Velkommen ...og tillykke med din nye bolig i ALBOA Du har lejet en bolig i ALBOA Almen Boligorganisation Aarhus - og vi håber, at du og din eventuelle familie bliver glad for boligen og for området. Når man flytter ind et nyt sted er der mange ting der skal falde på plads, mange vaner der skal ændres. Typisk er der en del lokale ting i netop din afdeling, - spørge ejendomsfunktionæren, hvis der er noget du kommer i tvivl om. Denne orientering handler om de generelle ting, som man altid skal være opmærksom på, i forbindelse med indflytningen. Husk, du er ikke forpligtet til at overtage effekter fra den tidligere beboer og vi fraråder, at du overtager faste tæpper og belægninger uden at du grundigt har kontrolleret om gulvene under tæpperne, er misligholdte. Det kan senere blive dig der hænger på udgiften til reparation af gulvene. Lejekontrakten Indflytningsprocessen starter med, at du skriver under på en lejekontrakt. Kontrakten er den bindende aftale mellem dig og ALBOA. Med din underskrift på lejekontrakten binder du dig til at betale indskud, husleje, varme, vand mv. og til at overholde en række regler der gælder for alle beboere i almene boligafdelinger, og nogle regler, der er vedtaget af beboerne i den boligafdeling, du flytter ind i. ALBOA skriver under på, at vi til gengæld - så længe du bor her, overholder husordenen og betaler din husleje - vil sørge for at du har en bolig i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser. Overtagelse af boligen Hvis du skal overtage inventar fra den forrige lejer, f.eks. vaskemaskine, opvaskemaskine e.l. er det en god idé at lave en skriftlig aftale. Selv om tingene bliver stående i boligen indgår de ikke i lejeaftalen med ALBOA. Du skal derfor selv vedligeholde og evt. udskifte effekterne i botiden, og de skal sædvanligvis fjernes igen, når du selv flytter en gang. Indflytningsrapport I forbindelse med din overtagelse af lejemålet får du udleveret en fejl- og mangelseddel og der skal foretages et indflytningssyn. Det er ejendomsfunktionæren der udfører synet sammen med dig, og det skal ske senest 14 dage efter indflytningen. ALBOA har, i de fleste afdelinger en A-ordning, hvilket betyder, at boligerne typisk er istandsat inden indflytning, men det er vigtigt at huske, at der er tale om en brugt bolig der godt kan bære præg af slid og ælde. Enkelte afdelinger har B-ordning, her er boligen ikke istandsat ved indflytning, det skal man selv gøre efter indflytningen. Hvis der er penge på vedligeholdelseskontoen kan man bruge disse til istandsættelsen. Ifølge loven har indflytter 14 dage til at anmelde fejl og mangler, og det bør du benytte dig af, for din egen skyld, derved sikrer du dig, at du ikke ”hænger” på noget når du flyttet engang. Ved indflytningssynet registrerer man boligens tilstand, ejendomsfunktionæren udfylder en indflytningsrapport, som du og han underskriver - og du får en kopi. Din mangelseddel vedlægges rapporten som bilag. Ejendomsfunktionæren sørger for at afhjælpe fejl og mangler så hurtigt som muligt, det vil normalt være senest 14 dage efter indflytningssynet. Der kan være ting som ikke bliver udbedret, du får selvfølgelig en forklaring om årsagen til denne beslutning, og du hæfter ikke for dette senere - hvilket også fremgår af rapporten. Hvis du er utilfreds Hvis tingene går i hårdknude, og du ikke kan blive enig med ejendomsfunktionæren - kan du indsende en klage til inspektøren. Han vil herefter kontakte dig for en løsning af problemet. Gode råd når du flytter ind Indflytning før tiden Det sker, undtagelsesvis, at der er mulighed for at flytte ind i boligen før tiden. Det kan være fordi istandsættelsen er færdigudført et par dage før indflytningstidspunktet, eller fordi der slet ikke skal ske nogen istandsættelse. Fraflytter betaler husleje til ALBOA frem til den oprindelige indflytningsdato. Hvis der er mulighed for at flytte ind tidligere end planlagt, skal tilflytter derfor regne med, at betale husleje - fra og med den dag nøglerne reelt overdrages. Der skal ligge en skriftlig aftale mellem fraflytter og tilflytter, der klart og tydeligt tilkendegiver hvornår nøglerne må udleveres og hvordan afregningen mellem parterne sker. I modsat fald vil ejendomsfunktionæren ikke kunne udlevere nøglerne før tiden. Betal din husleje til tiden Du sparer penge og besvær, og du risikerer ikke at miste boligen. Brug ”Nets” (betalingsservice), som er en sikker måde at klare betalingen på, og til tiden. Vi vedlægger en blanket til brug for dette. Læs husordensreglerne Både de generelle regler og afdelingens egne regler er gode at kende. De er lavet for at vi ikke, som beboere, skal genere hinanden i dagligdagen. Afdelingens ordensreglement er vedtaget på et afdelingsmøde, og de er dermed juridisk gældende. Gentagne eller grove overtrædelser kan medføre ophævelse af lejemålet. Er der børn i familien bør du gennemgå reglerne med dem, så de ikke ”falder i unåde” hos naboerne eller ejendomsfunktionæren. Du må lave nogle ting om i din bolig Du har ret til at lave forskellige ting både i og uden for din bolig. Der er lavet en folder der beskriver de forskellige muligheder, den kan du rekvirere ved henvendelse til ALBOA eller på www.alboa.dk Der er regler omkring ansøgning og anmeldelse, og uanset hvad du påtænker at lave, er det en god idé at kontakte inspektøren - inden du går i gang. Andre gode råd Når du flytter, skal du huske, at du skal melde flytning til Borgerservice senest fem dage efter, du er flyttet. (Det kan ske via kommunens hjemmeside) Du skal også melde flytning til posten, du kan få flytteblanketter på posthuset eller du kan gøre det via postens hjemmeside, www.postdanmark.dk. Ud over de offentlige myndigheder er det klogt at meddele flytning til alle der sender post til dig, herunder også aviser, blade o.l. Sig ”pænt god-dag” til dine nye naboer. Et godt naboskab betyder meget og det er altid rart at have hilst på hinanden. Brug ejendomsfunktionærer i din afdeling, han ved ”næsten alt” og vil gerne være behjælpelig hvis du har spørgsmål. Nyttige link - hvis du bruger nettet Find din ejendomsfunktionær og mange nyttige oplysninger om ALBOA og din egen afdeling: www.alboa.dk Når du søger bolig: www.aarhusbolig.dk www.ungdomsboligaarhus.dk Meld flytning: (Aarhus) http://www.aarhus.dk/da/borger/ Flyt postadresse: www.postdanmark.dk almen boligorganisation aarhus Vestergårdsvej 15 • 8260 Viby • J Tlf. 87 406 700 • Fax: 87 406 701 [email protected] • www.alboa.dk
© Copyright 2024