1. No category

Kurateret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Pia Arke Selskabet
Den Frie Udstillingsbygning + Nationalmuseet, København
8. januar – 14. februar 2010
Katuaq + Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk
5. marts – 4. april 2010
BildMuseet, Umeå
6. juni – 5. september 2010
Saqqummersitsineq aaqqissuuneqarpoq Kuratorisk Aktion-imit Pia Arke Selskabet suleqatigalugu
Illu Saqqummersitsivik Den Frie + Danmarkip Katersugaasivissuani, København
Ulloq 8. januar – 14. februar 2010
Katuaq + Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Nuuk
Ulloq 5. marts – 4. april 2010
Assinik Katersugaasivik BildMuseet, Umeå-mi
Ulloq 6. juni – 5. september 2010
Curated by Kuratorisk Aktion in collaboration with the Pia Arke Society
Den Frie Centre of Contemporary Art + The National Museum of Denmark, Copenhagen
January 8 – February 14, 2010
Katuaq + Greenland National Museum & Archives, Nuuk
March 5 – April 4, 2010
BildMuseet, Umeå
June 6 – September 5, 2010
Udgivere / Saqqummiisut / Publishers
Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen)
Redaktører / Aaqqissuisut / Editors
Kuratorisk Aktion & Mirjam Joensen
Assistance / Ikiuuttut / Assistance
Mirjam Joensen
Oversættelse / Nutserisut / Translations
Bjørn Chemnitz, Stephen Heilmann, Aviâja Rosing Jakobsen, Line Skywalker Karlström, John Kendal,
Kuratorisk Aktion, Juana Petrussen
Korrekturlæsning / Kukkunersiuisut / Copyediting
Mette Jørgensen, Kuratorisk Aktion, Naja Møller
Grafisk Design / Ilioqqaasut / Graphic Design
Kristina Ask, Print Matters!, Askeby, Danmark / Denmark
Tryk / Naqiterneqarfia / Printing
Special-Trykkeriet Viborg A-S, Danmark / Denmark
Oplag / Naqitat / Edition
2500
©
2010 Kuratorisk Aktion &
forfatterne / atuakkiortut / the authors
www.kuratorisk-aktion.org
All rights reserved.
No part of this exhibition guide may be reproduced in any form
without the permission from the copyrightholders.
ISBN 978-87-993523-2-6
INDHOLD / IMARISAI / CONTENTS
7
At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS / Oqaluttuaq ajataq: TUPILAKOSAURUS nassuiarlugu / Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS
Kuratorisk Aktion
12
14
Sektion 1: Skitse til en historiefortælling / Immikkoortortaq 1: Oqaluttuap imassaanut
toqqammavissaq / Section 1: Towards a Historical Narrative
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mette Jørgensen, Inge Kleivan
18
18
20
Sektion 2: Tupilakosaurus / Immikkoortortaq 2: Tupilakosaurus / Section 2: Tupilakosaurus
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion
22
22
24
Sektion 3: Arktisk hysteri / Immikkoortortaq 3: Issittumi silaaruttutut kamanneq /
Section 3: Arctic Hysteria
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Kirsten Thisted, Iben Mondrup, Anders Jørgensen
30
30
32
Sektion 4: “Etnoæstetik” / Immikkoortortaq 4: “Etnoæstetik” / Section 4: “Ethno-Aesthetics”
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Sara Olsvig, Lars Kiel Bertelsen
38
38
40
Sektion 5: Scoresbysundhistorier / Immikkoortortaq 5: Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat /
Section 5: Stories from Scoresbysund
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Pia Arke, Mette Jørgensen
46
46
48
Sektion 6: Legende / Immikkoortortaq 6: Legende / Section 6: Legend
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Jan-Erik Lundström, Søren Jønsson Granat
52
Sektion 7: Jeg fisker kranier og knogler op / Immikkoortortaq 7: Niaqqup saarngi saanikullu
qallorlugit / Section 7: Fishing out skulls and bones
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Erik Gant, Finn Thrane, Carsten Juhl
12
52
54
60
60
Sektion 8: Filmprogrammet Den excentriske eskimo / Immikkoortortaq 8: Filmi Eskimuu
silanngajaartoq / Section 8: The filmprogram The Eccentric Eskimo
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
62
62
64
Sektion 9: Skandinavisk panorama / Immikkoortortaq 9: Isikkivik Skandinaviamiit /
Section 9: Scandinavian Panorama
Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion
Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Tine Bryld, Søren Jønsson Granat, Søren Bro Pold,
Kirsten Thisted
72
Værkliste / Suliat allattorsimaffiat / List of works
76
Udstillingsarrangementer / Saqqummersitsinerit / Events during the exhibition
78
Biografi: Pia Arke / Pia Arke ilisaritillugu / Biography: Pia Arke
82
Biografier: Øvrige bidragsydere / Tapeeqataasut allat ilisaritinneri / Biographies: Additional
Contributors
88
Tak / Qujanaq / Acknowledgements
92
Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu /
Institutional Partners & Lenders
93
Fonde & Sponsorer / Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / Funding & Sponsors
94
TUPILAKOSAURUS team
95
Udstillingslokaliteter & Entré / Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki / Venues & Admission
At skubbe til historien:
En introduktion til TUPILAKOSAURUS
af Kuratorisk Aktion
Der findes omstændigheder, hvor det
kan være nødvendigt at tilbageerobre
historien – altså den store fortælling
om, hvordan steder, kulturer og
lande bliver til – og skrive den om.
For historien skubber begribeligt
nok sådanne skæbner og forhold i
glemsel, som opfattes som ubetydelige, ubestemmelige eller slet og ret
ubekvemme.
Pia Arke (1958-2007) havde en særlig
interesse i at undersøge den lille histories betydning i forhold til den store
historie. Derfor skubbede hun rundt,
pressede og masede med arkiver, levn
og fund for at få den store og de små
historier til at passe, som kollegaen
Iben Mondrup så rammende har
beskrevet Arkes livslange arbejde.
Som frugt af den uhellige alliance
mellem en østgrønlandsk syerske og
en dansk telegrafist nærmede Arke
sig kolonihistorien – det vil sige den
historie, der binder Grønland og
Danmark sammen – på den eneste
pålidelige måde, “nemlig ved at tage
den personligt”, som hun selv formulerede det.
Og som kunstner undersøgte hun
vedholdende sit felt som et æstetisk
materiale, ved hjælp af hvilket man
både kan så personlig tvivl og høste
almengyldige svar. Hun støvede
rundt i gamle arkiver, modernitetens
museer og det arbejdende folks fotoalbums. Som en anden arkæolog gravede hun i fortiden for derpå at bringe
fundene og sig selv i dialog med det
håndgribelige: kroppen, anerne,
naboerne, hukommelsen.
Arke var med historikeren Carsten
Juhls ord en anfægtet antropolog, der
på baggrund af sin blandingsidentitet
og sin billedmæssige erfaring skrev
historie nedefra i solidaritet med de
små historier, som kulturkritiker Stefan Jonsson påpeger. Men hun skrev
også fra siden – fra det sted, hvor
bastarden, det omvandrende både-og
uantasteligt, rent eller ublandet, så
er det postkoloniale heller ikke noget,
der kun vedrører dem, der har været
Hendes værker udfolder sig som
koloniserede og nu angiveligt ikke
en række enkeltstående og serielle
undersøgelser af og dybt humoristiske længere er det. Det er i al væsentlighed også noget, der berører alle os,
opgør med Vestens konstruktion af
der er rundet af kolonimagterne og
Grønland som kolonihistorie, som
metropolerne. Vi er alle som én in the
primitiv kunst og som etnisk oprinmix.
delighed. På forskellig vis fortæller
værkerne en historie ikke blot om
Det er det netop dette forhold, vi
Grønland, men om “Vesten set
ønsker at fremmane med valget af
udefra” – det vil sige om de mere
udstillingstitlen TUPILAKOSAUskjulte sider og dynamikker i den
RUS. Betegnelsen anvendte Arke
store historie. Værkerne formår kort
selv til et af sine hovedværker fra
sagt at pege på det personlige og det
1999, i hvilket hun humoristisk
verdenspolitiske – “side by side”.
gransker dem, der gransker Grønland og skubbede sig selv ind mellem
“Det er ikke populært men det ser
“tupilak” og “saurus”, mellem myte og
underholdende ud”, som Arke selv
skrev om sin kunstneriske forsknings- videnskab, for at indtage “o’ets” plads
i betegnelsens midte.
metode og dens resultater.
eller hverken-eller, rumsterer.
At det lykkes Arkes værk at afdække
oversete og marginaliserede sammenhænge – såsom danskernes
fortrængning af nationens omfattende kolonihistorie og dens stadige
eftervirkninger den dag i dag – og
fortælle en anden, relationel historie,
synes ironisk nok at være grunden til
dets manglende eksponering, i hvert
fald i Danmark. For sandheden er, at
TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør
med kunst, etnicitet og kolonihistorie,
1981-2006 er den første omfattende
præsentation af kunstneren overhovedet.
At tage livtag med Arkes værk er
ikke nogen søndagsudflugt. For det
første er værket og dets organisering
blevet afbrudt gennem hendes tidlige
bortgang, og der er flere “huller” end
hovedværker. For det andet er vi, der
forsøger at favne, læse og ordne hendes værk så at sige på den forkerte
side af hegnet. Kuratorisk Aktion er
danske, hvide, akademiske og kuratorer; altså nogle, der forvalter noget,
der er en andens.
Men hvis Arkes undersøgelser (som vi
mener) viser, at der ikke findes noget
Udstillingens struktur afspejler i
tråd med titlen, at vi har ladet Arkes
undersøgelser operere på os, og at
vi har tilstræbt at underkaste vores
research-, klassificerings- og registreringsprocesser hendes analysemetode.
For det første har vi todelt udstillingen og viser hendes arbejder ikke kun
i kunstens, men også i etnografiens
rum; altså de to fagområder, som
Arke hovedsageligt arbejdede i og
med. Dernæst har vi ikke forsøgt
(eller måske mere sandfærdigt:
forsøgt ikke) at ordne materialet på
nogen irreversibel, overbliksgivende
eller udtømmende måde. I stedet har
vi indladt os på det på alle måder
overvældende materiale, der findes af
og omkring Arke, og bestræbt os på
at skabe tematiske rum for tværlæsninger og flerstemmighed, i et ønske
om at holde hendes værk åbent for de,
der ønsker at tage hendes tråd op.
Således åbner TUPILAKOSAURUSs
første temasektion Skitse til en
historiefortælling med en “organiseret
uorden” – et billede på vores arbejde med at finde hoved og hale i det
omfattende og spredte materiale, som
Arke efterlod sig. Gennem at vise det
7
syn, der mødte os, da vi påbegyndte
vores research- og registreringsarbejde og dermed billedliggøre vores
arbejdspræmisser og -processer, er
der skabt en basis for i samme sektion
at skitsere de første egentlige teser
om det samspil mellem personlige,
videnskabelige og kunstneriske problemstillinger, der gav form til Arkes
praksis. Disse begyndende teser undersøges efterfølgende tilbundsgående
i endnu otte temasektioner: Tupilakosaurus, Arktisk hysteri, “Etnoæstetik”,
Scoresbysundhistorier og Legende
(først i Den Frie Udstillingsbygning
i København og senere i Katuaq i
Nuuk) og Jeg fisker kranier og knogler
op, filmprogrammet Den excentriske
eskimo og endelig Skandinavisk
panorama (først i Nationalmuseet
i København og senere i Grønlands
Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk).
Alle temasektionerne har hentet
deres titel og tematik fra Arkes efterladte værker. De repræsenterer dog
ikke blot tematikker i hendes virke,
men også læseretninger, som allerede
i hendes levetid blev udstukket af
kyndige folk i hendes professionelle
omkreds og sociale netværk. Det
drejer sig blandt andre om kunstnere,
litterater og filmfolk, der kærer sig
om Arkes arv, og som altså foruden at
have inspireret temasektionerne med
deres tolkninger også har bidraget til
TUPILAKOSAURUS guiden – denne
gratis fakta- og formidlingspublikation – med uddybende værktekster.
Endelig ledsages TUPILAKOSAURUS af en række supplerende, om
end selvstændige events: et internationalt og mere teoretiserende seminar i København, et debatskabende
folkemøde i Nuuk og filmdiskussionsdage begge steder.
Foruden guiden – og af største betydning for projektet – udgives begge
Arkes bøger: Etnoæstetik (1995) og
Scoresbysundhistorier. Fotografier,
kolonisering og kortlægning (2003) i
nye, tresprogede udgaver (engelsk,
grønlandsk og dansk), hvormed de
gøres tilgængelige atter engang for et
dansk og for første gang for et grønlandsk og et globalt publikum.
BildMuseet i Umeå, Sverige, overtager udstillingen, når den har været
vist i København og Nuuk, hvormed
dens vandring slutter. Udstillingen,
TUPILAKOSAURUS guiden og alle
papers og indlæg fra de offentlige
events danner slutteligt grundsten i
et forestående arbejde med at lave og
udgive et omfattende og ræsonneret
katalog over Arkes enestående værk i
begyndelsen af 2011.
Hverken med disse bogværker, der
længe har været udsolgt fra forlagene,
eller med Arkes forsvundne værker,
har vi ønsket at lave tro kopier af
originalerne. Bøgerne har vi som sagt
omlagt til internationale udgaver.
Og af de mange værker, som Arke i
overensstemmelse med sit uhøjtidelige værkbegreb valgte atter at opløse,
har vi bestemt os for at repræsentere
enkelte gennem billeddokumentation.
Andre har vi valgt at genskabe, fordi
der forelå en “opskrift”.
Med projektet og dets enkelte dele
er det vores håb, at Pia Arke får den
plads både i kunsthistorien og på den
politiske dagsorden, som hendes værk
gør hende så fortjent til. Hverken
Grønland eller Danmark, hvis historiske relation med det grønlandske
selvstyres ikrafttrædelse den 21. juni
2009 har taget afgørende nye veje,
kan være det foruden. Eller for den
sags skyld verden.
Oqaluttuarisaaneq tinnersarlugu:
TUPILAKOSAURUS-imik ilisarititsineq
Kuratorisk Aktion-imiit
Pisoqartarpoq pisariaqalerluni
oqaluttuarisaanerup tiguaqqinnissaanut – tassa oqaluttuarujussuaq
sumiiffiit, kulturit nunallu qanoq
pinngorsimanerat – allaqqillugulu.
Oqaluttuarisaanerummi tupinnanngitsumik soqutaanngitsutut,
aalajangeruminaatsutut nuanninngitsutulluunniit isigisat illuartittarpai
puigugassanngorlugit.
tigiilersinniarlugit, soorlu suleqataata
Iben Mondrup-ip Arkep inuunermini
suliai pillugit allakkamini eqqortumik taama allattoq.
Tunumiup arnap mersortartup nalunaarasuartaaserisullu danskiusup
peerariilernerisigut pinngortutut
Arkep nunasiaataanerup oqaluttuassartaa qanillattorpaa – tassa
Kalaallit Nunaata Danmarkillu
Pia Arke (1958-2007) immikkut soqu- ataqatigiinnerisa oqaluttuassartaat
tigisaqarsimavoq oqaluttuannguup
– uppernarnerpaasutuamik periaaseoqaluttuarujussuarmut pingaarutaa- qarluni, “tassa nammineq inuttut
ta paasiniarnissaanut. Taamaattumik tamanna tigullugu”, soorlu nammineq
tinnersaavoq, toqqorsiviit, sipporutat taama allakkaa.
nassaallu iterngi tikillugit misissorlugit, taamaalilluni oqaluttuarujussuaq Eqqumiitsuliortutullu suliani kusanoqaluttuannguillu imminnut ataqaartumik atugassatut misissugariuar8
paa, tassuunakkumi inuttut qulalersinneqarsinnaagami akissutillu
tamanut atuuttut pissarsiarisinnaallugit. Toqqorsivitoqqat, katersugaasiviit nutaaliat inuillu sulisut assiisivii misissuiffigai. Itsarnisarsiuutut
allatulli qanga pisimasut assappai
taamaalilluni nammineq nassaamilu
akunnerminni paasinartumik oqaloqatigiissinnaajumallutik: timi, siulit,
sanilit, eqqaamasat.
Oqaluttuarisaanermik ilinniagallip
Carsten Juhlip oqaasii malillugit
Arke inuup inuiaqatigiillu pissusiinik
misissuisuuvoq qulartoq, akusaanini assilialiornermillu ilisimalikkani tunngavigalugit oqaluttuamik
naqqaniit allattoq oqaluttuaarannguit
ersoqatigalugit, soorlu eqqumiitsuliornermik naliliisartup Stefan
Jonssonip erseqqisagaatut. Kisianni
aamma saneraaniit allappoq – akusap, illugiissitsiitigaluni arlaannaanniinngitsup, uninngavimminiit
iliuuseqarneratut.
Suliai saqqummerput ataasiakkaatut
nangeqattaartutulluunniit misissuinertigut itisuumik quianartortalimmillu illuatungiliuppoq Kitaata
Kalaallit Nunaannik nunasiatut
iluarsaassinerminik oqaluttuaanut,
soorlu eqqumiitsuliornertut itsarnitsatut kinaassutsillu pinngorfianut.
Suliat arlalitsigut oqaluttuaraat
Kalaallit Nunaat kisimi pineqanngitsoq, kisiannili “Kitaa avataanit
isigalugu” – tassa oqaluttuarujussuarmi toqqorneqarnerusimasut savitussutsillu. Naatsumik oqaatigalugu
suliat angusaraat nammineq inuttut
inuunermik nunarsuarmilu politikkimik tikkuussineq – “side by side”.
tutut, kukkusumi. Kuratorisk Aktion
danskiupput, ilinniagartuujullutik
aaqqissuisartuullutillu, tassa allat
suliaannik ingerlatitsisuullutik.
Kisianni Arkep misissuineri (isumarput malillugu) takutitsipput nassaassaqartoqanngitsoq isornartorsiugassartaqanngitsunik, minguitsunik,
imaluunniit akuneqanngitsunik,
taamaattumik nunasiaasimanerup
kingorna aamma tassaannaanngilaq
nunasiaatigineqarsimasunuinnaq
tunngasoq maannalu qularnanngitsumik taamaakkunnaarsimasunut. Pingaarutilerujussuarmittaaq
uagutsinnik, nunasiaateqarsimasunit
kingoqqisunik illoqarfissuarmiunillu,
tamanik attuisuuvoq. Tamattami
akusaavugut – in the mix.
Pissutsillumi taakku tunngavigerpiarlugit kissaatigisimavarput
saqqummersitsinerup taaguutigissagaa TUPILAKOSAURUS. Taaguut
taanna Arkep suliami pingaarnerit
“Nuannarineqarpianngilaq quiilaannut 1999-imeersumut taaguutianartutulli illuni”, soorlu Arke
gaa, Kalaallit Nunaannik paasiniaeqqumiitsuliortutut misissueriaatsini asut quianartumik paasiniaramigit
inernerilu pillugit nammineq allattoq. nammineq tupilaap paarmortullu
akornannut inissilluni, oqaluttuatoqArkep suliamigut iluatsippaa immin- qat ilisimatusarnerullu akornannut,
nut ataqatigiit takkuitsuukkat illuar- taaguutip qeqqani “o”-tut inissilluni.
titallu qulaajarnerat – soorlu danskit
naalagaaffittut nunasiaateqarsiman- Saqqummersitsinerup ilusaata
erminnik ullumikkumullu atajuartaaguut malippaa, Arkellu misissuitumik sunniutaanik puiguinerat
neri uagutsinnut sunniuteqartinniar– oqaluttuaralugulu alla, oqaluttuaq
simavavut, uagullu misissuinitsinni,
akunnaatsuliaq, pingaartumik Danimmikkoortiterinitsinni nalunaarmarkimi ersersinneqannginneranut
suinitsinnilu nammineq misissueriaapiaarinaatsoortumik tunngaviusia malinniarsimavarput. Siullermik
sorinartoq. Eqqortormi tassaavoq
saqqummersitsineq marluinngorlugu
avipparput takutinniarlugu suliai
TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep
eqqumiitsuliornerinnarmut tunngaeqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq
natik aammattaaq inuit kulturiannut
nunasiaateqarnerullu oqaluttuasinooqatigiinnerannullu tunngasuusut;
sartaanik apeqqusersuinera, 19812006, eqqumiitsuliortup ilisaritinnera tassa sammisat arlariit Arkep
pingaarnerutillugit suliai suleqataafsiullerpaaq annertoqisoq.
figisaalu. Tullianik misilissimanngilarput (eqqornerusumilluunniit:
Arkep suliaanik paasiniaalerneq
imaaliallaannagassaanngilaq. Siuller- misilinniarsimanngilarput) suliat
mumisinneqarsinnaanngitsutut,
mik suliaa aaqqissuineralu qimagutiaarneratigut unitsinneqarpoq, “ami- ataatsikkut takuneqarsinnaasutut
tamakkiivissumilluunniit aaqqisgaatillu” suliaasa pingaarnersaannit
suunnissaat. Paarlattuanik suliani
amerlanerupput. Aappassaanik
amerlaqisuni, Arkep sammisaani,
uagut, arnap taassuma suliaanik
anguniarsimavarput sammisat
tigusillutalu atuartugut imaluunniit
aaqqissuussisugut, oqaatigineqarsin- illuatungeriissinnaanissaannut
arlalinnillu paasineqarnissaannut
naavugut ungallut illuatungaaniit-
inissaqartitsinissaq, tamatumani
kissaatigigatsigu suliaanik nangitserusuttunut ammarneqarnissaat.
Taamaalilluni TUPILAKOSAURUSip sammisaq siulleq Oqaluttuap imassaanut toqqammavissaq “aaqqissuussamik tukattoq” ammarpaa – Arkep
suliarpassuinik siammarsimasunillu
qimataanik aaqqissuussiniarnitsinni
sulinitsinnik takutitsisoq. Misissuinerput nalunaarsuinerpullu
aallartikkatsigu, taamalu sulinitsinni tunngavissavut suleriaasissarisarpullu ersersinniarlugit, qanoq
takusaqarsimanerput tunngavissiivoq
immikkoortumi tassani ersersinniarivut tunngavilimmik isummiussat
inuit ataasiakkaat, ilisimatusarnerit
eqqumiitsuliornerullu sunniivigeqatigiinnerini apeqqutaasinnaasut, periaasianik ilusiliisut. Tunngaviusumik
isummiussat siulliit taakku sukumiinerusumik misissorneqarsinnaapput
sammisani immikkoortuni tullerni
arfineq pingasuni: Tupilakosaurus,
Issittumi silaaruttutut kamanneq,
“Etnoæstetik”, Ittoqqortoormiiniit
Oqaluttuat, aamma Legende (Den
Frie Udstillingip, København illutaani Katua-milu) aamma Niaqqup
saarngi saanikullu qallorlugit, filmi
Eskimuu silanngajaartoq kiisalu
Isikkivik Skandinaviamiit (Katersugaasivissuarmi Københavnimiittumi
aamma Nunatta Katersugaasiviani
Allagaateqarfianilu Nuummiittumi).
Sammisat immikkoortitikkat tamarmik qulequtserneqarput Arkep
qimataasa qulequtaannik sammisaannillu. Taamaakkaluartoq Arkep suliaanik takutitsiinnanngillat, aammali
tulleriiaarneqarput ajunngikkallarmat
suleqataasa ilisimasallit inuttullu
attaveqarfigisaasa sammiviligaat.
Taakku ilagaat eqqumiitsuliortut,
atuakkiortut filmiliortartullu, Arkep
kingornutassiaanik erliginnittut, taamalu sammisat immikkoortiternerinut isummersuiinnaratik tunisisimasuttaaq TUPILAKOSAURUS-ip
ilitsersuutaanut – naqitaq piviusunik
paasissutissiinernillu imalik akeqanngitsoq – suliat oqaasertaannik
itisiliisoq.
Ilitsersuutip saniatigut – piareersaatigisamullu pingaarnerpaasu9
mik – Arkep atuakkiai marluk
saqqummersinneqarput: Etnoæstetik
(1995) aamma Ittoqqortoormiiniit
Oqaluttuat. Assit, inulerneqarnerat
nunap assiliornerlu (2003) nutaamik
naqillugit oqaatsit pingasut atorlugit
(tuluttut, kalaallisut qallunaatullu),
taamaalilluni qallunaanut atuagassanngoqqilluni siullermeerlunilu
kalaallinut nunarsuullu sinneranut.
Kissaatigisimanngilarput atuakkiat
taakku (saqqummersinneqarfimminni
qangarsuarli nungunneqareersut),
Arkelluunniit suliaasa allat tammarsimasut, pissusivii assileqqissaarlugit
saqqummersinnissaat. Oqaatigeriikkatsitut atuakkat nunarsuarmut
tamarmut siammartussiarineqarput.
Kiisalu sulianut, Arkep suliaminut
pingaartorsiortannginneranut
ilisarnaatitut aserortersimasaanut,
tunngatillugu aalajangersimavu-
gut ataasiakkaat uppernarsaatitut
assinngorlugit takutinniarlugit. Allat
pilerseqqissimavavut, taakkumi
“malitassaqareermata”.
Aamma TUPILAKOSAURUS arlalinnik ilaneqarpoq, iliuutsinilli namminersuutaasunik: Nunanit tamalaanit
peqataaffigineqartumik isummersorfiunerusumillu Københavnimi
isumasioqatigiinneq, oqallissaarilluni
inunnik Nuummi ataatsimiititsineq
kiisalu taakkunani tamani filmit pillugit oqallitsitsinerit.
taallu avataaninngaanneersunillu
oqaaserineqartut naggataatigut
tunngaviussapput suliassamut tullermut, tassalu Arkep suliarpassuinik
ilusilersorluakkamik nalunaarsuusiornissamut, 2011-p aallartinnerani
saqqummersinneqartussamut.
Pilersaarutitsinni immikkoortortaanilu ataasiakkaani kissaatigaarput
Pia Arkep eqqumiitsuliornerup
oqaluttuassartaanut politikkikkullu
ingerlaatsimut ilanngunneqarnissaa,
suliaasami taama pineqarnissaanut
naleqqulluinnartimmassuk. Tamanna
Sverigimi Umeåmi katersugaasiviup
Kalaallit Nunaata DanmarkilluunBildMuseetip saqqummersitsineq
niit, oqaluttuarisaanermikkut ataqanangissavaa Københavnimeereerlutigiinnerisa 21. juni 2009-mi kalaallit
nilu Nuummeereerpat, saqqummernamminersulernerisigut pingaarusitsinerlu tassani naggaserneqassaaq. tilimmik nutaanik illineqalersup,
Saqqummersitsineq, TUPILAKOpinngitsoorsinnaanngilaat. Aammami
SAURUS-imik ilitsersuut pappialarnunarsuup tamarmi.
Pushing History Around:
An Introduction to TUPILAKOSAURUS
by Kuratorisk Aktion
There are circumstances in which it
maybe necessary to reconquer history
– that is the broad narrative about
how places, cultures and countries
come into being – and to rewrite it.
For, understandably enough, history
consigns to oblivion those fates and
circumstances that are considered to
be insignificant, indeterminable or,
quite simply, inconvenient.
Pia Arke (1958-2007) had a special
interest in examining the meaning
of the little history in relation to the
big history. That is why she pushed,
pressured and jostled archives, relics
and finds in order to get the big and
the little histories to fit, as her colleague Iben Mondrup has so precisely
described Arke’s lifelong work.
As the fruit of an unholy alliance
between an East Greenlandic seamstress and a Danish telegraphist,
Arke approached colonial history –
that is, the history that binds Greenland and Denmark together – in the
only reliable way, “namely by taking
10
it personally”, as she herself put it.
And as an artist she investigated her
field as an aesthetic material, with
the help of which one can both sow
personal doubt and harvest generally
valid answers. She searched in old
archives, the museums of modernity
and the photo albums of ordinary
people. Like an archaeologist she dug
into the past in order to bring her
findings and herself into dialogue
with the tangible: the body, her forefathers, her neighbours, memory.
Arke was, in historian Carsten Juhl’s
words, an affected anthropologist, one
who on the basis of her mixed identity
and her pictorial experience wrote
history from below in solidarity with
the little histories, as cultural critic
Stefan Jonsson points out. But she
also wrote from the sidelines – from
the position where the mongrel, the
walking both-and or neither-nor, rummages around.
Her works unfold as a sequence of
one-off and serial investigations of and
deeply humorous showdowns with the
West’s construction of Greenland as colonial history, as primitive art and as
ethnic authenticity. In different ways
the works tell a story not just about
Greenland, but also about “the West
seen from outside” – that is, about the
less evident aspects and dynamics of
the big history. In brief, the works succeed in pointing out the personal and
the global – side by side.
“It is not popular, but it looks entertaining”, as Arke herself wrote of her
artistic research methods and their
results.
That Arke’s work succeed in uncovering overlooked and marginalised
circumstances – such as the Danes’
repression of the nation’s comprehensive colonial history and its aftereffects still felt to this very day – and
presenting a different, relational
history seems, ironically, to be the
reason for its lack of exposure – in
Denmark at any rate. For the fact
is that TUPILAKOSAURUS: Pia
Arke’s Issue with Art, Ethnicity, and
Colonialism, 1981-2006 is the first
ever comprehensive presentation of
the artist.
Getting to grips with Arke’s work
is no easy matter. In the first place
the work and its organisation were
interrupted by her all too early death,
and there are more “holes” than
main works. Secondly, we who try to
embrace, read and arrange her work
are on the wrong side of the fence, so
to speak. The members of Kuratorisk
Aktion are Danish, white, academics and curators, that is, people who
administer something that belongs to
someone else.
Instead we have engaged with the
in every way overwhelming material that exists by and around Arke
and endeavoured to create thematic
spaces for cross-readings and polyphony in a wish to keep her work
open for those who want to follow up
on her themes and methods.
Thus, the first theme section of
TUPILAKOSAURUS, Towards a
Historical Narrative, opens with “an
organised disorder” – a picture of
our work to make head or tail of the
copious, scattered material that Arke
left behind. By showing the sight that
met us when we began our work of research and registration, and thereby
visualising the premises and process
But if Arke’s investigations show
for and of that work, a basis has been
(as we think they do) that nothing
created for outlining in the same
is faultless, pure or unmixed, then
section the first actual theses on the
neither is the postcolonial something
interplay between personal, scientific
that concerns only those who have
and artistic problematics that gave
been colonised and are now allegedly
form to Arke’s practice. These initial
no longer so. It is essentially also
theses are subsequently investigated
something that concerns all of us
in depth in the eight theme sections:
who have been formed by the colonial Tupilakosaurus, Arctic Hysteria,
powers and the metropoles. We are all “Ethno-Aesthetics”, Stories from
in the mix.
Scoresbysund and Legend (first at
Den Frie Centre of Contemporary Art
It is precisely this circumstance that
in Copenhagen and then in Katuaq
we wish to highlight through our
in Nuuk) and Fishing out skulls and
choice of the exhibition title, TUPILA- bones, the film programme The EcKOSAURUS. Arke herself used the
centric Eskimo and finally Scandinadesignation for one of her key works
vian Panorama (first at the National
from 1999, in which she humorously
Museum in Copenhagen and then at
explores those who explore Greenthe Greenland National Museum &
land and pushed herself in between
Archives in Nuuk).
“tupilak” and “saurus”, between myth
and science, to occupy the place of the All the theme sections derive their ti“o” in the middle of the word.
tles and themes from the works Arke
left behind. However, they represent
Like the title, the structure of the ex- not only themes in her practice, but
hibition reflects that we have allowed also interpretative approaches that
Arke’s investigations to operate on us, had already in her lifetime been idenand that we have sought to subject
tified by insightful people in her proour research, registration and clasfessional and social networks. Among
sification processes to her method of
others these include artists, writers,
analysis. Firstly, we have divided the critics and filmmakers who value
exhibition into two parts and show
Arke’s legacy and who besides having
her works not only in the space of art, inspired the theme sections with their
but also in the space of ethnography,
interpretations have also contributed
according to the two main fields in
to this TUPILAKOSAURUS guide – a
and with which Arke worked. Then,
free publication containing analytic
we have not tried (or perhaps more
texts on the works along with factual
accurately: have tried not) to arrange information about Arke and her work.
the material in any irreversible,
over-view-giving or exhaustive way.
In addition to the guide – and of the
greatest importance for the project
– both Arke’s books, Etno-Aesthetics
(1995) and Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and
Mapping (2003), are being published
in new trilingual editions (English,
Greenlandic and Danish), whereby
they have become accessible once
more for a Danish readership and for
the first time for a Greenlandic and
international public.
Neither with these works, which
have long been out of print, nor with
those of Arke’s works that have
disappeared have we wished to make
faithful copies of the originals. The
books have, as already mentioned,
been transformed into international
editions. And of the many works that
Arke, in accordance with her laidback
work concept chose to dissolve once
more, we have decided to represent
some through pictorial documentation, while we have chosen to recreate
others because a “recipe” existed.
Finally, TUPILAKOSAURUS is
accompanied by a number of supplementary albeit independent events:
an international and more theoretical
seminar in Copenhagen, a community
meeting for the general public in Nuuk
and film discussion days in both places.
After the exhibition has been shown in
Copenhagen and Nuuk, it will be taken
over by BildMuseet in Umeå, Sweden,
where its travels will end. Finally, the
exhibition, the TUPILAKOSAURUS
guide and all papers and contributions from the public events will form
the cornerstone in the coming work
to make and publish a comprehensive
catalogue raisonné of Arke’s unique
oeuvre at the beginning of 2011.
With this project and its individual
parts it is our hope that Pia Arke will
acquire the place both in the history
of art and on the political agenda that
her work so much deserves. Neither
Greenland nor Denmark, whose
relations have moved into a decisive
new phase with the entry into force of
Greenlandic Self-Government on June
21, 2009, can do without her. Nor for
that matter can the world.
11
TEMASEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 1:
Den franske idéhistoriker Michel Foucault må have skæmtet bare lidt, da han
for at besvare sit eget spørgsmål: “Hvad
er en forfatter?” forestillede sig følgende
scenarie. En stor forfatter – eksempelvis
den tyske filosof Friedrich Nietzsche –
afgår ved døden, og det samlede værk
skal nu udgives. Idet vi allerede forstår
Nietzsche som forfatter, stilles vi overfor
spørgsmålet om alt, hvad filosoffen havde
skrevet, sagt og efterladt sig skal betragtes som et værk. Hvor stopper man?
Alt hvad Nietzsche selv fik udgivet
skal selvfølgelig med. Og udkastene til
hans værker? Klart. De slettede passager
og noterne på bunden af papiret? Jo da.
Og hvis man blandt noterne finder
henvisninger til et vigtigt møde, en vigtig
adresse eller måske en dosmerseddel? Er
det et værk?
Vores situation i en nøddeskal. Vi
vidste fra starten, at vi ville lave en
retrospektiv udstilling med Pia Arke,
som ikke skulle være et endegyldigt
udsagn om kunstnerens værk og virke.
Den skulle derfor ikke følge det lineære
udviklingsperspektiv, der er så typisk
for retrospektive satsninger, og som ofte
ender med at lukke et oeuvre for fortolkning i forsøget på udtømmende at
forklare det. Og skulle den være
monografisk, så skulle den i hvert fald
være flerstemmig.
Det skyldtes dels, at Arke, som vi
oplevede det, aldrig ville lægge sig helt
fast på et standpunkt. Så hvordan kunne
vi? Men det skyldes også, at hun allerede
i mere end 20 år havde beskæftiget sig
med at undersøge Grønland, Danmark
og de historiske forhold, der knytter
dem sammen, da hun gik bort. Og med
al sandsynlighed ville hun have fortsat
undersøgelserne i lige så mange år frem i
tiden. Hvem ved, hvor de ville have taget
hende hen?
Hvad vi til at begynde med ikke havde
gjort os klart var, at Arke havde opløst
mange af sine værker, og at dette efter
alt at dømme hang sammen med et værkbegreb, som i sig selv ville negere idéen
om at vise hendes oeuvre. Efter nogen
tids research måtte vi også konstatere,
at nogle af de værker, som har været i
privateje simpelthen er forsvundet.
Arkes manglende og efterladte ting
strittede samlet set i alle retninger
og konfronterede os med Foucaults
dilemma. For at være sandfærdige har vi
derfor valgt at indlede denne første sektion med at italesætte vores dilemma. Vi
håber dermed at kunne begrunde andre
valg, som vi har foretaget i udstillingen.
For eksempel at vi ikke har rekonstrueret Arkes opløste eller forsvundne
værker undtagen i nogle få tilfælde, hvor
der ikke kunne være tvivl om, hvordan
det skulle gøres, eller hvor fristelsen var
for stor.
Vores forlegenhed begrænser sig dog
ikke blot til at skulle afgøre, om noget
skal betragtes som et værk eller ej.
Spørgsmålet er snarere, hvordan vi som
udelt danske overhovedet er i stand til
Isumaliortaatsip oqaluttuarisaaneranik
ilisimatuup franskiusup Michel Foucault
apeqqutini nammineq akinialeramiuk quiasaarilaarsimassaaq: “Atuakkiortoq sunaava?” imalu
takorluugaqarsimassaaq. Atuakkiortorsuaq
– soorlu noorleq Friedrich Nietzsche – toquvoq,
suliarisimasaalu tamaasa maanna saqqummersinneqassallutik. Nietzsche atuakkiortutut
ilisarereersimagatsigu, apeqqusertariaqalerparput, isumaliortartup allassimasai, oqaatigisimasai
qimassimasaallu tamarmik suliarisimasaatut
isigisariaqarnersut. Qanoq killiliisaagut?
Nietzschep nammineq saqqummersissimasai
soorunami ilaasapput. Allaqqitassiaammi? Ilumut.
Allatamini piiarsimasai pappilissap naqqani
allattugai? Soorunami. Allattugaasalu akornanni
innersuutinik ataatsimiisimanermut pingaarutilimmut, najukkamut iml. eqqaamassutissiaanik
nassaaraanni? Nammineq taakku suliatut ilivitsutut isigineqassappat?
Tassa taamatorpiaq inissisimavugut. Aallaqqaataaniit ilisimavarput, Pia Arke pillugu
suliarisimasaannik saqqummersitsiniarnitsinni,
eqqumiitsuliortup suliarisimasaanik iliuuserisimasaanillu tamakkiisumik takutitsisinnaanata.
Taamaammat inuup suliarisimasaasa eqqartorneqartarnerini nalinginnaasartoq malinniarsimanngilarput, tassa ineriartornera malittaralugu
suliaasa isummersorneqarnerini periarfissaasut
tamakkerniarneqartarneri. Inullu ataasiinnaq
eqqartorneqassappat, taava arlalinnik erinalerlugu saqqummersittariaqassavarput.
Tassunga pissutaasut ilagaat, Arke, misigisimagatsigu, isummani aalajanginngisaannaraa.
Taama pissuseqarpat aamma sooq uagut taamaaliussanngilagut? Pissutsit aamma ilagaat, ukiut
20-it sinnerlugit toqussi tikillugu Kalaallit Nunaat,
Danmark oqaluttuarisaanikkullu pissutsit suuneri
imminnullu qanoq attaveqalersimaneri misissorsimammagu. Ilimanarporlu ukiuni suli taama
amerlatigisuni tamanna misissorsimassagaluaraa.
Sunalu tikissimassaneraa takorlooruminaappoq?
Aallaqqaataannit arajutsisimavarput, Arkep
suliarisimasani amerlasuut isatersimammagit,
tassungalu qularnanngitsumik isumaliortaaseq
una pissutaagunarluni nammineq suliarisimasani
isummatut kingusinnerusukkut nalilersuinissami
pingaartissimannginnamigit. Misissuereerluta
paasilerparput, suliaasa inunnik pigineqalersimasut ilaat tammaannartarsimasut.
Arkep suliarisimasai amigaataasut amiakkuilu
suni tamaani tikkuussisutut ipput taamaalillunilu
Foucaultip akunnattoorneratut inissisimalluta
paasivarput. Ilumuussuseq qimakkumanagu
takutitsivissani immikkoortut aallartinnerini
akunnartoornerput oqaasertaliinnassallugu
aalajangersimavugut. Neriulluta saqqummersitsiniarnitsinni aalajangertarnivut taamaalilluta
tunngavilersorsinnaallutigit. Soorlu Arkep suliarisimasai isaterneqarsimasut tammarsimasulluunniit pinngortinniarsimanngilavut, ilaannaalli
qanoq suliarineqarnissaannik nalorngissutigisimanngisavut, iml. ussernartorsiorfigisimasavut
pinngorteqqissimallutigik.
Ajuusaarnittali killerinngilaa eqqumiitsuliatut
suliat arlaat isigineqarsinnaanerinik aalajangerniartarnerput. Taakkunanili apeqqutaanerulluni,
uagut qallunaajusugut Arkep suliarisimasaanik
saqqummersitsiniarnitsinni qanoq illersorneqarsinnaasumik isumaginnissinnaanersugut?
Sapersorinngilavulli, tassami aamma uagut
nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaanik
aqqusaarneqarsimagatta, naak killormut pis-
12
at kuratere en Arke retrospektiv? Det
mener vi, at vi trods alt kan, fordi vi
også er rundet af kolonihistorien, om end
med omvendt fortegn. Vores kuratoriske
drive består i en etisk forlegenhed og en
længsel efter at forstå sammenhængen
mellem den historiske kolonialisme og de
aktuelle fobier og dertil knyttede idéer
om kulturel overlegenhed og større ret til
at regere.
Derfor var det nærliggende at koble
vidnesbyrdet om vores arbejdsproces,
som man møder i indgangen til udstillingen, med værker af Arke, der peger på
spørgsmålet om, hvor man taler fra – som
i grafikken Længsel (1981) og Arkes kort
over Rigsfællesskabet, hvor hun har trukket sine personlige tilknytningspunkter
og -linjer mellem Danmark og Grønland
op. På den måde kommer de symbolsk til
at stå for det sted, hvor vores interesser
og praksisser mødes, og hvor det bliver
muligt for os at kuratere Arkes værk.
Ingen, der har beskæftiget sig med
Arke, har kunne undgå at lægge mærke
til hendes hulkamera. Hun byggede det
selv og sørgede for, at det var stort nok
til, at hun kunne være og overnatte i det,
om hun ville. Det fylder med andre ord
godt i landskabet; alligevel var det terrængående og nåede til så fjerntliggende
pynter som Kronborg, Lønstrup Klint i
Vendsyssel og Narssaq point i Sydgrønland.
Kameraet spiller da også en væsentlig
rolle i vores forestillinger om Arke og
er derfor centralt placeret i En skitse
til en historiefortælling et sted mellem
tese og empiri, mellem det vi tror, og det
vi ser. Sektionen rummer således både
kameraet set udefra – en rekonstruktion af selve kameraet (der er gået tabt),
beretninger om dets tilblivelse og rejser
samt en række af de billeder, der kom ud
af det – og så rummer den aspekter af
mere indvendig karakter.
Arke så fotografiet som en slags
kunstarternes bastard. Og hun opfattede
desuden sig selv som netop dét, en bastard. Hulkameraet for sin del betragtes
gerne som den mest primitive form for
fotoapparat, kort sagt en prototype. Og
grønlandsk kunst opfattes også gerne
som primitiv i den romantiske forstand af
prototype på skabertrang og det oprindelige symbiotiske forhold til Naturen. Som
når den danske autoritet på området,
Bodil Kaalund, skriver værket Grønlands
Kunst og ikke – mindre besiddende i
både grammatisk og overført forstand
– fritstiller kunstneren fra landet og
forfatter et værk om grønlandsk kunst.
Bag den lille forskel – det er jo bare et
“k” mere eller mindre – lurer store opgør.
Opgør med identitet og essentialisering,
med tavshed og historieskrivning, med
sentimentalitet og videnskab.
I de efterfølgende sektioner er ønskemålet, at disse opgør ikke længere
lurer, men at de derimod udfoldes og
undersøges i lys lue.
OQALUTTUAP IMASSAANUT
TOQQAMMAVISSAQ
suseqaraluartumik. Taama isumaginninnitsinnut ingerlatsisuusimavoq inuiattut kanngusuuteqarnerput taamatullu nunasiaateqarnerup
oqaluttuassartaata aammalu nassuerutigiumanngisatta imminnut qanoq ataqatigiissuseqarnerisa paasisaqarfigerusunneri tassungalu
atasumik kulturikkut qaffasinnertut naalagaanerusutullu immitsinnut isumaqarfiginerput.
Taamaammat qanoq suleriaaseqarsimanerput
nassuiaateqarfigissallugu naleqqutissaaq, saqqummersitsinerup isaariaanni tamanna takuneqarsinnaavoq, tassani Arkep suliai tikkuussisutut
immata, apeqqusiillutik sumik oqariartortoqarneranik – soorlu Maqaasineq (1981) aamma
Arkep Naalagaaffeqatigiinnerup nunataasa
assiliorneri, tassani nammineq inuttut attuumassuteqarninni nalunaarsorsimammagit Danmarkip
Kalaallillu Nunaata akornanni titarnilersuinikkut. Taamaalilluni soqutigisatta pissusittalu
naapinneri soorlu takussutissinneqartut, Arkellu
suliaanik illersuinitsinnik isumaginnissinaalersilluta.
Kinaluunniit Arkep suliarisimasaanik sammisaqarsimasup maluginngitsoorsinaangilaa
assiliiviliaa putuinnalik. Nammineq sanasimavaa
imalu angissusilerlugu nammineq iserfigalugu
unnuiffigisinnaallugu. Allatut oqaatigalugu angisuujuvoq; taamaattorli angallanneqarsinnaalluni
sumiiffinnut imminnut ima ungasitsigisunut soorlu
Kronborg, Vendsysselimi Lønstrup Klint aamma
Narsami Nuugaarsummut angallanneqarsimalluni.
Assiliisummi aamma Arkemik takorluuisarnitsinnut ilaavoq saqqummersitamilu Qualuttuap
imassaanut toqqammavissaq qitiulluni inissinneqarsimalluni tassa ilimagisap atuuttullu akornanni, isumaqassutsitta isigisattalu akornanni.
Immikkoortup taamaalilluni assiliisut silataanit
isikkua – aamma assiliisutip sanaqqinneqarsimasup (tammarsimasulli) imaraa, pinngoriartornerani oqaluttuaq angalasimanera kiisalu
tassannga assit pinngortinneqarsimasut ilaallutik
– kiisalu qamuuna eqqaasassat ilaatigut ilaallutik.
Arke assiliissummik assilisaq eqqumiitsuliornikkut akusatut isigerusunneraa. Imminullu
aamma taama paasilluni, tassa akusatut. Assiliissutip putullip nammineq takutippa atortup
annikinnerpaanik atortulikkap pissusaa, tassa
assiliisuut pissuseqqaammisut ittoq. Kalaallit
eqqumiitsuliaat aamma taama pissuseqqaammisut isikkulittut paasineqartarpoq, qanga
pissutsit nuannaartoralugit pinngortiteqqaarniarnermi pinngortitamut atalluinnarnermik
paasineqarsinnaasoq. Soorlu qallunaat ilaata
tamakkuninnga paasisimasaqarluartup Bodil
Kaalundip atuakkami Kalaallit Eqqumiitsuliaat
allaatiginnissimaneratut, oqaasi-liornikkut
piginnaasaqarnerunngikkaluarluni aamma isummatigut – eqqumiitsuliortoq nunamit kiffaanngissusilermagu kalaallillu eqqumiitsuliaannik
atuakkiortillugu.
Assigiinngissutip annikitsup – tassa k –
akerliussutsimik takutitsineq ilimasaarutigaa.
Akerliussutsimik kinaasusilimmik pingaarnersiuinermillu imalimmik, oqaaseqannginnermik
oqaluttuarisaanermillu allaaserinninnermik,
qanga pissutsinut nuannaartorinninnermik
aamma ilisimatusarnermik.
Immikkoortuni tulliuttuni kissaatiginarpoq,
taama akerliuniarnerup ersikkunnaarsimanissaa,
killormulli qaffakaatinneqassasut alapernaassutsillu ikummarinnerannik misissorneqassallutik.
THEME SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE
The French thinker Michel Foucault
must have been joking a bit when in
order to answer his own question: “What
is an author?” he imagined the following
scenario. A great writer – for instance the
German philosopher Friedrich Nietzsche
– dies, and his collected works are now
to be published. Inasmuch as we already
see Nietzsche as an auhtor, we are faced
by the question as to whether everything
the philosopher had written, said and
left behind should be regarded as a work.
Where does one stop?
Everything that Nietzsche himself had
published must of course be included. And
the draft versions of his works? Obviously.
The deleted passages and the notes at
the bottom of the paper? Sure thing. And
if one finds among the notes references
to an important meeting, an important
address or perhaps a shopping list? Are
these works?
Our situation in a nutshell. We knew
from the start that we wanted to curate a
retrospective exhibition of Pia Arke that
should not be the ultimate statement
about the artist’s work and practice.
Therefore it would not follow her development in the linear perspective that is so
typical of retrospectives, and which often
ends by closing an artist’s oeuvre for
further interpretation in an attempt at
explaining it exhaustively. And if it was
to be monographic, then it should at least
be polyphonic.
This was partly because Arke, as we
experienced her, was never willing to
adopt a definitive viewpoint. So how could
we? But it was also because at the time of
her death she had already been engaged
for more than 20 years in investigating
Greenland, Denmark and the historical circumstances that bind them together. And
in all probability she would have continued
her investigations for just as long into the
future, had she lived. Who knows where
they would have led her?
What we had not been aware of at the
start was that Arke had dissolved many of
her works, and that this was apparently
connected with a work concept that in
itself would negate the idea of showing her
oeuvre. After a while we were also forced to
conclude that some of the works that were
privately owned have simply disappeared.
Taken together, the missing works and
those that were left behind pointed every
which way and confronted us with Foucault’s dilemma. For the sake of honesty
we have therefore chosen to start this
first section by articulating our dilemma.
In doing this we hope to be able to justify
other choices that we have made throughout the exhibition. For instance, that we
have not reconstructed Arke’s dissolved or
disappeared works except in a few cases
where there could not be any doubt as
to how this should be done, or where the
temptation was too strong.
However, our difficulty is not limited to simply having to decide whether
something should be regarded as a work
or not. The question is rather how in
our unmixed Danishness we are at all
able to curate an Arke retrospective?
Appearances to the contrary, we think
we are because we too are products of
that colonial history, albeit the other way
round. Our drive as curators is based on
an ethical embarrassment and a longing
to understand the connection between
historical colonialism and current phobias
with their concomitant ideas of cultural
superiority and a greater right to rule.
It was therefore natural to link the
evidence that one meets at the entrance to
the exhibition regarding our work process
with works by Arke that point to the question of where one is speaking from – as in
the print Longing (1981) and Arke’s map
of the United Kingdom of Denmark in
which she has marked her personal points
and lines of attachment between Denmark
and Greenland. In this way they come to
stand for the place where our interests
and practices meet, and where it becomes
possible for us to curate Arke’s work.
No one who has been interested in
Arke can have failed to notice her pinhole
camera. She made it herself and saw to it
that it was big enough for her to be able
to get into it and spend the night there
if she wanted to. In other words, it is a
fair size, but was nevertheless capable
of cross-country travel and reached such
remote spots as Kronborg, Lønstrup Klint
in North Jutland, and Narssaq Point in
South Greenland.
And indeed the camera plays an
important role in our ideas about Arke. It
therefore has a central place in Towards a
Historical Narrative somewhere between
thesis and empiricism, between what we
believe and what we see. The section thus
contains both the camera seen from outside – a reconstruction of the camera itself
(it has been lost), accounts of its genesis
and travels and a number of the pictures
it produced – and, in addition, it contains
aspects of a more inner nature.
Arke saw the photograph as a kind of
mongrel art form. And she saw herself
as just that, a mongrel. For its part the
pinhole camera is regarded as the most
primitive form of photographic apparatus,
in brief a prototype. And Greenlandic art
is also often seen as primitive in the romantic sense of a prototype of the urge to
create and an original symbiotic relation
to Nature. As when a Danish authority
in the field, Bodil Kaalund, writes the
work Grønlands Kunst [Greenland’s
Art] and does not – less possessive both
grammatically and figuratively – set the
artist free of the country and write a
work on Greenlandic art. Behind the little
difference – just an “ic” more or less – lurk
major confrontations. Confrontations with
identity and essentialisation, with silence
and the writing of history, with sentimentality and science.
In the following sections our wished-for
objective is that these confrontations
should no longer lurk behind the scenes
but that they should on the contrary
unfold and be examined in full blaze.
13
Pia Arke. 1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989
Pia Arke. 1. uummannami
Det må være en familie. Voksne, der står og taler. Børn,
der gynger foran huset. En
barnevogn, en cykel, en vippe,
blomster. Billedet minder om
den slags tegninger, børn som
regel når at lave et enormt
antal af i deres barndom – far,
mor, børn og hus. Forestillingen
om en familie, der knytter sig til
alle de konkrete steder, vi har
boet, som faste landmærker i
erindringens landskab.
Ilaqutariiussagunavipput. Inersimasut
imminnut oqaluuttut. Meeqqat illup
saavani issakatsiaartut. Meeraaqqat
qamutaat assakaasullit, sikkili, qeerlumiusaarfik, naasut. Assi eqqaanarpoq
meeqqat meeraanerminni titartatagaasa ilaannut – ataata, anaana, meeqqat
illulu. Ilaqutariinnik aalajangersimasuni najugalinnik takorluuineq,
najugaqarfigisimasatsinni eqqaamasat
silarsuaanni aalajangersimasumik
naleqqatut.
Billedet er et tilbageblik til en
barndom et sted i Grønland;
et visuelt forsøg på at erindre
noget, som er hændt. Det er
en scene, der udspiller sig,
fremkaldt af erindringen, og
dens dramatik holder fast i
den nutid, hvorfra der huskes.
Scenen kalder ikke på en nostalgi, men synes at give plads
og fremtid til det liv, der ligger
mellem dengang og nu. Det
selvbiografiske er en nutidig
handling, som henter sit materiale fra virkelighedens gemmer
og sætter det i scene eller i spil.
forholdet til fortiden og til historien om Danmark og Grønland.
På et gammelt skolekort over
Grønland bekræfter både kortet
selv og påtegnede steger den
officielle historie mellem Danmark og Grønland; men parallelt med den personlige historie,
for de punkter, stregerne peger
på i Grønland, er Pia Arkes
faktiske barndomshjem. Arke
mente, at kortet over Grønland lignede Elefantmandens
monstrøse hoved fra en bestemt
vinkel – i sig selv en læsning
af kortet, som overskrider den
traditionelle grænse for, hvad et
kort aftegner.
Den selvbiografiske handling
bevæger sig mellem de konkrete
hjem eller bosteder og udforsker
en broget og tvetydig forbindelse mellem Danmark og Grønland. Bevægelsen minder om
andre udforskninger, som missionærer, opdagelsesrejsende,
etnografer og kartografer har
udført, men kun næsten. For
som barndomserindringer
En selvbiografi opfinder ikke
generelt er også den officielle
sin historie – den omformer
historie blevet genfortalt mange
den. Billedet er grumset, flosset gange og på mange måder.
i kanten, omgivelserne utydeBarndomserindringerne er en
lige og uden horisont. Det er et
skæv parallel til de gængse
punkt i tiden; et sted, der ligger forestillinger om forbindelsen
mellem Grønland og Danmark, mellem Danmark og Grønland,
mellem bjørneskindbukser og
der minder om, at historien er
blomster, mellem en grønlandsk mange og grumset.
mor og en dansk far. Den nutidige erindring forsøger ikke at
Mette Jørgensen
genskabe et oprindeligt og rent
“jeg”, men udforsker en broget
og tvetydig herkomst.
Det selvbiografiske er personligt, men hænger også sammen
med stedet og stedets historie.
Den faktuelle personlige baggrund griber ud efter det faktiske steds historie. Sammenhængen mellem det personlige
liv og stedet cirkulerer omkring
14
Assi Kalaallit Nunaanni sumiiffiit
ilaanni meeraanermut qiviarneruvoq; suna pisimasoq eqqaaniarlugu assilianngortitsiniarneq. Pisoq
takusinnaasaq, eqqaamasanit pilersinneqartoq, pikkunartortaanillu
ullumikkumut, eqqaamaneqarfianut, attatiinnarniarneqartoq. Pisoq
eqqaakulunnerinnarmik pingaartitsinermik takutitsinngilaq, isumaqarnarnerullunili tarpaasoq inuunermullu, taamanikkut ullumikkullu pisut
akornanni, siunissaliisoq. Nammineq
misigisanik allaatiginninneq ullumikkorpiaq iliuusaavoq, pisimasuinnik
tunngavilik taakkuninngalu assilianngortitsineq pinnguanngortitsinerluunniit.
Nammineq misigisanik allaatiginninneq oqaluttuaanngilaq taassuminnga
allanngortitsisoq. Assi isortuuvoq,
sinai ingitsertut, avatangiisai ersernerluttut killingusaaqaranilu. Tassa
piffissami uniffik; sumiiffik Kalaallit
Nunaata Danmarkillu akornanniittoq,
qarliit nanut naasullu akornanniittoq,
anaanap kalaallip ataatallu qallunaap
akornanniittoq. Ullumikkut eqqaamasatigut anguniarneqanngilaq qanga
nagguimmik namminiviussusivimmillu
pilersitseqqinniarneq, tassaallunili
pinngorfimmik tamalaartumik marloqiusaasumillu misissuineq.
Nammineq misigisanik allaatiginninneq inummut namminerpiamut
tunngavoq, taamaattorli aamma sumiiffimmut taassumalu oqaluttuassartaanut atalluni. Inuttut namminertut
tunulequttat piviusuusut akuliupput
1966-imut qiviarneq. 1989
Pia Arke. First Flash Back to 1966 in Dundas.
1989
sumiiffiup oqaluttuassartaanut piviusuusumut. Nammineq inuunerisap
sumiiffigisallu imminnut ataqatigiinnerisa kaaviiaarfigaat qanga pisunut
qanoq isiginninneq aamma Danmarkip
Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaannut.
It must be a family. Grownups standing around talking.
Children on swings in front of
the house. A pram, a bicycle,
a seesaw, flowers. The picture
reminds us of the kind children
often make a huge number of in
childhood – dad, mum, children
and house: the idea of a family
that attaches itself to the specific places where we have lived,
as permanent landmarks in the
landscapes of our memories.
Kalaallit Nunaata assingata atuarfimmi atugassiap qanganitsap nammineq
nunap assingatut nalunaaqqutsersukkatigullu uppernarsarpaat Danmarkip
Kalaallit Nunaatalu akunnerminni
pisortatigoortumik oqaluttuassartaat,
tassungali assingusumittaaq inuup
nammineq oqaluttuassartaa, tassami
Kalaallit Nunaata assingani sumiiffiit
nalunaaqutserneqarsimasut tassaapput Pia Arkep meeraaffigisimasai. Arke
isumaqarpoq Kalaallit Nunaata assingata assipalukkaa iloqiaap (tuluup Elefantmandimik taaneqartartup) niaqua
iloqiaasortaaq aalajangersimasumiit
isigalugu – tassa nunap assinganik
qimerluuineq, nunap assinganik qimerluueriaatsit nalinginnaasut sinaakkutaannik qaangiisoq.
Nammineq misigisanik allaatigisaq
angerlarsimaffigivisat najugaqarfigisimasaviilluunniit akornanni
ingerlaartutut ippoq, paasiniaanerullunilu Danmarkip Kalaallit Nunaatalu
tamalaartumik marloqiusaasumillu
attaveqatigiinnerannik. Ingerlaaseq
eqqaanarsinnaavoq misissuinernut
allanut, ajoqersuiartortitat, ilisimasassarsiortut, inuiaat kulturiannik
inuusaasiannillu paasiniaasut kiisalu nunap assiliortartut suliaannut,
kisiannili taamaangajaannarluni.
Meeraanermimmi nalinginnaasumik
eqqaamasatulli pisortatigoortumik
oqaluttuaq oqaluttuareqattaarneqartaqaaq assigiinngeqisunillu. Meeraanermit eqqaamasat equngasumik
assingupput Danmarkip Kalaallit
Nunaatalu attaveqatigiinnerannik
nalinginnaasumik takorloortakkanut,
eqqaasitsisumik oqaluttuarisaaneq
oqaluttuassartarpassuaqartoq isortorlu.
Mette Jørgensen
The picture looks back to
a childhood somewhere in
Greenland; a visual attempt at
recalling something that has
happened. It is a scene that
is taking place – summoned
by memory – and its dramatic
content grips the present from
where it is remembered. The
scene does not evoke nostalgia,
but seems to make room and a
future for the life that is placed
between then and now. The
autobiographical is an action
in the present that derives its
material from the hiding places
of reality and gives it dramatic
life.
An autobiography does not
invent its story – it transforms
it. The picture is murky, frayed
at the edges, the surroundings are unclear and without a
horizon. It is a point in time, a
place situated between Greenland and Denmark, between
bearskin trousers and flowers,
between a Greenlandic mother
and a Danish father. The present-day recollection does not try
to recreate an original and pure
“I”, but explores a confusing and
ambiguous descent.
the actual place. The link between the personal life and the
place circles around the relation
to the past and to the story of
Denmark and Greenland.
On an old school map of Greenland we find confirmation both
from the map itself and from
the lines drawn on it of the
official history shared between
Denmark and Greenland; but
this is parallel with the personal history since the places the
lines point to in Greenland are
places where Pia Arke actually
lived as a child. Arke thought
that the map of Greenland
resembled the Elephant Man’s
monstrous head from a certain
angle – in itself a reading of the
map that goes beyond the traditional limits for what a map
represents.
The autobiographical action
moves among the concrete
homes or settlements and
explores a variegated and
ambiguous connection between
Denmark and Greenland. The
movement is similar to other
explorations that missionaries,
explorers, ethnographers and
cartographers have carried out,
but only almost. But as is the
case with childhood memories
in general, the official history is also retold many times
and in many ways. Childhood
memories are a skewed parallel
to current ideas about the connection between Denmark and
Greenland that remind us that
history is manifold and murky.
Mette Jørgensen
The autobiographical is personal, but is also connected with
the place and its history. The
factual personal background
reaches out for the history of
15
Pia Arke. Hulkamerafotografierne. 1988Året efter at Pia Arke var begyndt
på malerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi, gav hun sig
i 1988 til at eksperimentere med
hulkameraer. Det særlige ved et
hulkamera er, at det ikke har nogen linse, men er forsynet med et
ganske lille hul, som er tildækket,
indtil billedet skal tages. Når lyset
strømmer ind gennem hullet, rammer det en film, der er anbragt på
den modsatte side inde i kameraet.
Efter at have afprøvet hulkamerateknikken i Danmark fik Arke i
1990 sit store hulkamera sendt
med skib til Narsaq. Hun valgte,
ligesom nogle af de gamle brugere
af camera obscura-teknikken, at
bruge en kasse, der var så stor,
at hun selv kunne være inde i
den. Den var lavet af krydsfiner
og lægter og var 165 cm x 140
cm og 170 cm høj. Lyset kom ind
gennem et hul på 1,43 mm, der var
boret gennem en tynd metalplade
på den ene væg, mens filmen på
den modsatte væg var en 6 ASA
sort-hvid lithfil 50 cm x 60 cm. Fra
Narsaq fik hun hulkameraet kørt
til Nuugaarsuk tæt ved, hvor hun
havde boet nogle år i sin barndom.
Huset var revet ned, men Arke
fik hulkameraet stillet op, så
det kunne fange den udsigt, som
familien engang havde haft: fjeld,
vand og is.
Resultatet var smukke, let slørede
landskabsfotografier. Når hun
sad inde i kassen, kunne hun se
billedet blive til, og hun havde
også mulighed for at skygge med
kroppen, så filmen blev mindre
belyst visse steder. Eksponeringstiden var fra 15 min. og opefter, og
fremkaldelsen måtte på grund af
filmens størrelse foregå i et stort
kar, som gjorde det vanskeligt at
kontrollere processen. Arke sagde
senere om “fejlene”, at de 25 år der
var gået, siden hun boede der, “var
på en måde nedfældet i billedet”
(Weekendavisen, 29. april – 6. maj
1999).
I 1993 gik Arke et skridt videre
ved at lade et af sine grønlandske
hulkamerafotografier i form af en
16
stor fotostat indgå i nye kontrastfulde fotografier. På et af dem
sidder Arke selv med ryggen til og
betragter det gamle fotografi. Hun
ser ikke ud til at have noget på fødderne, men til gengæld har hun en
lang grønlandsk kvindefestkamik
på hovedet! Billedet blev i beskåret
form trykt i den tosprogede
ugeavis Sermitsiaq (nr. 5, 1994),
hvor billedteksten begyndte med
ordene: “Tag kamikken over hovedet, så alle kan se hvor du kommer
fra.” Det var et effektivt blikfang
for Arkes tankevækkende kunstpolitiske debatindlæg i Grønlands
største avis, hvor hun reagerede
på, at grønlandsk kunst blev
udstillet sammen med etnografiske
genstande. Den enkelte grønlandske kunstner måtte selv forholde
sig til sine rødder. Ingen går rundt
med en kamik på hovedet, og Arke
kunne også have formidlet sit
budskab ved f.eks. at være iført
grønlandsk nationaldragt, men det
ville ikke have virket umiddelbart
provokerende.
Arke brugte også den samme store
fotostat af hulkamerafotografiet
fra Nuugaarsuk som baggrund til
en række fotografier af sig selv
sammen med to andre unge kvinder, der ligesom hun selv var født i
Østgrønland, og som nu befandt sig
i Danmark. På et af dem står de
tre kvinder stive og gravalvorlige
med armene strakt ned langs siderne. Det virker, som om de har en
distance til det, de har i hænderne,
og som straks giver associationer
til Grønland: en tromme og trommestik, en træmaske og en dukke
iført grønlandsk kvindefestdragt.
Fotografiet er et af fire i værket
De tre Gratier (1993), men det er
fjernt fra forestillingen om tre
yndefuldt dansende kvinder. De
moderne kvinders kropssprog og
måden, de holder de grønlandske
genstande på, tyder ikke på nogen
levende forbindelse med fortidens
kultur, men som alle Arkes værker
er også det åbent for fortolkning.
Inge Kleivan
Pia Arke. Assiliivimmik
Pia Arke Det Kgl. Danske Kunstakademi
qalipaanermik ilinnialernerminiit ukioq
ataaseq qaangiuttoq assiliivinnik putuinnalinnik assiliilluni 1988-imi misiligaasalerpoq. Assiliiviit putuinnallit allaaqutigaat
igalaartaasaqannginnamik, kisiannili
assiliinissap tungaanut poorlugu assikkamik putunnguaqarlutik. Qaamaneq
putunnguakkut appakaakkaangami assiliiviup assikkap illuatungaani inissinneqarsimmasup iluani filmimut nuuttarpoq.
Assiliivimmik putuinnalimmik periaaseq
Danmarkimi misiligartareerlugu Arkep
assiliivini putuinnalik angisooq Narsamut
umiarsuakkut 1990-imi nassiuppaa. Camera obscura-mik atuisartut allat assigalugit karsiliorsimavoq ima angitigisumik
nammineq iluaniissinnaanngorluni. Karsi
krydsfinerinit quassuttuunillu sanaajuvoq
165 cm x 140 cm-inik angissuseqarluni 170
cm-inillu portussuseqarluni. Qaamaneq
putuarannguakkut karsip iigaata illuatungaani saviminermi saattumi putuliakkut 1,43 mm-itut angitigisukkut appakaattarpoq, filmilu iikkap illuatungaaniittoq
qalipaateqanngitsumik assiliisarpoq
tassaalluni 6 ASA lithfil 50 cm x 60 cmitut angitigisoq. Assiliivini putuinnalik
Narsamiit ungasinngitsuanut Nuugaarsuliaatitippaa, meeraanermini ukiuni
arlalinni najugaqarfigisimasaminut.
Illugisimasaat ingitserneqareersimavoq,
Arkelli assiliivini putuinnalik inissippaa,
ilaqutariit qanga isikkiviat assilisinnaajumallugu: qaqqat, imaq sikullu.
Inernerai pinngortitamik assilisat
ersernerlulaaraluarlutik kusanartut.
Karsip iluaniitilluni assilisami piviusunngornerat takusinnaavaa, timinilu
atorlugu tarrartalersorsinnaavaattaaq,
taamaalilluni filmip ilaa qaamanikillisissinnaallugu. Qaammarfigititsineq 15
min. sivisunerusumillu pisarpoq, filmillu
angissusia pissutigalugu ersersaaneq
baaliarujussuarmi pisariaqarluni, taamalu
ersersaaneq nakkutigiuminaallisarluni.
Arke “kukkunerit” pillugit kingorna oqarpoq tassaniinnerminit ukiut 25-it qaangiutereersut “tassaniissimanini assilissatigut
ilaatigut uppernarsarneqartoq” (Weekendavisen, 29. april – 6. maj 1999).
Arke 1993-imi ingerlaqqippoq assiliivimmik putuinnalimmik Kalaallit Nunaanni
assilisani assiliarujussuanngortikkamigit
tarralersornerullugit assileqqillugit.
Taakku ilaanni Arke nammineq tununn-
putuinnalimmik assilisat.
1988-
Pia Arke.
The camera obscura photographs. 1988-
galluni assilisatoqqani isiginnaarpaa.
Kamillaangarpasippoq, kisiannili arnat
kalaallisuuisa kamisaat nasaliussimavaa!
Assi killornerullugu aviisimi Sermitsiami
(nr. 5, 1994) naqinneqarpoq, assillu allagartaa aallartippoq: “Kamik nasaliuguk, taava tamarmik takusinnaassavaat
suminngaanneersuunersutit.” Tassa Arkep
sunniutilimmik takutitsiniutaa Kalaallit
Nunaanni aviisit annersaanni eqqumiitsuliornermik politikkip oqallisigineqarnerani
eqqarsaatissiisumik akuliunnermigut,
qisuariarfigisaami tassaavoq kalaallit
eqqumiitsuliaasa itsarnitsanut akuliullugit saqqummersinneqartarnerat. Kalaallit
eqqumiitsuliortut ataasiakkaat namminneerlutik kingoqqiffitik isummerfigisariaqarpaat. Kamimmik nasaqartoqarneq
ajorpoq, Arkellumi isummernini takutissimasinnaagaluarpaa soorlu kalaallisoornermigut, kisianni taava taama uumisaarutaasimatiginavianngikkaluarpoq.
In 1988, the year after Pia Arke had
started at the School of Painting at
the Royal Danish Academy of Fine
Arts in Copenhagen, she began to
experiment with pinhole cameras.
The special thing about the pinhole
camera is that it does not have a
lens, but instead a very small hole,
which is covered until the picture is
to be taken. When the light pours
in through the hole, it hits a film on
the opposite side of the camera.
Assiliivittaaq putuinnalik atorlugu
Nuugaarsummi assilisami tassuma
assiliarujussuanngortinnera tunuliaqutaraa assilissanut arlalinnut nammineq
arnallu inuusuttut allat, namminermisulli
Tunumi inunngorsimasut, Danmarkimilu
maanna najugaqartut, ilagalugit. Assit
ilagaat arnat pingasut qerattaffaarillutik
annoqalutillu tallitik ammut tikkortillugit
assilisissimasut. Soorluuna tigummiaminnit avissaarusuppasissut, ingerlaannarlu
Kalaallit Nunaannik eqqaasitsillutik:
qilaammik katuamillu, kiinarpammik
inuusamillu kalaallisoortumik. Assi suliat
sisamat De tre Gratier-imiittut (1993)
ilagaat, kisiannili arnanik kusanartunik
qitittunik takorluuisarnermit allaaqaaq.
Arnat nutaaliat timiminnik ilusiliinerat
kalaallillu sanaavinik tigummiariaasiisa
ersersinngilaat siuaasat kulturiannut
qamanngavik attaveqarneq, taamaattorli
Arkep suliaasa tamarmik pisarnerattut
qanoq paasineqarsinnaanerat ammavoq.
Inge Kleivan
to the camera and looking at the
old photo. She doesn’t seem to have
anything on her feet, but to make
up for that she has a long, decorated
woman’s kamik on her head! In a
cut form the picture was printed in
the bilingual weekly Sermitsiaq (no.
5, 1994), where the caption began
with the words: “Put your kamik
on your head, so everyone can see
where you come from.” It was an
effective eye-catcher for Arke’s
thought-provoking contribution to
the art-political debate in GreenIn 1990, after having tried out the
land’s biggest newspaper; her reactechnique in Denmark, Arke had her
tion to the fact that Greenlandic art
big pinhole camera sent by ship to
was being exhibited together with
Narsaq. Like some of the old users
ethnographical objects. It was up
of the camera obscura technique,
to the individual Greenlandic artist
she chose to use a box that was large
to relate to her or his roots. Nobody
enough for her to be inside it. It
walks around with a kamik on their
was made of plywood and laths and
head, and Arke could also have
had a floor area of 165 cm x 140 cm
communicated her message by, for
and a height of 170 cm. The light
entered through a 1.43 mm hole bored instance, being clad in the Greenlandic national costume, but that
through a thin metal plate on one
would not have had an immediately
wall, while the film on the opposite
provocative effect.
wall was a 6 ASA black-and-white
lithfil 50 cm x 60 cm. From Narsaq
Arke also used the same big
she had the camera brought to Nuuphotostat of the pinhole photo from
gaarsuk close to where she had lived
Nuugaarsuk as the background for
for some years in her childhood. The
house had been pulled down, but Arke a series of photos of herself together
had her camera set up so that it could with two other young women, who
like herself had been born in
catch the view that the family had
East Greenland and now lived in
once had: mountains, water and ice.
Denmark. On one of the photos the
The outcome was beautiful, slightly three women are standing, stiff
and deadly serious, with their arms
blurred landscape photos. When
stretched down along their sides.
she sat inside the box, she could
It seems that they wish to distance
watch the picture forming, and it
themselves from what they have in
was also possible for her to shadow
their hands, objects that one immeit with her body, so that less light
diately associates with Greenland: a
fell on the film. The exposure time
drum, a drumstick, a wooden mask
was from 15 min. and upwards,
and a doll in the costume worn by
and because of the size of the film
Greenlandic women at celebrations.
it had to be developed in a big tub,
which made it difficult to control the The photo is one of four in the work
process. Arke said later of her “mis- The Three Graces (1993), but it is far
from representing three gracefully
takes” that the 25 years that had
dancing women. The modern body
passed since then “were in a way
language and the way in which the
registered in the picture” (Weekenwomen are holding the Greenlandic
davisen, April 29 – May 6, 1999).
objects does not indicate a living
connection with the culture of the
In 1993 Pia Arke went a step further by having one of her Greenland past, although, like all Arke’s works,
this one too is open to interpretapinhole photos form part of new
tion.
photographs containing a strong
element of contrast. In one of them
Inge Kleivan
Arke herself is sitting with her back
17
TEMASEKTION 2: TUPILAKOSAURUS
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 2:
Temasektionen Tupilakosaurus
kredser om Pia Arkes kunstneriske
metode og belyser nogle af de centrale
problemstillinger og greb, som hun
arbejdede med. Den viser og gengiver
hovedsageligt værker, der stammer fra
en udstilling, som fandt sted i 1999 på
Museet for Samtidskunst i Roskilde, til
hvilken Arke bidrog med en veritabel
udstilling i udstillingen. Men den rummer også et par tematisk beslægtede
sort-hvide sølvgelatine tryk fra serien
Perlustrationer 1-10 (1994) (nogle gange
også refereret til som Nature Morte)
og en vitrine med researchmateriale,
der ligeledes peger på afgørende træk i
Arkes kunstneriske forskning.
Alle værkerne i En installation
der handler om historier, som hendes
bidrag til udstillingen i Roskilde hed,
bearbejder et givent nummer af den
videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland, der siden 1878
og med 2-3 bind årligt har publiceret
international grønlandsforskning og
ekspeditionsberetninger fra Grønland.
Værkerne tilegner sig nærmere bestemt
billeddelen af geolog Eigil Nielsens
skrift Tupilakosaurus heilmani n. g. et
n. sp. fra 1954 og løfter illustrationerne
ud af deres kontekst – videnskabstraditionen og i videre forstand de koloniale
fremstød ind i fremmede territorier, som
i århundreder har muliggjort den – for
at sætte dem ind i museets hvide kube.
At Arke trækker videnskaben ind i
kunstens rum er ikke noget lune, men
en nøje overvejet metode, som skal
afdække, hvorvidt de to instanser kunne
tænkes at have trukket på samme koloniale hammel; hvordan deres indbyrdes
forhold (historisk og aktuelt) ser ud; og
i hvilken udstrækning man kan pille
de to instanser fra hinanden og sætte
udvalgte dele sammen til en ny og mere
brugbar praksis, som man kunne kalde
kunstnerisk forskning.
Styrken ved kunstnerisk forskning er,
ifølge Carsten Juhl, at der forskes inden
i emnet, der bliver undersøgt, og ikke
henover det, sådan som det er tilfældet
med vanlig forskning. Det var netop en
sådan forskning inde i emnet, der var
på færde i En installation der handler
om historier. Elementerne og måden, de
var installeret på, var enkel, stram og af
en betragtelig museal coolness. Dog over
indgangen til installationen hænger der
med ét en stor afpillet lårbensknogle og
gør sig ud til bens midt i illusionen om
det entydigt museale.
Knoglen peger på Arkes ambivalens:
På den ene side forventes man at praktisere i henhold til de gældende normer.
Men på den anden side kan man som
“etnisk” ikke transcendere kategorien
“etnisk kunstner” og blive “kunstner”
slet og ret. Man kan med andre ord
mime europæerne, men i sagens natur
aldrig blive helt som dem. For, som
litteraturkritiker Kirsten Thisted
Sammisap Tupilakosaurus-ip sammivaa Pia
Arkep eqqumiitsiliortutut periaasia nassuiarlugillu qitiusumik apeqqutit paasinninnerillu
ilaat, nammineq suliarisani. Annerusumik
takutippaat takuteqqillugillu suliat, Museet for
Samtidskunstimi Roskildemiittumi 1999-imi
saqqummersitsinermeersut, saqqumersitsinermimi tassani Arke peqataavoq saqqummersitsivissuarluni. Ilagaattaarli sølvimik issortitamik naqitat imminnut qanittut marlussuit
tulleriiaani Perlustrationer 1-10 (1994) (ilaatigut
taaneqartartoq Nature Morte) ilaasut, kiisalu
misissuinermi atortut igalaaminermik puukkat,
Arkep pingaartumik eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini periaasianik tikkuussisuttaaq.
Roskildemi saqqummersitsinermi taaneqartumi En installation der handler om historier,
suliat ilanngussai tamarmik ilisimatusarnikkut allaatigisanik saqqummersitsiviusartumi
Meddelelser om Grønland-imi, nunat tamalaat
Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerminnik tassungalu ilisimasassarsiortarnernik allaatiginninnernik 1878-imiilli ukiumut marluk-pingasoriarluni saqqummersinneqartartut, normuisa
ilaannik aalajangersimasumik suliareqqiinnerupput. Erseqqinnerusumik oqaatigalugu
ujarassiuup Eigil Nielsenip allaatigisaata
Tupilakosaurus n. g. et n. sp.-p 1954-imeersup
assitaanik, taamalu assitaliussat ataqatigiinnerannit kaanngartillugit – ilisimatusarnermi
periaasitoqqat ingerlateqqikkaannilu nunanik
takornartanik nunasianngortitsiortornernik
ukiuni untritilinni arlalinni periarfissiisut – suliareqqiinermigut katersugaasiviup qaqortumik
issoqqaarissuliaanut inissinniarlugit.
Arkep ilisimatuussutsip eqqumiitsuliornerup
silarsuaanut nuutsinera nalaatsornerinnaanngilaq, periaasiullunili eqqarsaatigilluagaq,
qulaarsiniartussaq eqqarsaatigineqarsinnaanersoq taakku nunasiaateqarnerup sannerutaanik
nutsueqatigiissimanerat, akunnerminni pissusii
(oqaluttuarisaanermi ullumikkullu) qanoq isikkoqarnersut, qanorlu annertutigisumik taakku
marluk avissaartuutitinneqarsinnaanersut,
immikkoortuisalu qinikkat katiteqqinnerisigut
qanoq nutaamik atorsinnaanerusumillu periaaseqartoqarsinnaanersoq, taaneqarsinnaasumik
eqqumiitsuliornikkut ilisimatusarneq.
Carsten Juhl malillugu eqqumiitsiliornikkut
ilisimatusarnerup nukittoqutigaa misissukkamut pulalluni ilisimatusarneq, qaatsialaaginnarani, soorlu nalinginnaasumik ilisimatusarnerit pisartut. Misissukkanullumi pulalluni
ilisimatusarneq tassarpiaavoq En installation
der handler om historier-mi atorneqartoq.
Atortut periaatsillu ikkussuinermi atorneqartut pisariitsuupput, maleqqissaagaqarluni
katersugaasiveqarnermullu assut ajattuerpalaarluni. Taamaattoq ikkussuinermut isaariaata
qulaaniippoq quttoqqap saanikua pisuutaasutut,
katersugaasiveqarnerup ataasiinnarmik sammiveqarneranik sinnattup qeqqani.
Saanikoq Arkep arlariinnik isumaqarneranik
tikkuussivoq. Illuatungaani naatsorsuutigineqarpoq periaatsit atuuttut malinneqassasut.
Kisianni aappaatigut “inuiannut ataneqrup”
suussutsimigut qaangersinnaanngilaa “inuiannut atasutut eqqumiitsuliortoq” oqaatigilluaannarlugu “eqqumiitsuliortunngorluni”. Allatut
oqaatigalugu europamiut issuarneqarsinnaapput, pissusiviusulli pissutigalugit taamaattuinn-
18
pointerer: “…samtidig med at den
koloniserede mimer autoritetens former,
‘af-autoriserer’ han/hun i en vis forstand
disse former: fratager dem deres monumentale magt. Den koloniale autoritet
kan ikke gardere sig mod denne spot
og trussel: at de koloniserede fylder
teksten ud med deres eget indhold.”
Arke havde altså ikke blot et ben i
hver lejr – et i sin grønlandske og et
andet i sin danske livsverden. Hun
havde også et ben i siden på videnskabens og museets autoritet. Med sit
valg af et kanoniseret formsprog og
med truslen om at gå over gevind (eller
rette gå piblokto – men herom senere)
og fylde det med “etnisk” indhold,
afmonterer hun museet som et stykke
europæisk historie og siger i stedet, at
det handler om flere historier – ikke om
én rå sandhed, men om rå mængder af
menings- og modsætningsfylde, som den
store historie slet ikke kan rumme.
“Truslen” kommer måske tydeligst
til udtryk i videoværket Tupilakosaurus (1999), som i øvrigt har givet
nærværende udstilling sit navn. Videoen er struktureret omkring en lang
række modsætningspar: tupilakken
overfor øglen (-saurus), mytefiguren
overfor den præhistoriske videnskab,
kunstneren overfor videnskabsmanden,
kvinden overfor manden, den oprindelige overfor den civiliserede, den farvede
overfor den hvide, det udagerende
overfor det nøgterne, kroppen overfor
kundskaben, objektet overfor subjektet,
og så fremdeles.
Det er naturligvis ikke polariseringer,
som Arke har opfundet. Hun iscenesætter blot et nøglebegreb i vores kontinentale filosofi, som siger, at al ting har en
modsætning, og at modsætningerne er
gensidigt udelukkende. De kan tilsammen udgøre en enhed, og de kan være i
indbyrdes kamp, men de er og forbliver
uforenelige.
Som modspil til denne tankegang
udviklede Arke en “rodet” praksis,
i hvilken hun helt bevidst indlemmede traditionelt “uvidenskabelige”
og “uæstetiske” størrelser i sin
kunstneriske forskning: følelserne,
kitschen, det “etniske”, politikken og
det traumatiske. Og netop fordi hendes
praksis så stort på videnskabens krav
om værdifrihed og inddrog anfægtelsen
og det personlige, blev hun i stand til
at opstille en – for endnu engang at
trække på Juhls indsigter – “grønlandsk
vidensarkæologi”.
Det personlige skal vel at mærke
forstås i en udvidet forstand, for som
kritiker Erik Gant præciserer så, har
“meningen med hendes billeder har
vistnok aldrig været, at de skulle tale
for sig selv. Tværtimod skal de fungere
netop som medie for alskens intentioner,
budskaber og engagementer i forholdet
mellem hende selv og andre.”
TUPILAKOSAURUS
THEME SECTION 2: TUPILAKOSAURUS
gunngisaannassaaq. Soorlumi Kirsten Thistedip
erseqqissaraa: “…nunasiaatitaasut oqartussaasut pissusii issuarniaatigalugit pissutsit taakku
pineqartup ilaatigut ‘oqartussaaffiiartarpai’:
pissaaneqangaarnerannik arsaarlugit. Nunasiaatillit mitallernermut sioorasaarinermullu
taamaattumut illersorsinnaanngillat: nunasiaatigineqartut sinnera ulikkaartarpaat namminneq
pigisaminnik.”
Tassa Arke arlariinniiginnarsimanngilaq –
illuatungaani kalaaliusutut illuatungaanilu
qallunaatut silarsuarmini. Aammali ilisimatuussutsip katersugaasiviillu oqartussaaneri naallerarpai. Malitassaqqissunik oqaasilioriaatsimigut
killissaminillu qaangiinissaminik sioorasaarinermigut (eqqornerusumilluunniit issittumi
silaaruttutut kamanneq – kingusinnerusukkut
tikinneqarumaartoq) “inuiannullu ataneqmik”
immersuinermigut katersugaasivik isaterpaa
europamiut oqaluttuaata ilaatulli, oqarlunili
oqaluttuat arlallit pineqartut – eqqortoq naakkittaatsoq ataasiinnaanngitsoq, tassaallutilli
naakkittaatsumik isummernernik illuatungeriinnernillu imallit amerlaqisut, oqaluttuarujussuup
imarisinnaanngilluinnagai.
“Sioorasaarineq” immaqa erseqqinnerpaavoq
videoliami Tupilakosaurus-imi (1999), saqqummersitsinermullumi uunga atsiunneqarsimalluni. Video immiunneqarsimavoq illuatungeriit
amerlaqisut sammillugit: tupilak paarmortumut
(-saurus), oqaluttuatoqqap inuttaa oqaluttuarisaanermik qanganitsamik ilisimatusarnermut, eqqumiitsuliortoq ilisimatuumut, arnaq
angummut, nunap inuia qaammaasalimmut,
inuk simersoq qaqortumik amilimmut, avammut
iliuusilik silatusaartumut, timi ilisimasaqarnermut, susaq susumut, assigisaallu.
Illuatungeriissitsinerit soorunami Arkep nassaarisarinngilai. Takusassiariinnarpaa uagut
nunavissuarmiut eqqarsartaaserput, tassalu
suulluunniit iluatungeqartut, illuatungeriillu
imminnut mattuttartut. Arlariillutik ataatsimut
peqatigiissinnaapput, aammali imminnut assortuussinnnaapput, kisiannili kattussinnaanngillat
kattutinngisaannassallutillu.
Eqqarsartaatsimut tassunga illuatungiliullugu Arke “tukattumik” periaasiliorpoq,
taamalu siunertaqarluni eqqumiitsuliornermik
ilisimatusarnermini ilannguppai pissusitoqqat
“ilisimatuujunnginneq” aamma “kusanartulerinnginneq”: misigissutsit, eqqumiitsuliornikkut
naleqanngissuseq, “inuiannut ataneq”, politikki
kingunerlutsitsinerillu. Periaatsiminilumi ilisimatuussutsip naleqartitsinermi nammineer-sinnaassutsimik piumasaanik soqutiginninnginnermigut tarnikkulli erloqissuteqarnernik inunnillu
ataasiakkaanik ilanngussinermigut pilersippaa
– Juhl-ip paasisai issuaqqillugit – “kalaallit
ilisimasamikkut itsarnisarsiornerat”.
Inuit ataasiakkaat soorunami silinnerusumik
paasineqassaaq, soorlu Erik Gantip eseqqissaraa “assilisaasa siunertarisimanngisaannannguatsiarpaat taakku namminneerlutik
oqaluttuarnissaat. Akerlianik tassarpiaapput
nammineq allallu akunnerminni siunertanik,
isummiussinernik pimoorussinernillu nalunaaruteqaataasussat.”
The theme section Tupilakosaurus looks
at Pia Arke’s artistic method and illuminates some of the central problematics
and devices that she worked with. It
shows and reproduces works that mainly
derive from an exhibition at the Museum
of Contemporary Art in Roskilde in 1999,
to which Arke contributed with a veritable exhibition within the exhibition. But
it also contains a couple of thematically
related black-and-white silver gelatine
prints from the series Perlustrations 1-10
(1994) (sometimes also referred to as
Nature Morte) and a showcase with research material that also points to vital
features in Arke’s artistic research.
All the works in An installation that
has to do with histories, which was the
title of her contribution to the exhibition in Roskilde, process a given issue
of the series of scientific monographs
Meddelelser om Grønland [Communications on Greenland], which, since 1878
and with two or three volumes each year,
has published international research on
Greenland and expedition reports from
Greenland. More precisely the works take
possession of the pictorial part of Geologist Eigil Nielsen’s treatise Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. from 1954
and remove the illustrations from their
context – the scientific tradition, and in a
further sense the colonial advances into
foreign territories that have for centuries
made the tradition possible – to place
them inside the museum’s white cube.
That Arke draws science into the
space of art is not just a whim, but a
carefully considered method designed to
show whether the two phenomena could
be thought to have pulled together in
the same colonial direction; what their
mutual relationship (historically and
currently) looks like; and to what extent
one can separate the two phenomena
and put selected parts together to form
a new and more useful practice that
might be called artistic research.
The strength of artistic research is,
according to Carsten Juhl, that such
research is conducted inside the subject
being investigated and not above it as
is customarily the case with research.
It was precisely research of this kind
that was involved in An installation that
has to do with histories. The elements
and the way they were installed were
simple, stringent and of a considerable
museological coolness. But all of a sudden over the entrance to the installation
there hangs a big plucked thigh bone
and breaks the illusion of the severely
museal setting.
The bone highlights Arke’s ambivalence: on the one hand, you are expected
to practise in accordance with the norms
in force. But, on the other hand, you as
“ethnic” cannot transcend the category
of “ethnic artist” and become an “artist”
pure and simple. You can, in other
words, mimic the Europeans, but in
the nature of things never become just
like them. For, as literary critic Kirsten
Thisted points out: “…at the same
time as the colonised mimic the forms
of authority, they in a certain sense
‘de-authorise’ these forms: deprive them
of their monumental power. Colonial
authority cannot protect itself against
this mockery and the threat that the
colonised will fill out the text with their
own content.”
Thus, Arke did not just have a foot in
each camp – one in her Greenlandic and
the other in her Danish world. She also
had a bone to pluck with the authority
of science and the museum. With her
choice of a canonised formal language
and with the threat of going off the deep
end (or rather going piblokto – but more
about that later) and filling her form
with “ethnic” content, she dismantles
the museum as a piece of European
history and says instead that it is a
matter of several histories – not of one
raw truth, but of raw quantities of
meaningfulness and opposition that the
big history is quite unable to contain.
Perhaps the “threat” comes most
clearly to expression in the video work
Tupilakosaurus (1999) from which the
present exhibition derives its name.
The video is structured around a large
number of binary oppositions: tupilak
vs. reptile (-saurus), mythical figure vs.
prehistoric science, artist vs. scientist,
woman vs. man, original vs. civilised,
coloured vs. white, dynamic vs. downto-earth, body vs. knowledge, object vs.
subject, and so on.
These are of course not polarisations
that Arke has invented. She merely
puts on stage a key concept in our
continental philosophy that states that
everything has its opposite, and that
the oppositions are mutually exclusive.
Together they can form a unit, and they
can engage in conflict with one another,
but they are and remain irreconcilable.
To counter this mindset Arke developed a “messy” practice, in which she
quite deliberately incorporated traditionally “unscientific” and “unaesthetic”
quantities in her artistic research: feelings, kitsch, the “ethnic”, politics and
the traumatic. And precisely because
her practice disregarded the demands
of science for value-free research and
included involvement and the personal,
she was able to set up a – to draw once
again on Juhl’s insights – “Greenlandic
archaeology of knowledge”.
The personal, it should be noted, is
to be understood in an expanded sense,
for as critic Erik Gant points out: “it has
probably never been the idea that her
pictures should speak for themselves.
On the contrary, they are meant to
function precisely as the medium for
all sorts of intentions, messages and
commitments in the relation between
herself and others.”
19
Pia Arke. En installation der handler om historier
(Staven; Hammeren; Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger; Tupilakosaurus. An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch; og
Uden titel (Knoglen)). 1999
Pia Arke. Oqaluttuarisaaneq
pillugu ikkussuineq (Ajaappiaq; Kaataq; Taamaallaat
kullumik eqeqqumillu attugassaq; Tupilakosaurus.
I forbindelse med installationen
En installation der handler om
historier (1999) får Arke fat i en
mængde korrekturark til selve
billeddelen af Dr. Eigil Nielsens
Tupilakosaurus heilmani n. g. et n.
sp. An interesting batrachomorph
from the Triassic of East Greenland
og tager afhandlingen – der udkom
i 1954 som en del af den videnskabelige monografiserie Meddelelser
om Grønland – under kærlig kunstnerisk behandling.
Hvad der synes at have fascineret Arke ved afhandlingen er
især Nielsens navngivning af en
200 mill. år gammel urpadde efter
den grønlandske myte om Tupilakmonstret. For hende et afgørende
udsagn om, hvorledes Grønland
snarere end et uberørt og rent
sted er en konstruktion skabt af
alle de fund, beskrivelser, billeder,
kortlægninger og koloniseringer,
som vestlige, og især danske,
opdagelsesrejsende, missionærer og
kolonisatorer har foretaget i landet.
Som hun skrev til museet, hvor hun
skulle udstille: “[Jeg vil både] have
fat på de større strukturer i dansk
forskningshistorie i Grønland, og
omvendt vil [jeg] dykke ned i de dybere lag i selve ordet Tupilakosaurus … Det ene i Tupilak, som hører
til tiden før Kristningen af grønlænderne, og deres mytiske verden.
Det andet Saurus, som udfra et
mere videnskabeligt synspunkt har
med jordens skabelseshistorie at
gøre.”
I videoen Tupilakosaurus
besøger kunstneren således Geologisk Museum i København, hvor
hun tålmodigt lytter til afdelingslederens tørre historie om forgængeren og forbilledet Eigil Nielsen.
En historie fortættet med latinske
klassificeringsord om fundet af et
triassisk hvirveldyr i Nordøstgrønland. Der krydsklippes til kunstneren, som håndfast håndterer
og stabler billedkorrekturarkene
til Nielsens afhandling, alt imens
vi hører en oplæsning af Tupilakmyten, som i al korthed handler om
en åndemaner, der laver en tupilak
ud af forskellige dyre- og menneskeknogler (og andre, også mere
Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq-mik
ikkussuinermut atatillugu pappialarpassuit kukkunersiuinermut atortut Arkep
pissarsiarai Dr. Eigil Nielsenip allaatigisaata Tupilakosaurus heilmani n. g. et n.
sp. An interesting batrachomorph from the
Triassic of East Greenland-p – ilisimatuut
misissuinerminnik saqqummersitsivigisartagaanni Meddelelser om Grønlandimi 1954-imi naqitap – assiliartai eqqumiitsuliortorpalaavilluni suliarileramigit.
Arkep alutorinerpaasimagunarpaa
Nielsenip allaatigisamini paarmortumik 200 mill.-inik pisoqaassusilimmik
atsiisimanera kalaallit oqaluttuaanni
oqaluttuarineqartartoq Tupilak atsiullugu. Tassuunakkut naqissuserneqarsoraa
Kalaallit Nunaat atorneqanngitsutut
minguitsutullu iinnarani piviusunngortinneqarsimasoq nassaarpassuarnit,
allaatigisanit, assinit, nunap assiliornerinit
nunasiaatigineqalernernillu, kitaamiut,
pingaartumik danskit, ilisimasassarsiortut, ajoqersuiartortitat nunasiaatillillu
nunami ingerlataannit. Soorlu katersugaasivimmut saqqummersitsivissaminut
allattoq: “Itisilerniarpara danskit Kalaallit
Nunaanni ilisimatusarnerisa oqaluttuassartaannik tarpaanissaq, paarlattuanillu
oqaatsip Tupilakosaurus-ip nammineq
isumaa itisilerniarlugu … Siulleq Tupilak,
kalaallit kristumiunngunngikkallarnerannut, upperisarsiornerminni silarsuaannut,
atasuusoq. Aappaa Saurus (paarmortoq)
ilisimatuussusermit isigalugu nunarsuup
pinngortitaaneranut tunngasuusoq.”
Taamaalilluni eqqumiitsuliortup Tupilakosaurus-ip videoliarinerani Københavnimi
Geologisk Museum pulaarpaa, naammagittarlunilu tusarnaarlugu immikkoortortami
pisortap qasunartumik oqaluttuarigaa siulini
malitassatullu isigisani Eigil Nielsen. Qimerlulimmik itsarujussuarnisamik Tunup avannaani nassaarnermik oqaluttuaq latinerisut
oqaatsinik ulikkaartoq. Eqqumiitsuliortoq
killuunneqarpoq, taassumalu Nielsenip allaaserisaata assitai pappialanut kukkunersiuinernut atorneqartartunut qajassuaatsumik
katersorpai, tunuanilu tusaasinnaavarput
Tupilak pillugu oqaluttuarpaluttoq, naatsumik oqaatigalugu oqaluttuarineqarpoq
angakkoq tupilaliortoq, uumasut inuillu
assigiinngitsut saarni (allallumi uinimmeersut) katiterlugit, kingornagullu sulluarlugu
uummartikkaa, pissaaneqangaalersillugu.
Kalaallit Nunaata qanoq sananeqarneranik
siuliani oqaatigineqartumut assingunera
erseqqeqaaq.
20
ædle dele), hvorefter han besjæler
den, så den får overnaturlige
kræfter. Parallellen til ovennævnte
konstruktion af Grønland er iøjnefaldende.
Arke fortalte forud for udstillingen: “Min metode vil ligesom
indenfor al forskning og billedkunst
være, at jeg objektiverer, i dette
tilfælde, forskningshistorien i
Grønland. Jeg opsøger dens lokaler
og de mennesker, der knytter sig til
den. Min idé med dette er bl.a. at
undersøge forholdet mellem viden
og ikke viden. Fordi hvad er det vi
skal vide for at se billeder? Behøver
vi vide noget? Skal vi vide noget?”
På gulvet ved siden af videoen
møder vi atter stakkene af billedkorrekturark i form af readymaden Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger. Titlen,
der er hentet fra Tupilak-myten,
forekommer absurd i forhold til
idéen om rationalitet og viden, som
Nielsens afhandling repræsenterer.
Titlen og videre myten kan slet
ikke rummes heri.
I Staven og Hammeren har Arke
ikke blot adskilt billederne fra
selve afhandlingen. Hun har også
klippet dem ud af billedarkene og
sat dem sammen til nye billedserier
og -fortællinger, der nu udspiller
sig på museal vis med passepartout
og i ramme. Hvad sker der, når vi
er overladt til billederne i sig selv?
Og ikke mindst når de hentes fra et
gammelt geologisk afhandlingsmateriale passivt hengemt i et lager
og ind i æstetikkens rum?
I Nielsens sammenblanding af
det grønlandsk-folkloristiske og det
græsk-videnskabelige i navngivningen af den Nordøstgrønlandske
fossil – tupilak-o-saurus! – øjnede
Arke et miskmask, som hun kunne
bruge til kunstnerisk at skyde sig
ind og skubbe til Vestens verdensbilleder og historieskrivning. Hun
indtog så at sige “o’ets” plads i
betegnelsen for derfra at kaste et
granskende og temmelig afslørende
blik på dem, der gransker Grønland.
Mirjam Joensen &
Kuratorisk Aktion
Itsarujussuarnisamik Kap
Stosch-imeersumik soqutiginartumik paasiniaaneq;
aamma Qulequtaqanngitsoq
(Saaneq)). 1999
Pia Arke. An installation that has to with histories
(The Measuring Stick; The Hammer; May only be
touched with thumb and little finger; Tupilakosaurus: An interesting study about the triassic myth of
Kap Stosch; Untitled (The Bone)). 1999
Saqqummersitsinissaq sioqqullugu Arke
oqaluttuarpoq: “Periaasera soorlu ilisimatusarnerit assilialiornerillu tamarmik
iluanni pisartutut aalajangersimasumik
takutitsiniartuuvoq, uani pineqarluni Kalaallit Nunaata ilisimatusarfigineqarnerata
oqaluttuassartaa. Illutaat inuillu tassunga
tunngasut ornittarpakka. Taamaaliorninni
isummiutama ilagaat paasiniarniarlugu ilisimasaqarneq ilisimasaqannginnerlu qanoq
naleqqiunneqarsinnaanersut. Tassami suna
ilisimasariaqarparput assiliaq takusinnaajumallugu? Ilisimasaqarnissarput pisariaqarpa? Ilisimasaqartariaqarpugut?”
Videop saniani takoqqippavut pappialat
assilissanik kukkunersiuinermut atortussiat Taamaallat kullumik eqeqqumillu
attugassaq-mut atugassaq naammasseriigaq. Qulequtaa tupilammik oqaluttuameersoq eqqumiissorinarpoq pisariillisaanermut ilisimasaqarnermullu, Nielsenip
nalunaarusiaatigut ersersinneqartumut,
naleqqiullugu. Qulequtaa oqaluttuatoqarlu
tassaniissinnaanngilluinnarput.
Ajaappiaq-mi aamma Kaataq-mi naammagisimanngilaa assilissat allaatigisamit
avissaartiinnarnissaat. Assiliartaattaaq
qiortarsimavai katiteqqillugillu nutaanik
nangittunik assilialiorsimalluni oqaluttuartalerlugit, taamalu katersugaasivimmiippalaartilerlugit sinilerlugit sinaata killingani
qaqortortalerlugit. Qanoq pisoqassava assiliartaat kisiisa isigilerutsigik? Minnerunngitsumillu assilissat ujarassiuup qangarsuarli
nalunaarusiaanit sunatik toqqorsivimmiittutoqqanit aaneqarsimappata kusanartuliornerullu silarsuaanut eqqullugit?
Kalaallit inuiattut eqqaamasaasa Tunullu avannaani ujaranngornikup grækerit ilisimatusartut taaguusiisarneri kattullugit
Nielsenip atsiineratigut – tupilak-o-saurus!
– Arkep takulerpai sukujuit, eqqumiitsuliortutut atorsinnaallugit Kitaamiut
nunarsuarmik isiginninnerannut oqaluttuarisaanermillu allannerannut pulanissaminut tinnersaanissaminullu. Taava
imminut “o”-jutilerpoq, tassanngaanniimmi
Kalaallit Nunaannik misissuilluartut
misissuilluarluni uliingaatsiar-lugillu
isigisinnaaniassagamigit.
In connection with the installation
An installation that has to do with
histories (1999) Arke gets hold of
proofs for the illustrated part of
Dr. Eigil Nielsen’s Tupilakosaurus
heilmani n. g. et n. sp. An interesting
batrachomorph from the Triassic of
East Greenland and takes his treatise – which was published in 1954 as
part of the series of scientific monographs Meddelelser om Grønland –
under tender artistic treatment.
What seems to have fascinated
Arke about the study is especially
Nielsen’s naming of a 200-millionyear-old stegocephalia after the
Greenlandic myth of the Tupilak
monster. For her this was a crucial
statement about how rather than
being an untouched and pure place
Greenland is a construction created
by all the finds, descriptions, pictures, mappings and colonisations
that Western and especially Danish
explorers, missionaries and colonisers have brought about in the
country. As she wrote to the
museum where she was due to
exhibit: “[I want both] to get hold
of the larger structures in Danish
research history on Greenland, and
conversely to dive down into the
deeper layers in the actual word
Tupilakosaurus … One in Tupilak,
which belongs to the era before the
Christianising of Greenlanders and
their mythical world. The other
Saurus, which from a more scientific viewpoint has to do with the
history of the world’s creation.”
So, in the video Tupilakosaurus
the artist visits the Geological
Museum in Copenhagen, where she
patiently listens to the head of department’s somewhat arid account
about his predecessor and model
Eigil Nielsen. A story filled with
Latin classifications concerning the
finding of a Triassic vertebrate in
North East Greenland. The camera
cross-cuts to the artist, who is
firmly handling and stacking the
proof sheets for Nielsen’s treatise
at the same time as we hear a reading of the Tupilak myth, which has
to do with a shaman who, briefly
related, makes a tupilak from various animal and human bones (and
Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion
other more vital parts), after which
he gives it life so that it acquires
supernatural powers. The parallel
to the above-described construction
of Greenland is striking.
Arke said prior to the exhibition:
“As in all research and visual art
my method will be to objectivise, in
this case, the history of research on
Greenland. I visit its premises and
the people who are connected with
it. My idea here is, among other
things, to investigate the relation
between knowledge and non-knowledge. Because what is it we need
to know to see images? Do we need
to know anything? Do we have to
know anything?”
On the floor next to the video
we again meet the piles of picture
proofs in the form of the ready-made
May only be touched with thumb
and little finger. The title, which has
been taken from the Tupilak myth,
seems absurd in relation to the idea
of rationality and knowledge that
Nielsen’s study represents. The title
and even more so the myth cannot
be contained in it.
In The Measuring Stick and
The Hammer Arke has not merely
separated the images from the study
itself. She has also cut them out
and put them together to make new
series of images and narratives that
are now displayed in museological fashion with passepartouts and
frames. What happens when we are
left to the images in themselves? And
not least when they are taken out of
an old geological dissertation passively put away in a storeroom and
are brought into the space of art?
In Nielsen’s mixture of the
Greenlandic-folkloric and the
Greek-scientific in the naming of
the Northeast Greenlandic fossil –
tupilak-o-saurus! – Arke detected a
mishmash that she could use in order to insert herself artistically and
give a push to the world images
and history writing of the West.
She took, so to speak, the place of
the “o” in the name as a position
from which to cast an investigatory
and rather revelatory eye on those
who investigate Greenland.
Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion
21
TEMASEKTION 3: ARKTISK HYSTERI
Denne sektion tager umiddelbart
udgangspunkt i et værk fra 1997 med
titlen Arktisk hysteri (nogle gange
også refereret til som Arctic Hysteria
IV). Den var den måske mest eksotiske af de mange frugter, som Pia
Arkes undersøgelser af fænomenet
– og i videre forstand af samspillet
mellem køn og kolonisering – bar.
Det kan undre, men denne side
af hendes virke er påfaldende
fraværende i de hidtidige analyser, kunstkritikker og kuratoriske
koncepter, som hendes værk har
givet anledning til. Ikke desto mindre
er der myriader af kvinder i Arkes
billedunivers – påklædte, udklædte,
afklædte, gamle, unge, forstummede,
forelskede. You name it. Og det myldrer med traditionelt mandligt konnoterede dyder som polarforskning,
kortlægning, fangst og fotografering.
Måske det har at gøre med det
forhold, at etnicitet, “race” og oprindelighed er stærkere markører af
“andethed” end køn? Eller rettere,
at det er for meget forlangt af den
vestlige tankegang, at den skal tænke
begge kategorier sammen og ikke
blot fokusere enten på køn eller på
etnicitet.
Uanset hvordan det forholder
sig, så er “arktisk hysteri” et begreb
inden for psykopatologien; en vestlig
videnskabstradition, som beskæftiger
sig med, hvordan psykiske lidelser
opstår, og hvordan de kommer til
udtryk i form af symptomer og personlighedstræk.
Det er nærmere bestemt en
betegnelse for en såkaldt kulturbetinget tilstand, der menes at kunne
ses især om vinteren og mestendels
hos kvinder, der er inuitter, og som
bor nord for polarcirklen. Symptomerne er rædselsvækkende i sig selv:
hysteri, depression, afføringsindtagelse, ufølsomhed over for stærk
kulde og den tvangsprægede og
meningsløse gentagelse af, hvad der
netop er blevet sagt til én.
Længe havde man ment, at hysteri
var en psykisk tilstand, der skyldtes
en lidelse i livmoderen. Lægekunstens
far, Hippokrates, forklarede, at hysteri skyldtes, at livmoderen begyndte
at vandre rundt i kroppen i længslen
efter at blive befrugtet.
Freud gjorde senere op med denne
antagelse og fik placeret livmoderen
der, hvor den sidder i dag. Han
bestemte i stedet hysteri til at skyldes
en mangelfuld fortrængning af seksuelle overgreb eller blot konflikter
mellem seksuelle ønsker og indre
forbud i barndommen. Overgrebet og
konflikten dukker i denne forklarings-
22
model op igen i det voksne menneske
i form af hysteriske symptomer. For
så vidt er det en årsagssammenhæng,
der ikke har noget med køn at gøre.
Men køn og biologi sniger sig alligevel ind ad bagdøren hos Freud.
For seksualitetens domæne deles
her op i to udtømmende og gensidigt
udelukkende kategorier: den aktive
mandlige og den passive kvindelige
seksualitet.
Da hysterikeren ligeledes per
definition oplever verden passivt, er
der ikke langt til genindskrivningen
af den antikke tese om, at hysteri
– hvad enten det er arktisk eller af
mere tempereret natur – er et typisk
kvindeligt fænomen.
Med sektionen håber vi at italesætte, at kolonialismens vigtigste
ideologiske undertrykkelsesform
ikke kun er racisme, men også den
særlige form for sexisme, der ligger
i at hyper-femininisere den etniske
kvinde.
Med andre ord har kolonialister
konsekvent læst de oprindelige
befolkningers kulturer som tegn på
kvindagtighed, mens metropolens
kultur selvsagt blev læst som mandig.
I tråd hermed har man nedtonet eller
fortrængt de elementer i begge kulturer, der bestred dette system.
Oprindelige folks mænd var ikke
mandfolk i denne optik. De var derimod både kvindagtige og passive. Dog
var de mest passive af alle de indfødte
kvinder.
Racisme og sexisme er altså ikke
blot ideologier, der bor dør om dør,
men også beslægtede undertrykkelsesformer, der tjener til at skabe og
vedligeholde hinanden.
Uden at bekende sig til den
ene eller anden kritiske tradition
undersøgte Arke ikke desto mindre,
hvordan magt og ulighed synes at
være faste ingredienser i opskriften
på identitetskategorier som køn,
seksualitet, alder, klasse, funktionsduelighed (kropslig og sjælelig) og
etnicitet.
Karakteristisk for Arke bliver undersøgelsen af skæringspunktet mellem alle disse identiteter og ideologier
i den inuitiske kvindekrop hverken
tragisk, patetisk eller sentimental.
Den er snarere indlevet, humoristisk
og til tider ironisk.
For skindet bedrager som bekendt.
Og bag de overdrevent pelspåklædte
polarforskermænd i Arktisk hysteri
gemmer der sig lige så megen nøgen
skønhed, som de arktiske modeller
stående ved deres side var blevet så
rigeligt begavet med fra henholdsvis
naturens og kolonialismens hånd.
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 3:
Immikkoortumi uani assilissat tulleriiaat
1997-meersut Issittumi silaaruttutut kamanneq (ilaanni issuarneqartarneratut Arctic Hysteria IV) taaguutillit aallaavigineqarnerupput.
Pia Arkep tamanna misissuiffiginerani naammassisaasa immaqa alutornarnerit ilagaat
– annertunerusumik paasillugu suiaassutsip
nunasiaqarnerullu imminnut ataqatigiinneri
– kisimi.
Eqqumiiginarsinnaavoq, suliarisimasaasa
akornanni tamanna annertunerusumik ilanngunneqarsimannginnera, suliaannut allanut
soorlu eqqumiitsuliornikkut isornartorsiuinerit illersukkanillu periutsinut sanilliullugu.
Taamaakkaluartoq Arkep assilialiortarnermini arnat amerlaqisut takutittarsimavai
– atisallit, atikkersorsimasut, mattaangasut,
utoqqaat, inuusuttut, nipangeqqasut, asannittut. Killeqanngillat. Anguterpalaartunilu angutaassutsimullu eqqaasitsisunik ulikkaarpoq
soorlu, issittumi ilisimasassarsiortut, nunap
assiliorneri, piniarneq aamma assiliisarnerit.
Pissutsit ima issinnaapput, inuiaassuseq,
ammip “qalipaataa” aamma sorlaqarneq allaassuteqarnermiit “ilisarnaataanerullutik”
suiaassutsimiit? Iml., nunat killiit eqqarsartaasiannut piumasarissallugu ingasappallaartoq, pissutsit taakku ataatsimoorullugit
eqqarsaatiginissaat, tassa suiaassuseq aamma
inuiaassuseq immikkoortillugit kisiisa aallutinnginnissaat.
Pissutsit qanorluunniit ikkaluarpata, taava
“issittumi silaaruttutut kamanneq” tarnip pissusaannik nappaammut taaguutaavoq; nunat
killiit ilisimatusarnikkut ileqquini, tarnikkut
nappaatit qanoq pinngortarnerini sammisaqartuni, qanorlu ilisarnaateqartarnersut
aamma kinaassutsimut sunniuttarnersut.
Erseqqinnerusumik taallugu kulturip
nassataanik pisartunut taaguut, pingaartumik ukiukkut saqqummersartoq inuiaat
inuit arnartaanni qaasuitsumi najugalinni
takussaanerusartutut isumaqarfigineqartoq.
Ilisarnaatai nammineq amiilaarnartutut
isigisariaqarput: puunneq, nikallunganeq,
ananik nerineq, issimut misigissuseqannginneq aamma oqarfigineqarsimatilluni oqaaseq
isumaqartinnagu uteqattaartuarnera.
Puuttarneq sivisuumik isumaqarfigineqarsimavoq, tarnikkut nappaat illiami nappaammit pinngortuusoq. Nakorsaasarnerup aallarniisuata Hippokrates nassuiaatigisimavaa,
puuttarnerup patsisigigaa illiap kinguaassaqalerusulluni timimi angalaalersarneranik.
Taama isumaliorneq kingusinnerusukkut
Freud-ip akerlilerpaa illiap maanna inissisimaneranut inissikkamiuk. Aalajangiulluguli puuttarneq tassaasoq kinguaassiutitigut kannguttaatuliorfigineqarsimanermik
eqqartuisimannginnerup kingunerigaa iml.
kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup
meeraallunilu eqqarsaatikkut nangarneqartarsimanerup aporaannerinnaatut isigisariaqarluni. Kannguttaatssuliorneq aporaannerlu nassuiaat taanna malillugu inummi
inersimasumi puunnermik ilisarnaateqarluni
saqqummeqqittarpoq. Tassa taama ataqatigi-
Issittumi silaaruttutut kamanneq
issitsinikkut, suiaassuseq apeqqutaanngilaq.
Suiaassuseq pinngortitaanerlu Freud
isumaliutaanut tunoqqutsilluni takkuttarpoq.
Kinguaassiutitigut piumassuseq immikkoortunut marlunnut immikkoortikkamiuk,
immikkut illuatungeriissillugik nassuiaatigineqarsinnaasunut: Angutip iliuuseqarnikkut
arnallu uninngasumik kinguaassiutitigut
piumassuseqarnerinut.
Puuttarnerup nassuiarneqarnermigut
silarsuaq iliuuseqanngitsutut misigisarmagu,
ilimagisap qanganitsap atuutileqqinnissaa
ungasinngilaq, puunneq – issittuni allaniluunniit kiannerusuni atuuttartoq – tassa arnani
atuunnerusartoq.
Saqqummersitap immikkoortuani uani
neriuutigaarput takutissallugu, nunasiaateqarnerup isumaliortaatsikkut naqisimannittaasia ammip qalipaataannaannik
atortoqanngimmat, kisialli aamma kinguaassiutikkut isiginnittaatsikkut immikkut
ittukkut, tassa inuianni ingasattajaartumik
arnaassuseqarneranik isiginnittaaseq.
Allatut oqaatigalugu nunasiaateqarniat
tamatigut nunat inoqqaavisa inooriaasii
arnarpalunnermik takutitsisutut isiginiartarsimavaat, taamalu isiginnittaatsip nassataralugu nammineq aallaavitsik anguterpaluttuusoq. Taama isiginnittaaseqarnerup
nassataraa kulturini taakkunani allatut
isumaasinnaasut sakkukillisarneqartarneri
iml. eqqaanaveersaarneqartarneri.
Taama isiginnittaatsimi nunat inoqqaavini
angutit angutaassuseqanngillat. Arnarpasillutilli iliuuseqassanatik. Arnartaalli tamani
suli iliuuseqannginnerusarlutik.
Taamaalilluni ammip qalipaataa suiaassuserlu naapertorlugit naqisimannittarneq
isumaliortarnermut sanileriillutik tunngaviuinnaratik, aammali naqisimannittarnermi
assingusuullutik sakkuupput, atorneqartarnermikkut imminnut piorsaqatigiittartut.
Ileqqut taakku arlaannaalluunniit salliutinngikkaluarlugu Arkep misissorniarsimavai,
pissaaneq naligiinnginnerlu suiaassutsip,
kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup, utoqqaassutsip, inuiaqatigiinni inissisimanerup,
iliuuseqarsinaanerup (timikkut tarnikkullu)
kiisalu inuiaassutsip kinaassuserneqartarneranut qanoq atorneqartarneri misissorsimallugu.
Arkemut ilisarnaataasumik misissuineq
tamanna kinaassutsinut inuiaqatigiillu inuit
arnartaasa timaannut isiginnittaatsit akornanni naapiffiit alianartuugatillu, persuarsiornaratillu killisimaarnanngillat. Paasinninnermilli qaninneraluni tissinarluni ilaatigullu
quianarsinnaalluni.
Isikkummi suussuseq takutittanngilaa.
Issittumi silaaruttutut kamanneq issittuni
ilisimasassarsiortut amernik ingasaallugu
oqorsaasersorsimasut tunuani toqqukkanik
ima angitigisumik kusanartigisoqarpoq,
soorlu sanianiittut issittumi isiginnaagassiat-takutitsisut pinngortinneqarnerminni
nunasiaanerullu pitsaanerpaannik tunniussaannik kusanassuseq takutikkaat.
THEME SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA
This section takes its immediate point
of departure in a work from 1997
titled Arctic Hysteria (sometimes also
referred to as Arctic Hysteria IV). It
was the perhaps most exotic of the
many fruits born of Pia Arke’s investigations of the phenomenon – and
in a further sense of the interaction
between gender and colonisation.
It may seem surprising but this
aspect of her work is strikingly absent
from the analyses, critiques and curatorial concepts that her oeuvre has
so far occasioned. Nonetheless there
are myriads of women in Arke’s pictorial universe – dressed, undressed,
stripped, old, young, dumbstruck,
in love. You name it. And it teems
with virtues that have traditionally
masculine connotations – like polar
exploration, mapmaking, hunting and
photography.
Perhaps this is related to the fact
that ethnicity, “race” and originality
are stronger markers of “otherness”
than gender? Or, rather, that it is
asking too much of Western thinking
to expect it to think both categories
together and not just focus either on
gender or on ethnicity.
What ever the explanation, “Arctic
hysteria” is a concept in psychopathology; a Western scientific tradition
that concerns itself with how psychic
disorders arise, and how they are
expressed in the form of symptoms
and personal characteristics.
More precisely, it is a designation
for a so-called culturally conditioned
state that is thought to manifest itself
especially in winter and mostly in
Inuit women living north of the Polar
Circle. The symptoms are terrifying
in themselves: hysteria, depression,
eating faeces, insensitivity to severe
cold and the senseless repetition of
overheard words.
For many years it had been thought
that hysteria was a psychic state
that was due to a uterine disorder
The father of the art of medicine,
Hippocrates, explained that hysteria
was caused by the womb that in its
longing to be impregnated begins to
wander around in the body.
Freud later demonstrated the
falsity of this assumption and succeeded in placing the womb in the
position it occupies today. Instead he
determined that hysteria was due to
the inadequate repression of sexual
violations or merely conflicts between
sexual wishes and inner prohibitions
in childhood. In this explanatory
model the violation and the conflict
reappear in the adult in the form of
hysterical symptoms. This is in fact a
causal explanation that has nothing
to do with gender really.
But in Freud gender and biology
nevertheless sneak in through the
backdoor. For the domain of sexuality
is divided here into two exhaustive
and mutually exclusive categories:
active male and passive female sexuality.
As the hysteric, by definition,
experiences the world passively, it is
not far to the reinstatement of the antique thesis that hysteria – whether
it is Arctic or of a more temperate
nature – is a typically female phenomenon.
With this section we hope to negotiate the idea that colonialism’s most
important form of repression is not
only racism, but also the special form
of sexism contained in the hyper-feminisation of the ethnic woman.
In other words, colonialists have
consistently read the cultures of indigenous peoples as signs of femininity, while the culture of the metropole
was of course read as masculine. The
elements in both cultures that conflicted with this system have accordingly been downplayed or repressed.
In this optic the men of the original
peoples were not proper men. On the
contrary, they were feminine and passive. However, the most passive of all
were the indigenous women.
Racism and sexism are therefore
not just ideologies, living next door to
one another, but also related forms
of oppression, that help to create and
maintain one another.
Without declaring adherence to
any particular critical tradition Arke
nevertheless investigated how power
and inequality seem to be constant
ingredients in the recipe for such
categories of identity as gender, sexuality, age, class, functionality (of body
and mind) and ethnicity.
It was characteristic of Arke that
the investigation of the intersection
for all these identities and ideologies
in the body of the Inuit woman becomes neither tragic, nor pathetic, nor
sentimental. Rather, it is empathic,
humorous and at times ironic.
For appearances can be deceptive,
as we know. And behind the exaggeratedly fur-clad polar explorers in
Arctic Hysteria there is concealed just
as much naked beauty as the Arctic
nudes standing at their side had been
so copiously endowed with by nature’s
and colonialism’s hand.
23
Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997
Pia Arke. Krabbe/Jensen.
er derfor her afløst af nærvær
og kommunikation. Kvinden
smiler imødekommende og
vipper koket – måske lidt
genert – med tæerne i sine kamikker. Fotografens etnicitet
er ikke længere vigtig. Men
vi kan gætte, at han nok er
mand, og at han er forelsket.
Med kontrasten mellem dette
billede og de to andre stiller
kunstneren spørgsmål især
til de to sort-hvide billeder
og den form for kulturmøde,
de repræsenterer. Fordi
fotografen så åbenlyst er til
stede i det midterste billede,
selv om vi ikke kan se ham,
får vi også øje på fotografen i
de to andre billeder. Dermed
Det er stærke, flertydige billed- mister han sin autoritet som
er. Personerne står fastfrosset objektiv registrant. Vi kan
i deres positur, formentlig
pludselig stille spørgsmål til
opstillet af fotografen. Men de hans tilstedeværelse. Hvem
giver sig ikke betingelsesløst
var han? Med hvilken ret
hen; der er en direkthed i
stillede han sine “objekter” op
deres blikke, som brænder sig på den måde? Hvad tænkte de
fast og udfordrer beskueren.
pågældende? Hvorfor medSamtidig er der noget ubevirkede de? Hvilken form for
hageligt ved det. Især kvinkommunikation fandt der sted
dens nøgenhed har en snert af før og efter, at billedet blev
overgreb. Vi er fjernt fra den
taget?
erotiserende fascination af
“naturmennesker”, som præger Ved på den måde at bringe to
europæisk malerkunst. Begge typer af fotografi i konflikt og
billeder fremstår som nøgternt dialog med hinanden åbner
registrerende. Vi har at gøre
Arke for en postkolonial formed et stykke naturvidenska- tolkning af de velkendte gamle
belig dokumentation af menfotografier, som er afbilledet
nesker, lidt som sommerfugle
igen og igen, uden at nogen
spiddet på deres nåle.
har sat spørgsmålstegn ved
den form for repræsentation
Den virkning forstærker kunst- og dominans, som de er udtryk
neren med billedet i midten.
for. Billederne er ikke længere
Det er mere amatøragtigt og
neutrale fremstillinger af en
har karakter af et snap shot,
bestemt “kultur”, men resultaselv om den unge kvinde helt
tet af et stærkt asymmetrisk
klart poserer for fotografen.
kulturmøde, hvor den ene part
Der er tale om en helt anden
med sit blik bemægtiger sig
form for “privat” fotografi.
den anden og tager sig retten
Fotografen har ønsket sig et
til at definere ham og hende.
billede af netop denne kvinde, Eller i hvert fald prøver på det.
og den nøgterne distance, som
præger de to andre billeder,
Kirsten Thisted
Assinik pigilersimasaminik pingasunik
– marluk Th.N. Krabbep atuakkiaanit
Grønland. Dets Natur, Beboere og
Historie 1929-meersumit ataaserlu
nalunaarasuartaaserisup Sven Lund
Jensenip Tunumi 1947-mi assilisaa
– sanileriissitsinermigut Pia Arke
nutaarluinnarmik saqqummersitsivoq.
Assit qalipaaateqanngitsut ingerlaannaq paasisinnaavavut tassaasut “inuit
kulturiannik ileqquinillu ilisimatusarnertut”, tassa “takornartat”,
europamiuunngitsut, europamiumit
assilineqarsimasut, siunertaralugu
inuit taakku ilumut tassaniinnerannik
allaaqutaanillu uppernarsaatissatut.
Assiliisoq nammineq takussaanngilaq,
tunumiulli marluk oqaatigilluaannarlugu takusassianngortinneqarput.
Med sin sammenstilling af tre
approprierede fotografier – to
fra Th.N. Krabbes bog Grønland. Dets Natur, Beboere og
Historie fra 1929 og et taget af
telegrafist Sven Lund Jensen
i Østgrønland i 1947 – skaber
Pia Arke et helt nyt værk. Vi
afkoder let de to sort-hvide
billeder som “etnografiske”,
dvs. billeder af “fremmede”,
ikke-europæiske folk, taget af
en europæer i den hensigt at
dokumentere eksistensen af
det pågældende folk og dets
særegenhed. Hvor fotografen
selv er usynlig, er de to østgrønlændere i bogstaveligste
forstand stillet til skue.
24
Assit sakkortuut assigiinngitsunik
paasineqarsinnaasut. Inuttaat
ilutsimikkut qeratarpalupput, qularnanngitsumik assiliisumit taama
peqquneqarlutik. Taamaattoq tunniutiinnavissimanngillat; toqqaallutik isiginnipput, isiginnaartumut
puiugassaajunnaarlutik unammillerlutillu. Taamaattoq aappaatigut
nuanninngitsortaqarput. Pingaartumik arnap tamataqannginnera
innarliinerpalaarpoq. “Nunap inutoqaanik” kajungernartutut alutorsarnitsinnit, europamiut qalipaasarnerminni malunnartinniartagaannit,
ungaseqaagut. Assit taakku marluk
tamarmik silatusaartumik isiginninniarluni takutitsiniaasuupput.
Tassani pineqarpoq pinngortitamik
ilisimatusartutut inunnik uppernarsaatissarsiorneq, pakkalussanut
kappoqqummik kapineqarsimasunut
assingukannersinnaasumik.
Taama sunniuteqarnera eqqumiitsuliortup qeqqani assitaliussamigut
sakkortusarpaa. Assi assiliisartuimmit
assilineqarpasinngilaq imaaliallaannaq assilisaarpasilluni, naak arnaq
inuusuttoq assilineqarnissaminut
inissilluarsimagaluartoq. Taanna
“nammineerluni” assilisaavoq allaalluinnartoq. Assiliisup kissaatigisimavaa
arnaq taannarpiaq assiliumal-
1997
Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997
lugu, taamaattumik silatusaartumik
isiginninniarluni assilisanit marlunnit avataaniittunit una qaninneruvoq
attaveqatigiippasinnerullunilu. Arnaq
inussiarnerpasilluni qungujulavoq
iluareqqusaarpasillunilu – immaqa
ittuulaarluni – isikkami inuai kamimmi
iluani aalatillugit. Assiliisup sumit
naggueqarnera pingaarnerujunnaarpoq.
With her juxtaposition of three
appropriated photographs –
two from Th.N. Krabbe’s book
Grønland. Dets Natur, Beboere og
Historie [Greenland. Its Landscapes, Inhabitants and History]
from 1929 and one taken by
telegraphist Sven Lund Jensen
in East Greenland in 1947 – Pia
Arke has created an entirely new
work. We decode with ease the
two black-and-white pictures as
“ethnographical”, i.e. pictures of
“alien”, non-European natives,
taken by a European with the
intention of documenting the existence and characteristics of the
people in question. Whereas the
photographer himself is invisible,
the two East Greenlanders are
most literally exposed to view.
Kisianni eqqoriarsinnaavarput angutaasoq, asannilersimasorlu. Assip
taassuma assillu allat marluk assigiinnginnerujussuisigut eqqumiitsuliortoq apeqqusiivoq pingaartumik
assit qalipaateqanngitsut marluk pillugit, kulturillu naaperiaasiat taakku
takutitaat pillugit. Assimi qiterlermi assiliisup, naak takuneqarsinnaanngikkaluarluni, najuunneratigut
takusinnaalerparputtaaq assini allani
marlunni assiliisoq. Tassuunakkut annaavaa kinaassusersiorani nalunaarsuisutut paasisimasaqarnini. Kinaanami? Sutigut pisinnaatitaaffeqarluni
“assiliniakkani” taama inissippai? Assilineqartut qanoq isumaliorpat? Sooq
peqataappat? Assiliineq sioqqullugu
kingornatigullu qanoq attaveqatigiittoqarsimava?
Assileeriaatsit assigiinngitsut taakku
imminnut illuatungilersinnerisigut
kattunnerisigullu Arkep ammaappaatigut nunasiaasimanerup kingorna
paasinninnissamik assitoqqat ilisimaneqarluartut, assileqqinneqartuartartullu, aqqutigalugit, assitoqqat
taama saqqummersitseriaaseqartoqarsinnaaneranik naalagaatigisoqarsimaneranillu arlaannaannilluunniit
apeqquserneqarsimanngitsut. Assit arlaannaannulluunniit atanani “kulturimik” aalajangersimasumik takutitsiniarunnaarput, tassaalerlutilli kulturit
naligiinngitsumik naapinnerannik,
aappaata qiviarnermigut aappaminut
naalaganngorneranik imminullu piginnaatitaaffilerneranik taanna qanoq
nassuiassanerlugu. Imaluunniit taama
misiliigaluarluni.
Kirsten Thisted
These are strong and complex
pictures. The subjects stand
frozen in their poses, probably
determined by the photographer.
But they do not yield unconditionally; there is a directness in
their eyes that makes an enduring impression on and challenges
the viewer. At the same time
there is something unpleasant
about the situation. Especially in
the woman’s nakedness there is
a suggestion of violation. We are
far from the eroticising fascination with “natives” to be found in
European painting. Both pictures
seem to be an impersonal registration. We have to do with an
item of scientific documentation
of human beings, a little like butterflies pierced by a pin.
two other pictures is therefore
replaced here by attention and
communication. The woman is
smiling accommodatingly and is
coquettishly – perhaps a little
shyly – tilting up the toes of her
kamiks. The photographer’s
ethnicity is no longer an issue.
But we can guess that the picture
was probably taken by a man,
and that he is in love. With the
contrast between this picture and
the two others the artist is raising questions, especially about
the two black-and-white photos
and about the kind of cultural
meeting they represent. Because
the photographer is so clearly
present in the middle picture,
even though we can’t see him, we
also catch sight of the photographer in the two other pictures.
In this way he loses authority
as an objective recorder. All of a
sudden we can ask questions of
his presence. Who was he? With
what right did he arrange his
“objects” in this way? What were
the persons being photographed
thinking? Why did they participate? What form of communication was there before and after
the pictures were taken?
By bringing two types of photography into conflict and dialogue
with each other in this manner, Arke opens the way for a
postcolonial interpretation of
the well-known old photographs,
which have been reproduced time
and again without anyone questioning the form of representation and dominance they are an
The artist reinforces this effect
expression of. The pictures are no
with the picture in the middle.
longer neutral representations of
It is more amateurish and has
a certain “culture”, but the outthe character of a snapshot even come of a strongly asymmetrical
though the young woman is quite meeting of cultures, in which one
evidently posing for the photogside takes control of the other
rapher. Here we have to do with
and assumes the right to define
another kind of “private” phoits members through the gaze.
tography. The photographer has
Or at any rate tries to do so.
wanted a picture of this particular woman, and the unemotional
Kirsten Thisted
distance that characterises the
25
Pia Arke. Arktisk hysteri. 1997
I Pia Arkes fotoværk Arktisk hysteri
(nogle gange også refereret til som
Arctic Hysteria IV) ser jeg først det
nøgne overfor det i skind og pels
påklædte. Sommer overfor vinter,
naturen overfor videnskaben. Det er
i alle henseender modsætninger, der
mødes i prototypen på den opdagelsesrejsende mand og den vilde kvinde, 7
personer i alt, som Arke har trukket
frem fra de gulnede sider i polfareren
Robert E. Pearys rejseskildringer.
Det næste, jeg ser, er værkets titel:
Arktisk hysteri. Meget dramatisk, set
i forhold til de portrætteredes fredelige poseren. Der er intet hysterisk
over dem. Titlen peger ud af værket.
På Arkes liv og på den måde, det flød
sammen med virkeligheden omkring
den tidlige etnografis opdagelsesrejser
i de arktiske kulturer.
“Arktisk hysteri” (piblokto) var et
kulturelt betinget psykopatologisk
fænomen, som Pearys samtidige diagnosticerede hos eskimoerne. Tilstanden, en hysterisk skrigen efterfulgt af
kramper og tab af selvkontrol, var vel
nærmest psykotisk. Den optrådte om
vinteren og især hos kvinder, der led
af vitaminforgiftning. Mente man.
Den slags hysteri var bare et af de
spektakulære træk, man iagttog
i det polare. Sammen med andre
særligheder kom det til at udgøre
den videnskab, der skulle forklare de
vildes utilregnelighed og legitimere
den hvide races kulturelle overlegenhed.
Der findes fotografier, der dokumenterer det arktiske hysteri. Drevet af
sin nysgerrighed over for fotografiets
historieproduktive egenskaber fandt
Arke frem til disse billeder. Et af dem
var et fotografi af en halvt afklædt
kvinde, der bliver holdt fast af to
mænd foran kameraet, mens hun
skriger i angst.
Arke fik ikke lov til at bruge det
konkrete billede i sit arbejde. Dertil
var det sandsynligvis for kompromitterende. Det inkarnerede det latente
overgreb, som datidens videnskabelige undersøgelser også var. Men Arke
fandt sin egen mangetydige måde at
undersøge det arktiske hysteri på.
Arke griber tilbage og fremviser i
26
Pia Arke. Issittumi silaar-
stedet de struttende kvinder. I deres
element gør de sig til for mandens
blik. Hun viser mandens begær.
Efter viden, magt og sex. Hans erektion under tøjet. Et begær, der var
så udtalt, at det måtte dækkes ind
under videnskab og skind og pels.
Men som kommer til syne i den måde,
kvinderne er blevet iscenesat på:
“The Mistress of the Tupik”, “Arctic
Bronze” og i “Flash-light Study”.
Peary, Henson, Entrikin eller Clark
plantede ikke bare fanen på Polen.
Deres bedrifter havde aldrig kunnet
lade sig gøre uden massiv assistance
fra de indfødte, fra kvinden. Hun
syede tøj, kogte suppe, viste vej, indførte i det hele taget de fremmede i
den arktiske virkelighed. Hun var alt
andet end utilregnelig, afsindig eller
vild. Hun var smuk, begavet og varm.
En væsentlig, men fortrængt del af
fremrykningen i de polare egne var
seksuel. Peary havde en eskimoisk
kvinde, som blot var 14 år ved forholdets begyndelse. Det blev benægtet
og var fortrængt af Pearys bagland.
Finansieringen af polrejserne var betinget af Pearys renhed. Det ville
have skabt forvirring, hvis ikke
katastrofe, i en begrebsverden, hvor
sort og hvidt skulle holdes adskilt.
I retur for sex efterlod eventyrerne sig
et ukendt antal efterkommere; børn
de fik med eskimoiske kvinder, som
de mødte og begærede på deres vej.
Men som blev skrevet ind i historien
med usynlig blæk, fordi de var upassende.
Arke var født af forholdet mellem den
symbolske eskimokvinde og Peary.
Hun havde en grønlandsk mor og
en dansk far. Hun voksede op i det
bastardiserede, mellem historiske
fortrængninger og forskydninger.
Hun brugte sit liv på at sammenstille
dokumenterne på ny, på at tyde det
utydelige og læse mellem linjerne. I
Arktisk hysteri træder kvinden for en
gangs skyld frem, som hun også var.
Magtfuld, balanceret, cool.
Iben Mondrup
Pia Arkep assilissatigut saqqummersitaa
Issittumi silaaruttutut kamanneq (ilaanni
issuarneqartarneratut Arctic Hysteria IV)
isigeqqaartarpara amernik atisalinnut
sanilliullutik tamataqanngitsunut. Aasaq
ukiunngortoq, pinngortitaq ilisimatusartunut
illuatungiliuttoq. Tassungami atatillugu illuatungeriipput, ilisimasassarsiortup arnamik
nujuartamik naapitsineranik tunngaviusumillusooq oqaluttuartoq, inuit katillutik arfineq
marluk, Arkep issittumut ilisimasassarsiortartup Robert E. Pearyp angalasalersaarutaani nutaanngimut kajortilersuni nassaarisaasa ilaat.
Malugisara tulleq tassaavoq atuakkap
qulequtaa: Issittumi silaaruttutut kamanneq.
Annilaarnaqisoq, takusinnaallugit assilineqarsimasut qanoq eqqissisimarpalutsigisut,
Kamappasinngeqaat. Atuakkiap qulequtaa
avammut ammaavoq. Arkep inuunerata
takutippaa periaaseq issittumi kulturimik
ilisimatusarlutik angalasartut siulliit piviusunut akuliutiinnartarnerat.
“Issittumi silaaruttutut kamanneq” (piblokto)
tassaasimavoq kulturi tunngavigalugu tarnikkut napparsimaneq, soorlu Pearyp naliisalu
eskimonut pigititaat. Taama pineq, silaaruttutut nillianeq noqarnermik imminullu
aqussinnaajunnaarnermik kinguneqartartoq,
tarnikkut silaarunnermut qaninnerugunarpoq. Ukiukkut pisarpoq, pingaartumik arnani,
vitamininik pivallaarlutik toqunartuligaasuni.
Taama isumaqarput.
Taama silaaruttutut illuni kamattarneq issittumi takusat alutornarsinnaasut ilaattut isigineqaannarpoq. Eqqumeequtit allat
ilaattut ilisimatusaatit nassuiaatitalerilerpaat
nujuartat qanoq naatsorsuutigineqarsinnaanngitsiginerinut qaqortumillu amillit
kulturikkut qanoq qaffasinnerutiginerannut
uppernarsaatitut.
Assinik takusassaqarpoq issittumi silaarulluni kamannernik uppernarsaasunik. Oqaluttuarisaanerup assiliinikkut paasissutissiisinnaaneranik alapernaannermigut Arkep assit
taakku nassaarai. Assit taakku ilagaat arnap
tamataqanngingajattup, annilaangangaarami
suaartartuinnaap, angutinit marlunnit qajannaarneqarluni najummineqartup assinga.
Arke periarfissinneqanngilaq atuakkiaminut
atatillugu assip taassumarpiaap atornissaanut. Qularnanngilaq assip kanngusaarivallaarnissaa pissutigalugu. Qanga ilisimatusarlutik misissuisut ileqqutoqqamittut qamani
pigisamittut aamma kannguttaatsuliornerat.
Taamaattoq Arkep nammineerluni nassaaraa
issittumi silaaruttutut kamannerup qanoq as-
uttutut kamanneq. 1997
Pia Arke. Arctic Hysteria. 1997
sigiinngitsigisunik paasiniarneqarsinnaanera.
Arke kingumut qiviarpoq takutillugillu
arnat isikkorissut. Namminneq avatangiisiminni angutinut illissaarput. Angutip
kajungernera takutippaat. Ilisimasaqarusunneq, pissaaneqarneq atoqatigiinnerlu. Angutip
qarliimmi iluatigut tissarnera. Kajungerneq
ima erseqqitsigisoq allaat ilisimatusarnerup
atisallu ammit iluannut toqqortariaqarluni.
Kisianni takuneqarsinnaalersarpoq arnat
qanoq assilisinnerisigut: “The Mistress of the
Tupik”, “Arctic Bronze” aamma “Flash-light
Study”.
In Pia Arke’s photo work Arctic
Hysteria (sometimes also referred to
as Arctic Hysteria IV) I first see that
which is naked as opposed to that
which is clad in skins and furs. Summer as opposed to winter, nature as
opposed to science. It is in all respects
opposites that meet in the prototypes
of the male explorer and the female
savage, 7 persons in all, whom Arke
has drawn out of the yellowed pages
of the polar explorer Robert E. Peary’s
descriptions of his journeys.
Pearyp, Hensonip, Entrikinip imaluunniit
Clarkip erfalasoq Qalasersuarmi kisimik nappanngilaat. Suliaat piviusunngunngisaannarsimassagaluarput nunaqavissunit, arnanit,
ikiorneqarsimanngikkaluarunik. Arnap
atisaliuuppai, nerisassiuuppai, aqqutissaannik ajoqersuuppai, ilami takornartat taakku
issittup pissusivianik paasitippai. Naatsorsoruminaatsutut, tinnapaartutut nujuartatulluunniit inngilluinnarpoq. Kusanartuuvoq,
ilisimasaqarluarluni kissalaartuullunilu.
The next thing I see is the title of the
work: Arctic Hysteria. Very dramatic,
seen in relation to the peaceful poses
of the people portrayed. The title
points out of the work. Points to Arke’s
life and the way in which it merged
with the reality around the explorations of the early ethnographers’
journeys in Arctic cultures.
Issittumut ornigukkusunnermi pingaarutilik,
puigorusutarli, atoqatigiinnermut tunngavoq. Peary avanersuarmiumik arnamik,
taamani 14-iinnarnik ukiulimmik, ilaqartalerpoq. Tamanna Pearyp aningaasaliisuinit
miserratigineqarpoq puigoqquneqarlunilu.
Qalasersuarmut angalanerit aningaasalersorneqarnerisa tunngavigaat Pearyp minguissusia. Paatsiveerutitsisimassagaluarpormi,
ajunaarnersuunngikkuni, inunni qernertunik
qaqortunillu immikkoortitsisuni tamanna
paasineqaraluarpat.
Takusassarsiortut eskimuut arnartaannik
aqqusaakkaminni naapitaminnit illigilikkaminnillu atoqateqartarnermikkut qassiunerinik ilisimaneqanngitsunik kinguaaqarput.
Kisianni tamakku oqaluttuarisaanermi
pilikkimik ersinngitsumik allanneqarput,
assuarnarmata.
Arke inunngorpoq assersuutitut taaneqartutut eskimuup arnap Pearyllu imminnut
sammisimanerattut. Kalaallimik anaanaqarpoq qallunaamillu ataataqarluni. Alliartorpoq
akuleriiaat, oqaluttuarisaanermik toqqorterisut allanngorartitsisullu, akornanni.
Inuunini atorpaa paasineqarsinnaanngitsut
allatallu akornanni allanneqanngitsut paasiniarnerinut uppernarsaatissarsiorluni. Issittumi silaarulluni kamannermi kiisami arnaq
saqqummerpoq, aamma arnatut pissusimigut.
Pissaanilik, patajaatsoq eqqissisimasorlu.
Iben Mondrup
“Arctic hysteria” (piblokto) was a
culturally related psychopathological
phenomenon that Peary’s contemporaries diagnosed in the Eskimos.
The condition, hysterical screaming followed by cramps and loss of
self-control, was, it seemed, virtually
psychotic. It appeared in winter and
especially in women who suffered from
vitamin poisoning – it was believed.
That kind of hysteria was just one of
the spectacular features that were observed in the polar regions. Together
with other peculiarities it would come
to constitute the science that was to
explain the savages’ mental instability
and legitimise the cultural superiority
of the white race.
There are photographs documenting
“Arctic hysteria”. Driven by her curiosity about the ways in which photographs can generate history, Arke
unearthed these pictures. One of them
was a photo of a semi-naked woman
being held by two men in front of the
camera and screaming with fear.
Arke was not given permission to use
the specific picture in her work, probably because it was too compromising.
It embodied the latent violation that
also formed part of scientific investigations at that time. But Arke found
her own ambiguous way of examining
“Arctic hysteria”.
Arke goes back and shows instead
the women with their ample forms.
In their element they make a show of
themselves for the men. She shows
male lust. For knowledge, power and
sex. His erection under his clothes. A
lust that was so pronounced that it
had to be covered under science, skins
and furs. But which appears in the
way the women have been posed: “The
Mistress of the Tupik”, “Arctic Bronze”
and in “Flash-light Study”.
Peary, Henson, Entrikin or Clark
planted more than just their flags
at the Pole. Their feats would never
have been possible without massive
assistance from the natives, from the
women. They sewed clothes, made
soup, showed the way and in general
initiated the strangers into the reality
of the Arctic. She was anything but
unstable, insane or savage. She was
beautiful, gifted and warm.
An important but repressed part of
the advances in the polar region was
sexual. Peary had an Eskimo woman,
who was only 14 years old at the
beginning of their relationship. This
was denied and suppressed by Peary’s
supporters. The financing of the polar
journeys was dependent on Peary‘s
purity. Knowledge of the relationship
would have caused confusion, would
have been disastrous, in a conceptual
world where black and white had to be
kept separate.
In return for sex, the adventurers left
behind an unknown number of descendants; children they had with Eskimo
women that they met and desired
along the way, but who were recorded
in history in invisible ink, because
they were inappropriate.
Arke was born out of the relationship
between the symbolic Eskimo woman
and Peary. She had a Greenlandic
mother and a Danish father. She grew
up in a bastardised world, between
historical repression and historical displacement. She devoted her life to reassembling the documents, to making
out what was unclear and to reading
between the lines. In Arctic Hysteria
we for once see women as they also
were. Powerful, balanced, cool.
Iben Mondrup
27
Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside –
En installation om blomster og land. 2005
Pia Arke & Anders
Jørgensen.
Overtoning fra hvid til et
arktisk snelandskab – en
tysk fortællerstemme
navngiver stedet som “Liverpool Kysten”. Stemmen
fortæller om den enorme
kuldestråling fra det nordlige ishav, som bevirker,
at der ingen steder er
sammenhængende plantedækken. Den tyske tekst
præger billedet. Især overskriften “Flora” tiltrækker
sig opmærksomhed, mens
is-panoramaet forsvinder, og et brunligt pulver
drysser ned over en stenet
baggrund i slow-motion.
Qaqortuinnarmiit issittup
aputaanut nuukkiartuaarneq –
tyskisut oqaluttuartup taavaa
tassaasoq “Liverpoolip Sineriaa”.
Oqaluttuaraa sikuiuitsup tungaaniit silaannaq sunniuttoq
nillingaarami siammaattunik
naasoqartitsisinnaanngitsoq.
Tyskisut allassimasut assiliaq
tamakkiusarpaat. Pingaartumik qulequtaa “Flora” [Naasut]
maluginiarnarneruvoq, sikumut
isikkiviup tammariartornerani,
qajuusaasallu kajortut nunamut
ujaraannangajaasumut kigaallisitamik assilillugit nakkalaarneranni.
sonlige. Under sin research
i Scoresbysund mødte Arke
en grønlandsk kvindes
ukuelige tro på, at man
selv mellem golde klipper kan få de smukkeste
blomster til at skyde op
ved at plante dem i rigelige
mængder af kaffegrums.
Med et fortællemæssigt kunstgreb placeres
denne personlige historie
i slægtskab med den tyske
botanikers ukuelige drøm
om at finde nye plantearter
på trods af de minimale
livsbetingelser, som stedet
tilbyder. På sin egen geSådan åbner værket Coun- niale facon kombineres her
tryside – En installation
det lystprægede – kaffen,
om blomster og land, der
blomsterne og drømmen
blev Pia Arkes sidste video- – med det ekspeditionsinstallation og det sidste
historiske – koloniseanderledes portræt af
ring, fremmedgørelse og
stedet, hun altid kredsede fornuft – til en dragende
om: Scoresbysund. Som en Arketypisk udfordring af
direkte lystpræget kontrast vores evne til at fastholde
til det krævende arbejde
stereotype forestillinger om
med bogen Scoresbysundden landlige idyl.
historier (Borgens Forlag,
2003), kan man se CounAnders Jørgensen
tryside som en æstetisk
meditation over skønheden
– som en menneskelig livsbetingelse.
Ekspeditionstemaet er det
igangsættende moment for
en udforskning af forholdet
mellem den store og den
lille historie – eller det
videnskabelige og det per28
Taama aallartippoq isiginnaagassiaq Countryside – Naasunik nunamillu ikkussuineq, Pia Arkep
videoliaa kingulleq uteqqiaffigiuakkaminillu Ittoqqortoormiinik
allatoortumik ilisarititsinera
kingulleq. Atuakkiamut suliarujussuarmut Ittoqqortoormiiniit
Oqaluttuat (Borgens Forlag,
2003) illuatungiliisutullusooq
qaamasumit sunnikkatut Countryside isigineqarsinnaavoq
kusanassutsip kusanartuliamik
eqqarsaatigeqqissaarneratut –
soorlu inuummut uumassutaasutut.
Ilisimasassarsiornermut atasumik sammisaq aallartitsisuuvoq
oqaluttuarujussuup oqaluttuannguullu akornanni pissutsit
misissornerinut – imaluunniit
ilisimatuussutsip inuullu ataatsip akornanni. Misissuilluni
Ittoqqoortoormiiniitilluni Arkep
Countryside – Naasunik
nunamillu ikkusasuineq.
2005
Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside –
An installation about flowers and land. 2005
naapippaa arnaq upperinnilluinnartoq nunami qaarsuinnangajaasumi naasut kusanarnerpaat
naatinneqarsinnaasut kaffip
tangikui naammattut siaruarteraanni.
The tone shifts from white
to an Arctic snowscape – a
German voice-over says
that this is the “Liverpool
Coast”. The voice speaks
of the tremendous cold radiating from the northern
Arctic Ocean, which means
that nowhere is there a
coherent vegetation cover.
The German text sets
its mark on the picture.
Especially the heading
“Flora” attracts attention,
while the ice panorama
disappears and a brownish
powder drips down over a
stony background in slowmotion.
Inuttut misigisaq taanna oqaluttuariallaqqissutsikkut inissinneqarpoq sanilliunneqarsinnaasunngorluni tyskip naasulerituup
upperalugu takorluugaanut,
tassalu nunami naasoqarfiusinnaanngingajattumi naasunik
nutaanik nassaarnissaq. Pitsaalluinnartumik ilusilerneqarnermigut uani kattunneqarput
qaamasumit sunnigaq – kaffi,
naasut takorluuinerlu – illuatungaanilu ilisimasassarsiornernit
oqaluttuat – nunasiaateqalerneq, takornartanngortitsineq
isumatusaarnerlu – taamalu
kajungernartumik immikkuullarissutsimik unammillernarsilluni
uagutsinnut nunaannaap alianaassusianik assigiiaaginnartumik isiginninniartarnitsinnut.
Anders Jørgensen
exploration of the relations
between history on a broad
scale and the history of the
individual – or the history
of science and history at a
personal level. During her
research in Scoresbysund
Arke met a Greenlandic
woman’s indomitable belief
that she could get the most
beautiful flowers to appear
by sowing them in copious
amounts of coffee grounds.
As an inspired narrative
device this personal story
is related to the German
botanist’s indomitable
dream of finding new species of plants despite the
This is how the work
minimal life conditions
Countryside – An installa- that the locality offers.
tion about flowers and land The pleasure aspect – the
opens. It was to be Pia
coffee, the flowers, the
Arke’s last video instaldream – is thus brilliantly
lation, her last idiosyncombined with expeditioncratically angled portrait
ary history – colonisation,
of the place to which her
alienation and rationalthoughts always returned – ity – to form a compelling
Scoresbysund. In contrast Arketypical challenge to
to the demanding work on our ability to maintain our
Stories from Scoresbysund idyllic stereotypes of life in
(Borgen Publishers, 2003), natural surroundings.
the work on the installation was a source of direct
Anders Jørgensen
pleasure for Arke and one
can see Countryside as an
aesthetic meditation on
beauty – as a necessary
premise for our lives.
The expeditionary theme is
the departing point for an
29
TEMASEKTION 4: “ETNOÆSTETIK”
Denne temasektion tager udgangspunkt i Pia Arkes pamflet-lignende
bog Etnoæstetik, der blev udgivet i
1995 af det Århus-baserede kunsttidsskrift ARK, og som i forbindelse med
nærværende udstilling er blevet
genudgivet i en tresproget udgave
(engelsk, grønlandsk, dansk). Men
sektionen tager også udgangspunkt i
Arkes forhold til maleriet og dets status
som det kunstneriske medium par
excellence inden for en stolt europæisk
kunsthistorie.
Det er fristende at tyde Arkes
formelle valg i retning af en klassisk
udviklingshistorie. Anslaget ville ifølge
en sådan være den unge seriøse kunstner, der fra begyndelsen af 1980’erne og
frem maler isbjørne, sæler, fangere med
kajakker og fangerkoner med hårtop
og ulu (kvindekniv). Motiverne er
dybtfølte nok, men så grønlandske, at
det næsten gør ondt. Så vendepunktet,
der kommer med en serie konceptuelle
fotografier fra ca. 1992-93 af købere,
som stolt poserer med deres nyerhvervede Arke malerier foran kunstnerens
kameralinse. Efter på denne måde at
have holdt sit eget værk ud i strakt
arm og underkastet det et kritisk
blik synes der ikke at være nogen vej
tilbage. Kunstneren må i gennem en
række selvransagelser og opgør, der
har med anfægtelse og “etnoæstetik” at
gøre (herom om lidt). Og så det endelige
opgør, klimakset, som først kommer i
1995 med afhandlingen Etnoæstetik.
Med den har Arke endt sin uddannelse
som billedkunstner på Det Kgl. Danske
Kunstakademi (vist nok som den eneste
grønlænder siden Hans Lynge) og har
tilmed erhvervet sig Cand.phil-titlen
fra Afdelingen for Teori og Formidling
sammesteds. Hvorefter historien
toner ud med billedet af en kunstner,
som tager de helt store kampe med
kolonihistorien, og som har fundet sit
kunstneriske ståsted i fotografiets og
installationens forløsende medier.
Men denne udlægning holder ikke.
I hvert fald ikke helt. For beretningen
kan f.eks. ikke forklare, at Arke parallelt med fotografiet bliver ved med at
male helt frem til sygdommen stopper
hendes arbejde, og at hun gør det med
den største respekt og seriøsitet overfor
mediet og de instanser, der bestiller
malerierne. Men hvor hun i de tidlige
malerier synes at bruge grønlandske
motiver som en ironisk kommentar
til, hvad den “eskimoiske” kunstner
forventes at male, går hun i de senere
malerier snarere i den modsatte retning og opløser motiverne til en sådan
grad, at vi ikke længere kan læse dem
som grønlandske etnografika.
Opløsningen af faste læsemønstre
er for så vidt også intentionen med
afhandlingen Etnoæstetik, som fremstår
som et opgør og et vendepunkt for Arke
– og for mange andre unge kunstnere af
30
grønlandsk herkomst. Essayet belyser
de specielle former for italesættelse
og vilkår, som “etniske” kunstnere
arbejder under fra en række forskellige
vinkler. Efterhånden, som disse gennemlysninger udfoldes og underbygges,
bliver der gjort godt og grundigt op
med den velmenende vestlige verdens
romantisering og stereotypisering af
“oprindelig”, “eskimoisk” og “primitiv”
kunst – og det deraf opståede modbillede af Vesten, og kun Vesten, som
“civiliseret”, “moderne” og “kompleks”.
I et mere udvidet perspektiv handler
essayet også om kunst generelt – om
vilkårene for at forstå og fortolke kunst,
og om det frugtbare i at anskue kunst
som noget, der bliver til i de “kulturelle
mellemrum”, som kunsthistoriker Lars
Kiel Bertelsen har påpeget.
En sådan udvidet kunstopfattelse
– som man (meget) forsøgsvis kunne
kalde en postkolonial kunstopfattelse
ihukommende, at vi alle er in the
mix – forlanger ikke, at den “etniske” kunstner skal udtrykke en eller
anden form for eskimoisk renhed og
naivitet fra dengang, før kolonisterne
kom og forskruede deres hoveder med
former, idéer og idealer, som var dem
fremmede, og som de kun kunne lave
dårlige kopier af. Oprindelige folk kan
(heller) ikke skrue tiden tilbage!
Selv brugte Arke ikke begrebet
postkolonialisme, i hvert fald ikke på
det tidspunkt, hvor hun skrev essayet.
Hun foretrak etnoæstetik, “fordi det er
et rodet begreb, et begreb der inspirerer
til yderligere arbejde.”
Det er ikke noget let begreb at
arbejde med. For på den ene side står
det for noget skidt: den etnografiske
dyrkelse af “etnisk” kunst og den
kunstneriske dyrkelse af oprindelige
folk og kulturer. Men på den anden
side står det også for et mulighedsrum, hvor det etno- og antropologiske
blandes sammen med kunstnerisk
virksomhed, kunstteori og æstetik. En
sammenblanding, der gør det muligt for
den “etniske” kunstner at beskæftige
sig med Europa og den europæiske
kulturs æstetik, videnskabstradition
og fornuftsbegreber. En mulig måde at
“mænge sig” på, som Arke formulerede
det. Etnoæstetik er altså i Arkes optik
en beretning om “Vesten set udefra”.
Etnoæstetik – bogen – er et vigtigt og
i en dansk sammenhæng meget tidligt
bud på en postkolonial kunstkritik. I
og med denne lille bog har vi fået et
redskab, som gør os i stand til at føre
en repræsentations-diskussion (både
i politisk og symbolsk forstand) uden
hele tiden at måtte ty til amerikanske og britiske teoretikere og deres
erfaringer. Med Etnoæstetik har vi så
at sige endelig fået vores egen nordiske
pendant!
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 4:
Sammisaqarfimmi uani aallaaviuvoq Pia Arkep
uisitsiniutitut ussassaarusiaa Etnoæstetik,
1995-mi Århusimi eqqumiitsuliorneq pillugu
allaaserinnittarfiup ARK-ip saqqummersissimasaa, uanilu saqqummersitsinermut atatillugu
oqaatsit pingasut (tuluttut, kalaallisut, qallunaatut) atorlugit naqiterneqaqqissimasoq. Aammali
aallaavigaa Arkep qalipaariaatsimut tassunga
isummersimanera, europamilu eqqumiitsuliornikkut allanit tamanit pingaartinneralugu
ukiorpassuarni atorneqarnerani inissisimaneranut isummersuutai.
Arkep taama isummersimanera isumaqarfigineqaqqajaanarpoq ineriartornerup oqaluttuassartaannut isummersuutitut. Taama saassussinerup
eqqumiitsuliortup inuusuttup ilumoorussisup
ilisarnaataatut isigisariaqassaaq, 1980-kkut
aallartinneraniit nanunik, puisinik, piniartunik
qaannisartunik nuliaallu qilerteqarlutillu ululinnik qalipaasartoq. Assilialiornermini ilaakkani
misigissutsimigut killisimaarfigitigisimassavai,
imali kalaalerpalutsigalutik allaat annernaannarsinnaallutik. Taava muminneq tikipparput,
najoqqutaqarne-rulluni assilisat tulleriiaat 199293 miss. pisisu-nik assilisat takkupput, pisisut
Arkep qalipagaa-nik pissarsiaminnik tanngassimaarutiginnittut eqqumiitsuliortup assiliissutaata isaata saani saqqummeralerput. Nammineq suliani isornartorsiorsinnarlugit taama
iliuuseqarnermigut illerngit aalajangersimasut
uteriarfissaqanngitsut atualerpai. Eqqumiitsuliortup imminut taama misissoqqissaarsinnarluni
nalilersoqissaarsinnarlunilu, qularnernik aamma
“etnoæstetik” (inuttullu pinngorfini) aqqusaarsimasaminut tunngasut isumaliutigisimassavai
(tamanna kattorna sammineqassaaq). Kiisalu
tamakkiisumik nalilersuineq takkuppoq, inaarsineq, 1995-mi aatsaat tamanna pivoq soraarummeerutimini Etnoæstetik. Tassani Arkep
assilialiornermi eqqumiitsuliortutut ilinniarnini
Det Kgl. Danske Kunstakademimi naammassivaa (kalaallini Hans Lyngep saniatigut kisiartaagunarlutik) taamaalillunilu ilinniarfimmi
tassani Afdelingen for Teori og Formidling Cand.
phil-ngorluni.
Tamatuma kingorna eqqumiitsuliortoq immikkut ilisarnaatilik saqqummeriartulerpoq,
nunasiaateqarsimanermik sakkortuumik nalilersueqqittoq, eqqumiitsuliortutullu assiliisarnermik
ikkussuisarnermillu aniguisitsisinnaasusilimmik
aallaavilik. Taamali ilisarnaaserneqarnera tamakkiisuunngilaq. Ilaannakuuvoq. Taamali ilisarnaaserneqarnerata nassuiarsinnaasimanngilaa,
Arke taama assiliisarnerup ingerlannerata nalaani
nappaammik unitsinneqarnissi tungaannut qalipaajuartarmat, periutsimut innimiissunullu annertunerpaamik pimoorussilluni ataqqinnillunilu. Qalipaasaleqqaalernermini kalaallit nunaanneersunik
quiassuutitut isigineqarsinnaasunik ilisarnaateqarsimasinnarluni, tassa eqqumiitsuliortup “eskimuut”
suliarisassaannik naatsorsuutigineqarsinnaasuniit,
qalipakkamini kingullerni killormut nikikkiartulersimavoq assilisani ima sammitikkiartortigalugit,
kalaallinut ilisarnaatitut ersittuerutsillugit.
Soraarummeerutimini Etnoæstetik-mi siunertarisimasamisut ileqquliussat nungutikkiartornerisigut akerliliinermik nikeriarnermillu Arke
takutitsisalerpoq – soorlu tamanna eqqumiitsuliortorpassuit kalaallinit aallaaveqartunit tamanna
aamma takussaasarluni. Qulaajaanerup naqqiutaasartut aallaaviillu immikkut ittut saqqummius-
“ETNOÆSTETIK”
THEME SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS”
suuppai, eqqumiitsuliortut “inuiaasutsimik” aallaavillit sulinerminni assigiinngitsutigut atugarisaat
takutillugit.Taama qulaajaanerit ersarissiartornerisa
tunngavilersorneqarnerisalu takussaajartornerisalu
nalaanni, nunani killiini ajunngissorisaminnik
qanganitsanik nuannaartorinnillutik aalajangersimasumik “eskimuunik” eqqumiitsuliornernillu
“pilerlaannik” isummertarnerit annertuumik illuatungilerneqarpoq – taamatullu Nunat Killiit kisimik
ineriartorsimasutut, nutaaliaasutut, “imaanaanngitsumillu katitikkatut isigeqqunerat illuatungilerneqarluni”.
Annertunerusumik isigalugu oqaluttuaq
eqqumiitsuliortarnerup nalinginnaasumik eqqartorneqarneranik aamma imaqarpoq – eqqumiitsuliornerup paasineqarnissaani isumasiorneqarnissaanilu atugassarititaasut qanoq innerinik,
taamatullu eqqumiitsuliornerup “kulturit
akornanni” pilersarneranik isuma isiginnitaatsip
pissarsinassusaannik, soorlu eqqumiitsuliornerup
oqaluttuarisaaneranik suliallip Lars Kiel Bertelsenip tamanna tikkuarsimagaa.
Eqqumiitsuliornerup taama annertusakkamik
paasineqarnera – isiginnitaatsip nunasiaateqarsimanerup kingunerisaannik misiliutaasumik immaqa
taaneqarsinnaasumik eqqaasariaqarpoq, tamatta in
the mix – akusaasugut – piumasarinngilaa, inuiaassutsimik aallaaveqartumik eqqumiitsuliortoq
eskimuunik minguitsunik takutitsissasoq aamma
taamani nunasiaanngikkallarnerup nalaanni piuminartunik takutitsisassasut, nunasiaatillit allamiut
isumaasa eqqarsartaasiilu suli paatsiveerutsinngikkallarmassuk, pitsaanngitsunillu ilaarsiinnartutut
pissuseqarlersinngikkallarmassulli. Nunat inoqqaavisa piffissaq allatulli utertissinnaanngilaat!
Arkep nammineq oqaluttualiornermi nalaanni
oqaaseq nunasiaqarsimanerup kingorna atortarsimanngilaa. Oqaaserli etnoæstetik atussallugu
iluarineruaa, “oqaatsip sunut tamanut samminera
pissutigalugu, oqaatsip isumaa suli itisiliinerusumik suliaqarnissamik isummersuisarmat.”Oqariartuutaata isumaa aallavigissallugu ajornartuinnaanngitsoq. Illuatungaatigut pitsaasuunngimmat: Inuiaat
pilersitaasa eqqumiitsuliornikkut sammineqarneri
aamma nunap inoqqaavisa kulturiisa eqqumiitsuliornikkut soqutigineqarneri. Aappaatigulli periarfissat
ammapput, inuiaat pillugit pileriartornerisalu
ilisimatusarfigineqarnerisa eqqumiitsuliornermik
akuliuffigineqarneri, eqqumiitsuliornerup suussusaanik isumaliutersuuteqarneq aamma kusanassutsimik
naliliisarneq. Akuleruffik, inuiaassuseq aallaavigalugu
eqqumiitsuliortup Europami taakkulu kusanassutsimik naliliisarnerinik sammisaqarnissamik periarfissiisoq, taamatullu ilisimatusartarnerni ileqqut
silatusaartarnermillu nalilersuutit sammineqarsinnaalersillugit. Arkep oqartarneratut “akuliunnissamut
periarfissiisoq”. Tassa etnoæstetik Arke malillugu
isiginnittaasiuvoq oqaluttuartuuvoq “Nunat Killit
avataannit isigalugu qanoq inneranik.”
Etnoæstetik – atuagaq – pingaaruteqarpoq qallunaanullu atatillugu nunasiaqarsimanerup kingorna
eqqumiitsuliornikkut siullerpaat ilagalugit isornartorsiuinermik takutitsilluni. Atuagaarannguup
saqqummerneratigut sakkussamik tunineqarsimavugut, malunnaatilimmik-oqalliseqataasinnaanermik (naalakkersuinikkut aamma isummersinnaanikkut) nunat allat soorlu amerikkarmiut tuluillu
isumaliortaasii misilittagaallu sakkussarsiorfigalugit ujartuiffiginngikkaluarlugit. Etnoæstetik
saqqummerneratigut nunat avannarliit kiisami
nammineq pigisaminnik allanut unammillernissaminnut sakkussaqalersinneqarput!
This theme section takes its point of departure in Pia Arke’s Danish-language
pamphlet-like book Ethno-Aesthetics,
which was published in 1995 by the
Aarhus-based art journal ARK, and
which has been republished in connection with the present exhibition in a trilingual version (English, Greenlandic,
Danish). But the section also takes its
departure in Arke’s relation to painting
and its status as the artistic medium
par excellence in Europe’s proud art
tradition.
It is tempting to read Arke’s formal
choices as if hers was a classical
development story. According to such
a perspective the introduction would
describe the serious young artist who
from the beginning of the 1980s and onwards paints polar bears, seals, hunters
in their kayaks and their wives with
topknots and ulus (women’s knives).
The motifs are genuinely felt, but so
Greenlandic that it almost hurts. Then
the turning point, which comes with
a series of conceptual photos from c.
1992-93 of clients proudly posing with
their newly acquired Arke paintings in
front of the artist’s lens. After she has
thus held her own work out at arm’s
length and subjected it to a critical
view, there seems to be no way back.
The artist has to pass through a series
of self-examinations and showdowns
that have to do with involvement
and “ethno-aesthetics” (more on this
shortly). And then the final showdown,
the climax that does not come until
1995 with the graduate thesis EthnoAesthetics. With it Arke completes her
education as a visual artist at the Royal
Danish Academy of Fine Arts (the only
Greenlander to do so, it would seem,
since Hans Lynge) and acquires an MA
in Art Theory and Communication.
After this the story fades out with the
picture of the artist who tackles the
really big conflicts with colonial history,
and has found her artistic stance in the
liberating media of photography and
installation.
But this reading does not hold water:
At any rate not entirely. For the account
cannot explain why, for instance, parallel
with her photography Arke continues to
paint, right up to the point when illness
stops her work, and does so with great
seriousness and respect for the medium
and the authorities that commission
paintings from her. But where in the
early paintings she seems to use Greenlandic motifs as an ironical commentary
on what the “Eskimoic” artist is expected
to paint, in the later paintings she rather
goes in the opposite direction and dissolves the motifs to such a degree that we
can no longer read them as Greenlandic
ethnographica.
The dissolution of fixed patterns of
interpretation is for that matter also
the intention behind Arke’s thesis
Ethno-Aesthetics, which has the effect of
a showdown and a turning point for Arke
– and for many other young artists of
Greenlandic origin. The essay illuminates from a number of different angles
the special forms of articulation and the
special conditions that “ethnic” artists
work under. Gradually, as these insights
are unfolded and fleshed out, the essay
presents a devastating critique of the
well-meaning Western world’s romanticisation and stereotyping of “original”,
“Eskimoic” and “primitive” art – and
of the resultant counter-picture of the
West, and only the West, as “civilised”,
“modern” and “complex”.
In a broader perspective the essay
is also about art in general – about the
preconditions for understanding and
interpreting art and about the benefit to
be gained from regarding art as something that comes into being in “the space
between cultures”, as art historian Lars
Kiel Bertelsen has pointed out.
An expanded concept of art – as one
might (very tentatively) call a postcolonial notion of art, remembering that we
are all in the mix – does not require the
“ethnic” artist to express some kind of
Eskimoic purity and naivety from before
the time when the colonists arrived and
warped their minds with forms, ideas
and ideals that were alien to them, and
of which they could only make bad copies. Indigenous peoples cannot turn back
the clock (either)!
Arke herself did not use the term
postcolonialism, at any rate not at the
time when she wrote the essay. She
preferred ethno-aesthetics “because it is
a messy concept, a concept that inspires
further work.” It is not an easy concept
to work with. On the one hand, it represents something bad: the ethnographic
cultivation of “ethnic” art and the artistic
cultivation of indigenous peoples and
cultures. But on the other hand it also
represents a space of opportunity, where
the ethnographic and the anthropological are mixed with artistic practice, art
theory and aesthetics. A mixture that
makes it possible for the “ethnic” artist to occupy herself with Europe and
its aesthetics, scientific tradition and
concepts of rationality. A possible way of
getting to “rub shoulders”, as Arke put
it. Thus, in Arke’s optic ethno-aesthetics
is an account of “the West seen from the
outside.”
Ethno-Aesthetics – the book – is an
important and in a Danish context
very early attempt at a postcolonial art
critique. With this little book we have
been given an instrument that enables
us to conduct a discussion of representation (both in a political and a symbolic
sense) without constantly having to take
recourse to American and British theorists and their experiences. With EthnoAesthetics we have, so to speak, at last
acquired our own Nordic counterpart!
31
Pia Arke. Malerier. 1981-2006
Ved siden af sine fotografiske
arbejder eksperimenterede Pia
Arke fra starten af sin karriere
også med billedkunstens klassiske
gren: oliemaleriet. Her valgte hun
gerne de mest traditionelle genrer:
landskab, portræt og stilleben
eller nature morte. Bestillinger,
som hun modtog fra private
personer, og offentlige udsmykningsopgaver gav hende mulighed
for at afprøve de konventioner,
som har dikteret, hvordan Grønland og grønlænderen er blevet
gjort til billede og skuespil for danske og vesterlandske øjne. Tonen
er ofte humoristisk, undertonen
melankolsk og politisk.
Et typisk grønlandsbillede har
begrænsede rekvisitter. Der skal
findes: “eskimo” (alene eller i
gruppe), kajak, isbjørn, sæl, fisk
(eller et andet arktisk dyr) samt
snelandskab. På malerierne fra
midten af 1980’erne ser vi, hvordan Arke bevidst underordnede
sig denne begrænsning. Hendes
motiver er ligeledes eskimo, kajak og sæl. Men hun stiliserer
og abstraherer motiverne til det
punkt, hvor landskabet tømmes
for virkelighed. Det berøves sin
naturalistiske illusion og forvandles til, hvad det altid har været
– et eksotiseret og primitivistisk
emblem for det fremmede. Arke
underordner sig denne kliché
med henblik på at vende den på
vrangen. Hun vil vise beskueren,
hvordan Grønland forventes at se
ud på billede. Men hun vil også
vise, hvilke billeder en grønlandsk
kunstner forventes at male.
Arke legede med og tog gas på
disse forventninger på en måde,
som kan få betragteren til at
le – for eksempel foran et maleri
fra 1987 med titlen Kamel i
snelandskab. Men måske endnu
tydeligere i det projekt, som løb
parallelt med maleriet, i hvilket
hun parasiterede på sit publikum
ved fotografisk at dokumentere
de mennesker, som købte hendes
malerier, hvormed de kom til at
personificere metropolens blik på
periferien. I dette projekt vender
32
Pia Arke. Qalipakkat.
Arke om på forholdet mellem
betragter og den betragtede
samtidigt med, at hun kortslutter kunstmarkedet: De personer,
der gennem deres kunstindkøb
bliver “ejere” af grønlandsbilledet,
eksponeres som objekt på et foto,
som for sin del kan betragtes eller
ligefrem ejes af en anden.
I 1992 blev Arke inviteret til at
lave en udsmykning til Dansk
Polar Center på Strandgade 100
og gik denne gang noget anderledes til værks. Hun udvidede
sine rekvisitter ved at besøge
Nationalmuseets permanente
Grønlandsudstilling og fra museets samlinger vælge et antal
objekter, som hun derefter malede.
Disse malerier er altså strengt
taget stilleben, natures mortes, og
fremstår i dag som forarbejder til
Arkes fotografiske suite Nature
Morte alias Perlustrationer 1-10
(1994). Ligesom på fotografierne
i den suite afbilder hun her de
etnografiske genstande i overensstemmelse med samme perspektiv, som de afbildes i etnografiske
kataloger eller museumsmontrer.
Men også her er intentionen at
rive illusionen itu. Malerierne
rummer en kolossal spænding
mellem billedernes motiv og
billedernes udførelse, mellem
emne og indramning. Gennem en
stærk farveholdning af kadmium
rød, brændt umbra og kobolt blå
visker Arke genstandenes gamle
identiteter ud, befrier dem fra det
etnografiske fængsel og giver dem
kraft til at sprede nye budskaber
og aktivere ukendte fantasier.
I en kommentar formulerede
Arke det spørgsmål, som hun ville
udforske. Det handler sandsynligvis om både hendes stiliserede
grønlandske landskaber og hendes
stilleben af grønlandske museumsobjekter: “Hvordan ser det rum ud,
hvor man holder op med at vide,
hvad tingene er? Hvor genkendeligheden bliver ligegyldig, fordi
billedet åbner for noget andet?”
Stefan Jonsson
Pia Arke assiliilluni misileraanermi
saniatigut aallarteqqaaramili, qanga
ingerlanneqartartutut uulialikkanik qalipaasarneq ingerlassimavaa. Qalipaasartut nalinginnaanerpaamik assilisartagaat
qalipattarpai: nuna isikkivik, inuit assilillugit qalipallugit nalinginnarnillu uumassuseqanngitsunik assilisaqarneq iml.
nature morte. Suliassiisutit, inuinnarnit
imissutaasimasut, suliffeqarfinnilu pinnersaasarnerit periarfissippaa aalajangersimasumik isummeriaatsit misileraatiginissaannik, Kalaallit Nunaata kalaallillu
qanoq isigineqarneri assilissani isiginnaartitsinikkullu qallunaanut nunanilu
killernut nittartarneqartarnerini aalajangersimasunik najoqqutaqartarnerisa
apeqquserniarnissaanik. Tissinartumik,
nikallungarpasissumik naalakkersuinikkut isummernernik ilaqartigajuttarlugu.
Kalaallit pillugit assilialiat amerlanngitsunik atortoqarluni saqqummiunneqarajuttarput. Ilaasariaqarput: “eskimooq”
(kisimiittoq iml. katerisimaartut), qajaq,
nanoq, puisi, aalisagaq (iml. uumasoq issittormioq) nunalu apeqqasoq. 1980-kkuni
qalipanneqarsimasuni takusinnaavarput,
Arkep taama killilersuineq piaaraluni
qanoq atortarneraa. Assilialiaalumi
tassaapput eskimooq, qajaq puisilu.
Taakkunanili assilissani ima takorluuganngortitsigai erseqqissartigillugillu
nuna isigisaq piviusoorutivillugu. Ima
piviusuiarneqartigisimavoq – allamiunit
takussallugu ima allamiorpasitsigalunilu
sunnerneqarsimatiginani allamiunit
ilisarnaatitut nittartaganngorluni. Arkep
taama isummertarneq naalallugu suliaqarnermigut isiginnittaatsip mumisinnissaa siunertaraa. Isiginnaartussamut
takutinniarlugu Kalaallit Nunaata assini
saqqummersinneqarsinnaanera qanoq
ilimagissaneraa. Taamatulli aamma takutinniarpaa eqqumiitsuliortup kalaaliusup
qalipaanermini sunik saqqummersitsinissaa naatsorsuutigisariaqarnersoq.
Arke tamakkununnga pinnguaqataavoq
taamaalilluni ilimasunneq quiasaarutiginiarpaa, isiginnaartoq illartissinnaalerlugu – soorlu qalipakkamini 1987-meersumi
atsersimasamini Kamel i snelandskab.
Immaqalu qalipakkamut atasumi suliami
suli ersersinneqarnerulluni, tassani
isiginnittut atornerlupajaarlugit assilialiaminik pisisartut assilisarnerisigut uppernarsaatiliarisaramigit, taamaalilluni
illoqarfissuarmiut ungasissumi pal-
1981-2006
Pia Arke. Paintings. 1981-2006
limanngitsunik isiginninneri takussutissiaralugu inuttalersorsimagamiuk. Suliami
tassani Arkep isiginnittup isigisallu paarlanneqarneri takutiutigalugu, eqqumiitsulianik tuniniaaviit paatsiveerutsippai:
Inuit, eqqumiitsulianik pisinermikkut
kalaallit assilialiaannik “piginnittunngortut”, takussaasumik assilineqarnerisigut
isiginnaagassiarinerisigut allaallumi inunnit allanit pigineqalersinnaalersillugit.
Alongside her photographic works
Pia Arke experimented from the
beginning of her career with the
classical branch of the visual arts:
oil painting. Here she typically
chose the most traditional genres:
landscape, portraiture and still life
or nature morte. The private and
public commissions she received
gave her opportunities for testing
out the conventions that have dictated how Greenland and Greenlanders have been turned into
pictures and spectacles for Danish
and Western eyes. The tone is
often humoristic, the undertone
melancholic and political.
Arke 1992-mi Dansk Polar Centeri Strandgade 100-miittup kusassarneqarnissaannut piumaffigineqarsimavoq, tamannalu
allaanerusumik suleriaaseqarluni iliuuseqarfigaa. Atortussani amerlisarniarlugit
Danmarkip Katersugaasivissuani Kalaallit Nunaat pillugu ataavartumik saqqummersitat (Nationalmuseets permanente
Grønlandsudstilling) pulaarsimavaa,
katersugaataanilu atortut arlallit assilillugit qalipassimallugit. Qalipakkat
taakku tassa assileqqissaarlugit suliarisimavai, natures mortes, taakkulu Arkep
piareersarluni assitalersuinerminut
suliarisimasaatut takuneqarsinnaallutik
atsersimallugillu Nature Morte allatulluunniit Perlustrationer 1-10 (1994). Assilisatullu taakku piareersaataasimasut
inuiaat pillugit katersat nittarsakkani
assilineqartarnerisut saqqummersitsivinniittarnerisutullu takutippai. Taakkunani
aamma siunertaavoq takorluueriaatsip
isaterneqarnissaa. Assilisap isikkuata
qalipaganngortinneqarnerinilu avissaanganerujussuaq pilersissimavaa, ilaarlugu
assilisap sinaakkuserneqarneratalu akornanni. Sakkortuunik qalipaasersorneqarnerisigut aappaalaartoq kadmium,
kajortoq ikumasimasoq, tungujortoq
kobolt qalipaasiullugit atortut kinaassusitoqaat ersernerluttunngortippai, taamaalilluni inuiaat pillugit parnaarussatut
katersaaneriniit aniguisillugit nutaanik
oqariartuuteqarnissamik nukissalerlugit
eqqarsaatigisimanngisaagaluatsinnillu
takorluuisinnaanerput annertusarlugu.
Misissorniakki pillugu Arke ima oqaasertaliisimavoq. Kalaallit nunataata qalipaganngortinnerani ilisarnaasersuisarneq
kalaallillu pisataasa katersugaasivimiittut assileqqissaarneri pineqarunarput:
“Inip pisataasa suunerinik nalornginarsisup isikkua qanoq ittuua? Ilisarisaqarsinnaaneq soqutaajunnaarsimappat assillu
isigisat allamut alakkaatsimmatigut?”
Stefan Jonsson
A typical Greenland picture uses a
limited number of props. They are
obligatory: “Eskimo” (alone or in
a group), kayak, polar bear, seal,
fish (or some other Arctic animal)
and a snowscape. In the paintings
from the mid-1980s we see how
Arke intentionally submitted to
this limitation. Her motifs are also
Eskimo, kayak and seal. But she
stylises the motifs, renders them
abstract to a point where the landscape is emptied of reality. It is
deprived of its naturalistic illusion
and transformed into what it has
always been – an exoticised and
primitivistic emblem for the alien.
Arke submits to this convention
in order to turn it inside out. She
wants to show the viewer what
Greenland is expected to look like
in a picture. But she also wants to
show what paintings a Greenlandic artist is expected to paint.
Arke played with and made
fun of these expectations in a
way that can make the viewer
laugh – for instance in front of a
painting from 1987 titled Camel
in Snowscape. But perhaps even
more clearly in the project that
was running in parallel with her
paintings, in which she parasitised on her public by photographically documenting the people who
bought her paintings, whereby
they came to personify the
metropole’s view of the periphery.
In this project Arke reverses the
relation between the viewer and
the viewed while at the same time
short-circuiting the art market:
The people who through their art
purchases become “owners” of a
Greenlandic painting are exposed
as objects in a photo that for its
part can be viewed or even owned
by someone else.
In 1992 Arke was invited to
decorate the Danish Polar Center
at 100 Strandgade in Copenhagen,
and this time set about things
rather differently. She expanded
the number of her props by
visiting the National Museum of
Denmark’s permanent Greenland
Exhibition and choosing a number
of objects from the museum’s collections, which she then painted.
These paintings, then, are literally
still lifes, nature mortes, and can
be seen today as preliminary studies for Arke’s photographical suite
Nature Morte alias Perlustrations
1-10 (1994). As in the photographs
in the suite, she here depicts the
ethnographical objects in accordance with the same perspective
from which they are depicted in
ethnographical catalogues or museum showcases. But here too the
intention is to destroy the illusion.
The paintings contain a colossal
tension between their motifs and
their execution, between subject
and framing. Through a strong
colour scheme of cadmium red,
burnt umber and cobalt blue Arke
erases the old identities of the
objects, liberates them from their
ethnographical prison and gives
them strength to disseminate new
messages and to activate unknown
fantasies.
Arke formulated the question
she wanted to investigate in a
commentary. It probably has to do
with both her stylised Greenland
landscapes and her still lifes of
Greenlandic museal objects: “What
does the space look like where one
ceases to know what things are?
Where recognisability becomes
unimportant because the picture
opens up for something else?”
Stefan Jonsson
33
Pia Arke. De tre Gratier. 1993
Skal man omfavne eller afvise?
Sådan syntes gratierne i Pia
Arke’s fotoværk De tre Gratier
at tænke. Modvilligt holder de
på genstande, som symboliserer
en særlig etnicitet og et særligt
tilhørsforhold. Modvilligt lader de
sig kalde “gratier” – den vestlige
kunsttraditions tre skønhedsgudinder, som i dens afbildninger
lod sig indhylle i hinandens selskab ved kærlig berøring. Arkes
tre gratier står derimod med kølig
afstand til hinanden og lader
dette tydelige brud med traditionen blive til et synligt tegn på et
opgør med den vestlige opfattelse
af etnisk kunst.
Ligeså modvilligt synes de at
afsløre en erkendelse af, at de
her bruges som medier for en
tilstand. Tilstanden at være mellem stadier, ikke i en hierarkisk
forstand, men i en kunstnerisk
forstand. Af befinde sig mellem
det stadie, hvor etnografika samles og udstilles, sættes til skue
for alverdens mere eller mindre
interesserede som kuriosa fra
fjerne egne, og det stadie at være
sig – at være kvinde i en moderne
verden og kunst i en moderne
verden i en tid og på et sted, som
er underordnet.
Gratierne spejler sig i sig selv,
derefter vender de ryggen til, og
siden hen stirrer de på os. Derved
gør de os – tilskuerne – til det
centrale i værket. De indbyder til
at forstå deres ståsted.
Fotografierne fungerer som
montrer i sig selv. Som når går
man rundt på et etnografisk
museum og beskuer forgangne
tiders budskaber filtreret gennem
samlerens øje. Arkes billeder er
tydeligt konstruerede på samme
måde, som små nåle skåret i ben
eller tand, masker fra forskellige egne af et land, variationer
af perlekraver og skindbukser
bliver lagt frem side om side bag
montrens glasfacade. Fra denne
konstruerede virkelighed tager
gratierne tilskueren hen mod et
sted, som ikke længere findes.
34
Pia Arke. De tre Gratier.
Fotostaten af et grønlandsk landskab i baggrunden og vinklen,
med hvilken billederne er taget,
giver os en følelse af, at vi er på
en scene. Som en af scenerne i de
utallige film om “de vilde”, men
her tæmmet til mindste detalje.
Gratierne samler sig om dette
sted. De skaber rummet, hvor vi
tilskuere tvinges til at stoppe op –
og se. Se på dem og beskue deres
ståsted og budskab.
Værket giver, og det tager. Det
giver os tilskuere en følelse af et
tilhørsforhold. En smag i munden,
som ikke umiddelbart lader sig
skylle væk. Værket sætter sine
spor på beskueren, og beskueren
vandrer videre i sin verden denne
følelse rigere – som budbringer for
en tilstand. Kunstnerens budskab
skabes i dette udvekslingsforhold,
et forhold som ikke kunne gøres
mere klart, end Arke gør det med
De tre Gratier.
Modsætningsfyldt står gratierne
i deres konstruerede virkelighed
og signalerer både tråde til den
vestlige kunstverden og til den
traditionelle etniske kunstform.
Værket bliver et symbol for den
ambivalens, der ofte omfavner
moderne grønlandsk kunst,
hvor de etniske udtryk i sammenhænge gør genstanden til en
mellemting mellem etnografika
og kunst. Arke formår med De tre
Gratier at skabe et rum, hvor der
ingen ambivalens er. Ved på flere
planer at være modsætningsfyldt
bliver værket udtryk for en repatriering af kunsten til sin egen
kultur – men på et eksistentielt
plan. Uden at flytte objektet er
det tankerne, der flyttes hjem, og
magtforholdet skifter fra at have
tilhørt kolonimagten til nu at
tilhøre den, der blev koloniseret.
Stille lader gratierne beskueren
nærme sig, men kun til et vist
punkt. Som når glasset naturligt
afviser berøring af genstandene i
en montre.
Sara Olsvig
Eqitsissaanga ajattuissaangaluunniit?
Pia Arkep pinnissutsip guutii pingasut
pillugit assilisanik assilialiaani De tre
Gratier soorlu taama eqqarsartut. Immikkut inuiaassutsip attaveqarnermullu
ilisarnaataannik piumassuseqarpasigatik
tigummiarput. Piumarpianngisaminnik imminut taaguutigitippaat “gratier”
– tassa nunat killiit eqqumiitsuliornikkut kusanassutsimut guutii pingasut,
takutinneqarnermikkut asannippasillutik
imminnut attuualaartut. Arkep guutiliai
pingasut killormut imminnut avissaangallutik soqutigitaattumik pissuseqarput, taamatut ileqquusartoq atunnginneratigut inuiaassuseq aallaavigalugu
eqqumiitsuliortarnikkut nunani killerniit
isiginnittaatsip akerlilerneqarnera ersersillugu.
Taamatullu saqqummersinneqarnermikkut ilisarnaatitut atorneqarnertik
nangaasunnguamik paasitippaat. Taama
akornaniinnerminni pingaarnersiuineq
pinngilaat, eqqumiitsuliornerli pineqarluni. Tassa inuiaat pillugit katersat
equmiitsuliornerullu akornganiipput,
kikkunnut tamanut annerusumik minnerusumilluunniit alutornartunik ungasissorsuarneersunik soqutiginnittunut
takusassianngorlutik, ikaarsaariartuulluni – ullutsinni nutaaliaasuni arnaaneq,
saniatigullu eqqumiitsuliaaneq, sumiiffimmik taama inissisimaneq immini
soqutaanngitsumi.
Guutiliat imminnut tarrarsorput, tunuppaatigut, nakkuppaatigut. Taamaalillutik
– isiginnaartuusugut – eqqumiitsuliami
qitiusutut inissilluta. Qanoq inissisimanertik uatsinnut paasitinniarpaat.
Assilissat imminut saqqummersitsivittut
pissuseqarput. Soorlu inuiaat pillugit katersugaasivimmi angalaarluni qanganitsat
oqariartuutai katersisut isiginnittaasaat
atorlugit oqariartuutaanik paasisaqarluni. Assit ima sananeqarsimapput,
soorlu meqquteerannguit saanernik
kigutinillu qiperukkat, kiinarpat assigiinngitsuneersut, nuilat seeqqernit
assigiinngikkuutaartut sanileriiaarlugit
saqqummersitsiviup igalaaminiusup
iluani takutinneqarlutik. Taama piviusuusaarfimmiit guutiusut isiginnaartoq
nassaassaajunnaarsimasumukaappaat.
Assip tunuliaqutap Kalaallit Nunaanneersup, sammivimmiillu aalajangersimasumit assilineqarsimanerata,
1993
Pia Arke. The Three Graces. 1993
misigitippaatigut soorlu saqqummersitsiviup iluaniittugut. Soorlu “nujuartat”
pillugit sarsuatitaliarpassuarnisut, uanili
nujuillisarneqaqqissaakkatut takutinneqarlutik.
Should one embrace or reject? That’s
what the Graces in Pia Arke’s photo
work The Three Graces seem to be
thinking. Reluctantly they hold objects that symbolise a special ethnicity
and a special place of belonging. Reluctantly they let themselves be called
“Graces” – three goddesses that in the
Western art tradition represent such
things as beauty, charm and creativity, and who were depicted absorbed
in each other’s company and touching
each other affectionately. Arke’s three
Graces stand, in contrast, at a cool
distance from one another, so that
this obvious breach with the tradition
becomes a visible sign of a showdown
with the Western view of ethnic art.
Guutiusullu tamanna katersuuffigaat. Ini
pinngortippaat, uagut isiginnaartuusugut
unittariaqalersilluta – takunnillutalu.
Isigikkit eqqarsaatimikkut inissisimaneri
oqariartuutaallu qimerloorlugu.
Eqqumiitsuliaq tunissuteqarpoq tigusillunilu. Isiginnaartuusugut attuumassuseqartutut misigitilluta. Susunnimik
tammartikkuminaatsumik naasaqartilerluta. Eqqumiitsuliap isiginnaartoq
sunniuteqarfigaa, ingerlaqqinnermini
eqqarsaataanut sunniuteqarluni – pissutsillu pillugit oqariartuuteqalersillugu.
Eqqumiitsuliortup oqariartuutaa tassani
paarlaateqatigiinnermi pinngorpoq,
Arkep eqqumiitsuliaani De tre Gratier
erseqqinnerusinnaagani.
Guutiusut akerleriillutik piviusuliamiipput eqqumiitsuliornikkut nunanut killernut nunanullu inuiaassutsimik aallaavilinnut tikkuussillutik. Eqqumiitsuliaq
isummanut imminut assortuuttunut
ilisarnaatinngorpoq, kalaallit eqqumiitsuliaani tamanna takussaagajuttarpoq, inuiaassutsimik aallaaveqarluni eqqumiitsuliaq nammineq saqqummernermini
inuiaassutsimut ilisarnaatitut eqqumiitsuliatullu imikkoortikkuminaassilluni. Arkep De tre Gratier aqqutigalugit
imminut isummatigut assortuunnerup
atorunnaarsinnaanera periarfissippaa.
Assigiinngitsutigut akerleriittutut inissisimanermigut eqqumiitsuliaq kulturimut
aallaavimminut uteqqippoq – anersaamigullu. Isigisaq nikisinngikkaluarlugu,
eqqarsaatilli angerlamut uterteqqinneqarput, pissaanerlu nunasiaatilinnit
pigineqarunnaarluni nunasiaasimasunit
pigineqalerluni.
Guutiliat isiginnaartoq aggersarpaat,
aalajangersimasuinnarli tikillugu. Soorlu
igalaamerngup saqqummersitsivimmiittut takutitap attorneqarnissaannut
assersortarai.
Sara Olsvig
Just as reluctantly they seem to
reveal a recognition that they are
being used here as media for a state.
The state of being between stages
not in a hierarchical sense, but in
an artistic sense. Of being between
the stage where ethnographica are
collected and exhibited as curiosities
from distant regions for some more
or less interested viewer, and the
stage of being themselves – of being
women in a modern world and art in
a modern world at a time and in a
place that are of no account.
The Graces reflect themselves in
themselves, then they turn their
backs and eventually they stare at
us. In so doing they make us – the
viewers – the central factor in the
work. They invite us to understand
their standpoint.
The photographs function as
showcases in themselves. As when
you are visiting an ethnographic
museum looking at messages from
the past filtered through the collector’s eye. Arke’s photos are clearly
constructed in the same way, as
small needles cut into bone or tooth,
masks from different parts of a
country, variations of pearl collars
and skin trousers are laid out side
by side behind the glass of the
showcase. From this constructed
reality the Graces takes the viewer
towards a place that no longer exists. The photostat of a Greenland
landscape in the background and
the angle from which the picture
was taken give a sense of being on
a stage. As in one of the scenes in
the innumerable films about “the
savages”, but here domesticated
down to the smallest detail.
The Graces gather around this
place. They create the space in
which we viewers are forced to stop
– and look. Look at them and view
their standpoint and message.
The work gives and it takes. It
gives the viewer a sense of belonging. A taste in one’s mouth that
cannot immediately be rinsed
away. The work sets its mark
on the viewer, and the viewer
wanders on in her or his world
enriched by this emotion – as a
messenger for a state. The artist’s message is formed in this
exchange, a relation that could
not be depicted more clearly than
Arke does in The Three Graces.
There is a contradiction in the way
the Graces in their constructed reality signal links both to Western
art and to traditional ethnic art.
The work becomes a symbol of the
ambivalence that often envelops
modern Greenlandic art, in which
the ethnic expression in some contexts makes the object something
in between ethnographica and
art. With The Three Graces Arke
succeeds in creating a space where
there is no ambivalence. By being
self-contradictory at a number
of levels the work becomes an
expression of the artist’s repatriation of art to her own culture – but
at an existential level. Without
the object being moved, it is the
thoughts that are moved home
and the power relation changes
from having belonged to the colonial power to now belonging to the
person who was colonised.
Quietly the Graces allow the
viewer to approach, but only to a
certain point. As when the glass
naturally rejects the touching of
the objects in a showcase.
Sara Olsvig
35
Pia Arke. Etnoæstetik. 1995
Pia Arkes bog Etnoæstetik
blev udgivet første gang af
Kunsttidsskriftet ARK i
1995. I essayet, der oprindelig blev skrevet som Arkes
afslutningsopgave ved
Afdelingen for Teori og Formidling på Det Kgl. Danske
Kunstakademi, reflekterede
hun som en af de første i
dansk sammenhæng over
kunstens mulighedsrum i
feltet mellem forskellige kulturer. Nu foreligger teksten
i en tresproget udgave og
bliver således tilgængelig for
et internationalt publikum.
Etnoæstetik er også i dag
en tekst, der anfægter
enhver forestilling om at
kunne skelne mellem “dem”
og “os” ved at tale ud fra
en position, der hverken
anerkender det ene eller det
andet, men i stedet rejser et
nyt, “blandet” subjekt, der
er både-og, eller, med Arkes
egne ord, en “bastard.” Hun
sagde ordet med et glimt
i øjet, uden bitterhed, vel
vidende hvilke billeder det
fremkaldte i tilhøreren. For
den politiske kritik i Arkes
værk er altid nøgtern. Den
postkolonialistiske diskussion handler ikke om
skyld, som hun skriver et
sted i Etnoæstetik, men om
at forholde sig konkret til
virkeligheden i den sen-kolonialistiske kultur, herunder
spørgsmålet om, hvordan
man kan blive et menneske
(og en kunstner), når man
36
Pia Arke. Etnoæstetik.
hverken er os eller dem, mig
eller dig.
Dette spørgsmål var for Arke
et “æstetisk” (dvs. formmæssigt) anliggende, og måske
ligger der i hendes valg af
begrebet “etnoæstetik” i
stedet for “postkolonialisme”
også en eksistentiel erkendelse af, at denne udfordring
er grundlæggende og permanent. Det er en udfordring,
som alle mennesker står
over for; en udfordring, som
altså ikke bare kommer
“efter kolonialismen”, men i
en vis forstand før den. Det
handler ikke om bagudrettet
skyld, men om fremadrettet
ansvar. Arke havde, tidligere end de fleste, forstået
at “kolonialisme” (den enes
beherskelse og udbytning
af den anden) både i det
store og i det små følger af
de æstetiske distinktioner,
der sættes mellem “dem” og
“os”. Og svaret var at opgive
eller i hvert fald bestandigt
at udfordre distinktionen.
Det etnoæstetiske spil er et
grundvilkår, men “det fremmede der er på spil, er os
selv, siger vi. Og det sidste
kan, om ikke andet, forklare
hvorfor vi så energisk kaster
os ind i spillet”, som Arke
selv formulerede det i teksten.
Lars Kiel Bertelsen
Pia Arkep atuakkiaa Etnoæstetik
siullermik 1995-mi saqqummerpoq
atuagassiami Kunsttidsskriftet
ARK. Allaaserisaq tassaasoq Det
Kgl. Danske Kunstakademimi
Afdeling for Teori og Formidlingimi soraarummeerutigisimasaa,
tassani Arkep siulliit ilagalugit
qallunaanut atatillugu kulturit assigiinngitsut akornanni eqqumiitsuliornerup periarfissai isumaliutersuutigisimavai. Allaaserisaq
maanna oqaatsinut pingasunut
saqqummiunneqarsimalerpoq,
taamaalilluni nunani tamani
soqutiginnittunit atuarneqarsinnaalerluni.
Allaaserisaq Etnoæstetik ullutsinni
suli oqariartuuteqarpoq “uku”
“uagut” immikkoortinnissaanik takorluuisarnerup qularnassusaanik,
manna aallaavigimmagu isiginnittaatsit arlaannaalluunniit akuerisariaqanngitsoq, apeqqulli allamut
nuuttariaqarluni, “akuugaaneq”mut, tassaalluni aappaatigutaammalu, iml, Arkep nammineq
oqarneratut, “akusaq”. Tamannalu
quiasaarpasilluni oqaatigaalu,
ilumikkersimarpasigani, tusarnaartup qanoq takorluugaqalersinnaanera ilisimalluarlugu.
Arkep suliamini naalakkersuinikkut isornartorsiuinini tamatigut
silatusaartumik ingerlattarpaa.
Etnoæstetik ilaanni allassimavaa,
nunasiaqarsimanerup kingorna
oqallittarneq pisuutitsiniaanermik imaqanngitsoq, kisialli
nunasiaqarsimanerup kingunerisaanik inooriaatsit pilersimasut
piviusumik aallunneqartarnissai, tassungalu atatillugu qanoq
inuttut ilivitsunngorsinnaaneq
1995
Pia Arke. Ethno-Aesthetics. 1995
(eqqumiitsuliortunngorsinnaaneq),
tassami uaguunaananilu ikkuunngimmat, uangaananilu illiunngimmat.
Pia Arke’s Danish-language
essay Ethno-Aesthetics was
first published by the Danish art journal ARK in 1995.
In the essay, which was
originally written as Arke’s
graduate thesis from the
Department of Art Theory at
the Royal Danish Academy
of Fine Arts, she reflected
(as one of the first to do so
in a Danish context) on the
possibilities open to art in
the field between different
cultures. Now the text appears in a trilingual edition
and has thus become accessible for an international
readership.
Apeqqut taana Arkemut “ileqqutigut pissutsinut”(“æstetisk”)
tunngassuteqarsimavoq (tassa
ilutsimut atatillugu), immaqalu
taaguut (“etnoæstetik”) atorsimallugu, “nunasiaqarsimanerup
kingunerisaanik” taaguusernagu,
taamatullu toqqammaviatigut
nassuerutigigamiuk, unammilligassaq tamanut aallaaviummat
ataavartuullunilu. Unammisassaq tamanna kikkunnut tamanut
atuuppoq; tassa “nunasiaajunnaarnerup” kingunerani aatsaat
takkutinngimmat, aammali
ilaatigut suli atuutinnginnerani
pisimasut eqqarsaatigalugit pioreerami. Pisimasuni pisuutitsiniarnerunani, kisialli siunissamut
akisussaaffeqarnissamut atalluni.
Arke amerlanernit siulliulluni
“nunasiaateqarnerup suussusia”
paasisimavaa (aqutsisup atornerluinera) pissutsini annerusuni
minnerusunilu “uku” “uagullu”
akornatsinni assigiinngissutsit
nassatarigaat. Akissutaavorlu
assigiinngissutit asoorunnissaat iml. unammillertuarnissaat. (Etnoæstetiske) Inuianni
pissutsit ingerlarngi tamani
atuuppoq, kisiannili “takornartat
pileraangata uagut pissutaasarpugut, taamatut oqartaraagut.
Kingulleq nassuiaataasinnaavoq
sooq taama piumassuseqartigaluta
ajugaanniuttunullusooq peqataajumasarnerput.”
Lars Kiel Bertelsen
(and an artist) when one is
neither us or them, me or
you.
For Arke this question was
an “aesthetic” concern (i.e. a
matter of form), and perhaps
her choice of the concept
“ethno-aesthetics” instead
of “postcolonialism” also
contains an existential recognition that this challenge
is fundamental and permanent. It is a challenge that
all people are faced with; a
challenge which therefore
does not just come “after
colonialism”, but in a certain
sense before it. It is not a
matter of past guilt, but of
Also today Ethno-Aesthetics future responsibility. Earlier
is a text, which by speaking than most Arke had underfrom a position that recogn- stood that in both great
things and small things “coises neither the one nor the
other, challenges any notion lonialism” (the mastery over
and exploitation of one party
that it is possible to distinby another) is a consequence
guish between “them” and
“us” and instead establishes of the aesthetic distinctions
that are set up between
a new “mixed” subject that
is both-and or, in Arke’s own “them” and “us”. And the
words, a “mongrel”. She said answer was to abandon or
in any case to continually
the word with a twinkle in
her eye, without bitterness, challenge this distinction.
well knowing what pictures The ethno-aesthetic game is
a fundamental condition, but
it evoked in the listener.
“the alien element that is
For the political criticism
at play is ourselves, we say.
in Arke’s work is always
And this can, if nothing else,
level-headed. As she writes
explain why we throw ourin Ethno-Aesthetics, the
postcolonial discussion is not selves with such energy into
the game”, as Arke herself
about guilt, but about relaput it.
ting concretely to reality in
late-colonial culture, includLars Kiel Bertelsen
ing the question of how one
can become a human being
37
TEMASEKTION 5: SCORESBYSUNDHISTORIER
Sammisaq immikkoortortaq 5:
Denne sektion kredser – med udgangspunkt i Pia Arkes hovedværk, bogen
Scoresbysundhistorier – om metodens
udsagnskraft: Hvad er det Arkes
kunstneriske forskning får sagt noget
afgørende om?
Sektionen er lige ud talt spækket med
hovedværker: Dummy (1995-2003) –
det omfattende billede- og tekstværk,
der som titlen peger på er et direkte
forlæg til Scoresbysundhistorier og
et kunstværk i sin egen ret – den
fotografiske serie Telegrafi (1996) og
“kaffe-genbrugsværket” Jord til Scoresbysund (1998).
Om sidstnævnte fortæller Arke i et
brev til sin medforfatter på Scoresbysundhistorier, Stefan Jonsson: “Man
kan sige værket er anekdotisk, fordi det
hænger sammen med mit Scoresbysundophold, hvor min svigerinde opdagede
jeg smed den brugte kaffe ud.”
Ud skulle kaffen, men gennem
vinduet – for at kompostere på stedets
ellers ufrugtbare stengrund. “Det
syntes jeg på forskellige måder var interessant. Scoresbysund blev på grund
af en misforståelse anlagt der hvor det
ligger i dag. Og med hele idéen omkring
Danmarks rettigheder til Grønlands
undergrund osv. har værket historisk
en del dybde. Men det kan også ses
uden at vide disse ting.”
Med 151 snoromvundne gamle kaffefiltre lagt ud i et kvadrat praktiserer
Arke det umuliges kunst: Hun får fat i
en potentialitet, et mulighedsrum uden
forudbestemte mål. Et rum, hvor der
ikke skrives lineær historie, men hvor
der forhandles og skabes midlertidige
historier, der bryder med den konventionelle tids logik, for at favne den
subjektive oplevelse.
Hun får italesat den tavshed, der
omgærder båndet mellem Grønland
og Danmark. Dette ses tydeligt i et
værk som Telegrafi, der handler om,
hvordan mødet mellem modsætninger
og kommunikationen hen over afstande
og afgrunde for altid forandrer dem, der
mødes og det, der kommunikeres. Og
hun får italesat fortielsen af, at båndet
mellem fortid og fremtid – historiens
gang og det som holder nu’et oppe –
slår knuder på sig selv, når det skal
rumme den individualiserede, subjektive tid.
Arke forbliver cool og forsøger ikke
at hugge knuden over med et heroisk
sværdslag. Det sværd, der hed postcolonial studies bød sig ellers til fra det
store udland. I stedet asede og masede
hun i det ene værk efter det andet for
at løsne knuden lidt og arrangere den
om muligt lidt mere humant.
Scoresbysundhistorier er på mange
måder kronen på værket – på et personligt og kollektivt arbejde. Anledningen til værket var, at hun i 1995 havde
fundet fire fotoalbums hos sønnen af
Uuma immikkoortortap sammivaa – Pia Arkep
suliaasa pingaarnersaaniit aallaavilik atuagaq
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat – periaatsip kiminga pillugu: Sunaana Pia Arkep eqqumiitsuliornermik ilisimatusarfiginerata ilisarnaataalluinnartumik oqaatiginiagarigaa?
Immikkoortortaq oqaatigilluaannarlugu
sulianik pingaarnernik qammippoq: Dummy
(1995-2003) – assilianik allakkanillu imaqarluartoq qulequtaata paasitippaa Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat-nut toqqaannartumik attuumassuteqartoq immikkullu eqqumiitsuliaalluni
– assit tulleriiaartut Nalunaarasuartaateqarneq
(1996) aamma “kaffe-genbrugsværket” Ittoqqortoormiit saanngutissaannut (1998).
Kingullermut atatillugu Arkep Stefan Jonssonimut Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat-mik
atuakkioqatiminut allakkamini oqaluttuaraa:
“Suliaq oqaatigineqarsinnaavoq oqalungusiarpalaartuusoq, pissutigalugu Scoresbysundimiinninnut attuumassuteqarmat, ukuama paasimmagu kaffit atoreernikut igittarakkit.”
Kaffilu igittariaqarpoq, igalaakkut avammut
– nuna qaarsuinnaasoq issuninniassammat.
“Tamanna assigiinngitsutigut soqutiginartikkakku. Scoresbysund paatsoornikkut ullumikkut inissisimaffimmini tunngavilerneqarpoq.
Eqqarsaat Danmarkip Kalaallit Nunaata
pisuussutaanik uumaatsunik piginnittuusutut
imminut isiginera il.il. eqqumiitsuliaq oqaluttuarisaanerup ilorpiaanik takutitsisuuvoq.
Kisianni, tamanna takuneqarsinnaavoq oqaluttuarisaaneq sianigisaqarfiginngikkaluarluguluunniit.”
Kaffiliorfiup aqajarukui 151-it qilersukkat isoqqaarissunngorlugu iliorakkat eqqumiitsulioriaatsip sapernartua Arkep atorpaa: Sunniussinnaassuseqartumik immini pissaaneqartoq,
periarfissaq siunertaleriigaanngitsorlu takutippaa. Piffik aalajangeriigaasumik oqaluttuaqanngitsoq kisiannili isumaqatigiinniarfiusoq
oqaluttuaagallartunillu pilersitsisoq, qallikkut
pissusissamut naapertuuttup piffissaata tunngaveqarluartumik eqqarsartaasilik imminuinnaq tunngasoq angutserlugu misigisassaq.
Qilerut Kalaallit Nunaata Danmarkillu
akornaniittoq nipangiussaagaluartoq
oqariar-tuuteqalersippaa. Tamanna ersarissumik takuneqarsinnaavoq Nalunaarasuartaateqarneq-mi tassani pineqarmat akerleriit
naapinnerat attaveqatigiinneq ungasissuseq
qunnerillu naapiffianni attaveqaqatigiinneq.
Aammattaaq qanga siunissallu qilerutaa
oqalutsilerpai – oqaluttuarisaanerup ingerlarnga massakkorpiaallu napatinneqarnerisa
tiggunnerat namminiussuseq imminuinnaq
tunngasumik piffissaliussaa.
Arkep manngertitaarluni sapiissuseqartumillu qilerut panamik kipinianngilaa. Sakkoq pana
taaguutilik postcolonial studies – nunasiaataanerup siornanik misissuineq, avataaniit imminut
neqeroorutigigaluartoq, eqqumiitsuliorluni
sulerulunnermigut qilerut qilerussaariartuaarpaa inuppalaarnerusumik aaqqissorlugu.
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat pingaarnertut suliatut oqaatigineqarsinnaavoq – inuttut
ataatsimoorussatullu suliaq. Suliamut peqqutitut taaneqarsinnaavoq 1995-imi Ejnar Mikkelsenip ernerata angerlarsimaffiani assiisiviit
38
Ejnar Mikkelsen, som hun lakonisk
kaldte for “opfinderen af Scoresbysund by”, da det var ham, der forestod
koloniseringen af Ittoqqortoormiit med
indbyggere fra Angmagssalik (i dag
Tasiilaq). De satte hende ikke bare på
sporet af den tabte tid, men også på
sporet af et de facto historieunderskud.
I omegnen af den danske metropol
opstøver Arke tusindvis af arkiv- og
amatørfotos taget af kolonister og
tilkaldt arbejdskraft fra Danmark og
befolket af uidentificerede grønlandske
subjekter. Da de ikke var forsynet med
oplysninger hverken om person- eller
stednavne, “var fotografierne i princippet værdiløse”, fortæller hun.
Så hun sætter sig for at identificere
dem. I første omgang interesserer hun
sig for fotos fra perioden 1924-32, dvs.
fra koloniseringen og de første formative år – lang tid før grønlænderne
i Ittoqqortoormiit selv begynder at
fotografere. Det er ikke blot æstetiske
og sociale interesser, der får hende til
at undersøge, dels hvad der blev af de
grønlændere, som blev lovet fede tider
(fangstområder), hvis de ville forlade
Angmagssalik/Tasiilaq og slå sig ned
i den danske koloni, og dels hvordan
mødet mellem de forflyttede og de tilrejsende grønlænderne og europæerne
spændte af. Det er tillige en etisk
interesse for mødet mellem biopolitik
og geopolitik, der driver værket.
I 1933 afgør domstolen i Haag en
tvist mellem Danmark og Norge om
Scoresbysundområdet. Med afgørelsen
kunne Danmark, der ikke bare havde
plantet sit flag, men også sine koloniserede på pletten, lægge sidste brik i et
spil, der gav nationen overhøjhed over
hele Grønland. Der kan man tale om
fede tider – i videnskabelig, militær og
æstetisk forstand.
I tråd med kolonialismens transport
af resurser fra koloni til metropol,
blev Ittoqqortoormiits historie i vid
udstrækning flyttet til danske lofts- og
kælderrum, der hvor gamle fotoalbums
havner og går i glemsel. Det giver derfor god mening, når Arke undersøger
den mobile og den stedfaste historie.
Med Scoresbysundhistorier findes
der nu en måde at bringe dem tættere
på hinanden. Bogen er et decideret
engagement med den postkoloniale tilstand, som vi alle er i på den ene eller
anden måde. I den skabes et egentligt
postkolonialt rum, hvor disse klassiske
modsætningspolers enten-eller sættes
ud af drift; hvor modsætninger ikke
længere kan anskues hver for sig, men
altid er tilstede samtidig.
Som Carsten Juhl pointerer: “Mens
den vestlige selvforståelse kun kan
[fejre] sig selv som civilisation i fredstid
og må fortrænge verden i alle andre
tider, så er den postkoloniale situation i
overensstemmelse med tiden.”
ITTOQQORTOORMIINIIT
OQALUTTUAT
sisamat nassaarisimagamigit, taagukkaminik
“Illoqarfik Scoresbysundimik pilersitsisoq”
taassuma nunasiaatip iluani Ittoqqortoormiut
inoqalersimmagu inunnik Ammassalimmiit
(ullumikkut Tasiilaq) inoqalersillugu. Taakkua
piffissamik ersinngitsumik tappissilersiinnarnani aamma aqqutissiuummani oqaluttuarisaanermik amigaat piviusuusoq nassaarineranut. Danskit illoqarfissuata avatinnguani Arkep
nassaariortorpai assit nunasiaatilinneersut
aammalu Danmarkimiit sulisut tikisitat assilisarisimasaat inunnik kalaallinik kinaassusiligaanngitsunik ulikkaartut. Kinaassutsimik
suminngaanneerneranilluunniit paasissutissartaqanngimmata “assit tunngaviusumik
naleqanngikkaluarput” Arkep oqaatigaa.
Taamaalilluni kinaassusersorlugit aallartippai. Siullermik assit 1924-32-imeersut
soqutigineruai, tassa nunasiaalernerup ukiui
siulliit – Illoqqortoormiormiut namminneq suli
assiliisalinngikkallarmata. Kusanartulianik
inuunermullu tunngasut kisiisa pillugit misissuisimanngilaq. Sumut kalaallit pisimanersut
naak neriorsorneqarsimagaluartut pissutsinik
nutaanik pitsaalluinnartunik (piniarfigissaartunik), Ammassalik/Tasiilaq qimakkunikku
niuertoqarfik nutaaq nunagilerunikku, aammattaaq pissutsit qanoq ittut atuutilissanersut
nuutsitat tikisitat kalaallit qallunaallu akornanni. Taamatut ingerlatsineq ileqqorissaarnermut
soqutiginninneruvoq biopolitikkimut geopolitikkumullu naapitsineq.
1933-imi Haag-imi eqqartuussivissuup
aalajangerpaa Danmarkip Norgellu Scoresbysundimut tunngatillugu aaqqiagiinngissutaat.
Aalajangiinerup Danmarkip naalaagaassusersuani takutissinnaanngorpaa aammami
erfalasortik kapputereersimagamikku. Tassani
oqaatigineqarsinnaavoq pissutsit pitsaalluinnartut atuutilermata – ilisimatusarneq, sakkutooqarneq kusanartuliornerlu eqqarsaatigalugit.
Nunasiaqarnerup nukinnik ingerlatsinermini nunasiaammiit illoqarfinngortitsinermini
Illoqqortoormiut oqaluttuarisaanera danskit
qaliaannut naqqullu ataanut nutsertippai, taakkunani assiisiviit pisarmata puigugaallutillu.
Taamaattumik isumaqarluarpoq Arkep oqaluttuarisaaneq ingerlaartoq aamma uninngasoq
misissuiffigimmagu.
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat aqqutigalugu
periarfissaqalerpoq imminnut qanillisarnissaat.
Atuakkap tamatta sutigulluunniit peqataatippaatigut nunasiaanerup siornagut pissutsinut.
Iluani pilersitsivoq nunasiaanerup siornagut
piffimmik, tassani akerleriit piujunnaarnerat
imaluunniit piunerat atorunnaarsinneqarfigaat; akerleriit immikkoortinneqarsinnaajunnaarnerat, kisiannili tassaniittuartut.
Soorlu Carsten Juhlip erseqqissaaneratut:
“Killiunerusut imminnut paasinninnerat imminnut atugartuussusertik nalliuttorsiuutigalugu
ukiuni sorsuffiunngitsuni nunarsuullu sinnera
puiguinnarlugu, taava nunasiaataaneq sioqqullugu piffissap pissusaa piffissamut naapertuuppoq.”
THEME SECTION 5: STORIES FROM SCORESBYSUND
Taking its departure in Pia Arke’s
major work, the book Stories from
Scoresbysund, this section considers
the strength of her method: What is it
that Arke’s artistic research succeeds in
saying something decisive about?
The section is literary filled with
main works: Dummy (1995-2003) – the
comprehensive picture and text work
which, as its title indicates, is a direct
precursor for Stories from Scoresbysund
and a work of art in its own right – the
photographic series Telegraphy (1996)
and “the coffee recycling work” Soil for
Scoresbysund (1998).
About the latter work Arke writes in
a letter to the co-author of Stories from
Scoresbysund, Stefan Jonsson: “One
may say that the work is anecdotal because it is linked to my stay in Scoresbysund, where my sister-in-law noticed me
throwing out the used coffee grounds.”
The coffee had to be thrown out, but
through the window – to compost on the
town’s otherwise barren stony ground. “I
thought that was interesting in various
ways. Scoresbysund was founded because
of a misunderstanding there where it
is situated today. And with the whole
idea of Denmark’s rights to Greenland’s
underground, etc. the work has quite a
lot of depth historically. But it can also be
viewed without knowing these things.”
With 151 old coffee filters wound about
with string and laid out in a square Arke
practises the art of the impossible: she
gets hold of a potentiality, a space of
possibility without a predetermined goal.
A space where linear history cannot be
written, but where temporary histories
are negotiated and created; histories that
depart from the logic of conventional time
to embrace subjective experience.
She articulates the silence that surrounds the bond between Greenland
and Denmark. This is clearly seen in
a work like Telegraphy, which deals
with how the meeting of opposites and
the communication across distances
and abysses change forever those who
meet and what is communicated. And
she articulates the passing by in silence
of the fact that the bond between past
and future – the progress of history and
what underpins the now – ties itself
into knots when it has to find room for
individualised subjective time.
Arke remains cool and does not try to
cut the knot with a heroic stroke of the
sword, even though the sword that was
called postcolonial studies was on offer
from abroad. Instead she slogged away
in one work after the other to loosen
that knot and, if possible, arrange it a
little more humanely.
Stories from Scoresbysund is in many
ways her crowning work. The work was
occasioned by the finding in 1995 of four
photo albums in the home of the son of
Ejnar Mikkelsen, whom she laconically
called “the inventor of Scoresbysund
town”, as it was he who was in charge of
the colonisation of Ittoqqortoormiit with
inhabitants from Angmagssalik (today
Tasiilaq). The photos put her on the track
not only of the lost time but also of a de
facto historical lacuna.
In and around the Danish capital
Arke unearthed thousands of archival
and amateur photos taken by colonists
and migrant workers from Denmark and
populated by unidentified Greenlandic
subjects. As they were not provided with
information about persons or places,
“the photographs were in principle
without value”, she writes.
So she set about identifying them.
Initially she was interested in the period
around 1924-32, i.e. from the colonisation
and the first, formative years – a long
time before the Greenlanders in Ittoqqortoormiit began to take photos themselves.
It was not just aesthetic and social
interests that made her investigate what
happened to the Greenlanders who been
promised a life of plenty (good hunting) if
they would leave Angmagssalik/Tasiilaq
and settle in the Danish colony, and how
the meeting between those who had been
removed and those who had come from
abroad, Greenlanders and Europeans,
worked out. There was also an ethical interest in the meeting between biopolitics
and geopolitics that impelled the work.
In 1933 the International Court of
Justice at The Hague decided a dispute
between Denmark and Norway about the
area around Scoresbysund. The decision
meant that Denmark, which had not
only planted its flag but also its colonised
subjects at the spot, could make the final
moves in a game that gave the nation
sovereignty over all Greenland. Now one
could speak of times of plenty – scientifically, militarily and aesthetically.
In parallel with colonialism’s transport of resources from colony to metropole Ittoqqortoormiit’s history was to a
large extent moved to Danish attics and
basements, rooms where old albums end
up and are forgotten. It therefore makes
good sense that Arke investigated both
the mobile and the place-bound history.
With Stories from Scoresbysund there
is now a way of bringing them closer to
one another. The book is a determined
engagement with the postcolonial condition that we all find ourselves in one way
or another. In it an actual postcolonial
space is created in which the either-or of
these classical oppositions are rendered
inoperative; where oppositions can no
longer be viewed individually but are
always simultaneously present.
As Carsten Juhl points out: “While
the Western self-understanding can only
[celebrate] itself as civilisation in peacetime and must suppress the world at all
other times, the postcolonial situation is
in accord with time.”
39
Pia Arke. Dummy. 1995-2003
Titlen på Pia Arkes værk Dummy
skal læses bogstaveligt. Værket
består af en “dummy” – det vil
sige en sideskitse, som angiver
sidernes rækkefølge samt billedeog tekstplacering på hvert
sideopslag. De indrammede og
vægophængte sideskitser giver et
øjebliksbillede af, hvordan Arke
gik til værks, da hun samlede
sine indsamlede fortællinger,
billeder og dokumenter fra
Scoresbysund/Ittoqqortoormiit
til bogen Scoresbysundhistorier.
Fotografier, kolonisering og kortlægning (Borgens Forlag, 2003).
Den dummy, vi ser ophængt, er
for sin del bare den næstsidste
i en række lignende dummies,
som Arke anvendte som arbejdsfundament, da hun planlagde sin
bog og diskuterede den med sin
medarbejder Stefan Jonsson og
sin forlægger Poul Henrik Westh.
skerne dér manglede en historie.
Stedets fortid havde ikke nogen
given plads i indbyggernes
kollektive hukommelse. Desuden
manglede samfundet historiske
dokumenter, som gengav årene,
der var gået. Arke satte sig for
at rode bod på dette historiske
underskud. Hun indsamlede
dokumenter om Scoresbysund,
som var spredt over det halve
Europa. Hun dokumenterede
også historierne, som indbyggerne selv havde gemt i deres
hukommelse og fotoalbums. På
den måde ville hun genoprette
Ittoqqortoormiits historie nedefra ved at fremlægge det mylder
af minder og erindringer, som
er blevet udeladt i den officielle
danske kolonihistorie.
Til forskel fra den officielle historieskrivning havde den mangfoldighed af fortællinger, fotografier
Dummy viser, at Arke betragtede og erindringer, som Arke
Scoresbysundhistorier som et
indsamlede, ikke nogen bestemt
kunstværk såvel som et boglinje. De kunne ikke sættes samprojekt – skønt måske allerhelst men til en sammenhængende
som et nyt æstetisk objekt uden
fortælling, men kun som en
navn. En forfatter ville næppe
mosaik af historier, som løber
udstille manuskriptet til sin
ind i og ud af hinanden som et
færdige bog. Blandt kunstnere
garnnøgle. At Arke lagde så stor
derimod er det almindeligt, at
vægt på dummy’en og ophøjede
skitsen værdsættes som et værk den til et kunstværk i sin egen
i sin egen ret.
ret, viser at hun opfattede den
ufærdige formgivning som den
Og som flere andre værker af
eneste form, der præsenterede
Arke viser Dummy tillige, at
sandheden om Ittoqqortoormiits
hun tilhører de kunstnere, som
ufærdige og uafsluttede historie.
betoner den kunstneriske proces Dermed udpeger Dummy tre
snarere end resultatet. Arke
grundidéer i Arkes historiesyn.
havde knapt nok færdiggjort
For det første er historien om
manuskriptet til ScoresbysundScoresbysund ikke én, men
historier og afleveret det til
mange. For det andet handler
tryk, før hun vendte tilbage til
denne historie bogstaveligt talt
dummy’en, tog siderne fra hinom en kolonial konstruktion; en
anden og begyndte at overveje,
plads som udtænktes og fabrikom ikke dokumenterne kunne
eredes på et skrivebord i Købenordnes i nye kombinationer.
havn. For det tredje er denne
historie uafsluttet. I lighed med
Netop derigennem bliver
dummy’en har den ikke få sin
Dummy også et spejl af hele
endegyldige form – og det får den
Arkes indstilling til sit fødested
nok aldrig.
Scoresbysund. Da hun efter
35 år vendte tilbage til byen i
Stefan Jonsson
1997, oplevede hun, at menne40
Pia Arke. Dummy.
Pia Arkep suliaata qulequtaa Dummy
taamatorpiaq paasineqassaaq. Suliaq
tassaavoq “dummy” – tassalu suliareqqitassaq quppernilersugaq, quppernerit
tulleriiaarneqarnissaannik oqaluttuartoq ilanngullugit quppernerni sorlerni
assilissat allagartaallu qanoq tulleriiaarneqassanersut. Suliareqqitassat
quppernilersukkat sinilerlugit nivinngarneqarsimasut ingerlaannaq oqaluttuarput Arke qanoq suleriaaseqarsimasoq
Ittoqqortoormiit pillugit atuakkiassani
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Assit,
inulerneqarnerat nunap assiliornerlu
(Borgens Forlag, 2003) allassallugu
oqaluttuat, assilissat uppernarsaatissallu katersoramigit. Dummy taanna
nivinngarneqarsimasoq tassaaginnarpoq piviunngitsut tassunga assingusut
arlallit, Arkep sulinermini najoqqutassamisut atugaasa, kingullersaata tullia,
taamani atuakkiassani piareersarlugu
suleqatiminik Stefan Jonssonimik
saqqummersitsisussaminilu Poul Henrik Westhimik oqaloqateqartarnermini.
Dummy-p takutippaa Arkep Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat atuakkiatut
isigiitigalugit aamma eqqumiitsuliatut
isigigai – naak immaqa kusanartuliatut
saqqummiussassatut ateqanngitsutut
isigerusunnerugaluarlugit. Atuakkiortup atuakkiami tamarmiusup allannera
takutikkusuppallaartarunanngilaa.
Kisianni eqqumiitsuliortut akornanni
nalinginnaavoq suliarigallakkat suliatut
namminneq nalilittut pingaartinneqartarnerat.
Arkep suliarisartagaatut arlalittulli
Dummy-p aamma ersersippaa arnaq
taanna eqqumiitsuliortunut eqqumiitsuliap suliarineranik ersersitserusuttunut
ilaasoq, inernera pinerunagu. Arkep
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat allannerat naammassiinnavillugu naqiterisussamullu tunniutereerlugu ingerlaannangajak dummymut uteqqippoq,
quppernerit piiarlugit eqqarsaatigilerlugulu uppernarsaatit nutaamik allatut
katiterneqarsinnaannginnersut.
Tassuunarpiarlumi Dummy tarrarsuutinngorportaaq Arkep inunngorfimminut Ittoqqortoormiinut isiginninneranut
tamarmut. Ukiummi 35-t qaangiute-
Pia Arke. Dummy. 1995-2003
1995-2003
reersut illoqarfimmut 1997-imi uterami
paasivaa tassani najugallit oqaluttuaqanngitsut. Najugaqarfiup oqaluttuassartaata innuttaasut ataatsimut
eqqaamasassissimanngilai. Inooqatigiittaaq ukiut taakku ingerlanerini
oqaluttuarisaanermut uppernarsaatissaqanngillat. Arke aalajangerpoq oqaluttuarisaanermik amigaateqarneq taanna
qanoq iliuuseqarfiginiarlugu. Ittoqqortoormiit pillugit paasissutissat, Europap
affaani siammarsimasut, katersorpai.
Innuttaasalumi namminneq eqqaamasamikkut assiisivitsigullu toqqortigaat
atorlugit oqaluttuat uppernarsaaserpai.
Taamaaliornermigut Ittoqqortoormiit
oqaluttuassartaat naqqaniit pilerseqqinniarpaa, eqqaamasarpassuit, danskit
nunasiaateqarnerminnik pisortatigoortumik oqaluttuaanni, mininneqarsimasut.
Pisortatigoortumik oqaluttuamit allaanerulluni oqaluttuat, assit eqqaamasallu
assigiinngisitaaqisut, Arkep katersugai,
aalajangersimasumik malitaqanngillat.
Oqaluttuamut imminut ataqatigiissumut inissititerneqarsinnaanngillat,
oqaluttuaallutilli assilissatut imminnut
katitikkat, paarlagaattut, nuersagassatulli. Arkep Dummy-mik taama pingaartitsitiginerata eqqumiitsuliatullu
nammineq nalilittut qaffatsitsinerata
ersersippaa ilusiliineq naammassineqanngitsoq paasigamiuk tassatuaasoq
Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaata
naammassineqanngitsup eqqortumik
saqqummiunnissaatut. Taamaalilluni Dummy Arkep oqaluttuarisaanermut isiginnittaasiata tunngaviinik
pingasunik tikkuussivoq: Siullermik
Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaat
ataasiinnaanngitsoq, amerlaqisulli.
Aappassaanik oqaluttuaq taanna nunasiaatillit namminnerpiaq ilusiliineraat;
Sumiiffik Københavnimi allaffimmi
eqqarsaatigineqarlunilu sananeqartoq.
Pingajussaanik oqaluttuaq taanna suli
naammassineqanngilaq. Dummy assigalugu isikkuissani suli tigunngilaa –
taamaalinngisaannarunarlunilumi.
Stefan Jonsson
The title of Pia Arke’s work
Dummy should be read literally.
The work consists of a “dummy”
– that is a mock-up page that
shows the sequence of the pages
and the placing of pictures and
text on each page spread. The
framed mock-up pages hung
on the wall give a momentary
picture of how Arke set about her
work when she assembled her
collected stories, pictures and
documents from Scoresbysund/
Ittoqqortoormiit for her book
Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Mapping (Borgen Publishers, 2003).
The dummy we see on the wall is
for its part just the next but last
in a series of similar dummies
that Arke used as basis for her
work when she was planning
her book and discussing it with
her collaborator Stefan Jonsson
and her publisher Poul Henrik
Westh.
Dummy shows that Arke
regarded Stories from Scoresbysund as an artwork as well as a
book project – although perhaps
most preferably as a new aesthetic object without a name. A
writer would scarcely exhibit the
manuscript for her/his completed
book. Among artists, on the other
hand, it is common for studies
and sketches to be valued as
works in their own right.
And, furthermore, like a number
of other works by Arke, Dummy
shows that she is one of those
artists who give more emphasis
to the process than to the result.
Arke had barely completed
the manuscript of Stories from
Scoresbysund and delivered it to
the printer when she returned to
the dummy, separated the pages
and began to consider whether it
would not be possible to arrange
the documents in new combinations.
In this way Dummy also comes
to reflect Arke’s entire attitude
to her birthplace, Scoresbysund.
When after 35 years of absence
she returned to the town in
1997, she found that its inhabitants lacked a history. The
settlement’s past had no given
place in their collective memory.
Furthermore the community
lacked historical documents that
could account for the years that
had passed. Arke set herself the
task of remedying this situation.
She collected documents about
Scoresbysund that had been
spread across half of Europe. She
also documented the stories that
the inhabitants themselves had
stored away in their memories
and photo albums. In this way
she wanted to re-establish Ittoqqortoormiit’s history from
below by presenting the throng of
memories and recollections that
had been left out of official Danish colonial history writing.
As opposed to the official version of history the multiplicity of stories, photographs and
memories collected by Arke had
no definite line. They could not
be put together into a coherent
narrative, but only as a mosaic
of intertwined stories like a ball
of yarn. That Arke attached so
much importance to the dummy
and elevated it to a work of art in
its own right shows that she saw
the unfinished form as the only
kind that could present the truth
about Ittoqqortoormiit’s uncompleted and unfinished history.
In this way Dummy highlights
three fundamental ideas in
Arke’s view of history. First,
Scoresbysund does not have one
history, but many. Second, this
history is quite literally about
a colonial construction; a place
that was conceived and fabricated at a desk in Copenhagen.
Third, the history is unfinished.
Like the dummy it has not
acquired its final form – and
probably never will.
Stefan Jonsson
41
Pia Arke. Jord til
Scoresbysund. 1998
Pia Arke. Ittoqqortoormiit saanngutissaannut. 1998
Pia Arke. Soil for
Scoresbysund. 1998
“Det er tre menneskers
kaffeforbrug gennem fire
måneder. Da jeg var i
Grønland, ville jeg smide
kaffegrumset ud, men så
fik jeg at vide, at det måtte
jeg ikke, den skulle blive til
kompost, de ville så gerne
have noget mere jord.
Efter tilstrækkelig lang tid
bliver kaffe til jord. Kaffe
er importeret, det er noget,
man drikker alle steder i
verden.”
“Inuit pingasut qaammatini
sisamani kaffisugaat. Kalaallit
Nunaanniitillunga kaffit tangikui
iginnialerpakka, ilisimatinneqarpungali taamaaliussanngitsunga,
nunannguunniassammata,
saannguteqarnerorusukkaluaqigamimmi. Sivisuumik
uninngareerlutik kaffit saanngutinngortarput. Kaffi, nunarsuarmi tamarmi imerneqartartoq,
nunamut eqqutaavoq.”
“It is three people’s consumption of coffee over
four months. When I was
in Greenland I was going
to throw out the coffee
grounds, but I was told
that I shouldn’t do that, as
they wanted it to become
compost. They so much
wanted to have some
more soil. After a sufficient length of time coffee
becomes earth. Coffee is
imported; it is something
people drink all over the
world.”
Pia Arke
(citeret fra Kunstavisen,
nr. 5, 1998)
Den oprindelige installation
fra 1998 er blevet opløst, som
det var tilfældet med mange
af Arkes værker, men er
under arbejdet med udstillingen blevet rekonstrueret af
udstillingsteamet efter ovennævnte beskrivelse.
42
Pia Arke
(atuagassiami Kunstavisen, nr. 5,
1998-imi issuarneqarpoq)
Pia Arke
(quoted from Kunstavisen,
no. 5, 1998)
1998-imi ilusilernera tammarsimavoq, soorlu Arkep suliarpassuisa
ilaat aamma tammarsimasut, kisianni saqqummersitsinissap suliarinerani saqqummersitsiniartuusut
qulaani issuarneqartoq pissusiatut
suliareqqippaat.
The original installation from
1998 was dissolved, as was
the case for many of Arke’s
works, but has been reconstructed by the exhibition
team during the work on the
exhibition in accordance with
the above description.
Jord til Scoresbysund. 1998
Ittoqqortoormiit saanngutissaannut. 1998
Soil for Scoresbysund. 1998
© Søren Arke
43
Pia Arke. Telegrafi. 1996
Pia Arke. Nalunaarasu-
Midt i det hele står Samuel
Morse (1791-1872), amerikansk portrætmaler og opfinder af morsekoden og elektrisk
telegrafi – af det græske “tele”
(fjern) og “grafein” (skrive);
altså fjernskrivning eller kommunikation over lang afstand.
Ordet minder om fotografi – af
græsk “fos” (lys) – som ofte
er blevet brugt som historisk
dokumentation for faktiske
hændelser.
Qeqqaniippoq Samuel Morse (17911872), amerikamiu inuit kiinaannik
qalipaasartoq, toornerit titarnerillu
atorlugit nalunaarasuarnermik
(morsernermik) aamma innaallagiaq
aqqutigalugu nalunaarasuarnermik
nassaartoq – telegrafi – grækerit oqaasiannit “tele” (ungasissoq)
aamma “grafein” (allanneq); tassa
ungasissumut allanneq imaluunniit
ungasikkaluaqisumut attaveqarneq.
Oqaatsimut assingutinnarpoq
fotografi (assiliineq) – grækerit
oqaasiannit “fos” (qaamaneq) – amerlaqisutigut pisimasuinnut oqaluttuarisaanermut uppernarsaatitut
atorneqarajuttoq.
Det sort-hvide fotografi af
Morse-statuen, der står i
Central Park i New York, er
det eneste Pia Arke selv har
taget på en rejse til byen.
Resten af fotografierne, farvet
blå af kunstneren, fortæller
om den rejse, manden på
billederne foretog i slutningen
af 1940’erne fra Danmark til
Grønland for at arbejde som
telegrafist.
Manden er placeret ved siden
af Morse; den ene på en sokkel, den anden på en klippe,
fotograferet lidt nedefra.
Begge poserer og skuer mod
noget i det fjerne. De to fotografier er centrum i serien,
som symmetrisk folder sig ud
med otte fotografier på hver
side, der så at sige spejler sig i
hinanden.
Umiddelbart er der en logisk
modsætning mellem fotografierne på hver side. Særligt i
første række, hvor manden
på den ene side holder om
to danske kvinder og på den
anden side om to grønlandske kvinder. Vandets stille,
skarpe spejling af landskabet.
Billedet af huset set udefra,
og billedet set indefra huset
og ud.
44
Men jo længere man kommer ud i rækkerne, bliver
de gentagne modsætninger
mere og mere et spørgsmål om
form snarere end betydning.
Telegrafmast og skibsmast;
skibsreb og telegraftråde; husmoren der bøjer sig hen over
bordet, og fangeren der bøjer
sig hen over sin kajak; skibsstævn og mandens siddende
krop. Modsætningerne er
formmæssig, noget der ligner
hinanden, men det er ikke
givet, hvad forbindelsen mellem dem betyder. Den givne,
logiske spejling forvrænges
og udvider modsætningernes
rummelighed.
Serien fortæller en historie
om en anden, på samme måde
som etnografer – fra græsk
“ethnos” (folk) – har fortalt om
grønlænderne. Den anden er
blot her en ung, hvid mand,
som traditionelt repræsenterer den position, hvorfra der
er blevet set, opdaget, erobret
og beskrevet. Det er ikke længere entydigt, hvem der ser på
hvem.
Arke har betegnet fotografiet
som en vigtig del af det
koloniale sprog, fordi det har
været brugt som dokumentation for erobringen af fjerne
egne. I Telegrafi betvivles den
autoritet af fotografierne selv.
Mette Jørgensen
Morsemut eqqaassutissap, New
Yorkimi Central Parkimiittup, assinga qalipaateqanngitsoq tassatuaavoq assi Pia Arkep illoqarfimmut
tikeraarnermini nammineq assilisatuaa. Assit sinneri, assiliisumit
namminermit tungujuartunngortinneqarsimasut, oqaluttuarput angutip
assilineqarsimasup nalunaarasuartaaserisutut sulissalluni 1940-kkut
naalerneranni Danmarkimiit Kalaallit Nunaaliarneranik.
Morsep saniani qeqarpoq angut;
aappaa eqqaassutissap sukaani
aappaalu ujaqqami, atikannianniit
assilisaq. Tamarmik inississimapput sumut ungasissumut isigisutut.
Assini uiguleriittuni assit taakku
marluk qitiupput, illugiiffaarissumik
tamarmik assinik arfineq pingasunik
avatangerneqarsimallutik, soorlulusooq imminnut tarrarsortut.
Imaaliinnarlugu paasigaanni assit
avatangiisut naleqquttumik illuatungiliipput. Pingaartumik siullerni,
angutip arnat qallunaat marluk
illugiissillugit eqisimaarai aappaanilu
kalaallit arnat marluk eqisimaarlugit.
Immap qatsungasup nunamik tarranitsitsinera. Illup silataaniit assinga,
illullu iluaniit isikkiviata assinga.
artaateqarneq. 1996
Pia Arke. Telegraphy. 1996
Kisianni assit tulleriiaat qimerloornerini imminnut illuatungeriittut uteqattaartut periaasinngoriartuinnartutut ipput isumaat
tunorlinngorlunilusooq. Nalunaarasuartaatip napparussua umiarsuullu
napparutaa; umiarsuup pituutai
nalunaarasuartaatillu aqqutaat;
illumi ningiu nerriviliortoq, piniartorlu qaannaminik passussisoq;
umiarsuup siua angutillu issianera.
Illuatungeriinnerit isikkumikkut
taamaapput, imminnut assingullutik, imaakkunanngitsumilli taakku
ataqatigiissutaat immini isumaqartoq. Pissusissamisut naleqquttumik
tarraninneq allanngortinneqarpoq
illuatungeriinnerillu imartussusiat
tarparlugu.
In the middle of it all stands
Samuel Morse (1791-1872),
American portrait painter and
inventor of the Morse Code
and of electric telegraphy –
from the Greek “tele” (distant)
and “grafein” (to write); that
is, long-distance writing or
communication. The word
reminds one of photography
– from Greek “fos” (light) –
which has often been used as
documentation of the factuality of historical events.
Assilissat oqaluttuaraat allanik
oqaluttuarneq, soorlu etnografit
(inuit kulturiinik pissusiinillu
ilisimatusartut) – grækerit oqaasiannit “ethnos” (inuit) – kalaallit
pillugit oqaluttuartarnerat. Aappaa
tassaaginnarpoq angut inuusuttoq,
qaamasumik amilik, pisarneq malillugu sinniisuusoq inissisimaffimmut,
taakkuninnga isiginniffiusumut, nassaarineqartunut, ajugaaffigineqartunut allaaserineqartunullu. Kia
kina isigineraa ataasiinnanngorlugu
paasineqarsinnaajunnaarpoq.
Arkep assiliineq nunasiaateqartup
nassuiaanerinut pingaarutilinnut
ilaasutut oqaatigaa, pissutigalugu
tamanna atorneqartarsimammat
nunanik ungasissorsuarniittunik
ajugaaffiginninnernut uppernarsaatissatut. Nalunaarasuartaateqarneq-mi (nalunaarasuartaateqarneq)
taama imminut oqaasissaqartitaaneq assit namminneq qularnarsisippaat.
Mette Jørgensen
The black-and-white photograph of the statue of Morse,
which stands in Central Park
in New York, is the only one
taken by Pia Arke herself on
her visit to the city. The rest
of the photographs, coloured
blue by the artist, relate to
the journey the man in the
pictures made at the end of
the 1940s from Denmark to
Greenland to work as a telegraphist.
The man is placed next to
Morse; one of them on a
plinth, the other on a rock
photographed a little from
below. Both are posing, gazing
into the distance. The two
photographs form the centre
of the series, which extends
symmetrically with eight photographs on each side of them
as a kind of mirror image of
one another.
still, sharp reflection of the
landscape. The picture of the
house seen from outside, and
the picture seen from inside
the house looking out.
But the further one moves out
from the centre, the more the
repeated oppositions become
a question of form rather than
of meaning. Telegraph mast
and ship’s mast, ship’s ropes
and telegraph cables; the
housewife bending over the
table and the hunter bending over his kayak; bow of a
ship and a man’s body seated.
The oppositions are formal,
things that resemble one
another, but it is not given
what the connection between
them signify. The given logical
mirror reflection is distorted
and expands the space of the
oppositions.
The series tells a story about
the other, in the same way as
ethnographers – from Greek
“ethnos” (people) – have told
about Greenlanders. Here,
however, the other is a young
white man, someone who
traditionally represents the
position from which the world
has been seen, discovered,
conquered and described. It is
no longer clear who is looking
at who.
Arke has defined photography
as an important part of the
On the face of it there seems
colonial language, because it
to be a logical opposition
has been used as documentabetween the photographs on
tion of the conquest of distant
each side. Especially in the
regions. In Telegraphy doubts
first row where the man on
are raised as to such an
one side has his arms around authority by the photographs
two Danish women and on the themselves.
other side around two Greenlandic women. The water’s
Mette Jørgensen
45
TEMASEKTION 6: LEGENDE
Denne sektion kigger nærmere på
det ironiske spil i Pia Arkes bricolager – vanen tro med udgangspunkt
i et konkret værk, nemlig serien
Legende I-V (1999). De fem skrøbeligt monumentale billeder tilegner
sig forhåndenværende landkort over
Nordøstgrønland. Kortene er i sig
selv forunderligt farverige, men de er
blevet behandlet med et grafikpulver,
der stedvist gør dem mørke, næsten
dystre. Midt i disse barske landskaber
(midt på kortene over samme) lyser en
håndfuld varme gultonede kvindeportrætter op.
De stammer fra Ittoqqortoormiit
og tiden lige efter 2. Verdenskrig.
Legende III prydes således af et ungdomsportræt af Arkes mor. Hun og de
andre ser ved første øjekast ud til at
bære ansigtstatoveringer. Måske lidt
ligesom de fem kvinder i det berømte
Qilakitsoq mumiefund, som i dag er at
se på Grønlands Nationalmuseum &
Arkiv – eller som kvinden i Mathias
Blumenthals maleri fra 1753 af
Grønlænderinden Maria, der hænger i
Etnografisk Samling på Nationalmuseet i København.
Men ved nærmere eftersyn ser man,
at det drejer sig om tilføjelsen af et
transparent papir overstrøet med stednavne, der henviser til de snarrådige
europæere og amerikanere, der kom
først i kapløbet om at give verdenen
navn: WULLF LAND (efter en svensk
botaniker), KANE BASSIN (efter
en amerikansk læge), HUMBOLDT
GLACIER (efter den tyske naturvidenskabsmand og den moderne geografis
grundlægger) og så fremdeles.
“Grønland som konstruktion” kunne
Arke have kaldt sit værk, og denne
sektion ville have fået samme entydige
titel. Men det gjorde hun selvfølgelig
ikke. For Arke var formidabel til det
med titler. Hun beherskede balanceakten mellem ikke at give for meget og
ikke for lidt i navngivningen af sine
værker, ikke at lukke læsningen, men
at holde den åben, således at det slår
knuder i hjernen, når man forsøger
at få greb om, hvad det er, der er på
færde i hendes værker.
Arke leger med ord og betydninger
og leger kispus med forudfattede
fortolkninger. Legende. Hun peger
på sagnet og myten – om Grønland,
folketyper, folklore og alle tupilakkens
forbandelser – før Kristendommen
nåede til landet. Legende. Kristendommen nåede frem, og det samme gjorde
de religiøst opbyggende beretninger om
helgeners og helgeninders forbilledlige
liv. Helgenlegenderne. Man kunne
blive ved. Men den mest nærliggende
læsning (middelalderlatin: “legenda” =
noget som skal læses) må være legen-
46
den som signaturforklaring. Altså den
oversigt over symbolernes betydning, som korttegnerne forsyner ethvert ordentligt land- og søkort med.
Arke har forsynet sine kort med
sin egen signaturforklaring hentet
nede fra den lokale kolonialhandel:
kaffe, sukker, ris, og de mere hjemlige
næringsmidler mel og havregryn. Hun
går efter sammenstillinger, der sætter
et ironisk spil af betydninger i værk,
og som følgelig afsøger betydningerne
for at se, om der skulle være åbninger
og sprækker, hvor man kunne skyde
andre fortællinger og fortolkninger ind.
Selv formulerede hun det således: “Jeg
putter en masse historie på i stedet
for at rense billedet til at være det der
storslåede, æstetiske billede.”
Sektionen rummer også en anselig
del af de talrige værker, hvor hun helt
bogstaveligt putter en masse historie
på. Enten ved at skrive direkte på de
sort-hvide fotografier af barndommens
grønlandske tilknytningssteder. Eller
ved at grifle direkte på rammen.
Rammen som betydningsbærer har
Arkes særskilte interesse. “Vi, de etniske i forskellige afskygninger”, skriver
hun i bogen Etnoæstetik (1995), har en
“interesse i at få de museale rammer
med i udstillingen. Vi har en interesse
i at klarlægge forbindelsen tilbage til
Europa, på samme måde som æsteten
har en interesse i at beskæftige sig
med kunst. Her er ingen frygt for
forurening af de oprindelige værdier,
faktisk tværtimod.”
Iblandt de røster, der kommer
til udtryk på rammerne – og som
beskriver steder, ankomster til steder,
vejrlig, med mere i opstemt telegramstil – finder man nu amerikanske
stemmer. Arke går ikke i detaljer.
Det lader hun stemmerne om. Men en
overordnet lejrstemning, en fornemmelse af base camps og – helt svagt
– boot camps, toner frem sammen med
amerikanernes tilstedeværelse. Det
spejderagtige toner over i det militære.
Hverdagssysler går hånd i hånd med
strategiske opgaver og gammelt gyngebræt møder B-52 bombefly i fredstid.
Det med fredstid er en del af det
ironiske spil omkring forestillinger, der
har med størrelse at gøre: det lille Danmark i den store verden, det store Danmark med de rigtige kompetencer, det
lillebitte Grønland blandt verdens store
nationer, det koloenorme Grønland at
opdage og forvalte, og så fremdeles.
Danmarks base- og atomvåbenforbud i
fredstid gjaldt åbenbart ikke Grønland.
Men det blev der ikke snakket så meget
om. I dag taler vi heller ikke så meget
om, hvad det betyder for Danmarks
rolle i NATO at booste territoriet med
en faktor 30.
Arke taler heller ikke om det. Hun
taler om tavsheden i stedet.
Sammisaq immikoortortaq 6:
Uani immikoortortami Pia Arkep pinnguaata
bricolager sammineqassaaq – pisarneq malillugu aalajangersimasumik aallaaveqartumik,
tassa nangeqattaatut Legende I-V (1999).
Taakku alutornartut qajannartulli assit tallimat imaraat Tunup Avannaata nunataata
assingi. Assit immini qalipaatigissaarput kisiannili eqqumiikujuttumik qalipaatigissaarlutik.
Grafikpulverimik nakkalatserfigineqarsimapput, piffiit ilaat ersinangajattumik tarrajullutik. Nunat akorngini (nunat assingisa qeqqani)
arnat assingi kissalaartumik qaammaarissumillu qalipaatillit takuneqarsinnaapput.
Arnat Ittoqqortoormiuupput asserlu Sorsunnersuup Aappaata nalaaninngaanneerluni.
Arkep anaanata inuusukkallarami assinga Legende III-ani kusanaqutaavoq. Anaanaa allallu
takutsiaannarlugit isumaqarnarpoq kiinnamikkut kakiortissimasut, soorlu arnat Qilakitsormiut tusaamasat Nunatta Katersugaasiviani
Allagaateqarfianiittut assigalugit – aammalu arnaq kalaaleq Grønlænderinden Maria,
Mathias Blumenthalip 1753-imi qalipagaa,
Etnografisk Samlingimi Katersugaasivissuarmi
Københavnimiittumi nivingasoq assigalugu.
Qanimut misissorlualerlugit takuneqarsinnaavoq pappialaq akimut ersingajattoq,
tassanilu piffiit assigiingitsut atiisa allattorsimanerat, taakkua europamiunut amerikarmiunullu isumassarseriallaqqissunut
nunanik nassaaqqaarnissamut atsiussinissamullu innersuussutaallutik: WULLF LAND
(naasorsiooq svenskiusoq malillugu), KANE
BASSIN (nakorsaq amerikarmioq malillugu),
HUMBOLDT GLACIER (ilisimatooq nunalerinerlu nutaajunerusup tunngaviliisua tyskeq
malilligu) taamatullu.
“Kalaallit Nunaata sannaa” taamak Arkep
suliani taasinnaagaluarpaa, unalu immikkoortortaq paatsuugassaanngitsumik taaguuteqartissinnaagaluarlugu. Taamaasiunngilarli.
Arke taaguusersuinermini pikkorilluinnartarsimavoq. Suliaminillu taaguusersuinera
ingasaassinnginnissaq minnaarinnginissarlu
tappiffigisarsimallugit, taamaasilluni inuk
eqqarsalertinniarlugu sunaana pineqarnersoq?
Arkep isummiuteriikkat oqaatsit atorlugit pinnguarisarsimavai. Legende. Tassani
Kalaallit Nunaat pillugu oqaluttuatoqqat, inuit
assigiinngitsut, ileqqui tupilaallu kingunipilui
suli kalaallit Kristumiunngunngikkallarmata
pineqarput. Legende. Kristumiussuseq eqqunneqarpoq malitsigalugit oqaluttuat upperisarsiornermut iluartuutitaanermullu tunngasut.
Legende. Amerlaqaat. Ajornannginnerpaassaarlu oqaluttualiat aalajangersimasumik isumalittut paasissallugit (latineritut “Legenda”
= isumaqarpoq atuarneqarsinnaasoq). Soorlu
nunap immallu assinginik titartaasartut ilaarlugit aqqinik aalajangersimasunik isumalinnik
atsiisartut.
Arkep nammineq aalajangersimasunik
taaguusersuisarsimavoq, soorlu pineqartup
niuvertarfiata nioqqutissai kaffi, sukkut,
qaqorteqqasut atorlugit aammalu nerisassat
ilisarnarluinnartut qajuusat issingiassallu.
Kattutaarinerit paatsoortitsisinnaasut pilersittarpai, allatullu paasinneriaaseq ujartor-
Legende
THEME SECTION 6: LEGEND
lugu, ajornanngippallu allanik oqaluttuanik
paasinneriaatsinillu ilassuteqartittarlugit.
Nammineq ima oqaatigaa: “Oqaluttuarpassuit
ilaatinniartarpakka asseq imaannaanngitsoq
kusanartorlu ersersinniarlugu.”
Immikkoortortaq suliarpaalunnik oqaluttuassartalinnik imaqarpoq. Ilagivaat assilisat
qalipaateqanngitsut meeraanermi arlaatigut
attuumassutillit toqqaannarlugit allaffigisarsimasai – ilaatigut assip sinaa toqqaannarlugu
allaffigisarsimallugu.
Isumalersuineq Arkep immikkut soqutigilluinnarsimavaa. “Uagut inuiaqatigiit arlalippassuartigut assigiinngequteqartut”, taamak
allassimavoq atuakkami Etnoæstetik-mi (1995),
“soqutigaarput katersugaasiveqarnerup iluani
saqqummersitatut ilanngutissasut. Soqutigaarput Europamut attaveqarnerput qulaajassallugu soorlu eqqumiitsuliortup eqqumiitsuliorneq
sammerusuttaraa annilaangaginagu pioreersut
mingutsissallugit – akerlianilli.”
Assit sinaani nipit ersarissut piffinnik, piffinnillu tikitanik silallu pissusaanik telegrammitut unikkaartutut akornanni amerikarmiut
nipaat tusarsaavoq. Arke pisariaqanngitsut
ilanngunneq ajorpai. Nipit immineq ersarissuupput. Maluginiagassaavorlu tammaarsimaarnerpalaaq aammalu sakkutuut
sungiusartarfii amerikarmiut peqatigalugit
saqqummertoq. Spejdererpalaarneq sakkutuujussusermut ilassuulluni. Ulluinnarnilu sulineq, malittarisaqarlunilu iliuusissat issakatsiaarfitoqarlu timmisartoq qaartartunik imalik
B-52 eqqissisimaffiup nalaani naapipput.
Sorsunneqarfiunngitsup nalaani takorluukkat paatsoornarsinnaasut angissutsit
saqqummertarput: Danmarkimineerannguaq
nunarsuarmi, Danmarkersuaq piginnaanilissuartut, Kalaallit Nunaarannguat nalagaaffissuit akornanni, Kalaallit Nunarujussuat
nassaartuiffissaq aqutassarlu … Danmarkip
mittarfeqarnermut sakkussanullu atomitalinnut inatsisaa inerteqqut Kalaallit Nunaanut
atuussimanngilaq. Tamannalu oqaluuserineqarpianngilaq. Ulloq mannattaaq tikillugu
Danmarkip NATO-mi inissisimanera eqqartorneqanngilaq qanorlu nuna faktor 30-imik
sunnerneqapilussimanera.
Arkep aamma tamakkua eqqartunngilai.
Akerlianik nipaanneq oqaluttippaa.
This section looks more closely at the
play of irony in Pia Arke’s bricolages
– once again with a point of departure
in a specific work, namely the series
Legend I-V (1999). The five fragilely
monumental pictures appropiate maps
of North East Greenland that were
at hand. The maps are in themselves
wonderfully colourful, but they have
been treated with graphic powder,
which makes them dark in some
places, almost gloomy. In the middle of
these rough landscapes (in the middle
of the maps of them) shine a handful of
warm yellow-toned female portraits.
They come from Ittoqqortoormiit
and the time just after World War
II. Thus, Legend III is adorned by a
youthful portrait of Arke’s mother. At
first sight she and the other women
seem to have tattoos on their faces.
Perhaps a little like the five women
in the famous Qilakitsoq mummy
find, which can today be seen at the
Greenland National Museum & Archives – or like the woman in Mathias
Blumenthal’s painting from 1753 of
The Greenlandic Woman Maria, hanging in the Ethnographic Collection at
the National Museum of Denmark in
Copenhagen.
But on closer inspection we see
that the artist has attached a piece of
transparent paper strewn with place
names that refer to the resourceful
Europeans and Americans who took
the first places in the race to give the
world names: WULLF LAND (after a
Swedish botanist), KANE BASSIN (after an American doctor), HUMBOLDT
GLACIER (after the German natural
scientist and founder of modern geography) and so on.
“Greenland as construction” Arke
might have titled her work, and this
section would then have been given
the same unambiguous title. But of
course she didn’t. For Arke was great
at titles. She mastered the balancing
act between not giving too much and
not giving too little when naming her
works, not to close their interpretation,
but to keep it open, so one’s brain goes
into a spin when one tries to get a grip
on what is going on.
Arke plays with words, meanings
and preconceived interpretations. Legend (in Danish: playfully). She points
to the myth – about Greenland, types
of peoples, folklore and all the tupilak’s
curses – before Christianity reached
the country. Legend. Christianity
arrived, and with it the religiously
edifying accounts of the exemplary
lives of the saints, male and female.
Legends of saints. One could go on. But
the most obvious reading (Medieval
Latin: “legenda” = things that are to be
read) must be the legend as explanation
of the signs used on a map, that is the
list of the symbols’ meanings that the
mapmaker provides on any decent map
or chart.
Arke has given her maps her own
explanation taken from the local store:
coffee, sugar, rice and the more domestic products flour and oats. She pursues
juxtapositions that activate an ironic
play of meanings, and which therefore
examine the meanings to see if there
might be openings or fissures, into
which one could insert other narratives
and interpretations: “Instead of cleansing the picture so it could become that
magnificent aesthetic picture I put a lot
of history on top,” as she phrased it.
The section also contains a considerable number of the numerous works
onto which she quite literally heaps
a mass of history. Either by writing directly on the black-and-white
photographs of the places where she
spent her Greenlandic childhood. Or by
scribbling directly on the frame.
The frame as a bearer of meaning is
of special interest for Arke. “We, the
ethnic in various shades,” she writes in
her book Ethno-Aesthetics (1995), “have
an interest in bringing the museological
framework into the exhibition. We have
an interest in unveiling the connections
leading back to Europe, in the same
way as the aesthete has an interest in
occupying him- or herself with art. Here
you will find no fear that authentic
values will be polluted, in fact, quite the
contrary.”
Among the voices heard on the frames
– and which describe places, arrivals,
weather conditions and more in an
excited telegram style – we now find
American voices. Arke doesn’t go into
detail. She leaves that to the voices. But
a general atmosphere of camps, a sense
of base camps and – very faintly – boot
camps makes itself felt with the presence of the Americans. The boy-scoutish
shifts towards the military. Everyday
activities go hand in hand with strategic
tasks and the old seat board of a swing
meets B-52 bombers in peacetime.
The peacetime angle is part of the
ironic play with ideas that have to do
with size. Little Denmark in the big
world, big Denmark with the right
competences, tiny little Greenland
among the big nations of the world,
colossal Greenland to be discovered
and administered and so on. Apparently Denmark’s ban on bases and
nuclear weapons in peacetime did not
apply to Greenland. But that wasn’t
talked about so much. Nor do we talk
so much today about what it means for
Denmark’s role in NATO to boost its
territory by a factor of 30.
Arke doesn’t speak about it either.
Instead she speaks about the silence.
47
Pia Arke. Legende I-V. 1999
Pia Arke. Legende I-V. 1999
Titlen på denne serie arbejder, Legende (på latinsk
“legenda” = noget der skal
læses, på engelsk “legend”
= myte, sagn, inskription,
tegnforklaring), minder os
om, at et kort altid er noget
mere og noget andet end et
enkelt og umiddelbart og
givet billede af et territorium. Snarere end at spejle
eller efterligne eller reproducere påbyder og definerer
kortet det territorium, som
det afbilder. Måske kunne
man endda sige, at kortet
skaber territoriet. Inden
kortets intervention fandtes
der ingen grænser, intet
uden for og inden for, intet
mit og intet dit territorium.
Efter kortets intervention er
territoriets konturer blevet
udmejslede, pladser har fået
nye identiteter, landskaber
er blevet farvelagte, og livsrum er blevet indhegnede.
Suliani tulleriinni qulequtaata,
Legende-p (latinerisut “legenda”
= atuagassaq, tuluttut “legend”
= oqaluttuatoqaq, itsarnitsanik
oqaluasaarut, allannerit, titartakkamut nassuiaat), eqqaasippaatigut nunat assingi tassaaginnanngitsut nunatamut assigititat
imaaliinnaq paasisariallit, annertunerujussuusulli. Nunatap
pineqartup assinga taanna tarrarsortiinnarnagu, assiginiaannarnaguluunniit imaluunniit
issuaqqinnagu inassuteqarpoq
nassuiaallunilu. Immaqaluunniit
aamma oqartoqarsinnaavoq nunap
assingata nunataq pilersikkaa.
Nunap assingata akuliunneqannginnerani killeqarfeqanngilaq,
silataaniittoqarani iluaniittoqaraniluunniit, uanga illillu
nunatatsinnik. Nunap assingata
akuliunneratigut nunatap killingi ersersinneqarput, sumiiffiit
nutaanik paasineqarsinnaalerput,
pinngortitaq qalipaasersorneqarpoq, inuuffigisinnaasallu ungaluneqarlutik.
menneske og territorium,
mellem livsverden og koloni,
karakteriseredes ikke bare
af en abstrakt kartografi,
men henter også sin kraft
fra en materiel økonomi.
Derfor er Legendes kort ikke
bare geometrier af blæk
på papir, men et temperaments- og blodfyldt raster af
kaffe, salt, sukker, ris m.m.;
den udveksling af varer og
ting, som udgør og udgjorde
koloniens hverdag og, ikke
mindst, dens geopolitiske og
økonomiske eksistensberettigelse. Det er i Legende
lykkedes Arke lydhørt og
empatisk at overlejre kortes
abstrakte geometri og empiri
med den levede hverdags
slid. Og med et håb. Som om
territoriet stadig kunne defineres og omdefineres af de
mennesker, som lever der.
Det er netop på den måde, at
Legende så præcist forener
I de fem collager af kort,
livserfaringer forankrede i
fotografier og andet, som
den personlige biografi med
udgør serien Legende kongeopolitik; hvordan de små
trasterer Pia Arke det kolo- pennestrøg – som forandrer
niale kort – kortet som det
et kort, et kortbillede, og
blev tegnet af kolonisatorens som omtegner et territorium
kartografer – med nærværet som fuldstændigt – på en og
af individer. Her, på territo- samme gang kan påvirke og
riet, findes, lever individer.
omdefinere menneskers liv.
Et menneske, set gennem et
fotografisk portræt, placeret
Jan-Erik Lundström
i kortets midte, synliggør
kortets ambitioner: At indkredse og omgærde menneskelig hverdag, at farve og
præcisere menneskets mål.
Men Legende re-artikulerer
kortets magt på flere måder.
Udvekslingen mellem
48
Nunap assinginik, assinik allanillu katiterlugit assilialiat
tallimat tulleriiaat Legende-nik
taaneqartut Pia Arkep nunasiaatillit nunap assiliaat – nunap assingi
nunasiaatillit nunap assiliortuisa
titartagaat – illuatungilerpai inoqalersikkamigik. Nunatami uani
inoqarpoq. Inuup assilineqarsimasup assingata nunap assingata
qeqqanut inissinneqarneratigut
nunap assingata anguniagai
takusassiarineqarput: Inuit ulluinnarni inuunerat killilerneqarluni
ungaluneqarlunilu, inuup anguniagaa qalipaaserneqarluni erseqqissarneqarlunilu.
Kisianni Legende-p nunap assin-
Pia Arke. Legend I-V. 1999
gata pissaanera erseqqissaqqippaa. Inuup nunatallu imminnut
taartigiiaarnerat, inooriaatsip
nunasiallu akornanni, taamaallaat erseqissarneqarsinnaanngilaq nunap timitaqanngitsumik
pilikki atorlugu pappialamut
titartaanikkut, kisiannili isummamigut allangoriataallaqqissumik aattaqartumillu sippoqarpoq
kaffinik, taratsunik, sukkunik,
qaqorteqqasunik il.il.; nioqqutissanik pigisanillu paarlagaanneq,
nunasiap ulluinnarni atugaraa
atortarsimallugulu, minnerunngitsumillu nunarsuarmi politikkip
aningaasarsiornerullu atuutinnerinut tulluuppoq. Legende-mi
Arkep iluatsippaa naalaarluarluni
misiginneqatiginnillunilu nunap
assingata timitaqanngitsup paasisallu titartarnerat qaangerpaa
ulluinnarni inuunerup ilungersunartup ilanngunneratigut. Soorlulusooq nunataq inunnit tassani
suli inuusunit nassuiarneqarsinnaallunilu allamik nassuiaaseqqinneqarsinnaasoq.
Tassuunarpiarlumi Legende-p
eqquissumik ataqatigiissilerpai inuup ataatsip kinaassutsiminik inuunerminilu ilikkakkamigut qamani
pigisai nunarsuarmilu politikki,
nunap assiliaq, nunatamik killiliisoq, ataatsikkut ilivitsunngortillugit, sunniisinnaanngorlugit inuillu
inuuneri nutaamik paasineqarsinnaasunngorlugit.
Jan-Erik Lundström
The title of this series of
works, Legend (in Latin
“legenda” = things to read,
in English “legend” = story,
caption, inscription, explanation of symbols on a
map), reminds us of the
fact that a map is always
something more than and
different from a simple
and immediate and given
picture of a territory. Rather
than imitating or reproducing the territory, the map
commands and defines the
territory it depicts. Perhaps
one could even say that the
map creates the territory.
Before the map’s intervention there were no borders,
no outside and no inside, no
my and no your territory.
After the map’s intervention
the contours of the territory
have been carved in stone,
places have received new
identities, landscapes have
been coloured and living
spaces fenced in.
In the five collages of maps,
photographs and other
material that constitute
the series Legend Pia Arke
contrasts the colonial map
– the map that was drawn
by the coloniser’s cartographers – with the presence of
individuals. Here, in the territory, there are, there live
individuals. A human being
seen through a photographic
portrait placed in the middle
of the map, visualises the
map’s ambitions: to identify
and fence in people’s everyday lives, to colour and
define their goals.
But Legend rearticulates
the power of the map in
more than one way. The
exchange between man and
territory, between life-world
and colony, was not only
characterised by an abstract
cartography but also derives
its strength from a material economy. That is why
the maps in Legend are not
just geometries of ink on
paper, but temperamentand blood-filled remains
of coffee, salt, sugar, rice,
etc.; the exchange of goods
and things that constitutes
and constituted the daily
life of the colony and, not
least, its geopolitical and
economic raison d’être. In
Legend Arke has succeeded
with sensitive empathy
in overlaying the abstract
geometry and empiricism of
the map with the lived toil
of daily life. And with hope.
As if it were still possible for
the territory to defined and
redefined by the people who
live there.
It is exactly in this way that
Legend so precisely unites
life experiences rooted in
personal biography with
geopolitics; how the small
strokes of the pen – which
change a map, a map picture, and which draw in a
territory – can completely,
at one and the same time,
affect and redefine people’s
lives.
Jan-Erik Lundström
49
Pia Arke. Uden titel (annoterede fotoserier fra
Thule og Scoresbysund). 1990’erne-2000’erne
Vi ser en række fotos fra forskellige
steder i Grønland. Det er steder, der
både i Pia Arkes egen personlige
historie og i Grønlands historie som
sådan har haft betydning. Nogle
fotos er historiske fotos, som Arke
benytter som en del af sin strategi
til at få historien til at spille med i
værket, og nogle har hun selv taget.
Der er deres forskelligheder til trods
et enkelt fællestræk mellem alle
serierne. De fungerer som dokumentation. Det er analoge fotografier,
som har som deres forudsætning,
at sådan så der virkelig ud på dette
sted og på dette tidspunkt. Måske
kan man sige, at stederne er blevet
registreret med disse fotografier.
De fleste er sort-hvide fotos, lidt
tørre i udtrykket, hvilket passer
meget godt til deres funktion som
fotografisk dokument.
dramatiske natur var et postkort fra
Mallorca med et “her bor vi” afbildet
med et kryds! Og det var lige netop
det, de gjorde. Altså, de mennesker,
der boede der i forvejen. De havde
sådan set opdaget landet længe før,
den dominerende og kontrollerende
kommentatorstemme i rammen af
billederne fik noget at skulle have
sagt. Men det var ikke uden betydning, at de kom, amerikanerne, med
deres stormagtspolitiske interesser
og danskerne med deres økonomiske
forhåbninger til gevinster i undergrunden i form af olie eller mineraler. Det bedste eksempel er måske
billedet af det markante forbjerg i
Umanaq, hvor den lokale befolkning blev tvangsforflyttet for at gøre
plads for Thule Airbase. En sag, som
kørte ved domstolene i Danmark fra
1985 til 2003.
Det er fotos fra Umanaq (Thule) i
Nordvestgrønland og fra Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) i Nordøstgrønland. Thule Air Base er et navn,
der er synonymt med amerikanernes
militære tilstedeværelse i Grønland,
og det bærer på associationer til den
kolde krig, B52-bombefly med atombevæbning og den ubehagelige sag
om tvangsforflytning af Umanaqstammen til Quaanaaq længere
mod nord. Ittoqqortoormiit er det
nuværende navn på Scoresbysund,
det sted i Nordøstgrønland, hvor
Arke voksede op. Der er oven i købet
billeder af familiens hus.
Men den tilstedeværelse, som
billederne dokumenterer, ender
alligevel som en rest; et dødt minde
om svunden foretagsomhed, som
nu er blevet til rester af frugtesløse
forsøg på at fravriste det genstridige
Arktis dets rigdomme. Der ligger
en petroleumslampe på den stenede
jord, og den har ligget der længe.
Teksten i randen af billedet taler om
barakker, operationer og “desirable
arrangement for locations.”
Det er alt sammen overstået nu. Der
er ikke længere noget “desirable”
over denne lokalitet. Spørgsmålet er,
hvad der skete med de mennesker,
Med sin sædvanlige mangel på
der var involveret i mellemtiden?
respekt for de konventioner, som
Var det anstrengelserne værd? Vi ser
kunstinstitutionen dikterer – ekikke menneskene, men vi mærker
sempelvis at man ikke skriver på
deres nærvær gennem de efterladte
rammen af billedet … og da bestemt ting. Hvordan skrev den store histoikke på selve billedet – har Arke
rie sig ind i deres liv? Hvilke omkostgivet nogle af sine fotos en særlig
ninger var der? Det er et faktum, at
dimension. I rammen af billederne
der er tragedier i mange grønlandske
er der beskrivelser fra noget, der
familier, og at mange har familielyder som logbøger eller dagbøger
medlemmer, der er gået til bunds i
med tekst, der gengiver kortfattet og København. Så den store historie,
præcis information om de steder, der som Arke respektfuldt (overfor de
er afbildet. Nærmest militærisk som mennesker, der skrev deres histoen opdagelsesrejsende, der afrappor- rier på disse steder) og respektløst
terer sit første møde med nyt land.
(overfor kunstinstitutionens diktat
om æstetik) skriver ind på rammen
Men Arkes dokumentation af sin
af de umælende fotos, har haft og har
stadig en meget virkelig og konkret
egen historie på dette sted afdrabetydning for de mennesker, som vi
matiserer begivenhederne temikke længere ser på billederne.
melig meget. Hun har som sagt
endda skrevet, hvad der er hvad på
Søren Jønsson Granat
enkelte af billederne. Som om den
50
Pia Arke. Qulequtaqanngitsut (avanersuarmiit
Ittoqqortoormiiniillu asKalaallit Nunaanni sumiiffinni assigiinngitsuni assilisat takusinnaavavut. Sumiiffiit
Pia Arkep nammineq inuttut oqaluttuassartaanut Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaanut pingaaruteqarsimasut. Assilissat
ilaat oqaluttuarisaanermut atatillugu
assilisaapput, Arkep oqaluttuarisaanerup
suliaminut ilaatinnissaanut periaatsimini
atorsimasai, ilaallu nammineq assilisarai.
Assigiinngissuteqaraluarlutik assilineqarsimasut ataatsimik assigiissuteqarput. Tamarmik uppernarsaataapput. Naligiissumik
assilisaapput, tunngaveqarlutillu pineqartoq
tassanerpiaq taamanerpiarlu taama isikkoqarsimasoq. Immaqa oqartoqarsinnaavoq
sumiiffik taanna piffissami tassani assit
taakku atorlugit nalunaarsorneqarsimasoq.
Assit amerlanersaat qalipaateqanngillat,
asingarujullutik, tamatumalu assitut uppernarsaatissanngortilluarpaat.
Assit Avanersuarmi Uummannameersuupput Tunumilu Ittoqqortoormiineersuullutik.
Thule Air Base (Pituffik) amerikamiut
sakkutuuisa Kalaallit Nunaanniinnerannik
takutitsisuuvoq, sorsunnermillu nillertumik
taaneqartartumik, timmisartorsuarmik
B-52-imik qaartartunik atomitalinnik usisumik Uummannarmiullu tujorminartumik
Qaanaamut avannarpasinnerusumiittumut
pinngitsaalisaallutik nuutsitaasimanerannik, eqqaasitsillutik. Ittoqqortoormiit
Scoresbysundip kalaallisut aterilerpaa,
tassanilu Arke alliartorpoq. Ilami ilaqutariit
illuat aamma assilineqarsimavoq.
Eqqumiitsuliornermik suliffeqarfiit
isumaqatigiissutitut inassutaat – soorlu
assip sinaani allaqqusinnginnermik …
pingaartumillu assimut namminermut –
pisarnermisut ataqqinagit Arkep assilisami
ilaat tarparpai. Assit sinaanni allagaqarpoq
nalunaarsuinertut ullorsiutitulluunniit
isikkoqarsinnaasunik, allakkat naatsut
erseqqissullu sumiiffinnik assilineqartunik
paasissutissiisut. Soorlulusooq sakkutooq
ilisimasassarsiortoq nunamut nutaamut
siullermeerluni tummarnerminik nalunaarusiortoq.
Arkep nammineq oqaluttuassartaminik
tassanerpiaq uppernarsaasiornerata
pisimasut persuarsiornarpallaarunnaarsippai. Tassami nammineq, oqaatigineqareersutut, allappai assini ataasiakkaani
suut suunersut. Soorlumi pinngortitaq
imaannaanngitsoq tassaaginnartoq Mallorcamit allagaaq-qiaq oqaluttuartoq “uani
najugaqarpugut” nalunaaqqutserlugulu!
silisat nalunaarsorneqanngitsut). 1990-ikkut-2000ikkut
Taamatorpiarlumi sunniuteqarput. Tassa,
inuit tassani najugaqareersut. Ilami taakku
nuna nassaare-reersimavaat assip sinaani
nassuiaasup naalagaaniarpaluni nakkutilliiniarpalullunilu oqaasissaqartitaalluni
tutsiuteqqajannginnera sioqqullugu. Taamaattoq pingaaruteqanngitsuunngilaq tikiummata, amerikamiut, naalagaaffissuartut
politikkikkut soqutigisatik pissutigalugit,
danskillu aningaasarsiornikkut isumalluartut nunap iluani uuliamik aatsitassanillu
iluanaaru-teqarnissaminnik. Immaqa assersuutissat pitsaanersaraat Uummannap,
Thule Air Basemik pilersitsiniarluni inumminit pinngitsaaliisumik qimatsinneqartup,
qaqqaa. Pisimasoq Danmarkimi eqqartuussivinni 1985-imiilli suliarineqalersoq.
Kisianni tamaaniinneq, assilissatigut uppernarsarneqartoq, sinnikuinnanngorpoq,
qanga sulerusussuseqarnermut uumassuseqanngitsumik eqqaassutissatut, maannalu
tassaaginnalersunut Issittup tikikkuminaatsup pisuussutaanik kinguneqanngitsumik
pissarsiniaraluarnerup sinnikui. Qulleq
petruuliutortoq ujaqqat qaanniippoq, sivisuumillu tassaniissimalluni. Assip sinaani
allaatigineqarsimapput barakkit, aaqqissuinerit kiisalu “sumiiffinnik pilerigisaqarluni iliuutsit” (“desirable arrangement for
locations”).
Maanna tamakku tamarmik qaangiussimapput. Sumiiffimmi tassani “pilerigisaqarneq”
qaangiutereerpoq: Apeqqut tassaavoq inuit
tamatuma nalaani eqqorneqartut ukiut
ingerlanerini qanoq pisimanersut? Tamanna
ilungersorsimanernut tulluuppa? Inuttaat
takunngilavut, tassaniissimaneralli takusinnaallugu, qimataasigut. Oqaluttuarujussuaq
taanna inuunerannut qanoq sunniuteqarpa?
Suut pilliutaappat? Ilumoortoq tassaavoq
kalaallit ilaqutariit amerlaqisut inuunerat
alianartortaqartoq, ilaqutaasullu ilaat
Københavnimi nakkaassimasuusimasut.
Oqaluttuarujussuaq, Arkep (inunnut, sumiiffinni taakkunani oqaluttuarisaanerminnik
allagaannut) ataqqinnilluni (eqqumiitsuliornermillu suliffeqarfiit kusanartuliornissamik inassutaannik) ataqqinninnani assit
namminneq oqalussinnaanngitsut, siniinut
allappaa najugaq inunnut taakkununnga,
assini isigeqqissinnaanngisatsinnut, qanoq
tunngavissalimmik pingaaruteqarsimallunilu suli qanoq pingaaruteqartigisoq.
Søren Jønsson Granat
Pia Arke. Untitled (annotated photo series from
Thule and Scoresbysund). 1990s-2000s
We see a number of photos from different places in Greenland. These are
places that both in Pia Arke’s own
personal history and in the history of
Greenland as such have been of importance. Some photos are historical
photos that Arke appropriates as part
of her strategy for bringing history
to play a role in her work, and others
she took herself. There is, despite the
differences between them, a single
common feature in all the series. They
function as documentation. They are
analog photographs that have as their
premise that that is how it really
looked at that place and at that time.
Perhaps one can say that the places
have been registered with these photographs. Most of them are black-andwhite, a little dry in their expression,
which fits very well with their function as photographic documents.
There are photos from Umanaq
(Thule) in North West Greenland and
from Ittoqqortoormiit (Scoresbysund)
in North East Greenland. Thule Air
Base is a name that is synonymous
with the American military presence
in Greenland, and it brings associations with the Cold War, B-52s carrying nuclear bombs and the unpleasant
matter of the compulsory relocation of the inhabitants of Umanaq
to Quaanaaq further to the north.
Ittoqqortoormiit is the present name
of Scoresbysund, the place in North
East Greenland where Arke grew up.
There are also pictures of the family’s
house.
With her customary lack of respect
for the conventions dictated by the
art institution – for instance that one
doesn’t write on the picture frame …
and certainly not on the picture itself
– Arke has given some of her photos
a special dimension. On the frames
of the pictures there are descriptions
that could be from logbooks or diaries,
with texts that briefly and precisely
reproduce information about the
places depicted. The style is almost
militant as of an explorer reporting
his first meeting with new country.
But Arke’s documentation of her own
history tones down the drama of the
events quite a bit. She has, as already
mentioned, even written what is what
on certain of the pictures. As if the
dramatic landscape was a postcard
from Majorca with a “this is where
we’re staying” marked with a cross!
And that’s just what they were doing, that is the people who already
lived there. They had, so to say,
discovered the country long before
the dominating and controlling
commentator’s voice on the frames
had anything to say. But it was not
without importance that they came,
the Americans with their Great
Power interests and the Danes with
their economic hopes in the form of
oil or minerals. Perhaps the best example is the picture of the striking
promontory in Umanaq, from which
the local inhabitants were compulsorily relocated to make room for
Thule Airbase. A case that was tried
before the Danish courts between
1985 and 2003.
But the presence documented by
the pictures ends nevertheless as a
remnant, a dead memory of bygone
enterprise that has now become the
remainders of fruitless attempts at
wresting wealth from the refractory Arctic. There is a paraffin lamp
lying on the stony ground, and it
has been lying there for a long time.
The text at the edge of the picture
speaks of barracks, operations and
“desirable arrangement for locations.”
It’s all over now. There is no longer
anything “desirable” about this location. The question is what happened
in the meantime to the people who
were involved? Was it worth all the
effort? We don’t see the people but
we feel their presence through the
things that have been left behind.
How did the broader history impact
on their lives. What were the costs?
It is a fact that there are tragedies
in many Greenlandic families, and
that many count members whose
lives have foundered in Copenhagen. So the broader history that
Arke respectfully (in relation to the
people who inscribed their histories
in these places) and disrespectfully
(in relation to art institutional aesthetic norms) writes on the frames
of the speechless photos has had and
still has a very real and concrete
importance for the people who we no
longer see on the photos.
Søren Jønsson Granat
51
TEMASEKTION 7: JEG FISKER KRANIER OG KNOGLER OP
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 7:
Med sine værker kredsede Pia Arke vedholdende “om Grønland som kolonihistorie, kortlægning, tid, erindring, rum,
tavshed, identitet og myte”, som hun
selv formulerede det. Lidt forenklet sagt
udsiger hendes kunstneriske forskning
dog mindst lige så meget om Danmark
og den danske psyke.
Danmarks 250 års tilstedeværelse i
Grønland som kolonimagt har sat sine
dybe spor i begge lande. Der vil for altid
være bånd mellem de to steder og deres
folk og kulturer, også selvom båndet af
forskellige grunde kan være umuligt
at begribe i alle dets facetter. Og det
gælder også, selvom visse facetter er
så traumatiserende eller måske belagt
med så megen skyldfølelse, at de bliver
fortrængt, projiceret over på nogen eller
noget andet, eller forskudt til et billede,
som er mere tåleligt.
Denne sektion undersøger, hvad
det er for traumer, som kolonialismen har efterladt i os, hvordan det
fortrængte virker – og spøger – fra dets
underbevidste dyb, og endelig hvilken
rolle kunsten kan spille, når det skete
skal genkaldes, når traumerne skal
bringes til udtryk, og sårene skal heles.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i en
række af Arkes værker og deres samspil
med de etnografiske museale rammer og
genstande, som vi har installeret dem op
ad (nogle gange harmonisk, andre gange
skingrende falsk).
Sædvanligvis betragtes den kolonialistiske tilstand som ovre, når kolonimagten forlader kolonien og afgiver den
økonomiske og politiske kontrol over
landet til dets oprindelige beboere –
hvad enten det sker ad forhandlingens
eller revoltens veje. Men postkolonial
erfaring, som den især er kommet til
udtryk i den litteratur og teori opstået i
efterdønningerne af den store afkoloniseringsbølge efter 2. Verdenskrig, viser,
at der ikke findes sådan noget som et
rent historisk brud mellem koloni og
metropol. Og de personlige og nationalromantiske forhåbninger om, at man
kan “svuppe” tilbage til en førkolonial
identitet, når den koloniale undertrykker forsvinder, er også blevet gjort til
skamme. Tavlen er ikke visket ren for
den fremmedgørelse og skam, der følger
med at være have været koloniseret.
Man kunne fristes til at sige, at kolonimagten slet ikke er forsvundet. Eller
at den er korporligt forsvundet, mens
(hele eller i hvert fald) dele af dens væsen, dens vaner og værdier lever videre i
kolonien som inderliggjorte bestanddele
i den koloniseredes psyke og i de sociale
strukturer og politiske og administrative
organer, der binder de koloniserede sammen som kultur og land.
Arke fordømmer på ingen måde dette
forhold. Men hendes opskrift på en
egentlig mental afkolonisering er ikke
just for sarte sjæle. Således forsyner hun
et diptykon bestående af to modsat-
Pia Arkep suliamini uteqqiaffigiuarpai “Kalaallit
Nunaata nunasiatut oqaluttuassartaa, nunap
assiliorneq, piffissaq, initussuseq, nipaanneq,
kinaassuseq oqaluttuaatillu”, soorlu nammineq
allattoq. Naatsumik oqaatigalugu eqqumiitsuliortutut misissuinerata, minnerunngitsumik akerlilerpai Danmark danskillu eqqarsartaasiat.
Danmarkip ukiuni 250-ini nunasiaatilittut
Kalaallit Nunaanniissimanera nunani marlunni
taakkunani takussutissaliisorujussuuvoq. Nunat
taakku marluk aamma inuiaat kulturiisaalu
akornanni ataqatigiittuartoqartussaavoq, aamma
naak ataqatigiinnerisa pissusai arlalinnit isigalugit, assigiinngitsut pissutigalugit, paasineqarsinnaassanngikkaluartoq. Taamaapportaaq pissutsit
ilaat ima kingunerlutsitsisimasinnaatigisut,
imaluunniit pisussuteqarnermik ima misigisimatitsitigisut, puigortuusineqarlutik, arlaannut
allamulluunniit nuullugit, assilianngortillugilluunniit, atussaasunngortinnerujumallugit.
Sammisami uani paasiniarneqarpoq
kingunerlutsitsinernik sunik nunasiaasimanerup
qimatsivigisimaneraatigut, puigukkat qanoq
sunniuteqarnersut – aliortukkatullu saqqummertarlutik – eqqarsaatit itinerpaartaanniit,
kiisalu eqqumiitsuliorneq sukkut sunniuteqarsinnaanersoq puigugaq erseseqqinniarneqassappat,
kingunerlutitsitinerit saqqummissapata, ikillu
mamissappata. Paasiniaanerup aallaavigai
Arkep suliai arlallit taakkulu katersugaasivittut
nassaatullu sinaakkuserlugit sanilliunneqarsimasut qanoq imminnut sunniivigeqatigiinnersut
(ilaatigut tulluartumik, allatigulli piviunngilluinnartumik).
Nunasiaataasimaneq qaangiuttutut isigineqarajuttarpoq nunasiaateqartup nunasiaatini
qimakkaangagu, taamalu aningaasaqarnermut
politikkimullu tunngasut nunap inoqqaavinut
tunniullugit – tamanna isumaqatigiinniarnikkut
pikitsitsinikkulluunniit pigaluarpat. Kisianni
nunasiaareersimanerup kingorna ilisimalikkat,
pingaartumik atuakkiatigut isummersuutitigullu sorsunnersuup kingulliup kingornagut
nunasiaateqarunnaarnerpassuit kingunerisaannik saqqummerartut, takutippaat nunasiaatip
nunasiaatillillu akornanni oqaluttuarisaanikkut
taamaaliinnarluni avissaartoqarsinnaanngitsoq.
Inuttullu namminertut inuiattullu kusatsisaaraluni neriuutit, nunasiaatilik qimaguppat
nunasiaataalernerup siornagut kinaassusermut
“utertoqarsinnaanera”, pakatsininngorportaaq.
Takornartanngortitaasimaneq kanngusunnerlu,
nunasiaataanerup kingunerisai, piiarneqarsinnaanngillat.
Oqarusunnarsinnaavoq nunasiaateqarsimasoq
qimagutinngivissoq. Imaluunniit najuukkunnaarsimasoq pissusaasali (tamarmik imaluunniit)
ilaat, ileqqui naleqartitaallu nunasiaataasimasumi ingerlaqqiinnartut nunasiaataasimasup
tarninganut inooqatigiinnermi pissusaanut
aamma politikkikkut ingerlatsinikkullu pissutsinut ikkutivissimallutik, nunasiaataasimasut
kulturikkut nunatullu ataqatigiissilerlugit.
Pissutsit tamakku Arkep assuarliutiginngilluinnarpai. Kisianni eqqarsartaatsikkut
nunasiaajunnaarnermut malitassiaa tarninut
malussajasunut imaannaanngilaq. Soorlu allattarfiliani patittartoq imminnut akerleriittutik
sammiveqartunillu Kalaallit Nunaanneersunik
marlunnik assitalik (kangerluk iluliarasaartoq
suliffissuarpasissorlu suugaluarnersoq) taallamik
52
stillede og -rettede Grønlandsmotiver
(et isfjordlandskab og et ubestemmeligt
rum af industriel karakter) med dette
fyndige kvad:
“Jeg fisker kranier og knogler op
stiller dem på rad og række – side by side –
det er ikke populært men det ser underholdende ud.”
Opskrift er selvfølgelig at tage
munden for fuld, for afkolonisering kan
i sagens natur ikke dikteres fra oven.
Derudover taler vi om fortrængninger
og fortrængningsmekanismer, der har
været på færde i gennem så mange
generationer i både den grønlandske og
den danske lejr, at de ikke opgiver ånden
så let. Og er det overhovedet tilrådeligt
at følge opskriften på noget, der virker
ufordøjeligt for andre?
Lektor i postkoloniale studier ved
Goldsmiths i London, Françoise Vergès,
skelner mellem to former for fortrængning, der opererer i den koloniserede
psyke: den konservative og den konstitutive. Den konservative fortrængning
behersker historien på en måde, der
vedholdende benægter visse dele af
fortiden, som af den grund bliver ved
med at hjemsøge os i nu’et som genfærd
fra graven.
I stedet for at fornægte det uudsigelige i, at koloniseringen har fundet sted,
af ren og skær angst for at genoplive
fortidens rædsler – eller modsat at blæse
de mere heroiske aspekter af den op og
fortrænge resten – kan man ty til konstitutiv fortrængning. Den fungerer sådan,
at man kan tage fortiden tilstrækkeligt
ind til at kunne se det smertefulde
i øjnene og vedkende sig, at der har
været uretfærdige og uhensigtsmæssige
elementer, som ikke vil forsvinde, med
mindre de bliver erindret.
Og det er her Arke sætter ind og
tegner konturerne af et alternativ. “Eksempelvis ved at skære det historiske i
dele uden særlig kildestatus, men som
takket være det biografiske snit får
åbenbaret en underliggende tydelighed”,
for at citere historiker Carsten Juhl.
Intetsteds kommer det tydeligere
til udtryk end i billedserien Nature
Morte (nogle gange også refereret til
som Perlustrationer 1-10) fra 1994. På
et forskningsbibliotek under Forsvarsakademiet – i blandt læderindbundne
førsteudgaver af de tidlige missionærer, videnskabsmænd og kolonisters
værker om Grønland – skyder Arke
“fremmedlegemer” ind i sprækkerne
mellem bøgerne, som de står der på
rad og række. Ved at pege på alle de
andre sprækker (i den store fortælling,
i ideologierne der skal holde den oppe,
i skodderne som skal holde minderne
ude, osv.) skaber hun et æstetisk rum,
hvor de ufordøjede traumer kan komme
op til overfladen, og vi kan begynde en
anamnese, en redegørelse for vore egne
kolonihistorier.
NIAQQUP SAARNGI SAANIKULLU QALLORLUGIT
naatsukullammik allagartalerpaa:
“Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit
sanileriiarpakka – side by side –
nuannarineqarpianngilaq quianarpasillunili.”
Malitassiuinermik oqarneq soorunami ingasaassineruvoq, tassami nunasiaajunnaarneq
nammineq pissutsini malillugu qulaaniit
aalajangiiffigineqarsinnaanngilaq. Taassuma
saniatigut sammivarput puigortuusineq puigortuusinermullu periaatsit, kalaallit danskillu
inissisimaffiini kinguaariinni amerlaqisuni
atuuttuarsimasut, imaaliallaannaq peerneqarsinnaanngitsut. Imaassinnaavalumi siunnersuutigineqarsinnaanngilluinnartoq malitassiap,
allanit paasineqarsinnaanngitsutut ittup, malinneqarnissaa?
Londonimi Goldsmits-imi nunasiaareersimanerup kingunerinik ilisimatusarfimmi ilinniartitsisup, lektor Francoise Vergès-ip, puigortuusinerit,
nunasiaatip tarninganiittut, assigiinngitsunut
marlunnut immikkoortippai: Qanganisarpalunnermut aalajangeerusunnermullu. Qanganisarpaluttumik puigortuusisitsinerup oqaluttuarisaaneq
ingerlattarpaa pisimasut ilaasa ilumuunnginnerarnerisigut, tamannalu pissutigalugu ullumi
uagutsinnut aliortukkatut takkuttuartittarlugit.
Oqaatigineqarsinnaanngitsut, nunasiaateqalernerup ilumut pisimaneranik siornatigullu
amiilaarnartut saqqummiunneqarnissaannik annilaanganeq pissutigalugu – illuatungaaniluunniit sapiitsuliornerunernik sorsuanngortitsinerit
sinnerilu puigortuusillugit – ilumuunnginneraannarnagit atorniarneqarsinnaavoq aalajangiiniarnikkut puigortuusineq. Taamaaliornikkut
siornatigut pisimasut paasineqarsinnaapput
suut annernarsinnaasut takusinnaanngorlugit, eqqunngitsuliornerit naleqqutinngitsullu,
eqqaaneqanngikkunik tammarumanngitsut,
nassuerutiginerisigut.
Tassanerpiarlu Arke akuliuppoq periarfissarlu
alla ilusilerlugu. “Soorlu oqaluttuarisaanerup
ilaasa immikkut uppernarsaatissaqarluanngitsulluunniit aggornerisigut, qujanartumilli ilisarititsinertigut ataaniittut erseqqissusiat saqqummiunneqartarpoq”, Carsten Juhl issuaraanni.
Tamanna allanit erseqqinnerujussuarmik takutinneqarpoq assilissani imminnut atasuni Nature
Morte-mi (ilaatigut taaneqartartuni Perlustrationer 1-10) 1994-imeersumi. Illersornissamut ilisimatusarfiup ilisimatusarnermut atuagaateqarfiani – ilaatigut ajoqersuiartortitaasimasut,
ilisimatuut nunasisullu Kalaallit Nunaat pillugu
atuakkiaasa naqeqqaarneri amernik ungalullit
– atuakkat sanileriiaarlugit inissinneqarsimasut
akunnerinut “tassaniissangatinngisat” Arkep
ikkussuuppai. Akunnerisaannik allanik tamanik
tikkuussinermigut (oqaluttuarujussuarmi, isummani tungaviusuni napatitsiniartussani, akunnequtini eqqaamasanik avataaniititsiniarnerni,
il.il.) Arkep ini kusanassusilik pilersippaa,
taamaalilluni kingunerlutsitsinerit paasineqarsinnaanngitsut qaqinneqarsinnaalersillugit,
uagullu aallartissinnaalerlugu anamnese, uagut
nammineq nunasiaateqarnitta oqaluttuassartaanik nassuiaat.
THEME SECTION 7: FISHING OUT SKULLS AND BONES
Pia Arke’s works persistently concerned
themselves with “Greenland as colonial
history, mapmaking, time, recollection,
space, silence, identity and myth”, as she
herself formulated it. Put a little simply,
however, her investigations say just as
much about Denmark and the Danish
mentality.
Denmark’s 250-year presence in
Greenland as a colonial power has left
deep marks on both countries. There
will always be a bond between the two
places and their peoples and cultures,
also despite the fact that the bond
may for various reasons be difficult to
understand in all its facets. And this
is the case even though certain facets
are so traumatising or perhaps overlaid
with so much sense of guilt that they
are repressed, projected onto someone or
something else or transposed into a more
bearable picture.
This section examines the nature of
the traumas that colonialism has left in
us, how the repressed past works in –
and haunts – us from its subconscious
depths, and finally what role art can
play when past events are to be recalled,
traumas given expression and wounds
healed. Our analysis takes its departure
in a number of Arke’s works and their
interplay with the ethnographic museological frameworks and objects side by
side with which we have installed them
(sometimes harmoniously, sometimes
stridently out of tune).
As a rule the colonial condition is regarded as over when the colonial power
leaves the colony and yields economic
and political control over the country to
its original inhabitants – whether this
takes place by way of negotiations or
revolt. But postcolonial experience, as
it has especially been expressed in the
literature and theory that arose in the
wake of the great wave of decolonisation
after World War II, shows that there is
no such thing as a clean historical break
between colony and metropole. And the
personal and national-romantic hopes
that it will be possible to “pop” back to
a precolonial identity when the colonial
oppressor disappears have also been
disappointed. The slate has not been
wiped clean of the alienation and shame
that come along with the fact of having
been colonised.
One might be tempted to say that the
colonial power has not disappeared at
all. Or that it has disappeared physically, while (all or at any rate) parts of its
essence, its habits and values live on in
the colony as an internalised component
in the mentality of the colonised people,
and in the social structures and political
and administrative organs that bind
them together as a culture and nation.
Arke does not in any way condemn
this state of affairs. But her own recipe
for a genuine mental decolonisation is
not exactly designed for sensitive souls.
Thus, she provides a diptych consisting
of two contrasting Greenlandic motifs (a
frozen fjord landscape and an indeterminate space of an industrial character)
placed opposite each other with this
trenchant verse:
“Fishing out skulls and bones
I place them in a row – side by side –
It is not popular but it looks entertaining”
The recipe is of course a bit of hype,
for decolonisation cannot in the nature
of things be dictated from above. Furthermore, we are speaking of repressions
and their mechanisms that have been at
work for so many generations in both the
Greenlandic and the Danish camps that
they do not give up the ghost so easily.
And is it at all advisable to follow the
recipe for something that seems indigestible for others?
Lecturer in postcolonial studies at
Goldsmiths College in London, Françoise
Vergès, distinguishes between two forms
of repression operating in the colonised psyche: the conservative and the
constitutive. The conservative repression
controls history in a way that persistently denies certain parts of the past, which
for that reason continue to haunt one in
the present like ghosts from the grave.
Instead of denying the unspeakable
fact that colonisation took place out
of pure fear of reviving the horrors of
the past – or, conversely, instead of
exaggerating its more heroic aspects
and repressing the rest – one can have
recourse to constitutive repression. This
functions in such a way that one can
take in the past sufficiently to be able
to look the pain it caused in the eye, to
acknowledge that there have been unjust
and inappropriate elements that will not
disappear unless they are remembered.
And it is here Arke comes in and
draws the contours of an alternative.
“For example, by cutting the historical
into parts without any special source
status, but which thanks to the biographical cut succeed in revealing an
underlying clarity”, to quote historian
Carsten Juhl.
Nowhere does this come more clearly
to expression than in the picture series
Nature Morte (sometimes also referred
to as Perlustrations 1-10) from 1994. In
a research library under the Ministry
of Defence – among leather-bound
first editions of works on Greenland by
the early missionaries, scientists and
colonisers – Arke inserts “foreign bodies”
into the cracks between the books as
they stand there lined up on the shelves.
By pointing at all the other cracks (in
the great narrative, in the ideologies
that are supposed to support it, in the
shutters that are meant to keep out the
memories, etc.) she creates an aesthetic
space, where undigested traumas can
come up to the surface, and we can begin
an anamnesis, an account of our own
colonial histories.
53
Pia Arke. Uden titel. 1990
Hovedidéen går øjensynligt ud på
at indrette de fotografiske redskaber til menneskelige dimensioner,
at hive mekanikken og elektronikken ud af kameraet og i stedet
putte sig selv derind, og, videre,
gennem såvel negativstørrelse
som eksponeringstider (15 min. og
opefter) at søge at få fotografiens
grundlæggende én-til-én karakter
til også at omfatte fotografen. Positivbilledet, som det store negativ
kaster tilbage i kameraets mørke,
og den lange eksponeringstid giver
mulighed for at styre lysindfaldet på de forskellige områder af
billedet. Fotografen kan i den mest
konkrete forstand sætte sit eget finger- eller håndaftryk på billedet.
mellem dét, der befinder sig foran
kameraet, og dét, der befinder sig
bag det. Når man derfor, som Arke,
søger tilbage til det oprindelige,
er det ensbetydende med at søge
tilbage til en oprindelig splittelse.
Det obskure kamera og dets Arketypiske frembringelser er et forsøg
på at bearbejde og overkomme et
grundlæggende uvæsen; et forsøg,
der naturligvis igen forestiller
noget andet: bearbejdelsen af en
bastardiseret, halvt eskimoisk
halvt europæisk, oprindelse.
Det Arketypiske motiv er altså
Grønland, ikke umiddelbart og
direkte, men netop som motiv eller
billede – som kolonihistorie, myte,
bytte, trofæ, studie- eller udstilFor mig at se, og måske på trods af lingsgenstand. Det Arketypiske
består ikke mindst i en drøm om at
disse aftryk og manipulationer, er
eftergøre den koloniale tilegnelses
det i udpræget grad forestillingen
kunststykker ved at rette søgeren
om en ren fotograferen, en direkte
og umiddelbar kontakt med mediet, mod den objektivering og afbildning, gennemkrydsning og omfatder spøger i dette kameras idé, og
som går igen i papiraftrykkene. Pia tende sampling, som de består i.
Den drømmeagtige karakter af
Arkes videst distribuerede billede,
de billeder, som langsomt toner
et vue indover en sydgrønlandsk
frem, indikerer, at der er tale om
fjord med dens ejendommelige
en uafsluttet og måske uafslutfjeldformationer, er et motiv, som
jeg selv så at sige er vokset op med telig proces, og at det Arketypiske
indgår i et større billede og er
på nethinden. Det er mere end 20
omfattet af det apparatur, som det
år siden, jeg sidst så denne udsigt
selv betjener sig af. I alle tilfælde
fra vores fælles barndomshjem,
vil det være et sandt kunststykke
og når jeg sammenligner de to
at afklare og skabe sammenhæng
billeder, mit eget falmede nethinmellem de mange tilsyneladende så
debillede og min søsters fotografi
fra 1990, slår det mig, at det første uforligelige – æstetiske, personlige
er langt skarpere, og desuden fyldt og politiske – sider af Arketypien.
med kodakoloristiske nuancer og
Det er alt sammen meget procesovergange, som er uden ækvivasuelt. Det gælder forresten også
lenter i det sidste. Men hendes
den side af Arketypien, som er
fotografi får mig også til at indse,
sværest at analysere, men som har
hvad der siden er blevet af dette
at gøre med disse billeders evne
sted: nedlagt, berøvet sine dimentil at kommunikere, at tale til folk
sioner, hjemsøgt og overtrukket
eller noget i dem. Det har helt klart
med film.
også noget at gøre med Arkes evner
i samme retning, for meningen med
Det forunderlige og skønne ved
hendes billeder har vistnok aldrig
disse billeder udspringer, tror jeg,
været, at de skulle tale for sig selv.
af deres karakter af netop af- eller
Tværtimod skal de fungere netop
indtryk, en karakter som får lov
som medie for alskens intentioner,
at træde frem gennem sløretheden
uden at fortrænges af en alt for høj budskaber og engagementer i forholdet mellem hende selv og andre.
grad af skarp lighed, og i øvrigt
uden at billederne fremstår som
Erik Gant
indicier for andre sandheder end
(uddrag fra artiklen
deres egne.
“Det Arketypiske/Pia Arke”,
KATALOG, forår 1996)
Fotografien har, kan man sige,
fra begyndelsen været splittet
54
Pia Arke. QulequtaqannIsumassarsiap pingaarnersarigunarpaa
assiliinermi atortut inuppalaartunngortinneqarnissaat, mekanikkip elektronikkillu assiliivimmit peerneqarnissaat,
namminerli tassunga pulalluni avammut
ammarnissaq, ingerlaqqillunilu assilisat
ersersarneqanngitsut angissusiisigut
assilinerisalu sivisussusiisigut (15 min.
sivisunerusumut) misiliineq assiliinerup
tunngavippiamigut uanngaanniit uunga
pissusia assiliisumuttaaq tuttoq. Assilissap ersersarnera, ersersarneqanngitsup
angisoorujussuup assiliiviup taartortaaniit
tunniutaa, assiliinerullu sivisunerujussua
periarfissiipput qaamarnup akisunnerata
assip ilaanut assigiinngitsumik qinngornilersorsinnaaneranut. Assiliisup namminerpiaq assi erseqqivissumik ilisarnaasersinnaalerpaa.
Uannit isigalugu, immaqalu assit
nuutinneri allamullu saatitsiniarnerit
illuatungilerlugit, aatsaat taama erseqqitsigisumik takorluuilersitsipput eqquissumik assiliinermik, toqqaannartumik
ingerlaannartumillu avammut attaveqariaatsimik attaveqarnermut, assiliinerup
pinngorneranut eqqarsaataasimagunartumik, pappialanngorlugillu naqitani
takuteqqinneqartunik. Pia Arkep assilisaa
siammarneqarnerpaasimasoq, Kujataani
kangerlummut isikkivik immikkuullarissunik qaqqalik, assilisaavoq uanga
nammineq perorfinnit isigisattut qamunga
toqqugara. Ukiut 20-it sinnerlugit qaangiutereerput meeraaqatigiiffitsinniit isikkivik
taanna takugakku, assilissallu taakku,
nammineq qamani toqqukkama asingalersup aleqamalu 1990-imi assilisaa, imminnut sanilliukkukkit eqqortippunga siulleq
erseqqarinnerujussuusoq, saniatigullu
qalipaatilimmik assilisatut ittunik ulikkaartoq assigiinngisitaartunik qalipaatillu
allanngorarnerinik, kingullertut naleqartiginngitsunik. Taamaattoq assilisaata
uannut takutippaa tassani kingorna qanoq
pisoqarsimanera: Inuerutitaavoq, avatangiisiminik piiaaffigisaavoq, ajorsaarneqarpoq
filmimillu taarserneqarluni.
Isumaqarpunga assilissat taakku tupinnartut kusanartullu tunngaveqartut
pissutsimikkut eqqaamasanit takusanillu
pisuugamik, pissuseq erseqqarivinnginnermikkut saqqummersitaat erseqqivissumik
asserpiaminnit ingiarneqaratik, saniatigullumi assilissat saqqummerput namminneq
takutitsinermikkut allanik ilumoortoqarneranik pasitsassaarinatik.
Oqartoqarsinnaavoq assiliineq aallaqqaataaniilli marlunnut avissimammat,
gitsut. 1990
Pia Arke. Untitled. 1990
tassalu assiliiviup saaniittup tunuaniittullu akornannut. Taamaattumik Arketulli
pissusiviusimasunik ujartuigaanni tassaavoq aallaqqaaterpiaaniit avissimanermik
taassuminnga ujartuinissaq. Assiliivik
putuaraannalik taassumalu immikkuullarissumik pilersitai tassaapput tunngaviusumik ileqqupalaamik suliarinnikkusunneq qaangeerusunnerlu; misiliineq
soorunami allamik takutitsisoq: Akuneqarluni, affarmik eskimuujulluni affarmillu
europamiuulluni, naggueqarnermik suliarinninneq.
The main idea apparently is to
adapt photographic implements
to human dimensions; to strip
the camera of mechanical and
electronic gadgetry, substituting
that with the human being inside.
And, through negative size and
exposure time (15 min. up to several hours), to try to get the basic,
one-on-one character of photography to embrace the photographer
as well. The positive picture, which
the big negative throws back into
the murky chamber, plus the long
exposure time, provide the option
of steering the input of light onto
different regions of the picture. The
photographer can, in the most tangible sense, put her own fingerprint
or handprint on the picture.
Assilineqartoq immikkuullarissoq tassa
Kalaallit Nunaat, maannakkorpiaanngitsoq toqqaannanngitsumillu, kisiannili
sammisaq imaluunniit assi – soorlu nunasiaataanerup oqaluttuassartaa, oqaluttuatoqqat, iluanaarutit, nuannariinnarlugu
eqqaamassutissiat, misissugassatut
saqqummersitassatulluunniit pissarsiat.
Immikkuullarissuseq minnerunngitsumik
erserpoq nunasiaatillit eqqumiitsulianik
aallarussuisimanerannik malinninnissamik takorluuineq assiliissutip sammivilerneragut assiliinikkullu, misiliinerit
amerlaqisut akuliussuunnerisigut. Assilissat erseriartuaartut sinnattutullusooq ittut
takutippaat ingerlaaseq inerneqanngitsoq
immaqalu inerneqanngisaannartussaq,
immikkuullarissutaallu assimi anginerusumiippoq atortorissaarutit namminneq
atugaasa iluanniilluni. Ilumummi eqqortumik kusanartuliaassagaluarpoq paasisinnaagaluaraanni pilersillugulu imminnut
ataqatigiinngissorisinnaasat amerlaqisut
– kusanartulerinerit, inuit ataasiakkaat
politikkillu – imminnut ataqatigiinnerat.
Taakku tamarmik eqqartuussiniarpalaaqaat. Usi aamma taakkununnga ilaavoq
immikkuullarissusermi paasiniaruminaannerpaaq, taamaattorli assilissat taakku
ingerlateqqissinnaasaat, tassalu inunnut
qamanilu pigisaannut oqaluttuarneq. Erseqqilluinnarportaaq taamaaliorneq Arkep
piginnaasaanut ilaasoq, assilisamigummi
eqqarsaatigisimanngisaannarunarpaa
assiliaannaanissaat. Akerlianik paasisitsiniuterpiatut atorniarpai siunertanut,
saqqummiussanut peqataanernullu nammineq allallu akunnerminniittunut.
Erik Gant
(allakkiamit “Det Arketypiske/ Pia Arke”
tigusaq, KATALOG, upernaakkut 1996)
has been divided, so to speak,
between what is in front of the
camera and what is behind it.
Therefore, like Arke, when you look
back at the original, it is tantamount to going back to the original
division. Arke’s camera obscura,
and its Arketypical fruits, are an
attempt to treat and overcome a basic problem – an attempt at which,
of course, again shows something
else: the acculturation of a mongrel
of half-Eskimo, half-European
origin.
The Arketypical motif is really always Greenland. Not immediately
or directly, but still the subliminal
subject – as colonial history, myth,
prey, trophy, study or exhibition
object. The Arketypical lies not
least in a dream of emulating the
The way I see it, and maybe in
typical tricks of colonial adaptation
spite of these impressions and
by aiming at objectivity and unbimanipulations, this is in high
ased reportage, cross-culturization
degree the embodiment of pure
photography; a direct and immedi- and a comprehensive sampling of
ate contact with the medium which reality. The dreamlike quality of
the images that slowly emerge indigenerates the idea of the pinhole
cates that we are dealing here with
camera and manifests itself again
in the paper prints. Pia Arke’s most an unfinished and maybe unfinishwidely circulated picture, a view of able process, and that the Arketypical makes up part of a larger
a South Greenland fjord with its
peculiar rock formations, is a scene picture, enveloped by the apparatus used to record that never-never
I grew up with, so to speak, on my
scene. Whatever, it will be no mean
retina. More than 20 years have
work of art to expose the connecpassed since I last saw that view
tions between the many apparently
from our mutual childhood home.
irreconcilable – aesthetic, personal,
And when I compare the two picpolitical – of the Pia Arke-typing.
tures, my own faded retinal image
and my sister’s photograph from
All of this is highly process-orient1990, it strikes me that the former
is far sharper, filled with Kodacolor- ed. Which, by the way, seems to
be the part of Arketyping that is
like nuances and transitions that
toughest to analyze, having to do
have no equivalence in the latter.
But Arke’s photography also makes with the ability of these pictures
to communicate, to talk to people
me realize what has been hapor something inside them. This
pening to this place: closed down,
quite clearly also has something
robbed of its dimensions, haunted,
to do with Arke’s abilities in the
covered with film.
same direction, since her pictures,
The surprising and beautiful thing as far as I know, were never really
intended to speak for themselves.
about these pictures springs, I believe, straight from their character On the contrary they are meant to
function as a medium for all manas prints or impressions, a charner of intentions, messages and
acter allowed to emerge through
engagements in the relationship
the veil without being forced aside
by an all-too-high degree of sharp
between herself and others.
similarity, and without the pictures
posing as indices to truths other
Erik Gant
than their own.
(excerpt from the article “The
‘Arke’typical/Pia Arke,”
Photography from the beginning
KATALOG, Spring 1996)
55
Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrationer 1-10. 1994
Den, der i 1994 forudsætningsløs og
for første gang konfronteredes med
Pia Arkes serie af sort-hvid optagelser, fik hverken hjælp af fotografen
eller de titler, hun jonglerede med til
værket: Nature Morte eller Perlustrationer. Men serien udvider sig ved
dem og leger drilsk med betydningerne. Som en hårdt klippet film
springer den skånselsløst mellem det
private og det officielle, mellem lyst
og mørkt, mellem nutid og fortid og
mellem fiktion og dokumentation.
Gennem disse tilsyneladende uforligelige bestanddele og fortællemåder
placerer værket sig løfterigt, for Arke
blev som kunstner aldrig bekvem.
Serien er som hele hendes oeuvre et
uforskrækket opgør med det billede
af Grønland, hun tog med sig fra sine
barndomsår i det store arktiske land,
og ikke mindst med de fortolkninger
af landet og dets befolkning, som hun
som voksen stødte på, når hun via
folkebiblioteket eller videnskabelige
annaler søgte oplysninger om den
nære eller fjerne grønlandske fortid.
Ved en nærlæsning af serien kan man
skelne mellem fortælletid og fortalt
tid. Således anbringes vi af autor i
fortælletiden, når Arke åbner serien
med højrehåndens velkomst-gestus og
i slutbilledet afrunder den med venstrehåndens signal om, at rammen
på ny er lukket. I de mellemliggende
otte billeder udforsker vi den fortalte
tids forskellige nicher; først gennem
et møde med tøjhunden, som antyder
barndommens ureflekterede uskyld,
siden ved mødet med hundredårige
skrifter i skindbind og læder, som
bl.a. bærer 1700-tals-prædikanten
Hans Egedes navn, og senere ved den
stiliserede illustration og de vedlagte
utensilier, som foregriber videnskabens målbarhedsregler og etnologens reduktive undersøgelsesmetodik.
Men mens disse motiver objektgøres
som museale studiegenstande (hund
og bøger er anbragt mellem bogstøtter, etiketteklare og til distant
beskuelse), så er vi med de resterende
billeder på besøg i en kvindeverden,
der angiveligt tangerer fortælletiden
og fra denne position leverer seriens
passionerede eksistentielle kontrapunkt.
I klinisk hvidt lys får vi kræftens
trussel kastet i hovedet. Tilskueren
tvinges til at dele blik med den kræftramte, men hjælpes til at finde hvile
ved det diskrete glimt af den attrap,
som kan skaffe illusionen om intakt
kvindelighed tilbage. Man aner, at
såret og sårhelingen har perspektiver
56
til grunde hinsides den medicinske
diagnose, måske som metafor for det
traume, som rammer den, der står
mellem to kulturer. Men Arke lader
ikke sine tilskuere slippe så billigt.
Tilbage i rækken blandt de otte
billeder findes seriens mest gådefulde
billede; portrættet som nægter at
være portræt, men med sine lukkede
øjne i stedet bliver autors alter ego,
indadvendt, tænksom og uden synlige
sygdomstegn. I ophøjet ro, hvilende i
drømmens mørke, vokser ansigtet til
et billede, betydningsladet som grønlandsk maske og inuitens arketype, et
tidløst sandhedsvidne og en brobygger
midt blandt de øvrige nøgternt ironiske statements.
Denne måske vel håndfaste tolkning
af serien henter kommentarer fra
kunstneren selv via dialogen mellem
de to titler, hun har benyttet sig af.
Med Nature Morte (som etymologisk
jo betyder “død natur”) kommenterer hun ikke blot seriens række
af stilleben, men får også trukket
linjer op til de to former for død, der
lurer: den faktiske såvel som den
overførte, nemlig at blive balsameret
i levende live, blive eskimoisk attrap
eller fremmedgjort grønlænder.
Med alternativet Perlustrationer
får Arke trukket linjen op fra den
tidlige kolonitid, nærmere bestemt
det opdagelsesskrift, som Hans Egede
udgav i 1741 under titlen Det gamle
Grønlands nye Perlustration eller
Naturel-Historie. Fremmedordbogen,
Meyers gamle, leverer den strikte
oversættelse: “Gennemsyn, mønstring”. Men lurer man også her lidt
på etymologien, så giver den verbale
form “perlustrere” adgang til oversættelsen “drøfte”. Og cirklen åbner
sig endnu mere, når det prefix-løse
“lustrere’” foreslår oversættelsen “give
glans, forherlige”.
Om Arke har leget med etymologi
og konnotationer, som jeg her har
antydet, er ikke til at vide. Men at
hun med de to titler har arbejdet på
et ønsket sammenfald mellem hendes
kritiske og kunstneriske arbejdsfelt
kan næppe betvivles. Hendes senere
produktion leverer det stærke bevis.
Finn Thrane
Pia Arke. Nature Morte aamma
Inuk 1994-imi sunik ilisimasaqareerani aatsaallu
siullerpaamik Pia Arkep qalipaateqanngitsunik
assilisaanik saqqummersitseqataasussaq assiliisumit ikiorneqanngilaq, qulequttanilluunniit,
oqaatsinik atueriaqattaarluarluni atuakkiaanut:
Nature Morte imaluuniit Perlustrationer.
Kisianni saqqummersitat taamaaliornikkut
tarparput isumaallu uumisaarisumillusooq
pinnguarineqalerlutik. Filmimi killugarujussuarmi naakkittaaqalutik saqqummerarput inuit
ataasiakkaat pisortallu akornanni, qaamasut
taartullu akornanni, ullumikkut pissusisut
siornatigullu pissusiusut akornanni kiisalu piviusuusaartitat uppernarsaatissallillu akornanni
pisut. Immikkoortualuit katigunneqarsinnaanngitsorisatut isigisorinartut oqaluttuariaatsillu
taakku atorlugit suliaq neriulluarnartunngorpoq,
Arkemi eqqumiitsuliortunngorpoq ilorrisimaarnartuaannartuunngitsoq. Suliaq arnap taassuma
periaasiatulli qunusuitsigaluni illuatungiliunneruvoq Kalaallit Nunaannik, meeraaffigisaminit
issittumit angeqisumit kingornussaminik,
eqqarsaatiginnittartunut, minnerunngitsumillu
nunamik inuinillu nassuiaaniartartunut, inersimasunngorluni naapitaminut, atuakkanik atorniartarfiit ilisimatuutullu suliat paasiniakkani
atorlugit Kalaallit Nunaata nutaanerusumik
qanganisaanerusumilu ingerlaasianik oqaluttuatigut paasisamigut.
Suliaq atuarluaraanni immikkoortinneqarsinnaalersarput oqaluttuarnerup sivisussusia
aamma oqaluttuap sivisussusia. Taamaalilluta piviusunngortitsisumit oqaluttuarnerup
sivisussusianut inissinneqarpugut, Arkemmi
suliamini talerpini tikilluaqqussutitut isaappaa
naggaserlugulu saamimminik kalerrinniarlutalusooq sinaakkutit matuneqaqqissimasut.
Assilissani taakku akornanniittuni arfineq
pingasuni misissueqqissaartinneqarpugut piffissap oqaluttuarfiusup pulariarfigisinnaasaanik
assigiinngitsunik, siullermik annoraaminernik
qimmiliamik, paasisitsiniaasumik meeraanerup ajortuliornertaqanngitsup qisuariarfigineqannginneranik, kingornatigullu allakkianik
amernik ungalulinnik untritilinnik arlalinnik
pisoqaassusilinnik ilisimasaqalerneq, ilaatigut
1700-kkunni ajoqersuisup Hans Egedep aqqanik
atsiorneqarsimasunik titartapallappasissutullu
ilusilikkanik assiliartalersorneqarsimasutigut,
atortullu ilanngunneqarsimasut ilisimatuut naliliinerinik ingiaasut kiisalu inuiaat kulturiinik
pissusiinillu ilisimatusartut pisariillisakkamik
misissueriaasiinik. Taama eqqarsartaaseqarluni
takutitsinerit saqqummersitatut ilinniutissiat
(qimmeq atuakkallu inissinneqarsimapput akunneri qerattaqqusersorlugit, allagartalersorlugit
ungasianiillu qimerloorneqarsinnasunngorlugit),
taavalu assilissat sinnerini alakkartersinnaalerparput arnat silarsuaat, qularnanngitsumik
oqaluttuarnerup sivisussusianik qanillattuisoq,
tassanngaanniillu tunniunneqarpoq suliap qamannga pisumik naalliuuteqarnerup nammineq
inuunerisamut illuatungiliinera.
Napparsimmaviup qulliata qaammaarissup
taaneqartartoq Perlustrationer
1-10. 1994
kræftip navianartorsiortitsineranik eqqorpaatigut.
Pulaartoq pinngitsaalisatut kræftimik eqqorneqarsimasumut qiviartariaqarpoq, eqqissinissaminulli
ikiorserneqarluni qissiminnermit oqaluttuartumillusooq arnaassutsip ilivitsuusup, tamarmiusup,
uteqqinnissaanik takorluuinermut. Malugineqarsinnaavoq ikeq ikillu maminnissaa nakorsat
paaseriigaasa illuatungerluinnaaniittoq, soorlu
immaqa kulturit marluk akornanniilersimasup
misigisamigut kingunerlutsitsilersumut assersuunneqarsinnaasoq. Kisianni Arkep isiginnitsini
taama ajornanngitsigisumik misigitikkusunngilai.
Assilissat arfineq pingasut taakku akornanniippoq
saqqummersitami assilissat paasiuminaannersaat,
inuup assilineqarusunngitsutut ittup assinga, sequnnginganermigulli takutitsisoq kinaassutsiminik
illuatungiliisutut, nittarsaatin-ngitsoq, eqqarsarpasissoq nappaateqarneranillu malunnaateqanngitsoq. Ataqqinarpaluttumik eqqissisimalluni,
takorluukkamini taartuniilluni, kiinaa assilissatut
saqqummeriartorpoq, pingaa-ruteqarpaluttutut,
kalaallit kiinarpaliaattuulli pingaaruteqarpalutsigaluni, Inuillu nagguippiaanniippalulluni,
qaqugumulluunniit atasussamik eqqortuusumik
uppernarsaatitut naalakkersuisut mitallikujussinnaasunik silatusaarniarnerisa qeqqanni ataqatigiissitsiniartutut.
Tamanna saqqummersitani immaqa qajassuaassinnaasumik nassuiaaneq eqqumiitsuliortup
nammineerluni nassuiaaserpaa qulequttat marluk ataqatigiissinnerisigut. Qulequttamik Nature
Morte (oqaatsip nagguia malillugu isumaqartumik “pinngortitaq toqungasoq”) atuinermigut
nassuiaannanngilaa tassaaginnangitsut aalasortaqanngitsumik assilisat, ersersilluguttaarli
toqoriaatsit marluk periaannaasut: Piviusoq
tunniutarlu, tassalu suli inuutilluni aanaveersagaaneq, eksimuujusuusaarneq kalaaliulluniluunniit allamiunngortitaaneq. Illuatungaani Perlustrationer-ini Arkep nunasiaataaqqaarnermiit
pissutsit ingerlateqqippai, oqaatigilluaannarlugu
Hans Egedep ilisimalikkaminik atuakkiaa 1741mi saqqummersoq qulequtaqarluni Det gamle
Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. Takornartat oqaasiinik ordbogip, Meyerip
qanga saqqummersitaata, takutippaa oqaatsit
atorneqartut toqqaannarlugu nutserneqassasut “Misissuineq, katersuineq”. Taamaattoq
oqaatsinik paasinnittaaseq paasiniarluariaraanni
oqaaseq “perlustrere” nutserneqarsinnaalerportaaq “oqallisiginninneq”. Sulilu tarparnerusarpoq
oqaatsit nagguiinik nalusut “paasisitsiniaallutik”
oqaatsip nutserneqarnissaatut siunnersuutigigaangassuk “qinngorneqalersippaa, nersorpaa”.
Oqaatsit nagguiinik isumaannillu qanorlu
aamma isumaqartinneqarsinnaanerinik, uani
taasannik, Arkep atuiniarsimasinnaanera
ilisimasinnaanngilarput. Kisianni arlariinnik
qulequtsiilluni suliaqarsimanera kissaatigisamut
tulluuppoq, isornartorsiuisinnaanerata eqqumiitsuliortutullu suliaasa taanna qularutissartaarutitikkunarpaat. Suliaasa kingulliit tamanna suli
sakkortunerusumik uppernarsarpaat.
Finn Thrane
Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrations 1-10. 1994
Anyone who in 1994 was confronted
for the first time and without any
kind of preparation with Pia Arke’s
series of black-and-white photos
received no help either from the
photographer or from the titles that
the artist was juggling with: Nature
Morte or Perlustrations. But with
them the series expands and plays
teasingly with their meanings. Like a
decisively cut film it jumps ruthlessly
between the private and the official,
between light and dark, between present and past and between fiction and
documentation. Through these apparently incompatible components and
narrative modes the work places itself
promisingly, for as an artist Arke
never became easy to deal with. Like
the rest of her oeuvre the series is a
fearless settlement of accounts with
the picture of Greenland she brought
with her from her childhood in the big
Arctic country and not least with the
interpretations of that country and its
population that she encountered as an
adult when looking for information on
the near or distant Greenlandic past
in public libraries or scientific reports.
is forced to exchange glances with
the cancer sufferer but is helped to
find repose by the discreet glimpse
of the prosthesis that can bring back
the illusion of intact femininity.
One senses that the wound and its
healing are founded on perspectives
that go beyond the medical diagnosis,
perhaps as a metaphor for the trauma
that afflicts those who stand between
two cultures. But Arke does not let
her viewer off so lightly. Among the
eight pictures of the series there remains its most enigmatic image – the
portrait that refuses to be a portrait,
but with its closed eyes becomes
the author’s alter ego, introverted,
thoughtful and without visible signs
of illness. Serenely calm, resting in
the darkness of the dream, the face
grows into a picture, loaded with
meaning like a Greenlandic mask and
Inuit archetype, a timeless witness to
the truth and a mediator between the
other soberly ironic statements.
This possibly rather heavy-handed
interpretation of the series feeds on
commentaries from the artist herself
via the dialogue between the two
In a close reading of the series it betitles she has used. By Nature Morte
comes possible to distinguish between (which literally means “dead nature”)
narrative time and narrated time.
she comments not only on the still
Thus we are placed by the author in
lifes used by the series, but also links
narrative time when Arke opens the
up to the two forms of death lying in
series with the right hand’s gesture
wait: both death as such and death
of welcome and in the concluding
in a metaphorical sense, namely
picture rounds it off with the left
becoming embalmed while still alive,
hand’s signal that the framework has becoming an Eskimoic prosthesis
been closed again. In the intervening
or alienated Greenlander. With the
eight pictures we explore the narrated alternative title Perlustrations Arke
time’s various niches; first through
establishes a link with the early
a meeting with the toy dog that sugcolonial days, with Hans Egede’s
gests the unconscious innocence of
account of his explorations published
childhood, later through the meeting
in 1741 under the title Det gamle
with old texts in leather bindings that Grønlands nye Perlustration eller
among other things bear the name
Naturel-Historie [The Old Greenland’s New Perlustration or Natural
of the 18th century preacher Hans
History]. Meyer’s old dictionary of
Egede and later again through the
loan words gives the strict translation
stylised illustration and the attached
of perlustration: “Review, inspection”.
instruments that anticipate the
The English verb form, “perlustrate”,
metrological rules of science and the
means to travel though an area,
ethnologist’s reductive methods of
while if we drop the prefix, the Latin
investigation. But while these motifs
“lustrate” has the figurative meaning
are present as museal objects to be
of “to illuminate”.
studied (the dog and the books are
placed between book ends, ready to be
We cannot know whether Arke played
labelled and viewed from a distance),
with etymology and connotations
the remaining pictures take us on a
along these lines. But it can scarcely
visit in a women’s world that allegbe doubted that the two titles she
edly borders on the narrative time of
the work and from this position deliv- worked with were intended to create a
fusion of the critical and artistic fields
ers the series’ passionate existential
in which she worked. Her later procounterpoint.
duction provides strong proof of this.
In a clinical white light the threat of
Finn Thrane
cancer meets us head on. The viewer
57
Pia Arke. Scoresbysundhistorier. Fotografier,
kolonisering og kortlægning. 2003
Pia Arke. Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat.
Pia Arkes bog Scoresbysundhistorier er et litterært objekt, som
er vanskeligt at placere i nogen
bestemt genre. Bogen bærer
undertitlen Fotografier, kolonisering og kortlægning, og det er
betegnelser, der både er præcise
og lidt for neutrale. For bogen indeholder først og fremmest Arkes
personlige forsøg på at finde en
nogenlunde sammenhængende
fortælling om tilblivelsen af et
ganske særligt sted og livet dér:
Stedet er på Grønlands østkyst,
og det blev befolket med fangerfamilier fra Angmassalik, men
hensigten med stedets oprettelse
var dansk og tænkt som en geopolitisk løsning på spørgsmålet
om, hvilket land – Danmark eller
Norge – der besad “overhøjheden”
over den nordøstlige del af
Grønland. Den svenske forfatter og kulturanalytiker Stefan
Jonsson har derfor forsynet bogen
med “kartografiske afsnit”, der
gør rede for den typiske forbindelse mellem opdagelsesfærd,
antropologi, geografisk korttegning og politiske målsætninger,
der var karakteristisk for en
kolonimagt i imperialismens
tidsalder.
Pia Arkep atuakkiaa Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat atuakkiaavoq
atuakkioriaatsit sammiviannut sorlermut inississallugu nalunartoq.
Atuagaq qulequtaaraqarpoq Assit,
inulerneqarnerat nunap assiliornerlu,
taaguusersuinerillu eqqorluinnarlutillu
arlaannut atanngippallaaluatsiartutut
ipput. Tassami atuakkap pingaarnerpaamik imaraa Arkep nammineq inuttut
nassaarinninniarnera najugaqarfiup
immikkorluinnaq ittup pilersinneqarnera
tassanilu inuunerup ataqatigiissaakannernissaanik oqaluttuarnissaq. Najugaqarfik Kalaallit Nunaanni Tunumiippoq,
ilaqutariinnillu piniartukkuusunit Ammassalimmeersunit inulerneqarluni, inoqarfiulli pilersinneqarnerata siunertaa
danskinit pinngorpoq eqqarsaatigineqarluni nunamik piginnittussaanermik
politikki tunngavigalugu apeqqummut
nunap sorliup – Danmarkip Norgelluunniit – Tunup avannaannut “oqartussaaneranik” aaqqiiniarnermik.
Taamaattumik svenskip atuakkiortup
kulturinillu paasiniaasartup Stefan
Jonssonip atuakkamut ilannguppai
“nunap assiliornerinik immikkoortortat”,
nassuiaasut ilisimasassarsiornerit, inuit
nagguiinik ilaqutariissusaanillu misissuinerit, nunap assiliornerit politikikkullu anguniakkat, nunasiaateqarniarnerup
ukiuisa nalaanni nunasiaateqarniat
ilisarnaataat, taamani pissutsinik ersersitsisut.
Bogen er resultatet af en
billedkunstners arbejde, men i
stedet for at bruge sit talent til
at skabe malende skildringer af
et isoleret udsted i en ødemark,
har Arke ladet det isolerede og
fjerne vise sig selv: Billederne
er derfor – bortset fra en række
portrætter – andres fotografier,
og læseren får ligeledes mulighed
for at lytte til mange grønlandske
stemmer i beretningen om livet i
Scoresbysund (på østgrønlandsk:
Ittoqqortoormiit) over tre generationer. Men tilgangen til emnet,
fremstillingen af de mange undersøgelser, Arke foretog under
studierejser til Scoresbysund,
bærer alle præg af den uhildede
billedkunstners evne til at videregive indsigter.
58
Arke var selv rundet af denne
befolkningsflytning, om end på
en tværgående måde. Som barn
havde hun levet flere steder i
Grønland og i metropolen Danmark: Bogen er derfor både dybt
indfølt og muntert berettende,
forfattet af en person, der ser og
hører ting for første gang, som
hun på en måde havde forestillet
sig, følt, at de kunne være. Iagttagelserne danner en tekst fuld
af menneskelig forståelse og undren. Givetvis mellem omsorg og
solidaritet, som når Arke beretter
om de blandede ægteskaber og
de børn, der blev født i dem, men
også mellem humor og kritik.
Se blot forsidebilledet på bogens
omslag!
Scoresbysund var et sted “uden”:
uden hukommelse, uden beretninger fra fortiden, uden
minde, uden succes. Dette “uden”
udgjorde den store udfordring
for det lille epos, Arke satsede
på at fremmane ved hjælp af
billeder og beretninger. Til dette
epos leverede Jonsson afgørende
rammer og tekstur – atter fra
siden, eller tværgående i forhold
den store historie om Danmark
og “vore oversøiske besiddelser”.
Med denne bog fik den store
historie tydeliggjort sit diskrete
knudepunkt; det er herefter ikke
muligt for grønlændere og danskere at fortrænge det faktiske i
den fælles kolonifortid, begivenhederne, livet og magten i forrige
århundrede.
Den italienske filosof Giorgio
Agamben har for ikke så længe
siden skrevet, at for at forstå
forholdet mellem Vesten og den
øvrige verden skal man forstå
lejrene. Mellem København og
Godthåb var der et lignende
omdrejningspunkt: Det hed
Scoresbysund.
Carsten Juhl
Atuagaq pinngorpoq assilialiortartup
suliaasa inernerattut, taamaattorli
eqqumiitsuliortutut piginnaanini nunaqarfiup avinngarusimalluinnartup
qalipaatigissaartumik oqaluttuarineranut atornagu Arkep avinngarusimasoq
ungaseqisorlu nammineersillugu
takutippaa. Taamaattumik assilissat
– inuit ataasiakkaat assingi eqqaassanngikkaanni – allat assilisaat,
atuartumuttaaq periarfisiipput kalaalerpassuit nipaannik naalaarnissaannut
Ittoqqortoormiini kinguaariit pingasut
qanoq inuusimanerannik oqaluttuartunut. Kisianni tassunga pulanissamut,
misissuinerpassuarnik, Arkep paasiniaalluni Ittoqqortoormiiliartarnermigut,
paasisaminik oqaluttuarneri tamarmik ersersitsipput eqqumiitsuliortup
arlaannaannillunniit illersuinngitsup
Assit, inulerneqarnerat
nunap assiliornerlu. 2003
Pia Arke. Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Mapping. 2003
paasisaminik ingerlatitseqqinnissaminik
piginnaaneqarneranik.
Pia Arke’s book Stories from
Scoresbysund is a literary object
that it is difficult to place in
one particular genre. The book
carries the subtitle Photographs,
Colonisation and Mapping, and
these are designations that are
both precise and also a little too
neutral. For the book first and
foremost contains Arke’s personal
attempt at finding a more or less
coherent account of the genesis of
a quite special place and the life
lived there: the place is on Greenland’s east coast, and it was populated with hunter families from
Angmassalik, but the purpose of
establishing the settlement was
Danish and conceived as a geopolitical solution to the question
as to what country – Denmark or
Norway – had “dominion” over
the north-eastern part of Greenland. The Swedish writer and
cultural critic Stefan Jonsson has
therefore furnished the book with
“cartographical sections” that
describe the typical connection
between voyages of exploration,
anthropology, mapmaking and
political objectives characteristic
of a colonial power in the age of
imperialism.
Arke nammineq inuit taama nuutsitaanerannit pilersitaavoq, naak sarfaq majoraluarlugu. Meeraanermini Kalaallit
Nunaanni arlalinni najugaqarsimavoq
inoqarfissuarmilu Danmarkimi. Taamaattumik atuagaq qamuunavik misigisaajutigaluni nuannersunik oqaluttuarpoq, atuakkiorfigineqartoq inummit
pisunik siullermeerluni takunnillunilu
tusagalimmit, arlaatigut takorlooreersimasaminik, taamaattussaasinnaasutut misigisimasaminik. Takusaminik
allaatigisai inuttut paasinninneranik
tupigusunneranillu ulikkaarput. Qularnanngitsumik isumassuinerup ersoqatiginninnerullu akornanni, soorlu Arkep
oqaluttuarigaangagit assigiinngitsunik
nagguillit aappariilerneri meerariligaallu, aappaatigullu aamma quianartumik
isornartorsiuinertalimmillu. Atuakkap
saqqaata assitaa takuinnaruk!
Ittoqqortoormiit tassaavoq “suitsoq”: eqqaamasaqarfiunngilaq, itsaq pisimasunik
oqaluttuaqanngilaq, eqqaamasassartaqanngilaq, iluatsitsisimanngilaq.
Tamanna “suinneq” unammillerlugu
taalliatullusooq oqaluttuarnermini takinngikkaluami Arkep saqqummersikkusuppaa assilissat oqaluttuarineqartullu atorlugit. Oqaluttuamut tassunga
Jonsson pingaarutilinnik ilanngussivoq sinaakkusiisumik allatamigullu
– aamma sarmiilluni, imaluunniit
“imarpissuarni pigisatsinnik” Danmarkip oqaluttuarinnittarnerata sarfaa
majorlugu. Atuagaq una aqqutigalugu
oqaluttuarujussuup isertuartumik akunniffia oqaluttuarineqarpoq, tamatumalu
kingorna kalaallit danskilluunniit nunasiaataanerup nalaani peqatigiillutik
atorsimasatik toqqortersinnaajunnaarpaat, 1900-kkunni pisimasut, inuuneq
pissaaneqarnerlu.
Italiamiu eqqarsarnikkaaq Giorgio
Agamben ungaserujussuanngitsukkut
allappoq nunat killiit nunarsuullu sinnerata akornanni pissutsit paasiumagaanni uninngaarfii paasisariaqartut.
Københavnip Nuullu akornanni tassunga
assingusumik qitiusoqarpoq: Taanna
ateqarpoq Ittoqqortoormiit.
Carsten Juhl
Arke herself was a product of this
transfer of population albeit in a
cross-cutting way. As a child she
had lived in a number of places in
Greenland and in the metropole
Denmark. The book is therefore
both deeply empathic and cheerfully narrative, written by a person who sees and hears things for
the first time as she had somehow
imagined, felt that they might
be. The observations form a text
full of human understanding and
wonder. Undoubtedly between
care and solidarity as when Arke
tells of the mixed marriages and
the children who were born in
them, but also between humour
and criticism. Just look at the
picture on the front cover of the
book!
Scoresbysund was a place “without”: without memory, without
stories from the past, without
recollections, without success.
This “without” was the big challenge for the little epos that Arke
sought to conjure up with the
help of pictures and accounts.
Jonsson provided the crucial
framework and texture for this
epos – again from the side, or
cutting across the broader history
The book is the result of a visual
of Denmark and “our overseas
artist’s work, but instead of using possessions”. This book illumiher talent to create vivid depicnated the discreet centre of that
tions of an isolated settlement in broader history so that it is no
a wilderness, Arke has allowed
longer possible for Greenlanders
the isolated and distant to exhibit and Danes to repress the facts
itself: the pictures are therefore
of their shared colonial past, the
– with the exception of a number events, the life and the power, in
of portraits – other people’s phothe preceding century.
tographs, and the reader also has
the opportunity to listen to many The Italian philosopher Giorgio
Greenlandic voices in the account Agamben wrote recently that
of life in Scoresbysund (in East
in order to understand relaGreenlandic: Ittoqqortoormiit)
tions between the West and the
over three generations. But the
rest of the world, one must first
approach to the subject and the
understand the camps. Between
presentation of the many invesCopenhagen and Godthåb there
tigations Arke carried out during was a similar nexus: It was called
her study trips to Scoresbysund
Scoresbysund.
are all characterised by the ability of the impartial artist to pass
Carsten Juhl
on insights.
59
TEMASEKTION 8: DEN EXCENTRISKE ESKIMO
Denne sektion stikker lidt ud fra de
andre. Den indeholder kun ét værk
af Pia Arke, nemlig en serie på otte
farvefotografier fra 1990’erne der
nøgternt registrerer aflejringer og
aftryk, som i al deres okkerfarvede
skønhed vidner om europæiske
patruljer og udposter. Stedet er Østgrønland, og aflejringerne stammer
fra genstande – skrottede olietønder,
blikplader, lamper osv. – som med
tiden er eroderet og blevet til ét med
netop den stenede grund, som deres
oprindelige ejermænd så ihærdigt
studerede og bearbejdede.
Seriens henvisninger til polarekspeditioner på fjerne udposter spejles i
sektionens telt, som er skueplads for
et filmprogram kurateret af Selskabet
for Dårlig Etnografisk Film (SfDEF)
indeholdende to klassiske etnografiske
film, der vises under udstillingen. Selskabet med det usædvanlige navn blev
stiftet af Arke, hendes bror Erik Gant
og Anders Jørgensen i begyndelsen af
2000. Mens Gant og Jørgensen begge
havde kredset om filmiske fremstillinger af grønlændere og inuitter i
filmvidenskabelige universitetsafhandlinger – Gant med Ph.D.afhandlingen Eskimotid (2004-05) og
Jørgensen med hovedfagsspecialet Det
primitive moderne. Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm
1917-1927 (2000) – så have Arke
beskæftiget sig bredt med billedmediers betydning i kortlægningen og
koloniseringen af især Østgrønland.
De tre delte ikke bare en interesse
i at undersøge, hvorledes oprindelige
folk – således også “eskimoer” – er blevet fremstillet i den vestlige etnografi
og filmindustri gennem de sidste ni
årtier. De ønskede også at vende det,
de så, med offentligheden og om muligt
vende det etnografiske og filmiske blik
om, så det kunne få øje på sig selv. De
tog med andre ord de samme blikvinkler, som den etnografiske film har
kastet på oprindelige folk, og anvendte
dem på den etnografiske film selv.
Dermed faldt blikket selvsagt også på
de etnografer, arkæologer, filmmagere
og TV-folk, som har lavet filmene, og i
videre forstand på de biografgængere
og fjernsynsseere, som har set dem og
taget dem for (de helt) gode varer.
Med analysen og satiren som våben
drog SfDEF således i felten og arrangerede flere offentlige seancer, som
de kaldte dem. De fandt sted på bl.a.
Nationalmuseet, Det Grønlandske Hus
og Arktisk Institut i København og var
bygget op omkring et diskussionsoplæg
60
fra SfDEF, fremvisningen af et eller
flere filmeksempler og en efterfølgende
fælles diskussion med publikum.
Filmmaterialet spændte vidt og
inkluderede en tidlig stumfilm som
Den store Grønlandsfilm fra 1921,
instrueret af Eduard SchnedlerSørensen & H.F. Rimmen, og optaget
under første halvdel af den såkaldte
“5. Thule-ekspedition” under ledelse
af den navnkundige polarforsker
Knud Rasmussen. Men også nyere
materiale som Martin Appelt & Ole
Mallings dokumentarfilm Tunit – det
forsvundne folk fra 1998 (vist på DR2
i 1999) var at finde i materialet.
Filmprogrammet til denne udstilling henter sin titel fra et essay
af samme navn, som Erik Gant
publicerede i Tidsskriftet Grønland i
1996. Med titlen henviser han både
til Vestens misrepræsentationer af
“eskimoen” som “excentrisk” i sin
forskellighed fra den hvide mand
og til sin egen “excentriske” position som nutidig “grønlænder”, der
betragter disse misrepræsentationer
forskudt fra dem, og som i denne
forskydning må sande, at selv hvis
han kunne komme bag om dem, så er
der ingen vej tilbage til den oprindelige “eskimoicitet”. Den excentriske
grønlænder er i denne optik på én og
samme gang ved at gå under og på
vej til at blive til et godt eksempel –
“udrustede, som vi er, med en sikker
fornemmelse for, at det at være sig
selv også altid er at være noget andet”, som Gant afslutter sin tekst.
Med filmprogrammet ønsker
sektionen at tydeliggøre nogle af de
“eskimoiske” repræsentationsmodeller, som Arke og andre postkoloniale
billedkunstnere har forsøgt at gøre op
med: den eskimoiske oprindelighed,
naturlighed, primitivitet, barnlighed,
kollektivisme, prælogik, fredsommelighed og umiddelbare livsglæde.
Filmprogrammet består af de to
nedenstående film, der screenes på
skift hver dag i museets åbningstid:
Eduard Schnedler-Sørensen &
H.F. Rimmen. Den store Grønlandsfilm. 1921.
Leo Hansen. Med Hundeslæde
gennem Alaska. 1926.
D. 23. januar og 10. marts 2010
afholdes endvidere to offentlige
diskussionsseancer, hvor vi i SfDEFs
ånd vil vise og diskutere sidstnævnte
film. For yderligere information, se
“Udstillingsarrangementer” på s. 76.
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 8:
Immikkoortoq taanna ilaminit allaanerulaarpoq. Imaraa Pia Arkep suliaa ataasiinnaq,
tassalu assit qalipaatillit tulleriiaat arfineq
pingasut 1990-ikkunneersut unerarnikunik
naqinnernillu, sungaangajallutik kusanar-tumik europamiut avungarsuaq angalasarsimanerinik uninngasarsimanerinillu takutitsisunik, peqqissaartumik nalunaarsuinerit.
Pineqartoq tassa Tunu, unerarnikullu tassaapput suut tigussaasut – uuliamut nappartat
igitat, savimernit saattut, qulliit il.il. – ukiut
ingerlanerini nungujartorsimasut nunamullu
tassungarpiaq ujaraannaasumut, taakkuninnga piginnissimasunit ilungersorluni misissorneqarsimasumut suliarineqarsimasumullu,
akuliussimallutik.
Assit tuleriiaat issittumut ilisimasassarsiortarnernut avungarsuaq ingerlasartunut
tikkuussinerannut takussutissaavoq tupeq
taakkunannga ungalungajanneqarsimasoq.
Tupermi takuneqarsinnaapput filmit Inuit Kulturiinik Ileqquinillu Filmiliat Kukkussutaat
pillugit Peqatigiiffimmit (SfDEF) suliareqqitat, tassaasut nunap inoqqaavinik filmiliat
nalunnginneqarluartut pingasut. Peqatigiiffik
nalinginnaanngitsumik taa-guusigaq Arkemit,
qatanngutaanit Erik Gantimit Anders
Jørgensenimillu 2000-ip aallartilaarnerani
pilersinneqarpoq. Gant-ip Jørgensenillu kalaallit inuillu filmitigut takutinneqartarnerat
filminik ilisimatusarnertigut universitetini
nalunaarusiornermikkut sammivaat – Gant
Ph.D.-nngorniarluni saqqummiussinermigut
Eskimotid (2004-05), Jørgensen-illu ilinniakkaminut pingaarnermut atatillugu immikkut suliamigut Det primitive moderne. Knud
Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm
1917-1927 (2000) – Arkellu sammivaa assitigut
saqqummiussinerit pingaarutaat nunap
assiliornernut nunasiaateqa-lernermullu,
pingaartumik Tunumi.
Pingasuullutik soqutigisariinnarsimanngilaat misissussallugu nunap inoqqaavi –
taamalu aamma “eskimuut” – nunat killiit
inuit kulturiinik ileqquinillu misissuisuisa
filmiliortartullu qanoq takutissimaneraat
paasiniassallugu. Kissaatigisimavaattaarli
kikkulluunniit peqatigalugit takusamik illuatungaanut saatsinnissaat, ajornanngippallu
etnografikkut filmitigullu isiginninnerit aamma iluatungaanut saatsinnissaat, taamaalillutik imminnut takusinnaalerniassagamik.
Allatut oqaatigalugu isiginniffiit taakkorpiaat,
etnografimik filmiliat nunap inoqqaavinik
isiginniffii, atorlugit filmilianut namminernut
isiginninnissaq. Taamaalilluni soorunami
isigineqalerputtaaq inuit kulturiinik ileqquinillu ilisimatusartut, itsarnisarsiuut, filmiliortartut TV-liortartullu, taakkuninnga filmiliorsimasut ingerlateqqikkaannilu filminik
TV-millu isiginnaartartunut, taakkuninnga
takunnissimasunut ilumoorluinnartuunerinillu upperinnittunut.
Paasiniaaneq quiassuarnerlu sakkugalugit SfDEF avammut ammarpoq tamanullu
ammasunik arlaleriarluni aaqqissuussisar-
ESKIMUU SILANNGAJAARTOG
luni. Taakku pipput Nationalmuseumimi,
Kalaallit Illuutaanni Københavnimilu Arktisk
Intitutimi, ingerlanneqartarlutillu SfDEF-imit
aallarniuteqarnikkut, filmip ataatsip arlallilluunniit takutinnerisigut kingornatigullu
najuuttunik oqallitsitsinikkut.
Filmit tamanik samminnittuupput ilagalugulu nipeqanngitsumik filmiliaq Den store
Grønlandsfilm 1921-meersoq, ilitsersuisoralugit Eduard Schnedler-Sørensen & H.F.
Rimmen, filmiliarineqarlunilu “Thulemiit
ilisimasassarsiornerit 5”-ata, issittumi ilisimasassarsiortartumit tusaamasaasumit Knud
Rasmussenimit siulersorneqartup, aallartinissarnerata nalaani. Aammattaarli filmiliat
nutaanerusut ilaapput soorlu Martin Appelt &
Ole Mallingip pisimasulersaarutaat Tunit – det
forsvundne folk 1998-imeersoq (DR 2-mi 1999imi takutinneqartoq ilaavoq).
Filmit takutinneqartut qulequtserneqarnerannut tunngaviupput aallaaserisat naatsut
taama qulequtallit, Erik Gantip atuagassiami
Tidsskriftet Grønland-imi 1996-imi saqqummersittagai. Taama qulequtsiinermigut uparuarniarpaa Nunat Killiit “eskimuumik” eqqunngitsumik
ilisarititsisarnerat qaqortumik amilimmit allaanerulluni “eqqumiikajaartuunerarlugu”, uparuarniarluguttaaq nammineq “eqqumiikajaatut”
inissisimanini ullumikkut “kalaaliusutut”,
eqqunngitsumik ilisarititsinernit taakkunannga
nikilluni isiginnaartutut, taamalu nikinnikkut
uppernarsisariaqarlugu, tunuannulluunniit
pisinnaagaluaruni, qangatut “eskimuujussusermut” utersinnaanani. Kalaaleq eqqumiikajaaq
tassanngaanniit isigalugu tassaavoq nungukkiartuutigaluni assersuutissanngoriartortoq
pitsaasoq – “taama sakkussalersorneqarnitsivut
malugisinnaalluarparput namminiussuseq aammattaaq tassaasoq tamatigut allaanissaq”, soorlu
Gantip allatani naggaseraa.
Filmertitsiviup immikkoortortaani
anguniarneqarpoq “eskimuujussutsimik”
ilisarititsinerit ilaasa, Arkep allallu nunasiaataanerup kingornagut assilialiortartut uparuartorniagaasa, erseqqissarnissaat: Eskimuut
nagguiat, ilakkuminarnerat, pissuseqqaanut
qaninnerat, meerarpalunnerat, ataatsimoorussisarnerat, imminut naapertuuttumik
tunngavilersorluni eqqarsartaasiat, piuaatsuunerat inuunermillu nuannaarutiginninnermik
ingerlaannaq takutitsisarnerat.
Film-it takutitassat marluupput, ataani
qulequttat atuakkit. Paarla kaallutik ulloq
allortarlugu takutinneqartassapput katersugaasiviup ammasarfiani:
Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen.
Den store Grønlandsfilm. 1921.
Leo Hansen. Med Hundeslæde gennem
Alaska. 1926.
Aammattaaq jannuaarip 23-anni aamma
martsi 10-anni 2010 tamanut ammasumik
oqallitsitsineqassaartaaq, SfDEF-ip anersaava
malillugu filmi kingulliullugu taasaq takutinneqassalluni oqallissutigineqarlunilu.
THEME SECTION 8: THE ECCENTRIC ESKIMO
This section diverges a little from the
others. It contains only one work by Pia
Arke, namely a series of eight colour
photographs from the 1990s that soberly
register deposits and imprints that in
all their ochre beauty bear witness
to the onetime presence of European
patrols and outposts. The place is East
Greenland, and the deposits come from
objects – trashed oil drums, sheet metal,
lamps, etc. – which rusted away in the
course of time and have become one with
that very same stony ground that their
original owners so diligently studied and
processed.
The references in the series to polar
expeditions at distant outposts are
reflected in the section’s tent that
forms the setting for a film programme
curated by the Society for Ethnographic
Film Blunders (SfEFB), presenting two
classical ethnographic films during the
exhibition. The society with the unusual
name was founded by Arke, her brother
Erik Gant and Anders Jørgensen at the
beginning of the year 2000. While Gant
and Jørgensen had both investigated
cinematic representations of Greenlanders and Inuit in university theses – Gant
in his Ph.D. thesis Eskimotid [Eskimo
Time] (2004-05) and Jørgensen in his
graduate thesis Det primitive moderne.
Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 1917-1927 [The Primitive Modern: Knud Rasmussen’s Ethnographic
Expedition Films 1917-1927] (2000)
– Arke had occupied herself broadly
with the importance of pictorial media
in the mapping and colonisation of East
Greenland in particular.
The three shared not only an interest
in investigating how indigenous peoples
– therefore also “Eskimos” – have been
represented in Western ethnography
and films over the last nine decades.
They also wished to discuss with the
general public what they saw and, if
possible, to reverse the ethnographic
and filmic gaze so that it could see itself. In other words, they took the same
viewing angle that the ethnographic
film has imposed on indigenous peoples
in order to apply it to ethnographic film
itself. It goes without saying that in this
process the focus fell on the ethnographers, archaeologists, filmmakers and
TV people, who made the films, and in
a further sense on the cinemagoers and
TV viewers, who had seen them and
taken the films for gospel.
Thus, with analysis and satire as
their weapons SfEFB sallied forth and
arranged a number of public séances,
as they called them. They took place at,
for instance, the National Museum of
Denmark, the Greenland House and the
Danish Polar Center in Copenhagen and
were built up around an introductory
presentation from SfEFB, the showing
of one or more films and a subsequent
discussion with the audience.
The film material covered a lot of
ground and included an early silent film
like Den store Grønlandsfilm [The Great
Greenland Film] from 1921, directed
by Eduard Schnedler-Sørensen & H.F.
Rimmen, and filmed during the first half
of the so-called “5th Thule Expedition”
under the leadership of the renowned polar explorer Knud Rasmussen. But also
more recent material, like Martin Appelt
& Ole Malling’s documentary Tunit – det
forsvundne folk [Tunit – The People that
Disappeared] from 1998 (screened on
Danish television in 1999), formed part
of the material shown.
The film programme takes its title
from an essay of the same name that
Erik Gant published in Tidsskriftet
Grønland in 1996. His title refers both
to the West’s misrepresentations of
“the Eskimo” as “eccentric” in her/his
difference from white people and to his
own “eccentric” position as a modern
“Greenlander”, who regards these
misrepresentations displaced from
them, and who in this displacement is
forced to recognise that even if he could
go behind them, there is no way back to
the original “Eskimoicity”. In this optic
the eccentric Greenlander is at one and
the same time in the process of going
under and on the way to becoming a
good example – “equipped as we are
with a sure sense that being oneself is
also always to be something else”, as
Gant concludes his text.
With the film programme this section
wishes to spell out some of the “Eskimoic” representation models that Arke
and other postcolonial artists have
tried to confront: Eskimoic originality,
naturalness, primitiveness, childishness,
collectivism, pre-logic, peaceableness and
spontaneous joie-de-vivre.
The film programme consists of
the two films listed below, which are
screened alternately every day during
museum opening hours:
Eduard Schnedler-Sørensen & H.F.
Rimmen. Den store Grønlandsfilm [The
Great Greenland Film]. 1921.
Leo Hansen. Med Hundeslæde
gennem Alaska [With a Dog Sledge
Through Alaska]. 1926.
On January 23 and March 10, 2010
two public discussion séances will be
held, at which in SfEFB’s spirit we will
show and discuss the last-mentioned
film. For more info, see “Events during
the exhibition” on p. 76.
61
TEMASEKTION 9: SKANDINAVISK PANORAMA
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 9:
Pia Arke arbejdede ud fra en metode,
der bevidst sammenblandede etnologi
og kunst. Her smeltede etnografens
feltarbejde og den antropologiske humanisme sammen med æstetiske teorier og
kunstnerens arbejde med materialet i en
ny slags bastard-metode.
Denne sektion sætter fokus på projekter, hvor metoden anvendes på den skandinaviske metropol og på Danmark især.
Problematikken er stadig kolonihistorien
og dens eftervirkninger, men hvor Arke
mestendels har undersøgt den fra den
grønlandske kant, vælger hun her den
modsatte angrebsvinkel og nærmer sig
fænomenet gennem Danmark (og den
svenske vestkyst).
Skandinavisk panorama henter sin
titel fra en serie sort-hvide fotografier
af samme navn – bragt enkeltvis på
forsiden af de fem numre som Litteraturmagasinet Standart udgav i 1998
– men indledes med et projekt udført
af indsatte i Anstalten ved Herstedvester i København. Arke havde i en
årrække sin ugentlige gang i det lukkede
fængsel, hvor hun på eget initiativ kørte
en kunstworkshop for de grønlandske
indsatte. Udstillet her peger projektet
på “den umenneskelige behandling vi
accepterer ved at sende grønlændere til
afsoning på ubestemt tid i Danmark”,
som Tine Bryld har formuleret det.
Med sin sans for det oversete
forlægger Arke altså sit panorama til
periferien: i kunstworkshoppen til de
usynlige grønlændere i Danmark og i
Skandinavisk Panorama til Göteborgs
forstæder og den karakteristiske karakterløshed, som kun sovebyer opslugt af
byens vækst kan opvise.
Panoramaet dukkede op i 1800-tallets Europa og skabte en aldrig før set
illusion af være omsluttet af og delagtig
i, hvad der foregik på billedfladen. Som
beskuer beherskede man scenariet
stående i centrum af og med fuldt overblik over det pastorale landskab eller
sejrrige militære slag, der udfoldede sig
for ens blik. Scener fra dengang farfar
var ung, og byen endnu ikke havde
vokset sig uoverskuelig stor. Billeder fra
før industrialiseringen og landboernes
tilflytning til metropolen.
Arke tager tråden op fra traditionen,
men slår knuder på den. Fotograferet fra
tilfældige hustage i lige så tilfældige beboelsesområder punkterer Skandinavisk
Panorama idéen om overblikket som et
suverænt og måske sublimt moment.
Den viser snarere, at ethvert centrum
er en myte, en konstruktion, og sår i
samme åndedrag tvivl om Skandinaviens rolle som Nordens centrum i både
historisk, kulturel og politisk forstand.
At Danmark har været et handelscentrum for varer til og fra Grønland kan
der næppe herske tvivl om, givet at Den
Kongelige Grønlandske Handel (KGH)
havde eneret i næsten 200 år. Under
sin research i Dansk Polar Centers
bogmagasin på Nordatlantens Brygge
stødte Arke en dag på en af kolonitidens
helt store sællerter: spækken. Gemt bag
Pia Arkep periaaseraa inunnik kulturiinillu ilisimatusarnerup (etnologi) eqqumiitsuliornerullu
piaaraluni kattutsinnissaat. Tassani etnologimik suliaqartup misissukkaminiitilluni sulinera
inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuisup
(antropolog) inuppalaarnera akuliunneqarput
kusanartulerinermik eqqarsaatersuutinut
eqqumiitsuliortullu suliaanut, taamaalillutik
nutaamik akusatut periaasiulerlutik.
Sammisami uani qitiutinneqarput pilersaarusiat, taakkunani periaaseq nunani avannarlerni
illoqarfissuarnut pingaartumillu Danmarkimut
atorneqarluni. Apeqquserneqartoq suli tassaavoq
nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaa kingunerilu, kisiannili Arkep kalaalliniit isigalugit misissungajassinnarlugit illuatungaaniit samminissaat
qinersimavaa, pisullu Danmark (Sverige-llu kimmut sineriaa) aqqutigalugit qanilliartorlugit.
Isikkivik Skandinaviamiit qulequtserneqarpoq
tunngavigalugit assit qalipaateqanngitsut taama
qulequtsikkat – atuagassiap Litteraturmagasinet Standartip ataasiakkaarlugit 1998-imi
saqqaliuttagaanneersut – aallaqqaaserneqarlutilli Københavnimi parnaarussivimmi
Herstedvesterimi parnaarussat pilersaarusiorlugu suliaannik. Arke ukiorpaalunni sapaatip
akunneranut ataasiarluni parnaarussiviliartarsimavoq namminerlu piumassutsini malillugu
kalaallit parnaarussat eqqumiitsuliornermik
sammisaqartittarsimallugit. Pilersaarusiap
uani saqqummersinneqarnermini uparuarpaa
“inuppalaanngeqisumik pinninnerput kalaallit
piffissami aalajangersimanngitsumi Danmarkimi
parnaarusimaneqarnissaat akuerigatsigu”, soorlu
Tine Bryldip taama oqaatigigaa.
Tassa arajutsisanut malussajanini atorlugu
Arkep isikkiviliinini killeqarfimmullusooq nuutippaa. Eqqumiitsuliornermik sammisaqartitsinermi
kalaallinut Danmarkimiittunut takussaanngitsunut aammalu Isikkivik Skandinaviamiitmi Göteborgip immikkoortuinut avallernut
ilisarnartumik ilisarnaateqanngitsunut, illoqarfiit
susoqarfiunngitsut illoqarfiup alliartorneranit
nungutitat kisimik takutissinnaasaat.
Isikkiveqartitsineq (panorama) Europami
1800-kkunni saqqumilaalerpoq misigineqarsimanngisaannartumillu takorluuisitsisalerluni
soorlulusooq assimit unguneqarluni tassanilu
pisunut peqataalerluni. Isiginnaartutut takusat
qeqqanniilersorinartarpoq pisullu naalakkersorsinnaalerlugit suullu tamaasa, pinngortitaq alianaalluinnartoq imaluunniit sorsuffimmi akiuunnerit
ajugaanertallit, tamakkerlugit isigisinnaallugit.
Aataa inuusukkallarmat pisut, illoqarfillu ilisarisassaajunnaarluni allinngikkallarmat. Suliffissualiortiterneq illoqarfeeqqallu illoqarfissuarmut
ilanngunneqarnerat sioqqulugu assilisat.
Arkep periaasitoqaq nangippaa, paasiuminaatsunngortilluguli. Najugaqarfiit arlaanni illut
arlaata qalianniit assiliinikkut Isikkivik Skandinaviamiit-up tamakkiisumik isiginninnerup
naleqannginnerarneqartarneranik immaqalu
inornartuuneranik eqqarsaatit pullaarpai. Ersersinneruaa qitiusoq sunaluunniit takorluugaannaasoq, sanaaq, tassanerpiarlu qulalersitsilluni
Nunat Avannarliit Europap avannaani ilumut
qitiunersut, oqaluttuarisaanermit, kulurimit
politikkimillu isigalugit.
Nioqqutissanik Kalaallit Nunaannut ingerlatitanik tassanngaanneersunillu Danmarkip
qitiusimanera qularutissaagunanngilaq, tassami
Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH)
niuernermik ukiuni 200-ngajanni kisermaassisuusimavoq. Nordatlantens Brygge-mi Dansk
62
bøgerne fandt hun nemlig helt malplaceret en gammel stige, der på lugten at
dømme havde været brugt flittigt til at
hænge spæk på. Dengang bygningen var
pakhus og KGHs centrallager. Stigen
har stået på samme plet og bevidnet
alle omlægningerne af huset, indtil Arke
tager den med sig.
I nøgleværket Spækstigen, Emil, Ole
og Asger (1998) sættes stigen i forbindelse med en række fotografier og kort – og
tre navngivne mænd – og straks er vi på
sporet af Østgrønlands historie, sådan
set lidt fra dansk perspektiv. Med andre
ord er vi på sporet af kunstneren selv, og
værket er da også fyldt med referencer,
der kobler det personlige med den store
geopolitiske fortælling om Østgrønlands
kortlægning og erobring og den noget
mere kompakte geografiske beretning
om de steder i det indre København,
hvor danskerne forvarer deres viden om
Grønland – markeret i bedste pionérstil
med kulørte knappenåle i et Kraks-kort.
Idéen bag det skandinaviske panorama – at man ikke kan forstå Danmark
uden samtidigt at panorere over på
Grønland og vice versa – får endnu en
drejning i den lange række af værker,
hvor Arke har omlagt hulkamerabilledet
af barndomshjemmets vue over fjorden
ved Narssaq point til en slags bagtæppe.
Hulkameraets lange eksponeringstid
og motivets naturskønhed fornægter sig
ikke i dette fotografi, der da også blev
genstand for megen opmærksomhed og
efterspørgsel i Danmark og internationalt. Måske for at prikke hul i forestillingen om, at hun som grønlænder skulle
have en speciel stærk tilknytning til
naturen og stedet, blæste hun billedet op
til en slags fototapet, som uanset hvad
hun ville putte foran det, ville skabe illusionen af at være i Sydgrønland.
Der var bare det aber dabei ved de nye
værker, at der helt utilsløret ligger et
gulvtæppe foran og i forlængelse af, hvad
der skulle forestille at være den grønlandske granitgrund. I dette synligt konstruerede rum – der ved flere lejligheder
blev “dekonstrueret” af billedredaktører,
som beskar billedet og således genoprettede illusionen af at være i Grønland
– kunne Arke iscenesætte sig selv som
bastard, kvinde, kusine, hysteriker eller,
hvad der nu måtte falde hende ind at
undersøge i relation til Grønland som
projektionsflade.
Videoen Arktisk hysteri (1996) bliver
det ultimative opgør med den form for
racisme, der placerer “den grønlandske
identitet” i grønlænderens hud og krop.
Med sin nøgne krop undersøger Arke
Grønland som billede og det umulige i at
blive ét med det. Det er den sønderrivende og befriende sandhed.
ISIKKIVIK SKANDINAVIAMIIT
THEME SECTION 9: SCANDINAVIAN PANORAMA
Polar Centerip atuakkanut toqqorsiviani misissuinermini Arkep ullut ilaanni naammattoorpaa
nunasiaateqarnerup nalaani tunisaanerpaaq.
Orsoq. Tassami atuakkat tunuanni nassaarai
majuartarfitoqqat inissaminniinngilluinnartut,
tipimikkullu nalunaatsut orsunik nivinngaatiterinernut atoneqarluartarsimasut. Taamani illu
quersuaagallarmat KGH-llu qitiusumik quersuaralugu. Majuartarfiit tassaniittuarsimapput
illullu allanngortiternerinik tamanik ilisimannittuullutik, Arkemit tiguneqarnissamik tungaanut.
Inuttai ilisarnarsisillugit suliaani Orsumik
majuussuiffik, Emil, Ole aamma Asger (1998)
majuartarfiit atatinneqalerput assinut nunallu
assinginut arlalinnut – angutinullu atii taaneqartunut – imaaliallaannarlu tumisivarput Tunup
oqaluttuassartaa, danskinit isigikannernerullugu. Allatut oqaatigalugu eqqumiitsuliortoq
nammineq tumisivarput, suliarlumi innersuussinernik ulikkaarpoq, inuup nammineq misigisai
kattunneqarlutik nuna pillugu politikkimik
oqaluttuarujussuarmut, Tunup nunap assiliorneranik ajugaaffigineqarneranillu imaqartumut,
kiisalu sumiiffiit taakku pillugit nunamik ilisimatusarnermit nalunaarusianut eqikkaanerusunut
Københavnip qeqqaniittunut, danskimmi Kalaallit Nunaannik ilisimasatik tassani toqqortaraat –
tikitseqqaartut periaasivissuattut kappoqqutinik
assigiinngitsunik qalipaatilinnik nalunaaqqutsersorlugit.
Isikkivik Skandinaviamiit-mik isumassarsineq
– tassalu Danmark paasineqarsinnaanngitsoq
Kalaallit Nunaat qimerluujutiginngikkaanni
illuatungaanullu – sangoriaqqippoq suliani
arlalissuarni, taakkunani Arkep Narsap eqqaani
Nuugaarsummi meeraaffiminiit kangerlummut
isikkivia assiliivimmik putuaraannalimmik
assilisani tunuani umissuanngortillugulusooq
allanngortikkamiuk.
Assiliiviup putuaraannallip sivisuumik qaammarfigitinnera pinngortitallu assilisaata alianaassusia assimi tassani isertorneqarsinnaanngillat,
taannalumi Danmarkimi nunanilumi allani
soqutigineqaqaaq piumaneqaqalunilu. Immaqa
kalaaliusutut pinngortitamut sumiiffimmullu tassunga immikkut atassuteqarnerminik takorluuinerit putuniarlugit assi alliserujussuarpaa assitut
ungalisaasanngorlugu, sunaluunniillu saavanut
iligaluaruniuk takorluuisoqarsinnaalersitsilluni
Kujataaniittutut.
Taamaattoq suliat nutaat kisiannertariinarpaat erseqqivissumik saavanut ilineqarsimagami
natersuaq Kalaallit Nunaata qaarsuatut takorluukkamik talliliisoq. Inimi erseqqivissumik iniusuusaartitami – assinillu aaqqissuisuusunit
arlaleriarluni “ingitserneqartartumi”, taakkumi
assi qiortartarsimammassuk Kalaallit Nunaanniissorinermik takorluuisitsileqqinniarlugu –
Arke imminut takusassiarisinnaavoq “akusatut”,
arnatut, illortaatut, silaarulluni kamattutut
imaluunniit sutut paasiniarniarlugu eqqaasinnaasamisut, Kalaallit Nunaata sarsuatitanik
takutitsivittut atorneqarneranut atassuseqaasersinnaasaminik.
Video Issittumi silaaruttutut kamanneq (1996)
saneqqunneqarsinnaanngitsumik illuatungiliunneruvoq ammip qalipaataa malillugu immikkoortitsinermut, tassuunami “kalaallip kinaassusia” taattuanut timaanullu inissinneqarmat.
Arkep tamataqarani Kalaallit Nunaat assitut
misissorpaa piviusunngorsinnaanngitsumillu
pulaniarfigalugu. Tassa ilumoortoq aserorterisoq
oqiliallatsitsisorlu.
Pia Arke worked with a method that deliberately mixed ethnology and art. Here
the ethnographer’s field work and the
anthropologist’s humanism merged with
aesthetic theory and the artist’s work with
matter in a new kind of mongrel method.
This section focuses on projects in
which the method is used on the Scandinavian metropolis and on Denmark
in particular. The problematic is still
colonial history and its after-effects, but
where Arke for the most part examined
it from a Greenlandic angle, here she
chooses the opposite approach and attacks the phenomenon through Denmark
(and the Swedish west coast).
Scandinavian Panorama takes its
title from a series of black-and-white
photographs of the same name – brought
individually on the front page of the five
issues that Litteraturmagasinet Standart
published in 1998 – but begins with a
project carried out by inmates at Herstedvester Prison in Copenhagen. For a number of years Arke visited the closed prison
each week, where at her own initiative she
ran an art workshop for the Greenlandic
inmates. Exhibited here the project points
to “the inhuman treatment we accept
by sending Greenlanders to serve their
sentences for an indeterminate period in
Denmark”, as Tine Bryld has put it.
With her sense for what has been
overlooked Arke places her panorama on
the periphery: in the art workshop for
the invisible Greenlanders in Denmark
and in Scandinavian Panorama in
the suburbs of Gothenburg and the
characteristic lack of character that only
dormitory towns enveloped by the city’s
growth can exhibit.
The panorama appeared in 19th
century Europe and created a never
before seen illusion of being surrounded
by and part of what was taking place in
the picture. As an observer one had a
command of the scene, standing in the
centre and with a full overview of the
pastoral landscape or victorious military
battle unfolding before one’s eyes. Scenes
from the time when granddad was young
and the city had not grown too large
to be overviewed. Pictures from before
industrialisation and the rural population’s move to the metropolis.
Arke takes up the thread from the
tradition, but ties knots in it. Photographed from randomly chosen housetops
in equally randomly chosen residential
areas Scandinavian Panorama punctures
the idea of overview as a supreme and
perhaps sublime moment. Rather, it
shows that any centre is a myth, a
construction and in the same breath sows
doubt about Scandinavia’s role as the
centre of the Nordic region historically,
culturally and politically.
There can scarcely be any doubt that
Denmark has been a trading centre for
goods to and from Greenland, inasmuch
as Royal Greenland (RG) had a monopoly
for almost 200 years. One day during her
research in the Danish Polar Center’s
book magazine on Nordatlantens Brygge
in Copenhagen Arke came across one of
the colonial era’s best sellers: blubber.
Concealed behind the books and quite
out of place she found an old ladder that
to judge from the smell had been much
used to hang blubber on at the time when
the building was RG’s central warehouse.
The ladder had remained in the same
spot and witnessed all the transformations of the building until Arke took it
with her.
In the key work The Blubber Ladder,
Emil, Ole and Asger (1998) the ladder is
linked with a number of photographs and
maps – and three named men – and at
once we are on the track of East Greenland’s history, somewhat from a Danish
perspective, so to speak. In other words,
we are on the track of the artist herself,
and indeed the work is full of references
that join the personal with the broad
geopolitical story of the mapping and
conquest of East Greenland and the more
compact geographical account of the places
in inner Copenhagen where the Danes
keep their knowledge about Greenland
– marked in the best pioneer style with
coloured pins in an A-Z map of the city.
The idea behind the Scandinavian
panorama – that one cannot understand
Denmark without at the same time panning over to Greenland and vice versa
– is twisted further in the long series
of works in which Arke has transposed
the pinhole picture of the view from
her childhood home across the fjord at
Narssaq Point to a kind of backdrop.
The pinhole camera’s long exposure
time and the natural beauty of the motif
are unmistakably present in this photograph, which has received much attention
and been much in demand in Denmark
and internationally. Perhaps in order to
puncture the idea that as a Greenlander
she would have an especially strong attachment to the landscape and the place,
she blew up the picture to form a kind of
photo wallpaper, which, no matter what
she put in front of it, would create the
illusion of being in South Greenland.
However, there was just the little
snag with the new works that quite
unconcealedly there lies a carpet in front
of and in extension of what is supposed
to represent Greenland’s rocky ground.
In this obviously constructed space –
which has on a number of occasions been
“deconstructed” by picture editors, who
cropped the picture and thus re-established the illusion of being in Greenland – Arke was able to stage herself
as mongrel, woman, cousin, hysteric or
whatever else it might occur to her to
investigate in relation to Greenland as a
surface for projections.
The video Arctic Hysteria (1996) becomes the ultimate showdown with the
kind of racism that places the “Greenlandic identity” in the Greenlander’s skin
and body. With her naked body Arke
examines Greenland as a picture and
the impossibility of becoming one with
it. That is the lacerating and liberating
truth.
63
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i samarbejde med
grønlandske indsatte i Anstalten ved Herstedvester.
Uden titel. Ca. 1994
Pia Arke & Fynimi Eqqumiitsulioqatigiit kalaallit Parnaarussivimmi Herstedvesterimi
I det lukkede fængsel Anstalten
ved Herstedvester sidder mange på
ubestemt tid eller med en forvaringsdom. Den hårdeste straf et menneske kan få. Tidsubestemt. Aldrig
at vide, hvornår man bliver sat fri.
Omgivet af en ringmur, overvåget og
kontrolleret, med få timers gårdtur
hver dag, en skemalagt hverdag og
regler fra en svunden tid sidder også
grønlandske dømte, der har begået
alvorlig personkriminalitet. Der
findes nemlig ikke lukkede fængsler
i Grønland.
Parnaarussivimmi matoqqasumi, Anstalten
ved Herstedvesterimi, kalaallit amerlasuut
piffissaligaangitsumik iml. parnaarussivimmiittussatut pineqaatissinneqarsimasut
inissinneqarsimapput. Inummut pillaat
sakkortunerpaaq. Piffissaligaangitsumik.
Qaqugu aniguisinneqarnissartik ilisimanagu.
Kaajallallugu qarmalimmi, nakkutigineqarlutik misissorneqarlutillu, ullormut akunnerpaalunnguit aneersinnaallutik, ullup ingerlanissaa malittarisassalik qanganitsanillu
maleruagassalik, tassani aamma kalaallit
inummut sakkortuumik pinerluuteqarsimanertik pillugu pineqaatissinneqarsimasut
parnaarunneqarsimapput. Kalaallit Nunaannimi matoqqasunik parnaarussiveqanngilaq.
Ingen troede, der ville opstå et behov.
Den grønlandske kriminallov bygger
på resocialisering, ikke straf. Året
er 1953: Progressive danske jurister
og kriminologer sendes til Grønland,
imens landet ændrer status fra dansk
koloni til at blive del af det danske
rige. De næste årtier betød en total
ændring af det grønlandske samfund.
Fra at være et fisker- og fangersamfund med mange bygder og byer blev
Grønland til et industrisamfund
med en befolkning, der skulle være
lønarbejdere. Små bygder blev tømt
for indhold, befolkningen rykkede
sammen i huse og store blokke i
vestkystbyerne, hvor fiskeindustrien
udviklede sig. Mange gik til grunde.
Mange følte sig som tilskuere til
en udvikling, de ikke var en del af.
Kriminaliteten og selvmord fulgte
med, og man kunne ikke længere
rumme så mange, der faldt uden
for fællesskabet. Deporteringen
til Danmark af fysisk og psykisk
handicappede begyndte, og de første
grønlandske kriminelle, der havde
lavet grov personkriminalitet, blev
sendt til Herstedvester, der på det
tidspunkt havde en psykiatrisk
ledelse. Formentlig troede man, at
disse mænd ville få behandling; det
lød i hvert fald bedre end et lukket
fængsel. Endnu tre årtier svandt
hen uden, at man havde bygget et
lukket fængsel i Grønland, og derfor
anbringes der fortsat grønlændere
i Herstedvester. I de sidste år har
antallet været omkring 20. De sidder
alle på ubestemt tid. Mange har
været der flere gange, mange har siddet mellem 10 og 30 år.
I dette helvede kommer en dag en
ung kunstner forbi. Hun har læst, at
der har været en kunstnergruppe på
besøg, og tilbyder sin arbejdskraft i
64
weekender, hvor tiden falder de indsatte særlig lang, og hvor de ikke har
arbejdspligt. Det er omkring 1992.
Jeg havde selv udgivet to bøger om
de grønlandske dømte og var stærkt
påvirket af den sorg, vi påførte mennesker, der udover en alvorlig straf
også var sendt til et land, de ikke
kendte. Mange talte ikke dansk og
var totalt afsondret fra alt: familie,
venner, kultur.
Pia Arke talte ikke grønlandsk, men
de følte, hun var en af deres. Hun
kom med lyset, engagementet, men
uden en viden om dem, hun skulle
undervise i kunst. Jeg ved, det var
svært i begyndelsen. Vi lærte hinanden at kende netop af den grund.
Arke var et nysgerrigt menneske,
og hun opsøgte mig for at vide noget
om de mænd, hun ville formidle
kunst til. Hun kom, hun gav, hun
levede med gruppen flere timer hver
weekend eller i hvert fald mange
weekender. Eftermiddage blev til
samvær og udfoldelse af den enkeltes
særlige behov for at udtrykke sig.
“Hun betød rigtigt meget for os. I
begyndelsen var vi kun tre, der ville
lære af hende, men da de andre så,
hvad hun betød for os, meldte de
sig, og til sidst var de fleste af os
med”, fortæller Ole Møller, en af de
indsatte, der har siddet længst tid
i Herstedvester. “Hun tænkte ikke
på os som kriminelle, men som mennesker fra et land, hun var opvokset
i. Hun kendte vores kultur, vores
måde at tænke på, og selv om hun
ikke talte grønlandsk, så følte vi en
dyb samhørighed med hende. Hun
var modig. Hun ville gerne lære fra
sig, hun ville gerne udfordre hver
enkelt af os, men hun ville også have,
at vi arbejdede sammen om et eller
flere værker. Jeg kan huske, vi skulle
bruge vores hænder og fødder, dyppe
dem i maling og få farver og lemmer til at mødes og blive til det, vi
sammen kunne finde ud af. Det blev
til store værker, som vi udstillede
i kirken, så de andre indsatte i
Herstedvester kunne komme på udstilling. Når vejret var godt, malede
vi uden for. Jeg tror, alle kunne se,
hvad det betød for os.”
Tine Bryld
Taama pisariaqartitsilernissaq ilimagineqarsimanngikkaluarpoq. Kalaallit Nunaanni
pinerluttulerinermi inatsisit anguniagaraa
pinerlussimasoq innuttaasunut ilaaleqqinnissaa, pillarnagu. Ukioq 1953-imi tamanna
atuutilerpoq. Qallunaat inatsisilerituut
pinerluttulerinernik ilisimatusarsimasut siuarsaarusuttullu, nuna nunasiaajunnaarluni
qallunaat naalagaaffiannut ilanngunnerani,
taamani Kalaallit Nunaaliartinneqarput.
Ukiuni tulliuttuni qulikkaani inuiaqatigiit kalaallit aaqqissuussaanermikkut
allanngorluinnarput. Piniartutut aalisartutullu nunaqarfippassuarni illoqarfinnilu
inuunermiit suliffissuaqarfinni sulisartutut
inuulernermut nikeriartoqarpoq. Nunaqarfiit
minnerusut imaarneqarput, innuttaasullu
kitaani illoqarfinnut aalisakkanik suliffissuit ineriartorfiinni illunut inissiarsuarnullu
katersuupput. Amerlasuut maangaannarput.
Amerlasuut ineriartornermut peqataanatik
isiginnaaginnartutullu misigisimapput.
Pinerluttarnerit imminoortarnerillu ineriartornerup nassatarai, ataatsimoornerullu
avataannut inissisimasut inuiaqatigiinni
aallunneqarsinnaajunnaarlutik. Tarnimikkut
timimikkullu innarluutillit Danmarkimut
nassiunneqartalerput, taamatullu inunnik
sakkortuumik pinerluuteqarsimasut Herstedvesterimut taamanikkut tarnip pissusaannik
ilisimasalinnit aqunneqartumut nassiunneqartalerlutik. Isumaqartoqarsimagunarluni, taakku angutit katsorsarneqassasut,
tassami matoqqasumi parnaaruteqqanermiit
tusarnernerummat. Ukiut 30-it suli ingerlapput suli Kalaallit Nunaanni matoqqasumik
parnaarussiviliortoqarani, sulilu kalaallit
Herstedvesterimut inissinneqartarlutik.
Ukiuni kingullerni taama inissitat 20-it missigaat. Tamarmillu killeqanngitsumik inissinneqarsimallutik. Amerlasuut arlaleriarlutik
inissinneqartarsimapput, amerlasuullu
ukiuni 10 – 30-ni parnaarunneqarsimallutik.
Taama imaannaanngeqisumik inissiivimmut
pineqaatissinneqarsimasut
suleqatigalugit. Qulequtaqanngitsoq. 1994-ip missaani
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn in collaboration with
Greenlandic inmates of Herstedvester Prison. Untitled.
C. 1994
eqqumiitsuliortoq inuusuttoq ullut ilaani takkuppoq. Tusarsimavaa, eqqumiitsuliortunik
pulaarneqarsimasut, sapaatillu akunnerisa
naanerini sulisussaannginnerini aallutassaaleqinerisa nalaanni ikiuukkusunnini
neqeroorutigalugu. Tamanna pivoq 1992
eqqaanni. Kalaallit pineqaatissinneqarsimasut pillugit uanga nammineq marlunnik
atuakkiorsimavunga, kalaallit sakkortuumik
pineqaatissinneqarsimanerup saniatigut nunamut allamut ilisimasaqarfiginngisaminnut
nassiunneqarnermikkut erloqissuteqartunit,
annertuumik sunnigaasimavunga. Amerlasuut
qallunaatut oqalussinnaanngillat avammut attaveqarsinnaanatik: ilaquttaminnut, ikinngutiminnut kulturiminnullu attaveqaratik.
At the high security Herstedvester
Prison there are many inmates who
have been given indeterminate prison
sentences or have been committed to
psychiatric care. The most extreme
penalty a person can be sentenced
to. Never to know when you will be
released. Encircled by a ring wall,
under surveillance and controlled
with a few hours daily yard time,
with each day timetabled and rules
from bygone times, Herstedvester
also houses Greenlanders who have
committed serious crimes against
persons, for there are no closed prisons in Greenland.
Pia Arke kalaallisut oqalunneq ajoraluartoq
ilamittut misigisimavaat. Takkuppoq iliuuseqarusunnermigullu qaamanermik eqqussilluni,
kikkuuneri ilisimanagit eqqumiitsuliornermilli
ilinniartinniarlugit. Nalunngilara aallartinniarnera ajornakusoorsimasoq. Tamannalu
aqqutigalugu immitsinnut ilisarisimalerpugut. Arke alapernaatsuuvoq, ornippaangalu
angutit eqqumiitsuliornermik ilinniartitassani
kikkuunerinik paasiniaalluni. Takkuppoq
tunniussilluni, sapaatit akunnerisa naaneri tamakkingajallugit ilinniartitani tunniusimalluni
peqatigisarpai. Ualikkut peqatigalugit angutit
ataasiakkaat immikkut pisariaqartitaat naapertorlugit saqqummiussisittarlugit.
No one thought that the need would
arise. The Greenland Penal Code is
based on resocialisation, not punishment. The year is 1953: Progressive
Danish jurists and criminologists are
sent to Greenland while the country
is changing its status from being a
Danish colony to being part of the
Kingdom of Denmark. From being a
fishing and hunting society with many
settlements and towns to being an
industrial society with a population
that were to be wage-earners. Small
settlements lost their content, the
population concentrated in houses
and big blocks in the towns on the
west coast, where the fishing industry
developed. Many went to the dogs.
Many felt themselves to be spectators
of a development in which they had
no part. Crime and suicide followed,
and society could no longer find room
for so many who did not belong. The
deportation to Denmark of the physically and psychically handicapped
began, and the first Greenlandic
criminals, who committed serious
offences against persons, were sent to
Herstedvester, which at that time had
a psychiatric leadership. It was probably believed that these men would
receive treatment – at least it sounded
better than a closed prison. Three
more decades passed without a closed
prison having been built in Greenland,
and Greenlanders are therefore still
being committed to Herstedvester. In
recent years there have been about
20 of them – all with indeterminate
sentences. Many have been there
more than once; many have been there
between 10 and 20 years.
“Peqataanera uatsinnut pingaaruteqarsimaqaaq. Aallaqqaataani pingasuinnaalluta ilinniarfigerusussimavarput, ilattali
paasigamikku uatsinnut qanoq pingaaruteqartiginera, ilanngussuupput, naggataagullu
tamakkingajalluta peqataalerluta”, Ole
Møller oqaluttuarpoq, Herstedvesterimi
sivisunerpaammik inissinneqarsimasut
ilaat. “Pinerluttutut eqqarsaatiginngilaatigut, nunaqqatitulli immisulli nunami
peroriartorsimasutut isigaluta. Kulturerput
eqqarsartaaserpullu ilisimavai, naak kalaallisut oqaluttuunngikkaluarluni, itisuumik
ataqatigalugu misigisimavugut. Sapeeqaaq.
Pissarsisikkusuppaatigut, ataasiakkaarluta unammisassaqartinniarsaraatigut,
sulianillu arlalinnik pinngortitsiniarnitsinni
suleqatigiinnissarput piumasaralugu.
Eqqaamavara, assavut isikkavullu qalipaatinut misussinnarlugit avatigut imminnut
naapitsinnerisigut sapinngisatsinnik sanatittarpaatigut.Eqqumiitsulianik angisuunik pilersitsivugut, oqaluffimmilu saqqummersitsilluta, taamaalilluni Herstedvesterimi inissitat
allat saqqummersitanik takuniaasinnaalersillugit. Silaqqikkaangat silami qalipaasarpugut. Kikkut tamarmik takusinnaagunarpaat
uatsinnut qanoq pingaaruteqartigisoq.”
Tine Bryld
One day a young artist comes by this
hellhole. She has read that a group
of artists has visited the prison and
offers her help there at weekends,
when time hangs particularly heavily
on the inmates’ hands, and when they
are not obliged to work. This is around
1992. I myself had published two
books about the Greenlandic prisoners
and was deeply affected by the pain
we inflicted on persons who besides
receiving a severe sentence were sent
to a country they did not know. Many
didn’t speak Danish and were totally
isolated: from their families, friends
and culture.
Pia Arke didn’t speak Greenlandic,
but they felt she was one of them. She
came with light, commitment, but
without knowledge of the people she
would be teaching art. I know that it
was difficult at the start. We got to
know each other for that very reason.
Arke possessed a lot of curiosity, and
came to see me to learn about the
men she wanted to teach about art.
She came, she gave, she lived with
the group for hours each weekend or
at least many weekends. Afternoons
were spent together exploring the
individual’s special needs to express
himself.
“She meant a real lot for us. At the
start there were only three of us,
but when the others saw what she
meant for us, they signed up and at
the end most of us took part”, relates
Ole Møller, one of the longest-serving
inmates at Herstedvester. “She didn’t
think of us as criminals, but as people
from a country she had grown up
in. She knew our culture, our way of
thinking, and even though she didn’t
speak Greenlandic, we felt a deep
sense of affinity with her. She was
courageous. She wanted to teach,
she wanted to challenge every one of
us, but she also wanted us to work
together on one or more works. I can
remember we were to use our hands
and feet, dip them in the paint and
get the colours and our limbs to meet
and become what we could produce
together. It resulted in big works
that we exhibited in the church, so
the other inmates at Herstedvester
could come to an exhibition. When
the weather was good, we painted
outdoors. I believe that everyone could
see what it meant for us.”
Tine Bryld
65
Pia Arke. Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998
Pia Arke. Orsumik majuus
Installationen Spækstigen, Emil,
Ole og Asger består af en række
indrammede fotografier i farver,
et enkelt i sort-hvid og en række
landkort. Og så en træstige, som
tydeligvis har nogle år på bagen.
Stigen lugter, og det var dens lugt
af spæk, som fangede Pia Arkes
opmærksomhed i første omgang.
Stigen lugter af det sted, hvor den
er fundet. Nemlig på centret for
den økonomiske udveksling mellem
Danmark og Grønland, Den Kongelige Grønlandske Handel. Fundstedet er markeret på det lille gule
kort fra Kraks Forlag, sammen
med andre steder, der har videnskabelig eller økonomisk betydning
for forholdet mellem Grønland og
Danmark: Nationalmuseet, Dansk
Polar Center og Zoologisk Museum.
Sananeqarsimasoq Orsumik majuussuiffik,
Emil, Ole aamma Asger tassaapput assit
qalipaatilimmik assilisat sinillit, ataaseq
qalipaateqanngitsoq nunallu assingi
arlallit. Taava majuartarfiit qisummik
sanaat, nalunanngivissumik nutaanngitsut. Majuartarfiit tikkaaripput, tassalu
pujasunnimik, taamannalu Pia Arkep
malugeqqaarsimavaa. Majuartarfiit nassaarineqarfimmittut tipeqarput. Tassa
Danmarkip Kalaallit Nunaatalu akornanni aningaasarsiornikkut qitiusumit,
KGH-mit. Nassaarineqarfik Krakip nunap
assiliaani sungaartunnguamik nalunaaqqutserneqarsimavoq, allat Kalaallit
Nunaata Danmarkillu akornanni ilisimatusarnikkut aningaasarsiornikkullu pingaaruteqarsimasut ilaattut: Danmarkimi
Katersugaasivissuaq, Danskit Issittumut
Ilisimatusarfiat aamma Uumasunik Katersugaasivik.
Værket består i øvrigt af en række
andre fotografier, og der er tre, som
åbenlyst er sammenhængende, idet
de ser ud til at have nogenlunde
identisk belysning, farver og baggrund. Det er billederne af skrivemaskinen, gummibåden og kødhakkemaskinen. Brugsgenstande, som
helt sikkert ikke længere er i brug.
De er blevet til rester, som nu kun
bærer på mindet om den funktion,
de tidligere havde. De er blevet til
historie. En historie, som fortæller
om ikke-grønlænderes tilstedeværelse i Grønland. For Arke fik
negativerne forærende af den Asger, som står med navns nævnelse i
titlen på værket. Han var Siriusmand og har taget billederne på
patrulje i Nordøstgrønland.
Installationens landkort er tydeligvis fra forskellige tider, og de
beskriver steder, som ligger meget
fjernt fra hinanden: København og
Nordøstgrønland. Men disse steder
er bundet sammen af historien; en
historie, som handler om adgangen
til Grønlands naturlige ressourcer,
om kontrol af grænsen højt mod
nord, om bloktilskud, om ændringer af en befolknings oprindelige
levevis og om alle de omkostninger,
det har haft for almindelige mennesker.
En stige, kort, fotos, minder og historie. Arkes egen barndomshistorie,
vævet sammen med en historie om
politisk kontrol, militær kontrol,
afpatruljering af landegrænser
og almindelige dagligdags menneskeskæbner. For eksempel de
andre navne i værkets titel: Ole,
Arkes halvbror, som bor og arbejder
i Scoresbysund/Ittooqqortoormiit
nu og Emil, Arkes fætter, som kom
til Danmark lige før 2. Verdenskrig
og ikke kunne rejse hjem pga. en
storpolitisk strid, som han ikke
havde meget at gøre med.
Det hele cirkler om det midterste
sort-hvide billede: Arkes egen
historie, som den er sat midt i den
store historie. Men Arkes historie
er måske blot den, som i værket
binder alle de mennesker sammen, der på forskellige måder
er repræsenteret her. Lige fra
politikere og økonomer til familien,
der boede på dette sted. Som alle
de andre familier, hvis almindelige
liv både skaber og er en del af den
Det midterste fotografi adskiller sig store historie.
imidlertid fra installationens andre
elementer. Det er sort-hvidt, og der Dermed er hele denne gennemer ikke meget at se, blot en horivandring af minder, historie og
sont, en udsigt over vand. Det er
fortid en vandring, som i værtaget med Arkes store hulkamera,
ket ender med at stille etiske
og det viser udsigten fra hendes
spørgsmål: For hvad gør vi ved
barndomshjem i Scoresbysund/
os selv og hinanden, hvis vi ikke
Ittooqqortoormiit; et hjem, som nu
omgås den måde, vore liv griber ind
ikke længere eksisterer. Dermed
i hinanden på, med respekt?
er også dette billede et memoir, en
rest i bevidstheden, som repræsen- Spørgsmålet er måske, om din egen
terer Arkes egen historie på dette
historie kun tilhører dig selv?
sted.
Søren Jønsson Granat
66
Saqqummersitaq taakku saniatigut
aamma allanik arlalinnik assitaqarpoq,
pingasullu imminnut ataqatigiivippasipput, tassami takuinnarlugit assigiimmik
qaamaneqarlutillu, qalipaateqarlutillu
tunuliaqutaqaramik. Tassa skrivemaskinap, angallatip kalitaata pullattakkap
neqinillu aserorteriviup assingi. Atortut
qularnanngivissumik atorunnaariikkat.
Sipporunneqarsimapput eqqaassutissaannanngorlutillu sumut atorneqartarsimagaluarnerminnut. Oqaluttuanngorsimapput.
Kalaaliunngitsut Kalaallit Nunaanniissimanerannik oqaluttuaq. Tassami Arkep
assit assileqqaarneri Asgerimit, saqqummersitami atermigut taaneqartumik allassimasumit, pisimavat. Taanna Siriusimi qimussertartuusimavoq, Tunullu avannaani
qimussimik nakkutilliilluni angalanermini
taakku assilisarsimallugit.
Kisianni asseq qiterleq ikkussukkanit
allanit allaaneruvoq. Qalipaateqanngilaq,
takusassarpassuaqaranilu, taamaallaat immap isuani killingusaaq. Taanna
assilineqarsimavoq Arkep assiliivitoqaa
atorlugu, takutippaalu Ittoqqortoormiini
ilitsoriffiata, maannakkut piiareersup, isikkivia. Taamaattumik assi taanna aamma
eqqaamasassiaavoq, Arkep nammineq
tassani oqaluttuassartaanik takutitsisut
ilaata sinneratut.
Atortut ikkussukkat assitaat qularnanngivissumik piffissani assigiinngitsuni
ikkussorneqarsimapput, oqaluttuarpullu
suiffik, Emil, Ole aamma
Asger. 1998
Pia Arke. The Blubber Ladder, Emil, Ole and
Asger. 1998
sumiiffinnik imminnut ungaseqisunik:
København aamma Tunup Avannaa.
taamaakkaluartoq taakku oqaluttuarisaanikkut imminnut ataqatigiipput; oqaluttuarisaanermik tassaasumik Kalaallit
Nunaata pisuussutaanik piginnilernissamik, avannaarsuanik nakkutilliilernissamik, tapiissuteqartarnermik, nunap inuiisa
inooriaasiannik allanngortitsinermik
allarpassuarnillu inukulunnguit pilliutigisimasaannik oqaluttuartumik.
The installation The Blubber Ladder, Emil, Ole and Asger consists
of a number of framed colour photographs, a single black-and-white
photograph and a number of maps.
And then a wooden ladder that is
clearly fairly old. The ladder smells,
and it was the smell of blubber that
initially caught Pia Arke’s attention.
The ladder smells of the place where
it was found, namely at the centre
for trade between Denmark and
Greenland, Royal Greenland. The
place is marked on the little yellow
map from Kraks Forlag, together
with other places of scientific or
economic importance for relations
between Denmark and Greenland:
The National Museum of Denmark,
the Danish Polar Center and the
Zoological Museum in Copenhagen.
Majuartarfiit, nunap assinga, assit, eqqaamasat oqaluttuarlu. Arkep nammineq
meeraanerminik oqaluttuaa, akuliunneqartoq politikkikkut aqutsinnerup
oqaluttuassartaanik, sakkutooqarnikkut
aqutsinermik, killeqarfinnik nakkutilliinermik inuinnaallu ulluinnarni atugaannik.
Assersuutigiinnarlugu saqqummersitap
qulequtaani atit: Ole, Arkep aqqaluaa,
suli Ittoqqortoormiini najugaqarlunilu
sulisoq aammalu Emil, Arkep illortaava,
sorsunnersuaq kingulleq sioqqutitsiarlugu
Danmarkiliartoq angerlarsinnaajunnaarlunilu nunarsuarmioqatigiit aaqqiagiikkunnaarnerat, nammineq qanoq iliorfigingaarsinnaanngikkani, pissutigalugu.
Tassani tamani qitiusutut ippoq asseq
qiterleq qalipaateqanngitsoq: Arkep nammineq oqaluttuassartaa, oqaluttuarujussuarmi namminermi qitiusoq. Kisianni Arkep
oqaluttuassartaa imaaginnarsinnaavoq
atuakkami inunnik tamanik, assigiinngitsutigut ilisaritinneqartunik, kattussisoq.
Politikeriniit aningaasanik ilisimasalinnut
ilaquttanullu, tassani najugalinnut. Aammalumi ilaqutariinnut allanut tamanut,
ulluinnarni inooqataanermikkut oqaluttuarujussuarmut peqataqaasunut.
Taamaalilluta aqqusaartoreerpavut
eqqaamasat, oqaluttuat pisimasullu,
aqqusaartuineq atuakkap naggataasutullusooq ileqqorissaarnissamik apeqqutaa:
Qanoruna immitsinnut ilatsinnullu iliortuvut, inooqatigiinnitsinni imminut ataqatigiissumi immitsinnut ataqqeqatigiilluta
pinngikkutta?
Immaqa apeqqutituaavoq illit nammineq
oqaluttuassartat illit kisivit pigerusukkit?
Søren Jønsson Granat
The work consists, furthermore,
of a number of other photographs,
three of which are obviously linked,
since they seem to have more or
less the same lighting, colours and
background. These are the pictures
of the typewriter, the rubber dinghy and the meat grinder. Utensils
that are quite certainly no longer
used. They have become leftovers
that now carry only the memory
of the function they formerly had.
They have become history. A history that speaks of the presence in
Greenland of non-Greenlanders.
For Arke was given the negatives
by the Asger whose name figures in
the work’s title. He was a member
of the Sirius Patrol and took the
pictures when he was on patrol in
North East Greenland.
The photograph in the middle,
however, stands out from the other
elements in the installation. It is
in black-and-white, and there is
not much to see, merely a horizon,
a view over the sea. It was taken
with Arke’s big camera obscura and
shows the view from her childhood
home in Scoresbysund/Ittooqqortoormiit, a home that no longer
exists. This means that the picture
is a memoir, a remnant in the conscious mind that represents Arke’s
own history in this location.
The installation’s maps are clearly
of very different dates, and they
describe places that are situated
very far apart: Copenhagen and
North East Greenland. But these
places are tied together by history,
a history that has to do with access
to Greenland’s natural resources,
with control of the frontier in the
far north, with block subsidies,
with changes in a people’s original
way of life and all the costs this has
had for ordinary people.
A ladder, maps, photos, memories
and history. Arke’s own childhood
history, interwoven with a history
of political control, military control,
with patrolling national borders
and with ordinary everyday human fates. For instance, the other
names in the title of the work:
Ole, Arke’s half-brother, who now
lives and works in Scoresbysund/
Ittooqqortoormiit and Emil, Arke’s
cousin, who came to Denmark just
before World War II and was unable to return home because of an
international conflict that did not
have much to do with him.
Everything revolves around the
black-and-white picture in the
middle: Arke’s own history, as
it is placed in the middle of the
broader history. But Arke’s history
is perhaps merely the factor that
in the work ties together all the
people who are represented here
in different ways. From politicians
and economists to her relatives,
who lived in this place. Like all
the other families, whose ordinary
lives both create and are part of the
broader history.
Hereby the work becomes a journey
through memories, history and the
past; a journey that ends by posing
an ethical question: For what do we
do to ourselves and each other, if we
fail to treat the ways in which our
lives are intertwined with respect?
The question is perhaps whether
your own history belongs only to
yourself?
Søren Jønsson Granat
67
Pia Arke. Skandinavisk Panorama. 1998
I Passage-værket beskriver
den tyske teoretiker Walter
Benjamin, hvordan 1800-tallets
panoramaer er et forsøg på at
bringe landet ind i byen; at se
byen som et landskab. Panoramaerne dukkede op fra starten
af 1800-tallet på et tidspunkt,
hvor byer som Paris, Berlin og
London var blevet for store til,
at man kunne overskue dem.
De store byer havde mistet
deres sted og bredte sig i stigende grad og med en stigende
hast i kraft af industrialisering
og infrastruktur. Panoramaerne blev således etableret som
et svar på denne stigende kompleksitet, hvor det blev sværere
og sværere at overskue byen.
Som et medium for overblikket
på et tidspunkt, hvor overblikket var mistet. Som en måde
at indfange overblikkets rus og
svimmelhed og bringe det ind
til byens massepublikum.
Pia Arkes Skandinavisk Panorama består af fem sort-hvide
fotos, som blev trykt på de fem
forsider af Litteraturmagasinet
Standart i 1998, således at hele
årgangen dannede panoramaet.
Arkes panorama adskiller
sig dog fra de oprindelige
panoramaer, som etablerede
symbolske, medierede overblik
over byen. Hvor de oprindelige
panoramaer fornægtede byens
udflyden i forstadens hverkeneller, sætter hun netop fokus
på et sådant forstadsrum. I
stedet for at tage sit billede fra
et kendt etableret udsigtspunkt
over en genkendelig by, tager
hun det fra et tilfældigt hustag
i en tilfældig forstad i den
skandinaviske periferi. I stedet
for at forlene byrummet med et
centrum demonstrerer hendes
billede snarere centrummets og
overblikkets kunstighed.
Arke arbejdede ofte kritisk
reflekterende med fotografiets
teknologi og billeddannelse
68
på måder, hvor hun åbnede
teknologien op og samtidig konfronterede det fotografiske blik
med nye motiver. Et oplagt eksempel er hendes “kuk-kasse”eller hulkamerabilleder, hvor
hun byggede et kamerahus i
en størrelse, så hun selv kunne
være inde i det og med sin
krop danne aftryk på billedet.
Med Skandinavisk Panorama
placerer hun panoramaets
overblik i periferien og udfordrer det dermed til sit yderste.
Til det punkt, hvor man både
kan fornemme overblikket og
undersøge, hvordan overblikket
skabes som et produkt af panoramaet. På trods af det umiddelbart kedelige byrum skildret
i de fem sort-hvide fotografier
udebliver virkningen ikke, som
måske er tættest lokaliseret til
området mellem de dramatiske
skyer og forstadens forsvinden.
Fra horisontlinjen vil illusionen
om overblik folde sig ud, gribe
dig og trække dig ind i forstadens byrum.
I dag har de fleste digitale
kameraer panoramafunktioner,
og panoramafotografiet lever
på nettet, hvor man kan finde
panoramabilleder fra enhver
flække og forstad. Det var
ikke i samme grad tilfældet,
da Arke fotograferede Skandinavisk Panorama i 1998, som
på den måde også kan ses som
et forvarsel om en medietidsalder, hvor hvor-som-helst og
hvem-som-helst kan danne et
illusorisk centrum i sin egen
medieboble, og hvor vidnesbyrd
fra dagligdagen og provinsen
postes i stor stil på blogs, Facebook og Twitter.
Søren Bro Pold
Pia Arke. Isikkivik
Passage-værket-mi noorliup eqqarsaatersortartup Walter Benjamin nassuiaatigaa, 1800-kunni isikkivinnik
assilialiortarnerit atorlugit nunaannaap illoqarfimmut qanoq eqqunniarneqartarnera; illoqarfik nunamut
ilaasutut isigalugu. Isikkivinnik assilialiortarnerit 1880-kut aallartinnerini
saqqummertalerput piffissami tassani
illoqarfiit Paris, Berlin aamma London
ima angitigilersimapput, isikkivimmit
ataatsimik illoqarfik tamakkerlugu
takuneqarsinnaajunnaarluni. Illoqarfissuit ataasiinnarmiikkunnaarsimallutik suliffissuaqarnerup atortulersugaanerillu atuukkiartuinnarnerani
alliartuinnarsimapput. Taamaalilluni isikkivinnik assilialiortarnerit
taama illoqarfiup annertussusaannik
isiginnissinnaanermut taarsiullugit
atorneqalerlutik. Tamakkiisumik isiginnissinnaanerup tammarsimanerani
atortutut. Tamakkiisumik isiginnilluni
ikiarsisutut uissaanganassusia illoqarfissuarmi innuttaasunut eqqullugu.
Pia Arkep suliaa Isikkivik Skandinaviamiit tassaavoq assit qalipaateqanngitsut tallimat, atuagassiap Litteraturmagasinet Standart-ip 1998-imi
saqqummernerini saqqaani naqinneqarsimasut, taamaalilluni ukioq
taanna saqqummertuni tamani isikkiviit sammineqarlutik. Taamaattoq
Arkep isikkivinnik assilisai isikkivinnik assilisanit pioreersunit, takussutissatut saqqumiunneqarsimasunit,
allaanerupput. Illoqarfik ilisarnartoq
isikkivigissumiit assilinagu, akerlianik
skandinaviami illoqarfiit arlaani avataa tungaani illup qalianiit assiliivoq.
Illoqarfik qeqqalernagu assiliinermigut assilisaasa takutippaat qeqqata
isikkiviullu piviusuunngitsutut sananeqaannarsimanera.
Arkep assiliisutip sananeqaatimigut
assinik pinngortitsisinnaanera allatoorlugu atortarpaa, sananeqaataa
qulaajarlugu assilisassallu allanngorlugit nutaanngorlugit saqqummersittarlugit. Assiliut putulik assersuutissaqqissuuvoq, timitaa ima
angitigisunngorlugu sanasimavaa,
iluanut nammineq iserluni timini
assimut nuutissinnaallugu. Isikki-
Skandinaviamiit. 1998
Pia Arke. Scandinavian Panorama. 1998
vik Skandinaviamiit suliarigamiuk
qeqqanit isikkiveqarneq avammut killinganut inissippaa taamaalilluni pisinnaasai tamakkerlugit. Una tikillugu
tamaat isigisinnaanera malugitillugu
misissorsinnaalerlugulu, isikkivimmiit
tamakkiisumik takusaqarsinnaaneq
isikkivimmit assiliinikkut qanoq
pilersitaanera. Illoqarfik naammaannartutut isikkulik assilissani tallimani
qalipaateqanngitsuni takutinneqaraluartoq sunniunnera tammanngilaq,
immaqa nuiapiluit illoqarfiullu avammut ersikkunnaalernerata killingani
malunnarnerpaajulluni. Killingusaap
titarneraniit tamanik takunninnermik
takorluugaq siammartarpoq, tigullutit illoqarfiullu avataata tungaannut
pulatillutit.
In his The Arcades Project the
German philosopher-sociologist
Walter Benjamin describes
how the panoramas of the 19th
century are an attempt at bringing the country into the city – to
see the city as a landscape. The
panoramas began to appear from
the beginning of the 19th century
at a time when cities like Paris,
Berlin and London had become
so large that one could no longer
get an overview of them. The
major cities had lost their locus
and were spreading out more and
more and faster and faster as a
result of industrialisation and
the development of the infrastructure. The panoramas were
therefore established in response
to this increasing complexity, in
which it became increasingly difficult to actually see the city. As
a medium for obtaining an overview at a time when the overview
had been lost. As a way of capturing the intoxication and dizziness
of the overview and bringing it to
the mass audiences of the city.
Ullutsinni assiliisutit digitalit amerlanerit isikkivimmik assiliisinnaapput,
isikkivinnillu assilisat nittartakkami
angalallutik, taama assilisat tamani
tamaanersut takuneqarsinnallutik.
Tamanna taama annertutiginngilaq,
Arkep 1998-mi Isikkivik Skandinaviamiit assiligamiuk, taamaalilluni
assilialiornikkut nutaalioriaatsip
takkutilerneranik aamma malussaataasinnaalluni, tassa kinaluunniit
sumiluunniit imminut qitiusutut
takorloorluni saqqummersitsisinnaalerluni, ulluinnarni inuunerup illoqarfinnilu pingaannginnerusuni nalunaajaatit nittartakkani allaaseriffinni,
Facebook-imi aamma Twitter-imi
amerlaqisut ikkussuunneqartarlutik.
Søren Bro Pold
Pia Arke’s Scandinavian Panorama consists of five black-andwhite photographs, which were
reproduced on five front pages of
the Danish Literary Magazine
Standart during 1998, so that
the entire volume formed the
panorama. Arke’s panorama,
however, is different from the
original panoramas, which
established symbolic, mediated
overviews of the city. Where
the original panoramas denied
the overflow of the city into the
neither-nor of the suburbs, she
chose precisely to focus on a suburban space of this kind. Instead
of taking her picture from a wellknown and established point
of vantage, she takes it from a
random rooftop in the Scandinavian periphery. Rather than
endowing the urban space with a
centre, her picture demonstrates
the artificiality of the centre and
of the overview.
In her work Arke often reflected
critically on the technology of
photography and the making of
pictures in such a way that she
opened up the technology at the
same time as she confronted
the camera with new motifs.
An example that comes to mind
is her “pinhole” pictures, for
which she built a camera casing
so large that she could be inside
it herself and thus obtain a
print of her body on the picture.
With Scandinavian Panorama
she places the panorama’s
overview in the periphery and
thereby challenges it to the
utmost. To the point where one
can both sense the overview
and investigate how the overview is created as a product of
the panorama. In spite of the at
first sight uninteresting urban
space depicted in the five blackand-white photographs there is
an effect, perhaps most closely
localised in the area between
the dramatic clouds and the
suburb’s disappearance. From
the line of the horizon the illusion of overview will unfold,
grip you and draw you into the
suburb’s urban space.
Today most digital cameras
have panorama functions, and
the panorama photograph flourishes on the Internet, where
you can find panorama pictures
of just about any small town or
suburb. This wasn’t so much
the case in 1998 when Arke
photographed Scandinavian
Panorama, which can therefore
also be seen as foreshadowing
an era of the media in which
any-where and any-body can
form an illusory centre in their
own medium bubble, and in
which testimony from everyday
life and the provinces is posted
on a large scale in blogs, Facebook and Twitter.
Søren Bro Pold
69
Pia Arke. Arktisk hysteri. 1996
Kameraet zoomer ind på
en fotostat af et grønlandsk
landskab, udlagt på et sort
klæde på gulvet. Ind i billedet
kommer nu en kvinde (kunstneren) kravlende oven på
fotostaten. Hun klapper på
landskabet, stryger over det
med hænderne, snuser til det,
forsøger at indsuge det. Hun
lægger sig på ryggen, prøver
ligesom at være til stede i
landskabet, hun presser sig
mod det, forsøger at komme
i kontakt med det, blive til et
med det – men ender med at
rive billedet i stykker. Langsomt og metodisk nedbrydes
fotostaten til en samling af
strimler, som kunstneren skraber sammen om sig. Omsider
synes hun at opnå en smule
fysisk kontakt, ikke med det
afbildede landskab, men med
det materiale, landskabet
var trykt på. Hun kravler ud
af billedet igen – en samling
hvide papirstrimler ligger
tilbage på det sorte underlag.
Billedet på fotostaten er et
af de landskabsbilleder, Pia
Arke optog med sit hulkamera; en kæmpestor kasse, som
hun slæbte med sig rundt i
Grønland, og som hun kunne
kravle ind i og på den måde
både komme landskabet
nært og distancere sig fra
det, betragte det, belure det
og fastfryse det. På sin vis
var der tale om en længsel
efter et erindret landskab i
barndommens Grønland, men
mere alment handlede det
om menneskets længsel efter
den så meget omtalte natur,
som grønlændere formodes at
have et særligt tilknytningsforhold til. Videoen bliver
således først og fremmest en
kommentar til forestillinger
om menneskets forhold til
70
Pia Arke. Issittumi silaar-
naturen – og mere specifikt til
forestillinger om grønlænderes
forhold til naturen.
Heraf titlen Arktisk hysteri.
“Arktisk hysteri” er først og
fremmest en klinisk term, som
ekspeditionsfolk og videnskabsmænd har hæftet på den
arktiske befolkning; en særlig
patologi til at rubricere dem
og adskille dem fra andre folk.
Nøgenhed skulle være et af de
særlige kendetegn ved denne
lidelse, hvor den person, som
midlertidigt blev ramt af det
såkaldte arktiske hysteri,
efter sigende skulle flå tøjet af
og løbe nøgen rundt på isen,
rulle sig i sneen og skrige som
et vildt dyr, besat af overmenneskelige kræfter – for
så til slut at falde kraftesløs
sammen.
Frem for at være besat er
kvinden i Arkes video næsten uhyggeligt behersket i
sin bestræbelse på at træde
i relation til det i bogstavelig
forstand udlagte, og snart
ødelagte, landskab. På trods af
den sanselige, i særdeleshed
kødelige tilstedeværelse, bliver
projektet køligt, intellektuelt.
Uanset det etniske tilhørsforhold består der ikke nogen
udvalgt relation mellem
netop dette subjekt og netop
dette landskab, som er set og
betragtet fra en kunstners
synsvinkel. Der bliver derfor
tale om en ny og omfortolket
version af begrebet “arktisk
hysteri” – en omfortolkning,
der i sidste instans stiller
spørgsmålstegn ved, hvem der
egentlig har lidt af denne sygdom. De arktiske folk – eller
de tilrejsende, som stillede
diagnosen?
Kirsten Thisted
Assiliiviup isitaata qanilliartorpaa
Kalaallit Nunaanni pinngortitamik
assiliarujussuaq, annoraaminermut
qernertumut nivinngarneqarsimasoq.
Assilisamut ilannguppoq arnaq
(eqqumiitsuliortoq nammineq) paarmorluni. Pinngortitap assinga pattalaarpaa, assamminik tagiartorpaa,
naamaniarpaa, imminerminut pulatinniarsaraa. Nallarpoq, soorlulusooq
nunami tassaniikkusuttoq, assilissamut qerlertoruuppoq, attaveqarfiginiarsaraa, peqatigiumavaa – naggataatigulli assiliaq aserorterpaa.
Asserujussuaq kigaatsumik peqqissaartumillu aserorterneqarpoq amitsunik agguganngorlugu, eqqumiitsuliortup katersugaanik. Kiisami soorlu
timimigut atassuteqalersoq, pinngortitamut assilineqarsimasumuunngitsoq, kisiannili atortunut pinngortitap
assilineqarnermini naqinneqarfianut.
Paarmorluni assilissamit tammaqqippoq – pappialat qaqortut amitsunngorlugit aggukkat qernertumik
allequtaqarlutik kiserngorupput.
Assiliarujussuarmi assi tassaavoq
pinngortitamik Pia Arkep putuaranngualimmik assiliiveqarluni
assilisaasa ilaat; karserujussuaq
Kalaallit Nunaanni angallattaqattaagaa, pulaffigisinnaallugu taamalu
pinngortitaq qanillisinnaallugulu
ungasillisinnaallugu, isiginnaarsinnaallugu, alapernaasersinnaallugu
nikittussaajunnaarsillugulu. Arlaatigut tassaavoq Kalaallit Nunaanni
meeraanermit eqqaamasanut
kipisaneq, nalinginnaanerusumilli
tassaalluni pinngortitamut oqaluttuarineqartaqisumut, kalaallinut
immikkut attaveqarfigissangatinneqartartumut, kipisaneq. Taamaalilluni video tassaanerulerpoq inuup
pinngortitamut isiginninnerminik
takorluuinerinut oqaaseqaat – erseqqinnerusumik oqaatigalugu kalaallit pinngortitamut isiginninnerannik
takorluuinernut.
Taamaattuminguna qulequtaqartoq
Issittumi silaaruttutut kamanneq.
uttutut kamanneq. 1996
Pia Arke. Arctic Hysteria. 1996
“Issittumi silaaruttutut kamanneq”
tassaavoq napparsimasunik misissuinermi oqariaaseq, ilisimasassarsiortut ilisimatuullu issittumi
najugalinnut nipputitaat, immikkut
nappaateqarnertut qulequtsigaat
inuiannit allanit immikkoortinniarlugit. Taama nappaateqarnermi
tamataqannginneq ilisarnaataatinniarneqartarpoq, inummigooq
issittumi silaaruttutut kamannermik
taasamit nalaanneqarnermi nalaani,
oqaluttuarineqartartut malillugit
atisani sissortarpai tamataqaranilu
sikumut avalattarluni, apummi
assakaasarluni uumasutullu nujuartatut nilliasarluni, anersaanit
tiguarneqarluni – naggataatigullu
nukeerulluni nukillaaginnarluni.
The camera zooms in on a
photostat of a Greenland
landscape laid out on the
floor on a black piece of cloth.
Now a woman (the artist)
enters the picture crawling
on the photostat. She pats
the landscape, strokes it with
her hands, sniffs it, tries to
suck it in. She lies down on
her back, as if she is trying to
be in the landscape, pressing
herself against it, trying to get
into contact with it, become
one with it – but ends up by
tearing the picture to pieces.
Slowly and methodically the
photostat decomposes into a
collection of strips that the
artist rakes together around
herself. Finally she seems
to achieve a little physical
contact, not with the depicted
landscape, but with the material the landscape was printed
on. She crawls out of the picture again – a heap of white
strips of paper is left behind
on the black underlay.
Arkep videoliaani arnaq anersaanit tiguarneqarpasinnerunani
amiilaarnangajattumilluunniit
imminut nangarsimaartutut ippoq
pinngortitamut saqqummersitamut,
erniinnarlu aserortigassamut, appakaanniarnermini. Misissarissuseq,
pingaartumillu uinngup peqataanera, malunnaraluartoq, taamaattoq
suliaq avataaneerpasippoq, silassorippasilluni. Inuiaqatigiinnut
sorlernut ataneq eqqarsaatiginngikkaluaraanniluunniit ersitsoqanngilaq pineqartup taassumarpiaap
pinngortitallu taassumarpiaap,
eqqumiitsuliortup isiginninneriaasianit isigineqartup, ataqatigiinnerat
immikkut qinerneqarsimanersoq.
Taamaattumik tassaalerpoq paasinnittaatsip “issittumi silaarulluni
kamanneq”-up nutaamik nassuiarneqarnera – nassuiaaqqinneq naggaterpiaatigut apeqqusiisoq kikkut
taama nappaateqarnersut. Inuit
issittumi najugallit – imaluunniit
tikiuttut taamalu nappaateqartoqarneranik allaatiginnittut?
Kirsten Thisted
The photostat shows one of
the landscape pictures Pia
Arke took with her pinhole
camera, a huge box that she
dragged around with her in
Greenland, and which she
could climb into and in this
way get close to the landscape
and distance herself from it,
observe, spy on it and freeze
it. In a way this had to do
with a longing for a remembered landscape in her childhood’s Greenland, but more
generally it had to do with
our longing for the renowned
natural surroundings in
Greenland, which Greenlanders are assumed to have a
special connection with. The
video thus becomes first and
foremost a commentary on
ideas about our relationship to
nature – and more specifically
on ideas about Greenlanders’
relationship to nature.
Hence the title Arctic Hysteria. “Arctic hysteria” is
primarily a clinical term that
explorers and scientists attached to the inhabitants of
the Arctic – a special pathology with which to classify
them and distinguish them
from other people. Nakedness was supposed to be one
of the special features of this
ailment, in which persons who
were temporarily afflicted by
Arctic hysteria were said to
rip off their clothes and run
around naked on the ice, roll
in the snow and scream like
wild animals, possessed of
superhuman strength – finally
to collapse in exhaustion.
Rather than being possessed,
the woman in Arke’s video
is almost eerily controlled in
her endeavour to enter into a
relation with the landscape
that has been laid out and will
soon be laid waste. Despite
its sensuous, highly corporeal
presence the project remains
cool, intellectual. Irrespective
of the ethnic connection there
is no specific relation between
this particular subject and
this particular landscape,
which are seen and regarded
from an artist’s viewpoint.
What we have, then, is a new
and reinterpreted version of
the concept of “Arctic hysteria” – a reinterpretation that
in the final resort poses the
question as to who actually
suffered from this disease.
The people of the Arctic – or
the visitors to the Arctic who
made the diagnosis?
Kirsten Thisted
71
Værkliste /
Suliat allattorsimaffiat
Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med
skabelon (hest). 1990’erne
Indrammet s/h hulkamerafotografi og
pergament, 53 x 62 cm
Tilhører Søren Arke
BILLETKONTORET / FOYER
Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med
skabelon (tepotte). 1990’erne
Indrammet s/h hulkamerafotografi og
pergament, 52 x 62 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Knoglen). 1999 (rekonstruktion 2010, original gået tabt)
Ready-made, lårbensknogle fra hest,
55 cm
Udlånt af Det Biovidenskabelige
Fakultet, Københavns Universitet
SEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING / IMMIKKOORTORTAQ 1: OQALUTTUAP IMASSAANUT TOQQAMMAVISSAQ
Længsel. 1981
Indrammet koldnål, E.T.,
65 x 49,8 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel. År ukendt
Dokumentation af projekt med blåt tov
i natur, 3 x A5 fotos fra dias
Originaldias udlånt af Søren Arke
Uden titel. 1988
Godkendelser til og dokumentation af
bemaling af et 100 m2 ultramarinblåt
kvadrat i fjeldet mellem Cirkussøen og
Malenebugten uden for Nuuk samt på
tom grund i Nansensgade, København
Tilhører Søren Arke
1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989
Olie på lærred, 40,5 x 51 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel. År ukendt
Forbindelseslinjer tegnet på kort over
Grønland og Danmark samt pergament, indrammet 64,5 x 47,2 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. Ca. 1993
Interiør med transparente figurer,
farveprint fra digital fil, A5
Originalfil udlånt af Søren Arke
Uden titel. Ca. 1995
S/h fotografi af bearbejdet nordatlantisk kort, A4
Tilhører Søren Arke
Stig Krabbe Barfoed. Galleri 11. 1996
TV-udsendelse om Pia Arke, 28:29
min. (m. engelske undertekster)
Udlånt af DR Arkiv og Research,
København
Kunsthistorikeren. 1996
Indrammet hulkamerafotografi i farve,
50 x 60,5 cm
Tilhører Jarl Borgen
Mellem to stole. 1996
Indrammet hulkamerafotografi i farve,
50,7 x 61,1 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Kronborg-suiten). 1996
4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, hver ca. 50 x 60 cm
Nr. 1-3: Tilhører Søren Arke. Nr. 4:
Tilhører Lars Kiel Bertelsen
Dokumentationfotos af Pia Arkes
atelier og depot. 2009. Tilhører Kuratorisk Aktion
Fotografi af lille hulkamera. År ukendt
A5 foto fra dias
Originaldias udlånt af Søren Arke
Dokumentationfotos af Kuratorisk
Aktions arbejde med registreringen
og kurateringen af Pia Arkes værker.
2009. Tilhører Kuratorisk Aktion
Uden titel. Ca. 1990
3 x s/h hulkamerafotografier (lille
hulkamera), hver ca. 11 x 13,5 cm
Tilhører Søren Arke
Diverse bøger, udstillingskataloger
og presseklip fra Pia Arkes arkiv.
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Hulkamera). 1990 (rekonstruktion 2010, original gået tabt)
Hulkamera af krydsfiner, lægter, lim og
træbeskyttelse, 170 x 165 x 140 cm
Tilhører Søren Arke
Indrammet måltegning og fotografi af
Pia Arkes hulkamera samt indbydelse
til indvielsen af hulkameraet d. 29.
maj 1990
Tilhører Søren Arke
Pia Arkes tale ved indvielsen af
hulkameraet d. 29. maj 1990 samt
fotos fra indvielsen og dokumentation
af kameraets rejse til forskellige lokaliteter i Grønland og Danmark,
A4 papir og 5 x A5 fotos fra dias
Tilhører Søren Arke
To tekster om hulkameraets koncept
og funktion samt foto af Pia Arke ved
hulkameraet. Ca. 1990
Tilhører Søren Arke
Nuugaarsuk. Hulkamerabilleder 1-4.
1990
4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, hver 65 x 80 cm
Tilhører Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
72
SEKTION 2 / IMMIKKOORTORTAQ
2: TUPILAKOSAURUS
Studie af hvalroskranie. 1984
Blyant på papir, 39 x 41,7 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel (Perlustration). 1994
S/h fotografi, 50 x 59 cm
Tilhører Jarl Borgen
Uden titel (Perlustration). 1994
S/h fotografi på karton, 18,3 x 17 cm
Tilhører Semina Rerum – Irène
Preiswerk, Zürich
Uden titel. År ukendt
Approprieret farvefotografi af efterladenskaber fra tyskernes ophold på
Eskimonæs, Nordøstgrønland i 1943.
Det oprindelige fotografi er taget af
Asger Fredslund Pedersen fra Siriuspatruljen i 1994, 56 x 83 cm
Tilhører Marie Louise og Søren Bro
Pold
Uden titel. År ukendt
Dekonstruktion af Th. N. Krabbes
bog Grønland. Dets Natur, Beboere og
Historie fra 1929, serie af 6 x farvefotografier, hver 11,5 x 9 cm
Tilhører Søren Arke
Hammeren. 1999 (reproduktion 2010,
original gået tabt)
Diasshow med gengivelser af billedelementerne i den originale billedfrise i
ramme og passepartout
Originaldias udlånt af Søren Arke og
Mette Jørgensen
Må kun berøres med tommelfinger og
lillefinger. 1999 (rekonstruktion 2010,
original gået tabt)
Ready-made, ca. 8.000 ark fra den
videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland samt glasplint
Tilhører Søren Arke
Staven. 1999 (reproduktion 2010,
original gået tabt)
Diasshow med gengivelser af billedelementerne i den originale billedfrise i
ramme og passepartout
Originaldias udlånt af Søren Arke og
Mette Jørgensen
Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. An interesting study about
the triassic myth of Kap Stosch. 1999
Video (S-VHS til DVD), 9:18 min (m.
engelske undertekster)
Udlånt af Anders Jørgensen
Brevkorrespondance og installation
views fra Pia Arkes arkiv ifm. hendes
udstilling En installation der handler
om historier på Museet for Samtidskunst, Roskilde, 1999. Tilhører
Søren Arke
SEKTION 3: ARKTISK HYSTERI /
IMMIKKOORTORTAQ 3: ISSITTUMI
SILAARUTTUTUT KAMANNEQ
Uden titel. År ukendt
Fotoserie bestående af 6 x s/h
fotografier af Pia Arke i interiør, hver
17,8 x 9 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. 1993
S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt foran fotostat af hulkamerafotografi, 20 x 15 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. Ca. 1993
S/h leporelleo-print af interiør,
12,7 x 66,6 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Selvportræt med kusine).
Ca. 1993
Kontaktark på karton, 57 x 47,8 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Selvportræt med kusine).
Ca. 1993
S/h fotografi, 12,5 x 10 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. 1994
Indrammet s/h fotografi af Pia Arke
foran fotostat af hulkamerafotografi,
33,4 x 27 cm
Tilhører Jarl Borgen
Uden titel. 1994
S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat
af hulkamerafotografi, 58 x 49,3 cm
Tilhører Jarl Borgen
Uden titel. 1994
S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat
af hulkamerafotografi, 30 x 25 cm
Tilhører Ann Lumbye Sørensen
Uden titel. 1994
S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat
af hulkamerafotografi, 17,2 x 17,2 cm
Tilhører Klaus Marthinus Christensen
Uden titel (Perlustrationer 1-10). 1994
4 x s/h prints fra negativer, A5
Originalnegativer udlånt af Søren
Arke
Uden titel (Telegrafi). År ukendt
Kaffe og sukker klistret på blåtonet
s/h fotografi, 27 x 32 cm
Tilhører Søren Arke
Krabbe/Jensen. 1997
Fotografisk collage, 102 x 171,5 cm
Tilhører Det Nationale Fotomuseum,
Det Kongelige Bibliotek, København
Arktisk hysteri. Ca. 1997
S/h fotografi, 128 x 79,5 cm
Tilhører Søren Arke
Arktisk hysteri alias Arctic Hysteria
IV. 1997 (reproduktion 2010, original
gået tabt)
Inkjet print efter s/h gengivelse af
billedserien, 76 x 200 cm
Gengivelsen tilhører Afdeling for Teori
og Formidling, Det Kongelige Danske
Kunstakademi, København. Rekonstruktionen tilhører Søren Arke
Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005
Indrammet collage med fotografi og
kortudsnit, 31 x 45 cm
Tilhører Tine Bryld
Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – En installation om blomster
og land. 2005
Installation, variable mål. Video (DVCAM), 4 min., 2 x akryl, blyant, kaffe,
stof og udklip på lærred,
hver 203 x 137 cm
Tilhører Søren Arke og Anders
Jørgensen
Desuden fotografier, notater, brevkorrespondancer, videnskabelig litteratur,
installation view og presseklip fra Pia
Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske
udforskning af termen “arktisk hysteri”. Udlånt af Søren Arke og Afdeling
for Teori og Formidling, Det Kongelige
Danske Kunstakademi, København
SEKTION 4: “ETNOÆSTETIK” /
IMMIKKOORTORTAQ 4: “ETNOÆSTETIK”
Uden titel. 1982
Koldnål med fuglemotiv, 18 x 23 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel. Ca. 1985
Portræt af Erik Gant, akryl på masonitplade, 121,3 x 91,4 cm
Privateje
Uden titel. År ukendt
Selvportræt, blyant på papir,
23 x 15 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel. 1988
Prøvetryk af 6 x menukort til SAS
Greenland Polar Class 1989, akryl på
papir, 45,5 x 41,4 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Min mor fortæller (Før harpunering;
Flænsning af sæl; Der pilkes efter fisk;
Kogt torsk; Vi lever af sæl; Møde med
og fangst af tre bjørne). 1989
6 x trykte menukort udført til SAS
Greenland Polar Class,
hver 12,5 x 19 cm
Nr. 1, 3-5: Privateje. Nr. 2: Tilhører
Johannes Møller
Uden titel. Ca. 1992
4 x s/h fotografier af købere af Pia
Arkes malerier i Thule, 31 x 26,5 cm,
31 x 25,5 cm, 26,3 x 32,5 cm og
31 x 26,5 cm
Tilhører Søren Arke
De tre Gratier. 1993
4 x indrammede s/h fotografier,
hver 110 x 91 cm
Tilhører Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Uden titel. Ca. 1993
4 x farvekontaktprints af Pia Arke
udførende trommedans,
hver 5,8 x 5,8 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. 1993
Akryl på lærred, 40 x 49 cm
Udlånt af Afdeling for Eskimologi
og Arktiske Studier, Københavns
Universitet
Uden titel. 1993
Akryl på lærred, 24,5 x 22 cm
Udlånt af Afdeling for Eskimologi
og Arktiske Studier, Københavns
Universitet
Uden titel. 1993
Akryl på lærred, 120 x 240 cm
Udlånt af Arktisk Institut, København
Køretur i gammelt landskab. Ca. 1993
Blandingsteknik, 29,5 x 28 cm
Udlånt af Grønlands Repræsentation,
København
Udsigt over gammelt landskab. Ca.
1993
Blandingsteknik, 30 x 28 cm
Udlånt af Grønlands Repræsentation,
København
Fangeren og hans kone. Ca. 1993
Grafik, indrammet, 75,5 x 61,7 cm
Udlånt af Grønlands Repræsentation,
København
Stefan Jonsson (redaktør). “Kulturer
emellan”. 1995
Artikelserie med interview og
fotografier af Pia Arke publiceret i
Dagens Nyheter, Stockholm i perioden
15. januar – 23. februar 1995
Tilhører Søren Arke
Etnoæstetik. 1995
Essay udgivet af Kunsttidsskriftet
ARK, Århus, 1. udgave, 1. oplag
Udlånt af Søren Arke og Kuratorisk
Aktion
Uden titel. 2001
Olie på lærred, 80,5 x 99,2 cm
Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
Uden titel. 2001
Olie på lærred, 85,5 x 76,5 cm
Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
SEKTION 5: SCORESBYSUNDHISTORIER / IMMIKKOORTORTAQ 5: ITTOQQORTOORMIINIIT
OQALUTTUAT
De daglige handlinger. 1989
Pressemeddelelse og 7 x farvefotografier, hver 10 x 15 cm
Pressemeddelelse og 3 x fotografier:
Tilhører Søren Arke. 4 x farvefotografier: Tilhører Danmarks Kunstbibliotek,
København
Telegrafi. 1996
18 x blåtonede s/h fotografier,
40,5 x 28,8 cm hhv. 28,8 x 40,5 cm
Tilhører Det Nationale Fotomuseum,
Det Kongelige Bibliotek, København
Jord til Scoresbysund. 1998 (rekonstruktion 2010, original gået tabt)
Installation af kaffefiltre med kaffe og
bomuldssnor, 160 x 165 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. År ukendt (2001)
4 x annoterede s/h fotografier i ramme,
12 x 16 cm, 15,9 x 16,5 cm,
16,5 x 15,9 cm og 16,5 x 16,5 cm
Tilhører Søren Arke
Dummy. 1995-2003
49 x indrammede tekst og fotograficollager af Pia Arkes originale forlæg
til bogværket Scoresbysundhistorier.
Fotografier, kolonisering og kortlægning, København: Borgens Forlag,
2003, hver 24,5 x 42 cm
Tilhører Søren Arke
Sumaar kiosk (arbejdstitel). 2006Uredigerede videooptagelser (DVCAM)
fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit
2006 til ufuldendt værk, 60 min.
Tilhører Søren Arke
45 x diasaffotograferinger af Sven
Lund Jensens fotoalbum fra hans
ophold i Grønland. År ukendt
Tilhører Søren Arke
Desuden fotografier, notater, fotokopier, brevkorrespondancer, videnskabelig litteratur, arkivmateriale,
installation views og presseklip fra Pia
Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske
udforskning af Scorebysund. Tilhører
Søren Arke
SEKTION 6 / IMMIKKOORTORTAQ
6: LEGENDE
Uden titel (Landkending I-III). 1993
3 x s/h fotografier i annoterede rammer, 43,1 x 52 cm, 56,1 x 47,2 cm og
44,1 x 28,7 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Imaginary homelands).
Ca. 1996
4 x s/h fotografier i annoterede rammer, 46 x 44 cm, 55,4 x 43,4 cm,
44 x 47 cm og 46 x 56,5 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. Ca. 1996
S/h fotografi med flymotiv i annoteret
ramme, 46,5 x 56,5 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel (Legeplads). Ca. 1996
Objekt i tre dele, 18 x 55 cm,
165 x 18 cm og 165 x 18 cm
Tilhører Søren Arke
Legende I-V. 1999
5 x collager med kort, fotografier,
pergamentpapir og henholdsvis mel,
kaffe, havregryn, sukker og ris,
hver 191,5 x 161,5 cm
Tilhører Søren Arke
SEKTION 7: JEG FISKER KRANIER
OG KNOGLER OP / IMMIKKOORTORTAQ 7: NIAQQUP SAARNGI
SAANIKULLU QALLORLUGIT
Uden titel. År ukendt
Selvportræt, oliekridt på papir,
38,2 x 31,2 cm
Tilhører Annette og Jørgen Gant
Uden titel. 1990
Diptykon med hulkamerafotografi,
farvefotografi og blyant på karton,
hver 56,5 x 68 cm
Tilhører Veronica og Carsten Juhl
Uden titel. Ca. 1993 (rekonstruktion
2010, original gået tabt)
Inkjet print af annoteret, iturevet og
sammenstillet hulkamerafotografi
efter negativ, 160 x 170 cm
Originalnegativ udlånt af Søren Arke
Uden titel (Tag kamikken over hovedet, så alle kan se, hvor du kommer
fra). 1993
S/h fotografi, 12,6 x 12,6 cm
Tilhører Søren Arke
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i
samarbejde med grønlandske indsatte
i Anstalten ved Herstedvester. Uden
titel. Ca. 1994
14 x dekorerede papmaché-masker, 8 x
polaroidfotografier, 2 x farvefotografier
og 2 x breve, variable mål
Tilhører Anstalten ved Herstedvester,
Albertslund og Kalaallit Illuutaat –
Det Grønlandske Hus, København
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i
samarbejde med grønlandske indsatte
i Anstalten ved Herstedvester. Uden
titel. Ca. 1994
Plakat, 83 x 55 cm
Tilhører Jarl Borgen
Nature Morte alias Perlustrationer
1-10. 1994
10 x indrammede s/h fotografier,
52,2 x 62,2 hhv. 62,2 x 52,2 cm
Tilhører Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Uden titel. År ukendt
Diasshow visende dekonstruktion af
Th. N. Krabbes bog Grønland. Dets
Natur, Beboere og Historie fra 1929
Originaldias udlånt af Søren Arke
Wonderland. 1960/1996
Approprieret farvefotografi på kappaplade, originalt foto taget af Jørgen
Gant i Thule, 1960, 79,9 x 150 cm
Tilhører Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Uden titel (Skyggen af en håbefuld
fotograf på en isørken). 1998
Boks og billedindhold fra den videnskabelige monografiserie Meddelelser
om Grønland, 28 x 18 x 2 cm
Tilhører Lars Kiel Bertelsen
Åndemanerens rejse til månen. Ca.
1999
Lyskasse, 87 x 129 x 15 cm
Tilhører Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri, Nuuk
Anders Jørgensen. Uden titel (Scoresbysund). 2001
Videodokumentation optaget på Statens
Værksteder under Pia Arkes arbejde
med Scoresbysundhistorier. Fotografier,
kolonisering og kortlægning (København: Borgens Forlag, 2003), 4:07 min.
(m. engelske undertekster)
Tilhører Anders Jørgensen
Uden titel (Walrus Bay). År ukendt
(2001)
Hår, s/h fotografi i annoteret ramme
(muligvis dagbogstekst fra 1944 af
opdagelsesrejsende Captain Robert P.
Sykes), 32,7 x 32,7 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. År ukendt (2001)
S/h luftfotografi i annoteret ramme,
29,2 x 29,2 cm
Tilhører Søren Arke
Scoresbysundhistorier. Fotografier,
kolonisering og kortlægning. 2003
1. udgave af bogen, som udkom ved
Borgens Forlag, København 2003
Udlånt af Søren Arke
Desuden installation views af Pia
Arkes bidrag til udstillingen Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland
på Brandts Klædefabrik, Odense,
1993. Tilhører Søren Arke
SEKTION 8: DEN EXCENTRISKE
ESKIMO / IMMIKKOORTORTAQ 8:
ESKIMUU SILANNGAJAARTOQ
Uden titel. År ukendt (1990’erne)
8 x nummerede farvefotografier i annoterede rammer (oprindelig en serie
af 10 stk.), hver 29 x 42 cm
Tilhører Søren Arke
SEKTION 9: SKANDINAVISK
PANORAMA / IMMIKKOORTORTAQ
9: ISIKKIVIK SKANDINAVIAMIIT
Uden titel. År ukendt
S/h fotografi med planteaftryk,
24 x 30,5 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. 1993
Akryl på lærred, 204 x 289 cm
Offentlig eje
Uden titel. 1993
S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt foran fotostat af hulkamerafotografi, 20 x 15 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. 1993/2010
Pia Arke i nationaldragt foran fotostat
af hulkamerafotografi, inkjet print
efter s/h fotografi på kontaktark,
120 x 130 cm
Originalt forlæg tilhører Søren Arke
Uden titel (De tre Gratier). 1994
S/h fotografisk collage, 11 x 23 cm
Tilhører Søren Arke
Uden titel. År ukendt
Fotografisk farvecollage, 20 x 15 cm
Tilhører Freja Vogt Christensen
Arktisk hysteri. 1996
Video (S-VHS), 5:55 min.
Tilhører Søren Arke
Borte med blæsten. 1997
Indrammet farvefotografi,
46,4 x 64,1 cm
Tilhører Ann Lumbye Sørensen
Skandinavisk Panorama. 1998
5 x s/h fotografier trykt på Litteraturmagasinet Standarts fem forsider i
året 1998 (12. årg., nr. 1-5)
Udlånt af Litteraturmagasinet
Standart, Århus
Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998
(reproduktion 2010, original delvist
gået tabt)
Af værket, der oprindeligt bestod af 1 x
stige, 2 x landkort, 1 x bykort, røde og
blå knappenåle samt 4 x farvefotografier, er kun stigen tilbage. Træstige
(original), 190 x 45 x 8 cm, installation
view af værket, 60 x 80 cm
Tilhører Søren Arke
Spæk og videnskab. 1999
Illustreret tidsskriftsartikel i Passage,
nr. 31/32, 1999, s. 109-115
Udlånt af Kuratorisk Aktion
Desuden skriftligt oplæg fra 1998
om urealiseret udstillingsprojekt til
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske
Hus, København
73
List of works
TICKET OFFICE / FOYER
Untitled (The Bone). 1999 (reconstruction 2010, original lost)
Ready-made, thighbone from horse,
55 cm
Lent by the Faculty of Life Sciences,
University of Copenhagen
SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE
Longing. 1981
Framed engraving, E.T., 65 x 49.8 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Untitled. Year unknown
Documentation of project with blue rope
in nature, 3 x A5 photos from slides
Original slides lent by Søren Arke
Untitled. 1988
City approvals and documentation
of Pia Arke’s painting of a 100 m2
ultramarine blue square on the
mountain between the Circus Lake
and Malenebugten outside of Nuuk
and on an empty lot in Nansensgade,
Copenhagen
Courtesy of Søren Arke
Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph
(horse). 1990s
Framed b/w pinhole camera photograph
and parchment paper, 53 x 62 cm
Courtesy of Søren Arke
Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph (teapot). 1990s
Framed b/w pinhole camera photograph
and parchment paper, 52 x 62 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. C. 1993
Interior with transparent figures, color
print from digital file, A5
Original file lent by Søren Arke
Untitled. C. 1995
B/w photograph of reworked map of
the North Atlantic, A4
Courtesy of Søren Arke
Stig Krabbe Barfoed. Gallery 11. 1996
Television feature on Pia Arke, 28:29
min. (w. English subtitles)
Courtesy of DR (Danish Broadcasting
Coporation) Archive and Research,
Copenhagen
The Art Historian. 1996
Framed color pinhole camera photograph, 50 x 60.5 cm
Courtesy of Jarl Borgen
First Flash Back to 1966 in Dundas.
1989
Oil on canvas, 40.5 x 51 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Between Two Chairs. 1996
Framed color pinhole camera photograph, 50.7 x 61.1 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. Year unknown
Lines of connection drawn on a map of
Greenland and Denmark and parchment paper, 64.5 x 47.2 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (The Kronborg Castle Suite).
1996
4 x framed b/w pinhole camera photographs, each c. 50 c 60 cm
Nos. 1-3: Courtesy of Søren Arke. No.
4: Courtesy of Lars Kiel Bertelsen
Photograph of small pinhole camera.
Year unknown
A5 photograph from slide
Original slide lent by Søren Arke
Untitled. C. 1990
3 x b/w pinhole camera photographs
(small pinhole camera), each c. 11 x
13.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Pinhole camera). 1990 (reconstruction 2010, original lost)
Pinhole camera, plywood, wood, glue,
and wood preservative, 170 x 165 x
140 cm
Courtesy of Søren Arke
Framed drawing plan and photograph
of Pia Arke’s pinhole camera and
invitation to the inauguration of the
camera on May 29, 1990
Courtesy of Søren Arke
Pia Arke’s speech at the inauguration
of her pinhole camera on May 29, 1990
and photographs from the inaguration as well as documentation of the
camera’s travels to different locations
in Greenland and Denmark
A4 paper and 5 x A5 photograhs from
slides
Courtesy of Søren Arke
Two texts on the concept and function
of the pinhole camera and photo of Pia
Arke by the camera. C. 1990
Courtesy of Søren Arke
Nuugaarsuk. Pinhole camera photographs 1-4. 1990
4 x framed b/w pinhole camera photographs, each 65 x 80 cm
Courtesy of Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
74
Documentation photographs of Pia
Arke’s studio and storage. 2009
Courtesy of Kuratorisk Aktion
Documentation photographs of
Kuratorisk Aktion’s registration and
curation process. 2009
Courtesy of Kuratorisk Aktion
Various books, exhibition catalogues,
and press clippings from Pia Arke’s
archive
Courtesy of Søren Arke
SECTION 2: TUPILAKOSAURUS
Study of Walrus Skull. 1984
Pencil on paper, 39 x 41.7 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Untitled (Perlustration). 1994
B/w photograph, 50 x 59 cm
Courtesy of Jarl Borgen
Untitled (Perlustration). 1994
B/w photograph on cardboard,
18.3 x 17 cm
Courtesy of Semina Rerum – Irène
Preiswerk, Zurich
Untitled. Year unknown
Appropriated color photograph of
objects left behind by the Germans
during their stay at Eskimonæs, North
East Greenland in 1943. The original
photograph was taken by Asger
Fredslund Pedersen from the Sirius
Patrol in 1994, 56 x 83 cm
Courtesy of Marie Louise and Søren
Bro Pold
Untitled. Year unkown
Deconstruction of Th. N. Krabbes book
Grønland. Dets Natur, Beboere og
Historie from 1929, series of 6 x color
photographs, each 11. 5 x 9 cm
Courtesy of Søren Arke
The Hammer. 1999 (reproduction
2010, original lost)
Slideshow of reproductions of the
images in the original picture
frieze, which was framed and with
passepartout
Original slides lent by Søren Arke and
Mette Jørgensen
May only be touched with thumb and
little finger. 1999 (reconstruction 2010,
original lost)
Ready-made, c. 8,000 sheets from
the scientific monograph series Meddelelser om Grønland and glass plinth
Courtesy of Søren Arke
The Measuring Stick. 1999 (reproduction 2010, original lost)
Slideshow of reproductions of the
images in the original picture
frieze, which was framed and with
passepartout
Original slides lent by Søren Arke and
Mette Jørgensen
Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. An interesting study about
the triassic myth of Kap Stosch. 1999
Video (S-VHS to DVD), 9:18 min. (w.
English subtitles)
Courtesy of Anders Jørgensen
Letter correspondence and installation
views from Pia Arke’s archive on the
exhibition An installation that has
to do with histories at Museum of
Contemporary Art, Roskilde, 1999.
Courtesy of Søren Arke
SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA
Untitled. Year unknown
Photo series consisting of 6 x b/w
photographs of Pia Arke in interior,
each 17.8 x 9 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. 1993
B/w contact sheet of Pia Arke in
national costume in front of photostat
of pinhole camera photograph, 20 x
15 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. C. 1993
B/w leporelleo print of interior,
12.7 x 66.6 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Self-portrait with Cousin).
C. 1993
Contact sheet on cardboard,
57 x 47.8 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Self-portrait with Cousin).
C. 1993
B/w photograph, 12.5 x 10 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. 1994
Framed b/w photograph of Pia Arke
in front of photostat of pinhole camera
photograph, 33.4 x 27 cm
Courtesy of Jarl Borgen
Untitled. 1994
B/w photograph of Pia Arke in front
of photostat of pinhole camera photograph, 58 x 49.3 cm
Courtesy of Jarl Borgen
Untitled. 1994
B/w photograph of Pia Arke in front
of photostat of pinhole camera photograph, 30 x 25 cm
Courtesy of Ann Lumbye Sørensen
Untitled. 1994
B/w photograph of Pia Arke in front
of photostat of pinhole camera photograph, 17.2 x 17.2 cm
Courtesy of Klaus Marthinus
Christensen
Untitled (Perlustrationer 1-10). 1994
4 x b/w prints from negatives, A5
Original negatives lent by Søren Arke
Untitled (Telegraphy). Year unknown
Coffee and sugar glued to blue-toned
b/w photograph, 27 x 32 cm
Courtesy of Søren Arke
Krabbe/Jensen. 1997
Photographic collage, 102 x 171.5 cm
Courtesy of The National Museum
of Photography, The Royal Library,
Copenhagen
Arctic Hysteria. C. 1997
B/w photograph, 128 x 79.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Arctic Hysteria alias Arctic Hysteria IV.
1997 (reproduction 2010, original lost)
Inkjet print from b/w reproduction of
the work, 76 x 200 cm
Reproduction courtesy of the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of
Fine Arts, Copenhagen and Søren Arke
Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005
Framed collage with photograph and
map sections, 31 x 45 cm
Courtesy of Tine Bryld
Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – An Installation about flowers and
land. 2005
Installation, dimensions variable. Video
(DVCAM), 4 min., 2 x acrylics, pencil,
coffee, fabric, and clippings on canvas,
each 203 x 137 cm
Courtesy of Søren Arke and Anders
Jørgensen
Various photographs, notes, letter
correspondence, scientific literature,
installation view, and press clippings
from Pia Arke’s archive in conjunction
with her artistic research into the term
“Arctic hysteria”. Courtesy of Søren Arke
and The Department of Art Theory and
Communication, The Royal Danish
Academy of Fine Arts, Copenhagen
SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS”
Untitled. 1982
Engraving with birds, 18 x 23 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Untitled. C. 1985
Portrait of Erik Gant, acrylics on
masonite, 121.3 x 91.4 cm
Private collection
Untitled. Year unknown
Self-portrait, pencil on paper, 23 x 15 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Untitled. 1988
Test print of 6 x menu cards for Scandinavian Airlines’ Greenland Polar Class
1989, acrylics on paper, 45.5 x 41.4 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
My Mother Recounts (Before Harpoonering; Flensing of Seal; Jigging for Fish;
Boiled Cod; We Live off Seal; Encounter
with and Catching of Three Bears). 1989
6 x printed menu cards for Scandinavian Airlines’ Greenland Polar Class
989, each 12.5 x 19 cm
Nos. 1, 3-5: Private collection. No. 2:
Courtesy of Johannes Møller
Untitled. C. 1992
4 x b/w photographs of buyers of Pia
Arke’s paintings in Thule, 31 x 26.5
cm, 31. x 25.5 cm, 26.3 x 32.5 cm and
31 x 26.5 cm
Courtesy of Søren Arke
The Three Graces. 1993
4 x framed b/w photographs,
each 110 x 91 cm
Courtesy of Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Untitled. C. 1993
4 x color contact prints of Pia Arke
performing the drum dance,
each 5.8 x 5.8 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. 1993
Acrylics on canvas, 40 x 49 cm
Courtesy of Eskimology and Arctic
Section, University of Copenhagen
Untitled. 1993
Acrylics on canvas, 24.5 x 22 cm
Courtesy of Eskimology and Arctic
Section, University of Copenhagen
Untitled. 1993
Acrylics on canvas, 120 x 240 cm
Courtesy of Arktisk Institut, Copenhagen
Drive in Old Landscape. C. 1993
Mixed media, 29.5 x 28 cm
Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen
View of Old Landscape. C. 1993
Mixed media, 30 x 28 cm
Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen
The Hunter and His Wife. C. 1993
Framed graphics, 75.5 x 61.7 cm
Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen
Stefan Jonsson (editor). “Kulturer
emellan” [Between cultures]. 1995
Article series with interview with and
photographs of Pia Arke published in
Dagens Nyheter, Stockholm during
the period of January 15 – February
23, 1995
Courtesy of Søren Arke
Ethno-Aesthetics. 1995
Essay published by the art journal
ARK, Aarhus, 1st edition, 1st imprint
Courtesy of Søren Arke and Kuratorisk Aktion
Untitled. 2001
Oil on canvas, 80.5 x 99.2 cm
Courtesy of the National Environmental Research Institute, Aarhus
University
Untitled. 2001
Oil on canvas, 85.5 x 76.5 cm
Courtesy of the National Environmental Research Institute, Aarhus
University
SECTION 5: STORIES FROM
SCORESBYSUND
The Daily Actions. 1989
Press release and 7 x color photographs
Press release and 3 x photographs:
Courtesy of Søren Arke. 4 x color
photographs: Courtesy of The Danish
National Art Library, Copenhagen
Telegraphy. 1996
18 x blue-toned b/w photographs,
40.5 x 28.8 cm respectively 28.8 x
40.5 cm
Courtesy of The National Museum
of Photography, The Royal Library,
Copenhagen
Soil for Scoresbysund. 1998 (reconstruction 2010, original lost)
Installation of coffee filters, coffee, and
cotton string, 160 x 165 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. Year unknown (2001)
4 x framed annotated b/w photographs,
12 x 16 cm, 15.9 x 16.5 cm, 16.5 x 15.9
cm, and 16.5 x 16.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Dummy. 1995-2003
49 x framed collages of text and images
derived from Pia Arke’s original dummy
for her book Scoresbysundhistorier.
Fotografier, kolonisering og kortlægning
[Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping],
Copenhagen: Borgen Publishers, 2003,
each 24.5 x 42 cm
Courtesy of Søren Arke
Sumaar kiosk (working title). 2006Unedited video recordings (DVCAM)
from Scoresbysund/Ittoqqortoormiit
2006 for unfinished work, 60 min.
Courtesy of Søren Arke
45 x slides documenting Sven Lund
Jensen’s photo album from his stay in
Greenland. Year unkown
Courtesy of Søren Arke
In addition, photographs, notes, photo
copies, letter correspondence, scientific
literatur, archival material, installation views, and press clippings from
Pia Arke’s archive in conjunction with
her artistic research of Scoresbysund
SECTION 6: LEGEND
Untitled (Landfall I-III. 1993
3 x b/w photographs in annotated
frames, 43.1 x 52 cm, 56.1 x 47.2 cm,
and 44.1 x 28.7 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Imaginary homelands). C. 1996
4 x b/w photographs in annotated
frames, 46 x 44 cm, 55.4 x 43.4 cm, 44 x
47 cm, and 46 x 56.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. C. 1996
B/w photograph with airplane motif in
annotated frame, 46.5 x 56.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Playground). C. 1996
Object in three parts, 18 x 55 cm, 165
x 18 cm, and 165 x 18 cm
Courtesy of Søren Arke
Legend I-V. 1999
5 x collages of maps, photographs,
parchment paper, and flower, coffee,
ground oats, sugar, and rice respectively, each 191.5 x 161.5 cm
Courtesy of Søren Arke
SECTION 7: FISHING OUT SKULLS
AND BONES
Untitled. Year unknown
Self-portrait, crayon on paper,
38.2 x 31.2 cm
Courtesy of Annette and Jørgen Gant
Untitled. 1990
Diptych with pinhole camera photograph, color photograph, and pencil on
cardboard, each 56.5 x 68 cm
Courtesy of Veronica and Carsten Juhl
Untitled. C. 1993 (reproduction 2010,
original lost)
Inkjet print of annotated, torn, and re-
assembled pinhole camera photograph
after negative, 160 x 170 cm
Original negative lent by Søren Arke
published by Borgen Publishers, Copenhagen, 2003
Courtesy of Søren Arke
Untitled (Put your kamik on your
head, so everyone can see where you
come from). 1993
B/w photograph, 12.6 x 12.6 cm
Courtesy of Søren Arke
In addition, installation views of Pia
Arke’s contribution to the exhibition
The Flying Kayak – Contemporary Art
from Greenland at Brandts Klædefabrik, Odense, 1993. Courtesy of Søren
Arke
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn
in collaboration with Greenlandic
inmates of Herstedvester Prison. Untitled. C. 1994
14 x decorated papmaché masks, 8 x
Polaroid photographs, 2 x color photographs, and 2 x letters, dimensions
variable
Courtesy of Herstedvester Prison,
Albertslund and Kalaallit Illuutaat –
The Greenland House, Copenhagen
Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn
in collaboration with Greenlandic
inmates of Herstedvester Prison. Untitled. C. 1994
Poster, 83 x 55 cm
Courtesy of Jarl Borgen
Nature Morte alias Perlustrations
1-10. 1994
10 x framed b/w photographs, 52.2 x
62.2 respectively 62.2 x 52.2 cm
Courtesy of Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Untitled. Year unknown
Slideshow showing the deconstruction
Th. N. Krabbes book Grønland. Dets
Natur, Beboere og Historie from 1929
Original slides lent by Søren Arke
Wonderland. 1960/1996
Appropriated b/w photograph on
kappa plate, photograph originally
taken by Jørgen Gant in Thule in
1960, 79.9 x 150 cm
Courtesy of Brandts Museet for
Fotokunst, Odense
Untitled (The Shadow of a Hopeful
Photographer in an Ice Desert). 1998
Box and content from the scientific
monograph series Meddelelser om
Grønland, 28 x 18 x 2 cm
Courtesy of Lars Kiel Bertelsen
The Necromancer’s Journey to the
Moon. C. 1999
Light box, 87 x 129 x 15 cm
Courtesy of Fonden til oprettelse af
Grønlands Nationalgalleri, Nuuk
Anders Jørgensen. Untitled (Scoresbysund). 2001
Video documentation recorded at the
National Workshops for Arts and Crafts,
Copenhagen, during Pia Arke’s work on
Stories from Scoresbysund: Photographs,
Colonisation and Mapping (Copenhagen: Borgen Publishers, 2003), 4:07 min.
(w. English subtitles)
Courtesy of Anders Jørgensen
Untitled (Walrus Bay). Year unknown
(2001)
Hair, b/w photograph in annotated
frame (possibly diary text from 1944
written by explorer Captain Robert P.
Sykes), 32.7 x 32.7 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. Year unknown (2001)
B/w aerial photograph in annotated
frame, 29.2 x 29.2 cm
Courtesy of Søren Arke
Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping.
2003
1st edition, 1st imprint of the book
SECTION 8: THE ECCENTRIC
ESKIMO
Untitled. Year unknown (1990s)
8 x numbered color photographs in annotated frames (originally a series of 10
framed prints), each 29 x 42 cm
Courtesy of Søren Arke
SECTION 9: SCANDINAVIAN
PANORAMA
Untitled. Year unknown
B/w photograph with plant imprint,
24 x 30.5 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. 1993
Acrylics on canvas, 204 x 289 cm
Public collection
Untitled. 1993
B/w contact sheet Pia Arke in national
costume in front of photostat of pinhole
camera photograph, 20 x 15 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. 1993
Pia Arke in national costume in front
of photostat of pinhole camera photograph, inkjet print from b/w photo on
contact sheet, 120 x 130 cm
Original contact sheet courtesy of Søren
Arke
Untitled (The Three Graces). 1994
B/w photo collage, 11 x 23 cm
Courtesy of Søren Arke
Untitled. Year unknown
Color photo collage, 20 x 15 cm
Courtesy of Freja Vogt Christensen
Arctic Hysteria. 1996
Video (S-VHS), 5:55 min.
Courtesy of Søren Arke
Gone with the Wind. 1997
Framed color photograph, 46.4 x 64.1 cm
Courtesy of Ann Lumbye Sørensen
Scandinavian Panorama. 1998
5 x b/w photographs published on the five
front pages of Litteraturmagasinet Standart during the year 1998 (vol. 12, nos. 1-5)
Courtesy of Litteraturmagasinet
Standart, Århus
The Blubber Ladder, Emil, Ole and
Asger. 1998 (reproduction 2010, original
partially lost)
Of the work, which originally consisted
of 1 x ladder, 2 x maps, 1 x city map,
red and blue pushpins, and 4 x color
photographs, only the ladder remains.
Wooden ladder (original), 190 x 45 x 8
cm, installation view of the work,
60 x 80 cm
Courtesy of Søren Arke
Blubber and Science. 1999
Illustrated essay for the journal
Passage, no. 31/32, 1999, pp. 109-115
Courtesy of Kuratorisk Aktion
In addition, a 1998 written proposal
for an unrealized exhibition project for
Kalaallit Illuutaat – The Greenland
House, Copenhagen
75
Udstillingsarrangementer
København (DK)
8. januar 2010
Åbning af TUPILAKOSAURUS
Åbning af den del af udstillingen, der vises
i Nationalmuseets Etnografiske Samling.
Reception og taler ved Ulf Dahre (Enhedsleder, Etnografisk Samling) og Kuratorisk
Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220
København K
Åbning af den del af udstillingen, der vises i
Den Frie Udstillingsbygning. Fernisering og taler ved Kirse-Junge Stevnsborg
(Kunstnerisk leder, Den Frie Udstillingsbygning), Kuratorisk Aktion, Tine Bryld
(forfatter og socialrådgiver) og Erik Gant
(Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk
Råds Sekretariat for Oprindelige Folk). Tid
& Sted: Kl. 17-20, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø
23. januar 2010
Filmscreening og diskussion
Se og diskuter Leo Hansens film Med
Hundeslæde gennem Alaska (1926) fra
udstillingens filmprogram Den excentriske
eskimo. Programmet er sammensat af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, som Pia
Arke stiftede i 2000 sammen med Erik Gant
(Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk
Råds Sekretariat for Oprindelige Folk) og
Anders Jørgensen (New Media Manager, Det
danske filmstudie). Tid & Sted: Kl. 14-17,
Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12,
DK-1220 København K. Gratis adgang
6. – 7. februar 2010
“An Archive of Affected Anthropology:
Locating the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia Arke, 1981-2006”
Et todages seminar, der samler ni regionale
og internationale kulturpersoner for at
gennemdrøfte Pia Arkes værk. Seminaret
sigter på at identificere og analysere Arkes
enestående bidrag til kunstnerisk forskning,
visuel tænkning og postkoloniale studier og
vil diskutere, hvorfor hun ikke desto mindre forblev en forholdsvis marginaliseret
kunstner på den danske og internationale
samtidskunstscene. Seminaret foregår på
engelsk og er arrangeret af Kuratorisk
Aktion i samarbejde med Kunstakademiets
Afdeling for Teori og Formidling og Institut
for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns
Universitet. Deltagere: Erik Gant (Ph.D.,
freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds
Sekretariat for Oprindelige Folk, København), Maryam Jafri (kunstner baseret i
København og New York), Stefan Jonsson
(forfatter og Kulturkritiker ved Dagens Nyheter, Stockholm), Carsten Juhl (historiker
og Leder af Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi),
Jeuno JE Kim (kunstner baseret i Malmö og
Seoul), Iben Mondrup (forfatter og kunstner
baseret i København og Nuuk), Irit Rogoff
(teoretiker, kurator, organisator og professor
ved The Department of Visual Cultures,
Goldsmiths College, London), Søren Rud
(Ph.D.-studerende, Københavns Universitet)
og Mette Sandbye (anmelder og Lektor ved
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,
Københavns Universitet). Moderatorer:
Marianne Ping Huang (Institutleder ved
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,
Københavns Universitet) og Mette Jørgensen
(Ph.D. i postkolonial litteratur, Aarhus
76
Saqqummersitsinerit
Universitet). Tid & Sted: Begge dage kl. 1217, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads,
DK-2100 København Ø. Entré: Voksne DKK
45,- studerende og pensionister DKK 25,-
Nuuk (GL)
5. marts 2010
Åbning af TUPILAKOSAURUS
Åbning af den del af udstillingen, der vises i
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Reception og taler ved Daniel Thorleifsen (Direktør,
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv) og
Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17,
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Hans
Egedevej 8, GL-3900 Nuuk
Åbning af den del af udstillingen, der vises i
Katuaq. Fernisering, taler og performance ved
Julia Pars (Direktør, Katuaq), Kuratorisk Aktion og Aviâja Egede Lynge (socialantropolog).
Tid & Sted: Kl. 17-20, Katuaq, Imaneq 21,
GL-3900 Nuuk
7. marts 2010
“At gøre Pia Arke kunsten efter? Et
folkemøde om samtidskunstens bidrag til
det nye Grønland”
Et folkemøde åbent for alle, der har lyst til
at diskutere, hvad samtidskunsten og især
Pia Arkes arbejder betyder i en grønlandsk
kontekst, nu da Grønland er trådt ind i en
ny fase med øget selvstyre fra kolonimagten
Danmark. Fem indbudte kulturpersoner fra
Grønland og Danmark vil hver præsentere
et kort indlæg, hvorefter mødet åbnes op for
fælles diskussion med de fremmødte. Mødet vil
foregå på grønlandsk og dansk med mulighed
for simultantolkning. Deltagere: Stephen
Heilmann (journalist og oversætter, Nuuk),
Anne-Birthe Hove (kunstner, Nuuk), Carsten
Juhl (historiker og Leder af Afdelingen
for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske
Kunstakademi, København), Iben Mondrup
(forfatter og kunstner baseret i København
og Nuuk) og Sara Olsvig (antropolog, Nuuk).
Moderatorer: Kuratorisk Aktion. Tid &
Sted: Kl. 12-16, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900
Nuuk. Gratis adgang
10. marts 2010
Filmscreening og diskussion
Se og diskuter Leo Hansens film Med Hundeslæde gennem Alaska (1926) fra udstillingens filmprogram Den excentriske eskimo. Programmet er sammensat af Selskabet for Dårlig
Etnografisk Film, som Pia Arke stiftede i 2000
sammen med Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for
Oprindelige Folk) og Anders Jørgensen (New
Media Manager, Det danske filmstudie). Diskussionen vil foregå på grønlandsk og dansk
med mulighed for simultantolkning. Tid &
Sted: Kl. 18.30-21.30, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Hans Egedevej 8, GL-3900
Nuuk. Gratis adgang
Umeå (S)
6. juni 2010
Åbning af TUPILAKOSAURUS
Åbning af udstillingen, der vises i sin helhed
på BildMuseet. Fernisering og taler ved Brita
Täljedal (kurator, BildMuseet) og Kuratorisk
Aktion. Tid & Sted: Kl. 14, Umeå universitet,
S-901 87 Umeå
København (DK)
8. januar 2010
TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera
Saqqummersitap Nationalmuseets Etnografiske
Samling-imi takutinneqartussap ammarneqarnera.
Ilassinninneq oqalugiarnerillu Ulf Dahre (Immikkoortortami pisortaq, Etnografisk Samling) aamma
Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiiffillu: Nal.16-17,
Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220
København K
Saqqummersitap Den Frie Udstillingsbygningimi
takutinneqartussap ammarneqarnera. Ammaaneq
oqalugiarnerillu Kirse-Junge Stevnsborg-imit
(Eqqumiitsuliornerni pisortaq, Den Frie Udstillingsbygning), Kuratorisk Aktion, Tine Bryld (atuakkiortoq
inunnillu isumaginninnermi siunnersorti) aamma Erik
Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu
Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani
pisortaq). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 17-20, Den Frie
Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø
23. januar 2010
Sarsuatitalianik isiginnaarneq oqallinnerlu
Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den
excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu. Pilersaarusiornermut tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet for
Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi aallartitseqataaffigissaa peqatigalugit Erik Gant (Ph.D.,
imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk
Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq)
aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det
danske filmstudie). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 14-17,
Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220
København K. Iserneq akeqanngilaq
6. – 7. februar 2010
“An Archive of Affected Anthropology: Locating
the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia
Arke, 1981-2006”
Isumasioqatigiinneq ulluni marlunni ingerlanneqartussaq, eqqumiitsuliortunit oqaluttuarisaanermik sammisalinnit, eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaaneranik
sulialinnit, nunap immikkortuinit nunanilu tamaneersunit, kulturikkullu isornartorsiuisartunit qulingiluanit peqataafigineqartussaq, Pia Arkep suliai pillugit
oqallittussat. Isumasioqatigiinnerup siunertaara Arkep
eqqumiitsuliornerup ilisimatusarfigineqarneranut,
isigisatigut eqqarsartarnermut nunasiaasimasullu
misissuiffigeqarnerinut imaannaanngitsumik ilaliisimanerata ilisaritinnissaa paasiniaaffiginissaalu.
Oqallisigineqassallunilu, naak taama inissisimagaluarluni sooq eqqumiitsuliortutut qallunaat nunaanni
nunanilu tamalaanni maluginiarneqarsimannginnera.
Isumasioqatigiinneq tuluttut ingerlanneqassaaq Kuratorisk Aktionimit aaqqissorneqarsimasoq suleqatigalugit Kunstakademiets Afdeling for Teori og Formidling
aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Peqataasussat: Erik Gant (Ph.D.,
imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk
Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq),
Maryam Jafri (eqqumiitsuliortoq Københavnimeersoq
aamma New Yorkimeersoq), Stefan Jonsson (atuakkiortoq aamma Stochholmimi Dagens Nyheterimi
atuakkerinermik allaaserinnittartoq), Carsten Juhl
(oqaluttuarisaanermik ilisimatooq aamma Afdelingen
for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademiimi pisortaq), Jeuno JE Kim (eqqumiitsuliortoq
Malmö-meersoq Seoulimeersorlu), Iben Mondrup
(atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu Københavnimeersoq
Nuummeersorlu), Irit Rogoff (eqqarsaqqissaartartoq,
illersuisoq, aaqqissuisartoq aamma The Department
of Visual Cultures-mi professori, Goldsmiths College,
London), Søren Rud (Ph.D.-nngorniartoq, Københavns
Universitet) aamma Mette Sandbye (naliliisartoq
aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitetimi lektoriusoq).
Aqutsisut: Marianne Ping Huang (Institut for Kunst-
og Kulturvidenskabimi immikkoortortami pisortaq,
Københavns Universitet) aamma Mette Jørgensen
(nunasiaateqarsimanerup kingorna atuakkalerinermi
Ph.D., Aarhus Universitet). Piffissaq Sumiiffissarlu: Ullut taakku marluk nal. 12-17, Den Frie
Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København
Ø. Isissutissaq: Inersimasunut DKK 45,-, iliniartunut
utoqqarnullu DKK 25,-
Nuuk (GL)
5. marts 2010
TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera
Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu
saqqummersitassap ammarneqarnera. Ilassinninneq
oqalugiarnerlu oqalugiartoralugit Daniel Thorleifsen
(Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu Pisortaq) aamma Kuratorisk Aktion. Piffissaq
Sumiiffillu: Nal. 16-17. Nunatta Katersugaasivia
Allagaateqarfialu, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk
Saqqummersitassap Katuami ingerlanneqartussap ammarneqarnera. Ammaanersiorneq, oqalugiarnerit Julia
Pars (Pisortaq, Katuaq), Kuratorisk Aktion aamma Aviâja
Egede Lynge (socialantropolog). Piffissaq Sumiiffillu:
Nal. 17-20, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk
7. marts 2010
“Pia Arke’p eqqumiitsuliornera malillugu? Tamanut ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut
nutaanut eqqumiitsuliornerup ullumikkut tunniussinaasai pillugit”
Tamanut ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut
nutaanut eqqumiitsuliornerup pingaartumik Pia Arkep
suliaasa ullumikkut tunniussinaasai pillugit, maanna
Kalalliit Nunaata nunasiaateqarsimasumit Danmarkimit attaveqarnerani nutaamik namminersornerulernermut ikaarsaariarnissani. Kalallit Nunaannit
Danmarkimiillu kulturikkut suliniuteqartut sisamat
aggersarneqarsimasut naatsunik aallarniuteqassapput, takkussimasullu oqallinnissaat ammarneqarluni.
Oqallinneq kalaallisut qallunatullu ingerlanneqassaaq toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaasalluni.
Peqataasussat: Stephen Heilmann (tusagassiortoq
nutserisorlu, Nuuk), Anne-Birthe Hove (eqqumiitsuliortoq, Nuuk), Carsten Juhl (oqaluttuarisaanermik
ilisimasalik pisortaafigaalu Afdelingen for Teori og
Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København), Iben Mondrup (atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu
Københavnimeersoq Nuummeersorlu) aamma Sara
Olsvig (antropolog, Nuuk). Aqutsisut: Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiifillu: Nal. 12-16, Katuaq, Imaneq
21, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq
10. marts 2010
Sarsuatitalianik takutitsineq oqallinnerlu
Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den
excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu.
Pilersaarusiornermut tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet
for Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi
aallartitseqataaffigisaa peqatigalugit Erik Gant (Ph.D.,
imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk
Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq)
aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det
danske filmstudie). Oqallinneq kalaallisut qallunaatullu ingerlanneqassaaq toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaalluni. Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 18.30-21.30,
Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Hans
Egedevej 8, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq
Umeå (S)
6. juni 2010
TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera
Saqqummersitsinerup ammarneqarnera, tamakkiisumik saqqummersitsivissami BildMuseet. Ammaanersiorneq oqalugiarnerillu Brita Täljedal (kurator,
BildMuseet) aamma Kuratorisk Aktion.
Piffissaq Sumiifillu: Nal. 14, Umeå universitet, S-901
87 Umeå
Events during the exhibition
Copenhagen (DK)
January 8, 2010
Opening of TUPILAKOSAURUS
Opening of the exhibition sections curated into the
National Museum of Denmark’s Ethnographical
Collection. Reception and opening speeches by Ulf
Dahre (Head of the Ethnographical Collection)
and Kuratorisk Aktion. Time & Place: 4-5 pm,
The National Museum of Denmark, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 Copenhagen K
Opening of the exhibition sections showed in
Den Frie Centre of Contemporary Art. Reception and opening speeches by Kirse-Junge
Stevnsborg (Artistic Director, Den Frie Centre
of Contemporary Art), Kuratorisk Aktion, Tine
Bryld (writer and social worker), and Erik Gant
(Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’
Secretariat, Copenhagen). Time & Place: 5-8
pm, Den Frie Centre of Contemporary Art, Oslo
Plads, DK-2100 Copenhagen Ø
January 23, 2010
Film screening and discussion
Watch and join a discussion of Leo Hansen’s
film With a Dog Seldge Through Alaska (1926)
from the exhibition’s film program The Eccentric
Eskimo. The Program is curated by the Society
for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke
founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D.,
freelance critic and Acting Executive Secretary
for The Arctic Council Indigenous Peoples’
Secretariat, Copenhagen) and Anders Jørgensen
(New Media Manager, The Danish Film Studio).
Time & Place: 2-5 pm, The National Museum
of Denmark, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220
Copenhagen K. Free admission
February 6 – 7, 2010
“An Archive of Affected Anthropology:
Locating the Arke-Typical in the Aesthetic
Research of Pia Arke, 1981-2006”
A two-day seminar bringing together nine
regional and international cultural producers to
discuss Pia Arke’s work. The seminar aims at
identifying and analyzing Arke’s innovative contributions to artistic research, visual thinking,
and postcolonial studies and will examine why
she nonetheless remained relatively marginalized in the Danish and international art worlds.
The seminar is conducted in English and is
organized by Kuratorisk Aktion in collaboration
with the Royal Danish Academy of Fine Arts’ Department of Art Theory and Communication and
the Department of Arts and Cultural Studies,
University of Copenhagen. Participants: Erik
Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous
Peoples’ Secretariat, Copenhagen), Maryam Jafri
(artist based in Copenhagen and New York),
Stefan Jonsson (writer and senior cultural critic
at Dagens Nyheter, Stockholm), Carsten Juhl
(historian and Head of the Department of Art
Theory and Communication, The Royal Danish
Academy of Fine Arts, Copenhagen), Jeuno JE
Kim (artist based in Malmö and Seoul), Iben
Mondrup (writer and artist based in Copenhagen
and Nuuk), Irit Rogoff (theorist, curator, organiser, and Professor of Visual Culture, Goldsmiths
College, London), Søren Rud (Ph.D. candidate,
University of Copenhagen), and Mette Sandbye
(art critic, Lecturer at the Department of Arts
and Cultural Studies, University of Copenhagen).
Moderators: Marianne Ping Huang (Head of
the Department of Arts and Cultural Studies,
University of Copenhagen) and Mette Jørgensen
(Ph.D. in postcolonial literature, Aarhus Univer-
sity). Time & Place: Both days 12-5 pm, Den
Frie Centre of Contemporary Art, Oslo Plads,
DK-2100 Copenhagen Ø. Admission: Adults
DKK 45, students and pensioners DKK 25
Nuuk (GL)
March 5, 2010
Opening of TUPILAKOSAURUS
Opening of the exhibition sections curated into
the Greenland National Museum & Archives’
collections. Reception and opening speeches
by Daniel Thorleifsen (Director of Greenland
National Museum & Archives) and Kuratorisk
Aktion. Time & Place: 4-5 pm, Greenland
National Museum & Archives, Hans Egedevej 8,
GL-3900 Nuuk
Opening of the sections of the exhibition showed
in Katuaq. Reception, opening speeches, and
performance by Julia Pars (Director, Katuaq),
Kuratorisk Aktion, and Aviâja Egede Lynge
(social anthropologist). Time & Place: 5-8 pm,
Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk
March 7, 2010
“Following in Pia Arke’s Footsteps? A Community Meeting about Contemporary Art’s
Contribution to the New Greenland”
A community meeting open to all, who are
interested in discussing the ways in which
contemporary art, and Pia Arke’s works in
particular, matter in the context of the inauguration of Greenland’s Self-Government on June
21, 2009, and the continued decolonization from
the metropole Denmark. Five cultural producers
from Greenland and Denmark will open the
meeting with a series of short presentations,
after which the audience is invited to contribute
to the discussion. The meeting is conducted in
Greenlandic and Danish with a simultaneous
interpreter present. Participants: Stephen
Heilmann (journalist and translator, Nuuk),
Anne-Birthe Hove (artist, Nuuk), Carsten Juhl
(historian and Head of the Department of Art
Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen), Iben
Mondrup (writer and artist based in Copenhagen
and Nuuk), and Sara Olsvig (anthropologist,
Nuuk. Moderators: Kuratorisk Aktion. Time
& Place: 12-4 pm, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900
Nuuk. Free admission
March 10, 2010
Film screening and discussion
Watch and join a discussion of Leo Hansen’s
film With a Dog Seldge Through Alaska (1926)
from the exhibition’s film program The Eccentric
Eskimo. The program is curated by the Society
for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke
founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D.,
freelance critic and Acting Executive Secretary
for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, Copenhagen) and Anders Jørgensen
(New Media Manager, The Danish Film Studio).
Time & Place: 6:30-9:30 pm, Greenland
National Museum & Archives, Hans Egedevej 8,
GL-3900 Nuuk. Free admission
Umeå (S)
June 6, 2010
Opening of TUPILAKOSAURUS
Opening of the exhibition, which is shown in its
entirety in BildMuseet. Reception and speeches
by Brita Täljdal (curator, BildMuseet) and
Kuratorisk Aktion. Time & Place: 2 pm, Umeå
universitet, S-901 87 Umeå
77
Biografi: Pia Arke
1958
1960
1961
1962
1965
1966
1971
1974
1976
1976-77
1983
1987
1987-93
1987
1988
1989
1990
1992 1993 78
Pia Gant fødes d. 1. september i Kap Tobin (Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit) kort tid efter familiens tilbagekomst fra et 2-årigt ophold i Danmark.
Erik Gant fødes.
Familien forlader Kap Tobin i august for at holde permission i Danmark.
Andreas Gant fødes.
Familien flytter til Dundas (Thule).
Birgit Gant fødes.
Familien flytter i september til Pointen (Narssaq) efter et kort ophold i Danmark.
Familien er på permission i Danmark fra april-oktober. Pia
starter på Marie Mørks Kostskole i Hillerød og bliver der, da familien drager tilbage til Grønland.
Familien Gant flytter til Nuuk sammen med Pia.
Realeksamen.
Højskoleophold på Ungdomshøjskolen ved Ribe.
Tager moderens navn og hed-
der nu Pia Arke.
Bosætter sig permanent i Danmark.
Går på Det Kongelige Danske Kunstakademi hos Mogens Møller og Per Bak Jensen,
Laboratoriet for Fotografi.
Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København.
Grønland i dag, Det danske hus, Paris.
De daglige handlinger, Rådskælderen, Charlottenborg, København.
Amersfoort Museum, Holland.
Nyere grønlandsk grafik, Det Grønlandske Hus, København.
Indvielse af selvbygget hulkamera på Det Kongelige Danske Kunstakademi d. 29. maj.
Rejser med hulkamera til Narssaq.
Gifter sig med Michael Petersen d. 29. september. Føder Søren Arke d. 21. november.
Tendenser – Nyt dansk fotografi, Fotografisk Galleri, København.
Rejser til Thule.
Udstilling i Thule Air Base, Thule.
Legitimationskort, Unge Kunstneres Samfund, Oslo.
Udsmykning for det daværende 1993-95 1993 1994 1995 1996
1997
Dansk Polar Center, København.
Skilles fra Michael.
Rejser til Thule.
Udstilling i Thule Air Base, Thule.
Studier ved Afdelingen for Teori og Formidling, Det
Kongelige Danske Kunstakademi. Bliver Cand.phil med afhandling Etnoæstetik.
Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland, Brandts Klædefabrik, Odense (vandreudstilling med stop i Odense, Helsinki, Rovaniemi og Stock
holm).
Fie Johansen, Pia Arke, Al-
bertslund Rådhus (udstiller bl.a. hulkamera).
Nature Morte, Sostrup Slot (konference med bl.a. Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen og Stefan Jonsson).
Rejser til New York. Research i Explorers’ Club og American Museum of Natural History.
Nature Morte, Fotomässan, Göteborg.
Artikelserie “Kulturer emellan”, Dagens Nyheter, Sverige (illustrationer og interview).
Udsmykning for Forsvarsministeriet, København.
Etnoæstetik udgives af kunst-
tidsskriftet ARK, Århus.
Hulkamera ved Kronborg.
Hulkamera i Vendsyssel.
Nature Morte, Borås Konstmuseum.
Telegrafi, Traneudstillingen, Gentofte Hovedbibliotek.
Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
On Display, Fotografiska Museet ved Moderna Museet, Stock-
holm.
Det danske landskab, Fotografisk Center, København.
Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel (work
shop).
Galleri 11, monografisk TVudsendelse på Danmarks Radio.
Inserts, 67 kvindelige kunstnere i Danmark, Kunsthallen Nikolaj, København.
Workshop med de grønlandske indsatte på Anstalten ved Herstedvester.
Vacuum, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (vandreudstilling med stop i Bratislava, Vilnius, Kèdainiai og Odense).
Remote Connections, Kunsthal-
1998
1999
2000-03
2001
len Nikolaj, København.
Kunst og sted, konference ved Universitetet i Tromsø (foredrag om Arctic Hysteria III).
Tätatät – Ny nordisk konst, BildMuseet, Umeå.
Museum Danmark, Arken, Ishøj.
The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Museet for Fotokunst, Odense
(vandreudstilling med stop i Schleswig, Berlin, Dresden, Helsinki, Odense, Warszawa, Poznan og Paris).
Rejser til Scoresbysund/
Ittoqqortoormiit. Research til Scoresbysundhistorier. Tidligere projekttitler: The photographic picturehistory back to Ittoqqortoormiit 1997-2000 og
Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland.
Udstilling i Scoresbysund Lokalmuseum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik.
Tillsammans/Åtskils In Differences, Amos Andersons konst-
museum, Helsinki (med Niran Baibulat og Maj-Lis Skaltje).
Landscape ‘97, Centre for Creative Photography, Finland.
Inside Outside, Hippolyte Photographic Gallery, Helsinki.
Skandinavisk panorama, forsidekunst til Litteraturmagasinet Standart, 12. årg., nr. 1-5, 1998.
Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden – Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, København.
Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museet for Samtidskunst, Roskilde.
“Spæk og videnskab”, kunstnerisk tidsskriftsartikel i Passage, nr. 31/32, 1999.
Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København (præmieres for Legende I-V af Statens Kunstfond).
Holland Festival, Amsterdam.
Længsel efter længsel, Felleshuset, De Nordiske
Ambassader, Berlin (vandreudstilling med stop i Reykjavík, Kecskemét og Gentofte).
Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.
Arbejdsophold på Statens Værksteder, København i forbindelse med Scoresbysund-
1974 1976 1976-77 1983 1987 1987-93 1987 1988 1989 1990
1992
Pia Arke ilisaritillugu 1958
Pia Gant inunngorpoq septem- berip 1.-ani Uunarteq-mi
(Scoresbysund/ Ittoqqortoor1993
miit) ilaqutariit ukiuni mar
lunni Danmarkimeersima
nerata kingorna.
1960
Erik Gant inunngorpoq.
1961
Ilaqutariit Uunarteq qimap
paat augustimi Danmarkimut 1993-95
sulinngiffeqariartorlutik.
1962
Andreas Gant inunngorpoq.
Ilaqutariit Dundasimut (Thule) nutserput.
1965 Birgit Gant inunngorpoq.
1993
1966 Ilaqutariit septemberimi. Pointen-imut (Narsaq) nutserput Danmarkimiitsiareernerup kingorna.
1971 Ilaqutariit Danmarkimut 2001-02
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2008-09
historier.
Udsmykning for Danmarks Miljøundersøgelser, Århus.
Killing me softly, 1. Tirana Biennale.
Grønland som billede, Det Nationale Fotomuseum,
København.
Transfer, BildMuseet, Umeå.
Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, Indien (workshop og udstilling).
Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning, Borgens Forlag, 2003.
Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås.
Scoresbysundhistorier – retrospektivt, Møstings Hus, Frederiksberg.
Fra objektiv til objekt, Den Frie
Udstillingsbygning, Køben
havn.
Scoresbysundhistorier, Galleri Image, Århus.
Den røde snescooter, Nordatlantens Brygge, København (vandreudstilling med stop i København og Nuuk).
Closed Eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (deltager i akt 3 i Tórshavn, Færøerne).
Rejser til Scoresbysund/Ittoqqortoormiit i efteråret.
Dør af kræft d. 14. maj.
The Road to Mental Decolonization, Sámisk Kunstfestival, Tromsø Kunstforening.
Hukommelsesbilleder, Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
sulinngiffeqariartorput aprilimiit oktoberimut. Pia
Maria Mørkip atuarfiani Hillerødimiittumi aallartippoq tassaniiginnarporlu ilaqutai. Kalaallit Nunaannut utermata
Ilaqutariit Gantikkut Nuummut nuupput Pia ilagalugu.
Realeksamen.
Ungdomshøjskolemiippoq Ribe eqqaani.
Arnami kinguliaa tiguaa ateqalerporlu Pia Arke.
Danmarkimut nuuilluni nuup-
poq.
Det Kongelige Danske Kunstakademimi Mogens Møller aamma Per Bak Jensenikkunni ilinnialerluni, Laboratoriet for Fotografi-mi.
Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København-
imi.
Grønland i dag, Qallunaat Illuat, Paris-imi.
De daglige handlinger, Råd-
huskælderen, Charlottenborg, København-imi.
Amarsfoort Museum, Holland-imi.
Nyere grønlandsk grafik, Kalaallit Illuat, København-
imi.
Nammineerluni sanaamik hulkamera-mik atoqqaarfissiortitsineq Det Kongelige Danske Kunstakademi-mi majip 29.-ani.
Hulkamera nassarlugu Narsaliarpoq.
Michael Petersen-ilu katipput septemberip 29.-ani.
Novemberip 21.-ani Søren Arke erniarivaa.
Tendenser – Nyt dansk fotografi, Fotografisk Galleri, Københavnimi.
Thule-liarluni aallarpoq.
Saqqummersitsivoq Thule Air Base-mi, Thule/Avanersuaq.
Legitimationskort, Unge Kunst-
neres Samfund, Oslo-mi.
Taamani Dansk Polar Centeriusup kusassarnera, København-imi.
Michael avippaa. Avanersualiarpoq Thule Air Base-mi saqqummersitsivoq.
Afdeling for Teori og Formidlingimi misissuineq, Det Kongelige
Danske Kunstakademi. Cand.
phil.-inngorpoq soraarummeer-
utigalugu Etnoæstetik.
Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland, Brandts Klædefabrik, Odensemi (saq-
qummersitaq ingerlaartoq
Odense-mut, Helsink-imut, 1994
1995
1996
1997 Rovaniemi-mut, Stockholmimullu).
Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund Rådhusimi (hulkamera).
Nature Morte, Sostrup Slotimi saqqummersippaa (ataatsimeersuaarneq ilaatigut ukua- peqataaffigisaat Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen aamma Stefan Jonsson).
New York-iliarpoq. Misissuineq Explorers’ Club aamma American Museum og Natural History.
Nature Morte, Fotomässan, Göteborg-imi.
Allaaserisat naafferartut “Kulturer emellan” Dagens Nyheter, Sverige (assitalersukkat aper-
suinerlu).
Illersornermut ministeriaqarfiup
kusassarnera, København-imi.
Etnoæstetik, eqqumiitsuliornermut tunngasumik naqittakkami saqqummersippaa ARK, Århus-imi.
Hulkamera Kronborg-ip eqqaani.
Hulkamera Vendsyssel-imi.
Nature Morte, Borås Konstmuseum-imi.
Telegrafi, Traneudstillingen, Gentofte-p atuagaateqarfiani.
Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-mi.
On Display, Fotografiska Museet ved Moderna Museet, Stockholm-imi.
Det danske landskab, Fotografisk Center, København-imi.
Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel-imi (workshop).
Galleri 11, TV-kkut isiginnaarusiaq Danmarks Radio-mi.
Inserts, arnat eqqumiitsuliortut 67-it Danmark-imi,
Kunsthallen Nikolaj-imi, København-imi.
Workshop kalaallit parnaarussat Herstedvester-imiittut peqatigalugit.
Vacuum, Brandts Museet for
Fotokunst, Odense-mi (saqqummersitaq ingerlaartoq Bratislava-mut, Vilnius-imut, Kèdainiai-imut, Odense-mullu).
Remote Connections, Kunsthallen Nikolaj, København-imi.
Kunst og sted, ataatsimeersuaarneq Universitetet i Tromsø-imiittumi (oqalugiarneq Arctic Hysteria III pillugu).
Tätatät – Ny nordisk konst, BildMuseet, Umeå-mi.
Museum Danmark, Arken, Ishøj-imi.
The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Mu-
79
1998
1999
2000-03
2001
80
seet for Fotokunst, Odense-mi
(saqqummersitaq ingerlaartoq
Schleswig-imut, Berlin-imut, Dresden-imut, Helsink-imut, Odense-mut, Warsawa-mut, Poznan-imut, Paris-imullu).
Ittoqqortoormiunukarpoq. Scoresbysundhistorier-nut paasisassarsiorluni. Suliamut qulequtaasimasuugaluartut: The photographic picture history back to Ittoqqortoormiit 1997-2000 aamma Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland.
Saqqummersitsineq Scoresbysund Lokalmuseum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik.
Tilsammans/Åtskils in Differ-
ences, Amos Andersons konst-
museum, Helsink-imi (Niran Baigulat aamma Maj-Lis Skaltje peqatigalugit).
Landscape ’97, Centre for Creative Photography, Finland-imi.
Inside Outside, Hippolyte Pho-
tographic Gallery, Helsinki-imi.
Skandinavisk Panorama, saqqaliussaq atuagassiamut Litteraturmagasinet Standart, uk.12.-saat, nr. 1-5, 1998.
Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden – Kulturministeriets
Udstillingshus for Nutidig Kunst, København-imi.
Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museet for Samtidskunst, Roskilde-imi .
“Spæk og videnskab”, eqqumiit-
suliornermik tunngasunik atu-
agassiamut allaaserisaq Passage-mi, nr. 31/32, 1999.
Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København-
imi (Legende I-V-mut atatillugu nersornaaserneqarpoq
Statens Kunstfond-imiit).
Holland Festival, Amsterdam-
imi.
Længsel efter længsel, Felleshuset, De Nordiske Ambassader, Berlin-imi (saq- qummersitaq ingerlaartoq
Reykjavík-imut, Kecskemétimut, Gentofte-mullu).
Aningaasaliiffigitippoq Statens Kunstfondimiit ukiunut pingasunut.
Sulivoq Statens Værksteder, København-imi Scoresbysundhistorier-nut tunngatillugu.
Danmarks Miljøundersøgelser, Århus-imiittoq kusassarpaa.
Killing me softly, 1. Tirana 2001-02
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2008-09
Biennale.
Grønland som billede, Det
Nationale Fotomuseum,
København-imi.
Transfer, BildMuseet, Umeå-mi.
Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, Indiami (workshop saqqummersitsinerlu).
Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning, Borgens Forlag, 2003.
Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås-imi.
Scoresbysundhistorier – retrospektivt, Møstings Hus,
Frederiksberg-imi.
Fra objektiv til objekt, Den Frie Udstillingsbygning, København-imi.
Scoresbysundhistorier, Gallery Image, Århus-imi.
Den røde snescooter, Nordatlantens Brygge, København-imi
(saqqummersitaq ingerlaartoq København-imut Nuummullu.
Closed eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-mi.
Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (act 3,
Tórshavn, Færøerne).
Ukiakkut Ittoqqortoormiunukarpoq.
Maajip 14.-ani nappaat kræft toqqutigaa.
The Road to Mental Decolonization, Sámisk Kunstfestival, Tromsø-mi Eqqumiitsuliortut peqatigiiffiat.
Hukommelsesbilleder, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-
mi.
1974 1976 1976-77 1983 1987 1987-93 1987 1988 1989 1990 1992 Biography: Pia Arke
1958 Pia Gant born on September 1 at Kap Tobin (Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit) shortly after the family’s return from a 2-year stay in Denmark.
1993 1960 Erik Gant born.
1961 The family leaves Kap Tobin in August to take leave of absence in Denmark.
1962 Andreas Gant born.
The family moves to Dundas (Thule).
1993-95 1965
Birgit Gant born.
1966
The family moves in September to Pointen (Narssaq) after a short stay in Denmark.
1971 The family is on leave of ab
sence in Denmark from April 1993 to October. Pia begins at Marie Mørk’s Boarding School in Hillerød (northwest of Copenhagen) and stays there when the rest of the family moves back to
Greenland.
The Gants move to Nuuk together with Pia.
Lower-secondary school-leaving
certificate.
At Ungdomshøjskolen [Youth High School], Ribe (West Jutland).
Takes her mother’s name and is now called Pia Arke.
Settles permanently in Den-
mark.
Studies at the Royal Danish
Academy of Fine Arts under Mogens Møller and Per Bak Jensen, Photo Laboratory.
The Autumn Exhibition, Charlottenborg, Copenhagen.
Grønland i dag [Greenland Today], The Danish House, Paris.
De daglige handlinger [The Daily Actions], Rådskælderen, Charlottenborg, Copenhagen.
Amersfoort Museum, Holland.
Nyere grønlandsk grafik [Recent Greenlandic Graphic Art], The Greenland House, Copenhagen.
Inauguration of the self-made pinhole camera at the Royal Danish Academy of Fine Arts on May 29.
Travels with her pinhole camera to Narssaq.
Marries Michael Petersen on September 29.
Gives birth to Søren Arke on November 21.
Tendenser – Nyt dansk fotografi
[Trends – New Danish Photography], Fotografisk Galleri, Copenhagen.
Travels to Thule.
Exhibition at Thule Air Base, Thule.
Legitimationskort [Identity Card], The Young Artists Society, Oslo.
Public commission for the then Danish Polar Center, Copen-
hagen.
Divorced from Michael.
Travels to Thule.
Exhibition at Thule Air Base, Thule.
Studies at the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of
Fine Arts. Acquires the Cand.
phil. degree with her thesis Etnoæstetik [Ethno-Aesthetics].
Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland [The Flying 1994 1995 1996
1997
Kayak – Contemporary Art from Greenland], Brandts Klædefabrik, Odense (travelling exhibition with stops at Odense, Helsinki, Rovaniemi and Stockholm).
Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund Town Hall (exhibits, among other things, the pinhole camera).
Nature Morte, Sostrup Castle (conference with, among
others, Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen and Stefan Jonsson).
Travels to New York. Research at the Explorers’ Club and the American Museum of Natural History.
Nature Morte, Fotomässan, Gothenburg.
Article series “Kulturer emellan” [Between cultures], Dagens Nyheter, Sweden (illustrations and interview).
Public commission for the Ministry of Defence, Copenhagen.
Etnoæstetik published by the art journal ARK, Aarhus.
Pinhole camera at Kronborg, Elsinore.
Pinhole camera at Vendsyssel, North Jutland.
Nature Morte, Borås Art Mu-
seum.
Telegrafi [Telegraphy], Trane Exhibition, Gentofte Central Library, Copenhagen.
Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
On Display, Fotografiska Museet
at Moderna Museet, Stockholm.
Det danske landskab [The Danish Landscape], Fotografisk Center, Copenhagen.
Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel (work-
shop).
Galleri 11, monographic TV programme on DR (Danish Broadcasting Coporation).
Inserts, 67 women artists in Denmark, Nikolaj, Copenhagen Contemporary Art Center.
Workshop with the Greenlandic inmates at Herstedvester Prison.
Vacuum, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (travelling exhibition with stops at Bratislava, Vilnius, Kèdainiai and Odense).
Remote Connections, Nikolaj, Copenhagen Contemporary Art Center.
1998
1999
Kunst og sted [Art and Place], conference at the University of
Tromsø (lecture on Arctic Hysteria III).
Tätatät – Ny nordisk konst [Tête à tête – New Nordic Art], BildMuseet, Umeå.
Museum Denmark, Arken Museum of Modern Art, Ishøj.
The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (Travelling exhibition with stops at Schleswig, Berlin, Dresden, Helsinki, Odense, Warsaw, Poznan and Paris).
Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. Research for Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund]. Earlier project titles: The photographic
picture history back to Ittoqqor-
toormiit 1997-2000 and Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk
og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland [The Journey to Israel – A pictorial and documentary project about North East Greenland].
Exhibition in Scoresbysund Local Museum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik.
Tilsammans/Åtskils in Differ-
ences [Together/Separated in Differences], Amos Andersons Art Museum, Helsinki (with Niran Baibulat and Maj-Lis Skaltje).
Landscape ‘97, Centre for Creative Photography, Finland.
Inside Outside, Hippolyte Photographic Gallery, Helsinki.
Skandinavisk Panorama [Scandinavian Panorama], front-
page art for Litteraturmagasinet
Standart, vol. 12, nos. 1-5, 1998.
Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz [Piteraq: A Joint Exhibition by Pia Arke and Eva Mertz], Overgaden – Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, Copenhagen.
Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museum of Contemporary Art, Roskilde.
“Spæk og videnskab” [Blubber and Science], artistic article in Passage no. 31/32, 1999.
Autumn Exhibition, Charlottenborg, Copenhagen (award for Legende I-V [Legend I-V] from the Danish Arts Founda-
tion).
Holland Festival, Amsterdam.
Længsel efter længsel [Longing 2000-03
2001
2001-02
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2008-09
for Longing], The Pan Nordic
Building of the Nordic Embassies, Berlin (travelling exhibition with stops at Reykjavík, Kecskemét and Gentofte).
The Danish Arts Foundation’s three-year grant.
Working residency at the National Workshops for Arts and Crafts, Copenhagen, in connection with Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund].
Decoration for the National Environmental Research Institute, Aarhus.
Killing me softly, 1st Tirana Biennial.
Grønland som billede [Green-
land as Picture], The National Museum of Photography, Copenhagen.
Transfer, BildMuseet, Umeå.
Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, India (work-
shop and exhibition).
Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning [Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Map-
ping], Borgen Publishers, 2003.
Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås.
Scoresbysundhistorier – retro-
spektivt [Stories from Scoresby-
sund – In Retrospective], Møstings Hus, Frederiksberg.
Fra objektiv til objekt [From Lens to Object], Den Frie Centre of Contemporary Art, Co-
penhagen.
Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund], Galleri Image, Aarhus.
Den røde snescooter [The Red Snow Scooter], Nordatlantens Brygge, Copenhagen (travelling exhibition with stops at Copenhagen and Nuuk).
Closed Eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (participates
in Act 3, Tórshavn, The Faroe Islands).
Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit in the autumn.
Dies of cancer on May 14.
The Road to Mental Decolonization, Sami Art Festival,
Tromsø Gallery of Contempo-
rary Art.
Hukommelsesbilleder [Pictures from Memory], Brandts Museet for Fotokunst, Odense.
81
Biografier:
Øvrige bidragsydere
LARS KIEL BERTELSEN, født 1965, er
Ph.D. og lektor i Kunsthistorie ved Institut
for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Han
er medredaktør af Kunsttidsskriftet ARK
(www.arkmappen.dk) og stifter af Samlingen
af Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM].
Udvalgte publikationer inkluderer: Fotografi
og Skulptur (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets grå mytologi
(Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000),
“Fotografiets forsvinden?” (i Dansk Fotografihistorie, Gyldendal, 2004) og “Reading
Photographs Iconographically or Ichnographically” (i The Meaning of Photography,
Yale University Press, 2008).
TINE BRYLD (f. 1939) er uddannet
socialrådgiver og har arbejdet som sådan i
Mødrehjælpen, stofmisbrugerbehandling og
på Christiania. Siden 1990 har hun skrevet
bøger om grønlandsk-danske relationer og
deres menneskelige omkostninger, i særdeleshed omkring moderniseringen af det
grønlandske samfund. Lige nu skriver hun
artikler om de mere end 100 grønlandske
børn, der i løbet af et par år blev bortadopteret i Danmark. Herudover skriver hun på
en historie om sin fars tre koner og deres
kvindeliv – med ham.
ERIK GANT er født 1960 i Ittoqqortoormiit
(Scoresbysund). Han er er Cand.phil. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet og
Ph.D. fra Institut for Æstetiske Fag, Aarhus
Universitet med afhandlingen Eskimotid
om filmiske fremstillinger af eskimoer.
Som freelance kritiker har han beskæftiget
sig med undervisning og kulturformidling,
hovedsageligt i forhold til Grønland, og har
ved flere lejligheder samarbejdet med Pia
Arke omkring udstillingsprojekter. Gant er
p.t. Leder af Arktisk Råds Sekretariat for
Oprindelige Folk (Arctic Council Indigenous
Peoples’ Secretariat) i København.
SØREN JØNSSON GRANAT er uddannet
på kunstakademier i Danmark og Cuba
(1988-92), er også uddannet kunsthistoriker
og har arbejdet primært med formidling på
Aarhus Kunstmuseum (1996-98) og Statens
Museum for Kunst (1998-2004). Han har arrangeret flere udstillinger på Børnenes Kunstmuseum på Statens Museum for Kunst,
lavet formidling på større særudstillinger
i museets regi og fungeret som foredragsholder i forskellige andre sammenhænge.
Siden 2006 har Granat arbejdet som snedker
i forskellige håndværksvirksomheder. Han
bor i Søborg ved København.
Pensioneret journalist STEPHEN HEILMANN, født 1941 i Nuuk, har arbejdet med
journalistik i over 40 år, hvor han primært
har anvendt det grønlandske sprog som formidlingsmiddel. Han har dog lavet mange
dansksprogede kulturelle udsendelser i
Grønlands Radio, KNR, hvor han også var
82
sprogkonsulent. Heilmann er næstformand
for Grønlands Sprognævn og medlem af Stednavneudvalget i Grønland. Han har efter sin
pensionering beskæftiget sig med simultantolkning fra dansk til grønlandsk og omvendt
og med oversættelser for Grønlands Selvstyre
ligeledes både til grønlandsk og til dansk.
ANNE-BIRTHE HOVE er født 1951 i
Aasiaat og hører til en af Grønlands mest
etablerede og respekterede billedkunstnere.
Hun er uddannet ved Det Kgl. Danske
Kunstakademi og bor og arbejder i Nuuk.
Hoves kunstneriske produktion spænder vidt
fra frimærkedesign over grafiske værker og
bogomslag til udsmykningsopgaver, og hun
har udstillet såvel nationalt som internationalt. I sine nyere grafiske værker kobler hun
grønlandske tematikker med eksperimenterende formsprog og skildrer de kontraster
i natur og samfund, der er opstået som følge
af den overrumplende udvikling i samtidens
Grønland.
MARIANNE PING HUANG er Institutleder
ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,
Københavns Universitet. Hendes forskningsområder har siden 2001 fokuseret på avantgarde studier, mere specifikt på krydsninger i
æstetisk praksis, mediekunst og avant-garde
strategiers genopdukken i samtidskunst og
-kultur. Hun er koordinator af The Danish
Research Network of Avant-Garde Studies
og The Nordic Research Network of AvantGarde Studies og har desuden medvirket i
etableringen af The European Network of
Avant-Garde and Modernism Studies.
MARYAM JAFRI (født i Karachi, Pakistan)
er en kunstner, som arbejder med video,
fotografi og collage. Med udgangspunkt i en
research-baseret, interdisciplinær process
er hendes værker ofte præget af et visuelt
sprog, der balancerer mellem film og teater
og en række narrative eksperimenter, der
svinger mellem skrift og dokument, fragment og helhed. Hun er BA fra Brown
University, Rhode Island og er kandidat fra
The Whitney Museum Independent Study
Program, New York.
MIRJAM JOENSEN (f. 1979) studerer
Kunsthistorie ved Århus Universitet og har
taget sidefag i Færøsk Sprog og Litteratur
ved Færøernes Universitet. Hun er født
og opvokset på Færøerne, men bor p.t. i
Århus, hvor hun bl.a. skriver speciale med
udgangspunkt i Kuratorisk Aktions udstillingsprojekt Rethinking Nordic Colonialism:
A Postcolonial Exhibition Project in Five
Acts, som fandt sted i hele Norden i 2006.
STEFAN JONSSON er kulturkritiker ved
Dagens Nyheter i Stockholm og lektor i
Æstetik ved Södertörns Högskola. Fra 19982000 var han Fellow ved Getty Research
Institute i Los Angeles. Han har i flere bøger
introduceret postkolonial teori for skandinaviske læsere og samarbejdet med Pia Arke
omkring flere projekter, særligt Scoresbysundhistorier. Hans seneste bøger er: A Brief
History of the Masses: Three Revolutions,
1789, 1889, 1989 (Columbia University
Press, 2008) og Rapport från Sopornas
Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 2010).
CARSTEN JUHL er Cand.mag. i Historie
og Italiensk fra Københavns Universitet og
har siden 1996 været leder af Afdelingen for
Teori og Formidling ved Det Kgl. Danske
Kunstakademi i København. Juhl har
udgivet bøger om Italien, politisk økonomi,
kunstteori og æstetik og har desuden oversat
tekster af blandt andre Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola og Serres til
dansk. Hans seneste bog er Globalæstetik.
Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007).
ANDERS JØRGENSEN er New Media
Manager ved Det danske filmstudie. Han
har studeret Film & Medievidenskab ved
Københavns Universitet og ved The Department of Visual Arts, UCSD, San Diego.
Siden 1997 har han co-produceret både
dokumentarfilm og installationer sammen
med Pia Arke. Hans projekter inkluderer:
Det primitive moderne (speciale om danske
ekspeditionsfilm), Ekspedition Sirius 2000
(TV-dokumentar for TV2), Tupilakosaurus
(installation), Scoresbysundhistorier (dokumentar) og Countryside (videoinstallation).
Han er også en af medstifterne af Selskabet
for Dårlig Etnografisk Film.
METTE JØRGENSEN er underviser og
skribent, født 1963 i Århus. Hun er uddannet i engelsk litteratur og tidligere forsker i
Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet,
hvor hun har skrevet Ph.D. om postkolonial
litteratur. Hun bor og arbejder i København.
JOHN KENDAL er født 1938 i London og
har akademiske grader i Engelsk (Cambridge) og Russisk (København). Han slog
sig permanent ned i Danmark i 1965, hvor
han arbejder som underviser og oversætter.
Hans seneste oversættelser inkluderer bøger
om Operahuset i København, Louisiana
Museum og Chagall (under udgivelse).
JEUNO JE KIM arbejder med video,
performance, lyd og tegninger. Hun er født
i Sydkorea og har studeret, undervist og
udstillet i England, Frankrig og USA. Hun
er MFA fra University of Illinois, Chicago
(2003) og Masters in Theology fra Harvard
University (2001). Kim bor og arbejder p.t. i
Malmö – Seoul.
Performeren, digteren, grafikeren og
oversætteren JESSIE KLEEMANN er
født 1959 i Upernavik, Grønland og bor og
arbejder i København. Hun har engageret
sig aktivt i grønlandsk samfunds- og kulturliv gennem kunst, undervisning og en
lang række bestyrelses- og forkvindeposter.
Hun har deltaget i udstillinger og festivaler
verden over, har publiceret artikler, essays,
illustrationer og poesi i Tumit, Sermitsiaq og
Arts From Arctic (1991-93) og udgav i 1997
det tresprogede poesiværk Taallat, Digte,
Poems (Fisker & Shou, 1997). I de senere
år har hun arrangeret en poesifestival og et
skriveværksted i Grønland (2004-06) og med
den danske Forfatterskole arrangeret en
Forfatterskole i Nuuk (2008).
INGE KLEIVAN, født 1931 på Frederiksberg, Mag.art i Grønlandsk (eskimoisk)
Filologi ved Københavns Universitet, forhenværende lektor ved Institut for Eskimologi,
Københavns Universitet. Har skrevet om
mange forskellige emner vedrørende sprog,
kultur og samfundsforhold i Grønland.
KURATORISK AKTION (KA) er et uafhængigt kuratorkollektiv, dannet i 2005 af
de danske freelance kuratorer Frederikke
Hansen og Tone Olaf Nielsen. KA samarbejder med kunstnere, teoretikere og aktivister
fra hele verden og producerer tværfaglige
udstillinger, publikationer og diskussioner,
der undersøger det komplekse forhold mellem den historiske kolonialisme, kapitalistisk globalisering og henholdsvis neokoloniale former for udbytning og postkoloniale
former for sameksistens. KAs seneste projekter tæller: Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five
Acts (2006), The Road to Mental Decolonization (2008) og Metropolens Fortrængninger
(2009). www.kuratorisk-aktion.org
JAN-ERIK LUNDSTRÖM er kurator og
forhenværende direktør for BildMuseet,
Umeå. Hans seneste projekter tæller: Being
A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended (1st Thessaloniki Biennial of Contemporary Art); After the Fact; Carlos Capelan:
Only You; Socialisms; og Same, Same, but
Different. Han var kunstnerisk leder af
Berlin Photography Biennial (2005), BB3
(3rd Bucharest Biennale, 2008) og kurator af
LAB09 (Luleå Art Biennial). Han er desuden
forfatter af: Horizons: Towards a Global Africa; Looking North: Representations of Sami
in Visual Arts and Literature; og Ursula
Biemann: Mission Reports, Artistic Practice
in the Field, Video Works, 1998-2008.
AVIÂJA EGEDE LYNGE er socialantropolog og bor og arbejder i Nuuk. Hun
underviser i antropologi ved Institut for
Uddannelsesvidenskab, Grønlands Universitet. Lynge er MA i Socialantropologi
fra Edinburgh University (2002) og BA i
Turisme Management fra Queen Margaret
University College, Edinburgh (2000). Hendes forskningsområder er postkolonialisme
(mental afkolonisering), kultur og udvikling
af indigene samfund og landområder.
IBEN MONDRUP er forfatter og kunstner.
Hun er født 1969 i København, men opvokset i Grønland. Hun har skrevet De usynlige
grønlændere (2003), en bog om sprog, kultur
og identitet blandt hovedsageligt dansktalende grønlændere. I 2005 skrev hun endvidere forordet til den grønlandske kunstner
Julie Edel Hardenbergs anmelderroste fotokunstbog Den stille mangfoldighed. Mondrup er desuden grundlægger af online-
arkivet www.ibenmondrup.dk, som rummer
artikler om det postkoloniale Grønland.
SARA OLSVIG er antropolog, født 1978
i Nuuk, og er i øjeblikket ansat i Inuit
Circumpolar Council, ICC, Grønland, hvor
hun arbejder med menneskerettigheder.
Hun har gennem en årrække beskæftiget sig
med moderne kunst og dennes betydning for
individet og for samfundet i postkoloniale
områder som Grønland og New Zealand.
SØREN BRO POLD er Lektor, Ph.D. i
Digital Æstetik på Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet. Han har
skrevet på dansk og engelsk om digital- og
medieæstetik fra 1800-tallets panorama til
vor tids interfaces, bl.a. om digital litteratur,
netkunst, softwarekunst, kreativ software,
digital kultur og digitale byrum. www.
bro-pold.dk
IRIT ROGOFF er teoretiker, kurator og organisator, som i sit arbejde udforsker mødet
mellem det kritiske, det politiske og samtidskunstpraksisser. Hun er Professor i Visual
Culture ved Goldsmiths College London
University, en afdeling som hun grundlagde
i 2002. Rogoffs arbejde med en række nye
“tænketank” Ph.D.-programmer ved Goldsmiths (Research Architecture, Curatorial/
Knowledge) fokuserer på muligheden for at
udveksle viden på tværs af professionelle
praksisser, selvgenerede fora, akademiske
institutioner og individuelle entusiasmer.
Hendes publikationer inkluderer: Museum
Culture (1997), Terra Infirma – Geography’s
Visual Culture (2001), Unbounded – Limits
Possibilities (2008) og den kommende
Looking Away – Participating Singularities,
Ontological Communities (2010). Hendes
kuratoriske projekter inkluderer: De-Regulation (2005-08), A.C.A.D.E.M.Y (2006) og
Summit – Non Aligned Initiatives in Education Culture (2007).
SØREN RUD, Ph.D.-studerende ved Københavns Universitet, skriver på en afhandling
om udviklingen i moderne administrationsteknikker på tværs af metropol og koloni
(København og Grønland) mod slutningen
af det 19. århundrede. Forskningsprojektet
undersøger forbindelsen mellem administrationsteknikker, der blev anvendt for at
påvirke de fattige i byerne, og teknikker der
blev udviklet af koloniadmininstrationen.
METTE SANDBYE (født 1964) er Lektor
ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,
Københavns Universitet, hvor hendes primære forskningsområde er nutidig fotokunst,
praksis og teori. Hun har redigeret den første
danske fotografihistorie, Dansk Fotografihistorie (2004), og har skrevet adskillige bøger
om fotografi og samtidskunst, bl.a.: Kedelige
Billeder (2007) og Mindesmærker (2001).
Sandbye har været kunstanmelder på Weekendavisen siden 1995.
SELSKABET FOR DÅRLIG ETNOGRAFISK FILM blev dannet i 2000 af billed-
kunstner Pia Arke, hendes bror Erik Gant
(Cand.Phil. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet og Ph.D. fra Institut
for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet) og
Anders Jørgensen (New Media Manager ved
Det danske filmstudie, Lyngby). Selskabet
har til formål at skabe kritiske diskussionsfora af måden, hvorpå oprindelige folk
er blevet fremstillet i etnografiske film, og
har arrangeret offentlige filmvisninger med
efterfølgende diskussion på bl.a. Nationalmuseet, Grønlændernes Hus og Arktisk Institut,
København.
KIRSTEN THISTED er lektor ved Minoritetsstudier, Københavns Universitet. Hun
har arbejdet med grønlandsk fortælletradition og litteratur og oversat adskillige værker
til dansk. Et andet emne for hendes forskning er danske fremstillinger af grønlændere
og andre “Andre”. Hun var ven med Pia Arke
og fulgte hendes værk på nærmeste hånd.
FINN THRANE, født 1939, blev Cand.
mag. i dansk og filmvidenskab i 1971 og
underviste ved Askov Højskole (1972-85).
Aktiv fotografisk billedkunstner i 1970’erne
og 80’erne. Grundlægger og leder af Brandts
Museet for Fotokunst, Odense (1985-2007)
og skaber og medredaktør af tidsskriftet
KATALOG (1988-2007). Grundlægger af
Odense Foto Triennale 2000, nu FotoTriennale.dk. I dag kunstnerisk rådgiver
for internetgalleriet PhotoMondo.dk og –
sammen med Lisbet Marschner – leder af
Mikrohøjskolen JANUS, Kerteminde.
Tapeeqataasut
allat ilisaritinneri
LARS KIEL BERTELSEN, 1965-imi
inuusoq, Aarhus Universitet’imi Institut
for Æstetiske Fag’imi Eqqumiitsuliornerup
oqaluttuarisaanera pillugu Ph.D.’eriuvoq
lektoriullunilu. Eqqumiitsuliornermik
atuagassiaq ARK (www.arkmappen.
dk) aaqqissuisooqataaffigaa katersanillu
Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM]
pilersitsisuulluni. Naqitat peqataaffiisa
ilagaat: Fotografi og Skulptur (Rævens sorte
bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets
grå mytologi (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets forsvinden?”
(Dansk Fotografihistorie’miittut, Gyldendal,
2004) aamma “Reading Photographs Iconographically or Ichnographically) (The Meaning of Photography’miittut, Yale University
Press, 2008).
TINE BRYLD (in. 1939) inunnik isumaginninnermik siunnersortitut ilinniarsimavoq taamatullu ukunani sulisimalluni;
Mødrehjælpen, ikiaroornartunik atornerluisunik katsorsaavinni, Christianiamilu.
1990-miilli kalaallit qallunaallu akornanni
atassuteqarnerit pillugit atuakkiortarsimalluni, taamatullu tamanna inummut qanoq
akeqartarneri, pingaartumik inuiaqatigiit
kalaallit nutarterneqarneri pillugit. Maanna
83
allaaseraa kalaallit meeqqat 100 sinnerlugit
ukiut marlussuit ingerlanerini Danmark-imut meerarsianngortinneqarsimaneri. Kiisalu
ataatami nuliai pingasut pillugit arnatullu
inuunerinik oqaluttuat allaaserai – angunni
peqatigalugu.
ERIK GANT 1960-imi Ittoqqortoormiini
inunngorpoq. Københavnip Universitetiani
Filminik ilisimatusarfimmit Cand.philiuvoq aammalu Aarhusip Universitetiani
Æstetiske Fag’imit Ph.D.-eriulluni soraarummeerutigalugu Eskimotid, eskimuut filmitigut saqqummiunneqartarnerannut tunngasoq. Namminersorluni sulinini aqqutigalugu
atuartitsillunilu kulturimut tunngasunik
paasissutissiisarpoq, pingaarnertut Kalaallit
Nunaannut tunngasunik, arlaleriarlunilu
Pia Arke saqqummersitsinerni suleqatigisarsimavaa. Gant matuma allannerani Issittumi Siunnersuisoqatigiit Nunap inoqqaavi
pillugit allattoqarfianni (Arctic Council
Indigenous Peoples’ Secretariat) Københavnimiittumi pisortaavoq.
SØREN JØNSSON GRANAT Danmarkimi Cubamilu kunstakademini (1988-92)
ilinniarsimavoq, kiisalu eqqumiitsuliornerup
oqaluttuarisaaneranik ilinniarsimalluni,
annerusumillu ukunani suliarisimallugit
takussutissanik siaruarterisarneq; Aarhus
Kunstmuseum (1996-98) aamma Statens
Museum for Kunst (SMK) (1998-2004).
SMK-p Børnenes Kunstmuseum-imi
saqqummersitsinerit arlallit aaqqissorsimavai, katersugaasivimmilu immikkut annertuunik saqqummersitsinernik
nittarsaasarsimalluni allanullu atatillugu
oqalugiartarsimalluni. 2006-miilli Granat
Sjællandimi sanaartornernik suliffeqarfinni
pequsiortutut sulisimalluni. Maanna Københavnip eqqaani Søborgimi najugaqarpoq.
Tusagassiortoq soraarneq STEPHEN
HEILMANN, Nuummi inunngorpoq 1941.
Tusagassiornermik ukiut 40-t sinnerlugit
sammisaqarpoq, kalaallisut tusagassiineq
pingaarnerutillugu. Taamaattorli aamma
Kalaallit Nunaata Radioani, KNR-imi,
kulturimut tunngasunik amerlaqisunik
qallunaatut aallakaatitassiortarluni.
KNR-imissaaq oqaatsinut siunnersortaavoq. Heilmann nunatsinni Oqaasiliortut
siulittaasuata tulleraa, Nunallu Aqqinik Aalajangiisartunut ilaasortaalluni.
Soraarninngoreernermini qalunaatuumiit
kalaallisuumut illuanullu toqqaannartumik
nutserineq aallutilerpaa, taamattaarlu
Namminersorlutik Oqartussat nutserissuttarlugit.
ANNE-BIRTHE HOVE 1951-mi Aasiaanni inunngorpoq, Kalaallit Nunnaannilu eqqumiitsuliortut nuimanersaannut
ataqqineqarnerpannullu ilaalluni. Det Kgl.
Danske Kunstakademi-mi ilinniarsimasuuvoq, Nuummilu najugaqarlunilu sulivoq.
Hovep eqqumiitsuliortutut suliai frimærkinut ilusilersuinermiit naqitanut assilissianut, atuakkanullu assiliartalersuinernut
kiisalu sanaartukkanut kusassaasarnerit
84
ilagaat, soorluttaaq nuna tamakkerlugu
kiisalu nunani allani saaqummersitsisarsimalluni. Naqitani nutaajuneerusuni
kalaallit sammisaannut tunngassuteqartut
nutaajusumik misileraasumillu suleriaaseqarluni ullumikkut nunatsinni pinngortitap
inuiaqatigiillu akornanni pisunik oqaluttuartunik, ineriartupiloornerup pilersitai
saqqummersittarlugit.
MARIANNE PING HUANG Københavnip
Universitetiani Eqqumiitsuliornermut
Kulturimullu Ilisimatusarfimmi pisortaavoq.
Ilisimatusarnermini 2001-imiilli samminerusimavai nutaaliortut, eqqornerusumik oqaatigalugu kusanartulerinermi
periaaseq, avammut saqqummiusseriaatsit
kiisalu nutaaliortut ullumikkut eqqumiitsuliornermi kulturimilu saqqummeqqinnerat. Ataqatigiissaarisuuvoq The Danish
Research Network of Avant-Garde Studiesip aamma The Nordic Research Network of
Avant-Garde Studies-ip akornanni, tamatumalu saniatigut pilersitseqataaffigalugu
The European Network of Avant-Garde and
Modernism Studies.
MARYAM JAFRI (Pakistanimi Karachi’mi
inuusoq) eqqumiitsuliortuuvoq video, assit
collagellu atorlugit sulisartoq. Tunulequtassaminik paasiniaanini atorlugu eqqumiitsuliortarpoq oqaatsit atorlugit takutitsinertalinnik, filmiliat isiginnaartitsinerullu
akornanniittutut pissusilinnik. Suliai allaaserisanit, uppernarsaatinit, immikkuualuttunit ataatsimoortunillu paarlakaajaattumik akuugaasarput. Rhode Islandimi Brown
University-mit BA-juvoq, New Yorkimilu
The Whitney Museum Independent Study
Program-imit kandidatiulluni.
MIRJAM JOENSEN (in. 1979) Århus
Universitetiani Kunsthistorie ilisimatusarfigaa saniatigooralugulu Savalimmiormiut
oqaasii Atuakkiortaasiallu Savalimmiuni
Universitetimi soraarummeerutigisimallugit. Savalimmiuni inunngorpoq peroriartorlunilu, ullumikkulli Århusimi najugaqarluni, ilaatigut Nunani Avannarlerni tamani
2006-imi saqqummersitsineq Rethinking
Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts soraarummeerutissamisut allaaseralugu.
STEFAN JONSSON atuakkanik allaaserinnittartuuvoq Stockholmimi aviisimi
Dagens Nyheter aammalu Södertörns
Högskola-mi Æstetikimi lektoriulluni. 19982000 Los Angeles-imi Getty Research Institute Fellow-iuffigisimavaa. Atuakkiamini
arlalinni nunasiaasimasunut isumaliutersuutit nunani avannarlerni atuartartunut
nerliutigisarsimavai sulianilu arlalinni Pia
Arke suleqatigisarsimallugu, pingaartumik
Scoresbysundhistorier [Ittoqqortoormiinit
oqaluttuat] pillugit. Atuakkiai kingulliit tassaapput: A Brief History of the Masses: Three
Revolutions, 1789, 1889, 1989 (Columbia
University Press, 2008) aamma Rapport från
Sopornas Planet: Kritiska essäer (Norstedts,
2010).
CARSTEN JUHL oqaluttuarisaanermik Italiamiutoornermillu Københavnip
Universitetianiit Cand.mag.-iuvoq
Eqqumiitsuliornermullu Ilisimatusarfimmi
Københavnimiittumi (Det Kgl. Danske
Kunstakademi) Paasinnittaatsimik Ingerlatitseqqiivimmilu Københavnimiittumi
Immikkoortortami 1996-iminngaanniit pisortaasimalluni. Juhl atuakkiaqarpoq ilaatigut
makkununnga tunngasunik Italia, politikkikkut aningaasaqarneq, eqqumiitsuliornermik
paasinninneq aamma kusanartulerineq,
taakkulu saniatigut qallunaatuunngortillugit nutsigai ilaatigut Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola kiisalu Serres.
Atuakkiaa kingulleq tassaavoq Globalæstetik.
Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007).
ANDERS JØRGENSEN maannakkut Danmarkimi Filmiliortarfimmi tusagassiisartutut
pisortaavoq. Københavnimi Filmiliornermut
Tusagassiornermullu Ilisimatusarfimmi
ilinniarsimasuulluni aammalu Department of
Visual Arts-imi, UCSD, San Diego-miittumi.
1997-imiilli Pia Arke suleqatigisimavaa.
Suliaasa ilagaat: Det primitive moderne
(danskit ilisimasassarsiortarnerinik filmiliat
allaatiginerat), Expedition Sirius 2000 (TVkkujt pisimasulersaarut, TV2-mi), Tupilakosaurus (ikkussuineq), Scoresbysundhistorier
(pisimasulersaarut), aamma Countryside
(ikkussuineq). Aammattaaq tunngavileeqataavoq peqatiiffimmik Selskabet for
Dårlig Etnografisk Film.
METTE JØRGENSEN atuartitsisarpoq
allaatiginnittartuullunilu, 1963-imi
Århusimi inuusoq. Tuluit atuakkiortaasiat
ilinniagaqarfigivaa Aarhusillu Universitetiani Litteraturhistorie ilisimatusarfigisimallugu, Ph.D-nngorniutitut allaaserisimallugu
nunasiaasimasuni atuakkiat. Københavnimi
najugaqarpoq sulillunilu.
JOHN KENDAL inunngorpoq 1938 Londonimi. Tuluit oqaasiinik ilinniagartuujuvoq
(Cambridge) taamatullu Russitut (København). Danmarkimut 1965-imi nuuppoq,
ilinniartitsisarneq nutserisarnerlu suliarisarpai. Nutsigaanut kingullernut ilaapput;
atuakkat Københavnimi Operahuset
pillugu, Louisiana Museum aamma Chagall
(saqqummersinneqalersoq).
JEUNO JE KIM videoliornermik,
performance’imik, nipinik titartaanernillu
suliaqartarpoq. Korea Kujallermi inunngorpoq aammalu Tuluit Nunaanni, Frankrigimi
USA-milu ilinniarsimavoq, ilinniartitsilluni
saqqummersitsisimallunilu. Chigacomi
University of Illinois’imit MFA-juvoq (2003)
aammalu Masters in Theology Harvard
University’imiit (2001). Kim ullumikkut i
Malmö – Seoul najugaqarlunilu sulivoq.
Takutitsisartoq, taalliortoq, assiliartalersuisartoq nutserisorlu JESSIE KLEEMANN
Upernavimmi 1959-imi inunngorpoq, maannalu Københavnimi najugaqarlunilu sulilluni. Kleemann inuiaqatigiinni kulturimilu
pimoorullugu akuliusimasuuvoq eqqumiitsuliornikkut, ilinniartitsinikkut suleqatigiiffinnilu arlalissuarni siulersuisunut ilaasortaasarnermigut siulittaasuusarnermigullu.
Saqqummersitsinerni katerisimaartitsinernilu (festivaalini) nunarsuaq tamakkerlugu
peqataasarsimavoq, Tumit-ni, Sermitsiaq-mi
aamma Art From Arctic-imi allaaserisaqartarsimalluni, oqaluttuaaraliortarsimalluni,
assiliartalersuisarsimalluni taalliortarsimallunilu (1991-93), 1997-imilu oqaatsit
pingasut atorlugit saqqummersippaa Taallat,
Digte, Poems (Fisker & Schou, 1997). Ukiuni
kingullerni Kalaallit Nunaanni aqqissuuttarsimavai taalliortut katerisimaarneri (poesifestival) atuakkiorsinnaanerlu (2004-06)
kiisalu Danskit Atuakkiornermut Ilinniarfiat
suleqatigalugu Nuummi Atuakkiornermik
ilinniarneq aaqqissuussimallugu (2008).
INGE KLEIVAN, Frederiksbergimi 1931imi inunngorpoq. Kalaallit (eskimuut)
oqaasiinik atuinermik ilisimatusarsimalluni
Københavnip Universitetiani Mag.Artiuvoq, Københavnip Universitetiata ataani
lektoriusimalluni Eskimologimik ilisimatusarfimmi. Kalaallit Nunaanni oqaatsit,
kulturi inuiaqatigiinnilu pissutsit pillugit
assigiinngitsunut tunngasunik allaatigisarpassuaqarluni.
KURATORISK AKTION (KA) tassaavoq
katersugaasivinni saqqummersitsinernik
aqqissuussisartut namminersortut, 2005-imi
qallunaat saqqummersitsinernik aaqqissuussisartut attartortittartut Frederikke
Hansenip aamma Tone Olaf Nielsenip
pilersitaat. KA silarsuaq tamakkerlugu
eqqumiitsuliortunik, isumaliutersuusiortartunik allatigullu isummaminnik siammaaniartartunik suleqateqartarput aammalu
suliat akimorlugit saqqummersitsinernik,
naqitanik oqallinnernillu saqqummiisarlutik. Tamakkunani nunasiaateqarnerup
oqaluttuarisaanerata, aningaasarsiorneq
aallaavigalugu nunarsuarmut siaruaanerup
aammalu nunasiaateqarnikkut nutaamik
pissuseqarluni iluanaarniarnerup kiisalu
nunasiaateqarnerup kingorna inooqatigiinnermut tunngasunik misissuinerit imminnut ataqatigiinnerinik paasiniaarnerit ingerlanneqartarput. KAp suliaanut kingullernut
ilaapput: Rethinking Nordic Colonialism: A
Postcolonial Exhibition Project in Five Acts
(2006), The Road to Mental Decolonization
(2008) aamma Metropolens Fortrængninger
(2009). www.kuratorisk-aktion.org
JAN-ERIK LUNDSTRÖM Umeå
BildMuseet’mi pisortaavoq. Suliai kingullerpaat makkuupput: Being A Part, Politics
of Place, Society Must Be Defended (1st
Thessaloniki Biennial of Contemporary
Art); After the Fact; Carlos Capelan: Only
You; Socialisms; aamma Same, Same, but
Different. Berlin Photography Biennial
(2005) eqqumiitsuliortutut aqutsisuuffigaa,
BB3 (3rd Bucharest Biennale, 2008) aamma
LAB09 (Luleå Art Biennial) nakkutilliisuuffigaa. Naqitani assigiinngitsorpaalunni
allagaqaqataasarpoq makkununngalu
atuakkiortuulluni: Horizons: Towards a
Global Africa; Looking North: Representations of Sami in Visual Arts and Literature;
aammalu Ursula Biemann: Mission Reports,
Artistic Practice in the Field, Video Works,
1998-2008.
AVIAAJA EGEDE LYNGE inooqatigiinnermi inuup inuiaqatigiillu pissusiinik
misissuinermik ilinniarsimasuuvoq
(socialantropolog). Ilisimatusarfiup Ilinniartitaanermut Ilisimatusarfittaani inuup
inuiaqatigiillu pissusiinik (antropologi) ilinniartitsisuuvoq. Lynge socialantropologitut
Edinburgh University-mi MA-uvoq (2002)
aammalu takornarialerinermi Turisme
Management Queen Margaret University
College-imiit, Edinburgh, BA-ulluni (2000).
Misisissuiffigisarai nunasiaataasimanerup
kingorna (eqqarsartaatsikkut nunaasiaajunnaarneq), kulturi kiisalu nunap inoqqaavisa
inuiaqatigiissusiat najugaqarfiilu.
IBEN MONDRUP atuakkiortuuvoq
eqqumiitsuliortuullunilu Danmarkimi Københanimi 1969-imi inunngorluni. Kalaallit
Nunaanni peroriartorpoq. Allappaa Kalaalllit
takussaanngitsut (2003), atuagaq oqaatsinut,
kulturimut kinaassutsimullu tunngasoq
kalaallit qallunaatut oqaaseqarnerusut akornanni. 2005-imi allakkamigut nersorinnitgtumik ilisaritippaa assitalersorlugu kalaallip
eqqumiitsuliortup Julie Edel Hardenberg
atuakkiaa Nipaatsumik assigiinngisitaarneq.
Mondrupip aallartitaraa katersugaatinik
qarasaasiakkut ujaasiviusinnaasoq www.
ibenmondrup.dk Kalaallit Nunaanni nunasiaataasimanerup kingornagut allaatigisanik ujaasivigineqarsinnaasoq.
SARA OLSVIG inuiaqatigiit pinngorfiannik ilaqutariissusiannillu ilisimatusarsimasuuvoq, Nuummi 1978-imi inunngortoq,
maannakkullu atorfeqarfigalugu Inuit
Circumpolar Council – Inuit Issittormiut
Kattuffiat – ICC Kalaallit Nunaanni, inuit
pisinnaatitaaffiinut tunngasut suliaralugit.
Ukiorpaalunnissaaq sammisaraa nutaaliamik eqqumiitsuliorneq taassumalu
inunnut ataasiakkaanut inuiaqatigiinnullu
nunasiaataasimasunut, soorlu Kalaallit
Nunaannut New Zealandimullu, sunniutai.
sisarluni allatigullu aaqqissuussisartuulluni suliamini akuersaaginnannginnerup,
politikkip naliminilu eqqumiitsuliornermi
periutsit kattunnerannik misissuisoq. 2002mi Londonimi The Department of Visual
Cultures Goldsmiths College-mi pilersippaa,
tassanilu Professor-iulluni. Rogoff’ip ilaatigut aaqqissuussarai De-Regulation (200508), A.C.A.D.E.M.Y (2006) aamma Summit
– Non Aligned Initiatives in Education
Culture (2007) atuagarpassuarnullu atuakkiortuulluni aaqqissuisuullunilu, tamakku
ilagalugit: Museum Culture (1997) aamma
Terra Infirma – Geography’s Visual Culture
(2001), Unbounded – Limits Possibilities
(2008) maannakkorpiarlu suliarineqartoq
Looking Away – Participating Singularities,
Ontological Communities (2010).
SØREN RUD, Københavnip Universitetiani Ph.D. kandidati, matuma allannerani
nunasiaatillip nunasiaatillu akornanni
(Københavnip Kalaallit Nunaatalu akornanni 1800-ukkut naajartorneranni) ingerlatsinikkut periutsit nutaaliaasut pillugit
ilisimatuutut allaatiginnippoq. Misissuinermi paasiniarneqarpoq illoqarfimmiut piitsortaannik suniinniarnerni ingerlatsinikkut periutsit atorneqartut nunasiaateqarnermilu
ingerlatsisut periutsinik ineriartortitsinerat
imminnut atassuteqarnersut.
METTE SANDBYE (inunngortoq 1964)
uani lektoriuvoq, Institut for Kunst aamma
Kulturvidenskab, Københavns Universitet,
tassani ilisimatusarfigineralugit ullutsinni assiliinikkut eqqumiitsuliortarneq,
atorneqartarnera isumaliutersuutigineqartarneralu. Danmarkimi assiliisarnerup
oqaluttuassartaanik atuakkiaq siulleq
aaqqissorsimavaa, Dansk Fotografihistorie
(2004), assiliisarneq ullutsinnilu eqqumiitsuliorneq pillugu arlalinnik atuakkiorsimalluni, soorlu: Kedelige Billeder (2007) aamma
Mindesmærker (2001). Sandbye 1995-miilli
Weekendavisimi eqqumiitsuliornernut tunngasunik allaaserinnittartuuvoq.
SØREN BRO POLD Lektor, Ph.D.-uvoq
qarasaasiakkut kusanartuliornermi pissutsinik, Informations- aamma Medievidenskab, Aarhus Universitetimi atorfeqarluni. Qallunaatut tuluttullu qarasaasiakkut
saqqummersitsinikkullu eqqumiitsuliornerup
kusanartuliornikkut pissusaanik allaaserinnittarsimavoq, 1800-kunni isikkiviit assilialiarisarneriniit ullutsinnut qarasaasiatigut
attavilersortaneq tikillugu; ilaatigut qarasaasiakkut atuakkiortarneq, nittartakkatigut
eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiakkut atortulerluni eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiani
sakkunik nutaaliorneq, qarasaasiani ileqqut
imminnullu attaveqartarneq. www.bro-pold.dk
SELSKABET FOR DÅRLIG ETNOGRAFISK FILM [Inuit kulturiinik
inuusaasiinnillu ilisimatusartut ajortunik
filmiliaat pillugit peqatigiiffik] 2000-imi
pilersinneqarpoq eqqumiitsuliortumit Pia
Arkemit qatanngutaanillu Erik Gantimit
(Københavnip Universitetiani Filmiliornermik Ilisimatusarfimmit Cand.Philiusumit,
Århus Universitetimilu Kusanartiliornermik
Ilisimatusarfimmit Ph.D.-usumit) kiisalu
Anders Jørgensenimit (Danskit filmiliortarfianni Lyngbymiittumi Tusagassiisarnermut
pisortaasumit). Peqatigiiffiup siunertaraa
nunap inoqqaavisa kuluriinik inuusaasiinillu filmiliat suliarineqartarnerinik isornartorsiuilluni oqallittarnissat, arlaleriarlunilu
tamanut ammasunik filmertitsisarsimavoq
naggataagut oqallinnertalinnik, ilaatigut
Nationalmuseumimi, Kalaallit Illuutaanni
Arktisk Institutimilu, København-imi.
IRIT ROGOFF isumaliutersuusiortartuuvoq, saqqummersitsinernik aaqqissuus-
KIRSTEN THISTED Københavnip Universitetiani Ikinnerussuteqartunik Ilisima-
85
tusarfimmi lektoriuvoq. Kalaallit oqaluttuariaasiat atuakkiaallu aallaserisareerpai
arlalissuillu qallunaatuunngortissimallugit.
Ilisimatusarnermini sammisaa alla tassaavoq danskit kalaallinik allanillu isiginneriaasiat “Andre”. Pia Arke ikinngutigisimavaa
suliaalu qanimut malittarisimallugit.
FINN THRANE, inuusoq 1939, qallunaat
oqaasiinik sarsuatitanullu ilisimatusarnermigut 1971-imi cand.magitut soraarummeerpoq Askov Højskolemilu 1972-imiit
1985-imut ilinniartitsisuulluni. 1970-ikkunni 80-ikkunnilu assiliisarnermigut
eqqumiitsuliortunngorpoq. Aallartillugulu
pisortaaffigaa Assilisatigut Eqqumiitsulioriaatsip Katersugaasivia, Brandts, Odense
1985-2007, aammattaaq pilersillugulu
aaqqissuisooqataaffigaa atuagassiaq KATALOG 1988-2007. Tunngavilerpaa Odense
Foto Triennale 2000, ullumikkut FotoTriennale.dk. Ullumikkut eqqumiitsuliornermik siunnersortaavoq internet atorlugu
eqqumiitsulianik saqqummersitsisarfimmi
PhotoMondo.dk aamma – Lisbet Marschner
peqatigalugu – pisortaaffigalugu Kertemindemi højskoleeraq Mikrohøjskolen JANUS.
Biographies:
Additional Contributors
LARS KIEL BERTELSEN, born 1965, is
a Ph.D. and Lecturer in Art History at the
Department for Aesthetic Studies, Aarhus
University, Denmark. He is co-editor of the
art journal ARK (www.arkmappen.dk) and
founder of Samlingen af Anonymt
Fotografisk Materiale [The Collection
of Anonymous Photographic Material].
Publications include: Fotografi og Skulptur
(Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994),
Fotografiets grå mytologi (Rævens sorte
bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets
forsvinden?” (in Dansk Fotografihistorie,
Gyldendal, 2004), and “Reading Photographs
Iconographically or Ichnographically) (in The
Meaning of Photography, Yale University
Press, 2008).
TINE BRYLD (b. 1939) trained as a social
worker and has worked in that capacity
with unmarried mothers, the treatment of
drug abusers and in Christiania, Copenhagen. Since 1990 she has written books on
Greenlandic-Danish relations and their human costs, in particular in connection with
the modernisation of Greenlandic society.
At present she is writing articles about the
more than 100 Greenlandic children who
were taken to Denmark for adoption. She is
also writing a history of her father’s three
wives and their lives as women – with him.
ERIK GANT was born 1960 in Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), Greenland. He
holds a Cand.phil in Film Studies from the
University of Copenhagen and a Ph.D. from
the Department of Aesthetic Studies, Aar-
86
hus University, Denmark, with the thesis
Eskimotid [Eskimo Time] on representations
of Eskimos in film. As a freelance critic, he
has taught and written extensively mainly
on Greenlandic issues and has on several
occasions collaborated with Pia Arke on art
projects. Gant is currently Acting Executive
Secretary for The Arctic Council Indigenous
Peoples’ Secretariat in Copenhagen.
SØREN JØNSSON GRANAT studied
at academies of art in Denmark and Cuba
(1988-92), also has a degree in Art History
and has worked primarily with communication activities at Aarhus Art Museum (199698) and the National Gallery of Denmark
(1998-2004). He has curated a number of
exhibitions for the Children’s Museum of Art
at the National Gallery of Denmark, was
responsible for communication activities in
connection with major special exhibitions
under the museum’s auspices and has functioned as a lecturer in various other contexts.
Since 2006 Granat has worked as a joiner for
various craftsmen enterprises. He lives in
Søborg, a suburb of Copenhagen.
Retired journalist STEPHEN HEILMANN,
born 1941 in Nuuk, Greenland, has worked
as a journalist for more than 40 years, communicating primarily in Greenlandic. He has
also produced cultural programmes for the
Greenlandic Broadcasting Corporation, KNR,
where he acted as a language consultant.
Heilmann is Deputy Chairman of The Greenland Language Secretariat and member
of Stednavneudvalget [The Committee for
Place Names] in Greenland. He also acts as a
simultaneous interpreter and a translator for
the Government of Greenland, among others.
ANNE-BIRTHE HOVE was born 1951
in Aasiaat and is one of Greenland’s most
established and respected visual artists.
She studied at the Royal Danish Academy
of Fine Arts and lives and works in Nuuk,
Greenland. Hove’s artistic production covers
a wide field from stamp design, graphic
works and book covers to public commissions, and she has exhibited nationally as
well as internationally. In her recent graphic
works, she combines Greenlandic themes
with experimental forms to represent the
contrasts in nature and society that have
arisen as a consequence of the dramatic
development in contemporary Greenland.
MARIANNE PING HUANG is Head of the
Department of Arts and Cultural Studies at
the University of Copenhagen. Since 2001
her research interests have concentrated
on Avant-Garde Studies, specifically on
aesthetic cross-overs, media art and the
reappearance of avant-garde strategies
in contemporary art and culture. She is
coordinator of the Danish Research Network
of Avant-Garde Studies and the Nordic
Research Network of Avant-Garde Studies,
and she has been involved in establishing
the European Network of Avant-Garde and
Modernism Studies.
MARYAM JAFRI (b. Karachi, Pakistan) is
an artist working in video, photography and
collage. Informed by a research based, interdisciplinary process, her artworks are often
marked by a visual language poised between
film and theater and a series of narrative
experiments oscillating between script and
document, fragment and whole. She holds
a BA from Brown University, Rhode Island,
and is a graduate of the Whitney Museum
Independent Study Program, New York.
MIRJAM JOENSEN (b. 1979) is an Art
History student at Aarhus University, Denmark, and has studied Faroese Language
and Literature at the University of the
Faroe Islands. She was born and raised in
the Faroe Islands, but is currently based in
Aarhus, where she is finishing her thesis on
Kuratorisk Aktion’s Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in
Five Acts, which took place throughout the
Nordic region in 2006.
STEFAN JONSSON is senior cultural critic
at Dagens Nyheter, Sweden’s major newspaper, and Associate Professor of Aesthetics at
Södertörn University in Stockholm. He has
been fellow at the Getty Research Institute
in Los Angeles (1998-2000). He has in
several books introduced postcolonial theory
to a Scandinavian readership and has collaborated with Pia Arke on several projects,
most notably Stories from Scoresbysund. His
most recent books are: A Brief History of the
Masses: Three Revolutions, 1789, 1889, 1989
(Columbia University Press, 2008) and Rapport från Sopornas Planet: Kritiska essäer
(Norstedts, 2010).
CARSTEN JUHL holds an MA in History
and Italian from the University of Copenhagen and has since 1996 been Head of the Department of Art Theory and Communication
at the Royal Danish Academy of Fine Arts in
Copenhagen. He has published a number of
books on Italy, political economy, art theory,
and aesthetics and has also translated a
number of texts into Danish, by authors
such as Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola, and Serres. His most recent
book is titled Globalæstetik. Verdensfølelsen
og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007).
ANDERS JØRGENSEN is currently New
Media Manager at the Danish Film Studio.
He has studied at the Department of Film
& Media Science, University of Copenhagen and at the Department of Visual Arts,
UCSD, San Diego. Since 1997 he has been
a co-producer of both documentaries and
installations with Pia Arke. His projects include: Det primitive moderne (dissertation on
Danish expedition films), Ekspedition Sirius
2000 (documentary, national Danish TV2),
Tupilakosaurus (installation), Scoresbysundhistorier (documentary) and Countryside
(video installation). He is also co-founder of
The Society for Ethnographic Film Blunders.
METTE JØRGENSEN is a teacher and
writer, born 1963 in Aarhus, Denmark. She
has studied English literature and is a former scholar at the Department of Literature
at Aarhus University, where she wrote her
Ph.D. on postcolonial literature. She lives
and works in Copenhagen.
JOHN KENDAL was born in London in
1938 and has degrees in English (Cambridge)
and Russian (Copenhagen). He moved
permanently to Denmark in 1965, where
he has worked as a teacher and translator.
Among his recent translations are books on
the Copenhagen Opera House, The Louisiana
Museum and Chagall (forthcoming).
JEUNO JE KIM works with video, performance, sound, and drawings. Born in South
Korea, she has studied, taught, and exhibited
in the UK, France, and the US. In 2003 she
received her MFA from University of Illinois,
Chicago, and in 2001, she received a Masters
in Theology from Harvard University. Currently, she is based in Malmö – Seoul.
Performer, poet, visual artist, and translator JESSIE KLEEMANN was born 1959
in Upernavik, Greenland. She lives and
works in Copenhagen and has engaged
herself actively in Greenlandic cultural
life and society through art, teaching and
committee work. She has participated in
exhibitions and festivals worldwide, has
published articles, essays, illustrations, and
poems in Tumit, Sermitsiaq, and Arts From
Arctic (1991-93) and published in 1997 the
trilingual Taallat, Digte, Poems (Fisker &
Shou, 1997). Recently, she has organized a
poetry festival and a writing workshop in
Greenland (2004-06) and a Writers’ School in
Nuuk in collaboration with Forfatterskolen
[The Writers’ School] in Denmark (2008).
INGE KLEIVAN, born 1931 in Frederiksberg, Denmark, MA in Greenlandic (Eskimo)
Philology from the University of Copenhagen, formerly Senior Lecturer at the Department for Eskimo Studies, University of
Copenhagen. Has written on a wide variety
of subjects relating to language, culture and
social conditions in Greenland.
KURATORISK AKTION (KA) is an allfemale independent curators’ collective,
formed in 2005 by Danish independent
curators Frederikke Hansen and Tone
Olaf Nielsen. Collaborating with artists,
theorists, and activists from all over the
world, KA produces cross-disciplinary exhibitions, publications, and discussions that
investigate the complex relations between
historical colonialism, capitalist globalization, and neocolonial forms of exploitation
on the one hand and postcolonial forms of
conviviality on the other. KA’s recent projects
include: Rethinking Nordic Colonialism: A
Postcolonial Exhibition Project in Five Acts
(2006), The Road to Mental Decolonization
(2008), and Metropolitan Repressions (2009).
www.kuratorisk-aktion.org
JAN-ERIK LUNDSTRÖM is curator and
former Director of BildMuseet, Umeå, Sweden.
Among his latest curatorial projects are: Being
A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended (1st Thessaloniki Biennial of Contemporary Art); After the Fact; Carlos Capelan:
Only You; Socialisms; and Same, Same, but
Different. He was the artistic director of the
Berlin Photography Biennial (2005), BB3 (3rd
Bucharest Biennale, 2008), and the curator of
LAB09 (Luleå Art Biennial). He is the author
of: Horizons: Towards a Global Africa; Looking
North: Representations of Sami in Visual Arts
and Literature; and Ursula Biemann: Mission
Reports, Artistic Practice in the Field, Video
Works, 1998-2008.
practices, self generated forums, academic
institutions and individual enthusiasms. Publications include: Museum Culture (1997), Terra
Infirma – Geography’s Visual Culture (2001),
Unbounded – Limits Possibilities (2008) and
the forthcoming Looking Away – Participa-ting
Singularities, Ontological Communities (2010).
Curatorial work include: De-Regulation (200508), A.C.A.D.E.M.Y (2006) and Summit – Non
Aligned Initiatives in Education Culture (2007).
SØREN RUD, Ph.D. candidate at the University of Copenhagen, is currently writing a thesis
on the development of modern governmental
techniques across metropole and colony (Copenhagen and Greenland) in the late 19th century.
His research investigates how governmental
AVIÂJA EGEDE LYNGE is a social anthro- techniques used to influence the domestic urban
poor were related to techniques developed by
pologist, who lives and works in Nuuk. She
teaches Anthropology at the Institute of Arctic the colonial administration.
Education, University of Greenland and
received her MA in Social Anthropology from METTE SANDBYE (born 1964) is Associate
Professor at The Department of Arts and
Edinburgh University (2002) and her BA in
Tourism Management from Queen Margaret Cultural Studies, University of Copenhagen,
where her main research area is contempoUniversity College, Edinburgh (2000). Her
research interests are postcolonialism (mental rary photographic art, practices and theory.
decolonization), culture, development of indi- She is the editor of the first Danish history of
photography, Dansk Fotografihistorie (2004),
genous societies and rural areas.
author of several books on photography and
contemporary art, among others Kedelige BilIBEN MONDRUP is a writer and artist born
leder (2007) and Mindesmærker (2001), and
1969 in Copenhagen, but raised in Greenland.
She wrote De usynlige grønlændere [The Invisi- since 1995 an art critic at Weekendavisen.
ble Greenlanders] (2003), a book about language,
culture, and identity among mainly Danish
THE SOCIETY FOR ETHNOGRAPHIC
speaking Greenlanders. In 2005, she wrote the
FILM BLUNDERS was founded in 2000 by
introduction to the acclaimed photo art book The the artist Pia Arke, her brother Erik Gant
Quiet Diversity by the Greenlandic artist Julie
(MA in Film Studies from the University of
Edel Hardenberg. Mondrup is the founder of the Copenhagen and Ph.D. from the Department
online archive www.ibenmondrup.dk featuring
of Aesthetic Studies, Aarhus University) and
articles about postcolonial Greenland.
Anders Jørgensen (New Media Manager at the
Danish Film Studio). The purpose of the society
is to create forums for critical discussion of the
SARA OLSVIG is an anthropologist, born in
ways in which indigenous peoples have been
1978 in Nuuk, Greenland, and presently emrepresented in ethnographic films. The society
ployed by the Inuit Circumpolar Council, ICC,
has organized public film screenings followed by
Greenland, where she works in the field of human rights. For a number of years she has con- discussions in Copenhagen at, for instance, the
National Museum of Denmark, the Greenland
cerned herself with modern art and its impact
House and the Danish Polar Center.
on the individual and on society in postcolonial
territories like Greenland and New Zealand.
KIRSTEN THISTED is a Senior Lecturer in
SØREN BRO POLD, Ph.D., is a Lecturer
Minority Studies at the University of Copenin Digital Aesthetics at the Department of
hagen. She has researched into Greenlandic
Information and Media Studies at Aarhus
narrative tradition and literature and has
University in Denmark. He has written in
translated a number of works into Danish. Her
Danish and English on digital and media
research has also concerned Danish represenaesthetics from the panorama of the 19th
tations of Greenlanders and other “Others”.
century to the interfaces of our time, among
She was a friend of Pia Arke’s and followed
other things on digital literature, net art,
her work at very close quarters.
software art, creative software, digital culture
and digital urban space. www.bro-pold.dk
FINN THRANE, born 1939, graduated in
Danish and Film Studies and taught at Askov
Academy 1972-85. Active photographic artist
IRIT ROGOFF is a theorist, curator and
organiser who writes at the intersections of the in the 1970s and 1980s. Founder and director
of Brandts Museet for Fotokunst, Odense, Dencritical, the political and contemporary arts
mark, 1985-2007 and creator and co-editor of
practices. Rogoff is Professor of Visual Culture
at Goldsmiths College, London University, a de- the journal KATALOG, 1988-2007. Founder of
partment she founded in 2002. Her work across Odense Foto Triennale 2000, now FotoTriennale.
a series of new “think tank” Ph.D. programs at dk. Currently art adviser for the internet gallery
PhotoMondo.dk and – with Lisbet Marschner –
Goldsmiths (Research Architecture, Curatohead of JANUS, the Micro Folk High School in
rial/Knowledge) is focusing on the possibility
Kerteminde on Funen, Denmark.
of exchanging knowledges across professional
87
Tak
TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes
opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 var ikke blevet
til noget, havde det ikke været for
en lang række personer, institutioner og fonde, som vi er evigt
taknemmelige.
Først og fremmest en meget stor
tak til Søren Arke, arving af Pia
Arkes bo, for at lade os få adgang
til hendes arkiver og værker. Uden
Sørens tillid og generøsitet havde
det ikke været muligt at lave
udstillingen. Også en varm tak til
Michael Petersen og Anette Korsgaard Lauritsen og til Annette og
Jørgen Grant for deres gæstfrihed
og for tålmodigt at besvare alverdens spørgsmål.
Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel
Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant,
Søren Jønsson Granat, Stephen
Heilmann, Anne-Birthe Hove,
Marianne Ping Huang, Maryam
Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl,
Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge Kleivan,
Jan-Erik Lundström, Aviâja Egede
Lynge, Iben Mondrup, Sara Olsvig,
Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Søren
Rud, Mette Sandbye, Selskabet for
Dårlig Etnografisk Film, Kirsten
Thisted og Finn Thrane.
For deres uforbeholdne opbakning af projektet vil vi også gerne
takke de fem institutioner, som
har stillet deres udstillingslokaler
og faciliteter til rådighed: BildMuseet (Jan-Erik Lundström, Brita
Täljedal, Sofia Johansson, Jan-Åke
Vi vil også gerne rette en stor
Åkerlund med team); Den Frie
tak til alle Pia Arke Selskabets
Udstillingsbygning (Kirse Jungebestyrelsesmedlemmer, hvis indStevnsborg, Malene Natascha
sigter åbnede vores øjne for såvel
Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren
styrker som svagheder ved projekFjeldsø, Pernille Skriver Nielsen
tet i dets konceptualiseringsfase:
og Line Kjærsgaard), Grønlands
Tine Bryld, Erik Gant, Pernille
Nationalmuseum & Arkiv (Daniel
Kløvedal Helweg, Stefan Jonsson,
Thorleifsen, Aviâja Rosing JakobCarsten Juhl, Mette Jørgensen og
Elin Schmidt. En særlig tak til for- sen og Frederik Larsen), Katuaq
mand Jarl Borgen for at formalisere (Julia Pars og Eigil Petersen med
selskabet og dele sin viden med os. team) og Nationalmuseet (Ulf
Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska
Vi er også alle de personer og insti- Solow, Marianne Blank, Jesper
Thomas Møller, Eva Lilja Jensen,
tutioner, som gavmildt har udlånt
Mette Humle Jørgensen og Michael
værker til udstillingen, en stor tak
skyldig. De nævnes i rækkefølge på Bjørn).
side 92 i denne udstillingsguide. En
Vi er researcher og projektkoorsærlig tak rettes til alle de personer, som har bidraget med viden, dinator Mirjam Joensen særligt
idéer, tekster, oplæg, performances taknemmelige for hendes uvurderlige indsats med research,
og taler til udstillingens guide,
filmprogram, seminar og folkemøde: lån, fundraising, korrespondance,
88
rejser, logistik og et utal af detaljer.
Uden hendes begejstring, professionalisme og vedholdenhed var
projektet ikke blevet en realitet.
Også en meget stor tak til de kuratoriske medhjælpere Sara Emilie
Anker-Møller, Kamilla Askholm,
Sofie Pil Eriksen og Nina Mouritzen for at donere deres tid under
forberedelserne og installeringen af
udstillingen; til installationsteknikerne Lars Buchardt, Morten Goll,
Søren Jønsson Granat, Christian
Hillesø, Line Skywalker Karlström,
Peter Sommerlund, Sille Storihle og
Morten Tejlgaard for deres utrættelige indsats under opbygningen af
udstillingen; og til Katja Abelflindt
for at udarbejde undervisningsmateriale til børn.
Vi er også gerne rette en varm tak
til Kristina Ask/Print Matters! for
hendes fintfølende design af udstillingens guide og PR-materiale;
til Sine Bang Nielsen og Annelise
Nielsen for genlayoutet af bøgerne
Etnoæstetik og Scoresbysundhistorier; og til Special-Trykkeriet
Viborg a-s og Borgens Forlag for
smukt tryk.
En særlig tak rettes endvidere til
Erik Gant, Stephen Heilmann,
John Kendal og Jessie Kleemann
for at påtage sig den store udfordring at oversætte Arkes to
bøger til grønlandsk og engelsk. Vi
er også Stephen Heilmann og John
Kendal (igen!) samt Bjørn Chemnitz og Juana Petrussen meget
taknemmelige for deres fremragende oversættelser af udstillingsguiden og for Naja Møller og
Qujanaq
Sara Olsvigs korrekturlæsning af samme.
Sidst, men ikke mindst, vil
vi gerne rette en varm tak
til alle de fonde, institutioner, virksomheder og
personer, som har støttet
udstillingen økonomisk:
Augustinus Fonden,
BildMuseet, Jarl Borgen,
Borgens Forlag, Dansk
Veteranbil Udlejning, Den
Frie Udstillingsbygning, Det
Frie Forskningsråd / Kultur
og Kommunikation, Det
Kongelige Grønlandsfond,
Grønlands Nationalmuseum
& Arkiv, Knud Højgaards
Fond, Katuaq, Kulturfonden Danmark-Grønland,
Kulturkontakt Nord,
Københavns Billedkunstudvalg, Nationalmuseet,
Novo Nordisk Fonden, Ny
Carlsbergfondet, OAK Foundation Denmark, Selvstyrets
Kulturmidler, SonningFonden, Statens Kunstråds
Billedkunstudvalg, Statens
Kunstråds Litteraturudvalg
og Svensk-danska kulturfonden.
TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep
eqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq
nunasiaateqarnerullu oqaluttuassartaanik apeqqusersuinera, 1981-2006
piviusunngorsimassanngikkaluarpoq
inuit, suliffeqarfiit aningaasaateqarfiillu arlalissuit, qamannga pisumik
qutsavigisavut, peqataasimanngikkaluarpata.
Pingaartumik qutsavigingaarparput
Søren Arke, Pia Arkep kingornussisua, Arkep toqqortaanik suliaanillu misissuisissinnaasimammatigut. Tatiginnissimanngikkaluarpat
ajunngisaarsimanngikkaluarpallu
saqqummersitsineq piviusunngorsimassanngikkaluarpoq. Aammattaaq
Michael Petersen aamma Anette
Korsgaard Lauritsen, Annette aamma
Jørgen Gant qutsavigingaarpavut
inussiarnisaarnerannut naammagittarlutillu apeqquterpassuatsinnik akiortuinerannut.
Angisuumittaaq qutsavigerusuppavut
Pia Arke Selskabimi ilaasortat tamaasa, taakkumi ilisimasaqassutsimikkut
pilersaarutip najoqqutassiornerani
nukittoqutaanik sanngeequtaanillu
uparuartuuttarsimammatigut: Tine
Bryld, Erik Gant, Pernille Kløvedal
Helweg, Stefan Jonsson, Carsten Juhl,
Mette Jørgensen aamma Elin Schmidt.
Immikkut qutsavigaarput siulittaasoq
Kuratorisk Aktion Jarl Borgen peqatigiiffimmik pilersitsisimaneranut ilisimasaminillu uagutsinnut avitseqatiginnissimaneranut.
Aammattaaq qutsavissaqarfigeqaavut
inuit suliffeqarfiillu sulianik pigisaminnik saqqummersitsinissamut atukkiussisimanerannut (s. 92). Immikkut
qutsavigissavavut inuit saqqummer-
sitsinermut ilitsersuummut, filminut,
isumasioqatigiinnermut inunnillu
ataatsimiititsimermut ilisimasaminnik, isumassarsianik, aallarniutinik,
takutitsinernik oqalugiarnernillu ilanngusseqataasut: Stig Krabbe Barfoed,
Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik
Gant, Søren Jønsson Granat, Stephen
Heilmann, Anne-Birthe Hove, Marianne
Ping Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen,
Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge
Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja
Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara
Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff,
Søren Rud, Mette Sandbye, Selskabet
for Dårlig Etnografisk Film, Kirsten
Thisted aamma Finn Thrane.
Suliffeqarfiit tallimat pilersaarusiamut nangaassuteqaratik tapersersuisimasut, saqqummersitsivimminnik
atortorissaarutiminnillu atukkiussisut,
qutsavigerusuppavuttaaq: BildMuseet
(Jan-Erik Lundström, Brita Täljedal,
Sofia Johansson, Jan-Åke Åkerlund
aamma team); Den Frie Udstillingsbygning (Kirse Junge-Stevnsborg,
Malene Natascha Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren Fjeldsø, Pernille Skriver
Nielsen aamma Line Kjærsgaard),
Katuaq (Julia Pars, Eigil Petersen
aamma team), Nationalmuseet (Ulf
Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska
Solow, Marianne Blank, Jesper Thomas
Møller, Eva Lilja Jensen, Mette Humle
Jørgensen aamma Michael Bjørn)
aamma Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Daniel Thorleifsen,
Aviâja Rosing Jakobsen aamma Frederik Larsen).
Misissuisorput pilersaarusiornermilu attaveqatigiissaarisorput Mirjam
89
Acknowledgements
Joensen immikkut qutsavigerusupparput misissuineranut, taarsigassarsiniarnernut, aningaasaateqarfinnut
qinnuteqarnernut, allaffigeqatigiinnernut, angalanernut, ingerlatassanik
piareersaanerni aqutsineranut assigiinngitsualuppassuarnullu amerlaqisunut
nalissaqanngitsumik ikiuussimaneranut.
Tiguartissimanngikkaluarpat, suliaminik ilisimasaqanngikkaluarpat uteriitsuunngikkaluarpallu pilersaarusiaq
piviusunngorsimassanngikkaluarpoq.
Assuttaaq qutsavigaavut sulinitsinni
ikiortivut Sara Emilie Anker-Møller,
Kamilla Askholm, Sofie Pil Eriksen
aamma Nina Mouritzen saqqummersitsinerup piareersarnerani ikkussuunneranilu piffissaminnik akeqanngitsumik tunniussisimasut; ikkussuinermi
teknikerinut saqqummersitsinerup
ikkussornerani qasusueqalutik ikiuuttunut Lars Buchardt, Morten Goll, Søren
Jønsson Granat, Christian Hillesø, Line
Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, Sille Storihle aamma Morten
Tejlgaard; kiisalu meeqqanut ilinniutissiamik allatumut Katja Abelflindt-imut.
Qamanngattaaq pisumik qutsavigaarput Kristina Ask/Print Matters!
saqqummersitsinermut ilitsersuutip
takoqqusaarutinullu atortussanik
peqqissaarluinnarluni ilusilersuineranut; Sine Bang Nielsen aamma Annelise Nielsen atuakkat Etnoæstetik-p
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat nutaamik ilusilersornerinut; kiisalu SpecialTrykkeriet Viborg a-s aamma Borgens
Forlag naqitaannut kusanartunut.
Immikkuttaaq qutsavigerusuppavut
Erik Gant, Stephen Heilmann, John
Kendal aamma Jessie Kleemann unamminartorujussuarmik sulisimanerannut
90
Arkep atuakkiaasa marluk kalaallisut
tuluttullu nutsernerisigut. Angisuumittaaq qujassutissaqarfigaavut Stephen
Heilmann aamma John Kendal (aappassaanik!) kiisalu Bjørn Chemnitz,
Naja Møller, Sara Olsvig aamma Juana
Petrussen saqqummersitsinermut ilitsersuummik nutserilluarsimanerannut
kukkunersiorneranullu.
Naggataagut, minnerunngitsumilli,
qamannga pisumik qutsavigerusuppavut aningaasaateqarfiit, suliffeqarfiit
inuillu, saqqummersitsinissamut aningaasanik tapiissuteqarsimasut:
Augustinus Fonden, BildMuseet, Jarl
Borgen, Borgens Forlag, Dansk Veteranbil Udlejning, Den Frie Udstillingsbygning, Det Frie Forskningsråd /
Kultur og Kommunikation, Det
Kongelige Grønlandsfond, Knud Højgaards Fond, Katuaq, Kulturfonden
Danmark-Grønland, Kulturkontakt
Nord, Københavns Billedkunstudvalg,
Namminersorlutik Oqartussat kulturimut aningaasaliissutaat, Nationalmuseet, Novo Nordisk Fonden, Nunatta
Katersugaasivia Allagaateqarfialu,
Ny Carlsbergfondet, OAK Foundation
Denmark, Sonning-Fonden, Statens
Kunstråds Billedkunstudvalg, Statens
Kunstråds Litteraturudvalg aamma
Svensk-danska kulturfonden.
TUPILAKOSAURUS: Pia
Arke’s Issue with Art, Ethnicity,
and Colonialism, 1981-2006
was only able to develop into
its present form thanks to a
large number of people, institutions, and foundations to whom
we are forever indebted.
First and foremost, we would
like to express our heart-felt
gratitude to Søren Arke, heir
to Pia Arke’s estate, for granting us access to her files and
works. Without his confidence
and generosity, this exhibition
would not have been possible. Also a big thank-you to
Michael Peter-sen and Anette
Korsgaard Lauritsen and to
Annette and Jørgen Gant for
opening up their home to us
and patiently answering all
sorts of questions.
We also want to express our
sincere gratitude to all the
board members of the Pia
Arke Society, whose insightfulness helped us recognize
a number of strengths and
weaknesses in the project
when conceptualizing it: Tine
Bryld, Erik Gant, Pernille
Kløvedal Helweg, Stefan
Kuratorisk Aktion Jonsson, Carsten Juhl, Mette
Jørgensen, and Elin Schmidt.
Special thanks are due to
chairman Jarl Borgen for
formalizing the society and
sharing information.
We also want to warmly thank
all the people and institutions,
who have generously lent us works
for the exhibition. They are listed
in detail on page 92 in this exhibition guide. Very special thanks are
also due to all the people who have
contributed with knowledge, ideas,
texts, papers, performances, and
speeches to the exhibition’s accompanying exhibition guide, film program,
seminar, and community meeting:
Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, Søren
Jønsson Granat, Stephen Heilmann,
Anne-Birthe Hove, Marianne Ping
Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen,
Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge
Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja
Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara
Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff,
Søren Rud, Mette Sandbye, The
Society for Ethnographic Film
Blunders, Kirsten Thisted, and Finn
Thrane.
Kendal, and Jessie Kleemann for
Thomas Møller, Eva Lilja Jensen,
Mette Humle Jørgensen, and Michael taking on the challenge of translating Arke’s two books into GreenBjørn).
landic and English. We are also very
grateful to Stephen Heilmann and
We are particular indebted to
Researcher and Project Coordinator John Kendal (again!) and to Bjørn
Chemnitz and Juana Petrussen for
Mirjam Joensen for her enormous
excellent translations of this exhibiassistance with research, loans,
tion guide and to Naja Møller and
fundraising, communication,
Sara Olsvig for copyediting it.
travels, logistics, and a myriad of
details. Without her dedication,
Last, but not least, we want to
professionalism, and tenacity, the
extend our sincere appreciation to
project would not have materialized. Special thanks are also due to all the foundations, institutions,
companies, and people, who have
Curatorial Assistants Sara Emilie
supported the exhibition finanAnker-Møller, Kamilla Askholm,
cially: The Augustinus Foundation,
Sofie Pil Eriksen, and Nina MouBildMuseet, Jarl Borgen, Borgen
ritzen for their generous effort,
Publishers, City of Copenhagen’s
commitment, and patience during
Council for Visual Arts, The Danish
the realization of the exhibition.
Big thanks also to preparators Lars Arts Council Committee for LiteBuchardt, Morten Goll, Søren Jøns- rature, The Danish Arts Council
son Granat, Christian Hillesø, Line Committee for Visual Arts, The
Danish Council for Independent
Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, Sille Storihle, and Morten Research / Humanities, Dansk VeteFor their uncompromising support
ranbil Udlejning, Den Frie Centre
Tejlgaard for their invaluable
of the project, we would like to thank assistance with construction and
of Contemporary Art, Det Kongethe five institutions that provided
installation. And to Katja Abelflindt lige Grønlandsfond, Government of
venues and facilities for the project:
for producing educational material Greenland’s Cultural Grant, GreenBildMuseet (Jan-Erik Lundström,
land National Museum & Archives,
to children.
Brita Täljedal, Sofia Johansson,
Knud Højgaards Fond, Katuaq,
Jan-Åke Åkerlund and team); Den
We are also very grateful to Kristina Kulturfonden Danmark-Grønland,
Frie Centre of Contemporary Art
Ask/Print Matters! for her sensitive The National Museum of Denmark,
(Kirse Junge-Stevnsborg, Malene Na- design of the exhibition’s guide and
The New Carlsberg Foundation,
tascha Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren PR material, to Sine Bang Nielsen
Nordic Culture Point, The Novo
Fjeldsø, Pernille Skriver Nielsen,
Nordisk Foundation, OAK Foundaand Annelise Nielsen for the retion Denmark, Sonning-Fonden,
and Line Kjærsgaard), Greenland
layout of the publications Ethnoand Svensk-danska kulturfonden.
National Museum & Archives (Daniel Aesthetics and Stories from ScoresThorleifsen, Aviâja Rosing Jakobsen, bysund, and to Special-Trykkeriet
and Frederik Larsen), Katuaq (Julia Viborg a-s and Borgen Publishers
Kuratorisk Aktion
Pars, Eigil Petersen and team), and
for beautiful printing.
The National Museum of Denmark
(Ulf Dahre, Bjarne Grønnow, MarA very special thank-you is to due
uiska Solow, Marianne Blank, Jesper Erik Gant, Stephen Heilmann, John
91
Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere /
Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu /
Institutional Partners & Lenders
Institutionelle samarbejdspartnere / Suliffeqarfiit suleqatigisat / Institutional Partners
BildMuseet
Den Frie Udstillingsbygning / Illu saqqummersitsivik Den Frie / Den Frie Centre of Contemporary Art
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Greenland National
Museum & Archives
Katuaq
Nationalmuseet / Danmarkip Katersugaasivissuani / The National Museum of Denmark
Lånere / Atukkiisullu / Lenders
Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier,
Københavns Universitet
Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kongelige
Danske Kunstakademi, København
Anstalten ved Herstedvester, Albertslund
Søren Arke
Arktisk Institut, København
Lars Kiel Bertelsen
Jarl Borgen
Brandts Museet for Fotokunst, Odense
DR Arkiv og Research, København
Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri,
Nuuk
Forsknings- og Innovationsstyrelsen, København
Annette & Jørgen Gant
Grønlands Repræsentation, København
Veronica & Carsten Juhl
Anders Jørgensen
Mette Jørgensen
Tine Bryld
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus,
København
Freja Vogt Christensen
Kuratorisk Aktion
Klaus Marthinus Christensen
Litteraturmagasinet Standart, Århus
Danmarks Kunstbibliotek, København
Johannes Møller
Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
Nordatlantens Brygge, København
Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns
Universitet
Marie Louise & Søren Bro Pold
Det Danske Filminstitut, København
Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek,
København
92
Semina Rerum – Irène Preiswerk, Zürich
Ann Lumbye Sørensen
Fonde & Sponsorer /
Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut /
Funding & Sponsors
Augustinus Fonden / The Augustinus Foundation
Københavns Billedkunstudvalg /
City of Copenhagen’s Council
for Visual Arts
The National Museum
of Denmark
The Novo Nordisk
Foundation
Jarl Borgen
Borgens Forlag
Dansk Veteranbil Udlejning
The New Carlsberg
Foundation
Det Frie Forskningsråd / Kultur og
Kommunikation / The Danish Council for Independent Research / Humanities
Det Kongelige Grønlandsfond
Selvstyrets Kulturmidler /
Namminersorlutik Oqartussat
kulturimut aningaasaliissutaat /
Government of Greenland’s
Cultural Grant
Statens Kunstråds Billedkunstudvalg / The Danish Arts Council
Committee for Visual Arts
Statens Kunstråds Litteraturudvalg / The Danish Arts Council
Committee for Literature
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv /
Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu /
Greenland National Museum & Archives
Knud Højgaards Fond
Kulturfonden Danmark-Grønland
Nordic Culture Point
93
TUPILAKOSAURUS
team
Kuratorer / Isumaginnittut / Curators
Kuratorisk Aktion
(Frederikke Hansen &
Tone Olaf Nielsen)
Kuratoriske konsulenter / Isumaginninnermi siunnersortit / Curatorial
Consultants
Pia Arke Selskabet /
The Pia Arke Society
Research assistent / Paasiniaanermi
ikiorti / Research Assistant
Mirjam Joensen
Projekt koordinator / Pilersaarusiornermi ataqatigiissaarisoq /
Project Coordinator
Mirjam Joensen
Kuratoriske medhjælpere / Isumaginninnermi ikiortit / Curatorial Assistants
Sara Emilie Anker-Møller
Kamilla Askholm
SOFIE PIL ERIKSEN
Nina Mouritzen
Fundraising / Aningaassaliisussarsiortut
Kuratorisk Aktion
Installationsteknikere / Ikkussuisartut /
Preparators
MICHAEL BJØRN
LARS BUCHARDT
Søren Fjeldsø
Morten Goll
Søren Jønsson Granat
Christian Hillesø
SOFIA JOHANSSON
Line Skywalker Karlström
Frederik Larsen + TEAM
Eigil Petersen + TEAM
PETER SOMMERLUND
Sille Storihle
MORTEN TEJLGAARD
JAN-ÅKE ÅKERLUND + TEAM
PR & Undervisningsmateriale /
Ussassaarisut ilinniusiortullu /
PR & Educational Material
Katja Abelflindt
Line Kjærsgaard
Kuratorisk Aktion
Kit Leunbach
Jesper Thomas Møller
Grafisk design / Naqiterinermi
ilusilersuisut / Graphic Design
Kristina Ask, Print Matters!
94
Askeby, Danmark / Denmark
TUPILAKOSAURUS guide redaktører /
TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani aaqqissuisut / TUPILAKOSAURUS guide Editors
Kuratorisk Aktion
TUPILAKOSAURUS guide assistance /
TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani ikiorti / TUPILAKOSAURUS
guide Assistance
Mirjam Joensen
TUPILAKOSAURUS guide oversættere /
TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata
nutserisui / TUPILAKOSAURUS guide
Translators
Bjørn Chemnitz
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Stephen Heilmann
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Aviâja Rosing Jakobsen
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Line Skywalker Karlström
(svensk-dansk / svenskisut-qallunaatut /
Swedish-Danish)
John Kendal
(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut /
Danish-English)
Kuratorisk Aktion
(engelsk-dansk / tuluttut-qallunaatut /
English-Danish)
Juana Petrussen
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
TUPILAKOSAURUS guide korrekturlæsning / TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata kukkunersiuisui / TUPILAKOSAURUS guide Copyediting
Mette Jørgensen
Kuratorisk Aktion
Naja Møller
SARA OLSVIG
Etnoæstetik redaktører / Etnoæstetik
aaqqissuisui / Ethno-Aesthetics Editors
ARK (Klaus Christensen &
Lars Kiel Bertelsen)
Kuratorisk Aktion
Etnoæstetik oversættere / Etnoæstetik
nutserisui / Ethno-Aesthetics Translators
Bjørn Chemnitz
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Erik Gant
(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut /
Danish-English)
Stephen Heilmann
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
John Kendal
(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut /
Danish-English)
Jessie Kleemann
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Kuratorisk Aktion
(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut /
Danish-English)
Etnoæstetik korrekturlæsning / Etnoæstetik kukkunersiuisui / EthnoAesthetics Copyediting
Lars Kiel Bertelsen
Stephen Heilmann
John Kendal
Jessie Kleemann
Kuratorisk Aktion
Etnoæstetik grafisk design / Etnoæstetik
naqinnerani ilusilersuisut / EthnoAesthetics Graphic Design
Sine Bang Nielsen, København
efter ARKs oprindelige design / Sine
Bang Nielsen, København ARK-ip
ilusiliussimasai malillugit suliarinnittoq /
Sine Bang Nielsen, Copenhagen,
after ARK’s original design
Scoresbysundhistorier redaktører / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat aaqqissuisui
/ Stories from Scoresbysund Editors
Kuratorisk Aktion
Scoresbysundhistorier oversættere / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat nutserisui /
Stories from Scoresbysund Translators
Stephen Heilmann
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
John Kendal
(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut /
Danish-English)
Jessie Kleemann
(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut /
Danish-Greenlandic)
Scoresbysundhistorier korrekturlæsning /
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat kukkunersiuisui / Stories from Scoresbysund
Copyediting
John Kendal
Jessie Kleemann
Kuratorisk Aktion
Scoresbysundhistorier grafisk design /
Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat naqinnerani ilusilersuisut / Stories from
Scoresbysund Graphic Design
Borgens Forlag, København /
Borgen Publishers, Copenhagen
Udstillingslokaliteter & Entré /
Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki /
Venues & Admission
BildMuseet
Umeå universitet
S-901 87 Umeå
Sverige / Sweden
+46 90 786 5227
[email protected]
www.bildmuseet.umu.se
Onsdag – søndag 12-17 / Pingasunngorneq –
arfininngorneq 12-17 / Wednesday – Sunday
12-5 pm
Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free
admission
Den Frie Udstillingsbygning /
Illu saqqummersitsivik Den Frie /
Den Frie Centre of Contemporary Art
Oslo Plads
DK-2100 København Ø
Danmark / Denmark
+45 33 12 28 03
[email protected]
www.denfrie.dk
Tirsdag – søndag 10-17, torsdag 10-21 /
Marlunngorneq – sapaat 10-17, sisamanngorneq
10-21 / Tuesday – Sunday 10 am-5 pm, Thursday
10 am-9 pm
Entré: Voksne DKK 45,-, børn u. 12 år gratis,
studerende/pensionister DKK 25,-, medlemmer
gratis, grupper/skoler DKK 20,- / Iserneq: Inersimasut DKK 45,-, meeqqat 12-t ataallugu ukiulllit
akeqanngilaq, ilinniartut/soraarnerussutisiallit DKK 25,-, ilaasortat akeqanngilaq, gruppet/
atuarfiit DKK 20,- / Admission: Adults DKK 45,
children u. 12 years free, students/pensioners
DKK 25, members free, groups/schools DKK 20
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv /
Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu /
Greenland National Museum & Archives
Hans Egedevej 8
GL-3900 Nuuk
Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland
+299 32 26 11
[email protected]
www.natmus.gl
Tirsdag – søndag 13-16 / Marlunngorneq – sapaat
13-16 / Tuesday – Sunday 1-4 pm
Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free
admission
Katuaq
Imaneq 21
GL-3900 Nuuk
Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland
+299 36 37 70
[email protected]
www.katuaq.gl
Tirsdag – søndag 11-21 / Marlunngorneq – sapaat
11-21 / Tuesday – Sunday 11 am-9 pm
Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free
admission
Nationalmuseet /
Danmarkip Katersugaasivissuani /
The National Museum of Denmark
Frederiksholms Kanal 12
DK-1220 København K
Danmark / Denmark
+45 33 13 44 11
www.natmus.dk
Tirsdag – søndag 10-17 / Marlunngorneq – sapaat
10-17 / Tuesday – Sunday 10-17
Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free
admission
95
ISBN 978-87-993523-2-6