Undersøgelse af trivsel blandt uledsagede unge flygtninge i bofællesskaber og i egen bolig - med og uden pædagogisk støtte Marts 2011 Interviews i undersøgelsen er foretaget i perioden mellem 15. januar til 20. marts 2011 af journalist og projektmedarbejder ved Integrationsnet, Birgitte Sonne Kristensen. Kontakt: Integrationsnet, Rådmandshaven 4, 4000 Roskilde. Tlf.: 4632 0200 /8880 8070 1 Indhold Side 2 Indholdsfortegnelse 3 Forord 4 1 Sammenfatning 9 2 Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig - med og uden pædagogisk støtte 12 3 Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte 20 4 Unge i egen bolig med pædagogisk støtte 31 5 Unge i bofællesskaber 2 Forord Integrationsnet har som en del af dansk Flygtningehjælp en lang tradition for modtagelse af flygtninge. Fra kommunerne overtog integrationsopgaven i 1999, har Integrationsnet tilbudt pædagogisk støtte til uledsagede mindreårige flygtninge, og i september 2010 oprettede vi vores første bofællesskaber for uledsagede. Pr 15. februar 2011 eksisterer der fire bofællesskaber, og vi får i stigende grad henvendelser fra kommuner med interesse for at oprette bofællesskaber i 2011. Antallet af unge, der søger asyl og får opholdstilladelse i Danmark, er de seneste år steget, og i Integrationsnet har vi stort fokus på hele tiden at blive endnu dygtigere til at hjælpe de unge til en god og tryg start på deres nye liv i Danmark. Bag denne rapport ligger et ønske om at undersøge, hvad i vores nuværende tilbud og tilgang til de unge, der virker, samt hvilke barrierer og udfordringer der er i forhold til at understøtte de unges trivsel, integration og læringsproces om det danske samfund. Fokus ligger i denne undersøgelse på de unges daglige trivsel, betydningen og brugen af pædagogisk støtte, kulturmødet mellem dansk og fx afghansk kultur samt de unges tanker om deres nutid og fremtid i Danmark. Vores tilgang til de unge Visionen for Integrationsnets arbejde med de uledsagede er at er at skole de unge i at begå sig- og falde til i det danske samfund ud fra deres egen kulturelle og sociale kontekst. Herunder at støtte dem i læring om samfundet og egen udvikling og integration. Det er Integrationsnets erfaring, at der i mange kommuner for mange unges vedkommende ikke bliver taget hånd om eksilproblematikken – at de unge kommer fra en baggrund, hvor de har oplevet tab af familie, svigt og overgreb – oplevelser, der ofte aldrig er blevet behandlet. Mange unge er traumatiserede af deres baggrund og ophold i asyllejre og grænseområder til krigshærgede områder. Til gengæld er der i mange kommuners tilgang til de uledsagede ofte et ensidigt fokus på ressourcesiden, hvilket bunder i en forventning om, at en ”dansk livsstil” er det, de unge ønsker og har bedst af, men som de ofte i kke har værktøjer til at mestre på grund af manglende danskkundskaber eller manglende forståelse af sociale spilleregler og danske normer. I mødet mellem fx en afghansk og en dansk kultur er der desuden fare for, at de uledsagede falder igennem og mister noget værdifuldt i sig selv, når de forsøger at overtage danske unges normer - fx at drikke alkohol og overtage en dansk gå i byen kultur og seksual-adfærd, som måske strider imod deres opdragelse og medbragte normer. Det er Integrationsnets udgangspunkt, at vores pædagogiske medarbejdere skal møde de unge der, hvor de er, og give dem et trygt anker i dagligdagen, hvor de kan tale med pædagogiske medarbejdere, der kan tale de unges eget modersmål, og som forstår deres kultur – uden en forventning om eller pres på, at den unge skal åbne op fra starten. I de unges lange færd fra flugt til opholdstilladelse i Danmark er de konstant blevet stillet spørgsmål og har skullet forklare sig. Under usikre forhold i deres hjemland og i deres ofte lange asylproces med stor usikkerhed om fremtiden, har de unge været opdraget- eller vænnet sig til at holde kortene og deres følelser og tanker for sig selv og tæt til kroppen. Ved at garantere de unge en tryg kontakt til en kompetent pædagogisk medarbejder, der kan indgyde den unge en fornemmelse af tryghed og kontinuitet, lægges kimen til menneskelig tillid. Hvis eller når den unge vælger at åbne op, står Integrationsnet klar med professionelle terapeuter, der kan give dem den rette hjælp til at komme videre og lære at håndte re deres bekymringer og smerte. 3 1 Sammenfatning Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med 12 unge uledsagede flygtninge. De 12 unge er i undersøgelsen opdelt i følgende tre grupper: • To unge, der bor alene i egen bolig og ikke er tilknyttet pædagogisk støtte. • Tre unge, der er tilknyttet pædagogisk støtte ved Integrationsnet. Heraf bor to i egen bolig (værelse/ungdomsbolig) og en bor på kollegium med andre unge uledsagede, hvortil der ikke er tilknyttet personale. •Syv unge fordelt på tre af Integrationsnets bofællesskaber, hvortil der er tilknyttet dagligt pædagogisk personale. Interviewene med de unge er øjebliksbilleder, der skal belyse unge uledsagedes oplevelse af deres dagligdag i kommunerne under forskellige vilkår. Interviews med de unge er foretaget én til én. I tilfælde med unge, der endnu ikke mestrer tilstrækkeligt dansk, har et af de unges pædagogiske personale deltaget ved interviewet som tolk, hvilket er sket i en ud af tre tilfælde blandt unge, der bor alene. Blandt de syv unge i bofællesskaber er en ung interviewet med ekstern tolk og to unge alene. De resterende fire unge i bofællesskaber er blevet interviewet med en pædagogisk medarbejder til stede, der har fungeret som tolk eller støttet de unge sprogligt, hvis de har brug for at uddybe ord på afghansk. Der er fare for, at de unge vil udtale sig mindre frit om Integrationsnets tilbud, hvis personalet fra Integrationsnet er til stede. Flere af de unge har dog specifikt udbedt sig, at den pædagogiske medarbejder sad med under samtalen, og i selve interviewene har spørgsmål vedrørende aspekter i kontakten mellem personale og de unge vist, at tilstedeværelsen af personale ikke har fået dem til at holde eventuelle kritiske vurderinger tilbage – tværtimod har personalets tilstedeværelse synes at øge de unges tryghed ved at deltage i undersøgelsen. Hvert interviewmøde har varet fra 45 og 90 minutter, og de unge er forud gjort opmærksom på, at deres navn og bopælskommune ikke kommer til at fremgå i rapporten. Valget om at anonymisere de unge er foretaget ud fra en vurdering af, at dette vil virke betryggende i forhold til at tale mere frit, da de derved ikke skal overveje at blive genkendt af eventuelle læsere af undersøgelsen. Ifølge det pædagogiske personale er mange unge tilbageholdende i forhold til interviewsituationer, da mange har været gennem en lang asylproces med dårlige erfaringer med at skulle fortælle om deres baggrund, flugt og asylmotiv til forskellige myndigheder, hvor de har oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Der er derfor gjort meget ud af at forberede de unge på formålet med undersøgelsen samt på at skabe en tryg ramme for samtalen. Der er ikke blevet spurgt ind til de unges individuelle flugtbaggrund eller historie. For at komme omkring aspekter af de unges trivsel, som de måske ikke selv er opmærksomme på, kan i talesætte eller føler sig bekvemme ved at tale om, indgår også interviews med en række fagpersoner, der er tæt på de unge i dagligdagen: • Mahmood Nawabi. Er tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk medarbejder, afghansk oprindelse. Baggrund: Forberedelseskursus til arbejde med flygtninge og indvandrere på pædagogoseminarium samt arbejde som tolk i bl.a. Forsvarsministeriet. Uddannet folkeskolelærer og arbejdet på folkeskole i Sorø. • Shekeba Sahebzada. Tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk 4 medarbejder, afghansk oprindelse. Baggrund: Pædagoguddannet. • Shohreh Rahbar-Azad. Tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk medarbejder. Iransk oprindelse. Baggrund: Uddannet sygeplejerske i Iran, uddannet pædagog i Danmark. • Sirwan Gomei. Pædagog for tre unge i egen bolig, iransk oprindelse. Baggrund: Har været ansat i Integrationsnet siden august 2009. Har en to-årig tolkeuddannelse og har tidligere været ansat som integrationsmedarbejder i kommuner samt været tilknyttet Røde Kors i fem år som centermedarbejder og tolk. • Helle Mumm. Konsulent og musikterapeut ved Integrationsnet. Varetager sparring med pædagogisk personale, hjælp til udarbejdelse af handleplaner samt individuelle samtaler med unge uledsagede. Baggrund: To-årig ansættelse som pædagogisk medarbejder ved Røde Kors Center Gribskov for uledsagede, samt to-årig ansættelse som familieterapeut i Greve. Har tidligere arbejdet som musikterapeut med traumatiserede børn og voksne i Bosnien, samt med psykoedukation ved RCT – Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre. • Catharina Messel. Konsulent og musikterapeut ved Integrationsnet. Har haft fire unge uledsagede i individuelle terapiforløb. • Morten Granlien, underviser og koordinator på Holbæk Sprogcenter • Ida Fynboe, social mentor, Holbæk Sprogcenter Hvilke spørgsmål har de fået? De unge er blevet spurgt ind til deres generelle trivsel i dagligdagen; fx hvad gør dem glade og skaber indhold i dagligdagen og hvad gør dem bekymrede, kede af det eller frustrerede. De unge, der modtager pædagogisk støtte samt unge i bofællesskaber er blevet spurgt ind til deres brug af Integrationsnets pædagogiske medarbejdere. De unge i egen bolig er blevet spurgt ind til, hvad de synes om at bo alene. Alle unge er blevet spurgt ind til oplevelse af overgang fra asylcenter til kommune, deres opfattelse af indretning af- og struktur af hverdagen, opfattelse af egen hverdag i forhold til skole, boligform, fritidsaktiviteter, netværk, at være ny i Danmark og samfundet samt til tanker om fremtiden. De unge er overordnet blevet stillet samme spørgsmål. I de individuelle interviewsituationer har det været forskelligt, hvad der har fyldt hos den enkelte unge og er blevet fulgt op på i interviewet. De enkelte underafsnit af de tre grupper af unge er derfor ikke nøjagtig ens, men opbygget efter, hvad der fylder hos de unge. Det faglige personales vurderinger af de unges trivsel er samlet i afsnittet Øvrige vurderinger efter gennemgangene af de tre gruppers egne beskrivelser. De unges- samt fagpersonernes udsagn er desuden samlet i en sammenfatning, hvori der indgår en sammenligning mellem de tre grupper af unges trivsel; Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig - med og uden pædagogisk støtte. Afsnittene om hver gruppe af unge er hovedsageligt bygget op omkring citater fra de unge selv. Det er en tilstræbelse, at der for så vidt muligt ikke bliver analyseret på de unges udsagn undervejs, så det er de unges og fagpersonernes egne stemmer, der træder frem, så relevante fagpersoner selv kan uddrage pointer og drage konklusioner deraf. 5 Konklusioner: Overordnede træk: De unge er overordnet meget begejstrede og nysgerrige i forhold til danske forhold, demokrati og kultur og historie og er meget optagede af at leve et ’normalt dansk ungdomsliv’. Samtlige unge er meget opsatte på at uddanne sig, og størstedelen har specifikke erhverv i tankerne, fortrinsvis indenfor håndværksfag. Mange vælger gerne fag, som de har beskæftiget sig med i hjemlandet eller opholdslande undervejs til Danmark. Mange unge føler sig meget alene med deres tanker om oplevelser i fortiden og giver selv udtryk for, at de sjældent deler dem med andre. Traumatiske oplevelser i fortiden samt frustration over nutidige problematikker kommer til udtryk i reaktioner som søvnproblemer, mareridt, fysiske smerter i kroppen, flashbacks, angst og mange får apatiske eller udafreagerende reaktioner. Aktiviteter som samvær med andre uledsagede unge, sport og fritidsaktiviteter er af afgørende betydning for deres trivsel - både i forhold til at skabe netværk, struktur og indhold i dagligdagen. Aktiviteter er desuden tidspunkter, hvor de unge kan abstrahere fra tyngende tanker. Mangel på aktiviteter gør sig især gældende blandt unge i egen bolig uden pædagogisk støtte. Mange unge udtrykker frustration over, at det er sværere at lære dansk og blive integreret, end de havde forventet eller håbet på asylcentret. Mange udtrykker desuden stor bekymring for, om de når at blive gode nok til dansk, før de på et tidspunkt skal klare sig alene. Samtlige unge understreger vigtigheden af at have en voksen kontaktperson, der taler de unges eget sprog og som kan støtte dem psykisk, socialt og praktisk i dagligdagen. Mange unge går med bekymring over at få frataget/ skulle klare sig uden pædagogisk støtte, når de fylder 18 år eller flytter fra bofællesskabet. Samtlige unge efterlyser større kontakt med danskere – særligt danske unge, og finder det svært og intimiderende selvstændigt at tage kontakt til danske unge pga usikkerhed over egne sprogfærdigheder og forståelse af danske sociale normer. Hvis unge først kommer ind i en dårlig spiral med depressiv adfærd og fravær fra sprogskole n, kan det være svært at få dem i gang igen, og de har i denne proces behov for intens støtte og opfølgning. 6 Overgang fra asylcenter til kommune: Flere unge har ventet længe på, at kunne starte i sprogskole, når de ankommer til kommunen, hvilket medvirker til en følelse af isolation og gør det svært at opbygge en daglig rutine. Mange unge har urealistiske forventninger til, hvad der venter dem i kommunen samt i forhold til muligheder for beskæftigelse og uddannelse. Det er vigtigt for de unge, at de, før de flytter, har fået fortalt, under hvilke forhold, de skal bo. Det er en stor psykisk omvæltning at flytte fra asylcentret med stort socialt fællesskab og alene ud i en kommune, og mange unge oplever dette som en meget overvældende proces, samt stor psykisk udfordring i forhold til at skulle håndtere at være alene. De unge påpeger her vigtigheden af en voksen social kontakt, der kan tale den unges eget sprog og støtte den unge psykisk. Det er vigtigt, at de unge får hjælp til at etablere sig ordentligt i den ny kommune i forhold til praktiske ting som indkøb af møbler, oprettelse af bankkonto etc. Hjælpen kan ikke ske på ét besøg – der opstår løbende nye spørgsmål, og mange unge giver nogle gange udtryk for, at de forstår mere, end de reelt gør. Det er desuden vigtigt, at den unge tilknyttes en stabil kontakt, som de løbende kan opsøge for at få støtte og hjælp. Betydning af boligform: Der optræder hyppigere ensomhed og isolation blandt unge, der bor alene, end blandt unge i et bofællesskab. Derudover ses hyppigere tendens til fravær fra skole og koncentrationsproblemer samt manglende selvtillid og håb og tro på fremtiden blandt unge i egen bolig. Unge i bofællesskaber udtrykker mindre ensomhed og apati og giver mere udtryk for vrede. Det kommer fx til udtryk ved, at de forholder sig meget kritisk til deres egen rolle som uledsagede samt til personalets pædagogiske rolle i bofællesskaberne. Blandt unge i egen bolig er netværk og geografisk nærhed til andre uledsagede unge af stor betydning for, hvor godt den unge falder til og trives. Der er store individuelle ressourceforskelle blandt unge uledsagede. Nogle unge kan trives godt i egen bolig med tilknyttet pædagogisk støtte. Udsagn fra unge om de ønsker og forestillinger, de har haft før, de unge forlader asylcentret, viser, at de unge ikke selv kan overskue konsekvenserne af de forskellige boligformer. Selvom de unge som udgangspunkt fx ønsker egen bolig, før de forlader asylcentret, trives mange efterfølgende dårligt med at skulle bo alene. Brug af pædagogisk støtte i forhold til unge i egen bolig: 7 Pædagogisk støtte har stor betydning i forhold til den unges trivsel og mange benytter den pædagogiske medarbejder som en støtte i dagligdagen og voksen sparringspartner. Antallet af timer bevilliget til pædagogisk støtte har betydning for, i hvor høj grad den unge knytter sig til personalet og bruger vedkommende til mere end praktiske spørgsmål og gøremål. Tre ud af tre unge fremhæver møder og netværk med andre unge uledsagede og deres pædagoger som en vigtig del af- og et højdepunkt i deres dagligdag. Dagligdagen i bofællesskaberne: Unge i bofællesskaber giver overordnet udtryk for stor tryghedsfølelse ved at bo sammen med andre unge med samme baggrund. Ifølge personale på Holbæk Sprogcenter, der hver dag ser uledsagede unge i alle slags bolig- og (manglende) støttetilbud, træder de unge i Integrationsnets bofællesskaber frem som de overordnet mest selvbevidste, mødestabile, velfungerende og velplejede af de uledsagede elever. Samtlige unge i bofællesskaber understreger, at de er glade for tosprogede pædagoger, som kan hjælpe dem med at forklare dem danske udtryk, begreber og normer, så de kan forstå det, og som de kan kommunikere utvungent med. Samtlige unge efterspørger samtidig en kombination af dansk og afghansk/andet personale, så de kan træne mere dansk i dagligdagen og være sammen med voksne, der forstår dansk (ungdoms)kultur. Det er meget vigtigt, at der er kontinuitet og at alt forløber regelmæssigt og uden store udsving, da små detaljer kan få ’læsset til at vælte’ for nogle unge. Det er desuden vigtigt for de unge, at det pædagogiske personale er engagerede og aktive i forhold til at sætte aktiviteter i gang. Der er et spændingsfelt mellem afhængighed og selvbestemmelse, der kan være kilde til frustration blandt nogle unge, og nogle unge er meget optagede af personalets pædagogiske rolle i forhold til dem. Der har i et bofællesskab i denne forbindelse været diskussioner mellem unge og personale, hvilket har skabt et midlertidigt anstrengt klima. Ifølge en af medarbejderne i bofællesskabet, har ’kampene ’ samtidig bragt unge og personale tættere sammen. De unge benytter i høj grad personalet til at betro sig og opsøge trøst. De benytter samtidig personen som en ”tryg” voksenskikkelse, som de kan afreagere på – og som de forventer reagerer tålmodigt på udfaldene og ikke lader sig rive med. 8 2 Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig med og uden pædagogisk støtte Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte Af interviews med to unge fremgår det, at problematikker omkring ensomhed og følelse af isolation er et basalt omdrejningspunkt i hverdagen. De unge tilbringer meget tid alene og har svært ved, hvad de skal stille op med tiden, hvor de ikke er i skole. De lider af kedsomhed og koncentrationsbesvær både hjemme og i skolen og bliver i perioder meget deprimerede og modløse. En af de unge nævner i denne forbindelse, at han periodisk er bange for at miste forstanden, og at han jævnligt overvejer at tage sit liv. Han har desuden hyppigt stærke uforklarlige smerter i maven, som lægen ikke kan diagnosticere. De efterlyser netværk og kontakt med andre mennesker generelt og essentielt – herunder både andre unge uledsagede, danskere samt en voksenfigur, der kan bakke dem op støtte dem i dagligdagen. Derudover fylder tanker om praktiske udfordringer som betaling af regninger, bestilling af tid hos lægen, kommunikation med myndigheder etc. meget. Begge unge peger på aktiviteter og samvær med andre som positive stunder i deres dagligdag og er meget interesserede i at flytte sammen med andre unge i bofællesskaber, flytte til byer, hvor de kender andre uledsagede og i at få tilknyttet en pædagog. En af de unge er så dårlig over at bo alene, at han foretrækker at flytte tilbage på asylcentret frem for at blive boende alene. Beskrivelsen bygger på interviews med to unge, men interviews med underviser og koordinator, Morten Granlien, og Ida Fynboe, socialkoordinator, begge fra Holbæk Sprogcenter, viser, at karakteristikken (med undtagelser) er kendetegnende for unge i egen bolig uden pædagogisk støtte. Unge i egen bolig med pædagogisk støtte Interviews med tre unge viser, at de unge med pædagogisk støtte i forhold til unge uden pædagoger har en mere struktureret hverdag med flere aktiviteter og en oplevelse af mere indhold i hverdagen. Alle tre unge dyrker fx fritidsinteresser og planlægger i højere grad deres tid og har i forhold til unge uden pædagog et mere afklaret forhold til en fremtid i Danmark. Der er dog store forskelle i trivslen. En af de unge har det dårligt med at bo alene og føler sig ofte ensom og deprimeret og ønsker at flytte i bofællesskab. De to øvrige unge er generelt tilfredse med indretningen af deres hverdag og har et stort netværk. Praktiske spørgsmål fylder meget, og alle tre unge fortæller, at det er afgørende for dem hele tiden at holde sig i gang for ikke at blive opslugt af tanker om fortid, flugt og familie. Musikterapeut og konsulent, Helle Mumm, giver følgende karakteristik af de unge: De unge, der bor i egen bolig, virker typisk lidt mere alene end de unge i bofællesskaberne. De mangler nogen at ”bokse” med, nogle andre/voksne at diskutere med, prøve sine meninger af på og holde sig selv op imod. Der er heller ikke samme liv og stemning omkring dem i form af andre unge eller muligheden for at springe af og på socialt samvær og samtaler som der er for de unge i bofællesskaberne. 9 Samtlige unge nævner den pædagogiske medarbejder som en meget vigtig figur i deres liv og et trygt anker i hverdagen. De bruger efter eget udsagn vedkommende til socialt samvær og samtaler om samfundet og deres psykiske trivsel, samt til praktiske spørgsmål, støtte ved møder i skolen og på kommunen etc, og giver udtryk for at have et tæt forhold til ham. De fremhæver her, at det er vigtigt, at pædagogen taler deres nationalsprog og at han bakker dem op- og skubber på i forhold til daglige og fremtidsmæssige udfordringer som fx udvikling af netværk, deltagelse i aktiviteter og tanker om uddannelse. I forhold til unge i bofællesskabers forhold til personalet der, fremstår kontakten mellem ung og pædagoger tættere og mere personlig, og to af de unge betegner pædagogerne som nære venner. Af positive elementer i deres liv nævner de aktiviteter og samvær med andre og deres pædagog, og fremhæver i denne forbindelse fællesarrangementer med andre uledsagede og deres pædagoger som gode og vigtige stunder. Derudover fremhæver de episoder med anerkendelse af deres evner som essentielle. Unge i bofællesskaber: Tanker om praktiske udfordringer udgør generelt ikke en bekymring hos de unge i bofællesskaber i forhold til unge i egen bolig. Størstedelen af de unge i bofællesskaber udtrykker stor glæde over at bo sammen med andre og fremhæver alternativet med at bo alene som en skræmmende tanke. De hæfter sig her ved trygheden ved- og fællesskabet i at bo sammen med andre og ved, at der konstant er noget i gang omkring dem. De opfatter tilknytningen af personale som en naturlig del af dagliglivet, og bruger de pædagogiske medarbejdere til social støtte samt som en person de kan afreagere overfor ved frustrationer. Den generelle hovedbekymring og frustrationselement i hverdagen blandt de unge i bofællesskaber er udviklingen af danskkundskaber og indsigt i dansk kultur, hvilket, de ikke føler, går hurtig nok, og de begrunder bekymringen med, om de kan klare sig i samfundet på sigt. Derudover indgår mere traditionelle ’teenagediskussioner’ i forbindelse omkring indkøb, pligter i huset etc. Størstedelen af de unge er meget optagede af fremtid i forhold til at skulle klare sig selv, flytte fra bofællesskabet og tage en uddannelse – overvejelser hvor ved de bruger personalet som sparringspartnere. En stor del giver udtryk for stor nysgerrighed omkring danske forhold, følger med i danske nyheder og forholder sig i forhold til unge i egen bolig mere overvejet og velformuleret til sig selv som ny i Danmark i forhold til kulturel identitet og fremtidsmæssige udfordringer. I forhold til unge, der bor alene, fremstår de unge i bofællesskaber desuden i højere grad optagede af deres rolle og identitet som uledsagede – rettighedsmæssigt og i forhold til, hvordan de bliver opfattet af danskere, og de har meget travlt med at komme til leve et ’normalt dansk ungdomsliv’. Det fremgår af interviews med det pædagogiske personale, at de unge i høj grad ønsker at diskutere deres egen rolle og position som flygtning, og nogle af de unge sætter i denne forbindelse spørgsmålstegn ved personalets rolle og har klare og formulerede idéer om, hvad de gerne vil have og har brug for. De efterlyser fx mulighed for dansk personale og et større undervisningspræg i samværet mellem unge og personale i hverdagen. På samme tid fremhæver de det som en tryg faktor, at personalet taler deres eget sprog og kan forklare om danske forhold på en letforståelig og 10 afslappet måde. De unges spørgsmål omkring personalets rolle gør sig især gældende i den første tid efter indflytning. Efter en periode accepterer de unge ifølge personalets udsagn rammerne om stedet og giver udtryk for at føle sig som en del af et fællesskab. Dette bekræftes af underviser og koordinator på Holbæk Sprogcenter, Morten Granlien, der vurderer, at unge i Integrationsnets bofællesskaber virker til at have et større og bredere fællesskab og netværk end unge i egen bolig, og at de omtaler deres personale i bofællesskaberne positivt og som en vigtig støtte. De unge i bofællesskaber fremstår ifølge ham desuden mere trygge og rolige i undervisningen og dagligdagen på skolen, samt mere bevidste om sig selv, deres situation og hvad ”der virker godt for dem” end unge i egen bolig. Han beskriver desuden unge i bofællesskaber som velplejede og velklædte, hvorimod de unge i egen bolig uden en tilknyttet pædagog oftere fremstår mere ’forhutlede’ og ’sølle’. 11 3 Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte Integrationsnet har meget lidt kontakt til unge uledsagede flygtninge i egen bolig uden pædagogisk støtte, og kontakt med de unge er derfor formidlet gennem Holbæk Sprogcenter. Begge unge er interviewet alene på dansk. Uledsagede kilder: 21-årig. Kom til Danmark januar 2009. Har boet ca. seks måneder på asylcenter og siden da alene i egen bolig. 20-årig. Kom til Danmark i efteråret 2008. Har boet ca. otte måneder på asylcenter og siden da alene i egen bolig. Baggrund: Begge er fra Afghanistan. Trivsel i dagligdagen: Begge unge går på Holbæk Sprogcenter og er meget velformulerede på dansk. De unge bor i to forskellige byer i en nærliggende kommune og kendte ingen andre i området, da de flyttede dertil. Adspurgt, hvordan de overordnet har det, betegner begge unge sig selv som meget ensomme og giver udtryk for frustration over manglende netværk og mennesker omkring dem. En ung giver følgende beskrivelse af sin dagligdag: Jeg vågner kl. 8 og tager bussen til Holbæk omkring 8.20. Så er jeg i skole fra 9 til 14. Bagefter går jeg lidt rundt i Holbæk med nogle fra skolen til kl. 15 eller 16. Der tager jeg bussen hjem. Mange andre fra skolen har travlt med aftaler eller fritidsinteresser der. Så er jeg hjemme kl. 17. INT.: Hvad laver du så der? Så er jeg bare hjemme. Fra nytår har jeg bestemt, at jeg skal lave lidt og prøve at få lavet lektier, men jeg bliver så hurtigt træt, når jeg læser, og hvis jeg falder i søvn, kan jeg ikke sove om natten. Jeg har svært ved at koncentrere mig og så sidder jeg meget ved computeren. Der er ikke noget at lave. (21-årig) Den unge fortæller, at han for så vidt mulig prøver at komme hjemmefra og besøge venner og mener, at han kan se en udvikling i sin trivsel: 12 Jeg havde det rigtig dårligt i starten, men nu går det bedre. Jeg kender nogle i Holbæk og Slagelse, så jeg er ikke hjemme hele tiden nu. Kun tre – fire dage om ugen. En anden ung giver følgende beskrivelse af sin dagligdag: Der er bare mig og mit værelse. Jeg kender ikke så mange derude og jeg keder mig. Jeg er ensom hele tiden. Der kommer en dame fra kommunen to gange om måneden, der laver en kop te og hjælper mig med breve fra kommunen. Hun er der cirka en time. Hvad skal jeg lave derude? Der er ingen at tale med, og jeg har ikke råd til et fjernsyn. Jeg har en computer, som jeg kan høre musik og tjatte med andre på. (20-årig) Ovenstående ung fortæller, at der lige er flyttet en anden ung til samme by, men at de ikke ses, hvilket han begrunder med, at de begge er afghanere, men at den ene er hazar og den anden pashtu, og at dette betyder, at de har svært ved at tale godt sammen. Han fortæller uopfordret, at han i en længere periode flere gange om ugen har haft tanker om at tage sit eget liv: Jeg tænker af og til på selvmord. To til tre gange om ugen tænker jeg på det. En grund er, at jeg savner min familie. En anden grund er, at jeg er så alene. (20-årig) INT.: Hvad gør du, når du får sådan nogle tanker? Er der nogen, du kan tale med? Jeg har ingen at tale med. Når jeg bliver så ked af det, går jeg en tur. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige nu. Han fortæller derefter, at han føler, at han lige nu er lidt bedre, end da han lige flyttede til kommunen, men at han har svært ved at få dagligdagen til at fungere, og at han ofte har fysiske smerter, som lægen ikke kan diagnosticere: Nogle gange har jeg det som om jeg er ved at blive sindssyg. Hvad gør man så? Jeg er ked af det hele tiden, men hvad skal man gøre? Sådan er det at blive voksen. Jeg er tit syg. Det startede på asylcentret at jeg fik ondt i maven. Det kommer meget pludseligt – fx når jeg skal gå op til busstedet om morgenen, og så går jeg hjem igen. I et halvt år var jeg væk fra skolen i to – tre dage om ugen, fordi jeg fik så ondt i maven. INT.: Har du været til læge og fået ham til at undersøge det? Ja. Jeg blev tjekket på centret og han sagde, at der er ingen problemer med maven. Han sagde, at det var noget psykisk. Jeg tror også, at det er på grund af tanker. INT.: Hvad er det for nogle tanker, du får? 13 At der ikke er nogen, der ringer. Hvis jeg dør, er der ingen der kontakter mig eller opdager det. Den unge har samtidig mange ønsker for fremtiden, og hans tanker om at tage sit liv samt den store følelse af isolation og ensomhed synes at eksistere sideløbende med en vis drivkraft og håb, som er det, der holder ham oppe. Boligforhold: Adspurgt, hvordan de unge gerne vil bo, hvis de selv kunne vælge, svarer begge, at de gerne vil bo i bofællesskab med andre uledsagede. Det fremgår desuden af deres formuleringer, at de kender til bofællesskabs-modellen fra andre unge, og at de ungesammenligner deres forhold indbyrdes med andre uledsagede unges, når de mødes i sprogskolen. De udtrykker i denne forbindelse misundelse over andres forhold: Jeg tænker, at man skal bo sammen med andre mennesker og have nogen, der kan fortælle mig, hvordan jeg skal gøre tingene. Man skal i hvert fald ikke være alene. Prøv at forestille dig, at du kommer til et land, hvor du ikke forstår noget som helst, og hvor der ikke er nogen til at fortælle dig, hvad der foregår og hvad du skal! Jeg vil meget gerne flytte i hus med andre unge, hvor der er personale. De, der bor der, er glade for deres liv. Jeg synes, at de er meget heldige mennesker. (20-årig) En af de unge påpeger her, at hvis han kunne vælge mellem at bo på asylcentret og i sin egen lejlighed, ville han vælge asylcentret for at undgå ensomhed: Asylcentret er som en lille by. Alle har problemer, men jeg vil alligevel hellere bo der. Jeg kan ikke tale rigtig dansk, og så er det nemmere at tale med nogen, der taler mit eget sprog. Jeg har brug for nogen at tale med. (21-årig) Adspurgt, om de unge har gjort deres sagsbehandler opmærksom på, at de gerne vil bo i bofællesskab, svarer de begge nej. Nej, der har jeg aldrig tænkt på. Jeg er voksen – derfor tror jeg ikke, at jeg kan få det. Jeg var uheldig på asylcentret. Jeg var 17, da jeg kom og blev 18 år der. Dem under 18 år er de heldigste i hele verden. (20-årig) Den ene har dog efterspurgt hjælp til at søge om at få lov til at flytte til Holbæk, hvor han kender flere unge og mener, at han vil trives bedre: Jeg har sagt mange gange, at vi skal skrive et brev til Holbæk kommune, men jeg har ikke fået noget svar. (21-årig) 14 Overgang fra asylcenter og den første tid i kommunen: En af de unge har oplevet, at to sagsbehandlere fra kommunen forud for flytningen har været ude på asylcentret og fortælle dem om, hvordan de skal bo i kommunen, hvilket han har været glad for og betegner som vigtigt. Den anden unge blev modtaget af en sagsbehandler, da han ankom til kommunen, Sagsbehandleren viste ham rundt i det nye nærområde og præsenterede indkøbsmuligheder og institutioner, hvilket han fremhæver som positivt. Begge unge er desuden glade for deres boligs fysiske rammer. En fortæller, at lejligheden har overgået hans fantasi, og begge har været overvældede og stolte over at få deres eget sted. De har dog oplevet den første periode som meget turbulent og forvirrende og påpeger, at manglende aktiviteter og social kontakt har gjort det svært at falde til og at den pludselige ensomhed i forhold til på asylcentret har virket meget chokerende på dem. Det fremgår desuden, at de unge ikke har været mentalt forberedte på, hvordan deres hverdag kommer til at se ud, når de flytter fra asylcentret, og ikke føler, at de får tilstrækkelig hjælp eller støtte til at klare udfordringer som at oprette en bankkonto og indrette deres lejlighed. De unge beskriver hver især deres første tid således: Det var først meningen, at jeg skulle bo i Hillerød, men der var ikke plads alligevel. Så skulle jeg til XXXX. To sagsbehandlere kom ud på asylcentret og fortalte mig om, hvor jeg skulle bo, og gav mig en togbillet. Det var rart, at de fortalte. Så tog de mine ting med i en lastbil – min seng, tøj og gryder og tallerkener og ting, jeg har fået i startpakke på asylcentret. Jeg fik først tingene efter en halv måned. Jeg blev så glad, da jeg skulle flytte, men da jeg så lejligheden tænkte jeg, at det var bedre, hvis jeg var blevet på centret. Der var helt tomt og sådan nogle gulve 1. Det tog fire måneder, før det duede for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle købe ind. Der var ikke noget internet og der gik to måneder, før jeg skulle starte i sprogskole. Jeg var ved at blive sindssyg. (20-årig) En fra asylcentret købte en togbillet til mig. Da jeg kom med toget, var der en fra kommunen der for at hente mig. Hun viste mig rækkehuset og forklarede, hvordan det hele virker. Jeg blev SÅ glad, da jeg gik ind – det var meget bedre, end jeg havde troet. Hun viste mig genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe møbler, og steder, jeg kan købe ind. Da hun gik tænkte jeg: jeg har ingenting med og ingen computer eller internet. Jeg kan ikke dansk. Så gik jeg og tog toget til København. Jeg ringede til en ven2 og sagde, at jeg har fået opholdstilladelse og om jeg måtte besøge ham, og så tog jeg derind og blev to uger. Da jeg kom tilbage til min lejlighed, var der mange breve. Nogle af dem så vigtige ud. Jeg ringer igen til min ven og han siger ’ok – jeg kommer om to timer’. Når han kommer, fortæller han, at jeg har fået bøder, fordi jeg ikke var hjemme, da der kom nogen forbi. Der skulle komme en og syne lejligheden. Så gik vi på biblioteket og brugte internettet og fandt kommunens telefonnummer. Min ven ringede til dem og forklarede og de aftalte, at jeg 1 Han peger på interviewlokalets linoleumsgulv. 15 skulle være hjemme næste dag. Bagefter sagde min ven, at nu køber vi en seng til dig. Bagefter går han med ned i banken og hjælper med at få et hævekort og en kode. Han hjælper rigtig meget. Bagefter tager han hjem til sine forældre og siger ’du må gerne komme til Københavnn, når du har lyst. Jeg har sagt det til kommunen’. Jeg tror, han tog frem og tilbage fem gange i starten.(21-årig) Oplevelse af at være ny i Danmark: Begge unge giver udtryk for, at de finder det ubehageligt at de ikke kan kommunikere på flydende dansk med danskere, samt at det er svært for dem at komme i kontakt med danskere generelt, og at de hurtigt bliver meget selvbevidste. Jeg skal til at begynde på noget billigt fitness, der kun koster 100 kr. om måneden. Der kommer masser af mennesker. INT.: Kan du måske møde nogle danskere der? Nej, det tror jeg ikke. De er meget anderledes end os. Når jeg går til en dansker og spørger og spørger – så stopper jeg. Jeg kan mærke, at de ikke har lyst til at fortsætte, og så stopper jeg. De er meget lukkede. (20-årig) Begge er meget indstillede på at skabe sig et liv i Danmark og peger på, at vejen til integration går gennem daglig kontakt med danskere og arbejde. Hovedformålet med arbejdet er på nuværende tidspunkt ikke ekstra penge, men at have en dagligdag med almindelige danskere: Jeg vil gerne have praktik i Fakta eller Netto. Så kan jeg tale mere dansk og møde nogen. Hvis vi arbejder sammen, snakker vi også sammen.3 (21-årig) Bekymringer i dagligdagen: Adspurgt nævner begge unge ensomhed, manglende hjælp til praktiske spørgsmål samt manglende kontakt til danskere som de største kilder til bekymringer i dagligdagen4. 2 Vennen er også afghansk flygtning, men er kommet hertil med sin familie. Den unge kender ham, fordi vennens fætter har boet på samme asylcenter som den unge. 3 Flere af de unge i både egen bolig og bofællesskaber ytrer, at de ønsker en ’normal’ hverdag, der er så meget lig danske unges som mulig, og at de ikke ønsker at skille sig ud som flygtninge og afghanere. 4 Det er en generel tendens for samtlige uledsagede kilder i undersøgelsen, at de alle kun berører tanker og frustrationer relateret til deres flugtbaggrund og adskillelsen fra familien meget perifert. Eftersom der ikke har været en terapeut til stede under interviewene, og sigtet med undersøgelsen i høj grad er relateret til de støttemæssige rammer omkring de unge, er der ikke blevet spurgt ind til bekymringer og følelser relateret til familien, med mindre den unge selv bringer det ind i samtalen. 16 Hvordan skal jeg kunne integrere mig eller lære dansk eller lære noget om samfundet? Jeg vil gerne være sammen med danskere – det er vigtigt! (20-årig) De praktiske spørgsmål dækker over en lang række udfordringer som fx oversættelse og fortolkning af breve fra kommunen, overførsel af husleje, bestilling af intenet, tid hos lægen etc.: Først prøver jeg selv at forstå, hvad der står. Måske bruger jeg oversættelsesmaskinen på computeren. Hvis jeg ikke forstår dem, tager jeg brevene med hen på skolen. Heldigvis har vi en integrationsmedhjælper, der kan hjælpe mig. (20-årig) Mange af de praktiske ting er udfordringer, der ifølge de unge selv bliver nemmere at løse, som månederne går. Ud fra de unges egen fremlægning af den første periode i den ny kommune samt gentagne tilbagevisninger til denne tid løbende i interviewene, fremgår det dog, at den følelse af magtesløshed og usikkerhed, der er forbundet med den første tid, lagrer sig i dem og er svær for dem at slippe. Glæder i dagligdagen: Begge unge fremhæver aktiviteter samt samvær med andre som de stunder, hvor de har det godt eller bedst. ”Jeg bliver glad af at være sammen med andre. At have det sjovt og grine samen og gå i byen”. (20-årig) I vinterferien besøgte jeg min ven i Aalborg. Jeg kender ham fra asylcentret i Jylland. Han arbejder i en mexicansk restaurant og laver også malerarbejde. Han siger kom – vi skal bare være sammen. Han kan også hjælpe mig med at få et malerarbejde deroppe til sommer og siger, at jeg skal flytte derop, hvis jeg får mine papirer fra sprogskolen. Så skal jeg gå i skole deroppe. (21-årig) Udover glæde over aktiviteterne og samværet i sig selv, beskriver de dem ligeledes som stunder, hvor de kan glemme bekymringer. Tanker om fremtiden: Begge unge vil gerne uddanne sig. Den ene er meget specifik angående ønsker/drømme: Jeg håber på, at jeg kan uddanne mig til automekaniker, butik eller sygeplejerske, og tænker på, hvad jeg kan gøre ved egen kraft. Jeg er ikke god til matematik og engelsk – man skal kæmpe og knokle. Jeg tænker altid på fremtiden – hvad jeg kan gøre for, at den bliver bedre. Jeg håber jeg bliver færdig med dansk til sommer, så jeg kan starte på VUC. (20-årig) 17 Han efterlyser i denne forbindelse en person, der tager del i hans tanker om fremtiden og involverer sig: Jeg har talt med en sagsbehandler fra jobcentret om, hvad jeg skal, og hun siger ’du bestemmer selv’. Jeg vil gerne have en person, der har en mening om, hvad jeg skal. (20-årig) Den anden ung har svært ved at forholde sig til emnet, hvilket han forklarer med tanker om sin familie: Det er lidt svært at tænke på fremtiden. Lige nu er jeg i store problemer. Min familie er flygtet til Iran. De bor hos min onkel, men de har ingen penge og bor hemmeligt. Hvad skal der ske med dem? Han kone vil ikke have dem der. De vil ikke til Europa, men de kan heller ikke blive i Afghanistan eller Iran. INT.: Har du nogen kontakt med dem? Ja, jeg kan ringe til min onkel og tale med dem, men jeg bliver meget dårlig af det. Jeg vil have et liv her.5 (21-årig) 5 Den unge blev adskilt fra sin familie under deres fælles flugt fra Afghanistan. Han ønsker ikke at uddybe punktet om kontakten med sin familie yderligere. 18 Øvrige perspektiver Vurdering fra Holbæk Sprogcenter: Ifølge underviser og koordinator på Holbæk Sprogcenter, Morten Granlien, og social mentor, Holbæk Sprogcenter, Ida Fynboe, er der store forskelle på trivslen hos unge me d og uden pædagogisk støtte blandt unge, der bor i egen bolig. Ved unge uden en tilknyttet pædagog bruger skolen meget tid på at hjælpe de unge med en række praktiske anliggender. På Holbæk Sprogcenter gælder dette bl.a. en gruppe af unge fra en nærliggende kommune, der bor i egne lejligheder. Ifølge skolen har de unge især brug for praktisk hjælp til betaling af regninger, bankoverførsler, el-aflæsning, bestilling og afbestilling af internet og tv m.m. Udover forståelsen af praksis opstår der her også sproglige problemer skriftligt og mundtligt, fordi de unge er analfabeter eller endnu ikke mestrer dansk i tilstrækkelig grad. Derudover forstår mange unge ikke juridisk sprogbrug og oplever ikke at kunne få hjælp fra sagsbehandlere ved kommunen. Ida Fynboe nævner i denne forbindelse et nyligt tilfælde med en dreng, der er blevet sat ud af sin lejlighed, da han ikke har kunnet finde ud af at overføre en husleje. Ida Fynboe tog kontakt til kommunen med den unge og fik annulleret udsættelsen og brugte i denne forbindelse en anden elev fra samme oprindelsesland som den unge, men bedre til dansk, som tolk. Begge påpeger, at de praktiske anliggender bekymrer de unge og optager deres tanker i en grad, at dette går ud over deres koncentration i forhold til danskundervisningen i skolen. De unge uden pædagogisk støtte har desuden generelt mere fravær fra skolen og er ikke så præcise, hvad angår mødetider. Der vurderes dog ikke at være tydelige faglige forskelle mellem unge med og uden egen bolig og pædagogisk støtte. Der er Morten Granliens vurdering, at unge i egen bolig uden en tilknyttet pædagog desuden fremstår mere alene og ’sølle’ end andre typer af uledsagede unge i forhold til at få vasket tøj, komme til læge etc6. 6 Morten Granlien pointerer, at der er store individuelle forskelle mellem de enkelte unge, så beskrivelsen er en tendens med undtagelser. 19 4 Unge i egen bolig med pædagogisk støtte Om Integrationsnets pædagogiske støtte til uledsagede unge Det er Integrationsnets erfaring, at der i mange kommuner ikke er opmærksomhed omkri ng, hvor ensomme uledsagede flygtninge er, når de flytter alene fra asylcentret til egen bolig i en kommune. Der optræder desuden en misforstået opfattelse af, at det er ressourcestærke unge, der flytter til kommunen. De unge kommer fra en baggrund, hvor familien og -samvær er af stor betydning, og den unge har både under flugten og i opholdet på asylcentret haft tæt kontakt til andre unge flygtninge. For mange unge er oplevelsen af at flytte alene en chokerende oplevelse, og de har i deres integrationsproces brug for mere end hjælp til at få hængt lamper op og oversat breve – nemlig tæt kontakt til en tryg voksenskikkelse, der kan guide den unge i den først tid i Danmark. Størstedelen af unge er desuden sprogligt meget isolerede, og det er derfor svært for dem at opnå kontakt til jævnaldrende danskere i bussen eller i den lokale sportsklub, ligesom de ofte har svært ved at afkode nye sociale og kulturelle normer. Alt er nyt – helt ned til sanseoplevelser – og de unge er derfor konstant på arbejde. Uledsagede unge er ofte ikke velkomne hos unge flygtninge med familie, da den unge uden forældre ikke har nogen til at sige ’god for sig’. De udgør desuden en risikogruppe i forhold til at tiltrække ressourcesvage danske unge, der gør brug af, at de uledsagede har egen bolig og ingen forældre, og de unge har ofte svært ved at sige fra i forhold til negative aktiviteter. Nogle unge har besøgsfamilier eller er tilknyttet frivillige, der alle forsøger at være åbne, men denne kontakt er oftest ikke tilstrækkelig til at få de unge til at føle sig trygge eller tilstrækkeligt støttede. Den pædagogiske medarbejder skal give vejledning og være på forkant med den unges udvikling, tvivl og problematikker og være den unges guide ind i det danske samfund. Medarbejderens egen tosprogede baggrund betyder, at vedkommende og den unge kan have en naturlig dialog om begreber, skikke og normer, og at vedkommende kan tage udgangspunkt i den unges egen baggrund og normer for at forklare og perspektivere. Den pædagogiske medarbejders indsigt i og specialviden om eksilproblematikken betyder desuden, at medarbejderen kan holde øje med symptomer på traumatisering. Ud over en tæt kontakt mellem den unge og den pædagogiske medarbejder, sørger Integrationsnets pædagoger for fællesarrangementer for uledsagede, hvor de unge kan slappe af og tale deres eget sprog samt skabe en samhørighedsfølelse, der kan udgøre en tryg oase i alt det nye. Størstedelen af unge, der er tilknyttet pædagogisk støtte af kommunen hos Integrationsnet, er bevilliget mellem 5 og 10 timer ugentligt. Det er vigtigt, at den unge ikke får bevilliget for få timer, så den unge ikke føler sig afvist, når han ringer og får at vide, at han og medarbejderen har overskredet ugens kvote af få timer. Integrationsnet anbefaler et timeantal på 15 timer i starte n, der senere kan justeres op eller ned. 20 Uledsagede kilder: 17-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 7 – 10 timer ugentligt i 16 måneder. Kom til Danmark i juli 2008. 18-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 2 – 3 timer ugentligt i 9 måneder. 19-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 10 timer ugentligt i ca. 21 måneder. Kom til Danmark i december 2008. Baggrund: En er iransk kurder, en er afghaner, en er irakisk kurder. Det er meget individuelt, hvad de unge har af netværk, og hvad de er tilknyttet af behandling. En ung er tilknyttet en psykolog, som han bl.a. taler om mareridt om oplevelser fra fortiden med. Den samme unge går desuden jævnligt til en kropsbehandler, hvor han får massage, hvilket skal hjælpe ham til at slappe af. Han er desuden tilknyttet en dansk familie (værge), der hjælper ham med pas, sygesikring, lektier, og hvor han holdt jul i år. De to andre unge melder ikke om andre kontakter end den pædagogiske medarbejder. Tre ud af tre unge dyrker jævnligt en fritidsinteresse (fitness). Alle tre vurderer, at de har et stort netværk blandt andre uledsagede, men ingen eller meget lidt kontakt til danske unge. Ud af tre unge er to godt tilfredse med deres boligs fysiske rammer. Den tredje bor på kollegium med andre uledsagede unge – uden personale tilknyttet – og er meget generet af rod og dårlig hygiejne og vil gerne flytte i egen bolig. Trivsel i dagligdagen: Interviews med tre uledsagede samt samtaler med en af Integrationsnets pædagoger viser, at der er store individuelle forskelle, hvad angår de unges trivsel, og at de unge kan svinge meget hen over en række måneder. En ung er i praktik, har kæreste og beskriver sit liv som ’rigtig godt’, en anden ung er meget ensom og passiv og har svært ved at få dagligdagen til at fungere. Som det gjorde sig gældende blandt unge uden pædagogisk støtte, er det også et gennemgående træk hos disse unge, at de trives bedst, når de hele tiden er i gang med skole og aktiviteter og er i kontakt med andre: Så længe jeg træner og laver ting og ikke behøver, at tænke på det, har jeg det godt. Jeg skal ikke tænke for meget. Det er vigtigt, at jeg er i gang. (18-årig) 21 Tanker om deres familie samt oplevelser i hjemlandet og under flugten fylder meget og medfører søvnløshed, demotivation og depression hos to ud af tre af de unge7. Derudover fylder bekymringer over praktiske ting og fremtidig situation også. Der er dog store individuelle forskelle mellem de unge, nogle trives bedre end andre, hvilke t i høj grad hænger sammen med netværk i lokalområdet. Ud af tre unge, har to af de unge fra starten meget gerne villet bo alene og har efterfølgende fået hjælp til at flytte til byer, hvor de har større netværk blandt andre uledsagede. En af de unge finder det svært at bo alene og har aktivt efterspurgt at flytte i bofællesskab, men har fået afslag fra kommunen med henvisning til, at han snart fylder 18 år. Ønsket om at bo sammen med andre unge bunder især i et socialt behov. Den unge, der gerne vil flytte i bofællesskab, fortæller fx, at han i perioder føler sig så ensom, at han ikke har lyst til noget og bliver hjemme fra skole i sengen hele dagen. Han beskriver perioderne således: Det går meget op og ned – den [tristheden – red.] kommer automatisk. Jeg får ikke lyst til noget, jeg vil hellere sidde og sove. Da jeg først begyndte at bo alene, var jeg meget stabil. Jeg mødte tidligt i skole og lavede alle mine lektier og fik gode karakterer. Men lige nu er jeg ikke så tilfreds. Det går bedre nu, men for tre måneder siden var jeg meget ensom. (17-årig) En af de unge, der har fået hjælp til at skifte by og kommune, blev ved udflytningen fra asylcentret i første omgang placeret i en mindre jysk kommune, hvor han ikke kendte andre uledsagede unge, skulle vente to måneder på at kunne starte på et sprogcenter i en nærliggende by og stort set ikke talte dansk. Jeg var meget træt af mit liv. Jeg havde ikke lyst til at være der. To af mine venner fra asylcentret blev sendt til Århus, men jeg havde ikke noget buskort, så jeg kunne besøge dem. Jeg havde ikke noget fjernsyn eller radio og brugte al min tid på at sidde på min seng og høre musik på telefonen. Eller sove. Eller også gik jeg ture rundt i byen. Der var ingenting at lave for mig. Det var som et fængsel. (18-årig) Den unge fik ved sin første udflytning i en kommune desuden ikke tilknyttet en pædagogisk medarbejder, der kunne hjælpe ham socialt, praktisk eller sprogligt, hvilket fx er et problem vedr. kontakt med kommunen. Den unge valgte efter ti dage at forlade byen: En dag gik jeg op på kommunen og spurgte, om jeg kunne få en kontaktperson. Så spurgte de: Hvad skal du bruge sådan en person til? Efter ti dage alene på mit værelse gik jeg igen op på kommunen og afleverede min nøgle og tog et tog til mit gamle asylcenter. Jeg sagde: ’jeg vil aldrig tilbage dertil, så vil jeg hellere bo på asylcentret for evigt’, og en af pædagogerne hjalp mig med at søge om at komme ud i en ny kommune. 7 Den tr edje ung er meget afvisende i forhold til at tale om eventuelle bekymringer i sit liv og det er meget 22 I den unges nuværende kommune bor han i et hus med andre unge, hvor de deler bad og toilet – uden pædagogisk personale tilknyttet huset. Kommunen har desuden bevilliget ham timer med en pædagogisk medarbejder fra Integrationsnet, og den unge vurderer nu selv, at han trives nogenlunde i dagligdagen – med op og nedture, men han er overordnet tilfreds. Jeg er okay 50 procent af tiden. Jeg håber, at jeg om et par år er glad 100 procent af tiden. (18-årig) Oplevelse af at være ny i Danmark: Samtlige af de unge har meget travlt med at lære dansk og bruger meget tid på det. En dreng har fx søgt et job ved kasselinjen i den lokale Fakta, som han ønsker at beholde, selv om han ikke får meget økonomisk ud af det: Kommunen har fortalt, at når jeg bliver 18 og skal have kontanthjælp, så trækker de min løn fra Fakta fra. Det gør ikke noget. Jeg er der for at lære dansk og få et socialt netværk og komme ud hver dag. Jeg kan måske fortsætte med at arbejde der, efter jeg er 18. (17-årig) Samme unge skriver løbende danske ord, som han ikke forstår, ned på en blok, så han kan gennemgå dem med sin pædagog, når de mødes. Adspurgt, hvordan det er at være en anden nationalitet i Danmark, fortæller en ung følgende: Jeg er mest dansker. I Irak er der ingen god regering, intet demokrati og ingen kultur. Jeg kan godt lide sådan, som Danmark er, og at være ung her. (19-årig) Samtlige unge påpeger forskellene mellem deres hjemland og Danmark i forhold til muligheder for job, uddannelse og egen bolig som faktorer, der betyder meget for dem. Bekymringer i dagligdagen: En uledsaget venter på svar om, hvorvidt hans opholdstilladelse kan blive forlænget, hvilket han bruger mange tanker på. Samme ung er desuden bekymret for, om han kan fortsætte med at se sin pædagog, efter at han er fyldt 18 år. Det bekymrer ham fx i forhold til praktiske udfordringer omkring kommunikation: Jeg tænker tit på, hvad der skal ske, når jeg fylder 18 og jeg ikke længere har min kontaktperson. Hvad hvis jeg fx skal til læge eller op til kommunen? Jeg kan ikke forklare mig ordentligt på dansk. Hvad hvis de misforstår mig eller jeg ikke får ordnet de ting, jeg skal? (17-årig) vigtigt for ham, at vi under interviewet overordnet forholder os til hans ressourcer og succeshistorier. 23 Tanker om ikke at udvikle sig hurtigt nok sprogligt fylder meget hos alle tre drenge. En ung udtrykker sin bekymring således: Der er folk, der bor ti år i Danmark og stadig ikke kan dansk. De er svage. Alt handler om at uddanne dig og skabe et godt liv for dig selv. (19-årig) Samme unge afviser, at han selv har nogen bekymringer og bryder sig ikke om at forholde sig til det: Jeg har ikke nogen bekymringer. Jeg skal tænke på min uddannelse – jeg vil gerne åbne et skrædderi. Det er det, jeg tænker på hele tiden. (19-årig) Glæder i dagligdagen: Ud af tre unge fremhæver to, at de månedlige fællesarrangementer med andre uledsagede, der bor alene, samt deres pædagoger er en vigtig del af deres liv, som de ser frem til. Det er rart at mødes med nogle med samme oplevelser som mig, der forstår, hvad jeg tænker og har oplevet. Det er som om, man bliver stærkere. (17-årig). Adspurgt: ’Hvad gør dig glad i dagligdagen – kan du beskrive en situation eller en dag, hvor du kan huske, at du har været særligt glad’, fremhæver to unge oplevelser, hvor de bliver bekræftet i deres evner eller føler sig personligt værdsat og anerkendt: Jeg vil gerne være mekaniker. I min tid i Iran arbejdede jeg tre år som mekaniker. For noget tid siden var jeg i praktik som mekaniker, og der var noget med en gammel maskine, som min lærer ikke kunne finde ud af. Men jeg løste det. Det var fedt. (17-årig). Jeg kan godt lide at være sammen med min støtte/kontaktperon og min støttefamilie – de kan rigtig godt lide mig. Den danske familie betragter mig som deres barn. (17-årig). Jeg kan ikke lide at tale sådan om mig selv… men jeg var på en times prøve i skrædderbutikken, så de kunne se, om jeg kan finde ud af det, inden jeg starter i praktik. Og nu er jeg her – de synes, jeg var god. Det er godt. (19-årig) Derudover fremhæver drengene almindelige fritidsaktiviteter som at dyrke sport, være sammen med venner, kigge på piger på FaceBook m.m. som gode øjeblikke. 24 Tanker om fremtiden: I forhold til uddannelse og job, nævner alle unge uopfordret specifikke erhverv, som de gerne vil arbejde indenfor i fremtiden (mekaniker, maler og skrædder). To af de unge har arbejdet indenfor erhvervene i deres hjemlande eller kortvarigt i opholdslande under flugte n. De er alle meget optagede af, hvor langt de er i danskmodulerne på sprogskolen, samt nævner selv uddannelsesmuligheder efterfølgende (VUC, teknisk skole) som planer. Alle unge vil meget gerne tale om deres ønskejobs, men udtrykker bekymring over, om de kan klare sig sprogligt og fagligt på de videregående uddannelser. Den unge fra Afghanistan fortæller, at han på et tidspunkt gerne vil tilbage dertil: Det er mit rigtige hjemland. (17-årig) De unges brug og oplevelse af pædagoger: Af interviewene fremgår det, at de pædagogiske medarbejdere er en vigtig del af de unges dagligdag – både praktisk, socialt og pædagogisk. Det fremgår af de unges beskrivelser, at en del af nytten ved kontakten er stabiliteten ved de ugentlige aftaler og bevidstheden hos den enkelte unge om, at pædagogerne er der, hvis den unge har brug for det – samt at de altid kan ringe til dem. Adspurgt, hvad kontaktpersonen betyder for deres dagligdag, henviser flere unge til bekendte eller venner uden pædagogisk støtte som situationer, de er glade for ikke selv at være i. En af de unge beskriver betydningen af kontakten således: Det er meget vigtigt at have en støtte/kontaktperson, for du har ingen familie heroppe, der kan hjælpe dig. Hvis du ikke kan tale dansk i starten og ikke har en støtte/kontaktperson, kan du ikke finde ud af noget. Jeg kender en, der bor i en by en halv time uden for Ribe, der ikke har en støtte/kontaktperson. Han kender ingen. Han går i skole tre dage om ugen og kan stadig ikke tale dansk. Han sidder bare derhjemme. (19-årig) Når deunge og pædagogen er sammen, bruger de typisk tiden på at handle ind, lave nationale retter fra den unges eller personalets hjemstavn, se film hos den unge eller gå i biografen, snakke og gennemgå lektier. Den pædagogiske medarbejder tager også med til samtaler på sprogskolen samt kommunen og hjælper til ved praktiske ting som at oprette telefonnummer, bestille internet, betale girokort etc. Når pædagogen og den unge køber ind, gør de det til flere dage, og alle tre unge fortæller her, at de taler om sundhed og om hvordan man køber billigst ind. En ud af tre unge bruger efter eget udsagn aktivt pædagogen til at tale om personlige ting, og om hvordan han har det. Han taler fx meget med sin pædagog om ensomhed, og denne forsøger her at være optimistisk og støtte ham: 25 XXXX snakker med mig og siger, at jeg skal være stærk: ”Du skal kæmpe med det, det er noget, der sker for alle!”. (17-årig) En anden ung betegner den pædagogiske medarbejder som en personlig ven og bryder sig ikke om, at man omtaler ham som en funktion: XXXX er ikke en kontaktperson – vi er venner. Vi er altid sammen. Vi laver mad og spiller billard – nogen gange køber han også gaver til mig. Når jeg bliver ældre og skal klare mig selv, er vi stadig venner. (19-årig) Samtlige unge påpeger desuden vigtigheden af, at de kan tale deres modersmål med pædagogen: Det er rigtig godt at have XXXX der, når jeg ikke har det så godt. Jeg kan ikke gå hen og tale med én, der taler dansk der – når jeg ikke selv taler flydende dansk. (17-årig) Ønsker og behov i forhold til støtte/kontakt: En ung, der modtager pædagogisk støtte to til tre timer ugentligt, ønsker flere ti mer med sin pædagog. Hvis jeg havde mere tid med XXXX, kunne han hjælpe mig med skolen og lære mig om danskerreglerne og reglerne i kulturen og hvordan, det fungerer med kommunen. (18-årig) Samtlige unge understreger, at det er meget vigtigt, at alle aftaler, som de unge og de pædagogiske medarbejdere indgår, bliver overholdt. En ung fortæller i denne forbindelse, at han før sin nuværende pædagog ved Integrationsnet har haft en anden kontaktperson8, som ikke levede om til hans forventninger/behov: Før XXXX havde jeg en anden støtte/kontaktperson i to måneder, men ham var jeg ikke glad for. Han holder ikke, hvad han lover. Hvis han fx siger, at han kommer om en time, så kommer han nogen gange først om to dage. Jeg talte med kommunen om det, og så kom XXXX. XXXX overholder altid vores aftaler. (19-årig) Samme ung påpeger, at det er vigtigt at pædagogen bakker ham op i forhold til at uddanne sig: XXXX siger: ”Du skal ikke arbejde – du skal uddanne dig”. Det hjælper, at han hele tiden skubber mig og fortæller mig, hvad der er bedst for mig. (19-årig) 8 Han ved ikke, hvor denne støtte/kontaktperson er ansat eller tilknyttet. 26 Øvrige perspektiver: Vurdering fra pædagog, Sirwan Gomei: Sirwan Gomei er tilknyttet tre unge som pædagog og understreger, at der er store individuelle forskelle mellem trivslen blandt ’hans’ tre unge. Nogle har mange venner, andre få, en har en dansk kæreste og er meget optaget af at uddanne sig. To andre er pt ikke specielt optagede af uddannelse. Som han oplever det, gennemgår alle unge uledsagede overordnet samme proces, dog i forskelligt tempo og intensitet, og han inddeler processen i følgende tre faser. Fase 1: I den første tid, hvor de unge flytter fra asylcentret og ud i en kommune, er alt spændende. Det handler her om at stabilisere sig i det nye liv i forhold til bolig, skole og fritidsaktiviteter, og mange unge er her meget begejstrede for de frie rammer og muligheder. Sirwan Gomei bruger her især tiden med de unge til at besvare spørgsmål om det danske samfund – fx om parforhold og typiske livsmønstre – og så ligger der et stort fokus på at sætte dagligdagen i system og få økonomien til at fungere – fx ved at lave konkurrencer i at købe billigt og sundt ind. Fase 2: Efter et par måneder til et halvt år, sker der en tydelig ændring hos mange unge – eller tydeliggørelse af, om de trives eller ej. Det er meget enten op eller ned her. For nogen træder traumerne fra flugten og deres baggrund her igennem, og de fortæller, at dagene og nætterne bliver meget lange. Andre virker, som om de glemmer alt og er dybt fokuserede på at blive integrerede. Selvfølgelig kommer traumerne også her. Efter et år. Efter 15 år måske.., men det kommer altid. Den unge forholder sig i denne fase til, hvorfor han er her, hvem han er osv. Er jeg iraner eller dansker, bliver jeg accepteret, hvad vil jeg med mit liv? Der er her store periodemæssige udsving hos den enkelte unge i forhold til, hvordan han trives, og hvis først, en ung får det dårligt, bliver det hurtigt en negativ selvforstærkende proces.: Når det går ned, så går det helt ned. Så er der pjæk fra skolen og den unge vil ingenting. Så er man nødt til at være der hele tiden. Sirwan Gomei fortæller her, at han i et tilfælde med en ung er taget ud til ham hver morgen, har vækket ham, motiveret ham til at stå op – nogle gange nærmest ved at føre ham ved hånden - og fulgt ham i skole. Og at det tager ham lang tid at vende situation, hvis først en ung er begyndt at 27 pjække eller isolere sig. Hvis der har været efterårsferie eller pjæk og er blevet rykket rundt i rutinen, så kan det tage mig en uge at sætte ham i gang igen. Jeg har lavet en aftale med sprogskolen om, at jeg får at vide, hvis en dreng ikke har været i skole. Så kontakter jeg ham og hvis han ikke tager telefonen, tager jeg ud til ham. Hvis han ikke er syg, spørger jeg ind til, hvorfor han ikke har været i skole – og ikke taget sin telefon. Så siger han måske en masse om, at han ikke har haft batteri på mobilen osv. Det handler om at få vendt situationen og få ham tilbage i skole. Samtlige unge har desuden svært ved at håndtere afslag og ’mislykkelser ’ og bliver nemt rystet ud af deres kurs: En af drengene er meget fokuseret på et bestemt erhverv, og hvis han ikke kommer ind på skolen, så knækker filmen, Jeg prøver hele tiden at gøre dem stærke og sige, at de skal have tre planer. De skal hele tiden forberede sig på, hvad de gør, hvis noget ikke lykkes, og lære at takle modgang konstruktivt. Fase 3: Efter et par år skal de unge i stigende grad stå på egne ben, og Sirwan Gomei forbereder dem her på, at de skal give slip på den ugentlige støtte, men at de unge ikke mister ham helt ud af deres liv. Jeg har en dreng lige nu, som jeg regner med er klar til at stå på egne ben om et års tid. Jeg fortæller ham, at det ikke betyder, at vi stopper al kontakt – vi ses måske ikke så ofte, men de kan stadig ringe til mig. Jeg kan mærke, at det betyder meget for dem at vide. Forhold mellem unge og pædagogisk medarbejder: Som Sirwan Gomei oplever det, tager det tid at bygge personlig kontakt op med en ung, og han oplever i høj grad, at de unge skal finde ud af, om de tør stole på ham. Der skal ifølge ham ikke meget til, før en ung kan sætte spørgsmålstegn ved hans neutralitet og rolle i forhold til dem, og han er derfor meget bevidst om, hvordan han agerer blandt de unge. Jeg har fx en ung, der har besluttet sig for, at han vil flytte til Aalborg, da han mener, at han har støtte socialt netværk deroppe. Han fik en aftale med en sagsbehandler i kommunen, hvor jeg tog med, og da han fik et negativt svar, troede han, at det var noget, kommunen og jeg har talt sammen om, fordi jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er bedre at blive her, hvor han er i gang med at etablere nye kontakter og kender skolen osv. Det tog mig tre måneder at overbevise ham om, at han godt kan stole på mig. Det er ifølge ham vigtigt for de unge (og for hans rolle som pædagogisk støtte), at der ikke opstår situationer, hvor de unges tillid til ham bliver sat i spil: 28 Jeg er en mellemmand – jeg siger aldrig ja eller nej, men at jeg vil undersøge det, hvis de spørger efter noget. Man skal ikke love for meget. Lige pludselig kan man blive meget tæt, og her gælder det om at være objektiv og vide, hvad det er for en rolle, man skal have for dem. Samtlige unge udtrykker ifølge ham glæde over, at de kan tale deres modersmål med ham. Om de unges forhold til at bo alene: Også i forhold til egen bolig er der store individuelle forskelle mellem de unge. Ud af Sirwan Gomeis tre tilknyttede unge, er én meget glad for at bo alene og har ’bygget rede’ med fjernsyn, møbler og stearinlys. En anden bor i en delelejlighed med andre uledsagede unge, hvor der er stor udskiftning i beboerne og køkkenet flyder, og den unge er meget optaget af at få sit eget sted og har haft vredesudbrud i skolen over det. En tredje trives dårligt med at bo alene, hvilket han selv begrunder med manglende netværk i området, og Sirwan vurderer, at et bofællesskab ville få ham til at slappe af. Han vurderer desuden overordnet, at det er et fællestræk hos alle unge, at det store ansvar og friheden ved egen bolig giver dem selvtillid. Det er ligeledes hans vurdering, at der er stor forskel på, hvor ressourcestærke de unge, der bliver sendt i egen bolig, er, og at deres trivsel især afhænger af, hvor stort et netværk de har i forvejen i området. Vurdering fra musikterapeut og konsulent, Catharina Messel Catharina Messel har gennemført individuelle terapiforløb med fire unge i egen bolig, og ifølge hende er der stor forskel på den psykiske trivsel og velbefindende blandt de uledsagede. Dette afhænger i høj grad af den unges individuelle psyke samt opvækstvilkår – herunder om den unge kommer fra en barndom med tryghed eller utryghed i selve familiestrukturen – fx pga vold i familien, mangel på anerkendelse etc. De unges trivsel påvirkes desuden af, hvor meget netværk og hvor mange tætte relationer, som den unge har adgang til og formået at knytte i sit nye liv i Danmark. Blandt de unge, som Catharina Messel modtager til terapi, går problemer med søvnbesvær, mareridt, ensomhed samt flashbackoplevelser ofte igen. Flashbackoplevelserne bliver ofte vakt af sanseindtryk som lyde og dufte, der associerer minder om flugten. Oplevelserne kan forekomme når som helst, men opstår typisk, når den unge er alene – fx om aftenen inden de skal sove og ligger i deres seng, og hvor andre sanseindtryk er dæmpede. Mange unge går alene med ovenstående oplevelser – ifølge Catharina Messel fordi de unge finder oplevelserne pinlige, frygter sindssyge eller på grund af en opfattelse af, at jo mindre, de taler om det, jo hurtigere går det væk. De unge finder det her beroligende at få at vide, at reaktionerne er normale for flygtninge. Reaktionerne som pludselige flashbacks kan desuden medføre, at mange 29 unge føler sig ’forkerte’, og flere unge fortæller, at de ofte ikke føler, at de har energien til at håndtere at skulle være sammen med andre mennesker. De unge udtrykker generelt ubehag ved at skulle bore i noget – oplevelser, minder og savn – der gør ondt. De vil måske svare, men de vil finde samtalen en ubehagelig oplevelse. Det er ifølge Catharina Messel derfor vigtigt, at der i terapiforløb samt samtaler om fortiden bliver fokuseret på ressourcer, håb og muligheder samt skabt ’positive flashbacks’ til oplevelser i hjemlandet og fortiden samt nære kontakter, for at hjælpe de unge til minder, der kan give dem ro og hjælpe dem til en helstøbt identitet. Samtlige unge er meget optagede af deres fremtid. Både i form af drømme, frygt for ikke at komme i gang med uddannelse og job, samt i forhold til familiens - og egne forventninger til sig selv. Både familien og de unge har ofte hjemmefra haft et bestemt billede af, hvordan en fremtid for dem kan se ud i et andet land. Det kan være svært for de unge at skulle indstille sig på, at det er sværere at få en uddannelse og et job end forventet og ligeledes få formidlet den reelle virkelighed til familien i hjemlandet, hvis den unge og de er i kontakt. Mange unge er vokset op med, at et stort forventningspres er naturligt, og selv om det muligvis kan føles som et pres for dem i deres hverdag i Danmark, er det ikke sikkert, at de kan i talesætte det – og vil måske samtidig lægge en stolthed i ansvaret og forventningerne til dem. De unge er generelt meget opmærksomme på, hvilke omstændigheder, de er i. Mange unge er ikke opdraget til selv at bestemme og værdsætter voksne, der kan give dem råd, vejledning samt velmente skub. Dette forudsætter, at rådene kommer fra en relation, som de er trygge ved. I forhold til at leve langt fra sin familie (hvis den er i live), giver de unge udtryk for en form for accept af, at de sandsynligvis aldrig kommer til at se deres familie igen. Flere unge giver ikke stort udtryk for savn, og det er Catharina Messels vurdering, at det skyldes, at mange ser det som et vilkår, at de ikke vil gense deres forældre, og at savnet ligger underforstået eller bliver holdt nede af de unge, så de kan fungere i dagligdagen. 30 5 Unge i bofællesskaber Om bofællesskaberne: Integrationsnet oprettede i efteråret 2010 de første bofællesskaber for uledsagede flygtninge i en overbevisning om, at tryghed og samvær med ligesindede unge i personlige omgivelser er et godt udgangspunkt for den vigtige integrationsproces, som de unge skal igennem. Bofællesskaberne er indrettet i huse eller lejligheder med korte afstande til transport- og indkøbsmuligheder. Der bor typisk mellem tre og fem unge i hvert bofællesskab. Der er to faste pædagogiske medarbejdere tilknyttet hvert bofællesskab, der er der, fra de unge kommer hjem fra skole omkring kl 14, til ca. kl. 21, med mindre en ung har behov for, at de bliver længere, samt i weekenderne. Derudover er der tilknyttet terapeuter, der står for terapimøder med de unge og giver dem værktøjer til at håndtere problematikker omkring eksilproblematikken og reaktioner som søvnbesvær, angst og lignende. Terapeuterne har speciale i flygtninge og traumer og mødes desuden jævnligt med det pædagogiske personale i sparringsgrupper, samt varetager den pædagogiske metodeudvikling. Målsætningen med bofællesskaberne er, at de unge skal opleve stedet som et hjem. Udover at dække den unges basale behov i en bolig, skal nærheden til andre unge med lignende baggrund modvirke isolation og ensomhed og give de unge mulighed for socialt samvær og fællesskab. Der skal altid være mulighed for kontakt til en pædagogisk medarbejder i forhold til både praktiske og personlige anliggender, og medarbejderen skal støtte den unge i sin læringsproces og personlige udvikling og integration og fungere som en guide ind i den danske kultur ved at undervise i danske forhold, normer og sociale spilleregler. Nogle unge har forældrerepræsentanter og er tilknyttet frivillige, som de også kan udvikle forhold til, og det er ikke en målsætning i sig selv, at de unge skal knytte sig til stedets pædagogiske personale – mange unge er meget svigtede og relationsdannelsen er ofte meget individuel, men hvis kimen til menneskelig tillid er der, skal den ikke cuttes af. Det er erfaringen hidtil, at mange unge konstant udfordrer og afprøver personalet i forhold til ønsker om ting som fx egen computer mm. Den pædagogiske medarbejder skal hverken være ”tjener” eller ”chef” for de unge, men en ankerfigur, hvis hovedformål, det er at støtte den enkel te unge i sin individuelle proces. Det er vigtigt, at den unge i bofællesskaberne finder et trygt rum til at tilegne sig færdigheder til at skabe sig et liv i Danmark på linje med andre borgere og samtidig værne om sin kulturelle identitet. Derfor er bofællesskabernes personale voksne, der forstår de unges nationale kultur og på de unges eget modersmål kan formidle forskelle mellem fx afghanske og danske normer, så de unge trygt kan lære at begå sig i dem. Målsætningen med det pædagogiske arbejde er at sikre, at de unge tilegner sig forudsætninger for at kunne tage ansvar for deres eget liv – med udgangspunkt i de unges hidtidige liv og de ressourcer, som de besidder. 31 Uledsagede kilder: Bofællesskab 1: 18-årig. Har boet i bofællesskab siden sept. 2010. Kom til Danmark i september 2009. 17-årig. Har boet i bofællesskab siden sept. 2010. Kom til Danmark i (ikke oplyst). Bofællesskab 2: 17-årig. Har boet i bofællesskab siden december 2010. Kom til Danmark november 2009. 16-årig. Har boet i bofællesskab siden december 2010. Kom til Danmark i februar 2010. 17-årig. Har boet i bofællesskab siden januar 2011. Har tilbragt cirka halvandet år på asylcenter. Bofællesskab 3: 16-årig. Har boet i bofællesskab siden februar 2011. Kom til Danmark i december 2009. 17-årig. Har boet i bofællesskab siden februar 2011. Kom til Danmark i januar 2010. Baggrund: Samtlige unge har afghansk oprindelse. Opfattelse af egen hverdag og den første tid: De unge i bofællesskaberne udtrykker overordnet glæde over deres dagligdag. Som et afgørende aspekt nævner de glæde over opholdstilladelse og over at være kommet væk fra asylcentret, samt udsigten til en fremtid, sikkerhed og ro. Af vigtige og gode ting ved at være flyttet ud i en kommune nævner de desuden muligheden for at være sammen med venner og have et stort netværk, muligheden for uddannelse, job og fritidsaktiviteter. Nu er jeg langt væk fra mine problemer. Nu har jeg fået ligesom en lille familie. (17-årig) Dagligdagen er ok. Jeg kan godt lide at bo her. På asylcentret var der stort psykisk pres og en uvis skæbne og det var meget hårdt for mig. Jeg havde det dårligt, fordi jeg ikke kunne tænke på andet, og så lavede jeg ballade. Men nu ved jeg, at jeg skal være i Danmark, og det fungerer godt at bo i hus med andre. (17-årig) Et afgørende aspekt for størstedelen er desuden, at der er nogen omkring dem hele tiden, og at de ikke skal bo alene: På asylcentret var jeg ved at knække, og da jeg flyttede for mig selv i min egen lejlighed, fik jeg det også skidt. Jeg var meget alene, jeg kunne ikke sove om natten, så derfor begyndte jeg at komme her i huset - og nu bor jeg her. Det er ikke godt for mig at være alene – jeg får alt for mange tanker. Tanker om min familie. Jeg har ikke lyst til at tale om dem. (18-årig) 32 En anden ung på 17 år understreger, at selve visheden om at skulle flytte ud med andre i sig selv var en betryggende faktor, da han forlod asylcentret: I starten var jeg sur på min kontaktperson fra asylcentret, fordi jeg ikke så stedet, før jeg skulle flytte hertil, men da jeg så lejligheden, blev jeg glad, og det var trygt at vide, at jeg skulle flytte ud til nogen. Jeg kender en på skolen, der bor alene, og han siger, at ensomheden er svær. INT: Hvad kan du lide ved stedet, du bor? At bo sammen med andre – det er jeg vant til fra asylcentret, og så keder man sig ikke. Jeg er glad for, at jeg ikke skal bo i min egen lejlighed. Det vil være enormt hårdt at tilpasse mig den måde at leve på – alene. Når man er alene, bliver man meget hurtigt træt af savn og tanker – alt hober sig op. Det er varierende i hvilken grad, at de unge har følt sig forberedte på, hvad der ventede dem i den nye kommune – fx i forhold til at se stedet, hvor de skal bo, eller få fortalt, hvordan dagligdagen bliver der. Nogle har både under og efter flytningen haft personlig og telefonisk kontakt med deres repræsentant fra Røde kors, mens andre har oplevet overgangen fra asylcenter til kommune meget forvirrende. Jeg kom direkte fra asylcentret til bofællesskabet. Jeg havde ikke set stedet først og min nye kontaktperson hentede mig ved toget i XXXXX. Jeg følte mig fremmed og ensom da jeg kom. Personalet fra asylcentret havde ikke bestilt en pladsbillet til mig, så jeg måtte rykke rundt i toget med min bagage og tænkte ”hvor ensom er jeg?”. Det var dårligt for mine nerver. Og det var en dårlig start. (16-årig) Størstedelen af de unge dyrker fritidsinteresser – for en stor del fritidsinteresser, som de også har haft i deres hjemland, fx cricket, musik og skak, og beskriver aktiviteterne som steder og situationer, som de ser meget frem til i dagligdagen og hvor de kan glemme sig selv og deres problemer. Min far forbød mig at spille cricket i Afghanistan, men nu er jeg startet på det her. Jeg er blevet medlem af cricketklubben og nu leder jeg efter flere personer, så jeg kan lave et hold. Det glæder jeg mig til. (18-årig) Der er ikke så mange ting, der gør mig glad – kun musik. Jeg har det godt, når jeg spiller guitar. (17-årig) Adspurgt om, hvad der gør dem glade, er det hverdagens indhold generelt der tæller med skolegang, samvær med venner og fritidsaktiviteter etc. Jeg kan ikke beskrive en enkelt god dag – jeg har mange gode dage nu. (17-årig) 33 Adspurgt om hvor ofte, de er kede af det, angiver de samtidig ”hver dag” – ligeledes at de hver dag er frustrerede over elementer i deres hverdag som fx skolen, bofællesskabet og manglende netværk til andre end venner og bekendte fra asylcentret. Jeg er hverken alt for glad eller alt for trist. Det er når jeg kommer til at tænke på min familie, og så varer det en time eller halvanden. Så tvinger jeg mig selv til at tænke på andre ting, så jeg kan glemme det. (17-årig) INT: Hvad tænker du så på for at glemme det? At jeg skal ud og lære sproget og blive bedre til dansk. Så får jeg det bedre. De unge er generelt meget fremtidsorienterede, og størstedelen af dem taler i høj grad ud fra tidsbegreber som ”når jeg kan det…”, ”når det kommer i orden…” mv., og de forklarer irritation over nutidige problemer ud fra et fremtidsmæssigt perspektiv i forhold til at skulle bo alene, have et job og være integreret i samfundet. Størstedelen af dem virker ligeledes meget bevidste om, hvordan de fremstår over for andre, og om de lever et liv som ”danskerne”, og begrunder ønsker for fremtiden som jobs, lejlighed og bil med, at ”det er et godt liv”, frem for at konkretisere, hvorfor de fx ønsker at beskæftige sig med et specifikt erhverv. Det store fokus på fremtiden og udsagn om ikke at udvikle sig hurtigt nok kan indikere, at flere unge føler sig i en form for venteposition til ”et rigtigt liv”, som de endnu ikke oplever er startet. Bekymringer i dagligdagen: Samtlige unge i bofællesskaber er meget optagede af at lære dansk og optage viden om dansk kultur. Hos alle unge i tre bofællesskaber er danskkundskaber og muligheden for at træne dansk et omdrejningspunkt i en stor del af de unges overvejelser om - og svar på, hvad der optager dem i dagligdagen – både i forhold til skole, fritidsaktiviteter, bekymringer og glæder. Der er gennemgående en stor bekymring for, om de vil være gode nok til dansk i forhold til at kunne begå sig på egen hånd, når de på et tidspunkt flytter fra bofællesskabet i egen bolig, og i forhold til at komme i gang med uddannelse og job9. Jeg vil gerne være politibetjent eller lagerarbejder. Men det er ikke noget, jeg kan drømme om nu. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig på sprogskolen, det er et stort problem. Nogle unge har boet i Danmark i 3 – 4 år og er stadig i sprogskole. Det gør mig ked af at tænke på. Jeg vil gerne have en uddannelse - jeg er snart 17 år. Bliver jeg halvtreds før jeg bliver færdig? (16-årig) 9 Alle på nær en enkelt ung har desuden insisteret på at gennemfør e interviewene på dansk – nogle med støtte fra deres pædagog. Nogle er undervejs i interviewet dog slået over til at forklare på afghansk og lade pædagogen/tolken oversætte, sandsynligvis for at kunne forklare sig mere indgående og detaljeret. 34 En anden 16-årig ytrer samme bekymring over ikke at lære nok – hurtigt nok, hvilket fører til pludselige vredesudbrud, både når han er alene og sammen med andre: Jeg blev meget vred på min lærer, fordi jeg har knoklet hårdt med at lære dansk på asylcentret, og så ville han sætte mig på sprogmodul 1. På asylcentret fungerede jeg som tolk for de andre unge, og jeg synes, at jeg skal være på sprogmodul 2 – jeg kender nogen, der er på sprogmodul 2 og ikke kan tale godt dansk – som er dårligere end mig. (16-årig) Adspurgt, om det især er i forbindelse med dansk sprog at han føler vrede, når han skal tale det eller ikke føler, at han slår til, svarer han nej. Han kan ikke forklare, hvor vreden kommer fra, men oplever den næsten dagligt. Og at frustrationen over ikke at lære dansk hurtigt nok øger vreden. Flere bruger desuden mange tanker på, hvordan de skal klare sig på egen hånd, når de flytter fra bofællesskabet, og fortæller, at de ønsker fortsat kontakt med en afghansk pædagog derefter: Så længe jeg går i sprogskole, kan jeg ikke tale med danskere. Det er meget vigtigt, at jeg kan dansk, for når jeg fylder 18 år, får jeg nok ikke nogen kontaktperson. Hvem skal jeg så tale om problemer med, hvis jeg ikke kan dansk? Jeg kender nogen på 18 år uden kontaktperson, og de siger, at de er kede af det. Hvis de fx får post fra kommunen, kan de ikke læse det. Det gør dem meget usikre og forvirrede. (16-årig) Når jeg engang flytter, vil jeg gerne have en støtte/kontaktperson til at hjælpe mig med sproget til møder – det har jeg stadig brug for. (17-årig) En af drengene ønsker en ordning med at have en pædagogisk medarbejder, han kan ringe til og spørge til råds – uden at de nødvendigvis behøver se hinanden fast hver uge. Oplevelse af at være ny i Danmark og samfundet: Som beskrevet i forrige afsnit er mange unge meget bekymrede og frustrerede over, at det tager tid at lære dansk og få et netværk blandt danskere, og dette er omdrejningspunktet, når de unge selv skal forholde sig til deres egen opfattelse af at skulle starte et nyt liv op i Danmark. Udover generel frustration over den store udfordring med sproget, fremhæver alle et stort ønske om at klare sig selv, at få job, lejlighed og bil på sigt og at leve et liv lig andre danske unge. Det er svært at vurdere, om de har et realistisk billede af, hvordan ungdomslivet er for den typiske unge dansker10 . Flere nævner desuden stor respekt for - og glæde over danske normer og forhold: 10 De er ikke blevet opfordret til at beskrive deres syn på et dansk ungdomsliv ud fra en vurdering om, at det vil blive for tidskrævende og abstrakt et spørgsmål. 35 Jeg kan godt lide dansk opførsel, tålmodighed og tolerance. Jeg synes, det går for langsomt med at blive dansk og tale dansk – jeg var bedre til dansk på asylcentret end nu. I dagligdagen taler vi afghansk, laver afghansk mad – alt er afghansk. Frustrationen over, at ”alt er afghansk”, går igen i én af de unges manglende lyst til at skille sig ud ved at samles i store grupper af afghanere til fællesaktiviteter uden for huset. Ved opfordring til at beskrive en særlig god dag, nævner en ung ligeledes samværet med en dansk ung som et højdepunkt: En dag gik XXXX og jeg en tur efter snorkling og spiste middag på en restaurant. Det var rart at gå rundt sammen i byen midt om dagen og tale dansk. (17-årig) Danske venner og netværk er i det hele taget i høj kurs, hvilket fx kommer til udtryk i en anden ungs henvisning til andre uledsagede, der har fået danske venner og adgang til danske hjem: Jeg vil gerne gå til dykning og finde en dansk ven lige som XXXXX. Han har fundet en dansk ven og en dansk kæreste og for to uger siden havde han fødselsdag, og da var hans danske ven og vennens mor forbi med en gave her. Han har også været hjemme og spise hos dem. (16-årig) En stor del af de unge gør sig desuden mange tanker om danske forhold – historisk, politisk og samfundsmæssigt, hvilket kommer frem i efterspørgsel efter at se danske seværdigheder og historiske bygninger og gennem kendskab til begreber som velfærdssamfund og demokrati. Flere forholder sig reflekteret og kritisk til begreberne og dansk kultur, som fx i udtalelser som følgende: Jeg synes, at det er dårligt, at mange danskere taler grimt til lærere og ældre – det betyder ikke demokrati. (17-årig) Nogle bruger samtidig indsigten i det danske samfund og de muligheder, det giver dem, til også at forholde sig til sin egen kultur og identitet: I Afghanistan vokser drenge op med våben. Hvis man tænker som i Afghanistan, bliver man aldrig til noget – vi må ændre måden, vi tænker på. Jeg har ændret mig meget på bare et år. Når jeg tænker på mit tøj og på, hvordan jeg tænker nu. Jeg tænker meget på, hvordan danskerne har fået et velfærdssamfund og Afghanistan ikke kan få det til at fungere. (16-årig) Størstedelen af de unge følger jævnligt med i både danske og udenlandske nyhedskanaler som TV2 News og CNN. De forklarer selv, at de følger med på CNN for at få nyheder om deres hjemland, og i danske nyheder for at få indsigt i danske forhold og opbygningen af samfundet. En af de unge vil gerne uddanne sig til journalist. 36 De unges oplevelse af bofællesskaberne og dagligdagen: Samtlige unge giver udtryk for tilfredshed med husenes fysiske rammer og fremstår stolte, når de fremviser deres egne værelser. To ud af syv interviewede unge fordelt på tre bofællesskaber ytrer tanker om at prøve bo i egen lejlighed med en tilknyttet pædagog. De begrunder det med irritation over andre beboere eller praktiske elementer: Jeg er glad for at bo sammen med andre unge, men der så mange ting, der irriterer mig i hverdagen. Fx aftaler, der ikke bliver overholdt eller rykket rundt, eller ting der ikke virker. (17-årig) Jeg vil gerne prøve at bo alene. Der er mange, der ikke passer ordentlig på vores hus – ikke gør rent og vasker op, og så skal jeg sige det til dem. Og så er der to, der ryger på deres værelser, og røgen siver ind på mit værelse. Det generer mig. (16-årig) Adspurgt om fordelene ved at bo sammen, nævner ovenstående 16-årige trygheden ved samværet med de andre unge: Det gode ved at bo sammen er at vi kan snakke sammen, spise sammen og spille sammen. Skal han vælge mellem de to modeller, vælger han trods sin lejlighedsvise irritation bofællesskabet: Jeg tænker, at det kan blive et rigtigt godt sted at bo. For en 16-årig ung i et andet bofællesskab bunder motivationen i et grundlæggende behov for at have sit eget samt en opfattelse af, at han vil kunne ’rykke sig’ hurtigere i forhold til dansk, hvis han bor alene: Jeg elsker at være alene, de andre er ikke forstyrrende – jeg har det bare bedst, når jeg er alene. I asylcentret kunne vi heller ikke være alene og nu bliver vi samlet her fire personer – vi skal hele tiden rette os efter nogen, der bestemmer for os. […] Jeg troede, at jeg kom til et sted, hvor jeg kunne klare mig alene, tale dansk og skrive og læse – men alt foregår på dari. Jeg kan godt tænke mig at komme hurtigere ind i samfundet – det er kontakten med danskere, der tæller. Hvis jeg boede alene og arbejdede et sted, hvor jeg var tvunget til at tale dansk, ville jeg hurtigere falde til og så kunne jeg lave min egen rytme. Så kunne jeg have min egen kontaktperson, jeg kunne spørge og som kunne støtte mig – det har man, når man bor alene. Der er også kontaktpersoner her, men de skal nå at tale med alle, og der er hele tiden så meget snak her. Når vi kommer hjem fra skole skal vi lave mad og gå til fitness. Når vi kommer hjem, laver vi lektier og så er der ikke tid til at snakke. Selv om personalet måske gerne vil 37 snakke dansk, så er der store niveauforskelle mellem mig og de andre på dansk, så jeg kan ikke praktisere dansk. Det frustrerer mig så meget. (16-årig) De øvrige interviewede unge sætter ikke spørgsmålstegn ved at bo i bofællesskab, og udtrykker glæde over at være blevet indlogeret med andre unge. Indretning af dagligdagen: Samtlige unge giver udtryk for, at det er meget vigtigt med kontinuitet og struktur i hverdagen, og at der ikke ændres eller rykkes for meget rundt på aftaler. I to bofællesskaber har det pædagogiske personale allerede udarbejdet skemaer i samarbejde med de unge med en oversigt over rengøringstjanser, dage til indkøb etc. og de unge har faste dage til fritidsinteresser. Det tredje bofællesskab har kun eksisteret to måneder, og personalet er her i gang med at skemalægge flere aktiviteter, og har desuden planer om, at de unge skal have hver deres kalender, som de med tiden selv skal have ansvaret for at udfylde. I alle bofællesskaber forklarer de unge, at de ønsker endnu mere skemalægning af hverdagen. I to af bofællesskaberne fortæller de unge, at de ønsker, at personalet går endnu mere op i at overholde og gennemføre alle gennemførte aktiviteter. Adspurgt hvad det gør ved dem, hvis aftaler bliver rykket, kommer de med individuelle svar om at ”det er ikke godt så”, ”så bliver jeg ked af det” eller praktiske årsagsforklaringer som at det er vigtigt at gå i svømmehallen og lære at svømme, fordi der er vand og hav på alle sider af Danmark. Vi har meget travlt og kan ikke nå alt, vi planlægger. Jeg vil gerne have et mere fast skema, så jeg kan nå mine aktiviteter. (17-årig) Jeg oplever tit, at der bliver lagt møder og aftaler oveni arrangementer og at vi ikke gør det, vi har aftalt. Vi har aftalt, at vi skal gå til svømning en gang om ugen, men siden december har vi kun været der tre gange. Og da jeg skulle til tandlæge kom jeg flere måneder for sent i forhold til, hvad jeg havde aftalt med tandlægen. Det er meget vigtigt at overholde aftaler, og at vi ikke skal lave ting om. (16-årig) Det kunne være godt med en lektiecafé i vores hus, hvor kontaktpersonen kan hjælpe med lektier. Det skulle være på samme tidspunkt hver dag, så alle får lavet deres lektier og får hjælp. Der er nogen, der ikke får dem lavet, fordi de ikke forstår, hvad de skal. (16-årig) De unge har det fint med personalets mødetider fra 14 til 21 og størstedelen går efter både egne - og personalets udsagn i seng i ordentlig tid og på omtrent samme tidspunkt hver aften. De unges oplevelse af personalet: De unge fremstår afslappede omkring husets personale og virker trygge i forhold til at tale frit under interviewsamtalerne til undersøgelsen i de tilfælde, hvor en pædagogisk medarbejder er til stede 38 undervejs. Der er store individuelle forskelle imellem, hvad der optager de unge i de enkelte bofællesskaber, ligesom beboer- og personalesammensætning ligeledes påvirker stemningen i de enkelte huse/ lejligheder. De unge giver dog overordnet udtryk for, at personalet er vigtige i forhold til de unges forståelse for at gebærde sig i en ny dansk kultur og under fremmede normer og forhold. I et bofællesskab drejer to forskellige interview ind på identitet og på, hvad det gør ved opfattelsen af Afghanistan og afghansk kultur at være flygtet derfra til Danmark. Her tilkendegiver to unge, der begge er interviewet alene, de samme opfattelser af, hvordan man bør være som ung afghaner i Danmark; hvordan skal man forholde sig til sin kulturelle baggrund, hvordan får man et godt liv m.m. I beskrivelserne anvender de flere af de samme udtryk og eksempler – en enkelt gang med henvisning til samme mandlige afghanske personale tilknyttet bofællesskabet som kilde, hvilket antyder stor påvirkning fra medarbejderens side på begge unge – og respekt fra de unges side for ham. Eksempelvis: Det er ikke så vigtigt for mig at overholde muslimske skikke. Man skal tænke på mennesker i stedet – at opføre sig ordentligt og ikke slås eller stjæle. I Afghanistan tænker alle: åh – han er pashtu, åh – han er hazar. Det er det største problem. Hvis jeg går fra én landsby til en anden kan jeg blive dræbt på vejen. Her i Danmark tænker man på mennesker. (16-årig) Jeg kan ikke sige, at jeg vil være nogen af delene [afghaner eller dansker – red.] – kun at jeg vil være en god dreng. Et enkelt menneske. I Afghanistan er der mange, der stjæler og slås – alle vil være rige og slår hinanden ihjel. Koranen siger, at hvis vi skal være gode personer, skal vi ikke lave ballade. Jeg elsker, at danskere er gode ved hinanden. (17-årig) De unge fremhæver desuden det afghanske personales evne til at forklare om danske forhold, så de kan forstå det, som en vigtig faktor i deres dagligdag og for deres fremtid: Min kontaktperson er god til at hjælpe med at forklare ting om Danmark, så jeg kan forstå det. Han forklarer mig fx hvordan det fungerer i lyskryds – at man skal gå, når der er grønt, og at det er vigtigt ikke at lave ballade, for så tænkerne danskerne dårligt om os. (17-årig) Der er forskel på, hvordan de unge betegner personalet tilknyttet bofællesskaberne. I to bofællesskaber kalder de unge konsekvent personalet for kontaktpersoner, i et andet bofællesskab for pædagoger. Samtlige unge giver udtryk for, at de finder det naturligt, at der er personale tilknyttet bofællesskaberne, men enkelte forholder sig dog kritisk til deres funktion. Begge dele kan indikere, at de unge er meget bevidste om, hvilken rolle de selv og personalet har i bofællesskabet samt om rammerne for personalets tilstedeværelse og funktion. Adspurgt om, hvad de bruger personalet til, forklarer samtlige unge, at de bruger personalet som 39 hjælp til praktiske gøremål og spørgsmål i dagligdagen som at få forklaret om danske forhold, hjælp til lektier, sproglig og social bistand ved møder på kommunen og skolen, opsøgning af fritidsaktiviteter mm. Tre ud af fire interviewede unge (fordelt på to bofællesskaber) efterlyser større initiativ fra personalets side i forhold til at igangsætte aktiviteter og lede arbejdsopgaver og fællesaktiviteter11. Jeg kan godt tænke mig, at der sker mere i huset. Det er meget vigtigt, at der er nogen, der sætter noget i gang. Hvis ikke de er her for at sætte noget i gang og hjælpe os med at komme ud, hvorfor er personalet her så. Hvad er så deres rolle? (16-årig) Efterspørgsel efter dansk personale: Fire ud af fire unge fordelt på to bofællesskaber efterlyser en blanding af dansk og afghansk personale. Målet er ifølge dem selv at få trænet dansk sprog, da personalet og de unge i dagligdagen hovedsageligt kommunikerer på afghansk: Hvis vi fik dansk personale, så kunne vi lære dansk. Det er vigtigt, hvis vi vil være noget i fremtiden. Lige nu taler vi altid dari. Vi kender NOK dari. Og danske mennesker kender mere til Danmark end afghansk personale. Hvis vi får problemer, så kan vi tale med vores afghanske kontaktperson – det bedste vil være at have en af hver på skift. (16-årig) Jeg vil meget gerne tale mere dansk og blive bedre til at udtale ord og lære hurtigere. Det gode ved afghansk personale er, at de er gode til at forklare ting, jeg ikke forstår. Fx hvis jeg har fået lektier for og ikke forstår ordene på dansk. Men jeg har brug for også at tale dansk hver dag. (17-årig) For flere unge bunder ønsket om dansk personale i en bekymring for, at de ikke vil være gode nok til dansk, når de på et tidspunkt skal flytte fra bofællesskabet og bo alene: Vi taler hverken dansk i skolen eller derhjemme – vi har brug for at træne dansk og lære mest muligt om Danmark inden vi skal flytte alene. (16 år) Bekymringen over ikke at lære dansk hurtigt og i tilstrækkelig grad til at kunne klare sig, når de flytter alene og i samfundet på sigt, er noget størstedelen af de unge vender tilbage til løbende i interviewene og virker meget frustrerede omkring. Udover et ønske om at træne dansk sprog, nævner samtlige desuden et ønske om at blive eksponeret mere for dansk kultur og have naturlig omgang med voksne, der ud fra egne erfaringer kan forklare om danske forhold, som de opleves af 11 I det tredje bofællesskab, hvor de unge har boet der to måneder, er der ingen, der efterlyser flere aktiviteter, og spørgsmålet virker ikke til at optage dem. 40 danskere: Nogle af de andre i sprogskolen bor sammen med danskere og har dansk personale. De får trænet deres dansk, og danske voksne forstår unge mennesker bedre end afghanske voksne. Jeg er jo ikke ung i Afghanistan – jeg bor i Danmark nu. […] Jeg vil gerne have dansk personale, som kender dansk kultur og forstår danske unge. Jeg vil også gerne se gamle danske steder, men mine afghanske pædagoger kender ikke nogle steder – de kan fx ikke fortælle om vikingerne. Og hvad når vi flytter her fra – hvad så, så skal vi jo kunne klare os selv. (17-årig) De unge henviser her til, at ønsket om dansk personale er noget, de diskuterer med lærerne på sprogcentret, og at det er et ønske, som lærerne bekræfter de unge i. Samme unge understreger dog, at de fortsat har brug for også at have afghansk personale – især når de i fremtiden ikke længere skal bo i bofællesskabet men flytte for sig selv: Jeg vil gerne have en kontaktperson til at hjælpe mig med sproget til møder – det har jeg stadig brug for. (17-årig) Fællesaktiviteter med andre uledsagede: I forhold til unge, der bor i egen lejlighed, giver de unge i bofællesskaber i mindre grad udtryk for behov for fællesaktiviteter med andre uledsagede unge – og i højere grad udtryk for behov for kontakt med jævnaldrende danske unge – og danskere generelt. Frem for et socialt behov, bliver behovet for at være til aktiviteter med andre unge uledsagede i stedet begrundet med muligheden for at lave anderledes aktiviteter, der kræver et antal, som fx fodbold og generel holdsport. En enkelt ung i et bofællesskab giver udtryk for frustration over fællesaktiviteterne, hvor han føler sig udstillet og ikke bryder sig om at skille sig ud som flygtning eller afghaner: Hvis vi fx skal i svømmehallen, så kommer vi som en stor gruppe på 15 – 16 unge. Afghanere taler meget højt, og jeg kan mærke, at danskerne bliver nervøse ved os og holder sig væk fra os – fordi vi larmer og er så mange. Det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide opmærksomheden. (17-årig) Opsøgning af støtte eller hjælp: De unge i bofællesskaber fortæller, at de generelt i meget lidt omfang opsøger andre, når de har det psykisk dårligt. Der er dog en tendens til, at de nyeste unge i bofællesskaber også er de mest 41 tilbageholdende til at opsøge andre, når de har det dårligt. Adspurgt hvad de gør, når de bliver kede af det – om de har nogen at tale med, fortæller størstedelen, at de prøver at pakke følelserne væk. Nogen gange kan jeg blive meget ked af det – når jeg tænker på min familie. Jeg opsøger ikke nogen, men prøver at glemme det. Det må gå væk.12 (16-årig) De unge, der har boet i bofællesskab siden december 2010 fortæller, at de opsøger- eller taler med venner, når de bliver triste, men svarer i lige så høj grad, at de prøver ikke at tænke på de ting, der gør ondt, og at det er vigtigt at holde sig i gang for at ’slippe for at tænke’. En ung, der har boet i bofællesskab siden september, fortæller, at han en årsag til, at han undlader at tale med andre om sine følelser er, at han vil undgå at påvirke dem eller sit forhold til dem: Jeg har ingen rigtig gode venner at tale med. Kontaktpersonerne spørger nogle gange, men jeg har ikke lyst til at fortælle. Jeg har heller ikke lyst til at fortælle min historie til min danske ven. Jeg vil ikke gøre andre kede af det. (17-årig) Ingen af de unge svarer, at de opsøger personalet tilknyttet bofællesskaberne, når de får det dårligt13. Direkte adspurgt om han taler med sin kontaktperson, svarer en enkelt ung følgende: Nej – hvis de ikke kan holde styr på aftaler – hvordan skal de så kunne lytte. (16-årig) Samme ung fortæller dog, at han nogle gange taler med sin forældrerepræsentant fra Røde Kors om, hvordan han har det. Forældrerepræsentanten hjælper ham desuden med at skabe kontakt til myndigheder, der kan hjælpe ham med at opspore sin familie. Adspurgt, om de kunne forestille sig at tale med en psykolog/ ”person ved fx Dansk Flygtningehjælp, der er god at tale med, når man har det skidt”, svarer størstedelen af unge undvigende og hverken direkte bekræftende eller afvisende. Flere forklarer, at de allerede har været til psykolog i asylcentret og der ikke har oplevet, at vedkommende har kunnet hjælpe: Det kan jeg ikke så godt tænke mig. Jeg var til en psykolog i asylcentret, fordi jeg ikke kunne sove om natten og hun kunne ikke hjælpe mig. Hun spurgte hele tiden ind til Afghanistan og til min familie. Jeg kan lide at tale om min familie og alt det, der skete, hvis det hjælper mig, men det 12 I selv interviewsituationen giver de desuden udtryk for ubehag ved at tale om emnet og kigger væk eller skifter emne. 13 I interviews med det pædagogiske personale fortæller flere, at de unge, der er blevet interviewet til undersøgelsen, deler tanker om savn og tristhed med dem. 42 gjorde det ikke. Det fik mig ikke til at sove om natten. Hun skal have idéer til det – give råd og ikke bare lytte. (16-årig) Det samme går igen blandt unge, der bor i egen bolig. Flere påpeger desuden, at de ikke har lyst til at tale om fortiden: Jeg bliver meget trist, når jeg har været der. Jeg vil hellere lade være. (17-årig) 43 Øvrige perspektiver Vurderinger fra det pædagogiske personale i bofællesskaberne samt musikterapeut, Helle Mumm. Om opfattelsen af personalet, bofællesskaberne og deres eget liv: De unge har på interviewtidspunktet boet i bofællesskaberne fra to til seks måneder, og den forskellige tid, de unge har boet her og væk fra asylcentrene, kommer til udslag i deres forskellige syn på deres nye liv i Danmark. Interviews med de pædagogiske medarbejdere i de forskellige huse, viser en udvikling i, hvad der fylder henholdsvis de første måneder og efter et halvt år. I følge personalet er de unges første tid typisk præget af stor glæde over at flytte fra asylcentret: I tiden lige efter, at de unge kommer fra asylcentret, er de meget glade - ikke mindst over at have fået asyl. Det er som en honeymoon. Derudover er de fyldt med nysgerrighed og optagede af praktiske spørgsmål og gøremål, som at finde ud af transportforbindelser, finde ud af, hvordan det fungerer med indkøb, få tilmeldt sig fritidsaktiviteter mm. En pædagogisk medarbejder på bofællesskabet, hvori de unge har boet to måneder, beskriver tiden således: De er som nyfødte – de skal først til at navigere. Nogle gange sker der alt for meget for dem, og så er der behov for at holde dem i snor og hjælpe dem til at styre deres liv konstant. […] Meget går op i praktiske ting her i starten. Selvfølgelig snakker vi undervejs – fx om kultur. Det forgår over lektier og film eller nyheder. En medarbejder tilknyttet et bofællesskab, hvor de unge har boet der siden december, oplever, at de unge i høj grad sætter spørgsmålstegn ved bofællesskabets funktion i forhold til dem: De er meget forvirrede i starten – også over, hvad de skal i bofællesskabet. ’Hvorfor skal vi bo her? Hvorfor bor her kun afghanere? Hvorfor kan jeg ikke selv bestemme, hvad mine penge skal bruges på?’. Ligeledes sætter flere unge spørgsmålstegn ved eller udtrykker usikkerhed om/ utilfredshed med personalets rolle: De synes jo, at det er vigtigt, at de får talt dansk, og spørger: ’Hvorfor taler vi kun dari? Og hvorfor kører I os ikke rundt og ned for at købe ind, når I har en bil? ’ 44 Konsulent og musikterapeut, Helle Mumm, oplever ligeledes, at mange unge sætter spørgsmålstegn ved den store tilstedeværelse af voksne og pædagoger i deres liv udenfor asylcentret: Det kan være svært for de unge at forstå, hvorfor de ikke bare kan klare sig selv, og hvorfor der er så mange voksne, der vil blande sig – det virker ret frustrerende for dem. De unge har en stærk idé med hjemmefra om, at de skal klare sig selv – have job og lejlighed.Nogle har måske allerede klaret sig alene i hjemlandet. Mange når at acceptere i asyltiden, at det ikke er så enkelt som forventet at få et fedt et job, men det er stadig svært at acceptere, at man er barn indtil man fylder 18 i Danmark. Man er ikke barn på samme måde i Afghanistan og mange har skullet være utrolig selvstændige og har klaret sig selv under flugten for at overleve. En af de pædagogiske medarbejdere, der oplever, at de unge sætter spørgsmålstegn ved personalets rolle, oplever imidlertid, at de unge på få måneder har gennemgået en stor udvikling og i dag accepterer/ forstår personalets og bofællesskabets roller og rammer. Vi havde rigtig mange snakke og diskussioner om de samme ting i starten, og jeg fortalte, at dette er et sted, hvor vi skal lære af hinanden og støtte hinanden. Det er ikke noget, vi længere taler om, og jeg kan mærke, at de i dag føler, at de er en del af et fællesskab. Ovenstående medarbejder fortæller, at han bruger lang tid på at argumentere med fornuft i diskussionerne og afslag på ønsker fra de unge, og at han oplever, at de unge anerkender forklaringerne. En overgang var nogle af dem meget glade for cola og Red Bull, og så fortalte jeg dem, at det er usundt og fyldt med kemikalier – og dyrt og at pengene skal række hele måneden. I dag køber de selv saftevand og juice i stedet. Der er også nogle, der meget gerne vil lære at leve sundt og gerne vil have, at jeg vejleder dem. Der er store individuelle forskelle på, hvor stort et behov for selvbestemmelse og medindflydelse på egen hverdag, som de unge giver udtryk for. Nogle er meget afhængige af hjælp og af, at det pædagogiske personale tager beslutninger på deres vegne eller sætter dem i gang, hvorimod andre kommer med masser af initiativ og idéer til aktiviteter – og kan blive meget frustrerede, hvis ikke deres forslag bliver fulgt op eller bakket op, når personalet fremlægger dem i plenum med de øvrige unge. Ifølge både personalet og Helle Mumm, kommer behovet for selvbestemmelse i høj grad an på de unges individuelle opdragelse, selvtillid og personlige ressourcer. En oplevelse af, at det er svært at blive hurtigt integreret eller sværere end forventet, viser sig desuden i spørgsmålene fra flere unge: Mange spørger – hvorfor sker der de og de ting? Hvorfor er danskerne så konservative – hvorfor er de så svære at komme i kontakt med? 45 En anden pædagogisk medarbejder har samme oplevelse af de unges første tid: De spørger konstant. De finder jo ud af, at alt er forskelligt fra Afghanistan til Danmark og skal forstå, hvad tingene betyder i Danmark. I Afghanistan spørger man fx ikke, før man kommer på besøg hos nogen – man kommer bare. De unge misforstår tit danskerne. De tror fx, at hvis nogen udskyder noget til i morgen, så er det en afvisning. (Pædagogisk personale) De går hele tiden og afkoder signaler – de bruger meget krudt på det. Hvis folk svarer dem surt, så kan de næsten ikke klare det. (Konsulent og musikterapeut) Som det pædagogiske personale oplever det, er de unge generelt meget optagede af at lære dansk og sætte sig ind i dansk kultur og samfundet – fra at få forklaret, hvad en frikadelle er, til hvordan det politiske system fungerer. Ifølge flere personaler kommer mange unge med spørgsmål, der er svære eller sprogligt udfordrende at formulere til danskere – fx lærerne i sprogskolen, og personalets oplevelse er, at de unge finder det afslappende at kunne spørge på deres eget modersmål og få sv ar, de forstår. Ifølge personale i alle tre bofællesskaber, bruger de meget tid på at tale med de unge om, hvordan de skal/kan være unge afghanere i et dansk samfund og blive integreret uden at miste deres kulturelle identitet. Min erfaring er, at de har meget brug for støtte og at der altid er nogen voksne her, der kender deres baggrund og sprog.14 Der har på interviewtidspunktet været store forskelle mellem, hvad der har fyldt i de enkelte af Integrationsnets bofællesskaber, og der har været en tendens til, at nogle unge er gået til interviewsamtalen med en dagsorden – eller et budskab, de vil have ud – fx frustration over ikke at blive tvunget til at tale dansk i dagligdagen i bofællesskaberne og et ønske om blandet afghansk og dansk personale. Både de unges egen diskurs til interviewet samt samtaler med bofællesskabernes personale viser, at de unge i høj grad har et stort fokus på rettigheder og krav, og at flere efter et par måneder bliver meget kritiske, hvilket de ytrer over for personale. Noget der ifølge personalet tilknyttet bofællesskaberne skyldes, at de unge ikke i tilstrækkelig grad er forberedte på, hvad der venter dem, når de flytter ud i samfundet, i en kommune og ind i et bofællesskab: Mange kommer med en forventning om, at Danmark er et paradis, hvor der er job og penge, egen lejlighed og uddannelse til alle – og at det bare er noget, der kommer automatisk. Der er især en forestilling om, at hvis man er under 18 år, så er man virkelig i himlen – det er jo det, det hele har handlet om under asylprocessen – at være under 18, og så kan de jo blive rigtig skuffede. (Pædagogisk medarbejder) 14 I løbet af interviewet med pædagogen bag vurderingen, kommer der fx flere gange unge til, der beder om 46 Mange har en meget stor retfærdighedsfølelse, hvilket kommer af at have skullet klare sig selv meget tidligt og måske af en stolt kultur. Særligt har kampen for overlevelse under en vanskelig flugt gjort, at der kæmpes for dét, man har ret til. Der er en frygt for ikke at få dét, man har brug for. Mit er mit – hvorfor skal voksne bestemme og blande sig? I asylcentret forvaltede mange unge selv deres penge og det kan være svært at acceptere, at de voksne nu engagerer sig i og har forventninger til og meninger om både huslige pligter, økonomisk prioritering, rengøring og kost. (Konsulent og musikterapeut) Dertil kommer, at mange af de unge efter ankomst i stigende grad føler sig pressede i forhold til at lære dansk og leve op til krav og forventninger fra dem selv, det danske samfund og deres familie i hjemlandet. Oplevelsen af, at det tager tid at få det forventede liv op at stå, betyder ifølge den pædagogiske medarbejder, at mange unge bliver enormt optagede af deres forhold og rettigheder som uledsagede – og giver udtryk for det. For terapeut og musikterapet, Helle Mumm at se, er det vigtigt, at de unge selv bliver hørt i forbindelse med valg af bolig: Det er meget vigtigt at finde ud af, hvad de selv vil og hvad, der bedst for dem. Det er vigtigt i forhold til deres identitetsdannelse og følelsen af at blive hørt, mødt og forstået. Som for alle andre børn og unge er dette basalt for et godt samarbejde og dermed for de unges gode integration. Måske kan det ikke blive som de unge ønsker sig det. Blandt andet fordi de voksne ser deres behov på en anden måde end de selv gør. Men det er vigtigt at deres ønsker og drømme så vidt muligt følges på vej og understøttes. Hvis en ung fx helst ville bo alene men det vurderes at den pågældende har gavn af at have mennesker omkring sig og daglig hjælp, så er det vigtigt at støtte den unge i at finde ud af balancen mellem isolation, alenetid og fællesskab i bofællesskabet. Om de unges brug af personalet i forhold til psykisk støtte: Ifølge personalet tilknyttet bofællesskaberne opsøger de unge dem i varierende grad til at få trøst og blive ’set’. I bofællesskabet, hvor de unge kun har boet der i få måneder – og hvor personalet er blevet skiftet ud undervejs, oplever de nye pædagogiske medarbejdere ikke, at de unge opsøger dem. I bofællesskabet, hvor der har boet unge siden februar 2011, opsøger de unge ligeledes sjældent personalet. En af medarbejderne fortæller, at han i stedet forsøger at mærke efter, hvordan de unge har det, og opsøger dem, og selv om de unge ofte afviser ham og ikke har lyst til at tale, kan han mærke, at hans opsøgning har betydning: hjælp til computer, lektier etc. 47 Selv om de ikke fortæller mig, hvad der er galt, kan jeg mærke forskel på dem næste dag, hvor de tit er gladere. Jeg kan mærke, at det betyder meget for dem, at jeg kommer op og banker på. Konsulent og musikterapeut, Helle Mumm, påpeger i denne forbindelse, at det ikke er bemærkelsesværdigt, hvis mange af de unge holder sig tilbage i forhold til at opsøge og betro sig til personalet: Mange unge har oplevet tab af eller svigt fra voksne, så de er ikke vant til at kunne stole på og åbne sig. Derfor kan det skabe stor usikkerhed i dem, hvis personalet siger nej til noget – eller de ved, at de kan forsvinde igen. Hvad hvis de vover at vise tillid og den bliver brudt? Oplevelserne af tab og svigt i tillidsforhold vil blive ved med at ske i resten af deres liv og det er derfor godt, at de lærer at forholde sig til det vilkår og takle det i bofællesskabet. De unge bruger - ofte uden at vide det – personalet til indirekte bearbejdelse af tillidsbrud, sorg og savn. Tillid og tryghed opbygges langsomt over tid i samspil med mennesker, man kan regne med. For hende at se giver rammerne med fast personale desuden mulighed for hurtigt at vende en udvikling, når en ung går psykisk ned: Vi kan desværre se, at hvis en ung først begynder at trække sig, og der ikke er nogen, der opsøger ham og får ham til at fortælle og åbne sig i forhold til dét, der går ham på, eller får ham med i aktiviteter, så forstærkes hans oplevelse af forladthed og hjemve og han bliver endnu mere sårbar. Det betyder meget, at en ung ikke kommer ind i sådan en spiral. I bofællesskabet, der har eksisteret siden september, bruger de unge ifølge det pædagogiske personale selv i høj grad personalet, når de har det dårligt: Nogle gange føler jeg, at jeg har to drenge hængende i mine skørter konstant. Den ene kan kun tale med mig, fordi de andre drenge ikke taler pashtu – den anden kræver konstant opmærksomhed, når han danser, taler eller græder. Hos andre af drengene skal jeg sel v opsøge dem og spørge til, hvordan de har det, og om familien, hvis jeg fornemmer, at de tænker på den. Når de først kommer i gang med at fortælle, kan jeg mærke at de har godt af det. Den pædagogiske medarbejder vurderer, at hendes egen baggrund som flygtning har betydning for drengenes tryghed omkring at tale om deres oplevelser: Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved deres oplevelser, og de behøver ikke at gå i detaljer, for jeg ved jo godt, hvordan der ser ud i Afghanistan, og hvor hårdt folk arbejder og hvad de bliver udsat for rundt omkring. Den fælles tillid og forståelse bringer os tættere. Ifølge samme medarbejder er en vigtig rolle hos personalet i øvrigt en form for buffer-funktion, hvor de unge kan lukke vrede ud over for en autoritet – uden at det har større konsekvenser: 48 De ser mig overordnet som en autoritet. Hvis der er konflikter mellem de unge og os, fører det os tættere sammen. Det er godt, at aggressionerne kommer ud på os og ikke tilfældige mennesker i bussen, når de unge bliver helt fyldt op. Jeg kan mærke, at det er godt for dem at komme af med det over for mig. De regner med, at jeg kan tage det – og at jeg ikke også begynder at græde. Om de unges psykiske trivsel i dagligdagen: Ifølge en medarbejder på bofællesskabet, der har eksisteret siden september 2010, har de unge store problemer både i dagligdagen og bag sig i forbindelse med deres opvækst i Afghanistan og flugten til Danmark. De unge har meget forskellige reaktioner på disse oplevelser og minder. En har store problemer med vrede, en anden er meget deprimeret, en tredje kræver konstant opmærksomhed og anerkendelse, og kan samtidig bryde ud i pludselig gråd. En fjerde er konstant angst for at gøre noget forkert og har desuden den udfordring, at han er analfabet og kun taler pashtu, hvilket betyder, at han ikke kan kommunikere med de andre drenge og kun én af stedets pædagogiske medarbejdere. I et andet bofællesskab har en ung, der ankom til bofællesskabet i januar, flere gange ytret overvejelser om, at tage sit eget liv. Udsagnene kommer frem i øjeblikke, hvor den unge bliver skuffet eller irriteret, og den pædagogiske medarbejder har svært ved at vurdere, hvor dybt udsagnene/truslerne stikker. Den unge er meget svingende humørmæssigt, og han er nu startet på samtaler ved en af Integrationsnets terapeuter. Som personalet oplever det, er det ofte små detaljer i dagligdagen, som at toilettet ikke virker, eller at der bliver ændret i aftaler, der kan få ”læsset til at vælte” for de unge og medføre pludselige reaktioner eller anfald med gråd eller vrede. I bofællesskabet, hvor der har boet unge siden februar 2011, oplever personalet ligeledes, at de unge har det bedst, hvis dagene forløber uden afvigelser fra planen og er forholdsvis skemalagte. Og at de øvrige beboeres humør og trivsel har stor indflydelse på dem: Det vigtigste for dem i dagligdagen er at gå i skole sammen og komme hjem og være glade sammen – og at der ikke er diskussioner. Det er vigtigt for dem, at vi aftaler i fællesskab, hvordan de skal være sammen på en god måde, og at de tager hensyn til hinanden. Hvis én ikke gør, som de har aftalt, fx i forhold til rengøring, så kommer der uro. Samme medarbejder påpeger, at de unge generelt har mange ambitioner og drømme – at det altoverskyggende i deres liv er udfordringen med at lære dansk - og han gør selv meget for at bekræfte dem og holde dem fast i en plan om uddannelse: De er super talentfulde. Nogle var helt analfabeter i Afghanistan, så det bliver sikkert svært, men når jeg laver handleplaner for seks måneder, taler vi om uddannelse. Og der kan jeg mærke, at de har ambitioner og tænker meget på det. 49 De unge stiller desuden meget konkrete spørgsmål til, hvordan de fx bliver lærere etc., og medarbejderen påpeger her, at der også ligger en latent skrøbelighed i deres ambitioner: Jeg har vist dem bøger fra 4.klasse i en dansk folkeskole. Så siger de ’wauv – skal man kunne det allerede i 4. klasse?’. De bliver ikke kede af det så – de kan se, hvor meget de skal lære for at få en uddannelse. Omvendt spørger de til, hvad de skal gøre, hvis de ikke er gode nok efter sprogcentret, og jeg svarer her, at de kan tage fag på VUC. ’Brug jeres tid fornuftigt, brug os og de muligheder, I har’. Om de unges ønsker om dansk personale: Som det fremgår af de unges egne udsagn, ønsker de alle blandet dansk og afghansk personale – et ønske, som mange unge diskuterer åbent med personalet i dagligdagen. En pædagogisk medarbejder har følgende oplevelse af sin rolle i forhold til de unges behov: Nysgerrigheden i forhold til Danmark kan ikke blive opfuldt af os to. Selv om vi snakker og snakker, så ser de os ikke som danskere. For at imødegå de unges ønske om at tale mere dansk har de pædagogiske medarbejdere på flere bosteder besluttet at tale dansk indbyrdes samt med de unge en stor del af tiden. Det er forskelligt, hvordan de unge tager imod dette. I et bofællesskab er de unge meget undvigende og fastholder at tale dari på trods af, at de selv har efterspurgt dansk personale med henvisning til sprogtræning. I et andet bofællesskab har de unge taget godt imod initiativet og varierer efter humør mellem de to sprog. En af de unge har i høj grad taget udfordringen til sig og blomstrer og udvikler sig ifølge pædagogen meget: XXXX er begyndt at svare på dansk og er meget flittig med det og glad for det. Han er også begyndt at chatte på dansk med datteren i hans kontaktfamilie, og så hjælper jeg ham af og til med at formulere sig korrekt. Vi slår om i dari, når vi retter på sproget, og de unge tager rettelserne godt. Nogle er lidt generte og griner lidt af det og så siger jeg: ’jeg er heller ikke perfekt’. Samme personalet har desuden hjulpet to unge med at opsøge frivilligt arbejde to gang ugentligt i en lokal genbrugsbutik, samt hjulpet en anden ung til et fritidsjob på en lokal restaurant en eftermiddag om ugen, hvor han vasker op og anretter mad. Han er ifølge pædagogen værdsat af personalet og får bekræftet sine evner for madlavning, hvilket betyder meget for ham. I et andet bofællesskab har personalet ligeledes hjulpet en ung til en avisrute. De beskriver alle de unges motivation til job som værende muligheden for at træne dansk frem for at tjene lommepenge 15. 15 I førstnævnte bofællesskab har det pædagogiske personale sørget for, at arbejdet bliv er udført frivilligt uden 50 Også på Holbæk Sprogskole, der underviser en stor andel af de unge i Integrationsnets bofællesskaber, oplever underviser og socialmentor, Ida Fynboe og Morten Granlien, at spørgsmålet om muligheden for at omgås danskere fylder meget blandt de unge. Ifølge dem efterspørger de unge dansk personale for at kunne træne dansk sprog samt for at omgås voksne, der kender dansk ungdomskultur. Derudover har flere unge (gælder især unge tidligere bosat af en anden aktør) givet udtryk for, at de føler sig udstillede ved at blive placeret sammen i bofællesskaber for uledsagede med henvisning til, at ”sådan lever danske unge ikke”. Skolen henviser over for deres elever her til, at masser af danske unge bor på kollegier. I forhold til oplevelse af personale, udtaler de unge i bofællesskaberne sig ifølge Morten Granlien ofte positivt om det pædagogiske personale. Han vurderer desuden, at unge i bofæl lesskaber i forhold til andre unge generelt fremstår mere bevidste om, hvad der er godt for dem, velsoignerede, koncentrerede i timerne, og mere tilpasse i dagligdagen. løn for at sørge for, at de unge konc entrer er sig om deres undervisning frem for at blive distraheret af muligheden for at tjene penge. 51
© Copyright 2024