi ser man nogle personer sparke og slå på hinanden – et orgie af vold og væmmelse. Denne reklame er uværdig for DR. Skam jer! Forhold jer til substansen, ikke navnet Udlændingepolitik ADNAN AL-ADHAMI, JOURNALISTSTUDERENDE SOM DEBATTØR med anden etnisk baggrund end dansk opleves det som en udfordring at debattere flygtninge- og udlændingepolitik og samtidig blive taget alvorligt. Flere sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man ikke er inhabil, når spørgsmålet drejer sig om én selv. Sågar vælger nogle at forklare mit politiske ståsted udelukkende på baggrund af min etnicitet, for selvfølgelig er man en radikal halalhippie, når fornavnet er Adnan og rødderne er fra Irak. Mine argumenter kan være nok så rationelle, men at være positivt stemt over for immigration og samtidig være af anden etnisk herkomst virker for de fleste åbenlyst og kedeligt. Nej, de vil hellere høre mig tage afstand fra mine rødder, helst høre mig råbe: ’Jeg er fucking vred på mine forældres generation’ og referere til min hårde barndom fyldt med omsorgssvigt og vold med baggrund i min religion, islam, som jeg selvfølgelig i dag foragter. JEG ER DOG ked af at skuffe jer, for sådan forholder det sig desværre ikke. Jeg vil blot debattere integrationspolitik og føle, at mine argumenter bliver hørt på lige fod med andres, der deler samme overbe- visning, men hvis gennemslagskraft er større, blot fordi de hedder Jensen til efternavn. En af dem, der benytter sig af denne debatstil, er den konservative politiker Rasmus Jarlov, som i sommer skrev, at han »ville ønske, at visse indvandrermiljøer i Danmark også ville engagere sig politisk i andre emner end et, der handler om at vise loyalitet med andre arabere«. En udtalelse, der er fattig på argumentation, da den ikke forholder sig til substansen, men udelukkende til personen bag argumentet. Hvis vi fremover ønsker en saglig debat, må det bedste argument altid vinde – også når emnet er integration og debattøren hedder Adnan. ... Det smukkeste vandland er Vesterhavet har vi her i landet en mængde virkelig fremragende udøvere af faget, og det er naturligvis vigtigt, at vi bliver ved med at kunne tilbyde vore bedste arkitekter udfordrende muligheder for udfoldelse. Imidlertid er problemet med en dispensation ikke det enkeltstående geniale projekt. Problemet er, at det i fremtiden bliver sværere at sige nej, og derfor må vi stå fast – så godt vi kan – på kysternes flygtige sand. I NATURBESKYTTELSENS barndom hørte denne ressort under Statsministeriet – vel fordi området blev betragtet som meget vigtigt. Stauning tog en stærk personlig interesse i Springforbi-planen, der havde til formål at give folket adgang til Øresundskysten på den knap 2 kilometer lange strækning mellem Trepilevej i Taarbæk og Strandmøllen ved Mølleåens udløb. Staten opkøbte strækningens villaer, i takt med at de blev sat til salg – og rev dem derefter ned. Takket være dén fremsynede plan er udsigten til Øresund fra Eremitagesletten i dag intakt, og tusindvis af mennesker nyder at kunne bruge kysten året rundt. Der var her tale om en afvejning af naturbeskyttelse over for bygningsbevaring – og det fælles gode vandt. Naturbeskyttelsen skal naturligvis ikke være bagstræberisk og begrænsende. Poul Henningsen hadede fredninger og sagde bl.a., at hvis man havde haft fredningsmyndigheder i oldtiden, havde vi boet i jordhuler i dag. PH mente, at han var på fremskridtets side. Imidlertid er mere bebyggelse i dag ikke et fremskridt. Turismens og bilismens vækst har i så mange år styret al udvikling – også langs vore kyster – i en sådan grad, at naturen i dag er presDer er grund til set. Der er grund til at værne om de at værne om de stesteder, der der, der stadig er stadig er vilde – vilde – hvor vi kan hvor vi kan møde havhorisontens store lige linje møde havuden andre lyde horisontens end vores eget store lige linje hjerteslag. Det er uden andre lyde muligt at tænke end vores eget den tanke, at dét møde – med natuhjerteslag ren og med os selv i den – er kystens største attraktion. Ingen rutsjebane og intet vandland kan hamle op med Vesterhavet alligevel. Her er naturskabt sus og motorikudfordrende bølger helt uden menneskelig mellemkomst. I STEDET FOR at tænke bebyggelse, så snart turisterhvervet skal styrkes, kunne vi måske bruge vores fantasi og tænke på de mange muligheder, der ligger og venter på at blive samlet op, og som ikke kræver ødelæggende indgreb i det sårbare kystlandskab. Måske er det muligt at gøre storheden i det uberørte kystlandskab til den helt specielle kvalitet, der kan trække fremtidens kræsne turister til Danmark – og så supplere kysten med tiltag med en stærk forståelse af de lokale værdier, hvor kvalitet er bærer af udviklingen. Vi behøver måske ikke flere vandlande, hoteller og oplevelsescentre for at tiltrække turister. Overalt i verden er der fo- kus på det autentiske – det der ikke ligner noget, man har andre steder; og den danske kyst med al dens variation, smil og raseri er en sådan autentisk landskabstype og kræver kun lidt fantasi for at blive præsenteret på en appellerende og inddragende måde. Langs den jyske vestkyst ligger allerede en række monumenter over tidligere tiders fejlinvesteringer og overoptimistisk projektmageri. I stedet for at åbne for yderligere indgreb i kystlinjens ubrudte natur kunne man arbejde med at genbruge og genfortolke mellemrummene i eksisterende bebyggelser og meningsforladte strukturer, som tidligere tiders guldfeber har efterladt. I det hele taget kan vi sandsynligvis opnå langt bedre resultater ved at lade kystens uantastelighed være det dogme, der udfordrer og skærper kreativiteten. Det er ikke altid løsningen at putte mere ovenpå, når man synes, der mangler noget. I arkitekturen er erfaringen tværtimod, at det lige så tit handler om at fjerne det overflødige, og måske vi i stedet skulle koncentrere os mere om oprydningen. Ved at lade kystnaturen være den styrende faktor i udviklingen kan vi måske finde nye og overraskende måder at tænke turisme på. Løsningen på en krise er sjældent at fortsætte med det, der har bragt én derhen, hvor man er. Som de siger i Amerika: Hvis du står i et hul, hold op med at grave. HVIS MAN tager en tur ad den jyske vestkyst fra Højer til Skagen, vil man møde mange forskellige historier om kysten som attraktion og livsgrundlag. Det fremskudte dige i Højer giver frit udsyn til Vadehavets rigdom og særlige skønhed. I dag er Vadehavet godkendt som østersdyrkningsområde, og en ny generation af skaldyrselskere er ved at vænne sig til, at danske østers kan komme fra andre steder end Limfjorden. Østerseventyret er et eksempel på en ny udnyttelse af vores natur, der både skaber interesse og omsætning, men ikke kræver mere byggeri. Længere nordpå har Rømø store kvaliteter som stranddestination, men det triste Discount-Las Vegas på parkeringspladsen i Lakolk udnytter på ingen måde de muligheder, der kunne opstå her – helt uden at kompromittere beskyttelseslinjen. Man kan forestille sig så uendelig meget mere end spilleautomater og hotdogs; både oplevelser og lokale råvarer er i europæisk topklasse, men iscenesættes udelukkende som udørk. Det er således ikke altid nye bygninger, der skal løfte udviklingen. For eksempel har det nordiske køkken uanede potentialer mod vest, hvor man de fleste steder knap nok begyndt at tænke tanken. På samme måder virker det, som om det meste af kysten egentlig kun sidder fast i fantasiløshed. Det er jo ikke attraktioner, der mangler. Faktisk siger 70 procent af de udenlandske turister, der kommer til Danmark, at de kommer på grund af naturen. Så i omgangen med vores sårbare natur gælder det bogstaveligt talt om at undgå at save den gren over, vi sidder på. DET ER UDEN tvivl muligt at tænke store og kreative tanker uden at bygge badelande, feriehuse og minigolfbaner helt ud i strandkanten. Det er muligt at fast- holde en beskyttelse af kysten uden at forfalde til bagstræberisk romanLad os tænke tik, der vil have hepå fremtidens le landet rullet tildanske feriebage til Morten land, hvor mad- Korch-filmenes oplevelser, univers. Miljøministeriet kan på den naturoplevelmåde komme til at ser, bærespille en rolle som dygtighed, kreativ katalysator, fantasi og hvis man i stedet meddigtende for at give dispensationer oprettede nærvær er de en kreativ tænkekvaliteter, vi der kunne adskiller os ved tank, fungere som sparringspartner for driftigere mennesker, der ønsker at udvikle de kystnære byers potentiale uden at ødelægge kysten. For der er faktisk steder, hvor man arbejder med muligheder og nye fortolkninger af vores landskab. For eksempel er der ved Klitmøller i de seneste 10 år opstået en stor surferkultur. Fra hele Europa strømmer bølgebrætentusiaster til ’Cold Hawaii’ for at blive udfordret af den vilde natur. I Løkken har man arbejdet målrettet på at genopfinde området som destination uden Sunny Beach-klientellet, der en overgang truede med at ødelægge både byen og dens omdømme. En nylig konkurrence skabte grundlaget for en helt ny mole, der vil definere området på ny og tilbyde en række nye rekreative muligheder – uden at overskride planlovens bestemmelser. I Blåvand bygger man et bunker- museum, der netop aktiverer og iscenesætter den historiske Tirpiz-bunker som turistattraktion uden at kompromittere kystbeskyttelsen. Her bliver fortiden levende, samtidig med at naturen bliver tilgængelig og formidlet på en helt ny måde. Også i Vestled ved Hvide Sande har man skabt et populært, åbent og poetisk projekt, der med sin teglklit gør kysten tilgængelig også for kørestolsbrugere og gangbesværede. Et andet eksempel er Blokhus, hvor et stærkt lokalt initiativ har manifesteret sig i et projekt, der blotlægger Blokhus Bæk, gendefinerer selve byen og genskaber dens oprindelige kvaliteter, der i dag er skjult under masseturismens aflejringer. Også dette initiativ arbejder inden for den eksisterende lovgivning og tilbyder samtidig massevis af udviklingspotentiale for både forretning og turisme. Jeg vil derfor opfordre ministeren til at hæve ambitionsniveauet. Lad os tænke på fremtidens danske ferieland, hvor madoplevelser, naturoplevelser, bæredygtighed, fantasi og meddigtende nærvær er de kvaliteter, vi adskiller os ved. Hvor turisterne flokkes til kysterne for at være i kontakt med natur i stedet for natklubber, og hvor fortidens sørgelige mindesmærker over sin tids tænkemåde har fået fornyet liv som elementer i den samlede strategi, der vitaliserer vores kyster uden at bygge mere. RIKKE JUUL GRAM
© Copyright 2024