Julen 2013 Kære elever, forældre og medarbejdere Så er det lige ved at være dagen før dagen før dagen, I ved! … og det tror jeg, vi alle glæder os til – det kan være godt at få lejlighed til at puste lidt ud. Det har på mange måder været et anderledes efterår. Vi har været igennem to storme, hvor vindhastigheden til tider har nået orkanstyrke, og her senest er mange blevet overrasket af en stormflod af dimensioner. Også på skoleområdet kan man tale om at færdes i stormfuldt farvand. Vi skal inden for relativ kort tid implementere tre store ændringer, nemlig ny skolestruktur, ny arbejdstid for lærerne og en skolereform. Derfor er jeg glad for nu at kunne orientere om Stenløse distriktsskole, som er en realitet fra den 1.august 2014. Stenløse distrikt samler de fire matrikler Veksø skole, Stengårdsskolen, Bækkegårdsskolen og Lærkeskolen til en skole, som vi foreløbig kalder Stenløse distriktsskole. Distriktsskoleleder er undertegnede Jette Handberg, som også er pædagogisk daglig leder på Lærkeskolen, og SFO-leder er Gitte Friis, som er daglig SFO-leder på Bækkegårdsskolen. Den pædagogisk daglige ledelse og administration på matriklerne er som følger: Stengårdsskolen: Pædagogisk daglig leder Iben Grønbæk, afdelingsleder Jannik Larsen, afdelingsleder Gitte Bonde, SFO-afdelingsleder Poul Nicolaisen og sekretær Susanne Mehr. Bækkegårdsskolen: Pædagogisk daglig leder Heidi Wang, afdelingsleder Merete Brodersen, SFOleder Gitte Friis, SFO-afdelingsleder Malene Herbst Andersen og sekretær Bettina Lundh. Lærkeskolen: Distriktsskoleleder og pædagogisk daglig leder Jette Handberg, distriktssouschef Jan Ole Larsen, afdelingsleder Torben Juul Hansen, afdelingsleder Eva Pedersen, SFO-afdelingsleder Jørgen Weng og sekretærerne Anja Radoor og Dorte Frederiksen. Særligt for Lærkeskolen vil der først i det nye år blive slået to afdelingsstillinger op, idet Eva og Torben har valgt at gå på pension fra 1.4.2014. Veksø skole: Afdelingsleder Trine Thysgaard, SFO-afdelingsleder Marianne Andreasen og sekretær Dorthe Rambäck. Alle ovenstående ledere og sekretærer har fra 1.december en dobbeltfunktion, idet de dels skal være med til at skabe den kommende distriktsskole dels skal sikre den fortsatte drift på de nuværende skoler. Konkret for distrikt Stenløse er der i forbindelse med etableringen af et ledelsesteam, der hurtigt vil være i stand til at tænke i nye baner – altså en skole, valgt at flytte rundt i forhold til nuværende fysiske placering. Skolebestyrelserne vil også få en dobbeltrolle, da de sammen med ledelsen både skal sikre den fortsatte drift af de enkelte skoler og være med til at udvikle den nye skole. Der er derfor nedsat et sammenlægningsudvalg bestående af repræsentanter fra de nuværende bestyrelser. Endelig er det jo også vigtigt, at skolens medarbejdere involveres i arbejdet med at udforme en ny skole. Disse vil på samme måde fortsat samarbejde med ledelsen i MED og arbejdsmiljøorganer, men der er også ved at blive nedsat en overordnet styregruppe på tværs af matriklerne, der skal sikre helhed og sammenhæng i forhold til diverse arbejdsgruppers proces og resultater. Når så store opgaver venter, så er det afgørende nødvendigt, at vi alle samarbejder om at få en god, involverende proces, hvor både ledere, forældre og medarbejdere kan få mulighed for at skabe en fælles attraktiv fremtid til gavn for eleverne. Folkeskolereformen er ikke vedtaget endnu, det ventes at ske lige før jul. Derefter er det muligt at orientere mere om indholdet af folkeskolereformen, herunder også om retningslinjerne for det kommende skolebestyrelsesvalg, som, jeg forventer, skal finde sted i februar/marts måned. Jeg vil opfordre jer til allerede nu at overveje at gå ind i skolebestyrelsesarbejdet og på den måde være med til at præge fremtidens skole i Stenløse distrikt. Indskrivningen af børn til distriktsskolen er nu formelt slut, og vi venter spændt på at se hvor mange, der er indskrevet til vores nye skole. Vi regner med at få oplysninger om indskrevne elever lige efter jul, hvorefter vi kan gå i gang med at fordele eleverne på de fire matrikler. I den kommende tid venter der skolebestyrelser, medarbejdere og ledelse et arbejde med sammenlægningen af de fire matrikler til en velfungerende distriktsskole. Vi tager afsæt i folkeskolereformen, i Egedals visioner for kommunens skoler og selvfølgelig skolens målsætninger. Vi glæder os til det fortsatte arbejde med at skabe en tryg og udfordrende skolehverdag for børn og voksne. Med ønsket om, at I alle får en glædelig jul og et godt nytår, sender jeg en stor julehilsen. Jette Handberg
© Copyright 2024