Kære forældre! - Sofiendalskolen, Aalborg

Kære forældre!
20.05.14
Jeg vælger at skrive til jer alle sammen før reformmesserne
d. 22, 26 og 27. maj, fordi dele af messerne vil blive optaget af Danmarks Radio.
Vi har med både Skolebestyrelsens og Skoleafdelingens opbakning sagt ja til at DR Dokumentar må følge arbejdet med skolereformen på Sofiendalskolen næste skoleår. Vi har haft mange møder med DR, og er trygge ved at deres udgangspunkt vil
være nysgerrigt og nuanceret at følge vores alle sammens arbejde med at realisere reformens ambitioner, samt at det vil
ske i et tillidsfuldt samarbejde mellem DR, vi på skolen samt
I forældre og jeres børn.
Dokumentarudsendelserne vil tage udgangspunkt i Udskolingen,
men vil selvfølgelig også i perioder berøre andre årgange,
for at der kan vises et fyldestgørende billede af skolens
hverdag. I de klasser der i særlig grad vil blive inddraget,
vil forældrene selvfølgelig få en uddybende information, ligesom de forældre vil få mulighed selv at møde journalisterne
fra DR.
Skolens bestyrelse bakker op om samarbejdet med følgende formuleringer fra bestyrelsens formand Flemming Christensen:
"Skolebestyrelsen har diskuteret TV-dokumentaren med skolens
ledelse. I forhold til TV udsendelserne er vi selvfølgelig
optaget af, at der ikke sker en uheldig udstilling af de enkelte elever, der deltager, hvilket vi er overbevist om også
ligger ledelsen meget på sinde. Vi ser nogle unikke muligheder for skolen og vores børn, idet projektet introducerer
skolen til nogle helt nye og fremadrettede værktøjer til vurdering af elevernes fremskridt. Dette har potentiale til at
give lærerne langt bedre grundlag for at hjælpe vores børn
fremad, så de kan blive dygtigst mulige i den tid de har på
Sofiendalskolen".
Vi I skolens ledelse har drøftet henvendelsen fra DR med medarbejderne; - vi er i fællesskab både lidt stolte over, at
være den skole der for hele landet vil kunne vise, hvordan
der arbejdes med skolereformen, ligesom vi er sikre på, at
projektet vil kunne give os nogle nye redskaber til at fastholde Sofiendalskolen som en attraktiv og udviklingsorienteret skole.
Ole Lindholm
Skoleleder
Sofiendalskolen
Skoleforvaltningen
Lange Müllers Vej 18
9200 Aalborg SV
EAN nr.:
5798003746555