Om Prøven Prøven har 3 opgaver. Kun én af opgaverne

Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard
Eksamensopgave E12
Prøven er individuel!
Om Prøven
Prøven har 3 opgaver. Kun én af opgaverne skal besvares. Hver opgave består af 6 spørgsmål. Alle
spørgsmålene inden for den valgte opgave skal besvares.
Hver opgave har en analysetekst, som opgavespørgsmålene knytter sig til.
Hvis du ikke har besvaret samtlige spørgsmål inden for den opgave, du har valgt at besvare,
betragtes besvarelsen som ikke-bestået.
Ved besvarelserne skal der i videst muligt omfang gives belæg i analyseteksten.
Besvarelsen skal min. være 4 og max. 6 normalsider á 2200 anslag (inklusiv mellemrum, men
eksklusiv litteraturliste). Den samlede opgavebesvarelse skal altså være på mellem 8800- 13200
anslag.
Sørg for at akribien er i orden!
Opgavebesvarelsen skal følge dansk retskrivning. Der skal citeres og henvises korrekt. Besvarelsen
skal afsluttes med en alfabetiseret litteraturliste over værker, der er henvist til i besvarelsen. Det
kan anbefales at konsultere:
•
Retskrivningsordbogen (bliver løbende udgivet af Dansk Sprognævn og har
retskrivningsregler bagerst i bogen).
•
Jacobsen, Henrik Galberg og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk. (1988-).
København.
•
Internetsiden sproget.dk
Aflevering
Besvarelsen afleveres i 2 eksemplarer. Der kan ikke afleveres elektronisk (herunder per e-mail).
Besvarelsen skal på hver side indeholde sidehoved med oplysning om kursus, eksamenstermin
(E12) og oplysning om fulde navn, husnummer og ruc-mail. Alle sider skal pagineres i formatet
”x/y”. De 2 eksemplarer af besvarelsen skal hæftes én gang i øverste venstre hjørne – ikke lægges i
chartek eller lignende.
I hus 05.1 afleveres besvarelsen til kursussekretær Mona Vølcker-Hansen senest mandag d. 19/11,
kl. 11.00.
I hus 07.1 afleveres besvarelsen til kursussekretær Birgit Nielsen senest torsdag d. 22/11, kl. 11.00.
1
Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard
Eksamensopgave E12
Opgave A. Analysetekst A, Nils Thorsen: "Jeg ER ussel i forbindelse med kvinder".
Politiken, 23. oktober 2010.
1. Beskriv ved hjælp af begreber fra Seymour Chatman: ”Story: Events” og/eller Annemette
Hejlsted: ”Plot” tekstens narrative struktur.
2. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er).
3. Beskriv tekstens overordnede sproghandling.
4. Giv mindst et eksempel på en ansigtstruende sproghandling i teksten.
5. Giv mindst et eksempel på brug af implikatur i teksten og gør rede for hvilken maksime/hvilke
maksimer der overtrædes for at generere implikaturen.
6. Giv en beskrivelse af artiklens indledende store billede af Lars von Trier.
2
Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard
Eksamensopgave E12
Opgave B. Analysetekst B, Hans Otto Jørgensen: "Efter en så våd sankthans". Ud &
Se, november 2007.
1. Beskriv ved hjælp af begreber fra Seymour Chatman: ”Story: Events” og/eller Annemette
Hejlsted: ”Plot” tekstens narrative struktur.
2. Redegør for tekstens fortællerforhold.
3. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er).
4. Redegør for mindst et eksempel på hvordan talesprog gengives i skriftlig form i teksten.
5. Beskriv mindst en sproghandling i teksten.
6. Giv eksempler på at der i teksten beskrives situationer, der er ansigtstruende.
3
Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard
Eksamensopgave E12
Opgave C. Analysetekst C: Jørn Lund: ”Jablirnødteåtategænmæle". Politiken, 5.
november 2012
1. Beskriv tekstens kommunikationssituation ved hjælp af Jakobsons kommunikationsmodel.
2. Hvilken genre tilhører teksten, og på hvilke måder fremgår det?
3. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er).
4. Analyser et argument i teksten ud fra Toulmins grundmodel og giv mindst et eksempel på
brug af den udvidede models frie elementer i dette eller et andet argument.
5. Hvad er tekstens overordnede sproghandling? Udtrykkes denne handling direkte eller
indirekte?
6. Lav en billedanalyse af Isak Hoffmeyers billede af sportsjournalisten Morten Ankerdal
nedenfor med inddragelse af skellet mellem denotation og konnotation. Billedet er fra et
interview i Euroman, august 2012.
4
6 kultur
LØRDAG 23. OKTOBER 2010 POLITIKEN
Jeg ER ussel
i forbindelse med kvinder
Kvinder har altid været et smertepunkt i Lars von
Triers film, hvor de har fået sig nogle på hatten.
Og ind imellem også et par under bæltestedet.
Hvilket instruktøren med jævne mellemrum selv
har fået tæv for. At omgangen med kvinder også
har voldt besvær i hans eget liv, kan man læse i
dette uddrag af Politikenjournalisten Nils Thorsens
bog ’Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier’,
som udkommer på mandag.
uddrag
NILS THORSEN
I
nstruktøren ligger på siden hen over
det lille, sorte bjerg af en sækkestol på
gulvet i sit kontor i hjemmets underetage. Som en bleg og bugtet aflejring
oven på et ældre jordlag, iført et par løse,
plasterfarvede trekkingbukser og en sort
T-shirt. Selv sidder jeg overfor på gulvet
og spekulerer med rank ryg og strøm i alle synapser over, hvordan jeg skal få ham
til at fortælle om sin ungdoms oplevelser
med kvinder.
Det er et par timer siden, Lars von Trier
tog imod i døren. Skægget er længere,
end det plejer, og kraniets tromler og
drivremme synes også at køre lidt langsommere end sædvanligt. Udenfor er det
oktober, og i det store vindue mod havens
skråning rejser himlen sig over åens snoede løb i en diset, grå kuppel, der både ser
ud til at strække sig uendeligt og slutte lige for enden af haven.
Ellers er alt, som det plejer. Jeg spørger
igen og igen til hans fortid. Han parerer,
protesterer og laver fis. Og farer fra tid til
anden ud ad en eller anden forgrening til
en sidevej til en omvej. Fortæller om en
udsendelse, han har set, beskriver fordelen ved visse haveredskaber, en detalje i
en latinamerikansk torturform eller en finesse i beskæringen af et æbletræ. Og når
han løber tør for luft, spørger jeg igen til
hans fortid, hvorefter han stønner tungt,
lukker øjnene og falder hen i halve minutter, hvor jeg ikke er sikker på, om han er
ved at falde i søvn. Eller om det allerede er
sket.
Men det er, som instruktøren selv beskriver sit arbejde: Man får aldrig 100 procent af det, man er kommet efter. Ofte
kun 60. Men indimellem dukker der noget op, man ikke ledte efter. Og da interviewet en rum tid har humpet af sted,
snubler han pludselig over noget, der interesserer ham. En bog, han læste i sin
filmskoletid. ’Søvngængerne’ af Hermann Broch, som Mogens Rukov gjorde
ham opmærksom på. Eller rettere:
»Han sagde, at før jeg havde læst den,
skulle vi slet ikke tale«, smiler Lars von Trier, der blev dybt betaget af bogen, mest
fordi den gjorde ham opmærksom på, at
der er forskel på, hvad folk siger og viser,
og hvad deres egentlige hensigter er.
Og en eftermiddag, han havde lagt bogen fra sig, trådte han ud af huset på Islandsvej og ind i en ny verden.
»Jeg kan huske, at når jeg så folk i nabolaget stå og rive i deres have, tænkte jeg
på, hvad der egentlig foregik inden i dem,
og hvad der var deres motiv til at sige og
gøre forskellige ting. Hvad de måske dækkede over. Og at de måske i virkeligheden
sagde det modsatte af, hvad de mente«.
På hjørnet af Færøvej standsede han og
iagttog et par naboer, der stod og talte
sammen. »Pludselig slog det mig … det
der med ...«, siger han og slår over i en hvisken: »Tænk nu, hvis det alt sammen …
hvis de siger det modsatte af, hvad de i virkeligheden gør. Hvis deres intentioner er
nogle, jeg slet ikke kender, og som de ikke
viser. Måske har de myrdet en, der ligger
inde bagved«.
Han vender sig i sækkestolen og ser på
mig.
»Og det var sådan en åbenbaring. Den
åbnede ligesom … pfff«, blæser han gennem fortænderne. »Jeg havde aldrig
tænkt på den måde før, og det er jo ikke en
tanke, man bliver glad af«, griner han,
»men det er en ret interessant tanke. Og
den var betydningsfuld, vil jeg sige, for de
film, jeg har lavet siden«.
Hvordan lød tanken?
Han sætter sig op i stolens knitrende
kugler og hviler med en strakt arm mod
gulvet. »Den lød bare: Tænk, hvis de mener noget andet med det, de siger. Hvis de
bevidst fremstår på én måde for at skjule
noget andet. Hvad de jo altid vil gøre. Men
indtil da havde jeg bare set dem som sådan nogle karakterer i et dukketeater, der
gik frem og tilbage«.
Ikke væsener med en forside …
»Nej, og specielt ikke med en bagside.
Og bagsiden er jo interessant at tænke sig
til, for når man som barn går rundt på sådan en vej, tænker man ikke på, at alle de
her forældre for eksempel har en seksualitet, som er styrende for over 90 procent
af, hvad de foretager sig i deres liv«.
Hvordan fik den tanke betydning for dine
film?
»Mine film handler nok om bagsiderne
og om folk, der udgiver sig for noget andet, end de er«.
Idealisterne, for eksempel?
»Ja, for det idealistiske kan jo kun være
en front. Og civilisationen er et meget
tyndt lag oven på det, vi er. Dybest set er
mennesker jo styret af meget mere basale
ting, og uanset hvor fint man har sat sit
hår op, fordi man skal til købmanden
med en lille skoletaske, så findes disse basale behov stadigvæk. Og pludselig slog
det mig bare, at alle de her mennesker,
som jeg mente, at jeg kendte i nabolaget,
havde nogle historier, jeg aldrig ville
komme til at kende«.
Det gør vel verden tusind gange større
med ét slag?
»Den bliver meget, meget stor. Senere
kan man sige: Nå, men det er jo også lige
meget. De skider ligesom os andre. Men
det gør bare, at man betragter deres optræden på en anden måde. Og det var specielt deres optræden, der optog mig.
Hvad er det, der ligger bag ved denne her
optræden? Hvorfor er der nogen, der er
fornemmere end andre? Hvorfor er der nogen, der sætter en ære i, at der er orden i
forhaven? Hvorfra kommer alle de ting?
Og de kommer selvfølgelig fra et uendeligt psykologisk og erfaringsmæssigt
landskab, som man aldrig kommer til at
stifte bekendtskab med. Og der kunne
blå bog
NILS THORSEN
Født 6. december 1960.
Dansk journalist og forfatter.
Journalist på Politiken siden 1985.
Har skrevet flere bøger blandt andre
’Engle & dæmoner. Elleve samtaler om
hvordan et liv kan lykkes og slå fejl’
(1999), ’Klangen af et menneske.
Om at spørge godt, lytte rigtigt og
finde sit eget sprog’ (2003) og
’Omveje. 10 portrætsamtaler
om at leve et liv, der
passer til en’ (2010).
Modtog Edvardprisen
2001.
Research: Politikens
Bibliotek
skrives en lige så tyk bog som ’Søvngængerne’ om dem alle sammen«.
Han lægger sig igen til rette hen over
sækkestolen.
»Man sidder bare pludselig og ved, at
det, der kommer frem, er noget villet«.
Det sidder vi så lidt og ved. Og jeg er
kommet sådan cirka ikke spor tættere på
at forstå Triers forhold til kvinder, da han
rejser sig og forsvinder ud af kontoret og
op ad vindeltrappen med et: »Jeg skal lige
se, om Bente er kommet tilbage«.
Det er hun ikke. Så han ringer til hende,
stående i døren ind til kontoret. »Nej, det
må du meget gerne købe«, siger han. »Bare en flaske vin og nogle øller. Så kan jeg
blive lidt fuld«.
Pause.
»Jeg sagde lidt fuld. Nå ... okay«, kommer det slukøret. »Nå, det siger OCD-formanden?«.
HAN PRØVER at sætte telefonen til at lade
op, småbander over den, opgiver og lader
sig falde ned i sækkestolen igen. »Nå«,
kommer det lyst og veloplagt.
»Hvor fa’en kom vi til?«.
Du skulle lige til at fortælle mig alt om dit
forhold til piger som ung.
»Det var dog fandens, så kæk du er blevet«.
Tidligere har du jo undveget emnet – mere
eller mindre elegant.
»Ja, fordi det er usselt«.
Vi kan jo ikke skrive en bog om dit liv uden
at omtale dit forhold til det modsatte køn,
bare fordi du synes, det er usselt.
»Det var usselt! Jeg er ussel i forbindelse
med kvinder. Det er ligesom det, jeg har
brugt meget energi på, også i mine film:
at manipulere med det modsatte køn«.
Så du kunne ikke score nogen – færdig,
slut?
»Det havde jeg opgivet på forhånd, fordi jeg ikke troede på mine egne evner i
den henseende«.
Hvor havde du det fra?
»Det er sgu et meget godt spørgsmål.
For min mor troede jo meget på mig. Også
RØVMYTOLIGISK. Lars von Trier
elsker, når junglen kaster sig over
civilisationen. Det er et eksempel på
de »røvmytologiske « elementer, han
brugte flittigt i sine første film, kan
man læse andetsteds i bogen ’Geniet Lars von Triers liv, film og fobier’.
Kæder og SS-uniformer var
røvmytologiske. Samt selvfølgelig
mongoler. Her er det ham selv, der
bliver overfaldet af skoven i Lyngby,
hvor han tilbragte meget af sin barndom.
Foto: Joachim Adrian
hvad det angår. Jeg tror ikke, hun var særlig imponeret af de kvinder, jeg så alligevel en gang imellem mødte«.
Hvad slags piger faldt du for?
»Jamen, jeg faldt for alle dem, der så sure ud«, griner han. »Det er fuldstændig
klassisk. Og ved du, hvordan de er, de piger, der ser sure ud?«.
Han holder mit blik i to sekunder, før
han selv besvarer spørgsmålet.
»De er sure«, siger han og skærer en forundret grimasse. »Og det kommer jo som
en kæmpe overraskelse hver gang. Tænk
alligevel. Det var sgu da mærkeligt. Hvornår kommer ligesom det sjove? Nej! De er
sure. De ser reserverede ud, fordi de er reserverede. Højst sandsynligt, fordi der ikke er andet end den sure facade«.
Hvad tiltrak dig ved de sure – den høje
overligger?
»Det må jeg jo indrømme. De havde høj
status på de cafeer, hvor jeg hang ud«.
Tænker du selv, at det var, fordi det var en
høj overligger?
»Jeg vil ikke analysere, hvor det kommer fra«, siger han og flytter rastløst på
sig i sækkestolen, som om det ikke var
emnet, der generede ham, men stillingen.
»Jeg så op til dem. De var jo uopnåelige.
Men de skulle selvfølgelig være smukke og
sure. Så kunne man blive set ned på lige
med det samme, hvilket måske var, hvad
jeg bad om«.
kultur 7
POLITIKEN LØRDAG 23. OKTOBER 2010
Jeg afventer. Han afventer. Og sådan går
det meste af et halvt minut, før instruktøren omsider åbner munden igen, mens
hans blik søger ud gennem vinduet.
»Jae …«, trækker han på det. »Så deeeet«.
Hvilket som helsætning vist udtales nogenlunde: Mere får du ikke ud af mig. Når
emnet alligevel holder sig i live nogle minutter endnu, er det alene, fordi jeg bliver
ved med at spørge, mens han høfligt og
med alle tegn på ubehag slår spørgsmålene hen med korte sætninger og i en tone,
der får hvert eneste ord til at lyde som et
punktum.
Hvordan lykkedes det?
»Jamen, det lykkedes jo ikke«, siger han
og ruller om på ryggen, men fortryder efter få øjeblikke, langer en arm rundt om
lænden og bokser til sækkestolen, retter
sig lidt op og fortsætter halvt siddende,
halvt liggende. »Jeg syntes ikke, at det lykkedes nogensinde dengang. Det var svært
at snakke med dem om det, jeg skulle
snakke med dem om. Det var helt umuligt. Jeg var helt umulig, må jeg sige«.
JEG ER LANGTFRA selv ubekendt med det
pinefulde tilløb, før man måske, måske
ikke, drister sig til at kontakte en kvinde,
og den besynderlige tomhed, der altid
indtræffer i hjernen, mens blikket desperat søger rundt i kranieskallens kuppel
for at finde et uskyldigt emne at gøre til
brohoved. Hvilket jeg fortæller instruktøren, hvorefter vi i nogle minutter i detaljer underholder hinanden med, hvor ynkeligt vi hver især har humpet rundt på
vores haneben.
»Det er højst sandsynligt derfra, at de
film, som jeg har lavet, stammer. Så den
kulturelle verden må jo takke min mor
for, at jeg ikke er udstyret med muskulære og andre fortrin, fordi jeg så måtte oparbejde et andet fortrin, som så blev til, at
jeg lavede de her … vidunderlige film«,
griner han.
Lars von Triers seksuelle debut blev aflyst. Det var til en fest hos Thorkild Tønnesen. Alt var klar. Tæppet gået, tøjet lagt, og
pigen parat. Indtil det gik op for hende, at
det var første gang for ham, og det ansvar
turde hun ikke påtage sig.
Ellers indkasserede han som regel sine
nederlag på Café Dan Turèll, hvor folk
stod så tæt, at det tog en halv time at møve sig ned på toilettet, og der altid var enten David Bowies ’Heroes’ eller Kate Bushs
’Wuthering Heights’ i højttalerne. Og der
stod han så, den unge instruktør, i randen
af det følelsesmæssige blodbad. Og håbede på et mirakel.
»Det var fuldstændig som sådan noget
medefiskeri, hvor man kaster en prop ud,
og så hænger der noget madding nedenunder. Og det var lige så tilfældigt, om der
pludselig var nogen, der gik på. Hvilket
var meget sjældent. Også fordi jeg stod i
udkanten af det område, hvor fisk overhovedet kunne bevæge sig«, siger han.
Kunne du ikke selv gå hen og henvende
dig til en i baren?
»Arj, så skulle hun godt nok være det,
der hedder en brækket vinge«, griner han.
»Men jeg var frustreret over, at jeg ikke
havde prøvet. De andre prøvede jo hele tiden. De blev også afvist 27 gange, men det
var de fuldstændig skråt ligeglade med,
fordi de var sikre på deres eget værd«.
Hvorfor prøvede du ikke?
»Fordi jeg var fuldstændig slået ud,
hver gang jeg blev afvist. Og til sidst blev
det slet ikke til noget, fordi jeg forstod, at
det ikke nyttede noget«.
Så udvikler man vel en alternativ strategi?
»Ja, men min var bare at være mærkelig
og have provokerende meninger henne i
et hjørne. Og det giver jo ikke rigtig pote«,
griner han. »Jeg tror, at den niche, hvor
man ligner Elvis, giver mere. Så kan man
være en fuldstændig idiot og alligevel blive ved med at score«.
HAN RULLER over på ryggen med skuldrene løftet en anelse i vejret og benene
strakt ud på gulvet. Da han folder hænderne bag nakken, kryber blusen op og
blotter en smal bræmme af geniets mave.
Men også denne nye stilling fortryder
han hurtigt, skifter tilbage, men nu duer
heller ikke den gamle længere, så han ruller om på siden med albuen i gulvet og
kinden hvilende i håndfladen.
»Men så var det jo så heldigt, at nogle af
de her tossede kvinder også havde nogle
seksuelle værdier. For hvis der var nogen,
jeg kunne komme i kontakt med, var det
de tossede. Det er også det, man siger i
New York, at hvis en kvinde ikke vil voldtages, skal hun bare gå rundt og tale til sig
selv, for så tror mændene, at hun har psykiske problemer, og holder sig væk. Det
var så dem, jeg kunne få lov at voldtage.
Dem, de andre ikke ville røre«.
Jeg VIDSTE, at der måtte gemme sig et lyspunkt et sted.
Han sender mig et kæntret smil.
»Og de mænd, som fik alle kællingerne,
kan vi jo hurtigt blive enige om, var de
dumme svin, som var psykopatiske nok
til at fremhæve deres muskler og prale
fuldstændig sindssygt meget med deres
eget værd, hvor andre mænd ligesom
måtte stå af. Og så købte kællingerne det«.
Han retter sig en smule i sækkestolen.
»Altså, det står ekstremt klart for mig,
hvordan man skal være, hvis man skal få
kvinderne til at komme til sig. Fuldstændig overdrevet selvpromoverende«, griner
han. »Og med sådan en naturlighed … altså, de decideret dumme mænd, som jeg
kendte, kunne det hver eneste gang. Og
når den parringsdans udspillede sig, var
Civilisationen
ER et meget
tyndt lag oven
på det, vi er.
Dybest set er
mennesker jo
styret af meget
mere basale
ting, og uanset
hvor fint man
har sat sit hår
op, fordi man
skal til købmanden med en lille
skoletaske, så
findes disse
basale behov
stadigvæk
Lars von Trier
Det er ligesom
det, jeg har
brugt meget
energi på, også
i mine film: at
manipulere
med det
modsatte køn
Lars von Trier
det så banalt, at jeg måtte kigge væk i
skam«.
Og man trøstede sig altid med, at det nok
hævnede sig med tiden.
»Ja, og det gjorde det aldrig. For de blev
bare ved og ved med at score på det der.
Og det tyder jo på, at det modsatte køn
måske har en lavere intelligens, end vi til
daglig går og mener«.
Eller også vælger de ud fra nogle andre
kriterier, end vi finder demokratiske?
»Ja, fordi de tænker: Hvordan bliver mit
afkom? Det bliver sådan en, der kan score
kvinderne«.
Begavelse og originalitet tæller vel også
lidt?
»Det var så ikke min fornemmelse«, siger han og lukker øjnene.
Sådan ligger han og trækker vejret et
par gange. Så pludselig går øjnene op
igen derovre.
»Prøv nu og hør!«, siger han. »Jeg har altid haft høje tanker om mig selv, og derfor
har jeg syntes, at jeg fortjente bedre, end
hvad jeg fik i det der kærlighedsspil. Jeg
stræbte vel efter mere, end jeg kunne opnå. Men grunden til, at jeg stræbte, var, at
jeg syntes, at der var en vis retfærdighed i
det. Og det er jo helt dumt. Fordi sådan
nogle som os to ved jo godt, hvad det er
for nogle, kvinderne vil have«, griner han.
»Det er jo sådan nogle idioter. Altså, pinlige på alle måder, ikke? Og som gør alle
de der ting, man selv ville skamme sig
over. Alt det mest oplagte. Og det virker.
Hver gang«.
Man kan jo indhente lidt, hvis man bliver
en dygtig filminstruktør – det må du også
have oplevet?
»Ikke nok«.
Det underskud, der oparbejdes i teenageårene, kan aldrig indhentes?
»Det hul kan aldrig fyldes«, griner han.
Så det bruger vi vores liv på at prøve.
»Selvfølgelig«.
Han retter sig i stolen. Pludselig med
fornyet kraft i stemmen.
»Sådan nogle som dig og mig tager alting alt for alvorligt. Det er vores problem.
Livet også. Og døden. De folk, der snupper
kællingerne, tager ikke tingene alvorligt.
Okay, jeg hopper op på et tog på Bernstorffsvej og står på toget til Vesterport.
Fedt, mand! Okay, så dør jeg. Og hvad så?
Hvor vi andre siger: Tænk nu, hvis man
falder ned på skinnerne eller får stød. Det
er jo noget, vores mødre har givet os ….«.
Hvordan det?
»De har sagt: Pas nu på. Men samtidig
har vores mødre jo selv været meget mere
vilde med dem, der var ligeglade med, om
de faldt ned på skinnerne. De har været
sindssygt uærlige over for os. Det er der,
problemet ligger. De har gjort os til nogle
andre end dem, de selv syntes om. Det er
faktisk ikke særlig pænt«.
Men du HAVDE jo kærester – hvordan var
du til det?
»Ikke god. Vi skændtes altid, og så endte
det efter kort tid. Og altid i katastrofe.
Men samtidig ... jeg havde nogle rigtig,
rigtig heftige forelskelser. Jeg blev fuldstændig syg. Det var sindssygt hårdt. Jamen, det er, fordi … nej, jeg ved sgu ikke,
hvorfor det er. Årh! Det er da virkelig ubehageligt at snakke om«.
Det ville være fedt, hvis vi kunne tale lidt
om det.
»Det er da det, vi gør, for HELVEDE!«.
Ja, ja, jeg er bare bange for, at du holder
op.
»Nej, jeg skal nok. Nu har jeg jo fået nogle sejre ved, at jeg har fået fire børn, og
Bente er jeg sindssygt glad for. Hun er bestemt ikke sur. Og når man har prøvet alle
de sure, bliver man glad for dem, der ikke
er det. Men der er nogle nederlag, der er
så store, at man ikke gider se dem i øjnene«.
Vi har aftalt at tage sammen i sommerhus en weekend i januar. Instruktøren
har betakket sig for at komme et nyt sted
hen, så planen er at køre til et hus, Zentropa har på Fyn, og der kan vi genoptage
emnet, siger han. »For der skal vi have noget at drikke, og jeg er mere åbenhjertig,
når jeg bliver lidt fuld. Hvilket sker sjældent, for jeg får det skidedårligt bagefter.
Men i vores weekend gør jeg altså. Ellers
kan jeg ikke holde dig ud«.
Hvem var dit store nederlag?
»Tak. Der er en masse. Der var virkelig
mange håbløse forelskelser, hvor jeg tudede og tudede. Det var ligesom det, man
gik op i på det tidspunkt«.
Er der en bestemt situation, du kan fortælle om?
»Nej«, siger han lavmælt.
»NEJ!«, råber han så.
»Er der en bestemt situation, du kan fortælle om?«
Masser.
»Ja, men de bliver jo heller ikke skrevet
nogen steder«.
»NÅRH!«, runger det fra sækkestolen.
»Nu er jeg eddermame snart træt af
dig«.
Jeg er også træt af mig selv. Vi glemmer
det. For nu. Så kan det sidde og gnave i dig.
Han fisker mobilen frem og ser på den.
»Klokken er lige præcis 16. Og der står:
Slut klokken 16. Er det ikke fantastisk?
Det er på sekundet. Nej, du har 15 sekunder«.
Arj, så skal jeg SIMPELT hen spørge ...
»Nej, nu er det slut«.
Vi kommer på benene, som svimle
stankelben, og trasker op ad vindeltrappen og ind i stuen, hvor Bente står i køkkenet, pakker indkøb ud og spørger glad til
vores dag, mens drengene moonwalker
ude på gulvet sammen med den yngste af
Triers døtre, Selma på 15, der gør opmærksom på, at det er langt ude at kalde det
moonwalk. Som om man går baglæns på
månen, som hun siger. Hvorefter Trier
stemmer i med historien om ham, der i
virkeligheden opfandt moonwalken,
som åbenbart ikke er Michael Jackson.
»Jeg laver aldrig sådan en bog her igen«,
brummer han, da vi tager afsked i døren.
»Du kan glæde dig over, at det bliver den
sidste«.
THE FOLLOWILLS. »Sidste plade gjorde os større, end vi nogensinde havde forestillet os. Så den her plade er faktisk den svære 2’er«, siger Matthew Followill. Kings
of Leon er fra venstre mod højre: Nathan, Jared, Matthew og Caleb. Foto: Dan Winters
Løvekonger, der skal
udfylde Jaggers sko
Kings of Leon er et af
tidens største unge rockbands. Men om de kan
løfte arven fra Rolling
Stones og Bruce Springsteen, er for tidligt at sige,
mener guitarist Matthew
Followill. I denne uge
kom deres femte album.
interview
[email protected]
JEPPE KONDRUP ADELBORG
Nils Thorsen: Geniet – Lars von Triers liv, film
og fobier udkommer på Politikens Forlag på
mandag.
re brødre og deres fætter forlader
et omrejsende religionscirkus. I
stedet flytter de til Nashville, Tennessee, USA, og grundlægger et langhåret
og skægget rockband.
Sådan begynder fortællingen om et af
rockmusikkens mest succesfulde navne i
nyere tid, Kings of Leon, hvis femte studiealbum ’Come Around Sundown’ udkom
mandag i denne uge.
Et album, som i denne avis fik tildelt fire hjerter, og hvor anmelderen nævner
Kings of Leon som arvtager for navne som
Rolling Stones, Bruce Springsteen, Paul
McCartney og Roger Waters.
»Jeg tror ikke, vi vil tage over for dem.
Jeg får det helt ubehageligt bare af at tænke på det, for det er et meget stort hul at
fylde ud. Nu må vi se, om folk overhovedet gider se os om et par år«, siger 26-årige
Matthew Followill, guitarist og fætteren i
Kings of Leon, på en telefon fra Nashville.
Han har indvilliget i et 15 minutter
langt interview om det nye album, der er
langsommere i tempo end de første. Matthew Followill beskriver det som et album, hvor der er en lille stump fra alle deres tidligere album i. Og hos ham rangerer det højt blandt deres udgivelser.
»Pladen er nummer 1 i øjeblikket, fordi
den er frisk og ny. Når man har været i et
band i ti år, så bliver det svært at høre og
spille de samme sange igen og igen. Men
om nogle måneder er den nok kun nummer 2«, siger han og nævner pladen ’Because Of The Times’ som sin favorit.
Blå bog
LARS VON TRIER
Født 30. april 1956 i København.
Dansk filminstruktør.
Studerede filmvidenskab på
Københavns Universitet 1976-79.
Gik på instruktørlinjen ved Den
Danske Filmskole 1979-83.
Har instrueret flere spillefilm blandt
andre ’Forbrydelsens element’ (1984),
’Europa’ (1991), ’Breaking the Waves’
(1996), ’Idioterne’ (1998), ’Dancer in
the Dark’ (2000), ’Dogville’ (2003),
’Manderlay’ (2005) og ’Antichrist’
(2009). Han har også instrueret
tv-serien ’Riget’ 1 og 2 (1994 og 1997).
Tog sammen med blandt andre
Thomas Vinterberg initiativ til
Dogme 95-manifestet, som var et
kyskhedsløfte med ti regler inden
for filmproduktion.
Har modtaget flere priser blandt
andre Den Gyldne Palme 2000,
Nordisk Råds Filmpris 2009 samt
flere Bodil- og Robertpriser.
Research: Politikens Bibliotek
T
Slagsmål, modeller og stoffer
Historien om Kings of Leon begyndte for
langt mere end ti år siden. Som børn kører de tre brødre Nathan, Caleb og Jared
Followill rundt i USA. Faderen, Ivan Followill med mellemnavnet Leon, er en omrejsende prædikant med hang til flasker i
brune poser, mens moderen erstatter det,
der for de fleste andre børn hedder ’skole’.
Men i 1999 går den ikke mere for forældrene Followill, der bliver skilt. I stedet for
den kørende pickuptruck slår brødrene
sig ned i Nashville, hvor Nathan og Caleb
året efter starter et band. De trækker deres lillebror, der aldrig har spillet bas, ind
som bassist, samt fætteren Matthew, der
bliver hentet i Mississippi som guitarist.
I 2003 udkommer første album – en
skramlet og skrammet omgang garagerock – og samme år spiller de på det klejne
spillested Loppen på Christiania i København. Et sted, hvor de formentlig aldrig
nogensinde igen sætter deres musikalske
fødder. For Kings of Leon begynder at turnere med U2, og det ændrer deres lyd.
Kings of Leon flytter fra garagen og direkte ind på stadionet.
»Da vi var på turne med U2, spillede vi i
store arenaer. Men når vi spillede, var de
tomme, for vi var bare opvarmningen.
Men vi kunne godt lide den måde, vores
sange lød på i de store, tomme, åbne rum.
Så da vi skulle lave tredje plade, tænkte vi,
hvordan får vi vores sange til at lyde større, og som om vi er i et stort, tomt rum.
Det førte os til den lyd, vi har nu«, siger
Matthew Followill.
Og i 2008 kulminerer succesen med
den nye lyd. Loppen er nu skiftet ud med
Orange Scene. ’Only By The Night’ bliver
udgivet i september 2008 og sælger 11,5
millioner eksemplarer.
Gennembruddet er endeligt. Med alt,
hvad det indebærer af (interne) slagsmål,
strømme af ukvemsord, intimforhold
med modeller, alkohol og stoffer. Således
bliver numrene til ’Only By The Night’
skrevet og indspillet med forsanger Caleb
svævende på en sky af morfin, efter at han
og trommeslager Nathan vælger at tæve
løs på hinanden.
Men de vildeste dage er, ifølge Matthew
Followill, ovre. Meget er sket siden starten. Dengang var flere af dem teenagere,
men nu er den yngste blevet 23 år, den
ældste over 30. Og udviklingen kan han
godt lide. For han er ikke stor fan af de to
første plader og har svært ved at lytte til
dem. De blev indspillet, mens han »stadig
var et barn« og ikke god på guitaren. Så
Kings of Leon er bare blevet gamle?
»Nej, det tror jeg ikke. Altså vi er blevet
ældre, men det er stadig den samme ’ild’,
som da vi startede, der brænder inde i os
nu«, siger han.
»Men vores lyd afhænger også af, hvilken musik vi lytter til. I starten hørte vi
meget Led Zeppelin og Townes Van Zandt.
Men siden er vi blevet sammenlignet
med unge indierockbands, og så begyndte vi at lytte til dem – konkurrenterne. Vi
blev enige om, at vi var nødt til at følge
med dem, ellers blev vi glemt«.
Deprimerende Amerika
Og med det forrige album gik Kings of Leon fra stjerner til superstjerner. Sangen
’Sex On Fire’ blev råspillet på amerikanske
radiostationer, og så blev Kings of Leon
godtaget i USA.
»Det er rart at vide, at ’hjem’ også lytter
med. Tidligere var det meget deprimerende, når vi turnerede i USA, fordi vi kom fra
lande, hvor vi var vildt populære, og når vi
så kom til USA, spillede vi små show for ingen mennesker. Og i lang tid tænkte vi:
Hvorfor vil USA ikke komme om bord
med alle andre?«, siger Matthew Followill
og svarer selv:
»Alt, det kræver i USA, er et radiohit. Det
fik vi, og nu er vi populære«.
Betyder det så, at de nye sange er lavet til
at kunne blive spillet radioen i USA?
»Nej. Vi har ikke sagt, at vi skal lave et
pophit, så vi kan komme i radioen igen. Vi
laver bare musikken. Men jeg er sikker på,
at der er et par nye sange, der får en plads i
radioverdenen«.
En computerstemme bryder ind:
»Yep-pi, vi er allerede over tid, så vi skal
stoppe nu«, siger Ryan fra RCA Records,
men tillader Matthew Followill at svare
på, om Kings of Leon er i gang med at sælge ud.
»Ser man det at sælge ud som at blive
spillet i radioen, ja, så har vi solgt ud, men
jeg tror ikke, at der findes et band i verden, som ikke vil høres af så mange mennesker som muligt. Ellers ville de ikke være et band. Vi gør, hvad vi altid har gjort«,
siger Matthew Followill.
Og det fortsætter I vel med?
»Right on, yeah«.
[email protected]
FAKTA
KINGS OF LEON
Dannet i 2000 i Nashville, Tennessee
i USA af brødrene Nathan (trommer)
og Caleb (vokal og guitar) Followill.
Kort efter kom lillebror Jared (bas) med
og sluttelig blev fætteren Matthew
(leadguitar) hentet ind fra Mississippi.
Har udgivet fem fuldlængdealbum:
’Youth And Young Manhood’ (2003),
’Aha Shake Heartbreak’ (2004),
’Because Of The Times’ (2007), ’Only
By The Night’ (2008) og ’Come Around
Sundown’ (2010).
Har turneret med bl.a. U2, The
Strokes, Bob Dylan og Pearl Jam.
Pludselig sidste sommer ... ja, hvad skete der?
HELLE HELLE
CHRISTINA HESSELHOLDT
PABLO HENRIK LLAMBÍAS
JESPER WUNG-SUNG
stram fort¾lling, der rummer de tre ord. Ud over
KLAUS RIFBJERG
KATRINE MARIE GULDAGER
denne spilleregel har forfatterne haft helt frie
NAJA MARIE AIDT
JAN SONNERGAARD
PIA JUUL
HANS OTTO J¯RGENSEN
MARIA GRØNLYKKE
SIMON FRUELUND
Vi har bedt en r¾kke af Danmarks bedste
forfattere om at skrive en ÕnovelletteÕ, en kort og
h¾nder. Serien er redigeret af Thomas Bredsdorff.
De billedkunstnere, der har skabt illustrationerne,
er udvalgt af Torben Zenth fra kopenhagen.dk
T E K ST H A N S OT TO J Ø RG E N S E N
I L L U S T R A T I O N S T E FA N R O T V I T
Efter en så våd sankthans
Hans Otto Jørgensen fortæller en historie fra landet
DET VAR I FORBINDELSE med min brors byggeri, da han midlertidigt
havde opstaldet nogle grise hos Faster, og min far kom for at fodre
dem, at Faster ville gøre ham glad.
Hun inviterede ham ind på formiddagskaffe, eller det havde de aftalt, at så kunne han komme og få sin formiddagskaffe, men lige meget
hvad hun satte på bordet, var han ikke rigtig interesseret i det. Hun
prøvede med jordbærmarmelade og med ost og gammelost og så med
honning, men han havde ingen rigtig appetit. Hun var bange for, han
var syg, du er vel ikke syg, Ejvind. Men det mente han ikke, han var.
Det troede han ikke.
Men det var så uvant for dem, at de bare var de to. Det havde de ikke
prøvet før, ikke siden de var unge, det vil sige, da de endnu begge gik
derhjemme. Han var næsten ikke til at drive et ord ud af, ikke andet,
end så var han færdig østen omme, så var han færdig i Noret, han havde gjort tjenlig til at så. Hun huskede, det lagde en dæmper på hende,
48
at han var så fåmælt. Og da især efter morens død, de første år efter,
da hun passede huset, da han gik og var så trykket af det.
Som om han altid stod en halv meter inde i sig selv.
Når han kom slingrende ind på gårdspladsen, når han strøg kasketten
af hovedet, og håret var helt fladt af, at han havde haft den på en hel
lang dag i marken, og han sad og hang over bordet.
Sådan ville hun ikke se ham, hun ville se ham glad, hun ville være
mor for ham, satte puddersukker på bordet, kiks og bananer. Så lavede
hun varm chokolade. Hun var helt ude på trappen, hun kunne ikke
vente, nu måtte han da være færdig. Hun bagte boller, var tilbage ved
ovnen, de gode med rosiner i, dem skulle han have. Hun ville forkæle
ham, kæle for ham, stryge ham over kinden. Hun var bange for, om
han frøs, hun var bange for, om han skulle gå og blive kold.
Du bliver vel ikke kold.
Hun ville klatre op på loftet og smide halm ned for ham, hun ville
Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7
Novelle.indd 48
16/10/07 9:39:52
v
h
d
t
l
b
m
s
s
k
s
n
e
vide, hvor mange baller, han skulle bruge, eller hun ville i det mindste
holde stigen for ham, når han kravlede op. Hun ville sørge for, at fodervognen var fyldt, når han kom.
Som han slæbte, sled og slæbte, og så alligevel ikke syntes, det blev
til noget, at det battede, at han var god nok. Det var det, hun havde
lagt mærke til, at han ikke syntes, han var god nok. Det var hendes
bekymring.
At han var så hård ved sig selv.
Hun var begyndt at lave scrapbog, det var noget nyt, efter hun og
min onkel flyttede hen i annekset, det var hun glad for. Hun lavede
siderne af indpakningspapir, det brune, vi brugte til at pakke gris ind i,
så fik hun nogle gode store sider og syede dem i ryggen.
Det fik hun meget tid til at gå med.
Der var tørrede blomster, et soldatermærke, et bordkort fra Heinos
konfirmation, et postkort med P.C. Skovgaards Stevns Klint med Høje-
rup Kirke, Kongefamilien på Grønland fra Landsbladet og Louis Moes
radering af Kraka fra Saxos fortællinger om Ragnar Lodbrog og hans
sønner, som hun havde klippet ud af en gammel læsebog.
Hun havde altid været så glad for Kraka, fordi hun var så smuk, og
fordi hun var så klog. Da Ragnar Lodbrog bad hende komme til sit skib
alene og dog i følgeskab med en ven, fastende og dog efter at have
spist, nøgen og dog påklædt, fulgtes hun efter sin mors råd med sin
hund, spiste et løg og svøbte sig i et fiskenet.
Faster ville vise min far scrapbogen, men hun vidste ikke, hvilken
side hun skulle slå op på. Om hun skulle vise ham Kraka eller måske
hellere billedet fra avisen af en bjørn med sin unge, en mark med
tulipaner, hun havde klippet ud fra Brugsbladet eller det frimærke
fra Grønland med moskusokser fra kortet, Ebbe og Kuna havde
sendt til jul.
Hun vidste ikke, om hun skulle tænde for radioen, om han helN O V E M B E R 2 0 0 7 Ud & Se
Novelle.indd 49
49
16/10/07 9:40:28
Men Loch Ness-uhyret holdt
hende tilbage, hun vidste, han
ville synes, det var noget pjat,
han troede ikke på den slags.
lere ville høre nyhederne, hun ville gerne snakke. Det var det sædvanlige. Hun døjede med at få tiden til at gå, hun ville snakke, samtidig
med at de hørte radio.
Det var noget, hun havde set frem til. Hun havde glædet sig over, at
de fik den ordning i stand, så hun rigtig kunne sørge for ham. Der var
ingenting, hun hellere ville. Så ville hun smøre til ham, en fedtemad,
en sildemad, en med makrelsalat, hun prøvede sig frem, kunne ikke
beslutte sig. Hun såede karse og lagde et par radiser ved som pynt og
stoppede så endelig det hele i munden på sig selv.
Han kunne ikke lide tomater, ikke engang lugten.
Hun ville det gode, hjælpe ham færdig med grisene, om det skulle
være, hun ville feje, køre fodervognen frem for ham, hun ville stå
med vandslangen og give dem vand. Hun ville hjælpe ham ligesom
dengang, den vinter, da hun hjalp ham med at spænde hestene for,
da han havde frost i fingrene. Det var en af de hårde krigsvintre. Hun
ville spørge, hvilken en det var, enogfyrre eller toogfyrre. Da mælken i
transportspandene om morgenen, når de kom ud, var bundfrosset.
Men hun risikerede at være uheldig som dengang, de var unge, og
50
hun hang fast med sin ring i et eller andet spidst på en maskine, måske
radrenseren, og ringen skar sig ind i kødet på hendes finger, lige til benet, så han måtte have fat i en tang og klippe den over for at få hende
fri. Det ville bløde meget og han ville som dengang forbinde det med
sit lommetørklæde, en meget kluntet forbinding, han kunne næsten
ikke få fingrene til at makke ret. Fordi han havde haft frost i dem.
Han var blevet så fummelfingret af det, så sært fummelfingret, som
han sagde. Det stak i dem, bare han rørte ved noget, bare han strejfede
det, han kunne ikke engang binde en knude. Det var så galt, han ikke
engang kunne knappe sine egne bukser.
Hun ville vise ham siden med fotografiet af vintergækkerne fra
den lune plads for husenden, hun ville vise ham sommerfuglene,
hun havde klippet ud af brochuren fra Jesperhus Blomsterpark, og
receptkuverten med det gamle Roslev Apotek og fotografiet af Albert
Schweitzer fra Børnebladet, de hollandske møller fra Brugsbladet, et
foto fra avisen af Den danske Brigade i Helsingør om formiddagen den
5. maj, et glansbillede med et æble, et billede som angiveligt skulle
forestille Loch Ness-uhyret.
Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7
Novelle.indd 50
16/10/07 9:40:46
Han kunne lide at få sig en kop
the, måske en tår saftevand og et
hårdkogt æg skåret i skiver med
en æggedeler og med salt til, noget
kødpølse eller flæsk eller et stykke
medister fra aftenen før og lyst
rugbrød, endelig lyst rugbrød, og
appelsinmarmelade på franskbrød.
Men Loch Ness-uhyret holdt hende tilbage, hun vidste, han ville
synes, det var noget pjat, han troede ikke på den slags. Det havde altid
irriteret ham, at banke under bordet, ikke måtte sidde tretten til bords.
Han spillede ikke kort, det ville hun ikke foreslå, at de spillede kort.
Hun havde ønsket, at det skulle være godt, men det var ikke godt.
Hun skrællede ham et æble, skar det i både, men han brød sig ikke
om æbler. Hun ville friste ham med en kattetunge fra æsken, hun fik til
sin fødselsdag, men han havde ikke lyst, og hun kom i tanke om, hun
aldrig havde set ham spise chokolade, ikke engang et stykke konfekt
til jul. Hun sad og nippede den ene blå drue af klasen efter den anden,
skubbede fadet over til ham, vendte den side til, som var mindst nippet, om han ikke ville smage, men det troede han ikke, han ville.
Da der var jordbær, sorterede hun de fineste fra til ham, men han
rørte dem ikke.
Han var ikke vanskelig. Det ville hun ikke have, han skulle være. Det
var ikke et udtryk, hun ville bruge. Hun opererede ikke med sådan
P O L FOTO
52
noget som kræsenhed eller det at levne, hun kunne bare ikke ramme
det rigtige.
Så endelig klagede hun sin nød til min mor, til sidst, hvad han plejede
at få. Hun overgav sig og ringede og spurgte, om der var noget, han
særlig godt kunne lide, som han var glad for. Han kunne lide at få sig
en kop the, måske en tår saftevand og et hårdkogt æg skåret i skiver
med en æggedeler og med salt til, noget kødpølse eller flæsk eller et
stykke medister fra aftenen før og lyst rugbrød, endelig lyst rugbrød,
og appelsinmarmelade på franskbrød.
Det var en befrielse, det blev godt, fra da af, pludselig sidste sommer,
det blev noget, de huskede. Den tid, hvor han hver formiddag kom og
fodrede grise og var inde og få sig en kop the.
Han havde ikke tid til at sidde ret meget længere, end han lige fik
hugget i sig. Han fik tændt piben og sad så alligevel og fik vejrudsigten
med. Så så det alligevel ud til, de igen i år fik bjerget høet, efter en så
våd sankthans. e
Hans Otto Jørgensen (1954) indtager en plads i dansk litteratur, hvor
Stefan Rotvit (1975) er uddannet fra Det
der ikke er trængsel. Bondesøn og modernist. Opvokset på en gård,
Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler,
uddannet husdyrbrugstekniker og lærer, nu rektor for Forfatterskolen.
Grafisk Skole i 2006. Han arbejder med
I en snes bøger har han forfinet sin fortælleteknik. En foreløbig
tegningen, men også maleri og grafik. Rotvit
kulmination er romantrilogien ‘Helt og heltinde’, 2001, ‘Den
undersøger grænselandet mellem repræsentation
fotograferede dreng’, 2002 og ‘Med plads til hundrede køer’, 2007.
og abstraktion, det velkendte og ukendte.
En koncentreret fortælling om en slægts historie og en kunstners
Gennem selvopfundne anatomiske formgivninger
tilblivelse i et sprog, hvis præcision vokser fra bog til bog (thbr).
skildres temaer som død og forgængelighed (tz).
Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7
Novelle.indd 52
16/10/07 9:41:07
POLITIKEN
Mandag 5. nov. 2012
2 KULTUR
Kultursouschef: Jens Lenler
Kritikredaktør: Per Theil
Jourhavende i dag: Charlotte Sejer
Telefon: 33 47 17 92 – Mail: [email protected]
Redaktionschef for Kultur, Kulturkritik og Debat:
Anita Bay Bundegaard
Et Øjeblik
Siden er redigeret/layoutet af:
Søren Hansen/Per Bergsbo
Forside: Søren Hansen/Per Bergsbo
Stor pris til Jodie Foster
FILM. Den amerikanske skuespiller modtager Cecil B.
Arne Jacobsen satte
sig selv på plakaten
Demille-prisen i forbindelse med uddelingen af Golden
Globe næste år, skriver BBC. Den prestigefulde pris, en
såkaldt lifetime award får Jodie Foster for sin 40 år lange karriere i filmbranchen som skuespiller, instruktør
og filmproducer. »Jodie er en multifacetteret kvinde,
der har opnået umådelig stor succes og vil blive ved
med at gøre det«, siger præsidenten for Hollywood
Foreign Press Association som begrundelse for prisen.
Jodie Foster, der er 49 år, begyndte allerede som 3-årig i
tv-reklamer. Hun fik sit helt store gennembrud som
teenager i 1976 i Martin Scorseses ’Taxidriver’. benn
PLAKATKUNST. Vi kender det fra sydlandske
udendørsoperaer og -biografer, men herhjemme er Bellevue Teatret i Klampenborg nord for
København vist den eneste fastmurede teaterbygning, der kan rulle hele taget tilbage, så
scenekunsten udfolder sig under åben himmel.
I sommeren 1936 gik tæppet for første gang
til Bellevue Revuen, hvor Liva Weel sang de
sande ord: »Det’ vel nok en dejlig udsigt«. Arkitekten Arne Jacobsen (1902-71), der havde indviet Bellevue Strandbad allerede i 1933 og det
hvide bygningskompleks Bellavista året efter,
var så stolt af sin funktionalistiske teaterbygning, at han selv tegnede plakaten – en af de få
eksisterende plakater skabt af Æggets, Svanens, Myrens og Syverens designer.
Revyen måtte nu lukke efter et par sæsoner,
og bygningen blev biograf frem til 1980, da Jes
Kølpin genåbnede den scene, som han i år
trækker sig som leder af. Men billedet af bygningen med fødderne i vandkanten og skovens løv om skuldrene er nu gravet frem af
gemmerne som et stykke klassisk dansk plakatkunst. Og den er vel at mærke restaureret
digitalt, så den fremstår i oprindelig farvepragt – ligesom andre danske mesterplakater
fra perioden 1900-65, af tegnere som Valdemar
Andersen, Svend Brasch, Sikker Hansen, Arne
Ungermann, Storm P., Svend Henriksen og
Henry Thelander.
Dansk Plakatkunst (www.danskplakatkunst.dk) sælger genoptrykkene indrammet
og kunne forleden præsentere de 80 første for
offentligheden på Designmuseum Danmark,
der har leveret halvdelen af originalerne. Samleren Nikolaj Pors og hans makker Troels Uhrbrand Rasmussen – der også stod bag dvd-serierne ’Danskernes egen historie’ og ’Danmarks
Historie’ – håber på snart at finde flere velbevarede originalplakater, så udbuddet kan udvides, også med plakatkunst fra nyere tid. sv
186
millioner kroner håber
byrådet i East London at få i
den slunkne kommunekasse ved at sælge Henry
Moores skulptur ’Draped
Seated Woman’
Krigsklassiker på dansk
BØGER. Et hul i den ellers så righoldige krigslitteratur
bliver lukket 7. november, når den svenske journalist
og digter Stig Dagermans bog ’Efterår i Tyskland’ bliver
udgivet på dansk for første gang. Som 23-årig rejste Dagerman i efteråret 1946 rundt i det krigshærgede Tyskland og rapporterede hjem til avisen Expressens læsere.
Bogen udkom på svensk i 1947 og er blevet en klassiker
inden for reportagen. Den danske udgave af Dagermans bog kommer hos forlaget People’s Press. Bogen er
oversat til en lang række sprog, men det nåede Dagerman aldrig selv at opleve. Han begik selvmord i 1954. CA
politiken.dk i dag
Ibyen: Tivoli
løfter sløret
for en stor
hemmelighed
Bliv opdateret
på politiken.dk
Illustration: Dansk Plakatkunst
Jablirnødteåtategænmæle
SPROG
JØRN LUND
At man burde kunne stave,
som man nu har lyst til, er
et egoistisk synspunkt,
som vil ramme læserne.
N
år vi taler med andre, fortæller vi
uvægerlig mere, end vi selv har
tænkt. Vores udtale siger en del
om vores alder og regionale baggrund,
vores stemme og tonegang røber, om vi
er veloplagte eller pressede, om vi er troværdige eller måske ikke helt til at stole
på. Vi har os selv med i talesproget, ikke
kun det indhold, vi vil videregive.
Professor Higgins i ’My fair Lady’ udtrykker det således: »An Englishman’s
way of speaking absolutely classifies him.
The moment he opens his mouth, he makes some other Englishman despise
him«.
Danmark er ikke et klassesamfund i
samme forstand som det engelske for 100
år siden, men også med dansk som talesprog påkalder vi os andres opmærksomhed på en måde, vi ikke har ønsket. Hvis
man siger ’Kraftens Bekæmpelse’ i stedet
for ’Kræftens Bekæmpelse’, og udtaler vi
meget ’maret’, distraherer det f.eks. mange klassisk rigsmålstalende.
Vælger vi i stedet at betjene os af det
standardiserede skriftsprog, går den læsende direkte til indholdet uden at hæfte
sig ved formen, vel at mærke hvis man behersker den. Hvis man bryder den og skriver f.eks. ’nuddelørda’ i stedet for ’nu er
det lørdag’, hæmmes modtageren i sin
læsning. Hvis man læser en avisartikel
om et udenrigspolitisk emne, er det me-
get praktisk, at man ikke hæfter sig ved
journalistens individuelle staveform,
men går direkte til artiklens indhold.
Skriftsproget er et andet mødested for
mennesker end talesproget. Talesproget
er ikke forkert skriftsprog, og skriftsproget er ikke forkert talesprog. Et officielt eller uofficielt normeret skriftsprog er en
praktisk foranstaltning, som er selvfølgelig i alle de lande, vi sammenligner os
med. Det betyder ikke, at normen skal være så fast, at den ikke tillader nogen form
for variation. I dette spændingsfelt befinder den nye retskrivningsordbog sig.
Mange mennesker ønsker overhovedet
ikke ændringer i retskrivningen og møder alle nye forslag med skepsis. Men alene det, at der løbende kommer så mange
nye ord ind i sproget, gør det rimeligt
med jævne mellemrum at udsende en ny
retskrivningsordbog. Ord kan også blive
så sjældne, at de kun undtagelsesvis skal
staves, og hvorfor så bevare dem i Retskrivningsordbogen? Ved en revision kan
man samtidig se, om nogle af de varianter, der var tilladte i den gamle (f.eks. ma-
jonæse), har tabt terræn, og om der i øvrigt er sket sådanne ændringer i professionelle sprogbrugeres retskrivning, at
nye varianter skal lyses i kuld og køn
(gymnasie).
I POLITIKEN kunne man forleden læse
nogle radikale synspunkter fra Frans Gregersen og Jens Normann Jørgensen. Sidstnævnte ønsker ganske enkelt den standardiserede retskrivningsnorm hen,
hvor peberet gror. Antallet af dobbeltformer burde milliondobles, siger han. Det
er ikke noget nyt synspunkt, at man burde kunne stave ordene, som man nu synes, men det bliver det ikke rigtigere af.
Det er et regulært afsender-egoistisk synspunkt, for den, der skal slås med at læse
ordene i et utal af forskellige stavevarianter, kommer på en hård opgave, for det tager tid at identificere ordet. Der er flere
læsende end skrivende, og hensynet til de
sidste må ikke tilsidesættes til fordel for
de første.
I skolen prøver man at lære eleverne at
danne sig nogenlunde faste ordbilleder,
hvad der er en forudsætning for, at
de kan blive gode
læsere. Hvis ordeDer er flere
ne fremtræder på
læsende end
et utal af forskelliskrivende, og
ge måder, bliver
hensynet til de opgaven endnu
sidste må ikke
større, end den er i
dag, og vi kan godt
tilsidesættes
rykke tre felter tiltil fordel for
bage og gå direkte
de første
til bunden af Pisarangordningen.
For de 20-25 procent svage læsere ville en
’skriv-som-du-vil’ bekendtgørelse være
skæbnesvanger, blandt andet fordi dansk
talesprog udvikler sig meget hurtigt og
viser stor variation.
Nogle skoleelever vægrer sig ved at læse tekster fra før 1948, fordi navneordene
er skrevet med store bogstaver. Hvis man
helt opgiver normeret retskrivning, bliver alle tekster fra før en eventuel ny retskrivningsrevolution fuldstændig fremmede for nye generationer. Og hvordan
skal man søge på nettet og i alfabetiserede kataloger, hvis der er frit slag for enhver stavevariant?
Frans Gregersen plæderer for en tilbundsgående systemrevision af retskrivningen og har tidligere foreslået nedsat
en retskrivningskommission. Man kunne
da også uden tvivl finde frem til en mere
rationel retskrivning end den nuværende. Men jeg tror, man kan spare sig dette
arbejde, for en radikal ændring af dansk
retskrivning kan der næppe skabes flertal
for, hverken i befolkningen eller hos politikerne, blandt fordi en sådan let kan koste samfundet lige så meget som en Storebæltsbro. Det forsøgte Dansk Sprognævns daværende formand Erik Hansen
og jeg at vise i en kronik i Politiken, da retskrivningsordbogens 1986-udgave udkom, og der kom forslag om en mere fonetisk stavning. Hver ny retskrivningsordbog sætter en debat i gang og stimulerer derved interessen for sproget. Det er
måske lige så væsentligt som at afskaffe
’majonæse’ og indføre ’evangelie’.
[email protected]
4. OKTOBER - 11. NOVEMBER /Hippodromen
BANG OG
BETTY
En fortælling om køn, kærlighed og København
BI LL E T TE R 3 3 1 2 1 8 4 5 | W W W.BI LL E TBI LL E T. DK