1. No category

Hudafskrabning havde nær kostet Claus livet
For otte måneder siden fik Claus Provstgaard Nielsen blodforgiftning Det havde nær kostet ham
det ene ben eller i værste fald taget livet fra ham. I dag er han rask og kæmper for at nå det
samme fysiske niveau, han var på før sygdommen.
Af Katrine Pinborg
Smerten er ulidelig. Claus Provstgaard Nielsen er lige vågnet. Hans familie er samlet i hospitalsstuen, og
foran ham står en overlæge. Claus er forvirret og ved ikke, hvad der er sket. Han har ligget i tvunget koma.
To dage tidligere blev Claus kørt på skadestuen og fik fjernet noget betændelse fra det venstre knæ. Andet
kan den 21-årige mand ikke huske. Nu ligger han i en hospitalsseng med en voldsom smerte i sit ben og ved
ikke, hvad han har været udsat for i de seneste to døgn.
For otte måneder siden spillede Claus en fodboldkamp, hvor han fik en hudafskrabning på det ene knæ
efter en glidende tackling. Han tog hjem til sin kæreste og tænkte ikke videre over det. Men efter to dage,
hvor knæet fortsat var hævet og smerten stor, tog han på skadestuen. Her troede de, at det var en
almindelig hudafskrabning, men det var det ikke. Claus havde fået blodforgiftning.
Da Claus vågnede efter komaen, fortalte en overlæge ham, at der havde været 40 procent risiko for, at han
kunne have været død, og at lægerne havde taget en chance, da de valgte ikke at amputere hans venstre
ben.
”Jeg får at vide, at hvis jeg ikke havde været i god form, havde de valgt at tage mit ben med det samme.
Hvis jeg var 30-40 år, var jeg død. Det var kun, fordi jeg var 20 år, at min krop kunne klare det,” siger Claus
Bakterier i blodet
Blodforgiftning sker, når bakterier kommer i kontakt med blodet og skaber en infektion. Det spreder sig ud i
kroppen og påvirker andre organer.
”Blodet er normalt sterilt og har et filter, der filtrerer bakterier. Nogle bakterier snyder systemet og bliver
usynlige for immunapparatet. De får en slags kapsel og bliver glatte for de hvide blodlegemer, der skulle
spise dem,” siger Henrik Schønheyder, der er overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Aalborg og
professor ved Aarhus Universitet.
I fodboldkampen, hvor Claus fik hudafskrabningen, spillede han på en grusbane. Det var nogle bakterier fra
grusbanen, der kom gennem hudafskrabningen og ind i blodet. Her skabte de den alvorlige infektion, der
betød, at han var indlagt på hospitalet i en måned.
De første fem dage lå Claus på intensiv afdeling, hvor det eneste, han fokuserede på, var at holde ud og
overleve. Claus fik en masse medicin mod sine smerter. Han fik så meget, at han havde svært ved at
kommunikere. Men smerten i benet var der stadig, og han kunne ikke sove for den. Det eneste, der virkede
mod pinen, var, når han fik sprøjtet morfin direkte ind i hovedpulsåren. Det hjalp, men højest i to minutter.
”Det var lidt ligesom at blive slået i hovedet hele tiden, uden at kunne gøre noget ved det. Ligesom ikke at
kunne være nogen steder. Man kan ikke bevæge sig, kun ligge i sengen,” fortæller Claus.
De små sejre
Claus gik i de første ti dage gennem et vægttab fra 83 til 64 kilo. En slutvægt, der ikke er stor for en fyr på
190 cm. Så Claus, der før var meget aktiv og trænet, skulle nu til at starte helt forfra for at genskabe sin
fysiske form. En fysioterapeut hjalp ham med at træne.
”Vi lavede sådan nogle øvelser, hvor jeg bare skulle sætte mig op i sengen. Men jeg havde ikke styrke til
det, min krop var simpelthen helt færdig. En dag sad jeg op, og så hostede jeg helt vildt. Jeg blev helt træt,
bare fordi jeg havde lavet den ene bevægelse,” fortæller Claus.
Det gik langsomt fremad for Claus, men en dag kunne han stå op. En anden dag kunne han gå med krykker
for til sidst en dag at kunne gå selv. Det var de små sejre, der hjalp Claus igennem sygdomsforløbet.
”Hver gang, man kan lidt nyt, så er det en sejr. For det hele handler om at blive sig selv igen. Det er jo det,
man prøver,” siger Claus.
Ingen grund til at græde
Inden Claus blev syg, var der ikke noget i livet, han følte manglede. Han havde det perfekte job, en kæreste,
ny lejlighed i Aarhus og egen bil. Det var alt det, han havde drømt om som yngre. Pludselig betød alt det
ikke noget mere. Nu gjaldt det bare om at komme igennem sygdommen og at komme tilbage til sit gamle
jeg.
På en eller anden måde rørte det ikke rigtig Claus, at han var syg. Han blokerede tankerne om sygdommen
og tænkte i stedet, at intet kunne stoppe ham eller holde ham tilbage. Han ville ikke acceptere, at det skulle
påvirke hans liv på nogen måde. Han skulle bare blive den samme igen.
”Alle andre sagde ’hvorfor græder du ikke?” Jamen hvad fanden skal jeg græde over? Det handler jo bare
om at skulle komme i form igen og at komme op igen,’ siger Claus.
Fodbold var det vigtigste
Lægerne tog en chance, da de valgte ikke at amputere Claus’ ben. Det er han meget taknemlig for, fordi
sport og motion er en stor del af hans personlighed. Men benet er ikke som før. Claus fik lavet en
hudtransplantation, der har sat et synligt præg på benet. Nede fra anklen og op til midt på låret er der på
siden transplanteret hud, der ser mere rynket ud og ikke har samme farve som resten af benet.
Det var svært for Claus at tænke på forandringerne med hans ben. For eksempel at der aldrig ville komme
hår på den transplanterede hud. Men der var én ting, der ville være hårdere at undvære. Hvis han aldrig
ville komme til at spille fodbold igen.
”Jeg spurgte ’kommer jeg til at spille fodbold til sommer?’ Lægen sagde ’Måske. Eller nej, det skal du nok
ikke regne med. Men på et tidspunkt skal du nok komme til at spille.’ Det var jeg jo så glad for at høre. Det
var det vigtigste, at jeg kom til at spille fodbold igen,” siger Claus.
Claus arbejder fortsat på at nå det fysiske niveau, han var på, før blodforgiftningen ramte ham. Den dag han
kan spille rigtig godt fodbold igen, vil det være en kæmpe sejr for ham.