REPORTAGE Høring i EU om ”One of Us”-borgerinitiativet Af Ellen Højlund Wibe, Landssekretær i Retten til Liv Debatten var følelsesladet i den fyldte sal, da den offentlige høring omkring underskriftindsamlingen One of Us fandt sted den 10. april 2014. Ganske mod sædvane blev der buet og heppet undervejs i den 3½ time lange høring. Det fremgik af meningstilkendegivelserne, at knap 1/3 af de 400-500 fremmødte, repræsenteret bl.a. ved (især) nogle kvindelige parlamentsmedlemmer og deres sympatisører udefra, var kritiske i forhold til initiativet. Flertallet i forsamlingen og også blandt de fremmødte EU parlamentsmedlemmer bakkede dog tydeligvis op om initiativet. En stor del af forsamlingen bestod også af delegerede fra samtlige EU-lande, som havde været med i organiseringen af underskriftindsamlingen. Efter diverse indledende bemærkninger til initiativet fra parlamentsmedlemmer, der stod for høringen, fik leder for One of Us-komitéen, Patrick Gregor Puppinck, direktør for European Centre of Law and Justice, ordet og præsenterede først initiativet. Det er den største underskriftindsamling i EU’s historie, og han understregede, at det ikke bare er et spørgsmål om moral, men også om mental sundhed i Europa. I sin tid var det økonomiske og politiske hensyn, der i lang tid bremsede slavers menneskerettigheder; det samme gælder i dag de ufødte mennesker. Dernæst kom han mere specifikt ind på lovforslagets mål i forhold til EU’s forskningsmidler i embryonale stamceller ol. Han påpegede, hvordan det, siden EU i 2007 besluttede at yde finansiel støtte til forskning, hvori embryonale stamceller indgår, er blevet tydeligt, at forskningen ikke har opnået de lovende resultater, som blev spået i forhold til embryonale stamceller. Tværtimod. Så den fortsatte støtte til dette hviler på en illusion, og fremhæver også den inkonsekvens, som hersker i EU, hvor man i oktober 2011 tilsluttede sig EU-domstolens afgørelse i den såkaldte ”Brüstle versus Greenpeace-sag”. Her blev det stadfæstet, at respekten for menneskelig værdighed indebærer – i dette tilfælde - et forbud mod patentering af enhver proces, der måtte indebære destruktionen af et menneskeligt embryon/embryonale stamceller, det gode formål til trods. EU bør være konsekvent i forhold til værdigheden omkring menneskeligt liv, blev det understreget. Hans 15 minutter lange indlæg blev efterfulgt af langvarig klapsalve. Herefter var det parlamentsmedlemmernes tur. Nogle brugte spørgetiden til udelukkende at klappe sig selv/EU på skulderen ved at understrege demokratiets sejr i EU med muligheden for denne form for høring. Andre forholdt sig mere indifferent til emnet med ytringer som ”Dette er et meget komplekst område” ol. Men også kvindelige parlamentsmedlemmer, der tydeligvis var for abort, tog ordet, og benyttede spørgetiden til at fremkomme med deres egen dagsorden i forhold til abort – ”kvinders ret til at bestemme over deres egen krop” ol. argumenter, frem for at holde sig til det tema, som var på dagsordenen. Det blev påtalt, at de skulle holde sig til emnet. Nogle af dem følte sig tydeligvis meget provokeret af initiativet, idet tonen blev ret skinger ind imellem fra deres side. Der blev også fremført usaglige og injurierende argumenter fra dette hold, såsom at der i virkeligheden stod en amerikansk præst og organisation bag dette initiativ (hvilket senere blev pure afvist), at dette jo først og fremmest var et katolsk anliggende (underforstået: og dermed ikke noget, man kunne tage seriøst bl.a. videnskabelig set), og at embryoner jo også går til i en menstruation! Et flertal af de parlamentsmedlemmer, der tog ordet, sluttede dog op om initiativet, og enkelte greb i egen ”EU-barm” og talte om tendensen til ’systemets’ monopol på værdierne, den jævnlige klage over lobbyarbejde i parlamentet fra forskellige grupper ol. Anden runde blev indledt med Sophia Kuby, administrerende direktør for European Dignity Watch, som præsenterede lovforslagets mål i forhold til EU’s udviklingsbistand. Hun redegjorde og dokumenterede grundigt for, hvordan EU financierer både legale og illegale projekter, der støtter abort i den 3. verden, og hvor også økonomisk gevinst ved aborten for de organisationer, der blev støttet (f.eks.”Marie Stopes”) blev dokumenteret. Hun kom med flere eksempler på EU finansieret hjælp til abort i lande, der ikke tillader abort i deres lovgivning og satte også tal på denne støtte, tilsammen meget store beløb. Denne praksis blev forsvaret af et parlamentsmedlem med begrundelsen, at mange kvinders liv blev reddet med denne hjælp. Han forholdt sig ikke specifikt til de problematiske aspekter af det. En anden forsvarede det med, at man skelner mellem de initiativer, EU direkte financierer og den støtte, som går til NGO’ere. Han mente ikke, at EU var med til at fremme abort. Hertil spurgte et andet parlamentsmedlem retorisk: ’Hvorfor EU lader som om, de ikke ved, at der bruges millioner af euro på at promovere abort? Er det virkelig EU’s opgave at involvere sig i abort i lande, der ikke tillader abort?!’ P. G. Puppinck anerkendte, at mødredødelighed er et problem, som skal tages alvorligt, men problemet løses ikke ved at fremme abort. I lande med restriktiv abortlovgivning er mødredødeligheden langt lavere end i lande med legal abort. Og desuden løser man ikke fattigdom ved at fjerne / abortere de fattige. I sin konklusion på høringen understregede han, at dette emne handler ikke om politisk, religiøst eller andet ståsted. Det handler om fundamentale menneskerettigheder, som står over disse skel. Da folk myldrede ud af salen, blev de ude på gangen mødt af en gruppe demonstrerende kvinder (og enkelte mænd), heriblandt også parlamentsmedlemmer, som havde deltaget i debatten, og som holdt mindre skilte op foran sig med pro-abort budskaber. Men dagens vigtigste begivenhed – set fra et prolife-synspunkt – indtraf først om eftermiddagen ved en sammenkomst for alle de delegerede. Alle lande i EU var repræsenteret ved indtil flere ledende repræsentanter for diverse prolife-foreninger, og der var således basis for at kunne underskrive et historisk dokument om etableringen af ”The European Federation of Prolife Movement, One of Us”. Det, der begyndte som en fælles EU-underskriftindsamling, er med andre ord nu fortsat i et samlet europæisk prolife partnerskab. Der forestår nu en mere detaljeret organisering af dette. Og på nationalt plan fortsætter prolife arbejdet som hidtil. Men dette nye partnerskab giver mulighed for mere en velorganiseret, målrettet og styrket indsats i Europa med afsmittende effekt i de enkelte lande. Fra Danmark er Retten til Liv med blandt stifterne af denne bevægelse.