1. No category

INDHOLD
FANTASTISK FRITID!
REDAKTION
04 Leder
UNIVERSITET
6
SPINNING
06 SU-rådet sat uden for døren
Formanden for rådet efterlyser indflydelse
08 »Danskerne er som stegt flæsk med persillesovs«
Det mener to udvekslingsstuderende over et måltid traditionsrig flæsk
10 En fight for fremtiden
Græske studerende protesterer i frustration for deres fremtidige karrierer
FITNESS
13 Rustogrammer
HOLDTR ÆNING
SAMFUND
14 »Jeg er en åndelig kriger«
Provokatøren og tabubekæmperen Carl-Mar Møller langer ud efter de
overbeskyttede danskere, som ikke tør være sig selv
22 Kender du typen?
Livsstilsekspert Niels Folmann tager dig med indenfor hos danskheden
24 Cirkus Danmark
Det traditionsbundne cirkusfolk tilpasser sig nye tider
26 Højtidens Helte
Selv om det er juleaften, er det ikke alle, der kan holde fri
30 Kenya: Oplyste unge i blikskure
De unge kenyanere håber på en bedre fremtid med mulighed for uddannelse,
et pålideligt parlament og en vej ud af slummen
32 Manuskript til søndagssucces
Befolkningen jubler over DR’s dramaserier, men det kræver hårdt arbejde at
leve op til danskernes forventninger
34 En sangsmed fra udkantsland
Udkantsdanmark burde hedde kulturbananen ifølge sangskriver
Mikael K fra bandet Klondyke
TANKE
36 D for…
Det er ikke i et DSB-tog, man forventer at få en lapdance – eller er det?
38 Gamle misforståelser ruster ikke
Formanden for Danske Studerendes Fællesråd revser regeringens
uddannelsespolitik
39 Kravlenisse
RUST har kreeret en kravlenisse, du kan hænge op i din decemberstue
Vi har det bredeste udvalg af timer,
og det bedste set-up af instruktører.
SQUASH
Den sundeste og sjoveste sport,
du kan dyrke.
NYHED
Vi har nu også
Kettlebell Crossfit
og Zumba.
Du finder alt, hvad du har brug
for til cardio- og styrketræning.
14
Vi har alle typer hold – også et til dig
- og naturligvis studierabat.
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG I DK’S HYGGELIGSTE CENTER
L Æ S M ERE P Å W W W . S Q U A S H - F IT NE SS. DK
Ejbygade 4 ∙ 5220 Odense ∙ Tlf 6612 7778 ∙ www.squash-fitness.dk
Glæd én
du holder af
– med oplevelser til biografen!
39
Et gavekort* fyldt med oplevelser
køber du i billetsalget eller på
bio-gavekort.dk
*Gælder til biografer over hele landet.
TANDLÆGE
Har du “lommesmerter”...?
...vi gir’
bedøvelsen og
røntgenbillederne
gratis til
studerende...
...mod forevisning af gyldigt studiekort.
CentrumTandlægerne
www.centrumtandlaegerne.dk
Odense Banegård Center
Odense City
Middelfart
•
•
Grønnegade 16
Teglgårdsparken 100
•
•
tlf.: 66 126 226
tlf.: 64 402 403
REDAKTION
5
Analkløe,
plastikpik og
fosterfedt
Indrømmet, overskriften på
denne leder er hverken relevant eller synderligt saglig.
Til gengæld fik den tilsyneladende din opmærksomhed. Den har vi i den grad
savnet det seneste års tid. Vi
har savnet læserreaktioner,
gnavne debattører og ivrige
skribenter. Lige nu sidder
du med vores sidste udgave
af RUST, før en ny redaktion tager over. Og ligesom når de studerende ved et
semesters afslutning evaluerer undervisningen, har vi
dedikeret denne sidste leder til en lille selvransagelse.
Da vi i sin tid ansøgte om at blive redaktører på
RUST, blev vi mødt med: »Er det ikke vildt altmodisch?« Den gang tænkte vi, at det måtte være med
sådan et studentermagasin, som det er med de der satinbukser fra 90’erne, man har skubbet ind bagerst i
garderoben: De skal lige syes lidt ind og gejles lidt op,
så bliver de hippe igen. Men da vi så havde knoklet som
ind i helvede og havde fikset vores første par, vrimlede
det ikke just med reaktioner. Lige siden har vi funderet
over, om vi er håbløse designtalenter, eller om RUST
egentlig bare bør afleveres i genbrugsbutikken?
RUST er efter vores mening ikke forældet, for vi
kunne ævle i timer om magasinets potentiale som uafhængigt talerør for studerende. Men måske skal det
nytænkes, så vi får jer studerende med. For RUST har
længe været de journaliststuderendes kæledægge. Det,
oplever vi, fører til brok i krogene på Gydehutten. Men
lad os dog se det som en gevinst. For vi journaliststuderende nyder at tage den sure pligt – at vende et højpandet lixtal til fyndige vendinger, jagte Jens Oddershede
for en sidste kommentar og luge ud for kommafejl. Problemet i øjeblikket er, at sådan et journalistisk cv-rytteri
kan komme til at klinge en anelse for meget af Politiken
og for lidt af ketchuppik. Og ja, der står ketchuppik.
For i denne måneds portræt med Carl-Mar Møller
undlod vi at bringe kærlighedsterapeutens fortælling
om sine eskapader ved middagsbordet, hvor han inviterer sin kone til at sutte sukkerholdig tomatsovs af
de ædlere dele. Den episode blev kun høfligt noteret
på journalistblokken, men
måske vi også skulle have
medbragt frikvartersblokken. For er det den slags, der
tænder jer?
Vi skulle måske være
taget på rundtur med propagandakaffe eller have
smækket en nøgen Rasmus
Seebach på forsiden. For gider jer på jurastudiet overhovedet læse om, hvad der
sker med logopæderne? Og er I studerende bedøvende
ligeglade med, om vi bruger spalteplads på forældede
forelæsninger? Vil I hellere have et magasin, som kan
fylde frikvartererne med godbidder om Medinas hunde og en guide til, hvordan Kidd laver damer?
Vores redaktion, fotografer og faste skribenter har
forsøgt os med en anden strategi. Vi har dæmpet analkløe, plastikpik og fosterfedt. I stedet har vi forsøgt at
give jer et seriøst, underholdende og visuelt lækkert
magasin, som man stolt kan have liggende fremme, når
svigermor kommer med frosne frikadeller. Men måske
skal en kommende RUST-redaktion spæde de kritiske
artikler op med flere spidsfindige, anderledes og små
artikler, som nemmere kan fordøjes over frokosten?
Og det er her, vi skal bruge jer brokkerøve fra korridorerne, der kan se, at det er på tide, at satinbukserne
syes om til et tylskørt og resterne til et par grydelapper.
Så skal de journaliststuderende nok sørge for at hæfte
enderne og sy palietter på. På den måde kan RUST
leve op til sit navn som studentermagasin. Selvom denne smøre er lang, så skal den ikke misforstås. Vi har elsket RUST, siden det første nummer
udkom en kold vinterdag for snart et år siden. Og vi tager hatten af, bukker, nejer og takker den hårde kerne,
som har bidraget med kommentarer, citater, debatter
og artikler til RUST i 2011.
Mette Serup
Chefredaktør
Maja Mazor
Ansv. chefredaktør
Jasmina Blichert
Redaktør
Koncertmiddag på
Restaurant Oluf Bagers Gård
Mad & Symfoni Koncertmenu
Koncertbillet, 2 retter og 2 glas vin for kun kr. 495,Pris for abonnenter kr. 395,Koncertmiddag med ung/studierabat
Koncertbillet, 1 hovedret og 1 glas vin for kun 195,-
QR code generated on http://qrcode.littleidiot.be
Anders Dall
Redaktør
Læs mere på odensesymfoni.dk
QR code generated on http://qrcode.littleidiot.be
God jul og godt nytår!
PS. I vores iver fik vi ikke præsenteret månedens tema,
der er danskhed.
Mette Serup
Maja Mazor
Niels Christian Buhl
Redaktør
Emma Bech
Redaktør
Faste skribenter: Anne Lundbye, Grith Larsen. Fast fotograf: Marco Bjørslev Jensen
universitet
4
Forsidefoto Marco Bjørslev Jensen
Udgiver Serviceområdet
Kontakt [email protected]
Layout Monica Brix / www.monicabrix.com
Oplag 2.500, 8 gange årligt
Web www.sdu.dk/rust
Annonceansvarlig Martiné S. Dreier, [email protected]
Tryk one2one
Adresse RUST, Campusvej 55, 5230 Odense M
Distribution Alle afdelinger af SDU
ISSN 1604-5238
universitet
7
SU-år. Her blev SU-rådets holdninger ikke
hørt under selve udformningen af forslaget, men først langt senere i processen. På
den måde mister SU-rådet sin funktion,
mener Per Andersen:
»Når man nu engang har et rådgivende
organ, som er nedsat af ministeren med repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner
og studerende, så efterlyser jeg, at man bruger det mere fornuftigt til at blive klogere
på sine forslag.«
SU-rådet sat
uden for døren
Politikerne risikerer lovsjusk, når de foreslår SU-ændringer uden at udnytte SU-rådets erfaringer og ekspertise. Det mener rådets formand.
TEKST Mette Serup og Niels Christian Buhl
ILLUSTRATION Niels Christian Buhl
Et råd, der ikke tages med på råd. Sådan
beskriver formand Per Andersen situationen for SU-rådet, som er etableret for at
vejlede uddannelsesministeren i spørgsmål
om SU. Når ministeriet pønser på ændrin-
ger af SU’en, kan de hos SU-rådet hente
relevant viden om for eksempel de studerendes forhold. Men det sker ifølge Per Andersen ikke.
»Grundlæggende føler jeg, at SU-rådet
gennem nogle år ikke er blevet hørt,« siger
Per Andersen.
Som et eksempel nævner han den tidligere regerings lovforslag fra foråret om at
afskaffe de såkaldte cafepenge og det sjette
Ingen pladsreservation
Lektor på Syddansk Universitet Morten
Balle Hansen, der er ekspert i offentlig
forvaltning, forstår Per Andersens frustration. Han pointerer dog, at ministeren helt
lovligt kan undlade at reservere en stol til
Per Andersen, når ministeriet drøfter nye
lovforslag:
»Uddannelsesministeren er ikke forpligtet til at spørge dem, men det er jo det, der
er meningen med rådet, så hvis det ikke
sker, bliver rådets arbejde lidt meningsløst.«
Morten Balle Hansen forklarer, at man i
Danmark normalt har en sund tradition for at
gøre brug af relevante råd og interesseorganisationer, mens et lovforslag er på tegnebrættet. På den måde kan ministeriet få belyst flere
sider af en kompleks sag og blive opmærksom
på eventuelle problemer.
Og jo før politikerne inddrager rådene, jo
mere fordel kan de drage af dem, mener Per
Andersen:
»Det er altså fornuftigt for en minister at
bruge et råd proaktivt, inden forslaget kommer til høring og ud i pressen. Så kan ministeriet bede rådet om at forholde sig til idéerne.«
Efterlyser proaktiv praksis Fordi SU-rådet har karakter af en interesseorganisation, der taler de studerendes sag, har
rådet ganske naturligt et ønske om at blive
hørt, siger Morten Balle Hansen:
»Jeg kan godt forstå, at Per Andersen ønsker en mere proaktiv tilgang og tidligere entre
i beslutningsprocessen. På den måde kommer
deres viden ind før i processen, og de får mere
indflydelse.«
Men der er også en anden part i sagen. For
når politikerne vil gennemføre et lovforslag,
der betyder færre penge til de studerende,
er det forventeligt, at SU-rådet vil forsøge at
bremse processen. Og det er politikerne ifølge
Morten Balle Hansen udmærket klar over,
hvilket svækker lysten til at invitere SU-rådet
med til bords:
»Ulempen er jo så, at rådets interesse for at
spænde ben for nogle ting også kommer ind
før i processen,« fortæller Morten Balle Hansen.
Det er imidlertid en helt forkert måde at se
det på, mener Per Andersen. For ved ikke at
inddrage SU-rådets insiderviden risikerer de
folkevalgte ifølge rådets formand at vedtage
ændringer med uforudsete konsekvenser:
»Den tidligere regering var for eksempel
slet ikke klar over, hvad det ville betyde, da de
foreslog at reducere SU’en til fem år. Danmark
ligger jo netop så ekstremt højt i forhold til antallet af folk, der bliver færdige med deres uddannelse, fordi de studerende har det ene år at
fjumre i.«
Ministerdøren står på klem
Planerne om at afskaffe fjumreåret var et eksempel på den tidligere regerings erklærede
mål om at forkorte de studerendes tid fra
studenterhue til kandidatbevis. Sidenhen er
navneskiltene i Uddannelsesministeriet blevet
skiftet ud, men målet er det samme, siger den
nye uddannelsesminister Morten Østergaard:
»Regeringen vil blandt andet se på, om vi
ved hjælp af positive incitamenter i SU-systemet kan få studerende hurtigere igennem uddannelserne.«
Den nye minister har endnu ikke formuleret nogen konkrete udspil i forhold til ændringen i støtten til studerende. Men når den
tid kommer, er han åben over for samarbejde
med SU-rådet, der efter hans mening dog også
selv bør tage initiativ tidligt i processen:
»Jeg er altid åben for nye forslag, også uden
for den almindelig høringsproces. Så jeg håber, at SU-rådet selv spiller ind med input,
hvis de sidder med gode ideer,« siger Morten
Østergaard.
Invitationen til selv at banke på ministerdøren tager Per Andersen gerne imod:
»Til december mødes vi i SU-rådet, og så
vil vi lave et katalog over, hvad vi synes er fornuftigt, at ministeren tager fat i.«
universitet
6
universitet
9
kansk. Hendes brune øjne bliver hvert andet
øjeblik oplyst af et smil, der tager brodden af
de råt serverede ærligheder.
Bordet er dækket efter alle kunstens regler.
Albani-øllen fra byens bryggeri bobler gyldent. Den grønne persille matcher ternene på
dugen og er med let hånd drysset ud over en
hvid sovs. Dampen fra de gule kartofler blander sig med den sprøde duft af flæsk og sender
tankerne hen til mormors køkken. I kontrast
til hele herligheden står de eddikelagrede rødbeder.
»Danskerne kan også være små, sure og
bitre som rødbeder. I Danmark får du ofte et
koldt blik, hvis du ved et uheld støder ind i
nogen på gaden. I USA siger man undskyld,«
fortæller Katelyn Sjerzputowski.
Den polske Marcela Mogilska er lidt mere
forsigtig. På hendes tallerken er flæskesværen
og fedtet skåret fra.
»Kan man virkelig spise det?« spørger hun
med opspilede øjne og prikker mistroisk med
gaflen i den hårde svær. Herefter knaser hun
for første gang en flæskesvær mellem tænderne. Og hun kan godt lide den, selvom hun
normalt spiser fedtfattigt. Ligesom hun kan
lide dansk hygge.
»Persillesovsen er hyggelig, dejlig og blød
som en dansker,« siger hun.
»Danskerne er som
stegt flæsk med
persillesovs«
Hårde udenpå og bløde indeni. Sådan er danskerne, hvis du spørger dem,
der ser os udefra. Marcela Mogilska og Katelyn Sjerzputowski er udvekslingsstuderende, og de har sat tænderne i danskerne og deres mad.
TEKST og FOTO Line Tornhøj Lektonen og Mie Leonora Heiberg
Ved en grøntternet dug på restaurant Grønttorvet i Odense spiser to udvekslingsstuderende stegt flæsk med persillesovs. Det er første
gang, de får en bid af den danske ret, som
landets befolkning har nydt godt af i mere end
et århundrede. Du bliver, hvad du spiser, siger
en gammel talemåde. Og måske er det sandt,
for pigerne kan godt se lighedspunkter mellem
den ærkedanske spise og folkefærdet selv.
»Danskerne er som et stykke stegt flæsk.
Deres facade er hård som flæskesvær, men
når man kommer længere ind, er danskerne
blødere, ligesom det her stykke,« siger Katelyn
Sjerzputowski fra USA.
»Stegt flæsk har forskellig konsistens, og
det er et billede på danskernes nuancer og
dybde. De er ikke overfladiske, når man lærer dem at kende,« siger hun på ærkeameri-
Dybe danske venskaber Både Katelyn Sjerzputowski og Marcela Mogilska er enige om, at det kræver tålmodighed
at komme tæt på en dansker. Men når det
lykkes, har man en rigtig ven, som man kan
regne med gennem tykt og tyndt.
»Forholdet mellem mennesker er stærkere
her. I Frankrig og Spanien lover man alt til
hinanden, selvom man ikke kender hinanden
så godt. Og løftet bliver ikke holdt,« forklarer
Marcela Mogilska, der har rejst i mange forskellige lande.
»I USA er det meget svært at få en nær ven,
og selv hvis man etablerede et dybere venskab
til én, vil det stadig være på et overfladisk niveau,« fortæller Katelyn Sjerzputowski.
Pigerne kan godt kan lide, at danskerne
ikke lukker alle og enhver direkte ind i det
bløde flæskehjerte. Men det gør det svært at
finde en kæreste. Og det går Marcela Mogilska på:
»De danske fyre er så lækre. Men de er alt
for generte, der er aldrig nogen, der opsøger
mig. Jeg smilede til en sød, dansk fyr på en
bar den anden dag, og han blev helt skræmt,«
siger hun.
Den danske kartoffelkultur
Rund, blød og dejlig som en kartoffel, det er
hvad den danske kultur er, hvis man spørger
Katelyn Sjerzputowski.
»Den danske kultur er homogen som en
kartoffel. Danmark har mange faste traditioner, fordi det er et lille land. Udlændinge
føler sig mere fremmede end i en multikulturel kultur som i USA. I har noget virkelig
stærkt at holde fast i, men det gør det svært
at falde til,« siger hun. I hendes hjemland er
hun sjovt nok vant til kartofler i most form.
Marcela Mogilska studerer den ravfarvede Odensepilsner og synes, den minder
hende om den afslappede atmosfære hos
danskerne:
»Måske er øllen bare et perfekt billede på
danskernes generthed. I er nødt til at drikke
en masse øl for at åbne jer,« siger hun smilende. Alkohol drikker hun ikke selv.
»Det er mærkeligt at komme til Danmark
og se øl i automaterne på universitetet. Folk
drikker øl alle steder, i bussen og på gaden,«
siger Katelyn Sjerzputowski, der er vant til
en meget stram alkoholpolitik i hjemlandet.
I USA kigger man langt efter danskernes
velfærdssamfund. Til gengæld er janteloven
ikke noget, Katelyn Sjerzputowski vil tage
med sig tilbage til USA. På Syddansk Universitet har amerikaneren fået den forklaret
med en sportsmetafor. Hvis en løber fejrer
sin triumf på vej mod målstregen, vil resten
kritisere ham for at løbe fra de andre uden
at hjælpe dem i mål.
»I USA er det lige modsat,« forklarer
hun. Men Katelyn Sjerzputowski kan godt
lide, at det hele ikke kun handler om at nå
hurtigt i mål.
»Danskere er gode til at sætte pris på processen. Det hele går lidt langsommere. Selv
på gaden går folk langsommere og nyder
turen. De har ikke så travlt med at skulle et
sted hen,« siger hun.
Pigerne har valgt ikke at få dessert, efter
tallerkenen med stegt flæsk og persillesovs er
tømt. Hvis Katelyn skulle have haft dessert,
havde hun valgt en dansk isvaffel med tre
slags is, guf, chokolade og syltetøj. Det står i
kontrast til hendes hjemland, hvor man får
én kugle i et bæger og skynder sig videre.
»Man sætter meget mere pris på hver enkelt ting her. Det vil jeg gerne tage med videre,« siger den amerikanske pige.
FAKTA:
Marcela Mogilska og Katelyn Sjerzputowski kom begge til Danmark for første gang i
august 2011.
Marcela Mogilska er 22 og oprindeligt fra
Polen, men har boet i næsten samtlige lande
i Europa. I de næste to år bor hun i Danmark
for at læse sin kandidat i Human Resource
Management (cand. negot) på Syddansk Universitet i Odense.
Katelyn Sjerzputowski er 21 og er journaliststuderende fra Ohio i USA. Hun tager et
semester i Danmark i Skandinaviske områdestudier, som blandt andet handler om skandinavisk kultur, litteratur og international marketing
universitet
8
universitet
11
En fight for
fremtiden
De unge grækere er landets mest veluddannede generation nogensinde. Alligevel ser deres fremtid dyster ud. I frustration kæmper de med bannere og protestsange for deres kommende arbejdsliv.
TEKST og FOTO Mette Serup
På de trafikerede gader omkring Syntagmapladsen er trapperne ved luksushotellerne
skrællet for marmor. Demonstranterne har
brugt det som kasteskyts mod det kampklædte politi. Bilister og fodgængere må på
improviseret vis manøvrere ud og ind mellem hinanden, fordi alle trafiklys er smadret.
På de åbne pladser pirrer tåregassen stadig i
næseborene, og fra Athens Universitets ellers
så pompøse bygning blafrer et banner med
skriften ’Besat’.
»Det er frustrerende at være studerende
på et universitet i Grækenland lige nu. Man
ved, at uddannelse ikke betyder noget. For
man kan jo ikke få et job, lige meget om man
har en uddannelse eller ej,« siger 21-årige
Daria Argiropoulou, der er jurastuderende
på Athens Universitet. I skolegården omkring hende flagrer stof med antikapitalistisk
graffiti, et rødt banner ligger sammenkrøllet
i hjørnet, og malingen på stenfliserne vidner
om heftig aktivitet, da bannerne blev til.
Grækenlands hovedstad, Athen, har de
sidste to dage lagt by til en massiv, regeringsfjendtlig strejke med over hundredetusinde
studerende, statsansatte, pensionister og businessmænd på gaden.
For de unge studerende har utilfredsheden
sine åbenlyse årsager. 43 procent af grækerne
mellem 15 og 24 år er arbejdsløse, ni procent
af alle nyuddannede kandidater forlader
hjemlandet, og universiteterne er plaget af
store besparelser. De sidste dages protester
er for de studerende også blot én af mange
de forløbne måneder. Uroen har været så
enorm, at den græske uddannelsesminister
har truet de studerende med ikke at få godkendt efterårssemestret, hvis de fortsætter optøjerne.
Akademisk afmagt
Det lader til, at de sidste 48 timer for en stund
har udmattet Athens Universitet, hvor de færreste har undervisning i dag. Blandt de jurastuderende hersker også en relativt tilbagelænet og bohemeagtig stemning med cafélatte
og sludren i skyggen. På bænkene sidder unge
hipstere i Conversesko, omfavnende kærestepar og stræbere. I går protesterede mange af
dem foran parlamentet udstyret med gasmasker og fedtet ind i noget hvidt stads, der efter
sigende skulle hjælpe mod tåregas.
»Det virker, som om det er resterne af frustration over den nye uddannelsesreform, der
har gjort de sidste dages demonstrationer så
voldsomme for os studerende,« siger Daria
Argiropoulou.
I august vedtog de græske politikere en ny
uddannelsesreform præget af privatisering og
radikale ændringer. Blandt andet skal de studerende nu have opnået deres første universitetsgrad inden fire år. Og loven virker med tilbagevirkende kraft. Helt konkret betyder det,
at nogle risikerer at skulle læse flere semestre
på én gang for at overholde fristen. Reformen afskaffede også den såkaldte
universitetsasyllov, som efter optøjer i 1973,
hvor militær og politi brutalt nedkæmpede et
studenteroprør med kampvogne, har nægtet
politiet adgang til universiteterne. De græske
politikere hævder, at rabiate venstreorienterede unge de sidste måneder har udnyttet
loven til at protestere mod de økonomiske
stramninger uden at kunne nås af politiet.
Derfor har politiet nu igen fået fri adgang til
at patruljere på de græske universiteter.
Trods Daria Argiropoulous frustration
over reformen, stod hun ikke foran parlamentet denne gang:
De græske studerende besatte Athens Universitet under landets generalstrejke 19. og 20. oktober 2011
»Jeg var simpelthen for bange for, hvad der
ville ske, fordi det virkede så voldsomt. Men
der er ingen tvivl om, at jeg skal ud næste
gang, der er demonstration,« forsikrer hun.
Rektoren raser
På et kontor et par minutters gang fra de jurastuderende forsøger rektor på Athens Universitet Theodosios Pelegrinis stædigt at køre
universitetet videre trods landets turbulente
krisementalitet.
»Men vi kan som en integreret del af
Athens samfund ikke undgå at blive berørt
og reagere på bekymringerne og magtesløsheden blandt befolkningen. Derfor er studerende også ofte en del af strejkerne, og det er
både fornuftigt og forståeligt. De studerende
skal sikre deres fremtid som en del af det akademiske miljø,« siger Theodosios Pelegrinis.
Blandt de studerende er det vanskeligt
at finde et sammenhængende argument for,
hvordan situationen bør håndteres, og hvem
der er skyld i den tragiske tilstand. Theodosios Pelegrinis er ikke i tvivl:
»De studerendes fremtid er efter min mening på spil på grund af statens sløsede og
pinagtige lovgivning, som har sat både de
græske universiteter og deres omdømme i et
yderst dårligt lys.« Veluddannet fremtidssikring
Mens Theodosios Pelegrinis taler om et fundamentalt svigt fra politikerne og hele den
græske elite, er de unge studerende omvendt
den drivkraft, der skal genoprette det uroplagede land:
»Når der er risiko for statsbankerot, kan
det sommetider sløre lidt for fremtidsperspektivet på et universitet. Den nuværende situa-
tion kan også godt forsvare et dystert syn på
tingene, men den tillader derimod ikke modløshed. Tværtimod kalder den på handling.
Og efter min mening er landets unge akademikere den mest handlekraftige og levende
del og derfor mere end nogen andre klar over
det.«
Det syn deler den 20-årige jurastuderende
Efthimis Nikolaidis, der sidder på et stengelænder i skolegården bøjet over sin lovbog.
»Trods situationen dropper folk altså ikke
bare ud, når først de er startet på universitetet. Så er det, som om at de tænker: Nu er vi
startet, så skal vi også gennemføre det,« siger
han.
Netop fordi de veluddannede unge ifølge
rektoren er så vitale for landets fremtid, er
det både sørgeligt for den enkelte og Grækenland, når en del unge i øjeblikket ikke får en
videregående uddannelse:
»Det er yderst trist, når unge mennesker,
der er ivrige efter at komme på universitetet,
må opgive drømmen, fordi deres familier
ikke har råd til at undvære de unges bidrag til
økonomien. På den måde bliver de frataget
deres potentiale og fremtidige muligheder på
grund af de uheldige, nuværende omstændigheder,« siger Theodosios Pelegrinis.
Rektor kæmper mod braindrain
Mange studerende forudser dog et så elendigt
arbejdsliv, at de overvejer at forlade Europas
paria – deres eget hjemland. Akkurat som deres bedsteforældre gjorde i 1950’erne. Ifølge
rektoren på Athens Universitet vil en masseflugt blandt de græske akademikere være
katastrofal. »Vi bliver nødt til at holde de mest lovende
Jurastudiet er allerede på dette semester forsinket en måned på grund af gentagne strejker
Generalstrejken er blevet karakteriseret som den største i
Grækenlands nyere historie
dele af vores befolkning i landet. Det er ikke
en nem bestræbelse, men vi prøver hårdt,«
siger Theodosios Pelegrinis, der dog understreger, at den høje arbejdsløshed er statens
og ikke universiteternes ansvar.
Efthimis Nikolaidis og Daria Argiropoulou
er begge så unge, at de ikke har haft glæde
af det græske gilde, men alligevel må de døje
med tømmermændene. For Efthimis Nikolaidis er der ingen tvivl om, at han vil forlade
landet, hvis køen til jobcentret stadig er lang,
når han er uddannet jurist: »Hverken min familie eller landet skal binde eller forhindre mig i at flytte. Det er vigtigt
at få en god karriere, når man har studeret i
så mange år,« understreger han.
Daria Argiropoulou har derimod sværere
ved at skulle forlade landet, hvor hun er født: »Selvom det måske virker lidt ulogisk, så
har jeg ikke lyst til at flytte herfra. Jeg vil ikke
bare forlade min familie, og jeg kan lide at bo
i Grækenland.«
Et par meter fra hende i skolegårdens
hjørne står resterne af den pastelrøde maling
og lidt flosset stof fra de sidste dages demonstrationer. Og det er nok ikke blevet gemt forgæves. For eksperter forudser, at Grækenland
ikke kan sove tømmermændene væk.
Strejke i Grækenland
RUST var i Athen under landets generalstrejke 19. og 20. oktober 2011. Skoler, metroer,
skraldemænd og butikker strejkede, og hundredetusinde demonstrerede. Samtidig vedtog parlamentet den omstridte spareplan, som var betingelsen for at modtage et stort
kriselån fra EU og Den internationale Valutafond (IMF).
universitet
10
universitet
13
RUSTOGRAMMER
TEKST Redaktionen
Odense:
Kolding:
Fynsmesterskaberne i Poetry Slam
9. december kl. 21.00
Odense Studenterhus (Kulturmaskinen)
Mads Langer med band
3. december kl. 21.00
Godset
Julekoncert – konservatoriekoncert
7. december kl. 17.17
Musikbiblioteket
The Raveonettes
9. december kl. 21.00
Posten
Hess is More
10. december kl. 21.00
Uteater/Undergrunden
Esbjerg:
Salsaundervisning
6. december kl. 19.00
Tobakken
Nikolaj Munch Sextet feat. Steffen Brandt og
Kira Skov
8. december kl. 20.00
Tobakken
Ballet – Nøddeknækkeren
13. december kl.20.00
Musikhuset Esbjerg
Studenterbutikken lukker i Odense
Hvis du efter nytår føler trang til at købe dig et kopikort, få indbundet
dit bachelorprojekt eller farveprinte, så skal du ikke henvende dig hos
Studenterbutikken i Odense. De lukker nemlig i det nye år. Leif Jensen
fra Serviceområdet forsikrer dog, at de studerende ikke bliver ladt i stikken med deres studierelevante gøremål. Nogle af Studenterbutikkens
tidligere opgaver bliver afløst af selvbetjeningsløsninger, mens andre får
ny adresse på Odense Campus. Ved redaktionens deadline stod det ikke
klart, hvor de studerende fremover skal henvende sig for at få indbundet
bøger og tanke op på kopikontoen, men det vil blive annonceret, så
snart det ligger fast.
Mungo Parks Gæstebud
Indtil 17. december kl. 19.00
Mungo Park Kolding
Slagelse:
Martin Brygman show
3. december kl. 19.30
Vestsjællands Teaterkreds
Teater: Kvinde kend din krop
15. december kl. 19.30
Vestsjællands Teaterkreds
Musikarrangement:
Ikke jule- men RockeTræs Fest
16. december kl. 20.00
Slagelse Musikhus
Sønderborg:
Von Dü
3. december kl. 21.00
Sønderborghus
Band of Heathers
8. december kl. 21.00
Sønderborghus
Led Zeppelin Jam
16. december kl. 21.00
Sønderborghus
Medievidenskab bedst til
festlig faglighed
30 entusiastiske, øldrikkende og omsorgsfulde medievidenskabsstuderende på SDU har vundet prisen som Danmarks bedste tutorer. Ifølge
dommerkomiteen havde de arrangeret et introforløb med en særdeles
perfekt kombination af faglig substans samt traditionsrige gak og løjer.
Det er Danmarks Magisterforening, der står bag kåringen, som – ud
over æren – giver 8.000 kroner til en fest for det vindende hold. Tutorerne vandt, fordi de havde overskud til at få produceret en introfilm i
samarbejde med TV2. Fordi en tutor sprang til, da deres oprindelige
foredragsholder sprang fra, og fordi nogle andre tog med en russer på
skadestue i 10 timer. RUST ønsker tillykke.
shc.dk
Povl Dissing – Dissing sings Armstrong
14. december kl. 20.00
Magasinet
Sugar – Ingen er fuldkommen
1. december kl. 19.30
Comwell Kolding teater
SKAF 1 NYT
MEDLEM OG
SCOR
R
E
T
T
E
L
L
I
B
O
I
B
2
Kender du en ingeniørstuderende eller stud.scient., du kan melde ind i IDA?
1 nyt medlem = 2 biografbilletter. X nye medlemmer = X*2 biografbilletter.
Kampagnen løber på ida.dk/studerende til 31. januar 2012.
universitet
12
SAMFUND
15
SAMFUND
14
SAMFUND
Avderødvej
lidt
uden for Kokkedal
hænger et stort rødt
hjerte af træ. Midt
i hjertet står tallet
45. Svinger man
ind ad den tilgroede
grusvej, snørkler sig uden om et par tilfældigt
spredte romerske, doriske søjler og undviger et
par gamle bilvrag, kommer man til endnu et
skilt. Det bærer tre hjerter, og mellem hjerterne er det folkekendte navn Carl-Mar skrevet
med en stor pil igennem.
»Velkommen til min legeplads. Om fem
minutter er I legebørn igen,« lyder det fra gårdens 58-årige lejer, sexolog og terapeut CarlMar Møller, da han haltende tager i mod os.
»Neeej, I har taget flødeboller med. Her
bruger vi cirka 4000 flødeboller om året,«
ryger det ud af Carl-Mar, mens han viser os
rundt på sin legeplads. Senere skal det dog vise
sig, at flødebollerne bliver proppet alle andre
steder end i munden.
Legepladsen er et virvar af stole. Kontorstole, klapstole, havestole, spisebordstole og
lænestole står hulter til bulter rundt omkring
i den mudrede baghave.
»Hun hedder Lotte,« udbryder Carl-Mar
Møller pludselig, mens han peger op på et gri-
sehoved hamret fast på den øverste del af et
kors. Grisens mund er stoppet med en kæmpemæssig plastikpenis.
»Når folk kommer herud, er de på eventyr.
Det må ikke ligne noget normalt. Folk skal
slappe helt af. Man skal ikke være pæn, sød,
smuk eller rar her. Man skal bare være sig
selv,« stønner Carl-Mar Møller, mens han forsøger at tænde projektørlamperne over Lottes
hoved. Det lykkes.
»Jeg er den danske dræbermaskine«
Vi går ind i en stue, som mest af alt ligner en
17
spejderhytte med slidte, brune lædersofaer og
et langt bord med mange stole omkring. På en
hylde over et af de store vinduer står en række
keramikpenisser, og på endevæggen hænger en
kæmpe plakat af den selvudnævnte guru. Fast
på sofabordet sidder en lyserød plastikhånd,
som sender os skråt-op-fingeren, da vi sætter
os i de tyndslidte sofaer.
»Jeg er en født dræbermaskine. Hvis vi havde levet i vikingetiden, så havde jeg været den,
der kunne forsvare landsbyen mod fjender og
dræbe mange dyr og mennesker,« siger CarlMar Møller og knapper sin første Royal-dåseøl
op, tager en tår og fortsætter:
»Jeg er stadig en dræbermaskine. Jeg dræber bare tabuer i stedet for. Jeg er en åndelig
kriger. Jeg går frem med mine meninger og
holdninger og tager de tæv, der kommer. Jeg
er ikke bange for dem. Skal I have lakridser?
Værsgo!« udbryder han og kaster seks lakridser ud på bordet foran os.
Lige så hurtigt, som han kom væk fra krigersnakken, er han tilbage. Ifølge Carl-Mar
Møller mangler Danmark nemlig krigere. For
tabuemner er der nok af:
»Der er 1000 tabuemner, som danskerne
ikke tør tale om. Danskerne er hæmmede. De
er overbeskyttede og generte. De tør ikke tale
om seksualitet, død, sygdom, jalousi, hvis man
er ked af det, vred eller bare stolt over det,
man laver.«
Det har fået den terapeutiske kriger til at
italesætte utallige af tabuer om især de menneskelige kønsorganer. Han er sikker i sin kamp:
»Danskerne skal blive bedre til at tackle
tabuerne. Det hæmmer livskvaliteten, hvis de
ikke gør det. Min mission i livet er at dræbe
tabuer.«
Carl-Mar Møller læner sig tilbage i læderstolen, spreder benene, skyder underlivet frem
og bøvser højlydt:
»Danskerne er et reserveret folkefærd. Man
klarer sig selv og har ikke brug for naboen.«
Han tager en ordentlig slurk af sin dåseøl.
»Vil I have en øl? Nå, ik’. Men danskerne
vil i hvert fald hellere begå selvmord i en skov
end at gå til terapi og snakke med andre. For
meget stolthed og ære forhindrer dem i at søge
hjælp. Om de så ender som alkoholikere, arbejdsnarkomaner eller med at begå selvmord,
er det bedre end at krænge sin sjæl ud. Derfor
skal danskerne blive bedre til at tale om det, de
ikke tør tale om.«
»Jeg er en hvid neger«
Carl-Mar Møller har været kriger siden barn-
dommen. Som helt lille sloges han altid med
økse og sværd. I puberteten blev det til haglgevær og kødsår i den lokale mose. For at han
til sidst kunne forvandle sig til en terapeutisk
kærlighedskriger.
Han læner sig frem over det brune sofabord, flasher en snert af sin hvide krigermås
og fortsætter sin psykoanalyse af danskerne:
»Danmark er vant til ensartethed. Det er
lige før, jeg er en hvid neger, fordi jeg er anderledes. Men jeg er jo bare mig selv. Jeg er
den person i Danmark, som folk har flest fordomme over for. Jeg er vild, skør og langt ude.
I virkeligheden er jeg bare et frit menneske.«
Det har taget mange år for den hvide neger at blive et frit menneske. Det var han ikke
som barn, men han har kæmpet, vundet og
overtrådt grænser, så han i dag tør løbe nøgen
rundt i snevejr på landsdækkende tv.
»Når man er tabubekæmper, er man nødt
til at gå forrest i både handling og i snak. Og
det er det, jeg gør, for at få danskerne til selv at
blive sjove, skøre, langt ude, perverse, vulgære
og platte,« fortæller Carl-Mar Møller og stiller
sin nu tomme Royal fra sig.
»Danskerne er bange for det fremmede. De
tror, at jeg er fuldstændig vanvittig, fordi de ser
mig skabe mig på tv. Jeg får løn for det. Høj
løn, endda. Jeg gør det for at gøre Danmark
mere frit,« siger han.
Carl-Mar Møller rejser sig fra lænestolen.
Det er blevet mørkt udenfor, og kun grisehovedet Lotte lyser legepladsen op med et svagt
skær. Det er dog stærkt nok til, at Carl-Mar
Møller ikke har noget problem med at finde
en ny Royal i kassen ved siden af hoveddøren.
SAMFUND
16
Han halter tilbage til lænestolen i den varme stue og vælter pladask tilbage i stolen, så
læderet knirker. Dåse nummer to bliver åbnet
med et rutineret snuptag, og en stor tår ryger
ned i krigerens svælg.
»Bøøøøøvvs! Det er de pokkers øl, der gør
det,« griner han.
Men Carl-Marl Møller er ligeglad. Både
med bøvsen og med, hvad andre folk tænker
om ham.
»Jeg har aldrig været bange for, hvad folk
tænker om mig. Jeg har været bange for, at
jeg ikke kunne klare økonomien, fordi jeg har
provokeret for meget. Jeg skal jo kunne betale
huslejen. Men jeg vil gerne skille mig ud. Jeg
er en hvid neger i Danmark, hvor det ellers er
sådan, at du skifter fortov, hvis du møder en
neger på en mørk vej. Danmark er et lille, lukket og homogent samfund, som ikke er vant til
det ukendte,« forklarer han.
»Jeg er fordomsfuld«
Selvom om navnet Carl-Mar Møller ofte bliver forbundet med mange fordomme, betyder
det ikke, at han selv er fordomsfri. Og det tager ham ikke mange minutter at komme på
fem fordomme om folkefærd, som han fortæller om med et blink i øjet:
»Jeg har fordomme mod rige mennesker.
De er forkælede og overbeskyttede møgunger,
der ikke bidrager til udviklingen, men bare sidder og sipper champagne. Jehovas Vidner fatter jeg overhovedet ikke. De er indskrænkede
og snæversynede. Og så er negere vildt dovne.
De slænger sig bare i Afrika på et tæppe under
træernes skygger og drikker te.«
Carl-Mar Møller holder en kort tænkepause, mens han klør sig heftigt i armhulen.
»Var det fem fordomme, I ville have?« spør-
ger han og snøfter kommende snotbaner så
voldsomt tilbage ind i næseborene, at de nærmest er til fare for hjernen. Men så er han også
klar igen med de sidste to fordomme:
»Nårh, ja. Jeg er selv pædagog, men jeg har
stadig fordomme om pædagoger. De er ikke
modtagelige over for inspiration omkring børneopdragelse. De tror, de kan det hele selv og
ikke har brug for nogen hjælp. De tror, de kan
skabe stærke drenge, men det kan de ikke. Jeg
har tidligere haft fordomme om rockere, men
det har jeg ikke mere. Nu har der efterhånden
været så mange heroppe til optagelsesritualer,
at det er slut med de fordomme. Men jeg har
fordomme over for grønlændere. De er dovne.
Mere dovne end jeg selv er. De gider ikke arbejde. Jeg er jo ikke doven, jeg bruger bare
mine penge fornuftigt.«
Og fornuftig er lige netop et af de ord, som
Carl-Mar Møller bruger, når han skal beskrive
sig selv. Omsorgsfuld, kærlig, blid, sjov og dyb
er ordene, der følger efter, da vi beder terapeuten om en personanalyse. Han tilføjer dog
hurtigt, at mange danskere ikke ser ham som
fornuftig. Men han har sin helt egen teori om
hvorfor:
»Det er, fordi nogle danskere er mindre
begavede og ikke kan se igennem mine tvtosserier. De vil bare ophidse sig og fare op af
stolen,« forklarer Carl-Mar Møller og fortsætter hurtigt: »Den mere gængse – mere sunde
dansker ser jo igennem, hvad der foregår, og
forstår budskaberne i de ting, jeg gør.«
»Jeg er mig selv«
Den 58-årige sexolog sidder nu lidt uroligt i lænestolen. En hvid plastiklighter bliver kærtegnet i hans hænder. Han tripper lidt, afbryder
sig selv og rejser sig pludseligt op:
SAMFUND
19
SAMFUND
21
»Nu har vi brug for et afbræk,« udbryder
han, og tager to hurtige skridt hen mod
et tv og fumler med et rødt dvd-cover. Et
bryllupsbillede af Carl-Mar Møller og den
over 20 år yngre kone Helle Møller pryder
dvd’ens forside. De blev gift i tøj fra 1700-tallet, for det var jo sjovt, syntes brudgommen.
Dvd’en bærer titlen: Pik er Gud – Carl-Mar
og Helle. »I skal se nummer seks, der er jeg sjov,«
klukker han. Og i de næste knap tre minutter bliver vi vidner til en nøgen Carl-Mar
Møller, som kører rundt på en havetraktor
i snevejr, mens han tonedøvt skråler: »Pik er
fandme Gud, men fissen har magten.« Vi lader denne episode stå for sig selv og skåner
jer for dvd’ens niende scene: Nissepik.
Da Carl-Mar Møller omsider får grinet
færdig af sig selv og igen lander i stuen på
kærlighedsgården, tager han en ægte mande-tår af sin Royal og fortsætter sin snak om
sig selv:
»Det er ikke en rolle, jeg spiller i dvd’en,
jeg er jo sådan – og meget værre endda.
Nogle tror, at det bare er en facade, men jeg
optræder ikke på tv uden at være mig selv.«
Carl-Mar Møller ved, at hans provokerende udskejelser på tv er underholdende og
sælger, og han lægger ikke skjul på, at han
tjener gode penge ved at blotte sig i primetime. For ham er hans person blevet et arbejde.
»Jeg har sgu arbejdet hårdt hele mit liv
for at blive den, jeg er,« siger han. Og det
hårde arbejde har ført til en god opsparing,
for Carl-Mar Møller er ikke en big-spender.
Tværtimod.
»Jeg tager ikke ud at rejse, det gider jeg
ikke. Jeg køber ikke noget tøj. Det dyreste,
jeg har, er mine sko. De kostede 1200 kroner. Min frihed ligger i at spare penge sammen, så jeg ikke skal tænke på det. Og så
kan jeg også tjene penge på de flødeboller,
som I har taget med. Dem kan jeg sælge til
deltagerne på mande- og kvindekurserne,«
siger han og skæver hen på de 100 flødeboller, som vi har taget med til ham.
Som deltager i et af Carl-Mar Møllers
kurser skal man nemlig medbringe 100 flødeboller. De er ikke til at guffe. De proppes
ind og smøres ud over kroppen som straf,
når man ikke klarer en af udfordringerne
på gårdens legeplads. Svævebanen, go-cart
i bar røv og mudderpøl, softgun-krig og det
at blive rullet ned ad en bakke i et lukket plastikrør er alle sammen udfordringer og lege i
Carl-Mar Møllers eventyrverden.
»Jeg er kongen«
På bordet ligger tre ens, hvide t-shirts. En
storsmilende Carl-Mar Møller med en kongekrone er printet på maverne af dem.
»Dem skal I have med hjem. For jeg er jo
nærmest blevet kult. De unge i Jylland bliver
bedt om at tage t-shirts med mig med hjem,
mens københavnerbørn hænger ud af vinduerne og skriger ’Pik er gud’ efter mig. Jeg
er kongen,« griner han.
Men selvom Carl-Mar Møller både har
udnævnt sig selv til konge, kriger og kønsorgansekspert, kan han godt blive virkelig
bange. For i takt med at huden bliver mere
slap, og skægget begynder at få sølvstænk,
vokser terapeutens frygt for helbredet. »Jeg er bange, hvis mit helbred er i fare.
Jeg er bange for sygdom, derfor sover og hviler jeg mig meget, så jeg undgår stress. Jeg
passer på nu, da jeg var for vild som ung og
fik mange skader. Men nu er jeg er jo gammel. Jeg skal nok også have et nyt knæ om
nogle år,« reflekterer Carl-Mar Møller, som
dog ikke er bange for selve døden:
»Det at dø generer mig ikke. Men jeg er
bange for at lide. Det bedste ville være at dø
midt i en orgasme.«
Snakken om det hindsides liv bliver
markant afbrudt af endnu en Royal-bøvs.
Den er så voldsom, at plastikhånden på sofabordet vibrerer. Som det frie menneske
Carl-Mar Møller er, må hans kone og middagsgæster leve med at sidde til bords med
bøvser og prutter. Det var også tilfældet, da
han deltog i 4-Stjerners Middag på Kanel
5. Her rørte han ikke selv en finger. I stedet
kokkererede hans kone, mens han selv drak
rødvin, røg smøger og pruttede en masse.
En situation, som er identisk med Carl-Mar
Møllers hverdag og den – ifølge ham selv –
korrekte kønsrollefordeling på Avedrødvej
45:
»Jeg sidder tit og slår en prut og får en
smøg, mens konen vasker op.«
For en rigtig mand er ikke i køkkenet, hvis
man spørger den ukronede konge. En rigtig
mand er plat, vulgær og vild.
»Nogle kontormænd er rigtige mænd,
mens nogle håndværkere er tøsedrenge. Man
kan ikke regne med det ydre, det er derimod
den indre energi, som er afgørende,« fortæller Carl-Mar Møller, der
ikkeLove
er ethar
øjeblik
Lucy
blandti
tvivl om, at han er en rigtig
og sågari
andet mand
spillet koncerter
Danmarks sidste viking. Holland,
Som en Belgien,
rigtig mand
Eng– og ægte viking – er hanland,
nysgerrig.
har
Italien,Han
Frankdet sjovest, når han prøver
nye
ting.
rig og Tyskland, og en
»De ting, jeg kaster mig
ud i, behøver
australsk
version af ikke
hengive mening. Bare jeg når
over mine
desudseneste
album egne
Kilo
personlige grænser,« forklarer
tøm-i
er netop han
blevet og
udgivet
mer sin anden dåseøl. Det
var den
sidsteZea–i
Australien
og New
hvert fald for nu.
land.
Carl-Mar Møller forsøger dagligt at udfordre sig selv og overskride
sine grænser. Sidste vinter fik han overbevist sig selv om, at han er en
sand viking, da han kastede sig nøgen ud fra sin svævebane i ti graders
frost og en halv meter sne:
»Jeg kunne godt mærke det i mine tæer. Det gjorde ondt. Men bagefter havde jeg det dejligt friskt.«
Trods jævnlige, provokerende ytringer og udskejelser mod den danske befolkning, mener terapeuten ikke selv, at det, han gør, går ud over
andre:
»Jeg gør ikke nogen noget ondt. Jeg går bare rundt og laver sjov
og ballade. Men hver gang jeg laver noget, så ser folk det. Og det er
derfor, at jeg stadig er den værste krigeriske provokatør, der findes.«
Carl-Mar Møller er for første gang stille et kort øjeblik. Så rejser
han sig og tager dvd’en ud af afspilleren. Den skal vi have med hjem.
Han går mod en reol og slæber en stak spirituelle bøger om parforhold, mænd og kvinder med tilbage til sofaerne.
»Dem skal I også have med hjem,« bøvser han og åbner hoveddøren.
»Pas på den store træstamme, når I går ud. Den kan godt være lidt
svær at se i mørket,« siger han og finder en lille lommelygte og lyser,
så ingen falder og slår sig.
Vi bevæger os udenfor. Det er tåget og koldt. Eventyrenes legeplads
bliver helt mørk, da Carl-Mar Møller slukker for projektøren, som
lyste Lotte-grisens hoved op. Men selv i mørke glemmer man ikke synet
TEKST
Jasmina Blichert og Niels Christian Buhl
af Lotte, legepladsen og den åndelige kriger Carl-Mar
Møller.
FOTO Marco Bjørnslev Jensen
SAMFUND
20
SAMFUND
23
Velkommen indenfor hos Danskheden. Livsstilsekspert i tv-programmet Kender Du Typen Nils Folmann har taget utallige gåture i de danske hjem.
Nu tager RUST ham med på en mental slentretur hos Danskheden. Her er coachbøger, trofæværelser og fine haver. Men også problemer med at tage det fulde ansvar for livet.
TEKST Line Tornhøj Lektonen
ILLUSTRATION Niels Christian Buhl
Bank, bank, bank, lyder det fra døren hjemme
hos Danskheden. På den indvendige side står
den og tænker på, om den har husket at rydde
ordentligt op efter gårsdagens gæster og børnenes tumlen.
Inde i det mentale hjem kommer Niels
Folmman, som i mange år har guidet de danske tv-seere rundt i vidt forskellige kendishjem
i tv-programmet Kender du typen. Han bemærker som det første:
»Enten har danskerne en social indstilling
til måden at være sammen på i familien, eller
også sørger de for at holde stadsstuen pæn.«
I gamle dage var stadsstuen den fineste stue,
som kun blev taget i brug ved særlige lejligheder. Danskheden viser nu (stads)børneværelset
frem. Væggene er hvide, en lille mængde legetøj er placeret som en udstilling, og på gulvet
står to Verner Panton-stole i børnestørrelse.
Der er i følge livsstilseksperten tale om et trofæværelse, hvor rod ikke tolereres.
Nu viser Danskheden familiens store køkken-alrum frem. Det er et multifunktionelt
rum med et legehjørne i den ene ende, hvor
den lilla gyngeelefant indbyder til vild leg. I
den anden ende står Arne Jacobsens stole ved
et Piet Hein-bord, der har en skramme i lakken.
»Det er i virkeligheden sådan, jeg oplever
den moderne danske familie. Indretningen og
møblerne skal se godt ud, men man gemmer
dem ikke til om søndagen, når svigermoderen
kommer,« siger Niels Folmann.
I haven er græsplænen nyslået, bedene er
fine, og haveredskaberne står fremme. I gamle
dage var forhaven et signal til omverdenen
om, hvor rent og ordentligt der var inde i
hjemmet. Derfor er der mange især fra den
ældre generation, som bruger tid og penge på
haven, fortæller han:
»Men den tid, man bruger på huset og haven, siger også noget om, hvor mange kræfter,
og hvor meget tid folk bruger på at holde orden i hjemmet frem for at bruge tiden sammen
og have det sjovt,« siger han.
Coaching er som fastfood
Tilbage i Danskhedens stue ligger avisen på
bordet. Den er slået op på en artikel om danske børn, der ikke er gode nok til at læse.
»Det vil være typisk dansk, at man giver
skolen det fulde ansvar for at lære børn at
læse. På samme måde kan manglende motion
handle om, at vi ikke har nok cykelstier, og at
der er for meget fedt i maden,« siger han. Ved siden af avisen ligger der typisk en stak
coachingbøger om træning, diæter, stresshåndtering, parforhold og helbredelse af alverdens
diagnoser. Det tegner ifølge livsstilseksperten
et billede af, at danskerne søger hjælpeforanstaltninger i amerikansk skala.
Han kigger i bunken af Danskhedens coachingbøger. Har man problemer med at få
dyrket motion, spise sundt eller få parforholdet til at fungere, så kalder mange på hjælp fra
en coach. Det er en svaghed ved Danskheden,
mener livsstilseksperten.
»Vi skal holde op med at gå så meget til
coach. Det er som at spise fastfood. Man bliver
hurtigt mæt, men man bliver også lynhurtigt
sulten igen. Det rodfæster sig ikke, før vi selv
tager det fulde ansvar.«
Et videobånd titter frem i bunken af dvd’er.
Titlen på VHS-båndet er EM 1992, som kan
få ørerne til at klinge af huttelihut og Deutschland, Deutschland alles ist vorbei.
»Vi dyrker de sportslige, politiske og erhvervsmæssige succeshistorier i højere grad
end tidligere. Hverken Muhammed-krisen eller andre elementer kan slå vores selvtillid ud,«
siger han.
Det er længe siden, at Muhammed-tegnin-
gerne satte verden i røre. Og janteloven hersker stadig, men danskerne er et folkefærd med
stigende selvtillid, mener han. RUST takker
Niels Folmann for tanketuren i Danskhedens
hjem.
Niels Folmann:
Han er 46 år.
Er uddannet cand.ling.merc i engelsk og fransk
Har medvirket som livsstilsekspert i
Kender du typen i 8 år
Den sværeste person at gætte i Kender du typen
har indtil nu været politikeren Frank Jensen.
SAMFUND
22
SAMFUND
25
En afsides og forladt mark i et sommerhuskvarter et sted i Danmark er nu ikke længere
øde. Den lægger græs til et gigantisk plastiktelt i røde, hvide og blå farver og får dagligt
besøg af legende børn med deres forældre og
bedsteforældre. Fra teltet breder sig en lugt af
våd savsmuld, nypoppede popcorn og hesteafføring. Cirkus er kommet til byen.
Selvom cirkus klinger af romerske gladiatorkampe og omrejsende sigøjnere, er det blevet til en dansk kulturtradition at besøge det
flerfarvede telt. Det forklarer studielederen på
Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forfatteren til bogen
Det teatrale cirkus, Michael Eigtved. Han mener, at danskerne elsker at gribe muligheden
for bytte turen i Super Best ud med et univers
af hvide heste og glimtende tøj. De synes, det
er magisk, at den lille flække fra den ene dag til
den anden bliver forvandlet til et cirkus.
»Det, at cirkus kommer hjem til en, er jo
noget helt særligt. Cirkus omdefinerer det sted,
man bor til daglig, til et sted, hvor der sker noget fantastisk. Og dagen efter er det hele væk,
det er næsten som en drøm. Det, tror jeg, der
er rigtig mange, som bliver tiltrukket af. Det er
et pust udefra, men samtidig er det også noget, som knytter mennesker til det sted, de bor.
På den måde er det helt sikkert en dansk kulturtradition at gå i cirkus,« fortæller Michael
Eigtved.
Selvom danskerne måske føler nostalgi, når
de ser plakaterne fra Arena og Dannebrog, er
cirkus ifølge Michael Eigtved et af de fænomener, man mindst kan sætte en nationalitet på.
Cirkus er i dag sammensat af folk og shows
fra hele verden. Sågar elefanten får sine kommandoer leveret med russisk klingende tunger.
Men danskerne har forelsket sig i de danske
cirkusser og familierne bag:
»Vi skal i Benneweis, fordi vi nærmest føler, at vi kender Diana Benneweis personligt,«
forklarer Michael Eigtved. I andre europæiske lande er der plakater for cirkusser fra hele
Europa. På grund af danskernes loyalitet tør
kun få udenlandske konkurrenter våge sig ind
på dansk cirkusjord.
TEKST Emma Bech
FOTO Pressebilleder, Benneweis
mødet med cirkusprinsessen, klovnen og linedanseren er blevet til en dansk kulturtradition. Men selvom om man skal værne om traditionerne, har dansk cirkus måttet tilpasse sig det 21. århundrede med alt, hvad det indebærer af økonomisk krise og konkurrence. De nye traditioner Går man igennem plastikteltets åbne døre,
forsvinder alle spor af dagslys. I stedet dukker
en gigantisk arena op, hvis midte henligger i
mørke. Kun enkelte miniaturelamper oplyser
svagt det omkransende stadion af pladser.
Fra de allerede besatte bænke summer fro og
spændte stemmer. Pludselig skinner de usyn-
liggjorte lamper blåt, rødt og grønt ned på manegen. Tid og sted ænses ikke længere.
Diana Benneweis tilhører en af de loyalt
fulgte cirkusfamilier i Danmark og kan prale
af 125 års dansk cirkustradition. Men selv
om traditioner er skabt for at blive, har Cirkus Benneweis måttet ændre nogle af sine.
Den stærke dame, som kan løfte 7 fuldvoksne
mænd og en kasse øl, er forvundet, og de mere
eksotiske dyr som løver og tigre er nu kun forbeholdt zoologisk have. Konkurrence fra nye
performancebølger og high tech-teknologi har
tvunget cirkus til at følge med det 21. århundrede.
»Vores numre er blevet mere polerede og
sofistikerede med tiden. Fordi det er kravene i
den moderne verden, hvor man i højere grad
zapper sig igennem alle de kulturelle tilbud,
som tv’et og internettet har muliggjort. Det
gør, at vi i et langt større omfang skal levere
varen. Kravene til cirkus er med andre ord
blevet meget højere og større med tiden,« siger
Diana Benneweis.
Michael Eigtved understreger dog, at der
ikke stilles samme krav til cirkus om nytænkning. Fordi det er en så anderledes og unik
ting. Man forventer faktisk nærmere det modsatte.
»Der er nok i virkeligheden en pointe i, at
cirkus ændrer sig virkelig, virkelig langsomt.
Jeg tror, at folk forventer noget meget traditionelt. Går man ind i et traditionelt cirkus,
ønsker folk, at det skal ligne det, det altid har
gjort. Det kan ikke nytte noget, at klovnen har
blå næse. På den måde er der ikke ret meget
fornyelse, men fordi der har været konkurrence fra andre medier, så har de selvfølgelig gjort
rigtig meget,« siger Michael Eigtved.
»Cirkus har bare et strejf af fordums tid,
som jeg tror, det er vigtigt, at denne generations børn og unge mennesker også får et indblik i,« pointerer Diana Benneweis.
Manegens fremtid
De snurrende lamper oplyser en manege
domineret af tre massive elefanter, som alle
balancerer på et ben let som en balletdanser.
Højt oppe under cirkusdugen svinger en akrobat sig fra trapez til trapez som en anden abe
i junglen. Alt imens en mand klædt i smoking
med elegance kører sin etbenede cykel hen
over en næsten usynlig line tre meter over manegens savsmuldsgulv.
Tempo, lysshow og nytænkende numre er
alle friske elementer i cirkusmanegen. Men
uden for manegen bliver det friske hurtig gam-
melt og erstattet af nye supercomputere og
kure mod alverdens sygdomme. Den flyvende
udvikling er noget, som cirkus trods deres tro
mod traditioner bliver nødt til at følge. Cirkussets næste barriere og udvikling er ifølge Diana
Benneweis den økonomiske. Uden støtte fra
staten, med færre indtægter og stigende afgifter til brændstof og fedt kommer cirkusturneen måske til at blive væsentligt kortere.
»Mit bud er, at man i fremtiden vil se et
eller måske to store cirkusser, der har en fast
plads i nogle af de større byer, hvor de så ligger over en længere periode. Som det er i dag,
besøger vi oftest én by per dag, men på grund
af afgifterne tror jeg, det er urealistisk, at det
vil kunne lade sig gøre langt ud i fremtiden.
Det er selvfølgelig ærgerligt, da vi jo stort set,
som det ser ud i dag, kommer ud i hver en lille
flække i det danske land,« siger Diana Benneweis.
Michael Eigtved spår fremtiden for cirkusset til at blive påvirket af den såkaldte nycirkusbølge, som er en form for performancekunst,
hvor der i højere grad er fokus på de enkelte
artister end på dyr, kostumer og rekvisitter.
»Jeg tror, at udviklingen går på, hvordan
man konstruerer forestillingerne. I det traditionelle cirkus er der kun én dramaturgi for
hvert enkelt nummer. Men det, de store nycirkusser som for eksempel Cirque du Soleil gør,
er simpelthen at støbe forestillingen sammen,
så der er et flow eller en fortælling igennem
hele showet. Det tror jeg ikke, at det almindelige cirkus undgår at forholde sig til,« siger
Michael Eigtved.
Lyset i manegen slukkes, og teltet fyldes
med klapsalver. Cirkusdirektøren, klovnen og
dyretæmmeren bukker ærbødigt og forsvinder
om bag det tunge, røde forhæng. Lyset udefra
strømmer ind, og man husker pludselig, hvor
man egentlig befinder sig. Dagen efter er marken igen forladt, og kun spor af hø og en sammenkrøllet plakat afslører, at cirkus har været i
byen.
SAMFUND
24
SAMFUND
27
SAMFUND
26
Polterabend, gravøl og juleaften. Pyntet op som en kulisse i en gammel Olsen Banden-film lægger Jernbanecaféen scene til livets særlige aftener.
Gennem tre generationer er sorger og glæder blevet skyllet ned med værtshusets egen øl. Men for mange er Agnete ikke kun en, der langer øl over
disken. Da en af stamgæsterne døde, spurgte datteren, om Agnete ville bære kisten til hendes fars begravelse. Det ville være i farens ånd.
TEKST OG IDE Anne Bonnevie Lundbye og Julie Rebecca S. Lybæk-Hansen
FOTO Frederik Holmgaard
PÅ ARBEJDE JULEAFTEN. Når julefreden sænker sig i de små hjem. Når alle lys er tændt, og der
dufter brunt og brændt. Når tænderne sættes i andestegen, og der smages på onkels medbragte vin.
Når fyldte maver stavrer sig rundt om træet, og julemanden tager sit skæg på. Når gaverne pakkes ud,
og der smovses konfekt og brunkager. Selv når julemanden kysser mor, og de mindste lægges i seng.
Da er fem mennesker på arbejde. De gør alt, hvad de kan, for at andre kan nyde denne særlige aften.
Øllen bliver serveret på samme måde, uanset om du kommer fra Hus Forbi eller Udenrigsministeriet. Pladsen
er trang, og narkomanen deler bord med businessmanden. For mange er stedet en slags dagligstue og
personalet en form for familie. Til jul laver Agnete en pakkekalender, og hver dag får en heldig gæst lov til at
åbne. For nogle er det den eneste pakke, de får.
På operationsstuen er juleaften hellig mellem kl. 18 og 21. Hvis det kan undgås, kommer ingen under kniven. Patienterne og deres familier spiser julemad på sengeafsnittene, og de sygeplejersker og læger,
der kan undværes, er sendt hjem til pakker og andesteg. Men nogle gange er patientens tilstand så alvorlig, at der alligevel må gribes ind. Så må Henrik lægge kniv og gaffel fra sig og tage sine kirurgiske
instrumenter frem i stedet. Han elsker det tekniske ved at operere, men visse oplevelser sætter dybe spor på den erfarne kirurg. Som overlæge har han måttet meddele en patient, at alt håb er ude, og at der ikke
kan gøres mere. Også selvom det er juleaften.
Der er ikke meget kriminalitet juleaften. Når Tom og hans
kollega kører patrulje d. 24. december, er det typisk husspektakler, de bliver sendt ud til. Det sker jo, at folk ikke
kan finde ud af at fordele gaverne ordentligt. Så er det
betjentenes opgave at håndhæve julefreden og få parterne
til at indse, at den aften skal man hygge sig og ikke slås.
På 114 kan du altid få fat på politiet. Når Tom passer
alarmcentralen juleaften, sker det ofte, at folk ringer
bare for at snakke. Han kan tydeligt høre, hvis det ikke
er noget alvorligt. Alligevel tager han sig også tid til
den slags opkald, for han ved, at det er folk, der sidder
mutters alene og keder sig bravt.
SAMFUND
29
22-årige Joakim Jakobsen er forretningschef på en tankstation i Odense. Når hele hans familie er samlet om risalamanden derhjemme, står han og sælger diesel og blyfri 95.
Men så er det heldigt, at stemningen er særlig god til at falde i snak hen over dankortterminalen netop den aften. Hvis man vil, kan man til og med lære noget af kunderne. Som den
aften hvor en kunde fortalte ham, at han altid spillede pakkeleg til jul. Siden har det også været en fast tradition i Joakims familie.
Det er de samme kedelige opgaver, der skal laves juleaften som enhver
anden aften på tanken. Joakim vasker hylder af og fylder op med varer. Når
man er vant til en stor familie, kan det godt være lidt ensomt. Derfor er det
rart, når nogen kommer ind for at få en fransk hotdog eller på anden måde
tanke op. Hvis det ikke havde været for kunderne, gad han nok ikke.
For Joakim betyder familien og julen alt. Alligevel tager han tjansen juleaften.
For hvis ikke han gør det, er der jo en anden af de andre fra arbejdet, der går
glip af den særlige aften hjemme. Joakims mor arbejder på plejehjem, så hun
er også væk hver anden juleaften. Han har aldrig tænkt på, at det måske er
hende, han har fået sin ansvarsfølelse fra.
Derhjemme har John en søn på 11 år. Knægten er ikke vild med, at hans far er
væk, når der skal pakkes gaver op juleaften. Men samtidig kan han godt se, at
det er sejt at styre et lokomotiv. Når Johns søn bliver stor, skal han
nemlig være lokomotivfører ligesom sin far.
I timerne op til juleaften står folk som sild i en togvogn for at komme hjem. Men
når masserne står af undervejs, er der nogle, der sidder tilbage. Det er ikke alle,
der er på vej hjem til familie og venner. Nogle mangler bare et sted at være. Når
John ser en ensom passager, er det vigtigt for ham at give et venligt ord med på
turen.
Da John blev ansat hos DSB, ophørte
helligdagene med at eksistere. En virksomhed, der aldrig sover, kræver mandskab,
der altid er vågent. Derfor kan man som
lokofører være næsten sikker på at arbejde
på skinnerne enten jule- eller nytårsaften.
SAMFUND
28
SAMFUND
31
De unge kenyanere håber på en bedre fremtid med mulighed for uddannelse, et pålideligt parlament og en vej ud af blikhusene. Men de frygter korruptionen og er frustrerede over den store forskel mellem rig og fattig.
TEKST og FOTO Maja Mazor
ILLUSTRATION Niels Christian Buhl
»Vores drøm er, at Kenya vil ændre sig. Den korrupte
regering skal erstattes af en ny, som ikke er korrupt, så
alle folk bliver lige,« fortæller Ken 23 år og Sam 22 år.
De bor i et lille slumområde lidt uden for Nairobi, hvor
de er født og opvokset.
Små blikskure ligger side om side. Malingen
er krakeleret, og de før så hidsige farver er nu
blandet med støv og mudder, som sætter en
dæmper på farvefesten. Små børn løber legende rundt. Det er søndag, så alle er spændt op til
kirke med syntetiske skjorter, tweedblazere og
hellange, blomstrede satinkjoler i stærke farver købt på et af de mange tøjmarkeder, som
sælger brugt tøj fra Vesten. De mange farver
vejer op for de støvede stier, de store mængder
skrald og en gennemtrængende dunst af beboernes dyr i den lille slum Soweto, 16 kilometer
uden for Nairobi, Kenyas hovedstad.
De oplyste unge
Ken på 23 år og Sam på 22 år er venner og
begge født i Soweto, hvor de stadig bor i nogle
af slummens små skure. Selvom de drømmer om uddannelse, arbejder de begge som
’landmænd’. Bag Sams forældres hus har de
en lille stald med fire køer, som de feder op
og sælger til slagtning. Et projekt, som ikke gør
dem rige, men som giver dem penge til mad
og overlevelse, og så de kan forsørge deres familier. De har hverken råd til at betale for en
videregående uddannelse eller råd til at miste
de indtægter, køerne giver dem. High school
er drengenes højst opnåede uddannelse, men
selv om de ikke længere læser, så lever de to
drenge ikke i slummens boble. De er oplyste
og velvidende om, hvad der sker i Kenya og
i resten af verden. Hver aften sidder de sammen med Sams familie i den lille blikstue og
hører nyheder fra hele verden på en lille, batteridreven transistorradio. For de har ingen
strøm i det lille blikhjem.
»Det er hverken cool eller sjovt at leve med
fattigdom. I perioder er det både hårdt og usselt. Vi glemmer at nyde vores ungdom, da
vi meget af tiden arbejder hårdt for at tjene
penge til mad,« fortæller Ken, hvis højeste ønske er at uddanne sig til journalist. Han har
masser af idéer til historier, som han vil skrive,
men han ejer ingen computer.
Der er et stort skel mellem rig og fattig i
Kenya. Det forklarer lektor ved Institut for
Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet Bodil Folke Frederiksen. Det betyder,
at der er stor frustration hos befolkningen og
især hos ungdommen, som ikke har mulighed for at leve et ’ordentligt’ og respektabelt
liv med børn, fast job og familie. Men samtidig slår hun fast, at man skal passe på med at
spå Kenyas fremtid for dyster. Ken og Sam er
nemlig ikke ene om at være oplyste og hårdt
arbejdende unge.
»De unge har god adgang til medier, og de
kenyanske medier er forholdsvis frie og kritiske. Så mange unge – især i byerne – ved lige
præcis, hvad der foregår rundt omkring dem.
Rigtig mange unge tjener også penge på den
ene eller anden måde,« fortæller hun.
I Kenya er det kun et fåtal af de mest dygtige og heldige, som får arbejde med fast løn.
De fleste tjener til grød, tøj og vand ved selv
at fremstille små ting, fede køer op, som Ken
og Sam gør det, eller have små butikker eller
boder.
Det korrupte Kenya
I Nairobis største slumområde Kibera bor
Joshwa. Han er 24 år og opsat på at hjælpe
de andre unge i området. Derfor startede han
som 17-årig sin egen NGO, og i dag lever han
af at oplyse slumområdets unge om sundhed
og forebyggelse af HIV. »Der er meget fattigdom her, og folk har
ikke råd til uddannelse. Jeg startede sundhedsprojektet, da jeg begyndte i high school,
og fandt ud af, at jeg rent faktisk kan gøre en
forskel for Kibera. Der er stor forskel fra, da
jeg startede, og til i dag, hvor programmet har
omkring 50 frivillige hjælpere. Før ønskede de
unge bare at flytte væk fra Kibera, men nu har
mange indset, at vi sammen kan være med til
at vende udviklingen. Jeg har oplevet, at mit
projekt har åbnet manges øjne, og Kiberas
ungdom begynder at kunne ane muligheder,«
forklarer han. Grunden til, at Ken, Sam og Joshwa har
gennemført high school, er ikke, at deres forældre har flere penge end mange andre familier i området. Det handler om prioritering,
forklarer de alle tre. Men selvom uddannelse
kan prioriteres, så er det stadig kun begrænset,
hvad uddannelsen kan bruges til, for økonomien siger stop hos de fleste, når de unge når
til at skulle tage en videregående uddannelse.
Det fortæller lektor Bodil Folke Frederiksen.
De første otte års grundskole blev i 2001
gjort gratis for alle, da Kenya fik ny forfatning.
Det betyder, at alle som udgangspunkt har
mulighed for at gå i skole. Tal fra UNICEF
viser, at cirka tre fjerdedele af landets børn og
unge benytter sig af muligheden. Men Bodil
Folke Frederiksen forklarer, at mange forældre
stadig ikke har råd til at sende deres børn i en
ellers gratis skole, for bøger og skoleuniformer
er et krav til eleverne, og det kan tit løbe op i
større beløb, som forældrene ikke kan betale.
Joshwa er dog skeptisk over for det gratis uddannelsessystem:
»Den offentlige grundskoles undervisning er
ofte så dårlig, at man ikke lærer nok til at fortsætte videre. Det selvom regeringen faktisk har
gjort meget for at forbedre uddannelsessystemet og har fået flere til at bestå eksaminerne.«
Han tror, at den ringe undervisning skyldes
den gennemtrængende korruption, som hele
landet lider under.
»Parlamentsmedlemmerne i Kenya er korrupte. Store dele af de penge, som skal gå til uddannelse, går i stedet direkte ned i ministrenes
allerede fyldte lommer. De er ligeglade med,
om vi kan få en uddannelse, de tænker kun på
at blive rige,« fortæller Joshwa og pointerer, at
alle ved, at regeringen er korrupt.
Ken og Sam er også bevidste om korruptionen.
Skraldet flyder i Kibera.
»Korruptionen påvirker i høj grad de unge,
der har svært ved at få et job, uanset hvor kvalificerede de er. Korruptionen er trængt ind i
alle afkroge af Kenya, selv kirkerne er korrupte,« fortæller Sam, der af samme grund ikke er
troende.
Bodil Folke Frederiksen forklarer, at den
store korruption både på embedsplan, men i
høj grad også på dagligdagsplan, har betydet,
at de unge ikke har tillid til myndighederne,
og at de føler sig henvist til sig selv, når de skal
klare problemer i hverdagen.
Kenyansk revolution
I slummen, i de små, vejrbidte blikskure, findes en ungdom, som ønsker sig en fremtid
med velstand og uddannelse. Ken, Sam og
Joshwa er alle tre trætte af korruptionen og
deres begrænsede mulighed for at slippe ud af
slummen og ind i en verden, hvor der er steg
på bordet til hverdag. Men de føler, at Kenyas
regering fungerer som en stopklods for deres
drømme. Derfor er de alle tre enige om, at en
fredelig revolution, som vi har set den med det
arabiske forår, kan blive eneste løsning på problemet.
»En revolution er en drøm for alle i underklassen. Det er bare en udfordring at samle
folk. I Kibera ønsker alle fredelige demonstrationer, men politiet og tilhængere af parlamentet vil gå imod dem og skyde dem,« fortæller Joshwa. Og Ken og Sam er enige:
»Den perfekte løsning er en revolution.
Men kenyanerne er ikke et solidarisk og samlet
folkefærd, men vi er derimod delt i ufatteligt
mange stammer. Derfor tror vi, at det vil blive
svært at samle folk til en fælles, fredelig kamp.«
Bodil Folke Frederiksen synes, at idéen om
en revolution er en spændende tanke:
»Kenyas ungdom er selvbevist og inddraget
i det politiske liv som støtte for politikerne i
valgkampe. Så man kunne godt forestille sig, at
de ungdomsrevolutioner, vi ser rundt omkring,
kan inspirere de unge til en revolution.«
Joshwa viser rundt i Nairobis
største slum, Kibera.
Joshwa er født og bor i Kibera,
hvor han har sin egen NGO. Her
sidder han på sit kontor.
SAMFUND
30
SAMFUND
33
haft en tendens til at fungere som en aktuel
kommentar til, hvad der foregår i riget lige nu
og her.«
Borgen. Ørnen. Forbrydelsen. DR-Drama har været udskældt i medierne som rød propaganda og hyldet som enestående hjemmebiograf.
Men de fleste kan blive enige om, at det er hele nationens søndagssamlingspunkt. Den succesforventning kræver hårdt arbejde af folkene bag.
Dedikerede
manuskriptforfattere
Når der skal lægges flere lag på seriernes
handlinger, skal der først og fremmest være en
historie at bygge på. Her er manuskriptforfatterne en vigtig ingrediens. DR er kendt for at
bruge de samme hovedforfattere til dramaerne. Peter og Stig Thorsboe, Søren Svejstrup og
Adam Price er nogle af de navne, der går igen
på DR’s forfatterliste. Men de gode manuskripter bygger på mere end erfarne forfattere.
»Vi synes også, at det er vigtigt, at dramaserierne tager udgangspunkt i et brændende
ønske fra en af vores forfattere om at fortælle
en historie. Vi er meget tro mod at bakke hovedforfatteren op hele tiden. Det vil sige, at vi
hjælper til med research, støtte og feedback,«
fortæller Nadia Kløvedal Reich.
Jeppe Gram er en af de nyere forfattere på
DR, og han mærker tydeligt trygheden ved at
blive bakket op i sine valg i skrivefasen. DR’s
gentagne succeser har dog også en bagside
ifølge Jeppe Gram. Det øger presset om at levere endnu en Emmy-værdig vinder.
»Vi ved, vi skal have mange seere. Hvis vi
ikke får mange seere, så er opgaven ikke løst,«
siger Jeppe Gram.
Ude godt, men hjemme bedst
DR skæver også til udlandet, når de laver drama, forklarer Gunhild Agger:
»Den udenlandske indflydelse ses i Borgens indledningsgrafik, der klart er inspireret
af den amerikanske serie Mad Men. Generelt kan man også se elementer fra britisk og
svensk drama i mange af serierne.«
Inspirationen fra udlandet kan ifølge Gunhild Agger være en af årsagerne til, at flere af
dramaserierne også er blevet populære i udlandet. Både de tyske, norske, svenske, briti-
ske og amerikanske familier har set de danske
dramaer. Enten i original eller genindspillet
version. Gunhild Agger tror på, at danskerne også
i fremtiden kan fortsætte med at sætte sig til
rette søndag aften med tv-puden: »DR har et virkelig godt hold, men der er
også forskellige nye instruktører, som har fået
lov til at gå i gang. Spørgsmålet er så, om de
kan overtage. Men det regner jeg da med, de
kan«, siger hun.
Den spådom håber Jeppe Gram, at han kan
være med til at leve op til:
»Det virker, som om DR har været inde i
en guldalder for dramaserier, og det, tror jeg
på, fortsætter. Jeg satser i hvert fald på at være
med,« siger Jeppe Gram.
En tredje sæson af både Borgen og Forbrydelsen samt en miniserie om slaget ved Dybbøl
bliver med sikkerhed sendt ud til de danske
flimmerkasser i fremtiden.
SAMFUND
32
TEKST Marie Bladt Apitz
IILLUSTRATION Niels Christian Buhl
Nikolaj og Julie
Sommer
2002-2003
Kaffen er brygget og hældt på kanden, sofapuden er rystet en ekstra gang, og småstøj er
indstillet. Det er søndag aften klokken 20, og
danskerne har sat sig til rette foran fjernsynene
for at fornøje sig med søndagsdrama på DR1.
Serierne har i næsten 15 år været samlingspunkt for familien Danmark og skabt debat i
kantinerne. De har sat diskussioner i gang om,
hvem der dræbte Nanna Birk Larsen, og om
Nikolaj og Julie nogensinde finder sammen
igen. De øde landeveje og fjernsynsflimmeret
fra villavejenes stuer vidner om, at DR-drama
har fat i danskerne.
»Der er ikke ret mange andre, der kan
gøre det, som DR kan. Det er faktisk kun
landskampe og Kongehuset, der kan samle så
mange seere,« fortæller professor ved Aalborg
Universitet Gunhild Agger, der har skrevet
doktordisputats om dansk tv-dramatik.
Når manuskriptforfatterne hos DR sætter
sig til rette ved skrivebordet, er målet at skrive
en historie, der rammer bredt.
»Jeg synes, det er så unikt og fantastisk, at
det er sådan et folkeligt samlingspunkt. Vi får
lov til at lave historier om Danmark og danskerne til befolkningen. Det, synes jeg, inspirerer,« siger Jeppe Gram. Der er en af hovedforfatterne bag dramaserien Borgen.
Dobbelte historier
DR’s dramachef Ingolf Gabold er om nogen
indbegrebet af DR-drama. Han har stået bag
alle de populære serier, siden Fischer og la
Cour fangede psykotiske mordere og drabsmænd på landsdækkende tv for første gang i
2001.
»Ingolf har jo ligesom været bannerfører
for serierne. Han har holdt fast i, at vi skal
ramme noget vigtigt i samfundet,« fortæller
Jeppe Gram.
Sammen med fiktionschef Nadia Kløvedal
Reich har Ingolf Gabold udviklet den såkaldte
’dobbelte historie’ i serierne. De skal både indeholde et socialt og etisk lag, som lægger sig
hen over genrer som krimi, drama og historiske fortællinger.
»Det handler om at komme omkring familierelationer, kønnenes relation til hinanden,
børneopdragelse, samspil mellem civilsamfund og resten af samfundet. Vi skal helt tæt
på nogle af de dilemmaer, som det moderne
menneske anno 2011 står i,« fortæller Nadia
Kløvedal Reich.
Medieforsker Gunhild Agger mener, at de
to lag i DR’s dramaserier er en af grundene
til, at danskerne gang på gang klistrer sig til
skærmen. De giver danskerne mulighed for at
identificere sig med serierne:
»DR-drama har især været gode til at finde
ud af, hvad der er oppe i tiden. De har faktisk
Nikolaj og Julie er en dansk romantisk
dramaserie i 22 afsnit. Den blev sendt
første gang fra 2002-2003. Nikolaj og
Julie vandt en Emmy-pris for Bedste
Internationale Dramaserie. I øvrigt
er serien kendt for titelsangen af Tim
Christensen, Right Next to the Right One.
Taxa
1997-1999
Taxa er 90‘ernes store tv-succes. Serien blev
sendt første gang d. 14. september 1997,
og løb over 5 sæsoner - i alt 56 afsnit. Den
er skrevet af Stig Throrsboe med Rumle
Hammerich som producer.
2008-2008
Sommer er et familiedrama
skrevet af Jesper W. Nielsen
og Karina Dam. Serien blev
vist på DR1 fra 2008-2009
og er på 20 TV-afsnit.
Desuden blev afsnit 21-30
efterfølgende indspillet
2004-2007
som radiodrama.
Krøniken er en Emmy-nomineret
dramaserie i 22 afsnit. Den er hovedsagligt skrevet af Stig Thorsboe og
Hanna Lundblad. Serien blev vist fra
2004-2007 og slog på et tidspunkt
seerrekord med 2.717.00 seere en
enkelt søndag.
Krøniken
Forbrydelsen
Rejseholdet
2007-2009
2000-2003
Forbrydelsen er en krimi i 20 afsnit. Den er skrevet af
Stig Thorsboe og nomineret til flere Emmy-priser
- dog uden at vinde. Serien blev vist i 2007, og i efterfølgeren Forbrydelsen II blev vist i 2009. Seere kan
se frem til den tredje og sidste forbrydelse i 2012.
Rejseholdet blev vist første gang på DR1 fra
2000-2003. Serien, som er i 30 afsnit, har
Peter Thorsboe som hovedforfatter. Den
blev den første danske tv-serie, der vandt
en Emmy-pris, hvilket skete i kategorien
Bedste Internationale Dramaserie.
Ørnen
2004-2006
Ørnen blev kaldt en krimi-odyssé og er
fra 2004. Serien er udviklet og skrevet
af Peter Thorsboe og Mai Brostrøm.
Ørnen vandt en Emmy-pris for Bedste
Ikke-amerikanske Dramaserie i 2005.
Borgen
2010-2013
Borgen er fortælller
om livet på Christiansborg i en “fiktiv”
verden. Serien er
skrevet af Adam
Prise, Jeppe Gram
og Tobias Lindholm.
Sæson 1 blev vist i
2010, mens sæson 2
ruller over skærmen
lige nu. DR regner
med, at tredje sæson
er klar i 2013.
SAMFUND
35
den skrev Pigen i marken, efter han havde mødt
sin nabo – en 75-årig old-school ungkarl, der
får hjælp af en ukrainsk landbrugspraktikant
til at drive sit landbrug.
»Han har kun 30 tønder land – en énarmet mand /
og han har ikke nogen frue / hun stak vist af midt
under krigen / med et nazisvin fra Wien / og efterlod
ham deres datter.«
En sangsmed fra
udkantsland
Sangskriver Mikael Ryberg Kristensen fra bandet Klondyke kalder udkantsdanmark kulturbananen og hylder originalerne på landet.
TEKST & Foto Anders Dall
Børglum Kloster skyder op fra det ubeskyttede landskab, hvor hullede veje tegner grå
mønstre, og hvor høstede majsmarker åbner
horisonten. Enkelte majsplanter står stadig
visne og rasler i vinden. Her ligger Klondyke Ranch. Et nedlagt landbrug i udkanten
af Vendsyssel nær landsbyflækken Børglum.
Hjemsted for sangsmed Mikael Ryberg Kristensen. Omkranset af åbne vidder og med
langt til nærmeste nabo brygger han musik
i sit hjemmebyggede studie. Her har han de
sidste par år skrevet tekster om romeren Fabrizio, der er portør i Vrå, Anna fra Fristrup,
der fik nok af mandestrip og traktortræk, og
om surferparadiset Cold Hawaii ved Klitmøller.
Det har resulteret i albummet Udkantsland
– Sange fra skæve Danmark vol. 1, der handler
om skæbner fra et stykke udkantsland højt
mod nord.
»Da jeg skulle samle sangene til et album,
kunne jeg se, at stort set alle sangene handlede om udkantsdanmark, og så kaldte jeg
pladen for Udkantsland,« fortæller 47-årige Mikael Ryberg Kristensen og uddyber:
»Jeg er måske blevet lidt provokeret af, at
der er blevet skrevet en masse i pressen om
den rådne banan. Det har altid været negative historier om, hvor dårligt det går, og med
folk, der brokker sig over, at der er langt til et
hospital, og at skolerne lukker.«
På Udkantsland hylder Mikael Ryberg Kristensen med kunstnernavnet Mikael K originalerne i Danmarks afkroge. Han viser os en
anderledes side af det udkantsdanmark, han
selv er blevet en del af.
»Det er ikke noget politisk statement, jeg er
ude i. Jeg laver bare et danmarksbillede af det
her sted, hvor jeg befinder mig,« siger han.
Take-it-easy-territorium
Mikael K er født og opvokset i Aalborg, men
flyttede til København, hvor han i år 2000
grundlagde bandet Klondyke. Mikael K udgav fire plader, mens han boede på Vesterbro.
For fire år siden skiftede musikeren det pulserende byliv ud med landlig idyl i Børglum, og
et nyt Danmark tegnede sig for hans musikalske pen.
»Det er jo som at have sit eget mini-Christiania her i stedet for at have snoldede 35 kvadratmeter inde på Vesterbro,« siger Mikael K.
Han skulle ikke bruge lang tid i Børglum, før
han fandt inspiration til nye sange. Sangsme-
Og Mikael K behøver ikke at køre langt for
at finde inspiration til nye tekster om originalerne i det lyse nord.
»I Stenum er der en krejlerfyr, som laver loppemarkeder, og han kom hen til mig med sit
visitkort, hvor der stod Krejleren fra Stenum og sagde: ’Hey, kan du ikke skrive en sang om mig?’«
Kulturbananen og hippe Klitmøller
Mikael K har på Udkantsland lavet en hyldestsang til en nordjysk by, der har brudt med
myten om et udkantsland i forfald. Klitmøller
ved Thy surfer nemlig på en bølge af succes.
Surferfolket har kastet deres kærlighed på
den gamle fiskerby og døbt den Cold Hawaii.
»Det er jo en solstrålehistorie fra den
rådne banan. Her er der vækst, og de gamle
fiskerhuse er blevet solgt til surferfolket, der
kommer fra København, Belgien og alle mulige steder fra,« siger Mikael K, der skildrer
Klitmøller, Cold Hawaii med ordene:
»Nu bor der surferdudes og bølgepiger i hvert moderniseret fiskerhus / De kommer alle steder fra – fra
København og Düsseldorf og osse Toulouse / Her er
butikker, der kan gå
så tag din dykker-våddragt på / Vi er i Klitmøller,
Cold Hawaii.«
Sangen griber netop fat i det udkantsdan-
mark, som Mikael K gerne vil oplyse om. I
stedet for at tale om den rådne banan, bruger
han et anderledes, positivt navn. Kulturbananen. Det er en forfatter på Mors, der har
fundet på udtrykket, som Klondyke-frontmanden har taget til sig.
»Her i Børglum har der lige været en
kunstudstilling nede i forsamlingshuset, hvor
vi selv spillede i sidste uge, og der ligger tre
kunstgallerier nede i byen. Til gengæld kan
man ikke købe en liter mælk dernede. Jeg synes, det er et perfekt udtryk,« siger Mikael
K, der helt bevidst har valgt at turnere rundt
i kulturbananen med sange som En romer fra
Vrå, Pigen i marken og Hus på landet.
»Det er noget, vi går efter. Vi prøver på
at komme ud og finde alle de der musikforeninger, der ligger ude på landet. Folk vil jo
også gå til foredrag og koncerter, selvom de
bor i en lille landsby. Sådan nogle steder vil vi
rigtig gerne hen at spille.«
Død over hipsterkulturen
»Han gik med sin abe på skulderen / og når nat
faldt på var han folkets ven / med en megafon / og
en Laika-hund / I et sølv-rumdragt af edderdun.«
Det er ikke tilfældigt, at Mikael K skriver om
karakterer som Sputnik, der går rundt med en
abe på skulderen og sælger aviser. Det er originalerne, der fanger sangpoetens blik, lige
meget hvor de bor. Men de er ifølge sangskriveren nemmere at spotte på landet end i
storbyen København.
»Det er fedt, at der er nogle forskelligheder. Jeg læste en artikel om en festival i København (Distortion, red.), hvor journalisten
dømte hipsterkulturen død. Alle, der var til
festivalen, så ens ud. Der var ingen, der stak
ud. Der var ikke nogen, som lavede solohip-
piedans. De havde de samme skjorter på, de
samme sko og samme frisure. Det bliver kedeligt, ik?«
En ægte udkantsmand?
Livet på landet langt fra bilos og hipsterskjorter har både byboere og landfolk taget til sig.
DR har haft stor seersucces med serier som
Bonderøven og Gintberg på kanten, som romantiserer livet på landet. Men hvorfor er udkantsdanmark pludselig blevet så interessant
at høre om?
»Der er jo en masse mennesker, der bor
ude i yderområderne, som lever et ganske
almindeligt liv, og det er måske bare det almindelige liv, som folk er interesseret i,« filosoferer sangpoeten, der romantiserer udkantsmanden i sangen Hus på landet:
»Vi blev født i udkantsland / Jeg er en ægte udkantsmand / Og selvom de så lukker for det varme vand
/ Så skal der mere til, før vi smutter / Fra skæve
udkantsland.«
»Jeg er ikke nogen ægte udkantsmand, for jeg
er jo ikke født og opvokset her. Men det er
et billede på dem, der bor her. De elsker det
her sted og kunne ikke tænke sig at bo andre steder, selvom skolerne lukker, og Sparkøbmanden inde i Børglum også er lukket.«
På sin bakke hævet over høstede majsmarker og arbejdende landmænd kigger Børglum
Kloster majestætisk ud over landskabet. Mikael K forklarer, at TV2 har optaget deres
nye julekalender på klostret. Men indtil en
eventuel turiststorm af børnefamilier valfarter til Børglum Kloster, kan Mikael Ryberg
Kristensen i ro og mag brygge videre på flere
sange om kulturbananens karakterstærke originaler.
SAMFUND
34
SAMFUND
TANKE
37
02 - 03. dec. kl. 12.00
Hun gnider sig op ad mig. Mit sæde burde føles varmere, især ved tanken om, hvor mange
der kigger. En lapdance på et offentligt sted.
Men man kan nærmest mærke rynkerne i
hendes overdimensionerede bagparti, mens
det kærtegner mit højre lår.
Det er kun få, der lægger mærke til dansen.
De fleste har besvær med pænt at sikre deres
egne skød. Op til ti lapdances i samme rum,
mens vi fræser mod hovedstaden med over
100 kilometer i timen. Glem alt om importerede damer. Det her er dansk lapdance, når
det er bedst.
Manden smiler med hele kæben og viser
sin tandløse undermund. Han kan godt se,
jeg er på flugt. På flugt fra et kollektivt sammenbrud. Timingen var perfekt, uret på
tavlen talte planmæssigt ned, mens temperaturen gjorde det samme og samtidig skabte
den kendte følelse med let varme i kinder og
pande og næsen, der løber. Uret talte ned:
fra 20 ned til et minut fra redning. Det kom
dog aldrig og reddede mig, og i stedet tog beskeden kvælertag på mig i mørket: »Toget er
desværre aflyst«. Det her, det var dansk aflysning, når det var bedst.
Nogle gange føles det bare, som om at
man, når man køber et klippekort, i stedet
investerer i et turpas til baggårdspenetrering fra den aflange – og tit røde – satan, vi
kender. Og med nogle gange mener jeg faktisk tit. Ikke bare når man vandrer hvileløst
rundt, og fredelige mennesker får mord i øj-
nene. Ikke bare når billetautomaten afviser
ens dankort, og man ikke kan få æren af at
bruge næsten en tiendedel af sin SU på et
klippekort. De provokerer ligefrem. Borer sig
ind, overdøver det eneste dulmende middel
mod elendigheden, musik. Først var det tvkokken Henrik Boserup, der viste sig og fortalte lystigt om, hvilken mad jeg ikke gad at
lave, og hvor skaldet jeg ikke gider at være.
Så var der en venlig sjæl, der mutede ham,
men nu orkestrerer de mere latterlighed ud
af højttalerne. ’Til tiden’ eller ’On time’ for
lige at minde os andre om, at de passer deres
job. Det er lige så skønt, som når man hører sandwich-damen sige: ’Den smager rigtig
godt’, eller når underviseren siger: ’Jeg er rigtig dygtig til at formidle’. Det er danskhed,
når det er bedst.
»Nej, vi tager desværre ikke imod Visa
Electron,« siger damen, da hun kigger på
mit dankort. Hun tager beslutsomt fat i sin
tro følgesvend, den grå vogn, og går videre.
Dermed bliver jeg snydt for muligheden for
at købe det udsøgte danske måltid udkogt
pølse med aflangt, halvblødt pap som en dårlig kopi af et brød.
Og selvom det er befriende at få en ufrivillig lapdance, at falde i snak med en tandløs
taxachauffør, at lære lidt om madlavning og
at forbedre mine engelskkundskaber, så er det
dansk med stort D. D for DSB og d for dårligt.
lør. 03. dec. kl. 21:00
tirs. 06. dec. kl. 20:00
Chill Out mod Julestress
Flakhaven
Back In Black
tors. 08. dec. kl. 20:00
fre. 09. dec. kl. 21:00
Lucy Love
SAMFUND
TANKE
36
lør. 17. dec. kl. 21:00
The Raveonettes
Led Zeppelin Jam
Postens New Year
Battle
lør. 07. jan. kl. 21:00
tirs 13. dec. kl. 20:00
Rasmus Nøhr Intimkoncert
TipToe BigBand
søn. 04. december
kl. 15:00
TemaTirsdag : Liva Weel
m. Ulla Henningsen
tirs. 13. december
kl. 19:30
Stevie Ray Vaughan
Tribute
Rammstein Jam
vs Metallica Jam
26-27. dec. kl. 20:00
The Blues Brothers
Souvenir Show
EstherOrkester (NO)
tors. 08. december
kl. 20:00
Our Broken Garden
tors. 15. december
kl. 20:00
Ida Gard m/band
tors. 22. december
kl. 21:00
Se hele programmet og køb dine billetter på
POSTENLIVE.DK og DEXTER.DK
fre. 27. januar
kl. 08:00
39
Magnus Pedersen er formand for Danske Studerendes Fællesråd. DSF er
den nationale studenterorganisation, som Syddanske
Studerende er medlem af.
Magnus har en fast klumme
i RUST om aktuelle studenterpolitiske temaer.
TANKE
TANKE
38
Gamle
misforståelser
ruster ikke
Regeringen har i skrivende stund fremlagt deres oplæg til finansloven. I
den er der flere hundrede millioner kroners besparelser på kvaliteten af undervisning. Regeringen misforstår problemet, hvis de tror, de kan spare sig ud af krisen. Hvis vi skal sikre Danmark jobs i fremtiden, skal vores uddannelser blive bedre – ikke forringes.
I oktobernummeret af RUST skrev chefredaktørerne Mette og Maja om, hvordan
studenterrepræsentanter blev inviteret til at
deltage i et brandingprojekt af SDU. Ledelsen lyttede opmærksomt, men lavede alligevel
netop den pjece, som de studerende havde advaret imod. Jeg har selv oplevet, at ledelsen på
Københavns Universitet ikke tager samarbejdet med de studerende seriøst, og det samme
har mange andre studerende gennem tiden.
Vi studerende har vores hverdag på uddannelserne og ved, hvor skoen trykker, og vi vil
gerne tage medansvar for at forbedre vores
uddannelser. Derfor er det helt misforstået at
ignorere studerendes bidrag til udviklingen af
vores uddannelser. Men det virker, som om
hver ny generation af studerende skal bekæmpe den misforståelse.
Nogle misforståelser skal punkteres igen og igen
Der er også andre misforståelser, som dukker
op med jævne mellemrum. I denne krisetid
popper en gammel misforståelse op som en
paddehat efter regnvejr. Det er forståelsen af,
at økonomiske kriser løses bedst med nedskæringer på blandt andet uddannelse. Og denne
krise er ingen undtagelse – kommentatorer
og politikere står i kø for at sprede budskabet
’Når der er krise, skal vi spare.’ Det lyder så
rigtigt, men problemet er, at det ikke passer. Nedskæringer på uddannelse har aldrig hjulpet samfundsøkonomien. Det er en kortsigtet
besparelse, som bliver rigtig dyr i det lange løb.
Det giver nemlig en kontant gevinst til samfundet, når en borger tager en lang videregående uddannelse. Gevinsten er 7,9 millioner
kroner i gennemsnit ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Besparelser på uddannelse
kommer derfor til at ramme hele samfundet
på pengepungen.
Storebæltsbroen er revnet –
ring til Tyskland
Det er ikke kun økonomisk uforsvarligt at
forringe uddannelsessystemet. Det får også
helt konkrete konsekvenser, når fremtidens
professionelle bliver dårligere rustet til deres
arbejde. Det rammer alle, hvis fremtidens læger ikke er topkvalificerede. Og ingen har lyst
til at sende sit depressive barn i behandling
hos en psykolog, der aldrig har været i praktik.
Hvordan skal gymnasielærere hæve det faglige
niveau, når de kun har fået 7 timers ugentlig
undervisning på universitetet? Og hvem skal
stå for store byggeprojekter a la Femernforbin-
delse og reparation af revnede broer, hvis danske ingeniører ikke er kompetente nok? Skal vi
købe kompetencerne i udlandet? Misforståelsen om, at økonomiske kriser løses med nedskæringer på uddannelse, bliver tit gentaget,
men det bliver den ikke mere sand af.
I skrivende stund har regeringen fremlagt
en finanslov, hvor den skærer 600 millioner
kroner på universiteterne. Det kan ikke undgå
at ramme vores uddannelsers kvalitet, slet ikke
når over hundrede millioner kroner af dem
går direkte til de penge, universiteterne får per
studerende. Regeringen siger, at de vil investere i uddannelse – ikke forringe den. Derfor
er det noget skuffende, at det lader til, at regeringen er hoppet med på den gamle misforståelse, at man skal spare på uddannelse, når der
er krisetid.
Det kan ikke betale sig for samfundet. Vi
kommer til at miste jobs, hvis vi ikke er dygtige
nok. Derfor håber jeg, at regeringen vil besinde sig her i juletiden og ikke lader sig rive med
af krise-panik og misforståede myter, men
derimod holder hovedet koldt og investerer i
uddannelse. Det er ikke kortsigtede besparelser, der er brug for – de hjælper stadigvæk ikke
en meter.