1. No category

iskerifore
gF
n
r
o
19
13
-
1 0 0 år
01
3
g
in
Vib
Viborg søerne, lystfiskerne og fiskene
-2
Indhold
Viborg-søerne, lystfiskerne og fiskene
o
19
13
-
1 0 0 år
01
3
g
in
Vib
2. udgave, revideret og udgivet i anledning af Viborg Fiskeriforenings
100 års jubilæum 2013
© Viborg Fiskeriforening 2013
Tekst: Jørn Kristensen
Illustrationer: Lokalhistorisk Arkiv, Viborg, Lars Guldager, mv
Grafisk tilrettlæggelse: Inger Larsen Ørbæk
Trykt hos C C Tryk, Viborg
Omslag trykt hos Vingaards Officin, Viborg
Bogbinderarbejdet hos Vingaards Officin, Viborg
Udgivet med støtte fra Viborg Kommune og Nordea Fonden
Fiskerifore
n
rg
-2
Forord ���������������������������������������������������������������� 7
Viborg søerne������������������������������������������������ 8
Erhvervsfiskeriet på Viborg søerne 17
Stor eksport fra Viborg søerne ���������� 23
Fiskekonkurrencer ������������������������������������� 25
Isfiskeri�������������������������������������������������������������� 29
Ål på is �������������������������������������������������������������� 32
Et godt „kobbel“ ����������������������������������������� 34
Ulovligt fiskeri����������������������������������������������� 39
Udsætning af fisk���������������������������������������� 40
Forurening og rensningsanlæg���������� 46
Biologiske undersøgelser ���������������������� 49
Søernes fisk���������������������������������������������������� 54
Fremtiden�������������������������������������������������������� 70
Forord
© Gengivet med tilladelse af Storm P. Museet
Viborg Fiskeriforening blev stiftet i
1913 og hører dermed til blandt landets ældste lystfiskeriforeninger. Set
i forhold til Viborg-søernes mere end
10.000 årige historie fylder Fiskeriforeningens 100 år selvfølgelig ikke meget, men det er alligevel en periode,
hvor der er sket utrolig meget med
både søerne og deres omgivelser.
Byen og dens indbyggertal begyndte omkring 1900 at vokse ganske betydeligt. Det kom desværre til at sætte et
negativt præg på søernes vandkvalitet.
Flere og større industrivirksomheder
og øget befolkningstal gav uvilkårlig
større mængde spildevand, som urenset blev ledt ud i søerne.
Allerede i 1913 var der fornuftige
og fremsynede borgere, som gjorde
bystyret opmærksom på, at søerne
ikke forsat kunne tåle udledningen af
urenset spildevand fra byen. Selv om
flere af dem var meget prominente og
fremtrædende borgere i byen, måtte
de erkende, at som enkeltpersoner
kunne de ikke få gennemført noget.
7
Da et udenbys konsortium samtidig
gjorde forsøg på at overtage fiskeretten i søerne, stod det pludselig helt
klart - der måtte dannes en lokal fiskeriforening.
Det gjorde man så på en stiftende
generalforsamling den 13. december
1913, og det lykkedes da også at bevare fiskeretten på lokale hænder, men
der kom desværre til at gå næsten 60
år, inden der for alvor blev grebet ind
mod byens forurening af søerne.
Viborg Fiskeriforenings gamle arkiv
er heldigvis blevet gemt og med udgangspunkt heri, vil jeg prøve at samle
op på lidt af det, der gennem årene er
sket. Med den viden, vi har i dag, er
det tydeligt, at meget af det der gennem tiden er blevet lavet for at nedbringe forureningen af søerne, har
været temmelig nytteløst. Men lige
så klart er det, at det alt sammen blev
gjort i den bedste mening, ud fra den
viden og indsigt man havde. Dengang
var det meget svært for biologer og
andre med indsigt i naturens samspil,
at overbevise politikere og teknokrater
om, at der skulle gøres noget ved både
den synlige og den usynlige forurening.
Viborg søerne
Nuværende Nørresø og Søndersø var
oprindelig én sø. Da man i 1855 byggede en dæmning- der hvor den nuværende Randersvej ligger, blev „Viborg
sø“ til to søer, kun forbundet af et smalt
gennemløb helt inde i den inderste
krog af det, vi kender som Salonsøen.
Søerne har altid været og er stadig
et stort aktiv for Viborg by og dens ind-
byggere, både i økonomisk og i rekreativ henseende.
Så langt tilbage som i slutningen
af 1500-tallet, nævnes søernes store fiskerigdomme, og i en periode i
1800-tallet har tre lokale fiskere helt eller delvis kunnet leve af fiskeri i søerne,
endda kun i den del der tilhørte byen,
dvs. den vestligste del til midtstrøms i
søen. I den østlige del tilhørte fiskeretten ejeren af Asmild Kloster, som havde jorden på hele østsiden af søerne.
Han havde også sin egen fisker ansat,
og af gamle papirer fremgår det, at
der jævnligt var konflikter mellem byens fiskere og Asmild Klosters fiskere,
fordi den ene part mente, at den anden havde fisket ind over deres del af
søen. Der skrives ligefrem om slagsmål
mellem de to parter med brug af årer
som våben, når de mødte hinanden på
søerne.
Godt nok stillede man dengang ikke
helt de samme krav til tilværelsen og
de materielle goder, som vi gør i dag,
men når både kommunen og de private
bredejere havde ansat fiskere, siger det
dog alligevel noget om søernes tilstand
generelt og fiskebestanden specielt.
Søndersø 1920
8
I betragtning af søernes store betydning for byen og dens indbyggere virker det derfor helt uforståeligt, at man
lod det komme så vidt, at man på ubetænksom vis forurenede søerne så meget, at man på et tidspunkt var ved at
kvæle alt liv i dem- specielt i Søndersø.
Advarsler nok
Man kan selvfølgelig kun beklage, at
det skulle gå helt galt, inden nogen
greb ind, for advarsler havde det bestemt ikke skortet på. Gennem årene
var der kommet mange tilkendegivelser om, hvad der var ved at ske i søerne, både fra byens egne borgere, fra
fiskerisagkyndige biologer, ingeniører
og mange andre.
Kort 1878 - Viborg søerne
9
Tænk, hvad både søerne og byens
borgere kunne have været forskånet
for, og tænk, hvor mange genvordigheder og penge, der kunne have
været sparet, hvis byens folkevalgte
havde lyttet og handlet i tide.
Mange års udledninger - først af
helt urenset og senere dårligt renset spildevand - har selvfølgelig sat
sine spor på bunden af Søndersø, da
det jo først og fremmest er den, der
har modtaget spildevandet med dets
indhold af bl.a. tungmetaller, såsom
kviksølv og lignende fra hospitalerne
og byens mange industrivirksomheder.
Nørresø har dog også gennem tiden
fået sin part, men det har mest været
som store mængder næringsstoffer i
form af fosfor og kvælstof, blandt andet tilført gennem Nørremølle Å, men
også fra direkte udledninger af store
mængder vand fra veje og lignende.
Det har bl.a. betydet kraftig algevækst
med deraf følgende uklart vand og
dårlige iltforhold på de dybere dele
af søen.
Viborg Fiskeriforening
I begyndelsen af 1900-tallet, begyndte byen for alvor at blive kloakeret
og flere og flere boliger fik installeret
vandskyllede toiletter, og samtidig begyndte forureningen af Viborg søerne
at blive mere synlig, og for nogen stod
det klart, at der måtte gøres noget.
Det var dog ikke søernes visuelle
forurening, der blev den direkte årsag til, at Viborg Fiskeriforening i
1913 blev stiftet. Det gjorde derimod
et udenbys konsortiums forsøg på at
fratage byens borgere en del af deres
ældgamle og velerhvervede rettigheder til at drive fiskeri i søerne. Mange
drev dengang både lystfiskeri om sommeren og ålestangning om vinteren,
og for en stor dels vedkommende betød begge dele et kærkomment tilskud
til husholdningen.
Ingen fisk var værdiløse
Dæmningen, der omskabte Viborg Sø
til to søer
10
Selv om søernes forurening på det tidspunkt allerede var ret fremskreden,
var der stadig en stor bestand af gode
spisefisk som f.eks. ål, gedde, aborre
og ørred. Det var kendt langt omkring,
og derfor var det måske heller ikke så
mærkeligt, at udenbys folk begyndte
at interessere sig for at overtage erhvervsfiskeriet af søerne.
Byrådet havde i mere end hundrede
år haft fiskeriet i deres del af søerne
forpagtet ud, men altid til lokale erhvervsfiskere, der helt eller delvis levede af det, og som var forpligtet til flere
dage om ugen at sælge en del af deres
fangst til byens borgere fra stader ved
søerne med faste åbningstider. Bestanden af brasen og skaller var meget stor,
men modsat i dag, hvor de betegnes
som værdiløse „skidtfisk“, var de dengang slet ikke uden økonomisk interesse - tværtimod. Store brasen og skaller
blev betragtet som fortrinlige spisefisk,
og kunne i stor stil eksporteres til både
Tyskland og England, hvor priserne var
særdeles gode. De små brasen og skaller kunne sælges lokalt som grisefoder, og da dambrugene i begyndelsen
af 1900-tallet begyndte at dukke op,
aftog de dem også. De kom fiskene i
store kødhakkere og brugte farsen som
foder til ørrederne.
Udenbys folk ville overtage
fiskeriet i søerne
Viborg byråd skulle den 13. november
1913 tage stilling til en ansøgning fra
det udenbys konsortium om at overtage forpagtningen af byens erhvervsfiskeri i Viborg-søerne. I en årrække
havde fiskeriet været drevet af fisker
Albers, men byrådet havde to år forinden opsagt kontrakten med ham,
11
fordi man mente han drev fiskeriet
for intensivt, i forhold til det han betalte i forpagtningsafgift. Albers havde
dengang også erhvervsfiskeriet i Flyndersø, som han også boede ved, indtil
han flyttede til Viborg og bosatte sig i
et hus på Sdr. Allé.
Konsortiet, der bestod af en grosserer fra Viborg, to sagførere fra København, en adjunkt fra Århus og en
skovrider fra Skørping, havde allerede
forpagtet fiskeriet i Tjele Langsø, og var
nu interesseret i også at drive erhvervsfiskeri i Viborg søerne. De pågældende
skulle naturligvis ikke selv fiske, det
skulle der ansættes en provisionslønnet erhvervsfisker til- måske førnævnte
Albers. For selvfølgelig ønskede ingen
af de fine herrer at få hverken skæl eller fiskeslim på fingrene- de skulle bare
sikre sig nogle let tjente penge.
En bortforpagtning af fiskeriet i søerne til en lokal mand ville ikke have
givet problemer i forhold til byens borgere og lystfiskere - det var man jo ikke
ukendt med - men da der her var tale
om et udenbys selskab uden nogen
egentlig tilknytning til hverken byen eller egnen, så blev der ballade.
Tilbud og klausuler
Konsortiets tilbud gik på, at de ville
forpagte fiskeriet i 25 år mod en årlig
afgift til kommunen på 400 kr. Kontrakten skulle desuden være uopsigelig for
begge parter i hele perioden. Til gengæld ville de forpligte sig til ikke at fiske
aborrer, gedder og ørreder, som skulle
være forbeholdt byens lystfiskere. Hvis
disse fiskearter kom i redskaberne
skulle de straks sættes ud igen. Men
omvendt, hvis byrådet og lystfiskerne
gerne ville af med gedderne, ville konsortiet da gerne stå for opfiskningen
af dem- selvfølgelig mod selv at kunne
sælge dem og få betalingen.
Den del af en forpagtningsaftale
kunne lystfiskerne måske godt have
levet med, hvis det absolut ikke kunne
være anderledes. Men så krævede
konsortiet indført nogle klausuler, som
for alvor rejste en storm af protester.
Den største utilfredshed var rettet
mod et forslag om, at lystfiskerne kun
måtte benytte 2 fiskeliner monteret
med enkeltkroge og så skulle ålestangning på søerne helt forbydes.
Da det kom byens borgere og lystfiskere for øre, rejste der sig et ramaskrig, og de første planer om stiftelse
af en lokal fiskeriforening blev lagt.
Konsortiets klausuler var i den grad
et slag i ansigtet på Viborgenserne og
et så stort indgreb i deres ret til frit fiskeri og de i flere domme nedskrevne
rettigheder om brug af søerne, at det
måtte ende med et oprør.
Gammel tradition
Som modydelse for borgernes mistede rettigheder, ville konsortiet forpligte sig til årligt at udsætte 30.000 stk.
Fiskerinotering fra Ferskvandsfiskeribladet
omkring 1930
12
fiskeyngel af forskellig art og levere
200 pund ål til kommunen.
Hvis det viste sig, at ålestangning
ikke kunne forbydes, ville konsortiet
betinge sig, at stangning kun måtte
foregå fra isen og højst 40 af byens
borgere kunne få adgang hertil, mod
at de årligt betalte 5 kr. hver.
Ålestangning på søerne var en meget gammel tradition, som mange benyttede sig af, men da stangning på
Viborg søerne altid kun har foregået
fra isen, var en klausul herom ganske
unødvendig. Men for mange arbejdsløse og mindrebemidlede betød ålestangning mad på bordet om vinteren
og måske endda en lille ekstra indtægt,
så dem ville det ramme hårdt.
I byrådet var der helt klart stemning
for at overdrage forpagtningen af fiskeriet til konsortiet - det ville jo trods alt
skaffe kommunen en fast årlig indtægt
på 400 kr. + 200 pund ål. Om kommunen selv skulle sælge ålene, eller de
skulle fordeles mellem byrødderne,
det foreligger der ikke noget om, - det
sidste er nok ikke usandsynligt. Kun et
enkelt byrådsmedlem, snedkermester
Carl Petersen, var imod at indgå aftale
med konsortiet. Der blev dog ikke truffet nogen endelig afgørelse før senere.
Dramatisk borgermøde
Byrådets holdning skabte en lang og til
tider meget skarp og bitter avispolemik
mellem byens fiskeinteresserede borgere og politikerne, og førte til, at en
kreds af lokale lystfiskere og ålestangere i byens aviser indbød til et protestmøde i Afholdshotellets store sal den
9. november 1913.
Initiativtagerne til mødet var: Drejemester P. N. Eskildsen, skomagermester J. Holtegård, tømrer L. Laurberg-Schmidt, maskinsnedker A. C.
Hansen, skomagermester V. Bjergsted,
guldsmed F. Christensen, sagfører Carl
Handberg og malermester S. Sørensen.
Det viste sig at være et godt initiativ.
Der deltog ca. 300 mennesker fra alle
samfundsklasser i mødet, som til tider
fik et ret dramatisk og højrøstet forløb,
hvilket ikke mindst skyldtes, at den tidligere forpagter, fisker Albers, var til
stede i salen. Han blev af mange betragtet som konsortiets mand. Det var
nemlig sivet ud, at hvis forpagtningsaftalen kom i stand, ville de ansætte ham
13
som erhvervsfisker på søerne. Den
mand, kommunen efter pres fra lystfiskerne for to år siden havde fyret som
erhvervsfisker, fordi han var for effektiv
i sin måde at drive fiskeriet på, risikerede man altså nu at få igen. Det var
simpelthen for meget.
På mødet blev der fremført mange
velbegrundede indlæg imod byrådets
planer, bl.a. af professor A. Mentz, fabrikant Chr. Riegels, murer Morell og
oversergent Iver Nielsen.
Malermester Søren Sørensen
Som et konkret resultat af mødet
blev der udarbejdet en protestskrivelse imod byrådets planer, og den fik
straks de 300 mødedeltageres underskrifter.
Som afslutning på mødet fremsatte
snedker A. C. Hansen forslag om at
stifte en lokal fiskeriforening til at varetage lystfiskernes interesser. Det var
der stor tilslutning til i forsamlingen,
og resultatet blev, at der straks blev
nedsat et udvalg til at arbejde videre
med forslaget. Udvalget kom naturligt
nok til at bestå af initiativtagerne til
borgermødet.
Det første skridt til stiftelsen af Viborg Fiskeriforening var dermed taget.
Stiftende generalforsamling
Protestskrivelsen blev i de følgende
dage lagt frem i mange af byens forretninger, og der gik ikke længe inden
614 borgere med deres underskrift
havde tilkendegivet, at de var stærkt
utilfredse med byrådets planer om
bortforpagtning af fiskeriet i søerne til
det udenbys konsortium.
Med så massiv en opbakning var der
skabt en god baggrund for oprettelsen af en lokal fiskeriforening. Derfor
kunne der allerede den 15. december
1913, indkaldes til stiftende generalforsamling for Viborg Fiskeriforening.
Sagfører Carl Handberg, som var en af
initiativtagerne, havde lavet et forslag
til vedtægter for foreningen, som blev
vedtaget stort set uden ændringer.
Af de gamle papirer kan man se, at
Handberg nok havde kigget lidt på allerede eksisterende fiskeriforeningers
vedtægter, herunder en erhvervsfiskerforening fra Skive, hvis vedtægter
sammen med mange andre papirer
ligger opbevaret på lokalhistorisk arkiv
i Viborg. Derfor kom formålsparagraf-
Også børn kunne lide at fiske
14
fen nok til at se ud, som den gjorde,
eller også var han måske bare fremsynet, for faktisk overtog Viborg Fiskeriforening nogle år senere forpagtningen af erhvervsfiskeriet i søerne.
Paragraffen lød sådan:
Foreningen har til formål såvel at fremhjælpe som også på hensigtsmæssig
måde at udnytte fiskeriet i Viborg søerne, samt i det hele efter bedste evne
at arbejde på at støtte fiskeriet og dets
interesser af enhver art.
Viborg Fiskeriforening var nu stiftet
og foreningens første bestyrelse kom
til at bestå af initiativtagerne til borgermødet med malermester Søren Sørensen som dens første formand - en
post han med stor dygtighed varetog i
33 år helt frem til og med 1946.
Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsens første handling var på
foreningens vegne at underskrive
protestskrivelsen fra borgermødet,
og sende den til byrådet. Her blev
den anledning til en hel del uro og
bølgerne gik højt i byrådet, idet en
mindre gruppe stadig mente at fiske-
riet i søerne skulle forpagtes ud til
konsortiet. I de lokale aviser, som der
var tre af, førtes der også en meget
hård debat, hvori de forskellige byrådsmedlemmers standpunkter til forpagtningen blev brugt for eller imod
dem i forbindelse med debatten op til
det forestående byrådsvalg.
Da der efter valget tilsyneladende
stadig var flertal i byrådet for at forpagte fiskeriet ud til konsortiet, besluttede bestyrelsen i den nystartede
Viborg Fiskeriforening at indkalde til
en ekstraordinær generalforsamling
med det ene punkt på dagsordenen,
at foreningen selv skulle fremsætte
tilbud til kommunen om at forpagte
fiskeriet i søerne.
Generalforsamlingen blev afholdt
den 2. februar 1914, og her blev det
vedtaget at indsende et tilbud til byrådet. Foreningen tilbød en årlig afgift
til kommunen på 200 kr. og en kontrakt på 5 år ad gangen - altså kun det
halve af, hvad konsortiet havde budt,
men til gengæld kunne fiskeriet blive
på lokale hænder, hvilket var en meget væsentlig ting for foreningen, og
desuden var det jo også det, mere
15
end 600 af byens borgere tidligere
havde skrevet under på.
Om det var protesten med de mange underskrifter, eller det var foreningens tilbud om at forpagte fiskeriet,
der fik byrådet til at skifte mening,
står hen i det uvisse. Men det blev
trods alt besluttet, at man ikke ville
forpagte fiskeriet ud til det udenbys
konsortium. Der kunne dog ikke skaffes flertal for at overdrage fiskeriet
til Viborg Fiskeriforening, så i stedet
Sagfører Carl Handberg
valgte kommunen selv at ansætte en
lokal erhvervsfisker, som skulle afregne halvdelen af indtægterne ved fiskeriet til kommunen.
Det skulle senere vise sig at være en
ganske fornuftig beslutning for kommunen, ikke mindst set ud fra en økonomisk betragtning.
Én krone om året
Et medlemskab af Viborg Fiskeriforening kostede i mange år 1 kr. om året.
Man behøvede dog ikke nødvendigvis
at betale hele beløbet på én gang - det
kunne skam godt betales ad to gange.
Opkrævningen foregik ved personlig
henvendelse til hvert enkelt medlem
af foreningens opkræver, som for sit
arbejde fik 12½ % af beløbet. Foreningens medlemstal lå de første år på
125-150, så indtægterne til henholdsvis foreningen og opkræveren må siges at have været meget beskedne.
Alligevel kunne foreningen allerede i
1918 første gang indbetale 100 kr. til
kommunen som hjælp til udsætning
af fisk i søerne. Det blev foreningen i
øvrigt ved med helt frem til 1931, hvor
den selv overtog både erhvervsfiskeriet og udsætningerne af fisk.
Søndersø ca. 1930
16
Erhvervsfiskeriet på Viborg søerne
Første erhvervsfisker
I 1914 ansatte Viborg Kommune fisker
J.C. Jensen fra Kvols, (den senere fiskehandler Jensen, St. Sct. Mikkelsgade),
som erhvervsfisker. Han skulle i en del
af året fiske målrettet efter søernes
såkaldte „ukrudtsfisk“ - skaller og brasen, som det var blevet anbefalet af
en fiskerisagkyndig, fisker Errboe, fra
Silkeborg.
Det viste sig dog hurtigt, at det økonomisk ikke kunne hænge sammen
for Jensen kun at fiske efter skaller og
brasen, og derfor fik han lov til også at
fange søernes andre fiskearter, mod at
kommunen til gengæld fik halvdelen
af indtægten ved salget.
En afregning fra fisker Jensen viser,
at han i 1918 havde solgt skaller, brasen og ål for 9.850 kr., hvad der jo efter
den indgåede aftale gav kommunen
en indtægt på mere end 4.000 kr., når
diverse driftsudgifter var trukket fra.
Byrådet erkendte da også overfor
Viborg Fiskeriforening, at foreningens kraftige aktion imod et fremmed
konsortiums overtagelse af fiskeriet i
søerne for 400 kr. årligt havde været
berettiget, og var blevet til en stor
økonomisk gevinst for kommunen. I
krigsårene 1914–18 skaffede kommunen sig nemlig så store indtægter fra
fiskeriet, at man allerede efter to år
havde fået det samme ind i kroner og
ører, som konsortiet skulle have betalt
over 25 år.
I 1926 opgav J. C. Jensen fiskeriet i
søerne. Den daværende formand for
byrådets søudvalg, vognmand A. Jensen, ville ikke længere have, at der kun
lejlighedsvis blev fisket efter „ukrudtsfisk“. Fiskeriet efter skaller og brasen
skulle drives langt mere rationelt, selv
om prisen på dem var faldet betydeligt
efter afslutningen af 1. Verdenskrig.
Måske havde formanden for søudvalget set magister Otterstrøms rapport
om søernes tilstand, hvor der bl.a.
stod, at der skulle tyndes kraftig ud i
bestanden af skalle og brasen, for at
bedre forholdene for de mere værdifulde arter. Det var den samme kon-
17
klusion som Errboe fremsatte i 1914.
Og da byrådet nægtede at betale
udgivelsen af rapporten, fik Viborg
Fiskeriforenings stifter sagfører Carl
Handberg den trykt for egen regning
og udgivet. (mere herom senere)
Kommunen ansatte derefter fisker
Bjerregård fra Hjarbæk som ny erhvervsfisker på søerne. Han flyttede
Erhvervsfisker ca. 1933
til Viborg og begyndte et systematisk
fiskeri efter alle slags fisk i søerne.
For effektiv
Men Bjerregårds fiskeri har åbenbart
været meget effektivt, for allerede efter fire år mente Fiskeriforeningen at
kunne konstatere en så stor nedgang
i ålebestanden, at man indgav en klage til kommunen, hvor man bad om
at få erhvervsfiskeriet efter ål bragt
til ophør. Kommunen fulgte straks
Ny forpagter
opfordringen og indførte et stop for
ålefiskeri i to år. Det har altså tilsyneladende ikke kun været Viborg Fiskeriforening, som mente at fiskeriet blev
drevet for hårdt. Der må have været
folk i kommunen, som havde samme
opfattelse. Da fiskeren herefter ikke
længere mente, at han kunne få tilstrækkelig økonomisk udbytte af fiskeriet, blev kontrakten opsagt i foråret
1931.
Amtsansatte erhvervsfiskere i Søndersø 1990
18
Kommunen tilbød herefter Viborg Fiskeriforening at overtage forpagtningen af fiskeriet i søerne for en årlig afgift på 400 kr. og den 4. juli 1931- altså
17 år efter at foreningen første gang
tilbød selv at overtage forpagtningen,
blev den første kontrakt underskrevet.
Foreningen antog straks fisker Gunnar Ammitzbøll, som dengang boede
på Skytteholmen ved Hald Sø. Han
havde i forvejen forpagtet fiskeriet i
Hald Sø og i store dele af Vedsø. Det
var dog sjældent, at det var Gunnar
selv, der fiskede i Viborg søerne, som
oftest var det sønnerne Edvard og
Karl, bistået af forskellige medhjælpere.
Samarbejdet mellem Ammitzbøll
og foreningen var særdeles godt og
kom til at vare helt frem til og med
1963, hvorefter kommunen selv overtog fiskeriet igen.
I perioden fra 1964 til 1972 havde
kommunen ansat flere forskellige
provisionslønnede erhvervsfiskere,
men det økonomiske udbytte af fiskeriet var på grund søernes forurening
efterhånden meget begrænset, og
derfor var det svært at få nogen til at
drive fiskeriet. Priserne på skalle/brasen var helt i bund og selv om mængderne var rimelig store, kunne det
ikke hænge sammen økonomisk. Ålefiskeriet skulle have været det bærende, men på grund af svigtende naturlig opgang af åleyngel og manglende
udsætninger, gik bestanden voldsomt
ned. Tilmed var forureningen af Søndersø i 1960erne så fremskreden, at
der stort set ikke var liv i den.
Opfiskningen af de såkaldte
„ukrudts-fisk“ (skalle og brasen) havde dog stadig en vis økonomisk betydning, ikke mindst i krigsårene 1914–
18. F.eks. fremgår det af fisker J. C.
Jensens afregning med kommunen i
1918, at han for ca. 35.000 pund skaller havde fået 6.000 kr., for ca. 10.500
pund brasen 2.700 kr. og for 800 pund
ål 1.150 kr. De store skaller og brasen
gik dengang til eksport og blev betalt
ret godt.
Gunnar Ammnitzbøl
Fiskemetoder, fangster og priser
Der foreligger ikke konkrete oplysninger om, hvordan og med hvilke
redskaber erhvervsfiskeriet i søerne
er blevet drevet gennem årene, men
formentlig er det først og fremmest
foregået med landdragningsvod, ruser, garn og langliner.
Fiskeriet efter ål har altid været det
bærende rent økonomisk, men også
andre fiskearter, såsom gedder, ørreder, karper og suder har betydet en
del, specielt i tiden før søerne for alvor kom til at lide under forureningen
med byens spildevand.
19
Statistik
For perioden fra 1917–1972 ligger
der ret detaljerede indberetninger om
erhvervsfiskernes fangster i Viborg søerne.(bilag 1)
Fangster 1907 - 1972
År
Ål
Søerne
Gedde
Aborre
Brasen
Skalle
Karpe
Suder
Sandart
Ørred
Ålekisten
1919
275
1.322
4.000
1920
400
1.099
5.000
1921
530
1922
75
1.500
1923
526
1.028
1924
År
1.231
1925
1.050
Søerne
Ål
1.072
Gedde
Aborre
1926
2.400
748
1
25
2.500
245
540
25
100
1.000
385
340
1910
1930
283
1.059
1911
1931
1912
1932
1913
1933
8
1.000
10
Brasen
3
Skalle
Karpe
Suder
Sandart
Ørred
5
25
#
11
5.000
12
10
8
14
1.000
1907
1927
1908
1928
3
1.900
Fangster 1907
- 1972
175
767
Ålekisten
1909
1929
38.000
1.272
14.307
12,5
11
6.500
6.000
36.000
50
7.000
7.280
532
2.724
1.912
25
466
13.514
3.300
255
1.783
454
1907
2.500
25
6.500
1914
1934
2.161
525
1908
1.000
12,5
6.000
100
12.760
5
12.000
27.645
41
50
7.260
14.825
18,5
50
5.500
19.750
75
3,5
18,5
5.250
23.200
68
3
82,5
103/4kg
knude
105
20
12
1915
1935
1.643
1909
1916
1936
1.132
1910
1917
1937
375
1.327
1.800
25.985
1911
1918
1938
600
748,5
750
3.700
32.695 30.200
1912
1919
1939
275
1.322
4.000
38.000
1913
1920
1940
400
1.099
5.000
1914
1921
1941
530
1.900
8
1915
1922
1942
75
1.500
1.000
10
175
3
1916
1923
1943
526
1.028
1.800
1.500
10
1924
1944
1.231
539
1.072
750
3.700
30.200
20
1925
1945
1.050
767
275
1.322
4.000
38.000
1926
1946
2.400
748
400
1.099
5.000
540
1917
375
1918
600
1919
1920
1921
530
1922
75
1923
3
1927
1947
245
1.900
8
1928
1948
1.000
1.500
1.000
10
1929
1949
385
877.5
340
526
1.028
175
3
1930
1950
283
1.059
1924
1.231
1.072
1925
1.050
767
1926
2.400
748
1927
245
540
1928
1.000
1929
385
340
1930
283
1.059
1931
1951
1.000
1
25
100
1932
1952
1.272
14.307
5
5.000
25
12
#
50
100
20
7.000
12.760
8
1931
532
2.724
1.912
25
1932
466
13.514
3.300
255
5
3
23.580
49
1.272
5
222
1.000
1
25
100
14.307
5.000
25
#
11
12
10
8
22,5
14
36.000
11
50
100
12.760
18.660
7.000
7.280
532
2.724
1.912
25
466
13.514
3.300
255
1933
1953
1.783
454
12.000
27.645
41
10
1934
1954
2.161
985,5
525
50
7.260
23.125 14.825
18,5
1935
1955
1.643
592,5
50
5.500
47.825 19.750
75
3,5
18,5
1936
1956
1.132
622,5
1937
1957
1.327
509,5
25.985
16.450
68
3
82,5
1938
1958
748,5
294,5
32.695
34.662
46,5
14
7.280
46,5
11
36.000
11
1.500
5.250
21
5
12
43.600 23.200
105
knude 3/4kg
1947
1948
1949
877.5
18.660
1950
Fangster 1907 - 1972
1951
År
1952
1953
22,5
Ål
Søerne
Gedde
Aborre
Brasen
Skalle
Karpe
Suder
1954
985,5
2.500
592,5
25
6.500
47.825
1908
1956
1.000
622,5
12,5
6.000
43.600
1909
1957
509,5
16.450
1910
1958
294,5
34.662
1911
1959
118,5
60.175
1912
1960
319,5
38.625
1913
1961
1.461
81.325
1914
1962
1.178
30.550
1915
1963
2.120
23.125
39.000
1916
1964
880
1917
1965
375
517
1918
1966
600
357,5
1919
1967
1920
1968
1921
1969
530
782
1922
1970
75
297
1.500
1.000
1923
1971
526
415
1.028
175
175
44.225
23
1.800
32.800
750
3.700
68.200 30.200
275
97
1.322
4.000
25.950 38.000
400
317,5
1.099
5.000
12.150
1.900
60.100
8
16.000
10
19.778
3
1924
1972
1.231
395
1.072
1925
1.050
767
1926
1991
2.400
748kg
521
1927
1992
245
540kg
113
1928
1993
1.000
150 kg
1929
385
340
1930
283
1.059
1932
Ørred
Ålekisten
1907
1955
1931
Sandart
1.500
146
10
146,5
20
#
11
3
16.077
1.000
1
25
100
1.272
14.307
5
5.000
25
12
10
8
14
36.000
11
50
100
12.760
7.000
7.280
532
2.724
1.912
25
466
13.514
3.300
255
1933
1.783
454
12.000
27.645
41
1934
2.161
525
50
7.260
14.825
18,5
1935
1.643
50
5.500
19.750
75
3,5
18,5
1936
1.132
5.250
23.200
1937
1.327
25.985
68
3
82,5
1938
748,5
32.695
46,5
22
5
Stor eksport fra Viborg søerne
Frem til midt i 30erne indberettedes
der om fangst af stort set alle fiskearter - ål, gedde, aborre, brasen, skalle,
karpe, suder, sandart og ørred. Men
fra slutningen af 40erne, hvor søerne
bliv mere og mere forurenede, var
det næsten kun ål, skalle og brasen,
der blev nævnt. Andre fiskearter optrådte kun i meget små mængder og
slet ikke hvert år. I perioden 1924–38
var den gennemsnitlige fangst af ål
1.160 kg om året og for skalle/brasens vedkommende ca. 20.000 kg.
Hertil kom så, at der i ålekisten ved
Søndermølle hvert år blev fanget
et ikke ubetydeligt antal ål, sikkert
mindst lige så mange som ved erhvervsfiskeriet. Det er dog kun få indberetninger, der ligger om fangster i
ålekisten, hvilket sikkert skyldes, at
mølleejeren og kommunen i mange
år ikke kunne komme overens om
ålekisten, som kommunen gerne ville
overtage, men ejeren ville, forståeligt nok, ikke sælge - det var der for
mange penge i ålene til. Det er måske
grunden til også de manglende indberetninger af fangsterne i ålekisten,
hvorfra udbyttet nogle år var betydeligt større end fra erhvervsfiskeriet
i søerne - ofte mere end dobbelt så
stort.
Senere faldt fangsten af ål betydeligt i søerne, mens mængden af
skalle og brasen steg. Fra 1954–1972
var den gennemsnitlige årlige fangst i
søerne ca. 650 kg ål og ca. 37.000 kg
skalle/brasen.
Priserne varierede meget gennem
årene og var helt afhængige af, om
fiskene gik til eksport eller blev solgt
lokalt. I krigsårene 1914–18 kunne
store skaller og brasen til eksport indbringe henholdsvis 0,35 kr. og 0,50 kr.
pr. kg., mens ål kostede ca. 3 kr., hvilket efter datidens lønniveau må siges
at have været særdeles gode priser.
Da krigen var forbi faldt priserne til
ca. det halve. I 1924 kostede eksempelvis ål 1,50 kr. - skalle/brasen 0,10
kr. - karper 1,50 kr. - suder 1 kr. - aborre 0,50 kr. og ørred 1,50 kr. pr. kg.
12
105
knude 3/4kg
23
England bestilte fisk
I slutningen af 30erne var der en betydelig eksport til England af stort set
alle arter ferskvandsfisk. Af et brev fra
det engelske importfirma Solomons
& Sons, London, dateret september
1938, fremgår det, at firmaet gerne
ville have leveret så mange og så store
fisk som muligt i slutningen af september og begyndelsen af oktober. Årsagen til den henvendelse var, at man
forventede meget stor efterspørgsel i
forbindelse med de jødiske helligdage
i den pågældende periode.
Fra samme firma fremgår det i et
andet brev, at da man første gang forsøgte sandarten introduceret på det
engelske marked, gik det slet ikke som
ventet. Kunderne var skeptiske overfor
sandarten, og priserne blev derefter.
Faktisk ville de til at begynde med ikke
betale mere for sandart end for brasen.
Der gik lang tid inden kunderne accepterede sandarten som en god og
værdifuld spisefisk, men så blev efterspørgslen og prisen til gengæld også
stor.
Erhvervsfiskeriet opgives
Da fisker Ammitzbøll i 1963 holdt op
som erhvervsfisker i søerne var priserne 0,22 kr. pr. kg. for skalle/brasen og
ca.6 kr. pr. kg. for ål.
Selv om der netop det år blev fanget forholdsvis meget, nemlig 39.000
kg skalle/brasen og 2.120 kg ål, hvad
der for ålenes vedkommende var
mere end det dobbelte af normalfangsten, indbragte det trods alt kun
ca. 21.000 kr.
Når Fiskeriforeningen havde fået sin
part til dækning af udgifterne i forbindelse med udsætning af fisk, var der
ca. 15.000 kr. tilbage til Ammitzbøll.
Det beløb skulle dække løn til to mand
og udgifter til vedligeholdelse af fiskeredskaber og både, så der var vel ikke
noget at sige til, at Ammitzbøll stoppede.
3–4 forskellige erhvervsfiskere forsøgte sig herefter, men de kunne selvfølgelig heller ikke få økonomisk sammenhæng i fiskeriet og måtte derfor
også give op.
Fisker Ammiitzbøl med familie
og medhjælpere 1932
24
Selv om det var lystfiskerne og ålestangerne, der i 1913 stiftede Viborg
Fiskeriforening, ligger der næsten
ingen oplysninger om deres fiskeri
og fangster på søerne. I de forskellige formandsberetninger står der kun
omtalt, om fiskeriet det pågældende
år har været bedre eller dårligere end
året forud. Hvor meget der blev fanget
af lystfiskerne, kan der derfor kun gættes på, men set i forhold til erhvervsfiskernes fangster har det været meget
minimalt og uden betydning for søernes samlede fiskebestand.
Fiskegrej og metoder
Det må antages, at lystfiskeriet mest
er foregået fra båd, men dog også i en
vis udstrækning direkte fra søbredden.
Lystfiskeri i begyndelsen af 1900-tallet
og lystfiskeri nu til dags, kan slet ikke
sammenlignes. Alt hvad der dengang
ikke var direkte erhvervsfiskeri, blev
betegnet som lystfiskeri, også selv om
det udelukkende foregik for at få mad
på bordet. Hvis ikke det direkte havde
været forbudt alle andre end erhvervsfiskeren at bruge ruser og lignende,
ville mange flere sikkert have gjort det.
Det vi i dag forstår ved lystfiskeri,
blev formentlig kun udøvet af nogen
ganske få af byens mere velstillede
borgere, som havde råd til at købe
dyre fiskestænger, hjul og andet grej.
De fleste lystfiskere har nok mest
brugt løse håndliner med prop og
krog agnet med orm eller småfisk, sådan som det i øvrigt stadig i en vis udstrækning bruges af lokale lystfiskere,
når der fiskes fra båd.
I forbindelse hermed er der blevet
udviklet adskillige former for hjemmelavede trisser og ruller. Nogle i
ædle træsorter og meget kunstfærdigt lavede med knarrer eller andre
former for bidmeldere, hvilket var
meget praktisk under natfiskeri. Ofte
har linerne dog blot været viklet op
på et stykke træ, hvor der i hver ende
var skåret et hak til at holde linen på
plads. Når der var bid, begyndte de
at skramle rundt i bunden af båden
og virkede på den måde også som en
slags bidmeldere.
Fiskesnøre var førhen lavet af bomuld og først efter afslutningen af 2.
Verdenskrig begyndte liner af kunststoffer, som f.eks. nylon, at blive al-
25
mindelige. Samtidig begyndte fabriksfremstillede spinnere, blink, woblere
og andre former for kunstagn at dukke op i forretningerne til forholdsvis
rimelige priser, men i.forh.t. nutiden,
i meget begrænset udvalg. Den slags
havde man også tidligere selv fremstillet.
De første fastspolehjul eller lightcasthjul, som de blev kaldt, kom også
på markedet, men der gik mange år,
inden de for alvor begyndte at udkonkurrere de gode gamle tromlehjul
fremstillet af ædeltræ eller messing.
Præmie for første sandart fra søerne
Frem til slutningen af 1940-erne drejede det meste lystfiskeri sig om ål,
gedde og aborre, med ålefiskeriet som
langt det mest udbredte. Bestanden
og fangsterne af de øvrige arter, såsom ørred og sandart, har været meget svingende. Enkelte år omtales der
gode fangster af aborre, mens gedde
og ørred kun forholdsvis sjældent omtales. Det betyder ikke nødvendigvis,
at der ikke blev fanget nogen af dem,
men lystfiskere går ofte stille med dørene og fortæller ikke alt.
Det vides da også med sikkerhed, at
der jævnligt er fanget både store gedder og pæne ørreder i søerne. Viborg
Fiskeriselskab havde fra 1868 til 1969
et klækkehus med tilhørende opdrætsdamme i Klosterskoven, og derfra blev
der i mange år jævnligt udsat ørreder
direkte i Sønder sø - både regnbueørreder og afkom af havørreder.
Efter forsøg med store udsætninger
af sandartyngel og sættefisk i 1920erne
og 30erne, begyndte de også så småt
at optræde i søerne, om end det i de
første mange år kun var i meget begrænset omfang. Bestanden har sikkert ikke været særlig stor, det tyder
erhvervsfiskerens fangster i hvert fald
på, og lystfiskerne har tilsyneladende
også haft svært ved at fange den ny
fiskeart. Som en slags bevis herpå kan
nævnes, at Viborg Fiskeriforening allerede i 1919 - efter de første udsætninger - udlovede en præmie på 10 kr. for
den første lystfiskerfangede sandart i
Viborg søerne. 10 kr. var mange penge
dengang, og der er derfor ingen tvivl
om, at der ikke blev fanget nogen, før
præmien i 1938 blev udbetalt til forgylder Friis, som i Søndersø havde fanget en sandart på 3/4 kg.
Fra midt i 40erne begynder sandarten dog at optræde i lidt større antal
i erhvervsfiskerens indberetninger,
og for mange lystfiskere er den siden
blevet den mest eftertragtede fisk i Viborg søerne. Selvom fangsterne varierer meget fra år til år, er der vist ingen
tvivl om, at bestanden af sandart nu
er stor.
Fiskekonkurrence 1960
26
Fiskekonkurrencer
I 1954 fik daværende apoteker Ingvard Sørensen den idé, at der én gang
årligt skulle afholdes fiskekonkurrence for Viborg Fiskeriforenings medlemmer. Det blev dog ret hurtigt lavet
om til, at alle interesserede kunne
deltage, og konkurrencen har nu kørt
uafbrudt i 59 år. De første mange år
foregik fiskeriet kun i Nørresø, idet
Søndersø på daværende tidspunkt var
så forurenet, at ikke ret mange ville
hverken sejle eller fiske i den.
Hovedparten af præmierne er gennem årene blevet sponsoreret af byens forretninger og banker. I mange år
lå deltagerantallet på 100–150, men
fra begyndelsen af 1970erne dalede
antallet en hel del. Det skyldes sikkert
den generelle nedgang i antallet af
lystfiskere på søerne. Vandkvaliteten
var for dårlig og fangsterne for små.
Der var blevet skabt tradition for,
at konkurrencen blev holdt den første
søndag i juni måned, men da deltagerantallet og fangsterne begyndte
at falde, blev den i nogle år forsøgs-
vis flyttet til september måned. Der
var vejrforholdene dog ikke altid lige
gunstige og fangsterne var heller ikke
udpræget bedre.
Nu er konkurrencen igen flyttet tilbage til juni måned, hvor den afholdes
med mulighed for natfiskeri fra lørdag
aften til søndag formiddag, men ikke
nødvendigvis altid den første weekend i måneden.
ge år til totalt at dominere ved konkurrencerne.
I de senere år, hvor vandkvaliteten
i søerne generelt er blevet forbedret,
er der igen sket en ændring. Både
gedde og aborre klarer sig nu meget
bedre igen, og begynder derfor også
at optræde i stigende antal ved konkurrencerne.
Sparekassen sponsorede sjove hatte
Varierende fangster
Selv om fangsterne ved fiskekonkurrencerne har svinget meget gennem
årene, er det alligevel nok dem, der
giver det mest realistiske billede af
udviklingen i lystfiskeriet på søerne.
De første mange år var fangsterne totalt domineret af ål, gedder, aborrer
og sandart, men i takt med at vandkvaliteten blev dårligere, faldt antallet af gedder og aborrer. Det uklare
vand gjorde livsbetingelserne for de
to fiskearter dårligere. Sandarten
derimod klarer sig betydeligt bedre i
uklart vand, og derfor kom den i man-
27
Ålene har svinget meget i antal,
men det har sandsynligvis ikke så meget at gøre med søernes vandkvalitet.
Årsagen hertil skal snarere søges i den
svigtende naturlige indvandring af ål
til søerne, som kun til en vis grad har
kunnet erstattes af udsætninger.
Lejlighedsvis er der blevet fanget
ørreder og karper, men dem har der
været langt imellem, selv om begge
arter findes i søerne. Både ørreder og
karper kan være svære at få til at bide,
og specielt for karpens vedkommende
kræver det en særlig indsats. Den fanger man ikke på hvad som helst. Ørreden derimod er ikke kostforagter. Den
bider på både kunstagn og levende
agn, men alligevel er der langt imellem
fangsterne - ikke mindst i forbindelse
med konkurrencerne, hvor målrettet
fiskeri efter ørred og karpe stort set
ikke finder sted. Derfor kiggede deltagerne ved konkurrencen i 2006 også
en ekstra gang, da en sølvblank laks
på ca. 3 kg og ca. 70 cm. blev bragt til
indvejning.
At det var en laks, som en af deltagerne havde fanget i Nørresø, mens
flere så på, blev bekræftet af den skælprøve som blev sendt til Danmarks Fiskeriundersøgelser. Ikke overraskende
viste det sig, at den stammede fra en
udsætning i Gudenå, men den var
svømmet forkert nede ved Randers og
fejlagtig kommet op i Nørreå og videre
op i Viborg søerne.
Fiskekonkurrencen 2009
28
Isfiskeri
Ålestangning på Viborg-søerne er en
ældgammel tradition, som først indenfor de seneste ca. 35 år helt er
ophørt. Før den tid kunne man hver
vinter se adskillige ålestangere på søerne, så snart isen kunne bære. Nogen forsøgte sig til tider endda lidt før,
og det endte i bedste fald med en kold
dukkert. Det var dog yderst sjældent,
at det var de erfarne ålestangere, der
faldt igennem og druknede. De kendte
selvfølgelig søerne særdeles godt, og
vidste, hvor de skulle passe på. Desuden havde de altid deres 8–15 meter lange ålestage at holde sig til, hvis
de uheldigvis gik igennem. Men som
en erfaren ålestanger engang sagde:
4 cm tyk nyis i januar er langt mere sikker at færdes på end 30 cm tyk „rådden is“ i marts.
Intet- eller næsten intet- kunne holde de gamle ålestangere væk fra isen,
ikke engang politiet. Ålestangerne gik
som sagt tit ud på meget tynd is. Det
var i følge politivedtægten forbudt,
heri stod der nemlig, at færdsel på sø-
erne først var tilladt, når isen var minimum 13 cm tyk. Derfor skete det ikke
sjældent, at politiet stod inde på land
og råbte til ålestangerne, at de skulle
komme ind. Ålestangerne lod dog tit,
som om de ikke kunne høre, hvad der
blev råbt, og opfordrede med armbevægelser og råb politiet - ofte repræsenteret ved overbetjent Ryvad - til i
stedet at komme ud til dem.
Det gjorde de dog aldrig - de måtte
jo ikke færdes på isen, før den ved
skiltning var erklæret sikker.
Kobbelstangning
Der var to former for ålestangning på
søerne. Den sværeste form var „kobbelstangning“, som kun de mest erfarne og dygtige mestrede. Det krævede nemlig, at man blandt de mange
bobler under isen kunne skelne mellem dem der stammede fra ål, og dem
der bare var bundgas. Et „kobbel“ er
en række af luftbobler, som ålen frigiver fra sin svømmeblære, når den går
i vinterdvale på bunden. De mest er-
29
farne ålestangere kunne nøjagtig sige
hvor og hvordan ålen lå på bunden.
Ud fra det huggede de deres stanghul,
som derfor ikke behøvede at være
ret meget større end lige stangjernet
kunne komme igennem. Det var dog
alt afgørende, at stagen stod helt lodret og jernet vendte rigtig, ellers ramte
man ikke ålen.
Ålestanger Robert Lange
Trælstangning
Stangning efter „kobbel“ krævede selvsagt, at isen var gennemsigtig og ikke
dækket af sne. Derfor var det som regel
kun i en kort periode, at det kunne lade
sig gøre, og så måtte man i gang med
at „trælstange“ eller „blindstange“,
som det også kaldtes. På steder, hvor
man erfaringsmæssig vidste, at der var
chance for ål, huggede man et stort
trekantet eller rundt hul og stangede
så ud i alle retninger, i håb om at ram-
me ålene, som lå i bunden. Deraf ordet
„blindstangning“. Først når man havde
været hele vejen rundt og til sidst stangede lodret ned, blev hullet opgivet.
Et godt hul kunne bruges i adskillige
timer, men det var hårdt fysisk arbejde,
at „trælstange“. Var man heldig, kunne
det til gengæld på en god dag godt blive til et anseligt antal ål.
Men også meget andet end ål er i
tidens løb kommet op fra bunden. Det
har blandt andet været gamle cykler,
grene, dele af gamle både, ankre, stålwire og meget andet. Mange ålejern er
blevet ødelagt af mødet med den slags,
som på forskellig vis var kommet ud at
ligge på bunden.
Ålejern- og stager
På Nørresø blev der på grund af dens
store dybde brugt ålestager på op til 15
meter, mens man på Søndersø kunne
nøjes med halvt så lange stager. Selve
ålejernet har gennem tiderne skiftet
udseende flere gange. Fra at være et
decideret hugredskab- en såkaldt lyster
- der spiddede ålene, udviklede det sig
til at være et fjedrende savtakket red-
skab, som var langt mere skånsomt og
gjorde det muligt at genudsætte undermålsålene uden væsentlige skader.
Den sidste type jern blev for øvrigt
udviklet af ålestangere på Viborg-søerne, med Viborg Fiskeriforenings daværende formand malermester S. Sørensen i spidsen. „Viborg-jernet“, som det
blev kaldt, blev senere gjort til den eneste lovlige type ålejern i Danmark. Det
blev brugt både som enkelt- og dobbeltjern. Enkeltjernet blev mest brugt
til kobbelstangning, og dobbeltjernet,
som bestod af to mindre jern ved siden af hinanden, var det mest brugte
til trælstangning. Med det kunne man
afsøge et større område af bunden,
og det var da heller ikke ualmindeligt,
at der sad flere ål i jernet, når det blev
trukket op, efter at der var stanget hele
vejen rundt i hullet og så langt ud som
stagen kunne nå.
Fredede områder
Erhvervsfiskere hugger hul til garnsætning
under isen ud for det gamle tugthus ca. 1930
30
Forbindelsen mellem Nørresø og Søndersø gik frem til 1954 igennem Salonsøen, hvor der helt inde i hjørnet, hvor
udlejningsbådene nu ligger i dag, var en
meget lav bro med et gennemløb un-
der Randersvej, som det kun var muligt
for små og lave både at komme igennem. Frihøjden var kun ca.1 meter og
man måtte derfor næsten ned at ligge i
bunden af båden, når man skulle under.
I mange år var der områder af søerne, hvor ålestangning var forbudt, fordi
man her mente, at det kunne skade bestanden af åleyngel. I 1915 blev der således indført forbud mod ålestangning
i Salonsøen og i et større område ud i
begge søerne. I Nørresø gjaldt forbuddet mod stangning i en linie fra Vandværket over til Landbrugsskolens bådebro, og i Søndersø var det området fra
enden af Klosterskoven og over til den
første bygning på Sindsygehospitalets
grund.
Forbuddet blev sikkert indført som
følge af en tilkendegivelse fra fiskeriejer Errboe, som af kommunen i 1914
blev bedt om forslag til en driftsplan
for fiskeriet i søerne. I en af bemærkningerne til forslaget gik han kraftigt
til angreb på ålestangningen, som han
mente var en middelalderlig og barbarisk fangstmetode, der helt og aldeles
burde forbydes.
Det skete dog ikke. Først ved en re-
31
vision af ferskvandsfiskeriloven i 1965,
blev enhver form for ålestangning i
ferskvand totalt forbudt. Viborg Fiskeriforening søgte om dispensation for Viborg-søerne og fik den. Derfor fortsatte
ålestangningen helt frem til slutningen
af 70erne, men til sidst var det kun
nogle ganske få, der praktiserede det.
Den sidste jeg så stange på Nørresø var
nu afdøde Julius Krogh fra Loldrup. Siden blev ferskvandsfiskeriloven ændret
igen og dispensationen faldt helt væk.
Ålejern
Ål på is
Et lille udpluk af erindringer fra tredive år
som ålestanger på Viborg Nørresø
skrevet af Bjarne Vendelbo (1932–2004)
Det begyndte, som så meget andet, i
drengeårene.
Jeg færdedes dengang om vinteren
meget på en lille dam i Engelsborg. Det
foregik jo med glidebaner og senere
med skøjter, som far havde foræret
mig. Han havde købt dem til rimelig
pris hos en marskandiser i Viborg.
Efterhånden blev dammen i Engelsborg for lille, og vi søgte så mod Viborg
søerne.
Dengang var der skøjtebane ved det
nu - desværre - nedrevne „Brohus“, altså
på Søndersø. Der tilbragte jeg mange
dejlige timer, men samtidig vidste jeg,
32
at far gik på Nørresø og stangede ål, så
der blev jo af og til en afstikker over til
„den gamle“ og så hændte det, at jeg
kunne få lov at hugge et par huller for
ham. Det var en stor ting for en dreng,
som havde ålestangerlysten i sig. Når far
så skulle have sin mellemmad og termokaffe, fik jeg lov til at bruge hans grej og
havde selvfølgelig fået at vide, hvordan
det skulle foregå. Far havde sagt til mig,
at hvis jeg mærkede noget, skulle ålestagen have et ekstra tryk nedad for at
sætte ålen fast i jernet, og derefter løsnes med små bevægelser for at få ålen
fri af dyndet.
Det med at mærke noget kneb nok
lidt i begyndelsen, men en dag sagde jeg
til far, at jeg kunne mærke, at jeg havde
ramt noget. Far sagde så, at det skulle
sættes fast og løsnes stille og roligt. Det
gjorde jeg, og jeg tror aldrig at et ålejern
er blevet trukket så hurtigt op efter at
det var løsnet. Det var en ål på knapt et
pund.
Jeg tror, jeg på denne dag var den
stolteste dreng i Viborg.
Fars kommentar var som følger:
„Ja Bjarne, nu bliver jeg vel nødt til at
rigge noget grej sammen til dig, for du
skal vel være ålestanger nu“.
Så blev skøjterne skiftet ud med
nogle solide brodder i bunden af et par
træskostøvler, og jeg blev udstyret med
ålejern, isøkse og slæde, værs`go!
Derefter måtte vi have fat i bedstemor, for der skulle jo også strikkes
stangvanter. Bedstemor var temmelig
skrap til det. Hun brugte garn som bestod af halvt fåreuld og halvt hundehår.
Denne blanding bevirkede at vanterne
ikke „valkede“, det vil sige, at de ikke
blev stive og hårde, som ren uld vil blive
det. Der levede dengang på Fur nogle
gamle koner, som kunne lave endnu
bedre stangvanter. De kunne selv både
karte og spinde, og de brugte halvt uld
og halvt menneskehår- menneskehåret
fik de hos frisøren, når de unge piger
ikke syntes det var moderne mere med
lange fletninger. Kunne man få fat på et
sådant par vanter, havde man vanter
for livet, men vi klarede os med hundehårene.
Så var grejet i orden, og nu skulle der
virkelig stanges ål.
Det første, der kræves er respekt for og
kendskab til isen. Det kunne man bedst
lære ved at lytte til de gamle ålestangere,
som jo havde forstand på de dele. Far
sagde ofte til mig, at 1½ tomme nyis i januar var meget sikrere end 12 tommer
„rådden“ is i marts, og det er jo så sandt,
som det er sagt, når man kender noget
til is. Det er ikke isens tykkelse, men beskaffenheden, som gælder. Jeg har gået
på nyis så tynd, at man til sidst stod i en
hel sø omkring stanghullet, fordi man
tyngede isen ned. Det betød ikke noget,
for nyis i frostvejr er utrolig sej og stærk.
Nyis eller blankis var noget for sig. Det
var som om man gik på vandet, og så var
der mulighed for at stange efter „kobbel“.
At stange efter kobbel var noget specielt,
desværre nåede jeg ikke at lære det rigtigt, men nogle af de gamle ålestangere
kunne det til fuldkommenhed.
Et ålekobbel viser sig ved, at der under isen ligger en række luftblærer. Det
er luft, som ålen afgiver fra sin svømmeblære efterhånden som lufttrykket falder.
Den sidste luftblære i rækken skal være
„levende“, det vil sige, når man med øksen banker på isen, skal luftblæren kunne
bevæge sig. Hvis den ikke bevæger sig,
33
altså er frosset fast, er kobbelet for gammelt og ålen er væk.
Imidlertid kan et godt kobbel snyde
selv en dreven ålestanger. Jeg så engang en ålestanger som fandt et godt
kobbel i den nordlige ende af søen. Han
mærkede kobbelet op på isen som man
skal, han huggede hul, fik stagen i lod
og stødte til og fik jernet sat eftertrykkeligt fast i rælingen af en robåd, som lå
på bunden. Det var træværket i båden,
som havde afgivet kobbelet!
Holger Thisted med ålejern
Et godt „kobbel“
Kobbelstangning var som regel en
ret kortvarig affære, for når isen blev
„blind“, det vil sige uklar på grund af
skiftende frost og tø eller, som det oftest skete, der kom et lag sne, så var
det slut, og vi måtte i gang med blindstangning eller trælstangning, som det
kaldtes. Man huggede et hul, rundt eller trekantet og stangede så i blinde
ud i alle retninger fra hullet. Så var det
med at have „fornemmeren“ i orden,
for man kunne jo ikke vide, om der lå
ål på det sted.
Det med at mærke, når man ramte en ål, var noget som mange mennesker der kom på isen ikke kunne
forstå, for vi stod jo trods alt med 24
alen „tømmer“ - ca. 15 m - men fakta
var jo, at man kunne mærke noget så
småt som en ganske tynd kvist eller et
stykke tagrør, når vi stangede på det
„bløde“.
Nu var det jo ikke udelukkende ål,
som lå på bunden af søen. Utallige forskellige ting er i årenes løb hentet op
ved hjælp af et ålejern. Det var alt fra
brugte præservativer til gulvtæpper,
springmadrasser, ribsbuske, fiskegrej,
gamle cykelstel, ankertov - som kunne
snyde gevaldigt, når man ramte det jeg har sågar set en plæneklipper blive
hentet op. Det var noget af et syn, at
se en ålestanger stå ved sit stanghul
med en plæneklipper ved siden af sig.
Apropos præservativer, faldt der en
sjov bemærkning fra en ålestanger fra
Ørum, da han første gang fik et præservativ i ålejernet: „Nu kan jeg bedre
forstå, at der ikke er så mange ål, men
hvem har lært dem at bruge sådan noget skidt“.
Kobbelstangning på „blankis“ Søndersø 1928
34
Jeg var ude for en ubehagelig episode, hvad angår det at hente noget
op fra bunden. Jeg stangede den dag
ud for „Granada“ og ramte noget der
godt kunne føles som en ål. Jeg gættede på et langt ankertov eller noget
lignende, men da jeg fik det op i stanghullet, viste det sig at være en hund.
En stor sort Labrador. Jeg havde ramt
den i halen, derfor fornemmelsen af at
det var ål. Jeg fik med forsigtighed jernet fri og lod hunden gå til bunds igen,
og flyttede så over i den anden side af
søen for at stange videre.
Jeg fik senere en forklaring på hundens tilstedeværelse på bunden af
søen. En mand fra Nørresøvej kom ud
og fortalte, at hans labrador en uges
tid før var løbet ud på meget tynd is på
jagt efter måger. Den var gået igennem
isen og kunne ikke selv komme op.
Nu var det jo ikke alene hunde, som
faldt igennem isen, jeg har i min tid på
Nørresø set en del mennesker falde
i. Det var som oftest mennesker, der
trods advarsler fra ålestangerne og
uden kendskab til isen, vovede sig ud.
Gang på gang advarede vi disse mennesker, når isen ikke var for god, enten
for tynd eller rådden, og fik af mange
det svar, at det ikke var noget som ragede os, men når de så sad med kun
hovedet over iskanten, var det jo alligevel os, de måtte sætte deres lid til
for at komme op igen.
Heldigvis oplevede jeg aldrig en
drukneulykke af den forbindelse.
En dag stod vi lidt nord for Kærvænget. Pludselig lød der et råb fra en ung
mand, som var gået baglæns og faldet
i et stanghul på aldeles sikker og stærk
is. Der gik panik i fyren og han råbte:
„Jeg drukner, jeg drukner“. „Gu gør du
ej“ sagde en gammel ålestanger, som
dengang boede i Solgaarden „du har
jo ikke engang haft hovedet under
endnu“. Han gik selvfølgelig hen og
halede den nødstedte op og fortsatte
så med at stange ål, som om intet var
hændt.
Gamle murer Overgaard, som var
lidt af et hidsigt gemyt, for at sige det
mildt, var på vej ind efter en dags ålestangning på rådden is i marts måned.
Nu kan det være vanskeligt at komme
ud, når isen er rådden, den tør jo først
op inde ved land, men det kan være
endnu vanskeligere at komme ind
35
igen, for isen er jo ikke blevet bedre i
dagens løb. Overgaard faldt igennem.
Det gjorde jo ikke humøret bedre,
og helt galt blev det, da han ikke selv
kunne komme op igen og måtte til at
råbe om hjælp. En mand, som gik inde
på Erik Menvedsvej, hørte råbet og
ilede ned til søen. Han blev forskrækket, da han så en mand sidde i isen et
stykke udenfor badebroen. I sin befippelse råber han ud til Overgaard: „Er
du faldet i“? Det var vistnok det man
kalder dråben, der får bægeret til at
flyde over. „Faldet i“ skreg Overgaard
ude fra isen, „jamen for fanden da
mand, tror du jeg bor her“?
Ved hjælp af en stige og andet grej,
blev Overgaard reddet i land og slap
med en våd trøje.
Igennem årene traf jeg mange ålestangere på søen. Jeg husker navnene
på mange af dem, men endnu flere har
jeg glemt navnet på, eller aldrig kendt
det, men jeg kan stadig se de fleste for
mig.
Ålestangerne var næsten alle fra
samme sociale lag, det var arbejdere,
aldersrentenydere, invalidepensionister, arbejdsløse og som jeg selv den-
gang, bydreng eller lærling. Når isen
var god og stærk, fik vi mange gange
besøg af nogle af byens honoratiores.
Enkelte af dem var meget interesserede i ålestangning, og jeg ved at nogle
af dem gerne ville prøve det selv, men
i snobberiets navn kunne det jo ikke gå
an. Grosserer X kunne jo ikke møde op i
Odd-fellow logen i kjole og hvidt om aftenen, hvis han om formiddagen havde
stået på Nørresø og stanget ål sammen
med „Peter Brohus“ og „Store Anton“.
De fleste ålestangere kom jo fra selve Viborg, men der kom også folk fra
både Ørum, Engelsborg og Loldrup,
Bruunshåb og Asmild.
Jeg misundte ofte de ålestangere,
som boede tæt ved søen, for når man
havde stået på søen med 10 tommer
stærk is og ankeldyb sne en hel dag,
kunne cykelturen til Engelsborg godt
være en sej omgang.
Af de nærmest boende mindes jeg
folk fra Ibsgade, det var murer Over-
gaard, Thomas post- som for øvrigt tog
den største ål jeg har set på søen, den
vejede 4 pund.- og det var Robert Lange (død i skrivende stund) samt Svend
Hvidberg.
Fra Gefionsvej var det Alfred Pedersen „bette Alfred“ eller „myreslugeren“, som vi kaldte ham, vistnok med
hentydning til hans temmelig lange
næse. Han havde kun 100m til søen.
Alfred var en meget dreven, men
temperamentsfuld ålestanger, hvis
grej altid var i perfekt orden. Ud for
Kærvænget „ramlede“ han en dag i et
gammelt cykelstel, og så var temperamentet i kog. Han fik det fri af dyndet,
men måtte hugge hullet større, for at
få det op på isen.
Med en kraftanstrengelse slyngede han cykelstellet ind mod land, alt
imens han udstødte nogle brøl, som
jeg tror kunne høres helt til Overlund.
Robert Lange
36
Alfred havde selvfølgelig værktøj med,
og fik snart ålejernet rettet op og filet
igen.
Af andre nærboende husker jeg
Mogens Krogh, Vilhelm Christensen
og hans søn Ejvild, habile ålestangere
som boede på Bragesvej.
Til de mest trofaste ålestangere hører Aage og Peter, „Brødrene Olsen“.
De to har hentet utroligt mange ål op
fra bunden af Nørresø i årenes løb, for
øvrigt har jeg set Aage hente en seks
punds karpe op med ålejernet.
Så var der „bette Ejnar“, han var
absolut specialist i at stange på „sandet“. Her kunne gøres gode fangster,
når ålene i tøbrudstiden trak ind fra
dyndet for at gnide det tykke lag vinterslim af sig i sandet. Jeg har aldrig
brugt det, for mit grej passede ikke til
det, ålejernet skal have meget korte
„flæner“.
Førnævnte Alfred stangede aldrig
på sandet, for som han udtrykte det:
„Jeg vil fanden raspemig ikke have
bakkeål“. Han holdt sig til det bløde,
hvor det også var nemmere at mærke
en ål, og det tog heller ikke så hårdt
på grejet.
Fra Overlund kom Marinus, en gammel teglbrænder, hvis stanghuller vi
altid kunne kende, han brugte meget
snus, og rundt om stanghullet lå en hel
krans af sorte spytklatter.
Fra Loldrup husker jeg Holger Andersen, Krogh og Helge, plus flere andre, som jeg ikke husker navnene på.
De stangede efter kobbel på Loldrup
sø, men når den blev blind, flyttede
de til Nørresø for at trælstange. Holger
Andersen og Helge reddede engang
tjener Meldgaard, da han var gået
igennem rådden is i den nordlige ende
af søen.
Efter den vandgang, hvor han så igen
stod på fast is med blodet drivende fra
hænderne, efter at han ved hjælp af to
ålestager var blevet slæbt op, svor han,
at han aldrig mere ville på søen, og vi
så ham heller ikke mere.
Fra søndre bydel kom der også ålestangere. Jeg husker blandt andre Karl
Jensen, hans bror Anton - „store Anton“ - bager Bode, Schønberg og flere.
De stangede oprindeligt på Søndersø,
men kom på Nørresø, da Søndersø efterhånden var blevet så hårdt belastet
af forurening, at for eksempel kobbel-
37
stangning blev umulig på grund af de
store mængder gas, som bunden afgav.
En enkelt mere skal også nævnes
her, det var „sønderjyden“, Nicolaj Boisen, en markant person, hvis lune og
humør altid var i top, uanset vejr og
vind og uanset om han fangede ål eller ej.
Årene gik, og en skønne dag var det
mig, der stod på Nørresø som „den
gamle“ og min søn Lars på 13-14 år
kom ud til mig og fik lov at hugge et
Murer Overgaard stanger ål på Nørresø
par huller for mig, selvfølgelig med besked om at få stroppen på økseskaftet
omkring håndleddet, for en isøkse som
smutter, er næsten umulig at finde
igen med ålejernet, den står jo lodret
på bunden.
Første gang Lars var med, affødte
det følgende bemærkning fra Jens Eriksen, som boede i Sjællandsgade: „Hwa
er det for en kåel do hår mej i daw, han
ska kanskiesens vær professionel ålestanger nær han grower lidt bejjer te“!
Bjarne Vendelbo
Jens Eriksen kom fra Vammen og
havde i mange stanget ål på Tjele
Langsø, men var flyttet til Viborg og
stangede nu ål på Nørresø.
Lars havde lysten i sig, og jeg kunne
jo kun reagere på én måde: „Ja, Lars,
nu bliver jeg vel nødt til at rigge noget
sammen til dig, for du skal vel være
ålestanger nu“.
Lars blev udstyret med det nødvendige grej, og så var 3. generation i gang
på Nørresø.
Jeg tror Lars var den sidste af de helt
unge, som kom i gang med ålestangning på Nørresø. De unge havde vel
fået andre interesser, men det væsentlige var nok, at der blev færre og færre
ål at fange. Om det skyldtes tiltagende
forurening af søen eller svigtende opgang af glasål eller en kombination af
begge dele, skal jeg lade være usagt.
Så skete det, som satte punktum for
min karriere som ålestanger.
Det som ålestangerne igennem
hundreder af år selv havde kunnet finde ud af, nemlig isens bæredygtighed,
blev nu overtaget af politiet. Man henviste til en politivedtægt, som jeg ikke
kender indholdet af, men den er højst
38
sandsynligt skrevet af nogle juridiske
embedsmænd, hvis eneste kendskab
til is strækker sig til den is, som de har
i deres whiskyglas.
En stille, tindrende klar vinterdag,
hvor søen og det omliggende landskab
var dækket af sne, var - trods byens
nærhed - en naturoplevelse, som ikke
lader sig beskrive, men når der på begge sider af søen holdt en politibil med
blå blink, sirener og højttalere, var det
mere end jeg kunne bære. Jeg skilte
mit grej ad, pudsede ålejern og isøkse
pænt af - som man for øvrigt altid skal
efter en endt sæson - og hængte det
op på væggen, hvor det nu minder
mig om utrolig mange dejlige timer på
Viborg Nørresø.
En epoke var slut.
Bjarne Vendelbo 1991
Ulovligt fiskeri
Hårde straffe
Det er bestemt ikke alt fiskeri ved Viborg søerne, der er foregået på legal
vis. Både fra søerne og fra tilløbene til
dem, ligger der beretninger om ulovligt fiskeri.
I 1915 blev f.eks. tre af byens borgere tiltalt og dømt for flere gange at
have tømt erhvervsfiskerens ruser. En
af de tiltalte var medlem af den nystartede Viborg Fiskeriforening. Han blev
af bestyrelsen straks foreslået ekskluderet af foreningen, men inden det
kunne ske, meldte han sig ud. En af de
andre følte sig åbenbart så skamfuld
og brødebetynget, at han druknede
sig i søen.
Den 24. november 1924 blev en
mand anmeldt og senere dømt for
ulovligt „at slå ørreder med lyster“ i
Mikkelsbæk, et fint lille tilløb til Nørremølle Å, hvor ørrederne gik op for
at gyde. Han havde med stangjern
taget tre store ørreder i fredningstiden. Det blev dyrt for ham. Af et brev
fra politimesteren i Viborg dateret
22. december 1924 fremgår det, at
han fik en bøde på ikke mindre end
50 kr., og derudover skulle han betale
20 kr. til kommunens hjælpekasse. En
hård straf, når datidens timeløn tages
i betragtning.
Udover de her nævnte tilfælde,
som endte med domfældelse, har der
været adskillige tilfælde af ulovligt
fiskeri på søerne. Det var som oftest
erhvervsfiskerens redskaber, der blev
tømt, men der foreligger også eksempler på, at nogen ulovligt har forsøgt
sig med langliner, ruser og lignende.
En hel del af den type redskaber er i
tidens løb blevet taget op af søerne
og indbragt til politiet. Men som regel
har ingen henvendt sig for at få dem
udleveret, hvad der jo nok også havde
resulteret i et bødeforlæg.
Ulovligt fiskeri med ruser og net
foregår desværre stadig. Det er kun få
år siden, at der blev opfisket adskillige
ruser i Søndersø.
39
Ulovlige redskaber i søerne 2008
Udsætning af fisk
Sandart fra Sverige
Hvornår de første udsætninger af fisk
i Viborg-søerne begyndte står hen i
det uvisse. Vi ved dog, at Viborg Fiskeriselskab, som blev stiftet i 1865 af
adjunkt Arthur Feddersen, allerede i
1866 begyndte udsætning af ørreder
i søerne, og siden Viborg Fiskeriforening i 1913 blev stiftet, er der næ-
sten hvert år udsat tusindvis af ål, ørreder og andre fiskearter.
I 1915 blev der af foreningen indkøbt og udlagt 75.000 stk. sandartrogn fra Sverige, men det blev der
aldrig rigtig noget ud af, måske fordi
sandartrogn skal passes og hele tiden
tilføres frisk vand, hvilket sandarthannerne normalt sørger for.
Det var derfor først i 1924, da man
samme sted fra indkøbte sandartyngel i stedet for rogn, og man samtidig
fra Skanderborg søerne købte og udsatte et større parti store sandart på
1–4 kg stk., at denne fiskeart slog an.
Transporten af de små svenske
sandarter foregik i mælkejunger, som
blev sendt med toget. De rejste dog
ikke alene, idet de på behørig vis blev
ledsaget af fiskemester Sørensen fra
Sverige, som også havde fisk med til
bl.a. Lystfiskeriforeningen i København og Silkeborg Fiskeriforening.
Prisen var 100 svenske kr. pr. 1000
stk., men så var der også garanti for,
at de var levende, så længe de var
Klækkehus i klosterskoven
40
under opsyn af fiskemesteren, som
mange gange undervejs måtte skifte
vand ved de små fisk. Det er slet ikke
til at forestille sig, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at holde liv
i dem under så lang en transport og
under de tilsyneladende ret primitive
forhold.
Ørreder fra Klosterskoven
Viborg Fiskeriforening har også udsat
ørred, regnbueørred, gedde, karpe,
suder og ål i søerne, når man kunne
skaffe dem. Ålene, det vil sige „glasål“
på 2-5 gram stk. og 5-10 cm lange,
kom bl.a. fra Højer Sluse i Sønderjylland, Ringkøbing Fjord og flere andre
steder. Antallet har varieret fra 20.000
-200.000 stk. årligt.
En stor del af de udsatte ørreder
kom, indtil ca. 1960, fra den daværende klækkeanstalt i Klosterskoven.
Klækkeriet blev drevet af det agtværdige Viborg Fiskeriselskab, som siden
1865 havde klækket og opdrættet ørreder til udsætning i omegnens vandløb.
Viborg-søerne fik hvert år deres del,
d.v.s. mellem 3.000 og 20.000 stk.,
som henholdsvis Fiskeriselskabet og
Viborg Fiskeriforening opdrættede i
fiskedammene i Klosterskoven. Havørredrogn fik man bl.a. af fiskerne i Hjarbæk og rogn fra regnbueørred blev
indkøbt ved forskellige lokale dambrug, bl.a. Rindsbæk Dambrug.
I mange år var udsætningen af ørreder indstillet p.g.a. søernes dårlige
vandkvalitet, men i de seneste år er
den blevet genoptaget og foregår nu
som en del af udsætningsplanen for
Gudenåsystemet. Derfor er der siden
1995 årligt udsat 1.500 ørreder i størrelsen 17-28 cm direkte i Nørresø og
500 stk. 6-10 cm ørreder i Stigsbæk,
et tilløb til Loldrup Sø. De udsatte fisk
er alle afkom af havørreder fra Gudenå
og er opdrættet i Bjerringbro.
Fisk fra andre søer
Efter ønske fra Fiskeriforeningens
medlemmer begyndte man i 1934
også at udsætte geddeyngel i søerne.
Det første år blev der udsat 50.000
stk., og frem til og med 1966 blev der
årligt udsat 60-100.000 stk. En del
af geddeynglen blev leveret af fisker
Ammitzbøll, som selv klækkede dem
41
ved Hald Sø, mens andre blev indkøbt
fra diverse klækkerier rundt om i landet. F.eks. var Tissø Geddeklækkeri på
Sjælland i mange år leverandør.
Der er gennem årene også blevet
udsat andre fiskearter i søerne, f.eks.
aborre, karpe, suder og helt. Aborrerne kom fra henholdsvis Hald Sø,
Glenstrup Sø og Tange Sø og karperne
blev indkøbt fra Gråsten Skovdistrikt.
Om disse udsætninger har haft nogen
betydning eller ej, er svært at afgøre,
men i hvert fald har udsætningen af
100.000 stk. helt fra Frøjk i Holstebro
i 1934 aldrig resulteret i en blivende
heltbestand, hvorimod efterkommere
af de karper som blev sat ud i 1937,
stadig trives og yngler i søerne.
Indtil 1994 blev stort set alle udgifter til indkøb og udsætning af fisk i søerne betalt af Viborg Fiskeriforening.
Siden har foreningen hvert år søgt om
penge fra det obligatoriske fisketegn
og faktisk også fået 20-25.000 kr. til
indkøb af ål. Desuden har Viborg Kommune i de senere år ydet tilskud til udsætningen af ørred. Alle udsætninger
foretages nu efter nøje udarbejdede
biologiske planer.
1930
40000
1931
1.500 + 5.000
yngel
1932
Statistik over udsætninger i søerne
( bilag 2)
1933
1934
Antal stk
År
1915
Ål
Gedde
1,5
Aborre
20000
Karpe
Suder
4000
Sandart
Ørred
75.000 stk. rogn
Regnbueørred
4300
ukendt antal
25000
25000
30000
1920
1940
50000
200
1921
1941
50000
1924
1944
35000
ukendt tal
1923
1925
1945
ukendt tal
1
1924
1926
1946
ukendt tal
ukendt tal
1928
1948
50000
60000
2000
1929
1949
50000tal
ukendt
ukendt tal
700
1930
1950
40000tal
ukendt
ukendt tal
50000
1931
1951
ukendt tal
ukendt tal
40000
1952
ukendt tal
ukendt tal
1.500 + 5.000
1932
1953
ukendt tal
yngel
1933
1954
ukendt tal
ukendt tal
1,5
1934
1955
30000
25.000 +
50000
70 stk
10 kg sætteål
sættefisk
1927
1928
1931
1932
1933
4000
Hald Sø
1935
30000
10000
1000
1936
30000
30000
1000
1937
40000
25000
1938
30000
25000
600
1939
30000
standset
pga. krigen
5000
5000
1000
1000
20.000 blandede
42
ukendt antal
og
3.000 stk havørred
200
4300
10000
200
ukendt tal
1000
12700
20.000 helt
1927
1947
1926
100.000 helt
3.000 stk havørred
100
400
standset
1922
20.000 helt
1000
20.000 blandede
pga. krigen
1921
1000
1000
Regnbueørred
200
og
ukendt tal
1.000 fra
Ørred
5000
1917
ukendt tal
50000
Sandart
75.000 stk. rogn
40000
20000
30000
50000
30000
Suder
600
4000
1937
1915
1938
1916
50000
1934
Karpe
1000
5000
1922
1942
1930
Aborre
1000
1923
1943
1929
4000
30000
10000
1000
100.000 helt
30000
1920
1925
Antal stk
1936
1917
1919
1000
Hald Sø
Gedde
10000
1919
100
1.000 fra
Ål
30000
1918
1939
400
50000
År
1935
1916
1918
30000
2000
700
1000
1.500 + 5.000
yngel
1,5
1935
1956
30000 +
100.000
10000
320
1936
50 kg
30000
30000
1957
1937
25000
40000
25000
1958
1938
30000
100000
25000
1959
50000
1939
1960
30000
1961
1940
1962
1941
107000
50000
200.000 +
50000
50 kg sætteål
1.000 fra
1000
4000
300 kg store Hald Sø
-- do --
3.000
sættefisk
1000
1000
600
75 kg fra
Glenstrup sø
standset
pga. krigen
100000
100.000 helt
Hald Sø
5000
3.000
5000
200
sættefisk
1000
1000
7000
ukendt
tal
20.000
blandede
23
og
50.000
3.000 stk
havørred
yngel
15.000
5000
43
1.000 yngel
1952
ukendt tal
1953
ukendt tal
1954
ukendt tal
ukendt tal
1955
25.000 +
70 stk
3.000
10 kg sætteål
sættefisk
sættefisk
1956
100.000 +
ukendt tal
320
50 kg
År
1957
Ål
25000
1958
1915
1959
300 kg store Aborre
-- do --
3.000
Antal stk
Karpe
sættefisk
Suder
Sandart
100000
20000
50000
75 kg fra
4000
75.000 stk. rogn
Glenstrup sø
1916
1960
1917
107000
1962
1919
200.000 +
1920
1963
1921
1922
1964
1923
100000
ukendt antal
50.000 +
100 store Karup Å
1926
1966
1928
1968
30.000 stk.
1976
25.000
ukendt tal
23
1979
320 kg
50.000
4300
1915
1980
20000
276
kg
yngel
15.000
1916
1981
Ukendt
1917
1982
320 kg
100
10000
1918
1983
320 kg
1.000 yngel
200
1919
1984
300 kg
1920
1985
192 kg
1000
20.000 helt
50000
1975
Ål
325 kg
Gedde
Sandart
75.000 stk. rogn
Ørred
200 kg
-----
ukendt antal
10000
0
200
0
500
1923
1988
240 kg
40
0
0
1
200 kg
1000
540 kg
1926
1991
0
1927
1992
0
2000
700
570 kg
700
1928
1993
13.000 stk.
10.000 yngel
1929
1994
50000
0
1930
1970
40000
50 kg
175 kg store 30-
1930
1995
40000stk.
20.000
1.500 stk.
40 cm
1.500 + 5.000
1931
1996
0
1.500 + 5.000
1997
20.000 stk.
1932
1998
18.000 stk.
1971
40 kg
70 store
yngel
1932
1972
16,8kg
50 store
1,5
1933
1973
50 kg
50 store
1934
1974
30000
50000
1975
30.000 stk.
1935
1976
30000
25.000
10000
1000
1936
1977
30000
30.000
30000
1000
1937
1978
40000
25000
600
1938
1979
30000
320
kg
25000
1980
276 kg
1981
1939
Ukendt
30000
standset
-----
1982
320 kg
pga. krigen
0
1940
1983
50000
320
kg
1941
1984
50000
300
kg
1942
1985
50000
192
kg
1.000 fra
1000
100.000 helt
4000
Hald Sø
--------
125 kg
1934
2000
30000
--------
325 kg
2001
1935
2002
1936
2003
1937
-------30000
-------30000
--------40000
5000
167
kg
5000
1000
170
kg
1000
200
kg
20.000
blandede
ukendt
og
----3.000 stk
havørred
44
ukendt tal
1933
1999
200
yngel
1.500 stk.
500 stk.
1,5
1.500 stk.
1.500 stk.
50000
1.000 fra
Hald Sø
1000
10000
350 stk.
1000
30000
1000
25000
600
25000
2004 1938
– 2012 hvert 30000
år 1500 stk. ørred
100.000 helt
4000
1.500 stk.
1.500 stk.
5000
5000
1000
1.500 stk.
1000
20.000 blandede
og
3.000 stk havørred
1939
30000
standset
pga. krigen
0
1940
50000
0
1941
50000
ukendt
0 tal
1942
50000
600 kg
640 kg
20.000 helt
50000
1931
4300
100
0
1929
1969
50000
Regnbueørred
0
400
0
0
170 kg
Suder
-----
330 kg
200 kg
Karpe
4000
1922
1987
1925
1990
Aborre
ukendt
1921
1986
1924
1989
167 kg
Antal stk
2000
50000
38,5 kg
125 kg
30.000
15 kg
50 kg
50 store
År
1978
40 stk fra Karup Å
sætteål
50 kg
1977
100.000 +
1925
1973
Regnbueørred
7000
65 kg sætteål
1924
1965
1927
1967
400
50 kg sætteål
100.000 +
50 store
Ørred
5000
1961
1918
16,8kg
1974
Hald Sø
Gedde
1972
45
ukendt tal
ukendt tal
200
Forurening og rensningsanlæg
Fiskeriforeningen krævede
spildevand renset
Forureningen af Viborg søerne er ikke
kun af nyere dato. Den begyndte for
så vidt allerede, da de første mennesker bosatte sig ved søerne og voksede så i takt med at byen udviklede
sig. Men det var dog først i begyndelsen af 1900-tallet, da byens industrier
voksede, og det blev almindeligt med
vandskyllede toiletter, at den for alvor tog fart. Spildevandet blev samlet i rørledninger og ledt urenset ud i
søerne. Selv om søerne var i stand til
at omsætte meget, blev mængden af
spildevand dog efterhånden så stor,
at forureningen og følgerne heraf blev
direkte synlige.
Viborg Fiskeriforening forsøgte meget tidligt at få byrådet overbevist om
nødvendigheden af, at byens spildevand blev renset, inden det blev ledt
ud i søerne, men det var der ikke meget forståelse for. I et af kommunens
svar til foreningen står der bl.a., at der
allerede i 1908 var lavet en plan om
at lede alt spildevand udenom Nørresø og i stedet føre det til Søndersø.
Det var dog først i 1921, det blevet
gennemført, og i 1924 svarede Viborg
Kommune bl.a. følgende på en af foreningens henvendelser:
Det nye rensningsanlæg fra 1938 og Viborg
Fiskeriforenings hus ved søen, hvor erhvervsfiskeren havde sine redskaber.
46
(citat)
Den ny kloakledning er baseret på
to hovedledninger, begge udmundende i Søndersø og ført ud i denne til
dybt vand gennem nedsænkede tømmerledninger.
Der er ved dette anlæg ikke påtænkt
noget rensningsanlæg, idet erfaringerne fra lignende anlæg viser, at søvandets rensningsevne er tilstrækkelig stor til, at man uden fare kan føre
kloakafløb ud i det, navnlig da det i
nærværende tilfælde drejer sig om en
i forhold til spildevandsmængden så
stor recipient som Søndersø, hvis daglige afløb er 24 gange så stort som den
største spildevandsmængde, der kan
være tale om at tilføre fra byen.
En ophobning af faste stoffer udfor
udløbene er der ingen fare for, idet
disse (sand, sten, metaldele og lign.)
vil aflejre sig i den sidste ca. 200 meter
lange del af ledningen, som ligger under søens overflade, hvorfra de fjernes
ved oprensning med års mellemrum.
Denne del af ledningen virker følgelig
som klarebassin.
At fækalier skulle virke forurenende
er udelukket, da de længe før de når
ud i søen, vil være fuldstændig opløste
i spildevandet, hvad den foretagne oprensning af ledningen da også har vist.
Hvad der muligvis kan virke forurenende og skadelig for fiskebestanden
er sikkert ikke de opløste fækalier, men
derimod afløbet fra visse fabrikker. Da
disse afløb imidlertid så længe byen
har eksisteret, har fundet sted uden at
skade fiskebestanden, tør man vel gå
ud fra, at den omstændighed, at de nu
i stedet for at løbe ud i søbredden føres
ud på dybt vand og i strømmen, ikke
kan forøge faren. I øvrigt findes der ikke
her i byen sådanne virksomheder, som
erfaringsmæssigt skader fiskebestanden. Det er da også en kendsgerning,
at man ser meget få døde fisk i søen.
Et rensningsanlæg ville være en meget dyr foranstaltning, såvel i anlægsomkostninger som i drift, og det ville
medføre en sådan ubehagelig lugt i sit
nabolag, at man sikkert hurtigt blev
ked af det, samtidig med at dets nytte
var i høj grad omtvistelig.
Såvel byrådet som vej- og brolægningsudvalget har da også taget afstand fra det.
(citat slut)
47
Det må jo nok siges at være en særdeles klar udmelding om, hvad man
dengang betragtede som værende
forurenende og skadeligt for søerne.
Udbygningen af byens kloaknet,
med flere og flere tilslutninger af både
virksomheder og private boliger, viste
dog ret hurtigt, at kommunen havde
taget godt og grundigt fejl. Nogle
år efter indrømmede man også den
katastrofale fejltagelse, men da var
Søndersø allerede blevet tilført meget store mængder forurenet slam og
andre „gode sager“. Undersøgelser og
beregninger viste i 1925, at søen hvert
år skønsmæssigt fik tilført, hvad der
svarede til 20-25.000 vognlæs slam,
og det var trods alt mere end den kunne omsætte.
Byens første rensningsanlæg
Det blev dog først i 1938, at byen byggede et efter datidens forhold moderne mekanisk rensningsanlæg ved
bredden af Søndersø, der hvor Golf
Hotel nu ligger. Desværre viste det sig
meget hurtigt, at det slet ikke kunne
klare de hastigt voksende mængder
spildevand. Som det siden også er ble-
vet sagt om andre lignende anlæg, - så
kunne det stort set kun sortere cykler
og barnevogne fra - alt andet endte
stadig i Søndersø.
Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt,
for faktisk blev der kørt tonsvis af slam
væk fra anlægget hver måned, men
alligevel havnede der stadig store
mængder i søen. Da forholdene var
værst - i slutningen af 1960erne - var
det ikke ualmindeligt, at der efter
langvarigt isdække flød store mængder døde fisk rundt i Søndersø. De var
døde af iltmangel, og lugten af svovlbrinte var ulidelig, når isen smeltede.
Nu var det både synligt og mærkbart for alle, at der skulle gøres noget.
Derfor blev det nuværende centralrenseanlæg ved Bruunshåb bygget og
taget i brug i 1971.
Da udledningen af dårligt renset
spildevand til Søndersø ophørte, skete
der forholdsvis hurtigt en forbedring
af søens vandkvalitet. Men følgerne
af mange års forurening lader sig selvfølgelig ikke bare lige fjerne. I søbunden ligger der stadig ophobet store
mængder næringsstoffer, som hvert
år giver anledning til en enorm pro-
duktion af alger. Desuden ligger der
ret store mængder tungmetaller, bl.a.
kviksølv og andre „gode ting“ fra byens hospitaler og fabrikker. De seneste års investeringer i forsinkelses- og
rensningsbassiner for både spildevand
og overfladevand giver dog håb om, at
søernes vandkvalitet yderligere bliver
forbedret, men det kan tage mange år.
På Viborg Fiskeriforenings generalforsamling i 1924 blev det vedtaget,
at foreningen skulle foreslå byrådet,
at der blev lavet en biologisk undersøgelse af søerne. Efter foreningens
opfattelse var søerne allerede dengang så stærkt forurenede af byens
udledninger af urenset spildevand, at
den naturlige fiskebestand og andet liv
i søen var truet. Undersøgelsen skulle
udføres af den navnkundige magister
C. V. Otterstrøm, som var ansat på Fiskebiologisk Station, der havde til huse
på Charlottenlund Slot.
Når man tænker på byrådets svar til
foreningen samme år, hvor det totalt
blev afvist at byens spildevand forurenede søerne, kan det jo godt undre
lidt, at man nu viste stor velvilje og
vedtog at undersøgelsen skulle laves,
48
og oven i købet helt og holdent betales af kommunen. Måske ventede man
at kunne få bevis for byrådets påstand
om, at byens udledning af urenset spildevand ikke havde været skadelig for
søerne.
Biologiske undersøgelser
Afslørende undersøgelse
Byrådet tog igen fejl
I løbet af foråret og efteråret 1925 gennemførte magister Otterstrøm en meget grundig undersøgelse, som med al
tydelighed viste, at specielt Søndersø
havde det dårligt, primært på grund
af udledningen fra byens kloakker. Den
største del af kloakvandet stammede
fra byens husholdninger, som tilførte
søen store mængder organisk stof.
Otterstrøm var dog også meget opmærksom på specielt to større industriudledninger, nemlig slagteriets og gasværkets. Fra slagteriet blev der naturligt
nok udledt store mængder blod og
tarmrester, mens der fra gasværket blev
udledt adskillige giftige affaldsstoffer.
Søernes fiskebestand blev selvfølgelig også grundigt undersøgt, og ikke
uventet for Viborg Fiskeriforening blev
det konstateret, at mange af søernes
fiskearter havde det meget dårligt. Fiskene var både syge og voksede dårligt, set i forhold til fisk fra andre tilsvarende søer, som ikke i samme grad var
forurenede.
Da undersøgelsen var færdig, skrev
magister Otterstrøm en meget udførlig, men også meget afslørende rapport om forholdene i søerne. Viborg
Fiskeriforening opfordrede byrådet til
at lade rapporten trykke i bogform,
men det nægtede man kategorisk. Det
var måske også forståeligt nok, rapporten afslørede jo med al tydelighed,
at søerne bestemt ikke havde kunnet
tåle byens udledninger af urenset spildevand. Byrådet gav dog tilladelse til,
at Viborg Fiskeriforening selv kunne
udgive rapporten, men det magtede
foreningen af økonomiske grunde
ikke, og det vidste kommunen jo udmærket godt.
Men der havde byrådet gjort regning uden vært. Godt nok havde foreningen ikke selv penge til trykningen,
men dens daværende sekretær og
medstifter, sagfører Carl Handberg
mente, at det var så vigtigt at få rapporten offentliggjort og udgivet, at
han for egne midler lod den fremstille
49
i 300 eksemplarer til en samlet pris på
235 kr.
Andet og mere end biologi
Rapporten beskriver minutiøst søernes dyre- og planteliv, og er senere
blevet en klassiker, som de fleste ferskvandsbiologer kender og har læst, om
ikke andet så i hvert fald ét bestemt
C. V. Otterstrøm
afsnit af den. Ikke fordi det specielt
har nogen biologisk interesse som sådan, men fordi det siger en hel del om,
hvad man dengang også lagde vægt på
i en biologisk rapport.
I bogens afsnit „Andre bemærkninger“ er der en gennemgang af forskellige forhold, som har indvirkning på
søernes anvendelse i almindelighed.
Her omtales alt;
Vejbroens højde over forbindelsen mellem søerne. Den var så lav, at
passage i selv en lav robåd var meget
vanskelig - man måtte ned i bunden af
båden og trække sig under.
Kloakledningerne, som var ført langt
ud i søen, og derved gjorde sejlads farlig, fordi de ikke var afmærkede.
Opfyldningen af søbredden langs
Sindsygehospitalet med murbrokker,
blikdunke og andet affald.
Alt var med! Det mest kendte er dog
nok afsnittet om „diverse flydende
genstande“.
Citat:
Når man som i Viborg lader kloakvandet gå direkte i søen, vil visse mod
forrådnelse meget modstandsdygtige
emner i længere tid svømme om i søens
overflade eller lejre sig ved søbredden,
hvor vinden driver dem ind. Allerede
nu kunde det konstateres, at der ovre
ved Asmild Skov hyppigt sås „franske
artikler“ ved søbredden, og det fortaltes, at der efter visse vinde kunne ligge
talrige sådanne langs landevejen. En
forøget tilslutning af Wc’er vil antagelig medføre en yderligere forsyning af
søen med sådant affald. Det virker ikke
pynteligt, og det er næppe heller moralsk forsvarligt overfor ungdommen,
at garnere søen med det menneskelige
seksuallivs affald. (citat slut)
C. V. Otterstrøms driftsplan
Rapporten indeholdt også en driftsplan for erhvervsfiskeriet i søerne. Planen omhandlede først og fremmest,
hvordan søernes fiskebestand kunne
give størst mulig økonomisk udbytte.
Blandt andet forslår den, at der skal
foretages en kraftig opfiskning af de såkaldt „værdiløse“ skaller og brasen, og
at der skal udsættes store mængder fiskeyngel af mere økonomisk værdifulde arter, såsom ål, helt, suder, sandart
og regnbueørred. Gedderne skulle der
tilmed helst føres direkte udryddelses-
50
krig imod og aborrebestanden skulle
nedbringes. Det svarer næsten til det
fiskeriejer Johs. Errboe med samme
begrundelse foreslog byrådet i 1915.
Set med nutidens øjne kan det godt
undre noget, at en mand som Otterstrøm mente gedderne burde fjernes,
men det skrev han faktisk. Han gjorde
dog samtidig opmærksom på, at geddernes nyttige udtynding i bestanden
af skalle og brasen skulle overtages
af menneskelig arbejdskraft, i form af
øget fiskeri efter disse arter. Bestanden af gedde var dog allerede i 1925
stort set udryddet på grund af et meget intensivt erhvervsfiskeri direkte
efter den.
Aborrebestanden, mente Otterstrøm burde delvis bevares af hensyn
til lystfiskeriet. Der gik dog ikke mange
år, inden man erkendte, at også gedden var en både værdifuld og god fisk
for søerne. Derfor påbegyndte erhvervsfiskeren, Gunnar Ammitzbøll i
1934 udsætning af gedder, for igen at
få skabt en naturlig bestand.
Otterstrøms driftsplan indeholdt
også forslag til andre foranstaltninger, som kunne øge det økonomiske
udbytte af søernes fiskebestande.
Forureningen af Søndersø skulle naturligvis bringes til ophør og ålekisten
ved Søndermølle burde erhverves af
kommunen. Desuden foreslog han ålestangningen om vinteren stoppet og
antallet af lappedykkere begrænset.
Ingen af forslagene blev dog umiddelbart gennemført.
1960-undersøgelsen
I 1938 blev byens første rensningsanlæg taget i brug og 22 år senere - i
1960- blev der af Danmarks Fiskeri- og
Havundersøgelsers ferskvandsafdeling
lavet en ny fiskebiologisk undersøgelse
af søerne, denne gang af magister Jørgen Dahl, Chalottenlund. I rapporten
herfra ville det have været mindst lige
så relevant at skrive om „diverse flydende genstande“, men han nøjedes
dog med at konkludere, at Søndersø
var meget stærkt forurenet, og derfor
uegnet som levested for de økonomisk
mest værdifulde fisk.
Magister Otterstrøms driftsplan fra
1926 havde frem til 1960 stort set
dannet grundlag for, hvordan søernes
fiskebestand skulle plejes. Den nye
undersøgelse viste, at der stadig var et
meget stort behov for opfiskning af de
såkaldte „ukrudtsfisk“, og udsætningen af ål, gedde og evt. sandart skulle
fortsætte. De hidtidige udsætninger
af ørreder og karper skulle derimod
standses. Han mente ikke ørrederne
kunne trives i søerne under de daværende forhold og karpen var desuden
fødekonkurrent til ålen, som økonomisk set var den mest værdifulde fisk,
og den eneste art, der dengang kunne
leve i begge søerne.
Seneste undersøgelse
I 1986 lavede Viborg kommune selv
en undersøgelse af fiskebestanden i
Viborg-søerne. Den blev udført som et
beskæftigelsesprojekt for unge ledige,
og jeg havde selv, som forslagsstiller af
undersøgelsen, den fornøjelse at stå
for gennemførelse og afrapportering
af den. Befiskningerne blev for sammenlignelighedens skyld udført på de
samme steder og med nogenlunde
samme slags udstyr som i 1960, dog
med betydelig flere befiskninger.
Desværre blev undersøgelsen meget brat standset i september må-
51
ned 1986, da en medarbejder på
Viborg Varmeværk ved et uheld ledte
100.000 liter spildolie ud i Søndersø
via kloaknettet. Derfor kunne der i en
lang periode ikke gennemføres befiskninger, ud over de der blev lavet for at
undersøge eventuelle skader på fiskebestanden som følge af udledningen.
Der var heldigvis allerede indsamlet
og registreret temmelig meget materiale, og konklusionen på undersøgelsen
blev, at der stadig var et stort behov for
opfiskning af skalle og brasen. Senere
fulgte Viborg amt op med supplerende
undersøgelser af bundfauna og vegetation, og efter 1987 arbejdede amt
og kommune systematisk sammen om
opfiskning af store mængder såkaldte
skidtfisk, hvis rette benævnelse burde
være fredfisk, de modsatte af rovfisk.
Der blev altså gået frem efter stort
set den samme opskift som tidligere,
men nu skete det ikke længere kun for
at fremme bestanden af de økonomisk
mest værdifulde fiskearter. Nu skete
det først og fremmest som led i arbejdet på generelt at forbedre miljøforholdene i søerne, og så kaldes det med
et moderne ord for „biomanipulation“.
Da amterne i 2006 blev nedlagt
stoppede opfiskningerne. Siden har
DTU Aqua (Danmarks Fiskeriundersøgelser) foretaget en del undersøgelser
af søernes fiskebestande og deres vandringer.
Disse undersøgelser er ikke afrapporteret endnu, men har foreløbig
bl.a. vist, at der foregår en betydelig
vandring af fisk mellem Viborg søerne og Loldrup Sø. Desuden har det
vist sig, at ikke ubetydelige mængder
af fisk fra søerne, bliver ædt af skarver fra kolonien ved Hald sø. Skarven
er ikke kræsen, den æder alle arter
fisk i størrelser, den kan få ned. Den
igangværende undersøgelse med telemetrimærkede fisk har vist, at f.eks.
ål på 60 cm, gedder og ørreder på 40
cm og brasen på op til 30 cm står på
skarvens menu, men hovedparten af
dens føde består dog nok af mindre
fisk, såsom skaller. De små sendere fra
de mærkede fisk er fundet i stort tal i
kolonien ved Hald Sø og ved skarvens
rastepladser.
Nye tiltag
Da iltanlægget fra 1985 i Hald sø i 2006
skulle udskiftes med et, der var mere
effektivt, blev en del af det gamle anlæg flyttet til Nørresø og udlagt der.
Det viste sig dog snart, at det heller
ikke her virkede optimalt mht. iltningen af bundvandet og desuden medførte slangernes placering ovenpå søbunden jævnligt, at bl.a. lystfiskernes
ankre og grej fik fat i dem. Desuden
gik de ofte i stykker og flød op i vandet, hvor bl.a. turbåden Margrethe fik
dem i skruen eller trak dem med rundt
i søen.
Derfor blev hele anlægget i 2011
skiftet ud med et mere effektivt anlæg
mage til det nye i Hald Sø. Desuden
blev slangerne som fører ilten ud til
diffusorerne belastet med stålwire og
pløjet ned i søbunden.
Iltanlæget
52
53
Søernes fisk
Sandart - Lucioperca lucioperca
(Linné)
Viborg søerne har en stor og meget
varieret fiskebestand. Med sikkerhed
vides, at der findes følgende arter:
Gedde, aborre, sandart, ål, ørred,
smelt, hork, brasen, skalle, rudskalle,
karpe, suder, grundling og hundestejle. Nogle arter findes i forskellige
varianter - f.eks. ål, karpe og hundestejle. Det kan heller ikke udelukkes,
at der efter etableringen af faunapassagerne ved henholdsvis Bruunshåb
Papfabrik og Søndermølle kan findes
flere arter ferskvandsfisk. Knuden eller ferskvandskvabben, som den også
kaldes, kan sagtens være indvandret
fra Nørreå, da den er en almindeligt
Sandart
54
forekommende fiskeart i hele Gudenåsystemet - f.eks i Hald Sø og Vedsø.
Sandarten er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark og frem til
først i 1900-tallet fandtes den ikke
nord for Haderslev. Den er dog siden
blevet udsat i mange danske søer, og i
dag findes den også i flere brakvandsområder og i enkelte større vandløb f.eks. Gudenå, Nørre Å og Skals Å. Lidt
biologi. Sandarten hører til aborrefamilien og er den største repræsentant
for slægten, men den er ikke nær så
udbredt som aborre og hork. Den trives godt i søer med forholdsvis uklart
vand, fordi den ikke som gedden udelukkende jager sit bytte ved hjælp af
synet, men i vid udstrækning også
med en meget veludviklet lugtesans.
Hunnerne bliver kønsmodne, når de
er 3–5 år gamle og måler 40–45 cm
- hannerne når de er 2–4 år og 35–40
cm lange. Gydningen foregår på 1–3
meter vand i perioden april–maj ved
vandtemperaturer på 12–14 grader.
Legen foregår parvis, og de foretræk-
ker hård bund med sten, planterødder eller grene, som de små klæbrige
æg kan hæfte sig på. Hunnen gyder
150.000 -200.000 æg pr. kg. kropsvægt. Æggene måler kun 1-1,5 mm,
og de små fiskelarver kommer frem
i løbet af 8–14 dage - afhængigt af
vandtemperaturen. Nye undersøgelser med radiomærkede sandarter har
afsløret, at hannerne nidkært bliver
og vogter æggene indtil de klækker
- hunnerne forlader „reden“ straks
efter gydningen. Den første tid lever
sandartynglen af dafnier og andre
krebsdyr, men allerede efter 5–6 uger,
hvor den er 4–5 cm lang, begynder
den at æde myggelarver og fiskeyngel. Allerede om efteråret måler den
6–10 cm, og resten af livet lever den
næsten udelukkende af mindre fisk,
såsom skalle, smelt, aborre og hork.
I de nordiske lande bliver sandarten
sjældent større end 8–10 kg, men under varmere forhold kan den blive op
til 12–15 kg.
Sandarten i Viborg søerne
Viborg søernes bestand af sandart
stammer fra flere udsætninger. De før-
ste forsøg med udsætning blev gjort i
allerede i 1915, hvor Viborg Fiskeriforening indkøbte et parti sandartrogn i
Sverige, og lagde dem ud i søen forskellige steder, men vist uden større
succes. I 1919 prøvede man igen og
tilsyneladende med samme negative
resultat. Det var sikkert først i 1924,
at det lykkedes at etablere en levedygtig bestand, fordi man i stedet for
rogn indkøbte sandartyngel fra Sverige, samt et parti store sandarter fra
Skanderborg søerne, hvor tidligere
udsætninger var slået an. Transporten
af de svenske sandarter foregik i mælkejunger, som blev sendt med toget.
De rejste dog ikke alene, idet de på behørig vis blev ledsaget af fiskemester
Sørensen fra Sverige, som også havde
fisk med til bl.a. Lystfiskerforeningen
i København og Silkeborg Fiskeriforening. Prisen var 100 svenske kr. pr.
1000 stk., men så var der også garanti
for, at de var levende, så længe de var
under opsyn af fiskemesteren. Det er
egentlig slet ikke til at forestille sig, at
det overhovedet kunne lade sig gøre,
at holde liv i dem under så lang en
transport og under de tilsyneladende
55
ret primitive forhold. I 1919 udlovede
Viborg Fiskeriforening 10 kr. i præmie
til den lystfisker, der først fangede en
sandart i Viborg søerne. Der gik dog
mange år inden udsætningerne begyndte at kunne mærkes, og præmien
blev først udbetalt i 1938 og vi skal helt
hen midt i 30erne, inden erhvervsfiskeren begyndte at indberette fangster af sandart - så de var længe om at
tilpasse sig.
Lystfiskeri
Siden slutningen af 40erne er det gået
ganske godt med sandartfiskeriet i Viborg søerne, og i dag har søerne en
meget fin bestand, som lystfiskere
kommer langvejs fra for at fiske efter.
Fiskeriet foregår mest fra båd, men
det kan dog sagtens lade sig gøre at
fiske sandart fra bredden flere steder
- ikke mindst i Nørresø. Enkelte fisker
efter den før fredningen i maj måned,
men de fleste venter til juni med at
begynde. Til gengæld kan man så fortsætte fiskeriet helt indtil søerne eventuelt lukker med is, og kvaliteten på
sandarten bliver bestemt ikke ringere
hen på efteråret. Tidligere foregik det
meste fiskeri i Nørresø og oftest med
agnfisk, som f.eks. skaller eller smelt.
Nu fiskes der nok lige meget i begge
søer, og de fleste sandarter bliver vist
efterhånden fanget på kunstagn, enten i form af wobler, pirk, blink eller
jig. Erhvervsfiskeriet stoppede i slutningen af 60erne, men lystfiskerne
fanger stadig hvert år mange sandarter i søerne - de fleste i størrelser fra
1½ - 3 kg. - kun sjældent eksemplarer
meget over 4 kg. Det har i mange år
givet anledning til at spørge, hvorfor
der tilsyneladende ikke er større sandarter i Viborg søerne. Indtil videre har
ingen kunnet give et endegyldigt svar
herpå, men personlig tror jeg, at en
del af forklaringen skal findes i specielt Nørresøs ofte dårlige iltforhold
og meget høje Ph værdier. Det gør, at
fiskene i sommermånederne ikke i væsentlig grad tager føde til sig, fordi de
har nok at gøre med bare at finde områder i søen, hvor de kan overleve de
kritiske forhold. I den periode vokser
de selvfølgelig heller ikke, og derfor er
sandarter på f.eks. 3-4 kg sikkert også
forholdsvis gamle.
Gedden - Esox Lucius (Linné)
I modsætning til sandarten er gedden en naturligt hjemmehørende fisk
i Danmark, og det er ofte den rovfisk
unge lystfiskere først stifter bekendtskab med, når de begynder at interessere sig for andet og større bytte end
skaller og brasen. Hvem er ikke kommet hjem og stolt fremvist sin første
gedde og nogle forrevne fingre, som
under forsøg på at løsne krogen har
været i nærkontakt med de sylespidse
tænder i geddens mund.
Gedden i Viborg søerne
Gedde
56
Viborg søernes nuværende geddebestand stammer både fra udsat yngel
og naturlig gydning. Fra omkring 1920
indkøbte og udsatte Viborg Fiskeriforening selv geddeyngel, som blev hentet mange forskellige steder i landet,
bl.a. fra det store klækkeri i Tissø på
Sjælland. I perioden 1934–1961 udsatte den daværende erhvervsfisker,
G. Ammitzbøll, årligt mellem 50.000
og 100.000 stk. geddeyngel, som han
selv opdrættede ude ved Hald Sø. Desuden har søerne i en årrække fået tilført adskillige både store og små Karup
Å - gedder, som Viborg Sportsfiskerforening har leveret fra sit el-fiskeri. I de
seneste år har Viborg Amt, som led i
forsøget på at genskabe en mere naturlig balance i søernes fiskebestand,
udsat flere hundredtusind stykker
geddeyngel. De første år blev disse
udsætninger betalt af „Fisketegnsmidler“- nu betaler amt og kommune selv.
Hvorfor har der tilsyneladende i de
sidste 85 år været behov for udsætning
af gedder i Viborg søerne. Har de ikke
i tilstrækkelig grad kunnet reproducere sig selv, og i givet fald, hvorfor ikke?
Jeg har ikke noget endegyldigt svar
- kun nogle faktiske oplysninger og flere ubesvarede spørgsmål. I perioden
fra 1915 til 1961 var der erhvervsfiskeri
i søerne, og fiskeriet blev drevet efter
driftsplaner udarbejdet af forskellige
statsbiologer, som i deres anvisninger
først og fremmest tog udgangspunkt i,
at søerne skulle give så stort et økonomisk udbytte som muligt. I 1926 blev
det anbefalet, at opfiske så mange
skaller og brasen som muligt - ikke for
at bringe balance i fiskebestanden,
men fordi de såkaldte „ukrudtsfisk“
var fødekonkurrenter til de mere værdifulde ål. Måske har udsætningen
af geddeyngel været begrundet heri,
da man jo godt vidste, at små gedder
æder mange skalle-/brasenyngel, og
der var vist ikke særlig mange gedder
i søerne dengang. Det skyldtes tilsyneladende ikke at erhvervsfiskerne selv
fiskede dem op, for af deres indberetninger fremgår det ganske tydeligt, at
de kun fangede ganske få. Det kunne
altså tyde på, at gedderne havde svært
ved at reproducere sig selv i tilstrækkelig grad, men hvorfor? Var det den
stigende forurening, som generelt
gav gedderne dårligere livsbetingelser
pga. uklart vand, eller var det en kombination af forurening og flere andre
ting, som f.eks. høje Ph værdier i gydeperioden og svingende vandstand, der
medførte dårlig klækning af rognen?
Der kan være som sagt være flere forklaringer, men fakta er, at der de seneste år har været en markant stigende
bestand af gedder i begge søerne. Det
57
skyldes jo nok, for en stor dels vedkommende, de massive udsætninger
amt og kommune foretager. Med den
bedre vandkvalitet og mere konstante
vandstand, samt genåbningen af forbindelsen til Søndre Mose, er der dog
skabt grundlag for en større tilgang af
naturligt reproducerede gedder til søerne.
Lystfiskeri
De massive udsætninger af gedder i
Viborg søerne har tydeligt afspejlet sig
i lystfiskernes fangster. I modsætning
til tidligere fanges der nu hvert år rigtig mange gedder. Størrelsen varierer
selvfølgelig meget, men gedder på
5–8 kg er ikke længere ualmindelige,
og hvor det tidligere mest var i Nørresø de blev fanget, er det nu mindst
lige så tit i Søndersø, det foregår. En
stor del af gedderne fanges som „sidegevinster“ i forbindelse med sandartfiskeri, enten når der dørges med
wobler/blink, eller når der fiskes med
pirk eller jig. Derudover forekommer
det ikke sjældent, at gedden tager en
af de levende skaller på løslinen, som
egentlig var tiltænkt en sandart. Men
der foregår selvfølgelig også et mere
målrettet fiskeri direkte efter gedder,
og nogle lystfiskere har nærmest specialiseret sig i af fange gedder. I Viborg
søerne har vi vist endnu ikke nogen
der „fluefisker“ efter dem, som det er
tilfældet andre steder, men det kommer nok i takt med at søerne bliver
mere klarvandede.
Aborre - Perca Fluviatilis - (Linné)
Der er stadig lystfiskere, der betrag-
ter aborren som værdiløs - både som
fangstobjekt og som spisefisk, men
intet er mere forkert. I min pure ungdom forærede jeg også altid mine
aborrer væk til venner og bekendte,
men da jeg selv fik lov at smage nogle
dem hos min søster og svoger, fik det
hurtigt ende. Hvis man bare én gang
har smagt nystegte aborrefileter, så
rynker man ikke mere på næsen, og
det bliver svært for andre, at få dem
lokket fra en.
Aborre
58
Aborren i Viborg søerne
I Viborg søerne er bestanden af rovaborrer tilsyneladende i fremgang
- sikkert som følge af den generelt
bedre vandkvalitet - og aborrer på op
mod et kilo er ikke mere ualmindelige.
Sådan har det ikke altid været. Om
der nogensinde har været tale om en
egentlig „tusindbrødre“ bestand, det
er dog nok tvivlsomt. Der har nok snarere været tale om, at søernes vandkvalitet har sat en naturlig grænse
for både antal og størrelse. Aborren
trives nemlig ikke særlig godt i uklart
vand, da den i stor udstrækning jager
ved hjælp af synet. Går man ind og
ser på, hvad erhvervsfiskerne i perioden 1907–72 har fanget af aborrer i
søerne, så er det meget begrænsede
mængder. Prisen på aborrer har ellers
altid været rimelig god, så meget tyder
på, at bestanden ikke har været særlig
stor. Teorier om, hvorfor bestanden
og størrelsen af aborrerne ikke var
særlig stor, har det aldrig skortet på.
En meget udbredt opfattelse blandt
lystfiskere har altid været, at der skulle
tilføres „nyt blod“ til bestanden i form
af fisk fra steder med mange og store
aborrer - en teori som også har været
meget udbredt med hensyn til sandarten. Derfor er der også gennem tiden
indkøbt og flyttet adskillige tusinde
aborrer fra bl.a. Hald Sø - Tange Sø og
Glenstrup Sø til Viborg søerne af henholdsvis erhvervsfiskerne og Viborg
Fiskeriforening. Det er dog meget
tvivlsomt, om det store arbejde med
indfangning og udsætning har haft
nogen som helt betydning for bestanden i Viborg søerne. Hvis ikke betingelserne for at aborrerne kan trives er
til stede, så hjælper det ikke at tilføre
„nyt blod“. Men som sagt tyder meget
nu på, at søernes generelt bedre vandkvalitet har gjort, at aborrerne igen
vokser i både antal og størrelse. Derved kommer de til indgå i „den gode
cirkel“, og vil kunne blive stærkt medvirkende til at bringe bedre balance i
forholdet mellem fredfisk og rovfisk,
som det f.eks. er tilfældet i Hald Sø.
Lystfiskeri
Viborg søerne har aldrig været kendt
for et særlig godt aborrefiskeri, men
som sagt kan det være, at udviklingen
er ved at vende. Der bliver nu hvert
år fanget mange både store og flotte
aborrer i Viborg søerne. En del bliver
fanget under fiskeri efter sandart og
ål, men ikke så få bliver efterhånden
også fanget under direkte fiskeri efter
aborrer, enten på jigg, pirk eller spinner. Fiskeriet foregår ofte på de stejle
skråninger i Nørresø, hvor aborrerne
ynder at opholde sig og jage småfisk,
såsom smelt og småskaller. Aborren er
en typisk stimefisk, hvor store og små
individer ofte går sammen. Finder man
stimen, kan man komme til at opleve
et særdeles spændende fiskeri, hvor
fiskene bider lige så rask, som man kan
få agnen ned til dem. Omvendt findes
der vel heller ikke nogen anden fisk,
der kan være mere tvær og uvillig end
netop aborren. Uanset hvad de bliver
budt, så vil de ikke bide, selvom man
ved, der står en stor stime lige under
båden. Det kan være svært at finde
aborrerne, men en gang i mellem skilter de bogstavelig talt selv med deres
tilstedeværelse. Det sker f.eks., når de
sidst på sommeren og om efteråret
jager småfisk tæt på og helt oppe i
overfladen. Når det sker, er det ofte en
stor flok måger, som med skrig og dyk
59
mod vandoverfladen leder lystfiskerne
på sporet. Aborrerne jager småfiskene
helt op i overfladen, så mågerne kan
se dem og deltage i ædegildet - det er
det, der går under betegnelsen „mågesjov“. Er man heldig at være i nærheden, når ædegildet begynder, kan
man være næsten helt sikker på at få
fisk med hjem, for under de omstændigheder bider aborrerne på næsten
alt, hvad der bevæger sig - ja faktisk
kan man her opleve et både spændende og givtigt fluefiskeri efter aborrer.
Isfiskeri er en anden og meget
spændende form for aborrefiskeri,
hvor man gennem borede eller huggede små huller i isen forsøger at få
aborrerne til at bide. Som regel fiskes
med pirk eller jigg og ophængerfluer
er ofte meget effektive. Er man heldig
at finde en stime aborrer, der er bidehumør, kan man opleve et forrygende
fiskeri. Det har dog aldrig været brugt
ret meget på Viborg søerne - måske
fordi der tidligere ikke var en særlig
stor bestand af aborrer. Nu er bestanden tilsyneladende i fremgang, men
nu er det til gengæld sjældent, at vi har
en vinter med hård frost længe nok til
at søerne bliver sikre at færdes på. Og
får vi endelig en periode med længerevarende frost og søerne lægger sig
med tyk is, så er det af en eller anden
besynderlig grund forbudt at færdes
på Viborg søerne udenfor de områder
politiet har afmærket til skøjteløb.
Ørred - Salmo Trutta (Linnè)
Alle lystfiskere kender til ørred i en
eller anden sammenhæng, enten det
så er fra fiskeri i vandløb, på kysten
eller fra Put & Take søerne. Når der
snakkes om ørred i forbindelse med
Viborg søerne, hvor det først og fremmest er søørred, der tænkes på, så er
det de færreste, der har set eller fanget en af dem. Ikke fordi der ikke er
ørred i søerne - det er der - dog nok
i begrænset antal. De 1500, der med
mellemrum gennem nogle år er blevet sat ud, fylder ikke meget, men
trods alt fanges der alligevel hvert år
ørreder i søerne.
Ørred
60
Ørred i Viborg søerne
At der der i det hele taget findes ørred i Viborg søerne skyldes næsten
udelukkende udsætninger, for her
mangler de gode gyde- og opvækstvandløb. En mindre naturlig tilgang
er der måske fra resterne af det tidligere meget fine tilløb til Nørremølle Å,
Mikkelsbæk, og måske bidrager Stigsbæk - et lille tilløb til Loldrup Sø - også
med lidt. Det er dog meget tvivlsomt,
om der på længere sigt kan opretholdes en naturlig bestand, hvis ikke
gyde- og opvækstforholdene bliver
betydeligt forbedrede. Langt tilbage
i tiden - altså før Søndermølle og Ålemølle (Papfabrikken) blev bygget - og
hvor der nok har været en del små tilløb til søerne, har der sikkert været en
naturlig bestand af ørred. Kigger man i
de gamle arkiver, har der dog også de
seneste 140 år været ørred i søerne,
men de stammer stort set kun fra udsætninger. Viborg Fiskeriselskab, som
blev stiftet i 1865 og eksisterede i 104
år, udsatte hvert år betydelige mængder ørred i Viborg søerne og i vandløbene omkring Viborg. De fleste var
afkom af havørreder, som var fanget
af erhvervsfiskerne i Hjarbæk Fjord,
men de kunne også stamme andre
steder fra. Rognen blev klækket i selskabets hus i Klosterskoven, hvor der
var en række opvækstdamme, hvoraf
en del stadig kan ses. Den spæde yngel
blev sat ud i dammene og levede her
af den naturlige føde, de kunne finde.
Tilvæksten var ikke særlig stor og en
meget stor del af dem gik til, men hen
på efteråret blev dammene tømt, og
de overlevende fisk blev udsat- hovedparten i vandløbene. Søerne fik også
sin part, i det der her årligt blev udsat
2–4000 stk. ½ års ørreder på 5–10 cm.
Svigtede klækningen af havørrederne
skete det, at selskabet indkøbte yngel af regnbueørred og udsatte dem i
dammene, som senere blev tømt direkte ud i Søndersø.
Lystfiskeri
I erhvervsfiskernes gamle indberetninger kan læses, at der indtil for ca.
50–60 år siden blev fanget ikke så få
ørreder i søerne hvert år, hvorimod
det er meget småt med oplysninger
om lystfiskernes fangster. I de senere
år er der igen fanget en del ørreder i
både Nørre- og Søndersø, men der bliver ikke snakket så meget om det. De
fleste bliver fanget i forbindelse med
andet fiskeri- f.eks. dørgning efter gedde og sandart - der er vist ikke mange,
der fisker målrettet efter ørreder. Som
oftest er det søørreder på op til 2–3
kg., der fanges - men regnbueørreder
forekommer også. De sidste kommer
op i søerne fra Nørreåen, efter at der
er skabt fri passage ved Søndermølle
og Papfabrikken. Hvis der fortsat skal
være en rimelig mulighed for at fange
ørreder i Viborg søerne, så er det nødvendigt at foretage udsætninger. Derfor søger Viborg Fiskeriforening også
hvert år om midler til indkøb og udsætning af bl.a. ørreder, samtidig med
at der arbejders for at få genskabt naturlige gyde- og opvækstmuligheder i
Nørremølle Å mm.
Ål - anguilla anguilla (Linné)
Ålen er nok den mest kendte ferskvandsfisk overhovedet. De fleste lystfiskere, men for den sags skyld også alle
andre, kender den, og har vel på et
eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med den, enten i stegt eller røget
61
tilstand, for som spisefisk er den uforlignelig.
Gulål og blankål
De ål der forbliver i brakvand er oftest
hanål, mens hovedparten af dem, der
trækker op i vandløb, søer og moser
er hunål. De kan her blive meget store
og meget gamle. De bliver kønsmodne
når de er 40–45 cm, mens hanålen
som oftest bliver kønsmoden allerede,
når den er 30–45 cm. De ikke kønsmodne ål kaldes efter deres udseende
gulål. Ikke fordi de er gule over det
hele, men fordi sider og bug ofte har
et gulligt skær. Når de som 5–20 årige
bliver kønsmodne, kaldes de blankål,
fordi de oftest er mørke på ryggen og
meget lyse under bugen. Blankålene
mister hurtigt ædelysten, gattet lukker til og i juli - oktober drifter de mod
havet for at begynde deres lange rejse
mod Amerika.
Vækst og udvikling
Ålen vokser forholdsvis langsomt
under vore himmelstrøg, men det
er bestemt ikke fordi den er kræsen.
Vandtemperaturen derimod spil-
ler en stor rolle, idet ålen trives og
æder bedst, når vandet er omkring
20 grader. Alle former for bunddyr,
småfisk, snegle, krebsdyr osv. står på
menuen, men den går heller ikke af
vejen for at spise druknede dyr, døde
fisk og lign. - faktisk kan man vist godt
kalde den altædende. Der skelnes
også mellem to typer ål - bredhovedet og spidshovedet ål. Men faktisk
findes der alle mulige overgangsstadier af de to typer, alt afhængig
af hvilken føde de fortrinsvis lever
af bunddyr eller småfisk. En ål der
mest lever af fisk og andet større
bytte, udvikler sig som bredhovedet
ål, mens en der næsten udelukkende
lever af bunddyr og andet småkravl
udvikler sig som spidshovedet. Ind
imellem er der så alle dem, der lever
af både lidt stort og lidt småt, og det
kan derfor ofte være svært at afgøre,
hvilken type man har fanget. Det vil
dog være yderst sjældent at fange
Ål
62
en rigtig spidshovedet ål på f.eks. en
skalle, da den næsten kun kan gabe
over en lille orm.
ovenfor møllen- men der blev dog fanget 300–400 kg ål hvert år. Ålekisten
har ikke været i brug siden 1991.
Ålen i Viborg søerne
Udsætninger
Viborg søerne har altid haft en stor bestand af ål. Selv da Søndersø i 1960erne
havde det allerværst, og hvor de fleste
andre fiskearter havde meget svært
ved at overleve i det stærkt forurenede vand, klarede ålene sig egentlig
ganske godt. Erhvervsfiskeriet kunne
stadig indberette om fangster på mellem 1 og 2 tons årligt, men i begyndelsen af 70erne stoppede fiskeriet
på søerne - det kunne økonomisk ikke
hænge sammen længere. Hvad der
derudover er blevet fanget i ålekisten
på Søndermølle, ved vi ikke ret meget
om, for indberetningerne herfra var
sparsomme, men det har sikkert været betydelige mængder - sådan var
det i hvert fald tidligere. Efter at Viborg
Kommune i 1988 havde købt Søndermølle passede Viborg Fiskeriforening
i en periode ålekisten for kommunen.
Fangsterne var forholdsvis begrænsede - ikke mindst på grund af jævnliget
hærværk og ulovligt rusefiskeri i åen
Der var tidligere en god naturlig opgang
af glasål til søerne, men derudover har
Viborg Fiskeriforening næsten siden
sin start i 1913 årligt indkøbt og udsat
flere tusinde ål. De fleste kom fra Højer Sluse, hvor man havde tilladelse til
at indfange og sælge glasål, men i det
gamle arkivmateriale kan man dog se,
at der også blev leveret andre steder
fra. I de senere år er den naturlige indvandring af glasål til hele Nordeuropa
blevet stærkt reduceret, og derfor kan
der heller ikke længere leveres ål fra
hverken Højer eller andre steder her i
landet. I nogle år hentede og betalte
Viborg Fiskeriforening selv såkaldte
sætteål til udsætning. Sætteålene var
småål på 15–25 cm, som blev købt ved
en anerkendt fiskeeksportør. Alt blev
gjort i den bedste mening, men der
var bare den hage ved det, at alle de
små ål var fanget i Ringkøbing Fjord, og
derfor var op mod 90 % af dem hanål, som meget hurtigt blev kønsmodne
og forlod søerne igen. Søerne har stadig en ret god bestand af ål, men nu
stammer den næsten udelukkende
fra de 18.000–20.000 ål, som foreningen hvert år udsætter. Glasålene til
udsætning kommer nu fra Sydeuropa
og Nordafrika, hvor der endnu er et rimeligt godt indtræk fra Atlanterhavet,
men inden de når til Viborg søerne,
har de først været en tur omkring en
ålefarm her i landet, hvor de bl.a. bliver kontrolleret for sygdomme.
Lystfiskeri
Ålen har altid været og er stadig et
eftertragtet bytte for lystfiskerne. Til
ålefiskeri bruges mest løse håndliner
med prop og krog, agnet med orm eller småfisk, sådan som det vist altid
har været, når der fiskes fra båd. I forbindelse hermed er der blevet udviklet adskillige hjemmelavede trisser og
ruller, nogle i ædle træsorter og endda
meget kunstfærdigt lavet med knarrer
eller anden form for bidmelder, hvilket
er meget praktisk under natfiskeri. Der
foregår dog også et betydeligt fiskeri
efter ål fra land. Ikke mindst i de senere år er det blevet meget udbredt.
63
Sommeren igennem kan man næsten
hver aften og nat se folk af forskellig
herkomst sidde rundt ved bredderne
af søerne med adskillige stænger og
løse liner, og der bliver fanget ikke så
få ål på den måde.
Ålestangning på Viborg-søerne er
en ældgammel tradition, som først indenfor de seneste 20-30 år helt er ophørt. Førhen kunne der hver vinter ses
adskillige ålestangere på søerne, så
snart isen kunne bære. Nogle forsøgte
sig dog også til tider før, og det endte
i bedste fald med en kold dukkert. Det
var dog yderst sjældent, at det var erfarne ålestangere, der faldt igennem
og druknede. De kendte selvfølgelig
søerne særdeles godt, og vidste hvor
de skulle passe på. Desuden havde de
altid ålestagen at holde sig til, hvis de
uheldigvis gik igennem. Men som en
erfaren ålestanger engang sagde: 4 cm
tyk nyis i januar er langt mere sikker
at færdes på end 30 cm „rådden“ is i
marts. Intet- eller næsten intet- kunne
holde de gamle ålestangere inde fra
isen, ikke engang politiet. Ålestangerne gik tit ud på meget tynd is. Det var
i følge politivedtægten forbudt, idet
færdsel på søerne først var tilladt, når
isen var minimum 13 cm tyk. Derfor
skete det ikke sjældent, at politiet stod
inde på land og råbte ud til ålestangerne om at komme ind. Ålestangerne
lod dog som om de ikke kunne høre,
hvad der blev råbt, og opfordrede med
store armbevægelser og råb politiet
til i stedet at komme ud til dem. Det
gjorde de aldrig - de måtte jo ikke færdes på isen, før den ved skiltning var
erklæret sikker.
Karpe - Cyprinus carpio (Linné)
Udsætninger
Karpen er oprindelig en asiatisk fisk,
men for ca. 1000 år siden blev den
indført til Europa, hvor den senere i
mange lande blev den første egentlige dambrugsfisk. I forbindelse med
mange klostre var der ofte anlagt karpedamme, og de mange karpeformer,
vi i dag kender, stammer formentlig
alle derfra og består af kulturformer
og krydsninger af flere forskellige
slags.
Der er vel ingen der reelt ved, hvornår
de første karper blev udsat i Viborg søerne, men det vil være nærliggende,
om det er sket i forbindelse med etableringen af karpedamme ved Asmild
Kloster. Senere ved vi med større sikkerhed, hvornår og hvor mange der
er udsat. F.eks. blev der 3 år i træk i
midten af 1930erne udsat adskillige
tusinde karper af den daværende erhvervsfisker.
Karper kan blive meget gamle, og
nogle af de dengang udsatte fisk må
ind imellem have haft held med gydningen. I hvert fald er der i alle årene
frem til nu, blevet fanget karper i søerne. Det er dog sjældent, at de har
optrådt i større mængder i fangsterne
- karper er generelt meget svære at
fange i redskaber, såsom vod og ruser.
Viborg Fiskeriforening har, indenfor
de seneste år, to gange udsat i alt 850
karper. Måske har både de, og dem
der i forvejen var søerne, fået bedre
mulighed for succes med deres gydning, efter at der blev skabt fri adgang
til moserne syd for søen, hvor er der
nok oftere er rimelig gode chancer for,
Karpe
64
at vandtemperaturen i maj kan nå et
acceptabelt niveau, så der bliver noget
ud af legen.
Lystfiskeri
Karpen er en utrolig stærk fisk, hvilket
gør den yderst spændende af fange,
og indenfor de seneste ca. 30 år er der
da også blevet flere og flere karpefiskere ved Viborg søerne. De første år
var det kun nogle ganske få lokale, der
dyrkede det specielle fiskeri. Siden er
billedet vendt - nu er det de udenbys
karpefiskere, der klart er i overtal.
Antallet af lokale karpefiskere svinger dog tilsyneladende meget. For få
år siden var der pludselig en voldsom
interesse for fiskeriet igen og mange
lokale meldte sig ind i foreningen. Nu
er antallet tilsyneladende lige så pludselig faldet igen - hvorfor - ja, det er
der vist kun karpefiskerne selv, som
ved noget om.
Men det er jo helt klart en meget
speciel form for lystfiskeri. Karperne
er oftest mest aktive om natten. Fiskeriet efter dem foregår derfor også
næsten kun på det tidspunkt. Tilmed
skal alle fangede fisk genudsættes.
Det er en uskreven lov blandt karpefiskerne, - og den bliver kun meget
sjældent brudt. Derfor er der også til
stadighed en rimelig konstant mængde karper i søerne. Det er ikke fordi
Viborg søerne er kendt for en særlig
stor bestand af karper, men til gengæld er der forholdsvis mange store
og flotte eksemplarer. De seneste års
udsætninger kan dog godt mærkes,
og de fisk, der ved udsætningen kun
vejede ca. 500 gr. stykket, er i dag fisk
på omkring 3–5 kg.
søerne mere klarvandede. Opfiskningen skete bl.a. ved voddragning samt
ved elfiskeri i til- og afløb.
Desuden forsøgte man at begrænse
skalle/brasenyngel ved at udlægge såkaldte „gydereder“ af lyng eller gyvel
som man narrede fiskene til at gyde
på. Derefter blev rederne fisket op og
æggene blev ødelagt med varme.
Imidlertid kunne der ikke spores effekter af indgrebene, og indtil videre
har man opgivet biomanipulation.
Skalle - Rutilus rutilus (Linné)
Skallen har ikke den store betydning,
som direkte fangstobjekt for lystfiskerne - bortset fra i medefiskernes konkurrencer, hvor den er meget værdsat.
Som agnfisk i forbindelse med fiskeri
efter sandart, gedde, aborre og ål er
den særdeles eftertragtet.
Skallen har lige som brasen fået hæftet den nedladende betegnelse „skidtfisk“ på sig - sikkert fordi den i nyere
tid ikke har haft nogen betydning som
spisefisk her i landet. De fleste lystfiskere bruger dem da også kun som
agnfisk eller fangstobjekt ifm. medekonkurrencer.
Biomanipulation
I Viborgsøerne opfiskede amt og kommune i 90erne tonsvis af skaller i et
forsøg på at genskabe balancen i søernes fiskebestande, og samtidig gøre
65
Lystfiskeri
Brasen - Abramis brama (Linnè)
De tidligere artikler har handlet om søernes rovfisk - gedde, sandart, aborre,
ål og ørred. Nu handler det om den anden kategori, fredfiskene- af nogen helt
misvisende kaldet „skidtfisk“, fordi de af
de fleste danske lystfiskere ikke er så ef-
tertragtede, hverken som fangstobjekt
eller som spisefisk. I mange andre lande
ser man helt anderledes på det. Nogle
steder betragtes både skaller og brasen
som meget værdifulde spisefisk.
Brasen fra Viborg søerne har også
tidligere været meget eftertragtet og
er i stor stil blevet eksporteret til udlandet, som betalte godt for dem, men
den tid er forlængst forbi - nu kan de
ikke engang bruges til minkfoder mere,
bl.a. fordi de er for magre.
Opfiskning
I Viborg søerne har amt og kommune
siden 1987 målrettet opfisket skaller
og brasen for at reducere antallet af
deres yngel. Der er i de sidste år fjernet adskillige tons voksne fisk fra søerne, men det er både besværligt og
ret bekosteligt.
Skiftende erhvervsfiskere har tidligere i perioden fra 1914–1972 opfisket adskillige hundrede tons skaller
og brasen i søerne, hvoraf en stor del
blev eksporteret til udlandet, eller
solgt som dyrefoder herhjemme. Dengang fulgte man en såkaldt driftsplan
udarbejdet af biologer ved Danmarks
Fiskeriundersøgelser, hvor det var det
økonomiske udbytte af søernes fiskebestand, der var det afgørende. Nu
hedder det med et moderne udtryk
„biomanipulation“, men er stort set
det samme - opfiskning af fredfisk og
udsætning af rovfisk- nu er målet bare
først og fremmest renere vand og balance i fiskebestanden.
Senest er et forsøg med kunstige
gydereder sat i værk. Det går ud på at
få fiskene til at gyde på rederne og løbende destruere rognen, så antallet af
yngel reduceres. Forsøget følges med
spænding af mange.
Lystfiskeri
Brasen
66
Der er ikke mange lokale, der målrettet fisker efter brasen i Viborg søerne.
Derimod kommer der hvert år adskillige udlændinge - fortrinsvis hollændere og englændere - de såkaldte
medefiskere. De afholder store fiskekonkurrencer, hvor det gælder om at
fange det største antal kilo indenfor
en bestemt tid. Fiskene opbevares i
et såkaldt „keepnet“, hvorfra de efter
vejning genudsættes i søen. Rigtige
medefiskere kunne aldrig drømme
om at slå fiskene ihjel.
Som sagt er der ikke mange lokale,
der fisker efter brasen, og da vist slet
ingen, der spiser dem, selvom de er
fortrinlige spisefisk - hvis bare de ikke
lige er fanget i Viborg søerne. Ikke
alene er brasen herfra ret magre,
men de må også formodes at kunne
indeholde en del tungmetaller, idet
de jo udelukkende lever af at filtrere
smådyr fra søbunden, hvor undersøgelser har vist, at der desværre stadig
findes rester af tidligere tiders udledninger af urenset spildevand.
Store brasen fra f.eks. Hald Sø er
derimod meget fine spisefisk. De er
både sunde og fede og smager ganske fortrinligt både stegt og røget.
Spurgte man den tidligere erhvervsfisker i både Viborg søerne og Hald Sø
- Gunnar Ammitzbøl - hvilken fisk han
selv foretrak røget, var svaret helt
klart: „I må godt beholde både ål og
ørreder, bare jeg må få en brasen fra
Hald Sø“
Hork - Acerina cernua (Linnné)
Hork er en af Viborg søernes talrigeste, men alligevel mindst kendte fisk,
idet den ikke spiller nogen rolle som
fangstobjekt, og kun til en vis grad bruges som agnfisk til ålefiskeri.
Horken ligner aborren, og er da
også i familie med den, men i modsætning til aborren har den sammenhængende rygfinner og ingen striber.
Den bliver sjældent over 12–15 cm
lang og 5–6 år gammel, men hvis den
har gode vækstbetingelser kan den
blive op til 25 cm og veje 400 g.
Det meste af livet opholder den
sig på dybt vand, hvor den om dagen
æder myggelarver og andre insekter,
tanglopper, små bønne- og ærtemuslinger, fiskerogn og yngel. Om natten
står den passivt ved bunden.
Gydningen foregår på lavt vand i
april–maj, når vandtemperaturen er
10–15 grader. Æggene, der måler ca.1
mm, afsættes på sten og planter. En
hun kan afgive 1000–6000 æg, som
klækkes på 8–10 dage. De små fiskelarver måler ca. 4 mm og er forsynet
med en stor blommesæk, som de
lever af i den første tid. Efter 1–2 år
67
bliver den kønsmoden, men ligesom
f.eks. aborre og brasen kan den danne
bestande af såkaldte „tusindbrødre“,
hvis fødegrundlaget er utilstrækkeligt
Kødet er velsmagende, men horken
er som oftest for lille til at spille nogen
rolle som spisefisk, men som agnfisk til
ålefiskeri er den fremragende.
Smelt (Osmerus eperlanus)
Fiskens danske navn er „Smelt“, men
på Viborg egnen er det almindeligt at
kalde den „Stint“, som er dens tyske
navn. Hvorfor det forholder sig sådan,
kan der kun gisnes om, og man skal da
heller ikke længere sydpå end til Skanderborg Sø, før et tredje navn dukker
op, „Silling“. I en gammel opskrift på
smelt, kaldes den desuden for „Maltfisk“, som angiveligt skulle henvise til
dens karakteristiske lugt af agurk.
Kært barn har mange navne, men uanset, hvad vi vælger at kalde den, så har
den været i Viborg søerne i mange år.
Der blev nemlig i 2001 fundet rester
af den i Viborg Stifts Museums udgravninger af en ca.1000 år gammel
bebyggelse ved bredden af Søndersø.
Man kan sagtens forestille sig, at den
har været en del af kosten dengang
både for mennesker og dyr - den er jo
både næringsrig, olieholdig og efter
sigende også velsmagende.
Lystfiskeri
Smelten er ikke direkte nogen „lystfiskerfisk“, men alligevel har den stor
betydning for lystfiskeriet, idet den
er byttedyr for mange fiskearter, og
derfor eftertragtet af lystfiskerne som
agn. I Viborg søerne bruger mange
lystfiskere smelt som agnfisk til fiskeri efter både ål, sandart og aborre.
Til det formål fanges den ofte i store
mængder i fintmaskede små sænkenet, når den sidst i april - begyndelsen
af maj - trækker op i Nørremølle Å for
at gyde. Mængden af smelt kan til tider være så stor, at det kan være svært
at se bunden af åen.
Mystik og mågesjov
Smelten kan godt siges at være en lidt
Smelt
68
mystisk fisk. Uden for gydetiden ser
man den kun sjældent, idet den mest
opholder sig på forholdsvis dybt vand.
Til tider optræder den dog i ret store
mængder i overfladen- som regel sidst
på sommeren - og her kan man opleve, at den fra luften bliver angrebet af
måger og terner, som styrtdykker efter
den, medens aborrer, skarv og lappedykkere angriber den nedefra. Det er
det lystfiskerne kalder „mågesjov“, og
er man heldig at være i nærheden, når
det finder sted, kan man opleve et formidabelt aborrefiskeri, hvor der er fisk
i hvert eneste kast. Årsagen til smeltens forekomst i overfladen kendes
ikke, men det er meget sandsynligt, at
iltmangel i de dybere dele af søerne
tvinger den op til overfladen.
Der knytter sig endnu et lidt dunkelt forhold til smelten, idet den ofte
igennem flere år næsten ikke observeres, hverken på gydevandring eller i
overfladen. Men pludselig - som trold
af en æske - optræder den igen i store
mængder i de såkaldte „smelt-år“.
En af årsagerne hertil kan være, at
smelten i søerne normalt kun lever
1–2 år, og derfor kan et enkelt eller
to års fejlslagen gydning være katastrofal. Nogle overlever selvfølgelig
altid, men bestanden bliver stærkt
reduceret.
Når bare ikke det er menneskelige
indgreb, såsom forurening, ødelæggelse af vandløb eller rovfiskeri, der
er årsag til den fejlslagne gydning, så
er naturen forberedt på den slags udsving. Den reducerede bestand „skånes“ tilsyneladende de følgende år af
rovfiskene, bl.a. fordi smeltstimerne
er mindre og derved sværere at jage.
Det resulterer i at rovfiskene i større
omfang æder andre småfisk som f.eks.
skaller. Derved får smeltbestanden
over nogle år gode muligheder for
igen at vokse.
Et enkelt års vellykket gydning kan
hurtigt mangedoble bestanden, og så
kører det hele nogle år, indtil gydningen af en eller anden grund igen slår
fejl. Alt i naturen kører op og ned i bølger - intet er stationært.
69
Fremtiden
Viborg Fiskeriforening er en af landets
ældste lystfiskeriforeninger og siden
1913 har den vedholdende arbejdet
for at få forbedret vandkvaliteten og
øget fiskebestanden i Viborg søerne.
Det frivillige og ulønnede arbejde er
sket uanset, at fiskeriet i søerne altid har været og stadig er frit for alle,
både lokale og turister.
100 års hårdt arbejde ser nu langt om
længe ud til at bære frugt, men det har
til tider været en sej kamp, ikke mindst
mod uvidenhed og manglende vilje til
at gøre noget ved problemerne.
Søernes vandkvalitet er de seneste
år blevet betydelig bedre og fiskebestanden er i fremgang.
Men dermed er ikke sagt, at forenin-
70
gen har udspillet sin rolle, tværtimod.
Den kan godt nok begynde at se sit
oprindelige mål- renere vand og flere
fisk i Viborg søerne, men der vil fortsat
være brug for en stærk forening, som
kan være med til at fastholde og bygge
videre på den positive udvikling.
I de seneste år er der gjort meget
for at bedre vandkvaliteten i Viborg søerne. For eksempel bygningen af store
forsinkelsesbassiner, som begrænser
udledningen af spildevand til søerne,
og udlægningen af det nye iltanlæg i
de dybere dele af Nørresø. Søens største problem har nemlig i mange år
været dårlige iltforhold ved bunden i
sommermånederne og under langvarigt isdække. Det har bl.a. betydet,
at søen har været inde i en ond cirkel
med dårlige levevilkår for fiskene, øget
frigivelse af næringsstoffer fra bunden
og sidst, men ikke mindst, færre bunddyr og undervandsplanter.
Viborg søernes forurening og følgerne heraf har Viborg Fiskeriforening
peget på og forsøgt at få gjort noget
ved lige siden foreningen blev stiftet
i 1913. Derfor glæder det selvfølgelig
den nuværende bestyrelse, at der nu
for alvor gøres noget for at vende udviklingen, så den onde cirkel kan blive
brudt.
Lige siden Viborgs grundlæggelse
har søerne har haft stor betydning for
byen, og de er mange gange blevet
omtalt som „byens perler“. Det er derfor vigtigt, at vandkvaliteten i Viborg
søerne fortsat forbedres mest muligt,
så der kan genskabes et naturligt dyreog planteliv til gavn og glæde for alle,
der bor og færdes i området eller blot
besøger byen.
© Gengivet med tilladelse af Storm P. Museet
71