Testrup Højskole 2006 INDHOLD 2006 ARTIKLER 2 5 18 21 22 27 31 36 43 49 53 57 64 70 FORORD JØRGEN CARLSEN JEG HAR LYST TIL AT BLÆSE I BASUN OLE TOFTDAHL KARELEN LAILA BACH SØRENSEN JAAAA! MERE, MERE… IDA EBBENSGAARD 100 PLADSER I TIMEN CHRISTIAN PANTON GLEM DEN FALSKE UTRYGHED CELINE DEELA MOSKE, MÅSKE IKKE? BENJAMIN POPP-MADSEN EN VERDENSKONFLIKT – EN HØJSKOLEAFTEN ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN HØJSKOLE-ÅND OG OFF STEFFEN RAASTRUP FÅR APOLLON DAPHNE? ELIN VESTERGAARD KOLD KAFFE JØRGEN CARLSEN BEETHOVEN ER EN HUND THOMAS ZIEHE ÉT ER FORNØDENT HANS RUBECH CHRISTENSEN TESTRUP SET INDEFRA JØRGEN CARLSEN FIKTION 9 THE POLICE IS YOUR FRIEND KACHI A. OZUMBA REFERENCER 40 81 82 83 84 85 89 92 94 96 ELEVFORENINGEN INVITERER ELEVFORENINGENS BESTYRELSE SKOLEKREDSEN SKOLENS BESTYRELSE MEDARBEJDERE ÅRETS GANG I STIKORD ADRESSER: FORÅR 2006 ADRESSER: EFTERÅR 2006 ELEVBILLEDER KURSER 2007/2008 Testrup Højskoles Årsskrift 2006 er udgivet af Testrup Højskoles Elevforening Ansv. Redaktør Jørgen Carlsen Redaktion Mads Jarner Brevadt, Rikke Slot Johnsen, Marie Kæmpe, Johannes Martin Nyborg, Christian Panton og Kasper Frøsig Poulsen Foto og grafik Christian Panton, Lars Koue Mogensen, Celine Deela, Laila Bach Sørensen, Marie Kæmpe, Matias Enggaard, Mads Jarner Brevadt, Tobias Trier Hooge Hansen og Nina Olofsson Tryk Uni-tryk, Århus FORUNDRINGSPARATHED FORORD Det er ikke for at prale. Men jeg tror faktisk, jeg kan bryste mig af at have opfundet et nyt ord. Det er i hvert fald et ord, jeg ikke er truffet på andre steder – hverken i tale eller skrift. Spids nu ører: her kommer det så: Ordet er FORUNDRINGSPARATHED. Nu er det sagt. Ordet er sluppet løs – til fri afbenyttelse for alle og enhver. Jeg afstår ydmygt fra enhver form for ophavsret. Sproget er som bekendt alles og ingens. Så værsgo, ordet forundringsparathed er hermed serveret på et fad. - Men hør nu her, vil nogen måske sige. Det ord minder om noget, vi har hørt før. Det er selvfølgelig ordet ”forandringsparathed”, der tænkes på. Det ord er temmelig udbredt for tiden. Forandringsparathed er et af hurraordene i moderne managementtænkning. Vi skal kunne omstille os og flytte os, være innovative og udvikle vore kompetencer til lands, til vands og i luften. Gør vi det, skal det til gengæld nok gå os godt her i verden. Dagsordenen for Danmark i det 21. århundrede lyder: Danmark skal være et kompetenceland. Vi skal være i verdensklasse og helst også verdensmestre. Sådan lyder anbefalingerne fra globaliseringsrådet. Vi skal helst være skrappere end de andre. Det gælder om at udvikle vores viden mest muligt. Vi lever nemlig i et vidensamfund. Men tag ikke fejl: det er en bestemt slags viden, der efterspørges. Det er ikke den filosofiske viden, en Sokrates eller en Søren Kierkegaard stræbte efter. Det handler ikke så meget om erkendelsen af de dybe og evige sandheder. Den viden, der sættes i højsædet, er først og fremmest den viden, man kan tjene penge på. Det er skam ikke noget, jeg påstår ud i den blå luft. Det har vi selveste videnskabsministerens ord for. Det er en ”myte”, siger han, ”at universiteterne handler om dannelse, fordybelse, lærd refleksion over tunge faglige emner.” Nu skal der ikke længere forskes for sandhedens skyld. Universiteterne og alle andre højere læreanstalters fornemste opgave er at generere viden, som kan skabe økonomisk vækst og nye jobs. Gør vi ikke det, så ”må vi se de andre passere forbi os” i globaliseringskapløbet. – Og det vil jo ikke være så godt, vel? Derfor er målet for det danske uddannelsessystem at fremme en arbejdsstyrke, som er toptunet, mobil, fleksibel og forandringsparat. Det er givetvis alt sammen meget velment. Og helt forkert er det jo heller ikke. Selvfølgelig vil vi gerne klare os godt her i Danmark – også i fremtiden. Men er det virkelig alt, hvad der er at sige om den sag? Er det det, livet i Danmark drejer sig om? Er det det, vi står op til om morgenen? Er det virkelig målet for alle vore længsler og bestræbelser? I så fald har vi forskrevet os til en temmelig åndløs udgave af livet. Hvad hjælper det at fokusere på spørgsmålet: hvad skal vi leve af? – hvis man fuldstændig negligerer spørgsmålet: hvad skal vi leve for? Hvor er glæden, begejstringen, troen, håbet og kærligheden henne i alt dette? Hvad hjælper det, at vi bliver verdensmestre i at være forandringsparate, hvis vi ganske og aldeles mister evnen til at være forundringsparate. Som sagt: hele det danske uddannelsessystem er efterhånden anlagt på at gøre os forandringsparate. Der er i hele dette kor af mangeartede uddannelsesinstitutioner en og kun én undtagelse. Det er højskolen. Højskolens tema er et andet: Temaet er forundringsparathed. Lad os slå et slag for de milde åbenbaringer. Lad os mindes de stunder, hvor vi hver især har erfaret, at der pludselig blev højt til loftet og hvor udsynet åbnede sig ud mod fjerne horisonter, hvor det vidunderlige ved livet og verden folder sig ud i fuld skala, så vi bliver glade og taknemmelige over bare at være til. Forundringsparathed. Opmærksomhed over for livets underforståede under – det er nøgleordet. Ikke bare for højskolelivet, men for livet i det hele taget. God læselyst! Jørgen Carlsen Forstander 3 4 Jeg har lyst til at blæse i basun FRA DEN ENE HØJSKOLEELEV TIL DEN ANDEN: BÅLAFTEN, MORGENVÆKNING OG BARBERING FINANSIERER HVERT ÅR HØJSKOLEOPHOLD FOR UNGE NIGERIANERE. HVORFOR? NOGLE GERNINGER ER BARE GODE. IKKE ALT ER ”DAMAGE CONTROL”. OLE TOFTDAHL FORTÆLLER OM EN NY TESTRUPTRADITION. Ole Toftdahl er cand.mag. og underviser på højskolens musiklinje. ”Do-good’ers” lærte jeg om for mere end 30 år siden, da jeg deltog i et projekt i England formidlet gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Min opgave var at skabe hjemlige forhold for hjemløse alkoholikere. Huset de boede i, var en nedlagt kirke. Bestyrelsen blev kaldt ”the committee” og bestod af en blanding af folk fra byen. Nogen gjorde et fint stykke arbejde, andre var der mere for et syns skyld. De blev af husets beboere kaldt: ”the do-good’ers”. En ”do-good’er” gør gode gerninger for at blive set af andre. Det var ikke de gode gerninger i sig selv, der blev mistænkeliggjort af de hjemløse, men motiverne for at gøre dem. ”Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os”, skrev Aksel Sandemose. Det var ikke en ny erkendelse eller opfindelse. Også de græske retorikere henregnede beskedenhed til en af de vigtige dyder. Matthæus advarede mod, som farisæerne, at lade blæse i basun foran sig, når man gav almisser. Det sidder dybt i enhver, at man ikke må prale af sine gode gerninger. Hvad gør man så, hvis man er med i noget rigtig spændende ”do-good’er”-arbejde, så man på farisæisk vis får en ubændig trang til at udbasunere det? For jeg har bare en voldsom trang til at fortælle, at den kontakt, der på Testrup Højskole i efteråret 2004 blev skabt til Grundtvig Institute of Nigeria, er blevet til et spændende udviklingsprojekt. Elever har siden da på hvert hold støttet nigerianske højskoleelever med scholarships og med midler til opbygning af internetfaciliteter. Hvert hold overgår det forrige i bidrag, indtil videre kulminerende i dette efterår, hvor 55 elever på en enkelt aften indsamlede HØJSKOLE I NIGERIA 5 25.000 kr. Hver elev bidrog i gennemsnit med næsten 500 kr. Forårets indsamling var ligeså imponerende. Her indsamledes 37.000, hvor af halvdelen blev videregivet til Humor mod AIDS kampagnen. Sammen med bidrag fra Engelsholm Højskole, Skals Efterskole og elever på Brande Højskole kunne vi sidste år nå det mål, vi havde sat os; nemlig at finansiere etableringen af internetforbindelse og internetcafé på Grundtvig Institute i landsbyen Oba i det sydøstlige Nigeria. I januar 2006 rejste Marianne Knudsen, der tidligere har arbejdet flere år på Grundtvig Institute på besøg, medbringende 40.000 kr. i sit mavebælte. Her deltog hun i indvielsen af den internetcafé, der ville have haft meget lange udsigter uden hjælp udefra. Inden udgangen af 2006 vil der med bud fragtes yderligere 50.000 til Oba, hvor de vil blive brugt til scholarships på højskolen og opdatering af hardware til internetcaféen. Grundtvig Institute of Nigeria blev etableret af Kachi E. Ozumba, far til Kachi A. Ozumba. Det er stadig Kachi den ældre, der leder skolen. Det har han gjort siden 1984, inspireret af både traditionelle afrikanske traditioner og af den danske højskole. Instituttet blev oprettet i frustration over det nigerianske uddannelsessystem, der efterlod store dele af en ungdomsårgang chanceløse på arbejdsmarkedet. Hvis man fejlede til en eksamen, havde man fejlet med sit liv. Uden eksamenspapirer var alle døre lukkede, og man var henvist til et liv som ufaglært, – som ”drop out”. 6 HØJSKOLE I NIGERIA På Grundtvig Institute kan man studere fashion/textile design, catering/hotel management eller computer/secretarial studies. Man følger skolens kurser i 2 år, og rejser derfra med faglige forudsætninger til at kunne klare sig i livet. ”Education for life” hedder det på engelsknigeriansk, med en dobbelt betydning, der ikke kun hentyder til det at overleve (make a living), men i lige så høj grad knytter an til det grundtvigske begreb ”skolen for livet”. En periode med militærdiktatur betød at Danidas og højskolernes hjælp til Nigeria blev afbrudt. For fortsat at kunne eksistere som højskole etablerede de en efterskole, der tilbyder kostskoleundervisning efter engelsk forbillede HØJSKOLENS CAMPUS ER OMGIVET AF EN MUR MED PIGTRÅD, OG DER STÅR VAGTER ALLE VEGNE for 10-15 årige. Den bærer navnet ”Grundtvig International Secondary School”. Efterskolen er det økonomiske lokomotiv, der gør det muligt at drive højskole for ”drop outs”, der for minimale skolepenge kan følge kurserne på højskolen. Højskole på nigeriansk er ikke det samme som i Danmark. Højskolens campus er omgivet af en mur med pigtråd, og der står vagter ved alle indgange. Vi befinder os i et område af verden, der er både kriminelt og farligt. Mændene overnatter ikke på skolen, men rundt omkring i landsbyen. At invitere dem indenfor, ville betyde mere kriminalitet. Ikke fordi de mandlige elever er kriminelle, men fordi de ville blive presset af bander udefra. Kun piger bor på skolens kollegium. De laver mad sammen i små grupper. Der kan ikke laves fællesmåltider i et land med ca. 140 forskellige sprog og næsten ligeså mange kulturer. Men på en masse andre måder ligner højskolelivet det, vi kender i Testrup. Der er morgensamling, fællestimer, kulturcaféer og husgruppemøder, linjefag og valgfag. Fællestimerne hedder ”awareness”, som betyder både opmærksomhed og erkendelse. På husgruppemøderne foregår præcis de samme diskussioner, som vi kender i Testrup. Morgensamlingerne ledes på skift af lærere og elever og begynder altid med lovsang og bøn. Når det gælder ritualerne på en højskole, ville enhver testrupelev på trods af små forskelle hurtigt føle sig hjemme i Oba. Desværre er skolen ikke klar til udveksling. Rigtig spændende bliver det, når det en dag vil bliver muligt at forlænge et ophold i Testrup med en højskoleoplevelse i Nigeria. Men opbakningen til at støtte skolen i Nigeria er ubetinget. Eleverne i Testrup har skabt en omvendt globaliseringsfond. De støtter uddannelse i tredje verden. Den er omvendt, fordi den gør det modsatte af den europæiske globaliseringsfond. I EU afsættes store beløb til efteruddannelse og omskoling pga. forventet tab af arbejdspladser til Kina og tredje verdenslande. Den europæiske globaliseringsfond er et fint navn for noget der MAN TILBYDER AT VISE SIN YNDLINGSSERIE FRA TV OG LOVER RIGELIGE MÆNGDER AF SLIK OG CHIPS UNDERVEJS i virkeligheden drejer sig om ”damagecontrol” i forhold til konkurrence fra resten af verden. Det er ikke, som navnet lyder, en åbning mod verden, men en beskyttelse mod den. Man forHØJSKOLE I NIGERIA 7 venter, at der i 2010 er ca. 8 milliarder kr. i den danske globaliseringsfond. Med de bidrag vores elever har ydet ved auktionerne til fordel for GrundtvigNigeria, ville den omvendte globaliseringsfond være lige så stor, hvis den omfattede alle danskere. Indsamlingsformen er en auktion, hvor alle der vil, tilbyder tjenesteydelser eller fysiske genstande. Tjenesteydelserne er som regel ydelser, man ville give alligevel; som f.eks. at afholde en OVERSKUD KAN BRUGES PÅ ANDRE MÅDER, MEN BRUGT PÅ UDDANNELSE I NIGERIA GØR DET EN MEGET STOR FORSKEL, FOR EN MASSE MENNESKER bålaften med snobrød og lejrbålssange. Eller man tilbyder at vise sin yndlingsserie fra TV og lover rigelige mængder af slik og chips undervejs. En gang massage hører også til de populære ydelser. Men også hjemmegjort beklædning fra tekstillokalet, musiklektioner eller en udflugt til Lemvig med besøg hos forældrene, har været blandt de eftertragtede tilbud. Enkelte handlende i Århus har også bidraget. F.eks. har ”Barberen” på Åboulevarden flere gange givet gavekort på klipning og barbering med fadøl, kaffe, cognac og cigar. 8 HØJSKOLE I NIGERIA Når auktionerne slutter glæder og undrer vi os over hvor mange penge, det lykkedes at samle ind. Alle har været begejstrede, og ment de har fået meget for pengene. Nu skal alle de solgte aktiviteter afvikles, og masser af gode oplevelser er i vente. Men som en elev dette efterår bemærkede: ”Herregud – det vi har givet, er jo ikke mere end det koster for en glad aften i byen og en taxa hjem”. Vores elever giver af deres overskud. Overskud kan bruges på andre måder, men brugt på uddannelse i Nigeria gør det en meget stor forskel, for en masse mennesker. Fem nigerianere i højskolealderen modtager hvert år et scholarship på en 2-årig uddannelse. At dømme efter takkebrevene var det næsten som havde vi givet hjertemassage og reddet menneskeliv. Men måske det faktisk forholder sig sådan. 200 højskoleelever og 500 efterskoleelever har fået internetadgang. Det er selvfølgelig ikke en revolution i sig selv, men deres uddannelse, og mulighederne for at klare sig i den globaliserede virkelighed, er væsentlig forbedret. Det var truttet i basunen! De gamle pålæg om beskedenhed og ydmyghed gælder ikke her; for der er et vigtigt budskab at sende videre: Der er ikke bare paroleagtig solidaritet med tredje verdens lande blandt højskoleelever. De nøjes ikke med at tale om solidariteten. De handler. THE POLICE IS YOUR FRIEND NOVELLE AF KACHI A. OZUMBA KACHI A. OZUMBA VAR SKOLENS GÆST I TO UGER I EFTERÅRET 2004. UD OVER AT VÆRE SØN AF KACHI E. OZUMBA, DER GRUNDLAGDE HØJSKOLEN ”GRUNDTVIG INSTITUTE OF NIGERIA” OG ARVTAGER TIL AT LEDE SKOLEN EFTER SIN FAR, ER KACHI OGSÅ FORFATTER OG STUDERER LIGE NU MA VED UNIVERSITY OF LEEDS. TO ENGELSKE UNIVERSITETER HAR TILBUDT HAM EN PH.D. SOM HAN AGTER AT GENNEMFØRE FRA SIT HJEM PÅ HØJSKOLEN I NIGERIA. NOVELLEN ER DIREKTE INSPIRERET AF LIVET I HANS LOKALOMRÅDE - LANDSBYEN OBA - I DET SYDØSTLIGE NIGERIA, HVOR GRUNDTVIG INSTITUTE OF NIGERIA ER PLACERET. NOVELLE 9 Nduka was determined not to leave the Ikeja police station without his police report. He waited at the counter, his gaze fixed on a poster on the opposite wall. Although he had seen the poster many times before, it never failed to arrest his attention. It was a picture of a policeman smiling broadly and benignly, and radiating the caption beneath it: THE POLICE IS YOUR FRIEND. A policeman emerged from the door behind the counter. His black uniform bore the two red stripes of a corporal. “Good morning sir, can I help you?” he asked, leaning on the grimy wooden counter. “Yes, I’m Pastor Nduka Obi and I’ll like to see Sergeant Bello.” “Oh I’m sorry, the sergeant is not around at the moment. Is there anyway I can be of help?” For a mere corporal his English was flawless, his tone polite, his manners polished. Although this was his third time at the station that week, Nduka could not help being reminded that the corporal before him was not a semi-illiterate as was so often the case in the years past. A 10 NOVELLE government policy a few years back had pegged the minimum qualification for recruitment into the Police Force at a National Diploma. This was to help stem corruption and make the Force friendlier. “Yes. He’s the one handling my case. I lost my passport two weeks ago and I need a police report to obtain a new one, which I will need for my trip to the US in a month’s time. The report has already been written since my first visit. All that has been holding it is the DPO’s stamp. I need it to apply for my visa, and I’m already running late.” “You say the report has been written since your first visit, how come you have not collected it since then?” “On the first visit I was told the DPO was not around, on the second I was told he needed time to study the document, on the third I was told the document had been signed and only the stamping by the DPO remained, and they were looking for both the DPO and the stamp. Please corporal, I hope I won’t leave here today without it.” The corporal smiled. It was a tight-lipped smile and the pastor felt there was something incongruous about it. He could not tell whether it was born of sympathy or mockery. “The DPO is yet to reach your file. He has so many files to attend to, those of people who came before you. We operate on a first come first served basis, so please exercise some patience.” “I really apologize for the delay so far. But you know how life is – nothing is predictable. Anything can crop up at any time to cause a delay. But if you’re determined then your determination will move mountains and you’ll get your report today.” The corporal smiled again, glad to show the pastor that he knew something of the Bible. “Of course I’m determined to get it today. I’ve been determined to get it since the first day,” the pastor answered, irritation seeping into his voice. A red curtain fell over the pastor’s eyes, making them bloodshot. His voice rose an octave higher: “What . . . what nonsense is this? Do I have to pass through the eye of a needle just to collect a common police report? You people are . . .” He caught himself back from swearing. Be angry but do not sin, he cautioned himself, quoting from the Bible. “Okay, I’ll see the DPO about it right away. Won’t you like to send your regards?” “I don’t even know him,” Nduka said. “Well, tell him a law-abiding citizen sends his regards.” The corporal hesitated, stared long at Nduka, then turned and disappeared through the door. Seconds later he reappeared shaking his head. The corporal must have taken pity on him. “But sir, why are you making things so difficult for yourself. Have you not got the message since: All that stands between you and your report is just an express service mobilization fee of a mere two hundred naira?” “What exactly are you saying?” Nduka’s eyes had narrowed into slits. “Are you suggesting that I give a bribe in order to collect my police report? I’m sure you can read this.” He pointed to a poster on the wall to his right. It bore the bold caption: NOVELLE 11 12 DO NOT GIVE BRIBE IT IS ILLEGAL “Of course I can,” replied the policeman. “I hope you have also read that one.” He gestured at a poster behind the pastor. This one had an even bolder caption: HELP THE POLICE TO HELP YOU “I’m not asking for a bribe,” the policeman said, “but that you help us to help you.” “I want to see your DPO right away,” Nduka said. His anger had given way to a zealous determination to fight corruption. “Sir, I’ll advise you to stick with me. Just pay the two hundred naira mobilization fee and you’ll get your report. The higher you go, the higher the amount that will be demanded of you.” “Will you take me to your DPO or do you want me to find way there?” “Well, if that’s your wish?” The corporal led Nduka into a dim hallway that contained several doors. He tapped on the last door, the one with the sign saying, DIVISIONAL POLICE OFFICER (DPO), then ushered Nduka in. It was a small cluttered office. The DPO sat behind an enormous desk strewn with files and papers. There was a miniature of the national flag between two plaques on the table, one with the name: Owonikoko J.A., BA. MSc., the other with what was perhaps the man’s personal motto: Heaven helps those who know how to help themselves. The DPO lifted his face, frowning with irritation. “Good day DPO,” Nduka began. “I have a problem.” “You have your problems, I have my problems, everyone has his problems,” the DPO replied. He returned his gaze to the files before him. The not-so-subtle message was not lost on Nduka: How can you persuade me to abandon my problems and help you with yours. Blood raced through his veins and his lips trembled. He was almost screaming when he replied, “Well, my problem now is that if I do not walk out of this station today with my police report, the evils of this station shall be all over tomorrow’s papers.” The DPO looked up sharply. He ran an appraising eye over the new generation pastor, taking in his Piaget wristwatch and Gucci shoes, the expensive cut of his suit. A huge smile replaced his frown. Once again, Nduka could feel something incongruous in the smile. It was indulgent – as if the man could see through his bluff. But there was still something else hidden away in its wide expanse, something he could not place his finger on. The DPO waved Nduka to a seat and said, “Please calm down and sit down,” while the corporal eased himself out of the office, shutting the door quietly behind him. NOVELLE 13 “You are?” The DPO asked. “Pastor Nduka of the Mighty Faith Ministries.” “Oh, that’s the one located along the LagosIbadan expressway, isn’t it?” The pastor nodded. “Hmmmnh! So you people are the one building that gigantic church ehn? Great. How can I help you?” Nduka took a deep breath. “For over two weeks now,” he said, “I’ve been trying to collect a simple police report with which I may apply for the replacement of my missing passport. You see, I have to be in the United States next month. I need the report urgently so that I can obtain a new passport and apply for a visa. Now your corporal is telling me I have to give a bribe before I can collect it.” Nduka had watched the whole exchange with a sinking heart. The corporal appeared promptly. “You see,” began the DPO as he came round to his seat, smiling benignly, “We have to collect such fees when someone wants us to jump the usual process and give him what amounts to an express service. It’s our policy and you will find the same everywhere, even in the presidency. Such fees help us in running the Station. You know as well as I do that in this country one cannot rely entirely on the government.” “My report has already been delayed for over a week and you’re still talking of express service...“ The pastor was losing his crusader’s fervor. “Did you ask this our righteous gentleman for a bribe?” the DPO asked. “Bribe?” the corporal asked in shock. “No sir. “You would appreciate the express nature of the service if you knew the enormous amount of reports and complaints we receive daily. Some The DPO sprang from his seat and was quickly by the door. “Corporal, Corporal,” he bellowed. 14 I only asked him for the usual express service mobilization fee of two hundred naira sir.” “Two hundred naira?” The DPO barked. “Since when did mobilization fee become two hundred naira? It’s five hundred. Something must be wrong with you. Are you sure you were not planning to pocket the money?” “No sir. I would have sent it to the coffers of the station and had it duly receipted.” “Okay, you can go now. I’ll see you about it later.” NOVELLE have waited months, indeed years, to collect a common police report. We try our best, but we can only do so much...“ he broke off, spreading his hands in a gesture of helplessness. “And you’re asking for what you call a mobilization fee, which you know as well as I do is only a euphemism for a bribe.” “Bribe? No.” The DPO shook his head looking hurt. “How can you say that? Even the good Lord demands some mobilization fee for the work he does for us. Please correct me if I’m wrong, but my pastor says it is written in the scriptures that the Lord demands one-tenth of our earnings. What the scriptures call tithes and what you collect, un-taxed, as offertory in your churches.” release the funds and I’ll personally see to it that you get your report immediately.” Slowly, Nduka reached into his trouser pocket and retrieved a five hundred naira note. Lord please forgive me if I’m committing a sin, he prayed in his mind. But you’re only giving to Caesar what is Caesar’s, another voice whispered to him. Nduka was about to banish it as the voice of Satan, but he hesitated. He filed it away in one of the drawers of his mind. He would examine the idea later, as there might be some truth in it. He handed the money to the officer across the table. The pastor opened his mouth but no sound came out. “It’s really no different here,” the DPO concluded. Nduka felt suddenly tired. He glanced at his watch. He felt like running out of the station. The atmosphere was beginning to choke him. “You have to understand that we cannot be partial in the way we apply our policy here,” the DPO began again in his droning voice. “So, just NOVELLE 15 16 17 KARELEN KARELEN ER ET GRÆNSEOMRÅDE, DER GENNEM TIDERNE HAR SKIFTET ”NATIONALITET” ET PAR GANGE, MEN SOM ALTID HAR BEVARET EN SELVSTÆNDIG SKØNHED. LAILA BACH SØRENSEN BERETTER HER OM SIN REJSE DERTIL Oppe i bogtårnet på Testrup Højskole fløj bibliotekaren op af stolen, da hun læste: Studietur til Karelen arrangeret af Nordisk Højskoleråd. Tænk at kunne krydse grænsen til et af de mest lukkede hjørner af Norden til et kulturmøde med NGO’ere og folkeoplysere. Et kulturmøde i et grænseområde, hvor højskolerne har spillet en stor rolle på tværs af grænsen siden 1990, da grænsen blev åbnet. Mit hjerte bankede for rejsen – klangbunden var også min egen baggrund: min mor voksede op i Karelen og talte altid om Karelen, som Fin18 KARELEN lands hjerte, landskabets skønhed, katele-musikken og karelsk pirog! 40 nordiske højskolefolk tog af sted. Det blev en ganske særlig rejse som knyttede mennesker sammen i et stærkt kulturmøde: Vi mødte dybt engagerede folkeoplysere på begge sider af grænsen, finske deltagere som havde deres rødder i området, norske deltagere som skabte kulturmøder i det samiske område. Højskoleånden gav tydeligt næring til fremtidige planer og ideer for samarbejde og kulturmøder. Redaktøren af Højskolebladet, Anders Wedel Laila Bach Sørensen er bibliotekar på Testrup Højskole Sari Kaasinen optræder med karelsk musik på højskolen i Kitee, Finland 19 Berthelsen, var med på studieturen og har skrevet indlevet om vores rejse i Højskolebladet nr. 15 og 17. Jeg sakser lidt fra de spændende artikler: ”Finske højskoler og russiske folkeoplysere spiller en aktiv rolle i kulturel karelsk genforening. Jerntæppets fald punkterede den militære stødpude gennem Karelen, og nu knyttes der også kulturelle bånd. Et af båndene er det såkaldte ”Folk High Schools On the Border Immigrant Project”. Med støtte fra den finske stat deltager 15 finske højskoler i projektet, hvis formål bl.a. er at fremme integrationen af immigranter i det østlige Finland. ”Også på den russiske side af grænsen spirer kulturmødet og voksenundervisningen. ALLA – en forkortelse ad Adult Learning for Local Action – er et grænselandsprojekt, som støttes af Nordisk Ministerråd. Dets formål er at udbrede demokrati og lokal udvikling i det nordvestlige Rusland. Et af midlerne er voksenundervisning med nordisk folkeoplysning som forbillede. ”Udfordringerne er store. Der findes ingen russisk lovgivning for uformel undervisning. Desuden er det svært at skaffe fondsmidler. Men det lykkes at skabe netværk mellem NGO’er på tværs af grænsen og at få biblioteker, museer, AF-kontorer og NGO’er til at samarbejde om at udbrede undervisning. Der er en stor entusiasme i det nordvestlige Rusland” fortæller Kate Sevon, som er international sekretær i det svenske Nationellt Centrum För Flexibelt Lärende.” 20 KARELEN KARELEN Karelen er et område ved den finsk-russiske grænse. Det strækker sig fra Finske Bugt til Hvidehavet. Landegrænsen er flyttet mange gange gennem historien. Karelske områder har været kastebold mellem Sverige, Rusland og Finland. Under 2. verdenskrig evakueredes ca. 400.000 karelere fra det område, som Rusland overtog fra Finland. De bosatte sig i alle egne af Finland I 1947 blev området delt i Finsk Karelen og Russisk Karelen. Den russiske republik Karelija er fire gange større end Danmark. Republikken Karelija har 800.00 indbyggere, heraf kun 80.000 karelere. Resten er efterkommere af indvandrere fra andre dele af det tidligere Sovjetunionen. NORGE RUSLAND SVERIGE FINLAND KA EN REL Ida Ebbensgaard er elev fra foråret 1998 og formand for elevforeningen 2002-2005. 21 100 PLADSER I TIMEN PÅ ELEVFORENINGENS GENERALFORSAMLING I AUGUST BERETTEDE CHRISTIAN PANTON OM ET HØJSKOLEÅR MED SOMMERAFTENER, BØLGESKVULP OG DISCOKUGLER. ET TILBAGEBLIK PÅ ET ÅR MED VELOVERSTÅEDE ARRANGEMENTER, OG EN ELEVFORENING, DER STÅR OVER FOR NYE UDFORDRINGER. Christian Panton har været formand for Testrup Højskoles Elevforening det seneste år og er elev fra foråret 2004. Han læser nanoteknologi på Københavns Universitet og er tilmed sød og imødekommende. Så populært var det at komme på årets augustkursus. Trods Madonna-i-Horsens lignende tilstande blev alle tilbudt plads på årets augustkursus. Det har været en uge med latinoer, skrammelgolf og ild-gøgl. Men nu er augustkurset ikke det eneste der er foregået i år. Vi begynder dette tilbageblik et år tilbage, på generalforsamlingen 2005. Et veloverstået og meget velbesøgt Augustkursus var netop lagt bag os og vi havde oplevet den største tilstrømning i kursets historie. Dette gav allerede dengang anledning til diskussion omkring antallet af deltagere. Kunne der være plads til flere? Var det nødvendigt at indføre et loft for antallet af deltagere? Det er en diskussion, der har ligget bestyrelsen meget på sinde i løbet af året. Kort før jul tog mange imod vores opfordring til at modtage årsskriftet til duften af glögg og lune æbleskiver, denne gang både i København og Århus. Vi gentager traditionen igen i år, så hold øje med jeres e-mail og snakkekassen omkring juletid. ÅRSSKRIFT Årsskriftet er blevet skrevet i elevforeningsregi siden 1913 og har i de seneste 10 år været bannerførende blandt højskolernes mange årsskrifter. Det første årsskrift man læser i højskolekredse er Testrups, for der er altid noget at komme efter. Både i tekst, billede og layout. Den gamle redaktion af årsskriftet har nu valgt at stoppe. En lille gruppe som siden 1996 har skabt det årsskrift vi kender i dag, både med hensyn til stil, format og ambitionsniveau. BERETNING 23 Gruppen startede med Martin de Thurah, Susanne Branner Jespersen og Lars Pind. Siden kom Jesper Svendsen, Mikkel Carl, Ida Ebbensgaard, Thomas Emil Jensen, Louise Lidang Krøyer, Liva Skogemann, Anders Lihn Jørgensen, Lea Korsgaard, Mads Eslund og jeg selv til. Tak til alle jer der har deltaget i redaktionen gennem årene! Vi er mange som har været utrolig stolte af det, I har leveret. En ny redaktion er ved at blive samlet, men vi har stadig behov for folk med ideer og grafiske evner. Vi kan ikke tilbyde løn for det, men vi kan tilbyde en hyggelig uge på Testrup i efterårsferien, hvor vi hænger ud i staveværkstedet med LUKKEVAGTER OG WORKSHOPFORDELINGER ER LIDT SJOVERE AT PLANLÆGGE MED HAVUDSIGT OG BØLGESKVULP jazz og Justin. Vi laver det, fordi vi synes at det er sjovt, men vi synes også, at det er sjovt at gøre det lækkert. For at sikre kontakten til omverdenen er elevforeningen med i Landsorganisationen for Højskolernes Elevforeninger, LHE. Foreningen har neddroslet aktiviteterne for at koncentrere sig om søgning af økonomiske midler fra DUF. Alt tegner til at deres ansøgning går igennem og med Tipsmidler vil foreningen kunne lave projekter af en helt anden dimension end tidligere og vi håber på at det kan give anledning til, at vi får udveksling på tværs af forskellige højskolers elevforeninger. I LHE’s bestyrelse er elevforeningen repræsenteret af Søren Grimstrup fra F03 og Morten Hvenegaard fra F04. Sidste års nyskabelse, Forårsweekenden, var her på andet år stadig sprængfyldt af energi. I år 24 BERETNING var temaet SKURK. Slyngel- og skurkestreger prægede undervisningen, som tidligere elever og lærere stod for. Igen oplevede vi en varm velkomst fra skolens elever, som var klar med oppyntning, events og et brag af et discoshow, som spisesalen ikke har set i mange år. Fornyelsen af forårsweekenden har arvet en stor del af augustkursets stemning. Og vi er meget glade for at se, at galskaben kan brede sig. AUGUSTKURSUS Men der er jo også den ægte vare. I går afsluttede vi et fantastisk Augustkursus. Stemningen var som altid høj, med solskin og lune sommeraftner. Der blev ordineret litervis af køkkenets nye håndmalede kaffe mod vores søvnunderskud. I forhold til sidste år, har vi mandet op på linjefag, især musiklinjen, antallet af udbudte workshops er langt højere og vi har fået opvaskere i køkkenet til sidste års flaskehals hos Ken. Bestyrelsen har strammet op på planlægning og afvikling af kurset, hvilket har givet os lidt mere arbejde, men har sikret at kurset har haft et godt flow, selv om vi i år har været mange mennesker. Dem, der leverer benzinen til motoren, er workshoplærere og de gamle elever, som har stået for undervisningen på formiddagsfagene. BESTY Det seneste års bestyrelsesarbejde har budt på god moral. Vi har ført mange aspekter af planlægning over i udvalg, hvilket har givet os mere effektive møder og mere tid til hygge. Bestyrelsen holdt for eksempel et eksklusivt bestyrelsesmøde ombord på Hans’ båd, det gode skib Peter Plys. Lukkevagter og workshopfordeling er lidt sjovere at planlægge med havudsigt og bølgeskvulp. Den afgående bestyrelse betragter forårsweekenden som et arrangement, som kan leve nogle år i sin nuværende form. Derfor skal kræfterne lægges andetsteds i det kommende år. Hjemmeside, årsskrift og Augustkursus er oplagte områder, som fortjener fortsat opmærksomhed og udvikling. Allerede fra i dag og i løbet af efteråret vil bestyrelsen tage initiativer til diskussion med medlemmerne omkring stadig udvikling af elevforeningens aktiviteter. Om lidt har vi valg til skolens bestyrelse og elevforeningens bestyrelse. Skolens bestyrelse har 3 personer på valg. Erling Christiansen går af, Hans Jørgen Jensen og Anne-Mette Borup genopstiller. Jørgen Carlsen vil i forbindelse med valget præsentere de opstillede kandidater. Elevforeningens bestyrelse består af 8 pladser, som besættes af elevforeningens medlemmer og en lærerrepræsentant som vælges af lærergruppen. Af de 8 pladser er 4 ikke på valg i år og det drejer sig om Nanna Knudsen fra E96, Thomas Emil Jensen fra F00, Søren Grimstrup fra F03 og Lone Nikolajsen fra F03. Der er fire personer på valg. Mathilde Raad Lilliedahl fra F02, genopstiller og har i 2 år fungeret som fremragende organisator og udvikler af f.eks. forårsweekenden i den nye version, hvilket vi skylder hende stor tak for. Den samlede bestyrelse giver hende de varmeste anbefalinger. Rasmus Vedel fra F94 har i 2 år taget en hård tørn med hjemmeside, augustkursustilmelding og kassererarbejde, men har valgt at stoppe. Rasmus har en særlig evne til både at kunne tage sig af svære og måske endda ubehagelige opgaver og samtidig være i evigt højt humør. Bestyrelsen kommer til at savne begge dele. Tak til Rasmus for en stor indsats. Anders Lihn fra E98 har med 4 år i bestyrelsen ”aftjent sin værnepligt” og genopstiller ikke. Igennem Anders’ periode i bestyrelsen – ikke mindst 3 år som næstformand – har han arbejdet hårdt og målrettet på de indre linjer. Man ser ham aldrig i rampelyset, men vi har til gengæld VI LAVER DET, FORDI VI SYNES AT DET ER SJOVT, MEN VI SYNES OGSÅ, AT DET ER SJOVT AT GØRE DET LÆKKERT alle været trygge ved at vide, at Anders altid har det kølige overblik, når andre mangler det. Augustkurset kommer til at mangle sin maskinmester. Tak til Anders. Jeg selv fra F04 har haft fornøjelsen af at sidde som formand i et år nu, og har fået blod på tanden. Ud over ansvaret som formand har min arbejdsindsats i det forløbne år ligget i udviklingen af elevforeningens nye hjemmeside. Jeg takker for den store tillid, som I og bestyrelsen har vist, og håber på genvalg. Tilbage er blot at sige tak til alle jer som har deltaget i vores arrangementer i løbet af året, særligt dem som har ydet en ekstra indsats med workshops og undervisning. Også en tak til vores favorit-opvasketjans-oplæser Eske, det betyder meget for os at have så god en forbindelse til skolens bestyrelse. To personer fortjener også en særlig tak, Ina og Margrethe, som håndterer vores medlemmer, regnskab og alt det praktiske og økonomiske i forbindelse med afholdelse af arrangementer på skolen. Tak for et fantastisk augustkursus. Tak for et godt år. Christian Panton BERETNING 25 KAN MAN VÆRE GLAD FOR AT LEVE I ET LAND UDEN YTRINGSFRIHED? ER HÆNGERØVSBUKSER OG TØRKLÆDE ET UMULIGT MATCH? CELINE DEELA HAR OPLEVET ET LÆRERIGT MØDE MELLEM TO KULTURER, DER TRODS ALT IKKE ER SÅ FORSKELLIGE ENDDA. Glem den falske utryghed! En alt for tidlig morgen i august satte jeg og 19 andre unge mennesker os ind i et fly på vej til Jordan. Vi var en meget broget flok, med interesser der spændte fra spejdere og ungdomspolitikere til statskundskabsstuderende og globalt interesserede. Alle med et tilhørsforhold til Mellemøsten. Vi var blevet udvalgt af Mellemfolkeligt Samvirke eller Dansk Ungdoms Fællesråd og udsendt via statens Mellemøstinitiativ til et ugelangt dialogkursus med 20 jordanske unge, som havde til formål at bygge broer mellem de to kulturer og finde en måde at frugtbargøre vores ligheder og forskelle. Da vi ankom til Amman lufthavn ventede størstedelen af de jordanske unge på os. Min første tanke var ”men de ligner jo os på en prik!” Celine Deela er elev på efterårsholdet 2006. Drengene havde hængerøvsbukser på og pigerne var i fuld makeup, havde langt bølget hår og var iført stramme cowboybukser. De var mørkere i huden og med større og buede næser, men ellers var der ikke meget dialogbehov at se på overfladen. Men der gik ikke mere end en time, før den første forskel viste sig. Nemlig da vi skulle checke ind på det ungdomshostel, vi alle 40 skulle bo på. Det var en selvfølge at drengene have det store hus, så de kun sov et par stykker på hvert værelse, mens pigerne skulle have det lille hus, hvor vi blev stuvet sammen i proppede rum og måtte slæbe ekstra senge ind. Selv om vi var en del flere piger end drenge, var det alligevel bare sådan! JORDAN 27 Jeg fandt hurtigt ud af, at det mest var på overfladen, de jordanske unge så vestlige ud. Indeni var de alle stadig meget præget af den kultur, de, deres forældre og bedsteforældre var vokset op i. Vores forskelligheder kom frem, når vi diskuterede de mere ”brandfarlige” emner. En af de første diskussioner jeg havde, handlede om seksualitet. Et emne som de jordanske drenge i gruppen havde meget svært ved at diskutere med en pige, men efter et lille stykke tid blødte de op og begyndte at fortælle. Fx fandt jeg ud af, at skolen først giver de unge seksualundervisning (altså rent biologisk), når de er 16 år, og det gælder kun, hvis der ikke er nogen af forældrene, der protesterer. Når man samtidig tænker på, at den gennemsnitlige seksuelle debut i Danmark ligger i 16-årsalderen, er forskellen meget tydelig. En pige, der studerede biologi på universitetet, fortalte mig desuden, at deres forelæser havde sprunget det afsnit, der handler om hvordan kvindekroppen fungerer, over. Selvfølgelig viste jeg godt, at det i et muslimsk land er fuldstændig uhørt at have sex før ægteskab, men faktisk ville størstedelen af de jordanske deltagere overhovedet ikke bo i samme lejlighedskompleks, som et ugift par. De syntes, det var fuldstændig forkasteligt. Det vestlige udseende var også forbeholdt ungdommen, for pigerne fortalte, at når de blev gift, så krævede ægtemanden og samfundets normer, at de tog tørklædet på. Og drengene i hængerøvsbukser og drømme om et liv i den vestlige verden fortalte, at det krav ville de også stille, når de blev gift. Fordi en ordentlig kvinde går med tørklæde. 28 JORDAN “ARE WE STILL FRIENDS?” En anden ting vi diskuterede, var ytringsfriheden. Det kan lyde mærkeligt for os, som kommer fra et land, der vogter over ytringsfriheden, som var det vores kæreste eje, men de unge jordanere er utrolig glade for at leve i et samfund uden reel ytringsfrihed. Fx bliver man smidt ud af universitetet, hvis man diskuterer seksualitet, religion og politik. Det er forbudt. Men i deres øjne undgår man at krænke nogen på den måde. ”Se bare, hvordan det gik med jeres Mohammed-tegninger” sagde de, og mente, at vi ved at have begrænset ytringsfrihed kunne have undgået at såre så mange. For dem var dette at beskytte deres egne værdier, religion og kultur vigtigere end at have mulighed for, gennem ytringsfrihed, at sætte spørgsmålstegn ved den måde, det jordanske samfund fungerer på. De syntes ytringsfriheden bare blev brugt til at nedgøre, latterliggøre og mistænkeliggøre mindretal. Og det følte de var så stor en ulempe, at de hellere ville leve uden den... En forskel, som var meget markant, var intensiteten i måden de diskuterer på. Vi skulle ikke sige særlig meget, før de for op, råbte og fægtede med armene. Men et helt tydeligt mønster var også, at de fem minutter efter kom hen, gav os et kys på kinden og bekymret spurgte ”we are still friends, right?” Det fik mig til at drage en parallel til samfundet. Fordi mit indtryk af den arabiske verden er, at de ofte udtrykker sig meget aggressivt og kraftfuldt: vilde demonstrationer, flagafbrænding osv. Men dagen eller ugen efter, hvor stemningen er faldet ned igen, er der ingen medier til at fange deres kys og bekymrede ”are we still friends?” Jeg lærte noget og håber også, at hele den vestlige verden en dag vil lære at tage sådan nogle kraftudtryk med et gran salt, for det handler oftest mere om drama end om egentlig vrede. FAMILIEMIDDAG Den sidste dag inden hjemrejsen fik jeg et indblik i det, som betyder allermest for de jordanske unge, nemlig deres familie. Jeg var inviteret hjem til Mohammed og hans familie for at spise med to andre danskere. Han boede i en palæstinensisk flygtningelejr lidt uden for Amman. I døren blev vi mødt af hans moder og to små brødre. Så blev jeg lukket ind til hans søstre, som sad i et andet rum og ikke måtte vise sig for de andre (mandlige) danske deltagere, da de ikke havde tørklæder på. De tændte stolt for deres store fjernsyn og zappede hen på CNN til ære for mig. Imens sad de nysgerrigt og stirrede på mig, mens jeg prøvede at få den pinlige stilhed væk ved at føre en halvt engelsk, halvt fingersprogssamtale med dem. Endelig kom tiden hvor maden var færdig, og jeg blev lukket ud til de to andre danskere og Mohammed. Så kom moderen med en stor skål ris plus yoghurt og kylling. Den blev stillet ind på midten af bordet, og så kunne vi ellers bare spise fra fadet med fingrene. Moderen kom hele tiden ind og pressede os til at spise lidt mere, indtil vi var ved at flække. Så gik resterne ud i køkkenet, hvor resten af familien spiste, hvad der var tilbage. Det var meget tydeligt at se den store respekt, der herskede i forholdet mellem forældre og børn, og mellem storebror og de små søskende. Men mest af alt respekten for gæster. Når de byder en gæst velkommen siger de altid ”du bringer mig ære” Og hver gang jeg har været inde i et mellemøstligt hjem, har jeg virkelig følt mig som en æresgæst. Det er en gammel arabisk tradition, at man giver gæsten alt, hvad man ejer og gerne mere til. Dette udlever de stadig i stort omfang. Ofte er jeg gået ud af et hjem lidt rød om ørerne, fordi jeg har følt, at jeg ikke kunne give bare halvt så meget igen som tak for al den gavmildhed og hjælpsomhed, jeg har modtaget. Det har været en rigtig god oplevelse at møde personerne bag en kultur, vi ellers kun bliver præsenteret for gennem medierne. Det var lærerigt og givende at mødes så mange mennesker med forskellige baggrunde, der alle er opsatte på at lytte og prøve at forstå hvordan og hvorfor man handler og tænker som man gør. Vi fik på begge sider nedbrudt nogle fordomme. Vi fik ændret deres billede af vestlige piger, som er taget fra pornofilm og Britney Spearsvideoer, og vi fik langt større forståelse for deres kvindesyn og måde at leve på. Jeg kom frem til, at selv om jeg ikke kan acceptere eller var enig i alt, så prøver jeg at forstå det. Og det er sådan, man undgår at såre hinanden. Glem den falske utryghed, I måske har omkring Mellemøsten og tag et smut derned og oplev en verden fuld af myldrende basarer, syngende moskeer, fantastisk mad og mest af alt: stå ansigt til ansigt med araberne og opnå dermed en større forståelse for den arabiske kultur. Om end den er meget forskellig fra vores, er den i sidste ende bygget op om de samme grundprincipper om almindeligt menneskeligt hensyn. JORDAN 29 MOSKE, MÅSKE IKKE? AKTIV MEDBORGER ARBEJDEDE I FORÅRET MED MUHAMMED-KRISEN. BENJAMIN POPP-MADSEN FORTÆLLER HER OM DERES PROJEKT FOR EN STORMOSKE I DANMARK. Som så meget andet i vinteren og foråret 2006 handlede Aktiv Medborger-forløbet også om Muhammed-krisen. Mens det officielle Danmark beskæftigede sig med at placere skyld, begræde fald i danske eksportkroner og lovprise de vestlige samfunds ytringsfrihed, men dog samtidig glemme, at Grundloven kun giver en begrænset ytringsfrihed, nemlig en ytringsfrihed, hvor man ikke må nedværdige andres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, gik Testrups Aktive Medborgere anderledes konstruktivt til værks. Vi tog i undervisningen udgangspunkt i en artikel af Herbert Pundik i dagbladet Politiken, hvor han foreslår at bygge en stormoske til de Benjamin Popp-Madsen var elev på forårsholdet 2006. danske muslimer. Og så diskuterede vi ellers to måneder i træk. Fuglsang blev invaderet af brandtaler, Minerva-modeller, undersøgelser af kryptiske lokalplaner og samtaler med muslimer både fra Danmark og Sverige. Ideen om en stormoske, og især ideen om at bygge en stormoske midt under Muhammedkrisen, rejste nemlig en række problemer: Ville det ikke bare være et knæfald for det udenlandske muslimske pres? Skulle vi virkelig betale en slags blodpenge til muslimerne? Var ytringsfriheden ikke en ukrænkelig ret? Hvem skulle betale for moskeen – staten? Disse spørgsmål var kun en slags indledende gymnastik, da svarene for os var rimelig klare. MOSKE 31 SELVFØLGELIG SKAL DER I DANMARK FINDES EN STORMOSKE, EN BYGNING LAVET TIL FORMÅLET Moskeen ville hverken være et knæfald eller blodpenge, den skulle være et symbol på, at der findes et andet Danmark end det fremmedfjendske og intolerante Danmark, som Dansk Folkeparti og den danske regering er med til at tegne. Den skulle vise, at der også findes mennesker i Danmark, som byder muslimerne velkommen, og som selvfølgelig anerkender muslimernes ret til at udøve deres tro på en værdig måde og på lige vilkår med alle andre mennesker i landet. Jamen de danske muslimer har da moskeer, de holder da fredagsbøn, kunne man indvende. Ja, hvis man anser gamle nedlagte fabrikshaller, forfaldne kontorbygninger og fugtige kælderrum for værdige omgivelser til religionsudøvelse, ja så har de danske muslimer masser af steder, hvor de kan bede. Selvfølgelig skal der i Danmark findes en stormoske, en bygning lavet til formålet, en bygning med minareter, kuppel og bederetning vendt mod Mekka. Selvfølgelig! Danmark er det sidste sted i Europa, hvor en sådan ikke findes. Og nej, moskeen skulle ikke finansieres af staten, men af frivillige, private bidrag. Således at ingen borgere ville blive tvunget til at bidrage, men at moskeen ville blive bygget af frivillige og velvillige kræfter. Vi blev nu enige om på Aktiv Medborger32 MOSKE holdet at gå hundrede procent ind for ideen om en stormoske og vi begyndte at overveje, hvordan vi aktivt kunne gå ind i sagen. Vi fandt ud af, at vi ville lave en aktion på Store Torv i Århus, hvor vi ville sælge mursten til forbipasserende og bygge en miniaturemoske af de solgte mursten. Men hvem skulle vi give pengene til? Da vi skulle besvare det spørgsmål, opdagede vi den nok mest afgørende problematik, ikke bare i henhold til et moskebyggeri, men måske i hele det danske integrationsspørgsmål. Nemlig at de danske muslimer har en enorm heterogen etnisk baggrund. Modsat f.eks. Frankrig og Tyskland, hvor de fleste muslimer er hhv. nordafrikanere og tyrkere, så stammer de danske muslimer fra hele den muslimske verden; Somalia, Tyrkiet, Pakistan, Iran, Nordafrika, Balkan-landene osv. Traditionelt set har de danske muslimer med forskellig etnisk baggrund ikke villet samarbejde, deres traditioner og måde at praktisere Islam på er meget forskellige, og derfor har de tyrkiske og arabiske muslimer overhovedet ikke haft lyst til at have en moske sammen. Da det kun er realistisk at bygge én stormoske, i hvert fald i første omgang, blev det afgørende for os, at vi kunne donere vores penge til en organisation, som samlede de forskellige grupper af etniske muslimer. I nogen tid troede vi faktisk ikke det EN BYGNING MED MINARETER, KUPPEL OG BEDERETNING VENDT MOD MEKKA. SELVFØLGELIG! kunne lade sig gøre, og hvis vi ikke havde nogen, der ville modtage vores hjælp, kunne det så ikke være lige meget? Men så fandt vi Foreningen for Moske og Islamisk Troscenter, FMIC. Organisationen består af medlemmer med meget forskellig etnisk baggrund, og organisationen havde allerede et moskeprojekt i støbeskeen, så et samarbejde syntes oplagt. Vi fik koordineret arbejdet med FMIC, og nu havde vi på Aktiv Medborgerholdet tænkt og teoretiseret nok. Nu skulle der arbejdes. Og som sædvanlig når højskole er bedst, fik vi hjælp fra de andre kursister: Der blev hentet mursten, designet og trykt flyere, malet bannere, indhentet polititilladelse, bygget minareter, fremstillet T-shirts, taget kontakt til gymnasier i Århus, arrangeret bustur for hele højskolen til Store Torv, spillet musik, udsendt pressemeddelelser, arrangeret interviewes med lokal og national presse, overvåget højreekstremistiske hjemmesider og i den grad lavet højskole. FMIC havde i deres budget regnet med, at opførelsen af en moske, ville komme til at koste 50 millioner kroner, så formålet med vores aktion kunne selvfølgelig ikke være andet en symbolsk, samt være katalysator for en debat. Men det er jo som bekendt sådan al stillingtagen finder sted, nemlig ved at meninger brydes, igen- nem dialog og via oplysning. Så kom den store dag, lørdag den 6. maj. Nu skulle der tages en lakmusprøve på den århusianske tolerance. Aktionen forløb fra kl. 10.00 til 14.00 og vi havde 400 mursten til salg, 20 kroner pr. styk. Dagen forløb fredeligt, dog med undtagelse af en enkelt fuld mand, og generelt var de forbipasserende utrolig positivt indstillet overfor projektet. Vi fik mange gode tilkendegivelser, og folk virkede faktisk intuitivt positive. Det gav os en tro på, at vores og FMIC’s projekt nok skulle lykkes engang ude i fremtiden, og at den religionsfrihed, vi har i Danmark, godt kan blive manifesteret i et moskebyggeri. Således var dagen fyldt med spændende debat, interesserede og engagerede bidragydere, og som dagen skred frem, voksede vores miniaturemoske sig større og større. Da klokken nærmede sig 14.00, var alle vores mursten solgt, miniaturemoskeen med minareter og bedetæpper stod flot på Store Torv og 6500 kroner var indsamlet. Et beløb som gik ubeskåret til FMIC og dermed til opførelsen af en moske i Århus. Det bliver spændende at følge moskedebatten og indsamlingen i den kommende tid – herfra Aktiv Medborgerholdet ser vi efter aktionen lyst på mulighederne for forståelse og tolerance mellem langt de fleste danskere – muslimer som ikke-muslimer. MOSKE 33 34 35 I FORÅRET HOLDT HENRIK GOLDSCHMIDT ET FOREDRAG OM SIT ARBEJDE MED ET ARABISK/JØDISK FREDSORKESTER. EN STOR GRUPPE UNGE VAR PÅ BESØG FRA MELLEMØSTEN. SINDENE BLEV SAT I KOG OG STÆRKE MENINGER BLEV YTRET. ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN HAR EN SPECIEL GRUND TIL AT KUNNE SÆTTE SIG IND I, HVAD DER BEVÆGEDE DE UNGE FRA MELLEMØSTEN. DE HAR NEMLIG SELV VÆRET DER. EN VERDENSKONFLIKT EN HØJSKOLEAFTEN Elise Engrob og Mikkel Christoffersen er begge elever fra forårsholdet 2006 Foredraget med den jødiske oboist Henrik Goldschmidt var i fuld gang. Han fortalte om sit banebrydende projekt – et arabisk/jødisk orkester med arabisk og jødisk folkemusik. ”Jeg vil lade musikken tale fredens sag i en situation, hvor politikerne synes magtesløse.” I temaugen om Muhammed-krisen var det et meget relevant tema og særlig for os to, fordi vi begge inden højskolen rejste i Palæstina og oplevede situationens alvor. Salen var næsten fyldt, men tilhørerskaren en anelse anderledes end til et normalt onsdagsforedrag på Testrup. Halvtreds unge fra Mellemøsten og Nordafrika på rejse for dialogen 36 KONFLIKT og forståelsen besøgte os og ankom, da Henrik Goldschmidt skulle til at begynde foredraget. Henrik Goldschmidt indledte med at synge en religiøs, jødisk sang for at påvise en musikalsk tendens og forklarede, hvordan han med sit orkester ville forsøge en anden form for kommunikation end den eksisterende. Allerede her begyndte flere af de mellemøstlige gæster at småsnakke forstyrrende. En ung mand med palæstinensisk bånd om håret løb ud af lokalet, i farten havde vi svært ved at opfange hvorfor. Henrik Goldschmidt fordømte voldshandlinger fra både israelsk og palæstinensisk side og lagde vægt på den længsel, han som jøde havde mod et fredeligt hjemland. En berørt palæstinensisk pige rejste sig: ”Når du nu længes så meget mod dit hjemland, hvad tror du så ikke mine palæstinensiske brødre og søstre, der lever i eksil, gør?” Henrik Goldschmidt svarede: ”Jøder og arabere deler den længsel, og jeg føler med palæstinenserne. Ariel Sharon inviterede mig til at spille for ham, da han stadig var premierminister. En stor gestus, som det forventes, at man modtager. Men jeg takkede nej, fordi jeg er uenig i den politik, Israel fører.” En kenyaner sagde: ”Jeg kommer udefra og har ikke noget forhold til Israel/Palæstina-konflikten. Men jeg er skræmt over det, jeg har hørt i dag. Din fremstilling er ensidig og unuanceret.” Flere andre af gæsterne rådede Goldschmidt til også at forholde sig til den palæstinensiske side, næste gang han skulle fortælle om sit projekt. Hvordan kunne han stille sig op og holde et så ureflekteret foredrag og propagandere for den israelske sag uden at blinke? Goldschmidt blev ved at lægge vægt på sin støtte til palæstinensernes sag i konflikten, men det vandt aldrig ørenlyd. På vejen til kaffen var stemningen oprørt, og der KONFLIKT 37 blev diskuteret blandt højskoleeleverne. Hvordan kan de protestere så kraftigt mod en meget fornuftig og sympatisk mand, der kører et projekt for fred og forståelse?! Ugens tema lagde op til dialog, men hvad er udsigten, når den gruppe unge fra Mellemøsten, der søger dialog, er så tilsyneladende ureflekterede og snæversynede? Reaktionen kan ikke undskyldes, men på grund af vores erfaringer fra turen til Palæstina, har vi et bud på en forklaring. Den virkelighed og den historie, palæstinenserne kommer fra, er noget af baggrunden for de kraftige reaktioner fra alle gæsterne. BAG OM KONFLIKTEN I sommeren 2005 var vi i Israel/Palæstina. Vi var dernede med vores organisation KFUM og KFUK for at besøge en søsterorganisation i Betlehem. I alt var vi 30 KFUM og KFUK’ere fra hele verden, som rejste under overskriften Journey for Justice. Formålet var at blive introduceret til hverdagen som palæstinenser; oplevelser man i danske medier kun hører om i Information og i radioprogrammer på P1 med Holger K som gæst. Med base ved YMCA’s rehabiliteringscenter i Beit Sahour rejste vi derfor ud til forskellige mål på Vestbredden sammen med 30 palæstinensiske unge, både kristne og muslimer, som kunne fortælle om deres oplevelser med konflikten. Det, vi oplevede i løbet af de 14 dage, var skræmmende og noget af en øjenåbner for os. En dag vi skulle hjem fra Ramallah, kom vi til et checkpoint midt inde på Vestbredden, hvor vi blev standset. Et par soldater i værnepligtsalderen trådte ind i vores bus højtlydt råbende, indtil deres overordnede på hebraisk sagde: ”Der er udlændinge i bussen”. Straks blev stemningen venlig, og vi internationale skulle bare flashe vores 38 KONFLIKT bordeauxfarvede pas, så var der ikke mere ballade. De palæstinensiske drenge blev kaldt udenfor til undersøgelse, men en tyve-årig palæstinenser blev i bussen. Ikke på vilkår om han ville kommanderes rundt med. Da soldaterne opdagede det, gennede de ham ud, og vi måtte køre videre uden ham. Af sikkerhedsårsager, sagde de. Checkpointet lå på en bjergvej med flere hårnålesving og efter to minutter, da vi havde drejet om hjørnet, samlede vi palæstinenseren op igen. Han var løbet ned af bjergsiden på den side, vi kom fra, og soldaterne var ligeglade. Er det sikkerhed? En anden oplevelse foregik i Hebron, byen som er et alvorligt knudepunkt i konflikten. Af den norske rejseleder, som året inden havde været fredsvagt i netop Hebron, fik vi en guidet tur gennem den gamle bydel. Vi blev ført hen til et øde område, der efter sigende, før intifadaen fra 2000, havde sydet af liv. De enkelte palæstinensere, der har adgang til dette område, er skolebørn, der to gange om dagen får lov at gå til og fra skole. Det sker kun, hvis soldaterne er i godt humør. Vi kom midt på dagen, så det eneste, der bare mindede om liv, var enkelte israelske militærposter rundt på hustagene med soldater, der fulgte nøje med i, hvad vi foretog os. Den norske guide viste os børnenes vej op til skolen, som lå på en bakke hævet over husene. Børnene måtte hver dag kravle op ad en stejl og ufremkommelig skrænt. På trods af besværlighederne kravlede vi op for at se skolen og hilste på skolebørnene. På den anden side af skolen fandt vi en fin ny cementtrappe fuldstændig viklet ind i ståltråd, så den var helt umulig at benytte. Sådan er hverdagen for palæstinenserne på Vestbredden. Araberne må finde sig i at blive besat, indespærret og chikaneret efter de israelske soldaters luner. HÅB OM FRED? Det store problem imellem de to folk er den gensidige totale mangel på tillid. På begge sider findes ekstreme grupper, fredsgrupper og en stor midtergruppe af vælgere, der må leve med konsekvenserne af magthavernes handlinger. De to ekstremistgrupper – de militante palæstinensiske bevægelser og den ortodokse jødiske lobby – har én ting til fælles: Der skal ikke forhandles. I begyndelsen af 1993 underskrev premierminister Yitzhak Rabin Oslo-fredsaftalen sammen med Yasser Arafat. Forhandlingerne vakte stor vrede hos den jødiske højrefløj, Rabin blev udsat for skarp kritik, som kulminerede i 1995, hvor han blev skudt af en ekstrem ortodoks jøde. Oslo-aftalerne var op gennem 90’erne befolkningernes forhåbning om fred. I 2000 opgav Arafat forhandlingerne, fordi de israelske og amerikanske krav var uacceptable. I verdenspressen og i den israelske bevidsthed blev det udlagt, som om Arafat var uvillig til forhandling. Israelerne blev skuffet over forhåbningernes sammenbrud, og palæstinenserne var vrede over verdens uretfærdige dom. Ofte har det været et israelsk krav for videre forhandlinger, at den palæstinensiske ledelse fik styr på selvmordsbomberne, men eftersom de militante grupper ikke er interesserede i forhandlinger, har de blot intensiveret bombningerne. Det er konfliktens problem. Hver eneste gang nogen har bevæget sig frem, er midtergruppen blevet skuffet og såret over den anden sides manglende vilje til fredelige løsninger. Begge grupper har en tendens til at skære alle over en kam, og resultatet er fuldkommen mangel på tillid mellem israelere og palæstinensere. Israelerne har en lang truet historie, hvor alle har hadet og udskældt dem, og den israelske vælgergruppe bliver derfor påvirket af arabiske udtalelser om, at israelerne skal udslettes fra jordens overflade. Palæstinenserne oplever tilsvarende, at det internationale samfund kun forholder sig til israelernes perspektiver på sagen, og at israelerne forholder sig unuanceret og egenrådigt til sagen. Vores besøgende arabere reagerede stærkt på Henrik Goldschmidts udmærkede visionære og fornuftige fremstilling, fordi de i den jødiske religiøse sang og Henrik Goldschmidts stærke markering af sit jødiske ophav genoplevede den israelske propaganda. Løgstrup siger, at tilliden er et grundvilkår ved menneskelivet. I mødet med et andet menneske reagerer man som udgangspunkt med tillid, hvis samfundsomstændighederne ikke har skabt mistillid. Dette forbehold er altafgørende i forhold til forståelsen af de unge muslimers reaktioner. De sidste 50 års udvikling, hvor graden af svigt, svig og undertrykkelse langsomt er vokset, gør at palæstinenserne føler sig truet og udsat for jødisk propaganda, så snart de ser en mand med en kalot. På sin vis var besøget skræmmende, selv om man kender til årsagen til arabernes reaktion. Hvor er vi henne, når folk bliver presset ud i situationer, hvor de fuldstændig mister tilliden til andre mennesker? Hvor de fuldstændig mister evnen til at lytte? Hvor de fuldstændig mister troen på, at andre vil det bedste? Konklusionen på Muhammedkrisen har for manges vedkommende været dialog og dialog. Men efter foredraget med Henrik Goldschmidt står det klart, at dialog ingenting bevirker, hvis den ikke går hånd i hånd med tillidsvækkende handling. KONFLIKT 39 AUGUSTKURSUS OG ELEVMØDE 2007 4. – 12. AUGUST A 85 UG 55 U K U 40 J U 25 H U DET BLIVER HEDT, DET BLIVER HEKTISK – SOCIALT OVERSKUD OG SØVNUNDERSKUD ER INKLUDERET I PRISEN. AUGUSTKURSET ER EN UGES SOMMERHØJSKOLE EFTER SAMME PRINCIPPER SOM DE LANGE KURSER: LINJEFAG, MORGENSAMLINGER, BADETURE, BUFFET, KEN, SANGTIME, VOLLEY OG KAFFE. ÅRETS AUGUKU LIGGER I DEN ANDEN UGE AF AUGUST. TILMELDING SKER OVER NETTET OG PLADSERNE FORSVINDER HURTIGERE END KOLDSKÅL PÅ EN VARM DAG. DER ER ET LOFT PÅ 160 DELTAGERE, SÅ HOLD ØJE MED TESTRUPELEV.DK , HVOR DU KAN FINDE TILMELDINGSFRISTER OG PRAKTISKE OPLYSNINGER NÅR AUGUSTKURSET SLUTTER, TAGER ELEVMØDET OVER, OG SKOLEN BLIVER OM MULIGT ENDNU MERE PAKKET MED GLADE MENNESKER. ÅRETS GENERALFORSAMLING I ELEVFORENINGEN VIL BLIVE AFHOLDT D. 11. AUGUST 2007 FORÅRSWEEKEND 2007 13. – 15. APRIL DANSKJÄVLAR! CORNELIS VREESWIJK, GÖINGEHÖVDINGEN, BARSEBÄCK, FORDOMME, ASTRID LINDGREN, HEMSLÖJD, IKEA, NILS HOLGERSSON, TRÆMÆND, SVENSKE KRIMIER GÖRAN CARLSSON BYDER VELKOMMEN KØKKENET SERVERER KORV MED MOS SYSTEMBOLAGET STYRER VORES ØLINDTAG DANSEGULVET ER SVENSKERHÅR OG GYLLENE SKOR TESTRUPELEV.SE 42 Steffen Raastrup er cand.mag. i filmvidenskab. Han gik på Testrup Højskole i foråret 1995. Nu underviser han på højskolen, bl.a. på det nyoprettede linjefag, Aktiv Medborger. HØJSKOLEÅND OG OFF INGEN RYGNING, MEN MASSER AF ILD, EN ISCENESAT NATURKATASTROFE – RAV I DEN SOM SÆDVANLIG. STEFFEN RAASTRUP ER KRØNIKØR PÅ ÅRET DER GIK I THE TESTRUP FAMILY. De kom, de så, de røg. E05 skulle blive de første til at indordne sig under skolens nye og strengere rygepolitik. Det har vist noget med tidsånden at gøre. Det skulle vise sig at være ganske symbolsk, for E05 havde deres helt eget forhold til røg og ild. Efter ukendte ”gerningsmænds” ildspåsættelse af Glædens Hjem og aktivering af brandalarmen i Vesterhus, kvitterede John med sit formidable ildslugershow i gården i minusgrader og bare fødder. Flot var det, men hvem skulle have vidst, at en svensker ville være tilbøjelig til at spytte spritten ud igen, når den først var kommet indenbords? Men det er vel også historien om E05, fulde af overraskelser og skjulte talenter. Johannes uforglemmelige version af ”Popeye the Sailorman”, fremført på glas, flasker og fløjte, Niklas som heavy metal growler og Thea som Luciabrud, højst overraskende uden ildspåsættelser. Ikke mindst for Thea selv, der har for vane at sætte ild på alting, når hun går Lucia. Man kan konstatere, at hun kom på den rigtige årgang på Testrup Højskole. Men det var det jo for de fleste. Rigtigt, altså. Som altid. ”På trods af tvivl og stort besvær”, som sangen lyder. Fandt man ikke ud af det med det samme, faldt tiøren vel definitivt i Barcelona, hvor 25 graders varme og en pulserende og levende storby dannede de perfekte rammer for udforskningen af en fremmed kultur, og af den kultur og det fællesskab man var ved at opbygge sammen. Med og for hinanden. Nogle gange blev fællesskabet måske lidt for højlydt, men så sørgede de rare katalanere heldigvis for at køle eleverne ned med forfriskende vandbade, afsendt fra 4. sals højde klokken meget sent om natten. Det kan jo være, at de havde hørt rygterne om KRØNIKE 43 E05s forhold til ild? Ikke at det lagde en synderlig dæmper på stemningen, der vel fandt sit klimaks onsdag aften i selskab med det brasilianske punk/ska-band No Sudaka på den hotteste natklub i Barcelona. En klub, der i parentes bemærket har en tidligere Testrup’er, Mette, i sin stab. Ak ja, var der nogen der sagde (D)en rejsende højskole? Og selv 28 timers hård bustur hjem igen klares som en leg, når man kan bruge tiden til at blanke lærerne af i whist. Det var vist STEEN OVERTOG CARSTENS TRADITIONELLE ROLLE SOM TUDEMARIE kun chaufførerne, der ikke helt havde forstået det der med fællesskab, men de har sikkert heller ikke gået på højskole. Men intet varer evigt, heller ikke den usædvanligt varme sensommer vi blev begavet med i efteråret. Hjemme igen fra lune Barcelona meldte efterårskulden sin ankomst, men ilden i E05 skulle vise sig ikke kun at være af udvortes karakter. Med ildhu og ildsjæl blev der gået til makronerne, kulminerende i tre ugers projekt, hvor alle gav den så meget gas, at lugten fra grisefarmens gylletank nærmest blev overdøvet. Fra Shakespeare i lak og læder, over nærgående og personlige portrætfilm af og om skolens elever, til den definitive demaskering af såvel Højskoleånd som Højskoleoff, takkede E05 af med manér. Og sandelig om ikke den sidste overraskelse kom fra én fra lærerstaben, da Steen overtog Carstens traditionelle rolle som Tudemarie, da eleverne rejste hjem. Det kan jo være, at han havde fået røg i øjnene. 44 KRØNIKE Så sænkede julefreden sig over Testrup, hvorefter 2006 kunne tage sin begyndelse. Året startede med en vemodig afsked med Vinterhøjskolen, der blev afviklet for sidste gang. Det afholdt dog ikke kurset fra at være et af de bedste af sin slags, og dem over 30 fik vist, hvordan man også kan lave fed højskole. Vi siger tak for 20 gode år med Vinterhøjskole og ser frem til hvad fremtiden må bringe i januar måned. Det filosofiske seminar fortsætter dog ufortrødent, og også i år kunne vi melde alt udsolgt til højskole for de højpandede. Og så blev det tid til et nyt forårshold, der til at begynde med stod i Muhammeds tegn. 12 berømte og berygtede karikaturer fra Jyllands Posten kastede Danmark ud i et politisk stormvejr, hvis bølgegang F06 ufortrødent valgte at besejle. Vi satte en uge af til at behandle nationens tilstand i kølvandet på tegningerne, der bl.a. inkluderede et uforglemmeligt besøg i Gellerupparken, og for Johans vedkommende, en optræden i TV2 Østjylland. Der blev skrevet blogs og artikler til Urban, og afholdt debatmøde med imamer og politikere. F06 kløede på med krum hals og fik hurtigt vist, at højskole ikke altid er lig med osteklokke; der er faktisk en verden udenfor, klar til at blive ændret. Aktiv Medborger tog udfordringen op, og byggede en moské på Store Torv i Århus, klods op ad Domkirken. Stenene til moskéen kunne man få lov at købe for en tyver og dekorere med kakler, og pengene gik ubeskåret til et reelt moské-projekt i Århus. Kr. 6.500,-, en masse søde og positive tilkendegivelser, enkelte sure opstød og en hel masse erfaring blev det til på en solrig lørdag i maj. Fra Carsten og undertegnede skal der lyde en dybfølt tak til AM’erne for jeres entusiasme, gejst og kampånd, det var stort. Kunstnerne ville dog ikke stå tilbage for aktivisterne, så ferniseringen af årets kunstprojekt blev henlagt til rådhuset i Århus. 25 kunstnere udsmykkede rådhushallen i en uge, hvor Århus’ borgere kunne opleve F06’s forsøg på at indfange selvet og identiteten i maleri, keramik og fotografi. Idéerne var originale og buddene mangfoldige, en udkrystallisering af det kreative leben på Testrup Højskole: godt at Virkeligheden ikke blev snydt for det indblik. Men det var ikke kun Testrup der kom ud i Virkeligheden, det var også den anden vej rundt. I marts fik skolen fornemt besøg af sociologen Thomas Ziehe, der levende berettede om ungdommen nu til dags. Åbenbart er det ikke altid lige fedt, altid selv at have lov til at gøre lige hvad man har lyst til. Håndfaste rammer og lidt mere autoritet, tak! Autoriteten havde det dog svært, da den traditionelle svedehytte udviklede sig til nøgenbasketball og barberede boller, med et par sagesløse lærere som blinde passagerer. Nørregårds drenge beviste den aften, at man sagtens kan støtte velgørenhed og give Carl Mar Møller baghjul i en og samme bevægelse. For svedehytten var dyrt indkøbt på den tilbagevendende auktion til fordel for Grundtvig Institute of Nigeria, der på F06 slog alle rekorder. Godt og vel 33.000 kr. blev det til, selv om kun halvdelen af pengene blev sendt til det stadig mørke, men hastigt mere oplyste, Afrika. Den anden halvdel gik til Humor mod AIDS, som eleverne også i år støttede med mange fantasifulde påfund og en klækkelig indsamling til følge. En anden konsekvens af auktionen var Anders Agersnaps sært muterende frisure, der dag for dag antog stadigt mere bizarre former, lige fra neonfarvede punkspikes til Prodigy-horn, før staklen blev reddet af en barmhjertig trimmer. Anders’ alternative hårpragt afholdt ham dog ikke fra at være en del af F06’s særdeles aktive sportsudvalg. Turneringer i badminton, bordtennis og sågar sudoku var blot nogle få af mange tiltag fra sportsudvalget, der i tilgift fik en fællestime at gøre godt med undervejs. En rigtig god idé, skulle det vise sig, der givetvis vil danne præcedens. Udvalget kunne dog ikke forhindre et knap så ærefuldt 9-0 nederlag i det traditionelle fodboldopgør med serie 4 drengene fra TMG. DET VAR VIST KUN CHAUFFØRERNE, DER IKKE HELT HAVDE FORSTÅET DET DER MED FÆLLESSKAB, MEN DE HAR SIKKERT HELLER IKKE GÅET PÅ HØJSKOLE Selv med Mads Eslund på toppen i slutminutterne ville bolden bare ikke i kassen, men det var vist også noget med en lortedommer. I weekenden efter påske var der dømt Forårsweekend under overskriften ”Skurk”. Nuværende såvel som gamle elever hørte Henrik Palle humoristisk og veloplagt fortælle om populærkulturens mange skurke, mens skurken kom under kærlig behandling i de efterfølgende workshops, der spændte lige fra ”Det dæmoniske ifølge Kierkegaard” til skurkagtig eksercits i det grønne. Som sædvanlig var workshopperne varetaget af både lærere og gamle elever. Forårsweekenden beviste atter engang, at det er en rigtig og vellykket nytænkning af den hedengangne debatweekend, og stor tak og ros skal gives til F06 for forbilledligt værtskab, til de gamle elever for at holde stilen på den fede måde, og ikke mindst til elevforeningens bestyrelse for deres kæmpe arbejde. KRØNIKE 45 Bryllupper blev den helt store trend på F06, om end de ikke var helt juridisk bindende. Astrid og Tobias blev for en aften smedet i hymens lænker, i en af de mere overbevisende og gennemførte bryllupsfester Testrup har lagt grund til. Så gennemført, at både brud og gom dagen forinden havde udstået alle de prøvelser et velgennemtænkt polterabend kan præstere. Senere var det Mads’ og Maries tur til at tage det store skridt sammen i det tværfaglige sitcomprojekt ”Rød dør”, der forenede folk fra teater-, musik- og skrivelinien. Og det frieri var åbenbart så overbevisende, at Gitte Krogsbæk drømte om brylluppet om natten. Forårets studietur er i mange år gået til Prag, men i år skulle det være anderledes. Derfor blev sigtet rettet mod Berlin, en af Europas mest spændende storbyer, der oven i købet nærmest ligger i vores egen baghave. I ugen op til studieturen forberedte vi os på mødet med Berlin, bl.a. ved et svimlende og rytmisk præcist leveret foredrag om berlinsk arkitektur ved professor på Den Kongelige Danske Arkitektskole, Carsten Thau. Et foredrag, der fik Eslund til at postulere, at ”formidling af viden nærmest kan være en erotisk situation”. Der var dog ikke bryllupsklokker der bimlede i denne omgang. I stedet kunne samme Mads i sin weblog berette om en typisk dag i Berlin: ”i gaar var jeg paa stasi archiv. jeg har set erich mielkes kontor og drukket kaffe i sicherheitsdienst kantinen/pauserummet paa direktionsgangen, mens jeg saa discovery channel dokumentar paa video med engelsk speak af roger moore (lost in translation: “lodger moore”). corny! jeg har drukket champagne paa gaden i rosenthaler strasse og prövet en fantastisk blaa skjorte, som 46 KRØNIKE jeg ikke havde raad til, og jeg har klöet mig i haaret over, at canon ixys 60 kameraer er saa billige her, men alligevel for dyre til min pung”. ’Nuff said. Turen blev faktisk så vellykket, at vi har valgt at genbruge Berlin som destination til efterårets studietur. Foråret var forbi før man vidste af det, og afskedens time oprandt i tårer og navne udhugget i sten på de gamle mure, som så mange gange før. Og som det har for vane når forårsholdet stopper, lød sætningen ”vi ses på Roskilde Festival” på kryds og tværs af gårdspladsen, før bussen mod Århus havde afgang. Faktisk er vi så mange gamle Testrup’ere der efterhånden mødes på Roskilde, at vi udgør ca. 1% af det samlede antal gæster på Nordeuropas største musikfestival; imponerende! Sommeren blev også god på Testrup Højskole. Rigtig god, faktisk. Stopfyldte kurser stort set over hele linien, og en praktisk afdeling, der lige fra oldfruer til opvaskere strutter af så meget arbejdsglæde, energi og overskud, at man er i tvivl om det er dem eller kursisterne, der har betalt for opholdet. Mange tak skal i ha’, folkens, og ikke mindst: tak for maden, den var vældig go’! August-kurset rundede sommeren af, og hér ville man absolut ikke stå tilbage for vores sydlige nabo, Horsens’, store armbevægelser udi hurtigt udsolgte koncerter: På under to timer var samtlige 150 pladser på årets kursus afsat, da de blev ’sat til salg’ i begyndelsen af maj. Det blev igen et fantastisk kursus, og en reminder til alle om at være klar ved tasterne, når pladserne på næste års Auguku bliver åbnet. 47 Midt i august startede så efterårsholdet, selv om temperaturen efterhånden lægger op til en omdøbning til sensommerholdet; Lomborg eller ej, så er frokost i det grønne helt ind i oktober måned altså noget nyt. Men det grønne græs og det gode vejr blev brugt til andet end bare at slikke solskin. Testrup Højskoles imponerende fodboldstadion skulle nemlig hurtigt komme til at lægge græstæppe til en drabelig dyst mellem Ondskabens 4 og Team Frosne Spandauere med lækker Remonce FC. Kampen var indkøbt på den efterhånden klassiske Grundtvig-Nigeriaauktion, der, ud over at støtte et godt formål, altid er kilde til en række underholdende og kreative aktiviteter. I dette tilfælde havde udbyderen udlovet en fodboldkamp, hvor køberen var garanteret at tabe, en profeti der på tragisk vis gik i opfyldelse, da Ondskaben til slut løb af med en kneben sejr på 4-3. Og atter var det dommeren, der efterfølgende måtte lægge ryg til hårde ord og bebrejdelser. Det er måske på tide, at sætte Kim Milton på lønningslisten? Hvad angår auktionen ville efterårsholdet selvfølgelig BRYLLUPPER BLEV DEN HELT STORE TREND PÅ F06 ikke stå tilbage for forårsholdet: mere end kr. 25.000,- blev det til, det højeste beløb pr. elev nogensinde. Tilsyneladende kender elevernes hjerterum og gode vilje ingen grænser. Eller også var det bare Lars Emils tilbud om en 4 min. lange triangel-lektion og de 84 øvrige, fantasifulde og fristende tilbud, der fik folk til lommerne. Det milde efterårsvejr bød også på æbleskud med Carsten Lunding. Udbyttet af skolens frugthave blev i løbet af en fællestimes tid vekslet til alskens slags æbletærter, æblekage og aldeles økologisk og friskpresset most, med hjælp fra 48 KRØNIKE frugtpresseren i Odder. Efterfølgende er nedfaldsæblerne i en lind strøm blevet transporteret til Odder af entusiastiske elever, så skolen løbende kan servere velsmagende æblemost som supplement til kaffen og kagen. Det er vist endnu en idé, der skaber præcedens. Efterårets teaterelever var hurtigt ude af startblokken. Ud over en hektisk, men festlig og vellykket weekend på Horsens Teaterfestival, opførte teatereleverne allerede i september deres første forestillinger: to korte stykker, inspireret af Brechts ”Mutter Courage”, der både inkluderede polka-prikkede kjoler og iscenesatte jordskælv. Den mest omtalte special effect var dog Katrines meget naturtro urinering på et kridhvidt lagen. Hvordan det kunne lade sig gøre er en velbevaret hemmelighed, men det blev dog afsløret, at forklaringen egentlig var meget ligetil. Det kan man så selv tænke videre over. I skrivende stund har vi netop taget hul på anden periode og samtidig sagt goddag og velkommen til 6 nye elever, der vil prøve kræfter med højskolen de sidste 12 uger af efterårsholdet. De skal nok få deres at se til. Pt. sidder de sammen med deres holdkammerater og forbereder sig på det kommende rollespil, hvor alliancer skal knyttes og brydes, loger og fordækte klubber skal sætte hemmelige dagsordner og magten skal vindes eller tabes. Det bliver et sjovt døgn. Det har været et sjovt år. Og fortsættelse følger, som sædvanlig, til næste år. ITALIENSNOTATER Får Apollo Daphne? EN GOD FORTÆLLING ER SOM SÅDAN TIDSLØS, FORDI DEN TRANSCENDERER DEN KONVENTIONELLE FORESTILLING OM TID, STED OG RUM. MEN MÅSKE SÆTTER DET ALLIGEVEL SPOR HOS FORTÆLLEREN, HVIS MAN SØGER TILBAGE TIL FORTÆLLINGENS PRIMAT, BLANDER LYS MED STØV OG GAMMELT MED NYT. ELIN VESTERGAARD OG OVID ANNO 2006. Elin Vestergaard er cand.mag i nordisk sprog og litteratur samt litteraturhistorie. Hun underviser bl.a. i litteratur og fortællinger på højskolen. 49 Tagterrassens rum af blå Napolibugt og perlerækker af øer og kyster. Blå dis over Vesuv. Kilometerlange hvide kølvandsstriber i den blå bugt. Skyggernes lette driven over pastelfarvede huse og saftigt grønne omgivelser. Afskallede mure. Pilende firben. Planter, der slænger sig ned ad en okkerfarvet mur. Klokkeslag ind i et mylder af fuglekvidder og hundeglammen. Ekstremt distinkte italienske råb, der ind imellem skrider over i falset. Scooternes og de trehjulede ”humlebiers” evindelige skærebrænder. Smalle, fortovsløse gader, presset af mure til begge sider. Knægten, der klapper sin scooter og selvsikkert opfordrer, ”passeggero?”. Den tandløse ”nonna” i stuedøren, der adstadigt læsper, ”ciao”. Citroner i klaser. Knaldrøde hibiscus. Struttende, krydrede tomater. Muslingeskaller i utallige nuancer i spaghettien. Mozzarella, mozzarella og atter mozzarella. Var det nu bare dette søde liv under sydlige himmelstrøg, der trak mig til Italien en forårsmåned 50 ITALIENSNOTATER i min orlov? Både tålmodige lyttere og jeg selv har trukket på smilebåndet, når jeg har bedyret, at jeg MÅTTE ned til de hotte antikke steder og arbejde med Ovid og hans ”Metamorfoser” i de rigtige omgivelser for at skabe den rigtige fortælling. Hotte antikke steder? Det er vel ikke de tinnitusudviklende, grotesk forvrængede stemmer fra tredive skoleunger i stedet for en inciterende sibyllestemme i grotten i Cuma, der gør det hot? Eller firbenet, der piler hen over colaflasken mellem sparsomme ruiner af Jupitertemplet? Eller den pæne ældre herre, der mumlende filmer den penissvulmende Pan på Napolis Nationalmuseum? Distancerende brud i min indlevelse, som måske på en eller anden måde alligevel sætter sig sine spor i min fortælling? Når der fortælles historier, må det være så tilhørerne ser det hele for sig, mærker, hvad der foregår, bliver forført ind i et andet univers, oplever tiden forsvinde. Men det rykker måske mest, hvis du samtidig oplever en distance, hvor du har bevidsthed på fortællerummet, du befinder dig i, og hvor dine egne tanker, associationer og links til den aktuelle verden flyder af sted i tilsyneladende tilfældig indvikling i fortællingen. I denne paradoksale samklang tror jeg, der er mulighed for, at noget udvider sig, flytter sig, falder i hak, sætter gang i nye spørgsmål. Forudsætningen er, at fortælleren i fremførelsen leverer billeder, bevægelser, betoning, mimik, melodi, dynamik mm. Indlevelsen i stoffet er det grundlæggende, men den har samtidig brug for en styring, for en bevidsthed om, hvad der gøres her og nu, for en distance, hvor de forskellige ingredienser kan afstemmes, så retten, der serveres, får den rette indvirkning. Indsigt og sansning er et par af hjørnestenene i dette dobbeltsidige udtryk i fortællefremførelsen. At vide noget om Ovid, om forhold i romerriget på hans tid og om de græsk/romerske myter er væsentlig i min fortolkning. Denne viden indvirker selvfølgelig på min sansning af de steder i Italien, der har en reference til det, det handler om, men det omvendte gør sig også gældende. Det sete, det oplevede, det sansede giver nye perspektiver på mit arbejde med Ovid og ”Metamorfoser” og aflejrer sig i min fremførelse. I grunden behøver man jo ikke bevæge sig nogen steder hen for at indleve sig i noget. Man kan bare blive derhjemme og læse om tingene og forestille sig det hele – det er der kommet masser af historier ud af i tidens løb. Men det giver en forskel at have haft støvet fra Pompejis store brosten i næsen, at have rørt ved de rå, slidte, sandfarvede søjler i Herculanum, at have fået freskoernes pompejirøde rum og gyldne bacchantinder, mosaikkernes mylder af mytiske historier, den specielle blanding af både støvede og stærke farver direkte på nethinden, at have mærket Sibyllegrottens særlige luft og lysindfald. Det sansede giver fylde og liv til de historier, der skal fortælles, blander sig, når Venus ligger i skyggen af en poppel med hovedet på sin elskede Adonis’ bryst, når bacchantinderne raser og krydrer ITALIENSNOTATER 51 luften, når Orpheus går gennem dødsrigets dunster, når Jupiter som forførende tyr danser på strandengens grønsvær, når Minyas’ døtre sidder og væver løs og fortæller historier osv. At jeg har haft tid til at glemme tiden og give plads til opslugningen og betragtningen har gjort sansningerne stærkere i erindringen. Oven i købet oplever jeg på paradoksal vis glimt og indfald træde tydeligere frem med tiden – måske holdt i live ved hjælp af Ovid? Møder med verden kan være virkningsfulde i lang tid og bevæge sig uden for tid, når de får ”bolig” i en fortælling. Forskellige tider mødes i fortællingens rum. Fortællefremførelsen har mange aspekter integreret i sig: Form, farve, rytme, lyd, følelser, stemninger, forskellige tider, forskellige steder, viden, mening. Det er alt sammen væsentligt DET GIVER EN FORSKEL AT HAVE HAFT STØVET FRA POMPEJIS STORE BROSTEN I NÆSEN for dobbeltsidigheden af fravær og nærvær i både formidling og perception. Væsentligt for, at forførelsen til et andet univers bliver næsten fuldstændig, i lighed med når ynglingeguden Apollo i sin begærlige jagt på den flygtende nymfe Daphne er svimlende tæt på at indfange hende. Men han får hende ikke i kød og blod. Til gengæld får han i hendes forvandling til et laurbærtræ en slags essens af hende, som der er et nærvær i, selv om det egentligt begærede er fra-værende. Men han er jo også bevidst om, at laurbærtræet er ”noget andet” – sådan som både fortæller og tilhørere er bevidste om at bevæge sig mellem virkeligheden og et andet univers, 52 ITALIENSNOTATER der er en slags essens. Når det da ikke lige er øjeblikke af Pygmalionsk forvandling: Billedhuggeren Pygmalion viser en så intens omsorg og opmærksomhed over for sin elfenbensdukke, at hun vitterlig bliver til kød og blod. Øjeblikke af total sammenhæng, nydelse, opslugthed og fuld opmærksomhed over for det, der er her og nu, som kan opleves af både fortæller og tilhørere. Øjeblikke, der er frugtbargjort af dynamikken mellem bevidsthed og sansning, mellem fortid og nutid, mellem fravær og nærvær. ”La Grotelle” på klippeafsatsen og blikket faldende dybt i det blågrønne. Brændende brunt sand mellem tæerne og klart køligt vand mod huden. Rosafarvet luft i den tidlige aften. Mylder på havnekajen, en italiensk fodboldkommentators dramatiske stemme, skarpe kommentarer fra en kvinde med ”Lorenske” kurver, en tjeners indsmigrende ”buona sera”. Måske var det OGSÅ ”bare” det, der trak mig til Italien. Og alene det at placere sig i helt andre omgivelser og måder at leve på skaber et nyt perspektiv på det, jeg er optaget af. Jeg rykker mig i mine betragtninger ved, at jeg på anden (fysisk) vis har rykket mig. Måske blander dette italienske liv anno 2006 sig som glimt, farver, lyde, dufte i min Ovidhistorie – helt uden at tage hensyn til tid og sted. Og måske blander der sig helt naturligt velkendte billeder fra det 21. århundrede i tilhørernes indre biograf. I så fald falder det helt i tråd med Ovid, der lystigt blandede tider og steder, som det passede ham og de historier, han havde lyst til at fortælle – en interessant finesse, som peger på både omskifteligheden og universaliteten i de menneskelige forhold, som hans historier handler om. KOLD KAFFE JØRGEN CARLSEN GÅR I DYBDEN MED PÆDAGOGIK OG DEN TYSKE TEORETIKER THOMAS ZIEHE FOR AT UNDERSØGE PÆDAGOGIKKENS DYDER OG FALDGRUBER. HVORDAN HOLDER MAN KANDEN I KOG? IKKE MINDST NU, MEN OGSÅ FOR FREMTIDEN. Kaffe? Jatak! Det er dejligt med en kop frisklavet kaffe. Den dufter forjættende, udsender bølger af varme, smager lifligt, skærper ens sanser – og minder os om, at ”livet er ikke det værste man har…” Men står kaffen for længe, bliver den kold og besk. Den mister sin varme og charme og smager af overgemt fortid. Sådan er det også med pædagogikken. Pædagogikken skal være frisklavet og på højde med sin tid. Ellers bliver den ”kold kaffe”. Udtrykket ”kold kaffe” finder man hos den tyske socialisationsteoretiker Thomas Ziehe, som i de sidste 30 år har optrådt som en inspirerende mentor i den pædagogiske diskussion. Især i den pædagogiske debat i Norden har man taget ham til sig – og allermest her i Danmark. Hans gennembrud var værket ”Pubertät und Narzissmus” (”Pubertet og narcissisme”, 1975). Siden har han forelæst i Danmark så godt som hvert år. Og i foråret 2006 holdt han forelæsninger i København og Århus og et foredrag for eleverne på Testrup Højskole, som vi hermed bringer i uddrag, oversat fra engelsk af Rikke Slot Johnsen. Han findes på dansk i en række artikler i diverse tidsskrifter samt i bøgerne ”Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser” (1983, skrevet sammen med KOLD KAFFE 53 Herbert Stubenrauch), ”Ambivalenser og mangfoldighed” (1989) og ”Øer af intensitet i et hav af rutine” (2004), alle udkommet på forlaget Politisk Revy. WAS IST LOS? Was ist los? Hvad har vi egentlig gang i? Det er udgangsspørgsmålet for Thomas Ziehe. Hans forskning baserer sig ikke på systematiske empiriske analyser, men på en seismografisk følsom fornemmelse for de historiske bevægelser i det pædagogiske felt. Han tænker eksemplarisk og fænomenologisk i bevidstheden om, at djævlen ofte stikker i detaljen. Pædagogik og kulturanalyse er uadskillelige. Heri ligner han idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt, rektor for DPU. Især ungdomsforskningen har optaget Thomas Ziehe. Over for de unges livssituation har han udviklet en bemærkelsesværdig sensitivitet og opmærksomhed. Men også lærerens prekære status er i fokus. Og så er vi ved den kolde kaffe. Den får vi serveret i den sidste bog i et essay med titlen ”Farvel til halvfjerdserne”. Kold kaffe er fraværet af historisk refleksion i den pædagogiske debat. Kold kaffe er det historiske efterslæb mellem mange læreres pædagogiske selvforståelse og elevernes livssituation. Mange lærere stikker stadig i halvfjerdsernes hængedynd. De har stadig ivrigt optaget af at celebrere den såkaldt moderne pædagogiks antiautoritære opgør med den gamle skolekultur og ikke mindst den gamle lærerrolle. De er aldeles hildet i forestillingen om deres egen selvfølgelige progressivitet. Man er jo heldigvis kommet videre – ikke sandt? OVERHALET INDENOM ”Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret”, lød overskriften på en kæmpe 54 KOLD KAFFE avisannonce for nogen tid siden. Det er faktisk temmelig klogt sagt. Det er præcis problemet. Netop denne selvfedhed og mangel på kritisk selvrefleksion inden for den pædagogiske praksis udsætter Ziehe for et ætsende syrebad. Ziehes kritikfigur kan minde ikke så lidt om den, man møder hos Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts ”Kritik af den negative opbyggelighed”. Mange pædagoger lider temmelig meget under den fordom, at de selvfølgelig har ret. De hviler i egen selvbevidsthed på laurbærrene fra en fordums kamp mod traditionselementer, som allerede er ekspederet ud af historien. De er utilbøjelige til at se, at de selv repræsenterer den nye dagsorden. De er nemlig for længst blevet indhentet og overhalet af nye kulturelle moderniseringstendenser – af det, som af Ziehe betegnes som ”den anden moderniseringsfase”. Den oprindelige modernisering af skolen bød på elevråd, klassens time, featureuger, åbne indendørsmiljøer og måske endda en svømmehal Alt dette kunne med rette påberåbe sig fornyelsens begejstring. Men nu har tingene mistet deres aura. De er blot en del af den forslidte hverdag. Ingen forlanger længere, at f.eks. nybyggeri skulle afføde en varig følelse af glæde. Den anden moderniseringsfase udløser ikke længere ”forbavselse, svimmelhed og berusende dynamik.” Hverdagen er blevet affortryllet og trivialiseret. I dette nye kulturelle landskab inkarnerer lærerne altså selv en ny magtorden i skolekulturen. Eller skulle man måske snarere sige: afmagts-uorden, for Ziehes billede af nutidens skolekultur nærmer sig det, Løgstrup i sin tid kaldte ”formløshedens tyranni”. Indimellem er lærerne måske ligefrem så naive at forvente en vis sympati fra elevernes PROBLEMET ER BLOT, AT KRITIKKEN AF TRADITIONEN SELV ER BLEVET TRADITION side, fordi de har banet vejen for en friere skole. Men her tager de fejl. Det, der engang blev fejret som et gennembrud for nye tendenser er selv endt i en banal hverdagspraksis. Det, der i sin tid var frugten af en pædagogisk nytænkning, er for eleverne en simpel selvfølgelighed. Det såkaldte frie læringsrum opfattes af eleverne som ren og skær diffusitet og mangel på orienteringspunkter. Den udbredte tendens til subjektivering af det pædagogiske perspektiv opleves som en afhierarkisering af kulturen: Mozart eller Madonna – who cares? Se bare på den hjemlige kanondiskussion, hvor nogle lærere ligefrem betragter det som et overgreb i deres metodefrihed, at nogle har formastet sig til at pege på noget godt – og så oven i købet på initiativ af en konservativ kulturminister. My foot! Som sagt: det er svært at tænke, ”når man er sikker på at have ret.” Umærkeligt medslæbes altså en overgemt ideologisk kontrabande i lærerbevidstheden, ikke mindst formidlet gennem en række forskere og undervisere på læreruddannelserne, som selv havde deres heroiske storhedstid i de legendariske halvfjerdsere. Her gjorde man op med den traditionelle skole. Problemet er blot, at kritikken af traditionen selv er blevet tradiKOLD KAFFE 55 tion. Aftraditionaliseringen af pædagogikken har sejret ad helvede til. Vi må besinde os på den nye historiske situation. Vi lever i en tilstand af postaftraditionalisering, påstår Thomas Ziehe. Netop dette tema behandler han i sit foredrag. Miseren bag denne ideologiske selvforblindelse består i en naiv og refleksagtig historisk optimisme, der ser nutiden som det foreløbige kulminationspunkt for udviklingen af en pædagogisk teori og praksis. Underforstået: hvor herligt vidt har vi ikke bragt udviklingen, hvor meget mere teoretisk reflekteret og dygtigere er nutidens lærere ikke i forhold til tidligere generationer. Undervisningen er langt mere livsnær og tæt på eleven, som for alvor er kommet i centrum, og forholdet mellem lærer og elev er informelt og ligefremt: læreren er ikke en mystisk fremmed. Læreren er Birthe og Lise og Søren, som har gået på seminariet og som i frikvarteret diskuterer lærerrollen sammen med eleverne. DET RETTE SPOR Men helt ærligt: er der nogen, der i fuldt alvor vil påstå, at lærernes undervisning eller skolekulturen her i landet er bedre end den var i 50’erne? Jovist florerede elementer af den sorte skole temmelig ubredt. Det husker alle vi midaldrende tydeligt. Det var dengang, lærerværelset var forbudt område, som man som elev kun undtagelsesvist fik lov at betræde. Dengang, hvor lærerne optrådte som autoriteter, som man rejste sig for, når de kom ind i klassen, hvor der var en ganske god portion kæft, trit og retning og tilmed fysisk revselsesret fra lærernes side. Det var dengang lærerne repræsenterede porten ind til den mystiske voksenverden. Det var også dengang, det var spændende at kikke igennem et 56 KOLD KAFFE nøglehul. Det er det ikke mere. For der er ikke mange hemmeligheder tilbage. Alle de ting blev nemlig nedbrudt i løbet af 60erne og 70erne, og det har givetvis været godt for noget. Men hvad sker der, når dette fremskridt cementerer sig og begynder at fejre sin egen historisk bedrift. Så bliver det kold kaffe! Pædagogikken må for at være samtidsbevidst besinde sig på det nyopståede kulturelle klima, som Ziehe betegner som post-aftraditionalisering. For at redde eleverne ud af diffusiteten og orienteringsløsheden er det nødvendigt at restrukturere skolekulturen. Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders ”regelbrutalitet”, men modvirke formløsheden ved at genetablere en ritualiseret skolekultur, som ikke viger tilbage for forpligtende regler og symbolske ordensregimer. Regler er nemlig ikke kun restriktive – de kan faktisk være yderst produktive. Eller med Ziehes egne ord: ”I den altomfattende kontingens’ hav, midt i det evindelige indtryk, at alt også kunne være anderledes, bliver tilbud om små og større momentane stiliseringer både nødvendige og attraktive.” Eller sagt mere direkte – helt for egen regning: Det er hypermoderne at synge morgensang igen! Det er selvfølgelig ikke svaret på alle tidens spørgsmål. Men det er en god begyndelse. Det skal siges, at Thomas Ziehe under sit besøg på Testrup gav udtryk for, at han følte sig overmåde veltilpas – både takket været atmosfæren, forårselevernes nysgerrige spørgen og den indledende fællessang. Kære venner! Vi er på rette spor! Og det har vi været længe! Beethoven er en hund DEN TYSKE PÆDAGOGISKE SUPER-TEORETIKER THOMAS ZIEHE VAR I FORÅRET 2006 I DANMARK OG HOLDT BLANDT ANDET ET FOREDRAG FOR ELEVERNE PÅ TESTRUP HØJSKOLE. FOREDRAGET ER OVERSAT OG REDIGERET AF RIKKE SLOT JOHNSEN POST-AFTRADITIONALISERING Der er sket en betydelig ændring i vores hverdagsliv i de seneste 30 år. Det er hverdagens selvfølgeligheder, der har ændret sig. Ændringen er måske ikke så tydelig for jer, men den bliver synlig, hvis vi sammenligner hverdagslivet i dag med hverdagslivet, som det så ud frem til 1970. Hvis jeg sammenligner min ungdom med ungdommen i dag, kan jeg beskrive denne afstrukturering, der er blevet den normale situation i vores samfund i dag. Afstrukturering betyder at faste strukturer og regler bliver fjernet. Tidligere var hverdagskulturen i høj grad reguleret af bestemte normer, som alle skulle indrette sig efter. Hvis man voksede op for 30 eller 40 år siden, var der mange regler og tabuer i hverdagen: Hvordan må jeg klæde mig, hvordan må jeg ikke klæde mig, hvem må jeg være venner med, hvem må jeg ikke være venner med osv. Disse normer udgjorde tilsammen et fintmasket net af regler, der skulle følges i alle situationer, og samfundet reagerede faktisk ret skarpt, hvis reglerne blev brudt. POST-AFTRADITIONALISERING 57 Det er fortid, og man kan sige, at vi i dag går i retningen af, at egne præferencer bliver vigtigere. Der er sket et skift fra et normreguleret hverdagsliv til et præferenceorienteret hverdagsliv. Præferencer betyder ikke, at man hele tiden shopper rundt, og er i den luksusposition at man frit kan vælge, hvad man kan lide. Helt så enkelt er det ikke. Men det at følge egne PÅ SKÆNDERIETS HØJDEPUNKT STAMPEDE DENNE LILLE SYVÅRIGE PIGE I GULVET OG RÅBTE: LAD MIG DOG LEVE MIT EGET LIV! præferencer betyder at ens egen attitude: Hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide, hvad man accepterer, hvad man ikke accepterer, disse præferencer får større og større betydning. Mærkeligt nok inkluderer det også muligheden for at sige ”nej” og ”det kan jeg ikke lide”. Man har mange flere muligheder for at vælge end tidligere generationer havde, men disse muligheder bliver ofte brugt defensivt. Det betyder, at unge mennesker i dag i høj grad er bevidste om hvad de ikke kan lide snarere end hvad de kan lide. Denne mulighed for at tage negative valg er vidt udbredt, men den kan skabe vanskeligheder, hvilket jeg kommer til senere. AFTRADITIONALISERING I dette skift fra det normregulerede til det præferenceorienterede hverdagsliv er der et vigtigt kendetegn, der kan kaldes aftraditionalisering. Aftraditionaliseringen fjernede nogle af de selvfølgeligheder og traditioner, 58 POST-AFTRADITIONALISERING der var blevet opbygget gennem 200 års modernitet, og vi er nu i en fase man kan kalde senmodernitet, hvor det moderne samfund ændres kulturelt i forhold til, hvordan vi lever vores hverdagsliv. Det betyder at individet selv vælger sin måde at leve på. Det begynder ret tidligt i barndommen, for i dagens samfund får, eller tager, børn langt mere frihed end tidligere. En af mine venner skændtes med sin syvårige datter, og på skænderiets højdepunkt stampede denne lille syvårige pige i gulvet og råbte ”Lad mig dog leve mit eget liv”! Det er en ret typisk situation – ”lad mig dog leve mit eget liv” – og muligheden for selv at tage beslutninger om egen levevis er en fundamental ændring. Situationen for unge mennesker er, at deres liv er meget mere frit, men også mere komplekst. Kompleksiteten hænger sammen med, hvad man kan kalde dobbelt afstrukturering. Hvad betyder det? Tidligere blev reglerne strengere, når man kom ind i ungdommen. Her blev livet alvor. For 50 år siden skulle de fleste unge mennesker i lære eller ud at tjene i en alder af 14 eller 15 år, så det at blive ung betød en stigende grad af social kontrol. Sådan var det tidligere, men den nye situation er fuldstændig anderledes. Når man kommer i puberteten i dag, vokser ens personlige frihed, og der er en lang række af handlinger og mål, som man selv kan tage stilling til. Min sekretær har en datter på 13 og en dag, efter en helt almindelig morgenmad, meddelte pigen sin mor, at nu ville hun flytte hjemmefra! Hendes mor var noget overrasket og spurgte hende hvordan hun ville få råd til at bo alene, og pigen svarede, at hun nok skulle skaffe penge. Det var nærmest symbolsk for THOMAS ZIEHE (F. 1947) ER PROFESSOR I PÆDAGOGIK VED UNIVERSITETET I HANNOVER. HAN ER KENDT FOR SINE ANALYSER AF TIDENS KULTURELLE UDTRYK; ISÆR BLANDT UNGDOMMEN. HANS ARBEJDE ER BLEVET FLITTIGT BRUGT AF PÆDAGOGER OG I FOLKESKOLEN hende at erklære: Denne tid er forbi, og nu tager jeg min frihed. Selvfølgelig flyttede hun ikke hjemmefra, men det er bare et eksempel på, at vi nu lever i en tid, hvor friheden bliver større, når man når puberteten. Både før i tiden og i dag er puberteten den første afstrukturering: Afstruktureringen af ens personlighed. Man ændres og ser pludselig sig selv med andre øjne. Men den dobbelte afstrukturering betyder, at man, samtidig med den indre afstrukturering af ens personlighed, kommer ind i et miljø og en kultur, der ændres utroligt hurtigt. Så den dobbelte afstrukturering betyder at der, både internt og eksternt, i min personlighed og i kulturen, er dybe forandringer, hvilket medfører en høj kompleksitet. OPFINDELSE AF EGENVERDENER Nu vil jeg forklare min anden tese, nemlig det fænomen at man, når man kommer i puberteten, begynder at skabe egenverdener. En egenverden er mental og er ikke et bestemt sted. Egenverden betyder, at du kan definere dig selv ud fra, hvad du betragter som værende vigtigt, attraktivt, rart, interessant osv. Ved at konstruere en egenverden kan du i meget høj grad tage udgangspunkt i dine egne præferencer. Tidligere var der som nævnt i højere grad et net af kulturelle regler, man skulle følge. I dag er der færre kulturelle regler, og man kan i stedet referere til sin egenverden. […] Man orienterer sig mod verden på en måde, der i høj grad er rettet mod en selv. Man kan sige at individerne bliver selvforsynende, de indsamler selv deres mentale materiale – de opfinder det ikke selv, POST-AFTRADITIONALISERING 59 men tager det i høj grad fra populærkulturen, og opbygger deres egenverdener. Tag fx populærmusik i dag, tænk på hvor vigtig den er. Da jeg var ung var der en gang hver fjortende dag et rockmusikprogram i tysk tv. Det varede en halv time og bestod af unge mennesker, der dansede til livemusik. Kameraet blev bedt om ikke at filme ansigter, for at de unge ikke skulle få problemer, hvis deres forældre opdagede, at de var ude at danse en lørdag aften. Sammenligner man det med i dag, hvor moderne musik præsenteres 24 timer i døgnet på to eller tre kanaler, kan man se, hvor stor forskellen er. HVEM ER BEETHOVEN? Hvis man er afhængig af sin egenverden, så BØRNENE FORHANDLEDE NÆRMEST MED LÆREREN, INDTIL DE NÅEDE FREM TIL DET KOMPROMIS, AT BEETHOVEN BÅDE ER EN HUND OG EN KOMPONIST træffer man et valg om, at man selv bestemmer hvilket indhold og hvilke emner, der er interessante for en. De vidensområder man beskæftiger sig med, er områder man selv har udvalgt. Det skaber en anden kompleksitet, idet højkultur tidligere var så stor en autoritet, at hvis man var ung og havde ambitioner i forhold til ens egen udvikling, så skulle man være interesseret i det, eller i hvert fald lade som om. I dag kan den enkelte mere eller mindre selv beslutte sig for om de er interesserede i litteratur, musik, poesi, teater, film osv eller ej. 60 POST-AFTRADITIONALISERING Den almene viden om højkulturelle områder er gået ekstremt meget tilbage, fordi det område i dag er noget, man kan beslutte sig for, om man er interesseret i eller ej. Det betyder, at skoleelever har utrolig lidt kontakt med det, man tidligere kaldte højkultur, selvom skolegangen i dag er længere end nogensinde. Jeg besøgte en 5. klasse, det vil sige tiårige elever, og da navnet Beethoven blev nævnt, var børnene fuldstændig overbeviste om at Beethoven var en hund! Der er en film om en hund, der hedder Beethoven, og børnene forhandlede nærmest med læreren, indtil de nåede frem til det kompromis, at Beethoven både er en hund og en komponist. Denne store distance til højkultur gælder ikke kun i forhold til den klassiske periode. Alt hvad man bliver præsenteret for går igennem et filter bestående af spørgsmålene: Kan jeg lide det? Finder jeg det acceptabelt? Finder jeg det sandsynligt? Men hvis alt skal filtreres, så er der selvfølgelig en masse ting, der ikke kommer igennem, fordi der er en barriere. At sige nej og tage negative valg er blevet meget nemmere. Filteret har derfor to sider: Det er en forøgelse af friheden på den ene side, men det har også noget at gøre med hele tiden at foretage valg. Hvis man hele tiden foretager valg, er det vigtigt, at man har lært hvordan man gør det, og at man ikke bliver for defensiv og styret af sin egenverden. Denne mentale egenverden er ikke en, man bor i, den er i ens hoved, og i dag kan unge mennesker derfor tage den med sig, så når de går i skole og overvejer hvad der foregår her, så dukker spørgsmålet op: Det jeg oplever her, er det kompatibelt med min egenverden? Mange børn kommer til konklusionen: Hvis det ikke er kompatibelt må det betyde at det er nonsens. Så i Tyskland er der mange børn, der går i skole fuldstændig overbeviste om, at det hele er absurd, fordi det ikke passer til deres egenverden, og det der foregår i skolen derfor er meningsløst, hvilket selvfølgelig gør det svært for lærerne. AFTRADITIONALISEREDE FORÆLDRE Det leder mig frem til min tredje tese med den mærkelige titel post-aftraditionalisering. Aftraditionalisering er at traditionerne forsvinder, det er klart, men hvad er så post-aftraditionalisering? Post-aftraditionalisering betyder at vi nu går ind i en fase hvor unge mennesker ikke længere kæmper for aftraditionaliseringen, fordi det ikke er nødvendigt. Den er så åbenlys, at vi ikke engang tænker over den. Tidligere, for min generation, var aftraditionaliseringen en kamp mod de voksne, en kamp der gav de unge en følelse af eufori: Vi bryder reglerne og vi ændrer reglerne. Jim Morrison fra the Doors var en af aftraditionaliseringens helte, og hans sang ”Break on through to the other side” havde den fantastiske idé: Der er en anden side, og den er helt forskellig fra lærernes og forældrenes. Det er en slags Utopia, et nyt land, og den idé var i høj grad styrende for ungdommen i 70’erne og 80’erne. Jeg idylliserer det ikke, jeg forsøger bare at beskrive hvordan det gav en følelse af liv og magt til den unge generation i disse årtier […] Hvis man sammenligner det med i dag, så er konteksten fuldstændig anderledes, fordi forældrene i dag allerede er aftraditionaliserede og det at vokse op i dag, er ensbetydende med at vokse op med aftraditionaliserede forældre. [...] Post-aftraditionalisering betyder altså, at vi er vidne til en fortsat aftraditionalisering. Det stopper ikke, men det er ikke længere noget, vi gør et stort nummer ud af, det er ikke noget, vi kæmper mod eller for, så post-aftraditionaliseringen betyder en ændring i attituden i forhold til aftraditionaliseringen. Unge i dag er ikke anti-traditionalister mere, fordi ordet i sig JIM MORRISON FRA THE DOORS VAR EN AF AFTRADITIONALISERINGENS HELTE selv er blevet meningsløst, og hvis du spørger 15-årige: ”Er I imod traditioner?” ville de ikke kunne svare, fordi de ville være nødt til at spørge, hvad det var, du talte om. [… ] Unge mennesker i dag er ikke antitraditionalister, de er traditionsløse, hvilket er noget helt andet. BESLUTNINGER OG VALG Afstruktureringen skaber en ny slags problemer og en ny slags kriser. Nu er problemerne ikke for mange regler, for meget undertrykkelse, men i stedet skal man finde sig til rette med konstante valgmuligheder, med konstant at skulle forholde sig til, hvad der foregår, og hvad der skal ske. Jeg har et citat fra en 18-årig pige lige efter hendes studentereksamen, der viser denne livssituation, de unge befinder sig i: ”Jeg vil ikke på universitetet med det samme, jeg har ikke lyst til at begynde at læse. Jeg har haft mange planer, men har droppet de fleste. Først ville jeg til Australien. DerPOST-AFTRADITIONALISERING 61 62 efter planlagde jeg en jordomrejse, men jeg ændrede mening og besluttede i stedet for at tage til Frankrig. Jeg ville begynde på et tyskfransk studium. Men så kom jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt det var smart at specialisere mig i fransk uden at kunne tale engelsk fejlfrit, så jeg besluttede mig for et år i England. Jeg ansøgte, men for sent. Jeg prøver igen til foråret”. Der er ingen faste planer, du er nødt til at tage beslutninger, og du kan aldrig være helt sikker: Tog jeg mon den rette beslutning? I denne situation bliver værdier som stabilitet, kontinuitet og pålidelighed rigtig rigtig vigtige, og unge mennesker tiltrækkes af disse værdier som sikkerhed, fællesskab og sociale net af venskaber og partnere. MERE STRUKTUR, TAK! Denne længsel kan også ses i mange uddannelsesinstitutioner. Unge mennesker begynder gradvist at hade ustrukturerede situationer. De foretrækker lærere, der er mere strikse, og timer der er mere effektive. Før var det anderledes. Den mest populære lærer var den bløde lærer, der fjernede strukturen og sagde: Bestem selv. Men hvis man fra sin barndom af har været vant til selv at skulle beslutte alt, så er medbestemmelse ikke længere et privilegium, det er ikke længere en gave. Det er en gammel lærerjoke, at børnene i denne frie struktur sidder i klassen, læreren kommer ind og børnene spørger: ”Skal vi nu igen gøre, hvad vi selv vil?” Og de bliver helt lettede, hvis man har et forslag til, hvad de skal lave, for det virker som en byrde konstant at skulle beslutte. […] Ydre strukturer er en hjælp for et individ til at producere indre strukturer – det er ret svært at skabe indre strukturer, hvis der overhovedet ikke er ydre strukturer. FØR VAR DET ANDERLEDES. DEN MEST POPULÆRE LÆRER VAR DEN BLØDE LÆRER, DER FJERNEDE STRUKTUREN OG SAGDE: BESTEM SELV Det leder mig frem til, at det formentlig væsentligste punkt i socialisering i dag er, hvordan man tackler denne effekt af afstruktureringen. Hvordan tackler man den øgede frihed og at træffe valg samtidig med, at man er åben over for erfaringer, uden blot at gentage ens egenverden? Det gælder om at opnå en form for selvstændighed over for ens egne ønsker. Man skal lære at sætte sine egne ønsker til side, så man opnår en bedre selvregulering. Hvis man ikke er i stand til at selvregulere, er man for afhængig af alle de følelser, man har indeni. Selvregulering betyder ikke, at man skal undertrykke ens selv, men at have evnen til nu og da at sætte sine følelser til side og lære hvad det vil sige virkelig at ville noget! POST-AFTRADITIONALISERING 63 ÉT ER FORNØDENT I FØLGENDE PRÆDIKEN GØR HANS RUBECH CHRISTENSEN OP MED DEN INDSTILLING, AT ALT KAN PLANLÆGGES OG TILRETTELÆGGES, OG PEGER I STEDET PÅ AT LIVET HAR HELT ANDRE FORNØDENHEDER. Jesus sagde: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være” (Lukas, 12,32-34) Hans Rubech Christensen er cand. theol. og underviser på højskolens filosofilinje. I mine forældres soveværelse hang der over deres seng en aflang, gylden ramme, hvori der stod et skriftsted: Et er fornødent stod der, broderet med guldskrift på sort baggrund. Ordene stammer fra en lille fortælling, hvori Jesus besøger to søstre, Martha og Maria. Martha har travlt med at lave mad og varte op. Maria sætter sig ved Jesu fødder og lytter til, hvad han har at sige. Martha bliver sur, fordi Maria ikke hjælper hende og beder Jesus om at irettesætte søsteren. Hertil Jesus siger: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange 64 PRÆDIKEN ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Et er fornødent. Disse tre ord kunne mine forældre så se på og tænke over hver aften, når de gik i seng efter en travl dag. I de ord lød en anden stemme, end den, der havde lydt i dagens travlhed. Ordene stillede travlheden i relief, relativerede den, satte den på plads. Travlheden og det, der skulle nås med den, var vigtigt. Men der var noget andet, der var vigtigere. Ja, som i grunden var det eneste fornødne. TRAVLHEDEN OG DET, DER SKULLE NÅS MED DEN, VAR VIGTIGT. MEN DER VAR NOGET ANDET, DER VAR VIGTIGERE. JA, SOM I GRUNDEN VAR DET ENESTE FORNØDNE Forleden så jeg i fjernsynet et andet ægtepar, som også havde noget hængende ved sengen i deres soveværelse. Det, de havde hængende, var et skema over deres liv, sådan som de havde planlagt, det skulle forme sig, indtil de engang var godt oppe i firserne. Sådan noget hedder ”life-planning”. Denne livsplanlægning rummede stort og småt mellem hinanden: Hvor vil vi gerne bo, når vi får råd? Hvordan skal karrieren helst flaske sig. Hvornår skal vi til Seychellerne. I hvilket år og hvilken måned bør golfhandicappet være oppe på et vist niveau. For hvis man ikke sætter sig mål og planlægger, sagde manden, så bliver det hele jo blot for sjov – og et golfhandicap skal skam tages alvorligt, forstod man. Vi har det sidste års tid her i landet diskuteret blasfemi. Hvad kan man tillade sig at sige om det, som andre finder helligt? Anledningen var nogle latterlige tegninger, som ingen nogensinde burde have taget alvorligt. De var ganske vist ondskabsfulde og spottende, men det var mennesker og deres tro, de spottede. (Og derfor skulle de aldrig have været tegnet). Men ingen gud blev spottet i disse tegninger, der sagde mere om, hvem der havde fået idéen til dem, end om dem, de var rettet imod. Men denne tro på, at man kan planlægge og styre sit eget liv ud i mindste detalje, sådan som det kom til udtryk i ovennævnte ægtepars lifeplanning, derimod – det er blasfemi! Det er at spotte Gud i praksis. Det er vantro i praksis. Det er imidlertid en blasfemi og en vantro, som hele vores kultur – vores ”way of life” – mere og mere lægger op til. Og når jeg nævner ægteparret fra TV, er det ikke for at hænge dem ud som specielt forfærdelige mennesker. Egentlig synes jeg mest, det er synd for dem. Jeg nævner dem snarere, fordi de på en meget klar og måske lidt ekstrem måde repræsenterer noget meget skræmmende, som jeg også finder i mig selv. Og som jeg tror, der er spor af i de fleste af os, simpelthen fordi vi er moderne mennesker. Dette skræmmende er en ubændig vilje til at ville styre, planlægge og kontrollere tilværelsen PRÆDIKEN 65 ud i alle dens detaljer. Det gælder lige fra det ufødte barn, der snart kan udstyres med varedeklaration og påskriften ”Garanteret fejlfri” til sygdomme, der mere og mere betragtes, som noget, der burde kunne være undgået. Eller livsforløbet, der betragtes som mislykket, hvis det er mindre end perfekt og ikke er udstyret med alle de gængse materielle symboler på perfektion. ”Hvorfor er det ikke i orden at være helt al- HVORFOR ER DET IKKE I ORDEN AT VÆRE HELT ALMINDELIG? mindelig?”, sagde en af mine elever en dag i en time med et stort suk. Hun satte fingeren på det ømme punkt. For det er lige præcis ikke i orden at være helt almindelig. Det er kun i orden at være perfekt. Og denne perfektion ligger inden for dine egne muligheders ramme, påstås det fra alle sider. Får du ikke skabt det perfekte, glatte, fejlfri og helst også individuelt enestående liv for dig selv, ja, så har du kun dig selv at bebrejde. Aldrig har unge mennesker haft så mange muligheder, som de har i dag, siger man. Og det er jo sandt nok. Men heller aldrig er de blevet kastet så meget tilbage på sig selv og blevet gjort eneansvarlige for deres egen vellykkethed, som i dag. Det er en livsforståelse, der ligger som et åg på mange unge menneskers skuldre, og der er intet at sige til, at det skaber psykiske problemer i hobetal. Hvad ligger der bag denne indstilling og livsstil? Frygt og overtro, vil jeg påstå. 66 PRÆDIKEN Frygt for at gå glip af noget. Frygt for ikke at få nok ud af livet. Frygt for at miste overblik og kontrol. For at få bugt med denne frygt er vi blevet overtroiske. Ikke i gammeldags forstand. Det handler ikke om trolde og nisser. Genstanden for vores overtro er os selv. Vores almægtige selv, som vi skal hente kræfterne i til at besværge alt det, vi frygter. Men det kan vi ikke. Sådan er tilværelsen ikke indrettet. Lad os vende tilbage til det ene fornødne, der hang over mine forældres seng som et gådeord, der måske fik dem til at sove trygt om natten, selvom de ofte havde nok at bekymre sig for om dagen. Hvad mon det er, det ene fornødne? Martha er urolig og bekymrer sig om mange ting. Det hele hænger på mig, mener hun. Nej, siger Jesus indirekte, det hele hænger ikke på dig. Se på Maria. Hvad gør Maria? Ingenting efter Marthas mening. Men jo, hun gør noget. Hun lytter. Til hvad? Til det Jesus siger. Hvad siger Jesus. Det melder historien om Martha og Maria ikke noget om. Men det gør dagens tekst. Her siger Jesus: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”. Frygt ikke! På en måde kan hele det kristne budskab koges ned til de to ord. Det skal vi tro på, og andet behøver vi ikke at tro på. Overtroen på, at vi selv af egen kraft skal skabe det perfekte, er derimod fuldstændig ødelæggende både for os selv og andre. Den skaber ikke andet end den konstante frygt for at mislykkes og den konstante trang til at sammenligne sig med andre. ”Jeres fader har besluttet at give jer Riget”. I det rige er du forhåndsgodkendt. Med dine fejl og GLEM IKKE, AT DU INTET HAR, SOM DU IKKE HAR FÅET. DET HELE ER GAVE OG OVERSKUD. GIV DET VIDERE mangler. Med dine mindre perfekte sider. Du er simpelthen elsket som den, du er. Det er i orden at være det menneske, du er. Glem alt om perfektionens tyranniske og dybt selviske idealer. Spil ud med det, du har – for vi har alle noget at spille ud med, stort eller småt. Men glem ikke, at du intet har, som du ikke har fået. Det hele er gave og overskud. Giv det videre! Lyt! Det er det, Jesus siger. Lyt, tag imod og giv videre. Det er livets guddommelige logik. PRÆDIKEN 67 68 69 INDEFRA AF JØRGEN CARLSEN Lad mig begynde med at mindes en person, som mange af eleverne fra de senere år næppe kender noget til, men som ikke desto mindre har betydet mere for dem, end de måske aner. Sagen er i sin korthed den, at det er højst tvivlsomt, om de overhovedet ville sidde med dette årsskrift i hånden, hvis ikke han havde levet. Hvis man har været elev her på stedet inden for de sidste tyve år, ville man måske også være nødsaget til at trykke på delete-tasten. Det ville man nemlig med stor sandsynlighed ikke have været. Det er nemlig et spørgsmål, om der overhovedet stadig ville være noget, der hed Testrup Højskole, i de sidste 20 år. De mange højskolelukninger i de senere år, understreger, at spørgsmålet bestemt ikke er rent hypotetisk. 70 INDEFRA Jeg tænker på Søren Rasmussen, der i sommer afgik ved døden i en alder af 84 år. Hvis betegnelsen ”aktiv medborger” overhovedet skal have mening, gælder den netop en person som Søren Rasmussen. I en menneskealder har han præget det lokalsamfund, han befandt sig i. Han overtog Testrup Østergård i 1951 og blev samme år gift med sin elskede Else. Her dyrkede Søren og Else gården, hinanden og deres 4 børn, som siden har ført til foreløbigt 5 børnebørn. Men Søren Rasmussens engagement rakte til mere end hans egen matrikel. Politisk lå hans hjerte hos det gamle solide højskolevenstre, der hvilede på ideer om frihed, ansvar og fællesskab. Han påtog sig af samme grund en lang række tillidshverv: som medlem af sogneråd, skolekommission, mejeriets repræsentantskab, formand for den lokale brugsforening, formand for skolenævnet på Marselisborg Gymnasium og formand for Testrup Højskoles bestyrelse. I løbet af firserne viste han som formand for Testrup Højskole et enestående format som menneske og organisator. I en situation, hvor højskolen befandt sig i en yderst alvorlig eksistenskrise, formåede han at skabe betingelserne for Testrup Højskoles fortsatte beståen. Folk på egnen ynder at fortælle, at Søren pantsatte sine køer for at redde højskolen. Selv om historien er overdrevet, rummer den en kerne af sandhed. Der er ingen tvivl om, at han strakte sig til det yderste og ikke sparede sig selv i bestræbelserne på at bevare Testrup Højskole. Og til hans – og alle vi andres – store glæde blev anstrengelserne kronet med held. Med sit personlige vovemod, sit ægte frisind, sin evne til at vise tillid og sin taktfulde måde at varetage formandskabet på er det ikke mindst hans store fortjeneste, at Testrup Højskole i dag lever i bedste velgående. Vi her på Testrup Højskole vil i taknemmelighed mindes Søren Rasmussen som en enestående og dyrebar person med hjertet på rette sted. Søren var både retskaffen og generøs. Han var i sjælden grad en hædersmand. Han ligger nu på Mårslet Kirkegård ved siden af sin elskede Else og ikke langt fra Jens Nørregaards og Christoffer Baagøs grave. De er kommet i godt selskab. INDEFRA 71 RIGETS TILSTAND Og så til nutiden: Det kunne aldrig falde mig ind at forklejne fortidens højskolefolk og deres ihærdige og prisværdige arbejde. Alligevel – eller måske netop i respekt for deres arbejde – giver det god mening at sige, at der aldrig har været så meget brug for højskoletanken som i vor tid. For aldrig har Danmark været underlagt en dagsorden, der er så fjernt fra højskolens som nu. Forklaring følger: I april 2006 udkom Globaliseringsrådets strategiske overvejelser for Danmarks stilling i den globale økonomi. Globaliseringsrådet består af en række håndplukkede tunge erhvervsfolk, organisationsfolk, et par økonomiske vismænd, en enkelt pædagogisk letmatros og en håndfuld ministre med statsminister Anders Fogh Rasmussen for bordenden. Altså et højst officielt organ af beslutningstagere, hvis indstillinger er ophøjet til regeringens politik. Hvad er så den overordnede målsætning for de politiske initiativer her til lands? Det spørgsmål bliver klart besvaret i Globaliseringsrådets rapport: ”Danmark skal i 2015 være verdens mest konkurrencedygtige samfund.” Basta! 72 INDEFRA I sandhed umisforståelig tale. Vi skal ikke bare være dygtige og gode. Vi skal heller ikke nøjes med at være i verdenseliten. Vi skal helt til tops. Vi skal simpelt hen være de bedste. – De bedste til hvad? kunne man spørge. De bedste til at rage til os – til at tjene penge. Vi skal være verdensmestre i økonomisk vækst. Dette er regeringens overordnede ambition for livet i Danmark i de kommende år. Det er det mål, vi hver dag bør stræbe efter at nærme os. Husk det nu, kære læser, når du står ud af sengen om morgenen! Lad os foretage et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at drømmen virkelig går i opfyldelse. Vi befinder os i 2015 og kan konstatere, at Danmark faktisk er verdens mest fremgangsrige land. Vi er de bedste. Og nu står vi på sejrsskamlen iført den gule førertrøje og lader champagnen springe. Og hvad så? Kan vi så omsider slappe af og nyde frugterne af de fælles anstrengelser? Selvfølgelig ikke. For løbet fortsætter, og de andre i hovedfeltet er parate til at indhente os i næste etape. Der er kun én ting at gøre: bide smerterne i sig og træde hårdt og taktfast i pedalerne. Vi må sørge for også at vinde den næste spurt. Og den næste. Og den næste… Vi får fuldt op at gøre. Vi skal bestandigt forbedre os – ikke i et helligt liv og levned – men ved at optimere vores potentialer og være mere effektive, kreative, innovative og i det hele taget udvikle vores kompetencer til lands, til vands og i luften. Hele det danske samfund bliver underkastet et massivt præstationspres. Der bliver ikke megen tid til sjov. Hvis én og anden skulle snige sig til at slappe af, læne sig tilbage og leve livet for livets egen skyld, er det for egen regning. Hvis mange skulle gøre det alt for tit, så bliver vi overhalet i globaliseringskapløbet. Og til den, der skulle driste sig til at tage på højskole, er der kun ét at sige: Ak og ve! Regeringens strategi for Danmark i den globale økonomi bærer titlen ”Fremgang, Fornyelse og Tryghed”. Det er vist lidt af en tilsnigelse. Mere ærligt ville det være at kalde den ”Danmark på speed”! Danmark skal på speed. Vi skal alle være forandringsparate. Forandringsparathed er et af hurraordene i moderne managementtænkning. Vi skal kunne omstille os og flytte os og rubbe os. Gør vi det, skal det til gengæld nok gå os godt her i verden. Vi skal være i verdensklasse og helst også verdensmestre. Vi skal helst være skrappere end de andre. Det gælder om at udvikle vores viden mest muligt. Vi lever nemlig i et vidensamfund. – Vidensamfund – lyder det ikke indsmigrende rigtigt? Er det ikke entydigt godt, at vi nu fokuserer på viden? Hedder det ikke: ”Kundskab er magt”? eller ”Oplysningen spreder Trældommens Mørke”? Er det ikke vidunderligt, at vi nu for alvor sætter viden og oplysning i hovedsædet? ”Lys over landet. Det er det, vi vil”, som det hed hos J.P. Jacobsen. Jovist. Al denne snak om vidensamfundet, vidensdeling og videnspolitik lyder besnærende. Det lyder næsten som ”åndemusik” – ikke sandt? Og det er besnærende. Men desværre besnærende i en paradoksal forstand. Det paradoksale er nemlig, at vi alle sammen er på vej til at blive gjort dummere, end vi behøvede at være. Den moderne videnspolitik tager nemlig ikke sigte på at skabe større udsyn ved at udvide vores viden. Den tager tværtimod sigte på at indskrænke vores viden til det, der kan betale sig. Det er ikke den filosofiske viden, en Sokrates eller en Søren Kierkegaard stræbte efter. Det handler ikke så INDEFRA 73 meget om erkendelsen af de dybe og evige sandheder. Den viden, der sættes i højsædet, er først og fremmest den viden, man kan tjene penge på. Det er skam ikke noget, jeg påstår ud i den blå luft. Det har vi selveste videnskabsministerens ord for. Det er en ”myte”, siger han, ”at universiteterne handler om dannelse, fordybelse, lærd refleksion over tunge faglige emner.” Nu skal der ikke længere forskes for sandhedens skyld. Universiteterne og alle andre højere læreanstalters fornemste opgave er at generere viden, som kan skabe økonomisk vækst og nye jobs. Gør vi ikke det, så ”må vi se de andre passere forbi os” i globaliseringskapløbet. – Og det vil jo ikke være så godt, vel? Derfor er målet for det danske uddannelsessystem at fremme en arbejdsstyrke, som er toptunet, mobil, fleksibel og forandringsparat. Der har bredt sig en sødt duftende mental gassky over landet. Vi indsnuser den alle og bliver lettere bedøvet. Måske er det heller ikke så svært for en regering som sidder på et flertal, fordi den leverer varen lige til døren: skattestop, dobbelt carport, stor friværdi og i det mindste fladskærm til alle. Aldrig nogen sinde har Jeppe Aakjærs sang om ”Mi nååbo, Pe Sme” (HS 161/125) været så velanbragt med Pe Sme’s idelige spørgen ”Hwa nøtt er et te?” Aldrig har den førte politik i Danmark ligget så langt fra alt det, højskolen står for, som i vor tid. Der er nok at tage fat på – for et samfund, der kan spises af med ”fladskærm til alle”, har brug for et kvalificeret modspil. Et åndeligt modspil, om jeg så må sige. Det forsøger vi efter bedste evne at levere her i Testrup. Og det på to måder: dels ved at insistere på det musiske, der går på tværs af tendensen til bare at anskue samfundsindividerne som produktionsdyr. Dels ved faktisk at se i øjnene, 74 INDEFRA at en seriøs beskæftigelse med politik er en forudsætning for, at man kan modvirke den omsiggribende åndløshed i samfundet. Når jeg siger politik, mener jeg selvsagt ikke partipolitik, for intet parti har monopol på at være specielt åndeligt, men politik som interesse for samspillet mellem menneske og samfund. Politik, der tager sigte på at fremme livsudfoldelsen i samfundet, kort og godt. Netop derfor har vi besluttet at indføre et nyt linjefag – det femte – nemlig ”Aktiv medborgerlinjen” (AM). De gennemgående lærere på linjen er Carsten Lunding og Steffen Raastrup, og de er allerede i færd med at udvikle den eksperimentelle samfundsfagsundervisning her i efteråret. Samtidig er der midt i al konkurrencen mellem forskellige højskoler opstået en glædelig alliance mellem Testrup og Krogerup, som også udfolder sig meget på det politiske område. Vi samarbejder på forskellige måder til gavn og glæde for begge parter. Det åbner spændende perspektiver for fremtiden. KURSER Set på baggrund af de dystre tider med højskolelukning og skrantende økonomier kan vi ikke tillade os at klage. Året 2005 gav et ganske tilfredsstillende regnskabsmæssigt resultat på over 500.000 kr. i overskud. Men ingen tvivl om, at det er usikre tider for højskolerne generelt – og at vi heller ikke arrogant skal føle os hævet over virkeligheden. I foråret blev der vedtaget en ny højskolelov, som tillader målrettet, kompetencegivende undervisning i op til 15 timer ugentligt. Vi har hele tiden været imod dette forslag. For os at se, er det et forsøg på at tæmme højskolerne og tilkoble dem det formelle uddannelsessystem. Der er ikke meget originalitet eller idé i at højskolerne nu får de samme varer på hylderne, som man har i det etablerede uddannelsessystem. Det bliver de i hvert fald ikke mere højskoler af – tværtimod. Ikke desto mindre kan man se, at en del højskoler begærligt slår sig op som studieforberedende skoler i snæver forstand. Det ser nemlig ud til at give flere elever. At det så til gengæld resulterer i mindre højskoleånd, tager de med i købet. Den galej springer vi ikke på her på Testrup Højskole. Vi tror så fuldt og fast på højskolen som et tvangsfrit læringsrum, at vi ikke vil gå på kompromis. Vi vil, om man så må sige, gerne levere den rene vare. Kun det bedste højskoleliv er godt nok – mindre kan ikke gøre det. Vi vil heller ikke dumpe priserne, som man har gjort mange andre steder. Den eneste måde, man kan gøre det på, er ved at spare kraftigt på lærerlønskontoen og maden. Ingen af delene er vores kop te. Selvfølgelig kan man lave discounthøjskole, hvis man opererer med meget store undervisningshold og sørger for at få gang i storskærmsprojektoren. Men resultatet bliver også derefter. Et af Testrup Højskoles varemærker er en stor og velkvalificeret lærerstab. Et andet er vores gode køkken. Skruer vi ned for det – skruer vi ned for Testrup-ånden. Heldigvis er vi stadig i den situation, at mange lægger vejen forbi Testrup Højskole. Men en lille nedgang har vi måttet notere os de senere år. Fra at have ligget på et årselevtal over de 100 er vi nu lige under de 100 (en årselev = 40 elevuger). Som sagt: vi er ikke hævet over virkeligheden. Men stadigvæk er vi den mest besøgte af alle de skoler, vi kan sammenligne os med. I lange tider har et kalenderår formet sig nogenlunde på samme måde: 14 dages vinterhøjskole for dig over 30 midt i januar. Filoso- fisk seminar sidst i januar. Derefter 20 ugers forårsskole. Så ugekurser hele sommeren, som afsluttes med det navnkundige augustkursus og elevmøde. Og til sidst efterårsskolen, som de senere år er udvidet til 18 uger. Fra og med i år, har vi gjort det muligt at stige ind på efterårskurset efter 6 uger, dvs. i slutningen af september, og så deltage i de sidste 12 uger. Når vi kan gøre det, er det selvfølgelig fordi der er plads til flere elever på efterårsskolen. På forårsskolen er alt normalt udsolgt, så her giver det ingen mening. Vi havde på forhånd lidt pædagogiske betænkeligheder ved at lave en sådan indskibning undervejs, men de har vist sig at være grundløse. Der kom 6 nye elever, som blev vel modtaget af ”de gamle” og er aldeles ”velintegrerede”. Hvor vi på forårsskolen var præcis 100 elever, er vi på efterårsskolen 60. Det tal vil vi forsøge at øge til næste efterår gennem en række målrettede initiativer, bistået af medlemmer af Elevforeningen. Hvad de korte kurser angår, så har der været så godt som fuldt hus næsten hele vejen. Faktisk har sommeren sat ny rekord med ca. 660 voksne deltagere og ca. 120 børn. Ser vi frem til 2007 vil den største ændring på kursusfronten være, at vi har nedlagt vinterhøjskolekurset på 2 uger i januar. Det kan forekomme mærkeligt, al den stund det har været en stor succes i mange år. Men vi valgte at stoppe, netop medens legen var god. Jeg har fået ikke så få tilkendegivelser fra mange af ”gengangerne” på vinterhøjskolen, som er kede af beslutningen, og jeg forstår dem godt. For der har været rigtig meget højskoleånd på de kurser. Selvfølgelig kommer man tættere ind på livet af hinanden i løbet af 14 dage end på en uge. Men udslaggivende har det været, at vi efter 20 år med samme kursus havde lyst til at gå nye veje. Vi INDEFRA 75 håber rigtig meget at se nogle af deltagerne fra vinterhøjskolen på andre af vore korte kurser. Nyskabelsen i januar næste år er et litteraturkursus, som vi arrangerer i samarbejde med dagbladet Information. Titlen på kurset er ”Tag og læs!” – altså en spejling af ”Tag og skriv!”-kurset om sommeren, men med vægten lagt på litteraturlæsning, kritik og diskussioner. Som en særlig kolorit på dette kursus uddeles en litteraturpris på 30.000 kr., sponseret af Montana Møbler. Prisen gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller som formår at beskrive virkeligheden på en ny og overraskende måde. Kurset ligger i 3. uge af januar, umiddelbart før det efterhånden legendariske filosofiske seminar. Yderligere oplysninger får man på skolens hjemmeside www.testrup.dk RAMMERNE Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi stadig har en række brændende ønsker om at få forbedret de fysiske rammer for højskolearbejdet. Vi kunne godt tænke os en udvidelse af spisesalen og opførelse af en elevsamlingstue i tilknytning dertil. Det er ikke nye sager. Vi kunne 76 INDEFRA også godt tænke os en omfattende renovering af hovedbygningen samt en fantasifuld udnyttelse af tagetagerne (der er hele tre!) i Tårnbygningen. Meget af det er gennemtegnet og ligger klar til realisering. Problemet er blot, at det for tiden vil være for hasarderet at kaste os ud i de vilde byggeorgier, hvis vi selv skal finansiere det. Vi håber, hvad dette angår, at kunne få en eller flere velvilligt indstillede fonde i tale. Men vi har måttet sande, at det kan godt være, at ”Skønheden hænger på træerne”, som Ursula Ankjær Olsens seneste digtsamling hedder. Men pengene gør det ikke. I hvert fald ikke indtil videre. Det mest omfattende byggeri vi har præsteret i det forløbne år, er udvidelsen af den lærerbolig, som beboes af Christian Dorph, Anne Mæng og deres fire børn. Deres hus er blevet forøget med ca. 50 m2 og har samtidig fået en tiltrængt renovering. Resultatet er en harmonisk og velproportioneret lærerbolig med plads til glæde og begejstring. Kan man overhovedet på en højskole investere i noget bedre end glæde og begejstring? Selvfølgelig ikke! Glæde og begejstring er givetvis også baggrunden for dels et klækkeligt bidrag til ”Maribofonden” (som støtter finansieringen af delvise fripladser for ubemidlede højskoleelever) fra Lis og Ib Skovgaard. Begge har gennem årene været flittige deltagere på flere af vore korte kurser, ligesom vi har haft fornøjelsen af deres datter Marie på efterårsskolen 1993. Ib Skovgaard har tidligere siddet i højskolens bestyrelse. Endvidere har vi modtaget et generøst beløb til ”Flygelfonden” fra Grethe Stenholt, som vi også kender som deltager på vore korte kurser. Hjertelig tak for disse bidrag. MEDARBEJDERE ”Vejen til mandens hjerte går gennem maven”, lyder et gammelt ordsprog. En meget god beskrivelse af køkkenets betydning på Testrup Højskole. Køkkenet er på alle måder højskolens ’mave’. Har man ondt i maven, så har man det ikke godt. Men vi har det særdeles godt på højskolen – og en af forklaringerne er vores gode køkken. Ikke bare er maden god, det er stemningen også. Det kan vi takke alle de køkkenansatte for. Og en ganske speciel tak til køkkenleder Thomas Egholm Jensen. Dels for hans egen måde at optræde på i forhold til resten af skolen, men også for hans gode tæft for at finde de rette personer at omgive sig med i køkkenregionerne. Køkkenet er traditionelt det område af skolen, hvor der er mest kommen og gåen. Nogle flytter til andre byer pga. kærlighed, nogen vil til at begynde en ny uddannelse og nogen vil bare videre her i livet. I årets løb har vi måttet sige farvel til en række personer: Tran Thuy, Bettina Bodholt, Anne Sofie Velling – og goddag og farvel til Astrid Egholm Jensen (søster til Thomas), Carina Andie Lang og endelig Bodil Petersen, som forlader os ved årsskiftet. Tak for jeres indsats! Nicolai Vestergaard Jensen ser vi stadig i køkkenet med mellemrum, men ellers er han i færd med at gå køkkenvejen. Han er påbegyndt en uddannelse som køkkenassistent. Til gengæld har vi haft den glæde at få to nye ansigter i køkkenet: begge kokke. Det drejer sig om Finn Andersen, som bor med sin familie i Hørning og i mange år har været ansat ved en gros firmaet Inco (madvarer), men har ønsket at komme tilbage til gryderne og panderne. Finn begyndte hos os i marts måned og har allerede formået at gøre sig nærmest uundværlig. I oktober har vi endvidere ansat Mads Falck Valentin, som netop har bestået sin kokkeeksamen med glans. Mads er ikke noget nyt bekendtskab i køkkenet. Han har i flere år optrådt i køkkenet INDEFRA 77 under sommerkurserne og når der var spidsbelastning. Mads har en udsøgt sans for det gastronomiske og er ikke bleg for at gøre tingene så krævende for sig selv som muligt – til stor glæde for vores ganer. Sammen med Thomas og Hanne Lyhne og Nina Lind Balslev, som stadig er hos os som køkkenlederpraktikant, udgør Finn og Mads et rent dreamteam i køkkenet. Siden januar har Testrup Højskole haft ikke bare én, men hele to oldfruer. Ulla Steffensen var indtil da på fuld tid, men ønskede at gå ned i tid og dele ansvaret og strabadserne men en anden. Denne anden er Dorthe Jelling, som allerede blev præsenteret i årsskriftet sidste år. Det har vist sig at være en uhyre frugtbar løsning, som muliggør fleksibilitet (jeg tør næsten ikke bruge ordet) og hensyn til ferieafvikling i sommerperioden og meget andet godt. Dorthe og Ulla er et fortrinligt makkerpar og en velklingende duo i højskoleorkestret, hvis I forstår, hvad jeg mener. Også på pedelfronten har vi fået etableret et godt makkerpar. Jens Kristian Kånbjerg har nu fået en dygtig sparringspartner i Hans Bang, som er ansat på fuld tid, og en helt igennem solid og kompetent (igen: jeg tør næsten ikke bruge ordet) pedel. Det gælder, hvad enten han bruger sin erfaring som VVS-mand eller laver havearbejde eller noget helt tredje eller femte. Jeg skylder at nævne en anden betydningsfuld medarbejder, som er vanskelig at placere, fordi han om jeg så må sige er alle vegne. Det er Niels Christian Hygebjerg, der er ansat som en slags blæksprutte i hele den praktiske afdeling. Niels Christian er tidligere folkeskolelærer og kan derfor utrolig meget forskelligt. Han går ind i køkkenet, når det er mest opportunt, han hjælper 78 INDEFRA Jens Kristian og Hans med pedelarbejdet, når der er brug for det, han har flere gange også påtaget sig oldfruefunktionerne, når det var det, der skulle gøres – og kan også sidde på kontoret, når der er sygdom eller Ina og Margrethe er på kursus. Han er med et godt gammelt ærkedansk udtryk en rigtig multitasker. Ellers er alt ved det ”gamle”. Er køkkenet højskolens mave, så er kontoret om man så må sige centralnervesystemet. Her har vi stadig fornøjelsen af Ina Bøcher og Margrethe Poulsen. På IT-fronten har vi stadig stor gavn af Mads Hansens store viden og overblik, og på biblioteket kan vi glæde os over Laila Bach Sørensens store interesse for bøger og for højskolen i det hele taget. Hun tøver ikke med at kalde biblioteket for ”Danmarks bedste højskolebibliotek”! Læs hendes indlæg om besøget i Karelen andetsteds i dette årsskrift. Så er vi kommet til lærerne. Her er vi stadig den gamle garde. I foråret har Elin haft uddannelsesorlov for at dyrke sin fortællekunst og sine evner som lærer i dansk for udlændinge. Hun har også benyttet lejligheden til i bedste guldalderstil at foretage en dannelsesrejse til Italien. Hendes rejsebrev kan I læse i årsskriftet. Her i efteråret har Mads Eslund orlov for at arbejde med sin næste bog. I hans sted vikarierer i det mindste noget af tiden forfatteren Kristian Bang Foss, som kommer her så ofte, at vi nærmest betragter ham som en del af etablissementet. Hans Rubech Christensen har en del af året haft hel eller delvis sygeorlov på grund af en infernalsk hudsygdom, der plager ham voldsomt og tærer på kræfterne. Sådan som det ser ud i øjeblikket, skal vi nok ikke regne med at få ham tilbage på fuld tid. Men helt undvære ham, kan og vil vi ikke. I foråret havde vi en spændende gæstelærer i den kinesiske gymnastikform Qi Gong: Pierre Ventujol. Pierre Ventujol er af fransk afstamning, født i Sydafrika, kinesisk læge, bosat i Sydindien og dansk gift. Han udgår fra den skole af Qi Gong mestre, som har været konsulenter på filmen “Tiger på spring, drage i skjul”, instrueret af kineseren Ang Lee. Mere eksotisk kan det næppe være – vel? I efteråret har vi haft Kristine Adolphsen som gæstelærer i faget filmkundskab. Hun er pæredansker – og det er slet ikke så tosset endda. Ud over de allerede nævnte er vi i lærerstaben de sædvanlige: Pernille Behrend, Christian Dorph, Lea Hasselager, Gitte Krogsbæk Schriver, Steen Larsen, Carsten Lunding, Bent Mikkelsen, Lars Mogensen, Torben Nielsen, Steffen Raastrup, Anne-Grethe Severinsen, Ole Toftdahl og Thomas Zeuthen. Men højskolen har også et åndeligt og organisatorisk bagland: Skolekredsen og Elevforeningen med deres respektive bestyrelser. Fra dette bagland vælges også medlemmerne af skolens bestyrelse. Normalt er der stor stabilitet i skolens bestyrelse, men undertiden må der ske en udskiftning af rent formelle grunde. Det har betydet, at vi i skolens bestyrelse har måttet tage afsked med Erling Christiansen, tidligere lærer og forstander for Grundtvigs Højskole. Han har nemlig siddet på det mandat, valgt af elevforeningen, som omfatter en ”aktiv lærer eller forstander på en godkendt højskole”. Da han nu er gået på efterløn, opfylder han ikke længere vedtægtens bestemmelser og udtræder af bestyrelsen ved årets udgang. Vi vil gerne takke Erling for et ansvarsfuldt, kyndigt og uegennyttigt arbejde i vores bestyrelse. Det kan være sin sag at høre hjemme på en konkurrerende højskole som Grundtvigs, men vi har aldrig følt andet end stor beredvillighed og uhildethed i hans bestyrelsesarbejde. Selv om det er vanskeligt at skulle indrømme, så er højskolesagen vigtigere end selv Testrup Højskole. Som nyt bestyrelsesmedlem fra og med næste år er valgt (uden modkandidat) Karen Hanne Munk, som er højskolelærer på Højskolen Østersøen. Hun er cand.mag. i musik og etnografi og jeg har haft fornøjelsen at samarbejde med hende i sangbogsudvalget – altså redaktionen af den nye højskolesangbog. Vi glæder os til samarbejdet. Samtidig vil jeg gerne rette en tak til hele skolens bestyrelse med formanden Eske Rauer Frank for bordenden. Jeg har endnu en taksigelse til gode. Den gælder Elevforeningens bestyrelse for dens store arbejde for skolen og højskolesagen og i ganske særlig grad formanden Christian Panton. Christian har mange jern i ilden. Han studerer nanoteknologi og foretager sig en masse andre ting. Men han laver også et stort og uegennyttigt arbejde for højskolen. Bl.a. har han designet vores nye hjemmeside. Det er også Christian, der har lagt sig i spidsen for den nye årsskriftredaktion. Han er den eneste tiloversblivende fra den gamle. De øvrige medlemmer af redaktionen er Rikke Slot Johnsen E97, Marie Kæmpe F04, Mads Jarner Brevadt F06, Johannes Martin Nyborg E05 og Kasper Frøsig Poulsen E00. De sidder I øjeblikket og kæmper med årsskriftet og rykker for denne artikel. En stor tak til jer alle! Medens jeg sidder og skriver dette, ligger der et snigpremiere-eksemplar af den nye højskolesangbog på bordet foran mig. Jeg har sammen med 7 andre haft fornøjelsen at redigere den nye højskolesangbog. Det har været et spændende INDEFRA 79 arbejde, og nu skal det vise sig, om arbejdet bærer frugt. Vil den blive vel modtaget? At der bliver ballade om indholdet, har jeg hele tiden regnet med. Sådan har det været, hver gang der kommer en ny højskolesangbog. Det er meget forståeligt, for sange, som man har sunget af hjertens lyst, er blevet en del af én selv. Og de, der opdager, at deres elskede sang ikke mere findes i bogen, må opleve det som noget i retning af en kulturel amputation. Men denne forståelige ærgrelse, bliver forhåbentligt overtrumfet af en endnu større glæde over de nye sange i højskolesangbogen. Al respekt for traditionen. Men noget er ikke godt, bare fordi det er gammelt. Lige så vel som noget ikke er godt, bare fordi det er nyt. Det, vi i sangbogsudvalget har skullet præstere, er en forening af det gode gamle og det gode nye. Naturligvis er det lettere sagt end gjort. Og selvfølgelig vil der være forskellige meninger om, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med. Det var der også mellem os indbyrdes i udvalget. Men vi har hele tiden været enige om én ting: 80 Vi skal ikke synge højskolesange for et holde en tradition ved lige. Vi skal heller ikke synge for at bevare den danske sangskat. Vi skal synge af én eneste grund: fordi vi ikke kan lade være! Fordi vi elsker at synge, og fordi sangen kun klinger, når den bliver sunget af hjertens lyst. Højskolesag og højskolesang er tæt på hinanden. Der er faktisk bare et bogstav til forskel. Der ligger masser af sangglæde og venter på os. Vi her i Testrup har en særlig grund til at glæde os over én bestemt sang: Testrupsangen, som har fået nr. 142. Tak for året der gik, fra både Anne Margrethe (Muser) og mig. Og lad os slutte med maner ved at overlade pladsen til Thorkild Bjørnvig: Vort liv, det er nu! Men skolen har rod I svundne år, Og bygningen, strejfet af rust og af sod, Holder ud og består. Der er fugle med lukkede vinger På søjler I os, der svinger Sig uventet ud i en vår. ELEVFORENINGENS BESTYRELSE Christian Panton, F 04 (fm) Lavendelstræde 10, 3.th. 1462 København K 5190 2245 [email protected] Søren Grimstrup, F 03 Skalitzer Strasse 33 C, 1.OG 2624 6254 DE 10999 Berlin [email protected] Mathilde Raad Lilliedal, F 02 (nfm) Tuborgvej 90, 1., -5 2213 4944 2900 Hellerup [email protected] Rikke Jensen, E 04 (suppl) Nørre Søgade 27, 2.tv. 1370 København K Thomas Emil Jensen, F 00 (kss) Farvergade 27 G, 2. 2679 5112 1463 København K [email protected] Lone Nikolajsen, F 03 (suppl) Carl Johans Gade 2, 5.tv. 2238 6940 2100 København Ø [email protected] Nanna Rørdam Knudsen, E 96 (sekr) Skernvej 4, 5.th. 2245 1259 8000 Århus C [email protected] Hans Rubech Christensen Testrupvej 115 8320 Mårslet 2232 6562 [email protected] 8629 2431 [email protected] Rasmus Dyrvig Henriksen, F 06 Fuglesangs Allé 24 5092 9425 8210 Århus V [email protected] BESTYRELSE 81 TESTRUP HØJSKOLES SKOLEKREDS BESTYRELSENS ÅRSBERETNING Skolekredsen afviklede lørdag den 12. august 2006 sin ordinære generalforsamling med dagsorden efter vedtægterne. På skolekredsbestyrelsens vegne berettede formanden om årets gang med skolens udadvendte arrangementer og højskolebestyrelsesarbejdet. Skolekredsens repræsentation heri er indtil udgangen af 2006 Vibeke Zoffmann og Lars Berggreen Rasmussen, og til udgangen af 2008 Ove Andersen. Kassereren fremlagde og gennemgik herefter kredsens regnskab. Herunder opstod et forslag til bestyrelsen gående på at forære Højskolen et antal af den ny Højskolesangbog. Herefter fastsattes et uændret kontingent, dvs. kr. 100 for første medlem af en husstand, og kr. 10 for evt. efterfølgende medlemmer af samme husstand. Der var ikke indkommet forslag til generalforsamlingsbehandling. Herefter fulgte forstander Jørgen Carlsens vedtægtsbestemte orientering om årets gang på højskolen og dennes økonomi. Vedr. førstnævnte skal her blot henvises til årsskriftet. 2 af skolekredsens ialt 5 bestyrelsesmedlemmer var i år på valg. Resultatet heraf blev genvalg af Ove Andersen og Lars Berggreen Rasmussen. Som suppleant genvalgtes Kirsten Grønborg. Valgene gælder for 2 år. Revisorerne Margrethe Poulsen og Robert Knudsen genvalgtes for det kommende regnskabsår. Lars Berggreen Rasmussen MEDLEMMER AF SKOLEKREDSENS BESTYRELSE Lars Berggreen Rasmussen (fm) Ove Andersen (kss) Kaj Lolholm Lise Skjold Vibeke Zoffmann 82 BESTYRELSE Æblehegnet 5 Visbjerg Hegn 86 Jegstrupvej 71 Lundshøjgårdsvej 2 Jellerød Have 32 8320 8320 8361 8340 2980 Mårslet Mårslet Hasselager Malling Kokkedal 8627 0914 8629 0772 8629 9680 8693 3461 4576 4662 [email protected] [email protected] [email protected] skjold.holm@ofir.dk [email protected] TESTRUP HØJSKOLES BESTYRELSE Eske Rauer Frank, F 96 (fm) Marstalsgade 47, 4.th. 2628 4590 2100 København Ø [email protected] Hans Jørgen Jensen Egholmsvej 15 2830 Virum 4585 2307 2013 0097 [email protected] Anne Mette Borup Jensen, F 69 (nfm) Knudevejen 27 8692 3362 8362 Hørning [email protected] Lars Berggreen Rasmussen Æblehegnet 5 8320 Mårslet 8627 0914 [email protected] Ove Andersen Visbjerg Hegn 86 8320 Mårslet Vibeke Zoffmann Jellerød Have 32 2980 Kokkedal 4576 4662 2684 8054 [email protected] 8629 0772 [email protected] Erling Christiansen (til 31/12 -06) Ryttergårdsvej 28, 3.th 4826 5824 3520 Farum [email protected] Karen Hanne Munk (fra 1/1 -07) Flensborgvej 48 7463 2070 6200 Aabenraa [email protected] BESTYRELSE 83 MEDARBEJDERE PÅ HØJSKOLEN Kristine Adolphsen Finn Andersen Nina Lind Balslev Hans Bang Pernille Behrend Ina Billeskov Bøcher Jørgen Carlsen Hans Rubech Christensen Christian Dorph Mads Eslund Kristian Bang Foss Mads Hansen Lea Hasselager Niels Christian Hygebjerg Dorthe Jelling Nicolai Vestergaard Jensen Thomas Egholm Jensen Gitte Krogsbæk Jens Kristian Kånbjerg Steen Larsen Carsten Lunding Hanne Lyhne Bent Mikkelsen Lars Koue Mogensen Torben Nielsen Bodil Pedersen Margrethe Poulsen Steffen Raastrup Anne-Grethe Severinsen Ulla Steffensen Laila Bach Sørensen Ole Toftdahl Elin Vestergaard Thomas Zeuthen 84 Lærer (praktikant) Køkken Køkken Pedel Lærer Sekretær Forstander Lærer Lærer Lærer (orlov) Lærer IT-medarbejder Lærer Køkken/pedel Oldfrue Køkken (på skole) Køkkenleder Lærer Pedel Lærer Lærer Køkken Lærer Lærer Lærer Køkken Forretningsfører Lærer Lærer Oldfrue Bibliotekar Lærer Lærer Lærer MEDARBEJDERE Vestervej 9 Erantisvænget 4 Tåstrup Byvej 11 Hørretvej 29 A Snabegårdsvej 17 Jerichausgade 17, 4.th. Testrupvej 121 Testrupvej 115 Testrupvej 123 Marstalsgade 47, st.th. Thorsgade 57, 3.tv. Vejlby Centervej 49, 1. -14 Testrupvej 110 Nyvej 8 Tingskovvej 1 Louisevej 2, 3., -2 Testrupvej 110 Lystrupvej 26 Testrupvej 110 Rolfsgade 2 Testrupvej 110 Tingskovvej 2 Svalevej 18 Visbjerg Hegn 44 Anes Høj 5, Alken Hasselengen 53 Testrupvej 102 Testrupvej 110 Nørresundsvej 8 Emiliehøj 15, 3, -38 Gl. Hammelvej 55 Testrupvej 104 Mejlgade 69, 4.tv. Kærvænget 4 8382 8362 8462 8320 8654 8000 8320 8320 8320 2100 2200 8240 8320 8340 8320 8220 8320 8240 8320 8260 8320 8320 8210 8320 8660 8361 8320 8320 8700 8270 8450 8320 8000 8310 Hinnerup 8613 0111 Hørning 8692 3188 Harlev 2215 9539 Mårslet 8629 1516 Bryrup 7575 7565 Århus C 8619 2832 Mårslet 8629 3188 Mårslet 8629 2431 Mårslet 8629 3507 København Ø2712 0660 København N3584 0215 Risskov 2280 9044 Mårslet 3535 0878 Malling 8693 2290 Mårslet 8629 1402 Brabrand 8625 5571 Mårslet 3535 0878 Risskov 8617 5880 Mårslet 2144 9829 Viby J 8618 0340 Mårslet 8737 0004 Mårslet 3585 4282 Århus V 8615 3914 Mårslet 8629 8929 Skanderborg 8788 5070 Hasselager 8738 1084 Mårslet 8629 3249 Mårslet 2613 1068 Horsens 8613 9960 Højbjerg 8693 3901 Hammel 8696 1919 Mårslet 8629 5408 Århus C 8619 7643 Tranbjerg 8629 9619 [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] nvj@ofir.dk [email protected] [email protected] [email protected] carstenlunding@ofir.dk [email protected] [email protected] buff[email protected] [email protected] [email protected] steff[email protected] [email protected] ulla.steff[email protected] bachfi[email protected] [email protected] [email protected] [email protected] ÅRETS GANG I STIKORD OKTOBER 2005 2. 1. 8. 10. 4. 11. 11. 13. 14. 17. 18. 19. 21. 22. 23. 25. 26. 28. 30. 31. Studietur til Barcelona Hjemkomst fra Barcelona Filmklub: Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now” Fællestime: Steen Larsen om sine malerier Koncert med Lundin Overdrive Koncert med Marie Frank Fællestime: Brændpunkt om kvinderoller Auktion til fordel for GundtvigNigeria Fællestime: Ina Merete Schmidt om romanen ”Fra dag ét” Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken, musikken og myterne Fællestime: Lars Mogensen om Usbekistan Mads Eslund holder reception i anledning udgivelsen af hans debutudgivelse ”Stærkt røde sokker til slidte blå jeans” Filmklub: Steven Soderberghs ”Traffic” og Ted Demmes ”Blow” Fællestime: koncert med Mads Eslund og Kommune Fællestime: ”Sjælebilleder” med Leif Marcussen og Opgang 2 Fællestime: Johannes Møllehave om Grundtvigs salmer Filmklub: Stanley Kubricks ”Rumrejsen 2001” og Ridley Scotts ”Blade Runner” Skrivelinien B16 reception NOVEMBER 2005 1. Fællestime: Torben Nielsen opfører Dario Fo-monologer 6. 8. 9. 11. 13. 15. 16. 18. 18. 18. 19. 20. 22. 23. 25. 25. 26. 27. 30. Fællestime: Ole Caprani om naturvidenskab og Legorobotter Fællestime: Jørgen Carlsen: ”Rend mig i kompetencerne” Filmklub på norsk: Arild Østin Ommundsens ”Monster torsdag” og Bent Hamers ”Salmer fra køkkenet” Fællestime: Gideon om Tyrkiet og EU Fællestime: Koncert med Emil de Waal Fællestime: Leo Tandrup Filmklub på dansk: Anders Thomas Jensens ”Adams æbler” og Kresten Vestbjerg Andersens ”Terkel i knibe” Fællestime: Brændpunkt om de politiske partier Fællestime: Poul Joachim Stender om sex og kristendom Fortællinger fra Nigeria ved Kachi Ozumba Fællestime: Jacob Nørhøj om ungdom og politisk engagement Koncert med Tina Dickow SF holder hovedbestyrelsesmøde på Testrup Højskole Filmklub: Hayao Miyazakis ”Chihiro og heksene” Fællestime: Rune Engelbrecht om renæssancens genfødsel Fællestime: Peter Aaboe Sørensen om K.E. Løgstrup Fællestime: Christian Dorph og Simon Pasternak om kriminalromanen ”Om et øjeblik i himlen” Kulturcafé Filmklub: Walter Salles’ ”Motorcykeldagbog” Forældre-/vennedag Fællestime: Sangaften ved Jørgen Carlsen ÅRETS GANG 85 DECEMBER 2005 1. Samtale med ugens kunstner, forfatter Lars Skinnebach 9. Julefrokost for skolens ansatte 13. Samtale med forfatter Claus Beck Nielsen 15.-16. Teaterliniens afslutningsforestilling: William Shakespeares ”En skærsommernats drøm” 17. Musikliniens afslutningskoncert 18. Fernisering på kunstprojekt 19. Reception for skrive- og filosofiliniens antologi 20. Afskedsfest 21. Afrejse: Farvel og på gensyn til E05 JANUAR 2006 8.-21. Vinterhøjskole 22.-28. Filosofisk seminar FEBRUAR 2006 2. 4. 5. 7. 8. 10. Forårsholdet 2006 ankommer Kulturcafé med gensidig underholdning og lagkage Filmklub: Aki Kaurismäkis ”Manden uden fortid” Fællestime: Jørgen Carlsen om Grundtvig Fællestime med Jesper Knallhatt Fællestime: Sangtime med Bent Mikkelsen og Thomas Zeuthen 11. Fest med Rejs jer op og dans 12. Filmklub: Martin Scorseses ”Taxi Driver” 13.-17. Mette S. fra E05 er ugens kunstner i foto 14. Fællestime: Jørgen Carlsen om PH 15. Koncert med Trio Mio 17. Fællestime: Jørgen Carlsen om Milan Kundera 19. Filmklub: Roger Avarys ”Rules of attraction” 21. Fællestime: Dan Andersen jager den perfekte melodi 22. Fællestime: Torben Nielsen opfører Dario Fo-monologer 24. Fællestime: Anne Marie Houe om Gonobidyalaya-projektet i Bangladesh 25. Vi leger posthus i foredragssalen 26. Fastelavn med tøndeslagning og masser af slik 26. Filmklub: James L. Brooks’ ”As good as it gets” 27.-3. Peter N. fra F05 er ugens kunstner i foto 86 ÅRETS GANG 27. 28. Skrivelinien holder oplæsningsaften Fællestime: Brændpunkt om ungdommens politiske engagement MARTS 2006 1. 3. 3. 5. 7. Fællestime: Nils Arne Sørensen om 1. Verdenskrig Fællestime: Steen Larsen om sin kunst Kulturcafé med sommertema Filmklub: Erik Ballings ”Sommer i Tyrol” Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken, musikken og myterne 8. Koncert med Santa Cruz 10 Christian Dorph og Simon Pasternak om kriminalromanen ”Om et øjeblik i himlen” 12. Filmklub: Guy Ritchies ”Lock, stock and two smoking barrels” 13.-17. Forfatteren Kristian Bang Foss og keramikeren Gro Scobie Petersen er ugens kunstnere 14. Fællestime: Jørgen Carlsen om Thomas Ziehe 15. Foredrag med Thomas Ziehe 15. Fællestime: Oplæsning ved Kristian Bang Foss, Mads Eslund og Christian Dorph 17. Fællestime: Lars Mogensen om Usbekistan 18. Fest: Musikholdene spiller op til dans og lir 19. Filmklub: Mike Newels ”Harry Potter and the Goblet of Fire” 20.-25. Temauge om Nationens Tilstand i kølvandet på Jyllands Postens Muhammed-tegninger 20. Foredrag ved religionsforsker Inge Liengaard og terrorekspert Lars Erslev Andersen 21. Aktiv Medborger holder temadag om muligheden for at bygge en moské i Danmark 22. Fællestime: Henrik Goldschmidt om musik som forsoning. 23. Testrup Højskole tager på besøg i Gellerup parken. Rundvisning ved Rabih Azad-Ahmad og Fadi Kassem. Debatmøde i Tousgårdsladen mellem unge muslimer og Testrups elever 25. Konference med deltagelse af imam Fatih Alev, Rabih Azad-Ahmad, Kathrine Winkel Holm og biskop Kjeld Holm. Ugen afsluttes med en arabisk fest i Vesterhus 26. Filmklub: Kurt Wimmers ”Equilibrium” 27.-6. Praktikanter fra rytmekons skal undervise på musiklinien 28. Fællestime: Gitte Ørskou fortæller om Michael Kvium 29. Besøg på Aros og Kvium-udstillingen 29. Fællestime: Auktion til fordel for GrundtvigNigeria og Humor mod AIDS 31. Fællestime: Brændpunkt: Elise og Mikkel fortæller om konflikten i Israel/Palæstina APRIL 2006 1. 2. 3.-7. 3. 4. Aktion i Århus til fordel for Humor mod AIDS Filmklub: Brødrene Coens ”The Big Lebowski” Forfatteren Mette Moestrup er ugens kunstner Skrivelinien afholder B16 reception Fællestime: Gitte Krogsbæk viser filmen ”Mens vi venter på retfærdigheden” 5. Fællestime: Koncert med Uffe Steen Trio 6. Musikeleverne holder koncert sammen med praktikanterne fra rytmekonservatoriet 7. Fællestime: Mette Moestrup læser op 8.-9. Frank afholder Star Wars-marathon i foredragssalen 9. Filmklub: Stanley Kubricks ”A clockwork orange” 10.-11. Påsketure: Ridetur, kanoture, sommerhus-tur og Tunø-tur 12. Lars Mogensen viser ”De 5 benspænd” og ønsker go’ påske 18. Fællestime: Johannes Møllehave om glæden ved at læse lyrik 21. Fællestime: Sportsudvalget afholder husgruppe-olympiade 21.-23. Forårsweekend: 150 gamle elever kommer på besøg under temaet ”Skurk!” 23. Filmklub: Terry Gilliams ”Fear and loathing in Las Vegas” 26. Fællestime: Foredrag ved Rasmus Willig: Med kritikken som våben 28. Fællestime: Gitte Krogsbæk og Christian Dorph om deres røde fortid 30. Filmklub: Michel Gondrys ”Eternal sunshine in a spotless mind” MAJ 2006 2. Fællestime: Carsten Lunding kokkererer med eleverne 4. Fællestime: Das Beckwerk fortæller om forfatteren Claus Beck-Nielsens (1969-2001) liv og værker 5. Fællestime: Brændpunktstime 6. Aktiv Medborger sælger mursten på Store Torv til fordel for en moské i Århus 6. 110 % fest 7. Filmklub: The Hughes brothers’ ”From Hell” 9. Fællestime: Steffen Raastrup om Alan Moores tegneserier 10. Fællestime: Med kritikeren Lars Bukdahl 12. Forældre-/vennedag 14. Filmklub: Mikael Håfströms ”Ondskab” 15.-19. Vi forbereder årets studietur 18. Professor Carsten Thau fortæller om Berlins arkitektur 20.-26. Studietur til Berlin 28. Filmklub: Richard Kellys ”Donnie Darko” 29. Projektstart 30. Sangaften med Jørgen Carlsen JUNI 2006 4. 8. 13. 14. Filmklub: Jonas Åkerlunds ”Spun” Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, første afsnit Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, andet afsnit Fernisering for kunstprojektets udstilling ”Id” på Århus rådhus 14.-16. Teaterforestillingen ”Kidnapning” 17.-18. Musicalen ”Hair” 16. Sitcom-forestillingen ”Rød dør”, tredje og sidste afsnit 19. Filosofilinjen præsenterer deres filosofiske podcast 19. Den traditionelle volleyballkamp mellem lærere og elever 19. Skrivelinien holder reception og koncert 20. Sidste fest 21. Afrejse ÅRETS GANG 87 AUGUST 2006 17. 18. 19. 20. 22. 23. 25. 26. 27. 29. 30. Efterårsholdet 2006 ankommer Eleverne vælger fag Kulturcafé Filmklub: Alfred Hitchcocks ”Vertigo” Foredrag med Jørgen Carlsen: Da Grundtvig blev Grundtvig Fællestime: Birthe Rønn Hornbech fortæller om sit politiske liv Fællestime: Thomas og Hans holder sangtime Fest Filmklub: Jean-Pierre Jeunets ”De fortabte børns by” Foredrag med Jørgen Carlsen om PH Koncert med Hans Ulrik kvartet SEPTEMBER 2006 Fællestime: Sportsudvalget arrangerer kropslig udfoldelse 3. Filmklub: Woody Allens ”Manhattan” 5. Fællestime: Christian Dorph og Gitte Krogsbæk underholder med sange og anekdoter fra deres røde fortid 6. Udflugt til Århus Festuge 8. Fællestime: Steen Larsen fortæller om sine malerier 9. Testrup Højskole underholder i Festugen i Toldboden 10. Filmklub: Nils Malmros’ ”Kundskabens Træ” 12. Fællestime: Ole Toftdahl om matematikken, musikken og myterne 13. Foredrag ved Nils Malmros: Om min filmkunst 14. Auktion til fordel for GrundtvigNigeria 15. Fællestime: Elin Vestergaard fortæller Ovids ”Metamorfoser” 15.-17. Torben drager med teatereleverne til Horsens 17. 19. 20. 22. 22. 24. 26. 27. 28. 28. 29. 29. 30. Børneteaterfestival Filmklub: Jim Jarmusch’ ”Coffee and Cigarettes” Fællestime: Carsten Lunding leger med æbler Ud af huset med husgruppen Fællestime: Aktiv Medborger debatterer tvangsflytning af to-sprogede børn i de danske skoler Kulturcafé Filmklub: Scott Hicks’ ”Shine” Fællestime: Torben Nielsen opfører Dario Fo Foredrag og oplæsning ved forfatteren Peter Adolphsen Vi byder velkommen til 6 nye elever Teaterlinjen opfører 2 variationer over Bertolt Brechts ”Mutter Courage” Fagvalg til anden periode Kulturcafé 80’er fest med Guns’N’Roses-jam 1. 88 ÅRETS GANG OKTOBER 2006 1. 3. 4. 6. 7. 8. Filmklub: Ki-Duk Kims ”Forår, Sommer, Efterår, Vinter og Forår” Fællestime: Jørgen Carlsen om forfatteren Milan Kundera Klassisk koncert med pianisten Tanja Zapolski Fællestime: Dan Andersen fortsætter jagten på den perfekte melodi Festmiddag og første koncert med samspilsholdene Filmklub: Michael Winterbottoms ”24 hour party people” ADRESSER FORÅR 2006 Anders Agersnap Sofie Nymand Ammundsen Thure Spang Andersson Julie Arrhenius Anna Bager Astrid Hjorth Balle Anne Braüner Mads Jarner Brevadt Inalu Buur Nanna Båstrup Sofia Chanfreau Johan Kersting Christensen Kristina Winther Christensen Maria Louise Christensen Susanne Nørregård Christensen Kasper Christiansen Mette Kappel Clausen Ylva Dehli Mette Sanggaard Dideriksen Julie Greve Ejlersen Peter Ankerstjerne Eriksen Rasmus Fenger-Nielsen Lotte Fink Henriette Pinderup Frandsen Anette Grønbæk Astrid Marie Hansen Johannes Haugen-Kossmann Maria Helle Rasmus Dyrvig Henriksen Ida Thora Hermann Marie Høgh Maja Louise Jelling Christoffer Ugilt Jensen Heidi van den Heijkant Jensen Line Jensen Maj Fisker Jensen Otte Ruds Gade 21, 1.th. 8200 Århus N Skovvænget 22 4600 Køge Kobberbæksvej 20 5700 Svendborg Banebrinken 71, 1.mf. 2400 København NV Ivar Huitfeldts Gade 23, 4.tv. 8200 Århus N Valby Langgade 122, 3.tv. 2500 Valby Ivar Huitfeldsts Gade 3, 3. 8200 Århus N Hvidkildevej 77 2400 København NV Jernbanestræde 8, 1. 8600 Silkeborg N.J. Fjords Allé 2. 4.th. 1957 Frederiksberg C Neptunigatan 54 SF-22100 Mariehamn, Finland Rektorparken 1, 3., -318 2450 København SV Kirkebjergvej 4 6541 Bevtoft Åparken 2, 2., -7 8000 Århus C Københavnsvej 56, 1., -D3 4000 Roskilde Kirkevej 4 8963 Auning Nr. Tvedevej 2 4684 Holmegaard Etterstadssletta 31 A N-0660 Oslo; Norge Godthåbsgade 37 8000 Århus C Vesborgvej 13 8240 Risskov Ærøvej 13 3140 Ålsgårde Bredgade 1, Hoven 6880 Tarm Ringkøbingvej 22, 4.th. 8000 Århus C c/o Sct. Mathiasgade 37, 2. 8800 Viborg Vibevej 3 7480 Vildbjerg Solsortvej 117 2000 Frederiksberg Rakelsvej 1, st.th. 2900 Hellerup Tinggården 40 4681 Herfølge Fuglesangs Allé 24 8210 Århus V Adelgade 60, 5.tv. 1304 København K Gl. Vejlevej 56 8721 Daugård Sofiesgate 66 B N-0168 Oslo, Norge Nyløkkevej 14 8340 Malling Fagerstedvej 22 2650 Hvidovre Uglevej 1 9500 Hobro Testrupvej 118 8320 Mårslet 5168 1436 [email protected] 5150 2723 sofi[email protected] 5125 8418 tyedreng@ofir.dk 6110 5641 [email protected] 2537 0690 [email protected] 4057 1519 hjorth85@ofir.dk 2486 7204 [email protected] 2164 7252 [email protected] 2084 2421 inalu@ofir.dk 4015 1735 [email protected] +35 8400 634999 [email protected] 5192 7112 [email protected] 4046 5917 krisfi[email protected] 3062 9802 [email protected] 5192 1123 [email protected] 3013 7656 [email protected] 6169 7371 mettekappel@ofir.dk +45 2478 8002 [email protected] 2121 6904 [email protected] 2266 8274 [email protected] 2833 9550 [email protected] 2855 8836 rasmus_fenger@ofir.dk 2461 3609 lpigen@ofir.dk 3082 2234 [email protected] 2532 5692 [email protected] 2928 0059 [email protected] 4116 8337 [email protected] 5050 5394 mariah-@ofir.dk 5092 9425 [email protected] 2993 0794 [email protected] 4053 0359 [email protected] +47 4646 5711 [email protected] 3033 3882 [email protected] 3034 4757 [email protected] 2480 0946 [email protected] 5125 8553 majfi[email protected] ADRESSELISTER 89 ADRESSER FORÅR 2006 Maria Jensen Elstedhøj 39, 2.tv. Pelle Dueholm Jensen Fyrrebakken 14 Signe Hollerup Jensen Digevej 117 Sune Nygaard Jensen Hegnshusene 84 Søren Schaumburg Jensen Løvstikkevej 18 Christian Vinggaard Jespersen Ejlskovvej 58 Sarah Isak Julin Marius Simonsens Vej 15, 3.th. Lola Bruun Jørgensen Drosselvej 12 Peter Lihn Jørgensen Gl. Kalkbrænderivej 25, 1.tv Rasmus Karlsson c/o Lerdalen 135 Jais Baggestrøm Koch Statholdervej 21, st.th. Ditte Sehested Kuhlmann H.C. Andersens Vej 3 Jeppe Langkjær Rødkløvervej 12, 1.tv. Ida Aagaard Larsen Præstegårdsvej 5, Øster Lindet Magnus Pranov Larsen St. Sct. Hans Gade 3 F, 1.th. Sisse Holm Larsen Askevangen 26 Camilla Lynge Rosenkrantzgade 1 Frederik Meisner Madsen Tove Ditlevsens Vej 15 Sif Hellerup Madsen Elmebakken 11 Karoline Amalie Markholst Holmegårdsvej 26 Jonas Bock Michelsen Skyttevej 107 Anne Falk Mikkelsen Rosenkrantzgade 1 Annette Muldager Kalørvej 84 Maria Maarbjerg Amagerfælledvej 83, 3.mf. Elise Trøllund Engrob Nielsen Rakkebyvej 293 Michael Nielsen Søbakken 62 Sabine Boile Nielsen Kærstykkevej 18 Marie Berg Nygaard Gammeltoftsgade 16, 4.th. Anne Næser Herman Bangs Vej 2 Anna Sofie Weirsøe Olsen Valby Langgade 75 A, 3.tv. Kasper Pedersen Kystvejen 49 Sarah Cecilie Kjærgaard Pedersen Bakkedraget 10 Sine Schjær Pedersen Gudnæsstrandvej 9 Richard Bech Petersen Søndergade 14 Benjamin Popp-Madsen Kildehusvej 42 Niklas Kahr Rasmussen Engleddet 6 90 ADRESSELISTER 8520 3400 2300 2700 9000 5471 8200 2000 2100 8270 2400 8230 8200 6630 8800 3450 8000 4700 5260 8270 6760 8000 5200 2300 9800 8800 2650 1355 8700 2500 9560 8850 7752 7760 4000 8320 Lystrup Hillerød København S Brønshøj Aalborg Søndersø Århus N Frederiksberg København Ø Højbjerg København NV Åbyhøj Århus N Rødding Viborg Allerød Århus C Næstved Odense S Højbjerg Ribe Århus C Odense V København S Hjørring Viborg Hvidovre København K Horsens Valby Hadsund Bjerringbro Snedsted Hurup Thy Roskilde Mårslet 2518 3844 5194 7353 2868 9924 2511 7784 4083 6307 2536 1730 2273 8157 4068 8112 6165 6472 8627 8612 2623 8540 2976 0575 2326 4683 3095 2966 2534 3176 2063 5451 6136 3170 2248 0497 2257 7233 2084 9595 6165 6282 2346 4433 4148 2447 2086 8502 2874 2109 2244 9112 2692 0995 2889 2388 2532 7115 2396 9589 5058 7788 5087 2505 2963 3224 [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] 2262 9203 2751 2107 mogensgadaffi@sol.dk [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] magnusp@ofir.dk [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] ADRESSER FORÅR 2006 Signe Lindgren Rasmussen Willemoesgade 25 8200 Århus N 6171 8031 [email protected] Ida Rindorf Færgegårdsvej 33 5700 Svendborg 4016 9974 [email protected] Johanne Gormsen Schmidt Tuborgvej 166, -222 2400 København NV 4029 1685 [email protected] Mette Billenstein Schriver Elmehøjvej 70 8270 Højbjerg 5190 2325 [email protected] Oe-Jin Shin Hanarm APT 1523-103 Kyonggido Bucheonsi Sang Idong, South Korea 6181 1000 [email protected] Anders Skibsted Ulstrupvej 38 8870 Langå 2728 7668 [email protected] Frank Skorstengaard Fusagervej 2 8382 Hinnerup 86911214 [email protected] Iben Skaastrup Lundingsgade 33, -405 8000 Århus C 3033 1209 [email protected] Marie Sommer Wiedeweltsgade 15 2100 København Ø 6094 6526 [email protected] Anja Cecilie Bech Spillemose Vestbakken 4, Stjær 8464 Galten 6063 7847 [email protected] Helle Sikjær Sørensen Jerichausgade 17, 1.tv. 8000 Århus C 6029 4882 nelleh@ofir.dk Michael K. Sørensen Moselundvej 2 7442 Engesvang 6169 4357 [email protected] Kathrine Bødker Tegllund Arne Jacobsens Allé 11 F, 5.th., B 2300 København S 2625 5810 [email protected] Maren Thagaard Fladbrovej 15 8900 Randers 2814 5760 [email protected] Sigrid Kipper Thau Herman Triers Plads 7, 2.mf. 1631 København V 2244 7080 [email protected] Tobias Todsen Tumbøl Søndermark 9 6200 Åbenrå 5184 7468 [email protected] John Emil Winberg Ndr. Fasanvej 246, st.th. 2200 København N 3117 2099 john.e.winberg@ofir.dk Niels Winthereik Christiansgade 8, 4. 8000 Århus C 6177 8157 [email protected] Maria Winther Ørts Vesterbrogade 93, 3.tv 1620 København V 6110 6989 mariawoerts@ofir.dk Andreas Heuck Steinicke Silkeborgvej 150, 1.tv. 8000 Århus C 6067 8273 [email protected] Mathias Kellermann Holmevej 29 A 2830 Virum 2720 7345 [email protected] Aske Zakariaz Hedelund Henriksen Knudrisgade 52, 2.tv. 8000 Århus C 2614 8716 [email protected] Lisbet Helding Katrinebjergvej 58, 2., -43 8200 Århus N 2679 0900 lisbet@ofir.dk Mikkel Christoffersen Oliebladsgade 7, 4. 2300 København S 6171 2197 mikkelchristoff[email protected] ADRESSELISTER 91 ADRESSER EFTERÅR 2006 Flemming Vigtoft Andersen Sarah Noreen Andersen Signe From Andersen Maria Simonsen Antonius Jacob Bittner Anders M. Black Terkild Brink Buus Kian Bødker Peter Sejr Christensen Sara Østergaard Christensen Celine Deela Aske Dinesen Katrine Elting Christine Kit Flensted Maja Meiland Hansen Astrid Have Louise Lund Henriksen Kasper Hjort Isabella Ipsen Niklas Frost Iversen Ida Marie Brønden Jakobsen Astrid Storm Jensen Kim Nørgaard Jensen Steffen L. Jensen Anna Bank Jeppesen Ida Moestrup Jessen Troels Westh Krog Carsten Kruse Jesper Vestermark Køber Mathias Kølvraa 92 ADRESSELISTER Exnersgade 47 B Ishøj Bygade 103 Søndervej 24 Havmarkvej 1 Nystedvej 24, 1. Rylevej 35, 3.-109 Ørstedvej 56 Fjordvej 4 Mads Kjærs Vej 6 Monradsgade 9 Fyrrevej 10 Spinderensvej 1 Holmevej 29 A Brovej 6 Astershaven 213 Lille Mosevej 8 Ølstedgårdsvej 7 Engvej 27 Torvegade 21 Skolevangs Allé 67 Råhøjvænget 41 Henrik Gerners Vej 11 Hjortevej 1, Søften Tvedvej 50, Nr. Nissum Ådalsvej 71, 2.mf. Jættevej 21 Vestergaardsvej 48 Østerfenner 9 Sortedam Dossering 63 B Heibergsgade 34, 4.tv. 6700 2635 8350 6510 2500 8600 4130 9220 7620 7400 2680 9000 2830 5464 2765 3050 5672 2791 3730 8240 8260 8800 8382 7620 2720 6200 9640 6769 2100 8000 Esbjerg Ishøj Hundslund Gram Valby Silkeborg Viby Sj Ålborg Ø Lemvig Herning Solrød Ålborg Virum Brenderup Smørum Humlebæk Broby Dragør Nexø Risskov Viby J Viborg Hinnerup Lemvig Vanløse Aabenraa Farsø Ribe København Ø Århus C ADRESSER EFTERÅR 2006 Gitta Kaas Louise Dyrsø Larsen Anne-Marie Laursen Alexander Lee Lars Emil Leonhardt Carina Brandager Løvstad Fredrikke Mathisen Louise Astrid Mabire Christian Moselund-Renno Anne Louise Nielsen Johanne Nielsen Josefine Graakjær Nielsen Maria Bisgaard Nielsen Thorleif Olausen Nanna Lundgaard Olsen Line Ozimek Sarah Skyt Persson Astrid Bredahl Rasmussen Johanne Sparre Rickers Stine Rosenbeck Ana Rozanova Theresa Veibel Salomonsen Maja Egebo Schriver Kadri Sikk Anne-Sofie Hartvig Thomsen Thomas Torp Rita Vaitkeviciute Marie Winther Anja Marie Ørsnes Maj Sofie Ørum-Madsen Birkeparken 72, 3.mf. Birkvej 39 Møllevænget 8 Menuetvej 10 B Østergade 29 B, 2.tv. Rønne Allé 124 Prestehavna 21 Vesterbrogade 31, 2.tv. 14, rue Emile Mayrisch Luneborgvej 204 Selsøvej 22 A Ruggårdsvej 5 B Holstebrovej 83 Stavnsholtvej 212 Ansgarsvej 12 Fridtjof Nansens Vej 15, st.tv. Jeppe Åkjærsvej 24 Dronningensgade 74 B, 2. Skåde Højgårdsvej 26 Fyensgade 42, 1.th. Gelvonu 36-8 Gl. Landevej 97, Spørring Haugårdsvej 21 Raba 7-14 Møllevænget 10, Hostrupskov Østervangs Allé 79 Ateities 2 H. Rasmussens Vej 10 Gammel Jernbanevej 26, 3.tv. Viemosevej 21 A 5240 Odense NØ 6900 Skjern 7800 Skive 2730 Herlev 9400 Nørresundby 7451 Sunds N-1689 Skjærhalden, Norge 8000 Århus C L-2141 Luxembourg 9382 Tylstrup 4050 Skibby 4000 Roskilde 6900 Skjern 3460 Birkerød 9600 Års 9000 Ålborg 7400 Herning 5000 Odense C 8270 Højbjerg 9000 Ålborg LT-07144 Vilnius, Litauen 8380 Trige 9670 Løgstør EE-10 917 Tallin, Estland 6200 Åbenrå 8963 Auning LT-19125 Sirvintos, Litauen 9460 Brovst 2500 Valby 7120 Vejle Ø ADRESSELISTER 93 94 ELEVBILLEDER ELEVBILLEDER 95 KURSER 2007-2008 SOMMERKURSER 2007 KURSER 2007 Livsfilosofi: Forundringsparathed 24/6-30/6 Pia Tafdrup, Steen Hildebrandt, Poul Erik Tøjner, Elisabeth Lidell, Jørgen Carlsen m.fl. Tag og læs! – litteratur som modkultur 14/1-20/1 Med bl.a. Pablo H. Llambías, Kirsten Thorup, Peter Laugesen, Ursula Andkjær Olsen, Thomas Boberg, Georg Metz, Lars Bukdahl, Johannes Riis. Kierkegaard – Eksistens mellem digtning og tro 1/7-7/7 Kjeld Holm, Iben Tranholm, Joakim Garff, David Bugge, Pia Søltoft, Poul Behrendt, Niels Grønkjær, Johannes Møllehave, Ole Morsing m.fl. Kunsten at more sig 8/7-14/7 Emnegrupper bl.a.: Trommedans, fotografi, teater, teatersport, ungt teater og rollespil. HMF Brændende Kærlighed, skuespiller Ole Thestrup m.fl. Børn fra 7 år. Forårsskole Efterårsskole Efterårsskole Musikkursus 15/7-21/7 Rock, jazz, pop, funk, hiphop, lydstudie, musikteater, stomp, dans, koncerter, stemmer og stemning. Børn fra 10 år. KURSER 2008 Tag og skriv! 22/7-28/7 Litteraturkursus med værksteder og foredrag. Helle Helle, Naja Marie Aidt, Line Knutzon, Lars Bukdahl m.fl. Forårsskole Efterårsskole Efterårsskole At træde i karakter – inspiration og improvisation 29/7-4/8 Teater, sang, dans, fortælling, sangskrivning mm. TrineLise Væring, Annette Bjergfeldt, Claus Carlsen, Gitte Krogsbæk m.fl. Augustkursus 4/8-12/8 En uges sommerhøjskole efter samme principper som de lange kurser. Arrangeret i samarbejde med Elevforeningen 96 Filosofisk seminar: Humanisme er vilje til konflikt! 21/1-27/1 Hein Heinsen, Carsten Thau, Hans Fink, Søren Gosvig Olesen, H.-J. Schanz, Jan Lindhardt, Anne Øland m.fl. KURSER 2007-2008 Tag og læs! Filosofisk seminar 1/2-20/6 16/8-19/12 27/9-19/12 13/1-19/1 20/1-26/1 31/1-18/6 14/8-17/12 25/9-17/12 INDHOLD 2006 ARTIKLER 2 5 18 21 22 27 31 36 43 49 53 57 64 70 FORORD JØRGEN CARLSEN JEG HAR LYST TIL AT BLÆSE I BASUN OLE TOFTDAHL KARELEN LAILA BACH SØRENSEN JAAAA! MERE, MERE… IDA EBBENSGAARD 100 PLADSER I TIMEN CHRISTIAN PANTON GLEM DEN FALSKE UTRYGHED CELINE DEELA MOSKE, MÅSKE IKKE? BENJAMIN POPP-MADSEN EN VERDENSKONFLIKT – EN HØJSKOLEAFTEN ELISE ENGROB OG MIKKEL CHRISTOFFERSEN HØJSKOLE-ÅND OG OFF STEFFEN RAASTRUP FÅR APOLLON DAPHNE? ELIN VESTERGAARD KOLD KAFFE JØRGEN CARLSEN BEETHOVEN ER EN HUND THOMAS ZIEHE ÉT ER FORNØDENT HANS RUBECH CHRISTENSEN TESTRUP SET INDEFRA JØRGEN CARLSEN FIKTION 9 THE POLICE IS YOUR FRIEND KACHI A. OZUMBA REFERENCER 40 81 82 83 84 85 89 92 94 96 ELEVFORENINGEN INVITERER ELEVFORENINGENS BESTYRELSE SKOLEKREDSEN SKOLENS BESTYRELSE MEDARBEJDERE ÅRETS GANG I STIKORD ADRESSER: FORÅR 2006 ADRESSER: EFTERÅR 2006 ELEVBILLEDER KURSER 2007/2008 Testrup Højskoles Årsskrift 2006 er udgivet af Testrup Højskoles Elevforening Ansv. Redaktør Jørgen Carlsen Redaktion Mads Jarner Brevadt, Rikke Slot Johnsen, Marie Kæmpe, Johannes Martin Nyborg, Christian Panton og Kasper Frøsig Poulsen Foto og grafik Christian Panton, Lars Koue Mogensen, Celine Deela, Laila Bach Sørensen, Marie Kæmpe, Matias Enggaard, Mads Jarner Brevadt, Tobias Trier Hooge Hansen og Nina Olofsson Tryk Uni-tryk, Århus Testrup Højskole 2006
© Copyright 2024