1. No category

8
Viva
Interview
SØNDAG DEN 16. DECEMBER 2012
Made in Korea
I en alder af 15 år blev Soo-Jin Hong sendt til Wien for at studere musik sammen med sine tre søstre. Dengang
kunne hun ikke lave mad, og støvsugeren blev heller ikke hevet så meget frem, men hendes selvdisciplin fejlede
ikke noget. Hun har rejst rundt i hele verden med sin violin, men nu kalder hun Danmark for sit hjem. Her
fortæller hun om den vilje, der har fået hende fra Sydkorea til Danmark.
PARASTOU BOOYASH
| [email protected]
FOTO: SISSE DUPONT | [email protected]
Interview
SØNDAG DEN 16. DECEMBER 2012
Viva
9
Soon-Jin Hong
Født i 1977 i Seoul i
Sydkorea.
Hun er den næstældste
søster i en flok på fire.
De andre søstre spiller
hhv. Cello, obo og klarinet.
Hele hendes familie er
noget ved musikken.
Hendes onkel er 1. koncertmester i koreansk
symfoniorkester.
Har studeret på Wiens
Hochshule für musik.
1. koncertmester i DRSymfoniorkestret og violonist i kammerensemblet Trio Con Brio Copenhagen, hvor hun spiller
med sin søster og søsterens mand.
Gift med Jens Schmidt,
nordisk direktør i et ITfirma. Parret bor sammen i København.
Hun taler koreansk, tysk,
dansk og engelsk.
D
e var der alle sammen. Onklen, mormoren, forældrene, naboerne og vennerne. De var kommet for at tage
afsked med de fire søstre i Seouls
lufthavn. Selvom de havde forberedt
sig på denne specielle dag i seks hele
måneder, var der alligevel tårerne,
der efterlod deres våde aftryk den 24. december,
hvor Soo-Jin pludselig skulle skifte hele sit koreanske liv ud med det europæiske. I flyvemaskinen overtog tårerne magten.
»Vi græd alle sammen indtil, vi faldt i søvn.
Det var virkelig svært at sige farvel til ens barndomshjem, og vi vidste jo ikke rigtig, hvad der
ventede os. Men jeg var meget ’excitet’ over at
skulle flytte, så efter noget tid tog spændingen
nærmest over gråden,« forklarer Soo-Jin på
næsten fejlfrit dansk. Hun taler langsomt og
leder nogle gange efter ordene, der kan overrasker med at komme ud som engelske eller tyske. I
sprogøre lyder accenten som en koreansk cocktail med et stykke tysk citron i.
DR Symfoniorkestrets 35-årige violinist, SooJin ved ikke, hvorfor de fire søstre der dengang
var mellem 16 og 13 år, valgte at rejse lige præcis
den 24. december. En dag hvor Wiens gader virkede forladte og kolde. Men til jul er det 20 år
siden, Soo-Jin Hong forlod sine forældres hus for
at tage til optagelsesprøve på Wiens musikkonservatorium. Det var hendes storesøster, der fik
ideen om at læse i udlandet, og efter noget research blev forældrene enige om, at det var mest
oplagt i Mozarts by, Wien. I stedet for at sende
storesøsteren alene af sted, besluttede de at
sende alle fire piger, så de havde hinanden at
støtte sig til.
Violinen som barndomsven
Men historien om Soo-Jin Hongs kærlighed til
musikken starter længere tilbage. Den starter de
tidlige eftermiddage, hvor hendes mormor, der
var pianist og børnepædagog, hver dag undervi-
Fortsættes E
10
Viva
Interview
E ste hende og søstrene i nodelæsning. Da SooJin var fire år, kunne hun allerede spille klaver,
men da hun var fem år, syntes hendes mor, der er
pianist, at Soo-Jin Hong skulle spille violin. Det
var nemlig morens yndlingsinstrument. Heldigvis syntes Soo-Jin Hong godt om det lette, elegante strygeinstrument. Meget godt endda. Men
hvordan kan man gå fra at elske sin violin til i en
alder af 15 at være sikker på, at man vil dedikere
hele sit liv til violinen?
»Mange musikere ved tidligt, at de gerne vil
være musikere. Det er for sent at beslutte sig for
at blive violinist, når man er 18. Man skal være
meget målrettet for at få succes. De fleste af mine
kollegaer er også startet tidligt, for man skal
kunne teknikken, inden man bliver 20 år. Derefter
skal man udvikle sig og lægge alle de forskellige
farver og pensler oven i violinlæren. Det at lære
sin violin at kende er lige som at lære et nyt
sprog. Man vokser med sproget og udvikler sig
SØNDAG DEN 16. DECEMBER 2012
,
Vi skulle
opdrage os
selv og finde ud
af, hvordan alt
ting fungerer.
Også på det
menneskelige
plan. Altså hvordan man skal
agere i forskellige situationer.
med det,« forklarer Soo-Jin Hong, mens hun lægger hovedet på skrå og tager armene op og gør
violintegn. Det ser så ægte ud, at man ser violinen for sig præcis der, hvor hun har sine arme,
fingre, skuldre og hoved.
Soo-Jin Hong har aldrig tænkt på, hvilket andet
instrument hun kunne have spillet, hvis ikke hendes mor havde valgt violinen for hende. Hendes
ældre søster blev også introduceret for violin på
samme måde som Soo-Jin Hong, men det var
ikke noget for hende. Hun var mere en klarinetpige.
»Min tredje søster spiller cello, og hendes krop
er fysisk bedre egnet til det store instrument,
fordi hun er højere og lidt større end mig,« siger
hun, mens hendes arme bevæger sig som om,
hun pludselig sad med en cello foran sig.
»Man bliver nok det instrument, man spiller.
Min skikkelse passer i hvert fald bedre til violinen. Det er lidt ligesom hønen og ægget, når det
kommer til mig og min violin. Vi passer godt
sammen. Jeg kan ikke forestille mig selv uden
min violin. Den er mit liv. Det er meget sjældent,
at der går en dag, uden at jeg spiller på den.
Sådan har det været, siden jeg var fem år.«
Selvopdragelse og disciplin
Da alle fire søstre blev optaget på Wiens Hochschule für Musik, havde de altså en solid musiktræning bag sig. Men de vidste ingenting om at
bo alene. Det var en hård men også lærerig tilværelse, hvor de selv skulle stå for alt fra madlavning til rengøring. Soo-Jin griner lidt genert,
mens hun forklarer om de seks år, de fire søstre
boede sammen i en lejlighed i Wien.
»Vi kunne ikke lave mad. Vi vidste måske lidt
om, hvordan man kogte ris, men det var også det.
Så vi spiste tit ude. Rengøringen skete heller ikke
så tit, som det burde. Men efterhånden lærte vi
os selv det hele. En ven af familien kom dog og så
SØNDAG DEN 16. DECEMBER 2012
Interview
Viva
11
»Man skal nogle gange
springe uden faldskærm.
Det vil sige risikere uden
at få noget igen. Man
skal overskride grænser.
Det gør jeg, når jeg skal
eksperimentere med mit
musikalske udtryk.«
til os en gang i mellem. Men vi skulle opdrage os
selv og finde ud af, hvordan alt ting fungerer.
Også på det menneskelige plan. Altså hvordan
man skal agere i forskellige situationer.«
Det med at fjerne nullermænd i krogene og
holde maven mæt var ikke det eneste, Soo-Jin
Hong skulle opdrage sig selv til. Hun skulle også
selv hive sig i øret og holde disciplinen hver dag.
»Vi motiverede hinanden og øvede os sammen.
Man blev helt urolig, hvis den anden søster
øvede sig, og man ikke selv gjorde det. Vi var
meget tætte, og mange kendte os i Wien, fordi vi
altid var sammen alle fire. Heldigvis havde vi fået
disciplinen ind i barndommen, hvor vi øvede
med min mormor hver dag. Og mine forældre
har altid været arbejdsomme, så det har vi også
lært meget af. Som ung var det også konkurrencen og de frugter, man høstede ved at yde sit
bedste, der drev mig. Jeg blev motiveret af, at folk
blev ved at komme til mine koncerter. Det, at
man kan røre nogle mennesker gennem musikken, var jo motiverende,« smiler Soo-Jin Hong.
SOO-JIN
OM SOO-JIN
»Førstehåndsindtrykket
er, at jeg er stille og indadvendt. Hedder det
indadvendt? Men lige så
snart folk hører mig spille, mærker de både passion og temperament.«
Savnet og ensomheden
Smilet fryser i Soo-Jin Hongs ansigt, når hun husker tilbage på den ensomme tid, som også kunne
luske sig frem i den internationale og livlige by,
Wien. Soo-Jin Hong kigger ud på Københavns
decembersne, mens hun sætter ord på længslen.
»I starten var det svært, fordi vi ikke kunne
tysk. Men alt det nye hjalp på savnet. Efterhånden kom længslen dog. For selvom vi havde hinanden, følte vi os klart ensomme i et fremmed
land. Alt var jo anderledes fra det, vi kendte fra
Korea. Også kulturen. Jeg kan huske, at vi en dag
gik en tur, mens det regnede. Vi så en gammel
dame uden paraply. Vi fik lidt ondt af hende og
tilbød hende vores paraply. Men hun blev helt paf
og bange, og begyndte at skælde os vildt ud. Det
var ret ubehageligt at blive afvist for at ville
hjælpe. Det var vi slet ikke vant til,« forklarer
Soo-Jin Hong, mens hun flittigt bruger sine arme
og hænder til at supplere fortællingen. Både til at
vise paraplyen, hun taler om, og til at vise den
skældudpegefinger, damen viftede med i Wien.
Prisen for at blive en dygtig musiker er høj, og
Soo-Jin Hong har også betalt hen ad vejen. Hun
så kun sine forældrene to-tre gange om året, og
selvom hendes mor ringede hver dag, var hun
der ikke i løbet af Soo-Jin Hongs pubertet. Savnet
var ikke kun efter familien, men også venskaberne.
»Wien er en kulturel by, der tiltrækker mange
musikere. Men mange af
Fortsættes E
Kompagnistræde 8, 1208 København K • 33 13 19 07
Vestergade 7, 8000 Aarhus • 86 18 19 07
www.milas.dk • www.facebook.com/MilasJewellery
Glædelig jul
...for love
PRIS 200 KR.
BODY BUTTER
LOLLIPOP
VÆRDI 250 KR.
o
J
y
e
v
i
G
Hos os f inder du sk ønne gaver til
alle på din lis te og i alle prisklasser.
Synes du det er svær t at vælge?
Kom forbi vores butik , så hjælper vi
dig med at f inde den per fek te gave.
PRIS 125 KR.
HEAVENLY
HANDS SET
VÆRDI 150 KR.
PRIS 95 KR .
MANGO BUTTER
UP DUO
VÆRDI 110 KR.
PRIS 325 KR.
CRANBERRY JOY BODY
& LIP CARE COLLECTION
VÆRDI 390 KR.
PRIS 400 KR.
OLIVE SHOWER,
SCRUB & SOFTEN
LUXURY GIFT
VÆRDI 450 KR.
Find din lokale butik på thebodyshop.dk
eller tlf. 80 88 17 39
Du kan handle døgnet rundt på thebodyshop.dk – Følg os på facebook
12
Viva
Interview
SØNDAG DEN 16. DECEMBER 2012
Hvad føler du, når du
står på scenen?
»Man er ret nøgen over
for de 1.800 mennesker
i koncerthuset. Man viser
alle sine følelser, som
man har fundet frem i
den musik og de følelser,
man har haft til musikken i 35 år. Jeg er ikke
bange for at være på
scenen. Musikken skal jo
nå frem.«
E dem rejste efter en kortere periode. Så jeg har
savnet de længerevarende venskaber, som mange
af mine danske kolleger har. Her har folk kendt
hinanden siden, de var fem år. Vi fire søstre var
næsten som veninder, så dengang gjorde vi ikke
så meget ud af at få veninder. Det er lidt ærgerligt, når man kigger tilbage. Hvis jeg i dag skulle
tage det valg, mine forældre gjorde, og sende
mine (red. ufødte) børn af sted, ville jeg ikke
gøre det. Der er jo store risici ved det. Jeg var
meget heldig at være af sted med mine tre søstre,
og jeg kunne ikke have klaret det uden deres
støtte.«
Pres eller passion
Soo-Jin Hongs far havde et højt ønske om at blive
musiker, men måtte ikke gå efter drømmen for
sin far, der ville have, at hans søn blev læge. Han
adlød og blev tandlæge, men sangen lagde han
ikke fra sig, og i dag synger han i et kor i fritiden.
Men er det på grund af farens egne braste
drømme, at Soo-Jin Hong og hendes søstre blev
sendt til musikkens by?
»Nej, jeg ville selv gerne af sted. Det var jo
eksotisk at blive sendt til den ’Stadt’, hvor de
store musikere har haft deres gang. Bare det at gå
i de gader, hvor Mozart engang har gået, var helt
magisk,« forklarer hun, mens musiknoderne stråler i hendes øjne. Soo-Jin Hong holder en tænkepause, mens hun overvejer, om hun som barn
følte sig presset til at øve. Hun starter en sætnin-
gen, men afbryder sig selv og konkluderer så:
»Vi har lært, at man skal yde sit bedste og
tømme sit indre, når man spiller. Men man blev
ikke straffet, hvis ikke man var den bedste,« siger
Soo-Jin Hong med et alvorligt blik.
At være koreaner i Danmark
Efter de otte år i Wien førte musikvejen Soo-Jin
Hong til Tyskland og videre ud i verden, hvor
hun spillede på internationale scener. Hendes
søster giftede sig med den danske pianist, Jens
Elvekjær, og sammen med søsteren og hendes
mand dannede de gruppen Trio con Brio Copenhagen, som de vandt flere priser med. I 2004 blev
hun opfordret til at gå til prøvespil på stillingen
som 2. koncertmester i DR’ Symfoniorkester, og
selvom det var hendes første prøvespil, som er
en form for optagelsesprøve, fik hun jobbet. Og
året efter klatrede hun længere op ad musikstigen og fik jobbet som 1. koncertmester i DR Symfoniorkestret. Hun er nu dansk gift, og holder af
Danmark, hvor hun føler sig hjemme. Hun er en
del af DR og dermed også en del af den danske
kultur, men hvor svært har det været for Soo-Jin
at integrere sig i det danske samfund?
»Integreret?«
Hun bryder ud i høj, smittende latter.
»Jeg havde næsten lige lært ordet integration,
da det nye ord, assimilation kom på banen,« griner Soo-Jin Hong.
»Det gik heldigvis meget glat med at blive inte-
greret i Danmark. Jeg gik naturligt ind i det, fordi
jeg allerede kendte min svogers familie. Mit indtryk af danskerne var meget positivt, og folk tog
godt i mod mig. Men den danske ironi er stadig
ret fremmed for mig. Nu har jeg vænnet mig til
det. En anden stor forskel er, at man ikke bruger
ordet ”De” om en person, man ikke kender. Det
er ret mærkeligt at sige ”Du” til en, jeg aldrig har
mødt før. I Korea er der rigtig mange høflighedsgrader. Jeg siger jo ”De” til min far,« forklarer
Soo-Jin Hong alvorligt, mens hendes uforstående
blik afslører, at hun stadig ikke har vænnet sig til
den danske metode.
Asiatisk ydmyghed
Selvom Soo-Jin har boet den største del af sit liv i
Europa, har hun ikke lagt den asiatiske ydmyghed
bag sig. Den skinner igennem i den sagte måde,
hun forklarer sig på. For eksempel når hun skal
svare på, om hun havde fået samme succes, hvis
ikke hun var taget til Europa.
»Mit liv havde set helt anderledes ud. Hvis jeg
var blevet i Korea, var jeg blevet en god musiker,
men jeg havde ikke kunnet rejse sådan rundt. Så
jeg føler mig meget privilegeret over at være
kommet til Europa.«
Heller ikke når hun bliver spurgt om sine fremtidsdrømme, finder hun et konkret svar frem:
»Jeg håber, jeg bliver ved med at forbedre mig,
rejse og møde forskellige mennesker. Så jeg har
det rigtig godt, hvor jeg er lige nu.« N
,
Jeg håber,
jeg bliver
ved med at forbedre mig.