August 2012 Refugees Welcome / Komiteen Flygtninge under Jorden – vi har 26 års erfaring med juridisk bistand og støtte til flygtninge i Danmark NOTAT vedr. Rapport om asylansøgeres mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet og bo uden for asylcentrene 1. Indledning 2. Adgang til arbejdsmarked og udflytning 3. Motivationsfremmende foranstaltninger 4. Økonomiske og administrative konsekvenser 5. Anbefalinger for asylsøgende børn 1. INDLEDNING Fra regeringsgrundlaget: ”Asylansøgere skal have mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene. På den måde bygges afviste asylansøgere op som mennesker og får flere kompetencer. Således vil de have lettere ved at integrere sig i Danmark, hvis de får asyl, eller bedre forudsætninger for at starte et nyt liv, når de vender hjem.” – Det er fuldstændig korrekt, og netop derfor burde det gælde for alle og ikke være afhængigt af, om de skriver under på at samarbejde omkring udrejsen. Regeringen anerkender jo netop, at det vil være nemmere for de afviste at vende hjem, hvis de er i en bedre forfatning. Planen lægger derimod i praksis op til, at en gruppe afviste fortsat skal sygne hen i udrejsecentre. Vores holdning er, at asylansøgere i meget højere grad er i stand til, og vil have gavn af, at klare sig selv, frem for at være sat helt udenfor indflydelse på deres eget liv i et lukket og passivt centersystem. Vi er også overbevist om, at man vil kunne spare penge på at gøre dem mere selvhjulpne, og at flere vil vælge at vende hjem frivilligt, hvis de beholder deres kompetencer, og bliver motiveret positivt frem for negativt. Perioden som asylansøger bør tænkes som den første del af integrationsforløbet for de p.t. 40%, der får lov at blive, og som opbyggelse af kompetencer til dem, der skal tilbage. Ved udflytning fra centrene opstår dog en ny risiko for isolation, og problemer med at få hjælp og rådgivning. Derfor opfordrer vi til i højere grad at inddrage kommuner og lokale aktører, og ikke mindst sætte gode rammer op for det frivillige arbejde. 1 Vi ville foretrække en model som den svenske, hvor man kun har modtagecentre, og hvor de forskellige opgaver er lagt ud til kommunerne, ligesom når man får asyl. Vores væsentligste anke er dog, at regeringen med åben pande fortsat vil skade børn ved at lade dem tilbringe år i asylcentre, hvis deres forældre ikke medvirker til udrejse. Dette er i voldsom modstrid med regeringens øvrige fokus på barnets tarv. Det er dokumenteret udenfor enhver tvivl, at børn tager skade af at bo i asylcentre, og det kan ikke være rimeligt, at børnene direkte skal undgælde for deres forældres handlinger. Den danske rapport indeholder dog også mange gode elementer, som vi også kommenterer i det følgende. 2. ADGANG TIL ARBEJDSMARKEDET OG UDFLYTNING Afgrænsning af målgruppen: Af praktiske hensyn tilslutter vi os, at tilbuddet om udflytning og arbejde ikke gives til ansøgere i fase 1, Åbenbart Grundløs og Åbenbart Grundløs Haste-‐procedure. Vi ser dog ingen grund til at udelukke sårbare grupper, personer på tålt ophold og uledsagede mindreårige. Disse ville også have glæde af et mere normaliseret liv, dog med bedre adgang til støtte. Medvirken til udrejse: Som asylansøger er man i forvejen forpligtet til at medvirke til at fastlægge sin identitet – det er en forudsætning for en korrekt afgørelse i asylsagen. Dette bør således allerede være på plads inden et eventuelt afslag – man bør ikke vente med at fastlægge identiteten til efter asylbehandlingen. Derimod mener vi, at kravet om at skrive under på at rejse hjem ”frivilligt” er urimeligt, eftersom de fleste nærer en seriøs frygt for at vende tilbage, uanset hvad de danske myndigheder vurderer. Vi er enige i, at når man er afvist, bør man i princippet rejse tilbage. Dette forudsætter dog, at der virkelig ikke hersker tvivl om sikkerheden i hjemlandet. I mange afgørelser gennem tiden har Flygtningenævnet givet afslag på asyl til personer, som efter UNHCRs mening bør tildeles en form for beskyttelse, og hvor man direkte advarer mod at sende afviste tilbage til området. Denne konflikt opstår, fordi Flygtningenævnet i modsætning til UNHCR kræver, at der er tale om individuel og konkret forfølgelse. Der kan dog meget vel herske forhold, som vil sætte mange afviste i en reel nødsituation ved tilbagevenden. Nogle af disse personer ville muligvis alligevel rejse frivilligt, hvis de fik et reelt tilbud om støtte ved tilbagevenden, sådan som vi beskriver under overskriften ”Motivationsfremmende foranstaltninger”. Og uanset om folk bor i centrene eller udenfor, vil langt de fleste kunne tvangshjemsendes uden underskrift, som det også sker i Sverige. Derfor er der ingen grund til at bruge centrene som et bevidst nedbrydende pressionsmiddel. Som nævnt i indledningen mener vi, at børnefamilier skal være undtaget fra kravene om medvirken. Hvis ikke, er det børnene, der kommer til at betale den største pris for noget, de ikke selv har indflydelse på. Tilbudet om udflytning fra centrene vedtaget under VKO forholdt sig således også kun til opholdstiden (18 mdr) efter afslag, og der blev ikke stillet krav om at forældrene medvirkede. Rent praktisk vil det også blot betyde flere flytninger og udgifter samt en dårligere barndom, hvis man indfører krav om samarbejde, men alligevel fastholder det vedtagne tilbud om udflytning. 2 Indkvartering: Det er vigtigt at det bliver nemmere at få adgang til dette tilbud, og at man også får lov at bo hos venner, kæreste og fjerne slægtninge. Der kan indføres krav om bolig af en vis størrelse, men kravene må ikke være alt for begrænsende. Vi mener også, det bør være muligt selv at finde en bolig, fx et lejet værelse, og få dækket udgiften, hvis den ikke er urimelig. Dette bør ikke begrænses til selvforsørgende ansøgere, men også være en mulighed for studerende og ansøgere med en supplerende indtægt. Så vidt muligt bør man kunne blive i samme kommune eller område, hvis man får opholdstilladelse, således at man kan fortsætte sin integration, og ikke skal starte forfra. Sverige: Bemærk at Migrationsverket kun indlogerer folk i små og mellemstore byer eftersom mange af dem, der selv finder bolig/bor hos venner eller familie, ender i de store byer. På den måde sker der en fordeling. Enlige deler bolig med andre enlige. 60% er indlogeret via MV, 40% bor privat (uden tilskud til husleje, hvilket vi dog ville anbefale). Hævekort udleveres (i Danmark uddeles kontanter på centret). Boliger for ansøgere med omsorgsbehov: De mest sårbare asylansøgere har brug for en bolig med tilknyttet personale – ikke nødvendigvis i form af asylcentre, det kunne også være som beskyttede boliger, fx rækkehuse. Center Kongelunden er ikke velfungerende, hvor for mange bor uden eget køkken, med for megen larm og uro mellem værelserne, og med en alt for isoleret beliggenhed samt støjgener fra flytrafikken. I øjeblikket er der kun omsorgspladser + kvindecenterpladser til 4% af asylansøgerne. Dette er langtfra tilstrækkeligt til at dække behovet, da der er lange ventelister. Desuden er selve beliggenheden af to centre et problem for de mange sårbare og traumatiserede mennesker, som bor i dem: Center Kongelunden, pga. de voldsomme støjgener fra flytrafikken lige hen over centret, og for Center Sandholm pga. det militære øvelsesterræn, som omgiver centret. Arbejde: Rapporten anslår at ca. 1% vil være i stand til at finde et arbejde, hvilket også er tilfældet i Sverige. Vi er enige i, at meget få vil være i stand til at finde et fuldtidsjob under normale betingelser. Mange vil dog kunne finde løsarbejde og deltidsarbejde, hvor de kan supplere deres indtægt i perioder. Modregningen i ydelser bør derfor være fleksibel og enkel. Der bør også fokuseres mere på jobtræning og praktik, udover de mere regulære uddannelser. Mange kommer med en faglig baggrund, men har brug for tilpasning og erfaring med de danske arbejdsforhold. Her kunne lokale Trampolinhuse også være en indgang til kontakt med arbejdsmarkedet, og bl.a. generere indtægter til den enkelte via socialøkonomisk virksomhed (mere om dette nedenfor). Sundhedsydelser: Vi anbefaler, at asylansøgere får almindelig adgang til sundhedsydelser i kommunen frem for via asylcentret. Ansøgerne oplever en klientgørelse og en forskelsbehandling, når de ikke selv 3 kan henvende sig til en læge. Desuden ser vi en risiko for at normalitetsbegrebet påvirkes hos de sundhedsarbejdere, som kun møder asylansøgere. Som et eksempel blev 21 irakiske asylbørn i 2009 undersøgt af 6 udefrakommende børnepsykiatere, og her fandt man at samtlige børn, bortset fra en baby, havde omfattende psykiske forstyrrelser – men kun to af børnene havde modtaget behandling. Sverige: Kommunerne har det fulde ansvar for børnenes skolegang og alle asylansøgeres sundhed (ikke Migrationsverket). Dette anbefaler vi også at indføre i Danmark. Fast kontaktperson: Vi anbefaler, at én person bliver tilknyttet hver person/familie. Det kunne være en Røde Kors-‐ ansat eller en kommunalt ansat, og denne kontaktperson skulle have ansvar for at holde løbende kontakt med ansøgeren, og holdes informeret om sagens forløb. I praksis har det allerede været sådan for de familier, der er flyttet i egen bolig. Trampolinhuse (forslaget indgår som bilag til udvalgets anbefalinger): Vi støtter ideen om at oprette et antal lokale Trampolinhuse, som opbygger selvtillid, kompetencer og sociale netværk blandt brugerne. Det er en praktisk form for demokrati, integration og kulturmøde, som kunne fungere som bindeled mellem mange aktører i lokalområdet. Det første af slagsen i København har vist, at man kan møde asylansøgere på en ny måde og opnå flotte resultater. Grundtanken om ligeværd, personligt ansvar og brugerstyring er et direkte modspil til den passive klientgørelse i asylcentrene. Man kunne derfor med fordel flytte en del af de penge, der bruges til frivillige aktiviteter via Røde Kors over til lokale Trampolinhuse. Se mere på www.trampolinehouse.dk 3.7. Greencard: Der lægges op til at man kan søge opholdstilladelse efter Greencard-‐ordning så længe, at asylsagen er under behandling. Forslag: udvide adgangen, også for afviste, til at søge opholdstilladelse på ethvert grundlag, også familiesammenføring, medmindre man er i Åbenbart Grundløs-‐procedure. Dette vil ”opfange” dem, der har gode erhvervsevner eller familie/ægtefælle her i landet. Man vil ikke kunne udnytte det bevidst, eftersom man lige så godt kunne søge fra hjemlandet, hvis man ikke havde et asylmotiv. Når man kan søge om humanitært ophold efter et afslag, bør man også kunne søge ophold på andet grundlag. 3. MOTIVATIONSFREMMENDE FORANSTALTNINGER Der er generel enighed om, at det bevidste pres på de afviste har en meget begrænset effekt på udrejsen. Selv dengang, hvor folk boede en hel familie i ét rum, og fik en papkasse med madvarer hver 14. dag, rejste meget få frivilligt hjem. En del afviste vælger oven i købet at leve under jorden i Danmark, hvor deres livsvilkår er endnu dårligere end i asylsystemet. Til gengæld har presset en tydelig effekt på de afvistes helbred – det er meget klart faktorer, som er med til at nedbryde dem psykisk og fysisk. 4 Den nye plan om at ”målrette” de motivationsfremmende foranstaltninger er en erkendelse af, at det er omsonst for visse personer, men vi ser ingen grund til at opretholde dem overhovedet. Jo mindre flygtninge nedbrydes, jo mere vil de være tilbøjelige til selv at vende hjem. Blandt bosniske flygtninge i Norge vendte flere frivilligt hjem i en gruppe, der fik asyl med det samme, end i den gruppe, der måtte vente på ophold i asylcentrene. Det samme gjorde sig gældende for de irakiske tolke, som fik ophold straks efter ankomsten til Danmark – en stor del af dem valgte selv at rejse hjem. fordi de havde svært ved at falde til. De motivationsfremmende foranstaltninger bør afskaffes helt, da de samlet set har en negativ effekt. Efter et stykke tid med stress og nedbrydning er folk slet ikke i stand til at rejse hjem, da de slet ikke kan overskue det. Tværtimod bør man bruge ordet i dets egentlige betydning: motivere folk positivt til at rejse hjem gennem seriøse repatrieringstilbud. Når man vil opretholde foranstaltningerne alligevel, bør alternativer i det mindste overvejes – fx kunne en daglig meldepligt erstatte frihedsberøvelse, og et fast telefonopkald kunne erstatte almindelig, ugentlig meldepligt. Rådgivning om hjemrejse: Det nuværende beløb på 3.800 kr. i støtte til tilbagevenden er ikke tilnærmelsesvis tilstrækkeligt. Mange har betalt 30.-‐90.000 kr. til agenter for at komme herop, solgt alt hvad de ejede, og rejst under livsfarlige forhold i månedsvis. Der bør afsættes tilstrækkelige beløb til at give den afviste et reelt tilbud, som kunne sikre en ny start. Vi kender fire udgaver af hjælp til repatriering: 1) Hvis man har opholdstilladelse kan man få ca. 100.000 kr., hvis man vil rejse tilbage til hjemlandet for bestandigt. Denne ordning appellerer til en del ældre indvandrere og flygtninge fra bl.a. Tyrkiet og Balkan. Dansk Flygtningehjælp tager sig af rådgivningen i denne forbindelse, og har bl.a. gode erfaringer med at arrangere besøgsrejser til hjemlandene. Dette åbner op for en situation hvor personen selv på en uforpligtende måde, kan vurdere om denne ønsker at vende tilbage. 2) Afviste irakere og afghanere fik i perioder tilbud om beløb på 18.000 pr. voksen, og irakerne fik derudover et tilbud om at færdiggøre en uddannelse indenfor et halvt år. Gennem årene har det dog kun været mellem 5% og 20%, der har taget imod tilbuddet. 3) Dansk Flygtningehjælp fik finansiering til et projekt i Kosova, hvor afviste kunne få hjælp til etablering af bolig og job fra et kontor, som DFH drev i Kosova. Beløbene var for små, men trygheden og kontakten var positiv for dem, der lod sig overtale. 4) Center mod Menneskehandel tilbyder handlede kvinder, via kontrakt med IOM, et beløb på 14.000 kr., men så vidt vides, beholder IOM selv et endnu større beløb for at påtage sig opgaven. Enkelte har fået ekstra støtte fra organisationen HopeNow i form af en kontaktperson, som følger med på rejsen, og et privat indsamlet beløb til supplement. 5 Nogle lande har også etableret jobtræning og undervisning for at hjælpe kvinderne til selvforsørgelse. Erfaringerne har ikke været særlig gode, og meget få kvinder har taget imod tilbuddene. Forslag: Samler man erfaringerne fra alle disse projekter, samt de anbefalinger, som Dansk Flygtningehjælp kommer med i bilag 3, ser man, at pengene aldrig vil kunne stå alene, da mange mennesker frygter en tilbagevenden. Nogle gange er denne frygt berettiget, da der er flere eksempler på afviste, som straks bliver fængslet ved ankomst i lufthavnen i hjemlandet, eller som må gå under jorden. Andre oplever dog, at den hjemsendelse, som de var panisk angste for, faktisk gik fint – og det var en lettelse at komme hjem. En ordning, hvor man kunne tage af sted med en gruppe, ledsaget af personale, og modtagelse i et sikkert område, kunne måske overtale flere. Man må selvsagt kunne garantere disse personers sikkerhed ved en eventuel hjemsendelse. Forslag: Vi anbefaler, at man frem for IOM (som ikke har et godt ry blandt flygtninge, og ofte blot er et fordyrende mellemled) indleder samarbejde med de NGOer, som allerede arbejder i de pågældende lande. Hvis man kunne overlade opgaven til en dansk NGO i samarbejde med en NGO i hjemlandet, ville det være optimalt. En udgift på 50-‐100.000 kr. til transport, etablering af bolig og job og dækning af leveomkostninger de første måneder, ville hurtigt kunne tjene sig hjem sammenlignet med udgifterne i Danmark, og vi mener ikke det i sig selv ville tiltrække nye asylansøgere. I modsætning til den herskende opfattelse inden for en politisk, såvel som samfundsmæssig diskurs, har de fleste asylansøgere allerede betalt store beløb for at komme til landet, og er sjældent flygtet pga. fattigdom. Denne model vil dog være svær at anvende i de lande, hvor den generelle sikkerhedssituation er så dårlig, at NGO-‐arbejdet vil være for farligt, fx i Irak. Sverige: Afviste fra udsatte lande, som rejser frivilligt, kan modtage 30.000 SEK pr. voksen (max 75.000 pr. familie) til repatriering. Efter vores mening er det ikke tilstrækkeligt at tilbyde penge alene, men beløbet er dog væsentligt højere end de 3.800 kr. i Danmark. 4. ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER Vi anbefaler som det første, at man gør en større indsats for at nedbringe sagsbehandlingstiden, som i gennemsnit stadig er alt for lang (alene 200 dage i Flygtningenævnet) og i visse sager helt urimelig (vi har eksempler på over 2 år). Man må se udgiften ved at ansætte flere medarbejdere i forhold til udgiften ved indkvartering, og at udgifter til sundhed stiger med opholdstiden. Det oplyses i rapporten, at en beboer på et center koster fra 211.000 kr. op til 508.000 kr. om året for de mindreårige uledsagede, og at de boliger, som er blevet lejet via Røde Kors udenfor centrene i gennemsnit koster 300.000 kr. årligt inklusiv diverse driftsudgifter. Den samlede, gennemsnitlige udgift til sundhedsydelser er 21.500 kr. 6 Disse beløb forekommer meget høje, når man sammenholder med de beløb, som asylansøgerne selv får udbetalt (enlige: 2.400 kr. pr. md i fase 2 og 1.540 kr. i fase 3). Ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra 2009 er disse beløb ikke engang tilstrækkelige til at få en sund og varieret kost. Vores argument er, at der vil kunne spares mange penge ved at overlade det til asylansøgerne selv eller kommunerne at finde en bolig, som de så kan få betalt huslejen til. Ydermere er selve driften af centrene en unødig, høj udgift, som kunne spares ved at lægge opgaven ud til egnede kommuner. Inden for det eksisterende centersystem hersker en total klientgørelse og umyndiggørelse af asylansøgerne. Ved at overlade flere af de praktiske opgaver til ansøgerne selv kunne man både spare penge og vedligeholde deres selvværd og kompetencer. En høj – og stærkt stigende – post på asylbudgettet er medicin, psykiatri og social støtte. Blandt de 16 familier, der flyttede ud i 2010, faldt medicinforbruget. Hele udgiften til sundhedsområdet vil sandsynligvis falde, hvis man nedlægger Røde Kors’ sundhedscentre og gør brug af det etablerede sundhedssystem, som i Sverige. Til sammenligning for tallene i rapporten har vi et eksempel, hvor Allerød Kommune har beregnet den samlede udgift til tre nyankomne, enlige kvoteflygtninge – fratrukket statens refusion på 50% af visse udgifter (se *). Tallene er fra januar 2011, og beregnet på introduktionsydelse. Selv hvis man lægger statens refusion oveni, er der langt op til prisen for en plads i et asylcenter, eller en satellitbolig i tilknytning til et Røde Kors-‐center. Eksempel: Anslået nettoudgift ved 3 ekstra kvoteflygtninge – opgørelsen er i høj grad baseret på skøn. Jobcenter 17.400 kr. Udgifter til forsørgelse 114.318 kr.* Enkeltydelser (første år) 30.000 kr.* Boligsikring 27.000 kr. Total 188.718 kr. http://www.alleroed.dk/Det_politiske_liv/Politiske_udvalg/Sundheds_og_Velfaerdsudvalget/~/media/AcadreI mport/SUND69/2011-03-01/576340.PDF.ashx Vi stiller os undrende over for udgiften på 25-‐30 mio. alene til ”målrettet indkvartering”. At man deler centrene mere klart op mellem modtage-‐ og udrejsecentre betyder vel ikke nødvendigvis nogen udgift. Men hvis man, imod vores anbefalinger, fastholder at en vis gruppe skal bo i årevis i udrejsecentre, må der nødvendigvis bruges penge på at indrette flere private køkkener og toiletter. 5. ANBEFALINGER FOR ASYLSØGENDE BØRN (se også resumé fra konferencen ”Asylbørn i Danmark – vores ansvar” -‐ http://flygtningeunderjorden.dk/bcknd/wp-‐content/uploads/Konference_Asylboern_Resume.pdf) 7 Ingen børn bør opholde sig længere end 6 mdr. i asylcentre, uanset om deres forældre medvirker eller ej. Selve opholdet i asylcentre skader børn. De oplever jævnligt sammenstød mellem de voksne beboere, ser at alle de andre børn også er angste og utrygge, og de fleste oplever traumatiserende ting som familier, der bliver hentet af politiet, og kammerater som pludselig er væk (udsendt, flyttet eller har fået ophold). Et ophold på 6 mdr. i et modtagecenter kunne dog være positivt, hvis der blev etableret en effektiv undersøgelse af familiens tilstand og behov, som fulgte med ud i den modtagende kommune, samt effektiv rådgivning og information i forhold til asylansøgningen. Det er vigtigt at ingen børn sakker bagud socialt eller fagligt, eller lider skade under opholdet – og det gælder både for børn, der får opholdstilladelse og skal integreres i det danske samfund, men også for børn, der skal sendes hjem, eller som på et tidspunkt rejser frivilligt hjem. Social inklusion i det lokale miljø er vigtigt: Herunder skole/institution og naboer, samt fast kontaktperson fra myndighederne og meget gerne etablering af frivilliggrupper til besøg, lektiehjælp o.l. Her kunne oprettelse af flere Trampolinhuse også være en gevinst. Skolegang bør være i lokale folkeskoler: Dette giver samme læringsniveau og samme kontaktflade, som danske børn får – her kræves medfølgende ressourcer til støtte, således at den enkelte skole ikke ser det som en belastning. Det er essentielt, at skolen har erfaringer og kompetencer indenfor dansk som andetsprog – modersmålsundervisning er særligt vigtigt for asylsøgende børn Adgang til praktiserende læge, sundhedsplejerske, skoletandlæge osv. lokalt og ikke via asylcentret: Hermed anvendes allerede eksisterende funktioner, og man sikrer, at et korrekt normalitetsbegreb opretholdes (hvorimod erfaringen er at for få børn kommer i behandling, når de bor i asylcentre, jf. de tidligere nævnte 22 undersøgte irakiske børn) Mulighed for at blive boende i kommunen, hvis man får ophold: Vi har oplevet, at familier som blev tilbudt bolig udenfor centret måtte flytte langt væk, hvis de fik ophold. Dette er helt utroligt uhensigtsmæssigt, navnlig af hensyn til børn i institution, skole og ungdomsuddannelse og for alle aldre med henblik på integration. Fokus på uledsagede mindreårige (UMI): Det er stærkt kritisabelt, at embedsmandsrapporten slet ikke omtaler denne gruppe, som i øjeblikket lever i meget isolerede centre i årevis. Der bruges ganske mange penge på denne gruppe, men de unge er selv meget utilfredse med livet i centrene, og ville foretrække mindre bofællesskaber i byområder. Vi henviser til de anbefalinger, som DFUNK nåede frem til under deres projekt med denne gruppe tidligere i år. Læs dem her: http://www.dfunk.dk/fileadmin/dfunk/pdf/Brochure_3.pdf Kontakt: Michala C. Bendixen, mobil 50200069, e-‐mail [email protected] 8