1. No category

Efterfølgelsen
Prædikener over Matthæusevangeliets tekster
Prædikener fra 1992-2005 holdt i Føns-Ørslev-Udby og Husby kirker.
Ordnet kronologisk i henhold til evangeliet
Tekster ifølge den autoriserede oversættelse af 1992
Jesu fødsel
Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at
hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var
retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede
at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se,
da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef,
Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru;
for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal
føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse
sit folk fra deres synder.«
Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved
profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en
søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud
med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru.
Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav
ham navnet Jesus.
____________________________
Julen er jo egentlig en underlig foreteelse, når man sådan prøver at betragte
den lidt udefra. En urgammel hedensk solhvervsfest, hvor årets vendepunkt
blev fejret i fællesskab med megen mad og øl, hvis der ellers var noget.
Og så kom kristendommen med sin sære magt til at ændre de gamle skikke
eller give dem nyt indhold, og den gamle jul blev festen for Jesu fødsel og fik
et åndeligt indhold, som man ikke måtte glemme midt i al festivitassen, og så
gik vi rundt med lidt dårlig samvittighed i tusind år, og det sidder vel stadigvæk dybt i os - det med at vi jo ikke må glemme julens egentlige indhold.
Altså, det er ligesom om, det da er i orden at holde fest - men bag festen ligesom imellem festen og Gud står dette selvbestaltede præsteskab med de
løftede pegefingre og belærer os om, hvad der virkelig gælder her i julen og i
livet.
Måske havde de gamle også dårlig samvittighed indimellem, men som med
julen, så fik kristendommen i hvert fald sat navn på - og det har altid undret
mig - dette at virkningen af den kristne mission rundt omkring i verden blev
en sær frygt - en erkendelse af egen utilstrækkelighed overfor et præsteskab,
som ikke forsømte nogen lejlighed til at irettesætte, moralisere, belære og
vurdere såkaldt almindelige menneskers gøren og laden.
Det har altid undret mig, fordi evangeliet jo handler om det modsatte - om at
forkynde frihed og livsglæde og frimodighed, sådan som juleevangeliet så
klart forkynder det: Den store, store glæde. I dag er I alle blevet frie mennesker - fri for alle jeres dyre ofre, der skulle sikre jer jeres himmelske udkomme - fri for jeres bukken og skraben for jeres Gud for at stille hans frygtelige
vrede i bero - fri for jeres angst for jeres medmennesker eller for jeres usikre
fremtid - i dag blev I frie til at leve med glæde og frimodighed... Men det var,
som om denne frihed og glæde fortonede sig bag præstelige dogmer - bag den
sande lære og de løftede pegefingre - bag en sær åndelighed, som hele tiden
2
skulle belære os om, hvad julen i virkeligheden betød - som om det var en
hemmelighed, der kun var beregnet for de særligt indviede, de lærde, de forstandige eller følsomme - men det skulle jo være for hele folket - eller hvad?
Det mærkelige ved det hele er jo, at er der noget, vi godt ved - alle vi almindelige mennesker - så er det, hvad julen er. Og det er måske derfor, det er
særligt irriterende, når nogen ligesom vil gøre sig til julens talsmænd eller
julens forsvarer overfor alle os arme mennesker, som slet ikke har forstået
julens egentlige indhold. Vi ved hvad julen er, fordi julens budskab ikke er
for de særligt indviede eller på nogen anden måde særlige mennesker - men
netop taler til og vinder genklang i et ganske almindeligt menneskehjerte.
Ethvert barn ved, hvad julen er for noget, længe før der kommer nogen og
belærer det om den rette forståelse. Ja, på en måde kan man vel sige, at vi har
julen i hjertet som en medfødt menneskelighed, der får os til at nikke genkendende til alt det vidunderlige, som julen giver os, og måske føler vi i denne
tid, at nu er vi virkelige mennesker. Mennesker der kan give og modtage, le
og græde - mennesker, der kan elske og som også kan elskes - mennesker, der
kan føle og sanse tilværelsens dybder - alt sammen kaldt frem af denne inderlige genkendelse af noget uendeligt dyrebart, som julen forårsager.
Jeg tror, det var denne genkendelse af deres eget menneskehjerte, der fik de
gamle til at lytte efter det nye budskab i julen, som præsterne kom med i sin
tid, langt mere end den kirkelige magt, og jeg tror det er den genkendelse af
dyb og inderlig menneskelighed, der har gjort mennesker over hele jorden
lydhøre for dette mærkelig evangelium, der er så anderledes, fordi det i al sin
enkelhed giver os almindelige mennesker den stråleglans, som ellers kun var
beregnet for guder, konger, herskere og helte og deres hellige præsteskaber.
Det fortælles, at da Jesus gik omkring og prædikede, lyttede almindelige
mennesker til ham - ja, folk hang ved ham, som det siges, fordi han talte, som
en, der har myndighed - og ikke som deres skriftkloge. Og jeg tror, det hænger sammen med, at det i virkeligheden ikke var fremmed tale, han kom med
- ikke en ny lære - der var noget genkendeligt i hans ord - de rørte ved noget i
menneskehjertet, som måske var blevet holdt nede af alle de skriftkloges rette
lære - alle disse mere eller mindre kunstige og opstyltede forklaringer og fortolkninger, livsfilosofier og religioner, som man bøjede sig for og vel for så
vidt også troede på - lige indtil man opdagede, hvor kunstigt det alt sammen
var, fordi sandhedens lys brød frem. Som vores egne kunstige lys, der blegner, når solen bryder frem.
Og alle stjerner nejer sig, hvor østens sol brød frem
den synes dem hin stjerne lig, som stod ved Betlehem.
Ja, vi har det jo med at søge efter sandheden i vores flimrende kultur, hvor
alle de gamle autoriteter er kommet på pension, hvad der måske er meget
godt, og vi snakker om de store livsspørgsmål og søger i det høje og i det lave
og lytter til de mange forskellige tilbud, som findes på markedet - tilbud om
etiske holdninger, om livsforståelse - om visdom og indsigt i tilværelsens
hemmeligheder, og det almindelige er vel, at vi, som de gode forbrugere, vi
er, tager lidt hist og lidt her, som vi synes, vi kan bruge til at leve på. Somme
tider falder vi for nogle af de mange stjerner, som opstår, måske fordi vi er
3
trætte af at søge efter sandheden, og så tilslutter vi os en religion eller en sekt
eller en ideologi, som tilbyder os fred og glæde eller måske først og fremmest
tryghed og faste rammer - noget at tro på, som det hedder, og det kan alt
sammen være meget godt og spændende, men jeg synes tit, det bliver meget
forstandspræget, og i vores øjeblikkelige begejstring glemmer vi måske at
lytte til vores eget hjerte, fordi en livsfilosofi jo kan være så overbevisende
indlysende for forstanden og alligevel blegne, når den skal konfronteres med
det hjertelige - det menneskelige. Det, som er lige her midt iblandt os.
En af mine læremestre - en pensioneret fynsk landmand - skrev for nylig til
mig, at vores hjerne ofte nok kunne spille os et puds, men vores hjerte svigter
os aldrig, når det gælder. Og så citerede han: Du skal lytte til dit unge hjerte!
En af de melodier, man har hørt tusind gange og som pludselig får mening lidt ligesom de julesalmer, vi også har hørt masser af gange, og pludselig en
dag under de rette omstændigheder får det virkelig mening for os.
På sine gamle dage, som for øvrigt er talte - han er en meget syg mand - er
han begyndt at læse filosofi og religion, og her til jul skrev han, at han blev
mere og mere overbevist om, at sandheden findes i det enkle - i det ganske
almindelige og ikke i alle disse livsfilosofier og systemer og sindrige teologier, som vi bruger til at slynge i hovedet på hinanden og vel egentlig til at
fremhæve os selv med.
Og enkelt og almindeligt - det er juleevangeliet om den Gud, der af lutter
kærlighed steg ned fra sin himmeltrone og blev et ganske almindeligt menneske under det ganske almindelige menneskelivs vilkår af glæde og sorg af
fryd og smerte, sådan som vi kender vores eget liv. Og dermed gjorde han
det, som ingen troede var muligt - han gjorde det hellige almindeligt - og måske også det almindelige helligt.
Gud kom ned til os - vel nærmest for at være lidt sammen med os og så for at
fortælle lidt om sig selv, og bekræfte os i det, som vores menneskehjerte godt
nok havde en anelse om, men måske ikke turde tro for alvor - at der er en stor
stor kærlighed på spil lige her, hvor vi bor - den kærlighed, som alene er i
stand til at gøre os noget værd, når det kommer til stykket.
Den kærlighed, som favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger.
I dag blev du et helligt almindeligt menneske!
4
De vise mænd
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da
kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op
og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det,
blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte
dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i
Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste
blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte
dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om
barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg
kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de
af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem,
indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og
myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage
til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
_______________________
Det er som om, evangeliet lyder klarere, når det lyder på en mørk baggrund.
Og sådan en baggrund har vi jo nu her i vores lille land, hvor så mange familier er blevet ramt af katastrofen i Asien. Vi er alle sammen mere eller mindre berørt af voldsomheden og konsekvenserne af dette enorme undersøiske
jordskælv, der indtil nu har kævet over 150.000 menneskeliv på et øjeblik,
og som vil kræve mange mange flere på grund af følgerne af oversvømmelserne.
Vi bliver små og måske også længselsfulde og spejder efter mening og hjælp
hos de højere magter. Jeg tror nok, der går lidt flere mennesker i kirke i denne tid, sådan som det jo sker, når de vilde kræfter slippes løs – hvadenten det
er naturens enorme kræfter eller det er den menneskelige ondskab eller ubetænksomhed, der kræver menneskeliv. Nytårsnat blev en toårs dreng dræbt
af en raket – og sådan er vi omgivet af meningsløs tragedie – også fordi vi –
måske i modsætning til vore forfædre - får det alt sammen præsenteret næsten i samme øjeblik det sker – uanset hvor i verden det sker. Det gør os
måske mere sårbare og dermed mere søgende efter noget, som kan give dette
skrøbelige og somme tider så meningsløse menneskeliv dets mening tilbage.
Tragedien som sådan er naturligvis ikke noget nyt fænomen. Både naturkatastrofer og den menneskelige faktor har spillet deres grusomme og kyniske
roller op gennem menneskehedens historie ogf givet anledning til alle disse
5
tanker om livets mening – og så denne søgen efter – ja, et livstegn fra noget,
der er større end mennesker – et livstegn fra Gud i en mørk verden.
Er det ikke det, Matthæus søger at skildre i myten om de vise mænd, der
pludselig ser sådan et livstegn i form af en lysende klar stjerne på den mørke
himmel? Det er som om, den mørke baggrund for vores liv pludselig oplyses
af en ledestjerne. Et vink fra en anden verden end vores eget begrænsede og
ofte tragiske menneskeliv, der kan synes så bundet til jorden.
Matthæus henter sin inspiration fra Det gamle Testamente – fra Esajas kap.
60, som vi hørte lidt af fra alteret. Om Jerusalems kommende herlighed efter
ydmygelsen og ødelæggelsen: Og meningen er, at Guds vrede nu bliver
vendt til nåde: ”… For i min vrede slog jeg dig, men i min nåde forbarmer
jeg mig over dig.” Og så opregner profeten ellers den herlighed, som skal
stråle ud fra Jerusalem og ikke mindst, hvordan landets undertrykkere skal
komme krybende: ”Dine undertrykkere kommer krybende til dig, de, der lod
hånt om dig, kaster sig ned for dine fødder…”
Den gamle profeti har inspireret Matthæus, men hans fortælling er alligevel
væsensforskellig – ja, nærmest modsat de gamles drømme om storhed og
herlighed og fjenderne, der skal ned med nakken. For stjernen ledte de vise
mænd til alt andet end storhed, hævn og pragt – og verden blev ikke anderledes, for de vise mænd må flygte fra kong Herodes’ vrede – heldige som de,
der nåede at flygte for flodbølgen, nåede de som den hellige familie at flygte
fra kongens vrede, der dræbte alle Betlehems drengebørn.
Det er som om, Matthæus ser en anden slags herlighed end den, som Esajas
beskriver omkring Jerusalems kommende storhedstid. Hvad er det, Matthæus og stjernen og de vise mænd peger på, når det nu ikke er storhed og forgyldte drømme om politiske og nationale og menneskelige ambitioner om
magt, ære og rigdom? Findes der en anden – en hemmelig herlighed og glæde, som ikke kommer af storhed og magt? Hvad var det, disse vise mænd så
og forstod, så de måtte tilbede Marias barn med rige, gammeltestamentlige
gaver? Ja, det er præcis, hvad hele evangeliet handler om.
Guds Rige, kalder evangelisterne dette nye, som brød ind i vores verden med
Jesus fra Nazareth. Guds rige – i modsætning måske til denne verdens mange riger. Og det kan man jo så godt forstå som profeten – som et rige, der
skal komme engang – og det har ikke skortet på fantasier om dette riges herlighed og fred og glæde, men samtidig har man altså skubbet drømmen ud til
en fremtid, der ligger et sted efter dette hårde menneskeliv med alle dets
tragedier og afsavn og elendighed. Drømmen om Paradis oplukt på ny sidder
dybt i os alle sammen som drømmen om den Himmel, vi engang skal opstå
til, når vores jordelivs vanskelige vandring omsider er slut.
Og det er en smuk tanke, men jeg tror ikke den dækker hele Matthæus’ forkyndelse. For det var jo netop ikke herligheden, Matthæus skildrede – det
var jo ikke herligheden, stjernen pegede på, men tværtimod et lille trodsigt
menneskeliv i form af et spædbarn – oven i købet uægte ifølge gældende lov
og i det hele taget omgivet af verden mørke magter.
Og meget bedre blev det ikke, som han voksede til dette menneske, de kaldte
Guds søn, og som trodsigt gik omkring og forkyndte Guds Rige lige midt i
6
den værste elendighed blandt besatte mennesker af alle slags – mennesker,
som til sidst fik ham henrettet som en folkefjende. Derfor har Gud selv højt
ophøjet ham, skriver Paulus om hans opstandelse, som Matthæus selv skildrer med et guddommeligt ”Godmorgen” til de bestyrtede, sørgende kvinder
ved graven.
Dette ”godmorgen” mellem grave er noget af det smukkeste og mest betagende ved hele evangeliet. H.C. Andersen bruger det i Nattergalen, da den
formodede døde kejser står op ved nattergalens milde røst: Jo tak, der stod
de måbende hoffolk. ”Godmorgen”, sagde kejseren. Og det giver os måske
et lille fingerpeg om, hvad det er, det handler om, dette glædelige budskab,
som stadig forkyndes mellem grave – under katastrofer fra naturens og menneskers side. For hvad kommer det af dette trodsige livsmod, der lyser igennem mørket trods alt – ja, det kommer altså af en kærlighed, som er vigtigere
end alt det andet, vi lever for og af. En kærlighed, som altså findes, og som
ikke kan rokkes af noget som helst i verden. Ulykker, sygdom, død, forfølgelse – magter i det høje eller det dybe – intet kan rokke ved kærligheden,
skriver Paulus med jubel i stemmen. Det er kærligheden, der gør dig fri til at
leve det menneskeliv med glæde på tros af tilværelsens ulidelige vilkårlighed
og tilsyneladende mangel på mening. Det er kærligheden, der er det Rige,
som Matthæus lader Jesus forkynde som Guds rige, og fortællingen om Jesus er fortællingen om kærlighedens uhyre magt til at leve på trods af alt,
hvad der truer livet.
Vi kan frygte for så meget her i livet. Vi kan miste så meget – helbred, liv og
førlighed – og vi kan miste dem, vi elsker, hvad øjeblik det skal være, for
sådan er menneskelivet nu engang. Men det vi måske allermest bør frygte –
det er livet uden kærlighed. For vi kan ikke eliminere frygten ved at sikre os
magten og æren og herligheden med våben eller ved at bygge diger og mure
omkring os eller ved at leve på den ”rigtige” måde, hvad det så end er. Frygten kommer indefra og ikke udefra. Vi kan overhovedet ikke sikre os mod
livets gang – højst forlænge livet lidt, hvis vi er heldige, men er det det, livet
kommer an på.
Matthæus fortæller om et andet liv. Et kort menneskeliv under kummerlige
forhold fra fødsel til død. Han ejede intet og var intet i verdens øjne. Og dog,
siger Matthæus, var dette korte og tilsyneladende så elendige liv større og
rigere og friere end alle kongers og kejseres mægtige liv. Måske fordi dette
liv i ét og alt var styret af kærlighed, så hans mål ikke var hans egen overlevelse, hæder eller ære, men hans medmenneskers liv, fred og glæde – og det
mål ville han nå, koste hvad det ville.
Så lad os blot lægge frygten fra os i Jesu navn, og i stedet for at grue for,
hvad det nye år måtte bringe af katastrofer og fortrædeligheder, så tænke på,
hvad vi måtte bringe dette nye år af kærlighed, fred og glæde.
7
Flugten til Egypten
Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef
og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til
Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter
barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu
var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten.
Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes,
som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte
jeg min søn.«
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd,
blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle
drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået
opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage;Rakel græder over sine børn,hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for
Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig
og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er
døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til
Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa
efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i
drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han
sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er
talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
________________________
Jeg ved ikke, hvor mange cowboyfilm og krigsfilm, I har set i jeres liv – jeg
synes, jeg har set mange – agentfilm og gangsterfilm - men fælles for dem
har været, at der er en hel masse mennesker, der er døde – dræbt på utallige
måder – uden at det har rørt os det mindste, for det var bare statister, der som
regel stod i vejen for vores helt og derfor ikke havde nogen følelsesmæssig
betydning for os. Så det var helt i orden at massakrere dem alle sammen,
som – hvis man tænkte over det – vel alle sammen hver for sig må have haft
et liv med glæder og sorger – familie måske – eftersom de var mennesker. Er
det ikke underligt, at vi nærmest kan nyde at se den ene massakre efter den
anden på film – bare massakren tjener heltens formål – så gør det ingenting –
ja, det glæder os ligefrem.
Nu er det her ikke så meget et indlæg i debatten om, hvorvidt voldsfilm er
skadelige og virker afstumpende på børn – men jeg kan ikke lade være med
at trække linjen bagud til den religiøse grundfortælling, vi har hørt i dag om
barnemordet i Betlehem. Nu tror jeg nok, at den fortælling er en konstruktion fra Matthæus’ hånd – og måske ikke helt retfærdig overfor den gode kong
Herodes, selv om han var kendt for lidt af hvert – men det er for så vidt lige
meget. Man kan jo ikke lade være med at sætte sig i forældrenes sted, når de
spørger: Hvorfor?! Og svaret så lyder: Fordi I var på det forkerte sted på det
forkerte tidspunkt. Og det, som disse ulykkelige forældre så ikke skal gøre –
det er at rette spørgsmålet videre til den Gud, der ifølge Matthæus lod sin
søn føde i Betlehem med denne forfærdelige konsekvens. Var det virkelig
8
velovervejet? Det, vi kan, er at spørge Matthæus, hvad meningen er med
denne rædselsberetning. Hvad skal vi med den? Tjener den forkyndelsen af
Kristus, eller får den ikke snarere mennesker i dag til at spørge: Hvad er det
for en Gud, der iværksætter planer med den slags konsekvenser? Massedrab
på uskyldige og forsvarsløse spædbørn! Hvilken plan er dette værd?
Igen mindes jeg Dostojevskijs brændende spørgsmål: Hvis du kunne frelse
verden – blot ved at ofre en enkelt lille pige – ville du så gøre det? Det ser i
hvert fald ud til, at den almægtige Gud ifølge Matthæus ville! Men han er
måske heller ikke så humanistisk indstillet som Dostojevskij.
Det går vist ikke, det her. Lad os prøver en anden indfaldsvinkel. Lad os
droppe alt det humanistiske sludder og koncentrere os om den mytologiske
fortælling, som er en fortælling om Gud. Få kendte denne Gud som Matthæus, der var en jødisk skriftlærd, der var blevet vundet for denne nye spirende
kristendom, der påstod at Jesus fra Nazareth var selve Messias – altså opfyldelsen af alle jødiske forventninger, længsler, drømme og håb.
Og Matthæus tænker på og citerer profeten Jeremias, der talte om Rakel –
folkets stammoder, der græd over tabet af sine børn, der ikke var mere. Det
handler om erobringen af Jerusalem og templets ødelæggelse og folket, der
blev sendt i eksil til Babylon. Men så kommer jo trøsten: Græd ikke mere,
for du får løn for din møje – det skal ikke være forgæves – dine børn skal
vende tilbage til deres land. Således også med Betlehems mødre, der græder
og sørger – men græd ikke mere over jeres børn – for en frelser er født jer.
Det skal ikke være forgæves – jeres dyrebare offer! Guds planer er ikke vore
planer - men trøst jer – en dag skal vi forstå meningen men denne så tilsyneladende meningsløse massakre.
Eller måske har Matthæus også tænkt på en anden fortælling fra sit folks
hellige skrifter: Fortællingen om en lignende barnemassakre i sin tid under
slavekårene i Egypten, da hebræerne blev for mange, som de sagde, og derfor besluttede at dræbe alle nyfødte drengebørn – men én slap bort – netop
den Moses, der senere skulle udfri sit folk af slaveriet og undertrykkelsen og
føre det i frihed – frelseren undslap – og nu, siger Matthæus – nu skete det
samme igen: Frelseren, Messias – undslap verdensmagtens vrede og had, og
igen har Gud forbarmet sig og forløst sit folk. For sådan handler Gud dengang som nu underfundigt – ubegribeligt – men dybest set barmhjertigt og
kærligt mod sit folk. Det folk som selv påfører sig vældige omkostninger ved
dets ulydighed – påfører sig selv en vældig skyld og hvad deraf følger i form
af retfærdig straf – men trøst jer, mit folk: Gud har igen forbarmet sig – denne gang gennem sin egen søn, Jesus Messias. Er det sådan, han har tænkt,
denne skriftlærde Matthæus? Har han villet minde folket om de store begivenheder dengang, der nu gentager sig, fordi Gud igen rører på sig og forbarmer sig?
Eller måske har Matthæus også tænkt på en anden markant begivenhed – en
fortælling, der netop blev læst op i synagogen ved den tid, som dette afsnit
fra Matthæusevangeliet sikkert også blev skrevet til – nemlig fortællingen
om Noah. Fortællingen om den store syndflod, der var et udslag af Guds
9
vrede over synden i verden. Nu kunne det være nok, og alt og alle blev skyllet bort. Dog én retfærdig blev frelst sammen med sin familie – den Noah,
der skulle blive stamfar til et nyt folk. Altså en skabelsesberetning så at sige
– gennem undergang og tilintetgørelse til frelsen. Er det denne historie, der
klinger igennem i Matthæus’ fortælling om den ene, der undslipper de andres undergang?
Jeg tror det. Jeg tror, Matthæus har tænkt på de store ulykkelige, forfærdelige men samtid befriende, udrensende og forløsende begivenheder i folkets
historie: Syndfloden, Udfrielsen af Egypten, Jerusalems ødelæggelse – og se,
kære venner – nu skete det igen alt sammen. Nu virker Gud igen i vores folk,
og vores forløsning nærmer sig. Og måske er hans budskab blevet forstærket
af den nye rædsel, der greb jødefolket en halv snes år før Matthæus skrev sit
evangelium, da Jerusalem i året 70 endnu engang blev jævnet med jorden –
denne gang af romerne. Tænk på, hvordan historien gentager sig – altid har
vores Gud forbarmet sig – også når det så allerværst ud – og nu gør han det
igen.
Der var en del jøder, der lyttede til Matthæus og de andre evangelister, men
der var sandelig også en del, der forbandede dem ned i det hedeste helvede
og i slutningen af 80’erne var det endelige brud en kendsgerning. Fra da af
var de kristne udelukket af synagogerne og blev jævnligt forfulgt. Jøderne og
de kristne gik hver sin vej, og i snart 2000 år har dette gensidige had præget
vores kultur – ikke mindst i form af den antisemitisme, der gav sig udslag i
nogle de allerværste forfølgelser og massakrer i menneskehedens historie –
og det siger ikke så lidt!
Tilbage står spørgsmålet: Var det det værd? Gav det mening? Vil vi nogen
sinde lære af alle disse ofre og lidelser? Vil vi nogensinde opgive det opblæste og tilsyneladende umættelige had, der præger vores liv i det store og i det
små. Kampen om sandheden – om magten. Er sejren nogensinde omkostningerne værd? Spørg Iraks børn i dag – spørg Gud – spørg dig selv!
Eller skal vi tænke i helt andre baner og opgive den eneste ene sandhed, så vi
lærer at tænke på de andre – ikke som fjender – ikke som forkerte eller vantro – men som mennesker, der som vi selv er på vej – søgende, famlende
igennem dette vanskelige liv. Mennesker, der er umistelige, uundværlige og
derfor ikke kan bruges eller tænkes som ofre i sagens tjeneste.
Det forekommer mig at være essensen i Jesu forkyndelse – han der ofrede
sig selv for at gøre ethvert andet offer meningsløst. Og så er det vel vores
opgave at sige fra, når det alligevel sker – hver gang et menneske ofres i
sandhedens tjeneste – lige fra bomberne over Iraks børn til den nedladende
bemærkning mod ham eller hende, der ikke er som os.
Jeg tror, vi er blevet frelst og har fået frihed – netop til at være medmennesker for hinanden og ikke modmennesker.
10
Johannes Døber
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham,
der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet,
og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem
og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af
ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for
at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har
bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da
den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved
jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved
træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om
og kastes i ilden.
________________
Hvad er det, Johannes vil? Denne asket og bodsprædikant, der står
derude ved Jordanfloden og råber omvendelse, inden det er for sent.
Øksen ligger allerede parat til at hugge de dårlige træer om og kaste
dem i ilden. Ja, han står jo i en fin og gammel profettradition, der går
som en rød tråd igennem Det gamle Testamente, hvor profeterne, som
både er dem, der er kaldet af Gud og som kalder mennesker tilbage til
Gud, er stået frem og har talt dunder til høj og lav, hver gang man ligesom havde sat sig til rette i en fast overbevisning om, at nu var det
som det skulle være med folkets og med ens eget gudsforhold. Lidt
som i dag, hvor den danske folkekirkegud ofte betragtes som en tandløs gamling, der ikke kunne drømme om andet end at smile og nikke
til sine elskede børn. Vores gudsforhold er i orden, tænker vi – vi har
jo syndernes forladelse, og så kan vi jo bare leve livet på det.
Det er måske ikke så underligt, at den nye pave Benedikt den 16. går for at
være en hård hund. Måske er han netop blevet valgt til at rydde op i denne
slendrianforståelse af kristendommen, som præger ikke blot vores egen men
hele kirken. Måske har man netop valgt sådan en profettype, der slår hårdt
ned på alle udskejelser og afvigelser fra den rette lære.
Men var det nu også den rette lære, som var profeternes anliggende? Ja, på
en måde kan man sige det, men i stedet for ordet lære, burde man måske
bruge ordet hjerte. Og det håber jeg også den nye pave vil erkende. At det,
som folk og konger ofte slog sig til tåls med, netop var den rette lære, som
de efterlevede til punkt og prikke, og så kommer alligevel disse profeter og
fordømmer dem – hvorfor? Fordi de ikke har hjertet med, men kun gør, hvad
der bliver sagt.
11
Ja, det kan lyde underligt, men lyt engang til profeten Esajas, og med ham
flere af de store profeter: Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger
Herren. Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af
tyre, lam og bukke vil jeg ikke have… Bring ikke flere tomme afgrødeofre,
røgelsesoffer væmmes jeg ved. Nymånedag og sabbat, festforsamling – jeg
kan ikke udholde festdag og ondskab; jeg hader jeres nymånedage og fester,
de er blevet en byrde, jeg ikke kan bære. Fjern jeres onde gerninger fra mine
øjne, hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp
den undertrykte, skaf den faderløse ret; før enkens sag!
Altså netop det, som disse mennesker anså for at være det, som Gud ønskede, det var det værste, fordi det blev gjort for sin egen skyld så at sige. Man
ofrede, fordi man skulle ofre. Man festede, fordi man skulle feste – man gik i
kirke, fordi man skulle gå i kirke – og Gud får kvalme af dette skuespil, siger
profeten. Eller man var jøde – Guds udvalgte yndlinge – men nej, siger Johannes, kom ikke til Gud med Abraham som noget særligt fortrin, for det
kan enhver. Et menneske er ikke noget i kraft af sin status – kun i kraft af
sine handlinger.
Så Johannes står på skuldrene af en lang og fin tradition, som løber parallelt
med lovreligionen, fordi loven aldrig er nok. Det er aldrig nok at gøre, hvad
der bliver sagt – du skal selv ville, hvad du gør. Og jeg tror, netop dette er
lynende aktuelt i dag, hvor det heller ikke handler om at adlyde, når det gælder vores gudsforhold - om at rette ind til højre, så vi siger det samme om
vores tro. For mennesker i dag vil ikke nøjes med en andenhånds tro – man
vil selv! Man vil selv tænke. Man vil selv drage konsekvenserne af sin tro.
Man vil leve selv. Og hvis ikke paven og vores egen kirkeledelse fra menighedsråd til biskopperne snart erkender det og holder op med at lege kirke,
som om det var en afdeling af hjemmeværnet, så forlader ikke blot de sidste
folk, men også Gud selv denne kirke. Bulldozeren står allerede ved kirkegårdsmuren… For jeg er overbevist om, at Gud smiler til mig, når jeg selv
vil det, jeg gør og ikke bare gør, hvad jeg skal. Det har jeg profeternes ord
for – det har jeg Johannes Døbers ord for. Det har jeg ikke mindst Jesu ord
for, og mit eget hjerte smiler derved. Det var et hovedanliggende for ham –
hvis ikke det var selve hovedanliggendet at tale til menneskehjertet – at frigøre mennesket fra alle de bånd, som måtte binde os til traditionen, familien,
religionen, racen, kønnet, fortiden osv. så man netop kunne løfte sit hoved
og leve selv. Ja, de beskrev det som et mirakel – som at møde Gud selv, når
livet endelig åbnede sig og de turde leve frit og frygtløst – og ikke bare efterleve eller overleve. Vi var lamme, blinde, døve og stumme – ja, døde var vi,
men se os nu – så levende, dansende og syngende som aldrig før.
Det er præcis det dilemma vores kirker står i i dag, hvor oplysning, globalisering og velfærd på alle områder vinder frem – også åndelig velfærd med
uddannelse, viden til alle. Prøv at gå ind på Internettet og slå op på Wikipedia, som er et frit leksikon, som alle kan være medarbejdere på over hele
jorden – en enorm vidensbank, der blot er udtryk for den verden, vi lever i i
dag. Og man kan se, hvordan de gamle religioner hele tiden ruster sig til
kamp mod alt det nye, som de foragter. Den nye pave og den gamle med for
12
den sags skyld – muslimske imamer og muftier – vores egen kirkelige højrefløj – ja, hele det fundamentalistiske religiøse apparat, som er skabt til at
holde mennesker nede i afhængighed af religionen og bøje sig for egen elendighed og ydmyghed over en majestætisk Gud, der troner i Himlen som
dommer over levende og døde. Og du kan kun overleve ved at adlyde frem
for alt – hvor du netop ikke må tænke selv, som en anden Grosbøll, der selv
er ved at blive en sten i skoen på den kirke, som virkelig står i et dilemma nu
på grund af ham. En kirke, hvor man er overvåget og under tilsyn, så man
ikke træder ved siden af den rette og ene sande lære. En kirke, hvor præsternes opgave er at holde voksne mennesker, som kaldes får og børn på plads,
så de ikke skejer ud i selvstændighed i trossager, som de angiveligt ikke har
forstand på.
Jamen, det går ikke længere! Kirken dør, hvis ikke den meget snart indser,
hvad det er for en tid, vi lever i – og så i øvrigt tager Jesu egen forkyndelse
alvorligt. Og det hjælper ikke at stramme inkvisitionens tommelskruer og
stille sig an som profeter for den rette lære og den rette tro, for de har ikke
hjertet med sig – de er falske profeter, som ikke vil mennesker det godt. De
vil religionen for religionens egen skyld. Men mennesket er skabt til frihed
frem for alt. Jeg tror, det var Guds mening fra starten. Og i den frihed tumler
vi derudaf som bedst vi kan – ikke altid lige heldige for at sige det mildt –
men det skal ikke koste os friheden, at vi fejler, for vi kan ikke leve uden
den. Og ingen skal udnytte vores fejltrin til at lukke os inde i skræmmende
afhængighed af gamle mænds selvbestaltede og livsfornægtende traditionalisme. Mennesker skal ikke holdes på plads, som om vi var hunde. Vi er
skabt i Guds billede – vi er i slægtskab med ham selv – Guds børn skal ikke
være nogens slaver. Vi har ikke præster og paver til fædre og formyndere,
nej, Gud selv er vores far.
Det er kernen i Jesu forkyndelse, jeg taler om. Den frie adgang for ethvert
menneske til Gud selv. Forhænget til templet er flænget fra øverst til nederst
– templerne har udspillet deres rolle sammen med alle ritualerne, ofrene og
hele det forordnede religiøse liv med dets magtfulde præsteskab. Hvad skal
jeg med det, siger Gud, jeg får kvalme af jeres hykleri. Gennem sine profeter
– gennem Johannes Døberen - Gennem Jesus selv. Nej, det jeg ønsker fra dig
er, at du frit og frygtløst lever med din medfødte, guddommelige barmhjertighed mod alt, hvad der lever. At du tager dig af dit lidende medmenneske –
at du standser undertrykkelsen og udnyttelsen af mennesker – overalt hvor
du kan. Ikke fordi du skal – ikke fordi jeg siger det – men fordi det er det, du
allerhelst vil. Lyt til dit eget menneskehjerte – lær af din egen medlidenhed
og barmhjertighed – vær barmhjertig, som Gud selv er barmhjertig. Så skal
du leve. Og kniber det, så er du ikke den eneste det kniber for – og så er
fremtidens kirke måske alligevel ikke så langt væk, når mennesker finder på
at samles i al deres forskellighed og søge trøst og opmuntring fra hinanden
og fra vores fælles historie til det svære projekt det er at skulle leve som frie
mennesker. Når ritualerne og traditionerne ikke længere er det væsentlige,
men kærlighed, barmhjertighed, nænsomhed og frihed – alt det, der gør dig
til et levende, frit guddommeligt menneske.
13
Jesu dåb
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive
døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg
trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus
svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han
straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han
så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der
lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg
fundet velbehag!«
__________________
Der er en sejlivet myte, der går som en rød tråd igennem Det gamle Testamente – myten om, hvordan Guds ånd viser sig hos særligt udvalgte mennesker. Det gør den på flere måder, men især synes den at give det pågældende
menneske magt over elementerne.
Tre af de største religiøse og nationale helte i Det gamle Testamente er Moses, Josva og Elias – befrieren, hærføreren og profeten. Og alle tre viste deres guddommelige magt på samme måde – nemlig derved, at de kunne skille
vande, så man kunne gå tørskoet over til landet på den anden side. Mest
kendt er vel Moses, der skilte Det røde Hav, da han havde befriet sit folk fra
slave kårene i Egypten og ført dem ud af landet, indtil de stod ved havet, og
faraos ryttere nærmede sig bagfra. Så er det, han rækker sin stav ud over
havet og befaler det at dele sig, så der bliver en vej, hvor folket kan gå tørskoet over. Og det gør de, men da Faraos ryttere sætter efter dem ad den
samme vej, ja, så lukker havet sig igen over dem, og de omkommer alle ynkeligt i bølgerne. Hvem af os har ikke siddet som børn og hørt denne historie
og måske godtet os over, at vores helte klarede den, mens fjenderne gik til
grunde – uden at tænke synderligt over, om det virkelig skulle være kærlighedens og livets og fredens Gud, der handlede på den måde. Vi er jo så vant
til og vel også opflaskede med den holdning, at der er venner og der er fjender – at der er grænser og skel – at der er gode og onde mennesker, og vi
selv hører nok til de gode – til Guds udvalgte. Og som dommer og som hærfører må vores Gud jo nødvendigvis gøre, som han gør. Det virker helt naturligt. Nuvel, Det gamle Testamentes Gud er jo ikke vores Gud – og dog er det
jo netop denne Gud – den primitive krigsgud – vi først lærer vores børn at
kende, når vi i den bedste mening lærer dem bibelhistorie.
Mindre kendt er nok fortællingen om Josva, Moses efterfølger, der udfører
nøjagtigt samme trick – denne gang ved Jordanfloden, da folket skal over til
Det forjættede Land, hvor de under Josvas ledelse starter med at begå folkedrab mod landets indbyggere, kanaanæerne, så de selv kan komme til at bo i
det land, Gud Herren har givet dem…
Jordanfloden har en mægtig mytologisk betydning for enhver rettroende
jøde. Mens romerne havde besat Israel – altså på Jesu tid – opstod der naturligt nok en hel del modstandsbevægelser, og en af dem gik ud på at samle
folket på den anden side Jordanfloden og så marchere ubevæbnet over floden
14
og genindtage Jerusalem i den formening at Gud igen ville føre folket til
sejr, sådan som han havde gjort det under Josva. En tusindtallig skare af
mænd, kvinder og børn samlede sig under en karismatisk leder og vandrede
så af sted, men de nåede ikke langt, før den romerske hær fuldstændig tilintetgjorde bevægelsen i en blodig massakre.
Og endelig er der så den tredje store skikkelse i Israels historie, nemlig profeten Elias, der formåede på samme måde at skille Jordanflodens vande, så
han kunne gå over sammen med sin lærling Elisa, og her fortælles netop, at
det at kunne det, var det sikre tegn på at Guds Ånd var med én. Da Elias som
bekendt var faret til himmels i en ildvogn, så ville Elisa se, om han havde
fået noget af den guddommelige Ånd, som Elias havde, og det lykkedes ham
ved hjælp af Elias’ kappe, som han havde efterladt, at lave det samme nummer – at dele Jordanflodens vande.
Hvad har nu alt dette med dagens tekst at gøre? Jo, det er naturligvis for at
forstå betydningen af Matthæus mærkelige fortælling. Matthæus skriver på
baggrund af Markus til jøder, som udmærket kender deres egen nationalreligiøse historie, som den blev læst op i synagogen uge efter uge. Og det,
som Matthæus vil have sine læsere til at begribe, det er, at med denne Jesus–
tilsyneladende et ellers almindeligt menneske fra Nazareth - er der sket et
mirakel, som i betydning overgår såvel Moses som Josva og Elias tilsammen. Ja, her er, hvad hele Det gamle Testamente i virkeligheden peger hen
imod. Nu går kabalen endelig op – nu forstår vi først den dybere mening
med Det gamle Testamente. Det er jo ikke blot det, at Jesu dåb foregår i den
hellige Jordanflod, men det er også tegnet på, at Guds Ånd er til stede i dette
menneske på en måde, som burde udelukke enhver tvivl. Nu er det ikke blot
Det røde Havs eller Jordanflodens vande, der skilles – nej nu er det selve
urhavet, der adskiller jorden fra Himlen. Nu åbnes der en ny vej gennem
urhavet – vejen fra Himmel til jord, og man kan høre Gud selv tale og forkynde at denne Jesus er Guds søn. En indsættelse i embedet, der virkelig vil
noget – sådan indsatte man konger i det gamle Israel netop med betegnelsen
som vi hørte fra den gamle salme 2: Du er min søn, jeg har født dig i dag!
Og samtidig skildres Guds Ånd ligesom en due, der daler ned over Jesus.
Duen fra Noas Ark under syndfloden, der var tegn på de gode nyheder, at nu
var Guds vrede bilagt – vandene trak sig tilbage og livet kunne begynde på
ny.
Så der er lighedspunkter nok til de gamle myter i folkets historie, men der er
sandelig også forskelle. Og de er måske nok de allervigtigste, hvis fortællingen skal sige os noget i dag. Den vigtigste forskel er selvfølgelig den, at nok
skildres Jesus som Guds udvalgte og indsat som konge – som Messias - af
Gud selv, men det forunderlige er jo, at denne konge ikke som de gamle
bruger magt og stærke gerninger til at gennemføre sit kongedømme med.
Tværtimod blev hans kendemærke lidelse, ydmyghed, sagtmodighed og
kærlighed til alle mennesker.
Evangelisterne søger at overbevise deres samtids landsmænd om, at alle
grænser med Jesus er nedbrudt – alle grænser, der kan adskille mennesker
15
fra hinanden i selvforherligende nationalisme eller racedyrkelse. I venner og
fjender. Jødefolket er ikke længere et udvalgt folk blandt folkene, men ethvert menneske er udvalgt af Gud. Og det forjættede land er ikke længere
geografisk bestemt, men det er Himlen selv – Guds rige, hvor alle har hjemstedsret, fordi det er, hvor kærlighed bor. Og Guds kærlighed, som den
kommer til udtryk i hans elskede søn, kender ikke til grænser og skel mellem
mennesker. Nationale, religiøse, racemæssige, moralske - ingen skel er herefter mulige. Og læg mærke til, at sådan taler evangelisterne til et folk, der
kæmper indædt for deres overlevelse som folk i en håbløs kamp mod en
formidabel overmagt, der er i færd med med stort held at udrydde jødefolket
med hele dette folks særlige historie fra jordens overflade. Og så lyder det
sandt for dyden fra evangelisterne: Kære venner, det har ingen betydning!
Guds udvalgte konge – kongernes konge – kom ikke for at befri sit særlige
folk fra dets fjender, nej, han kom for at befri ethvert menneske uanset hvad
fra alle dette menneskes ydre og måske ikke mindst indre fjender. Fjender af
livet som frygt og angst – selvhad – mismod, håbløshed, bekymringer for
dagen og vejen – ja, alt hvad der plager os i dag: stress, fordi der er så meget
vi bekymrer os om og skal nå, før det er for sent. Fordi vi ikke føler os gode
nok.
Jesus kom for at genskabe en menneskelig verden. En verden uden grænser,
hvor kærligheden er grundlaget for alt, hvad vi gør, og vi kan vel så godt
erkende, at det ikke er helt lykkedes endnu. Men vi kan også, synes jeg, med
fuld ret sige, at vi er på vej. Kærligheden er her jo. Den kommer ikke på
avisernes forsider – de handler jo kun om et valg, der i denne sammenhæng
er uden betydning! Men hvis ikke mennesker i al almindelighed kunne vise
kærlighed, tilgivelse, overbærenhed – ja, så var vi ikke længe på jorden.
Kærligheden er her, og jeg synes, det går fremad. Vi bliver altså bedre og
bedre til at forstå at omgås hinanden her hos os. Mere oplyste. Bedre til at
opdrage vores børn i frihed – bedre til at acceptere hinanden, som vi er i al
vores forskellighed – tænk på, hvordan det var engang!
Vi har det i os, vil jeg påstå – vi vil det dybest set - og derfor var det heller
ikke et nyt budskab, Jesus bragte til verden – nej, det var forløsningen af den
dybeste menneskelige længsel, der så længe var undertrykt af frygtens og
hadets voldsherredømme. Den sande fred oprettes ikke mellem store hærfører, der påstår, at de går i krig for fredens skyld – den sande fred er i dit eget
hjerte, når din egen guddommelige menneskelighed får lov til at udfolde sig i
kærlighed. Når du får mod til at sige farvel til frygten og sorgen.
Det var evangelisternes provokerende og samtidig forløsende budskab til
deres krigshærgede landsmænd – et budskab, der åbenbart har talt til krigshærgede og frygtsomme mennesker lige siden.
Kærlighedens og fredens evangelium, der som duen bringer bud om det nye
liv – om en fredens morgen efter nattens mørke, kamp og tvivl. Måtte Guds
fred, som overgår al forstand, bane sig vej også i vores krigshærgede verden.
16
Jesu fristelse
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.
Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til
sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds
søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede:
»Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af
hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med
til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han
vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du
ikke støder din fod på nogen sten.«
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske
Herren din Gud.‹ « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til
et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort,
Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og
tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle
og sørgede for ham.
_____________________
Når man vil finde klangbund for sin fortælling, så er det en god gammel
metode at bygge sin fortælling på noget genkendeligt – noget tilhøreren kan
forholde sig til – især hvis det er noget nyt, man gerne vil fortælle. Altså det
at sætte dette nye i forhold til noget gammelkendt.
Spindoktorer og reklamefolk benytter sig af denne metode, men allerede
evangelisterne kendte den udmærket og benyttede sig af den, når de skulle
beskrive det nye, der for dem var kommet til verden i Jesus fra Nazareth.
Igen og igen refererer de til noget gammelkendt, som de så sætter Jesus i
forhold til, og det spændende er for mig i hvert fald, at det giver fortællingerne en langt dybere og langt mere vedkommende mening, end hvis det
bare skulle tages bogstaveligt som mirakuløse beskrivelser af en supermand.
Dette kommer meget tydeligt frem i dagens tekst om fristelsen i ørkenen,
som dels er svær at tage bogstaveligt, men hvor der også fremkommer ligesom en programerklæring fra Jesus: Jeg er ikke kommet for at være julemand eller tryllekunstner. Jeg er ikke kommet for at få mennesker til at tabe
næse og mund af forbavselse eller for at opfylde deres materielle eller religiøse behov. Jeg er her for noget andet. Og det er så dette andet, Matthæus
udvikler i sit evangelium – kærlighedens og frihedens evangelium.
Sammenligningsgrundlaget er Moses, der ligesom Jesus faster i 40 dage og
nætter i ørkenen, men som jo så netop gør det, som Jesus ikke vil. Moses
giver folket mad og drikke på mirakuløs vis. Moses redder folket. Han er
dets leder. Og han redder ofte folket fra sig selv og egne tilbøjeligheder til
afgudsdyrkelse og troløshed. Han er som en far for sit håbløse folk. Og det
er just hele den ledelsesfilosofi, som Jesus gør op med i dagens tekst.
Miraklerne har ingen betydning. Jeg skal hverken lave sten til brød eller
falde ned fra et tårn uden at tage skade, for mennesker dør åndeligt af mirakler. De bliver slaver af en drøm eller en illusion, men jeg kommer med frihed
til mennesker – med frihed og ansvar, så de selv kan leve deres menneskeliv
17
ærligt og redeligt på menneskelivets betingelser – og det kræver arbejde,
fantasi, visdom, kunst og kærlighed at gå i gang med sit liv, som det er uden
andre ledere end dig selv. Jeg er ikke kommet for at herske over mennesker
– for at styre mennesker eller tage ansvaret fra et eneste menneske, men jeg
er kommet for at tjene mennesker i kærlighed og dermed give dem mod på at
turde leve selv. Altid er religionen blevet brugt til at tage ansvaret fra mennesker – til at slavebinde mennesker af gamle skrifter og love hugget i sten
eller af fantastiske mirakler, som skulle bevise det guddommelige i sagen.
Religionens opgave er som kongemagtens – derfor går de ofte hånd i hånd –
at gøre mennesker til lydige undersåtter, som ikke kan klare sig selv. Ideologien bag er naturligvis tanken om, at mennesker ikke kan tåle frihed. Derfor
skal de styres med hård hånd.
Lyt engang til 1600 tallets lutherske kollekter og bønner, der stadig er autoriserede til brug ved gudstjenesterne i Danmark. Lyt til den syndserkendelse,
der præger dem i bund og grund. Lyt til det menneskesyn, der ikke tror på
mennesket. Et menneskesyn, der har præget og præger vores stakkels verden
endnu den dag i dag. Et menneskesyn, der siges at være fra Gud selv, og som
har givet sig udtryk i rædselsfuld undertrykkelse og forfærdelige opdragelsesmetoder, hvor alt var tilladt – altid i Guds navn.
Først for nylig har vi her i den vestlige kultur fået mistanke om, at det måske
ikke var hele sandheden om os mennesker, at vi af natur var onde. Mærkeligt
nok, for det er præcis pointen i evangeliet, at give almindelige mennesker
frimodighed til at leve deres liv selv – glæde over dette liv og kærlighed til
livet og til din næste. Ikke med tvang – ikke med magt – ikke ved hjælp af
pisk eller gulerod eller løfter om store belønninger her eller hisset, men ved
indsigt og i kraft af den tro på både livet og mennesker, som bærer et liv i
frihed. Men fristelsen til at tage magten, som Jesus selv modstod, var åbenbart for stor for kirken, så kirken blev den magtfulde statskirke, vi kender i
dag, men som nu savner klangbund i en befolkning, hvor troen på mennesket
bliver mere og mere udtalt.
Færre og færre mennesker vil i dag uden videre bøje sig for gamle skrifters
autoritet, for alt skal vurderes af os selv og vi skal nok vælge fra og til, hvad
vi har brug for i det religiøse supermarked, som det hånligt er blevet kaldt af
fortidens moralister. Men det er da vidunderligt, at vi endelig er kommet så
langt i vores frihed, at vi tør det uden at skulle frygte hverken kongens eller
kirkens eller Guds straf. Og det der så må være opgaven for en kirke uden
magt over sjælene – ja, det må være at forkynde frihedens og kærlighedens
evangelium, sådan som det har stået der hele tiden – talt til undertrykte mennesker med en kærlig opfordring til at leve frit og frygtløst selv i en barsk
verden uden at løbe an på de mirakler, som ikke sker.
Der er en verden til forskel på det menneskesyn, som Jesus står for, og det
som Satan repræsenterer. Vi kender det sidste bedst, for det er vores normale
virkelighed i verden, at nogen tager magten og ansvaret fra andre i den allerbedste mening.
Men for mig ser det ud som om, at det menneskesyn, som Jesus står for – og
som han holdt fast ved til det sidste – pibler frem rundt omkring i vores sam-
18
fund. Dette at ville hinanden – dette at respektere ethvert menneske – uanset
race, religion, køn, alder eller noget som helt andet. Dette at turde give frihed
og ansvar til hinanden i tro og tillid.
Dette at turde løse konflikter gennem samtale, hvor alle kommer ud som
vindere og ikke gennem retssager med vindere og tabere. Og måske så pibler
det også frem en dag i vores kirke dette dybt kristne og dybt provokerende
menneskesyn, så kirken ikke længere fremstår som belærende og bedrevidende – endda som forvalter af den eneste ene sandhed – men som et fristed,
hvor ordet kan have frit løb mellem mennesker – mellem alle mennesker. Et
værested for samtale og opøvelse i kærlighed og frihed. Heldigvis ser vi
allerede tendenser i den retning, men der er også megen modstand – naturligvis. Det var en umulig opgave, Jesus havde sat sig for – at omvende sit
dybt religiøse og krigshærgede samfund til et nyt menneskesyn. Et menneskesyn uden fjender – uden grænser – uden fremmede - uden forskel. Et
menneskesyn, der handler om at give og om at elske uforbeholdent – thi deri
er livet. Ikke i at tage – ikke i at sikre sig med grænser og mure og bolværk
mod andre mennesker, men i at være et sandt menneske sammen med mennesker.
Prøv det! Prøv engang imellem at se på dit liv på den måde. Ikke som en
overlevelse med alle de forbehold, overlevelsen indebærer af rimelighed og
hensigtsmæssighed. Prøv at vente bare lidt med indvendingerne om, at det
ikke kan lade sig gøre, sådan som verden ser ud. Prøv at tænke på dig selv
som fuldkommen, sådan som Matthæus opfordrer os til i slutningen af sin
bjergprædiken: Vær fuldkomne som Gud selv er det. Hvordan tør han sige
det? Det tør han, fordi hans menneskesyn er et andet end det underdanige, vi
kender så alt for godt – som vi er opdraget til og som vi selv opdrager både
hinanden og vores børn til, og som kirken og skolen og kongen gennem århundreder har forkyndt og belært os om som en guddommelig verdensorden.
Jesus prøvede det virkelig. Han turde være fuldkommen i kærlighed, og derfor turde han også sige fra overfor fristelsen til at tage magten i verden. Han
forblev tro mod sit umulige kald til det sidste. Forblev upåvirket, da de hyldede ham som en konge under hans indtog i Jerusalem. Hyldesten knækkede
ham ikke, sådan som den har knækket så mange gode folk. Og han forblev
tro, da de hånede ham og henrettede ham i Guds navn som en fjende af folket, af religionen og af Gud selv. Derfor har Gud højt ophøjet ham over alle
navne, lyder jubelen i Filipperbrevet. Fordi han turde holde ud – tude leve
som mennesker er skabt til at leve.
Prøv det! Prøv at afskrive mistro og mistillid. Prøv ikke at være på
vagt overfor andre. Prøv at udviske alle dine fjendebilleder, så livet
kan komme til på ny. Prøv at forestil dig et grænseløst og uforbeholdent liv, hvor vi lever med hinanden og ikke mod hinanden. Det er
måske slet ikke så svært som vi tror, og dybest set tror, jeg, det er
sandt, at det er det, der gør os til mennesker – til virkelige mennesker,
sådan som mennesket Jesus fra Nazareth viste os det for snart 2000 år
siden.
19
Saligprisningerne
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans
disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster
efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes
Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og
glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
_________________________
Jeg ved ikke, om nogen af jer har oplevet en helgenkåring. Da Kirsten og jeg
var i Rom her i oktober, var vi så heldige at løbe ind i sådan en en søndag
formiddag på Peterspladsen. Pladsen var stuvende fuld af mennesker. Der
var sat stole op til titusindvis af deltagere i kåringen, som også var en gudstjeneste med nadver – det var noget af en altergang – og hen over Peterskirkens facade hang 5 kæmpestore portrætter af de nyslåede helgener. Pave
Benedikt selv forrettede gudstjenesten omgivet af sine kardinaler, ærkebiskopper, biskopper, monsignores og en hær af almindelige præster. Der var
purpur og guldtressede kåber i lange baner. Der var storskærme, schweizergardister, helikopterovervågning og transmission til alverdens lande fra kirkens centrale helligdom i Rom. Der var alt, hvad det hungrende turisthjerte
kunne begære – og måske også det katolske.
Det var med lidt blandede følelser, vi stod og iagttog hele dette spektakulære
skuespil, som greb og betog så mange mennesker, og det var ikke bare misundelse over den formidable kirkegang, der strøede malurt i bægeret hos os,
men det var denne entydige dyrkelse af det enestående og mægtige.
På et tidspunkt i seancen bragte forskellige grupper gaver til Paven, der sad
på sin tronstol iført sit skrud og modtog disse knælende pilgrimmes hyldest
og lod dem kysse sin hånd og ring – ganske som en middelalderkonge i al
sin vælde kunne have gjort det. Og dér sprang kæden virkelig af for mit vedkommende, for hvor var Jesus i det? Han, som gik rundt blandt de fattigste
af de fattige og selv var fattig, og som i dag forkynder fattigdommens pris?
Hvorfor har kirken i den grad forladt sit udgangspunkt, så den ikke længere
søger og dyrker sandheden, men iscenesætter dette gigantiske skuespil for
masserne overalt i verden, for at give dem lidt glæde og tryghed i deres undertrykte liv? Og hvorfor falder mennesker for sådan en gang pomp og pragt
– bogstaveligt talt på næsen af beundring og ydmyg underdanighed?
Måske fordi det ligesom ligger i luften. Vi nyder på en eller anden måde at
lade os fascinere af det storladne og prangende. Ja, her hos os har kirken
stort set udspillet sin rolle i folks bevidsthed, men så er der andre ting, vi
falder for, som f.eks. underholdningsindustriens produkter af stakkels mennesker, der bliver ophøjet til stjernestatus – om det så bare er for en aften.
20
Sportsidolerne – gengangerne på Tv-skærmen, som tryllebinder os og drejer
opmærksomheden væk fra det egentlige i vores liv. Vores kriser – vores
angst – vores forhold til vores nærmeste - eller til os selv og hvad vi i virkeligheden lever for – hvad vi i virkeligheden elsker og måske endda ville dø
for. Somme tider kan man blive så træt af sit liv, der bare går, som det skal.
Pænt og nydeligt, og nu har vi fået fladskærm på hele den ene væg i stuen.
Og opsvinget er ikke til at standse. Og i år vil vi sætte ny rekord i juleforbrug. Der skal lys i guirlanderne. Og sikke en friværdi vi har.
Derfor er det måske alligevel velgørende at komme herhen i kirken engang
imellem – og så skal kirken altså ikke spille med i det orkester af prangende
storhed eller for den sags skyld hensætte os i underdanig ydmyghed. Nej her
i kirken skal vi konfronteres med Jesus fra Nazareth og dermed med os selv,
så ubelejligt det end kan være. Vi skal standses op i alt det, vi bare går og
gør, fordi det gør man nu engang.
Og der er ikke nogen bedre til at standse os op end denne Jesus, hvis han får
lov til at komme til orde som den, han var. Ikke som majestæten der hersker
i Himlen og bliver repræsenteret på jorden ved sin mægtige stedfortræder i
Rom eller andre steder, men som en del af mig selv – som en del af os og
vores fællesskab. For der var jo ikke noget glimrende eller funklende flot
over Jesus, som han var, og det var ikke gennem udstedelse af love og dogmer og trosbekendelser, han gjorde sig gældende i vores liv – men fordi han
gik og sagde sandheden og handlede troværdigt efter det, han sagde. Han var
selve billedet på alt det, vi dybest set længes efter som mennesker, men som
så nemt overskygges og fortrænges af så meget andet. Han var vores inderste
menneskelighed, og derfor taler han til os endnu, og kan endnu få os til at
vende os om fra Peterspladsen i Rom til den stille sidegade, hvor du er ved at
falde over den gamle kone, der næsten går i ét med fortovet og den lille trappe hun sidder på i sit brune snavsede tøj, der hænger om hende, og hun
strækker hånden frem og lirer sin bøn om en skilling af, som ingen hører. Og
du haster forbi, for du skal ned og se endnu en flot kirke. Maria Maggiore.
Og så bliver du måske alligevel lidt indadvendt på vejen og kan ikke lade
være at sammenligne mylderet og begejstringen på Peterspladsen og den
kæmpemæssige altergang til syndernes forladelse med denne ensomme gamle kone på fortovet, som du burde have knælet og bøjet dig dybt for og bedt
om tilgivelse og givet alt, hvad du ejer til.
Ikke Gud – ikke paven – ikke kirken kan skænke mig virkelig tilgivelse for
mit overfladiske turistliv, men det menneske, jeg virkelig er skyldig overfor.
Salig er ikke de fornemme og fromme helgener, kirken fremhæver og kårer
som de store, man kan bede til og hente hjælp og trøst hos, fordi de har Guds
anerkendelse. Nej salig er hun, der sad der på den lille trappe i den stinkende
sidegade og forgæves rakte hånden frem. Salig er hun, hvis vi tør se!
Og det er vel det, han vil have os til i dag med disse forfærdelige ord om,
hvem der er de virkeligt salige – de virkelige helgener. Det er måske dem,
der giver os mulighed for at se os selv, som vi er. Det er måske dem, vi skylder alt og hverken Gud eller kongen eller fædrelandet – eller vores kreds –
eller vores kultur. De fattige – de elendige – de arme mennesker, som så tit
21
sidder i vejen for fremskridtet. De, som ingentig er, og som vores samfund
skærer hjælpen ned til, så de kan lære, at det betaler sig at tage et initiativ.
Noget for noget! De, som ikke rigtig hører til hos os, og som vi kalder alle
vores værste navne, og som vi helst så tog hjem. De, som er aparte og anderledes. Salige er I…
Han siger det ikke som en opmuntring til dem, så de skal glemme deres egen
elendighed, for det skal nok gå alt sammen og engang bliver det bedre – om
ikke før så i saligheden. Jesus trækker ikke veksler på evigheden, tror jeg,
men det er os, han taler til. De rige – de som klarer sig godt – det er os, han
vil have til at vende os om og se på vores liv på en ny måde, så det ikke drejer sig om at holde os fattigdommen fra livet og søge rigdommen – sikkerheden – udkommet gennem stress og jag efter mere. Det gode liv, som slet ikke
findes der, hvor vi søger det – der hvor alle søger det. Ikke på Peterspladsen
– ikke i banken – ikke i omgangskredsen eller familien – end ikke her i kirken, for vi skal ud igen, men hos denne Jesus, der sad på trappen hos den
gamle tiggerske i Rom – ja, var hende selv – eller sad på bænken på torvet
eller i varmestuen eller der, hvor arme mennesker sidder uden fremtid – uden
håb – udrangeret af et samfund, der stormer frem. Hvis vi tør se på vores liv.
Han gør det uden fordømmelse, men står der som en mulighed – en livets
mulighed for den, hvis rige og velnærede liv falmer så småt, fordi det ikke er
godt nok. Fordi du længes efter mere end at have det godt. Han står der som
en mulighed for at fylde tomme hænder og tomme liv – ikke de fattiges –
ikke de undertryktes, men vores – i al vores fattige og tomme rigdom. Det er
ikke os, der som overskudsmennesker og overskudsmenighed skal hjælpe de
fattige med en skærv. Nej, det er os, der er de arme, som de fattigste af de
fattige skal hjælpe til at få et liv.
Salige er de – og salig er han, der står midt iblandt dem og taler vores sag.
Jordens salt og verdens lys
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så
saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes
ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg,
kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under
en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således
skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger
og priser jeres fader, som er i himlene.
__________________________
Når vi holder barnedåb her i vores gamle kirke - så stiller vi os omkring denne ældgamle døbefont med det lille barn i centrum - med familien og fadderne og menigheden omkring det. Og det gamle kirkerum og den gamle døbefont fortæller os, at sådan har mennesker stået med deres små århundrede efter århundrede, for at de måtte tilhøre Kristus og ikke bare være prisgivet
22
denne verdens magter. Det er ligesom, de er med, hvegang vi bærer et nyt
lille barn frem for Guds ansigt, og det er måske denne fornemmelse af tidløshed og af énhed med de gamle, der er baggrunden for Alle Helgensdag, hvor
vi forsøger et øjeblik at mindske tidens herredømme ved at indeslutte alt under Guds forsyn - under Guds kærlighed, som ikke lader sig begrænse af noget - heller ikke af tiden.
Alle Helgen er ligesom et opgør med tidens herredømme, og derfor vrimler
det med tider ved sådan en Allehelgensgudstjeneste, som altid har haft sin
plads, når vintermørket begyndte at sænke sig over os. Vi hænger ved fortidens lyse og lykkelige sommerdage, hvor alt var godt og lyst og varmt, og vi
var sammen, men så kom efteråret og høsten og alting blev anderledes, og nu
sidder vi så og drømmer lidt, om alting skal blive godt igen, og Johannes'
Åbenbaring, som vi hørte i starten, hjælper os med sin mærkelige gribende
tale om en ny Himmel og en ny jord, hvor Gud vil tørre hver tåre, og død og
sorg skal ikke være mere, og alt skal være nyt - og alt skal blive godt igen.
"Han lover os en evig vår trods vinterstorm og død."
Sådan bærer fortiden fremtiden i sig og et sted midt imellem sidder nu hans
menighed et sted i 1992 i det, vi kalder nutiden - og lytter ikke blot til fortidens minder om det, der var - ikke blot til lyse og lykkelige fremtidsdrømme,
men nu gribes vi af nutidens krav og får at vide, hvem vi er og hvad vi skal i
dag. I er jordens salt - I er verdens lys, kære menighed anno 1992.
Det er ikke bare fortidens helte, det drejer sig om i dag - kirkefædre, martyrer osv. - det er også jer, der tales om og tales til med disse ord fra Bjergprædikenen. Nu gælder det jer i denne menighed. Der står hverken var eller bliver - der står er: I er salt og lys i verden. Det er menighedens væsen så længe
verden står: at være lys og salt.
Det kræver ikke de store kvalifikationer at høre til menigheden i et sogn barnedåben fortæller os, hvor lidt der skal til - end ikke din egen beslutning
kræves, og pludselig er du lys og salt for verden - det salt, der giver kraft og
næring til jorden - det lys, der lyser op i mørket.
I denne tid diskuterer man kirkens rolle i samfundet, og det er en diskussion,
som det nok er værd at lytte til og deltage i. For må man ikke med rette spørge Danmarks menigheder i dag - og vores egen menighed her i sognet - om
der ikke er noget, vi har glemt - f.eks hvem vi er.
Sidder det, der er tilbage af vores menighed ikke fast i fortiden, som er gået
hen og blevet det væsentlige for os - alle de kønne traditioner - alle vores
kønne gamle kirker, som vi værner om - de gamle ritualer - de gamle salmer
- alt det gamle? Har saltet mistet sin kraft og er blevet til glasur på en vammel lagkage af sukkersød tradition og fad ligegyldighed? Er verdens lys blevet til kulørte lamper omkring smukke ceremonier, underholdning og pop,
der skal lokke kunderne til?
Hvad skal vi med salt, der har mistet sin kraft - hvad skal vi med et lys, der
står under en spand? Hvad skal vi med en menighed i vores land og i vores
sogn, der ingenting siger og ingenting gør? Enten fordi, de har glemt, hvad
det var, de skulle, eller fordi de ikke turde være ved, at de er lys og kraft for
verden.
23
Det er præcis dette Allehelgensspørgsmål, som Danmarks menigheder nu må
stille sig selv: Hvordan forholder vi os til det at være lys og kraft for verden i
1992? Har vi overladt det til eksperterne at være menighed - har vi fralagt os
ansvaret - eller tør vi bare ikke?
Vi har nok her til lands en nærmest medfødt angst for at være noget særligt.
Vi vil helst holde os på det jævne - vi vil også helst holde de andre på det
jævne, for ingen skal tro, at de er noget særligt. Og det er måske en af grundene til, at folket har forladt deres kirke, at her i dette rum får vi det stik
modsatte at vide igen og igen: at du netop er noget særlig - noget væsentligt
og betydningsfuldt. Du får at vide, at det ikke er tilfældigt, at du er dig - du
får at vide, at netop sådan som du er, er du elsket af livet selv, sådan som den
svenske forfatter Margareta Melin udtrykker det:
Jeg er din øjesten - din hemmelige skat.
Du er glad for, at jeg er til.
Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,
og aldrig glemme, hvem jeg er!
Her bliver du råbt op ved navn og kaldt ind i menighedens og Guds fællesskab omkring ordet og dåben og nadveren - og dér bliver du i al evighed. Det
kan ingen gøre hverken fra eller til. Den kærlighed, som giver dig fuld frihed, kan ingen - ikke engang du selv tage fra dig.
Derfor er der ikke knyttet noget måske til dagens tekst: Måske bliver I verdens lys, hvis I ellers tager jer sammen - nej, I er verdens lys - I er elsket til
liv og frihed af Guds kærlighed. Men opfordringen er heller ikke til at tage
fejl af i dag: "Jeres lys skal skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i Himlen".
Om vi kan nå dertil, véd jeg ikke, men det er dén opfordring, vi sendes ud fra
gudstjenesten med hver eneste gang vi samles i Guds navn. Opfordringen til
menigheden om, at gå ud i verden - gå ud i samfundet og tag jeres ansvar alvorligt. Lad jeres lys skinne - brug jeres frihed til frimodighed overfor verdens magter. Sig noget - gør noget - så det må kendes, at vi er lysets børn så det må kendes, at kirken i vores sogn og i vores land ikke blot står til pynt
- kraftesløs og målløs - men at der findes en menighed i dette land, som forkynder en anden frihed end friheden til at være sig selv nok - som forkynder
en anden fred end privatlivets fred. Den fred med Gud - den glæde, som giver os frimodighed til at være levende, skabende medmennesker, der tør gå
ind i vores tid med alt, hvad vi har i os.
24
Om vrede
For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de
skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og:
›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg
siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes
skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til
Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér
kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din
gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder;
så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med
din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.
___________________________
Når evangelisterne skrev deres beretninger om Jesus, så brugte de ikke så
meget hukommelsen eller andres beretninger, øjenvidneskildringer osv. De
brugte et forlæg, og ud fra det formede de så deres fortælling. Forlægget var
naturligvis det største, de kendte nemlig Den hellige Skrift – vores gamle
Testamente – fordi deres beskrivelse af Jesus var en beskrivelse af opfyldelsen af Den hellige Skrift – en beskrivelse af Guds egentlige mening.
Der er ikke tale om, at evangelisterne ligesom gør op med Det gamle Testamente eller forkaster det ud fra deres opfattelse af Jesus – tværtimod bekræfter evangelisterne til fulde jødedommen – men efter deres mening, så giver
Jesus de gamle fortællinger deres egentlige mening tilbage – den mening,
som var gået tabt i deres samtid. Skænderierne og det slet skjulte opgør med
jøderne i Det nye Testamente går ikke på indholdet af de gamle skrifter men
på samtidens overfladiske og livsfjendske fortolkning af dem.
Derfor er bjergprædikenen, som vi i dag har hørt lidt af, heller ikke et opgør
med moseloven men en tilbagevenden til moselovens egentlige mening, som
Jesu samtid havde misforstået så fuldstændig. Og den misforståelse bestod i
at gøre loven – Guds lov – til et overkommeligt redskab, der satte rammerne
for deres liv som jøder, og derfor ikke mindst blev brugt til at sætte skel mellem de retfærdige og de uretfærdige. Et godt eksempel på det er fortællingen
om farisæeren og tolderen, hvor farisæeren netop roser sig af sin retfærdighed og takker sin Gud, fordi han ikke er uretfærdig som toldere og syndere
og andet udskud. Eller som det kommer frem i dagens tekst: Hvad gavner
det dig at gå i kirke og være nok så from og retfærdig, hvis du ikke kan enes
med dit medmenneske? Forlig dig! Så kan du altid gå i kirke bagefter! Hvis
ikke du forliger dig, ja, så bliver du fanget af den ufred og den retfærdige
harme, der ulmer i dig, og som fortærer dit liv – og det kan ingen gudstjeneste – intet offer råde bod på!
Det er stærke sager, og derfor er det, at Mattæus – og især for Mattæus, der
antagelig selv var jødisk præst ved en synagoge oppe i Syrien - var det vig-
25
tigt at fastholde moseloven – ikke en tøddel af den skal forgå - her er det så,
han lader Jesus skærpe loven tilsyneladende næsten til det uudholdelige:
Ikke blot må du ikke slå ihjel, nej, hvis du bliver vred og håner din næste, ja,
så er du skyldig til Helvede! Og hvem bliver ikke vred på sin næste?
Et uudholdeligt og uopfyldeligt bud, men kun for så vidt som man opfatter
loven som et fremmedelement i menneskelivet – altså en rettesnor, nogen
udefra har indført for at begrænse os i vores udfoldelse – og sådan opfatter
de fleste vel loven som et nødvendigt onde, sådan som vi mennesker nu engang er indrettet. Uden lov ville alt ende i kaos og vilkårlighed, og derfor
skal man adlyde loven. Det var enhver farisæer på det rene med – og helt
klart også på det rene med straffens absolutte nødvendighed som værn mod
menneskets indbyggede ondskab, sådan som vi jo også kender det i dag.
Men så er det, Mattæus henter den fine gamle lovopfattelse ind fra 5. Mosebog, som vi hørte fra alteret: Loven er ikke et fremmedelement i dit liv –
hentet ned fra Himlen eller fra den anden side af havet, nej, ordet er dig ganske nær i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det. Og jeg kan kun forstå
det sådan, at det at ville holde loven er en umistelig del af det at være et
menneske – altså en nærmest medfødt hjertesag for ethvert menneske – så
langt som noget fra et nødvendigt onde eller et fremmedelement i vores liv.
Og derfor giver det faktisk god mening, når Jesus ifølge Mattæus gør loven
til et hjerteligt, medmenneskeligt anliggende, for dybest set ved du godt, at
dit liv som menneske er et liv som medmenneske. Ingen lever for sig selv.
Mit liv står og falder med mit forhold til mine medmennesker, og det forhold
er aldrig godt nok – heller ikke selv om loven siger god for det.
I en af sine prædikener funderer den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich
over den påfaldende uretfærdighed i verden. Dette at nogen synes at have det
godt, mens andre må kæmpe med alskens ulykke og smerte gennem hele
livet. Og det giver ingen mening, siger han, med mindre vi som mennesker
udgør en enhed - eller som Paulus siger det: et legeme – en organisme. Og
lider én legemsdel, så lider hele legemet. Altså lider ét menneske – bare ét
lille ubetydeligt vildt fremmed menneske, lider også jeg, fordi vi er ét med
hinanden. Vi kender det selvfølgelig godt fra vores kærlighedsforhold til
ægtefæller, børn, familie og andre, hvor denne medlidenhed er påfaldende
stærk. Men prøv at udbrede enheden til alle mennesker – og det tror jeg var
en stor og stærk del af Jesu forkyndelse – den grænseløse universalisme – ja,
så må vi vedgå vores medlidenhed med hele skabningen – vores indbyrdes
dybe afhængighed.
Derfor kan man heller ikke kalkulere med andres lidelse, sådan som vi har
for vane, når vi skal tilrettelægge vores eget livs omkostninger. Intet formål
kan retfærdiggøre selv den mindste lidelse! Hvad I gør mod en af de mindste
små, gør I imod selve livet – eller imod mig, som Jesus siger - også når I
forsvarer det med, at I dermed tjener jeres Gud eller jeres samfund. Eller
som Dostojevskij siger det: Bare én lille ubetydelig snothvalp er en alt alt for
høj pris, om det så gjaldt hele verdens frelse!
At fornærme at andet menneske, er først og fremmest at nedværdige sig selv
og håne selve livet, for vi er ét – ikke blot min bror og jeg – men hele den
26
brogede menneskehed – eller som Frans af Assisi ville sige: hele den mangfoldige skabning!
Og på en eller anden måde, så bliver Mattæus’ prædiken, som forekom så
uudholdelig, både naturlig og sand. Vi kan ikke skærme os bag lovens hensigtsmæssige bogstav – håne og nedværdige vores medmennesker, fordi det
ikke står skrevet i nogen paragraf, at det må man ikke – eller måske oven i
købet er vedtaget, at det må man gerne, for de er ikke bedre værd og har kun
fortjent at komme ned i skidtet, når man betænker, hvor dårlige og uretfærdige mennesker, de er. For lytter man til sit menneskehjerte, så bliver denne
utrolige bjergprædiken ikke så meget et forstærket til det urimeligt grænsende krav om lydighed mod loven – men en inderlig og dyb sandhed om vores
forunderlige, fantastiske menneskeliv, hvis dybder vi kun kender en brøkdel
af. Det forunderlige menneskeliv, Jesus selv viste sin samtid med al sin kærlighed, sin frygtløse frimodighed i kampen mod enhver overfladisk eller
letkøbt beregnende opfattelse af vores dyrebare menneskeliv.
De sagde om ham, at han talte med en myndighed, som de ikke var vant til
fra deres skriftkloge og lovkyndige – måske fordi han talte med menneskehjertets egen uimodsigelige autoritet. Guds ord er dig nær i din mund og i dit
hjerte.
Om fjendekærlighed
I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din
fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der
forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for
han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over
retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer,
hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne
også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
____________________
Kan I huske H.C. Andersens fortælling: Hvad fatter gjør…?. Manden der
tager af sted til marked for at sælge hesten men kommer hjem med en sæk
rådne æbler efter at have gjort den ene dårlige handel efter den anden. Hesten byttede han til en ko – koen til et får – fåret til en gås – gåsen til en høne
og hønen til en sæk rådne æbler. Og så er det han vædder med to englændere
i kroen, om han vil få knubs eller kys, når han kommer hjem til konen. Sådan set sætter han alt på spil både sig selv og konen, og er for så vidt ikke
rigtig klog – men han vinder alligevel guldpenge i skæppevis, fordi han får
kys af konen, da han kommer hjem med de rådne æbler. Hun elsker ham jo –
uanset hvad.
27
Og det er dette ”uanset hvad”, som er kærlighed – som er fuldkommenhedens bånd, som Paulus kalder det – denne uforbeholdne kærlighed, som aldrig er forkærlighed for nogen bestemt eller noget bestemt. Det nyttige f.eks.
– det gavnlige – det smukke og beundringsværdige. Forkærligheden er der
ikke noget særligt ved – det kan alle klare – endog toldere og hedninger –
men I, siger denne dybt provokerende Jesus, I skal være jeres himmelske
fars børn – I skal elske grænseløst og uden forskel. I skal elske mennesker,
fordi de er mennesker! Deri ligger det fuldkomne – det guddommelige.
H.C. Andersen fortæller os, hvad kærlighed er, og vi lurer som englænderne
lige en ekstra gang: Kan det nu passe? Jo, for det meste af vores tid går jo
netop med at gøre os fortjent til andres – herunder Guds - kærlighed. Vi bruger det meste af vores liv på at gøre os nyttige, så de andre vil anerkende
vores indsats. I kan selv overveje, hvor meget af tilværelsen, hver især bruger på at gøre sig fortjent til kærligheden ved at leve op til andres forventninger. Og I kan selv overveje, hvor meget af den resterende tid, der går med
at vurdere andres indsats. Men det er alt sammen intet værd – det betyder
ikke noget i virkeligheden. Dit liv begynder først den dag, du er ligeglad
med andres dom – den dag du ikke længere lever for andre, men lever selv.
Først da kan du vælge at elske – først da kan du vælge at leve for andre, og
først da kan du høre hvad det er, denne Jesus fabler om.
Helten i H.C. Andersens fortælling er jo konen, der havde valgt livet så at
sige, fordi hun havde valgt at elske. Manden – fatter – levede præcis som
han havde lyst til – han levede for sjov så at sige – altid glad trods alle nederlag – fordi han levede på sin kones uforbeholdne kærlighed, som han ikke et
sekund tvivlede om. Derfor kunne intet gå virkeligt galt for ham, og til sidst
kunne han med sindsro sætte alt på spil. Han kunne boltre sig i livet i kærlighedens navn, og derfor vandt han det hele.
Det er måske det, der er tro, når alt kommer til alt. En tro på, at du er elsket
til frihed. En tro på, at livet er din tumleplads, hvor alt er tilladt – bare du vil
det. Synd er så at leve på andres betingelser – synd er at leve op til eller at
efterleve andres bud eller forventninger – for så kan kærligheden ikke komme til! Så kan livet ikke komme til.
Det er derfor loven står for tur i Jesu forkyndelse – den lov, som de kaldte
guddommelig og som styrede alt. Nej – ikke loven men kærligheden skaber
liv – skaber sand menneskelighed. Loven skaber trældom og død.
Fatter brød alle fornuftens og forretningslivets helligste love – bl.a. ved at
være ligeglad med fortjenesten! Brød alle forventninger om et rimeligt fornuftigt afkast – og dermed vandt han livet – og fik overskud i skæppemål.
Det var ikke fornuften men kærligheden, der styrede ham.
H.C. Andersen påstår ligeud – ganske som Matthæus - at den største fortjeneste ligger i at være elsket – uanset hvad. Altså ikke på grund af din indsats
eller din nytteværdi – men fordi du er dig. Har du byttet vores hest for en
sæk rådne æbler? Nej, nu må jeg kysse dig! Har I tabt 3-0 i fodbold? Nej nu
må vi holde fest! Er du lam, døv, blind, spedalsk, trist eller død – jamen så
må jeg da helbrede dig, så vi kan holde fest for livet. Jeg elsker dig jo grænseløst og uforbeholdent – fordi du er dig!
28
Det var, tror jeg, den chokerende kærlighed, de mødte hos mennesket Jesus –
alle de fortabte medmennesker. Det handler om et fuldstændig omvendt
menneskesyn, tror jeg dybest set. Det handler om at ophæve enhver graduering af mennesker i kraft af deres indsats – måde at være på – udseende uddannelse – alder – køn – race – religion – seksuelle tilbøjelighed og hvad
ved jeg. Er det ikke det, der ligger i billedet med Guds sol, der står op over
onde og gode og regnen, der falder over retfærdige og uretfærdige? Altså en
helt ny Gud i forhold til den gamle jødiske stammegud, der med glæde ville
udrydde alle Israels fjender – og som med sygdom og elendighed straffede
synderne.
Du skal elske mennesker, fordi de er mennesker. De er alle sammen dit ansvar. Denne epokegørende kristne tanke har haft enorm betydning for vores
kultur. Den har skabt det, vi kalder humanismen – eller måske rettere humaniteten, hvor det at tage sig af nødlidende mennesker uanset hvem – er blevet
et samfundsanliggende, som efterhånden sidder dybt i os. Menneskekærligheden har uden tvivl sat sig spor – også i det, vi kalder menneskerettighederne – altså de minimumskrav, der bør gælde for alle mennesker – uanset hvor
de er eller hvordan de er.
Men man kan ikke undgå at mærke en anden verdensorden, der synes at
brede sig i vores tid med et helt andet menneskesyn, der ligesom spiller på
fjendskaber, og som i konkurrencens eller fjendskabets ånd legitimerer
umenneskelighed. Det er som om, den gammeltestamentlige religion er ved
at vinde indpas igen – den gamle stammegud, der sorterer mennesker fra
hinanden og som udvælger sig sine yndlinge. Guds særlige folk. Prøv at lytte
til protesterne mod Folkekirkens Nødhjælp, der udstiller en skammens mur
på Roskildefestivalen. Den israelske ambassadør er opbragt, ligesom Dansk
Folkeparti og Kristendemokraterne. Jamen det er da en skammens mur – en
umenneskelighedens mur, som er årsag til enorm nød og elendighed. Bogstaveligt som noget er mure med til at sætte skel mellem dem indenfor og
dem udenfor. Tydeligere kan det ikke siges! Mere tydeligt kan kærligheden
ikke trædes ned.
Den amerikanske biskop Spong, som har en datter, der er helikopterpilot og i
øjeblikket udstationeret i Falluja i Irak, sætter det på spidsen, når han undrer
sig over, at alle i USA ved præcis, hvor mange amerikanere, der er faldet i
krigen – men ingen af dem ved, hvor mange irakere. Altså dette at være
amerikaner er for amerikanerne væsentligere end at være iraker – deres liv
og deres død betyder ikke noget i forhold til de rigtiges.
Er det bare sådan – eller skal vi ikke prøve at tænke anderledes, end vi er
vant til? Leve os ind i ethvert menneskes liv uden at betegne mennesker som
venner eller fjender – israelere, palæstinensere, irakere, amerikanere, danskere - uden at hoppe med på krigspropagandaens hæslige dødskærre, fordi
der er mennesker og systemer, der lever af at sætte mennesker i bås – lever
af at sætte skel og had mellem mennesker. Skal vi ikke sige fra, så det kan
høres, at vi tror på kærligheden – den uforbeholdne kærlighed, som Jesus
forkyndte – den fuldkomne kærlighed.
29
Vi kan til enhver tid skabe en gud i vores eget billede – en gud, der spændes
for vores egen politiske vogn og dermed legitimerer den værst tænkelige
umenneskelighed. Historien er fuld af eksempler på det, ligesom vores dagligdag er det i dag.
Men vi kan også stille os til rådighed for det, som lyser ud af Det nye Testamente: den fuldkomne kærlighed, der ikke skelner mellem mennesker. Vi
kan gøre det i vores daglige liv med hinanden ved at overveje vores ord og
vores handlinger – ved at vælge, hvad vi vil. Ved ikke at ligge under for den
såkaldte nødvendighedens lov men trodsigt og frimodigt som fatter selv – gå
på tværs af alt og alle og leve, som Gud selv har lært os.
Så lad os fra nu af tage vores mester på ordet og øve os i fuldkommenhed
ved at overveje, hvordan vi skal forholde os til vores liv og til vores omverden – og så handle derefter. Der er altid en ny mulighed. Du kan altid finde
en lille åben lem – selv i den højeste og tykkeste betonmur – for sådan er den
kærlighed, vi boltrer os i.
Om bøn
Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og
bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker.
Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede,
så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i
det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi
de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne.
Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit
rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag
vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore
skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For
dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
________________________
Vi sad og spillede Matador. Nu igen! Det er et af de spil, jeg har spillet fra
min tidligste barndom. Jeg var gerne med som prügelknabe, dengang jeg var
lille og ikke havde fattet pointen i spillet om magten og æren og ikke mindst
pengene. Det var dengang Rådhuspladsen kostede 400 kr.! Senere begyndte
jeg at forstå spillets essens. Det handlede om held og investering – om aktivitet for enhver pris – og så handlede det ikke mindst om at undgå at lande
på de andres huse og hoteller. Det var afgørende, og jeg har i tidens løb bidt
mange negle, når det var min tur til at slå, og der stod en skov af dyre hoteller og ventede på mit besøg. Jeg ved ikke hvor mange guder, jeg har tilbedt
og anråbt i et håbløst forsøg på at slippe udenom min skæbne. Man kunne gå
bankerot – man kunne dø… Nåh, Grønningen med ét hotel – det bliver lige
30
36 mio. euro. Jeg havde aldrig en chance! Bankerot, død, færdig og oven i
købet ondt i maven af al den spænding. Herligt spil! Hvorfor gik man med?
Jo for dér var jo alle de andre, og så var der denne intense spænding – og
hvem ved?
Og så pludselig en skønne dag gik spillets essens virkelig op for mig. Det var
dengang, det blev en virkelig fornøjelse. Jeg lærte at slappe af og nyde spillet, så det fra at være nervepirrende blev – ja, et sjovt samvær med familie
eller venner. Billedligt talt begyndte jeg at nyde de dyre hotelophold i stedet
for at frygte dem, for helt galt kunne det jo ikke gå – heller ikke selv om man
tabte både sine penge og sin ære. Der var trods alt et liv udenfor spillet. Og
det sjove ved det er faktisk, at jeg blev helt god til Matador, dengang jeg
lærte at tage det hele lidt ovenfra.
Det var en lang indledning om Matador, men for mig handler det her på en
måde om livet – om hvordan vi takler dette svære liv – nej takler er måske
ikke det rigtige ord – der ligger noget krampagtigt i det, hvad enten det nu er
fodbold, man tænker på eller tovværk – måske skulle man bare sige: lever.
Hvordan vi lever dette svære liv, og for at kunne det, så tror jeg, det er vigtigt engang imellem at se det hele sådan lidt ovenfra. Ikke ved at trække sig
ud af livet – vi hørte 2. juledag om helhjertetheden som det store ideal - men
måske ved at have en lidt mere overlegen holdning til det: Så slemt er det jo
heller ikke! Hertil kan jo klart nok indvendes, at så tager man jo alt for let på
livet, der jo vitterligt kan være meget slemt – ja uudholdeligt meningsløst, og
er det ikke en flothed uden lige at komme med sådan en overfladisk og letkøbt holdning til mennesker, der virkelig kæmper for at holde sig bare nogenlunde oven vande?
Jo, det ville det være, hvis det bare var mig selv, der stod bag bemærkningen, men jeg mener faktisk, jeg har belæg for den i Jesu forkyndelse af det,
han kalder Guds Rige, og det er det, hele hans forkyndelse handler om: Guds
Rige er nær, siger han – og hvad er så det? Ja, med Guds rige er det som med
en konge eller en mand eller en hyrde eller en far eller en skat – ja, alt muligt
kendt, som han drager ind i sin fortælling om Guds rige. Det er kærlighedens
rige, hvor hverken naturens eller livets barske love gælder – hvor døden har
mistet sin brod – det er det evige liv – den evige vår, som Jesus selv var et
forvarsel om, når han brød alle de love, som binder og tynger menneskelivet
lige fra Moseloven til naturloven.
Han viser os den anden verden – den verden han selv kommer fra - og fortæller os samtidig, at den er her midt iblandt os – kærlighedens rige. Usynligt
til stede som det ufuldbårne foster, der ved det blotte budskab: Vi skal have
et barn!, påvirker os med en glædelig forventning. Eller som de gamle sagde:
vor forløsning nærmer sig!
Efter min nye forståelse af Matador er jeg holdt op med at bede til alverdens
guder og afguder om at føre mig frelst forbi de andres hoteller eller om at
give mig sejren – det kommer helt an på mit held og også lidt på min dygtighed – og så slemt er det jo så heller ikke! Og dagens tekst om Fadervor har
en snert af det samme afslappede forhold til bøn, når den bliver et opgør med
31
hykleriets mange ord eller fine gebærder. Det er ikke sand gudsdyrkelse,
siger Jesus. Men hvis du virkelig skal bede, så gå ind til dig selv og bed til
din far som er i det skjulte og som ser i det skjulte. Derinde kan du så bede
dit Fadervor, og det er såmænd rigeligt. Fadervor udtrykker netop dette tillidsfulde barneforhold, som vi minder os selv og hinanden om, hver gang vi
beder den bøn sammen eller i vort lønkammer:
Hellige far, som er usynligt tilstede midt iblandt os – lad dit rige skinne
igennem også i vores menneskeliv så også vores verden må være båret af din
vilje - af kærlighedens milde magt. Giv os, hvad vi har brug for til livets
ophold, og når vi trods alle livets gode gaver glemmer dig og dit rige, så vi
krummer os ind i os selv, og bliver os selv nok, så bær over med os – sådan
som vi jo også er nødt til at tilgive hinanden for livets skyld. Du, som lod din
egen søn blive fristet af den Onde selv – lad ham for alt i verden ikke friste
os, for vi magter det ikke – nej, fri os fra Djævelens falske list, for det er dig
og ikke ham, der skal lede og styre vores liv nu og altid.
Kort og klart forkynder denne bøn forholdet mellem Gud og os og den onde
magt, som hellere end gerne vil regere os, og som ofte nok synes at have let
spil i vores stakkels sønderbombede verden, hvor krige altid føres i retfærdige guders hellige navne – thi hensigten helliger midlet.
Det er præcis forskellen mellem den holdning, som i øvrigt dyrkes til fuldkommenhed i vores moderne vinderkultur, hvor elitesporten forkynder alteller-intet-mentaliteten uanset de økonomiske eller menneskelig omkostninger, så sportsudøvere i dag presser sig selv eller måske snarere bliver presset
til at ofre alt for at vinde. Det er forskellen mellem denne til det yderste anspændte mentalitet – måske kunne man indregne hele vores økonomiske
system også – hele den liberalistiske samfundsmentalitet, som i dag synes
fuldstændig enerådende – på den ene side og så på den anden side forkyndelsen af Guds rige – forkyndelsen af dette tillidsfulde barneforhold til livet,
som Luther udtrykker så stærkt: … og tager de vort liv – gods, ære, barn og
viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn. Guds rige vi beholder!
Altså selv om du også taber i livets Matador, så beholder du fællesskab og
samvær og kærlighedsforholdet også til dine modstandere – og om lidt skal
vi ind og spise! Uanset hvordan det gik! Og så længe man husker det, så
giver det altså en let hånd og et frimodigt sind.
Jeg ved godt, vi nemt glemmer Guds rige, selv om det nu og da skinner
igennem i vores liv, og det er jo derfor vi samles her i dag – ikke for at grue
for fremtiden eller for verdensfreden eller fordi endnu et par babelstårne
sank i grus – men for at minde hinanden om, hvad vi dog har og altid vil
beholde – uanset hvad der så sker med os og med vores liv i det kommende
år. Lad det bare ske, det som skal ske – i Guds navn! Det er, hvad jeg forstår
ved et sandt og glædeligt Nytår!
32
Om bekymringer
Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske
den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan
ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I
får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen.
Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se
himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og
jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd
end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre
sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan
markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger
jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes
i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså
ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og
drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt
dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt
det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i
morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den
til. Hver dag har nok i sin plage.
__________________________
Der er vist ingen, der kan være i tvivl om efter i gårs begravelse af prinsesse
Diana, at der er et kolossalt behov i hele vores stakkels vestlige verden - for
gudstjeneste - for at udtrykke sine følelser - for at være sammen om dem for at lytte sammen til rene sande ord - og for at bede sammen.
Og det må denne stive adel og kirke altså bøje sig for - allerbedst udtrykt, da
man antagelig for første gang nogensinde siden Middelalderen klappede i
Westminster Abbey. Det var både flot og menneskeligt.
Man kan jo ikke lade være med at spørge om, hvorfor vi dog opfører os så
stift og utilnærmeligt til daglig som mennesker og som kirke, så vores mest
almindelige reaktion på Guds betingelsesløse kærlighedserklæring er mistro
og dyb skepsis:
»Jeg elsker jer!« , siger han med overstrømmende glæde.
»Er det nu vi skal rejse os op?« svarer vi - sådan er det ligegyldige
blevet det væsentlige for menigheden - og det afgørende ligegyldigt.
Vi tror ikke på det! Er det fordi denne dybt nødvendige menneskelige
og guddommelige gudstjeneste i tidens løb er blevet pakket ind i forordninger og gold moralisme - egentlig er blevet til mammonsdyrkelse
- det var som om, gudstjenesten blev til noget nyttigt og opdragende
for samfundet - en sær eksercerplads for den lydige menighed - og
dermed forlod gudstjenesten det forløsende menneskelige fællesskab og fællesskabet forlod klogeligt nok også gudstjenesten, som blev
meningsløs. Har samfunds - og nyttemoralen og deres præsteskab i
virkeligheden stjålet folkets gudstjeneste - så folket er blevet berøvet
33
muligheden for at udtrykke sig i sand glæde og i sand sorg i sin egen
helligdom - i Guds hus? Og derfor må søge alle andre steder hen?
Er det ikke som om vores hjertelige menneskelighed er blevet forvist fra
vores samfund og fra vores kirke, og nu må snige sig omkring i gyder og
stræder - underkendt - anset for farlig og måske barnlig af dem, som har
magten og indflydelsen - dem, vi adlyder: Mammon og hans præsteskab?
Det, der skete i den forløbne uge var måske, at menneskeligheden ganske
enkelt indtog sin retmæssige plads overfor samfundet og overfor kirken spontant båret på plads - ikke af de sædvanlige præster og meningsdannere men af et suverænt folkesind, som både dronning og ærkebiskop måtte bøje
sig for, som man bøjer sig for sand adel.
Så må vi se, hvor længe den bliver der. Men jeg tror, prinsesse Dianas begravelse vil blive stående som et historisk menneskeligt monument på linie
med Berlin-murens fald, der jo også var sådan en folkelig manifestation mod
stivsindet - det fornuftige og såkaldt nødvendige europæiske betonagtige
stivsind.
Var det ikke også det, han kom og sagde - denne rebel fra Nazareth, som for
længst havde gennemskuet hykleriet - autoritetstroen og traditionalismen i
sin samtid og til alle tider, og som derfor selvfølgelig også blev slået ihjel sådan gør man jo med sådan nogen.
Da han holdt sin bjergprædiken, som vi har hørt lidt af igen i dag, så undrede
folk sig over den myndighed, hvormed han talte. Det var slet ikke som de
skriftlærde og præsterne, og jeg tror, det hænger sammen med, at Jesus talte
genkendelige ord - ord, der gik til menneskehjertet som en hjemlig viften
gennem løvet - noget naturligt for hjertet og ikke noget fremmed - det være
sig nok så fornuftigt. Fornuften bøjer man sig for - menneskeligheden genkender man og klynger sig til ved den mindste anledning.
Bjergprædikenen er ikke fornuftig tale. For enhver, der vil styre samfundet
og sætte sig til dommer over mennesker, er bjergprædikenen det rene vanvid. Her nedbrydes alt, hvad et fornuftigt samfund bygger på. Det samfund,
som belærer dig om, at du skal bekymre dig for dit liv - for din fremtid - du
skal frygte fattigdommen og se at blive rig og blive til noget og få fast ejendom og producere noget og forbruge endnu mere - og opleve noget, før det
er for sent, og du bliver gammel og ikke dur til noget mere - bliver til en
belastning for dig selv og for dette samfund, hvor idealet er den rigtige vægt
og den rigtige alder og sund kost. Det samfund som ikke har tid til højtid,
men kun til fritid og arbejdstid, og kan han bestille noget, så er han dybest
set et godt menneske. Det samfund, hvor kirken er blevet statsmagtens forlængede arm og skal bruges til noget fornuftigt - f.eks. til at dulme statens
dårlige samvittighed over de såkaldt sociale tabere - førtidspensionisterne og
de forfærdelige 2. generationsindvandrere, som åbenbart ikke fortjener at
blive kaldt danske, selv om de er født og opvokset i Danmark - måske fordi
de ikke har forstået, hvad dansk hygge er - borgerskabets hygge - og er det
nu, vi skal rejse os op?
34
Men nej, I skal ikke bekymre jer. Hold dog op! Hvad skulle I bekymre jer
for? Er livet ikke mere end maden? Tror I ikke I er mere værd for livets Gud
end både himlens fugle og markens liljer, som aldrig bekymrer sig, selv om
de nok havde mere grund til det? Hvem kan forbedre sit liv ved at bekymre
sig for dagen og vejen? Lad I hedningerne om at bekymre sig, men I - søg
først Guds Rige og hans kærlighed, så får I også alt det andet forærende i
tilgift.
Sådan noget kan man jo ikke opbygget et produktionsapparat på - sådan
noget kan man jo ikke indrette et fornuftigt samfund på, så vi må hellere
omfortolke det, så det kommer til at passe til produktionsforholdene.
Men det står der nu ganske klart og tydeligt - i grel modsætning til vores
dagligliv. Og sådan modsiger gudstjenesten os igen og igen - ikke for at holde os nede i skyld og angst men for at løfte os op i glæde og frimodighed.
Dette er frihedens rum, hvor frihedens lov lyder - kærlighedens lov, som
vover det umulige og ser stort på det fornuftige. Her sprænges alle grænser
for anstændighed og rimelighed og vi hører den ene vanvittige påstand efter
den anden, som hvis vi tør lytte ikke kan undgå at rive os ud af tidens jag og
bekymring og stille os ansigt til ansigt med vores liv og vores Gud - og det
er noget helt helt andet og menneskeligt og guddommeligt end rimelighedens fade krav om mere næstekærlighed og socialt engagement. Det
skal nok komme, men nu står vi ansigt til ansigt med vores Gud - urimelighedens Gud - uanstændighedens Gud - den ubetingede kærligheds Gud, som
intet forlanger til gengæld for sin kærlighed - ikke engang at vi tager imod
den, for han bliver ved og bliver ved og kender ikke til forskel på mennesker
eller på grænser for sin kærlighed.
Det er det, bjergprædikenen og evangeliet handler om - at vi alle har Guds
ubetingede og ganske ufortjente kærlighed som vores livs eneste sande holdepunkt, og den kærlighed kan vi altså ikke forskaffe os, for den er der, længe før vi beder om den. Du har den allerede.
Dette skal siges i dag i landets kirker som en modsigelse af den velfærdsgud
vi dyrker og måler vores fremgang efter, og som efterhånden holder os i
stadig kortere snor, så vores liv mere og mere ligner et frygtsomt hundeliv.
Som en modsigelse af os og vores måde at leve og frygte og bekymre os på
og indrette vores samfund på frygtens betingelser og måske betale Mammon
og hans villige præsteskab med vores glæde og barnlige frimodighed, så der
skal ganske særlige begivenheder til, for at få os til at vise disse elementære
men glemte og fortrængte menneskelige følelser i fællesskab. Som en modsigelse af vores dybe og stadig dybere ensomhed og som en vidunderlig tilsigelse af fred og ubekymret glæde på trods af alt, hvad verdensmagten og
Mammon siger om vores liv.
Du, menneske, er Guds elskede ejendom, og han slipper dig aldrig hverken i
liv eller død - og det er det grundlag, vi har at leve på. Ikke Mammons og
frygtens grundlag.
Min sjæl istem med glæde: Al æren er og bliver Guds!
35
Om bønhørelse
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal
der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som
søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller
hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød,
eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som
er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så
ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der
beder ham!
Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I
også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej,
der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor
snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til
livet, og der er få, som finder den!
________________________
Der var engang i det 4. århundrede før Kr. en græsk filosofisk skole, der hed
kynikerne. Ordet kyniker kommer af det græske ord for hund – måske fordi
kynikerne levede, hvad andre ville kalde et hundeliv. Selv anså de sig for at
være de eneste virkeligt frie mennesker – ja, konger i Zeus’ rige.
De havde ingenting – ejede ikke andet end en kappe, en stav og en tiggerpose. De ønskede intet, og netop deri lå deres store frihed. Det var friheden fra
begær, fra frygt, vrede, sorg og andre følelser, fra religionens eller den borgerlige morals bånd – fra statens eller den offentlige menings herredømme
over livet. Frihed fra familiens bånd – ja fra enhver afhængighed af andre
mennesker. Deres stifter hed Diogenes – det var ham, der boede i en tønde
og gik rundt med en lygte om dagen for at lede efter mennesker.
Sådanne bevægelser dukker op i verden med jævne mellemrum og kalder
mennesker til eftertanke – buddhismen er vel i sit væsen ikke langt fra kynismen – og mange andre asketiske bevægelser minder os om friheden og
uafhængigheden af magt og begær.
Jeg tror, at den bevægelse Jesus satte i gang, på mange måder mindede om
kynikernes. Også han havde et budskab, som han ikke blot forkyndte men
efterlevede til fulde – også han samlede sig disciple og forkyndte friheden og
Guds rige – men der var også store forskelle. Den største måske, at hvor
Diogenes forkyndte uafhængigheden af alt og alle – ja, så forkynder Jesus
netop og efterlever også selv afhængigheden af andre mennesker. Som en
har formuleret det engang, så lånte han sig frem fra fødsel til død – fra krybben, de lånte af barmhjertige mennesker til æslet, han red ind i Jerusalem på
og salen, hvor de spiste det sidste måltid. Det er vel også det, han forkynder
for sine disciple i Bededagens tekst fra Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet. Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde – bank på, så skal der lukkes op for jer. Altså rent konkret, så sender Jesus sine disciple ud til mennesker – ud til menneskers forgodtbefindende så at sige, og han siger endda et
sted: tag ikke noget med – end ikke stav og tiggerpose men gå ind hos mennesker og vær sammen med mennesker – de skal nok tage imod jer, for så-
36
dan er mennesker nu engang, selv om de kan være nok så onde – og hvis
ikke – så gå bare et andet sted hen. Og så føjer han til: Tror I virkelig ikke, at
jeres far i Himlen vil give jer, hvad I trænger til? Så lad være med at bekymre jer om mad og tøj og den slag – nej, gå bare lige ind hos mennesker og tal
om livet i Guds rige. Der er altså denne dybe afhængighed – dels af andre
mennesker men selvfølgelig dybest set af Gud, der nok skal sørge for det
fornødne.
Det lyder nok lidt som nasseri i vores moderne øren, hvor vi jo har vældig
travlt med ikke at skylde nogen noget og med at klare os selv og ikke leve på
andres eller på samfundets bekostning – men her er noget helt andet på spil –
noget som også taler til os i dag, hvor der breder sig en sær form for selvtilstrækkelig ensomhed i vores samfund. Det er som om, vi har nok i os selv og
vores nærmeste og så i alle de ting, vi fylder vores liv med.
Inde bag murene i vores enorme paladser sidder vi og passer os selv og
glemmer måske det væsentlige i livet, som er og bliver samværet med andre
mennesker. Måske i den formening, at vi kan selv – måske af frygt for andre
mennesker, fordi vi har dårlige erfaringer – eller måske er vi faldet for
drømmen om det selvberoende menneske – den stærke ener, der som kynikerne ikke er afhængige af nogen eller noget men kan og vil det hele selv.
Min egen lykkes smed – mit eget livs instruktør. Eller hvad det nu hedder.
Mennesker som måske nok har et budskab til verden – men det er blot belæring og ikke samvær og samtale i menneskelig og for så vidt kristen forstand.
Det sidste siger jeg, fordi jeg fornemmer en dyb sandhed i ordene om, at den,
som søger, han finder og den som beder, han får. Man kunne måske sige det
på en anden måde: den der er på vej, er ved målet, for det at leve som et
sandt menneske, er netop at være på vej.
Den der søger – har fundet! den, der beder, har allerede i bønnen fået, hvad
han beder om. Den, der er på vej, er allerede nået frem. Og den, der søger
sandheden i samtale med et andet menneske – altså samtale – ikke belæring!
Ja, de har allerede fundet det, de søger, for i samværet er de ved målet.
I skal ikke belære andre mennesker, med mindre I også selv kan modtage
belæring af andre. Det er måske ikke tilfældigt, at Jesus selv modtog belæring – bl.a. af en fremmed kvinde. I skal dyrke samværet med andre på den
måde, at I aldrig sætter jer selv højere eller for den sags skyld lavere end
andre – men vær mod dem, som I ønsker, de skal være mod jer.
Det er denne gyldne regel for samvær, som kræver ikke så lidt eftertanke –
måske ikke mindst af prædikanter, der jo engang imellem kan fristes til at
vide bedre, når de står heroppe og bogstaveligt talt taler ned til menigheden
eller fårene. Så er det måske ikke ligefrem samtale og ligeværdigt samvær,
der signaleres.
Det gør der til gengæld i nadveren, for her er ikke noget højbord – eller man
kunne måske sige – her er kun højbord. Jeg har engang som præst deltaget i
en nadver, som jeg aldrig glemmer, fordi den netop udtrykte denne påfaldende lighed mellem alle os sammenspiste mennesker. Skulder ved skulder
sad den gamle indfaldne kone og den smukke unge pige – den fattige alko-
37
holiker og millionæren lige ved siden af – og måske mest markant – dommeren, der knælede lige ved siden af dobbeltmorderen. Da slog det mig, hvor
stor en gave vores gudstjenestefællesskab er, for her kommer sandheden
virkelig frem – sandheden om, at vi er alle ligeværdige mennesker for Gud
og i dette hellige øjeblik også for hinanden. Uanset alt, hvad der ellers måtte
skille os fra hinanden.
Og når jeg så ind imellem kommer til kirker, hvor ingen kommer eller kun
ganske få, så tænker jeg igen på den ensomhed, der ligesom hærger vores
moderne samfund og denne sære hang til ting frem for mennesker – denne
selvtilstrækkelighed, der forkyndes over alt som nødvendig for at kunne
lykkes og trives og få succes i sit liv. For sent opdager vi, at det var tomhed
– for sent opdager vi, at livet er i samværet med hinanden på godt og ondt
med alle de besværligheder, det indebærer – for sent opdager vi, at dengang
vi var på vej sammen – da havde vi livet – da var vi for alvor til.
Omvend jer, for Guds rige er på vej. Det var det, Jesus forkyndte, dengang
han gik omkring og selv var på vej. Det var det budskab, han sendte sine
disciple ud med – to og to – mand og kvinde måske i lighedens navn – og så
kunne man spørge, om denne forkyndelse var en forberedelse til noget stort
– eller om den var det store selv. Sagt på en anden måde: Er Guds rige på vej
– eller er det på vejen? Jeg tror, det er begge steder – jeg tror, at Guds rige er
der, hvor mennesker sammen søger Gud – i lighed – i kærlighed – i gensidig
respekt – og så underligt nok også i glædelig forventning. Derfor er Jesu
forkyndelse for mig både et glædeligt budskab om dette liv – vores menneskeliv sammen med hinanden her og nu – og samtidig en glædelig forventning om det, der kommer.
Fortabelsen - den vide port og den brede vej – knytter sig for mig at se til
dette menneskeliv, hvor alt står på spil, og hvor vi kan vælge, hvordan vi vil
leve. Aldrig har vi haft så mange valgmuligheder på godt og ondt. Vi kan
vælge at lade stå til og lade livet gå sin gang – vi kan vælge at lade os styre
af ting og sager - men vi kan også vælge den snævre port – det besværlige
samvær og den besværlige solidaritet med alle andre mennesker – den besværlige vandring sammen ad livets vanskelige vej under gensidig påvirkning – at give og at modtage – at forme og selv blive formet.
Jeg tror, vi kan tabe meget af vores menneskeliv på gulvet – måske endda
det hele. Men det skal ikke forhindre os i at forsøge på at gribe livet, mens vi
kan. For til gengæld er jeg overbevist om, at det, der kommer, er det hele
værd. Den glædelige forventning står urokkeligt fast, og det kan frygten for
at miste livet ikke ændre det mindste ved.
38
Om falske profeter
Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder,
men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem.
Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et
godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke
bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges
om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i
Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.
______________________
Prøv at forestille jer, at der ikke findes befalinger – at vi simpelt hen har
afskaffet retten til at befale og bestemme over hinanden. Voksne kan ikke
bestemme over børn – mænd kan ikke bestemme over kvinder – eller omvendt. Øvrigheden kan ikke bestemme over borgerne. Der findes ikke længere overordnede og underordnede, slaver og frie, høvdinge og indianere. Prøv
at forestille jer, at friheden til at være menneske, gælder os alle, og at alle de
rangordener og hierarkier, vi har indrettet os med – ikke længere er til. Prøv
at forestille jer, at der ikke er noget, vi skal, fordi nogen siger det eller forlanger det – men alt, hvad vi gør, gør vi af egen fri vilje, fordi vi gerne vil.
Der er altså heller ikke noget, vi ikke må, men alt, hvad vi ikke gør, undlader
vi at gøre af egen fri vilje, fordi vi ikke vil. Kan det tænkes? Kan det lade sig
gøre?
Umiddelbart vil vi nok sige nej, for uden love og regler bryder verden sammen, og det hele bliver bestemt af den stærkestes ret. Junglens lov, rent
anarki, og hvad vi ellers kalder det. Måske vil vi også umiddelbart sige nej,
fordi vi er opdraget til at være lydige – opdraget til at gøre, hvad der bliver
sagt – af vores forældre, af skolen, af samfundet – af kirken. Det er sådan,
man helst ser os – det er sådan Gud helst ser os. Ikke som frie, selvstændige
mennesker, men som lydige mennesker, der lokkes eller trues til lydighed fra
vi er helt små. Men prøv engang at tænke efter alligevel.
Jeg tror, det handler om vores menneskesyn – om vi tror, mennesker kan
bære friheden eller ej. Vil de ikke bare udnytte den? Vil vi selv? Eller kunne
det virkelig tænkes, at vi – måske engang med tiden – kunne komme dertil,
at vi accepterede hinandens ret til at bestemme selv?
Der er i hvert fald noget, der tyder på, at både Jesus og Paulus havde ret høje
tanker om mennesket, så de godt turde forkynde friheden. Og når friheden på
trods heraf ikke rigtig er slået igennem endnu, ja, så skyldes det måske den
kirkelige fortolkning af budskabet, som lægger mere vægt på lydighed mod
den rette tro og den rette lære – altså alt andet end lige netop frihed.
Måske skyldes det i virkeligheden, at er vi bange for den, friheden? Bange
for at være rigtige mennesker med ansvar for det vi gør, fordi det er det, vi
vil - så vi vælger hundelivet eller barndomslivet. Livet under kommando?
Livet derhjemme i tryghed hos far og mor eller i religionens tryghed, hvor
39
Gud bestemmer det hele. Livet, der går ud på at opfylde forventninger og
overholde regler. Det er også det nemmeste.
Måske er vi i virkeligheden bange for friheden, når vi siger, at det aldrig går
an. Vi er nødt til at have love og regler og dom og straf og opdragelse og
indoktrinering og terrorlovgivning og overvågning af alt og alle, hvis ikke alt
skal blive kaos og vilkårlighed. Vi er nødt til at have nogen til at bestemme –
nogen, der passer på os - vi er nødt til at adlyde. Det egner vi os bedst til –
det passer os bedst som mennesker…
Nej, siger Jesus. Det passer ikke. Sådan er mennesker ikke! Sådan er vi ikke.
Vogt jer for de falske profeter, siger han til sine disciple – de kommer til jer i
fåreklæder og vil så frygtelig gerne passe på jer, men er glubske ulve, der vil
tage selve menneskelivet fra jer. De sætter jer ud af kraft som mennesker ved
at gøre jer til børn eller for den sags skyld til undersåtter under en almægtig,
guddommelig majestæt og hans hellige repræsentanter på jorden: præsteskabet og øvrigheden af Guds nåde, der ikke bærer sværdet for sjov – husk det!!
Men det er forkert at forblive barn, når man nu engang er voksen, siger Paulus. Aflæg det barnagtige og bliv voksen! Og den, der holder voksne mennesker nede i barndom og umyndighed – i åndeligt slaveri - ham var det måske
bedre, om han blev smidt i havet med en møllesten om halsen.
For vi har jo ikke fået en ånd, der giver trællekår! Hallo! Vi er ikke skabt til
at leve i frygt – vi er skabt til at leve som mennesker – mennesker, hvis ånd
smelter sammen med Guds Ånd, fordi vi er af Gud! Vi lever i Gud, så at
sige. I må ikke forveksle barnekår med barnagtighed, selv om det er fristende. Barnekår er frihedens kår i modsætning til slavekår.
Det er selvfølgelig fristende at afskrive sig den værdighed, dels fordi det
lokker med tryghed og omsorg i nødens stund – og dels fordi vi helst ikke vil
være for meget ifølge janteloven og den almindelige jævne mentalitet, der
hellere vil stå og gøre nar af dem, der vil noget, end selv at få næsen stukket
for langt frem. Og vi kender alle gode eksempler på, at det går galt, hvis ikke
der er nogen, der bestemmer over – ja, om ikke os så i hvert fald de andre.
Men det er forkert, og det forhindrer mennesker i at bruge deres liv på en
myndig og ansvarsfuld måde – det forhindrer mennesker i at leve deres
menneskeliv, netop sådan som det sømmer sig for frie mennesker, der har
frihed til at bruge alt, hvad de har i sig – frihed til at leve, som det var meningen fra skaberens hånd. Vi er ikke skabt til at være børn i al evighed –
eller lydige hunde – eller slaver - vi er skabt til at gøre en forskel, mens vi er
her og lige her, hvor vi er. Dertil har vi fået både hjerte og forstand. Dertil er
vi døbt, men karakteristisk nok er det jo ikke noget, vi går og praler med –
vores dåb eller vores kristennavn – tværtimod gør det mange mennesker lidt
forlegne. Er det ikke underligt! Vi burde råbe ud fra tagene, hvad der er hvisket os i ørerne – vi burde storme alle magtens og udnyttelsens bastioner og
fjerne undertrykkelsens åg overalt som kristne mennesker – som frie mennesker – men vi vælger den forsigtige tilbagetrukkethed – det forsigtige, frygtsomme hundeliv. Vi skal ikke for godt i gang. Og så lader vi Gud og Jesus
og deres repræsentanter klare livet for os. Det, som var vores vidunderlige
opgave.
40
Det plejer vi ikke at høre her i kirken, hvor det at adlyde øvrigheden og Gud
mange gange er blevet til det væsentlige, men ironisk nok er det præcis den
frihed til at være et sandt menneske, Kristus forkynder – stik imod sin samtids religion – og imod alle tiders religioner, hvis formålet er at holde mennesker nede i umyndighed og slaveri af højere magter, hvad enten det er
kongen eller Gud eller for den sags skyld præsten eller andre meningsdannere. Vogt jer for dem!
Ikke enhver, der siger Herre! Herre! skal komme ind i Himmeriget, men kun
den, der gør min himmelske fars vilje! Det lyder jo så smukt det med at
underkaste sig og adlyde sin herre og mester – give udtryk for ydmyghed og
ikke opblæsthed – lydighed og ikke oprør. Men det er ikke det, vi er skabt til
– og det var ikke det, Jesus ville have os til, tror jeg.
Der er dem, der altid vil have fred og ro. Der er dem, der helst vil have alt
under kontrol – og helst alle – og dertil bruger de loven og profeterne og
religionen og Gud selv. Men Gud vil ikke have fred for enhver pris. Det ser
ud til, at livets Gud vil have oprør og opstandelse i verden. Det var jo ikke
fred, Guds søn kom med, men oprør mod døden – opstandelse fra alt, hvad
der binder mennesker til jorden – det være sig selvbestaltede øvrigheder eller
magter – det være sig frygt og angst for livet eller for hinanden. Det være sig
religionen, når religionen blev en byrde for mennesker – når mennesker var
til for religionens skyld – for kirkens skyld.
Nej, sådan skal det ikke være blandt jer. I skal leve som frie mennesker – I
skal leve på Guds brændende kærlighed og ikke på noget som helst andet,
som de falske profeter påstår. Vogt jer for dem – især når de lokker med fred
– evig fred!
Tænk engang, hvis vi turde være rigtige levende, kristne mennesker, der
levede alene på Guds kærlighed – og ikke på vores omdømme som lydige og
stilfærdige medborgere. Tænk engang, hvis vi turde holde op med at sige
Herre Herre til Guds søn og vor bror, som kom – ikke for at herske, men for
at tjene og give alt, hvad han havde og ejede til os for om muligt derved at
gøre os begribeligt, hvor vigtigt det er at leve efter hjertets og kærlighedens
frie lov – og ikke trælle under frygtens og de falske profeters herredømme.
Tænk engang! Hvis vi turde leve selv!
41
Om huset på klippen og huset på
sand
Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret
i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi
ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige
dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal
ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det
hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men
enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne
en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og
floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det
faldt, og dets fald var stort.«
Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har
myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
_____________________
Det er faktisk fantastisk, hvad disse gamle bibeltekster kan gøre ved en efter
så mange år. Man kan stadigvæk blive overrasket og opdage nye aspekter –
især når man læser eller hører lignelserne, der jo er noget af det mest almindelige, vi har – vel nok nogle af de mest enkle fortællinger overhovedet – og
så alligevel fremkalder de igen og igen nye tanker og forestillinger som om
man aldrig kan blive færdige med dem og få dem lagt til side, så man kan
komme videre.
Tag nu dagens tekst, som er afslutningen af bjergprædikenen, hvor Jesus
fortæller om disse to husbyggere, der byggede hhv. på klippen og på sand.
Af en eller anden grund får den mig pludselig til at tænke på den voliere, jeg
byggede for 21 år siden, lige da min kone og jeg havde fået tvillinger, og
Jens, vores ældste, var knap to år og jeg skulle til afsluttende eksamen i teologi. Så begyndte jeg pludselig at bygge sådan en ret anseelig voliere inde i
gæsteværelset – satte tråd op og købte sommerfuglefinker, tigerfinker, kanariefugle og alt muligt udstyr, så fuglehandleren i Roskilde for første gang
kunne tage på ferie med sin familie til Gran Canaria…
Først år senere kom jeg til at tænke på, at det jo var en underlig reaktion. Her
stod vi med tre små børn, og det var jo egentlig kravlegård og tremmeseng
og bleer og barnevogn til mindst to, og ikke mindst opmærksomhed, det
burde handle om, og så begynder han at bygge voliere og købe fugle.
Nu har jeg heldigvis en forstående kone, som gav mig lov, og som måske
allerede dengang forstod, at min tilværelse var blevet temmelig uoverskuelig
– jeg havde ikke kontrol over ret meget på det tidspunkt, og så reagerer man
på forskellig måde – bryder sammen eller falder til druk eller stikker af fra
det hele – eller også skaber man midt i dette kaos et rum, hvor man har fuldstændig kontrol, og jeg kan godt love jer, at fuglelivet i en voliere, det har
man fuldstændig kontrol over. Jeg kunne også have købt et akvarium eller
42
for den sags skyld en hund – altså et fast holdepunkt, hvor jeg bestemmer,
når virkeligheden ellers ikke er til at få hold på.
Og se sådan kan evangeliet klare fuldstændig gratis, hvad jeg skulle have
betalt en psykolog i dyre domme for at få at vide. Men evangeliet trækker
mig videre på denne opdagelsesfærd, og får mig til at fundere over, hvornår
tilværelsen – virkeligheden egentlig er til at få hold på – hvornår det egentlig
er mig, der styrer mit liv så at sige. Og der er jeg nok kommet til kort, for det
viser sig, at hver gang, det er mig, der styrer, ja, så er det fordi jeg netop har
bygget en voliere eller på anden måde har skabt mig et rum – så at sige et
kunstigt rum i tilværelsen, hvor det er mig, der bestemmer. Men tilværelsen
– virkeligheden – livet – det har jeg ingen som helst magt over – jeg er hjælpeløst i tilværelsens vold. Ja jeg er vel i virkeligheden som en af de småfugle
i volieren, som er fuldstændig prisgivet det menneske, der har købt og betalt
mig. Jeg kan gøre meget for ikke at være prisgivet – gøre meget for at skabe
mit eget liv, som det så moderne hedder – blive til noget – gøre noget – måske endda for nogen – jeg kan tiltage mig magt og myndighed eller få den
betroet – jeg kan holde mig til loven og reglerne – men når det kommer til
stykket, så er og bliver det kunstigt – en overspringshandling ville psykologen sige – et frugtesløst forsøg på at komme om ved den uoverskuelige og
uforudsigelige tilværelse, som i virkeligheden er vores allesammens lod, hvis
sandheden skal frem – den tilværelse hvor alt kan ske, hvor ingen kender
dagen, før solen gå ned – og var jeg end konge eller kejser – eller havde jeg
vundet hele verden – ja, så ville det ikke ændre tilværelsens grundvilkår en
tøddel.
Så alt det med magt og styrke og myndighed og regler og love og hele den
måde, vi indretter os på i vores verden med store og små og former og ritualer og religioner og nationer og hvad ved jeg – alt dette er det store kunstige
skuespil, som Jesus afslører gang på gang, og at bygge sit liv på det alene –
ja, det er netop at bygge sit liv på sand – det holder ingen steder.
Jeg tror såmænd nok, det er nødvendigt med alle disse regler og adfærdsformer og alle disse kunstige rum – volieren var tilsyneladende nødvendig for
mig, dengang virkeligheden ligesom blev for meget – problemet er bare, hvis
det kunstige får lov til at stå alene – hvis jeg så at sige var flyttet ind i volieren – hvis aldrig virkeligheden får lov til at komme til, sådan at vores kunstige del – vores overspringshandlinger – hele den måde, vi indretter os på med
hinanden – bliver sat i relief – ligesom bliver opdaget og holdt frem, som det
den i virkeligheden er: kunstig.
Og det er jo præcis derfor, gudstjenesten er så afgørende nødvendig som
dagligt brød. For netop her bestiller vi ikke andet end at fortælle hinanden
om virkeligheden – den virkelighed, som vores kunstige adfærd derude i
verden ligesom skal dække over. Her tør vi sammen se virkeligheden i øjnene, og det gør vi af en eneste grund: Den at her er han selv tilstede, ham, der
afslører alle vores mærkelige krumspring for at komme om ved livet – ham,
der foreholder os virkeligheden – hele vores uoverskuelige og uforudsigelige
virkelighed og samtidig tager os i hånden og går med os alle de steder, vi
ikke selv tør gå. Han har jo været der og kender vores liv til bunds i glæde
43
og i sorg – i fællesskab og i den dybeste fortvivlede ensomhed. Mig er givet
al magt, siger han, derfor skal I ikke være bange for at være magtesløse – for
jeg er jo med jer alle dage! Det er derfor kristne mennesker fra starten har
været lidt latterlige i verdens øjne, når de kaldte sig selv for Guds børn –
altså erkendte deres egen magtesløshed overfor tilværelsen og måske også
overfor vores egen sære måde at tackle tilværelsen på, og ligesom børns
sikkerhedsnet er deres forældres kærlighed, sådan er vores liv sikret i Gud –
vi er jo hans elskede børn.
Altså, Jesus affejer – og somme tider latterliggør han ligefrem - alle de dyrebareste holdepunkter i vores liv: loven, moralen, religionen, nationalismen –
der bliver ikke sten på sten tilbage, når han er færdig med os – prøv bare at
læse den bjergprædiken, han afslutter i dag, hvor han gør selve loven som
holdepunkt plat umulig: De gamle har sagt: Du må ikke slå ihjel. Nå ja, men
i virkeligheden må du jo ikke blive vred, det er jo der det egentlige lovbrud
sker - alt sammen for at vi her ved vores gudstjeneste skal få mulighed for at
stå ansigt til ansigt med virkeligheden, og mere end det: for at vi skal få
livsmod og lyst til at gå ind – ikke blot i alle disse kunstige rum, vi altid
etablerer med de stærke og de svage – de store og de små - os selv og de
andre - og som bygger på sand – på ingenting. Men vi skal turde gå ind i
virkeligheden og suge til os af hele livets sande gave – af hele livet i al dets
umådelige mangfoldighed. Vi skal turde elske hele livet og dermed også
hinanden og såmænd også os selv – det trænger vi til engang imellem - fordi
– ja, fordi han selv er med os hele vejen igennem, og så er der ingen anden
magt overhovedet, der nogen sinde for alvor vil kunne skade os – end ikke
dødens magt.
Og det er så vores livsgrundlag – vores klippegrund. Vi er og bliver det, som
vi er døbt til at være: livets børn med magt til at elske hele livet og ikke bare
det, som vi selv eller andre finder på at etablere for os.
Den kloge bygger sit hus – sit liv – på klippegrund, og for os er Kristus selv
den klippe, som bliver stående, når alt andet ramler. Hans er magten og æren
i evighed.
44
Helbredelsen af en spedalsk
Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer
ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden
ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han
renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du
ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten,
og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for
dem.«
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham:
»Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men
officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit
tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo
selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger
jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han,
og til min tjener: Gør det og det!, så gør han det.« Da Jesus hørte
det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig
siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.
Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords
med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne
børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og
tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske
dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.
____________________
Jeg tror på udvikling. Jeg tror på min egen udvikling og jeg tror på samfundets udvikling – og jeg tror også på, at kirken skal udvikle sig – forny sig –
som alt andet. Hvem kan sige om sig selv eller om samfundet: Her står vi, nu
vil vi ikke mere – nu er jeg færdig? I den betydning betyder færdig for mig
død. Jeg tror, det hører til livets mening at bevæge sig – at se nye horisonter
– at lade sig påvirke og forandre – og derfor synes jeg også, vi lever i en
herlig tid, hvor vi får så mange nye indtryk og påvirkninger – hvor vi kan
rejse så meget og se så meget nyt – hvor vi hele tiden kan lære noget mere.
Jeg tror, det er en menneskeret sådan at være søgende, i udvikling og under
forandring hele livet, og derfor vil jeg gerne slås med enhver, der prøver at
forhindre mennesker i det. Det vil sige fundamentalister af enhver art – religiøse eller politiske eller den lille fundamentalist i mig selv, der længes tilbage mod de gode gamle dage, da der ingenting skete og hvor alt var, som
det var. At lade sig overraske – at lade sig betage – at blive en anden – at
være lydhør overfor andres meninger og holdninger – det finder jeg smukt
og rigtigt, mens det at være fordømmende, ensidig, bedrevidende, fastlåst i
det en gang for alle vedtagne, det finder jeg umenneskeligt.
Jeg har en vision om en ny kirke – en menighed, der ikke glimrede ved sin
ubevægelighed og ved sin fastholden ved det traditionelle og en gang for alle
vedtagne – det autoriserede og rituelle, der fylder så utrolig meget i kirken
og som også kendetegner vores kirke. Hvorfor gør det egentlig det? Hvorfor
skal gudstjenesten være så forordnet, så man skulle tro, at det var den rette
gentagelse, det kom an på? Sådan en bekræftelse på, at her holdes alt nyt
45
ude? Her er alt ved det gamle. Når nu resten af samfundet og ikke mindst de
mennesker, vi skulle være kirke for er i konstant bevægelse i vore dage.
Hvorfor så denne stilstand, som vel også er hovedårsagen til, at de fleste ikke
gider komme her. Ja, end ikke gider tale om kirken mere. Det værste er ikke,
at mennesker ikke kommer i kirken – det værste er, at de end ikke gider sige,
hvorfor de ikke kommer.
Men det allermærkeligste, det er jo, at det budskab, vi er her for, og som er
grunden til, at vi har en kirke – at det også er i konstant bevægelse. Vi tror
godt nok, vi er færdige med det og har forstået alt, hvad Jesus sagde og gjorde, men dér må jeg så bedrøve jer, for jeg tror ikke vi har forstået en brøkdel
af, hvad der skete dengang Jesus gik omkring i Palæstina for 2000 år siden –
og om ikke for andet, så synes jeg at vi derfor har en forpligtelse til at søge
ind til kernen – at bevæge os ud på nye, farlige vandringer mod en stadig
dybere forståelse, uden at være så bange for blindgyder og nye opfattelser og
fejltrin, som vi tilsyneladende er.
Alle mine kilder skal være hos dig, sang vi, men hvis nu kilderne er blevet til
en stillestående andedam, hvor det bedste, der kan ske er, at ingenting sker,
og hvor vi tilsyneladende ikke har brug for den mindste fornyelse – ja, nærmest betragter det nye som en trussel mod kirken og mod os selv? Har vi
overhovedet brug for den Jesus, der selv var i konstant bevægelse og som
ikke bestilte andet end at skab fornyelse og forandring omkring sig?
Der var nogen, der havde brug for Jesus, fortælles det. Der var en spedalsk,
som ikke ville finde sig i at være spedalsk, selv om det blev anset for at være
Guds mening med hans liv. Er man blevet spedalsk har man at forblive spedalsk – at vedkende sig sygdommen til døden som ens vilkår – at være udstødt af mennesker og af Gud.
Men han brød med sit vilkår, kan man sige og søgte livets kilde i håbet om
forandring – i håbet om fornyelse: Hvis du vil, kan du give mig livet tilbage.
Jeg vil. Bliv ren! Og så kan man godt falde i svime over miraklet, men det er
ikke det, der er væsentligt. Og lad være med at sige det til nogen, for jeg vil
ikke udråbes som troldmand eller healer. Nej det vigtige, det er det, der ligger bagved miraklet – det er budskabet til alle, der ønsker forandring og fornyelse: Her – her er fornyelsens sted – her er livets kilde åben for enhver der
søger – enhver der tørster – enhver der længes. Og kan I så se, så går det
ikke at markedsføre kirken som stilstandens og frygtsomhedens sted – traditionens og det uforanderliges hjemsted. Et levn fra fortiden. Og det skal ikke
være den holdning, der styrer kirken eller styrer vores liv i det hele taget.
Det fortælles om Jesus, at han engang stillede stormen på søen, så det blev
blikstille. Men jeg skal love for, han også bragte stormvejr ind i vores verden
– et vidunderligt pust af liv i en forstenet verden, der åbenbart foragter og
hader forandring og fornyelse, og som hellere vil slå ihjel i stilstandens hellige navn frem for at lade sig påvirke af nogen eller noget nyt.
Men det er jo også det nemmeste bare at dømme det, som er anderledes eller
fremmed eller nyt, sådan som vi jo har en fremskreden evne til. Mistro og
skepsis er det første, som frygten fører med sig, og djævelen har kronede
dage, og vi ser ikke – opfatter ikke med hvilken frimodighed, Jesus bryder
46
alle vores fordomme for at komme ind til mennesket bag masken – det menneske, som altid er der.
Der kommer en romersk kaptajn i hæren – altså besættelseshæren, som jo
spredte en ring af kulde og passiv modstand og aktiv foragt omkring sig.
Ingen ville røre ham med en ildtang. Nu kommer han som et menneske i
nød. Hans tjener ligger og dør. Og så siger han noget, som forbavser Jesus:
Et ord fra dig er nok! Du skal ikke nedværdige dig til at gå ind til fjenden –
sig bare et ord. Så vil dødens vilkår ændres. Og så er det Jesus bryder ud i
denne begejstring over troen på forandringens mulighed frem for hans eget
folks forstenede lovtrældom og traditionalisme. Guds rige, siger han, er for
de søgende, de som tror på forandringens mulighed – de som kan bevæges –
de som endnu kan lade sig begejstre af andet end det gamle og velkendte.
Gud konge og fædreland. Barndommens velsignelser.
Her er livet – her er Guds rige – her i kirken er vi samlet om Guds Ord i
håbet om forandring og fornyelse af både os selv og vores samfund og vores
kirke og hele vores krigstruede verden.
Jeg tror på udvikling, og jeg har en vision om en ny kirke, der tør gå foran,
når det gælder nyskabelse og forandring af det bestående – af mig. Jeg har en
vision om en kirke, som søgende mennesker søger til – ikke fordi de bør,
men fordi her er livets kildevæld – her er bevægelse og forandring – her er
han selv levende tilstede med sit ord – det ord, der skaber, hvad det vil, hvis
bare vi vil.
Livet er grænseløst – det umulige er ikke umuligt – det fantastiske er lige
præcis vores sag. Vi har fået det hele forærende på et sølvfad – nu skal vi
bare tage livets muligheder i eje. Forsøge det umulige – tro på det fantastiske. Være levende tilstede i vores vidunderlige liv.
47
Stormen på søen
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev
der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men
han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels
os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I
lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det
blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han,
siden både storm og sø adlyder ham?«
________________
Der er ligesom to tilværelsesopfattelser og to menneskesyn, der brydes
i dagens mærkelige tekst om Jesus, der stiller stormen på søen. Det
ene går ud på, at mennesker stort set er uegnede til at leve og derfor
kun kan klare tilværelsen, hvis de får hjælp – så at sige udefra. Tilværelsen er for svær simpelt hen, og ydermere er mennesket i splid med
sig selv og ofte behersket af ødelæggende kræfter, så hvis ikke der
kom en og hjalp til, så så det sort ud.
Man må jo nok sige, at det er en tilværelsesopfattelse, som i høj grad har
behersket vores religiøse og kirkelige univers – opfattelsen af, at vi ikke var
meget værd som mennesker, hvis ikke det var for vores frelser, der lod nåde
gå for ret og på trods af vores uduelighed skænkede os livet.
Ja, så indvævet har denne opfattelse været i vores kultur og vores kirke de
sidste 2000 år, at vi i dag dårligt kan forestille os, at det kan være anderledes.
Med fynd er Guds majestæt blevet udmalet og samtidig vores egen elendighed som mennesker, der kun kunne håbe på majestætens nåde.
Men man kunne jo – selv om det nærmest lyder kættersk og måske også er
det – forestille sig en anden tilværelsesopfattelse – et andet menneskesyn og
et andet syn på Gud. Og det endda selv om vi holder fast ved, at Gud kender
vi kun fra Jesus, sådan som vi jo gør det her i den kristne kirke. Man kunne
jo forestille sig – og det tror jeg faktisk mere på – at Jesus netop kom for at
give mennesker deres tabte værdighed og dermed selvstændighed og frihed
tilbage – den værdighed og selvstændighed, som religionen havde stjålet
med denne massive nedgøring af mennesket i forhold til Gud – denne reducering af mennesket til en krybende hund i forhold til sin Herre og mester.
Jeg tror ikke, Jesus kom for at herske, og det siger han jo også selv ifølge
evangeliet, men jeg tror han kom for at vise os en anden vej end religionens
krybende vej med alle disse ofre og bønner og forsikringer og præsteskaber,
der skulle sørge for det gode liv og give mening, og jeg synes, det fremgår
gang på gang af evangelierne – også af historien i dag.
Den handler om en almen kendt situation, hvor mennesket føler sig fortabt i
naturens vold og undergangen truer. Det kan være naturkræfterne som sådan
– det kan være sygdom, ulykke – alt muligt, som jo dagligt sker og rammer i
flæng, fordi sådan er naturen nu engang – sådan er livet, og vores tilværelse
er nu engang såre usikker, selv i dag, hvor vi trods alt er nået langt i vores
kamp mod naturen.
48
Og når vi så er derude, ja så kan vi næsten ikke andet end at gøre som disciplene – vi råber om hjælp – præcis som vi altid har gjort det lige fra vi var
små, når vi faldt og slog os og græd, så det kunne høres, indtil der kom en
voksen og pustede på såret og tog sig af vores undergangstruede liv. Men
læg så mærke til reaktionen fra Jesus.
Jeg kan huske, da jeg selv var barn, at noget af det værste, men kunne gøre,
det var at komme til at vække far i middagssøvnen. Det kunne gøre ham
voldsomt vred – han var vist lidt stresset, som præster jo normalt er – men
det var jo nok ikke derfor, Jesus skældte disciplene ud. Her kommer de i
deres dybe fortvivlelse – og det var jo altså garvede fiskere, som nok vidste,
hvornår der var fare på færde – her kommer de og beder så bønligt om, at
han vil frelse deres liv, og så får de ellers en svada: Hvad vræler I for? Hvorfor er I bange, I lidettroende? Tror I da virkelig for alvor, at naturen for alvor
kan gøre jer noget?
Det er den holdning hos Jesus, der må undre og ikke dette naturstridige mirakel med at stormen lægger sig på hans befaling. Det kan måske imponere
nogen men ikke mig og vel egentlig ikke ret mange moderne oplyste mennesker i dag.
Nej, det er ikke miraklerne, som får mig til at tro på Jesus, så lidt som hans
påståede guddommelighed – nej, det er hans utrolige menneskelighed, som
jeg tror, var så fantastisk, så de, som skulle beskrive ham, har måttet ty til det
største, de kendte, nemlig det guddommelige: Det var som om, han havde
magt over naturen selv.
Tænk nu, hvis Jesus ikke kom for at blive dyrket som Gud – ikke kom som
en frelser i den forstand – og det var jo præcis det, djævelen fristede ham til
gang på gang - men kom som et almindeligt menneske – et virkeligt sandt
menneske med besked – ikke derudefra eller deroppefra – men indefra sig
selv så at sige – besked til os om at leve vores menneskeliv som han: uden
frygt – uden begrænsninger – uden hæmninger – uden forbehold. At leve det
menneskeliv, vi længes efter at leve, men som vi for længst har opgivet troen
på – ikke mindst fordi vi altid har fået at vide, hvor uduelige vi er som mennesker.
Jeg er vejen, sandheden og livet, siger han om sig selv. Følg mig!
Jamen er vi da ikke i naturens vold? Er vi da ikke i det ondes vold? Er vi
ikke udsat for alt muligt både fra naturens side og fra menneskers side – og
kan vi da ikke undre os over vores egen ondskab – alt det, vi har gjort så
forkert mod andre mennesker – alt det, vi har undladt at gøre? Er vi da ikke
uduelige som mennesker og sårbare og ude af stand til at klare os uden
hjælp? Er det ikke vores virkelighed, når det kommer til stykket? Jo, ulykker
sker både i det store og i det små. Rumfærger brænder op, og pludselig er
det, som var, ikke mere. Hvordan kan du så ligge der og sove, Jesus – så gør
dog noget! Hjælp os! Vi går under!
Det er det, der undrer mig – at han sover. At han er så inderligt ligeglad og
nærmest bliver knotten over deres bekymring for deres liv. Men jeg tror, det
hænger sammen – ikke med at han nok skal klare ærterne for os, for det gør
han jo tilsyneladende ikke – heller ikke selv om vi råber nok så meget om
49
hjælp – nej jeg tror det hænger sammen med hans livssyn. Han kunne det,
som de færreste vel kan – han kunne leve uden frygt under alle forhold –
måske fordi livet for ham var noget andet end det er for os. Det er denne
ubekymrethed, der irriterer mig, men som jeg også er fascineret af, og som
også fascinerer kunstneren, der har malet billedet i det gamle håndskrift.
Modsætningen mellem rædslen malet i disciplenes ansigter og så den sovende Jesus.
Det fortælles om Jesus, at han kunne helbrede uhelbredeligt syge og vanføre
mennesker, og det tror jeg på – ikke så meget at han rent fysisk har ændret
deres tilstand – det tvivler jeg på – men jeg tror, han på en måde har givet
deres syge og vanføre liv en hidtil ukendt værdi – at han har gjort deres liv
ligeså betydningsfuldt og meningsfuldt som alle andres liv. Dette at han
nedbrød alle de grænser mellem mennesker som findes, fordi vores religion
og frygtsomme forsigtighed tilsiger os et meget lille liv, så at sige. Et liv i
sundhed – et liv bag nationens og religionens grænser – et godt liv materielt
– et sikkert liv med udsigt til pension – et lykkeligt liv.
Bare jeg var rig! Bare jeg var rask! Bare jeg god! Bare jeg var ung igen!
Bare jeg var forelsket! Bare jeg var heldig! Bare jeg var en anden! Bare jeg
var lykkelig! Bare vi ikke går under! Bare jeg ikke dør!
Jeg tror, det er denne evige længsel efter forandring, og denne evige frygt for
skæbnen, Jesus gør op med – og på en måde giver os hele vores liv tilbage –
det liv, som vi selv forkaster, fordi det ikke er godt nok. Ligesom han giver
os tilbage til os selv – lille uduelige, syge, usunde, dovne, gamle og døende
mig, som både jeg selv og andre for længst har forkastet.
Er det ikke det, som ligger bag og ligger under alle disse mirakuløse beretninger og al denne guddommeliggørelse af Jesus? I hvert fald vil sådan en
forståelse i langt højere grad gøre os ansvarlige for vores liv og for hinandens, hvis vi i al vores færd lader denne Jesus være vores forbillede i troen
på, at vi kan som han – måske endda allerbedst sammen som menighed nedbryde alle de grænser og skel, der findes mellem mennesker – at vi kan
prøve at leve som han - leve vores menneskeliv fuldt ud – frygtløst uden at
bruge det meste af vores tid på at bekymre os om os selv eller om andres
dom eller om naturens luner. Selvfølgelig går det galt før eller senere – det
ved vi – det gjorde det også for Jesus - men det er ingen straf – det er bare
sådan, livet er. At elske livet – hele livet og ikke bare et lille uopnåeligt hjørne af livet – det var måske det, han ville give os mod på.
Og så tror jeg i øvrigt, Jesus har endnu en pointe med at ligge og sove i båden, der går under. Han er ikke bange for døden eller for undergangen, for
han tror vel aldrig på, at døden for alvor kan gøre det af med menneskelivet!
Det grænseløse menneskeliv, som han giver os at leve, som han selv kunne –
hvis vi vil mere end sådan et lille frygtsomt og overordentligt begrænset
menneskeliv, som religionerne og den usunde fornuft i det hele taget tilbyder
os.
50
Opvækkelse og helbredelse
Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander
og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men
kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig
og fulgte med ham sammen med sine disciple.
Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede
sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.«
Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter,
din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne
og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død,
hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han
ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom
kom ud over hele den del af landet.
_____________________
Den forhenværende højskoleforstander Poul Engberg fortæller for tiden om
den nordiske mytologi i radioen. Forleden fortalte han om Balders død - vi
kender alle sammen historien om, hvordan intet i verden ville skade Balder den vidunderlige yndlingsgud, som alle elskede - men som bekendt havde
man glemt at tage misteltenen i ed - en lille ubetydelig slyngplante - men
dog stærk nok til at Loke kunne lave en pil af en gammel stamme. Guderne
morede sig med at skyde til måls efter Balder, fortælles det. Livet havde
mistet sin alvor og egentlig sin betydning - livet var blevet leg og tidsfordriv,
når døden var borte, og det som vi græd over som børn - Balders død - måtte
jo ske, for at livet kunne genfinde sin alvor og sin betydning - døden var en
gave til mennesker, sådan som i øvrigt også de gamle grønlandske myter
fortæller det og da også Det gamle Testamente. Da Adam og Eva blev vist
ud af Paradis, vogtede keruber indgangen med flammesværd for at mennesket, som havde spist af kundskabens træ ikke også skulle forgribe sig på
livets træ og leve evigt - for det ville være det forfærdeligste, der kunne ske
for mennesket. Vi kan godt drømme om evigt liv - drømme os væk fra dødens barske realitet - men drømmen må aldrig blive virkelighed - for så er vi
virkelig på den. Og det har man vidst overalt i verden. Myterne fortæller det.
I dag har vi så hørt en anden historie - en historie, der ligesom svarer de
gamle myters konstatering af dødens barske nødvendighed for livets alvor.
Historien om Jesus afskaffer ikke døden. Stadigvæk huserer den hårde herre
iblandt os og tager uden at spørge om lov hvem han vil, når han vil. Isen
optøs ej af gråd for Balder, tårerne stivne af kuld...
Men det er som om denne lille historie, der rammer lige ned i vores største
fobi - en lille piges død - alligevel får os til at vende os om og tørre vores
øjne - og smile over den lykkelige og uventede slutning.
Vi ved godt, at det ikke sker. Det kan ikke ske, at døde mennesker vågner op
igen - Balder kunne ikke komme fri af Hel, om så alle i hele verden bad om
det - for sådan leger vi ikke med livet. Myten fortæller os det - og virkeligheden bekræfter det. Er det så bare en drøm? Et eventyr om nogle menne-
51
sker, der var ramt af død og sorg men som på underfuld vis blev glade igen?
Bør forstandige mennesker ikke advare mod den slags fortællinger og mane
os tilbage til virkeligheden, hvor den slags ikke sker?
Joh, og det bliver da også gjort, men alligevel rører historien os - rører ved
vores nøgterne konstatering af dødens barske virkelighed - luner lidt i en
kold tid - og måske mere end det. Det er som om fortællingen tager ikke blot
den lille døde pige - men også os ved hånden - mildt og inderligt og hvisker
os en hemmelighed ved vores barske virkelighed i al fortrolighed - og det er
vel det, der er meningen med den kristendom og den kirke, hvor alle disse
underlige og tilsyneladende virkelighedsfjerne historier fortælles igen og
igen.
Nej, siger fornuften - det går ikke - men vores hjerte smiler ved tanken, fordi
hjertet ved noget, som forstanden ikke aner.
Kristendommen er ikke en forstandig religion: Jeg takker dig far i Himlen, at
du har skjult dette for de vise og forstandige men åbenbaret det for de umyndige små. Kristendommen er en fortælling - et glædeligt budskab for de, der
trænger så inderligt og længes så inderligt mod godt nyt. Der står disse vældige gamle myter med deres fantastiske menneskekundskab og visdom og
livserfaring - sådan som de findes overalt i verden. Og vise mænd nikker
efter livslange studier og ser og forstår disse mægtige ord som var fra begyndelsen - den guddommelige indsigt og erkendelse: Ja, sådan er livet!
Og disse vise mænd må ryste på deres forstandige hoveder over kristendommens jævne og dybt uforstandige fortælling om en lille pige, der var død
men blev levende igen - om en Gud, der var gud, men blev et almindeligt
menneske, der spiste og drak og fortalte og græd og lo og til sidst døde en
forsmædelig død - men opstod igen af graven, for det fortælles imod al erfaring og al visdom, at livet er større end døden. Det fortælles ikke, at vi skal
se stort på døden - og heller ikke, at dette liv kun er et foreløbigt liv - dette er
livet.
Det fortælles ikke, at dette liv er en skole for det næste liv, sådan som andre
vise og forstandige religioner fortæller det. Det fortælles heller ikke, at dette
liv er en prøve, som skal bestås af mennesker, der vil have evigt liv, sådan
som det er blevet sagt om kristendommen.
Men nej - det fortælles til alle de, der led nederlag i livets skole - alle de, der
ikke har en chance for at klare prøven - det fortælles til dem, at sådan er livet
ikke - at sådan er livets Gud på ingen måde. På samme måde, som Jesus i
dag rækker sin hånd til en lille død pige og skaber liv og glæde - på samme
måde rækker det kristne evangelium hånden til alle, der lider under livets og
dødens barske erfaring og som lider under vise mænds forstandige udlægninger af de gamles fortællinger og myter.
Tænk, hvis Jesus havde sagt til denne menighedsrådsformand: Du kan jo nok
forstå, at døden er nødvendig, for at livet ikke skal miste sin alvor. Ja, det
havde da været sandt nok - men jo da også umanerligt hårdt og umenneskeligt. Sådan gør man ikke overfor fortvivlede mennesker, og det er måske det,
der rører vort menneskehjerte, at Jesus ikke taler filosofi eller religion til
mennesker - heller ikke selv om de mange gange vil have ham til det - han
52
trøster de fortvivlede, og han raser mod de lærdes og de lovtro jøders kyniske umenneskelighed og kyniske gudsforhold.
De gamle religioner har alle sammen et formål. De vil have os til noget:
opføre os ordentligt - tro på noget - handle sådan og sådan, og dermed sætter
disse religioner skel - det kan ikke være andet - skel mellem de gode og de
onde - dem indenfor og udenfor. De frelste og de fortabte - de troende og de
vantro.
Evangeliet - og det går helt tilbage til Paulus opdagelse af, at dette budskab
netop ikke var for en særlig kreds men for alle og enhver - evangeliet kan
ikke sætte skel mellem mennesker - for evangeliet har ikke noget for med os
- skal ikke bruge os til noget ædelt og hensigtsmæssigt formål - nej, det er
bare en lille fortælling om en urimelig glæde, der pludselig lyser op i en
mørk og kold tid og skaber liv og glæde, hvor der før var død og sorg - ikke
andet.
Og måske skal man ikke gå her hen i kirken for at få forstand eller indsigt i
livets eller dødens gåde - det kan andre store og vise og ældgamle myter og
religioner gøre meget bedre. Med deres sande lære og kloge livserfaring.
Men det sørgende og kolde sind længes vil ikke så meget mod indsigt og
erkendelse som det længes mod et trøstende ord - et lyspunkt i mørke dage så uforstandigt og så urimeligt det end måtte være. Rygtet går, at døden har
fundet sin overmand!
Grækere søger visdom - jøderne tordner med loven - men vi forkynder Guds
død og opstandelse ved vor Herre Jesus Kristus, som Paulus udtrykker det.
Vi forkynder det urimelige - det som ikke sker - at en lille pige, der var død,
blev levende igen ved evangeliets milde røst - den mildeste og kærligste befaling, som har lydt: Lille pige. Rejs dig op!
Den mildeste og kærligste befaling, som også gælder os i denne sære tid,
hvor hjerterne er delte og med sig selv i splid: Lille menneske - rejs dig op.
Stå nu op til livets glæde.
Om at være Jesu discipel
En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin
herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans
mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de
kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som
ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.
Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes
jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod
ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
53
I Matthæusevangeliets 10. kapitel sammenkalder Jesus de 12 disciple og
holder en lille afskedstale til dem, inden han sender dem ud for at forkynde i
ord og i handling, at Himmeriget er kommet nær.
Tanken er åbenbart, at de som en slags barfodslæger skal gå fra by til by
med et glædeligt budskab og med helbredelse, og de skal leve af, hvad de får
af andre, dér hvor de bliver modtaget.
Mærkeligt nok advarer Jesus sine disciple mod mennesker. De kan vente
modstand, retssager, pisk, had og forfølgelse på denne vandring med det
glædelige budskab.
Men sådan er det, siger han så i dagens tekst – sådan går det mig, og derfor
er det jo ikke underligt, at det også vil gå jer på samme måde.
Men, siger han så: Frygt ikke for dem. Bliv ved med at forkynde mit budskab – Gud selv er med jer. Lad jer ikke friste til frafald af frygt for jeres liv
og lemmer – der er noget, der er vigtigere end det. Hold nu fast ved mig på
trods af al modstand og had og splittelse – I går med Guds evangelium.
Nu kan man jo godt spørge, hvorfor det skal vække så megen modstand og
splittelse, det budskab, disciplene skal forkynde – dette glædelige budskab –
disse helbredelser? Og hvorfor blev Jesus selv mødt med modstand, hån og
til sidst retssag, dom og straf?
Der er en sætning i teksten, som måske kaster lys over det, og det er den
smukke sætning: Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der
hviskes jer i ørerne, skal I prædike fra tagene. Så er tonen ligesom slået an.
Det her handler om et hemmeligt budskab, som nu skal åbenbares for venner
og fjender. Nu skal sandheden frem – koste hvad det vil. Og det kom til at
koste.
Man kan godt somme tider synes, at der er langt fra det scenarium, som Matthæus og NT fremlægger for Kristi efterfølgere og så til dagens danske folkekirke, der synes mere interesseret i fred og ro end i strid og kamp – koste
hvad det vil. Man kunne jo godt få den mistanke, at kirken ligesom havde
afblæst kampen, fordi den hellere ville have tryghed, fred og ro.
Allerede i det 4. århundrede fastlagde kirken en gang for alle, hvad der var
sandhed, hvorefter alle havde sig at rette, og selv diskussionen blev forbudt.
Det var ikke noget, mennesker længere skulle beskæftige sig med, og de der
alligevel gjorde det, blev kaldt kættere og mere eller mindre diskret fjernet.
Men alligevel blev jo bl.a. Matthæusevangeliets kapitel 10 stående som en
stadig irritation af den kirkelige fred, og igen og igen har mennesker spurgt
sig selv, hvad det var, der vakte modstand dengang, og – ikke mindst – om
det stadig gælder. Eller sagt med andre ord: Hvad var det for et hemmeligt
og tilsyneladende forbudt budskab, Jesus hviskede sine disciple i ørerne? Et
budskab, der på én gang vakte fantastisk glæde og fantastisk modstand.
Ja, det er så op til enhver af os at finde ud af ved at ransage Skriften og ved
at lytte til vores eget menneskehjerte – eller som Luther sagde for snart 500
år siden: Enhver må ud fra Skriften og sin egen samvittighed selv finde den
kristne sandhed. Og det tror jeg faktisk er en del af budskabet – en del af
hemmeligheden: At det kan du godt.
54
Når jeg læser Matthæusevangeliet eller et af de andre evangelier, så ser jeg
for mig denne Jesus fra Nazareth beskrevet som et meget lidenskabeligt
medmenneske, hvis mål var at tilbagegive det enkelte fortabte menneske,
han mødte, dette menneskes uendelig værdi. Evangelisterne skildrer det ofte
dramatisk som mirakuløse helbredelser – endog dødeopvækkelser – det er
det, Jesus pålægger sine disciple at gøre også – men betydningen af disse
beretninger peger for mig at se på en enorm menneskelig frihed – altså at
han med sin tilstedeværelse og med sit Ord kunne løfte undertrykte, elendige, fortabte mennesker op til en kongeværdighed, som de aldrig havde drømt
om. Mennesker, der levede, som de gjorde og mere eller mindre fandt sig i
deres skæbne, for sådan var det jo med det – og det var vel Guds mening –
det var i hvert fald, hvad de hørte fra deres egne præster og skriftkloge.
Og så kommer denne Jesus og siger: Nej, det har aldrig været Guds mening.
Nu skal du høre – bogstaveligt talt – nu skal du se – bogstaveligt talt! Og så
får han alle disse fortabte mennesker til både at høre og se den sande – den
levende Gud, som lyser ud af denne menneskesøn, for hvem menneskelivet
indeholder Guds rige, hvis bare de ville. Himmeriget er kommet ganske nær
til dig! Vend dig om fra din fortabthed og tro på det glædelige budskab.
Jamen, hvorfor så modstanden? Den markante modstand mod dette budskab,
der lyser ud af evangelierne. Ja, hvis du selv er konge i det liv – hvad skal du
så med andre til at bestemme over dig? Hvis dit liv er op til dig selv som din
mulighed – som dit valg – hvad skal du så med præster og paver og konger
og kejsere til at bestemme for dig? Vil du lade omstændighederne eller den
andres forventninger eller befalinger styre dit liv – eller vil du selv tage dit
liv op i frihed og tro?
Man kunne måske også spørge på en anden måde: Er det Det gamle Testamentes historie, som er en gude- og kongehistorie, der er den væsentlige –
eller er det Det nye Testamentes historie, som er historien om mennesket?
Jeg tror, det er det, Paulus er inde på, når han siger: ”Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus
Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov..”
Og jeg tror, Grundtvig er inde på det samme i det vers af Kirken, den er et
gammelt hus, som nu er kommet med i den nye salmebog, og som vi skal
synge til sidst: Selv bygger Ånden kirke bedst, trænger så lidt til drot som
præst, Ordet kun helliger huset.
Det er Grundtvigs frihedstanke, der slår igennem i dette lidt forbudte vers.
Det er det hemmelige ord, Jesus selv hvisker til den enkelte, der er det hellige – det virkelige. Aldrig det formidlede. Du kan selv, og du skal selv.
Og derfor er det for mig at se betænkeligt med en belærende og bedrevidende kirke, der ligefrem forbyder netop denne frihed for den enkelte. Det er
betænkeligt med en autoriseret kirke, hvor det ord, som Kristus selv, hvisker
dig i øret – ikke må forkyndes fra tagene, fordi det ikke på forhånd er autoriseret tale. Kirkens magt over sjælene er efter min mening ikke i overensstemmelse med Jesu forkyndelse. Kirkens grundvold er for mig at se ikke
kirkens lære, og det er heller ikke den, der skaber et sandt fællesskab mellem
mennesker - men den Kristus – min herre og min Gud, som ifølge Skriften
55
døde og opstod for at give mig livet – det sande menneskeliv og samtidig
give mig borgerskab i Guds rige. Det er Kristus – det er Guds levende Ord,
der skaber et sandt fællesskab mellem individuelle mennesker, mens den
rette lære kun kan skabe det fællesskab, som får eller kvæg har med hinanden, fordi de tilfældigvis er i den samme fold eller på den samme mark.
Det sande menneskelige fællesskab består af frie, selvstændige, værdige
mennesker, der både kender deres eget og hinandens værd.
I menighedens fællesskab skal der ikke belæres – her skal der samtales om
frie menneskers personlige erfaringer med deres liv set i lyset af det Ord,
som blev talt i mørket og forkyndt i lyset – det Ord, som blev hvisket i øret
og udråbt fra tagene af kærlighed til fortabte mennesker.
Splid i familien
Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også
kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der
fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for
min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at
bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men
sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans
far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far
eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn
eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af
mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og
den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.
Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn
som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en
retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af
disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
__________________________
Anden juledag handler om forkastelse. Det ligger dybt i det kristne evangelium, dette at det er som skabt til at blive forkastet af en eller anden grund.
Vi hørte Lukas beretning fra Apostlenes Gerninger om Stefanus, der var den
første martyr – altså den første forkynder af evangeliet, der døde for sin tro,
og Lukas bruger faktisk hele kapitel 7 til Stefanus forsvarstale, inden han
bliver stenet – en tale, som er én lang påvisning af, hvor typisk det er for
jødernes præster og skriftkloge, at de forkaster sandheden og befrielsen, når
den kommer til dem., Hver gang, hævder Stefanus – hver gang siger I nej til
livet. Og så opregner han ellers de mange eksempler fra Det gamle Testamente lige fra Moses, der blev forkastet og frem til Jesus, som de jo korsfæstede.
56
Men det er ikke bare Lukas – det er samtlige evangelister, der har det samme
forhold til det jødiske folk – og ikke mindst det yngste evangelium, Johannesevangeliet, er direkte racistisk i sine mange udfald mod jøderne, som han
kalder Jesu modstandere.
Denne evangeliske holdning, som vi altså møder i fuldt flor her på anden
juledag, har selvfølgelig givet anledning til den antisemitisme – altså dette
jødehad, som har præget vores kristne kultur de sidste 2000 år. Jøderne er ud
fra vores hellige skrift blevet udråbt som fjender af menneskeheden og det,
der er værre, og som sådan blevet forfulgt og forsøgt udryddet gang på gang.
Det glædelige budskab kalder vi disse hellige skrifter, som vi stadig rejser os
for i kirken i ærbødighed, men det er altså ikke lige glædeligt for alle. For
når de kristne samler sig om deres hellige skrifter, så barrikaderer jøderne
deres døre og vinduer og frygter for konsekvensen, for det har altid medført
forfølgelse for jøderne.
For et årstid siden udkom der en amerikansk film, som hævdede at være den
pure sandhed omkring Jesu død, og den blev modtaget med begejstring i
kristne menigheder på grund af sin stærke – ja, nærmest uudholdelige lidelsesfiksering. Jeg ved ikke, hvor længe Jesus blev pisket og plaget af sine
bødler – men igen var det jøderne, der blev fremhævet som forbryderne, og
de jødiske samfund protesterede da også mod filmen - måske fordi de ved,
hvad det kan føre til.
Historisk er filmen nok næppe, for det kristne had mod jøderne, som det
kommer til udtryk i evangelierne har vel alene sin årsag i, at de kristne på et
tidspunkt længe efter Jesu død blev smidt ud af synagogerne og vel også
forfulgt, fordi de bragte tvivl om de jødiske hellige skrifters autoritet og i det
hele taget såede tvivl om jødedommen i en tid, hvor jøderne var under et
voldsomt politisk pres fra romerne, der simpelt hen truede deres eksistens.
Templet og den hellige by Jerusalem var tilintetgjort – folket flygtede hid og
did – præsteskabet og de åndelige ledere var borte – man stod overfor den
totale opløsning. Kun éty havde man endnu at holde sig til, og det var netop
den hellige skrift – og den skulle der ikke pilles ved. Fundamentalisme opstår altid under socialt og politisk pres. Og det er disse kampe, der afspejles i
evangeliernes had mod jøderne. Derfor fik jøderne skylden for Jesu død derfor skabte man en Judas som ærkeforbryderen, hvis navn ikke er til at
tage fejl af, og derfor fremstår jøderne i det hele taget i evangelierne som
fjender af alt, hvad der er godt og sandt.
Så lad os bare være ærlige på denne 2. juledag. Vores glædelige budskab,
som vi har dyrket i 1000 år i vores land, er altså også et racistisk kampskrift
rettet mod en bestemt befolkning – især da, hvis man tager det skrevne bogstaveligt.
Men også hvis man læser det symbolsk – billedligt – som type på menneskers modtagelse af evangeliet i al almindelighed. Altså forkyndelsen her på
2. juledag af vores manglende evne til at tage imod glæden, når den kommer
– af vores manglende begejstring for Kristus, for nu at sige det ligeud – af
vores vantro og vrangvillighed til at leve som kristne. Det er jo en tanke,
som har fulgt kirken fra starten, og for så vidt også legitimeret kirken, hvis
57
opgave det jo så var at omvende alle os vrangvillige mennesker til sandheden og livet. Mennesker, der altså fra kirkens side er blevet betragtet som
nogen, der hele tiden skulle holdes på plads af evangeliets klare tale og af
Helligåndens indgriben i vores vrangvillige liv, så vi kunne blive omvendt til
sandheden. Så vi kunne blive troende kristne. Og det har givet og det giver
også i dag årsag til meget kirkelig arrogance og bedreviden i trosspørgsmål
og i spørgsmålet om livets mening. Alene den tanke, at kristendommen skulle være den eneste ene sandhed i forhold til alle andre religiøse og åndelige
svar på livets mysterium.
Det er det kirkelige menneskesyn, som altså har gennemsyret vores kultur
fra starten, jeg gerne vil have lov til at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Det
menneskesyn, som i bund og grund opfatter mennesker som syndere, der
skal holdes på plads – som mennesker, der ikke vil deres eget bedste og langt
mindre deres næstes.
Jamen, det passer ikke! Det bliver mere og mere klart for moderne mennesker, at sådan er vi altså ikke. Psykologien siger noget andet om mennesker –
sociologien ligeså. Selv økonomerne siger noget andet om det at være menneske – nemlig dette at i grunden vil vi både os selv og hinanden det bedste.
Vi vil fællesskabet, og i grunden vil vi elske og elskes. Der er ikke noget, vi
hellere vil end frihed og sandhed og kærlighed. Og der er ikke noget vi hader, som det at blive udråbt til noget andet, end det vi er.
Jamen så se dog på verden, kan man indvende – og gør det sandelig også. Se
dog på verdens tilstand med krig og ufred overalt, og alt tyder på verdens
snarlige undergang – om ikke af den ene årsag så af den anden, men vi er de
skyldige!
For det første skyldes meget af den krig og det had, der er i verden, netop
religionernes – herunder kirkens magt over sjælene. De fleste krige er religionskrige – også invasionen i Irak har skær af religionskrig og korstog.
Men derudover så ja, se nøje på verden! Men prøv engang at se efter alt det
gode, der sker overalt, hvor man vender øjet hen.
Louis Armstrong sang engang en lille vise, som blev verdensberømt. Den
hed What a Wonderful World og handlede netop tror jeg forløsende sandt
om alt det smukke og gode, der findes i verden og blandt mennesker.
Men det er somme tider som om, at det ikke må hedde sig – og da slet ikke i
dette hus, hvor vi absolut skal formanes og belæres om den sandhed og frihed og kærlighed, som vi efter sigende ikke vil vide af, hvis ikke vi bliver
entren lokket eller truet til det. Og i de bedre kredse – de mere oplyste – ja,
da blev Louis Armstrong da også forkætret og foragtet for denne sang. Nu
havde han da helt solgt sin sorte sjæl.
Spørgsmålet er så, hvad Jesus sagde, inden evangelisterne skildrede ham
som den forkastede af disse forfærdelige jøder. Ja, så vidt jeg kan se, så gav
han netop undertrykte og forkastede mennesker deres menneskelige – ja,
nærtmest guddommelige værdighed tilbage. Er det ikke det, tilgivelsen og
alle helbredelsesfortællingerne handler om? Er det ikke det, mange af lignelserne handler om? Dette at få et nyt liv forærende i kraft af kærligheden? Fra
58
et amputeret menneskeliv til et helt menneskeliv – fra død til liv. Det gør
man vel ikke ved at understrege disse menneskers vantro og vrangvillighed.
Så måske er Louis Armstrongs vise slet ikke så fjern fra en god kristen forkyndelse. Verden er i grunden smuk – befolket af kærlige mennesker, der
gerne giver til andre, og som selv under de værst tænkelige kår, formår at
elske og være til for andre.
Måske er det naivt – måske er det forkert. Men man kan høre et menneskesyn så mange gange, så man slet ikke tænker over, om det kunne være anderledes. Man kan høre klagesange så længe, så klagen bliver ens identitet – så
man rent ud glemmer at glæde sig. Man kan fokusere på elendigheden –
både sin egen og verdens, så man rent ud glemmer alt det smukke og gode,
der findes både i os selv og i verden omkring os.
Og det kan vel ikke være meningen.
Spørgsmål og svar
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud
med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller
skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl
Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene.
Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere
end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender
min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.
___________________
Adventstiden er forventningernes tid. Ikke bare forventningerne til den tilstundende højtid, men det er tiden for vores dybe længsler – en blød, violet
tid, hvor blikket bliver fjernt og vi tager os tid til at længes. Nogen har opgivet det med længslen – drømmen. De er blevet skuffet så mange gange. Andre har ikke tid til skøre utopier og skøre påhit. Der er så meget, der skal
gøres her og nu. Men her i kirken giver vi os lov til at drømme – at længes i
denne tid. Dejlig indadvendt længsel – måske fordi vi aldrig helt kan opgive
håbet om at vores længsel og vores drøm en dag bliver opfyldt.
Det passer måske meget godt, når institut for fremtidsforskning fortæller os,
at vi nu er på vej ind i det femte samfund - drømmesamfundet. Vi kommer
fra informationssamfundet med hele den nye informationsteknik, der har
revolutioneret de flestes hverdag. Før det var det industrisamfundet, som
revolutionerede det foregående agrarsamfund, der igen afløste jæger- og
samlerkulturen. Men nu er vi altså på vej ind i drømmesamfundet – dvs. det
59
samfund, hvor det ikke længere - og måske for første gang ikke blot handler
om overlevelse, men om at leve. Og at leve er at realisere sine drømme – at
leve det ud, det man gerne vil.
Man kunne måske også kalde det frihedens samfund, hvor vi netop opdrager
hinanden til søge at realisere vores længsel. I gamle dage opdrog vi hinanden
til at holde os til den fædrene overlevering eller holde os på det jævne, men
nu forkynder vi de uanede muligheder for den enkelte til at leve, som han
eller hun vil. Drømmesamfundet, der ikke længere kræver ensretning, fodslag og fælles værdier – måske bortset fra netop den værdi at være sig selv
og nyde hinandens forskellige forsøg på at realisere det, man gerne vil. Vi
har fået smag for det – vi har råd til det – vi tror på det. Derfor gør vi det.
Ikke altid naturligvis – for de gamle tanker og midler fra overlevelsessamfundenes tid sidder dybt i os som en del af vores menneskelige arv, og der er
derfor masser af advarende røster om det forestående ragnarok, netop fordi
man har forladt de gamles overlevering. Somme tider meget aggressive røster, der ruster sig til kamp mod det nye, hvor intet længere står fast som i de
gode gamle dage. Man taler om fundamenter, der skal bestå, og i virkeligheden handler det vel om menneskesynet.
Er det naivt og dødsensfarligt at tillade mennesker den frihed til at ville sig
selv – friheden til at udfolde sine egne drømme og længsler – og bør mennesker være under kommando, så de værste menneskelige tilbøjeligheder
stækkes?
Det er ligesom de spørgsmål, der melder sig for tiden her på overgangen
mellem informationssamfundet og drømmesamfundet, hvor snakken går om
netop værdier og kulturkampen udkæmpes om netop disse grundlæggende
forhold.
Der sad en mand i sit fængsel og længtes. Selv havde han kæmpet for de
gode gamle værdier. Han havde forkyndt omvendelse til den fædrene overlevering. Han havde råbt og renset de ugudelige gennem dåbens vand – selv
kongen gik ikke fri for hans moralprædiken – og det blev hans skæbne. Og
nu sidder han så, inden hans hoved bliver givet til dronningens datter på et
fad – og længes og spørger: Var det det hele værd?
Og hvad nu? Er der nogen, der kan tage faklen op og bære den videre? Og så
er det, han sender bud til denne Kristus og spørger, om det er ham, der skal
fuldføre Johannes’ sag? Er du den, som kommer – eller skal vi vente en anden? Er du den, som skal frelse mit folk – eller…?
Vi ved ikke, hvilket svar, Johannes havde ventet, men han får et citat fra
profeten Esajas om opfyldelsen af alle dybeste længsler: Binde ser, lamme
går, spedalske bliver raske, døve hører og døde står op – og glæden forkyndes og gribes af arme mennesker. Det sker nu, Johannes. Og så kommer
denne eftersætning: Salig den, der ikke forarges på mig. Er Jesus ikke hård
nok i sin forkyndelse – ikke nok omvendelses- og domsprædikant som Johannes selv? Er det det, der får Johannes til at stille spørgsmålet? Duer han
overhovedet denne tømnrersøn fra Nazareth? Eller skal vi hellere vente en
anden?
60
Havde Johannes håbet på et andet svar i retning af massedåb og styrtende
omvendelser i sæk og aske og bod og bedring? Nationalt sammenhold om de
fælles værdier og den fælles religion? Og hvad tænkte han ved det svar han
fik om det enkelte arme menneskes befrielse?
Matthæus lader godt nok Jesus rose Johannes i dagens tekst, men lige efter
siger han: Den mindste i Guds Rige er større end Johannes. Det burde nok
retfærdigvis have været med i teksten, så modsætningen mellem Johannes og
Jesus kom rettelig til orde også – og ikke blot idyllen. For der var en afgørende modsætning mellem de to bevægelser. Døberbevægelsen på den ene
side med sin karske tale om renselse, omvendelse, bod – de sande værdier.
Den rette tro osv. Og så på den anden side den betingelsesløse frihed til
hvem som helst.
Dette at løfte rettroenhedens byrde fra mennesker med alt hvad det indebærer af skyld og skam og ydmygelse - forvisning og udelukkelse – dom og
straf og i sidste ende frygten – frygten for alt og alle. Ja, der er billederne af
de vanføre, som bliver raske og de døde, som bliver levende næsten for
svagt.
Og så bliver denne adventsfortælling fra gamle dage så hvinende aktuel som
nogen sinde. For også vi står lige præcis dér i orkanens øje og skal vælge
mellem Johannes og Jesus hver eneste dag, vi er sammen med andre mennesker – sammen med vores familie – med vores børn, som vi skal opdrage –
eller skal vi? – på arbejdspladsen – ja, i alle forhold. Hvor meget skal vi
forlange? Hvor meget skal vi give? Hvor meget skal vi indordne – hvor meget skal vi i det hele taget ordne for andre? Og hvem skal vi leve op til? De
andre eller os selv? Johannes, der forlanger dette og hint – eller Jesus, der
befrier dig for det alt sammen.
Går det an, Jesus med dette Guds rige blandt mennesker – ja, i det enkelte
menneske – eller skal vi vente en anden – en anden Johannes Døber, der kan
komme med flammesværd og himmeldåb – retfærdighed, belæring, dom og
evig straf over de skyldige? Går det an at respektere det enkelte menneskes
umistelige og uendelige værdi – også min egen! Eller ender det bare i tilintetgørelse, fordi vi ikke respekterer ondskaben i verden? Skal vi liste os forsigtigt gennem livet af frygt for konsekvenserne – eller skal vi danse af glæde over, at Gud selv blev et medmenneske, som vi skal tage vare på?
Jeg tror på min drøm om at turde leve med alt, hvad jeg har i mig. Turde
elske uden at frygte for konsekvenserne. Turde være mig selv, så jeg kan
være noget for andre. Derfor tror jeg på Kristus – derfor er jeg kristen. Og
derfor går mit håb til livet så langt ud over det rimelige.
61
Forbandede slægt
Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner
børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede
ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og
drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere
og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig,
Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er
sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt
sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon
tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du
ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de
mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde
den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas
land tåleligere på dommens dag end dig.«
______________________
Det er langt fra guddommelige visdomsord eller kærlige milde guddomsord,
der præger dagens tekst. Der er ingen ophøjet guds søn eller menneskesøn
bag ordene. Tværtimod - vrede uovervejede generaliseringer af værste skuffe. Ve dig, Korazin, Betsajda, Kapernaum - det skal gå jer ilde på dommens
dag, fordi I ikke reagerede på mine ord og gerninger. Hedningebyerne ville
have lyttet - ja selv i Sodoma ville de have lyttet til mig, men ikke I. Satans
byer. Til dødsriget skal I fare ned…
Jesus har ingen smilende maske, der kan skjule hans sind - han bevægelse hans vrede - han er jo sandheden selv. Og nu er det som om, han næsten ikke
kan mere. I hvert fald ville hans spindoktor nok ikke have brudt sig om dette
pinlige optrin. Vi er så vant til de gode miner - selv når modgangen melder
sig. Udadtil spiller vi gerne en rolle af overskudsmennesker, der har fod på
det med livet - i vores arbejde - familie måske - og nærmer vi os sandheden,
eller nærmer sandheden sig os i form af livets barske realiteter - så bliver vi
febrilske og skal have krisehjælp af professionelle terapeuter, så vi kan
komme videre med vores liv – det vil sige vores pæne overflade.
Og så nyder jeg alligevel engang imellem at lytte til Guds søn, når han forløber sig - og det gør han, fordi han er et sandt menneske i modsætning til os,
der lever af og for vores pæne renommé - det skal ikke hedde sig.
Vi har jo ikke noget overskud, når det kommer til stykket. Det meste er pral
og selvbedrag. Vi er jo ikke i harmoni hverken med os selv eller andre –
heller ikke selv om vi betaler i dyre domme for livskvalitets- og meditationskurser. Og det skal vi vel heller ikke være, når det kommer til stykket.
Næst efter troende mennesker, så er de harmoniske vel noget af det værste,
man kan komme ud for. Tænk at vi falder for det…
Jesus er heller ikke i harmoni med sig selv – aldrig! I dag ser vi ham i al sin
guddommelige, vrede menneskelighed – og så denne opgivende hovedrysten
62
overfor den umulige opgave at elske en, der ikke vil elskes. Det som en og
anden måske kunne fristes til at opfatte som pinlige optrin – og dem er der
mange af i Det nye Testamente - er vel netop kærlighedens sande udtryk.
Her er ikke tale om nogen form for ophøjet ro eller guddommeligt overskud
– nej her er Guds søn i sine følelsers vold. Her forløber han sig helt klart og
tydeligt for enhver, så man står med krummede tæer og nedslået blik.
Men sådan er det vel med kærligheden. Den får os til at forløbe os – får os til
at gøre pinlige og uanstændige ting. Kærligheden forstyrrer altid roen og
freden og den gode stemning, fordi den, som elsker er så optaget af sin elskede, at han ikke sanser de gode miner og det pæne spil men bare gør, hvad
der skal gøres og siger, hvad der skal siges – det, som kærligheden tvinger
ham til.
Og det ved vi forhåbentlig godt – at sådan er det med det. At man kan blive
vild og gal på sine medmennesker og forløbe sig så det fløjter, og få sagt de
mest upassende ting, når man har noget vigtigt for med sit liv og sit samfund
– sin kirke eller sin næste. Og det gør alt sammen ikke noget, for sådan er
det i kærlighedens rige, fordi kærligheden er ikke sød og rar og pæn og nobel
og høflig og vennesæl, som den jo ofte fremstilles og forventes i dag - men
spillevende – og kærlighedens modsætning er aldrig had eller vrede eller
slagsmål - men ligegyldighedens forfærdelige ro og fred. Og to som elsker
hinanden, kan volde hinanden så ondt…
Men man skal aldrig undskylde kærligheden eller det, som kærligheden får
én til – man skal ikke undskylde, at man lever og elsker – langt hellere skal
man falde på sine grædende knæ og bede om nåde for sin ligegyldighed.
Dengang du vendte ryggen til, og var ligeglad… dengang dit hjerte var stendødt. Dengang du bare gik… dengang livet bare gik…
Jesus kunne jo ikke være ligeglad med de mennesker og de byer, han var
kommet til, fordi han var og er kærlighedens selv, og derfor ser vi ham så
umisforståeligt menneskelig i sin kærligheds vold – i fuldstændig modsætning til Jerusalems besindige og velærværdige og højt ophøjede præsteskab
og hele den ophøjede skepsis og kulde og dette altid kølige overblik, der kan
bringe næsten ethvert varmt bankende hjerte til standsning…
Vi spillede for jer – dejlig musik – intense rytmer – vi greb efter jeres hænder for at få jer op af stolen og ud på gulvet – ud i livet – men næh, det var
for barnligt – I ville bare sidde dér og se på. Vi opførte tragedier som gik til
marv og ben og gav os selv fuldstændigt, så selv stenen græd – men det rørte
jer ikke – I var ligeglade… Vi elsker jer, men I fattede det ikke.
Hvad gør den elskende så, når alt håb er ude? Når kærligheden synes spildt
på disse kolde, urørlige hjerter. Ja, de fleste ville vel gå deres vej, og det var
vel forståeligt, om Guds søn var rejst hjem til sin far – men sådan er den
fuldkomne kærlighed jo ikke. Er vi utro forbliver han dog tro, for opgive sig
selv kan han ikke! Sådan siger Paulus et sted. Eller han kan sige: Kærligheden ophører aldrig. Alt andet måske – men ikke kærligheden fra Gud.
For os kan kærligheden måske dø, som vi siger, når vi skal begrunde vores
skilsmisse, men for Gud er det umuligt, for han er selv den fuldkomne kærlighed. Og opgive sig selv kan han ikke – uanset hvad.
63
Og så er der kun en vej, og scenen er klar til kærlighedens indtog i den forhærdede og ligeglade by - og så er der vel kun den forelskede nars død tilbage – hånet, forsmået, forfulgt og til sidst da henrettet af dem, han elskede.
Sådan må det være i kærlighedens mærkelige og uransagelige rige. For opgive sit eget væsen kan han ikke…
Og det er vel så vores håb i en kold og stakket verden her langt udenfor Paradis – at han dog forbliver tro mod sin egen kærlighed, som aldrig vil opgive en eneste af os. Det synger vi om i dag med glæde ved vores gudstjeneste
– det opfører vi sammen med fryd når vi bærer vores små børn til dåben, for
at også de skal tilhøre denne uopgivelige kærlighed, som vi mindes, hver
gang vi samles omkring nadverbordet for at suge næring af den kærlighed,
som er langt større end vi aner og måske i virkeligheden bryder os om.
Men han bliver her trods alt - er kommen tilstede ved vores gudstjeneste og
lyser på os med sin kærligheds og sandheds ånd.
Og på en måde er det så ham - det ene sande menneske og den ene sande
Gud - der bærer alle vores løgne og al vores forstillelse og alle vores inderste
længsler efter sandhed og frihed - og giver os også hele sin egen kærlighed sit eget uberegnelige liv som et glimt af guddommelig og menneskelig sandhed.
Jesu fryderåb
På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det
din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen
undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og
den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og
jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er
sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
_________________________
Kirkeåret slutter i dag med en stille jubel – en fryd over evangeliet – dette
mærkelige budskab, som de vise og forstandige har det så svært med – men
som de umyndige små klynger sig til.
Man kunne måske nok have forventet en opsang – en status over jammerligheden og elendigheden i kirken – men den får vi ikke – kun denne jubel og
sådette vidunderlige: Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile.
Søndag efter søndag har vi nu igen lyttet til fortællingen om ham, der vil
give os sin fred. Tag mit åg på jer, siger han, og for alle os, der ikke kender
et åg som andetr end en byrde på vor nakke, ja, så er åget jo netop skabt til at
lette byrden. Mit åg er godt, så byrden bliver let.
64
Han afskaffer såmænd ikke livets byrder og sorger og fortrædeligheder –
men han gør dem til at bære – og hvad er så hans åg? Jeg tror, Mattæus spiller på en sammenligning mellem dette åg og så tværbjælken til korset, som
Jesus bar. Han taler jo også om at tage sit kors op og følge Kristus. Tag mit
åg på jer – også det mærkelige, at det skulle være let. Men det er vel fordi,
det giver mening. Det han tilbyder, er ikke livets ulidelige lethed, som om
byrderne var afskaffet – men det er livets mening, han vil give os – den mening, som han selv udlevede, og som kaldes kærlighed.
Byrder som sådan er ikke noget problem, hvis de giver mening. Nej, det er
det meningsløse, der nager os og tynger os til jorden. Det er forskellen på at
have travlt, og lykkelig den, der har travlt – og så være stresset af en masse
meningsløse gøremål. Det er måske forskellen på at blive sat til noget på
befaling af andre – og så glæden ved at gøre noget selv. Leve selv.
Jeg kunne segne af træthed som barn, når jeg blev sendt ud i vores kæmpehave for at skuffe havegangene, men jeg kunne spille fodbold og bygge huler
dagen lang – for det var det, jeg ville – og så bliver man ikke træt. Så er livet
let, og arbejdet er ikke en straf. Og hvis jeg havde villet det, så var selv det at
skuffe enorme havegange måske blevet en leg. Hvis jeg havde villet det.
Han ville bære sit kors til Golgata, og derfor var det, som så så hårdt og
ubærligt ud i verdens øjne, egentlig for ham selv en let byrde, for det var
kærlighedens åg – og ikke dødens og meningsløshedens kæmpebyrde.
Det er derfor, de tager fejl, de der svælger i Jesu lidelse og blod og død – for
det var jo det, han ville. Tage sit kors på sig – bære dette åg til enden. Kærligheden bar med, og så er byrden let. Kom til mig - følg mit eksempel og
lad det være kærligheden, der er jeres livs mening – lad det være kærligheden, der bærer livet for jer, så selv den tungeste byrde bliver let.
Nej, det er ikke selve livet, han ændre for os. Verden er, som den er, og til
tider mørk og ufattelig hård, og mennesker har altid mange sære ting for.
Men han gør noget andet, når han beder os om at ændre vores forhold til
denne verden – vores forhold til vores liv. Se nu på det på en ny måde – med
kærlighed. Se på dine medmennesker – ikke som fjender, men med kærlighed – se på dig selv og på dit eget liv – ikke med mismod men med kærlighed. Se på fremtiden – ikke med bange anelser men med frimodighed – selv
i den mørke tid.
Det er derfor de tager fejl, de der svælger i arvesynd og menneskers og vores
egen elendighed som arme syndere. Nej, for kærligheden er til stede i vores
liv – kærlighedens åg, der gør byrden let. Og i dag fryder han sig, denne
menneskesøn, der kalder Gud, himlens og jordens herre, for sin far og dermed gør hele livet til et kærlighedsforhold som mellem forældre og børn. Og
hvad han dog gør af kærlighed.
Evangelisterne fortæller den ene kærlighedshistorie efter den anden om ham,
der gik rundt og havde så travlt med at gøre mennesker levende og frie. Han
var så fuldstændig til stede i sit liv og dermed i andres liv. Han var 100 %
opmærksom på mennesker, og han formåede ved sin tilstedeværelse at løfte
mennesker, der var ved at segne under livets og religionens og forargelsens
tunge byrder op til en kongeværdighed, de aldrig havde drømt om. Tolderne.
65
landssvigerne, som de kaldtes. De fremmede – hedningerne, som de rettroende kaldte dem. Kvinderne, som ifølge gamle mænds visdom var andenrangs mennesker – børnene, som kun var noget i kraft af det, de kunne blive.
De udstødte, som ingen ville vide af, fordi de smittede eller var under ders
Guds vrede, som man sagde. Ja, selv de døde, hvor alt håb var ude, gjode
han levende.
Evangelierne handler om, at han gjorde alting godt for de mennesker, som
led under livets tungeste byrder. Vi ved ikke, hvordan han gjorde det, men
evangelisterne skildrer det som et ufatteligt mirakel, og det må det have været for dem, hans kærlighed gik ud over.
Og dog var han et menneske som du og jeg. Og derfor opfordrer han mennesker til at følge hans eksempel – at tage hans åg på sig – kærlighedens åg.
For det kan vi godt!
Og derfor tager de fejl, de som svælger i menneskers magtesløshed, for dødens magt er brudt – opgivelsens og håbløshedens magt blev brudt den dag,
mennesket – den dag du forstod, at kærligheden koster livet, og at det er fint
med det. Mit kors er let, når kærligheden bærer med. Så er slev min død til at
bære.
Deter denne urimelighedens dimension, Jesus gør til livets dybeste mening –
det er den, han kalder Guds mening. Vi kender den godt fra de gange et
menneske bar over med os, så vi kunne leve videre sammen trods alt. Fra de
gange, vreden ikke fik lov at komme til – udstødelsen, fordømmelsen, forargelsen, fordi der var noget, der var vigtigere end retfærdighed og gengæld og
straf. Ja, vi kender den fra de millioner af gange, mennesker valgte livet og
fællesskabet frem for hævnen og døden. Og vi kender den fra smerten, når
de ikke lod nåde gå for ret men lod had og fordømmelse udfolde sig frit i
udryddelse og tilintetgørelse af liv.
Lad kærligheden bære jeres liv. Sådan siger Mattæus til os i dag på kirkeårets sidste søndag, hvor Jesus forudser, at det ikke er verdens vise og mægtige, der skal bære det budskab, men ganske almindelige mennesker som dig
og mig. For det kræver blot, at du tør være dig selv, og at du vil dit liv. Så
tror jeg såmænd også, kærligheden dukker op helt af sig selv iu form af
menneskelighed, overbærenhed, tilgivelse, barmhjertighed og frihed for enhver. Det er jo ikke noget, der kræver dyb indsigt i livets mysterium – vi har
det allerede som en del af vores menneskeliv
Så lad os med frimodighed gå ind i nyt kirkeår imødese det med spænding
og glædelig forventning – ja, måske med den samme jubel, som Jesus giver
udtryk for i dagens tekst – en lovprisning af kærlighedens Gud og dermed af
det menneskeliv, hvor kærligheden får råderum og giver livet dets mirakuløse mening. Fantastiske liv!
66
Jonastegnet
Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der
taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der
taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden
eller i den kommende.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller
det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på
frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et
godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt
menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger
jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på
dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi
vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro
slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten
Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og
tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre
dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen
sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig
ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens
dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og
fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte
til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.
__________________________
Jonas var en profet – en rigtig gammeltestamentlig profet, der var kaldet af
Gud til at kalde mennesker til omvendelse. En dag får han så besked på at
drage over til Ninive, som kunne være det nuværende Bagdad for at fortælle
indbyggerne, at nu havde Gud mistet tålmodigheden med deres ugudelige
liv, så nu ville han udslette byen. Og så er det Jonas gør noget meget mærkeligt og også til dels morsomt. Han nægter. Jeg gider ikke, for jeg ved præcis,
hvordan det går: Jeg aser hele vejen til Ninive gennem ørkenen – prædiker
undergang for indbyggerne, og så bliver de så bange, så de klæder sig i sæk
og aske og gør bod, så det står efter dem – og det kan Gud bare ikke klare, så
det ender med, at han skåner byen – igen. Jeg gider ikke! Og så går han ombord i et charterskib, der skal til Mallorca – i den stik modsatte retning af
Ninive. Men sådan leger man ikke med Gud. Det bliver selvfølgelig et gevaldigt stormvejr, og hele det internationale selskab ombord bliv rædselsslagne – ja, selv kaptajnen frygter for undergangen.
Nu havde man dengang en stærk tro på forbindelsen mellem skæbne og
skyld – sådan som mange jo har det også i dag – så man spurgte i sin kvide:
Hvad har vi da gjort, siden vi nu skal gå under med mand og mus – og da
man ikke kunne finde nogen indlysende grund hos sig selv spurgte man videre: Hvem har forsyndet sig i den grad, at vi alle skal lide så meget. De har
vel også været søsyge. Og det beslutter man sig så for at finde ud af ved at
kaste lod om, hvem der er synderen. Og loddet falder naturligvis på Jonas,
67
der så må indrømme, at han faktisk er stukket af fra sin Gud, fordi hans gud
er alt for barmhjertig efter Jonas’ mening – men nu skal de bare smide ham
overbord, så skal stormen nok lægge sig. Og det gør de så efter en del snak,
og stormen lægger sig øjeblikkeligt – og af lutter glæde og benovelse over
Jonas’ guds mægtige kræfter ofrer de så en ged til ham. Men Jonas bliver så
slugt af en stor fisk – og det er vel det billede, de fleste forbinder Jonas med.
I tre dage sidder han der i maven på uhyret og funderer over sit gudsforhold
– og beder bl.a. den bøn, vi hørte fra alteret – altså bønnen i den yderste nød.
Så spytter fisken ham endelig ud hjemme på stranden i Israel, og Gud siger
igen til ham, at han hellere må se at komme til Ninive.
Og så går han da den trælse gang gennem ørken og alt muligt – og det går
præcis, som han havde forudsagt – han var jo heller ikke profet for ingenting. Han går midt ind i denne kæmpeby og prædiker byens undergang, fordi
indbyggerne ikke lever, som de skal – og nu er Gud dødtræt af deres opførsel. Og alle indbyggerne og kongen med bliver rædselsslagne, og kongen
klæder sig i sæk og aske og sætter sig ud på møddingen og befaler at alle
120.000 indbyggere skal gøre det samme og råbe af al kraft til Gud om nåde
og lade være at spise eller drikke noget som helst – og alle dyrene ligeså –
og så skal de i øvrigt holde op med at slå hinanden. Og det gør de, og der
stiger et råb om nåde til himlen fra Ninive.
Jonas går hovedrystende ud og sætter sig udenfor byen og venter på dens
undergang. Men den kommer ikke, for Gud kan ikke lade være med at forbarme sig og skåne byen til Jonas’ store ærgrelse og vrede. Og gid jeg dog
var død, når det skal være sådan, at de som vitterligt fortjener straf bare altid
bliver tilgivet. Der er ingen mening i det – og hvorfor skal jeg gå og være til
grin på den måde?
Og så er det Gud driller sin profet. I løbet af natten lader han en skyggefuld
olieplante vokse op bag det sted, hvor Jonas sidder, så den kan skygge for
den brændende sol. Og Jonas bliver lidt mere glad, for det er hårdt og sidde
og være sur i den brændende sol. Men så befaler Gud en lille orm at gnave
plantens rødder over, så lige i den allervarmeste tid visner planten og falder
sammen. Og Jonas bliver stiktosset på Gud – og hvad er meningen med at
lade planten visne nu den lige stod så flot. Og hvad er du egentlig for en
Gud? Og han skælder ham hæder og ære fra.
Fortællingen om Jonas slutter med Guds ord: Hvordan kan det være, lille
profet, at du har medlidenhed med en plante, som du intet har haft med at
gøre, men som jeg har plantet og også ladet visne – men en hel by på
120.000 mennesker, som ikke er for kloge foruden alle dyrene – dem har du
ikke den fjerneste medlidenhed med – endda selv om de omvender sig i sæk
og aske på grund af din gode prædiken? Hvorfor skælder du mig ud over, at
jeg er god? Det spørgsmål minder om en af Jesu lignelser – den om den gale
arbejdsgiver, der udbetalte lige meget løn til alle sine arbejder – uanset hvor
længe, de havde arbejdet. Og da de, som havde arbejdet længst naturligt nok
brokker sig over det, svarer han dem. Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil
med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Gå hjem og vær
glad for det, du har fået!
68
Jeg tror det her handler om kampen om selve den fundamentale tilværelsesopfattelse. Den som farisæerne og de skriftkloge ifølge Jesus havde fordrejet
og nedgjort til et banalt spørgsmål om juridisk retfærdighed – altså den gode
belønnes og den onde straffes. Øgleyngel! I, som har sat jeg på Moses stol
og betaler skat af dild og kommen samtidig med at I opæder enkers bo!
Hvordan skulle I kunne sige noget godt, sådan som I er indrettet. Man kan
ikke plukke druer af tidsel og tjørn. Et dårligt træ kan ikke bære god frugt
osv. Gudsbespottere, det er, hvad I er i al jeres forløjede selvretfærdighed og
aldrig i evighed skal I tilgives…
Den berømte bespottelse mod Helligånden er vel netop denne fordrejede og
ynkeligt banale tilværelsesopfattelse, der ikke regner tilgivelsen og kærligheden med som andet end lidt krydderi og på tilværelsen – lidt barnligt føleri
i ny og næ. Det var sådan som Jonas opfattede tilværelsen, og derfor skred
hans verden sammen, når tilgivelsen virkeligt satte sig igennem. Han magtede ikke tilgivelsens umådelige uretfærdighed – end ikke da han selv frelses
af den yderste nød kan det for alvor påvirke hans iboende forargelse over
tilgivelsens meningsløshed – denne guddommelige letsindighed. Et dårligt
træ kan ikke bære gode frugter!
Det er her, hele Jesu opgør med sin samtid ligger gemt. For ham er tilgivelsen og Guds grænseløse og uophørlige kærlighed – Guds umådelige letsindighed og glemsomhed selve tilværelsens grund og dermed vores eneste
faste holdepunkt!
Og derfor bliver tilgivelsen hovedanliggendet for Jesus som en kamp imod
alle de retfærdige, som lever deres liv på den ifølge Jesus gigantiske livsløgn, at Gud er en retfærdig Gud, der lønner de gode og straffer de onde.
Den gud er skabt af mennesker selv for at få orden i tilværelsen og for at
kunne undertrykke hinanden med frygt for fortabelsen – den gud har intet
med den levende gud, som Jesus forkynder – og som han selv var - at gøre.
Med sin forkyndelse og med hele sit liv – også disse barnlige rasende udfald
– vender Jesus op og ned på alt, så det, der forekommer mennesker af stor
betydning: f.eks. at være gode eller retfærdige – mister sin betydning – og
det, som mennesker foragter: det barnligt tilgivende, legende, glemsomme –
ja, det bliver det altafgørende – det virkeligt guddommelige. Det er bare det,
han kæmper så tilsyneladende forgæves og rasende for at overbevise sin
forstenede, og lovlydige samtid om.
Derfor opstiller han heller ikke nogen retningslinjer for det rigtige og det
sande liv – men han skildrer det både i sine fortællinger – i sit raseri mod de
satans retfærdige og med hele sit liv, der var et liv i fuldkommen forglemmelse og barnlig selvhengivelse – uden ethvert spor af bare den mindste
retfærdighed. Ja, selv den største uretfærdighed – justitsmordet på Gud selv
– korsfæstelsen - blev på en gådefuld måde til frelse og frihed for de mange
fortabte og til opstandelse. Fordi Gud ikke regner, som vi regner – ikke skelner som vi skelner og slet ikke dømmer, som vi dømmer.
Måske forarges vi som Jonas og som farisæerne over Guds uretfærdighed –
men dybest set tror jeg, vort barnlige menneskehjerte jubler over, at tilværelsen og tilværelsens Gud ikke er så retfærdig, som vi troede og som vi lærte
69
det i skolen. At livet ikke har den dødelige konsekvens, som al erfaring lærer
os – at det ikke er konsekvens og retfærdighed, vi har at frygte – men Guds
glædelige overraskelse, vi har at se hen til – selv når det allerværst ud.
For glem ikke, at det trods alt, hvad vi ellers mener, er Ham, den uretfærdige, inkonsekvente og glemsomme Gud, der har al magt i Himlen og på jorden.
Ukrudtet i hveden
Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en mand,
der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende
og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og
spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer
da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene
spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk?
Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at
rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side
om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene:
Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes,
men saml hveden i min lade.«
_________________________
Der er et fællestræk ved dagens tekster. De er næsten alle sammen temmelig
ukristelige. Vi hørte fra prædikerens bog om den uretfærdighed der
tilsyneladende foregår ved, at uretfærdige har gode kår, mens retfærdige ofte
lider nød – et urgammelt religiøst og moralsk problem, som prædikeren
kalder tomhed – også det er tomhed! Næ, spis, drik og vær glad – det ved
man, hvad er. Lev dit liv med glæde og nyd livet, så længe du kan! Det har
jo ikke meget med det. vi forstår ved normal kristendom at gøre – og da slet
ikke den selvopofrende kristendom, der tåler og udholder alt med kristelig
ydmyghed. Eller den åndelighed, som foragter materialismen og al dens
væsen. Lignelsen om ukrudtet i hvedemarken beskæftiger sig med det
samme religiøse problem: Hvorfor trives og vokser ondskaben i Guds verden
som ugræs eller klinte i den smukke ager, og hvorfor gør han ikke noget ved
det? Og så får vi sådan et dommedagsløfte om, at til sin tid skal
retfærdigheden ske fyldest – når høstens tid er inde. Så bare vent tålmodigt.
Det er det tema, der gentages til sidst i dagens tekst om fiskene, der sorteres
som et billede på den frygtelige dom, der skiller de onde fra de retfærdige –
til sin tid! Men så indimellem alt vrøvlet har den gode Gud og
liturgikommisionen i forrige århundrede heldigvis placeret to små lignelser,
som ånder af sand lidenskab. Lignelserne om skatten og perlen.
Der var engang en daglejer, der gik og pløjede storbondens mark, og
pludsleig støder ploven på en krukke – en lerkrukke, og han standser
okserne, mens han mærker en underlig gysende fornemmelse i kroppen, som
70
han ikke har kendt, siden han var barn, da han hørte om vidunderlige eventyr
om kostbare skatte, der blev begravet i hast, inden fjenden nåede frem med
sin hærgen og plyndren. Bleg af ophidselse stirrer han nu på indholdet af
guld og sølv og ædelsten, og langsomt forstår han, at fra nu af er hans liv
ændret. Med et slag er dette ydmyge menneske, som har passset og plejet sin
herres mark år ud og år ind blevet en anden – og nu tør han for første gang i
sit liv le mod himlen og han synger, mens han graver skatten ned og gemmer
den for alle andre, for det er hans opdagelse, og han vil også eje den. Og
syngende går han hjem og sælger rub og stub, hvad han ejer og har, og han
opfører sig som en gal, og så køber han marken af sin herre – og folk ryster
på hovedet af hans rblende vanvid – men han er ligeglad, for nu er skatten
hans!
Og det her, det har i hvert fald ikke en pind med normal kristendomsopfattelse at gøre – for det er jo ikke særlig næstekærligt, det manden foretager
sig – hvis det da overhovedet er lovligt? Ja, måske hvis han lyver og hævder
at han ikke kendte noget til skatten, men moralsk set er han ude i uføret.
Burde han ikke som en god kristen samfundsborger være gået hen til den
mand, som rettelig ejede marken og sagt: Se her, hvad jeg fandt i din mark –
værsågod, den tilhører dig! Så ville han uden tvivl have fået en pæn findeløn
og han ville have beholdt sit gode rygte som en god kristen, der først tænker
på sin næste og så på sig selv og i øvrigt betaler enhver sit. Hvad i alverden
har denne umoralske lignelse med Guds rige at gøre?
Alt! Væk er alle de religiøse spekulationer om retfærdighed og uretfærdighed – om ondskab og godhed – og ikke mindst om hævnens time, hvor de
uretfærdige skal smides i ildovnen, og der skal være gråd og tænders gnidsel
– og det har de ærligt fortjent. Væk er prædikerens resignation: Nyd livet
mens du kan det – dit korte og uretfærdige liv. Og tilbage står den lidenskab
og det begær, som ikke gider beskæftige sig med spekulationer om dit og
dat, fordi der er noget vigtigt, man har for med sit liv. Der er noget, man
skal, som overskygger alt andet. Dette ene vidunderlige, som oplyser dit liv
– og samtidig lader dit lys skinne klart i verden. Ingen glemmer den gale
mand, der købte en hel mark for at få sin skat. Ingen glemmer den forelskede
nar, der døde af ulykkelig kærlighed: Pyramus og Tisbe, Roemeo og Julie –
Tristan og Isolde og hvad de hedder alle disse højt besungne par, der døde af
kærlighed, fordi livet mister sin betydning, når du ikke kan få den du elsker.
Det er ikke et løfte om hævn og retfærdighed engang, der skal bære livet
men kærlighedens, begærets og lidenskabens lysende fakkel. Sådan er det
med Guds rige. Sådan er det med den kristendom, som er blevet så
spekulativ og så lidenskabsløs, så et af de vigtigste spørgsmål blandt de
mange medlemmer i den danske folkekirke er spørgsmålet om, hvornår man
skal rejse sig op under gudstjenesten eller om der må fotograferes under
dåben!
Ligesådan med perlen. Du handler med perler – ved alt om dem – og så en
skønne dag finder du perlen – og du må eje den – for alt i verden. Og først
nu får dit tomme liv mening, og du sælger alt, hvad du ejer og har – hele dit
tidligere nu så betydningsløse liv – så selvfølgeligt, for du må eje den perle,
71
for den er det eneste, der tæller. Væk er alle spekulationer om det nu også
går an – væk er alle kalkulationer og beregninger og fremtidsperspektiver –
du må have den perle – for enhver pris! Og du får den, og du holder den i
hånden, og du ser på din ejendom – din skat – og så har livet ikke været
forgæves! Sådan er det bare – og sådan er det med Guds rige!
Nu kan man jo sige, at det heldigvis er sjældent, man fejrer 5. søndag efter
helligtrekonger – der går mange år imellem, så mange, så der kun er én
tekstrække til dagen. Så det er sjældent vi får smidt lidenskaben så
ufortyndet i hovedet – måske fordi disse historier er lidt farlige for den
samfundsbevarende kirke, der forkynder tilfredshed i kald og stand: Du skal
ikke stræbe mod det uopnåelige men passe dit arbejde og holde loven – og så
i øvrigt ikke sætte dig op mod øvrigheden. Sådan! Hold dig til det
foreskrevne og forventede.
Men hvis disse to små fortællinger har noget på sig, så kaster de altså et
noget andet lys ind over vores liv og stiller os det utidige spørgsmål, om vi
egentlig nogensinde har villet noget for alvor – om vi nogensinde har haft
andet for end tanker om dagen og vejen – ud over det, som man gerne så, vi
gjorde os nyttige med? Har vi altid formået – måske endda ligefrem i Guds
navn – at fortrænge vort livsbegær – eller blev du også pludselig grebet som
mændene i lignelserne af noget der var vigtigere end alt andet? Noget som
ændrede dit liv?
Sådan er det med Guds rige – ja sådan er det med Gud selv – denne
lidenskabeligt forelskede nar, der sætter alt til side for den kosteligste perle
og skat – ja, som andda ofrer sin egen søn for sagen – hvor slem kan man
blive? Men så vigtigt var det at få fat i os - at eje os – alle os, som Gud
kalder helt enestående perler uden hvilke Guds eksistens ingen mening har.
Hvis ikke det var for os, var Gud ikke til! Dér har du en lidenskabeligt
forelsket Gud, der ofrede alt, hvad han ejede og havde for at få fat i os og
derfor smiler både han og alle englene, hver gang vi døber et lille barn til at
tilhøre ham og slår korsets lidenskabeligt forelskede tegn for dets pande og
bryst.
Hold op med at spekulere så meget om livets retfærdighed eller den
forurettelse, som fornærmer dig. Livet går alligevel ikke op. Hold op med at
spørge din Gud eller dig selv eller din næste om retfærdighed – spørg om
kærlighed! Så ser du måske pludselig Guds Rige. Så ser du måske i dag den
perle – den skat, der giver dit liv mening.
72
Vandringen på søen
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og
tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på
bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.
Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til
dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de
skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt.
Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er
mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så
befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!«
Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da
han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at
synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud,
greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«
Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
______________________
Den 4. nattevagt er tiden mellem kl. 3 og kl. 6 – den tid, som nogle kalder
for ulvetimen eller sandhedens time, og det ved den, der har ligget vågen og
oplevet, hvordan ens nederlag nærmest står i kø for at melde sig på banen –
de ting, du fik gjort så forkert og de ting du ikke fik gjort eller sagt. Og der
kan du så ligge i den sidste nattevagt og ærgre dig over dig selv. Det er også
i denne tid, man kan mærke en underlig trykken for brystet, så man bliver
dybt bekymret for sit helbred. Og netop her, fortælles det, kommer han så
gående hen over dybet med alt, hvad der var ham: frimodighed, og fred.
Ikke at det hjalp disciplene så meget i første omgang. De var ude på dybet og
kæmpede bravt i den sidste nattevagt, da de ser ham komme gående, og selvfølgelig bliver de skrækslagne, for det kan kun være et spøgelse – et budskab
om død og undergang som en anden klabautermand, der varsler ondt – og de
skreg højt, indtil han gav sig til kende: Vær frimodige, frygt ikke – det er
mig!
Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt… og tal med mig som
ven med ven… Kom som du vil, jeg ved det vist, du selv har sagt at her ig
hist du kendes vil på røsten…
Man kan selvfølgelig godt bruge megen tid og energi på at undre sig over
denne fortælling eller ligefrem more sig over den: Ja, jeg er ligeglad med
hvem din far er, du skal ikke gå her, hvor jeg fisker… osv. Men det fortoner
sig alligevel alt sammen overfor den drømmeagtige poesi, der lyser ud af
historien – malet som den er med disse nærmest uvirkelige pastelfarver gør
den et dybt indtryk – måske især på den, der selv har våget i den fjerde nattevagt og godt kunne tænke sig at der kom en med frimodighed og fred og
talte som ven med ven – men han ligger som sædvanlig bare og snorker…
Jeg fortæller somme tider historien om vandringen på søen til dåbsforældre
måske fordi den på sin egen måde handler om dåbens dramatik – men først
73
og fremmest knytter jeg den til dåbsritualets velsignelse: Herren bevare din
udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.
Det er sådan et kønt citat fra den gammeltestamentlige salme 121, som er
gledet ind i vores dåbsritual i og for sig uden nogen påfaldende sammenhæng til resten af ritualet, men nu er det der altså – og så er det, jeg kæder
det sammen med historien om Peter, der efter at være kommet sig ovenpå
forskrækkelsen med vanligt ugennemtænkt gåpåmod anmoder Jesus om lov
til at gå ud af båden og hen til mesteren. Og han får lov og går også på vandet – lige indtil han mister troen så at sige: Man kan ikke gå på vandet! – og
så synker han naturligvis, men bliver reddet op i båden af Jesus, der griber
ham i sidste øjeblik. Og han kommer selv ombord og stormen lægger sig.
Det hele er som hentet ud af en fantastisk drøm – en af dem, man bliver bevæget – ja nærmest stakåndet af.
Når vi lægger hånden på et lille dåbsbarns hoved, det barn, som står ved
begyndelsen af sit liv, så beder vi om her i menighedens fællesskab, at Gud
vil bevare dets udgang – altså at det må få frimodighed og frygtløshed nok til
at vove sig ud i livet og kæmpe med – ja, det som er umuligt – det som får
den frygtsomme til at ligge i havnens fred og ro for slækkede sejl – måske
hele livet – og det er jo en vidunderlig bøn og opmuntring for os alle sammen. Kast dig ud i livet – vov kækt en dyst med døden – slå dig løs – gør det
umulige! Tro på livet! At det kan bære! Han står derude og kalder dig ud i
livet med alt, hvad der er ham…
Og så din indgang: Når det du kæmper med mislykkes – når du falder igennem – når livet truer med at opsluge dig, for farligt er det jo dette liv – så står
han også der og griber dig i den sidste nattevagt og taler til dig som ven med
ven, eller som han nu vil, til stormen lægger sig, og der bliver fred.
Derfor vi sejle tør hver sø, hvor farlig den så bryder – derfor vi leve tør og
dø på ordet som det lyder…
Og det er vel så det som dåben og ordet og gudstjenesten vil give os: mod til
at leve – fred til at leve – ja ikke blot leve men give den hele armen – være
frygtløse som de, der intet har og dog ejer alt. De, der ikke er noget særligt i
verdens øjne – og dog kan vi gå på vandet! Og så er vi pludselig en kristen
menighed – fortabte mennesker, som Gud selv har hanket op i og givet nyt
mod og nyt liv så vi må undre os over det. En menighed, der tør sætte sejl og
stå ud på dybet – tør gå nye veje – umulige og uprøvede veje i tillid til at det
kan bære alt sammen, for der står han så med sit frygt ikke – det er ikke et
spøgelse eller et mareridt – det er mig!
At turde bryde ud af de vante rammer – af de fastslåede og fastlåste sandheder – ja, det var jo nok ikke lige kirkens kendemærke frem for andre –
tværtimod kom kirken og menigheden til at stå for det traditionelle – det
fastlåste og urørlige – som en gammel bygning, der ikke må laves om på –
som en barnetro, der ikke må antastes. Trist nok, for det sidder dybt i os – så
dybt, så menigheden i dag har overordentligt svært ved at bruge sin fantasi
så vi tør gøre andet og mere end det, vi har lov til og får besked på fra højere
sted.
74
Vi glemmer, at det er os, der skal være samfundets lys og salt – det er os, der
med vores frygtløse gåpåmod skal bane de nye veje – det er os som menighed, der skal vise verden, at livet kan bære. Det er sådan en frygtløs menighed, vi trænger til - og ikke til en flok autoritetstro traditionalister, der ikke
tør røre en finger, før de har spurgt om lov.
Er det dig, Herre? spurgte Peter – så tør jeg godt gå på vandet. Er det dig
Herre? Så giv os den frimodighed, så selv den danske folkekirkemenighed
tør tage dig på ordet, når du siger Kom! Så vi ikke henslæber vores menighedsliv i frygt og bæven for vind og vejr og al landsens myndigheder og
helvedes onde magter men kaster os ud i livet med alt, hvad vi har i os – og
det er i virkeligheden ikke så lidt.
Så lad derpå de syn os fæste, hvad ædle kaldte livets lyst – Ja lad os kappes
med de bedste og vove kækt med død en dyst.
At byde den og graven trods kan med Guds hjælp og lykkes os.
Det er nu, du skal leve – det er nu, du har dit liv, og i dag bliver vi altså kaldt
ud i livet. Lykkelig den, der kan høre det kald og som tør følge det.
Den kana'anæiske kvinde
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og
se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:
»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt
af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.«
Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af
Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:
»Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo,
Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er
stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
________________
I dag er der fest i Irak. Det er shiahmuslimerne, der fejrer deres største helligdag. Fest er måske så meget sagt, for dagen vil gå med at gå bodsvandring
og piske sig selv til blods i noget, der ligner et massehysteri. Samtidig vil
mange mennesker blive dræbt, for sunnimuslimerne hader shiamuslimerne
og synes derfor, det er helt fint at slå så mange af dem ihjel som muligt. Det
er ikke ligefrem noget nyt scenarium. Overalt i verden udkæmpes der kampe
mellem religiøse fraktioner og mellem forskellige folkeslag, der nu har valgt
at hade hinanden til døden.
Kimen til alt dette had og til den legitime og guddommeliggjorte vold udspringer af den tanke, at et menneskes liv beror på en sandhed, som kun jeg
75
og mine besidder. Mine trosfæller – mit folk – min race. Alle de andre er
vildfarne eller det, der er værre: bevidst ude på at tilintetgøre sandheden for
mig og mine. Når den holdning, som vi vel alle sammen ind imellem har
haft, får lov til at stå uimodsagt – når den får lov til at brede sig til det religiøse, så vi gladelig slår mennesker ihjel i Guds navn, så er Helvede løs, og det
er præcis, hvad det er i Irak i dag. Det er det også i Israel, hvor de to religioner kæmper om magten og er så fyldt af had til hinanden, så det forekommer
rimeligt at bygge en otte meter høj mur til at adskille mennesker med. Og
sådan var det også for 2000 år siden. Jøderne hadede samaritanerne og kanaanæerne og romerne, hvad der ikke var helt uden årsag, men det var dette
had, der var deres liv, som først og fremmest handlede om overlevelse. Og
måske er det sådan at når man sætter alt ind på at overleve som folk eller
som gruppe, så dør man som menneske. Men for jøderne handlede det om
overlevelse, og derfor blev de religiøse forskrifter holdt højt i ære, og de, der
ikke fulgte dem, blev anset for forrædere. Heltene til gengæld var de kompromisløse – fanatikerne – selvmorderne, der ofrede livet for Gud og for
landet.
Det er den betændte situation, vi skal have med, hvis vi skal forstå det provokerende budskab, evangelisterne forkynder omkring Jesus fra Nazareth.
Og provokerende var det, fordi han som program og som mål for alting satte
mennesket – og vel at mærke et hvilket som helst menneske. Han var så
inderligt ligeglad med, om man nu var det ene eller det andet: romer, samaritaner, jøde, farisæer, kanaanæer spedalsk eller bare dum, for det at være
menneske var i sig selv guddommeligt, og denne rene skære menneskelige
guddommelighed behøver ingen iklædning – ingen postulater – ingen fjendebilleder – den er der bare. Derfor er det mennesket, der for Jesus er helligt
– uanset hvem det så er. Og det kan vi sagtens sidde og blive enige om her i
vores fredelige lille kirke i vores fredelige lille land, men prøv at sige det,
når der er krig i landet – eller gå ned og forkynd i Irak, at der ingen forskel er
på, om du er shia eller sunni – eller i Israel: der er ingen forskel på, om du er
jøde eller palæstinenser. Mon ikke din mission vil blive rimelig kort.
Det spændende ved den specielle historie, vi hører i dag om den kanaanæiske kvinde, som der burde stå en statue af ved hver eneste kristne kirke – det
er jo, at Matthæus skildrer Jesus som om, han havde glemt hele sin mission.
Forinden har han netop talt om den virkelige renhed, som ikke kommer af at
holde bestemte bud eller at spise en bestemt slags mad. Det er ikke det, der
går ind i et menneske, der gør det urent, men det, der kommer ud af munden
– altså det, du siger om og til din næste. Og så hjælper det ikke, om du er
nok så religiøs eller troende eller from.
Og så kommer denne fremmede kvinde og beder om hjælp, og han svarer
ikke et ord. Og disciplene, som er tydeligt irriteret på hende, sådan som de
også var irriteret på børnene, som vi hørte, beder ham om at jage hende væk.
Hun går jo og råber ad os. Og så er der et eller andet galt, for i stedet for at
sige: Lad de fremmede kvinder komme til mig, så giver han disciplene ret,
og siger, at hans mission kun gælder Israel, så hun må sejle sin egen sø, eller
finde en helbreder blandt sine egne.
76
Men så er det, hun sætter ham på plads, denne kvinde, for sådan er livet ikke.
Der er jo ingen grænser mellem mennesker i virkeligheden – kun de kunstige, som vi selv har sat op. Fjendebillederne er kun billeder – virkeligheden
er en anden. Hundene og børnene, som du siger så smukt, har jo også et fællesskab. Og mesteren må bøje sig for den rene og skære grænseløse menneskelighed. Kvinde, din tro er større end min. Det sker dig, som du vil!
At Gud blev et menneske, er en så vildt provokerende påstand for enhver
religiøs tanke, at det næppe er til at bære. Og derfor har man da også skyndt
sig at få dette menneske tilbage i Himlen. Men at Gud skulle være et ufuldkomment menneske, sådan som fortællingen i dag antyder – det er bare for
meget. Og dog tror jeg det er det, der er pointen, for det må få alle os ufuldkomne mennesker, der taler før vi tænker og handler før vi rådspørger vores
hjerte, til at løfte vores hoveder og vejre morgenluft. Når han kunne fejle –
når han kunne glemme alle sine højeste idealer – så er der ligesom håb for
os, for så er det menneskelige fællesskab omkring ham, som vi kalder kirken
eller menigheden, ikke rettet mod noget særligt dyrt og flot og enestående
ophøjet, men blot mod det at være menneske på godt og ondt.
Derfor holder jeg så utroligt meget af denne fortælling, fordi den nedbryder
den ophøjede heltestatus, der skaber skel mellem Jesus og hans kirke – og
guddommelig og hellig – ja, det er så det menneske, der fejler og glemmer at
være god.
Dietrich Bonnhoeffer, den tyske teolog og præst, der blev henrettet af nazisterne i 1945, spurgte engang: Er kristendom kun for de religiøse? Han nåede ikke selv at svare ordentligt på spørgsmålet, så det står stadig og vibrerer:
Kan man forkynde kristendom uden at bruge religiøse vendinger – og ikke
mindst: kan man leve som kristen uden at være religiøs? Det er et stort
spørgsmål, som kræver mange overvejelser og mange samtaler, men jeg
synes, det åbner for noget stort i en verden, der er hærget af religionernes
tyranni og dette opblæste had mellem mennesker af forskellig tro. Og det
åbner for noget, tror jeg, for de mange mennesker, der i dag har vendt religionen ryggen, men som alligevel savner noget mere end blot dagen og vejen.
Tænk, hvis kirken ikke blot var for de religiøse, men for alle. Tænk, hvis
mennesker ikke skulle omvendes for at høre til i kirkens fællesskab.
Tænk, hvis der var et sted, hvor man bare kunne være sammen i al sin forskellighed – med alle sine fejl og mangler og forkerte holdninger og al sin
vantro. Måske var det i virkeligheden det, han forsøgte at etablere, denner
mærkelige Gud, der blev menneske og ind imellem tog fejl og glemte sin
mission, og som selvfølgelig blev slået ihjel af religionens og nationes hellige vogtere. Måske forsøgte han at få os til at komme til os selv som mennesker, der bare er mennesker.
77
Peters bekendelse
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine
disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede:
»Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias
eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem
siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon,
Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min
fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe
vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over
den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på
jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden,
skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at
sige til nogen, at han var Kristus.
Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå
op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.
Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og
sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men
Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du
vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad
mennesker vil.«
Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig,
skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den,
der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på
grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at
vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
_____________________________
Matthæusevangeliet er som bekendt skrevet godt 50 år efter Jesu død på et
tidspunkt, hvor den ældste menighed for længst var etableret som en fraktion
af den jødiske synagogemenighed. De, som fulgte vejen eller hvad de nu har
heddet, de liberale jøder, der anså denne Jesus fra Nazareth som Messias –
som den levende Guds søn.
Man griber ofte sig selv i at betragte evangelierne som øjenvidneberetninger
– referater af, hvad der virkelig skete, men jeg tror, vi går galt i byen, hvis vi
opfatter dem som sådan. Evangelierne er konstrueret, så de fortæller om
betydningen af denne Kristusbegivenhed set i bakspejlet så at sige. Det vil
sige, de fortæller os også, hvad der skete i de forløbne afgørende år efter
Jesu død, hvor betydningen af det, der skete langsomt gik op for de første
kristne. Derfor tror jeg ikke så meget på dagens tekst som et referat af et
møde oppe ved Cæsarea Filippi mellem Jesus og Peter, som jeg tror, det er
Matthæus’ forsøg på at skildre den udvikling, der førte til det, man kunne
kalde Peters omvendelse. Historien her er blot en af dem – der er flere andre
historier om Peter – vandringen på søen – fornægtelsen – Peters fiskedræt
osv., der alle sammen prøver at skildre den kamp, der førte til Peters omvendelse. Og Peters omvendelse var vigtig, for det var den, tror jeg, der skabte
den første kristne menighed.
78
Og lad mig allerede nu sige, at Peters omvendelse også er vigtig for os som
menighed i dag som udtryk for den smertefulde proces, der fører et menneske til en kristen tro, således at også vi kan bekende – ikke blot med munden
men også med hjertet, at denne Jesus også for os er Kristus, den levende
Guds søn. Det er dette intense: Hvem siger folk, at Jesus er? Kirkeministeren, biskoppen, præsten – de fleste? Men du, hvem siger du, at Jesus er? Så
gælder det pludselig dig!
Tilbage til Peter. Jeg tror, Peter har givet op efter Jesu korsfæstelse. Jeg tror,
han har forladt det hele og smækket med døren i sorg og vrede og erklæret
alt for tabt og Jesus som en meningsløs fiasko. Jeg tror, han er vendt tilbage
til Galilæa som en dybt frustreret og bitter mand. Det var alt sammen illusioner – ingen kan stille noget op mod den kolde og kyniske overmagt – det er
kejsere, der styrer verden med hård hånd – ikke menneskelighed. Livet er en
lang vandring i Helvede. Det er det smertefulde – denne vandring gennem
dødsskyggens dal, hvor intet længere giver mening.
Og så er der altså sket noget inde i hovedet på denne Peter, der på et tidspunkt har fået ham til at vende tilbage til Jesus med fuld styrke. Hvad ved
jeg ikke – men det har været stort. En åbenbaring af indlysende sandhed og
kærlighed, og pludselig er det hele faldet på plads. Jamen er det sådan, det
skal forstås?
Først og fremmest Jesu død. Helte skal ikke dø en forsmædelig død – slet
ikke en romersk korsfæstelse. Men pludselig forstår Peter denne forsmædelige død som det store tegn på kærlighed: Han døde jo for mig.
Og i samme øjeblik bliver de levende – både Jesus og Peter – fordi det pludselig giver mening, og hvordan kan man bedre beskrive det, end som en
opstandelse fra de døde. Som Paulus skriver det om den opstandne: Han blev
først set af Peter – sidst blev han også set af mig. Hvad Peter ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig: Gud bevare dig Herre, sådan må det
aldrig gå dig! – det så han nu pludselig som selve åbenbaringen af kærlighed
og liv, og det er denne omvendelsesproces, Matthæus skildrer her i sit evangelium – på toppen af Jesu karriere og geografisk i toppen af landet - og fra
da af går det nedad mod Jerusalem og korsdød.
Og vi får så det første indblik i den kristne etik, som Jesus selv repræsenterer
med sin lidelse og død: selvfornægtelse, efterfølgelse, kors og død, fordi
livet handler ikke om overlevelse men om at miste sig selv: den der mister
sit liv, skal finde det! Og det var præcis, hvad Peter havde gennemgået: at
miste alt, og dér nede på bunden af tilværelsen fandt han så det virkelige liv.
Det er den slags spekulationer, den ældste menighed har gjort sig, efter at
Peter er vendt tilbage og har sparket døren ind og forkyndt: Jeg har set Kristus, den levende Guds søn. Jeg har set og forstået det hele. Nu skal I høre…
Og så er det, de skriftlærde – herunder evangelisterne - søger tilbage i deres
hellige skrifter og finder alle de steder, der bekræfter denne antagelse af
korsdødens mening: Esajas 53 om Herrens lidende tjener – Salme 22: Min
Gud min Gud hvorfor har du forladt mig. Igen og igen søger man tilbage i
folkets hellige historie og får bekræftet, at denne Jesus var og er opfyldelsen
79
af alle de gamle profetier og længsler. Nu ser de det hele klart og tydeligt.
Den levende Guds udtrykte billede.
Evangelisterne bruger meget tid på at skildre dette hellige øjeblik, hvor det
døde bliver levende – de nedbøjede, ramte, syge og sørgende retter sig op og
bliver raske og frie – hvor de fortvivlede pludselig får nyt mod. Om det foregår konkret som mirakuløs helbredelse eller dødeopvækkelse eller det foregår som en psykisk proces er for så vidt lige meget.
Men det foregår! Og det er det afgørende. Døde opstår! Lamme går! Døve
og blinde får deres sanser tilbage. Stumme forkynder evangelium! Det sker,
sådan som han – Jesus – forkyndte det. Det var jo det, de oplevede ved at
være sammen med denne menneskesøn – dette menneske.
Og mon ikke de fleste af os i virkeligheden godt kender det fra vores eget
liv: at sorg vendtes til glæde – at natten blev til morgen – at det, vi ikke troede muligt, skete. Mon ikke de fleste af os alligevel er blevet forbavset over
livets mangfoldighed og tilsyneladende uendelige dybder? Det handler ikke
bare om mirakler for 2000 år siden – det handler om at være menneske – om
at være levende tilstede i dag. Det handler om at tro på livet.
Jeg læste forleden en af Thorkild Grosbølls prædikener, som jeg blev meget
betaget af – hvor han bl.a. fortæller om tro. Og hvorfor skal vi krampagtigt
tro på overnaturlige mirakler, når det naturlige i sig selv er det allerstørste af
alle mirakler? At vi er til! dannet af et møde mellem en sædcelle og en ægcelle og fra næsten ingenting – mindre end et sennepskorn – er blevet til os
med mund og mæle og tanke og bevidsthed – lige præcis os - jamen du godeste! Og se dog på den natur, der omgiver os i denne tid og prøv så ikke at
blive dybt betaget og forundret. Og hvorfor så flygte fra al denne fantastiske
mirakuløse herlighed ind i det overnaturliges tågeverden?
Til denne natur hører altså vi selv – mennesker, der kan vælge menneskelighed – kærlighed – men også umenneskelighed – had. Mennesker der kan
lade sig tyrannisere af andre eller af sig selv eller af skæbnen – men også
mennesker, der kan være frie, og som kan udfolde sig, fordi de som en anden
Peter pludselig opdager en ny hemmelighed – et nyt mysterium bag en hidtil
lukket dør: at der er en kærlighed bag alt, hvad der sker – en umistelig kærlighed, der strømmer fra livets inderste kerne ud i alt levende – fra bøgehækkens blade, der folder sig ud til den spurv, der ikke falder til jorden uden
mening – uden Gud. Tro er tro på livet – tro på os selv som en del af livets
store, uendelige mirakel. Kristen etik er at turde leve – ikke for at overleve –
ikke for at klare sig – men for at give sig selv til livets mirakel – for at deltage i menneskelivet med alt, hvad vi har i os – uden grænser – uden skel –
uden dom – uden frygt... Jeg tror, det var det, Peter pludselig forstod. Det var
det, der pludselig slog ned i ham, og som han så tilbage på Jesu liv, så var
det jo det, det handlede om hele tiden – det, som de ikke forstod, fordi de var
blændet af magtbegær, så de ikke kunne se livet – lammet af frygt, så de ikke
kunne bevæges af livets ord – døde i deres fordomme, så de ikke kunne leve
sig ind i hans liv – og slet ikke forstå hans død.
Måske var Peter den første, der pludselig forstod – måske var det Paulus
eller Thomas eller Judas. Det er ikke så vigtigt. Langt vigtigere er det, hvad I
80
mener selv. Men I, hvem siger I, han er, denne menneskesøn. Hvordan ser I
på ham? På jeres liv? På jeres medmenneske? På jer selv? I dag? Hvordan
lyder din bekendelse? Det er det afgørende!
Forklarelsen på bjerget
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes
med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og
han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias
kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde
til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg
tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han
endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød
en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet
velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte
ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke
nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
_____________________________
Det kræver en hel del baggrundsviden, hvis man skal begribe bare lidt af den
mærkelige fortælling, vi lige har hørt om forklarelsen på bjerget. Med baggrundsviden mener jeg Det gamle Testamente, der fortæller os, hvem Moses
og Elias var – den store befrier, der førte folket ud af slavetilværelsen og ind
i det forjættede land – og den store profet, der talte uretten midt imod – vel
nok de største religiøse skikkelser i jødernes fortid – mennesker, som havde
talt med Gud selv og som var udvalgt af ham til redskaber for Guds vilje
med sit folk. Og nu fortæller Matthæus os så, at Jesus fra Nazareth, Marias
og Josefs søn var af samme karat – ja, endda større end de største: Guds egen
søn. Stråleglansen har de til fælles. Vi hørte om Moses, hvordan hans ansigt
strålede efter mødet med Gud – også har de tre også noget andet til fælles –
nemlig opstandelsen. Det fortælles om Elias, at han ikke døde, men fór til
himmels på en ildvogn trukket af ildheste – og om Moses fortælles det, at
ingen har nogen sinde fundet hans grav – underforstået måske: han er gået
direkte hjem til Gud. Om Jesus fortælles det som bekendt, at han døde smerteligt, men opstod fra de døde og opfór til himmels.
Det har naturligvis ikke været rart for ortodokse jøder på Matthæus’ tid at
høre den slags om et ganske almindeligt menneske, der på denne måde rystede den gamle jødedom i sin grundvold. Bedre blev det ikke af, at jødedommen var frygtelig trængt netop da. Templet var ødelagt af romerne –
81
Jerusalem, den hellige by, smadret til ruiner – præsteskabet – det religiøse og
politiske lederskab - var væk og mange var fordrevet fra deres hjem. Det
jødiske folk stod overfor den endelige udslettelse. Kun én ting havde de endnu - deres hellige skrift – som de til gengæld værnede om med næb og klør,
for det var deres sidste livsmulighed som folk – det sidste, der endnu kunne
samle dem – og derfor var det selvfølgelig dybt smerteligt, at der nu kom
nogen af deres egne og satte spørgsmålstegn ved skriftens gyldighed – og
satte denne tømrersøn ind i folkets hellige historie som den største af de største. Det var ikke til at bære, og til krigen mod romerne kom kampen mod
disse kristne kættere, som de åbenbart havde næret ved deres bryst ved at
lukke dem ind i synagogerne og give dem lov til at tale.
De kristne på den anden side var heller ikke for venligt stemte mod de ortodokse jøder. De forkyndte gladelig templets fald som Guds straf over folket,
fordi de ikke ville lytte til den nye Messias. Det fremgår med al tydelighed af
Matthæusevangeliet, hvor Jesus græder over Jerusalem, fordi de ikke ville
tage imod ham som deres frelser.
Det er også her i forbindelse med templet, vi skal forstå episoden med den
lysende sky, der overskyggede dem. Enhver jøde kendte beretningen om den
lysende sky som billede på Gud selv. Det var den, der førte folket i frihed og
gik foran under ørkenvandringen, og det var den, der hvilede over tabernaklet – teltet med pagtens ark med lovens tavler – den var selve symbolet på
Guds nærvær ved helligstedet – ved templet. Og nu fortæller Matthæus så
sin samtid, at den lysende sky – det helligste af det hellige - har forladt templet til fordel for denne Jesus, som Gud selv erklærer som sin søn. Han er det
nye tempel – han er Guds bolig blandt mennesker. Der er endda noget, der
tyder på, at denne tekst fra evangelierne blev læst op omkring den jødiske
Hanukkahfest i december, som er festen til minde om templets genindvielse
et poar hundrede år før Kristus, så mens de ortodokse og rettroende jøder
fejrede tempelvielsesfest – ja så fortalte de kristne jøder hinanden om det
nye tempel – Jesus Kristus. Det har været spændende tider!
Nu kan det jo være meget godt med sådan lidt jødisk tidshistorie – lidt baggrundsviden - men hvad kommer det egentlig os ved her i Føns kirke i dag?
Hvad skal vi med det i vores eget liv? Ja, når vi læser de gamle fortællinger
søndag efter søndag, er det selvfølgelig fordi vi mener, at de også har bud til
os i dag, og for mig er det også sådan. Den omvæltning af hele den sædvanlige gudsdyrkelse med alle religionens symboler i form af helligsteder – tag
bare kirkerne med – altre – ofre - religiøse leveregler – spiseforskrifter –
moralske forskrifter – ja, forskrifter i det hele taget – altså hele den tankegang, der handler om efterlevelse – den mener jeg er universel og altså gælder til alle tider. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om vi drages mod det
religiøse liv – måske af frygt eller livsangst i et forsøg på at finde visse holdepunkter i dette menneskeliv, hvor alt kan ske. Og det skorter ikke på religiøse tilbud af enhver art – tilbud, der vil tage sig af os og give vores liv
mening og indhold.
82
Der læser jeg fortællingen om det nye tempel – altså Kristus selv som en
fortælling, der gør op med hele det religiøse liv til fordel for menneskelivet
selv. Tænk også på samtalen med den samaritanske kvinde ved brønden i
Johannesevangeliet, hvor Jesus siger, at den sande gudsdyrkelse skel hverken foregå i templet eller på hellige bjerge men i ånd og sandhed.
Lad mig citere den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som talte varmt for en
kristendom udenom alt det religiøse – den religiøse fernis, som han kaldte
det: ”... At være kristen betyder ikke at være religiøs på en særlig måde eller
dyrke nogen særlig form for askese (som synder, bodfærdig eller helgen),
men det betyder at være menneske. Det er ikke nogen særlig religiøs handling, som gør en kristen til det, han er, men deltagelse i Guds lidelse i denne
verdens liv...” Sådan skrev han fra sit fængsel kort før nazisterne henrettede
ham. At være kristen er først og fremmest at være et menneske. Lidt firkantet kan man måske sige det samme om Gud selv, der jo ifølge evangelierne
netop blev et menneske – så provokerende det end lyder.
Det kan være helt fint at være religiøs, og vi har alle sammen en rem af huden. Men på en måde er der med evangeliet blevet slået et stort hul i den
religiøse glasur, som skal give vores skrøbelige menneskeliv mening. Evangeliet fortæller mig provokerende nok, at menneskelivet i sig selv – i al sin
nøgne sandhed – med alle de ulykker og katastrofer, der kan ramme os - er
guddommeligt nok og er værd at leve og opleve hver eneste dag, vi er her
sammen. Og pointen er så, at der ikke behøves nogen højere magt til at give
livet mening, men menneskelivets styrke kommer af, at Gud i al sin afmagt
går med i lidelsen i sorgen og i glæden - af kærlighed til livet. Livets mening
er ikke retfærdighed, men kærlighed – den kærlighed som aldrig ophører, og
som slet ikke er afhængig af religiøse udtryk og handlinger.
Mennesket er ikke til for sabbattens skyld – for templets skyld – for religionens eller for kirkens skyld. Det er omvendt! Og dermed løfter evangeliet
menneskelivet op i direkte berøring med det guddommelige, som ikke skal
søges bag templets forhæng, men i vores liv med hinanden som mennesker.
Det var vel ikke for sjov, at templets forhæng flængedes fra øverst til nederst, da kærligheden vandt på Golgata. Den kærlighed, der forblev tro mod
dette menneskeliv under alle forhold og ikke flygtede ind i drømmen om det
sande liv langt fra denne hårde verden. Den verden, som Jesus vendte tilbage
til efter sin forklarelse på bjerget, og nej, Peter, dér skulle de ikke blive –
deroppe i saligheden, for livet selv ventede dem dernede ved jorden, hgvor
de hørte til, for der var kærligheden.
Så jo, for mig bliver denne tekst en kæmpe opmuntring til at tage mig af mit
liv her og nu i denne mangfoldige verden, hvor vi har fået lov til at leve
sammen med hinanden en tid på godt og ondt. Fortællingen gør dette menneskeliv betydningsfuldt og dyrebart for mig, og det tror jeg også var Guds
mening, at jeg skulle forstå.
83
Den største i Himmeriget
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den
største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede
det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke
vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største
i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn,
tager imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var
bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive
sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må
der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.
Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast
den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind
til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den
evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast
det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end
med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke
ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene
ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er
kommet for at frelse det fortabte.
Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer
vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud
og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
___________________________
I skal holde op med jeres magtbegær!
Det er som om, mennesket er fanget i det mareridt, som kaldes drømmen om
storhed, og Jesus er måske kommet for at vække os til livet, fordi mareridtet
uvægerligt fører til død og elendighed – til helvedes ild, som han siger så
malende. Og på typisk menneskevis reagerer vi så på dette voldsomme opråb
ved at gøre det til en leveregel: Nu skal vi huske at blive som børn, for ellers
kommer vi ikke i Himlen. Men selvfølgelig kan man ikke ville være som
børn, når man nu engang er voksen. Og det er jo et kendetegn ved Jesu forkyndelse – det er dens urimelighed. Vi kan jo ikke det dér – og hvis vi alligevel gør det – bliver som børn f.eks., ja så bliver vi bare barnagtige børnedyrkere eller dyrkere af barndommens påståede lyksaligheder, hvor der var
sommer og sne og lykkelige dage i et væk. Sådan husker vi den barske barske opvækst, hvor det virkelig gjaldt om at blive stor – større end de andre,
hvis man da ikke på et tidligt tidspunkt var blevet knækket af velmenende
forældre eller magtfulde søskende og kammerater. Læs Erik Sigsgaards bog
om skældud, der knækker børn – joh, det var vel nok en dejlig barndom
Vi kan jo heller ikke hugge vores hænder og fødder af eller rive vore øjne
ud, sådan noget sludder, og hvordan får man overhovedet en møllesten om
halsen? Der er ikke fornuft skabt i det han siger. Nej, ikke hvis det skal tages
som en virkelig anvisning, men det skal det jo heller ikke, for der er ingen
84
anvisning til livet. Jo, det er der nok – dem er der endda masser af. Verden
vrimler med religioner og programmer for din sjæls frelse og bedetider og
visdom af enhver art – men hér i kirken er der ingen anvisninger – af den
gode grund, at sådan nogen jo netop ville sætte skel mellem de store og de
små: de som kunne leve op til anvisningerne, og de, som ikke kunne. Og så
er vi jo lige vidt, for så er den største jo netop den, der gør, hvad der bliver
sagt, og den mindste er den ulydige, som skal have skældud. Og så er vi jo
tilbage i vores mareridt, hvor det er forbudt at opleve, fordi vi hele tiden skal
leve op til kravene. Men sådan skal det jo ikke være blandt os!
Derfor skal vi heller ikke begynde på at ydmyge os, sådan som det vist ellers
var en god kristen dyd, så enhver kunne se, hvor små vi var – eller tjene hinanden eller de fattige for den sags skyld, så enhver kan se, hvor gode vi er.
Nej, vi er samlet her i kirken i et anvisningsfrit område, og kan I mærke,
hvor svært det er at acceptere? Så skolede er vi, at vi med sjæl og sind i marv
og ben forventer en anvisning og måske endda skældud, og hele sceneriet
lægger da også op til det: Vi er kommet herind i dit Hus, Gud for at høre,
hvordan du vil, at vi skal leve…
Men prøv alligevel at ryste det af jer for en gangs skyld. Prøv at være til
stede uden forbehold – uden krav – uden dom og uden længsel, for det er
måske det, som er den sande barnlighed. At være så optaget af livet eller af
hinanden eller af denne gudstjeneste, som altså ikke er belæring men ren og
skær oplevelse - at alle spekulationerne og bekymringerne og angsten og
fortrydelsen og alt, hvad der ellers plager os, slet ikke kan komme til – slet
ikke kan få fodfæste i vores sind – her i oplevelsens hellige øjeblik. Alt det
vi skulle…
Måske er det det. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke sikkert, hvad Jesus vil, men
jeg tror ikke, han kom for at gøre os endnu mere fortvivlede, end vi var i
forvejen. Jeg tror, han kom for at forløse os fra vores bekymringer og spekulationer over livet og over os selv og vores måde at leve på – ikke ved at give
os anvisninger eller nye leveregler – dem er der nok af – men ved at gøre det
umulige for os en gang for alle. Er det ikke det, evangeliet handler om? At
det var bedre for ham at gå korsfæstet ind i døden end at holde sig i live som
en populær vismand og sød og god børneven. Somme tider tror jeg, at alt,
hvad Jesus siger og forlanger, peger hen på ham selv, og at det er her forløsningen ligger gemt for mig. Altså hverken i storheden eller den påtagede
lidenhed – men alene i Kristus selv, som gjorde alt det, vi selv ikke magter –
ja, selv tror for os med den tro, som barnet har, som Thodberg så rigtigt sagde det ved prins Felix’ dåb – men som vi nok mister med årene – den sande
tro, som netop ikke er noget at rose sig af eller som vi kan bruge til at identificere os med nationalt eller religiøst eller overfor de vantro – men den tro,
som vi ikke aner, vi har før bagefter.
Alt sammen påtager Kristus sig for os – af lutter kærlighed – den kærlighed,
der gør os gode nok, sådan som vi er med alle vores særheder. Og med den
sender han os så hjem – ikke som nye mennesker, der ved, hvad vi nu skal
gøre, som det hedder så opbyggeligt, men som de gode gamle magtmennesker vi nu engang er, der ikke kan slippe vores stræben efter storhed eller
85
hvad der nu er værd at stræbe efter – barnlig ydmyghed eller godmodigt
tjenersind – og som ikke vil lade nogen uret begået mod os og vores stræben
gå upåtalt eller ubekymret hen, hvad enten det nu er vores knækkede barndom eller den almindelige forbigåelse eller ubemærkethed, vi kredser om –
eller vores misbrugte dage eller den hårde skæbne og det uretfærdige liv.
Vi sendes hjem, som vi er til vores ganske almindelige liv, hvor vi sidder på
den flade strand og kives med en jævn forstand, som Poul la Cour så malende har beskrevet os - indtil det igen bliver højtid, og Gud selv igen bøjer sig
ned og velsigner os med al sin kærligheds rigdom – han som ikke kom for at
lade sig tjene af os med vores påtagede godhed og barnlige tjenerrolle men
for at give det hele væk til mennesker, som ikke kan lade være med at misbruge denne kærlighedens uforbeholdne gave til at skaffe sig mere magt over
sjælene med. Sådan en Gud må være den mest letsindige og ubetænksomme
af alle guder.
Ja, jeg tror, han kom for at lette vores tunge sind – kom for at påtage sig
vores byrde – vores sorg, vores skyld, vores savn, vores længsel, vores tro,
så vi engang imellem kan rette os op som frie mennesker og se alt det, der er
at se for den, der ikke stirrer ind i sin egen navle eller ned i jorden, fordi
alverdens byrder tynger os, og fordi vi fik skældud som børn. Se op – se ud –
se livet – se Guds milde ansigt i det alt sammen.
Den gældbundne tjener
Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal
jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv
gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange,
men op til syvoghalvfjerds gange.
Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med
sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der
skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde
noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og
børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men
tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med
mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men
da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte
ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og
bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville
han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik
betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var
sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig
om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener,
ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og
overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte.
Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer,
der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
86
”Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på
indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er væsentligt…”
Ja, sådan skriver Paulus til menigheden i Filippi – ”så I kan skønne, hvad
der er væsentligt.” Og så skulle man jo tro, at dette væsentlige var noget
ganske særligt – specielt for kristne mennesker i modsætning til alle andre
uindviede – sådan et særligt kendemærke, hvorved alle vi døbte adskilte os
fra resten af verden i kraft af vores særlige indsigt eller viden eller særlige
tro. Men sådan er det ikke at være kristen. For mig at se er det kristne budskab det ene budskab af alverdens mangfoldige budskaber, der netop ikke er
noget særligt. Tværtimod tror jeg først og fremmest det kristne budskab er en
afmontering af alverdens budskaber. Så når jeg tænker på dåben, så kan jeg
egentlig godt forestille mig den som en afvaskning – ikke som de gamle
sagde af arvesynden – men som en afvaskning af alle de forskellige budskaber, vi nu er flasket op med eller er blevet udsat for igennem vores liv – for
der er ingen af dem, der holder i virkeligheden. Du kan ikke leve på et budskab – ikke uden at dit liv bliver dæmonisk. Hvis et hvilket som helst budskab går hen og bliver den eneste sandhed – det, du lever på - så går der
svamp i livet. Hvis en hvilken som helst livsholdning eller tro bliver den
eneste sande – så er helvede løs.
Jeg tror, vi alle sammen har oplevet fanatismen i fuld udfoldelse blot ved at
lukke op for tv. Den religiøse og politiske fanatisme, som kan få mennesker
til hvad som helst af satanisk djævelskab – oven i købet med den bedste
samvittighed – oven i købet udråbt som helte. Alt det vi klynger os til – alt
det vi identificerer os med og måske endda roser os af – alt det vi er - det
vasker vi væk i dåben, så vi står rene for Gud, som de gamle sagde – og det
vil sige: så vi står med vores rene og skære menneskelighed overfor vores
medmenneske. Uden noget som helst andet end den! For det er den, der er
det væsentlige, som Paulus taler om – den rene og skære menneskelighed,
som udspringer af kærlighed! Det er den, livet handler om – det er dér Gud
er!
Vi har nu igen hørt en fortælling – en skræmmende fortælling om umenneskelighed. En fortælling, der må få enhver til at ryste på hovedet: Sådan gør
ingen! Den ligner mange andre fortællinger i Det nye Testamente – om det at
bryde alle love og forskrifter for menneskelighedens skyld. Er det tilladt at
helbrede på en sabbat. Ikke for farisæerne og de skriftkloge og lovkyndige,
som levede deres liv på lovens bogstav med ildhu og flid – men for mennesket Jesus var det en selvfølgelighed, så han helbredte uanset hvad! Eller
fortællingen om den barmhjertige samaritaner, hvor også netop umenneskeligheden udstilles i skærende kontrast til barmhjertigheden og menneskeligheden – den soleklare menneskelighed.
Der var vægtige grunde til at skynde sig forbi den døende mand i grøften,
men set ud fra menneskelighedens synsvinkel var det umenneskeligt. Og
vort menneskehjerte er ikke i tvivl, men alle disse fortællinger er evigt aktuelle med deres spørgsmål: Hvorfor lytter du så ikke til dit menneskehjerte?
87
Tjeneren i lignelsen er lige blevet eftergivet en enorm og ubetalelig gæld – vi
taler om hundreder af millioner – og så overfalder han og får dømt en medtjener for en i sammenligning klatgælds skyld. Set ud fra en juridisk domstols synsvinkel, havde han naturligvis retten på sin side: Gæld skal betales
tilbage – (også selv om det er afdragsfrie lån!) det ved enhver. Andet ville jo
være ragnarok. Om så ulandene går til elle forbliver ulande i al evighed – så
har de at betale deres enorme gæld til den rige verden tilbage. ret skal være
ret – hvor var vi ellers henne? Men set ud fra menneskelighedens synsvinkel
var det umenneskeligt - og det var på grund af sin umenneskelighed denne
gældbundne tjener blev kastet i kongens fængsel indtil han havde betalt alt
til den sidste hvid.
Det er alle disse grunde: den skrevne lov, den gældende norm, de religiøse
regler og traditioner, bekymringerne for konsekvenserne, retten – ja selv
beskyttelsen af nationen eller familien eller dig selv – det er alt det – alle
vores undskyldninger for ikke at være menneskelige – det er dem, der vaskes
af i dåben, så vi får lov til og mulighed for at være rent og skært menneskelige – og til det rene og skære menneskelige hører det at give – at tilgive – at
eftergive – at glemme i gårs fortræd – at se stort på andres fejl og på de uretfærdigheder andre begår mod os. Det er en umistelig del af det at være et
menneske, og lytter vi efter græder vort hjerte, når vi ikke gør det. Men vi
har det med at overdøve vores eget hjertes klage med undskyldninger og
væsentlige gode grunde for at være umenneskelige. Det står ikke i nogen lov
– er ikke skrevet ned på hellige stentavler – men det står skrevet i dit hjerte,
for et menneske, det er du, og derinde i dit hjerte bærer du Gud – den Gud
som gennem Jesus Kristus har fortalt os, hvad der er det væsentlige her i
livet: at leve og elske og være med det ene formål at leve og elske og være.
I sin fantastiske bjergprædiken gør Matthæus op med lovoverholdelse som
brugbar norm for menneskelivet. Loven skal være der men som en hjælp til
at leve vores menneskeliv – hvis vi gør loven guddommelig dør vi af den, for
vi kan ikke leve på en lov – det eneste vi har at leve på – det eneste virkeligt
guddommelige – det er sjovt nok vores rene og skære menneskelighed – og
det var den og intet andet – denne Jesus fra Nazareth satte livet ind på at give
os tilbage. De gamle har sagt og skrevet sådan og sådan – men jeg siger jer –
hvis ikke jeres menneskelighed overgår al retfærdighed, kommer I slet ikke
ind i Himmeriget. Det er ikke den rette tro eller den rette fromhed eller den
gode sags tjeneste, det kommer an på her i livet – det kan alt sammen være
udmærket, men kun hvis det bøjer sig i al ydmyghed for den rene og skære
menneskelighed, der nu og da kræver af dig, at du opgiver alt, hvad du tror
på – alt, hvad du skal nå i dit liv – alt det stor og gode, du har for, fordi der
kom altså et menneske i vejen, der krævede al din menneskelighed.
Vi kan ikke lære det – ikke uden at det bliver en ny lov – eller en ny lære.
Det er ikke noget, vi kan gøre på befaling – og slet ikke under trusler om
straf, og vi kan ikke opdrage vores børn til det - men måske kan vi ved at
døbe dem og ved at tænke på vores egen dåb og på den Herre, vi tilhører –
den Kristus, som var det virkelige og sande uregerlige menneske – dette
88
bankende og blødende menneskehjerte - måske kan vi ved at mindes ham
engang imellem selv få lov til at være rene og skære mennesker for hinanden
– få lov til at lytte til vores eget menneskehjerte og handle efter menneskelivets egen hjertelige lov. Som Johannes Johansen siger det i sin nadverkollekt: ligesom du har givet os dig selv – så giv os til hinanden på ny, så vi må
blive dagligt brød for vores medmenneske – og for hele denne hærgede verden, der sukker under umenneskelighedens højtbesungne retfærdighed.
Han kom ikke for at lære os noget nyt, denne Jesus, som de korsfæstede –
jeg tror han kom for at lære os at være os selv med glæde og frimodighed. At
være det menneske, vi blev skabt til at være: det levende, glemsomme, elskende og ubekymrede menneske, som ikke har andet formål i livet end at
leve, at være og at elske.
Den rige unge mand
Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt
skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »
›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke
stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du
skal elske din næste som dig selv.‹ « Den unge mand sagde: »Det
har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til
ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer,
og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom
så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er
vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer,
det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for
en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de
meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så
på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud
er alting muligt.«
___________________________
I 1519 begyndte munkene i Augustinerklostret i Antwerpen at prædike luthersk med så stort resultat at Kejseren to år senere måtte udstede et edikt,
som strengt forbød dette åbenlyse kætteri. Da munkene fortsatte med deres
protestantiske prædiken blev klosteret jævnet med jorden i 1523 – munkene
blev fængslet og truet med bålet. Det fik de fleste til at bøje sig for kirkens
tugt, men to munke, Heinrich Vos og Johan von den Eschen ville ikke bøje
sig, og blev brændt som kættere på torvet i Bruxelles den 1. juli 1523. Det er
på baggrund af denne dystre men på sin vis også glædelige begivenhed, Luther skrev den salme, vi lige har sunget: Nu fryde sig hver kristen mand, og
springe højt af glæde… Selvfølgelig ikke, fordi to munke var blevet brændt,
89
men fordi sandheden, som Luther, troede på, havde bevist sin styrke. Mennesker var faktisk gået i døden for denne tro. Denne dyrebare frihed fra godhedens tyranni, som kirken docerede med stort udbytte – bogstaveligt talt. Vi
fatter vel dårligt i dette velfærdssamfund, de kræfter, som gik over Europa
dengang for snart 500 år siden. Men jeg tror, vi har godt af engang imellem
at blive mindet om baggrunden for den frihed, vi stadig nyder godt af her hos
os. Hvad den har kostet af lidenskab, kærlighed og opofrelse. I dag hvor
grænserne mellem den ene eller den anden tro synes at fortone sig i sådan et
stort behageligt fællesskab af åndelighed og religiøsitet, og hvor det at sige
nej til noget i sig selv bliver opfattet som en utidig provokation.
I dag hører vi om et søgende, religiøst menneske, som gerne vil have sine
affærer med Gud og med livet i orden: Hvad godt skal jeg gøre, for at få
evigt liv? I første omgang bliver han skåret ned med denne meget jeg havde
nær sagt lutherske bemærkning: Det gode, det er slet ikke din sag. Kun Gud
er god. Denne ene sætning er i sig selv stof nok til mange prædikener om
vores godhed, som vi bygger vores liv på, og som jeg synes, kirken ikke
mindst har taget patent på med alle dens godgørende formål. Der har lige
været en debat i avisen, hvor min gode kollega i Frørup har taget til genmæle
mod kirkens tiltagende godgørenhed. Det er ikke kirkens opgave at være
god! Så lidt som det er kristne menneskers opgave. Kun én er den gode – og
det er også nok! For han har løskøbt mig fra alt mit godgørenhedshykleri
samt min dårlige samvittighed over ikke at være god nok. Se, det er frihed
fra djævelens fængsel. Det er denne ’uskatterlige ære’, som Brorson synger
om, at vi må være til, så at sige – sådan som vi er – og det med glæde.
Det er det, som er temaet i dag, hvor Paulus forkynder: nej, gode gerninger
hjælper mig ikke en pind – kun troen på Guds nåde og hans kærlighed i Kristus kan gøre mig til et frit menneske – et sandt menneske. Det er godheden
som det krav, vi er opfostret til, og som hele vores kultur emmer af – det er
godhedens krav på os, der gøres op med i dag. Pænheden – uangribeligheden
– den uplettede vandel – det anerkendte og velanskrevne liv med alle dets
normer og forventninger – det er hele opdragelsesmønstret i den europæiske
kultur, der pilles ved: Lille ven – du kan ikke være god! Og så kan Grundtvig synge om Guds ånd: … med en god samvittighed til de små du daler ned.
Den dårlige samvittighed, som plager så mange. Lad den fare i Guds navn –
den er ikke noget værd. Her skal du se – nu får du kvit og frit en helt ny god
samvittighed over at du er Guds elskede og hellige barn – nu og i al evighed.
Nu siger han: Kom hid til mig – tag evigt liv til gave… Sådan er det med
evangeliet, og derfor synger vi disse store – og nogen vil måske sige lange –
jubelsalmer i dag. Lovsange til den eneste gode: Gud selv.
Hvorfor spørger du mig om det gode…? Sikke et svar! Nå, men du kan jo
prøve at opføre dig ordentligt. Hold budene! Det var her den kristne frihed
ofte nok blev misforstået som individuel løssluppenhed: Alt er tilladt i Jesu
navn. Men se, det er ikke frihed. Det er et nyt slaveri i drifternes vold for den
personlige tilfredsstillelses skyld. Som et frit menneske kan du netop holde
budene, fordi det er det mest hensigtsmæssige for fællesskabets skyld – fordi
90
vi kun er mennesker og slet ikke så gode, som vi tror. Så hold budene – det
kan enhver sige sig selv, hvis samfundet skal bestå. Der er ikke noget guddommeligt i disse bud. Det er og bliver praktiske ordninger for et godt menneske- og samfundsliv. Hold dem – eller find på nogle bedre. Frihed er ikke
tøjlesløshed. Og det vidste den unge mand godt, og havde vel netop sat en
ære i at leve et udadleligt liv udadtil – og hvad mangler jeg så? Du mangler
kærligheden – den kærlighed, der gør dig fuldkommen i hengivenhed til den
ene sande, gode Gud. Gør op med dit liv og bliv min discipel. Smid alt, hvad
der binder dig, ud – du kunne jo eventuelt gøre godt med al din rigdom – så
du helt helliger dig… mig!
Jeg ved ikke, om Jesus har sagt det her. Jo, til dels, men det er ligesom blevet sært forvrænget af det, jeg ville kalde et ukristeligt opgør med rigdommens forbandelse. Det kunne lyde som den betrængte menigheds opfordring
til at give afkald på jordisk gods og hellige sig menighedslivet – der er noget
munkeideal over det, synes jeg - og jeg synes egentlig ikke, det er så fantastisk vigtigt. Heller ikke den følgende berømte samtale om kamelen og nåleøjet virker alt for gennemtænkt. Skidt med den!
Nej det vigtige – det som bærer Kristus i sig, som Luther ville have sagt –
det er ikke dette tilsyneladende opgør med rigdommens forbandelse – nej det
er opgøret med godheden. Det er friheden fra at skulle være god – både som
kirke og som menneske – så kærligheden kan komme til! Det er forløsningen
i Kristus. Det er dette enorme opgør med hele den åndelige magt, der styrer
verden og os i den, og som Luther bramfrit kalder djævelens fængsel – hvad
det også er, det ved enhver, der har smagt friheden i Kristus. Tænk, at jeg er
frelst og fri – også selv om mit hjerte hænger ved denne verden og ved mit
eget liv, min anseelse som et godt menneske – mit gode renommé og velærværdighed – kort sagt min rigdom som menneske.
Jeg har tit nok sagt, at virkelig frihed kun udspringer af kærlighed, og det er
sandt – men man kunne vel også påstå, at der skal frihed til, for at den ægte
kærlighed kan komme til. Kærlighed kan ikke befales eller villes – men den
kan komme, hvor der er rum for den. Den kærlighed, der ikke ser på kvaliteter men blot er til som dette livs største gåde og vel livets egentlige grundvold – på trods af alt hvad verden siger. Derfor skal du elske, hvis du vil
leve, så gør dig rede, så kærligheden kan komme til – rens din egen godhed
ud, og læg dit syndige liv i Guds hænder.
Hvorfor spørger du mig om det gode? spørger Jesus den rige yngling og os i
dag – og deri ligger hele tyngden i luthersk evangelisk forkyndelse som et
upopulært – og dog befriende opgør – både med pavekirken dengang for 500
år siden og med nutidens hellige køer, som bl.a. hedder menneskerettighederne og det ufattelige hykleri, de medfører af bedrevidende og bedreværende mennesker og magter. Sig det til nutidens statsledere og alle disse forkæmpere for retfærdighed og fred, som i deres udtalelser synes lidet ringere
end Gud selv: Hvorfor taler I så meget om det gode – kun én er den gode.
Alle andre har jo syndet og mangler herligheden fra Gud!
Og Paulus fortsætter: Hvad bliver der så af vores stolthed. Den er udelukket
ved troens lov, for vi mener, et menneske gøres retfærdigt og frit ved tro
91
uden gode gerninger. Vores stolthed kan dårligt bygge på vores eget syndige
og selvforherligende liv efter evangeliet i dag. Og dog er vi stolte – jeg havde nær sagt som paver – stolte over friheden i Kristus. Dog er vi glade over
friheden i Kristus. Vi lever på et nyt grundlag – ikke på vores eget livs
grundlag – men på troens grundlag – troen på at evangeliet også gælder mig
arme hykler.
Måtte denne dyrebare og dyrt købte lutherske frimodighed og glæde forplante sig til os alle, så kærligheden kan komme til. Det vil vi nu holde måltid på.
Arbejderne i vingården
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik
ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med
dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.
Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på
torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal
jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og
den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte
time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han
spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen
i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de,
der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar.
Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik
hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du
har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.
Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev
du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg
vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til
at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt,
fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første
de sidste.«
____________________________
Kristen er den, der er kaldet så dybt ind i livet, i kærligheden og i væren, at han eller hun kan sige som Kristus sagde: JEG ER! Og hvad
vil det så sige dette mærkelige: at være, som i Johannesevangeliet og i
øvrigt også i Det gamle Testamente betegner selve Guds navn – altså
det største – det er at være. Det handler altså for kristne mennesker ikke
om at være noget. Kristen f.eks. Rig, kendt, afholdt, god, dansk. At være
noget – det kan enhver på godt eller ondt – men at være…
For mig er det at være som at stå foran en åben dør og glæde sig til at træde
ind i det næste nye rum, men det at være noget er som at lukke døren. Det er
som om dette noget, som du er, begrænser dig – lukker dig inde i en eller
92
anden form. Vi kender det fra vores daglige omgang med hinanden, hvor vi
lynhurtigt – vi taler om sekunder her – giver hinanden en form og gør hinanden til noget. Hun er sådan og sådan. Og ve den arme stakkel, der prøver at
bryde ud af formen – så bliver man da først til noget – nemlig uberegnelig –
utroværdig. For idealet i dette menneskeliv synes unægtelig at være mennesker der forbliver, hvad de nu engang er. Det giver nemlig tryghed og skaber
fællesskab. Ham kan man regne med. Hun har altid været sådan og sådan.
Og det vil man blive rost for til sin begravelse – men at være…
Den religiøse er altid noget, fordi religionen stiller regler op for det at være.
Sådan og sådan skal du være – skal du leve. Religionen skaber tryghed og
fællesskab. For sådan skal vi være – sådan skal vi leve – det siger Gud. Sådan siger skriften – den hellige skrift – den hellige lov. Og så kan du være
jøde eller muslim eller hindu eller kristen, og spørger nogen, hvem du er, så
har du svar på rede hånd, og du kan ranke ryggen, for du ved, hvem du er, og
du kender det fællesskab, du er en del af. Det handler om identitet – om at
være noget eller nogen.
Er det det, vi søger i al vores moderne rodløshed, hvor de gamles overlevering ikke længere gælder. Er vi misundelige på de muslimer, der kommer til
vores land, fordi de aldrig er i tvivl om, hvem de er – fordi de tager deres
kristendom alvorligt, som én sagde engang? Fordi de er noget? Er vi misundelige på jøderne for alle deres trygge og vise traditioner – alt det, som indrammer deres religiøse liv? Søger vi til Dansk Folkeparti, fordi det slår sig
op på de gode gamle nationale og kristne værdier. Det er godt at være noget
overfor de fremmede, som er noget. Noget for noget… men bare at være…
Hvorfor bliver vi utrygge, når nogen stiller spørgsmål ved vortes tro? Hvorfor bliver vi sært aggressive mod nye tanker og formuleringer og forestillinger, der piller ved det vante billede af vores tro og dermed piller ved trygheden og fællesskabet? Måske fordi det er så meget nemmere at være noget
end at være… Og dog var det det, vi blev skabt til – til at være…
I hvert fald hvis man skal tro evangelisterne, der bringer disse umanerligt
sære fortællinger til torvs – fortællinger om det største – om det, de kalder
Guds rige. Dér hvor den største er den mindste og den mindste den største.
Man kan selvfølgelig komme om ved Guds rige ved at skubbe det ud til et
liv efter livet så at sige. Så kan vi ligesom slappe af her og nu og bare være
noget. Men var det det, han mente, når han talte om Guds rige? Talte han om
engang, sådan som man også kunne fristes til at forstå Grundtvigs O kristelighed, som vi skal synge om lidt, som en drøm om en fjern fremtid, hvor
tiden ikke længere er – men alligevel, så føler vi godt, at det lever i os her og
nu. Hvad lever i os? Ja netop længslen efter at være – være mere end noget.
Og så er det han siger, hvad det handler om i Himmel og på jord: nemlig
kærlighed! Mit land siger Herren, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor.
At være er som at stå ved en åben dør og glæde sig til at gå ind i et nyt rum,
og måske er den åbne dør kærligheden selv. Den kærlighed, der ikke bare
giver mig lov til, men opmuntrer mig til at glemme mit noget – glemme hvad
og hvem jeg egentlig er – glemme min form, så jeg virkelig kan være. Kær-
93
ligheden gør mere end det – den gør mig til et sandt menneske, der selv tør
elske og dermed åbne lukkede døre for andre.
Det var netop kærligheden, der styrede denne vingårdsejer, der glemte alle
overenskomster og al rimelighed og anstændighed for det at være sig selv i
kærlighed. Kun kærligheden kan forklare hans besynderlige opførsel: Jeg vil
nu give den sidste her det samme som dig! Han tænker ikke – overvejer ikke
konsekvenserne – er bare til som et sandt menneske, der har råd til og tør
gøre, som han vil – og ikke bare gør som han bør – som forventet. Og pludselig åbner livet sig både for ham og for den sidste der, for hvem alle døre
ellers var lukket. For sådan er livet – menneskelivet, når det er båret af kærlighed – når det leves efter sin mening. Efter Guds mening.
Uforudsigeligt. Chokerende. Konfirmanderne bliver altid dybt forargede på
denne vinbonde – præcis som de første. Som den ældste søn hos Lukas –
præcis som jøderne i Johannesevangeliet – og vi ved det selvfølgelig ikke,
men vi kan forestille os denne vinbondes kranke skæbne, fordi han gjorde
som han gjorde og turde være sig selv – eller den kærlige fars skæbne iu
lignelsen om de fortabte sønner – en skæbne, der blev Jesu egen skæbne,
fordi man ikke godt kan have nogen, der ikke er noget, men bare er. Fordi
kærligheden er udmærket, men kun indenfor visse rammer. Vi kan ikke godt
med det grænseløse – og dog er det det, vi længes allermest efter, for det er
det, der lever i os. Vi føler det så godt!
Jeg tror, det var det, Jesus bragte bud om – det grænseløse liv, hvor du ikke
er til for at være noget, men hvor du bare er. Derfor er der ikke nogen kristen
moral og heller ikke nogen kristne værdier, vi kan bygge på – ikke andet end
kærlighed – den kærlighed, der sætter medmennesket over alt andet. Du skal
elske din næste som dig selv! Det er ikke en byrde, der pålægges os, men det
er en ledestjerne for det, vi allerhelst vil som mennesker. Det lever jo i os, vi
føler det godt, at kærligheden er vores et og alt – og vi føler også, at udenfor
kærligheden er vi ikke til. Det er derude, vi skal være noget – det er derude,
vi skal have noget – om ikke andet så vores ret – et rimeligt liv, siger vi. Det
er derude, vi bliver så forargede og vrede, når livet ikke går retfærdigt til.
Men det gør livet ikke, og dybest set ved vi godt, at vi er skabt til andet og
mere end det. Måske fordi vi er skabt i Guds billede. Der er et andet liv end
det retfærdige liv fra vugge til grav med pension, hvis vi er heldige. Et evigt
liv, kalder de det, som vi såmænd godt kan opleve i det små, og i det store,
når det er kærligheden, der får lov til at åbne livets døre for os til det grænseløse liv, hvor selv dødens grænse bliver omskabt af kærligheden til endnu en
åben dør til et nyt og spændende rum, hvor alt kan ske. Og dette evige liv,
hvor vi er os selv i kærlighed – ja, det var det, denne vinbonde oplevede, da
han valgte kærlighedens og ikke retfærdighedens vej. Det var det, denne far
hos Lukas oplevede, da han valgte den samme uforlignelige og uretfærdige
kærlighed. Og det var den, Jesus selv oplevede ifølge evangelierne, da han
valgte kærlighedens og dermed lidelsens trange vej – valgte helt at opgive at
være noget – og dermed blev han alt.
Det er kærligheden, der gør os til det, vi er – og at turde åbne sig for denne
grænseløse kærlighed er at åbne sig for livet og samtidig at åbne livet for
94
hinanden. Kristen er den, der er kaldet så dybt ind i livet, i kærligheden og i
væren, at han eller hun kan sige som Kristus sagde: JEG ER! Og da er livet
evigt!
Hæderspladserne
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine
sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han
spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to
sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden
ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder
om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,«
svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men
sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig
at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det
for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus
kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem.
Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor
blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første
blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er
kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv
som løsesum for mange.«
_____________________________
Når vi tilrettelægger vores karriere – eller vores forældre gør det for os –
sært så mange præstebørn, der bliver præster – så er det vel normalt med
henblik på det størst mulige udbytte. Vi søger vort udkomme af den ene eller
anden art, og for de fleste vil dette udkomme være forbundet med materiel
velstand og almindelig agtværdig velfærd. Kort sagt: Vi vil gerne have det
godt, og til det formål skal vi bruge en vellykket karriere – også så vi er noget. Somme tider kammer det over, så vi glemmer formålet med karrieren –
nemlig at vi skulle have det godt – så karrieren bliver formål i sig selv. Så er
det, vi får så travlt så travlt – og stress, som i virkeligheden er en alvorlig –
ja, dødelig sygdom, bliver et parameter, vi måler vores karrieres betydning
på. Men forestil jer nu en helt anden karriere. En karriere, som vil være kort,
fyldt med lidelse og hån og slutte med en voldsom død. Hvem vil vælge
sådan et liv? Ingen – ingen normale mennesker vil vælge lidelsen frem for
velfærd, men der er altså nogen, der tilsyneladende har et vigtigere mål med
livet end materiel velfærd. Så vigtigt, så man accepterer den lidelse, der måtte følge med – helt ud i det ekstreme.
Nu har vi lige gennem medierne været vidner til Helvede på jorden – den
helt usandsynlige fanatisme derovre i Beslan, hvor intet – intet som helst
forekom mere helligt end disse menneskers mål. Selv nedskydning af nøgne,
skrigende, udmarvede og rædselsslagne børn var en del af det middel, der for
95
disse mennesker helligede hensigten, hvad den så end var. Men der er jo
godt nok en afgrund til forskel på at acceptere lidelsen for sig selv og så på
at acceptere lidelsen for andre som en omkostning ved projektet, og jeg kan
ikke lade være med igen at citere netop den russiske forfatter Dostojevskijs
brændende spørgsmål: Om du derved kunne frelse hele verden – afskaffe al
sult og nød og elendighed med et slag – ville du så gøre det, hvis det indebar,
at du blot skulle ofre en tiårig piges liv? Prøv at overveje konsekvenserne af
et ja til det spørgsmål.
At være Jesu discipel betød tilsyneladende ikke nogen strålende karriere. Der
er noget, der tyder på, at den blev netop kort, foragtelig og lidelsesfyldt. Det
er noget andet at være hans præst i 2004 i lønramme 36 og netop have fået
nyt køkken og badeværelse med varme i gulvet. Men hvad fik dem til det
disse første disciple? Hvad drev dem fra hus og hjem ud i denne meget usikre tilværelse? Ja, måske var det slet ikke så flot, som vi forestiller os – disciplene var jo også mennesker, og som sådan skildres de da også i al deres
smålighed i evangelierne, som f.eks. i dagens tekst, hvor formålet med at
følge denne vandreprædikant synes at være noget med hæderspladserne i
Guds Rige – altså så det hele ikke skulle være forgæves – alt bøvlet, foragten, lidelsen. At der bagved det hele ventede et evigt himmelsk måltid til
højbords med Ham selv. Såre menneskeligt. Noget for noget. Vi lider med
dig, Jesus, og du skaffer os billetter til det evige liv.
Men der er også noget andet. Gud ske lov! Der er noget i ethvert menneske,
som længes efter mere end materiel velfærd. Mere end agtværdighed og
hæder. Der er noget i ethvert menneskehjerte, der spejder efter substans i
denne tilværelse – noget at leve for og ikke bare leve af. Det er ikke nok for
et menneske at have det godt og få succes – mærkeligt nok. Det er en lille
stemme – og vi kan nemt overhøre den og for så vidt stille os tilfreds med,
hvad vi har – men den er der - vedholdende – krævende – for så vidt irriterende. Og hvis denne lille irriterende hjertelige længsel efter substans pludselig opdager det, den længes efter – så er det, det går galt, og som en anden
forelsket nar, kan et menneske smide hele sit gode liv fra sig for at følge sin
indre længsel. Er det ikke underligt?
Jeg tror, det var det, disse gæve disciple så i Jesus, så da han kaldte på dem,
smed de bogstaveligt talt, alt hvad de havde i hænderne og fulgte kaldet, som
vi hørte det i fredags. Ikke – tror jeg – ikke fordi de allerede øjnede hæderspladserne i Guds Rige, men fordi deres menneskehjerte drev dem ud af deres
gode og fornuftige dagligdag på jagt efter den substans, de savnede.
Jeg tror, vi skal være meget opmærksomme på dagens tekst – også den del,
hvor Jesus taler om at være hans discipel – om hvad det indebærer til forskel
fra det normale liv med dets stormænd og småfolk – denne rangorden, hvor
de store undertrykker de små, og hvor det at have magten synes at spille en
overordentlig stor rolle for mennesker. Men dermed adskiller de sig jo ikke
fra aberne.
- Sådan skal det ikke være blandt jer, siger han. Og det var altså ham, de
kaldte både Herre og Mester – ja, Guds Søn – Gud selv, der som et forbillede
96
for et sandt menneskeliv forlod al sin guddommelighed – al sin ophøjede
storhed og søgte substans i dette at tjene smålige mennesker.
Livet handler ikke om storhed, og måske går vi fejl på livets vej, hvis storhed og magt er vores mål – og hvem går så ikke fejl? For Jesus og for den
Mattæus, som skildrer ham, var livets substans at tjene mennesker – eller
sagt med et andet ord: kærlighed. Og for ham var det den grænseoverskridende kærlighed mod ethvert menneske – uanset hvad. Den fremmede –
hedningen – den onde forbryder – den, der var ramt af Guds vrede med sygdom – ja, selv de døde kunne ikke slippe for hans kærlighed, så de måtte
blive levende igen. Hans liv og karriere blev kort og smertefuld – men det
var som om det andet – substansen – kærligheden var vigtigere end det gode,
lange liv med meget afkom. Og måske er det rigtigt, at et øjebliks kærlighed
kan bære hele livet og gøre selv døden til at bære. Det er i hvert fald – tror
jeg – hvad vores menneskehjerte lige så stille nynner om, og i det rigtige
øjeblik falder vi for det og lader os gribe af kærligheden, så alt kan ske.
I dag skulle vi måske benytte lejligheden til at stille os selv det alvorlige
spørgsmål: Hvorfor kommer vi her i kirken til gudstjeneste. Et indiskret
spørgsmål, vil nogen hævde, men jeg kan i hvert fald stille det til mig selv.
Kommer jeg for at få min gode løn – både her i livet og hinsides? Kommer
jeg for at få – om ikke hæderspladsen – så dog gerne en af de nederste pladser ved det himmelske måltid i Guds rige? (Så kan jeg jo altid blive flyttet
højere op af værten.) Er det derfor, jeg ofrer min gode søndag formiddag?
Sådan tror jeg egentlig det var med den gudstjeneste for mange mennesker
tidligere, hvor gudstjenesten blev opfattet som en tjeneste for Gud – et ydmygt offer i håb om Hans velvilje – og det sidder vel stadigvæk dybt i os
dette religionens mere forretningsmæssige synspunkt: Noget for noget.
Men det er ikke det. Langtfra. Jeg kommer her først og fremmest for at blive
berørt – for igen at høre fortællingen om et menneske, der gav det hele væk
af en i verdens og i fornuftens øjne ubetydelig grund – for at tjene de smålige
mennesker, han tilsyneladende elskede højere end både sin egen guddommelighed og sit eget liv. Karrieremæssigt en katastrofe, men for det menneske,
der oplevede hans kærlighed: Guds Rige.
Jeg kommer for at høre fortællingen om et menneske, der var den substans,
han søgte – der var den kærlighed han udfoldede så hæmningsløst. Jeg
kommer, fordi jeg tror, at han er vejen, sandheden og livet, når han hævder,
at det guddommelige ikke er i det store, majestætiske og magtfulde – nej
sådan skal det ikke være blandt jer, for det sande guddommelige er og bliver
– hvad end hele verden siger - i den medmenneskelige kærlighed.
Jesus blev sand Gud, fordi han var et sandt menneske. Det er måske det,
opstandelsen i virkeligheden handler om. Og det er den menneskelighed, jeg
gerne vil bevæges af lige midt i min hæderkronede magelighed og rutinemæssige sløvhed, så også jeg engang imellem får nåde til at elske – thi deri
er livet.
97
Indtoget i Jerusalem
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget,
sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet
med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer
om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks
sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er
talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge
kommer
til
dig,
sagtmodig,
ridende
på
et
æsel
og på et trækdyrs føl. Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus
havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres
kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der
fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som
kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!
I denne H.C. Andersen tid kan man jo godt se lidt Klodshans i den sære fortælling om Jesu indtog i Jerusalem. Jeg ved godt, det hentyder til fine gamle
profetier og nok skal tages meget alvorligt her ved begyndelsen på den såkaldt stille uge, men jeg vover alligevel en sammenligning mellem æsel og
gedebuk og mellem Jesus og Klodshans og også mellem Jerusalem og kongeslottet. Den holder selvfølgelig ikke, for der er også modsætninger, men
måske kan den give os et lidt mere uhøjtideligt billede af denne Jesaus fra
Nazareth – det trænger han til.
Klodshans havde som bekendt to ældre brødre, som man bestemt regnede
med ville vinde prinsessen og det halve kongerige. De var så vittige, at det
halve var nok. På stolte gangere red de til staden, og for at forbedre deres
veltalenhed havde de smurt levertran i mundvigene, så de ikke skulle gå i
stå. Det var nemlig den, der bedst kunne tale for sig, der fik prinsessen –
men det var just, hvad de gjorde. De gik i stå, selv om de kunne hele det
latinske leksikon udenad, fordi prinsessen var en ganske jordnær og ligefrem
pige, der talte om hanekyllinger og ikke om latinsk lydlære, politik eller
laugsartiklerne. Bæ, der stod de, og prinsessen sagde sit frygtede: Duer ikke
– væk!
Klodshans var hverken belæst eller lærd, men han var som prinsessen et
levende menneske – opmærksom på sine omgivelser, og på sin gedebuk
rider han lige ind til prinsessen for at gifte sig – latterlig for både sin far og
sine lærde brødre. I modsætning til dem standser han op på vejen, da han
finder interessante ting: en død krage – en træsko – noget pludder. Lidt ligesom manden i Hvad fatter gjør er altid det rigtige, der aldrig nåede til marked
med sin hest, for der var så meget undervejs, der tog hans opmærksomhed,
og det endte med, at han kom hjem med en sæk rådne æbler, men just derved
vandt han penge i skæppemål. Klodshans kommer frem for prinsessen på
samme måde – ikke med en sæk rådne æbler, men noget der ligner, og prinsessen falder for ham – falder for hans ligefremme nærvær! Klodshans var
altid til stede i sit liv. Han var et frit menneske, der gjorde, hvad han fik lyst
til at gøre: gifte sig, samle en død krage op, ride på en gedebuk til staden –
98
smide pludder i hovedet på oldermanden. Det var fint gjort, sagde prinsessen, og Klodshans blev konge og sad på en trone og fik en krone, men det er
nok løgn, for det stod i oldermandens avis, og den er ikke til at stole på.
Næ, man kan ikke forestille sig Klodshans på en trone med krone på hovedet
– sådan kan han ikke forandre sig – og lige så lidt kan man forestille sig Jesus på en kongetrone – jeg kan i hvert fald ikke. Dertil er han alt for levende
optaget af livet omkring sig – præcis som Klodshans. På sin vandring mod
Jerusalem bliver han gang på gang standset op – ikke af døde krager og
pludder, men af arme mennesker, som han må tage sig af, fordi de fylder
ham og optager ham i den grad. Nogle gør han til sine disciple. Kom og følg
mig! Andre helbreder han for deres skavanker, selvmedlidenhed, blinde og
døve og lamme og stumme, så de pludselig selv ser og hører og mærker livet
omkring sig og i sig og får nyt mod til at leve opmærksomt, nærværende,
deltagende i livets fest. Andre igen skælder han ud, fordi de bremser livet
både for sig selv og for andre – indskrænker det til love og regler og ordsprog og gammel overlevering, så man rent ud glemmer eller slet ikke tør
folde sig ud efter Guds mening – folde sig ud, blomstre selv i al sin gudgivne
skønhed, bære frugt som mennesker her og nu. Ikke tør lade sig standse op
af livet selv, når det møder dem i al sin glans, sådan som vi kunne som børn,
når en regnorm kunne få livet til at gå i stå – sådan som Klods-Hans kunne.
Sært forskruede og fordrejede og spekulerende rider vi igennem livet på
vores flotte hestekræfter med levertran i mundvigen og med alle vores forkundskaber. Brødrene, de skriftlærde – os selv - det er det samme. De bedrevidende. Klodshans vandt prinsessen og hele kongeriget. Jesus gik det lidt
anderledes i starten, men i sidste ende vandt han hele verden, hvis man altså
skal tro de gamle skrifter.
Et af de allerældste skrifter, det er Filipperbrevshymnen, som vi hørte i starten om, hvordan Jesus gav afkald på sin guddommelighed, ydmygede sig til
døden – ja, døden på et kors, og derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket
ham det største navn, som alle og enhver skal bøje sig for. Eller tag den beretning, som indtoget bygger på fra Zakarias Bog: Se, din konge kommer til
dig, sagtmodig ridende på et æsel. Og det er jo fint nok at kalde Jesus for
både Gud og konge, med mindre man derved gør sig selv til slave og undersåt – for det tror jeg ikke var Guds mening med Jesus. Som de jo også skriver om ham gang på gang, så kom han ikke for at herske, men for at tjene –
han kom ikke for selv at nyde frihed og magt, men for at give sin frihed og
kærlighed til alle bundne og underdanige mennesker. Så når vi kalder Jesus
for konge og herre, så er det fordi han med sin frihed og kærlighed eliminerer alle andre konger og herskere og guder, der regerer vores liv. Når han
rider ind i vores liv, så at sige for alvor – så må alle verdens herskere – alverdens idealer og alverdens guder og magter bøje sig. Hvert knæ, skriver
Paulus, i Himlen og på jorden og under jorden må bekende at Jesus er Herre
nu. Det er ikke for at få endnu en hersker i vores liv, vi dyrker Jesus Kristus,
men det er fordi han nedbryder al den magt, vi træller under i vores liv.
99
Helt helt anderledes end vi er vant til at blive behersket af alle vores idealer
og forbilleder eller bare selvbestaltede magthavere, som altid vil os det så
godt. Som altid vil verden det bedste.
H. C. Andersen skriver, at Klodshans smider pludder i hovedet på dem – at
prinsessen forkaster dem. Paulus skriver, at de må bøje sig for livets Gud og
herre, der i dag kommer ridende på et æsel eller en gedebuk lige ind i vores
bekymrede, retskafne, stræbsomme og frygtsomme liv og gør tykt nar af alt
det, vi tror på. Halohoj, her kommer jeg! Se, hvad jeg fandt på landevejen.
Og så sang han, så det skingrede efter. Her kommer jeg! Se på mig! Se på
det frie, lykkelige menneske, som ikke skal noget og netop derfor opnår
langt mere end alle de målrettede tilsammen.
Se din virkelige konge, som aldrig kunne drømme om at herske og bestemme over dig, men som gør dig selv til livets konge ved at give dig indblik i
dette sære rige, han kalder Guds Rige, hvor alt er anderledes – hvor der ikke
er forskel på de store og de små – på dem indenfor og dem udenfor – på de
fremmede og os selv – på kvinder og mænd, fordi alt og alle er båret af frihed og kærlighed. Et rige uden grænser og skel – uden herskere og undersåtter. Et rige, hvor der er plads til alle, undtagen dem, der ikke vil give plads
for alle. Et rige, hvor der synges, så det skingrer efter på landevejen eller i
kirken. Og det spændende ved det rige er, at det er lige her – lige midt
iblandt os, men hvor har vi svært ved at se det og mærke det og tro på det.
Det er meget nemmere at skubbe det ud i en fjern fremtid. Men det er lige
her som en del af vores liv her og nu, hvis vi har øjne, der kan se – ører, der
kan høre – et hjerte, der kan længes – hvis vi har modet til ikke at skulle
noget, men ville alt. Vinde prinsessen eller frelse verden. De ville, men de
skulle ikke, og helst havde man set, at de var blevet hjemme.
Men nu ville de altså – koste hvad det ville – og på den måde viste de os en
storhed ved livet – en dimension, vi næppe tror mulig, fordi vi så ofte binder
os selv på mund og hånd af frygt – fordi vi tror, at det er det vi skal.
Halohøj! Her kommer jeg! Se, hvad jeg har fundet lige her på landevejen.
Guds Rige – hverken mere eller mindre.
100
Vinbønderne
Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den
første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men
han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud.
Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han
svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem:
»Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige
før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed,
og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt
I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en
vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den
og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han
sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb
hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje
stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang,
men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til
dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad
os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud
af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer,
hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et
ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre
vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten,
bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens
eget
værk,
det
er
underfuldt
for
vore
øjne?
Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk,
som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver
kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
___________________________
Det er et kæmpe ansvar at være kristen! At være menighed!
Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. I fik alle muligheder, og I
vidste godt, hvad I gjorde - I kendte Gud selv - men I fordrejede det alt
sammen, så I kunne sidde på magten og herske ved hjælp af frygt - og da
sandheden kom for en dag, så slog I den bare ihjel. Men nu kan det være
nok. Guds Rige skal tages fra jer og gives til andre - til et folk som er omvendelsen værdig. Og værdig, det er man først, når man får værdi. For godt
nok er der mange undertrykkere og mange præsteskaber og høvdinge i vores
kultur, men der er sandelig også mange, der uden videre frakender sig selv
en virkelig værdi som mennesker og dermed jo overlader deres liv og skæbne til andre - overlader ansvaret til andre, som hellere end gerne vil påtage
sig det. Jeg duer heller ikke til noget - jeg kan ingenting - mit liv er en fejltagelse - jeg er blevet misbrugt og ødelagt - og vi får hele generationer af
klynkende, terapisøgende og dybt forurettede mennesker, som ikke vil anerkende deres egen menneskelige værdi.
101
Her i kirken sker der ingen opdragelse - der er heller ingen terapi på spil men der sker en stadig frikendelse - og det at være fri og værdig igen betyder
ansvar - ansvar og dermed liv - for selvfølgelig er der ikke noget sandt liv
uden ansvar. Ansvaret er livets gave til frie mennesker. Du står for dit liv og for din næstes liv. Du står for det!
Frihed er alvor - det er ikke sådan en lyksalig tilstand, som man uden videre
har krav på - det er en mulighed for at tage livet op og gøre sig ansvarlig, og
når vi har lov til at forkynde friheden her i kirken, så er det faktisk også en
befaling til alle os klynkende navlebeskuende danskere om at tage vores liv
op med glæde og frimodighed - og det kan sagtens være en hård befaling for
den, der hellere vil fralægge sig ansvaret og skyde skylden på andre eller på
skæbnen og hygge sig i sin lammelse eller i sit fængsel - men her i kirken
bliver du pludselig helbredt og døren til dit fængsel bliver smækket op på vid
gab og du får ordre om at gå ud, for nu er du frikendt - man kan næsten sige
dømt til frihed.
Underligt nok og tragisk nok bygger vores såkaldt kristne kultur næsten udelukkende på trusler. Prøv at tænk på, hvordan børn er blevet opdraget igennem tiderne fra de var ganske små. Prøv at tænke på, hvor mange gudstjenester, der i tidens løb med rette eller med urette er blevet opfattet som en trussel. Hvis ikke I gør som vi siger, går det galt. Den, der ikke vil høre, må føle.
Og trusler skaber måske nok fred, men det er den fred, der bygger på frygt.
En terrorbalance er vel også en slags fred, men den sande fred, det er den
fred, som kommer af din fulde og faste tro på din egen værdi som menneske
- eller som vi siger her i kirken - som Guds elskede barn. Større værdi har
ingen! Den betyder, at du er sikret Guds kærlighed, som aldrig holder op heller ikke, når livet i denne verden går i stå - men den betyder vel også, at
du i dit daglige liv kan leve op som et frit menneske, der kender sin værdi også selv om andre ikke gør det.
Jeg havde en gammel tante, som hed Musse. Hun var noget for sig selv. Bl.a.
var hun gift med en nationalbankdirektør, og det er dog noget - men derudover var hun meget selvbevidst på en herlig og meget fornøjelig måde. Et
herligt menneske. Engang kom hun ind i en meget fornem forretning i Gentofte iført sit sædvanlige arbejdstøj, og hun stod med et stort krystalfad i
hænderne, da ekspedienten meget venligt forklarede hende, at det var et meget dyrt fad, som hun nok næppe havde råd til. Og stille og roligt lod hun
fadet falde, så det splintrede i tusind stykker, betalte og forlod forretningen
med et huldsaligt smil. Det er det overskud til livet, som kan komme af
mange ting - men som vi forkynder for hinanden her i kirken som start på
den næste uge med alt hvad den må bringe os og vi må bringe den. Det overskud, vi har fået i kraft af den kærlighed, der lyser ud af evangeliets frifindelse af alle de elendige - så betingelsesløst og forargeligt for alle ordentlige
mennesker, der bygger deres eget og andres liv på trusler om straf.
Der er ingen trusler i Jesu forkyndelse. Der er konstateringer og der er frikendelsen af de elendige. Konstatering af præsteskabets fallit og den ødelæggende konsekvens af deres magtmisbrug på den ene side - og så den forargende frifindelse af de mennesker, som dette system har holdt nede i tvang
102
og værdiløshed. Det er dem, han giver et nyt liv. Tro på Gud - adlyd Gud
mere end mennesker, når han sender dig ud i livet med frihedens og ansvarets gaver som et menneske med den allerstørste værdighed.
Kongesønnens bryllup
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
»Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.
Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet,
men de ville ikke komme.
Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er
slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!
Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin
forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem
og slog dem ihjel.
Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse
mordere og brændte deres by.
Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de
indbudte var ikke værdige.
Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I
finder, til brylluppet.
Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt,
både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje
på en, der ikke havde bryllupsklæder på.
Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.
Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham
og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«
___________________________
Den mærkelige fortælling om kongesønnens bryllup findes i forskellige
udgaver i de forskellige evangelier. I dag har vi så hørt den barske udgave hos Matthæus, som måske netop fordi den er så barsk, er den der ligger nærmest den oprindelige fortælling, som Jesus fortalte, og som evangelisterne sikkert nok kunne føle sig fristet til at mildne lidt, så den bedre
kunne glide ned i de fromme menigheder.
Det er lidt svært at oversætte lignelsen til moderne tider, dels fordi vi
lever i en humanistisk tid, hvor man behandler sine medmennesker med
respekt og ærbødighed - ingen kunne i dag jo drømme om at slå andre
mennesker ihjel endsige da bombe deres byer, bare fordi man var vrede
på dem, vel - og for det andet, så har vi måske nok stadigvæk konger og
dronninger og prinser og prinsesser - men helt ærligt - konger er ikke,
hvad konger har været.
103
Kongen kalder de indbudte til bryllup, står der, men de vil ikke komme de undslår sig - ja, nogle slår ligefrem sendebuddene ihjel. To gange
sender kongen bud, om det nu kan passe - det hele er klart, fedekalvene
er slagtet, bordet er dækket osv. Men nej - de vil altså ikke, og så bliver
kongen så vred, så han sender soldaterne ud og slår disse mennesker ihjel
og brænder deres byer af. Sådan! Man afslår ikke en invitation til kongen. Og nu gør kongen så noget meget mærkeligt. Han siger til sine tjenere, at de skal gå ud og samle alle de elendige sammen, og indbyde dem
til hans søns bryllup - alle de udstødte, hjemløse - alle de, som ordentlige
folk ikke kom sammen med - de småkriminelle - storforbryderne - de
fordømte og fortabte. For som kongen siger: Nu er der altså dækket op til
fest, og så skal der også være fest. Det er åbenbart argumentet. Nu har vi
dækket bord og slagtet dyrene og trukket vinen op, og hvis gæsterne ikke
vil komme, så er der nok andre, der vil, og gå så ud og hent dem, så der
kan blive rigtig bryllupsfest - for uden mennesker - uden gæster går det
ikke. En mærkelig historie, som bliver endnu mere mærkelig, som den
skrider frem.
Festdagen oprinder i al sin glans. Alle de elendige mennesker strømmer
til kongens palads i deres fineste puds. Kongen har holdt en dundertale
til sine tjenere om at vise gæsterne respekt, selv om de måske ikke helt
lever op til den normale etikette ved hoffet. Kongen vil se glade mennesker omkring sig på sin søns bryllupsdag.
Der sidder de nu - i starten betuttede måske - overvældede af lyset og
varmen og den kongelige behandling - den ærbødighed og respekt, kongen og hans tjenere viser dem - som om de var landets fornemste folk.
Og lidt efter lidt finder de sig til rette - vinen gør måske også sit, og så
kommer glæden, frimodigheden, latteren - befrielsen fra deres frygtsomme tilværelse derude i mørket, hvor de krøb af sted som slagne hunde langs med mure og gemt i sidegader eller på institutioner hutlende sig
igennem som de skyldige - som de dømte - som de fredløse. Men i aften
taget til nåde og dermed for altid forandrede - ja i morgen begynder
hverdagen igen. Festen er forbi. Sulten melder sig igen - frygten måske
også - men alligevel vil der være et glimt af glæde tilbage i deres sind for
altid. Et lille gnist af et minde, som altid vil sprede lidt glæde og varme i
deres forfrosne sind og som altid vil give deres forhutlede liv en lidt rankere holdning - et glimt af værdighed. Jeg var med, dengang!
Alle, der har deltaget i en god gammeldags fynsk bryllupsfest ved, at på
et tidspunkt, når den værste sult har lagt sig og man er nået hen til tiden
mellem 2. og 3. ret, så er det skik, at værtsparret går rundt og får en lille
snak med gæsterne, om de nu har det godt - om maden er tilfredsstillende
- ja, det kører som sådan nogle fester efter helt klare og traditionelle regler. Og sådan var det åbenbart også dengang på Jesu tid. Kongen går
rundt og hilser på hver enkelt gæst og hører om alt er som det skal være.
Venlig, konverserende, smilende - men lige pludselig blegner smilet og
bliver til vrede.
104
Gæsterne fornemmer pludselig kongens stemningsskift og en trykkende
tavshed sænker sig over forsamlingen. Musikken holder op. Kun en enkelt lyd høres - det er lyden af ham, der sidder og skovler maden i sig,
som om han ikke havde tanke for andet. Nu standser kongen foran ham
og spørger ham isnende koldt. Hvorfor har du ikke taget noget festtøj på,
når du er inviteret til fest på slottet? Pludselig opdager manden tavsheden
og med munden fuld af mad stirrer han op på kongen, mens han rødmer
mere og mere, da han opdager at han er blevet centrum for alles opmærksomhed.
Jeg ved ikke, om I kender ham. Hele sit liv har denne mand levet på
flugt. Er han med til noget, så er det ham, der ingenting siger og ingenting gør, for han frygter selve livet. Han er som tjeneren, der begravede
sin ene talent fordi han frygtede kongen som en hård herre, man ikke kan
vente sig noget godt fra. Han dukker sig mod skæbnen og nasser sig
igennem, hvor han kan. Det han frygter allermest er at blive udpeget - at
blive stillet til regnskab, og det er netop det, der nu sker. Pludselig slår
kongen ned på den tavse og anonyme, som troede at netop hans grå og
farveløse påklædning og hans tavshed ville holde ham skadesløs, og så
er det præcis det, der bliver årsag til hans livs skandale. I alle de andres
påsyn bindes han på hænder og fødder og kastes ud af festsalen - ud af
det liv, som han dybest set foragtede og kun deltog i for det gratis måltids skyld.
Her slutter fortællingen om kongesønnens bryllup. Ja, Matthæus har sat
en lille opbyggelig sentens på om de mange kaldede og de få udvalgte en sætning, som efter min mening i bedste fald forplumrer lignelsen - i
værste fald fuldstændig fordrejer dens indhold fra at være en frihedserklæring til at være en moralsk oprustning, der skal få mennesker
til at sørge for at hytte sig, så de bliver blandt de udvalgte og ikke blot
blandt de kaldede.
Når Jesus fortalte sine dynamitfortællinger om Guds rige - om livet - så
var de fleste rystede og mange dybt forargede, fordi de var så langt ude.
For Jesus var livet aldrig et regnestykke, der i sidste ende gik op. Der var
ikke noget pænt og rimeligt liv i hans univers, og der var slet ingen forretningsorden at holde sig til. I sælsomme glimt og øjebliksbilleder ser
man dette univers tegne sig et alt eller intet - et enten-eller. Her er tilgivelsen ikke rimelig - den er total - den er så total at den forsvinder, for
der er ikke noget at tilgive - her er kærligheden ikke forkærlighed for de
elskværdige - kærligheden er total kærlighed Her er dommen ikke en
rimelig dom over de ugudelige - nej dommen er total.
Det er det, vi i det små prøver at få frem ved vores gudstjenester, som i
sig selv er ganske urimelige, fordi de er grænseløse - grænseløse som
barnedåben og altergangen, hvor kongen i Guds rige selv ifører os festtøjet og tager os med til sit bord, hvor han giver os sig selv - ikke fordi vi
har fortjent det - men fordi han vil - kan vel ikke andet, fordi kærligheden styrer ham.
105
Den gamle verdensorden er forbi med Jesus. Vi kan ikke længere med
samvittigheden i behold gøre Jesus eller Gud til talsmand for vores egne
rimelige idealer og holdninger. Den går bare ikke. Med Jesus er vi helt
ude på overdrevet, og hvis man ikke vil med derud, fordi det er for meget
og for urimeligt og for uretfærdigt - ja, så er der nok af religioner og
sekter på markedet, hvor man kan få god støtte for sine anskuelser.
Men tør man gå med ud i den barske frihed - tør man lytte til den rene
skærende sandhed om vores livs fiasko og alligevel tage imod invitationen til livets glæde, så tror jeg også man forstår lidt af denne gale mands
intense budskab - hans råb om omvendelse til sin måbende og forargede
samtid - det råb, som stadigvæk lyder ind i en måbende og forarget menighed af fromme og pæne mennesker, der sætter rimelig retfærdighed
højest af alt.
Glæd jer! Glæd jer over livets umådelige mirakel - at vi elendige, smålige beregnende mennesker, der puster os op til at gøre krav på noget som
helst - tænk, at vi fik et liv at leve - et liv af den størrelse. Glæd jer!, som
Paulus formaner menighederne. Glæd jer, lovpris Gud med sang - Glæd
jer!, som kongen siger til alle de elendige eksistenser han har inviteret
med til sin fest.
Glæd jer! som Grundtvig synger i salmen vi nu skal synge: lever nu op I
kristne små - nu er her godt at være - synger da med i højen sky: Ordet
stod op af døde, lyder i Åndens kraft på ny, tænder så tunger gløde!
Glæd jer! For alt i verden!
Kejserens skat
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de
sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds
vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.
Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller
ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor
sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er
det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv
kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte
det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
_____________________
I skal underordne jer under øvrigheden, for den er indsat af Gud. I skal give
kejseren, hvad der tilkommer ham. Sådan! På denne 23. søndag efter Trinitatis handler det om den kristne menigheds forhold til det øvrige samfund – i
særlig grad samfundsmagten, og der synes ikke at være nogen tvivl hos
hverken Paulus eller Jesus om at den til enhver tid værende ordning er god –
106
ja fra Gud selv - og derfor skal man bare gøre, hvad der bliver sagt - underordne sig og betale sin skat med glæde. Så det med at lave oprør og revolutioner og sådan noget, det er ikke lige de kristnes sag. I hvert fald skal man
ikke – som visse andre – spænde Gud for revolutionens vogn og blande religion og politik sammen. Skæg for sig og snot for sig, som man siger. Og det
er jo rigtig nok, og der kan komme nogle forfærdelige ting ud af det, hvis
man gør det alligevel. Historien vrimler med blodbade i Guds navn, når de
troende skulle indrette Guds rige på jorden – som regel med udpræget brug
af vold og magt mod de vantro.
Men det kan vel også gå hen og blive for tamt, så man som kristen - eller for
den sags skyld som kirke - hverken kan sige fra eller til eller bu eller bæh til
noget som helst, for det har hverken vi som kristne eller som kirke nogen
mening om. Og det kan jo heller ikke passe, når man ellers læser evangeliernes beskrivelser af, hvordan Jesus kæmpede for frihed og lighed og fællesskab gennem hele sit virke – kæmpede imod enhver form for undertrykkelse
og bød sine disciple gøre det samme.
Men dette iøjnefaldende aspekt er ligesom blevet nedtonet i vores kristendomsforståelse, som, hvis den er der, ofte går på, at vi har Guds kærlighed,
og det skal vi så ikke gøre mere ud af – heller ikke når man altså betænker,
at den kærlighed ikke blot gælder mig, men alle mennesker – også mine
fjender. Det bliver nemt for fredeligt og roligt, synes jeg, med sådan en konsekvensløs kristendom, hvor det er direkte kættersk i Danmark at handle som
kristen. Jo, bevares – den enkelte må da gerne gå rundt og være god, men der
må ikke drages politiske konsekvenser, der kunne batte noget.
Det svarer til, at den barmhjertige samaritaner nok måtte hjælpe den stakkels
nødlidende i grøften, men han måtte ikke – i hvert fald ikke i Guds navn –
anmode kommunalbestyrelsen i Jerusalem om en bedre sikring og beskyttelse af vejen til Jeriko, for det ville være at sammenblande religion og politik –
og det må vi ikke. Ja, jeg ved ikke om sammenligningen holder, men der er
altså for mig et eller andet forskruet ved den nærmest fundamentalistiske
angst for at gøre noget som helst i Jesu navn – andet altså end at modtage
frelsen med glæde. For som sagt så gjorde Jesus jo netop noget – og han
sagde endda altid: Følg mig! Gør som jeg. Når jeg kan, kan I også. Og hvorfor har vi glemt det? Glemt at leve som kristne også i vores dagligdag og
ikke blot ved gudstjenesten om søndagen? Måske fordi samfundet så gerne
vil have fred og ro, og det kan man jo passende bruge statskirken til at skaffe
sig, ved at forkynde Guds konsekvensløse kærlighed. Konsekvens forstået
som aktiv politisk handling. Vi vil have fred her til lands, men det var jo
ikke, hvad Jesus efter eget udsagn kom med.
Jesus forkyndte, hvad han kaldte Guds rige. Ikke som noget eskatologisk
eller apokalyptisk – altså noget, der skulle komme engang, men som noget
særdeles nærværende og nuværende. Guds rige er lige midt iblandt jer, og
det består bl.a. i den totale ligeværdighed mellem alle mennesker. Og han
mener Alle! Og det vover han at sige lige ind i det jødisk-romerske samfund,
hvor de enkelte klasser og kategorier af mennesker var hermetisk aflukkede
fra hinanden. Der var ingen tvivl om, hvem, man var og hvad man var – og
107
det forblev man. Lighed var et fuldstændig ukendt begreb. Og så vover han
at påstå, at der ingen forskel er på mennesker i Guds rige, hvor de, der vil
være noget frem for andre, er de mindste, og de, som intet er, er de største.
Det var noget af det, der betog de små og de udstødte i hans samtid, fordi det
blev sagt med livets egen hjertelige selvfølgelighed - og samtidig gjorde det
alle, der var noget, overordentlig vrede. Det var et anslag – et forræderi mod
den herskende orden, som også de hævdede, var fra Gud. Romernes eller
jødernes – lige meget.
Får sådan et hjertegribende budskab nu ikke konsekvenser i vores liv – i
vores samfund? Eller er det for meget? Så meget, så vi må overlade det til
Gud selv? Nej, det er ikke spor for meget. Det er vores menneskelige virkelighed, Jesus opruller for os – også i dag. Der er ikke forskel på mennesker!
Og hvordan skulle vi kunne bringe det budskab videre i troværdige ord, hvis
vi ikke også i hvert fald prøver på at skabe et samfund – et kristent fællesskab, der har netop denne inderlige, hjertelige lighed på sit program? Så må
vi da som kirke og menighed og som kristne mennesker gå imod undertrykkelsen overalt – gå imod enhver forskelsbehandling af mennesker – enhver
rangorden – ethvert hierarki – og det må vi gøre i Jesu navn. For ellers bliver
det bare ord.
For mig er det at være kristen ikke bare at gå i kirke, være døbt og betale sin
kirkeskat, men at søge at efterleve i ord og i handling det, som Jesus forkyndte – søge at gøre en forskel i vores verden, hvor undertrykkelse og forskelsbehandling stadig går for at være gode religiøse dyder. Endda kristne.
Der er stadig gode, kristne mennesker, der mener, at kvinder skal underordne
sig deres mænd og tie i forsamlingen, at de børn, man virkelig elsker, skal
man ikke undlade at slå, at homoseksualitet er ondt og syndigt.
Jeg svigter ham dagligt, fordi det er hårdt at efterfølge ham, og livet i fred og
ro er uhyre behageligt, men jeg ved, at han elsker mig, som jeg er – og når
han kan, kan jeg vel også, trods alt. Og at vide sig elsket og elske sig selv er
måske grundlaget for at turde elske livet og dermed også kæmpe for livet i
Jesu navn.
Jeg bryder mig ikke om Paulus’ formaning til romerne. Den har sikkert været på sin plads i hans tid, men den er det ikke i vores. Den tager slet ikke
højde for de sidste tre hundrede års samfundsomvæltende bevægelser som
f.eks. demokratiet. Og måske forstår jeg ikke Jesu svar til farisæerne om
kejserens skat særlig godt, men jeg synes ikke, det er et af hans bedste. Heller ikke selv om alle andre tilsyneladende sætter det uendeligt højt. Det rimer
for mig at se ikke rigtig med hans radikale forkyndelse i øvrigt, og måske
skulle man overveje, om ikke der ligger en god del menighedspolitik i svaret. Der var jo ingen grund til for de nye menigheder at lægge sig ud med
både jøderne og romerne. Jeg ved det ikke. Selv betaler jeg min skat med
glæde, så længe jeg ved, at den går til det fælles bedste i vores samfund.
Men at opfordre til at betale skat til en så grusom, kynisk og undertrykkende
besættelsesmagt som den romerske i det første århundrede – det skal der
alligevel noget til, synes jeg. Der må ligge noget bag.
108
Religionens opgave er at skabe ro, tilfredshed og fred i befolkningen. Derfor
har religionen altid været vigtig for magthaverne. Men Jesus gjorde netop op
med religionen som en undertrykkende magt over mennesker og kaldte det
enkelte menneske – dig og mig - ud i livet med fuldt ansvar for det hele. Når
jeg kan, kan du også! Når jeg kan elske – selv dig, kan du også. Når jeg kan
hele sønderbrudte mennesker, kan du også. Når jeg kan dø for det, jeg tror
på, kan du også. Og når jeg kan opstå af graven, kan du også.
Du kan også lade være. Du kan vælge at hade dig selv. Du kan foragte og
hade andre mennesker og frygte livet og døden, så du hverken tør leve eller
dø. Det er dit liv. Det er dit valg.
Det største bud i loven
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at
sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?«
Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit
hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og
det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du
skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven
og profeterne.«
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I
om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde
til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og
sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne
svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
_______________________________
Du skal elske din næste som dig selv! I denne ene sætning rummes hele Bibelens forkyndelse – såvel den gammeltestamentlige jødiske som den kristne. Du skal elske din næste som dig selv!
Mange af os har hørt den sætning fra vi var små – den er helt sikkert en del
af vores kristne opdragelse og kristne kultur, der ud fra denne sætning har
indført godhed som paradigme. Humanisme, menneskerettigheder – hele den
holdning, der ser mennesket som noget umisteligt, hvis værdighed ikke bør
krænkes. Og at det har haft stor betydning kan ingen være i tvivl om – men
heller ikke, at det ikke altid er lykkedes lige godt. Vi ser stadig uligheder
rundt omkring – og i en sær debat i den forgangne uge har politikere endda
søgt at argumentere for uligheden som et middel til velstand.
Men vi forarges alligevel, når vi rundt omkring i verden ser uligheden blomstre på den ene eller anden måde gennem kvindeundertrykkelse, udnyttelse
af børn – kæmpeforskellene på rig og fattig, der synes at blive større og større – selv i Guds eget land.
109
Så jo, vores kristne kultur har haft og har enorm betydning som grundlag for
de moderne tanker om frihed, lighed og broderskab – også selv om vores
kære kirke ofte synes at være den sidste til at tage de politiske konsekvenser
af det budskab, den forkynder. Men sådan er der så meget.
Du skal elske din næste som dig selv! Det kan vi vel alle sammen blive enige
om – eller kan vi nu også det? Da jeg sad i går og tænkte over denne sætning
og ikke rigtig kunne får den til at falde på plads - for hvorfor står der ”elske”
og ikke bare behandle ordentligt? Og hvorfor står der ”skal”? Er kærlighed
nu blevet en pligt? Jeg troede det var en følelse osv. - ja så tyede jeg til Søren Kierkegaard, som i sin bog Kjærlighedens Gjerninger har gennemanalyseret denne sætning, som jeg ikke tror, det er gjort hverken før eller siden.
Han påstår bl.a., at denne sætning må være den mest upopulære sætning, der
næsten kan siges. Hvorfor det? Fordi kærlighed i kristen forstand altid er
selvopgivelsens kærlighed. Vi taler jo til dagligt ustandselig om kærlighed i
vores kultur. Det er det, kunsten først og fremmest handler om – bøger, film
skuespil etc. Men det er næsten altid den selvcentrerede kærlighed, det handler om. Banalt sagt: at jeg får min elskede i enden og dermed bliver lykkelig.
Det er det, som Kierkegaard kalder digterens kærlighed, som er en selvopfyldende kærlighed – en egoistisk kærlighed – også selv om det drejer sig
om at elske et andet menneske. Han kalder det også forkærlighed, og taler på
samme måde om venskabet – altså det at elske den, vi beundrer eller holder
af eller har et eller andet slægtskab med eller er tiltrukket af rent seksuelt
eller følelsesmæssigt. Vi gør det, siger han, for vores egen skyld. Og det er
fint. Det er noget af det største, vi ved – og Kierkegaard taler på ingen måde
om at opgive dette vidunderlige aspekt i menneskelivet. Askese, afholdenhed
osv. siger ham ikke noget – slet ikke, når det foregår i kristendommens navn.
Og vi har jo lige erfaret igen, hvad denne forbandede cølibatstanke kan medføre af ulykke blandt vore katolske præstebrødre og deres stakkels ofre. Det
er næsten ikke til at bære. Men selv kærligheden til et andet menneske – selv
venskabet, som er noget af det mest vidunderlige, vi kan opleve – er ikke det
højeste i menneskelivet. Der er noget, der er større end det, for Du skal elske
din næste som dig selv! Jamen, det er jo det, jeg gør, kan vi indvende, når vi
er forelskede – når vi dyrker vores umistelige venskaber i omgangskreds
eller familie, eller når vi elsker vores land. Nej, siger Kierkegaard – det er alt
sammen fint nok, men den, du elsker i alt dette, er dig selv, og det kan enhver – du glemmer din næste. Du glemmer ham, du ikke kan lide. Du glemmer hende, alle foragter – du glemmer alle de uelskværdige – for din næste
er alle mennesker uden undtagelse! Du glemmer også somme tider at elske
dig selv som din næste. Når du bliver led ved dig selv. Når du synker ned i
selvhad - selvmedlidenhed – når du måske endda tænker på at slippe af med
dig selv eller med dit liv, fordi nu kan det ikke blive værre - så er det fordi,
du glemmer at elske dig selv som menneske – derfor ser du kun dig selv som
mislykket – som den, der ikke kan leve op til fællesskabets krav.
Men kristendom handler dybest set om, at der er sådan en kærlighed, som
strømmer gennem enhver – Guds kærlighed, der har det særlige ved sig, at
den gælder alle mennesker uden undtagelse. Det er den kærlighed, kristen-
110
dommen forkynder. Og intet i verden overhovedet kan skille nogen som
helst fra den kærlighed. Du skal elske din næste som dig selv!
Jamen, hvorfor er det upopulært? Det er selvfølgelig upopulært for ethvert
fællesskab, der bygger sin samhørighed på noget særligt. På særlige egenskaber eller særlige kvaliteter. Altså dette, at vi er sådan og sådan, tror sådan
og sådan, tænker sådan og sådan, taler sådan og sådan – i modsætning til de
andre, som vi slet ikke kan med – eller som vi måske tolererer, når det nu
ikke kan være anderledes. Enhver eksklusiv sammenkomst – det være sig det
religiøse fællesskab – det nationale – det kulturelle – det moralske – ja, selv
det, som er bundet sammen med de tætteste bånd, begriber ikke denne ubetingede kærlighed – ja, dybest set opfattes den som en trussel mod alt, hvad
vi holder højt – som et forræderi mod det, vi elsker.
Det er fint at søge sammen med ligesindede på enhver måde – det er dejligt
at banke svenskerne i fodbold! – men hvis fællesskabet for alvor bygger på
en afsondring fra andre fællesskaber eller fra noget andet menneske – så er
det i hvert fald ikke et kristent fællesskab. Heller ikke selv om man kalder
sig nok så meget kristen kirke.
I øjeblikket er nogle meget velmenende mennesker ved at smadre vores folkekirke, fordi de synes, der må være grænser for, hvem vi som kirke kan
være i stue sammen med. Og så mister kirken altså sin mening som kirke,
når den skal hævde sig ved at afsondre sig fra de forkerte – dem med den
forkerte tro. Og det er godt nok ærgerligt. Men sådan skal det ikke være hos
os! For selv om vi har forfærdeligt svært ved det, fordi vi fra starten er opdraget til det modsatte – og selv om det er upopulært i vide kredse, så tror vi
på den kærlighed, der gælder alle uden undtagelse – og også gælder mig.
Det var jo den, Jesus selv viste os, så eminent beskrevet i Det nye Testamente. Mennesket, der ikke kendte til grænser for anstændig opførsel, og som
selvfølgelig blev henrettet som en folkefjende af samme grund. Det var de
elendige, det var de udstødte, de skabede – idioterne – kvinderne – børnene –
slaverne – romerne – tolderne – synderne – det var jo dem, han elskede for
nu at sige det ligeud – og de forstod ham – ikke som det gale menneske, han
blev udråbt til at være, men som et udtryk for Guds altfavnende kærlighed –
de forstod det som selve livets mening. De forstod pludselig, at han i modsætning til alle de skriftkloge og lovkyndige vogtere af den sande jødiske
religion – ene af alle tog det gamle bud om at elske sin næste som sig selv
fuldt alvorligt – både i ord og i handling. Det var Gud selv, de så gennem
Jesus, og derfor skrev de, som de skrev.
Kierkegaard taler om, at den kærlighed, der i sidste ende gælder os selv via
den elskede eller via venskabet eller fædrelandet, har en dyb smerte indbygget i sig og samtidig en dyb frygt, som kommer af, at denne kærlighed er
forgængelig. Den holder op, simpelt hen på den eller anden måde – han har
et herligt billede på den fyrige kærlighed, der begynder som et sprudlende
kildevæld, men som har det med at ende som en stillestående og doven pyt og så sidder vi der og ser tv-avis hver aften. Eller vi kan miste den elskede
hvad øjeblik det skal være, så vi styrter fra den højeste lykke ned i den dybeste ulykke.
111
Men sådan er det ikke med næstekærligheden, siger han så. Den ophører
nemlig aldrig. Din næste er der jo altid, når din næste er alle mennesker og
ikke i sidste ende dig selv og dine følelser. Og Kierkegårds - synes jeg - meget smukke råd til alle sørgende og ulykkelige mennesker – mennesker, der
har mistet den, de elskede – mennesker, der selv har gjort sig umulige som
elsker eller som ven, fordi de kom til at forråde kærligheden eller venskabet
og derfor blev forkastet – og hvem har ikke prøvet det? – og hvem har ikke
frygtet det dagligt? Eller for hvem kærligheden blerv en doven pyt foran
fjernsynet. Til dem siger Kierkegaard: Du skal elske din næste som dig selv!
Deri er livet! Deri er den allerstørste trøst, som kan gives dér, hvor verden
ingen trøst længere ejer. Dér findes den trøst – den evige trøst – at elske sin
næste som sig selv. Tænk at trøste sørgende, ulykkelige og selvhadende
mennesker med en befaling: Rejs dig op! Nu skal du virkelig elske!
Det svarer til, at sige til den ulykkelige, nygifte mand, hvis kone blev skudt
og dræbt forleden i Slagelse, og som selv blev skudt: Du skal elske din kones
morder som dig selv! Så uhyrligt lyder den kristne påstand om kærligheden,
som også er den kristne trøst, hvor verdens trøst handler om gengæld og
hævn.
Men var det ikke præcis, hvad Jesus gjorde, når han helbredte alle de elendige stakler og sagde til dem: dine synder er dig forladt. Tag din seng og gå.
Gå ud i livet og elsk det hele!
Dommen over Jerusalem
Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle
af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod
komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels
blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem
templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen
komme over denne slægt.
Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem,
der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som
en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se,
jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer:
Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som
kommer, i Herrens navn!«
___________________________
Hvis man går i kirke juleaften, hvad mange jo gør, så skal man nok ikke
vente de store sindsbevægelser ud over de dejlige følelser af fællesskab og
nostalgi - selv om præsterne jo egentlig har chancen for netop at forarge - så
gør vi det sjældent - for sjældent måske. Juleaften skal være festlig - også i
kirken. Og det endda på trods af, at juleevangeliet er en ret så barsk dom
over verden. Men hvis man så vover sig i kirke som en af de få 2. juledag, så
112
skal jeg ellers love for, vi får råt for usødet. Nu handler det for alvor om
drab, justitsmord og ikke mindst om at hade den familie, vi har sat himmel
og jord i bevægelse for at være sammen med juleaften. Og på søndag bliver
det ikke stort bedre - da skal vi høre historien om Betlehems børn - bare så I
er advaret. Der er måske ikke noget at sige til, at 2. juledag kun er for de få nemlig de få, der vil have det hele med - ikke bare det festlige og vemodige,
vi oplevede juleaften - men også det voldsomt provokerende, svidende angreb på vores helligste værdier.
Tro endelig ikke, jeg er kommen for at bringe fred på jorden - jeg er ikke
kommen for at bringe fred - men krig og splid - jeg er kommen for at volde
splid i familien - og hvis du hellere vil have et rart og harmonisk familieliv ja, hvis du i det hele taget lever for at få et godt liv med dit på det tørre - så
har vi to ikke noget med hinanden at gøre! Ja, du kan da godt sætte dig pænt
tilrette i dit liv med dine idealer og med din tro, og du kan arbejde hårdt på at
få det hele til at fungere - samfundslivet - familielivet - dit eget liv - få det
hele til at lykkes. Det er bare ikke det, det kommer an på. Hvis det er det, der
er dig om at gøre - så er du mig ikke værd! Sådan lyder det i dag, og sådan
lyder det glædelige budskab som et barsk kald, der vel får de fleste af os til
at ryste på hovedet og vende os væk fra den vanvittige mand, der står og
råber til os så vredt og så intenst - med disse brændende øjne.
Jeg må lige have lov til at gå hen og begrave min gamle far, så kommer jeg,
Jesus. Nej! - lad de døde begrave de døde - men du - kom du og følg mig!
Til livet!
Det er et kald, der har givet næring til kunsten op igennem hele vores kultur
- denne mærkelige erkendelse af, at livet aldrig var nok - at der var et eller
andet derude, der kaldte på os mennesker - en længsel efter noget andet end
det vanlige - en forræderisk stemme, der hviskede til dem om deres sande
hjem - deres sande liv. Om en ubegribelig kærlighed, der kunne rykke alt det
op, de netop havde plantet. Som tamgæssene, der egentlig går og har det så
godt der i andegården, men engang imellem bliver de mindet om noget, når
vildgæssene trækker henover andegården højt højt oppe. En sær kalden mod
noget fortrængt og… nå, så snadrer man videre og glemmer, hvad det var.
Jeg har så tit sagt, at kristendom handler ikke om fred og ro og orden i tilværelsen - sådan som vi tror, og sådan som det er blevet den almindelige opfattelse hos mange. Sådan lidt acceptabel moraliseren fra kirkens side og så
ellers det traditionelle, det hyggelige og det festlige - især for børn. Gid de
ville komme i dag og høre mere og andet - høre om opstandelse og ufred - få
det hele med.
Måske har vi indrettet kirken helt forkert, så den er blevet sådan en anstalt
for det pæne og det vedtagne og harmløse - og ikke længere kan være lys og
salt for verden. Er vi lys og salt for vores folk? Råber vi dette brændende og
svidende kald ud fra tagene - eller hygger vi os med den tunge traditionelle
mastodont af en kirke, som har sat sig på den borgerlige moral - når det nu
er livet, det handler om - liv eller død. Det er meget slemt, hvis folkets kirke,
som skulle være lys og salt for os alle sammen, er blevet sådan en død institution, der sætter det højest af alt, at det hele fungerer pænt og ordentligt og
113
dræbende kedsommeligt. Saltet har mistet sin kraft - evangeliet om at dit
eget menneskeliv nu endelig er blevet noget værd, fordi du ikke længere skal
ligge under for verdens magter og myndigheder - alt det fantastiske og oprørende er blevet kvalt - Guds eget kald er blevet gjort til hyggelige ceremonier, der skal kaste glans over kedsommeligheden.
Den, der ikke er for mig er imod mig, siger han - men du - kom du og følg
mig til livet! Lad de døde være døde! Og nu taler jeg ikke blot om præsternes dilemma - kristendom er ikke kun for præster - jeg taler om ethvert døbt
menneskes dilemma - det brændende spørgsmål, om vi er Kristus værd. Den,
der bjerger sit liv, skal miste det - men den, der har mistet sit liv, skal redde
det.
I dag på 2. juledag bliver den kristne menighed kaldt ud i afgørelsen, så det
kan høres. Der er ingen mellemveje - der er ingen neutralitet mulig. Nu må
du vælge, hvad du sætter højest - hvad du vil med dit liv som kristen - om du
tør leve og kæmpe og lide nederlag overfor den kvælende ligegyldighed i tillid til at livet er livet værd, eller om du bare vil indrette dig med dit på det
tørre. Er det sikkerheden og udkommet, du tror på, eller er det den korsfæstede og opstandne Kristus, der i dag kalder dig ud af din behagelighed - ud i
kampens usikkerhed - kampen i livets navn? Man kan sige, det er irriterende
- man kan sige, det er utilladeligt groft at stille os i sådan et valg. men inderst
inde er der vel også noget, der hvisker til os, at uden dette salt, som kærligheden kaster ind i pæne og velordnede liv - selv om det svider og brænder så kunne vi dog ikke leve uden. Så ville selve livet gå i stå - så ville vi for
alvor dø af kedsomhed, fordi magt og orden og faste principper, gør det ikke.
Hvis ikke det var for den urimelige kærlighed, som igen stiller spørgsmål brændende spørgsmål til vores liv - som igen og igen trækker tæppet væk
under vores fødder og skaber liv og opstandelse omkring os - hvis ikke det
var for Guds ord, så var vi i sandhed fortabte. Så var vi i sandhed døde!
Hvis ikke han gør nar af vores pæne, sikre liv med pensionsordning og alting, sådan som han gjorde nar ad den visse død påskemorgen, hvad var vi
da andet en programmerede maskiner, der under alle forhold var ganske
forudsigelige - ganske kedelige og temmelig ligegyldige som andet end fortræffelige forbrugere?
Jeg tror, der ligger et eventyr og venter på enhver af os – vores eget livs
eventyr – ikke bare de andres på film eller i romaner. Jeg tror, vores liv er
uendelige muligheder for at overskride vores begrænsninger og alle de skel,
vi bygger op mellem hinanden. Jo, jeg tror på det evige liv, som kærligheden
kan gøre evigt ungt – og det er godt engang imellem at blive kaldt ud af det
vante – ud i livets barske storme – ud i det liv, vi egentlig blev skabt til at
leve. Er det ikke det, der først og fremmest er denne kirkes opgave?
114
Om de sidste tider
Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt
om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette,
skal mærke sig det! –da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin
kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage.
Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat.
For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været
magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil
komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske
frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis
nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro
det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter,
og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de
udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer:
Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om
i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.
_________________________
Sådan nogle forudsigelser om jordens undergang, som vi har hørt i dag - har
der altid været. Af en eller anden grund har mennesker altid haft en sær fornøjelse ved at fremkomme med uhyggelige varsler om, at nu sker der snart
noget forfærdeligt - ja, selv i dag kan man møde børn, der allerede for længst
har opgivet at tro på fremtiden, fordi de har hørt at der er så meget forurening, så det hele alligevel snart går under. Jeg ved ikke hvad det kommer af men godt er det ikke, hvis sådan nogle skrækvisioner får lov til at stå alene,
for hvad er det hele så værd? Livet - kærligheden - vores arbejde - vores
familie? Måske kommer det af for mange nederlag. Hvis man igen og igen
lider skibbrud med sit liv eller med sit folk - ja, så er der en stor mulighed
for, at man bliver sært kynisk og desillusioneret, som det hedder - frustreret
måske - så man ikke kan se andet end livets elendighed - livets håbløshed,
der har så nemt ved at fortrænge glæden og troen og tilliden. Det nytter alligevel ikke noget - og så bliver jordens undergang ikke nogen særlig katastrofe men blot en bekræftelse på det, som man egentlig godt vidste. Det hele er
en jammerdal.
Derfor er det selvfølgelig heller ikke dommedag, der er Jesu anliggende nej, det er vores triste opfattelse af dommedag. Dommedag er ikke tilintetgørelsen men en helt ny begyndelse. Det er det livssyn, der gennemsyrer
Bibelen fra ende til anden: at katastrofen eller tragedien ikke blot er noget
forfærdeligt noget men også en vidunderlig og somme tider nødvendig nyskabelse. I Det gamle Testamente handler det først og fremmest om Israel Guds folk, der hele tiden vandrer mellem de gode dage og så katastroferne den ene værre end den anden - og til sidst den tilsyneladende udslettelse med
tempelets ødelæggelse og folkets deportation til Babylon. Det værste der
kunne ske for israelitten, det var at templet blev vanhelliget, og det er netop
115
en sådan vanhelligelse af tempelet, der kaldes for ødelæggelsens vederstyggelighed - et pragtfuldt udtryk. Men hele tiden dukker den op denne tanke,
som har holdt folket i live til i dag: at katastrofen ikke er meningsløs men er
en del af Guds store plan med sit folk - dette at katastrofen ikke er dødskramper men altid fødselsveer. Med smerte skal du leve - men ud af smerten kommer den store glæde. Hele tiden slås det fast i Bibelen igen og igen og i dag har vi som sædvanlig her hvor det gamle kirkeår nærmer sig sin
afslutning, hørt to-tre historier om det samme - profeten Esajas, som formaner folket om, at det er Gud, der trøster, og hvad bliver der da af undertrykkerens rasen? Hvordan kan du tvivle eller fortvivle, når Gud er din Gud?
Og Mattæus fortæller om den store katastrofe, som skal blive forfærdelig men ud af katastrofen kommer lyset - håbet - tilgivelsen - kærligheden - og
der skal ikke være noget at tage fejl af.
Og se, der er forskellen på Bibelens dommedagsberetninger og nutidens
katastrofelængsel, for mens Bibelen aldrig opgiver håbet eller troen på kærligheden eller på livet, som det er skabt af Gud og ligger i hans hånd - jeg
skjuler dig i skyggen af min hånd - så er nutidens dommedagsforudsigelser
blot en konstatering af elendigheden eller en hoveren over de onde, der altså
har i sinde at ødelægge verden med deres forurening eller deres krige eller
deres udnyttelse af den tredje verden. Vi tænkte det jo nok! Når vi er gudløse bliver livet et mareridt af tomhed i samme øjeblik livet ikke arter sig som
det skal - i samme øjeblik virkeligheden melder sig - tragedien eller katastrofen - det, du ikke er herre over - det, der ikke giver mening - det, du ikke
forstår. Fordi gudløshed betyder, at du selv gør dig til herre over dit liv. Og
så må du nødvendigvis forklare alting, og så bliver det noget med skyld, for
hvordan skal man ellers forklare det uretfærdige og det urimelige. Det er de
andres skyld - de ondes - og syndebukkene står altid klar til at blive taget
frem. Eller det er min egen skyld, at det skete. Jeg var ikke god nok. Når vi
er gudløse bliver tilværelsen et mareridt af skyld. Af vrede og had mod de
skyldige, hvad enten det nu er de andre eller os selv. Derfor taler de gamle
profeter, som de gør: Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig - der
spændte Himlen ud og grundlagde jorden? Og derfor taler Kristus, som han
gør: Lad jer ikke føre vild af falske spådomme eller falske messiasser - tro
på Gud - I har det i jer - I kender Guds rige - jeg har fortalt jer det - der vil
ikke være noget at tage fejl af.
Nu må I ikke tro, at gudløs kun er noget, de andre er - her skal ikke sættes
noget skel mellem troende og vantro - faktisk er gudløsheden et nødvendigt
skridt på vejen for ethvert menneske - den mærkelige vej, som fører til Gud.
På samme måde som tvivlen er et nødvendigt skridt på vejen til tro. Og vi
skal nok ikke gå og bekymre os så meget om det med Gud. Gudløse er vi for
det meste - sådan opfører vi os i det mindste - som herrer i huset - indtil du
engang imellem bliver grebet af virkeligheden - så du jubler af glæde over
livet og må takke den Gud, som du ikke tror på til daglig - eller når livet gør
så ondt, så du råber til den samme Gud om hjælp.
Det er dér - i virkeligheden - Gud er - det er dér Guds rige befinder sig - midt
i virkeligheden - i glæden og i sorgen og ikke mindst i skyldfølelsen, som
116
klæber sig til os gudløse mennesker med rette eller med urette. For somme
tider er det jo vores skyld. Og når skylden så ikke er til at bære - ja, så står
han der og tager imod os - løfter den af vores skuldre - tager den på sig.
Mærkeligt - men sådan er vel kærligheden. Og kan du klare den kærlighed eller vil du bære din byrde selv?
Lignelsen om dommedag slutter med et mærkeligt ord: hvor ådselet er flokkes gribbene. Ja, det gør de jo, fordi det gælder liv eller død. Hvor budskabet
om Guds kærlighed og tilgivelse lyder, der vil de som hungrer og tørster
efter kærlighed og trøst, flokkes - selvfølgelig af samme grund. Det gælder
jo livet! Og ligeså lidt som gribbene flokkes for at vurdere og diskutere betydningen af, at dette ådsel nu ligger dér, eller om det nu er tilrådeligt at
spise det, men uden videre kaster sig over det, fordi de er sultne, og fordi de
er ådselædere - på samme måde vil det virkelige og levende menneske - dvs.
det skyldige menneske - ufortøvet tage imod denne underlige kærlighedserklæring fra livets Gud og skaber - der er intet valg! Fordi det gælder livet
og så fordi vi er mennesker, der har Guds rige inden i os.
Anmelderen - den stakkels teolog eller filosof - den forsigtige, som
gerne vil bevare overblikket og meningen og herredømmet over sit liv
- han står udenfor flokken - for ham er ådselet blot en mulighed - et
tilbud, som kan vælges eller vrages. Og forskellen på ham og ådselet
er vel til at overskue.
Lidt søgt kunne man godt få det her til at handle om nadveren - denne anstødssten ved vores gudstjeneste - dette skandaløse, at vi samles for at æde
Guds søns kød og drikke hans blod og oven i købet falder på knæ, mens vi
gør det. Man siger, det er uforståeligt - man bryder sig ikke om det - man
diskuterer nadverens betydning... men gribbene, de flokkes om ådselet - kan
ikke andet - og æder løs, for det gælder deres liv! Er vi blevet for kloge eller
for forsigtige eller for selvdøde til at flokkes om nadverbordet? Vil vi altid
holde os forsigtigt på afstand af denne urimelige kærlighedserklæring, som
nadveren signalerer og er - om den Gud, der døde af kærlighed til os? Er vi
for døde til at lade os gribe af nadverens drama - af kærlighedens inderste
væsen? For ligeglade?
Hvis der ingen døde dyr var, ville gribbene dø af sult. Hvis ikke Gud var død
for os - hvis ikke Gud var kærlighed - hvad var da vi - hvad var da vores liv i
det hele taget værd? Jo, de stores liv, måske - de som blev til noget - de som
kom så fint igennem, og som hverken tænkte på Gud eller på gudløshed... på
tro eller på tvivl, fordi de aldrig kom i nærheden af livet - men de andres - de
ramtes - de undseelige - de foragtede eller selvforagtende - de små som aldrig kom til orde - hvad var vel de uden denne urimelige kærlighedserklæring fra livets Gud og skaber?
Der er nogen, der bøjer sig for konger og kejsere og paver og lader sig dupere af løverne og ørnene i deres gyldne våbenskjold - og vi bliver aldrig klogere. Men her i kirken bøjer vi os, når vi flokkes om vores døde Gud, som
altid kommer os levende i møde med al sin kærligheds rigdom. Aldrig får
han nok - aldrig bliver han træt af os. Ham, der ofrede sit guddommelige liv
for gudløse syndere.
117
De ti brudepiger
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og
gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem
var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De
kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i
søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og
mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand.
Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for
vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til
både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da
de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden
kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men
han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
______________________
Adventstiden er jo - lidt ligesom fastetiden op til påske - eftertænksomhedens tid - den stille og måske lidt vemodige tid. Samtidig er advent spændt
forventning om noget glædeligt. Der er en mærkelig dobbelthed i adventstiden. Det er jo også gentagelsen - vi ved hvordan det går - vi kender advent
ud og ind, og vi ved, at julen kommer - og samtidig er det, som skal ske, noget aldeles nyt og uhørt. Det er denne dobbelthed, jeg gerne vil tale om i dag,
hvor vi hører loven tordne fra oven, og må spørge næsten forgæves efter det
glædelige budskab.
Malakias talte om udrensning og lutring, hvad der inspirerede Ingemann til
sangen om den store mester - og vé den stakkel, der ikke blev renset af den
himmelske lud - vé den uværdige, som pludselig sidder til bryllup uden bryllupsklædning. Og så kommer ellers lignelsen om de ti brudejomfruer, som
igen handler om udrensning - denne gang af de ubetænksomme - de uforstandige.
Det er jo nu engang sådan, at de fleste af os gerne vil have hold på vores tilværelse på alle mulige måder. Vi kan ikke fordrage det uforklarlige - ja, vi
bliver dårlige, når vi kommer i tvivl om, hvad der er op eller ned - sandt eller
falsk - hvidt eller sort. Når tilværelsens orden på én eller anden måde forstyrres. Og samtidig drages mennesker mod netop det uforklarlige - det mystiske
- godt, der er mere mellem himmel og jord... Måske drages vi mod noget,
som godt må være der som en mulighed - men som helst ikke må ske - lige
nu i hvert fald. Menneskelivet er underligt.
Jesus havde det med sådan at forstyrre tilværelsens rimelige orden, når han
brugte de uhyrligste billeder om træer, der plantede sig i havet, om møllesten, der blev lagt om halsen på folk - eller man kan virkelig blive dårlig ved
at tænke på forsøget med at få en kamel igennem et nåleøje. Men mest forstyrrede han måske ordenen ved hele tiden at sige nu. Nu kommer brudgommen. Eller som vi skal synge til sidst: Nu bringer os glæde hver Herrens
dag. Nu sker det!
118
Og det gør han vel fordi han vil have os ud af vores drømmeverden og have
os ind midt i livet - lige dér hvor livet er. Og livet er ikke ordentligt. Det
kommer ustandselig og rokker ved vores livssyn og ingen holdning kan bære
livet - og hvad gør vi så. Ja, så klamrer vi os til det kendte og bider fra os,
fordi vi er bange - bange for at tilværelsens dimensioner skrider.
Vi har jo altid ment, at det her land, vi bor i, var for danskere. Ja, folk måtte
da gerne komme på besøg, men de måtte også gerne rejse igen. Men nu oplever vi så, at der faktisk er nogle tusind mennesker, der havde tænkt at slå sig
ned her hos os - fremmedartede mennesker - og det ryster os, så vi bliver aggressive og egentlig godt kunne gøre Malakias' ord om udrensning til vores:
Gud kan bedst lide et rent Danmark!
Vi kender det også fra kunsten. Den uforståelige og abstrakte kunst, som
prøver at udvide vores livsopfattelse, hvor vi spørger - somme tider forgæves: Hvad forestiller det? Og hvor er vi hurtige til at forkaste det, som vi
ikke umiddelbart kan forbinde med et kendte. De fleste ønsker en tryg tilværelse, hvor alt er, som det skal være, og hvor man véd, hvad man har at gøre
med - hvor alt er genkendeligt, og ingen skal komme og forstyrre vores verdensorden, og også vores gode gamle religion skal være genkendelig og tryg
traditionel med julen som den store og livsbekræftende hygge, hvor alt er
ved det gamle.
Men livet kommer alligevel på tværs, fordi det er alt for stort for os – ligesom Gud, der heller ikke kan passes ind i nogen beskrivelse, der holder, og
derfor er det ret meningsløst at slå hinanden i hovedet med denne eller hin
forklaring. Pludselig møder vi den store, ubegribelige glæde eller den store
meningsløse sorg, som slet ikke passer til vores livsopfattelse, og så står vi
der og famler forgæves efter vores holdepunkter, som bare er væk. Det er
måske det, der er vores daglige dommedag - at pludselig melder livet sig kommer uventet og finder os uforberedte - sådan havde vi ikke ventet det.
Nu kommer brudgommen, og der skal være fest - skynd jer! Men det havde
vi ikke ventet – eller jo, måske nok ventet men ikke taget rigtig alvorligt, så
vi var klar – klar til at leve her og lige nu.
Livet kommer som det vil - ikke som vi vil. Og det hjælper ikke en pind, at
vi krampagtigt søger at skabe mening i det meningsløse. Livet er for stort for
os, fordi det er ikke enten eller - det er alt muligt. Kendt og ukendt - rimeligt
og meningsløst - retfærdigt og uretfærdigt - lys og mørke - liv og død. Og
hvem kan forberede sig på alt muligt? Det er dér Jesus vil have os hen, fordi
han vil have os midt ind i virkeligheden. Han vil have os ud af vores beskyttelsesforanstaltninger – ud af vores forestillinger om livet – ud i livet selv,
hvor alt er muligt.
Det er måske så det, som denne gudstjeneste kommer til at handle om - at
turde leve ansigt til ansigt med det umådelige og ubegribelige liv. At turde
bekræfte hinanden i, at livet er langt større end os - at det er ganske ubegribeligt, og at vi er alt for små til at forstå det. Når vi snakker om livet og laver
vores små livsfilosofier eller vores små religioner, som har det med at puste
sig op til det helt store og endegyldige, ja, så er vi som den lille dreng, der
står ved Frederiksholms Kanal og mener, at nu har han set verdenshavet.
119
Måske ville vi gerne have en gudstjeneste, der bekræftede os i vores kendte
og trygge livsholdning - en eller anden lære, som vi kunne forholde os til.
Måske ville vi gerne have en gudstjeneste, hvor alting var, som det altid havde været - og begge dele får vi. Men er det det eneste, så har vi mistet de store dybder i kristendommens væsen - så er vi gået pænt udenom det skræmmende, som samtidig er det egentlige.
Og som gudstjenesten således livet selv. Måske ville vi gerne have et liv,
som var rimeligt forståeligt og hvor alting kunne forklares - måske ville vi
gerne have et liv, hvor alting var, som det skulle være - som det altid havde
været - og sådan kan vi da godt indrette os med traditionel hygge som det
væsentligste i vores liv, men så mister vi ifølge evangeliet det egentlige - ja,
livet selv, fordi vi var bange for at lade livet komme til os i al sin vælde - det
liv som er ligeså ubegribeligt og grænseløst som evigheden. Så går vi fortabt, siger Matthæus uden at blinke, og det kommer vi ikke udenom.
I denne tid forbereder vi os på julen - forbereder os på denne sære nedkomst
– dette at det egentlige det fuldstændigt virkelige kommer til os – ligesom et
nyfødt og sårbart barn – intet er så virkeligt som et barn, der skal skiftes eller
have mad. Julen er guddommeliggørelsen af det mindste og mest trivielle
menneskelige. Det er det største! Fordi det er virkeligt – det er her og nu. At
få et nyfødt barn lagt i dine hænder: så er det dig her og nu med al din opmærksomhed. Tør vi så tage imod julen, når den kommer, eller er vi så bange for den, at vi pakker det hele ind i vatskæg og pebernødder og gammel
juletradition. Vedkommer julen os i virkeligheden, eller er det bare tradition?
Vedkommer denne gudstjeneste os i virkeligheden, eller er det bare tradition
– pligt måske? Tør vi lade os ryste, når vi får ren besked om, at vi godt kan
holde os livet fra livet, hvis vi vil - at vi kan leve uden nogen sinde at leve
for alvor - eller pakker vi det hele ind i den evangeliske, glædelige ligegyldighed, som man også godt kan blive træt af - ligesom for meget gløgg?
Vi skal ville og turde gå livet i møde, sådan som livet selv vil - på livets egne
betingelser - vi skal opleve det umulige og frygtløst være til stede, også hvor
vi ikke kan bunde, og hvor vi ikke har hold på nogen ting. Det er det enorme
liv, vi sendes ud til herfra med Guds velsignelse - det umådelige, spændende
og farlige liv, hvor vi hele tiden står i afgørelsens øjeblik. Det er Guds kærlighed, der tvinger os ud i det store liv, som vi er skabt til at leve med åbne
sanser og med et modtageligt sind for alt, hvad livet vil os - tvinger os til
handling og afgørelse på trods af alle djævelske forsøg på at holde os indespærrede i frygtsomme religioner og døde traditioner.
Der er lys på kirkerne i denne tid - og smukt er det. Men måske skulle vi
også rette projektøren den anden vej - mod den verden og det liv, der ligger
udenfor kirkedøren. Det umådelige, farlige og vidunderlige liv, som vi sendes ud i herfra med frihed til at gribe det og blive grebet af livet selv.
At komme i livets vold.
120
De betroede talenter
Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte
sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem
talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så
rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og
handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de
to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og
gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter
kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem.
Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter;
se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt,
du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig
meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter
kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har
tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og
tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå
ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den
ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård
mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke
har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i
jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham:
Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke
har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have
betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen
med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv
den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal
der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra
ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener
ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
______________________________
Der er et liv før døden! Det turde være indlysende nok, for det er jo lige nu,
her hvor vi er, dette liv findes. Men sådan opfatter vi det langtfra altid. Den
lignelse vi lige har hørt, handler vel om at leve og elske og være, mens vi er
her og kan, som Piet Hein siger i et gruk:
Husk at glemme bagateller –
husk at nemme det, det gælder,
husk at elske mens du tør det,
husk at leve, mens du gør det
Og det er jo egentlig underligt, at vi skal mindes om det – mindes om det,
som vi sikkert allerhelst vil: Leve – elske – glemme det smålige – huske det
vigtige. Måske fordi det ofte går omvendt. Vi koncentrer os om bagateller –
glemmer det, det gælder – elsker, når vi ikke længere tør eller kan – lever,
først når vi er døde. Som en ældre mand engang formulerede sin lidt bitre
livsvisdom: Da jeg var ung kunne jeg elske hvem som helst – men jeg turde
ikke. Nu tør jeg godt, men nu kan jeg ikke…
Matthæus’ lignelse om de betroede talenter står mellem lignelsen om de ti
brudepiger – de fem kloge og de fem tåbelige - og så den om verdensdommen, hvor fårene skilles fra bukkene. Og de handler vel alle sammen hver på
121
deres måde om det at turde eller ville leve, mens vi gør det – årvågent – opmærksomt – dristigt – leve fuldt og helt. Og der lægges ikke fingre imellem,
når det gælder dem, der ikke gør det: Ud i mørket. Jeg kender jer ikke – evig
straf. Det er åbenbart vigtigt for Matthæus at få det her frem i Jesu forkyndelse – det med at leve årvågent – opmærksomt – dristigt. Det med at turde
sætte noget på spil – sig selv måske – uden frygt for de værste konsekvenser.
Og jeg tror, det hænger sammen med, at Matthæus på sin egen måde gør op
med religionen – altså den jødedom, han selv kommer af. For hvad er religion andet end netop forsigtighed – altså at overgive sit liv til forsikringsselskabets betingelser?
Livet er dødsens farligt – pludselig er du under Guds forfærdelige vrede – og
som Job konstaterer det: Hvem kan stå sig imod den? Hvem kan overhovedet gå i rette med Gud? Han gør hvad han vil, og ingen kan spørge: Hvad er
det, du gør? Sådan var det – og sådan er det vel stadig, selv om vi måske
bruger andre ord i dag, når det gør ondt at leve – ord som skæbne, uheld eller
ulykkeligt tilfælde. Og der står religionen så med sine afværgemekanismer,
som ikke altid virker – men som på en måde giver god mening som et svar
på meningsløsheden. Med alle ofrene – bønnerne - lovoverholdelsen – ritualerne - alt det, vi kender så godt, og som er så fristende, når angsten lurer.
Sikkerhedsforanstaltningerne.
Men nej, siger Matthæus – du kan ikke sikre dig, og netop din forsigtighed
fører til din undergang. Brug dig selv og alt hvad du har i dig – alle dine
talenter – brug dem! Brug dem! Men hvis du ikke tør leve dit liv af frygt –
eller hvis du tror, at det virkelige liv først ligger ude i fremtiden – i evigheden – eller hvad du nu tror – så går det dig ilde. Måske fordi vi er skabt til at
udfolde os – skabe – virke – elske. Vi er ikke skabt til at ligge brak – eller
være lydige ofre for andres forsigtighedsregler. Det er forkert med al den
forsigtighed – al den frygt for Gud og for mennesker og for døden – og for at
det skal gå galt. Som Søren Kierkegaard sagde det: At vove er at miste fodfæste for en stund - ikke at vove, er at miste sig selv.
Religionen tager sig af dig – eller får Gud til det – religionen tager dit ansvar
på sig – eller får Gud til det. Men nej – det er ikke meningen – ikke ifølge
Matthæus. Livet er dit ansvar – det er dig, der skal give det mening – frygtløst – årvågent – opmærksomt – dristigt skal du påtage dig dit liv og ikke
bare lægge det i andres velmenende hænder. Og det er så måske det, der
giver mening til den såkaldte Matthæusregel: at den der har, han skal gives –
men den som intet har, fra ham skal endog tages det, han har. For hvad nu
hvis det var livsmod, det handlede om? Hvis det var kærlighed – hvis det var
den dristige indsats? Er det ved at give, at vi får noget? Er det ved at tilgive,
vi bliver tilgivet – er det ved at elske, vi får kærlighed? Er det ved at opgive
alle vores forbehold og sikkerhedsforanstaltninger, livet virkelig kommer til
os – og måske først da?
Jeg tror også det er det, dåben handler om, hvor vi allerede ved livets begyndelse beder om, at Gud vil bevare vores udgang og indgang, som måske
dækker dette at gå ud i livet og leve det fuldt og helt med alle sejl sat – med
alt hvad vi har i os - frygtløst – opmærksomt – at gå på opdagelse mod nye
122
dybder i livet for at se hvad det kan bære – gå ud og elske det hele og tage
endnu en chance. Og det er måske det samme som at gå ind til sin Herres
glæde?
Lad mig citere en amerikansk biskop, som nogen måske kender:
”Jeg ved, hvad det vil sige at blive elsket – både af familie og venner. Jeg
ved, hvad det vil sige at blive værdsat. Og når jeg oplever denne kærlighed,
så er det, som om den forstærker min egen evne til at elske og værdsætte
andre, og der kommer endnu en dimension i mit liv. Det er, som om kærligheden giver mig kræfter til at gå ud over mine grænser – til det, som ligger
bag alt og samtidig findes i selve tilværelsens kerne, og samtidig frigøres jeg
til at opgive min overlevelsestrang for at give mere af mit eget liv væk. Bemærkelsesværdigt nok uden den mindste følelse af tab. Jeg får også større
evne til at bære, hvad jeg tidligere ikke troede muligt…”
Jeg tror, han har ret – og jeg tror, vi skal tage både biskop Spong og Matthæus dybt alvorligt, når de belærer os om, hvor stort og vigtigt og fantastisk
vidunderligt, menneskelivet er. En pragtfuld tumleplads, hvor vi kan leve og
elske og være – hvor vi kan gøre fejl og gå fejl af både hinanden og det hele
– og så alligevel komme her hen i menighedens fællesskab og blive opmuntret igen og igen til at leve og elske og være – være det enestående menneske, vi hver især er. Og nu er Freja med!
Der er nogle utrolige dybder i evangelierne for den, der har øjne, der kan se
livets uendelige skønhed. Og der er nogle uendelige dybder i livet, for den,
der har ører, der kan høre det fantastiske i evangelierne.
Verdensdommen
Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med
ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en
hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem
ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag
det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I
gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg
var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg
var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre,
hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og
gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog
imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg
eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig
siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste
brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved
sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild,
som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og
I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke
noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var
nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke
123
til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel,
uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg
jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I
heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de
retfærdige til evigt liv.«
____________________________
Man kan vel ikke undgå at føle sig ramt af denne kirkeårets sidste tekst om
verdensdommen. Den passer jo næsten for godt ind i det religiøse system,
der med trusler om straf og med løfter om belønning tugter mennesker til at
gøre det, som guden og ikke mindst hans præsteskab forlanger. Og i løbet af
kirkens historie har angsten for denne dom da også bredt sig som en pest
over verden, hvor mennesker bogstaveligt talt med frygt og bæven forstod
deres liv som en skole, og det gjaldt så naturligvis om at blive oprykket i
næste klasse og for alt i verden ikke at blive dumpet – smidt på lossepladsen
eller ud i mørket eller det, der var værre.
Jeg tror ikke, man kan underdrive konsekvenserne af det menneskesyn og
den livsopfattelse i retning af et forskræmt og dermed aggressivt liv. Enhver
pædagog ved, at man intet opnår ved hjælp af trusler eller løfter – ikke andet
end forstillelse og hykleri.
Er det så fortællingens pointe? Er det så kristendommens pointe? Jeg tror det
ikke, og hvis det var, så synes jeg vi skulle benytte kirkeårets afslutning til at
lukke butikken og dreje nøglen om, sådan som et par moderne teologer foreslår det i deres seneste bog.
Matthæusevangeliet er som de øvrige evangelier et opgør med al religiøs
tænkning – ikke mindst da med den jødedom, som evangelierne udspringer
af, og som netop på den tid syntes at leve af en meget stærk syndsbevidsthed
– fremkaldt af den vedvarende romerske undertrykkelse og samtidig et meget stærkt kald til omvendelse som den eneste vej til befrielse og frelse.
Dommedagsprofetier og apokalyptiske syner hørte til dagens orden. Omvend
jer eller det går os alle ilde! Matthæus bruger den samme form, men indholdet er ganske anderledes. Præcis som i hans bjergprædiken og som i så mange af hans lignelser, så er det ikke noget særligt, der forlanges af mennesker.
De fleste religioner – herunder jødedommen har jo en eller anden lov, som
skal efterleves til fulde – både en moralsk og en religiøs lov, som man skal
leve op til for frelsens skyld. Og det er her, evangeliet adskiller sig fra al
religion, for det, som Matthæus opstiller som idealet, det er ikke nogen ny
lov men den rene og skære menneskelighed, som ethvert barn kender. Så
enkelt som at række en tørstig sjæl et bæger koldt vand. Så selvfølgeligt som
at hjælpe mennesker i nød.
Det som Matthæus bekæmper, er altså ikke lovløsheden men umenneskeligheden – den umenneskelighed som måske netop kommer af lovoverholdelsen. Og det hænger sammen med, at ingen lov kan dække hele livet –
tværtimod vil den ikke så sjældent stå i vejen for livet. Det er vel derfor, de
bliver så overraskede, bukkene og for så vidt også fårene – fordi dommen er
så omvendt. Jamen vi har jo holdt loven, budene – vi har jo gjort, hvad der
124
blev sagt. Ja, netop! Derfor har I aldrig levet selv! Har aldrig rådført jer med
jeres menneskehjerte, fordi I troede, livet stod skrevet i en hellig bog. De
andre – fårene – var også overraskede, for de huskede ikke deres menneskelighed som noget særligt, hvad den heller ikke er – de gjorde det bare. Ikke
fordi det stod skrevet noget sted eller fordi det var forordnet – men som det
selvfølgeligste af alt. Man lader da ikke et frysende, sultent, tørstigt, ensomt
og bange menneske i stikken! Ikke uden at gøre vold på sit eget menneskehjerte. Og hvor loven foreskriver sådan og sådan – altid af hensyn til samfundets trivsel eller stammens beståen – ja, så har din menneskelighed intet
andet formål end dit nødlidende medmenneske – uanset hvem det så end er.
Og det ved vi jo godt inderst inde – i hvert fald enhver som har et menneskehjerte. Så Matthæus’ lignelse om verdensdommen er i sit væsen et kald til
at leve, sådan som vi er skabt til at leve. Et kald til at vende tilbage til vores
medfødte menneskelighed bagom alverdens ideologier, religioner og forskrifter for et godt og sandt liv. Du skal bare være, som du er! Deri er livet!
Der er så meget, vi kan undskylde vores umenneskelighed med – hensynet til
dit eller dat: langsigtet planlægning - bekæmpelse af både det ene og det
andet – fjendebilleder, der kan få os til at bombe folkeslag sønder og sammen – der er så meget, vi kalder nødvendigt, og som måske også er det. Men
rigtigt bliver det aldrig at veje andre hensyn – uanset hvad – tungere end
netop dit medmenneske. Ikke i følge Matthæus.
Det bliver aldrig rigtigt at gå i krig. Det bliver aldrig rigtigt at dømme og
straffe lovovertrædere. Det bliver aldrig rigtigt at knægte vores børn med
autoritære opdragelsesprincipper – det bliver aldrig rigtigt ikke at forkæle
dem. Eller kort sagt: Det bliver aldrig rigtigt ikke at elske din næste, hvem
det så end måtte være. Nødvendigt måske – men aldrig rigtigt! Og sådan tror
jeg egentlig livet er indrettet dybest set – og dybest set ved vi det godt.
Ifølge Mattæus var der én der kunne det her til fuldkommenhed – og det var
Jesus selv. Ikke bare forkyndte han det – han levede det også fuldt ud, uanset
hvad der så skete med ham. Og selvfølgelig blev han henrettet for foragt for
loven – ja paradoksalt nok foragt for Gud. Men selv der på sit kors, hvor
man kunne med rette have forventet en byge af forbandelse mod alt og alle –
eller i hvert fald en vis opmærksomhed på sin egen situation - glemte han
ikke næstekærligheden og tilgivelsen overfor mennesker i nød – de der korsfæstede ham og den arme røver ved hans side: I dag skal du være med mig i
Paradis! Hans liv var til det sidste udlevet kærlighed og menneskelighed i
guddommelig målestok, og derfor kan jeg umuligt frygte hans dom. Andres
dom kan jeg frygte – og jeg bestiller stort set ikke andet end at frygte andres
dom i et forgæves forsøg på at leve op til deres forventninger - men ikke
hans. I dag siger han til mig: Hold op med at leve op til noget eller til nogen.
Vær dig selv med alt, hvad du har i dig – vær det medmenneske, du allerede
er. Jeg vil så gerne opleve dig – ikke som du synes du burde være – men som
du er. Hold op med hele tiden at efterleve – du har intet at frygte – så bare
lev! Lev selv!
125
Nadveren
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til
Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og
sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde
påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde,
som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de
spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde
mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge
ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er
ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil
forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om
ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af.
Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas,
som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han
svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine
disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.«
Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle
heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til
syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af
vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen
med jer i min faders rige.«
_____________________________
For mange mennesker er denne sære altergang i dag gået hen og blevet et
tomt ritual – noget der bare ligesom kører videre af sigt selv efter inertiens
lov. En del mennesker føler direkte ubehag ved at gå til alters – man føler sig
udstillet på en mærkelig måde og føler sig vel også gået for nær.
I gamle dage var det anderledes – måske. For 100 år siden var altergang
noget, der foregik uhyre sjældent og med en meget stor grad af højtid. Man
blæev faktisk indskrevet i forvejen i præstens kommunionsbog, som den
hed, og der kan man læse, at nu var Peter Hansen og hans husstand indskrevet til alters på søndag. En gang om året eller måske to – det var normen, for
man var tæt på det meget hellige, og det skal man ikke pjatte med. I øvrig
havde ukonfirmerede børn af samme grund slet ikke adgang til Herrens
Bord. Og nu er det jo så den gode præst skal forklare værdien af altergangen,
således at alle igen kan føle sig godt tilpas ved at knæle ved alterskranken og
modtage Jesu Kristi legeme og blod. Sådan som præsterne jo på mange måde
og gennem mage år har skullet forsvare og argumentere for det bestående
overfor en stadig mere, synes det, uforstående befolkning, som stiller flere
og flere spørgsmål til, hvad det egentlig er, vi går og gør. Således har præsterne repræsenteret det statiske eller måske rettere det statslige overfor menigheden, hvilket også giver sig udtryk i, at præster som regel elsker højmessen, som den er, og det på trods af at flere og flere danskere finder den meningsløs. Der har altid været et skel mellem præst og menighed på den måde,
og når der var gået for længe, inden Peter Hansen og hans husstand havde
søgt Herrens bord – ja, så gjorde præsten opmærksom på, om det ikke var
126
ved at være tiden. Præsten var ligesom en faderskikkelse for sine sognebørn
eller en hyrde for sine får, som jo ikke altid vidste bedre.
Det er ikke bare præsternes skyld. Mange mennesker har fuldt og helt accepteret den ordning som jo også må siges at være den nemmeste. Præsten tror
åbenbart på det her, og så er det vel i orden, synes mange at have tænkt, og
har dermed indordnet sig i rollen som får eller sognebarn. Derfor blev der
også et voldsomt røre for et par år siden, da netop en præst gik ud af denne
rolle og gav udtryk for en sund tvivl om det, han selv og vi andre går og tror
på. Det var som om, der blev åbnet en dør, som havde været lukket og låst i
mange år, og de fleste følte trækken meget ubehagelig, mens enkelte vejrede
morgenluft.
Jeg er ikke sikker på, kirkes autoriserede ritualer afspejler nadveren præcis
som den var tænkt i sin tid. De er jo også, selv om de er nok så autoriserede,
menneskeværk. Ideen var jo, at ritualerne på en eller anden måde skulle understøtte forkyndelsen, så det ene var utænkeligt uden det andet. Det er derfor, det er så forfærdeligt, når et ritual bliver tømt for sit indhold og bare
fortsætte ureflekteret - uoverlagt – nærmest af sig selv. Sådan kan det også
gå med vores liv, så vi bare lever, som vi skal, uden at tænke over hvad vi
egentlig vil – altså på en måde overlader vores liv til andre. Og der er altid
nok, der gerne vil overtage det.
Jeg kunne da godt tænke mig at få fjernet alterskranken og alt det knæleri i
forbindelse med altergangen, som jeg finder lidt uværdigt og ikke særlig
meget i harmoni med den frihedserklæring, forkyndelsen gerne skulle munde
ud i. Jeg synes måske også, der fokuseres lovlig meget på bod og anger og
syndsbevidsthed i det hele taget, men på den anden side, så er det jo ikke
formen, men netop indholdet, der er det afgørende i ritualet. Og det hele står
og falder med, hvad hver enkelt selv forbinder med nadveren.
For mig er nadveren ikke en offerhandling, og det er fordi jeg ikke betragter
Jesu død som et offer, der så at sige kan betale min gæld, men langt mere
som et forbillede på kærlighed. Jesus ofrer sig efter min mening ikke –
tværtimod, så gør han præcis som han vil og opfordrer os til det samme. Så
når jeg går til alters – og det gør jeg tit – så er det Jesu menneskelighed, jeg
mindes langt mere end hans guddommelighed, og så er det det, at han med
sit liv og sin død som ingen anden har bygget bro mellem den fjerne og ophøjede Gud og mennesker på en måde, så Guds rige dels er kommet helt nær
og dels er blevet menneskers anliggende – er blevet vedkommende, fordi nu
er det os, der ansat i hans rige med fuld ansvar for det hele. Vi er blevet ét
med Gud, som det hedder.
Tanken om, at vi bare kan gå til alters og knæle ned og få syndernes forladelse ved at drikke Jesu blod og spise hans legeme er jo smuk og gammel,
men det er vel også udtryk for en kirkelig omvej til Guds rige, der fra gammel tid har skullet sikre kirkens eksistensberettigelse ud fra devisen: Udenfor
kirken er der ingen frelse! Extra ecclesiam salus nulla est!
Jeg vil altså meget hellere betragte nadveren som et festmåltid, hvor vi i
fællesskab fejrer, hvem vi er – medarbejdere i Guds rige med frihed til at
elske. Og det er vel også baggrunden for de tendenser, vi ser rundt omkring
127
– også her i menighederne, til at gøre nadveren mere festlig med rigtigt brød
og rigtig vin og snak om bordet – for ikke at tale om de dyre måltider, man
spiser rundt omkring i dag i kirkerne. Måltider, der måske skal minde om
Babettes gæstebud, hvor netop glæden og befrielsen og kærligheden blev
befordret af en udsøgt menu.
Men det handler ikke så meget om formen, med mindre formen direkte modarbejder indholdet. Hvis jeg i mit indre univers kan opfatte den forfærdelige
oblat, vi spiser og den elendige kirkevin, vi drikker som et festmåltid i Guds
rige – jamen så er det det. Og hvis jeg i mit indre menneske kan opfatte de
andre ved bordet som min elskede næste – uanset hvem det så er – og hvad
vedkommende så ellers har gjort sig skyldig i eller har fornærmet mig med jamen så er han eller hun det, og så er Guds rige brudt igennem alle mine
gamle fordomme. Og så har fjendskabet ikke længere den samme magt over
mig.
Nadveren er ikke hellig, så lidt som Bibelen er det eller trosbekendelsen eller
kirken for den sags skyld – det er alt sammen menneskeværk. Nej, men
mennesket er det hellige – forholdet mellem os mennesker - og derfor er det
det, nadveren, ligesom alt andet i kirken, handler om - mennesket er mål for
det alt sammen. Jeg mener, det var, hvad Jesus forkyndte, og hvis nadveren
kan bestyrke os i det, så er det en helt fin sammenkomst. Og så kan den ikke
fejres tit nok. Men hvis nadveren bliver noget andet – f.eks. et kirkeligt
magtapparat, der mere holder mennesker nede i syndighed og ufrihed, og
som man nærmer sig med frygt og bæven - ja, så mener jeg ritualet modsiger
om ikke kirkens så i hvert fald Jesu forkyndelse, som jeg forstår den. Så
bliver den hellige nadver til Kejserens nye klæder, der skal give indtryk af at
være uhyre fornemme, men som i virkeligheden slet intet er, og så bliver
menigheden at sammenligne med menneskemængden der hylder kejseren,
når han går i procession i hængevom og underbukser.
Engang for snart 500 år siden skrev Martin Luther, at enhver selv måtte afgøre sig for, hvad der var sand kristendom ud fra Bibelen og sin samvittighed. Andre kan ikke gøre det for dig – heller ikke paver og præster – du skal
altså selv, og du skal ikke frygte for, hvad du så måtte komme frem til –
heller ikke selv om det hele ramler sammen for dig og du kun ser kejserens
underbukser. For det er netop den rette vej denne stadige vandring mellem
tro og tvivl – at forkaste det hele og begynde forfra igen og igen – deri er
livet. Se ikke op til mennesker, der altid giver udtryk for en fast og grundfæstet tro og en klar og urokkelig livsholdning. Hjælp dem, så de kan komme
videre på livets vej.
Det fortalte Jesus ustandseligt historier om – at gå til grunde, så livet og glæden kunne komme til – at miste sin tro for at man kunne blive troende – at
miste sit liv for at man kunne blive levende. En af de bedste var fortællingen
om den fortabte søn, der gik til bunds, så han kunne komme hjem i modsætning til sin bror, der altid havde gået hjemme og derfor aldrig kom hjem. Og
sikke en fest de holdt for den lille! Det blev jo også Jesu egen historie, som
vi netop mindes hver gang vi spiser og drikker sammen i hans navn. Ikke
blot for at mindes hans lidelse og død, men først og fremmest for at mindes
128
hans opstandelse. Derfor er nadveren aldrig et sørgemåltid, selv om det godt
kunne se sådan – det er altid et festmåltid for Jesu og vor egen opstandelse.
Jesu korsfæstelse og død
Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans
egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham
tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han
ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans
klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og
holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen
imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. Sammen med
ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den
anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og
rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og
rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og
stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og
de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han
frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad
ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på
Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo
sagt: Jeg er Guds søn.« Også røverne, der var korsfæstet sammen
med ham, hånede ham på samme måde.
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den
niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
»Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte
det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og
tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og
gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om
Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst
og opgav ånden.
Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene
sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og
de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den
hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk,
der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete,
blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«
Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt
Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
129
Gennem døden til livet. Det er det, som er påskens tema her hos os, hvor
vi i denne tid dramatiserer den skæbne, som blev Jesu skæbne gennem
lidelse og død til opstandelse – gennem mørket til lyset. Det er ikke
tilfældigt, vi fejrer påske på denne tid, hvor naturen ligesom bekræfter
denne vandring mod lyset og opstandelsen. Det bliver lysere og varmere for hver dag, og resultatet er naturens egen opstandelse fra dvaletilstanden under sne og frost og mørke. Det er et grundtema i al kristendom og dermed også i ethvert kristent menneskes liv.
Allerede i dåben slås det an, som vi oplevede det. Paulus taler om dåben som
en symbolsk drukning – det er måske ikke lige, hvad man skal fortælle dåbsforældrene uden videre – men i dåben, siger Paulus, dør det gamle menneske
og et nyt opstår. Derfor kan dåben også sammenlignes med en ny fødsel. Og
det lyder jo meget dramatisk og måske lidt betænkeligt, men kun hvis man
skærer halvdelen bort så at sige – hvis man bliver ved drukningen og glemmer den nye fødsel - eller bliver ved Langfredag, som ikke rummer nogen
forkyndelse i sig selv, og derfor ikke er noget uden Påskemorgen. Uden den
ny begyndelse bliver Langfredag blot en tør konstatering af verdens og vor
egen ondskab. Hvad vi dog kan komme af sted med at gøre ved hinanden.
Men det ved vi såmænd alt om allerede, og vi elsker åbenbart at svælge i
andres død og lidelse – herunder fra gammel tid Jesu lidelse.
Men uden dette opstandelseshåb, som vi fejrer gennem hele påsken – ja, ved
hver eneste gudstjeneste og kirkelige handling året igennem, så bliver vores
eget liv også et frygtsomt liv, hvor frygten for nederlaget af den ene eller
anden art kommer til at dominere vores liv. Det er derfor, vi har brug for
gudstjenestens drama og påskens drama, der fortæller os, at på trods af alt –
og vi mener virkelig alt – så kommer lyset og glæden og den himmelfaldne
overraskelse. Det gør den! Jeg tror på overraskelsen. Påskemorgens overraskelse, som nok er en af de bedre – men også den uventede kærlighed fra
mennesker, der pludselig bliver din næste, uden at hverken du eller de havde
drømt om det på forhånd. Eller tænk på overraskelsen over, hvad du selv
kunne, da det kom til stykket. Det havde du ikke regnet med.
Evangeliet er fuldt af den slags overraskelser. Fortællinger om Jesus, der
pludselig helbreder kronisk dødssyge mennesker uden videre: blinde, lamme
døve og stumme, krumbøjede, så de bliver genfødt til et nyt liv med alle
sanser vidt åbne og en stærk tro på mirakler. Og selv fortæller han den ene
lignelse efter den anden med netop overraskelsen som pointe.
Manden der blev overfaldet og efterladt døende i vejsiden, og så er det pludselig hans værste fjende – en samaritaner – der tager sig af ham og giver ham
livet tilbage. Det havde han ikke regnet med.
Manden, der snyder og bedrager sin herre, men som bliver opdaget. Og hvad
gør han? snyder ham endnu mere ved at eftergive hans skyldnere en masse
gæld, så de kan hjælpe ham, når han bliver fyret. Og Herren roste den utro
og snedige forvalter. Det havde han ikke regnet med.
Arbejdsgiveren, der ansætter arbejdere i sin vingård. Nogle arbejder hele
dagen, mens nogle først er ansat en time før fyraften. Men han er ligeglad og
130
betaler dem alle sammen det samme i løn, så de sidste får ligeså meget som
de første. Det havde de ikke regnet med.
Sønnen, der ikke gider være hjemme mere og får sin del af arven udbetalt og
rejser udenlands og solder det hele op i hor og druk og går til bunds i livets
sump og kommer hjem forhutlet, brugt og misbrugt i håbet om bare at blive
daglejer på sin fars gård, men som bliver modtaget med åbne arme og fest og
genindsat i al sin fordums værdighed. Det havde han slet ikke regnet med.
Det havde hans ældre bror i øvrigt heller ikke - han, der altid havde gået
hjemme og været lydig og god, men som derfor aldrig oplevede livets mening, som er opstandelsen. Fra død til liv.
Det er måske det, der er det nye i kristendommen - det vi kalder den nye pagt
– eller den nye aftale med Gud - at man ikke bare kan leve et pænt og ordentligt liv – det er ligesom ikke det, vi er skabt til – det er ikke det, der er
Guds mening med os – selv om vi har lært det fra vi var helt små – det at
være velopdragne. Hvis ikke vi tør bryde grænserne for vores opdragelse –
for vores pænhed og vores anstændighed – hvis ikke vi tør kaste os ud i livet
– det farlige liv, som kan koste livet og som regel gør det – ja, så har vi aldrig levet for alvor.
Dette er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer, siger Jesus til sine
disciple og til os, når vi fejrer nadver. Se nu at komme ud i livet. Tænk på,
hvad jeg turde.
Kristen forkyndelse er derfor et kæmpe opgør med al gammel lovreligion,
der netop vil have dig til at blive på måtten og leve et pænt og nydeligt velopdragent liv og gøre alt det, som du forventes at gøre uden at vække anstød
– uden at skabe uro eller for den sags skyld oprør og slet ikke opstandelse.
Det er som om, religionernes helligste mål er fred og ro og alt ved det gamle
– det overleverede, som på latin hedder tradition. Og hvis det også bliver
kirkens mål og forkyndelse, så er vi virkelig på den, for det er så langt fra
Jesu egen forkyndelse – så langt fra evangeliet, som vi næsten kan komme.
Hvordan går det, spørger vi ofte hinanden og det forventede svar her på Fyn
er som regel: Jo, stille og roligt. Men set ud fra et kristent synspunkt, så er
det det samme som at sige: Jo, jeg er stadig død.
Mennesket er ifølge den Jesus, vi dyrker her i kirken, skabt til noget andet –
skabt til opstandelse. Skabt til at gå på vandet, selv om alle de andre siger,
det er farligt og umuligt – skabt til at udfolde sig og blomstre og bære frugt
hver på helt sin egen måde. Og vi har det i os, fordi når det sker, så glæder vi
os dybt, og vores forargelse er rent tillært og overfladisk. Vi er ikke sat på
jorden for at adlyde gamle ordsprog og bibelske forskrifter – vi er ikke skabt
til at efterleve andres forventninger eller ordrer, men til at boltre os frygtløst
i livet med alt, hvad vi har i os af glæde og kærlighed - fantasi og frimodighed.
Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb, siger vi både ved
dåben og ved begravelsen – både ved begyndelsen af livet og ved slutningen
af dette liv. Det levende håb dør aldrig, selv ikke på kanten af graven, for
opstandelseshåbet gennembryder selv den fysiske død. Det er det langfredag
131
og påskemorgen prøver at fortælle os på dramatisk vis. Så stærkt er det i
virkeligheden.
Jesus turde bryde alle grænser - alle normer og alle love så det sang efter til
stor glæde og overraskelse for de arme og elendige, som ikke turde leve af
frygt for lovene eller for, hvad der kunne ske – men til stor forargelse for alle
lovens hellige vogtere. Han brød det, de kaldte Guds forbandelse, når han
helbredte alle de elendige stakler, som efter sigende var under Guds vrede.
Og han brød det, de kaldte Guds udvælgelse, når han var bedøvende ligeglad
med, om man var jøde eller hedning, mand eller kvinde – lesbisk eller heteroseksuel – ja, selv svensker eller dansker. Det var ikke som den ene eller
den anden, man hørte til i Hans rige – men som menneske var man højt kvalificeret – og derfor kan vi ligeså godt døbe spædbørn, fordi de er mennesker. For 2000 år siden brød han alle de grænser, vi stadig klamrer os til og
træller under, fordi vi ikke tror, det kan gå an uden. Og det korsfæstede de
ham så for, og det gør vi vel stadig, når nogen kommer og forstyrrer vores
cirkler og skaber uro. For vi vil helst have fred og ro her til lands.
Men så skal vi ikke vove os hen i kirken Langfredag eller Påskemorgen eller
en hvilken som helst søndag, for her bliver vi irriteret til at tage vores liv op,
mens vi kan – vi bliver provokeret til at leve som levende mennesker – ikke
som døde, og vi bliver igen og igen velsignet af livets levende Gud til at
kaste os ud i det farlige liv med frimodighed og hjertens glæde – og nu er alt
muligt igen og tænk, hvad der kan ske. Mirakler er hverdagskost for kristne
mennesker.
Skulle vi ikke sørge Langfredag og flage på halv stang? Skulle vi synge klagesange og klæde os i sæk og aske og slukke de levende lyds på alteret?
Aldrig i livet. Det er jo forordnet! Nej, her holder vi fest for livet!
Jesu opstandelse
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der
kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen
og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der
holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han
har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig
til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i
forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer
det.«
Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb
hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde
og hilste dem med et »God morgen!« Og de gik hen og omfavnede
hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke!
Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér
skal de se mig.«
132
Tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser, -- jo, der stod de, og kejseren sagde: ”Godmorgen!” Sådan slutter H.C. Andersens dejlige eventyr
Nattergalen om den lille kloge fugl, der med sin sang fortryllede hele hoffet
og til sidst sang livet tilbage til den døende kejser. Døden, der sad om natten
på hans bryst som en tung byrde og mindede ham om alle de gerninger –
gode som onde, han havde gjort i sit liv: Husker du det?, hviskede den ene
efter den anden, Husker du det? Og kejseren forsøgte forgæves at fortrænge
de ubehagelige minder og råbte på musik, men der er kun stilhed – en forfærdelig stilhed og så døden, der sidder på kejserens bryst og venter med
sine tomme øjenhuler. Da lød i det samme tæt ved vinduet den dejligste
sang; det var den lille levende nattergal, der var kommet at synge ham trøst
og håb, og som den sang blev minderne blegere, og til sidst fik selv døden
længsel efter sin kirkegård og svævede som en tåge ud af vinduet.
- Du himmelske lille fugl, hvordan skal jeg lønne dig?, spørger kejseren.
- Du har allerede lønnet mig, sagde nattergalen. Jeg har fået tårer af dine
øjne – det er de juveler, der gør et sangerhjerte godt. Men sov nu og bliv
frisk og stærk – jeg skal synge for dig…
I dag på påskedag hører vi en anden vidunderlig og utrolig beretning, som
fortæller, at alt nu er godt igen. Alt det, vi ødelagde så uopretteligt er blevet
lavet – på samme måde, som vi som børn brød sammen over den fine ting, vi
havde fået, men som knækkede, næsten før vi fik glæde af den – men heldigvis kom far og lavede den, så den blev som ny – ja, endnu bedre, fordi nu
havde den også en historie. Historien om min fine nye traktor, der gik i stykker, men blev lavet igen – historien om mit liv, der gik i stykker, men blev
lavet igen og dermed fik en helt ny værdi – en større værdi, så jeg blev endnu mere øm over min traktor – over mit liv – over min dag.
Det er vel det, opstandelsen handler om – at alt det ødelagte – alt det, der
døde mellem hænderne på os – alt det, vi undlod, mens tid var – alt det, vi
forkastede – så ned på – foragtede – alt det, vi mindes om i søvnløse ulvetimer - at det nu kommer os syngende og smilende i møde. Og det er ikke til
diskussion! Der er vel i grunden ikke noget så tåbeligt, som at give sig til at
diskutere opstandelsen - den kan kun forkyndes. Evangelisterne gør det hver
på deres måde, men den utrolige påstand er altså ikke til debat, for så misforstår man fuldstændig evangeliernes hensigt. Opstandelsen kan ikke diskuteres – den kan kun nydes. På samme måde som enhver anden kærlighedserklæring. Noget mere absurd kan man ikke forestille sig end en diskussion om
en kærlighedserklæring. ”Jeg elsker dig”, sagde hun. ”Kan du bevise det?”,
spurgte han, for han var ikke rigtig klog.
”God morgen!” sagde kejseren, og der stod de.
”God morgen!”, sagde den opstandne Jesus til de bestyrtede kvinder ved den
tomme grav. ”God morgen!” Og hvilken morgen blev det – livets morgen
efter dødens nat. Dette ”Godmorgen” er for mig måske noget af det største
ved opstandelsen – fordi det på sin egen måde gør den helt almindelig og
lægger en lille smule opstandelse ind i hvert eneste ”Godmorgen” der bliver
sagt mellem mennesker.
133
”Kristus er opstanden – sandelig – han er opstanden!” sådan lyder påskebudskabet ud over jorden i dag. Man kunne også bare sige ”Godmorgen!”
Opstandelsen er billedet på den ultimative genoprettelse af det ødelagte forhold. Denne flok disciple, som brovtende lovede at forsvare deres herre og
mester til det sidste. Han skulle ingenlunde dø, så længe det stod til dem. Og
da afgørelsens time så kom derude i Getsemane have, så forrådte de ham,
flygtede i alle retninger og fornægtede ham, da de blev spurgt, om de kendte
ham. Dér har du historien om mennesket i al sin nøgne elendighed – sin fejhed med de store ord, som ingenting er værd, når det gælder dit eget skind.
Hvordan har de haft det, da de stod og så på tilfangetagelsen og korsfæstelsen af ham, de nok skulle beskytte med deres liv? Hvordan har de haft det,
da de tog ham ned af korset og begravede ham for altid? Har de mærket dette
umådelige sug af tomhed og sorg – ikke så meget over Jesu død men over
eget svigt. Det var det, der gjorde så ondt, fordi sorg måske i virkeligheden
er uforløst kærlighed. Vi skulle have elsket ham, som han elskede os, men vi
svigtede – vi svigtede alt, hvad der var at svigte.
Judas begik selvmord. Peter græd – alle var dybt nedbøjet – tynget til jorden
af livets og ikke mindst deres egen elendighed. Selv kvinderne, der vist ellers har en styrke, som mænd ikke kender til. Prøvede de at gøre det godt
igen? Var det derfor disse kvinder skulle ud til graven i deres håbløse foretagende. Ud og vise den afdøde en sidste ære – den afdøde, som var buret inde
i en klippegrav. Hvad tænkte de dog på? Og så derude ved den tomme grav
ændres deres liv fuldstændig ved dette enkle menneskelige og guddommelige ”Godmorgen!”
Opstandelsen er en påstand om, at alt er muligt i dette vidunderlige liv, hvis
du tør sætte det på spil. Hvis du tør gå til grunde. At livet er grænseløst –
også for os. Og jeg tror, det er vigtigt at understrege i dag, at der ikke blot er
tale om et guddommeligt mirakel – et show af en slags med os som de måbende tilskuere. Men at det vigtige ved opstandelsen er, at når han kan, kan
vi også! For der er ingen kvalitativ forskel på Jesus og på ethvert menneske
– kun gradsforskel. Gud er blevet menneske!
Kristus er opstanden – det er budskabet om vores egen opstandelse. For opstandelsen er ikke forbeholdt guder eller perfekte mennesker – den hører
uløseligt med til ethvert fortabt menneskeliv. Den hører med i ethvert nok så
flygtigt ”go’morn!”
Fortællingen om Jesu lidelse og død og opstandelse vil noget med os. Først
og fremmest, tror jeg, vil den opmuntre os til at nære ømhed for livet. Den
ømhed, som kommer af, at det var tabt, men blev fundet igen – at det var
ødelagt men blev lavet igen – at det var dødt men blev levende igen. Ramponeret måske med sårmærker hist og her – men desto mere højt elsket. Det
er denne discipeloplevelse af, at livet ikke er retfærdigt – at det slet ikke
handler om at være retfærdig – og Gud ske lov for det. Gud ske lov for den
kærlighed, der gør alle vores svigt, og alt hvad vi gjorde og sagde så forkert
tilgiveligt – alt, hvad vi lod dø – gør kærligheden levende igen – ja mere end
levende – levende og betydningsfuldt som aldrig før. Dette at dine misbrugte
dage ikke blot er en pind til din ligkiste, men et skridt på vejen mod din op-
134
standelse. Det er kærligheden til et ramponeret liv, det handler om – og var
det ikke det, han viste os, denne Jesus, når han omgikkes toldere og syndere,
helbredte de elendige – alle de ramponerede mennesker, som livet havde
ramt, og som de retfærdige kaldte syndere? Og når han fortalte sine lignelser
netop om mennesker, der turde leve, og som det gik galt for. Men det var
sært omvendt de retfærdige, der var de fortabte i hans univers, fordi de aldrig
havde turdet leve selv, men kun efterlevet og fordømt de, som ikke ville
efterleve som de.
Et sandt menneskeliv er altid ramponeret – og er det ikke det, er det måske
fordi, vi aldrig turde leve for alvor – aldrig turde kaste os ud i noget af frygt
for konsekvenserne – af frygt for at blive ramponeret - aldrig turde elske af
frygt for at miste – aldrig turde danse eller tage en chance - aldrig turde leve
af frygt for at dø. Og derfor er evangeliet et glædeligt budskab om opstandelse - en kæmpe opfordring til at leve – til at elske hæmningsløst uden sikkerhedsforanstaltninger – at sejle hver en sø, så farlig den end bryder - til at
nyde vores vidunderlige, uretfærdige menneskeliv sammen i fulde drag,
mens vi kan!
Jo, der stod de – tjenerne, kvinderne og alle dette livs pæne, velærværdige,
vise og forstandige – alle de forargede og alle synderne med deres misbrugte
liv. Og kejseren og Jesus – ja livet selv sagde smilende: Godmorgen! Glædelig opstandelse!
Missionsbefalingen
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde
sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al
magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene
til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har
befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
_______________________
Vi sad i torsdags en lille flok mennesker, der havde givet os selv den opgave
at formulere et værdigrundlag for kirken her i Middelfart provsti. Vi syntes
det var vigtigt, inden vi begyndte at snakke om, hvordan vi skulle være kirke
og menighed her på stedet, at vi ligesom var klar over, hvad det egentlig var,
vi ville med vores arbejde i menighederne. Hvorfor var der en kirke her på
stedet? Det skulle være på dansk – det vil sige forståeligt for alle og enhver.
Vi nåede kun lige at få begyndt på opgaven – så var klokken ti og vi skulle
hjem – men jeg tror nok, vi alle sammen fik en fornemmelse af, hvor svært
det i virkeligheden er, kort og klart og forståeligt at formulere et grundlag for
kirken. Dels fordi vi ikke er vant til det – i hvert fald ikke de fleste af os –
men også fordi der er så mange gamle formuleringer, som vi ligesom har
lært udenad – og det var så det. Dertil kommer, at man stadig kan høre det
135
frygtsomme argument om, at det skal vi gøre, fordi det står skrevet. Tag nu
missionsbefalingen, som vi har hørt et par gange i dag, og som vi netop kalder en befaling. Hvem af os har nogen sinde spurgt os selv eller andre: Hvorfor skal vi gå ud i alverden og døbe og lære?
Det er præcis det spørgsmål til kirken, som i dag melder sig mere og mere.
Og kirken kan ikke blive ved med at svare: Fordi det er befalet af Jesus selv.
Eller fordi det står i Bibelen. Derfor! For flere og flere mennesker i dag tager
ikke imod befalinger som sådan. Vi vil vide besked. Vi tager ikke imod belæring uden videre – vi vil snakke om tingene og forstå det hele. Og det er
jo herligt, at vi er kommet så vidt, så vi ikke bare gør, hvad der bliver sagt,
fordi det bliver sagt. Vi er omsider også kirkeligt set ved at blive voksne, og
som sådan bevæger vi os fra befaling og belæring til samtale. Vi vil have
både vort hjerte og vores forstand med i det, vi gør og i det vi tror på, og for
mange af os gælder det, at vores hjerte ikke vil acceptere det, som vores
forstand ikke kan forstå.
Og lad os så spørge, hvorfor vi skulle gå ud i verden og døbe og lære. Hvad
er det, Matthæus vil sige med sin fortælling, hvis ikke det bare er en befaling? Jeg tror, det var vigtigt for Matthæus, der selv ligesom Jesus var jøde,
at understrege, at evangeliet ikke blot var for jøder men for alle mennesker.
Det var vigtigt for ham, at der ikke er nogen forskel på mennesker – hverken
racemæssige, nationale, kønslige eller for den sags skyld forskel i visdom
eller fromhed. Det nye epokegørende i Jesu forkyndelse var netop denne
lighed – den betingelsesløse lighed.
Alle mennesker er lige for Gud – alle og enhver. Og det betyder jo bl.a. at
ingen for så vidt kan belære andre om Gud. Og da slet ikke befale noget om
Gud. For der er ingen, der er nærmere ved sandheden eller ved Gud end andre. Ja, Matthæus vender endog det hele om, når han f.eks. i bjergprædikenen siger: Salige er de fattige i ånden, som end ikke kan læse Guds lov. Og
mange gange kommer det frem, at den største er den mindste og den mindste
den største.
Prøv at forestil jer, hvor epokegørende, det egentlig er, det her, når man tænker på, hvor megen tid og energi, der er blevet brugt i verden på at omvende
folk til sandheden – vel at mærke det, de selv anså for at være sandhed.
Tænk på, hvor mange krige, der er blevet ført i Guds navn – vel at mærke
den sande Guds navn. Tænk på, hvor mange gange, vi som kirke har vidst
bedre end alle de, som måske søgte Gud på en anden måde end vi. Også jeg
selv har mange gange som præst været fristet til at vide bedre – at belære
andre. Det er fristende at blive stillet op på sådan en prædikestol som denne!
Men det, som Jesus ifølge Matthæus ville give os – det var en helt anden
visdom – en helt anden menneskelighed, der ikke kunne drømme om at
dømme et andet menneske på dets tro.
Missionsbefalingen er ikke nogen befaling. Det er en ligheds- og frihedserklæring til alle mennesker – fuld af kærlighed og respekt og omsorg for ethvert menneske – uanset hvem. Det er det, evangelierne i virkeligheden
handler om, tror jeg – men det kan man selvfølgelig ikke bygge en magtfuld
kirke på – og da slet ikke en religion, som hævder at have patent på sandhe-
136
den. Derfor er det så utroligt spændende det, der sker lige nu i vores tid, hvor
flere og flere mennesker ikke længere vil modtage belæring fra kirkens side
men selv vil bruge deres sunde fornuft og deres menneskehjerte i deres søgen efter sandhed og Gud. For det var efter min mening præcis, hvad Jesus
ville have os til. Derfor er han så gal på templet og de skriftlærde og farisæerne og præsterne, fordi de modarbejder det enkelte menneskes frihed til at
tænke og søge selv. De undertrykker alle de mennesker, som de i virkeligheden ikke regner for noget andet end umælende får, som de holder nede med
trusler om Guds straf, hvis de ikke gør, som der bliver sagt eller løfter om
den evige salighed, hvis de adlyder de, som ved bedre.
Vi forestiller os ikke, hvor radikal Jesu forkyndelse i virkeligheden har været
– hvilken kulturrevolution det var, han startede – hvilken frihedsbevægelse,
han satte i gang med forkyndelsen af Guds grænseløse og betingelsesløse
kærlighed. I stik modsætning til religionens forkyndelse af de særligt udvalgte. Det menneskesyn, Jesus lukker op for med sin forkyndelse, det er det,
som Nelson Mandela udtrykte det i 1994 i sin åbningstale i det sydafrikanske
parlament – netop i et land, hvor størsteparten af befolkningen havde været
undertrykt igennem generationer af det lille hvide mindretal:
Vor største frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige.
Vor største frygt er, at vi er umådeligt stærke.
Det er vort lys – ikke vort mørke, der skræmmer os mest.
Vi spørger os selv: Hvem er jeg, at jeg skulle være strålende, vidunderlig,
begavet, fabelagtig?
I virkeligheden – hvem er du, at du ikke skulle være det?
Du er Guds barn! Og at spille lille og ubetydelig gavner ingen.
Der er ikke noget som helst godt i at ydmyge sig selv, så andre ikke skal tage
dig alvorligt.
Vi blev født til at åbenbare glansen fra Gud selv, som vi har inden i os. Den
findes ikke kun i nogen af os, men i alle og enhver.
Når vi lader vort lys skinne, giver vi – uden at vide af det – andre mennesker
lov til at gøre det samme.
Når vi er fri af vores frygt, vil vor tilstedeværelse af sig selv frigøre andre.
Sikke en tillidserklæring til ethvert menneske – sikke en kærlighedserklæring! Sikke en respekt for det enkelte menneske! Og er der ikke langt mere
hjerte og menneskelighed og sandhed i Mandelas og i Jesu forkyndelse end i
religionens og somme tider også kirkens belæring og det menneskesyn, denne belæring udspringer af?
Menneske! Lad dit strålende lys skinne for andre.
137