Kære forældre til elever på Projekt Indien Nu er vi kommet rigtig godt i gang med forløbet på Projekt Indien. Det er en flok på 15 elever samt to lærere, der arbejder frem mod rejsen til skolen SECMOL lidt uden for byen Leh i Himalaya-bjergene. Noget af det vi arbejder med, drejer sig om indsigt i kultur og værdier. Vi mener at den optimale måde, at opleve andre verdensdeles kulturer og værdier på, er ved at kende sine egne godt. Hvad er vigtigt for os, hvordan ser vi selv på den verden vi lever i osv. Vi bruger også tid på samarbejdsøvelser, og at snakke om øvelserne. Vi kommer til at være langt væk hjemmefra, og for nogle kan dette alene være en udfordring. Måske oplever vi at blive lidt presset på turen. Det kunne være lange ventetider i lufthavnen, den tynde luft, fremmede kulturer, ingen mobildækning og ingen Internet. Og i disse situationer er det godt at have set hinanden an, og se hvem man kan læne sig op ad. Desuden skal vi have søgt om turist-visum til Indien. Det er altid spændende hvad der kommer af nye udfordringer i forbindelse med dette. En ny stramning, der trådte i kraft pr. 1/9 2014, betyder at alle der skal med på rejsen, skal møde op på den indiske ambassade i København for at søge om visum. I forvejen skal skolens bank dokumentere for, at vi har råd til at tage på ferie i Indien. Når man har prøvet at søge om visum til Indien, er man godt rustet til fremtidige visumansøgninger . Vi glæder os rigtig meget til rejsen, som kommer til at vare fra d. 24/3 til d. 2/4 (skærtorsdag). Det betyder, at vi får 7 hele dage oppe i bjergene – det bliver fantastisk. Der vil i et senere brev komme lidt flere informationer omkring selve flyrejsen. Vi flyver med Swiss Air (fra København til Delhi) og Air India (indenrigs), og I vil også modtage en pakkeliste til rejsen. Vi skal i denne uge bestille flybilletter, og derfor vil vi allerede nu opkræve betaling for turen. Turen koster 6000 kr. og skal indbetales på konto 9354 – 000 00 90 284. Husk elevens navn på indbetalingen. Beløbet skal være indbetalt senest d. 3. oktober 2014. Mange hilsener Søren Petersen ([email protected]) og Dorte Thorhauge ([email protected]) Skolevej 2 8410 Rønde tlf.: 8637 1955 e-mail: [email protected] www.rondeefterskole.dk
© Copyright 2024