”Nu da olieproduktionen er kommet i gang”, konstaterede Mærsk Mc-Kinney Møller, da den første olie kom i land 1. august 1972 fra Nordsøen. En historisk dag i dansk oliehistorie. (Foto: Bent Medvind Sørensen) Kapitel 5 Borebisser finder den første olie i Nordsøen Olieselskaberne har planer om store milliardinvesteringer i Nordsøen. Peter Helmer Steen. 2011. Den første olie siver frem i Nordsøen fra boringer i 1966. Det sker i den danske kontinentalsokkel, hvor Centralgravens flere hundrede kilometer lange gravsænkning tiltrækker geologernes interesse, fordi dens geologiske strukturer giver de største chancer for at finde olie. DUC gennemfører en boring i september 1966 og ni boringer i 1967-69. Først dukker gas op i Tertiary Prospect No. 2, der senere får navnet Anne-strukturen og ender som oliefeltet Kraka. Resultatet viser tre tørre brønde i den nordlige del samt fund af olie eller gas i syv af otte boringer i det sydvestlige område. Det ingen tror på i 1962, viser sig allerede fire år senere og ”50 år” endnu. Olielandet Danmark. 10-års fristen truer DUC fik en bevilling i 10 år til efterforskning af kulbrinter, og hvis selskabet fandt noget, skulle det sætte produktion i gang. Det betød, at DUC skulle sejle olie i land senest 8. juli 1972, for ellers kunne Folketinget annullere eneretsbevillingen. Partneren Gulf i DUC mistede på et tidspunkt optimismen i løbet af 1970 og foreslog faktisk at nedlægge den nyoprettede base i Esbjerg. I december besluttede DUC dog at gennemføre boringer af to brønde i Abby-strukturen, senere kendt som Dan, og Vern-strukturen, senere kendt som Gorm. Som operatør gennemtrumfede Gulf, at Abby stod først for, og det viste sig i, at Abby indeholdt olie og naturgas endda to steder. DUC havde derfor tre muligheder til produktion af råolie. DUC-ingeniører tog til Gulfs hovedsæde i Houston USA for at udarbejde en plan for produktion i den danske del af Nordsøen, hvor DUC besluttede at åbne forarbejdning på Dan frem for den oprindelige plan med Kraka. Med henvisning til den kørende sokkelstrid med Vesttyskland forlængede regeringen i september 1971 fristen med to år; force majeure-klausulen. Det skete kun tre dage efter, at statsminister Hilmar Baunsgaard havde udskrevet valg, selv om Socialdemokratiet i valgkampen stillede spørgsmål ved, om DUC kunne beholde bevillingen. Regeringen med Venstre, Konservtive og Radikale faldt, men den ny socialdemokratiske minister for området, Jens Kampmann, overholdt forgængerens løfte. DUC producerer DUC begyndte produktionen fra Dan 4. juli 1972, kun fire dage før den oprindelige frist udløb, så forlængelsen viste sig unødvendig. Efter investeringer over 10 år på en halv milliard kr sejlede tankskibet Marie Mærsk den første olie til Gulfs raffinaderi i Stigsnæs. 12 år senere førte en ny rørledning olien til Fredericia. Mærsk Mc-Kinney Møller udtalte ved den historiske begivenhed på Stigsnæs, at ”det er mit håb, at det resultat, der er opnået efter mange års indsats, vil blive til gavn for det danske samfund, og at det arbejde, der fortsætter, og som vil indebære meget betydelige investeringer, må lykkes, således at vort samfund på langt sigt vil blive i det mind- 95 ste delvis selvforsynende, hvad angår dagens vigtigste energikilde. Men der er grund til at nævne, at olieefterforskning og indvinding afviger stærkt fra konventionel produktion, at vi kun er i den indledende produktionsfase, og at der endnu vil hengå en tid, før man med nogenlunde sikkerhed vil kunne udtale sig om mulighederne fremover”, sagde den nybagte olieskibsreder. Det danske omfang lød endnu meget beskedent, for nok kom danskerne først med et oliefund, men da den danske produktion begyndte, omfattede de danske oliereserver kun cirka en tiendedel af de tilsvarende reserver i henholdsvis den norske og den britiske del af Nordsøen. Reserverne af naturgas endnu mindre. DUC fortsatte udviklingen, og i 1981 begyndte produktionen af olie fra Gorm, hvor DUC havde investeret over fem millioner arbejdstimer og 2,3 milliarder kr. Det løb op i mere end budgetteret, men til gengæld producerede Gorm mere end Dan. Dansk Boreselskab lærte efterhånden, hvordan de skulle berøve de trodsige kridtlag i Nordsøen kulbrinter. Ved åbningen af Gorm sagde Mærsk Mc-Kinney Møller, at i feltet ”udvikler produktionen sig forhåbentlig som planlagt uden skuffelser, men man bør erindre, at den danske kalk i Nordsøen ikke er let at danse med.” Nordsøen forsyner os Naturgasfundet i Groningen i 1959 lokkede amerikanske Phillips til Holland i 1962, og fire år senere havde firmaet et efterforskningsprogram klar i Nordsøen. I sommeren 1969 efter manges tørre brønde i norsk sektor sagde selskabet egentlig stop, men de hang på riggen, så de smed krogen ud én gang mere: Gigantfangsten Ekofisk! Året efter fandt BP Forties på britisk sokkel, hvor Shell og Exxon i 1971 supplerede med Brent. Den britiske regering havde endda presset BP til at søge koncession, og selskabet ventede tilmed fire og et halvt år, før boringen begyndte. Reserverne i Nordsøen kendte olieverdenen altså før 1973 med oliekrisen, som med de høje priser skubbede udviklingen i fart, så Nordsøen leverede efter få år det nye, store marked. Især farvandet mellem Norge og Storbritannien, hvor fem britiske gasfelter producerede. I Norge havde Ekofisk leveret olie i et års tid, da Danmark fulgte trop i 96 ”Som tidligere sagt er de fund, konsortiet har gjort, af begrænset størrelsesorden”, sagde Mærsk Mc-Kinney Møller om den første olie i 1972. Mere fulgte efter; således Dan F 14. april 1987. (Foto: Bent Medvind Sørensen) 1972, og tre år senere sejlede den første britiske olietanker i land. Oliekrisen ændrede Nordsøens oliejagt fra brise til orkan med nogle af verdens største investeringer i efterforskning og produktion, som kostede mere og mere. Nordsøen dukkede op som en af olieindustriens nye iøjnefaldende muligheder, men usikkerheden og udgifterne hæmmede i det barske og lumske hav med konstant hårdt vejr. Arbejdet krævede helt ny teknologi og ret lang tid. Derfor måtte olieindustrien udvikle egne former på rigge og platforme. På grund af de vanskelige, naturlige betingelser kostede kapitelinvesteringer 10 gange så meget i Nordsøen end i Mellemøsten, men manglen på politisk risiko lindrede forskellen og tiltrak olieselskaberne. Trods mulige ressourcer fremstod Nordsøen kun som en dværg sammenlignet med Mellemøsten, og Danmark stod kun som en lille fisker. Så lille at Daniel Yergin i sin oliebibel på 876 sider, ”The Prize” fra 1991, ikke omtaler dansk olie og naturgas med ét eneste ord. Han udnævner faktisk den britiske olietanker fra 1975 som den første nordsøolie. Før den første oliekrise i 1973/74 havde Danmark gjort sig næsten totalt afhængig af importe- ret olie, hvor Mellemøsten leverede stort set det hele. Politikerne formulerede omsider en energipolitik, som skulle udnytte energien bedre og skaffe danske forsyninger fra Nordsøen. Begge dele lykkedes. 30 år senere faldt energiforbruget per enhed af bruttonationalproduktet med en tredjedel, og vi brugte en bred vifte af brændsler. Danmark opnåede i 1991 status som selvforsynende med naturgas og olie. Det håb havde Handelsministeriet formuleret i 1967, fordi Danmark skulle væk fra afhængigheden af olie fra Mellemøsten og de politiske konflikter. Fra 1997 forsynede vi for første gang i nyere tid os selv med mere energi, end vi brugte. Det privilegium havde vi kun fælles med Norge, Storbritannien, Holland og Canada. Det skyldtes en støt stigende produktion fra olie- og gasfelterne i Nordsøen i sammenhæng med et stagnerende forbrug. På Nordsøen lærte selskaberne effektivt at udnytte og udbygge den teknologiske viden og forstå undergrundens geologi. I 1972 importerede vi 93 procent. Procenten for selvforsyning lå på fem i 1980, og den voksede år for år frem til 2004 med højdepunktet på 156 procent; altså 56 procent højere produktion end vores forbrug. I 2010 nåede den 121 procent. Danmark har siden 1993 været mere end selvforsynende med olie, hvilket giver sig udslag i en Olieproduktion 1986-2010 25 20 15 10 5 0 86 88 90 92 94 Oileproduktion, million m3 96 98 00 02 04 06 08 10 Energistyrelsen. årlig nettoeksport. I 2009 lå selvforsyningsgraden for olie på 175 procent. Den toppede i 2004, og er faldet siden. I juni 2011 faldt produktionen af olie fra DUC til 195.000 tønder om dagen mod 215.000 året før. Danskere leger med Danske firmaer ville efterhånden også deltage i olieeventyret, og ved første udbudsrunde af licenser i 1984 deltog F.L. Smidth og Grepco, som omfattede Greenland Petroleum Consortium ved J. Lauritzen Holding med 50 procent samt Monberg & Thorsen, Højgaard & Schultz, Christiani & Nielsen og Kampsax. Dansk Industri ønskede helt klart flere private selskaber med og mindre stat (DONG). I 1985 stiftede en række danske firmaer Dansk Energi Consortium; Denerco Oil A/S. Gruppen bestod af ØK’s EAC Energy, J. Lauritzen Holding Energy, Dansk Entreprenørselskab, Christiani & Nielsen, Højgaard & Schultz Oil, Kampsax, Kierulf & Saxild og Monberg & Thorsen. I efteråret supplerede Esbjerg Oilfield Services, Baltica, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Dansk Erhvervsinvestering, Ove Arkil, Det Store Nordiske Telegrafselskab, Delmec, F.L. Smidth, Nordisk Kabel og Trådfabrikker, Aalborg Portland Cementfabrik og I. Krüger. Henning G. Kruse fra Esbjerg Oilfield Services, EOS, stod blandt de initiativtagere og risikovillige investorer, der skød penge i Denerco og skabte et rent dansk alternativ til DUC og DONG inden for såvel efterforskning som indvinding af olie og gas i Nordsøen. Han fortæller, at arbejdet med Denerco bød på mange spændende oplevelser. - Denerco skulle sikre dansk industri del i efterforskning og indvinding af olie og gas på dansk område som en slags konkurrent til DONG. Jeg husker, at formand Holger Lavesen tonede frem på fjernsynsskærmen og meddelte, at DONG ville ind på oliemarkedet. Så røg jeg op af stolen og råbte: Det skal vi f… også i Esbjerg! - I forbindelse med en aktieudvidelse, som Folketinget besluttede, syntes jeg, at Esbjerg også skulle have chancen, og jeg kom endda med i bestyrelsen. Det gav en masse gode kontakter og opgaver til Esvagt, offshorebasen og EOS, så vi tjente penge på at deltage, og jeg deltog helt klart 97 for at sikre arbejde til egne firmaer i Esbjerg, siger Henning G. Kruse. Denerco sælger Denerco stiftede hurtigt sammen med statsejede DONG joint venture-selskabet Dansk Operatørselskab, Danop, hvor de to parter delte aktiekapitalen. Danop ville gå aktivt ind i anden koncessionsrunde i 1985 og søgte kapital. ”En efterforskningsboring kan let komme til at koste 100 millioner kroner. Denerco har en kapital på 30 millioner kroner, men der er behov for yderligere 30”, sagde selskabets midlertidige formand, Einar Nicolaisen Møller fra J. Lauritzen Holding. Denerco opnåede i 2004 et rekordår og fordoblede sin omsætning til 1,2 milliarder kr fra produktion i den danske, tyske og hollandske del af Nordsøen. I 2002-04 investerede Denerco Oil over to milliarder kr i efterforskning og produktionsanlæg i Nordsøen, og genoptog i 2005 efterforskning i den britiske del. Som følge af svindende reserver i Nordsøen søgte Denerco Oil nye internationale græsgange, og valget faldt på Oman på Den Arabiske Halvø med forventet investering over to år på 120 millioner kr i efterforskning i området. »Det her er vores første satsning uden for Nordsøen, og hensigten er at søge at bygge et kerneområde op i den del af verden«, sagde direktør Flemming Kolkjær Sørensen. »Der er den store fordel ved Oman, at vi arbejder på land. Der er overordentlig stor efterspørgsel på borerigge på vand, og de er meget dyre. På land er der flere rigge til rådighed, de er hurtigere og billigere at bygge, ligesom det er nemmere at begrænse udbygningsrisikoen på land, fordi anlæggene kan tilpasses til oliereserverne”, sagde han. Denerco opererede i et område, hvor selskabet i tilfælde af meget lave priser på olie stadig kunne producere med fortjeneste. ”2005 blev et meget tilfredsstillende år for Denerco Oil. Vi leverede det bedste økonomiske resultat i koncernens historie og påbegyndte implementeringen af vor strategi med opbygningen af en balanceret international portefølje af licenser uden for den danske del af Nordsøen. Dette skal sikre koncernens fremtidige vækst og indtjening”, sagde Flemming Kolkjær Sørensen. I gennemsnit producerede firmaet cirka 11.000 98 tønder per dag i 2005 mod 16.400 i 2004. Nedgangen skyldtes en naturlig dræning af felterne Nini og Cecilie. »Vi er ligesom ethvert andet vaskeægte upstreamselskab nødt til at gå ud og finde mere olie i takt med, at vi producerer. Ellers går det bare nedad«, sagde den danske oliedirektør. I 2006 meddelte Denerco Oil noget overraskende, at et salg nærmede sig. Året forinden havde det ellers justeret ejerkredsen, hvor Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Monberg & Thorsen og Danske Bank samlede den suverænt største del af aktierne med tilsammen 77 procent. Denerco Oil solgte til Altinex Petroleum Denmark, hvor det norske selskab Noreco (Norwegian Energy Company) står som den ultimative ejer. ”Med meget lave oliepriser vil det gøre ondt mange steder i Nordsøen”, sagde direktør Flemming Kolkjær Sørensen, Denerco. Aktionærerne solgte til Altinex, der fik andele i licenserne til Syd Arne, Siri, Nini, Cecillie (foto) og Lulita. (Foto: Bent Medvind Sørensen) Nordmænd dukker op ”Nyrige oliesheiker” fra Norge købte altså det eneste store privatejede danske selskab, Denerco Oil. Prisen lød på 2,2 milliarder kr for selskabet, som havde 26 ansatte og deltog ved i alt 13 licenser. Altinex havde 12 ansatte og en produktion svarende til godt 3.000 tønder olie i den norske del af Nordsøen og deltog på forskellig vis i ni licenser og leverede desuden serviceydelser til olieindustrien. Flemming Kolkjær Sørensen forventede, at de to selskaber kom til at drage store fordele af hinandens ekspertise og aktiviteter. Noreco fokuserer på felter, som de store selskaber springer over, og hidtil med succes. Altinex Oil Denmark med hovedkvarter i Holte deltog i 2010 på dansk sokkel i seks producerende felter fra Syd Arne, Nini, Cecillie og Lulita. I efteråret 2009 medførte et brud i konstruktionen under vand et stop for produktion fra Siri, hvor selskabet i 2011 solgte sin andel for 70 millioner kr til DONG, som kom til at stå som eneejer og foretog en række analyser af lækagen. En nedlukning koster 6,5 millioner kr dagligt, og reparation skal derfor helst ske sideløbende med produktion. Omkostninger til en varig reparation løber op i to milliarder kr, hvor Noreco altså ikke ville dække halvdelen. - Aftalen er positiv for Noreco. Den fjerner den betydelige usikkerhed, der har været knyttet til forholdene omkring Siri, siger direktør Einar Gjelsvik. Noreco fulgte op med også at sælge sig ud af Syd 99