skat_informerer_lang_ny_Layout 1

INDTÆGTER FRA UDLEJNING AF FRITIDSBOLIG
SKAT INFORMERER
Forhøjet skattefri bundgrænse og
nye indberetningsregler.
Når du lejer din fritidsbolig ud, skal udlejningsbureauet nu indberette indtægten til SKAT. Den skattefrie bundgrænse er samtidig forhøjet til 20.000 kr.,
når du udlejer via bureau.
Som følge af ny lov skal udlejningsbureauet indberette din lejeindtægt, og du vil
som ejer af fritidsboligen få indtægten
med i din årsopgørelse fra SKAT første
gang for kalenderåret 2011.
Du behøver ikke at selvangive indtægten
og kan nøjes med at kontrollere, at bureauets lejeudbetaling til dig er den samme, som SKAT bruger i sin beregning.
Lejeudbetalingen til dig indberettes af
udlejningsbureauet. SKAT går ud fra, at
du bruger metoden med fast fradrag, når
lejeindtægten beregnes i årsopgørelsen.
I lejeindtægten fra bureauet får du det
forhøjede bundfradrag på 20.000 kr. for
kalenderåret 2011.
Beregningen vises i din årsopgørelse. Er
der fejl i den indberettede lejeindtægt,
skal du kontakte udlejningsbureauet og
med hjælp fra dem opgøre den korrekte
indtægt og indtaste dette beløb i stedet.
Har du købt/solgt fritidsboligen i løbet af
året, skal du selv opgøre og selvangive din
indtægt fra udlejningen.
Hvis du, i stedet for metoden med fast
fradrag, bruger regnskabsmæssig opgørelse af indtægter og udgifter, skal indtægten rettes i årsopgørelsen.
Sådan skal udlejningsbureauet
indberette til SKAT
For at indberette skal udlejningsbureauet
kende fritidsboligens ejendomsnummer.
Du har pligt til at oplyse dette nummer,
hvis dit udlejningsbureau beder om det,
fx hvis boligen ligger i udlandet. Hører
du ikke fra udlejningsbureauet, kan du gå
ud fra, at de selv finder ejendomsnummeret.
Fritidsboligens ejendomsnummer består
af en kommunekode (på 3 cifre) og et løbenummer (på op til 7 cifre).
På www.ois.dk, som er en statslig database, der samler oplysninger om ejendomme i Danmark, kan alle (via en
fritidsboligs postadresse og navnet på
kommunen, hvor den ligger) finde eller
kontrollere et ejendomsnummer.
Ejendomsnummeret findes tillige i opkrævningen af ejendomsskat (”ejendomsskattebilletten”) fra kommunen og i oplysningerne om ejendomsværdiskat i din
årsopgørelse fra SKAT.
Udlejningsbureauet indberetter din lejeindtægt, dvs. lejeudbetalingen til dig
inkl. lejernes betaling for el, gas, varme,
vand og telefon. Hvis du selv står for slutrengøring, indberetter bureauet betalingen for denne som en del af lejeudbetalingen til dig.
Sådan beregner SKAT lejeindtægten
i årsopgørelsen
På baggrund af den indberettede lejeudbetaling til dig vil SKAT beregne, hvad du
skal betale skat af og tage indtægten med
i din årsopgørelse.
Beregningen vil ske som illustreret i følgende eksempel:
Indberettet lejeudbetaling til dig................................................................ 32.000 kr.
– Bundfradrag (forhøjet) ............................................................................ 20.000 kr.
12.000 kr.
– 40 procent fradrag til dækning af alle dine udgifter ved udlejningen . 4.800 kr.
= Indtægt i årsopgørelsen.............................................................................. 7.200 kr.
Skatten af de 7.200 kr. er på ca. 2.400 - 3.700 kr. afhængig af dine øvrige indkomstforhold.
Hvis du ejer fritidsboligen sammen med
én eller flere andre, fordeler SKAT lejeindtægten mellem jer efter ejerforhold,
ligesom det sker med ejendomsværdiskatten.
Hvis du bruger regnskabsmæssig
opgørelse af indtægter og udgifter
Du skal fortsat opgøre resultatet af udlejningen og rette indtægten i årsopgørelsen til det, du selv har opgjort.
Din indtægt fra udlejningen beskattes
som kapitalindkomst.
I din årsopgørelse for indkomståret 2011
(som du kan se på www.skat.dk fra primo
marts 2012) skal du oplyse, at du anvender regnskabsmæssig opgørelse. Så kan
SKAT fremover undlade at tage lejeindtægt med i årsopgørelsen men i stedet informere dig om lejeudbetalingen, som
udlejningsbureauet har oplyst.
Hvis du har privat udlejning
ved siden af
Ved beregning af indtægten i årsopgørelsen vil SKAT gå ud fra, at din fritidsbolig ikke har været udlejet ud over, hvad
der er oplyst fra udlejningsbureauet.
Udlejer du også privat, skal du selv opgøre og selvangive den supplerende indtægt. Bundfradraget vil – såfremt
lejeindtægten fra bureauet er større end
10.000 kr. – være brugt. Den ekstra indtægt du skal selvangive, vil da være 60
procent af den private udlejningsindtægt
(den private lejeindtægt – 40 procent fradraget).
I din årsopgørelse fra SKAT vil du få
nærmere information om, hvordan du
skal selvangive den ekstra indtægt.
Vær opmærksom på at du, når du først
har valgt regnskabsmæssig opgørelse af
indtægter og fradrag, skal fortsætte med
at bruge denne metode, så længe du udlejer fritidsboligen. Du kan altså ikke
skifte til metoden med fast fradrag.
Mere information
Du kan læse mere på www.skat.dk–Bolig
og ejendom–Udlejning af bolig–Udlejning
af fritidsbolig eller i vejledningen Udlejning af bolig på www.skat.dk–Borger–
Vejledninger.
www.retsinfo.dk–lovnr. 1560 af 21.
december 2010.