Opinion Weekendavisen # 46 14. november 2014 13 Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indsendte tekster. Kronik-forslag bør højst være på 9000 tegn inklusiv mellemrum (1400 ord). Øvrige debatindlæg bør være mellem 3000 og 5000 tegn og læserbreve på højst 2500 tegn. Weekendavisen påtager sig ikke ansvar for indsendte tekster. E-mail sendes til [email protected]. skolerne i 2007 og 2008, inden den økonomiske krise, helt oppe på 94-95 procent ét år efter endt uddannelse. Her havde de unge langt nemmere ved at få job end de ældre nyuddannede faglærte. Lavkonjunktur og aktuelle beskæftigelsestal kan ikke bruges som argument for at undlade at uddanne de unge. En ung med uddannelse er langt bedre stillet end en ung uden uddannelse, når det gælder mulighederne for at få beskæftigelse og være på arbejdsmarkedet livet igennem. Og i fremtiden vil Danmark fortsat få brug for langt flere dygtige faglærte. Faktisk kommer vi til at mangle faglærte, hvis ikke flere unge søger en erhvervsuddannelse. Behandling af ebola Martin Bruun Madsen, læge Intensiv Terapiklinik, Rigshospitalet Weekendavisen bragte 7. november en artikel vedrørende udviklingen af en vaccine mod ebolavirus. Man kan få det indtryk, at en vaccine er en af de vigtigste brikker for at få inddæmmet epidemien, og at skæbnen for fremtidige smittede derfor indirekte afhænger af medicinalvirksomhederne, som skal udvikle vaccinen. Der er ikke tvivl om, at en vaccine vil være et stort skridt på vejen i bekæmpelsen af ebolavirus. Desværre har den fokus, som vaccineudviklingen har fået, bevirket, at den basale information om, hvordan ebolavirus kan behandles, er forstummet. Der findes flere forskellige ebolavira. Den nuværende epidemi i Vestafrika skyldes Zaire Ebolavirus. Virussen får adgang til kroppen via slimhinder eller sår/rifter i huden. Da viruspartikler er fundet på blandt andet huden på folk, der er inficerede, menes smittevejen at være direkte kontakt med en inficeret person eller et kadaver. Symptomerne består i den tidlige fase af generelle symptomer som feber og utilpashed/ømhed. Herefter følger mavesmerter, kvalme, opkast og diarre. Som sygdommen udvikler sig kan der tilkomme en lang række af symptomer som udtryk for, at kroppens forskellige organer bliver påvirkede, for eksempel hurtig vejrtrækning, hurtig puls, manglende urinproduktion og svækket bevidsthed. Det er værd at bide mærke i de initiale symptomer diarre og opkast. Umiddelbart lyder dette ikke farligt, men der er beskrevet vandig diarre på 5-10 liter eller mere om dagen, flere dage i træk. Konsekvensen er dehydrering og ubalance i kroppens salte til niveauer, som er direkte livstruende. Denne del af sygdomsforløbet minder således om kolera. Den symptomatiske behandling er her at erstatte væske- og salttabet. Dette er i princippet enkelt; patienten skal drikke saltholdige væsker. Problemet er at »følge med« tabet, altså tilføre kroppen væske hurtigere end den tabes. Dette vanskeliggøres yderligere af kvalme og almensvækkelse. På et hospital i Vesten giver man væsken intravenøst, det vil sige ind i blodårerne, samtidig med at man kontrollerer niveauet af de forskellige salte. Dette er en simpel, effektiv behandling og en af årsagerne til, at dødeligheden i Vesten er 1/3 af den i Vestafrika. Årsagerne til, at der ikke bliver givet intravenøs væske i Afrika, er flere. Først og fremmest medfører det store antal patienter, at den tid, som de sundhedsfaglige har per patient, begrænser sig til få minutter. Varmen og anvendelse af beskyttelsesdragt er ligeledes en tidsbegrænsende faktor for sundhedspersonalet. Udviklingen af en vaccine kan kun et område med et helt nyt byrum fyldt med kulturelle og rekreative tilbud, og på tværs af havnen til Langebrogade lige ved blandt andet havnebadet og Islands Brygge Bypark. Broen bliver dermed central i forhold til at gøre adgangsvejene over og langs havnen bedre for gående og cyklende, så de lettere kan nå de mange rekreative områder, der allerede findes, og de nye områder, der er på vej. Når der ikke lægges op til for eksemBro i København pel cafeer på selve broen, skyldes det, at man har valgt, at det skal være en Mads Falbe-Hansen, projektleder hos diskret bro med et let udtryk, som ikke Realdania Byg må fylde for meget i bybilledet. Samtidig Karen Margrethe Krogh, centerchef i skal broen sikre fartøjer i alle størrelser Byens Fysik, Teknik- og Miljøforvaltninen lige så let adgang igennem havnen gen i Københavns Kommune som i dag. Det stiller, sammen med hensynet Københavnerne får i 2018 en ny til de cyklende og gåendes adgangsforcykel- og gangbro nord for Langebro. hold, nogle krav til broens længde og Broen opføres i et samarbejde mellem højde, og det er en af begrundelserne Realdania og Københavns Kommune, for placeringen. En anden er historisk. og der er netop igangsat en proBroen placeres nemlig præcis der, hvor jektkonkurrence. I et debatindlæg i den oprindelige Langebro lå, og dermed Weekendavisen 7. november sætter progenetableres en historisk forbindelse, der fessor emeritus, arkitekt Knud Larsen strækker sig fra Ørstedsparken via Vester spørgsmålstegn ved nogle af de krav, der Voldgade til Christianshavns Voldanlæg i konkurrencen stilles til den kommende og videre ud på Holmen. broforbindelse. Broen har stået på Københavns Det gælder blandt andet placeringen Kommunes ønskeliste i en årrække, og af broen, samt at der er tale om en enkel den spiller en central rolle i den overordog let gang- og cykelbro, hvor der ikke er nede plan, der skal give gode forbindelplads til rekreative områder på broen. ser på tværs af havneløbet og skal gøre Den nye bro er en del af en samområderne langs havnen til levende menhængende plan for området, som opholdssteder for både københavnerne Københavns Kommune og Realdania er og de mennesker, der besøger byen. ved at realisere. Dels gennem skabelsen af en række rekreative områder langs Dækning af retssag havnen, dels ved at forbedre transportmulighederne for gående og cyklende både langs med og på tværs af havneom- Lasse Ellegaard, journalist rådet. Målet er at skabe en levende havn Dagbladet Information fyldt med rekreative oaser. Kort sagt en Jeg skal ikke blande mig i antropolog havn for mennesker. Katja Kvaales synspunkter om Jan Stage Den nye bro kommer til at gå fra og min person i Weekendavisens kronik Bryghusgrunden, som fra 2017 vil være tilskyndes. I Weekendavisens artikel om ebolavaccine nævnes marts/april 2015 som et bud på en tidshorisont for en vaccine. I mellemtiden skal vi fokusere på, at der allerede findes en simpel behandling, som vil redde mange af de smittede patienter. Alene dette budskab er vigtigt for at få smittede personer til at søge til hospitaler eller sundhedsklinikker. den 7. november. Men det er faktuelt forkert, når hun skriver: »Da Lasse Ellegaard tiltrådte som chefredaktør i 1990, forpassede han denne chance på journalistikkens og Informations vegne ved at stoppe Villemoes’ dækning af sagen.« Jeg har skrevet det før, også i Weekendavisen, og skriver det nu igen til ære for antropolog Kvaale og Weekendavisens debatredaktion: Lars Villemoes’ dækning af retssagen mod banden fra Blekingegade blev ikke »stoppet«. Min beslutning dengang var at lade en uvildig reporter referere retsmøderne og at lade Lars Villemoes, som jeg ikke opfattede som uvildig, skrive løbende kommentarer, baggrund og/ eller klummer om sagen. Mit skøn var, at en sådan arbejdsdeling var interessant for læserne: De var sikret en neutral dækning af retsmøderne og et »engageret spor« med Villemoes’ personlige indsigt i og kendskab til banden fra sin tid som aktivist i den marxistiske gruppering, banden udprang af. Lars Villemoes afviste den løsning og valgte at forlade Information for at dække sagen for Weekendavisen. Det var såvel ham som Weekendavisen vel undt. Anekdoter om Stage Knud Vilby, journalist Skyttehøj 46, 2770 Kastrup Der er fortalt og skrevet mange gode historier om dagbladet Information, og nogle af dem indeholder elementer fra virkeligheden. Weekendavisen bragte den 7. november en side med den slags anekdoter i anledning af StageEllegaaard-debatten, og det var ret underholdende. Men for at anekdoterne ikke skal gøre det ud for mediehistorie, vil jeg godt præcisere et par ting, der understreger, hvor farligt det er at betragte anekdoter som sandheden. Weekendavisens artikel beskriver med Jan Stage som kilde, hvordan jeg som redaktør lignede en knækket mand, fordi en artikel om Femø-lejren i sommeren 1971 fører til 86 abonnementsopsigelser. Der skulle nu nok mere til at knække mig, men pyt med det. Mere relevant er det at oplyse, at det var Torben Krogh, der var Informations chefredaktør i 1971 og ikke mig. Jeg blev det året efter. I 1977 kastede Jan Stage en skrivemaskine efter en redaktionssekretær. Ifølge artiklen blev Bente Hansen chefredaktør i 1976 og fortsatte i 3 år. Det gjorde hun ikke. I 1977 var det faktisk mig, der efter orlov igen var medlem af chefredaktionen, hvor jeg sad med overvejelserne om, hvordan vi skulle reagere på skrivemaskinekastet. Men Jan sagde selv op. Det var et af hans gentleman-træk, at han i afgørende situationer kunne have stil. På det mere seriøse plan ærgrer det mig lidt, at Weekendavisen kun fokuserer på, at Information var et hus i splid med sig selv. Der var da masser af uenighed. Men efter at Palle Fogtdal havde givet medarbejderejet en chance, var der også en utrolig opbakning til et projekt, som reddede avisen. Efter år med lukningstrusler, kom der oplagsfremgang og styr på økonomien. Uden medarbejderejet ville Dagbladet Information ikke have eksisteret i dag. Det ville kun have været historie. Oplysningen i Weekendavisen om Bente Hansens chefperiode stammer fra hendes egen hjemmeside, hvor det fremgår, at hun var chefredaktør i årene 1976-78. Det er dog ikke korrekt. Hun stoppede i 1977. Red. Kronik. Jeg hører flere og flere fædre, som er kede af, at de ikke også kan amme. Kede af, at de ikke har en kvindekrop. De udviser en ekstremt barnlig og ødelæggende indstilling: »Er det ikke snart min tur?« I stedet for at ære hendes moderskab går man i konkurrence-mode. Mødre er langt de bedste til at være mødre Af Frej Prahl J eg havde for en måneds tid siden en snak med en mandlig bekendt, som ivrigt kæmpede for en ligelig fordeling af samværsretten over hans og hans forhenværende hustrus treårige barn. Ti dage hos moren og fire dage hos ham duede ikke. Det skulle være syv-syv. På et tidspunkt spørger jeg ham, hvad han tror, det vil gøre ved hans forhenværende hustru, hvis han vinder retssagen? Efter et stykke tid svarer han: »Hun vil gå i stykker.« Så spørger jeg ham, hvordan han tror, det vil påvirke deres datter, at mor går i stykker? Jeg spurgte ham, om han ville gå lige så meget i stykker over en ti-fire-ordning, som moderen ville gå i stykker over en syv-syv-ordning. Han var ikke længere i tvivl. Hans følelsesmæssige tilknytning til datteren var ikke af samme karakter som moderens. Det ville knuse hendes hjerte på en helt anden måde. Det var han sikker på. Men for at komme derned, i maven eller hvor man nu kommer hen, for at mærke, hvad der egentlig er bedst for barnet, krævedes en god lang samtale med en ven. Problemet med ligestilling er, at det reducerer virkeligheden til et ydersidefænomen. Vi kan tælle os frem til det: hvor meget løn? Hvor meget barsel? Hvor meget tid med børnene? Og så videre. Vi har glemt at stille os selv og hinanden spørgsmålet: Hvordan føles det? Før 2007 fik moderen i samværssager, hvor parret var ugift, automatisk tilkendt eneforældremyndigheden over barnet i. I 2007 blev loven modificeret. Det var et ligestillingsinitiativ. Nu hed det, at forældremyndigheden i udgangspunktet altid var fælles. Loven tog afsæt i FN’s børnekonvention og principperne om, at barnets bedste altid skal komme i første række i alle beslutninger vedrørende barnet. Udgangspunktet for loven var således, at et barn altid har ret til to forældre, uanset om forældrene er skilt/ikke samboende. Domstolene fik mandat til at dømme den fælles forældremyndighed igennem, imod den ene forælders vilje. Siden da er samværssagerne eksploderet. Siden da er ulidelige magtkampe blevet hverdagskost for mange skilsmisseramte forældre. Hvor det ikke handler om barnets tarv, men om »min ret« til at være sammen med barnet. Rettigheder bliver virkelige våben i samværssager. Våben der potentielt skader. I samværssager går vi i kamp-modus. Det handler om at vinde, så vi lukker ned for vores indlevelsesevne. Det er opslidende for forældrene og i den grad smertefuldt for børnene. En større undersøgelse fra SFI har kortlagt den psykiske trivsel hos børn umiddelbart efter en almindelig skilsmisse og sammenlignet den med børn, som for nyligt har gennemgået en samværssag. Her viser det sig, at de børn, der for nyligt har været en del af en samværssag, udviser markant dårligere trivsel end de børn, der for nyligt har gennemgået en skilsmisse. Er det prisen for ligestilling? Problemet opstår, når ligestilling maskeres som humanisme. Som om man allerede har taget hensyn til indersiden, selvom man kun har ydersiden for øje. Vi ser det gentaget i debatten om øremærket barsel. I en artikel i Politiken skriver ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder, Susanne Nour, at øremærket barsel vil gavne både børnene, mødrene og fædrene. Hun skriver også, at der er tungtvejende dokumentation for, at det virker. Hvis vi skeler til de øvrige lande, hvor den øremærkede barsel er blevet indført, kan vi få en fornemmelse af, hvad LAYOUT: ANETTE RIEMANN der virker. Susanne Nour refererer selv til Norge som en succeshistorie, hvor fædrene tager 27,5 procent af den samlede barsel. Til sammenligning tager danske fædre 7,5 procent. Susanne Nour nævner ikke noget om den enorme diskussion, der i øjeblikket foregår i Norge angående både vuggestue og øremærket barsel. Hverken i hendes artikel eller i Enhedslistens lovforslag om øremærket barsel omtales de norske ammerådgivningers hyr med at vænne kvinder, som gerne vil amme deres børn, fra amning, fordi de kun kan få tilskud til seks måneders barsel. Resten er øremærket manden. De nævner ikke noget om, at norske kvinder, siden indførslen af den fulde vuggestuedækning og øremærkede barsel, har udviklet verdens højeste sygefravær – 60 procent højere end mændene. Ej heller nævner de, hvordan virksomheder udbetaler bonusordninger til fædre, så de kan få råd til at arbejde, imens moderen fortsætter barslen. At ordningen virker, betyder altså, at folk benytter sig af den. Det betyder ikke, at man trives med at benytte ordningen. Er det for børnenes skyld, at vi imod kvinders vilje skal vænne dem fra amning? Er det for børnenes skyld, at deres mødre skal gå ned med stress? Hvis svaret er, at det er den nødvendige pris, vi må betale for princippet om ligestilling, så skal vi sige det ligeud. Så skal vi stoppe med at maskere det som noget andet. Som om det er for alles bedste. Men selv når vi har ladet masken falde, bliver vi efterladt med dette spørgsmål: Er der noget, principillustration: Charlotte Pardi pet om ligestilling har overset, siden det bringer så meget smerte med sig? Mit svar er ja. Princippet måler mænd og kvinder og børn stræber efter en verden, hvor det lige så vel kan være far som efter samme målestok og ignorerer hermed de forskelle, der mor, der tager sig af det spæde barn, må vi væbne os med måtte være. en god portion tålmodighed. Det vil tage flere tusind år, en Der er en god forklaring på norske kvinders høje sygefravær, masse skrigende børn og frustrerede fædre, før mændene har ligesom der er en god forklaring på, at der i samværssager, udviklet de samme forfinede egenskaber, som kvinderne har. hvor far har fået eneforældremyndigheden, er væsentligt flere Det er derfor, at det er helt og aldeles meningsfuldt, at konflikter end i sager, hvor moren har fået den. mødre reagerer, som de gør, når de giver deres børn fra sig for Forklaringen er, at mor i 90 procent af alle tilfælde er tættere tidligt. Det strider imod en moders instinkt. Mennesker kan tilknyttet børnene end faderen. Igennem millioner af år har sagtens undertrykke deres instinkter. Det har været vigtigt for evolutionen udviklet og bestyrket denne tilknytning. Forfinet skabelsen af civilisation. Men i længden gør undertrykkelsen hendes evne til følelsesmæssigt at afstemme sit barn. os syge. Det næste skridt må være at finde plads til instinktet i Hendes sprogprosodi – måden hun med stemmen spejler en civiliseret verden. barnets sindstilstand – og mimik er yderst komplicerede Lad os forstå, hvad det betyder, at noget virker. Til virkninredskaber, som hun alligevel næsten benytter intuitivt! Men gen hører ikke kun en yderside, hvor vi kan tælle os frem til, de evner har altså også flere millioner år på bagen. Evner, som hvor mange der bruger det. Vi bliver også nødt til at snakke driver barnets udvikling fremad. Man kan sige, at omsorgsmed de mennesker, der bruger det. Hvordan føles det at være egenskaberne er blevet en central del af hendes dna. Hvis vi barn i en samværssag? Hvordan føles det at være i de fami- lier, hvor øremærket barsel er blevet en realitet? Hvordan føles det at være kvinde på arbejdsmarkedet? Hvis vi vil undgå meget mere smerte, er det helt afgørende, at vi forstår, hvordan vi grundlæggende føler forskelligt, hvilket hænger sammen med, at kvinder har andre biologiske vilkår end mænd. Kvinder føder, kvinder ammer, kvinder menstruerer, kvinder går i overgangsalder. Dét skal vi tage hensyn til! Ikke ved at lade som om det ikke findes. For det første skal vi have bedre barselsmuligheder. Gerne tre år som i Finland. Det har barnet ret til. Og mon ikke faren vil ende med at tage noget – også uden øremærkning? Det tror jeg. Hos mig selv og blandt familie og venner ser jeg et enormt engagement i børnene fra fædrenes side. Udviklingen kommer. Politikere og virksomhedsejere har naturligvis også et ansvar for at hjælpe den på vej. Men i stedet for at øremærke barslen bør vi indrette et arbejdsmarked, der tager hensyn til livsfaser. Så længe udviklingen ikke tager hensyn til kønsforskelle, får den karakter af magtkamp og fører mere smerte end glæde med sig. Jeg hører flere og flere fædre, som insisterer på alenetid med deres småbørn. Som er kede af, at de ikke også kan amme. Kede af, at de ikke har en kvindekrop. Tankerne om ensliggørrelse forplanter sig. Jeg oplever flere og flere fædre, som ser sig selv i konkurrence med moderen om tid med det lille barn. De kommer frem med en ekstremt barnlig og ødelæggende indstilling: »Er det ikke snart min tur?« I stedet for at ære hendes moderskab går man i konkurrence-mode. Misforstå mig ikke. Det er alt andet lige positivt, at far er kommet mere på banen. Uden tvivl. Men hvordan tolker en nybagt mor, at far vil være alene med det lille barn? At far ville ønske, at han kunne udfylde hendes funktioner? Hun tolker det som mistillid til hendes moderskab. Beslutningstagerne må, ligesom fædrene selv, kende fædrenes besøgstid. Jeg begyndte at gå hjemme med Harald, da han var 21 måneder. Det føltes naturligt for os. Men det havde føltes som et voldsomt overgreb både for mig, Vibeke og Harald, hvis jeg havde fået ham overdraget, da han blot var seks måneder gammel. Men de følelser er ligestilling ligeglad med. Fordi ligestilling ikke handler om følelser. Ligestilling handler om at måle og tælle. Indtil nu har vi historisk beskæftiget os med at udligne forskelle på ydersiden. Det har været et ekstremt nødvendigt frigørende skridt. Kvindefrigørelsen handlede om at få de samme rettigheder som mænd. Men samtidig er kvinder og mænd forskellige. Det bliver vi nødt til at anerkende. Så snart det er anerkendt, kan vi begynde at værdsætte forskellen. Ved at forlange, at arbejdsmarkedet tilpasser sig kvinderne og familierne. Ikke omvendt. Kvinderne skal ikke tilbage til kødgryderne, men kvinderne har ret til at arbejde på kvinders betingelser. Næste skridt i frigørelsesprojektet handler ikke om at fri sig fra kønnet. En sådan frigørelse vil altid blive en undertrykkelse. Det næste skridt er, at vi som samfund frigører os fra den åbenlyse nedvurdering af det kvindelige. Frej Prahl (f. 1988), studerende og hjemmegående far til Harald på to år. KORREKTUR: FLEMMING GERTZ, LOUISE LUNDBERG CLAESEN