December - Herlufsholm alumni

K o n ta k t
H e r l u f s h o l m
S k o l e
·
D e c e m b e r
2 0 1 0
Leder
Der sker hele tiden, og heldigvis for det, nye pædagogiske tiltag på skolen. I år er der bl.a.
kommet en ny international klasse i grundskolen, og en af de helt store nyheder på skolen
derudover, er indførelsen af en mentorordning for alle elever i 1g.
Vi har længe ønsket os at kunne støtte den enkelte elev væsentlig mere end vi hidtil har
kunnet.
Mange af vore kostelever er meget modne, men har alligevel behov for en rigtig voksenkontakt – og selvom vores sovesalslærere gør et fantastisk job, så er det mange unge at
skulle være reservefar og mor for.
En mentor opfattes undertiden som støtte til en svagere elev. Det er slet ikke sådan at
vi opfatter det. Vi vil give, såvel den fagligt svage elev som den fagligt stærke elev støtte
og udfordringer.
Mentorordningen kan således ses som en mulighed for; at hjælpe med at organisere sit
arbejdsliv, sine studier, få prioriteret i fritidslivet, få stillet hjælpende spørgsmål, få det
skub, der ind imellem skal til og den opmuntring der også skal til, når der er behov for
det. Med andre ord en voksenstøtte til eleven både i og udenfor skoletiden. Hver mentor
er ansvarlig for 7-8 elever, og det er samtidig den lille gruppe af lærere, der er klassens
team. Jeg ønsker alle held og lykke med den store opgave- og håber at både elever og skole
får fuld valuta for investeringen.
En anden nyskabelse på skolen var sidste års gæsteprofessorprojektet, hvor professor
John Donaldsson underviste matematik i masterklasser, m.m. i 4 udvalgte uger i løbet
af skoleåret. I år har vi satset på SPROG- og projektet er netop igangsat.
Denne gang er det en gruppe af sprogkapaciteter, der besøger skolen: Professor Jørn Lund,
professor Per Øhrgaard, forfatteren Thomas Harder, og derudover to personer der udøver
sprog i deres metier, og derfor har en særlig flair for det: Journalist Ulla Therkildsen og
skuespilleren Vivienne McKee.
Jeg glæder mig til at kunne fortælle om elevernes udbytte. Det er nødvendigt at kunne
tale sprog, og det er en farlig udvikling vores samfund er kommet i med at nedprioritere
det, som bl.a. kunne skabe os fremgang i en globaliseret verden.
Klaus Eusebius Jakobsen
rektor
2 He rlu fs hol m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
201 0
Indhold
Dimissionen 2010 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Elevtale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
Fugleskydningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Artikel om Herluf Trolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
SUS og Mie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
14
IGCSE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
Berlin Haupstadt und Metropole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
Rundt om skolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22
Round square . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
Hemmeligholdt lejrtur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
Guldtur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
30
Herlufsholm debate Sorø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
Studievalg sjælland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
En vigtig sag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33
Status forskerspire . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
34
Nye kolleger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
35
Lektor Nils Aarsø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38
Afgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
Kontakt udgives af Herlufsholm Skole. Det udkommer halvårligt, i juni og december, førstnævnte er samtidig skolens årsskrift. Bladets væsentligste formål er at være en af kontaktfladerne
mellem forældrekredsen og skolen. Det er overvejende af retrospektiv karakter, idet dets artikler
og billeder forsøger at give et indtryk af væsentlige forhold og begivenheder i skolens liv. Det
bestræber sig derudover på at bringe artikler, som skønnes at være af interesse for læserkredsen,
herunder såvel artikler om pædagogik, som af kulturhistorisk karakter.
Redaktør: Martin Arvedlund. Billedredaktør: Ingrid Sinding
Omslagsbillede: Thomas Kluge: ”Margrethe II”. 2000. Olie på lærred, 234 x 120 cm. Herlufsholm Kostskole, festsal. Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Billedet af Margrethe II er et
utilsløret og realistisk billede af en kvinde, der i kongemagt og værdighed på ingen måde står i
skyggen af sine mandlige forgængere. Samtidig viser Thomas Kluge os en moderne kvinde, der
på fremragende vis fylder rollen som monarkiets overhoved ud - i kraft af sig selv, i kraft af egen
formåen og intellektuel rækkevidde.
Fotografierne i dette nummer er taget af: Nils Aarsø, Martin Arvedlund, Hans Jørn Bentsen,
Steen Brogaard, Pierre Rømer Damgaard, Peter Galle, Ann Hansen, Nanna Lønborg Hansen,
Christian Hedeager Krag, Karen Pilgaard, Ingrid Sinding og Benedikte Sommer van Steenhoven
Design og tryk: npctryk as
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
3
D imi s s i one n
2010
Dimissionen 2010
Dimissionen udgør kulminationen på tre års arbejde. Endelig kan resultatet gøres op, og
udbyttet af arbejdsindsatsen kan høstes. For studenterne og deres lærere er der derfor på
mange måder tale om årets festligste dag, om end den også indeholder et stænk af vemod.
Man skal nu tage afsked med hinanden, og for dimittendernes vedkommende også med den
skole, der for mange har været deres andet hjem igennem en årrække. Traditionen tro blev
selve dimissionshøjtideligheden afholdt i kirken, hvor eksamensbeviserne blev overrakt. Men
i år bød begivenheden på en fornyelse. For nogle år siden blev det fra politisk hold besluttet
at flytte skoleårets afslutning. Som følge heraf kunne dimissionen for første gang i mands
minde afholdes på skt. Hans aften. Det blev markeret på festlig vis med skt. Hans bål og
midsommervise. I sin tale til studenterne kom rektor netop ind på forholdet mellem tradition
og fornyelse. Rektor sagde bla.
Det er altid lidt nostalgisk at stå her og
holde tale til jer ved dimissionen. Det er
som om, alle de mange års samvær med jer
hurtigt passerer revy for mine øjne - små
daglige rutiner som morgensang, bordet,
billedet af et ungt forelsket par i deres blå
uniformer, der går hen over Nyhave, blander sig med de voldsomme begivenheder,
som de gjaldende herlovianerhurra’er ved
Fugleskyd­ningen, børkampen og pøkampen. Disse banale, infantile men farverige
reminiscenser fra den gamle kostskole – fanen, der bliver båret ind i kirken og den helt
utroligt respektfulde stilhed – øjnene, der
følger fanebæreren og fanevogteren på deres
alvorsfulde langsomme vej op mod alteret.
Det er som om det hele lige er startet i 6.
klasse, og så er det allerede slut nu igen.
Herlufsholm Skole står smukt i dag. Festklædt og vibrerende af forventningens
glæde. Og jeg tænker, netop som jeg så
Jamie Lee Bæk
ofte gør, når jeg vandrer omkring på skolen, hvilket besynderligt og dragende sted,
disse bygninger, disse omgivelser er - så
smukt placeret i naturen - og hvor mange
sjæle og skæbner den har været med til at
forme. Og især hvor mange kommende individer, der i fremtiden skal passere gennem
skolens historie og sfærer – og også de vil
blive påvirket af den. Jeg tænker også tit på,
om jeg og mine medarbejdere har ret til at
justere, at ændre, at forme denne skole anderledes end den, der blev mig overdraget i
november 1993 – eller om vi netop ikke har
både en pligt til og et ansvar for, at denne
skole hele tiden ser med kritiske øjne på sig
selv og udvikler sig.
Selvfølgelig er jeg personlig slet ikke i tvivl,
men bliver dog eftertænksom, når der stilles
spørgsmål til det, vi skaber, og det, vi nu
vil stå for. Formår vi at holde skolen som
det særegne, som den er, samtidig med at
vi sikrer en moderne skole med mål for det
21. århundrede?
Der lyder fra nogle et ønske – ja et krav
om, at skolens traditioner ikke må ændres
– selvom vi i grunden aldrig i dybden har
gjort os helt klart, hvad traditioner egentlig
er, hvem der skaber traditioner og hvem,
der kan beslutte, hvad der fortsat skal være
af traditioner. På den anden side tror jeg,
at vi alle ubevidst præcis ved, hvad der er
traditioner og hvad der er dårlige vaner,
umodne skadebringende ritualer.
I virkeligheden så jeg helst, at vi undgik
ordet ”tradition”, fordi det ord så let kan
4 He rlu fs hol m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
201 0
spændes for en vogn, der, for den enkelte
eller for en gruppe, bringe os ud af kurs
og som har det folkeforførende element i
sig, at det uden særlig omtanke og uden
nogen for konsekvens, kan blive til noget,
der bare forlanges gentaget. Og gentaget og
gentaget - ofte i nye og ødelæggende former – og uden sammenhæng med skolens
værdier og mål.
Jeg har tit tænkt på, hvad Herluf Trolle og
ikke mindst Birgitte Gøye mon ville sige,
hvis de pludselig kom tilbage og vandrede
i Nyhave og så de unge diple – så fritidslivet, hørte om Round Square, fik forklaret
diplenes servicearbejde, deltagelse i overlevelsesture og i konferencer og så Duke of
Edinburgh-aktiviteterne – hørte de unges
gjaldende hurraråb til Fugleskydningen og
de sammes unges beruselse og lidt fuldskab
til festerne, så de mere eller mindre reglementeret påklædte diple gå til byen OG
være en del af byen, og så dem uddanne sig
i fag, de (Herluf og Birgitte) aldrig havde
hørt om: samfundsfag, naturvidenskabeligt grundforløb, dramatik, biologi, spansk,
AT, så diplene have et sandt venskab og
kammeratskab sig imellem, så sovesalene
og præfekterne og bordet og kirken, osv.
Ville de nikke tilfredse og sige: det var lige
den skole, vi gerne ville have at den udviklede sig til? Eller de ville være lidt forvirrede, fordi de også så noget andet: så nogle
blandt diplene, der brugte skolen til noget
helt andet, end det, der var intentionen med
den? At der var en gruppe elever, der mere
så Herlufsholm som en legeplads, hvor lige
netop deres individuelle ønsker og værdier,
SKULLE være de herskende, og hvor de
dermed fik nedtonet – ikke blot for sig selv,
men for mange andre - både den faglige
standard, men også andre værdier, som et
kostskoleliv bør bringe med sig, nemlig et
ægte fællesskab på tværs af køn, alder, social
baggrund, politisk ståsted?
Jeg tror, jeg kender svaret: jeg er sikker på,
at Herluf og Birgitte ville nikke anerkendende til det, vi er i dag, selv om der ville
D i mi s s i o n e n
2 0 1 0
Stanislav Stanchev & Julie Greve
være meget, de ikke kunne forstå eller fatte
– ligesom de ville støtte alle bestræbelserne
for at bearbejde, forklare og se sammenhænge for den elev, der ikke forstod, hvad
Herlufsholm kunne give ham eller hende. Jeg vil lade jer selv reflektere over det - selv
finde svaret - når I nu forlader skolen og
nu, hvor den ikke mere vil spille den afgørende rolle i jeres liv – men ordet solidaritet falder mig ind: Den fælles solidaritet
over for konceptet, ideen, tankerne og den
fælles interesse som skolen bygger på. De
udspringer af den fælles historie og de fælles værdier, som forener en gruppe eller en
klasse - eller i vores tilfælde Herlufsholm og bygger på fælles kamp eller bestræbelser.
Trollemorgen er for mig et af de tydeligste
beviser på denne sammenhæng: fra 6.klasse
til 3g underkaster man sig de krav, værdier
og interesser, som gælder på skolen – vel
vidende at et sådant medlemskab betyder
en vis underkastelse af samme normer, værdier og interesser – og således sætter visse
grænser for individets frihed til at handle
eller tale helt frit.
Jeg har et vågent øje til denne solidaritet:
svigter den, svigtes hele skolen. Men som
jeg ser det, er det en af de stærkeste strømninger og følelser blandt elever - nuværende
som tidligere - som det også er blandt hørere og ansatte i øvrigt.
Herlufsholm Skole er først og fremmest
– (og forstå mig ret: uden politiske un-
Legatmodtagere Charlotte Reventlow, Nanna Kronborg, Leonora Sisseck, Benedikte Sommer
dertoner) – en dansk skole med en dansk
studentereksamen og et tilbud om en international eksamen IB, med sammenhæng i
livet over årene, med sammenhæng i det liv,
der er i klasselokalet, og det, der udfolder
sig udenfor Herlufsholm, er det hjem, som
skaber voksne ansvarlige, og den skole, der
tager udviklingen af barnet alvorligt sammen med de forældre, der for en periode
har måttet sige farvel til det vigtigste i deres liv: deres børn. I en undersøgelse, vi
netop har gennemført blandt forældrene,
noterer jeg med glæde, at den gode tone
og det fine humør vægtes meget højt. Jeg
er stolt af at få lov til - sammen med jer
og de tidligere diple - at stå i spidsen for
den udvikling, som helt nødvendigt er sat
i gang. Helt nødvendigt siger jeg, fordi selv
en gammel traditionsrig skole, med rødder
helt tilbage til 12-hundrede tallet og med
udgangspunkt i en fundats fra 1565, SKAL
følge med tiden – ellers bliver den et relikt
i en verden, der hele tiden forandrer sig,
og ellers bliver vi ikke den skole i verdensklasse, som vi ønsker at blive.
Den store og svære kunst er at balancere
den udvikling med en fastholdelse af det,
der giver os kant – personligt, som gruppe,
som skole – med andre ord fastholde de
måder, vi er sammen på, som helt alene
karakteriserer Herlufsholm, og i den balanceakt også at sikre, at de strømninger og
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
5
x xi m i s s i o n e n
D
2010
ritualer, der er overleveret af tidligere tiders
løjtnanter ikke får liv og næring til at sætte
sit onde ansigt på skolen og på eleverne. Jeg
er ganske klar over, at det er her, kampen
skal stå og står – og i al fremtid vil stå.
Lad mig referere til Peter Thielsts bog om
Søren Kierkegaard: ”Livet forstås baglæns
- men må leves forlæns” - og omskrive de
tanker til Herlufsholm: Herlufsholm skal
forstås baglæns: Af jer, der nu forlader dette
elskede sted ved Sus­­åen, minderne, kammeratskabet, traditionerne – de skrevne og
de uskrevne - nostalgien – men må leves
forlæns: af os, lærere og elever, der har arbejdstøjet på, der har de daglige udfordringer med at få livet til at antage de rigtige
former, have det rigtige indhold på sovesale
og i klasserum, få fester og ceremonier til at
gå op i en større helhed.
Baglæns og forlæns hører sammen: uden det
baglæns liv ingen forlæns bevægelse. De to
begreber støder undertiden sammen – ja,
det er næsten helt unaturligt, hvis de ikke
gør det – men sammenstødet er med til at
sikre, at livet og indholdet og udviklingen
på skolen sker….”.
Herefter fremsatte rektor nogle overvejelser
om kravene til fremtidens studenter og fremtidens arbejdskraft. I forlængelse heraf kom
rektor ind på årgangens flotte eksamensresultat og udtalte i denne forbindelse følgende:
Det er med tilfredshed, at jeg kan notere, at
jeres faglige resultat er blevet meget smukt
– og noget bedre end de sidste par årgange.
Faktisk er gennemsnittet for årgangen 0,6
point højere end sidste år – fra 6,7 til 7,3 –
og glædeligt er især jeres rigtig pæne skriftlige karakterer. Til lykke med det. Der er
noget, der tyder på, at I har fået det rigtige
ud af denne kombination af udfordringer
på både det faglige og på det menneskelig,
sociale plan.
3g, danske studenter og IB-studenter, vi har
haft vore kampe – og der er blevet givet og
taget – måske skulle dialogen i visse faser
have været bedre end den blev - og det er
vist ikke mindst min skyld – men også en
gammel rotte kan lære noget - og det har
jeg gjort. Og det håber jeg også, at I har.
Mathias Popp afleverer elipsen til ”standeren” og modtager et sæt manchetknapper
I var ikke bange for at vise profil – ikke
bange for at være med - ikke bange for at
udnytte jeres kræfter – at udfordre os andre. Vi vil komme til at savne jer – og I vil
komme til at savne os. Men det er det gode,
og det også det dårlige ved en skole: man
mødes, der sker udfordringer og udvikling,
der opstår venskaber og det modsatte. Alting har sin tid – og nu skal I herfra. Tak
for jeres gode humør, tak for jeres glæde ved
De to tenorer; Martin Lindbæk og Nikolaj Gugliotta
6 He rlu fs hol m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
I har været nogle rigtig gode klasser at have
her på skolen. Videbegærlige, motiverede
og ikke mindst har I spredt højt humør og
god stemning omkring jer – Herlufsholm
berømmes som nævnt ofte for den gode
stemning, der er på skolen mellem elever og
elever, mellem elever og lærere, værdierne på
skolen, som hele tiden udfordres, og at det
hele hænger sammen. I en undersøgelse, vi
har lavet blandt jer (og tak for de mange svar
og kommentarer – både de positive og de
mindre positive, som dog alle kan være med
til at udvikle os) har årgangen givet skolen
en karakter på 9 på den nye karakterskala
- og det er jeg meget glad for.
201 0
D i mi s s i o n e n
livet. Til lykke med de fine eksamener og
held og lykke i fremtiden.
Med disse ord dimitterer jeg årgang 2010.
Årets forældretaler var Sognepræst ved Holsted
Kirke Charlotte Clante. Charlotte Clante betonede i sin tale den dobbelthed, der er forbundet med dimissionen og lagde vægt på det
helt særlige tillidsforhold, der på Herlufsholm
består mellem forældre, diple og hørere. Charlotte Clante udtalte bla. følgende:
Så sig til dem: ”JA, jeg tror på, at lige netop
jeg får et job bagefter min uddannelse eller
ja, jeg tror, jeg bliver måske ikke første, men
så den anden dansker på månen”.
Charlotte Clante kom dernæst ind på skolens værdier og den stærke samhørighed eleverne imellem. Efter at have takket skolens
lærerstab for en engageret indsats og betegnet
lærergerningen på skolen som et kald. Afsluttede forældretaleren med følgende ord:
2 0 1 0
”Kære studenter, lad så denne her jeres ”Sidste af altings fest” på Herlufsholm Kostskole
blive til den ”Første af altings fest” i resten
at jeres liv, må I gå en fantastisk fremtid i
møde: Hjerteligt tillykke.
I aften fejrer vi jer. På Grønland har man en
fest, som man kalder ”Den første af al tings
fest”, og det er det i holder i aften. ”Den
første af al tings fest” for jer.
Egentlig kan man ikke kalde en dimissionsfest for ”En første af altings fest”.
Det er jo i virkeligheden ”Den sidste af altings fest” – eller i hvert fald ”Den sidste af
nogets fest”.
For ifølge ordbogen betyder dimission:
Afgang med eksamen fra højere skole eller
læreanstalt.
I skal videre – overflyttes – til det næste
skridt på uddannelsesvejen.
Charlotte Clante påpegede herefter at tilværelsen består af en række valg og hun understregede vigtigheden af at vælge med hjertet
og forfølge sine drømme. Hun havde i denne
forbindelse følgende bemærkninger til studenterne:
Signe Vikjær Leth Olsen og Katharina von Plessen modtager De Meyerske eksamenspræmier
Hvert år, når jeg som præst, beder min konfirmander skrive en bøn til Gud til deres
konfirmation, er der altid mindst én, der
skriver: ”Gid jeg må tjene mindst en fem
million om året”. Andre skriver: ”Gid jeg
må blive prof. fodboldspiller, og begge ting
er forbeholdt så ganske få”.
Men drømmen er der! Og lad aldrig nogen
tage jeres drømme fra jer, tro på dem. Hvis
nogen siger til jer, der er ikke job at få efter den eller den uddannelse eller, ”Tror du
virkelig, at du kan astronaut?”
Camilla Ginnerup Jensen modtager et Litografi; Symbolet på modtagelse af Pilou Asbæks legat
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
7
D imi s s i one n
2010
vedkommende blot få timer siden, holdt
vi op med at være elever på Herlufsholm.
Nu er vi tvunget til at vende blikket mod
den store vide verden og nakken til Herlufsholm.
Elevtalen
Efter overrækkelsen af eksamensbeviser dannede Helen Hallen rammen om dimissionsmiddagen. Under middagen afvikles en række faste programpunkter. Hvert år uddeles flere
legater og andre udmærkelser. Desuden holdes forskellige taler. På vegne af studenderne
talte Benedikte Sommer van Steenhoven. Benedikte sagde følgende:
Kære Studenter, Kære forældre, Kære
hører... kære eventuelt glemte.
Det er ikke blot en stor ære for mig, at stå
foran jer i dag, denne opgave har samtidig
haft den fordel, at den har tvunget mig til
at tænke tilbage min tid på Herlufsholm,
førend den var ovre. Jeg har måttet gnaske
på og gensmage nogle af de bedste eller mest
betydningsfulde minder, for at komme frem
til konklusionen: ”Hvor er jeg heldig” - hvor
er vi heldige. For få dage siden, for nogles
Julie greve, Stanislav Stanchev modtager De Meyerske eksamenspræmier
8 He rlu fs hol m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
201 0
Jeg tror jeg taler på alle studenters vegne, når
jeg siger at den sidste tid har været præget af
en vis splittelse i ens forhold til fremtiden.
På den ene side skulle vi snart stå med huen
i hånden, klar til at opleve verdenen udenfor
og tage del i det virkelige liv. På den anden
side skulle vi forlade dette trygge sted, hvor
så lykkelige stunder har udspillet sig.
Ordet: ”sidste” har hjemsøgt os. Alt blev
pludselig sidste gang. Sidste nat på ens sovesal, sidste morgenbord, sidste skoletime,
sidste irettesættelse fra ens sovesalslærer,
sidste gang man skulle se sit hummer, sine
elskede 3x3 m2 (for en piges vedkommende)
der har dannet rammen om ens sjældne alenestunder og hvis vægge har skullet lytte til
verdens største, mest saftige hemmeligheder - sidste gang man lukker døren til det
tomme værelse, drejer nøglen om og står lidt
og tænker: ”det kan da ikke bare være dét”.
Men jo, det er svært at bremse den store
viser og dagene smuldrer blot hurtigere væk,
hvis man prøver at gribe fast.
Man ved først hvad man havde, når det er
væk. Det er den samme gamle historie.
Ligesom de første uger føltes som år, føltes
Skt. Hans bål på Røde Plads
D i mi s s i o n e n
de sidste år som uger – så det går vel op på
en eller anden ulogisk facon.
Studenter her i dag, kan se tilbage på op til
7 år på denne skole – år der har strukket
sig over den fase i et menneskes liv, hvor
personligheden langsomt trylles frem og i
hvilken den mest markante, sindsmæssige
og menneskelige udvikling finder sted.
Vi kom, som formløst og af vores forældre æltet ler, klar til at blive formet... eller
omformet. Og af vores nye familie, vores
venner, blev vi tilpasset med kærlig hånd.
I dag står vi som just færdigbrændte potter
og vaser, den ene skævere end den anden,
men alle i fast, afstivet form, efter en tur i
den hede ovn, ved det grønne bord.
Herlufsholm er noget for sig, så har jeg vidst
ikke sagt for meget. Det er svært at sætte
fingeren på hvad det lige præcis er der gør,
at skolen så markant skiller sig ud. Om
det er de vanvittige traditioner, såsom pøkamp, nedskydning af boltret træfugle eller
gammeldansk-med-mælk, som folk uden for
systemet ryster på hovedet af i afsky – eller –
dét at vi lever i en tidslomme, med gulvlange
hvide nederdele, stråhat og skjold på brystet
som daglige klæder og benediktinerklostre
som residens. Alt andet lige er det i hvert fald
magisk. Fortryllelsen sker for næsen af os.
De små, frygtsomme børn der var så bange
for at træde ved siden af, og så bange for
aldrig at finde en gren at stå på og som,
til trods for umodenhed, blev sat af ved
hovedtrappen til Herlufsholm og følte sig
som Palle alene i verden, sidder i dag og
kan smile med en studentereksamen i tasken, omgivet af et hav af uvorne, men evige
venner, med troen på livet og fremtiden og
tænke (i al beskedenhed): ”jeg kom, jeg så,
jeg sejrede”.
Forrige år prydede nogle elev-kunstværker
skolens lygtepæle, bænke og stakitter. Det
var små fugleunger, bøjet i farvede ledninger. Meningen med disse var meget enkel,
meget sød men var vigtigst af alt, meget
rigtig:
2 0 1 0
Tak til SUS, for at taget imod os, når vi
var syge, skulle have fysik-prøve eller bibtest. Det hjalp ikke på karakteren men på
humøret. Og det er jo det vigtigste...
Tak til Rektor, Stubgård, Koefoed og resten
af ”tæskeholdet”, for at være villige til at indgå kompromisser, bevare elevdemokratiet
og den gode stemning, for at sikre freden.
Og til slut: Tak til forældrene, for at have
taget den rigtige beslutning, da I sendte os
hertil – det må I gerne gøre igen en anden
gang.
Fuglene var de mange elever, der som små
fugle kommer, sætter sig, putter sig, forsøger
at finde fodfæste, for der er så mange frygteligt tynde grene man skal holde sig fast på,
og man må passe på ikke at falde ned, man
skal finde sin plads i flokken, man bliver
som en trækfugl siddende en kort periode i
sit liv, og så må man videre på farten.
Men trækfugle vender jo som bekendt tilbage....
Til slut vil jeg gerne, på årgangens vegne;
Takke hørerne, for at insistere på - ”at der
ikke er nogen dumme spørgsmål” - selvom
gud og hver (sproglig) elev ved, at der er.
Og for at have været opmærksomme på, at
I ikke blot var lærere, men også forbilleder
for især kosteleverne, for hvem ”voksne” var
en sjældenhed i hverdagsbilledet.
Tak til sovesalslærerne for år efter år at overleve. Og for at have fundet på positive ting
at sige om én, for at opveje de obligatoriske
skideballer over missede morgenborde,
uredte senge og gule sedler - frisk fra
kontoret.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
9
F ugle s kyd ni nge n
2010
Fugleskydningen 2010
Regnen dryppede let fra den grå himmel på
den store fugleskydningsdag, men det var
ikke en regn, der kunne vaske smilene af
3.G’s piger og drenge, der nu endelig efter
mange års hårdt arbejde kunne stå forrest
i den stolte kolonne af herlovianere. Smilene var ikke til at fejl af, heller ikke hos
de fremmødte forældre og venner. Det lå i
10 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
luften, at dette var en speciel og stor dag,
ikke blot for den 207. Regering, men lige så
vel for de mennesker, der var kommet for at
overvære den gamle tradition. Processionen
startede på slaget 9, anført af fugleskydningsorkestret. Heis og Mia blev hyldet med
et rungende herlovianerhurra, som sikkert
kunne høres helt til Sorø. Omsider stod vi
Ko n tak t
2 0 1 0
alle i Nyhave – med en unik fornemmelse i
maven og med et smil til sidemanden sang
vi i kor fugleskydningens slagsang: Der lyder trut – trut – trut og tramp foran skolen.
Fugleskydningen var nu for alvor begyndt.
De første pile fløj fra buerne, og snakken
mellem de mange fremmødte begyndte –
forældre, diple, hørere, Heis, Mia og Forstander fik snakket med mange mennesker
den dag, og mange navne fik pludseligt
ansigter. Den lette regn fortsatte det meste
af dagen, men det havde ingen betydning
for de mange mennesker, der stod parat til
at høre statsministertalen i Nyhave. Talen
indeholdt mange gode pointer og visioner,
som blev mødt med sjungende bifald fra den
207. Regering. Dagen føltes alt for kort, da
der pludselig stod en yndig pige med bør og
hvid nederdel og med buen i hånden – en
pil blev skudt af sted og en ellers modvillig fugl skudt ned! Overraskelsen varede
kort, før Hillevi blev båret over skuldrene
og kastet i Susåen. Foran Skygningen blev
der råbt hurra for fuglekongerne ved Lille
og Store Fugl, og Hillevi forstod nok ikke
helt, at hun altid vil blive husket som den
første kvindelige fuglekonge i Herlufsholms
historie.
Dagen blev til aften, hvor fugleskydningsballet også blev et gensyn med mange
gammel-herlovianere. Der blev danset og
snakket – vi nød at være sammen og feste
– og ballet sluttede med et mægtigt festfyrværkeri, hvor flotte farver, brag og lysenes
leg på himlen satte et værdigt punktum for
den 207. Regerings fugleskydning.
MARC MYLLERUP
Fug l es k ydn i n g e n
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
2 0 1 0
11
D en
l ærd e
kri ge r
Den lærde kriger
I anledning af den danske flådes 500
års jubilæum skriver Lektor Morten
Uhrskov Jensen om Herlufsholms egen
søhelt Herluf Trolle
Den militære revolution er skelsættende i
Europas historie. I snæver forstand kan den
tidsfæstes til perioden ca. 1550-1650, men
historikerne strides, og en bred fortolkning
taler om de 250 år fra 1450 til 1700. Som
resultat af revolutionen bliver hær og flåde
til permanente statsinstitutioner, således
også den danske flåde, der under kong Hans
oprettedes i 1510. Kongen havde brug for
en fast flåde til bl.a. at styrke sit greb om
Øresundstolden, men som nævnt var udviklingen med etableringen af flåden en del af
en fælles europæisk udvikling. Al centralisering rummer en fare for overdreven styring
fra oven, men hvor nødvendigt det har været
for Danmark at følge med i opbygningen af
blivende institutioner i riget, ses vel bedst af
Polens skæbne, landet der forsvandt i mere
end 100 år som selvstændig stat, i høj grad,
fordi det ikke lykkedes den polske kongemagt at fravriste adelen dens store magt og
tilvejebringe det nødvendige forsvar.
Et tegn på det nye, der var sket i Europa og
således også i Danmark, var det, at Herluf
Trolle, der i 1564 af Frederik den anden
var blevet udnævnt til øverstbefalende for
flåden, indførte regelmæssige øvelser for flådens mandskab. Herunder foretoges mønstringer af skibsmandskabet under våben.
I en moderne hær og flåde er der tale om
selvfølgeligheder – mandskab og udstyr skal
gennemgås og plejes som en del af den faste
praksis – men for datiden har der været tale
om en omvæltning, fordi indkaldelsen af
skibe til krigsflåden tidligere foregik på ad
hoc basis. Herluf Trolle har således indset
nødvendigheden af ændrede rutiner under
de nye forhold.
Den lærde
Herluf Trolle var som det tolvte af femten
børn af den skånske adelsmand Jakob Trolle
ikke umiddelbart bestemt for krigerbanen.
Faderen havde tværtimod tidligt sørget for, at
Herluf Trolle fik en solid uddannelse efter tidens formåen. Efter den obligatoriske grundskoling i hjemmet i Skåne sendtes han til Vor
Frue Skole i København og herfra videre til
Wittenberg. At det blev Wittenberg og ikke
Billedet ”Stockholm” er fra 1521 og illustrerer fint tidens store søslag. Det er
Christian IIs flåde ud for Stockholm Slot i 1521 og er fra Orlogsmuseets Arkiv.
12 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
2 0 1 0
katolske højborge i f.eks. Frankrig skyldtes
naturligvis den reformatoriske bevægelse,
som kom til at sætte et stærkt præg på Herluf
Trolle tillige med hans hustru Birgitte Gøye.
Københavns rektor 1549-50, Johannes Machabæus, der i 1566 forfattede Herluf Trolles
levnedsbeskrivelse, havde nogle bemærkninger at gøre om tiden og om den lærdom, som
Herluf Trolle havde taget til sig. Kildekritisk
har levnedsbeskrivelser vel været tilbøjelige til
at fremhæve den afdødes fortrin, men Machabæus havde noget generelt at sige, som
nok kan vække til eftertanke, også fordi de
dyder, Machabæus fremhævede som manglende i datiden, kan genkendes også i dag.
Der er måske tale om noget næsten universelt, når magtens mænd af tidens intellektuelle får læst og påskrevet. Her følger derfor
et lidt længere citat af Johannes Machabæus:
»Man kunne ønske, at alle adelsmænd lagde
sig efter Hr. Herlufs fromme forældres kloge
og heldbringende principper for opdragelse;
thi da ville videnskaben – (som dengang var
digtekunst, veltalenhed, jura og filosofi) –
ikke i den grad møde foragt hos magtens
indehavere; ej heller ville filosofien, når den
berøves den den tilkommende belønning,
tvinges til at gå med tiggerstaven; og ikke
ville denne dyriske råhed bemægtige sig
sjælene hos de fornemme, som styrer staternes ror; men ifølge Platons råd ville magten
mildnes, når den forbandtes med lærdom, og
kongerne ville blive til filosoffer og filosofferne til konger«.
Det er i sandhed vise ord, at magten – som
uden tøjler er rå og kan være endog modbydelig – kan og bør lade sig binde af lærdom
og af den sandhed, hvor relativ den end måtte
være, der kan udledes af studier af retfærdigheden. Machabæus´ ord vidner om sans for
betydningen af viden og indsigt og fortæller
vel egentlig meget godt, at der også i midten
af 1500-tallet var en bevidsthed til stede, der
meget vel var klar over, at Danmark og Europas mentale velbefindende i høj grad beroede
på, at magt ikke kun var ret, men at retten
også byggede på en indsigt om at forfølge
D en
fornuften og derfor også den lærdom, der
kunne bibringe større viden om ret og vrang.
At Johannes Machabæus tillagde Herluf
Trolle ære ved hans tilegnelse af kundskaber, siger meget godt om dansk og europæisk
åndsliv på daværende tidspunkt. Det fortæller eftertiden, at der også i det 16. århundrede
– et godt stykke tid før det, vi kalder oplysningstiden – fandtes oplyste mennesker, der
vidste, hvad viden er værd. Herluf Trolle kan
altså være godt tjent med Jakob Machabæus´
levnedsbeskrivelse. Ikke kun i kraft af beskrivelsens almindelige roser, men på grund af
dens understregning af betydningen af viden.
Krigeren
Danmark var på Herluf Trolles tid et standssamfund, hvor adelen havde stor magt. Vi
er i tiden før enevælden, og den danske adel
udgjorde både økonomisk og politisk en elite,
som man ikke kunne komme udenom, selv
om Christian den anden havde forsøgt og
fejlet. Det kan være svært at forstå i dag, hvilken betydning et begreb som ære spillede
dengang. Adelen havde privilegier, men der
forventedes også en modydelse. Med rettighederne fulgte pligter. Vi kan ikke granske
den enkeltes sjæl, heller ikke Herluf Trolles,
men der er ikke grund til at tro andet, end
at betydningen af æresbegreber som mod
har ligget helt fremme i bevidstheden hos en
adelig som Herluf Trolle. Han og alle andre
vidste, at adelens status til syvende og sidst
beroede på, at den kunne forsvare riget, når
det gjaldt. Enevældens indførelse i 1660 skete
i høj grad, fordi adelen dér havde vist sig ude
af stand til netop det: at forsvare Danmark,
hvorved riget havde været tæt på undergang.
Herluf Trolle begrundede selv sin og adelens
særlige position på med de berømte ord, der
vil være velkendt for mange herlovianere:
»Mister jeg mit liv, jeg får vel liv igen. Ved I,
hvorfor vi hedder herremænd, hvi vi bærer
guldkæder og har jordegods og vil være ypper
mere og højere agtet end andre? Derfor har
vi denne ære for andre, at når vor konge og
herre, land og rige har det behov, da skal vi
l æ rde
k ri g e r
rigets fjender afværge, beskytte og beskærme
med magt og al formue vort fædrene rige,
at vore undersåtter må bo og være i fred og
rolighed: Ja, vil vi have det søde, så må vi og
have det sure med«. Et moderne perspektiv
på ovenstående vil måske være, at der blot
var tale om ord, om noget, Herluf Trolle forventedes at sige. Men det er i virkeligheden
ikke afgørende, hvad Herluf Trolle må have
tænkt i sit inderste. Det centrale er, at herremændene var herremænd, fordi de, når alt
kom til alt, blev målt og vejet på, om de var
i stand til så nogenlunde at leve op til det,
som Herluf Trolle gav udtryk for.
Slaget ved Femern
Og Herluf Trolle mistede netop sit liv, fordi
landet og riget havde behov for ham. Den
4. juni 1565 mødtes en dansk og en svensk
flåde i farvandet mellem Femern og Vismar.
Herluf Trolle var ombord på orlogsskibet Jægermester, iklædt et farvestrålende harnisk og
med en fjerprydet hat. Han har ikke været
noget svært mål for de svenske kugler, og
han blev da også såret af skud fra det svenske
orlogsskib Troilus. Herluf Trolle skal have
frabedt sig hurtig hjælp af bartskæreren og
i stedet givet ordre til, at denne skulle se til
krigsmænd og bådsmænd først. Ulykken
ville, at der gik betændelse i sårene i arm og
ben. Herluf Trolle gik i land i Dragør den 7.
juni og tog herfra videre til København. Her
indtrådte døden den 25. juni efter en altså
langvarig og smertefuld dødskamp. Hans
hustru Birgitte Gøye var hos ham ligesom
Niels Hemmingsen, en af tidens store teologer og professor ved Københavns Universitet.
Herluf Trolle fik altså ikke lang tid som
øverstbefalende for flåden. Men han satte
sig ikke desto mindre som nævnt spor ved
sin organisering og træning af flådens faste
stab. På linje med Niels Juel og Tordenskiold
rangerer han ikke, men han kunne mere end
være sin indsats bekendt. Han vidste, hvad
tiden krævede af ham og hans standsfæller,
og han var ikke bare kriger, men en lærd
sådan! Han var en lærd kriger, og det er ikke
ringe, når det skal være.
Herluf Trolle
Frederik d. II
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
13
SU S
Herlufsholm
Skoles sygehus
Overfor biblioteket ligger en smuk gammel
bygning, som huser Herlufsholm Skoles sygehus, kaldet SUS. Her bor og arbejder sygeplejerske Anne Marie Sehested og hendes mand,
Leif Sehested, der er skolens læge. Sygehuset
har plads til 16 sengeliggende og står til rådighed for 280 kostelever og 315 dagelever
døgnet rundt.
som slet ikke kan trives med den skoleform”,
forklarer Mie Sehested. Dageleverne bruger
SUS ligeså ofte som kosteleverne. De kommer
jo også til skade eller er måske kommet lidt
skidt hjemmefra en morgen eller skynder sig
over på SUS, fordi kammeraterne ikke må se
dem græde, siger Mie Sehested, men det er helt
klart kosteleverne, der er hendes ”hjertebørn”.
”Når forældre hører, at kostskolen har et sygehus, kan jeg se mødrenes skuldre sænke sig”,
smiler Anne Marie Sehested, som aldrig kaldes
andet end Mie.
”Kosteleverne kan ikke tage hjem og snakke
med deres mor og far. De har naturligvis hinanden, for der knyttes helt særlige kontakter
mellem eleverne, når de er sammen døgnet
rundt. Ens sovesalskammerater bliver en slags
ekstra familie, nogle ekstra søskende og kosteleverne er meget søde til at hjælpe hinanden
og snakke om problemerne, MEN det kan
også være stressende at være sammen med
andre mennesker altid! Nogen gange har de
bare brug for at være alene og så får de en seng
på en af stuerne her på SUS. Der kan også
være problemer, man helst vil snakke med en
voksen og uvildig om – og det er ofte mig.”,
siger Mie Sehested.
”Vi har cirka 700 indlæggelser om året og vi
ser 25-60 elever om dagen, der kommer over
til os på SUS. Nogle gange kommer eleverne
med så små rifter, at jeg knapt kan få øje på
dem, eller med ondt i maven og så ved jeg jo
godt, at der ikke er brug for et plaster men
lidt omsorg. Jeg bruger nok mindre tid på at
behandle og mest tid på at snakke med elever
om deres store og små problemer, om hjemve,
om konflikter, om bristede hjerter, eller ambitioner der er for høje. Der er selvfølgelig også
alvorligere problemer, som vi prøver at løse ved
at sætte faste timer af til de elever der har spiseforstyrrelser, lavt selvværd, føler sig mobbet
eller udenfor eller måske kommer herned med
en dårlig skilsmisse eller dødsfald i bagagen.
Det kan også være livet som kostelev, der er
svært og her er vi ofte talerøret for de elever,
14 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Verden har ændret sig meget på de 24 år der er
gået, siden Mie Sehested kom til Herlufsholm
Skole. ”I begyndelsen var det meget besværligt
at få fat i de forældre, der boede i udlandet.
Vi løb rundt med mønttelefoner til eleverne
og der var ekko i røret. Senere fik vi fax, så
det blev noget lettere at kommunikere. I dag
Ko n tak t
2 0 1 0
sender eleverne selv sms eller ringer, mens jeg så
efterfølgende enten ringer eller mailer om patientens tilstand og graden af alvor, for det kan
jo godt være svært at bedømme på et grædende
barn via en mobiltelefon”, ler Mie Sehested.
”Dagen på SUS begynder kl. 7.00 og slutter
ved ”godnat-stuegangen” kl. 22.30. Og stuegangen kan godt trække ud, for netop den
stund kan især de små kostelever ikke lide –
altså når de skal sove og hjemveen kommer
snigende”, forklarer Mie Sehested. Når alle
sover trygt og frem til kl. 7.00 næste morgen,
har Mie Sehested tilkaldevagt. Sådan forholder
det sig alle hverdage samt hver anden weekend.
”Enten løber man skrigende bort, eller også
kommer jobbet ind under huden på èn. For
mig er det et vidunderligt job. Jeg har altid
villet være sygeplejerske og arbejde med børn,
men det har helt klart været hårdt at skulle
afgive sit privatliv og stå til rådighed døgnet
rundt. Jeg har da også løbet frem og tilbage
mellem pligterne, med et at mine egne fem
børn på hoften, og tænkt: det her er for meget”,
indrømmer Mie Sehested.
”Men jeg er meget glad for mit arbejde. Det
er en rummelig arbejdsplads, hvor jeg altid
har fået lov til at udvikle mig og til at tage de
kurser, jeg har ønsket – ingen har spurgt hvorfor eller om det nu var relevant. Jeg får alle de
SU S
ressourcer, jeg har brug for. Og jeg har en god
opbakning fra ledelsen, siger Mie Sehested og
kommer så i tanke om en lille episode: ” Nå ja,
der var dengang, jeg bad om at få TV til patienterne, hvor direktøren sagde: Nej! For så bliver
de da liggende alt for længe! Men fakta er, at
vi har TV på alle stuer, doneret af en tidligere
elev, som godt kunne huske, hvordan det var
at ligge her i meget lang tid”, ler Mie Sehested.
De første 12 år på Herlufsholm Skole var Mie
Sehested alene om ansvaret - med en enkelt
medhjælper, der holdt huset og sørgede for mad
og drikke til patienterne. Siden kom en sygeplejerske til som sidste år blev afløst af Asta der
er ansat som sundhedsplejerske to en halv dag
om ugen fra kl. 8.00 – kl.15. Men travlheden
er stadig stor.
”Jeg har prøvet at lære eleverne, at man ikke
skal komme og vise mig en fodvorte kl. 22
om aftenen. Men man bestemmer naturligvis
ikke, hvornår man slår sig eller bliver ked af
det, så det ringer på døren hele tiden”, smiler
Mie Sehested.
”Familien skal være indstillet på, at jeg løber
midt i madlavningen eller afbryder en godnathistorie. Det har min mand, Leif Sehested,
som nu er skolens læge, været indforstået med,
så det har været værst for børnene at acceptere
at skulle vente på, det blev deres tur eller at de
skulle være stille i det meste af huset”.
”Selvfølgelig er der ulemper. Jeg kan ikke bare
gå min vej eller tage i biografen eller være én af
de gode forældre, der altid kører med børnene
til fodbold, medmindre det er planlagt god tid
i forvejen. Men vi har dejlige lange ferier. Og
jeg tror, det ville være svært at finde et andet
job, hvor der er samme store berøringsflade
med unge og samme mængde af TID! til dem.
Og selvfølgelig skal man ikke regne med timeløn og ulempetillæg, men arbejdet skal stå
mål med glæderne, og det gør det så rigeligt”,
siger Mie Sehested.
Og man er ikke i tvivl om at Mie Sehested
mener hvert et ord. Der er ikke antydningen
af stress over hende, som hun sidder midt i den
gamle sygehusbygning, der emmer af hygge og
gode gamle dage. Dengang der altid var tid til
at lytte. Et lille fristed, hvor man næsten fristes
til at sige, at tiden står stille. Men det gør den
ikke – for uret tikker ude på gangen og tele-
fonen ringer i baggrunden! Her på SUS kan
elever med stress eller hjemve få lov til at være
stille, genfinde freden i sig selv og slappe af fra
hverdagens krav og skærmydsler, for det psykiske velbefindende tager Mie sig ligeså meget af
som halsbetændelser, influenza og fysiske skader. Med 24 år på Herlufsholm Skole har Mie
Sehested fået et ganske godt indblik i, hvad
det vil sige at være teenager, men også indsigt
i hvordan kravene til teenagere har ændret sig
gennem årene. ”Det er hårdt at være ung i dag.
Det stilles voldsomme krav til dem. Både til
deres udseende, det sociale og til deres faglige
kunnen. De er meget ambitiøse og lider faktisk
under de krav om gennemsnit der skal til for
at komme videre i uddannelsessystemet. Det
er et pres. To tredjedele af de elever, der kommer for at snakke, er piger. Drengene kommer
ofte med en fysisk smerte, men så kommer
problemerne frem senere.”
” Der en langt større åbenhed i samfundet generelt, end da jeg tiltrådte. Tidligere skulle jeg
gætte mig frem til, hvad problemerne kunne
være, men i dag er de unge meget mere åbne,
bedre til at sætte ord på og bedre til at analysere situationen. Da vi er en kostskole, hvor
eleverne er sammen 24-timer i døgnet, er der
også en stor grad af sammenhold. De passer
på hinanden og snakker sammen. Derfor er vi
også gode til at fange problemerne som f.eks
spiseforstyrrelser, vi er gode til at hjælpe og
helbrede.”
Som om arbejdet på SUS ikke er omfattende
nok, så deltager Mie Sehested også i projekt
om sundhed. Forløbet omfatter 6.-9. Klasse
og har fokus på sundhed – fysisk, psykisk og
socialt med temauger og sundhedstest. Hver
elev får en ”sundhedsmappe”, som skal følge
dem gennem forløbet.
”Vi vil gerne have implementeret en bevidsthed
om hvad sundhed er - at sundhed ikke kun
handler om kropsvægt. Der laves sundhedstest og konditionstest, hvor der måles lungefunktion og muskelmasse og meget mere. Små
skridt for at få dem til at tænke sundt og være i
balance med sig selv. De laver også profiler på
hinanden som køn, hvilket var sjovt for dem.
Pigerne troede, de skulle være åleslanke, men
drengene kunne faktisk bedst lide piger med
smilende, søde øjne - og det gjorde ikke noget, hvis der var lidt barm, men det var ikke
det vigtigste! Pigerne ønskede sig en dreng, de
kunne tale og hygge sig med – og søde øjne!”,
ler Mie Sehested. Desuden skal der være tid
til seksualundervisning og årlige samtaler med
sundhedsplejersken, sorg og støttesamtaler.
”Vi har også haft besøg af en diætist, af ”Sex og
samfund”, en temadag om vold i familien og
kærestevold, besøg af en diabetes-sygeplejerske
og af en voksen gigtpatient. Så mit job er svævende og flydende og arbejdspladsen rummelig. Jeg synes faktisk, vi har et serviceniveau,
vi kan være stolte af”, siger Mie Sehested og
kigger ned på den sorte labrador Bilbo, der
har en vigtig plads på SUS, nemlig som en
godmodig ven, der gerne lader sig nusse og
aldrig siger nogen imod.
”Det er ikke alt der kan løses ved at læse i skolehåndbogen, eller ved at gribe i sin erfaring.
Bilbo tager gerne imod knus og alle de følelser,
man som teenager ikke ved, hvor man ellers
skal gøre af - og han kræver ingen forklaring
på noget som helst”, smiler Mie Sehested. Men
hvad så med alle de andre typiske teenageproblemer de fleste forældre slås med, hvordan
tackler hun dem?
”Jeg har ingen følelser i klemme, derfor har jeg
ingen konflikter med teenagerne. Jeg er ikke
deres mor – og SKAL ikke være deres mor.
Derfor lytter de. Det virker i alt fald bedre, når
jeg siger noget til en teenager på jobbet, end
når jeg siger det samme til mine egne børn”,
ler Mie Sehested og tilføjer med et stort smil:
”Og hvis der bliver for meget ballade på stuerne
mellem piger og drenge og pudekampe eller
støj, så sender jeg dem over til deres sovesalslærer, for så er de for raske til at være her!”
Faktaboks:
Sygeplejerske Anne Marie Sehested er 54 år. Hun er gift med praktiserende læge,
den 54-årige, Leif Sehested, der også er skolens læge. Sammen har de fem børn:
Christian 28 år, Thomas 26 år, Peter 22 år, Sophie 20 år og Frederik på 12 år. Anne
Marie Sehested er uddannet sygeplejerske på Bispebjerg og har arbejdet på Rigshospitalets børneafdeling. I de seneste 24 år har hun arbejdet på Herlufsholm Skole.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
15
IGCSE
i
Cam brid ge -re g i
på
H e r lu fs ho l m
IGCSE i Cambridge-regi på Herlufsholm
Som noget nyt har vi i år introduceret international grundskole på Herlufsholm, hvor
der undervises på engelsk. Der findes flere
forskellige ”boards”, som udbyder IGCSE
eksamen (International General Certificate
of Secondary Education), svarende til den
engelske O-level eller omsat til dansk, Folkeskolens afgangsprøve. Vi har valgt Cambridge som udbyder, da denne er internationalt anerkendt og har ry for at være på
et højt fagligt niveau, der imødekommer de
ambitioner vi har på Herlufsholm. IGCSE
eksamen er adgangsgivende til IB systemet,
hvilket gør, vi på sigt håber at kunne levere
egne elever til vores IB afdeling. I Pre-IB udbydes også forskellige fag i CIE- regi (Cambridge International Education).
De sidste godkendelser fra Cambridge var
først på plads i begyndelsen af januar måned, hvilket betød, vi kun havde kort tid til
at promovere dette nye tiltag. Det kan godt
være Herlufsholm er verdensberømt i Danmark, men internationale elever kommer
ikke af sig selv. Rektor mobiliserede derfor
alle kræfter i skolens netværk for at få budskabet ud. Blandt andre kan nævnes Mæersk,
British Center of Commerce, diverse ambassader og naturligvis også internationale
skolekontakter. Vi har bl.a. fået lavet en fin
lille folder i samarbejde med Copenhagen
International School. Vi har også drøftet muligheden for at etablere en kørselsordning fra
København, men dette er endnu ikke aktuelt,
da alle elever med en enkelt undtagelse er
kostelever. Selv med en privat taxaordning
vil vi være konkurrencedygtige på prisen på
en dagelevplads sammenlignet med andre
internationale skoler, da vi på grund af vores
danskundervisning modtager statstilskud. Spændingen var stor, da sommerferien nærmede sig. Vi havde stadig relativt få elever,
men blev nødt til at lade som om, elevgrundlaget var i orden og klassen blev oprettet.
Lærergruppen var på studietur til Bruxelles,
hvor vi besøgte den Britiske skole, som har
erfaring med IGCSE og Cambridge. Det var
et udbytterigt besøg, som bekræftede os i,
at vi havde valgt den rigtige udbyder. Det
16 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
var deres erfaring, at CIE havde det højeste
faglige niveau og var lettest at administrere.
Enkelte af lærerne er også blevet efteruddannet i CIE- regi, så de var helt klar til opgaven i august. Det har i øvrigt ikke været
nødvendigt at nyansætte i forbindelse med
oprettelsen af 8. I som klassen hedder. En
kombination af IB lærere og grundskolelærere med særlige engelskforudsætninger, har
kunnet dække skemaet år ét. Vi er samtidig
så heldige, at vores to nyansatte grundskolelærere, som pt. ikke er inde over CIE klassen,
rent sprogligt vil kunne gå ind og varetage
undervisning på sigt, da de begge er tosprogede med engelsk.
Syv elever blev det til. Fire drenge og tre piger. De kommer fra hele verden og har tilsammen
boet på samtlige kontinenter med undtagelse
af Australien. Det er en spændende klasse,
men det er bestemt også en udfordring at
møde så forskellige elever uden en fælles kulturel referenceramme. Det giver af og til lidt
sjove situationer og spørgsmål, som man ikke
umiddelbart forventer. En kold efterårsmorgen sidder vi klassen og taler om vejret, da en
af eleverne spørger:” De der blade, der falder
af træerne, hvornår kommer de egentlig igen?
Ja, hvor skal man vide det fra, hvis man aldrig
har boet i Danmark og til dagligt slår sine
folder i en ørken?
Det har indtil nu været både meget spændende
og krævende at være del af den nye skole i skolen. Lærerne i teamet knokler løs med alt det
nye, men også med en stor portion entusiasme
og en tro på, at det nok skal lykkes at få en
velrenommeret international grundskole op
at stå på Herlufsholm.
TRINE RØNTORP, CIE KOORDINATOR. CAMBRIDGE CLASS COMPETITION
Visitors to Herlufsholm cannot but envy those living and working at our school. Beautiful
nature and changes of season are part of our daily life. Our Cambridge Class (8i) pupils, most
of whom come from far-flung continents, have entered in an English Descriptive Writing
competition with the title ‘An Autumn Day’. Entries have been judged on content, design
and layout and the following three are displayed for your enjoyment.
JOCELYN CHAPMAN PEDERSEN
An Autumn Day
at Herlufsholm
An autumn day at Herlufsholm truly means
a lot to someone like me. After five years
with no season changes, this special and
unique autumn is a miracle. The first moment thefew crisp golden leaves drop off
the century old tree, the cold autumn breeze, blowing them over the shining never
ending river, the morning dew forming
Ko n tak t
2 0 1 0
over the grass - the momen when you can
look around and you can tell for sure, that
autumn is there. That moment is a lifetime`s
worth.
Something I have been longing for...
BY SOPHIE CHRISTENSEN, 8i
I G C S E
i
C a mbr i dg e- reg i
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
på
H er lufsh ol m
Ko n ta k t
2 0 1 0
17
IGCSE
i
Cam brid ge -re g i
på
H e r lu fs ho l m
An autumn day
When you stand there, between the seven
sisters and look up at the gigantic trees, you
can feel how your feet suddenly forget the
meaning of gravity. When you are a few
inches up in the air, reality pulls you down,
making you realize how spectacular the soil
under your feet is.
The green grass that usually lies there is completely covered by yellow, brown, red and
orange leaves. You feel the necessity to touch
them. You bend down rapidly and take one,
throw it up in the air and you wait till it falls.
You raise your hands up to catch it but the
cold wind blows it away before it touches
your fingers. The wind makes the yellow,
orange, red and brown figures dance around
you. I believe that it`s truly impossible not
to smile when they suddenly fall down and
half of them get stuck in your hair. Like the
colourful figures, you let the wind make you
dance and you let yourself fall down.
The soil is cold, but the colourful figures
are formed as a bed. Probably the most
comfortable bed you’ve ever been on. Then
you close your eyes to enjoy the birdsong
and the sweet melody of the water of the
flowing river.
BY VER A HESSELHOLT, 8I
An Autumn Day at Herlufsholm
As I walk along the river I feel the breeze
of the autumn air. I look around to see the
leaves falling from the trees in a brilliant
dance of orange and red, mimicking fire.
I listen to hear the sound of birds chirping
and singing using their voices before winter
is to come.
As I walk over the creek I look down to
see a mother gathering her ducklings to be
prepared for the storm that is to come.
Walking into the woods I notice the leaves
18 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
all over the forest floor in colors that are decorating for the Halloween that is to come.
As I walk further, I notice something
rushing up and down the trees of the forest
searching the ground and the branches of
the trees for nuts. I realize that the squirrel
is storing nuts for winter so it doesn’t starve.
As I walk further a fox sprints through
the grass complimenting the leaves on the
ground.
As I hear the voice of people chatting, I stop
to smell the delightful scent of apple pie. I
Ko n tak t
2 0 1 0
hear the sound of thunder and turn my head
upwards to see rainclouds forming above.
The flame of the dancing leaves is being
extinguished as the rain drizzles out of the
clouds forming above.
I smile to myself now realizing that autumn
has come.
BY ANDREAS LINDER, 8i
B ER L I N
–
H AU PTS TA D T
U N D
M ET ROP OL E
BERLIN – HAUPTSTADT
UND METROPOLE
eller: Hvem var Klause?
Fra den 1. til 4. september var skolens lærerkollegium på pædagogisk weekend i Berlin. I år
havde hver faggruppe ansvaret for at tilrettelægge størstedelen af arbejdsprogrammet. Dette
indebar blandt meget andet besøg på diverse museer og forskningsinstitutioner samt for biologifaggruppens vedkommende Berlins Zoologiske have. Af fællesarrangementer kan nævnes en
VIP-rundvisning i Rigsdagsbygningen, sejltur på Spree samt ikke mindst fredagens festmiddag
på restauranten Schinkel Klause. På opfordring af redaktionen causerer Jens Krogh-Madsen
her over sine indtryk fra Berlin og stiller det relevante spørgsmål: Hvem var Klause?
man kan jo bare købe sig et bykort og vandre rundt med det indre øje opladt (ligesom
fader Kierkegaard der efter sigende tog lille
Søren ved hånden og gik med ham rundt
om spisebordet alt imens han fortalte Søren
om Kongens Have). Måske kan man endda
nøjes med et kort over Berlins U-Bahn og se
på stationernes navne – der står det hele jo
også – Potsdamer Platz, Hackescher Markt,
Brandenburger Tor, Tiergarten.
Hesteklapren! Hesteklapren
Hestesko og hestehov!
Denne by er fuld af heste.
Jeg skal sove. Hvem der sov!
fodfæste og udvikling. Mennesker strømmede til Berlin for at se, høre og opleve et
kaos af nye, modernistiske ind- og udtryk
– også Tom Kristensen.
Således indleder Tom Kristensen sit digt
”Nat i Berlin” (1921) – fuld fart frem! Stærk
støj! Et billigt, halvsnusket hotel i det der
dengang var ved at blive en betydningsfuld
metropol i Europa. Politisk var Versaillestraktaten underskrevet, Weimar-republikken
etableret, og i Europa så man frem til en tid
med fred, en tid til genopbygning og udvikling, en tid til oplevelser, engagement
og fordybelse. Ikke mindst kulturelt. Nye
strømninger inden for teater og film, musik og malerkunst, arkitektur og design fik
Endeløse tog af drosker
varskoråb og kvindehvin!
Denne by er fuld af kvinder.
Hvem kan sove i Berlin?
Nej, jeg tror sgu jeg bliver hjemme! Ingen
fornuftig grund til at ramle sydpå i en trang
skodbus med for lidt benplads, sjaske over
Østersøen i timevis på en Storebæltsfærge fra
forrige århundrede med en såkaldt toldfri biks
– og så videre i 3 stive timer og ind på et hotel
med det lidt ildevarslende navn ”Sylter Hof ”
– associationskæderne til navnet er lange og
modstridende – ’sylte’ kan være godt (’Velbekomme!’) eller skidt (’Sagen blev syltet’); Hof
lyder drikkeligt, så okay. Eller Sylt = Sild (øen
hvor det vrimler med Lederhosen, Eisbein med
fritter og sololiehørm på hovedgaden). Hva’ så,
Madsen – 5 dage på toppen hjemme, var det
ikke bedre? Og jeg HAR jo været i Berlin…
Berlin har gader, pladser og parker. Det har
man også i London, Paris, Madrid, Rom – .
Sågar København – ja, Næstved (Gud bedre
det!) – har gader, pladser, parker. Hvad interessant er der i dét? Man behøver jo ikke
tage til Berlin for at forvisse sig om at her er
en by som alle andre europæiske storbyer,
”Nein”, tænkte jeg,”Ich werde es versuchen.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
19
BERLIN
–
HAU PTS TA DT
UN D
M E TRO P OL E
Wenn es zuviel wird, kann ich mich immer
zurückziehen, vielleicht schlafen. Oder mich
mit einem Bier erfrischen.“
Hesteklapren! Hesteklapren!
Klang af jern og klang af sten!
Gennem natten, gennem natten
haster tusind hesteben.
En enkelt Berliner Kindl onsdag aften på en
fortovscafé i skjorteærmer gav løfter om gode
oplevelser i godt samvær. Det skal nu nok blive
meget godt alligevel. Når alt kommer til alt,
ser programmet jo også relativt fornuftigt ud.
Kollegerne ditto. Der er ingen grund til at
mure sig inde. Jeg vil prøve om jeg kan sove.
Hvem kan sove i Berlin?
Jeg kan sove i Berlin! Det har jeg lige erfaret.
Ved hotellets morgenbord ser det ud til at de
fleste også har sovet i Berlin, og blå himmel
og frisk vejr fejer træthed og støv bort i en
håndevending. Af sted på tur. U-Bahn fra
Wittenbergplatz, over til Museumsinsel. Af
på Potzdamer Platz. Videre til fods. Der er
mere at se over jord end under jord. Kik op!
Se himlen og skyerne spejle sig i glasfacaderne,
mennesker og biler svinger sig i trafikdansen.
En bus inklinerer ved fodgængerfeltet – vi går
over. Som sarkofager står 2711 betonklodser
på en svagt bølgende, brolagt grund. Ens i
grundplan, forskellige i højde over jorden.
Stort tænkt, smukt udført, arkitektur, byplanlægning og historie går i ét, grønne træer
indrammer pladsen, himlen ovenover, tanken
får flugt. Rædslerne fra
Nazi-tiden får konkret fylde, og
Rigsdagsbygningen
20 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
forenes med forestillingen om at udsoning
trods alt er mulig. Øjet tvinges fra jord til
himmel og tilbage igen, lader sig vel forvirre
et øjeblik men finder ro i en erkendelse af at
vilje til fordragelighed er det håb vi har som
mennesker.
Kontrasten er den horrible ”Siegessäule”, for
tiden pakket ind så man ikke kan se den, hvilket Deres ærbødige tillader sig at betragte som
en vældig gevinst. Den er udvendigt smykket (?) med kanoner som Prøjserne erobrede
i krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig i 1864, 1866 og 1870-71 og står nu som
et truende monument – og memento – om
magtbegær, vilkårlighed og griskhed, ringeagt
og chauvinisme. Søjlen fik sin fjerde etage i
1940 efter erobringen af Frankrig. Siden er
der ikke kommet flere etager på. Men det tæller til tyskernes fordel at de fjernede den fra
sin oprindelige plads foran Rigsdagen. Nogle
stænger dynamit ville gøre underværker.
Georg Brandes beskriver den således: ”…
Siegessäule…stiger i Vejret som en KæmpeAsparges, hvis tykke Hoved bærer en forgyldt
Victoria. Men plump som Søjlen og grim som
Sejrsgudinden er, gør hun og den lige fuldt et
Indtryk af en dybt rodfæstet Magt, urokkelig
på sit brede Grundlag,”
Min fornuft er som et vindue,
der i blæst slår op og i.
Bare ikke disse heste
evig jog og jog forbi.
Charlottenburg – vi tager lige Berggruen og
Bröhan efter Pergamon-museet. Det er en
lille, kvik spadseretur fra frokostrestauranten
”12 Apostel”, hvor ingen af os kunne tømme
tallerkenen. Det gik væsentligt bedre med ølglassene.
Tolv danske kunst-apostle
ved nok hvordan man
gør besked ved et frokostbord. Kunst giver
en naturlig tørst, der
har det bedst ved at
slukkes. Nordpå ad
Schlossstrasse med
Charlottenburgs barokbygning skimtelig for enden. Jeg
ser kolleger og mig
selv forvandles til
Ko n tak t
2 0 1 0
spadserende herrer med sølvknappet stok, jaket og cylinderhat; damerne promenerer med
små parasoller (det regnede faktisk lidt) iført
smarte hatte, fikse overjakker i forskellige pastelnuancer, lange kjoler og knapsko der titter
frem under skørtet. Lette hestevogne passerer
hinanden, og passagererne hilser høfligt og en
smule formelt på hinanden. ”Sehen wir uns
heute Abend?” – ”Gefälligst, gnädige Frau!”
– hatteløft og stokkevift; et kniplingslommetørklæde falder i gruset. ”Gestatten Sie?”
Jeg hilser ærbødigt på Humboldt og Gauss,
Humboldt med energisk svingende arme,
Gauss et halvt skridt bagefter, småvrissende.
Jeg sender en tanke til Kant ovre i Königsberg,
trykker Schubert og Chopin i hånden. Ovre
på den anden side vimser Marlene Dietrich
ned ad alleen – stolaen flagrer – hun må og
skal indhente Emil Jannings. En enkelt har
taget Herlufsholms regnslag på – det forstyrrer måske billedet en smule, men min evne
til abstraktion og fortrængning ordner sagen
– jeg går blot foran regnslaget, så kan jeg igen
fantasere om et liv på de bonede gulve på slottet, mens Bach eller Telemann, Beethoven og
Brahms stiger fra kammerensemblets sprøde
instrumenter.
Denne by er fuld af syner.
Hvem kan sove i Berlin?
Jeg var i USA på studieophold ved University of
Wyoming, da muren faldt. Så TV-reportager
og læste aviser, men begivenheden kom mig aldrig nær – det blev noget underligt fjernt noget.
B ER L I N
Lærerne havde nok en mening, mine medstuderende knap nok. Ingen havde rigtig hørt om
Berlin-kriser og luftbro; ingen fandt det særlig
interessant – det var et mærkeligt vakuum, når
man som dansker siden barndommen havde
i baghovedet at det kunne gå galt i Europa.
Og hvad så, når russerne stod lige i baghaven?
Hvad der slog mig var at USA’s ledelse var
mere optaget af at den gamle fjende forsvandt,
og at man nu skulle forberede sig på et Europa
i helt ny form. Hvem skulle nu være fjende og
legitimere amerikansk oprustning – økonomisk og militært? Der herskede – i hvert fald
der hvor jeg befandt mig – en forbløffende
rådvildhed, i visse tilfælde nærmest ligegladhed. Nå, det gik jo endda med at finde nye
fjendebilleder
En lang række fliser 10 meter øst for Rigsdagen bryder brolægningen og markerer murens
forløb helt frem til bredden af Spree, hvor et
helt enkelt, men desto stærkere virkende, mindesmærke ærer dem der døde i forsøget på at
frigøre sig fra det totalitære åg. Billeder ruller
op for det indre øje – Vopoen med hjelm og
riffel, i spring over pigtråden lige mod fotografen; de tilmurede vinduer i Østberlin; skiltene
fra de forskellige checkpoints ”You Are Now
Leaving The American Sector”; museet ved
Checkpoint Charlie viser det hele – og så alligevel intet af det. Stemningen fra en delt by
kan ikke genskabes. Fortvivlelse og håb, desperation og mod, forarmelse og frihed, angst
og tryghed – de store fortællinger kommer i
spil.
Historien viser at alle imperier går til grunde.
Problemet er at der altid kommer nye. Derfor er det vores vigtigste opgave på skolen at
forberede vores elever på dette, at vise dem at
demokrati og åndsfrihed er det eneste bolværk,
og at kampen for frihed og tolerance aldrig
bliver forbi. Georg Brandes udtrykker det således: ”Naar man opkaster det Spørgsmaal,
om Livet i de største Byer virkelig frembyder
saa betydelige Fordele…saa synes især den
Omstændighed mig at maatte komme i Betragtning, at Indtrykkenes Mangfoldighed og
Afveksling udelukker al Smaalighed. Her [i
Berlin] trives …Laster, her høres Klager, men
der er…et Ord, som aldrig nævnes, og det er
et, som i Kjøbenhavn og andre halvstore Byer
i smaa Lande uafladeligt springer fra Læberne:
Smaat! Smaaligt!”
–
Hestesko med Kvindebuste
Og en Mine, hed af lyst.
Den, som hviler ved Kentauren,
Får ej ro ved hendes bryst.
Schinkel-Klause fredag aften – Schinkel kender man som en central, klassicistisk arkitekt.
Gå hen på Gendarmenmarkt og få syn for
sagn. Det er en af Europas smukkeste pladser;
dens proportioner i forhold til bygningerne er
uforlignelig arkitektur. Schauspielhaus.
Middagsbuffet på tysk manér – suppe, fisk, steg
og kage. Solid kost, Sauerkraut til fanatikerne
på dødsruten, men også adskillige lækre retter.
Det er jo fordelen ved en buffet. Man tager selv
ansvaret for sin føde og brokkeri er dermed
udelukket. Er du usikker på vinen, så tag en
Hefeweizen eller en Kindl – eller begge dele.
Tomatencremesuppe, Berliner Kartoffelsuppe,
Gebratenes Havelzander-Filet, Kasslerbraten
H AU PTS TA D T
U N D
M ET ROP OL E
mit Rahmsauerkraut und Kartoffelpüree, Gemischter Salat, Truthahnbrustfilet, Tranchen
vom Lammrücken, Streuselkuchen mit Apfelstückchen…kaffe med yderligere en småkage
på stilk. Skæg og ballade, snak og latter efter
to fremragende dage i Berlin, tysk Rigshovedstad. Men der var sandelig intet som helst
”Smaat! Smaaligt!”- over Berlin. Tværtimod.
Held den der stadig er ansat på Herlufsholm
næste gang turen går af sted.
Men hvem var denne Klause? – komponist,
skuespiller, sanger, musiker? Det er, kære
læser, din opgave at finde ud af.
Kvindelæber, hestemuler,
Åben mund og krænget grin.
Denne by er fuld af syner.
Hvem kan sove i Berlin?
GOOD-BYE TO BERLIN - OG
AUF WIEDERSEHEN!
Historie faggruppen på byrundtur
Sejltur på Spree
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
21
Run d t
om
s kol e n
Rundt om skolen
22 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
2 0 1 0
Run dt
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
o m
Ko n ta k t
sko l e n
2 0 1 0
23
Round
Square
Round Square
We walk together
Målet med konferencen var at udvikle de
deltagende elever såvel menneskeligt som
socialt. Temaet for konferencen ”We walk
together” var bestemt af eleverne. Og det
var et underliggende tema på hele konferencen. Vi havde ”We eat together”, ”We
smile togehter”, ”We die together” etc. som
alt sammen dannede rammen for de foredragsholdere, som skulle udvide vores horisont og give os ideer til, hvad vi kan gøre,
for at forbedre dårligt stillede menneskers
levevilkår.
På konferencen havde vi Key Note Speakers,
der alle var meget erfarne inden for hvert
deres område, og som på en interessant og
til tider meget provokerende måder fik os til
at tænke over de emner, som de hvert i sær,
ønskede at skabe opmærksomhed omkring.
Den første Key Note Speaker var en mand
ved navn Peter Dalglish, som er grundlægger af en organisation kaldet Street Kids
International. Til dagligt arbejder Peter
Dalglish med børn fra gaden samt børn
med krigstraumer. Efter Peter Dalglish fik
sin eksamen på Stanford og Dalhousie Law
School, opgav han sin karriere som advokat,
72 skoler fra 13 forskellige lande deltog i dette års Round Square konference på Regent School i
Pattaya. Herlufsholms deltagere sammen med Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie
og valgte i stedet at købe en one way ticket
til Khartoum, hvor han startede sit arbejde
med fattige børn og kvinder. Hans tale var
utrolig inspirerende og vakte en masse sympati samt et ønske om at hjælpe hos mange
af tilhørerne.
De to andre Key Note Speakers var henholdsvis grundlæggeren af PDA (Population
and Community Development Association)
Khun Mechai Viravaidya samt Father Joe
Maier. Specielt Father Joe hold en meget revolutionær tale, der skabte stort røre blandt
tilhørerne.
Efter henholdsvis hver af Key Note Speakernes taler, diskuterede vi indholdet af talerne
Under pre-konferencen faldt vi danskere godt i spænd med den tyske gruppe. De er fantastiske mennesker, som vi stadig holder kontakten med her efter konferencen. Fra venstre
ses: David, Anna, Amanda, Esther, Camilla, Simon, Rasmus, Amalie, Anne-Marie samt
Friederike. Forrest ses Ben.
i vores ”Barazza Groups”. Dette hjalp os til
at forstå hele essensen af de oplæg vi havde
hørt.
I løbet af ugen havde vi 2 service dage, hvor
vi skulle ud i det thailandske samfund og
hjælpe til, hvor der var brug for det. Mandag
var vores første service dag, og her skulle 4 af
os ud og dykke med Mermaid Dive Center
i Pattaya. Det var en grænseoverskridende
oplevelse, for nogle af os, da det ikke var
alle der havde prøvet at dykke før. De folk
vi arbejdede med på båden var fantastiske,
åbne, imødekommende, sjove og ambitiøse
mennesker. At være omgivet af mennesker
som dem får en til at føle sig betydningsfuld. Vi brugte dagen på at samle affald op
fra havbunden. Det var en sjov og lærerig
dag, fuld af oplevelser!
Verdens konferencen har på mange måder
levet op til de forventninger, vi som elever
havde, før vi tog af sted. Vi har på tværs af
forskellige nationaliteter skabt nye venskaber og knyttet bånd til folk med en anderledes baggrund og anderledes levevilkår end
os selv. Konferencen og ikke mindst prekonferencen har åbnet øjnene vores øjne, og
lært os en masse nye ting. Jeg underdriver
på ingen måde når jeg siger, at de to uger i
Thailand har været de bedste 2 uger af mit
liv! Tak til Round Square og tak til Regent
School for alt det arbejde, som de har lagt i
dette års konference!
CAMILLA E. HESS, 2.Z
24 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
2 0 1 0
Ro un d
RSI We Walk Together
Conference på Regent’s
School Pattaya
Mødet med ”Regent`s School Pattaya” var
overvældende. Da vi kom ind af skolens porte
var der et væld af liv. Unge mennesker fra
hele verden mødte hinanden. Alle forsøgte,
at engagerede sig fuldt og helt i konferencen,
selvom de ikke vidste, hvad der i virkeligheden skulle foregå. Min første tanke var at
komme på plads på mit værelse og derefter
komme tilbage i mylderet. Da jeg kom op
på værelset, så jeg, at jeg skulle bo sammen
med 2 drenge fra Indien. Jeg var den første,
der var ankommet og derfor mødte jeg dem
først senere på aftenen. Da jeg kom ned fra
mit værelse, mødte jeg Amanda, der så meget frustreret ud. Hun fortalte mig, at hun
boede i opholdsrummet på sin gård sammen med 20 andre piger. Piger og Drenge
måtte ikke komme ind på hinandens gårde
og der var opsat skilt med påbud om dette.
Skolens konservative værdier tillod ikke at
drenge og piger at være sammen, sådan som
vi kender det fra Danmark. Derudover havde
de en regel kaldet ”fodreglen”, der betød, at
man som dreng og pige skulle holde en fods
afstand fra hinanden. Denne regel blev dog
ikke overholdt af os herlovianere og vores
omgangskreds. Vi opretholdt det frie forhold
mellem kønnene, som vi var vant til.
Vi fik et godt sammenhold med eleverne
fra den tyske skole Stiftung Landheim
Schondorf am Amersee ved München allerede ved pre-conference.
De timer vi brugte i skolens store, flotte
auditorium, var de fleste gange meget lange
og hovedtalerne var utrolig gode. Den første
hovedtaler (Peter Dalglish) var meget kritisk
overfor selve skolernes værdigrundlag og organisation. Han ville have os til at overveje
om skoler som vores forsøgte at udelukke
personer fra forskellige miljøer ude ved hjælp
af skoleuniformer, prisen osv.
I de grupper(barazza grupper) som vi blev
delt op i, skulle vi diskutere om, vi kunne
lide den udtalelse Peter Dalglish kom med.
Min gruppe bestod for det meste af lærere og
rektorer og det overraskede mig, at de mente,
at det var en barriere for fattige mennesker at
komme ind på skoler med uniformer. Jeg mener, at man ved at have skoleuniformen, kan
forhindre det synlige skel imellem, mennesker med penge og de der sidder mere stramt
i det. For at gennemføre hele konceptet med
”we walk togehter”, hed ”barazza grupperne”
noget forskelligt, men alle havde dog en lighed med konferencenavnet, idet min gruppe
fx hed ”We Dream Together”. Et spørgsmål
som nagede mig meget og som stadig går mig
på i dag blev stillet af Peter Dalglish. Han
stillede spørgsmålet: ”Are you a part of the
problem or a part of the solution”. Det gik
mig på fordi jeg ikke selv er helt sikker på,
hvad jeg skal svare til det.
Men der blev stillet flere provokerende
spørgsmål på konferencen. For eksempel
var der en flok gamle elever, der kom og
talte om: ”The United Nations Millennium
Development Goals”, hvilket er en aftale,
FN har indgået, som blandt andet skal være
med til at halvere fattigdom og sult, at sikre
alle børn skolegang, at fremme ligestilling
mellem kønnene, at nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele, at nedbringe gravide
og fødendes dødelighed med tre fjerdedele,
at bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre
sygdomme, at sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø, at fremme samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse. Alt dette
skulle efter aftalen være opnået inden 2015,
hvilket formentlig ikke bliver tilfældet, når
man ser på, hvor langt processen er nået
indtil videre. De bebrejdede os som borgere
i FNs medlemslande, at vi ikke havde gjort
mere og de bebrejdede os, at vi var født i
vesten. Det var en hårdt anklage, da vi ikke
kunne se, hvordan det kunne være vores
skyld, at vi er børn af danskere. Dog fik vi
af vide, at Danmark og få andre lande havde
overholdt en aftale om at støtte projektet med
et vist beløb af landets eget BNP.
En ting mere, der virkelig provokerede mig
som menneske, var noget skolen kaldte ”Sustainable dinner”. Her skulle vi spise thailandsk mad uden kød. Den bestod kun af
planter, ris og lignende. Imens vi spiste skulle
vi se en dokumentar om mishandling af elefanter. Elefanterne levede i fangenskab. De
var bundet og blevet mishandlet igennem
et eller flere år, for at lære at adlyde. Vi så
flere klip med elefanter, der var bundet med
reb, hvor man under rebene kunne se dybe
sår, hvor rebene stadig sad og skar. Der var
også et klip, hvor nogen hamrede en hakke
ned i hovedet på en elefant. Der var tale
om virkelig brutale mishandlings billeder.
Squa re
Efter denne forevisning blev jeg meget frustreret og vred på mig selv, idet vi på pre-conference havde været ude at ride på elefanter
hos sådanne mishandlere. Jeg forstår stadig
ikke, hvorfor vi skulle ud på elefantfarmen,
hvis vi skulle sidde og få dårlig samvittighed
over at have hjulpet dem med dyremishandlingen, når det var den thailandske skole, der
havde arrangeret turen. Det mest kyniske er,
at de misbruger elefantens tryghedsfølelse
ved, at man efter en lang periode med mishandling præsenterer den for et menneske,
der giver den mad og behandler den godt,
hvorefter den stoler på personen. Det satte
tankerne i gang. På projektdagene var vi ude
at rense koralrev for skrald og ude på et center
for autist- og mongolbørn. Det var specielle
oplevelser både fordi jeg så en havskildpadde
og fordi børnene var meget anderledes i forhold til almindelige børn. Centrets indtægter
fremkom ved at fremstille små gaver, som
blev solgt. De lavede også mursten i hånden, som folk i området købte til 4 bath pr.
sten, hvilket svarer til 0,72 danske kroner.
Stedet kunne løbe rundt for omkring 5000
danske kr. om året. Der var omkring 35-50
børn på centeret, som så ud til at trives. Jeg
var virkelig overrasket over, hvor meget sjovt
man kunne have med disse børn, selvom de
var udviklingshæmmede og ikke kunne tale
med os.
Denne rejse har virkelig forandret meget i
min personlige holdning til fattige og arbejdsomme mennesker, og mit eget ansvar
for naturen. Fra at være meget uvidende om,
hvordan mennesker på den anden side af verden har det, til at ville være med til at gøre
en forskel for andre. Jeg ville gerne, at jeg
kunne spole tiden tilbage og opleve denne
rejse endnu en gang, så grib chancen, hvis
du bliver den tilbudt. Det er det hele værd!
Mange mennesker vil nok ikke stille sig selv
dette spørgsmål, men hvis du skulle svare,
er du så et del af problemet eller en del af
løsningen?
AF R ASMUS TJØRNESKOV
Pre-conference
Ugen på Elefanternes Ø
”Please fasten your seatbelt miss”, lyder det
fra stewardessen bag mig til en af de andre
passagerer, der som mig og de 6 andre fra Her-
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
25
Round
Square
lufsholm sidder i flyet mod Bangkok.
Det er først nu det rigtigt går op for mig, at
jeg er på vej af sted.
Glæden over at være af sted er endelig nået
mig og sommerfuglene i maven er så småt
ved at dukke op.
De sidste par uger, har været fyldt op med
lektier, afleveringer og forberedelse til turen.
Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, tid til
at få forventninger og tid til at tænke over,
hvad det egentlig er, der venter mig. Det er
også derfor, at 12 timer pludselig virker som
meget kort tid!
Kollisionen mellem drømme,
spænding og virkelighed
Jeg ved ikke helt, om jeg tør sætte mine forventninger så meget i vejret som de andre er
i gang med at gøre. Jeg ved bare, at jeg skal
lægge den traditionelle lidt afmålte, tilbageholdende danske fremtoning til side, give slip
og se, hvor det vil føre mig hen.
Jeg ved ikke, om jeg helt tør tro på, hvad mine
lærere og forældre har fortalt mig – der alle
er enige om, at denne tur er en vigtig del i
dannelsesrejsen, at det er klogt at lære at udforske andre kulturer, andre mennesker og
ikke mindst mig selv. Det vigtigste er at få
oplevelser.
På en måde, virker det hele en smule overvældende – som om det er for godt til at være sandt,
og det er også derfor at jeg fra tid til anden
krymper mig i flysædet, krydser mine fingre
og håber, at det vil leve op til bare en snært af
alle de forventninger, andre har lagt på mine
skuldre. Efter et par timer i Bangkoks imponerende lufthavn, bliver vi ført så langt ud på
landingsbanen som muligt og flyver mod Trat.
I Trat mødtes vi med en Round Square skole
fra Peru. Dette møde fik humøret til at stige
yderligere et par grader for hele den danske
delegation.
Herefter bliver vi kørt til en færge, hvor elever
fra Canada venter. Vandet er grumset, lidt beskidt, men udsigten er fantastisk. Vi ser mod
bjerge indhyllet i tåge og skyer - færgen sejler
af sted – væk fra det brune vand og Danmarks
kulde på kurs mod ”Elefant Øen”.
Turen til Koh Chang, der betyder ”elefant
øen”, er fyldt med diskussioner med de andre
elever om, hvad denne uge vil forløbe med.
Turen er fyldt med spontane latterudbrud og
nyopfundne forventninger. Dette gør, at jeg
endnu engang må stoppe op og overbevise mig
selv om, at dette er virkeligt.
Vi ankommer til Koh Chang, en ø, hvor
størstedelen af befolkningen har boet i generationer, fordi de ikke har råd til at stige
ombord og betale billetten til færgen. Vi kører
ad snoede veje på bjergskråninger. I vejkanten
ligger fra tid til anden små huse, små butikker
og menneskene bevæger sig rundt bærende
på det, der kendetegner Thai’er bedst nemlig store, ægte smil. Vi når en lille samling af
få huse, én enkelt primitiv købmand og en
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
Båden stopper og snakken, der før var en summen, er nu blandet med enkelte glædesudbrud, og der går et sus igennem hele flokken.
Jeg vender mig om for at se, hvad det er, de
alle pludselig snakker om. Foran mig ligger en
lang badebro, der fører op til et lille kompleks
bestående af tre huse, palmetræer og en swimmingpool. Spændte, lidt nervøse, trætte og
glade for, endelig at være fremme, går vi med
vores kufferter mod de tre huse. På vej mod
”The International IDEALS center”.
Vi går forbi de to første store huse og ind i
en spisesal, hvor vi bliver mødt af den sjove
newzealænder, Mr. Dave. Der bliver serveret
frokost og derefter er der fordeling af værelser.
Vi fire danske piger bor sammen med to piger
fra Peru – en tredje vil slutte sig til os i løbet
af dagene, men er strandet i Amsterdam. Vi
bor i udkanten af junglen, i nogle små hytter,
på toppen af en bakke, bag de tre store huse.
Efter advarsler om slanger mm., en kort velkomst til en tysk delegation, der kom lidt senere, falder vi for første gang i søvn i Thailand.
Thai-dans, masser af ris og
et enkelt søpindsvin
De følgende dage bruger vi på forskellige
aktiviteter, der skal udfordre vores grænser.
Vi underviser børnene på den lokale skole
i engelsk. Jeg er i en gruppe med en dreng,
David, fra Tyskland og en pige, Macarena,
fra Peru. På kort tid oplever vi at blive knyttet
til børnene, der er så ivrige efter at lære og
suger alle indtryk til sig. Vi glædes og imponeres over deres latter, deres opmærksomhed
og nysgerrighed. Efter at have undervist på
skolen, oplever både David, Macarena og jeg
noget nær en lykkefølelse. Vi har givet dem
en oplevelse og forhåbentligt lært dem bare
en smule, men de har givet os en glæde, et
venskab, der er bygget på en oplevelse, som
man sjældent får. Som tak kommer eleverne
og danser den smukkeste thai-dans jeg nogensinde har set.
Besøg på børnehjem ”Pattaya Orphanage”.
26 H e r l u f s h o l m
fiskerestaurant, der er bygget oven på pæle, der
står i vandet. Vi slæber vores kufferter af sted
gennem restauranten og går på brædder, der
ligesom den føromtalte restaurant, er sømmet
fast til pælene. For enden af dette kompleks
ligger en båd og venter tålmodigt på os.
I trope-regnvejr sejler den os gennem det tyrkisblå vand, med bjerge og jungle på hver side.
2 0 1 0
Ro un d
Vi sejler i kajak mellem de mange små øer,
der ligger i nærheden af centeret, træder på
søpindsvin, når vi bader i det salte vand og
går gennem junglen, hver gang vi skal væk fra
centeret. Vi cykler på mountainbikes, klatrer
i høje træer og rappeller efterfølgende ned. Vi
spiser uendeligt meget ris og en del vandmelon. Vi overskrider vores grænser – og for en
gangs skyld er det ikke en kliché at sige, at der
blev givet både blod, sved og tårer. Vi lærer de
andre at kende og finder hurtigt ud af, hvor
meget vi har tilfælles med hinanden. Det er
sjældent vi elever og lærere støder på sprogbarrierer. Vi knytter venskaber på baggrund af en
lang række oplevelser og en lang række grin.
Udfordringerne klarer vi i fællesskab og nyder
dette. De mennesker jeg er omgivet af, har høje
ambitioner, viljestyrke og en glæde, der smitter.
De er både inspirerende og sjove.
Der er så mange oplevelser og jeg frygter, at jeg
ikke når at få det hele med. Det er så stort og
uvirkeligt. Den ene dag er jeg ude på en båd for
at snorkle, den næste svømmer jeg rundt i en
flod sammen med tre elefanter, kravler op på
ryggen af dem og vasker dem, for dernæst at få
en ridetur rundt i den omkringliggende jungle.
På Koh Chang lærer vi om leadership og om at
fungere i en gruppe mennesker, der alle kommer fra vidt forskellige kulturer. Vi lærer om
glæden ved at bidrage til at gøre andre menneskers liv bedre. Globaliseringen og internationaliseringen er i højsædet og nydelsen er stor!
Samtidig mærker jeg følelsen af at være ”en rigtig herlovianer”. Følelsen af stolthed opstår, da
jeg tager min skoleskjorte ud af kufferten og jeg
sammen med de andre sidder og forbereder en
præsentation om Herlufsholm. Stoltheden og
glæden ved omgangsformen mellem drenge og
piger, friheden til at sige sin mening og ”tænke
udenfor boksen”. Taknemmeligheden over at
være født i et land, der har mulighed for at give
sin befolkning en uddannelse, mange børn vi
mødte på øen, kun kan drømme om.
Ugen går hurtigt og skønt det kun er en uge,
føles det som om, vi altid har været der og ikke
skal af sted. Men af sted skal vi, for det næste
eventyr venter lige om hjørnet, på den anden
side af Koh Changs dybe vand.
AF AMANDA THERESIA HOLMAN
BROGA ARD-JØRGENSEN, 2.Z
CAFÉAFTEN
En mail med teksten ”medbring gerne hårelastikker, neglelak, småt legetøj, hårbørster,
sygrej osv., kort sagt småting til at uddele til
de børn I kommer ud til i forbindelse med
jeres servicedage.” får såvel RS komiteen og
os seks elever, der skulle med til Thailand til
at lægge hovederne i blød. Sammen skulle
vi finde ud af, hvordan det ville være muligt at få fat i disse ting på en anden måde
end bare at købe dem, og samtidig ville vi
også vise resten af skolens elever, hvad denne
verdenskonference gik ud på. Vi ville gerne
samle skolen om projektet ”Round Square
International Conference 2010 in Pattaya,
Thailand: We Walk Together”. Efter en del
overvejelser og idé udvikling blev det besluttet, at det skulle være en caféaften, der skulle
til for, at det kunne lykkes. Det må man med
et stort smil på læben konstatere, at det i den
grad gjorde. Det ikke bare lykkedes – det blev
en kæmpe succes. Caféaftenen blev holdt
lørdag den 11. september, og der var gang
i den fra det sekund musikken var i gang.
For at komme ind skulle man medbringe
en lille gave, som vi elever kunne tage med
videre ud i verden, til Thailand, og dele ud
til børnene. Her medbragte folk alt fra tøjdyr
til tandpasta til neglelak og tyggegummi, og
vi fik indsamlet en imponerende mængde
gaver, der var absolut perfekte at tage med
til Thailand, og som viste sig at skabe megen glæde. Caféen var pyntet smukt op i tro
thai stil, og når man trådte indenfor, var det
næsten som at være i Thailand. Når man så,
efter at have svinget hofterne lidt tid, begyndte at føle sulten komme snigende, var
der mulighed for at købe thaimad, som blev
solgt af Næstveds thai restaurant. Det gav de
andre elever en idé om, hvad der ventede os
seks elever i oktober. Denne til tider stærke
mad gør sig bedst, når den bliver skyllet ned
med den thailandske øl, Singha, som efter
sigende faldt i alles smag og som også solgte
godt. En så fin aften bliver kun sådan, når
de mennesker, der deltager, har den rigtige
indstilling, og det må det siges, at eleverne
havde. Uden alle de positive tilkendegivelser
og den opbakning vi fik aftenen igennem,
ville vi ikke have opnået et så fornemt resultat, og derfor ligger en stor del af succesen
også hos hele skolen. Aftenen efterlod os seks
elever med en følelse af, at hele skolen støttede vores tur og var engagerede, men også
at vi havde været med til at give dem et lille
Squa re
indblik i, hvad der ventede os en lille måneds
tid senere. Den eneste bekymring, der var
tilbage, var, hvordan det skulle være muligt
at få 20 kg gaver med til Thailand og altså
ned i kufferter, der næsten allerede havde
overvægt.
AF ANNA POULSEN
ORPHANAGE
Alle de skønne gaver vi fik indsamlet til caféaftenen skulle også deles ud, og fordi vi havde
så mange, besluttede vi os for at aflevere dem
samlet ét sted. Pga. den sene flyafgang havde
vi en hel dag ekstra, inden vi skulle flyve
hjem. Det gav os en mulighed for at tage ud
at aflevere gaverne uden, at det generede vores
stramme program. Så fredag morgen inden
vi fløj hjem om aftenen, mødtes vi seks elever
med Heis og kørte i minibus hen til ”Pattaya
Orphanage”, der, som navnet siger, er et børnehjem. Da vi kom dertil, startede vi vores
besøg med en kort rundvisning, hvor vi fik
forklaret, hvordan børnehjemmet fungerer.
Børnene kommer i flere aldre, men de er alle
helt små. De bliver enten afleveret af deres mor
eller også bliver de bragt dertil af sygehuset,
fordi moderen har forladt dem. Dette gjorde
et stærkt indtryk på hele gruppen, men det
fik os også til at tænke på, hvad børnene ellers
ville være havnet i, og om ikke det var bedre
at være på børnehjemmet, selvom det aldrig
er det mest optimale. Mange af børnene på
børnehjemmet bliver adopteret af tyske og
danske par. Efter vores lille introduktion kom
vi ind til børnene, hvor vi først legede meget
kort med nogle, der var fra et til to-tre år, og
dernæst gik vi ind til de mindre. Her brugte
vi en times tid på at uddele nogle gaver til børnene og lege med dem. Disse børn var fra seks
måneder og op til omkring et år. Det indtryk,
børnene gav, var utroligt. Vi blev betaget af
deres charme, men også forbløffede over deres
glæde ved at blive holdt og leget med, fordi
de ikke er vant til så meget opmærksomhed
som de fleste danske børn. Vi blev fyldt med
stor glæde, da vi gav gaverne og så hvordan
børnenes ansigter strålede. Vi følte, vi gjorde
noget godt for børnene, og vi var meget taknemmelige over alle de skønne gaver, vi havde
mulighed for at uddele takket være den store
opbakning til caféaftenen.
H er luf s h o l m
AF ANNA POULSEN
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
27
Årets
l e jrs kol e
fo r
8. årg an g
2010
Hemmeligholdt lejrtur
Vi startede turen med at mødes mandag
morgen klokken 08:00, hvor bussen holdt
klar. Årets 8. klasses lejrtur gik til Stenløse,
hvilket vi alle havde set frem til. Da vi sad
i bussen, var stemningen virkelig fed! Alle
var opsat på at få en god tur og glædede
sig til at opleve hinandens samvær på en
anden måde, end man er vant til. Spændte
var vi også, for det eneste, vi kendte til, var
opholdsstedets adresse og pakkelisten. Alt
var holdt hemmeligt for os elever, så der var
megen spænding om turen. Da bussen pludselig stoppede, var det lige ude foran en stor
spejderhytte. Næsten alle gik ud med deres
Hunter gummistøvler, en rygsæk eller måske endda en stor lyserød pelsrullekuffert,
med et lille smil på læberne, for hvordan så
det ud? Ikke alle var lige glade, da de så,
hvor vi skulle bo den næste uges tid. Men
da vi havde spist frokost og fundet vores
sovepladser blev alle langsomt mere og mere
glade. Man kunne sove 4 forskellige steder;
to spejderhytter med sovesale, et telt eller i
et shelter. Fordi det regnede så meget, blev
teltet meget vådt og shelteret meget koldt,
mens sovesalene var dejlig varme.
28 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Tillidssøvelser
Da vi kom frem, ventede nogle mennesker fra
”Team Tour” på os. De skulle nemlig være
vores ledere under hele turen, og det var dem,
der stod for aktiviteterne. De havde faktisk
sørget for, at vi allerede den første dag, skulle
i gang med aktiviteter! Vi begyndte med øksekast. Man kunne vælge i mellem to økser
en lille eller en kæmpe stor økse. Man skulle
ned i knæ og så kaste øksen over hovedet eller
lige ved siden af øret og ramme en stor skydeskive. Det var også nogle tillidsøvelser, som
vi kun ville kunne klare, hvis vi lyttede og
arbejdede godt sammen med det hold, vi nu
engang var på. Et eksempel var, da vi havde
et cirka 5 meter langt reb, som hele vores hold
skulle have begge hænder på. Dernæst skulle
vi have lavet et ottetalsknob, og det var altså
forbudt at slippe rebet med bare en hånd!
Vi klarede dog alle aktiviteterne den dag og
var ret stolte af os selv, selvom vi sad med
beskidte bukser og sved på panden.
Mad over bål
Da klokken nærmede sig spisetid fandt vi til
vores overraskelse ud af, at maden altså ikke
Ko n tak t
2 0 1 0
blev serveret for os! Vi skulle selv lave den fra
bunden af, og der var bare intet komfur til
rådighed, så vi måtte lave maden over bål. Vi
blev sat på 3 forskellige mad hold og så kunne
vi bare gå i gang. Vi skulle skære grønsager,
hælde kød i skåle og så tilberede maden over
bålet. Efter alle havde spist, skulle vi vaske og
rydde op. Det tog os flere timer at få lavet
maden og vi måtte derfor spise i mørke, men
det smagte da godt.
Samarbejdsøvelser
Dagen efter var det tidligt op, spise morgenmad og så ud og i gang med flere aktiviteter.
Denne dag skulle vi, i de hold vi var delt op
i, bygge en 1 meter høj og tre meter lang bro
ved hjælp af lange træbjælker. Ingen klarede
det, men et par hold var dog tæt på.. Pointen
med udfordringen var helt klart, at vi måtte
lære at samarbejde. Hvis vi ikke lyttede til
hinanden, hjalp hinanden og tog initiativ
ville det aldrig kunne lykkedes. Senere på dagen blev vi delt op i drenge- og pigehold. Alle
pigerne blev så delt op i flere grupper, og vi
blev noget chokerede, da gruppen blev bedt
om at iføre sig bikinier og møde op udenfor.
Å rets
l ej r s ko l e
f o r
8 . å rg a ng
2 0 1 0
Temperaturen var jo nede og nærme sig minusgrader! Men det viste
sig, at vi skulle lave vores eget lille dampbad/svedehytte, hvilket vi
havde det virkelig skægt med. Fordi vi hjalp hinanden, gik det hurtigt med at få bygget hytten, så vi kunne komme ind i den og nyde
varmen. Man skal jo yde, før man kan nyde.
Højt at flyve, dybt at falde
Nu var det så blevet onsdag, og vi skulle ud og klatre. Rigtig mange
havde det vildeste gå på mod og var ikke mere end fem minutter om
at kravle op i toppen af et 13 meter højt træ og ned igen, mens andre
personer sad skrigende på toppen i en halv time til tre kvarter. Sådan
er det jo, når højde ikke er ens bedste ven! Øvelsen var til, for at vi
skulle få tillid til først og fremmest os selv, men også til vores kammerater, som altså skulle holde en i det reb, man var bundet fast til.
Natteløb og hygge
Den sidste aften var der er natteløb, hvor det gjaldt om at tjene penge.
Vi fik nogle EURO, og så skulle vi ellers bare købe rubiner eller guld
og sælge det til højere priser og til sidst se hvem, der havde tjent flest
penge, eller se om der var nogen, der havde været så uheldige at miste
penge. Lærerne og instruktørerne var enten dealere eller politi. Nogle
var så bange, at de måtte gå ind i den store hytte, hvor de så lavede
te og anrettede lune boller til os. Hver aften sad vi rigtig og hyggede
med blade, kameraer, fælleslege og slik. Vi spillede guitar og sang
”twist and shout”. Nede i spisestuen blev der grinet, mens nogle sad
koncentreret og spillede præsident eller røvhul.
Fællesskab
Turen har været en fantastisk og anderledes oplevelse. Alle kunne tale
med alle, som om vi havde kendt hinanden længe, og det selvom vi
var 4 klasser af sted med mange nye elever. Ingen på vores årgang vil
nogensinde glemme denne tur, hvor vi lærte at samarbejde og få tillid
til os selv og andre. Det er en vigtig ting, når nye udfordringer skal
overvindes. Vi har fået et stærkt fællesskab og en masse nye venner på
hele årgangen. Vi ser alle tilbage på turen, med lutter gode minder!
SKREVET AF TILDE ØRUM OG JANNIE PETERSEN, 8.A.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
29
Friti d s program m e t
ENGLAND
DofE GULDTUR
Efteråret forbindes med kulde, regn og rusk,
hvilket vi seks elever Anna Poulsen, Josephine Hansen, Nikolaj Højer, Jonas AnkerPetersen, Christian Krag og Martin Dahlmann tydeligt kom til at mærke,
da vi i efterårsferien var
på Duke of Edinburgh
guldtur i Wales. Vi
lettede søndag d.
17. oktober
3 0
He rlu fs h ol m
Ko s ts ko le
·
og havde Birmingham som destination,
og derfra var det videre til Brecon i taxa.
Vi ankom til vores hostel sent om aftenen
og faldt om efter at have fået havregrød til
aftensmad. Førstedagen bød på omkring 2
kilometers gang ind til byen, hvor vi mødte
dem, der stod for turen. Det var en hård tur,
syntes vi, men vi ændrede hurtigt mening,
da vi begav os ud på de 80 km, der skulle
tilbagelægges i løbet af 4 dage. Efter et par
Ko n tak t
2 0 1 0
dages forberedelse tog vi rygsækkene på,
spændte alle remmene, snørede støvlerne,
og så var det ellers af sted. Vi begyndte
vores vandring i Beacons nationalpark om
onsdagen.
Vi vandrede små tyve kilometer den første
dag i fantastisk solskin og blå himmel, vi
kom til camp, slog telte op og gik tidligt i
seng. Vi vidste, at den kommende dag ville
H er luf s h o l m
debat e
Sorø
Herlufsholm
debate Sorø
Thursday the 16th September Herlufsholm went to Sorø for a debate which
had been organised by Claire Clausen
from the English Speaking Union who
had been working on getting debating
set up in Denmark. Finally finding teachers from Sorø and Herlufsholm whom
were willing to host a debate between
the two schools.
After this was organised Alana and
Samantha were flown over from the UK
to teach teachers and students how to
properly debate. They came to Herlufsholm on the 14th of September and got
1i, 2z and MUN students to try it out.
This was a very beneficial class as we all
got hindsight into formal debating and
how it’s held.
blive den hårdeste på turen. Rigtignok var
dagens 25 km og 800 højdemeter en udfordring, men da vi sad på toppen af parkens
højeste bjerg og spiste rugbrød med makrel i
tomat var det det hele værd. Sådan fortsatte
turen med suppe og pasta til aftensmad,
havregrød til morgenmad, og hvad der lige
var af godter til frokost. Vores sidste ”camp”
var en ren ”naturcamp”, hvor vi lærte at bo
uden toilet eller vand og i regn og blæst.
Vi kom tæt på hinanden, og da vi lørdag
kl.14.15 kom i mål var vi trætte, sultne og
stolte. Vi havde været væk fra civilisationen
i fire dage, vi lugtede grusomt, og vi var
trætte, men vi havde klaret det, vi havde
gået de 80 km, været sammen uafbrudt i
fire døgn, og vi var stadig venner. Vi var
kommet et stort skridt nærmere fuldførelsen
af vores Duke of Edinburgh.
AF ANNA POULSEN, 3.X
H er luf s h o l m
There two propositions put forward during the debate on the 16th at Sorø were;
This house proposes to make upon death
the donation of organs compulsory.
This house proposes that all media resulting in religious/offensive actions should
be banned
The debates started with the first round
being our two school teams debating
against each other. Both teams had
very strong debaters who put forward
very good points. The winning team
progressed to the second round and
here they debated Sorø again putting
forward some very strong arguments
ending the day with a friendly dinner
with Sorø.
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
31
Vejle d ni ng
i
St u d ievalg
S j æ ll an d
Vejledning i Studievalg Sjælland
Studievalg Sjælland på Herlufsholm
Som alle fag på gymnasiet har vejledningen i Studievalg også sin bekendtgørelse.
Her udstikkes rammerne og indholdet. I
kapitel 2 i bekendtgørelsen vedr. formål
med Studievalgs vejledningsindsats står:
” Vejledning fra Studievalg skal gøre det
muligt for den enkelte at foretage uddannelses- og erhvervsvalg og skal inddrage den
enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og
hidtidige uddannelses-, beskæftigelses- og
vejledningsforløb.”
For at kunne opfylde formålet tilbyder vi
kollektiv vejledning og individuel vejledning. Der kan også være temavejleding for
flere ad gangen. Vi holder arrangementer
på alle 3 årgange men flest for 3.g eleverne,
da de allerede i efteråret i 3.g skal i gang
med at overveje, hvad de skal efter skolen.
De kollektive arrangementer bygger på en
informationsdel og en aktivitetsdel, hvor
eleverne skal forholde sig aktivt til valg af en
videregående uddannelse og hvad de synes
er vigtigt for dem, når de skal vælge uddannelse. Vejledningen er et tilbud.
Det er forskelligt fra klasse til klasse, hvor
mange jeg taler med individuelt. Det vigtigste er, at de, der har svært ved at vælge
eller er meget i tvivl, kan få en snak om
fremtiden. Her er det gode samarbejde med
skolens egne studievejledere en stor hjælp for
mig. Skolens vejledere kender eleverne og
kan evt. henvise eleverne til mig.
Hvad spørger eleverne om?
Det skal ikke være nogen hemmelighed,
at det er et unikt og inspirerende arbejde
at vejlede unge mennesker på tærskelen til
den næste livsfase: den hvor skolen forlades
og en ny ”skole” skal indtages. Derfor er der
også mange variationer i de emner, de unge
kommer for at snakke om. Det kan være
et ønske om information om en eller flere
uddannelser. Det kan være ønsket om at
sammenligne forskellige uddannelser inden
for et område. Det kan være opklarende
spørgsmål til noget de har læst på www.
ug.dk . Det kan være en snak om, hvordan
man kan planlægge et sabbatår og få noget
fornuftigt ud af det, eller en snak om hvor
svært det er at vælge, når der er så mange muligheder. Mange elever gennemgår
Herlufsholm Skole 2009 vs. 2010
2009
2010
(Procent optagne)
Fordeling på uddannelseslængde
(angivet i %)
(Procent optagne)
Fordeling på uddannelseslængde
(angivet i %)
a Uni.udd. a Prof. bach. a Erhvervsmarked
a Uni.udd. a Prof. bach. a Erhvervsmarked
7%
7%
21%
15%
78%
72%
KOT 2009 og 2010 viser at en stor del af eleverne fra
Herlufsholm vælger en universitetsuddannelse.
32 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
2 0 1 0
kortere eller længere faser af tvivl. Lige i
denne tid kommer 3.g eleverne og siger, at
de er rigtig meget i tvivl og at det er så svært
at vælge. I disse samtaler handler det ikke
om at slå op på www.ug.dk, men det handler om at lytte til de unges tvivl og hvad de
siger. Ofte handler det bare om at møde en
voksen som de kan reflektere sammen med,
eller ”spille bold op af ”. En pige kom for
nylig og for at finde ud af om jurastudiet var
det rigtige for hende. Hun vil gerne starte på
studiet til september 2011. Flere af hendes
kammerater skal have et sabbatår og det bliver næsten helt normdannende, når mange
vil det samme. Men hun blev afklaret med
sit studium og at det er rigtigt for hende at
starte direkte på en uddannelse, hvis man
er motiveret og vil videre med det samme.
Hvordan forløber
vejledningssamtalen?
De fleste samtaler tager ca. 30 minutter.
Eleverne har typisk sendt en mail eller en
sms og bestilt en tid og kort fortalt, hvad
vi skal snakke om. Ved samtalens start
bliver de spurgt om, hvad de forventer der
skal ske i den halve time, og hvad de vil
have med fra samtalen. Det er vigtigt at
lave forventningsafstemningen så der ikke
opstår skuffelser og misforståelser. Vejlederen kan og skal ikke løse alt, men kunne få
den unge person til at udtrykke sin tvivl,
sine fremtidsdrømme og evt. bekymring,
så vedkommende kan få idéer og redskaber
til at komme videre.
Hvor går eleverne på Herlufsholm hen?
Rigtig mange elever vælger at læse en universitetsuddannelse på Københavns Universitet. For eksempel blev der i 2010 optaget
10 på jura studiet , 5 på lægevidenskab og
3 på farmaceut. Men også ingeniørstudierne på DTU er repræsenteret, ligesom der
er elever, der er kommet ind på Syddansk
Universitet i Odense, på Handelshøjskolen CBS, på Roskilde Universitet og Århus
Universitet. Nogle har valgt fysioterapeut,
sygeplejerske , lærer, socialrådgiver eller pædagog det drejer sig om 13.
En
v i gt i g
sag
En vigtig sag
Hvad betyder verdensklasse?
På Herlufsholm?
Er det svært at komme ind
på uddannelserne?
Der er en del uddannelser, der gennem
mange år har haft relativt høje gennemsnit. Det er uddannelser, der er
populære blandt de unge. Det er helt
traditionelt lægevidenskab, psykologi,
antropologi, statskundskab, jura for at
nævne klassikerne. Derfor er det vigtigt
at undersøge de mange muligheder uddannelsessystemet tilbyder.
Der er flere uddannelser der kan føre
frem til den samme type job, så det
betyder ikke at verden går under, hvis
man ikke kan komme ind på drømmeuddannelsen, men der skal så arbejdes
på alternativer; en plan B og C. Det
er også en rigtig god idé at undersøge
hvilke job, man kan få med de forskellige uddannelser. Ofte er det snakken
om forventninger til job og karriere,
der åbner op for alternative løsninger.
Som en tidligere elev sagde: ”Afklaringen kommer ikke når man ligger på en
strand i Caribien og venter på det”. Det
kræver en aktiv indsats og besøg på uddannelserne. For et par år tilbage vedtog bestyrelsen efter
en lang forberedelsesproces en ny vision for
Herlufsholm Skole. Som bekendt er visionen udsprunget af grundlæggernes idealer
om lærdom og dannelse, som i visionen
videreføres i pagt med tiden: Skolen vil
give den bedste uddannelse og opdragelse i
unikke rammer (verdensklasse).
Når vi nu nogle år senere ser, hvad vi har
nået i forhold til den strategiske plan, vi
lagde for at gennemføre tankerne og ideerne, kan vi kun med stolthed konstatere,
at vi stort set følger den tidsplan, der er lagt
og at de mål vi satte os også stort set er nåetog andre derudover: Medlemskab af Round
Square (med hvad alt hvad der hører herind
under), mentorordning i 1g, oprettelse af en
international klasse i grundskolen, grønt
flag, grøn skole, forbedring af de faglige
resultater, læringsstile, mm.
Men vi kan også konstatere at vi har sat os
under et vist pres ved at bruge et ord som
”verdensklasse”. Og hvorfor nu det?
Af en del årsager:
Dels er ordet lidt fortærsket, og var det vel
allerede, da vi bragte det i brug i forbindelse
med Herlufsholm. Andre ord ville måske
have klinget bedre og måske bedre have
beskrevet, hvad vi stræber efter: excellence
f.eks.
Dels bemærker mange ikke de to små ord
”vil være” (Herlufsholm Skole vil være en
dansk skole i verdensklasse), et par ord der
beskriver, at vi ønsker at bevæge os hen
imod en ny tilstand, og at det naturligvis
ikke kan nås alt sammen på en gang.
Så alene det har åbnet en del flanker for
angreb, som det hedder i militærsproget, og
der er anvendt en del tid på at forklare mm.:
Hvordan kan nedslidte undervisningslokaler
uden tidssvarende undervisningsfaciliteter
være verdensklasse eller skabe grobund herfor? Hvorfor er resultaterne i en udvalgt årgang eller klasse ikke i top? Hvordan kan…?
Men noget af det er vores egen skyld: Når
jeg i dag i Skolehåndbogen læser om vores
vision, så kan jeg se et forståelses problem
for læseren. Vi har i for ringe grad defineret,
hvad det er vi mener med verdensklasse,
og hvorledes vi agter at komme derhen og
hvor længe vi mener at det varer. Alle disse
nødvendige mellemregninger var med i det
oprindelige diskussionsoplæg og også i de
tekster, der fulgte offentliggørelsen af den,
men nu skal man faktisk selv læse det og tro
det og forstå det.
Og det kan skabe forvirring blandt ansatte,
blandt forældre og også blandt dem, der
ønsker at vælge Herlufsholm som skole for
deres børn. Der mangler simpelthen en differentiering af begrebet. Nemlig at for skolen er det vigtigste mål, at hver elev udnytter
sine evner optimalt, og at skolen udfordrer
elevernes evner helt ud. I virkeligheden har
det været min filosofi og mit værdigrundlag
lige siden jeg blev ansat her på skolen: og i
det lys skal også alle de initiativer og tiltag
der er sket siden ses: ikke, at jeg dermed
har nedtonet det faglige arbejde, tværtimod!
Men jeg har ment, at uden at udvikle og udfordre alle sider af et ungt menneske: Sport,
kreativitet, sundhed, empati, samfundssind
(nationalt og internationalt), globalisering,
mm får vi ikke elever, som vi i sandhed kan
kalde for verdensklasseelever og dermed er
med til at udvikle Herlufsholm til en skole
i verdensklasse.
Så det vil vi på skolen arbejde med. At skabe
klarhed og forståelse for hvorledes og hvorhen vi agter at udvikle skolen: en dansk
skole i verdensklasse.
KLAUS EUSEBIUS JAKOBSEN
VEJLEDER LOTTE KR AEUTLER
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
33
Fors ke rs pi re r
Status på Projekt
Forskerspirer efterår 2010
Efteråret er kommet til Herlufsholm og dermed også den sidste afgørende fase i ”Projekt
Forskerspirer” 2010, hvor forskerspirerne
afleverede projektbeskrivelsen fredag d. 29.
oktober. Årets forskerspirer deltog i foråret
i et weekendseminar i København og i september i et tilsvarende seminar på Brandbjerg
Højskole ved Vejle. Begge arrangementer var
karakteriseret ved forskningsforedrag, oplæg,
workshops og ikke mindst faglig udveksling
og hyggeligt samvær med de andre deltagere
fra landets gymnasier. Yderligere har perioden
efter sommerferien båret præg af tættere kontakt med forskere og vejledere og besøg på de
forskningsinstitutioner, som de er tilknyttet.
Disse tretten elever udgør et rekordstort antal
deltagere, der alle har arbejdet med meget
interessante og innovative emner, der lover
godt for konkurrencen. Efter afleveringen af
synopsen bedømmes den af et dommerpanel, der udvælger tre finalister indenfor hver
af de fire videnskabelige fakulteter: humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab
og sundhedsvidenskab. På den baggrund er
det mig derfor en stor glæde, at meddele, at
Herlufsholm er repræsenteret med hele tre
finalister:
At deltage i ”Projekt Forskerspirer” er karakteriseret ved hårdt arbejde; først at formulere
sin idé, researche på teori og materialer, etablere en god kontakt med en ofte højtprofileret
forsker indenfor et forskningsfelt, hvor man
endnu selv er en novice og ikke mindst at
holde hovedet koldt og fortsætte på trods af
de frustrationer, der kan opstå, når man kaster
sig selv ud på dybt vand og bider skeer med
store akademiske udfordringer og pålægger sig
selv et yderligere arbejdspres end de til tider
rigelige mængder daglige lektier og opgaver.
Derfor er det en kæmpe bedrift at være udvalgt og gennemføre, og de tilbageværende
deltagere er i den grad kendetegnet ved motivation, engagement, ukuelig flid, gåpåmod og
stor begejstring for deres projektidéer.
Christian Hedeager Krag 3X: Menneskets
tidsopfattelse (sundhedsvidenskab)
Sarah Bogø 3Z: ICTYs betydning for den internationale retsorden (samfundsvidenskab)
To forskerspirefinalister: Sarah Bogø
Pedersen og Martin
Gervais Dahlmann
Følgende elever udgør Herlufsholms
forskerspirer 2010:
Sophia Hvidtfelt
Martin Dahlmann
Frederikke Danielsen
Sandra Pitter
Nikolaj Højer
Charlotte Stoltenberg
Sandra Kronmann
Christian Hedeager Krag
Anna Poulsen
Andreas Dalgaard
Sarah Bogø Pedersen
Camilla Røn
Hillevi Wachtmeister
34 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Ko n tak t
2 0 1 0
Martin Gervais Dahlmann 3X: Kapillære pericytters indvirkning på aldersforandringer
(sundhedsvidenskab)
Vinderen af ”Projekt Forskerspirer” 2010 og
de 20.000 kr. offentliggøresved en ceremoni
på Københavns Universitet med deltagelse
af undervisningsminister Tina Nedergaard
primo december.
Der står derfor kun tilbage at krydse fingre
og håbe på dommernes fortsatte begejstring
for Herlufsholms bidrag 2010. Pøj pøj til
vores forskerspirer.
AF BRIT HOVGA ARD, KOORDINATOR
FOR PROJEKT FORSKERSPIRER
P r æ s en tat i o n
a f
n ye
ko l l e g e r
Præsentation af nye kolleger
Lone Jeppesen
Siden august 2010 har jeg undervist i historie, samfundsfag og tysk på Herlufsholm.
Jeg er 37 år og er gift og har to børn på tre
og fem år. Efter en inspirerende studietid
i København, Tübingen og Berlin tog jeg
gymnasiepædagogikum på Nykøbing Katedralskole på Falster. Selvom jeg var glad
for at undervise, slog jeg alligevel til, da jeg
efter afsluttet pædagogikum fik mulighed
RainoKristian
KristianHansen
Hansen
Raino
Mit navn er Raino Kristian Hansen og jeg er 37
år gammel. Jeg er gift med min engelske kone,
Delia. Vi har en lille søn på 1½ år og et barn
mere på vej. Vi bor i Roskilde, tæt på Delia’s
arbejdsplads. Jeg har altid været interesseret i
undervisning, ikke mindst fordi der er lærere
på begge sider af familien, det vil sige i England, Finland og Danmark. Det, som har drevet
mig i de første mange år af mit uddannelses og
arbejdsliv, har været nysgerrighed og interesse
for de naturvidenskabelige fag ikke mindst på
grund af de engagerede lærere på Johannesskolen
for at kombinere mine fag i et samtidshistorisk forsknings- og formidlingsprojekt med
fokus på Tyskland efter 1945. Via foredrag
og undervisning på folkeskoler, gymnasier
og folkeuniversiteter var vi en arbejdsgruppe
fra tre danske universiteter, der formidlede
viden om det moderne tyske samfund. Siden jeg gik i 2. og oplevede min tysklærers
begejstring over Murens fald i november
1989 har jeg været fascineret af den nyeste
tyske historie. Ikke mindst Tysklands forsøg
på at finde konstruktive svar på de mange
økonomisk-politiske, sociale og kulturelle
spørgsmål, som er fuldt i kølvandet på den
tyske genforening, følger jeg med stor interesse. Som en del af forskningsprojektet har
jeg beskæftiget mig med tysk sikkerhedspolitik efter Murens fald. I 2009 afsluttede jeg
en ph.d.-afhandling om den socialdemokratisk-grønne regerings forsøg på i perioden
1998-2005 at gøre tysk deltagelse i globale
militære indsatser til en integreret del af tysk
sikkerhedspolitik.
Jeg har boet fem år i Tübingen i det sydlige
Tyskland med min tyske mand og har i den
forbindelse lært meget om små og store forskelle på dansk og tysk kultur. Det har ikke
mindst været en udfordring at skulle forholde
sig rationelt og kritisk til mit eget – åbenlyst
nationalt prægede – syn på tilværelsen. På den
baggrund var jeg meget glad for at blive ansat på Herlufsholm, da jeg flyttede med min
familie til Danmark. Jeg sætter stor pris på
dagligt at færdes i krydsfeltet mellem danske traditioner og internationale impulser på
Herlufsholm Skole, og håber at jeg selv kan
yde et positivt bidrag til denne balancegang.
Som ny lærer følger jeg nysgerrigt med i årets
gang på Herlufsholm, og jeg er meget taknemmelig for, at både elever og lærere reagerer
imødekommende, når jeg stiller spørgsmål til
praktiske og historiske aspekter af dagligdagen
på skolen. Jeg har i vidt omfang haft mulighed
for at trække på mine kollegers erfaring, og
det har ført til, at jeg hurtigt er kommet til at
trives på Herlufsholm.
(Frederiksberg). Her fik jeg studenterhuen i
1991, så jeg kender alle den første gymnasiereforms genvordigheder med 3-4 stk. afleveringsopgaver om ugen. Samtidig med dette fortsatte
jeg med at være spejderleder og efter endt værnepligt flyttede jeg ind i et (spejderleder)bofællesskab, hvor der kun var stille i timerne 02-6.
Jeg startede på Danmarks Tekniske Universitet
(dengang DTH) for at studere kemi og bioteknologi, ellers henlagde jeg mine studier til
både Helsingfors Tekniske Universitet, Finlands
Miljøstyrelse etc. Jeg virkede i en periode som
studenterunderviser i kemi indtil jeg blev scholarstipendiat betalt af Novo Nordisk. Herefter
ønsklede Jeg at blive klogere på teknikken NMR
fra en biologisk, frem for en kemisk vinkling og
blev optaget på Fakultetet for Biologi ved Cambridge Universitet med et fuldt PhD stipendium
fra den hedengangne ”Forskningsstyrelsen” i ryggen. Jeg afsluttede herefter min PhD omhandlende viruset influenza A.. Ved Cambridge Universitet leverede jeg undervisning til grupper á 2
medicinstuderende, niveauet var meget højt, så
jeg var nødt til at stå tidligt op for at forstå deres
referenceramme. Jeg blev gift i England og da
min kone fik sit første, faste arbejde i København
måtte jeg jo følge efter! I 2004-2009 skaffede
jeg selv mine lønkroner til forskning (både hos
Panum Instituttet, København og i samarbejde
med biotekindustrien), og underviste medicinstuderende (klasse og laboratorium). Mine forsknings-projekter har omfattet mange spændende
områder, inklusiv brug af rotter til Alzheimers
forskning, in vitro modeller af mammale celler,
polypeptid biblioteker til medicinsk forskning,
liposomer til aflevering af medicin, NMR, Massespektrometri og molekylær biologi. Interessen
for undervisning var også tilstrækkelig stor til at
jeg opdaterede undervisningsmaterialet fra skrivemaskinens tid og det frivillige fremmøde steg.
Da jeg nu er blevet far har jeg fået interesse for
en stabil lønindtægt, så da undervisning var det
jeg var god til har jeg slået mig på denne branche. Før min ansættelse på Herlufsholm, har jeg
undervist tre andre steder i gymnasieverdenen
(fysik/kemi hos TGY, kemi/biologi hos TEC og
VUC) med vidt forskellige elevtyper herunder
indsatte på udgang, og jeg har virkelig nydt min
undervisnings karriere hidtil! Jeg ser frem til en
spændende tid her på Herlufsholm, hvor jeg skal
undervise i fagene biologi, kemi og naturfag.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
35
Præs e ntati on
af
n ye
ko lle ge r
forskellen er at min efteruddannelse foregik
i Danmark i stedet for USA.
Jeg hedder Brenda Petersen, er 37 år gammel og bor nu i Næstved med min mand og
vores to drenge, Benjamin på 8 år og Daniel på 5 år. Jeg er amerikaner og er vokset
op på vestkysten i USA i området omkring
Seattle. Min mand Anders kommer fra
Næstved, så byen var et naturligt valg da vi
bestemte os for at prøve at leve i Danmark.
Da jeg blev færdig med min bachelor grad
i USA, blev jeg ansat i den internationale
ungdoms organisation, Up With People
som en ”Education Coordinator” og rejste med et par grupper bestående af cirka
130 unge menneske fra 33 lande. Up With
People tilbyder unge mennesker et 1-årig
program kloden rundt hvor man bor med
værtsfamilier og bl.a. laver frivilligt arbejde
i hver by man besøger, samt at man lave et
stort musikalsk show. Det var et utroligt
spændende job der bestod af mange opgaver, bl.a.: At være gruppens lærer mens
vi rejste, at skabe, tilse og dokumentere de
forskellige serviceevents vi havde i hver by,
og derudover være en slags vejleder og personlig støtte til de unge mennesker mens vi
oplevede både stort og småt sammen rundt
i verden.
Jeg har en bachelorgrad fra USA, som er
en blanding af en pædagog og en læreruddannelse. I USA har vi nemlig en tendens
til at tage en bachelor uddannelse som er
meget bred og efter nogle års erfaring på
arbejdsmarkedet, kan man målrette uddannelsen. På en lidt mere kompliceret måde,
er det også det jeg har valgt at gøre, men
Det var i Up With People at jeg mødte min
mand. Vi lærte hinanden at kende og blev
gift i min hjemby Gig Harbor i 1996. Vi
afsluttede vores tid med Up With People i
Japan i december 1998, og mente at det var
tid til at prøve noget andet. Efter 2 måneder
med sushi og grøn tang, lød en gammeldags
dansk jul med flæskesteg og brune kartofler
Brenda Petersen
ved Køng. Jeg underviser i Fysik/Kemi, Natur/Teknik, Matematik og Idræt. Jeg har
selv været kostelev på Herlufsholm i seks år
og dimitterede i 1995. Jeg har siden været
i kontakt med skolen i flere forbindelser og
har de seneste to år været tilknyttet, som
instruktør i forbindelse med Herlufsholms
Duke of Edinburgh Programme. Jeg har
tidligere været befalingsmand i Gardehusarregimentet og læst idræt på Syddansk
universitet i Odense.
Samuel Veng Sieck
Mit navn er Samuel Veng Sieck. Jeg er uddannet på Vordingborg Statsseminarium,
er 34 år gammel og bor sammen med min
kone og tvilling døtre, i Kostræde Banker
36 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
Jeg har altid haft den opfattelse, at det er
et privilegium at gå på Herlufsholm. Jeg er
så heldig, at det nu er mit privilegium at få
lov til at undervise her. Jeg betragter det
som min fornemmeste opgave at stille krav
til mig selv som underviser, således at jeg
Ko n tak t
2 0 1 0
temmelig godt. Så, vi fløj fra Tokyo til København og begyndte på vores nye eventyr
i Danmark.
De år med Up With People, viste mig at
mit kald var at undervise unge mennesker.
Derfor gik jeg målrettet i gang med at lære
dansk, arbejdede i forskellige jobs med børn
et par år og tog en 1-årig HF uddannelse.
I august 2007 startede jeg på Vordingborg
lærerseminarium. Det var i forbindelse med
min 3.års praktikperiode at jeg fik kontakt
med Herlufsholm. På skolen mødte jeg engagerede og inspirerende lærere, samt søde
elever der var motiverede for læring. Alle
var imødekommende og jeg følte mig straks
hjemme på skolen. Udover skolens faglige
niveau, flotte omgivelser og fantastiske traditioner, var det dejligt at være på en skole
hvor jeg hørte andre tale engelsk.
Jeg blev ansat på Herlufsholm Grundskole
lige før sommerferien sidste år som Engelsklærer. Dette første år skal jeg færdiggøre mit sidste år på seminariet, sideløbende
med en halvtidsstilling på skolen. Jeg ser
med glæde frem til de spændende og udfordrende år der kommer, og håber at jeg
kan bidrage til skolens liv med både min
faglighed og min personlighed.
via eksempel kan stille krav til mine elever.
Herlufsholm stræber efter at være en dansk
skole i verdensklasse, og jeg glæder mig i
den grad over at få lov til at være en del af
den stræben.
Jeg håber at jeg kan være med til at gøre
mine elevers år på Herlufsholm både læreog minderige, at jeg kan være med til at
danne og uddanne dem, således at de får det
optimale ud af den tid de er her. Det er en
enestående mulighed for et ungt menneske
at gå her på skolen og jeg tager mine forpligtelser i den forbindelse meget alvorligt.
P r æ s en tat i o n
Birgitte Elkjær Lamb
Profiloplysninger: Birgitte Elkjær Lamb. Født:
1967. Videregående uddannelse: Cand.mag.
i dansk og kunsthistorie fra Odense og Københavns Universitet.
Raino
Kristian Hansen
Lisa christensen
Jeg er uddannet cand. scient. med fysik som
hovedfag og har undervist i matematik og fysik
siden 1991. Jeg har været ansat på Næstved
Gymnasium i 14 år og har også undervist på
a f
n ye
ko l l e g e r
Arbejdsgiver: Herlufsholm Skole.
Statusopdatering: Er rigtig glad for at arbejde
på Herlufsholm. Mit første job fik jeg som
lærer i dansk og billedkunst på Nykøbing
Katedralskole og derefter blev jeg ansat på
Nørre Gymnasium. Efter otte år som gymnasielærer skulle der forandring til, og jeg
flyttede til Australien sammen med min
australske mand. Vi boede i Melbourne i
5½ år, og jeg tog bl.a. en uddannelse i informationsvidenskab for at kunne få et arbejde.
Der er ikke så stort behov for danskundervisning down under. Da jeg kom tilbage til
Danmark i 2008 var jeg sikker på at jeg gerne
ville tilbage til gymnasiet og undervise igen.
Men i de forløbne år var der sket en gymnasiereform, hvilket har betydet at jeg har
haft en noget turbulent tilværelse de sidste
2 ½ år. Jeg har været årsvikar på Roskilde
Gymnasium og på HTX i Hillerød inden
jeg kom her til Herlufsholm, så jeg har fået
prøvet lidt af hvert.
Østre Borgerdyd, Københavns Universitet,
Ingeniørhøjskolen og HTX i Ballerup.
eget papir, som jeg så kan klippe i stykker eller
folde. Det meste af papiret laver jeg af plantefibre, som skal koges og stampes eller blendes,
før de er klar. Det er altid spændende, hvad det
bliver til, for resultatet afhænger af årstiden og
hvor meget tid jeg bruger på forarbejdningen,
så det bliver aldrig helt det samme som sidst.
Jeg er spejder og medlem af De grønne pigespejdere. Hvis der blev afholdt DM i papirspejd havde jeg en god chance for at vinde, for
jeg klarer det meste af spejderarbejdet foran
computeren. En sjælden gang imellem er jeg
ude og ligge i telt og lave mad over bål, hvilket
blot bekræfter, at huse, senge, køkkenborde,
komfurer og køleskabe er fantastiske opfindelser.
Min baggrund som spejder har præget min undervisning meget. Til spejder lærer man alting
ved at prøve selv - «learning by doing», og det er
også et godt princip i matematik og fysik. Og
så er jeg vild med papir. Jeg får meget tid til at
gå med hænderne i vand, mens jeg støber mit
Mine interesser er nært knyttet til mine to
fag. I min studietid læste jeg litteratur i et
semester på Uppsala Universitet, hvilket har
givet mig en varig interesse for den svenske
litteratur. Også min tid i Australien har givet
mig indsigt i og interesse for både litteratur
og kunst fra en del af verden, man ikke hører
meget om i danske kunst- og litteraturkredse.
Desuden kan jeg også godt lide lange vandreture og løbeture, som jeg tager både min
mand og vores australske cattledog med på.
Jeg er glad for at være på Herlufsholm Skole.
Jeg har en dejlig cykeltur til arbejde og kan få
lov at synge morgensang hver morgen, og så
er jeg sikker på, at jeg har skolens sødeste og
dygtigste elever.
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
37
Nekrolog
N i l s
A ar s ø
I anledning af Lektor Nils Aarsøs
tragiske dø d ved Galapagosøerne
Nils Aarsø, der selv var student fra
Herlufsholm (1970) blev i 1982 ansat
på Herlufsholm med fagene dansk og
billedkunst. I 1986 flyttede han sammen med Elsebeth og børnene Louise og
Arendse ind som sovesalslærer på Mygningen 2. sal, hvorfra familien i 1993
flyttede til Birgitte Gøyegården, nu med
Elsebeth som sovesalslærer. Nils har desuden i en periode fungeret som formand
for pædagogisk råd, og ikke mindst i
denne periode nød vi som kolleger hans
eminente taler, hvor han legende let uden
manuskript kædede åndfuldheder sammen i en improvisation, der formentlig
har krævet lang forberedelse – også det
kunne han.
Som lærer var Nils krævende og inspirerende. Hans kunstsyn – både når det
gjaldt billedkunsten og litteraturen – var
elitært og præget af stor æstetisk sans.
Bestsellere var sjældent hans kop te;
han foretrak mere forfinet kunst, hvor
formen i højere grad end indholdet vægtedes, og hans kendskab til ikke mindst
38 H e r l u f s h o l m
Ko s ts ko le
·
verdenslitteraturens raffinerede forfatterskaber var imponerende. I det hele taget var det
populære og ofte overfladiske ham fremmed,
ligegyldigt om det gjaldt kunsten eller andre
forhold i tilværelsen.
Som kritisk humanist insisterede han på at
danne sig sine egne meninger, selv om den
humor og selvironi, der også var en del af
hans væsen, ikke gjorde ham blind for, at
han i andres øjne kunne fremtræde Jeronimusagtig. Men det foretrak han frem for
den tendens til ukritisk at tilslutte sig alt
nyt, blot fordi det var nyt, som han mente
var karakteristisk for vor tid.
Sin helt store indsats som æstet på Herlufsholm ydede han som redaktør af ”Herlufsholm Kontakt”, et job han overtog efter
Mads Nielsen i 1999. Bladet fik nyt format,
og der blev lagt et kolossalt arbejde i at skabe
et blad, der ikke blot indholdsmæssigt, men
i lige så høj grad billede- og layoutmæssigt
kunne leve op til hans store krav. Det er
karakteristisk, at da skolen i en periode af
økonomiske grunde henlagde trykningen
Ko n tak t
2 0 1 0
til Thailand, smertede det Nils, fordi han
så ikke kunne følge skabelsesprocessen på så
nært hold, som han som den perfektionist,
han også var, gerne ville.
Hvis ovenstående tegner et billede af en intellektuel kunstnerisk æstet, er det kun en
del af sandheden. For en omtale af Nils vil
selvfølgelig være mangelfuld, hvis ikke også
han ornitologiske interesser blev inddraget.
Også på dette område var han utrolig vidende og perfektionistisk – og stort set alle
ferier blev viet til at iagttage fuglelivet.
Set i denne sammenhæng er den tragiske
ulykke, der kom til at koste ham livet, måske
ikke helt meningsløs. Det skete alt, alt for
tidligt, men dog som en del af den livsform,
han elskede.
Vore tanker går til Elsebeth, Arendse, Louise
og børnebørnene. Æret være Nils Aarsøs
minde.
JØRGEN HVIDTFELT
VICEREKTOR
A f g a n g :
Dy r løv
U lri c h se n
Afgang: Dyrløv Ulrichsen
Ved afslutningen af skoleåret 2009/2010 tog
skolen afsked med to mangeårige ansatte;
Lektor Niels Ulrichsen og overlærer Lone
Dyrløv.
Niels Ulrichsen kom til Herlufsholm i 1977
og var gennem mange år sovesalslærer på
Lassengården. I sit virke som historie, engelsk og oldtidskundskabslærer gjorde Ulrichsen sig bemærket med sit vid og store
faglige overblik. I mange år gik dette op i en
højere enhed, når ”Ulrich” ofte fulgte den
samme klasse i historie fra grundskolen frem
til studentereksamen i både oldtidskundskab
og historie. Ikke mindst med den obligate
Rom-tur, som et fagligt højdepunkt.
Ved lærernes sommerferiefrokost blev afskeden markeret. Her udtalte rektor bl.a.
følgende: ”Jeg har bemærket, at du besidder
en stor skarphed i argumentationen – der
koblet med en underspillet selvironi spidder
ens – dvs. – min måske ikke altid velgennemtænkte bemærkning. Når du siger: ”Nu
er jeg jo ikke specialist på dette område, og
jeg har slet ikke den erfaring, som du besidder, men for en så ringe person som undertegnede forekommer det mig – og tag
mig det nu ikke ilde op…” Så skærper jeg
opmærksomheden – nu kommer der noget,
man skal være på vagt overfor – thi oftest
har du en væsentlig pointe”.
Ved samme lejlighed fik Lone Dyrløv også
man rosende ord med på vejen. Udover sit
vindende væsen og sin kompetente indsats
som matematiklærer, vil Lone ikke mindst
blive savnet som et effektivt og pligtopfyldende medlem af festudvalget. Her har hun
gennem flere år stået som en af de bærende
kræfter bag lærernes sommer og julefrokoster. Lone Dyrløvs ansættelse på Herlufsholm forløb af to omgange. Hun var først
ansat på skolen fra 1977 til 1981, hvorefter
hun fik ansættelse i Vipperød ved Holbæk.
Da hun vendte tilbage, var det som en meget
afholdt sovesalslærer på Egmontgården fra
1994-1998. Fremover vil Lone bl.a. anvende
sine kræfter, som underviser på Næstved Sygehus børneafdeling.
Med udgangen af oktober måned 2010 har
skolen desuden taget afsked med Bent Laursen, der efter mere end 13 års ansættelse på
Herlufsholm har valgt at forlade skolen. Ved
siden af sit arbejde som tysk og engelsklærer,
var Bent i en årrække skolens datavejleder og
IT-koordinator.
På billedet ses Nikolaj
Højer som i dette skoleår
fik tildelt ellipsen. Der er
symbolet på modtagelsen
af Just Lunnings legat,
der tildeles som anerkendelse for diplens holdning
og indsats for skolen. Ved
siden af står Josephine
Præst Pedersen, der fik
tildelt "Kagerne" (kammeratskabsstagerne).
H er luf s h o l m
Ko s ts ko l e
·
Ko n ta k t
2 0 1 0
39