Artikler fra 2011-12 Så kommer den måske alligevel Sidste år var det en træls opgave at køre op til Randbøl Kirke for at fortælle de hundredvis af tilskuere, at Battle of Britain Memorial Flight (BBMF) alligevel ikke kom forbi, men stod hjemme i England med vrøvl vistnok med en brændstofpumpe. Nu er der kommet meddelelse fra den britiske ambassade om, at BBMF vil overflyve Randbøl Kirke med Lacasteren den 5. maj klokken 15:55 sharp (præcist). Med et indgående kendskab til gamle fly og deres luner, påtager bladets redaktion sig intet ansvar for om operationen lykkes. Det er planlagt, at flyet skal overflyve 19 forskellige positioner, hvor der er grave eller rejst mindesten over fald RAF besætningsmedlemmer. Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Avro Lancaster III over Farnborough i 1999. Dengang havde den næsebemaling (nose art) som viste en 1700-tals adelsmand med påskriften Still Going Strong nedenunder. Artikler fra 2011-12 Boeing Super hornets til Amberley F-111C kaster faldskærmsbomber. Foto RAAF) Stenen der fortæller, at bag buskene ligger Royal Australian Air Base Amberly. Da vi var der var der rygende travlt på grund af en ikke varslet øvelse. Vi så F-111 starte, et besøg blev det aldrig til. Amberley RAAF Base, Brisbane, Queensland, Australia. Fordi forfatteren var forbi i 1998, hvor han skulle have været på besøg på basen. Nu skete der det, at en alarmeringsøvelse satte en brat stopper for besøget. Oplevelsen har betydet, at interessen for RAAF (Flyvestation) Amberley aldrig helt er forsvundet. Dengang for 23 år siden så vi F-111 starte fra basen, dengang et imponerende fly med swept wing systemet. Nu er tiden ved at rinde ud for F-111, den skal i de kommende år erstattes med F-35 Lightning. Interessen for Amberley blev genvagt da firmaet Boeing sendte en pressemeddelelse, der fortalte, at man den 6. januar fire nye F/A-18F Super Hornets til Royal Australian Air Force. Her råder No. 1 Squadron (eskadrille) efterhånden over 15 F/A-18F Super Hornets, hvorved Amberley nu får sin første operative F/A18F eskadrille. Lidt pralende meddeler Boeing, at man har leveret alle 15 fly før den aftalte tid. Barn af den II verdenskrig Japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1947 som bragte USA ind i den II Verdenskrig gjorde anlæggelsen af Amberley mulig. Japanerne ekspanderede voldsomt i hele Stillehavsområdet og pludselig var også Australien truet. Det betød, at amerikanerne i 1942 anlagde US Air Force Base Amberley, hvor man stationerede B-25 Mitchell bombefly efterfulgt af B-26 Marauders. I løbet af 1943 fik amerikanerne succes med at drive japanerne tilbage mod hjemlandet. Det betød, at Amberley mistede sin umiddelbare aktualitet som base. Amberley blev aldrig lukket, og i dag er den australsk ”superbase”. Hvor No. 1 Squadron flyver F/A-18F, medens No. 6 Squadron stadig flyver General Dynamics, senere overtaget af Lockheed F-111, som man fik leveret for omkring 30 år siden i tre versioner, nemlig F-111C Aardvard (Jordsvin), angrebsversionen, RF-111C, overvågnings- og recognoscerinsgversionen, og endelig F-111 G, ombygget til generel angrebsfly. F-111 vil over den kommende tid blive udfaset og erstattet med F/A-18 Super Hornet. Det skal her tilføjes, at F-111 blev udfaset i USA i 1998 33 Squadron venter lige nu på at modtage tankflyet KC-30A, som leveres af Airbus. No. 36 Squadron er transporteskadrillen som flyver C-17 Globemaster III. I alt har basen 3.500 militære og civile ansatte. Til sammenligning er der omkring 2.500 ansatte på Fighter Wing (Flyverregiment Karup) men her er der tale om selve Fighter Wing’en plus Flyvertaktisk Kommando plus Hærens Operative Kommando. Det var så lidt om hvad der sket på den anden side jorden, hvor oversvømmelser i begyndelsen af januar ramte et område på størrelse med Tyskland og Frankrig. Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Artikler fra 2011-12 Det har kostet 80 millioner indtil nu Indtil nu har det danske forsvar brugt 80 millioner kr. på indkøb af nye kampfly, fortælle Jyllands Posten, der har fået aktindsigt i ”Projektkontor Nyt Kampfly”. Da projektkontoret var på sit højeste beskæftigede det 17 medarbejdere. Lige nu er antallet nede på tre. Det skyldes blandt andet, at politikerne har udskudt indkøbet af nye kampfly til perioder 2018 til 2020. Forbruget af de 80 millioner fordeler sig på 20,5 millioner til projektkontoret de 60 millioner er gået til ekstern kvalitetssikring Der redegøres ikke for udgifterne til at danske piloter har været tilknyttet Lockheed Martin for blandt andet at være med til at udvikle udformningen af cockpittet som at opstille krav til, hvilke kampopgaver flyet skal kunne løse. For at gøre det hele meget sværere, så kom Jyllands Posten i besiddelse af et notet der siger, at halvdelen af F-16 Fighting Falcon flåden har halvdelen af sin levetid tilbage. En opgradering af F-16 flyene kan med sikkerhed holde dem flyvende langt efter år 2020. Til det skal man lægge at købet af 30 nye kampfly vel koste ca. 40 milliarder kroner. Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen F-16 Fighting Falcons succes understreges af, at der er solgt mere end 4.300 af dem til 24 lande rundt om på kloden. Flyets driftsikkerhed er bevist ved de meget få havariet blandt andet Danmark har haft siden implementeringen af flyet i 1980 har Flyvevåbnet mistet otte F-16, den første var E-185 den 14/12 1984 og den sidste vi har kunnet finde er havariet på Marham i England den 11/12 1996, hvor ET-205 totalhavarerede. Den ”gode gamle” F-16 Fighting Falcon, som næsten synes ”uopslidelig”. I disse krisetider er politikerne glade for at deres forgængere i slutningen af 1970’erne indgik ”Århundredets Våbenhandel”. Et er dog helt sikker denne F-16 halenummer E-176 kommer aldrig ud at flyve mere. Den er blevet til Flyvevåbnets Historiske samlings udstillingsfly. Artikler fra 2011-12 Måske skal vi lære at stave til Stealth på kinesisk Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen Kinas præsident Hu Jintao var på besøg i USA. Hvad har det med flyvning at gøre? Ikke andet, end at samme Hu Jintao den 11. januar havde proklameret, at Kinas første stealth jager ”Sort Silke J-20” havde gennemført sin jomfruflyvning, som havde varet ca. 20 minutter. Flyvningen fandt, mærkværdig vis, sted samtidig med at den amerikanske forsvarsminister Robert Gates var på besøg i Kina. I mange år har interessen for nye ly og deres udvikling været rettet mod USA og det for 20 år siden nedlagte Sovjetunionen. I mindre omfang har interessen samlet sig om udviklingen af militære fly i Europa. På det civile marked har europæerne klaret sig flot når talen falder på civile transportfly, hvor A380 har været det store dyr i åbenbaringen. Også på helikoptermarkedet har europæerne klaret sig flot. I dag hedder helikopteren der lander foran Det Hvide Hus med USA’s præsident, US101. Rygter om kineseri Der har længe verseret rygter om, at kineserne var i gang med udviklingen af en stealth jager som skulle kunne matche den amerikanske F-22 Raptor. Den 29. december 2010 offentliggjorde det agtværdige China Defence Blog de første rigtige, og troværdige, billeder af J-20 Sort Silke, der længe kun havde eksisteret som et rygte. Denne utvetydige bekræftelse af eksistensen af J-20 programmet kræver en reevaluering hastigheden af moderniseringen af Taiwans, Syd Koreas, Japans og USA’s kampfly. Kinesernes udvikling af jagerfly har i de senere år været bemærkelsesværdig. Man har bevæget sig væk fra forældede fly som ville have været ”guf” som mål for fjendtlige jagere. I dag flyver kineserne rundt i første klasses fly, flyver endda med mange Sukhoi Flanker. For at kunne imødegå Flanker, udviklede USA F-22 Raptor. 20 år bagud Det kinesiske stealth fly blev udviklet lige til tiden, man har hele tiden regnet med, at den kinesiske teknologi er 20 år bagud i forhold til den amerikanske. I den tilgængelige litteratur er der generel enighed om at Kina arbejder på en type stealthy (skygge) angrebsjager, og at dette program har været under udvikling siden årtusindskiftet. Herefter er det så som så med enigheden. I det hele taget er det ligegyldigt om man holder sig til skrevne artikler eller oplysninger på nettet, hvor informationerne er enten utroværdige, spekulationer, vilde gæt. Den kinesiske regering har under ingen omstændigheder nogen tilskyndelse til at frigive optegnelse, men derimod har enhver tilskyndelse til at bidrage til den generelle forvirring. Hvis man vil se video klip om det nye fly, eller for den sags skyld om alle de gamle J-versioner så gå ind på Google og skriv: Chinesee Stealth Fighter i ruden, vi opgave at gå videre de første 20 sider havde åbenbaret sig. Et noget diffust billede af J-20 Black Silk, som skulle bruges til at imponere den amerikanske forsvarsminister. Hvad er en L-400? Marietta, Georgia i januar. Det begyndte med at Lockheed Martin udsendte en pressemeddelelse om, at d havde leveret de første erstatninger for Center Wing Box (CBW) til den civile variant af C-130 Hercules, nu benævnt L-100, CBW’en indgår i L-400’s vingekonstruktion. Fidusen med CBW’en er, at den giver flyet yderlige 15 års levetid. Begyndte i 1951 Den første C-130 gik i luften den 23. august 1954, for bare 57 år siden. Konstruktionen var et højvinget luftfartøj forsynet med fire Allison 601/T56 turboprop motorer og en laste- og losserampe ude agter. US Air force bestilte et antal fly og indtil dato er der produceret mere end 2500 af forskellige versioner af flyet, heriblandt altså også L-100, den civile version. Den første civile version var baseret på C-130E versionen. Den demilitariserede version fløj første gang i april 1954. Den først civile udvikling af L-100 (L-382) fik sit civile luftdygtighedsbevis i februar 1965. Denne version blev senere fulgt op af serien L-100 (_382B) som blev introduceret med et mere effektivt godsbehandlingssystem. Artikler fra 2011-12 Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Langsomt salg Salget af de første versioner gik langsomt. Det førte til at Lockheed Martin udviklede den forlængede L-100 version med 2,54 m, som nu hed L-100-20 (L382E). Det betød en forbedret lastkapacitet og dermed en bedre økonomi. L-10020 fik sit luftdygtighedsbevis i oktober 1968, men blev hurtigt derefter fulgt af den endnu 2,03 m længere L-100-30, som blev leveret året efter i december. Den mest solgte civile Hercules er L-10030 versionen. Selv om flyet er produceret til civile formål så er mange L-100 i tjeneste hos militære operatører som det algirske flyvevåben, flyvevåbnet i Gabon og Kuwait. Den sidste L-100 blev bygget i 1992, medens den sidste C-130 med den militære Allison 501/56 motor blev leveret i 1996. Slut med L-100 L-100J skulle have været den civile version af C-130J Hercules II. Forbedringerne omfattede nye 4591 shp. Rolls-Royce (Allison) AE-2100D3 avancerede turboprop motorer som trak på de nye seksbladede propeller. Besætningen var reduceret til to og cockpittet var moderniseret. Den nye version bød på betydelig billigere driftsomkostninger. C-130J fløj første gang den 5. april 1996 of de amerikanske luftfartsmyndigheder gav den luftdygtighedsbesvis i september 1998. Den civile L-100 skulle baseres på den forlængede C-130j-30 version. Men, i 2000 blev programmet frosset ned, og Lockheed Martin fokuserede på kun at fremstille den militære version af Super Hercules. Artikler fra 2011-12 Opdatering af F-22 Raptor Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Marietta, Georgia. Lockheed Martin fortæller, at de har fået en kontrakt med U.S. Air Force på US $ 726,6 mio. svarende til 3,97 mia. danske kroner. Og hvad skal disse penge så bruges til? Man har siden 2008, hvor man fik den første kontrakt om opdatering af F-22 Raptor gjort hvad man kunne for ”at holde gang i” Raptor, eller Rovfuglen, som den hedder på dansk. Modifikationen i 2011 hedder Follow-On Agile Sustainment (FASTeR) (Fortsat vedligeholdelse af Raptors agilitet). Kontrakten blev første gang indgået i 2008 med en option for 2009, som blev vedtaget og en opfølgende modifikation blev indgået for 2010. Hvad er det der sker Man kan have svært ved at forstå, at man allerede så kort tid efter at Rovfuglen kom i tjeneste skal modificere på den. Men det skal man altså, og FASTeR er en kontrakt der baserer sig på vedligeholdelse af F-22-flådens våbensystemer i 2011. Kontrakten inkluderer træningssystemer, støtte til kunderne, integreret planlægning af støtten, kædestyring af forsyninger, modifikationer på flyet og ”tung” vedligeholdelse, holde gang i den tekniske virksomhed, holde gang i system- og ingeniørvirksomhed. Mest deployerede fly I 2010 deployerede US Air Force Raptor rundt om i verden til for eksempel Guam, Japan og De Forenede Arabiske Emirater. I januar samme år deployerede F-22 fra Flyvestation Elmsdorf i Alaska til Flyvestation Kadena i Japan. Procentvis er Raptor US Air Forces mest deployerede luftfartøj, og sikrer dermed at USA’s allierede, kan kontrollere deres luftrum og har adgang til støtte i forsvaret af luftrummet. Lige nu er F-22 stationeret på syv amerikanske flyvestationer. Testning af flyene finder sted på Flyvestation Edwards i Californien. Udvikling af planerne for taktiske operationer sker på Flyvestation Nellis i Nevada. Uddannelse af piloterne finder sted på Flyvestation Tyndal i Florida. De operative F-2 er stationeret på Flyvestationerne, Langley i Virginia, Elmsdorf i Alaska Holloman i New Mexico og endelig Hickam på Hawaii. F-22 Raptor (Rovfugl) overflyver her et af USA’s ørkenområder. Artikler fra 2011-12 Tunge transporthelikoptere er in Ridley Township, Pennsylvania den 26. januar 2011. Repræsentanter for Boeing og underleverandører overværede sammen med repræsentanter for det hollandske flyvevåben RNLAF (Royal Netherlands Air Force) den 25. januar den første flyvning med CH-47F (NL) Chinook tunge helikopter. Flyvningen fandt sted hos Summit Aviation, Middleton, Delaware. Luftfartøjet gennemførte sin første flyvning den 8. december 2010, hvilket afsluttede testflyningsprogrammet på omkring 100 flyvetimer. I øvrigt indgår der yderligere to fly i testprogrammet. Større flåde RNLAF har bestilt seks CH-47F Chinooks for at udvide deres nuværende flåde på 11 CH-47D (NL). Den nye Chinook er udstyret med overlevelsesudstyr, et infrarødt system som ser fremad ((Forward looking infrared system), en fast rope position (station hvorfra man kan forlad helikopteren ned ad et reb), denne position anvendes til specielle operationer.. Motorerne er forsynet med partikel separatorer for at helikopteren kan operere i områder med meget stød og andet snavs. Disse forbedringer gør RNLAF CH-47F til en alsidig fler-rolle helikopter, der kan anvendes overalt i verden. Boeing forventer at påbegynde leveringen af den nye CH-47F i løbet af i år, og RNLAF bliver de første til at modtage den nye helikopter. Så er der briternes tur Den 24. januar fortalte Boeing, at de nu havde påbegyndt at teste Chinook Mk4 som skal leveres til RAF (Royal Air Force). Den førsteflyvning fandt sted den 9. december i Hampshire i England. Chris White-Horne som er projektleder for United Kingdom Ministry of Defence (Det britiske forsvarsministerium), siger, -Testprogrammet er benævnt JULIUS, det skal modernisere RAF’s nuværende flåde af Chinook Mk4. Det vil i virkeligheden sige, at RAF får en helt ny helikopter. Projekt JULIUS skal modificere 38 Mk2/2A Chinooks til det der kommer til at hede Mk4/4A konfiguration, og otte Mk3 Chinooks til Mk5 konfiguration. Alle helikopterne vil blive stationeret på RAF (Flyvestation) Odiham i grevskabet Hampshire, Arbejdet udføres i Storbritannien Helikopterne skal modificeres hos firmaet Gosport Fleetlands fabrikken som ledes af Vector Airspace, som er Boeings underleverandør, som står for omfattende støtte til RAF Chinook flåde. Boeing er repræsenteret i Storbritannien af Boeing Defence UK Ltd. som for tiden har underleverandører placeret 20 forskellige steder i Storbritannien. Alle er de beskæftiget med at støtte det britiske forsvarsministerium og USA’s militære programmer. Af N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder Boeing En RAF Mk4 Chinook fremstillet af Boeing. Der vil når modificeringsprogrammet er gennemført ikke være forskel på den og den hollandske CH-47F (NL) Chinook. Den hollandske CH-47F (NL) Chinook med sin last hængende i sling under helikopteren. Her kan den transportere 4.545 kg. Artikler fra 2011-12 C-17 Globemaster har passeret to millioner flyvetimer Tekst og Billede N.M. Schaiffel-Nielsen I slutningen af december måned sidste år kunne Boeing fortælle, at den verdensomspændende flåde af C-17 Globemaster III havde affløjet to millioner flyvetimer. Det skete da en C-17 gennemførte et airdrop (nedkastning af forsyninger med faldskærm). To millioner flyvetimer svarer til at flyet kunne flyve til månen og tilbage igen 2.360 gange. Den nævnte flyvning i Afghanistan betød leveringen af 38.818,8 kg brændstof til koalitionsstyrkerne lige syd for Kabul. Stabilt fly C-17 har et imponerende ”mission readiness rate” (operationsklar status) på mere end 85 %. Samtidig med at det er verdens eneste operationsklare transportfly, der kan flyve mellem kontinenter og foretage landinger på nærmest uforberedte landingspladser, eller foretage airdrops præcist på forudbestemte positioner. -De er en enorm tilfredsstillelse at vide, at de to millioner flyvetimer C-17 har gennemført har reddet et talløst antal menneskeliv jorden rundt. Siger Bob Ciesla der er direktør for C-17 programmet, og fortsatte, -Boeing gratulerer U.S. Air Force og vore internationale kunder med denne milepæl. Vi er meget stolte af at C-17 fortsætter med at imødekomme de stillede forventninger i forhold til ydeevne og stabilitet. Humanitær indsats C-17 flåden er nu i gang med sit 17. års indsats, hvor den har leveret støtte humanitær- og katastrofeindsats over hele verden. Med 227 fly i indsats, forsætter C-17 flåden med at yde en indsats, der synes at accelerere ikke mindst i indsatsen i Afghanistan, hvor man nåede de to millioner flyvetimer mindre end fem år efter den første million flyvetimer var affløjet i marts 2006, dengang var der 152 C-17 fly i tjeneste. I år vil transport af sårede ad luftvejen fra Afghanistan og Irak sammen med nødhjælpsflyvninger til naturkatastrofer som jordskælvet i Pakistan, Chile og Haiti intensivere C-17’s arbejdsbyrde. Under nødhjælpsflyvningerne til Haiti i januar og februar måned sidste år fragtede C-17’erne 14.000 tons gods og transporterede omkring 25.000 passagerer og hertil kom transport af 280 patienter. Flyet spillede også en nøglerolle i støtten af Operation Enduring Freeedom i Afghanistan. Den 31. oktober havde C-17 og andre transportfly kastet ikke mindre end 20.454 kg. Forsyninger til tropper i fremskudte områder. Storbritannien det vil sige RAF (Flyvestation) Brize Norton No. 99 Squadron modtog den første C-17 Globemaster III i maj 2001. Her er den første fotograferet på under et Air Show på RAF Cottesmore i 2003. Artikler fra 2011-12 Fremtidens taktiske transportfly er i luften Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen (800xpx-A 400 1 (M))A400M på static display under ILA på Schönefeld i Berlin 2009. (Billede EADS) Inden man går i gang med at læse denne historie om udviklingen af et europæisk transportfly, skal det fortælles, at projektet i øjeblikket står i stampe, og ingen ved, om flyet nogensinde bliver leveret til de syv deltagerlande. Det største problem for EADS European Aeronautic Defence and Space Company (det Europæiske Forsvars- og Luftfartsteknologiske Firma) er, at budgettet indtil nu er overskredet med syv milliarder Euro. Det næste store problem er bøderne for den forsinkede levering af A400M. Hertil kommer, at Lockheed Martin presser voldsomt på for at sælge deres C-130J Super Hercules, hvad der kaster noget af en skygge over A400M’s potentielle fremtid. Hele A400M projektet har ligget stille i over et år, hvor de deltagende partnere har overvejet, hvad man skulle gøre. Hvorom alting er, så ser det for tiden ud som om projektet komme i gang igen. Hvis man læser videre i artiklen vil man se, at det ikke er noget helt ueffent transportfly europæerne er gået i gang med at bygge. Det er mere end 10 år siden man første gang så modellen af Future Large Aircraft (Fremtidens store taktiske transportfly). Den 11. december 2009 gik den i luften første gang under betegnelsen A400M. Begyndelsen på det der nu hedder A400M var da en stab af lufttransportkyndige i 1993 fra det belgiske, Franske, Tyske, Italienske, Spanske, Tyrkiske og Storbritanniens flyvevåbner satte sig sammen for at beslutte, hvilke krav de syv lande havde til fremtiden taktiske transportfly. Hele seancen endte med at man underskrev et såkaldt ”Memorandum of Understanding” en aftale, der senere blev underskrevet af de syv landes regeringer. Italienerne sprang dog fra, for så igen senere at melde sig ind i klubben. Det blev Airbus Military SL fra Madrid, subsidiært Airbus Industrie, der blev ansvarlig for at styre A400M programmet. Af andre firmaer som fik deres del af produktionen af det nye fly var BAE i Storbritannien, EADS European Aeronautic Defence and Space Company (Det europæiske forsvars- og luftfartsteknologiske firma) i Tyskland, Spanien og, Flabel i Belgien Frankrig og Tusas Aerospace Industries i Tyrkiet. Den endelige samling af flyet skulle finde sted i Sevilla i Spanien. Kontrakten underskrives I maj 2003 blev kontrakten mellem OCCAR, ”the European Procurement Agency” et administrativt arrangement mellem de syv lande som kunne underskrive aftalen om udvikling og produktion af de 184 transportfly. Det betød at Belgien ville aftage syv, Frankrig 50, Tyskland 60, Luxemburg én, Spanien 27, Tyrkiet 10 og Storbritannien 25 eksemplarer.. Leveringen af flyene forventes at fortsætte indtil 2020. det første stykke metal til fuselagen (flykroppen) blev skåret til i januar 2005. Samlingen af det første fly begyndte i august 2007. I juni måned 2008 blev den første længe ventede A200M rullet ud af værkstedet. Den 11. december 2009 fandt jomflyflyvningen sted. A400M vejede ved starten 127n tons, den havde en 15 tons testudstyr om bord plus en tank med to tons vand. Vægten skal sammenlignes med den forventede maksimale startvægt på 141 tons. Den første A400M blev betegnet MSN1. Tre andre udgaver benævnt MSN2 og MSN3 og MSN4fulgte efter i 2010 og i år vil endelig MSN5 slutte sig til flåden af testfly. Det første fly forventes leveret til Frankrig i slutningen af næste år. Det sidste fly forventes leveret i 2025. I april måned 2005 indgik Sydafrika kontrakt med Airbus Military om at blive deltager i A400M programmet, hvorefter d afgav en ordre om levering af otte fly mellem 2010 og 2014. I juli 2005 underskrev Chile en hensigtserklæring om at købe op til tre A400M. Endelig i december underskrev Malaysia en kontrakt om køb af fire A400M. disse aftaler bragte det totale produktionstal op på 192 fly. A400M design A400M kan medtage et meget støtte nyttelast end både C-160 Transall og C-130, og designet har i vid udstrækning anvendt komposit materialer., Et af kravene til det nye fly er, at det skal kunne lande korte og ikke forberedte landingspladser. Derfor har A400M et sekshjulet landingsstel. Behovet for et fly der kan levere langsom taktisk indflyvning og airdrop af forsyninger. Hertil kommer kravet om at flyet også skal kunne flyve med en høj gennemsnitsfart i stor højde for at gennemføre en hurtig og fleksibel deployering af styrker og materiel. Artikler fra 2011-12 A400M ruller ud til startbanen for første gang, men kom ikke i luften den dag. (foto EADS) Den endelige samling af wingbox af komposit (carbon-reinforced plastic –CRP) (Kulfiberforstærket plastik), finder sted i Filton hos Airbus Storbritannien. GNK Aerospace i Storbritannien fremstiller den komplicerede vingebjælke af compositmaterialer. . Denel Aviation fra Sydafrika leverer pladerne til beklædningen øverst på flyet og skærmene under vingerne. EADS i Augsburg fremstiller den 4 x 7 m. store ladeklap ude agter. Samlingen af flyets krog (fuselage) foregår hos Airbus Deutschland i Bremen. Den endelige samling af A400M finder som sagt sted ved spanske CASA i Sevilla. Cockpittet Cockpittet er fuld ud kompatibel med nattesynsbriller og har plads til to piloter og, hvis nødvendigt et tredje besætningsmedlem på specielle missioner. Det er udstyret med et fly-by-wire kontrolsystem som i virkeligheden er udviklet til Airbus’ civile passagerfly. De to sidesticks (styrepinde) er anbragt således at de ikke forstyrrer piloternes indsigt til de fladskærme som viser alle oplysninger relevant for flyvningen.. Gashåndtagene er placeret centralt mellem de to piloter. Baseret på integrerede modulare avionic moduler har Thales og Diehl Systeme har udviklet flyets styresystemer. Systemet er magen til det der er installeret i A380 passagerflyet. Visningen af flyets tilstand under flyvning kommer på ni 6 x 6tommers farveskærme samtidig med de bliver vist på et head-up diplay alt sammen for at forbedre piloternes viden om, hvad der sker lige nu omkring dem. Den tyske version af A400M vil blive udstyret med en terrænfølgeradar, som har en Saab Avitonics flight computer. Et digitalt kort fra EADS Defence & Security Systems bliver også installeret. Det militære missionsstyringssytem (MMMS) som er fremstillet af EADS Defence Electronics har to missionscomputere. MMMS kontrollerer handling og levering samt kalkulerer, hvorledes godset skal anbringes i flyet. Hertil kommer beregningen af drop punktet og endelig holder systemet styr på forbruget af brændstof i forbindelse med en given mission. Til allersidst tager MMMS sig af at sikre, at flyet ikke kommer for tæt på jorden og styrer det kommunikationen mellem militære og civile systemer. Antennerne til alt det elektroniske grej fremstilles af det amerikanske firma Rockwell Collins. Model af det der dengang hed Future Large Aircraft (fremtidens Store Fly), hvor man kunne prale med, at der allerede var solgt 196 af typen, inden nogensinde var kommet i luften. (foto N.M. Schaiffel-Nielsen) Selvsikring Flyets passive forsvarssystemer er fremstillet af EADS Defence Electronics og består af en ALR-400 radar som advarer piloterne mod et fjendtligt angreb. Der er tale om en EADS MIRAS flerfarvet sensor som advarer om indkommende missiler. Hertil skal lægges et system fremstillet af Thales, som kan udkaste chaff (aluminiumsstrimler) eller varmekugler (flares). Laste systemet Rheinmetal Defence Electronic har leveret loadmasterens kontrolsystem. Systemet består af en arbejdsstation og et kontrolpanel, otte låsepaneler og et panel for besætningens dør. Systemet støtter en effektiv lastning og drop af materiel under flyvning. Nyttelasten kan være alt fra helikoptere, svært ingeniørmateriel, paletter eller containere med gods. Der er plads til ni standard paletter (2,3 m x 2,74 m), hvilket inkluderer at der skal stå to på lasterampen, det sammen med 58 soldater som sidder langs lastrummets sider, eller flyet kan medføre 120 fuldt udrustede soldater placeret i fire række i lastrummet. Når flyet skal anvendes til sygetransport kan det rumme 66 bårer og 25 sundhedspersonel. A400M kan medtage 116 faldskærmsoldater og kan landsætte dem og deres udstyr med faldskærme. Flyet kan luftlandsætte (airdrop) en last på 16 tons, eller 25 stk. last på op til 25 tons. Eller 120 faldskærmssoldater plus en trekantet last på seks tons, eller op til 20 én tons containers eller palletter. Lufttankning A400M kan konverteres til at fungere som tankfly for både helikoptere og jetkampfly. Firmaet Flight Refuelling leverer et 9078E wing pod drouge system (et system hvor slang og kurv er anbragt i en pod under flyets vinge). Systemet kan levere et fuel flow på op til 1.200 kg/m. En pod monteret i lastrummet kan levere 1.800 kg/m. To brændstoftanke kan monteres i lastrummet. Med dem monteret kan flyet leveret op til 58 tons brændstof. Kig på youtube.com Ord kan i mange tilfælde erstatte billeder, men har svært ved at slå levende billeder. For dem der har adgang til internettet er det er godt råd at gå ind på adressen youtube.com og skrive A400M i ruden for oven. Resultatet er en række videoer som viser blandet andet A400M’sjomfruflyvning den 11. december 2009. Artikler fra 2011-12 A400M C-17 Globemaster III C-130J Super Hercules Længde 43,8 m 53,04 m. 34,37 m. Højde 14,6 m 16,79 m 11,81 m. Vingespan 42,4 m 51,71 m 40,41 m. Max. Startvægt 130 t. 265 70,3 Max. Landingsvægt 114 t. - - 37 t. 77 t. 17,3 t. 4 x Europrop International treakslet TP400-D6 4 x Pratt Whitney F117PW-100 dobbeltstrøm 4 x Allison AE 2100D3 turboprop Med 30 t. last 4.540 km. med 20 t. last 6.390 km. færgeflyvning 8.710 km. 5.300 km. 5.250 km. 780 km/t. I lav højde 648 km/t. ellers 850 km/t. 630 km/t. 2 3 3 til 5 Max. Nyttelast Motorer Aktionsradius Marchhastighed Besætning Artikler fra 2011-12 X-31A har fået en fornem pris Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder NASA X-31 A under landing med bremskærmen foldet helt ud. Sinden det første jagerfly gik i luften har kampen om at have det mest manøvredygtige fly stået på. Første gang man hørte om en ekstraordinær bevægelighed var det RAF’s Harriers foretog de såkaldte ”Wiffing-manøvrer” under Falklandskrigen i 1981. I 1990 gennemførte NASA sammen med Rockwell prøveflyvning af testflyet X-31A, et forsøgsfly kun beregnet til at teste, hvorledes man øgede fly’s evner til at dreje skarpt, have en høj angrebsvinkel og bevare styringen under stall. Da begrebet ”Wiffing”, krappe manøvrer ved hjælp af styret udstødning, dukkede op i aviserne under Falklandskrigen lød det som om, at de britiske Harriers, så et sige kunne vende på en tallerken i luften og derved opnå en taktisk fordel i forhold til de argentinske jagerfly. Senere fortalte de britiske piloter, at så enkelt var det ikke, men tanken om at kunne opnå større bevægelighed ved hjælp af styret udstødning på almindelige jagerfly havde bidt sig fast. Tysk, svensk amerikansk samarbejde I 1990 gik det første af to X-31A fly på vingerne. NASA og Rockwell, sidstnævnte senere overtaget af Boeing, og det tyske Messerschmitt, Bölkow, Blohm (MBB), i dag en del ad EADS kom med efter at der havde været et ophold i programmet. Det har aldrig været meningen, at X-31A skulle i produktion, flyet er fortsat et testfly. Udvikling af gradbøjet tryk Det betød udviklingen af X-31A som fløj første gang i 1990. Flyet var udviklet med system på tre blade ved udstødningen som kunne drejes i den retning man ønskede for på denne måde at give flyet en bedre manøvreevne. Flyet demonstrerede sin manøvredygtighed i to multinationale testprogrammer benævnt Enhanched Fighter Maneuverability (EFM) (Programmet for udvidet manøvredygtighed) fra 1990-1995. Den første testperiode omfattende 581 flyvninger med to testfly. I perioden fra 200 til 2003 fulgte yderligere en forsøgsperiode, denne gang for at teste, hvorledes styringen virkede på haleløse fly. Hvad viste testene Den styrede udstødning gjorde, at flyet, langt udenfor de normale begrænsninger fortsat kunne styres, man opnåede at kunne flyve kontrollet i en 70 graders angrebsvinkel, foretage et kontrolleret ru med flyet i en 70 graders position samt en 180 graders drej under anvendelse af post-stall manøvre kaldet ”Herbst Maneuver” (Efterår manøvrering). Det var den tyske testpilot Karl-Heinz Land, der testede denne manøvre for første den 29. april 1993 I 1998 kom svenskerne med i programmet, hvor man fik afprøvet styresystemet på en RM-12 motor. Efter at have været ”sat i garage” i omkring fem år, blev X-31A i 2000 igen trukket frem. Denne gang for at vise sine Extremely Short Takeoff and Landing (ESTOL) (Ekstrem kort start og landing), en mulighed som er en følge at det styrede udstødningssystem. Da programmet sluttede i maj i år, kunne X-31A lande med en hastighed på 124 knob og en 24 graders indfaldsvinkel Dette skal sammenlignes med en normal landingshastighed på 175 knob og en 12 graders indfaldsvinkel. Herefter blev flyet bragt til standsning efter 1.700 fods afløb mod normalt 8.000 fod Artikler fra 2011-12 Søværnets helikoptere overføres til Flyvevåbnet Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen Verdens foranderlighed har igen slået til. Søværnets helikoptertjeneste blev nedlagt den et sekund før datoen skiftede til 1. januar 2011. Og i samme sekund genoprettet som Eskadrille 723. Skiftet er en konsekvens af det sidste forsvarsforlig. Samtidig betyder forliget, at indkøbet af nye skibsbaserede helikoptere er et såkaldt ”gult” projekt som er højt prioriteret. Piloterne skal nu til at vænne sig til at gå i lyseblå uniformer, men piloter der er uddannet søofficerer kan dog fortsat vælge at bære søofficersstriber på skuldrene. Et er et søkort at forstå.. Indtil for ikke så længe siden var alle piloter i Søværnets helikoptertjeneste uddannet skibsførere, de kunne både flyve og sejle. Sådan er det ikke helt mere. I dag kommer flere af piloterne i det der indtil nytår hed Søværnets Helikoptertjeneste fra Flyvevåbnet. Den gamle forklaring om at det var vigtigt at piloten vidste hvordan man gebærder sig til søs og kendte de særlige betingelser der er i det maritime miljø, vægtes altså ikke så kraftigt mere. Man kan så sige, at én officersuddannelse med nyordningen er sparet. Sud Aviation Alouette II, Søværnets Helikoptertjenestes først luftfartøj. (Billede FHS) Hans Hedtoft Begrundelsen for beslutningen om oprettelsen af Søværnets Helikoptertjeneste med helikopterbærende inspektionsskibe var grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i 1959. I 962 have de første syv søofficerer gennemgået helikopterpilotuddannelsen og indgå i eskadrille 722 (redningseskadrillen). Her blev de indtil Søværnets Flyvetjeneste blev oprette i 1977. Fra oprettelsen og indtil overflytningen til Flyvevåbnet har Søværnets Flyvetjeneste/Helikoptertjeneste kun fløjet med to typer helikoptere, nemlig Sud Aviation S.E.3160 Alouette II og Westland WG. 13 Lynx. Samme opgaver Fordi den organisatoriske placering ændrer sig, er der ingen tegn på, at opgaverne for nu Eskadrille 723 vil ændre sig. De vil fortsat være at tage med inspektionsskibene til Nordatlanten eller Afrikas Horn for at enten hævde dansk suverænitet, eller bekæmpe pirater, hertil kommer hjælp til politiet, opsamling af olieprøver når et skib igen har svinet danske farvende til. Alle var så glade den 1. november 2000, hvor halenummer S-191 blev leveret som den første af otte modificerede Lynx som man nu hed Super Lynx Mk90B (Foto N.M. Schaiffel-Nielsen) Westland LYNX helikopteren (Halenummer S-191) er her fotograferet om bord på støtteskibet ABSALON i 2004 ved Flådestation Korsør. (Foto: Johnny E. Balsved) Artikler fra 2011-12 Medens vi med trofast sind Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, seniorsergent Lars Søe Jensen, der fortæller om Flyvevåbnets arbejdshest, C-47, Dakota. Under en isvinter blev der indført regelmæssige flyvninger mellem de danske flyvestationer, hvilket gav flyet navnet ”Ice Train”. Vandel/Stauning Foreningen af tidligere ansatte ved Flyvestation Vandel, har været på besøg på Flyvevåbnets Museum i Stauning, som udgør den største del af Danmarks Flymuseum. Museet har 4000 m² udstillingsareal og et besøgstal på ca. 40.000 om året. Ser man på antallet af besøgende, så kan museet notere sig for at være blandt de 10 mest besøgte i Danmark.. 35 medlemmer af foreningen med pårørende brugte en hel eftermiddag på at se på de fly mange af deltagerne havde set flyve i deres ungdom. Lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, seniorsergent Lars Søe Jensen fortalte med stolthed og entusiasme om de gamle fly. Gensyn med H-500 Særlig opmærksomhed vakte gensynet med Hærens Flyvetjeneste H-500, som alle på én eller anden måde havde tilknytning til. En informationssøjle, der viste billeder fra Flyvestation Vandel fik sin part af opmærksomheden. Man kan i sit stille sind undre sig over, hvorfor ansatte bliver ved med at hæge om en arbejdsplads, der for længst er nedlagt. Korpsånd er jo et ord man nærmest har fjernet fra dansk sprogbrug. Flyvevåbnet adopterede i en fjern fortid sangen: -Som en rejsen lysten flåde, som sin egen. Fra denne sang står linjerne: -Medens vi med trofast sind, sætter al vor gerning ind, Danmark på dit alter! på mindestenen over Flyvevåbnets døde ved flyvevåbens hovedkirke, domkirken i Viborg. Måske eksisterer korpsånden alligevel, det udtales bare ikke så tydeligt. Artikler fra 2011-12 Sniper sigter og holder øje Lockheed Martins Sniper Pod er U.S. Air Forces Advanced Targeting Pod (ATP) som var monteret på de F-16 fly fra South Caroline Air National Guard som i begyndelsen af december sidste år kom tilbage fra deres deployering til Afghanistan. Det markerede den før indsættelse af Sniper pods i kamp. Medens 169th Fighter Wing var indsat i området blev Sniper pod’en anvendt til ikke traditionel efterretningsvirksomhed, som overvågning og rekognoscering forkortet (NTISR). Det betød, at man kunne sende videobilleder i høj opløsning tilbage til tropperne på jorden, hvilket øgede deres evne til hurtigt at koordinere deres indsats. Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder Lockheed Martin Sniper pod’en som den ser ud når der fotograferes uden fly. Tilfreds brigadegeneral Brigadegeneral Scott Williams, der er chef for 169th Fighter Wing sagde, -Sniper Pod’en gjorte præcist det vi havde brug for den skulle gøre. Han fortsatte, -Af en Pod at være, der er konstrueret til at ødelægge fjendens luftforsvar og hans jord-til-luft missiler, har den en stor kapacitet for ikke traditionel ISR, hvilket blev demonstreret over de sidste fire måneder i Irak. Fra 169th. Fighter Wing rapporteres det, at under deployeringen reddede Sniper Pod’en flere gange soldaternes liv, fordi den var i stand til hurtigt, gennem radar skygger (clutters) at identificere morterreder og fjendtlige troppers position. Pod’ene på F-16 flyene virkede også som et fremskudt forsvar ved at monitere de fremskudte gentankningssteder, hvor både soldaterne og luftfartøjerne var sårbare under forberedelse af et nyt fremstød. F-16 block 50/52 med en Sniper Pod monteret på en pylon under bugen. Kan bruges på forskellige fly Mark Fischer, der er senior salgs- og udviklingschef hos Lockheed Martins missilog ildkontrolafdeling, siger, -Air National Guard er en vigtig operationel, med et betydelig antal video data link-udstyrede pods. Han fortsatte -169th. Fighter Wing var den første enhed der var udrustet med F-16 block 50/52. Ifølge Lockheed Martin, er Sniper Pod den mest udbredte pod til målsøgning i hele U.S. Air Force, idet den er monteret på både F-16, F-15E, A-10C og B-1 jagere om bomber. Hertil kommer, at den også er ved at blive indbygget i den gode gamle B-52 bombefly af besætninger kaldet BUFF Big Ugly Fat Fuck (Stor, Grim, Fed og Nosse (rundt)). Artikler fra 2011-12 Ubemandet helikopter til US Marines Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Washington 10. december 2010. Kampen om at få lov at levere UAV Unmanned Aerial Vehicles (ubemandede luftfartøjer) i form af førerløse helikoptere til US Marine Corps. Er knivskarp. I Cockpit nr. 6/2010 på side 29 og 30 bragte vi historien om flyproducenten Boeings demonstration af deres A160 Hummingbird for US Marines. Vi har ikke kunnet få bekræftet, om demonstrationen førte til et slag. Lockheed Martin med Lockheed Martin er ofte helt fremme i skoene når den amerikanske regering efterspørger et eller andet luftfartøj. Denne gang ved UAV helikoptere det gjaldt. LM tilbød deres K-MAX UAS. Tilbuddet er indtil videre end med en bestilling på to K-MAX og tre jordkontrolstationer. De skal bruges til en Quick Research Assesssment (QRP) (Hurtig undersøgelse), der er planlagt gennemført i løbet af sommeren i år.. Stærkere udgave K-MAX synes at være A160T overlegen. K-MAX kan flytte 6.000 pounds (2.722 kg.) gods i sling ved havets overflade og 4.000 pounds (1.818 kg.) i 10.000 ft. Højde, hvor A160T må nøjes med at kunne klare 2.500 pounds (1.136 kg.). K-MAX kan droppe gods fra stor højde til fremskudte enheder. I virkeligheden kan den medbringe gods hængt op i flere faldskærme, som så kan droppes til forskellige enheder. Sammenligner man de to UAV’ers rækkevidde så kan K-MAX flyve 267 NM (494.5 km.) medens A160T må nøjes med at række 150 NM (277 km.). Boeing med Allerede den 3. december udsendte Boeing en pressemeddelelse, hvor de kunne fortælle, at de havde fået en kontrakt på levering af to A160T Hummingbirds og tre jordkontrolstationer med tilhørende reservedele. Kontrakten har en værdi af US $ 29,9 mio. Først skal Hummingbird testes hjemme i USA, hvorefter den bliver sendt på en seks måneders deployering for at deltage i Operation Enduring Freedom i Irak. Den noget kraftigere Lockheed Martin UAV’er K-MAX førerløs helikopter demonstrerer transport af gods i sling. Boeings A160T virker nok så klejn i forhold til den voldsommere K-MAX Man er i god tid Artikler fra 2011-12 Lur os, om ikke A380 igen dukker op på ILA 2012 Redaktionen har modtaget en pressemeddelelse fra Messeimmobilien Selchow GmbH, som er blevet oprettet af Gesellschaftern ZukunftsAgentur Brandenburg (ZAB) og Messe Berlin i Brandenburg for at planlægge blandt andet ”Internationale Luft- und Raumfahrtsausstellung (ILA) i 2012. Selskabet vil investere 27 mio. euro i udstillingsområdet på Berlin-Schönefelt Lufthavn. Planlægningsarbejdet er allerede i gang. Den udstilling der kommer til at benytte nyindretningen er ILA. De fem firmaer som er involveret i at gennemføre ILS indgik den 30. november sidste år en rammeaftale om at gennemføre ILA i 2012. Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Artikler fra 2011-12 17 danske F-16 Fighting Falcon til skrot Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Sådan vil det komme til at se ud når de 17 F-16 skrottes. De vil blive skilt ad på forsvarlig vis. Det eneste der vil mangle i situationen er den lille knægt på skulderen af farmand. Og så vil værkstedet ligge på ATWAL og ikke som her på FWSKP (Flyveregiment Skrydstrup). På ATWAL (Air Transport Wing Aalborg (Flyveregiment Aalborg) findes en lille enhed WSA F-16 Workshop Aalborg (F-16 værksted Aalborg), der består af én officer 24 sergenter eller konstabler sammen med otte flymekanikerelever. Hvorvidt de otte elever får lov at blive ved WSA F-16 afgøres samtidig med at afgørelsen om, hvor udfasningen, det lyder pænere end skrotningen af 17 stk. F-16 Fighting Falcon, også kaldet F-16 Classic skal foregå. Kilde: ”Kimbertyren”. Artikler fra 2011-12 Opdateret C-15C til operativ tjeneste Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen F-15C/D Eagle. Et stort jetkampfly med nogle fantastiske linjer. Flyet har været indsat i kamp adskillige gange. Ingen in F-15C Eagles er gået tabt i luftkamp. Kadena Air Base i Japan. I november måned 2010 fejrede repræsentanter for U.S. Air Force at fire F-15C jagere ankom til Kadena basen. Flyene var den 21. oktober blevet opgraderet med APG-63(V)3 Active Electronically Scanned Array (AESA) radar. Det skete på Langley Air Force Base, Va. (State of Virginia). De fire fly vil sammen med de tidligere ankomne F-15C med APG63(V)1 og 2, indgå i Eskadrillerne 44 og 67. Sammen vil de udgøre en ikke overgået kampstyrke til forsvaret af Japan. Flere fly opgraderes Når man læser om F-22 Raptor og F-35 Lightning II lyder det som om F-15 Eagle er på vej ud af tjeneste. Det hænger dårligt sammen med indholdet i denne artikel, hvor vi fortsætter med at fortælle, at Boeing har kontrakt om at opgradere yderligere 27 F-15C/D til U.S. Air Force og 18 til Air National Guard. I alt vil 54 F15C/D i september 2013 være stationeret på Kandena Air Base. Bedre radar Raytheons APG-63(V)3 radar er betydelig mere stabil end den radar der sidder i flyet i dag. Antennen er 50 gange mere driftssikker end den nuværende mekaniske antenne. APG-63(V)3 radaren er kun en del af den opgradering der vil finde sted på F-15C/D. Den yderligere opgradering vil omfatte en jager-til-jager forbindelse, GPS navigation og et hjelmsigtesystem, der vil gøre piloten i stand til at udnytte de mest moderne luft-til-luft våbensystemer. Artikler fra 2011-12 Syvende C-17 Globemaster III leveret til RAF Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Boeing C-17C Globemaster III lander på en uforberedt landingsplads et eller andet sted i verden. Long Beach, California i november 2010. Det begyndte ganske forsigtigt med at Royal Air Force købte tre C-17 Globemaster III transportfly hos Boeing for at imødekomme et stadig stigende behov for tung militær lufttransport. Den 16. november sidste år kunne man så fejre udrulningen af det syvende eksemplar af typen til RAF. Til stede ved begivenheden var den britiske forsvarsminister Peter Luff, -Den 7. Globemaster III styrker vores evne til at støtte med flyvninger over hele kloden, men nok specielt Afghanistan. Og næste år til maj kan vi fejre 10-året for tilgangen af det første Globemaster II fly. C-17 Globemaster III er i øvrigt det eneste fragtfly der kan gennemføre flyvning mellem to kontinenter og derefter lande på en næsten uforberedt landingsplads. Masser af flyvetimer RAF’s flåde af C-17 Globemaster III har i de sidste næsten 10 år fløjet mere end 60.000 flyvetimer. Antallet af flyvetimer dækker alt fra humanitære lufttransporter, nødhjælpsflyvninger til Pakistan, Haiti og Chile. Eskadrille 99 er en del af den britiske ”Rapid Reaction Force” . eskadrillen er stationeret på RAF (Flyvestation) Brize Norton ikke så langt fra universitetsbyen Oxford. Brize Norton er operationsbase for strategiske lufttransporter og for lufttil-luft tankningsoperationer. Mange kunder C-17C Globemaster III er en ”kraftkarl” at se på. Den er en fornøjelse at røre ved, ”smedearbejdet2 er gjort færdigt. Komme man ind i flyet, så oser både ”kontoret” læs cockpittet og lastrummet af kvalitet. Det kan vel være et par af grundene til at der indtil nu er leveret 224 C-17C fly til 20 lande. USAF og U.S. National Guard har købt de 204 af flyene. De øvrige kunder er Canadian Forces, Royal Australian Air Force, United Arab Emirates Air Force and Air Defence, Qatar Emiri Air Force og de 12 medlemmer af NATO’s Strategic Airlift Capability initiative samt Partnership for Peace nationerne. Boeing har svært ved at skjule glæden over præsident Barack Obamas meddelelse om, at Indien star for at ville købe 10 stk. C-17C. Artikler fra 2011-12 Nyt om Fairey Firefly Billedet viser Firefly, halenummer WB271, i anti-ubådsrollen, men her i tjeneste hos Royal Navy Historic Flight. Tragisk nok havarerede flyet nær hovedvej M11 i juli 2003. Flyet deltog i ”De Flyvende legenders Opvisning” på Imperial War Museum i Duxford. Piloten Lt. Cmdr. Bill Morton og observatøren Neil Rix omkom, og luftfartøjet totalhavarerede. Lad os begynde med begyndelsen. Fairey Firefly var Royal Navy’s hangarskibsbaserede jagerfly under den anden verdenskrig. Flyet kom i tjeneste i 1943. Det skulle erstatte den forældede Fairey Fulmar. Flyet må siges at have været en succes da den blev produceret indtil 1955, hvor der da var produceret ikke mindre end 1.702 af typen.. Flyet udgik af Royal Navys tjeneste i 1958. dets sidste indsats i operativ tjeneste var som anti-ubåds bekæmper, en rolle hvori den blev erstattet af Fairey Gannet. Det skal bemærkes, at Fairey Firefly fløj som dække for de Fairey Swordfish torpedofly, der gennemførte angrebet på det tyske lommeslagskib Tirpitz i 1944. Flyet var også indsat mod japanerne i Stillehavet ligesom det var det britiske bidrag til krigen mod Nordkorea fra den 29. juni 1950 til 27. juli 1953. Krigsdagbøger Norge, som allerede nævnt fik Firefly gjort sin operative debut i Nordsøen og langs den norske kyst. Den første eskadrille der modtog Fairey Firefly var No.1770 eskadrille ved RNA (Marineflyvestation) Yeovilton, som fik sit første fly den 27. september 1943. Nummer to ankom den 5. oktober. Tilgangen fortsatte de næste to måneder til man var nået op på 16 fly og 14 besætninger. Eskadrillen blev deployeret til HMS Indefatigable , hvor den skulle få sin operative debut ved den 17. juli 1944 at deltag i angrebet på Tirpitz. Hovedangrebet skulle foretages af en flight bestående af Fairey Barracudaer, støttet af Fireflies, Hellcats, Corsairs og Seafires. Eskadrillen vendte tilbage til Tirpitz den 22. august, hvor der gennemføres to angreb. Herefter følger yderligere to angreb henholdsvis den 24. august og den 29. august. Tirpitz overlevede disse angreb, men blev sænket af RAF £ 12.000 Tallboy bomber den 12. november 1944. Indsatsen i Stillehavet No. 1770 Squadron var den første eska- drille udrustet med Firefly’s som den 24. december nåede frem til Ceylon hvor man landede på hangarskibet Indefatigable. Flyene blev overført til hangarskibet Victorious hvorfra der blev foretaget angreb på olieraffinaderierne På Sumatra. Her blev Firefly’ene brugt til angreb på antiluftskytsbatterierne. På samme mission skød de to japanske Ki-42 Hayabusas ned. Fra den 17. juli til den 15. august 1945 gennemførte Firefly’ene sammen med amerikanske fly luftangreb på japanske flyvepladser. Det blev det sidste angreb udført af en britisk luftstyrke i Stillehavskrigen. Efter krigsafslutningen den 8. august blev Firefly brugt til at flyve rekognosceringsflyvninger over junglerne for at lokalisere japanske krigsfangelejere, som de så kastede forsyninger ned til. Herefter blev flyene trukket tilbage til Australien hvor No 1770 Squadron blev nedlagt den 30. september. I alt deltog tre eskadriller i krigen i Stillehavsområdet. Palæstina Den Firefly FR. I var i tjeneste i slutningen af det britiske engagement i Palæstina, hvor det britiske mandat udløb den 14. maj 1948. HMS Ocean med No.816 Squadron om bord, ankom til Palæstina den 7. maj. Hangarskibet gik for anker ud for Haifa den 10. maj, hvor det blev holdt i beredskab til at dække hærens tilbagetrækning. Det fik følgeskab af HMS Triumph med No.827 Squadron den 29. juni 1948. No.827 Squadron Firefly’ene fløj væbnede rekognoscering patruljer frem til den 2930. juni hvor det sidste troppetransportskibe forlod havnen i Haifa. Malaya Kommunismes lyksaligheder kaldte i 1949 på indsats af Firefly’s, denne gang i Malaysia. Det skete medens flyene var på vej til at blive indsat i Korea-krigen. Den første eskadrille, der blev involveret i konflikten i Malaysia No.827 Squadron. Her blev flyene, Firefly FR.Is, den 3. oktober 1949 overført fra hangarskibet Triumph til en flyveplads på land. Tre uger senere blev der gennemført to angreb på de kommunistiske positioner. Disse operationer fortsatte indtil slutningen af januar 1950. Uroen i Malaysia fortsatte og fra den 27. oktober 1952 foretog No.821 Squadron 18 angreb mod kommunistiske positioner, alt medens flyene var på vej til at deltage i Korea-krigen. Korea Ved udbruddet af Korea-krigen havde HMS Triumph afsluttet et besøg i Japan, og var på vej tilbage til Storbritannien. Rejsen blev afbrudt og i stedet sluttede Triumph sig til amerikanerne i Okinawa for at blive en del af Carrier Task Force 77, sammen med USS Valley Forge. Flyene fra Task Forcen fløj det første angreb mod koreansk område den 3. juli, hvor ni Firefly FR.Is og tolv Seafires angrebet Haeju flyveplads. Yderligere togter fulgte den 4. juli, før Triumph vendte tilbage til Okinawa. HMS Triumph blev i løbet af Korea-krigen afløst af HMS Theseus og HMS Glory. Glory deltog i krigen indtil våbenhvilen Af N.M. Schaiffel-Nielsen blev indgået den 27. juli 1953. Hvis der blandt læserne er lyst til at vide mere om detaljerne i Firefly’s meritter i Stillehavet skal man klikke ind på siden: www.historyofwar.org/articles/weapons_ fairey_firefly.html. Siden kan oversættes til dansk, men oversættelsen har et meget specielt dansk. Firefly i det danske Flyvevåben Det danske Flyvevåben købte i 1951 seks af typen, som i starten anvendtes af ESK722 og til udfasningen i 1959 som slæbemålsfly af Stationsflight Værløse. For at minimere risikoen for at blive ramt var flyene malet knaldgule. Den danske version T.T.Mk.1 (target towing) var ombyggede F.R.Mk.1 (fighter/reconnaissance). Der havarerede tre fly, og de resterende tre blev solgt til Sverige og fløjet til Malmø i april 1959. det var Kungliga Flygforvaltningen, senere Svensk Flygtjänst AB, der hentede flyene den 11. august 1959. Den sidste af de tre blev ophugget i 1962. Danmarks Flymuseum har lånt et eksemplar af typen fra det svenske Flygvapenmuseum i Linköping. Maskinen har således ikke fløjet i Danmark, men er samme version. Tekniske data for Firefly Mk.IV: Besætning: Pilot & Observer Længde: 11.8 m. Vingespan: 12.55 m. Højde: 4.37 m. Tom vægt:4,472 kg. Vægt oprationsklar: 6,000 kg. Max. statvægt:7,301 kg. Motor: Én 2,245 hp (1,674 kW) Rolls-Royce Griffon 74 væskekølet V12 stempelmotor. Max. flyvehastighed: 618 km/h at 4,300 m. Rækkevidde: 1,722 km med droptanke. Max. flyvehøjde: 9,723 m. Stigeevne: 9.7 m/s. Bevæbning: Fire 20 mm Hispano-Suiza HS.404 20 mm maskinkanoner monteret I vingerne. To 450 kg. bomber monteret under vingerne. 16 Ikke styrbare 27 kg. raketter. Fairey Firefly halenummer 625 kom til Danmark den28. september 1951 og udgik af Flyvevåbnets nummer 10. december 1958. I februar 1959 så forfatteren flyet parkeret ved Flyvematerielkommandoen p Flyvestation Værløse. Det var kort før det blev solgt til Sverige, hvor det blev indregistreret SE-CHL. Senere blev flyet kannibaliseret. (Foto fra Flyvevåbnets Historiske Samling) Artikler fra 2011-12 Så fik AS-550C2 Fennec ny farve As-550C2 Fennec (Ørkenræv) i sin nye bemaling. Den første AS-550C2 Fennec, der kom til Danmark den 15. august kl. 15:15 i 1990, var halenummer P-234. Helikopteren blev modtaget foran Flyvestation Vandels hangar 27, hvor Hærens Flyvetjenestes nye Panserværnshelikopterkompagni holdt til. Dengang var helikopteren malet med farverne stærk grøn og sort i camuflagemønster. Sådan er det ikke mere. Det blev halenummer P-339 der som den første blevet malet om . Helikopterne har ikke været malet siden de blev anskaffelsen. P-339 er nu blevet ensfarvet grøn. Om man kan lide det nye look, er en smagssag. Af N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Kim Zimmmermann Artikler fra 2011-12 Ängelholms Flygmuseum i Valhall Park offentlige, lige med undtagelse af 70.000 svk, men de var båndlagt til at ansætte Ved mindestenen for F 10 ses vor vært, pensioneret major og Drakenpilot i Flygvapnet, Ulf Ohlsson, sidst tjenstgørende på F 10 stenen har indskriften: Skånske Flygflottiljen, F 10, 1945 – 2002. Här formades Sødra Sveriges Luftförsvar, (her formeredes svensk luftforsvar) Ängelholm i august. Indtil 2002 hed stedet F-10 (Flygfloltilj Ängelholm). Flyvestationen havde to divisioner (eskadriller) Johan Blå, som fløj Draken, og Johan Rød, som fløj Viggen. Hertil kom, at Krigsflygskolan var blevet forlagt til Ängelholm. I slutningen af 1999 havde man gennemført en plan til 800 mio. sv. kr. det betød ombygninger med mere på Ängelholm, som nu skulle modtage JAS- 39 Gripen. Draken blev udfaset, det samme gjorde Viggen. Den 30. marts 2000 vedtog en ny regering at Ängelholm skulle lukkes, og de JAS-39 der var ankommet til F-10 få måneder før, skulle flyttes til Blekinge flygflottilj (F 17) i Kallinge, cirka otte kilometer nord for Rönneby i Blekinge. Kammeratskabsforeningen De ansatte kunne ikke gøre noget ved den politiske beslutning. De dannede den kammeratskabsforening, som i dag er grundlaget for Ängelholm Flygmuseum. Vi besøgte pensioneret major Ulf Ohlsson, der er PR-medarbejder ved museet. Han har en fortid som pilot på Draken og hans sidste tjenesteområde var som Informationschef på F-10. Han brugte en dag på at vise os rundt i Flygmuseet. Det var en oplevelse af de mere positive. Det, der var det første indtryk var den orden, der herskede overalt. Fra toiletter over den meget velassorterede museumsbutik, til den omfattende udstilling af fly. Ikke et eneste sted kunne man finde et støvgran, og informationerne om de enkelte fly var udmærkede. Vi spurgte Ulf, -Hvordan financierer museet? Han fortalte, at kontingentet fra de omkring 1.900 medlemmer af kammeratskabsforeningen var hovedindtægten. Hertil kom indtægterne fra museumsbutikken og mindre beløb fra fonde. Til gengæld kommer der ingen penge fra det Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Motoren på J22 Rød Kalle brækkede en plejlstang under sidste kørsel. De seks SAAB j29 Tunnan (Tønden), desværre ikke den flyvende version, som befinder sig på Flygmuseet i Linköping. studenter der i sommerferien hjalp til i museumsbutikken. Spændende fly bygget af træ Når man bevæger sig fra museumsbutikken og ind i samlingen af fly, får man øje på et lavvinget jagerfly, som tydeligt stammer tilbage fra Den II Verdenskrig. Det er en svensk hjemmekonstruktion med typebetegnelsen J22 Rød Kalle. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 940 kunne den svenske regering notere sig, at man stort set intet jagerforsvar havde i Skåne, Halland og Blekinge. Man søgte at købe jagerfly i USA og England, hvilket på grund af Tysklands krigsførelse i Europa ikke lod sig gøre. Man havde fået en aftale i stand med USA, men så overfaldt japanerne Pearl Harbor den 7. december 1941, hvad der stoppede al USA’s eksport af krigsmateriel. Flymotorer var en mangelvare, og man havde ikke en motor som kunne levere den nødvendige trækkraft til et jagerfly. Løsningen på problemet kom fra en ganske uventet kant. Det lykkedes at købe 40 Pratt & Whitney Twin Wasp R-1830-S1C3G motorer af tyskerne. De var fundet på en flyveplads i Frankrig, og tyskerne havde ingen planer om at bruge amerikanske motorer. Det var godt nok, men man skulle bruge 4-500 motorer fortalte flymekaniker Leif Krook. Han fortsatte med at fortælle, at Volvo Flygmotor kopierede motoren. Det gjorde de så godt, at motorerne var direkte ombyttelige med de originale motorer. Pratt & Whitney gav efter krigen svenskerne licens til at fremstille motorerne for 1 US$. Aluminium var en mangelvare i 1940. Derfor blev det besluttet, at flyet skulle bygges op i stålrør og beklædes med krydsfiner. Nu arbejder træ og stål utroligt dårligt sammen, men man fik konstrueret et system som konstruktionen blev stabil. Det endte med at der blev bygget 200 J22 Rød Kalle. Flyet kom i tjeneste i 1943 og tjente Flygvapnet til 1953. der arbejder på at få motoren til at fungere igen, har selv måttet fremstille det nødvendige specialværktøj og de håber på senere at kunne trække J22 Rød Kalle ud i fri luft og starte motoren igen. Flyve med den kan der ikke blive tale om. Tunnan og de andre fly Det næste fly der fanger øjet er en J29 Tunnan (Tønden). Flyet fløj første gang den 1. september 1948. Det fløj operativt indtil 29.august 1976. Den 21. april 1998 klokken 11:10, altså næsten 50 år efter den første flyvning så Deres udsendte flyet starte igen fra F 10. Det var Øverste Løjtnant (oberstløjtnant) Rolf Rimsby, der sad ved kontrollerne. Lederen af Pladeog Hydraulikværkstedet, Sune Magnusson og hans kolleger havde fået det gamle fly restaureret og gjort flyveklar. Sune arbejdede i 1959-60 på Tunnan, der dengang tilhørte 3. Division, Rudolf Gul. Flyet blev overført til F 7 Säternäs da F 10 lukkede. Her indgik det i Flygvapnets Historiska Division. Ulf Ohlson siger, -Vi håber at få flyet tilbage når det har affløjet de 200 timer, der er tilbage på motoren, hvor vi så håber den vil lande her på Ängelholm. I alt blev der fremstillet 661 eksemplarer i seks versioner som tilsammen fløj 714.256 timer for Flygvapnet. J 29 udgjorde i 1960’erne grundstammen i verdens tredje største flyvevåben. Næste fly i rækken var den herhjemme så kendte SAAB F-35 Draken. Draken, der kom til Danmark i 17. marts 1971 holdt ud til december 1993. Fra at først være kaldt, noget hånligt ”Jävla Svensk Hemslöjd”, var den kolde vinterdag, kort før jul i 1993, blevet til det bedste jagerfly Danmark nogensinde havde haft. Længere fremme til højre stod der en SF 37 Viggen, den såkaldte foto- og overvågningsversion. En spøgefugl havde lagt en person ind i næsen på flyet, som lå og kiggede ned, i stedet for det kamera, der oprindelig skulle have siddet der. JAS 39 fløj første gang den 9. december 1988. Det fly, der står i museet er det Artikler fra 2011-12 SAAB F-35 Draken forrest. Bagved j29 Tunnan og til venstre JAS 39 Gripen. testfly SAAB holdt for sig selv, som aldrig kom i tjeneste i Flygvapnet. Det kom direkte fra fabrikken til Ängelholm. -Næsten inden motoren var kold, havde folkene fra fabrikken begyndt at tage motoren, og alle de hemmelige instrumenter ud af flyet, fortalte Ulf Ohlsson, men vi er stolte af at være det eneste museum i verden, der kan vise en JAS 39 Viggen. Oppe i loftet hænger skoleflyet SK 50 Safir som SAAB fik på vingerne den 20. november 1945 og som var i tjeneste til 1966, hvor der da var fremstillet 323 fly af typen. Storebror SAAB SK 60, (105) kom i tjeneste i 1967, hvor den erstattede de Havilland Vampire. Flyet har flere gange optrådt i Danmark under navnet TEAM 60. meget dyre hangarer i dag giver husly til firmaer, der ikke har de samme krav til brandsikkerhed med mere. Flygmuseet var en spændende oplevelse. Der bliver fortsat fløjet fra Ängelholm, men nu med civile fly. Endelig var vedligeholdelsesgraden og om rådet en positiv oplevelse. Simulatorer At bygge en simulator er ikke den enkleste sag af verden. Ført skal man fortælle simulatoren, hvordan kontroller og avionic i flyet virker. Derefter skal man lægge en grafik ind, så man kan får et ”luftrum” at flyve i, hvor landskabet nede på jorden også er det man flyver hen over. Det kan ifølge de forklaringer vi fik gøres mere eller mindre enkelt. I den ene simulator kunne man lave landinger på bane 22 i Kastrup. I den anden simulator, hvor man fløj i et rigtigt Draken cockpit, var det landskab man fløj over meget naturtro. Vi fløj ned over Barsebæk og videre under Øresundsbroen, hvad ingen vist har prøvet i virkeligheden endnu, tror vi nok. Derfra tilbage over Kullen, hvor en fuld dansk kaptajn, der den 31. januar 1971 sejlede DFDS Oslobåd, Prinsesse Margrethe, direkte ind i klippen. Det var en flot oplevelse. Kjell-Erik Olsson var rimelig stolt af det han og kammeraterne havde fået ”flikket” sammen, men det havde også taget sin tid, flere år. Tiden efter 2002 Arealerne på den tidligere flyvestation er velholdte. Plænerne klippede, og veje og stier velholdte. Ulf Ohlsson fortalte, at der i dag beskæftiges betydeligt flere mennesker på det område, der nu hedder Valhall, end der gjorde da der var omkring 600 ansatte på F 10. Bygningerne var vedligeholdte som før. Ohlsson trak lidt på skuldrene af, at de Her er vi så på vej ind under Øresundsbroen Et kig ned i cockpittet på SAAB J29 Tunnan. Artikler fra 2011-12 Royal Air Force Ferry Command Storbritanniens stålsatte og selvbevidste premierminister Winston Churchill. Selv hvis man tror at man har fulgt rimeligt med i Royal Air Force (RAF) gøren og laden under Den Anden Verdenskrig, så kan man ind imellem blive overrasket over, hvad RAF har haft af enheder ud over jager- og bombereskadriller og alt det, der hørte til for at støtte operationerne. Så dukker RAF Ferry Command (Færgekommandoen) op. Den enhed, der fløj Winston Churchill til forhandlinger i Cairo og Moskva, bare for at nævne to af mange operationer. Kommandoen havde en meget kort levetid fra 20. juli 1941 til den 25. marts 1943, hvor enheden ændrede navn til RAF Transport Command. Det hele begyndte et helt andet sted, nemlig med Storbritanniens problemer med at få fremstillet bombefly nok. Storbritannien havde fået en låne-leje aftale med USA om at levere et antal bombefly af typen B-24 Liberator. Problemet var at få den fløjet til Storbritannien. Ikke mindst om vinteren var Nordatlanten et farligt sted at flyve over. Vejret var barskt og utilregneligt, og mangt et bombefly endte da også på bunden af Nordatlanten. Det var Morris W. Wilson, der var bankmand i Montreal, som for flyfabrikkerne oprettede ”the Atlantic Ferry Organization” (ATFERO). Han ansatte civile piloter til at flyve flyene til Storbritannien, hvorefter piloterne blev sendt hjem med skib. ATFERO stod for ansættelse af piloter, planlægning af flyvningerne, udvalgte lufthavnene, som flyene skulle starte fra. Endelig sørgede man for vejrudsigter og valg af radiofrekvenser og hvilke radiostationer, der skulle bruges. I løbet af krigen blev over 9.000 bombefly fløjet over Nordatlanten. I pionertiden søgte godt 100 bombefly at krydse Nordatlanten i godt vejr. Resultatet var, at kun halvdelen nåede frem. Van der Kloot Kaptajn William J. Van der Kloot var af hollandsk afstamning, men i Amerika blev hans navn stavet Vanderkloot. Han havde gennem halvandet år fløjet bombefly til Storbritannien. Det betød at han havde tilbagelagt over en million miles over det grelle farvand. Ind imellem havde han haft VIP’er (Very Important Persons) med på turen. Han evner som navigatør var legendariske. Denne evne kom, Air Chief Marshal Sir Charles Portal for øre. Air Cheif Marshal’en var ansvarlig for at transportere premierminister Winston Churchill rundt i Afrika. Portal kontaktede Vanderkloot og spurgte ham, om han kunne tænke sig at flyve til Cairo for Ferry Command. Svaret lød, Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder fra nettet -Bestemt ikke gennem Middelhavet med tyskerne placeret på begge sider. Han foreslog en rute, der betød et stop i Gibraltar. Forslaget betød, at Portal engagerede Vanderkloot. Han udvalgte sig en B-24 Liberator, med kælenavnet ”Commando” for som han sagde, -Det er et velbygget fly. Grunden til at Churchill skulle til Cairo var, at der skulle skiftes generaler ud. General John Eyre Anchinleck skulle erstattes med den senere så berømte ”Ørkenræv”, general Bernhard Montgommery. Når dette var sket, skulle han videre til Moskva for at forhandle med Josef Stalin. Dengang under Den Anden VerdensB-24 Liberator, som kaptajn Vanderkloot foretrak, da han skulkrig var evnen til le flyve premierminister Winston Churchill til Cairo og Moskva at navigere alpha og omega. Vanderkloots linger. Han fortalte videre, at Churchill evner som navigatør aldrig henvendte sig til besætningsmedvar legendariske. Vanderkloot fortalte lemmerne, -Vi var blot laverestående sin søn, -Det var indlysende, at hvis du flymekanikere. Men premierministeren ønskede at overleve måtte du have et talte med Vanderkloot, ham havde han grundigt kendskab til at kunne navigere stor respekt for. efter stjernerne. Under sit ophold i England arbejdede han hårdt på at perfektionere kunsten at navigere. Hans lærer var RAF Navigation Officer Bill White. Det var usædvanligt, men Vanderkloot foretog selv navigationen under flyvningerne, som han sagde, -Hvis jeg skal ud i problemer, vil jeg selv være årsag til dem, og forsatte, -Hvis du virkelig ønsker at holde dig i live, må du kunne navigere efter stjernerne. Flyet modificeres Den civile flymekaniker John Affleck kom til London fra Skotland sammen med Vanderkloot og resten af besætningen. Her fandt de ud af Commando, halenummer AL504 var blevet modificeret. Bombeholderne var blevet taget ud af bombebrønden, og en form for ”halvbagt” kabine var blevet bygget ind. Der var ingen vinduer, så kabinen henlå i mørke. Det eneste sted de var lys var i cockpittet. Oppe under vingen var der indrettet en køjeplads med to kæmpemadrasser, hvor Churchill skulle sove. De øvrige 15 passagerer måtte sove i deres stole, der var tale om generaler, admiraler og inspektører fra Scotland Yard. Affleck var ikke særlig imponeret over at skulle være med til at transportere VIP’s gennem fjendtlig område. Om han var bange sagde han, -Nej, jeg skal nok nå frem, og så længe de bare følger med mig er alt i orden. Det rører mig ikke, hvad og hvem Churchill er. Jeg har aldrig ladet mig imponere af grader eller stil- Churchill i pyjamas Affleck beskrivelser af den britiske premierminister lyder, som om han ikke brød sig meget om ham. Han husker, at Churchill altid skulle have en drink og ryge cigarer. Han glædede sig over at der var en lille blister vindue ved siden af piloten som kunne åbnes, så man kunne lukke røgen ud. Det at man altid fløj i mørke betød, at Churchill ofte var klædt i slåbrok og slippers. Han kunne finde på at komme op i cockpittet og spørge, -Hvor er vi? For derefter at gå tilbage til køjen. Om bord i flyet havde man et lille ”campingkomfur”, hvor man kunne lave forskellige former for mad. Affleck kom til at synes meget bedre om en anden passager. Det var chefen for fælles operationer Anthony Eden, lord Louis Mounbatten og alle generalerne. Han understregede, at fra tid til anden blev besætningen behandlet som rigtige VIP’er. Det var blandt andet da lord Louis, som var chef for Southeast Asia Command inviterede dem til at bo i hans palads i New Delhi. Vrøvl med billedet af Commando Besætningen måtte hele tiden være på vagt overfor fjendens efterretningstjeneste. De allierede i Cairo var bekymrede for sikkerheden al den stund tyskerne kun stod 75 miles mod vest. Uanset al forsigtighed, så syntes tyskerne at vide, hvor de befandt sig. Da Commando første Artikler fra 2011-12 Besætningen der fløj Winston Churchill og mange andre ledere ud på hemmelige missioner under Den Anden Verdenskrig. Fra venstre radiotelegrafist Russ Holmes, andenpilot Jack Ruggles, skipper William Vanderkloot, flymekaniker Ron Williams og flymekaniker John Affleck. gang kom til Cairo, blev flyet fotograferet af RAF’s fotografer. På siden af flyet stod halenummer ”504”. På de kopier besætningsmedlemmerne fik, var 504 fjernet. Men da flyet havde forladt Cairo og var på vej mod Moskva kunne man i Cairos engelsksprogede avis læse at Churchill var kommet til Cairo, og at billedet af flyet blev vis med halenummer AL504 på siden. –Det grinede vi meget af, fortalte Affleck. Jaget af tyskerne Tyskerne var mildt sagt desperate for at komme til at skyde Churchills fly ned. Affleck fortalte, at tyskerne kendt starttidspunkterne. Grunden til at han vidste det var, at ”Lord Haw Haw”, den engelsksprogede propagandist der over tysk radio havde meddelt at Churchill havde forladt Cairo på et givent tidspunkt. Lakonisk tilføjede han, -Nogen ved altid noget! Churchill fløj kun med Commando to gange. Affleck fortalte, at ud over at flyve premierministeren til Cairo og Moskva var der også en flyvning til Marokko, Tunesien og Algier, sidstnævnte fandt sted i 1943. Det at flyve med Commando var absolut ingen luksus. Med tiden blev der indført visse forbedringer, én af forbedringerne var installationen af et primitivt varmeap- parat. Churchill mente imidlertid at det var for farligt at have det i gang. Det blev stoppet, og premierministeren draperede sig med tæpper på strategisk vigtige punkter af sit legeme. Når man fløj med premierministeren havde Affleck forbud mod at føre sin logbog. –De ønskede ikke at nogen skulle vide, hor vi havde været”. Det kunne være LG224, som var RAF kode for Cairo West. Det stoppede ikke Affleck, efter at oplysningerne blev deklasificerede havde han indhentet en komplet liste over Commandos flyvninger hos Britains Air Ministry. Efter den sidste udvidede flyvning fløj Churchill aldrig mere med Commando. I stedet valgte han at flyve med flyet Avro York, som var mere komfortabel. I september 1943 blev AL504 taget ud af tjeneste som VIP fly. Det blev fløjet til Air Force Base Tuscon, Arizona, USA. Her blev det det modificeret til et elementært transportfly med et enkelt sideror og en forlænget krop og endelig fik flyet nye motorer. AL504 fløj igen i marts 1944. På en flyvning fra Azorerne til Storbritannien forsvandt flyet. Det sidste man hørte fra det var at én af motorerne lækkede olie. Derefter blev alt tavshed. Anerkendt Affleck, der var 93 år, da han blev interviewet om sin tid som civil flymekaniker i RAF, fik tilbudt en militær grad i RAF. Han takkede så hjertelig nej, for som han forklarede, -Så længe jeg var civil kunne jeg gå direkte til generalerne uden at skulle op gennem det stive militære system. William Vanderkloot og John Affleck blev begge benådet med ordnen ”Member og the British Empire”. Consolidated B-24 Liberator med navnet Commado malt på flyets næse. Der er den hage ved det, at flyet her, er den ombyggede version med kun én halefinne. Artikler fra 2011-12 Der er kommet tre tilbud Af N.M. Schaiffel Nielsen Købet af helikoptere til Søværnet er en næsten endeløs historie. Det er flere år siden man begyndte at tænke på at skifte Lynx’en ud. For to år siden sendte Forsvarets materieltjeneste forespørgsler ud til tre flyfabrikker, som man ønskede at få tilbud fra. Siden dengang, er der sket ganske meget bag kulisserne, sidst har syv politikerne i august være Storbritannien og USA for at se på AW159 Wildcat, og MH-60R Seahawk. Eurocopter AS565MB Panther er i mellemtiden faldet ud af kapløbet om en eventuel levering. Det er nok en gammel nyhed, så gammel, at den er fra 2011, men vi bringer alligevel meddelelsen om, at dansk forsvar, det vil sige Forsvarets Materieltjeneste, sidste år modtog svar på de forespørgsler (Request for Proposals, FRP) som man sendte ud til tre flyfabrikker i september måned 2010. Der er kommet tilbud på følgende helikoptere: - Eurocopter tilbyder AS565 MB (Panther). Helikopteren er i operativ tjeneste i blandt andet den franske flåde. - Augusta-Westland tilbyder, AW159 (Wildcat). Helikopteren er i produktion til Royal Army og the Royal Navy. - Boeing tilbyder helikopteren MR60R (Seahawk). Helikopteren er operativ is US Navy. Grundig vurdering Det er noget af en mølle tilbuddene skal igennem. Først skal eskadrillen spørges om, hvilke ønsker man har til den nye helikopter. Så skal flyvertaktisk Kommando vurdere indholdet af FRP’erne, derefter ryger anbefalingerne videre til Forsvarskommandoen. Her gennemgår man så tilbuddene og de forskellige involverede enheders udtalelser. I slutningen af februar 2011 blev der udsendt et RFP nummer to. Her var svarfristen ultimo maj. Den nye RFP indeholdt uddybende spørgsmål til svarene på den første RFP. Når svarene foreligger foretages en yderligere evaluering, en proces, der kan forventes at tage mindst fire måneder. I bedste fald kan der forventes en beslutning til september 2011. Men, der kan meget hurtig gå politik i sagen, og så ved ingen noget om, hvornår en endelig beslutning om køb foreligger. Den 3. juli, stadig 2011, meddelte DR 1, at forsvaret for alvor er gået i gang med at vurdere de indkomne tilbud. Nu er det år 2012 Der er stadig ikke truffet nogen beslutning om, hvilket helikopter Søværnet skal have til afløsning for Lynx’en. Skal det blive Sikorskys’s MH-60R Sea Hawk, eller AgustaWestland’s AW159 Wildcat? Sidst i artiklen har vi gennemgået, hvad de tre oprindelige indbydere havde at byde på. Den 15. august to medlemmer af folketinget fra forsvarsforligspartierne S, K, V, DF og Liberal Alliance, sammen med forsvarsordførerne fra SF og R på sight seeing til først AugustaWestland i Yeovil. Efter i fire timer at have hørt om AW159 Wildcats fortrinligheder drog man videre til Heatrow Lufthavn for at flyve til USA. Fredag den 17. august var man nået til US Naval Air Station Patuxent River. Fra klokken 09:10 til kl. 13:00 var det Eurocopter tilbyder AS565 MB (Panther). Helikopteren er i operativ tjeneste i blandt andet den franske flåde. Augusta-Westland tilbyder, AW-159 (Wildcat). Helikopteren er i produktion til Royal Army og Her Majestys Navy Boeing tilbyder helikopteren MR-60R (Sea Hawk). Helikopteren er operativ is US Navy. Sikorsky’s tur til at gøre indtryk på de syv danske politikere. Ved begge præsentationer var der tale om både statisk og flyvendes display. Klokken 13 den fredag kunne man sætte sig i et fly og drage tilbage til Danmark. Lidt forskel i præsentationerne AW159 blev beset på fabrikken i Yeovil. Det blandt andet fordi Royal Army kun lige havde modtaget det første af de 62 helikoptere, der er bestilt. Royal Navy vil først modtage deres Wildcat til næste år. MR-60 Seahawk produceres allerede på Artikler fra 2011-12 produktionslinjen hos Sikorsky i Stratford, Connecticut. Avionic’en bliver fremstillet af Lockheed Martin i Owego, NY. Om det betyder noget, at det var US Navy Air Test and Evaluation Squadron TWO ONE (HX-21) Black Jack, der stod for præsentationen af Seahawk kan havde indflydelse på påvirkningen af politikerne, får stå hen i det uvisse. Seahawk kan trække sine aner tilbage 1984, medens AW159 trækker sin udvikling tilbage til Super Lynx i 2002 medens Wildcat udviklingen skrives tilbage til 2009. Vi har den 2. oktober talt med en repræsentant for Forsvarets materieltjeneste for at få en kommentar til, hvor langt man er kommet i beslutningsprocessen, svaret var, -Ingen kommentar. Hvad kan de forskellige tilbud? Vi kan selvfølgelig ikke nøjagtigt vide, hvad de enkelte helikoptere kan. Vi har været ude på internettet for at se, hvad fabrikkerne har afsløret, her stillet op tabelform: Helikopter Eurocopter AS565 MB (Panther). Augusta-Westland AW-159 (Wildcat). Sikorsky R-60R (Seahawk). Besætning 1-2 mand plus 10 passagerer 2 eller 3 mand. Plads til syv passagerer. 2 piloter og plads til 14 passager Jomfruflyvning 22. februar 1982 12. november 2009 12. december 1979 I aktiv tjeneste 2. juli 1982 Én helikopter er leveret til Royal Army Siden 1984 Fabrikant Eurocopter Agusta-Westland Sikorsky Brugere Brasilien og Frankrig British Royal Army 11 lande Længde 13,60 m 15,24 m 19,76 m Rotor diameter 11,94 m 12,8 m 16,36 m Højde 3,97 m 3,73 m 5.13 m Vægt tom 2.380 kg Ikke oplyst 4819 kg Lasteevne 1.920 kg Ikke oplyst 9980 kg Maksimal startvægt 4.300 kg 6.000 10660 kg Motor 2×Turbomeca Arriel turboskaft motorer 2 LHTEC CTS800-4N turboshaft General Electric T700-GE-701C turboshaft Motorydelse 635 kW pr. motor (851 Hk) 1.015 kW (1.362 hk.) 1.890 hk. (1.410 kW) hver 291 km/t 357 km / t Tophastighed 306 km/t Marchhastighed 260 km/t Rækkevidde Færgeflyvning: 443 sømil/827 km 278 km / t 777 km 592 km Tophøjde 5.865 m Ikke oplyst 5.790 m Stigeevne 8,9 m/s Ikke oplyst 8,3 m/s Bemærkninger til bevæbning Helikopteren kan udrustes med mange forskellige våbentyper. De er ikke medtaget da Søværnets helikoptere indtil nu ikke har været bevæbnet. Samme Samme Kilder: Forsvarets Materieltjeneste, Nytkampfly.dk, flere avisartikler, Försvarsmaktens Flygplan Kort og DR. Artikler fra 2011-12 Politikere på helikoptertur Der er stadig ikke truffet nogen beslutning om, hvilket helikopter Søværnet skal have til afløsning for Lynx’en. Skal det blive Sikorskys’s MH-60R Sea Hawk, eller AgustaWestland’s AW159 Wildcat? I en anden artikel har vi gennemgået, hvad de tre oprindelige indbydere havde at byde på. Den 15. august to medlemmer af folketinget fra forsvarsforligspartierne S, K, V, DF og Liberal Alliance, sammen med forsvarsordførerne fra SF og R på sight seeing til først AugustaWestland i Yeowil. Efter i fire timer at have hørt om AW159 Wildcats fortrinligheder drog man videre til Heatrow Lufthavn for at flyve til USA. Fredag den 17. august var man nået til US Naval Air Station Patuxent River. Fra klokken 09:10 til kl. 13:00 var det Sikorsky’s tur til at gøre indtryk på de syv danske politikere. Ved begge præsentationer var der tale om både statisk og flyvendes display. Klokken 13 den fredag kunne man sætte sig i et fly og drage tilbage til Danmark. Lidt forskel i præsentationerne AW159 blev beset på fabrikken i Yeovil. Det blandt andet fordi Royal Army kun lige havde modtaget det første af de 62 helikoptere, der er bestilt. Royal Navy vil først modtage deres Wildcat til næste år. MR-60 Seahawk produceres allerede på produktionslinjen hos Sikorsky i Stratford, Connecticut. Avionic’en bliver fremstillet af Lockheed Martin i Owego, NY. Om det betyder noget, at det var US Navy Air Test and Evaluation Squadron TWO ONE (HX-21) Black Jack, der stod for præsentationen af Seahawk kan havde indflydelse på påvirkningen af politikerne, får stå hen i det uvisse. Seahawk kan trække sine aner tilbage 1984, medens AW159 trækker sin udvikling tilbage til Super Lynx i 2002 medens Wildcat udviklingen skrives tilbage til 2009. Vi har den 2. oktober talt med en repræsentant for Forsvarets materieltjeneste for at få en kommentar til, hvor langt man er kommet i beslutningsprocessen, svaret var, -Ingen kommentar. Af N.M. Schaiffel-Nielsen Ikke noget svar Da vi havde fat i venstres forsvarspolitiske ordfører Troels Lund, stillede vi ham spørgsmålet, -Hvor langt er man kommet med valget af ny helikopter til Søværnet? Her lød svaret, at man i Forsvarsudvalget stadig ventede på, at Forsvarskommandoen skulle komme med en indstilling om, hvilken flyfabrik, der skulle levere helikopteren. Han henviser til, at man gerne skulle komme til en beslutning i løbet af i år, at den stund det er begyndt at knibe med at skaffe reservedele til den gamle LYNX. Foreholdt, at Sikorsky jo har en meget afprøvet helikopter, medens AgustaWestlands Wildcat, så vidt vi har kunnet få oplyst, indtil nu kun er leveret i et eksemplar til Royal Navy, var svaret igen, -Jeg kan godt høre at du fisker efter at få mig til at sige, hvilken helikopter, der skal vælges, men det vil jeg ikke svare på. Artikler fra 2011-12 Nye kampfly, hvor mange og hvornår Debatten om nye kampfly til det danske Flyvevåben begyndte officielt i 1997. Danmark involverede sig ret så meget i udviklingen af Joint Strike Fighter, F-35programmet. Grunden til dette skal nok ses i ”Århundredets våbenhandel” tilbage i slutningen af 1970’er, hvor Danmark gjorde den nok bedste investering i sidste århundrede ved at købe F-16. Samme F-16 har vist sig at være mere levedygtig end forventet. Sidste års indsats i Libyen, hvor danske piloter med deres F-16 ydede en indsats, der med et engelsk ord var ”Outstanding”, har fået flere politikere til at tænke, om ikke det fly ikke kan holde adskillige år endnu. I september måned fik bladet Ingeniøren, via Rigsrevisionen, adgang til en fortrolig en behovsanalyse vedrørende anskaffelse af nye kampfly. I analysen hedder det, at Danmark i virkeligheden kan nøjes med at anskaffe 22 kampfly. Det vurderes i rapporten at de 22 fly er nok til at varetage det nationale afvisningsberedskab og deltagelse i fremtidige internationale operationer. Egentlig var det planlagt at købe 30 nye kampfly, som man indtil nu ikke har bestemt hvilken type man foretrækker. Om det skal være Lockheed Martins F-35A, SAABs JAS 39 Gripen eller Boeings F/A-18 Super Hornet, svæver stadig oppe i den efterårsblå himmel. Forskningstjenesten, der hører under Forsvarets Materieltjeneste, fastslog i en analyse fra 2006 at 30 kampfly var det, der var brug for, men man har som bekendt et standpunkt til man tager et nyt. Ingen kommentarer Traditionen tro vil forsvaret ikke kommentere rapporten. Lektor i sikkerhedspolitik var Forsvarsakadamiet sagde til Ingeniørens Ugeblad: -Historisk set har vi ikke udsendt F-16 særlig tit, så jeg kan ikke se noget problem i, at vi neddrosler ambitionerne og køber færre kampfly. Han fortsatte, -Det er ikke kampfly NATO mangler, men lande, der er villige til at smide bomber fra dem. Det er Danmark, understregede han. Besparelser Lige nu er der ingen tvivl om, at neddroslingen til 22 kampfly er vand på de politikeres mølle, som har foreslået at spare 2,7 mia. på forsvarsbudgettet. På den anden side kan vi ikke få at vide, hvad politikerne vil i fremtiden. Vil de blot hævde dansk suverænitet, eller vil de bombe i Afghanistan eller et andet af verdens brændpunkter. Når den beslutningen kommer, vil den være bestemmende for, hvor mange kampfly Danmark skal råde over. Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Vedrørende besparelser, er det ikke blot den øjeblikkelige udgift til købet af kampflyene, politikerne vil finde er en lettelse. Lettelsen ligger også i livstidsomkostningen, der er sparet på anskaffelsen af otte kampfly, et betydeligt beløb, som der lige nu ikke foreligger en beregning på. Beslutning – hvornår? At beslutte sig til en så stor investering på forsvarsområdet har altid voldt politiske kvaler. Tænk blot på købet af F-16 i 1970’erne. Politisk blev dette sidste indkøb sat på pause i 2010. Nu forventer man beslutningsprocessen genoptaget inden udgangen af 2012 eller senest i begyndelsen af 2013. Hvilken type der bliver råd til i et i forvejen presset forsvarsbudget må tiden vise. Vi søgte at få et svare fra venstres forsvarspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen. Det kom der ikke meget ud af, som han sagde, -Vi håber på at komme til en afklaring i løbet af dette års forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. –Kan du sige noget om, hvor længe F-16 kommer til at flyve endnu, og hvilken type der skal erstatte den? Svaret kom tørt, -Uanset, hvordan du spørger får du ikke noget svar fra mig. Og dermed var vi ikke blevet klogere. I 2010 havde Flyvestation Skrydstrup malet den ene af løverne i kongehusets våbenskjold på halefinnen af halenummer E-194. Det skete i anledning af HM Dronning Margrethes besøg på Flyvestation Skrydstrup Air Show 2010. F-16 fotograferet på Flyvestation Skrydstrups Flyværksted, hvor man på halefinnen og sideroret kunne læse, at typen nu har fløjet 250.000 timer for det danske Flyvevåben. Artikler fra 2011-12 Få Piper L-18C Super Cup i luften igen Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Med et stort smil hiver SER, Lars Berentz, i propellen på Y-652, som han håber på at komme ud at flyve i i en ikke alt for fjern fremtid. Flyvestation Karup. Der sad de så alle de 10, der på opfordring af RUL, Steen Ulrich. Der foruden at have en fortid som chef for Panserværnskompagniet ved Hærens Flyvetjeneste, nu er chef for Flyvestation Karup. For dem alle gjaldt, at de enten var piloter eller flymekanikere elle begge dele. Iblandt var en enkelt tidligere observatør og besætningsmedlem på AS-550 Fennec. Han var veteranen i flokken. Han tiltrådte tjeneste ved det længst hedengangne Artilleriflyverbatteri i 1962 og bar, og bærer stadig flyvernavnet, LAU. Hvad skal der ske? RUL lagde ud med at fastslå, at Y-652 eller OY-AZR havde stået stille i 14 år, og at der i den tid ikke var sket noget med flyet. OY-ZZR eller Y-654 var blevet overgivet til et hold på Avedøre. RUL havde haft forbindelse med Lars Søe-Jensen på Flyvevåbnets Historiske Samling, hvor flyet havde stået indstil det var med på udstilling ved AIRSHOW’et på Flyvestation Aalborg. Han havde fortalt Søe-Jensen om planerne om at lave en forening, der måske kommer til at hedde ”Piper Karup”. Der udspandt sig en lang snak om det at få Y-652 flyveklar igen. For eksempel var ingen i tvivl om, at flyet skulle have nyt lærred, hvad der let kunne komme til at koste 500.000,00. Hvad motoren vil kræve af vedligeholdelse, inden den er klar igen, var rent gæt, men mellem 100.000 og 200.000 kr. Med hensyn til at få nyt lærred på flyet blev der talt om at sende én eller to på et lærredskursus ved KZ- og Veteranfly Samling på Stauning. Én havde allerede haft kurset, men sagde, at han var noget rusten og uden erfaring. Arbejdskraft For at holde omkostningerne i ave satsede man på meget frivillig arbejdskraft. En spørgerunde bordet rundt gav RUL den optimisme, der fik ham til at sige, -Jeg tror på projektet. Han sagde videre, at han ville tage kontakt til pensionistforeningerne på Aalborg, Karup og Skrydstrup for at høre, om der blandt dem var én eller flere, der havde lyst til at arbejde med på projektet. Man vendte tilbage til problemet med ny lærred, kunne man gøre det selv, kunne prisen måske komme ned på omkring 20.000 for et forberedt sæt lærred. Det blev gjort klart at man skulle have en byggetilladelse, og at der skulle udpeges en ansvarlig for processen. En inspektør skulle godkende det udførte arbejde og derefter fortælle, hvilket område på flyet der skulle være klar til næste inspektion. RUL fortalte det var hans plan, at tage forbindelse til DC-3 Vennerne ligesom han ville undersøge mulighederne for et samarbejde med KZ- og Veteranflyveklubben, måske man kunne deltage i flyvestævner sammen med dem, men også gennem de to foreninger søge den nødvendige ekspertise. Én af dem man også vil kontakte er seniorsergent Kurt Hartvig Toft, som arbejdede på begge Pipere da de fløj i ”Foreningen af tidligere og nuværende Hærflyvere”. -Han er manden, der ved mest om flyet, fastslog RUL. Kroner og ører samt vedtægter At holde et veteranfly flyvende er ikke det billigste man kan forestille sig. RUL gav udtryk for, at når man på en stiftende generalforsamling i september havde fået foreningen ”Piper Karup” stiftet, måtte de piloter, der ønskede at flyve med flyet erlægge 5.000,00 kr. i en slags forskud for at bestyrelsen kunne have lidt penge at arbejde med. RUL havde udarbejdet et forslag til vedtægter for foreningen ”Piper Karup”. De blev grundigt gennemgået, blandt andet var den del, der omhandlede, hvem der kunne blive medlemmer af foreningen. Her blev der foreslået to slag medlemmer, nemlig: Dem der ville flyve med flyet, og dem der ville være en slags støttemedlemmer. Det med den økonomiske ansvarlighed blev delt op i to, nemlig for piloter, som hæftede solidarisk for en eventuel gæld, og så de almindelige medlemmer, som blot ønskede at støtte projektet. Man var også inde på, hvorledes man gjorde projektet kendt i offentligheden, her blev det foreslået at anvende facebook som en af kilderne. Konklusionen på mødet var, at RUL indarbejder de forslag til vedtægterne, der kom fra deltagerne. De bliver sendt ud sammen med indkaldelse til en stiftende generalforsamling i september. Ud at sparke dæk Efter de mange ord var det blevet tid til at komme ud at se til Y-652 eller OY-AZR om man vil. Den stod parkeret i en shelter ude ved Stationsflighten. Vingerne var demonteret, hvilket giver flyet et noget spøjst, nærmest kullet udseende. Ved at se ned på understellet kunne det konstateres, at vindgeneratoren manglede. LAU fortalte, at man ikke havde nogen erstatning for den. Heller ikke på det reservedelslager han havde liggende hjemme i en hesteboks på gården i Randbøl. Flyet blev kigget efter i alle krogene, cowlingen blev åbnet og motoren udsat for en meget grundig visuel inspektion. Én af teknikerne love at lave en foreløbig undersøgelse af motoren. Efter nogen tid mente RUL, at man kunne forlade shelteren. Data for Piper Cub L-18C Super Cub: Typebogstav: Y Type nr. 66 Individuelle numre: 651 til 666 Spændvidde: 10,73 m. Længde: 6,82 m. Højde: 2,00 m. Vægt tom: 363 kg. Totalvægt: 680 kg. Max. Flyvehastighed: 161 km/t. Flyvestrækning: 580 km. Praktisk tophøjde: 4.800 m. Artikler fra 2011-12 RUL, Steen Ulrich, er helt sikker på, at det gamle fly igen kommer i luften. At han har et større organisatorisk arbejde foran sig inden det sker, ja det tager han med godt humør. Artikler fra 2011-12 Y-652 er på vej på vingerne igen Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Flyvestation Karup Chefen for Helicopter Wing Karup og kommandant for Flyvestation Karup, oberst Steen Ulrich (RUL) så glad ud da han fortalte om, at man havde holdt stiftende generalforsamling i foreningen, ”Flyvestation Karup Veteranfly”, og at foreningen nu var kommet godt i vej. Han var måske ikke helt så glad for at være endt som formand, -Men det får nu så være, sagde han. Objektet det hele drejer sig om er Piper Cub L-18C Super Cub, halenummer Y-652, som kom til Danmark som våbenhjælp (Military Aid Program (MAP)) den 7. maj 1957. At flyet blev leveret som MAP-fly har siden været årsag til mange problemer. -I Foreningen af ”Nuværende og Tidligere Hærflyvere” skulle man enten være/ have været pilot i Artilleriflyverbatteriet/ Hærens Flyvetjeneste, eller tekniker i Flyvevåbnet, er der fortsat sådan? RUL forklarer, at medlemskabet i den nuværende forening er betinget af at man har været været, eller er, tjenstgørende i Flyvevåbnet. Den bestemmelse er dog ikke mere restriktiv, end hvis en person kan tilføre foreningen, og dermed flyet en ressource, så kan vedkommende blive medlem. Kassereren Klaus Kyval (KLA) fortæller, at indtil nu, har de 10 - 12 der deltog i det forberedende møde sagt ja til at blive medlemmer af foreningen. Det koster 500 kr. om året at være medlem. Ønsker man at komme til at flyve med Y-652, skal der indbetales 3.000,00 kr., hvad de første allerede har gjort. Restaurering og vedligeholdelse Foreningens teknikere er klar til at gå i gang med at sætte Y-652 i flyveklar stand. Nogle har allerede taget kurser i at skifte lærredet på flyet ud, medens andre i er i gang lærredskursus i Stauning. Inden man kan komme videre skal al lærred tages at flyet og stellet undersøges så man kan sikre sig, at det er forsvarligt at flyve med flyet. Morten Binderup er blevet udpeget som teknisk chef for projektet. Han har sammen med flere indledt et samarbejde med Aeronautisk Aktivitetscenter i Avedøre, som har Y-654 stående, og som de skal i gang med at restaurere. En del reservedele, som var opmagasineret privat er blevet flyttet til Karup. Planen er at folkene fra Avedøre skal have en del af disse reservedele. Et møde var aftalt, men måtte aflyses. Flyvning RUL glæder sig i den grad til at komme ud at flyve i Y-652. -At det sikkert kommer til at vare et par år inden det lykkes, er der så ikke noget at gøre ved, sagde han. -Hvor mange er I egentlig, der kan flyet. Det er jo noget anderledes end at flyve jet eller helikopter? Han fortæller at lige nu er der tre piloter der kan flyve flyet. Med hensyn til omskoling af andre piloter er det ikke noget problem, da Y-652 kan bruges til omskoling. Y-652 i 1979, det var dengang den var overdraget til Foreningen af Nuværende og Tidligere Hærflyvere og fløj rundt med den civile indregistrering OY-AZZ. Artikler fra 2011-12 Team Tordenjet nærmer sig de 20 år Tekst og billder N.M. Schaiffel-Nielsen Henning Gøtsche, 85, i færd med at skrue på næsehjulet af den F-100F han hentede i Frankrig tilbage i 2005. Fighter Wing Skrydstrup. Formanden for Team Tordenjet Hans Kristoffer Christensen tager imod i kaffestuen i bygning 349. Klokken er 10 og alle de frivillige er samlet til ”formiddagskaffe”. Her får man sig en god snak om det arbejde de forskellige er i gang med. Årsagen til vort besøg er, at Team Tordenjet den 19. oktober fylder 20 år, og det skal fejres. Hans Kristoffer fortæller, at man i den anledning vil lave en særudstilling i Ravnestuen i Fighter Wing Skrydstrups (FWSKP) Cafeteria. I nogle dage omkring jubilæet vil udstillingen være bemandet fra klokken 10 til 14 så de ansatte der har lyst at vide mere, kan få deres spørgsmål besvaret. -Det er jo meget godt, at I lukker de ansatte ind, men hvad med samfundet rundt om FWSKP, de kan jo ikke komme ind og se, hvad I har at byde på? Til det svarer Hans Kristoffer at man har planer om at søge FWSKP om lov til at lukke civile ind for at se udstillingen. Man har også planer om at invitere foreninger i omegnen inden for. Der eksisterer allerede et samarbejde med de lokalhistoriske foreninger i Haderslev, Vojens og Sommersted. I år har man allerede haft besøg af personaleforeningen fra Firmaet Brd. Gram, FWSKP Soldaterforening, Flyvehjemmeværnet, hertil kommer så en række enkeltpersoner. Nok at se på Det Team Tordenjet har skabt er i virkeligheden Flyvestation Skrydstrup/ FWSKP museum. Hele gange og alle rummene i bygningen er nærmest pakker med minder om fortiden helt tilbage til dengang stedet vistnok hed Fliegerhorst Hadersleben. På vej ned gennem gangen ser man på højre side ikke mindre end 130 heraldiske mærker, til daglig kaldet våbenskjolde. Ikke kun fra FWSKP egne enheder men også alle de våbenskjolde gæstende enheder gennem årene siden 1950 har afleveret som gaver. Med en vis stolthed viser Hans Kristoffer Christensen, der har en lang fortid på FWSKP Infirmeri, de to rum frem, hvor han har samlet ting fra sundhedstjenesten i Flyvevåbnet siden oprettelsen i 1950. En lille æske I forsøget på at samle FWSKP historie tager man den 1. august en cykeltur rundt til enhederne for at stille en lille kasse op. Formålet med at stille kassen op er, at få folk til at aflevere de ting, der kan være med til at skrive historien. –Vi vil gerne have ting og billeder i stedet for at de blive smidt ud. Jubilæet bliver fejret med udgivelse af et jubilæumsskrift som Bent Aalbæk Nielsen, den tidligere redaktør af Flyvevåbnets Soldaterforenings blad Propel, har lovet at lave. Dermed er også denne sag i gode hænder. Artikler fra 2011-12 Hvad der skal ske med ”næsenummer” SKP ved vi ikke, men den bliver i hvert fald restaureret. Hangar 1 Team Tordenjet er både administration og teknik. Teknikken fandt vi i Hangar 1, som ligger nord for landevejen fra Skrydstrup til Vojens. Her er man i sving med at sætte en F-100D i stand. Den er en lidt blandet affære idet kroppen er hentet på Chateau de Sagvigny i Frankrig i 2006, medens bagkroppen er fra den danske GT-870, som kom til Danmark den 26. marts 1974 og blev faset ud 11. August 1982. Når flyet engang bliver færdigt bliver det malet i Eskadrille 727’s farver og tildelt halenummer G-183. Arbejdet har stået på siden 2007 lige nu mangler der ikke meget før malerværkstedet kan gå i gang. Som Bent Ørstedt sagde, -Så står vi nok ikke først i rækken til at blive malet. Der slibes og skrues Bent Byeriel, der gjorde tjeneste i Flyvevåbnet fra 1955 til 1992, mange af årene som værkstedsleder ved Jordmaterielværkstedet, var i gang med at slibe der ekstra store droptanke som skal monteres på G-183, når den engang er færdig. Børge K.B.F. Jensen arbejdede i mange år som plademand ved Flyværkstedet, har husker især F-84G som han nu er i gang med at reparere på. Det er den gamle Gate Guard, som i dag er afløst af F-16, som skal bringes tilbage til fordoms storhed. Børge har arbejdet med at restaurere fly de sidste 20 år. Det vil sige fra Team Tordenjet blev grundlagt. En af de ”yngre” kræfter et Preben Schultz, flymekaniker, men i stort set hele sin tjenestetid involveret i organisationsarbejde for CS, hvis han da ikke lige arbejdede som loadmaster eller flymekaniker på F-100 eller F-16. Nu, efter pensioneringen, har han meldt sig ”under fanen” for at restaurere fly. Henning Gøttsche begyndte sin karriere i Flyvevåbnets forgænger som var en sammenslutning af Søværnets Flyvetjeneste og Hærens Flyvetropper i 1949, tiden i Flyvevåbnet sluttede i 1987, hvor det sidste tjenestested var Eskadrille 727. Henne under G-183 næsehjul fandt vi Bent Ørnstedt, som har været med i Tordenjet siden 1992. Han var sammen med Børge Hegaard, som var fraværende, med i Frankrig for, sammen med lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, Lars Søe-Jensen, at hente det fly han nu sad og arbejdede på. Gate Guard on the ground Udenfor Hangar et stod den F-84G, halenummer A-603, som Gate Guard for Flyvestation Skrydstrup havde den malet SKP på næsen. Den fik lov at stå på sin stolpe indtil 2008, hvor den blev afløst af Fighter Wing Skrydstrups F-16 Fighting Falcon. A-603 var i nummer ved Flyvevåbnet fra 15. december 1952 til 6. oktober 1959. Børge K.B.F. Jensen fortalte, at den ikke havde det alt for godt efter de mange år på en stolpe ude i frisk luft. Han var i gang med et mindre stykke pladearbejde, men det stor job måtte flyvestationens pladeværksted tage sig af.
© Copyright 2024