1. No category

hus forbi
nr. 9 september 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
romaernes ulige kamp
Jages
overalt
i Europa
supermarkedernes
vanvittige madspild
104.000.000
måltider i
containeren
udvist og usikker i pakistan
Dødstrusler
mod Nazema
hus forbi
KONTAKT
tlf. 8993 7474
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Jens Høvsgaard
[email protected]
REDAKTIONSSEKRETÆR
Simon Ankjærgaard
[email protected]
SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:
Trine Kit Jensen
Malene Fenger-Grøndahl
Birgitte Ellemann Höegh
Holger Erik Henriksen (foto)
Lea Meilandt Mathiesen (foto)
Søren Zeuth (foto)
Thomas Fredberg (foto)
Carsten Fenger-Grøndahl (foto)
Joachim Rode (foto)
FORSIDEFOTO
Joachim Rohde
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Ud at køre med de skøre
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 2990 2424
[email protected]
Sommeren er ved at være omme, og som altid har politikere fra de mere tilbagetrukne
rækker benyttet sig af, at partiledere og ministre har holdt ferie fra medierne, og medierne
har, som det også altid sker om sommeren, villigt lagt tryksværte og mikrofoner til. Lad os
tage et par eksempler:
Kim Christiansen, Dansk Folkepartis trafikordfører, benyttede agurketiden til at revse
taxibranchen. Ifølge trafikordføreren er det en beskidt og ulækker branche. Ikke alene kan
man komme ud for, at chaufførerne taler i mobiltelefon, der er også en overvejende risiko
for, at de midt under turen svinger ind til kantstenen foran en 7-eleven-butik for at indkøbe
et mikrobølgemåltid, som de så efterfølgende indtager under kørslen. Noget, Christiansen
så absolut ikke bryder sig om:
’Man skal ikke sidde og æde det i bilen. Det er jo ikke sikkert, jeg bryder mig om lugten
af kylling i karry’, udtalte han i den forgangne måned og benyttede samtidig lejligheden til
at understrege, at de sultne taxichauffører
så sandelig også har appetit på andet end
færdigretter. Kvindelige passagerer bliver
både udspurgt om seksuelle vaner og opfordret til at betale for turen med naturalier.
Sådanne forhold er der naturligvis ingen,
der kan være tjent med. Derfor har en del
af sommerens mediebrugere da sikkert også
besluttet sig for alternative transportmuAlex Ahrendtsen,
ligheder. Men det fik en anden af sidste
medlem af Odense Byråd
måneds politiske meldinger hurtigt sat en
stopper for.
’Det kan være decideret livsfarligt at køre
med bus’, sagde Alex Ahrendtsen, der er medlem af Odense Byråd og partikammerat med
Kim Christiansen. Det var kommet byrådsmedlemmet for øre, at muslimerne fejrede deres
fastemåned, ramadanen, og derfor måtte det formodes, at en stor del af chaufførerne i
busselskaberne var godt og grundigt sultne, når de sad bag rattet. Og det kunne udgøre en
sikkerhedsrisiko, mente han: ’Når man faster, er man ikke fysisk i stand til at køre bus med
passagerer. Jeg vil klart råde busselskaberne til at sende deres muslimske buschauffører
hjem på ferie’, sagde han både til medierne og til FynBus, som han også sendte et brev.
Men er der nu også hold i trafikordførerens og byrådsmedlemmets påstande? Er den
danske taxibranche overvejende befolket med sexistiske møgsvin, og er fastende muslimske
chauffører tikkende bomber? Eller er ærindet fra de to herrer et helt andet end det rent
trafiksikkerhedsmæssige?
- Når man faster,
er man ikke fysisk
i stand til at køre bus
med passagerer.
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128
[email protected]
Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084
[email protected]
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128/2932 9084
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk
DEBATINDLÆG
[email protected]
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året
– inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 540 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006
eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland
OPLAG 65.000
LÆSERTAL 376.000 (2. og 3. kvartal 2009)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE Cirka 500
ISSN 1397-3282
Velkommen tilbage fra sommerlandet.
Jens Høvsgaard, ansvarshavende redaktør
Næste nummer udkommer den 1. oktober 2010.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper
både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren.
Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus
Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et
alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi
produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og
illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af
gadeaviser, INSP.
P.S. Jeg glemte at fortælle, at Kim Christiansen tidligere på sommeren gjorde sig lidt uheldigt bemærket, da han skrev følgende til en kvinde, der havde bedt ham om hjælp i en sag
om forældreansvarsloven: ’Der er da ikke nogen, der ved deres fulde fem får barn med en
muslimsk mand – som oven i købet er gift med sin kusine og har børn med hende. Hvor dum
har man lov at være?’
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
| indhold |
4
104 millioner. Så mange
måltider mad smider
den danske detailhandel
ud om året. Det er mad,
der i stedet kunne komme
de hjemløse og de socialt
udsatte til gode, mener
Fødevarebanken, der nu
har sat en indsamling i
system.
18
Det hjælper ikke at
sætte ind med politiaktioner, interneringer
og udvisninger, hvis man
vil løse udfordringen
med de mange
migrerende romaer.
Det er beskeden fra
organisationer og
eksperter.
14 5 skarpe
Den konservative Nicolaj Bang
kom i en sand mediestorm,
da han tillagde romaerne
’småkleptomaniske tilbøjeligheder’.
10
I juni skrev Hus Forbi
om Nazema, der blev
udvist af Danmark efter
at have brudt med en
voldelig ægtemand.
Læs hendes gribende
dagbogsberetning om
tiden, der fulgte.
26
Puiu Toader er roma
og tjener til dagen
og vejen i København.
Mød ham og vennen
Catalin Tudorache.
| et billede fra gaden |
foto Holger Erik Henriksen
Trip-trap Bent, Daniel, Daniel og Alex Brak nyder kaffe, smøger og hinandens selskab i Hus Forbis gård.
15 noter
Danmark fik masser af ædelt metal med
hjem fra Udsattelegene i Holland.
17 læserne skriver
32 føljeton fra gaden
Læs nyeste afsnit i føljetonen om Allan,
der er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger.
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 3
så mange måltider smider danske supermar
4
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
keder ud hvert eneste minut døgnet rundt

HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 5
Millioner af måltider
smides ud
Selvom 300.000 danskere lever under OECD’s fattigdomsgrænse,
fylder supermarkeder og butikker affaldscontainerne op med mad
nok til, at de fleste af de fattige kunne få et dagligt, gratis måltid.
Ny organisation vil gerne indsamle de mange fødevarer, men både
Coop og Dansk Supermarked fortsætter med at smide maden ud
i stedet for at donere den til værdigt trængende.
af Trine Kit Jensen
Mens et stigende antal danskere
oplever madfattigdom, bliver store mængder mad, der af forskellige årsager er i overskud, hver
dag smidt ud i fødevarebranchen.
Men det kan der nu rådes bod på.
Med starthjælp fra Socialministeriet og godkendelse fra fødevaremyndighederne fik Danmark
ved årsskiftet en fødevarebank,
der tilbyder at samle overskuddet
ind og fordele det til samfundets
svageste.
Hvor meget mad, der går til
spilde hos producenter, grossister
og detailhandel, er der ikke præcise tal på.
Men et foreløbigt og meget
forsigtigt skøn findes i en rapport,
som Copenhagen Ressource Institute har udarbejdet for Miljøstyrelsen. Her anslås det, at detailhandelen alene tegner sig for et
madspild på minimum 43.700 tons
om året.
Det tal har Fødevarebanken divideret med 420 gram, som ifølge
Sundhedsstyrelsen bør være vægten af et måltid mad til én voksen
person. Og resultatet bliver, at
104 millioner måltider om året
– eller dagligt næsten 285.000
måltider – går til spilde. Ifølge de
seneste opgørelser lever omkring
300.000 danskere i dag under
OECD's fattigdomsgrænse. Det er
altså tæt på, at hver enkelt af dem
hver dag kunne få et måltid mad,
baseret på overskudsfødevarer
fra detailhandelen. Dertil kommer
så overskuddet fra producenter
og grossister, der ikke er opgjort i
rapporten.
6
- Tænk, hvilken forskel det vil
gøre, hvis bare vi kan distribuere
10.000 tons overskudsfødevarer
rundt i hele Danmark om året.
Der er rigtig meget mad, som kan
gøre gavn. Vi skal bare være villige til at gøre dét, der er rigtigt.
Fødevarer skal spises, ikke smides
ud, siger Fødevarebankens direktør, Thomas Fremming.
Ideen om at få fordelt overskudsfødevarerne til samfundets
svageste er slået an hos blandt andre storgrossisten Inco Danmark,
der ikke bare donerer fødevarer
til banken, men også stiller gratis
lagerplads til rådighed.
- Det afgørende for os har
været, at der er tale om et seriøst
projekt, og at der ikke bliver gået
på kompromis med fødevaresikkerheden, siger varehuschef
Elsebeth Staalgaard.
Med adresse i Den Gamle
Kødby på Vesterbro er grossistvirksomheden omgivet af organisationer, der hjælper socialt udsatte. Hos Inco har der derfor altid
været en bevidsthed om, at nogle
har brug for den mad, der bliver
i overskud på grund af fejldisponering eller forkerte leverancer.
Men tidligere har det været op
til den enkelte medarbejder at
kontakte for eksempel Mændenes
Hjem for at tilbyde dem maden,
og det kunne godt glippe.
- Derfor er det godt, at nogen
har sat det her i system, så spildet
bliver samlet op. Nu skal vi bare
sætte varerne til side, så kommer Fødevarebanken og henter
dem. Det gør det nemmere for
os at gøre det, vi gerne vil, siger
varehuschefen.
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
Også discountkæden Rema 1000
støtter initiativet og donerer nu
mad fra centrallageret, der ellers
ville gå til spilde. Kæden gik allerede i 2008 aktivt ind i kampen for
at reducere madspild i de private
husstande ved at indføre en étstyks-rabat og droppe mængderabatterne, så singler ikke fristes til
at købe for stort ind. Samarbejdet
med Fødevarebanken ser kæden
som en naturlig forlængelse af
dette initiativ.
- Kan vi ved justeringer på vores lager hjælpe andre mennesker,
gør vi det gerne, siger Anders R.
Jensen, indkøbs- og marketingsdirektør i Rema 1000.
Direktøren har ikke tal på
mængden af overskudsvarer på
årsbasis, men fremover vil der
være fokus på at få dem videre til
Fødevarebanken.
- Nogle gange er det et krav fra
fødevaremyndighederne, at de
skal smides ud. Det gør vi – og
vil fortsat gøre. Men nu har vi
muligheden for via vores arbejde
med Fødevarebanken at give dem
til gode formål i de tilfælde, hvor
det kan lade sig gøre, siger Anders
R. Jensen.
Coop måske på vej
Mens flere mindre fødevareaktører også har meldt sig som
donorer, er Rema 1000 foreløbig
den eneste af de store supermarkedskæder herhjemme, der
er med på vognen. Coop har i
opstartsfasen haft kontakt med
Fødevarebanken, oplyser Mogens
Werge, der er forbrugerpolitisk
direktør i koncernen. Signalet
var dengang, at der var sympati
for tanken, hvis Thomas Fremming kunne finde en model, der
fungerer – uden at øge omkostningerne for Coop og uden at give
køb på fødevaresikkerheden. Og
det gælder stadig.
- Vores største bekymring er,
at vi kan komme til at stå som
afsender af nogle varer, som folk
bliver syge af. Men er det lykkedes at få den efterlyste model op
at stå, vil jeg opfordre ham til at
kontakte mig igen. Så vil vi kigge
positivt på det, siger Mogens
Werge.
Mens Coop måske er på vej,
melder Dansk Supermarked hus
forbi, når det handler om at donere fødevarer til den nye bank.
Fra informationschef Erik Eisenberg lyder argumentet, at Dansk
Supermarked driver forretning og
har til opgave at sælge mad – ikke
at donere den.
- Har vi små eller store mængder fødevarer, der endnu ikke har
nået sidste salgsdato, ville vi være
rigtig dårlige købmænd, hvis ikke
vi bestræbte os på at sælge dem
til reduceret pris. Og bliver en
vare for gammel, skal den smides
ud, siger han.
Mens Fødevarebanken altså
ikke skal regne med donationer
fra Dansk Supermarked i form af
mad, vil informationschefen ikke
udelukke, at initiativet kan få
økonomisk støtte fra en af koncernens to fonde til velgørende
formål, Herman Sallings Fond
eller Købmand Ferdinand Sallings
Mindefond.
- Kommer der en ansøgning,
kan jeg love, at den vil blive behandlet seriøst, siger han. |
God mad gør en forskel
Hjemløse og andre socialt udsatte slås med massive helbredsproblemer
og har brug for en ordentlig kost. Men for mange er det svært
at finde penge til mad hver dag. Andre er på grund af misbrug og
psykiske lidelser helt afhængige af de måltider, som sociale
hjælpeorganisationer serverer.
af Trine Kit Jensen
foto Lea Meilandt Mathiesen
- Ti dage om måneden laver jeg
mad selv. Ti dage spiser jeg mad
fra caféen – og ti dage spiser jeg
ikke.
Sådan lød ét af svarene, da to
studerende i ernæring og sundhed
fra Professionshøjskolen Metropol
for nylig undersøgte kostvanerne
hos herbergsbeboere på Sundholm.
- Det var jeg både overrasket
og rystet over at høre, for jeg
havde ikke forventet, at nogle
går i ti dage uden mad, siger Joy
Nielsen, som sammen med Lise
Baunkjær stod bag projektet.
De to studerende observerede
også, at nogle af beboerne kompenserede for manglende mad
med sukkerknalder eller andre
tilgængelige søde sager. Det viser,
at regelmæssige, sunde måltider
og seks stykker frugt eller grønt
om dagen langt fra er hverdagskost for alle. Og uden den mad,
der bliver tilberedt af en bred
vifte af sociale hjælpeorganisationer, ville mange være ilde stedt.
Sådan lyder vurderingen fra
gadelæge Henrik Thiesen.
- Dem kan vi takke for, at
vi ikke ser sult her i landet, og
spisestederne er også med til at
sikre de socialt udsatte en mere
lødig kost, end de ellers ville få,
siger han.
Mad er ikke førsteprioritet
Københavns Kommune offentliggjorde i 2005 en rapport
om sundhedstilstanden hos en
gruppe brugere af blandt andet
Mændenes Hjem. Her angiver
godt 23 procent, at de sjældent
har råd til at købe mad, mens
næsten 25 procent siger, at de en
gang imellem har problemer med
at finde penge til mad. Økonomi
er altså en væsentlig faktor, men
- Det handler ikke
kun om maden.
Måltiderne er
også et vigtigt
redskab til
at skabe og
fastholde en
kontakt, eksempelvis til psykisk
syge, hvis eneste
berøringsflade
med omverdenen
kan være os.
Brian Sørensen, Projekt Udenfor
der er også andre årsager til,
at socialt udsatte ikke altid får
spist – eller spist ordentligt. Uden
adgang til køleskab eller køkken
siger det sig selv, at madlavning
er et problem, og selvom disse
faciliteter er til rådighed, bliver
de ikke nødvendigvis brugt.
- For misbrugere er mad ikke
den første prioritet. Og selvom de
har en lejlighed med et køkken
vil de typisk hente toastbrød eller
Mariekiks i den kiosk, hvor de i
forvejen køber øl, siger Henrik
Thiesen.
Sammen med fire sygeplejersker udgør Henrik Thiesen et
opsøgende sundhedsteam, der
behandler hjemløse og socialt udsatte på gaden, på herberger eller
hjemme i deres lejligheder. Mange
er misbrugere eller psykisk syge,
og erfaringerne fra konsultationen viser, at kombinationen
af dårlig kost og usund levevis
sætter sig spor i form af udbredt
vitaminmangel og mangel på
vigtige sporstoffer som kalk,
magnesium og zink. Til gengæld
kan kalorieindtaget for nogles
vedkommende ligge i den høje
ende. For når sulten melder sig,
griber mange til hurtige og lette,
men usunde løsninger, der giver
energi her og nu.
så de ikke står og rådner op i en
skål, siger han.
Også de studerende, der observerede på Sundholm, oplevede,
at mange beboere havde et ønske
om at spise bedre. Her blev der
blandt andet taget initiativ til et
madlavningsprojekt, som skal
ruste beboerne til selv at stå for
indkøb og tilberedning, både
på herberget, og når de kommer
videre i egen bolig.
Mad på hjul
Ikke for meget krudt i maden
I USA kan man møde fattige, der
er stærkt overvægtige, fordi fedt,
sukker og hvidt brød fylder for
meget i den kost, der er tilgængelig på spisestederne for hjemløse.
Også herhjemme har der tidligere
været en tendens til at servere
måltider, der ikke ligefrem struttede af vitaminer, fortæller Henrik Thiesen. Måske ud fra en velmenende, men forkert forestilling
om, at det hårde og stressende liv
på gaden kræver mad med meget
’krudt’ i, som han udtrykker det.
Men det er der nu rettet op på.
- Det er mit indtryk, at man
er gået bort fra kun at servere
højenergi-kost og i dag bestræber
sig på, at kosten skal være mere
varieret. Der bliver ikke ’slasket’
med maden, og generelt gør køkkenerne det bedst muligt med de
råvarer og midler, de nu har til
rådighed, siger han.
Henrik Thiesen oplever, at
mange hjemløse og socialt udsatte
er stærkt bekymrede for deres
helbred og gerne vil spise mere
sundt. Men rå grøntsager eller
hele æbler kan være en udfordring, fordi mange har så dårlige
tænder, at de har svært ved at
tygge.
- Derfor gælder det om at være
kreativ i tilberedningen, så maden også bliver spist, ved eksempelvis at skære æblerne ud i både,
HUS FORBI
I København er der så mange
spisesteder for hjemløse og socialt
udsatte, at mange lægger en rute
gennem byen, der sikrer dem dagens måltider. Men en del af dem,
der bor på gaden, er så belastede
af eksempelvis misbrug eller psykisk sygdom, at de ikke er i stand
til at benytte sig af disse tilbud.
Derfor etablerede hjemløseorganisationen Projekt Udenfor for
snart ti år siden Den Mobile Café,
der om aftenen ruller ud i gaderne
for at sikre, at også de allermest
udsatte og sårbare får noget at
spise.
Den Mobile Café uddeler 50
portioner mad om dagen, og måltiderne er ikke bare lette at tygge.
Der er også sørget for, at maden
kan spises med én hånd, så den
er let at balancere med på gaden,
fortæller frivilligkoordinator
Brian Sørensen.
Han er ikke i tvivl om, hvad
konsekvensen ville være, hvis
Den Mobile Café ikke fandtes.
- Så ville de være overladt til at
samle mad i skraldespande og affaldscontainere. Men det handler
ikke kun om maden. Måltiderne
er også et vigtigt redskab til at
skabe og fastholde en kontakt,
eksempelvis til psykisk syge, hvis
eneste berøringsflade med omverdenen kan være os. |

| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 7
Kølebil
med
overskud
Fødevarebankens kølebil vækker glæde,
når den dukker op med overskydende
madvarer fra fødevarebranchen.
Maden kommer i sidste ende de socialt
udsatte til gode.
af Trine Kit Jensen
foto Lea Meilandt Mathiesen
Det er en lummervarm dag. Fremme på førersædet er der langt til de svalende temperaturer, som madvarerne omme bag i kølebilen
nyder godt af. Men den frivillige og ulønnede
chauffør på Fødevarebankens rute denne
eftermiddag brokker sig ikke.
- Det er fjollet, at nogen skal mangle, når
der er overflod. Så det er en rigtig god sag, og
der er fantastisk at se den utrolige glæde, der
er, når man afleverer varerne. Det er ren terapi
at køre denne bil, siger Mette Saxe Hansen.
Fødevarebankens grundlægger og direktør,
Thomas Fremming, har været på farten hele
formiddagen for at hente og aflevere mælk fra
det økologiske mejeri Øllingegaard i Nordsjælland, og han har også været en tur omkring
kontoret. Nu sidder han og funderer over, hvor
han kan finde køleplads til 850 kilo icebergsalat som Ali på Grønttorvet er brændt inde
med og gerne vil forære væk.
- Hver dag er der tonsvis af udfordringer,
vi skal finde løsninger på. Men jeg tror på, at
vi gør en forskel, og jeg kan godt lide at være
med til at skabe noget nyt, siger han.
Kølebilen har kurs mod Vesterbro for at
hente dagens høst hos storgrossisten Inco
Danmark. Her bliver kasser med gulerødder,
kæmpestore champignons, rød peber, tomater,
pastinak, bønnespirer og salat i mange forskellige afskygninger læsset fra rampen ind i bilen.
Store poser med brød fra Den Rene Bager er allerede på plads i køretøjet, og hos Inco kommer
pakker med rugbrød til.
Langt det meste af den mad, Fødevarebanken får doneret, ville ellers være blevet smidt
8
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
ud. Grøntsager og frugter kan have skønhedspletter, der gør, at de ikke kan sælges i
butikkerne, mens andre varer er i overskud
på grund af fejldisponering, fejlleveringer,
forkert vægtangivelse eller forkert mærkning.
De fødevarer, der doneres og distribueres, kan
være meget tæt på eller på selve udløbsdatoen
for holdbarhed – men aldrig over. Og nu går de
ikke mere til spilde.
viseres en del i køkkenet. Men det tager hun
med højt humør.
- Jeg fik engang 25 kilo gulerødder. Men så
må man jo bare være kreativ og tænke orange.
Så jeg dampede, lavede supper og bagte kager
til den helt store guldmedalje, siger Pia Tews,
inden folkene fra Fødevarebanken får en
kæmpestor farvel og på gensyn-krammer.
Fødevarer gav pludselig mening
En smørrebrødsliste af modtagere
Siden januar har Fødevarebanken seks dage
om ugen kørt mad ud til sociale organisationer
og projekter, der hjælper hjemløse, stofmisbrugere, psykiske syge, kriseramte kvinder med
børn og andre af samfundets svageste. Listen
over modtagere i København og nærmeste
omegn er lang, og første stop denne eftermiddag er Reden på Gasværksvej.
Madmor Pia Tews tager imod iført forklæde,
smil og åbne arme. Hun kravler hjemmevant
ind i kølebilen og finder hurtigt noget, hun kan
bruge. Reden sørger for omsorg og rådgivning
til blandt andre prostituerede kvinder, der kan
komme ind fra gaden, og stedet har også plads
til, at 12 kan overnatte. Det aftensmåltid, Reden serverer, er for nogle af kvinderne dagens
eneste. Mange er narkomisbrugere og undereller fejlernærede, så en gryderet med grøntsager kan gøre underværker. Men budgettet er
skrabet, så leverancerne fra Fødevarebanken
er mere end velkomne.
- De gratis råvarer betyder, at jeg kan lave
mad, der er sundere og mere varieret end før,
og nu kan jeg eksempelvis også få råd til at
købe fisk, siger Pia Tews.
Redens madmor ved aldrig på forhånd, hvad
kølebilens indre gemmer på, så der må impro-
Da kølebilen ruller videre, får Thomas Fremming øje på en nydelig ældre kvinde i gadebilledet, som diskret gennemsøger indholdet i en
skraldespand for at finde noget spiseligt.
- Jeg synes, de er blevet mere og mere
velklædte bare i den tid, vi har kørt. Hende
dér ligner da en helt almindelig pensionist,
bemærker han.
Fødevarebankens direktør, der nu står i
spidsen for en humanitær non profit-organisation med en stab på 40 frivillige, har en fortid
i det private erhvervsliv – som projektleder
inden for salg, marketing og it. Men i 2007
mistede han sit job, og en konkurrenceklausul
betød, at der skulle gå et år, før han kunne
tiltræde et nyt i samme branche. Han ledte
derfor efter noget fornuftigt at tage sig til og
var solgt, da han så en tv-udsendelse om en
canadisk fødevarebank.
- Det er sgu' da et meningsfuldt job, tænkte
jeg – og jeg skulle jo have tiden til at gå, fortæller han.
Det med at få tiden til at gå, har der ikke
været problemer med siden. For det har været
et langt, sejt træk at få Fødevarebanken op at
stå. Der er brugt oceaner af tid på research,
hvor Thomas Fremming blandt andet har trukket på erfaringerne fra søsterorganisationerne
i Canada, Frankrig og England, og en autorisation fra Fødevarestyrelsen, der løbende udfører kontrol, skulle naturligvis også på plads. I
samarbejde med styrelsen er der fastsat et sæt
spilleregler, som sørger for sikker håndtering
af maden, for arbejdet med overskudsfødevarer tæt på udløbsdatoen stiller skrappe krav til
hygiejne og egenkontrol.
- Vi kan være et let offer for svindel med
datomærkning, så vi ser kritisk på, hvem der
donerer til os. Vi går med både livrem og seler,
og er der bare den mindste tvivl, må vi afvise
varerne, siger Thomas Fremming.
60 tons mad
Helt afgørende for projektet har det selvfølgelig været at få producenter, grossister og
detailhandel med på idéen. I slutningen af juli
var der sammenlagt doneret og uddelt 60 tons
madvarer fra forskellige aktører i fødevarebranchen. Men det har taget tid at skabe den
nødvendige tillid, og blandt de store supermarkedskæder er det endnu kun Rema 1000,
der er med på vognen. Dansk Supermarked og
Coop Danmark tøver stadig.
- Det kunne da være rart at få dem med
også, så vi kan få fordelt endnu flere overskudsfødevarer til samfundets svageste, siger
Thomas Fremming
Tanken er, at Fødevarebanken på lidt længere sigt skal være landsdækkende med depoter
flere steder. Satspuljemidler fra Socialministeriet på 2,4 millioner kroner har sikret starthjælp
i to år. Men projektet er også afhængigt af
opbakning andre steder fra, og Thomas Fremming leder med lys og lygte efter sponsorer, der
vil støtte med penge, hjælpe med logistik og
distribution eller bidrage på andre måder.
- Vi har blandt andet brug for flere kølebiler og mere lagerplads – og for flere frivillige,
siger han, mens Mette Saxe Hansen parkerer
foran Kvindehjemmet på Jagtvej.
Hun har været frivillig et års tid og har ikke
kun chauffør-kasketten på, men står også for
kontakten til de sociale organisationer, der
leveres mad til. 25 har en fast leveringsaftale
og får mad en gang om ugen, mens omkring 50
modtager mad, når der kommer større donationer.
Fire tomater og et salathoved
Kvindehjemmet på Jagtvej er landets ældste og
største. På fem etager kan krise- og voldsramte
kvinder her få akut husly, beskyttelse og bo
anonymt sammen med deres børn.
Nilza Sacramento er rådgiver på stedet.
Hun hjælper med at bære kasser med grønt og
poser med brød op ad flisegangen og indenfor
i foyeren. Mange beboere er af anden etnisk
baggrund end dansk, og det varer ikke længe,
før en lille, stille flok dukker op for at se, hvad
Fødevarebanken i dag har at byde på.
- Kvinderne ved nogenlunde, hvornår varerne kommer, og det er noget, der bliver set
frem til, for de betyder rigtig meget. En del af
vores beboere er på starthjælp, fordi de ikke
har permanent opholdstilladelse, og de må
klare sig for meget lidt, fortæller Nilza Sacramento.
- En gang imellem bruger vi også varerne til
fælles madlavning og spisning på tværs af de
30 nationaliteter, vi har boende. Det giver både
fantastiske oplevelser og anledning til nogle
rigtig gode snakke, tilføjer hun.
En ung kvinde med to små børn er én af
dem, der finder ned i stueetagen for at tage be-
stik af fødevarerne. Kvinden vil ikke have sit
navn frem, men fortæller gerne, hvor taknemmelig hun er for den gratis mad.
- Den er jeg meget glad for. For når man bor
på kvindehjem, er det en svær situation, og
min økonomi er dårlig, så det er en god hjælp,
siger hun.
Så forsvinder hun hen til elevatoren og op
på sit værelse igen. Med fire tomater og et
salathoved i hænderne. Ikke meget, men nok
til at gøre den berømte forskel.
- Det er Fødevarebanken. Vi er der lige
straks, lyder det fra Mette Saxe Hansen, da
hun på vej mod næste destination griber
mobilen og ringer til Det Gule Hus for at melde
kølebilens ankomst.
Askovgårdens værested på Kapelvej er et
åndehul for mennesker med psykiske og sociale problemer, herunder hjemløse, som kommer
ind direkte fra gaden. Ligesom hos andre modtagere på ruten lyder det her fra personalet, at
råvarerne fra Fødevarebanken giver mulighed
for at servere sundere mad og få adgang til
økologiske varer, som ellers fuldstændig ville
sprænge budgettet.
Også i Det Gule Hus er kølebilen ventet med
spænding, og brugernes kvindelige ’kvalitetskontrollant’, som foretrækker at være anonym,
har absolut intet at udsætte på leverancerne.
- Når de ringer, bliver man helt forventningsfuld og tænker på, hvad bilen mon
bringer i dag.
Det er næsten ligesom julemanden, siger
hun, før kølebilen kører videre til andre værdigt trængende. |
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 9
10
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
liv
laser
Et
i
Selvom hun kunne
forsørge sig selv og
ydermere betale for
et dyrt universitetsstudium blev 34-årige
pakistanske Nazema
udvist af Danmark,
da hun lod sig skille fra
sin voldelige ægtemand.
I Pakistan er hun en
paria uden job, penge
og rettigheder.
af Jens Høvsgaard
foto Søren Zeuth
Hun opgav en strålende karriere i Pakistan,
men tog for givet, at hun kunne begynde
på en ny, når hun flyttede op til den danskpakistanske mand, hun havde forelsket sig i
og giftet sig med. Men virkeligheden blev en
anden for den universitetsuddannede kvinde.
I Danmark blev hun mødt af en svigerfamilie,
der betragtede hende som et tyende, og en
mand, der krævede voldelig sex og behandlede
hende som en slave. Hun gjorde alt, hvad der
stod i hendes magt for at få ægteskabet til at
glide, men måtte opgive, da ydmygelserne og
volden ikke længere var til at udholde. Hun fik
en skilsmisse tvunget igennem og skabte sig
hurtigt en ny tilværelse med job, egen lejlighed og tillægsstudier på Roskilde Universitet.
Men den danske udlændigelovgivning kom i
vejen for hendes fremtid. Som fraskilt havde
hun ikke længere tilknytning til Danmark og
hus forbi
blev derfor udvist. Dermed blev hun én af de
omkring 500 udlændinge, der hvert år bliver
udvist efter afslag på ansøgning om asyl eller
humanitært ophold. Ens for dem alle er, at når
de bliver sat om bord på færgen, toget eller
flyet tilbage til oprindelseslandet, så er de
historie for Danmark. De danske udlændingemyndigheder undersøger ikke, hvad der sker
med de udviste, når de vender tilbage til deres
hjemlande – heller ikke selvom den udviste
frygter for repressalier fra enten familie,
svigerfamilie eller kriminelle bagmænd. Når
landingshjulene slipper dansk jord, slipper vi
ikke alene af med en uønsket udlænding, vi
slipper også ethvert ansvar for vedkommendes ve og vel. Siden udvisningen har Nazema
skrevet dagbog for at få styr på sine følelser og
sit liv. På de næste sider bringer vi uddrag fra
dagbogen, der løfter sløret for en verden, de
færreste danskere kan forestille sig og langt
mindre ville ønske at leve i. |
Slave
i København
nr. 6 juni 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
banket og voldtaget af ægtemanden
Udvist
af Danmark
Voldelig ægtemand og hans familie holdt
kvinde som husslave. Svigermoderen
forlangte total underdanighed, og manden
sex, når og hvor det passede ham.
af Jens Høvsgaard
foto Søren Zeuth
Den islandske askesky gav hende et par dages
ekstra ro, men da vulkanresterne havde forladt det danske luftrum, var der også afgang
for hende. Fra Flight PK 752 til Islamabad i Pakistan kunne hun se Danmark blive mindre og
mindre for til sidst helt at forsvinde, men minderne om opholdet her i landet svinder aldrig
bort. Glemmes kan hverken de uhyrligheder,
hendes herboende pakistanske svigerfamilie
udsatte hende for, eller den behandling, de
danske udlændingemyndigheder gav hende,
da hun søgte hjælp der.
I et år blev hun holdt som husslave af sin
svigermor. Hun blev ydmyget, holdt indespærret, blev overvåget, når hun talte i telefon, fik
kontrolleret sine e-mails og blev banket og
voldtaget af husets søn – manden, hun havde
troet på og havde giftet sig med af kærlighed.
I dag undrer hun sig over, at hun kunne være
så dum og naiv. Forstår ikke, at hun ikke langt
tidligere kunne se, at noget ikke var, som det
skulle være.
- Men jeg troede jo på ham. Jeg havde
forelsket mig i ham, og selvom det viste sig,
at han ikke var den, jeg havde forestillet mig,
han var, så ville jeg ikke give op. Jeg har altid
tænkt, at når jeg en dag gifter mig, så er det et
ægteskab for livet – noget, man kæmper for,
siger hun og knuger en papirserviet. På bordet
foran hende ligger en næsten tom pakke
Kleenex; da interviewet gik i gang to timer
tidligere, var den fyldt.
en skjult virkelighed
Udenlandske
kvinder lever
med vold og
tvang
bombe under
dansk krigsindsats
Soldater ender
som hjemløse
Hun forstår heller ikke, at den eneste hjælp,
hun har fået fra det land, hun flyttede til for
at skabe sig en fremtid med sin mand, er en
enkeltbillet hjem til Pakistan. Da hun efter
to år endelig fik nok og tog sig sammen til at
forlade det ægteskabelige fængsel, lykkedes
det hende på rekordtid og uden hjælp fra det
offentlige at blive dansk skatteborger med job
- Han fortalte, at han
ikke var den dér type
mand, som mener, at
en kones plads kun er i
hjemmet og ikke andre
steder. Han ville støtte
mig, så jeg også kunne
få en karriere i Danmark.
Nazema
og egen lejlighed. Altså en gevinst for samfundet, en rigtig præmieindvandrer af den slags,
der ikke belaster vores sociale system, men
derimod sætter en ære i at klare sig selv og
svare enhver sit.
- Jeg forstår det ikke. Jeg har ikke taget
noget fra nogen. Jeg har skabt min egen stilling i det firma, jeg blev ansat i, og der var
brug for mig og mine kundskaber, siger hun på
sit formfuldendte og perfekte engelsk. Dansk
forstår og taler hun også til en vis grad, selvom
hendes mand nægtede hende at gå på sprogskole.
Den ’fejl’ hun begik var, at hun lod sig skille
fra den voldelige ægtemand efter to og et halvt
års ægteskab. Derfor blev hun udvist. Havde
hun klaret fire et halvt år mere med vold og
tæsk, ville situationen have set anderledes ud.
Så havde hun nået den magiske grænse på syv
år, og så ville hendes tilknytningsforhold til
Danmark være så stabilt, at hun havde fået lov
at blive.
Historien om Nazema, som den 34-årige
pakistanske kvinde hedder, og hendes liv i et
lukket parallelsamfund er ikke enestående.
Et uvist, men – ifølge eksperter på området –
stort antal udenlandske kvinder lever under
lignende forhold her i landet. Vi hører bare
sjældent om dem. Derfor er beretningen om
Nazema ikke alene en beretning om et ægteskab, der kørte helt af sporet, et stift dansk
udlændingesystem og en såret og ulykkelig
kvinde. Det er også en beretning om og et
unikt kig ind i et dansk-pakistansk miljø, hvor
regler, hierarki og etik har bund i en virkelighed, der ikke er fulgt med udviklingen i
hverken Danmark eller hjemlandet.
Nazema mødte første gang sin kommende
ægtemand i starten af maj 2006. De blev introduceret for hinanden via medlemmer af hans
familie, da han var på besøg i Pakistan. Selvom
mandens familie mente, at de to måtte være
noget for hinanden, så var der ikke tale om et
tvangsægteskab. Nazema faldt simpelthen for

ham, og selvom hendes familie rådede hende
HUS FORBI
12
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 13
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Hus Forbi skrev første gang om Nazema i juni.

HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 11
29. april 20I0
Jeg sidder i flyvemaskinen lige nu og forsøger
at få samling på mig selv. Lyden af ordet ’udvist’ runger konstant inde i mit hoved. Alle de
andre passagerer stirrer på mig, som om jeg er
kriminel, når de hører, at jeg bliver omtalt som
udvist eller deporteret.
Jeg havde det underligt på politistationen.
Tænkte på min tid i Danmark og på den måde,
jeg nu bliver sendt ud af landet på. Jeg kom
i god tid, så jeg måtte vente i 20 minutter på
tolken. Lige så snart han kom, kørte vi (politibetjenten, tolken og jeg) til lufthavnen. Turen
tog mindre end en halv time, og straks efter
ankomsten gik vi til check-in. Jeg havde 75
kilo bagage med, men måtte kun have maksimalt 50 kilo. ’Har du penge til at betale for
den ekstra bagage?’ spurgte betjenten. ’Ekstra
bagage??? Jeg har efterladt stort set alle mine
ejendele og har kun medbragt de allermest
nødvendige ting.’
Jeg blev ført om bord på flyet ad den vej
kabinepersonalet benytter og blev introduceret til dem som ’udvist’, da betjenten rakte
dem mit pas og mine papirer. Personalet ville
høre min historie. Jeg følte mig udkørt og svag
og ville gerne slippe, men nej, jeg sad i saksen
og måtte fortælle og genopleve alle de ting, der
var sket mig i Danmark.
12
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
Vi landede i Islamabad klokken halv fem
om morgenen lokal tid. Lige nu sidder jeg på
lufthavnens immigrationskontor. En masse
mennesker kommer og går. Alle spørger til
mig, og over for dem alle bliver jeg præsenteret som ’deporteret fra Danmark’. Det får
dem til at stoppe op. Ordet DEPORTERET gør
mig interessant. Jeg bliver betragtet som en
forbryder – en kriminel, og alle tørster efter
at høre min historie. Spørgsmålene hagler ned
over mig: Hvad skete der? Hvorfor er du blevet
udvist? Hvad har du lavet? Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg tror ikke mine egne øren. De samme
spørgsmål i lufthavnen i Lahore. Er jeg virkelig en eller anden kriminel? Hvorfor skal
jeg svare på de samme spørgsmål igen? De
samme spørgsmål, som personalet i lufthavnen
i Islamabad stillede, fik svar på og skrev ned.
Jeg er træt og udkørt; når det her er overstået,
må jeg finde en taxi, så jeg kan komme hen til
min mor.
1. maj 2010
Det vil være synd at sige, at jeg er blevet budt
velkommen med åbne arme, men i det mindste
er min brors børn da glade for at se mig. Det
er meget mærkeligt at være tilbage i det hus,
hvor jeg har levet i tredive år af mit liv. Jeg
var lykkelig dengang. Jeg var en selvstændig
kvinde med en karriere. Nu er det anderledes.
Mine brødre og søstre, der plejede at lytte til
mig og respektere mig, gør det ikke længere.
Jeg passer ikke længere ind i billedet. Ingen vil
tale om, hvad der er sket. Min mor har været i
Danmark og kender hele historien; jeg gætter
på, at hun har bedt mine brødre om ikke at
diskutere noget som helst med mig. Fuldstændig tavshed. Jeg prøver at hygge mig med mine
nevøer og niecer.
Jeg mødte A.B. på flyet. Hun og hendes
mand har været tæt på problemerne i mit
ægteskab og har flere gange forsøgt at mægle
mellem mig og min eksmands familie. A.B. fortalte mig, at min tidligere svigerfar flere gange
havde kontaktet hende med besked om, at jeg
skulle droppe den bodelingssag, der kører i
Danmark. Hun havde undladt at give beskeden
videre, men nu ville hun gerne fortælle, at han
også havde fremsat ret grove trusler mod mig
og min familie i Pakistan. Hun gentog hans
ord, som klingede velkendte i mine øren. Det
var ikke første gang, jeg hørte truslen: ’Det er
lige så nemt at få dræbt en person i Pakistan,
som det er at klø sig i nakken. Slipper jeg 5.000
kroner, så er vedkommende dræbt før solnedgang.’
Jeg er glad for, at jeg mødte A.B., men jeg er
også overrasket over, at hun først nu fortæl-
ler mig om truslerne, men jeg gætter på, at
hun ville advare mig og bede mig tage mig i
agt i Pakistan. Eller også forsøger hun bare at
lette på en dårlig samvittighed; men hvad end
hendes motiv måtte være, så gjorde hendes ord
mig nervøs.
jeg selv var i Pakistan på ferie i et par måneder. Godt ægteskab og et dejligt liv i Danmark.
Alt er fint, alt er godt, jeg er lykkelig. Løgnen
blev gentaget igen og igen.
23. maj 2010
5. maj 2010
Jeg planlægger at besøge min niece i Nawshera
– har brug for tid og rum til at tænke. Min mor
har forbudt mig at forlade vores hus alene –
ingen telefonsamtaler, ingen besøg hos venner
her i byen, men OK at tage til Nawshera, hvor
ingen kender mig.
16. maj 2010
Har haft tid til at tænke. Jeg skal finde et job
omgående. Har ingen penge overhovedet og
kan ikke spørge om hjælp hos nogen som helst.
Nawshera var OK, men min niece bad mig
om at stikke hendes mand en løgn. Jeg måtte
under ingen omstændigheder fortælle ham,
hvad der var sket med mig, og hvorfor jeg var
alene i Pakistan. Jeg skulle fortælle ham, at
min mand var på et etårs kursus i USA, og at
Intet er, som det var før. Tidligere var det mig,
der modtog de folk, der kom som gæster i min
mors hus. Jeg lavede mad og serverede for
dem, sørgede for alt i forbindelse med deres
besøg. Nu bliver jeg holdt skjult, når der kommer gæster på besøg. Ingen må vide, at jeg er
alene tilbage i Pakistan.
10. juni 2010
Har måttet afslå et jobtilbud. Årsag: sikkerhed.
Må igen blive inden døre. Jeg er så træt af det
hele. Der er så mange ’Det kan du ikke!’ og
’Det må du ikke!’ Ved ikke, hvor længe jeg kan
stå det igennem. Kan ikke se de mennesker,
jeg gerne vil se. Kan ikke føle mig sikker. Jeg
er mentalt så træt, så det gør ondt hele tiden.
Jeg er en fange. Kan ikke græde. Kan ikke gå
ud med mine gamle venner, så vil folk bare
tale negativt om mig og min familie. Kan ikke
arbejde – det er ikke sikkert. Jeg har mistet alt
mit mod og styrke.
Fakta lige nu: Jeg opholder mig i et land,
hvor en skilsmisse bliver betragtet som så
skamfuld og nedværdigende en ting, at folk
undgår dig. De skyr dig, som havde du en
farlig og smitsom sygdom. Jeg har stillet mig
selv spørgsmålet: Hvem er ansvarlig for, at jeg
er havnet i denne situation? Er det min egen
skyld? Jeg forsøgte længe at udholde mit ægteskab, selvom jeg blev pint og mishandlet. Jeg
ved, at jeg på grund af skilsmissen aldrig vil
blive accepteret her i Pakistan. Det var derfor,
jeg kæmpede så hårdt for at få forlænget mit
ophold i Danmark.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så ussel og
hjælpeløs som nu. Hver eneste dag må jeg leve
med at skulle føle mig som en forbryder. Jeg
er dømt skyldig. Jeg har kastet skam over min
egen og min ekssvigerfamilie, fordi jeg lod
mig skille fra en mand, der mishandlede mig,
bankede mig og voldtog mig. |
På www.husforbi.dk kan du læse ’Slave i København’, der er den første artikel, som Hus Forbi
bragte om Nazema.
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 13
5
skarpe til Nicolaj Bang
Nicolaj Bang, konservativ folketingskandidat, er blevet meldt
til politiet efter udtalelser om, at romaer har ’småkleptomaniske tilbøjeligheder’. Han forklarer selv, at han blot har henvist
til en gammel roma-myte.
du skriver på din hjemmeside, at det var følelsen af, at vi har
et ansvar for hinanden, der drev dig ind i politik. hvor er det ansvarlige i at tillægge en hel befolkningsgruppe kleptomaniske tendenser?
Jeg mener naturligvis ikke, at man kan definere en hel befolkningsgruppe ud fra én karakteregenskab. Min udtalelse var i første omgang et svar til Eric Støttrup Thomsen, der er leder af romaforeningen Romano, og som har krævet særregler for romaer. Min hensigt var at understrege vigtigheden af,
at en hel befolkningsgruppe ikke skal have særregler, men behandles på samme måde som alle andre.
du kalder det useriøst, at du nu er blevet politianmeldt, men det er
vel også useriøst at kalde romaer for kleptomaner med henvisning
til en oldgammel myte?
Det er en myte, der er opstået i roma-miljøet, og som romaerne selv har genfortalt gennem generationer. Mit indlæg var som sådan ikke bygget op om den myte, men derimod om argumentet om, at
der ikke skal være særlige regler for hele befolkningsgrupper.
du siger, at du frygter, at romaerne ’vil skabe et parallelsamfund’,
men risikerer du ikke, at det netop sker, når en hel befolkningsgruppe dæmoniseres på den måde, som blandt andet dine udtalelser
gør?
Jeg frygter et parallelsamfund, hvis det kommer til at gå, som blandt andre Eric Støttrup Thomsen
argumenterer for, nemlig at romaerne skal have særlige rettigheder, egen tv-kanal og specielle støtteordninger. Hvis man vælger at flytte til et andet land, skal man indordne sig det lands spilleregler.
hvad er din helt konkrete løsning på den sociale udfordring, det er,
når romaer – helt legalt – kommer til danmark for at tjene til dagen
og vejen?
Som udgangspunkt mener jeg, at ansvaret ligger hos det land, hvor de er statsborgere. Hvis et land
som Rumænien diskriminerer sin roma-befolkning, er det dér, man i første omgang skal sætte ind.
Gerne ved hjælp af EU. Det er klart, at romaerne har lyst til at flytte, hvis de ikke behandles godt dér,
hvor de er. Når de så har valgt at flytte til eksempelvis Danmark, så forudsætter den gode integration, at de har lyst til at slå sig ned i landet og lære sproget. Så skal vi omvendt sørge for, at der er
plads til dem, eksempelvis i uddannelsessystemet.
foto Thomas Fredberg
14
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
vil du undskylde over for de romaer, der opholder sig i danmark, og
som måske føler sig såret over udtalelserne?
Jeg skulle nok ikke have brugt formuleringen om ’sigøjnernes småkleptomaniske tilbøjeligheder’.
Men jeg vil ikke undskylde for det, der var mit budskab, nemlig at de bliver nødt til at integrere sig
og indordne sig det samfund, de opholder sig i. Så skal vi til gengæld sikre dem, at de har nøjagtig de
samme rettigheder som alle andre.
hus forbi kan
nu købes på
grønland
For første gang i Hus Forbis
historie bliver det nu muligt at
købe Hus Forbi på gaden i Nuuk.
Hus Forbi har indgået en aftale
med Sermersooq Kommune, som
hver måned vil modtage en stak
aviser. Aviserne vil blive solgt
videre til lokale grønlandske sælgere, som vil blive iklædt tøj med
Hus Forbis logo, så de ikke er til
at overse.
-sia
foto Holger Erik Henriksen
Debat for de tobenede og musik for de firbenede
4. og 11. september, begge dage fra kl. 11, vil de
hjemløses organisation, Sand, diskutere hjemløshed
med lokale politikere fra henholdsvis Frederiksberg og
København.
4. september finder debatten sted på Frederiksberg
Rådhusplads og 11. september på Blågårds Plads.
Debatmødet 11. september afsluttes fra kl. 14 med
en koncert, hvor Bo Callaby & Friends varmer op for
Aske Jacobi, der går på scenen med Frands Rifbjerg og
Assi Roar. Koncerten arrangeres af Storpotefonden, hvis
formål er at sikre sovepladser og anden hjælp til hjemløse med hunde. Koncerten slutter kl. 16.30.
-sia
berigtigelse
I artiklen ’Ung og utryg på gaden’ i Hus Forbi nr. 7 fremgår det
af teksten, at 22-årige Kaja, der
efter lukningen af Gaderummet
nu lever som hjemløs, tidligere er
blevet smidt ud af AFUK (Akademiet for Uhæmmet Kreativitet).
Ifølge lærerstaben på AFUK er
det ikke korrekt. I modsætning til
andre skoler, hvor Kaja er blevet
smidt ud, har der altid været
plads til hende på AFUK, siger
lærernes repræsentant, Anne
Sophie Bergmann Steen.
Mariatjenesten
LANDSFORENINGEN SIND,
REGION HOVEDSTADEN
FRIVILLIG
ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG!
Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven
hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer?
Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold.
Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske,
interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved
at holde personlig kontakt.
Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante
kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende
samvær med andre frivillige.
Lad os få en snak, hvis du er interesseret.
KONTAKT
Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Albertslund,
Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: [email protected]
søger
FRIVILLIGE MEDARBEJDERE
Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær
brug for dig til:
Mariatjenesten – i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.
Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang
om ugen.
Herberget – i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger
frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10.
Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde
med Diakonissestiftelsen.
Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og
prostitution.
Ring for flere oplysninger:
Pastor Birgitte Jeppesen
eller Mariann Ditlevsen
Mariatjenesten
Istedgade 20, 1650 København V
Tlf. 3324 5050 hverdage kl. 10-12
Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets
marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6.000
frivillige medarbejdere.
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 15
hus forbi har
stadig klassesæt
på lager
hus forbi
nr. 93 januar 2010
|
pris 20 kr.
|
10 kr. går til sælgeren
|
foto IDVI
Det er stadig muligt at bestille
Hus Forbis januarnummer som
klassesæt til folkeskolens ældste
klassetrin. Nummeret er udgivet
med støtte fra LO og er et helt
temanummer om det fattige
Danmark, i anledning af at 2010
er udråbt til EU’s fattigdomsår.
Nummeret kan bestilles på email, [email protected], eller
downloades som pdf på www.
husforbi.dk.
Hjemmesiden er i øvrigt
et godt sted at gå på opdagelse, hvis man vil vide mere
om hjemløshed, socialt udsatte
og fattigdom. Ud over daglige
nyhedsopdateringer indeholder
siden også historier fra gaden og
et tema om fattigdomsåret. Det
er også muligt at klikke sig videre
til Hus Forbis Facebook-profil fra
hjemmesidens forside.
-sia
hjemløshed på
dagsordenen
på soldaters
flagdag
Det danske hold slog litauiske Feniksas 2-1 i finalen ved udsattelegene og
hentede én af i alt 22 guldmedaljer til Danmark.
Stor dansk medaljehøst
ved udsattelege
køb kun af sælgere med synligt id-kort
det
fattige
Danmark
tema
KONTANTHJÆLP
Fie var den eneste
i klassen, der ikke holdt
børnefødselsdag
STARTHJÆLP
Brødre skiftes
til at sove på gulvet
MINISTERHJÆLP
Karen Ellemann siger
stadig nej til
fattigdomsgrænse
HUS FORBI
| nr. 92 | december 2009 | 1
73 medaljer hentede de danske
hold hjem fra de internationale
udsattelege i Twente i Holland.
23 af de 45 danske hold hentede
medaljer, der fordelte sig på 22 af
guld, 25 af sølv og 26 af bronze. I
badminton, bordtennis og bueskydning var der danskere på alle
tre trin på medaljeskamlen. Legene
blev sluttet af med sejr i mændenes
fodboldfinale, hvor det danske hold
slog litauiske Feniksas 2-1.
Udsattelegene er for socialt udsatte
mennesker fra hele verden, og Danmark var værtsland i 2009.
- Efter legene i Holland står det
klart, at Danmark er et foregangsland inden for idræt for socialt
udsatte mennesker. Det er en fin
fortsættelse for denne nye idrætsbevægelse i kølvandet på legene i
København sidste år, siger Mette
Tamberg fra Landsforeningen af
Væresteder.
-sia
Frivillige medarbejdere søges
5. september er blevet national
flagdag for de danske soldater,
der er eller har været udsendt
på internationale missioner.
Det markeres blandt andet
med et stort arrangement på
Christiansborg Slotsplads
fra klokken 15.30-22.
Her vil også være en stand,
der fokuserer på hjemløshed
efter at det er kommet frem,
at flere svært traumatiserede
danske soldater risikerer at falde
gennem det sociale sikkerhedsnet og helt ned på bunden af
samfundet.
Hus Forbi har eksempelvis
både i avisen og på hjemmesiden,
www.husforbi.dk, beskrevet,
hvordan social isolation og hjemløshed kan blive endestationen
for danske eks-soldater, hvis de
ikke i tide kommer i den rette
behandling for de traumer, de
har taget med sig fra fronten på
Balkan, i Irak og i Afghanistan.
I øjeblikket mangler der en
sammenhængende plan for
håndteringen af den mentale bagage, som soldaterne tager med
sig hjem fra krigszonen.
-sia
Klummen 'Så er det
sagt' af Carsten Jensen
holder sommerpause,
men er tilbage igen
til efteråret.
hus forbi
Generalforsamling
i København
søger frivillige til vagter dag, aften og nat
VI FORVENTER
At du kan
- lytte frem for at tale
- spørge frem for at svare
- være til stede frem for at lede efter løsninger
- tage minimum to nattevagter
eller tre andre vagter om måneden
- deltage i supervision det første år
At du er medlem af folkekirken
VI TILBYDER
• Glæden ved at være til gavn for andre
• Mulighed for at blive klogere på andres
og eget liv
• Spændende og lærerige weekendkurser
• Et hyggeligt og rart miljø på Nikolaj Plads
i hjertet af København
• Støtte og supervision
Yderligere oplysninger:
Korshærspræst Olav Poulsen. Tlf. 33 14 81 07 eller www.sctnicolaitjenesten.dk
Send ansøgning til Sct. Nicolai Tjenesten, Nikolaj Plads 15, 1067 København K. [email protected]
Sct. Nicolai Tjenesten er oprettet i 1957 som Danmarks første telefontjeneste. Arbejdet er en del af Kirkens Korshærs arbejde.
16
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
Foreningen Hus Forbi
holder generalforsamling
onsdag 29. september
kl. 12
i Bragesgade 10B, stuen
2200 København N
Dagsorden ifølge vedtægterne
Forslag, der ønskes behandlet
på generalforsamlingen, skal
være bestyrelsesformand
Michael Espensen i hænde
senest 10. september
på mail: [email protected]
| læserne skriver |
deltag i debatten Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale.
EU er en effektiv problemknuser
Kvindehandel er et problem, vi skal tage meget seriøst. Det er Magnus
Falko fra Folkebevægelsen mod EU heldigvis enig med mig i i Hus Forbis
augustnummer. Desværre holder enigheden op, når det gælder, hvilke redskaber vi skal bruge til at bekæmpe kvindehandel. Falko mener, at Europarådet, Nordisk Råd og en række FN-institutioner kan bekæmpe handlen.
Selvom disse organisationer bidrager med nyttig viden og udvikler gode
politikker mod kvindehandel, så har de bare ikke den slagkraft og politiske
indflydelse, der skal til for at bekæmpe kvindehandel effektivt. Derfor er
det helt oplagt, at EU gøres til en central aktør, hvis vi vil kvindehandlen
til livs.
EU arbejder lige nu med et nyt direktiv, der skal bekæmpe menneskehandel. Mange af forslagets initiativer kan kun blive gennemført, fordi EU
har et tæt og effektivt samarbejde, og ville ikke blive til virkelighed, hvis
ikke vi havde EU.
For det første vil den nye EU-lovgivning sikre en fælles definition af
menneskehandel. Det bliver en hjørnesten, når alle EU-lande beslutter sig
for at straffe de kyniske bagmænd, der tjener penge på at handle med andre mennesker. Samtidig lægger forslaget op til betydeligt hårdere straffe
til bagmændene.
For det andet vil det nye direktiv åbne op for et meget mere omfattende samarbejde mellem politiet på tværs af landegrænser. Det giver
mulighed for, at menneskehandlere kan retsforfølges i ét EU-land, selvom
deres forbrydelse er begået i et andet. Samtidig får politiet i alle medlemslande bedre redskaber til at efterforske sagerne, blandt andet ved at få
adgang til telefonaflytning.
For det tredje sikres ofrene for menneskehandel en række særlige rettigheder i alle EU-lande såsom politibeskyttelse, juridisk hjælp til at søge
erstatning og særligt skånsomme vidneafhøringer. Derudover indeholder
forslaget en særlig indsats over for børn, der har været udsat for menneskehandel.
Disse tre initiativer kan virke naturlige. Alligevel eksisterer de kun i et
fåtal af EU-landene. Derfor er det nødvendigt at sætte massivt ind. Vi kan
kun komme menneskehandlen til livs ved at anerkende, at det er et grænseoverskridende problem, hvor EU har en nøglerolle som problemknuser.
EU gør faktisk en vigtig forskel – både når det gælder om at beskytte
ofrene og straffe bagmændene.
Britta Thomsen (S), medlem af Europa-Parlamentet
helt utroligt, at man i et retssamfund
kan udvises på baggrund af en anden
levevis.
Torben Galster, fra Hus Forbis Facebookside
Mit møde med ærligheden
Jeg vil gerne dele en god oplevelse med jer. På vej hjem fra en familiefest
var jeg så klodset at glemme en lille taske i S-toget. I tasken lå min iPhone,
et togkort, som var betalt et helt år forud, et helt nyt klippekort samt diverse andre værdigenstande. Gode råd var dyre. Min søn var heldigvis kvik
nok til at ringe min telefon op. Stor var glæden over, at den blev taget med
det samme. Jeg fik telefonen, og en stemme fortalte, at han havde fundet
min taske i toget, og at han var på Østerport Station. Jeg spurgte ham,
hvor han boede, så jeg kunne komme og hente tasken. Han fortalte mig,
at han var hjemløs og at han ville vente på mig på stationen.
Det synes jeg er stort. Måske ville det lige præcist være næsten forståeligt, hvis man i hans situation eksempelvis havde forsøgt at sælge
telefonen. Men nej, ikke nok med at han havde passet godt på min taske
og dens indhold, han havde også gjort, hvad han kunne, for at finde frem
til mig ved at ringe til forskellige af mine kontaktpersoner, selvom han,
som han sagde, ikke havde megen forstand på mobiltelefoner.
Selvfølgelig ville jeg godt have været oplevelsen foruden, men på den
anden side fik jeg til gengæld en meget tankevækkende og livsbekræftende oplevelse, som har rørt mig og alle, som jeg har fortalt om den, meget.
Tusind tak for det.
Susanna Turchi
jeg kan ikke forstå, at socialrådgivere
landet over ikke sammen går i strejke.
personligt kunne jeg ikke sidde og arbejde under de regler og nedskæringer,
der er for de borgere - der på en eller
anden måde havner i systemet.
Gitte Jensen, fra Hus Forbis Facebookside
Kunne det tænkes…
Om at melde hus forbi
At melde hus forbi er et gammelt udtryk. Det betyder, at man afviser
noget, som man beskyldes for. Carsten Jensen melder ikke hus forbi over
for folk, der på Hus Forbis debatsider vil ham til livs. Det behøver han ikke.
Hans artikler taler for sig selv og røber ham som et fint menneske, der
har hjerte og hjerne med i alt, hvad han beskæftiger sig med, og det er et
blad som Hus Forbi godt tjent med. Vi er mange, der glæder os over dette
friske pust i bladet, befriet for politikeres valne eller vildledende spindoktorsprog.
Emma Laksø
Kunne det tænkes, at der blandt alle os, der køber Hus Forbi, kunne være
nogle mennesker, der har et telt i overskud?
At nogen ville tage initiativ til at indsamle dem og køre dem ud til Toften
28 i Brønshøj, som vi læste om i Hus Forbis julinummer, og hjælpe med at
sætte dem op?
At der måske også kunne findes en bænk eller en luftmadras til at sætte
ind i teltene?
At de hjemløse ville synes om idéen, når der nu ikke bliver bygget skæve
boliger som lovet?
At kommunen vil synes, at det er en dårlig idé?
Eva Nielsen
debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil.
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 17
Romaerne
skal integreres
Fattige romaer strømmer til Vest- og Nordeuropa.
Men det hjælper ikke at sætte ind med politiaktioner
og internering i primitive lejre, lyder det fra ngo’er og eksperter.
- Så længe en stor del af Europas
romaer bliver fastholdt i fattigdom, kan de rige EU-lande se
frem til en strøm af romaer, der
søger over grænser på jagt efter
velfærd, siger Rob Kushens, direktør for Europas mest indflydelsesrige roma-ngo, European Roma
Rights Centre (ERRC).
Udtalelsen falder som en reaktion på, at de danske myndigheder i juli udviste 23 rumænske
romaer. Romaerne havde slået lejr
to steder i København, og efter
en politiaktion mod lejrene blev
samtlige romaer udvist. Ifølge
romaerne selv var de i Danmark
for at tjene penge ved at samle
flasker, ikke for at stjæle.
- Sagen viser tydeligt, hvad
problemet med EU-landenes
strategi er. De anskuer romamigration som et sikkerhedsproblem. I stedet burde de fokusere
på de bagvedliggende årsager til,
at romaerne migrerer. De flygter
fra fattigdom og diskrimination,
fastslår ERRC-direktøren og
fortsætter:
- Mennesker, der har et hjem
og et liv med tryghed og social
sikkerhed, rejser ikke væk for
at samle flasker eller tigge. Det
gør derimod mennesker, der bor i
slum eller ingen bolig har.
Ni romaer dræbt af racister
Udvisningen af romaer fra Danmark er ikke enestående. Siden
EU’s udvidelse med ti lande i maj
2004 og optagelsen af Rumænien
og Bulgarien i 2007 har nord- og
vesteuropæiske lande modtaget
et stigende antal migranter med
romabaggrund. De kommer ofte i
større grupper og søger ufaglært
18
arbejde, samler flasker og skrot,
optræder som gademusikanter eller tigger. Mange af migranterne
kommer fra Rumænien, Slovakiet
og Tjekkiet, som er blandt de
lande i Europa, hvor der bor flest
romaer. Det samlede antal romaer
i Europa er formodentlig 10-12
millioner, er heraf flest i fattige
ghettoer i Central- og Østeuropa.
Ifølge ERRC’s rapporter gør
stort set alle europæiske lande
sig skyldige i brud på romaernes
menneskerettigheder, enten ved at
lokale eller nationale myndigheder
aktivt diskriminerer romaerne,
eller ved at de ikke griber ind over
for grupper af nationalister og
nynazister, der angriber romaerne.
Alene i Ungarn er ni romaer blevet
dræbt under racistiske angreb de
seneste to år, oplyser Rob Kushen,
der også nævner Italien som et
land, hvor intolerancen over for
romaer er betydelig.
- I Italien fører regeringen en
massiv kampagne mod romaerne,
hvoraf mange er kommet illegalt
til landet på jagt efter arbejde.
Dels internerer regeringen romaerne i primitive lejre, dels har
regeringsmedlemmer udtalt sig
så fordomsfuldt om romaerne, at
det har skabt en lynch-stemning,
som har resulteret i overgreb på
romaerne. Blandt andet er der
blevet sat ild på flere lejre, fortæller Kushen.
De italienske myndigheder har
forsvaret oprettelsen af romalejrene med, at romaerne har levet
som nomader og derfor ikke har
samme ret til eller behov for permanente boliger af samme standard, som andre EU-borgere skal
tilbydes. Det er ifølge historiker
Biljana Muncan, der har skrevet
speciale om romaer og selv har
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
roma-baggrund, et eksempel på,
hvordan fordomme om romaer
er med til at retfærdiggøre, at de
udsættes for diskrimination.
Velintegrerede i Sverige
- Det romantiske billede af de
omrejsende romaer har gennem historien været brugt som
undskyldning for ikke at give
romaerne samme muligheder og
rettigheder som andre og for at
foretage overgreb på dem, fra
tvangssteriliseringer til tvangsfjernelse af børn, siger hun.
- Men romaer er ikke født
med en trang til at rejse, og de
foretrækker ikke at ligge i telt i
20 graders frost, hvis de kan få
adgang til en varm bolig, siger
hun og peger på Sverige som et
eksempel, hvor udviklingen har
vist, at romaer både kan og vil
integreres i samfundet.
I Sverige bor der 20-50.000
romaer, hvoraf mange indtil
1960’erne ernærede sig som omrejsende handelsfolk, håndværkere og musikere. Ofte måtte de
rejse fra kommune til kommune,
fordi de efter få uger blev bortvist
af politiet. I løbet af 1960’erne
voksede en borgerretsbevægelse
frem, hvor romaerne krævede
adgang til boliger, skolegang og
sundhedsvæsen på lige fod med
den øvrige befolkning. Resultatet
blev, at romaerne fik mulighed for
at bosætte sig permanent, børnene blev integreret i skolesystemet, og der blev oprettet alfabetiseringskurser for voksne.
I 2000 blev romaerne anerkendt som nationalt mindretal i
Sverige, hvilket blandt andet betød, at de fik støtte til at styrke og
bevare deres kulturelle særpræg
og til modersmålsundervisning. I
foto POLFOTO
af Malene Fenger-Grøndahl
2002 oprettede regeringen Rådet
for romska frågor, som følger
romaernes situation og udarbejder
forslag til nye integrationstiltag. Senest har rådet udsendt en
betænkning med forslag til de
næste 20 års strategi for at styrke
integrationen i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i det
politiske liv
Inspireret af rådet sendte den
svenske regering i juli i år et brev
23 romaer blev i juli udvist af Danmark, efter at politiet var skredet til masseanholdelser og rydninger af to lejre på Amager.
til EU-Kommissionen, hvor integrationsminister Nyamko Sabuni
foreslår, at kommissionen tager
en række konkrete initiativer for
at sikre romaernes menneskerettigheder, og at den udarbejder
en bindende handlingsplan for
romaernes integration på boligog arbejdsmarkedet. Gør Kommissionen ikke det, vil Sverige tage
spørgsmålet op i Ministerrådet,
lyder truslen fra Sabuni.
I Projekt Udenfor, som arbejder
blandt hjemløse, er gadeplansmedarbejder Maj Kastanje enig
med den svenske minister i, at der
skal langsigtede løsninger til, hvis
roma-migrationen skal bremses.
- De her mennesker er desperate. Nogle har efterladt deres børn
for at rejse til Danmark og samle
flasker. Det er svært at tro, at
nogen gør det, hvis de har et godt
liv derhjemme, siger hun.
- Men det groteske er, at de
også oplever at være særligt
udsatte i Danmark. De fortæller,
at politiet konstant generer dem,
tjekker deres papirer, vækker
dem, når de sover på gaden, og i
det hele taget går hårdere efter
dem end efter andre udlændinge,
der bor på gaden.
I forbindelse med udvisningen
af de 23 romaer har flere svenske
politikere beskyldt de danske
HUS FORBI
myndigheder for racisme og for
at overtræde EU’s direktiv om
arbejdskraftens fri bevægelighed,
og ERRC er i øjeblikket i gang
med at undersøge, om Danmark
kan indklages for EU-domstolen
for brud på dette direktiv. Justitsminister Lars Barfoed (K)
har hidtil afvist alle anklager om
lovbrud. |

| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 19
20
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
Vi vil bare have lov til
at leve som alle andre
Dyb fattigdom og systematisk diskrimination.
Det er hverdagen for hundredtusindvis af østeuropæiske romaer.
Hus Forbi har besøgt roma-ghettoer i Slovakiet og Rumænien.
af Malene Fenger-Grøndahl
foto Carsten Fenger-Grøndahl
- Hvis jeg havde penge, ville jeg
tage væk. Til England, tror jeg.
Det lyder som noget, Rudor
har sagt så mange gange, at han
næsten er holdt op med at tænke
over, hvad han siger. Men det lille
lys, der tændes i den midaldrende
mands øjne, afslører, at han stadig
har et håb for fremtiden.
Rudor er roma, og Hus Forbi
møder ham en kold og regnfuld
sommerdag i en østslovakisk
landsby. I Slovakiet bor omkring
halvdelen af landets cirka 325.000
romaer i by-ghettoer eller i isolerede landsbysamfund som Rudors.
Over 80 procent af disse ghettoer
har intet kloaksystem, næsten 60
procent har ikke gas, og over 35
procent har ikke rindende vand.
Til gengæld har ni ud af ti ghettoer
elektricitet, men det har Rudors
landsby ikke engang. El- og gasledningerne stopper simpelthen
omkring en kilometer fra landsby-
en, og borgmesteren mener ikke,
at det er økonomisk forsvarligt at
forlænge dem.
- Vi vil bare gerne have lov til
at leve som alle andre. Det er det
eneste, vi kræver, siger Rudor.
- I fem år har kommunen
fortalt os, at de ikke vil forbedre
forholdene, fordi de har planer
om at bygge nye boliger til os et
andet sted. Men der er intet sket.
Det bedste ville være at brænde
landsbyen ned, for så ville borgmesteren vel blive nødt til at give
HUS FORBI
os nogle ordentlige boliger. Men
hvem brænder sit eget hus af?
spørger han.
Hans hus er snarere en hytte.
Den består af ét rum, der fungerer
som soveværelse, stue, køkken og
legerum for hans tre børn. I midten
står et bord med en fedtet voksdug
og i et hjørne et brændekomfur.
Langs den ene væg står en bred
seng, hvor hele familien sover. Her
ligger to af Rudors børn krøllet
sammen i den ene ende, mens hans
kone sidder foroverbøjet i den

| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 21
22
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
- I fem år har kommunen fortalt
os, at de ikke vil forbedre forholdene
i vores bebyggelse, fordi de har
planer om at bygge nye boliger
til os et andet sted.
Men der er intet sket.
Rudor
anden ende. Hun er tynd, senerne
i hendes arme står frem, og hendes
ansigt glinser, som om hun har
feber.
Ågerkarle bag ture til Vesten
Det handler om penge i Rudors
landsby. Om penge, beboerne ikke
har. Om gæld til det offentlige eller
til private ågerkarle, som bliver
rige på romaernes sociale nedtur. I
landsbyen er det en rig slægtning
til nogle af beboerne, der har sat
en låne- og inkassoforretning i
system.
- Han opfatter sig selv som et
slags overhoved. Han sender folk
herud, som deler mad ud og bag-
efter kræver penge ind. Folk tager
imod maden, for de skal jo give
deres børn noget at spise. Men når
de så skal betale for maden, slipper
deres penge op midt i måneden,
og så er de nødt til at tage imod
maden igen. På den måde vokser
gælden hele tiden. Det er en ond
cirkel, forklarer Rudor.
Ågerkarlenes forretning er
omfattende. Flere af dem organiserer busrejser for de romaer, der
ikke kan tilbagebetale deres gæld.
De bliver sat på en bus, som kører
dem til et land i Vesteuropa, og
her bliver de sat til at tigge, spille
musik eller på anden vis skaffe sig
indtægter. Ågerkarlen indkasserer
pengene indtil gælden er betalt af.
Andre gældsramte romaer skaffer selv pengene til at rejse nordog vestpå på jagt efter arbejde eller
andre indtægtskilder. Mændene
ender ofte i den illegale byggeindustri, mens kvinderne tager til
takke med dårligt betalte rengøringsjob.
Prostitution frister
De trøstesløse omgivelser og dystre fremtidsudsigter deler Rudor
og de øvrige slovakiske romaer
med romaer over hele Østeuropa.
I Rumænien, for eksempel, lever
næsten 70 procent af romaerne
for under fire dollars om dagen, og
HUS FORBI
68 procent har hverken vand eller
kloakering.
I et slumkvarter i udkanten
af en rumænsk provinsby bor en
række fattige familier, der ikke
engang ejer et skøde på de hytter
med stampede lergulve og uden
vand og gas, som de bor i.
Her tales der meget om at
migrere, men indtil videre har
kvinderne takket nej til de job som
barpiger i England og Spanien, som
de med jævne mellemrum bliver
tilbudt af menneskehandlernes
mellemmænd.
- Vi ved godt, hvad et job som
barpige vil sige, og selvom nogle
måske tror, at alle romakvinder

| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 23
- Nu er folk utålmodige.
De kan ikke mærke nogen forskel,
efter at vi er blevet medlem af EU.
De har stadig intet arbejde,
deres børn kan ikke læse og skrive,
og de kan ikke overleve på socialhjælp.
Rudor
er løse på tråden, vil vi ikke ende
som prostituerede. Men selvfølgelig har vi været fristede, for som
mor vil man gøre næsten hvad
som helst for at sikre sine børn en
bedre fremtid, siger en af kvinderne. Hendes yngste barn døde sidste
år, mens det endnu var spædt. Hun
havde ikke mælk nok til at amme
og havde ikke råd til modermælkserstatning. Hendes fem øvrige
børn lever endnu, men får sjældent
mere end et måltid om dagen.
- Maden bliver dyrere og dyrere, så vi har ikke råd til mælk og
kød, siger hun.
På hylden i køkkenet ligger et
halvt brød og et æg.
24
De rumænske familier overlever på socialhjælp og de indtægter, mændene kan skaffe sig som
daglejere i landbruget. Det bliver
dog sværere og sværere for dem
at få ansættelse, fordi jordejerne
hellere vil bruge illegal og billigere
arbejdskraft fra Hviderusland og
Ukraine.
Kvinderne kæmper for at holde
børnene rene og i skole, men de
møder modstand fra lærerne,
som hævder, at børnene lugter og
derfor ikke kan få lov at deltage i
undervisningen. Eller også placeres romabørnene i et lokale for sig
selv, under påskud af at de skal
have undervisning i romani som
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
modersmål. I stedet modtager de
ingen eller ringe undervisning.
EU har ikke været lykken
Det strider klart mod de løfter,
som Rumænien – og de øvrige
østeuropæiske lande – gav forud
for EU’s østudvidelse i 2004. Under
optagelsesforhandlingerne blev de
østeuropæiske lande præsenteret
for en række krav om at sikre de
basale menneskerettigheder for
de nationale mindretal, især for
romaerne.
Det tændte et håb om bedre tider for den store gruppe af romaer,
men det håb er efterhånden blevet
erstattet af udbredt skuffelse. Det
gælder også for beboerne i Rudors
slovakiske landsby.
- Da vi skulle stemme om Slovakiets optagelse i EU, anbefalede
jeg alle herude at stemme ja, og
det gjorde de fleste også. Men nu
er folk utålmodige. De kan ikke
mærke nogen forskel, efter at vi er
blevet medlem af EU. De har stadig
intet arbejde, deres børn kan ikke
læse og skrive, og de kan ikke
overleve på socialhjælp, forklarer
Rudor.
- Det eneste, det har givet os, er
muligheden for at rejse nordpå og
søge arbejde. Men hvem siger, at I
vil have os? spørger han. |

HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 25
26
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
Fattigdom tur-retur
I seks år har Catalin
Tudorache og Puiu
Toader pendlet frem
og tilbage mellem
Rumænien og Danmark.
De er romaer og opholder sig tre-fire måneder
ad gangen i København,
hvor de sover hos venner eller i en park og
ellers gør alt, hvad
de kan, for at skrabe
penge nok sammen til
familierne derhjemme.
roma er man automatisk nederst i hierarkiet,
og så står valget mellem et usikkert daglejerjob til 30-35 kroner eller laveste socialhjælp
på lige under 15 kroner om dagen, og det er
langtfra nok til at dække udgifterne til mad,
tøj, varme og elektricitet. Og slet ikke nok til
at betale for den skolegang, der er så vigtig,
hvis man som roma-barn skal have en chance
for at bryde den sociale arv og blive til mere
end daglejer eller socialhjælpsmodtager.
Derfor besluttede Catalin og Puiu for seks år
siden at forlade de nedslidte huse i landsbyen
Mârgineanu 50 kilometer nordøst for Bukarest
for at søge lykken uden for Rumænien. Med
deres sidste penge indløste de billet til en bus
med destination København. Siden har de
pendlet frem og tilbage mellem København
og Bukarest. Tre-fire måneder i Danmark. Én
måned i Rumænien. Og de er ikke de eneste.
Bussen er fuld af fattige romaer. Nogle har selv
skrabet penge sammen til billetten. Andre har
sat sig i gæld til lokale ågerkarle, der udsteder
ordrer om først at vise sig i Rumænien igen,
når der er tjent penge nok til at indfri gælden.
Sort arbejde giver mest
af Simon Ankjærgaard
foto Joachim Rode
De er begge romaer og fra den samme fattige
landsby i Rumænien. Nu står de i København
og spiller harmonika for forbipasserende. Catalin Tudorache under viadukten ved Nørrebro
Station. Puiu Toader foran Superbrugsen ved
Brønshøj Torv.
Som så mange andre romaer har Catalin og
Puiu indset, at det er umuligt at forsørge familien for den løn, de kan tjene i Rumænien. Som
- I seks år har vi levet sådan, men det er ikke
blevet nemmere. Hver dag er stadig en kamp,
siger 30-årige Catalin, der har efterladt en
kone og en tre-årig søn i Rumænien.
Han har placeret sin harmonika på skødet
og tændt sig en cigaret. I den dunkle belysning
under Nørrebro Station passerer folk forbi i
en lind strøm. Han puster røgen ud og smiler
til så mange, han kan. Kundepleje. Måske vil
de kaste en mønt eller to ned i den udfoldede
jakke på jorden, næste gang de går forbi. I dag
har han tjent 55 kroner.
Længere ude ad Frederikssundsvej, hvor
43-årige Puiu lader tonerne af ’Somewhere
over the rainbow’ strømme Superbrugsens
kunder i møde, er dagens indtægt på 30 kroner.
- Det kommer helt an på vejret og årstiden,
siger Puiu.
- Når det regner, så tjener vi stort set ingenting. Så har folk travlt med at komme i tørvejr.
Harmonikaspillet er de to venners primære
beskæftigelse, men lykken er, når en håndværksmester tilbyder dem arbejde.
- De betaler os sort, så jeg kan ikke sige,
hvem de er. Så får jeg ikke job hos dem igen,
siger Puiu, der skal skrabe penge sammen til
kone og tre sønner.
- Nogle gange er det andre rumænere, der
anbefaler os. Andre gange kommer håndværksmestrene hen til os på gaden og spørger,
om vi vil give en hånd med. De kan være både
danskere og udlændinge.
Pludselig stopper han op i sin beretning og
vinker begejstret til en mand i træningstøj på
den anden side af gaden.
- Det er Araberen, siger han med et stort
smil.
- Han er min ven. Han har ansat Catalin og
mig flere gange. Vi har blandt andet bygget en
mur for ham. Nogle gange betaler han rigtig
meget, fordi han ved, at vores penge går til
familien. Det var også ham, der gav mig den
her. Helt gratis.
Puiu klapper på harmonikaen. Araberen
zigzagger over gaden og trykker ham hjerteligt
i hånden. Puiu vil vide, om der er udsigt til noget arbejde. Araberen ser tænksomt ud i luften
og ligner længe en, der ikke har lyst til at love
for meget. Til sidst trækker han på skuldrene.
- Hvad skal vi ellers
stille op?
Vi kan ikke tjene
nok i Rumænien til
at brødføde vores
familier og betale
vores børns skolegang.
Det er ikke et svigt.
Det er en nødvendighed.
Puiu

HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 27
- Måske, siger han.
- Jeg har dit mobilnummer, Puiu. Jeg ringer.
- Han er min ven, gentager Puiu og ser efter
Araberen, der lunter tilbage over den stærkt
trafikerede Frederikssundsvej.
- Han er en af grundene til, at vi tager bussen til København.
Ud over at arbejde som murere har Catalin
og Puiu også sat gipslofter op og gjort rent.
Aflønningen sker altid i kontanter. De to romaer har ingen bankkonto, og håndværksmestrene ingen lyst til at informere Skat. Lønnen
varierer fra et par hundrede kroner til et par
tusinde, alt afhængig af omfanget. De ved
godt, at de kun bliver valgt, fordi de er billig
arbejdskraft, men selv et beløb langt under en
dansk minimumsløn kan gøre underværker for
familierne i Mârgineanu.
Puiu pakker harmonikaen sammen, tænder en smøg og propper en mavesårs-pille i
munden. Han rasler med den lille, beskidte
pilledåse.
- Den koster mig 500 kroner om måneden.
Og jeg skal tage seks piller om dagen. Mavesåret er værre end min nyresten, siger han og
begiver sig ind mod det sted, hvor Catalin står.
Det er en strækning på to en halv kilometer,
som tilbagelægges på gåben. En busbillet er for
dyr.
28
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
- I seks år har
vi levet sådan,
men det er ikke
blevet nemmere.
Hver dag er
stadig en kamp.
Catalin
Ingen penge til konen
Catalin hilser Puiu velkommen med et indforstået smil. Han kender rutinen. Det er tid til
at finde ud af, hvor de skal overnatte. Sidste
nat sov de hos en rumænsk ven, men han har
ikke plads i aften. I alt 50 mænd fra landsbyen derhjemme opholder sig i København,
så de begynder at ringe rundt. Ofte er svaret
negativt – som i dag. Andre er kommet før de
to venner.
Puiu og Catalin holder sammen – og holder sig så vidt muligt for sig selv. De har ikke
lyst til at søge hen til de store grupper af
romaer, der bosætter sig i lejre eller i tomme
fabriksbygninger. De frygter at ryge med i en
masseanholdelse som den i juli, hvor politiet
rømmede en lejr og en lagerbygning. 23 romaer
endte med at blive sendt ud af landet.
I stedet søger de ud mod Amager – med
metro, men uden billet. De stiger op fra metrodybet og går ind i en lille park. Det er hér, de
sover, når der ikke er husly at finde hos landsmændene. De har udset sig et lille tæt buskads,
der ligger godt gemt af vejen fra de graffitimalede parkbænke og de hullede asfaltstier.
Med hovederne hvilende på deres små sorte
sportstasker taler de sagte med hinanden,
indtil en summen fra Catalins telefon afbryder
dem. Det er hans kone, der er i røret. Hun har
brug for penge nu. Catalin må skuffe hende.
Han har kun 400 kroner, så der kommer til
at gå lang tid, før han kan vende hjem. Puiu
har om muligt endnu længere udsigter til at
komme hjem. Han hiver 80 kroner op af lommen. Det er alt, hvad han har.
- Vi kan ikke være bekendt at tage hjem, før
vi har minimum 2.000 kroner i kontanter til
familien, siger Catalin med et suk.
- På en god måned tjener vi måske 2.500
kroner, men af dem skal vi bruge 1.000 kroner
til mad og cigaretter. Og vi skal også tage
højde for, at billetten til bussen tilbage koster
1.000 kroner.
Derfor kan der tit gå tre-fire måneder, før
de har nok til, at de kan vende hjem til deres
familier. Så følger der en måned, hvor der skal
tjenes penge til en ny bustur til København. I
første omgang prøver de at få job som daglejere, men tit er jobbene taget af billig arbejdskraft fra lande endnu længere mod øst.
Så bliver ågerkarlene sidste løsning. Og med
dem begynder gældsspiralen.
- Jeg har flere gange måttet låne, så jeg
havde penge nok til busbilletten. Den gæld
skal jo betales tilbage, og derfor skal jeg tjene
endnu flere penge, når jeg er i Danmark. Og så
går der endnu længere tid, før jeg kan se min
søn og kone igen, siger Catalin.
Han føler, at han svigter sin familie med sit
fravær, men det vil Puiu ikke høre tale om.
Det kan godt være, at hjertet hører til i Mârgineanu, men det er fornuften, der har drevet
dem til Danmark.
- Hvad skal vi ellers stille op? Vi kan ikke
tjene nok i Rumænien til at brødføde vores
familier og betale vores børns skolegang. Det
er ikke et svigt. Det er en nødvendighed.
Han klasker sin højre hånds pegefinger ned
i venstre håndflade for at understrege pointen.
Hvis han helt selv kunne vælge, ville han til
enhver tid blive i Rumænien, men det er en
umulighed, så længe fattigdommen er så massiv, som den er.
- Så længe det ikke bliver bedre, vil vi søge
til de rigere lande for at tjene penge. Så enkelt
er det. |
- Vi kan ikke
være bekendt
at tage hjem,
før vi har
minimum
2.000 kroner
i kontanter
til familien.
Catalin

HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 29
30
| HUS FORBI | nr. 9 september 2010 | 14. årgang
HUS FORBI
| nr. 9 september 2010 | 14. årgang | 31
Dette er fjerde del af føljetonen om Allan Jakobsen, som vi følger gennem i alt seks måneder. Han er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger. Allan er født og opvokset i Odense og
var ti år, da han startede med at drikke. Som 14-årig begyndte han at tage heroin. Han er
uddannet sømand og skibskok, men i de sidste 16 år har hjemløsheden og heroinmisbruget
styret hans liv. Han har haft lejligheder af et halvt års varighed, men kan ikke finde sig
tilpas indendørs og ryger på gaden igen. Allan Jakobsen får ingen understøttelse.
Denne og tidligere artikler om Allan kan læses på www.husforbi.dk
Det er tid til
at passe på mig selv
| føljeton fra gaden |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
Allan Jakobsen er mødt op i Hus Forbis lokaler i
Bragesgade på Nørrebro for at hente aviser, en
kop kaffe og en ostemad. Og han har godt nyt.
Han har nemlig holdt sig fra heroinen i en hel
uge. Det er ti år siden, det sidst er sket.
- Jeg sagde stop og smed alt værktøj ud.
Sølvpapir, nåle og pumper. Så har jeg selvfølgelig
spist nogle metadoner for at holde mig rask. Dem
har jeg købt på gaden, for jeg skal sgu ikke være
afhængig af noget system, fortæller han.
Det er faktisk gået helt fint, for nu er det ikke
længere så stressende for Allan at skaffe penge
til hverdagen.
- Nu skal jeg ikke lave 800 kroner om dagen
- Jeg sagde stop
og smed alt værktøj ud.
Sølvpapir, nåle
og pumper.
have noget andet at foretage mig. Terroristen ser
meget op til mig, og det er nok derfor, jeg har
sagt nej til stofferne i sidste ende, for han skal
ikke se mig, når jeg er på heroin.
Hjemmepleje
Siden sidste snak med Hus Forbi har Allan været
optaget af at være sin vens ven.
- Min gode ven, som jeg for en måned siden
fik kontakt til igen, var ude for et overfald, så jeg
har brugt min tid på at passe på ham. Det skete
på Nørrebro, hvor en joke mellem ham og nogle
udlændinge udviklede sig til et overfald, hvor han
røg på sygehuset og fik ni skruer i anklen. Jeg har
hjulpet ham med alt det, han normalt selv kan.
Jeg har handlet for ham, ordnet hans værelse på
herberget i Hillerødgade og taget ham med ud på
gaden og sælge aviser i en kørestol, som vi lånte
af en anden kammerat, fortæller Allan.
For Allan har for vane at tænke på sine venner,
før han tænker på sig selv.
- Sådan er jeg bare! Men nu er det tid til, at
jeg passer på mig selv. Så må vennerne komme
som nummer to. Jeg skal holde mig clean og
sælge aviser.
Positive købere
til heroin, men kan klare mig for 3-400 kroner til
mad, metadon, kaffe og smøger, siger han.
Forklaringen på heroin-stoppet skal findes i
Odense. Her har han nemlig en god veninde, som
han kalder for sin søster, og som han har kendt,
siden han var dreng. De er vokset op på samme
måde og er kommet de samme steder i Odense.
Hun har en søn på seks år, som Allan kalder for
Terroristen. Ham har Allan et nært forhold til, og
for et par uger siden var han på besøg hos dem
for at hente en computer, som hans veninde ville
forære ham.
- Jeg havde sagt til hende, at jeg måske
ville holde op med heroinen, og så gav hun mig
computeren som en slags hentydning. Hvis jeg
skal holde mig fra stofferne, er det vigtigt at have
noget at koble fra med. På computeren kan jeg
gå på nettet og kontakte venner på Facebook. En
nedtur er meget psykisk belastende, så jeg skal
Inden Allan Jakobsen nåede frem til Hus Forbis
lokaler, blev han stoppet af to forskellige mennesker, der gav ham henholdsvis 50 og 70 kroner.
- ’Er det ikke dig, der er på bagsiden af Hus
Forbi’, sagde de til mig og gav mig penge. Da
jeg sagde ja til at medvirke på Hus Forbis bagside, var jeg sgu i tvivl, om det var en god idé,
fordi jeg var nervøs for, om det ville skræmme
mine kunder væk. Men jeg har kun fået positiv
respons. Folk siger, at det er godt gået og flot,
at jeg tør stå frem. Og så har jeg i øvrigt lovet
en kunde ikke at bande på bagsiden – så kan jeg
ikke få streget det der ’sgu’ igen? spørger han og
propper den sidste bid ostemad i munden. Han
rejser sig op.
- Nu vil jeg bare prøve at holde mig clean, og
hvis det ikke går, så går det ikke. Jeg vil hverken
skuffe mig selv eller andre – man kan vel i første
omgang kalde det for en pause, slutter han. |
hvad er dine planer
for den næste tid?
- Jeg skal fyre en masse aviser af, for jeg er nødt
til at lave noget hele tiden, hvis jeg skal være
clean. Og nu har jeg jo fået en computer, så jeg
håber på at få henvendelser fra nogle mennesker
ude i landet, så jeg kan tage rundt til nogle små
byer og sælge. Og så skal jeg have fat i et telt.
Det har jeg også bedre råd til nu. I dag er det
fredag, så jeg har lavet en aftale med en ven om
at sælge aviser på Strøget i aften. Der er mange
fulde mennesker i byen, og de fleste plejer at
være flinke og gavmilde. Men vi skal helst være
to, for der er også mennesker, der ser ned på
hjemløse og vil slås.