Jehovas Vidner - monoteister eller polyteister?
Jehovas Vidner – monoteister eller polyteister? Af Søren Rødgaard Henriksen © 1996-2013 Forord til denne offentliggørelse Der er med denne udgivelse tale om et arbejdsdokument, hvilket betyder at dokumentet ikke er udtryk for en færdig og bearbejdet udgivelse. Jeg stiller blot materialet til rådighed for andre i sin nuværende form. I flere af de enkelte afsnit er fodnoter og referencer ikke indsat på de enkelte sider, men i slutningen af det pågældende afsnit. Dette betyder, at der kan forekomme, hvor det kan være forbundet med et vist besvær at de refererede noter, det er muligt at jeg på et senere tidspunkt, vil foretage enkelte opdateringer. Flere af afsnittene er ligeledes kun delvist kommenteret. Den oprindelige tanke bag denne udgivelse var at den skulle indgår i en serie på i alt 10 hæfter med kritisk information om Jehovas Vidners tro og levevis. Formålet med teksten er ikke en stillingtagen til, hvorvidt det Jehovas Vidner tror er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, men alene at bidrage til et beskrivelse af, hvad Jehovas Vidner er og tror på, en beskrivelse af noget af det som ikke umiddelbart er tilgængelig viden, hverken for medlemmer af Jehovas Vidner eller udenforstående. Forsidens illustration er fragmenter af illustrationer fra Vagttårnet 1987, 1. april, side 16 og 17, samt Vagttårnet 1994, 15. juli, side 7. Side 2 af 84 Indholdsfortegnelse Forord til denne offentliggørelse ...........................................................................................2 Forord .....................................................................................................................................5 Begyndelsen, den første nægtelse af treenigheden ..............................................................7 Jesus - født eller skabt? - Et centralt problem og dets konsekvenser ...............................8 Jehova ...................................................................................................................................10 Navnet ..............................................................................................................................10 Eksistens ...........................................................................................................................10 Den store Planlægger .......................................................................................................11 Lydighedskrævende .........................................................................................................12 Jehovas med-guder ..............................................................................................................13 Russell's Jehova-forestilling m.h.t. personlighed .............................................................13 Ideologiske perspektiver ..................................................................................................14 Principperne for liv og skikkelse. ......................................................................................14 Helligånden...........................................................................................................................16 Helligånd og Udødelighed ................................................................................................17 Jesus / Logos' natur og ophav ..............................................................................................18 Jesu natur som menneske ................................................................................................20 Ændring af synet på Jesus natur.......................................................................................21 Jesu Kristi natur som opstanden ......................................................................................25 Forholdet mellem Jehova og Jesus i forhold til menneskene. .........................................26 Forholdet mellem Jehova og Jesus, som skabere ............................................................26 Den guddommeliggjorte Jesus og den oprindelige skabelses afslutning ........................27 Jesus og Helligånden ........................................................................................................28 144.000 .................................................................................................................................30 144.000 - håb, kaldelse, avling. ........................................................................................30 144.000's natur og forvandling ........................................................................................33 Forvandlingsprocessen til en ny Skabning .......................................................................34 144.000 og synd ...............................................................................................................36 144.000's fristelser ...........................................................................................................38 144.000 og døden.............................................................................................................39 Den store skare ....................................................................................................................42 Side 3 af 84 Fyrsterne ..............................................................................................................................43 Lucifer ...................................................................................................................................46 Engle og dæmoner ...............................................................................................................49 Fremtiden for jordens beboere i 1000-årsriget og senere .................................................53 Undervisningsformen .......................................................................................................53 Fremtidige opgaver ..........................................................................................................53 Forskellen mellem mand og kvinde skal ophøre..............................................................54 Jesu relation til Jehova og de øvrige skabninger før, nu og i fremtiden. .........................55 Forholdet mellem Logos og de øvrige skabninger ...........................................................56 Jesus og de 144.000 og deres indbyrdes forhold. ............................................................57 Påvirkningskilder ..................................................................................................................58 Kildemateriale ......................................................................................................................60 Russell: Forsoningslæren og dens filosofi ............................................................................61 Forsoningslæren, grundlaget for den kristne tro. ............................................................61 Forsoningens filosofi ........................................................................................................62 Forsoningens mellemmand ..............................................................................................64 Genoprettelsen, resultatet af forsoningen ......................................................................65 Problemer ved Russell's filosofi .......................................................................................66 Forsoningsfilosofiens indflydelse menneskesynet. ..........................................................67 Ligheder mellem Russell's og Mormonernes ideverden ......................................................70 Forholdet mellem syndelegemet og vilje .............................................................................71 Jehovas Vidners dæmonologi ..............................................................................................72 Rutherford’s lære .................................................................................................................78 Den historiske Jesus .............................................................................................................83 Side 4 af 84 Forord Hensigten med denne bog er at give et indblik i og en beskrivelse af fundamentet for den åndelige virkelighed hvori og hvormed Jehovas Vidner lever. Selvom flere dele af det beskrevne er blevet ændret siden det blev fremført af Charles Taze Russell i perioden fra omkring 1880 og frem til hans død i 1916, så er Jehovas Vidners påvirket af den tankeverden der ligger bag dette univers. En frigørelse fra Jehovas Vidners tanke- og forestillingsunivers kræver en forståelse af dette, og når kristne ønsker at drøfte det bibelske Gudsbillede med Vidnerne, er det ligeledes vigtigt, at de gør sig klart, at der er tale om to fundamentalt forskellige anskuelses og forståelses måder der er hinanden fremmede; det er som to mennesker der taler til hinanden, hvor den ene taler dansk mens den anden taler kinesisk. Det er ikke min agt at belyses Russells læresætninger ud fra en teologisk synsvinkel, men udelukkende søge at afdække, hvad det egentlig var han troede på, vise den virkelighed han havde skabt omkring sig. Nærværende værk en del af et større projekt, hvor jeg søger at afdække og belyse den religiøse, psykologiske og sociale virkelighed i Jehovas Vidner. Den foreliggende bog, er således på ingen måde afsluttet, men jeg følte at det var væsentligt at få disse ting publiceret, da end ikke mange Jehovas Vidner er sig bevidste om denne side af deres tro. Samtidig, hvad der er det vigtigste for mig, er at bidrage med basis-informationer til fagfolk inden for social- og sundhedssektoren, samt psykologer og psykiatere, som har nuværende eller tidligere medlemmer af Jehovas Vidner i behandling, så de i højere grad bliver i stand til at forstå det univers der gemmer sig bag de talte ord. Vigtigheden i dette skal bl.a. ses i lyset af, at mange af de ord og begreber som vi kender/anvender i det daglige sprogbrug, hos Jehovas Vidner har meget aktive bevidstheds kontrollerende konnotationer, som det i visse sammenhængen kan være vigtigt at have kendskab til. Det er min hensigt at belyse baggrunden eller forudsætningerne for disse ord og begrebet, ud fra hvilket der associeres. Et vigtigt punkt i forståelsen af Jehovas Vidner, er en indsigt og forståelse af deres gudssyn og gudsforståelse/-oplevelse. Når man betragter Jehovas Vidners lære på dette punkt, fremtræder de umiddelbart som strengt monoteistisk trossamfund. Et af Jehovas Vidners markante kendetegn har siden 1880'erne, været dens fornægtelse af den treenige Gud. Det viser sig imidlertid ved en nærmere undersøgelse af Jehovas Vidners lære, at den ikke er monoteistisk, men at den er polyteistisk, at Vidnerne nok tror at de tror på én Gud, men i realiteten har et religiøst univers med 144.002 guder, hvoraf Jehova er den øverste eller den største. Grundlaget for den polyteistiske lære er to forhold. For det første er det deres syn på Jesus, primært i hans præ-humane eksistens som Logos, begrundet og forklaret i den rolle han indtager som "Genløseren", den der løskøber mennesket fra syndens magt. For det andet er det den plan, som Gud ifølge Jehovas Vidner har for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesket, samt det middel hvorved det sker. Side 5 af 84 Gennemgangen af emnet vil grundlæggende være baseret på de fremstillinger og læresætninger om Logos/Jesus og 'den nye skabning' (144.000), sådan som Russell fremførte dem, primært i Studier i Skriften, bind I-VII, da hans tanker på dette punkt stadig udgør selve essensen i Jehovas Vidner religiøse univers. Deres lære Logos' ophav er et af de vigtigste for Jehovas Vidner, når de skal redegøre for deres tro, og det vil være med udgangspunkt i denne, at jeg vil beskæftige mig med Jehovas Vidner gude-univers. Når man søger at redegøre for enten hele eller dele af teologien i Jehovas Vidner, må man i sine bestræbelser holde sig nogle forhold for øje, som er med til at perspektivere nogle af de holdninger som Jehovas Vidner har. Et af disse har fra begyndelsen været en stærk påvirkning fra et udtalt ønske om at nå ned til kernen i de bibelske sandheder. Dette kan naturligvis siges om mange, men både for Russell og hans efterfølgere var denne søgen imidlertid sket under indflydelse af et udtalt ønske om at adskille sig fra andre religiøse grupper og deres synspunkter, at være dem der sidder inde med den sande viden om tingenes virkelige tilstand. Hvad der er årsagen til at Russell forkaste den trinitariske lære er vanskeligt at sige. Der kan efter min mening nævnes to årsager, som kan have været medvirkende hertil: For det første havde Russell i sine unge dage vanskeligheder med at forholde sig til læren om et brændende helvede, ligesom han var i ubøjelig i sit syn på sin lære om Kristi sonoffer. For det andet, nærede han et brændende had til både den katolske og protestantiske kirke efter at en række præster blankt havde afvist hans tanker ved et møder han havde indkaldt dem til i 1877. Ligeledes må man heller ikke overse hans forsøg få at skabe en efter hans mening logisk forklaring på syndens løn, sammen med et ønske om at lægge afstand til de etablerede kirker, kan være en samspillende årsag, som kan have været med til at han, ubevidst, har søgt svar i en konstellation mellem ideen om en monoteistisk gud og hans lære om forsoning og genløsning. Endelig skal man også være opmærksom på, at Russell i årene op til og med 1881 havde der været en lang række uoverensstemmelser med 5 af sine tidligere medarbejdere og venner fra studiekredsen som var blevet oprettet i 1870. Et par år tidligere, i 1879, var henholdsvis George W. Stetson og George Storrs død med få måneders mellemrum. Disse to mænd havde været en slags teologiske faderskikkelser for Russell. Paton havde som den sidste forladt ham i 1881. Med dette brud var også hans sidste forbindelse til Adventisterne brudt, og han havde ikke længere nogen kendt kontakt til andre kendte kirkesamfund eller menighedssammenslutninger. Fra dette tidspunkt er det således vanskeligt at afgøre hvorfra Russell fik sine religiøse påvirkninger. Side 6 af 84 Begyndelsen, den første nægtelse af treenigheden Det er i 1882, med en artikel i Zion's Watch Tower, at Russell første gang åbent frasiger sig troen på den treenige Gud.1 Hans indledende, og et for ham væsentligt, argument mod treenighedslæren er, at den ikke fra begyndelsen var formuleret blandt de kristne. »Læren om Treenigheden havde sin Oprindelse i det tredje Aarhundrede og har megen Lighed med de hedenske Læresætninger, der var fremherskende paa den Tid, i Særdeleshed Hinduismen. Den eneste Tekst i Skriften, som nogen Sinde er bleven anført for at bevise, eller bekræfte, at Faderen, Sønnen og Aanden er ét, er en Del af I. Joh. 5, 7. 8. Denne Tekst findes kun i Manuskripter, der er skrevet efter det femte Aarhundrede og er af alle, der holder paa Treenighedenslæren, anerkendt for at være en »uægte Tilføjelse«.«2 Herefter fremfører han en række skriftsteder3, som skal bevise at Gud og Jesus ikke kan være ét, men at der er tale om to adskilte væsener, og hans konklusion bliver, »at Skriften lærer, at der er kun én evig Gud og Fader - [...] - at Hans Skabnings Begyndelse, senere kaldet Jesus, stod under Faderen, men over alle de efterfølgende Skabninger, til hvis Skabelse Han var Jehovas aktive Redskab.«4 Russell beskriver Jesus som menneskets genløser i vendinger der fratager ham enhver form for guddommelighed før hans liv på jorden. Sammenfattende må man sige om den fremtræden som Kristus får hos Russell i denne artikel, at Jesus er blevet gjort til en skabning på linie med de øvrige skabninger. At han, som Logos, er den eneste der er skabt direkte af Gud, og efterfølgende er den der har skabt de øvrige, ændrer ikke ved dette faktum. Dette bekræftes yderligere af Russell’s påstand om, at det først er efter opstandelse, at han iklædes den guddommelige natur.5 Som den tredje og sidste del af treenigheden, beskriver Russell Helligånden i vendinger der reducerer den til en kraft på linje med for eksempel elektricitet. »Vi forstaar, at Skriften lærer, at den Helligaand ikke er en særskilt Person, men at den er Guds Sind eller Indflydelse, Guddommens bevægende Kraft, som udøves alle Vegne og i hvilken som helst Hensigt, det maatte behage Ham. Gud udøver sin Aand eller Energi paa en Mangfoldighed af Maader, idet Han bruger forskellige Redskaber og naar forskellige Resultater. Hvad som helst Gud gør gennem Redskaber, er lige saa sandt Guds Værk, som hvis Han var den, der direkte udførte det, eftersom alle disse Redskaber er skabte af Ham; [...] Naar vi saaledes læser, at Jehova - Gud - skabte Himlen og Jorden [...], maa vi ikke tro, at Han personligt udførte det. Han brugte forskellige redskaber ... 1 2 3 4 5 Dette sker i juli-nummeret, i artiklen »"HEAR, O ISRAEL! JEHOVAH OUR GOD IS ONE - JEHOVAH"«. Godt og vel den første halvdel af denne artikel blev oversat til dansk og bragt i den danske udgave af bladet i april 1906. Vagt-Taarnet, april 1906, side 25 Ef. 4:6; 1. Kor 8:5,6; Åb. 3:14; Joh. 1:3; 5:19; 10:30; 14:10,28; 17:11; 20:17; m.fl. Vagt-Taarnet, april 1906, side 26. »Da Jesu Offertjeneste var endt paa Korset, havde Han fuldbragt sit Værk. Da Han opstod, var Han ikke længere et menneskeligt Væsen, men en fuldkommen »ny Skabning«. Vi forstaar, at siden Hans Opstandelse er Han delagtig i den guddommelige Natur, derfor maa Han være af samme Natur som Faderen.« - Vagt-Taarnet, april 1906, side 26. Side 7 af 84 Det er sagt os tydeligt, at alle Ting er af Faderen - ved Hans Energi eller Aand; dog blev denne Energi udøvet gennem Sønnen. Guds Søn, senere kaldet Jesus, blev brugt til at skabe verden.«6 Konsekvensen af det syn som Russell anlægger på Helligånden og dens rolle i forbindelsen med skabelsen er, at Jesus bliver gjort til en "ting", et "redskab", noget der er klart adskilt fra Gud. Helligånden bliver gjort til en viljeløs kraft, hvis virke ligger i hænderne på den hos hvem den bliver overgivet. Artiklen er på mange måder svag og mangelfuld i sin argumentation. Den er ikke kun præget af, at han vil redegøre for et synspunkt, som han nok er blevet fanget af, men også, at han ikke helt har tænkt disse tanker til ende i deres fulde konsekvens. Det er først i 1899, med udgivelsen af femte bind af Studier i Skriften, "Forsoningen mellem Gud og Mennesker", at Russell giver en mere fyldestgørende redegørelse for sine synspunkter. Jesus - født eller skabt? - Et centralt problem og dets konsekvenser Indsæt Russells argumentation Når Jehovas Vidner skal redegøre for deres syn på henholdsvis Jesus og Gud, hvordan Jesus adskiller sig, ikke blot fra Gud, men også fra alle andre skabninger i universet, henter man sin argumentation i en konstellation af de tolkninger som man lægger i henholdsvis Kolosenserne 1:15 og Åbenbaringsbogen 3:14. Dette grundlag har fulgt Jehovas Vidner lige siden Russell fremførte sine tanker om fornægtelsen af treenighed. Vægten i deres argumentation ligger primært i en opfattelse af Jesus som Guds skaberværks begyndelse. Grunden til at dette punkt er så vigtigt for Jehovas Vidner hænger sammen med at det er uløseligt bundet til deres opfattelse af forsoningen mellem Gud og mennesker, menneskets frelse, samt at deres frelsesforståelse i vid udstrækning er gennemsyret af tanken eller ideen gerningsretfærdighed. En nok så væsentlig grund er dog, at det for Jehovas Vidner er vigtigt at alt kan forklares, at alt har en forklaring, også Guds eksistens og den måde hvorpå han handler med mennesker. At skulle anerkende Gud som en treenighed, vil betyde at de skulle acceptere mysteriet om Guds inkarnation i Jesus og hans død på korset og opstandelsen. Dette ville på alle måder stride mod den rationaltets-ånd der har været kendetegnende for Jehovas Vidner lige siden Russell grundlagde den. Når Jehovas Vidner bruger betegnelsen "førstefødt" fra Kol. 3:15, sker det i betydningen af rang, at han er den ypperste selvom han selv er skabt. Han er nok skabt, men alle andre og alt andet er skabt gennem ham som mellemmand. At tale om at være født af nogen betyder, at have sit ophav i den der har givet fødsel. Men det er ikke dette Jehovas Vidner ligger i ordet "førstefødt", når det gælder Kristus. Man bruger ordet til at vise, at han er det første af en række, at kun én kan være den første. Denne tanke mener man at finder underbygget ved ordene i Åbenbaringsbogen 3:14 idet man hævder, at Jesus er skabt, ikke født. Fra at have et direkte udspring i Gud, bliver Jesus gjort til en skabning der har sit substans-manifeste ophav uden for Gud, og at det er fra dette "noget" uden for Gud, at Jesus har sit ophav. 6 Vagt-Taarnet, april 1906, side 27. Side 8 af 84 M.h.t. at Logos skulle have sit ophav i noget materie uden for Guds væsen, se (sis-v112) Indskriv her, hvad Russell lærte/troede på, mht. tings frembringelse, fx jorden, træer etc. Denne anskuelse eller lære rummer dog i sig selv et problem for Jehovas Vidner. I og med at de hævder, at Jesus er al skaberværks begyndelse, rejser det spørgsmålet om, hvad det var der lå til grund for - at det var muligt at skabe Jesus - ophavet til det der blev brugt til at skabe Jesus. I og med at man forkaster enhver tanke om Jesus født af Gud, må konsekvensen blive, at skabelsen er sket ved hjælp af noget uden for Gud, og hvad var dette 'noget'? Var der tale om et ur-stof, et ikke-skabt grundstof, der blot er uden at være skabt? Hvis dette er tilfældet betyder det, at Gud ikke blot er reduceret som Gud, men også, dybest set, at den eneste forskel mellem dette ur-stof og Gud er, at Gud besidder en bevidsthed, ur-stoffet ikke. Hvis dette ikke er tilfældet, må det nødvendigvis betyde, at Guds skabervirksomheds begyndelse ikke begyndte med Jesus, men med det materiale der skulle bruges til dannelsen af Jesus, og siden alt andet. Jesus bliver hermed ikke Guds skaberværks begyndelse, men Guds skabningers begyndelse. Omvendt, den eneste måde hvorpå Jehovas Vidner kan løse dette problem på er ved, at de fuldt ud anerkender udtrykket "førstefødt" i sin fulde betydning. Men det vil samtidig også volde dem store problemer, fordi de derved også har lagt grunden til, at de i konsekvens heraf må anerkende treenighedslæren. Konklusionen om, at Jesus har sin oprindelse i dette "ur-stof" uden for Gud, med den dermed ovenfor beskrevne konsekvens, bliver yderligere bekræftet ved, at det først er efter sin opstandelse, at Jesus, ifølge Russell, får del i guddommelig natur. (1.a) [sis-v-89] Havde Jesus været førstefødt af Gud i ordets egentlige betydning ville det betyde, at han allerede inden sit jordiske liv, ville have del i guddommelig natur, værende af Gud i sin præ-humane eksistens. At den ovenstående konklusion på Russell's tanker er korrekt, bliver desuden bekræftet af hans principper for liv (livskilde) og skikkelse; se et senere afsnit om dette, som vil belyse disse og deres konsekvenser. Redegør her for de begrundelser, som Russell lægger til grund for hans afvisnings af treenighedslæren, bl.a. at den er emotionelt begrundet. Side 9 af 84 Jehova Navnet Navnet Jehova har fra den tidligste tid være vægtet af Russell: »Den almægtige Gud har anvendt paa sig selv Navn Jehova, der betyder: Den, der er til i Kraft af sig selv, eller den, som er udødelig.« (sis-v-42) »Atter erklærer Moses: »Hør, Israel! Jehova, vor Gud, er een. Og du skal elske Jehova, din Gud, af hele dit hjerte og af hele din Sjæl og af hele din Styrke.« (...) Og netop dette er den Sætning i Skriften, som Jesus selv fremholdt som selv Sandhedens Væsen. ... Og læg Mærke til Sammenhængen; thi denne absolutte Erklæring, at Navnet Jehova udelukkende tilhører »Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring«, følger umiddelbart efter den profetiske Udnævnelse af Messias til Jehovas hædrede og udvalgte Søn og Tjener, ...« (sis-v-43) Et af de helt tydelige kendetegn ved Russell's gudsbillede, er den meget stærke vægtning der sker af selve navnet Jehova, at det kun må bruges om den monoteistiske gud. (sis-v-44.ff) Russell søger ved navnet at gøre Gud tydelig, hvilket også bliver yderligere understreget i de egenskaber ved Jehova, som Russell lægger så megen vægt på. Det er den højt ophøjede, autoritet, den autoritære, der er klart adskilt fra ethvert menneskeligt plan. Eksistens »Selv om vi ikke er i Stand til at faa Øje paa de skjulte Livskilder hos alle, kan vi dog være sikre paa, at Guddomsvæsenet, Jehova, er Ophavsmanden til alt Liv, alt levende er afhængigt af ham. Selve Livet er det samme, hvad enten det findes hos Gud eller hos hans Skabninger. Det er et Kraftprincip, ikke noget Stof. Hos Gud findes det iboende, men hos hans Skabninger er det en Følge af visse Aarsager, som er tilrettelagt af Gud, og som han derfor er Ophavsmanden til.« [sis-i-223] »Endvidere indbefatter Ordene »Fader« og »Søn« en Forskel og modsiger Tanken om Treenighed og enhed i Person; thi Ordet »Fader« betyder Livgiver, medens Ordet »Søn« betyder en, som har modtaget Liv fra en anden. Den himmelske Fader har ikke modtaget Livet fra nogen anden, han er Livskilden, ikke blot for vor Herre Jesus, hans enbaarne Søn, men gennem ham ogsaa for alle sine andre Skabninger, ...« (sis-v-64) »Ordet udødelig betyder ikke-dødelig - en Tilstand som ikke kan skades af Døden, som ikke kan ødelægges, som ikke kan forgaa. ... Denne Egenskab tilhører alene Jehova Gud, som der staar skrevet - »Faderen har Liv i sig selv« (...); det vil sige, Hans Eksistens stammer ikke fra nogen anden og bliver ikke vedligeholdt ved Side 10 af 84 nogen anden. Han »alene har Udødelighed« (...) som et iboende og oprindeligt Livsprincip.« (wd.1906.09.01/67) »Jehova Gud, som er den eneste, der oprindelig har Udødelighed, »Liv i sig selv«, og af hvem alle Ting er, har skabt forskellige Arter af Væsener, baade Engle og Mennesker, men har skabt dem dødelige og ikke af sin egen guddommelige Natur, og Han har erklæret, at Han har bestemt at skabe en ny Skabning - an Art af Væsener, som ikke alene med Hensyn til Moral og Fornuft er eller skal være efter Hans Lignelse i Hans egen »guddommelige« Natur - og en fremtrædende Bestanddel af denne eller Element i denne er Udødelighed.« (wd.1906.09.01/67) Her bør afsnittet ’Ideologi og principper for liv og skikkelse’ indføjes Den store Planlægger »Gud Jehova gør Fordring paa at være Ophavsmand til den store Forsoningsplan, der, som vi i det foregaaende har set, er ved at udvikle sig.« (sis-v-35) »Hvis den Tanke blev fuldt forstaaet, at den almægtige Jehova selv er Frelseren, Ophavsmanden til den store Frelsesplan, og den, der udføres den ved Hjælp af villige Redskaber og Repræsentanter, vilde det befri mange for falske Forestillinger om Forholdet mellem den himmelske Fader og hans himmelske Søn i Forbindelse med Menneskehedens Frelse.« (sis-v-35.f) (sis-v-36.f): Jehova beskrives som fuldkommen i retfærdighed, han domme kan ikke tilbagekaldes; Guds planer er så fuldkomne, at de ikke kan mislykkes eller behøver at blive ændret. Og hans magt er så fuldkommen, at alle planer vil blive gennemført i overensstemmelse med deres oprindelige bestemte mål som resultat. »Alle vil let kunde indse det berettigede i at den Almægtiges Bestemmelse, at han skal anerkendes som Midtpunktet for al Myndighed, Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt; thi dette er Sandheden, ...« (sis-v-56) »Det vil sige, der er blot denne ene og almægtige Gud, Ophavsmanden og Kilden til alle Ting, ham, som vi tilhører, og der er blot den ene Herre, Jesus Kristus, ved hvem den himmelske Fader handler med Hensyn til alle de forskellige Træk i sin Plan, ...« (sis-v-57) »Alle Ting er af vor Fader; Han er den første Aarsag til alle Ting; og alle Ting er ved vor Herre Jesus. Han, »Guds Skabnings Begyndelse« (...), har været Jehovas Redskab til alt, hvad der siden efter blev skabt.« (wd.1906.04.01/25) (sis-v-198): Før verden og mennesket var skabt, havde Gud bestemt, at 144.000 skulle have del i hans guddommelighed. (sis-v-70): Som ovenstående (v-198), samt at Gud vidste, at mennesket ville synde. Side 11 af 84 Lydighedskrævende (sis-v-39.f): Enhver gave i forbindelse med frelse/ophøjelse, udspringer af bevidst troskab og loyalitet, at være lydig til det yderste, til døden. Nåden bliver et begreb der ikke finder anvendelse i Russell's gudssyn i forbindelse med frelsen. »Alle disse forskellige Skriftsteder viser os klart den store Ophøjelse, som var Faderens Belønning til vor Herre Jesus Kristus for hans underfulde Lydighed...« (sis-v-41) Igen finder vi betoningen af forholdet mellem lydighed og belønning, som den metode Gud bruger i forbindelse med frelsen. »Der vil altid være nogen Art Spore til Energi. Enten vil der være nogen Tilskyndelse af en eller anden Art, eller ogsaa vil der være nogen Slags Straf til at hjælpe Folk frem ved. Herren vil fremholde visse Lokke midler for dem, der er villige til at medvirke i Retning af Fremgang, og Han vil tildele Hug og Straf for at hjælpe dem, der ikke vil lade sig lokke paa anden Maade. Baade Belønninger og Straffe vil være i Virksomhed i Løbet af Tusindaarsriget.« (wd.1913.07.01, s.101) Det eneste sted hvor det er muligt at finde en "redningsplanke" for den der svigter, er i forbindelse med de 144.000, som, hvis de fejler, vil overgå til den store skare (dette skylde de meget store krav der stilles til dem). For alle andre betyder et svigt, den anden død, den evige udslettelse. Side 12 af 84 Jehovas med-guder Jehova er den første, men ikke den eneste Begrundelsen for at Jehova vil skabe sig med-guder: en del af hans plan. Da han fra begyndelsen vidste at mennesket ville synde. – begrundelse? Se ovenfor:” (sis-v-198): Før verden og mennesket var skabt, havde Gud bestemt, at 144.000 skulle have del i hans guddommelighed.” (sis-v-70): Som ovenstående (v-198), samt at Gud vidste, at mennesket ville synde. - de 144.000 skal have del i det guddommelige, have liv i sig selv, blive udødelige. (sis-v-76) - Desuden siger han det direkte i Zions Watch Tower (zwt.1881.11.01), at deres sande karakter er, at de skal blive guder. Jesus kunne som Logos ikke være Skaberen selv, idet det kun er den guddommelige natur der har skaberkraft (= helligånd, Guds sinds vilje). at være guddommelig = guddommelig sinds vilje = hellig ånd. »Vi ved ikke noget om, hvilke Opgaver Skaberen i de kommende Tidsaldre har i beredskab for sin enbaarne Søn, hvem han har sat som Arving over alle Ting. ... Skønt Guds skrevne Ord som sagt ikke giver Oplysning om mere, har vi dog Lov til at søge at faa et Indblik i Naturens Bog i Lyset af Guds Plan. Vi kan ved at bruge Guds Ord som Kikkert forstaa, at de forskellige Planeter eller Verdener, der svæver omkring os i alle Retninger, ikke er blevet skabt for Intet, men at den ligeledes før eller senere vil finde en Skabergerning Sted paa disse. Det er da ogsaa klart, at naar den Tid kommer, vil han, som i alt har været den ypperste, vedblive at have Fortrinnet og bestandig være den, der leder og styrer de guddommelige Kræfter.« (SIS-VI-76) Russell's Jehova-forestilling m.h.t. personlighed I det syn som Russell har på Jehova, er det interessant at bemærke, at hele hans forsoningstanke hviler på den ide, at Gud allerede ved skabelsen af Mennesket vidste at de ville synde, og før syndefaldet havde planlagt, hvordan han ville rette op på dette. I sit første billede af Gud bliver han af Russell lagt på en ophøjet og idealiseret distance, men samtidig bærer alle hans forhåbninger præg af at han skal blive som Gud, blive i kraft og væsen som Gud. Trods denne 'delagtighed i det guddommelige', vil han dog stadig være fuldt ud selvstændig, selvrådende. Hans gudsforestilling bliver på en og samme tid hans både 'lig med'/'det samme som' og alligevel adskilt fra (at være i kraft af og alligevel kan det hele selv). Side 13 af 84 Ideologiske perspektiver (kan også være et underafsnit til <Jehovas eksistens> Med den fastholdende rolle, som baggrundsfigur, bliver Jehova reduceret til den mandlige del af "ur-stoffet", den med bevidstheden, vilje og fornuft, og heroverfor, den kvindelige del af "urstoffet", skikkelse, følelser, etc. Jehova Urstof / moder (næringsstoffer) Mand Liv Energi Fornuft Vilje Yde Bevidsthed Kvinde Skikkelse/organisme Natur Følelser Lydighed Modtage Ikke-bevisthed For denne opdeling, se (sis-v-105-114) sis-v, kapitel 4. Principperne for liv og skikkelse. Ved en nærmere gennemgang af Russell's lære med hensyn til liv (som grundlaget for eksistens), livsenergi, samt hans læresætning om Logos som skabning, afdækker der sig i konstellationen mellem disse to og hans syn på Helligånden nogle interessante perspektiver. I sin redegørelse for principperne vedrørende liv og skikkelse, foretager Russell en skarp skelnen mellem livet (livskraften) og legemet, den skikkelse eller natur, som rummer eller er bærer af dette liv: »Skriften fremholder den Tanke, at al Tilværelse, al Livsenergi kommer fra Faderen og ikke fra Moderen. ... Følgelig var Gud Adams og derfor hele Menneskeslægtens Fader (Livgiver), medens Jorden var dens Moder. ...« (SIS-V-105) »I Harmoni med denne Regel siges der, at Børnene er af eller fra Faderen og født ved deres Mødre. ...« (SIS-V-106) »En anden Kendsgerning, ..., er denne, at skønt Livet kommer fra Faderen, kommer Skikkelse og Natur fra Moderen.« (SIS-V-110) »Et andet Eksempel paa denne Lov, at Livet (Livskraften) Kommer fra Faderen og Organismen (Naturen) fra Moderen, findes i den Kendsgerning, at Jehova, som selv er af guddommelig Natur, har avlet Sønner af forskellige Naturer; han er Fader eller Livgiver til Sønnerne af Englenatur ... og til Sønnerne af Menne- Side 14 af 84 skenatur Substanser, frembragte og udviklede den Engle. Da den samme Energi eller Aand virkede paa jordiske Substanser, frembragt den Mennesket og Dyrene ...« (SIS-V-112) Som redegjort for i afsnittet »Jesus, født eller skabt?«, er konsekvensen af Russell's lære, fordi han er skabt og som Logos var uden del i guddommelig natur, at han har sit ophav i en forening mellem Guds ånd og et "ur-stof". Dette "ur-stof" er samtidig med Gud, men adskilt fra Gud, uden besiddelse af bevidsthed, fra evighed til evighed, ganske som Gud selv. Denne konklusion bekræfter Russell selv, som det fremgår af ovenstående citatet fra (SIS-V-112). Gud bliver en del af en dualisme, hvor modstykket er "urstoffet". Side 15 af 84 Helligånden Med hensyn til hans syn på Helligånden er han meget klar i sin afvisning af den trinitanske lære: »Der er absolut ingen grund til at tro, at den hellige Aand er en Guddomsperson ved Siden af Faderen og Sønnen.« (SIS-V-179) Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad Helligånden så er? For Russell er det en upersonlig kraft, der er et udtryk for Guds vilje. Man kan udtrykkes Russell's udlægning af Ånden, som 'Guds aktive og manifesterede villen.' »Skriftens Lære, at Faderen og Sønnen er fuldstændig eet i Hensigt og Gerning, saaledes som vi netop har set, fuldt ud logisk, og lige saa logisk er Skriftens Lære om den hellige Aand - at den ikke er en Gud, men den Aand, Indflydelse eller Kraft, der udøves af den eneste Gud, vor Fader, og hans enbaarne Søn, og at den følgelig er i absolut Enhed med begge disse, som ogsaa indbyrdes er eet eller i fuld Overensstemmelse med hinanden.« (18) [sis-v-175] Med det Russell her siger, skaber han jo sin egen "treenighed", blot med den forskel, at helligånden her er en kraft, uden nogen form for personlighed eller selvstændigt Jeg. Han taler om tre af hinanden uafhængige elementer, der er ét i betydningen af at være 'i overensstemmelse med hinanden'. »Af det foregaaende ser vi, at Udtrykkende »Guds Aand« eller »den hellige Aand« betyder det samme som Guds Vilje, Indflydelse eller Kraft, lige meget hvor og i hvilken Hensigt den udøves, naar den blot er i Haoni med Guds Vilje, og da denne Vilje er en hellig Vilje, indbefatter det, at den hellige Aands Fremgangsmaader og Handlinger ogsaa maa være hellige. Gud bruger sin Aand eller Energi paa mange Maader og benytter forskellige Redskaber for at opnaa forskellige Resultater.« (sis-v-190) »I Skriftens Lys kan vi forstaa, at den hellige Aand betyder: a) Guds Kraft, lige meget paa hvilken Maade den udøves, blot altid i Overensstemelse med Retfærdighed og Kærlighed. Den er derfor altid en hellig Kraft. b) Denne Kraft kan være en Livsernergi, en fysisk skabende Kraft eller en Tankens Magt, der skaber og inspirerer Tanker og Ord, eller ogsaa en levendegørende, en livgivende Kraft, saaledes som den blev aabenbaret ved Jesu Opstandelse og atter vil blive aabenbaret ved Menighedens, hans Legemes, Opstandelse. c) Den avlende eller sindsomdannende Kraft eller Indflydelse, der følger med Kundskab om Sandheden.« (sis-v-191) »Men der er intet i denne Beretning, der i nogen Forstand nødvendiggør Tanken om en personlig hellig Aand ved Siden af Faderen og Sønnen. Tværtimod; den Kendsgerning, at den hellige Aand blev modtaget af dem alle, er i sig selv et Bevis for, at den ikke er en Person, men en Indflydelse, en Kraft, udøvet af en Person Guds Magt eller Indflydelse, ...« (sis-v-222) Side 16 af 84 Helligånd og Udødelighed »Udødelighed er et Element i den guddommelige Natur eller en Egenskab, der tilhører den, men ikke Menneskets eller Englenes eller nogen anden Natur end den guddommelige. Og det er fordi Kristus og Hans »lille Hjort«, Hans »Brud«, skal blive »delagtige i den guddommelige Natur«, at de vil blive Undtagelsen fra alle andre Skabninger baade i Himmelen og paa Jorden. Ordet udødelig betyder ikke-dødelig - en Tilstand som ikke kan skades af Døden, som ikke kan ødelægges, som ikke kan forgaa. ... Denne Egenskab tilhører alene Jehova Gud, som der staar skrevet - »Faderen har Liv i sig selv« (...); det vil sige, Hans Eksistens stammer ikke fra nogen anden og bliver ikke vedligeholdt ved nogen anden. Han »alene har Udødelighed« (...) som et iboende og oprindeligt Livsprincip. Jehova Gud, som er den eneste, der oprindelig har Udødelighed, »Liv i sig selv«, og af hvem alle Ting er, har skabt forskellige Arter af Væsener, baade Engle og Mennesker, men har skabt dem dødelige og ikke af sin egen guddommelige Natur, og Han har erklæret, at Han har bestemt at skabe en ny Skabning - an Art af Væsener, som ikke alene med Hensyn til Moral og Fornuft er eller skal være efter Hans Lignelse i Hans egen »guddommelige« Natur - og en fremtrædende Bestanddel af denne eller Element i denne er Udødelighed. ... Men Ordet »dødelig« betyder ikke døende, men blot en Tilstand i hvilken man kan dø en Besiddelse af Liv, som er afhængig af Gud med Hensyn til sin Forsættelse. ... Det var saaledes ikke Tilfældet, at Adam blev dødelig paa Grund af Synden, men han blev skabt dødelig - af Naturen var han udsat for Dødsstraffen.« (wd.1906.09.01, s.67) Side 17 af 84 Jesus / Logos' natur og ophav I sin argumentation for hvem Jesus er, tager Russell udgangspunkt i beskrivelsen af Logos, som vi finder den i Johannes 1:1, og han spørger hertil hvilken begyndelse der er tale om. Han svarer, at siden Gud er uden begyndelse, må der være tale om skabelsens begyndelse, og at Logos var til stede ved denne. Dette hævder han bliver bekræftet af ordene i Åb. 3:14, at det 'sande vidne' skulle være Logos, som værende "Guds Skabnings Begyndelse", at Logos er "al Skabnings Begyndelse". Denne forklaring lader han blive bestyrket med ordene fra Kolosenserne 1:15-18, om Jesus som den førstefødte og alle tings skaber. (7) [sis-v-90] Russell fremsætter efterfølgende er række skriftsteder (8) (Joh. 1:3; 2. Kor. 8:9; Joh. 17:5; 1. Joh. 4:9.), der ene har til formål at understøtte hans tolkning af Johannes 1:1, og drager følgende konklusion: »Vi maa heller ikke overse, at Logos her som i mange andre Tilfælde benævnes Guds »enbaarne Søn«. Den Tanke, der indeholdes i dette Udtryk, er den, at Logos selv var den himmelske Faders eneste direkte Skabning eller Frembringelse, medens alle Guds andre Sønner, Engle saavel som Mennesker, blev indirekte skabt af ham gennem Logos. Derfor kan der med Rette og i Sandhed siges, at han er Guds enbaarne Søn.« (9) [sis-v-92] Men her løber Russell ind i en selvmodsigelse, fordi han ikke er konsekvent og gennemført i sin argumentation, ej heller i brugen af de ord han anvender. Først siger han, at Logos var til stede ved skabelsens begyndelse, det vil sige samtidig hermed, hvorefter han siger, at Logos er skabelsens begyndelse. Logos kan ikke både være skabelsens begyndelse og samtidig overvære den. Forudsætningen for at kunne være til stede ved skabelsens begyndelse er, at han selv er værende inden denne begyndelse indfinder sig. Dette er kun muligt såfremt han er Guds førstefødte, og ikke en skabning. Det er netop i betydningen af at være 'født' (førstefødt), der er tales om ham i Kol. 1:15. Ydermere, en skabelses begyndelse oprinder ikke med dét, hvori skabelsesprocessens manifesterer sig, det skabte, produktet af en skabelsesproces. Skabelsen begynder allerede ved tanken om at ville skabe. Konsekvensen af Russell's tankegang vil således være, at Logos først fødes, hvorefter han oplever sin egen skabelse, at han som ikke-værende ser sig selv blive værende, skabt af noget der ikke har født ham, og samtidig med at han er født af noget der endnu ikke er skabt. Det er ikke helt hvad Russell egentlig mener med hensyn til Logos som begyndelsen, on han er skabelsens eller skabningernes begyndelse. Der er dog nogle udtalelser, som kunne antyde, at han. bevidst eller ubevidst, hælder til den antagelse, at det er som skabningernes begyndelse han tænker, når han taler om Logos som den førstefødte: »... naar vi husker paa, at der sandsynligvis laa en lang Tidsperiode imellem Skabelsens Begyndelse, Jesu Skabelse, og den Tid, da han blev Kød,...« (10) [sis-v-95] »Logos, Guds Skabnings Begyndelse, ...« (11) [sis-v-97] »Foruden hvad vi her har bemærket angaaende Logos - at han ikke alene var Guds Skabnings Begyndelse og den Førstefødte, men tilmed hans enbaarne Søn, og at alle andre Skabninger var skabt ved og gennem ham ...« (12) [sis-v-98] Side 18 af 84 Imidlertid har Russell også fremsat bemærkninger, der rummer tanken om Logos som den absolutte begyndelse på skabelsen: »og Faderens Kraft, der gennem Logos skabte alle Ting, ...« (13) [sis-v-96] Russell afslutter sin argumentation med, at han sammenblander de to begreber, født og skabt, med de to udgangspunkter for skabelse, det skabtes og skabningernes begyndelse, med hinanden til ét fælles udgangspunkt i sin argumentation: »I ingen anden Forstand og paa ingen anden Maade end som Guds eneste direkte Skabning, den »enbaarne«, gennem hvem alt andet blev skabt, kunde Herren være den første og den sidste af Guds Skabning.« (14.a) [sis-v-98] Hovedvægten i Russell's argumentation ligger dog for en væsentlig del i at fremføre en række skriftsteder der beviser Jesus førmenneskelige tilværelse, at han her havde en natur der var over engles, før han blev menneske, at han havde en særlig stilling i forhold til Gud, som ingen anden havde, at han betød noget helt specielt for Gud, som et far/søn forhold. »Oprindelig besad kun Faderen Udødelighed. Faderens førstefødte var Logos Ordet. Han var Begyndelsen til Guds Skabning, den førstefødte fremfor enhver Skabning, og ved Ham er alle Ting blevet til. Johannes siger, at »i Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden og Orden var en Gud. Alt er blevet til ved Ham, og uden Ham er ikke noget blevet til.« Deraf kan vi forstaa, at Engle, Fyrstedømmer og Magter, Keruber og Serafer saavel som Mennesket alle er blevet direkte skabt af denne Logos, skønt det ikke har været ved Hans egen Kraft.« (wd.1914.01.01, s.30) Når Russell i denne sammenhæng taler om 'kraft', taler han om helligånden som den kraft der er bagrunden for skabelsen. Men hvordan kan Logos komme ind i billedet, når helligånden er Guds vilje og bliver sidestillet med en upersonlig kraft på linje med elektricitet. Logos må i konsekvens heraf, på det nærmeste være at betragte som et viljeløst medie, en marionet, idet skaberkraften kun er hos Jehova. Logos har nok en vilje, men den er uden skabelseskraft. Side 19 af 84 Jesu natur som menneske En konsekvens af diskussionen om hvilken oprindelse Logos har, født eller skabt, er, at det har betydning for hvordan Jesus vil blive opfattet: er han guddommelig eller åndelig, og hvad var han da han var menneske? I 1881 skriver Russell: »Just so it was, when our great Head and Lord was among men: He, having consecrated the human at 30 years of age was baptized of the spirit, and became a part-taker of the divine nature.« [zwt.1881.11.01, reprint, side 301] Fem år senere, i 1886 skrev han imidlertid, at Jesus var et menneske der udelukkende bestod af kød, var af menneskelig natur: »Der var ikke sammenblandet to Naturer, en menneskelig og en aandelig, i Jesus. En saadan Sammenblanding, der hverken betegnede det ene eller det andet, vilde være en ufuldkommen Krydsning, som maatte stride mod Guds Love. Medens Jesus var i Kødet, var han et fuldkomment menneskeligt Væsen.«7 »... to gange gennemgik [Jesus] en Naturforvandling, idet han først blev forvandlet fra det at være aandelig til at være menneskelig og derpå efter sin Død som Menneske blev oprejst til den højeste aandelige Natur, den guddommelige. I begge Tilfælde maatte den ene Natur opgives for den anden.« (14.bb) [sis-i-95] Men i 1899 skriver han imidlertid: »Hans Fødsel som et Menneskevæsen, »lidet ringere end Englene«, for at blive Menneskets Syndoffer, indbefattede ikke, at den aandelige Natur, som han havde, inden han blev født som et Menneskebarn, maatte dø, men blot en Overføring af Hans Liv fra en højere Natur (den aandelige) til en lavere Natur (den menneskelige).« (15.a) [sis-v-95] Med dette fraviger Russell sin klare udtalelse fra 1886, at Jesus »blev forvandlet fra det at være aandelig til at være menneskelig«. (14.bb) [sis-i-195] Hvis det han siger i 1899 om Jesus fødsel på jorden, skal tages for pålydende, at det ikke indbefattede »at den aandelige Natur [...] maatte dø«, så kan man med rette spørge: Hvad blev der da af Jesus åndelige natur, mens han var menneske? Da naturbegrebet hos Russell, m.h.t. skabninger, er bundet til det legeme der er bærer af det liv, som skabningen er blevet givet, betyder hans udsagn, at Jesus efterlod sig et åndeligt legeme i himmelen, mens han levede på jorden. »Overensstemmende med dette lærer Skriften, at i Jesu Tilfælde blev et fuldkomment Liv [...] ved guddommelig Magt overført fra en tidligere Tilstand til Tilstanden som et menneskeligt Foster ...« Hvis der udelukkende er tale om en overførsel af livskraften, kan det ikke betyde andet end, at det legeme eller den skikkelse som Jesus havde, nødvendigvis måtte dø. Hvis dette ikke er tilfældet, vil 7 SiS-I, side 194. Side 20 af 84 Jesus være to væsener på én gang, både åndelig og jordisk. Men, når Russell afviser at det åndelige legeme behøvede at dø ved overførelsen af Jesu liv til jorden (citat 15.a), og samtidig afviser at der skete en forvandling, fastlåser han sig selv i et dualistisk syn på Jesus eksistens som menneske. Jesus vil da være både åndelig og menneskelig, med mindre han da ser Jesus som et åndeligt væsen, der har materialiseret sig, men dette afviser han. (15.c) På trods af ovenstående, fastslår Russell ikke desto mindre, at »Logos blev Kød«, at 'Logos virkelig blev et menneske': »Bibelen siger ikke, at Jesus paatog sig et Kødlegeme som et Dække for et aandeligt Legeme, saaledes som Englene tidligere gjorde; men at han virkelig lagde sin førmenneskelige Tilstand til Side, eller, som den græske Tekst udtrykker det, »afførte sig« den og virkelig tog vor Natur paa sig, eller, som Teksen ovenfor udtrykker det: »Logos blev Kød.« [...] Det var ikke saaledes, at han kun iførte sig en Tjeners Klædedragt eller Liberi. Nej, han blev virkelig et Menneske... .« (16.a) [sis-i-99.f] Der er hos Russell er klar uoverensstemmelse, når han ligestiller talen om en overførsel af livskraft og det at kunne sige, at Jesus blev menneske. At blive menneske indebærer en transformation fra det åndelige til det kødlige, at det legeme som Logos havde i himmelen ophører, samtidig med at han inkarneres. Hvis Jesus stadig havde sit åndelige legeme i behold i himmelen, kunne han blot bede Gud om at give ham livet, eller livsenergi, igen i opstandelsen for så at vende tilbage til det tidligere legeme der ville vente ham, eller han kunne overgå direkte til dette legeme i dødsøjeblikket. Ydermere har Russell et problem ved sin fornægtelse af Logos' guddommelighed. Da Jesus døde, bad han Gud om at give ham den herlighed han tidligere havde haft i sin præ-humane eksistens. Hvordan kan Jesus bede om den samme herlighed, hvis han først modtager guddommeligheden efter sin opstandelse. (Joh. 17:5; jvfr. SIS-V-91) Og, hvordan da med det åndelige legeme han efterlod, da han nu modtager guddommelig natur? Det næste spørgsmål, der opstår, er: Hvis Jesus efter sin død på korset får del i guddommelig natur ved sin opstandelse, hvad skal der da ske med det åndelige legeme, der blev efterladt da hans livskraft i og som Logos blev overført til Maria? Betyder det, at det bliver det samme legeme han modtager igen, blot at det har ændret natur? Hvis det sidste er tilfældet, hvad var der så til hinder for at den samme forvandling ikke kunne være sket da Logos blev kød? - (Det ville ikke have forhindret et uafbrudt livsforløb, sådan som Russell lægger vægt på i sin frelseslære, at dette er en forudsætning.) Ændring af synet på Jesus natur I 1912 begynder Russell at ændre sin opfattelse af sit syn på den natur som Jesus havde. I 1886 havde han afvist enhver tanke om en sammenblanding mellem åndelig/guddommelig og menneskelig naturer, men nu begynder han, med udgangspunkt i det princip, der er i konstellationen mellem ånd og legeme, og som udgør sjælen, at danne grundlaget for et helt nyt syn på Jesu natur. Det er dette konstellations-princip der bliver hans centrale argument for de ændringer i hans lære, som han tre år senere fremfører. Side 21 af 84 »Oprindelig var Herren som Logos en Sjæl paa det aandelige Plan i den forstand, at ethvert fornuftbegavet Væsen er en Sjæl; thi Orden "Sjæl" betyder Væsen; og Overførelsen af Livsprincippet til et menneskeligt Legeme bragte Ham til det jordiske Plan. Livsprincippet var det sammen, som Han havde forud, derfor var Personligheden den samme. Det var vigtigt for Ham at have det samme Sind; og dette havde Han ved Guds Ordning.« (wd.1912.11.01, s.170) »Vi kan sige, Herren som et Menneske var den samme Sjæl som i Hans tidligere Tilværelse; thi Han havde det samme Livsprincip som før; og da Han blev et Menneske, døde Han ikke som et Aandevæsen.« (wd.1912.11.01, s.170) »Denne Teori er helt igennem forskellig fra den der er kendt som Inkarnationen. Tanken i Inkarnationslæren er den, at et Aandevæsen tog et jordisk Væsen i Besiddelse - blev inkarneret, boede i Kødet paa samme Maade, som nogle er besat i Kødet af onde Aander, der bor i dem. ... Skriften taler ikke om Inkarnation. Skriften siger ikke, at Herrens Legeme døde, medens Aandevæsenet inden i Ham forblev i Live.« (wd.1912.11.01, s.170) At Russell allerede på dette tidspunkt må have været bevidst om hvor han var på vej hen, med hensyn til de ændringer han her lægger op til, fremgår af efterfølgende citat, om grundlaget eller forudsætningerne for Jesus' forståelse af sig selv, som henholdsvis menneske og Guds søn. »Uden Tvivl havde Hans Moder fortalt Ham om Hans overnaturlige Fødsel og om det Budskab, der var kommet gennem Gabriel, og om hvad Simeon og Anna havde profeteret. ... Men det, som Heren øjensynligt manglede, var Kundskab om de dybere Ting i Skriften. Han fandt øjensynlig Forviklinger i Bibelen; thi Han havde ikke faaet den hellige Aand. Skønt Han maa have været bedre kvalificeret til at forstaa disse Ting end den Faldne Slægt var, saa er det dog sandt, som Apostlen siger: "Det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som hører Guds Aand til Kor. 2, 14) Jesus var ikke blevet avlet af den hellige Aand; derfor havde han ingen Forstaaelse af Profetierne og Symbolerne. Al denne Kundskab begyndte at blive Hans, da Han blev avlet af den hellige Aand.« (wd.1912.11.01, s.171) På trods af at Jesus var fuldkommen var der dog mange ting, som han ikke havde viden om. (Sammenlign her det der siges om »de gamle Værdige«, som skal være fyrster på jorden efter Harmagedon, at de fra første færd vil havde nogle evner, som Jesus først fik da han blev døbt.) Grunden til at Jesus, fra sig selv, ikke vidste noget om eller kendte til sin før-menneskelige tilværelse var, at han både hans sind og legeme var af menneskenatur. Det var sindets menneskenatur, der lå til hinder herfor. I denne argumentation skaber Russell grundlaget for en egentlig ændring, idet han gør Jesus' selvforståelse uadskilleligt fra sjælens konstelations-princip. Ved at vægte dette princip, bliver det hans centrale argument for den ændring i natursynet som han fremsætter i 1915: »Da denne fuldkomne ved Trediveaarsalderen havde naaet til Mands Modenhed ifølge Loven, indviede eller hellige Han sit Liv til Gud og han tilkendegav sin Modtagelse derved, at han salvede Jesus med den hellige Aand ved Jordan. Fra da af var Han dobbelt - et fuldkomment Menneskelegeme med et nys avlet Sind - et af Aanden avlet Sind. Han skulde da som en ny Skabning fuldføre Opofringen af sit Side 22 af 84 Kød; og Hans nye Sind - den nye Skabning - skulde gaa frem til Fuldkommenhed.« (wd.1915.10.01, s.147) »Han blev ved sin Opstandelse fuldkomment som Kristus. Han var en Gud (en mægtig), før Han kom ind i Verden; Han var ogsaa en Gud fra den Tid af, da Han modtog den hellige Aands Avling ved Jordan; og Han er endnu en Gud og sidder ved Faderens Højre Haand. Men han er ikke Guden; Han har aldrig været dette og vil aldrig blive det.« (wd.1915.10.01, s.148) »Jesus var en Gud, en mægtig, højere end Englene, før han blev Menneske. Da han blev født som et lille Barn, var Han slet ikke en Gud, men et menneskeligt Væsen; og som det fuldkomne Menneske paa tredive Aar var Han ikke nogen Gud. Men da Han modtog Salvelsen med den hellige Aand, den guddommelige Kraft, blev han et mægtigt Væsen paa Grund af Hans Aansavling. Og siden sin Opstandelse har Han været en Gud, større end nogensinde før, "delagtig i den guddommelig Natur."« (wd.1915.10.01, s.148) Med disse nye tanker har Russell på enhver måde ændret syn, idet der er tale om en fundamentalt ændring i hans grun syn. I 1886 skrev han, at »Der var ikke sammenblandet to Naturer, en menneskelig og en aandelig, i Jesus. En saadan Sammenblanding, der hverken betegnede det ene eller det andet, vilde være en ufuldkommen Krydsning, som maatte stride mod Guds Love.« (sis-i-194) Med ændringerne i 1915, går han ikke alene imod dette, men han ophæver hermed også et af sine egne grundlæggende argumenter mod treengihedslæren. Den eneste forskel der nu er tilbage mellem hans lære og så de synspunkter han afviser er, at Russell afviser af Jesus ved fødslen skulle besidde åndelig natur, mens han tilskriver Jesus menneskenatur i sind og legeme fra fødslen, men åndelig natur i sindet fra hans dåb. (se sis-v-104.f) ---------------<NOTER>--------------------<NOTER>---------------(14.ba) SiS-I, side 194. (14.bb) Ibid., side 195. (15.a) SiS-V, side 95. (15.b) SiS-I, side 110. (15.c) Når man læser på hvilket grundlag Russell afviser den almindelige lære om inkarnationen, og sætter det op mod konsekvensen af hans måde at argumentere på, er det vanskeligt at se forskel på det grundlang han forkaster denne lære på, og då hans egen konklusion: »Den almindelige Tanke om Jesu Aabenbarelse i Kødet udtrykkes sædvanligvis ved Ordet Inkarnation. Denne saa almindelige Tanke er, tror vi, ganske urigtig, ubibelsk. Inkarnationslæren gaar ud paa, at Jesu menneskelige Legeme, som blev født af Maria, blot var en Klædning, et Dække for hans aandelige Legeme. Den Tanke, der ifølge denne Lære knyttes til Jesu jordiske Liv, er den, at Jesus under sit Jordeliv stadig var et Aandevæsen nøjagtig som før, med Undtagelse af at han brugte det Kød, der var blevet født af Maria, og kendt som Mennesket Kristus Jesus, som sit Slør eller Middel, ved hvilket han kunde komme i Forbindelse med Menneskeslægten paa Lignende Maade som Englene havde vist sig i Menneskeskikkelser - for Abraham, Manoa, Lot og andre.« - Ibid., side 98. (16.a) Ibid., side 99.f. Side 23 af 84 - Med denne udtalelse fastholder han sin tidligere holdning fra 1886: »Paulus siger, at han paatog sig ikke Engles Natur, der var et Trin lavere end hans egen, men at han steg endnu længere ned og paatog sig Menneskernes Natur, idet han »blev Kød».« - SiS-I, side 191.f. -----<X>----»Hans fødsel kan ikke opfattes som en opstandelse fra de døde, for han døde ikke, da han forlod himlen for at lade sig føde som menneske. Her var ikke tale om død, men Guds, hans Faders, mirakuløse magt overflyttede hans liv, da han aflagde [*] al sin himmelske herlighed, og omplantede dette liv til den jødiske jomfrus moderskød, for at kunne blive født til sin tid, ligesom alle andre mennesker fødes. Jesu fødsel var altså ikke en inkarnation af en ånd, som når engle de materialiserede sig og viste sig for mennesker i kødelige legemer. Hans fødsel var en virkelig frembringelse af et fuldkomment menneskebarn, eftersom hans livskræfter fra himmelen var fuldkomne.« (wd.1949.07.15/215) [* se 15.a; SIS-V-95] Herefter taler artiklen om, at Jesus intet vidste om sin overnaturlige fødsel, og livet i himmelen. Det var først ved hans dåb og da helligånden blev udgydt over ham, at han kunne huske sin før-menneskelige tilværelse. Man fastholder stadig det skarpe skel mellem liv og skikkelse. Men det bliver også tydelit, at bevidstheden er knyttet til ånden eller livskraften, at den er uafhængig af legemet. Side 24 af 84 Jesu Kristi natur som opstanden I 1886 skrev Russell følgende om den natur som Jesus i dag har, efter hans korsdød og opstandelse: »Dette viser os ikke blot, at Englenes Natur ikke er den eneste aandelige Tilstand, der findes, men tillige, at den er af en ringere Art end den Natur, Jesus havde, før han blev Menneske. [...] Han er nu et Aandevæsen af den højeste Rang, delagtig i Jehovas guddommelige Natur.« (16.ba) [SIS-I-193] »Medens Jesus var i Kødet, var han et fuldkomment menneskeligt Væsen. Før den Tid har han været et fuldkomment aandeligt Væsen, og ved sin Opstandelse blav han atter et fuldkomment aandeligt Væsen, men paa det højeste, det guddommelige Plan.« (16.bb.1) [SIS-I-194] »Først da han havde fuldført denne sin Indvielse, virkeligt havde opofret den menneskelige Natur lige til Døden, blev han fuldt ud delagtig i den guddommelige Natur. Som Menneske blev han lydig til Døden, derfor har Gud ophøjet ham den guddommelige Natur.« (16.bb.2) [SIS-I-194] »Vi ser saaledes, at der ikke var Tale om Nogen som helst Sammenblanding af Naturer hos Jesus, men at han to gange gennemgik en Naturforvandling, idet han først blev forvandlet fra det at være aandelig til at være menneskelig og derpå efter sin Død som Menneske blev oprejst til den højeste aandelige Natur, den guddommelige. I begge Tilfælde maatte den ene Natur opgives for den anden.« (16.c) [SIS-I-195] Både i citat (16.ba) og (16.bb.2), siger Russell, at Jesus er delagtig i Jehovas guddommelige natur. At han er delagtig må betyde, at han er en del af Jehovas natur, at de ikke er 100% adskilte, at de i en eller anden grad er delagtige i hinandens natur. Citat (16.bb.1) er dog særligt interessant, fordi Russell dér reelt set tilskriver Logos guddommelig natur. Han skriver om Jesus, efter at han er opstanden, at han da blev »fuldt ud delagtig i den guddommelige Natur.« Udsagnet »fuldt ud« indeholder og indebærer i denne sammenhæng tanken om, at han tidligere har haft del heri, men dog i begrænset grad. Men i (16.bb) skriver han imidlertid også, ligesom i (16.c), at Jesus er oprejst/ophøjet til den guddommelige natur, hvilket ikke indebærer at Jesus er delagtig i Jehovas guddommelige natur, selvom han selv nu også er af guddommelig natur. Forskellen i konsekvensen på de to udtalelser er ret så markant. Med citat (16.ba) og (16.bb.2) understøtter Russell læren om den treenige Gud, samtidig med at han i citaterne (16.c) og (16.bb.1) lægger grunden til en ren polyteistisk lære. Denne sidste konklusion bliver yderligere bekræftet i følgende citater, det første (17.a) fra 1886, det efterfølgende (17.b) fra 1899: »Men videre lærer vi, at Jehova, der til at begynde med alene besad Udødeligheden, højt har ophøjet Sønnen, vor Herre Jesus, til Delagtighed i den samme guddommelige Natur. [...] Vi læser saaledes: »Ligesom Faderen har Liv i sig selv, [dette er Jesu egen Definition af Begrebet »Udødelighed» - Liv i sig selv, iboende Liv, der ikke kommer fra nogen anden Kilde eller er afhængigt af noget udenfor Væsenet selv] saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv.» (Joh. 5, Side 25 af 84 26) Siden Jesu Opstandelse har der altsaa været to udødelige Væsener.« (17.a) [SIS-I-227.f] Selvom Russell her bruger ordet delagtig i, er det dog tydeligt, at dette gælder for den guddommelige natur som natur, og ikke som havde del i Jehovas (Gud) guddommelige natur, og dermed en understøttelse af den trinitariske lære. »Det er endvidere i Harmoni med den samme Lov, at der erklæres om Jesus, at han, skønt han er blevet ophøjet til guddommelig Natur og ikke længere er menneskelig, dog skal blive Livgiver eller »Fader« til hele Menneskeslægten. [...] Medens saaledes »Faderen« vil være af den guddommelige Natur, vil børnene være af Menneskelig Natur. ... .« (17.b) [SIS-V-113.f] Ikke alene fastholder Russell Jesus som værende i sig selv af guddommelig natur, men han går også et skridt videre og beskriver Jesus som havende liv i sig selv og livgiver. For at kunne være livgiver, er det ikke tilstrækkeligt at han er guddommelig natur, men han må nødvendigvis også være selv-bærende af liv, have liv i sig selv, uafhængigt af Gud. Herved bliver han lig Gud, "lig" i ordets fulde betydning. Konsekvens: Russel opererer på denne måde med to guder, polytheisme. Omvendt havde han fastholdt Jesus som delagtighed i Guds guddommelige natur, han havde imidlertid fastholdt et grundlag for den trinitariske lære. Forholdet mellem Jehova og Jesus i forhold til menneskene. »Men ligesom det behagede Faderen at skabe alle Ting ved Sønnen at være hans hædrede Redskab. Set fra dette Standpunkt forstaar vi, at al Velsignelse, al Myndighed, al Naade kommer fra Faderen ved Sønnen, og at de nye Skabninger ved Forening med Sønnen bliver Præster og medarvinger til Guds Naade.« (sis-vi-437) »Menighedens Dommere er Faderen og Sønnen, den sidste som Faderens Repræsentant, der har faaet al Dommen overdraget.« (sis-vi-443) Med dette må man konstatere, at Jehova siden Jesu opstandelse er blevet usynlig, hvad angår direkte handlinger. Alt sker ved Jesus, der er helt uafhængig af Jehova. Jesus er blevet fokus for alle handlinger både egne, Jehovas og de 144.000's. Forholdet mellem Jehova og Jesus, som skabere »Vi ved ikke noget om, hvilke Opgaver Skaberen i de kommende Tidsaldre har i beredskab for sin enbaarne Søn, hvem han har sat som Arving over alle Ting. ... Skønt Guds skrevne Ord som sagt ikke giver Oplysning om mere, har vi dog Lov til at søge at faa et Indblik i Naturens Bog i Lyset af Guds Plan. Vi kan ved at bruge Guds Ord som Kikkert forstaa, at de forskellige Planeter eller Verdener, der svæver omkring os i alle Retninger, ikke er blevet skabt for Intet, men at den ligeledes før eller senere vil finde en Skabergerning Sted paa disse. Det er da ogsaa klart, at naar den Tid kommer, vil han, som i alt har været den ypperste, vedblive at have Fortrinnet og bestandig være den, der leder og styrer de guddommelige Kræfter.« (SIS-VI-76) Side 26 af 84 Men den sidste sætning kunne man med rette spørge, og det ikke i en eller anden grad sætter Jehova ud på et sidespor og således "degraderer" ham til fordel for Jesus, der på denne måde bliver en ny over-Gud. Gud-Jehova vil selv efter Jesus guddommeliggørelse til Gud-Jesus virke gennem denne, Gud-Jesus vil være den absolutte centrale skikkelse i Helligåndens virke på alle måder. Hvor Gud-Jesus virker 100% egenhændigt, vil Gud-Jehova kun virke gennem Gud-Jesus. Man kan på denne måde forstille sig Gud-Jehova fremover som kun vil få en rolle der svarer til "ur-stoffet's funktion under den første del af skabelsen, at Gud-Jehova bliver at betragte som hvad man kunne kalde "ur-livet". Den guddommeliggjorte Jesus og den oprindelige skabelses afslutning Russell forklarer, at fordi Gud vidste at mennesket vil synde mod Gud ville han ikke fuldende sit skaberværk, med hensyn til at udbrede paradisets have til verdens ender. Videre forklarer han: »Dog var en af Hovedgrundene til, at Jehova hørte op med sin Skabergerning denne, at den skulde fuldføres af en anden - af hans enbaarne Søn ... Man kunde nu mene, at der i og for sig ikke vil være noget nyt i dette, at Faderen giver Afkald paa at fuldende Skabelsesværket, for at Sønnen kan gøre det i de tusinde Aar ved Genoprettelsen, idet ogsaa alt, hvad der tidligere var blevet til, var blevet skabt af Faderen, men ved Sønnen, uden hvem intet blev til af det, som er til. Saadan er det imidlertid ikke. Sønnens Forhold til den genoprettelsesgerning, hoved den syvende Periodedag vil slutte, ... bliver absolut forskelligt fra hans Forhold til alle sine øvrige Gerninger. Disse havde han blot udført i Jehovas Sted og ved hjælp af Midler og Kræfter, som ikke paa nogen Maade tilhørte ham selv. Med ved Udførelsen af den omtalte store Gerning vil han bruge en Magt og Myndighed, som er fuldt ud hans egen ... « (SIS-VI-47.f) Sammenholdt med det foregående citat (sis-vi-76), bliver Gud-Jesus formidler af både sin egen helligåandskraft og Gud-Jehovas. ---------------<NOTER>--------------------<NOTER>---------------Note: Note: Note: Note: Note: Note: (16.ba) SiS-I, side 193. (16.bb.1) SiS-I, side 194. (16.bb.2) SiS-I, side 194. (16.c) SiS-I, side 195. (17.a) SiS - I, side 227.f. (17.b) SiS - V, side 113.f. Side 27 af 84 Jesus og Helligånden Det at Russell hævder at Jesus først efter sin opstandelse opnår guddommelig natur, og samtidig bliver 'værende i kraft af sig selv' og Livgiver, betyder at man må spørge, hvilke konsekvenser dette får med hensyn til Helligånden, samt forholdet mellem Gud og Jesus i forhold til Helligånden. »Af det foregaaende ser vi, at Udtrykkene »Guds Aand« eller »den hellige Aand« betyder det samme som Guds Vilje, Indflydelse eller Kraft, lige meget hvor og i hvilken Hensigt den udøves, ...« (19) [sis-v-190] »Denne Kraft kan være en Livsenergi, en fysisk skabende Kraft eller en Tankens Magt, der skaber og inspirerer ... Tanker og Ord, eller ogsaa en levendegørende, en livgivende Kraft, saaledes som den blev aabenbaret ved Jesu Opstandelse...« (20) [sis-v-191] Med det Russell her siger om Helligånden, især (20), betyder det, i konstellation med hans syn på Logos/Jesus, at indtil Jesu opstandelse, var det kun én Gud, Jehova, og én Helligånd, men herefter er der tale om to guder og to helligånd. Som Logos var det kun Gud der havde 'liv i sig selv', og det var fra denne guddommelige Natur at al skabervirksomhed udspringer. Efter opstandelsen blev Jesus selv af samme guddommelige natur, havende liv i sig selv, udødelig, uafhængig af Gud. (21) [se note 17.a] Eftersom Helligånden er det samme som 'den udfarende viljes kraft' hos den 'havende liv i sig selv', kan det ikke betyde andet end, at Jesu egen vilje også blev helligånd efter opstandelsen og guddommeliggørelsen. Jesus er nu en gud på linie med Jehova og lever uafhængigt af ham. Jesus er sin egen energi og kraftkilde, med alt hvad dette indebærer, også at han nu kan agere som skaber, uafhængigt af Jehova. Den eneste reelle forskel på de to er, at Jehova er uden begyndelse, hvilket Jesus ikke er. -----<X>----»Taget for sig selv synes disse ord at hentyde til den udødelighed, Jehova Gud, den himmelske Fader, ejede, og den udødelighed, han skænkede sin søn, da han oprejste ham fra de døde. ... Men betragtet i lystet af sammenhængen ser det ud til, at når Faderen har liv i sig selv, og Sønnen også har liv i sig selv, betyder det at de har magt til at give liv til døende og døde syndere. ... Ifølge Jesus argumentation om opstandelsen og om at give liv til andre, sagde han altså: Ligesom Faderen i sig selv har midlet til at give dødsdømte syndere livet, så har han givet Sønnen at have i sig selv til liv for disse syndere.« (wd.1949.07.15, s.216) »Det betyder at Sønnen også har magt til at give andre liv. Jesus begrundede dette da han sagde: "For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv." (Joh. 5:26) Hvad betyder det i virkeligheden at Faderen har "liv i sig selv"? Betyder det blot at han lever og er den eneste 'levende og sande Gud'? ... Betyder det at han besidder uafhængigt eller iboende liv?« (wd.1978.12.01, s.10) Side 28 af 84 Man svarer ja på disse spørgsmål ved hjælp af An American Translation, der i Johannes 5:26 omtaler Gud og Jesus som »selveksisterende«. Artiklen fortsætter herefter: »I overensstemmelse med argumentationen i den omgivende tekst har udtrykket "liv i sig selv" imidlertid en stærkere betydning end selveksistens. Udtrykket betyder at den himmelske Fader har et reservoir af liv i sig selv, så han, ligesom en fader, kan give andre liv. Han var derfor i stand til at give Sønnen liv i et sådan mål at denne også kunne give andre liv.« (wd.1978.12.01, s.10.f) Side 29 af 84 144.000 144.000 - håb, kaldelse, avling. Da Russell de første gange beskriver den stilling som de 144.000 skal indtage i himmelen, er meget præcis i sine formuleringer. For eksempel skrev han i 1881: »Our high calling is so great, so much above the comprehension of men, that they feel that we are guilty of blasphemy when we speak of being "new creatures" - not any longer human, but "partakers of the divine nature". When we claim on the scriptural warrant, that we are begotten of a divine nature and that Jehovah is thus our father, it is claming that we are divine beings - hence alle such are Gods. Thus we have a family of God, Jehovah being our father, and all his sons being brethren and joint-heirs: Jesus being the chief, or first born.« [zwt.1881.11.01, reprint, side 301] »Now we appear like men, and all die naturally like men, but in the resurrection we will rise in our true character as Gods.« [zwt.1881.11.01, reprint, side 301] Russell fastslår her med rene ord, at de 144.000 efter opstandelsen vil være Guder. Det er dog først med det første og femte bind af Studier i Skriften, i henholdsvis 1886 og 1899, at han fremholder grundlaget for denne antagelse, og da ikke i samme klare og direkte vendinger som i 1881. »Men af Mesterens egne Ord ved vi, at naar vi er blevet herliggjort, skal vi blive lig og se ham, som han er, dele hans Herlighed med ham og altid være hos ham. Saa ved vi ogsaa, at alt, hvad den enbaarne som Arvingen til alle Ting faar at udføre i de kommende Tidsaldre, skal vi være med til, ligesom vi faar Del i hans Natur.« (SIS-VI-76) »De udgør en lille Hjort, der er kaldet til at arve Riget og til at velsigne Verden i de tusind Aar. Efter det Tidsrum vil de sikkert komme til at indtage en høj og ansvarsfuld Stilling, hvor de skal udføre en meget vigtigere Gerning, maaske i Forbindelse med andre Verderner og nye Skabelser.« (sis-vi-793) Det bliver her klart, at de 144.000 kommer til at være skabere efter deres guddommeliggørelse, at de hver enkelt bliver Gud-Skaber. »Naar Satan og alle hans Tjenere samt alle onde og skabelige Indflydelser er blevet udgydet, og naar de fuldkomne Skabninger i andre Verdener bliver undervist af den herligjorte Menighed ...« (SIS-VI-77) Når der er blevet skabt mennesker på andre planeter og disse skal undervises af de 144.000, er spørgsmålet, hvordan dette vil ske, da de til den tid vil være af guddommelig natur, umulig for mennesket at skue. - Det vil enten kræve at de i perioder, enten materialiserer sig eller inkarneres, indtil den nødvendige undervisning er givet til dem. Side 30 af 84 »Ved Avlingen af den hellige Aand bliver de Medlemmer af Præsteskabet. Det er imidlertid kun deres Sind, som er blevet avlet paa ny. Legemerne er stadig af Jord, jordiske, ... Det nyaflede Sind, den nye Vilje er alt, hvad der nu repræsenterer den nye Natur, indtil den nye Vilje, der maa udvikles til Karakter, i den første Opstandelse faar et himmelsk, et aandeligt Legeme, der er fuldkomment og fuldstændigt samt i nøje Overensstemmelse med Guds Vilje. Indtil da er det Guds Kraft - den hellige Aand, der virker i vort Sind og gør os til nye Skabninger, til Præster - der leder os til at ofre og ogsaa viser os, hvad vi bør opofre, nemlig vore menneskelige Interesser, Forhaabninger og Ønsker, naar de blot i nogen Grad kommer i Modstrid med de Formaal og Vilkaar, som Gud har fastsat os.« (SIS-VI-77.f) Før de 144.000 bliver salvet (avlet) med helligånden, er både deres sind (ånd) og legeme af jordisk natur, men efter at helligånden er blevet udgydt over dem, er deres ånd blevet forvandlet til guddommelig natur. Fra ånden blev udgydt over dem og frem til deres død, lever de således som sammensatte mennesker, halvt menneske, halvt gud. Russell bruger ganske vist ordet "repræsenterer" om det nyavlede sind, men sindet er ikke desto mindre af guddommelig natur, for han siger ikke, at sindet bliver guddommeligt i opstandelsen, men, at sindet får et åndeligt legeme i opstandelse. Deres nye sind bliver således forenet med deres lovede åndelige legeme i opstandelsen, hvorved der bliver enshed mellem sindets og legemets naturer. Dette citat er med til at understrege det helt igennem dualistiske menneskesyn hos Russell. Ved at de 144.000 bliver født på ny i ånden, betyder det at Vilje bliver udskiftet, nulstillet så at sige. Nu er det en kamp mellem legemets tilbøjeligheder og erfaringer, hvorved den nye vilje skal bruge erfaringen til at sige nej til legemet. Hvor viljen svigter (men hvordan kan den det når den er fuldkommen, den har netop den erfaring som Adam manglede), indtil den har fået karakter, vil Helligånden, Gud-Jehovas (?, det kunne reelt være Gud-Jesus' der er vejleder efter 1914, hvor han blev indsat som konge), være vejleder. Ved dåben med ånden bliver begyndelsen til en åndelig fuldkommengørelse, en eviggørelse, lagt, mens legemet fortsat hentæres, er døende. »Ligesom Hovedet, Jesus Kristus, begynder ogsaa Menighedens Medlemmer at faa Del i denne Ære, naar de ved Sandhedens Ord (Jak. 1, 18) bliver avlet af Guds Aand til den aandelige [MD:guddommelig] Natur, og de vil komme i fuld Besiddelse af denne Ære, naar de bliver født af Aanden som [MD:til] Aandevæsener i Lighed med den herliggjorte Mester.« (sis-i-210) »Begyndelsen til og Udviklingen af den nye Natur lignes ved Begyndelsen til og Udviklingen af Menneskelivet. Her ligesom der sker der først en Avling og derpaa en Fødsel. Der siges om de hellige, at de er avlet af Gud ved Sandhedens Ord. ... Dette vil sige, at de modtager den første Spire til guddommeligt Liv fra Gud gennem Ordet. Efter at være blevet retfærdiggjorte ved Tro paa Genløsningen, lytter de til Kaldet: ... (Rom. 12, 1) Naar de i Lydighed mod dette Kald fuldt ud indvier sig selv som retfærdiggjorte Mennesker til Gud ... paabegyndes det aandelige Liv. Det viser sig, at de nu tænker og handler ud fra det nye, det omdannede Sind,saa at de endog korsfæster de menneskelige Begæringer. Fra Indvielsens Øjeblik regnes de af Gud som nye Skabninger...« (sis-i-212.f) Side 31 af 84 »Idet Gud ved sit Ord lukker mere og mere op for sine Planer for os, levendegør han vore dødelige Legemer (Rom. 8, 11) og sætte dem i Stand til at tjene ham. Men en Gang vil vi faa nye Legemer, aandelige himmelske Legemer, der i alle Henseender Svarer til det nye Sind, Guds Sindelag. Den nye Skabnings Fødsel finder Sted i Opstandelsen ... Naar vi virkeligt bliver Aadevæsener, det vil sige, når vi bliver født af Aanden, har vi ikke længere Kødlegemer; thi det, som er født af Aanden, er Aand. Inden der kan finden en Fødsel Sted til den Aandelige Natur i Opstandelsen, maa der i Indvielsen foregaa en Avling af Aanden. ... Nogle er nu blevet avlet paa ny ved Guds Aand i Sandhedsordet. ... Skønt vi et bestemt Øjeblik beslutter os til at tage imod det himmelske Kald og Indvie os i Lydighed derimod, vil vi dog først lidt efter lidt kunne faa enhver Tanke til at stemme overens med Guds Sind.« - (sis-i-212.f) Noget kunne tyde på, at den tanke som Russell arbejder med er, at sindet ved udgydelsen af den hellige ånd bliver af åndeligt natur, og at det er ved læsningen af Bibelen og deed Guds tanker, at der sker en udvikling af denne nye åndelige natur. Der hvor det billede som Russell her bruger halter, er, et foster i sig selv ikke er færdigudviklet, hvorimod den åndelige natur er færdigudviklet, men blot mangler erfaringen. Hvordan man end vender eller drejer det, er der tale om en blanding af to naturer, fra det øjeblik avlingen eller salvelsen med helligånden sker. »I Aindelighed antages det, at naar et Menneske omvender sig fra Synden til Retfærdigheden, fra Vantro og Genstridighed til Tro paa Gud, fuldbyrdes den Forvandling, som Paulus taler om. [Rom. 12:2] Det er sandt nok, at dette er en stor Forvandling, men ikke den, som Paulus her taler om. Det første er en Karakterforvandling, men Paulus taler om den Naturforvandling, der skal blive de troende i Evangelie Tidsalderen til Del paa visse Betingelser... Naturforvandlingen opnaas af dem, der ... giver Afkald paa al Ret til en fremtidig Tilværelse som Menneske, idet de samtidig afstaar fra deres nuværende Menneskerettigheder. Det, der først opofres, er Menneskeviljen ... Naar Guds Vilje saaledes er blevet vor Vilje, begynder vi at tænke og dømme ud fra Guds Standpunkt. ... Men de indviede maa foruden at kæmpe mod Synden opofre de nuværende Goder og hellige al deres Kraft til Tjeneste for Gud. ... Paa denne Måde bliver Sindet fornyet eller omdannet ved Indvielsen. ... Medens denne Omdannelse staar paa, bliver vi regnet som nye Skabninger, avlet af Gud og for saa vidt delagtige i den guddommelige Natur.« (sis-i-214.ff) »Det, der først opofres, er Menneskeviljen ... Naar Guds Vilje saaledes er blevet vor Vilje, begynder vi at tænke og dømme ud fra Guds Standpunkt« - Dette citat skal sammenholdes med Russell's syn på Helligånden, som er Guds vilje. Det spørgsmål, der således opstår, er: Hvis de ved salvelsen modtager den guddommelige natur i deres sind, at Guds vilje erstatter deres vilje, hvad er da grunden til at de ikke også er i besiddelse af helligåndens virksomhedskraft? »Den Sindsforvandling fra jordisk til himmelsk, som de indviede erfarer her, er begyndelsen til Naturforvandlingen. Det er ikke Hjernen, der forvandles, og heller ikke dens Virksomhed. Men det er Viljen og Sindsretningen, dr bliver en anden. Vor vilje og vore Følelser udgør vor Personlighed. Derfor bliver vi for vandlet og regnet for virkeligt at have himmelsk Natur, naar vor Vilje og Vore Følelser forvandles.« (sis-i-218) Side 32 af 84 144.000's natur og forvandling »Just so it was, when our great Head and Lord was among men: He, having consecrated the human at 30 years of age was baptized of the spirit, and became a part-taker of the divine nature.« [zwt.1881.11.01, reprint, side 301] Det er værd at bemærke, at Russell her er eksponent for et meget dualistisk menneskesyn, den skarpe adskillelse mellem legeme og ånd. Ligeledes at Jesus ved dåben og helligåndens udgydelse, blev delagtig i guddommelig natur. Følgen bliver, at Jesus indtil sin dåb var et fuldkomment menneske, men ved dåben bliver han halvt menneske, halvt Gud, idet hans legeme var et fuldkomment jordisk, hvorimod hans ånd fra dette tidspunkt ikke længere var af jordisk natur, men af guddommelig natur. Og om de 144.000 skriver han i 1899: »Skønt den nye Skabning, den nye Vilje, ikke har sit eget, rigtige Legeme at virke med, er den dog ikke uden Legeme; thi da den er traadt i Stedet for Kødets og det naturlige Sinds Vilje har den Ejendomsret til det naturlige Legeme, hvori den midlertidigt bor, og hvorigennem den alene kan finde Udtryk. Selv om det menneskelige Legeme var fuldkomment i alle Henseender, vilde den nye Vilje have Vanskelighed ved at benytte det, fordi det er af Jord, jordisk. Det er tilpasset efter jordiske Forhold, og det Ærgerrigheder Ønsker er jordiske, hvor rene de end kan være, medens den nye Viljes Ønsker og Ærgerrigheder er vendt mod Himmelen ved de overvættes store og dyrebare Forjættelser, som Guds Ord indeholder.« (sis-vi-533,4) Konsekvensen af det menneskesyn, som Russell her giver udtryk for bliver: Mennesket består af en ånd og et legeme, som på samme tid er indbyrdes adskilte, og alligevel bundet til hinanden; ånden og legemet udgør tilsammen en sjæl. Selvom Russell går imod tanken og læren om at mennesket har en iboende sjæl, sjæl og legeme som adskilte og dog bundne til hinanden, men siger at mennesket er en sjæl, så går han dog på ingen måde imod et dualistisk menneskesyn, snarere tværtimod. Han taler endog om, at ånden i mennesket kan ændre natur, endnu mens dets legeme er jordisk. Russell hævder (16.c:[sis-i-195]) ganske vist, at der i Jesu tilfælde ikke er sket nogen sammenblanding af naturer, idet han først blev forvandlet fra at være til at være jordisk, for ved opstandelsen at blive forvandlet fra det jordiske til det guddommelige. Men, her halter hans påstand. Han siger nemlig, at Jesus ved sin dåb bliver salvet med Helligånden, og fra dette tidspunkt var hans ånd (vilje) af guddommelig natur. Konsekvensen bliver, at Jesus i de 3 1/2 år fra hans dåb til hans korsdød, var sammensat af to naturer. - At det samme gør sig gældende for de 144.000, fremgår af [sis-vi-77.f]. Side 33 af 84 Forvandlingsprocessen til en ny Skabning »Vor Viden om Forholdet med den nye Skabning har vi fra Guds Ord. Skabninger. Forvandlingen er virkelig, paalidelig. ... Vi er nye Skabninger i den Forstand, at Gud har avlet os ved sin hellige Aand. Gud har givet os himmelske Forjættelser i Stedet for jordiske. ... Forandring betyder dette, at noget bliver til noget andet, noget forskelligt fra det tidligere. Saaledes er vi blevet forandret paa Grund af denne Forandring af vor Vilje. Gud har givet os det Løfte, at om vi foretager denne Forandring eller Forvandling, vil Han ikke længere tilregne os Synd, for at vi skal staa ikke længere som Syndere, men som hellige. ... Den Omstændighed, at denne Forvandling er en Sinds- og ikke en Legemsforvandling forandrer ikke Forholdet det mindste. ... Personligheden, Sindet, Jeget forandrer sig ikke, fordi Legemet forandres. Men hvis omvendt Jeget, Sindet forandres, blivet det en ny Skabning, bestemt forskellig far det tidligere. ... Den nye Skabning er en ny Skabning; blot lever den nu under vanskelige Vilkaar. ... Vi er nu i Tiden Aandevæsener i Menneskelegemer. ... Legemet er ikke den nye Skabning, men det tilhører denne. Det er den nye Skabnings Tjener. Den nye Skabning er det eneste, som Gud i det hele taget kan anerkende; Han kender os nemlig ikke efter Kødet. ... Vi maa se paa Forholdet saaledes: Som nye Skabninger bebor vi blot disse Legemer for en Tid. ... Personen Jesus var ikke det samme som Hans jordiske Rettigheder. Hans Død fandt ikke blot Sted paa Golgata. Den begyndte ved Jordan tre et halv Aar før den Tid. ... Enhver ny Skabning er en Sjæl. Ordet Sjæl bliver i Skriften anvendt i en meget omfattende Udstrækning, nemlig som Betegnelse for ethvert sansende Væsen, ethvert Væsen, der har Bevidsthed og Forstand. ... Denne udstrakte Anvendelse af Ordet i Forbindelse med enhver Art af Sansende Væsner giver os Vished om, at som nye Skabninger er vi alle Sjæle - Forstaaende Væsner. Vi kan siges at være Dobbeltsjæle, men at Gud gennem Kristus traf en særlig Foranstaltning for os, hvorved vi blev avlet til at være nye Skabninger. ... ... ... Vi skal være Sjæle paa den guddommelige Plan, medens vi tidligere kun var Sjæle paa det menneskelige Plan. For Tiden befinder vi os paa et Overgangsstade. Naar vi taler om dobbelte Sjæle, menr vi ikke at de er dobbeltsindede. ... Vor Dobbelthed beror paa den Omstændighed, at vihar et Sind, der tilhører én Natur, og et Legeme, der tilhører en anden. ... Der maa være en Organisme og en Livsenergi, en Livsgnist til Stede, for der kan være Tale om en Sjæl. Herrens Folk havde til at begynde med Menneskesjæle, d. v. s. de Evner, der er fælles for hele Menneskeslægten. Saa blev de avlede paany. Og den nye Vilje, det nye Sind, der var Resultatet deraf, har nu i Tiden en Organisme, der ikke svarer til Sindets Behov. I Opstandelsen vil den nye Skabning faa en Organisme, der svarer fuldt ud til dens Fordringer. ... ... Dette vil igen sige; Saa længe den hellige Aands iboende Kraft hersker i vort Hjerte og vort Sind, vil den styre og levendegøre det fysiske Legeme.« (wd.1914.01.01, s. 15.f) Side 34 af 84 Denne artikel, Er vi virkeligt eller blot tilregnet nye Skabninger? er på mange måder bemærkelsesværdig, fordi den på mange på adskillige punkter går direkte imod hvad Russell tidligere har sagt og skrevet. Bl.a. taler Russell her åbent om, at den nye skabning besidder to naturer, noget som han tidligere totalt udelukkede som muligt. Det er også interessant, at han siger, at Jesus døde to gange; første gang da han blev døbt og gav afkald på det jordiske liv, anden gang da han blev korsfæstet. Det er også væsentligt at bemærke, at han omtaler de 144.000 som værende 'Aandevæsener i Menneskelegemer'. Karakterudvikling »Naar vi i Studier i Skriften har fremstillet Emner angaaende Hellighed, Karakterfuldkommenhed og Kristi Lighed, har vi været omhyggelige for at paapege, at dette ikke Betyder en Fuldkommenhed i Kødet, der, som Bibelen alle steder viser, er en Umulighed. Vi har vist, at det betyder en Fuldkommenhed i Hjerte, Hensigt, Vilje, Bestræbelse.« (wd.1916.07.01, s.108) »Det er ikke Kødet, der skal vokse op til den Salvede i alle Ting, det er den nye Skabning. Og den nye Skabning var aldrig Synder. Fra selve Begyndelsen eller Avlingen var den hellig. Den nye Skabning gaar derfor ikke over fra Synd til Retfærdighed, men fra én Grad af Kundskab og Værdsættelse af Retfærdigehed til en Anden.« (wd.1916.07.01, s.108) »Karakterudviklingen er derfor en Erfaring, der gøres hver Dag, ja hver Time, af disse nye Skabninger. Jesu Karakter bliver mere og mere deres Aand, deres Karakter.« (wd.1916.07.01, s.108.f) »Men vi maa ikke tage fejl af disse Skabninger og forbinde dem altfor stærkt med Kødet. ... Kødet har sine nedarvede naturlige Lyster og Tilbøjeligheder. Disse vil aldrig live overvundet. Derfor er der, ..., en stadig Kamp mellem Kødet og Aanden hos den nye Skabning. ... Dette kan betyde forskellige Sammenstød med hans eget Kød. Som Paulus siger, det betyder at spæge sig selv - at undertvinge sit Legeme. I Følge Bibelen vil det blive en Kamp indtil Enden. Dersom Kødet sejrer, dør den nye Skabning, og det betyder den anden Død. Dersom den nye Skabning sejrer, vil det blive ved Kødets Død.« (wd.1916.07.01, s.109) Forskellen mellem mand og kvinde skal ophøre »Ligesom Forskellen mellem Mand og Kvind i den næste Tidsalder skal ophøre, saaledes ogsaa i Forholdet mellem Kristus og Menigheden; efter at Menigheden er herliggjort, vil alt kvindeligt falde bort. ... Som den store Profets, Præsts og Konges Legeme vil Menigheden være en Del af den evige Fader og Livgiver for Verden.« [T, s.116.f] At forskellen mellem mand og kvinde skal ophøre, for, som konsekvens med hensyn til menigheden, at både Kristus og de 144.000 kan blive udpræget mandlige i den samme tilstand, som Jehova var det inden skabelsen af Logos. Det hele vil på denne måde ende i en global dualisme, bygget på princippet om liv og Skikkelse (manden = liv; kvinden = skikkelse, form, "ur-stof") Side 35 af 84 144.000 og synd Når det efterfølgende citat er vigtigt, er det fordi den sætter de 144.000 delvist uden for værdien af Kristi korsdød. Efter at de er blevet salvet med helligånden og er blevet gjort til nye skabninger, er de uden for nåden, frelsen ligger nu 100% i deres egne hænder, fordi det der frelser er, hvordan de bruger deres vilje, og denne nye vilje er ikke omfattet af værdien af Kristi død. »Faderens Antagelse tilkendegives ved at Han giver os sin hellige Aand, og vi bliver »avlet [...] af Gud.« ... thi den nye Skabning er nu i Tiden kun et Foster; det har ikke et nyt Legeme; det har kun et nyt Sind, en ny Vilje, en ny Tænke maade, som er bleven frembragt ved Sandhedens Aand og antaget af Faderen som en Avling til den aandelige Natur. Alt hvad der staar i Forbindelse med denne nye Skabning er rent og syndfrit; den har intet af den adamitiske Fordømmelse eller Ufuldkommenhed.« (wd.1910.08.01, s.60) »»Dersom vi siger, at vi ikke har Synd, bedrager vi os selv, og Sandheden er ikke i os.« ... Han siger saaledes, at vi, nye Skabninger, er ansvarlige for Synd. Vi forstaar, at Løsningen paa dette findes i Forskellen mellem den nye Skabnings Vilje eller Hensigt, og den nye Skabnings Evne. Den nye Skabning synder aldrig med Vilje, gør aldrig med Hensigt noget ondt, men kan blive besnæret foedest det faldne kødelge Legsmes onde Tilbøjeligheder.« (wd.1910.08.01, s.61) »Man kunde nu spørge: »Hvorfor handler Kristus som Talsmand for den nye Skabnings Synder og anvender sin Fortjeneste for deres Synder?« Vi svarer, at alle de Synder, den nye Skabning anklages for, er de jordiske Svagheder og Ufuldkommenheder, og Kristi Fortjeneste er helt igennem af en jordisk Art. Han har intet at give bort af en himmelsk Art. Det Offer, Han gav, var et jordisk Offer, hvis Fortjeneste er bleven tilregnet dem, som en kommen til Faderen gennem Ham; saa det er kun de jordiske Synder og de ufrivillige Synder, saa langt det angaar den nye Skabning, at hans Fortjeneste anvendes. Dersom den nye Skabning er utro i den Forstand at den samtykker i Synd, da ophører den nye Skabning at være til - der er ingen ny Skabning dér. ... ... Han er da en gammel Skabning, blot maskeret, og der vil ikke være videre Haab for en saadan. Han er udenfor alt Haab.« (wd.1910.08.01, s.62.f) ----------<X>---------»Hvad mener han [apostlen Johannes] med den Erklæring: »Den som er avlet af Gud, synder ikke?« Vi svarer, at det, som er født af Gud, er den nye Skabning - den hellige Vilje, den nye Sjæl. Men denne nye Skabning har kun det dødelige Legeme at virke igennem; Gud lover at give den nye Skabning et nyt Legeme i Opstandelsen. ... Dersom han bliver overlistet af en Fejl enten af Uvidenhed eller paa Grund af en Fristelse, som han ikke har kunnet beherske, vil det ikke være Synd fra den nye Skabnings Side, men en Svaghed fra Kødets Side. Ikke desto mindre maa han gaa til Gud for at faa Tilgivelse for disse Overtrædelser.« (wd.1914.08.01, s.123) Side 36 af 84 ----------<X>---------- Nedenstående citat er vigtigt, fordi det indeholder kimen til den på samme tid immanente og virtuelle virkelighed, der er knyttet til Jehovas Vidners social-religiøse liv i deres forhold til frafaldne. »Hvad er det at synde imod den hellige Aand? Vi svarer, at den hellige Aand er Sandhedens, Retfærdighedens Aand. Enhver, der anerkender Sandhedens Aand, Herrens Aand og med Vilje krænker den eller denne Sandheds Budbringere, fordi de er dens Budbringere, synder derved mod den hellige Aand; og i samme Grad, som nogen gør det, er han en forsætlig Synder. Hvis hans Handling er blevet begaaet med fuld Kundskab, fuldt Lys, vil der aldrig være Tilgivelse for Synden hverken i dette eller i det kommende Liv. Og Enden paa denne Synd imod fuldt Lys og fuld Forstaaelse vil være dem anden Død. Skønt enhver forsætlig Synd imod den hellige Aand, imod Sandhenden vil faa sin Straf enten i denne eller den kommende Tidsalder, vil Straffen dog ikke blive den anden Død, med mindre Kundskaben og derfor ogsaa Synden har været fuldstændig.« (wd.1915.09.01, s.142) Spørgsmålet her er, hvornår det er muligt at synde mod den hellige ånd? På Russels tid har det været, når 'en ny skabning' svigter og klart og bevidst vælger at sige nej til Jesus Kristus og det kald der har lydt i vedkomnes liv eller med fuldt overlæg vælger en syndig handling, eller vælger at leve i synd. Hvis der ikke er det klare fravalg, vil vedkomne høre til 'den store skare'. Videre siger Russell, at synd mod helligånden også kan ske ved, at en person modarbejder de 144.000 fuldt ud vidende, at de er avlede med den hellige ånd. De eneste der kan falde ind under denne kategori, er de frafaldne. Det der gør at dette citat har grundlæggende betydning er, at repræsentanter for resten af disse 144.000 i dag udgør 'det styrende råd, ledelsen hos Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet. Side 37 af 84 144.000's fristelser »Lige saa lidt som vor Mester bliver vi i Egenskab af nye Skabninger fristet i Lighed med Verden. Vi er ikke af Verden. Vi bliver fristet som dem der er Guds aandsavlede Børn. Vi bliver fristet med Hensyn til vor Troskab overfor Ham, vor Tro og vor Lydighed. Naturligvis er vi, saa længe vi endnu er i Kødet, som Medlemmer af den faldne Slægt udsatte for Fristelser i Retning af vore naturlige Tilbøjeligheder; men dette er ikke vore Fristelser som nye Skabninger. ... Vi er ikke længere af Verden. Verden, Kødet og Djævelen søger at trække os tilbage til de gamle Stier; og disse Fristelser virker i Retning af at faa os til at glemme vort særlige Pagtsforhold til Herren og det, som vi er gaaet ind paa at gøre og være. Det er i denne Henseende, at vi har særlige Prøvelser og Fristelser, og det er overfor dette, at vi bestandig maa være paa Vagt.« (wd.1915.03.01, s.39) Sammenhold dette citat med (wd.1916.12.01, s.189) ----------<X>---------- Artikel-titel: Fristelser særegne for den nye Skabning. (Heb. 4:15,16) Sammenhold den med (wd.1915.03.01/39.ff) Artiklen begynder med at stille spørgsmål ved, hvorledes det var muligt, at Jesus som fuldkommen kunne blive fristet på samme måde som ufuldkomne. Udgangspunktet er Hebræerne 4:15,16 og Russell svarer hertil: »Vi svarer, at Apostlen ikke hentyder til den faldne Menneskes Fristelser. Han siger: "Han blev fristet i alle Punkter ligesom vi." Han talte om den nye Skabning. Vi véd ikke, at der mødte Herren Fristelser, undtagen dem, Han mødte som e ny Skabning. Han blev fristet, ligesom nye Skabninger i Kristus. Han var ikke Genstand for alle de fristelser, som angriber os fra de faldne Lyster og Tilbøjeligheder, som vi blev delagtige i som Medlemmer af Adams fornedrede Slægt. Disse er ikke den nye Skabnings Fristelser. ... ... Vi der har flyet fra Synden og er kommet ind i Guds Familie, ønsker ikke at vende tilbage til dens Trældom som en Hud til sit Spy ... Disse er slet ikke vore Fristelser. Vore Fristelser er meget finere. Naar vi seer tilbage paa Herrens Liv efter Hans Daabi Jordan, ser vi hvorledes Han blev fristet. En af Hans Fristelser var angaaende brugen af den Magt, Gud havde givet Ham. ... En anden Maade, Jesus blev fristet paa, var, at Satan henstillede til Ham, at Han skulde kaste sig ned fra Tempeltinden og derved henlede hele Folkets Opmærksomhed paa sig. ... En anden Fristelse, der blev fremstillet for Heren, var den, at Han skulde se ud over Verdens Riger og saa være sikker paa, at alle disse skulde overgives til Hans Herredømme, uden at han behøvede at lide, ... hvis Han blot vilde falde ned og Tilbede Satan og anerkende hans Myndighed i Stedet for Jehovas.« (wd.1916.12.01, s.189) Side 38 af 84 144.000 og døden Russell var af den opfattelse, efter 1881 var alle der tilhørte denne skare blevet overført direkte til himmelsk liv ved deres død, til et liv som åndeskabninger på det højeste plan, som guddommelige. »Thi mange af Herrens kære Børn har sammenblandet Ordet sove med Ordet dø og har troet, at Meningen var, at de hellige, som blev tilbage til Herrens Nærværelse, skulde forvandles uden at dø, hvad der slet ikke siges noget om. Lad os som Eksempel betragte Apostlene. De døde, og fra Dødsøjeblikket blev de regnet for »sovende« indtil Opstandelsesøjeblikket. Selve Døden foregik i et Nu, mens Søvnen, Bevidstløsheden, fortsattes i Aahundreder. ... Det vil ikke være nødvendigt, at de af Herrens Folk, der bliver tilbage til hans anden Nærværelse, skal sove i en ubevidst Død blot et eneste Øjeblik. De skal dog dø, ... Menneskene i Almindelighed dør ligesom Fyrsten Adam som hans Børn og som saadanne, der er meddelagtige i Dommen over ham. Men de trofaste i Kristus Jesus dør med ham, ... Men som Apostelen viser os, vil deres Død, som bliver tilbage til Herrens Nærværelse, ikke komme til at medføre en Søvn i Bevidstløshed. I samme Øjeblik de dør, vil de blive forvandlet, blive iklædt deres Bolig fra Himmelen, det aandelige Legeme. Denne Forvandling ... adskiller sig ikke paa nogen Maade fra den Dødserfaring, der er fælles for alle Lemmer paa det ene Legeme. Den eneste Forskel mellem disse og de andre Lemmer på Legemet er den, ..., at de ikke skal »sove«. ... De vil umiddelbart overgaa fra deres Virksomhed paa denne Side af Forhænget i Kødet til Virksomhed paa den anden Side som fuldendte nye Skabninger, Lemmer på Kristuspersonen.« (sis-vi-795.f) »Dette »det« er den nye Skabning, hvis Tilværelse begyndte ved Indvielsen og Aandsavlingen, den nye Skabning, der har vokset sig stærkere og stærkere og søgt at faa mere Magt over Kødet i Overensstemelse med Guds Vilje, den nye Skabning, der siges at have levet i Kødet som i en Bolig, medens den ventede paa det nye Legeme. Den blev saaet i Forkrænkelighed, i et forkrænkeligt Legeme. Den gik ned i Døden. Dog fremstilles den ikke som sovende, medens dens jordiske Bolig bliver opløst. Det er denne samme nye Skabning, der skal iklædes den himmelske Bolig, det aandelige Legeme i den første Opstandelse. Det Aandelegeme, som den nye Skabning faar i Opstandelsen, vil blive uforkrænkeligt. Det kan ikke gaa til Grunde, kan ikke dø.« (sis-vi-798) Isoleret set volder disse fremstillinger ikke de store problemer for Russell, men når de sammenholdes med hans tanker omkring hvad der sker når de 144.000 bliver avlet af Helligånden og gjort til nye skabninger, får det nogle ganske omfattende konsekvenser. »Spørgsmål: Lad os antage, at et indviet Guds Barn omkom ved en Naturkatastrofe ... vilde hans Død da være en Offerdød eller den adamitiske Død? Svar: Det vilde ikke være muligt for et indviet Guds Barn, at dø den adamitiske Død. Hans Død måtte enten være Offerdøden eller den anden Død. Dersom han var et indviet Guds Barn, da han døde, vilde hans Død blot være en Fuldbyrdelse af den Indvielse, som han allerede tidligere havde foretaget. Vort Offer er gjort helligt og antageligt af den store Ypperstepræst, hvordan end Døden kan komme. Men om dette indviede Guds Barn imidlertid vendte sig bort fra Herren, vilde dette medføre den anden Død. Hvis han synder med Vilje, med fuldt Overlæg, begaar han "Synd indtil Døden."« (wd.1913.11.01, s.176) Side 39 af 84 Et helt naturligt spørgsmål må her blive, hvorfor 'et Guds barn' en af disse 144.000 ikke dør den adamitiske død? For at kunne forstå dette, er det nødvendigt at sondre mellem legeme og sing, at ihukomme, at Russell tænke dualistisk, at legemet kun er et hus, et sted, hvor den 'nye skabning' opholder sig midlertidigt. Når et menneske er blevet avlet af den hellige ånd, er det ifølge Russell uden synd og således ikke længere omfattet af den adamitiske dødsdom. Så længe legemet lever, er den 'nye skabning' bundet til dette, men i samme øjeblik at legemet dør, 'vandrer' ånden eller sindet over i et nyt legeme, et åndeligt legeme. Når Russell taler om offerdød, er der tale om en død i to stadier. Først dør det jordiske sind eller ånd, hvilket sker når en af disse 144.000 indvier sig til Gud og opgiver eller frasiger sig retten til et evigt liv på jorden, og derefter bliver avlet med ånden. Dette vil sige, at sindet gennemgår en naturforvandling, fra at være af jordisk til at være af åndelig natur. Det jordiske sind er dødet, og et nyt er skabt. Jesu offerdød er blevet brugt og der er således tale om et nyt væsen. Offerdødens andet stadie indtræder, når legemet dør, enten naturligt, som følge af ælde, grundet virkningerne af den adamitiske dødsdom, eller ved en ulykke. Ved det kødelige legemes død frigøres åndens, sindet der er af åndelig natur, fuldkomment skabt ved avlingen, går da over i et åndeligt legeme, der svarer til sindets natur. Da det er åndeligt og fuldkomment. og derfor ikke underlagt nogen guddommelig dødsdom, kan sindet uden problemet overgå direkte til et åndeligt legeme. Ved denne forvandling, hvor det åndelige sind bliver forenet med det åndelige legeme, sker der yderligere en forvandling, idet denne nye skabning, ikke blot er af åndelig natur, men bliver ophøjet til guddommelig natur. Når sindet ikke kan være af guddommelig natur medens denne nye skabning stadig er i kødet er der to grunde til: For det første ville det betyde at personen ikke kunne dø, idet udødeligheden er en del af den guddommelige natur. For det andet ville de betyde, at den nye skabning i kødet allerede vil være i besiddelse af en selvstændig helligånds kraft. Når Russell, som modsætning til offerdøden taler om den anden død er det fordi, sindet og viljen, ikke er underlagt den adamitiske synd og død. Hvis derfor en ny skabning begår en synd med bedre viden, er der tale om synd mod Helligånden. Den eneste straf der er herfor er den anden død, den evige og definitive udslettelse, fordi værdien af Jesus offerdød allerede er blevet brugt ved indvielsen og avlingen med Helligånden. Hvad man her også skal holde sig for øje er, at det væsentlige hos Russell er sindet og viljen, da det er dette der har syndet og dette der skal frelses. Når det synspunkt, som Russell her anlægger med hensyn til den forvandling som de 144.000 skal gennemgå under Kristi nærværelse, rejser et for Russell uløseligt problem. Han taler om henholdsvis død og søvn, med døden som ophør af liv og søvn som en tilstand efter livets ophør, hvor sindet er uden bevidsthed, en længere varende dødstilstand. Side 40 af 84 Umiddelbart ligner dette læren om "syndelegemet", som det findes hos Smiths venner og nogle af de tidlige Pinsemenigheder. Deres vilje er ikke længere underlagt synden, men de er bundet til et legeme der underlagt syndens virkninger. (De døder syndelegemet, idet det er i sindet, i viljen, synden sidder, og legmet bliver ikke længere udsat for syndens påvirkning.) Konsekvensen ved det Russell her siger kunne let blive, at de 144.000 ikke længere er underlagt synden, men allerede har nået en grad af fuldkommenhed. Man må herefter spørge, hvordan de 144.000, for at de kan komme op i himmelen. Med det Russell her har skrevet, så siger han, at det kun er legemet der dør; ånden dør ikke, men gennemgår kun en direkte forvandling i dødsøjeblikket. Side 41 af 84 Den store skare »Det er heller ikke noget andet Kald i Evangelietidsalderen, skønt der, som vi tidligere har set, i Løbet af denne Tidsalder vil blive udlagt en anden Skare frelste den store Skare ... De skal tjene Gud i hans Tempel og foran Tronen i Modsætning til Bruden, der skal sidde paa Tronen og udgøre selve Templet. De kunde lige saa let og med langt større Tilfredsstillelse have opnaaet den guddommelige Natur, om de villigt og med Glæde have vist Lydighed. Til sidst vil de vinde Sejr, hvad der fremgaar deraf, at de faar Paegrene i Hænderne. Men deres Mangel paa Nidkærhed hindrede dem i at komme til at høre med til den Skare, der er mere end Sejrvindere, hindrede dem i at blive Medarvinger til den nye Skabnings evige Herlighed ... Som vi har set, vil den store Skares Stilling øjensynlig i mange Henseender blive noget lig Englenes.« (sis-vi-102) (sis-vi-104; wd.1914.05.01, s.72) siger, at det åndelige kald ophørte i 1881, med at antageligt 20-30.000 havde været troløse i denne periode. De der hørte kaldet, men som ikke levede op til de krav Gud stiller, uden dog bevidst at svigte eller vende Gud ryggen, vil blive en del af 'den store skare'. Alle andre vil blive oprejst til evigt liv på jorden. Kaldet til Riget er således, dybest set, en valgmulighed, ikke et egentligt håb. »Efter vor Forståelse ophørte de almindelige Kald til at blive Medarvinger med Genløseren og Medlemmer af den nye Skabning i 1881. ... De, der nu kommer ind, kan lige saavel faa Del i Rettighederne og Lejlighederne, skønt den almindelige Kaldelse eller Indbydelse ophørte at udgaa i 1881. De faar adgang, efterhaanden som der bliver Pladser ledige, ved at nogle træder ud. Efter vor Forventning vil denne Indtræden og Udtræden vedblive, indtil det sidste Medlem af den nye Skabning er fundet værdig og alle Kronerne uddelt for bestandigt.« (sis-vi-104) »Hvis de ikke var iblandt de indviede i 1881 eller tidligere, maa vi slutte, at de nu er blevet antaget til Meddelagtighed i den kaldede Skare ved, at de har modtaget Pladsen efter andre, som tidligere var blevet kaldet, men viste Mangel paa Nidkærhed.« (sis-vi-105) »Vi mener ikke, at vi skal forstaa Skriftens Ord saaledes, at den store Skare vil naa frem til den samme Grad af Aandelig Udvikling som den lille Hjort. Det er sandt nok, at Fuldkommenhed er den eneste Maalestok, Gud anvender over for sine Skabninger.« (wd.1914.05.01, s.73) »Vi tror ikke, at Herren vil vente mere af den store Skare, end han vilde vente af Englene.« (wd.1914.05.01, s.73) »Hvis Prøven for den store Skare er saadan, er der maaske en Million Mennesker, der i den Udstrækning, har vist deres Trofasthed i den forbigangne Tid, i Løbet af Evangelietidsalderen.« (wd.1914.05.01, s.73) Side 42 af 84 Fyrsterne »Vi maa ikke vente, at den jordiske Side af Riget skal blive oprettet, før Hedningernes Tider er helt til Ende (Oktober 1914). hans naturlige Sæd blive Israelitter. ... Israelitterne vil ved Guds Forsyns Ledelse blive samlet til Palæstina, enten de er troende eller vantro; ... I Begyndelsen vil Rigets jordiske Side, ... udelukkende bestaa af de opstandne Gudsmænd fra gammel Tid - fra Johannes Døberen tilbage til Abel, aandelige Side af Riget. ... Dog vil de komme til at indtage en højere Stilling end Verden; ... Saaledes er de blevet beredt og har bevidst sig værdige til at blive det aandelige Riges jordiske Embedsmænd og Repræsentanter. ... Disse gamle værdige vil blive ulig de øvrige af Menneskene, ikke alene deri, ar deres Prøve er afsluttet, medens de andre da vil begynde, men ogsaa deri, at de vil have opnaaet Belønningen for deres Troskab; de vil være fuldkomne Mennesker, som fuldt ud har faaet alt det tilbage, der gik tabt i Adam saavel med Hensyn til intellektuelle og moralske Evner som legemelig Kraft. De vil være genoprettet »i Guds Billede«. ...« (sis-iv-381.f) Russell forklarer, at når de kødlige israelitter er blevet indsamlet i Palæstina, vil »de gamle Gudsmænd« komme til syne, ved at de vil blive bemærket ved deres fuldkomne og andre overlegne intelligens. »Desuden vil de have direkte Forbindelse med den aandelige Regering (Kristus og Menigheden), ligesom Jesus havde med Englene, og ligesom Adam før Faldet havde personligt Samfund med Aandevæserne.« (sis-iv-383) Han nævner ikke noget om hvordan denne direkte forbindelse vil udtrykke sig, eller hvordan Adam havde »personligt Samfund« med åndeverdenen. »Som vi kunde vente, vil Forbindelsen mellem de to Sider eller Dele af Riget blive let og direkte. Derved vil Overopsynet med og Undervisningen af Menneskeslægten blive fuldstændig. ... Mon ikke Jakobs Drøm om Stigen mellem Himmel og Jord og Sendebudene, der gik op og ned paa den, var en Profeti om den kommende nære Forbindelse mellem den himmelske og jordiske Side af Guds Rige, naar Jakob selv som et af Sendebudene skulde være med for at velsigne Verden? Vi tror det.« (sis-iv-385) Om kontakten mellem »Gusmændene« og Jehova/Jesus/144.000 vil være gennem drømme, syner, eller ved en direkte kommunikation, hverken siger han eller antyder. »Apostlenes Udsagn viser os, at der fandtes hellige, længe før det dyrebare Blod var blevet udgydt til vor Retfærdiggørelse. Saadanne var Enok, Noa, Abraham, Jakob, David og mange andre hellige Profeter, der var retfærdige ved tro.« (sis-vi-122) »Der er mange, som ikke klart kan se, hvilken Forskel der er mellem 1) den Retfærdiggørelse, der blev Abraham og andre af Fortidens hellige til Del, nemlig en Retfærdiggørelse til Samfund med Gud, endnu inden den virkelige Grundvold for et saadant Samfund var blevet lagt ved Kristi Død, og 2) Retfærdiggørelsen til Side 43 af 84 Liv, som finder Sted nu i Evangeliealderen. ... Alle Mennesker var med Rette blevet underkastet Dødsdommen, hvorfor ingen kunde anses for fritaget fra denne Dom, retfærdiggjort til Liv ..., før efter at Genløseren havde erlagt det store Offer for Synder. ... ...da Retfærdigheden forudsaa, at Genløsningsplanen vilde blive udført, kunne den ikke modsætte sig, at dette paa Forhaand, som et Bevis paa Guds Gunst blev forkyndt dem, der besad den fornødne Tro, hvorved disse blev retfærdiggjort og kom i Samfund med Gud.« (sis-vi-123) »De, der i Fortiden blev retfærdiggjort til Samfund med Gud og bevarede deres retfærdiggjorte Tilstand, og som derfor vil blive belønnet med at blive sat til »Fyrster paa den hele Jord«, ...« (sis-vi-132) »De værdige fra Tiden før Kristus ... faar deres fuldkomne Arv i Opstandelsen som fuldkomne Mennesker.« (sis-vi-146) Det skal her bemærkes, at Studier i Skriften, Bind VI, side 144, har en fodnote, der også vedrører dette citat, med følgende kommentar: »Forfatteren er senere kommet til at forstaa, at forskellige Skriftsteder synes at tyde paa, at Fortidens værdige eller hellige ikke vil komme til at staa højere, men lavere end den store Skare i Tusindaarsriget, hvorimod de ved dettes Afslutning vil opnaa aandelig Natur og en endnu ypperligere Plads.« - Her tænkes der efter al sandsynlighed på artiklen i (zwt.1913.-02.15; wd.1913.07.01, s. 100), som her følger: »Saa snart som Riget er blevet oprettet i Magt, vil de gamle Værdige blive oprejst fra de død som fuldkomne menneskelige Væsner. Ps. 45, 17 hentyder øjensynlig til disse gamle Værdige, der vil blive Fyrster paa hele Jorden. Formodentlig vil de faa en stor Undervisningsgerning at gøre for den øvrige Del af Menneskeslægten. ... Den Tjeneste, der vil blive givet de gamle Værdige, vil være mere end Gud sædvanligvis vil betro til et fuldkomment menneskeligt Væsen. En Del af denne tjeneste vil være at tage sig af de faldne, ufuldkomne Skabninger og hjælpe dem ud af Synd og Ufuldkommenhed. ... Disse gamle Værdige vil være fuldkomne, naar de kommer frem af Graven; ... ... Med Hensyn til de gamle Værdige, der som fuldkomne menneskelige Væsener vil være i ufuldkomne Omgivelser i tusind Aar, synes det som om de vil gennemgaa megen Lidelse. Vi kan ikke tænke paa nogen større Belønning, end om den aandelige Natur blev skænket disse trofaste gamle Værdige. ... En Del af det Bevis, der leder til den Slutning, at de gamle Værdige vil blive gjort delagtige i den aandelige Natur og blive Medlemmer af den store Skare, er bygget på den Kendsgerning, at de synes at være forbilledligt fremstillet ved Levi Stamme. Den Omstændighed, at denne Stamme ikke havde nogen Arv i Landet, synes at indbefatte, at de gamle Værdige ikke vil faa nogen jordisk Arv.« (zwt.1913.02.15; wd.1913.07.01, s. 100) »... Vi kunde maaske tænke, at deres ophøjelse til at være Fyrster paa hele Jorden (...) vilde være en rigelig Belønning; men eftersom Gud vil give den aandelige Natur til den store Skare, der ikke gennemgik strengere Erfaringer end de gamle Side 44 af 84 Værdige, og eftersom den laveste Fo paa aandelige Plan er højere end den højeste Fo paa det menneskelige Plan, følger det, at den store Skare vilde modtage en større Velsignelse af Herrens Haand end de gamle Værdige. ... Saa vidt som vi kan se, har den store Skare ikke bevidst, at de er mere tro imod Ham, end de trofaste gamle Værdige var.« (wd.1913.07.01, s.100.f) »Da gamle Værdige kan ikke faa deres Velsignelse, før vi har faaet vor. Bruden maa først herliggøres, og derefter kan de trofaste fra de forrige Tider komme og faa deres Velsignelse. Straks derpaa vil Riget blive oprettet, og Abraham, Isak og Jakob og alle de andre Værdige vil blive Kristi første Børn. I stedet for at være Fædre vil ve blive Børn, og Han vil sætte dem til Fyrster, Herskere paa den hele Jord. (Ps. 45, 17) Da de bliver genoprettet som fuldkomne Mennesker, vil de være fuldkomne Billeder af Gud. Gud vil være aabenbaret i Kød i enhver af disse gamle Værdige, som da i Løbet af Kristi Rige skal være Fyrster og skal Regere paa Jorden.« (wd.1913.11.01, s.169) »Gud blev aabenbaret i Kød: først i Adam, dernæst i Jesus, og endelig vil Han blive aabenbaret i Kød i de gamle Værdige, som skal blive agtet værdige til en bedre Opstandelse end den øvrige Verden.« (wd.1913.11.01, s.169) De gamle værdige vil ved deres opstandelse evne at forstå det, som Jesus først forstod ved vanddåbden, da den hellige ånd blev udgydt over ham. Med det han her siger, er »de gamle Værdige« en slags elite mennesker, som besidder en særlig indsigt og visdom, endog uden at den hellige ånd er blevet udgydt over dem. De mennesker der dels overlever Haagedon, dels får en opstandelse i tusindårsriget, vil være det i to gruppe. ---------------<NOTER>--------------------<NOTER>---------------(wd.1934.03.15/85.f).: man fraviger at fyrsterne skal blive åndeskabninger; (wd.1935.07.15/220.f): fyrsterne vil blive oprejst i løbet af kort tid. Side 45 af 84 Lucifer »Da den første «Verden» eller Tingens Ordning «gik under i Vandflommen», maa den Ordning, som da var have været forskellig fra den nærværende, følgelig var Fyrsten over den nærværende Verden ikke Fyrsten over den foregaaende, hvor stor Udstrækning hans Indflydelse ende havde dengang.« (SBL-82) »Da det lykkedes Satan at besmitte Strømmen ved den Kilde, vandt han stor Indflydelse over Slægten; men hans Magt over den var begrænset, fordi han en Tid blev modarbejdet af den store Engleskare, der som Vogtere underviste og regerede Menneskene i Haoni med Guds Vilje.« (SBL-84) »Da den første «Verden» eller Tingens Ordning «gik under i Vandflommen», maa den Ordning, som da var have været forskellig fra den nærværende, følgelig var Fyrsten over den nærværende Verden ikke Fyrsten over den foregaaende, hvor stor Udstrækning hans Indflydelse ende havde dengang.« (SBL-82) »Da det lykkedes Satan at besmitte Strømmen ved den Kilde, vandt han stor Indflydelse over Slægten; men hans Magt over den var begrænset, fordi han en Tid blev modarbejdet af den store Engleskare, der som Vogtere underviste og regerede Menneskene i Haoni med Guds Vilje.« (SBL-84) »...Satan gjorde Oprør imod Guds Lov, da han paa Grund af sin Magtsyge forførte vore Stamforældre til Ulydighed mod Gud, ...« (sis-vi-672) »Det synes ikke at fremgaa af Skriften, at Satan havde medsammensvorne iblandt Englene paa det Tidspunkt, da han selv faldt fra og forsøgte at oprette et Herredømme paa Jorden med Guds sidste Skabninger, Menneskene, til Undersaatter.« - (sis-vi-672) »Da var det, at en af de højeststaaende Engle, mmedens han tænkte over, hvilke Muligheder, der laa i denne nye Skabning, kom til den Slutning i sit ærgerrige og egenkærlige Sind, at hvis blot han paa en eller anden Maade kunde bemægtige sig det nys skabte Menneskepar og fremmedgøre det for Gud, kunde han ved Hjælp af det oprette et Rige eller Herredømme for sig selv og indtage Jehovas Stilling over for Meneskene og Jorden. Det var udførelsen af denne ærgerrige Plan, der gav ham Navnet Satan, Guds Modstander.« (sis-vi-674) »Satans Stilling i denne Sag skilte ham naturligvis fra Jehova. Han satte alt ind paa at gøre Menneskene til sine Tjenere og gennem dem skaffe sig et Rige. Selv vilde han vel have udtrykt det saaledes, at han satte alt ind paa at befri Menneskeslægten fra Guds Tyrani.« (sis-vi-676) »Da han først havde valgt den onde Vej, førte ethvert Skridt, han derefter foretog sig, ham yderligere bort fra Retfærdigheden.« (sis-vi-677) »En af hans mægtigste og heldigste Bestræbelser for at forvende Sandheden og gøre Vildfarelsen tiltalende bestod i Frembringelsen af det store antikristlige System, Pavedømmet. Ved Hjælp af dette har han udøvet en frygtelig Indflydelse Side 46 af 84 overalt i Verden, ... Saa djævelsk var denne Institution i sin Metode og Indflydelse, og saa fuldt ud stod den som et Udtryk for Satans List og Indflydelse, at den af Herren billedligt beskrives som Satan selv. Den var i den fuldeste Betydning af Ordet hans Reræsentant, medens den gjorde Paastand paa at være Guds.« (sis-vi-678.f) Når Russell omtaler Romerkirkens rolle i datid, skal det ses i lyset af, at han var af den opfattelse, at Romerkirken siden 1799, da 'endens tid' begyndte, mistede sin magt over menneskene og siden langsomt er blevet afsløret af sandhedselskende mennesker som Russell selv, og nu langsomt er ved at gå i opløsning. Russell siger videre, at siden Kristus kom usynligt igen i 1874, har Satan forstærket sin kamp mod ham og hans ligesindede, og sat alle kræfter ind på at bruge Romerkirken så effektivt som muligt, men at den trods en tilsyneladende styrke vil blive tilintetgjort kort efter 1914 i 'den store trængsel'. (sis-ii-281,369.f) »Men var end disses Tragten efter at have Herredømme over andre stor, saa var dog Satans Attraa endnu større efter at staa over Guds øvrige Skabninger, efter at skaffe sig et Rige paa Jorden, hvor han kunde herske ligesom Jehova i Himmelen. Dette skal dog mislykkes for Satan. Han skal bindes i de tusind Aar, medens Frelseren regerer for at borttage Forbandelsen fra Jorden og velsigne Verden. Som Skriften klart viser, skal Satan derefter blive udryddet sammen med alle sine Engle, sine Budbærere, alle dem, der under hans Ledelse vandrer paa hans Veje.« (sis-vi-680) »Jesus kendte Satan - Han vidste, at Satan var Lucifer, som havde gjort Oprør imod Guds Styrelse, og som var blevet fængslet til denne Planet.« (wd.1913.11.01, s.170) ----------------------»At Lucifer, Keruben, var salvet, vil sige, at han var iklædt Magt og Myndighed til at gøre visse Ting i Guds Navn, og i dette Tilfælde ser vi, at han var iklædt Magt og Myndighed til som Overherre i »Guds Have« at se efter Menneskets Interesser og holde det paa den rette Vej. ... Det følger da heraf, at Lucifer var iklædt Magt og Myndighed til at føre Tilsyn med Mennesket, til at beskytte og værne det imod at komme ind paa en gal Vej, hvorved det vilde komme til at overtræde Guds Lov. Det var hans højtidelige Pligt baade over for Mennesket og over for Gud at lede og paavirke Mennekset til at vandre paa den rette Vej, ... Gud havde udstyret Lucifer med Dødens Vælde. ... Det hørte derfor med til Lucifers Embedspligt at overgive det Menneske som overtraadte Guds lov, til Døden. Lucifer indtog således en særlig Tillidspost og stod i fortroligt Forhold baade til Gud og Mennesker. ... Lucifer indtog dem mest ærefulde Stilling i hele Universet bortset fra Logos's, ja endog forskellig fra Logos's, idet han var sat til Overherre og Beskytter for et særligt Omraade; ...« - (Verdensbefrielsen, side 24) Rutherford: Et Banner for Folket (1926) - Brochuren indeholder en del af forsoningsfilosofien. »Det var Lucifers ophøjede og hellige Pligt at beskytte Menneskets Interesser og lære det at være lydig mod den store evige Gud. Lucifer indtog en betroet Stilling som Mellemled mellem Gud og Mennesket og havde Pligt til at være loyal og sand mod Jehova; men uretfærdigheden blev fundet hos ham og han faldt.« (s.12.f) Side 47 af 84 »Han gav Satan Overopsynet over Mennesket i Begyndelsen for at Prøve Adam, og han tog ikke det Overopsyn fra ham, da han dømte Adam til Døden.« Side 48 af 84 Engle og dæmoner Opgaver i forbindelse med mennesket »Iblandt Englene, ..., fandtes der øjensynlig fra Begyndelsen af, ligesom der endnu findes, forskellige Klasser eller Grader.« (sis-vi-673) »I alle disse Henseender adskilte de sig fra Englene, der ikke er kønsligt forskellige, som ikke har nogen Familieordning, og som ikke kan forplante sig. Uden tvivl var denne Guds sidste Skabning et Under i alle Englenes Øjne, og de fik rigelig Anvendelse for deres Fornuftsevner til at forklare sig alt, hvad der stod i Forbindelse med den.« (sis-vi-674) »Da den første «Verden» eller Tingens Ordning «gik under i Vandflommen», maa den Ordning, som da var have været forskellig fra den nærværende, følgelig var Fyrsten over den nærværende Verden ikke Fyrsten over den foregaaende, hvor stor Udstrækning hans Indflydelse ende havde dengang. ... Den Tanke, vi faar af disse, er, at den første «Verden» (Tiden før Vandflommen) var under Overopsigt og speciel Forvaltning af visse hellige Engle, hvem det var tilladt at gøre, hvad de vilde og kunde for at styre og forbedre den faldne Slægt, som paa Grund af Synden trængte til at regeres af andre end sig selv.« (SBL-82.f) »Det synes, som om alle Engle oprindelig kunde antage jordiske Skikkelser. Satan viste sig for Eva som en Slange, eller han handlede gennem en Slange. Andre Engle viste sig ofte i Menneskeskikkelse, kom og forsvandt, efter som deres Tjeneste fordrede det. Det synes at have været i den Tidsalder, nogle af Englene faldt. Den aindelige Antagelse, som vi tror ingen Grund har, er, at de faldne Engle, Satans Forbundsfælder, faldt før Menneskets Skabelse.« (SBL-83) »Da det lykkedes Satan at besmitte Strømmen ved den Kilde, vandt han stor Indflydelse over Slægten; men hans Magt over den var begrænset, fordi han en Tid blev modarbejdet af den store Engleskare, der som Vogtere underviste og regerede Menneskene i Haoni med Guds Vilje.« (SBL-84) Årsagen til faldet »Vi forstaar tværtimod, at alle de hellige Engle var i den nøjeste Overensstemmelse med Guds Styre, og at nogle af dem fik til Opgave at herske over de faldne Mennesker for om muligt at hjælpe dem tilbage til Haoni med Gud og hindre dem i at synke endnu dybere. Dette laa forud for Vandfloden paa Noas Tid. Det var første Gang, Englene fik Kendskab til Synd, til Ulydighed mod Gud, til moralsk Fordærvelse. Det blev en Prøve for dem, fordi det lærte dem Muligheden af at gøre de onde, af at trods Guds Vilje. ... Skriften viser os tydeligt, at nogle af Englene, der tidligere havde været hellige og lydige, ved denne Lejlighed faldt i Overtrædelse og blev besmittet af Synden.« (sis-vi-680.f) Side 49 af 84 »Men Menneskenes Fordærvelse var smitsom, og derfor faldt nogle af disse styrende Engle som Offere for Syndens Pest, de »forlod sin egen Bolig« som Aandevæsener, idet de fik et ryggeløst og udsvævende Sindelag ved at efterligne det Udartede Menneske og begyndte, som ovenanførte Skriftsted viser, en ny Menneskeslægt paa Jorden.« (SBL-84) »Disse faldne Engle, der er adskilt fra de hellige Engle, kaldes Djævle eller Dæmoner. Satan er deres Fyrste, deres Leder. Ham samarbejder de med ved Udførelsen af onde Gerninger iblandt Menneskene. ... Øjensynlig begyndte disse faldne Engle, Dæmonerne, straks efter Syndfloden at forføre Menneskene under Religionens Maske. Skønt de var lagt i Lænker i den Forstand, at de ikke længere kunde vise sig iblandt Menneskene i Kødlegemer, fandt de dog snart i den fordærvede Slægt nogle, som var villige til at tjene som Redskaber eller Medier for dem, og hvis Legemer de kunde virke igennem. Disse medier eller Mellemmænd mellem Dæmonerne og Menneskene bliv i ældre Tider kaldt »Troldkarle«, »Dødningemanere«, »Sandsigere«, »Medicinmænd« eller »Præster« for de falske Religioner.« (sis-vi-681) Straf »Disse Engle, som ikke tog Vare paa sin høje Stand, men forlod sin egen Bolig eller aandelige Tilstand for at stille sig paa syndige Menneskers Standpunkt, dem holder Gud forvaret i evige (tidsalderlige) Lænker; d.v.s. Gud satte Grænse for deres Magt ved at fratage dem deres Evne til at paatage sig jordiske legemer, være sig menneskelige eller andre.« (SBL-85) »Judas (V.6,7) underretter os om, at de Engle, der «paa samme Maade» som Sodomitterne «drev Hor og gik efter fremmed Kød», dem holder Gud (som Straf derfor) i Lænker «til Dommen paa den store Dag» «Den store Dag» er Tusindaarsrigets Dag, paa hvilken ogsaa Mennneskeslægten vil faa sin Dom...« (SBL-92) »Desuden var Englene ikke dømt til Døden og har følgelig ikke tabt sit Liv i nogen Grad; ... De Engle, som ikke tog Vare paa sin høje Stand, blev ikke dømt til Døden, men til Fangenskab indtil Prøvens Dag, da Gud vil dømme baade Mennesker og Engle... De gennemgaar derfor nu sin Straf, ligesaa visst som Menneskene gennemgaar sin, om end Straffens Art er meget forskellig...« (SBL-96.f) »Udtrykket »Syndens Sold er Død« henfører til Guds Lov i dens Aindelige Anvendelse. ... Denne Dødsdom eller Dødsstraf blev ikke udtalt over Englene, hverken før de syndede eller senere, saa langt Beretningen viser. De er derfor ikke under en saadan Dom. Den eneste Dom, de kom under, var Udelukkelsen fra Guds Yndest og fra de hellige Engles Selskab og Indskrækningen i deres Samkvem med Menneskene. ... Dersom vi vilde spørge om Grunden, hvorfor Gud skulde handle anerledes med Englene end med Menneskeslægten, kunde vi sige, at Han øjensynlig har sat et stort Eksempel eller opstillet en Lektie i sin Handlemaade med Menneskeslægten, idet Han vise, hvilken Straf, der vilde udgøre den mest yderliggaaende Straf for overlagt Synd - en Synd imod Lys og imod Guds Befaling. Saa vidt vi ved, blev der ikke givet Englene en saadan guddommelig Befaling. De fik en Lov i deres Natur; de forventede den Lov; de blev skabt paa det himmelske Plan og de brugte deres Side 50 af 84 Magt til et andet Foaal end det, hvortil de havde faaet den. Men i Menneskets Tilfælde var Sagen anderledes. Adam vidste nøjagtig hvad der var Herrens Befaling. ...« (wd.1910.10.01, s.78.f) Den afsluttende prøve »Vi har fremsat den Bemærkning, at det ikke vil være passende for de hellige at dømmme de hellige Engle, thi øjensynlig tiltrænger de hellige Engle ikke nogen Dom. I Fortiden har der fundet en Dom Sted; denne er omtalt af Apostlen Peter ... Han siger, at i Tiden før Syndfloden havde Englene deres Prøve, og at de Engle, som ikke opretholdt deres Troskab mod Gud, blev nedstyrtede til Tartarus - d.v.s. til vor Jords Atmosfære, og dér "holdes de i Mørkets Lænker til den Store Dags Dom".« (wd.1911.12.01, s.181) »Apostlen Peter og Judas fortæller os, at efter at disse Engle var faldet i Overtrædelse, blev de ... nedstyrtet til Tatarus, Dom." ... "Mørkets Lænker," tror vi, er et billedligt Udtryk, som betyder, at de ikke længere fik Lov til at materialisere sig i Lyset og i Aindelighed slet ikke var i Stand til at materialisere sig. I den senere Tid har Spiritisterne hævdet, i Overensstemmelse med Sandheden, tror vi, at disse Aander nu kan materialisere sig i et saa virkeligt og haandgribeligt Kødlegeme, som noget menneskeligt Væsen er i Besiddelse af.« (wd.1911.12.01, s.181) »Det vilde ikke overraske os, dersom nogle af de faldne Engle, der syndede i Fortiden, har angret og har haft lange Aarhundreders Oplevelser med de Engle, der ikke har angret, og har lidt Forfølgelse fra dem med det onde Sind. Og paa den Maade kan der være to Klasser blandt de faldne Engle... ... Det synes at indbefatte, at disse faldne Engle i en meget nær Fremtid sandsynligvis vil faa en vidunderlig Magt, en saadan som de aldrig har haft siden Syndflodens Dage, og at denne vidunderlige Magt vil blive benyttet paa en meget ondskabsfuld Maade for at opildne Menneskeslægten til onde Gerninger.« (wd.1911.12.01, s.182) Tidspunktet for den endelige prøve »Med Hensyn til de faldne Engle er der intet Sted sagt, at hele den Tidsalder er bestemt til at være deres Domsdag.« (SBL-98; zwt.1907.10.01) »Med disse Omstændigheder for Øje hævder vi, at vi nu lever i Tiden for denne «krisis» - at Mørkets Lænker, hvoed de faldne Engle blev bundet, blot skulde vedblive indtil Dommen (krisis) paa den store Sag. Efter vor Forstaaelse begyndte denne Herrens store Dag, kronologisk set, i Oktober 1874; og efter hvad vi kan forstaa, er det fra det Tidspunkt af, at «Materialisationer» er bleven mere og mere aindelige.« (SBL-99; zwt.1907.10.01) »Vi har tidligere vist, hvilke Grunde vi har for den Antagelse, at de faldne Engle vil faa særlig Magt til at materialisere sig i Løbet af de næste Aar. Nu er det bleven os meddelt, at deres Virksomhed i denne Retning tiltager, og at forskellige Spiritistmedier i Løbet af de sidste 15 Maaneder har forkyndt, at i Slutningen af Side 51 af 84 1908 vil Aanderne faa fuld Magt til at Materalisere sig i Dagslys og [gaa synlige omkring paa Gaderne som Mennesker!] Hvorvidt de vil komme til at give sig ud for at være opstandne Mennesker, ved vi ikke, men vi kender ihverfald eet saadant Tilfælde. Vi har Grund til at tænke, at naar Dæmonerne har genvundet deres Evne til at materialisere sig, vil Følgerene blive omtrent de samme, som før de blev bundet, og hvorom der fortælles i 1 Mos. 6: 1-5.« (SBL-104; zwt.1908.08.15) »Vi har tidligere i Numre af The Watch Toer svaret, at vi tror denne Prøve vil finde Sted ved selve Begyndelsen af denne store Dag. Og hvorfor ved Begyndelsen? Af den Grund at der, saa vidt vi kan se, kun er én Maade, paa hvilken de faldne Engle kan faa en Prøve, idet deres Prøve vil bestaa i, at de faar en fuldere Lejlighed til Synd, dersom de ønsker det, eller en Lejlighed til, hvis de ønsker det, at vise, at de er trætte af Synd og længes efter at vende tilbage til Haoni med Gud. Vi kan ikke tænke os, at Gud vil tillade Englenes Prøve i Løbet af Tusindaarsriget, thi da skal intet volde Fortræd; intet skal ødelægge; Satan vil blive bunden, og alle andre Indflydelser vil blive underkuede. ... kommer vi følgelig til den Slutning, at dise faldne Engles Prøve vil finde Sted i nær Fremtid - ja, at den maaske i nogen Udstrækning allerede er begyndt ...« (wd.1911.12.01, s.181) Resultatet af den endelige prøve »Saaledes ser vi, at en Del af Kristi (Hovedets og Legemets) Opgave vil blive at regere over og vejlede syndige Engle ..., og at dømme faldne Engle, Aander, som er lænket levende indtil denne Dom eller Prøve paa den store Tusindaarsdag. Da skal Menigheden under sit Hoved, Herren Jesus, behandle ogsaa Englenes Sag og give dem, som da viser sig værdige til det, evigt Liv og lade evif Tilintetgørelse komme dem tildel, som under fuldt Lys og fuld Lejlighed viser sig uværdige til Livet.« (SBL-93) »Har vi det rette Syn paa Sagen, nemlig at disse Engle for en stor Del blev fristet og forført af Menneskenes Ondskab, som var bleven meget stor ..., saa kan vi se, hvorledes den paa Korset fuldbyrdede Genløsning for Menneskene kan gælde for og udslette baade direkte og indirekte Skyld, dersom denne stammede fra det ene Menneskes Ulydighed.« (SBL-97) »Vi maa derfor antage, at i flere Aarhundreder i det mindste har nogle af de faldne Engle lidt meget paa Grund af deres Forsøg paa at lyde Gud under de Tilstande, i hvilket de har levet saa længe. Selvom de er dadelværdige, tror vi, at de lider en hel del mere end Menneskeslægten, thi i Fader Adams Tilfælde tilbragte han 930 Aar i mere eller mindre lidelse, men ved Slutningen af de 930 Aar var hans Lidelse til Ende; heller ikke maatte han udholde Pine af Dæmoner i de 930 Aar. ... ... Og nu efter at disse angrende Engle har faaet en tilstrækkelig Straf for deres Ulydighed, vil der blive givet saadanne, der trofast bestaar deres Prøve, en Lejlighed til Udfrielse ved »den store Dags Dom«. Vi forstaar, at de Engle, som ikke da vil ønske at leve retfærdigt, vil blive afskaaret i Døden, den anden Død, og de, som forbliver trofaste, vil blive genoprettet til deres forrige Tilstand.« (wd.1910.10.01, s.79) Side 52 af 84 Fremtiden for jordens beboere i 1000-årsriget og senere Find citater der beskriver, hvem det er der skal befolke jorden, både for tiden før Kristus, den kristne tidsalder, samt fra tiden efter 1881. Undervisningsformen »Der vil altid være nogen Art Spore til Energi. Enten vil der være nogen Tilskyndelse af en eller anden Art, eller ogsa vil der være nogen Slags Straf til at hjælpe Folk frem ved. Herren vil fremholde visse Lokke midler for dem, der er villige til at medvirke i Retning af Fremgang, og Han vil tildele Hug og Straf for at hjælpe dem, der ikke vil lade sig lokke paa anden Maade. Baade Belønninger og Straffe vil være i Virksomhed i Løbet af Tusindaarsriget.« (wd.1913.07.01, s.101) Fremtidige opgaver »... naar de fuldkomne Skabninger i andre Verdener bliver undervist af den herliggjorte Menighed, som har faaet Visdom gennem erfaringer, og de muligvis faar Lærere fra denne Jord ...« (sis-vi-77) »Og hvem ved, om ikke Gud i en fjern Fremtid fra den genløste og genoprettede Slægt paa denne Jord vil udvælge sig Lærere i Retfærdighed til at undervise endnu uskabte Milliarder ...« (sis-vi-442) Med det Russell her ser som en mulighed, bliver der åbnet for nogle helt nye perspektiver. For at mennesker fra denne jord kan blive undervisere, må de skulle gennemgå en forvandlingsproces, som vil kunne lignes med den, som Logos gennemgik inden sin fødsel, eller med en dobbelt transformationsproces. Hvis det er livskraften der overføres, må man spørge, hvad der skal ske med deres fysiske legeme, mens de er på den anden planet. Det næste spørgsmål der rejser sig er, om de kun skal være på denne planet for en kortere periode eller om det vil være permanent. Hvis det er en eller flere af de 144.000, der skal fungere som læsere på de nye beboede planeter, at de i undervisningstiden vil være iklædt menneskeskikkelse, kan man finde mange ligheder til mormonerne, blot med en tids- og handlingsforskydelse. (Da kan man sige, at de kommer ned, evner det, fordi de i deres tidligere eksistens har valgt Jesus som deres frelser.) »Disse Lærere vil være i Stand til at meddele dem alle de frygtelige Enkeltheder som Satans, den store Bedragers, Oprør og Menneskeslægtens forfærdelige Fald i Synd og Elendighed, om Genløsningen derfra, om Frelserens og hans Medarvingers store Belønning og om den herlige og velsignede Genoprettelse, som blev Menneskene til Del. Ligeledes vil de faa at vide, at dette bestandig skal tjene til Lærdom og Paamindelse for hele Guds Skabning. Denne Undervisning vil Side 53 af 84 sikker fuldt ud vise sig i Sand til at afholde dem fra at begaa Synd og til at lære dem Nødvendigheden af at udvikle en Karakter, der er i Overensstemmelse med Guds Kærligheds Lov.« (sis-vi-77) Men hvad er konsekvensen, hvis de begår synd, hvis det skulle vise sig, at det første nye menneskepar på en ny planet synder, skal det da dø øjeblikkeligt, dø en døende død, eller er Kristi offer stadigt gyldigt eller skal der et nyt sonoffer til del for dem. Videre må man spørge, hvad betyder dette for deres menneskesyn? Hvad vil være forskellen mellem de ny-skabte på andre planeter og den situation som Adam og Eva befandt sig i efter skabelsen og inden syndefaldet? Set ud fra Viljens synspunkt, hvad i deres natur gør dem bedre egenede eller stærkere til at modstå fristelse. Forskellen mellem mand og kvinde skal ophøre »Skriften viser, at til sidst, vil alle, baade Mænd og Kvinder, blive genoprettet til den fuldkomne Tilstand, i hvilken Adam oprindelig befandt sig, før Eva blev skilt fra ham.« [T, s.115.f] Om Jesus siger han i denne forbindelse: »Lad os ikke glemme, at som Menneske havde han ingen kvindelig Medhjælp; men skulde handerfor ikke have været fuldkommen i sig selv og i Stand til at betale den fulde Genløsningspris for Adam (Mand og Kvind)? Enten blev Eva paa denne Maade repræsenteret i den store Genløsning, eller ogsaa ved sin Mand som sit Hoved; thi eller blev Moder Eva set ikke genløst, - en Tanke, som vilde være i strid med andre Skriftsteder.« [T, s.116] Eva, fordi hun er den første kvinde, ikke mulighed for at blive frelst som et selv selvstændigt individ, men kun ved en anden, enten at hun blev repræsenteret ved Jesus, den anden Adam, eller ved at Adam blev frelst, og derved også kunne frelse hende, fordi han bar det kvindelige i sig, før ud blev skabt. Find det citat, der taler om, at Eva døde, ikke så meget på grund af sin synd, sine egne handlinger, men i lige så høj grad, eller måske endnu mere, som en konsekvens af Adams handling. Side 54 af 84 Jesu relation til Jehova og de øvrige skabninger før, nu og i fremtiden. Side 55 af 84 Forholdet mellem Logos og de øvrige skabninger Dette afføder naturligvis spørgsmålet om, hvilket forhold der så råder mellem Logos og de øvrige skabninger. Svaret finder man i konstellationen mellem Russell's afvisning af den treenige Gud og hans principper for liv og skikkelse, og det bliver, at Logos som Guds søn i forhold til alle levende bevidsthedsvæsener, bliver både fader og bror. Gud-Jehova Ur-stof Logos Øvrige skabninger Efter sin opstandelse bliver Jesus til en gud, og han vil også selv blive en Skaber-Gud, og som sådan vil han fremtræde, når 1000-års-riget er til ende, og han overdraget jorden til Jehova igen. Herefter vil det hele kunne begynde forfra igen, idet Jesus vil begynde at skabe mennesker på andre planeter i universet. (SIS-VI-76) Til den tid vil ovenstående skema til at se sådan ud: Gud-Jehova Ur-stof Gud-Jesus Øvrige skabninger Side 56 af 84 Jesus og de 144.000 og deres indbyrdes forhold. ---------------------------------------------------Hvis dette virker fremmede for læsere der er kristne, vil de videre perspektiver m.h.t. dem der gælder for de 144.000, ikke gøre det mere spiseligt. Efter at opstandelsen af dem fra de 144.000 som er døde mellem år pinsedagen år 33 og op til i dag (der er ca. 8.600 tilbage i live [1993]) begyndte i 1919, er de blevet til guder på linje med Gud-Jehova og Gud-Jesus. Gud-Jehova Ur-stof Gud-Jesus Gud-144.000 Øvrige skabninger i himmelen og på jorden Nye mennesker på andre planeter i universet På denne måde ender Jehovas Vidner med at have, ikke én Gud, men 144.002 guder. Side 57 af 84 Påvirkningskilder »Forfatteren stod selv en Gang tvivlende overfor Spiritismens forskellige Paastande, indtil han blev overbevist af en kristen Mand. til hvis Vidnesbyrd han havde Grund til at fæste fuld Lid« (SBL-5) En ven til Russell havde været i kontakt med det spiritistiske miljø i Wheeling (West Virginia), og han kommer til Allegheny (Pennsylvania), hvor han opsøger familien, der også har flere medier. (SBL-9) nævner at Russell en fællesven til en spiritist. <Spiritismen i Bibelens Lys>, afslører efter min mening, at Russell havde et rimmelig godt personligt kendskab til det spiritistiske miljø. At dømme efter bogen har det spiritistiske miljø været stærkt i Russells hjemmebyer Pittsburgh og Allegheny; der omtales et tilfælde af spiritist-barnedåb. ---------------------------------------Med hensyn til hvem, der kan være kilden til Russell's afvisnings af treenighedslæren, er der en vis sandsynlighed for, at det kunne være George Storrs. Det fremgår af (jv-46) at han havde haft en stor betydning for Russell og at den var ham der havde overbevidst Russell om, at sjælen ikke er udødelig. ---------------------------------------- ----------<|>-----------<|>----------<|>----------- Gnosticisme: Ordet »Gnosis« (Erkendelse) brugtes i Oldkirken om Bestræbelserne efter at trænge ind i Evang.s Kerne, Frelsesraadslutningens Hemmeligheder. Hvor stærkt antijødisk denne Tankegang var, ses af, at man ofte nægtede, at Jødeguden var den højeste Gud. Ud fra dennes Dyb (...) er strømmet en Række Æoner (halvt personlige, halvt upersonlige Aander eller Idéer), der høre med til det guddommelige Pleroma, men den materielle Verden er ordnet af et lavere eller ondt Væsen, Demiurgen, der hyppig identificeres med Jødeguden. Her viser sig altsaa en skarp Dualisme mellem Aand og Materie og disse Guder. Den menneskelige Sjæl længes efter Forløsning fra Materien. Denne Forløsning sker dels ved Askese, dels ved Gnosis. Hos nogle Sekter gaves der 3 Slags Daab (Vanddaab, Ilddaab og Aanddaab), samt, maaske, i Forbindelse hermed, Nadver med Brød og Vand. Men det er ikke den historiske Jesus-skikkelse, der er Forløseren. Nej, hans Person opfattes doketisk, idet man enten i god Overensstemmelse med den dualistiske Tankegang adskiller mellem Mennesket Jesus og Æonen Kristus, der har forenet sig med ham i Daaben (...), men forladt ham før Lidelsen, eller antager, at Kristus kun har iført sig et Skinlegeme.... Side 58 af 84 Forløsningens Maal var Sjælens Befrielse fra Materien. Kødets Opstandelse var en ganske umulig Tanke for G.; dette Led i Trosreglerne fortolkes derfor spiritualistisk. Dualismen tillader ikke heller ved Verdens Ende nogen Forsoning mellem Aand og Materie. ----------<|>-----------<|>----------<|>----------- Teosofi: T.en fremtræder dels som fantasirig, spekulativ Visdom, dels som intuitivt Indblik i det guddom. Livs Dybder, dels som specielle guddom. Oplysninger til enkelte udkaarne og herfor udrustede Msker. Saadanne kan ogsaa paavises hos Middelalderens Mystikere, omend T. principielt adskiller sig fra Mystiken ved i første Række at være et altforklarende Tankesystem. »1) at danne en Kærne af Menneskehedens universelle Broderskab uden Hensyn til Race, Tro, Køn, Samfundstilling eller Farve. Side 59 af 84 Kildemateriale C.T.Russell, Milleniumets Daggry - I, 1886; Pennsylvania 1894. C.T.Russell, Spiritismen i Bibelens Lys, 1897 (dk./n. 1908) C.T.Russell, Studier i Skriften - I, 1886; Örebro 1916, Sverige. C.T.Russell, Studier i Skriften - IV, 1887; Örebro 1917(?), Sverige. C.T.Russell, Studier i Skriften - V, 1899; Örebro 1917, Sverige. C.T.Russell, Studier i Skriften - VI, 1906; Örebro 1917, Sverige. C.T.Russell, Tabernakelskygger, 1899 (dk. 1925). Vagt-Taarnet, 1906. Vagt-Taarnet, 1910. Vagt-Taarnet, 1911. Vagt-Taarnet, 1912. Vagt-Taarnet, 1913. Vagt-Taarnet, 1914. Vagt-Taarnet, 1915. Vagt-Taarnet, 1916. Zion's Watch Tower, 1881.11.01, Reprint. Zion's Watch Tower, 1882.07.01, Reprint. Side 60 af 84 Russell: Forsoningslæren og dens filosofi Det er en væsentlig forudsætning for forståelsen af Russell's forsoningslære, at man ser hans tanker i lyset af, at hans idéer hviler på en idealforestilling, på forestillingen om en forsvunden "guldalder". Forestillingen om det oprindelige var for Russell, at jorden skulle være fyldt med fuldkomne mennesker i et passende antal, samt at disse i sind og moralsk dømmekraft skulle genspejle Guds egenskaber. Gud havde ved skabelsen at mennesket, indgået en pagt med Adam og Eva, der for det første indebar, at de skulle herske over jorden og alle de levende væsener, samt, hvis de vedblivende ville være lydige mod pagtens forudsætning, ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, ville være sikret et evigt liv, et liv uden ophør. Forsoningslæren, grundlaget for den kristne tro. Russell ser den bibelske beretning udelukkende som en fortælling om, hvordan det er blevet muligt at vende tilbage til den oprindelige tilstand, der gik tabt i syndefaldet. Bibelen indeholder den »plan« ud fra hvilken Gud handler med mennesket, samt de forudsætninger, som menneskene må opfylde for at Gud kan handle med dem, for at de kan blive frelse. Mennesket var blevet skabt fuldkomment, men faldt fra denne tilstand ved at Adam forsætligt var ulydig mod Guds udtrykte vilje om at de ikke måtte spise af kundskabens træ. Adam kom derved under Guds vrede og forbandelse, og han fællede en dødsdom over Adam og dermed menneskeslægten. Parallelt med at Gud fælder sin dødsdom over mennesket, udtænker han »en Stedfortrædelsesordning eller Frelsesplan, der gjorde de muligt for ham at være retfærdig og haandhæve sine retfærdige Love overfor Synderne og dog samtidig retfærdiggøre dem, der tror paa Jesus.«(1) For at kunne gennemføre denne plan, der skulle tjene til at forsone den guddommelige lov, som Adam havde overtrådt, måtte Jesus dø som en genløsningsbetaling, der kunne løskøbe Adam fra den dødsdom, som Gud havde udtalt over Adam. Jesu korsdød skulle sone det brud, der var sket i forholdet mellem Gud og mennesket. I stedet for en "genløsningsbetaling" kan man tale om en "løsesum"; ideen bag Russell's tanke er, at menneskeslægten er blevet taget som gidsel af Guds retfærdighed. Det er Adam, der har begået "forbrydelsen", men det er både ham selv og hans efterkommere, der bliver holdt som gidsler af ufuldkommenhed, synd og død. Disse tre, ufuldkommenhed, synd og død, skal i billedet ses som den fangekælder, hvori menneskets befinder sig; fangevogteren er Guds retfærdighed, der kræver en løsesum for at frigive mennesket. Med sin død udlignede Jesus imidlertid kun retfærdighedens fordring (hvilket for Russell vil sige 'lige for lige', 'øje for øje), og dermed menneskets gæld til Gud. Ved sin død blev Jesus i stand til at "handle" med Gud, han havde nu muligheden for at løskøbe mennesket fra 'retfærdighedens Side 61 af 84 fangekælder'; »som Følge af dette Køb med Jesu eget dyrebare Blod er han nu alles Ejer eller Herre.«(2) Én hensigt ved Guds forsoningsplan, med hensyn til Adam og hans slægt, var at udslette den dødsdom, der hvilede over mennesket. »En anden Hensigt var den at bringe den faldne Slægt udenfor Guds Retfærdigheds Rækkevidde under særligt Opsyn af Jesus(3), der som Udføreren af Faderens Plan ikke alene har paalagt sig at tilfredsstille retfærdighedens Fordringer, men ogsaa at undervise, retlede og genoprette saa mange af den faldne Slægt, som viser Længsel efter Harmoni med Retfærdigheden. Til sidst vil han overgive dem til den guddommelige Lov, men føst naar de er saa fuldkomne, at de er i Stand til at opfylde dens fuldkomne Krav.«(4) Russell påpeger, at det imidlertid ikke udelukkende er dødsdommen, der adskiller Gud fra mennesket. Også det forhold, siger han, at mennesker ikke giver agt på den frelsesplan Bibelen indeholder, at budskabet om nåde og tilgivelse lyder upåagtet, samt at mange er langsomme til at tro og opfylde de betingelser Gud stiller for at man kan opnå frelsen. Desuden er mange blevet vildledt af Satan; mange er blevet forvirrede af religionernes forskellige udsagn om Gud. Han påpeger dog, at Jesu offer er for alle, at det er Guds plan at alle mennesker skal høre budskabet og om muligheden for frelse. Selvom han siger, at frelsen er for alle, så foretager han ikke desto mindre en opsplitning i vilkårene og tidspunktet for, hvornår frelsen vil blive menneskene til del, samt, hvad det er man bliver frelst til. I 1886, skriver han i første bind af Studier i Skriften, om vilkårene for prøven, der åbner for frelsen og fuldkommengørelsen af menneskene, at for de 144.000 vil det ske mens de lever i en verden, der er i Satans magt. Resten af menneskeheden vil få deres prøve, når Jesus og de 144.000 hersker over jorden. Men hensyn til fuldkommenheden, der er målet, så vil det for menneskenes vedkommende ske gradvist gennem de 1.000 år; men for de 144.000 sker den i ét nu, dog i to faser, først i sindet, mens de er på jorden, siden i opstandelsen, hvor de får et himmelsk legeme. Da Russell i Studier i Skriften, bind V, i 1899, fremsætter disse tanker, siger han, at det indtil dette tidspunkt kun er de 144.000 der har modtaget værdien af Jesu offer. Grunden hertil er, at de sammen med Kristus skal danne en himmelsk regering, der under dets 1.000-årige styre skal fjerne alle de hindringer, som umuliggør at mennesket kan være i samfund med Gud. I denne begrænsning er, at det kun er de troende siden Jesu død, der har opnået forligelsen med Gud, alle andre er stadig under Guds Vrede.(5) Kristi første opgave i 1.000-årsriget vil være at binde Satan, og efterfølgende sikre, at alle kommer til kundskab om sandheden. Den forsoning som Kristus skal udføre har imidlertid to sider: For det første at tilfredsstille retfærdigheden, samt at bringe dem der vil tilbage til harmoni med Gud. For det andet er det udslettelsen af dem der siger nej til Guds nåde. Forsoningen ender med, at alt i himmelen og på jorden bliver bragt i harmoni med Gud, at død, smerte og pine er fjernet. Forsoningens filosofi Forsoningen skal, siger Russell, ses i lyset af at der er en forskel mellem Skaberen og skabningen, ellers ville der være enhed mellem dem og intet behov for forsoning: »Hvorledes man end ser paa Ordet Forsoning, maa man indrømme, at Brugen af det som Helhed, naar det angaar Forholdet mellem Gud og Mennesket, indbefatter en Vanskelighed, en Forskel, en Modsætning mellem Skaberen og Skabningen - Side 62 af 84 ellers vilde de jo være i Enhed med hinanden, og der vilde ikke behøves noget Forsoningsværk, fra hvilket Standpunkt man end ser paa Sagen.«(6) Samtidig med at han betoner nødvendigheden i, at de er en naturforskel mellem Gud og mennesket, går han imod enhver tanke eller tale om evolution. Han siger, at den fulde konsekvens ved at acceptere hele eller dele af udviklingslæren, vil være en udelukkelse af enhver tanke om forsoning: »Skriften vidner helt igennem, at Gud skabte Mennesket i sit Billede - i aandelig og moralsk Henseende - at Mennesket i som jordisk Væsen, var det moralske og aandelige Billede af Skaberen, som var et Aandevæsen. Skriften erklærer, at der i Begyndelsen var Samfund mellem Mennesket og dets Skaber, at Gud anerkendte det som sine Hænders Gerning, og udtalte om det, at det var saare godt, velbehageligt, tilfredsstillende.«(7) Selvom Gud havde skabt mennesket fuldkomment, var det, fordi det var skabt med en frie vilje, nødvendigt for Gud at sikre sig, at denne blev brugt i den rette hensigt, at den blev anvendt i overensstemmelse med hans hensigter. Bibelen »viser, at Valget mellem Liv og Død blev stillet den fuldkomne Adam, og at han med Vilje og fuld Forståelse blev Overtræder; ... Den erklærer, at Dødsdommen straks begyndte at blive udført og vedblev med at blive udført paa Menneskeslægten Aarhundrede efter Aarhundrede.«(8) Og videre skriver Russell, at konsekvensen af at Adam valgte anerledes end det Gud ønskede, og dermed imod det han havde skabt det til, blev »at Menneskeslægten blev solgt under Synden, blev Syndens Slaver og maatte lide Syndens Nedværdigelse som Følge af Adams oprindelige Ulydighed og den Dødsstraf, den medførte. Genoprettelsen, ..., indbefatter dette, at noget godt og stort og værdifuldt var gaaet tabt, og at det er blevet genløst med Kristi dyrebare Blod, samt at det som et Resultat af denne Genløsning skal blive genoprettet ved Kristi andet Komme.«(9) Genoprettelsen, at mennesket skal føres tilbage til en situation svarende til den Adam befandt sig i før syndefaldet, bliver ikke kun knyttet til Jesus Kristus, men også til 144.000 særligt udvalgte mennesker, der sammen med ham skal udføre dette arbejde. Apostlene »paapeger alle, at den nuværende Tidsalder er Tiden for Udtagelsen af den udvalgte Menighed, som skal være meddelagtig med Messias (...) og samarbejde med ham som hans »Brud«, hans »Legeme«, i den Gerning at bringe Verden de Genoprettelsesvelsignelser, som blev tilskrevet ved det Offer, der blev fuldendt paa Golgatha.«(10) »Læg ogsaa Mærke til, at i adskillige af sine lærde og logiske Slutningsrækker peger han paa et Velsignelsesværk for Verden, hvilket skal blive udført af den herliggjorte Menighed under Kristus, dens af Gud indsatte Hoved, og viser, at det vil bestaa i at bringe Verden Kundskab om Guds Naade i Kristus, og at derved saa mange af den genløste Slægt, som er villige dertil, kan vende tilbage til Forsoning eller enhed med deres Skaber i Løbet af Tusinaarsrigets Tidsalder, da Genoprettelsen af Guds Gunst, der gik tabt i Eden, vil finde Sted.«(11) Et særkende ved Russell's forsoningsfilosofi er, at frelsen sker i flere tempi, at den bygger på en elitær tankegang. De 144.000 er de første, som kommer til at nyde godt af Jesu offerdød, og efterhånden som de får en opstandelse vil de sammen med ham udgøre den kollektive person, "den nye skabning". Det er først i anden omgang, at mennesker i almindelighed få en opstandelse med udsigt til at blive frelst efter en bestået prøve. Side 63 af 84 Russell's tanke er, at de 144.000 skal gennemgå den samme prøve og lidelse som Jesus, blot med den forskel, at Jesu offer soner, det gør deres ikke, men de skal dog sammen med Jesus uddele goderne af hans offer. Jesu Kristi lidelse og død danner grundlaget for frelse, at frelsen er mulig, men det er den 'nye skabning' under ét, det vil sige både Jesus og den 144.000, er forudsætningen for menneskehedens frelse. »... i Rom. 8, 17-24 ... peger Apostelen aldeles tydeligt paa en Forskel mellem Menighedens Frelse og den derpaa følgende Frelse og frigørelse for Verden, den sukkende Skabning. Han henleder Opmærksomheden paa Menigheden, der skal være Kristi Medarving og til sidst, om den trofast udholder Lidelser med ham nu i Tiden, vil faa Del i hans Rigets Herlighed. Han forsikrer, at den nuværende Tids Lidelser ikke er at regne imod den Herlighed, som senere hen skal aabenbares paa os. Og derpaa gaar han over til at sige, at denne Herlighed, som skal aabenbares paa Menigheden, efter at dens Lidelser er fuldendt, er Grundlaget for den sukkende Skabnings Forventning, for den Længsel og det Haab, der skal virkeliggøres paa den Tid, da Guds Børn bliver aabenbaret.«(12) »Apostelen viser derefter, at Menneskeslægten ... ikke er uden Haab, ... at hele Menneskeslægten til sidst vil blive frigjort fra Syndens Slaveri og fra dens Straf, Døden, og naa frem til den herlige Frihed (fra Sygdom, Smerte, Bekymring og Sorg), der tilhører alle dem, der er Guds Sønner. Det var fra denne Sønneudkaarelses Tilstand og Frihed, Menneskeslægten faldt ved Ulydighed, og det vil blive til den samme Tilstand, den vil faa Lov at vende tilbage... Apostelen paapeger endelig, at Menigheden, som allerede har modtaget Forsoningen (modtaget den guddommelige Foranstaltning) og er kommet i Harmoni med Gud og har faaet aandens Førstegrøde, ikke desto mindre sukker paa Grund af de den omgivende Tilstande og venter paa sin Del af det fuldendte Forsoningsværk - venter paa at modtage Fylden af Guds Gunst, Kristi Legemes, Menighedens, Forløsning i den første Opstandelse«(13) Forsoningens mellemmand »Disse to Træk i Forsoningen: 1) at rette det urette og 2) bringe de adskilte til Enhed, kommer ogsaa frem derved, at Gud vil oprette en ny Pagt, hvis Mellemmand er Jesus Kristus, vor Herre.«(14) Til forsoningsplanens gennemførelse er der behov for en mellemmand, for at Gud kunne handle med mennesket. Det Jesus gjorde og gennemlevede var i sig selv ikke tilstrækkeligt. Jesus havde tilvejebragt en forsoning, nu skulle der ske en forligelse, og her havde Gud brug for de 144.000 for at hans plan kunne være fuldkommen og gennemførlig. Hovedet, Jesus er i himmelen, med direkte kontakt til Gud, Legemet, de 144.000, levende på jorden for at tale til menneskene. Mellemmanden bliver et "samfund mellem to naturer", himmelsk og jordisk, med en intern kommunikation af en eller anden art, hvor det er helligånden der er formidleren. »Adams Ulydighed og den Dødsstraf, som den medførte, gjorde ham aldeles hjælpeløs, undtagen for saa vidt som den Almægtige sørgede for en Genoprettelse af Slægten ved den nye Pagt, og den nye Pagt har, som Apostelen viser os, en Mellemmand. Gud paa den ene Side har at gøre med Mellemmanden og ikke med Synderen, og Synderen paa den anden Side har at gøre med Mellemmanden og Side 64 af 84 ikke med Gud. Men inden Jesus Kunde blive Mellemmand, maatte han udføre et Værk for Menneskeslægten, og dette fremstilles billigt som en Besegling af den nye Pagt med hans eget dyrebare Blod - den nye Pagts Blod. ... Gud kan i sin Retfærdighed ikke antage eller have noget at gøre med Synderen, hverken direkte eller indirekte gennem en Mellemmand, ... med mindre den guddommelige Retfærdighed først er blevet tilfredsstillet. Da Jesus altsaa betalte vor Straf med sin Død, muliggjorde han derved Beseglingen af den nye Pagt mellem Gud og Mennesket; under ens vilkaar kan alle, som vil, komme til Gud ved ham, Mellemmanden.«(15) »Dette Forsoningsværk kan heller ikke, saa vidt det angaar Menneskeheden, blive udført i et Øjeblik og ved Tro alene. ... Medens det altsaa er Mellemmandens (baade »Hovedets« og »Legemets«) Gerning at forkynde for Mennekseheden, at Gud har tilvejebragt et Syndoffer, hvorved han kan være retfærdig og dog modtage Synderen ..., har Mellemmanden tillige det Hverv at gøre det klart for Mennekseheden, at dette Tilbud om Frelse er en stor Naadegave, som man hurtigt bør tage imod, og at de Betingelser, der er knyttet til dem, kun er en fornuftig Gudsdyrkelse.«(16) Da Jehova havde skabt Adam var der blevet indgået en pagt mellem de to med hensyn til forvaltningen af jorden. Men Adams synd ophævede denne pagt, og der blev behov for en ny pagt til forvaltning af jorden og sikre et fortsat godt forhold mellem Gud og menneskene. »Denne store Midlergernings Udførelse vil medtage hele Tusindaarsrigets Tidsalder. Det er for dette Værks Skyld, at Messias' Rige vil blive oprettet paa Jorden..., for at han kan udrydde enhver ond Indflydelse, der vil hindre Menneskeslægten i at komme til Kundskab om den naadige Sandhed om Guds Kærlighed og Barmhjertighed og om den Foranstaltning der ved den nye Pagt er truffet til, at »enhver, som vil«, kan komme tilbage til Harmoni med Gud.«(17) Genoprettelsen, resultatet af forsoningen Når de 1.000 år med Kristus og de 144.000, som konger og præster er tilendebragt, og Kristus overgiver herredømmet over jorden og menneske til Gud igen, vil denne 'redningsplan' have afstedkommet følgende resultater: 1) 2) 3) 4) Den nye Pagt vil være blevet beseglet og gjort tilgængelig for hele menneskeslægten.(18) »En »lille Hjord«, ..., vil være blevet forligt eller bragt tilbage til Harmoni med Gud ... fordi de saaledes er Afbilleder af deres Frelser, efter Guds Bestemmelse skal faa det Privilegium at være Medarvinger med Kristus til det tusindaarige Rige og delagtige med ham i den guddommelige Natur.«(19) »Alle de af Menneskeheden, der har ønsket om Guds Gunst paa de fremsatte Betingelser, vil være blevet forligt, fuldt ud genoprettet til fuldkomne, lykkelige Mennesker; ... fuldt ud underviste i Retfærdighed og Selvbeherskelse og fyldte med Troskabsaaand mod Gud, ... I denne Tilstand vil de være uden Dadel og i Stand til at bestaa enhver Prøve.«(20) »Alle andre af Slægten vil være blevet udryddet som uværdige til Guds Gunst ...«(21) Side 65 af 84 Mennesket vil da være bragt tilbage i en tilstand som den Adam havde før syndefaldet, blot med den forskel at de nu har en erfaring med hensyn til det onde og hvad synd er. »Endvidere vil den besidde en forøget Kundskab og en Evne til at bruge de forskellige Talenter og Færdigheder, som Mennesket oprindelig havde ved Skabelsen, men da kun i en uudviklet Tilstand.«(22) Først efter de 1.000 år, er mennesket fuldt ud fuldkomment, ikke kun som en virtuel, men som en faktuel fuldkommenhed. Resultatet af forsoningen, bliver ikke kun genoprettelse, men også, at det skete vil danne ræsedens for eftertiden, således at historien ikke gentager sig. »Og hvad vil blive Midtpunktet i den Fortælling, der saaledes skal berettes i al Evighed? Det vil blive Beretningen om den store Genløsning, der blev fuldendt paa Golgatha, og om Forsoningen, der blev grundlagt paa denne Erlæggelse af den »tilsvarende Sum«, som viste, at Guds Kærlighed og Retfærdighed er nøjagtig afbalanceret.«(23) Problemer ved Russell's filosofi »Den »Genløsningsbetaling for alle», som »Mennesket Kristus Jesus» gav, garanterer ikke evigt liv for alle, men den garanterer hvert Menneske en anden Lejlighed til eller Prøve for Opnaaelsen af evigt Liv. Mennesket mistede ved sin første Prøve de Velsignelser, der oprindeligt var blevet det til Del; men Gud har ved den Genløsning, han tilvejebragte for det, i Virkeligheden vendt denne Prøve til gode for de trofaste, som er blevet oplært gennem Erfaringen. Men den Kendsgerning, at Menneskene er genløst fra den første Straf er ingen Garanti for, at de ikke, naar de hver for sig stilles paa Prøve for evigt Liv, vil undlade at vise den fuldkomne Lydighed, uden hvilken ingen vil faa Tilladelse til at leve evigt.«(24) Den filosofi der ligger til grund for Russell's forsoning mellem Gud og mennesker, rejser uvilkårligt spørgsmålet: Hvad ville konsekvensen have været, hvis menneskets ikke havde syndet, eller det ikke var Adam, der havde syndet, men at det for eksempel havde været Kain, der var blevet den første synder? Ud fra Russell's tankegang ville det stadig have fordret en genløsning for Kain og hele hans slægt, da han i så fald ville have været den første der syndede; han ville, som den første synder, ikke have noget erfaringsgrundlag for hvad der er ret og uret, rigtigt og forkert. Problemet ville være blevet kompliceret yderligere, hvis der havde været flere, der samtidigt havde syndet, da det i så fald havde fordret mere end en Jesus til at bringe sonofre. Havde der ikke været synd ville menneskene aldrig have lært Gud at kende. Hvis den første synder var en af Adams sønner, ville det have betydet ophævelsen af det absolutte i Guds Retfærdighed i Russell's forsoningsfilosofi, idet grundlaget, ud fra hvilket der da handledes, ikke ville have været det samme, at alle ikke ville have fået en lige chance. Fra den første synd blev begået ville det betyde, at de der siden hen syndede, ville blive dømt ud fra andres erfaring, eller rettere, mangel på sammen. Mens den første synder, bliver dømt ud fra egne erfaringer. Det ville også betyde, at den første person ville få to prøver, mens de efterfølgende kun ville få én. Dette problem søgte Russell senere at løse ved at sige, at Gud vidste at mennesket ville synde, og at han allerede inden skabelsen havde planlagt forsoningen og dannelsen af 'den nye skabning'. I de ændringer som Vagttårn-Selskabet senere hen har foretaget i Russell's lære, således at Adam ved sin synd, forspildte sit liv for evigt, bliver konsekvensen, for at kunne fastholde idéen om Guds absolutte retfærdighed, at fuldkommenheden, som Adam havde den, udelukkede eller ophævede Side 66 af 84 behovet for erfaringen, idet fuldkommenheden i så fald indebærer en immanent analytisk forudseenhed og virtuel forudviden om en handlings moralske konsekvens. Om grundlaget for en anden prøve til det evige liv siger Russell: »Menneskets Tilstand vil ikke blive gunstigere, vad Omgivelserne angaar, end Tilstandene og Omgivelserne i Eden; men den store Forskel vil bestaa i den forøgede Kundskab. Erfaringen af det onde som Baggrund for den Erfaring af det gode, der vil blive alle til Del under den kommende Tidsalders Prøve, vil være den store Fordel, der vil faa Resultaterne af den anden Prøve til at blive saa vidt forskellige fra Resultaterne af den første; ja det er den Fordel, for hvis Skyld den guddommelige Visdom og Kærlighed sørgede for, at alle skulde blive genløst for saaledes at kunne opnaa den store Velsignelse at faa en ny Prøve.«(25) Med det Russell her siger, er det endnu engang blevet fastslået, at retfærdigheden er stærkere end kærligheden, at kærligheden er styret af retfærdigheden, og ikke en retfærdighed der er styret af kærligheden. Forsoningsfilosofiens indflydelse menneskesynet. Hos Russell havde mennesket fra begyndelsen, ved skabelsen, mulighed og evnen til at leve evigt(26), millioner af år, baseret på tanken om at mennesket er evigt selvfornyende ved Guds kraft, en kraftoverførsel der sker ved forsat lydighed. Endeligheden er noget relativt, noget betinget. I den kristne tankegang er mennesket af natur synder, dødende, begrænset. Endeligheden og døden er en ubetinget del af den menneskelige natur. Russell's genløsningsstanke er en tilbageførsel til eller en søgen tilbage en "guldaldertilstand", at det nedbrydende bremses, en venden tilbage til noget oprindeligt, ved at mennesket bliver frigjort fra en dom, betalt fri. Alt dette sker på grundlag af et refærdighedsprincip og en værdisættelse. I den kristne tankegang er der tale om forløsning, en forløsning fra endeligheden, fra døden, fra det jordiske, fra den nuværende natur til noget bedre, en forsat udvikling, ophævelsen af fremmedgørelsen i forholdet til Gud. I dette ligger, at det er i menneskets natur at det er synder, det vil sige endelig, utilstrækkelig, at det dør, fordi det er bundet mellem to tilstande, draget mod ånd og kød på en og samme tid. Den kristne menneskesyn og tankegang er båret af kærligheden. ---------------<NOTER>--------------------<NOTER>---------------- (1) (2) (3) Studier i Skriften, bind V, side 17. Ibid, side 17.f Alene det forhold at Gud ikke kan have kontakt eller handle med det syndige menneske, samt at mennesket er under Jesu særopsyn, således at det er uden for rækkeviden af Guds retfærdighed, umuliggør tanken om den treenige Gud. Russell's forsoningsfilosofi og læren om treenigheden udelukker gensidigt hinanden. Hos Russell er det bærende element Guds retfærdighed, en egenskab ved Gud. I den kristne tro, er det kærligheden, som er bærende; hos Russell er helligånden en upersonlig kraft, Guds immanente vilje og udfarende kraft, hvor der i den kristne tanke er tale om det Side 67 af 84 (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) (19) (20) (21) (22) (23) (24) (25) personificerede kærlighedsudtryk, en del af Guds person med egen vilje, uden dog at være den hele Guds person og vilje. At hævde at Jesus er sand Gud og sandt menneske, kan ganske enkelt ikke rummes i Russell's forsoningsfilosofi. Studier i Skriften, bind V, side 18. Konsekvensen af dette er, set i lyset af det her nævnte, at det reelt kun er de "heldigt" stillede, der havde mulighed for at opnå den højeste velsignelse, at det er tilfældigheder, og ikke nåde, der er den afgørende faktor i den første del af udførelsen af frelsen. Studier i Skriften, bind V, side 21. Med det Russell her siger, er det en naturforskellighed der er grundlaget for forsoningen; men problemet er ikke, som han selv tidligere har påpeget, en forskel i naturen, men at der sket et lovbrud, en handling, der brød den pagt der var blevet indgået i Eden om herredømmet over jorden og løftet om det evige liv. Det er et brud på et vilkår for en relation, der skal forsones. Det Russell får betonet ved at udtrykke sig på denne måde er, at det er en forsoning mellem to naturer, og ikke en forsoning af et pagtsforhold. - Man kunne her fristes til at se det, som, udtrykt med Freuds ord, en fejlhandling, at det Russell dybest set har i tanke er, ikke en forsoning med Gud, men at blive som Gud, hvilket reelt set også er det hvad konsekvensen af hans lære indebærer. Nogle vil mene, at de med rette kunne hævde, at den forskel som Russell taler om, hvad sammenhængen tilsyneladende understøtter, ikke er forskellen mellem de legemlige naturer, en forsoning mellem en jordisk og en åndelig, men en forsoning i den relation, der bygger på at mennesket i sind og morals sans er skabt i Guds billede. Dette er også rigtigt, men her er det at man skal huske, at sindet hos Russell er selvstændigt, at han tænker dualistisk, at sindet er noget iboende. Dette fremgår blandt andet af hans tale om, der hos de 144.000 opstår det fænomen, at de fra deres indvielse og salvelse, er sammensatte af to naturer, at det fysiske legeme er af en natur, og sindet er af en anden natur. (Dette punkt bliver behandlet i et senere kapitel om de 144.000). Og det er dette sind, der for Russell's vedkommende skal forsones med Gud, således at han her opnår sammen natur som Gud. Hvad den øvrige menneskehed angår, så vil den dobbelte naturforskel mellem Gud og menneske blive fastholdt. I denne passage er det, at vi måske finder en del af hans motiv for hans religiøse anskuelser, set i lyset af hans forhold til helvedeslæren og arten af hans relation til henholdsvis Stetson og Storr, der havde udviklet sig til religiøse fader-skikkelser. Studier i Skriften, bind V, side 22. Ibid., side 22.f. Ibid., side 24. Ibid., side 25. Ibid., side 26. Ibid., side 26.f. Ibid., side 27.f. Ibid., side 26.f. Ibid., side 28.f. Ibid., side 30. Ibid., side 30.f. Ibid., side 31. Ibid. Ibid. Ibid., side 31.f. Ibid., side 32. Ibid., side 33. Studier i Skriften, bind I, side 160.f Ibid., side 162. Side 68 af 84 (26) Jævnfør her den oplysningen som Russell fremfører om cellerne fornyelse i Studier i Skriften, bind I, side 218.n, et princip der stadig en immanent i Jehovas Vidners menneskesyn med hensyn til forståelsen af muligheden for at kunne leve evigt her på jorden. Side 69 af 84 Ligheder mellem Russell's og Mormonernes ideverden Side 70 af 84 Forholdet mellem syndelegemet og vilje og dets betydning for det evige liv Russell arbejder tilsyneladende, bevidst eller ubevidst, med en klar sondring mellem ånd og legeme. Synden er primært knyttet til viljen, sindet, og dette har en afsmittende effekt på det fysiske legeme. At det er fra det fysiske legeme, at mennesket modtager sine fristelser. Sindet er svækket, men det er ikke derfra synden udspringer, det er fra legemet. Mormonerne har et noget tilsvarende syn herpå. Dette kommer frem i forbindelse med den forkyndelse som forekommer efter døden, og sjælen befinder sig i himmelen og venter på opstandelsen og dommen. Her vil de der er mormoner forkynder deres lære for dem der enten ikke har hørt budskabet før eller har afvist at lytte til dem. Her i dette mellemstadium inden opstandelsen, er det stadig muligt at blive omvendt, men det er vanskeligt, fordi sjælen ikke har sit legeme til at minde det om hvad synden er eller har sit syndelegeme som en reference til at belyse værdien og sandheden i det som bliver forkyndt for dem. Ulighed: Hos mormonerne sker det i himmelen, hos Russell sker det efter avlingen med den hellige ånd, at vilje bliver frigjort fra kødet, får en anden natur. Det der bringer død, er ikke længere kødet, men kun viljen. Dette kan imidlertid også siges om mormonerne, eftersom de ikke har et legeme der kan friste dem, men kun kan miste det evige liv ved en ændret viljesbeslutning. Konsekvens: Den vigtigste vej til frelsen er viljen, er viljesbeslutning om at ville gøre Guds vilje. Den enkelte har således selv, relativt set, den afgørende indflydelse for om han/hun vil frelses. En forkyndelse lyder, man siger ja, beslutter sig, og ved beslutningen bliver man antaget af Gud. Frelsens nåde er ikke frelsen, men at frelsen bliver forkyndt, man er selv afgørende for frelsens mulighed. Side 71 af 84 Jehovas Vidners dæmonologi wd.1961.06.01 »Eftersom Jehova er en ordenens Gud vil det være rimeligt at slutte at hans myriader af himmelske engle er organiseret, ... Øversten af alle engle er Jesus Kristus, Ordet, den eneste ærkeengel, Mikael. ...« - side 261. Engle er personligheder. De har egennavne. De fremstilles normalt som mænd, men det er fordi Gud og Jesus omtales i hankøn; de er imidlertid kønsløse. Ligesom mennesker er englene moralsk frie, de har en fri vilje. Deres åndsevner står over menneskenes, ligesom de besidder er større magt end mennesket. - side 261.f. ----------------------------------------------------------------wd.1962.11.01/503 #Spørgsmål:# »Kan Satan og hans dæmoner læse vore tanker?« #Svar.....:# »Der er intet i Bibelen der tyder på at Satan og hans dæmoner kan læse vore tanker. Det antydes snarere at kun Gud kan: ... . - 1. Sam. 16:7; 4:13. Imidlertid kan dæmonerne højst sandsynligt på grund af deres højere intelligent og bedre iagttagelsesevne mærke sig hvad der sker i menneskets sind ved at følge dets handlinger og dets ansigtsudtryk. Hvis et menneske for eksempel begår en overtrædelse som den der nævnes i Mattæus-evangeliet 5:28, vil det antageligt kunne ses på dets ansigt og man vil derfor kunne sige hvad der bor i dets sind, hvad det tænker på, om end man ikke vil kunne læse det. Dæmonerne kan således udnytte de svagheder et menneske åbenbarer og friste det til synd.« Selvom man siger at dæmonerne ikke kan læse et menneskes tanker, så er konsekvensen af de evner som man her tillægger dæmonerne, at det reelt ikke gør nogen forskel. -----------------------<X>----------------------wd.1964.01.15/30 »Vi har al mulig grund til at tro at dæmonerne er i voldsom aktivitet i vore dage. Der er ingen tvivl om at disse dæmoner leder verdens nationer på deres march mod ... Harmagedon. ... Engle har ikke vist sig for mennesker siden dengang apostlen Johannes fik Åbenbaringen i slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning.« -----------------------<X>----------------------wd.1964.01.15/78 »Vi ledes frem, enten af dæmonerne eller af de hellige engle. Enten kæmper vi imod dæmonerne og deres fyrstes, Djævelens, rænker, eller også kæmper vi imod Side 72 af 84 de hellige engle og deres fyrste, kongen Jesus Kristus. Vi står til doms. Vi lever i en domstid. Hvem er vi for? Hvem er vi imod?« -----------------------<X>----------------------wd.1964.05.15/239.f.: Jehova beskytter sine tjenere i et vist omfang, ellers ville de allerede på nuværende tidspunkt være blevet udslettet af Satan og dæmonerne. Jehova beskytter i det omfang som det tjener hans interesser. Og nu i tids er der et vigtigt forkyndelsesarbejde der skal udføres, derfor er beskyttelsen stærkere end normalt. -----------------------<X>----------------------wd.1965.03.15 'Spirituel warfare' »Guds ord understreger hvor vigtigt det er at kristne kæmper imod de åndemagter der hjemsøger og forfører menneskene. ... I disse onde dage her i "endens tid" synes dæmonerne at intensivere deres angreb på de kristne og på dem der lige er begyndt at lære sandheden om Gud at kende. Hvad skal et menneske gøre dersom det viser sig at dæmoner sætter ind på det, overfalder det og prøver at udmatte det fysisk og mentalt ved at forstyrre vedkommendes nattesøvn? ... ... Først må man underkaste alle sine handlinger en grundig undersøgelse for at forvisse sig om at man ikke giver sig af med nogen som helst form for spiritisme, hvilket også er dæmonisme. ... Dæmonerne forfører undertiden mennesker ved at indgive dem interesse for drømme eller varsler, som de indretter deres liv efter. ...« - side 142. Årsager til dæmonangreb »Hvis man har gennemgået alle sine handlinger og funder dem fri for enhver form for spiritisme, er ens omgivelser og ens omgangskreds det næste man må undersøge. Det kan være at man bor i hus sammen med en der er medium for dæmonerne, for eksempel en mystiker, en okkultist, en voodoo-dyrker, et spiritistisk medium eller en som gør brug af en ouija-planchette. ... Det er også nødvendigt i tankerne nøje at gennemgå hvilke mennesker man omgås til dagelig. ... Hvis man plages af dæmonangreb må man også være opmærksom på ting og genstande som man er kommet i besiddelse af på det tidspunkt da angrebene begyndte. Mennesker giver sig af med hekseri og trolddomskunst kan tryllebinde et andet menneske ved at anbringe en ting der besidder magisk kraft i sit offers nærhed. ... Det er altså muligt at der i den dæmonplagedes nærhed findes en genstand eller en person der virker som den kanal hvorigennem dæmonerne søger at få kontrol over dette menneske og at udmatte det nervemæssigt, mentalt og fysisk.« - side 143. Forebyggelse mod dæmonangreb »Det er også nødvendigt at man gør en bevidst indsats for at indrette sit liv efter Guds ord. ... Når et menneske går imod sandheden i Guds ord, giver de sig af med Side 73 af 84 uretfærdighed og ikke adlyder Jehova, berøver vedkommende sig den åndelige rustnings beskyttelse. ... Da kong Saul ikke adlød Jehova, blev Guds ånd taget fra ham, og dæmonerne kunne nu rykke ind og fylde det tomrum der var opstået. Kong Sauls tilfælde viser at hvis et menneskes liv ikke er fyldt med Jehovas ånd kan en dæmonånd bemægtige sig det. ... Ved genstridigt at tilsidesætte Jehovas bud og egenrådigt at handle på egen hånd ignorerer man Guds kraft og er i Guds øjne som en der 'bruger overnaturlig magt', som kommer fra dæmonerne. Den der gør sig skyldig heri står følgelig ikke dæmonerne imod, men samarbejder tværtimod med dem. ... Hvis en kristen bliver udsat for dæmonangreb er det muligt at vedkommende ikke har iført sig hele den åndelige rustning som Gud stiller til de kristnes rådighed.« - side 142.f. Der hvor et Vidne kan have svigtet i denne henseende kunne for eksempel være, uregelmæssigt eller manglende personligt studium, ikke regelmæssigt læser Vagttårn-Selskabets publikationer, eller for ringe deltagelse i forkyndelsen af Jehovas Vidners lære. Kommentar Idet man lader antyde, at dæmonerne kan indgive et menneske interesse for ting der kan føre dem ind under dæmonernes indflydelse, samt at man skal afvise visse <#indskydelser>#, kombineret med en angst for alt hvad der er ukendt og ikke umiddelbart forklareligt, gør at mange reducerer eller stort set ophører med en mere dybdegående selvreflektion, ikke tør følge almindelige indskydelser, bliver bange for deres egen naturlige drømmeaktivitet. Det bliver heller ikke bedre af, at man søger svar på uforklarlige hændelser gennem 'mistænkeliggørelse' af de mennesker som man møder i hverdagen. Der bliver skabt en angst for mennesker uden for Jehovas Vidners egen kreds, evnen til at skabe nye sociale kontakter minimeres; dette har ikke den store betydning så længe individet er lever et aktivt liv i Jehovas Vidner, men ved et brud med den, vil det uvilkårligt give anledning til alvorlige problemer, fordi den naturlige evne til at søge og skabe nye relationer vil være mere eller mindre hæmmet. Vedkommende vil let blive tvunget til at søge tilflugt i sin angst for alt hvad der er ukendt eller umiddelbart uforklarligt. (w65.03.15/142) ----------------------------------------------------------------wd.1967.03.15 »De onde åndemagters angreb kan ytre sig på mange forskellige måder. Fra sandfærdige beretninger ved vi at der kan være tale om såvel fysiske som mentale angreb. Man kan få et slag, en lussing, blive kastet om (...), eller blive påført en fysisk lidelse som lægerne ikke kan finde årsagen til. (...) Man bliver måske forstyrret når man prøver at sove, idet man hører mange usædvanlige lyde i huset. Dynen bliver måske trukket af, sengen rystes eller der viser sig er ansigt eller et par onde øjne. Ofte er det "en stemme" der forstyrrer og terroriserer, Stemmen foreslår eller befaler i reglen at man skal gøre en bestemt ting, og følger man dens anvisning, kan det føre til åndeligt sammenbrud, vold, sindssyge eller selvmord.« - side 124. Side 74 af 84 »Men hvordan går det til at man bliver udsat for et angreb af dæmonerne? Årsagen kan være at man giver sig af med noget der har tilknytning til spiritisme, for eksempel astrologi, yoga, oversanselig opfattelsesevne, hypnose, ... Andre blotter sig for dæmonernes indflydelse ved at fylde sindet med denne verdens voldsprægede ånd. De læser måske jævnligt overspændte bøger eller kriminalromaner eller ser fjernsynsudsendelser der skildrer vold og mord. ... Andre kommer i vanskeligheder ved at konsultere folk der helbreder ved hjælp af spiritistiske metoder. Hvis man konsulterer læger, diagnostikere eller psykiatere der gør brug spiritisme eller en anden form for behandling der bygger på oversanselig opfattelsesevne, kan man derigennem komme i kontakt med dæmonerne. ... Det viser sig meget ofte at den der plages af dæmoner, har en slægtning eller bekendt der beskæftiger sig med spiritisme. En grundigere undersøgelse afslører i reglen at vedkommende har fået en gave fra den der er under dæmonernes indflydelse, og at vanskelighederne begyndte kort tid efter at gaven eller genstanden var kommet ind i hjemmet.« - side 124. »En dæmon taler ikke altid højt men prøver på anden måde at påtvinge én sine onde tanker og forslag.« - side 138. »... Nogle dæmoner finder glæde ved at hjemsøge et bestemt sted.« - side 138. »... Hvis man tidligere har beskæftiget sig med sort magi, trolddom eller andre former for spiritisme, må man forvisse sig om at alle genstande der havde tilknytning til dæmonisme, er blevet brændt. ...« - side 138. Angreb fra dæmonerne kan ofte skyldes gaver, uanset hvilken slags det end drejer sig om. Som et eksempel nævnes det at en »kvinde fik 41 graders feber da hun havde en dragt på som hun havde fået af en spiritist.« - side 139. Det nævnes endvidere, at det kan hænde at genstande fra spiritister nægter at lade sig brænde. - side 139. ----------------------------------------------------------------wd.1969.08.15/366 Hver enkelt engel har sin egen specifikke opgave at udføre. ----------------------------------------------------------------wd.1970.03.15 »På hvilket sprog Gud talte med denne første søn ved vi ikke. (...) Med denne søn som mellemled skabte Gud derpå andre åndeskabninger, keruber, serafer, engle. Gud formede deres oprindelige sprog, i overensstemmelse med disse talende skabningers evner. Han gav dem evnen til at tale sproget, og gøre det grammatisk rigtigt.« - side 126.f. ----------------------------------------------------------------- Side 75 af 84 wd.1973.07.01 Jehova beskytter »sine tjenere mod at komme under dæmonernes magt, medmindre de selv benytter disse kanaler ad hvilke man kan komme i kontakt med dæmonerne. Hvis man for eksempel giver efter for et uret eller dåragtigt begær, kan man ledt blive ledt ind til en kanal som dæmonerne har lagt, og da er man i deres magt. Et sådant menneske er #måske ikke# ligefrem dæmonbesat, men det vil gøre hvad dæmonerne ønsker, nemlig det er imod Gud. ... Det er meget farligt at prøve at efterligne eller søge omgang med verdslige mennesker eller #mennesker der følger denne verdens tankegang#. Handler man som de eller prøver man at behage dem, er man slået ind på en vej der kan ende med at man beherskes af dæmoner.« - side 292.f. »Det er mørkets magter som stofmisbrugerne nærmer sig og samarbejder med. ... Ja, stofmisbrug fører til dødsens farlig spiritisme, djævelske handlinger og dæmondyrkelse, ja kan endog resultere i dæmonbesættelse« - side 295. ----------------------------------------------------------------wd.1974.11.01 »#Spørgsmål.:# Er det muligt for kristne i dag at besværge eller uddrive dæmoner ved at bede over den som er besat? #Svar.......:# Bibelen viser at der i mange tilfælde skal mere til at befri et menneske for dæmonbesættelse end blot at bede over vedkommende. ... Der er imidlertid intet i Bibelen der tyder på at de kristne ned gennem tiden ville bevare åndens mirakuløse gaver, deriblandt evnen til øjeblikkelig at uddrive dæmoner. Tværtimod skulle de mirakuløse gaver ophøre. ... Det er derfor rimeligt at slutte at videregivelsen af disse gaver ophørte med apostlenes død, og at de mirakuløse gaver i sig selv ophørte da de sidste som ejede dem, døde.« - side 503. »Men selv om sande kristne i dag ikke gør krav på at besidde nogen overmenneskelig eller gudgiven magt til at uddrive dæmoner, betyder det ikke at de ikke kan hjælpe dem som plages af dæmoner. <#De kan bede for dem, ikke for at udvirke øjeblikkelig uddrivelse af dæmonerne, men for at de dæmonbesatte kan få åndelig styrke til at modstå angreb af dæmoner.># De kristne kan også pege på det Bibelen siger om at modstå onde åndemagter. (Ef. 6:10-18) <#De der mener om sig selv at de plages af dæmoner, må derfor selv personligt gøre en bestræbelse for at befri sig for dem># og nære et oprigtigt ønske om at følge Bibelens vejledning. ...« - side 504. Kommentar Som det fremgår af dette citat er Jehovas Vidner i vid udstrækning overladt til sig selv, hvis de er udsat for angreb fra dæmonerne. (Man har selv været årsag til det, og nu må man selv kæmpe sig tilbage.) ----------------------------------------------------------------- Side 76 af 84 ---------------<Kommentarer>--------------Omfang af englenes hjælp. De forskellige betragtninger og tolkninger, som fremkommer i Vagttårnet og andre af Jehovas Vidners publikationer, lader det være tydeligt, at englene generelt kunne yder beskyttelse ved direkte angreb mod Jehovas Vidner, når der er tale om angreb fordi de er Jehovas Vidner, fx. i en loyalitetskonflikt, jagtet af en pøbel, og når det fremmer den forkyndelse som Jehova ønsker foretaget. Case Et tidligere medlem af Jehovas Vidner for, at vedkommende mor i 1967 indlagt på et psykiatrisk hospital med et nervesammenbrud, som følge af bl.a. et voldsomt arbejdspres gennem længere tid. Efter at have været indlagt i en måned kom hun hjem, og kort efter blev hun og hendes mand opsøgt af menighedens tilsynsmand, der hævdede at årsagen til hendes nervesammenbrud var, at hun var blevet 'besat af dæmoner' (eller at hjemmet var blevet genstand for dæmonangreb). Han opfordrede dem til at gennemgå alle tingene i hjemmet, om der var arvestykker fra slægtninge der havde beskæftiget sig med spiritisme eller lign. Et andet tidligere medlem af Jehovas Vidner fortæller, at hun, da hun var Jehovas Vidne ikke modtage gaver fra mennesker hun ikke kendte, alt der virkede mistænkeligt skulle smides ud. Selv efter at hun er ophørt med at være et Jehovas Vidne, er hun stadig præget af adfærdsmønsteret fra Jehovas Vidner, nu er der blot ikke tale om dæmoner, men om upersonlige onde kræfter eller energier. Side 77 af 84 Rutherford’s lære »Da Gud skabte Jorden til Bolig for sin Skabning Mennesket, samlede han sine himmelske Skabninger foran sig. Blandt disse var Logos og Lucifer, der blev betegnet som de to »Morgenstjerner«. ... Da Gud havde skabt Mennesket og sat ham i Paradiset, Eden, gjorde han ham til en Del af Lucifers Organisation. Gud indsatte Lucifer til at være Menneskets Overherre og Opsynsmand.« - side 11. (Hvem er Gud; 1932) »Jehova brugte Logos som Redskab til at skabe Menneskene, hvorefter han satte Lucifer til at være deres Overherre, den øverste over Jorden.« - side 46.(Hvem er Gud; 1932) Side 48-50 (Hvem er Gud; 1932): Det er først efter opstandelsen, at Jesus bliver ophøjet til den højeste stilling i universet, næst efter Gud. Konklusionen må blive, at han ikke havde en sådan ophøjet stilling inden livet på jorden, hvilket underbygger tanken om broderskabet mellem Logos og Lucifer, samt at Lucifer havde en højere position end Logos, idet han blev gjort til herre over jorden/mennesket. wd.1932.07.01/204.f. Gud er et åndevæsen, ikke en åndeskabning. Logos er en åndeskabning. »Ingen Skabning kan eksistere uden en Skikkelse eller Organisme; ogsaa ethvert Aandevæsen maa besidde et Legeme, der passer for den Art af Væsen.« - side 204. Jehova Logos Keruber Lucifer Serafer Engle Mennesker Om seraferne: »Disse Skabninger er paa samme maade Lysbærere; de genspejler den evige Guds Menighed.« side 204. »Ærkeengel er et Navn, der tillægges nogle af Guds Aandeskabninger; det er en Betegnelse for, "den første i Rang". (1. Thessaloniker 4: 16) Titlen Ærkeengel anvendes ogsaa til Tider om Logos, naar han udfører et eller andet særligt Ærinde for Jehova.« Herefter nævnes det, at "Mikael" er Logos, men at det også kunne dække over en anden engel, der var udsendt i en særlig mission. Side 78 af 84 Englene er sendebud, der i visse tilfælde har fået lov til at materialisere sig, således at de blev synlige for det menneskelige øje. Englene er også blevet brugt som usynlige vejledere, f.eks. i israelitternes vandring i ørkenen til Kanaans land. De er også blevet brugt til at føre krig, som hjælpere for at sikre sejr. At de omtales som »Legioner« (Matt. 26:53) bruges som bevis på, at de er organiserede i afdelinger, for at kunne virke på den mest virkningsfulde måde. »Før Tiderne paa Jorden begyndte, havde Jehova Gud dannet sig en mægtig Organisation af en Hærskare af himmelske Væsener, iblandt dem de underskønne Engele, Ærkeengle, Serafer, Keruber, Lucifer og den ophøjede Logos, hvilke to sidste ogsaa benævnes Morgenstjernerne.« - side 205. ----------------------------------------------------------------wd.1932.07.15/219.f. Keruberne har en fremtrædende og vigtig plads i udførelsen af Guds hensigter, hvilket fremgår af, at det netop var keruber der var blevet sat til at vogte indgangen til Eden efter syndefaldet. Englene er sendebud, der skal overbringe budskaber og udføre de ordrer der bliver givet fra det himmelske. wd.1932.08.01/230.f. Gud har ved flere lejligheder ladet sine engle fungere som tjenere for menneskene. wd.1932.08.15/244 »Dette og lignende Skriftsteder lader os klart forstaa, at Herrens Engle, som naturligvis er Aandevæsener, udsendes for at udføre forskellige Ting for dem, der hører medens disse er ved at blive beredt til Riget,« wd.1932.08.15/247.f. En af de pligter der påhviler englene er at indsamle dem, der hører Gud til. wd.1932.11.01/328 Det er englene der leder indsamlingen. wd.1934.04.15/121 Kristus er den øverste engel, »Jehovas Overengel« ----------------------- Jehovas Skaberværk (1936) »Det var over de laverestaaende Dyr og over Fuglene, at Adam fik Herredømme. Der blev ikke givet ham noget Herredømme over Mennesker. Overherredømmet over hele den jordiske Del af Skaberværket, Mennesket og alt, hvad der er underlagt Mennesket, indbefattet, blev tildelt Lucifer. Lucifer var fuldkommen paa alle sine Veje, indtil han i sit Hjerte begyndte at pønse paa Oprør imod Gud.« Jehovas Skaberværk (1936); side 6.f. »Jehova Gud er den selveksisterende, den, der er til i Kraft af sig selv, uden Begyndelse og uden Ende, ... Da alt, bortset fra Jehova selv, er skabt, er Jehova Gud følgelig det eneste Væsen, den eneste, som kan betegnes som den altid værende. Det er derfor ikke korrekt at tale om Mennesker som "menneskelige Væsener". Menneskene har ikke selv gjort noget for at blive til, faa en Tilværelse, Side 79 af 84 følgelig er de ikke Væsener men Skabninger.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 12. »Det er ikke rigtigt at sige, at Engle har "Englenatur", thi Ordet Natur kan kun bruges om det, der hører Jorden til, det vil sige den synlige Del af Skaberværket.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 12. »Der er kun eet Sted i Bibelen, der blot saa meget som antyder, at det kunde være ret at tale om aandelig eller guddommelig Natur, og det beror udelukkende paa en uheldig Oversætelse*) ... Der er aandelig Vækst, men ikke aandelig Natur. ... Betegnelse Natur kan kun anvendes om Guds synlige Skaberværk.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 13. *) Det bibelvers som Rutherford henviser til er 2. Peter 1:4. »Ingen Skabning kan være til uden at have et Legeme, en Organisme.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 14. »Lucifer var en vidunderlig smuk Skabning, omgivet af et Væld af Lys, idet han havde nøje Kendskab til Jehovas Vilje og Forsæt.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 14. Keruber »er et Udtryk for Aandeskabninger, der er sat til at vogte visse Interesser inden for Guds Organisation. Titlen Kerub bruges med andre Ord om en Stilling, der indtages af en Aandeskabning. Da Lucifer fik overdraget Tilsynet med Mennesket i Eden ..., blev han ifølge Bibelen betegnet som "en salvet, skærmende Kerub", hvilket vil sige, at han var officielt indsat til som Kerub at vogte visse Interesser.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 15. »Serafer er ligeledes et Navn, der anvendes om Aandeskabninger. Disse Skabninger har faaet tildelt visse særlige Opgaver inden for Jehovas Organisation, ... Seraferne er Lysbærere. De genspejler den Herlighed, der udstraales fra den store Jehova Gud og fra den han har indsat til at være Universets Hersker.« Jehovas Skaberværk (1936); side 15. »Engle er aandelige Sendebud, der har faaet en særlig Tjeneste overdraget af Herren. Jesus sagde, at disse Engle bruges af Jehova efter hans Vilje og kan altid træde ind for Jehovas Aasyn. kan fremtræde i menneskelig Skikkelse, i et Legeme og en Organisme, som ikke er aandelig ...« - Jehovas Skaberværk (1936); side 15.f. »Om Jesus er skrevet i Bibelen, at Han først var en Aandeskabning, og da Gud sendte ham til Jorden, ..., blev han Kød, det vil sige et Menneske, og tog Bolig blandt Menneskene, blev levendegjort i Aanden. Gud ophøjede den guddommelige Skabning, Jesus Kristus, til den højeste Plads i Himmelen og indsatte ham som Hoved for hele Skaberværket.« - Jehovas Skaberværk (1936); side 16. Opsamlende kommentar: Rutherford siger her, at keruber, serafer og engle kun er at betragte som funktionsbetegnelser, at alle skabninger i himmelen er af samme slags eller art, på samme måde som menneskene er det, Side 80 af 84 omend de ser forskellige ud. Adam var "fader" til alle mennesker. Logos var "fader" til alle åndeskabninger, samt Adam. Hvad der i denne forbindelse er umiddelbart vanskeligt at gennemskue er, om der med udtrykket <morgenstjerne> om Logos og Lucifer antydes et broderskab mellem dem. Dette kunne sluttes ud fra den måde Rutherford fremstiller forholdet mellem Logos og Lucifer i forbindelse med genløsningen og forsoningen. På den anden side kan det heller ikke afvises, at der med det der her fremføres, råder et far/søn-forhold mellem Logos og Lucifer. Logos er som Guds redskab "fader" til <alle> åndeskabninger, at alle undtaget Logos er brødre. Hvis man arbejder ud fra en forestilling om, at Lucifer var den første der blev skabt efter Logos, kunne dette forklare udtrykket <morgenstjerne> eller brugen heraf, ligesom det også kunne forklare, hvorfor det var Lucifer der fik overherredømmet over jorden, og ikke Logos. Dette vil stemme overens med Russell's forsonings-filosofi og den indre sammenhæng heri. far søn Jehova Jesus Logos Lucifer Logos bliver på denne måde den forsonende i alle henseender, både m.h.t. åndeskabninger og mennesker. - MEN, det betyder så også, at der er et "broderskab" eller en "broderlighed" mellem Adam (og Eva) og åndeskabningerne. Dette er ikke tilfældet for alle andre mennesker, i og med de er efterkommere af Adam. Logikken vil da også hænge sammen ved, at henholdsvis Lucifer og Adam var de første af Logos m.h.t. himmel og jord. Dette har betydning for forståelsen af det oprør som Lucifer iværksatte og hans motiv herfor, idet han ved at få Adam over på hans side, havde en magt over, eller indflydelse på, den stilling som Adam havde i forhold til menneskeslægten, der var lig den som Logos have over alle himmelske og jordiske skabninger ved skabelsen. Hvad er konsekvensen af Jehovas Vidners nej til at Jesus er født af Gud, ikke skabt? At Gud er én betyder, at de er lige, sammenhørige, men at de er lige betyder ikke at de er ens. For at kunne fastholde sandhedsværdien af udsagnet i Deut. 6:4 *1) , må fødslen af Logos samtidig også betyde, at Helligånden (Gud Helligånd) blev født, får sin egen skikkelse. At der er tre og dog kun én, må derfor også betyde, at Helligånden bliver den forende kraft mellem Gud Fader og Gud Søn, at Helligånden er det der både forener og adskiller de to på en og samme tid. Gud Helligånd bliver den dynamiske kraft.*2) For at fastholde forestillingen om Gud som det Absolutte, hvordan kan man så forklare oprindelsen til alt det skabte, både det synlige og det usynlige? Hvis der er eller har været et "ur-stof" uden for Gud, parallelt med Gud før skabelsen af Logos, er Gud ikke længere det Absolutte, det Ultimative. Hvad der kan hjælp os til at finde svaret på det skabtes ophav, er Einstein's berømte formel (M²=E), at energi kan transformeres til masse, og masse til energi. Helligånden, den dynamiske kraft vil da være det der er kilden til alt stof eller materie, til alt hvad der er skabt. Side 81 af 84 Hvad bliver konsekvensen af en sådan tese? Den vil bl.a. kunne forklare en udtalelse som 'Gud er i os, men vi er ikke i ham', give os svaret på hvorfra Satan og dæmonerne får deres kraft.*3) *1) "Hør Israel, Jahve vor Gud er én." *2) Dette kan forklare baggrunden for Jesu udsagn om, at synd mod Faderen og Sønnen er der tilgives for, men ikke for synd mod den hellige ånd. *3) Satan og dæmonerne er således indbegrebet af synd mod Helligånden, idet de ikke blot har brugt deres frie vilje (hvis da dette udtryk kan bruges i denne sammenhæng) til at vende Gud ryggen, men også, at de bruger åndens kraft til at modarbejde Gud, bruge kraften mod dens hensigt, og heri sætter Guds vilje ud af kraft. (Jævnfør her Jesus udtalelse til farisæerne, da de beskyldte han for at uddrive dæmoner ved hjælp af Belzebul.) Side 82 af 84 Den historiske Jesus Jesus bliver født som menneske, men ved intet om sin førmenneskelige eksistens. Han legeme var fuldkomment, og hvis han ikke var blevet korsfæstet ville han kunne have været i live den dag i dag. Forud for dåben har hanindviet sig til at gøre Guds vilje. Dette betyder bl.a. at han fraskrev sig retten til at leve som et fuldkomment menneske på jorden, således at han kunne bruge sit legeme som et offer. Ved dåben tilkendegiver Gud at han har accepteret indvielsen ved at avle Jesus med den hellige ånd og gøre ham til en ny skabning. At han blev en ny skabning indebar, at hans hidtidige sind, selvom det var fuldkomment blev dødet, at sindet blev ofret i indvielsen. Det fuldkomne menneske Jesus døde således i to omgange. Først døde hans sind ved dåben, siden døde hans legeme ved korsfæstelsen. Men korsfæstelsen betød også døden for hans åndelige sind i de tre dage han lå i graven. Ved opstandelsen blev hans livskraft gengivet til ham, sammen med hans sind, der nu var af guddommelig natur, sammen med et himmelsk, åndelig legeme, ligeledes af guddommelig natur. Midlet til genoprettelse En af Russell tanker i forbindelse med den nye skabning er, at Gud allerede inden han skabte mennesket vidste, at Adam ville synde. Derfor lagde Gud den plan, at han satte sig det mål, at han ville sende sin søn til jorden som et menneske for at bringe sit jordiske liv og legeme som et offer til Gud, samt at han ville tilvejebringe en gruppe af mennesker der skulle gennemgå den samme lidelse og bringe det samme offer som Jesus, og at de sammen med Jesus skulle føre menneskene tilbage til eller frem til det fuldkomne stade som det ved skabelsen var Guds hensigt. ---------------<NOTER>--------------------<NOTER>---------------»Men naar Gud, Faderen, avler de indviede troende blandt Menneskeslægten til at være aandelige Sønner eller Børn, avler han dem paa ny med uforkrænkelig Sæd. Det vil sige, han genføder dem med uforkrænkelige Midler til at give Liv og Tilværelse, nemlig hans Aands Kraft eller Virkekraft.« (wd.1948.07.15, s.216) De 144.000 kommer at blive 'havende liv i sig selv', og fra det øjeblik det sker, bliver de i stand til at skabe og give liv (tilværelse). De bliver som Gud og Jesus, skabende guder (jvfr. SIS-VI-76), og med den ene forskel fra Gud, at de som Jesus har en begyndelse, hvilket Jehova ikke har. »Vor Herre Jesus Kristus bliver ikke alene om at få udødelighedens pris fra sin himmelske fader. Denne pris fremholdes også for hans legeme af 144.000 trofaste efterfølgere, hans "brud". ... Efter at disse sande Kristi efterfølgere har bevist deres trofasthed indtil døden her på jorden, går de først ved hans andet komme inde til udødeligheden og uforkrænkelighed med ham i himmelen, når Jehova oprette Riget med ham på tronen. Til den tid oprejser kongen Kristus Jesus sine trofaste efterfølgere fra døden. Det er således kun ved en opstandelse fra døden til liv som åndeskabninger i himmelen, at disse trofaste går ind til udødelighed og iklædes uforkrænkelighed.« (wd.1949.03.15/93) Side 83 af 84 »Deres fortsatte beståen afhænger ikke af om de får tilført energi udefra. Gud har givet dem evnen til at opretholde sig selv, den evne han selv har.« (wd.1964.03.15, s.139) Vagttårnet, 1. marts 1978, side 6, indeholder følgende henvisninger, i forbindelse med de 144.000's opgave med at uddele goderne af Jesu offerdød. Vagttårnet, 1. februar 1951, side 43,44, § 22-25. - (At spise og drikke for livet i sig selv) Vagttårnet, 15. juli 1949, side 216,217, § 23-28 - (Gaven: Livet i sig selv) »I stedet for at blive dømt skal disse 144.000 medarvinger sidde på domstroner sammen med Jesus Kristus. ... Der har været en forudgående domsperiode for disse 144.000 mens de levede på jorden. [...] De bliver altså ikke dømt mens Kristus hersker i de tusind år, men sammen med ham skal de dømme den genløste menneskeslægt.« (dw.1978.12.01, s.12) På spørgsmålet »Hvordan skal kristne "dømme engle", som der står i Første Korinterbrev 6:3?« »Der hentydes uden tvivl til at de salvede kristne sammen med Kristus har andel i at eksekvere dom over de onde engle, dæmonerne. ... Åbenbaringen siger ikke direkte at de salvede kongepræster i himmelen vil være med til at eksekvere denne dom. Men den nævner heller ikke at dæmonerne vil blive bundet i afgrunden sammen med Djævelen, hvilket dog fremgår af andre steder i Bibelen.« (wd.1980.04.15, s.24) »Bibelen siger ikke hvad Jesus og hans medregenter vil få at gøre efter tusindsårsriget. Men i beskrivelsen af det bylignende ny Jerusalem i himlene omtaler Åbenbaringen 22:5 nogle der "skal herske som konger i evighedernes evigheder", og dette sigter tydeligvis til Jesu medregenter, de 144.000 de udgør hans brud. Vi kan være forvissede om at Jehova har mange privilegier og opgaver i beredskab til dem, så de fortsat kan tjene ham et sted i hans skaberværk.« (wd.1981.15.02, s.23) Der tages på ingen måde forbehold over for de udtaleser som Russell i sin tid fremsatte om deres opgaver på andre planeter. Tværtimod kan man næsten sige, at de med udtalelsen »et sted i hans skaberværk« blot understreger at de stadig fastholder denne lære. Side 84 af 84
© Copyright 2024