1. No category

Denne artikel er skrevet i november 2010. Vi gør opmærksom på at de i artiklen nævnte tal, ændre sig til stadighed. Vi
henviser til listen over EIC testede Labrador i Danmark, for
aktuelle fakta.
EIC
Af dyrlæge Camilla Juelsgaard Jørgensen og Pernille Lillevang
/Sundhedsudvalget.
Exercise induced collapse (forkortet EIC), også kaldet arvelig
motionsintolerance, er en sygdom som ses hos Labrador
retriever, Curlycoated retriever samt Chesapeake Bay retriever. Årsagen til sygdommen er en defekt i et gen, som styrer
impulserne i visse dele af nervesystemet. Genet producerer
et stof, som hjernen og rygmarven skal bruge, i forbindelse
med kraftig stimulering, altså når nervesystemet sættes på
hårdt arbejde.
Ved let til moderat aktivitet behøves stoffet ikke for at få
nervebanerne til at fungere korrekt.
Hos hunde med EIC er der en defekt i genet, og hunden producerer derfor ikke stoffet. Når nervesystemet hos disse hunde sættes på hårdt arbejde, vil nervesystemet derfor ikke
fungere optimalt, og man kan hos nogle af disse hunde derfor
se neurologiske symptomer, som består i svaghed og ukoordination af bagparten, og hos nogle hunde en regulær lammelse af bagparten.
Symptomerne
Symptomerne på EIC opstår typisk efter 10-15 minutters
ophidsende aktivitet f.eks. vedvarende boldspil, leg med
andre hunde, apportering eller blot i forbindelse med almen
ophidselse.
Hundene bliver typisk usikre på bagparten, vakler lidt rundt
og lægger sig efterfølgende. Forsøges det at få hunden op
igen, vil hunden ofte være delvis lammet i bagparten. Lammelsen aftager efter nogen tid, og i løbet af 5-30 minutter er
hunden som oftest helt normal igen. Hundene er normalt ved
fuld bevidsthed i modsætning til epileptiske anfald, hvor der
næsten altid er forvirring, uro eller bevidsthedstab. Anfaldene
virker til at være helt smertefrie for hundene.
Efter Sundhedsudvalget viden er ingen hunde i Danmark
blevet aflivet på baggrund af EIC, og de fleste ejere finder
hurtigt ud af hvad der udløser anfald for den givne hund,
sådan at denne aktivitet kan begrænses og anfald forebygges.
Forsøg er lavet med hunde med EIC i et kontrolleret aktivitetsforsøg.
Her er 14 hunde med EIC undersøgt og sammenlignet med 14
hunde uden EIC. Under et anfald med EIC stiger hundens
kropstemperatur op til maximalt 42 grader, men hos hunde
uden EIC ses en tilsvarende temperaturstigning, hvis disse
hunde udsættes for samme grad af motion. Ligeledes ses
hundene at halse meget under et anfald, men hunde uden
EIC halser tilsvarende under samme form for motion. Ydermere er der taget muskelbiopsier fra hundene og alle værdier
bl.a. indholdet af mælkesyre i musklerne er ens for hunde
under et EIC anfald, og normale hunde udsat for samme belastning. Det lader altså til kun at være nervebanernes funktion, som adskiller de 2 grupper af hunde.
Hvad udløser anfaldene?
Hos de hunde som laver anfaldene, er anfaldene oftest udløst
af ophidsende aktiviteter, som oftest en kombination af fysisk
og psykisk ophidsende aktivitet.
De hunde som Sundhedsudvalget for Labrador har kendskab
til med symptomer på EIC, får anfald ved forskellig aktivitet.
Én hund ved fri leg med fremmede hunde som står på i 10-15
minutter, én hund ved 10-20 minutters boldspil i ”konkurrence” med anden hund, og en tredje hund hvis den venter 1015 minutter på at få sin mad, hvor den hopper rundt i glad
forventning om fodringen.
Men langt fra alle hunde som genetisk set har EIC og som
burde være syge af EIC, får anfald. I Danmark er der p.t. 25
hunde som er undersøgt og som genetisk set har EIC, men
Sundhedsudvalget for Labrador er kun bekendt med 6 hunde
som får anfald, og det er dermed som det ser ud lige nu kun
ca. 1/4 af de genetisk syge hunde, som reelt set har symptomer på EIC. Der må derfor være en udløsende faktor, som
adskiller de hunde som laver anfald, og de hunde som ikke
laver anfald.
Om det kan være en forskel i temperament, som er den udløsende faktor vides ikke. Det er dog beskrevet at en stor del af
de hunde som laver anfald, også er hunde som er meget
tændte og aktive hunde, men noget bevis for dette har man
ikke. Der vil selvfølgelig også være forskel på om hundene
udsættes for aktiviteter, som kan udløse anfaldene, men at
dette alene skulle være forklaring på, at nogle hunde ikke
laver anfald tror jeg ikke. Flere af de hunde som er testet
genetisk syge, men som ikke har anfald, er hunde som er
præmieret på markprøve, og dermed er hunde som må forventes at have været udsat for krævende motion i deres træning.
Den udløsende faktor kendes derfor ikke i dag, men der må
være en udløsende faktor idet kun et fåtal af de genetisk syge
hunde laver anfald. Om denne faktor skal findes i hundenes
omgivelser, eller om der findes endnu et gen som endnu ikke
er identificeret, og som skal være til stede for at udløse anfaldene, ved man endnu ikke og det er en vigtig brik i billedet af
EIC som mangler.
EIC’s betydning for avlen
Genet, der koder for det stof i nervesystemet som hunde med
EIC mangler, er fundet, og det er derfor blevet muligt at genteste hundene for defekten i det pågældende gen.
EIC er recessivt nedarvet, hvilket betyder at for at få EIC skal
hunden have 2 defekte gener, og derfor have arvet et defekt
gen fra begge forældre for at få EIC.
Det betyder at hundene kan inddeles i 3 kategorier:
de genetisk syge hunde, som har 2 defekte gener, som har
arvet et defekt gen fra begge forældre.
de hunde som er raske bærere af EIC, som har 1 normalt gen
og 1 defekt gen, som er helt normale og raske hunde.
den sidste gruppe er de genetisk frie hunde, som har 2 normale gener.
Når man skal undgå at avle hunde som laver anfald på grund
af EIC, skal man derfor sørge for at afkommet altid har 1 eller
2 normale gener, og man skal holde sig for øje at både hunde
med 1 og 2 normale gener er fuldstændig raske hunde, som
aldrig vil lave anfald på grund af EIC.
Avlsmæssigt betyder det, at hvis man har en hund som er
genetisk fri for EIC, som altså har 2 normale gener, vil den
altid lave raske hvalpe uanset avlspartnerens status. De geneHvor mange af hvalpene som bliver raske bærere, og hvor
mange som bliver genetisk fri for EIC, vil afhænge af avlspartneren, men alle hvalpene vil være fysisk fri for EIC.
tisk frie hunde vil altid give et normalt gen videre til deres
afkom. Man bør derfor avlsmæssigt altid sikre sig, at den ene
af avlshundene ved en given parring er genetisk fri for EIC. En
sådan parring vil altid give raske hvalpe.
Status for EIC i Danmark
Genet for EIC har vist sig at være meget udbredt i den danske
Labradorbestand. Sådan som status er i skrivende stund, så er
der 325 labrador som er blevet testet for EIC, og hvor resultatet er blevet registreret af Raceledelsen for Labrador. Af disse
er 7 % testet affekted, altså med 2 defekte gener. 33 % er
testet som bærere, altså med et normalt og 1 defekt gen.
Genetisk set er EIC altså meget udbredt, men antallet af hunde med anfald er markant mindre.
Ansvarlig avl
Den ansvarlige opdrætter vil naturligvis ikke parre en bærer
med en ikke testet avlspartner, idet at en sådan ikke testet
hund, kan være bærer eller affektet. En sådan kombination
kan derfor øge antallet af affektede hunde.
Ansvarlig avl vil være at teste sine avlsdyr og kun parre bærer
med avlspartner, der er fri for EIC.
En avlstæve/han der er testet fri for EIC (clear) kan parres
med ikke testet, en bærer eller en affektet avlspartner, uden
at der kommer affektede afkom. Afkom af disse kombinationer skal naturligvis testes, inden de anvendes videre i avl, for
at blive kombineret med rette avlspartner.
Ingen avlsrestriktion
Sundhedsudvalget har været i kontakt med en stor del af de
opdrættere og hundeejere, som ejer eller har opdrættet
hunde gentestet med EIC, og det ser ud til at det lige nu ca. er
¼ af de genetisk syge hunde, som rent faktisk har symptomer
på EIC. Resten af hundene har ikke vist tegn på EIC, og en del
af disse genetisk syge hunde har i høj grad været udsat for
påvirkninger, som burde udløse symptomer. Det er altså
langtfra sikkert, at en hund som er genetisk syg med EIC nogensinde får symptomer af nogen art og de fleste af hundene
lever et helt normalt liv, hvor ejeren ville være ganske uvidende om EIC diagnosen, hvis ikke det var på grund af gentesten.
Den store udbredelse af genet for EIC ser Raceledelsen og
Sundhedsudvalget på med bekymring.
Omvendt ser vi EIC sammenholdt med det lave antal reelt
påvirkede hunde, som et meget lille problem i racen. Vi er
ikke overbevist om, at vi reelt set har hele ”historien” om EIC
klarlagt. Derudover er EIC nu en sygdom, som med lethed kan
kontrolleres via gentest og fornuftig avl.
Raceledelsen vil derfor opfordre til at udvise stor fornuft
omkring avlen, og undlade unødig panik omkring en sygdom,
som let kan kontrolleres, blot ved altid at sikre sig at den ene
hund i en given parring, er gentestet fri for EIC.
Hvis vi kigger på vores nabolande, hvor vi dels henter avlsmateriale, og som vi dels leverer avlsmateriale til, så er det i
skrivende stund kun Finland og Tyskland, der har testet en
mindre gruppe Labrador i deres population. I de øvrige europæiske lande, er kendskabet til EIC fortrinsvist baseret på
hunde, der opnår en status på baggrund af afkom, som er
testet i de tre tidligere nævnte lande. I Sverige, Norge og
England er der testet ganske få eller ingen hunde, og der er
endnu ikke taget initiativer til oplistning af resultaterne, eller
avlsrestriktioner angående EIC.
En restriktion, vil betyde at vi ikke kan vælge avlspartner i
udlandet, uden at denne er testet for EIC. Og som det ser ud i
øjeblikket, tillægges sygdommen ikke nok betydning her i
landet og i udlandet. Det ville derfor betyde at vi ”lukkede”
grænserne for at hente nyt blod i udlandet, en drastisk kon-
sekvens som vi ikke finder gavnlig for racen på sigt. På baggrund af ovennævnte finder vi det ikke forsvarligt, at tilfører
racen en avlsrestriktion.
Raceledelsen anbefaler
At alle hunde der anvendes i avl testes for EIC. At bærer og
affektede hunde kun parres med en avlspartner der er testet
fri for EIC.