1. No category

Weekendavisen
# 23 6. juni 2014
Ansvarshavende chefredaktør Anne Knudsen Redaktionschef og samfundsredaktør Lili Ochsner [email protected] Udlandsredaktør Ole Nyeng [email protected]
Udland er i denne uge redigeret af Niklas Hessel [email protected] Kulturredaktør Joakim Jakobsen [email protected] Debatredaktør Pernille Bramming [email protected]
Bøger er i denne uge redigeret af Bo Bjørnvig [email protected] Videnskabsredaktør Tine Eiby [email protected] Faktiskredaktør Louise Fogh Hansen [email protected]
Udgivet af Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon 33 75 25 33 Telefax 33 75 20 50 e-mail [email protected] www.weekendavisen.dk Abonnement 33 75 36 33
Tryk Berlingske Avistryk Annoncesalg Front Media Høgevej 5 D, 3400 Hillerød Telefon 48 22 44 50 Telefax 48 24 43 47 e-mail [email protected]
De klæder sig praktisk på og strømmer til festivalerne, for bl.a. at diskutere, hvem der er ondest: menneskerettighedsforkæmpere eller de reiligiøse? Og skal livet primært handle om arbejde eller om åndelig fordybelse? FOTOS: ARI MIKAEL ZELENKO
Den ny fordybelse. Briterne fører an med filosofiske akademier for moderne mennesker, gerne udendørs. Reportage fra elementernes og tankernes rasen.
Filosoffer i gummistøvler
H
Af HEIDI LAURA
ay on Wye & London – »Jeg er så glad
for at jeg glemte mine gummistøvler,
for ellers havde jeg aldrig opdaget
dette her,« betror min borddame mig.
Filosofifestivalen How the Light Gets
In bebor hvert år i slutningen af maj et
lille hjørne af landsbyen Hay on Wye i
Wales, hvor spillestedet The Globe i solide mursten suppleres
med store telte til alle de filosofiske debatter og arrangementer. Vi sidder svøbt i paisleymønster fra gulv til loft på bedste
boheme-manér i det store boghandels-, cafe- og musiktelt,
hvor vi har søgt ly for Wales’ insisterende regn. Borddamen fra
Manchester havde egentlig slået sit telt op uden for byen for
at besøge den store bogfestival, som igennem 27 år er blevet
afholdt i det fri uden for Hay on Wye, og som både har gjort
landsbyen berømt og har fremelsket et mylder af boghandlere
og gode spisesteder. Den nådesløse nedbør havde imidlertid
sendt hende ind til selve byen på jagt efter et par Wellingtons
– og ved et tilfælde opdagede hun How the Light Gets In, som
godt nok forløber parallelt med bogfestivalen, men i sit helt
eget univers. Det er hun taknemmelig for, siger hun, efter at
have deltaget i sin første filosofiske session. »Det er jo simpelthen a meeting of great minds,« konstaterer hun. Og man
forstår hendes glæde over fundet: Mens bogfestivalen i Hay
on Wye, der engang var ung og vild og nytænkende, er blevet
påfaldende kommerciel og temmelig hårdt underlagt sine to
hovedsponsorer, BBC og The Telegraph, lever den frie ånd
hernede i tankernes imperium.
Høns mellem yurter
Ærværdige angelsaksiske akademikere iført uld og stort hår
bebor dette territorium, de fleste vel-emballerede i røjsere og
med en smule mudderstænk på tøjet. Filosofien har forladt de
akademiske enemærker og er taget på landet. Her handler det
om store tanker og den fælles samtale og debat: Er fri vilje en
illusion? Er videnskab virkelig en værdifri, fordomsfri jagt på
viden? Trænger teorien om the Big Bang til en grundig revision? Burde vi kæmpe for retten til at være forskellige snarere
end for ligestilling? Programmet afvikles over 10 dage med
omkring 20 filosofiske arrangementer dagligt. 35.000 filosofisk vakte gæster kommer til de mange foredrag og debatter,
som optages på video og lanceres i løbet af året på Institute
of Arts and Ideas hjemmeside. Et elektronisk, internationalt
akademi med gratis adgang for alle.
I den store sal i the Globe byder en af eftermiddagene på
heftig debat om tro over for menneskerettigheder. Vi mener
selv, at grundlaget for vores overbevisninger er fornuft og
evidens, men er uunderbyggede og irrationelle forestillinger
ikke også en fundamental del af menneskelivet? spørges der i
oplægget. Religion er som bekendt på ingen måde på retur, og
kan den nogensinde afskaffes? »Det bør den,« mener menneskerettighedsaktivisten Pavan Dahliwal, »for menneskerettigheder er funderet i almindelig anstændighed og gør religion
overflødig.« Cambridge-filosoffen Simon Blackburn kommenterer skeptisk: »Nu kommer du ind på mit felt, nemlig
meta-etik. Bemærk, at når først man begyner at annoncere en
holdning, som man meget gerne vil have andre til at dele, er
vi altid ovre i en eller anden form for overtalelse eller tvang.«
LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN
Panelets tredje deltager, antropologen Scott Atran, som de
seneste år har forsket i fundamentalisme, kommer på banen:
»Der er altid noget, som er helligt for os, og som helt grundlæggende ikke lader sig efterprøve eller falsificere. Det gælder
for eksempel menneskerettigheder. Se selv i Jeffersons annoncering af menneskerettighederne, hvor det hedder, at disse
sandheder er ’selvindlysende’. I princippet kunne forkæmpere
for menneskerettigheder blive lige så voldelige som religionerne til tider har været for at sætte deres ideer igennem,« tilføjer
han provokerende.
Den lille våde mand i Wales
Idealismen er gennemgående for How the Light Gets In;
Festivalen tjener knap sig selv ind og alle deltagende fagfolk
stiller op gratis mod at få husly, rejse og forplejning betalt. Det
forhindrer ikke How the Light Gets In i at tiltrække op imod
200 af tidens markante intellektuelle. Medier, moral, økonomi, kærlighed, kunst og videnskab og alt, hvad der ellers hører
til at være menneske og samfund, får et grundigt eftersyn i
teltene, og ordstyrerne er ikke bange for at tage den praktiske
vinkel: »Hvad gør I selv for at fremme retfærdighed i forhold
til de fattigste i verden?« spørger én sit panel ligeud.
Publikum bidrager til den livlige diskussion og klapper
og buher til tider som i en italiensk opera, som da Siân Ede,
kunsthistoriker og leder af Goulbenkian Foundation i London
hævder, at videnskaben ofte ligner kunsten ved at søge det
sublime i sine teorier, og biologen Lewis Wolpert gammelmandsbittert replicerer: »I don’t believe a word of it,« med akademisk eftertryk. »Boooh!« hujer publium. Efter hver session er
panelet til rådighed i det store bogtelt til yderligere snak. Nogle
sessioner består af »Philosophy and tea«: en åben snak mellem
publikum og fagfolk ledsaget af te og kage.
Er I simpelthen lidt revolutionære og ude på at rokke ved
folks tanker om, hvordan vi skal indrette vores samfund,
spørger jeg festivallederen Hilary Lawson, som griner frækt og
svarer: »Nej.« Pause. »Vi er ude på at skabe kæmpestore forandringer. Vi er faktisk alle sammen totalt megalomane.« Det er
ikke uden grund, at festivalen har hentet sit navn fra Leonard
Cohens sanglinje: »Der er en revne i verden. Det er sådan,
lyset kommer ind.« Publikum, som skal bære budskaberne
videre ud i verden, er bredt; der er det grå guld, de helt unge
og ganske mange børnefamilier. Mange har også hund med på
festivalen. Britisk velopdragne hunde og britisk velopdragne
børn, vel at mærke. Den eneste oplagte målgruppe, som lidt
tarveligt har ringe muligheder for at deltage, er universitetsstuderende; festivalen ligger altid midt i eksamenstiden for at
kunne følges med den store bogfestival.
I årevis har den hippeste af alle festivaler været Burning Man
i Nevadas ørken, hvor hele ideen var at kaste konformiteten
af sig og udfolde sig ubegrænset som skabende menneske, ja
simpelthen brænde op i sin personlige passion. Set op imod
Burning Man er denne lille våde mand i Wales helt anderledes
optaget af fællesskab, akademisk arvegods og nytænkning af
begge dele – og opfordrer den enkelte til at kaste et langt og
stædigt blik ud over egen næsetip. Foreningen af det spørgelystne og det livsnydende leder tanken hen på de cafeer
og saloner, som i 1700-tallet nærede nye tanker og politiske
revolutioner.
At man kan skabe en årligt tilbagevendende filosofifestival
af dette omfang i en ret fjern egn i Wales, er et vidnesbyrd
om en ny hunger i tiden efter tanker, indsigt og fordybelse; og
efter en modgift til det moderne livs vedholdende frembrusen og trangen til målbare resultater. At stille den hunger har
hverken How the Light Gets In eller Institute of Arts and Ideas
patent på. Få dage senere sidder jeg i en kælder i Bloomsbury i
London, hvor der på væggene er malet et helt studerekammer
med bogreoler og lamper i bedste indie-stil. 16 deltagere, med
kvinder i klart overtal, er tilmeldt aftenens lektion i »How to
build trust«, en filosofisk funderet undersøgelse af tillidens
væsen, som samtidig retter sig mod den enkeltes behov for at
mestre sit liv bedre.
Filosoffen Brennan Jacobi indleder med at undersøge begrebet »tillid« nærmere: Vi lever, med filosoffen Annette Baiers
ord, normalt i et klima af gensidig tillid, som først bliver åbenlyst for os, når tilliden findes i ringe mål eller besmudses. Men
hvad vil det egentlig sige at være tillidsvækkende? Deltagerne
bidrager med deres tanker om, hvad der får tillid til at bryde
sammen eller hvordan den genopbygges, og hvad tillidens
grundmolekyler er. Ærlighed, empati og ydmyghed, måske?
Kompetence og karakter i høj grad, slår Jacobi fast. Nåe ja. Og
kan man faktisk ikke sagtens være troværdig, selvom man ikke
er perfekt? Ser man ud over flokken af deltagere, har næsten
alle det samme udtryk af intens koncentration og lydhør åbenhed – og noget lidt forsigtigt. I modsætning til de frie debatter
på den walisiske festival er denne undersøgelse af tillid langt
mere intim, og mange refererer mere eller mindre indirekte til
tillidsbrud, de har oplevet.
Vi er i the School of Life, som den britiske filosof Alain de
Botton har skabt sammen med et hold fagfolk med samme tilbøjelighed og talent for formidling som han selv. I gadeplan findes
en lille butik med et delikat udvalg af bøger inden for skolens felt,
mange af dem udgivet af skolen selv. Det hele er grafisk lækkert,
nutidigt, minimalistisk og alt andet end pompøst.
Hvor How the Light Gets In fokuserer på det fælles, tilbyder
the School of Life i højere grad det fortravlede og forvildede
moderne menneske filosofiens gode gamle medicin: Se dit
liv i den fælles erfarings klare lys. Find sindsro i at betragte
dit liv mere nøgternt. Skab forandring ved at lære af de kloge
hoveder gennem tiden. Ordet »selvhjælp« er ikke pinligt her,
tværtimod har the School of Life til hensigt at løfte selvhjælp
i bogform eller live som i aften til nye højder. Man kan også
modtage biblioterapi, hvor man efter en nøje snak om ens liv
her og nu får en recept på en række bøger, som vil give stof
til opklarende tanker, typisk en skønsom blanding af store
klassikere og finurlige nye fagbøger og skønlitterære værker.
Selvom skolens tilbud er klasser over gængs selvhjælpslitteratur, er der bestemt intellektuelle, som rynker på næsen ad de
Bottons projekt og kalder ham en popfilosof. Det lader ikke
til at afficere skolens elever. Og ligesom Institute of Arts and
Ideas stiller også the School of Life mange af skolens materialer
til rådighed elektronisk via hjemmesiden, eller rejser ud for at
undervise. Til september bliver der således lejlighed til at stifte
nærmere bekendtskab med skolen, når den gæster kunstmuseet Arken uden for København som led i festivalen »Krig No
1«, hvor også tillid er på programmet.
Gør intet
Man kan sammenfatte tankegangen bag både How the Light
Gets In og The School of Life som »bliv klogere og gør så
noget«, blot på henholdsvis det fælles og det personlige plan.
Men ude i det vestlige London på Westbourne Park Road siger
folkene bag The Idler Academy nærmest det modsatte: Prøv at
gøre ingenting. Først når vi holder op med at halse efter livet,
kan vi blive dygtigere og klogere, mener Tom Hodgkinson,
som har grundlagt dette akademi for lediggang.
Kigger man lidt nærmere i deres programmer, må man dog
nok kvalificere begrebet lediggang til noget i retning af »aktivitet uden andet mål end sjælelig berigelse«. Selvfølgelig skal
man også læse bøger, hvis det står til slænget af »idlere« herude
i det grønne rækkehuskvarter, men livet skal også give plads
til at se på stjernehimlen, lære at spille ukulele eller forfine sin
håndskrift. Sådanne ting undervises der i nede i kælderlokalerne under den kombinerede boghandel og café, men The
Idler Academy har også en have, indrettet efter middelalderlige principper. »Det er en have, som er ideel til at tage sig en
lille lur,« forklarer Roberta McCaughan som passer butikken
denne dag, »... eller til at ryge.«
At få sig en inderlig smøg er tydeligvis også en del af lediggangscredoet, og selvfølgelig at dyrke sin have, fiske eller
studere skyer. Bogudvalget har lokkende titler som How to
Fish, On living with the Weather, Looking at Clouds eller The
Horizontal Life. En anden forkærlighed gælder klassisk filosofi
og latin – og alt andet, man kan fordybe sig i bare for fornøjelsen. Her fås viskestykker med en oversigt over latinsk grammatik og lykønskningskort med latinske citater. Og bemærk:
Det er slet ikke let at gøre ingenting for moderne mennesker.
The Idler Academy står for den stille revolution: Hvis vi alle
nægtede primært at se os selv som en del af arbejdsstyrken –
modtagelige for evig optimering og effektivisering i profittens
navn – og i stedet søgte at leve et åndeligt og socialt rigt liv
med tid til at dygtiggøre både hoved og hænder, ville det forandre vores samfundsindretning gennemgribende.
Filosofireportager fra How the Light Gets In i Ideer, side 7
Se sessioner fra How the Light Gets In på iai.tv
theschooloflife.com
idler.co.uk
Ruder Konge
Designet der har været kendt siden Ruder Konge var knægt.
Vi har nok byens største udvalg i acetat, metal, combi eller
titanium, i det viste design. Det viste stel leveres i flere str. og
flere farver: pris 2450,-.
Tidsbestilling til synsprøve anbefales.
brillebutikken
Teglgårdstræde ' 1452 København ' Tlf. 33 32 94 98
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ