Nyt fra Ådalen Efterår. Så blev det efterår, med hvad deraf følger af regn og blæst! Ikke fordi overgangen har været specielt voldsom, eftersom sommeren næppe har føltes som én af de bedre? Men at årstiderne veksler er vel én af charmerne ved at bo i Danmark, og også efteråret har sin charme med de mange flotte farver i skoven og glæderne ved høsten, såvel på markerne som af frugter, bær og svampe i haver og skov. Efteråret er jo også tiden for skolernes efterårsferie, før kaldet ”kartoffelferien”, skabt for at børnene kunne holde fri fra skole, for at hjælpe forældrene med at høste kartofler. Det er næppe så aktuelt længere, så efterårsferien er nok mere i dag en ferie, hvor mange børn og voksne ”gør noget sammen”, i så høj grad som muligt, ude i naturen! Og for alle os på Ådalens Skole, såvel børn som voksne, har det været en spændende, men også ressourcekrævende periode siden skoleårets start, dels med hverdagen, men derudover med de mange tiltag omkring fusionen. Så meget belejligt med et ”break”, så tankerne kan få lov at gå i en anden retning end skole, og depoterne atter kan blive fyldt op! Trivselsdag. Årets trivselsdag, hvor alle personalegrupper mødes, blev afholdt lørdag d. 24. september. Det officielle program startede kl. 12, og sluttede kl. 18. En ganske pæn flok holdt vist ud meget længere end som så! Årets idé med arrangementet var todelt. Selve ideen med afholdelsen af en trivselsdag, hvor personalegrupper mødes på tværs, og i år også set som et led i fusionsprocessen. Dagen blev afholdt efter den recept, der har været praktiseret på Åbjergskolen gennem adskillige år: Der skal været et fagligt indslag, der skal været et musisk-/kreativt indhold, der skal være noget ”bevægelse”, noget godt at spise, og så skal det være ”sjovt”. I år var indholdet et oplæg fra Nikolai Moltke-Leth, og tilbud om deltagelse i kor, Djeeo, Segway og kreativt værksted. Det er min opfattelse på baggrund af mange tilbagemeldinger, at dagen forløb yderst vellykket. Men selvfølgelig evaluerer vi arrangementet, så vi kan afgøre, om det er et arrangement vi fremover skal afholde på Ådalens Skole, eller vi skal finde ud af noget helt andet! Get Moving – uge I uge 41, ugen op til efterårsferien, blev der så afholdt ”bevægelsesuge”, Get Moving-uge, på hele Ådalens Skole! Mere end 1000 børn deltog, og ugen blev organiseret af et udvalg bestående af lærere fra begge matrikler, og ført ud i livet af omkring 100 voksne. Ugen var et ”overflødighedshorn” af tilbud til eleverne, såsom orienteringsløb, Zumba, cykling, kajak, Djeeo, ….., og meget, meget mere. Også denne uge skal efterfølgende evalueres, så vi også på dette felt kan komme frem til, om det de kommende år skal være en tradition på Ådalens Skole, at afholde en sådan uge i uge 41, eller på et andet tidspunkt, hvis det findes mere optimalt! Umiddelbart har jeg også på dette felt kun fået positive tilbagemeldinger, og jeg vil her tillade mig at flette en meget flot respons ind, vi har modtaget fra skolebestyrelsen, ved formanden Niels Brockenhuus: Ådalens Skole www.aadalensskole.dk [email protected] Afd. Syd Roskildevej 160D 3600 Frederikssund Tlf. 4731 1846 Afd. Nord Kornvænget 4 3600 Frederikssund Tlf. 4737 0000 Kære medarbejdere på Ådalens skole -Når jeg kører på arbejde og ser forskellige klasser vandre mod den anden afdeling eller på vej ud til oplevelser -Når jeg ser programmet for Get Moving ugen for de forskellige klasser -Når jeg lytter til mine børns glæde ved at deltage i så mange forskellige aktiviteter på tværs af klasser og matrikler Så ved jeg, det er engagerede lærere og pædagoger, der arbejder på Ådalens skole. Jeg vil gerne, på bestyrelsens vegne og som forælder, takke jer for en god uge, et stort engagement og trætte men glade børn. En fusion af to skoler bæres af ansatte og ledelse, som skaber trivsel og glæde. I er godt på vej. Rigtig god efterårsferie. Niels Brockenhuus En stor tak til Niels, og bestyrelsen, for den rosende omtale; med en beskrivelse, der på bedste vis fortæller, hvad det er vi meget gerne vil opnå med ugen! Endelig en meget stor tak til det udvalg, der har stået for planlægningen. Fantastisk at et kæmpe arrangement som dette kan forløbe så smertefrit, med såvel aktiviteter på begge matrikler som en masse steder ”ude i byen”! Det lover rigtig godt, også set i et ”fusions-perspektiv”. Navnedag For at komme væk fra, hvornår den ene og den anden skole har/havde fødselsdag, besluttede vi, at vi ville fejre årsdagen for det nye navn: Ådalens Skole. Så fredag d. 2. september vandrede alle børn og voksne fra SYD til NORD, hvor vi så var sammen frem til kl. 12. Den første del af tiden var ”søsterklasserne” sammen, og før børn og voksne fra SYD atter vandrede sydpå, stillede alle op på Nords sportsplads, og sammen dannede vi alle bogstaverne i Ådalens Skole. Disse fine ”menneskebogstaver” blev så fotograferet fra en flyvemaskine, og hver afdeling har efterfølgende fået et fint billede, 70x100, til ophængning. Også pressen var til stede, så alle gennem ”Lokalavisen” efterfølgende kunne følge med i, at ”Ådalens Skole er på vej”! Wuxi Ådalens Skole gør stadig ihærdige forsøg på at deltage i dét samarbejde med Shanghai-forstaden Wuxi, som kommunerne Ballerup, Egedal og Frederikssund etablerede for nogle år siden. I denne omgang drejer det sig om et samarbejde omkring eventyr: klasser fra Frederikssund arbejder på forskellig vis med kinesiske eventyr, og klasser i Wuxi arbejder med eventyr af H.C. Andersen. Gennem mail vises projekterne så for hinanden. Vores skole deltager med 1-2 klasser, og det er vores håb, at der gennem dette projekt skabes ”bedre hul igennem”, hvad angår samarbejdet. Såvel elevsamarbejde, som lærersamarbejde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at samarbejdet, især på folkeskoleområdet, er svært. Får vi et rigtigt godt forløb omkring ”eventyr”, er der en mulighed for, at vi vælger at sende et par lærere, såvel fra SYD som fra NORD, til Wuxi til foråret. I forbindelse med ”søstersamarbejdet” (Frederikssund-Egedal-Ballerup) er der planer om, at en delegation på tværs af områderne skal afsted til Kina til foråret. Måske vi hægter os på her? Forældremøder Jeg har dette efterår søgt at deltage i så mange forældremøder på afdeling SYD, som det har været mig muligt. Jeg har været glad for at få lov til at indlede møderne med, ganske kort, at ”sige goddag”, og det er forhåbentlig lykkedes mig, at give et lille indtryk af, hvad det er for en skoleleder SYD har fået, og et indblik i, hvad det er jeg står for. Jeg har i hvert fald været glad for på denne måde, at møde ganske mange forældre til børn på SYD. Kommunalt budget / Penge til byggeri Kort før efterårsferien blev samtlige partier i Frederikssunds Byråd så enige om budgettet for de kommende år. Og til stor glæde for os, bliver der samlet, inden for de næste 3 år, afsat godt 60 millioner til renovering, pædagogisk opdatering og udbygning af den ”gamle Åbjergskole”, således at Ådalens Skole kan stå færdig i år 2014. Et meget spændende bygningsprojekt, som starter op i den nærmeste fremtid. Derudover er bevilget 150.000 kr. hvert år i de næste 3 år (altså samlet tæt på ½ million), som en hjælp til, at fusionen, af såvel børn som voksne, kan forløbe så positivt som muligt. En stor tak til politikerne, såvel for ”fusionspengene”, som for de mange penge til byggeriet. Jeg er sikker på, at vi nok skal få ”alle tiders nye skole”. En skole i øvrigt, hvor det nu er blevet understreget, at også specialklasserækken, Videnscenteret og Pædagogisk Central Frederikssund, fremover vil være en del af. Rigtig, rigtig dejligt! Arbejdsgrupper Som en del af arbejdet med fusionen, er der nedsat adskillige arbejdsgrupper med deltagelse af pædagoger og lærere. I øjeblikket er følgende grupper gået i gang med arbejdet, ud fra kommissorier, opstillet af ledergruppen: • Børneaktiviteter • Voksenaktiviteter • Skole-hjemsamarbejde • Lejrskoler og hytteture • Fagfordeling/aktivitetsplaner • Udskoling (med fokus på ”linjer”) Som beskrevet tidligere, har et ”Get Moving-udvalg”, ligeledes på tværs af afdelingerne, fungeret forbilledligt op til afviklingen i uge 41. Derudover er et byggeudvalg ved at tage form. Disse arbejdsgrupper er nedsat ud fra et skøn over, hvilke områder det, lige nu og her, var vigtigst at få et overblik over. Alt efter, hvad de forskellige udvalg finder ud af, vil det, i et samarbejde med Pædagogisk Udvalg, Pædagogisk Råd og skolebestyrelse efterfølgende blive besluttet, hvad der skal træde i kraft/være gældende allerede før den fysiske sammenlægning i 2014, og hvad der skal vente, til vi alle er på samme matrikel! Bestyrelsesarbejde Bestyrelsesarbejdet forløber i en rigtig god ånd. Bestyrelsen består i dag af medlemmerne af de to tidligere bestyrelser, Oppe Sundby og Åbjerg, og er derfor et meget stort forum på omkring 25 medlemmer. Men ”på trods” af dette, arbejdes der godt, positivt og konstruktivt, og alle bestræber sig for, at se fremad, ikke fokusere så meget på ”hvordan det har været”, men hvordan vi sammen skaber den bedste Ådalens Skole. En stor tak fra min side for det positive samarbejde. Historiedysten, 4.D Det skal også nævnes her, at 4.D på afdeling NORD netop har deltaget i den landsdækkende historiekonkurrence ”Historiedysten”, hvor rigtig mange klasser, opdelt efter klassetrin, gennem flere runder, har konkurreret på historieviden. Det lykkedes børnene fra 4.D at nå helt frem til finalen, hvor det desværre blev til et nederlag til en skole fra Kastrup. Et nederlag, der vist ærgrede børnene, og de har straks bebudet, at de deltager igen næste år, med det klare mål, denne gang at nå helt til tops. Men et rigtigt stort tillykke til eleverne i 4.D, og deres lærer Heidi Scholtz. For mig ingen tvivl om, at der, ud over et stort fagligt udbytte ved at deltage i en sådan konkurrence/leg, altid også vil være et stort socialt potentiale. Noget, der skaber gode kammeratlige relationer i børnegruppen. Så endnu engang: Flot klaret, og held og lykke næste år! Og ligeledes en tak til klassen for den fine medieomtale, såvel i radioens P4, som i Frederiksborg Amtsavis. Ådalens Skole, en ”almindelig, ualmindelig god skole” Også på anden vis er det i den forløbne periode ”lykkedes” Ådalens Skole, at komme i mediernes søgelys. I forbindelse med folketingsvalget fik hvert medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg, af Politiken, lov til at vælge en skole, som de, inden for de rammer der nu engang eksisterer, fandt, gjorde det særligt godt, og som måske kunne være med til at tegne nogle linjer for ”fremtidens skole”. Her var vi så heldige, at det radikale medlem, Marianne Jelved, for kort tid siden, i anden forbindelse, havde været på besøg på Ådalens Skole, og ”kunne lide, hvad hun så/fornemmede”! Så Ådalens Skole blev hendes bud på en ”almindelig, ualmindelig god skole”. Artiklen, der blev bragt i Politiken dagen før valget, har været tilgængelig via skolens hjemmeside. Men en rigtig flot, positiv omtale, der luner os alle i det daglige arbejde. Det er ofte den ”kritiske side”, der er den mest iøjefaldende i mediernes behandling af folkeskoleområdet, så dejligt, at der i denne forbindelse bliver fokuseret på det kæmpe, imponerende stykke arbejde der gøres i den danske folkeskole, ikke blot på Ådalens Skole, men rigtig mange steder over hele landet. Og et fokus på vigtigheden af, at vi på den enkelte skole stadig har mulighed for at ”bestemme noget”, muligheden for, ud fra de potentialer og styrker vi har, at sætte vores præg på børn og voksnes skoledag. Lad os håbe, den nye regering i den fremtidige skolepolitik, vil understøtte dette! Organiseringen af serviceområdet I dette efterår er der også kommunalt besluttet en ny plan for organisering af serviceområdet. Som på mange andre områder, har der også her, efter kommune sammenlægningen, hersket meget forskellige vilkår, alt efter, i hvilken del af den nye kommune man befandt sig. Dette behov for en harmonisering, kombineret med det faktum, at mange førskoleinstitutioner (børnehaver og vuggestuer), på mange ledder var kommet i klemme i de ”gamle” ordninger, har medført, at serviceområdet, fra 1. april 2012, vil være organiseret på en ny måde. Kommunen vil være opdelt i 5 distrikter, hver med en distriktsleder i spidsen. Disse distrikter skal så dække de institutioner, der ligger inden for deres område. Vi er så heldige, at Ådalens Skole bliver udgangspunkt for det distrikt, der dækker ”Frederikssund Syd”. Et vist antal medarbejdere vil derfor, med udgangspunkt i Ådalens Skole, herefter skulle servicere dette område. Jeg tror, at dét, at udgangspunktet er Ådalens Skole, vil kunne betyde, at vi får et større, et tættere samarbejde med denne serviceenhed, end hvis den var placeret et andet sted! Skoleudvikling Selvom der bruges rigtig mange kræfter fra de forskellige personalegrupper på arbejdet med fusionen, bliver der alligevel kræfter til overs til arbejde med forskellige former for skoleudvikling. I august måned brugte lærerne, og en del af pædagogerne, 2 hele dage på et kursus omkring Cooperative Learning. Et system, en tankegang, der såvel indholdsmæssigt som organisatorisk, fokuserer på mulighederne og styrkerne ved det ”kooperative samarbejde”. Mange var før disse dage ganske langt inde i arbejdet med CL, men det er for mig ganske tydeligt, at der efter kurset er endnu flere, der med succes benytter sig af disse ideer! Inden for samme ”paraply”, er det også besluttet, at der, de næste 3 år, arbejdes udviklingsmæssigt med ”læringsledelse”. I første omgang det tætte/nære: Klasserumsledelse, derefter læringsledelse i forhold til læringsmål m.m., og endelig i relation til Ådalens Skoles vision. Et rigtigt spændende arbejde, der går meget fint i spand med vores løbende arbejde med fusionen. Således ”gør vi noget sammen på de to matrikler”, og vel at mærke noget, som vi indholdsmæssigt, alle forhåbentlig kan få rigtig meget ud af. Udviklingsplanen Og når jeg taler om ”skoleudvikling”, må jeg selvfølgelig også nævne den udviklingsplan, som alle institutioner, afdelinger i Frederikssund Kommune skal producere hvert år. En udviklingsplan, der talmæssigt beskriver ”skolens tilstand”, derudover omtaler resultaterne af forældretilfredshedsundersøgelsen, trivselsundersøgelse blandt personalet, elevtilfredshedsundersøgelsen, samt (selvfølgelig) en opstilling/gennemgang af de udviklingsområder kommunen har besluttet, der skal arbejdes på, samt endelig de områder, den enkelte institution/skole selv har valgt at kaste sig over! Hvad angår den del af det talmæssige materiale, der omhandler karaktererne ved afgangsprøverne, er vi ganske godt med, men der er selvfølgelig altid ”plads til forbedring”. Dette er løbende noget, vi arbejder med. Omkring forældretilfredshedsundersøgelsen har vi meget fine tilbagemeldinger. Selvfølgelig også indeholdende områder, som vore ”kunder” mener, vi bør forbedre. Disse synspunkter tager vi selvfølgelig op, og hvor det står i vores magt, ændrer vi / forbedrer vi os! Desværre er der flere af de ”kritiske områder”, ikke mindst på bygningsområdet, hvor det er meget vanskeligt at handle. Men det bliver forhåbentlig bedre, i forbindelse med det store byggeri! Hvad angår trivselsundersøgelsen blandt personalet kan vi bryste os af, at have de mest positive tilbagemeldinger i hele Frederikssund Kommune. Dette er selvfølgelig rigtig dejligt, men også her er der ”plads til forbedringer”, hvorfor vi søger ikke at ”sove på laurbærrene”, men hele tiden har fokus på dette meget vigtige felt for alles trivsel! Elevtilbagemeldinger arbejders der ligeledes løbende med, ikke mindst i forbindelse med klassesamtalerne, hvor ledelse og lærere/pædagoger sammen evaluerer klassernes ”liv”. Ligeledes søger vi, at tage højde for elevernes tilbagemeldinger, når vi planlægger kurser og pædagogiske arrangementet for personalet, så disse (lærere og pædagoger), bliver bedre til at tackle de problemer/udviklingsområder, eleverne påpeger! Kantine I arbejdet med den stadige udvikling af vores kantinetilbud, løb vi desværre ind i samarbejdsproblemer med Pia, som vi ansatte som kantineleder for godt ½ år siden. Dette har medført, at vort samarbejde er ophørt, og at Inge, der har arbejdet i kantinen gennem de sidste 6 år, nu er den daglige leder af vores kantineordning. Denne uro har desværre medført, at det har været lidt vanskeligere, taget lidt længere tid, at ombygge køkkenet på SYD, og herefter etablere kantinetilbuddet her, så det matcher NORD! Men nu er køkkenet færdigetableret, og godkendt af Levnedsmiddelkontrollen, og vi har ansat Randi Nielsen som kantinemedarbejder på SYD. I øjeblikket arbejdes der på en medhjælp til Randi, da det, især omkring selve salgstidspunktet, er svært for Randi at klare det hele selv! I NORD er Søs ansat som køkkenmedarbejder. Søs har flere gange været i praktik dér, og efter endt uddannelse som køkkenassistent, er hun nu blevet fast ansat. Et meget stort velkommen til Randi og Søs, og selvfølgelig vil jeg også her give udtryk for min glæde ved Inges ansættelse. De gør alle tre et kæmpe arbejde for at give børnene det bedste, billigste og sundeste madtilbud hver dag. Som en del af dette tilbud har der de sidste 2 år været et tilbud om gratis, sund morgenmad i kantinen i NORD hver morgen. Dette tilbud gives nu også i SYD, og fra mandag d. 31. oktober serveres der morgenmad i forbindelse med køkkenet fra kl. 7.30 alle skoledage. Jeg håber, rigtig mange vil benytte sig af dette tilbud, så børnene kan starte skoledagen fyldt med energi! Personale På baggrund af en lærers langtidssygdom, har vi ansat lærer Stine Post Hansen på afdeling SYD. Stine er seminarieuddannet fra i sommer, er oprindelig naturfaglig, men er så ”faglig bred”, at hun med stor energi har kastet sig over også humanistiske fag i udskolingen. Et meget stort velkommen til Stine, som jeg tror, falder rigtig godt til på Ådalens Skole. Endelig har vi ansat Johnny Havnbo i vort servicekorps. Johnny har været uden arbejde et stykke tid, hvad der absolut ikke har ”passet ham”. Også ham er jeg sikker på, passer meget fint ind i Ådalens personalegruppe. Stort velkommen også til ham. Med tak for godt samarbejde, vil jeg ønske alle en forsat god fusion Flemming West Clausen Skoleleder
© Copyright 2024