Journalister i Odense: Kristian Bay Klausen, 65 45 51 67, [email protected] Simon Staun, 65 45 51 60, [email protected] Morten Vilsbæk, 65 45 51 68, [email protected] Malene Birkelund, 65 45 51 82, [email protected] Læs interview med instruktøren Petrea Søe og skuespilleren Lars Simonsens dagbog på mitfyn.dk Mandag 13. januar 2014 med duft 5 Musikalsk tagfat for klarinet og klaver ■ John Kruse og Elisabeth Westenholz tillader ikke et sekund, at musikken stivner i perfektion, men udfordrer, leger og lirker med materialet KLASSISK John Kruse og Elisabeth Westenholz #####¤ Om forestillingen Sukkerkogeriet, lørdag: ”Manden uden fortid. Skuespil efter Aki Kaurismäkis film af samme navn - bearbejdet af Trine Wisbech og Petrea Søe. Instruktør: Petrea Søe. Scenograf: Lisbeth Burian. Kapelmester: Bent Lundgaard. Samarbejdsproduktion mellem Odense Teater og Teatret Møllen. Medvirkende: Lars Simonsen, Connie Tronbjerg, Githa Lehrmann, Mikkel Bay Mortensen og Ole Sørensen m.fl. samt musikerne Lars Rødbroe og Anders Singh Vesterdahl. Sidste gang tirsdag 4. februar. Se også www.odenseteater.dk den lidenskabelige rock’n’roll og de sporadiske disharmonier - er ikke underlægning, men selve stykkets motor. Det største benspænd ved “Manden uden fortid” er, at skuespillerne ikke må gå i spil. Det er væren frem for ageren, der er kernen, og hvis man som tilskuer lader være med at analysere det, man ser, men flyder med handlingen i al dens forsagthed, er man garanteret en stor oplevelse. Godt hjulpet på vej af et sammenbragt ensemble, der ser ud til at stortrives med de udfordringer, instruktøren Petrea Søe har givet dem og med hinanden. I de mest markante roller ses Lars Simonsens som den milde, godhjertede og charmerende navnløse, Connie Tronbjerg som frelserpigen med det store hjerte, og Mikkel Bay Mortensen som den gennemkorrupte vagtmand med stavlygte, scooter og krykkestok med slag i. Politisk teater “Manden uden fortid” er teater med et politisk budskab. Men i stedet for at overtydeliggøre moralen, så man som tilskuer føler sig tævet med en våd søndags-berlinger, forstår Petrea Søe og medforfatteren Trine Wisbech at formidle budskabet om næstekærlighed og anstændighed uden at prædike. Tilmed lykkes det dem at dreje Aki Kaurismäkis finske filmforlæg, så det samfund, der kritiseres, til forveksling ligner vores eget med skattely-fiduser, lukning af bankfilialer og bureaukrati for bureaukraternes egen skyld. Men først og sidst er “Manden uden fortid” et stykke om medmenneskelighed. Og derfor føles det på en gang højtideligt og forløsende, når alle på scene og i sal til slut forenes i et fælles åndedrag. Af Lene Kryger Foto: Kim Rune [email protected], [email protected] Selv om det er over otte år siden, John Kruse definerede standarden for Odense Symfoniorkesters klarinetlyd, er han en af de musikere, hvis særlige klang, jeg aldrig glemmer. Ikke kun fordi han var soloklarinettist i symfoniorkestret, da jeg begyndte at anmelde klassiske koncerter, men også fordi han som kammermusiker stadig sætter sit markante aftryk på fynsk musikliv. Søndagens koncert på Syddansk Musikkonservatorium beskrev John Kruse som en pilgrimsrejse tilbage til det sted, hvor han er uddannet og til netop den koncertsal, hvor han som studerende medvirkede ved et utal af onsdags-soireer. Hans medkombattant, pianisten Elisabeth Westenholz, er næsten lige så fortrolig med koncertsalen, hvor hun ofte har akkompagneret håbefulde studerende. At Kruse og Westenholz er dybt fortrolige med hinandens spil, fornemmer man fra første takt af Robert Schumanns ”Fantasistykker”. Med sin udsøgte tempofornemmelse og sit lyttende spil fungerer Elisabeth Westenholz i ordets bedste forstand som den perfekte underlægning for John Kruses rigt varierede udtryk. Han favner med lige stor selvfølge den stilfærdige, den pulserende og den eksplosive Schumann. Humoristisk kryds-tagfat Claude Debussys ”Premiere Rhapsodie” er John Kruse inderligt fortrolig med. Og han udfordrer konsekvent Debussys malende klangflader ved at skærpe opmærksomheden om de passager, hvor harmoni og akkuratesse bliver saboteret af mere sprælske og abrupte passager. Mod slutningen udvikler værket sig til en humoristisk kryds-tagfat mellem klarinet og klaver, hvor man aldrig helt ved hvem, der er den. En leg som ender i det finest skil- ■ John Kruse i et koncentreret øjeblik forud for koncerten på Syddansk Musikkonservatorium - i den selvsamme sal hvor han som studerende optrådte ved mange onsdags-soireer. drede musikalske skænderi. Francis Poulencs ”Sonate” benytter nogle af de samme virkemidler som Debussy, ikke mindst i drille-variationerne, der har noget ”avra for Laura” over sig. Men ellers er værket de store følelsers musik skildret gennem et evigt skiftende temperament, der spænder fra forslået sørgmodighed over oprigtig frustration til overstadig begejstring. Nostalgiske åndehuller Johannes Brahms’ ”Sonate i fmol” afsluttede koncerten og cementerede Kruse og Westenholz som udtryksfulde kammermusikere, der ikke et sekund stivner i perfektion, men hele tiden udfordrer, lirker og leger med materialet. Især de enkle og iørefaldende, nærmest folkemelodiinspirerede passager skaber i Kruse og Westenholz’ fortolkning nostalgiske åndehuller. Efterfulgt af tredjesatsen, der elegant veksler mellem en musikalsk pas de deux for klarinet og klaver og mere alvorstunge øjeblikke, hvor klarinettens medfødte tristesse for alvor kommer til udtryk. Og så ender sonaten efter et amokløb over stok og sten i et lystfyldt brus. Så sig ikke at Brahms kun er en stringent, stilig og nøgtern komponist. Humor og livslyst indgår også i hans musikalske tryllesæt. Ord skaber nærvær John Kruse er ikke bare en fremragende klarinettist og en lydhør kammermusiker, han er også glimrende til at introducere værkerne. Det tilfører musikken en ekstra dimension, når musikere gør sig den ulejlighed at lukke publikum ind i musikken - i stedet for at dyrke den desværre stadigvæk fremherskende opførelsespraksis, hvor umælende musikere nærmest lægger afstand mellem publikum og musikken. Gjort sobert og dedikeret som John Kruse formår det, er ordene med til at skabe den nødvendige nærhed. Om koncerten Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Odense, søndag: John Kruse, klarinet, og Elisabeth Westenholz, klaver. Musik af Schumann, Debussy, Poulenc og Brahms. Arrangør: Odense Musikforening. Af Lene Kryger Foto: Birgitte Carol Heiberg [email protected], [email protected]