8 LØRDAG 5. NOVEMBER 2011 POLITIKEN Opinion i tal Gymnasieliv Er der for meget larm i din gymnasieklasse? Der er Jeg er med arbejdsro i til at skabe undervisningen arbejdsro 61 % Gør Udkantsdanmark til noget, vi unge ikke bare vil ﬂygte fra De unge ﬂygter ind mod storbyerne og vender aldrig tilbage igen. Det er et stort problem for alle. 86 % THOMAS KORSGAARD 16 ÅR, 1. G’ER Hvad bruger du computeren til i timerne? D Informationssøgning 81% Noter Facebook 65% 36% Aspekt R&D for Berlingske Undersøgelsen omfatter 100.000 elever på gymnasiale uddannelser og VUC Tv-forbrug Følger du med i en eller flere tv-serier? KVINDER MÆND Ja Ja 75% 61% Er du kommet for sent til en aftale på grund af en tv-serie? MÆND KVINDER 12% Ja Ja 7% a jeg var lille, lavede jeg altid en lille bod ude ved vejen, når det blev sommer, hvor jeg ihærdigt forsøgte at sælge saftevand til de ikkeeksisterende forbipasserende. Jeg var barn i det, man roligt kan kalde et yderområde. På a’ land, sagt på jysk. Med marker og træer så langt øjet rækker. Nu er jeg 16 år, jeg er lige startet på gymnasiet i en provinsby, og selv om jeg på mange måder holder af min by, så er noget af det, jeg oftest ærgrer mig over i det daglige, min placering på danmarkskortet. MIN barndom bestod af snavsede gummistøvler, sandkassekager i uanede mængder og kælketure, hvor kælken var hægtet bag på en traktor og det gik af sted i fuld fart. I min vestjyske barndom var der plads til at lege og udvikle sig i sit eget tempo, og er der noget, jeg er glad for, er det min barndom på landet. Total idyl, men pludselig gik det fra barndom til ungdom. En ungdom, der betyder, at min nysgerrighed, mit gåpåmod, min søgen efter kanter og udfordringer og min lyst til livet er større end nogensinde før. Og desværre også større end min geograﬁske placering kan rumme. Og sådan er vi rigtig mange unge, der har det. En af mine Facebookvenner skrev forleden: »Følelsen af at komme tilbage til Nordjylland og tænke – hvorfor fanden har jeg levet hele mit liv her? åh trænger til at komme videre ...«. Jeg synes, han har ret, man trænger til at komme videre. Når ungdommen sætter ind med sin rebelskhed og giver én mod på livet, får man lidt for meget af, at man kender hver anden, man møder, når man handler, og man bliver træt af de elendige bus- og togforbindelser, lokalsamfundenes til tider hysteriske overbeskytsomhed med ’pas Blå bog THOMAS KORSGAARD Ja 32% UNDER 25 ÅR Søndagsavisen analyse og research. 1.215 adspurgte. Hvor meget tv (minutter per dag) ser du i gennemsnit? KVINDER MÆND 203 199 Thomas Korsgaard er 16 år og går i 1. g på Skive Gymnasium. Han har tre små søskende og vil gerne være journalist. P.t. overvejer han at flytte til København. Tegning: Jørgen Saabye på – legende børn’-skilte klistret op overalt, selvom der ikke kører nogen biler. Og der er Tyttebær-Maja-typerne, der altid er parate til at formidle den seneste sladder videre. For nylig blev jeg for eksempel spurgt, om det var rigtigt, at min lillebrors øre er faldet af. Den trygge barndom bliver erstattet af en grænsesøgende ungdom, der vil have udvidet sine horisonter, men det er svært som ung i udkanten. Mulighederne er for få. DEN FORRIGE regering introducerede os alle for et nyt og ﬂot begreb – ’det frie valg’. Begrebet nåede desværre bare aldrig til Udkantsdanmark. Flere af mine venner i København, der skulle søge optagelse på et gymnasium i sommer, var ved at gå i spåner af bare nerver for, om de nu ville komme ind på det gymnasium, de havde valgt som første prioritet. For mig var det helt surrealistisk, og jeg forstod ikke, at de tog det så seriøst – i Skive tager man jo bare på gymnasiet. Der er kun ét. Det samme gør sig gældende med transporten. Der går én bus i timen, og om eftermiddagen går der derfor enorme mængder tid til spilde med at vente, hvor man kunne lave lektier, aﬂeveringer, gå til sport eller være sammen med sine venner. I København vælger de bare lige at tage metroen, når de nu har lyst. Man kunne selvfølgelig betale sig fra det og købe en scooter – men er det frit valg? Det såkaldte frie valg skævvred Danmark, og det har bl.a. betydet endnu mere begrænsede muligheder for at Danmark har brug for at dele have en nutidig ungdom. Måske er magten ud. Og- det også en af grunså til den dene til, at et reunge del af kordstort antal af de unge i Udkantsbefolkningen danmark dropper ud af deres ungdomsuddannelse. Og det har vi som samfund slet ikke råd til; derfor er der brug for, at lands-, regions- og kommunalpolitikerne arbejder for at få skabt positivitet og ny udvikling i de områder, hvor der om få år kun vil være arbejdsløse og ældre tilbage. Det skal blive attraktivt at bosætte sig i udkanten. Slut med kaffemøder og idédræbere som ’vi kigger på det senere’- mentaliteten. Et lille land som Danmark er nødt til at hænge sammen. VI MÅ acceptere udviklingen. Unge fra Udkantsdanmark ﬂytter i større og større grad væk og slår sig ned i Aarhus eller København, hvor de læser videre. Jeg har også selv planer om at rokke mig løs og smutte af sted, når jeg er færdig med gymnasiet, og det samme er tilfældet for mine klassekammerater, der alle gerne vil ud at stå på egne ben i en af landets store byer. Og det er en helt naturlig udvikling, som vi skal acceptere. Den egentlige udfordring ligger i, hvordan vi får de unge til at vende tilbage igen, når de er færdige med deres uddannelse. PROBLEMERNE for udkantsområder løses ikke bare i et snuptag med en motorvej. Der skal tænkes langsigtet. Jeg ville aldrig vende tilbage til Skive på grund af en motorvej. Den kollektive traﬁk er bedre at investere i. At alle kan komme fra A til B, ikke bare bilisterne, men også unge og gamle, får landet til at hænge sammen. Vi skal satse på ﬂere arbejdspladser og uddannelser i yderområderne, men det største fokusområde bør være en udvidelse af vores demokrati. Danmark har brug for at tage skridtet videre og dele magten ud. Også til den unge del af befolkningen. Det vil kunne give os unge et tilhørsforhold til vores by, og man vil måske senere vende tilbage og stifte familie, fordi man har haft gode oplevelser med stedet og været med til at have indﬂydelse på de lokale ting. Det giver en følelse af ejerskab. VI UNGE skal have indﬂydelse på vores hverdag – en måde kunne være at nedsætte valgretsalderen ved kommunalvalg, men man kunne også lægge større vægt på, at alle kommuner opretter ungdomsråd, som giver os unge et talerør til de lokale politikere og giver os indﬂydelse på vores hverdag – det er ikke de gamle nisser i byrådene, der skal bestemme ungdomspolitikken. Det skal vi i højere grad selv være med til, og det må vi erkende koster knaster, tid og ikke mindst tillid. Tillid til, at vi unge kan bidrage med nye, skæve løsninger og ideer. På den måde kan udkanten af Danmark blive noget, man gerne vil komme tilbage til, og ikke noget, man gerne vil slippe væk fra. IUM, nyeste tal er fra 2010 28. 10-3.11 2011 152 164 10 debatindlæg læserbreve Den nye regering Hvorfor skændes mænd ikke om kønsroller? FORFATTEREN EDITH RODE, der var feminist på en dannet måde, sagde engang: »Jeg har aldrig truffet en kedelig kvinde«. Efter valget og B. Olsens bræk Tematisk tog den nye regering efter valget højder i denne uges spalter med en kneben 1. plads på 10 læserindlæg. Kneben, fordi eurokrisen og dens hærgen fulgte stærkt trop og lagde sig lige i hælene med 9 bragte bidrag. Joachim B. Olsens brækfornemmelser over Özlem Cekics forslag om økonomisk julehjælp til fattige tændte 8 læseres glødende pen og placerede kuglestøderens Facebookopdatering på denne uges tredjeplads. En tredjeplads delt med Libyens likviderede præsident Gaddaﬁ, som også affødte 8 debatskriv. DSB og den evige klagesang sluttede ugens tematiske toppunkter med 7 indsendte røster. Vi modtog i alt 316 indlæg og ﬁk plads til 102. LONE KÜHLMANN bagklog JEG CITEREDE udsagnet for min gode veninde, den ﬁne gamle socialist og feminist, og hun udbrød bramfrit: »Så har hun fandeme været heldig!«. DET GØR IKKE veninden til en dårligere feminist. Der ﬁndes (mange) kedelige kvinder, og de skal også have lov til at være her. Det forkætrede begreb søstersolidaritet er meget velegnet til at slå kvinder oven i hovedet med. Især når de er uenige. Det er en fest, når kvinder ryger i totterne på hinanden, og det fyger med sprogets værste gloser. En række aviser – også nærværende – har i de sidste par uger boltret sig i blogger- og Facebook-universets løbende mudderkastning mellem bitterﬁsserne og speltkusserne. Sidstnævnte beskyldes for at ville fastholde et forløjet, politisk korrekt overﬂadeliv, med økoboller, pletfrit hjem, plet- frie børn og pletfri sex. Førnævnte bliver til gengæld skudt i skoene, at de hænger fast i en retrofeminisme fra 70’erne, hvor det hele var mændenes skyld. DET ER MÆRKELIGT, at de gider. Hvorfor er det lige, at kvinder synes, at de behøver at forholde sig til, hvordan andre kvinder vælger at leve deres liv? Jeg gider da heller ikke at læse artikler om pudedesignere og deres kadetstribede børn og deres loppemarkedsfund, men så lader jeg bare være. Det får mig ikke til at mene, at pudedesignere, der er kreative for deres mands penge, skal klynges op eller sendes til omskoling. I MODSÆTNING til det billede, der tegnes i dag, var kvindesagen i 1970’erne på mange måder et opgør med det forældede billede af kvinder i offentligheden og forestillingerne om, hvad kvinder kunne, burde og havde godt af. Frem for alt var det et opgør med forestillingen om, at alle mulige mennesker havde ret til at deﬁnere kvindelighed. I dag accepterer vi, at kvindelighed kan have mange forskellige udtryk. (Eller det vil sige, det troede jeg, vi gjorde, inden de sidste rasende udfald). Den ægte feminisme rummer vel en accept af, at den enkelte kvinde selv kan vælge at udDet forkætrede trykke sin kvindelighed på mange begreb søsterforskellige måder solidaritet er afhængigt af situameget velegnet tionen. Den effektitil at slå kvinder ve karrierekvinde på jobbet kan udoven i hovedet mærket være en med. Især når kærlig og omsorgsde er uenige fuld mor derhjemme. Hun kan oven i købet være en villig og lysten elskerinde – hvis hun altså har en ordentlig mand/partner. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have læst eller hørt en debat, hvor mænd skændes om, hvad der er den korrekte måde at indrette sit privatliv på. Selvfølgelig er der politiske debatter om indkomstfordeling og graden af det offentlige kontra det private ansvar i et moderne samfund, men aldrig nogensinde skænderier om, hvad der er den rigtige måde at kombinere børn og karriere på, eller hvordan man bedst vedligeholder sin sexappeal i en travl hverdag. Vi ser stigende grad artikler, hvor mænd refererer til deres privatliv, men da ikke hvor de hidser sig op over, at andre mænd træffer andre valg. MÅSKE SKYLDES det, at mænd oplever sig selv som normen. Det normale er at være en mand. En hvid erhvervsaktiv mand i den erhvervsaktive alder. Kvinder er sådan en slags afvigere. Efter os kommer børn og gamle, indvandrere og handikappede i en lidt diffus rækkefølge. Derfor har (heteroseksuelle) mænd ikke hidtil følt noget behov for at se sig selv i en kønsrolle. Køn, det er noget, kvinder er. Ligestilling, der er noget, kvinder går op i. Ligesom pyntepuder. Men måske er der nye toner på vej. Efterårets boghøst rummer som sædvanlig en stor stak bøger om, hvordan kvinder skal klare livets svære valg, men som noget nyt er der en voksende stak henvendt til mænd. Først og fremmest ’Manddomsprøven’, som er noget så nyskabende som to mandlige forfattere, der uden at klynke prøver at forholde sig seriøst til, hvordan man bevarer sin maskulinitet i en verden, der i stigende grad domineres af det, de kalder powerkvinder: veluddannede kvinder, der tjener mere end deres mænd. At det i et marked under forandring også kan blive nødvendigt at tænke på sin personlige fremtoning antydes af bøger med titler som ’Bliv mere mand på 10 uger’ eller den ultimative ’Herrerevolutionen. Sådan får du styrke, potens og power’. Det lyder forlokkende. Især hvis det kan føre til en debat om, hvad det vil sige at være en ordentlig mand. Og en erkendelse af, at der ﬁndes ﬂere modeller, og at de ikke behøver at være dødsfjender. Der skal også være plads til de kedelige mænd. Og de fylder jo en del.