K o n ta k t H e r l u f s h o l m S k o l e · D e c e m b e r 2 0 1 0 Leder Der sker hele tiden, og heldigvis for det, nye pædagogiske tiltag på skolen. I år er der bl.a. kommet en ny international klasse i grundskolen, og en af de helt store nyheder på skolen derudover, er indførelsen af en mentorordning for alle elever i 1g. Vi har længe ønsket os at kunne støtte den enkelte elev væsentlig mere end vi hidtil har kunnet. Mange af vore kostelever er meget modne, men har alligevel behov for en rigtig voksenkontakt – og selvom vores sovesalslærere gør et fantastisk job, så er det mange unge at skulle være reservefar og mor for. En mentor opfattes undertiden som støtte til en svagere elev. Det er slet ikke sådan at vi opfatter det. Vi vil give, såvel den fagligt svage elev som den fagligt stærke elev støtte og udfordringer. Mentorordningen kan således ses som en mulighed for; at hjælpe med at organisere sit arbejdsliv, sine studier, få prioriteret i fritidslivet, få stillet hjælpende spørgsmål, få det skub, der ind imellem skal til og den opmuntring der også skal til, når der er behov for det. Med andre ord en voksenstøtte til eleven både i og udenfor skoletiden. Hver mentor er ansvarlig for 7-8 elever, og det er samtidig den lille gruppe af lærere, der er klassens team. Jeg ønsker alle held og lykke med den store opgave- og håber at både elever og skole får fuld valuta for investeringen. En anden nyskabelse på skolen var sidste års gæsteprofessorprojektet, hvor professor John Donaldsson underviste matematik i masterklasser, m.m. i 4 udvalgte uger i løbet af skoleåret. I år har vi satset på SPROG- og projektet er netop igangsat. Denne gang er det en gruppe af sprogkapaciteter, der besøger skolen: Professor Jørn Lund, professor Per Øhrgaard, forfatteren Thomas Harder, og derudover to personer der udøver sprog i deres metier, og derfor har en særlig flair for det: Journalist Ulla Therkildsen og skuespilleren Vivienne McKee. Jeg glæder mig til at kunne fortælle om elevernes udbytte. Det er nødvendigt at kunne tale sprog, og det er en farlig udvikling vores samfund er kommet i med at nedprioritere det, som bl.a. kunne skabe os fremgang i en globaliseret verden. Klaus Eusebius Jakobsen rektor 2 He rlu fs hol m Ko s ts ko le · Ko n tak t 201 0 Indhold Dimissionen 2010 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Elevtale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Fugleskydningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Artikel om Herluf Trolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 SUS og Mie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 IGCSE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Berlin Haupstadt und Metropole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Rundt om skolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Round square . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Hemmeligholdt lejrtur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Guldtur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Herlufsholm debate Sorø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Studievalg sjælland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 En vigtig sag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Status forskerspire . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Nye kolleger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Lektor Nils Aarsø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 Afgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Kontakt udgives af Herlufsholm Skole. Det udkommer halvårligt, i juni og december, førstnævnte er samtidig skolens årsskrift. Bladets væsentligste formål er at være en af kontaktfladerne mellem forældrekredsen og skolen. Det er overvejende af retrospektiv karakter, idet dets artikler og billeder forsøger at give et indtryk af væsentlige forhold og begivenheder i skolens liv. Det bestræber sig derudover på at bringe artikler, som skønnes at være af interesse for læserkredsen, herunder såvel artikler om pædagogik, som af kulturhistorisk karakter. Redaktør: Martin Arvedlund. Billedredaktør: Ingrid Sinding Omslagsbillede: Thomas Kluge: ”Margrethe II”. 2000. Olie på lærred, 234 x 120 cm. Herlufsholm Kostskole, festsal. Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Billedet af Margrethe II er et utilsløret og realistisk billede af en kvinde, der i kongemagt og værdighed på ingen måde står i skyggen af sine mandlige forgængere. Samtidig viser Thomas Kluge os en moderne kvinde, der på fremragende vis fylder rollen som monarkiets overhoved ud - i kraft af sig selv, i kraft af egen formåen og intellektuel rækkevidde. Fotografierne i dette nummer er taget af: Nils Aarsø, Martin Arvedlund, Hans Jørn Bentsen, Steen Brogaard, Pierre Rømer Damgaard, Peter Galle, Ann Hansen, Nanna Lønborg Hansen, Christian Hedeager Krag, Karen Pilgaard, Ingrid Sinding og Benedikte Sommer van Steenhoven Design og tryk: npctryk as H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 3 D imi s s i one n 2010 Dimissionen 2010 Dimissionen udgør kulminationen på tre års arbejde. Endelig kan resultatet gøres op, og udbyttet af arbejdsindsatsen kan høstes. For studenterne og deres lærere er der derfor på mange måder tale om årets festligste dag, om end den også indeholder et stænk af vemod. Man skal nu tage afsked med hinanden, og for dimittendernes vedkommende også med den skole, der for mange har været deres andet hjem igennem en årrække. Traditionen tro blev selve dimissionshøjtideligheden afholdt i kirken, hvor eksamensbeviserne blev overrakt. Men i år bød begivenheden på en fornyelse. For nogle år siden blev det fra politisk hold besluttet at flytte skoleårets afslutning. Som følge heraf kunne dimissionen for første gang i mands minde afholdes på skt. Hans aften. Det blev markeret på festlig vis med skt. Hans bål og midsommervise. I sin tale til studenterne kom rektor netop ind på forholdet mellem tradition og fornyelse. Rektor sagde bla. Det er altid lidt nostalgisk at stå her og holde tale til jer ved dimissionen. Det er som om, alle de mange års samvær med jer hurtigt passerer revy for mine øjne - små daglige rutiner som morgensang, bordet, billedet af et ungt forelsket par i deres blå uniformer, der går hen over Nyhave, blander sig med de voldsomme begivenheder, som de gjaldende herlovianerhurra’er ved Fugleskydningen, børkampen og pøkampen. Disse banale, infantile men farverige reminiscenser fra den gamle kostskole – fanen, der bliver båret ind i kirken og den helt utroligt respektfulde stilhed – øjnene, der følger fanebæreren og fanevogteren på deres alvorsfulde langsomme vej op mod alteret. Det er som om det hele lige er startet i 6. klasse, og så er det allerede slut nu igen. Herlufsholm Skole står smukt i dag. Festklædt og vibrerende af forventningens glæde. Og jeg tænker, netop som jeg så Jamie Lee Bæk ofte gør, når jeg vandrer omkring på skolen, hvilket besynderligt og dragende sted, disse bygninger, disse omgivelser er - så smukt placeret i naturen - og hvor mange sjæle og skæbner den har været med til at forme. Og især hvor mange kommende individer, der i fremtiden skal passere gennem skolens historie og sfærer – og også de vil blive påvirket af den. Jeg tænker også tit på, om jeg og mine medarbejdere har ret til at justere, at ændre, at forme denne skole anderledes end den, der blev mig overdraget i november 1993 – eller om vi netop ikke har både en pligt til og et ansvar for, at denne skole hele tiden ser med kritiske øjne på sig selv og udvikler sig. Selvfølgelig er jeg personlig slet ikke i tvivl, men bliver dog eftertænksom, når der stilles spørgsmål til det, vi skaber, og det, vi nu vil stå for. Formår vi at holde skolen som det særegne, som den er, samtidig med at vi sikrer en moderne skole med mål for det 21. århundrede? Der lyder fra nogle et ønske – ja et krav om, at skolens traditioner ikke må ændres – selvom vi i grunden aldrig i dybden har gjort os helt klart, hvad traditioner egentlig er, hvem der skaber traditioner og hvem, der kan beslutte, hvad der fortsat skal være af traditioner. På den anden side tror jeg, at vi alle ubevidst præcis ved, hvad der er traditioner og hvad der er dårlige vaner, umodne skadebringende ritualer. I virkeligheden så jeg helst, at vi undgik ordet ”tradition”, fordi det ord så let kan 4 He rlu fs hol m Ko s ts ko le · Ko n tak t 201 0 spændes for en vogn, der, for den enkelte eller for en gruppe, bringe os ud af kurs og som har det folkeforførende element i sig, at det uden særlig omtanke og uden nogen for konsekvens, kan blive til noget, der bare forlanges gentaget. Og gentaget og gentaget - ofte i nye og ødelæggende former – og uden sammenhæng med skolens værdier og mål. Jeg har tit tænkt på, hvad Herluf Trolle og ikke mindst Birgitte Gøye mon ville sige, hvis de pludselig kom tilbage og vandrede i Nyhave og så de unge diple – så fritidslivet, hørte om Round Square, fik forklaret diplenes servicearbejde, deltagelse i overlevelsesture og i konferencer og så Duke of Edinburgh-aktiviteterne – hørte de unges gjaldende hurraråb til Fugleskydningen og de sammes unges beruselse og lidt fuldskab til festerne, så de mere eller mindre reglementeret påklædte diple gå til byen OG være en del af byen, og så dem uddanne sig i fag, de (Herluf og Birgitte) aldrig havde hørt om: samfundsfag, naturvidenskabeligt grundforløb, dramatik, biologi, spansk, AT, så diplene have et sandt venskab og kammeratskab sig imellem, så sovesalene og præfekterne og bordet og kirken, osv. Ville de nikke tilfredse og sige: det var lige den skole, vi gerne ville have at den udviklede sig til? Eller de ville være lidt forvirrede, fordi de også så noget andet: så nogle blandt diplene, der brugte skolen til noget helt andet, end det, der var intentionen med den? At der var en gruppe elever, der mere så Herlufsholm som en legeplads, hvor lige netop deres individuelle ønsker og værdier, SKULLE være de herskende, og hvor de dermed fik nedtonet – ikke blot for sig selv, men for mange andre - både den faglige standard, men også andre værdier, som et kostskoleliv bør bringe med sig, nemlig et ægte fællesskab på tværs af køn, alder, social baggrund, politisk ståsted? Jeg tror, jeg kender svaret: jeg er sikker på, at Herluf og Birgitte ville nikke anerkendende til det, vi er i dag, selv om der ville D i mi s s i o n e n 2 0 1 0 Stanislav Stanchev & Julie Greve være meget, de ikke kunne forstå eller fatte – ligesom de ville støtte alle bestræbelserne for at bearbejde, forklare og se sammenhænge for den elev, der ikke forstod, hvad Herlufsholm kunne give ham eller hende. Jeg vil lade jer selv reflektere over det - selv finde svaret - når I nu forlader skolen og nu, hvor den ikke mere vil spille den afgørende rolle i jeres liv – men ordet solidaritet falder mig ind: Den fælles solidaritet over for konceptet, ideen, tankerne og den fælles interesse som skolen bygger på. De udspringer af den fælles historie og de fælles værdier, som forener en gruppe eller en klasse - eller i vores tilfælde Herlufsholm og bygger på fælles kamp eller bestræbelser. Trollemorgen er for mig et af de tydeligste beviser på denne sammenhæng: fra 6.klasse til 3g underkaster man sig de krav, værdier og interesser, som gælder på skolen – vel vidende at et sådant medlemskab betyder en vis underkastelse af samme normer, værdier og interesser – og således sætter visse grænser for individets frihed til at handle eller tale helt frit. Jeg har et vågent øje til denne solidaritet: svigter den, svigtes hele skolen. Men som jeg ser det, er det en af de stærkeste strømninger og følelser blandt elever - nuværende som tidligere - som det også er blandt hørere og ansatte i øvrigt. Herlufsholm Skole er først og fremmest – (og forstå mig ret: uden politiske un- Legatmodtagere Charlotte Reventlow, Nanna Kronborg, Leonora Sisseck, Benedikte Sommer dertoner) – en dansk skole med en dansk studentereksamen og et tilbud om en international eksamen IB, med sammenhæng i livet over årene, med sammenhæng i det liv, der er i klasselokalet, og det, der udfolder sig udenfor Herlufsholm, er det hjem, som skaber voksne ansvarlige, og den skole, der tager udviklingen af barnet alvorligt sammen med de forældre, der for en periode har måttet sige farvel til det vigtigste i deres liv: deres børn. I en undersøgelse, vi netop har gennemført blandt forældrene, noterer jeg med glæde, at den gode tone og det fine humør vægtes meget højt. Jeg er stolt af at få lov til - sammen med jer og de tidligere diple - at stå i spidsen for den udvikling, som helt nødvendigt er sat i gang. Helt nødvendigt siger jeg, fordi selv en gammel traditionsrig skole, med rødder helt tilbage til 12-hundrede tallet og med udgangspunkt i en fundats fra 1565, SKAL følge med tiden – ellers bliver den et relikt i en verden, der hele tiden forandrer sig, og ellers bliver vi ikke den skole i verdensklasse, som vi ønsker at blive. Den store og svære kunst er at balancere den udvikling med en fastholdelse af det, der giver os kant – personligt, som gruppe, som skole – med andre ord fastholde de måder, vi er sammen på, som helt alene karakteriserer Herlufsholm, og i den balanceakt også at sikre, at de strømninger og H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 5 x xi m i s s i o n e n D 2010 ritualer, der er overleveret af tidligere tiders løjtnanter ikke får liv og næring til at sætte sit onde ansigt på skolen og på eleverne. Jeg er ganske klar over, at det er her, kampen skal stå og står – og i al fremtid vil stå. Lad mig referere til Peter Thielsts bog om Søren Kierkegaard: ”Livet forstås baglæns - men må leves forlæns” - og omskrive de tanker til Herlufsholm: Herlufsholm skal forstås baglæns: Af jer, der nu forlader dette elskede sted ved Susåen, minderne, kammeratskabet, traditionerne – de skrevne og de uskrevne - nostalgien – men må leves forlæns: af os, lærere og elever, der har arbejdstøjet på, der har de daglige udfordringer med at få livet til at antage de rigtige former, have det rigtige indhold på sovesale og i klasserum, få fester og ceremonier til at gå op i en større helhed. Baglæns og forlæns hører sammen: uden det baglæns liv ingen forlæns bevægelse. De to begreber støder undertiden sammen – ja, det er næsten helt unaturligt, hvis de ikke gør det – men sammenstødet er med til at sikre, at livet og indholdet og udviklingen på skolen sker….”. Herefter fremsatte rektor nogle overvejelser om kravene til fremtidens studenter og fremtidens arbejdskraft. I forlængelse heraf kom rektor ind på årgangens flotte eksamensresultat og udtalte i denne forbindelse følgende: Det er med tilfredshed, at jeg kan notere, at jeres faglige resultat er blevet meget smukt – og noget bedre end de sidste par årgange. Faktisk er gennemsnittet for årgangen 0,6 point højere end sidste år – fra 6,7 til 7,3 – og glædeligt er især jeres rigtig pæne skriftlige karakterer. Til lykke med det. Der er noget, der tyder på, at I har fået det rigtige ud af denne kombination af udfordringer på både det faglige og på det menneskelig, sociale plan. 3g, danske studenter og IB-studenter, vi har haft vore kampe – og der er blevet givet og taget – måske skulle dialogen i visse faser have været bedre end den blev - og det er vist ikke mindst min skyld – men også en gammel rotte kan lære noget - og det har jeg gjort. Og det håber jeg også, at I har. Mathias Popp afleverer elipsen til ”standeren” og modtager et sæt manchetknapper I var ikke bange for at vise profil – ikke bange for at være med - ikke bange for at udnytte jeres kræfter – at udfordre os andre. Vi vil komme til at savne jer – og I vil komme til at savne os. Men det er det gode, og det også det dårlige ved en skole: man mødes, der sker udfordringer og udvikling, der opstår venskaber og det modsatte. Alting har sin tid – og nu skal I herfra. Tak for jeres gode humør, tak for jeres glæde ved De to tenorer; Martin Lindbæk og Nikolaj Gugliotta 6 He rlu fs hol m Ko s ts ko le · Ko n tak t I har været nogle rigtig gode klasser at have her på skolen. Videbegærlige, motiverede og ikke mindst har I spredt højt humør og god stemning omkring jer – Herlufsholm berømmes som nævnt ofte for den gode stemning, der er på skolen mellem elever og elever, mellem elever og lærere, værdierne på skolen, som hele tiden udfordres, og at det hele hænger sammen. I en undersøgelse, vi har lavet blandt jer (og tak for de mange svar og kommentarer – både de positive og de mindre positive, som dog alle kan være med til at udvikle os) har årgangen givet skolen en karakter på 9 på den nye karakterskala - og det er jeg meget glad for. 201 0 D i mi s s i o n e n livet. Til lykke med de fine eksamener og held og lykke i fremtiden. Med disse ord dimitterer jeg årgang 2010. Årets forældretaler var Sognepræst ved Holsted Kirke Charlotte Clante. Charlotte Clante betonede i sin tale den dobbelthed, der er forbundet med dimissionen og lagde vægt på det helt særlige tillidsforhold, der på Herlufsholm består mellem forældre, diple og hørere. Charlotte Clante udtalte bla. følgende: Så sig til dem: ”JA, jeg tror på, at lige netop jeg får et job bagefter min uddannelse eller ja, jeg tror, jeg bliver måske ikke første, men så den anden dansker på månen”. Charlotte Clante kom dernæst ind på skolens værdier og den stærke samhørighed eleverne imellem. Efter at have takket skolens lærerstab for en engageret indsats og betegnet lærergerningen på skolen som et kald. Afsluttede forældretaleren med følgende ord: 2 0 1 0 ”Kære studenter, lad så denne her jeres ”Sidste af altings fest” på Herlufsholm Kostskole blive til den ”Første af altings fest” i resten at jeres liv, må I gå en fantastisk fremtid i møde: Hjerteligt tillykke. I aften fejrer vi jer. På Grønland har man en fest, som man kalder ”Den første af al tings fest”, og det er det i holder i aften. ”Den første af al tings fest” for jer. Egentlig kan man ikke kalde en dimissionsfest for ”En første af altings fest”. Det er jo i virkeligheden ”Den sidste af altings fest” – eller i hvert fald ”Den sidste af nogets fest”. For ifølge ordbogen betyder dimission: Afgang med eksamen fra højere skole eller læreanstalt. I skal videre – overflyttes – til det næste skridt på uddannelsesvejen. Charlotte Clante påpegede herefter at tilværelsen består af en række valg og hun understregede vigtigheden af at vælge med hjertet og forfølge sine drømme. Hun havde i denne forbindelse følgende bemærkninger til studenterne: Signe Vikjær Leth Olsen og Katharina von Plessen modtager De Meyerske eksamenspræmier Hvert år, når jeg som præst, beder min konfirmander skrive en bøn til Gud til deres konfirmation, er der altid mindst én, der skriver: ”Gid jeg må tjene mindst en fem million om året”. Andre skriver: ”Gid jeg må blive prof. fodboldspiller, og begge ting er forbeholdt så ganske få”. Men drømmen er der! Og lad aldrig nogen tage jeres drømme fra jer, tro på dem. Hvis nogen siger til jer, der er ikke job at få efter den eller den uddannelse eller, ”Tror du virkelig, at du kan astronaut?” Camilla Ginnerup Jensen modtager et Litografi; Symbolet på modtagelse af Pilou Asbæks legat H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 7 D imi s s i one n 2010 vedkommende blot få timer siden, holdt vi op med at være elever på Herlufsholm. Nu er vi tvunget til at vende blikket mod den store vide verden og nakken til Herlufsholm. Elevtalen Efter overrækkelsen af eksamensbeviser dannede Helen Hallen rammen om dimissionsmiddagen. Under middagen afvikles en række faste programpunkter. Hvert år uddeles flere legater og andre udmærkelser. Desuden holdes forskellige taler. På vegne af studenderne talte Benedikte Sommer van Steenhoven. Benedikte sagde følgende: Kære Studenter, Kære forældre, Kære hører... kære eventuelt glemte. Det er ikke blot en stor ære for mig, at stå foran jer i dag, denne opgave har samtidig haft den fordel, at den har tvunget mig til at tænke tilbage min tid på Herlufsholm, førend den var ovre. Jeg har måttet gnaske på og gensmage nogle af de bedste eller mest betydningsfulde minder, for at komme frem til konklusionen: ”Hvor er jeg heldig” - hvor er vi heldige. For få dage siden, for nogles Julie greve, Stanislav Stanchev modtager De Meyerske eksamenspræmier 8 He rlu fs hol m Ko s ts ko le · Ko n tak t 201 0 Jeg tror jeg taler på alle studenters vegne, når jeg siger at den sidste tid har været præget af en vis splittelse i ens forhold til fremtiden. På den ene side skulle vi snart stå med huen i hånden, klar til at opleve verdenen udenfor og tage del i det virkelige liv. På den anden side skulle vi forlade dette trygge sted, hvor så lykkelige stunder har udspillet sig. Ordet: ”sidste” har hjemsøgt os. Alt blev pludselig sidste gang. Sidste nat på ens sovesal, sidste morgenbord, sidste skoletime, sidste irettesættelse fra ens sovesalslærer, sidste gang man skulle se sit hummer, sine elskede 3x3 m2 (for en piges vedkommende) der har dannet rammen om ens sjældne alenestunder og hvis vægge har skullet lytte til verdens største, mest saftige hemmeligheder - sidste gang man lukker døren til det tomme værelse, drejer nøglen om og står lidt og tænker: ”det kan da ikke bare være dét”. Men jo, det er svært at bremse den store viser og dagene smuldrer blot hurtigere væk, hvis man prøver at gribe fast. Man ved først hvad man havde, når det er væk. Det er den samme gamle historie. Ligesom de første uger føltes som år, føltes Skt. Hans bål på Røde Plads D i mi s s i o n e n de sidste år som uger – så det går vel op på en eller anden ulogisk facon. Studenter her i dag, kan se tilbage på op til 7 år på denne skole – år der har strukket sig over den fase i et menneskes liv, hvor personligheden langsomt trylles frem og i hvilken den mest markante, sindsmæssige og menneskelige udvikling finder sted. Vi kom, som formløst og af vores forældre æltet ler, klar til at blive formet... eller omformet. Og af vores nye familie, vores venner, blev vi tilpasset med kærlig hånd. I dag står vi som just færdigbrændte potter og vaser, den ene skævere end den anden, men alle i fast, afstivet form, efter en tur i den hede ovn, ved det grønne bord. Herlufsholm er noget for sig, så har jeg vidst ikke sagt for meget. Det er svært at sætte fingeren på hvad det lige præcis er der gør, at skolen så markant skiller sig ud. Om det er de vanvittige traditioner, såsom pøkamp, nedskydning af boltret træfugle eller gammeldansk-med-mælk, som folk uden for systemet ryster på hovedet af i afsky – eller – dét at vi lever i en tidslomme, med gulvlange hvide nederdele, stråhat og skjold på brystet som daglige klæder og benediktinerklostre som residens. Alt andet lige er det i hvert fald magisk. Fortryllelsen sker for næsen af os. De små, frygtsomme børn der var så bange for at træde ved siden af, og så bange for aldrig at finde en gren at stå på og som, til trods for umodenhed, blev sat af ved hovedtrappen til Herlufsholm og følte sig som Palle alene i verden, sidder i dag og kan smile med en studentereksamen i tasken, omgivet af et hav af uvorne, men evige venner, med troen på livet og fremtiden og tænke (i al beskedenhed): ”jeg kom, jeg så, jeg sejrede”. Forrige år prydede nogle elev-kunstværker skolens lygtepæle, bænke og stakitter. Det var små fugleunger, bøjet i farvede ledninger. Meningen med disse var meget enkel, meget sød men var vigtigst af alt, meget rigtig: 2 0 1 0 Tak til SUS, for at taget imod os, når vi var syge, skulle have fysik-prøve eller bibtest. Det hjalp ikke på karakteren men på humøret. Og det er jo det vigtigste... Tak til Rektor, Stubgård, Koefoed og resten af ”tæskeholdet”, for at være villige til at indgå kompromisser, bevare elevdemokratiet og den gode stemning, for at sikre freden. Og til slut: Tak til forældrene, for at have taget den rigtige beslutning, da I sendte os hertil – det må I gerne gøre igen en anden gang. Fuglene var de mange elever, der som små fugle kommer, sætter sig, putter sig, forsøger at finde fodfæste, for der er så mange frygteligt tynde grene man skal holde sig fast på, og man må passe på ikke at falde ned, man skal finde sin plads i flokken, man bliver som en trækfugl siddende en kort periode i sit liv, og så må man videre på farten. Men trækfugle vender jo som bekendt tilbage.... Til slut vil jeg gerne, på årgangens vegne; Takke hørerne, for at insistere på - ”at der ikke er nogen dumme spørgsmål” - selvom gud og hver (sproglig) elev ved, at der er. Og for at have været opmærksomme på, at I ikke blot var lærere, men også forbilleder for især kosteleverne, for hvem ”voksne” var en sjældenhed i hverdagsbilledet. Tak til sovesalslærerne for år efter år at overleve. Og for at have fundet på positive ting at sige om én, for at opveje de obligatoriske skideballer over missede morgenborde, uredte senge og gule sedler - frisk fra kontoret. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 9 F ugle s kyd ni nge n 2010 Fugleskydningen 2010 Regnen dryppede let fra den grå himmel på den store fugleskydningsdag, men det var ikke en regn, der kunne vaske smilene af 3.G’s piger og drenge, der nu endelig efter mange års hårdt arbejde kunne stå forrest i den stolte kolonne af herlovianere. Smilene var ikke til at fejl af, heller ikke hos de fremmødte forældre og venner. Det lå i 10 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · luften, at dette var en speciel og stor dag, ikke blot for den 207. Regering, men lige så vel for de mennesker, der var kommet for at overvære den gamle tradition. Processionen startede på slaget 9, anført af fugleskydningsorkestret. Heis og Mia blev hyldet med et rungende herlovianerhurra, som sikkert kunne høres helt til Sorø. Omsider stod vi Ko n tak t 2 0 1 0 alle i Nyhave – med en unik fornemmelse i maven og med et smil til sidemanden sang vi i kor fugleskydningens slagsang: Der lyder trut – trut – trut og tramp foran skolen. Fugleskydningen var nu for alvor begyndt. De første pile fløj fra buerne, og snakken mellem de mange fremmødte begyndte – forældre, diple, hørere, Heis, Mia og Forstander fik snakket med mange mennesker den dag, og mange navne fik pludseligt ansigter. Den lette regn fortsatte det meste af dagen, men det havde ingen betydning for de mange mennesker, der stod parat til at høre statsministertalen i Nyhave. Talen indeholdt mange gode pointer og visioner, som blev mødt med sjungende bifald fra den 207. Regering. Dagen føltes alt for kort, da der pludselig stod en yndig pige med bør og hvid nederdel og med buen i hånden – en pil blev skudt af sted og en ellers modvillig fugl skudt ned! Overraskelsen varede kort, før Hillevi blev båret over skuldrene og kastet i Susåen. Foran Skygningen blev der råbt hurra for fuglekongerne ved Lille og Store Fugl, og Hillevi forstod nok ikke helt, at hun altid vil blive husket som den første kvindelige fuglekonge i Herlufsholms historie. Dagen blev til aften, hvor fugleskydningsballet også blev et gensyn med mange gammel-herlovianere. Der blev danset og snakket – vi nød at være sammen og feste – og ballet sluttede med et mægtigt festfyrværkeri, hvor flotte farver, brag og lysenes leg på himlen satte et værdigt punktum for den 207. Regerings fugleskydning. MARC MYLLERUP Fug l es k ydn i n g e n H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 2 0 1 0 11 D en l ærd e kri ge r Den lærde kriger I anledning af den danske flådes 500 års jubilæum skriver Lektor Morten Uhrskov Jensen om Herlufsholms egen søhelt Herluf Trolle Den militære revolution er skelsættende i Europas historie. I snæver forstand kan den tidsfæstes til perioden ca. 1550-1650, men historikerne strides, og en bred fortolkning taler om de 250 år fra 1450 til 1700. Som resultat af revolutionen bliver hær og flåde til permanente statsinstitutioner, således også den danske flåde, der under kong Hans oprettedes i 1510. Kongen havde brug for en fast flåde til bl.a. at styrke sit greb om Øresundstolden, men som nævnt var udviklingen med etableringen af flåden en del af en fælles europæisk udvikling. Al centralisering rummer en fare for overdreven styring fra oven, men hvor nødvendigt det har været for Danmark at følge med i opbygningen af blivende institutioner i riget, ses vel bedst af Polens skæbne, landet der forsvandt i mere end 100 år som selvstændig stat, i høj grad, fordi det ikke lykkedes den polske kongemagt at fravriste adelen dens store magt og tilvejebringe det nødvendige forsvar. Et tegn på det nye, der var sket i Europa og således også i Danmark, var det, at Herluf Trolle, der i 1564 af Frederik den anden var blevet udnævnt til øverstbefalende for flåden, indførte regelmæssige øvelser for flådens mandskab. Herunder foretoges mønstringer af skibsmandskabet under våben. I en moderne hær og flåde er der tale om selvfølgeligheder – mandskab og udstyr skal gennemgås og plejes som en del af den faste praksis – men for datiden har der været tale om en omvæltning, fordi indkaldelsen af skibe til krigsflåden tidligere foregik på ad hoc basis. Herluf Trolle har således indset nødvendigheden af ændrede rutiner under de nye forhold. Den lærde Herluf Trolle var som det tolvte af femten børn af den skånske adelsmand Jakob Trolle ikke umiddelbart bestemt for krigerbanen. Faderen havde tværtimod tidligt sørget for, at Herluf Trolle fik en solid uddannelse efter tidens formåen. Efter den obligatoriske grundskoling i hjemmet i Skåne sendtes han til Vor Frue Skole i København og herfra videre til Wittenberg. At det blev Wittenberg og ikke Billedet ”Stockholm” er fra 1521 og illustrerer fint tidens store søslag. Det er Christian IIs flåde ud for Stockholm Slot i 1521 og er fra Orlogsmuseets Arkiv. 12 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Ko n tak t 2 0 1 0 katolske højborge i f.eks. Frankrig skyldtes naturligvis den reformatoriske bevægelse, som kom til at sætte et stærkt præg på Herluf Trolle tillige med hans hustru Birgitte Gøye. Københavns rektor 1549-50, Johannes Machabæus, der i 1566 forfattede Herluf Trolles levnedsbeskrivelse, havde nogle bemærkninger at gøre om tiden og om den lærdom, som Herluf Trolle havde taget til sig. Kildekritisk har levnedsbeskrivelser vel været tilbøjelige til at fremhæve den afdødes fortrin, men Machabæus havde noget generelt at sige, som nok kan vække til eftertanke, også fordi de dyder, Machabæus fremhævede som manglende i datiden, kan genkendes også i dag. Der er måske tale om noget næsten universelt, når magtens mænd af tidens intellektuelle får læst og påskrevet. Her følger derfor et lidt længere citat af Johannes Machabæus: »Man kunne ønske, at alle adelsmænd lagde sig efter Hr. Herlufs fromme forældres kloge og heldbringende principper for opdragelse; thi da ville videnskaben – (som dengang var digtekunst, veltalenhed, jura og filosofi) – ikke i den grad møde foragt hos magtens indehavere; ej heller ville filosofien, når den berøves den den tilkommende belønning, tvinges til at gå med tiggerstaven; og ikke ville denne dyriske råhed bemægtige sig sjælene hos de fornemme, som styrer staternes ror; men ifølge Platons råd ville magten mildnes, når den forbandtes med lærdom, og kongerne ville blive til filosoffer og filosofferne til konger«. Det er i sandhed vise ord, at magten – som uden tøjler er rå og kan være endog modbydelig – kan og bør lade sig binde af lærdom og af den sandhed, hvor relativ den end måtte være, der kan udledes af studier af retfærdigheden. Machabæus´ ord vidner om sans for betydningen af viden og indsigt og fortæller vel egentlig meget godt, at der også i midten af 1500-tallet var en bevidsthed til stede, der meget vel var klar over, at Danmark og Europas mentale velbefindende i høj grad beroede på, at magt ikke kun var ret, men at retten også byggede på en indsigt om at forfølge D en fornuften og derfor også den lærdom, der kunne bibringe større viden om ret og vrang. At Johannes Machabæus tillagde Herluf Trolle ære ved hans tilegnelse af kundskaber, siger meget godt om dansk og europæisk åndsliv på daværende tidspunkt. Det fortæller eftertiden, at der også i det 16. århundrede – et godt stykke tid før det, vi kalder oplysningstiden – fandtes oplyste mennesker, der vidste, hvad viden er værd. Herluf Trolle kan altså være godt tjent med Jakob Machabæus´ levnedsbeskrivelse. Ikke kun i kraft af beskrivelsens almindelige roser, men på grund af dens understregning af betydningen af viden. Krigeren Danmark var på Herluf Trolles tid et standssamfund, hvor adelen havde stor magt. Vi er i tiden før enevælden, og den danske adel udgjorde både økonomisk og politisk en elite, som man ikke kunne komme udenom, selv om Christian den anden havde forsøgt og fejlet. Det kan være svært at forstå i dag, hvilken betydning et begreb som ære spillede dengang. Adelen havde privilegier, men der forventedes også en modydelse. Med rettighederne fulgte pligter. Vi kan ikke granske den enkeltes sjæl, heller ikke Herluf Trolles, men der er ikke grund til at tro andet, end at betydningen af æresbegreber som mod har ligget helt fremme i bevidstheden hos en adelig som Herluf Trolle. Han og alle andre vidste, at adelens status til syvende og sidst beroede på, at den kunne forsvare riget, når det gjaldt. Enevældens indførelse i 1660 skete i høj grad, fordi adelen dér havde vist sig ude af stand til netop det: at forsvare Danmark, hvorved riget havde været tæt på undergang. Herluf Trolle begrundede selv sin og adelens særlige position på med de berømte ord, der vil være velkendt for mange herlovianere: »Mister jeg mit liv, jeg får vel liv igen. Ved I, hvorfor vi hedder herremænd, hvi vi bærer guldkæder og har jordegods og vil være ypper mere og højere agtet end andre? Derfor har vi denne ære for andre, at når vor konge og herre, land og rige har det behov, da skal vi l æ rde k ri g e r rigets fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vort fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være i fred og rolighed: Ja, vil vi have det søde, så må vi og have det sure med«. Et moderne perspektiv på ovenstående vil måske være, at der blot var tale om ord, om noget, Herluf Trolle forventedes at sige. Men det er i virkeligheden ikke afgørende, hvad Herluf Trolle må have tænkt i sit inderste. Det centrale er, at herremændene var herremænd, fordi de, når alt kom til alt, blev målt og vejet på, om de var i stand til så nogenlunde at leve op til det, som Herluf Trolle gav udtryk for. Slaget ved Femern Og Herluf Trolle mistede netop sit liv, fordi landet og riget havde behov for ham. Den 4. juni 1565 mødtes en dansk og en svensk flåde i farvandet mellem Femern og Vismar. Herluf Trolle var ombord på orlogsskibet Jægermester, iklædt et farvestrålende harnisk og med en fjerprydet hat. Han har ikke været noget svært mål for de svenske kugler, og han blev da også såret af skud fra det svenske orlogsskib Troilus. Herluf Trolle skal have frabedt sig hurtig hjælp af bartskæreren og i stedet givet ordre til, at denne skulle se til krigsmænd og bådsmænd først. Ulykken ville, at der gik betændelse i sårene i arm og ben. Herluf Trolle gik i land i Dragør den 7. juni og tog herfra videre til København. Her indtrådte døden den 25. juni efter en altså langvarig og smertefuld dødskamp. Hans hustru Birgitte Gøye var hos ham ligesom Niels Hemmingsen, en af tidens store teologer og professor ved Københavns Universitet. Herluf Trolle fik altså ikke lang tid som øverstbefalende for flåden. Men han satte sig ikke desto mindre som nævnt spor ved sin organisering og træning af flådens faste stab. På linje med Niels Juel og Tordenskiold rangerer han ikke, men han kunne mere end være sin indsats bekendt. Han vidste, hvad tiden krævede af ham og hans standsfæller, og han var ikke bare kriger, men en lærd sådan! Han var en lærd kriger, og det er ikke ringe, når det skal være. Herluf Trolle Frederik d. II H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 13 SU S Herlufsholm Skoles sygehus Overfor biblioteket ligger en smuk gammel bygning, som huser Herlufsholm Skoles sygehus, kaldet SUS. Her bor og arbejder sygeplejerske Anne Marie Sehested og hendes mand, Leif Sehested, der er skolens læge. Sygehuset har plads til 16 sengeliggende og står til rådighed for 280 kostelever og 315 dagelever døgnet rundt. som slet ikke kan trives med den skoleform”, forklarer Mie Sehested. Dageleverne bruger SUS ligeså ofte som kosteleverne. De kommer jo også til skade eller er måske kommet lidt skidt hjemmefra en morgen eller skynder sig over på SUS, fordi kammeraterne ikke må se dem græde, siger Mie Sehested, men det er helt klart kosteleverne, der er hendes ”hjertebørn”. ”Når forældre hører, at kostskolen har et sygehus, kan jeg se mødrenes skuldre sænke sig”, smiler Anne Marie Sehested, som aldrig kaldes andet end Mie. ”Kosteleverne kan ikke tage hjem og snakke med deres mor og far. De har naturligvis hinanden, for der knyttes helt særlige kontakter mellem eleverne, når de er sammen døgnet rundt. Ens sovesalskammerater bliver en slags ekstra familie, nogle ekstra søskende og kosteleverne er meget søde til at hjælpe hinanden og snakke om problemerne, MEN det kan også være stressende at være sammen med andre mennesker altid! Nogen gange har de bare brug for at være alene og så får de en seng på en af stuerne her på SUS. Der kan også være problemer, man helst vil snakke med en voksen og uvildig om – og det er ofte mig.”, siger Mie Sehested. ”Vi har cirka 700 indlæggelser om året og vi ser 25-60 elever om dagen, der kommer over til os på SUS. Nogle gange kommer eleverne med så små rifter, at jeg knapt kan få øje på dem, eller med ondt i maven og så ved jeg jo godt, at der ikke er brug for et plaster men lidt omsorg. Jeg bruger nok mindre tid på at behandle og mest tid på at snakke med elever om deres store og små problemer, om hjemve, om konflikter, om bristede hjerter, eller ambitioner der er for høje. Der er selvfølgelig også alvorligere problemer, som vi prøver at løse ved at sætte faste timer af til de elever der har spiseforstyrrelser, lavt selvværd, føler sig mobbet eller udenfor eller måske kommer herned med en dårlig skilsmisse eller dødsfald i bagagen. Det kan også være livet som kostelev, der er svært og her er vi ofte talerøret for de elever, 14 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Verden har ændret sig meget på de 24 år der er gået, siden Mie Sehested kom til Herlufsholm Skole. ”I begyndelsen var det meget besværligt at få fat i de forældre, der boede i udlandet. Vi løb rundt med mønttelefoner til eleverne og der var ekko i røret. Senere fik vi fax, så det blev noget lettere at kommunikere. I dag Ko n tak t 2 0 1 0 sender eleverne selv sms eller ringer, mens jeg så efterfølgende enten ringer eller mailer om patientens tilstand og graden af alvor, for det kan jo godt være svært at bedømme på et grædende barn via en mobiltelefon”, ler Mie Sehested. ”Dagen på SUS begynder kl. 7.00 og slutter ved ”godnat-stuegangen” kl. 22.30. Og stuegangen kan godt trække ud, for netop den stund kan især de små kostelever ikke lide – altså når de skal sove og hjemveen kommer snigende”, forklarer Mie Sehested. Når alle sover trygt og frem til kl. 7.00 næste morgen, har Mie Sehested tilkaldevagt. Sådan forholder det sig alle hverdage samt hver anden weekend. ”Enten løber man skrigende bort, eller også kommer jobbet ind under huden på èn. For mig er det et vidunderligt job. Jeg har altid villet være sygeplejerske og arbejde med børn, men det har helt klart været hårdt at skulle afgive sit privatliv og stå til rådighed døgnet rundt. Jeg har da også løbet frem og tilbage mellem pligterne, med et at mine egne fem børn på hoften, og tænkt: det her er for meget”, indrømmer Mie Sehested. ”Men jeg er meget glad for mit arbejde. Det er en rummelig arbejdsplads, hvor jeg altid har fået lov til at udvikle mig og til at tage de kurser, jeg har ønsket – ingen har spurgt hvorfor eller om det nu var relevant. Jeg får alle de SU S ressourcer, jeg har brug for. Og jeg har en god opbakning fra ledelsen, siger Mie Sehested og kommer så i tanke om en lille episode: ” Nå ja, der var dengang, jeg bad om at få TV til patienterne, hvor direktøren sagde: Nej! For så bliver de da liggende alt for længe! Men fakta er, at vi har TV på alle stuer, doneret af en tidligere elev, som godt kunne huske, hvordan det var at ligge her i meget lang tid”, ler Mie Sehested. De første 12 år på Herlufsholm Skole var Mie Sehested alene om ansvaret - med en enkelt medhjælper, der holdt huset og sørgede for mad og drikke til patienterne. Siden kom en sygeplejerske til som sidste år blev afløst af Asta der er ansat som sundhedsplejerske to en halv dag om ugen fra kl. 8.00 – kl.15. Men travlheden er stadig stor. ”Jeg har prøvet at lære eleverne, at man ikke skal komme og vise mig en fodvorte kl. 22 om aftenen. Men man bestemmer naturligvis ikke, hvornår man slår sig eller bliver ked af det, så det ringer på døren hele tiden”, smiler Mie Sehested. ”Familien skal være indstillet på, at jeg løber midt i madlavningen eller afbryder en godnathistorie. Det har min mand, Leif Sehested, som nu er skolens læge, været indforstået med, så det har været værst for børnene at acceptere at skulle vente på, det blev deres tur eller at de skulle være stille i det meste af huset”. ”Selvfølgelig er der ulemper. Jeg kan ikke bare gå min vej eller tage i biografen eller være én af de gode forældre, der altid kører med børnene til fodbold, medmindre det er planlagt god tid i forvejen. Men vi har dejlige lange ferier. Og jeg tror, det ville være svært at finde et andet job, hvor der er samme store berøringsflade med unge og samme mængde af TID! til dem. Og selvfølgelig skal man ikke regne med timeløn og ulempetillæg, men arbejdet skal stå mål med glæderne, og det gør det så rigeligt”, siger Mie Sehested. Og man er ikke i tvivl om at Mie Sehested mener hvert et ord. Der er ikke antydningen af stress over hende, som hun sidder midt i den gamle sygehusbygning, der emmer af hygge og gode gamle dage. Dengang der altid var tid til at lytte. Et lille fristed, hvor man næsten fristes til at sige, at tiden står stille. Men det gør den ikke – for uret tikker ude på gangen og tele- fonen ringer i baggrunden! Her på SUS kan elever med stress eller hjemve få lov til at være stille, genfinde freden i sig selv og slappe af fra hverdagens krav og skærmydsler, for det psykiske velbefindende tager Mie sig ligeså meget af som halsbetændelser, influenza og fysiske skader. Med 24 år på Herlufsholm Skole har Mie Sehested fået et ganske godt indblik i, hvad det vil sige at være teenager, men også indsigt i hvordan kravene til teenagere har ændret sig gennem årene. ”Det er hårdt at være ung i dag. Det stilles voldsomme krav til dem. Både til deres udseende, det sociale og til deres faglige kunnen. De er meget ambitiøse og lider faktisk under de krav om gennemsnit der skal til for at komme videre i uddannelsessystemet. Det er et pres. To tredjedele af de elever, der kommer for at snakke, er piger. Drengene kommer ofte med en fysisk smerte, men så kommer problemerne frem senere.” ” Der en langt større åbenhed i samfundet generelt, end da jeg tiltrådte. Tidligere skulle jeg gætte mig frem til, hvad problemerne kunne være, men i dag er de unge meget mere åbne, bedre til at sætte ord på og bedre til at analysere situationen. Da vi er en kostskole, hvor eleverne er sammen 24-timer i døgnet, er der også en stor grad af sammenhold. De passer på hinanden og snakker sammen. Derfor er vi også gode til at fange problemerne som f.eks spiseforstyrrelser, vi er gode til at hjælpe og helbrede.” Som om arbejdet på SUS ikke er omfattende nok, så deltager Mie Sehested også i projekt om sundhed. Forløbet omfatter 6.-9. Klasse og har fokus på sundhed – fysisk, psykisk og socialt med temauger og sundhedstest. Hver elev får en ”sundhedsmappe”, som skal følge dem gennem forløbet. ”Vi vil gerne have implementeret en bevidsthed om hvad sundhed er - at sundhed ikke kun handler om kropsvægt. Der laves sundhedstest og konditionstest, hvor der måles lungefunktion og muskelmasse og meget mere. Små skridt for at få dem til at tænke sundt og være i balance med sig selv. De laver også profiler på hinanden som køn, hvilket var sjovt for dem. Pigerne troede, de skulle være åleslanke, men drengene kunne faktisk bedst lide piger med smilende, søde øjne - og det gjorde ikke noget, hvis der var lidt barm, men det var ikke det vigtigste! Pigerne ønskede sig en dreng, de kunne tale og hygge sig med – og søde øjne!”, ler Mie Sehested. Desuden skal der være tid til seksualundervisning og årlige samtaler med sundhedsplejersken, sorg og støttesamtaler. ”Vi har også haft besøg af en diætist, af ”Sex og samfund”, en temadag om vold i familien og kærestevold, besøg af en diabetes-sygeplejerske og af en voksen gigtpatient. Så mit job er svævende og flydende og arbejdspladsen rummelig. Jeg synes faktisk, vi har et serviceniveau, vi kan være stolte af”, siger Mie Sehested og kigger ned på den sorte labrador Bilbo, der har en vigtig plads på SUS, nemlig som en godmodig ven, der gerne lader sig nusse og aldrig siger nogen imod. ”Det er ikke alt der kan løses ved at læse i skolehåndbogen, eller ved at gribe i sin erfaring. Bilbo tager gerne imod knus og alle de følelser, man som teenager ikke ved, hvor man ellers skal gøre af - og han kræver ingen forklaring på noget som helst”, smiler Mie Sehested. Men hvad så med alle de andre typiske teenageproblemer de fleste forældre slås med, hvordan tackler hun dem? ”Jeg har ingen følelser i klemme, derfor har jeg ingen konflikter med teenagerne. Jeg er ikke deres mor – og SKAL ikke være deres mor. Derfor lytter de. Det virker i alt fald bedre, når jeg siger noget til en teenager på jobbet, end når jeg siger det samme til mine egne børn”, ler Mie Sehested og tilføjer med et stort smil: ”Og hvis der bliver for meget ballade på stuerne mellem piger og drenge og pudekampe eller støj, så sender jeg dem over til deres sovesalslærer, for så er de for raske til at være her!” Faktaboks: Sygeplejerske Anne Marie Sehested er 54 år. Hun er gift med praktiserende læge, den 54-årige, Leif Sehested, der også er skolens læge. Sammen har de fem børn: Christian 28 år, Thomas 26 år, Peter 22 år, Sophie 20 år og Frederik på 12 år. Anne Marie Sehested er uddannet sygeplejerske på Bispebjerg og har arbejdet på Rigshospitalets børneafdeling. I de seneste 24 år har hun arbejdet på Herlufsholm Skole. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 15 IGCSE i Cam brid ge -re g i på H e r lu fs ho l m IGCSE i Cambridge-regi på Herlufsholm Som noget nyt har vi i år introduceret international grundskole på Herlufsholm, hvor der undervises på engelsk. Der findes flere forskellige ”boards”, som udbyder IGCSE eksamen (International General Certificate of Secondary Education), svarende til den engelske O-level eller omsat til dansk, Folkeskolens afgangsprøve. Vi har valgt Cambridge som udbyder, da denne er internationalt anerkendt og har ry for at være på et højt fagligt niveau, der imødekommer de ambitioner vi har på Herlufsholm. IGCSE eksamen er adgangsgivende til IB systemet, hvilket gør, vi på sigt håber at kunne levere egne elever til vores IB afdeling. I Pre-IB udbydes også forskellige fag i CIE- regi (Cambridge International Education). De sidste godkendelser fra Cambridge var først på plads i begyndelsen af januar måned, hvilket betød, vi kun havde kort tid til at promovere dette nye tiltag. Det kan godt være Herlufsholm er verdensberømt i Danmark, men internationale elever kommer ikke af sig selv. Rektor mobiliserede derfor alle kræfter i skolens netværk for at få budskabet ud. Blandt andre kan nævnes Mæersk, British Center of Commerce, diverse ambassader og naturligvis også internationale skolekontakter. Vi har bl.a. fået lavet en fin lille folder i samarbejde med Copenhagen International School. Vi har også drøftet muligheden for at etablere en kørselsordning fra København, men dette er endnu ikke aktuelt, da alle elever med en enkelt undtagelse er kostelever. Selv med en privat taxaordning vil vi være konkurrencedygtige på prisen på en dagelevplads sammenlignet med andre internationale skoler, da vi på grund af vores danskundervisning modtager statstilskud. Spændingen var stor, da sommerferien nærmede sig. Vi havde stadig relativt få elever, men blev nødt til at lade som om, elevgrundlaget var i orden og klassen blev oprettet. Lærergruppen var på studietur til Bruxelles, hvor vi besøgte den Britiske skole, som har erfaring med IGCSE og Cambridge. Det var et udbytterigt besøg, som bekræftede os i, at vi havde valgt den rigtige udbyder. Det 16 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · var deres erfaring, at CIE havde det højeste faglige niveau og var lettest at administrere. Enkelte af lærerne er også blevet efteruddannet i CIE- regi, så de var helt klar til opgaven i august. Det har i øvrigt ikke været nødvendigt at nyansætte i forbindelse med oprettelsen af 8. I som klassen hedder. En kombination af IB lærere og grundskolelærere med særlige engelskforudsætninger, har kunnet dække skemaet år ét. Vi er samtidig så heldige, at vores to nyansatte grundskolelærere, som pt. ikke er inde over CIE klassen, rent sprogligt vil kunne gå ind og varetage undervisning på sigt, da de begge er tosprogede med engelsk. Syv elever blev det til. Fire drenge og tre piger. De kommer fra hele verden og har tilsammen boet på samtlige kontinenter med undtagelse af Australien. Det er en spændende klasse, men det er bestemt også en udfordring at møde så forskellige elever uden en fælles kulturel referenceramme. Det giver af og til lidt sjove situationer og spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer. En kold efterårsmorgen sidder vi klassen og taler om vejret, da en af eleverne spørger:” De der blade, der falder af træerne, hvornår kommer de egentlig igen? Ja, hvor skal man vide det fra, hvis man aldrig har boet i Danmark og til dagligt slår sine folder i en ørken? Det har indtil nu været både meget spændende og krævende at være del af den nye skole i skolen. Lærerne i teamet knokler løs med alt det nye, men også med en stor portion entusiasme og en tro på, at det nok skal lykkes at få en velrenommeret international grundskole op at stå på Herlufsholm. TRINE RØNTORP, CIE KOORDINATOR. CAMBRIDGE CLASS COMPETITION Visitors to Herlufsholm cannot but envy those living and working at our school. Beautiful nature and changes of season are part of our daily life. Our Cambridge Class (8i) pupils, most of whom come from far-flung continents, have entered in an English Descriptive Writing competition with the title ‘An Autumn Day’. Entries have been judged on content, design and layout and the following three are displayed for your enjoyment. JOCELYN CHAPMAN PEDERSEN An Autumn Day at Herlufsholm An autumn day at Herlufsholm truly means a lot to someone like me. After five years with no season changes, this special and unique autumn is a miracle. The first moment thefew crisp golden leaves drop off the century old tree, the cold autumn breeze, blowing them over the shining never ending river, the morning dew forming Ko n tak t 2 0 1 0 over the grass - the momen when you can look around and you can tell for sure, that autumn is there. That moment is a lifetime`s worth. Something I have been longing for... BY SOPHIE CHRISTENSEN, 8i I G C S E i C a mbr i dg e- reg i H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · på H er lufsh ol m Ko n ta k t 2 0 1 0 17 IGCSE i Cam brid ge -re g i på H e r lu fs ho l m An autumn day When you stand there, between the seven sisters and look up at the gigantic trees, you can feel how your feet suddenly forget the meaning of gravity. When you are a few inches up in the air, reality pulls you down, making you realize how spectacular the soil under your feet is. The green grass that usually lies there is completely covered by yellow, brown, red and orange leaves. You feel the necessity to touch them. You bend down rapidly and take one, throw it up in the air and you wait till it falls. You raise your hands up to catch it but the cold wind blows it away before it touches your fingers. The wind makes the yellow, orange, red and brown figures dance around you. I believe that it`s truly impossible not to smile when they suddenly fall down and half of them get stuck in your hair. Like the colourful figures, you let the wind make you dance and you let yourself fall down. The soil is cold, but the colourful figures are formed as a bed. Probably the most comfortable bed you’ve ever been on. Then you close your eyes to enjoy the birdsong and the sweet melody of the water of the flowing river. BY VER A HESSELHOLT, 8I An Autumn Day at Herlufsholm As I walk along the river I feel the breeze of the autumn air. I look around to see the leaves falling from the trees in a brilliant dance of orange and red, mimicking fire. I listen to hear the sound of birds chirping and singing using their voices before winter is to come. As I walk over the creek I look down to see a mother gathering her ducklings to be prepared for the storm that is to come. Walking into the woods I notice the leaves 18 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · all over the forest floor in colors that are decorating for the Halloween that is to come. As I walk further, I notice something rushing up and down the trees of the forest searching the ground and the branches of the trees for nuts. I realize that the squirrel is storing nuts for winter so it doesn’t starve. As I walk further a fox sprints through the grass complimenting the leaves on the ground. As I hear the voice of people chatting, I stop to smell the delightful scent of apple pie. I Ko n tak t 2 0 1 0 hear the sound of thunder and turn my head upwards to see rainclouds forming above. The flame of the dancing leaves is being extinguished as the rain drizzles out of the clouds forming above. I smile to myself now realizing that autumn has come. BY ANDREAS LINDER, 8i B ER L I N – H AU PTS TA D T U N D M ET ROP OL E BERLIN – HAUPTSTADT UND METROPOLE eller: Hvem var Klause? Fra den 1. til 4. september var skolens lærerkollegium på pædagogisk weekend i Berlin. I år havde hver faggruppe ansvaret for at tilrettelægge størstedelen af arbejdsprogrammet. Dette indebar blandt meget andet besøg på diverse museer og forskningsinstitutioner samt for biologifaggruppens vedkommende Berlins Zoologiske have. Af fællesarrangementer kan nævnes en VIP-rundvisning i Rigsdagsbygningen, sejltur på Spree samt ikke mindst fredagens festmiddag på restauranten Schinkel Klause. På opfordring af redaktionen causerer Jens Krogh-Madsen her over sine indtryk fra Berlin og stiller det relevante spørgsmål: Hvem var Klause? man kan jo bare købe sig et bykort og vandre rundt med det indre øje opladt (ligesom fader Kierkegaard der efter sigende tog lille Søren ved hånden og gik med ham rundt om spisebordet alt imens han fortalte Søren om Kongens Have). Måske kan man endda nøjes med et kort over Berlins U-Bahn og se på stationernes navne – der står det hele jo også – Potsdamer Platz, Hackescher Markt, Brandenburger Tor, Tiergarten. Hesteklapren! Hesteklapren Hestesko og hestehov! Denne by er fuld af heste. Jeg skal sove. Hvem der sov! fodfæste og udvikling. Mennesker strømmede til Berlin for at se, høre og opleve et kaos af nye, modernistiske ind- og udtryk – også Tom Kristensen. Således indleder Tom Kristensen sit digt ”Nat i Berlin” (1921) – fuld fart frem! Stærk støj! Et billigt, halvsnusket hotel i det der dengang var ved at blive en betydningsfuld metropol i Europa. Politisk var Versaillestraktaten underskrevet, Weimar-republikken etableret, og i Europa så man frem til en tid med fred, en tid til genopbygning og udvikling, en tid til oplevelser, engagement og fordybelse. Ikke mindst kulturelt. Nye strømninger inden for teater og film, musik og malerkunst, arkitektur og design fik Endeløse tog af drosker varskoråb og kvindehvin! Denne by er fuld af kvinder. Hvem kan sove i Berlin? Nej, jeg tror sgu jeg bliver hjemme! Ingen fornuftig grund til at ramle sydpå i en trang skodbus med for lidt benplads, sjaske over Østersøen i timevis på en Storebæltsfærge fra forrige århundrede med en såkaldt toldfri biks – og så videre i 3 stive timer og ind på et hotel med det lidt ildevarslende navn ”Sylter Hof ” – associationskæderne til navnet er lange og modstridende – ’sylte’ kan være godt (’Velbekomme!’) eller skidt (’Sagen blev syltet’); Hof lyder drikkeligt, så okay. Eller Sylt = Sild (øen hvor det vrimler med Lederhosen, Eisbein med fritter og sololiehørm på hovedgaden). Hva’ så, Madsen – 5 dage på toppen hjemme, var det ikke bedre? Og jeg HAR jo været i Berlin… Berlin har gader, pladser og parker. Det har man også i London, Paris, Madrid, Rom – . Sågar København – ja, Næstved (Gud bedre det!) – har gader, pladser, parker. Hvad interessant er der i dét? Man behøver jo ikke tage til Berlin for at forvisse sig om at her er en by som alle andre europæiske storbyer, ”Nein”, tænkte jeg,”Ich werde es versuchen. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 19 BERLIN – HAU PTS TA DT UN D M E TRO P OL E Wenn es zuviel wird, kann ich mich immer zurückziehen, vielleicht schlafen. Oder mich mit einem Bier erfrischen.“ Hesteklapren! Hesteklapren! Klang af jern og klang af sten! Gennem natten, gennem natten haster tusind hesteben. En enkelt Berliner Kindl onsdag aften på en fortovscafé i skjorteærmer gav løfter om gode oplevelser i godt samvær. Det skal nu nok blive meget godt alligevel. Når alt kommer til alt, ser programmet jo også relativt fornuftigt ud. Kollegerne ditto. Der er ingen grund til at mure sig inde. Jeg vil prøve om jeg kan sove. Hvem kan sove i Berlin? Jeg kan sove i Berlin! Det har jeg lige erfaret. Ved hotellets morgenbord ser det ud til at de fleste også har sovet i Berlin, og blå himmel og frisk vejr fejer træthed og støv bort i en håndevending. Af sted på tur. U-Bahn fra Wittenbergplatz, over til Museumsinsel. Af på Potzdamer Platz. Videre til fods. Der er mere at se over jord end under jord. Kik op! Se himlen og skyerne spejle sig i glasfacaderne, mennesker og biler svinger sig i trafikdansen. En bus inklinerer ved fodgængerfeltet – vi går over. Som sarkofager står 2711 betonklodser på en svagt bølgende, brolagt grund. Ens i grundplan, forskellige i højde over jorden. Stort tænkt, smukt udført, arkitektur, byplanlægning og historie går i ét, grønne træer indrammer pladsen, himlen ovenover, tanken får flugt. Rædslerne fra Nazi-tiden får konkret fylde, og Rigsdagsbygningen 20 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · forenes med forestillingen om at udsoning trods alt er mulig. Øjet tvinges fra jord til himmel og tilbage igen, lader sig vel forvirre et øjeblik men finder ro i en erkendelse af at vilje til fordragelighed er det håb vi har som mennesker. Kontrasten er den horrible ”Siegessäule”, for tiden pakket ind så man ikke kan se den, hvilket Deres ærbødige tillader sig at betragte som en vældig gevinst. Den er udvendigt smykket (?) med kanoner som Prøjserne erobrede i krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig i 1864, 1866 og 1870-71 og står nu som et truende monument – og memento – om magtbegær, vilkårlighed og griskhed, ringeagt og chauvinisme. Søjlen fik sin fjerde etage i 1940 efter erobringen af Frankrig. Siden er der ikke kommet flere etager på. Men det tæller til tyskernes fordel at de fjernede den fra sin oprindelige plads foran Rigsdagen. Nogle stænger dynamit ville gøre underværker. Georg Brandes beskriver den således: ”… Siegessäule…stiger i Vejret som en KæmpeAsparges, hvis tykke Hoved bærer en forgyldt Victoria. Men plump som Søjlen og grim som Sejrsgudinden er, gør hun og den lige fuldt et Indtryk af en dybt rodfæstet Magt, urokkelig på sit brede Grundlag,” Min fornuft er som et vindue, der i blæst slår op og i. Bare ikke disse heste evig jog og jog forbi. Charlottenburg – vi tager lige Berggruen og Bröhan efter Pergamon-museet. Det er en lille, kvik spadseretur fra frokostrestauranten ”12 Apostel”, hvor ingen af os kunne tømme tallerkenen. Det gik væsentligt bedre med ølglassene. Tolv danske kunst-apostle ved nok hvordan man gør besked ved et frokostbord. Kunst giver en naturlig tørst, der har det bedst ved at slukkes. Nordpå ad Schlossstrasse med Charlottenburgs barokbygning skimtelig for enden. Jeg ser kolleger og mig selv forvandles til Ko n tak t 2 0 1 0 spadserende herrer med sølvknappet stok, jaket og cylinderhat; damerne promenerer med små parasoller (det regnede faktisk lidt) iført smarte hatte, fikse overjakker i forskellige pastelnuancer, lange kjoler og knapsko der titter frem under skørtet. Lette hestevogne passerer hinanden, og passagererne hilser høfligt og en smule formelt på hinanden. ”Sehen wir uns heute Abend?” – ”Gefälligst, gnädige Frau!” – hatteløft og stokkevift; et kniplingslommetørklæde falder i gruset. ”Gestatten Sie?” Jeg hilser ærbødigt på Humboldt og Gauss, Humboldt med energisk svingende arme, Gauss et halvt skridt bagefter, småvrissende. Jeg sender en tanke til Kant ovre i Königsberg, trykker Schubert og Chopin i hånden. Ovre på den anden side vimser Marlene Dietrich ned ad alleen – stolaen flagrer – hun må og skal indhente Emil Jannings. En enkelt har taget Herlufsholms regnslag på – det forstyrrer måske billedet en smule, men min evne til abstraktion og fortrængning ordner sagen – jeg går blot foran regnslaget, så kan jeg igen fantasere om et liv på de bonede gulve på slottet, mens Bach eller Telemann, Beethoven og Brahms stiger fra kammerensemblets sprøde instrumenter. Denne by er fuld af syner. Hvem kan sove i Berlin? Jeg var i USA på studieophold ved University of Wyoming, da muren faldt. Så TV-reportager og læste aviser, men begivenheden kom mig aldrig nær – det blev noget underligt fjernt noget. B ER L I N Lærerne havde nok en mening, mine medstuderende knap nok. Ingen havde rigtig hørt om Berlin-kriser og luftbro; ingen fandt det særlig interessant – det var et mærkeligt vakuum, når man som dansker siden barndommen havde i baghovedet at det kunne gå galt i Europa. Og hvad så, når russerne stod lige i baghaven? Hvad der slog mig var at USA’s ledelse var mere optaget af at den gamle fjende forsvandt, og at man nu skulle forberede sig på et Europa i helt ny form. Hvem skulle nu være fjende og legitimere amerikansk oprustning – økonomisk og militært? Der herskede – i hvert fald der hvor jeg befandt mig – en forbløffende rådvildhed, i visse tilfælde nærmest ligegladhed. Nå, det gik jo endda med at finde nye fjendebilleder En lang række fliser 10 meter øst for Rigsdagen bryder brolægningen og markerer murens forløb helt frem til bredden af Spree, hvor et helt enkelt, men desto stærkere virkende, mindesmærke ærer dem der døde i forsøget på at frigøre sig fra det totalitære åg. Billeder ruller op for det indre øje – Vopoen med hjelm og riffel, i spring over pigtråden lige mod fotografen; de tilmurede vinduer i Østberlin; skiltene fra de forskellige checkpoints ”You Are Now Leaving The American Sector”; museet ved Checkpoint Charlie viser det hele – og så alligevel intet af det. Stemningen fra en delt by kan ikke genskabes. Fortvivlelse og håb, desperation og mod, forarmelse og frihed, angst og tryghed – de store fortællinger kommer i spil. Historien viser at alle imperier går til grunde. Problemet er at der altid kommer nye. Derfor er det vores vigtigste opgave på skolen at forberede vores elever på dette, at vise dem at demokrati og åndsfrihed er det eneste bolværk, og at kampen for frihed og tolerance aldrig bliver forbi. Georg Brandes udtrykker det således: ”Naar man opkaster det Spørgsmaal, om Livet i de største Byer virkelig frembyder saa betydelige Fordele…saa synes især den Omstændighed mig at maatte komme i Betragtning, at Indtrykkenes Mangfoldighed og Afveksling udelukker al Smaalighed. Her [i Berlin] trives …Laster, her høres Klager, men der er…et Ord, som aldrig nævnes, og det er et, som i Kjøbenhavn og andre halvstore Byer i smaa Lande uafladeligt springer fra Læberne: Smaat! Smaaligt!” – Hestesko med Kvindebuste Og en Mine, hed af lyst. Den, som hviler ved Kentauren, Får ej ro ved hendes bryst. Schinkel-Klause fredag aften – Schinkel kender man som en central, klassicistisk arkitekt. Gå hen på Gendarmenmarkt og få syn for sagn. Det er en af Europas smukkeste pladser; dens proportioner i forhold til bygningerne er uforlignelig arkitektur. Schauspielhaus. Middagsbuffet på tysk manér – suppe, fisk, steg og kage. Solid kost, Sauerkraut til fanatikerne på dødsruten, men også adskillige lækre retter. Det er jo fordelen ved en buffet. Man tager selv ansvaret for sin føde og brokkeri er dermed udelukket. Er du usikker på vinen, så tag en Hefeweizen eller en Kindl – eller begge dele. Tomatencremesuppe, Berliner Kartoffelsuppe, Gebratenes Havelzander-Filet, Kasslerbraten H AU PTS TA D T U N D M ET ROP OL E mit Rahmsauerkraut und Kartoffelpüree, Gemischter Salat, Truthahnbrustfilet, Tranchen vom Lammrücken, Streuselkuchen mit Apfelstückchen…kaffe med yderligere en småkage på stilk. Skæg og ballade, snak og latter efter to fremragende dage i Berlin, tysk Rigshovedstad. Men der var sandelig intet som helst ”Smaat! Smaaligt!”- over Berlin. Tværtimod. Held den der stadig er ansat på Herlufsholm næste gang turen går af sted. Men hvem var denne Klause? – komponist, skuespiller, sanger, musiker? Det er, kære læser, din opgave at finde ud af. Kvindelæber, hestemuler, Åben mund og krænget grin. Denne by er fuld af syner. Hvem kan sove i Berlin? GOOD-BYE TO BERLIN - OG AUF WIEDERSEHEN! Historie faggruppen på byrundtur Sejltur på Spree H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 21 Run d t om s kol e n Rundt om skolen 22 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Ko n tak t 2 0 1 0 Run dt H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · o m Ko n ta k t sko l e n 2 0 1 0 23 Round Square Round Square We walk together Målet med konferencen var at udvikle de deltagende elever såvel menneskeligt som socialt. Temaet for konferencen ”We walk together” var bestemt af eleverne. Og det var et underliggende tema på hele konferencen. Vi havde ”We eat together”, ”We smile togehter”, ”We die together” etc. som alt sammen dannede rammen for de foredragsholdere, som skulle udvide vores horisont og give os ideer til, hvad vi kan gøre, for at forbedre dårligt stillede menneskers levevilkår. På konferencen havde vi Key Note Speakers, der alle var meget erfarne inden for hvert deres område, og som på en interessant og til tider meget provokerende måder fik os til at tænke over de emner, som de hvert i sær, ønskede at skabe opmærksomhed omkring. Den første Key Note Speaker var en mand ved navn Peter Dalglish, som er grundlægger af en organisation kaldet Street Kids International. Til dagligt arbejder Peter Dalglish med børn fra gaden samt børn med krigstraumer. Efter Peter Dalglish fik sin eksamen på Stanford og Dalhousie Law School, opgav han sin karriere som advokat, 72 skoler fra 13 forskellige lande deltog i dette års Round Square konference på Regent School i Pattaya. Herlufsholms deltagere sammen med Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie og valgte i stedet at købe en one way ticket til Khartoum, hvor han startede sit arbejde med fattige børn og kvinder. Hans tale var utrolig inspirerende og vakte en masse sympati samt et ønske om at hjælpe hos mange af tilhørerne. De to andre Key Note Speakers var henholdsvis grundlæggeren af PDA (Population and Community Development Association) Khun Mechai Viravaidya samt Father Joe Maier. Specielt Father Joe hold en meget revolutionær tale, der skabte stort røre blandt tilhørerne. Efter henholdsvis hver af Key Note Speakernes taler, diskuterede vi indholdet af talerne Under pre-konferencen faldt vi danskere godt i spænd med den tyske gruppe. De er fantastiske mennesker, som vi stadig holder kontakten med her efter konferencen. Fra venstre ses: David, Anna, Amanda, Esther, Camilla, Simon, Rasmus, Amalie, Anne-Marie samt Friederike. Forrest ses Ben. i vores ”Barazza Groups”. Dette hjalp os til at forstå hele essensen af de oplæg vi havde hørt. I løbet af ugen havde vi 2 service dage, hvor vi skulle ud i det thailandske samfund og hjælpe til, hvor der var brug for det. Mandag var vores første service dag, og her skulle 4 af os ud og dykke med Mermaid Dive Center i Pattaya. Det var en grænseoverskridende oplevelse, for nogle af os, da det ikke var alle der havde prøvet at dykke før. De folk vi arbejdede med på båden var fantastiske, åbne, imødekommende, sjove og ambitiøse mennesker. At være omgivet af mennesker som dem får en til at føle sig betydningsfuld. Vi brugte dagen på at samle affald op fra havbunden. Det var en sjov og lærerig dag, fuld af oplevelser! Verdens konferencen har på mange måder levet op til de forventninger, vi som elever havde, før vi tog af sted. Vi har på tværs af forskellige nationaliteter skabt nye venskaber og knyttet bånd til folk med en anderledes baggrund og anderledes levevilkår end os selv. Konferencen og ikke mindst prekonferencen har åbnet øjnene vores øjne, og lært os en masse nye ting. Jeg underdriver på ingen måde når jeg siger, at de to uger i Thailand har været de bedste 2 uger af mit liv! Tak til Round Square og tak til Regent School for alt det arbejde, som de har lagt i dette års konference! CAMILLA E. HESS, 2.Z 24 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Ko n tak t 2 0 1 0 Ro un d RSI We Walk Together Conference på Regent’s School Pattaya Mødet med ”Regent`s School Pattaya” var overvældende. Da vi kom ind af skolens porte var der et væld af liv. Unge mennesker fra hele verden mødte hinanden. Alle forsøgte, at engagerede sig fuldt og helt i konferencen, selvom de ikke vidste, hvad der i virkeligheden skulle foregå. Min første tanke var at komme på plads på mit værelse og derefter komme tilbage i mylderet. Da jeg kom op på værelset, så jeg, at jeg skulle bo sammen med 2 drenge fra Indien. Jeg var den første, der var ankommet og derfor mødte jeg dem først senere på aftenen. Da jeg kom ned fra mit værelse, mødte jeg Amanda, der så meget frustreret ud. Hun fortalte mig, at hun boede i opholdsrummet på sin gård sammen med 20 andre piger. Piger og Drenge måtte ikke komme ind på hinandens gårde og der var opsat skilt med påbud om dette. Skolens konservative værdier tillod ikke at drenge og piger at være sammen, sådan som vi kender det fra Danmark. Derudover havde de en regel kaldet ”fodreglen”, der betød, at man som dreng og pige skulle holde en fods afstand fra hinanden. Denne regel blev dog ikke overholdt af os herlovianere og vores omgangskreds. Vi opretholdt det frie forhold mellem kønnene, som vi var vant til. Vi fik et godt sammenhold med eleverne fra den tyske skole Stiftung Landheim Schondorf am Amersee ved München allerede ved pre-conference. De timer vi brugte i skolens store, flotte auditorium, var de fleste gange meget lange og hovedtalerne var utrolig gode. Den første hovedtaler (Peter Dalglish) var meget kritisk overfor selve skolernes værdigrundlag og organisation. Han ville have os til at overveje om skoler som vores forsøgte at udelukke personer fra forskellige miljøer ude ved hjælp af skoleuniformer, prisen osv. I de grupper(barazza grupper) som vi blev delt op i, skulle vi diskutere om, vi kunne lide den udtalelse Peter Dalglish kom med. Min gruppe bestod for det meste af lærere og rektorer og det overraskede mig, at de mente, at det var en barriere for fattige mennesker at komme ind på skoler med uniformer. Jeg mener, at man ved at have skoleuniformen, kan forhindre det synlige skel imellem, mennesker med penge og de der sidder mere stramt i det. For at gennemføre hele konceptet med ”we walk togehter”, hed ”barazza grupperne” noget forskelligt, men alle havde dog en lighed med konferencenavnet, idet min gruppe fx hed ”We Dream Together”. Et spørgsmål som nagede mig meget og som stadig går mig på i dag blev stillet af Peter Dalglish. Han stillede spørgsmålet: ”Are you a part of the problem or a part of the solution”. Det gik mig på fordi jeg ikke selv er helt sikker på, hvad jeg skal svare til det. Men der blev stillet flere provokerende spørgsmål på konferencen. For eksempel var der en flok gamle elever, der kom og talte om: ”The United Nations Millennium Development Goals”, hvilket er en aftale, FN har indgået, som blandt andet skal være med til at halvere fattigdom og sult, at sikre alle børn skolegang, at fremme ligestilling mellem kønnene, at nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele, at nedbringe gravide og fødendes dødelighed med tre fjerdedele, at bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme, at sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø, at fremme samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse. Alt dette skulle efter aftalen være opnået inden 2015, hvilket formentlig ikke bliver tilfældet, når man ser på, hvor langt processen er nået indtil videre. De bebrejdede os som borgere i FNs medlemslande, at vi ikke havde gjort mere og de bebrejdede os, at vi var født i vesten. Det var en hårdt anklage, da vi ikke kunne se, hvordan det kunne være vores skyld, at vi er børn af danskere. Dog fik vi af vide, at Danmark og få andre lande havde overholdt en aftale om at støtte projektet med et vist beløb af landets eget BNP. En ting mere, der virkelig provokerede mig som menneske, var noget skolen kaldte ”Sustainable dinner”. Her skulle vi spise thailandsk mad uden kød. Den bestod kun af planter, ris og lignende. Imens vi spiste skulle vi se en dokumentar om mishandling af elefanter. Elefanterne levede i fangenskab. De var bundet og blevet mishandlet igennem et eller flere år, for at lære at adlyde. Vi så flere klip med elefanter, der var bundet med reb, hvor man under rebene kunne se dybe sår, hvor rebene stadig sad og skar. Der var også et klip, hvor nogen hamrede en hakke ned i hovedet på en elefant. Der var tale om virkelig brutale mishandlings billeder. Squa re Efter denne forevisning blev jeg meget frustreret og vred på mig selv, idet vi på pre-conference havde været ude at ride på elefanter hos sådanne mishandlere. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi skulle ud på elefantfarmen, hvis vi skulle sidde og få dårlig samvittighed over at have hjulpet dem med dyremishandlingen, når det var den thailandske skole, der havde arrangeret turen. Det mest kyniske er, at de misbruger elefantens tryghedsfølelse ved, at man efter en lang periode med mishandling præsenterer den for et menneske, der giver den mad og behandler den godt, hvorefter den stoler på personen. Det satte tankerne i gang. På projektdagene var vi ude at rense koralrev for skrald og ude på et center for autist- og mongolbørn. Det var specielle oplevelser både fordi jeg så en havskildpadde og fordi børnene var meget anderledes i forhold til almindelige børn. Centrets indtægter fremkom ved at fremstille små gaver, som blev solgt. De lavede også mursten i hånden, som folk i området købte til 4 bath pr. sten, hvilket svarer til 0,72 danske kroner. Stedet kunne løbe rundt for omkring 5000 danske kr. om året. Der var omkring 35-50 børn på centeret, som så ud til at trives. Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget sjovt man kunne have med disse børn, selvom de var udviklingshæmmede og ikke kunne tale med os. Denne rejse har virkelig forandret meget i min personlige holdning til fattige og arbejdsomme mennesker, og mit eget ansvar for naturen. Fra at være meget uvidende om, hvordan mennesker på den anden side af verden har det, til at ville være med til at gøre en forskel for andre. Jeg ville gerne, at jeg kunne spole tiden tilbage og opleve denne rejse endnu en gang, så grib chancen, hvis du bliver den tilbudt. Det er det hele værd! Mange mennesker vil nok ikke stille sig selv dette spørgsmål, men hvis du skulle svare, er du så et del af problemet eller en del af løsningen? AF R ASMUS TJØRNESKOV Pre-conference Ugen på Elefanternes Ø ”Please fasten your seatbelt miss”, lyder det fra stewardessen bag mig til en af de andre passagerer, der som mig og de 6 andre fra Her- H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 25 Round Square lufsholm sidder i flyet mod Bangkok. Det er først nu det rigtigt går op for mig, at jeg er på vej af sted. Glæden over at være af sted er endelig nået mig og sommerfuglene i maven er så småt ved at dukke op. De sidste par uger, har været fyldt op med lektier, afleveringer og forberedelse til turen. Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, tid til at få forventninger og tid til at tænke over, hvad det egentlig er, der venter mig. Det er også derfor, at 12 timer pludselig virker som meget kort tid! Kollisionen mellem drømme, spænding og virkelighed Jeg ved ikke helt, om jeg tør sætte mine forventninger så meget i vejret som de andre er i gang med at gøre. Jeg ved bare, at jeg skal lægge den traditionelle lidt afmålte, tilbageholdende danske fremtoning til side, give slip og se, hvor det vil føre mig hen. Jeg ved ikke, om jeg helt tør tro på, hvad mine lærere og forældre har fortalt mig – der alle er enige om, at denne tur er en vigtig del i dannelsesrejsen, at det er klogt at lære at udforske andre kulturer, andre mennesker og ikke mindst mig selv. Det vigtigste er at få oplevelser. På en måde, virker det hele en smule overvældende – som om det er for godt til at være sandt, og det er også derfor at jeg fra tid til anden krymper mig i flysædet, krydser mine fingre og håber, at det vil leve op til bare en snært af alle de forventninger, andre har lagt på mine skuldre. Efter et par timer i Bangkoks imponerende lufthavn, bliver vi ført så langt ud på landingsbanen som muligt og flyver mod Trat. I Trat mødtes vi med en Round Square skole fra Peru. Dette møde fik humøret til at stige yderligere et par grader for hele den danske delegation. Herefter bliver vi kørt til en færge, hvor elever fra Canada venter. Vandet er grumset, lidt beskidt, men udsigten er fantastisk. Vi ser mod bjerge indhyllet i tåge og skyer - færgen sejler af sted – væk fra det brune vand og Danmarks kulde på kurs mod ”Elefant Øen”. Turen til Koh Chang, der betyder ”elefant øen”, er fyldt med diskussioner med de andre elever om, hvad denne uge vil forløbe med. Turen er fyldt med spontane latterudbrud og nyopfundne forventninger. Dette gør, at jeg endnu engang må stoppe op og overbevise mig selv om, at dette er virkeligt. Vi ankommer til Koh Chang, en ø, hvor størstedelen af befolkningen har boet i generationer, fordi de ikke har råd til at stige ombord og betale billetten til færgen. Vi kører ad snoede veje på bjergskråninger. I vejkanten ligger fra tid til anden små huse, små butikker og menneskene bevæger sig rundt bærende på det, der kendetegner Thai’er bedst nemlig store, ægte smil. Vi når en lille samling af få huse, én enkelt primitiv købmand og en Ko s ts ko le · Ko n tak t Båden stopper og snakken, der før var en summen, er nu blandet med enkelte glædesudbrud, og der går et sus igennem hele flokken. Jeg vender mig om for at se, hvad det er, de alle pludselig snakker om. Foran mig ligger en lang badebro, der fører op til et lille kompleks bestående af tre huse, palmetræer og en swimmingpool. Spændte, lidt nervøse, trætte og glade for, endelig at være fremme, går vi med vores kufferter mod de tre huse. På vej mod ”The International IDEALS center”. Vi går forbi de to første store huse og ind i en spisesal, hvor vi bliver mødt af den sjove newzealænder, Mr. Dave. Der bliver serveret frokost og derefter er der fordeling af værelser. Vi fire danske piger bor sammen med to piger fra Peru – en tredje vil slutte sig til os i løbet af dagene, men er strandet i Amsterdam. Vi bor i udkanten af junglen, i nogle små hytter, på toppen af en bakke, bag de tre store huse. Efter advarsler om slanger mm., en kort velkomst til en tysk delegation, der kom lidt senere, falder vi for første gang i søvn i Thailand. Thai-dans, masser af ris og et enkelt søpindsvin De følgende dage bruger vi på forskellige aktiviteter, der skal udfordre vores grænser. Vi underviser børnene på den lokale skole i engelsk. Jeg er i en gruppe med en dreng, David, fra Tyskland og en pige, Macarena, fra Peru. På kort tid oplever vi at blive knyttet til børnene, der er så ivrige efter at lære og suger alle indtryk til sig. Vi glædes og imponeres over deres latter, deres opmærksomhed og nysgerrighed. Efter at have undervist på skolen, oplever både David, Macarena og jeg noget nær en lykkefølelse. Vi har givet dem en oplevelse og forhåbentligt lært dem bare en smule, men de har givet os en glæde, et venskab, der er bygget på en oplevelse, som man sjældent får. Som tak kommer eleverne og danser den smukkeste thai-dans jeg nogensinde har set. Besøg på børnehjem ”Pattaya Orphanage”. 26 H e r l u f s h o l m fiskerestaurant, der er bygget oven på pæle, der står i vandet. Vi slæber vores kufferter af sted gennem restauranten og går på brædder, der ligesom den føromtalte restaurant, er sømmet fast til pælene. For enden af dette kompleks ligger en båd og venter tålmodigt på os. I trope-regnvejr sejler den os gennem det tyrkisblå vand, med bjerge og jungle på hver side. 2 0 1 0 Ro un d Vi sejler i kajak mellem de mange små øer, der ligger i nærheden af centeret, træder på søpindsvin, når vi bader i det salte vand og går gennem junglen, hver gang vi skal væk fra centeret. Vi cykler på mountainbikes, klatrer i høje træer og rappeller efterfølgende ned. Vi spiser uendeligt meget ris og en del vandmelon. Vi overskrider vores grænser – og for en gangs skyld er det ikke en kliché at sige, at der blev givet både blod, sved og tårer. Vi lærer de andre at kende og finder hurtigt ud af, hvor meget vi har tilfælles med hinanden. Det er sjældent vi elever og lærere støder på sprogbarrierer. Vi knytter venskaber på baggrund af en lang række oplevelser og en lang række grin. Udfordringerne klarer vi i fællesskab og nyder dette. De mennesker jeg er omgivet af, har høje ambitioner, viljestyrke og en glæde, der smitter. De er både inspirerende og sjove. Der er så mange oplevelser og jeg frygter, at jeg ikke når at få det hele med. Det er så stort og uvirkeligt. Den ene dag er jeg ude på en båd for at snorkle, den næste svømmer jeg rundt i en flod sammen med tre elefanter, kravler op på ryggen af dem og vasker dem, for dernæst at få en ridetur rundt i den omkringliggende jungle. På Koh Chang lærer vi om leadership og om at fungere i en gruppe mennesker, der alle kommer fra vidt forskellige kulturer. Vi lærer om glæden ved at bidrage til at gøre andre menneskers liv bedre. Globaliseringen og internationaliseringen er i højsædet og nydelsen er stor! Samtidig mærker jeg følelsen af at være ”en rigtig herlovianer”. Følelsen af stolthed opstår, da jeg tager min skoleskjorte ud af kufferten og jeg sammen med de andre sidder og forbereder en præsentation om Herlufsholm. Stoltheden og glæden ved omgangsformen mellem drenge og piger, friheden til at sige sin mening og ”tænke udenfor boksen”. Taknemmeligheden over at være født i et land, der har mulighed for at give sin befolkning en uddannelse, mange børn vi mødte på øen, kun kan drømme om. Ugen går hurtigt og skønt det kun er en uge, føles det som om, vi altid har været der og ikke skal af sted. Men af sted skal vi, for det næste eventyr venter lige om hjørnet, på den anden side af Koh Changs dybe vand. AF AMANDA THERESIA HOLMAN BROGA ARD-JØRGENSEN, 2.Z CAFÉAFTEN En mail med teksten ”medbring gerne hårelastikker, neglelak, småt legetøj, hårbørster, sygrej osv., kort sagt småting til at uddele til de børn I kommer ud til i forbindelse med jeres servicedage.” får såvel RS komiteen og os seks elever, der skulle med til Thailand til at lægge hovederne i blød. Sammen skulle vi finde ud af, hvordan det ville være muligt at få fat i disse ting på en anden måde end bare at købe dem, og samtidig ville vi også vise resten af skolens elever, hvad denne verdenskonference gik ud på. Vi ville gerne samle skolen om projektet ”Round Square International Conference 2010 in Pattaya, Thailand: We Walk Together”. Efter en del overvejelser og idé udvikling blev det besluttet, at det skulle være en caféaften, der skulle til for, at det kunne lykkes. Det må man med et stort smil på læben konstatere, at det i den grad gjorde. Det ikke bare lykkedes – det blev en kæmpe succes. Caféaftenen blev holdt lørdag den 11. september, og der var gang i den fra det sekund musikken var i gang. For at komme ind skulle man medbringe en lille gave, som vi elever kunne tage med videre ud i verden, til Thailand, og dele ud til børnene. Her medbragte folk alt fra tøjdyr til tandpasta til neglelak og tyggegummi, og vi fik indsamlet en imponerende mængde gaver, der var absolut perfekte at tage med til Thailand, og som viste sig at skabe megen glæde. Caféen var pyntet smukt op i tro thai stil, og når man trådte indenfor, var det næsten som at være i Thailand. Når man så, efter at have svinget hofterne lidt tid, begyndte at føle sulten komme snigende, var der mulighed for at købe thaimad, som blev solgt af Næstveds thai restaurant. Det gav de andre elever en idé om, hvad der ventede os seks elever i oktober. Denne til tider stærke mad gør sig bedst, når den bliver skyllet ned med den thailandske øl, Singha, som efter sigende faldt i alles smag og som også solgte godt. En så fin aften bliver kun sådan, når de mennesker, der deltager, har den rigtige indstilling, og det må det siges, at eleverne havde. Uden alle de positive tilkendegivelser og den opbakning vi fik aftenen igennem, ville vi ikke have opnået et så fornemt resultat, og derfor ligger en stor del af succesen også hos hele skolen. Aftenen efterlod os seks elever med en følelse af, at hele skolen støttede vores tur og var engagerede, men også at vi havde været med til at give dem et lille Squa re indblik i, hvad der ventede os en lille måneds tid senere. Den eneste bekymring, der var tilbage, var, hvordan det skulle være muligt at få 20 kg gaver med til Thailand og altså ned i kufferter, der næsten allerede havde overvægt. AF ANNA POULSEN ORPHANAGE Alle de skønne gaver vi fik indsamlet til caféaftenen skulle også deles ud, og fordi vi havde så mange, besluttede vi os for at aflevere dem samlet ét sted. Pga. den sene flyafgang havde vi en hel dag ekstra, inden vi skulle flyve hjem. Det gav os en mulighed for at tage ud at aflevere gaverne uden, at det generede vores stramme program. Så fredag morgen inden vi fløj hjem om aftenen, mødtes vi seks elever med Heis og kørte i minibus hen til ”Pattaya Orphanage”, der, som navnet siger, er et børnehjem. Da vi kom dertil, startede vi vores besøg med en kort rundvisning, hvor vi fik forklaret, hvordan børnehjemmet fungerer. Børnene kommer i flere aldre, men de er alle helt små. De bliver enten afleveret af deres mor eller også bliver de bragt dertil af sygehuset, fordi moderen har forladt dem. Dette gjorde et stærkt indtryk på hele gruppen, men det fik os også til at tænke på, hvad børnene ellers ville være havnet i, og om ikke det var bedre at være på børnehjemmet, selvom det aldrig er det mest optimale. Mange af børnene på børnehjemmet bliver adopteret af tyske og danske par. Efter vores lille introduktion kom vi ind til børnene, hvor vi først legede meget kort med nogle, der var fra et til to-tre år, og dernæst gik vi ind til de mindre. Her brugte vi en times tid på at uddele nogle gaver til børnene og lege med dem. Disse børn var fra seks måneder og op til omkring et år. Det indtryk, børnene gav, var utroligt. Vi blev betaget af deres charme, men også forbløffede over deres glæde ved at blive holdt og leget med, fordi de ikke er vant til så meget opmærksomhed som de fleste danske børn. Vi blev fyldt med stor glæde, da vi gav gaverne og så hvordan børnenes ansigter strålede. Vi følte, vi gjorde noget godt for børnene, og vi var meget taknemmelige over alle de skønne gaver, vi havde mulighed for at uddele takket være den store opbakning til caféaftenen. H er luf s h o l m AF ANNA POULSEN Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 27 Årets l e jrs kol e fo r 8. årg an g 2010 Hemmeligholdt lejrtur Vi startede turen med at mødes mandag morgen klokken 08:00, hvor bussen holdt klar. Årets 8. klasses lejrtur gik til Stenløse, hvilket vi alle havde set frem til. Da vi sad i bussen, var stemningen virkelig fed! Alle var opsat på at få en god tur og glædede sig til at opleve hinandens samvær på en anden måde, end man er vant til. Spændte var vi også, for det eneste, vi kendte til, var opholdsstedets adresse og pakkelisten. Alt var holdt hemmeligt for os elever, så der var megen spænding om turen. Da bussen pludselig stoppede, var det lige ude foran en stor spejderhytte. Næsten alle gik ud med deres Hunter gummistøvler, en rygsæk eller måske endda en stor lyserød pelsrullekuffert, med et lille smil på læberne, for hvordan så det ud? Ikke alle var lige glade, da de så, hvor vi skulle bo den næste uges tid. Men da vi havde spist frokost og fundet vores sovepladser blev alle langsomt mere og mere glade. Man kunne sove 4 forskellige steder; to spejderhytter med sovesale, et telt eller i et shelter. Fordi det regnede så meget, blev teltet meget vådt og shelteret meget koldt, mens sovesalene var dejlig varme. 28 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Tillidssøvelser Da vi kom frem, ventede nogle mennesker fra ”Team Tour” på os. De skulle nemlig være vores ledere under hele turen, og det var dem, der stod for aktiviteterne. De havde faktisk sørget for, at vi allerede den første dag, skulle i gang med aktiviteter! Vi begyndte med øksekast. Man kunne vælge i mellem to økser en lille eller en kæmpe stor økse. Man skulle ned i knæ og så kaste øksen over hovedet eller lige ved siden af øret og ramme en stor skydeskive. Det var også nogle tillidsøvelser, som vi kun ville kunne klare, hvis vi lyttede og arbejdede godt sammen med det hold, vi nu engang var på. Et eksempel var, da vi havde et cirka 5 meter langt reb, som hele vores hold skulle have begge hænder på. Dernæst skulle vi have lavet et ottetalsknob, og det var altså forbudt at slippe rebet med bare en hånd! Vi klarede dog alle aktiviteterne den dag og var ret stolte af os selv, selvom vi sad med beskidte bukser og sved på panden. Mad over bål Da klokken nærmede sig spisetid fandt vi til vores overraskelse ud af, at maden altså ikke Ko n tak t 2 0 1 0 blev serveret for os! Vi skulle selv lave den fra bunden af, og der var bare intet komfur til rådighed, så vi måtte lave maden over bål. Vi blev sat på 3 forskellige mad hold og så kunne vi bare gå i gang. Vi skulle skære grønsager, hælde kød i skåle og så tilberede maden over bålet. Efter alle havde spist, skulle vi vaske og rydde op. Det tog os flere timer at få lavet maden og vi måtte derfor spise i mørke, men det smagte da godt. Samarbejdsøvelser Dagen efter var det tidligt op, spise morgenmad og så ud og i gang med flere aktiviteter. Denne dag skulle vi, i de hold vi var delt op i, bygge en 1 meter høj og tre meter lang bro ved hjælp af lange træbjælker. Ingen klarede det, men et par hold var dog tæt på.. Pointen med udfordringen var helt klart, at vi måtte lære at samarbejde. Hvis vi ikke lyttede til hinanden, hjalp hinanden og tog initiativ ville det aldrig kunne lykkedes. Senere på dagen blev vi delt op i drenge- og pigehold. Alle pigerne blev så delt op i flere grupper, og vi blev noget chokerede, da gruppen blev bedt om at iføre sig bikinier og møde op udenfor. Å rets l ej r s ko l e f o r 8 . å rg a ng 2 0 1 0 Temperaturen var jo nede og nærme sig minusgrader! Men det viste sig, at vi skulle lave vores eget lille dampbad/svedehytte, hvilket vi havde det virkelig skægt med. Fordi vi hjalp hinanden, gik det hurtigt med at få bygget hytten, så vi kunne komme ind i den og nyde varmen. Man skal jo yde, før man kan nyde. Højt at flyve, dybt at falde Nu var det så blevet onsdag, og vi skulle ud og klatre. Rigtig mange havde det vildeste gå på mod og var ikke mere end fem minutter om at kravle op i toppen af et 13 meter højt træ og ned igen, mens andre personer sad skrigende på toppen i en halv time til tre kvarter. Sådan er det jo, når højde ikke er ens bedste ven! Øvelsen var til, for at vi skulle få tillid til først og fremmest os selv, men også til vores kammerater, som altså skulle holde en i det reb, man var bundet fast til. Natteløb og hygge Den sidste aften var der er natteløb, hvor det gjaldt om at tjene penge. Vi fik nogle EURO, og så skulle vi ellers bare købe rubiner eller guld og sælge det til højere priser og til sidst se hvem, der havde tjent flest penge, eller se om der var nogen, der havde været så uheldige at miste penge. Lærerne og instruktørerne var enten dealere eller politi. Nogle var så bange, at de måtte gå ind i den store hytte, hvor de så lavede te og anrettede lune boller til os. Hver aften sad vi rigtig og hyggede med blade, kameraer, fælleslege og slik. Vi spillede guitar og sang ”twist and shout”. Nede i spisestuen blev der grinet, mens nogle sad koncentreret og spillede præsident eller røvhul. Fællesskab Turen har været en fantastisk og anderledes oplevelse. Alle kunne tale med alle, som om vi havde kendt hinanden længe, og det selvom vi var 4 klasser af sted med mange nye elever. Ingen på vores årgang vil nogensinde glemme denne tur, hvor vi lærte at samarbejde og få tillid til os selv og andre. Det er en vigtig ting, når nye udfordringer skal overvindes. Vi har fået et stærkt fællesskab og en masse nye venner på hele årgangen. Vi ser alle tilbage på turen, med lutter gode minder! SKREVET AF TILDE ØRUM OG JANNIE PETERSEN, 8.A. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 29 Friti d s program m e t ENGLAND DofE GULDTUR Efteråret forbindes med kulde, regn og rusk, hvilket vi seks elever Anna Poulsen, Josephine Hansen, Nikolaj Højer, Jonas AnkerPetersen, Christian Krag og Martin Dahlmann tydeligt kom til at mærke, da vi i efterårsferien var på Duke of Edinburgh guldtur i Wales. Vi lettede søndag d. 17. oktober 3 0 He rlu fs h ol m Ko s ts ko le · og havde Birmingham som destination, og derfra var det videre til Brecon i taxa. Vi ankom til vores hostel sent om aftenen og faldt om efter at have fået havregrød til aftensmad. Førstedagen bød på omkring 2 kilometers gang ind til byen, hvor vi mødte dem, der stod for turen. Det var en hård tur, syntes vi, men vi ændrede hurtigt mening, da vi begav os ud på de 80 km, der skulle tilbagelægges i løbet af 4 dage. Efter et par Ko n tak t 2 0 1 0 dages forberedelse tog vi rygsækkene på, spændte alle remmene, snørede støvlerne, og så var det ellers af sted. Vi begyndte vores vandring i Beacons nationalpark om onsdagen. Vi vandrede små tyve kilometer den første dag i fantastisk solskin og blå himmel, vi kom til camp, slog telte op og gik tidligt i seng. Vi vidste, at den kommende dag ville H er luf s h o l m debat e Sorø Herlufsholm debate Sorø Thursday the 16th September Herlufsholm went to Sorø for a debate which had been organised by Claire Clausen from the English Speaking Union who had been working on getting debating set up in Denmark. Finally finding teachers from Sorø and Herlufsholm whom were willing to host a debate between the two schools. After this was organised Alana and Samantha were flown over from the UK to teach teachers and students how to properly debate. They came to Herlufsholm on the 14th of September and got 1i, 2z and MUN students to try it out. This was a very beneficial class as we all got hindsight into formal debating and how it’s held. blive den hårdeste på turen. Rigtignok var dagens 25 km og 800 højdemeter en udfordring, men da vi sad på toppen af parkens højeste bjerg og spiste rugbrød med makrel i tomat var det det hele værd. Sådan fortsatte turen med suppe og pasta til aftensmad, havregrød til morgenmad, og hvad der lige var af godter til frokost. Vores sidste ”camp” var en ren ”naturcamp”, hvor vi lærte at bo uden toilet eller vand og i regn og blæst. Vi kom tæt på hinanden, og da vi lørdag kl.14.15 kom i mål var vi trætte, sultne og stolte. Vi havde været væk fra civilisationen i fire dage, vi lugtede grusomt, og vi var trætte, men vi havde klaret det, vi havde gået de 80 km, været sammen uafbrudt i fire døgn, og vi var stadig venner. Vi var kommet et stort skridt nærmere fuldførelsen af vores Duke of Edinburgh. AF ANNA POULSEN, 3.X H er luf s h o l m There two propositions put forward during the debate on the 16th at Sorø were; This house proposes to make upon death the donation of organs compulsory. This house proposes that all media resulting in religious/offensive actions should be banned The debates started with the first round being our two school teams debating against each other. Both teams had very strong debaters who put forward very good points. The winning team progressed to the second round and here they debated Sorø again putting forward some very strong arguments ending the day with a friendly dinner with Sorø. Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 31 Vejle d ni ng i St u d ievalg S j æ ll an d Vejledning i Studievalg Sjælland Studievalg Sjælland på Herlufsholm Som alle fag på gymnasiet har vejledningen i Studievalg også sin bekendtgørelse. Her udstikkes rammerne og indholdet. I kapitel 2 i bekendtgørelsen vedr. formål med Studievalgs vejledningsindsats står: ” Vejledning fra Studievalg skal gøre det muligt for den enkelte at foretage uddannelses- og erhvervsvalg og skal inddrage den enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses-, beskæftigelses- og vejledningsforløb.” For at kunne opfylde formålet tilbyder vi kollektiv vejledning og individuel vejledning. Der kan også være temavejleding for flere ad gangen. Vi holder arrangementer på alle 3 årgange men flest for 3.g eleverne, da de allerede i efteråret i 3.g skal i gang med at overveje, hvad de skal efter skolen. De kollektive arrangementer bygger på en informationsdel og en aktivitetsdel, hvor eleverne skal forholde sig aktivt til valg af en videregående uddannelse og hvad de synes er vigtigt for dem, når de skal vælge uddannelse. Vejledningen er et tilbud. Det er forskelligt fra klasse til klasse, hvor mange jeg taler med individuelt. Det vigtigste er, at de, der har svært ved at vælge eller er meget i tvivl, kan få en snak om fremtiden. Her er det gode samarbejde med skolens egne studievejledere en stor hjælp for mig. Skolens vejledere kender eleverne og kan evt. henvise eleverne til mig. Hvad spørger eleverne om? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er et unikt og inspirerende arbejde at vejlede unge mennesker på tærskelen til den næste livsfase: den hvor skolen forlades og en ny ”skole” skal indtages. Derfor er der også mange variationer i de emner, de unge kommer for at snakke om. Det kan være et ønske om information om en eller flere uddannelser. Det kan være ønsket om at sammenligne forskellige uddannelser inden for et område. Det kan være opklarende spørgsmål til noget de har læst på www. ug.dk . Det kan være en snak om, hvordan man kan planlægge et sabbatår og få noget fornuftigt ud af det, eller en snak om hvor svært det er at vælge, når der er så mange muligheder. Mange elever gennemgår Herlufsholm Skole 2009 vs. 2010 2009 2010 (Procent optagne) Fordeling på uddannelseslængde (angivet i %) (Procent optagne) Fordeling på uddannelseslængde (angivet i %) a Uni.udd. a Prof. bach. a Erhvervsmarked a Uni.udd. a Prof. bach. a Erhvervsmarked 7% 7% 21% 15% 78% 72% KOT 2009 og 2010 viser at en stor del af eleverne fra Herlufsholm vælger en universitetsuddannelse. 32 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Ko n tak t 2 0 1 0 kortere eller længere faser af tvivl. Lige i denne tid kommer 3.g eleverne og siger, at de er rigtig meget i tvivl og at det er så svært at vælge. I disse samtaler handler det ikke om at slå op på www.ug.dk, men det handler om at lytte til de unges tvivl og hvad de siger. Ofte handler det bare om at møde en voksen som de kan reflektere sammen med, eller ”spille bold op af ”. En pige kom for nylig og for at finde ud af om jurastudiet var det rigtige for hende. Hun vil gerne starte på studiet til september 2011. Flere af hendes kammerater skal have et sabbatår og det bliver næsten helt normdannende, når mange vil det samme. Men hun blev afklaret med sit studium og at det er rigtigt for hende at starte direkte på en uddannelse, hvis man er motiveret og vil videre med det samme. Hvordan forløber vejledningssamtalen? De fleste samtaler tager ca. 30 minutter. Eleverne har typisk sendt en mail eller en sms og bestilt en tid og kort fortalt, hvad vi skal snakke om. Ved samtalens start bliver de spurgt om, hvad de forventer der skal ske i den halve time, og hvad de vil have med fra samtalen. Det er vigtigt at lave forventningsafstemningen så der ikke opstår skuffelser og misforståelser. Vejlederen kan og skal ikke løse alt, men kunne få den unge person til at udtrykke sin tvivl, sine fremtidsdrømme og evt. bekymring, så vedkommende kan få idéer og redskaber til at komme videre. Hvor går eleverne på Herlufsholm hen? Rigtig mange elever vælger at læse en universitetsuddannelse på Københavns Universitet. For eksempel blev der i 2010 optaget 10 på jura studiet , 5 på lægevidenskab og 3 på farmaceut. Men også ingeniørstudierne på DTU er repræsenteret, ligesom der er elever, der er kommet ind på Syddansk Universitet i Odense, på Handelshøjskolen CBS, på Roskilde Universitet og Århus Universitet. Nogle har valgt fysioterapeut, sygeplejerske , lærer, socialrådgiver eller pædagog det drejer sig om 13. En v i gt i g sag En vigtig sag Hvad betyder verdensklasse? På Herlufsholm? Er det svært at komme ind på uddannelserne? Der er en del uddannelser, der gennem mange år har haft relativt høje gennemsnit. Det er uddannelser, der er populære blandt de unge. Det er helt traditionelt lægevidenskab, psykologi, antropologi, statskundskab, jura for at nævne klassikerne. Derfor er det vigtigt at undersøge de mange muligheder uddannelsessystemet tilbyder. Der er flere uddannelser der kan føre frem til den samme type job, så det betyder ikke at verden går under, hvis man ikke kan komme ind på drømmeuddannelsen, men der skal så arbejdes på alternativer; en plan B og C. Det er også en rigtig god idé at undersøge hvilke job, man kan få med de forskellige uddannelser. Ofte er det snakken om forventninger til job og karriere, der åbner op for alternative løsninger. Som en tidligere elev sagde: ”Afklaringen kommer ikke når man ligger på en strand i Caribien og venter på det”. Det kræver en aktiv indsats og besøg på uddannelserne. For et par år tilbage vedtog bestyrelsen efter en lang forberedelsesproces en ny vision for Herlufsholm Skole. Som bekendt er visionen udsprunget af grundlæggernes idealer om lærdom og dannelse, som i visionen videreføres i pagt med tiden: Skolen vil give den bedste uddannelse og opdragelse i unikke rammer (verdensklasse). Når vi nu nogle år senere ser, hvad vi har nået i forhold til den strategiske plan, vi lagde for at gennemføre tankerne og ideerne, kan vi kun med stolthed konstatere, at vi stort set følger den tidsplan, der er lagt og at de mål vi satte os også stort set er nåetog andre derudover: Medlemskab af Round Square (med hvad alt hvad der hører herind under), mentorordning i 1g, oprettelse af en international klasse i grundskolen, grønt flag, grøn skole, forbedring af de faglige resultater, læringsstile, mm. Men vi kan også konstatere at vi har sat os under et vist pres ved at bruge et ord som ”verdensklasse”. Og hvorfor nu det? Af en del årsager: Dels er ordet lidt fortærsket, og var det vel allerede, da vi bragte det i brug i forbindelse med Herlufsholm. Andre ord ville måske have klinget bedre og måske bedre have beskrevet, hvad vi stræber efter: excellence f.eks. Dels bemærker mange ikke de to små ord ”vil være” (Herlufsholm Skole vil være en dansk skole i verdensklasse), et par ord der beskriver, at vi ønsker at bevæge os hen imod en ny tilstand, og at det naturligvis ikke kan nås alt sammen på en gang. Så alene det har åbnet en del flanker for angreb, som det hedder i militærsproget, og der er anvendt en del tid på at forklare mm.: Hvordan kan nedslidte undervisningslokaler uden tidssvarende undervisningsfaciliteter være verdensklasse eller skabe grobund herfor? Hvorfor er resultaterne i en udvalgt årgang eller klasse ikke i top? Hvordan kan…? Men noget af det er vores egen skyld: Når jeg i dag i Skolehåndbogen læser om vores vision, så kan jeg se et forståelses problem for læseren. Vi har i for ringe grad defineret, hvad det er vi mener med verdensklasse, og hvorledes vi agter at komme derhen og hvor længe vi mener at det varer. Alle disse nødvendige mellemregninger var med i det oprindelige diskussionsoplæg og også i de tekster, der fulgte offentliggørelsen af den, men nu skal man faktisk selv læse det og tro det og forstå det. Og det kan skabe forvirring blandt ansatte, blandt forældre og også blandt dem, der ønsker at vælge Herlufsholm som skole for deres børn. Der mangler simpelthen en differentiering af begrebet. Nemlig at for skolen er det vigtigste mål, at hver elev udnytter sine evner optimalt, og at skolen udfordrer elevernes evner helt ud. I virkeligheden har det været min filosofi og mit værdigrundlag lige siden jeg blev ansat her på skolen: og i det lys skal også alle de initiativer og tiltag der er sket siden ses: ikke, at jeg dermed har nedtonet det faglige arbejde, tværtimod! Men jeg har ment, at uden at udvikle og udfordre alle sider af et ungt menneske: Sport, kreativitet, sundhed, empati, samfundssind (nationalt og internationalt), globalisering, mm får vi ikke elever, som vi i sandhed kan kalde for verdensklasseelever og dermed er med til at udvikle Herlufsholm til en skole i verdensklasse. Så det vil vi på skolen arbejde med. At skabe klarhed og forståelse for hvorledes og hvorhen vi agter at udvikle skolen: en dansk skole i verdensklasse. KLAUS EUSEBIUS JAKOBSEN VEJLEDER LOTTE KR AEUTLER H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 33 Fors ke rs pi re r Status på Projekt Forskerspirer efterår 2010 Efteråret er kommet til Herlufsholm og dermed også den sidste afgørende fase i ”Projekt Forskerspirer” 2010, hvor forskerspirerne afleverede projektbeskrivelsen fredag d. 29. oktober. Årets forskerspirer deltog i foråret i et weekendseminar i København og i september i et tilsvarende seminar på Brandbjerg Højskole ved Vejle. Begge arrangementer var karakteriseret ved forskningsforedrag, oplæg, workshops og ikke mindst faglig udveksling og hyggeligt samvær med de andre deltagere fra landets gymnasier. Yderligere har perioden efter sommerferien båret præg af tættere kontakt med forskere og vejledere og besøg på de forskningsinstitutioner, som de er tilknyttet. Disse tretten elever udgør et rekordstort antal deltagere, der alle har arbejdet med meget interessante og innovative emner, der lover godt for konkurrencen. Efter afleveringen af synopsen bedømmes den af et dommerpanel, der udvælger tre finalister indenfor hver af de fire videnskabelige fakulteter: humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og sundhedsvidenskab. På den baggrund er det mig derfor en stor glæde, at meddele, at Herlufsholm er repræsenteret med hele tre finalister: At deltage i ”Projekt Forskerspirer” er karakteriseret ved hårdt arbejde; først at formulere sin idé, researche på teori og materialer, etablere en god kontakt med en ofte højtprofileret forsker indenfor et forskningsfelt, hvor man endnu selv er en novice og ikke mindst at holde hovedet koldt og fortsætte på trods af de frustrationer, der kan opstå, når man kaster sig selv ud på dybt vand og bider skeer med store akademiske udfordringer og pålægger sig selv et yderligere arbejdspres end de til tider rigelige mængder daglige lektier og opgaver. Derfor er det en kæmpe bedrift at være udvalgt og gennemføre, og de tilbageværende deltagere er i den grad kendetegnet ved motivation, engagement, ukuelig flid, gåpåmod og stor begejstring for deres projektidéer. Christian Hedeager Krag 3X: Menneskets tidsopfattelse (sundhedsvidenskab) Sarah Bogø 3Z: ICTYs betydning for den internationale retsorden (samfundsvidenskab) To forskerspirefinalister: Sarah Bogø Pedersen og Martin Gervais Dahlmann Følgende elever udgør Herlufsholms forskerspirer 2010: Sophia Hvidtfelt Martin Dahlmann Frederikke Danielsen Sandra Pitter Nikolaj Højer Charlotte Stoltenberg Sandra Kronmann Christian Hedeager Krag Anna Poulsen Andreas Dalgaard Sarah Bogø Pedersen Camilla Røn Hillevi Wachtmeister 34 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Ko n tak t 2 0 1 0 Martin Gervais Dahlmann 3X: Kapillære pericytters indvirkning på aldersforandringer (sundhedsvidenskab) Vinderen af ”Projekt Forskerspirer” 2010 og de 20.000 kr. offentliggøresved en ceremoni på Københavns Universitet med deltagelse af undervisningsminister Tina Nedergaard primo december. Der står derfor kun tilbage at krydse fingre og håbe på dommernes fortsatte begejstring for Herlufsholms bidrag 2010. Pøj pøj til vores forskerspirer. AF BRIT HOVGA ARD, KOORDINATOR FOR PROJEKT FORSKERSPIRER P r æ s en tat i o n a f n ye ko l l e g e r Præsentation af nye kolleger Lone Jeppesen Siden august 2010 har jeg undervist i historie, samfundsfag og tysk på Herlufsholm. Jeg er 37 år og er gift og har to børn på tre og fem år. Efter en inspirerende studietid i København, Tübingen og Berlin tog jeg gymnasiepædagogikum på Nykøbing Katedralskole på Falster. Selvom jeg var glad for at undervise, slog jeg alligevel til, da jeg efter afsluttet pædagogikum fik mulighed RainoKristian KristianHansen Hansen Raino Mit navn er Raino Kristian Hansen og jeg er 37 år gammel. Jeg er gift med min engelske kone, Delia. Vi har en lille søn på 1½ år og et barn mere på vej. Vi bor i Roskilde, tæt på Delia’s arbejdsplads. Jeg har altid været interesseret i undervisning, ikke mindst fordi der er lærere på begge sider af familien, det vil sige i England, Finland og Danmark. Det, som har drevet mig i de første mange år af mit uddannelses og arbejdsliv, har været nysgerrighed og interesse for de naturvidenskabelige fag ikke mindst på grund af de engagerede lærere på Johannesskolen for at kombinere mine fag i et samtidshistorisk forsknings- og formidlingsprojekt med fokus på Tyskland efter 1945. Via foredrag og undervisning på folkeskoler, gymnasier og folkeuniversiteter var vi en arbejdsgruppe fra tre danske universiteter, der formidlede viden om det moderne tyske samfund. Siden jeg gik i 2. og oplevede min tysklærers begejstring over Murens fald i november 1989 har jeg været fascineret af den nyeste tyske historie. Ikke mindst Tysklands forsøg på at finde konstruktive svar på de mange økonomisk-politiske, sociale og kulturelle spørgsmål, som er fuldt i kølvandet på den tyske genforening, følger jeg med stor interesse. Som en del af forskningsprojektet har jeg beskæftiget mig med tysk sikkerhedspolitik efter Murens fald. I 2009 afsluttede jeg en ph.d.-afhandling om den socialdemokratisk-grønne regerings forsøg på i perioden 1998-2005 at gøre tysk deltagelse i globale militære indsatser til en integreret del af tysk sikkerhedspolitik. Jeg har boet fem år i Tübingen i det sydlige Tyskland med min tyske mand og har i den forbindelse lært meget om små og store forskelle på dansk og tysk kultur. Det har ikke mindst været en udfordring at skulle forholde sig rationelt og kritisk til mit eget – åbenlyst nationalt prægede – syn på tilværelsen. På den baggrund var jeg meget glad for at blive ansat på Herlufsholm, da jeg flyttede med min familie til Danmark. Jeg sætter stor pris på dagligt at færdes i krydsfeltet mellem danske traditioner og internationale impulser på Herlufsholm Skole, og håber at jeg selv kan yde et positivt bidrag til denne balancegang. Som ny lærer følger jeg nysgerrigt med i årets gang på Herlufsholm, og jeg er meget taknemmelig for, at både elever og lærere reagerer imødekommende, når jeg stiller spørgsmål til praktiske og historiske aspekter af dagligdagen på skolen. Jeg har i vidt omfang haft mulighed for at trække på mine kollegers erfaring, og det har ført til, at jeg hurtigt er kommet til at trives på Herlufsholm. (Frederiksberg). Her fik jeg studenterhuen i 1991, så jeg kender alle den første gymnasiereforms genvordigheder med 3-4 stk. afleveringsopgaver om ugen. Samtidig med dette fortsatte jeg med at være spejderleder og efter endt værnepligt flyttede jeg ind i et (spejderleder)bofællesskab, hvor der kun var stille i timerne 02-6. Jeg startede på Danmarks Tekniske Universitet (dengang DTH) for at studere kemi og bioteknologi, ellers henlagde jeg mine studier til både Helsingfors Tekniske Universitet, Finlands Miljøstyrelse etc. Jeg virkede i en periode som studenterunderviser i kemi indtil jeg blev scholarstipendiat betalt af Novo Nordisk. Herefter ønsklede Jeg at blive klogere på teknikken NMR fra en biologisk, frem for en kemisk vinkling og blev optaget på Fakultetet for Biologi ved Cambridge Universitet med et fuldt PhD stipendium fra den hedengangne ”Forskningsstyrelsen” i ryggen. Jeg afsluttede herefter min PhD omhandlende viruset influenza A.. Ved Cambridge Universitet leverede jeg undervisning til grupper á 2 medicinstuderende, niveauet var meget højt, så jeg var nødt til at stå tidligt op for at forstå deres referenceramme. Jeg blev gift i England og da min kone fik sit første, faste arbejde i København måtte jeg jo følge efter! I 2004-2009 skaffede jeg selv mine lønkroner til forskning (både hos Panum Instituttet, København og i samarbejde med biotekindustrien), og underviste medicinstuderende (klasse og laboratorium). Mine forsknings-projekter har omfattet mange spændende områder, inklusiv brug af rotter til Alzheimers forskning, in vitro modeller af mammale celler, polypeptid biblioteker til medicinsk forskning, liposomer til aflevering af medicin, NMR, Massespektrometri og molekylær biologi. Interessen for undervisning var også tilstrækkelig stor til at jeg opdaterede undervisningsmaterialet fra skrivemaskinens tid og det frivillige fremmøde steg. Da jeg nu er blevet far har jeg fået interesse for en stabil lønindtægt, så da undervisning var det jeg var god til har jeg slået mig på denne branche. Før min ansættelse på Herlufsholm, har jeg undervist tre andre steder i gymnasieverdenen (fysik/kemi hos TGY, kemi/biologi hos TEC og VUC) med vidt forskellige elevtyper herunder indsatte på udgang, og jeg har virkelig nydt min undervisnings karriere hidtil! Jeg ser frem til en spændende tid her på Herlufsholm, hvor jeg skal undervise i fagene biologi, kemi og naturfag. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 35 Præs e ntati on af n ye ko lle ge r forskellen er at min efteruddannelse foregik i Danmark i stedet for USA. Jeg hedder Brenda Petersen, er 37 år gammel og bor nu i Næstved med min mand og vores to drenge, Benjamin på 8 år og Daniel på 5 år. Jeg er amerikaner og er vokset op på vestkysten i USA i området omkring Seattle. Min mand Anders kommer fra Næstved, så byen var et naturligt valg da vi bestemte os for at prøve at leve i Danmark. Da jeg blev færdig med min bachelor grad i USA, blev jeg ansat i den internationale ungdoms organisation, Up With People som en ”Education Coordinator” og rejste med et par grupper bestående af cirka 130 unge menneske fra 33 lande. Up With People tilbyder unge mennesker et 1-årig program kloden rundt hvor man bor med værtsfamilier og bl.a. laver frivilligt arbejde i hver by man besøger, samt at man lave et stort musikalsk show. Det var et utroligt spændende job der bestod af mange opgaver, bl.a.: At være gruppens lærer mens vi rejste, at skabe, tilse og dokumentere de forskellige serviceevents vi havde i hver by, og derudover være en slags vejleder og personlig støtte til de unge mennesker mens vi oplevede både stort og småt sammen rundt i verden. Jeg har en bachelorgrad fra USA, som er en blanding af en pædagog og en læreruddannelse. I USA har vi nemlig en tendens til at tage en bachelor uddannelse som er meget bred og efter nogle års erfaring på arbejdsmarkedet, kan man målrette uddannelsen. På en lidt mere kompliceret måde, er det også det jeg har valgt at gøre, men Det var i Up With People at jeg mødte min mand. Vi lærte hinanden at kende og blev gift i min hjemby Gig Harbor i 1996. Vi afsluttede vores tid med Up With People i Japan i december 1998, og mente at det var tid til at prøve noget andet. Efter 2 måneder med sushi og grøn tang, lød en gammeldags dansk jul med flæskesteg og brune kartofler Brenda Petersen ved Køng. Jeg underviser i Fysik/Kemi, Natur/Teknik, Matematik og Idræt. Jeg har selv været kostelev på Herlufsholm i seks år og dimitterede i 1995. Jeg har siden været i kontakt med skolen i flere forbindelser og har de seneste to år været tilknyttet, som instruktør i forbindelse med Herlufsholms Duke of Edinburgh Programme. Jeg har tidligere været befalingsmand i Gardehusarregimentet og læst idræt på Syddansk universitet i Odense. Samuel Veng Sieck Mit navn er Samuel Veng Sieck. Jeg er uddannet på Vordingborg Statsseminarium, er 34 år gammel og bor sammen med min kone og tvilling døtre, i Kostræde Banker 36 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · Jeg har altid haft den opfattelse, at det er et privilegium at gå på Herlufsholm. Jeg er så heldig, at det nu er mit privilegium at få lov til at undervise her. Jeg betragter det som min fornemmeste opgave at stille krav til mig selv som underviser, således at jeg Ko n tak t 2 0 1 0 temmelig godt. Så, vi fløj fra Tokyo til København og begyndte på vores nye eventyr i Danmark. De år med Up With People, viste mig at mit kald var at undervise unge mennesker. Derfor gik jeg målrettet i gang med at lære dansk, arbejdede i forskellige jobs med børn et par år og tog en 1-årig HF uddannelse. I august 2007 startede jeg på Vordingborg lærerseminarium. Det var i forbindelse med min 3.års praktikperiode at jeg fik kontakt med Herlufsholm. På skolen mødte jeg engagerede og inspirerende lærere, samt søde elever der var motiverede for læring. Alle var imødekommende og jeg følte mig straks hjemme på skolen. Udover skolens faglige niveau, flotte omgivelser og fantastiske traditioner, var det dejligt at være på en skole hvor jeg hørte andre tale engelsk. Jeg blev ansat på Herlufsholm Grundskole lige før sommerferien sidste år som Engelsklærer. Dette første år skal jeg færdiggøre mit sidste år på seminariet, sideløbende med en halvtidsstilling på skolen. Jeg ser med glæde frem til de spændende og udfordrende år der kommer, og håber at jeg kan bidrage til skolens liv med både min faglighed og min personlighed. via eksempel kan stille krav til mine elever. Herlufsholm stræber efter at være en dansk skole i verdensklasse, og jeg glæder mig i den grad over at få lov til at være en del af den stræben. Jeg håber at jeg kan være med til at gøre mine elevers år på Herlufsholm både læreog minderige, at jeg kan være med til at danne og uddanne dem, således at de får det optimale ud af den tid de er her. Det er en enestående mulighed for et ungt menneske at gå her på skolen og jeg tager mine forpligtelser i den forbindelse meget alvorligt. P r æ s en tat i o n Birgitte Elkjær Lamb Profiloplysninger: Birgitte Elkjær Lamb. Født: 1967. Videregående uddannelse: Cand.mag. i dansk og kunsthistorie fra Odense og Københavns Universitet. Raino Kristian Hansen Lisa christensen Jeg er uddannet cand. scient. med fysik som hovedfag og har undervist i matematik og fysik siden 1991. Jeg har været ansat på Næstved Gymnasium i 14 år og har også undervist på a f n ye ko l l e g e r Arbejdsgiver: Herlufsholm Skole. Statusopdatering: Er rigtig glad for at arbejde på Herlufsholm. Mit første job fik jeg som lærer i dansk og billedkunst på Nykøbing Katedralskole og derefter blev jeg ansat på Nørre Gymnasium. Efter otte år som gymnasielærer skulle der forandring til, og jeg flyttede til Australien sammen med min australske mand. Vi boede i Melbourne i 5½ år, og jeg tog bl.a. en uddannelse i informationsvidenskab for at kunne få et arbejde. Der er ikke så stort behov for danskundervisning down under. Da jeg kom tilbage til Danmark i 2008 var jeg sikker på at jeg gerne ville tilbage til gymnasiet og undervise igen. Men i de forløbne år var der sket en gymnasiereform, hvilket har betydet at jeg har haft en noget turbulent tilværelse de sidste 2 ½ år. Jeg har været årsvikar på Roskilde Gymnasium og på HTX i Hillerød inden jeg kom her til Herlufsholm, så jeg har fået prøvet lidt af hvert. Østre Borgerdyd, Københavns Universitet, Ingeniørhøjskolen og HTX i Ballerup. eget papir, som jeg så kan klippe i stykker eller folde. Det meste af papiret laver jeg af plantefibre, som skal koges og stampes eller blendes, før de er klar. Det er altid spændende, hvad det bliver til, for resultatet afhænger af årstiden og hvor meget tid jeg bruger på forarbejdningen, så det bliver aldrig helt det samme som sidst. Jeg er spejder og medlem af De grønne pigespejdere. Hvis der blev afholdt DM i papirspejd havde jeg en god chance for at vinde, for jeg klarer det meste af spejderarbejdet foran computeren. En sjælden gang imellem er jeg ude og ligge i telt og lave mad over bål, hvilket blot bekræfter, at huse, senge, køkkenborde, komfurer og køleskabe er fantastiske opfindelser. Min baggrund som spejder har præget min undervisning meget. Til spejder lærer man alting ved at prøve selv - «learning by doing», og det er også et godt princip i matematik og fysik. Og så er jeg vild med papir. Jeg får meget tid til at gå med hænderne i vand, mens jeg støber mit Mine interesser er nært knyttet til mine to fag. I min studietid læste jeg litteratur i et semester på Uppsala Universitet, hvilket har givet mig en varig interesse for den svenske litteratur. Også min tid i Australien har givet mig indsigt i og interesse for både litteratur og kunst fra en del af verden, man ikke hører meget om i danske kunst- og litteraturkredse. Desuden kan jeg også godt lide lange vandreture og løbeture, som jeg tager både min mand og vores australske cattledog med på. Jeg er glad for at være på Herlufsholm Skole. Jeg har en dejlig cykeltur til arbejde og kan få lov at synge morgensang hver morgen, og så er jeg sikker på, at jeg har skolens sødeste og dygtigste elever. H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 37 Nekrolog N i l s A ar s ø I anledning af Lektor Nils Aarsøs tragiske dø d ved Galapagosøerne Nils Aarsø, der selv var student fra Herlufsholm (1970) blev i 1982 ansat på Herlufsholm med fagene dansk og billedkunst. I 1986 flyttede han sammen med Elsebeth og børnene Louise og Arendse ind som sovesalslærer på Mygningen 2. sal, hvorfra familien i 1993 flyttede til Birgitte Gøyegården, nu med Elsebeth som sovesalslærer. Nils har desuden i en periode fungeret som formand for pædagogisk råd, og ikke mindst i denne periode nød vi som kolleger hans eminente taler, hvor han legende let uden manuskript kædede åndfuldheder sammen i en improvisation, der formentlig har krævet lang forberedelse – også det kunne han. Som lærer var Nils krævende og inspirerende. Hans kunstsyn – både når det gjaldt billedkunsten og litteraturen – var elitært og præget af stor æstetisk sans. Bestsellere var sjældent hans kop te; han foretrak mere forfinet kunst, hvor formen i højere grad end indholdet vægtedes, og hans kendskab til ikke mindst 38 H e r l u f s h o l m Ko s ts ko le · verdenslitteraturens raffinerede forfatterskaber var imponerende. I det hele taget var det populære og ofte overfladiske ham fremmed, ligegyldigt om det gjaldt kunsten eller andre forhold i tilværelsen. Som kritisk humanist insisterede han på at danne sig sine egne meninger, selv om den humor og selvironi, der også var en del af hans væsen, ikke gjorde ham blind for, at han i andres øjne kunne fremtræde Jeronimusagtig. Men det foretrak han frem for den tendens til ukritisk at tilslutte sig alt nyt, blot fordi det var nyt, som han mente var karakteristisk for vor tid. Sin helt store indsats som æstet på Herlufsholm ydede han som redaktør af ”Herlufsholm Kontakt”, et job han overtog efter Mads Nielsen i 1999. Bladet fik nyt format, og der blev lagt et kolossalt arbejde i at skabe et blad, der ikke blot indholdsmæssigt, men i lige så høj grad billede- og layoutmæssigt kunne leve op til hans store krav. Det er karakteristisk, at da skolen i en periode af økonomiske grunde henlagde trykningen Ko n tak t 2 0 1 0 til Thailand, smertede det Nils, fordi han så ikke kunne følge skabelsesprocessen på så nært hold, som han som den perfektionist, han også var, gerne ville. Hvis ovenstående tegner et billede af en intellektuel kunstnerisk æstet, er det kun en del af sandheden. For en omtale af Nils vil selvfølgelig være mangelfuld, hvis ikke også han ornitologiske interesser blev inddraget. Også på dette område var han utrolig vidende og perfektionistisk – og stort set alle ferier blev viet til at iagttage fuglelivet. Set i denne sammenhæng er den tragiske ulykke, der kom til at koste ham livet, måske ikke helt meningsløs. Det skete alt, alt for tidligt, men dog som en del af den livsform, han elskede. Vore tanker går til Elsebeth, Arendse, Louise og børnebørnene. Æret være Nils Aarsøs minde. JØRGEN HVIDTFELT VICEREKTOR A f g a n g : Dy r løv U lri c h se n Afgang: Dyrløv Ulrichsen Ved afslutningen af skoleåret 2009/2010 tog skolen afsked med to mangeårige ansatte; Lektor Niels Ulrichsen og overlærer Lone Dyrløv. Niels Ulrichsen kom til Herlufsholm i 1977 og var gennem mange år sovesalslærer på Lassengården. I sit virke som historie, engelsk og oldtidskundskabslærer gjorde Ulrichsen sig bemærket med sit vid og store faglige overblik. I mange år gik dette op i en højere enhed, når ”Ulrich” ofte fulgte den samme klasse i historie fra grundskolen frem til studentereksamen i både oldtidskundskab og historie. Ikke mindst med den obligate Rom-tur, som et fagligt højdepunkt. Ved lærernes sommerferiefrokost blev afskeden markeret. Her udtalte rektor bl.a. følgende: ”Jeg har bemærket, at du besidder en stor skarphed i argumentationen – der koblet med en underspillet selvironi spidder ens – dvs. – min måske ikke altid velgennemtænkte bemærkning. Når du siger: ”Nu er jeg jo ikke specialist på dette område, og jeg har slet ikke den erfaring, som du besidder, men for en så ringe person som undertegnede forekommer det mig – og tag mig det nu ikke ilde op…” Så skærper jeg opmærksomheden – nu kommer der noget, man skal være på vagt overfor – thi oftest har du en væsentlig pointe”. Ved samme lejlighed fik Lone Dyrløv også man rosende ord med på vejen. Udover sit vindende væsen og sin kompetente indsats som matematiklærer, vil Lone ikke mindst blive savnet som et effektivt og pligtopfyldende medlem af festudvalget. Her har hun gennem flere år stået som en af de bærende kræfter bag lærernes sommer og julefrokoster. Lone Dyrløvs ansættelse på Herlufsholm forløb af to omgange. Hun var først ansat på skolen fra 1977 til 1981, hvorefter hun fik ansættelse i Vipperød ved Holbæk. Da hun vendte tilbage, var det som en meget afholdt sovesalslærer på Egmontgården fra 1994-1998. Fremover vil Lone bl.a. anvende sine kræfter, som underviser på Næstved Sygehus børneafdeling. Med udgangen af oktober måned 2010 har skolen desuden taget afsked med Bent Laursen, der efter mere end 13 års ansættelse på Herlufsholm har valgt at forlade skolen. Ved siden af sit arbejde som tysk og engelsklærer, var Bent i en årrække skolens datavejleder og IT-koordinator. På billedet ses Nikolaj Højer som i dette skoleår fik tildelt ellipsen. Der er symbolet på modtagelsen af Just Lunnings legat, der tildeles som anerkendelse for diplens holdning og indsats for skolen. Ved siden af står Josephine Præst Pedersen, der fik tildelt "Kagerne" (kammeratskabsstagerne). H er luf s h o l m Ko s ts ko l e · Ko n ta k t 2 0 1 0 39
© Copyright 2024