En turistbus med Erik ved rattet startede ved Viby Torv – videre til Arenaen i
Horsens og et stop for enden af Vejle broen for at tage passagerer op – det blev
til i alt 22 personer. Videre til Skærbæk Rasteplads hvor vi over en kop kaffe og
et rundstykke nikkede genkendende til hinanden.
Nu gik det lystigt sydpå med en masse snak i bussen. Vi passerede grænsen til
Tyskland uden at stoppe. Videre ad motorvejen til syd for
Schleswig hvor vi drejede til højre, og langsomt forbi eller igennem små
hyggelige landsbyer. Vi når Bergen-Husen en by med en
mængde storke – området er kun 4 meter over havets
overflade, og dermed meget fugtigt.
Byen er rigtig gammel men har alligevel kun ca. 6oo
indbyggere.
Lidt længere fremme ligger Frederichstadt der blev anlagt i Frederik
d. 3`s tid af flygtninge fra Holland. De var flygtet grundet Deres religion og
Kong Frederik gjorde området til religions frit, hvilket byen bære præg af stadig
at være. Hollænderne byggede jo, som de kendte det hjemmefra;
Derfor er byen for bygningsinteresserede et eldorado med forskelligartede huse..
Efter at have set lidt af byen og fået lidt at spise fortsatte vi sydpå, nu med
retning mod Tønning. Byen har et slot med en stor park, hvor der ikke alene er
park men også et stort rekreativt område – ringriderbane – fodboldbaner med
meget mere. Tønning blev i 1962 oversvømmet og det blev derfor besluttet at
bygge EIDERSPERVERK.
Århundredets byggeri en dæmning der er 4,8 km. Lang og
8,5 m høj og med 5 store sluseporte, Vandet holdes
effektivt ude ved højvande og samtidig kan man regulere
vandstanden i Ejderen. Vi nød fugleliv – den friske luft og
fik en kop kaffe. En skam der ikke var tid til at køre gennem Glúckstadt anlagt i
1612 af Chr. D. 4, der håbede byen kunne blive konkurrent til Hamborg, det blev
den dog aldrig, men en pæn turistby og så laver man nogle gode Matjessild (vi
smagte dem). Mange tvivlede på byen men Chr. D. 4 sagde – det skal lykkes –
det må lykkes – derfor skal byen hedde Lykkestad. Men det lykkedes altså ikke
som tænkt.
Byen har trods alt 11.ooo indbyggere.
1
Vi kørte videre og nåede Elbens udmunding. Her skulle vi sejle over med en
færge. Der var lidt ventetid, der af nogle blev brugt til at stække ben andre
beundrede de store oceangående container skibe
Vel i land fik vi overstået dagens sidste køretur og endte i STADE; en gammel
HANSESTAD med 43.ooo indbyggere, det er ikke nemt i dag
at se at byen tidligere har været større end Hamborg. Specielt
bymidten er meget seværdig og da hotellet lå lige der var der
mange der fik en god aftentur i det fine lune vejr. Byens
”vartegn” er SCHWEDENSPEICHER en rigtig stor
lagerbygning bygget af svenskerne i tidsrummet 1692 til 1705.
Næste morgen. - udsovede og mætte efter et formidabelt morgenbord, hvortil der
også hørte champagne, hvilket vi var en del der smagte; ikke nogen ringe måde at
starte dagen på.
Næste stop var Altes Land – en frugtplantage på 20 x 10 km. Og pudsigt nok i
den ene ende grænser plantagen op til Air Bus fabrikken og i den anden ende til
et Atomkraftværk.
Igen er det flygtende hollændere der gør sig gældende, man
formodede at jorden var frugtbar og lavede små kanaler for at
”dræne” området der kun er en meter over havets overflade –
det lykkedes. Plantagen er væsentligst æbler men også pærer
og kirsebær i store mængder. Al frugten håndplukkes. Vi blev vist rundt af en
avler på hans lod og vi drøftede lønninger – afsætning – priser på
eksportmarkeder – fragt - fremmed arbejdskraft og meget mere.
Det viste sig at konditionerne var der som her, måske blot
med nogle andre talstørrelser. Også arbejdsforhold blev
drøftet og her fik man hvis man havde lavet et pænt stykke
arbejde en snaps om aftenen. Jeg spurgte om ikke jeg kunne
få lov at arbejde lidt – hvis lidt så er det jo også en lille snaps;
det sprang vi over. Frugten bliver opbevaret ved 4 grader celsius, og hvis over et
halvt år, da tilsættes luften kulsyre og æblerne holder sig friske
længe. Man havde ”opfundet” bikini metoden – d.v.s. man kunne
sætte logo på æbler, men også citroner - bananer og så videre.
Husene her er helt specielle – typisk røde mursten (ofte i et mønster)
og så hvidt stokværk.
Derefter kørte vi til BUXTEHUDE igen en ældre køn by. Her holdt vi pause og
fandt alle et sted at spise, alt afhængig af smag.
Nu satte vi fronten mod sidste stop RENDSBURG og her blev der tid til en
slapper, idet vi kørte i kø i 5 kvarter, med max 3o km. i timen. Så gik tidsplanen
sig en tur, men det kunne jo ikke engang betale sig at ærgre sig – man kender jo
Tysklands veje – så sker sådan noget.
2
Vi har hørt meget om hvordan Hollandske flygtninge huserede, men nu er vi
hvor Danskerne har været i gang. Rendsburg har i mange år været grænseby til
Danmark, og også Garnisonsby hvilket den store paradeplads vidner om. Men
der er 2 ting vi vil se nærmere på Jernbanebroen og ikke ”den flyvende
hollænder” men dog en færge, der svæver over vandet. Den hænger i wirer der er
monteret, som en stor kran under broen, det tager ikke andet end få minutter at
svæve de 135 m som turen er lang.
I 1784 åbnede man Ejderkanalen med det håb at den kunne give Rendsburg et
opsving, men det lykkedes ikke. Kielerkanalen eller Nord-Ostseekanal som den
også kaldes blev bygget i 1887 til 1895 og har en længde af 98 km med en stor
sluse i begge ender til at regulere vanddybden der er ca. 11 meter. Der skrives
meget dansk historie om Rendsburg, men efter 2`verdenskrig har vi sat et mere
venligt præg på Rendsburg. I 1946 blev den første danske gudstjeneste holdt her i
1948 fik byen egen dansk kirke med præst og siden 195o har her været dansk
skole,
Jernbanebroen er bygget 1911 til 1913 og har en længde på 6,7 km – årsagen til
dette er at den slår en stor sløjfe for at gøre stigningen minimal af hensyn til
togene, der ikke kan klare ret stor stigning. Vægten af selve broen er 3.789 ton
stål og ramperne 13.951 ton stål og så det mest imponerende broen er nittet
sammen. Man er i øvrigt nu i gang med en omfattende restaurering. Det kan også
anføres at togene sætter farten ned når de nærmer sig Rendsburg – de passerer
broen med 5 km. i timen for at minimere rystelser.
Næste stop var det, der er et must – Grænsekiosken. Her fik vi alle igen lidt at
spise.
Igen en god oplevelse mellem DS Horsens og Omegn og DS Østjylland
begge med efternavnet SENIOR
3