1. No category

Hjemmelavet,
velkogt
- En værka
nalyse
af
og
Priceværd
madprogramm
igt
et
Spise med Price
Liza Stephanie Hvid Jensen AAU 2010
Hjemmelavet, velkogt og Priceværdigt
- En værkanalyse af madprogrammet Spise med Price
Aalborg Universitet
Juni 2010
Omfang: 47.662/2400 anslag pr. side = 19,9 normalsider
8. semester, Mediefag
Eksamen i værkanalyse
Opgavestiller: Jørgen Riber Christensen
Liza Stephanie Hvid Jensen
Indholdsfortegnelse
Jeg vil gerne spise med Price…
1
Opskrift og fremgangsmåde – Man tager noget teori…
2
Genre – hmmm, det lugter lidt af…
3
Historiske rødder
3
Fra sur pligt til sød og lystbetonet hobby
4
Men hvad er så et madprogram?
4
Nytte- og livsstilsprogrammer – en indsnævring af genren
6
Fortællemåde
7
Vigtigheden af værternes rolle
7
Ude godt, men hjemme bedst
8
Helvedes Køkken vs. Hyggens Køkken
9
Mændenes program
10
Den anden autoritet
11
Smag og behag
12
Konklusion – ah, det mættede (lidt)
15
Litteraturliste
16
Jeg vil gerne spise med Price…
”Du vil gerne spise med Price, tror jeg”, siger hele Danmarks legendariske skuespiller og madglade kogebogsforfatter, John Price, hemmelighedsfuldt og selvsikkert i introen til sønnernes program. Kameraet
panorerer her henover en køleskabslåge dekoreret med billeder, små filmklip og personlige scrapbogselementer over familiens bedrifter, alt sammen akkompagneret af en sprød, let legende og næsten
velduftende melodi, der vel nærmest er synonym med madlavning på tv (Truddelutt (1965), der også blev
anvendt i TV-Køkkenet). Således åbner det til tonerne af et fortidsekko, der får tænderne til at løbe i vand,
som var man én af Pavlos hunde. Og jeg havde appetit fra starten.
Som en anden (fiktions) tv-serie præsenteres man derefter for hovedpersonerne: Storebror James (komponist og madskribent) og lillebror Adam (manuskriptforfatter og madanmelder), der bogstaveligt talt
faldt i gryden som børn hos forældrene Birgitte (der kun kunne lave mad på film) og John (skuespiller og
kogebogsforfatter). Således tydeliggøres det altså allerede her, at værterne, de to sønner, er vokset op i et
kreativt og kendt skuespillerhjem, hvor det dog var maden, der spillede den helt store hovedrolle. Udover
at have arvet den kunstneriske åre fra begge forældre, så har de nemlig også fået en madglæde uden lige.
Og nærmere præsentation hverken giver eller kræver programmet faktisk af sig; scenen er sat, det handler om familie og om masser af mad. Også derfor valgte undertegnede og ca. 127.000 andre tv-seere (jf.
Gallups tv-meter tal d. 27/2 2008) at takke pænt ja til invitationen første gang tilbage i 2008.
Med tiden er det siden hen blevet til hele tre sæsoner og 29 afsnit (plus et ekstraprogram) af det populære madprogram, Spise med Price, der i øvrigt deler navn med en af faderens kogebøger. For ikke også
at nævne flere dvd’er og bøger på bestsellerlisterne. Ligeledes har seertilslutningen været stor, og også
derfor valgte DR i begyndelsen af 2010 at flytte programmet til moderkanalen, hvor tallene efterfølgende eksploderede. Hele 1.056.000 (jf. Gallups tv-meter tal d. 20/4 2010) kiggede med under sidste
Elvis-inspirerede sæsonafslutning, Are you hungry tonight, hvilket også kårede Spise med Price som dét
mest sete og populære kokkeprogram i dansk tv-historie (så længe man altså har tal for den slags, dvs.
siden 1992)(Dahlager, 2010). Således lykkedes det altså DR at vinde betydelige markedsandele i den
meget direkte konkurrence med TV2, der ellers gav (kokke)kamp til stregen med deres version af Helvedes
Køkken. Lige meget hjalp det dog – alle vil nemlig tilsyneladende spise med Price.
Men hvorfor er det egentlig, at programmet er så populært? Dette finder jeg særdeles interessant, hvorfor
jeg i det følgende vil underkaste Spise med Price en nærmere analyse.
1
Opskrift og fremgangsmåde – Man tager noge
t teori…
I forsøget på at finde opskriften på Spise med Prices succes er jeg kommet frem til følgende arbejdsproblemformulering, der burde dække kravene, interne såvel som eksterne, i studieordningens § 8 stk. 4:
Hvad definerer programmet, hvem henvender det sig til og hvorledes adskiller det sig fra andre madprogrammer? Hvorfor fylder maden så meget i medierne - hvad er det et udtryk for, og hvilken tendens er Spise med
Price en del af?
Analysen vil i denne forbindelse bl.a. komme ind på faktorer som seriens genreforhold, fortællemåde,
livsstilselementer og smagsbegreber (i Bourdieusk betydning), hvilket også er de krav, der er blevet stillet
i forbindelse med opgaven.
Grundet afsnittenes korte varighed (ca. 28 min.) vil jeg benytte mig af flere episoder til analysen ved at
plukke eksemplerne ud der, hvor de optræder tydeligst.
Bon Appetit!
2
h
m
–
mm, det lugter lidt af…
e
r
n
e
G
Historiske rødder
At definere ’madprogrammet’ som en selvstændig tv-genre er stadig et
forholdsvist nyt fænomen på det videnskabelige felt – nationalt som internationalt (Carlsen og Frandsen, 2005: 4). Dette er til trods for, at DR i
public service-øjemed ellers har sendt forbrugeroplysningsprogrammer og skole-tv med kulinarisk indhold siden kanalens barndom i
1950’erne (ibid.). Således har vi altså at gøre med et programområde, der i det lange historiske perspektiv oprindeligt har befundet sig på oplysningssiden i den traditionelle akse mellem dette og underholdning. Men meget er sket siden, og
mere om det senere.
På trods af at maden havde fået opmærksomhed i tv
lige fra starten, så var det dog først i 1966, at Danmark fik et program, der udelukkende havde fokus på mad, nemlig TV-Køkkenet. Dette opnåede hurtigt
enorm popularitet med (formodede) seertal på godt en halv million (Dannemand, 2009), ikke mindst på
grund af de underholdende (men stadig belærende!) værter Conrad Bjerre-Christensen og Aksel Larsen
– selvom både sendetidspunkt og den ikke-eksisterende modprogrammering selvfølgelig også var en del
af forklaringen på de pæne tal.
I de første udsendelser kokkererede makkerparret blandt andet daværende eksotiske retter som bekkasiner, snepper og stegte stenbiderfileter – alt sammen tilsat rigeligt smør (Boesen, 2000). Det var
nemlig før danskerne var kalorieforskrækkede, så der blev ikke sparet på noget. Ifølge madhistorikeren
Else-Marie Boyhus fik TV-Køkkenet således også stor indflydelse på danskernes madvaner (ibid.), idet de
præsenterede dem for dengang ukendte og spændende ingredienser som bl.a. auberginer og broccoli.
Også derfor var programmet helt i tråd med DRs generelle, samfundsopdragende rolle, hvor tv skulle
fungere som et fælles, offentligt forum, der kunne bidrage til højnelse af det generelle vidensniveau og
fremme en kulturel modernisering af Danmark (Christensen, 2008: 34). Dog havde det selvfølgelig også
en betydning, at der kom nye varer i butikkerne, der gjorde det muligt at lave f.eks. fransk mad, ligeså vel
som folk blev påvirket af charterbølgen og begyndte at rejse til Sydeuropa.
I slutningen af 1968 blev de to kokke dog fyret, efter at have optrådt i reklamer for mejeriprodukter, bl.a.
smør (Stigel, 2006: 296), og dermed forbrudt sig mod DRs reglement. Dog returnerede de igen fire år senere, hvor de blev indtil 1976, hvorefter programmet blev overtaget af nogle nye. Og således eksisterede
det i en periode på 25 år, og indskrev sig sideløbende i historien for dansk madkultur.
Så når der ikke findes megen videnskabelig litteratur inden for feltet, er det altså ikke fordi, der ikke førhen har været fokus på mad. Om den (manglende) forskningsmæssige interesse siger medieforskeren Niki
Strange derimod: “This neglect suggest the assumption that cookery programmes (and other lifestyle/leisure
genres such as gardening and home decoration) are transparent: that they are merely about food and the
instruction of cookery methods and, as such, do not merit closer examination” (Strange, 1998: 301).
3
t
Fra sur pligt til sød og lystbetone hobby
Opfattelsen af madlavningsprogrammet som transparent og ubetydeligt hænger selvfølgelig sammen med
det faktum, at maden som genstandsfelt oftest har været forbundet med kvindens daglige sure pligt, og
derfor heller ikke har tiltrukket sig den samme opmærksomhed som eksempelvis tv-mediets aktualitetsog debatprogrammer, der historisk set er mandens domæne. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet,
blev der så at sige mindre tid til de huslige sysler, hvorfor Danmark heller aldrig for alvor er kommet på
verdenskortet, når det handler om mad (Dahl m.fl., 2005: 413ff). Dog viser en undersøgelse foretaget af
DTU Fødevareinstituttets afdeling for ernæring, at mændene de senere år er kommet mere på banen, når
det gælder de huslige pligter. Dette har blandt andet resulteret i, at kvinderne er gået fra at stå for madlavningen seks-syv dage om ugen til blot fire(Groth m.fl., 2009: 17). Dog viser det også, at mændene primært
varetager madlavningen i weekenderne (typisk sammen med børnene), hvorimod kvinderne stadig står for
hverdagen.
Dette spiller godt op mod lektor ved Århus Universitet, Karen Klitgaard Povlsens, forskning og analyse af
diverse danske madmagasiner. Det viser sig nemlig, at magasinerne herhjemme oftest har to modellæsere:
”Den mellemuddannede kvinde, der har maden som en funktionel pligt, bundet ind i økonomi, tid og slankeregime” eller ”Den kreative mand, for hvem maden er en fritidsfornøjelse – eller en fantasifornøjelse” (Povlsen,
2007: 52). Også derfor omhandler de madmedier, der henvender sig til kvinder, oftest noget ’hurtigt’ ’nemt’
og ’let’ (her forstået som noget magert og ernæringsrigtigt), hvorimod der hos mændene fokuseres på det
varme, nærende (fedende) og hyggelige (ibid.).
Ubetydeligt eller ej, så fylder maden mere og mere i medierne, hvorfor det også fortjener en teoretisk
og videnskabelig opmærksomhed. I den brede forstand er tv og livsstilsprogrammer nemlig læringsmedier og kan, ifølge John Harley: ”(…)give important insights about how knowledge, beliefs, meanings and
consciousness are actually communicated and transferred in the gigantic social systems of contemporary
history” (Hartley, 1999: 45). Således er programmerne altså med til at sætte bestemte former for viden i
cirkulation, hvilket også påvirker opfattelsen af, hvad der betragtes som socialt og kulturelt betydningsfuldt. Hverdagslivet er så at sige blevet medialiseret, og flere områder af folks kulturelle viden stammer
derfor også fra deres mediebrug. Således udgør medierne også i stigende grad den referenceramme, der
gør den enkelte i stand til at placere sig i tid og rum, og de fungerer endvidere som pejlemærker i forhold
til, hvordan man kan gebærde sig i det (sen)moderne samfund (jf. Giddens, 1991) (Christensen, 2009: 270).
?
m
a
r
g
o
r
p
d
d
e
a
t
a
v
e
h
m
r
s
n
å
e
M
Siden Conrad og Aksel gik i (TV-)køkkenet, er der sket en del. For selvom det stadig handler om mad, så
er der selvfølgelig kommet nogle ændringer. Med Conrad og Aksel i den ene ende af tidslinjen og Pricebrødrene i den anden, vil jeg i nærværende afsnit påvise udviklingen i forsøget på at komme genren som
helhed, men også Spise med Price, nærmere.
I denne forbindelse læner jeg mig fortsat op ad Niki Strange, der har formuleret sig teoretisk omkring
madprogrammet som genre. Som udgangspunkt inddeler hun genren i fire hovedpunkter, der be-
4
stemmes af det karakteristiske hovedelement, som det enkelte program primært indeholder:
1)
Cookery-Educative (Cook-Ed.): The most easily identifiable element, this term refers to instruction through cookery demonstration. It consists of an instructor; a verbal, written or visually articulated discourse; and a textually inscribed tutee to whom the discourse is ad
dressed
2)
Personality (Per.): Refers specifically to the instructor/presenter who is placed within the format and beyond it. I have used the term personality rather than instructor because of the useful connotations of entertainment
3)
Tour-Educative (Tour-Ed.): Travelogue aspects are often evident in cookery programmes. The Tour-Ed. Category may serve as a channel for wider educational projects of a series
4)
Raw-Educative (Raw-Ed.): This category refers to the way in which the food’s journey from raw state to finished dish is accommodated within a series. It may also act as a cipher for wider educational projects (Strange, 1998: 301).
På trods af det tilsyneladende fastlåste system, så pointerer Strange dog, at
punkterne og deres indhold sagtens kan kombineres og opstå på kryds og
tværs, hvilket derved blot udgør interne hybridformater, der således definerer programmet som unikt, men stadig genkendeligt inden for madgenren. For
eksempel er Spise med Price således et klassisk didaktisk Cook-Ed.-program,
hvor seeren instrueres i forskellige tilberedningsteknikker og – processer,
der dog også i høj grad baserer sig på brødrene som kendte personligheder, og derfor tilmed kan defineres som et Cook-Ed.-Per.-program. Ligeledes
kunne de resterende punkter (3 og 4) tilføjes, som man henholdsvis ser det i
afsnittene Rule Brittania (28)og Sur, sur, sur (27), hvor brødrene ganske vist ikke rejser
til England i fysisk forstand, men i fortællermæssig, idet de på Charlies bar i København levende
beretter om deres college-tid i Oxford, alt imens de tilbereder Cornish pasties på bardisken, ligeså vel som
de i sidstnævnte program følger citronens udvikling fra rå form til tilberedt ret.
I Conrad og Aksels tid så det derimod anderledes ud, idet det f.eks. nærmest var utænkeligt/umuligt at
rykke ud af TV-Køkkenet, og programmet defineres derfor nok bedst som et rent Cook-Ed. – eventuelt tilsat
lidt personlighed (Per.), idet værterne med tiden opnåede en slags kultstatus. Alligevel var det dog mest
karakteriseret som oplysende og belærende.
I dag, bare 12 år efter Stranges inddeling, kommer teorien alligevel til kort: Sidenhen er der nemlig kommet masser af nye programmer til, der fokuserer mere på form end indhold. Ét eksempel på dette er det
førnævnte Helvedes Køkken, der med sit reality og gameshow-aspekt falder helt uden for kategori. For
ganske vist er omdrejningspunktet stadig mad, men konstruktionen er formmæssig en anden. Også derfor
mener jeg, at den føromtalte definition af Spise med Price ikke er fyldestgørende nok. For selvom punkterne passer, så medtager Stranges inddeling f.eks. ikke programmets fiktive element, hvor der f.eks. klippes tilbage i tiden – til Conrad og Aksels tilføjelse af ”rigeligt smør” - og hvor Adam løber fra opvasken eller
James henter ingredienser i det tilstødende rum, der i øvrigt huser hele DRs koncertsal og tilhørende bigband. Uden en redefinering hvor disse og andre form-aspekter medregnes, er modellen altså ikke meget
værd, og bliver således i stedet en utidssvarende lukket kategorisering, der presses ned over programmet
- og ikke mindst genren, der er i konstant bevægelse.
5
Nytte- og livsstilsprogrammer – en indsnævring af genren
I forsøget på at skabe klarhed omkring madprogrammets genreudvikling i nyere tid har jeg valgt at benytte
mig teoretisk af medieforskerne John Carlsen og Kirsten Frandsens redegørelse af livsstils-tv. I stedet for
at skære alle (feel good-)programmer, der omhandler hus, have, mode, mad og forbrug over én kam og kun
anvende den noget upræcise term, ’livsstilsprogram’, har de i stedet bredt feltet ud i to modsatrettede
poler med ’nytte’ i den ene ende og ’underholdning’ i den anden. Beskrivelsen af programfeltet er således
idealtypisk, idet et program ikke utvetydigt kan/skal placeres i den ene eller anden kategori, men derimod
et givet sted på denne ”linje” (Carlsen og Frandsen, 2005: 7). Og således kan man altså komme de enkelte
programmer nærmere.
Ifølge Carlsen og Frandsen er nytteprogrammerne umiddelbart lettest at forholde sig til, da ”(…)denne
programtype både har lånt af og overtaget det traditionelle og autoritative oplysningsprograms elementer
– men også ændret det” (Carlsen og Frandsen, 2005: 13). Med dette menes der, at disse programmer har
fastholdt oplysningens saglighed, men udskiftet upartiskhed med en mere individualistisk og personlig
redegørelse for en bestemt holdning/livsstil. Dette gør sig f.eks. gældende i Spise med Price, hvor brødrene
fremhæver visse tilberedningsmåder og varer, som bedre end andre – som i afsnittet Grease (4), hvor der
friteres scampi fritti eller i De Indre Værdier (7) og Grise med Price (22), hvor der tilberedes politisk ukorrekt foie gras og plæderes for økologi.
Således har nytteprogrammet også en klar præmis, der endda kan siges at gøre sig gældende i titlen(ibid.):
Her fortælles der nemlig utvetydigt, hvad det hele drejer sig om – vi skal nemlig spise med Price, og det
er derfor også deres holdninger, og ikke det officielle sundhedsvæsens eller lokale dyreværnsforenings,
der vil blive italesat som sandheder i programmet – iscenesat som saglig information. Men mere om det
senere.
Titlen er tilmed samme årsag til, at der ikke er nogen indledende begrundelser for, hvorfor programmet
er opstået og i det hele taget værd at se. Spise med Price forklarer og begrunder nemlig sig selv – det handler om madlavning med brødrene – og således imødekommer det også seernes forventninger. Modsat
et gameshow-format som Helvedes Køkken, (der dog ligner reality mere end et livsstilsprogram pga. den
ikke-eksisterende feel good-stemning) så er der nemlig ikke nogen formelementer, der kræver nærmere
forklaring, og også derfor går programmet bare i gang – dog indledt af en gimmick, hvor enten James
kommer med løg (sæson 1), Adam ringer sin bror op ved kassen i Irma (sæson 2) eller diverse humoristiske iscenesættelser, der skal forestille et slags kig ind i deep backstage (jf. Meyrowitz), dvs. en slags
fraklip af måden de ville opføre sig på uden for kamera, men som selvfølgelig er helt overlagt (sæson 3).
Ét eksempel på sidstnævnte er blandt andet at finde i program 25, From Russia with love, hvor man får
et (meta)fiktivt kig ind bag facaden, idet holdet bag programmet er ved at gøre sig klar til optagelser.
Adams temmelig forvirrede, russiske rengøringskone vimrer her rundt i ”kulissen”, idet han konstaterende siger: ”Today we make food from your country”. (James):” Yes, Russian – you can come back later and
taste”. (Adam):” But first later, because today we make the television programme, so later, later –
much later!”, hvorefter de alle skåler i vodka og kvinden traditionelt
smadrer sit glas mod køkkengulvet og går. Imens ser brødrene
måbende til, og Adam udbryder efterfølgende chokeret: ”Hold
da kæft, mand!”. Denne sekvens iscenesætter således både, at
vi befinder os i det private rum inden det bliver offentligt i ”the
television programme”, og understreger autenticiteten ved at
forekomme uplanlagt.
6
Fortællemåde
I forbindelse med nytteprogrammets mere personlige formidling af saglige oplysninger er det selvfølgelig
også nærliggende at kaste et nærmere blik på værterne, og måden programmet fortælles på. Med udgangspunkt i foregående afsnits indledende citat, så er det på mange måder tydeligt, at Spise med Price låner
meget fra fortiden. Ser man et øjeblik tilbage på TV-Køkkenet, fremgår det, at det jo stadig handler om
at demonstrere ny videns nytteværdi for seerne. Således hylder brødrene altså det førnævnte klassiskdidaktiske Cook-Ed.-format, hvor både placering af arbejdsbord, tilberedningstrin og værter er orienteret
omkring den direkte henvendelse til seerne, idet alt er i tydeligt syne (jf. nær/Ultranær-billede). Ja, for
ikke også at nævne de gentagne kulturelle, intertekstuelle referencer i form af krydsklipning til Conrad og
Aksel (jf. ”rigeligt smør”) eller far John og mor Birgittes diverse film- og tv-optrædener, der vel nærmest
karakteriserer det som postmodernistisk tv. Alligevel handler det dog stadig om, at seerne skal ”gå i lære”
hos en demonstrerende mester, der ved, hvordan man kreerer et lækkert måltid (Larsen, 2003: 191f). Dog
adskiller programmerne sig som sagt alligevel i form af visse formelementer.
værternes rolle
Vigtigheden af
Kaster man igen et blik på madprogrammernes titler, så er det som sagt tydeligt, at Price-brødrene som
værter fylder mere i deres program, end Conrad og Aksel gjorde i TV-Køkkenet. Som sidstnævnte titel også
antyder, så drejede det sig nemlig om en institutionel foreteelse, og fokus var derfor på handlingen i dette
rum (Carlsen og Frandsen, 2005: 13). Det var således maden, der var i absolut centrum – af samme årsag
stoppede udsendelsen netop heller ikke, da Conrad og Aksel blev fyret. Derimod er det meget svært at
forestille sig Spise med Price uden Price, hvorfor jeg godt tør at sige, at programmet heller ikke består, når
værterne engang forgår. Programmets vinkling er nemlig ikke forbrugernes, men brødrenes, og kan derfor
heller ikke overtages af andre.
Af samme årsag foreligger der i høj grad også den mulighed, at seere springer til eller fra grundet værterne
og deres holdninger, hvorfor en stor del af programmets succes altså også er at finde her. I denne forbindelse er der f.eks. en smagsdebat på websitet, www.dr.dk/DR1/SpisemedPrice/,med masser af tilkendegivelser af, hvor fantastiske brødrene er, ligeså vel som der også er (få) eksempler på det modsatte. Her drejer
det sig om det omdiskuterede afsnit, De Indre Værdier, hvor der som sagt tilberedes foie gras - Aase HolmJensen skriver: ”Hvor er jeg skuffet!! Og hvor er jeg enig med Helle Meldgaard og andre med samme holdning.
Det er en stor skuffelse i et i øvrigt godt program – at se, hvor let i tager på dyremishandling i den kategori (…)
I har lige mistet en fast seer!!! (…)”(d. 1/6 2010 20:43).
I dette tilfælde kan man derfor også diskutere, hvorvidt programmet bevæger sig væk fra den saglige oplysning i public serviceforstand, idet det måske handler knapt så meget om madlavning og egentlig mere om brødrene? En sådan diskussion er
dog omfattende og ligger derfor langt uden for denne opgaves virke og formål. Alligevel er en del af svaret måske
at finde hos den modsatte pol, livsstilsprogrammerne,
idet disse netop har været underlagt megen kritik
7
pga. en ofte uklar præmis (Knudsen, 1999: 28). Her udgør det handlingsanvisende/instruktive element
nemlig kun en ganske lille del af programmerne og er i stedet erstattet af en mere diffus formidling af
design og atmosfære (Carlsen og Knudsen, 2005: 16), hvorfor det også tit kan være svært at sætte ord på,
hvad programmerne egentlig handler om. Med Umberto Eco i tankerne kan man således sige, at ’teksten’
her forekommer mere åben, idet det mere er muligheden for forandring, der her er i fokus, end deciderede
løsningsforslag.
Det skal dog nævnes, at det her ikke er værten, der tager opmærksomheden, idet denne er mindre skarpt
profileret, men derimod nærmere en konstant opretholdelse af ’face’ (jf. Goffman), der skal sikre den gode
stemning programmerne igennem (Hjarvard, 2003: 14), når eksempelvis et designerhold overrasker en
familie med en make-over af deres bolig. Således foregår livsstilsprogrammerne så at sige i ’middle region’
(jf. Meyrowitz), idet deltagerne befinder sig på den offentlige scene, om end i private rammer (med undtagelse af værten/mediator og eksperter), og grundet feel good-aspektet holder sig i livsstilsgenren, frem
for at ende ud som ansigtstabende reality tv.
Dog er Spise med Price ikke i samme situation, men ser man på gæstebogen, så kunne de komme det, idet
nogle mener, at der er alt for meget sjov, og lidt for lidt lærdom: ”Vi nyder jeres humor og sjove indslag, men
pas nu på at balancen mellem gøgl og madlavning ikke kammer over. I de sidste programmer har det været
tæt på et par gange” (Birgitte og Kjeld på 80, d. 9/3 2010 12:19).
Ude godt, men hjemme bedst
At værterne er vigtige for nytteprogrammet (Carlsen og Frandsen, 2005: 17) understøttes i Spise med
Price dog ikke kun af brødrenes signatur. Også scenografien spiller en rolle, hvorfor det er væsentligt, at
optagelserne foregår i Adams sommerhus i Nordsjælland – på hjemmebane så at sige. Således er brødrene,
eller i hvert fald Adam, værter i mere end én forstand – seerne er nemlig gæster i deres/hans private sfære.
Dette understreger selvfølgelig igen brødrenes autoritet, som dem, der i deres rette element, naturligt bestemmer slagets gang. Et eksempel på dette er, at det også er dem, der er alvidende, idet de blandt andet
præsenterer dagens forskellige retter: (James):” Altså, i dag skal vi lave mad fra Sydfrankrig (…)”. (Adam):”
(…) vi skal lave nogle provencalske klassikere; jeg er her i gang med løgene til en pissaladiere(…) ” (Sulten i
Provence, afsnit 12). Ligeledes kommer den alvidende fortællerrolle til udtryk over særlige små sammenklippede sekvenser, hvor der tilberedningsmæssigt ikke er tid til at se med fra start til slut i realtid. Her
forklarer brødrene så i stedet indgående om maden og processen i voice over. Et godt eksempel på dette
finder man blandt andet i Blær (10), hvor James bruger den klassiske frase ”jeg har snydt lidt” og efterfølgende gennemgår tilberedningen, der følges op af billedsiden – dog i hurtigt tempo á la Gøg og Gokke:
”(…) i går aftes, der skar jeg min kalvehale op og brunede den. Og så brunede jeg nogle urter, og tilsatte lidt
tomatpuré. Og så hældte jeg noget rødvin på, og lidt fond og sådan en suppe-bisque. Og så satte jeg mig hen
og så tv i tre timer. Og da jeg så vågnede op, så var det færdigt. Og så siede jeg suppen fra og pillede kødet
af halerne. Så her har jeg kødet, jeg pillede af halerne”. Efter sådanne forklaringer havner man således igen
tilbage i realtid, hvor der er klar til at blive gået videre med tilberedningen.
Ligeledes understreger disse sekvenser, at programmet altså ikke kun er didaktisk, idet selve opskriften
med præcis hvor mange deciliter af det ene og andet, der skal i retten, jo ikke bliver nævnt. Vil man derfor
lave kalvehalerne i savojkål, må man altså selv opsøge informationen i andre medier, såsom på websitet
eller i brødrenes kogebøger. Således kan man altså argumentere for, at oplysningselementet er blevet flyttet til andre platforme for at gøre mere plads til det personlige og underholdende, hvilket selvfølgelig også
kan være en årsag til, at programmet rammer så bredt – og at nogle synes, det er for meget.
8
Helvedes Køkken vs.
Hyggens Køkken
At optagelserne foregår i det hjemlige er selvfølgelig ikke noget banebrydende nyt indenfor nytte- og
livsstilsprogrammerne, der som sagt netop tager udgangspunkt i dette. Alligevel har det dog endnu en
særlig betydning, idet det udover at understøtte autoriteten også formidler den påkrævede feel goodstemning. Ved at sætte programmet i scene hos Adam, og til tider også James (i eksempelvis Den store
scoremiddag(19)), får man som seer nemlig fornemmelsen af ”at føle sig hjemme”. Sagen er nemlig, at det
hele er genkendeligt; det minder på sin vis om ens eget køkken, hvor man selv har sin hverdag med madlavning – modsat eksempelvis storkøkkenet i Helvedes Køkken, hvor der ikke er en snert af personlighed og
således i høj grad også mere imiterer kokkekunst på det professionelle plan.
Dette smitter ligeledes af på omgangstonen i programmerne, hvor antallet af decibel må siges at være
noget højere hos chefkok Wassim Hallal (Helvedes køkken), idet der bliver beordret, råbt og skreget modsat
Price-brødrenes mere afslappede samtaler. I denne forbindelse ser professor Ib Bondebjerg derfor også de
såkaldte ’slow-programmer’ (Spise med Price, Bonderøven, Frilandshaven), som en direkte modstrøm til det
tempofyldte tv, men påpeger også en ændring i jargonen fra Conrad og Aksels kronede dage frem til nu:
”Det er jo ofte eksperter, der snakker, men de er afslappede og snakker til os på en temmelig almindelig og direkte måde, hvor det i gamle dage, om man så må sige, mere var eksperter, der udtalte sig som eksperter, uden
det her underholdnings- og hyggeelement, som i dag gør værterne til ikoner,
vi identificerer os med” (Vange, 2009).
Således har ekspertrollen altså med
tiden gledet mere over i værtsrollen,
idet programmerne primært drejer
sig om tv-karisma og sekundært ekspertise.
Og på den måde illuderer Spise med
Price hverdagen derhjemme, og konnoterer således også hygge og familiesammenhold. Eller det vil sige, det
mimer særligt mændenes mad-aftener (jf. Povlsens forskning og DTUs undersøgelse), idet det for det første er
mænd, der kokkererer, og for det andet er noget, de gør sammen i familien – her dog i selskab med en bror og
ikke et barn.
9
Mændenes program
Set i samme forbindelse som ovenstående kan man heller ikke komme uden om, at også retterne og visse
af programmernes afslutninger (hvor der til sidst kommer gæster) støtter op omkring ovennævnte påstand. Det er nemlig sådan, at langt det meste mad faktisk tager ret lang tid at tilberede (jf. opskrifterne
på websitet og egen erfaring), og derfor også mere er noget, man giver sig i kast med, når tiden er til det,
hvilket vil sige i weekenderne. Også derfor er det måske heller ikke så påfaldende, at Spise med Price har en
mærkbar større seerskare blandt de 31-40-årige mænd end kvinder (jf. Gallups tv-meter tal – kun ganske
få gange er dette ikke tilfældet), idet det i høj grad er denne aldersgruppe, brødrene selv afspejler. Ganske
vist skal det nævnes, at James og Adam godt nok er fra henholdsvis 1959 og 1967, men blev forældre i en
lidt sen alder – James har nemlig en søn på 17, og Adam en pige på 14 samt en søn på blot halvandet år.
Og således er identifikationsmulighederne klart til stede, idet de ”livsstils- og hverdagsmæssigt” befinder
sig samme sted som mange andre hankøn i nævnte aldersgruppe (plus minus) – på trods af de lidt ekstra
år på bagen.
Ligeledes er programmet også kendt for at være fedt, hvilket
blandt andet italesættes i sæson 2s åbning, Den slanke linje
(11): (Adam)”Jamen, vi har faktisk fået ret mange henvendelser fra folk, der synes, det var et fedt program! Det var vi i
starten rigtig glade for, indtil vi fandt ud af, at det folk mente,
var, at det var et ALT for fedt program (der krydsklippes til
”rigeligt smør”). (James):”Altså der er jo ingen tvivl om, at vi
boltrede os lidt vel rigeligt med smør og olie og fløde og ting og
sager i sidste serie, så nu vil vi lave et slankeprogram! Simpelthen. For
det kan godt lade sig gøre at lave rigtig god velsmagende mad, som samtidigt
er slankt og magert.(Adam kigger med skepsis, hvorefter James hvisker):” Jo, det kan”.
Her tydeliggøres det, at fokus særligt har været på det nærende/fedtholdige, hvilket igen
stemmer overens med Povlsens forskning.
At der alligevel er mange kvindelige seere bliver dog mærkbart, idet programmet eftersigende har fået
visse klager, og kigger man nærmere på websitets gæstebog, så taler det også sit tydelige sprog: Her er
kønnene nemlig delt i to lejre; mændene, der priser brødrene for deres brug af smør, og kvinderne, der
efterlyser et alternativ. Blandt andet skriver Jesper: ”Fra manden der har taget 10 kg på efter spise med price
er kommet på skærmen Det program med mad og gøgl er utroligt sjovt bedst af alt er at i laver opskrifter
efter gamle manere HER HERSKER INGEN ANNE LARSEN hindes navn er et bandeor hjemme ved os FØJ (d.
6/3-2010 10:17) og Kålpølse-Kongen bakker op: ”(…)Befriende at se programværter med så oprigtig madglæde og respekt for klassikerne – ikke mindst i en tid hvor stort set alt på TV har udviklet sig til en massehysterisk religionskrig imod salt og mættede fedtsyrer (…)(Kålpølse-Kongen d. 9/3 2010 17:18).
Derimod lyder det noget anderledes i den kvindelige lejr, hvor blandt andre Anne T skriver: ”(…) Jeg savner bare engang i mellem tips til hvordan I kunne gøre nogle af retterne mindre fedtfattige – jeg vil fx ikke
have øget min mavevolumen som jer drenge, vel´? (d. 9/3 2010 16:26) og Stine er enig: ”I anvender ofte
for meget fedt i retterne – er det muligt at lave maden mere hjerte/kar venlig?!” (d. 9/3 2010 16:31). Også
derfor kan man igen argumentere for, at programmet i høj grad henvender sig til mænd (til trods for at
have flest kvindelige seere i alt, jf. Gallups tv-meter tal), hvilket brødrene også sætter fed streg under i
Den slanke linje (11). For selvom de her eftersigende kvitterer med et slankeprogram, så ender det
helt anderledes; gazpachoen tilsættes nemlig brødcroutoner, rødtungepapilotten en citronrisotto,
10
den rørte tater serveres med friterede pomfritter, og dagen afsluttes til sidst med en dessert. Alt sammen
enten fordi: ”(Adam)(…)en lille sprød ting sætter prikken over i’et smagsmæssigt(…)” eller da ”(…) det smager
fandeme godt. Det er jo rart med et cremet tilbehør, det skal man ikke glemme. Det kan godt blive lidt ferskt
det andet(…)”. Og således fremhæves det også endnu engang, at det altså er brødrenes program og ikke
forbrugernes.
n
e
autoritet
d
n
a
n
e
D
Dog er Price-brødrene ikke alene om værtsrollen, forstået i tv-mæssig forstand, idet instruktøren, Anders
Johansen, også ofte optræder på lyd- og billedsiden – i saglig såvel som i underholdningsmæssig forstand.
Dette giver sig f.eks. til udtryk i programmernes meget kendetegnende start, der (næsten) altid begynder
med et totalbillede af køkkenet, hvor man således også ser Johansen, én af de to fotografer og produktionslederen i billedet. Efter dette annonceres optagelsen altid med et klaptræ, hvorefter der i halvnær
klippes/bevæges ind på brødrene. Johansens virke er her at spørge ind til, hvad der så skal kokkereres den
pågældende dag – dog i en afslappet tone á la: ”Uhhhm, hva’ ska’ vi ha’?” (Den sidste nadver (26)).
På samme måde optræder han ”formelt” i forskellige interviewsituationer, hvor James og Adam typisk er
sat i stævne på den overdækkede terrasse, eller som en slags Spørgejørgen under madlavningsprocessen.
Dette medvirker selvfølgelig også til fortællemåden, da der således er tale om både ’showing and telling’,
idet oplysningen foregår i en blanding af verbal kommunikation og praktisk demonstration. Italesættelsen
befinder sig derfor på to niveauer – dels som faktuelt forklarende og demonstrerende instruktion, og dels
som selskabelig, ”uformel”, afslappet small talk tilsat humoristiske bemærkninger og en konkret faktuel
spørgsmål-svar-dialog. På samme måde efterligner og formidler programmet derfor også her den velkendte, hverdagslige ’gør det selv-situation’, hvor der typisk også diskuteres, samtales og hygges undervejs.
At programmet tilmed krydres med portrætgenren, er dog ganske usædvanligt for madprogrammet som
genre, hvorfor Spise med Price her skiller sig væsentligt ud. Dette er dog direkte medvirkende til at bygge
værterne op som mere ”runde karakterer”, med hvem mændene kan identificere sig og kvinderne forgabe
sig i – det er jo som sagt værterne, der er (nytte)programmets bærepiller. Også derfor ved seerne blandt
andet, at brødrene begge har studeret i England, at James er gammel kommunist, at Adam har mange
våben, at deres mor blev eksamineret i madlavning af deres far og meget, meget mere.
På det mere underholdende plan fungerer Johansen dog også som en slags producerkarakter i programmet, der ofte afbryder eller irettesætter brødrene, når de ikke vil makke ret eller når noget går for vidt. Et
eksempel på det første finder man i Den store scoremiddag (19), hvor de damer, der er inviteret, brænder
brødrene af, hvorefter Johansen i stedet foreslår Adams rengøringskone til de afsluttende billeder (igen
befinder vi os i den iscenesatte ’deep backstage’): (Johansen): ”Problemet er jo, at vi skal bruge en slutning.
Og det skal jeg ha! (Adam):”Der kan jeg bare sige til dig du, der skal vi lige tale sammen! DER SKAL VI LIGE TALE
SAMMEN!(…) Vi skal ikke sidde oppe i solnedgangen med min RENGØRINGSKONE! Vi er uden for kontrakten,
det er helt… (Johansen): ”NÅ, OKAY! Jamen så lad os da kigge i dén!”. Efter sådanne små skænderier ender
det som regel med, at Johansen får ret, selvom hans forslag oftest er ret dårlige, hvilket er enormt underholdende. På den måde tager Spise med Price nemlig ”røg” på sig selv og madprogrammet som genre, idet
de går til yderligheder for at opfylde nogle fiktionskoder og konventioner, der egentlig er temmelig platte.
På trods af at være programmets instruktør og dermed også ham der bestemmer over brødrene,
11
så er Johansen dog ikke uerstattelig og vigtig på samme måde. For det er ikke bare seerne, der er gæster
hos James og Adam, men også produktionsholdet. Dette tydeliggøres blandt andet ved, at brødrene nogle
gange henvender sig til disse - som eksempelvis i Den lille kemiker (24), hvor Adam udbryder til holdet:
”Skal I smage? Nitrogen-is”, hvorefter alle får en bid. Ved at benytte dette formelement tager han nemlig
ubestridt værtsrollen, og på sin vis også instruktørrollen, idet han overtager styringen fuldstændig ved
blandt andet også at fortælle kameramanden, hvad han skal gøre.
Smag og behag
At programmet primært henvender sig til mænd, har jeg efterhånden argumenteret for, men jeg har endnu
ikke været inde på, at det ikke drejer sig om en hvilken som helst mand. På trods af at Spise med Price rammer bredt i befolkningen, så er programmet nemlig ikke noget for enhver smag, hvilket flere forskellige
faktorer er medvirkende til at konstatere – blandt andet anvendelsen af ”rigeligt smør”.
Et væsentligt bidrag til forståelsen af fødevarer som socialt og kulturelt fænomen skal findes i værket La
Distinction. Critique sociale du jugement (1979). I denne bog analyserer Pierre Bourdieu nemlig smagsbegrebets udfoldelse inden for forskellige kulturelle kategorier, såsom musik, kunst, tøj, sport og fødevarer.
Analysen er foretaget i Frankrig og tager udgangspunkt i smagsbegrebet som socialt formet gennem arv og
miljø (habitus), der kontinuerligt påvirkes afhængig af individets tilhørsforhold i det sociale hierarki. Gennem forbrug af f.eks. fødevarer bliver individets placering i en given klasse altså synlig, men også madens
tilberedning, servering, præsentation, måden at spise på, det der tales om og sågar baggrundsmusikken
udtrykker individets sociale forhold – eller rettere sagt Smag. Centralt for Bourdieus smagsdefinition er
derfor også, at der i ethvert valg også ligger et fravalg: ”In matters of taste, more than anywhere else, all
determination is negation; and tastes are perhaps first and foremost distastes, disgust provoked by horror or
visceral intolerance(”sick-making”) of the tastes of others” (Bourdieu 1984: 56). Således defineres individets egen (gode) Smag altså på baggrund af andres (dårlige)afSmag, hvilket også gør sig gældende for et
madprogram som Spise med Price, hvor et bevidst valg af eksempelvis tilberedningsmåder eller specielle
fødevarer (økologi, foie gras), også er et fravalg af noget andet, og således indebærer en moralsk Smagsdom over andres (set ud fra brødrenes synspunkt, dårlige) Smag. Her skal det understreges, at Smag ikke
er lig den fysiologiske, men derimod den ”æstetiske” (og hermed også kulturelle), hvilket også er årsagen
til, at det her er stavet med stort S.
I Spise med Price kommer Smagen blandt andet til udtryk ved, at der f.eks. ikke tages hensyn til de fedende
virkninger ingredienserne måtte have. Så når brødrene anvender rigeligt smør, er det også et fravalg af eksempelvis margarine og lightprodukter, hvorfor programmet heller ikke henvender sig til folk, der går mere
op i helse end den gode fysiologiske smag. Således er programmet i opposition til andre madprogrammers
fokus på korrekt kostsammensætning (jf. førnævnte Anne Larsen i Max 30 Procent), idet brødrene i stedet
er fortalere for en slags hedonistisk overbevisning, der hylder det nydelsesmæssige aspekt af fødevarerne
(såvel som andre af livets laster, såsom rygning og alkohol). Som Adam ofte siger eller konnoterer: ”Jo
mere smør, jo mere luksus”, og således indikeres det, at den kulturelle Smag her er tæt forbundet med den
fulde, fede smag – anderledes ser det derimod ud i slankeprogrammerne, hvor Smagen nærmere er på
bekostning af den fysiologiske smag, idet kun fedtfattig mad er god mad.
Et lignende eksempel finder man i Grease (4), hvor noget så negativt ladet og fedtkonnoterende
12
som friturestegt mad bliver ophøjet til noget delikat, idet det ”æstetisk” lykkes brødrene at validere brugen
af friture. Dette gøres ved, at Adam (til trods for at han finder James friteuse ret blæret), tilbereder tempura
i en wok-gryde, idet han ikke vil have maskinen indenfor: ”Man kan jo ikke sige andet end, at den forvandler
lidt ens hjem til en grillbar. Den ligner jo ønskebrønden fra enhver gammeldags dansk grillbar, hvor man
kan få en halv havørn og bjælker med hele svineriet. Der er en lille bitte smule mere æstetik i wokken her”.
Således ophøjer han fritering i wok ved at tage afstand til friteusen, hvilket blandt andet eksemplificeres
af hans ordvalg ’havørn’ (kylling) og ’bjælker’(pomfritter), hvilket må siges at konnotere lavstatus, modsat
’tempura’, som han i stedet italesætter som noget fornemt: ”Nu laver vi den rent med grøntsager, så det er
en vegetar-tempura i dag. Men man kunne ligeså godt have smidt jomfruhummere deri, og man kunne også
lave en enormt eksklusiv østers-tempura”. I det kulturelle perspektiv får tilberedningsformen derfor en
Smagsmæssig anerkendelse, selvom der selvfølgelig også foreligger en Smagsdiskussion på et andet plan,
idet James jo netop taler varmt om maskineriet: ”Altså jeg har jo stået i gamle dage med den der frituregryde
- BEVARES, selvfølgelig kan man da lave gode pomfritter på den også, ikk, men altså denne her glæde ved en
maskine, som er beregnet til DÈT! Den er altså stor, ikk.”. Dog tillægger jeg denne begejstring en stor del af
den centrale fortælling i programmet, der omhandler det såkaldte ’våbenkapløb’, hvor brødrene konstant
dyster om at have flest tilberedningsværktøjer. Som James siger i Hønen og Ægget (1): ”Vi er ret glade for
ting, ja. Altså køkkenudstyr. Det startede jo, selvfølgelig, da vi begge to var flyttet hjemmefra. Man begyndte
sådan at anskaffe sig sine første ting, og i begyndelsen så var det jo sådan, måske, en smart kartoffelskræller
eller et julienne-jern ikk’, som man kunne dupere den anden med. Og langsomt så begyndte det jo sådan at eskalere og minde om et våbenkapløb”. Derfor er friteusen i sig selv også et middel i søskendekonkurrencen,
The battle of brothers, og altså ikke kun noget han kunne være fortaler for pga. sin egen Smag.
Det er dog ikke kun fritering, der bliver ophøjet i programmet, men f.eks. også klassikeren bearnaise. Her
er der dog nærmere tale om en slags relancering af sovsen, hvorfor det også er et godt eksempel på det
Bourdieuske Smagsbegreb, idet brødrene endnu engang skal gøre op med madens dårlige image. Her
drejer det sig dog ikke om det usunde, fedende aspekt, men derimod om det halvfabrikerede. Afsnittet
Bearnaise Special (6) starter derfor også ud med, at James og Adam smider en masse bearnaise-industrivarer ud, ved samtidigt at italesætte disse som dårlig Smag: (James): ”Man kan gå den nemme vej, fordi man
tror, det er meget svært at lave bearnaise, og så må man jo ty til nogle af de her forskellige industriprodukter”.
(Adam): ”Nogle med omkring en 30-35 ingredienser i, 7 e-numre og så sådan nogle klassiske ting alle ved skal
i en bearnaisesovs, som f.eks. hønsekødspulver og palme- og
kokosnøddeolie”. (James); ”Og smør-aroma er også en god
ting, for hvorfor skulle man dog putte rigtig smør i? (fnis)”.
Ved igen at fremhæve afSmagen definerer de således igen
den gode Smag – her selvfølgelig forstået som den hjemmelavede bearnaise. Og på den måde afskriver brødrene
derfor også specifikke seergrupper, idet halvfabrikata netop er forbundet til deres kulturelle kapital. Sociologen
Henrik Dahl, der så at sige har kommercialiseret Bourdieu
med sin Minerva-model, fremhæver her især de såkaldte
violette og rosa segmenter, som dem der ofte tyr til halvfabrikata og færdigretter (Dahl, 1997: 142), hvorimod han
om det blå og grønne segment skriver: ”Den mad, som den
enklavistiske (grønne) mand og kvinde i fællesskab frembringer, bliver samtidig tilberedt med den største omhu og
uden brug af halvfabrikata, mens tidspresset er betydeligt
større hos individualisterne (blå), og dermed også fristelsen
til at skære hjørner af i form af halvfabrikata” (Dahl, 1997:
13
143f.). Og således tydeliggøres det altså, at programmet ikke henvender sig til alle, men derimod mest de
moderne, ressourcestærke, nordlige segmenter – og i særlig grad enklavisterne (her skal det også tilføjes,
at eksklusive fødevarer såsom kaviar, østers, trøfler og foie gras, hvilket alt sammen har optrådt i Spise med
Price, ifølge Bourdieu, kræver en høj kulturel kapital, for at folk kan være i stand til at nyde det, hvilket også
stemmer godt overens med det grønne segment).
I form af ovenstående så manifesterer der sig altså en diskurs i Spise med Price, nøjagtig som Gay Hawkins
har opfanget det i andre madprogrammer: ”About fresh is best, about the importance of home cooking over
prepackaged, commodified meals, about the disappearance of certain endangered ingredients. Cooking is being linked with certain modes of living and self-cultivations: learning how to fillet a fish, or scramble an egg is
not just a lifestyle matter, it is about the production of a particular habitus: an arrangement of personal habits, attitudes and rituals that are informed by ethical values and principles: cooking for yourself and your family is being valued here, is being classified as good and, by implication, buying takeaway is bad”. (Hawkins,
2001: 417). Og derfor handler Spise med Price heller ikke kun om at lave mad: Ved at definere god og dårlig
Smag, positiverer brødrene nemlig bestemte fødevarer og tilberedningsmetoder, hvilket er et udtryk for
refleksive samt Smags- og livsstilsorienterede valg. Programmet (såvel som andre nytte- og livsstilsprogrammer) handler således om det gode liv – om seernes mulighed for positionering og smagsdifferentiering i et senmoderne, komplekst samfund (jf. Giddens, 1991), der i lige så høj grad artikuleres omkring alt
det, der foregår udenom selve madlavningen. Sagt med andre ord så er mad den nye slagmark, når det
gælder livsstil, hvilket afspejler sig i både tv, magasiner, aviser og forlag. Som sociologen Eva Steensig
siger: ”så bruger vi den til at fortælle vores omgivelser, hvem vi er og hvordan vi lever. Derfor er programmer
om mad så populære”(Dannemand, 2009). Og således bevirker tilstedeværelsen af Spise med Price også
en betydningsopskrivning af madlavningsområdet som særligt relevant for den måde, social og kulturel
identitet tænkes på. Brødrenes funktion i dette foretagende er derfor at varetage rollen, som dem der
bringer seernes måske sporadiske viden om Smag i system, og således opskriver den som værdifuld og
relevant. Med dem som eksperter tilføjes hverdagsligheden lige en ekstra dimension, som gør den værd at
kigge nærmere på. Vi lever nemlig i en forbedringskultur, hvor vi aldrig bliver mætte af nytte- og livsstilsprogrammerne, idet vi gang på gang for mulighed for at positionere os i forhold til andre og således også
danne os vores egen identitet (Christensen, 2009:281).
14
–
a
n
h
,
o
i
det mættede (lidt)
s
u
l
k
n
o
K
Min opgave gik på at finde opskriften på Spise med Prices succes ved bl.a. at se nærmere på, hvad der definerer programmet, hvem det henvender sig til og hvorledes det adskiller sig fra andre madprogrammer.
Her er jeg imidlertid kommet jeg frem til, at programmet indholdsmæssigt låner fra gammel tid, men er
gennemgående fornyende, når det kommer til dets form. Således er det instruktive element blevet tilsat
en ordentlig gang underholdning i form af intertekstuelle referencer, fiktive iscenesættelser og særligt
værternes fremtrædende personligheder, idet de i nytteprogrammet har frirum til at fremsætte egne
Smagsholdninger og idiosynkrasier. Således er Spise med Price både et underholdnings-, historie- og kulturprogram ud over at omhandle mad. Værternes autoritet understøttes ligeledes af formelementer som
titlen, det at optagelserne foregår i deres private gemakker, samt måden de tiltaler resten af produktionsholdet på. Og således adskiller det sig også fra andre madprogrammer, blandt andet Helvedes Køkken, der
er tempofyldt, højtråbende, ansigtstabende tv, modsat hyggens køkken, hvor der hersker en udpræget feel
good-stemning. I form af alt dette (samt valg af tilberedningsmåder og fødevarer) formuleres der derfor
også en bestemt livsstil, nemlig brødrenes, hvorfor man tilmed kan sige, at programmet ikke henvender sig
til alle – til trods for at ramme bredt. Derimod er det primært rettet mod hedonistiske, enklavistiske mænd i
31-40-års alderen, der har tid til at kokkerere og gerne i selskab med andre. Denne gruppe har nemlig flest
identifikationsmuligheder med værterne og deres Smag.
De massive seertal udtrykker dog, at også andre finder programmet interessant, hvilket bl.a. hænger sammen med, at nytte- og livsstilsprogrammer handler om det gode liv. Også derfor er det lærerigt såvel som
rart at se, idet brødrene formulerer, at de igennem deres Smag har fundet fodfæste i et komplekst samfund,
hvilket seerne ligeledes kan positionere sig selv i forhold til, og således også komme deres egen identitet
nærmere – ved at tage afstand såvel som at bakke op. Og netop derfor fylder maden så meget i medierne – vi lever nemlig i en forbedringskultur, hvor nytte- og livsstilsprogrammerne handler om at ophøje
hverdagen gennem iscenesættelse og stilisering, og Spise med Price er blot del af tendensen i forsøget på
at komme os selv nærmere. Og jeg er stadig sulten.
15
Litteraturliste
Boesen, Ulrik (2000): TV-Køkkenet – de bedste opskrifter og historier i mere end 25 år. DR Multimedie
Bourdieu, Pierre (1984): Distinction: A Social Critique of the Judgement of Taste. Routledge & Kegan Paul,
London
Carlsen, John og Kirsten Frandsen(2005): ”Nytte- og livsstilsprogrammer på dansk tv”, Working paper
nr. 133-05. Århus, Center for kulturforskning, Aarhus Universitet
Christensen, Christa Lykke (2008): Livsstil som tv-underholdning. Artikel i tidsskriftet Mediekultur #45
Danmark, SMID – Society of Media Researchers in Denmark
Christensen, Christa Lykke(2009): Den gode hverdag – livsstilsprogrammer på dansk tv. I Illeris, Helene;
Christensen, Hans Dam (red.): Visuel kultur – viden, liv, politik. Multivers, København
Dahl, Bent m.fl. (2005): Lærebog for gastronomer. Erhvervsskolernes Forlag, Odense
Dahl, Henrik (1997): Hvis din nabo var en bil. Anden udgave 2005. Akademisk Forlag, København K
Dahlager, Lars (2010): Brødrene Price erobrer Danmark. Artikel i Politiken d. 18/4 2010
Dannemand, Henrik (2009): Kokkekamp om tv-seerne. Artikel i Berlingske Tidende d. 19/9 2009
Giddens, Anthony (1991): Modernitet og selvidentitet. 8. oplag 2004. Hans Reitzels Forlag A/S, Kbh.
Groth, Margit Velsing m.fl. (red.)(2009): Danskernes måltidsvaner, holdninger, motivation og barrierer for
at spise sundt 1995-2008. DTU Fødevareinstituttet, Søborg
Hartley, John (1999): Uses of Television. Routledge. London and New York
Hjarvard, Stig (2003): Det selskabelige samfund. København: Samfundslitteratur.
Knudsen, Eva Marie (red.) (1999): Med lidenskab skal tv produceres. I Programkvalitet II, DR
Larsen, Peter Harms (2003): De levende billeders dramaturgi Bind 2 TV. DR
Povlsen, Karen Klitgaard (2007): ”Smag, livsstil og madmagasiner”. I Mediekultur vol. 42/43. Danmark,
SMID – Society of Media Researchers in Denmark
Stigel, Jørgen: “Continuity og tv-reklame” I Hjarvard, Stig (red.) (2006): Dansk TVs historie. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg C.
Strange, Niki: “Perform, educate, entertain – ingredients of the cookery programme genre” I Geraghty,
Christine & David Lusted (red.)(1998): The television studies book. Arnold, London
Vange, Jonas Wisbech (2009): TV på dobbelt tid. Artikel i Dagbladenes Bureau d. 9/6 2009
16