HAVILA SHIPPING ASA
Oktober 2012 Årgang 41 nr. 4 ISSN 0905-1635 Fart over feltet – LILLA DAN og MIRA side om side. Limfjorden Rundt 2012. Foto Anders Christian True. REDAKTIONEN: Redaktør: Grafiker: Annoncer Andrea Gotved, Viborggade 74, 2th, 2100 København Ø, Jesper Rossing, Jagtvej 88, st. tv, 2200 København N, Se under sekretariatet næste side TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGENS BESTYRELSE: Formand: Lauge Damstrup Brøndum, Heldagergårdsvej 19, 5700 Svendborg, Næstformand: Merete Ettrup, Slotsvej 12, 1, 4300 Holbæk, Egon Hansen, Engbjerget 4, 4300 Holbæk Kasserer: Bestyrelsesmedlem: Alexander Feirup, Brunsgårdvej 1, Nørlem, 7620 Lemvig, Bestyrelsesmedlem: Karsten Heide, Dalbyvej 35, Nr. Dalby, 4140 Borup, Bestyrelsesmedlem: Carsten Hvid, Brøndevej 33, Orø, 4300 Holbæk, Bestyrelsesmedlem: Niels Sohn, Engvang 31, 7800 Skive Annette Dres Erichsen, Knapmagerstien 30, 2300 København S, 1. suppleant: 2. suppleant: Jan Christensen, Ny Hagestedvej 51, 4532 Gislinge, Kirsten Hjort, Løjtoftevej 189, 4900 Nakskov Revisor: Revisor. supp.: Poul Pilegaard, Brolæggerstræde 20, 4300 Holbæk TS-LOKALFOLK: Nordjylland: Bo Rosbjerg, FDF, Vestre Fjordvej 67, 9000 Aalborg Torben Kirkegaard, Silkehalevej 18, 8400 Ebeltoft Djursland: Limfjorden: Karl O. Tousgaard, Stenøre 16, Stenøre, 7884 Fur Østjylland: Vacant Sønderjylland: Maria Heebøll, Jormorvej 11, 6100 Haderslev Ribe og Vadehavet: Jørn ”Jønne” Hansen, Jernkærvej 17 D, 6760 Ribe Østfyn: Vacant Vestfyn: Jens Glindvad, Provstskovvej 9, 5500 Middelfart Sydfyn: Vacant Nordsjælland: Ingelise Brandt, Krondrevet 36, 3140 Aalsgaarde Vestsjælland: Flemming Olsen, Hallenslevvej 31, 4281 Gørlev Henning Sanderhof, Sleipners Plads 5, 3650 Ølstykke Isefjord: Køge Bugt: Peter Holger Nielsen, Vænget 4, Hastrup, 4600 Køge Kbh. Chr. Havn: Anvar Tollan, Overgaden Oven Vandet 44, st. 1415 K Eric Erichsen, Knapmagerstien 30, 2300 S Kbh. Nyhavn: Lolland: Benny Jacobsen, Løjtoftevej 3, 4900 Nakskov Falster: Henrik Andersen, Kongsnæstoften 7, 4850 Stubbekøbing, Bornholm: Poul Forum Sørensen, Grønnegade 3, 3700 Rønne 2275 5135 2033 9162 [email protected] [email protected] 2728 7632, 2842 5626, 2148 7159 2484 2646, 2042 9058, 2279 5833, 2944 5013 5183 8751, 3045 5702, 4156 9013 4045 4839 [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] 9813 2957 [email protected] 8634 4881 / 6129 4881 [email protected] 9759 7300 / 5118 4354 [email protected] 7458 4124 / 2143 4214 [email protected] 2140 0374 [email protected] 6440 1877 [email protected] 4970 8509 [email protected] 5885 5446 / 6092 1504 [email protected] 4717 9341 / 2449 0779 [email protected] 5665 0636 / 3022 1298 [email protected] 3254 3853 [email protected] 4085 6017 [email protected] 2823 4018 [email protected] 5174 0109, [email protected] 2993 5695 [email protected] REPRÆSENTANTER I SKIBSBEVARINGSFONDEN: Egon Hansen, Engbjerget 4, 4300 Holbæk Sven Irgens-Møller, Kirkegade 2, Jebjerg, 7870 Roslev, 2148 7159 2147 9023, [email protected] [email protected] REPRÆSENTANT I EMH Nis-Edwin List-Petersen, Møllevænget 19, Hostrupskov, 6200 Aabenraa 4017 6132 [email protected] Dansk System Assurance 3379 6060 FORSIKRING KONSULENTER: Restaurering: Skibsbevaringsfonden, Skovhusevej 35, 4720 Præstø Knob, stik og splejs Werner F. Nielsen, Mølstrupvej 70, 7480 Vildbjerg 2 5599 9518 4043 4899 (hverdage 8 - 16) Formanden har ordet TS-sekretariatet v/Lis Pedersen Postbox 58, 4300 Holbæk Telefon: 7023 4049 e-mail: [email protected] Ekspedition af alle annoncer - dvs. medlems annoncer (vises i bladet kun som en henvisning til hjemmesiden) og betalingsannoncer. TS-hjemmeside: www. ts-skib.dk Webredaktør: Merete Ettrup (se bestyrelsen side 2) Medlemskontingent for 2012, kr. 350, Ungdomskontingent u. 25 år, kr. 150, Alle interesserede kan blive medlem. Benyt indmeldelsesformularen på hjemmesiden. For uden medlemskontingentet betales kontingent for fartøjer, der er optaget på fartøjslisten som flg: • Joller og åbne både under 2 BRT kr. 0, • Fartøjer mellem 2 og 13, 9 BRT kr. 300, • Fartøjer mellem14 og 19, 9 BRT kr. 600, • Fartøjer mellem 20 og 49, 9 BRTkr. 900, • Fartøjer over 50 BRT kr. 1200, - For at få glæde af TS-havneordningen kræves betalt fartøjskontingent og samtidig visning på fartøjet af årsmærkat og jomfrustander. Deadline til Årbogen er 20. November 2012 Et par meget varme kartofler Sommeren går på hæld og det er ved at være tiden til at tage fat på de mange gøremål som er så vigtige for fremtiden og for os og vores kære skibe. Udfordringerne er der nok af og det er super vigtigt vi få en åben og god dialog om de mange og store spørgsmål. Spørgsmål som: Skal vi have skærpede krav til optagelse af fartøjer, og eksklusion af fartøjer der ikke overholder vores krav? Skal vi have en ”klasse ” inddeling således at fartøjer belagt med glas fiber kan være med eller bør vi ikke højne standarden og bede de glade skibs ejere opfylde et mindste krav før de søger optagelse? Er det ikke på tide at få en dialog og løsning på problemet med ”Pirat sejlads”? Vi kender alle problemet med at sejle en tur på vandet med betalende gæster selv om skibet ikke er godkendt til det. Der er mange undskyldninger ,for det hjælper jo lidt til vedligehold. Et problem som vil skyde os selv i foden på et tidspunkt. Jeg kan virkelig godt forstå ejerne af charter skibene, bliver frustrerede over at overholde søfarts styrelsens krav til sikkerhed og bemanding og andre ikke gør. Der er skibe som sejler på grænsen eller lidt på den forkerte side. Skibe som desværre nogle gange tilbyder sejlads for et mindre beløb. Med chance for at blive upopulær syntes jeg det er en rigtig skidt gråzone for at bevare vores skibe på. Hvis vi ikke får en dialog om dette problem vil det virkelig skade vor ”sag” på et tidspunkt. Vi skal være professionelle og må som forening også vise at trods de hårde krav fra søfartsstyrelsen, stadig går ind for at regler bliver overholdt. Det er både vores besætning og passagerernes sikkerhed, vores økonomi og vores troværdighed som er vigtig at stå sammen om. Vi har så mange dygtige medlemmer at jeg ser fremtiden lys og venlig og at der helt sikkert er en løsning for vores skibe, vi må bare have modet til at holde sammen gennem dialog og ærlighed . Vi må ikke miste 40 år arbejde bare fordi der er storm omkring os Så reb sejlene og deltag i en dialog om fremtiden. Med venlig hilsen Lauge , Formand i TS 3 MEDLEMSMØDE i Ribe 27.-28. oktober 2012 Temaet er VADEHAVET Program lørdag 13.00 Vi mødes på Skibsbroen ved JOHANNE DAN og sejler mod Kammerslusen og videre ud i Vadehavet. Husk varmt søtøj. Skipper Bjarne Kiholm vil forsøge at sætte os i land på en østersbanke, hvor vi kan plukke nogle smagsprøver. Husk gummistøvler. Vi besøger sælerne. 19.00 Skafning i Ribe Sejlklub. Efter middagen er ordet frit Program søndag 08.00 Morgenskafning i sejlklubben 09.00 Thyge Jensen fortæller om sejlads på Vadehavet 11.00 Steffen Steffensen bugserer os rundt i byen og fortæller om Ribes historie. 12.30 slutter vi af ved JOHANNE DAN. Der er mulighed for overnatning i Bed & Breakfast i bymidten. Se på Ribes hjemmeside eller ring til Jønne 21 40 03 74 På gensyn Det Maritime Ribe Mere info samt tilmelding på www.ts-skib.dk 4 Skipper Otto Bjørn Leth er død knapt 63 år gammel. Der blev pludselig så stille. Vi vidste det jo godt alle sammen, for vi så det jo komme ganske stille. Men at det skulle være lige nu, det vidste vi bare ikke. Det var lidt ligesom i de der talrige kapsejladser, hvor BRITA LETH - på trods af alt – stilfærdigt og ubemærket sneg sig over mållinjen med alle sejl sat. Otto havde sneget sig over mållinjen igen, men denne gang var det desværre for sidste gang. Men det foregik med både bredfok og spidser sat og ham selv alene ved både ror og fald. Otto Leth var en af den sejlende kulturarvs allerstørste pionerer. Han fejrede i år sit 40 års jubilæum med skonnerten BRITA LETH. Han var ikke den første, der fik ideen at restaurere et gammelt fragtskib, og sejle med det, andre var allerede godt i gang. Men han var på en eller anden måde anderledes end de andre. Interessen for skibene stammede tilbage fra hans barndom. Otto´s far havde fået job som skoleinspektør i Egedesminde og derfor flyttede Otto i 1956 med resten af familien til Grønland. Dengang fløj man ikke til Grønland, man sejlede Jeg sidder her og ser på et billede, hvor Otto i 1956 passerer Prins Christianssund om bord på M/S DRONNING ALEXANDRINE. Jeg er ikke i tvivl om, at det allerede her, Otto fik vakt den indre sømand og interessen for skibe. Men var interessen ikke allerede vakt på færgen, så blev den det, da han så alle de fine gamle sejlskibe, som vi andre kun kender fra Jens Friis-Pedersens flotte værk om de danske skibe i Grønlandsfarten. Otto Leth påbegyndte sidst i 1960-erne en uddannelse som arkitekt, men fuldførte aldrig helt studiet, da de tidligere skonnert HILFRED blev sat til salg, og den var der på det tidspunkt mere fremtid i. Familien Leth købte HILFRED og påbegyndte straks en restaurering af skibet, der senere blev omdøbt til BRITA LETH. BRITA LETH var primært Otto´s barn, men samtidig også et familieprojekt. Hele familien var fra starten involveret i restau5 reringen, lige som de i de senere år har hjulpet til, når det har set mest håbløst ud. BRITA LETH fremstår i dag som et af Danmarks smukkeste og mest troværdigt restaurerede skibe, intet mindre end et nationalt klenodie. Men BRITA LETH var jo ikke ikke Otto´s eneste skib. Han havde gennem årene flere. Hvor andre i dag tager en hjemløs hund med hjem fra Portugal, så kunne Otto ikke klare at se skibe lide. Han måtte redde dem. Således både loggeren LAKSEN, loggeren LEO, men også det store fyrinspektionsskib H. V. RAVN, som blev købt og lagt i Hobro. Tanken var, at skibene skulle anvendes i det socialpædagogiske arbejde som Otto havde startet op. LEO blev sejlet som fragtskib i en kort årrække, men desværre lykkedes det aldrig for ham at fuldføre projektet med H. V. RAVN. Men på grund af hans forudseendhed, så er skibet i dag bevaret. Mange unge søfolk har været i kontakt med Otto gennem årene, og det har uden tvivl været en hård skole, for skibet blev drevet på helt traditionel facon med direkte linie til Marstalskipperne. Men det har samtidig været en god skole, der har betydet, at en stor del af den traditionelle viden Otto havde erhvervet, den bliver bragt videre til kommende generationer. Og Otto var en ualmindelig opmærksom lytter. Ingen detalje var for lille til at optage ham, og han sugede viden til sig som kattehår på et kunststoftæppe. Al denne kundskab gjorde ham næsten kompromisløs i forhold til det at restaurere et fartøj korrekt. Og den gjorde ham til en ualmindelig dygtig sømand, der kunne sit skib. At se ham lægge BRITA LETH til kaj i Fåborg mellem flere store skibe var en rendyrket fornøjelse. Når jeg tænker tilbage på Skibsbevaringsfondens begyndelse og de krav vi dengang stillede til skibsejerne om detaljeringsgraden af restaureringerne, så kunne mange af de løsninger, der dengang var gangbare, bringe Otto helt ud af fatning. Jeg har således måttet lægge ryg til rigtigt mange velfortjente verbale bank. Men desværre var de fleste skibsejere dengang ikke parat til at lave tingene, som de egentlig burde. Og vi kunne simpelthen ikke drive skibsbevaring, hvis ikke skibsejerne var på vores side og forstod, hvad det var vi ville. Derfor blev det en lang udvikling, en udvikling hvor Otto Leth på mange måder var en drivende kraft, der altid var klar til at argumentere og forklare hvorfor og hvordan. Otto Leth havde den specielle udstråling, der skulle til at gøre ham til en slags patriark, ikke bare for familien men også for os andre i miljøet. Det er således et kolossalt savn der opstår, når en mand med så stor en viden og indsigt ikke er mere. Otto Leth efterlader sig to børn sønnen Thorbjørn og datteren Maria, som nu har sejlet på BRITA LETH i flere år. Otto Leth havde en brændende interesse for de traditionelle skibe, en interesse der med tiden gjorde ham til en af de mest vidende og markante personer på området. Han havde naturligvis en stor fordel i at have været med så tidligt, at han kunne få det hele overleveret fra mand til mand af de søfolk, der selv havde sejlet med disse skibe. I de første år, hvor Otto ikke havde de nødvendige papirer til at sejle skibet, havde familien en gammel skipper Emdahl ansat, som tidligere havde sejlet på bramsejlsskonnerter. Det var her Otto lærte dels at sejle, og dels at vedligeholde et skib på den traditionelle måde. Skipper Emdahl var Otto´s mentor, der lærte ham de gamle dyder som kvalitet, håndværk og godt sømandskab. Æret være Otto Leth´s minde. Jes Kroman Skibsbevaringsfonden 6 Mindeord om en rigtig god kollega Kære sømand og borger Af Jens Weiss, Marstal Der er brug for, og behov for, nye ideer og tiltag for at finde veje til bevarelse af vores sejlskibsflåde. Alle steder hvor man retter kikkerten ser man skriften ” der er ingen penge” eller vi har ”økonomisk krise”. Med den nye skattelov (afskaffelsen af 33A) kan jeg se, at de projekter som sejler uden for Danmark går en hård vind i møde. Ved afskaffelsen af det indirekte tilskud, som man tidligere har opnået med den gamle skattelov, vil priserne for staten stige meget ved en anbringelse på et sådant skib, hvis man skal kunne holde den aflønningsstandart der er i dag. Mon ikke at kommunerne vil slå sig i riggen, når de skal til at betale mere for en anbringelse af ”unge mennesker som har valgt de forkerte forældre” på danske sejlskibe generelt, hvilket vil afstedkomme, at man vender kikkerten i en anden retning. Mellem lægmænd og søfolk har der altid været en forståelse for ”det at sejle til søs” giver en grundbasis og uddannelse, som man kan bruge resten af livet. At lære at respektere naturens kræfter, betydningen af sammenhold og have respekt for andre, fordi han er ”min sikkerhedsmand” er en naturlig tilstand ombord på et skib. Et skib kan sammenlignes med vores samfund, hvor vi alle har brug for hinanden for at kunne leve sammen og opnå et godt, sundt og sikkert liv. Men hvorfor vil de folkevalgte politikere ikke tage del i, eller give mulighed, for det? Ankerkæden er ikke knækker endnu, men der skal ikke mange flere bølger til. Lige nu, ligger flere af disse skibsprojekter med for meget vand på dækket og det gør, at ankerkæden er på bristepunktet. Som sømand og borger bør vi/du gøre vores lokale folketingsmedlem opmærksom på problemstillingen. Hvorfor ikke invitere hende/ham med på en tur eller bare komme se hvor meget der bliver gjort rundt omkring på de forskellige skibsdæk i Danmark. Skulle vi ikke sammen prøve at forhindre en skibskatastrofe og sætte alle sejl nu, inden den her kuling får blæst os omkuld. Er du være i tvivl hvem der er valgt i dit område er her et link: http://www.b.dk/forward/emailref?path=node/16575916 Otto er desværre død kun 63 år Otto havde en herlig humor og derfor vil det være i hans ånd at fortælle at vi kollegaer ofte har lavet lidt sjovt med ham om alle hans ”skavanker ” og at han burde være død for mange år siden. Men det var netop her at Otto var anderledes og noget helt særligt. En stor tålmodig og sej fighter. Det er så imponerende at Otto på trods af alvorlig sygdom, med flere lange og krævende hospitals ophold og flere store operationer formåede at holde styr på hans skib og andre store opgaver vel og mærke på en måde så vi andre skibs tosser blev helt udmattet ved tanken om hvad Otto kunne udrette og få fra hånden. En kæmpe inspirator og et stort forbillede er her ikke mere. Otto var en stor dreng med stort legetøj og hvor er det ærgerligt at han ikke nåede at flyve en tur i et andet tosset projekt af Hans ”En flyvemaskine ”Det ville have været et fantastisk syn… Hvem andre end Otto begynder at restaurere en gammel flyvemaskine, når man lige har restaureret en stor flot skonnert, sat sit hus istandsat og meget mere. Det gjorde Otto ! Jeg kan slet ikke forstille mig den sorg som Bjørn og Marie og resten af familien gennem lever ved tabet af Otto Jeg tror ikke det lindre jeres sorg ,men Otto var en stor inspirator for rigtig mange af os ! Jeg kommer til at savne ham Kollegaen Lauge TS formand og ven Med venlig hilsen og God vind. 7 Limfjorden Rundt 2012 ombord på ALDARION Af Birthe Ebdrup, foto Andrea Gotved Der er hos os en tradition for, at når sejladsen Limfjorden Rundt starter mandag i uge 37, så er vi i Løgstør. Enten i vores egen båd eller kørende i bil. I år var planen at sejle VINDI (en Vindø 50 fra 1976) fra Nibe til Løgstør lørdag inden sejladsen og så ellers pendle lidt frem og tilbage mellem arbejde og båden, for så til næste weekend at sejle VINDI til Skive til afslutningen på Limfjorden Rundt. Vi, d.v.s. Lasse og Birthe, sejlede til Løgstør lørdag formiddag og alt gik efter planen, dvs. båden fortøjet på ydermolen i Kanalhavnen. Der er altid en fantastisk stemning når alle de gamle sejlbåde samles i kanalhavnen og langs kon- gekajen. Og Løgstør forstår at skabe fest og stemning på havnen, så vi lå centralt for det hele. Søndag ringede telefonen. Lars Klok fra Værftet i Skive havde en kunde, John Bryden, som havde tilmeldt sig sejladsen, men manglede en besætning til at sejle turen Limfjorden Rundt på ALDARION. Jeg havde flere gange tidligere mødt John og kendte hans dejlige båd, så jeg var parat til en uge på vandet. Samtidig havde Thea, som netop var færdig med 5 måneders togt med GEORG STAGE ringet og spurgt om mulighed for at komme med en af bådene Limfjorden Rundt. Hun havde også ELSA MAGRETHE gir den gas. 8 hvor og ankomst sidst på eftermiddagen. Vi fik plads lige indenfor indsejlingen i kanalhavnen som båd nr. 7 og med udsigt over til VINDI, som lå yderst på molen. Så kunne vi holde fri indtil næste morgen. John var en tur på Limfjordsmuseeet og købte 2 expl. af den nye bog om Limfjorden Rundt, skrevet af Esben Munk Sørensen og Tonny Schnoor – de sejlede begge med nogle af dagene. Thea og Mette mødtes med deres kærester som sejlede med 2 af de andre tilmeldte både, VIKTORIA og LOA, og min mand Lasse kom også til Løgstør, da han havde fri fra arbejde. Der var fælles spisning i stort telt på havnen, hvor beredskabscenter Vesthimmerland havde lavet skipperlabskovs. Derefter havde min søn Kristian inviteret til rundvisning på LOA, en stor 3-mastet barkentine hjemmehørende i Aalborg. John, Lasse og jeg fulgtes en tur rundt på havnen og bagefter var der kaffe på ALDARION. Og så gik nogle af os til køjs. Næste morgen skippermøde i Kulturladen og morgenmad til alle øvrige i teltet. På skippermødet blev Niels Sohn hyldet da det i år var hans 25. Limfjorden Rundt. Nogle kreative sjæle havde fået fremstillet nogle flag med billede af Niels og hans hund Viktor og teksten ”Te’ løk”. Det er nordjysk for tillykke. Alle både fik et flag med Te’ løk samt et Moland-flag (sponsor). Begge flag skulle hejses på bådene hele turen rundt. Løgstør kommune havde en gave til alle både: en pakke friske muslinger samt en flaske hvidvin. Sejladsens regler blev gennemgået og så var der afgang til start. Startlinje udenfor Løgstør rende. Først blev de store både sendt af sted og 15 min. senere de øvrige. Der skulle sejles kapsejlads op til Feggesund. Der var en meget frisk vind og vi satte et reb i storsejlet, fuld genua og desuden lille fok og endnu et sejl kaldet mizzan. Vi blev nr. 4 i denne første sejlads i vores klasse. Efter Feggesund for motor til Thisted i regnvejr. Bådene blev pakket i havnen og så kom det fine vejr med sol. John tilberedte muslingerne og vi fik et fornemt måltid i cockpittet. Efter besøg af gamle venner og Kristian ombord, var det tid til et bad i skurvognen på havnen. Derefter var der helstegt pattegris med tilbehør i bådhallerne ved sejlklubben. Lækkert måltid og derefter afsløring af dagens resultater og uddeling af præmier. Onsdag morgen igen skippermøde og her skulle vi også have spisebillettter til de øvrige havne. Afsejling kl. 9 og derefter for motor /sejl gennem Vildsundbroen og videre for sejl til vi nåede til Jegindø. Her skulle dagens kapsejlads begynde. Fin sejlads øst om Venø til kort før Struer, og ikke så meget vind som da- FULTON, LOA og BONA GRATIA på startlinjen. en veninde Mette fra GEORG STAGE, som gerne ville med og de to friske piger kom også med på ALDARION. ALDARION er ca. 11 m lang og bygget 1990 på et værft i Sydafrika til værftsejeren selv. Den vejer ca. 12 tons og har krydset Atlanterhavet 3 gange. Det er en tung båd, som kan klare meget vind og også skal have meget vind for at få fart. Den har 2 master, men kun bom på den bageste. Båden serviceres af Værftet i Skive og ligger her, når den ikke er på farten. Vi mødtes mandag morgen på Værftet i Skive, hvor ALDARION lå fortøjet. John havde på forhånd provianteret, så efter en kort gennemgang af båden, var vi klar til at sejle til Løgstør. Vi var lidt spændte, for John var den eneste som tidligere havde sejlet båden, ingen af vi 3 piger havde tidligere sejlet kapsejlads. John havde sejlet lidt rundt i Limfjorden, men ellers var jeg den eneste som kendte fjorden og havnene. Og så var der lige et sidste problem, nemlig sproget for John er fra Skotland, bor til daglig i Oslo, men er gift med en dansk pige fra Skive. John forstår en del dansk og norsk, men taler helst engelsk og det er ikke min stærke side, men heldigvis var Thea og Mette gode til engelsk, så vi kom gennem ugen uden alt for mange misforståelser, men sommetider skulle vi lige konferere lidt inden vi alle forstod hvad der blev sagt. Fin sejlads til Løgstør hvor vi fik lidt styr på hvad, hvem og 9 gen før, så rebet blev taget af storsejlet og vores sidste sejl topsejlet kom også op. Undervejs fik John SMS fra svigerforældrene fra Skive. at de ville komme med aftensmad til hele besætningen. Regnvejr i Struer, men Paulas hjemmelavede suppe og oksekød i peberrodssovs med hjemmeavlede kartofler var et lækkert måltid. John gav Paula og Gunnar det ene eksemplar af bogen om Limfjorden Rundt. Torsdag morgen skippermøde med gammel dansk og et krus i gave til hver båd. Kapsejlads fra Venø havn til Glyngøre. Flot vejr, men for lidt vind for ALDARION. Om aftenen var der fællesspisning i teltet med spareribs og tilbehør – mums. Bordene var flot dækket op med rigtig porcelæn og glas og pyntet med foldede servietter. Derefter underholdning af orkestret Tonight, som fik rigtig mange på dansegulvet. Også sangeren Dale A. Smith var på scenen og underholde. Sidst på aftenen kom også min mand Lasse, som skulle sejle med de sidste 2 dage. Fredag morgen med piskende regnbyger. Alle byens skolebørn var på havnen med flag og sang, men det hele druknede lidt i regnen. Sen afsejling til kapsejlads – vi skulle jo kun kort vej til Fur. Min søn Kristian var denne dag ombord på den norske båd FÆELLERØY. Der kom et opkald fra FLEKKERØY på VHFradioen. De ville gerne have hjælp, da de havde en med benbrud. Straks var jeg nervøs for at det skulle være Kristian, men han svarede ikke på telefonen. Det viste sig senere at det var den norske skipper, som var blevet fanget af skøderne under en bomning. Dobbelt lårbensbrud og et flækket skinneben. Marinekutteren Manø kom hurtigt til hjælp og havde undervejs hentet en læge på UTOPIA, så man besluttede først at flytte den tilskadekomne når båden var kommet til Fur. Her var ambulancen parat og kørte skipperen til hospitalet. Om eftermiddagen opvisning af cirkusbørn på havnen på Fur og ombord på ELSA MAGRETHE svang børnene sig rundt i riggen. Spisning i teltet på havnen med kyllingebryst og tilbehør fra Chili-John, det smagte dejligt. Borgmesteren holdt tale, men kun få kunne høre hvad han sagde, så han kom til Skive dagen efter og gentog det hele. Kapsejlads. 10 Fra Nykøbing til Fur. kun nr. 4. Der blev uddelt flere andre præmier bl.a. uheldigste skib o.s.v. Desuden fik Niels Sohn overrakt en gave i anledning af hans 25 års jubilæum. De både som ikke havde vundet præmie fik i stedet en flot graveret messingplade til båden. Og så var der igen musik og dans og megen snak. Ud på de små timer var alle tilbage på bådene eller ude i byen og så var en helt fantastisk uge Limfjorden Rundt slut. Tusind tak for en herlig uge til først og fremmest John og Thea og Mette. Men også en stor tak til alle de andre sejlere og ikke mindst til dem der har stået for arrangementet, både ude på vandet og rundt i de enkelte havne. Det var simpelt hen flot hele vejen igennem. Hvis jeg får mulighed for det er jeg med igen næste år – VI SES. Lørdag morgen frisk vind, men retningen gjorde at vi kun kunne sejle kapsejlads til Hvalpsund. Her var vinden ret kraftig og ALDARION sejlede enormt hurtig og vi fik lidt vand over rælingen mens vi overhalede flere skibe. Undervejs oplevede vi at Troels Kløvedal stod på VALKYRIEN og videofilmede bl.a. ALDARION. Ved ankomsten til Skive lagde vi ALDARION til kaj i Værftshavnen. Vi pakkede og rydde op på båden, som nu var hjemme igen. Mette og Thea bestemte sig for at de gerne ville hjem og jeg kørte dem til toget. Imens var John og Lasse til afsluttende skippermøde på Moland. Derefter en tur rundt på havnen i Skive og endnu et smut ombord på LOA. Tilbage på Værftet fik vi et hurtigt bad og så var vi klar til afslutningsfest i værftets hal 3. Her var pyntet op med sejl oppe under loftet og igen var der god mad – denne gang fra Tinnes køkken. Der blev delt præmier ud til de 3 bedste i hver klasse, vi blev desværre 11 Fyn Rundt med FLEKKERØY Af Anne Nygren Fra vores venner i Norge har jeg modtaget følgende indlæg: Vi hadde seilt i det Sydfynske øhav noen uker, da FLEKKERØY skipper Bjørnar plutselig spør: skal vi bli med på «Fyn rundt»?. En kjapp epost med like rask og positivt respons, tenkte regattailden hos oss. DVINA ble vennlig mottatt og fikk ligge i Svendborg, skipperen måtte hjem. Jeg tok med meg alt mitt pikk-pakk, mønstret på FLEKKERØY, og dermed var «Fyn rundt» i gang. Selve starten gikk fra Kerteminde 23. juli. Vi fikk en utmerket start, vi tror vi var andre båt over startstreken (!) etter LILLA DAN, som viste seg så visst ikke å være særlig liten. Det blåste godt, og i vår «spesialklasse» var det bare fire båter; ELBE nr 5, ATALANTA og VALKYRIEN, alle tre langt større enn oss – og det ble vanskelig å hevde seg for en liten båt i så mye vind. Men seilasen var fantastisk! Vi gikk i mål halv ett, men var ikke i havn før i åttetiden om kvelden, etter banking i mot. Vel i havn i Middelfart var det et yrende liv, det lå tett-i-tett med flotte skuter, solen skinte, brygga var tettpakket med glade mennesker – alt i alt et fantastisk skue. På skuta HAVET viste de en forestilling med absurd komikk, ablegøyer og akrobatikk i riggen. Det ble «bryggesleng» og besøk med omvisning på andre båter. Vi møtte nye og gamle venner og den kvelden sovnet jeg momentant i samme øyeblikk jeg la hodet på puten. Tidlig neste morgen; morgenmad og «fairplay», her skulle mannskapet på et eller annet vis presentere seg selv. Vi hadde ikke helt skjønt opplegget, men klarte å presentere båt og mannskap, ved å stille i like FLEKKERØY t-skjorter og snakke svorsk (svensk-norsk) med innslag av engelsk og dansk. Lite vind denne dagen, veldig bra for oss! Vi var fornøyde med både starten og taktikken og plasseringen. Kveldens «fairplay» i Assens var «skalleroing», vi ante ikke hva ordet betydde en gang, men fant ut at der var best å bare å hive seg på leken. «Skallene» var skall av livbåter og det var om og gjøre å padle ut til en bøye og tilbake. Samtidig var det helt «fair» og skubbe borti andre deltakere. Ikke lett, men veldig gøy! Kvelden ble avsluttet med fyrverkeri og nok en god natts søvn. Neste morgen var havet speilblankt og den deilige, men akk så sjeldne tropevarmen hadde satt inn for fult. Morgenbad, morgenmad og avgang før kl 08.00. Det ble ingen seilas denne dagen, i stedet badet vi, kastet vannballonger og lot oss steke i solen. Vi kom tidlig til havn i Sønderborg, men måtte vente på å få anvist plass til de store båtene hadde lagt til. Dermed ble det det vi på norsk kaller «bryggekino›, kose seg med å se hvordan båtene legger til – det hele utført svært profesjonelt av flinke båtfolk! Jeg ble nødt til å forlate FLEKKERØY i Sønderborg for å reise hjem til Norge i begravelse, men var ikke i tvil om at Klara og Bjørnar hadde spennende og fine dager foran seg. Og da vi traff dem igjen allerede lørdag i Svendborg, fikk vi høre om noen flotte dager og en fest (og ikke minst festmåltid) med høy standard! Oppsummering: den morsomste, hyggeligste og flotteste kappseilasen jeg har vært med – takk til alle dere som gjorde dette mulig! 12 Skal – skal ikke – Skalø 55.57,4’ N. 11.21,4’ E. - På rejse fra Bogø til TS-pinsestævne 2012 i Marstal Oplevet og fortalt af Arne Gotved Der bliver taget en hurtig beslutning – rejerusen tømmes for en pot rejer – og så af sted selv om vi mister en dag i paradis. Og dog – vi var ikke hurtige nok - der var alligevel for lidt vand i havnehullet, og efter få meter står vi urokkelig fast. Hverken vedholdende fuld kraft frem eller ditto bak flytter os af stedet selv om plutten hvirvles op og der dufter af kulbrinte. Vi ligger med østre molehoved fire meter agten for roret, og vestre molehoved 5 meter til styrbord. Og hvad gør man så lige med 12 tons der ikke vil flytte sig, og et lavvande der er på vej?. En venligsindet morgenturist kommer til hjælp og får fumlet en forhalingsline – der kommer over i andet kast – rundt om en pullert på vestmolen, men lige meget hvor meget vi haler ind flytter vi os ikke en tomme, så vi siger tak for hjælpen. Så kommer lassokastet til molepullerten agter, så vi bliver bundet fast i begge ender, og nu lykkes det at forhale så meget agter at forskibet slipper lidt og kan hales tættere på molehovedet til styrbord, så vores slusebrædt – et fire meter langt kalmarbrædt – kan nå over, så vi selv kan arbejde fra land. Næste skridt er en lang trosse fra skudens agterpullert til vestkajen som vi lige har forladt, så vi kan få et vinkelret træk fra land til agterskibet – men intet flytter sig, hælen er groet godt fast i bunden. Hvad gør nu en klog – ”gode dyr er rådne” – vi spærrer havneindløbet totalt. Det giver ikke mening at sætte jollen i vandet og ro et anker ud, vi må hitte på et taljetræk til kajen eller – eller - eller praje den jolle der netop sejler forbi et stykke ude med tre unge mænd der dørger hornfisk. Yes. Når nøden er størst er hjælpen nærmest, og den næste halve time kommer det hele på plads med den ekstra man-power. Fire mand i træktovet gav langsomt, ganske langsomt, et bedre resultat - GASEN lettede, så den kunne hales agterover. Et par mindre fiskerbåde (de to andre skibe i havnen) forhales så vi kan fortøje yderst på østkajen, hvor der er mest vand og den gunstigste position for at komme ret ud af havneløbet. Onsdag før pinse Klokken er 8 – vinden er midlertidig løjet og der er lidt vand under kølen – tidevandet har lettet os fri af bunden – GASEN er let bortset selvfølgelig fra fortøjningerne. Selv om vi i følge vejrvarslerne først skal gå af i morgen hvis vi skal have magsvejr til at komme videre vestover, var det måske en god ide at benytte højvandet og komme ud af havnen og det grunde vand, og sejle de få sømil til Onsevig, hvor vi så kan afvente det konfortable vejr. Vi ligger i Skalø Havn, hvor østenvinden har frit løb over den lave dæmning til Fejø, men ellers er det et af de skønneste steder man kan havne i Danmark, og et mangeårigt ønske på GASEN er gået i opfyldelse – mere om det senere. Vi er to om bord – den sædvanlige besætning med bagbords styrmand og styrbords bagmand – og vi er for dem der ikke kender os, et ældre ægtepar (for længst pensionerede) med en god bagage af erfaringer med vores skib. Bagmanden gennem 35 år, og styrmanden har været påmønstret i 25. Så alt er vel bortset fra at det begynder at knibe med hørelsen. 13 komme for mange’. Men vi skulle selvfølgelig altid være velkomne. Først i år, hvor vi allerede satte kursen fra Bogø mod Marstal mandag morgen - med en herlig sejlads for fulde sejl – passede det så med at opfylde ønsket, så det gamle ’skal ikke’ blev til et ’skal’, og sidst på eftermiddagen listede vi så ind på det lave vand og - skulle det vise sig – på lykkelig og uforståelig vis, fik anduvet havnen endda på trods af at indsejlingsbøjerne var inddraget for at blive malet. Helt problemfrit var det nu ikke – det var tungt at forhale til kaj – vi ’lugtede grunden’. Vi siger tak for hjælpen, øller bliver knappet op og snakken går inden vores hjælpere vender tilbage til hornfiskene i Ståldybet. Det er fint at møde mennesker på den måde, dagen er stadig ung – klokken er kun halv elleve – og bagbords styrmand bemærker næsten muntert at nu må det være tid til morgenmad – det med morgenstrækningerne er i den grad overstået – vi har god tid, og ligger fint på Skalø, som vi egentlig havde både planlagt og glædet os til. Mit første kendskab til Skaløs eksistens var en invitation til GASEN fra OTTO MATHIASEN til at fejre Mette og Finns sølvbryllup i 1996, i den lille havn, der i indbydelsen - med rette - blev beskrevet som et af Guds bedste steder i vores hjemlige sejladsområde. GASEN havde desværre andre sejlplaner, men afbuddet var til at bære da søkortet blev studeret – vanddybden i havnen var opgivet til 1,2 m og vi stikker 1,65. Efterfølgende fik jeg at vide at det havde været en flot fest – på trods af at OTTO MATHIASEN stikker det samme som GASEN. Senere har vi - når vi anduvede Dybvig på Fejø - cyklet ud til Skalø, der er ’landfast’ med en smal dæmning fra draget på Fejøs nordvestlige hjørne. Og hver gang har vi fået at vide at der var vand nok til os (1,9 m) – en af gangene med den tilføjelse at det nok var med vilje at der ikke var sendt en rettelse til Kort- og Matrikelstyrelsen. Den lille havn er familien Bangs private selvbyggede fiskerihavn, og ’der skulle da helst ikke Næste dag – tirsdag før pinse – kom cyklerne frem, og Fejø blev checket af. Møllen havde fået vinger på, og Dybvig Havn lignede sig selv bortset fra at det meste af jollebroen ikke havde overlevet vinterens is, så begge drivkvaserne lå inde i havnen klar til at sejle til TS pinsestævnet i Marstal, som vi også selv er på vej til. Gamle venner kom senere på besøg på GASEN, og dagen endte med den flotteste solnedgang suppleret med friskplukket malurt i snapseflasken. Torsdag før pinse Klar til afsejling klokken 06.00 ved højeste tidevand. Søren (der både er medlem af TS, og bosat lige på den anden side af Draget) er tidligt ude med hunden, og runder netop havnen da vi kaster los med fuld fart frem på maskinen og gennemfører en sejlads på en hel bådslængde inden vi igen sidder fast og for anden gang spærrer havneindløbet for alt andet end kajakker. Så er det igen tid til morgenstrækninger. Søren hjælper os med alle mulige tov-øvelser, men resultatet er og bliver at GASEN ikke kan komme flot uden et alvorligt slæb, hvis ikke vi skal spærre havnehullet til vinden går i vest – hvilket giver højere vandstand - som vejrmeldingerne lover efter pinse. Noget må gøres, koste hvad det vil, og Søren lover at prøve at kontakte en slæbebåd han kender. Og minsandten om der ikke er telefonkontakt efter et par timer – hurra - vi får assistance fra søsiden. Jollen bliver sat i vandet, det meste af vores tovværk bindes sammen, klar til at blive roet ud til slæbebåden. Da den ankommer afprøves forsigtigt hvor så tæt den kan komme på havnen, og det viser sig heldigvis at vores tovværk rækker. Slæbebåden var i øvrigt et aldrende slidt, men stadig smukt, nittet jernfartøj fra 1898, der lignede noget der kunne blive er14 Boganbefaling klæret bevaringsværdigt. Tilbage på GASEN er alt klart – maskinen sættes på fuld kraft frem, og slæbet begynder uden at der sker andet end at vi flytter os en halv meter inden trossen springer. På den igen – med samme resultat. Den gode skipper på slæbebåden finder et par absolut gamle men håndledstykke nylontrosser frem, som jeg med megen besvær får bundet sammen med en reglementeret ’sømandsknude’ der dårligt kunne være i optimistjollen, og det hele starter forfra. Det siges at ’tredje gang er lykkens gang’ og her passede det. Langsomt gik det, men efter nogen tid slap bunden endelig sit jerngreb, så GASEN blev trukket fri af havnehullet og bumpede over nogle sandbanker ud på frit vand. Lettelsen var stor – ikke mindst da alt var tæt og eneste skade var et sprængt vaterstag. Der var vand under kølen, skuden var sødygtig, og pinsen var reddet. Men så kom det alvorlige – var der dækning i skibskassen til afregningen? Jeg var forberedt på en større udskrivning – men nej. Den gode skipper havde tidligere haft en båd i TS – han var inde i sagerne, og vidste hvor vi skulle hen – så det kostede ikke noget. Det er på mange måder godt at være medlem af Træskibs Sammenslutningen. 100 år i søen, af Ole Mortensøn om skonnerten ANNE MAGRETHE (FRI) På bagsiden af bogen står: ”Det er vel få gamle eksisterende sejlskibe, som har en så interessant skæbne som skonnerten ”Anne Margrethe”? Efter en tid som sejlskib under tysk flag, blev den under dansk flag motor fragtsejler, og da den beskæftigelse stoppede, kom den under amerikansk flag og sejlede ud på de 7 have, hvor den deltog i mange forskellige miljø- og fredsaktiviteter, indtil den vendte hjem til byen hvor den blev bygget i 1912 og kunne fejre 100-års jubilæum liggende ved Ring-Andersens værft og ejet at ”Sejlskibsforeningen Anne Margrethe af Svendborg”” Fra forordet af Thomas Bretton-Meyer, næstformand i foreningen ”(…)I 2007 stiftedes foreningen ”Sejlskibsforeningen Anne Margrethe af Svendborg” til bevarelse og genopbygning af skibet for eftertiden. Nævnte forening med ca. 40 medlemmer varetager nu driften af skibet. Bogen er tænkt som et historisk dokument om de stolte skibstraditioner i Danmark. Samtidig er det mit håb at bogen kan medvirke til at bevarelse af skibet og dets historie i fremtiden. (…)” Efter denne generøse optakt anduvede vi Marstal sidst på dagen – i god tid inden BONAVISTAs søsætning og det vellykkede TS-pinsestævne som der er berettet om i sidste TS-blad, hvor GASEN - med gode venners, og ikke mindst slæbebådens hjælp – kunne deltage for 30. gang. (Tirsdag efter pinse var der frisk vestenvind i Smålandsfarvandet, og vandstanden i Skalø Havn var 60 cm højere end ugen før – det halve havde været nok til os, men næste gang vi kommer til Skalø bliver det under alle omstændigheder igen på cykel.) 15 Fem logoer Tekst: Arne Gotved Logoer tegnet af: Jens Lorentzen, Bo Bonfils og Arne Gotved I stedet for den traditionelle skibstegning, går ’min side’ denne gang tæt på de logoer der tegner os selv - TS og skibsbevaringen. Dagen efter pinsestævnet i Marstal 2012 blev jeg ringet op af en journalist der havde nogle spørgsmål om TS og historien, i forbindelse med en større artikel om begivenhederne i Marstal, der blev bragt i Weekendavisen ugen efter, med overskriften ’Under sejl på ny’. Journalisten var af den opfattelse at det var mig der stod bag TS-logoet med agterspejlet og teksten ’under sejl på ny’– hvilket jeg ville have været temmelig stolt over, men det var godt hun checkede baggrunden inden fejltagelsen gik i trykken. Men logoet har siden 1990 prydet bagsiden af TS-bladene (hvilket måske er årsagen til journalistens opfattelse) – nu i de oprindelige farver - og agterspejlet går igen i vores mastemærker, hvor årstallet erstatter teksten. Jens Lorentzen stod også i flere omgange bag de tidlige TSblade i A5 format, og jeg husker tydelig min egen reaktion da jeg i 1978 fik et i hånden – Træskibsejernes Sammenslutning udstrålede gennem den lille trygsag en grafisk kvalitet som det var værd at abonnere på, hvilket var medvirkende til at jeg blev medlem. Det var heller ikke hvem som helst der tegnede vores stander (logo nr. 2) – Bo Bonfils sendte på smukkeste vis Jomfruen til tops. At de færreste forstår hvad der ligger bag har givet mange gode diskussioner – ormestanderen blev den tidligere kaldt på grund af hullerne i skiven, med slet skjult hentydning til vores gamle skuder, og andre har troet at blindesamfundet eller elektrikernes fagforbund var ude – men det smukke symbol har alt andet lige givet, og giver igen og igen, en god lejlighed til at fortælle om vores formål og historie, når de nysgerrige spørgsmål om det uforståelige logo bliver stillet. Ved 10 års jubilæet i 1981 blev foreningsnavnet ’Træskibsejernes Sammenslutning’ ændret til det nuværende ’Træskibs Agterspejlet (logo nr.1) blev tegnet at nu afdøde grafiker Jens Lorentzen til udstillingen ’Under sejl på ny’ i Roskilde i 1971, hvor hele TS historien starter – 7 år før jeg sejlede ind fra sidelinien og anduvede foreningen. 16 Sammenslutningen’, og Jens Lorentzen håndtegnede det markante TS (logo nr. 3) med det fint spatierede foreningsnavn til det daværende blad i A5 format. Logo og tekst gik uændret videre til det nye kvadratiske TSblad, da bladet blev redesignet på mit tegnebord i 1990. Prøv at studere Jens bogstaverne nærmere – ingen computerskrifter kommer på højde med det håndlavede når det er bedst. Journalisten nævnte i telefonsamtalen at vi var en sammenslutning med mange logoer – og det har hun unægtelig ret i. Til overmål har jeg selv sidst i 80erne tegnet endnu et TS logo – de tre skibe – (logo nr. 4) på et tidspunkt hvor det var vigtigt at formidle at TS var forum for alle fartøjsstørrelser fra joller til skonnerter, gennem et umiddelbart forståeligt logo. Det er vigtigt vi står sammen, men de små bliver til tider stadig undervurderet i vores sammenhæng – for eksempel blev denne pinses tilmeldinger (som blev refereret i pressen) beskrevet som 84 gamle skuder og syv fine joller. Tidligere ville der have stået 91 gamle fartøjer. For at tydeliggøre TS er logoet ’de tre skibe’ på det sidste blevet tilføjet Jens Lorentzens TS, og sammentegningen af de to at fastholde den/de originale udgaver – virksomhedens kvalitative identitet. Efter en intern idekonkurrence i Skibsbevaringsfondens bestyrelse fik jeg i 1990 overdraget at færdiggøre mit oplæg til Fondens logo – en symbolsk redningskrans (eller bjergemærs som er det rette navn) indskrevet i nationalflaget. Dog grafisk strammet op, så den røde krans har en bredde på 3/9 af radius, og de hvide bånd – altid med vandret og lodret placering – har en bredde på 2/9 af radius. Sammen med Dannebrogs røde farve (defineret som Pantone warm red U) - blev redningskransen et enkelt og klart defineret logo, som jeg både fik ros og honorar for. (logo nr. 5) Efterfølgende har Fonden digtet mange varianter – i starten af manglende forståelse for logoets betydning, designet og ophavsrettighederne, senere på trods af indsigelser. På messingpladerne til de fartøjer der netop er udnævnt som ’Historisk monument’ fremtræder Skibsbevaringsfondens logo f.eks. meget ude af mål, og helt galt er det gået i den seneste TS-folder, hvor foreningens gamle omsorg for den grafiske kvalitet desværre er smidt over bord. Her er Skibsbevaringsfondens logo f.eks. sat på sort baggrund uden hvide bånd, så referencen til Dannebrog og de nationale farver er forsvundet. Hvem der har fundet på det ved jeg ikke – men det er vel næppe for at signalere at det ser sort ud for Skibsbevaringsfonden – bortset selvfølgelig for den manglende forståelse og respekt for et logos betydning. Det er glædeligt at TS-bladet ikke fifler med vores velkendte logoer – ej heller bjergemærset – og jeg kan kun opfordre bestyrelsen til at fastholde den gamle forståelse og omsorg for foreningens grafiske kvalitet. For eksempel at tage vare på at standerne trykkes og sys efter Bo Bonfils originaloplæg, så jomfruen hver gang placeres præcist på en rigtig målsat hvid dug, hvad størrelsesforhold der end er tale om. symboler ser ud til at fungere godt på de nye trøjer og bluser. Ifølge ordnet.dk er et logo ”et billedligt tegn som et firma, en institution eller en person bruger til at gøre opmærksom på sig selv med, og som fx optræder på skilte, brevpapir og varer”. Og betydningen af genkendeligheden gennem et godt logo kan ikke undervurderes, og firmaer og offentlige institutioner ofrer formuer på det/de rette logoer, og derefter megen energi på 17 Skibsbevaringsfondens værftsguide Et nyt hjælpemiddel til bådebyggeren Af Tom Rasmussen, Skibshistorisk konsulent At sætte sit fartøj på værft er en tillidssag. Skibsejeren og værftet bliver enige om opgavens omfang. Værftet udregner efterfølgende et tilbud efter de vilkår og den praksis, der er gældende på stedet, hvorefter der gives håndslag, alternativt en kontrakt skrives, og arbejdet sættes i gang. te kulturhistoriske retningslinjer. Skibsejeren er forpligtet til at følge disse retningslinjer ved blandt andet at gøre skibstømreren eller bådebyggeren bekendt med vilkårene for arbejdets udførelse. Det er naturligvis ikke altid, at skibsejeren har den fornødne indsigt i skibstømrerfaget, hvilket gør værftsguiden relevant. Skibsbevaringsfonden anbefaler derfor værfterne, at de i forbindelse med tilbudsgivning undersøger, om der er tale om opgaver på et bevaringsværdigt fartøj, som måske yderligere er støttet af Fonden. Der kan således allerede i tilbuddet tages højde for eventuelle særlige problemstillinger. Men er der tale om arbejder på et fartøj med bevaringsstatus, gælder der nogle specielle regler. Ud over at arbejdet naturligvis skal være håndværksmæssigt i orden, skulle det gerne også være håndværkstro for den tidsperiode, som skibet repræsenterer. I de fleste tilfælde går det godt. Men i nogle tilfælde opstår der uenighed om opgaven. En skibstømrer kan for eksempel være uvillig til at lave et stykke arbejde, som måske er historisk korrekt, men som samtidig kan synes at være en dårligere løsning. Værftsguiden vil om kort tid blive sendt ud til alle værfter og bådebyggerier, der har eller kan tænkes at komme til at lave restaureringsarbejde på bevaringsværdige fartøjer. I forbindelse med næste års ansøgninger om lån fra Skibsbevaringsfonden vil værftsguiden være vedhæftet det ansøgningsskema, der ligger til download på Fondens hjemmeside. Skibsbevaringsfonden har, på grundlag af mange års erfaring med tilsyn med restaureringsopgaver, nogle gange også som bisidder eller mægler mellem værft og fartøjsejer, udarbejdet en guide til værfterne for istandsættelse af bevaringsværdige fartøjer. Guiden har til formål at fokusere på de særlige vilkår, der gælder for restaurering og istandsættelse af fartøjer med A- eller B-status (A-status omfatter de skibe, der er udnævnt til ”Historisk Monument”, men skibe med B-status er alle de bevaringsværdige skibe). Ved at parterne på forhånd er opmærksomme på og tager hensyn til disse, kan man forhåbentlig undgå, at der efterfølgende bliver stillet spørgsmål ved om værftet har leveret det arbejde, der var aftalt. Interesserede læsere vil om kort tid kunne finde værftsguiden på Skibsbevaringsfondens hjemmeside under fanen Skibsbevaring/ Pjecer og rapporter. I rammevilkårene for skibes bevaringsstatus forudsættes der, at vedligehold, istandsættelser og restaureringer skal udføres i pagt med gode, håndværksmæssige traditioner. Hvis en restaurering er medfinansieret ved lån fra Skibsbevaringsfonden, følger der desuden nogle særlige vilkår med, nemlig de såkald18 GALVANISK TÆRING på fartøjer i SALTVAND Tekst og foto Ulf Brammer Indsamlet fra flere. Ingeniør Arne Borghegn og internettet. Marts 2012. varmgalvaniserede. Et varmgalvaniseret spir i skroget holder 25 - 30 år. Derefter er det så rustent, at plankerne ikke fastholdes på spantet, hvorefter du sejler på lykke og fromme! Man må have en plan for udskiftning af skibsspir og tjekke skroget hvert år, når fartøjet tages på land. Ny zinkanode Glasfiber Siden 1970 støbes de fleste lystsejlerfartøjer af glasfiber og epoxy. Dette materiale kræver mindre vedligeholdelse. MEN der er ofte metaldele udenbords (propel og ror-ophæng m.m.), hvor man skal begrænse tæringsangrebene. Det er især omkring roret, på skrueakslen og ved bovpropellen, der er behov for at montere friske zinkanoder. Tæring ved strømhvirvler. Det historiske perspektiv Vores fartøjer blev i flere tusinde år bygget af træ. Med tiden fandt man på at forstærke skroget med forskellige metaller. Joller og både blev tidligere bygget af fyr, lærk eller eg. Eg er det stærkeste træ man har i Norden. I 1700-tallet udarbejdede daværende kongelig skibsbygmester D. H. Funch en klassificering af egetræ i 3 klasser: 1. Stærkt egetræ. 2. Middelstærkt egetræ. 3. Svagt egetræ. Som bekendt var der flere af statens skovdistrikter, der meddelte i 1980-erne, at nu var skibsegene tjenlige. Egetræets indhold af garvesyre starter omgående et angreb på de jerndele, bådebyggeren banker i konstruktionen, for at styrke den. F. eks. jernnagler, spir og stubjern. Disse ting SKAL være 19 Forskning Som følge af vidt forskellig tilstand af tæring på skibene, besluttede US-Marine Force at undersøge disse forhold. I 1950’erne ansatte man eksperter i korrosionsbekæmpelse. Man udførte videnskabelige studier kombineret med forsøg i havet. Hurtigt opdagede man, at nogle zinkanoder var effektive, andre stoppede pludselig med at virke. Grundige undersøgelser afslørede, at zinkens renhed er afgørende. Efter mange forsøg viste det sig, at jernpartikler i zink-klodserne standser den galvaniske proces. Nogle zinkanoder opbygger en hinde på overfladen, hvorefter den elektrokemiske proces stopper. Denne hinde består af jernmolekyler (Fe), der trækker ud på ydersiden af zinken. Disse opdagelser medførte at US-Marine Force udsendte specifikation nr. A18001A for zinkanoder. Denne standard kræver, at indholdet af jern (Fe) skal være mindre end 0,0014 %. Der må heller ikke være spor af hverken kobber eller silicone. Fremstillingen af helt rent zink er stadig en vanskelig og krævende proces. Det er ofte i smelteprocessen, at forureningen med jern o.a. foregår. De høje krav om rent zink, medfører forhøjede priser. Man fortsatte undersøgelserne og opdagede, at ved at tilføre små mængder aluminium og cadmium i det flydende zink, kunne man acceptere lidt mere jern – så kravet til zink-anoders renhed i dag er max. 0,005 % Skibe af stål Jern- og stålfartøjer er de mest udsatte for tæring. Hvert år ofres store summer på at beskytte disse flydende elværker. Uanset skrogtype, skal de alle sandblæses og males med epoxy maling, for til sidst at blive udstyret med ledninger og zinkanoder (’tærezink’). Vigtige foranstaltninger for at undgå tæring. Aluminiumsfartøjer. Især fiskefartøjer og specialskibe bygges med aluminium for at nedsætte egenvægten. Der var også en periode, hvor fiskerne ville beskytte skroget mod is. Men det varede kun kort, pladerne blev tæret i løbet af få år. Det viste sig, at man måtte ændre aluminium’ets molekylære legering. Ved at blande forskellige metaller på et skib og forbinde dem på forskellige måder, opstår der situationer, der kan gøre det vanskeligt at begrænse tæringer på skroget. Dette sker ofte for hver generation. Forhold i naturen. Det er en naturlov! Når metaller nedsænkes i saltvand - starter en elektrisk strøm – en svagstrøm, som døgnet rundt prøver at bytte metallernes molekyler nedefter i spændingsrækken. Farvandets salt procent bestemmer hastigheden. Jo mere salt, desto kraftigere tæring. Brakvandet i Østersøen og Botniske Bugt har en lav saltprocent. I Kattegat er saltprocenten 2 – 3 %. I Atlanten er den over 3,5 %. Farvandets surhedsgrad er også en vigtig årsag til tæring. For eksempel visse floders forurenede vand. Tæring starter også, når fartøjet ligger fortøjet i længere tid ved kloakudløb. I ferskvand er zinkanoder ikke nødvendige, her bruger man aluminiums-anoder Fe Hvilke metaller kan fartøjet bygges af? I dag er skibsskrog af jern det mest udbredte. Også her spiller kvaliteten en stor rolle. Hvis man er ved at investere i et brugt stålskrog – må det absolut IKKE være bygget med ”Stål 37”. Dét og ’svejsbart stål’ tærer i søvand. Skibsbygnings stål skal være mindst ”Stål 42 A”. Bedste kvalitet er ”Stål 72”! Stålskrog sandblæses og males med epoxy hver 4. År. Det viser sig, at epoxy åbner sig molekylært fire år efter påføringen – og SÅ starter tæringen! Først efter 100 års forskning, har man opdaget at TITANIC sank, dels på grund af kombinationen af stærke stålplader og bløde, billige jernnitter, dels fordi de vandtætte skodder var gjort lavere, for at få plads til de luksuriøse saloner på 1. klasse - plus den følgende kæde af personelle fejl efter kollisionen. Alu-skrog er meget udsat for tæring. I dag kræver man de franske ”Al ng 4,5 m/m” plader i ”Søstærk kvalitet”. Det har vist sig, at varianten ”stålskrog med alu-dæk og kahyt”, kan være en god løsning, når man isolerer alu-dækket fra stålskroget, ved at kon- Ubrugelig zinkanode. 20 struerer en ”svejsebro” indenbords. Tal med skibsingeniøren! Glasfiberskrog skal ALTID beskyttes med 1. klasses tæreklodser på ror og på skrueakslen. På sidstnævnte anvender man en zink-ring. Kontrolleres hvert forår. Bronze er altid godt. Det har altid været brugt, når noget skulle holde uden at tære. Ex ophæng af ror – skibsklokke – propel – skroggennemføringer og bundprop. Kobber bruges til nitter og forhudning af undervandsskroget + vandrør og kølerør Messing duer ikke! Det skørner! Bliver langsomt ustabilt, så det nemt brækker eller smuldrer. Jern skal – som sagt – altid være varmgalvaniseret! Ex. jernforstærkninger på roret og kølskinne. Kontrolleres hvert andet år, lige så spir, nagler og hængsler. Rustfrit stål - det bruger vi ikke i Træskibs Sammenslutningen! Ikke synligt – i hvert tilfælde? Zinkklodserne skal være fremstillet af en meget ren zink, der ikke indeholde over o,oo5 % jern. Klodsernes størrelse afhænger af undervandsskrogets areal. Efterses HVERT forår. Forbindende ledninger mellem skrogets metaller og zinkklodserne, fæstnes i begge ender med gevindskårne skruer. Afmonterede zinkanoder. Det er galvanisk tæring, der vil noget. På både og skibe monterer man offeranoder for at beskytte messing/bronze propeller, skroggennemføringer og andet. De er normalt lavet af Zink og skal skiftes ca. hvert år (afhængigt af renhed og ”sliddet”). EN GOD REGEL: Undgå at blande mange, forskellige materialer og metaller på dit fartøj. Der kan opstå det mest uforklarlige former for tæring. En tæring som kan være svære at standse! Metallernes villighed til at korrodere angives ofte ved spændingsrækken, hvor de ædle metaller guld, sølv og kobber ligger højt i spændingsrækken. Magnesium og Aluminium (ren Al) er endnu mere ”offer” end Zn. Her vil man opdage, at i havvand kan Zn beskytte Al, hvilket umiddelbart er mærkværdigt. Det skyldes, at man til brug i havvand ALDRIG må bruge ren Al. Det SKAL være en legering, for at kunne fremstille brugbare fartøjer. Derved bliver det elektrokemiske potentiale forskubbet og man kan derfor benytter Zn til at beskytte Al-både. Henrik Zebis. Internettet d. 02-04-2005. Spændingsrækken i havvand: Guld Passivt. Titan (Brugt til U-både i USSR.) Sølv Autentisk rustfrit stål 304 (passivt) (Autensitet = ægthed i forhold til fartøjets oprindelige udstyr). Kobber Messing Aktivt Tin Autentisk rustfrit stål 304 Aktivt Jern og ulegeret stål Aluminium Zink meget aktivt Re: Aluminium og korrosion. Forhold på fartøjet i fart Et skrog i fart, vil altid være årsag til hvirvler af vand på særlige steder. Dér hvor tæringen er mest aktiv er: Omkring stævnen – omkring propellen – omkring roret – omkring hælen – ved rørgennemføringe – ved loggen – omkring udvendige kølerør – isforhudning (som aldrig må være aluminium!) – og når man fortøjer ved sure kloakudløb etc. Tæring kan også opstå, hvis ’nabobåden’ er elektrisk ladet, så der løber en strøm mellem en ’plus-båd’ og en ’minus-båd’. Du skal ikke bolte zinkklodser uden på en kobberforhudning! Aluminium og rustfrit stål sammen går absolut IKKE! 21 Til erhvervsskibene i TS Motoren skal være isoleret fra jernskroget. Påhængsmotoren er altid forsynet med tæreklodser. De sidder skjult og skal kontrolleres om foråret. Man skal interessere sig for de elektriske forbindelser! Tæring på dit skib foregår som strømmen i et batteri. Som det er nævnt – er der spænding mellem de forskellige metaller, for eksempel kobber – jern - og zink. Når de nedsænkes i saltvand, begynder der straks at løbe en svag strøm, som gnaver af molekylerne. For at undgå at kobberet og / eller jernet svækkes, forbinder man de nævnte dele med ledninger, således, at det er tærezinken der bliver ædt op. I træbådene sidder der f.eks. jernbånd på roret for at holde sammen på delene. Dér skal en ledning skrues fast på en måde, så den ikke kan rives af. Ledningerne føres hen til nærmeste tæreklods. Hvis det er et jernskrog – skal zinkklodsen være elektrisk forbundet med selve skroget på trods af flere lag maling o.a., for at man kan være sikker. Hej alle I brave skippere og skibsejere Jeg er begyndt at arbejde med frihavnsordningen, som ikke rigtig fungere for erhvervsskibene. For at komme videre har jeg brug for så mange oplysninger som muligt om, hvordan I opfatter ordningen. Hvis I orker det, vil jeg være glad for at I bruger lidt tid på en mail til mig, med et eksempel på hvad I har oplevet. Gerne med konkrete tal og tidspunkter (hvorfor fungere ordningen ikke for Jer proffer?) Det vil også være en hjælp, hvis I ganske kort kan komme med ideer til forbedringer. BILAG 1 Det periodiske System Her nævnes KUN de elektroniske metaller vedrørende skibeskrog i saltvand. Vh Lauge Fkt. Navn K Kalium Nr. i det periodiske system. 16Ustabile, aktive grundstoffer med ’løse’ elektroner. Ba Barium 56 Korroderer meget CaCalcium 20 NaNatrium 11 MgMagnesium12 Al Aluminium13 ZnZink 30 Fe Jern 26 CdCadmium 48 PbBly 82 H² Brint 1Hydrogen indgår som et neutralt nulpunkt. Cu Kobber 29Stabile, passive grundstoffet ligger højt i spændingsrækken, 47 AgSølv PtPlatin 78 Au Guld 79Korroderer næsten ikke, afgiver nødigt elektroner! Et af foreningens mange erhvervs skibe, FYLLA, Fyn Rundt 2011, foto Andrea Gotved 22 S BOGANMELDELSE Peder Frederik Jensen: ’Læretid’ Læst af Arne Gotved. Forlaget ROSINANTE/Samleren har sendt TS-redaktionen den nylig udkomne bog ’Læretid’, da de tænkte at den kunne have interesse for Træskibs Sammenslutningens medlemmer, idet forfatteren - Peder Frederik Jensen - er uddannet bådebygger og har skrevet romanen på egne erfaringer. Og det er en nærværende og vedkommende bog for os der har med træ og gamle skibe at gøre – og måske oven i købet selv har stået i lære. På små 140 siden er der 79 ultrakorte nedslag med episoder og betragtninger fra læretidens begyndelse, til svendebrevet fire år senere er i hus. Mere end velskrevne hverdagsbeskrivelser fra en læreplads, som denne anmelder har læst med stor glæde, og kun kan anbefale en plads på boghylden. Udover tilegnelsen af et væsentligt håndværk - glæden ved at kunne noget – handler bogen også om kultursammenstødet mellem det stille provinsliv, og det københavnerliv med vennerne der måtte siges farvel til. Bogen er hurtigt læst – men stemningerne og det gode sprog følger en berigende længe. Hvis Peder er en lige så god bådebygger som forfatter – og der er ikke grund til at tro andet – vil han være en gevinst for et hvilket som helst træskib. Peder Frederik Jensen LÆRETID ISBN: 978-87-638-2203-9 140 sider, vejl. pris 249,95 Forlag: Samleren Fås også som e-bog 23 Skibsbevaringsfondens ærespris til Karsten Munkvad Tekst og tale Jes Kroman, foto Jacob Juel Sørensen Lørdag den 18. august 2012 uddelte Skibsbevaringsfonden en ærespris til Karsten Munkvad, der har indsamlet og arbejdet med fiskeriet på Roskilde fjord i en menneskealder. Her er talen det blev holdt i den anledning: ikke tilfældigt, at der netop her er bevaret så meget, som der er. Jeg har nu haft min gang i området i 10 år, og har gennem årene forstået hvorfor dette har kunnet lade sig gøre. Der er flere faktorer, men specielt én, som springer én i øjnene jo tættere man kommer på tingene. Og her gælder det, ganske ligesom i resten af livets store øjeblikke, at der står kvinder bag. Det er også tilfældet her. Jeg tror, at jeg uden at træde nogen for nær kan sige, at der i dette tilfælde har stået en tålmodig, stærk og udholdende kvinde bag det her projekt, for ellers havde det nok ikke været muligt at nå så langt. Jeg er helt sikker på, at der har været mange afsavn - men til tider også meget irritation over at være sat til side for noget andet, som åbenbart ofte var vigtigere. Vi står i dag her på træffet fjordens både for 14. gang. Det er en bedrift, at noget, der er af så lokal og snæver karakter, kan samle så mange mennesker år efter år. Men det er samtidig dejligt at se, at de ting der engang var, dem bliver der – på trods af fremskridtet og forandringer i samfundet – taget vare på. Og det endda på en måde, som kan tiltrække folk, der ikke normalt er interesserede i denne side af dagliglivet., Med mine overordnede briller - som ansat i Skibsbevaringsfonden – kan jeg gang på gang konstatere, at det, der lykkes os at bevare, blot er sporadiske dele af et tidligere så rigt maritimt kultur- og arbejdsliv. Det er i virkeligheden så lidt, at det dårligt nok kan betegnes som museumsstykker. Med den i baghovedet, er det rart at komme til Roskilde fjord os se, hvad der foregår her. Allerede vikingerne havde forudset, at dette område kunne blive noget helt særligt, hvis bare de lod være at rydde op efter sig. Der er derfor i dag et Vikingeskibsmuseum, som ud over at fortælle om vikingetiden, også har en stor bådsamling, og som gør meget ud af Roskilde fjordens både. På Fjordmuseet i Jyllinge er der en helt unik samling, som meget detaljeret fortæller om det anonyme fjordfiskeri, fiskerne, redskaberne og bådene. På Lynæs havn er der både ishus, barkegryde og en flot bedding, som nu skal restaureres. I Hundested er der folk, der med stor entusiasme går op i, at de både, der er bygget der, også bevares for eftertiden. Der er med andre ord stor fokus på og interesse for fiskerikulturen i Roskilde fjord. Men ingenting kommer som bekendt af sig selv. Det er faktisk Kvinden, jeg her taler om, er gift med den mand, som Skibsbevaringsfonden i dag vil hædre for hans mangeårige indsats for at redde stumperne af fiskerikulturen i Roskilde fjord. Der er tale om en mand, som har haft det som en livsgerning at formidle den kultur, som vi her er samlet for at hylde. 24 Det er sket dels som formidler i skoletjenesten på Fjordmuseet, hvor han gennem sin undervisning har ladet elever og daginstitutioner opleve livet på og ved Roskilde fjord. Som om dette ikke var nok, så har han ved siden af dette arbejde lagt et fuldstændigt til tider umenneskeligt engagement for dagen, for at indsamle vidnesbyrd i form af forskellige typer både, fiskeredskaber, jagtudstyr, beretninger og billeder. Størstedelen er i dag i Roskilde Museums samling. Derudover er han særdeles aktiv med at dele ud om sin viden om bådebyggere, bådebygning og fiskerliv ved fjorden gennem de sidste 100 år. Han har også altid velvilligt stillet op, når Fjordmuseet afviklede maritime arrangementer. Som om alt dette ikke var nok, så har han i årevis været en ildsjæl i forbindelse med at rejse penge til restaurering af ishuset, barkegryden og beddingen på Lynæs havn. Jeg vil ikke tøve med at kalde ham en hardcore fundraiser, for det er han. Jeg har personligt dyb respekt for det arbejde han her gør, for jeg ved hvor svært det er. Måske det også vil lykkes for ham at få reddet Madsens bådebyggeri på Lynæs? Han er i dag aktiv i ”Arne og Jørgen-bådelauget” og han hjælper desuden til med den løbende vedligeholdelse af Fjordmuseets store bådsamling. Jeg tror at de fleste efterhånden har indset, at Karsten Munkvad er et meget engageret menneske, der i den grad brænder for netop dette område af historien. Det vil vi i Skibsbevaringsfonden gerne markere med en lille gave og et diplom, så han og hans søde kone forstår at deres indsats og afsavn er mere end værdsat. ARNE og JØRGEN Af Ulf Brammer ARNE og Jørgen udfor Østby 2003. Vidste du at der i Roskilde Fjord sejler flot restaureret fiskerjolle rundt, som blev bygget i 1967 i Jyllinge af skibsbyggerne Ernst og Erik Knudsen på Klinten? ”Jyllinge Bådebyggeri” blev oprettet i 1927 af faderen skibsbygger Emanuel Knudsen. Han havde stået i lære ved ”C. Olsens Skibsværft” i Kastrup i årene 1912 – 16. Byggeriet af træskibe stoppede langsomt i 1970’erne, og Ernst og Eriks værft lukkede 1975, fordi de glasfiberbyggede erhvervs- og lystfartøjer efterhånden udfyldte markedet. Jollen er på 18 fod, klinkbygget af lærk på eg og blankskrabet. Den blev bygget til fiskerne Arne og Jørgen Hansen, som boede ved Skovgærdet i Østby. Landsbyen har et landingssted 2 km øst for, nede ved Roskilde Fjord – lige overfor Jyllinge kirke. Jollen blev udstyret med en én-cylindret 13-15 hk Bukh motor med elektrisk start. Motoren vejede 600 kg, og der kunne være cirka 400 kg ål i dammen. Jollen var lakeret i al den tid, de første ejere havde den, og bunden blev patentsmurt om foråret. Båden blev brugt til ruse-, vod- og bundgarnsfiskeri. Efter at have haft fire ejere og være sunket tre gange, blev jollen 1999 erhvervet af Fjordmuseet i Jyllinge. Efter renoveringen blev den sejlet til Østby, som ligger lige nord for Selsø Østskov, hvor jollen dengang var et vigtigt arbejdsredskab for de to fiskeres åle- og rejefiskeri i Roskilde Fjord. Ved overtagelsen blev jollen navngivet og det blev oplyst, at forbilledet var en jolle på 19 fod, bygget til fisker Harry Jensen, som fiskerne Arne og Jørgen ofte havde mødt på fjorden. De tre fiskere kunne godt lide faconen og den gode plads i dammen, derfor havde de bestil båden hos Ernst og Erik. Som man vil vide, var ålefiskeriet en indbringende forretning i 1960’erne og halvfjerdserne. Fjordmuseet fik bevilget et rente- og afdragsfrit lån på 25.000 kr. hos Skibsbevaringsfonden og man stiftede ”Skibslauget Arne & Jørgen”, som sørgede for, at jollen blev sat i tip top stand. Hjemstedet er Østby, og vi møder ARNE og JØRGEN hver sommer i august til stævnet ”Træf fjordens Træskibe”. En trist nyhed er – at Fjordmuseet i Jyllinge snart lukkes. Værdierne er overført til Roskilde Museum. Museumsinspektør Nikolaj Lindegaard Helms kunne ikke svare på, hvad der skal ske med alle jollerne, Eller af hvem og hvordan de bliver vedligeholdt? 25 Pokalsejlads i Sletten! Af Johannes Ambjørnsen Lørdag og søndag den 1. og 2. september havde jeg fornøjelsen at deltage i den gamle klassiske Pokalsejlads. I år fandt det sted på Sletten havn, med Mike Bakholdt som ankermand. Arrangør var Foreningen Til Sprydstagens Forevigelse. se/jævn vind. Det er tydeligt at de deltagende kender deres både godt, holder maks sejlføring og er rutinerede kapsejlere. Snekkerstenjollen, AUGUST, der ellers er løbet af med mange pokaler og trofæer, har valgt at finde de ti år gamle bomuldssejl frem. Jeg tænker at Skipper Nils Andersen er ude efter både pokalen og prisen for bedste båd med bomuldssejl. Er der nogen der kan, er det nok AUGUST. Første sejlads vindes dog af Børge Overgaard i Frederikssundsjollekopien, RØN HORNBÆK, med AUGUST et par bådlængder efter. ROSALINA tager tredjepladsen. Lørdag morgen på Sletten Havn møder jeg Mike. Vi går ud på den sydlige dækmole og ser på de både der er ved at rigge op. Mike inviterer mig til at komme med den motorjolle han bruger til at lægge mærker ud, ”så kan du måske få et godt billede?”. Jeg nikker, forsøger ikke at røbe min uvidenhed på området og er glad for at jeg fik lov at låne et dyrt og meget professionelt udseende kamera af en gammel ven. Det er da også luksus sådan at få lov at ligge i første parket til mærkerundingerne og billeder fik jeg i hvert fald taget mange af. I anden sejlads er jeg blevet inviteret til at sejle med Åledrivkvasen ROSA, fra Nyhavn. Skipper Lars Meinild og besætning plejer at sejle denne gamle dame som om de havde stjålet den, dvs. med så meget sejl oppe som muligt og så hurtigt det bare går. At der måske er lidt huller i sejl og båd kommer sig ikke så nøje. Vinden er nu frisk og der sejles efter den bedst mulige placering. Jeg nyder at opleve en anden åledrivkvase end den jeg vanligvis sejler, VIKTORIA. Uheldigvis knækker klyverfaldet og både mesan og klyver må nu stryges. Dagens anden sejlads vindes af kadrejerjollekopien ROSALINA, med Morten Høgsbro Holm ved roret. Ombord på RØN har Børge og gasten Henrik nok forivret sig lidt. RØN HORNBÆK kæntrer i al fald og får hjælp af Mike og hans motorjolle til at komme i land. Vel i land er Nils Andersen og Morten H. Holm ovre og hjælpe med at få lænset og forhalet RØN i havn. Nok er man konkurrenter, men man hjælper hinanden. Efter dagens sejladser er det blevet tid til festmiddag og menuen står på en god paella og kopiøse mængder vin. Stemningen er god og deltagerne kommer hinanden ved, på kryds og tværs, så man tænker at miljøet her nu nok er noget særligt. Her er venskaber der går langt tilbage. Af og til berøres dog et emne der tydeligt ligger mange på sinde: ”- vi er oppe i årene, hvad bliver Velkomst og skippermøde glider over i hinanden og det mærkes tydeligt at det er gamle kendinge der mødes igen. Tonen er ligefrem, men rar. Mike må finde sig i en del røg fra deltagerne, men ved nok at give igen. Der sejles to sejladser lørdag og én søndag. Sikkert og rutineret går de tretten deltagende både ud af de beskedne bassiner, næsten alle for fulde sejl. Første sejlads starter med en let vind fra syd, der dog hurtigt øger til frisk bri26 vinder dette års Pokal. På andenpladsen har vi LITA og på tredjepladsen AUGUST, som også belønnes med dette års bomuldstrofæ. For den der ikke før har deltaget i Pokalsejladserne skal der, fra mig, lyde en opfordring til at give det en chance. Dette er et træf hvor alle føler sig velkomne og inkluderede. der af bådene, og hvem skal tage over, når vi ikke længere magter det?”. Men der skal jo også være fest og man vil heller ikke ødelægge en ellers god stemning. Søndag er vi lidt trætte efter, nå ja, lad os sige gårsdagens sejlads... Men i dag sejles den sidste sejlads og det står stadig åbent, hvem der skal have pokalen. Jeg sejler med ROSA igen, sidder til rors og belønner besætningens venlighed med en ualmindelig tumpet mærkerunding. Får dog en smule oprejsning (føler jeg) da jeg får pint os rundt om dommerbåden og sparer et unødigt ekstra slag. Denne sidste sejlads forløber uden større drama og vindes af ROSALINA. Det betyder at ROSALINA Jeg tog mange råbilleder under træffet. Alle er velkommen til at bruge dem, dog ikke kommercielt og husk evt. også lige at spørge bådens ejer. Jeg lægger billederne i fotogalleriet på FtSF’s hjemmeside; www.sprydstagen.dk Kort om mig: Jeg hedder Johannes Ambjørnsen, er 43 år og har gennem de sidste 20 år beskæftiget mig med nordiske brugsbåde og skibe, spændende fra vikingetid til nutid. Bor i København og er aktiv i Vikingeskibsmuseets bådelaug omkring Åledrivkvasen Viktoria. Egentlig kom det som lidt af en overraskelse at jeg nu igen skulle af sted til dette træf. For 3-4 år siden deltog jeg i træffet med gode venner og Frederikssundsjollen Marcus Noer, men jeg havde ikke at planlagt at deltage i år. Imidlertid rendte jeg ind i Ulf Brammer, da jeg i august var med åledrivkvasen Viktoria til Træf Fjordens Træbådes træf i Frederikssund. Her bad Ulf mig om jeg ville forsøge at skrive lidt for TS i ny og næ. Ulfs sko bliver svære at fylde ud, men han ønsker at trække sig og så er det vist i øvrigt på tide at jeg selv bidrager lidt til det gode blad jeg ellers med stor fornøjelse har læst i knapt 20 år. 27 Nyoptagne fartøjer Tegninger efter indsendte fotos af Sven Bülow TS byder velkommen til de nyoptagne fartøjer. Har du et fartøj til optagelse kan du gå ind på TS hjemmeside og finde optagelsespapirer - downloade eller kopiere og sende til sekretariatet. Adressen findes, som altid, på side 3. AKITA, Skive, drivkvase, lærk på eg, bygget i Skive i 1992, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 AFRODITE, Fanø, jagt, lærk på eg, bygget på Fanø i 1966, Sonnich Jensen 20887174 ASTA, Skive, sjægt, fyr på eg, bygget i Skive i 1979-80, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 28 BEKO, Korsør, fiskekutter, eg på bøg, bygget i Frederikssund i 1943, BRT 19, Bent Andersen 30889125 DORTE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1987-88, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 ELLA, Skive, 3-smakke, fyr på eg, bygget i Skive i 1981-82, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 FLEKKERØY, Losskæyte, eg på fyr, bygget i Høllen i 1936, BRT 17,04, Bjørnar Berg +47 95042689 29 GALAJ, Frederikssund, kutter, eg på fyr, bygget i Göteborg i 1964, BRT 12,5, Partsrederidet GALAJ v/ Henning Jørgensen 30586235 GITTE-MALENE, Skive, sjægt bygget i Skive i 1995, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 GRENEN, Aalbæk, Colin Archer type, eg, bygget i Skagen i 1983, BRT 11, Kurt Sørensen 98499202 HELLE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1987, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 30 HILDA, Skive, 2-smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 1988, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 LENE, Skive, fiskejolle/Snekkersten, lærk på eg, bygget i Skive i 1995, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 LOTTE-LONE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1997, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 MITTE, Faaborg, dansk jagt, fyr på eg, bygget i Troense i 1978, BRT 12,42, Lasse V. Olsen 62601743 31 NATALIA, Skive, sjægt, bygget i Skive i ca 2000, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 SUSANNE, Skive, 2-smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 1989, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 TORNAK, Stubbekøbing, fiskekutter type ”D”, eg på eg, bygget i Holbæk i 1954, BRT 8,92, Ole P. Christiansen 54400047 ZITTA, Skive, 2.smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 2000, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199 32 VEDLIGEHOLD af JOLLER 10-25 fod Smakkejoller – sjægte oselvere – hækjoller og travaljer vil vedligeholdes – SKAL vedligeholdes. Se det som en fornøjelse! Prøv det! Læs om det! TS har det! Til fartøjsejere og fartøjsrepræsentanter Hent selv hæftet på www.ts-skib.dk Brug fartøjslisten på www.ts-skib.dk til formidling af oplysninger om dit skib. Få et billede med og oplys din korrekte mailadresse. TS-bestyrelsen eller Skibsbevaringsfonden har ind imellem brug for at kontakte/informere fartøjsejerne, og så er det ærgerligt, at kun halvdelen har oplyst en mailadresse. Desuden pynter det gevaldigt med et billede af dit flotte fartøj. Klik ind på http://ts-skib.dk/fartoejer/ fartoejsliste.html og find dit fartøj. Hvis der mangler billede og mailadresse, eller du har andre korrektioner, så informer pr. mail til [email protected] Navnestandere Det var den ”sommer” eller hvad man nu kan kalde det. Der må være mange slidte navnestandere i Danmark så forny den nu ... eller prøv en for første gang. De bedste hilsner fra Egon Hansen, TS-fartøjsregistreringsafdelingen m.v. Ring eller mail og få et tilbud. Asta Graunbøl Tlf: 2852 6326 mail: [email protected] 33 Alle former for fartøjer modtages i kommission. Vi har mange ventende købere i vort kartotek til mange forskellige former for fartøjer. Ring uforbindende til os og hør nærmere. De får altid reel betjening. Østsjællands Yacht- og Skibssalgsbureau 56 50 68 41 - 40 45 69 41 Kom til Aalbæk Vi elsker træskibe Mød os på www.cmskibe.dk (mellem Skagen og Frederikshavn) Kurt Sørensens Skibs- & Bådebyggeri sponserer havneafgiften i Aalbæk havn det første døgn for alle træbåde, der gæster havnen. www.kurt-soerensen.dk [email protected] Sdr. Havnevej 65, 9982 Aalbæk Tlf: 9848 9202 34 Aktivitetskalender 2012 info og data bedes sendt til [email protected] OKTOBER 27. - 28. Medlemsmøde i Ribe www.ts-skib.dk JANUAR 19. – 20. Kolofonmøde www.ts-skib.dk MARTS 2.-3.. Medlemsmøde www.ts-skib.dk MAJ 18. – 19. Pinsestævne i Holbæk www.ts-skib.dk 2013 AKTIVITETSKALENDER 2012 – UDLAND DECEMBER 26. Grogtörn www.museumshafen–flensburg.de 35 Afsender: Træskibs Sammenslutningen v. kasserer Egon Hansen Engbjerget 4 4300 Holbæk 36
© Copyright 2024