Jeg har en flyvemaskine af Nanna Apergis & Camilla Rønde (foto) En evigt brændende interesse for flyvemaskiner betyder, at 76-årige Christian Vang nu kan se tilbage på et langt liv i luften. Christian Jul Vang har været til fødselsdagsfest i Varde sammen med sin kone Ruth. De har drukket både rødvin og hvidvin, så selvom der er langt hjem til Ulstrup lidt uden for Randers, må de vente et par timer efter festens afslutning med at tage af sted. Alkoholen skal først fordampe fra kroppen, for man må ikke flyve, når man er beruset – og det er dét, de skal, Christian og Ruth, de skal flyve hjem. De er nemlig ikke kommet til Varde i bil eller tog, som de fleste af de andre gæster. De er fløjet i Christians flyvemaskine. Da de første solstråler tegner hvide striber i natten, letter de. Og mens himlen langsomt bliver lysere, flyver de nordpå med solen, der glitrer i den lyserøde horisont. De flyver, indtil de kommer til Christians private flyveplads i Langå, hvor mosekonen har brygget på marken, og de må flyve et par omgange mere under den orange himmel, før de endelig kan se igennem de disede lag af morgendug og lande sikkert i det våde græs. Over 1000 timer i luften Egentlig skulle man ikke tro det: At den flyveglade mand med det smalle, hvide skæg er 76 år. Huden er alt for glat, hænderne er for smidige, og der er noget næsten barnligt over måden, han fortæller på. Men Christian Jul Vang blev altså født i november 1934. Det står klart og tydeligt i den flyvelogbog, han har haft, siden han fik sin første flyvetime i 1960. Bogen er grøn, og de flossede, gule kanter er beviset på, at den er blevet åbnet og lukket hundredvis af gange. Hver eneste tur i luften er registreret på de gulnede sider sammen med destinationen og turens længde. Christian har fløjet 1115 timer og 40 minutter i sit liv. Og han har mange flyveture endnu. Det vidner de 23 tomme sider i bogen om. Kærlighed ved første blik Christian skal forny sit flycertifikat hvert år. Det kræver en helbredsundersøgelse, som indtil videre er forløbet uden problemer. Men med sin høje alder har Christian set i øjnene, at enden på hans flyveture er inden for rækkevidde. ”Når jeg ikke må flyve længere, kan jeg lige så godt sælge flyet. Det bliver et savn. Et stort savn, som jeg må affinde mig med, ” siger han. Han er faktisk allerede på afvænning. Da han var yngre, fløj han 40-50 timer om året. Nu flyver han kun de 12 timer, som det kræves for at beholde flycertifikatet. Ikke fordi han ikke har lyst til at tilbringe flere timer i luften, men fordi livet som pensionist ikke giver ham råd – benzinen er dyr. Derfor ved han også lige præcis, hvad han ville prioritere, hvis han pludselig skulle få flere penge mellem hænderne: ”Hvis jeg vinder i lotto, ” siger han og trækker på skuldrene, som om han har overvejet sagen hundrede gange før, ”så ville jeg ikke købe et nyt fly, bare fordi det var større eller bedre. Nej, jeg ville beholde min flyvemaskine og bruge pengene på at flyve noget mere.” For Christian var lykkelig, da han endelig havde sparet nok penge sammen til at købe sin egen Christian Vang fik sin kasket på en rejse til USA, hvor han overværede et flystævne. “Det er, hvad Mekka er for muslimerne. Det skal man bare gøre en gang i sit liv,” fortæller han. flyvemaskine i 1981. Nu skulle han ikke længere flyve i lejede fly, nej, han skulle flyve i sin hvide Emeraude OY-DEY, som han havde drømt om, siden den første model blev bygget i 1954. Det var kærlighed ved første blik, og Christian har været forelsket lige siden. At være sin egen pilot Den har altid været der, interessen for flyvemaskiner. ”Det er en last jeg er født med,” forklarer Christian, ”Flyvemaskinerne flyder i blodet. Jeg kan ikke forklare det anderledes”. Da Christian var lille byggede han modelfly og drømte om at komme ud at flyve. Han ville være pilot. Men pilotuddannelsen krævede militærerfaring og realeksamen. Det havde Christian ikke, for som den ældste i en søskendeflok på 10 fra landet måtte han ud og arbejde efter sin konfirmation. Efter nogle år som traktorfører og lastbilchauffør, fandt han en anden vej ind i flyverdenen og søgte ind i flyvevåbnet: Han ville være flymekaniker. Men uddannelsen var overtegnet, og Christian kom aldrig ind. Til sidst endte han som maskinfører i firmaet Hoffman og Sønner, der byggede en lufthavn i Esbjerg. I en alder af 26 år indså han, at hvis han skulle tilbringe sit liv i selskab med flyvemaskiner, måtte han lære at flyve i sin fritid. Han skulle være sin egen pilot. Og det blev han. Også selvom hans far var i mod. ”Min far brød sig ikke om det. De 60 kr., jeg skulle give for en enkelt flyvetime, svarede til tre dages løn,” husker han. Men da Christian i 1961 endelig fik sit flycertifikat, blev farens modstand hurtigt til begejstret accept. Christian tog ham med op at flyve mange gange, og faren kunne lide det og var imponeret hver eneste gang. ”Vi går ned med skidtet” Christians kone, Ruth, har været med på de fleste flyveture. Og selvom hun frygtede turene i luften i begyndelsen, har hun vænnet sig til det. ”Jeg tænkte: Jeg har en dejlig mand, og hvis jeg skal leve sammen med ham, bliver jeg nødt til at flyve”, fortæller hun om begyndelsen på deres forhold. Siden er Ruths interesse for flyvemaskiner vokset, og i dag er hun ikke bange for at flyve. Det har Christian heller aldrig været. De har en indbyrdes forståelse for, at hvis man er bestemt til at styrte ned med et fly, så kan man ikke forhindre det. ”Vi går ned med skidtet,” plejer Christian at sige. Kun én gang er nervøsiteten kommet stigende: De var i Norge og skulle flyve gennem Romsdalen. Christian valgte at flyve under skyerne, og han var nødt til at flyve så tæt på fjeldene, at Ruth måtte trække benene op under sig i ren refleks for ikke at ramme de Som 27-årig fik Christian Vang endelig sit flycertifikat og kom et skridt nærmere drømmen om luft under vingerne. skarpe bjergtoppe med fodsålerne. Og mens floden bugtede sig under deres vinger, sprang en regnbue frem fra klipperne, og de fløj igennem med hjerter, der dirrede af fascineret frygt. Men de klarede den, Ruth og Christian, for Christian er en omhyggelig pilot. En dygtig pilot. Det siger Ruth altid. alene. Så stiller Ruth sig ud i haven og vinker med et viskestykke til sin mand, der svæver i luften 300 meter over hendes hoved. Det er kun Christian, der bruger marken – jorden er for dårlig til at dyrke, så han betaler ingenting for at have flyet boende. Til gengæld slår han græs og holder pladsen pæn. Træ og lærred I udkanten står et lille gråt skur, en hangar, og vinden suser i metallet. Det er her, Christians flyvemaskine bor. Han fjerner trædørene i hangaren én efter én, og de bløde konturer af råhvid maling træder frem i lyset. Der er blå striber på vingerne, og hjulene står fast på de smalle træplader. Snuden vender opad mod træerne og lyset og luften. Christian skubber det 425 kilo tunge fly ud på græsplænen med en lethed, der understreger, at flyet faktisk ikke består af meget andet end træskelet og lærred. En elegant skrøbelighed, Christian er taget ud til sin flyvemaskine, selvom vejret er for dårligt til at flyve. Det gør han mindst en gang om ugen, gerne oftere. Han gør det for at kigge på flyet. Pudse det. For han flyver næsten aldrig om vinteren længere. Der er for meget sne, det er for diset og for dyrt. Flyet bor på en mark i Langå. Den ligger godt seks kilometer fra Christians hjem i Ulstrup. ”I bil altså,” påpeger han. ”Luftruten er kun tre kilometer, det tager et par minutter af flyve hjem”. Og det gør Christian, hvis han flyver Når Ruth og Christian Vang flyver ud på ture, markerer de deres planlagte rute på kortet. Mens de flyver, er det vigtigt, at Ruth holder øje med, om de holder kursen. et stykke legetøj til stjernerne. ”Jeg kan godt lide at klappe den,”siger han, og hele maskinen giver sig under hans berøring. Den vipper en smule, og propellen vibrerer. Kabinen er ikke ret stor, der er kun plads til Christian og Ruth og den mest nødvendige bagage. Glaskuplen har små spor af ælde, tågede mærker fra mange års flyveture i Europa. ”Hvis den kunne fortælle historier...”, begynder Christian, men stopper midt i sætningen med den ene hånd på glasset og blikket rettet mod himlen. En livlig silkeskjorte Det var dengang, han og Ruth havde været i Flensborg sammen med flyklubben, og de var nogle stykker, der ville lande i Wyk på vejen hjem. Solen var stærk og væltede ind i kabinen, og de måtte skygge for øjnene med hænder og solbriller for at kunne se. Christian syntes, at Ruth sad så uroligt, men hun lavede ingenting, sagde hun, da han spurgte hende. For Ruth turde ikke fortælle, at hun manglede sin fine silkeskjorte, men det havde bare været så varmt i den bagende sol, og hun havde været nødt til at tage den af. Nu var den helt forsvundet. Christian var den sidste, der landede, og han blev overvældet af de mange mennesker, der stod og kiggede på hans fly og fotograferede. ”Det var da lige godt pokkers med al den opmærksomhed,” tænkte han, ”men det er nu også en fin flyver.” Silke er tyndt. Så tyndt, at Ruths skjorte uden problemer havde sneget sig ud gennem den lille revne i glaskuplen, som sidder mellem flyskroget og glasset, når kuplen er helt lukket i. Så nu hang den og flagrede i vinden ved halehjulet, som et blafrende flag i den tynde luft, og det var dét, de alle sammen havde jublet over. ”Nå,” sagde formanden for flyklubben, da de var landet og havde fået styr på det hullede silke, ”Så Før takeoff skal Christian Vang tjekke, om flyet er klar til at lette. Han tjekker, om der er olie på motoren, benzin på tanken, og om balanceklapperne vipper, som de skal. blev du rigtig klædt af i luften, hva’ Ruth!” Den slags hentydninger har Christian og Ruth fået mange af, fordi de boede sammen i 17 år, før de blev gift. ”Det var 17 år i synd, ”siger Christian. ”Men vi havde det nu godt.” Og Ruth blinker til ham. En uddøende race Det er vennerne fra flyklubben, der har foræret Christian skiltet, som hænger ved siden af hoveddøren i Christians og Ruths hus i Ulstrup. ‘Solvang’ står der. Det er til ære for Christians efternavn og hans himmeludflugter under solen. I Solvang er der fly over det hele: Kalendere, kort, billeder og bøger. Christian bladrer ivrigt i bøgerne med flybilleder. Han peger på flyene, fortæller, som et barn i en legetøjsbutik, ”Se! Det er min favorit”. Flyvevennerne fylder meget i de gamle fotoalbums. De fløj sammen på ferie arrangeret af flyklubben. De landede på marker i Tyskland, Frankrig og Schweiz og sov i telt og holdt fester om natten. Eller de fløj til Sverige, Norge og Finland. I Danmark arrangerede de udflugter til Roskilde, Kastrup eller Endelave, som længe har været Christians og Ruths foretrukne destination. Christian ser sine gamle flyvevenner ved de årlige flyvestævner og møderne i Stauning Veteranflyklub. Men mange af vennerne er forsvundet i løbet af de sidste år. ”De er døde,” fortæller han. ”Og desværre kommer der ikke så mange nye til. Det er simpelthen for dyrt at have et veteranfly, der er så mange andre ting, unge mennesker hellere vil bruge deres penge på i dag. Vi er jo en uddøende race.”