Testrup Højskole 2006
INDHOLD 2006
ARTIKLER
2
5
18
21
22
27
31
36
43
49
53
57
64
70
FORORD JØRGEN CARLSEN
JEG HAR LYST TIL AT BLÆSE I BASUN OLE TOFTDAHL
KARELEN LAILA BACH SØRENSEN
JAAAA! MERE, MERE… IDA EBBENSGAARD
100 PLADSER I TIMEN CHRISTIAN PANTON
GLEM DEN FALSKE UTRYGHED CELINE DEELA
MOSKE, MÅSKE IKKE? BENJAMIN POPP-MADSEN
EN VERDENSKONFLIKT – EN HØJSKOLEAFTEN ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN
HØJSKOLE-ÅND OG OFF STEFFEN RAASTRUP
FÅR APOLLON DAPHNE? ELIN VESTERGAARD
KOLD KAFFE JØRGEN CARLSEN
BEETHOVEN ER EN HUND THOMAS ZIEHE
ÉT ER FORNØDENT HANS RUBECH CHRISTENSEN
TESTRUP SET INDEFRA JØRGEN CARLSEN
FIKTION
9
THE POLICE IS YOUR FRIEND KACHI A. OZUMBA
REFERENCER
40
81
82
83
84
85
89
92
94
96
ELEVFORENINGEN INVITERER
ELEVFORENINGENS BESTYRELSE
SKOLEKREDSEN
SKOLENS BESTYRELSE
MEDARBEJDERE
ÅRETS GANG I STIKORD
ADRESSER: FORÅR 2006
ADRESSER: EFTERÅR 2006
ELEVBILLEDER
KURSER 2007/2008
Testrup Højskoles Årsskrift 2006 er udgivet af Testrup Højskoles Elevforening
Ansv. Redaktør
Jørgen Carlsen
Redaktion
Mads Jarner Brevadt, Rikke Slot Johnsen, Marie Kæmpe,
Johannes Martin Nyborg, Christian Panton og Kasper Frøsig Poulsen
Foto og graﬁk
Christian Panton, Lars Koue Mogensen, Celine Deela,
Laila Bach Sørensen, Marie Kæmpe, Matias Enggaard, Mads Jarner Brevadt,
Tobias Trier Hooge Hansen og Nina Olofsson
Tryk
Uni-tryk, Århus
FORUNDRINGSPARATHED
FORORD
Det er ikke for at prale. Men jeg tror faktisk, jeg kan
bryste mig af at have opfundet et nyt ord. Det er i hvert
fald et ord, jeg ikke er truﬀet på andre steder – hverken i
tale eller skrift. Spids nu ører: her kommer det så: Ordet
er FORUNDRINGSPARATHED.
Nu er det sagt. Ordet er sluppet løs – til fri afbenyttelse for alle og enhver. Jeg afstår ydmygt fra enhver form
for ophavsret. Sproget er som bekendt alles og ingens.
Så værsgo, ordet forundringsparathed er hermed
serveret på et fad. - Men hør nu her, vil nogen måske
sige. Det ord minder om noget, vi har hørt før. Det er
selvfølgelig ordet ”forandringsparathed”, der tænkes på.
Det ord er temmelig udbredt for tiden. Forandringsparathed er et af hurraordene i moderne managementtænkning. Vi skal kunne omstille os og ﬂytte os, være
innovative og udvikle vore kompetencer til lands, til
vands og i luften. Gør vi det, skal det til gengæld nok gå
os godt her i verden.
Dagsordenen for Danmark i det 21. århundrede
lyder: Danmark skal være et kompetenceland. Vi skal
være i verdensklasse og helst også verdensmestre. Sådan
lyder anbefalingerne fra globaliseringsrådet. Vi skal helst
være skrappere end de andre. Det gælder om at udvikle
vores viden mest muligt. Vi lever nemlig i et vidensamfund. Men tag ikke fejl: det er en bestemt slags viden,
der efterspørges. Det er ikke den ﬁlosoﬁske viden, en
Sokrates eller en Søren Kierkegaard stræbte efter. Det
handler ikke så meget om erkendelsen af de dybe og
evige sandheder. Den viden, der sættes i højsædet, er
først og fremmest den viden, man kan tjene penge på.
Det er skam ikke noget, jeg påstår ud i den blå luft.
Det har vi selveste videnskabsministerens ord for. Det
er en ”myte”, siger han, ”at universiteterne handler
om dannelse, fordybelse, lærd reﬂeksion over tunge
faglige emner.” Nu skal der ikke længere forskes for
sandhedens skyld. Universiteterne og alle andre højere
læreanstalters fornemste opgave er at generere viden,
som kan skabe økonomisk vækst og nye jobs. Gør
vi ikke det, så ”må vi se de andre passere forbi os” i
globaliseringskapløbet. – Og det vil jo ikke være så godt,
vel? Derfor er målet for det danske uddannelsessystem
at fremme en arbejdsstyrke, som er toptunet, mobil,
ﬂeksibel og forandringsparat.
Det er givetvis alt sammen meget velment. Og helt
forkert er det jo heller ikke. Selvfølgelig vil vi gerne
klare os godt her i Danmark – også i fremtiden. Men
er det virkelig alt, hvad der er at sige om den sag? Er det
det, livet i Danmark drejer sig om? Er det det, vi står
op til om morgenen? Er det virkelig målet for alle vore
længsler og bestræbelser?
I så fald har vi forskrevet os til en temmelig åndløs
udgave af livet. Hvad hjælper det at fokusere på
spørgsmålet: hvad skal vi leve af? – hvis man fuldstændig negligerer spørgsmålet: hvad skal vi leve for? Hvor
er glæden, begejstringen, troen, håbet og kærligheden
henne i alt dette? Hvad hjælper det, at vi bliver verdensmestre i at være forandringsparate, hvis vi ganske og
aldeles mister evnen til at være forundringsparate.
Som sagt: hele det danske uddannelsessystem er efterhånden anlagt på at gøre os forandringsparate. Der er i
hele dette kor af mangeartede uddannelsesinstitutioner
en og kun én undtagelse. Det er højskolen. Højskolens
tema er et andet: Temaet er forundringsparathed.
Lad os slå et slag for de milde åbenbaringer. Lad os
mindes de stunder, hvor vi hver især har erfaret, at der
pludselig blev højt til loftet og hvor udsynet åbnede sig
ud mod fjerne horisonter, hvor det vidunderlige ved
livet og verden folder sig ud i fuld skala, så vi bliver glade
og taknemmelige over bare at være til.
Forundringsparathed. Opmærksomhed over for livets underforståede under – det er nøgleordet. Ikke bare
for højskolelivet, men for livet i det hele taget.
God læselyst!
Jørgen Carlsen
Forstander
3
4
Jeg har lyst til at
blæse i basun
FRA DEN ENE HØJSKOLEELEV TIL DEN ANDEN: BÅLAFTEN, MORGENVÆKNING OG BARBERING
FINANSIERER HVERT ÅR HØJSKOLEOPHOLD FOR UNGE NIGERIANERE. HVORFOR? NOGLE GERNINGER
ER BARE GODE. IKKE ALT ER ”DAMAGE CONTROL”. OLE TOFTDAHL FORTÆLLER OM EN NY TESTRUPTRADITION.
Ole Toftdahl er cand.mag. og underviser på højskolens musiklinje.
”Do-good’ers” lærte jeg om for mere end 30
år siden, da jeg deltog i et projekt i England
formidlet gennem Mellemfolkeligt Samvirke.
Min opgave var at skabe hjemlige forhold for
hjemløse alkoholikere. Huset de boede i, var en
nedlagt kirke. Bestyrelsen blev kaldt ”the committee” og bestod af en blanding af folk fra byen.
Nogen gjorde et ﬁnt stykke arbejde, andre var
der mere for et syns skyld. De blev af husets beboere kaldt: ”the do-good’ers”. En ”do-good’er”
gør gode gerninger for at blive set af andre. Det
var ikke de gode gerninger i sig selv, der blev
mistænkeliggjort af de hjemløse, men motiverne
for at gøre dem.
”Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end
os”, skrev Aksel Sandemose. Det var ikke en ny
erkendelse eller opﬁndelse. Også de græske retorikere henregnede beskedenhed til en af de
vigtige dyder. Matthæus advarede mod, som
farisæerne, at lade blæse i basun foran sig, når
man gav almisser. Det sidder dybt i enhver, at
man ikke må prale af sine gode gerninger.
Hvad gør man så, hvis man er med i noget rigtig
spændende ”do-good’er”-arbejde, så man på
farisæisk vis får en ubændig trang til at udbasunere det?
For jeg har bare en voldsom trang til at
fortælle, at den kontakt, der på Testrup Højskole i efteråret 2004 blev skabt til Grundtvig
Institute of Nigeria, er blevet til et spændende
udviklingsprojekt. Elever har siden da på hvert
hold støttet nigerianske højskoleelever med
scholarships og med midler til opbygning af internetfaciliteter. Hvert hold overgår det forrige i
bidrag, indtil videre kulminerende i dette efterår,
hvor 55 elever på en enkelt aften indsamlede
HØJSKOLE I NIGERIA
5
25.000 kr. Hver elev bidrog i gennemsnit med
næsten 500 kr. Forårets indsamling var ligeså
imponerende. Her indsamledes 37.000, hvor af
halvdelen blev videregivet til Humor mod AIDS
kampagnen.
Sammen med bidrag fra Engelsholm Højskole,
Skals Efterskole og elever på Brande Højskole
kunne vi sidste år nå det mål, vi havde sat os;
nemlig at ﬁnansiere etableringen af internetforbindelse og internetcafé på Grundtvig Institute i landsbyen Oba i det sydøstlige Nigeria.
I januar 2006 rejste Marianne Knudsen, der
tidligere har arbejdet ﬂere år på Grundtvig
Institute på besøg, medbringende 40.000 kr. i
sit mavebælte. Her deltog hun i indvielsen af
den internetcafé, der ville have haft meget lange
udsigter uden hjælp udefra. Inden udgangen af
2006 vil der med bud fragtes yderligere 50.000
til Oba, hvor de vil blive brugt til scholarships på
højskolen og opdatering af hardware til internetcaféen.
Grundtvig Institute of Nigeria blev etableret
af Kachi E. Ozumba, far til Kachi A. Ozumba.
Det er stadig Kachi den ældre, der leder skolen.
Det har han gjort siden 1984, inspireret af både
traditionelle afrikanske traditioner og af den
danske højskole.
Instituttet blev oprettet i frustration over det
nigerianske uddannelsessystem, der efterlod store
dele af en ungdomsårgang chanceløse på arbejdsmarkedet. Hvis man fejlede til en eksamen,
havde man fejlet med sit liv. Uden eksamenspapirer var alle døre lukkede, og man var henvist til
et liv som ufaglært, – som ”drop out”.
6
HØJSKOLE I NIGERIA
På Grundtvig Institute kan man studere
fashion/textile design, catering/hotel management eller computer/secretarial studies. Man
følger skolens kurser i 2 år, og rejser derfra med
faglige forudsætninger til at kunne klare sig i
livet. ”Education for life” hedder det på engelsknigeriansk, med en dobbelt betydning, der ikke
kun hentyder til det at overleve (make a living),
men i lige så høj grad knytter an til det grundtvigske begreb ”skolen for livet”.
En periode med militærdiktatur betød at
Danidas og højskolernes hjælp til Nigeria blev
afbrudt. For fortsat at kunne eksistere som
højskole etablerede de en efterskole, der tilbyder
kostskoleundervisning efter engelsk forbillede
HØJSKOLENS CAMPUS ER OMGIVET AF EN MUR MED
PIGTRÅD, OG DER STÅR VAGTER ALLE VEGNE
for 10-15 årige. Den bærer navnet ”Grundtvig
International Secondary School”. Efterskolen er
det økonomiske lokomotiv, der gør det muligt at
drive højskole for ”drop outs”, der for minimale
skolepenge kan følge kurserne på højskolen.
Højskole på nigeriansk er ikke det samme som
i Danmark. Højskolens campus er omgivet af
en mur med pigtråd, og der står vagter ved alle
indgange. Vi beﬁnder os i et område af verden,
der er både kriminelt og farligt. Mændene
overnatter ikke på skolen, men rundt omkring i
landsbyen. At invitere dem indenfor, ville betyde
mere kriminalitet. Ikke fordi de mandlige elever
er kriminelle, men fordi de ville blive presset af
bander udefra. Kun piger bor på skolens kollegium. De laver mad sammen i små grupper.
Der kan ikke laves fællesmåltider i et land med
ca. 140 forskellige sprog og næsten ligeså mange
kulturer.
Men på en masse andre måder ligner højskolelivet det, vi kender i Testrup. Der er morgensamling, fællestimer, kulturcaféer og husgruppemøder, linjefag og valgfag. Fællestimerne
hedder ”awareness”, som betyder både opmærksomhed og erkendelse. På husgruppemøderne
foregår præcis de samme diskussioner, som vi
kender i Testrup. Morgensamlingerne ledes på
skift af lærere og elever og begynder altid med
lovsang og bøn. Når det gælder ritualerne på en
højskole, ville enhver testrupelev på trods af små
forskelle hurtigt føle sig hjemme i Oba.
Desværre er skolen ikke klar til udveksling.
Rigtig spændende bliver det, når det en dag vil
bliver muligt at forlænge et ophold i Testrup
med en højskoleoplevelse i Nigeria.
Men opbakningen til at støtte skolen i Nigeria er
ubetinget. Eleverne i Testrup har skabt en omvendt globaliseringsfond. De støtter uddannelse i
tredje verden. Den er omvendt, fordi den gør det
modsatte af den europæiske globaliseringsfond.
I EU afsættes store beløb til efteruddannelse og
omskoling pga. forventet tab af arbejdspladser
til Kina og tredje verdenslande. Den europæiske
globaliseringsfond er et ﬁnt navn for noget der
MAN TILBYDER AT VISE SIN YNDLINGSSERIE FRA TV
OG LOVER RIGELIGE MÆNGDER AF SLIK OG CHIPS UNDERVEJS
i virkeligheden drejer sig om ”damagecontrol”
i forhold til konkurrence fra resten af verden.
Det er ikke, som navnet lyder, en åbning mod
verden, men en beskyttelse mod den. Man forHØJSKOLE I NIGERIA
7
venter, at der i 2010 er ca. 8 milliarder kr. i den
danske globaliseringsfond. Med de bidrag vores
elever har ydet ved auktionerne til fordel for
GrundtvigNigeria, ville den omvendte globaliseringsfond være lige så stor, hvis den omfattede
alle danskere.
Indsamlingsformen er en auktion, hvor alle der
vil, tilbyder tjenesteydelser eller fysiske genstande. Tjenesteydelserne er som regel ydelser,
man ville give alligevel; som f.eks. at afholde en
OVERSKUD KAN BRUGES PÅ ANDRE MÅDER, MEN BRUGT
PÅ UDDANNELSE I NIGERIA GØR DET EN MEGET STOR
FORSKEL, FOR EN MASSE MENNESKER
bålaften med snobrød og lejrbålssange. Eller man
tilbyder at vise sin yndlingsserie fra TV og lover
rigelige mængder af slik og chips undervejs. En
gang massage hører også til de populære ydelser.
Men også hjemmegjort beklædning fra tekstillokalet, musiklektioner eller en udﬂugt til Lemvig
med besøg hos forældrene, har været blandt
de eftertragtede tilbud. Enkelte handlende i
Århus har også bidraget. F.eks. har ”Barberen”
på Åboulevarden ﬂere gange givet gavekort på
klipning og barbering med fadøl, kaﬀe, cognac
og cigar.
8
HØJSKOLE I NIGERIA
Når auktionerne slutter glæder og undrer vi os
over hvor mange penge, det lykkedes at samle
ind. Alle har været begejstrede, og ment de har
fået meget for pengene. Nu skal alle de solgte aktiviteter afvikles, og masser af gode oplevelser er i
vente. Men som en elev dette efterår bemærkede:
”Herregud – det vi har givet, er jo ikke mere
end det koster for en glad aften i byen og en
taxa hjem”. Vores elever giver af deres overskud.
Overskud kan bruges på andre måder, men
brugt på uddannelse i Nigeria gør det en meget
stor forskel, for en masse mennesker. Fem nigerianere i højskolealderen modtager hvert år et
scholarship på en 2-årig uddannelse. At dømme
efter takkebrevene var det næsten som havde vi
givet hjertemassage og reddet menneskeliv. Men
måske det faktisk forholder sig sådan.
200 højskoleelever og 500 efterskoleelever har
fået internetadgang. Det er selvfølgelig ikke en
revolution i sig selv, men deres uddannelse, og
mulighederne for at klare sig i den globaliserede
virkelighed, er væsentlig forbedret.
Det var truttet i basunen!
De gamle pålæg om beskedenhed og ydmyghed
gælder ikke her; for der er et vigtigt budskab
at sende videre: Der er ikke bare paroleagtig
solidaritet med tredje verdens lande blandt
højskoleelever. De nøjes ikke med at tale om
solidariteten. De handler.
THE POLICE
IS YOUR
FRIEND
NOVELLE AF KACHI A. OZUMBA
KACHI A. OZUMBA VAR SKOLENS GÆST I TO UGER I EFTERÅRET 2004. UD OVER AT VÆRE SØN
AF KACHI E. OZUMBA, DER GRUNDLAGDE HØJSKOLEN ”GRUNDTVIG INSTITUTE OF NIGERIA” OG
ARVTAGER TIL AT LEDE SKOLEN EFTER SIN FAR, ER KACHI OGSÅ FORFATTER OG STUDERER LIGE NU
MA VED UNIVERSITY OF LEEDS. TO ENGELSKE UNIVERSITETER HAR TILBUDT HAM EN PH.D. SOM
HAN AGTER AT GENNEMFØRE FRA SIT HJEM PÅ HØJSKOLEN I NIGERIA. NOVELLEN ER DIREKTE INSPIRERET AF LIVET I HANS LOKALOMRÅDE - LANDSBYEN OBA - I DET SYDØSTLIGE NIGERIA, HVOR
GRUNDTVIG INSTITUTE OF NIGERIA ER PLACERET.
NOVELLE
9
Nduka was determined not to leave the Ikeja police station without his police report. He waited
at the counter, his gaze ﬁxed on a poster on the
opposite wall. Although he had seen the poster
many times before, it never failed to arrest his
attention. It was a picture of a policeman smiling
broadly and benignly, and radiating the caption
beneath it: THE POLICE IS YOUR FRIEND.
A policeman emerged from the door behind
the counter. His black uniform bore the two
red stripes of a corporal. “Good morning sir,
can I help you?” he asked, leaning on the grimy
wooden counter.
“Yes, I’m Pastor Nduka Obi and I’ll like to see
Sergeant Bello.”
“Oh I’m sorry, the sergeant is not around at
the moment. Is there anyway I can be of help?”
For a mere corporal his English was ﬂawless,
his tone polite, his manners polished. Although
this was his third time at the station that week,
Nduka could not help being reminded that
the corporal before him was not a semi-illiterate as was so often the case in the years past. A
10
NOVELLE
government policy a few years back had pegged
the minimum qualiﬁcation for recruitment into
the Police Force at a National Diploma. This
was to help stem corruption and make the Force
friendlier.
“Yes. He’s the one handling my case. I lost
my passport two weeks ago and I need a police
report to obtain a new one, which I will need for
my trip to the US in a month’s time. The report
has already been written since my ﬁrst visit. All
that has been holding it is the DPO’s stamp.
I need it to apply for my visa, and I’m already
running late.”
“You say the report has been written since
your ﬁrst visit, how come you have not collected
it since then?”
“On the ﬁrst visit I was told the DPO was
not around, on the second I was told he needed
time to study the document, on the third I was
told the document had been signed and only the
stamping by the DPO remained, and they were
looking for both the DPO and the stamp. Please
corporal, I hope I won’t leave here today without
it.”
The corporal smiled. It was a tight-lipped smile
and the pastor felt there was something incongruous about it. He could not tell whether it was
born of sympathy or mockery.
“The DPO is yet to reach your ﬁle. He has so
many ﬁles to attend to, those of people who
came before you. We operate on a ﬁrst come ﬁrst
served basis, so please exercise some patience.”
“I really apologize for the delay so far. But you
know how life is – nothing is predictable. Anything can crop up at any time to cause a delay.
But if you’re determined then your determination will move mountains and you’ll get your
report today.” The corporal smiled again, glad to
show the pastor that he knew something of the
Bible.
“Of course I’m determined to get it today. I’ve
been determined to get it since the ﬁrst day,” the
pastor answered, irritation seeping into his voice.
A red curtain fell over the pastor’s eyes, making
them bloodshot. His voice rose an octave higher:
“What . . . what nonsense is this? Do I have to
pass through the eye of a needle just to collect a
common police report? You people are . . .” He
caught himself back from swearing. Be angry but
do not sin, he cautioned himself, quoting from
the Bible.
“Okay, I’ll see the DPO about it right away.
Won’t you like to send your regards?”
“I don’t even know him,” Nduka said. “Well,
tell him a law-abiding citizen sends his regards.”
The corporal hesitated, stared long at Nduka,
then turned and disappeared through the door.
Seconds later he reappeared shaking his head.
The corporal must have taken pity on him.
“But sir, why are you making things so difﬁcult for yourself. Have you not got the message
since: All that stands between you and your
report is just an express service mobilization fee
of a mere two hundred naira?”
“What exactly are you saying?” Nduka’s eyes had
narrowed into slits. “Are you suggesting that I give
a bribe in order to collect my police report? I’m
sure you can read this.” He pointed to a poster on
the wall to his right. It bore the bold caption:
NOVELLE
11
12
DO NOT GIVE BRIBE
IT IS ILLEGAL
“Of course I can,” replied the policeman. “I
hope you have also read that one.” He gestured
at a poster behind the pastor. This one had an
even bolder caption:
HELP THE POLICE TO
HELP YOU
“I’m not asking for a bribe,” the policeman
said, “but that you help us to help you.”
“I want to see your DPO right away,” Nduka
said. His anger had given way to a zealous determination to ﬁght corruption.
“Sir, I’ll advise you to stick with me. Just pay
the two hundred naira mobilization fee and
you’ll get your report. The higher you go, the
higher the amount that will be demanded of
you.”
“Will you take me to your DPO or do you
want me to ﬁnd way there?”
“Well, if that’s your wish?”
The corporal led Nduka into a dim hallway that
contained several doors. He tapped on the last
door, the one with the sign saying,
DIVISIONAL POLICE OFFICER (DPO),
then ushered Nduka in.
It was a small cluttered oﬃce. The DPO sat
behind an enormous desk strewn with ﬁles and
papers. There was a miniature of the national
ﬂag between two plaques on the table, one with
the name: Owonikoko J.A., BA. MSc., the
other with what was perhaps the man’s personal
motto: Heaven helps those who know how to
help themselves.
The DPO lifted his face, frowning with irritation.
“Good day DPO,” Nduka began. “I have a
problem.”
“You have your problems, I have my problems,
everyone has his problems,” the DPO replied.
He returned his gaze to the ﬁles before him.
The not-so-subtle message was not lost on
Nduka: How can you persuade me to abandon
my problems and help you with yours. Blood
raced through his veins and his lips trembled.
He was almost screaming when he replied,
“Well, my problem now is that if I do not
walk out of this station today with my police
report, the evils of this station shall be all over
tomorrow’s papers.”
The DPO looked up sharply. He ran an appraising eye over the new generation pastor,
taking in his Piaget wristwatch and Gucci shoes,
the expensive cut of his suit. A huge smile replaced his frown.
Once again, Nduka could feel something
incongruous in the smile. It was indulgent – as
if the man could see through his bluﬀ. But there
was still something else hidden away in its wide
expanse, something he could not place his ﬁnger
on.
The DPO waved Nduka to a seat and said,
“Please calm down and sit down,” while the
corporal eased himself out of the oﬃce, shutting
the door quietly behind him.
NOVELLE
13
“You are?” The DPO asked.
“Pastor Nduka of the Mighty Faith Ministries.”
“Oh, that’s the one located along the LagosIbadan expressway, isn’t it?”
The pastor nodded.
“Hmmmnh! So you people are the one building that gigantic church ehn? Great. How can I
help you?”
Nduka took a deep breath.
“For over two weeks now,” he said, “I’ve been
trying to collect a simple police report with
which I may apply for the replacement of my
missing passport. You see, I have to be in the
United States next month. I need the report
urgently so that I can obtain a new passport and
apply for a visa. Now your corporal is telling me
I have to give a bribe before I can collect it.”
Nduka had watched the whole exchange with a
sinking heart.
The corporal appeared promptly.
“You see,” began the DPO as he came round
to his seat, smiling benignly, “We have to collect
such fees when someone wants us to jump the
usual process and give him what amounts to an
express service. It’s our policy and you will ﬁnd
the same everywhere, even in the presidency.
Such fees help us in running the Station. You
know as well as I do that in this country one
cannot rely entirely on the government.”
“My report has already been delayed for over a
week and you’re still talking of express service...“
The pastor was losing his crusader’s fervor.
“Did you ask this our righteous gentleman for
a bribe?” the DPO asked.
“Bribe?” the corporal asked in shock. “No sir.
“You would appreciate the express nature of
the service if you knew the enormous amount of
reports and complaints we receive daily. Some
The DPO sprang from his seat and was quickly
by the door.
“Corporal, Corporal,” he bellowed.
14
I only asked him for the usual express service
mobilization fee of two hundred naira sir.”
“Two hundred naira?” The DPO barked.
“Since when did mobilization fee become two
hundred naira? It’s ﬁve hundred. Something
must be wrong with you. Are you sure you were
not planning to pocket the money?”
“No sir. I would have sent it to the coﬀers of
the station and had it duly receipted.”
“Okay, you can go now. I’ll see you about it
later.”
NOVELLE
have waited months, indeed years, to collect a
common police report. We try our best, but we
can only do so much...“ he broke oﬀ, spreading
his hands in a gesture of helplessness.
“And you’re asking for what you call a mobilization fee, which you know as well as I do is
only a euphemism for a bribe.”
“Bribe? No.” The DPO shook his head looking hurt. “How can you say that? Even the good
Lord demands some mobilization fee for the
work he does for us. Please correct me if I’m
wrong, but my pastor says it is written in the
scriptures that the Lord demands one-tenth of
our earnings. What the scriptures call tithes and
what you collect, un-taxed, as oﬀertory in your
churches.”
release the funds and I’ll personally see to it that
you get your report immediately.”
Slowly, Nduka reached into his trouser pocket
and retrieved a ﬁve hundred naira note. Lord
please forgive me if I’m committing a sin, he
prayed in his mind.
But you’re only giving to Caesar what is
Caesar’s, another voice whispered to him. Nduka
was about to banish it as the voice of Satan,
but he hesitated. He ﬁled it away in one of the
drawers of his mind. He would examine the idea
later, as there might be some truth in it.
He handed the money to the oﬃcer across the
table.
The pastor opened his mouth but no sound
came out.
“It’s really no diﬀerent here,” the DPO concluded.
Nduka felt suddenly tired. He glanced at his
watch. He felt like running out of the station.
The atmosphere was beginning to choke him.
“You have to understand that we cannot be
partial in the way we apply our policy here,” the
DPO began again in his droning voice. “So, just
NOVELLE
15
16
17
KARELEN
KARELEN ER ET GRÆNSEOMRÅDE, DER GENNEM TIDERNE
HAR SKIFTET ”NATIONALITET” ET PAR GANGE, MEN SOM
ALTID HAR BEVARET EN SELVSTÆNDIG SKØNHED. LAILA
BACH SØRENSEN BERETTER HER OM SIN REJSE DERTIL
Oppe i bogtårnet på Testrup Højskole ﬂøj bibliotekaren op af stolen, da hun læste:
Studietur til Karelen arrangeret af Nordisk
Højskoleråd. Tænk at kunne krydse grænsen
til et af de mest lukkede hjørner af Norden til
et kulturmøde med NGO’ere og folkeoplysere. Et kulturmøde i et grænseområde, hvor
højskolerne har spillet en stor rolle på tværs af
grænsen siden 1990, da grænsen blev åbnet.
Mit hjerte bankede for rejsen – klangbunden
var også min egen baggrund: min mor voksede
op i Karelen og talte altid om Karelen, som Fin18
KARELEN
lands hjerte, landskabets skønhed, katele-musikken og karelsk pirog!
40 nordiske højskolefolk tog af sted. Det blev
en ganske særlig rejse som knyttede mennesker
sammen i et stærkt kulturmøde:
Vi mødte dybt engagerede folkeoplysere på
begge sider af grænsen, ﬁnske deltagere som
havde deres rødder i området, norske deltagere
som skabte kulturmøder i det samiske område.
Højskoleånden gav tydeligt næring til fremtidige
planer og ideer for samarbejde og kulturmøder.
Redaktøren af Højskolebladet, Anders Wedel
Laila Bach Sørensen er bibliotekar på Testrup Højskole
Sari Kaasinen optræder med karelsk musik på højskolen i Kitee, Finland
19
Berthelsen, var med på studieturen og har
skrevet indlevet om vores rejse i Højskolebladet
nr. 15 og 17. Jeg sakser lidt fra de spændende
artikler:
”Finske højskoler og russiske folkeoplysere spiller
en aktiv rolle i kulturel karelsk genforening.
Jerntæppets fald punkterede den militære stødpude gennem Karelen, og nu knyttes der også
kulturelle bånd.
Et af båndene er det såkaldte ”Folk High
Schools On the Border Immigrant Project”.
Med støtte fra den ﬁnske stat deltager 15 ﬁnske
højskoler i projektet, hvis formål bl.a. er at
fremme integrationen af immigranter i det
østlige Finland.
”Også på den russiske side af grænsen spirer
kulturmødet og voksenundervisningen. ALLA
– en forkortelse ad Adult Learning for Local
Action – er et grænselandsprojekt, som støttes af
Nordisk Ministerråd. Dets formål er at udbrede
demokrati og lokal udvikling i det nordvestlige
Rusland. Et af midlerne er voksenundervisning
med nordisk folkeoplysning som forbillede.
”Udfordringerne er store. Der ﬁndes ingen
russisk lovgivning for uformel undervisning.
Desuden er det svært at skaﬀe fondsmidler. Men
det lykkes at skabe netværk mellem NGO’er på
tværs af grænsen og at få biblioteker, museer,
AF-kontorer og NGO’er til at samarbejde om at
udbrede undervisning. Der er en stor entusiasme
i det nordvestlige Rusland” fortæller Kate Sevon,
som er international sekretær i det svenske Nationellt Centrum För Flexibelt Lärende.”
20
KARELEN
KARELEN
Karelen er et område ved den ﬁnsk-russiske grænse.
Det strækker sig fra Finske Bugt til Hvidehavet.
Landegrænsen er ﬂyttet mange gange gennem historien. Karelske områder har været kastebold mellem
Sverige, Rusland og Finland. Under 2. verdenskrig
evakueredes ca. 400.000 karelere fra det område,
som Rusland overtog fra Finland. De bosatte sig i
alle egne af Finland
I 1947 blev området delt i Finsk Karelen og Russisk Karelen. Den russiske republik Karelija er ﬁre
gange større end Danmark. Republikken Karelija
har 800.00 indbyggere, heraf kun 80.000 karelere.
Resten er efterkommere af indvandrere fra andre
dele af det tidligere Sovjetunionen.
NORGE
RUSLAND
SVERIGE
FINLAND
KA
EN
REL
Ida Ebbensgaard er elev fra foråret 1998 og formand for elevforeningen 2002-2005.
21
100 PLADSER I TIMEN
PÅ ELEVFORENINGENS GENERALFORSAMLING I AUGUST BERETTEDE CHRISTIAN PANTON
OM ET HØJSKOLEÅR MED SOMMERAFTENER, BØLGESKVULP OG DISCOKUGLER. ET TILBAGEBLIK PÅ ET ÅR MED VELOVERSTÅEDE ARRANGEMENTER, OG EN ELEVFORENING, DER
STÅR OVER FOR NYE UDFORDRINGER.
Christian Panton har været formand
for Testrup Højskoles Elevforening det
seneste år og er elev fra foråret 2004.
Han læser nanoteknologi på Københavns Universitet og er tilmed sød og
imødekommende.
Så populært var det at komme på årets augustkursus. Trods Madonna-i-Horsens lignende
tilstande blev alle tilbudt plads på årets augustkursus. Det har været en uge med latinoer,
skrammelgolf og ild-gøgl. Men nu er augustkurset ikke det eneste der er foregået i år.
Vi begynder dette tilbageblik et år tilbage, på
generalforsamlingen 2005. Et veloverstået og
meget velbesøgt Augustkursus var netop lagt bag
os og vi havde oplevet den største tilstrømning
i kursets historie. Dette gav allerede dengang
anledning til diskussion omkring antallet af
deltagere. Kunne der være plads til ﬂere? Var
det nødvendigt at indføre et loft for antallet af
deltagere? Det er en diskussion, der har ligget
bestyrelsen meget på sinde i løbet af året. Kort
før jul tog mange imod vores opfordring til at
modtage årsskriftet til duften af glögg og lune
æbleskiver, denne gang både i København og
Århus. Vi gentager traditionen igen i år, så hold
øje med jeres e-mail og snakkekassen omkring
juletid.
ÅRSSKRIFT
Årsskriftet er blevet skrevet i elevforeningsregi
siden 1913 og har i de seneste 10 år været bannerførende blandt højskolernes mange årsskrifter. Det første årsskrift man læser i højskolekredse
er Testrups, for der er altid noget at komme
efter. Både i tekst, billede og layout.
Den gamle redaktion af årsskriftet har nu valgt
at stoppe. En lille gruppe som siden 1996 har
skabt det årsskrift vi kender i dag, både med
hensyn til stil, format og ambitionsniveau.
BERETNING
23
Gruppen startede med Martin de Thurah,
Susanne Branner Jespersen og Lars Pind. Siden
kom Jesper Svendsen, Mikkel Carl, Ida Ebbensgaard, Thomas Emil Jensen, Louise Lidang
Krøyer, Liva Skogemann, Anders Lihn Jørgensen, Lea Korsgaard, Mads Eslund og jeg selv
til.
Tak til alle jer der har deltaget i redaktionen
gennem årene! Vi er mange som har været utrolig stolte af det, I har leveret.
En ny redaktion er ved at blive samlet, men vi
har stadig behov for folk med ideer og graﬁske
evner. Vi kan ikke tilbyde løn for det, men vi
kan tilbyde en hyggelig uge på Testrup i efterårsferien, hvor vi hænger ud i staveværkstedet med
LUKKEVAGTER OG WORKSHOPFORDELINGER ER LIDT SJOVERE AT
PLANLÆGGE MED HAVUDSIGT OG BØLGESKVULP
jazz og Justin.
Vi laver det, fordi vi synes at det er sjovt, men
vi synes også, at det er sjovt at gøre det lækkert.
For at sikre kontakten til omverdenen er
elevforeningen med i Landsorganisationen for
Højskolernes Elevforeninger, LHE. Foreningen
har neddroslet aktiviteterne for at koncentrere
sig om søgning af økonomiske midler fra DUF.
Alt tegner til at deres ansøgning går igennem og
med Tipsmidler vil foreningen kunne lave projekter af en helt anden dimension end tidligere
og vi håber på at det kan give anledning til, at vi
får udveksling på tværs af forskellige højskolers
elevforeninger. I LHE’s bestyrelse er elevforeningen repræsenteret af Søren Grimstrup fra F03 og
Morten Hvenegaard fra F04.
Sidste års nyskabelse, Forårsweekenden, var
her på andet år stadig sprængfyldt af energi. I år
24
BERETNING
var temaet SKURK. Slyngel- og skurkestreger
prægede undervisningen, som tidligere elever
og lærere stod for. Igen oplevede vi en varm
velkomst fra skolens elever, som var klar med oppyntning, events og et brag af et discoshow, som
spisesalen ikke har set i mange år.
Fornyelsen af forårsweekenden har arvet en
stor del af augustkursets stemning. Og vi er
meget glade for at se, at galskaben kan brede sig.
AUGUSTKURSUS
Men der er jo også den ægte vare. I går afsluttede
vi et fantastisk Augustkursus. Stemningen var
som altid høj, med solskin og lune sommeraftner. Der blev ordineret litervis af køkkenets nye
håndmalede kaﬀe mod vores søvnunderskud.
I forhold til sidste år, har vi mandet op på linjefag, især musiklinjen, antallet af udbudte workshops er langt højere og vi har fået opvaskere
i køkkenet til sidste års ﬂaskehals hos Ken.
Bestyrelsen har strammet op på planlægning og afvikling af kurset, hvilket har givet os
lidt mere arbejde, men har sikret at kurset har
haft et godt ﬂow, selv om vi i år har været mange
mennesker. Dem, der leverer benzinen til motoren, er workshoplærere og de gamle elever, som
har stået for undervisningen på formiddagsfagene.
BESTY
Det seneste års bestyrelsesarbejde har budt
på god moral. Vi har ført mange aspekter af
planlægning over i udvalg, hvilket har givet
os mere eﬀektive møder og mere tid til hygge.
Bestyrelsen holdt for eksempel et eksklusivt
bestyrelsesmøde ombord på Hans’ båd, det gode
skib Peter Plys. Lukkevagter og workshopfordeling er lidt sjovere at planlægge med havudsigt
og bølgeskvulp.
Den afgående bestyrelse betragter forårsweekenden som et arrangement, som kan leve nogle
år i sin nuværende form. Derfor skal kræfterne
lægges andetsteds i det kommende år. Hjemmeside, årsskrift og Augustkursus er oplagte områder, som fortjener fortsat opmærksomhed og
udvikling. Allerede fra i dag og i løbet af efteråret vil bestyrelsen tage initiativer til diskussion
med medlemmerne omkring stadig udvikling af
elevforeningens aktiviteter.
Om lidt har vi valg til skolens bestyrelse og
elevforeningens bestyrelse. Skolens bestyrelse
har 3 personer på valg. Erling Christiansen går
af, Hans Jørgen Jensen og Anne-Mette Borup
genopstiller. Jørgen Carlsen vil i forbindelse med
valget præsentere de opstillede kandidater.
Elevforeningens bestyrelse består af 8 pladser,
som besættes af elevforeningens medlemmer og
en lærerrepræsentant som vælges af lærergruppen. Af de 8 pladser er 4 ikke på valg i år og det
drejer sig om Nanna Knudsen fra E96, Thomas
Emil Jensen fra F00, Søren Grimstrup fra F03
og Lone Nikolajsen fra F03. Der er ﬁre personer på valg. Mathilde Raad Lilliedahl fra F02,
genopstiller og har i 2 år fungeret som fremragende organisator og udvikler af f.eks. forårsweekenden i den nye version, hvilket vi skylder
hende stor tak for. Den samlede bestyrelse giver
hende de varmeste anbefalinger.
Rasmus Vedel fra F94 har i 2 år taget en hård
tørn med hjemmeside, augustkursustilmelding og
kassererarbejde, men har valgt at stoppe. Rasmus
har en særlig evne til både at kunne tage sig af
svære og måske endda ubehagelige opgaver og
samtidig være i evigt højt humør. Bestyrelsen
kommer til at savne begge dele. Tak til Rasmus
for en stor indsats.
Anders Lihn fra E98 har med 4 år i bestyrelsen
”aftjent sin værnepligt” og genopstiller ikke.
Igennem Anders’ periode i bestyrelsen – ikke
mindst 3 år som næstformand – har han arbejdet
hårdt og målrettet på de indre linjer. Man ser
ham aldrig i rampelyset, men vi har til gengæld
VI LAVER DET, FORDI VI SYNES AT DET ER SJOVT, MEN VI SYNES
OGSÅ, AT DET ER SJOVT AT GØRE DET LÆKKERT
alle været trygge ved at vide, at Anders altid
har det kølige overblik, når andre mangler det.
Augustkurset kommer til at mangle sin maskinmester. Tak til Anders.
Jeg selv fra F04 har haft fornøjelsen af at sidde
som formand i et år nu, og har fået blod på
tanden. Ud over ansvaret som formand har min
arbejdsindsats i det forløbne år ligget i udviklingen af elevforeningens nye hjemmeside. Jeg takker for den store tillid, som I og bestyrelsen har
vist, og håber på genvalg.
Tilbage er blot at sige tak til alle jer som har
deltaget i vores arrangementer i løbet af året,
særligt dem som har ydet en ekstra indsats med
workshops og undervisning. Også en tak til
vores favorit-opvasketjans-oplæser Eske, det betyder meget for os at have så god en forbindelse
til skolens bestyrelse. To personer fortjener også
en særlig tak, Ina og Margrethe, som håndterer
vores medlemmer, regnskab og alt det praktiske
og økonomiske i forbindelse med afholdelse af
arrangementer på skolen.
Tak for et fantastisk augustkursus.
Tak for et godt år.
Christian Panton
BERETNING
25
KAN MAN VÆRE GLAD FOR AT LEVE I ET LAND UDEN YTRINGSFRIHED? ER HÆNGERØVSBUKSER OG
TØRKLÆDE ET UMULIGT MATCH? CELINE DEELA HAR OPLEVET ET LÆRERIGT MØDE MELLEM TO KULTURER,
DER TRODS ALT IKKE ER SÅ FORSKELLIGE ENDDA.
Glem den falske
utryghed!
En alt for tidlig morgen i august satte jeg og 19
andre unge mennesker os ind i et ﬂy på vej til
Jordan. Vi var en meget broget ﬂok, med interesser der spændte fra spejdere og ungdomspolitikere til statskundskabsstuderende og globalt
interesserede. Alle med et tilhørsforhold til
Mellemøsten. Vi var blevet udvalgt af Mellemfolkeligt Samvirke eller Dansk Ungdoms Fællesråd og udsendt via statens Mellemøstinitiativ til
et ugelangt dialogkursus med 20 jordanske unge,
som havde til formål at bygge broer mellem de
to kulturer og ﬁnde en måde at frugtbargøre
vores ligheder og forskelle.
Da vi ankom til Amman lufthavn ventede
størstedelen af de jordanske unge på os. Min
første tanke var ”men de ligner jo os på en prik!”
Celine Deela er elev på efterårsholdet 2006.
Drengene havde hængerøvsbukser på og pigerne
var i fuld makeup, havde langt bølget hår og var
iført stramme cowboybukser. De var mørkere i
huden og med større og buede næser, men ellers
var der ikke meget dialogbehov at se på overﬂaden.
Men der gik ikke mere end en time, før den
første forskel viste sig. Nemlig da vi skulle
checke ind på det ungdomshostel, vi alle 40
skulle bo på. Det var en selvfølge at drengene
have det store hus, så de kun sov et par stykker
på hvert værelse, mens pigerne skulle have det
lille hus, hvor vi blev stuvet sammen i proppede
rum og måtte slæbe ekstra senge ind. Selv om vi
var en del ﬂere piger end drenge, var det alligevel
bare sådan!
JORDAN
27
Jeg fandt hurtigt ud af, at det mest var på overﬂaden, de jordanske unge så vestlige ud. Indeni
var de alle stadig meget præget af den kultur, de,
deres forældre og bedsteforældre var vokset op i.
Vores forskelligheder kom frem, når vi diskuterede de mere ”brandfarlige” emner. En af
de første diskussioner jeg havde, handlede om
seksualitet. Et emne som de jordanske drenge i
gruppen havde meget svært ved at diskutere med
en pige, men efter et lille stykke tid blødte de
op og begyndte at fortælle. Fx fandt jeg ud af, at
skolen først giver de unge seksualundervisning
(altså rent biologisk), når de er 16 år, og det
gælder kun, hvis der ikke er nogen af forældrene,
der protesterer. Når man samtidig tænker på,
at den gennemsnitlige seksuelle debut i Danmark ligger i 16-årsalderen, er forskellen meget
tydelig.
En pige, der studerede biologi på universitetet,
fortalte mig desuden, at deres forelæser havde
sprunget det afsnit, der handler om hvordan
kvindekroppen fungerer, over.
Selvfølgelig viste jeg godt, at det i et muslimsk land er fuldstændig uhørt at have sex før
ægteskab, men faktisk ville størstedelen af de
jordanske deltagere overhovedet ikke bo i samme
lejlighedskompleks, som et ugift par. De syntes,
det var fuldstændig forkasteligt.
Det vestlige udseende var også forbeholdt
ungdommen, for pigerne fortalte, at når de blev
gift, så krævede ægtemanden og samfundets
normer, at de tog tørklædet på. Og drengene
i hængerøvsbukser og drømme om et liv i den
vestlige verden fortalte, at det krav ville de også
stille, når de blev gift. Fordi en ordentlig kvinde
går med tørklæde.
28
JORDAN
“ARE WE STILL FRIENDS?”
En anden ting vi diskuterede, var ytringsfriheden. Det kan lyde mærkeligt for os, som kommer fra et land, der vogter over ytringsfriheden,
som var det vores kæreste eje, men de unge
jordanere er utrolig glade for at leve i et samfund
uden reel ytringsfrihed.
Fx bliver man smidt ud af universitetet, hvis
man diskuterer seksualitet, religion og politik.
Det er forbudt. Men i deres øjne undgår man at
krænke nogen på den måde. ”Se bare, hvordan det gik med jeres Mohammed-tegninger”
sagde de, og mente, at vi ved at have begrænset
ytringsfrihed kunne have undgået at såre så
mange. For dem var dette at beskytte deres egne
værdier, religion og kultur vigtigere end at have
mulighed for, gennem ytringsfrihed, at sætte
spørgsmålstegn ved den måde, det jordanske
samfund fungerer på.
De syntes ytringsfriheden bare blev brugt til at
nedgøre, latterliggøre og mistænkeliggøre mindretal. Og det følte de var så stor en ulempe, at de
hellere ville leve uden den...
En forskel, som var meget markant, var intensiteten i måden de diskuterer på. Vi skulle ikke
sige særlig meget, før de for op, råbte og fægtede
med armene. Men et helt tydeligt mønster var
også, at de fem minutter efter kom hen, gav os et
kys på kinden og bekymret spurgte ”we are still
friends, right?”
Det ﬁk mig til at drage en parallel til samfundet. Fordi mit indtryk af den arabiske verden
er, at de ofte udtrykker sig meget aggressivt og
kraftfuldt: vilde demonstrationer, ﬂagafbrænding
osv. Men dagen eller ugen efter, hvor stemningen er
faldet ned igen, er der ingen medier til at fange
deres kys og bekymrede ”are we still friends?”
Jeg lærte noget og håber også, at hele den
vestlige verden en dag vil lære at tage sådan nogle
kraftudtryk med et gran salt, for det handler
oftest mere om drama end om egentlig vrede.
FAMILIEMIDDAG
Den sidste dag inden hjemrejsen ﬁk jeg et indblik i det, som betyder allermest for de jordanske
unge, nemlig deres familie. Jeg var inviteret hjem
til Mohammed og hans familie for at spise med
to andre danskere.
Han boede i en palæstinensisk ﬂygtningelejr
lidt uden for Amman. I døren blev vi mødt af
hans moder og to små brødre. Så blev jeg lukket ind til hans søstre, som sad i et andet rum
og ikke måtte vise sig for de andre (mandlige)
danske deltagere, da de ikke havde tørklæder
på. De tændte stolt for deres store fjernsyn og
zappede hen på CNN til ære for mig. Imens
sad de nysgerrigt og stirrede på mig, mens jeg
prøvede at få den pinlige stilhed væk ved at føre
en halvt engelsk, halvt ﬁngersprogssamtale med
dem. Endelig kom tiden hvor maden var færdig,
og jeg blev lukket ud til de to andre danskere og
Mohammed. Så kom moderen med en stor skål
ris plus yoghurt og kylling. Den blev stillet ind
på midten af bordet, og så kunne vi ellers bare
spise fra fadet med ﬁngrene. Moderen kom hele
tiden ind og pressede os til at spise lidt mere,
indtil vi var ved at ﬂække. Så gik resterne ud i
køkkenet, hvor resten af familien spiste, hvad der
var tilbage.
Det var meget tydeligt at se den store respekt,
der herskede i forholdet mellem forældre og
børn, og mellem storebror og de små søskende.
Men mest af alt respekten for gæster. Når de
byder en gæst velkommen siger de altid ”du
bringer mig ære” Og hver gang jeg har været
inde i et mellemøstligt hjem, har jeg virkelig følt
mig som en æresgæst. Det er en gammel arabisk
tradition, at man giver gæsten alt, hvad man ejer
og gerne mere til. Dette udlever de stadig i stort
omfang. Ofte er jeg gået ud af et hjem lidt rød
om ørerne, fordi jeg har følt, at jeg ikke kunne
give bare halvt så meget igen som tak for al den
gavmildhed og hjælpsomhed, jeg har modtaget.
Det har været en rigtig god oplevelse at møde
personerne bag en kultur, vi ellers kun bliver
præsenteret for gennem medierne. Det var lærerigt og givende at mødes så mange mennesker
med forskellige baggrunde, der alle er opsatte
på at lytte og prøve at forstå hvordan og hvorfor
man handler og tænker som man gør.
Vi ﬁk på begge sider nedbrudt nogle fordomme. Vi ﬁk ændret deres billede af vestlige piger,
som er taget fra pornoﬁlm og Britney Spearsvideoer, og vi ﬁk langt større forståelse for deres
kvindesyn og måde at leve på.
Jeg kom frem til, at selv om jeg ikke kan
acceptere eller var enig i alt, så prøver jeg at
forstå det. Og det er sådan, man undgår at såre
hinanden.
Glem den falske utryghed, I måske har omkring
Mellemøsten og tag et smut derned og oplev en
verden fuld af myldrende basarer, syngende moskeer, fantastisk mad og mest af alt: stå ansigt til
ansigt med araberne og opnå dermed en større
forståelse for den arabiske kultur. Om end den
er meget forskellig fra vores, er den i sidste ende
bygget op om de samme grundprincipper om
almindeligt menneskeligt hensyn.
JORDAN
29
MOSKE,
MÅSKE IKKE?
AKTIV MEDBORGER ARBEJDEDE I FORÅRET MED MUHAMMED-KRISEN.
BENJAMIN POPP-MADSEN FORTÆLLER HER OM DERES PROJEKT
FOR EN STORMOSKE I DANMARK.
Som så meget andet i vinteren og foråret 2006
handlede Aktiv Medborger-forløbet også om
Muhammed-krisen. Mens det oﬃcielle Danmark beskæftigede sig med at placere skyld,
begræde fald i danske eksportkroner og lovprise
de vestlige samfunds ytringsfrihed, men dog
samtidig glemme, at Grundloven kun giver en
begrænset ytringsfrihed, nemlig en ytringsfrihed, hvor man ikke må nedværdige andres race,
hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro
eller seksuelle orientering, gik Testrups Aktive
Medborgere anderledes konstruktivt til værks.
Vi tog i undervisningen udgangspunkt i en
artikel af Herbert Pundik i dagbladet Politiken,
hvor han foreslår at bygge en stormoske til de
Benjamin Popp-Madsen var elev på forårsholdet 2006.
danske muslimer. Og så diskuterede vi ellers
to måneder i træk. Fuglsang blev invaderet af
brandtaler, Minerva-modeller, undersøgelser af
kryptiske lokalplaner og samtaler med muslimer
både fra Danmark og Sverige.
Ideen om en stormoske, og især ideen om at
bygge en stormoske midt under Muhammedkrisen, rejste nemlig en række problemer: Ville
det ikke bare være et knæfald for det udenlandske muslimske pres? Skulle vi virkelig betale en
slags blodpenge til muslimerne? Var ytringsfriheden ikke en ukrænkelig ret? Hvem skulle
betale for moskeen – staten?
Disse spørgsmål var kun en slags indledende
gymnastik, da svarene for os var rimelig klare.
MOSKE
31
SELVFØLGELIG SKAL DER I DANMARK FINDES EN STORMOSKE, EN BYGNING LAVET TIL FORMÅLET
Moskeen ville hverken være et knæfald eller
blodpenge, den skulle være et symbol på, at der
ﬁndes et andet Danmark end det fremmedfjendske og intolerante Danmark, som Dansk
Folkeparti og den danske regering er med til
at tegne. Den skulle vise, at der også ﬁndes
mennesker i Danmark, som byder muslimerne
velkommen, og som selvfølgelig anerkender
muslimernes ret til at udøve deres tro på en
værdig måde og på lige vilkår med alle andre
mennesker i landet.
Jamen de danske muslimer har da moskeer,
de holder da fredagsbøn, kunne man indvende.
Ja, hvis man anser gamle nedlagte fabrikshaller,
forfaldne kontorbygninger og fugtige kælderrum
for værdige omgivelser til religionsudøvelse, ja så
har de danske muslimer masser af steder, hvor de
kan bede. Selvfølgelig skal der i Danmark ﬁndes
en stormoske, en bygning lavet til formålet, en
bygning med minareter, kuppel og bederetning
vendt mod Mekka. Selvfølgelig! Danmark er det
sidste sted i Europa, hvor en sådan ikke ﬁndes.
Og nej, moskeen skulle ikke ﬁnansieres af
staten, men af frivillige, private bidrag. Således
at ingen borgere ville blive tvunget til at bidrage,
men at moskeen ville blive bygget af frivillige og
velvillige kræfter.
Vi blev nu enige om på Aktiv Medborger32
MOSKE
holdet at gå hundrede procent ind for ideen
om en stormoske og vi begyndte at overveje,
hvordan vi aktivt kunne gå ind i sagen. Vi fandt
ud af, at vi ville lave en aktion på Store Torv i
Århus, hvor vi ville sælge mursten til forbipasserende og bygge en miniaturemoske af de solgte
mursten. Men hvem skulle vi give pengene til?
Da vi skulle besvare det spørgsmål, opdagede vi
den nok mest afgørende problematik, ikke bare
i henhold til et moskebyggeri, men måske i hele
det danske integrationsspørgsmål. Nemlig at de
danske muslimer har en enorm heterogen etnisk
baggrund. Modsat f.eks. Frankrig og Tyskland,
hvor de ﬂeste muslimer er hhv. nordafrikanere
og tyrkere, så stammer de danske muslimer fra
hele den muslimske verden; Somalia, Tyrkiet,
Pakistan, Iran, Nordafrika, Balkan-landene osv.
Traditionelt set har de danske muslimer med
forskellig etnisk baggrund ikke villet samarbejde,
deres traditioner og måde at praktisere Islam på
er meget forskellige, og derfor har de tyrkiske
og arabiske muslimer overhovedet ikke haft lyst
til at have en moske sammen. Da det kun er
realistisk at bygge én stormoske, i hvert fald i
første omgang, blev det afgørende for os, at vi
kunne donere vores penge til en organisation,
som samlede de forskellige grupper af etniske
muslimer. I nogen tid troede vi faktisk ikke det
EN BYGNING MED MINARETER, KUPPEL OG BEDERETNING VENDT MOD MEKKA. SELVFØLGELIG!
kunne lade sig gøre, og hvis vi ikke havde nogen,
der ville modtage vores hjælp, kunne det så ikke
være lige meget?
Men så fandt vi Foreningen for Moske og
Islamisk Troscenter, FMIC. Organisationen
består af medlemmer med meget forskellig etnisk
baggrund, og organisationen havde allerede et
moskeprojekt i støbeskeen, så et samarbejde
syntes oplagt. Vi ﬁk koordineret arbejdet med
FMIC, og nu havde vi på Aktiv Medborgerholdet tænkt og teoretiseret nok. Nu skulle der
arbejdes. Og som sædvanlig når højskole er
bedst, ﬁk vi hjælp fra de andre kursister: Der
blev hentet mursten, designet og trykt ﬂyere,
malet bannere, indhentet polititilladelse, bygget
minareter, fremstillet T-shirts, taget kontakt til
gymnasier i Århus, arrangeret bustur for hele
højskolen til Store Torv, spillet musik, udsendt
pressemeddelelser, arrangeret interviewes med
lokal og national presse, overvåget højreekstremistiske hjemmesider og i den grad lavet højskole. FMIC havde i deres budget regnet med,
at opførelsen af en moske, ville komme til at
koste 50 millioner kroner, så formålet med vores
aktion kunne selvfølgelig ikke være andet en
symbolsk, samt være katalysator for en debat.
Men det er jo som bekendt sådan al stillingtagen
ﬁnder sted, nemlig ved at meninger brydes, igen-
nem dialog og via oplysning.
Så kom den store dag, lørdag den 6. maj. Nu
skulle der tages en lakmusprøve på den århusianske tolerance. Aktionen forløb fra kl. 10.00
til 14.00 og vi havde 400 mursten til salg, 20
kroner pr. styk. Dagen forløb fredeligt, dog med
undtagelse af en enkelt fuld mand, og generelt
var de forbipasserende utrolig positivt indstillet
overfor projektet. Vi ﬁk mange gode tilkendegivelser, og folk virkede faktisk intuitivt positive.
Det gav os en tro på, at vores og FMIC’s projekt
nok skulle lykkes engang ude i fremtiden, og at
den religionsfrihed, vi har i Danmark, godt kan
blive manifesteret i et moskebyggeri.
Således var dagen fyldt med spændende debat,
interesserede og engagerede bidragydere, og som
dagen skred frem, voksede vores miniaturemoske
sig større og større. Da klokken nærmede sig
14.00, var alle vores mursten solgt, miniaturemoskeen med minareter og bedetæpper stod ﬂot
på Store Torv og 6500 kroner var indsamlet. Et
beløb som gik ubeskåret til FMIC og dermed til
opførelsen af en moske i Århus. Det bliver spændende at følge moskedebatten og indsamlingen
i den kommende tid – herfra Aktiv Medborgerholdet ser vi efter aktionen lyst på mulighederne
for forståelse og tolerance mellem langt de ﬂeste
danskere – muslimer som ikke-muslimer.
MOSKE
33
34
35
I FORÅRET HOLDT HENRIK GOLDSCHMIDT ET FOREDRAG OM SIT ARBEJDE MED ET
ARABISK/JØDISK FREDSORKESTER. EN STOR GRUPPE UNGE VAR PÅ BESØG FRA
MELLEMØSTEN. SINDENE BLEV SAT I KOG OG STÆRKE MENINGER BLEV YTRET.
ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN HAR EN SPECIEL GRUND TIL AT KUNNE
SÆTTE SIG IND I, HVAD DER BEVÆGEDE DE UNGE FRA MELLEMØSTEN. DE HAR NEMLIG
SELV VÆRET DER.
EN VERDENSKONFLIKT
EN HØJSKOLEAFTEN
Elise Engrob og Mikkel Christoﬀersen
er begge elever fra forårsholdet 2006
Foredraget med den jødiske oboist Henrik
Goldschmidt var i fuld gang. Han fortalte om
sit banebrydende projekt – et arabisk/jødisk
orkester med arabisk og jødisk folkemusik. ”Jeg
vil lade musikken tale fredens sag i en situation,
hvor politikerne synes magtesløse.” I temaugen
om Muhammed-krisen var det et meget relevant
tema og særlig for os to, fordi vi begge inden
højskolen rejste i Palæstina og oplevede situationens alvor. Salen var næsten fyldt, men tilhørerskaren en anelse anderledes end til et normalt
onsdagsforedrag på Testrup. Halvtreds unge fra
Mellemøsten og Nordafrika på rejse for dialogen
36
KONFLIKT
og forståelsen besøgte os og ankom, da Henrik
Goldschmidt skulle til at begynde foredraget.
Henrik Goldschmidt indledte med at synge en
religiøs, jødisk sang for at påvise en musikalsk
tendens og forklarede, hvordan han med sit
orkester ville forsøge en anden form for kommunikation end den eksisterende. Allerede
her begyndte ﬂere af de mellemøstlige gæster
at småsnakke forstyrrende. En ung mand med
palæstinensisk bånd om håret løb ud af lokalet,
i farten havde vi svært ved at opfange hvorfor.
Henrik Goldschmidt fordømte voldshandlinger
fra både israelsk og palæstinensisk side og lagde
vægt på den længsel, han som jøde havde mod et
fredeligt hjemland.
En berørt palæstinensisk pige rejste sig: ”Når
du nu længes så meget mod dit hjemland, hvad
tror du så ikke mine palæstinensiske brødre
og søstre, der lever i eksil, gør?” Henrik Goldschmidt svarede: ”Jøder og arabere deler den
længsel, og jeg føler med palæstinenserne. Ariel
Sharon inviterede mig til at spille for ham, da han
stadig var premierminister. En stor gestus, som
det forventes, at man modtager. Men jeg takkede
nej, fordi jeg er uenig i den politik, Israel fører.”
En kenyaner sagde: ”Jeg kommer udefra og har
ikke noget forhold til Israel/Palæstina-konﬂikten.
Men jeg er skræmt over det, jeg har hørt i dag.
Din fremstilling er ensidig og unuanceret.”
Flere andre af gæsterne rådede Goldschmidt til
også at forholde sig til den palæstinensiske side,
næste gang han skulle fortælle om sit projekt.
Hvordan kunne han stille sig op og holde et så
ureﬂekteret foredrag og propagandere for den israelske sag uden at blinke? Goldschmidt blev ved
at lægge vægt på sin støtte til palæstinensernes sag
i konﬂikten, men det vandt aldrig ørenlyd.
På vejen til kaﬀen var stemningen oprørt, og der
KONFLIKT
37
blev diskuteret blandt højskoleeleverne. Hvordan kan de protestere så kraftigt mod en meget
fornuftig og sympatisk mand, der kører et projekt
for fred og forståelse?! Ugens tema lagde op til
dialog, men hvad er udsigten, når den gruppe
unge fra Mellemøsten, der søger dialog, er så
tilsyneladende ureﬂekterede og snæversynede?
Reaktionen kan ikke undskyldes, men på grund
af vores erfaringer fra turen til Palæstina, har vi
et bud på en forklaring. Den virkelighed og den
historie, palæstinenserne kommer fra, er noget
af baggrunden for de kraftige reaktioner fra alle
gæsterne.
BAG OM KONFLIKTEN
I sommeren 2005 var vi i Israel/Palæstina. Vi
var dernede med vores organisation KFUM
og KFUK for at besøge en søsterorganisation i
Betlehem. I alt var vi 30 KFUM og KFUK’ere
fra hele verden, som rejste under overskriften
Journey for Justice. Formålet var at blive introduceret til hverdagen som palæstinenser; oplevelser
man i danske medier kun hører om i Information
og i radioprogrammer på P1 med Holger K som
gæst. Med base ved YMCA’s rehabiliteringscenter
i Beit Sahour rejste vi derfor ud til forskellige mål
på Vestbredden sammen med 30 palæstinensiske
unge, både kristne og muslimer, som kunne
fortælle om deres oplevelser med konﬂikten.
Det, vi oplevede i løbet af de 14 dage, var
skræmmende og noget af en øjenåbner for os.
En dag vi skulle hjem fra Ramallah, kom vi til
et checkpoint midt inde på Vestbredden, hvor vi
blev standset. Et par soldater i værnepligtsalderen
trådte ind i vores bus højtlydt råbende, indtil
deres overordnede på hebraisk sagde: ”Der er
udlændinge i bussen”. Straks blev stemningen
venlig, og vi internationale skulle bare ﬂashe vores
38
KONFLIKT
bordeauxfarvede pas, så var der ikke mere ballade.
De palæstinensiske drenge blev kaldt udenfor til
undersøgelse, men en tyve-årig palæstinenser blev
i bussen. Ikke på vilkår om han ville kommanderes rundt med. Da soldaterne opdagede det,
gennede de ham ud, og vi måtte køre videre uden
ham. Af sikkerhedsårsager, sagde de. Checkpointet lå på en bjergvej med ﬂere hårnålesving og
efter to minutter, da vi havde drejet om hjørnet,
samlede vi palæstinenseren op igen. Han var løbet ned af bjergsiden på den side, vi kom fra, og
soldaterne var ligeglade. Er det sikkerhed?
En anden oplevelse foregik i Hebron, byen
som er et alvorligt knudepunkt i konﬂikten.
Af den norske rejseleder, som året inden havde
været fredsvagt i netop Hebron, ﬁk vi en guidet
tur gennem den gamle bydel. Vi blev ført hen
til et øde område, der efter sigende, før intifadaen fra 2000, havde sydet af liv. De enkelte
palæstinensere, der har adgang til dette område,
er skolebørn, der to gange om dagen får lov at
gå til og fra skole. Det sker kun, hvis soldaterne
er i godt humør. Vi kom midt på dagen, så det
eneste, der bare mindede om liv, var enkelte
israelske militærposter rundt på hustagene med
soldater, der fulgte nøje med i, hvad vi foretog
os. Den norske guide viste os børnenes vej op til
skolen, som lå på en bakke hævet over husene.
Børnene måtte hver dag kravle op ad en stejl og
ufremkommelig skrænt. På trods af besværlighederne kravlede vi op for at se skolen og hilste på
skolebørnene. På den anden side af skolen fandt
vi en ﬁn ny cementtrappe fuldstændig viklet ind i
ståltråd, så den var helt umulig at benytte. Sådan
er hverdagen for palæstinenserne på Vestbredden.
Araberne må ﬁnde sig i at blive besat, indespærret
og chikaneret efter de israelske soldaters luner.
HÅB OM FRED?
Det store problem imellem de to folk er den
gensidige totale mangel på tillid. På begge sider
ﬁndes ekstreme grupper, fredsgrupper og en stor
midtergruppe af vælgere, der må leve med konsekvenserne af magthavernes handlinger. De to
ekstremistgrupper – de militante palæstinensiske
bevægelser og den ortodokse jødiske lobby – har
én ting til fælles: Der skal ikke forhandles.
I begyndelsen af 1993 underskrev premierminister Yitzhak Rabin Oslo-fredsaftalen sammen
med Yasser Arafat. Forhandlingerne vakte stor
vrede hos den jødiske højreﬂøj, Rabin blev udsat
for skarp kritik, som kulminerede i 1995, hvor
han blev skudt af en ekstrem ortodoks jøde.
Oslo-aftalerne var op gennem 90’erne befolkningernes forhåbning om fred. I 2000 opgav
Arafat forhandlingerne, fordi de israelske og
amerikanske krav var uacceptable. I verdenspressen og i den israelske bevidsthed blev det udlagt,
som om Arafat var uvillig til forhandling. Israelerne blev skuﬀet over forhåbningernes sammenbrud, og palæstinenserne var vrede over verdens
uretfærdige dom. Ofte har det været et israelsk
krav for videre forhandlinger, at den palæstinensiske ledelse ﬁk styr på selvmordsbomberne, men
eftersom de militante grupper ikke er interesserede i forhandlinger, har de blot intensiveret
bombningerne.
Det er konﬂiktens problem. Hver eneste gang
nogen har bevæget sig frem, er midtergruppen
blevet skuﬀet og såret over den anden sides manglende vilje til fredelige løsninger. Begge grupper
har en tendens til at skære alle over en kam, og
resultatet er fuldkommen mangel på tillid mellem
israelere og palæstinensere. Israelerne har en lang
truet historie, hvor alle har hadet og udskældt
dem, og den israelske vælgergruppe bliver derfor
påvirket af arabiske udtalelser om, at israelerne
skal udslettes fra jordens overﬂade. Palæstinenserne oplever tilsvarende, at det internationale
samfund kun forholder sig til israelernes perspektiver på sagen, og at israelerne forholder sig unuanceret og egenrådigt til sagen. Vores besøgende
arabere reagerede stærkt på Henrik Goldschmidts
udmærkede visionære og fornuftige fremstilling,
fordi de i den jødiske religiøse sang og Henrik
Goldschmidts stærke markering af sit jødiske
ophav genoplevede den israelske propaganda.
Løgstrup siger, at tilliden er et grundvilkår ved
menneskelivet. I mødet med et andet menneske
reagerer man som udgangspunkt med tillid, hvis
samfundsomstændighederne ikke har skabt mistillid. Dette forbehold er altafgørende i forhold
til forståelsen af de unge muslimers reaktioner.
De sidste 50 års udvikling, hvor graden af svigt,
svig og undertrykkelse langsomt er vokset, gør at
palæstinenserne føler sig truet og udsat for jødisk
propaganda, så snart de ser en mand med en
kalot.
På sin vis var besøget skræmmende, selv om man
kender til årsagen til arabernes reaktion. Hvor er
vi henne, når folk bliver presset ud i situationer,
hvor de fuldstændig mister tilliden til andre
mennesker? Hvor de fuldstændig mister evnen
til at lytte? Hvor de fuldstændig mister troen på,
at andre vil det bedste? Konklusionen på Muhammedkrisen har for manges vedkommende
været dialog og dialog. Men efter foredraget med
Henrik Goldschmidt står det klart, at dialog
ingenting bevirker, hvis den ikke går hånd i hånd
med tillidsvækkende handling.
KONFLIKT
39
AUGUSTKURSUS OG ELEVMØDE 2007
4. – 12. AUGUST
A
85
UG
55
U K U
40
J
U
25
H
U
DET BLIVER HEDT, DET BLIVER HEKTISK – SOCIALT OVERSKUD OG SØVNUNDERSKUD ER INKLUDERET I PRISEN.
AUGUSTKURSET ER EN UGES SOMMERHØJSKOLE EFTER SAMME PRINCIPPER SOM DE LANGE KURSER:
LINJEFAG, MORGENSAMLINGER, BADETURE, BUFFET, KEN, SANGTIME, VOLLEY OG KAFFE.
ÅRETS AUGUKU LIGGER I DEN ANDEN UGE AF AUGUST. TILMELDING SKER OVER NETTET OG PLADSERNE
FORSVINDER HURTIGERE END KOLDSKÅL PÅ EN VARM DAG. DER ER ET LOFT PÅ 160 DELTAGERE, SÅ HOLD
ØJE MED TESTRUPELEV.DK , HVOR DU KAN FINDE TILMELDINGSFRISTER OG PRAKTISKE OPLYSNINGER
NÅR AUGUSTKURSET SLUTTER, TAGER ELEVMØDET OVER, OG SKOLEN BLIVER OM MULIGT ENDNU MERE
PAKKET MED GLADE MENNESKER.
ÅRETS GENERALFORSAMLING I ELEVFORENINGEN VIL BLIVE AFHOLDT D. 11. AUGUST 2007
FORÅRSWEEKEND 2007
13. – 15. APRIL
DANSKJÄVLAR!
CORNELIS VREESWIJK, GÖINGEHÖVDINGEN, BARSEBÄCK, FORDOMME, ASTRID
LINDGREN, HEMSLÖJD, IKEA, NILS HOLGERSSON, TRÆMÆND, SVENSKE KRIMIER
GÖRAN CARLSSON BYDER VELKOMMEN
KØKKENET SERVERER KORV MED MOS
SYSTEMBOLAGET STYRER VORES ØLINDTAG
DANSEGULVET ER SVENSKERHÅR OG GYLLENE SKOR
TESTRUPELEV.SE
42
Steﬀen Raastrup er cand.mag. i ﬁlmvidenskab. Han gik på Testrup Højskole i foråret 1995. Nu underviser han på højskolen, bl.a. på det nyoprettede linjefag, Aktiv Medborger.
HØJSKOLEÅND OG OFF
INGEN RYGNING, MEN MASSER AF ILD, EN ISCENESAT NATURKATASTROFE – RAV I DEN SOM SÆDVANLIG.
STEFFEN RAASTRUP ER KRØNIKØR PÅ ÅRET DER GIK I THE TESTRUP FAMILY.
De kom, de så, de røg. E05 skulle blive de første
til at indordne sig under skolens nye og strengere
rygepolitik. Det har vist noget med tidsånden at
gøre. Det skulle vise sig at være ganske symbolsk,
for E05 havde deres helt eget forhold til røg og
ild. Efter ukendte ”gerningsmænds” ildspåsættelse af Glædens Hjem og aktivering af brandalarmen i Vesterhus, kvitterede John med sit
formidable ildslugershow i gården i minusgrader
og bare fødder. Flot var det, men hvem skulle
have vidst, at en svensker ville være tilbøjelig til
at spytte spritten ud igen, når den først var kommet indenbords?
Men det er vel også historien om E05, fulde
af overraskelser og skjulte talenter. Johannes
uforglemmelige version af ”Popeye the Sailorman”, fremført på glas, ﬂasker og ﬂøjte, Niklas
som heavy metal growler og Thea som Luciabrud, højst overraskende uden ildspåsættelser.
Ikke mindst for Thea selv, der har for vane at
sætte ild på alting, når hun går Lucia. Man kan
konstatere, at hun kom på den rigtige årgang på
Testrup Højskole.
Men det var det jo for de ﬂeste. Rigtigt, altså.
Som altid. ”På trods af tvivl og stort besvær”,
som sangen lyder. Fandt man ikke ud af det med
det samme, faldt tiøren vel deﬁnitivt i Barcelona, hvor 25 graders varme og en pulserende og
levende storby dannede de perfekte rammer for
udforskningen af en fremmed kultur, og af den
kultur og det fællesskab man var ved at opbygge
sammen. Med og for hinanden. Nogle gange
blev fællesskabet måske lidt for højlydt, men så
sørgede de rare katalanere heldigvis for at køle
eleverne ned med forfriskende vandbade, afsendt
fra 4. sals højde klokken meget sent om natten.
Det kan jo være, at de havde hørt rygterne om
KRØNIKE
43
E05s forhold til ild? Ikke at det lagde en synderlig dæmper på stemningen, der vel fandt sit
klimaks onsdag aften i selskab med det brasilianske punk/ska-band No Sudaka på den hotteste
natklub i Barcelona. En klub, der i parentes
bemærket har en tidligere Testrup’er, Mette, i
sin stab. Ak ja, var der nogen der sagde (D)en
rejsende højskole? Og selv 28 timers hård bustur
hjem igen klares som en leg, når man kan bruge
tiden til at blanke lærerne af i whist. Det var vist
STEEN OVERTOG CARSTENS TRADITIONELLE
ROLLE SOM TUDEMARIE
kun chauﬀørerne, der ikke helt havde forstået
det der med fællesskab, men de har sikkert heller
ikke gået på højskole.
Men intet varer evigt, heller ikke den usædvanligt varme sensommer vi blev begavet med
i efteråret. Hjemme igen fra lune Barcelona
meldte efterårskulden sin ankomst, men ilden i
E05 skulle vise sig ikke kun at være af udvortes
karakter. Med ildhu og ildsjæl blev der gået til
makronerne, kulminerende i tre ugers projekt,
hvor alle gav den så meget gas, at lugten fra
grisefarmens gylletank nærmest blev overdøvet.
Fra Shakespeare i lak og læder, over nærgående
og personlige portrætﬁlm af og om skolens
elever, til den deﬁnitive demaskering af såvel
Højskoleånd som Højskoleoﬀ, takkede E05 af
med manér. Og sandelig om ikke den sidste
overraskelse kom fra én fra lærerstaben, da Steen
overtog Carstens traditionelle rolle som Tudemarie, da eleverne rejste hjem. Det kan jo være, at
han havde fået røg i øjnene.
44
KRØNIKE
Så sænkede julefreden sig over Testrup,
hvorefter 2006 kunne tage sin begyndelse. Året
startede med en vemodig afsked med Vinterhøjskolen, der blev afviklet for sidste gang. Det
afholdt dog ikke kurset fra at være et af de bedste
af sin slags, og dem over 30 ﬁk vist, hvordan
man også kan lave fed højskole. Vi siger tak for
20 gode år med Vinterhøjskole og ser frem til
hvad fremtiden må bringe i januar måned. Det
ﬁlosoﬁske seminar fortsætter dog ufortrødent, og
også i år kunne vi melde alt udsolgt til højskole
for de højpandede.
Og så blev det tid til et nyt forårshold, der til
at begynde med stod i Muhammeds tegn. 12
berømte og berygtede karikaturer fra Jyllands
Posten kastede Danmark ud i et politisk stormvejr, hvis bølgegang F06 ufortrødent valgte at
besejle. Vi satte en uge af til at behandle nationens
tilstand i kølvandet på tegningerne, der bl.a.
inkluderede et uforglemmeligt besøg i Gellerupparken, og for Johans vedkommende, en optræden i TV2 Østjylland. Der blev skrevet blogs
og artikler til Urban, og afholdt debatmøde med
imamer og politikere. F06 kløede på med krum
hals og ﬁk hurtigt vist, at højskole ikke altid er lig
med osteklokke; der er faktisk en verden udenfor, klar til at blive ændret. Aktiv Medborger tog
udfordringen op, og byggede en moské på Store
Torv i Århus, klods op ad Domkirken. Stenene til
moskéen kunne man få lov at købe for en tyver
og dekorere med kakler, og pengene gik ubeskåret
til et reelt moské-projekt i Århus. Kr. 6.500,-, en
masse søde og positive tilkendegivelser, enkelte
sure opstød og en hel masse erfaring blev det til på
en solrig lørdag i maj. Fra Carsten og undertegnede skal der lyde en dybfølt tak til AM’erne for
jeres entusiasme, gejst og kampånd, det var stort.
Kunstnerne ville dog ikke stå tilbage for aktivisterne, så ferniseringen af årets kunstprojekt
blev henlagt til rådhuset i Århus. 25 kunstnere
udsmykkede rådhushallen i en uge, hvor Århus’
borgere kunne opleve F06’s forsøg på at indfange
selvet og identiteten i maleri, keramik og fotograﬁ. Idéerne var originale og buddene mangfoldige, en udkrystallisering af det kreative leben
på Testrup Højskole: godt at Virkeligheden ikke
blev snydt for det indblik.
Men det var ikke kun Testrup der kom ud i
Virkeligheden, det var også den anden vej rundt.
I marts ﬁk skolen fornemt besøg af sociologen Thomas Ziehe, der levende berettede om
ungdommen nu til dags. Åbenbart er det ikke
altid lige fedt, altid selv at have lov til at gøre lige
hvad man har lyst til. Håndfaste rammer og lidt
mere autoritet, tak!
Autoriteten havde det dog svært, da den traditionelle svedehytte udviklede sig til nøgenbasketball
og barberede boller, med et par sagesløse lærere
som blinde passagerer. Nørregårds drenge beviste
den aften, at man sagtens kan støtte velgørenhed
og give Carl Mar Møller baghjul i en og samme
bevægelse. For svedehytten var dyrt indkøbt
på den tilbagevendende auktion til fordel for
Grundtvig Institute of Nigeria, der på F06 slog
alle rekorder. Godt og vel 33.000 kr. blev det
til, selv om kun halvdelen af pengene blev sendt
til det stadig mørke, men hastigt mere oplyste,
Afrika. Den anden halvdel gik til Humor mod
AIDS, som eleverne også i år støttede med
mange fantasifulde påfund og en klækkelig
indsamling til følge.
En anden konsekvens af auktionen var Anders
Agersnaps sært muterende frisure, der dag for
dag antog stadigt mere bizarre former, lige fra
neonfarvede punkspikes til Prodigy-horn, før
staklen blev reddet af en barmhjertig trimmer.
Anders’ alternative hårpragt afholdt ham dog
ikke fra at være en del af F06’s særdeles aktive
sportsudvalg.
Turneringer i badminton, bordtennis og
sågar sudoku var blot nogle få af mange tiltag
fra sportsudvalget, der i tilgift ﬁk en fællestime
at gøre godt med undervejs. En rigtig god idé,
skulle det vise sig, der givetvis vil danne præcedens. Udvalget kunne dog ikke forhindre et
knap så ærefuldt 9-0 nederlag i det traditionelle
fodboldopgør med serie 4 drengene fra TMG.
DET VAR VIST KUN CHAUFFØRERNE, DER IKKE HELT
HAVDE FORSTÅET DET DER MED FÆLLESSKAB, MEN DE HAR
SIKKERT HELLER IKKE GÅET PÅ HØJSKOLE
Selv med Mads Eslund på toppen i slutminutterne ville bolden bare ikke i kassen, men det var
vist også noget med en lortedommer.
I weekenden efter påske var der dømt Forårsweekend under overskriften ”Skurk”. Nuværende såvel
som gamle elever hørte Henrik Palle humoristisk
og veloplagt fortælle om populærkulturens mange
skurke, mens skurken kom under kærlig behandling i de efterfølgende workshops, der spændte
lige fra ”Det dæmoniske ifølge Kierkegaard” til
skurkagtig eksercits i det grønne. Som sædvanlig
var workshopperne varetaget af både lærere og
gamle elever. Forårsweekenden beviste atter engang, at det er en rigtig og vellykket nytænkning
af den hedengangne debatweekend, og stor tak
og ros skal gives til F06 for forbilledligt værtskab,
til de gamle elever for at holde stilen på den fede
måde, og ikke mindst til elevforeningens bestyrelse for deres kæmpe arbejde.
KRØNIKE
45
Bryllupper blev den helt store trend på F06,
om end de ikke var helt juridisk bindende.
Astrid og Tobias blev for en aften smedet i
hymens lænker, i en af de mere overbevisende
og gennemførte bryllupsfester Testrup har lagt
grund til. Så gennemført, at både brud og gom
dagen forinden havde udstået alle de prøvelser
et velgennemtænkt polterabend kan præstere.
Senere var det Mads’ og Maries tur til at tage det
store skridt sammen i det tværfaglige sitcomprojekt ”Rød dør”, der forenede folk fra teater-,
musik- og skrivelinien. Og det frieri var åbenbart
så overbevisende, at Gitte Krogsbæk drømte om
brylluppet om natten.
Forårets studietur er i mange år gået til Prag,
men i år skulle det være anderledes. Derfor blev
sigtet rettet mod Berlin, en af Europas mest
spændende storbyer, der oven i købet nærmest
ligger i vores egen baghave. I ugen op til studieturen forberedte vi os på mødet med Berlin,
bl.a. ved et svimlende og rytmisk præcist leveret
foredrag om berlinsk arkitektur ved professor på
Den Kongelige Danske Arkitektskole, Carsten
Thau. Et foredrag, der ﬁk Eslund til at postulere,
at ”formidling af viden nærmest kan være en
erotisk situation”. Der var dog ikke bryllupsklokker der bimlede i denne omgang. I stedet kunne
samme Mads i sin weblog berette om en typisk
dag i Berlin:
”i gaar var jeg paa stasi archiv. jeg har set erich
mielkes kontor og drukket kaﬀe i sicherheitsdienst
kantinen/pauserummet paa direktionsgangen,
mens jeg saa discovery channel dokumentar paa
video med engelsk speak af roger moore (lost
in translation: “lodger moore”). corny! jeg har
drukket champagne paa gaden i rosenthaler
strasse og prövet en fantastisk blaa skjorte, som
46
KRØNIKE
jeg ikke havde raad til, og jeg har klöet mig i
haaret over, at canon ixys 60 kameraer er saa
billige her, men alligevel for dyre til min pung”.
’Nuﬀ said.
Turen blev faktisk så vellykket, at vi har valgt
at genbruge Berlin som destination til efterårets
studietur.
Foråret var forbi før man vidste af det, og afskedens time oprandt i tårer og navne udhugget i
sten på de gamle mure, som så mange gange før.
Og som det har for vane når forårsholdet stopper, lød sætningen ”vi ses på Roskilde Festival”
på kryds og tværs af gårdspladsen, før bussen
mod Århus havde afgang. Faktisk er vi så mange
gamle Testrup’ere der efterhånden mødes på
Roskilde, at vi udgør ca. 1% af det samlede antal
gæster på Nordeuropas største musikfestival;
imponerende!
Sommeren blev også god på Testrup Højskole.
Rigtig god, faktisk. Stopfyldte kurser stort set
over hele linien, og en praktisk afdeling, der lige
fra oldfruer til opvaskere strutter af så meget arbejdsglæde, energi og overskud, at man er i tvivl
om det er dem eller kursisterne, der har betalt
for opholdet. Mange tak skal i ha’, folkens, og
ikke mindst: tak for maden, den var vældig go’!
August-kurset rundede sommeren af, og
hér ville man absolut ikke stå tilbage for vores
sydlige nabo, Horsens’, store armbevægelser udi
hurtigt udsolgte koncerter: På under to timer var
samtlige 150 pladser på årets kursus afsat, da de
blev ’sat til salg’ i begyndelsen af maj. Det blev
igen et fantastisk kursus, og en reminder til alle
om at være klar ved tasterne, når pladserne på
næste års Auguku bliver åbnet.
47
Midt i august startede så efterårsholdet, selv
om temperaturen efterhånden lægger op til en
omdøbning til sensommerholdet; Lomborg eller
ej, så er frokost i det grønne helt ind i oktober
måned altså noget nyt. Men det grønne græs
og det gode vejr blev brugt til andet end bare at
slikke solskin. Testrup Højskoles imponerende
fodboldstadion skulle nemlig hurtigt komme til
at lægge græstæppe til en drabelig dyst mellem
Ondskabens 4 og Team Frosne Spandauere med
lækker Remonce FC. Kampen var indkøbt på
den efterhånden klassiske Grundtvig-Nigeriaauktion, der, ud over at støtte et godt formål,
altid er kilde til en række underholdende og
kreative aktiviteter. I dette tilfælde havde udbyderen udlovet en fodboldkamp, hvor køberen
var garanteret at tabe, en profeti der på tragisk
vis gik i opfyldelse, da Ondskaben til slut løb
af med en kneben sejr på 4-3. Og atter var det
dommeren, der efterfølgende måtte lægge ryg til
hårde ord og bebrejdelser. Det er måske på tide,
at sætte Kim Milton på lønningslisten? Hvad
angår auktionen ville efterårsholdet selvfølgelig
BRYLLUPPER BLEV DEN HELT STORE TREND PÅ F06
ikke stå tilbage for forårsholdet: mere end kr.
25.000,- blev det til, det højeste beløb pr. elev
nogensinde. Tilsyneladende kender elevernes
hjerterum og gode vilje ingen grænser. Eller også
var det bare Lars Emils tilbud om en 4 min.
lange triangel-lektion og de 84 øvrige, fantasifulde og fristende tilbud, der ﬁk folk til lommerne.
Det milde efterårsvejr bød også på æbleskud
med Carsten Lunding. Udbyttet af skolens
frugthave blev i løbet af en fællestimes tid vekslet
til alskens slags æbletærter, æblekage og aldeles
økologisk og friskpresset most, med hjælp fra
48
KRØNIKE
frugtpresseren i Odder. Efterfølgende er nedfaldsæblerne i en lind strøm blevet transporteret til
Odder af entusiastiske elever, så skolen løbende
kan servere velsmagende æblemost som supplement til kaﬀen og kagen. Det er vist endnu en
idé, der skaber præcedens.
Efterårets teaterelever var hurtigt ude af startblokken. Ud over en hektisk, men festlig og
vellykket weekend på Horsens Teaterfestival,
opførte teatereleverne allerede i september deres
første forestillinger: to korte stykker, inspireret af
Brechts ”Mutter Courage”, der både inkluderede
polka-prikkede kjoler og iscenesatte jordskælv.
Den mest omtalte special eﬀect var dog Katrines
meget naturtro urinering på et kridhvidt lagen.
Hvordan det kunne lade sig gøre er en velbevaret hemmelighed, men det blev dog afsløret, at
forklaringen egentlig var meget ligetil. Det kan
man så selv tænke videre over.
I skrivende stund har vi netop taget hul på anden periode og samtidig sagt goddag og velkommen til 6 nye elever, der vil prøve kræfter med
højskolen de sidste 12 uger af efterårsholdet. De
skal nok få deres at se til. Pt. sidder de sammen
med deres holdkammerater og forbereder sig
på det kommende rollespil, hvor alliancer skal
knyttes og brydes, loger og fordækte klubber
skal sætte hemmelige dagsordner og magten skal
vindes eller tabes. Det bliver et sjovt døgn. Det
har været et sjovt år. Og fortsættelse følger, som
sædvanlig, til næste år.
ITALIENSNOTATER
Får Apollo Daphne?
EN GOD FORTÆLLING ER SOM SÅDAN TIDSLØS, FORDI DEN TRANSCENDERER DEN KONVENTIONELLE FORESTILLING OM TID, STED OG RUM. MEN MÅSKE SÆTTER DET ALLIGEVEL
SPOR HOS FORTÆLLEREN, HVIS MAN SØGER TILBAGE TIL FORTÆLLINGENS PRIMAT,
BLANDER LYS MED STØV OG GAMMELT MED NYT. ELIN VESTERGAARD OG
OVID ANNO 2006.
Elin Vestergaard er cand.mag i nordisk sprog og litteratur samt litteraturhistorie.
Hun underviser bl.a. i litteratur og fortællinger på højskolen.
49
Tagterrassens rum af blå Napolibugt og perlerækker af øer og kyster. Blå dis over Vesuv.
Kilometerlange hvide kølvandsstriber i den blå
bugt. Skyggernes lette driven over pastelfarvede
huse og saftigt grønne omgivelser. Afskallede
mure. Pilende ﬁrben. Planter, der slænger sig
ned ad en okkerfarvet mur. Klokkeslag ind i et
mylder af fuglekvidder og hundeglammen. Ekstremt distinkte italienske råb, der ind imellem
skrider over i falset. Scooternes og de trehjulede
”humlebiers” evindelige skærebrænder. Smalle,
fortovsløse gader, presset af mure til begge sider.
Knægten, der klapper sin scooter og selvsikkert
opfordrer, ”passeggero?”. Den tandløse ”nonna” i
stuedøren, der adstadigt læsper, ”ciao”. Citroner
i klaser. Knaldrøde hibiscus. Struttende, krydrede tomater. Muslingeskaller i utallige nuancer
i spaghettien. Mozzarella, mozzarella og atter
mozzarella.
Var det nu bare dette søde liv under sydlige himmelstrøg, der trak mig til Italien en forårsmåned
50
ITALIENSNOTATER
i min orlov? Både tålmodige lyttere og jeg selv
har trukket på smilebåndet, når jeg har bedyret,
at jeg MÅTTE ned til de hotte antikke steder
og arbejde med Ovid og hans ”Metamorfoser”
i de rigtige omgivelser for at skabe den rigtige
fortælling. Hotte antikke steder? Det er vel ikke
de tinnitusudviklende, grotesk forvrængede
stemmer fra tredive skoleunger i stedet for en
inciterende sibyllestemme i grotten i Cuma, der
gør det hot? Eller ﬁrbenet, der piler hen over
colaﬂasken mellem sparsomme ruiner af Jupitertemplet? Eller den pæne ældre herre, der mumlende ﬁlmer den penissvulmende Pan på Napolis
Nationalmuseum? Distancerende brud i min
indlevelse, som måske på en eller anden måde
alligevel sætter sig sine spor i min fortælling?
Når der fortælles historier, må det være så tilhørerne ser det hele for sig, mærker, hvad der foregår, bliver forført ind i et andet univers, oplever
tiden forsvinde. Men det rykker måske mest,
hvis du samtidig oplever en distance, hvor du
har bevidsthed på fortællerummet, du beﬁnder
dig i, og hvor dine egne tanker, associationer
og links til den aktuelle verden ﬂyder af sted i
tilsyneladende tilfældig indvikling i fortællingen.
I denne paradoksale samklang tror jeg, der er
mulighed for, at noget udvider sig, ﬂytter sig,
falder i hak, sætter gang i nye spørgsmål.
Forudsætningen er, at fortælleren i fremførelsen leverer billeder, bevægelser, betoning,
mimik, melodi, dynamik mm. Indlevelsen i stoffet er det grundlæggende, men den har samtidig
brug for en styring, for en bevidsthed om, hvad
der gøres her og nu, for en distance, hvor de
forskellige ingredienser kan afstemmes, så retten,
der serveres, får den rette indvirkning.
Indsigt og sansning er et par af hjørnestenene i
dette dobbeltsidige udtryk i fortællefremførelsen.
At vide noget om Ovid, om forhold i romerriget
på hans tid og om de græsk/romerske myter
er væsentlig i min fortolkning. Denne viden
indvirker selvfølgelig på min sansning af de
steder i Italien, der har en reference til det, det
handler om, men det omvendte gør sig også gældende. Det sete, det oplevede, det sansede giver
nye perspektiver på mit arbejde med Ovid og
”Metamorfoser” og aﬂejrer sig i min fremførelse.
I grunden behøver man jo ikke bevæge sig nogen
steder hen for at indleve sig i noget. Man kan
bare blive derhjemme og læse om tingene og
forestille sig det hele – det er der kommet masser
af historier ud af i tidens løb. Men det giver en
forskel at have haft støvet fra Pompejis store
brosten i næsen, at have rørt ved de rå, slidte,
sandfarvede søjler i Herculanum, at have fået
freskoernes pompejirøde rum og gyldne bacchantinder, mosaikkernes mylder af mytiske
historier, den specielle blanding af både støvede
og stærke farver direkte på nethinden, at have
mærket Sibyllegrottens særlige luft og lysindfald.
Det sansede giver fylde og liv til de historier,
der skal fortælles, blander sig, når Venus ligger i
skyggen af en poppel med hovedet på sin elskede
Adonis’ bryst, når bacchantinderne raser og krydrer
ITALIENSNOTATER
51
luften, når Orpheus går gennem dødsrigets
dunster, når Jupiter som forførende tyr danser
på strandengens grønsvær, når Minyas’ døtre
sidder og væver løs og fortæller historier osv. At
jeg har haft tid til at glemme tiden og give plads
til opslugningen og betragtningen har gjort
sansningerne stærkere i erindringen. Oven i købet oplever jeg på paradoksal vis glimt og indfald
træde tydeligere frem med tiden – måske holdt i
live ved hjælp af Ovid? Møder med verden kan
være virkningsfulde i lang tid og bevæge sig uden
for tid, når de får ”bolig” i en fortælling. Forskellige tider mødes i fortællingens rum.
Fortællefremførelsen har mange aspekter integreret i sig: Form, farve, rytme, lyd, følelser,
stemninger, forskellige tider, forskellige steder,
viden, mening. Det er alt sammen væsentligt
DET GIVER EN FORSKEL AT HAVE HAFT STØVET FRA
POMPEJIS STORE BROSTEN I NÆSEN
for dobbeltsidigheden af fravær og nærvær i
både formidling og perception. Væsentligt for,
at forførelsen til et andet univers bliver næsten
fuldstændig, i lighed med når ynglingeguden
Apollo i sin begærlige jagt på den ﬂygtende
nymfe Daphne er svimlende tæt på at indfange
hende. Men han får hende ikke i kød og blod.
Til gengæld får han i hendes forvandling til et
laurbærtræ en slags essens af hende, som der er
et nærvær i, selv om det egentligt begærede er
fra-værende. Men han er jo også bevidst om, at
laurbærtræet er ”noget andet” – sådan som både
fortæller og tilhørere er bevidste om at bevæge
sig mellem virkeligheden og et andet univers,
52
ITALIENSNOTATER
der er en slags essens. Når det da ikke lige er
øjeblikke af Pygmalionsk forvandling: Billedhuggeren Pygmalion viser en så intens omsorg og
opmærksomhed over for sin elfenbensdukke, at
hun vitterlig bliver til kød og blod. Øjeblikke af
total sammenhæng, nydelse, opslugthed og fuld
opmærksomhed over for det, der er her og nu,
som kan opleves af både fortæller og tilhørere.
Øjeblikke, der er frugtbargjort af dynamikken
mellem bevidsthed og sansning, mellem fortid
og nutid, mellem fravær og nærvær.
”La Grotelle” på klippeafsatsen og blikket
faldende dybt i det blågrønne. Brændende brunt
sand mellem tæerne og klart køligt vand mod
huden. Rosafarvet luft i den tidlige aften. Mylder
på havnekajen, en italiensk fodboldkommentators dramatiske stemme, skarpe kommentarer
fra en kvinde med ”Lorenske” kurver, en tjeners
indsmigrende ”buona sera”. Måske var det
OGSÅ ”bare” det, der trak mig til Italien. Og
alene det at placere sig i helt andre omgivelser og
måder at leve på skaber et nyt perspektiv på det,
jeg er optaget af. Jeg rykker mig i mine betragtninger ved, at jeg på anden (fysisk) vis har rykket
mig. Måske blander dette italienske liv anno
2006 sig som glimt, farver, lyde, dufte i min
Ovidhistorie – helt uden at tage hensyn til tid
og sted. Og måske blander der sig helt naturligt
velkendte billeder fra det 21. århundrede i
tilhørernes indre biograf. I så fald falder det helt
i tråd med Ovid, der lystigt blandede tider og
steder, som det passede ham og de historier, han
havde lyst til at fortælle – en interessant ﬁnesse,
som peger på både omskifteligheden og universaliteten i de menneskelige forhold, som hans
historier handler om.
KOLD
KAFFE
JØRGEN CARLSEN GÅR I DYBDEN MED PÆDAGOGIK OG DEN TYSKE TEORETIKER THOMAS ZIEHE FOR AT UNDERSØGE PÆDAGOGIKKENS
DYDER OG FALDGRUBER. HVORDAN HOLDER MAN KANDEN I KOG? IKKE MINDST NU, MEN OGSÅ FOR FREMTIDEN.
Kaﬀe? Jatak! Det er dejligt med en kop frisklavet
kaﬀe. Den dufter forjættende, udsender bølger
af varme, smager liﬂigt, skærper ens sanser – og
minder os om, at ”livet er ikke det værste man
har…” Men står kaﬀen for længe, bliver den
kold og besk. Den mister sin varme og charme
og smager af overgemt fortid.
Sådan er det også med pædagogikken. Pædagogikken skal være frisklavet og på højde med
sin tid. Ellers bliver den ”kold kaﬀe”. Udtrykket
”kold kaﬀe” ﬁnder man hos den tyske socialisationsteoretiker Thomas Ziehe, som i de sidste 30
år har optrådt som en inspirerende mentor i den
pædagogiske diskussion. Især i den pædagogiske
debat i Norden har man taget ham til sig – og
allermest her i Danmark. Hans gennembrud var
værket ”Pubertät und Narzissmus” (”Pubertet
og narcissisme”, 1975). Siden har han forelæst
i Danmark så godt som hvert år. Og i foråret
2006 holdt han forelæsninger i København og
Århus og et foredrag for eleverne på Testrup
Højskole, som vi hermed bringer i uddrag, oversat fra engelsk af Rikke Slot Johnsen. Han ﬁndes
på dansk i en række artikler i diverse tidsskrifter
samt i bøgerne ”Ny ungdom og usædvanlige
læreprocesser” (1983, skrevet sammen med
KOLD KAFFE
53
Herbert Stubenrauch), ”Ambivalenser og mangfoldighed” (1989) og ”Øer af intensitet i et hav
af rutine” (2004), alle udkommet på forlaget
Politisk Revy.
WAS IST LOS?
Was ist los? Hvad har vi egentlig gang i? Det er
udgangsspørgsmålet for Thomas Ziehe. Hans
forskning baserer sig ikke på systematiske empiriske analyser, men på en seismograﬁsk følsom
fornemmelse for de historiske bevægelser i det
pædagogiske felt. Han tænker eksemplarisk og
fænomenologisk i bevidstheden om, at djævlen
ofte stikker i detaljen. Pædagogik og kulturanalyse er uadskillelige. Heri ligner han idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt, rektor for DPU.
Især ungdomsforskningen har optaget Thomas
Ziehe. Over for de unges livssituation har han
udviklet en bemærkelsesværdig sensitivitet og
opmærksomhed. Men også lærerens prekære
status er i fokus. Og så er vi ved den kolde kaﬀe.
Den får vi serveret i den sidste bog i et essay
med titlen ”Farvel til halvfjerdserne”. Kold kaﬀe
er fraværet af historisk reﬂeksion i den pædagogiske debat. Kold kaﬀe er det historiske efterslæb
mellem mange læreres pædagogiske selvforståelse
og elevernes livssituation. Mange lærere stikker stadig i halvfjerdsernes hængedynd. De har
stadig ivrigt optaget af at celebrere den såkaldt
moderne pædagogiks antiautoritære opgør med
den gamle skolekultur og ikke mindst den gamle
lærerrolle. De er aldeles hildet i forestillingen om
deres egen selvfølgelige progressivitet. Man er jo
heldigvis kommet videre – ikke sandt?
OVERHALET INDENOM
”Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på,
at man har ret”, lød overskriften på en kæmpe
54
KOLD KAFFE
avisannonce for nogen tid siden. Det er faktisk
temmelig klogt sagt. Det er præcis problemet.
Netop denne selvfedhed og mangel på kritisk
selvreﬂeksion inden for den pædagogiske praksis
udsætter Ziehe for et ætsende syrebad. Ziehes
kritikﬁgur kan minde ikke så lidt om den, man
møder hos Søren Ulrik Thomsen og Frederik
Stjernfelts ”Kritik af den negative opbyggelighed”.
Mange pædagoger lider temmelig meget
under den fordom, at de selvfølgelig har ret.
De hviler i egen selvbevidsthed på laurbærrene
fra en fordums kamp mod traditionselementer,
som allerede er ekspederet ud af historien. De
er utilbøjelige til at se, at de selv repræsenterer
den nye dagsorden. De er nemlig for længst
blevet indhentet og overhalet af nye kulturelle
moderniseringstendenser – af det, som af Ziehe
betegnes som ”den anden moderniseringsfase”.
Den oprindelige modernisering af skolen
bød på elevråd, klassens time, featureuger, åbne
indendørsmiljøer og måske endda en svømmehal
Alt dette kunne med rette påberåbe sig fornyelsens begejstring. Men nu har tingene mistet
deres aura. De er blot en del af den forslidte
hverdag. Ingen forlanger længere, at f.eks.
nybyggeri skulle aﬀøde en varig følelse af glæde.
Den anden moderniseringsfase udløser ikke
længere ”forbavselse, svimmelhed og berusende
dynamik.” Hverdagen er blevet aﬀortryllet og
trivialiseret.
I dette nye kulturelle landskab inkarnerer lærerne
altså selv en ny magtorden i skolekulturen. Eller
skulle man måske snarere sige: afmagts-uorden, for
Ziehes billede af nutidens skolekultur nærmer
sig det, Løgstrup i sin tid kaldte ”formløshedens
tyranni”. Indimellem er lærerne måske ligefrem
så naive at forvente en vis sympati fra elevernes
PROBLEMET ER BLOT,
AT KRITIKKEN AF TRADITIONEN
SELV ER BLEVET TRADITION
side, fordi de har banet vejen for en friere skole.
Men her tager de fejl. Det, der engang blev fejret
som et gennembrud for nye tendenser er selv
endt i en banal hverdagspraksis. Det, der i sin tid
var frugten af en pædagogisk nytænkning, er for
eleverne en simpel selvfølgelighed. Det såkaldte
frie læringsrum opfattes af eleverne som ren og
skær diﬀusitet og mangel på orienteringspunkter.
Den udbredte tendens til subjektivering af det
pædagogiske perspektiv opleves som en afhierarkisering af kulturen: Mozart eller Madonna
– who cares? Se bare på den hjemlige kanondiskussion, hvor nogle lærere ligefrem betragter
det som et overgreb i deres metodefrihed, at
nogle har formastet sig til at pege på noget godt
– og så oven i købet på initiativ af en konservativ
kulturminister. My foot! Som sagt: det er svært
at tænke, ”når man er sikker på at have ret.”
Umærkeligt medslæbes altså en overgemt
ideologisk kontrabande i lærerbevidstheden,
ikke mindst formidlet gennem en række forskere og undervisere på læreruddannelserne,
som selv havde deres heroiske storhedstid i de
legendariske halvfjerdsere. Her gjorde man op
med den traditionelle skole. Problemet er blot,
at kritikken af traditionen selv er blevet tradiKOLD KAFFE
55
tion. Aftraditionaliseringen af pædagogikken har
sejret ad helvede til. Vi må besinde os på den nye
historiske situation. Vi lever i en tilstand af postaftraditionalisering, påstår Thomas Ziehe. Netop
dette tema behandler han i sit foredrag.
Miseren bag denne ideologiske selvforblindelse består i en naiv og reﬂeksagtig historisk
optimisme, der ser nutiden som det foreløbige
kulminationspunkt for udviklingen af en
pædagogisk teori og praksis. Underforstået: hvor
herligt vidt har vi ikke bragt udviklingen, hvor
meget mere teoretisk reﬂekteret og dygtigere
er nutidens lærere ikke i forhold til tidligere
generationer. Undervisningen er langt mere
livsnær og tæt på eleven, som for alvor er kommet i centrum, og forholdet mellem lærer og
elev er informelt og ligefremt: læreren er ikke
en mystisk fremmed. Læreren er Birthe og Lise
og Søren, som har gået på seminariet og som i
frikvarteret diskuterer lærerrollen sammen med
eleverne.
DET RETTE SPOR
Men helt ærligt: er der nogen, der i fuldt alvor
vil påstå, at lærernes undervisning eller skolekulturen her i landet er bedre end den var i 50’erne?
Jovist ﬂorerede elementer af den sorte skole
temmelig ubredt. Det husker alle vi midaldrende tydeligt. Det var dengang, lærerværelset
var forbudt område, som man som elev kun
undtagelsesvist ﬁk lov at betræde. Dengang,
hvor lærerne optrådte som autoriteter, som man
rejste sig for, når de kom ind i klassen, hvor der
var en ganske god portion kæft, trit og retning
og tilmed fysisk revselsesret fra lærernes side.
Det var dengang lærerne repræsenterede porten
ind til den mystiske voksenverden. Det var også
dengang, det var spændende at kikke igennem et
56
KOLD KAFFE
nøglehul. Det er det ikke mere. For der er ikke
mange hemmeligheder tilbage.
Alle de ting blev nemlig nedbrudt i løbet af
60erne og 70erne, og det har givetvis været godt
for noget. Men hvad sker der, når dette fremskridt cementerer sig og begynder at fejre sin
egen historisk bedrift. Så bliver det kold kaﬀe!
Pædagogikken må for at være samtidsbevidst
besinde sig på det nyopståede kulturelle klima,
som Ziehe betegner som post-aftraditionalisering.
For at redde eleverne ud af diﬀusiteten og
orienteringsløsheden er det nødvendigt at
restrukturere skolekulturen. Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders ”regelbrutalitet”, men
modvirke formløsheden ved at genetablere en
ritualiseret skolekultur, som ikke viger tilbage for
forpligtende regler og symbolske ordensregimer.
Regler er nemlig ikke kun restriktive – de kan
faktisk være yderst produktive. Eller med Ziehes
egne ord: ”I den altomfattende kontingens’ hav,
midt i det evindelige indtryk, at alt også kunne
være anderledes, bliver tilbud om små og større
momentane stiliseringer både nødvendige og
attraktive.”
Eller sagt mere direkte – helt for egen regning:
Det er hypermoderne at synge morgensang
igen! Det er selvfølgelig ikke svaret på alle tidens
spørgsmål. Men det er en god begyndelse.
Det skal siges, at Thomas Ziehe under sit
besøg på Testrup gav udtryk for, at han følte sig
overmåde veltilpas – både takket været atmosfæren, forårselevernes nysgerrige spørgen og den
indledende fællessang. Kære venner! Vi er på
rette spor! Og det har vi været længe!
Beethoven
er en hund
DEN TYSKE PÆDAGOGISKE SUPER-TEORETIKER THOMAS ZIEHE VAR I FORÅRET 2006 I DANMARK OG
HOLDT BLANDT ANDET ET FOREDRAG FOR ELEVERNE PÅ TESTRUP HØJSKOLE. FOREDRAGET ER OVERSAT
OG REDIGERET AF RIKKE SLOT JOHNSEN
POST-AFTRADITIONALISERING
Der er sket en betydelig ændring i vores
hverdagsliv i de seneste 30 år. Det er hverdagens selvfølgeligheder, der har ændret sig.
Ændringen er måske ikke så tydelig for jer,
men den bliver synlig, hvis vi sammenligner
hverdagslivet i dag med hverdagslivet, som
det så ud frem til 1970. Hvis jeg sammenligner min ungdom med ungdommen i dag,
kan jeg beskrive denne afstrukturering, der er
blevet den normale situation i vores samfund
i dag. Afstrukturering betyder at faste strukturer og regler bliver fjernet.
Tidligere var hverdagskulturen i høj grad
reguleret af bestemte normer, som alle skulle
indrette sig efter. Hvis man voksede op for
30 eller 40 år siden, var der mange regler og
tabuer i hverdagen: Hvordan må jeg klæde
mig, hvordan må jeg ikke klæde mig, hvem
må jeg være venner med, hvem må jeg ikke
være venner med osv. Disse normer udgjorde
tilsammen et fintmasket net af regler, der
skulle følges i alle situationer, og samfundet
reagerede faktisk ret skarpt, hvis reglerne blev
brudt.
POST-AFTRADITIONALISERING
57
Det er fortid, og man kan sige, at vi i dag
går i retningen af, at egne præferencer bliver
vigtigere. Der er sket et skift fra et normreguleret hverdagsliv til et præferenceorienteret
hverdagsliv.
Præferencer betyder ikke, at man hele tiden
shopper rundt, og er i den luksusposition at
man frit kan vælge, hvad man kan lide. Helt
så enkelt er det ikke. Men det at følge egne
PÅ SKÆNDERIETS HØJDEPUNKT STAMPEDE DENNE LILLE
SYVÅRIGE PIGE I GULVET OG RÅBTE: LAD MIG DOG LEVE
MIT EGET LIV!
præferencer betyder at ens egen attitude:
Hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide,
hvad man accepterer, hvad man ikke accepterer, disse præferencer får større og større
betydning. Mærkeligt nok inkluderer det også
muligheden for at sige ”nej” og ”det kan jeg
ikke lide”. Man har mange flere muligheder
for at vælge end tidligere generationer havde,
men disse muligheder bliver ofte brugt
defensivt. Det betyder, at unge mennesker i
dag i høj grad er bevidste om hvad de ikke
kan lide snarere end hvad de kan lide. Denne
mulighed for at tage negative valg er vidt
udbredt, men den kan skabe vanskeligheder,
hvilket jeg kommer til senere.
AFTRADITIONALISERING
I dette skift fra det normregulerede til det
præferenceorienterede hverdagsliv er der et
vigtigt kendetegn, der kan kaldes aftraditionalisering. Aftraditionaliseringen fjernede
nogle af de selvfølgeligheder og traditioner,
58
POST-AFTRADITIONALISERING
der var blevet opbygget gennem 200 års modernitet, og vi er nu i en fase man kan kalde
senmodernitet, hvor det moderne samfund
ændres kulturelt i forhold til, hvordan vi lever
vores hverdagsliv. Det betyder at individet
selv vælger sin måde at leve på. Det begynder
ret tidligt i barndommen, for i dagens samfund får, eller tager, børn langt mere frihed
end tidligere. En af mine venner skændtes
med sin syvårige datter, og på skænderiets
højdepunkt stampede denne lille syvårige pige
i gulvet og råbte ”Lad mig dog leve mit eget
liv”! Det er en ret typisk situation – ”lad mig
dog leve mit eget liv” – og muligheden for
selv at tage beslutninger om egen levevis er en
fundamental ændring.
Situationen for unge mennesker er, at deres
liv er meget mere frit, men også mere komplekst. Kompleksiteten hænger sammen med,
hvad man kan kalde dobbelt afstrukturering.
Hvad betyder det? Tidligere blev reglerne
strengere, når man kom ind i ungdommen.
Her blev livet alvor. For 50 år siden skulle de
fleste unge mennesker i lære eller ud at tjene
i en alder af 14 eller 15 år, så det at blive
ung betød en stigende grad af social kontrol.
Sådan var det tidligere, men den nye situation
er fuldstændig anderledes. Når man kommer i
puberteten i dag, vokser ens personlige frihed,
og der er en lang række af handlinger og mål,
som man selv kan tage stilling til.
Min sekretær har en datter på 13 og en dag,
efter en helt almindelig morgenmad, meddelte pigen sin mor, at nu ville hun flytte hjemmefra! Hendes mor var noget overrasket og
spurgte hende hvordan hun ville få råd til at
bo alene, og pigen svarede, at hun nok skulle
skaffe penge. Det var nærmest symbolsk for
THOMAS ZIEHE (F. 1947) ER PROFESSOR I PÆDAGOGIK VED UNIVERSITETET I HANNOVER. HAN ER KENDT
FOR SINE ANALYSER AF TIDENS
KULTURELLE UDTRYK; ISÆR BLANDT
UNGDOMMEN.
HANS ARBEJDE ER BLEVET FLITTIGT
BRUGT AF PÆDAGOGER OG I FOLKESKOLEN
hende at erklære: Denne tid er forbi, og nu
tager jeg min frihed. Selvfølgelig flyttede hun
ikke hjemmefra, men det er bare et eksempel
på, at vi nu lever i en tid, hvor friheden bliver
større, når man når puberteten.
Både før i tiden og i dag er puberteten den
første afstrukturering: Afstruktureringen af ens
personlighed. Man ændres og ser pludselig
sig selv med andre øjne. Men den dobbelte
afstrukturering betyder, at man, samtidig
med den indre afstrukturering af ens personlighed, kommer ind i et miljø og en kultur,
der ændres utroligt hurtigt. Så den dobbelte
afstrukturering betyder at der, både internt
og eksternt, i min personlighed og i kulturen,
er dybe forandringer, hvilket medfører en høj
kompleksitet.
OPFINDELSE AF EGENVERDENER
Nu vil jeg forklare min anden tese, nemlig
det fænomen at man, når man kommer i
puberteten, begynder at skabe egenverdener.
En egenverden er mental og er ikke et bestemt sted. Egenverden betyder, at du kan
definere dig selv ud fra, hvad du betragter
som værende vigtigt, attraktivt, rart, interessant osv. Ved at konstruere en egenverden
kan du i meget høj grad tage udgangspunkt i
dine egne præferencer. Tidligere var der som
nævnt i højere grad et net af kulturelle regler,
man skulle følge. I dag er der færre kulturelle
regler, og man kan i stedet referere til sin
egenverden. […] Man orienterer sig mod
verden på en måde, der i høj grad er rettet
mod en selv. Man kan sige at individerne
bliver selvforsynende, de indsamler selv deres
mentale materiale – de opfinder det ikke selv,
POST-AFTRADITIONALISERING
59
men tager det i høj grad fra populærkulturen,
og opbygger deres egenverdener. Tag fx populærmusik i dag, tænk på hvor vigtig den er.
Da jeg var ung var der en gang hver fjortende
dag et rockmusikprogram i tysk tv. Det varede
en halv time og bestod af unge mennesker,
der dansede til livemusik. Kameraet blev
bedt om ikke at filme ansigter, for at de unge
ikke skulle få problemer, hvis deres forældre
opdagede, at de var ude at danse en lørdag
aften. Sammenligner man det med i dag, hvor
moderne musik præsenteres 24 timer i døgnet
på to eller tre kanaler, kan man se, hvor stor
forskellen er.
HVEM ER BEETHOVEN?
Hvis man er afhængig af sin egenverden, så
BØRNENE FORHANDLEDE NÆRMEST MED LÆREREN,
INDTIL DE NÅEDE FREM TIL DET KOMPROMIS,
AT BEETHOVEN BÅDE ER EN HUND OG EN KOMPONIST
træffer man et valg om, at man selv bestemmer hvilket indhold og hvilke emner, der er
interessante for en. De vidensområder man
beskæftiger sig med, er områder man selv har
udvalgt. Det skaber en anden kompleksitet,
idet højkultur tidligere var så stor en autoritet, at hvis man var ung og havde ambitioner i forhold til ens egen udvikling, så skulle
man være interesseret i det, eller i hvert fald
lade som om. I dag kan den enkelte mere eller
mindre selv beslutte sig for om de er interesserede i litteratur, musik, poesi, teater, film
osv eller ej.
60
POST-AFTRADITIONALISERING
Den almene viden om højkulturelle områder er gået ekstremt meget tilbage, fordi
det område i dag er noget, man kan beslutte
sig for, om man er interesseret i eller ej. Det
betyder, at skoleelever har utrolig lidt kontakt med det, man tidligere kaldte højkultur,
selvom skolegangen i dag er længere end
nogensinde. Jeg besøgte en 5. klasse, det vil
sige tiårige elever, og da navnet Beethoven
blev nævnt, var børnene fuldstændig overbeviste om at Beethoven var en hund! Der er en
film om en hund, der hedder Beethoven, og
børnene forhandlede nærmest med læreren,
indtil de nåede frem til det kompromis, at
Beethoven både er en hund og en komponist.
Denne store distance til højkultur gælder
ikke kun i forhold til den klassiske periode.
Alt hvad man bliver præsenteret for går
igennem et filter bestående af spørgsmålene:
Kan jeg lide det? Finder jeg det acceptabelt?
Finder jeg det sandsynligt? Men hvis alt skal
filtreres, så er der selvfølgelig en masse ting,
der ikke kommer igennem, fordi der er en
barriere. At sige nej og tage negative valg er
blevet meget nemmere. Filteret har derfor to
sider: Det er en forøgelse af friheden på den
ene side, men det har også noget at gøre med
hele tiden at foretage valg. Hvis man hele
tiden foretager valg, er det vigtigt, at man har
lært hvordan man gør det, og at man ikke
bliver for defensiv og styret af sin egenverden.
Denne mentale egenverden er ikke en, man
bor i, den er i ens hoved, og i dag kan unge
mennesker derfor tage den med sig, så når de
går i skole og overvejer hvad der foregår her,
så dukker spørgsmålet op: Det jeg oplever
her, er det kompatibelt med min egenverden?
Mange børn kommer til konklusionen: Hvis
det ikke er kompatibelt må det betyde at det
er nonsens. Så i Tyskland er der mange børn,
der går i skole fuldstændig overbeviste om,
at det hele er absurd, fordi det ikke passer til
deres egenverden, og det der foregår i skolen
derfor er meningsløst, hvilket selvfølgelig gør
det svært for lærerne.
AFTRADITIONALISEREDE FORÆLDRE
Det leder mig frem til min tredje tese med
den mærkelige titel post-aftraditionalisering.
Aftraditionalisering er at traditionerne forsvinder, det er klart, men hvad er så post-aftraditionalisering? Post-aftraditionalisering
betyder at vi nu går ind i en fase hvor unge
mennesker ikke længere kæmper for aftraditionaliseringen, fordi det ikke er nødvendigt.
Den er så åbenlys, at vi ikke engang tænker
over den. Tidligere, for min generation,
var aftraditionaliseringen en kamp mod de
voksne, en kamp der gav de unge en følelse
af eufori: Vi bryder reglerne og vi ændrer
reglerne. Jim Morrison fra the Doors var en
af aftraditionaliseringens helte, og hans sang
”Break on through to the other side” havde
den fantastiske idé: Der er en anden side, og
den er helt forskellig fra lærernes og forældrenes. Det er en slags Utopia, et nyt land, og
den idé var i høj grad styrende for ungdommen i 70’erne og 80’erne. Jeg idylliserer det
ikke, jeg forsøger bare at beskrive hvordan
det gav en følelse af liv og magt til den unge
generation i disse årtier […] Hvis man sammenligner det med i dag, så er konteksten
fuldstændig anderledes, fordi forældrene i dag
allerede er aftraditionaliserede og det at vokse
op i dag, er ensbetydende med at vokse op
med aftraditionaliserede forældre. [...]
Post-aftraditionalisering betyder altså, at vi er
vidne til en fortsat aftraditionalisering. Det
stopper ikke, men det er ikke længere noget,
vi gør et stort nummer ud af, det er ikke noget,
vi kæmper mod eller for, så post-aftraditionaliseringen betyder en ændring i attituden i
forhold til aftraditionaliseringen. Unge i dag er
ikke anti-traditionalister mere, fordi ordet i sig
JIM MORRISON FRA THE DOORS VAR EN AF
AFTRADITIONALISERINGENS HELTE
selv er blevet meningsløst, og hvis du spørger
15-årige: ”Er I imod traditioner?” ville de
ikke kunne svare, fordi de ville være nødt til
at spørge, hvad det var, du talte om.
[… ] Unge mennesker i dag er ikke antitraditionalister, de er traditionsløse, hvilket
er noget helt andet.
BESLUTNINGER OG VALG
Afstruktureringen skaber en ny slags problemer og en ny slags kriser. Nu er problemerne ikke for mange regler, for meget
undertrykkelse, men i stedet skal man finde
sig til rette med konstante valgmuligheder,
med konstant at skulle forholde sig til, hvad
der foregår, og hvad der skal ske. Jeg har et
citat fra en 18-årig pige lige efter hendes studentereksamen, der viser denne livssituation,
de unge befinder sig i:
”Jeg vil ikke på universitetet med det
samme, jeg har ikke lyst til at begynde at læse.
Jeg har haft mange planer, men har droppet
de fleste. Først ville jeg til Australien. DerPOST-AFTRADITIONALISERING
61
62
efter planlagde jeg en jordomrejse, men jeg
ændrede mening og besluttede i stedet for at
tage til Frankrig. Jeg ville begynde på et tyskfransk studium. Men så kom jeg pludselig i
tvivl om, hvorvidt det var smart at specialisere
mig i fransk uden at kunne tale engelsk fejlfrit, så jeg besluttede mig for et år i England.
Jeg ansøgte, men for sent. Jeg prøver igen til
foråret”.
Der er ingen faste planer, du er nødt til at
tage beslutninger, og du kan aldrig være helt
sikker: Tog jeg mon den rette beslutning? I
denne situation bliver værdier som stabilitet, kontinuitet og pålidelighed rigtig rigtig
vigtige, og unge mennesker tiltrækkes af disse
værdier som sikkerhed, fællesskab og sociale
net af venskaber og partnere.
MERE STRUKTUR, TAK!
Denne længsel kan også ses i mange uddannelsesinstitutioner. Unge mennesker begynder
gradvist at hade ustrukturerede situationer.
De foretrækker lærere, der er mere strikse,
og timer der er mere effektive. Før var det
anderledes. Den mest populære lærer var den
bløde lærer, der fjernede strukturen og sagde:
Bestem selv. Men hvis man fra sin barndom
af har været vant til selv at skulle beslutte alt,
så er medbestemmelse ikke længere et privilegium, det er ikke længere en gave.
Det er en gammel lærerjoke, at børnene i
denne frie struktur sidder i klassen, læreren
kommer ind og børnene spørger: ”Skal vi nu
igen gøre, hvad vi selv vil?” Og de bliver helt
lettede, hvis man har et forslag til, hvad de
skal lave, for det virker som en byrde konstant
at skulle beslutte. […] Ydre strukturer er en
hjælp for et individ til at producere indre
strukturer – det er ret svært at skabe indre
strukturer, hvis der overhovedet ikke er ydre
strukturer.
FØR VAR DET ANDERLEDES. DEN MEST POPULÆRE
LÆRER VAR DEN BLØDE LÆRER, DER FJERNEDE STRUKTUREN OG SAGDE: BESTEM SELV
Det leder mig frem til, at det formentlig
væsentligste punkt i socialisering i dag er,
hvordan man tackler denne effekt af afstruktureringen. Hvordan tackler man den øgede
frihed og at træffe valg samtidig med, at
man er åben over for erfaringer, uden blot
at gentage ens egenverden? Det gælder om
at opnå en form for selvstændighed over for
ens egne ønsker. Man skal lære at sætte sine
egne ønsker til side, så man opnår en bedre
selvregulering. Hvis man ikke er i stand til
at selvregulere, er man for afhængig af alle
de følelser, man har indeni. Selvregulering
betyder ikke, at man skal undertrykke ens
selv, men at have evnen til nu og da at sætte
sine følelser til side og lære hvad det vil sige
virkelig at ville noget!
POST-AFTRADITIONALISERING
63
ÉT ER FORNØDENT
I FØLGENDE PRÆDIKEN GØR HANS RUBECH CHRISTENSEN OP MED DEN
INDSTILLING, AT ALT KAN PLANLÆGGES OG TILRETTELÆGGES, OG PEGER I
STEDET PÅ AT LIVET HAR HELT ANDRE FORNØDENHEDER.
Jesus sagde: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at
give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som
ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres
hjerte være” (Lukas, 12,32-34)
Hans Rubech Christensen er cand. theol. og underviser på højskolens ﬁlosoﬁlinje.
I mine forældres soveværelse hang der over deres
seng en aﬂang, gylden ramme, hvori der stod
et skriftsted: Et er fornødent stod der, broderet
med guldskrift på sort baggrund.
Ordene stammer fra en lille fortælling, hvori
Jesus besøger to søstre, Martha og Maria. Martha
har travlt med at lave mad og varte op. Maria
sætter sig ved Jesu fødder og lytter til, hvad han
har at sige. Martha bliver sur, fordi Maria ikke
hjælper hende og beder Jesus om at irettesætte
søsteren. Hertil Jesus siger: ”Martha, Martha!
Du gør dig bekymringer og er urolig for mange
64
PRÆDIKEN
ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den
gode del, og den skal ikke tages fra hende”.
Et er fornødent. Disse tre ord kunne mine
forældre så se på og tænke over hver aften, når
de gik i seng efter en travl dag. I de ord lød en
anden stemme, end den, der havde lydt i dagens
travlhed. Ordene stillede travlheden i relief,
relativerede den, satte den på plads. Travlheden
og det, der skulle nås med den, var vigtigt. Men
der var noget andet, der var vigtigere. Ja, som i
grunden var det eneste fornødne.
TRAVLHEDEN OG DET, DER SKULLE NÅS MED DEN, VAR
VIGTIGT. MEN DER VAR NOGET ANDET, DER VAR VIGTIGERE.
JA, SOM I GRUNDEN VAR DET ENESTE FORNØDNE
Forleden så jeg i fjernsynet et andet ægtepar,
som også havde noget hængende ved sengen
i deres soveværelse. Det, de havde hængende,
var et skema over deres liv, sådan som de havde
planlagt, det skulle forme sig, indtil de engang
var godt oppe i ﬁrserne. Sådan noget hedder
”life-planning”.
Denne livsplanlægning rummede stort og småt
mellem hinanden: Hvor vil vi gerne bo, når vi
får råd? Hvordan skal karrieren helst ﬂaske sig.
Hvornår skal vi til Seychellerne. I hvilket år og
hvilken måned bør golfhandicappet være oppe
på et vist niveau. For hvis man ikke sætter sig
mål og planlægger, sagde manden, så bliver det
hele jo blot for sjov – og et golfhandicap skal
skam tages alvorligt, forstod man.
Vi har det sidste års tid her i landet diskuteret
blasfemi. Hvad kan man tillade sig at sige om
det, som andre ﬁnder helligt? Anledningen var
nogle latterlige tegninger, som ingen nogensinde burde have taget alvorligt. De var ganske
vist ondskabsfulde og spottende, men det var
mennesker og deres tro, de spottede. (Og derfor
skulle de aldrig have været tegnet). Men ingen
gud blev spottet i disse tegninger, der sagde mere
om, hvem der havde fået idéen til dem, end om
dem, de var rettet imod.
Men denne tro på, at man kan planlægge og
styre sit eget liv ud i mindste detalje, sådan som
det kom til udtryk i ovennævnte ægtepars lifeplanning, derimod – det er blasfemi! Det er at
spotte Gud i praksis. Det er vantro i praksis.
Det er imidlertid en blasfemi og en vantro, som
hele vores kultur – vores ”way of life” – mere og
mere lægger op til. Og når jeg nævner ægteparret fra TV, er det ikke for at hænge dem ud som
specielt forfærdelige mennesker. Egentlig synes
jeg mest, det er synd for dem. Jeg nævner dem
snarere, fordi de på en meget klar og måske lidt
ekstrem måde repræsenterer noget meget skræmmende, som jeg også ﬁnder i mig selv. Og som
jeg tror, der er spor af i de ﬂeste af os, simpelthen
fordi vi er moderne mennesker.
Dette skræmmende er en ubændig vilje til at
ville styre, planlægge og kontrollere tilværelsen
PRÆDIKEN
65
ud i alle dens detaljer. Det gælder lige fra det
ufødte barn, der snart kan udstyres med varedeklaration og påskriften ”Garanteret fejlfri” til
sygdomme, der mere og mere betragtes, som
noget, der burde kunne være undgået. Eller livsforløbet, der betragtes som mislykket, hvis det er
mindre end perfekt og ikke er udstyret med alle
de gængse materielle symboler på perfektion.
”Hvorfor er det ikke i orden at være helt al-
HVORFOR ER DET IKKE I ORDEN AT VÆRE HELT
ALMINDELIG?
mindelig?”, sagde en af mine elever en dag i en
time med et stort suk. Hun satte ﬁngeren på det
ømme punkt. For det er lige præcis ikke i orden
at være helt almindelig. Det er kun i orden at
være perfekt. Og denne perfektion ligger inden
for dine egne muligheders ramme, påstås det fra
alle sider. Får du ikke skabt det perfekte, glatte,
fejlfri og helst også individuelt enestående liv
for dig selv, ja, så har du kun dig selv at bebrejde. Aldrig har unge mennesker haft så mange
muligheder, som de har i dag, siger man. Og det
er jo sandt nok. Men heller aldrig er de blevet
kastet så meget tilbage på sig selv og blevet gjort
eneansvarlige for deres egen vellykkethed, som
i dag. Det er en livsforståelse, der ligger som et
åg på mange unge menneskers skuldre, og der er
intet at sige til, at det skaber psykiske problemer
i hobetal.
Hvad ligger der bag denne indstilling og livsstil?
Frygt og overtro, vil jeg påstå.
66
PRÆDIKEN
Frygt for at gå glip af noget. Frygt for ikke at
få nok ud af livet. Frygt for at miste overblik og
kontrol.
For at få bugt med denne frygt er vi blevet
overtroiske. Ikke i gammeldags forstand. Det
handler ikke om trolde og nisser. Genstanden
for vores overtro er os selv. Vores almægtige selv,
som vi skal hente kræfterne i til at besværge alt
det, vi frygter. Men det kan vi ikke. Sådan er
tilværelsen ikke indrettet.
Lad os vende tilbage til det ene fornødne, der
hang over mine forældres seng som et gådeord,
der måske ﬁk dem til at sove trygt om natten,
selvom de ofte havde nok at bekymre sig for om
dagen.
Hvad mon det er, det ene fornødne?
Martha er urolig og bekymrer sig om mange
ting. Det hele hænger på mig, mener hun. Nej,
siger Jesus indirekte, det hele hænger ikke på dig.
Se på Maria. Hvad gør Maria? Ingenting efter
Marthas mening. Men jo, hun gør noget. Hun
lytter. Til hvad? Til det Jesus siger.
Hvad siger Jesus. Det melder historien om Martha og Maria ikke noget om. Men det gør dagens
tekst. Her siger Jesus: ”Frygt ikke, du lille hjord,
for jeres fader har besluttet at give jer Riget”.
Frygt ikke! På en måde kan hele det kristne
budskab koges ned til de to ord. Det skal vi tro
på, og andet behøver vi ikke at tro på.
Overtroen på, at vi selv af egen kraft skal skabe
det perfekte, er derimod fuldstændig ødelæggende både for os selv og andre. Den skaber ikke
andet end den konstante frygt for at mislykkes
og den konstante trang til at sammenligne sig
med andre.
”Jeres fader har besluttet at give jer Riget”. I det
rige er du forhåndsgodkendt. Med dine fejl og
GLEM IKKE, AT DU INTET HAR, SOM DU IKKE HAR FÅET. DET
HELE ER GAVE OG OVERSKUD. GIV DET VIDERE
mangler. Med dine mindre perfekte sider. Du
er simpelthen elsket som den, du er. Det er i
orden at være det menneske, du er. Glem alt om
perfektionens tyranniske og dybt selviske idealer.
Spil ud med det, du har – for vi har alle noget at
spille ud med, stort eller småt. Men glem ikke,
at du intet har, som du ikke har fået. Det hele er
gave og overskud. Giv det videre!
Lyt! Det er det, Jesus siger. Lyt, tag imod og
giv videre. Det er livets guddommelige logik.
PRÆDIKEN
67
68
69
INDEFRA
AF JØRGEN CARLSEN
Lad mig begynde med at mindes en person,
som mange af eleverne fra de senere år næppe
kender noget til, men som ikke desto mindre har
betydet mere for dem, end de måske aner. Sagen
er i sin korthed den, at det er højst tvivlsomt,
om de overhovedet ville sidde med dette årsskrift
i hånden, hvis ikke han havde levet. Hvis man
har været elev her på stedet inden for de sidste
tyve år, ville man måske også være nødsaget til
at trykke på delete-tasten. Det ville man nemlig
med stor sandsynlighed ikke have været. Det er
nemlig et spørgsmål, om der overhovedet stadig
ville være noget, der hed Testrup Højskole, i de
sidste 20 år. De mange højskolelukninger i de
senere år, understreger, at spørgsmålet bestemt
ikke er rent hypotetisk.
70
INDEFRA
Jeg tænker på Søren Rasmussen, der i sommer afgik ved døden i en alder af 84 år. Hvis
betegnelsen ”aktiv medborger” overhovedet skal
have mening, gælder den netop en person som
Søren Rasmussen. I en menneskealder har han
præget det lokalsamfund, han befandt sig i. Han
overtog Testrup Østergård i 1951 og blev samme
år gift med sin elskede Else. Her dyrkede Søren
og Else gården, hinanden og deres 4 børn, som
siden har ført til foreløbigt 5 børnebørn.
Men Søren Rasmussens engagement rakte til
mere end hans egen matrikel. Politisk lå hans
hjerte hos det gamle solide højskolevenstre,
der hvilede på ideer om frihed, ansvar og fællesskab. Han påtog sig af samme grund en lang
række tillidshverv: som medlem af sogneråd,
skolekommission, mejeriets repræsentantskab,
formand for den lokale brugsforening, formand
for skolenævnet på Marselisborg Gymnasium og
formand for Testrup Højskoles bestyrelse.
I løbet af ﬁrserne viste han som formand
for Testrup Højskole et enestående format
som menneske og organisator. I en situation,
hvor højskolen befandt sig i en yderst alvorlig
eksistenskrise, formåede han at skabe betingelserne for Testrup Højskoles fortsatte beståen.
Folk på egnen ynder at fortælle, at Søren
pantsatte sine køer for at redde højskolen. Selv
om historien er overdrevet, rummer den en
kerne af sandhed. Der er ingen tvivl om, at han
strakte sig til det yderste og ikke sparede sig selv
i bestræbelserne på at bevare Testrup Højskole.
Og til hans – og alle vi andres – store glæde
blev anstrengelserne kronet med held. Med sit
personlige vovemod, sit ægte frisind, sin evne
til at vise tillid og sin taktfulde måde at varetage
formandskabet på er det ikke mindst hans store
fortjeneste, at Testrup Højskole i dag lever i
bedste velgående.
Vi her på Testrup Højskole vil i taknemmelighed mindes Søren Rasmussen som en
enestående og dyrebar person med hjertet på
rette sted. Søren var både retskaﬀen og generøs.
Han var i sjælden grad en hædersmand. Han
ligger nu på Mårslet Kirkegård ved siden af sin
elskede Else og ikke langt fra Jens Nørregaards
og Christoﬀer Baagøs grave. De er kommet i
godt selskab.
INDEFRA
71
RIGETS TILSTAND
Og så til nutiden: Det kunne aldrig falde mig
ind at forklejne fortidens højskolefolk og deres
ihærdige og prisværdige arbejde. Alligevel – eller
måske netop i respekt for deres arbejde – giver
det god mening at sige, at der aldrig har været
så meget brug for højskoletanken som i vor
tid. For aldrig har Danmark været underlagt en
dagsorden, der er så fjernt fra højskolens som nu.
Forklaring følger:
I april 2006 udkom Globaliseringsrådets
strategiske overvejelser for Danmarks stilling i
den globale økonomi. Globaliseringsrådet består
af en række håndplukkede tunge erhvervsfolk,
organisationsfolk, et par økonomiske vismænd,
en enkelt pædagogisk letmatros og en håndfuld
ministre med statsminister Anders Fogh Rasmussen for bordenden. Altså et højst oﬃcielt
organ af beslutningstagere, hvis indstillinger er
ophøjet til regeringens politik.
Hvad er så den overordnede målsætning for de
politiske initiativer her til lands? Det spørgsmål
bliver klart besvaret i Globaliseringsrådets rapport:
”Danmark skal i 2015 være verdens mest
konkurrencedygtige samfund.” Basta!
72
INDEFRA
I sandhed umisforståelig tale. Vi skal ikke bare
være dygtige og gode. Vi skal heller ikke nøjes
med at være i verdenseliten. Vi skal helt til tops.
Vi skal simpelt hen være de bedste.
– De bedste til hvad? kunne man spørge. De
bedste til at rage til os – til at tjene penge. Vi
skal være verdensmestre i økonomisk vækst.
Dette er regeringens overordnede ambition
for livet i Danmark i de kommende år. Det er
det mål, vi hver dag bør stræbe efter at nærme
os. Husk det nu, kære læser, når du står ud af
sengen om morgenen!
Lad os foretage et tankeeksperiment. Lad os
forestille os, at drømmen virkelig går i opfyldelse. Vi beﬁnder os i 2015 og kan konstatere,
at Danmark faktisk er verdens mest fremgangsrige land. Vi er de bedste. Og nu står vi på
sejrsskamlen iført den gule førertrøje og lader
champagnen springe.
Og hvad så? Kan vi så omsider slappe af og
nyde frugterne af de fælles anstrengelser? Selvfølgelig ikke. For løbet fortsætter, og de andre i
hovedfeltet er parate til at indhente os i næste
etape. Der er kun én ting at gøre: bide smerterne
i sig og træde hårdt og taktfast i pedalerne. Vi
må sørge for også at vinde den næste spurt. Og
den næste. Og den næste…
Vi får fuldt op at gøre. Vi skal bestandigt
forbedre os – ikke i et helligt liv og levned – men
ved at optimere vores potentialer og være mere
eﬀektive, kreative, innovative og i det hele taget
udvikle vores kompetencer til lands, til vands og
i luften.
Hele det danske samfund bliver underkastet et
massivt præstationspres. Der bliver ikke megen
tid til sjov. Hvis én og anden skulle snige sig
til at slappe af, læne sig tilbage og leve livet for
livets egen skyld, er det for egen regning. Hvis
mange skulle gøre det alt for tit, så bliver vi
overhalet i globaliseringskapløbet. Og til den,
der skulle driste sig til at tage på højskole, er der
kun ét at sige: Ak og ve!
Regeringens strategi for Danmark i den globale økonomi bærer titlen ”Fremgang, Fornyelse
og Tryghed”. Det er vist lidt af en tilsnigelse.
Mere ærligt ville det være at kalde den ”Danmark på speed”!
Danmark skal på speed. Vi skal alle være
forandringsparate. Forandringsparathed er et af
hurraordene i moderne managementtænkning.
Vi skal kunne omstille os og ﬂytte os og rubbe
os. Gør vi det, skal det til gengæld nok gå os
godt her i verden.
Vi skal være i verdensklasse og helst også
verdensmestre. Vi skal helst være skrappere end
de andre. Det gælder om at udvikle vores viden
mest muligt. Vi lever nemlig i et vidensamfund.
– Vidensamfund – lyder det ikke indsmigrende
rigtigt? Er det ikke entydigt godt, at vi nu
fokuserer på viden? Hedder det ikke: ”Kundskab
er magt”? eller ”Oplysningen spreder Trældommens Mørke”? Er det ikke vidunderligt, at vi nu
for alvor sætter viden og oplysning i hovedsædet?
”Lys over landet. Det er det, vi vil”, som det hed
hos J.P. Jacobsen. Jovist.
Al denne snak om vidensamfundet, vidensdeling og videnspolitik lyder besnærende. Det
lyder næsten som ”åndemusik” – ikke sandt? Og
det er besnærende. Men desværre besnærende
i en paradoksal forstand. Det paradoksale er
nemlig, at vi alle sammen er på vej til at blive
gjort dummere, end vi behøvede at være. Den
moderne videnspolitik tager nemlig ikke sigte på
at skabe større udsyn ved at udvide vores viden.
Den tager tværtimod sigte på at indskrænke
vores viden til det, der kan betale sig. Det er ikke
den ﬁlosoﬁske viden, en Sokrates eller en Søren
Kierkegaard stræbte efter. Det handler ikke så
INDEFRA
73
meget om erkendelsen af de dybe og evige sandheder. Den viden, der sættes i højsædet, er først
og fremmest den viden, man kan tjene penge på.
Det er skam ikke noget, jeg påstår ud i den blå
luft. Det har vi selveste videnskabsministerens
ord for. Det er en ”myte”, siger han, ”at universiteterne handler om dannelse, fordybelse, lærd
reﬂeksion over tunge faglige emner.” Nu skal
der ikke længere forskes for sandhedens skyld.
Universiteterne og alle andre højere læreanstalters fornemste opgave er at generere viden, som
kan skabe økonomisk vækst og nye jobs. Gør vi
ikke det, så ”må vi se de andre passere forbi os” i
globaliseringskapløbet. – Og det vil jo ikke være
så godt, vel? Derfor er målet for det danske uddannelsessystem at fremme en arbejdsstyrke, som
er toptunet, mobil, ﬂeksibel og forandringsparat.
Der har bredt sig en sødt duftende mental gassky over landet. Vi indsnuser den alle og bliver
lettere bedøvet. Måske er det heller ikke så svært
for en regering som sidder på et ﬂertal, fordi den
leverer varen lige til døren: skattestop, dobbelt
carport, stor friværdi og i det mindste ﬂadskærm
til alle.
Aldrig nogen sinde har Jeppe Aakjærs sang
om ”Mi nååbo, Pe Sme” (HS 161/125) været så
velanbragt med Pe Sme’s idelige spørgen ”Hwa
nøtt er et te?” Aldrig har den førte politik i Danmark ligget så langt fra alt det, højskolen står
for, som i vor tid. Der er nok at tage fat på – for
et samfund, der kan spises af med ”ﬂadskærm
til alle”, har brug for et kvaliﬁceret modspil. Et
åndeligt modspil, om jeg så må sige.
Det forsøger vi efter bedste evne at levere her i
Testrup. Og det på to måder: dels ved at insistere
på det musiske, der går på tværs af tendensen
til bare at anskue samfundsindividerne som
produktionsdyr. Dels ved faktisk at se i øjnene,
74
INDEFRA
at en seriøs beskæftigelse med politik er en
forudsætning for, at man kan modvirke den
omsiggribende åndløshed i samfundet. Når jeg
siger politik, mener jeg selvsagt ikke partipolitik,
for intet parti har monopol på at være specielt
åndeligt, men politik som interesse for samspillet
mellem menneske og samfund. Politik, der tager
sigte på at fremme livsudfoldelsen i samfundet,
kort og godt.
Netop derfor har vi besluttet at indføre et nyt
linjefag – det femte – nemlig ”Aktiv medborgerlinjen” (AM). De gennemgående lærere på linjen
er Carsten Lunding og Steﬀen Raastrup, og de er
allerede i færd med at udvikle den eksperimentelle samfundsfagsundervisning her i efteråret.
Samtidig er der midt i al konkurrencen mellem
forskellige højskoler opstået en glædelig alliance
mellem Testrup og Krogerup, som også udfolder
sig meget på det politiske område. Vi samarbejder på forskellige måder til gavn og glæde for
begge parter. Det åbner spændende perspektiver
for fremtiden.
KURSER
Set på baggrund af de dystre tider med højskolelukning og skrantende økonomier kan vi ikke
tillade os at klage. Året 2005 gav et ganske tilfredsstillende regnskabsmæssigt resultat på over
500.000 kr. i overskud. Men ingen tvivl om, at
det er usikre tider for højskolerne generelt – og
at vi heller ikke arrogant skal føle os hævet over
virkeligheden. I foråret blev der vedtaget en ny
højskolelov, som tillader målrettet, kompetencegivende undervisning i op til 15 timer ugentligt.
Vi har hele tiden været imod dette forslag. For os
at se, er det et forsøg på at tæmme højskolerne
og tilkoble dem det formelle uddannelsessystem. Der er ikke meget originalitet eller idé i at
højskolerne nu får de samme varer på hylderne,
som man har i det etablerede uddannelsessystem.
Det bliver de i hvert fald ikke mere højskoler
af – tværtimod. Ikke desto mindre kan man
se, at en del højskoler begærligt slår sig op som
studieforberedende skoler i snæver forstand. Det
ser nemlig ud til at give ﬂere elever. At det så til
gengæld resulterer i mindre højskoleånd, tager
de med i købet.
Den galej springer vi ikke på her på Testrup
Højskole. Vi tror så fuldt og fast på højskolen
som et tvangsfrit læringsrum, at vi ikke vil gå på
kompromis. Vi vil, om man så må sige, gerne
levere den rene vare. Kun det bedste højskoleliv
er godt nok – mindre kan ikke gøre det. Vi vil
heller ikke dumpe priserne, som man har gjort
mange andre steder. Den eneste måde, man kan
gøre det på, er ved at spare kraftigt på lærerlønskontoen og maden. Ingen af delene er vores kop
te. Selvfølgelig kan man lave discounthøjskole,
hvis man opererer med meget store undervisningshold og sørger for at få gang i storskærmsprojektoren. Men resultatet bliver også derefter.
Et af Testrup Højskoles varemærker er en stor og
velkvaliﬁceret lærerstab. Et andet er vores gode
køkken. Skruer vi ned for det – skruer vi ned for
Testrup-ånden.
Heldigvis er vi stadig i den situation, at mange
lægger vejen forbi Testrup Højskole. Men en lille
nedgang har vi måttet notere os de senere år. Fra
at have ligget på et årselevtal over de 100 er vi
nu lige under de 100 (en årselev = 40 elevuger).
Som sagt: vi er ikke hævet over virkeligheden.
Men stadigvæk er vi den mest besøgte af alle de
skoler, vi kan sammenligne os med.
I lange tider har et kalenderår formet sig
nogenlunde på samme måde: 14 dages vinterhøjskole for dig over 30 midt i januar. Filoso-
ﬁsk seminar sidst i januar. Derefter 20 ugers
forårsskole. Så ugekurser hele sommeren, som
afsluttes med det navnkundige augustkursus og
elevmøde. Og til sidst efterårsskolen, som de
senere år er udvidet til 18 uger. Fra og med i år,
har vi gjort det muligt at stige ind på efterårskurset efter 6 uger, dvs. i slutningen af september,
og så deltage i de sidste 12 uger. Når vi kan gøre
det, er det selvfølgelig fordi der er plads til ﬂere
elever på efterårsskolen. På forårsskolen er alt
normalt udsolgt, så her giver det ingen mening.
Vi havde på forhånd lidt pædagogiske betænkeligheder ved at lave en sådan indskibning
undervejs, men de har vist sig at være grundløse.
Der kom 6 nye elever, som blev vel modtaget af
”de gamle” og er aldeles ”velintegrerede”. Hvor
vi på forårsskolen var præcis 100 elever, er vi på
efterårsskolen 60. Det tal vil vi forsøge at øge
til næste efterår gennem en række målrettede
initiativer, bistået af medlemmer af Elevforeningen. Hvad de korte kurser angår, så har der været
så godt som fuldt hus næsten hele vejen. Faktisk
har sommeren sat ny rekord med ca. 660 voksne
deltagere og ca. 120 børn.
Ser vi frem til 2007 vil den største ændring på
kursusfronten være, at vi har nedlagt vinterhøjskolekurset på 2 uger i januar. Det kan forekomme mærkeligt, al den stund det har været en stor
succes i mange år. Men vi valgte at stoppe, netop
medens legen var god. Jeg har fået ikke så få tilkendegivelser fra mange af ”gengangerne” på
vinterhøjskolen, som er kede af beslutningen,
og jeg forstår dem godt. For der har været rigtig
meget højskoleånd på de kurser. Selvfølgelig
kommer man tættere ind på livet af hinanden
i løbet af 14 dage end på en uge. Men udslaggivende har det været, at vi efter 20 år med
samme kursus havde lyst til at gå nye veje. Vi
INDEFRA
75
håber rigtig meget at se nogle af deltagerne
fra vinterhøjskolen på andre af vore korte
kurser. Nyskabelsen i januar næste år er et litteraturkursus, som vi arrangerer i samarbejde
med dagbladet Information. Titlen på kurset
er ”Tag og læs!” – altså en spejling af ”Tag og
skriv!”-kurset om sommeren, men med vægten
lagt på litteraturlæsning, kritik og diskussioner.
Som en særlig kolorit på dette kursus uddeles en
litteraturpris på 30.000 kr., sponseret af Montana Møbler. Prisen gives hvert år til et dansk
værk, som inden for sin genre er fornyende,
grænseoverskridende eller som formår at beskrive
virkeligheden på en ny og overraskende måde.
Kurset ligger i 3. uge af januar, umiddelbart før
det efterhånden legendariske ﬁlosoﬁske seminar.
Yderligere oplysninger får man på skolens hjemmeside www.testrup.dk
RAMMERNE
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi
stadig har en række brændende ønsker om at få
forbedret de fysiske rammer for højskolearbejdet.
Vi kunne godt tænke os en udvidelse af spisesalen og opførelse af en elevsamlingstue i tilknytning dertil. Det er ikke nye sager. Vi kunne
76
INDEFRA
også godt tænke os en omfattende renovering af
hovedbygningen samt en fantasifuld udnyttelse
af tagetagerne (der er hele tre!) i Tårnbygningen.
Meget af det er gennemtegnet og ligger klar til
realisering. Problemet er blot, at det for tiden
vil være for hasarderet at kaste os ud i de vilde
byggeorgier, hvis vi selv skal ﬁnansiere det. Vi
håber, hvad dette angår, at kunne få en eller ﬂere
velvilligt indstillede fonde i tale. Men vi har
måttet sande, at det kan godt være, at ”Skønheden hænger på træerne”, som Ursula Ankjær
Olsens seneste digtsamling hedder. Men pengene
gør det ikke. I hvert fald ikke indtil videre. Det
mest omfattende byggeri vi har præsteret i det
forløbne år, er udvidelsen af den lærerbolig,
som beboes af Christian Dorph, Anne Mæng
og deres ﬁre børn. Deres hus er blevet forøget
med ca. 50 m2 og har samtidig fået en tiltrængt
renovering. Resultatet er en harmonisk og velproportioneret lærerbolig med plads til glæde og
begejstring. Kan man overhovedet på en højskole
investere i noget bedre end glæde og begejstring?
Selvfølgelig ikke!
Glæde og begejstring er givetvis også baggrunden for dels et klækkeligt bidrag til ”Maribofonden” (som støtter ﬁnansieringen af delvise
fripladser for ubemidlede højskoleelever) fra Lis
og Ib Skovgaard. Begge har gennem årene været
ﬂittige deltagere på ﬂere af vore korte kurser,
ligesom vi har haft fornøjelsen af deres datter
Marie på efterårsskolen 1993. Ib Skovgaard har
tidligere siddet i højskolens bestyrelse. Endvidere
har vi modtaget et generøst beløb til ”Flygelfonden” fra Grethe Stenholt, som vi også kender
som deltager på vore korte kurser. Hjertelig tak
for disse bidrag.
MEDARBEJDERE
”Vejen til mandens hjerte går gennem maven”,
lyder et gammelt ordsprog. En meget god
beskrivelse af køkkenets betydning på Testrup
Højskole. Køkkenet er på alle måder højskolens
’mave’. Har man ondt i maven, så har man
det ikke godt. Men vi har det særdeles godt på
højskolen – og en af forklaringerne er vores gode
køkken. Ikke bare er maden god, det er stemningen også. Det kan vi takke alle de køkkenansatte
for. Og en ganske speciel tak til køkkenleder
Thomas Egholm Jensen. Dels for hans egen
måde at optræde på i forhold til resten af skolen,
men også for hans gode tæft for at ﬁnde de rette
personer at omgive sig med i køkkenregionerne.
Køkkenet er traditionelt det område af skolen,
hvor der er mest kommen og gåen. Nogle ﬂytter
til andre byer pga. kærlighed, nogen vil til at
begynde en ny uddannelse og nogen vil bare
videre her i livet. I årets løb har vi måttet sige
farvel til en række personer: Tran Thuy, Bettina Bodholt, Anne Soﬁe Velling – og goddag
og farvel til Astrid Egholm Jensen (søster til
Thomas), Carina Andie Lang og endelig Bodil
Petersen, som forlader os ved årsskiftet. Tak for
jeres indsats! Nicolai Vestergaard Jensen ser vi
stadig i køkkenet med mellemrum, men ellers
er han i færd med at gå køkkenvejen. Han er
påbegyndt en uddannelse som køkkenassistent.
Til gengæld har vi haft den glæde at få to nye
ansigter i køkkenet: begge kokke. Det drejer sig
om Finn Andersen, som bor med sin familie i
Hørning og i mange år har været ansat ved en
gros ﬁrmaet Inco (madvarer), men har ønsket at
komme tilbage til gryderne og panderne. Finn
begyndte hos os i marts måned og har allerede
formået at gøre sig nærmest uundværlig. I oktober har vi endvidere ansat Mads Falck Valentin,
som netop har bestået sin kokkeeksamen med
glans. Mads er ikke noget nyt bekendtskab i
køkkenet. Han har i ﬂere år optrådt i køkkenet
INDEFRA
77
under sommerkurserne og når der var spidsbelastning. Mads har en udsøgt sans for det gastronomiske og er ikke bleg for at gøre tingene så
krævende for sig selv som muligt – til stor glæde
for vores ganer. Sammen med Thomas og Hanne
Lyhne og Nina Lind Balslev, som stadig er hos
os som køkkenlederpraktikant, udgør Finn og
Mads et rent dreamteam i køkkenet.
Siden januar har Testrup Højskole haft ikke
bare én, men hele to oldfruer. Ulla Steﬀensen var
indtil da på fuld tid, men ønskede at gå ned i tid
og dele ansvaret og strabadserne men en anden.
Denne anden er Dorthe Jelling, som allerede
blev præsenteret i årsskriftet sidste år.
Det har vist sig at være en uhyre frugtbar løsning, som muliggør ﬂeksibilitet (jeg tør næsten
ikke bruge ordet) og hensyn til ferieafvikling i
sommerperioden og meget andet godt. Dorthe
og Ulla er et fortrinligt makkerpar og en velklingende duo i højskoleorkestret, hvis I forstår,
hvad jeg mener.
Også på pedelfronten har vi fået etableret et
godt makkerpar. Jens Kristian Kånbjerg har nu
fået en dygtig sparringspartner i Hans Bang, som
er ansat på fuld tid, og en helt igennem solid
og kompetent (igen: jeg tør næsten ikke bruge
ordet) pedel. Det gælder, hvad enten han bruger
sin erfaring som VVS-mand eller laver havearbejde eller noget helt tredje eller femte.
Jeg skylder at nævne en anden betydningsfuld
medarbejder, som er vanskelig at placere, fordi
han om jeg så må sige er alle vegne. Det er Niels
Christian Hygebjerg, der er ansat som en slags
blæksprutte i hele den praktiske afdeling. Niels
Christian er tidligere folkeskolelærer og kan derfor utrolig meget forskelligt. Han går ind i køkkenet, når det er mest opportunt, han hjælper
78
INDEFRA
Jens Kristian og Hans med pedelarbejdet, når
der er brug for det, han har ﬂere gange også
påtaget sig oldfruefunktionerne, når det var det,
der skulle gøres – og kan også sidde på kontoret,
når der er sygdom eller Ina og Margrethe er på
kursus. Han er med et godt gammelt ærkedansk
udtryk en rigtig multitasker.
Ellers er alt ved det ”gamle”. Er køkkenet
højskolens mave, så er kontoret om man så må
sige centralnervesystemet. Her har vi stadig
fornøjelsen af Ina Bøcher og Margrethe Poulsen.
På IT-fronten har vi stadig stor gavn af Mads
Hansens store viden og overblik, og på biblioteket kan vi glæde os over Laila Bach Sørensens store interesse for bøger og for højskolen
i det hele taget. Hun tøver ikke med at kalde
biblioteket for ”Danmarks bedste højskolebibliotek”! Læs hendes indlæg om besøget i Karelen
andetsteds i dette årsskrift.
Så er vi kommet til lærerne. Her er vi stadig
den gamle garde. I foråret har Elin haft uddannelsesorlov for at dyrke sin fortællekunst og sine
evner som lærer i dansk for udlændinge. Hun
har også benyttet lejligheden til i bedste guldalderstil at foretage en dannelsesrejse til Italien.
Hendes rejsebrev kan I læse i årsskriftet. Her
i efteråret har Mads Eslund orlov for at arbejde
med sin næste bog. I hans sted vikarierer i det
mindste noget af tiden forfatteren Kristian Bang
Foss, som kommer her så ofte, at vi nærmest betragter ham som en del af etablissementet. Hans
Rubech Christensen har en del af året haft hel
eller delvis sygeorlov på grund af en infernalsk
hudsygdom, der plager ham voldsomt og tærer
på kræfterne. Sådan som det ser ud i øjeblikket,
skal vi nok ikke regne med at få ham tilbage på
fuld tid. Men helt undvære ham, kan og vil vi ikke.
I foråret havde vi en spændende gæstelærer i
den kinesiske gymnastikform Qi Gong: Pierre
Ventujol. Pierre Ventujol er af fransk afstamning,
født i Sydafrika, kinesisk læge, bosat i Sydindien og dansk gift. Han udgår fra den skole af
Qi Gong mestre, som har været konsulenter på
ﬁlmen “Tiger på spring, drage i skjul”, instrueret
af kineseren Ang Lee. Mere eksotisk kan det
næppe være – vel? I efteråret har vi haft Kristine
Adolphsen som gæstelærer i faget ﬁlmkundskab.
Hun er pæredansker – og det er slet ikke så tosset endda.
Ud over de allerede nævnte er vi i lærerstaben de sædvanlige: Pernille Behrend, Christian
Dorph, Lea Hasselager, Gitte Krogsbæk Schriver,
Steen Larsen, Carsten Lunding, Bent Mikkelsen,
Lars Mogensen, Torben Nielsen, Steﬀen Raastrup, Anne-Grethe Severinsen, Ole Toftdahl og
Thomas Zeuthen.
Men højskolen har også et åndeligt og organisatorisk bagland: Skolekredsen og Elevforeningen med deres respektive bestyrelser.
Fra dette bagland vælges også medlemmerne af
skolens bestyrelse. Normalt er der stor stabilitet
i skolens bestyrelse, men undertiden må der ske
en udskiftning af rent formelle grunde. Det har
betydet, at vi i skolens bestyrelse har måttet tage
afsked med Erling Christiansen, tidligere lærer
og forstander for Grundtvigs Højskole. Han har
nemlig siddet på det mandat, valgt af elevforeningen, som omfatter en ”aktiv lærer eller
forstander på en godkendt højskole”. Da han nu
er gået på efterløn, opfylder han ikke længere
vedtægtens bestemmelser og udtræder af bestyrelsen ved årets udgang. Vi vil gerne takke Erling
for et ansvarsfuldt, kyndigt og uegennyttigt
arbejde i vores bestyrelse. Det kan være sin sag at
høre hjemme på en konkurrerende højskole som
Grundtvigs, men vi har aldrig følt andet end
stor beredvillighed og uhildethed i hans bestyrelsesarbejde. Selv om det er vanskeligt at skulle
indrømme, så er højskolesagen vigtigere end selv
Testrup Højskole. Som nyt bestyrelsesmedlem
fra og med næste år er valgt (uden modkandidat) Karen Hanne Munk, som er højskolelærer
på Højskolen Østersøen. Hun er cand.mag. i
musik og etnograﬁ og jeg har haft fornøjelsen
at samarbejde med hende i sangbogsudvalget
– altså redaktionen af den nye højskolesangbog.
Vi glæder os til samarbejdet. Samtidig vil jeg
gerne rette en tak til hele skolens bestyrelse med
formanden Eske Rauer Frank for bordenden.
Jeg har endnu en taksigelse til gode. Den gælder
Elevforeningens bestyrelse for dens store arbejde
for skolen og højskolesagen og i ganske særlig
grad formanden Christian Panton. Christian har
mange jern i ilden. Han studerer nanoteknologi
og foretager sig en masse andre ting. Men han
laver også et stort og uegennyttigt arbejde for
højskolen. Bl.a. har han designet vores nye hjemmeside. Det er også Christian, der har lagt sig i
spidsen for den nye årsskriftredaktion. Han er
den eneste tiloversblivende fra den gamle. De
øvrige medlemmer af redaktionen er Rikke Slot
Johnsen E97, Marie Kæmpe F04, Mads Jarner
Brevadt F06, Johannes Martin Nyborg E05 og
Kasper Frøsig Poulsen E00. De sidder I øjeblikket og kæmper med årsskriftet og rykker for
denne artikel. En stor tak til jer alle!
Medens jeg sidder og skriver dette, ligger der
et snigpremiere-eksemplar af den nye højskolesangbog på bordet foran mig. Jeg har sammen
med 7 andre haft fornøjelsen at redigere den nye
højskolesangbog. Det har været et spændende
INDEFRA
79
arbejde, og nu skal det vise sig, om arbejdet
bærer frugt. Vil den blive vel modtaget? At der
bliver ballade om indholdet, har jeg hele tiden
regnet med. Sådan har det været, hver gang der
kommer en ny højskolesangbog. Det er meget
forståeligt, for sange, som man har sunget af
hjertens lyst, er blevet en del af én selv. Og de,
der opdager, at deres elskede sang ikke mere
ﬁndes i bogen, må opleve det som noget i
retning af en kulturel amputation. Men denne
forståelige ærgrelse, bliver forhåbentligt overtrumfet af en endnu større glæde over de nye
sange i højskolesangbogen.
Al respekt for traditionen. Men noget er ikke
godt, bare fordi det er gammelt. Lige så vel som
noget ikke er godt, bare fordi det er nyt. Det,
vi i sangbogsudvalget har skullet præstere, er
en forening af det gode gamle og det gode nye.
Naturligvis er det lettere sagt end gjort. Og
selvfølgelig vil der være forskellige meninger om,
hvad der skal med, og hvad der ikke skal med.
Det var der også mellem os indbyrdes i udvalget.
Men vi har hele tiden været enige om én ting:
80
Vi skal ikke synge højskolesange for et holde en
tradition ved lige. Vi skal heller ikke synge for at
bevare den danske sangskat. Vi skal synge af én
eneste grund: fordi vi ikke kan lade være! Fordi
vi elsker at synge, og fordi sangen kun klinger,
når den bliver sunget af hjertens lyst.
Højskolesag og højskolesang er tæt på hinanden.
Der er faktisk bare et bogstav til forskel. Der
ligger masser af sangglæde og venter på os. Vi
her i Testrup har en særlig grund til at glæde os
over én bestemt sang: Testrupsangen, som har
fået nr. 142. Tak for året der gik, fra både Anne
Margrethe (Muser) og mig. Og lad os slutte
med maner ved at overlade pladsen til Thorkild
Bjørnvig:
Vort liv, det er nu! Men skolen har rod
I svundne år,
Og bygningen, strejfet af rust og af sod,
Holder ud og består.
Der er fugle med lukkede vinger
På søjler I os, der svinger
Sig uventet ud i en vår.
ELEVFORENINGENS BESTYRELSE
Christian Panton, F 04 (fm)
Lavendelstræde 10, 3.th.
1462 København K
5190 2245
[email protected]
Søren Grimstrup, F 03
Skalitzer Strasse 33 C, 1.OG 2624 6254
DE 10999 Berlin
[email protected]
Mathilde Raad Lilliedal, F 02 (nfm)
Tuborgvej 90, 1., -5
2213 4944
2900 Hellerup
[email protected]
Rikke Jensen, E 04 (suppl)
Nørre Søgade 27, 2.tv.
1370 København K
Thomas Emil Jensen, F 00 (kss)
Farvergade 27 G, 2.
2679 5112
1463 København K
[email protected]
Lone Nikolajsen, F 03 (suppl)
Carl Johans Gade 2, 5.tv.
2238 6940
2100 København Ø
[email protected]
Nanna Rørdam Knudsen, E 96 (sekr)
Skernvej 4, 5.th.
2245 1259
8000 Århus C
[email protected]
Hans Rubech Christensen
Testrupvej 115
8320 Mårslet
2232 6562
[email protected]
8629 2431
[email protected]
Rasmus Dyrvig Henriksen, F 06
Fuglesangs Allé 24
5092 9425
8210 Århus V
[email protected]
BESTYRELSE
81
TESTRUP HØJSKOLES SKOLEKREDS
BESTYRELSENS ÅRSBERETNING
Skolekredsen afviklede lørdag den 12. august
2006 sin ordinære generalforsamling med dagsorden efter vedtægterne.
På skolekredsbestyrelsens vegne berettede formanden om årets gang med skolens udadvendte
arrangementer og højskolebestyrelsesarbejdet.
Skolekredsens repræsentation heri er indtil
udgangen af 2006 Vibeke Zoﬀmann og Lars
Berggreen Rasmussen, og til udgangen af 2008
Ove Andersen.
Kassereren fremlagde og gennemgik herefter
kredsens regnskab. Herunder opstod et forslag
til bestyrelsen gående på at forære Højskolen
et antal af den ny Højskolesangbog. Herefter
fastsattes et uændret kontingent, dvs. kr. 100 for
første medlem af en husstand, og kr. 10 for evt.
efterfølgende medlemmer af samme husstand.
Der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingsbehandling.
Herefter fulgte forstander Jørgen Carlsens
vedtægtsbestemte orientering om årets gang på
højskolen og dennes økonomi. Vedr. førstnævnte
skal her blot henvises til årsskriftet.
2 af skolekredsens ialt 5 bestyrelsesmedlemmer
var i år på valg. Resultatet heraf blev genvalg af
Ove Andersen og Lars Berggreen Rasmussen.
Som suppleant genvalgtes Kirsten Grønborg.
Valgene gælder for 2 år.
Revisorerne Margrethe Poulsen og Robert
Knudsen genvalgtes for det kommende regnskabsår.
Lars Berggreen Rasmussen
MEDLEMMER AF SKOLEKREDSENS BESTYRELSE
Lars Berggreen Rasmussen (fm)
Ove Andersen (kss)
Kaj Lolholm
Lise Skjold
Vibeke Zoﬀmann
82
BESTYRELSE
Æblehegnet 5
Visbjerg Hegn 86
Jegstrupvej 71
Lundshøjgårdsvej 2
Jellerød Have 32
8320
8320
8361
8340
2980
Mårslet
Mårslet
Hasselager
Malling
Kokkedal
8627 0914
8629 0772
8629 9680
8693 3461
4576 4662
[email protected]
[email protected]
[email protected]
skjold.holm@oﬁr.dk
[email protected]
TESTRUP HØJSKOLES BESTYRELSE
Eske Rauer Frank, F 96 (fm)
Marstalsgade 47, 4.th.
2628 4590
2100 København Ø
[email protected]
Hans Jørgen Jensen
Egholmsvej 15
2830 Virum
4585 2307
2013 0097
[email protected]
Anne Mette Borup Jensen, F 69 (nfm)
Knudevejen 27
8692 3362
8362 Hørning
[email protected]
Lars Berggreen Rasmussen
Æblehegnet 5
8320 Mårslet
8627 0914
[email protected]
Ove Andersen
Visbjerg Hegn 86
8320 Mårslet
Vibeke Zoﬀmann
Jellerød Have 32
2980 Kokkedal
4576 4662
2684 8054
[email protected]
8629 0772
[email protected]
Erling Christiansen (til 31/12 -06)
Ryttergårdsvej 28, 3.th
4826 5824
3520 Farum
[email protected]
Karen Hanne Munk (fra 1/1 -07)
Flensborgvej 48
7463 2070
6200 Aabenraa
[email protected]
BESTYRELSE
83
MEDARBEJDERE PÅ HØJSKOLEN
Kristine Adolphsen
Finn Andersen
Nina Lind Balslev
Hans Bang
Pernille Behrend
Ina Billeskov Bøcher
Jørgen Carlsen
Hans Rubech Christensen
Christian Dorph
Mads Eslund
Kristian Bang Foss
Mads Hansen
Lea Hasselager
Niels Christian Hygebjerg
Dorthe Jelling
Nicolai Vestergaard Jensen
Thomas Egholm Jensen
Gitte Krogsbæk
Jens Kristian Kånbjerg
Steen Larsen
Carsten Lunding
Hanne Lyhne
Bent Mikkelsen
Lars Koue Mogensen
Torben Nielsen
Bodil Pedersen
Margrethe Poulsen
Steﬀen Raastrup
Anne-Grethe Severinsen
Ulla Steﬀensen
Laila Bach Sørensen
Ole Toftdahl
Elin Vestergaard
Thomas Zeuthen
84
Lærer (praktikant)
Køkken
Køkken
Pedel
Lærer
Sekretær
Forstander
Lærer
Lærer
Lærer (orlov)
Lærer
IT-medarbejder
Lærer
Køkken/pedel
Oldfrue
Køkken (på skole)
Køkkenleder
Lærer
Pedel
Lærer
Lærer
Køkken
Lærer
Lærer
Lærer
Køkken
Forretningsfører
Lærer
Lærer
Oldfrue
Bibliotekar
Lærer
Lærer
Lærer
MEDARBEJDERE
Vestervej 9
Erantisvænget 4
Tåstrup Byvej 11
Hørretvej 29 A
Snabegårdsvej 17
Jerichausgade 17, 4.th.
Testrupvej 121
Testrupvej 115
Testrupvej 123
Marstalsgade 47, st.th.
Thorsgade 57, 3.tv.
Vejlby Centervej 49, 1. -14
Testrupvej 110
Nyvej 8
Tingskovvej 1
Louisevej 2, 3., -2
Testrupvej 110
Lystrupvej 26
Testrupvej 110
Rolfsgade 2
Testrupvej 110
Tingskovvej 2
Svalevej 18
Visbjerg Hegn 44
Anes Høj 5, Alken
Hasselengen 53
Testrupvej 102
Testrupvej 110
Nørresundsvej 8
Emiliehøj 15, 3, -38
Gl. Hammelvej 55
Testrupvej 104
Mejlgade 69, 4.tv.
Kærvænget 4
8382
8362
8462
8320
8654
8000
8320
8320
8320
2100
2200
8240
8320
8340
8320
8220
8320
8240
8320
8260
8320
8320
8210
8320
8660
8361
8320
8320
8700
8270
8450
8320
8000
8310
Hinnerup
8613 0111
Hørning
8692 3188
Harlev
2215 9539
Mårslet
8629 1516
Bryrup
7575 7565
Århus C
8619 2832
Mårslet
8629 3188
Mårslet
8629 2431
Mårslet
8629 3507
København Ø2712 0660
København N3584 0215
Risskov
2280 9044
Mårslet
3535 0878
Malling
8693 2290
Mårslet
8629 1402
Brabrand
8625 5571
Mårslet
3535 0878
Risskov
8617 5880
Mårslet
2144 9829
Viby J
8618 0340
Mårslet
8737 0004
Mårslet
3585 4282
Århus V
8615 3914
Mårslet
8629 8929
Skanderborg 8788 5070
Hasselager 8738 1084
Mårslet
8629 3249
Mårslet
2613 1068
Horsens
8613 9960
Højbjerg
8693 3901
Hammel
8696 1919
Mårslet
8629 5408
Århus C
8619 7643
Tranbjerg
8629 9619
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
nvj@oﬁr.dk
[email protected]
[email protected]
[email protected]
carstenlunding@oﬁr.dk
[email protected]
[email protected]
buﬀ[email protected]
[email protected]
[email protected]
steﬀ[email protected]
[email protected]
ulla.steﬀ[email protected]
bachﬁ[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
ÅRETS GANG I STIKORD
OKTOBER 2005
2.
1.
8.
10.
4.
11.
11.
13.
14.
17.
18.
19.
21.
22.
23.
25.
26.
28.
30.
31.
Studietur til Barcelona
Hjemkomst fra Barcelona
Filmklub: Francis Ford Coppolas
”Apocalypse Now”
Fællestime: Steen Larsen om sine malerier
Koncert med Lundin Overdrive
Koncert med Marie Frank
Fællestime: Brændpunkt om kvinderoller
Auktion til fordel for GundtvigNigeria
Fællestime: Ina Merete Schmidt om romanen
”Fra dag ét”
Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken,
musikken og myterne
Fællestime: Lars Mogensen om Usbekistan
Mads Eslund holder reception i anledning
udgivelsen af hans debutudgivelse ”Stærkt røde
sokker til slidte blå jeans”
Filmklub: Steven Soderberghs ”Traﬃc” og
Ted Demmes ”Blow”
Fællestime: koncert med Mads Eslund og
Kommune
Fællestime: ”Sjælebilleder” med Leif Marcussen og
Opgang 2
Fællestime: Johannes Møllehave om
Grundtvigs salmer
Filmklub: Stanley Kubricks ”Rumrejsen 2001” og
Ridley Scotts ”Blade Runner”
Skrivelinien B16 reception
NOVEMBER 2005
1.
Fællestime: Torben Nielsen opfører
Dario Fo-monologer
6.
8.
9.
11.
13.
15.
16.
18.
18.
18.
19.
20.
22.
23.
25.
25.
26.
27.
30.
Fællestime: Ole Caprani om naturvidenskab og
Legorobotter
Fællestime: Jørgen Carlsen:
”Rend mig i kompetencerne”
Filmklub på norsk: Arild Østin Ommundsens
”Monster torsdag” og Bent Hamers
”Salmer fra køkkenet”
Fællestime: Gideon om Tyrkiet og EU
Fællestime: Koncert med Emil de Waal
Fællestime: Leo Tandrup
Filmklub på dansk: Anders Thomas Jensens
”Adams æbler” og Kresten Vestbjerg Andersens
”Terkel i knibe”
Fællestime: Brændpunkt om de politiske partier
Fællestime: Poul Joachim Stender om sex og
kristendom
Fortællinger fra Nigeria ved Kachi Ozumba
Fællestime: Jacob Nørhøj om ungdom og
politisk engagement
Koncert med Tina Dickow
SF holder hovedbestyrelsesmøde på
Testrup Højskole
Filmklub: Hayao Miyazakis ”Chihiro og heksene”
Fællestime: Rune Engelbrecht om
renæssancens genfødsel
Fællestime: Peter Aaboe Sørensen om K.E.
Løgstrup
Fællestime: Christian Dorph og Simon Pasternak
om kriminalromanen ”Om et øjeblik i himlen”
Kulturcafé
Filmklub: Walter Salles’ ”Motorcykeldagbog”
Forældre-/vennedag
Fællestime: Sangaften ved Jørgen Carlsen
ÅRETS GANG
85
DECEMBER 2005
1.
Samtale med ugens kunstner, forfatter
Lars Skinnebach
9.
Julefrokost for skolens ansatte
13. Samtale med forfatter Claus Beck Nielsen
15.-16. Teaterliniens afslutningsforestilling: William
Shakespeares ”En skærsommernats drøm”
17. Musikliniens afslutningskoncert
18. Fernisering på kunstprojekt
19. Reception for skrive- og ﬁlosoﬁliniens antologi
20. Afskedsfest
21. Afrejse: Farvel og på gensyn til E05
JANUAR 2006
8.-21. Vinterhøjskole
22.-28. Filosoﬁsk seminar
FEBRUAR 2006
2.
4.
5.
7.
8.
10.
Forårsholdet 2006 ankommer
Kulturcafé med gensidig underholdning og lagkage
Filmklub: Aki Kaurismäkis ”Manden uden fortid”
Fællestime: Jørgen Carlsen om Grundtvig
Fællestime med Jesper Knallhatt
Fællestime: Sangtime med Bent Mikkelsen og
Thomas Zeuthen
11. Fest med Rejs jer op og dans
12. Filmklub: Martin Scorseses ”Taxi Driver”
13.-17. Mette S. fra E05 er ugens kunstner i foto
14. Fællestime: Jørgen Carlsen om PH
15. Koncert med Trio Mio
17. Fællestime: Jørgen Carlsen om Milan Kundera
19. Filmklub: Roger Avarys ”Rules of attraction”
21. Fællestime: Dan Andersen jager den perfekte
melodi
22. Fællestime: Torben Nielsen opfører
Dario Fo-monologer
24. Fællestime: Anne Marie Houe om
Gonobidyalaya-projektet i Bangladesh
25. Vi leger posthus i foredragssalen
26. Fastelavn med tøndeslagning og masser af slik
26. Filmklub: James L. Brooks’ ”As good as it gets”
27.-3. Peter N. fra F05 er ugens kunstner i foto
86
ÅRETS GANG
27.
28.
Skrivelinien holder oplæsningsaften
Fællestime: Brændpunkt om ungdommens
politiske engagement
MARTS 2006
1.
3.
3.
5.
7.
Fællestime: Nils Arne Sørensen om 1. Verdenskrig
Fællestime: Steen Larsen om sin kunst
Kulturcafé med sommertema
Filmklub: Erik Ballings ”Sommer i Tyrol”
Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken,
musikken og myterne
8.
Koncert med Santa Cruz
10 Christian Dorph og Simon Pasternak om
kriminalromanen ”Om et øjeblik i himlen”
12. Filmklub: Guy Ritchies ”Lock, stock and two
smoking barrels”
13.-17. Forfatteren Kristian Bang Foss og keramikeren
Gro Scobie Petersen er ugens kunstnere
14. Fællestime: Jørgen Carlsen om Thomas Ziehe
15. Foredrag med Thomas Ziehe
15. Fællestime: Oplæsning ved Kristian Bang Foss,
Mads Eslund og Christian Dorph
17. Fællestime: Lars Mogensen om Usbekistan
18. Fest: Musikholdene spiller op til dans og lir
19. Filmklub: Mike Newels ”Harry Potter and the
Goblet of Fire”
20.-25. Temauge om Nationens Tilstand i kølvandet på
Jyllands Postens Muhammed-tegninger
20. Foredrag ved religionsforsker Inge Liengaard og
terrorekspert Lars Erslev Andersen
21. Aktiv Medborger holder temadag om muligheden
for at bygge en moské i Danmark
22. Fællestime: Henrik Goldschmidt om musik som
forsoning.
23. Testrup Højskole tager på besøg i Gellerup parken.
Rundvisning ved Rabih Azad-Ahmad og Fadi
Kassem. Debatmøde i Tousgårdsladen mellem
unge muslimer og Testrups elever
25. Konference med deltagelse af imam Fatih Alev,
Rabih Azad-Ahmad, Kathrine Winkel Holm og
biskop Kjeld Holm. Ugen afsluttes med en arabisk
fest i Vesterhus
26. Filmklub: Kurt Wimmers ”Equilibrium”
27.-6. Praktikanter fra rytmekons skal undervise på
musiklinien
28. Fællestime: Gitte Ørskou fortæller om
Michael Kvium
29. Besøg på Aros og Kvium-udstillingen
29. Fællestime: Auktion til fordel for
GrundtvigNigeria og Humor mod AIDS
31. Fællestime: Brændpunkt: Elise og Mikkel fortæller
om konﬂikten i Israel/Palæstina
APRIL 2006
1.
2.
3.-7.
3.
4.
Aktion i Århus til fordel for Humor mod AIDS
Filmklub: Brødrene Coens ”The Big Lebowski”
Forfatteren Mette Moestrup er ugens kunstner
Skrivelinien afholder B16 reception
Fællestime: Gitte Krogsbæk viser ﬁlmen ”Mens vi
venter på retfærdigheden”
5.
Fællestime: Koncert med Uﬀe Steen Trio
6.
Musikeleverne holder koncert sammen med
praktikanterne fra rytmekonservatoriet
7.
Fællestime: Mette Moestrup læser op
8.-9. Frank afholder Star Wars-marathon i
foredragssalen
9.
Filmklub: Stanley Kubricks ”A clockwork orange”
10.-11. Påsketure: Ridetur, kanoture, sommerhus-tur og
Tunø-tur
12. Lars Mogensen viser ”De 5 benspænd” og
ønsker go’ påske
18. Fællestime: Johannes Møllehave om glæden ved
at læse lyrik
21. Fællestime: Sportsudvalget afholder
husgruppe-olympiade
21.-23. Forårsweekend: 150 gamle elever kommer på
besøg under temaet ”Skurk!”
23. Filmklub: Terry Gilliams
”Fear and loathing in Las Vegas”
26. Fællestime: Foredrag ved
Rasmus Willig: Med kritikken som våben
28. Fællestime: Gitte Krogsbæk og Christian Dorph
om deres røde fortid
30. Filmklub: Michel Gondrys
”Eternal sunshine in a spotless mind”
MAJ 2006
2.
Fællestime: Carsten Lunding kokkererer med
eleverne
4.
Fællestime: Das Beckwerk fortæller om forfatteren
Claus Beck-Nielsens (1969-2001) liv og værker
5.
Fællestime: Brændpunktstime
6.
Aktiv Medborger sælger mursten på Store Torv til
fordel for en moské i Århus
6.
110 % fest
7.
Filmklub: The Hughes brothers’ ”From Hell”
9.
Fællestime: Steﬀen Raastrup om Alan Moores
tegneserier
10. Fællestime: Med kritikeren Lars Bukdahl
12. Forældre-/vennedag
14. Filmklub: Mikael Håfströms ”Ondskab”
15.-19. Vi forbereder årets studietur
18. Professor Carsten Thau fortæller om Berlins
arkitektur
20.-26. Studietur til Berlin
28. Filmklub: Richard Kellys ”Donnie Darko”
29. Projektstart
30. Sangaften med Jørgen Carlsen
JUNI 2006
4.
8.
13.
14.
Filmklub: Jonas Åkerlunds ”Spun”
Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, første afsnit
Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, andet afsnit
Fernisering for kunstprojektets udstilling ”Id” på
Århus rådhus
14.-16. Teaterforestillingen ”Kidnapning”
17.-18. Musicalen ”Hair”
16. Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, tredje og
sidste afsnit
19. Filosoﬁlinjen præsenterer deres ﬁlosoﬁske podcast
19. Den traditionelle volleyballkamp mellem lærere og
elever
19. Skrivelinien holder reception og koncert
20. Sidste fest
21. Afrejse
ÅRETS GANG
87
AUGUST 2006
17.
18.
19.
20.
22.
23.
25.
26.
27.
29.
30.
Efterårsholdet 2006 ankommer
Eleverne vælger fag
Kulturcafé
Filmklub: Alfred Hitchcocks ”Vertigo”
Foredrag med Jørgen Carlsen: Da Grundtvig blev
Grundtvig
Fællestime: Birthe Rønn Hornbech fortæller om
sit politiske liv
Fællestime: Thomas og Hans holder sangtime
Fest
Filmklub: Jean-Pierre Jeunets ”De fortabte
børns by”
Foredrag med Jørgen Carlsen om PH
Koncert med Hans Ulrik kvartet
SEPTEMBER 2006
Fællestime: Sportsudvalget arrangerer kropslig
udfoldelse
3.
Filmklub: Woody Allens ”Manhattan”
5.
Fællestime: Christian Dorph og Gitte Krogsbæk
underholder med sange og anekdoter fra deres
røde fortid
6.
Udﬂugt til Århus Festuge
8.
Fællestime: Steen Larsen fortæller om sine malerier
9.
Testrup Højskole underholder i Festugen i
Toldboden
10. Filmklub: Nils Malmros’ ”Kundskabens Træ”
12. Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken,
musikken og myterne
13. Foredrag ved Nils Malmros: Om min ﬁlmkunst
14. Auktion til fordel for GrundtvigNigeria
15. Fællestime: Elin Vestergaard fortæller Ovids
”Metamorfoser”
15.-17. Torben drager med teatereleverne til Horsens
17.
19.
20.
22.
22.
24.
26.
27.
28.
28.
29.
29.
30.
Børneteaterfestival
Filmklub: Jim Jarmusch’ ”Coﬀee and Cigarettes”
Fællestime: Carsten Lunding leger med æbler
Ud af huset med husgruppen
Fællestime: Aktiv Medborger debatterer
tvangsﬂytning af to-sprogede børn i de
danske skoler
Kulturcafé
Filmklub: Scott Hicks’ ”Shine”
Fællestime: Torben Nielsen opfører Dario Fo
Foredrag og oplæsning ved forfatteren Peter
Adolphsen
Vi byder velkommen til 6 nye elever
Teaterlinjen opfører 2 variationer over
Bertolt Brechts ”Mutter Courage”
Fagvalg til anden periode
Kulturcafé
80’er fest med Guns’N’Roses-jam
1.
88
ÅRETS GANG
OKTOBER 2006
1.
3.
4.
6.
7.
8.
Filmklub: Ki-Duk Kims ”Forår, Sommer, Efterår,
Vinter og Forår”
Fællestime: Jørgen Carlsen om forfatteren Milan
Kundera
Klassisk koncert med pianisten Tanja Zapolski
Fællestime: Dan Andersen fortsætter jagten på den
perfekte melodi
Festmiddag og første koncert med samspilsholdene
Filmklub: Michael Winterbottoms ”24 hour party
people”
ADRESSER FORÅR 2006
Anders Agersnap
Soﬁe Nymand Ammundsen
Thure Spang Andersson
Julie Arrhenius
Anna Bager
Astrid Hjorth Balle
Anne Braüner
Mads Jarner Brevadt
Inalu Buur
Nanna Båstrup
Soﬁa Chanfreau
Johan Kersting Christensen
Kristina Winther Christensen
Maria Louise Christensen
Susanne Nørregård Christensen
Kasper Christiansen
Mette Kappel Clausen
Ylva Dehli
Mette Sanggaard Dideriksen
Julie Greve Ejlersen
Peter Ankerstjerne Eriksen
Rasmus Fenger-Nielsen
Lotte Fink
Henriette Pinderup Frandsen
Anette Grønbæk
Astrid Marie Hansen
Johannes Haugen-Kossmann
Maria Helle
Rasmus Dyrvig Henriksen
Ida Thora Hermann
Marie Høgh
Maja Louise Jelling
Christoﬀer Ugilt Jensen
Heidi van den Heijkant Jensen
Line Jensen
Maj Fisker Jensen
Otte Ruds Gade 21, 1.th.
8200 Århus N
Skovvænget 22
4600 Køge
Kobberbæksvej 20
5700 Svendborg
Banebrinken 71, 1.mf.
2400 København NV
Ivar Huitfeldts Gade 23, 4.tv. 8200 Århus N
Valby Langgade 122, 3.tv.
2500 Valby
Ivar Huitfeldsts Gade 3, 3. 8200 Århus N
Hvidkildevej 77
2400 København NV
Jernbanestræde 8, 1.
8600 Silkeborg
N.J. Fjords Allé 2. 4.th.
1957 Frederiksberg C
Neptunigatan 54
SF-22100 Mariehamn, Finland
Rektorparken 1, 3., -318
2450 København SV
Kirkebjergvej 4
6541 Bevtoft
Åparken 2, 2., -7
8000 Århus C
Københavnsvej 56, 1., -D3 4000 Roskilde
Kirkevej 4
8963 Auning
Nr. Tvedevej 2
4684 Holmegaard
Etterstadssletta 31 A
N-0660 Oslo; Norge
Godthåbsgade 37
8000 Århus C
Vesborgvej 13
8240 Risskov
Ærøvej 13
3140 Ålsgårde
Bredgade 1, Hoven
6880 Tarm
Ringkøbingvej 22, 4.th.
8000 Århus C
c/o Sct. Mathiasgade 37, 2. 8800 Viborg
Vibevej 3
7480 Vildbjerg
Solsortvej 117
2000 Frederiksberg
Rakelsvej 1, st.th.
2900 Hellerup
Tinggården 40
4681 Herfølge
Fuglesangs Allé 24
8210 Århus V
Adelgade 60, 5.tv.
1304 København K
Gl. Vejlevej 56
8721 Daugård
Soﬁesgate 66 B
N-0168 Oslo, Norge
Nyløkkevej 14
8340 Malling
Fagerstedvej 22
2650 Hvidovre
Uglevej 1
9500 Hobro
Testrupvej 118
8320 Mårslet
5168 1436
[email protected]
5150 2723
soﬁ[email protected]
5125 8418
tyedreng@oﬁr.dk
6110 5641
[email protected]
2537 0690
[email protected]
4057 1519
hjorth85@oﬁr.dk
2486 7204
[email protected]
2164 7252
[email protected]
2084 2421
inalu@oﬁr.dk
4015 1735
[email protected]
+35 8400 634999 [email protected]
5192 7112
[email protected]
4046 5917
krisﬁ[email protected]
3062 9802
[email protected]
5192 1123
[email protected]
3013 7656
[email protected]
6169 7371
mettekappel@oﬁr.dk
+45 2478 8002 [email protected]
2121 6904
[email protected]
2266 8274
[email protected]
2833 9550
[email protected]
2855 8836
rasmus_fenger@oﬁr.dk
2461 3609
lpigen@oﬁr.dk
3082 2234
[email protected]
2532 5692
[email protected]
2928 0059
[email protected]
4116 8337
[email protected]
5050 5394
mariah-@oﬁr.dk
5092 9425
[email protected]
2993 0794
[email protected]
4053 0359
[email protected]
+47 4646 5711 [email protected]
3033 3882
[email protected]
3034 4757
[email protected]
2480 0946
[email protected]
5125 8553
majﬁ[email protected]
ADRESSELISTER
89
ADRESSER FORÅR 2006
Maria Jensen
Elstedhøj 39, 2.tv.
Pelle Dueholm Jensen
Fyrrebakken 14
Signe Hollerup Jensen
Digevej 117
Sune Nygaard Jensen
Hegnshusene 84
Søren Schaumburg Jensen
Løvstikkevej 18
Christian Vinggaard Jespersen Ejlskovvej 58
Sarah Isak Julin
Marius Simonsens Vej 15, 3.th.
Lola Bruun Jørgensen
Drosselvej 12
Peter Lihn Jørgensen
Gl. Kalkbrænderivej 25, 1.tv
Rasmus Karlsson
c/o Lerdalen 135
Jais Baggestrøm Koch
Statholdervej 21, st.th.
Ditte Sehested Kuhlmann
H.C. Andersens Vej 3
Jeppe Langkjær
Rødkløvervej 12, 1.tv.
Ida Aagaard Larsen
Præstegårdsvej 5, Øster Lindet
Magnus Pranov Larsen
St. Sct. Hans Gade 3 F, 1.th.
Sisse Holm Larsen
Askevangen 26
Camilla Lynge
Rosenkrantzgade 1
Frederik Meisner Madsen
Tove Ditlevsens Vej 15
Sif Hellerup Madsen
Elmebakken 11
Karoline Amalie Markholst
Holmegårdsvej 26
Jonas Bock Michelsen
Skyttevej 107
Anne Falk Mikkelsen
Rosenkrantzgade 1
Annette Muldager
Kalørvej 84
Maria Maarbjerg
Amagerfælledvej 83, 3.mf.
Elise Trøllund Engrob Nielsen Rakkebyvej 293
Michael Nielsen
Søbakken 62
Sabine Boile Nielsen
Kærstykkevej 18
Marie Berg Nygaard
Gammeltoftsgade 16, 4.th.
Anne Næser
Herman Bangs Vej 2
Anna Soﬁe Weirsøe Olsen
Valby Langgade 75 A, 3.tv.
Kasper Pedersen
Kystvejen 49
Sarah Cecilie Kjærgaard Pedersen Bakkedraget 10
Sine Schjær Pedersen
Gudnæsstrandvej 9
Richard Bech Petersen
Søndergade 14
Benjamin Popp-Madsen
Kildehusvej 42
Niklas Kahr Rasmussen
Engleddet 6
90
ADRESSELISTER
8520
3400
2300
2700
9000
5471
8200
2000
2100
8270
2400
8230
8200
6630
8800
3450
8000
4700
5260
8270
6760
8000
5200
2300
9800
8800
2650
1355
8700
2500
9560
8850
7752
7760
4000
8320
Lystrup
Hillerød
København S
Brønshøj
Aalborg
Søndersø
Århus N
Frederiksberg
København Ø
Højbjerg
København NV
Åbyhøj
Århus N
Rødding
Viborg
Allerød
Århus C
Næstved
Odense S
Højbjerg
Ribe
Århus C
Odense V
København S
Hjørring
Viborg
Hvidovre
København K
Horsens
Valby
Hadsund
Bjerringbro
Snedsted
Hurup Thy
Roskilde
Mårslet
2518 3844
5194 7353
2868 9924
2511 7784
4083 6307
2536 1730
2273 8157
4068 8112
6165 6472
8627 8612
2623 8540
2976 0575
2326 4683
3095 2966
2534 3176
2063 5451
6136 3170
2248 0497
2257 7233
2084 9595
6165 6282
2346 4433
4148 2447
2086 8502
2874 2109
2244 9112
2692 0995
2889 2388
2532 7115
2396 9589
5058 7788
5087 2505
2963 3224
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
2262 9203
2751 2107
mogensgadaﬃ@sol.dk
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
magnusp@oﬁr.dk
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
[email protected]
ADRESSER FORÅR 2006
Signe Lindgren Rasmussen
Willemoesgade 25
8200 Århus N
6171 8031
[email protected]
Ida Rindorf
Færgegårdsvej 33
5700 Svendborg
4016 9974
[email protected]
Johanne Gormsen Schmidt
Tuborgvej 166, -222
2400 København NV
4029 1685
[email protected]
Mette Billenstein Schriver
Elmehøjvej 70
8270 Højbjerg
5190 2325
[email protected]
Oe-Jin Shin
Hanarm APT 1523-103 Kyonggido Bucheonsi Sang Idong, South Korea 6181 1000 [email protected]
Anders Skibsted
Ulstrupvej 38
8870 Langå
2728 7668
[email protected]
Frank Skorstengaard
Fusagervej 2
8382 Hinnerup
86911214
[email protected]
Iben Skaastrup
Lundingsgade 33, -405
8000 Århus C
3033 1209
[email protected]
Marie Sommer
Wiedeweltsgade 15
2100 København Ø
6094 6526
[email protected]
Anja Cecilie Bech Spillemose
Vestbakken 4, Stjær
8464 Galten
6063 7847
[email protected]
Helle Sikjær Sørensen
Jerichausgade 17, 1.tv.
8000 Århus C
6029 4882
nelleh@oﬁr.dk
Michael K. Sørensen
Moselundvej 2
7442 Engesvang
6169 4357
[email protected]
Kathrine Bødker Tegllund Arne Jacobsens Allé 11 F, 5.th., B 2300 København S
2625 5810
[email protected]
Maren Thagaard
Fladbrovej 15
8900 Randers
2814 5760
[email protected]
Sigrid Kipper Thau
Herman Triers Plads 7, 2.mf. 1631 København V
2244 7080
[email protected]
Tobias Todsen
Tumbøl Søndermark 9
6200 Åbenrå
5184 7468
[email protected]
John Emil Winberg
Ndr. Fasanvej 246, st.th.
2200 København N
3117 2099
john.e.winberg@oﬁr.dk
Niels Winthereik
Christiansgade 8, 4.
8000 Århus C
6177 8157
[email protected]
Maria Winther Ørts
Vesterbrogade 93, 3.tv
1620 København V
6110 6989
mariawoerts@oﬁr.dk
Andreas Heuck Steinicke
Silkeborgvej 150, 1.tv.
8000 Århus C
6067 8273
[email protected]
Mathias Kellermann
Holmevej 29 A
2830 Virum
2720 7345
[email protected]
Aske Zakariaz Hedelund Henriksen Knudrisgade 52, 2.tv. 8000 Århus C
2614 8716
[email protected]
Lisbet Helding
Katrinebjergvej 58, 2., -43 8200 Århus N
2679 0900
lisbet@oﬁr.dk
Mikkel Christoﬀersen
Oliebladsgade 7, 4.
2300 København S
6171 2197
mikkelchristoﬀ[email protected]
ADRESSELISTER
91
ADRESSER EFTERÅR 2006
Flemming Vigtoft Andersen
Sarah Noreen Andersen
Signe From Andersen
Maria Simonsen Antonius
Jacob Bittner
Anders M. Black
Terkild Brink Buus
Kian Bødker
Peter Sejr Christensen
Sara Østergaard Christensen
Celine Deela
Aske Dinesen
Katrine Elting
Christine Kit Flensted
Maja Meiland Hansen
Astrid Have
Louise Lund Henriksen
Kasper Hjort
Isabella Ipsen
Niklas Frost Iversen
Ida Marie Brønden Jakobsen
Astrid Storm Jensen
Kim Nørgaard Jensen
Steﬀen L. Jensen
Anna Bank Jeppesen
Ida Moestrup Jessen
Troels Westh Krog
Carsten Kruse
Jesper Vestermark Køber
Mathias Kølvraa
92
ADRESSELISTER
Exnersgade 47 B
Ishøj Bygade 103
Søndervej 24
Havmarkvej 1
Nystedvej 24, 1.
Rylevej 35, 3.-109
Ørstedvej 56
Fjordvej 4
Mads Kjærs Vej 6
Monradsgade 9
Fyrrevej 10
Spinderensvej 1
Holmevej 29 A
Brovej 6
Astershaven 213
Lille Mosevej 8
Ølstedgårdsvej 7
Engvej 27
Torvegade 21
Skolevangs Allé 67
Råhøjvænget 41
Henrik Gerners Vej 11
Hjortevej 1, Søften
Tvedvej 50, Nr. Nissum
Ådalsvej 71, 2.mf.
Jættevej 21
Vestergaardsvej 48
Østerfenner 9
Sortedam Dossering 63 B
Heibergsgade 34, 4.tv.
6700
2635
8350
6510
2500
8600
4130
9220
7620
7400
2680
9000
2830
5464
2765
3050
5672
2791
3730
8240
8260
8800
8382
7620
2720
6200
9640
6769
2100
8000
Esbjerg
Ishøj
Hundslund
Gram
Valby
Silkeborg
Viby Sj
Ålborg Ø
Lemvig
Herning
Solrød
Ålborg
Virum
Brenderup
Smørum
Humlebæk
Broby
Dragør
Nexø
Risskov
Viby J
Viborg
Hinnerup
Lemvig
Vanløse
Aabenraa
Farsø
Ribe
København Ø
Århus C
ADRESSER EFTERÅR 2006
Gitta Kaas
Louise Dyrsø Larsen
Anne-Marie Laursen
Alexander Lee
Lars Emil Leonhardt
Carina Brandager Løvstad
Fredrikke Mathisen
Louise Astrid Mabire
Christian Moselund-Renno
Anne Louise Nielsen
Johanne Nielsen
Joseﬁne Graakjær Nielsen
Maria Bisgaard Nielsen
Thorleif Olausen
Nanna Lundgaard Olsen
Line Ozimek
Sarah Skyt Persson
Astrid Bredahl Rasmussen
Johanne Sparre Rickers
Stine Rosenbeck
Ana Rozanova
Theresa Veibel Salomonsen
Maja Egebo Schriver
Kadri Sikk
Anne-Soﬁe Hartvig Thomsen
Thomas Torp
Rita Vaitkeviciute
Marie Winther
Anja Marie Ørsnes
Maj Soﬁe Ørum-Madsen
Birkeparken 72, 3.mf.
Birkvej 39
Møllevænget 8
Menuetvej 10 B
Østergade 29 B, 2.tv.
Rønne Allé 124
Prestehavna 21
Vesterbrogade 31, 2.tv.
14, rue Emile Mayrisch
Luneborgvej 204
Selsøvej 22 A
Ruggårdsvej 5 B
Holstebrovej 83
Stavnsholtvej 212
Ansgarsvej 12
Fridtjof Nansens Vej 15, st.tv.
Jeppe Åkjærsvej 24
Dronningensgade 74 B, 2.
Skåde Højgårdsvej 26
Fyensgade 42, 1.th.
Gelvonu 36-8
Gl. Landevej 97, Spørring
Haugårdsvej 21
Raba 7-14
Møllevænget 10, Hostrupskov
Østervangs Allé 79
Ateities 2
H. Rasmussens Vej 10
Gammel Jernbanevej 26, 3.tv.
Viemosevej 21 A
5240 Odense NØ
6900 Skjern
7800 Skive
2730 Herlev
9400 Nørresundby
7451 Sunds
N-1689 Skjærhalden, Norge
8000 Århus C
L-2141 Luxembourg
9382 Tylstrup
4050 Skibby
4000 Roskilde
6900 Skjern
3460 Birkerød
9600 Års
9000 Ålborg
7400 Herning
5000 Odense C
8270 Højbjerg
9000 Ålborg
LT-07144 Vilnius, Litauen
8380 Trige
9670 Løgstør
EE-10 917 Tallin, Estland
6200 Åbenrå
8963 Auning
LT-19125 Sirvintos, Litauen
9460 Brovst
2500 Valby
7120 Vejle Ø
ADRESSELISTER
93
94
ELEVBILLEDER
ELEVBILLEDER
95
KURSER 2007-2008
SOMMERKURSER 2007
KURSER 2007
Livsﬁlosoﬁ: Forundringsparathed
24/6-30/6
Pia Tafdrup, Steen Hildebrandt, Poul Erik Tøjner, Elisabeth Lidell, Jørgen Carlsen m.ﬂ.
Tag og læs! – litteratur som modkultur
14/1-20/1
Med bl.a. Pablo H. Llambías, Kirsten Thorup, Peter
Laugesen, Ursula Andkjær Olsen, Thomas Boberg,
Georg Metz, Lars Bukdahl, Johannes Riis.
Kierkegaard – Eksistens mellem digtning og tro 1/7-7/7
Kjeld Holm, Iben Tranholm, Joakim Garﬀ, David
Bugge, Pia Søltoft, Poul Behrendt, Niels Grønkjær,
Johannes Møllehave, Ole Morsing m.ﬂ.
Kunsten at more sig
8/7-14/7
Emnegrupper bl.a.: Trommedans, fotograﬁ, teater,
teatersport, ungt teater og rollespil. HMF Brændende
Kærlighed, skuespiller Ole Thestrup m.ﬂ. Børn fra 7 år.
Forårsskole
Efterårsskole
Efterårsskole
Musikkursus
15/7-21/7
Rock, jazz, pop, funk, hiphop, lydstudie, musikteater,
stomp, dans, koncerter, stemmer og stemning. Børn fra
10 år.
KURSER 2008
Tag og skriv!
22/7-28/7
Litteraturkursus med værksteder og foredrag. Helle
Helle, Naja Marie Aidt, Line Knutzon, Lars Bukdahl
m.ﬂ.
Forårsskole
Efterårsskole
Efterårsskole
At træde i karakter – inspiration og improvisation
29/7-4/8
Teater, sang, dans, fortælling, sangskrivning mm. TrineLise Væring, Annette Bjergfeldt, Claus Carlsen, Gitte
Krogsbæk m.ﬂ.
Augustkursus
4/8-12/8
En uges sommerhøjskole efter samme principper som de
lange kurser. Arrangeret i samarbejde med Elevforeningen
96
Filosoﬁsk seminar: Humanisme er vilje til konﬂikt!
21/1-27/1
Hein Heinsen, Carsten Thau, Hans Fink, Søren Gosvig
Olesen, H.-J. Schanz, Jan Lindhardt, Anne Øland m.ﬂ.
KURSER 2007-2008
Tag og læs!
Filosoﬁsk seminar
1/2-20/6
16/8-19/12
27/9-19/12
13/1-19/1
20/1-26/1
31/1-18/6
14/8-17/12
25/9-17/12
INDHOLD 2006
ARTIKLER
2
5
18
21
22
27
31
36
43
49
53
57
64
70
FORORD JØRGEN CARLSEN
JEG HAR LYST TIL AT BLÆSE I BASUN OLE TOFTDAHL
KARELEN LAILA BACH SØRENSEN
JAAAA! MERE, MERE… IDA EBBENSGAARD
100 PLADSER I TIMEN CHRISTIAN PANTON
GLEM DEN FALSKE UTRYGHED CELINE DEELA
MOSKE, MÅSKE IKKE? BENJAMIN POPP-MADSEN
EN VERDENSKONFLIKT – EN HØJSKOLEAFTEN ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN
HØJSKOLE-ÅND OG OFF STEFFEN RAASTRUP
FÅR APOLLON DAPHNE? ELIN VESTERGAARD
KOLD KAFFE JØRGEN CARLSEN
BEETHOVEN ER EN HUND THOMAS ZIEHE
ÉT ER FORNØDENT HANS RUBECH CHRISTENSEN
TESTRUP SET INDEFRA JØRGEN CARLSEN
FIKTION
9
THE POLICE IS YOUR FRIEND KACHI A. OZUMBA
REFERENCER
40
81
82
83
84
85
89
92
94
96
ELEVFORENINGEN INVITERER
ELEVFORENINGENS BESTYRELSE
SKOLEKREDSEN
SKOLENS BESTYRELSE
MEDARBEJDERE
ÅRETS GANG I STIKORD
ADRESSER: FORÅR 2006
ADRESSER: EFTERÅR 2006
ELEVBILLEDER
KURSER 2007/2008
Testrup Højskoles Årsskrift 2006 er udgivet af Testrup Højskoles Elevforening
Ansv. Redaktør
Jørgen Carlsen
Redaktion
Mads Jarner Brevadt, Rikke Slot Johnsen, Marie Kæmpe,
Johannes Martin Nyborg, Christian Panton og Kasper Frøsig Poulsen
Foto og graﬁk
Christian Panton, Lars Koue Mogensen, Celine Deela,
Laila Bach Sørensen, Marie Kæmpe, Matias Enggaard, Mads Jarner Brevadt,
Tobias Trier Hooge Hansen og Nina Olofsson
Tryk
Uni-tryk, Århus
Testrup Højskole 2006