Furesø Museer Nyt udkommer 2 gange årligt. Redaktion: Cathrine
Kulturhuset, Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Immigrantmuseet Stavnsholtvej 3, 3520 Farum For åbningstider, se www.immigrantmuseet.dk. Adresse på arkiver: Furesø Arkiver Lokalarkiv, læsesal og stadsarkiv Kulturhuset, Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Åbent mandag - torsdag kl. 11-16 (Læsesalen kun med ekspedition til kl. 15) Furesø Museer Nyt udkommer 2 gange årligt. Redaktion: Cathrine Kyø Hermansen (ansv.) og Ellen Elisabeth Jensen Redaktionen er afsluttet 1. juni 2012. Næste nr. udkommer januar 2013. Design, sats, tryk og produktion: Bendt Wikke Marketing A/S Oplag: 2.000 stk. ISSN 1902-5114 FOTOQUIZ - SVAR: Købmandsmuseet Cornelen Stavnsholtvej 186, 3520 Farum Åbent første og sidste søndag i måneden kl. 13-16 Lukket januar, juli og august. Administration: Kulturhuset Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Tlf. 7235 6100 www.furesoemuseer.dk www.immigrantmuseet.dk 1. Trepaneret kranie 2. Dukkehånd 3. Scene fra dukketeater 4. Osso buco-knogler brugt som legetøj 5. Pibebræt 6. Kirkevante 7. Fra museets legetøjssamling 8. Parti fra 1. sal 9. Garnnøgle og garnvinde Adresser på udstillingssteder: Mosegaarden Skovgårds Allé 37, 3500 Værløse Åbent tirsdag - fredag kl. 11-16, søndag kl. 13-16 Lukket søndage i juli. 11 | JULI-DECEMBER 2012 IMMIGRANTMUSEET | MOSEGAARDEN | KØBMANDSMUSEET CORNELEN | KULTURHUSET Velkommen til Mosegaarden Som den eneste bevarede af de gamle gårde i Værløse by udgør Mosegaarden et enestående kulturmiljø. Med sit 1700-tals stuehus og historiske haveanlæg kalder stedet på et øjebliks fordybelse eller en solrig stund på gårdspladsen. Mosegaarden har rammerne til at gæster både kan bidrage og deltage i udviklingen af en levende museumsatmosfære. Og vi er meget tæt på at kunne invitere alle Furesøs borgere til et besøg i egen historie. Museets medarbejdere benytter sommermånederne til at tilendebringe års arbejde med ny permanent udstilling, ny særudstilling, restaurering af magasinbygning og nyanlæggelse af udendørsarealer. Søndag den 16. september genåbner Mosegaarden. Vi ser med forventning frem til at præsentere vores gæster for resultatet af den sidste fase i vores to museers sammenlægningsproces. Efter adskillige år er det lykkes at samle lokalhistorien på én adresse. Og hvad kunne være mere oplagt end Mosegaarden? Stedet med traditioner og en unik historie. Mosegaarden skal fortsat fungere som furesøborgernes kulturelle samlingspunkt og huse en mangfoldighed af tilbud og arrangementer. På Mosegaarden går vi også nye veje, hvilket nyopsætningen af den permanente udstilling viser. Ny teknologi og formidlingsteknikker skal fremover være en naturlig del af den publikumsrettede virksomhed. Men samtidig fastholder vi også muligheden for genkendelsens glæde; Vi beholder indtil videre vores populære tidslomme på 1. sal. Fremadrettet bliver Mosegaarden også stedet, hvor øgede krav til fagligheden i det daglige museumsarbejde kommer til at udfolde sig. Det gælder ikke mindst forskningen i samlingerne og bevaringen af dem. På den måde genererer vi løbende ny viden om vores historie og identitet. Jeg ønsker god læselyst. Cathrine Kyø Hermansen Museums- og arkivchef 2 Købmandsmuseet Cornelen Immigrantmuseet, Farum Kulturhus Mosegaarden nen kom blandt andet fra Tyskland og Østrig, men også den kirkelige kunsts brug af guldbroderier på messehageler. De fint forarbejdede huer blev broderet med fornem metaltråd i enten sølv eller guld af såkaldte ‘huekoner’. Moden havde sin blomstringstid i 1870‘erne. I lighed med nutidens eksklusive designermærker fungerede guldnakkerne, udover deres skønhed, som statusmarkør. Huerne var kostbare og signalerede velstand. De blev båret af kvinder i rige bondefamilier. Gyldent kvindeliv Af Gitte Broeng Billedkunstneren Trine Søndergaard revitaliserer historisk håndarbejde i sine fotografiske portrætter af unge piger med ’guldnakker’. De broderede huer repræsenterer en næsten glemt kvindekultur. I Søndergaards billeder vækkes historien til live igen. Furesø Museer indleder projektsamarbejde med kunstfotografen. Kunstnerens første møde med guldnakkerne fandt sted i Tønder. Samlingen fra Furesø Museer var udlånt til Museum Sønderjylland, der også udstillede Strude af Trine Søndergaard. ”Jeg blev meget fascineret af guldnakkernes historie og fik lyst til at arbejde med dem. Snart går jeg i gang med at lave optagelser på Furesø Museer, hvor jeg har fået lov at fotografere nutidige kvinder iført guldnakker. Udstillingsgenstandene bliver på den måde hentet ind i nutiden. Før og nu mødes i portrætterne,” fortæller Søndergaard. Trine Søndergaard, Strude # 17, 2007-10, C-print, 60 x 60 cm. Courtesy Martin Asbæk Gallery ”Nogle af huekonerne “Struden var et tegn blev i stand på, at Fanø-kvinderne til at forudførte mandearbejde sørge deres og klarede sig uden familier genmændene.” nem håndarbejdet. Ligesom struden er guldnakkerne et eksempel på en lokal klædetradition, som afspejler en særlig kvindehistorie, der knytter sig til et specifikt geografisk sted. Struden var et tegn på, at Fanø-kvinderne udførte mandearbejde og klarede sig uden mændene. Og på Hedeboegnen gav guldnakkerne huekonerne en højtspecialiseret profession, som gjorde dem økonomisk uafhængige. Samtidig signalerede guldnakkerne, at bønderne på egnen var rige, fordi jorden var fed. Det smukke klædningsstykke rummer derfor flere koder,” forklarer Trine Søndergaard. I Hun har tidligere beskæftiget sig med dragttraditionen på Fanø i serien Strude. Titlen refererer til den specielle ansigtsmaske, der blev benyttet af kvinderne på vadehavsøen, når de gik i marken. Mændene var af sted på havet det meste af året, og kvinderne stod for at dyrke jorden. Et fysisk krævende arbejde, der de fleste andre steder i landet blev varetaget af mænd. Trine Søndergaard (f. 1972), har udstillet over det meste af verden. Herhjemme bl.a. soloudstillingen Strude på Glyptoteket, 2010. Hun har modtaget flere udmærkelser bl.a. det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunst- Foto Peter Bengtsen Datidens designmærke Guldnakkerne kendes i Danmark kun fra Sjælland og var især udbredte på Hedeboegnen. Inspiratio- fond og den prestigefyldte tyske bogpris, Albert 1 Renger-Patzsch-Preis. Hun har udgivet flere bøger. Senest Strude, 2012, Museum Kunst “...hvad har vi her?” der Westküste. Se svaret side 12 www.trinesondergaard.com 3 Fortællinger fra Furesø Af Ellen Elisabeth Jensen | museumsinspektør på 6 volt allerede før år 1900. Den lille motor, der bevirkede at petroleumslampen for første gang blev skiftet ud med elektrisk lys, kan nu studeres på Mosegaarden som landets eneste bevarede af sin slags. Fortælling, fund og fordybelse Den nye udstilling på Mosegaarden er bygget op omkring lokale fortællinger, valgt ud fra princippet om, at den enkelte lokale begivenhed, fx drabet af en tysk soldat på Farum Hovedgade, fungerer som en overskrift til “Sæt gerne penge i banken i form at sige noget generelt af relevant materiale, der kan øge ”Det var 2. pinsedag, 28. maj 1928. Vinden var gunstig mod en afom den større historie den vidensmæssige gevinst for græsset skråning et andet sted på marken. Jeg havde tre mand til uden for selve begivenbåde nørdede og nye brugere.” at hjælpe mig med starten. De to havde et tov i vingespidsen – jeg heden, nemlig besætvar slet ikke sikker på, at jeg kunne beherske tre ror samtidigt. Den telsestiden. Samtlige tredje mand gav et skub, mens han holdt i håndtaget foran højdefortællinger er illustreret og perspektiveret særskilt med fotos og roret – og så rumlede jeg ned ad skråningen”. genstande, mens flere af dem også levendegøres auditivt. Når man som museumsgæst har oplevet sin Sådan fortæller Lars Larsen fra Kirke lille fortælling og udstilling, og Værløse om sin første flyvetur måske har fået smag for at vide med sit hjemmebyggede svævefly, mere, er der rig mulighed i udstil”Glider No. 2”. Historien indgår i lingens fordybelsesafdeling. Her en række eksempler på nyopfindelkan man sætte sig i ro og mag og ser, udviklet og afprøvet i Furesø, se film og billedkavalkader, eller under overskriften ”Tekniske vidunaktivt søge i Furesø Museers datadere”. Til andre banebrydende bebaser og udstillingens vidensbank. givenheder hører historien om Sidstnævnte består af digitalt arkivEllehammer, der i 1907 prøveflyver materiale med relation til de ensit triplan på Farum Sø og historien kelte fortællinger, som løbende om ”Svanen”, en svensk konstruelægges ind på PC. Omsætningen i Ellehammer med sit triplan på Farum Sø den 28/2 1907. ret dampbåd med hjul, der kunne banken kommer også til at bestå af Foto: Furesø Museer. køre på skinner over Fiskebæktanborgernes egne bidrag, forstået på gen mellem Furesø og Farum Sø i den måde, at museet ønsker øget slutningen af 1800-tallet. Båden blev en kort overgang Farums størfokus på indsamlingen af arkivmateriale. Opfordringen til muste turistattraktion – hvilket også blev dens endeligt. Det er også et seumsgæsten er derfor: Sæt gerne penge i banken i form af relefaktum, at naboerne til Søgård i Værløse stod med måbende miner, vant materiale, der kan øge den vidensmæssige gevinst for både da sognets første vindmølledrevne generator leverede en spænding nørdede og nye brugere. Foto Peter Bengtsen Nye oplevelser kendetegner sensommeren på Mosegaarden. Medarbejdere har jagtet en mangfoldighed af historier fra museets magasiner, og lander dem nu som små fortællinger i en permanent udstilling. 2 ”...hvad har vi her?” Tjek på tiden I den nye udstilling giver tidslinier og historiske kort museumsgæsten mulighed for at danne sig et kronologisk overblik over udviklingen i Furesø Kommune. Hvordan livet i oldtiden og i Se svaret side 12 4 Generalstrejke i 1944 på Farum Hovedgade. Foto: Furesø Museer. gode historie, at skabe overblik og at give mulighed for fordybelse, går vi målrettet efter løbende at forny udstillingen. Den ene fortælling kan skiftes ud med en anden. Uden at skulle ændre på hele udstillings-setup’et. Det har også fra starten været vigtigt for os at lave en – for publikum – så fleksibel udstilling som muligt, forstået på den måde, at der ikke er nogen start eller slutning på udstillingen. Ved at vælge tematisering frem for én lang kronologisk fortælling fra flintøkse til forstadsliv, giver vi museumsgæsten frit spillerum til at bevæge sig rundt i udstillingen, og nappe lige præcis den del af historien, vedkommende finder mest interessant. middelalderen har udspillet sig, og hvordan udviklingen inden for Vi betragter selv den nye udstilling som et skelet, som også fureskovdrift, skoler, kirker, det politiske styre, teknik- og forsyningssisøborgerne kan være med til at putte kød på. Ligesom vi fra mutuationen, infrastrukturen, handel og håndværk samt dagliglivet seets side løbende finder ny viden i arkiverne, håber vi også, at generelt har formet sig, er beskrevet i en udstillingen vil appellere til museumssærskilt afdeling. I samme afdeling gives gæsten om at komme med udstillings“Det har også fra starten været også en gennemgang af bebyggelseshigenstande, facts og fotos. På den måde vigtigt for os at lave en – for pubstorien fra oldtidens bopladser til luksuslejskaber vi en dynamisk udstilling for, om og likum – så fleksibel udstilling som lighederne på Laanshøj. af borgerne i Furesø. I muligt, forstået på den måde, at Foto Peter Bengtsen der ikke er nogen start eller slutFlexibilitet i fokus ning på udstillingen.” Målet med udstillingen har fra starten været at udvikle et fleksibelt udstillingskoncept. Ved at strukturere udstillingen i tre forskellige afdelinger med hver deres funktioner: At fortælle den 3 Hold øje med åbningsprogrammet 16. september i lokalavisen og på www.furesoemuseer.dk ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 5 er der så meget at gribe fat i om selve hovedpersonen, men så flytter handlingen jo uden for Furesø kommune. Så der var vægtige elementer, der skulle stemmes af i forhold til hinanden inden at bogen som helhed kunne falde på plads: For den aldersgruppe, der lige er kommet i gang med læseprocessen, er den spændende medrivende fortælling, det allervigtigste. For os som lokalmuseum er den lokale forankring vigtig, samt det at en bog til skolebørn også har et oplysningsformål. Hvordan de tre elementer, den spændende fortælling, sagnet - den lokale tilknytning, den hvide sten i Fægyden og resterne af jagtvejssystemet i Hareskoven – og den faktuelle oplysning, parforcejagten og Vincents Joachim Hahns liv “...ørerne strittede og blev knyttet sammen, kan opleves ved øjnene var ved at trille at læse bogen, ‘Den onde jæger’. Den onde jæger Af Helle S. Larsen | skoletjenestemedarbejder Ørerne strittede, og øjnene var ved at trille ud på kommunens 2. klasser, da årets læsebog blev delt ud. Det har atter været Verdens Bogdag, og dermed er alle 2. klasses børn i Furesø blevet en lille bog rigere. Afsættet var i år et sagn, der dog har en virkelig person, overhofjægermester Vincents Joachim Hahn, som hovedaktør. ud.” Hvad en hvid flintesten kan føre til Ved uddelingen af bøgerne til alle kommunens børn i 2. klasse havde vi fra Jagt- og Skovbrugsmuseet lånt en hirschfænger, det korte jagtsværd, der bruges til parforcejagt, og et gevir fra en kronhjort. Disse to genstande var med til at levendegøre spændingen i fortællingen, så ørerne strittede og øjnene var ved at trille ud. Med bogen følger muligheder for en række aktiviteter og udflugter for forældre og bedsteforældre. Først og fremmest lokalt ved at besøge sagnstenen (GPS-position: N 55° 46,181’ Ø 12° 23,537 ‘) og resterne af det gamle jagtvejssystem i Hareskoven. På Frederiksborg Slot kan man se et maleri af Joachim Vincents Hahn (1630-1679), og hans elefantriddervåben. På Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum er der en udstoppet kronhjort, som Chr. V har nedlagt ved en parforcejagt, og skal vi ikke antage, at Hahn har deltaget i denne jagt? Her fortælles ligeledes om parforcejagten. På Museet Kongelige Stalde og Kareter er der en udstoppet hest, som Chr. d. V har redet på. Mon ikke Hahn skulle have holdt den? I Roskilde Domkirke hænger Hahns sværd og begravelsesrustning, og han er desuden afbildet på Chr. d. V’s sarkofag. Endelig kan man se hans smukt restaurerede kiste i Gl. Vor Frue Kirke i Roskilde. Boguddeling på skole Foto: Marianne Routhe Sagnet knytter sig til en sten i det nordlige stengærde, der løber langs Fægyden i Værløse. Sagnet lyder kort, at hvis man en stormnat ved midnatstid og måneskin går ud til den hvide sten, vil man se, at en hest med rytter højt oppe fra, oven over skoven, styrer lige ned mod stenen og forsvinder ind i denne. Sagnet giver et problem, hvis man ikke vil ud i at digte en hel masse. Til gengæld Foto Peter Bengtsen Der er altså nok at tage fat på bare ved at starte ved en hvid flintesten i Fægyden. I 4 ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 6 Af Freja Gry Børsting | museumsinspektør De lettiske flygtninge var på flugt fra den russiske besættelse i Baltikum. Som bekendt endte denne besættelse først i 1991 med Sovjetunionens fald, og flygtningene kunne derfor ikke vende tilbage til Baltikum selv efter 2. verdenskrigs slutning. I Jonstruplejren boede flygtninge fra de baltiske lande – især mange letter. Nogle af disse letter lagde i dette forår vejen forbi Furesø Museer og blev vist rundt i området, hvor Jonstruplejren lå i årene under og efter 2. verdenskrig. Jonstruplejren bestod af syv store beboelsesbarakker, som var blevet bygget af tyskerne under krigen til et tysk vagtkorps. I 1945 boede ca. 1.000 flygtninge i lejren i stuer af 14 og 21 personer. Stuerne var sparsomt møblerede med et bord, to stole og to små skabe til deling. Gensyn med Jonstruplejren Nogle gange kan lokalhistorien befinde sig mange tusinde kilometer væk. Det gør sig bl.a. gældende for historien om de folk, der, i årene efter 2. verdenskrig, opholdt sig i Jonstruplejren på Jonstrupvangvej. Luftfoto af Jonstruplejren som den så ud under krigen. “Først i 1949 tog de med skib Lejren i Jonstrup eksisterer til Australien, hvor de har boet ikke længere, men de letter, siden.” der besøgte Furesø Museer, kunne alligevel genkende stedet på Jonstrupvangvej og de fortalte historier om, hvordan de bl.a. havde leget med danske børn fra de omkringliggende gårde. Til spørgsmålet om, hvordan de huskede opholdet i selve lejren, der efter sigende var kold og fugtig og hvor kosten stod på brødsuppe og mælkegrød, svarede letterne næsten enstemmigt, at de ganske enkelt var taknemmelige over at have fået hjælp, husly og mulighed for et nyt liv. I Foto: Furesø Museer Foto Peter Bengtsen I april måned i år var Furesø Museer så heldige at få besøg af en gruppe australske letter, der i årene efter 2. verdenskrig var i flygtningelejre i Danmark. I krigens sidste måneder var de flygtet fra Letland til Danmark, hvor de i første omgang var i flygtningelejr i Aalborg og derefter kom til lejren i Jonstrup. Først i 1949 tog de med skib til Australien, hvor de har boet siden. 5 Her ses letterne (med et af deres børn og en chauffør). Foto: Furesø Museer Landsbyen Jonstrup ved Værløse ca. 20 km udenfor København, husede mellem 1945 og 1949 op til 1.000 flygtninge i Jonstruplejren. ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 7 Sagnvandring i det gamle Farum Af Katrine Jessen | skoletjenestemedarbejder Vi går videre hen til Farum kirkes våbenhus, som også har været hjemsøgt af en lindorm, der afspærrede indgangen til kirken. Landsbyens beboere måtte efter råd fra en klog mand opfede en tyrekalv i den bedste og fedeste mælk, så den kunne tage kampen op mod den enorme lindorm. For folk, der levede i Farum for mange år siden, var lygtemænd, helheste og lindorme ikke overtro, de var realiteter med rod i hverdagslivet, som byggede bro til det overnaturlige. Læs om Furesø Museers skoletjenestes erfaring med at fortælle sagn til 4. klasse. Foto Peter Bengtsen Med blok og blyant Undervejs på vandringen tager eleverne noter, lytter opmærksomt og stiller gode spørgsmål. Ude på den lille sti bag kirkegårdslågen standser vi op og ser udover de mange tage mod nord. Derude har engang ligget en mose med lokkende lygtemænd og en ”Den ø, der er ude i søen… kunne kæmpehøj hjemsøgt af troldtøj og det ikke være at tyren og ormen blev helhesten fra kirkegården. Det er ikke til den, da de slog hinanden ihjel i underligt at mange i Farum blev glade Farum Sø?” spørger en dreng fra 4. b og lettede, dengang højen ved Bondepå Marie Kruse skole under en sagnvangskær blev nedlagt i 1860’erne. vandring med Furesø Museers skoleTurens sidste stop er ved det lille tjeneste. stykke sandstrand for enden af stien Skolens 4. klasser arbejder for tiden ved Farumgård. Klavs Nars Holm kenmed sagn og den mundtlige fortælleder de fleste som ”øen ude i Farum tradition. I den forbindelse inddrager Sø”. Vi kan skimte lidt af den fra det lærerne sagn, sagnfigurer og overtro lille stykke strand, og eleverne tager fra lokalområdet, og har rettet henfor sidste gang på turen blokke og vendelse til Furesø Museer. blyanter frem. Sagnet om, hvordan Klaus Nars Holm. Inden vandringen får eleverne at vide, Klaus Nars Holm fik sit navn efter Foto: Furesø Museer at de selv kan bestemme, hvor meget den opfindsomme og snedige hofnar, de vil tro på. Klaus, bliver noteret. “...lokkende lygtemænd Sagnvandringen begynder ved Majtræet, hvor Da turen er slut fortæller læreren, at eleverne og en kæmpehøj hjemen lindorm engang blev manet i jorden. Ormen efterfølgende skal skrive søgt af troldtøj og helheligger i dvale og vil hvert hundrende år trænge deres egne sagn. sten fra kirkegården.” Sagn op gennem jorden og brøle frygteligt, så alle er blevet kaldt mennesker må tage sig vældig i agt og blive Drengen, ”eventyrets mørke søster”, inden døre. Herefter går vi hen til huset, hvor der engang har været som undervejs havde idet de ofte handler om livets smedje. Her hører eleverne om smedens datter, som Ole Dybendal forestillet sig, hvordan skyggesider, uforklarlige fænomevar så betaget af i stedsagnet, der fortæller, hvordan Dybendalstyrens og lindormens ner, og ikke, som folkeeventyr, altid renden i Nørreskov fik sit navn. kamp skabte øen i ender godt. Etymologisk stammer Farum Sø, har allerede ordet sagn fra det oldnordiske en fantasifuld idé til et ”sôgn”, som betyder ”noget, som nyt stedsagn om den er sagt eller fortalt” – og det er lille ø i Farum Sø. I 6 ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 8 et vigtigt element i vandringen, at sagnene fortælles. sker. Eller når børnene får en puddersukkermad serveret i museumsbesøgets fingerede frikvarter. Og når børnene selv skærer sit æble i stykker og bagefter prøver kræfter med æblepressens håndsving, og mærker på sin krop, hvor stærk man skal være for at forvandle æblebåde til drikkeklar æblejuice. Børnenes museum Af Ellen Elisabeth Jensen | museumsinspektør Børn i Værløse har altid været vilde med Mosegaarden. Stenøkser og menneskeknogler har fået øjnene til at vokse på mange purke lige siden museets start. I dag har mange før-skolebørn i Furesø prøvet at presse æblejuice eller filte sin egen uldbold på museet. Mosegaarden er rig på tilbud til de mindste. Fy for pokker, det lugter ikke godt! Flere af børnene holder sig for næsen, da det nyklippede fåreuld bliver lagt ud på bordet. Museets studentermedhjælper og museets frivillige hjælpere smiler tilfredse til børnehavebørnene, der er bænket omkring langbordet i Gadekærshuset. Den sanselige oplevelse ved at komme på museum er allerede formidlet og modtaget. Og Furesø Museer har nået sit mål. Første led i fødekæden Aktiviteter og fortællinger rettet til børn, der endnu ikke er kommet i skole, er højt prioriteret på Furesø Museer. Det sker i tråd med, at Kulturministeriet har en lang og rodfæstet tradition for at sikre børn, unge og deres familier et stort udbud af kulturoplevelser. Børnene er første led i den kulturelle fødekæde, og en stærk indsats på området vil bidrage til kulturelt og kunstnerisk kompetente børn. Set i den sammenhæng byder museer på helt særlige muligheder. Det kunne være interessant at vide, hvor mange børn i Furesø, som får deres første museumsoplevelse på Mosegaarden. Arkivfoto: Furesø Museer Foto Peter Bengtsen Må vi få det med hjem? På Furesø Museer erfarer vi, at det er vigtigt for børns museumsoplevelse at de får en ting med hjem. Noget, som de stolt kan vise til deres forældre og søskende. Som når de er på besøg i smedAt få historien i hænderne jen, og banker bogstaver i gloende jern. Men det er Når børnene kommer på museum træder de ind i også vigtigt for forståelsen af ”gamle dage”, at børFuresø Museer en ny og ukendt verden. Gamle dage. De oplenene mærker historien. Både piger og drenge arrangerer en månedlig ver kontrasten til deres egen hverdag. Fx når står i kø for at prøve at være smededreng; at børnekulturdag udover arrangeden strikse skolefrøken, i museets skolestue, hive i snoren til blæsebælgen. Imens står de menter i sommerferien og efterårsmed knold i nakken, beder om ro i klassen andre børn og hører, lugter og mærker ferien. I 2011 deltog 437 børn i og truer med et spanskrør, hvis ikke det flammerne fra essen. Alle sanser er i brug. alderen 3-6 år i Bl.a. derfor kan museer tilbyde noget ganMosegaardens ske særligt, når det gælder opbygning af forskellige tilkompetencer. Kroppen glemmer sent. bud til de Måske netop derfor er børn og pædagoger mindste. ”...hvad har vi her?” i Furesø glade for Mosegaarden? I 7 Se svaret side 12 9 Den udvalgte kulturarv Af Susanne Krogh Jensen | museumsinspektør En oprydning, en flytning eller lysten til at videregive en god historie får fra tid til anden telefonen til at ringe på Furesø Museer med tilbud om genstande, billeder eller andet materiale, der beretter om dagligdagen eller særlige begivenheder i lokalområdet. Indsamling og bevaring af materiale, der kan formidle den historie, museet arbejder med, er en af museernes hovedopgaver, men langt fra alle effekter, museet bliver tilbudt, ender som museumsgenstande. I udvælgelsen af genstande tager museet både hensyn til den eksisterende samling, den historiske værdi, museets planlagte formidling og ikke mindst den tilbudte effekts bevaringstilstand. Foto Peter Bengtsen I foråret 2012 blev museet kontaktet i forbindelse med, at beboerne på gården Korsbjerghave i Farum efter mange årtier skulle flytte. Museet blev tilbudt at overtage en del møbler og landbrugsredskaber både fra Korsbjerghave og fra Egemosegård på den anden side af Trevangsvej. Møbler fra folkestuen, en kartoffelsorterer og andre genstande fortalte om livet på en gård i 1900-tallet, mens frugtkasser m.m. vidnede om gårdens tid som frugtplantage. 8 Mere end 10.000 lokalhistoriske genstande Ofte betyder pladshensyn og museets eksisterende udvalg af genstande, at museet takker nej til tilbudte genstande, men fra Korsbjerghave valgte museet både at modtage genstande med lokalhistorisk værdi og et antal møbler til brug i museets studiesamling til fremtidig formidling. Indsamlingen har bl.a. givet anledning til en mindre revision af den eksisterende samling på “Møbler fra folkestuen, en mere end 10.000 lokalhistokartoffelsorterer og andre riske genstande. En gennemgenstande fortalte om livet gang viste, at museet havde i på en gård i 1900-tallet.” alt 14 standkister af forskellig slags, men at samlingen ikke var geografisk dækkende for lokalområdet. Derfor kunne museet tage imod standkisten fra Korsbjerghave, der formodentlig stammer fra omkring år 1800. For at undgå at kompromittere museets øvrige samling blev tingene hentet på gården og kørt direkte til frysekonservering hos museets konservatorer i Køge. Om kort tid vender genstandene tilbage, og så er de klar til at indtage deres nye rolle som en del af den danske kulturarv. I Gårdene Korsbjerghave og Egemosegård ligger i den nordlige del af Farum. I dag er Korsbjerghave ejet af Furesø Kommune og udstykket til rækkehuse. Fotografiet er angiveligt fra 1940erne. Foto: Furesø Museer. På www.kulturarv.dk/mussam/ kan man søge oplysninger om, hvad landets kulturhistoriske museer har i deres samlinger. ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 10 “I 1814 kom der en ny skolelov, som stillede større krav til, hvor meget plads, der skulle være til børnene.” Rytterskolen i Farum Af Bjarne Birkbak | arkivar I september måned åbner der en udstilling om skoler i de nye særudstillingslokaler ved Mosegaarden. Skolehistorien i Furesø kan føres tilbage til slutningen af 1600’tallet. Foto Peter Bengtsen Kilder fortæller, at der i slutningen af 1600’tallet bliver indrettet skolehus i en gammel kirkelade lige uden for kirkegården i Farum. I 1721 udstedte Kong Frederik IV den såkaldte Rytterskoleforordning, som betød, at der i hvert rytterdistrikt – et område ejet af kongen, som skulle stille med mandskab og heste til hæren – skulle bygges skoler, hvor almuens børn “Skolen i Farum blev bygget skulle undervises. midt i landsbyen, og stod Skolen i Farum færdig i 1726.” blev bygget midt i landsbyen, og stod færdig i 1726. I 1814 kom der en ny skolelov, som stillede større krav til, hvor meget plads, der skulle være til børnene. Derfor blev der i 1820 etableret en skole i den tidligere kro i Stavnsholt. Da der i 1856 igen var for mange elever i Rytterskolen, valgte man – i stedet for at bygge til – at oprette en privat skole, der fik til huse i ”Det runde hjørne” i Hovedgaden i Farum. Skolen flyttede nogle gange, men fungerede indtil den i 1971 indgik som en del af Marie Kruses skole, som også har en gymnasiedel. I 1901 og 1908 blev der bygget forskoler til de mindste børn i henholdsvis Farum og Bregnerød. Rytterskolen var i funktion frem til 1924, hvor der blev bygget en ny hovedskole ved Frederiksborgvej – den gule bygning, som nu indgår som en del af rådhuset i Farum. I 9 Rytterskolen blev bygget i 1726 og fungerede som skole frem til 1924, hvor der blev bygget ny hovedskole. Bygningen ligger stadig midt i den gamle landsby. Foto fra ca. 1900, ukendt fotograf. I dag har Furesø kommune syv skoler samt Egeskolen i Jonstrup (10. klasse): Hareskov skole, Lille Værløse skole, Søndersøskolen, Syvstjerneskolen, Stavnsholtskolen, Solvangskolen og Lyngholmskolen. ”...hvad har vi her?” Se svaret side 12 11
© Copyright 2024