SENIORKARRIERE Myten: ”Ældrebyrden” og truslen om ”det aldrende samfund” – en kæmpe misforståelse. Af Halfdan Schmidt, CMC, Cand. merc. Ankerhus Gruppen A/S Alderen er selvfølgelig ikke uden betydning for arbejdsevnen, og naturligvis er der stadig færre fysisk krævende arbejdspladser gør dette forhold mindre relevant. Der er heller ingen tvivl om, at alderen påvirker den kognitive formåen. På den anden side viser det sig, at mange ældre menneskers funktionsområde faktisk udvides med alderen, netop fordi de er i besiddelse af væsentlige ressourcer og kompetencer i kraft af deres erfaring. Der er imidlertid noget der tyder på, at samfundsstrukturerne ikke har fulgt med stigningen i levealderen og den ældre befolknings funktionsevne. I den offentlige debat og formentlig også generelt i den almindelige opfattelse hos borgere i den vestlige verden, har det hastigt stigende antal ældre næsten udelukkende været opfattet som en trussel. Der er fremført bekymrede røster fra specielt politikere og økonomer om øget belastning af de offentlige budgetter som følge af den hastigt stigende andel af såkaldte ældre i samfundet. At de ældres andel af den samlede befolkning bliver stadig større er en ubestridelig kendsgerning. Men set fra den enkeltes synsvinkel må et længere liv alt andet lige imidlertid ses som et fremskridt, navnlig hvis det medfører flere gode leveår. Hvis dette er tilfældet, og det er der meget, der tyder på, vil en stigende andel af de ”ældre” ikke nødvendigvis blive den samfundsmæssige belastning som mange frygter. Tværtimod kan et voksende antal funktionsduelige ældre blive en ny og værdifuld ressource, både på det almindelige arbejdsmarked og i civilsamfundet. Hver alder har sine styrker, og det bliver stadig mere afgørende at udnytte dem ”optimalt”. Det ”aldrende” samfund rummer mange store menneskelige kompetencer. Med alderen kommer værdifuld livserfaring, faglig indsigt, empati, sociale kompetencer samt arbejdsmæssigt overblik og stabilitet. Desværre udnyttes disse kompetencer ikke, da det tilsyneladende er gjort til en dyd at afskrive de ældre stadig tildligere. Der er meget, der tyder på, at mange ”ældre” faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde. En undersøgelse fra Ældre Sagen fra slutningen af 2010 viser, at næsten hver tredje efterlønsmodtager har fortrudt sin afgang fra arbejdsmarkedet og gerne vil tilbage. De savner at udfylde deres hverdag med et meningsfuldt job. Med stadig flere funktionsduelige ”ældre” kan det forudses, at antallet af ”efterlønsfortrydere” vil stige. Set fra et samfundssmæssigt og virksomheds-/arbejdspladsmæssigt perspektiv, vil der være tale om et kolossalt kompetence- og ressourcespild, som hverken samfund eller virksomhed har råd til. Der er noget, der tyder på, at vores generelle opfattelse af alder og de ”ældres” behov er ude af trit med virkeligheden. Dette er ikke de ”ældres” skyld, men må snarere tilskrives, at politikere og økonomer ”læner sig op ad” en industrisamfundstænkning om de ældre, idet de gør sig forestillinger om ”ældrebyrden” og truslen om ”det aldrende samfund”. Fra befolkningspyramide til befolkningsurne. Denne overskrift kan måske lyde en smule malplaceret. Men faktum er, at hvis vi ser over de seneste 100 år, så er der sket en markant forskydning i alderssammensætningen i den danske befolkning, hvilket fremgår af figur 1. Spørgsmålet er, om denne udvikling vil fortsætte. Ifølge professor James Vaupel, Max Planck Instituttet for Demografic Research i Rostock, er der ingen tegn på, at denne udvikling er ved at gå i stå. Ifølge hans forventninger vil levealderen fortsætte med at vokse i samme tempo, som vi har set gennem de seneste år. Figur 1. Fra befolkningspyramide til befolkningsurne. Den danske befolkning fordelt på aldersgrupper og køn i 1910 og i 2010, i tusinder. Kilde: Danmarks Statistik (efter artikel i Mandag Morgen, dec. 2010) I løbet af de sidste 100 år er aldersfordelingen i den danske befolkning næsten vendt på hovedet. Dette forhold kan selvfølgelig være med til at forklare politikernes og økonomernes dommedagsprofetier. For de analyser, som Verdensbanken, OECD, EU etc. med jævne mellemrum udspyer, fokuserer som oftest på den såkaldte ældrekvote, som er forholdet mellem antal ældre over 65 år og antallet af voksne i den erhvervsaktive alder (15 – 64 år). I den vestlige verden er der i dag mellem 4 – 5 i den erhvervsaktive alder for hver borger over 65 år. Dette forhold forventes i fremtiden at blive 2 – 3 erhvervsaktive for hver borger over 65 år. For Danmarks vedkommende understøttes denne tendens også af prognoser frem til 2050, hvor aldersgruppen over 65 år, der i henhold til dagens normer anses for at være ude af arbejdsmarkedet, fortsat stiger. I Danmark forudser den seneste befolkningsprognose, der er lavet i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og den uafhængige forskningsinstitution DREAM, at andelen af over 65-årige stiger fra ca. 16 pct. i dag til ca. 25 pct i 2042, hvorefter den falder svagt, jf. figur 2. Ved at sammenholde figur 1 og 2 vil den tendens ´der afspejler sig i fuígur 1 forstærkes over de kommende 30 – 40 år. Figur 2. Der kommer stadig flere ”ældre” 40 35 30 25 0-17 år 20 18-39 år 40-64 år 15 65 + 10 5 0 2010 2020 2030 2040 2050 Kilde: Danmarks Statistik Mandag Morgen og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet har udarbejdet en række analyser af mulighederne i fremtidens ældrebefolkning. Analyserne peger på, at den almindelige opfattelse af de ældre bygger på en stor misforståelse. En misforståelse, der handler om at opfatte ældre som én stor ensartet gruppe af svagelige borgere. Der er intet videnskabeligt belæg for en sådan antagelse, snarere tværtimod. Et nyt livsperspektiv Der er noget, der tyder på, at samfundets strukturer ikke har fulgt med stigningen i levealderen og forbedringen af den ældre befolknings funktionsevne. Det fremgår f.eks., når man sammenligner udviklingen i pensionsalderen sammenholdt med middellevetiden. Da Danmarks første lov om alderdomsforsørgelse for ”værdigt trængende” blev indført i 1891, blev pensionsalderen fastsat til 60 år. Det er det samme som indtil for nylig var grænsen for at gå på efterløn. Forskellen er bare, at den forventede levetid i 1890’erne var omkring 50 år, mens den nu er vokset til ca. 77 år. Dette giver anledning til at revidere vores forestilling om, hvordan den enkelte vil indrette sit liv. Det har været kotyme, at man uddanner sig til man er i slutningen af 20’erne og i 30’erne, og måske lidt ind i 40’erne knokler man for at stifte familie, føde børn, købe hus og skabe sig en karriere. Det er ikke logisk, at der skal være så meget fart på i løbet af disse 10 – 15 år, når der ligger mange gode år forude. Man kunne jo spørge sig selv, om det ikke ville være bedre at sprede arbejdslivet over flere år. Den politiske dagsorden i det 20. århundrede handlede i høj grad om omfordeling af befolkningens indkomster. Dagsordenen for det 21. århundede vil komme til at dreje sig om omfordeling af arbejdet. Men det kræver et opgør med den nuværende forestilling om, at vores livsforløb falder i en række på forhånd fastlagte faser, hvor det er den kronologiske alder, der – uden hensyn til den biologiske udvikling – fastlægger vores ”forpligtigelser” overfor samfundet opdelt på, at vi skal uddanne os, arbejde og trække os tilbage. Forskningsstyrelsen og Det Strategiske Forskningsråd fik i 2006 af en række forskere udarbejdet en rapport om det aldrende samfunds muligheder og udfordringer. De var inde på samme tankegang, idet de slog til lyd for, at man burde stræbe efter at udvikle et ”aldersintegreret samfund”, hvor den enkeltes samfundsmæssige rolle ikke var bestemt af den kronologiske alder, men af den enkeltes fysiske og psykologiske funktionsevne. De ældre kan mere og mere Aldringsforskningen kan i dag byde ind med nye perspektiver, som skubber til vores forestilling om det at blive ældre. I og med at ældre bliver sundere og sundere og kan mere og mere vil den ældre del af befolkningen i stadig stigende grad blive betragtet som en samfundsmæssig ”kapital”. Den viden, vi i dag har om det at blive ældre, vil kunne medvirkende til at påvirke strukturelle omstillinger i samfundet og vil kunne levere input til nye organiseringsmuligheder, såvel på virksomhedsplan som på samfundsplan. I nedenstående figur 3 og 4 illustreres det, at de ældre kan mere og mere, og at de bliver mere aktive og mere mobile. Figur 3. Andel med god fysisk mobilitet blandt 60-årige og derover, fordelt på årene 1987, 1994, 2000 og 2005. 52,5 1987 55,6 1994 64,3 2000 68,3 0 10 20 30 40 50 60 70 2005 80 Kilde: Statens Institut for Folkesundhed. Som det fremgår af ovenstående, så er der over de seneste knapt 20 år sket en markant stigning i aldersgruppens fysiske mobilitet Denne udvikling skal formentlig også ses i sammenhæng med en generel øget bevidsthed om vigtigheden af at holde sig i god fysisk form. Dette er jo en tendens, der har gennemsyret samfundet gennem de seneste år. Men det er bemærkelsesværdigt, at den aldersgruppe, der har den største relative stigning i andelen af befolkningen, der giver sig selv fysiske udfordringer i fritiden, er aldersgruppen 67+ år, hvor den relative andel næsten er tredoblet. Dette fremgår af figur 4. Figur 4. Andel med hård/mellemhård fysisk aktivitet i fritiden i pct., fordelt på årene 1987, 1994, 2000 og 2005. 43,7 40,2 41,8 47 16 - 24 år 24,4 27,1 27,6 25 - 44 år 10,3 45 - 66år 4,1 67+ år 0 7,4 8 10 18,4 18,1 1987 33,6 1994 2000 22,3 2005 12,2 20 30 40 50 Kilde: Statens Institut for Folkesundhed. Mange aldringseksperter er enige om, at det ikke er den aldrende befolkning i sig selv, der er udfordringen. Udfordringen ligger snarere i at holde de ældre sunde, og ikke mindst at få omstillet samfundet, virksomheder og organisationer til at udnytte den ressource, som de ældre udgør, bedre end tilfældet er i dag. Ovenstående figurer underbygger denne antagelse i og med, at den ældre del af befolkningen har mobiliteten og de fysiske ressourcer og energien til at leve et aktivt liv. Gamle fordomme. Forældede holdninger og normer er formentlig én af de største barrierer for, at det voksende antal ældre kan blive en ressource, både for den enkelte selv og for samfundet. Der er en udbredt tendens til, at vi betragter den kronologiske alder som afgørende for, hvilken rolle man skal spille eller udfylde i samfundet, f.eks. hvornår man skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. ”Aldersgrænse samfundets” forestilling om, hvad det vil sige at blive gammel, bunder i en forståelse af menneskets livsbane, der bygger på en medicinsk opfattelse af kroppens og intellektets forfald. Aldringsprocesens udvikling er ofte illustreret som en kurve, hvor det enkelte individ udvikles mod et klimaks midt i livet, hvorefter det går ned ad bakke på alle niveauer – fysisk, psykisk og socialt. Denne opfattelse er blevet videreført i industrisamfundet, hvor livsforløbet er inddelt i tre kronologisk adskilte faser, der udelukkende er bestemt af ens duelighed på arbejdsmarkedet og dermed den forpligtigelse, man har overfor samfundet. Først skal man læres op, så skal man arbejde og til sidst, når man er udslidt, kan man trække sig tilbage. Samtidig har vi svært ved at holde op med at se ”de ældre” som en homogen gruppe. Mange undersøgelser viser imidlertid, at ”de ældre” er en langt mere sammensat gruppe end andre aldersgrupper, hvis man ser på deres funktionsevne. Det er illustreret i nedenstående figur 5. Figuren viser, at individets funktionsevne stiger stærkt i børne- og ungdomslivet, og funktionsområdet, forstået som den variation af funktioner der kan magtes, udviddes svagt. I voksenlivet faldet funktionsevnen langsomt efterhånden som man bliver ældre, men til gengæld udvides variationen i funktioner, der kan bestrides kraftigt. Tendensen om faldende funktionsevne og fortsætter i ældrelivet, men dog med svagt faldende tendens. Til gengæld har man i en høj alder fortsat et relativt stort funktionsområde. Figur 5. Udviklingen i enkeltindividers funktionsområde. Kilde: OECD (efter artikel i Mandag Morgen, dec. 2010) Alderen er selvfølgelig ikke uden betydning for arbejdsevnen, som figur 5 også illustrerer, og naturligvis er der nogle ældre mennesker, der ikke kan opfylde kravene på arbejdspladsen. For en del af de ældre gælder, at deres funktionsområde og – evne ligger under ”funktionstærsklen”, og altså ikke er i stand til at honorere de krav, der stilles fra arbejdspladsen i forhold til at kunne bestride et job. Ingen vil bestride, at alder generelt set svækker fysikken. Men stadig færre fysisk krævende arbejdspladser gør dette forhold mindre relevant. Der er heller ingen tvivl om, at alderen påvirker den kognitive formåen. Men på den anden side viser det sig, at mange ældre menneskers funktionsområde faktisk udvides med alderen, netop fordi de er i besiddelse af væsentlige ressourcer og kompetencer i kraft af deres erfaring. Megen forskning viser, at hjernen i høj grad er i stand til at effektivisere en række processer, der har betydning for dens funktion. Selvom man bliver langsommere til at lære nyt, er mindre omstillingsparat og måske mere låst fast i arbejdsvaner, så kompenseres denne svækkelse af bl.a. livserfaring, indfølingsevne, stabilitet, høj faglighed og veludviklede kompetencer i selvledelse. En stor andel af den ældre befolkning har både en stor funktionsevnen og et stort funktionsområde. Ud fra såvel en samfunds- som en virksomhedsmæssig betragtning må det betragtes som spild af ressourcer, hvis der ikke gives mulighed for at disse bringes i spil. Ikke alene lever vi længere i dag, men vi holder os også lang bedre end tidligere, og kan meget mere på det fysiske plan, jf. figur 3 og 4. Ovenstående figur 5 viser også, at mennesker omkring 70 kan have samme funktionsevne som 40-årige, og dette er med til at underbygge, at vores generelle opfattelse af alder er helt ude af trit med virkeligheden. Det potentiale, der ligger gemt i den ældre del af befolkningen, understreges også af en interessant amerikansk undersøgelse, der ganske vist er fra 1960erne. Den konkluderer, at børn og ældre er de mest kreative. Kreativiteten topper i 5 – 8 års alderen, rammer bunden midt i fyrrerne og begynder derefter at stige omkring de 60 år, jf. figur 6. Figur 6. Kreativitet genvindes med alderen Udviklingen af kreativitet, pct. målt på alder 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 Kilde: George Land & NASA (1968), Paul Louis Iske, Combinotoric Innovation, Maastricht University 2010. (efter artikel i Mandag Morgen, dec. 2010). Undersøgelsen udtrykker måske ikke den evigt gyldige sandhed, men illustrerer den logik, at børns og ældres kreativitet ikke begrænses af de krav og normer, som knyttes til bestemte uddannelser og karriereforløb. Hermed kan undersøgelsen også læses således, at børn og ældre har en højere grad af frihed til at udfolde sig på egne præmisser. Det kunne under alle omstændigheder være interessant at få analysen efterprøvet, ikke mindst med henblik på at få afdækket det potentialet i den ældre befolkning, der bliver stadig mere dominerende i det danske samfund. Måske bliver vi tvunget til det, da den forældede opfattelse af alder måske er en af de største enkeltbarrierer mod at skabe ny vækst. Intet land har råd til at pensionere en relativt stadig større del af sin kompetencemasse. Det drejer sig for det første om at få bevidstgjort de ældre om disse ressourcer, og for det andet at få virksomheder, organisationer og institutioner til at se, erkende og acceptere denne vigtige ressource. Så alder forringer ikke præstationsevnen, men ældre medarbejdere har, som yngre generationer også har det, sine styrker og svagheder. En undersøgelse af Karina Friis, Per H. Jensen & Jesper Wégens peger på væsentlige styrker og svagheder hos ældre medarbejdere, jf. figur 7. Figur 7. Ældre medarbejderes styrker og svagheder. Ældre medarbejderes styrker  Stor livserfaring og faglig viden med et godt overblik over arbejdsområdet  Stabile (ældre har færre jobskift og sygedage end yngre medarbejdere), loyale, pligtopfyldende og ansvarlige  Menneskelig modenhed og empati, der kan skabe et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Ældre er ofte formidlere af arbejdspladsens kultur, dvs. de har en opdragende funktion i forhold til yngre medarbejdere.  Selvstændige, professionelle, kvalitetsbevidste med et godt og stort netværk.  Ro, overblik, social forståelse og gode til at samarbejde og stærk selvledelseskompetence Ældre medarbejderes svagheder  Langsommere indlæring ved nye arbejdsområder og mindre omstillingsparate, især ved manglende efteruddannelse m.v.  Fysisk langsommere og har problemer med at holde tempoet, især når det drejer sig om manuelt arbejde eller, hvis de ældre er psykisk udbrændte eller nedslidte  Dyrere i drift, især under anciennitetsbestemte aflønningssystemer. Angste for kompetenceudvikling og for at lære nyt.  Mindre socialt indstillede end deres kolleger og kan opleve, at de plages af træthed. Kilde: Karina Friis, Per H. Jensen & Jesper Wégens: Seniorpraksis på danske arbejdspladser, Frydenlund Academic, 2008. De fremtidige udfordringer Professor Jørn Henrik Petersen, Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet peger på, at det ikke er aldringen af samfundet, der i sig selv er et problem – og dermed den fremtidige udfordring. Som Jørn Henrik Petersen udtrykker det: ”Problemet består snarere i, at samfundets strukturer ikke er fulgt med den biologiske udvikling og derfor hverken hænger sammen økonomisk, socialt eller menneskeligt”. Der er meget, der tyder på, at vi står overfor et paradigmeskifte i tilbagetrækningsmønstret. Når Jørn Henrik Petersen peger på, at samfundets strukturer ikke har fulgt med, kan det formentlig ses i lyset af tre væsentlige drivkræfter i det forestående paradigmeskifte. 1. Det at arbejde har ændret sig. Tidligere var der en udpræget tendens til at opfatte arbejdet som en pligt eller en nødvendighed for at kunne opretholde livet. I dag er arbejdet med til at skabe ens identitet - og har hermed fået en helt anden værdi. 2. Den demografiske udvikling har ændret sig. Der bliver relativt set stadig flere seniorer som kan mere og mere, hvilket figur 3. og 4 kan opfattes som illustration af. Og mange af dem vil gerne arbejde mere. 3. Levetiden er blevet længere. Fra år 1900 til år 2000 har vi fået en ”livsbonus” på 25 år. Aldringsforskning viser, at det ikke er alderdommen, der er blevet længere, men voksenlivet mellem ungdommen og alderdommen, som er blevet strakt ud. Dette er søgt illustreret i nedenstående figur 7, inspireret af Poul-Erik Tindbæks indlæg på den nationale åbningskonference for det europæiske år for aktiv aldring, januar 2012. Figur 7. 25 års ”livs-bonus” År 1900 ”25 års livs-bonus” År 2000 1. alder 2. alder 3. alder 4. alder Det er dette forhold, de samfunds- og virksomhedsmæssige strukturer må tilpasse sig til. Den nye generation af ældre, som tidligere blev betragtet som udtjent i samfundslivets tjeneste, kræver mere mening med og i livet end blot at holde fri. Vi står overfor en ny fase i livet, hvor mange mennesker med funktionsevnen i behold, ønsker at skabe sig en tredje karriere i stedet for at bruge 20 – 30 år, hvor man har fri og ikke udnytter sine ressourcer og kompetencer. Ifølge forskere er der intet biologisk eller funktionsmæssigt skarpt hjørne hverken ved 60, 65 eller 70 år. I realiteten er spidskompetencer aldersbestemte og hver alderskategori udvikler sine særlige kernekompetencer. En 65-årig besidder evner og erfaringer, som vedkommende ikke havde som 40-årig. Det handler blot om at finde dem og udnytte dem. Jobmarkedet skal tilpasse kompetenceprofiler, der inkluderer mennesker helt op til 70 år eller derover. Jørn Henrik Petersen peger på, at der er flere lavthængende frugter at plukke, hvis man vil inddrage de ældres ressourcer. For det første peger han på, at de funktionsduelige ældre kunne påtage sig en række opgaver i det civile samfund. Det kunne være frivilligt arbejde indenfor en lang række områder. En anden mulighed er, at ældre i langt højere grad fungerer som mentorer på arbejdsmarkedet. Det kunne f.eks. lette adgangen til arbejdsmarkedet for indvandrere og for de unge danske, der er kommet ”skævt” i gang med tilværelsen. Samtidig hermed sikres det, at den viden, de ældre besidder bliver videreformidlet til næste generation. Udfordringen bliver at forbedre adgangen og muligheden til et aktiv liv som ældre samfundsborger. Første trin er, at der skabes en erkendelse af den realitet, at der er et ”nyt stadie” i livet – nemlig den 3. alder. Dernæst må der skabes dialog med relevante beslutningstagere, såvel på samfundsplan som på virksomheds- og institutionsplan. Der er nok at tage fat på. Maj 2012