Filmvidenskab Studieleder: Cand.mag. Susanne Fabricius Filmen og dens afledninger er den nyeste og måske mest populære kunstart. Efterhånden som mediet udviklede sig, fik lyd og farve, sammensmeltede det de fleste allerede eksisterende kunstarter og har fået en tendens til at opsluge alle andre udtryksformer, også uden for kunsten. De levende billeder opstod i et kompliceret kapløb mellem amerikanere, tyskere og franskmænd, men det blev de sidste, der vandt. Mellem jul og nytår, 28-12-1895, afholdt brødrene Lumière på Grand Café i Paris det, der siden er blevet anset for den første offentlige forevisning af film i verden. De rejste derefter verden rundt, viste og optog film; i mange lande også uden for Europa var det et besøg af brødrene, som satte skub i en lokal filmproduktion. De fremstillede især det, som siden er blevet kaldt dokumentarfilm. Allerede året efter begyndte Georges Méliès at vise sine fantasifulde trickfilm. Den dobbelthed, der siden har præget filmmediet og mange af de teorier, som det har affødt, blev grundlagt i Frankrig allerede i dets første leveår. Filmen ligner 'virkeligheden' i endnu højere grad end fotografiet, fordi den også fanger tiden og kan gengive bevægelsen, og den er et endnu mere villigt medie for manipulationer end fotografiet. Den er både den store formidler af den fysiske virkelighed og af realistisk fiktion og et suverænt medie for fantasien. I begyndelsen af det 20. århundrede udvikledes filmens udtryksformer ganske hurtigt. Fra at være optaget med et stillestående kamera i den samme afstand fra motivet, hvor de agerende skulle holde sig inden for rammen, fik filmen hurtigt et rigt register af virkemidler. I USA udvikledes nærbilledet og kontinuitetsklipningen, som D.W. Griffith tog æren for, og som siden har dannet grundlaget for det, der i dag kaldes sømløse film, og som i forskelligt omfang findes i de fleste film. I Sovjetunionen dyrkede man attraktionsmontagen, som netop skulle være iøjnefaldende og hive publikum ud af virkelighedsillusioner og identifikation. I slutningen af 1920'erne og i løbet af 1930'erne blev lyd og farver føjet til. Især de muligheder, lyden skabte for dialog, differentieret brug af musik, reallyd og lydeffekter, var revolutionerende. Med nye linseteknikker forfinedes de forsøg på at skabe dybde i billederne, som havde stået på siden 1920'rne, og nåede et hidtidigt højdepunkt i Orson Welles' "Citizen Kane" (1941). I årene omkring 2. verdenskrig var grundlaget for det, man i mangel af et bedre ord kalder filmsproget, ved at være færdigudviklet, men viste sig at kunne bruges yderst varieret i forskellige perioder, lande og af forskellige instruktører. Abel Gance havde eksperimenteret med et bredt lærred allerede i 1927 i "Napoléon", men det blev konkurrencen med TV, der i 1950'erne førte til udviklingen af en række widescreenformater. Det næste store skridt blev taget med digitaliseringen, der så småt begyndte i 1970'erne, og som nu har bredt sig til alle sider af filmproduktion og -distribution. Nutidens digitale filmkameraer er små og lette, klippeprocessen er blevet nemmere, og der er åbnet helt nye muligheder for enhver form for animation og special effects. Den nyeste landvinding i det, man kalder CGI, computer generated imagery, 3D, lader til at være kommet for at blive. Den gamle filmtryllekunstner Méliès blev hædret af Martin Scorsese i "Hugo" (2011), der på elegant vis jonglerede med de nyeste filmeffekter, der er opstået med digitaliseringen. I de to grundmoduler gøres der rede for forskellige sider af filmmediet, dets udvikling, æstetiske virkemidler og de teorier, der i tidens løb er udtænkt omkring det. I Filmens historie og æstetik fortælles filmhistorien ved hjælp af et udvalg af klip med nedslag i de væsentligste perioder som de store stumfilm (Griffith, Dreyer, Eisenstein), tysk ekspressionisme (Murnau, Lang), surrealisme (Bunuel), fransk impressionisme og poetisk realisme (Renoir, Carné). I Hollywood udvikles, især efter lydens komme, studiesystemet og en række genrer: farce, musical, gangsterfilm og film noir. Efter 2. verdenskrig vinder mere virkelighedsnære film frem i Europa som neorealismen i Italien og Free Cinema i England. Heraf udspringer modernismen med den ny bølge i Frankrig (Truffaut, Godard) og de senere så store italienere (Fellini, Visconti). Samtidig åbner den vestlige verden øjnene for japansk og indisk film (Kurosawa, Satyajit Ray). I 1970'erne vender tysk film stærkt tilbage med Fassbinder og Wenders, og amerikansk film får sin ny bølge (Cassavetes, Coppola, Scorsese). I 80'erne slår postmodernismen (Lynch, Beineix, Greenaway) og minimalismen (Jarmusch, Kaurismäki) igennem på begge kontinenter. Kina (Yimou, Kaige) og Iran (Kiarostami, Farhadi) bliver nye lande på de vestlige filmlærreder. Det danske dogmekoncept griber i 90'erne tilbage til tanker fra Den ny Bølge, og efter årtusindskiftet får dokumentarfilmen en renæssance i biograferne (Moore). Store enere som Chaplin, Welles, Hitchcock, Bergman, Kubrick og Kieslowski vil ikke blive glemt. Sideløbende vil udviklingen af en række filmtekniske og -æstetiske greb blive gennemgået. Filmteori og -analyse beskriver ligeledes kronologisk et udvalg af de filosofiske, æstetiske, psykologiske og sociologiske teorier, som filmen siden sin begyndelse har givet anledning til. Blandt emnerne kan nævnes: russisk formalisme (Eisenstein, Balázs), realisme (Bazin, Arnheim), auteurteori (Astruc, Sarris), nykritik (Wood, Perkins), dramaturgi (Aristoteles), genreanalyse (Altman), semiotik (Greimas, Metz), feministisk filmteori (Mulvey) og kognitionsteori (Bordwell). Kurset omfatter også dybtgående analyse af én eller flere film med anvendelse af teorierne. For en grundig forståelse af filmmediets mange sider anbefales det at følge begge moduler, men rækkefølgen er ikke afgørende. På emnekurserne kan man få udbygget sin viden om eller dyrke sine interesser for særlige instruktører, lande, perioder og genrer. Der afholdes også kurser over temaer af æstetisk, teoretisk eller socialhistorisk karakter, idet film måske i endnu højere grad end de andre kunstarter spejler den samfundsmæssige udvikling. Emnekurserne kan følges helt uafhængig af grundmodulerne. Litteratur Bordwell, David og Kristin Thompson: Film Art (McGraw-Hill, 1990) Jensen, Niels: Filmkunst (Gyldendal, 1991) Katz, Per B. og Henrik Poulsen: Fokus - en grundbog i film, tv, video (Gyldendal, 1997) Monaco, James: How to Read a Film (Oxford University Press, 1981) Monty, Ib og Morten Piil: Se - det er film I-III (Det danske Filmmuseum, Fremad, 1964-66, forkortet udg. Se, det er film - i klip. 1970) Schmidt, Kaare: Film (Gyldendal, 1995) Mark Cousins: Filmens Historie (Arnold Busck, 2005). + Cousins’ The Story of Film. An Odyssey. 1912. DVDsæt. Steven Jay Schneider (ed.): 1001 film du skal se før du dør (Politiken, 2007) Ronald Bergan: Film (Aschehoug, 2007) Opslagsværker Schepelern, Peter (red.): Filmleksikon (Gyldendal, 2010) Piil, Morten (red.): Danske film fra A til Z (Gyldendal, 1998) Tidsskrifter mv. Kosmorama. Vil fremover udkomme digitalt på Det danske Filminstituts hjemmeside http://www.dfi.dk/, hvorfra der også er adgang til biblioteket og mange andre nyttige links Sekvens. Filmvidenskabelig årbog. Ekko www.earlycinema.com www.imdb.com www.sensesofcinema.com www.16-9.dk