HER STOPPEDE SOVJET JAPAN Slaget ved Khalkhyn Gol i 1939 BELGIEN 1914 Vejen til Vestfrontens skyttegrave DE FØRSTE JÆGERSOLDATER Rogers Rangers blev oprettet i 1755 NY SERIE: MANUALEN Sådan virkede supervåbnet V-1 Hun var med i Irak Side 63–65 Det danske ubådsvåben Pris 69.90 KR www.militaerhistorie.dk Sjælden sabel fra Anholt ★ I krig på amfetamin ★ Slaget ved Bannockburn Nr. 5/2011 BK 12.05–08.06 2011 PRIS 69.90DKK Fra Holmen til Den Persiske Golf ★ HUN VAR MED Kvindelig dansk sprogofficer i Irak Maria Vang Knudsen var i 2005 og 2006 to gange i det krigshærgede Irak som en del af den danske bataljon. Her fungerede hun bl.a. som militær tolk. M aria Vang Knudsen er bl.a. uddannet som sprogofficer i arabisk. Hun arbejder i dag som studievalgsvejleder i København, men er fortsat tilknyttet Forsvaret som reserveofficer. Christian Aagaard (CA) fra Militærhistorie interviewer her Maria Vang Knudsen (MVK) om hendes oplevelser i forbindelse med de to ture til Irak. CA: Hvad gjorde, at du besluttede dig for at tage til Irak? MVK: Min indstilling havde hele tiden været, at jeg selvfølgelig ville af sted. Jeg tog jo en uddannelse som sprogofficer i arabisk, en funktion som Forsvaret efter 11. september havde mangel på. Og når nu Forsvaret havde postet millioner i min uddannelse, følte jeg også, at jeg havde en forpligtigelse til efterfølgende at løfte opgaven. CA: Hvad var det første, der slog dig, da du ankom til Irak første gang? MVK: Jeg tænkte, at der var lang vej igen. Men jeg syntes også, at jeg kunne se håbet i øjnene på de lokale. Det var før Muhammedkrisen. Da den ramte, gik meget gik i hårdknude. Da jeg efterfølgende var af sted anden gang, syntes jeg, det var meget frustrerende at kunne se, at håbet hos de lokale nærmest var slukket. Det var ikke dem alle, men man kunne mærke, de var trætte. CA: Hvor i Irak var du udstationeret? ɻ Maria Vang Knudsen sammen med medlemmer af IPS, Iraqi Police Service. ★ Militærhistorie 63 HON VAR MED ɻ MVK: Jeg boede i Camp Danevang på Shaibah Logistics Base, der var en stor britisk lejr syd for Basra. CA: Hvilken enhed var du tilknyttet? MVK: Jeg sad i staben, det vil sige den del af den danske kampgruppe, der er chefens nærmeste hjælpere med hensyn til indsamling af informationer, logistik, planlægning af operationer med mere. Herfra blev jeg lånt ud til de enheder, der havde brug for en tolk. Så jeg var ude med alt fra kampenheder til CIMIC [civilt-militært samarbejde, bl.a. støtte til genopbygning og udvikling af det civile samfund, red.] og ingeniørenheder, alt afhængigt af behov. CA: Hvor meget spekulerede du på den fare, du udsatte dig selv for? MVK: Det var da voldsomt at stå op hver morgen og tænke, at man kan dø af det her. Men så tog man støvler på og tænkte ikke mere på det den dag. CA: Men som udsendt kan man vel ikke undgå mødet med krigens virkelighed? MVK: Nej og jeg har også haft fat i unge soldater, efter vi havde mistet folk. Det var jo unge drenge, der var taget af sted i troen, at de skulle ud og gøre en forskel i verden. Og det er jo et meget ærligt ønske. Men så rammer verdens uretfærdighed på den hårdest tænkelige måde, en af deres kammerater bliver dræbt, og folk er ikke nødvendigvis glade for, at vi kommer. De blev hurtigt voksne på den virkelig hårde måde. CA: Hvordan er det at være kvinde i en så mandsdomineret verden som Forsvaret? MVK: Som kvinde skal man være meget opmærksom på sin opførsel, da rygter og ideer løber rigtig hurtigt. Man kan vælge enten at blive en af drengene og blive meget jovial og tale ligesom dem, eller man kan vælge at opretholde sin kvindelighed og respekten omkring det. Jeg er nok meget i den sidste kategori og kan sagtens være kvindelig officer uden, at det overhovedet betyder noget for min autoritet og opgaveløsning. Jeg har faktisk oplevet, at drengene synes, det var meget rart, da det tog toppen af den værste drengerøvssnak. Så jeg har ikke haft problemer med det. CA: Var det også problemfrit ude hos de lokale? 64 Militærhistorie ★ CA: Oplevede du sammenstød med oprørerne? På trods af en hjemsendelse pga. arbejdsmæssig overbelastning vil Maria gerne udsendes igen. MVK: Der var det faktisk en fordel. Som kvindelig soldat i Irak bliver man en form for intetkøn for de lokale. Man kan jo ikke være kvindelig soldat, men de kunne også godt se, at jeg jo ikke var en mand. Så jeg kunne sagtens sidde med til møderne med mændene uden, at nogen tog notits af det. Men samtidig kunne jeg også få lov til tale med kvinder og børn, hvilket mandlige tolke aldrig ville kunne komme til. Det var en hel ekstra verden, man fik adgang til. CA: Er der nogen oplevelser med de lokale, som du husker specielt? MVK: Jeg havde en ret voldsom oplevelse i forbindelse med afholdelsen af et af de første valg. Klokken har været ca. tre om natten og vi holder i det urolige Al Hartha område og venter på vores eskorte oppe nordfra. Da vi har ventet et stykke tid, begynder vi at undre os over, at folk genåbner deres butikker, trækker stole frem og jager børnene væk fra området. Vi kan godt se, at det her nok ikke var helt godt, så vi beslutter os for at køre lidt længere frem. Da eskorten ankommer lyder der et kæmpe brag. Der havde ligget en vejsidebombe lige der, hvor vi havde holdt. Men da eskorten kører i modsatte vejbane, og bomben går mellem to biler, er der heldigvis kun et par fragmenter, der rammer køretøjerne. Kort efter eksplosionen sidder jeg og sikrer for opfølgende angreb og på et tidspunkt kommer en scooter slingrende direkte imod mig. Jeg råber ham an på arabisk, men han kører videre. Han når helt op til det punkt, at hvis han havde bevæget sig én meter mere, så havde jeg skudt ham. Jeg kunne jo ikke vide, om han kom med tanken fuld af sprængstof for at slå os alle sammen ihjel, nu vi var blevet standset. Det viste sig, at han bare var en tilfældig lokal, men det kunne vi jo ikke vide. Det var en ret voldsom oplevelse. CA: Ovenpå alt det her, hvordan havde du det så, da du tog hjem? MVK: Jeg blev faktisk sendt hjem før tid. Jeg blev repatrieret på grund af arbejdsmæssig overbelastning. Jeg havde arbejdet rigtig meget, fordi der desværre ikke var nok militærtolke at sende ud. Vi arbejdede i døgndrift i tre og en halv måned, før vi fik tilgang af tre civile tolke fra Danmark. Indtil da sov vi, når vi blev kørt fra A til B og ellers sov vi med støvlerne på. Der var bare vanvittigt meget arbejde. Jeg blev på et tidspunkt indlagt af lægerne for at få sovet ud. Det var intenst. MVK: I forbindelse med den housesearch, jeg nævnte tidligere, skulle vi Den danske indsats i Irak siden 2003 ★ Den 20. marts 2003 invaderede en Mosul Bagdad CA: Hvad med positive oplevelser? Var der nogle til at opveje de negative? MVK: Der var især én episode, der gjorde, at det gav mening for mig at risikere det her hver dag. Vi var ude og lave en ret stor natlig ar- blandt andet gennemsøge en kuffert, der tilhørte en gammel dame. Det var hjerteskærende, for den indeholdt udelukkende tøjstumper og potteskår. Jeg tror ikke, der var noget, der ikke var i stykker eller som havde nogen værdi. Man stod virkelig og fik en klump i halsen over, at det her var hendes vigtigste ejendele, der udelukkende bestod af tøjstumper og potteskår i en ussel kuffert. restoperation. Vi banker på, vælter på det nærmeste døren, ind myldrer soldaterne, og beboerne bliver selvfølgelig ekstremt bange. Men jeg oplevede faktisk at på trods af, at de havde haft så voldsom en oplevelse, endte jeg med at sidde og snakke rigtig godt med de her mennesker i adskillige timer. Det endte endda med, da vi gik, at de inviterede de os på te dagen efter. De oplevelser var der et par stykker af, og de gjorde en enorm forskel for mig. Camp Danevang Basra 0 200 400 km Camp Danevang ligger i nærheden af Basra. amerikansk ledet styrke Irak. I kølvandet på invasionen vedtog den danske regering i maj samme år at udsende en dansk bataljon som et bidrag til den internationale koalition i landet. Den danske bataljon opererede som en del af de britiske styrker i det sydøstlige Irak fra juli 2003 til august 2007, hvor det sidste af i alt ni hold blev trukket ud. Flere end 6000 danske soldater har siden 2003 gjort tjeneste i Irak og Danmark har fortsat udsendt omkring 30 mand, der bl.a. uddanner irakiske sikkerhedsstyrker. CA: Hvordan havde du det med at blive sendt hjem? MVK: Jeg var meget utilfreds med at blive sendt hjem, og det var faktisk det, der ramte mig hårdest. Den identitet, jeg havde bygget op om, at jeg var sprogofficer og dygtig til mit arbejde, smuldrede. Det tog mig et godt stykke tid at komme mig over. CA: Hvordan havde din familie det under dine ophold i Irak? MVK: Jeg er blevet bevidst om, at det har været væsentligt hårdere for min familie, end jeg selv var klar over. Når man selv er af sted, ved man, hvornår man er i fare og hvornår man er i sikkerhed, men det ved ens familie ikke. For dem er man konstant i fare, og det nervepres, de går med, kommer aldrig helt ned. Det tog virkelig hårdt på familien. Og så fik de jo en fuldstændig ødelagt Maria hjem, og de var selvfølgelig chokerede over at se, hvor skidt jeg havde det. CA: Har du gjort dig tanker om, hvorvidt du vil udsendes igen? MVK: Jeg vil rigtig gerne udsendes igen. Men så skal det være i en lidt mere tilbagetrukken rolle. Jeg har været den, der var tæt på, og jeg føler lidt, at jeg snart har opbrugt mine ni liv. Det er ikke, fordi jeg er bange for at forlade lejren eller køre ud på patrulje, men jeg tænker bare, at det ikke nødvendigvis skal være mig, der går ud på patrulje i skudlinjen hver dag. CA: Hvad siger familien til det? Maria Vang Knudsen i Camp Danevang under planlægning af indsatser sammen med den irakiske hær. MVK: Min familie er ikke super glad ved tanken om, at jeg skal udsendes igen. Men de har altid været virkelig støttende og bakket op omkring mit militærprojekt. Jeg kunne ikke have gjort det uden dem. ★ Christian Aagaard er kandidatstuderende på Københavns Universitet. ★ Militærhistorie 65