Kristeligt Dagblad Tirsdag 12. august 2014
Seniorliv| 9
Denne side er redigeret af Thor Dam
Bibliotek har åbnet Sjælens Apotek
Fælles oplevelser af god litteratur kan virke lindrende på smertepatienter og kronisk syge. Det har Silkeborg
Bibliotek og kommunens sundhedsafdeling vist med projektet Sjælens Apotek
Af Ulla skovsbøl
[email protected]
”Igen en dag skabt af tusind
dråber. Igen en dag, hvor alt
nyt kan ske. Igen en dag, hvor
så mange håber. Igen en dag,
hvor du selv kan se ...”
Margit Søby læser langsomt og alvorligt. En gruppe
patienter med kroniske smerter lytter til hende.
”Igen en dag, hvor så mange mister – igen en dag med
dens mulighed …”
Digtet er skrevet af Carl
Scharnberg og er en af de
mange tekster, Margit Søby
har brugt i sit frivillige arbejde som litteraturcoach for
smertepatienter på Silkeborg
Bibliotek. Efter et langt arbejdsliv som sygeplejerske og
senere leder i sundhedssektoren gennem 22 år er hun nu
optaget at lindre smerter på
nye måder med litteratur i
stedet for medicin.
”Jeg har altid selv holdt
meget af at læse, og litteraturen har været et åndehul, der
har hjulpet mig gennem perioder med alvorlig sygdom og
livskriser,” fortæller hun.
Derfor sagde hun ja, da
bibliotekets læringskonsulent, Cecilie Laskie, spurgte,
om hun ville være litteraturcoach i forsøgsprojektet
”Sjælens Apotek”, som biblioteket ville starte i samarbejde med Silkeborg Kommunes
sundhedsafdeling. I projektet
har fire grupper med 5 til 10
personer mødtes 12 gange
med en frivillig litteraturcoach. De fleste er engagerede seniorer på pension eller
efterløn lige som Margit Søby.
De har lyttet til litteratur og
diskuteret store livsspørgsmål ud fra deres oplevelse af
teksterne – ikke ud fra litterære tekstanalyser eller teoretisk viden. Derfor kan alle
være med, og man kan tale
om personlige oplevelser og
erfaringer med afsæt i teksterne.
”Vi kalder det ikke smertehandling. Men vi tilbyder en
aktivitet til en gruppe hårdt
belastede mennesker i lokalsamfundet. Meningen er at
give dem et kulturelt og oplevelsesmæssigt løft, som smitter af på den udfordrende
hverdag, de har,” forklarer
Cecilie Laskie.
”Shared Reading” hedder
principperne, som grupperne
arbejder ud fra. De er udviklet i Storbritannien af The
Readers Organisation og testet af forskere ved Liverpool
University, hvor Cecilie Laskie har lært metoden. Hun
har afprøvet den i et tidligere
projekt finansieret af Kulturstyrelsen, men Silkeborg Bibliotek er først i Danmark med
at bruge den på sårbare grupper som smerte- og kræftpatienter.
”Det er ikke terapi,” understreger Cecilie Laskie. ”Det er
samtale om eksistentielle
emner. Gennem litteraturen
Beskrivelsen og forståelsen af
smerte har ændret sig fuldstændig
gennem de seneste tre århundreder.
Og smertebehandlingens historie går
fra bøn til medicin
Af Birgit Meister
[email protected]
0 Læringskonsulent Cecilie Laskie (tv.) fik ja fra Margit Søby til at være litteraturcoach på Silkeborg Bibliotek, hvor digte er med til at skabe smertelindring.
– Foto: Henning Bagger/Scanpix.
WW Det er så svært
for andre at forstå,
hvor slemt kroniske
smerter kan være. For
mig er det i perioder
som at føde et barn
hver dag.
line daa lajer, deltager i
litteraturgruppe
genkender man sig selv i andre menneskers livskriser og
eksistentielle udfordringer. I
grupperne kan man både tale
personligt og abstrakt om
teksterne, men samtalen skal
altid være forankret i teksten.
Man kan svømme ud i forskellige retninger, men ankeret, teksten, holder samtalen
fast,” forklarer hun.
Margit Søby har været på
kursus hos Cecilie Laskie og
lært at lede samtalen efter de
særlige principper.
”Men det er nu ikke så
svært,” siger hun. ”Det minder om mange af de teknikker, jeg har brugt i samtaler
med både medarbejdere, patienter og pårørende, da jeg
var sygeplejerske og leder,”
siger hun.
Når gruppen mødes, læser
hun altid to tekster op – en
novelle og et digt – og hun
holder pauser i læsningen,
hvor hun spørger til de tanker
og følelser, teksten vækker.
Digtet ”Igen en dag” af Carl
Scharnberg er et godt eksempel på, hvor forskelligt deltagerne i gruppen kan opleve
en tekst, fortæller hun. Hun
havde valgt det, fordi det
minder hende om noget af
det, hun selv synes er vigtigst
i livet, nemlig den mulighed,
vi alle har hver eneste dag for
at række ud mod andre mennesker og bryde ensomhed
og isolation.
”Det var især nogle bestemte sætninger, der talte til mig:
’Igen en dag til at lege, lære.
Igen en dag, hvor alt liv kan
gro. Igen en dag, du kan forme, bære. Igen en dag til at
bygge bro … ’. Ensomhed er
et stort problem i Danmark,
men vi har faktisk mulighed
for at gøre noget ved det hver
især. Det vigtigt for mig,” siger hun.
Men sådan var det ikke alle, der oplevede det. En af
deltagerne – en tidligere
håndværker, som har lidt af
kroniske rygsmerter i 20 år –
blev helt høj af at høre digtet.
Han ville straks gå hjem og
hænge det op på sit køleskab.
For ham var det en påmindelse om, at det er vigtigt og muligt at være til stede i nuet og
finde glæden ved livet trods
modgang og smerter. Men
nogle af de andre syntes, det
var et rædsomt digt.
”Jeg følte, det ramte mig
som en hammer i hovedet,”
siger Gitte Varde.
Hun er tidligere gymnasielærer, men er nu på førtidspension på grund af kroniske
smerter efter bækkenløsning
og brækket ryg og har i perioder kæmpet med alvorlig depression.
”Jeg syntes, det var utroligt
provokerende at høre et digt
af sådan en jubeloptimist.
For mig er hver dag igen en
dag fuld af kronisk smerte,
igen en dag fuld af uoverskuelighed: Hvordan skal jeg
overhovedet komme igennem
den? Det er en store udfordring for mig hver dag, og
digtet er bare én lang opremsning af uoverkommelige
krav om at se lyst på tilværelsen,” siger hun.
”Ja, det kan godt være provokerende på en sort dag,
med en tekst, der er så optimistisk og spejderagtig,”
supplerer Line Daa Lajer,
som også er så plaget af kroniske smerter på grund af en
rygskade. ”Men selvom teksterne indimellem kan vække
negative følelser, er det alli-
gevel altid positivt at være
med.”
Gitte Varde er enig i, at samværet i litteraturgruppen er
en lindrende oplevelse.
”Det, der virker, er at tænke
på noget andet og være sammen med andre mennesker,
som forstår ens situation,
uden at man behøver tale om
det. Her kan man løfte sig ud
over det handicap og den
smerte, man har. Man kan
løfte sig ud over alt det, der
tynger i hverdagen, selvom
man samtidig kan tale om
tunge følelser. Litteraturen
giver os vinger til det, og det
er enormt befriende,” siger
hun.
Det, Sjælens Apotek kan
tilbyde, virker dog ikke på
samme måde som en Panodil, understreger Line Daa
Lajer.
”Smerterne er der hele tiden. De forsvinder ikke, og
derfor drejer smertebehandling sig i det hele taget mere
om coping end om at fjerne
smerterne. Det vil sige at leve
med dem på en måde, der er
til at bære, og det hjælper at
være med i en gruppe, som
den her. Det letter lidt på den
isolation, man lever i som
smertepatient,” siger hun.
”Det er så svært for andre
at forstå, hvor slemt kroniske
smerter kan være. For mig er
det i perioder som at føde et
barn hver dag. Det tager næsten alt mit overskud og energi, og det lidt, der er tilbage,
bruger jeg på min familie. På
den måde bliver man nemt
meget isoleret fra omverdenen,” forklarer Line Daa Lajer.
Sjælens Apotek er finansieret af Silkeborg Kommunes
sundhedsafdeling og blev afsluttet før sommerferien,
men biblioteket vil fortsætte
tilbuddet til særlige grupper
ved Margit Søby og andre frivilliges hjælp.
”Jeg tror, vi har vist nogle
veje her, som andre biblioteker også kan betræde,” siger
bibliotekschef Lars Fornæs.
”Vi vil se flere af den slags
utraditionelle samarbejder,
der bryder den kommunale
silotænkning, og jeg tror, vi
vil opleve mange nye former
for litteraturformidling i
fremtiden.”
”Jeg er vældig glad for de
50 helt almindelige læsegrupper, vi har, og for alle de
lånere, der bare kommer ind
og hiver en roman ned fra
hylden, men projekter som
Sjælens Apotek involverer
nye grupper og får folk, der
ellers aldrig ville have mødt
hinanden, til at diskutere god
litteratur – og det er netop en
af bibliotekets vigtigste funktioner som kulturinstitution i
lokalsamfundet,” siger bibliotekschef Lars Fornæs.
For at værne om ytringsfriheden råber jeg efter naboen
Georg Metz synes, at det er pinagtigt, når nogen hævder, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes
ord der tæller
2 Forfatter, journalist og tidligere tv-vært Georg Metz.
– Foto: Scanpix.
Af Jannie Iwankow
Søgaard
[email protected]
Da den såkaldte Muhammedkrise brød ud i Danmark i efteråret 2005 og vinteren 2006
i kølvandet på offentliggørelsen af 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed i
Jyllands-Posten, måtte den
nu 68-årige journalist og forfatter Georg Metz lægge øre
til en debat, som han fandt
beskæmmende.
Debatten, der delte landet i
to, handlede om, hvorvidt offentliggørelsen af Muhammedtegningerne havde sin
fulde berettigelse som følge
af loven om ytringsfrihed i
Danmark, eller hvorvidt den
var en unødvendig provoka
tion, der ikke kunne retfær-
Hvordan skal vi
tale om smerte?
diggøres alene ved at henvise
til ytringsfriheden.
Georg Metz lægger ikke
skjul på, at han ikke på noget
tidspunkt har haft forståelse
for argumentet om, at den
absolutte ytringsfrihed kunne retfærdiggøre offentliggørelsen af tegningerne.
”Det havde jo ingen hensigt
overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har
jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker
sig, fordi man har mulighed
for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der
sker jo ikke noget ved at ud-
trykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte
ytringsfrihed er pinagtigt for
mig at høre på,” siger han.
I 2010 udkom digteren Peter Poulsen med digtsamlingen ”Rulleteksterne”. Heri
finder man blandt andet følgende linjer, som Georg Metz
mener, er en fortræffelig
kommentar til hele debatten
om ytringsfrihed.
”For at værne om ytringsfriheden
råber jeg røvhul efter naboen”.
”Digtet gik lige ind, da jeg
læste det, og samtidig var det
jo morsomt. En del af argumentationen ved tegningerne
var netop, at fordi vi havde
ret til at ytre os, så skulle vi
også gøre det. Og så fik folk,
der ikke syntes, det var i orden, ellers skudt i skoene, at
de gik ind for censur. Men det
var jo slet ikke det, som det
handlede om. Havde ytringsfriheden virkelig været truet,
så ville man jo være kravlet
på barrikaderne,” siger Georg
Metz og fortsætter:
”Jeg er ikke selv religiøs,
men derfor går jeg jo ikke
rundt og håner for eksempel
kristne, der tror. Det ligger
mig fjernt og ville være en
nedrig holdning at have. Jeg
kan godt kommentere på det
på en ordentlig måde en gang
imellem, men aldrig håne,”
siger han.
Det er ikke blot i forhold til
de efterhånden syv år gamle
Muhammedtegninger, at Georg Metz mener, ytringsfriheden bliver misbrugt til fornærmelser og fornedrelser.
Han nævner politisk ordfører
for Venstre Inger Støjbergs
seneste kradse udmeldinger
om muslimer her i Danmark
og den tone, der præger debatten om folk fra Østeuropa.
”Man får jo indtrykket af, at
rumænerne kun flytter til
Danmark for at stjæle og
voldtage,” siger han og fortsætter:
”Ytringsfriheden, som er en
hjørnesten i de borgerlige rettigheder, fritager jo ikke én
fra omtankens forpligtelse,”
siger Georg Metz.
”Enhver idiot kan stille sig
op på en trækasse og råbe
noget vrøvl, og enhver kan
også bruge udsagn som ’det
er jo altså så min mening’.
Men ingen af delene fører til
den demokratiske diskussion, hvor det er det argumenterede udsagn, der altid bør
dominere,” siger Georg Metz.
Av, det gør
ondt! Gør det
meget ondt,
min lille skat,
spørger vi barnet, der er faldet og nu vræler, og som har
tårerne sprøjtende ud af øjnene. Nu skal jeg puste, eller nu
skal vi finde et plaster, eller
nu må vi hellere lade en læge
kigge på det. Sådan foregår
det massevis af gange hen
over en lang sommer.
Nu gør det ikke så ondt mere. Nå, så var det nok ikke så
slemt. Sådan fortsætter samtalerne over det ganske land.
Men hvor ondt gjorde det
mon? Det er svært at måle
smertens styrke. Vi kan så
meget, men ikke lige det. Og
når vi kommer op i årene, lader vi ikke længere tårerne
sprøjte for at give ordene ekstra styrke.
Så prøver vi med: På en
skala fra 1 til 10, hvor ondt gør
det så? For at få en fornemmelse af, hvor ulykken bærer
hen. Men alle ved jo, at det er
uhyre svært at komme smerten tættere. Og uhyre svært
for andre at forstå smerten.
Jeg faldt over en interessant
artikel om netop dette emne
for nogen tid siden. Ikke en
læge, men en historiker har
skrevet om smerte og om,
hvordan vi har opfattet den
gennem det seneste par århundreder.
Professor Joanna Bourke,
Birkbeck College, University
of London, giver for eksempel
forfatteren Virginia Woolf ordet. Hun udgav for snart 100
år siden et essay om smerte.
”Er det ikke bemærkelsesværdigt,” skrev hun, ”at smerte
ikke kommer på linje med
kærlighed, kamp eller jalousi
som et vigtigt tema i litteraturen. Hvis skolepigen bliver
forelsket, kan hun for eksempel ty til Shakespeare, når
hun skal have hjælp til at udtrykke sine store følelser eller
se dem beskrevet, men hvis
en voksen lidende skal beskrive sine smerter i hovedet
eller i ryggen, så mangler der
ord.”
Og det er jo rigtigt, for hvor
er de store romaner eller digte, der helliger sig tyfus, lungebetændelse eller tandpine?
Samtidig ved vi jo godt, at
meget er sket, siden Virginia
Woolf skrev, og vi har helt anderledes smertestillende midler til vor rådighed, som måske gør ordene lidt mindre afgørende, men stadig vil vi jo
gerne kunne forklare noget
fornuftigt og præcist om
smertens styrke, om, hvorvidt
vi er pivsede eller udholder
tilstanden tappert. Sætninger, der kan være en rettesnor
for læge og sygeplejerske.
Mange bruger så metaforer
eller finder sammenligninger,
når de skal forklare smertens
omfang.
”Det er som rasende tandpine,” sagde en patient, der
skulle beskrive sine smerter i
ryggen. Og mange ved jo, at
voldsom tandpine er noget
WW Nogle
beskrivelser af
smerte er gået igen
og igen gennem
århundreder.
slemt noget, som kun kan udholdes, hvis man er i konstant
bevægelse. Sådan havde jeg
det i hvert fald engang.
Professoren Joanna Bourke
fortæller, at nogle beskrivelser af smerte er gået igen og
igen gennem århundreder.
Mennesker beskriver deres
lidelser som ”en brændende
ild”, ”en kat, der bider” eller
”en kniv, der jager sig ind”.
Senere blev det til ”et elektrisk chok ned i begge ben”.
Ilden og kniven og det elektriske chok kan man nok stadig
finde i dag. Katten er der nok
ikke mange, der vil bruge.
Og går vi yderligere tilbage i
tiden, var opfattelsen af smerte en helt anden end i dag. I
stedet for at vånde sig, var der
bøn at ty til. For smerte var
næsten altid forbundet med
en spirituel kraft. Den smerte,
man fik, troede de fleste kunne være et resultat af synd, og
det gode ved den var, at den
kunne tjene som en rettesnor
for et mere dydigt liv frem
mod frelsen. Så det kunne
man jo love.
Men efterhånden som de
mere effektive anæstesimidler gjorde deres indtog, skriver Joanna Bourke, fik denne
udlægning af smerten et alvorligt knæk. Og de positive
sider, de lidende hidtil havde
kunnet finde og klynge sig til,
når pinslerne opstod, forsvandt. Man skulle ikke udholde smerte eller ligefrem
være taknemmelig for den,
fordi den hjalp én med at føre
et bedre liv. Sådan hang tingene ikke sammen.
Nu ville man ikke passivt
udholde lidelsen. Der var ikke
mere noget mystisk over
smerte. Nu blev den en fjende, der skulle bekæmpes og
udryddes.
Og midlerne til det var der,
derfor var det ikke nødvendigt med lange sproglige forklaringer på, hvordan det
gjorde ondt, og om smerten
lignede ild, kat eller kniv, nu
er det nok at sige: Av, der gør
ondt lige der!
Der er sket umådelig meget
med smertebehandlingerne
på vore hospitaler over de seneste årtier. Vi tror ikke længere, at smerten er sendt af
Gud for at teste os, og vi behøver ikke længere komme med
lange beskrivelser af smerten
for at nå frem til en diagnose.
Men smerte vil nok altid
være her, noget vi alle kan opleve på forskellige niveauer,
og når vi i dag lytter til patienternes beskrivelser af deres
smerter, får vi en fornemmelse af deres lidelser og af,
hvordan de bedst kan overkommes.
Derfor er det også interessant at gå tilbage i tiden og se
på, hvordan smertens historie
har bevæget sig gennem århundreder, hvordan mennesker har udholdt deres smertefulde sygdomme, og hvordan forståelsen af smerten
har ændret sig. Og forskningen fortsætter, så vi forhåbentlig finder frem til, hvordan vi endnu bedre kan hjælpe mennesker gennem smerte. Og som med så meget andet er der heller ikke her én
form, der passer til alle.
Smertetærsklen er ikke den
samme fra person til person.
Eller som den lille pige, der
havde gjort en vigtig erfaring
i sin børnehave, forklarede:
”Det gør ikke så ondt på
drenge, når de falder.”
Klummen
Klummen skrives på skift af tidligere nyheds- og informationschef,
journalist Lis M. Frederiksen, 71 år, journalist og forfatter Birgit
Meister, 72 år, samt tidligere biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg
Hvas, 74 år.
Læserne er velkomne til at foreslå emner, de mener, at skribenterne
bør tage op. Man kan skrive til [email protected]
eller sende et brev til
Kristeligt Dagblad,
Vimmelskaftet 47,
1161 København K
og mærke brevet Seniorliv.