1. No category

Kultur
Weekendavisen
# 15 11. april 2014
3
Mester. Excentriker, kynisk forretningsmand, sofistikeret skønånd og utilpasset provo. Spanske kunstmuseer markerer 400-året for El Grecos død.
En særling på højsletten
og bestiller på stedet en ny version fra den italienske kunstner
Romulo Cincinnato. El Greco hyrer han ikke igen.
OLEDO – Året er 1577. En
Blot fem år efter sin ankomst til den iberiske halvø har El
græsk maler ved navn Domenikos Greco brændt broerne til såvel katedralen i Toledo som Felipe
Theotokopoulos ankommer til
IIs hof – de to mest oplagte arbejdsgivere.
Spanien for at søge lykken ved
El Greco må slå sig til tåls med at male portrætter af Toledos
Felipe IIs hof. Han afvises af mospidser og altertavler for byens mange kirker og klostre. Han
narken, men bliver i Spanien og
trækker en hale af utilfredse kunder efter sig, og han er invollever i Toledo til sin død i 1614.
veret i adskillige retssager med de religiøse institutioner, som
Herefter overlades han til glemsikke er villige til at betale de høje priser, grækeren forlanger.
len, og de få, der studerer hans
Trods sin succes som portrætmaler er El Greco konstant i
malerier, bortdømmer dem som
pengeproblemer.
en gal mands værk. Først flere hundrede år senere begynder
Han etablerer ingen vedvarende venskaber i byen og gifter
verden igen at interessere sig for den besynderlige kunstner, sig ikke, selvom han får en søn med en lokal kvinde – angiveder i Spanien får tilnavnet El Greco, grækeren.
ligt fordi han allerede har en kone hjemme på Kreta og frygter
De franske impressionister lader sig inspirere af de fragmen- inkvisitionens dom for bigami. Han integrerer sig ikke i det
terede penselstrøg, symbolisterne af værkernes psykologiske
lokale kunstnermiljø, men sviner til gengæld sine konkurrendybde, og avantgarde-kunstnere som Picasso og Kandinsky af ter til i stærke vendinger. Eksempelvis omtaler han Felipe IIs
grækerens radikale formeksperimenter.
hofmaler Pellegrino Tibaldi som »den ringeste maler i verden«.
I år er det 400 år siden, El Greco
døde, og det markeres i Spanien
med en lang række særudstillinger,
som kan kaste lys over maleren, der
stadig står som en af verdenskunstens mest gådefulde karakterer.
Hans ekspressive stil virker sært
moderne. De langstrakte figurer
og fluorescerende farver ligner ikke
nogen anden kunstners, og der er
en opsigtsvækkende metafysisk intensitet i hans malerier.
Hvorfor maler El Greco, som
han gør? Er han, som mange gennem tiden har foreslået, en stærkt
troende mand, der bliver smittet
af den religiøse feber i Felipe IIs
Spanien og maler sine egne mystiske drømmesyn på lærredet?
Den udlægning trænger ifølge den
spanske kunsthistoriker og Grecoekspert Fernando Marías til en
grundig revision.
»El Greco interesserer sig overGrev Orgaz’ begravelse, 1588. El Greco selv ses som nummer syv fra venstre, over hånden.
hovedet ikke for religion, og han er
det modsatte af en mystiker. Han
er ekstremt optaget af penge, hans
livsførelse er ekstravagant, og kunstnerisk er han frem for alt drevet af æstetik. Når El Greco maler sine figurer langstrakte, er det ikke et symbol på at strække
sig mod evigheden og nærme sig Gud, som det ofte er blevet
hævdet. Han gør det, fordi han synes, de er smukkere på den
måde,« siger Marías til Weekendavisen.
Fernando Marías har netop udgivet mammutbiografien El
Greco. Historia de un pintor extravagante. Biografien giver det
hidtil mest komplette billede af grækerens tankeunivers og
tegner konturerne af en sammensat og excentrisk personlighed, på én og samme tid kynisk forretningsmand, sofistikeret
skønånd og utilpasset provo, der blæser på kirkens kunstneriske præferencer og insisterer på at forfølge sine egne ideer.
Marías henviser blandt andet til, at der i de mere end 20.000
ord, maleren efterlader sig, ikke er ét eneste om religion – i en
tid hvor stort set al kunst retfærdiggøres med religiøse argumenter. Der er til gengæld utallige optegnelser om kunstens
væsen, om konkurrenternes uduelighed – og om penge.
»El Greco er en intellektuel maler i et samfund, hvor kunstneren frem for alt betragtes som håndværker. Han er uddannet i
Grækenland og har omgivet sig med Europas største kunstnere
i Italien. Han ser sig selv som en særligt udvalgt og iscenesætter
sig selv som anderledes, eksklusiv, genial,« fortæller Marías.
Af KASPER KLOCH
HISTORIEN begynder i 1541, da Domenikos
Theotokopoulos kommer til verden i byen Candia, det nuværende Heraklion, på Kreta, som på det tidspunkt er under
venetiansk herredømme. Forældrene ved vi ikke meget om,
men nyere kilder indikerer, at malerens bror ernærer sig som
sørøver. Den unge Domenikos uddanner sig til ikonmaler i
den byzantinske tradition, og opfyldt af ambition og troen på
egne evner rejser han som 26-årig til Venedig. Her suger han
til sig fra de store mestre Tizian, Tintoretto og Bassano og
lærer at beherske den koloristiske stil.
Tre år senere går turen videre til Rom, hvor den manieristiske stil fra de afdøde mestre Rafael og Michelangelo stadig
dominerer. Grækeren lægger sig dog ud med hele det kunstneriske establishment, da han åbent betvivler Michelangelos
evner som maler og tilbyder at overmale hele loftet i Det
Sixtinske Kapel, så det kunne blive gjort ordentligt.
I 1577 sætter han sejl mod den iberiske halvø. Han slår sig
ned i den tidligere hovedstad Toledo, Spaniens religiøse centrum og en af de største byer i datidens Europa med 62.000
indbyggere. Den katolske contrarreforma mod protestantismens fremmarch er på sit højeste, og Theotokopoulos er med
sin solide erfaring og overlegne teknik selvskreven til at spille
en hovedrolle i udbredelsen af modreformationens budskaber.
Han modtages som en stor kunstner ved ankomsten til Toledo
og får snart bestillinger på store værker fra byens religiøse elite.
Der er bare ét problem. Den græske maler leverer ikke
det indhold, kunderne forventer. I stedet for at respektere de
herskende konventioner for religiøs kunst lader han sig styre
af sine egne indskydelser og æstetiske præferencer. De katolske
smagsdommere vender tomlen nedad, og værkernes »kunstneriske« elementer beskyldes for at distrahere beskueren, som
derved glemmer at kaste sig på knæ i bøn og anger.
En af de utilfredse kunder er katedralen i Toledo, som i
1579 modtager værket El Expolio de Cristo. I værket fortolker
El Greco frit på den klassiske scene fra lidelseshistorien, og den
uortodokse komposition med tre María-figurer og folkemængden placeret over Jesus får domkapitlet til at fare i flint.
Hans forsøg på at indynde sig hos Felipe II går ikke meget
bedre. Monarken har inviteret kunstnere fra hele Europa til at
udsmykke sit nye klosterkompleks El Escorial og bestiller den
græske maler til at skildre legenden om Sankt Mauritius’ martyrium. Da han modtager El Grecos værk El Martirio de San
Mauricio, får han et chok. El Greco har gemt hovedfortællingen om martyriet væk bagest i værket og i stedet placeret nogle
smukke legionærer i forgrunden. Monarken bliver rasende
LAYOUT: ANETTE RIEMANN
Ridderportræt fra 1584. Forfatteren Cervantes?
Nr El Greco maler sine gurer
langstrakte, er det ikke et symbol
på at strække sig mod evigheden og
nærme sig Gud, som det ofte er blevet
hævdet. Han gør det, fordi han synes,
de er smukkere på den måde.«
Kunsthistoriker Fernando Marías
Mens både privatøkonomi og relationer med omverdenen
knager, trives El Grecos selvopfattelse i bedste velgående. Han
har en ekstravagant livsførelse, lejer 24 værelser i en palæejendom og ynder at hyre musikanter til at spille, når han indtager sit aftensmåltid. Som noget uhørt i samtiden maler han
sig selv ind i en række af sine historiske og religiøse værker.
Således står han blandt de sørgende adelsmænd i El entierro
del Conde Orgaz, der skildrer en mirakuløs hændelse fra 1323.
Han er at finde i folkemængden omkring Kristus i en række
ikoniske bibelske scenarier, og han maler tilmed sine egne træk
ind i mange af sine Jesus-figurer.
Påvirket af den lange rejse fra Kreta til Toledo mødes elementer fra den byzantinske ikontradition med den koloristiske
venetianske stil og manierismens sofistikerede perspektivforskydning i El Grecos malerier. Den spanske højslette sætter
sig også spor i hans malerpensel. De varme og sanselige farver,
han har med sig fra Venedig, køles ned i mødet med Castiliens
rå landskaber og forblæste landsbyer. Spaniens alvorstunge
æresbegreber og eksalterede religiøsitet føjer gråtoner, mørke
flader og syrlige dryp til farveuniverset.
De langstrakte figurer fra manierismen bliver med årene
længere og længere, og mens de europæiske mestre for længst
har lagt stilen bag sig, fortsætter El Greco med at videreudvikle den og give den sin egen, dybt personlige signatur – mere
intensitet i farverne, mere turbulente kompositioner, voldsommere kontrast mellem lys og skygge. Modsat sin samtid ser El
Udsnit af Vista de Toledo, 1610.
Greco ikke kun skønheden i lyset, men også i mørket.
I sine sidste leveår maler El Greco så syret, at resultatet
selv for en moderne beskuer er opsigtsvækkende. Det gælder
eksempelvis det kaotiske og foruroligende Laocoonte, der
skildrer den klassiske myte om Laokoon, der bliver dræbt
af slanger som straf for at forsøge at advare trojanerne. I det
sært apokalyptiske Vista de Toledo er himlen malet så ladet og
dramatisk, med så fortættet, emotionel en atmosfære, at den
synes at vibrere med rugende angst. Selv i et landskabsmaleri
uden mennesker – et særsyn i tiden – er El Greco i stand til at
indfange menneskesjælen.
Evnen til at skildre det immaterielle løber som en rød tråd
gennem hele El Grecos karriere. I de religiøse malerier synes
sjælens lys på det nærmeste at udstråle fra figurerne selv. De
naturstridige proportioner med små ansigter på lange kroppe
giver indtryk af, at den fysiske verdens love ikke gælder her.
Øjne fulde af inderlighed, forpinte og deliriske ansigtsudtryk, arme der strækker sig mod himlen, de underligt
forfinede hænder ladet med følelse.
Følelserne er også i spil – på langt mere subtil vis – i de
mange portrætter, El Greco maler af Toledos spidser. Her er
stilen langt mere realistisk, men der er en enestående psykologisk dybde i de strenge, asketiske fjæs med middelaldermystikkens Spanien vævet ind i huden.
Det gælder i særlig grad det ikoniske portræt El caballero de
la mano en el pecho. En unavngiven, mørkklædt adelsmand
betragter sin beskuer alvorsfuldt med højre hånd på brystet og
Toledo-sværdet ved sin venstre side. Den asketiske nøgternhed
i klædedragten og den højtidelige positur kontrasteres af blikkets uendelige følsomhed. Der er noget fjernt og drømmende
over denne mand, ikke helt til stede i den fysiske virkelighed.
Han er inkarnationen af 1500-tallets Spaniens spirituelle landskab, spændt ud mellem det jordiske forsvar for Gud og æren
og visheden om belønningen, der venter i det hinsides.
Ingen har kunnet fastslå, hvem portrættet forestiller.
Mange teorier har været fremme, herunder at det skulle være
den samtidige Miguel de Cervantes. Der er heller ikke givet
nogen entydig forklaring på adelsmandens mystiske håndtegn,
der dukker op i mange af El Grecos malerier.
EL Greco dør den 7. april 1614 efter et kortvarigt sygdomsforløb. Forgældet, venneløs og hurtigt glemt. Snart støver hans
værker til i Toledos kirker. Eftertiden har ingen smag for hans
ekspressive stil, der er uforenelig med barokkens kunstidealer.
Når El Greco fra tid til anden nævnes, er der som regel knyttet
ord som »middelmådig« eller »gal« til beskrivelsen.
Helt frem til midten af 1800-tallet er El Greco stort set
ukendt i det øvrige Europa, da alle hans værker befinder sig i
Spanien. De franske romantikere får under rejser til Spanien
kendskab til grækeren, og forfatteren Théophile Gautier
fremstiller ham i 1845 som den perfekte romantiske helt –
gal, genial og misforstået i sin samtid. I 1865 rejser Édouard
Manet til Toledo for at studere El Grecos værker, som bliver
en vigtig inspirationskilde for den impressionistiske bevægelse.
Paul Cézanne slutter sig til beundrerne, ligesom Pablo Picasso
bliver stærkt inspireret af den græske malers formeksperimenter, som han mener har »kubistisk struktur«.
I 1910 udgiver den tyske kunstkritiker Julius Meier-Graefe
bogen Spanische Reise, hvor han placerer El Greco på niveau
med de største nyere kunstnere – Delacroix, Manet, Renoir og
Cézanne. Siden er genrejsningen blevet komplet, og El Greco
er i dag bredt anerkendt som en af verdenskunstens helt store
fornyere.
2014 byder på rige El Greco-muligheder. Fra juni til oktober
viser Prado i Madrid El Greco y la pintura moderna, hvor El
Grecos indflydelse på den moderne malerkunst illustreres med
værker af Manet, Picasso, Cézanne, Pollock og Bacon.
Frem til juni vises i Toledo den største samlede Grecoudstilling nogensinde. Over 100 værker fra 29 forskellige
museer verden over kommer tilbage til den by, hvor de blev til.
HHHHH
“BEVÆGENDE, KLOG OG BRAGENDE GENNEMFØRT FILM
OM DEN SVÆRE KUNST AT ELSKE DEM, VI ELSKER”
NIELS LIND LARSEN, B.T.
HHHHH HHHHH
BERLINGSKE
JYLLANDSPOSTEN
“FANTASTISK BEVÆGENDE. PERSBRANDT ER HJERTESKÆRENDE GOD”
BO GREEN JENSEN, WEEKENDAVISEN
“INTENS OG DYBT PERSONLIG”
MARIA MÅNSON, FILMSELSKABET DR K
FACEBOOK.COM/MIGEJERINGEN
“RØRENDE OG STÆRK FILM”
HENRIK WIVEL, KRISTELIGT DAGBLAD
SE FILMEN I BIOGRAFERNE NU!
KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT