1. No category

Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
89
Onsdagen den 19 augusti 1987 kl. 14.15
Sektionsmöte
Tilläggsersättning på grund av
oförutsedd skadeutveckling
Referat: Del I s. 21 ss.
Debattledare: Landsdommer Ulla Rubinstein, Danmark
90
Talare
Debattledaren, landsdommer Ulla Rubinstein, Danmark
Referenten, lektor dr. jur. Bo von Eyben, Danmark
Korreferenten, advokat Jan Dahl, Norge
Debattledaren, landsdommer Ulla Rubinstein, Danmark
Advokat Georg Lett, Danmark
Høyesterettsadvokat Gunnar Nerdrum, Norge
Professor Asbjørn Kjønstad, Norge
Afdelningsdirektør C.C. Munksgaard Nielsen, Danmark
Advokat Sverre Thune, Norge
Justitierådet Bertil Bengtsson, Sverige
Direktör, juris kandidat Per Boethius, Sverige
Lagdommer Hans Petter Lundgaard, Norge
Korreferenten, advokat Jan Dahl, Norge
Referenten, lektor dr. jur. Bo von Eyben, Danmark
Debattledaren, landsdommer Ulla Rubinstein, Danmark
91
91
94
103
104
106
107
109
112
113
115
116
117
118
122
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
91
Debattledaren, landsdommer ULLA RUBINSTEIN, Danmark:
Jag har den ære og glæde at byde velkommen til dette sektionsmøde
om emnet tillægserstatning på grund af uforudset skadeudvikling. En særlig velkomst til referenten, lektor dr. jur. Bo von Eyben fra Danmark og
til korreferenten, højesteretsadvokat Jan Dahl fra Norge. Før jeg giver ordet til referenten og korreferenten, vil jeg kort komme ind på nogle få
ordensregler for debatten.
Når referent og korreferent har talt, og det antager de vil tage en halv
times tid, er ordet frit. Anmeldelse med angivelse af navn, titel og land kan
ske til sekretæren eller mig. Emnet er ganske omfattende. Det spænder både over almindelig erstatningsret og ekspropriationsret, og det rummer forsikringsretlige aspekter. Det kan diskuteres, i hvilket omfang der reelt er
væsentlig grund til at sondre, men for at debatten så vidt muligt kan struktureres hensigtsmæssigt, vil jeg foreslå, at man ved anmeldelsen, hvis man
ønsker specielt at komme ind på problemstillingen inden for et af de tre områder, ganske kort angiver dette.
Til slut vil jeg minde om, at der kan være sprogproblemer, og jeg vil
derfor bede alle om at tale meget tydeligt.
Referenten, lektor dr. jur. BO VON EYBEN, Danmark:
Det grundlæggende problem fremgår jo allerede af titlen på dagens emne, nemlig om skadelidte eller den i øvrigt erstatningsberettigede i almindelighed har eller bør have ret til tillægserstatning, når skadesforløbet udvikler sig anderledes og værre, end det blev forudset og kunne forudses ved
erstatningsopgøret. Mit svar på det spørgsmål er med visse kvalifikationer
et ja.
Skadelidtes interesse i at få yderligere erstatning for yderligere tab står
over for skadevolderens interesse — eller den der i øvrigt betaler erstatning
— i at kunne indrette sig på, at et erstatningsopgør er endeligt. Min tese
bygger på det grundsynspunkt, at hensynet til skadelidte vejer tungest, især
fordi modparten typisk ikke er en tilsvarende individuel person, men enten
en ansvarsforsikrer, en primærforsikrer eller en ekspropriationsmyndighed.
Dernæst har jeg ikke fundet nogle afgørende forskelle mellem erstatningsret, forsikringsret og ekspropriationsret, som er relevante for denne
problemstilling. Det vil altså sige, at retten til tillægserstatning ikke beror
92
Bo von Eyben
eller bør bero på, om erstatningskravet støttes på delikt, på kontrakt (en
forsikringsaftale) eller på et ekspropriativt indgreb. To eksempler kan vise
parallellerne i problemstillingen. Ved personskade gør det ingen forskel, om
grundlaget for kravet er en ansvarspådragende skadeforvoldelse eller en personforsikring. Et andet eksempel er miljøskade, hvor det tilsvarende ikke
gør nogen forskel, om der er foretaget ekspropriation til fordel for den pågældende forurenende virksomhed.
Med hensyn til skadens art er det klart, at problemet og behovet er størst,
når det drejer sig om personskade, men det er ingen grund til at nægte
omprøvning også ved tingsskade eller ved ren formueskade.
Mod min grundtese og den afvejning, den bygger på, kunne følgende
indvending tænkes fremført, at de hensyn, jeg har fremdraget her, er for
snævre, at der også er nogle almene hensyn, især af procesøkonomisk art,
der taler imod en ret til fornyet prøvelse. Denne indvending kan underbygges med betragtninger af både praktisk og retsøkonomisk karakter. Nemlig
dette at alle forsøg på at yde »millimeter»-retfærdighed er uhyre omkostningskrævende. Man må da hellere leve med den usikkerhed, der uundgåeligt knytter sig til enhver udmåling af erstatning for fremtidig skade. Hvis
man én gang har besluttet sig for generelt eller som hovedregel at afgøre
fremtidig skade med en éngangserstatning, så må man også acceptere, at
det nogle gange kan gå bedre og andre gange værre end forudset. Til denne
indvending vil jeg fremføre 3 betragtninger.
For det første, at ønsker om at undgå omkostningerne ved millimeterretfærdighed primært må finde udtryk i de materielle erstatningsudmålingsregler. Nemlig i en større eller mindre grad af standardisering af de faktorer, der indgår i beregningen af erstatning for fremtidig skade, eksempelvis
erhvervsevnetab. En sådan standardisering vil i sig selv begrænse omfanget
af prøvelser af krav om tillægserstatning, fordi den begrænser antallet af
faktorer, der kan medføre relevante ændringer i beregningsgrundlaget.
For det andet vil jeg svare på indvendingen, at der gives andre metoder
til at afbøde usikkerhed om den fremtidige skadeudvikling. Og hensigtsmæssig brug af sådanne metoder kan derfor begrænse antallet af krav om tillægserstatning. De tre metoder, der står til rådighed, som jeg fremdrager
i det skriftlige indlæg, er for det første udstykning, dvs. en udskydelse af
stillingtagen til f .eks. erstatning for varige skadefølger, samtidig med at skadelidte gives mulighed for at indtale erstatningen for allerede indtrådt tab.
For det andet, midlertidige afgørelser, som især er indiceret, når usikkerheden består i, om den fremtidige skade vil blive varig. Hvis det er usikkerheden, så afbødes den efter min opfattelse bedst med en erstatning, der løber,
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
93
indtil afgørelsen revideres. Endelig er den tredje metode til at afbøde usikkerhed, hvad jeg kalder »risikoerstatning», altså dette at man giver en erstatning for risikoen for fremtidig skade. Noget som især er indiceret, når
der er tale om mere diffuse risici, altså en form for ulempetillæg til den øvrige erstatning.
Endelig er mit tredje svar på indvendingen om de procesøkonomiske hensyn, at retten til tillægserstatning, når vi går uden for området for »midlertidige» afgørelser, bør være begrænset til tilfælde af væsentlige ændringer
i grundlaget for afgørelsen. Denne betingelse er jo en velkendt figur i det
obligationsretlige begrebsapparatur, og det gennemsyrer da også det meste
af den relevante lovgivning på området. Som en yderligere pendant til det
inden for den offentlige regulering af miljøområdet kan nævnes den danske regel i miljøbeskyttelsesloven om de tilfælde, hvor der bliver tale om
forbud mod eller påbud til en forurenende virksomhed, der tidligere er blevet
godkendt af miljømyndighederne. Også her i miljøbeskyttelseslovens § 44
stilles krav om, at der skal være væsentlige ændringer i omfanget af forureningen.
Det næste hovedsynspunkt i mit skriftlige indlæg har været, at denne
problemstilling bør anskues som et materielretligt spørgsmål og ikke som
et processuelt. Heri ligger tre ting. For det første, at retskraftssynspunkter
ikke bør være til hinder for en prøvelse af krav, der støttes på forhold, som
dommen ikke tog stilling til og heller ikke kunne have taget i betragtning.
For det andet ligger der heri, at der ikke er nogen grund til at gøre kravet
om tillægserstatning betinget af, at skadelidte ved afgørelsen tog forbehold
for uforudsigelige ændringer i den fremtidige skadeudvikling. Og for det
tredje ligger der heri, at kravet om tillægserstatning ikke bør være begrænset til processuelle regler om genoptagelse af domme. Det kunne, hvis man
anlagde det synspunkt, dels medføre, at de særlige processuelle tidsfrister
kom til at undergrave betydningen af den suspensive karakter af de materielle forældelsesregler. Og for det andet kunne genoptagelsesreglerne være
til hinder for en fuld, processuel prøvelse af kravet om tillægserstatning,
altså eksempelvis prøvelse i to instanser.
Endelig er der at sige om det processuelle synspunkt, at det ikke løser
problemerne omkring forligsmæssige afgørelser, og det er de fleste jo inden for det område, vi taler om her. Materielretlig lovregulering kan være
nødvendig for at opnå frigørelse fra denne processuelle betragtningsmåde,
og særlig påkrævet forekommer det mig at være i norsk ret.
Endelig til sidst vil jeg pege på nogle mere specielle problemstillinger,
som man kunne tage op til debat. Det første drejer sig om personforsik-
94
Bo von Eyben
ring. Det forekommer mig, at der er behov for en afklaring af forholdet
mellem på den ene side forsikringsaftalelovens deklaratoriske skadesårsagsprincip, det forhold, at der i øvrigt i forsikringsaftaleloven, i hvert fald i
dansk ret, antages at være en ikke-suspensiv forældelsesregel, og endelig
på den tredje side, om man så må sige, betydningen af de typiske policevilkår
om tidspunktet for det endelige erstatningsopgør, f.eks. om fastsættelse af
invaliditetser statning.
Et andet specialproblem, man kunne tage op, vedrører ansvarsforsikringsdækning, nemlig dette, at der er en tendens til at tage det såkaldte
»claims made»-princip i anvendelse inden for produktansvarsforsikring, når
det drejer sig om produkter med en lang skadeafviklingstid, og noget tilsvarende kan formentlig også ventes inden for den nyudviklede dækning
af ansvar for visse forureningsskader. Det spørgsmål, man kunne rejse, er,
i hvilket omfang udformningen af »claims made»-princippet vil påvirke mulighederne for ansvarsforsikringsdækning af senfølger af ansvarsbegrundende forhold.
Det tredje specialproblem, man kunne tage op til drøftelse, vedrører særligt erstatning for personskade. Det er den påfaldende forskel, der er mellem svensk og dansk ret, at retten til tillægserstatning i Sverige ikke er betinget af, at der er indtrådt ændringer i selve helbredstilstanden. Det betyder for svensk rets vedkommende, at der også kan blive tale om revision
i anledning af ændringer af mere almene faktorer med heraf følgende særlige kausalitetsproblemer. Jeg kunne forestille mig, at disse problemer er
nogle af de væsenligste betænkeligheder, som man kan have over for tesen
om, at skadelidte i almindelighed skal have ret til tillægserstatning. Og det
spørgsmål, man kunne rejse er, om erfaringerne fra Sverige viser, om der
er grund til at have sådanne betænkeligheder.
Jeg slutter mit skriftlige indlæg med nogle betragtninger om det nordiske samarbejde på dette område, og det vil jeg også gøre med det mundtlige
indlæg her. Det forekommer mig, at dette er et af de mere beklagelige udslag af manglende nordisk samarbejde, at man tilsyneladende fra dansk side
end ikke har forsøgt at lære af erfaringerne fra nabolandet.
Korreferenten, advokat JAN DAHL, Norge:
I. Jeg vil først komplementere referenten for en overordentlig grundig
og vidtfavnende redegjørelse. Såvidt jeg kan se er alle de vesentlige momenter
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
95
ved vårt tema kommet frem. Og jeg tror at for debatten gjenstår i første
rekke hvordan man vil vektlegge de forskjellige momenter, og hvilken vekt
man vil legge på sammenhengen mellom de forskjellige regler og rettsdisipliner.
Jeg er praktiserende advokat og vil ikke pretendere å gå inn i temaet
med samme vitenskapelige grundighet som referenten. Min erfaring vedrørende erstatningsspørsmål refererer seg i første rekke til ekspropriasjonsretten. Her har vi i Norge et område, nemlig ved vassdragsutbygging — altså endring av et vanns vannstand og elvers vannføring for elektrisk produksjon — der vi på en måte har mer nyanserte og klare regler enn i de
andre rettsdisipliner, og vel til dels også enn hva man finner i de andre nordiske land.
II. Til dels på denne bakgrunn har jeg vært noe undrende over hvorfor
man i Norge skal ha så ulike og etter min mening så lite nyanserte regler
på de forskjellige andre rettsidispliner. Mens vi i vassdrags- og til dels ekspropriasjonsretten har regler og rettspraksis som til dels går tilbake til det
forrige århundre, så drøftes disse ikke i tilknytning til vurderingen av den
alminnelige erstatningsrett. Og jeg forstår at lignende i noen grad også gjelder de øvrige nordiske land. Muligens med visse forbehold for forsikringsretten står det for meg som at spørsmålsstillingen er svært parallell for de
forskjellige rettsområder. Men hvorfor denne nærmest sektorbehandling av
spørsmålet i de forskjellige rettsdisipliner? Og hvorfor er spørsmålene tidligere drøftet så lite i sammenheng? Von Eyben's redegjørelse til dette møtet
er så vidt jeg forstår den første samlede drøfting av problemstillingen.
Men så drøfter til gjengjeld referenten det overordentlig grundig både
for de forskjellige rettsdisipliner, for ulike skadegjørende handlinger og for
henholdsvis personskade og skade på formue. Og referenten kommer såvidt jeg kan se i det vesentlige til at det skal gjelde de samme regler ved de
forskjellige rettsdisipliner. Det er ikke mange særhensyn som fremheves i
denne omfattende redegjørelsen.
III. Jeg skal komme nærmere tilbake til referentens hovedsynspunkter
men jeg vil først gi uttrykk for
1. Etter min mening kommer det ikke særlig ut av å drøfte spørsmålet
ut fra rettskraftsbegrepet. For meg står rettskraften mer som et navn på
resultatet og som et sammenligningsinstrument for andre rettsområder —
enn som noen egentlig begrunnelse.
2. Likeledes er den prosessuelle gjenopptagelse etter min mening lite
egnet for løsning av problemet de lege ferenda. Gjenopptagelsesreglene er
— og jeg tror bør være — generelle og skal dekke hele rettsområdet, og
96
Jan Dahl
de er etter min mening de lege ferenda lite egnet til å gi svar på vårt spesielle
spørsmål. Det er ikke vanskelig å konstruere tilfeller der de regler mange
av oss ønsker ved uforutsett skadeutvikling ikke vil passe som generell gjenopptagelsesregel. Man måtte i tilfelle lage spesielle gjenopptagelsesregler for
uforutsett skadeutvikling. Men da må det, som referenten gjør, være riktigere
å drøfte de materielle reglene for vårt diskusjonstema direkte.
En annen sak er at så lenge man ikke har de materielle regler som mange av oss ønsker, tvinges man de lege lata til dels å falle tilbake på gjenopptagelsesreglene.
IV. Man bør etter min mening som referenten gå rett på sak og vurdere hvilke materielle regler man bør ha. Og det må være riktig som referenten gjør å vurdere de forskjellige rettsområder og skadearter for seg før man
eventuelt treffer den generelle konklusjon.
Man bør
1. a) vurdere vanlig erstatningsrett og også se på naborettslige forhold,
forurensningsskader og også produktansvaret. Det siste er såvidt jeg kan
se lite trukket inn av referenten. Jeg minner om thalidomidesakene og andre legemiddelskader, men heller ikke jeg kommer til noen særkonklusjon
her. Et område som kanskje trenger særlig vurdering, er arbeidsmiljøskader. Seiv om det ikke har direkte betydning for vårt spørsmål, nevner jeg
at den norske justisminister har uttalt seg for at vår absolutte foreldelsesfrist på 20 år ikke skal gjelde for slike skader. Men personlig er jeg noe redd
særløsninger av denne art.
b) Dernest må man som referenten drøfte ekspropriasjonsspørsmålene,
der vi som nevnt i Norge til dels har omfattende spesialregler — uten at jeg
kan se at det egentlig er så sterke særhensyn som tilsier dette.
c) Og man må se på forsikringstilfellene, der det merkelig nok synes som
man har unngått å sette spørsmålene på spissen, men løst dem mer ut fra
foreldelsesregler.
2. Vi står overfor sondring etter skadeart. Skal spørsmålet løses likt
for tingskade og personskade? Og miljø- og forurensningsskader som både
kan være person og tingskade?
3. Man må videre vurdere den uforutsette skades art. Skal man bare
ta hensyn til endring i fysisk skade, og både kvantitativ og kvalitativ skade,
eller skal man som referenten vil, også ta med endrede økonomiske skadevirkninger av en i og for seg uendret fysisk skade.
4. Man må videre ta standpunkt til om en eventuell erstatning av ettervirkningene skal gjelde enhver skade eller om man skal operere med et ve-
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
97
sentlighetskriterium. Man kan tenke seg både et vesentligshetskriterium,
og/eller et kvalifisert beviskrav som ved gjenopptagelse.
5. Og endelig står man overfor spørsmålet om det skal kreves noe form
for forbehold under den opprinnelige behandling, og i det hele hvordan man
skal vurdere avtaler på dette området.
V. Disse spørsmål behandler referenten med stor grundighet både de
lege lata og de lege ferenda.
A. 1. Jeg har få bemerkninger til fremstillingen de lege lata. Vi står
i Norge på den alminnelige erstatningsretts område beklageligvis uten slike
lovhjemler man har i Danmark og Sverige. Og en løsning av spørsmålene
ved foreløpige avgjørelser er nok ikke så vanlig i norsk rett som man kan
få inntrykk av fra referentens fremstilling. Vi har særregler om det i
ekspropriasjons- og naboretten, men situasjonen er temmelig uklar for den
alminnelige erstatningsrett. At utsettelse kan skje er forutsatt i forarbeidene til vår erstatningslov, men man finner ingen hjemmel i loven, og man
er i praksis svært usikker. Jeg tror ikke vi har noen overordnet dom om
det. Heller ikke er de endelige avgjørelsene — til tross for erstatningskomiteens uttalelser — så helt endelige i praksis. Forsikringsselskapene gir en
god del tilfeller tilleggserstatninger, og man finner også en tendens i underrettspraksis til å gi slik tilleggserstatning. En jurist i et av våre største forsikringsselskaper sa at han ga tilleggserstating hvis han var sikker på at det
var økt skade — altså et kvalifisert beviskrav. Kanskje ikke så urimelig sett
fra forsikringsselskapets side, men neppe noen ønsket rettstilstand.
Derimot har man i Norge adgang til årlige eller terminvise erstatninger,
men disse regler er ikke innført av hensyn til vår problemstilling.
2. Når det gjelder situasjonen de lege ferenda forstår jeg referenten til
å komme til samme konklusjon for alle rettsområdene, og han gjør seg til
talsmann for en utstrakt adgang til prøving av uforutsette tap og det a) både for fysiske skadeendinger, og b) for endret økonomisk tap og c) uten
såvidt jeg forstår med et egentlig vesentlighetskrav og d) uten noe krav om
forbehold under den tidligere avgjørelse.
B. Jeg er i hovedkonklusjon langt på vei enig med referenten — det
bør i en del tilfeller være adgang til å kreve tilleggserstatning ved endret skadeutvikling. Men neppe alltid. Og jeg tror jeg vil stille opp flere og mer restriktive kriterier enn referenten.
Utgangspunktet er selvsagt at man ønsker en materiell riktig løsning —
og det får man ved uforutsett utvikling bare når man får en ny vurdering.
Men mot dette står en del mothensyn som referenten selvsagt er klar over
og som man finner i hans redegjørelse. Det jeg særlig legger vekt på er:
7
98
Jan Dahl
1. Et erstatningsoppgjør vil aldri bli helt riktig. Fremtiden vil alltid arte seg noe annerledes enn forutsatt. Både skadede og urammede personer
vil møte mer eller mindre uforutsette omstendigheter i livet som endrer deres økonomi. Dette innebærer i noen grad at man ikke kan vente å treffe
helt riktig med erstatningen.
2. Ønsket om å bli ferdig med saken teller. Dette av hensyn til den erstatningspliktige — men nok også av hensyn til skadelidte selv og samfunnet.
3. Og litt på siden av den egentlige problemstilling lar jeg meg noe motivere av at det kanskje er litt tilfeldig hvem som i det hele tatt tilkjennes
erstatning. Jeg husker i tilknytning til thalidomidesaken i Norge at en lege
ga uttrykk for at det var født ca. 30 slike misdannede barn i Norge det året,
men det var bare 13 som skyldes thalidomide. Legen spurte hvorfor skulle
akkurat de 13 få erstatning; og selv om jeg kunne gi det juridiske svar syntes jeg spørsmålet gjorde inntrykk og var tankevekkende. Og hvis man først
aksepterer at det er noe tilfeldig hvem som får erstatning, kan man spørre
om i hvilken grad det er riktig å utmåle erstatningen til dem som får
erstatningen med millimetermål og økte omkostninger. Vel, dette var en
digresjon, men jeg nevner dette fordi jeg synes det i noen grad hører med
til helhetsbildet, og det kan rettferdiggjøre restriktive regler når praktikabilitetshensyn tilsier dette. Men vårt utgangspunkt er dog at når det først er
erstatningsplikt, skal man søke å komme frem til full erstatning.
4. Dessuten, for personskader, som kanskje umiddelbart griper en mest,
er problemet noe redusert på grunn av trygdene — de sosiale ytelsene.
5. Man må også ha i erindring de vansker en utsatt eller ny behandling
vil ha. I enkelte tilfeller — f.eks. ved en markert tilleggsskade — er det greit.
Men i andre tilfeller, kanskje særlig der det ikke er tale om personskade
men gjelder en helhetsvurdering av f.eks. en fast eiendom og et miljø, kan
det ved den nye prøving bli vanskelig å foreta en sammenligning med førsituasjonen. Outrert sagt — i enkelte tilfeller oppnår man bare å bytte en uklar
etter situasjon med en uklar f ør situasjon.
6. Saksomkostningene motiverer meg også. I flere saker, ikke minst i
ekspropriasjonsforhold, spiller saksomkostningene en uforholdsmessig stor
rolle, og det synes som de stadig vokser ikke minst på grunn av den økte
ekspertise som trekkes inn. Man møter ofte saksomkostninger som klart
overstiger erstatningen. Man bør såvidt mulig ikke legge opp til regler som
øker disse, og som samfunnsmessig sett representerer et tap.
VI. Jeg synes motforestillingene mot et etteroppgjør er betydelig, men
jeg mener likevel at man i en del tilfeller bør ha et etteroppgjør. Hovedbe-
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
99
grunnelsen er selvsagt at det å komme til et materielt riktigst mulig resultat
i mange tilfeller bør være det mest tungtveiende. Jeg motiveres også av at
jeg i mange tilfeller synes det er svært uønsket at domstolene skal gi erstatning for risikoen for at en skade skal inntre. En ting er at domstolen tar
hensyn til mindre risiko og gir erstatning fullt ut for bare en mulig skade.
Men at det gis erstatning for en risiko i den forstand at det bare delvis gis
erstatning, burde etter min mening bare være berettiget der risikoen gir seg
uttrykk i en markedsverdi, og forsåvidt ikke er noen risiko, eller den lar
seg dekke ved forsikring. For hvis ingen av disse tilfellene er til stede, er
jo en erstatning for en risiko på en måte nødt til å bli gal i alle tilfeller. For
inntrer tilfellet blir erstatningen for lav, og inntrer ikke tilfellet blir erstatningen for liten.
Man må for øvrig sondre mellom risikoen for en skadeutvikling, og risikoen for en utenforstående begivenhet. Referenten gjengir den norske Høyesteretts dom der skaden var tap av et øye, men det ble gitt en tilleggserstatning på grunn av den lille risiko det var for at skadelidte senere av annen
årsak skulle miste det annet, og derved bli helt blind. Fra forsikringshold
ble denne dommen rost, og den ble i etterhånd riktig ved at det ble forsikringsdekning, men sett under en annen synsvinkel var den som nevnt uriktig uansett hva som skjedde. Mitt syn er at man bør unngå slike risikoerstatninger med mindre risikoen gir seg utslag i en markedsverdi eller det foreligger forsikringsmulighet.
Jeg mener at man dels bør ha en generell regel om etteroppgjør, og dels
en adgang for domstolene og partene til å henvise til nytt oppgjør.
A. 1. Men når det gjelder en generell regel mener jeg at bare en uforutsett endring av selve skaden eller om man vil sykdomsbildet, bør gi adgang
til et etteroppgjør. Jeg vil da utvilsomt ta med forhold som det ikke har
vært tenkt på, samt kvalitative endringer. Jeg er av praktiske hensyn mer
i tvil om kvantitative endringer, men jeg tror jeg også vil ta disse med. Man
bør da bare ikke ha spesielle omkostningsregler som man til dels har i ekspropriasjonsretten.
Der det bare er en endring i økonomisk utvikling synes jeg det er mindre
rimelig å foreta etteroppgjør. Der synes jeg man skal bli stående ved den
opprinnelige avgjørelse. Jeg motiveres dels av ønsket om å begrense antall
etteroppgjør, men først og fremst av at en domstol sjelden vil treffe helt
riktig om de økonomiske følger. Fremtidig økonomi arter seg så ulikt, og
påvirkes av så meget annet og av ting som skadelidte til dels kan påvirke.
Jeg synes da ikke det er så urimelig at skadelidte bære risikoen på dette punkt.
2. Videre mener jeg at man må operere med et visst vesentlighetskrite-
100
Jan Dahl
rium, der det ikke er tale om en forutgående domstolutsettelse. Dette tror
jeg i realiteten også skjer i praksis. Begrunnelsen for mitt standpunkt ligger
i de mothensyn jeg har nevnt. Det kan etter min mening ikke være ved annet enn når det skjer en endret skadeutvikling av en viss betydning at det
kan være behov for eller ønskelig med en nyvurdering.
3. Det spørsmål jeg er mest i tvil om er om man skal operere med et
kvalifisert beviskrav. Jeg mener nei, men jeg får vansker ved enkelte kvantitative forverrelser. Jeg har heller ikke helt klart for meg om jeg her vil
se forskjellig på forskjellige skadearter. Hvis det for en skadelidt person
er lagt til grunn at han vil få litt redusert førighet i armen, har jeg ikke lyst
til å legge til grunn noe kvalifisert beviskrav for at han skal få tilleggserstatning. Tenker man seg derimot at en skjønnsrett — en vassdragsdomstol —
har lagt til grunn at fisket i et vann blir redusert med 20 %, mens de fiskeberettigete senere mener at det er 40 %, vil jeg nærmest på gefühl kreve
at de godtgjør nokså klart. Det er kanskje liten logikk i mitt nesten følelsesmessige standpunkt på dette punkt, og kanskje er det likevel en viss forskjell på rettsdisplinene, noe jeg for øvrig hevder at det ikke bør være på
dette punkt.
4. Endelig mener jeg at det må gjelde vanlige saksomkostningsregler
ved krav om tilleggserstatning, slik at man har den bremse som tross alt
ligger i omkostningsrisikoen.
B. Når det gjelder den praktiske behandlingsmåte for slike erstatningssaker er jeg motivert av de norske vassdragsregler. Tilfellene vil være mangeartet både hva skadeart, faktisk opplysning og økonomisk betydning angår. Og domstolen eller avtalepartene bør derfor etter min mening gis en
stor frihet ved behandlingen av saken.
1. Domstolen bør for det første — som nå — kunne treffe en endelig
avgjørelse. Det bør kunne gis engangs- eller årlige erstatninger, men det synes jeg ligger litt på siden av vårt spørsmål.
2. Domstolen bør imidlertid også kunne utsette saken eller en del av
den en nærmere angitt tid — og eventuelt etter å ha fastsatt en midlertidig
årlig erstatning. Dette bør kunne skje når dommeren er i tvil om et faktisk
spørsmål av betydning og han finner at spørsmålet bedre kan vurderes senere.
3. Endelig bør retten kunne velge å se bort fra en viss skademulighet
men reservere skadelidte muligheten for å fremsette krav dersom skaden
likevel skulle inntre. Dette som jeg synes må være en god løsning i enkelte
tilfeller, har vi i Norge lovhjemmel for i vassdragssaker, og også ellers antydning av i underrettspraksis.
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
101
Eliers nevner jeg at det ville være ønskelig med prosessuelle regler slik
at man kunne få den nye sak behandlet med de samme dommere, men det
kan selvsagt ikke være noe vilkår, og særlig ved lengre utsettelser kan det
bli umulig.
B. Det skisserte opplegg med tre avgjørelsesmåter er neppe vesensforskjellig for hva som gjøres i praksis av fornuftige parter og advokater, men
man bør ha klar hjemmel for en slik løsning også ved domstolbehandling.
Det bør være domstolen som i siste instans treffer valget, og da på vanlig
måte etter påstand fra partene. Domstolen bør antagelig være bundet av
en avtale mellom eller lik påstand fra partene, men dette ser jeg som et mer
underordnet spørsmål. Hvis domstolene företar en utsettelse av saken, vil
det selvsagt bli en helt ny vurdering såvel av skade som av økonomiske følger og uten vesentlighetskriterium.
Tilsvarende hvis domstolen reserverer skadelidte en bestemt skade, må
det skje en full vurdering av denne. Et væsentlighetskriterium er tenkelig,
men neppe naturlig.
C. Men selv med slike regler har man ikke unngått spørsmålet. Hva
hvis domstolen enten med en gang har valgt en endelig avgjørelse eller har
kommet til en avgjørelsen ved en totrinnsbehandling, og det likevel oppstår
uforutsett skade? Jeg synes det også i et slikt tilfelle bør være adgang til
å kreve erstatning for en uforutsett skade — men vilkåret må etter min mening være at det dreier seg om en ny eller endret skadeutvikling, ikke bare
et endret økonomisk tap; og dernest at endringen er av en viss vesentlighet
eller betydning.
Det vil altså bare være i dette tilfellet at den uenighet det synes å være
mellom referenten og meg med hensyn til om man skal foreta revurdering
bare på grunn av de økonomiske følger — vil komme på spissen.
D. I likhet med referenten forutsetter jeg at det skal foretas oppgjør
for tilleggsskade også etter avtaleoppgjør, som jo er det som skjer i de fleste tilfellene. Nå er man jo i utgangspunktet også bundet av andre avtalebestemmelser; men jeg synes i likhet med referenten at man her skal være snar
til å underkjenne en urimelig avtalebestemmelse og da særlig en standardbestemmelse, og i det hele en bestemmelse som rammer den svake part, normalt skadelidte. Man vil nok her komme langt med de alminnelige generalklausuler vi har i de skandinaviske land, men jeg er enig med referenten
at det ville være fordelaktig med en spesialregel på dette punkt. Jeg er likeledes enig i at det er for de forutsebare skader det er behov for avtaler. Avtaler som innebærer fråfall av krav på erstatning for uforutsebare ting, bør
i liten utstrekning godtas. I praksis vil-spørsmålet særlig oppstå der man
102
Jan Dahl
fraskriver seg »ethvert krav». Det er — som referenten påpeker — et spørsmål om det overhode bør være adgang for skadelidte til å gi slike avkall
krav vedrørende utforutsebare skader, særlig gjelder dette personskader.
En slik regel vil nok til dels skape vansker i praksis — for hva var förutsebart? Man vurderer jo forholdet i ettertid. Og skal man her legge til grunn
en subjektiv eller objektiv norm? Men disse vanskene kan ikke være avgjørende.
VII. 1. Tiden går. Jeg hadde tenkt å knytte noen bemerkninger til de
forskjellige rettsdisipliner. Nå nøyer jeg meg med i korthet å si at jeg ikke
kan se noen grunn til å sondre mellom personskade og formueskade. Jeg
kan heller ikke, muligens med unntak for forsikringsretten som er så avtalebestemt og hvor jeg ikke er kyndig, se at det er grunn til å sondre mellom
de forskjellige rettsdispliner. Forskjellen mellom rettsdisiplinene ligger i ansvarsgrunnlaget og de ting som skal erstattes. Men vi står overfor det mer
tekniske erstatningsoppgjør når først erstatningsgrunnlaget foreligger. Og
i dette mer tekniske erstatningsoppgjøret kan jeg ikke se at det er grunn til
å sondre og ha ulike regler for de forskjelige rettsdispliner. Jeg trekker frem
lovforarbeidene til den norske forurensningslovgivningen, der prevensjonshensynene har vært tillagt stor vekt, og også vært tillagt vekt med henblikk
på etteroppgjør. Jeg kan forstå og er enig i at dette prevensjonsmomentet
tilsier objektivt ansvar, men jeg kan vanskelig se at det er særlig grunn til
å ha ulike regler med henblikk på den uforutsette skade. Jeg ser da bort
fra at man muligens bør ha særlige foreldelsesregler.
2. Man vil i praksis nesten alltid møte problemstillingen som krav om
økt erstatning. Flere synes også ville reservere revisjonsadgangen bare til
disse tilfeller. Jeg stiller meg forstående hertil. Blandt annet vil skadevolderen i et fåtall av tilfellene vite om den mindre skade, og noen meldeplikt
eller kontrolladgang er neppe ønskelig.
Jeg synes imidlertid ikke man helt kan utelukke et bortfall eller en reduksjon av tilkjent erstatning. En bestemmelse herom kunne eventuelt knyttes til en rimelighetsklausul. En reduksjon av erstatning vil normalt bare
kunne gjøres når det er årlige erstatninger, men med en rimelighetsklausul
er det etter min mening få motargumenter mot at den også skulle kunne
gjøres for engangserstatninger. Det forutsettes tross alt et galt erstatningsoppgjør, og det er ikke alltid at skadelidte er like fattig.
Som et eksempel fra Norge der det kunne være grunn til å stoppe eller
nedsette erstatning er de såkalte tømmer- eller fløtningserstatninger i norske vassdrag. Det betales nå til dels indeksregulerte årlige erstatninger for
en virksomhet som har opphørt for flere 10-år siden, idet man nå kjører
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
103
tømmeret med bil, og vannføringsendringene har derfor de fleste steder ikke interesse for tømmerdriften. Det ville da ikke være urimelig at dette og
lignende ting skulle kunne omgjøres hvis man først skulle ha regler om omgjøring av andre ting til fordel for skadelidte. Tilsvarende kan tenkes ved
andre skadeårsaker, særlig der den skadelidtes virksomhet i alle tilfeller ville ha opphørt.
Man kan imidlertid neppe hevde redusert erstatning i de siste tilfellene,
hvis man som meg ikke er villig til å gi tilleggerstatning når det bare er de
økonomiske virkninger — og ikke skader — som er endret. Konsekvensen
av mitt standpunkt må være at det også må være en fysisk redusert skadevirkning for at det skal være aktuelt med erstatningsreduksjon.
VIII. Til slutt vil jeg gjenta det som er sentralt for meg, nemlig at man
i den vanlige erstatningsrett, ekspropriasjonsretten og forsikringsretten står
overfor de samme eller iallfall svært likeartede spørsmål for såvidt gjelder
uforutsett skade. Men det synes som man har fått noe ulike løsninger i de
forskjellige disipliner. Det er betegnende at man i forarbeidene til den norske erstatningslov drøfter spørsmålet relativt grundig, men uten å komme
inn på det regelsett man lenge hadde hatt i vår vassdragslovgivning og som
var sprunget ut av gammel rettspraksis. Jeg tror i det hele at den ulikhet
man finner nok mer henger sammen med at de forskjellige rettsdisipliner
er behandlet av forskjellige spesialister som bare i begrenset grad har trukket inn regler fra andre områder, enn av at det er reell ulikhet av betydning.
Jeg synes derfor det er viktig at emnet gis en bred behandling — ikke minst
på et nordisk juristmøte — og at det er gitt et så grundig opplegg som referenten har gjort.
Jeg har imidlertid spurt meg hvorfor denne problemstilling, som jeg syns
er sentral, ikke har vært mer fremme i litteraturen. Er det fordi man tross
alt også i de land som ikke — som Danmark og Sverige — har tilfredsstillende lovregler på det punkt, likevel klarer seg bra i praksis? Eller er det
fordi vi står overfor et område der det ikke er noen pressgruppe til å be
om nye regler?
Debattledaren, landsdommer ULLA RUBINSTEIN, Danmark:
Der er ikke kommet henvendelser, som giver grund til at tro, at nogen
vil opponere alvorligt imod referentens og korreferentens indlæg. Man kunne
spørge, om nogen har erfaringer fra retsprakis angående den forskel, som
104
Ulla Rubinstein
findes på personskadeområdet mellem svensk og dansk ret. Hvor man efter
dansk ret kun kan genoptage en erstatningssag, hvis der er væsentlige ændringer i helbredstilstanden, som betinger en ændret vurdering, tillades efter
svensk ret også genoptagelse, hvis der viser sig at være ændrede økonomiske vilkår for den ramte. At den vide adgang efter svensk ret til genoptagelse
tilsyneladende ikke volder særlige problemer kan muligvis til en vis grad
skyldes en mere udbredt anvendelse af nævnsbehandling.
Advokat GEORG LETT, Danmark:
Jeg hedder Georg Lett, og jeg kommer fra Danmark, og er praktiserende advokat. Den side af emnet jeg godt vil tage op, er den forsikringsmæssige.
Nu vil jeg godt lige gøre opmærksom på, at emnet, så vidt jeg kan se
det, indeholder to forsikringsmæssige aspekter, nemlig et skadeforsikringsaspekt vedrørende personerstatning, det er ikke det jeg vil tage op, men jeg
vil derimod tage det ansvarsforsikringsmæssige aspekt op.
Når jeg føler mig kaldet til at gå på talerstolen, så er det fordi der i referentens rapport stod en enkelt bemærkning, som ligesom satte noget igang
i hovedet på mig. Der står, at ansvarsreglen, det er under afsnittet om forureningsskader, bliver ineffektiv, hvis den pålægger ansvar i videre omfang,
end der er forsikringsdækning for. Det vil altså sige, at referenten forestiller sig, at der skal være en parellelitet mellem ansvarsreglerne og ansvarsforsikringsreglen, sådan at skadelidte kan være sikker på, at der er et pengestærkt forsikringsselskab bagved, hvergang der sker en ansvarspådragende
forsikringsskade. Dette, må jeg indrømme, kender jeg også godt fra min
praksis som procederende advokat. Domstolene interesserer sig altid meget
i en ansvarssag for, om skadevolderen nu har en forsikringsdækning bag.
Det er ikke altid det bliver oplyst, men hvis man ikke selv oplyser det, bliver man spurgt. Det er lige som om domstolene får nogle helt andre briller
på, når de får at vide, at der står et forsikringsselskab bag. Men jeg vil godt
gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, at en sådan koordinering er mulig,
og den eksisterer ihvertfald ikke på nuværende tidspunkt, det er helt klart.
Hvis vi ser på forureningsskader (nu har jeg ikke policen i hovedet, for
jeg læste først rapporten i flyveren herop, så jeg kunne ikke tage den med)
er de nuværende klausuler efter min erindring udformet noget i den retning,
at det er en forudsætning for, at der er dækning, at der er tale om en pludselig skade. Men det jo ikke er nogen betingelse for, at den forurenende
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
105
virksomhed bliver ansvarlig, at der er tale om en pludselig skade, så dér er
den første manglende koordination.
Så er det endvidere en betingelse, at der er tale om en uforudset skade,
og her vil jeg også sige, at det jo heller ikke er nogen betingelse for at virksomheden bliver ansvarlig, at der er tale om en uforudset skade. Og endelig
er det også en betingelse, at offentlige foreskrifter ikke er overtrådt, og her
vil man jo også kunne forestille sig, at virksomheden bliver ansvarlig, uden
der er dækning.
Det er særlig i relation til forureningsskader, men tager man ansvarsproblematikken også i relation til personskade, så er der jo også andre begrænsninger i policen, som ikke svarer til den erstatningsretlige afgrænsning. Der er jo for det første det meget praktiske, som kommer bag på mange
virksomheder, at der er en sum, dvs. en sumgrænse, og hvis erstatningskravet overstiger denne sum, så er det ikke nogen forsikringsdækning længere,
og så kan skadelidte ikke være sikker på at få sine penge fra et bagvedstående forsikringsselskab. Men den i den nyeste tid mest debatterede begrænsing er begrænsningen i tid, og her nævnte referenten det nye »claims
made»-princip. Her vil jeg godt til dem, der ikke kender til det i forvejen
lige referere den udvikling, som ligger bag.
»Claims made»-princippet er et princip, hvorefter der er dækning for
de skader, hvor kravet er rejst i forsikringstiden. Det er kommet fra Amerika, hvor der for et år siden var en stor krise i ansvarsforsikringsdækningen
i forbindelse med aspestoseskader, hvor man ville have en mulighed for at
kunne afklare alle de usikre skader, hvor man vidste, at der var krav, som
var undervejs, men endnu ikke anmeldt til selskabet. Her vil man ligesom
gøre forholdet mellem reserverne og de anmeldte skader mere aktuelt, og
forsøgte at indføre dette »claims made»-princip. Det er også på vej i dansk
forsikring. Det er kommet fra nytår, men i en lidt anden form. Der er nemlig ikke nogen begrænsninger i tid i det løbende forsikringsforhold. Den virksomhed som er den trofaste forskringskunde har ikke nogen begrænsninger,
og d.v.s. at selvom der går meget lang tid mellem skaden og anmeldelsen
og det endelige krav og de eventuelle senfølger, så er det ikke noget problem. Hvis man har en forsikring, en produktansvarsforsikring, og virksomheden har anmeldt sit krav i år 1 og så 14 år efter kommer en senfølge
af denne skade, så er det ikke noget problem, fordi det stadigvæk er i det
løbende forsikringsforhold, og der er ikke andre begrænsninger, end den
der foreskrives af forældelsesreglerne. I amerikansk forsikring har man en
begrænsning således, at der altid er en grænse, typisk på 5 år efter, at kravet opstår, dvs. der skærer man typisk af med den såkaldte »sunset»-klausul.
106
Georg Lett
Men et problem vi nok ikke kan løse, og hvor vi ikke kan opnå parallelitet mellem erstatningsreglerne og forsikringsreglerne, det er hvor selskabet skifter forsikringsselskab, eller hvor selskabet ophører med at have en
ansvarsforsikring. Her er der nemlig slutanmeldelsesfrister, og dvs. at dér
vil en senfølge, der kommer efter at fristerne er udløbet, ikke have mulighed for at blive dækket af forsikring. Det er jo ikke fordi danske forsikringsselskaber er særlig lidt imødekommende, men det er jo fordi, forsikringsvilkår ikke fastsættes nationalt, men typisk internationalt, fordi reassurandørerne har et meget stort ord at skulle have sagt.
Derfor kan man ikke ensidigt fra dansk eller nordisk side dekretere, at
der under en udløbet police skal være dækning for senfølger af en tidligere
skade. Det hjælper jo ikke noget at dekretere sådan noget, hvis der ikke
kan skabes den fornødne reassurancedækning for en sådan police. Derfor
mener jeg, at diskussionen bør frigøres fra forsikringsdækningen, og det
kan måste føre til en lidt mere tilbageholdende indstilling til at give dækning for senfølger, fordi jeg jo sådan som udviklingen er, til en vis grad
må være enig med referenten i, at erstatningskravet ofte kun vil have interesse, hvis der er forsikringsdækning.
Høyesterettsadvokat GUNNAR NERDRUM, Norge:
Dirigenten reiste spørsmål om man i praksis har de store vanskeligheter
på dette området. Fra mitt utgangspunkt som privatpraktiserende advokat
i Norge tror jeg å kunne svare at det har vi ikke. Hvis det virkelig er behov
for og vilje til å la en sak komme opp, så får man den opp. — Og det er
viljen til å ta opp saken som er det viktigste.
Mye kan riktignok tale for å la tingene forbli som de er. Som Lenin sa:
Vi blir ikke rikere av erstatningsretten. Det er bare å flytte ressurser fra ett
rettssubjekt til et annet. Det øker ikke samfunnets produktive kraft. — På
den annen side koster det arbeid å behandle saken pånytt. Derfor har vi
også regler om rettskraft for rettslige avgjørelser osv.
Min erfaring er likevel at hvis man holder på lenge nok, blir saken tatt
opp. Det dreier seg om det juridiske kriterium som heter mas. — Klienten
maser på advokaten. Advokaten maser på den ansvarlige, — ofte et forsikringsselskap når det gjelder personskader, eventuelt offentlig myndighet når
det gjelder ekspropriasjoner. Og saksbehandlere og byråkrater er tross alt
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
107
ikke upåvirkelige. »Dråpen uthuler sten, ikke ved makt, men ved stadig å
dryppe», — sa de gamle.
Etter læreboken skulle det bare være nye omstendigheter som i tilfelle
skulle gi grunnlag for å ta saken opp. I praksis er det også andre forhold
som kommer i betraktning. Jeg kjenner en sak hvor en kvinne fikk operert
bort sine bryster ved en grov feil fra sykehusets side. Det ble gitt en forlikserstatning for 12—14 år siden med et beløp som man mente var tilfredsstillende. — 10 år senere kom hun og mente at det var blitt så meget verre
for henne enn hun hadde regnet med. Advokaten tok opp saken, og den
har lenge vært på tennisplanet.
Man slår ballene frem og tilbake over nettet. — Men det reelle grunnlag
for kravet om ny behandling av saken kan man nok ha en mistanke om ikke i første rekke er den endrede medisinske utvikling, men den omstendighet at prisnivået for kvinnebryster har steget drastisk i disse årene. —
Jeg vil nevne spesielt en sakstype som advokatene ofte har befatning med:
Skadeoppgjør etter tingsskadeforsikring. I Norge er det slik at hvis huset
brenner ned, og man ikke blir enige om erstatningsoppgjøret, skal dette fastsettes ved skjønn. Forsikringstakeren og selskapet oppnevner hver sin takstmann, og disse blir som oftest enige. — Stemningen under en forsikringtakst er alltid gemyttlig.
Men når forsikringstakeren skal bygge opp sitt nye hus, ser han at forsikringssummen dekker på ingen måte. Så kommer han løpende til nærmeste
advokat.
Problemet er: Kan man ta opp forsikringstaksten pånytt. Dette er en
voldgiftsavgjørelse, svensk »skiljedom». I utgangspunktet skal denne stå fast.
I læreboken er det også her bare nye omstendigheter, som takstmennene ikke tok i betrakning, som skal kunne føre til tilleggstakst. Det skal være uten betydning om takstmennene kanskje ikke har truffet riktig beløp.
— Men erfaringen er at man ofte i disse sakene også vinner frem med det
juridiske kriterium som jeg ovenfor var inne på, mas.
Professor ASBJØRN KJØNSTAD, Norge:
Mitt navn er Asbjørn Kjønstad, jeg er professor ved Oslo-fakultetet.
Jeg reagerte atskillig på advokat Gunnar Nerdrums underholdende innlegg. Han framhevet særlig »maset» som rettskilde. Det kan vel være slik
at han har holdt på så lenge som advokat at klientene oppleves som masete,
108
Asbjørn Kjønstad
men jeg tror også at det er andre forhold som ligger bak klientenes holdninger og åtferd. Jeg vil heller bruke et mer høytidelig og juridisk uttrykk,
nemlig den alminnelige rettsfølelsen. Jeg mener at det er folks rettsbevissthet som er det eneste som kan være erstatningsrettens legislative grunnlag.
Folk føler det urettferdig hvis de ikke får kompensasjon for lidt tap.
Advokat Nerdrum uttalte at det ikke skapes verdier ved å flytte penger
fra den ene til den andre. Jeg er ening i at erstatningsretten ikke hører med
til de verdiskapende institusjoner i samfunnet, men redisponering av verdier er også viktig. Og jeg synes det var litt rart at advokat Nerdrum akkurat nevnte Lenin som motstander av dette, for kommunismen går jo i stor
grad ut på at man skal omfordele verdier i samfunnet.
Både referenten og ko-referenten var enige om at man ikke burde skille
noe særlig mellom personskadene på den ene siden og tings- og formueskadene på den andre siden. Det er en tese som jeg stiller meg atskillig tvilende
til. Etter min mening er personskadene viktigst. Særlig er erstatning for framtidig inntektstap en usedvanlig viktig erstatningspost for det enkelte individ
som er blitt skadet. Det at vi har muligheter til å skape framtidige verdier
og til å få inntekter ut av sin arbeidskraft, er en av de viktigste egenskaper
vi har som mennesker. Når disse mulighetene ødelegges, er det et av de aller
største tap som kan ramme et individ. Avhengigheten av ting, gjenstander
og annen formue, er for de fleste av oss ikke så stor. I alle fall er ikke jeg
særlig avhengig av de fysiske ting som omgir meg. Hvis noen av dem ble
fratatt meg eller ødelagt, så ville jeg nok også bli litt fortvila og sture en
dag eller to, men så ville jeg nok riste sorgen av meg. Noe helt annet ville
det være hvis jeg mistet min arbeidskraft. Og derfor synes jeg at det skal
være en ekstra beskyttelse når det gjelder personskadene, og at det i disse
tilfelle er aller viktigst at det er rimlige muligheter til å gjenoppta saker.
Her må det imidlertid gjøres to modifikasjoner. Den ene er at i de nordiske land dekkes det meste av tapene ved personskadene gjennom trygder
og sosialforsikringer, slik at de tap som dekkes gjennom erstatning vanligvis ikke er så store. Den andre modifikasjonen er det at etter den generelle
innstilling som Bo von Eyben hadde, var han jo meget positiv til å gjenoppta saker, og da har det ikke så stor betydning at man framhever personskadene som et område hvor det bør være færre stengsler for gjenopptagelse
enn ved tings- og andre formueskader.
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
109
Afdelingsdirektør C.C. MUNKSGAARD NIELSEN, Danmark:
Mit navn er Munksgaard Nielsen, og jeg er ansat i et forsikringsselskab.
Derfor kan jeg måske komme med lidt opposition — som jo efterlyses —
mod von Eybens afhandling. Men lad mig med det samme sige, at de meningsforskelle, som jeg mente at kunne konstatere ved den første gennemlæsning, nok ikke er så store, som jeg egentlig frygtede.
En af de vigtigste leveregler i et forsikringsselskab er, at der skal være
balance mellem indtægter og udgifter. Det er en side, som Bo von Eyben
ikke kommer ind på. Det er måske en overordentlig stor tillidserklæring til
forsikringsselskaberne — det vil jeg gerne tage til indtægt i givet fald; men
iøvrigt er det vel sådan, at man dårligt kan få andet indtryk af afhandlingen, end at det er hensynet til skadelidte, der taler mest for Bo von Eyben.
Det fremgår af tesen siden 25 og konklusionerne side 54—55. De sidste er
jo overordentligt vidtgående, og rammer sådan set alle brancher.
Et af de vægtigste argumenter for tese og konklusion — det fremgår
af side 28, er, at skadelidtes interesser typisk stilles overfor forsikringsselskabets interesser. Og i den forbindelse erkendes det, at der er et særligt problem, hvis en skadelidt ikke har et direkte krav mod et ansvarsforsikringsselskab, men principielt må holde sig til skadevolderen. I så fald har Bo von
Eyben forståelse for skadevolderens stilling og hans interesse i at få erstatningssagen endeligt afsluttet.
Det må vist være selvklart, at et forsikringsselskabs interesser er identiske med en skadevolders med hensyn til ønsket om at få et overblik over,
hvilken økonomisk situation det er bragt i. Det gælder, hvad enten der er
tale om ansvarsforsikring eller tings- eller personforsikring. Og jeg tror, at
man bør vogte sig for at stille for store forventninger til et forsikringsselskabs evne til på privatøkonomisk baggrund uden videre at indpasse risici,
som de formulerede forsikringsbetingelser ikke tager hensyn til, netop fordi man hidtil med føje har kunnet forvente, at en sag er endeligt afsluttet,
når der foreligger dom eller forlig, og man følgelig tilpasser sine reservehenlæggelser derefter.
Man bør efter min opfattelse i retspolitiske overvejelser, hvori der indgår et forsikringsmoment, hele tiden være opmærksom på, at det økonomiske udbytte af forsikringsvirksomhed — når man ser bort fra genforsikringsafdækning — er bestemt af forskellen mellem de betalte præmier og
de fremsatte krav — og at der nødvendigvis skal være balance, for at forsikringsvirksomheden kan hænge sammen økonomisk set.
Hvis dette ikke er sandsynligt, f.eks. fordi selskabet ikke kan overse,
110
C.C. Munksgaard Nielsen
hvilken yderligere risiko der er knyttet til allerede afsluttede skader, kan det
i værste fald medføre, at risikoen slet ikke er forsikringsbar — og det gælder antagelig netop en risiko som forureningsskader, som man også var inde
på i et tidligere indlæg. Her har ihvertfald de danske forsikringsselskaber
været overordentlig tilbageholdende med at tilbyde forsikring, dels på baggrund af de erfaringer, der er indhøstet i udlandet, og dels på grund af de
foreliggende muligheder for at opnå en genforsikringsdækning.
Når der er tale om ansvarsforsikring, bør forsikringen, hvis den virkelig
skal have værdi for skadevolderen, vel dække alle de erstatningskrav, som
skadelidte kan fremsætte, såfremt forholdet er omfattet af forsikringen; men
her er efter min opfattelse en betydelig forskel på de vilkår, som forsikringsbranchen kan acceptere inden for et område som forurening og så indenfor
personskadeerstatning, når spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt en dom eller et indgået forlig bør betragtes som endeligt.
Er der tale om personskader, der i Danmark opgøres efter erstatningsansvarsloven, er der trods alt en helt anden overskuelighed, end hvis der
er tale om forureningsskader, som typisk indebærer mulighed for katastrofesituationer, som skal afdækkes internationalt, og hvor risikoen for at blive idømt en uforudset tillægserstatning, skønt der foreligger et forlig, der
anses for bindende, gør, at risikoen måske slet ikke kan genforsikres.
Hvis begrundelsen for Bo von Eybens konklusion: at der ikke er grund
til at sondre mellem erstatning for personskader og erstatning for andre skader, eksempelvis forureningsskader, er at risikoen altid kan forsikres, så kan
jeg ikke være enig i det fra et forsikringsteknisk og et forsikringsjuridisk
synspunkt.
Jeg kan iøvrigt heller ikke være helt enig, når det i samme afsnit i afhandlingen anføres, at der heller ikke synes at være nogen grund til at sondre
mellem erstatning efter almindelige erstatningsregler og erstatningsopgør,
der støttes på primærforsikring — hvor jeg går ud fra, at der tænkes på
sædvanlige tings- eller personforsikringer, der er baseret på aftale mellem
den skadelidte og hans forsikringsselskab. Hvad angår de sidste, er det min
opfattelse, at der afvejer selskabet nøje præmie og risiko, og så længe man
fra selskabets side holder sig indenfor forsikringsaftalelovens rammer og
aftalelovens generalklausul, så mener jeg i og for sig, at man må acceptere
disse vilkår.
For så vidt angår privatulykkesforsikring, som berøres praktisk i temaet,
er forholdet jo det, at præmiefastsættelsen er baseret på de forhold og forventninger, som parterne kunne gøre sig på aftaletidspunktet. Der er ikke
som ved ansvarsforsikring tale om en person, der skal have erstattet de øko-
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
111
nomiske følger af en andens skadeforvoldelse. Derfor mener jeg — som tidligere sagt — at vi må lægge vægt på parternes forudsætninger, og spørge
hvor meget man kan forvente at få i erstatning for den aftalte præmie bedømt efter de forudsætninger, der er lagt til grund for præmieberegningen
efter de forsikringsbetingelser, som er baseret på den gældende retstilstand
på aftaletidspunktet.
løvrigt er det jo sådan, at som ulykkesforsikringsbetingelserne er formuleret i selskaberne i dag, så fastsættes erstatningen på medicinsk grundlag; det der også betegnes som ménerstatning i erstatningsansvarslovens og
arbejdsskadelovens terminologi. På en række områder fastsættes invaliditetsgraden, sådan at det er udelukket at tale om tillægserstatning. Når der
er fastsat en vis % for tab af en finger, eller en arm eller et øje, kan der
ikke påberåbes tillægserstatning.
Problemerne knytter sig derimod til de lidelser, som ikke giver sig umiddelbart synligt udslag, men hvor forsikringstagerens klager ikke umiddelbart kan afvises. Vanskelighederne i relation til tillægserstatning ligger i at
fastslå, om der er årsagsforbindelse mellem skaden og den påståede forværring, eller om den skyldes helt andre årsager. Her vil selskabet ofte stå i
en overordentlig svag position overfor forsikringstagerens påstand, som lægeligt vurderet ikke umiddelbart lader sig afvise. Sympatien vil erfaringsmæssigt ofte være på den skadelidtes side i de instanser, som får sagen til
vurdering — i sidste instans, domstolene.
Det må derfor være forståeligt, hvis et selskab føler sig tilskyndet til at
påberåbe sig de almindelige forældelsesregler i de situationer, hvor det har
mulighed herfor. Og dette kan ifølge motiverne til den danske
1908-lovgivning om forældelse, hvor der fremføres mange gode grunde for
korte forældelsesfrister, ikke på nogen måde karakteriseres som værende
odiøst.
Jeg ser på baggrund heraf — modsat forfatteren — ikke nogen grund
til ikke at lade fejl begået af eksempelvis en advokat være omfattet af forældelsesreglerne. Fejl af den slags bør efter min opfattelse løses over advokatansvarsforsikringen, som jo er obligatorisk, og som jo — ihvertfald
i Danmark — er overordentlig rummelig.
Det får mig til at fremføre nogle afsluttende bemærkninger om begrebet tillægserstatning i relation til forsikringsbetingelserne for retshjælp, som
jo meget liberalt giver mulighed for retshjælp i sager mod forsikringsselskabet selv, hvis det ikke umiddelbart ønsker at imødekomme kravet om en
tillægserstatning.
Det er vist ingen hemmelighed, ihvertfald ikke for domstole og forsik-
112 C. C. Munksgaard Nielsen
ringsselskaber, at der anlægges et betydeligt antal retssager på et juridisk
vurderet overordentligt spinkelt grundlag. Ofte så spinkelt at sagen næppe
ville være blevet anlagt, hvis der ikke havde været mulighed for retshjælp.
Det er heller ikke sjældent i sådanne sager at støde på det argument hos
advokaten, at selskabet jo lige så godt frivilligt kan betale et beløb forligsmæssigt, for ellers får man blot en måske ikke helt ubetydelig udgift alene
på retshjælpsforsikringen.
Set på den baggrund må jeg faktisk stærkt advare mod en for liberal
holdning ved domstolene over for at underkende erstatningsfastsættelser,
som fra parternes side oprindeligt er betragtet som endelige — og iøvrigt
i den forbindelse være opmærksom på, at forsikringsselskabet jo må have
samme krav på beskyttelse som en ansvarlig skadevolder, der udsættes for
urimelige krav.
Hvis jeg skal drage en konklusion, må det vel herefter være, at jeg nok
kan acceptere Bo von Eybens tese som værende i overensstemmelse med
en idealtilstand, som kan synes rimelig, men at idealerne jo nødvendigvis
må tilrettes de praktiske muligheder indenfor forsikringsinstituttets rammer.
Indenfor personforsikringsområdet er problemerne muligvis til at overse,
men efter min opfattelse er de komplet uoverskuelige, hvis vi følger tesen
udenfor dette område.
Advokat SVERRE THUNE, Norge:
Jeg er advokat i Hønefoss og det er gjerne slik med oss advokater at
vi prøver å knytte temaet til en konkret sak. Jeg har en sak som berører
emnet, men fra en litt annen vinkel. Kort fortalt er forholdet følgende:
Et nyfødt barn ligger i en kuvøse på et sykehus. Det har en varmeflaske
ved sin side. Denne er pakket inn et tøystykke. Innpakkingen er muligens
gjort litt skjødeløst og resultatet er at tøystykket faller av og varmeflasken
blir liggende inn til barnets kropp. Det går litt tid før dette oppdages og
det konstateres da at barnet har fått store brannskader. Foreldrene blir henvist til advokat for å få hjelp til å kreve erstatning (kanskje også for å rette
søkelyset mot det primitive utstyret på sykehus for å få bevilgninger til bedre utstyr?).
Sykehusets forsikringsselskap erkjenner ansvar og alt er såre vel så langt.
Barnet og foreldrene har krav på å få erstattet det tap de lider. For barnet
kan det også bli aktuelt med erstatning for tap i fremtidig erverv og me-
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
113
nerstatning. Det siste forutsetter betydelig medisinske invaliditet, i praksis
ca. 10—15 %.
De øyeblikkelige utlegg til legebehandling, reise, borthefte for foreldre
osv. erstattes. Men hvordan skal man bedømme erstatningen for tap i fremtidig erverv og menerstatning for et 2 dager gammelt barn? Her må en avvente plastiske operasjoner og forøvrig følge utviklingen, kanskje i 20—25
år før en får avsluttet saken. Dette er utilfredsstilende. Det ville være en
fordel for alle parter om en kunne få avsluttet saken så hurtig som mulig
etter skadetidspunktet.
Derfor burde man få en midlertidig avgjørelse for å slippe å vente på
det uforutsebare i 20 år. Man får utmåle et beløp — kr. 50 000—
100.000, noe bør det være. Så får man heller ta saken opp på ny etter 15—20
år, dersom skadeutviklingen gjør dette rimelig.
Dette ville være en mye mer tilfredsstillende ordning både for barnet og
foreldrene. I dag må de føle det slik at de ikke får noen kompensasjon for
den skade som har rammet dem siden de må gå å vente i årevis på erstatningsoppgjøret.
Justitierådet BERTIL BENGTSSON, Sverige:
Det är helt naturligt om vi från svensk sida inte har så mycket att tilllägga efter detta mycket välbalanserade och väl genomarbetade referat, som
säger det väsentliga om de huvudproblem vi diskuterar. Jag kan inte heller
svara på den fråga som referenten ställde om våra erfarenheter av regeln
om omprövning. Såvitt jag vet har den inte vållat några svårigheter, men
dessa frågor tycks hittills mycket sällan ha gått till domstolarna, och det
är närmast någon från försäkringsbolagen som har möjlighet att ge upplysningar på den punkten.
Vad jag egentligen skulle ta upp var den allmänna inställning som efter
vad jag fattar inte bara referenten utan också flera andra talare har, att det
inte finns anledning att göra skillnad mellan olika former av ersättning i
detta sammanhang. Man skulle alltså se inte bara skadestånd och försäkringsersättning utan också expropriationsersättning och andra former av ersättning vid tvångsinlösen på principiellt samma vis, när det gäller oförutsedd skadeutveckling. Jag undrar om inte detta är något förhastat. Det finns
naturligtvis en tendens att vid olika former av ersättning som skall betalas
vid ingrepp från statens eller kommunens sida tillämpa de allmänna ska8
114
Bertil Bengtsson
deståndsrättsliga reglerna, men det är inte alltid så lyckat. Det är klart att
man kan säga, att ersättning vid tvångsinlösen inte gäller något annat än
sakskada eller ren förmögenhetsskada, och från humanitära och sociala synpunkter finns det inte så stor anledning att att ompröva sådan ersättning.
Å andra sidan kan just den omständigheten, att det är det allmänna som
betalar, i viss mån ge en annan prägel åt de här problemen, inte minst att
det är fråga om tvångsingrepp mot det enskilde. I den svenska vattenlagen
(15 kap. 17 §) finns en speciell regel som ger den skadelidande rätt att efter
lagakraftvunnen dom återkomma och fordra ersättning för oförutsedd skada, och detta t.o.m. om domstolen varit uppmärksam på förhållandet men
felaktigt antagit att det inte skulle uppkomma någon ekonomisk skada eller
att skadan skulle bli mindre än den i själva verket har blivit. Det har man
en gång i tiden motiverat med att man inte kan begära att den enskilda rimligen skall finna sig i att vid ett tvångsingrepp av detta slag stå utan ersättning som han så småningom drabbas av på ett oväntat sätt. Även om man
då hade litet annorlunda syn på dessa frågor än i dag, tror jag detta är ett
resonemang som stämmer in på många av de fall vi talar om. Det kan tyckas speciellt obilligt att det allmänna inte skulle betala för oförutsedda skador i situationer av detta slag; de skäl som talar för en omprövning kan
på sätt och vis tyckas vara särskilt tungt vägande. — Man kan tillägga att
vid expropriation och inlösen från kommunens sida den ersättningsskyldige på ett alldeles speciellt sätt har möjlighet att dirigera den kommande utvecklingen: kommunen kan så att säga skapa sådana här oförutsedda skador genom sin kommande planering. Också tredje man, närmast väl inteckningshavare, kan tänkas ha intresse av att ersättning utgår för oförutsedda
skador i de situationer vi talar om.
Dessa frågor sammanhänger ju med det sätt man beräknar ersättningen
på. Bestämmer man ersättningen vid offentliga ingrepp på det sättet att inte förväntningsskador ersätts — kompensation utgår alltså inte för utebliven vinst och liknande poster — blir problemen inte fullt så stora. Men de
kan dyka upp bl.a. vid vattenföretag och liknande, vid miljöskador på grund
av ett expropriationsföretag och vid andra skador på en rörelse som bedrivs
på en exproprierad fastighet. Hela tiden får man ta hänsyn till att det är
fråga om avsiktliga tvångsingrepp mot den enskildes egendom.
Den fråga jag vill ställa är alltså: skall vi utan vidare tillämpa samma
principer som i skadeståndsrätten här? Det verkar som om inte bara de praktiska problemen blir andra utan också det finns en viktig principskillnad.
Det är andra ändamålssynpunkter som blir aktuella vid dessa statliga och
kommunala ingrepp i enskildas egendom, och det är inte säkert att man bör
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
115
flytta över reglerna från det ena området till det andra. Man bör nog se
upp med dessa frågor både vid lagstiftning och vid rättstillämpning, så att
man inte kommer till olämpliga eller orimliga resultat.
Direktör, juris kandidat PER BOETHIUS, Sverige:
Jag heter Per Boethius och är före detta försäkringsjurist och har sysslat med personskador i cirka 40 år.
Bertil Bengtsson har efterlyst lite om erfarenheterna av den här bestämmelsen om omprövning, som ju tillkom i Sverige år 1976. Dessförrinnan
så hade man i Sverige i försäkringssammanhang utbildat en praxis som tilllämpades allmänt, nämligen att vid väsentliga fysiska försämringar medgav man omprövning av ersättningen och då inte bara förlusten — den ekonomiska förlusten — utan även ersättning för ideell skada. Detta tillämpades regelmässigt av försäkringsbolagen och man kunde kanske då tycka att
det var onödigt att införa en särskild lagbestämmelse. Emellertid framgår
av förarbetena till 1976 års lag att det ansågs viktigt att även allmänt sett
den som lider skada — även om det alltså inte är frågan om försäkringsersättning — skall vara berättigad till ersättning för en framtida försämring.
Men samtidigt så inriktade man sig i Sverige med den nya lagstiftningen
huvudsakligen på att se till att förlust i frågan om inkomst och förvärvsförmåga borde man ta särskild hänsyn till, medan däremot ersättning för ideell
skada skulle inte behöva medföra rätt till omprövning. Redan innan den
här lagstiftningen kom till så hade man i Sverige skapat en trygghet beträffande en viss sorts skada, nämligen ögonskador. Den som drabbades av ensidig förlust av synen eller så pass stor synnedsättning att förvärvsförmågan nedsattes till minst 50 °/o tillförsäkrades helt enkelt en garanti att i framtiden, om synen skulle försämras eller bortfalla på det andra ögat, få full
ersättning för förluster och kostnader, dock inte ideell ersättning.
När det gäller ett sådant problem som barnskador, som den norske talaren nyss var inne på, så skall i Sverige det inte vara något problem. En
sådan skada slutregleras inte utan man reglerar den ideella ersättningen men
skjuter frågan om framtida inkomstförlust på framtiden och tar opp den
när barnet har nått 17—18—20 års ålder. Skadan hålls alltså öppen till dess.
Och det är då inte frågan om ett omprövningsfall med tillämpning av 5 §
i Sakdeståndslagen. Det är riktigt att dom här svenska bestämmelserna inte
har medfört några särskilda besvärliga problem. Jag känner inte till att det
116
Per Boethius
finns något överrättsavgörande i en sådan här omprövnigsfråga sedan lagen
har varit i kraft i elva år.
Ett problem som ofta uppkommer vid bedömningen av dom här skadorna är kausalitetsfrågan. Och där skiljer man ju sig litet grann i svensk
och övrig nordisk rätt. Man kan tyckas vara väldigt liberal med den svenska regeln, så att man medger omprövning så fort en väsentlig förändring
av den förvärvsmässiga invaliditeten har inträtt. Men av förarbetena framgår — och här har jag en något annan uppfattning än referenten — att det
måste föreligga kausalitet mellan skada och den försämrade förvärvsförmågan. Rent arbetsmarknadsmässiga förändringar kan inte grunda rätt till
omprövning.
Lagdommer HANS PETTER LUNDGAARD, Norge:
Jeg heter Hans Petter Lundgaard og er lagdommer i Oslo. Bare noen
få bemerkninger. For det første til forsikringsjuristen som var engstelig for
selskapets inntekter. Hvis man får en ordentlig klargjøring på dette felt, slik
som referentens avhandling legger opp til, vil det gi selskapene en helt annen mulighet til å klargjøre sin situasjon og beregne sine inntekter enn man
har så lenge den juridiske tilstand er uklar. Når man i dag opplever at asbestskader blir belastet skadevoldere som drev med asbest for 15 år siden,
er det en meget ubehagelig overraskelse. Men det er fordi man ikke tenkte
langt nok i sin premieberegning og ikke visste nok til å ta hensyn til det premien den gang ble beregnet. Men det er slik i forsikring, at de som ansvarsforsikrer seg i dag, i en viss utstrekning må betale for den skaden, det ansvaret som de som den gangen holdt på med asbest desverre ikke betalte.
Så har jeg lyst til å si litt om avtaler i dette feltet. Referenten nevnte,
at på dette feltet var det liten plass for avtaler om erstatning. Jeg synes den
videre diskusjon nærmest viser det motsatte, nemlig at det er meget stor
plass for avtaler på dette felt. Det er avtaler mellom skadelidte og forsikringsselskaper, og det er også avtaler på ekspropriasjonsrettens område dersom man ikke går til domstol. Det jeg ser som det helt sentrale i alle disse
feltene, er at man klargjør premissene for avtalene. Med andre ord, at man
klart ved en avtale om erstatningsutbetaling i dag er enige om hva man vet
og hva man ikke vet, og hva man tar hensyn til og hva man ikke tar hensyn
til. Man kan da vurdere de risikoer som man kjenner til ved det tidspunkt
som avtalen inngås. Så får man få inn i avtalen hva man har tatt hensyn
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
117
til. Da vil man ved en eventuell revurdering på et senere fremtidig tidspunkt
på en helt annen måte være klar over hva man har gjort og hva man ikke
har gjort. Men det jeg går ut fra hva referenten egentlig sikter til, og det
er mulig jeg har lest ham litt unøyaktig der, er avtaler som sier at det ikke
skal utbetales mer erstatning fordi man ikke kjenner til fremtiden. En slik
avtale vil lett kunne komme i strid med avtalelovens § 36. Men det finnes
jo også andre avtaler, og de utallige avtaler som Boethius nevnte, er også
underlagt revisjon etter avtalelovens § 36. Men svensk praksis viser at stort
sett er de ikke urimelige, og stort sett företar man den revisjon som er nødvendig når det skal revideres. Det er kanskje derfor det går så utrolig bra,
som en rekke har sagt i denne debatt.
Til slutt har jeg overveldende lyst til å referere en historie som kommer
fra høyesterettsdommer Gunnar Aasland. Det gjaldt en vassdragssak hvor
det var spørsmål om erstatning for tapt laksefiske. Man skulle regulere en
elv og alle fiskeribiologene uttalte at nå ville med sikkerhet laksen bli borte,
og der ble gitt rundelig erstatning for tapt laksefiske. Så skjedde da det »under» at det i løpet av de neste femten årene grodde og trivdes laksen minst
like godt som før. Så skulle elven reguleres ytterligere en gang. Man skulle
bygge større demninger og få flere kilowatt ut av disse vassdragene. Da kom
spørsmålet opp for Regjeringsadvokaten nok en gang: Hva nå med det tapte laksefisket? Fordi de sa, fiskeribiologene, at nå blir i alle fall laksen borte. Da kom det forløsende orde fra en av de yngre advokater på regjeringsadvokatens kontor: Han sa »Ganske visst er laksen fortsatt tilstede, men
juridisk sett er den borte.»
Takk.
Korreferent, advokat JAN DAHL, Norge:
Jeg vil bare kort gjenta at jeg har vært opptatt av at erstatningsretten,
ekspropiasjonsretten og forsikringsretten skal sees i sammenheng på dette
punkt. Jeg tar det ikke som gitt at man skal komme til de samme løsninger
for de ulike rettsdisipliner; men problemstillingen er lik, og det synes galt
ikke å trekke sammenligninger. Og jeg kan ikke, til tross for det som har
fremkommet i dag og ut fra referentens grundige redegjørelse, se noen grunn
til å unnlate en sammenlignende vurdering. Ut fra det som er fremkommet
tyder også meget på at man stort sett bør komme til de samme løsninger.
Er det noen grunn til at den skal stilles bedre som får ekspropiert sitt hus,
118
Jan Dahl
enn den som har et forsikringstilfelle, eller den som får en trailer kjørende
inn i sitt hus eller får en forurensningsskade?
Det er mulig jeg tar feil, men ut fra det som har fremkommet idag har
jeg vanskelig for å se at det er noen grunn til å få foreta denne rent tekniske
erstatningsfastsettelsen på en forskjellig måte. Iallfall krever det etter min
mening en særlig begrunnelse.
I tvil blir man riktignok når man hører professor Kjønstads argumentasjon om betydningen av ens personlige arbeidskraft, noe som vi vel alle
må være enig i. Men jeg tror man må ta drøftelsen omvendt når man som
referenten og tildels jeg vil gå meget langt i å gi tilleggserstatning for uforutsett skade. Vi, iallfall jeg, vil i hovedsak bare unnta fra tilleggserstatning
der det er tale om en uvesentlig skadeendring eller der de økonomiske konsekvenser er mer sekundær i forhold til skaden, noe som må vurderes konkret. Skal det da for disse reservasjoner være forskjell mellom personskade
og tingskade? Det er jeg kommet til at det ikke skal være.
Så vil jeg i likhet med Lundgaard gi uttrykk for at jeg har svært vanskelig for å forstå at forsikringstekniske hensyn skulle ha betydning for vårt
spørsmål. Også den uforutsette erstatningsutvikling må forsikringsteknisk
kunne beregnes. Bortsett fra visse helt alvorlige skader som rammer mange, så som f.eks. asbestskader, så snakker vi om tilleggserstatninger som
vel maksimalt betyr promiller av forsikringsselskapenes utbetalinger, og da
kan dette ikke bety noe for vår mer tekniske løsning av erstatningsfastsettelsen.
Referenten, lektor dr.jur. BO VON EYBEN, Danmark:
Der er blevet sagt meget her, og jeg kan ikke kommentere det altsammen, men der er en del punkter, jeg synes, der er grund til at knytte nogle
enkelte kommentarer til.
Jeg vil godt starte med korreferentens indlæg. Det blev nævnt, at problemet i norsk praksis måske ikke er så stort, fordi forsikringsselskaberne
giver tillægserstatning i videre omfang, end de er forpligtede til. Det er for
mig et yderligere argument for hensigtsmæssigheden af at få en lovgivning
i norsk ret, fordi det jo ikke er sikkert, at skadelidte lige havner i det selskab, som har denne praksis. Jeg mener, at det bør være en lovreguleret
ret.
Jeg vil godt yderligere kommentere nogle af de argumenter og modhen-
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
119
syn, som blev fremført af korreferenten mod en almindelig ret til tillægserstatning. Det blev fremhævet, at erstatningen aldrig kan træffe helt rigtigt, og jeg er ganske enig. Men jeg mener, som jeg fremhævede i mit indlæg, at dette spørgsmål om graden af »millimeter»-retfærdighed må løses
med de materielle udmålingsregler. Man må tage stilling til, om erstatningerne skal være mere eller mindre standardiserede, og det får så konsekvenser for omprøvningsadgangen, men noget argument imod en omprøvning kan jeg ikke se, at det er i sig selv. Det blev fremhævet, at det er tilfældigt, hvem der egentlig får erstatning. Dette er et argument mod hele erstatningsretten som sådan, som system betragtet, men det er ikke noget argument specielt mod retten til omprøvning.
Der blev sat spørgsmålstegn ved, om der efter min tese generelt skal gælde
et krav om væsentlighed i relation til ændringerne som betingelse for ret
til omprøvning. På dette punkt er vi enige, idet jeg generelt mener, at der
skal være krav om væsentlighed, både når det drejer sig om ændringer i
den fysiske skade, og — hvis man tager det med — ændringer vedrørende
de økonomiske følger af den. Jeg mener ikke, at der er grund til at opstille
kvalificerede beviskrav, når det drejer sig om retten specielt til tillægserstatning. Det er klart, at der opstår særlige kausalitetsproblemer, jo længere
tid der går, og det er lige så klart, at man må følge de almindelige principper om, at skadelidte skal bevise, at der er årsagsforbindelse mellem den
oprindelige skade og de senere følger, og dette vil blive vanskeligere, jo længere tid der går. Derfor vil jeg også på dette punkt sige til Per Boethius,
at jeg mener, at der må være et sådant kausalitetskrav, og at det er gældende
svensk ret. Det siger ikke i sig selv noget om det afgørende problem, når
det drejer sig om mere konjunkturbestemte senfølger, nemlig hvorledes man
skal splitte betydningen af den oprindelige fysiske skade op over for de følger, som de senere ændringer i arbejdsmarkedsforholdene får for skadelidtes samlede erhvervsmæssige situation.
Med hensyn til det forsikringsmæssige aspekt, specielt ansvarsforsikringens dækning af senfølger, så blev det taget op af Georg Lett og til dels
også af Munksgaard, og der blev sat spørgsmålstegn ved ansvarsforsikringens dækning af senfølger specielt ved forureningsskader. Jeg tror i og for
sig ikke, at nogen vil kunne være uenig i min påstand om, at ansvarsreglen
blev ineffektiv, hvis der ikke er ansvarsforsikringsdækning. Georg Lett var
inde på domstolenes interesse for eksistensen af ansvarsforsikring. Det, der
lå bag min påstand, var imidlertid nok så meget skadelidtes interesse i at
have en sikkerhed for, at erstatningskravet mod skadevolderen kan opfyldes, og denne interesse knytter sig til tilstedeværelsen af en ansvarsforsik-
120
Bo von Eyben
ring. Det har ikke meger værdi at have ansvarsregler, hvis man på forhånd
kan gå ud fra, at erstatningskravene forbliver på papiret, fordi der i mangel
af mulighed for ansvarsforsikringsdækning ikke er nogen at kunne holde
sig til.
Det er godt at høre, at »claims made»-princippet i dansk ret gives en
udformning, som ikke i særlig grad skulle være til hinder for dækning af
senfølger. Men når ansvarsforsikringsselskaberne gør gældende, at de har
problemer, så mener jeg, at man stadig må starte med de materielle udmålingsregler, både reglerne om tillægserstatning og reglerne om forældelse.
Så må forsikringsselskaberne prøve at indrette deres dækning derunder, og
som det også blev nævnt, indkræve den præmie, som det forudsætter. Hvis
det så viser sig, at der er ønske om materielle udmålingsregler, forældelsesregler m.v., der går ud over, hvad forsikringsselskaberne kan dække, så bliver den næste overvejelse jo den, at man må prøve at finde en anden økonomisk afdækning af den risiko, som de materielle regler skaber. Som jeg
også har fremhævet i mit skriftlige indlæg, så er de svenske overvejelser
om fondsdækning af senfølger af miljøskader jo et klart eksempel på, at
man kan blive nødt til at overveje andre løsninger end forsikringsløsningen, når det drejer sig om senfølger af forureningsskader.
Flere indlæg satte spørgsmålstegn ved sondringen eller rettere den manglende sondring mellem de forskellige former for erstatningsbegrundende
indgreb og de forskellige former for skadetyper. Asbjørn Kjønstad nævnte
f.eks., at der kunne være grund til at holde personskader udenfor de øvrige
former for skadetyper ud fra den opfattelse, at erstatning for fremtidigt erhverv er noget, der har særlig betydning, særlig vigtighed. Det kan ingen
være uenig i, men jeg synes, at man dertil kan sige, at det ikke løser problemet om, hvad man skal gøre, når der undtagelsesvis opstår parellelle
problemer ved tingsskader. Jeg kan blot nævne de to eksempler fra dansk
retspraksis, som er omtalt i det skriftlige indlæg, side 31. Der kan opstå
tilsvarende problemer ved tingsskade, og det forhold, at de er mere sjældne
og ikke af samme betydning som ved personskade, er vel ikke noget argument for at ignorere problemet, dvs. at lade skadelidte bære følgerne af den
pågældende senfølge.
På samme måde blev det fremhævet af Munksgaard, at der oftest ikke
er noget problem ved personforsikringer, fordi der her er tale om en ren
medicinsk vurdering. I det omfang der er tale om glatte skader, er det klart,
at problemet typisk ikke vil opstå. Men igen vil jeg sige, at det ikke er noget
argument for at nægte retten til tillægserstatning i de tilfælde, hvor der undtagelsesvis opstår problemer.
Tilläggsersättning på grund av oförutsedd skadeutveckling
121
I relation til Munksgaard vil jeg også sige, at når det bliver fremhævet,
af forsikringsselskaberne kan have problemer, måske ikke så store ved personskader som ved miljøskader, så må man dertil sige for dansk rets vedkommende, at retten til omprøvning ved personskade altid har været anerkendt, og den er altså ikke blevet udvidet i forbindelse med gennemførelsen
af erstatningsans var slo ven fra 1984. Hvis den omprøvningsret, som altså
altid har været gældende dansk ret, skulle have givet problemer ved personskade — og der må man så tage i betragtning, at ca. 90—95 °/o af alle
erstatningerne betales af ansvarsforsikringsselskaberne — så havde vi vel
hørt om dem for længe siden. Det mener jeg ikke, at vi har.
Bertil Bengtsson var inde på spørgsmålet om sondringen mellem ekspropriationsret på den ene side og erstatning og forsikring på den anden
side. Han fremhævede, at der kunne være særlige hensyn, der gjorde sig
gældende, når grundlaget for erstatningskravet var et ekspropriativt indgreb. Baggrunden skulle altså være, at der er tale om et tilsigtet, næsten
planlagt skadesforløb. Dertil vil jeg igen sige, at hvis denne betragtning skal
tillægges betydning, hvilket jeg ikke er sikker på, at den skal, men hvis den
skulle, så bør det igen være noget, der primært finder udtryk i de materielle
udmålingsregler, eksempelvis i spørgsmålet om graden af standardisering
eller individualisering af erstatningen. Jeg kan ikke se, at det er et synspunkt,
der i sig selv skulle begrunde en videre ret til tillægserstatning. Hvis man
anlagde det synspunkt, så kunne man jo også komme ind på, at man inden
for den almindelige erstatningsret skulle have særregler for de tilfælde, hvor
skaden var forvoldt forsætligt, og det tror jeg ikke er nogen hensigtsmæssig løsning.
Der blev fra norsk side nævnt som et eksempel en skade på et barn. Jeg
mener, at dette er et godt eksempel, der viser, at dér hvor problemstillingen
og løsningen på det starter, det er i de materielle udmålingsregler. Altså
spørgsmålet om man vil forsøge at måle det individuelle tab, eller om man
på forhånd vil opgive mere eller mindre at gøre et sådant forsøg. Som det
er nævnt i det skriftlige oplæg side 36 øverst, så er man i dansk ret på dette
punkt standset op ved den standardiserede løsning, således at man for skader, der rammer børn, efter erstatningsansvarslovens § 8 kan slutte sådanne sager ganske hurtigt, fordi man slet ikke interesserer sig for de mulige
fremtidige erhvervsøkonomiske følger af skaden, men afgør sagen alene på
grundlag af den medicinske invaliditetsgrad; hvis man, når barnet er få uger
gammelt, kan fastslå, at dét under alle omstændigheder bliver 100 % invalid, så kan sagen sluttes og bliver det. Modstykket hertil er, som vi også
hørte fra Per Boethius, den svenske løsning, hvor man forsøger at måle de
122
Bo von Eyben
individuelle økonomiske tab med den konsekvens, at man må udsætte sagen og først træffe endelig afgørelse, når barnet når den erhvervsaktive alder. Man må altså simpelt hen vælge, om man ønsker den individuelle eller
den standardiserede løsning. Betydningen af spørgsmålet om omprøvning
vil da følge af det valg, man træffer mellem standardiseret og individuel
erstatning.
Debattledaren, landsdommer ULLA RUBINSTEIN, Danmark:
Tiden er nu moden til at afslutte debatten. Vi har været igennem mange
forskellige aspekter af emnet, og jeg vil ikke forsøge at foretage nogen sammenfatning, men slutte med at takke referenten og korreferenten og alle
som har taget del i diskussionen.
Slut.