Diskursanalyse
Projekt Image Ud Over Kanten Diskursanalyse LAG Lemvig, september 2014 Side 1 Indhold Diskurs- og mediedækningsanalyse af landsdækkende mediers omtale af Lemvig og Struer kommuner ...................................................................................................................................3 Omfang af analysen ................................................................................................................3 Teori og begreber ....................................................................................................................4 Analyse af de landsdækkende mediers dækning af Lemvig og Struer .....................................5 Eksempel på diskurs 1: Alt lukker og slukker i Udkantsdanmark ..........................................6 Eksempel på diskurs 2: Der er så dejligt ude på landet - men der er også langt derud ........8 Eksempel på diskurs 3: Udkantsdanmark har problemer, men udkantsdanskerne nægter at lade sig kue af det ..............................................................................................................12 Konklusion .............................................................................................................................15 Diskurs- og mediedækningsanalyse af de lokale mediers dækning af Lemvig og Struer kommuner .................................................................................................................................16 Analyse af de lokale og regionale mediers dækning af Lemvig og Struer ..............................16 Eksempel på diskurs 1: Alt i ‘vores’ del af udkantsdanmark lukker og slukker - men alt er ikke tabt endnu. .................................................................................................................17 Eksempel på diskurs 2: Vi bliver nødt til selv at gøre noget ................................................19 Eksempel på diskurs 3: Nogle flytter herud ........................................................................20 Eksempel på diskurs 4: Udkanten i udkanten .....................................................................22 Chefredaktøren som meningsdanner.....................................................................................23 Konklusion .............................................................................................................................24 Udarbejdet af: Vestviden ApS Journalist Bo Nørgaard For Projekt Image Ud Over Kanten September 2014 Side 2 Diskurs- og mediedækningsanalyse af landsdækkende mediers omtale af Lemvig og Struer kommuner Begrebet Udkantsdanmark har i flere omgange været en fast del af samfundsdebatten i Danmark. Men den er især taget til i styrke siden Hanne W Tanvig, seniorrådgiver hos Københavns Universitet i starten af 2010 brugte udtrykket “den rådne banan”. Sammen med en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut1, der definerede 16 kommuner som udkantskommuner, affødte det et væld af historier om visse yderområders dårligdomme. Siden dengang er brugen af ordene Udkantsdanmark og “den rådne banan” mere end halveret, men betyder det så at medierne taler pænere om kommuner som Lemvig og Struer? Det kigger vi nærmere på i denne analyse, hvor vi ser nærmere på udvalgte artikler fra de sidste fire år, som alle sammen beskæftiger sig med byer og sogne i begge kommuner. Først og fremmest en analyse af de landsdækkende mediers behandling af kommunerne, der beskriver de tre dominerende måder at beskrive Lemvig og Struer på, og dernæst en beskrivelse af de regionale og lokale mediers beskrivelse af kommunerne. Omfang af analysen Grundlaget for denne analyse er artikler fra databasen Infomedia, søgninger på Google på byer, sogne og kommuner, og radio- og tv-indslag fra perioden 1. januar 2010 til 1. maj 2014. Denne periode er valgt, fordi 2010 er det år, hvor Udkantsdanmark for alvor slog igennem i den offentlige debat2 og fordi det giver et datagrundlag, der er stort nok til at man kan se en reel udvikling. Søger man blot på ‘Lemvig’ blandt alle landsdækkende medier på artikeldatabasen Infomedia, dukker der næsten 103.000 resultater op i den periode, vi har valgt. Laver man samme øvelse med Struer, giver det 102.000 resultater. Derfor har det været nødvendigt at filtrere lidt i resultaterne, og derfor har vi valgt at dele analysen op i to dele, hvor denne første del primært fokuserer på de landsdækkende medier. Vi ser bort fra fagbladene, fordi selvom de omtaler for eksempel Gudum og Thyborøn, er det primært for at placere historien i landet. De er som omtaler landmanden og fiskeren på samme måde, hvad enten de bor i henholdsvis Gudum eller i Thyborøn, det er faget, der er deres fokus. Derudover har vi - i første del af analysen - set bort fra de lokale medier som Lemvig Folkeblad og Dagbladet Holstebro-Struer. Det gør vi, fordi de lokale medier sjældent omtaler selv de små byer i kommunerne som yderområder. De omtaler dem som byer i en kommune, fordi deres målgruppe bor i byerne og sognene, og derfor ikke har behov for at få dem placeret, hverken fysisk eller psykisk. 1 http://www.sbi.dk/boligforhold/boliger/yderomraderne-og-deres-til-og-fraflytning/yderomraderne-ogderes-til-og-fraflytning 2 http://www.dsn.dk/nyt/nyheder/2010/mailgate-koedklister-og-askesky-ord-og-udtryk-fra-aaret-der-gik Side 3 Derudover har det været nødvendigt at lægge et lidt kraftigere filter nedover de større byer i kommunerne, det drejer sig om Lemvig, Struer og Thyborøn. De kommuner er blevet parret med en række søgeord3 for at gøre analysen af disse byer overskuelig. Teori og begreber Her en kort gennemgang af de begreber, som vi vil benytte mig af i løbet af analysen. Nogle giver sig selv, andre kræver måske lidt mere forklaring. Under alle omstændigheder er dette afsnits hensigt at skabe klarhed omkring dem. Kategoriseringer er når, man eksempelvis kalder Paris en “flække” eller Fjaltring for en “landsby”. Det er ikke nødvendigvis negativt, men uanset hvad, så giver det et billede af eksempelvis Paris eller Fjaltrings størrelse og udseende hos læseren. Modstillinger er når man sætter noget op overfor noget andet. Det kan eksempelvis være Vestjylland overfor København, yderområder overfor centraliserede områder, osv. Der er tit tale om en “os mod dem”-retorik, som eksempelvis kan gøre sig gældende, når tre journalister fra Politiken tager til Harboøre. Der behøver ikke at være en decideret konflikt, men modstillinger sætter ting op overfor hinanden - og nogle gange på spidsen. Metaforer er et af de begreber, der giver sig selv. Her er tale om ord, der står i stedet for andre ord og på den måde giver et billede af, hvad vi taler om. Som for eksempel, når Jyllands-Posten skriver om “de sorte landsbypletter”. Her er selvfølgelig ikke tale om deciderede pletter, men det giver alligevel et billede af byerne. Præsuppositioner er, når der ligger noget implicit i en formulering. Det kan for eksempel være, når avisen.dk skriver, at “Udkantsdanmark er bedre end sit dårlige rygte”. Så ligger der i formuleringen, at Udkantsdanmark har et dårligt ry, og at vi skal være overraskede over, at alt ikke er til rotterne derude. Endelig er der Det overordnede narrativ. Her er tale om det, som journalister kalder vinklen. Altså den overordnede fortælling i historien. Er der tale om en succeshistorie, er det tragisk eller bare lidt sjovt? Er der helte eller skurke - og hvad er de drevet af? Det kan for eksempel være, når historien om at de lokale i Gudum reddede byens skole ved at lave den til kulturhus. Her er der tale om en succes, der har de lokale ildsjæle som klare helte. Analysen er baseret på undervisning og teori af Ejvind Hansen, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Begreberne og deres beskrivelse er således baseret på en forelæsningsrække, som Ejvind Hansen holder på journalistuddannelsen. Diskursanalysen kan derfor have en anden form end akademiske analyser, da denne i høj grad er tilpasset journalistiske produkter og analyser. 3 Søgeordene er: Udkantsdanmark, yderområde, den rådne banan, kanten, udkantsområde, vandkantsdanmark, den grønne banan, randområde, Vestdanmark og lydens by (sidstnævnte kun for Struer) Side 4 Analyse af de landsdækkende mediers dækning af Lemvig og Struer Det kan være svært at skabe et ensartet billede af mediernes dækning af Lemvig og Struer kommuner. Gennem min analyse har vi finkæmmet artikeldatabasen Infomedia, Google, og Statsbibliotekets Mediestream (et katalog over radio- og tv-indslag) for artikler, der indeholder de mange sogne i Lemvig og Struer Kommuners navne, samt de store byers navne parret med de førnævnte søgeord. De store byer er i dette tilfælde Lemvig, Struer og Thyborøn. Der er et væld af forskellige artikler, der omtaler kommunerne, sognene og byerne i større eller mindre omfang. Nogle nævner dem flygtigt, andre gange bliver der lavet portrætter af byerne og nogle gange bliver de omtalt i forbindelse med en stor begivenhed eller en ulykke. Og så er der de mange udkantsreportager, hvor en journalist på eksempelvis et større dagblad kommer på at tage til den eksotiske udkant for at lave en reportage. Den helt generelle, neutrale dækning af Lemvig og Struer kan dog være svær at få fat på. Ikke, at der slet ikke er omtale af de to kommuner, der er bare ikke en gennemgående, rød tråd i dækningen af dem. Ved gennemlæsning af de artikler, der dukker op ved søgningen, tegner der sig dog et billede. Der virker til at være tre dominerende retninger, eller diskurser 4, i de landsdækkende mediers omtale af de to kommuner: 1. Alt i Udkantsdanmark (i dette tilfælde i Lemvig og Struer) lukker og slukker, alle flytter til byen og der er ikke noget håb tilbage for udkanten, med mindre politikere og andre gør noget. 2. “Der er så langt ud på landet” - historier om, at der er meget langt ud til yderområderne. Der er pænt, og folk er søde - men de er også lidt underlige. Og så er der meget langt derud. 3. Udkantsdanmark er i store problemer, men udkantsdanskerne nægter at lade sig kue af det. Udover de ovenstående tre punkter, er der dog nogle generelle betragtninger, man kan gøre sig om omtalen af Lemvig og Struer i de landsdækkende medier. Der er ikke meget generel omtale af de to kommuner i de store medier. Ind imellem er der en journalist på en stor avis, der beslutter sig for at tage på reportage til en lille by i udkanten, men ellers skal der store begivenheder til, før der bliver skrevet artikler om de to kommuner. For eksempel kom der meget omtale af egnen i forbindelse med Giro d’Italias etaper igennem blandt andet Gudum og Struer, og et voldsomt uheld med en motorcyklist i 2010 gjorde også, at Gudum blev nævnt mange steder. Men de almindelige dag-til-dag-historier udebliver. Det tyder også på, at det hjælper meget på omtalen af en lille by, hvis man kan knytte den til en kendt personlighed. Venø hænger for eksempel sammen Christian Kjær, Ernst Trillingsgaard, der er direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter bliver omtalt meget i forbindelse med sin fødeø, Jegindø, og Vejrum har fordel af at være fødeby for kunstneren Asger Jorn. 4 En diskurs er et akademisk begreb, der dækker over den måde, som man taler om et givent emne på. Side 5 Ofte bliver det dog ikke til mere end at bynavnene bliver nævnt i en artikel i forbindelse med fødselsdage eller jubilæer for de nævnte, og kan derfor knapt kategoriseres som egentlig omtale. Som nævnt er niche- og fagmedierne blevet sorteret fra, fordi de omtaler deres respektive brancher frem for at gøre et stort nummer ud af at et firma ligger i Thyborøn eller Gudum. Det gør sig dog også - i et vist omfang - gældende i et af de landsdækkende medier: Kristeligt Dagblad. De bruger for eksempel menighedsrådsformanden i Harboøre i en historie om at det frivillige engagement falder, men gør det uden at gøre opmærksom på, at Harboøre ligger i det, som andre medier ville kalde Udkantsdanmark.5 Selvfølgelig har Kristeligt Dagblad også artikler, der følger de tre ovennævnte retninger, men de virker til at være mere neutrale end de fleste. Det tyder også på, at de elektroniske medier - det vil sige radio og tv - i mange tilfælde omtaler byerne i Lemvig og Struer kommuner som det, de er: byer i Danmark. I få indslag bliver de omtalt som deciderede udkants- eller yderområder, og et firma som B&O bliver blot omtalt som “B&O fra Struer. Der er selvfølgelig enkelte historier, der har Udkantsdanmark som tema, og her bliver byerne selvfølgelig nævnt, hvis de er cases, men disse cases kan ligeså godt være fra eksempelvis Lolland eller Sønderjylland. Det kan skyldes, at indslag til eksempelvis Radio- og Tv-avisen bliver lavet af journalister fra DR’s lokale redaktioner - i det her tilfælde Holstebro - og derfor ofte får en mindre udkantsorienteret vinkel. Endelig bliver Vestjylland som helhed gang på gang nævnt i forbindelse med partiet Venstre. Landsdelen er højborg for partiet, og derfor var der mange artikler fra vælgermøder i partiets vestjyske lokalafdelinger i forbindelse med vælgerflugt og andre problemer i foråret. Eksempel på diskurs 1: Alt lukker og slukker i Udkantsdanmark Objektet for den første af de tre dybere analyser er artiklen Det er bedre at være en hund herude, som Jyllands-Posten skrev i 20106. Artiklen er en reportage fra Lemvig havn, som tager udgangspunkt i beslutningen om at placere regionens nye supersygehus i Gødstrup ved Herning, en beslutning, de ikke var så tilfredse med i Lemvig. Den er valgt som eksempel på den diskurs, der beskæftiger sig med det, man vel med lidt god vilje kan kalde den klassiske udkantsproblematik. Den handler om, at udviklingen går den forkerte vej, at virksomheder, arbejdspladser og højtuddannede forsvinder fra yderområderne, og der derfor skal store ændringer til for at vende udviklingen. Jyllands-Postens artikel er valgt, fordi den på forholdsvis kort tid opsummerer den første diskurs. Efter analysen af artiklen vil vi trække nogle citater frem fra andre artikler, som ligeledes er eksempler på denne diskurs, men som ikke gav mening at analysere helt til bunds. 5 6 Menighedsråd kvæles i tal og paragraffer, Kristeligt Dagblad, 3/8-2010 Det er bedre at være en hund herude, Jyllands-Posten, 24/9-2010 Side 6 Det er bedre at være en hund herude Kategoriseringer: Artiklens kategoriseringer går sjældent på selve byen Lemvig, men mere på nedslag i byen, som skal give os et billede af den. Per og Sørens kutter er lille - ligesom Marianne Schous frisørsalon, havnebygningen er gammel og faldefærdig, og byens gågade er smal. Kombineret med artiklens overskrift giver det et billede af en lille provinsby, hvor tingene går langsomt og ikke retter sig af sig selv. Derudover bliver Lemvig indirekte kategoriseret som en del af Udkantsdanmark, fordi byen bliver brugt som en af de byer der er tænkt på med hjælpen til Udkantsdanmark. Præsuppositioner: I løbet af hele artiklen bliver det beskrevet, hvordan udviklingen har gjort det af med både Lemvigs fiskerflåde og store arbejdspladser, og at der er brug for penge til at skabe en ny udvikling. Når man giver udviklingen så meget magt i artiklen, siger man også at man har behov for hjælp udefra for at kunne vende udviklingen til noget bedre. Det bliver faktisk sagt direkte i artiklen, når Søren Holm siger “Der skal virkelig kød på bordet, for vi mangler penge herude - se jer omkring” til journalisten. Det overordnede narrativ: Det overordnede narrativ i historien er, at regeringens plan for at styrke udkantsområderne er et skridt i den rigtige retning - og at udkantsområder som for eksempel Lemvig ikke kan vende udviklingen selv, der skal hjælp og penge udefra til. Det bliver illustreret ved, at artiklen beskriver udviklingen som årsagen til, at tingene ikke går så godt i Lemvig. Udviklingen er den helt store skurk i artiklen og får indirekte stor magt i kampen om byens skæbne. I løbet af det første afsnit bliver det slået fast, hvordan udviklingen har gjort det af med både arbejdspladser og fiskerflåde i byen, og senere at der skal meget til at vende udviklingen. På den måde får man også illustreret, at der skal mere end en stemme på nogle andre politikere til for at vende udviklingen - det er ikke noget, man bare sådan lige gør. Det understreges også af at ‘udviklingen’ er noget diffus, det er i hvert fald ikke noget, man sådan lige tager fat i og ændrer, og det gør den endnu sværere at kæmpe imod. Men som alle store skurke, har udviklingen også et sidekick i det ligeledes diffuse ‘De’, som bliver gjort til skurk i sætningen “De skulle bare have ladet det sygehus blive i Holstebro.” Her tales givetvis om de politikere, der har besluttet, at det nye supersygehys skal ligge i Gødstrup. De bliver gjort til skurke og til en del af årsagen til at det går så dårligt i Lemvig, at det er blevet “bedre at være en hund herude.” Heltene i historien er lidt svære at få øje på, men man kan argumentere for at lemvigerne både er helte og ofre i historien. De er selvfølgelig - sammen med byen - ofre, da udviklingen har taget livet af alle byens virksomheder og fiskerflåde, og derved er ved at tage livet af byen som helhed. Men man kan argumentere for, at de er helte i den forstand, at de kæmper mod udviklingen og de følger, som den har for byen. Det er dog svært at få øje på heltemodet i sætninger som “Der skal virkelig kød på bordet, for vi mangler penge herude - se jer omkring,” så derfor må man sige at lemvigerne primært er ofre i denne historie. Side 7 Eksempler fra andre artikler Når de landsdækkende medier fortæller om den første af vores tre diskurser, sker det ofte med et tonefald, der lyder lidt af dommedag. Ligesom i ovennævnte artikel, så bliver udviklingen med affolkning og “brain drain”, som en af artiklerne kalder det beskrevet som noget, der er svært hvis ikke umuligt - at vende. Det sker for eksempel, når Weekendavisen citerer en unavngiven Holstebro-advokat for at sige: “Lemvig og Struer er byer under afvikling. Folk er lavtuddannede, arbejdspladserne er forsvundet, der kommer ingen nye, og huspriserne kommer aldrig til at stige igen” 7 Byer under afvikling, hvor folk er lavt uddannede, arbejdspladserne aldrig kommer igen og huspriserne aldrig kommer til at stige igen er per definition dødsdømte, med mindre der sker noget drastisk. Man kan selvfølgelig argumentere for, at advokaten ikke som sådan har nogen baggrund for at sige det, og han kan sige hvad som helst, når han er anonym, men citatet rammer alligevel hovedet på sømmet i forhold til diskursen. Det samme gør en artikel fra avisen.dk, som egentlig handler om en indsats for at få unge indvandrere i arbejde. Få linjer nede i artiklen står: “Vi er i Struer. Epicenter i det, der så charmerende kaldes Den Rådne Banan - eller Udkantsdanmark. Her er langt til uddannelse - endnu længere mellem jobbene. Fremtiden for unge i Struer ser mørk ud - med mindre de får en uddannelse - og flytter væk.” Igen er det meget dystre ord, der bliver brugt om struer. Struer er epicenter Den Rådne Banan og Udkantsdanmark, to ord som har fået en meget negativ klang over de senere år, og her er Struer ovenikøbet epicenter for herlighederne. Derudover bliver fremtiden for de unge ridset op: de har langt til uddannelse, endnu længere til et job og derfor ser det skidt ud for de unge, hvis de vælger at blive i Struer. Eksempel på diskurs 2: Der er så dejligt ude på landet - men der er også langt derud Objektet for den anden analyse er første del af Politikens serie På tur i Vestjylland fra 2010: Da fiskeren Laust Sand havde bollet sin datter, stak han sig på en fjæsing og døde 8 Artiklen er en reportage fra forskellige steder i Lemvig og omegn, hvor journalisten forsøger at finde frem til solidariteten fra Matador, han har ganske enkelt forsøgt at finde en moderne udgave af Korsbæk. 7 Bank til vestjyderne, Weekendavisen, 28/3-2014 8 Da fiskeren Laust Sand havde bollet sin datter, stak han sig på en fjæsing og døde, Politiken.dk, 13/122010 Side 8 Den er valgt som eksempel på den diskurs, der beskriver yderområderne som steder, der er meget langt væk fra alting. Folk er søde derude, og der er pænt, men de er altså også lidt mærkelige og der er bare meget langt derud. Efter analysen vil vi komme ind på andre eksempler på dette, der bliver brugt i lidt mindre omfang i andre artikler, blandt andet en anden serie fra Politiken fra 2013, som minder om denne artikel. Da fiskeren Laust Sand havde bollet sin datter, stak han sig på en fjæsing og døde Kategoriseringer: Journalisterne har valgt at kategorisere sig selv, måske for at læseren skal få et forhold til dem. Det er blevet til henholdsvis “Københavneren”, “Vestjyden” og “Oraklet”. Det er givetvis gjort for at give læseren et billede af journalisterne, så man kan forestille sig turen og dens deltagere. “Københavneren” og “Vestjyden” er selvfølgelig opstået på baggrund af deres fødesteder, mens “Oraklet” virker til at være opstået i bilen, fordi fotografen siger noget småfilosofisk. Harboøre er “ude på den yderste sandbanke” og “moralens urfjeld” på afstand, men da de kommer nærmere og får indkvarteret sig på hotellet, bliver den til “et dybfrossent tableau” og “helt stille”, og det er som om “at himlen har overtaget og presset jorden særlig flad”. Der er heller ingen vej ud til havet og på vejen til Harboøre står gps’en af på grund af manglende sattelitdækning. Vi er med andre ord langt fra civilisationen. Da vi kommer ind på Pubben, bliver holdet mødt af en gruppe mænd, hvis ansigter er “formgivet af vestenvinden” og som kigger på dem med en blanding af foragt og forbløffelse, men samtidig viser i første omgang en kvinde sig at være “sød og rar og nysgerrig.” Alt i alt giver det et billede af Harboøre som et sted, hvor de gamle dyder stadig hersker, men også som et sted, der ligger rigtig langt væk fra alting. Harboøreboerne bliver fremstillet som søde og rare, men også lidt primitive. Modstillinger: Den første modstilling kommer allerede i præsentationen af journalisterne. Københavneren er det klare modstykke til Vestjyden. Vestjyden synes, at resten af landet fokuserer for meget på, hvem der går i seng med hvem, og hvem der får rabat hvor og mener, at moralen og værdierne er bedre ude vestpå, hvor han også selv kommer fra. Københavneren er bare lidt træt af at høre om vestjydens moral, og tror at det er “røvsygt” i Harboøre. Den modstilling er drivkraft i turen derud, som fylder rigtig meget af den første del af artiklen og formår også at stille nogle fordomme op, som skal be- eller afkræftes. De bliver også lidt personificeringen af artiklens hovedmodstilling, som er forskellen mellem Harboøre og “resten af Danmark”, hvilket nok nærmere er København i dette tilfælde. I København går alle op i, hvem der går i seng med hvem og hvor meget rabat, Søren Pind får i Sand, mens det er nogle andre dyder, der hersker i Harboøre. Herude “trives anstændigheden. En rigtig moral! Ikke den der påtagede nypuritanske moral, københavnerne søber rundt i,” som vestjyden så fint formulerer det i artiklen. Metaforer: Der er rigeligt med metaforer i artiklen, og vi kommer ikke omkring dem alle her. Jeg har valgt nogle enkelte ud, som siger noget om artiklens måde at omtale Harboøre på. Den første, der springer i øjnene er omtalen af Harboøre som “moralens urfjeld.” Et urfjeld er det, der ligger under et løsere underlag, det vil sige noget meget gammelt og urokkeligt. Det giver dels et billede af noget, der er mere solidt end det, der ligger ovenpå, i det her tilfælde er det Haboøre-moralen, der er mere solid end den i København. Side 9 Samtidig giver det også et billede af noget meget gammelt, som aldrig rykker sig. Næste metafor indfinder sig efter at de tre er ankommet til hotellet i Harboøre. Da de står og kigger ud af vinduet på Harboøre, hvor “Husene rager op som gravsten i det snigende tusmørke.” Det er ikke et særlig charmerende billede, der dukker op i hovedet hos læseren, når man sammenligner husene med gravsten, der rager op, faktisk giver det nærmere et billede af en by, hvor alt er dødt. Samtidig er et snigende tusmørke sandsynligvis ikke en slags mørke, der vil en det godt. Senere, efter trekløveret har været en tur på stranden - der i øvrigt næsten tog livet af dem - bliver de udsat for det vestjyske vejr, da “Frosten æder sig ind i dem, mens de forslåede tumler tilbage mod byen. Det er, som om himlen har overtaget og presset jorden særlig flad her uden for Harboøre.” Igen er det et meget lidt charmerende billede af Harboøre, der dukker op i hovedet. Det virker ikke som en behagelig oplevelse at frosten æder sig ind i en, og at jorden skulle være presset særligt flad af himlen giver heller ikke det bedste indtryk af området. Her kommer beskrivelsen af ‘Pubben’, Harboøres eneste værtshus, ind i historien. “Den ligger skubbet lidt væk fra vejen i en gård med masser af parkeringspladser og ligner et forvokset parcelhus. Skråt over for knejser Indre Missions borgtakkede rødstensbygning.” Disse to metaforer viser klart magtfordelingen mellem Pubben og missionshuset: missionshuset er borgtakket og knejser og giver dermed billeder af noget nærmest majestætisk, mens Pubben ligner et forvokset parcelhus og er skubbet væk fra vejen i en gård og virker lidt snusket. Med andre ord er det - hvis man skal tro på artiklen - Indre Mission, der har magten i Harboøre, mens Pubben er forvist til en gård lidt væk. Der er mange flere eksempler på den her slags metaforer i artiklen, men pointen er vist ved at være nået. Samlet set giver de mange metaforer i artiklen stærke, men ikke så pæne billeder af Harboøre. Det overordnede narrativ: Overordnet set virker det til at artiklens forfattere vil have os til at forstå, at Harboøre er et sted, man ikke har lyst til at bo. Selve byen er fuldstændig død og ligger meget langt væk fra alt andet - selv gps’en står af på vej derud. Det er koldt, mørkt og en simpel gåtur ned til vandet er ved at slå trekløveret halvt fordærvet, fordi naturen er fjendtlig. Det første afsnit af artiklen, som vel med rette kan kaldes rejsen, bliver brugt på en lang beskrivelse af rejsen til Harboøre. Allerede ved at bruge så meget tid på turen - som i artiklen starter på Valby Bakke - har man slået fast, at vi skal meget langt væk. Politiken er en københavneravis og derfor vil Harboøre som udgangspunkt være meget langt væk fra de fleste læseres hverdag. Derfor giver det også en slags mening for journalisterne at starte allerede der. Set i forhold til dette projekt er det dog også indledninger som den, der er med til at distancere Lemvig og Struer i forhold til resten af Danmark. Folkene på Pubben bliver beskrevet som nogle først lidt afvisende, men senere venlige mennesker. Fra fiskerne over den eneste kvindelige gæst til ‘Isbjørnen’ der angiveligt kan overtage andre menneskers dårlige energi og “give varme”, bliver de dog frem for alt beskrevet som nogle lidt småtossede mennesker. Det er ikke noget, der bliver skrevet direkte i artiklen, men gennem citater som “Æ haw? Den ligger der jo bare” og beskrivelsen af ‘Isbjørnen’ som “(...) fisker fra 1960 til 1992, hvor han solgte sin kutter i frustration over fiskekvoter og socialdemokrater”, giver alligevel en slags billede af dem som noget lidt for sig selv. Modsat artiklen i første analyse, er der ikke egentlige skurke eller helte i denne historie. Selvfølgelig er der lidt i modstillingen mellem den påtagede skinmoral i København og den dybere og bedre moral i Harboøre. Side 10 Den modstilling ryger dog lidt undervejs, så det mere kommer til at handle om, hvordan tingene ser ud i Harboøre, end hvordan de er forskellige fra hovedstaden. Eksempler fra andre artikler Når medierne tager fat i den mere kærlige del af udkantsdækningen, som udgør vores anden diskurs, bliver det ofte gjort med et forsøg på glimt i øjet, lidt hård kærlighed og nogle gange flotte miljøbeskrivelser. Det er måske udtryk for, at de fleste er klar over, at Udkantsdanmark eksisterer, både som begreb og som problematik og derfor forsøger nogle journalister at tænke på nogle knapt så dommedagsagtige måder at skrive om det på. Det sker for eksempel på BT’s hjemmeside den 8. maj 2012, hvor der i forbindelse med Giro d’Italia står følgende: “(...) intet kommer i nærheden af den gigantcykel, der med traktorer i både fordæk og bagdæk og små crossmaskiner på den store klinge rullede smukt hen over en mark mellem Lemvig og Struer. Og så stod der ellers: Farmers keep the wheels running. Velkommen på landet.”9 Og andet sted i samme artikel: “Skal vi ikke bare sige, at byer som Thorsminde, Gudum, Fjaltring og Resenstad fik en sjælden postkortagtig fremstilling på fjernsyn over hele verden, og vi der kigger med på TV fik også tekst på postkortet fra Jørgen Leth.”10 I formuleringen “en sjælden postkortagtig fremstilling” ligger der, at de fire byer ellers ikke får så positiv omtale, men at det denne gang er lykkedes. Ligeledes er der en vis humoristisk tilgang til området i en formulering som “Farmers keep the wheels running. Velkommen på landet.” Man kan selvfølgelig læse en lidt ironisk distance til konceptet i journalistens formulering, men det virker dog til at være skrevet, fordi konceptet med en kæmpecykel virker sjovt. Der ligger dog en underdiskurs i denne diskurs, som det er værd at bruge lidt tid på, men som få artikler har brugt konsekvent, nemlig at der også er rigtig pænt, når man kommer ud vestpå. Den bliver også sjældent brugt uden at der også lige kommer et svirp med halen til Udkantsdanmark. For eksempel, når Jyllands-Posten skriver: “Faktisk er der forbavsende få mennesker i Bøvlingbjerg på en skøn fredag formiddag, da solen skinner fra en skyfri himmel. Bøvlingbjerg er ellers en hyggelig vestjysk by, men også en del af det efterhånden meget omtalte Udkantsdanmark og ikke et sted, hvor man tilfældigt kommer forbi, medmindre man skal en tur til Vesterhavet.”11 9 Sådan husker vi Jylland i pink, BT.dk, 8/5-2012 ibid 11 Vestjysk sjæl i glasset, Jyllands-Posten, 20/6-2010 10 Side 11 Med andre ord: Det er mærkeligt, at der er så få mennesker i Bøvlingbjerg, når vejret nu er godt, og der er så hyggeligt. Men så igen, det ligger jo også meget langt væk fra alting. Eller som når samme avis skriver om Skulpturstien i anlægget i Lemvig: “(...) der er Danmarks smukkeste udsigt over by og fjord, som jeg tit sad og tegnede som feriebarn. Bænken heroppe er stadig et godt sted at meditere og lytte, hvis der er en tøffende fiskekutter nede på fjorden. Dem var der mange af dengang, men nu har EU-kvoter givet de fleste dødsstødet til ophugning.”12 Igen er der rigtig flot - endda Danmarks smukkeste udsigt - og her er godt, når man skal meditere og lytte. Men vi er også et sted, hvor EU-kvoter har givet mange kuttere dødsstødet. Igen er der derfor en “her er flot, men vi tror ikke, vi ville bo her”-tone i artiklen. Tonen er givetvis velment, men så længe at den kobles sammen med Udkantsdanmark, hvad enten det er direkte eller indirekte, kommer det uværgeligt til at handle om Udkantsdanmark. Det er nærmest bedst illustreret i endnu en artikel fra Jyllands-Posten: “Her mangler ikke noget i den lille hyggelige havn i Lemvig, hvor et par østerskuttere ligger badet i efterårssolen, mens tyske uden-for-sæsonen-turister er ved at falde over hinanden på kajen.”13 På mange måder en fin beskrivelse af havnen i Lemvig, hvis ikke det var fordi både Lemvig og Struer i linjen før det var blevet koblet sammen med “flere andre udkantskommuner”. Udkantsdanmark er som udtryk blevet symbol på usælgelige huse, landsbyer i forfald og generel elendighed. Derfor kommer enhver historie, hvor Udkantsdanmark bliver nævnt, til en historie om netop det, før det når at blive en historie om noget som helst andet. Eksempel på diskurs 3: Udkantsdanmark har problemer, men udkantsdanskerne nægter at lade sig kue af det Som eksempel på den tredje diskurs skal vi se på artiklen En landsby, der ikke vil dø14 fra Weekendavisen. Artiklen handler om Fjaltring og om hvordan landsbyen, og dem der bor i den, ikke vil lade sig slå ud af de mange historier om Udkantsdanmarks fortrædeligheder. Den er valgt som eksempel på den diskurs, der går på at trods alle Udkantsdanmarks problemer, findes der stadig steder, hvor man forsøger at gøre noget ved den udvikling, som de andre artikler beskriver. 12 Danmarks internationale hjørne, Jyllands-Posten, 22/1-2011 Pengene flyder i yderkommunerne, Jyllands-Posten, 21/10-2010 14 En landsby, der ikke vil dø, Weekendavisen, 29/7-2011 13 Side 12 En landsby, der ikke vil dø Kategoriseringer: Fjaltring bliver nærmest konsekvent omtalt som ‘landsbyen’ eller ganske enkelt ‘byen’ i artiklen. Den eneste gang, der bliver koblet flere tillægsord på, er det, at det er en innovativ landsby. Ellers får ‘landsby’ i størstedelen af artiklen lov til at stå alene, hvilket gør at læseren oftest selv får lov at danne sig et billede af Fjaltring. ‘Landsbyen’ siger naturligvis noget om byens størrelse, men får alligevel ikke lov til at fylde særligt i artiklen. De få gange, hvor der bliver brugt beskrivelser om byen er det nærmest kun positivt. Den er innovativ, anderledes og et usædvanligt sted, hvor folk er fuld af gode ideer og initiativ. Og indbyggerne i Fjaltring bliver, udover de to førnævnte ting, beskrevet som pragmatiske, praktisk anlagte, realistiske, og afhængige af hinanden, fordi de er så få. Alt i alt giver det et billede af Fjaltring som en behagelig by, der godt nok ikke er så stor, men hvor der stadig sker noget. Modstillinger og metaforer: Artiklen byder ikke på direkte modstillinger. Den eneste er en lidt skjult kamp mod Indre Mission, eller ‘missionen’, som de kalder den i Fjaltring. Her kommer artiklens eneste metafor også til syne, hvorfor de to er slået sammen i denne analyse. Gunda Jørgensen, sognepræst, fortæller, at byen altid har været omgivet af missionsfolk, og i samme boldgade fortæller Anders Bune et andet sted i artiklen om en præst, der var i stand til at “holde indre mission stangen”. Endeligt fortæller landmand Orla Pedersen til sidst i artiklen om missionsfolkene: “Dem hår vi slawn ihjel!” Det er med til at give et billede af at Fjaltring har kæmpet en slags kamp mod Indre Mission, men at de har vundet den, blandt andet ved hjælp af nogle stærke personligheder. Men det giver også et billede af indbyggerne i Fjaltring som nogle, der ved, hvad de vil og gør tingene på deres egen måde. Det overordnede narrativ: Det overordnede narrativ i historien i artiklen er, at Fjaltring, trods sin placering midt i “Den Rådne Banan”, nægter at ligge under for mærkatet. Den historie bliver blandt andet fortalt gennem fire personer fra byen: Britta Haugen, Gunda Jørgensen, Anders Bune og Orla Pedersen. Derudover er artiklen dybest set en opremsning af de aktiviteter og tiltag, der sker i byen for at holde liv i hjulene og undgå banan-mærkatet. Det være sig litteraturog filmklub, landsbyhøjskole, “universitet” (som egentlig er en bar), Ph.D-cafe, ungdomsklub, egen sparekasse og så videre. Kombineret med de små portrætter, der udgør artiklens kilder, giver det et billede af Fjaltring som en driftig by, der holder gang i hjulene. Alt er dog ikke rosenrødt i Fjaltring, hvor “Til Salg”-skiltene også er begyndt at dukke op, men det slår ikke Fjaltringboerne ud af kurs, for selvom husene skulle blive solgt til turister, sker der det ofte, at “det, der starter som en ferie-flirt, ender som en permanent bosættelse,” som Anders Bune, byens uoficielle borgmester, siger. Det er en historie, der nemt kunne være endt som endnu en “tragedie”-historie om landsbydød, men i stedet ender det som en succes, fordi Fjaltring netop gør så meget for at vende udviklingen. Der er ikke nogen klar skurk i historien, som der er i så mange af “udviklingen har gjort, at…” historierne fra tidligere i analysen. Til gengæld er Fjaltringboerne tydelige helte i egenskab af deres konstante indsats for at undgå landsbydøden ved at forsøge at skabe liv med alle aktiviteterne. Der bliver ikke taget stilling til aktiviteterne eller indbyggerne i Fjaltring, for den sags skyld - fordi der er sparet på beskrivelser af dem, og man kan således selv tage stilling til, hvad man synes om dem. Side 13 Det giver oftest et mere positivt indtryk af byen og dens indbyggere, end der bliver givet i eksempelvis den første analyserede artikel, og det at der midt i artiklen er et lille segment om, at “ikke alt er fryd og gammen i Fjaltring,” hjælper til at give artiklen et ret neutralt tonefald. Eksempler fra andre artikler Temaet om at nogle landsbyer nægter at dø, dukker op flere steder, måske som udtryk for at vi er trætte af høre om - og medierne trætte af at fortælle om - at Udkantsdanmark er dødsdømt og at alt lukker derude. Fjaltring bliver også fremhævet i Jyllands-Postens artikel Frankfurt Fjaltring t/r fra 2012, hvor der blandt andet står: “Fjaltring i det nordvestlige hjørne af Jylland er fortsat en kulturcentrifuge med vekslende styrke. Trods beliggenheden i Udkantsdanmark har flækken været centrum for mange udfoldelser” 15 Her er et eksempel på, at man tager pusten lidt fra ideen om at Fjaltring skulle gøre op med landsbydøden. Når en sætning som den sidste, hvor Fjaltring bliver beskrevet som en flække i Udkantsdanmark, forsvinder meget af den pondus, som en sådan artikel kunne give til byen. Videre i artiklen bliver byen ellers fint beskrevet, blandt andet når Per Daubjerg siger: “Skal jeg være lidt maliciøs, så synes jeg, at man på mange måder mangler udsyn i København, hvor det kan være svært at se uden for Valby Bakke. Herude bliver man nødt til at skabe kontakter udadtil, hvis man ikke vil gå i stå. Denne vedvarende orientering hjælper til at udvikle os. En anden dynamo er samspillet mellem indflyttere og lokale, som har formået at tiltrække malere, musikere, forfattere og komponister til Fjaltring,”16 Her er Fjaltring både et alternativ til København og en dynamisk by for kreative sjæle. Derudover er den udadvendt og forsøger at skabe kontakter for netop ikke at gå i stå. Det tegner alt sammen et billede af en by, som ikke vil lide landsbydøden, og som gør noget for at tiltrække nye indbyggere, også folk, der kommer fra et andet sted end lige i lokalområdet. En anden del af diskursen dukker op, når der bliver gjort noget aktivt i Vestjylland for at kæmpe imod landsbydøden. Et eksempel på dette er en artikel i Berlingske 17, der handler om Gudums borgeres ombygning af byens skole: “Kommunen havde i 2011 besluttet, at den lille landsby langs landevejen mellem Lemvig og Struer skulle være en by uden en skole. Det var deres erindringer, deres fælles gods, der blev lukket ned for. (...) Derfor gik alle foreningerne i sognet sammen om at købe skolen for en krone af kommunen og genskabe et nyt bevægelses-og kulturhus med navnet Gudum Sognehus i de gamle klasselokaler” Her er igen et udtryk for at landsbydøden banker på døren - denne gang i Gudum. Men i stedet for at acceptere kommunens beslutning, beslutter borgerne i Gudum at starte noget for sig selv. 15 Frankfurt-Fjaltring t/r, Jyllands-Posten, 20/7-2010 Ibid 17 Skolen der blev købt for en krone, Berlingske, 20/4-2014 16 Side 14 Det bliver igen til en klassisk heltehistorie, hvor Ove Kristensen og Gitte Fiskbæk sammen med mange andre arbejder på at få skolen på benene igen i nye klæder. Samme skole i Gudum bliver også omtalt på DGI.dk18, da beslutningen om at starte foreningen bliver taget: “Men borgerne vil ikke bare lade stå til. De arrangerer et brainstormmøde for alle områdets foreninger og stifter en initiativgruppe, som mødes med kommunen i april. »Vi vidste, at vi var nødt til at stå sammen, hvis det skulle lykkes (...)« siger Gitte Fiskbæk.” Her igen et eksempel på, at de små landsbyer i Vestjylland ikke vil lægge sig til at dø, bare fordi at skolen lukker. De er nødt til at stå sammen, som Gitte Fiskbæk siger, og det giver et billede af Gudum som en landsby, hvor man holder sammen, trods trusler udefra. Konklusion Det kan være svært at konkludere noget konkret på de landsdækkende mediers dækning af Lemvig og Struer kommuner. Der virker ikke til at være nogen konsekvens i historievalget på de store medier, udover hvis der selvfølgelig sker en stor begivenhed, som senest er illustreret ved drabet i Lemvig. Der er dog den konsekvens, at når der skal laves en reportage fra de to vestjyske kommuner, handler det tit om at komme “ud på den yderste sandbanke,” som der også står i Politikens artikel om Harboøre. Derfor er der også en overvægt af artikler fra Lemvig Kommune i analysen. Det hænger sammen med at især de københavnske medier virker til at have et ønske om at komme så langt væk fra hovedstaden som muligt, og her virker det til at det er ensbetydende med at komme så tæt på vesterhavet som muligt. Så selvom Struer i en artikel bliver nævnt som “epicenter i det, der så charmerende kaldes Den Rådne Banan,” tyder noget på at det er landsbyerne i Lemvig Kommune, der i højere grad bliver genstand for omtalen. Dermed ikke sagt, at Struer aldrig får omtale i de store, landsdækkende medier, men noget tyder på, at de små landsbyer i Struer ikke er så “udkantede” i mediernes øjne som dem i Lemvig. En by som Vejrum omtales derfor nærmest kun i bisætninger i forbindelse med Asger Jorn, mens en by som Fjaltring har hele artikler dedikeret til sig, som også vist i analysen. Hvorvidt det er positivt eller ej, kan selvfølgelig diskuteres, for med en større omtale følger jo en større risiko for at blive omtalt som udkant, flække eller andre lidet charmerende mærkater. Men noget tyder på, at en by som Fjaltring har haft succes med at markedsføre sig som en by, der trods sin placering i udkanten - holder hjulene i gang, og derfor stadig har noget at byde på. Ser man til gengæld bort fra de eksotiske reportager fra det yderste Vestjylland, er det svært at trække en rød tråd igennem dækningen af Lemvig og Struer. Medmindre der sker noget stort eller dramatisk - som eksempelvis sidste uges drab i Lemvig - omtaler de fleste landsdækkende medier ganske enkelt ikke hverken Lemvig eller Struer på en dag-til-dag-basis. Men hvordan ser det så ud, når vi vender blikket mod de medier, der netop omtaler området til daglig, og for hvem en tur til Harboøre ikke er så eksotisk? Det kaster vi et blik på i analysens anden del, som handler om de lokale mediers dækning af området. Forskellen er faktisk ikke så stor, som man skulle tro. 18 Gammel skole bliver lokalt kraftcenter, DGI.dk, 24/1-2013 Side 15 Diskurs- og mediedækningsanalyse af de lokale mediers dækning af Lemvig og Struer kommuner I den tidligere analyse kunne vi konstatere, at de landsdækkende medier kun i begrænset omfang dækker Lemvig og Struer, i hvert fald i bred forstand. Når de gjorde, var der i høj grad tale om sortseende artikler om udkantsproblematikker, reportager fra det “eksotiske” Udkantsdanmark og historier om udkantsdanskere, der kæmper imod udviklingen. Derudover var der dækning af store begivenheder som Giro d’Italia og når der skete ulykker i landsdelen. Men den gennemgående dækning af dag-til-dag begivenheder var stort set fraværende. Men hvordan ser det ud med de lokale medier, der omtaler Lemvig og Struer hver dag? De omtaler naturligvis kommunerne på en helt anden måde end de landsdækkende. For det første er der ikke på samme måde behov for at etablere de to kommuner som noget, der ligger meget langt væk fra resten af Danmark, for det andet er der jo i højere grad tale om nyheder og dag-tildag-historier fra området. Omfang og teorigrundlag er det samme som beskrevet i det tidligere afsnit, og derfor går vi direkte videre til analysen. Analyse af de lokale og regionale mediers dækning af Lemvig og Struer Når de lokale medier i de to kommuner skal skrive om udkantsproblematikken fra et vestjysk synspunkt synes der at være fire forskellige måder at gøre det på: 1. Alt i ‘vores’ del af udkantsdanmark lukker og slukker, de unge flytter og vi bliver nødt til at få hjælp udefra for at løse det. Og så er det i øvrigt Københavnernes skyld. 2. “Vi bliver nødt til selv at gøre noget.” Nogle indbyggere i kommunerne nægter at lade sig kue af udkantsmærkatet, og der virker til at være en slags gør-det-selv-attitude, især i de mindre byer. 3. Der findes faktisk nogle, som flytter vestpå fra de store byer - ligesom der findes unge mennesker, som bliver boende. 4. Udkanten i udkanten. Der virker til at være en udkantsdiskussion internt i kommunerne, når det eksempelvis handler om skolelukninger. Som man kan se, er der flere gengangere fra de landsdækkende mediers måde at omtale landsdelen på. Der er dog et par forskelle, som det er vigtigt at udpege. Selvom den første diskurs er nærmest magen til den, der også var fremtrædende i de landsdækkende, er der nogle steder en underliggende tone af at der burde være nogen på eksempelvis Christiansborg, der gjorde noget. Men det mest interessante i forhold til de landsdækkende mediers måde at dække den diskurs på, er, at de lokale medier virker til at fokusere på, hvad man kan gøre for at komme udviklingen til livs. Der er ikke nødvendigvis den samme håbløshed i artiklerne, som der er i mange af de landsdækkende medier. Side 16 Den anden diskurs er ligeledes næsten identisk med de landsdækkendes måder at skrive på, for eksempel i En landsby der ikke vil dø, som er analyseret ovenfor. Her virker der dog ikke til at være den store forskel på de lokale og de landsdækkende medier. Måske er artiklerne skrevet mere fra et lokalt synspunkt, men vinkling og sprog er på mange måder det samme. Tredje diskurs handler om, at selvom der er mange, der flytter væk fra landsdelen, så er der altså også nogen, der flytter den anden vej - og er meget glade for det. Vestjylland kan nemlig byde på en mængde andre ting end eksempelvis København. Den sidste af de fire diskurser er interessant, fordi sproget i disse artikler på mange måder minder om de artikler, hvor eksempelvis Struer bliver omtalt som epicenter i Den Rådne Banan. Nu handler det bare om, at det er kommunen, der tager livet af de små landsbyer, og ikke Christiansborg, der gør livet svært for kommunerne. Alle fire diskurser bliver uddybet nedenfor i en dybere analyse. Eksempel på diskurs 1: Alt i ‘vores’ del af udkantsdanmark lukker og slukker - men alt er ikke tabt endnu. Som eksempel på diskurs 1 har jeg valgt artiklen Færre i udkants-områder om 30 år, som Lemvig Folkeblad skrev i 2010, da debatten om yderområderne stadig var relativt ny.19 Baggrunden for artiklen er tal fra Danmarks Statistik, som viser at befolkningstallet stadig er på vej nedad i Vestjylland. Derudover kommer formanden for turistforeningen i Thyborøn-Lemvig, Michael Madsen, og Niels Viggo Lynghøj, der er borgmester i Struer med løsningsforslag til, hvordan man vender udviklingen. Den er valgt, fordi den omhandler noget af det, som de landsdækkende medier ofte tager fat i, når de dækker områder som Lemvig og Struer: at yderområderne bliver affolket. De unge flytter, og der er ikke nok, der flytter tilbage igen. Men modsat de landsdækkende medier, virker de lokale til at gå til problemstillingen fra en mere konstruktiv vinkel. De er mindre konstaterende og mere fremadskuende end de landsdækkende, hvilket er meget naturligt, når man skriver fra området mere end om området. Færre i udkants-områder om 30 år Kategoriseringer: Problemet med fraflytning er et ‘gammelkendt problem’. Det er derfor et problem, som man har kendt til længe, og måske endda lært at leve med. Så selvom historien er baseret på nye tal, er man allerede opmærksomme på problemet og kan derfor gøre noget ved det - det er man faktisk i gang med. Vestjylland - i første omgang i form af Lemvig - bliver indirekte kategoriseret som et sted, hvor man kan have ‘et godt liv uden stress og med masser af velvære’. I samme citat kategoriserer Michael Madsen fra turistforeningen København som ‘derovre’, underforstået som noget langt væk fra os - og jo faktisk det samme, som de landsdækkende medier siger om yderområderne. Modstillinger: Den gennemgående modstilling i artiklen er modstillingen mellem de vestjyske kommuner og de større byer. De vestjyske kommuner mister indbyggere, som de større byer til gengæld snupper. Der er ikke tale om en egentlig konflikt, men nærmere at de to bliver stillet op som hinandens modpoler i artiklen. 19 Færre i udkants-områder om 30 år. Lemvig Folkeblad, 28/5-2010 Side 17 Derudover bliver Vestjylland fremhævet som den positive af de to poler, især på grund af de ovennævnte kategoriseringer. Disse modstillinger vender et velkendt tema på hovedet: at Udkantsdanmark er meget langt væk. Nu bliver det i stedet til at det er Østdanmark, der er meget langt væk fra os og vores hverdag. Det overordnede narrativ: Artiklen handler i bund og grund om, at folk flytter fra de vestjyske kommuner - i dette tilfælde Lemvig og Struer. Det er dog ikke et nyt problem, og derfor har man allerede lavet tiltag, der skal vende udviklingen. Det har man gjort i Lemvig Kommune ved at lave ambassadører for tilflyttere, og i Struer ved at sørge for gode faciliteter til blandt andet børnefamilier. Derudover har Michael Madsen flere gode ideer til, hvordan man markedsfører regionen til potentielle tilflyttere. Han påtager sig en form for helterolle ved at være ham, der kommer med de konkrete ideer og slår på tromme for de gode ting, som de vestjyske yderområder rummer. Skurken i historien er vores gamle ven, udviklingen, i dette tilfælde i form af fraflytning. Den udvikling skal vendes ved at lade være med at snakke sig ned i “en negativ spiral,” som Michael Madsen formulerer det. Derudover kommer Struer Kommunes borgmester, Niels Viggo Lynghøj, også med bud på, hvad der skal til for at fastholde indbyggerne i kommunen. Hans bud er dog ikke så konkrete, så hans helterolle er ikke helt så fremtrædende som Michael Madsens. Helt overordnet er der tale om en historie, der i diskursanalytisk forstand nemt kunne have fået karakter af en tragedie, altså en historie, der fokuserer på det negative. I det her tilfælde havde det været nemt at falde i fælden og bare konstatere, at udviklingen går den vej, den går, og så lade det være ved det. Det bliver dog i stedet til en historie om, hvad vi kan gøre ved udviklingen, og er derfor ikke en fuldblodstragedie, så at sige. Baggrunden for artiklen er dog stadig den kedelige udvikling, der gør at yderområderne affolkes. Eksempler fra andre artikler Diskursen om at udkantsdanmark er i problemer fylder i sagens natur også meget i de vestjyske medier. Den er dog mindre fremtrædende, og knapt så sortseende, som i de landsdækkende medier. Det hænder dog, at der dukker artikler op som beskriver problemet med fraflytning ret konstaterende, for eksempel i Lemvig Folkeblad: “(...) taler sit tydelige sprog om, at unge ikke finder det særligt attraktivt at bo i byer som Lemvig, Holstebro, Ringkøbing, Skjern, Struer, Herning, Skive og Viborg.”20 Citatet her konstaterer blot, at der er en række byer i Region Midtjylland, som det ikke er attraktivt at bo i, og opsummerer artiklen på to linjer. Der kommer ikke løsningsforslag som i artiklen ovenfor, og den kedelige udvikling bliver bakket op af et interview med en forsker fra Aalborg Universitet, der beskriver konsekvenserne. Der bliver også givet lidt op overfor udviklingen i artiklen Om lidt bliver der stille på Gudum skole, når Anni Højgaard, forælder til et barn på skolen siger: “»Jeg er ikke specielt overrasket over meldingen, for vi har jo godt vidst, hvor det bar hen. Vi kan jo bare se på, hvor mange børn, der bliver født her,« siger hun.”21 20 Midtjylland ramt af en alvorlig slagside, Lemvig Folkeblad, 2/8-2011 Side 18 Her er igen et eksempel på at problemerne i yderområderne ikke er nye for indbyggerne i de områder. Anni Højgaard ved godt, hvilken vej, det går og virker lidt opgivende overfor udviklingen. De to uddrag er begge eksempler på, at de vestjyske medier også dækker vinklen med at alting lukker og der ikke er noget at gøre ved det. De lokales dækning af problematikkerne virker dog oftest til at være mere nuanceret end de landsdækkendes, givetvis fordi de har mere kontakt med de lokale kilder, end de landsdækkende som oftest har. Eksempel på diskurs 2: Vi bliver nødt til selv at gøre noget Det bedste eksempel på diskurs 2 kommer fra Lemvig Folkeblads artikel Udkantsdanmark i farver, glas og ord fra 2011. Artiklen handler om de to kunstnere Lis Jensen og Agnethe Maagaard. De besluttede sig en dag for at det måtte være nok med al den snak om Udkantsdanmark og blev enige om at gøre noget. I deres tilfælde blev det til udstillingen “UdkantsDanmark - til kanten.” Det affødte blandt andet et besøg fra Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, der åbnede udstillingen. Artiklen er udvalgt, fordi den er udtryk for den diskurs - eller måske nærmere holdning - som findes blandt nogle vestjyder, og som bliver videreformidlet i medierne. Nemlig, at snakken om Udkantsdanmark nok er træls, men der sker ikke noget, hvis man ikke selv gør noget. Udkantsdanmark i farver, glas og ord Kategoriseringer: Snakken om Udkantsdanmark bliver kategoriseret som kedelig. I dette tilfælde kan ordet ‘kedelig’ have to betydninger. For det første kan det være i den forstand, at det er en dårlig snak for området, der trækker de problemer, som området har, frem i lyset og derved måske forstærker dem. For det andet kan det tolkes som om at man er træt af snakken i Vestjylland - den er ganske enkelt begyndt at kede dem. Uanset hvad, er en kedelig snak en, man gerne vil ændre på. Venø selv bliver beskrevet i pæne vendinger - både af journalisten og kilderne. For det første er det et område med flot natur og dejlige farver, hvilket læner sig op ad mange beskrivelser fra medierne om yderområderne som flotte områder. Ifølge politikeren Per Ørum Jørgensen er det første, man lægger mærke til, “de åbne vidder og den høje himmel.” Derudover beskriver han i sit første citat indirekte yderområderne som overskuelige og nære samfund. Man taler med købmanden, og modsat på Christiansborg, er der lidt mere indhold i snakken herovre. Han kategoriserer samme nære samfund som et fællesskab. Alle disse beskrivelser er med til at illustrere, at selvom yderområderne ofte bliver kædet sammen med problemer, er der et stærkt sammenhold. Modstillinger: Den helt centrale modstilling i historien er Udkantsdanmark, som Lis Jensen og Agnethe Maagaard oplever det overfor det indtryk, som resten af Danmark har af området. De siger selv, at de vil vise, at området har andet at byde på end lukkede butikker og Til salg-skilte. Dermed er det meget hurtigt trukket op, hvad resten af Danmark mener om eksempelvis Venø, og hvad de burde mene. 21 Om lidt bliver der stille på Gudum skole, Lemvig Folkeblad, 11/5-2011 Side 19 Derudover opsummerer Per Ørum Jørgensen modstillingen på en sætning, da han siger: “Og kalder man det for udkantområde, når man står i København, så må København være udkant, når man står her.” Dermed har vi fået slået fast, at der er meget langt fra København til Venø, men der er også meget langt den anden vej. Præsuppositioner: Artiklens gennemgående præsupposition hænger sammen med dens centrale modstilling. Den går groft sagt ud på, at når de to kunstnere synes, at det er nødvendigt med en udstilling, der gør op med resten af Danmarks fordomme om Udkantsdanmark, må der være nogle stærke fordomme om området. Hvorvidt det er rigtigt, får vi aldrig rigtig afklaret, men ud fra de mange artikler, der beskriver Udkantsdanmarks problemer, må vi antage, at det er det. Overordnet narrativ: Artiklens hovedbudskab er, at der er nogen, der gør noget for at historier fra Udkantsdanmark ikke kun kommer til at handle om netop det: at det er en udkant. Den forsøger at få os til at forstå, at området omkring Venø har rigtig meget andet at byde på end tomme huse og Udkantsdanmarks andre fortrædeligheder, og at der faktisk er både natur, kultur og sammenhold at komme efter på øen. De to kunstnere får helteroller i artiklen, fordi de netop gør noget for at få disse fordele frem i lyset. Det er ganske vist en lidt anden måde at gøre det på, end der eksempelvis blev beskrevet i den tidligere analyserede artikel Landsbyen der ikke vil dø, men det er intet desto mindre en artikel om, at yderområderne stadig har noget at byde på, trods gentagne historier om fraflytning og generel elendighed. Eksempel på diskurs 3: Nogle flytter herud Som eksempel på den diskurs, der handler om, at nogle rent faktisk flytter til Vestjylland, har jeg valgt artiklen Flyttede fra Nørrebro ud i skoven fra 2012. Den handler om tandlægen Rikke Østerbye, der sammen med sin familie er flyttet fra København via Silkeborg til Lemvig, hvor hun nu bor i et hus i skoven. Den er et eksempel på at de lokale medier med jævne mellemrum fremhæver folk, der flytter “imod strømmen,” som artiklen selv formulerer det. Den er valgt, fordi den er et eksempel på det sted, hvor de lokale medier tydeligst adskiller sig fra de landsdækkende. I stedet for kun at fortælle om folk, der flytter fra egnen, fortæller de også historierne om dem, der flytter den anden vej. Artiklerne fremhæver som hovedregel egnens positive sider, den flotte natur og sammenholdet, og giver gennem kilderne beskrivelse af, hvad yderområderne har at tilbyde dem, der flytter den anden vej. Flyttede fra Nørrebro ud i skoven Kategoriseringer: Lemvig - og i særdeleshed Rikke Østerbyes hus ude i skoven - bliver beskrevet som den absolutte modsætning til det centrale København og “Udkantsdanmark i bogstaveligste forstand.” Det giver et billede af Lemvig som to forskellige ting. For det første bliver Lemvig til noget helt andet end København på godt og ondt. Det er ikke kun skidt, for det kan jo appellere til de, der måtte søge noget helt andet end det, de kan få i København. Rikke Østerbye selv bliver kategoriseret som “en af de få tandlæger,” der har taget turen vestpå. Side 20 Dermed får hun karakter af en undtagelse til reglen om fraflytninger fra området og bliver således et eksempel på, at det ikke kun går tilbage for indbyggertallet i eksempelvis Lemvig. Samtidig opfordrer hun i slutningen af artiklen andre til også at “gå mod strømmen og flytte fra Østdanmark til Vestdanmark,” hvilket understreger hendes rolle i historien som modbeviset til påstanden om at befolkningstallet kun går en vej. Modstillinger og præsuppositioner: Den helt store modstilling i artiklen er Lemvig overfor København. Det bliver gjort klart allerede i artiklens første sætning, hvor Lemvig bliver beskrevet som “den absolutte modsætning i Danmark” til København. Det betyder, at Lemvig på godt og ondt bliver det modsatte af København, hvilket i dette tilfælde bliver fremhævet som noget godt. Folk er venlige og imødekommende, og familien har fået naturen ind på livet, underforstået at det kunne de ikke få i København. Københavns alternativer bliver aldrig rigtig beskrevet i artiklen, men det ligger i formuleringerne og hele vinklen, at Lemvig er et bedre og venligere alternativ til storbyerne. Det bliver også skrevet indirekte, når man beskriver, at Rikke Østerbye har boet i både udlandet, København og Silkeborg, og alligevel har valgt at bosætte sig i Lemvig. Dermed bliver artiklens budskab indirekte, at egnen har meget at byde på, og måske endda mere end København og andre storbyer. Rikke Østerbye bliver også en modstilling i sig selv, fordi hun bliver beskrevet som en, der går mod strømmen og flytter vestpå. Dermed kommer hun til at være det modsatte af de mange mennesker, der flytter mod byerne. Samtidig bliver det beskrevet flere gange, at hun har boet mange andre steder - blandt andet i København og Guatemala - men alligevel har valgt at flytte ud i skoven til Lemvig. Det giver igen et billede af egnen som et sted, der kan tilbyde tilflyttere noget, som de ikke kan få andre steder. Hverken i København eller Guatemala. Det overordnede narrativ: Direkte vil artiklen have os til at forstå, at der findes folk, der flytter fra byerne og ud på landet. De er få, og de fleste flytter den anden vej, men det sker altså. Derudover vil den fortælle os, at egnen omkring Lemvig har rigtig mange ting at tilbyde tilflyttere, såsom et tilflytternetværk, flot natur og imødekommende mennesker. Selvom det ikke står direkte, står der alligevel imellem linjerne i artiklen, at man ikke kan få de ting i en storby som København. Rikke Østerbye får en form for helterolle i artiklen, fordi hun går mod strømmen og gør noget, som få andre gør brug af. Hun fortæller om alle de gode ting, som hun og familien har fået ud af at flytte derud og råder andre til at gøre det samme. På den måde bliver hun en slags foregangseksempel for at flytte til Vestdanmark og på den måde vende udviklingen, som er den store skurk i mange af de mere negative artikler om yderområderne. Eksempler fra andre artikler Der er flere andre eksempler på historier om folk, der flytter vestpå frem for østpå i de lokale medier. Eksempelvis skriver Dagbladet Struer i artiklen Paris var en parentes: “Nævn ordet »Udkantsdanmark« for Marianne Gyldenkærne, og du får kommentaren: »Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan tage det ord i deres mund og omtale så fantastiske steder i Danmark på den måde.” Side 21 Citatet er fra Marianne Gyldenkærne, der er præst i Bøvlingbjerg, og som er flyttet dertil fra selveste Paris. Historien er på mange måder den samme som med Rikke Østerbye: Marianne Gyldenkærne er blevet draget af det tætte sammenhold og den flotte natur. Det samme gør sig gældende i Han trives med et liv på kanten fra Lemvig Folkeblad: “Han flyttede, efter at have boet i Gladsaxe i nøjagtig 25 år til Vestjylland, og han har for længst vænnet sig til det nærliggende havs brusen.” “Han” er forfatteren og foredragsholderen Jens Kristian Lings, der nu bor i Fjaltring. Det har han gjort siden 80’erne, og han kan stadig godt lide at bo i nærheden af havet, som der står i portrættet af ham. Måske ikke en klassisk historie om tilflyttere, men intet desto mindre endnu et eksempel på forsøgene på at sælge egnen på den flotte natur. Eksempel på diskurs 4: Udkanten i udkanten Som eksempel på den fjerde og sidste lokale diskurs, har jeg valgt to artikler Vi bliver udkant i vores egen kommune fra Lemvig Folkeblad og Vi skal tænke os om før vi sparer fra Dagbladet Holstebro-Struer. Den første artikel handler om et borgermøde, der blev holdt i Thyborøn fritidscenter i forbindelse med at der blev vedtaget en ny skolestruktur i Lemvig Kommune. Den lukker blandt andet overbygningen på Thyborøn Skole, hvilket, ifølge Thyborønboerne, vil tage livet af en masse andre aktiviteter, blandt andet byens hal. Den er valgt, fordi den er et eksempel på at det ikke kun er mellem yderområderne og København, at der bliver brugt udkantsretorik, men også internt i de to kommuner er der en udkantsdebat. Vi bliver udkant i vores egen kommune og Vi skal tænke os om før vi sparer Kategoriseringer: Begge artikler har karakter af referater fra borgermøder og bruger derfor ikke kategoriseringer eller metaforer i nævneværdigt omfang. Modstillinger: I begge artikler bliver den ellers gennemgående modstilling af Udkantsdanmark overfor storbyerne (ofte København) erstattet af Udkanten-i-kommunen mod Lemvig. Det er i og for sig den samme modstilling, bare med et mere lokalt fortegn. Den bliver opsummeret meget godt i et citat fra Vi bliver udkant i vores egen kommune: “De skal ikke sidde i Lemvig og bestemme om vores skole skal have en overbygning” og senere i samme artikel: “For nogle år siden begyndte staten at tale om udkantsområder. Dengang stod vi sammen om at kæmpe mod den snak. Siden ville regionen fjerne vores sundhedsberedskab, men vi stod sammen og fik en lægehelikopter. Men nu er det vores egen kommune, der vil gøre os til et udkantsområde ved at fjerne overbygningen fra skolen.” Side 22 Begge citater illustrerer fint modstillingen mellem i dette tilfælde Thyborøn på den ene side og kommunen på den anden. De kunne sådan set lige så godt være taget ud af en artikel fra de landsdækkende medier, der handler om, hvordan det hele går ad helvede til og at det er Københavnernes skyld, men de er interessante i forhold til, at det altså også foregår internt i kommunerne. Præsuppositioner: Begge artikler er skrevet i et meget refererende sprog, og derfor er der ikke nogle nævneværdige præsuppositioner i nogen af dem. Det overordnede narrativ: Artiklerne er begge referater fra møder, hvilket betyder at der ikke er så meget decideret historie i dem. Det er mere en samling citater, der giver et billede af, hvad der er sket og sagt på møderne. Det gennemgående ønske med møderne virkder dog til at være at gøre kommunen opmærksom på, at man har udkantsproblematikken indenfor kommunegrænsen, og at det ikke kun kommer fra Christiansborg. Der er ingen tvivl om at kilderne mener at kommunen er den helt store skurk, fordi de lukker skoler og på den måde forstærker udkantsproblematikken, især i de mindre byer. Helterollen bliver - i hvert fald delvist besat af de deltagere, der bliver citeret i artiklerne, fordi de forsøger at råbe kommunen op, og håber på at få kommunen til at ændre sin adfærd. Chefredaktøren som meningsdanner Udover artiklerne, har de regionale medier også et andet vigtigt element, som kan være med til at påvirke holdningen i Lemvig og Struer: lederen. Det er ikke en artikel i den forstand, at der er eksempelvis citater fra kilder eller reportager, men det er alligevel med til at tegne mediebilledet i de lokale og regionale medier. Lederne omhandler naturligvis stort og småt i Lemvig og Struer, men jeg har valgt to ud for at illustrere, hvordan man også skal se på lederne, når man kigger på de lokale mediers dækning af de to kommuner. Analyserne bliver ikke helt så dybdegående som dem af artiklerne, men skulle alligevel gerne give et billede af ledernes rolle i mediedækningen. Generelt kan man sige, at lederne ofte skriver sig ind i en holdning a la “det er de andres skyld”. Det være sig når Dagbladet Holstebro Struer skriver: “Så runger dommedagsbasunerne påny. Historien bryder i Morgenavisen Jyllands-Posten, og de gamle travere om, at livet her på egnen - det, de andre steder kalder Udkants-Danmark - er på hastig kurs mod den visse død, får en ny æresrunde.” Her er det tydeligt, at det i hvert fald ikke er os’, der har fundet på udtrykket Udkantsdanmark. Det er blandt andet ved hjælp af en formulering som “Så runger dommedagsbasunerne påny,” at det er noget, der er sket før og at det som udgangspunkt er noget, som andre siger om området. Side 23 Det er også lidt en formulering, der antyder, at det var ventet og at det er ved at blive lidt a la Peter og ulven. Vi har hørt dommedagsbasunerne før, og der sketer der heller ikke noget. At historien tager en “æresrunde” er også udtryk for, at det er noget, der har været oppe at vende før. Når emnet ender hos Udkantsdanmark i lederne, er det ofte med en “lad os nu komme videre”vinkel. For eksempel, når der i samme leder står: “Vi har et problem. Ja. Og derfor er tiden til at tænke ud af boksen, så der kommer nye og andre beboere.” Det er en klar og tydelig statement omkring Lemvig og Struer Kommunes udfordringer. De er der, men også et opråb til at komme videre fra problemerne og begynde at snakke om noget andet. Og det virker til at være en gennemgående holdning i ledere, der handler om yderområdernes udfordringer, i hvert fald i de vestjyske medier. Dels langer de ud efter de større medier, dels forsøger de at opfordre til at man ser lidt længere end de de nuværende problemer. For eksempel starter en leder i Lemvig Folkeblad med sætningen: “Hvor tit har vi ikke skældt ud over og været kede af udtrykket »Den Rådne Banan« herude i nordvest.” Hvilket jo må tolkes som at det i hvert fald ikke er et udtryk, vi selv har fundet på. Så havde vi nok ikke skældt ud over det. Senere i samme leder står der følgende: “Der skal fortsat gøres et kæmpe benarbejde for, at vi hele tiden bevæger os fremad -og helst lidt hurtigere end andre.” Citatet kommer efter et længere skriv om at det faktisk ikke står så skidt til i Lemvig og Struer, som mange medier har travlt med at gøre det til. Det er en opsang til lokalbefolkningen om at få udviklingen endnu mere i gang, men også en erkendelse af at der skal arbejdes hårdt for at få det til at ske - og så skal der helst arbejdes hurtigere end de andre gør. Konklusion De lokale medier har i sagens natur en lidt anden måde at gå til Lemvig og Struer kommuner end de landsdækkende medier har. Det skyldes flere faktorer. For det første er det jo ikke nødvendigt at forklare i dybden overfor vestjyske læsere, hvor de vestjyske byer ligger. Det fjerner en stor del af den “der er godt nok langt til Vestjylland”-tone, som lå i mange af de landsdækkende artikler om området, og gør dem for det meste mere neutrale, eller måske endda mere positive over for kilder og område. For det andet var der en tendens til at udpege storbyerne - oftest København - som meget langt væk fra “os”, både mentalt og fysisk. Ude vestpå har man et sammenhold, en natur og en kultur, som man ikke kan få i storbyerne, og det er irriterende, at de ting ofte kommer i skyggen af udkantsproblematikkerne. Side 24 Der er en tendens til at fremstille problemerne som nogle, der er skabt af ting udefra, men som skal løses indefra. For det tredje er der den tendens, som er beskrevet i diskurs 4, den der hedder “Udkanten i udkanten”. Det er historier om de mindre byer i kommunerne, som føler sig overset af dem inde på rådhuset. De historier har ofte samme tone som de historier, de større medier skriver om Lemvig, Struer eller Thyborøn, altså de større byer i kommunerne. Skoler bliver lukket, og kommunen tager ikke hensyn til de små landsbysamfund. Den debat minder på mange måder om den debat, der bliver ud af artikler som når Jyllands-Posten udpeger udkantskommuner i en artikel. Endelig har de lokale medier den fordel, at de dækker området fra dag til dag. Det giver et kendskab til læsere og til, hvad der egentlig rører sig i Lemvig og Struer kommuner. Det giver også et noget mere nuanceret billede af byerne, menneskene og området i de to kommuner, og ofte er de historier, som handler om at alt lukker i yderområderne, meget mere konstruktive og fremadskuende, end de er i de landsdækkende medier. Side 25
© Copyright 2024