[email protected] [email protected]. 17. september 2012 OB-004-078/cbh Høring over EU-Kommissionens direktivforslag om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på online-anvendelse, COM(2012)372 - KUM j. nr. 2012-017154 Forlæggerforeningen takker for at have modtaget EU-Kommissionens direktivforslag om kollektiv forvaltning af ophavsret m.m. i høring og bakker op om direktivforslagets formål om at forbedre forvaltningsselskabernes standarder for styring og gennemsigtighed, således at rettighedshavere kan føre en mere effektiv kontrol med disse og bidrage til at gøre forvaltningen mere effektiv. Det er Forlæggerforeningens generelle opfattelse, at de danske bestemmelser om forvaltningsselskaber og Copydan Tekst og Node fungerer tilfredsstillende, og at den kollektive forvaltning af forlagenes rettigheder allerede varetages i overensstemmelse med direktivets mål om effektivitet. Helt overordnet ønsker Forlæggerforeningen med sine bemærkninger at påpege forhold i direktivet, som set ud fra et rettighedshaversynspunkt indebærer en risiko for en forringelse i den kollektive forvaltning. Forlæggerforeningen skal derfor bemærke følgende:  Reglerne om forvaltningsorganisationernes gennemsigtighed, informationsvirksomhed m.v. er blevet for detaljerede. Detailreguleringen sker på bekostning af foreningsfriheden. Med andre ord indebærer de mange detailregler om, hvordan forvaltningsorganisationerne er indrettet og organiseret, at disse frivillige foreninger har mindre frihed til selv at bestemme. Eksempelvis bør det være op til enhver forening selv at afgøre i sine vedtægter, hvilke beslutninger der træffes af dets forskellige organer, dvs. generalforsamling, bestyrelse m.v. I et land som Danmark er der en tradition for foreningsfrihed, og den frihed bør man også værne om, når det gæl- der medlemsejede foreninger, der administrerer ophavsrettigheder; det gælder fx Copydan-foreningerne.  Direktivforslaget indeholder en række ord, vendinger og udtryk, som giver anledning til fortolkningstvivl. Når der ikke er sikkerhed for, hvordan en direktivregel konkret skal forstås, er der som bekendt risiko for, at reglen senere af EU-Domstolen bliver fortolket på en måde, som man ikke havde regnet med. Eksempelvis findes der i direktivforslagets art. 6, stk. 3, en regel med følgende ordlyd: ”De forskellige kategorier af medlemmers repræsentation i beslutningsprocessen bør være retfærdige og afbalancerede.” I Copydan-foreningerne – og tilsvarende i medlemsorganisationerne – findes der principper for sammensætning af bestyrelser, som bygger på konsensus, paritet, kompromiser, traditioner, aftaler osv.; det er utilfredsstillende, at der er risiko for, at der kan blive sat spørgsmålstegn ved disse velfungerende principper på grund af en uklar formulering i et direktiv.  Det bør præciseres i direktivteksten, at direktivet ikke berører aftalelicens. Navnlig direktivforslagets bestemmelser om rettighedshavernes mandater til forvaltningsorganisationerne og udtræden af disse samt regler om offentliggørelse af repertoirelister m.v. giver risiko for en fortolkning, som udelukker brug af aftalelicens i forhold til ikke-repræsenterede rettighedshavere. Derved risikerer direktivet at underminere den kollektive forvaltning af ophavsrettigheder, som Copydan varetager, hvilket ikke kan være hensigten. Aftalelicens er allerede af EU blevet godkendt som en nyttig måde at forvalte rettigheder på, nemlig i Infosoc-direktivet og det kommende direktiv om forældreløse værker. Denne godkendelse bør ikke undergraves af dette direktiv. Derfor bør der gennemføres en bestemmelse i selve direktivet om, at direktivet er uden præjudice for aftalelicens. I en betragtning til denne bestemmelse bør det samtidig præciseres, at forvaltningsorganisationer, der fradrager midler til sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål, jf. art. 11, stk. 2, også kan foretage fradrag i midler, der fordeles til ikke-repræsenterede rettighedshavere i henhold til aftalelicens.  Ordet ”frit” i Betragtning 3 synes at være et forsøg fra EU-Kommissionen på at gennemtrumfe sin egen definition af servicedirektivet på et centralt punkt, hvor mange regeringer, herunder den danske, ikke er enig. Det er således væsentligt at fastholde, at det ikke er i strid med servicedirektivet, når der i dansk ophavsretslovgivning stilles krav om godkendelse af visse forvaltningsorganisationer.  Det bør præciseres, at medlemsorganisationer af forvaltningsselskaber ikke omfattes af definitionen på et forvaltningsselskab i art. 3, litra a. Bestemmelserne om fx afstemning på generalforsamlinger og information til medlemmerne bør ikke gælde for f.eks. Copydan Tekst og Nodes medlemsorganisationer. 2  Definitionen af et forvaltningsselskab, hvorefter den kun omfatter organisationer ”som er ejet eller kontrolleret af dens medlemmer” vil udelukke en lang række kommercielle aktører fra direktivets anvendelsesområde. Derved vil disse få en konkurrencefordel frem for non-profit organisationer som Copydan-foreningerne på grund af færre omkostninger til administration m.v. Denne konkurrencefordel risikerer at svække den kollektive forvaltning af ophavsrettigheder i organisationer ejet af rettighedshaverne selv og dermed gå imod direktivets intentioner.  Det er vigtigt, at ”medlem” i direktivets forstand ikke er det samme som rettighedshaver – det ville have skabt komplikationer for fællesorganisationer som Copydanforeningerne; ifølge definitionen i art. 3, litra c, kan et medlem være en rettighedshaver eller ”en enhed, der direkte repræsenterer rettighedshavere”; det sidste må anses at dække medlemsorganisationerne.  Bestemmelserne i art. 5, stk. 3, om opsigelse giver et maksimalt varsel til opsigelse på 6 måneder til medio eller udgangen af regnskabsåret (dvs. typisk 1. juli eller 1. januar); ofte er det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at det er til udgangen af kalender/regnskabsåret.  Det er uklart, hvordan bestemmelserne om delvis ophævelse af en bemyndigelse til at forvalte rettigheder (art. 5, stk. 2-5, jf. også art. 6, stk. 2), såkaldt split membership, skal anvendes, når de enkelte rettighedshavere er medlemmer af en faglig organisation eller anden type medlemsorganisation. Det er spørgsmålet, om der overhovedet her er et behov for at anvende disse regler, der kan give anledning til betydelige administrative vanskeligheder. EU-reglerne om split membership har så vidt vides aldrig været benyttet eller krævet af nogen rettighedshaver i forhold til sådanne medlemsorganisationer. Det hører også med til billedet, at en omfattende opsplitning af repertoirer risikerer at medføre negative konsekvenser for brugerne, fordi disse så kan få sværere ved at opnå tilladelse til brug af beskyttet materiale ved én samlet aftale. Derfor bør det præciseres, at disse regler ikke gælder for medlemsorganisationer. Det bør også præciseres i art. 6, stk. 2, at når en forvaltningsorganisation er opbygget sådan, at den ikke har individuelle rettighedshavere som medlemmer, men alene har medlemsorganisationer, vil individuelle rettighedshavere ikke kunne kræve individuelt medlemskab.  Forvaltningsorganisationerne skal ikke alene informere medlemmerne om medlemmernes rettigheder vedrørende delvis ophævelse af bemyndigelse til forvaltningsorganisationen, de skal også indhente specifikt mandat for hver rettigheds- og værkskategori, jf. art. 5, stk. 6 og 7. Det bør præciseres, at dette samtykke kan opnås i form af en bestemmelse i en forvaltnings- eller medlemsorganisations vedtægter, idet det kan blive administrativt særdeles byrdefuldt for både små og store foreninger at skulle have aftaler med hver enkelt rettighedshaver om rettighedsforvaltningen. 3  Det bør præciseres, at det er op til de enkelte forvaltningsorganisationer, hvordan de nærmere vil fastsætte regler om, hvem der er opstillings- og stemmeberettigede på generalforsamlingen, jf. art. 7, stk. 7, da det ikke er muligt i én regel at dække de mange forskellige forvaltningstyper, der findes. Det står ikke klart, hvordan denne bestemmelse i art. 7, stk. 7, præcist skal forstås, herunder om direktivet lægger op til en obligatorisk stemmevægtning baseret på indtægter, hvilket ville indebære en masse principielle og praktiske problemer.  På samme måde bør det være overladt til de enkelte organisationer at afgøre, om der skal kunne stemmes via fuldmagt, jf. art. 7, stk. 8. Der er forskellige hensyn, der gør sig gældende her – fx hensynet til at undgå, at en lille gruppe medlemmer let vil kunne skaffe sig uforholdsvis indflydelse gennem indhentelse af fuldmagter. Det er umuligt at regulere forholdene i så mange forskellige forvaltnings- og evt. medlemsorganisationer, der varierer i karakter, medlemsantal m.v.  I en medlemsejet forening (som Copydan-foreningerne er) bør tilsynsfunktionen eller tilsynsrådet (jf. art. 8) være det samme som bestyrelsen. Dette bør præciseres i direktivet. Det giver ikke nogen mening både at have en bestyrelse og et tilsynsråd; i den danske selskabslov er bestyrelse og tilsynsråd da også opstillet som alternat iver. Alternativt skal medlemmerne af tilsynsrådet udgøres af en del af bestyrelsen som et forretningsudvalg.  Med henvisning til art. 9, stk. 2, litra c, bør det præciseres, at når det drejer sig om repræsentanter for juridiske personer, bør de pågældende oplysninger om modtagne beløb dreje sig om den fysiske persons beløb, ikke den juridiske person. For mange udgivere og producenter er sådanne økonomiske oplysninger forretningshemmeligheder. Uden en sådan præcisering risikerer man, at mange udgivere og producenter ikke vil lade sig repræsentere i bestyrelser m.v., hvilket vil gå ud over medlemsdemokratiet.  Hvad angår art. 11, stk. 1, er det umuligt på forhånd at angive, hvor meget der skal fradrages i administrationsomkostninger. Heller ikke omkostningsprocenten kan på forhånd angives, da størrelsen af administrationsprocenten vil afhænge af både indtægter og udgifter.  Det er positivt, at man i direktivforslaget principielt anerkender, at der kan fradrages midler til sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål, jf. art. 11, stk. 2. Disse midler kan have stor kulturpolitisk betydning for organisationerne.  Forvaltningsorganisationerne skal gøre, hvad de kan for at foretage individuel fordeling af rettighedsvederlagene, jf. art. 12. I visse tilfælde kan en sådan individuel fo rdeling imidlertid ikke lade sig gøre; det kan være på grund af manglende viden om, 4 hvilket materiale der er benyttet, manglende identifikation af rettighedshavere, ligesom der kan være et misforhold mellem udgiften forbundet med den individuelle fordeling og størrelsen af det beløb, der fordeles. Sådanne ufordelbare midler skal i stedet kunne fordeles kollektivt efter nærmere beslutning i foreningens organer. Det er imidlertid utilfredsstillende, at der ifølge forslaget til art. 12, stk. 2, skal gå hele 5 år, før disse midler kan anvendes. Ifølge den danske ophavsretslovs § 49 (og § 38, stk. 5, for følgerettens vedkommende) forældes disse individuelle vederlagskrav allerede efter 3 år. Direktivbestemmelsen bør ændres til en tilsvarende frist. Når nogle midler er ufordelbare efter 3 år, vil de stort set altid også være det efter 5 år, hvorfor der ikke er nogen grund til, at midlerne i yderligere 2 år henstår på en konto uden at komme i aktiv anvendelse. Et andet argument for dette er, at en sådan 3årig frist allerede findes i følgeretsdirektivets art. 9, dvs. at en 3-års frist er en del af acquis communautaire. I denne forbindelse bør man ophæve sidste punktum i direktivforslagets art. 12, stk. 2, hvorefter rettighedshaverne tilsyneladende bevarer ret til de ufordelbare midler også efter fristens udløb, hvilket hverken er rimeligt eller praktikabelt.  Bestemmelserne i art. 15, 32 og 35 om licenser, licensbetingelser og tvistbilæggelse i forhold til brugerne bør udgå. Disse bestemmelser falder uden for rammerne for et direktiv om kollektiv forvaltning, og det er forhold, der hører under den almindelige aftalefrihed. I art. 15, stk. 2, kan det give anledning til tvivl, hvad der menes med, at tarifferne skal ”afspejle den økonomiske værdi” af ophavsrettighederne. I art. 35 bør det – hvis bestemmelsen opretholdes – præciseres, at udtrykket ”forelægges for retten” ikke indebærer en tvangslicens, dvs. at brugere ikke kan tvinge forvaltningsorganisationer til at licensere til en bestemt pris gennem en domstolsafgørelse.  Forvaltningsorganisationerne skal til hver rettighedshaver og til hvert søsterselskab årligt give detaljeret information om bl.a. størrelsen af vederlag pr. rettighedstype og udnyttelsestype og om fradrag, jf. art. 16 og 17. Fordelingsregler, fradrag og lignende oplysninger skal til stadighed være tilgængelige på hjemmesiden, jf. art. 19, ligesom der årligt skal afleveres en ”gennemsigtighedsrapport” med så mange oplysningskrav, at detaljerne ikke har kunnet rummes inden for art. 20, men har måttet flyttes til et særskilt bilag, bilag I. Disse mange detailregler risikerer at bureaukratisere og fordyre rettighedsforvaltningen, og der bør derfor luges ud i dem. Det gælder fx den mulige kategorisering efter ”type anvendelse” i art. 16, litra c, og art. 17, litra a. Tilsvarende er hele pkt. 2 i bilag I om finansielle omkostninger reelt umulig at opfylde i praksis; det gælder fx det første underpunkt om ”alle driftsomkostninger og finansielle omkostninger, med en fordeling pr. kategori af forvaltede rettigheder”.  Det er problematisk, hvis direktivforslagets art. 18, stk. 1, litra b, skal forstås således, at forvaltningsorganisationer som Copydan-foreningerne skal kunne afkræves at give detaljerede oplysninger om deres ”repertoire”, hvis der hermed ikke bare 5 menes type af repertoire, men også de enkelte værker og andet beskyttet materiale. Det kan ikke lade sig gøre. Dels opstår disse værker ofte kort tid før brugen; det er fx tilfældet med aviser, der fotokopieres, og tv-programmer, der videredistribueres i kabelanlæg. Dels modtager forvaltningsorganisationer ofte ikke sådanne oplysninger fra rettighedshaverne – i modsætning til, hvad der gælder for Koda. På samme måde er det umuligt i stk. 2 at angive, hvilke værker m.v. organisationen ikke har kunnet identificere. Derfor bør bestemmelsen ændres, enten så kravet fjernes, eller det begrænses til forvaltningsorganisationer, der administrerer præeksisterende værker på basis af medlemsanmeldelser; alternativt bør ”repertoire” og ”værk” i art. 18 ændres til ”rettighedshavere”.  Direktivforslagets afsnit III om onlinelicensering af musikrettigheder bør præciseres, således at det ikke omfatter reprografisk reproduktion – som bestemmelsen ikke er møntet på – men alene optagelser af musikværker, altså indspillet musik.  Bestemmelsen i art. 34, stk. 2, om, at forvaltningsorganisationer altid skal svare skriftligt på en klage, forekommer unødigt bureaukratisk. Hvis en klage fremkommer i en telefonsamtale eller på et møde, bør det være muligt at svare mundtligt og ellers kun skriftligt, hvis klageren kræver det i en skriftlig klage. Med de venligste hilsener Christine Bødtcher-Hansen 6