univERsity oF copEnhAGEn - Københavns Universitet
university of copenhagen Københavns Universitet Den Forkerte Lektie Andersen, Rasmus Fonnesbæk Published in: Weekendavisen Publication date: 2014 Citation for published version (APA): Andersen, R. F. (2014). Den Forkerte Lektie. Weekendavisen. Download date: 25. Dec. 2015 12 Opinion # 14 4. april 2014 Weekendavisen DEBAT Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon: 33 75 25 33 Telefax: 33 75 20 50 e-mail: [email protected] Afghanistan D en politiske scene i Afghanistan har udviklet sig vældigt, s iden Hamid Karzai for 13 år siden blev regeringsleder. Den afghanske b efolkning er generelt sammensat af mange unge og få ældre, så dengang havde en stor del af befolkningen a ldrig oplevet andet end krig. Af samme grund har en betydelig del af b efolkningen i dag levet i en mere eller mindre s krøbelig fred det meste af deres liv. Det har den største betydning for holdningen til det tredje præsident valg siden Talebans fald fra magten i 2001; der er en mærkbart voksende tillid til muligheden af d emokrati og et markant større krav fra befolkningen om at få lov at stemme. Der er stort fremmøde ved vælgermøderne. L angsomme forbedringer af de afghanske kvinders vilkår har givet både yngre og ældre kvinder mod på at insistere på deres stemmeret, og det er bemærkelsesværdigt, at samtlige præsidentkandidater har forbedringer af kvinders vilkår på programmet. Hvor oprigtige de forskellige politikere er i dét stykke, kan man jo ikke vide, men det er klart og tydeligt, at ingen mener at kunne samle flertal ved at kræve kvinderne tilbage i haremmet. Og dét er igen et tegn på, ikke bare at kvinder vil stemme, men også at der er en bredere opinion også blandt mænd, der går ind for moderne værdier og en fortsat m odernisering af det afghanske samfund. F red til denne politiske udvikling har afghanerne udelukkende fået på grund af den internationale mission i Afghanistan. Hvis ikke det havde været for ISAF og de mange ofre, vestlige lande som Danmark har bragt i den lange krig om Afghanistan, ville intet af alt dette have fundet sted. Det væsentligste mål med den internationale indsats var jo at gøre Afghanistan til et land, der ikke umiddelbart udgjorde en trussel mod os selv. O g for at nå dette mål måtte man først og fremmest omdanne Afghanistan til et land. A fghanistans problem var ikke kun Taleban, men også modstanden mod Taleban; landet var delt mellem krigsherrer. Det krigshærgede Afghanistan i 1980erne og 90erne var en slagmark, delt langs etniske fronter mellem væbnede styrker med enevældige ledere; det var ikke »et land«, endsige en nation. ISAFs egentlige opgave var derfor at etablere et voldsmonopol på territoriet og efterhånden overdrage det til den afghanske stats væbnede styrker. Den sidste del af processen begyndte for nogle få år siden og foregår i øjeblikket. D et er et andet, opmuntrende tegn, at samtlige præsidentkandidater har gjort sig umage med at stille op med vicepræsidentkandidater med en anden etnisk baggrund end deres egen. Det viser naturligvis først og fremmest, at etniske forskelle fortsat er politisk meningsfulde i Afghanistan. Men det viser også, at ingen af de pashtunske kandidater mener at kunne mobilisere hele den etniske gruppe og på den måde vinde valget; der er i dag politiske forskelle, som aldeles ikke er etniske. V oksende tillid til den emokratiske proces giver håb d om, at valget i morgen bliver bredt respekteret i Afghanistan. Der er naturligvis ingen mangel på rygter om den forventede valgsvindel, og det er meget sigende, så voldsomt Taleban markerer sin modstand mod valget. Men terror virker nu engang kun, hvis man bliver bange; ellers er terrordrab bare en slags trafikuheld. Og afghanerne bliver mindre og mindre bange i takt med, at de vænner sig til livet i et relativt frit og trygt samfund. Relativt, ja, men uendelig meget friere og mere trygt end det, deres forældre levede i som unge. D emokrati på afghansk maner kommer ikke lige foreløbig til at ligne den danske norm. Men forskellen er kolossal mellem selv et demokrati, der er manipuleret og korrupt, og så et vilkårligt voldsherredømme som Talebans. Optakten til det afghanske præsidentvalg viser, at det faktisk gjorde umådelig gavn, at vi sendte soldater til Afghanistan gennem mere end et årti. Det springende punkt for den a fghanske fremtid er i v irkeligheden, om det voldsmonopol, ISAF har e tableret, vil blive ved med at tilhøre den a fghanske stat og ikke nogen e nkelt gruppe eller person. De tidligere k rigsherrer, der er opstillet, har ikke midlerne til at destabilisere landet. Afghanistan har udviklet sig langt bedre, end nogen for 13 år siden vovede at forvente. Nu håber vi forsigtigt på, at ideen om nationen fortsætter med at vokse efter valget, og at det afghanske militær forbliver tro mod hele nationen. A.K. Fakturaforskning P å Rigshospitalet er endnu en o verlæge blevet grebet i at købe privat luksus for midler, han havde fået til forskning. Det er ikke noget, hospitalets regnskabsafdeling eller mandens k olleger eller chefer har bragt for dagen. Der skulle en avis til at grave sig ned til en »sædvane«, der indebærer, at forskningsmidler går til designerlysekroner, ferieophold, enorme vinregninger og Montana reoler og malerier til privaten. JyllandsPosten har fået a ktindsigt og gravet i bilagsbunkerne; dér fandt de den ene uhæderlige overlæge efter den anden. Man taler om en syg kultur. R igshospitalet har ved ærmere eftersyn af bilagene n politianmeldt et par stykker af slynglerne. Men samtidig har avisen kunnet dokumentere, at hospitalets bogholderi har forfalsket flere af de udleverede bilag, så de ser ud til at være, hvad de ikke tidligere var, nemlig udfyldt med de angivelige formål med de festlige udgifter. Alle kigger sig forfærdede omkring, og de private fonde, der har givet penge til nogle af de luksuriøse anskaffelser, slår kors for sig. Hvordan har det kunnet komme så vidt? spørger man. F oregår der ganske rutine mæssigt en slags uofficiel ekstra betaling af visse ledende forskere på hospitalet, har man virkelig at gøre med en syg kultur. Vi ved ikke, om det er tilfældet, selv om i hvert fald én af de læger, der er blevet grebet med armene i kagekassen, påberåber sig sædvanen. Man kan håbe, at han har uret, og at den ulovlige tilvendelse af forskningsmidler kun berører en LAYOUT: ANETTE RIEMANN åndfuld u h hæderlige. Dét er slemt nok. Al ordentlig forskning kræver ærlighed. Det er simpelthen et arbejds redskab at kunne skelne mellem falsk og sandt; hvis man bygger videre på en løgn, bliver hele værket værdiløst. Hele den moderne videnskab bygger på hæderlighed i forskningen. M ærkelige udgiftsbilag siger imidlertid ikke kun noget om den person, der har udfærdiget dem. Når Rigshopitalets bogholderi accepterer udgifter til alskens luksuriøse mærkværdigheder, nedbryder hospitalet en anden central mekanisme i vores moderne samfund. Den ubestikkelige, danske embedsmand er ikke faldet ned fra himlen; han er opdraget g ennem generationers årvågenhed. Først, da man begyndte systematisk at straffe korrup tion, holdt den op med at være normen. T ing og sager til privatboligen, flybilletter til konen og festlige middage på kostbare restauranter hedder korruption, hvis det bliver finansieret af midler, der er givet til noget andet. At Rigshospitalets regnskabsafdeling og revision lader sligt passere, er ensbetydende med, at de også er korrupte. Eller uduelige. I begge tilfælde må man spørge p olitikerne, til hvilket formål man har flyttet millionbeløb fra de stillinger, der har med syge og sygdomme at gøre, og over til administrationen? Hvis de oppustede ledelsesgange på Rigshospitalet ikke passer deres arbejde, hvad skal man da med dem? Formentlig ville overlægerne endda vogte mere på kollegernes etiske adfærd, hvis ikke ledelsen var blevet djøfiseret ud af deres hænder. Så måske er dét en syg kultur.A.K. illustration: Charlotte Pardi Slank åndløshed Allan Haas, forfatter, Kochsgade 18, 1., 5000 Odense C Lad os nu antage, at du er en mand, dvs. hverken teenager eller grønskolling, men af hankøn på omkring 30 år. Endvidere at du har et godt job, en god indtægt, en god bolig. Derudover har du en slank kæ reste, og så skulle alt jo være i orden? Men det sidste indikerer, at det er det ikke! Hvorfor? Fordi en teenager løber efter de andre, fordi en grønskolling kigger efter modeblade, men en voksen mand bør kende til nydelse! Og nydelse er frodighed; det at kunne synke ned i frodighed. Men det ved du ikke, hvilket er mangel på dannelse. Det er også uformåenhed, mangel på forestillingsevne, og hvad værre er: Slankhed vidner om kropsdyrkelse, som igen vidner om åndløshed. Du er altså en mand, som skøjter på overfladen. Du går altså op i ’glitter’ frem for substans. Du ved vel, at for at holde sig slank skal man gå op i kost? Hvis din kære ste læser bøger (hvad hun næppe gør), handler de om mad. Har I et samtale køkken? Hvad samtaler I om? Mad?! Kalorier?! Ja, næppe om Kafka og Dostojevskij, hvorfor skulle hun interes sere sig for dem? Om lidt skal hun til fitness for at holde sin krop ved lige. Du kan dårligt præsentere hende for intellektuelle venner (har I overhovedet nogle sådanne?), for så vil du skamme dig. Så føler du ikke, at hele den åndelige side af dig er forsømt? Hvordan skjuler du det? Lever du et liv, hvor du er nødt til at ’lade som om’? »Mine venner beundrer hende da!« si ger du (altså for hendes gode udseende). Men hvad sker der, som årene går? Hvad bliver der så tilbage? Erindringen om et ydre skin. Det virker en smule fattigt. Som en ufrivillig form for askese. Rygning giver rynker, og vin feder. I må man igennem kroppen, kroppen som skal tæmmes, trimmes og makke ret. Og hvordan tror du, sjælen i den krop ser ud? Hvordan slipper du ud af alt dette her? Hvordan undgår du at blive stemplet som en endegyldig taber, når de lægger dig i graven? Du begynder med den ’omvendte fitness-bevægelse’, som består i at købe fødselsdags/julegave-tøj til din kæreste, der er løstsiddende, som det er meningen, at hun skal fylde ud, så du en dag med stolthed kan sige til dine venner: »Jeg har en frodig kvinde i mit liv.« Vås om skandaler Tim Knudsen, professor i statskundskab, Københavns Universitet. lever altså sundt. Det giver sandsynligvis et langt liv. Det bør det også gøre, når der nu ikke er noget indhold, så må længden jo tælle. »Hun spiser chokolade,« siger du. Men aldrig mere end et eller to stykker, vel? Hun spiser aldrig for alvor chokolade! Nå nej, så bliver hun jo fed! Mådehold over hele linjen. Pænt ser det ud, fransk i sin elegance. Der er heldigvis ikke meget ’russer’ over jeres liv. Jeres hjem skal stå mål med hendes slankhed, så det skal være præget af rene linjer, stilrent, godt design; men altså sjælløst. Husker du dengang, hvor du var sprælsk? Hvordan føler du forskellen til nu, hvor du er tilpasset? Nej vel? Der er ingen grund til at sætte sig tilbage i lænestolen og tænke på, hvordan du har dolket dine drømme i ryggen. Kig igen på din kæreste. Vil du gerne have børn med hende? Kontrolmådehold-middelmådighed, er det det, de skal opdrages til? Naturligvis har du set tv-klip fra bra siliansk karneval; buttede kvinder, der danser samba (for resten har du heller al drig set slanke kvinder danse mavedans, nu vi er ved det). Men det er jo også helt ovre i Sydamerika, og der lever de – som alle jo ved – livet på en helt anden måde. Det var alt sammen forståeligt, hvis du var en tyve-årig knægt. Enhver reklame, hvori der optræder kvinder, viser dem som anæmiske narkoludere. Sådan tror tyve-årige, at kvinder skal se ud; men du er jo en voksen mand, så du burde vide bedre. Ved du, at slankhed i virkeligheden dækker over kropsforskrækkelse? Sikkert ikke, du er ikke selv en mand, der tør give los. For hvordan egentlig nyde sin egen krop gennem afholdelse? Forfatteren I.B. Singer (naturligvis har din kæreste ikke tilladt, at du kender ham) sagde engang, at »det er ikke to kroppe, der elsker hinanden, det er to sjæle«. Men for at komme ind til sjælen I en artikel i WA 28.3. om den strøm af skandalesager, hvor departementschefer og andre embedsfolk er fedtet ind, blev jeg uden at være interviewet tillagt opfat telser og synspunkter, som jeg ikke har. Der stod blandt andet, at jeg gik ind for statssekretærer. Det gør jeg ikke. Hvis man overhovedet skal indføre en ændring af denne karakter, anbefaler jeg, at man får juniorministre, fordi de skal stå til parlamentarisk ansvar. Forudsætningen er dog, at de hyres og kan fyres af den enkelte fagminister, ellers vil ordningen ikke kunne fungere. Jeg henviser til Information 17.1. 2014, hvori jeg skrev om dette. Tidligere departementschef Ole Zacchi våser, når han hævder, at jeg overser, at embedsfolk står juridisk til ansvar. Hvorfor artiklens forfatter ikke korrigerer ham, forstår jeg ikke, men forklaringen må være, at han heller ikke kender mine synspunkter. Jeg vil foreslå Weekendavisen, at man inter viewer mig i stedet for at digte om mine synspunkter. Fattigdom. Danske mikrolånsprojekter glemmer den vigtigste lektie fra mikrolån i udviklingslande: at fattigdom også er fraværet af evnen til at forsørge sig selv. Den forkerte lektie Af Rasmus Fonnesbæk Andersen Ph.d.-stipendiat i statskundskab I Weekendavisens forsideartikel af 21. marts om mikrolån til kontanthjælpsmodtagere fremgår det, at »rentefri lån til arbejdsløse opstod i slummen i Bangladesh.« Det er forkert, og endvidere er parallel len mellem fattigdom i udviklingslande og Danmark misvisende på en række punkter. I en rapport fra 2013 anslog CGAP under Verdensbanken, at den gennemsnitlige årlige rentesats på mikrolån i 2011 var 27 procent, og at den gennem snitlige sats for de mindste lån (der antagelig går til de fattigste kunder) lå på 34 procent. De høje rentesatser for mikrolån i udviklingslande skyldes særligt, at der er langt højere administrative omkostninger forbundet med at vurdere låntagere, låne ud og modtage tilbage betaling på en lang række små lån end færre, større lån. Dertil har fattige låntagere kun sjældent mulighed for at stille sikkerhed for lån, og udstedelse af lån indebærer derfor en større risiko for manglende tilbagebetaling. Endvidere går mikrolån helt generelt ikke til »ar bejdsløse«, men derimod oftest yderst hårdtarbejdende landarbejdere eller bønder. Arbejdsløshed, som vi ken der den i Danmark, findes overvejende ikke i de fattige samfund, der serviceres af mikrolånsinstitutioner, hvor alle er nødt til at gøre deres for at få mad på bordet. Innovation i socialpolitik skal bydes hjertelig vel kommen, og det er ikke sjovt at være på kontanthjælp i Danmark. Men det er påfaldende, at de danske mikrolånsprojekter beskrevet i artiklen søger at løse et problem, der ikke findes i Danmark. Mennesker med lav indkomst i Danmark kan som oftest tage banklån, og selv hvis de er registreret i RKI som dårlige betalere, kan de tage forbrugslån til lavere renter end mikrolån i udviklingslande (rentesatserne for DER’s QuickLån er ifølge deres hjemmeside 26,08 pct. årligt). Det står i skarp kontrast til situationen i mange ud viklingslande inden opkomsten af mikrolånudbydere, hvor familie, pantelånere eller halvmafiøse grupperin ger var de mest oplagte kilder til lån for særligt fattige bønder. Her har mikrolån gjort det muligt for mange at stifte små virksomheder eller sende deres børn i skole. Derimod har man efter alt at dømme ikke kopieret de elementer fra mikrolån, som ville være mere kontro versielle i Danmark, men som potentielt kunne være effektive. Grameen Bank, som Mohammed Yunus modtog Nobels Fredspris for i 2006, bygger i sin lånepraksis på stærke normer og social kontrol: kvinder låner små summer i femmandsgrupper, som er forpligtede til at træffe de såkaldte »16 beslutninger«, der bl.a. består i at være sparsomme, afvise betaling af medgift, tænke langsigtet, ikke få for mange børn og sørge for, at de får en uddannelse. Her sigtes efter kultur- og mentali tetsforandring efter Grameen Banks fire principper om disciplin, enhed, mod og hårdt arbejde. Således minder fremgangsmåden hos mikrolånsinsti tutioner i højere grad om tidligere tiders private fattig forsorg i Danmark, som ofte i dag nedsættende kaldes »hattedameri«. Den var karakteriseret ved at fokusere på værdigt trængende og ved at søge at hjælpe datidens fattige med at opbygge gode vaner – og forekommer mange i dagens Danmark paternalistisk. Hattedamernes og mikrolånsinstitutionernes frem gangsmåde bygger på en overbevisning om, at fattig dom ikke kun er fraværet af penge, men i sidste ende også fraværet af evnen til at forsørge sig selv. Den lektie har de danske mikrolånsprojekter tilsyneladende ikke lært, selvom den gælder i langt højere grad i Danmark end i Sydasien, Afrika og Latinamerika. Videnskabelig uredelighed. Professor Arne Astrup vildleder fortsat om en videnskabelig forfatters ansvar for en medforfatters svindel. Et sådant ansvar findes ikke. Ansvar og andres uredelighed Af Jens Ravnkilde Advokat (H), dr.phil. I WA 28. marts fastholder professor Arne Astrup, at de internationale regler vedrørende ansvar for videnskabe lige artiklers redelighed betyder, at »alle har ansvar for en artikels troværdighed, og man kan gøre sig skyldig i videnskabelig uredelighed, selvom primus motor i ure deligheden er en anden«. Dette er fortsat en fuldstæn dig misforståelse; der findes ingen internationale regler af dette indhold. Det er en selvfølge, at Per kan ifalde et medansvar for Pouls videnskabelige fusk, hvis Per har bistået Poul med råd eller dåd eller har set gennem fingre med Pouls fusk eller modarbejdet, at den blev afsløret. Disse aktiviteter er udtryk for, at Per selv fusker. Astrup me ner imidlertid, at Per i medfør af de internationale reg ler kan ifalde et ansvar for Pouls fusk blot ved at overse Pouls svindel, det vil sige ved sjusk. Dette er udelukket, allerede fordi kun seks lande i verden tillader, at man kan kendes videnskabeligt uredelig grundet sjusk. I WA 14. marts omtalte jeg, at den nye regel i Vancouver-protokollen er udtryk for den fornuftige ordning, at alle, der står som medforfatter til en viden skabelig artikel, påtager sig efter evne at medvirke til, at alle spørgsmål om artiklens redelighed, som opstår under udarbejdelsen eller efter offentliggørelsen, bliver undersøgt og opklaret. Efter den 2. verdenskongres om videnskabelig urede lighed i 2010 blev et slutdokument udarbejdet, det så kaldte Singapore Statement, som fastslår, at hver forfatter kun er ansvarlig for sin egen del af en videnskabelig ar tikel. Enhver kan sige sig selv, at Vancouver-protokollen ikke vil lægge sig fast på den modsatte ordning. De ledsagende bemærkninger til den nye regel underbygger min fortolkning, når de læses i sammen hæng. Reglens udformning i Ugeskrift for Læger beror blot på en dårlig oversættelse. Hvis Ugeskrift for Læger eventuelt arbejdede med reglen, at alle forfattere til artikler, der optages, er ansvarlige for det samlede indhold, ville dette under alle omstændigheder være uden betydning for UVVUs arbejde, eftersom UfL kan have de regler, som de har lyst til. I Danmark kan en uredelighedskendelse kun afsiges af UVVU, som er et forvaltningsorgan, det vil sige en del af den danske statsmagt. UVVUs kendelser skal begrundes i internationalt almindeligt anerkendte normer; og der findes ingen sådanne af det indhold, Astrup hævder. Dette fremgår også af COPE’s samling af mere end 400 afgørelser, der end ikke kommer ind på problemet. Astrup citerer Lancet-redaktøren Sabine Kleinerts udtalelse fra 2010, at »authors should take collective responsibility for submitted and published work«. Udtalelsen vedrører spørgsmålet, hvordan reglerne bør udformes, og fortæller intet om, hvordan de faktisk er indrettet. Kleinerts anbefaling er i øvrigt utilrådelig, hvilket er grunden til, at den modsatte anbefaling for fægtes af J. D. Blaustein i The Scientist 29. april 2010 og af en lederskribent i Nature 1. november 2007. Deres anbefaling blev fulgt i The Singapore Statement. Bulfone-Paus-sagen kan ikke tages til indtægt for, at der findes internationale regler, der pålægger den ledende forfatter et særligt kontrolansvar, som kan tilsidesættes ved uagtsomhed. Hun blev ganske rigtigt kendt uredelig af Deutsche Forschungsgemeinschaft, men alene, fordi hun ved grov uagtsomhed havde svig tet sine pligter som vejleder for de to russiske junior forskere, der udførte svindlen, mens de var tilknyttet hendes institut. I Danmark er Bente Klarlund kendt uredelig af UVVU med begrundelsen, at hun ved grov uagtsom hed svigtede sine pligter som ledende forfatter ved at overse Milena Penkowas svindel med billeder. BulfonePaus-sagen understøtter ikke dette resultat, eftersom Bulfone-Paus’ publikationer end ikke nævnes i kendel sen, ligesom Klarlund ikke var Penkowas vejleder, og Penkowa aldrig var tilknyttet hendes institut. KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT, FLEMMING GERTZ, LOUISE LUNDBERG CLAESEN
© Copyright 2024