Lærer: Karen Haers Årsplan for tysk i 6. klasse Skoleår 2012 – 2013 Lige siden Møn Friskole begyndte, har det været en tradition at vi begynder tysk i 5. klasse, som er tidligere end i Folkeskolen, men en del af vores tidlige sprogstart. Vi fortsætter at arbejde med undervisningsmaterialet Buntes Deutsch. Oversat betyder titlen ”Farverig tysk”. Udgangspunktet for grundbogen Buntes Deutsch er gennemgående tekster om den 12årige Paula, der bor i Berlin. Indholdet er bygget op omkring Paulas hverdag, familie, venner, fritid, ferie og skole – emner som eleverne vil kunne identificere sig med, og som kan give mulighed for at relatere til egne forhold. Det autentiske er prioriteret højt. Teksterne krydres med korte info-tekster af ”Landeskunde” (viden om Tyskland). Der arbejdes med elevernes lytte-, tale-, læse- og skrivefærdigheder. I undervisningen lægges der stor vægt på, at eleverne lærer at bruge sproget. Der skabes en atmosfære, hvor eleverne kan føle sig trygge, så de tør udtale sig på tysk. At elever undervejs laver sproglige og grammatiske fejl betragtes som en del af sprogudviklingen. Der vil blive spillet spil, sange vil blive sunget og vi vil se tyske tegnefilm, så fortroligheden med udtryk og lyde vil blive styrket. For at arbejde med grammatikken, arbejder klassen fortsat med ”Gut Gemacht 1”, hvor der bl.a. arbejdes med navneord (ental og flertal), udsagnsord (nutid og datid) og andre relevante grammatiske områder. Gennem leg med sproget forventes en lyst til et nyt fremmedsprog. Det er vigtigt, at eleverne er klar over, at det sprog, de lærer, kan bruges til noget. Tekster og aktiviteter i Buntes Deutsch er derfor både funktionelle og virkelighedsnære. Sproget som kommunikationsmiddel er i centrum og der vælges aktiviteter, der udvikler elevernes selvstændige anvendelse af fremmedsproget. Indholdet er en variation af aldersrelevante emner, tekster og aktiviteter. Der bliver lagt vægt på praktisk-musiske udtryksformer; billedlige, musiske, kropslige og agerende og konkret orienterede aktiviteter, hvor sproget ”leges ind”. Der arbejdes med aktiviteter der aktiverer følelser, fantasi, fysisk bevægelse og forstand. Eleverne skal bruge sanserne, for på denne måde at gøre undervisningen mere levende, motiverende og udbytterig. Sprog og handling knyttes sammen. ”Sprog læres bedst i brug.” Lærer: Karen Haers Årsplan for tysk i 6. klasse Skoleår 2012 – 2013 Indhold ”Buntes Deutsch”: - Tal - Udtaletræning ch, v, w, ei/ie - Ugedagene, måneder og årstider - Det tyske alfabet - Farverne - Familie - Kropsdele - Skole - Film - Faktuelle oplysninger om Berlin - Klasseværelset - Klokken - Udseende og personbeskrivelse Mål for undervisningen: At eleverne... - opbygger en solid sproglig selvtillid på tysk - øger deres lyst til at tilegne sig endnu mere tysk - kan udtrykke sig på tysk om sig selv, familie, fritid og skole i et enkelt sprog med særlig vægt på spørge- og svarteknikker - anvender et tilstrækkeligt ordforråd til at kunne forstå og tale om nære og genkendelige emner - kender til eksempler på kultur- og levevilkår i Tyskland - ved at navneord på tysk har stort begyndelsesbogstav - kan stave enkle ord og udtryk - anvender tyske høfligheds- og omgangsformer - kan afgøre om noget foregår nu, før eller i fremtiden - forstår hovedindhold af lyd- og mediebilleder om centrale emner. Det vigtigste mål i tyskundervisningen på begynderniveau er, at eleverne lærer at tale og forstår mest muligt, får lidt kendskab til grammatik, lærer om forholdene i tysktalende lande og bevarer lysten til at lære endnu mere. (Årsplanen er vejledende og ændringer/nye ideer og muligheder kan opstå.)
© Copyright 2024