Gør Udkantsdanmark til noget, vi unge ikke bare vil flygte fra

8
LØRDAG 5. NOVEMBER 2011 POLITIKEN
Opinion i tal
Gymnasieliv
Er der for meget
larm i din
gymnasieklasse?
Der er
Jeg er med
arbejdsro i
til at skabe
undervisningen arbejdsro
61 %
Gør Udkantsdanmark til noget,
vi unge ikke bare vil flygte fra
De unge flygter ind mod
storbyerne og vender aldrig tilbage igen. Det er
et stort problem for alle.
86 %
THOMAS KORSGAARD
16 ÅR, 1. G’ER
Hvad bruger du
computeren til
i timerne?
D
Informationssøgning
81%
Noter
Facebook
65%
36%
Aspekt R&D for Berlingske
Undersøgelsen omfatter 100.000 elever
på gymnasiale uddannelser og VUC
Tv-forbrug
Følger du med i en eller
flere tv-serier?
KVINDER
MÆND
Ja
Ja
75%
61%
Er du kommet for sent
til en aftale på grund
af en tv-serie?
MÆND
KVINDER
12% Ja
Ja 7%
a jeg var lille, lavede jeg altid en
lille bod ude ved vejen, når det
blev sommer, hvor jeg ihærdigt
forsøgte at sælge saftevand til de ikkeeksisterende forbipasserende. Jeg var barn i
det, man roligt kan kalde et yderområde.
På a’ land, sagt på jysk. Med marker og
træer så langt øjet rækker.
Nu er jeg 16 år, jeg er lige startet på gymnasiet i en provinsby, og selv om jeg på
mange måder holder af min by, så er noget af det, jeg oftest ærgrer mig over i det
daglige, min placering på danmarkskortet.
MIN barndom bestod af snavsede gummistøvler, sandkassekager i uanede
mængder og kælketure, hvor kælken var
hægtet bag på en traktor og det gik af sted
i fuld fart. I min vestjyske barndom var
der plads til at lege og udvikle sig i sit eget
tempo, og er der noget, jeg er glad for, er
det min barndom på landet. Total idyl,
men pludselig gik det fra barndom til
ungdom. En ungdom, der betyder, at min
nysgerrighed, mit gåpåmod, min søgen
efter kanter og udfordringer og min lyst
til livet er større end nogensinde før. Og
desværre også større end min geografiske placering kan rumme.
Og sådan er vi rigtig mange unge, der
har det. En af mine Facebookvenner skrev
forleden: »Følelsen af at komme tilbage til
Nordjylland og tænke – hvorfor fanden
har jeg levet hele mit liv her? åh trænger
til at komme videre ...«. Jeg synes, han har
ret, man trænger til at komme videre.
Når ungdommen sætter ind med sin
rebelskhed og giver én mod på livet, får
man lidt for meget af, at man kender hver
anden, man møder, når man handler, og
man bliver træt af de elendige bus- og togforbindelser, lokalsamfundenes til tider
hysteriske overbeskytsomhed med ’pas
Blå bog
THOMAS KORSGAARD
Ja
32%
UNDER
25 ÅR
Søndagsavisen analyse og research.
1.215 adspurgte.
Hvor meget tv
(minutter per dag) ser
du i gennemsnit?
KVINDER
MÆND
203
199
Thomas
Korsgaard er 16
år og går
i 1. g på Skive
Gymnasium.
Han har tre små
søskende og vil
gerne være journalist. P.t. overvejer han at flytte
til København.
Tegning: Jørgen Saabye
på – legende børn’-skilte klistret op overalt, selvom der ikke kører nogen biler.
Og der er Tyttebær-Maja-typerne, der altid er parate til at formidle den seneste
sladder videre. For nylig blev jeg for eksempel spurgt, om det var rigtigt, at min
lillebrors øre er faldet af. Den trygge barndom bliver erstattet af en grænsesøgende
ungdom, der vil have udvidet sine horisonter, men det er svært som ung i udkanten. Mulighederne er for få.
DEN FORRIGE regering introducerede os
alle for et nyt og flot begreb – ’det frie
valg’. Begrebet nåede desværre bare aldrig til Udkantsdanmark. Flere af mine
venner i København, der skulle søge optagelse på et gymnasium i sommer, var ved
at gå i spåner af bare nerver for, om de nu
ville komme ind på det gymnasium, de
havde valgt som første prioritet.
For mig var det helt surrealistisk, og jeg
forstod ikke, at de tog det så seriøst – i Skive tager man jo bare på gymnasiet. Der er
kun ét. Det samme gør sig gældende med
transporten. Der går én bus i timen, og
om eftermiddagen går der derfor enorme
mængder tid til spilde med at vente, hvor
man kunne lave lektier, afleveringer, gå til
sport eller være sammen med sine venner. I København vælger de bare lige at tage metroen, når de nu har lyst. Man kunne selvfølgelig betale sig fra det og købe
en scooter – men er det frit valg?
Det såkaldte frie valg skævvred Danmark, og det har
bl.a. betydet endnu
mere begrænsede
muligheder for at
Danmark har
brug for at dele have en nutidig
ungdom. Måske er
magten ud. Og- det også en af grunså til den
dene til, at et reunge del af
kordstort antal af
de unge i Udkantsbefolkningen
danmark dropper
ud af deres ungdomsuddannelse. Og det
har vi som samfund slet ikke råd til; derfor er der brug for, at lands-, regions- og
kommunalpolitikerne arbejder for at få
skabt positivitet og ny udvikling i de områder, hvor der om få år kun vil være arbejdsløse og ældre tilbage.
Det skal blive attraktivt at bosætte sig i
udkanten. Slut med kaffemøder og idédræbere som ’vi kigger på det senere’-
mentaliteten. Et lille land som Danmark
er nødt til at hænge sammen.
VI MÅ acceptere udviklingen. Unge fra Udkantsdanmark flytter i større og større
grad væk og slår sig ned i Aarhus eller København, hvor de læser videre. Jeg har også selv planer om at rokke mig løs og
smutte af sted, når jeg er færdig med
gymnasiet, og det samme er tilfældet for
mine klassekammerater, der alle gerne vil
ud at stå på egne ben i en af landets store
byer. Og det er en helt naturlig udvikling,
som vi skal acceptere.
Den egentlige udfordring ligger i, hvordan vi får de unge til at vende tilbage igen,
når de er færdige med deres uddannelse.
PROBLEMERNE for udkantsområder løses
ikke bare i et snuptag med en motorvej.
Der skal tænkes langsigtet. Jeg ville aldrig
vende tilbage til Skive på grund af en motorvej. Den kollektive trafik er bedre at investere i. At alle kan komme fra A til B, ikke bare bilisterne, men også unge og
gamle, får landet til at hænge sammen.
Vi skal satse på flere arbejdspladser og
uddannelser i yderområderne, men det
største fokusområde bør være en udvidelse af vores demokrati. Danmark har brug
for at tage skridtet videre og dele magten
ud. Også til den unge del af befolkningen.
Det vil kunne give os unge et tilhørsforhold til vores by, og man vil måske senere
vende tilbage og stifte familie, fordi man
har haft gode oplevelser med stedet og
været med til at have indflydelse på de lokale ting. Det giver en følelse af ejerskab.
VI UNGE skal have indflydelse på vores
hverdag – en måde kunne være at nedsætte valgretsalderen ved kommunalvalg,
men man kunne også lægge større vægt
på, at alle kommuner opretter ungdomsråd, som giver os unge et talerør til de lokale politikere og giver os indflydelse på
vores hverdag – det er ikke de gamle nisser i byrådene, der skal bestemme ungdomspolitikken. Det skal vi i højere grad
selv være med til, og det må vi erkende koster knaster, tid og ikke mindst tillid. Tillid til, at vi unge kan bidrage med nye,
skæve løsninger og ideer. På den måde
kan udkanten af Danmark blive noget,
man gerne vil komme tilbage til, og ikke
noget, man gerne vil slippe væk fra.
IUM, nyeste tal er fra 2010
28. 10-3.11 2011
152
164
10
debatindlæg
læserbreve
Den nye regering
Hvorfor skændes mænd ikke om kønsroller?
FORFATTEREN EDITH RODE, der var feminist på en dannet måde, sagde engang:
»Jeg har aldrig truffet en kedelig kvinde«.
Efter valget og
B. Olsens bræk
Tematisk tog den nye regering efter valget højder i denne uges spalter med en
kneben 1. plads på 10 læserindlæg. Kneben, fordi eurokrisen og dens hærgen
fulgte stærkt trop og lagde sig lige i hælene med 9 bragte bidrag. Joachim B. Olsens brækfornemmelser over Özlem Cekics forslag om økonomisk julehjælp til
fattige tændte 8 læseres glødende pen og
placerede kuglestøderens Facebookopdatering på denne uges tredjeplads. En
tredjeplads delt med Libyens likviderede
præsident Gaddafi, som også affødte 8
debatskriv. DSB og den evige klagesang
sluttede ugens tematiske toppunkter
med 7 indsendte røster. Vi modtog i alt
316 indlæg og fik plads til 102.
LONE KÜHLMANN
bagklog
JEG CITEREDE udsagnet for min gode veninde, den fine gamle socialist og feminist,
og hun udbrød bramfrit: »Så har hun fandeme været heldig!«.
DET GØR IKKE veninden til en dårligere feminist. Der findes (mange) kedelige kvinder, og de skal også have lov til at være
her.
Det forkætrede begreb søstersolidaritet er meget velegnet til at slå kvinder
oven i hovedet med. Især når de er uenige.
Det er en fest, når kvinder ryger i totterne på hinanden, og det fyger med sprogets værste gloser.
En række aviser – også nærværende –
har i de sidste par uger boltret sig i blogger- og Facebook-universets løbende
mudderkastning mellem bitterfisserne
og speltkusserne.
Sidstnævnte beskyldes for at ville fastholde et forløjet, politisk korrekt overfladeliv, med økoboller, pletfrit hjem, plet-
frie børn og pletfri sex.
Førnævnte bliver til gengæld skudt i
skoene, at de hænger fast i en retrofeminisme fra 70’erne, hvor det hele var mændenes skyld.
DET ER MÆRKELIGT, at de gider. Hvorfor
er det lige, at kvinder synes, at de behøver
at forholde sig til, hvordan andre kvinder
vælger at leve deres liv?
Jeg gider da heller ikke at læse artikler
om pudedesignere og deres kadetstribede børn og deres loppemarkedsfund,
men så lader jeg bare være.
Det får mig ikke til at mene, at pudedesignere, der er kreative for deres mands
penge, skal klynges op eller sendes til omskoling.
I MODSÆTNING til det billede, der tegnes i
dag, var kvindesagen i 1970’erne på mange måder et opgør med det forældede billede af kvinder i offentligheden og forestillingerne om, hvad kvinder kunne, burde og havde godt af.
Frem for alt var det et opgør med forestillingen om, at alle mulige mennesker
havde ret til at definere kvindelighed.
I dag accepterer vi, at kvindelighed kan
have mange forskellige udtryk. (Eller det
vil sige, det troede jeg, vi gjorde, inden de
sidste rasende udfald).
Den ægte feminisme rummer vel en accept af, at den enkelte kvinde selv
kan vælge at udDet forkætrede trykke sin kvindelighed på mange
begreb søsterforskellige måder
solidaritet er
afhængigt af situameget velegnet tionen. Den effektitil at slå kvinder ve karrierekvinde
på jobbet kan udoven i hovedet
mærket være en
med. Især når
kærlig og omsorgsde er uenige
fuld mor derhjemme.
Hun kan oven i købet være en villig og
lysten elskerinde – hvis hun altså har en
ordentlig mand/partner.
Jeg kan ikke mindes nogensinde at have læst eller hørt en debat, hvor mænd
skændes om, hvad der er den korrekte
måde at indrette sit privatliv på.
Selvfølgelig er der politiske debatter
om indkomstfordeling og graden af det
offentlige kontra det private ansvar i et
moderne samfund, men aldrig nogensinde skænderier om, hvad der er den rigtige
måde at kombinere børn og karriere på,
eller hvordan man bedst vedligeholder
sin sexappeal i en travl hverdag.
Vi ser stigende grad artikler, hvor
mænd refererer til deres privatliv, men da
ikke hvor de hidser sig op over, at andre
mænd træffer andre valg.
MÅSKE SKYLDES det, at mænd oplever sig
selv som normen. Det normale er at være
en mand. En hvid erhvervsaktiv mand i
den erhvervsaktive alder. Kvinder er sådan en slags afvigere. Efter os kommer
børn og gamle, indvandrere og handikappede i en lidt diffus rækkefølge.
Derfor har (heteroseksuelle) mænd ikke hidtil følt noget behov for at se sig selv i
en kønsrolle. Køn, det er noget, kvinder er.
Ligestilling, der er noget, kvinder går op i.
Ligesom pyntepuder.
Men måske er der nye toner på vej. Efterårets boghøst rummer som sædvanlig
en stor stak bøger om, hvordan kvinder
skal klare livets svære valg, men som noget nyt er der en voksende stak henvendt
til mænd.
Først og fremmest ’Manddomsprøven’,
som er noget så nyskabende som to
mandlige forfattere, der uden at klynke
prøver at forholde sig seriøst til, hvordan
man bevarer sin maskulinitet i en verden,
der i stigende grad domineres af det, de
kalder powerkvinder: veluddannede
kvinder, der tjener mere end deres mænd.
At det i et marked under forandring også kan blive nødvendigt at tænke på sin
personlige fremtoning antydes af bøger
med titler som ’Bliv mere mand på 10
uger’ eller den ultimative ’Herrerevolutionen. Sådan får du styrke, potens og power’.
Det lyder forlokkende. Især hvis det kan
føre til en debat om, hvad det vil sige at
være en ordentlig mand. Og en erkendelse af, at der findes flere modeller, og at de
ikke behøver at være dødsfjender.
Der skal også være plads til de kedelige
mænd.
Og de fylder jo en del.