1. No category

OXUS
Nyhedsbrev for
Centralasiatisk
Selskab
OXUS 2012, Nr. 2
OXUS
Indhold
Indhold – Redaktionelt
1
Nyheder fra Centralasiatisk Selskab
3
Feltarbejde med forhindringer – hos uighur-minoriteten i Kina
Ildikó Bellér-Hann
9
Turkmenistans statsflag
17
Vilhelm Thomsen (1842-1927) - en Randers-dreng, der blev verdenskendt
Thomas Petersen
18
Efterskrift
Vilhelm Thomsen
29
Ostrowskia magnifica
Per Fischer
44
Krigsbakterie med identitetsproblemer
47
Redaktionelt
Redaktion: Per Fischer (redaktion) og Adam Hyllested (korrektur/layout)
Forside: Tre generationer, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann.
Deadlines for kommende numre:
December 2012
Deadline for notitser, annonceringer etc. 1.
November.
Redaktion påbegyndes 15. November.
Udkommer 1. December.
Marts 2013
Deadline for større artikler og indlæg 15. Januar,
korrekturlæsning påbegyndes.
Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. Februar.
Redaktion påbegyndes 15. Februar.
Udkommer 1. Marts.
Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan
indsendes til [email protected] - skriv "OXUS" i emnefeltet.
Errata et corrigenda:
Forside billedet i Oxus 2012 nr. 1 viser ret beset ikke afghansk Pamir, men det første hus i Pakistan i Wakhilandsbyen Zoud Khoon, set fra Afghanistan-siden.
Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2012
ISSN: 1901-9637
Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt
fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien.
Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i
selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan,
Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan;
samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig.
Se mere på www.centralasien.dk.
OXUS 2012, Nr. 2
2
OXUS
Nyheder fra Centralasiatisk Selskab
Nyt fra redaktionen
Redaktionen beklager forsinkelsen af dettte
nummer. Det skyldes et computersammenbrud,
hvorved de for arbejdet nødvendige filer gik
midlertidigt tabt.
Som alle andre af Centralasiatisk Selskabs
aktiviteter foregår også redaktionen af OXUS
sideløbende med de medvirkendes almindelige
arbejds-, studie- og familieliv. At kombinere et
almindeligt travlt liv med redaktionsarbejde af
tilfredsstillende kvalitet og kvantitet kan være
svært. Den kommende tid vil bringe et større
fokus på at få OXUS til at udkomme hyppigere,
dvs. kvartalvist samt mere punktligt”.
Dette kan muligvis betyde, at numrene bliver
mindre omfangsrige end hidtil, men vi håber, at vi
kan undgå en specielt mærkbar nedgang i omfang.
Der vil fremover også blive satset mere på
”langtidsholdbare” og ”dybere” emner, frem for
akut nyhedsstof der er meget arbejdskrævende og
desuden
ofte
kan
være
overhalet
af
begivenhedernes gang, allerede inden det er bragt.
Der arbejdes p.t. på et sæt redaktionelle
guidelines, som skal lægges ud på hjemmesiden.
Dette vil forhåbentlig give folk uden for
redaktionen mere mod og lyst til at bidrage til
OXUS.
For nogle år siden fandt man, i kælderen under
Københavns Universitet, forskelligt materiale fra
sprogforskeren Vilhelm Thomsens og hans
assistent Kurt Wulffs hånd. Dette materiale ligger
blandt andet til grund for Vilhelm Thomsens
publikationer om de oldtyrkiske runer og Kurt
Wulffs senere arbejde med at færdiggøre
Thomsens værk.
Det drejer sig blandt andet om oprindelige
udkast af Thomsen til publikationer om hans
tydning af Orkhon-indskrifterne, forsøget på at
tyde Nagy-Szent-Miklós-indskrifterne, uigurisk
grammatik, samt diverse breve sendt til Thomsen.
Kurt Wulff har efterladt sig en række notesbøger
med titler som: "Helsinki & Leningrad
Kollationer",
"Indskrifter
fra
Jenisej",
"Kollationer til Ongin, Kara Balgasun", "Noter til
tyrkernes historie", "Onginnoter", "Runetyrkisk
notesbog", "Uddrag af Literatur", "Chüan 200",
"Kollationer H.fors", "Kollationer til Ongin efter
aftryk i H.fors". Som det ses, omhandler disse
primært arbejde med de runetyrkiske indskrifter.
Skønt det meste af materialet må formodes forlængst at være blevet publiceret, kan der kan være
rettelser og udeladelser som endog kan være
interessante for fagfolk. Vi har derfor besluttet at
udgive skanningerne af dette materiale. I den
forbindelse vælger vi at vægte hastighed og dynamik, frem for langsommelig nøjagtighed. Mange
af noterne svinger eksempel mellem to eller flere
sprog og indeholder dertil gloser og referencer
skrevet med arabiske, runetyrkiske og kinesiske
skrifttegn. Folk fra forskellige relevante discipliner
vil derfor blive inddraget. Der kan dog alligevel
blive tale om enkelte fejllæsninger og lignende,
men vi håber at folk vil være behjælpe-lige med
rettelser og kommentarer.
Notesbøgerne befinder sig nu fysisk i et
magasinrum på Carsten Niebuhr Afdelingens
bibliotek på Institut
for Tværkulturelle og
Regionale
Studier
(ToRS),
Københavns
Universitet. Men skanninger af disse notesbøger,
breve etc. har i nogle år befundet sig på Per
Fischers computer i en mappe med navnet
”kælderrummet”. I mangel på en genial betegnelse
OXUS 2012, Nr. 2
3
OXUS
for disse skanninger, vil de blive bragt under
denne fællestitel.
Det har endnu ikke været redaktionen muligt
at erhverve en runetyrkisk skriftfont, så foreløbig
sker opsætningen af runeteksten ved klippeklistre-metoden, hvilket medfører lidt ekstra
arbejde, men som en bieffekt gerne skulle betyde,
at runerne er læselige for alle uanset hvilken software der måtte være på deres computer.
En digital udgivelse vil dels sikre folk adgang
til materialet uden at skulle indfinde sig på
Københavns Universitet, dels – forhåbentlig – få
nye generationers øjne op for de tyrkiske runer og
en dansk forskers tydning af disse.
Thomsens bedrifter er – underligt nok –
stadig langt mere kendte i udlandet end i
Danmark, så en senere oversættelse med henblik
på de udenlandske interesserede vil være ønskelig.
Hjemmeside & Facebook
Et løst defineret hjemmesideudvalg ser kritisk på
hjemmesidens indhold og overskuelighed. Dette
sker for at gøre siden mere brugervenlig både for
medlemmerne og for dem, som skal lave og
vedligeholde siden.
Nyt fra bestyrelsen
Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøde blev afholdt 21. maj. Til stede var
Ulla Prien (formand), Per Fischer, Adam
Hyllested (sekretær), Carsten Trier Høj, Muborak
Sharipova og Saida Zukhritdinova.
Bestyrelsesmøde blev afholdt 12. sept. Tilstede var
Ulla Prien (formand), Per Fischer, Andrey
Lukyanov.
Der afholdes bestyrelsesmøde følgende datoer:
Onsdag 16 jan. kl. 18.30
Mandag 25. feb. kl. 18.30 (herunder planlægning
af generalforsamling).
Emner, der ønskes taget op som et punkt på bestyrelsesmøderne, sendes til sekretæren senest 10
dage i forvejen på [email protected]. Skriv
"bestyrelsesmøde" i mailens overskrift, samt dato
for pågældende bestyrelsesmøde.
Generalforsamling 2013
Onsdag 6. marts kl 19.00.
Emner, der ønskes taget op som et punkt på
generalforsamlingen, sendes til sekretæren på
[email protected] senest 10 dage i forvejen,
skriv "generalforsamling 2013" i mailens
overskrift.
Centralasiatisk Selskabs Facebookgruppe vil af
praktiske grunde blive afløst af en Facebookside.
Har man endnu ikke skiftet fra den gamle
Facebookgruppe
til
den
nyoprettede
Facebookside, bør man skynde sig at gøre det. Fra
årsskiftet vil den gamle Facebookgruppe nemlig
ikke længere blive opdateret med nyheder og
information om Selskabets arrangementer.
Afholdte arrangementer
Tatiana Kotova (ACT Alliance), Folkekirkens
Nødhjælps regionale repræsentant i Centralasien,
besøgte Danmark i foråret. Den 9. maj berettede
hun om migration – både den interne migration
fra land til by i Kirgistan og den eksterne fra
Kirgistan og Tadsjikistan til primært Kasakhstan
og Rusland. Og ikke mindst om konsekvenserne
for disse migranter.
OXUS 2012, Nr. 2
4
OXUS
Den 6. juni blev der afholdt Filmaften i
Centralasiatisk Selskab. Næstformand Muborak
Sharipova præsenterede sin kendte slægtning, den
tadsjikiske filminstruktør Orzumurod Sharipovs
film: "Sweet Sweet Home" og "11.000 km far from
New York".
De vævede ikat-tekstiler bliver ofte brugt til
kaftaner med smukke motiver, som spænder fra
det helt enkle og geometriske til komplicerede
billedkompositioner.
På grund af det begrænsede udstillingsareal
kan maksimalt 15 personer deltage pr. omvisning.
Det er derfor nødvendigt med tilmelding.
Samlingen har til huse i en fredet bygning
med mange trapper og er mindre egnet for gangbesværede:
www.davidmus.dk/information/adgangsforhold
Man må ikke medbringe tasker, overtøj m.m. på
museet, det er derfor en god ide at medbringe en
10-krone til depositum i garderobeskabene.
Trade and settlement in the Medieval
Karakum: New research on the cities
and routes of the Silk Road in
Southern Turkmenistan
Onsdag den 28. november kl. 18.30
Filminstruktør Orzumurod Sharipov.
Kommende arrangementer
Medlemsarrangement:
Flammende tekstiler fra Usbekistan
Onsdag den 31. oktober kl. 16.30-17.30
(Begrænset antal pladser – tilmelding nødvendig).
Davids Samling rummer flere tekstiler fra
Usbekistan, som ikke normalt er udstillet på
museet. For tiden kan de iøjnefaldende kaftaner
og andre farvestrålende ikat-tekstiler ses i museets
særudstillingssal.
Konservator
Anne-Marie
Bernsted viser om på særudstillingen og fortæller
om den særlige ikat-teknik. Ikat er en særlig farveog væveteknik, som kendes fra flere steder i
verden. Allerede inden garnet bliver vævet, bliver
det indfarvet efter de skitser, som ikat-mesteren
har til sit mønster. Ikke mindst Usbekistan, hvor
man har en lang tradition for at fremstille “det
flammende garn”.
Ph.d.-studerende på Institut for Tværkulturelle og
Regionale Studier (ToRS), Paul D. Wordsworth,
fortæller om sin seneste forskning i Turkmenistan.
Paul D. Wordsworth er tilknyttet Materiality in
Islam Research Initiative og Asian Dynamics
Initiative samt Assistant Director ved Ancient
Merv Project.
Lokale U3, Institut for Tværkulturelle & Regionale
Studier, Snorresgade 17-19 i København.
Moderne usbekisk fotografi
Dato følger på et senere tidpunkt.
Vi håber at den usbekiske fotograf Umida
Ahmedova får mulighed for at komme til
Danmark i midten af november for at tale om
"Moderne
usbekisk
fotografi".
Nærmere
oplysninger følger på selskabets hjemmeside og
facebookside.
OXUS 2012, Nr. 2
5
OXUS
Vi anbefaler!
Fotoudstilling af Steve Mccurry
Rensdyrfolket i Øst
Lørdag den 10. november kl. 15.00-17.00
Reklame- og kunstfotograf Rasmus Degnbol
(www.rasmusdegnbol.com) fortæller om sit besøg
i sommeren 2011 hos Tsaatan-folket (Dukha) i det
nordligste Mongoliet. Klemt op mod grænsen til
Rusland, har de levet i årtusinder i symbiose med
deres rensdyr, afskåret fra den omkringliggende
verden.
Et oplevelsesbaseret foredrag, der involverer
billeder, video, lyd, duft og meget meget mere ...
Der er mulighed for at købe et signeret eksemplar
af Rasmus Degnbols bog Rensdyrfolket i Øst til
favørprisen 299,- kr, hvoraf 125,- kr går til indkøb
af nye rensdyr til nomaderne
Medborgerhuset på Danasvej 30B, Frederiksberg.
Kun for medlemmer af Dansk Mongolsk Selskab.
Indmeldelse kan foregå via selskabets hjemmeside
www.danskmongolskselskab.dk.
Yat-Kha - Strubepunk fra Tuva
Lørdag 3. november kl. 21.00 (dørene åbnes)
Øksnehallens udstilling af Steve McCurrys
"Ikoniske fotografier" er blevet forlænget fra 11.
december til 9. januar.
Steve McCurry er en af tidens store
billedskabere – hans billeder forener kunstens
æstetiske
udtryk
med
journalistikkens
dokumentariske kvaliteter.
Steve
McCurry
har
dækket
mange
internationale konflikter i hele verden. Hans
karriere startede, da han i 1979 krydsede den
pakistanske grænse til det konflikthærgede
Afghanistan. Forklædt som afghaner blev han den
første fotograf, der kunne bevidne kampene i
landet.
Billetter: 40 kr. for voksne. 25 kr. for børn
ml. 12-17 år, studerende og pensionister.
Efter næsten 10 års venten er det tuvinske
strubepunkband Yat-Kha tilbage i Danmark.
Forvent rådden rockguitar, strubesang, sprøde
melodier spillet på traditionelle instrumenter når
Yat-Kha med Albert Kuvezin i front omdanner
stenbroens stressende by-jag til Sibiriens
uendelige stepper.
Forsalg via www.amiando.com/yatkha.html.
Billetpris: 80 kr. (+ gebyr), i døren: 90 kr. (70 kr.
for studerende).
Et særtilbud er udsendt til Centralasiatisk
Selskabs medlemmer.
Global Copenhagen.
Nørre Allé 7, 2200 København N
McCurrys nok mest kendte fotografi må være
portrættet af den afghanske pige Sharbat Gula,
der blev bragt på forsiden af juninummeret af
National Geographic Magazine i 1985.
Øksnehallen. Halmtorvet 11, 1700 København V
Man-fre kl. 11 - 17. Lør-søn kl. 13 - 17
OXUS 2012, Nr. 2
6
OXUS
Russisk orientalismefræs
Mikhail J. Lermontov: Dæmonen, Aleksander
Pusjkin: Fontænen i Bakhtjisaraj.
To versfortællinger, oversættelse og forord af
Birger Kledal. Hovedland. 108 sider, 149,- kr.
Aleksander Pusjkin og Mikhail Lermontov er de to
helt store navne i den russiske litteraturs
guldalder i første del af 1800-tallet.
Mens Pusjkins digt Fontænen i Bakhtjisaraj
er et af de første eksempler på romantikken i
russisk litteratur – en genre, hvorigennem Pusjkin
satte satte normen for det moderne russiske
skriftsprog og bragte russisk og vesteuropæisk
kultur nærmere hinanden, kan man se
Lermontovs digt Dæmonen som romantikkens
afsluttende højdepunkt.
Romantikkens voldsomme og eksotiske
landskaber befolket af odalisker, grumme
despoter og ikke mindst 'ædle vilde' fandt russiske
forfattere i Ruslands dengang nyligt koloniserede,
men ikke pacificerede (muslimske) områder som i
Kaukasusbjergene, hvor Dæmonen foregår, og på
Krim,
hvor
Krimtatarerne
havde
deres
'orientalske' hovedstad Bakhtjisaraj.
Begge fortællinger er fulde af erotiske
antydninger, kredsende om emner som uskyld,
synd, frelse og fortabelse og er dertil veloversatte
og mundret flydende.
Anbefalelsesværdig læsning til versglade
interesserede i russisk litteratur og orientalisme.
Tocharian and Indo-European Studies
Seneste nummer af Tocharian and Indo-European
Studies (TIES), nr. 13, er netop udkommet. TIES
er et international videnskabeligt tidsskrift med
bidrag på engelsk, tysk og fransk.
Den emnemæssige hovedvægt ligger på de to
tætbeslægtede sprog tokharisk A og B, blandt
andet kendt fra centralasiatiske buddhistiske
manuskripter dateret til anden halvdel af det
første årtusinde. Tidsskriftet fokuserer primært –
men ikke udelukkende – på filologiske og
lingvistiske aspekter af tokharisk og dets forhold
til andre indoeuropæiske sprog.
ISSN 1012-9286
Pris pr. bind: 350 kr / 47 €.
Museum Tusculanum Press
www.mtp.dk
OXUS 2012, Nr. 2
7
OXUS
Øvrige nyheder
Workshop i anledning af 10-året for
ambassadør Gunnar Jarrings død
I dagene 10.-12. maj afholdt Institut for
Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS)
"Kashgar Revisited - Workshop to commemorate
the 10th anniversary of the death of Ambassador
Gunnar Jarring". Workshoppen, som var en
forlængelse af lignende arrangementer tidligere
afholdt i London og Tokyo, blev arrangeret af
Ildikó
Bellér-Hann
(ToRS,
Københavns
Universitet),
Birgit
Schlyter
(Svenska
Forskningsinstitutet Istanbul) og Jun Sugawara
(Tokyos Universitet for Internationale Studier).
Workshoppen blev finanseret i fællesskab af
Det Frie Forskningsråd for Kultur og
Kommunikation (FKK), Kungliga Vitterhets
Historie och Antikvitets Akademien (KVHAA),
Asian Dynamics Initiative (ADI) og Nordisk
Institut for Asien Studier (NIAS), som desuden
lagde lokaler til arrangementet.
Ankomst til Lunds Universitetsbibliotek.
Workshoppen, som over dagene havde omkring
25 deltagere, førte nogle af verdens førende,
etablerede Xinjiang- og uigurforskere sammen
med unge forskere der netop har påbegyndt deres
forskning indenfor dette område (heriblandt
ph.d.-studerende og enkelte BA-studerende). I
løbet af workshoppens første to dage blev 15
foredrag afholdt og diskuteret. Tredje og sidste
dag var henlagt til Sverige, hvor workshoppens
deltagere besøgte Jarringsamlingen på Lunds
Universitetsbibliotek – en af de verdens vigtigste
samlinger
af
Østturki-/uigur-manuskripter.
Arrangørerne planlægger, at den kommende
udgivelse af workshoppens emner kommer bliver
en særudgave i Det Svenska Forskningsinstitutet
Istanbuls publikationsrække.
På de 3 ovenstående billeder ses workshoppens
deltagere travlt optaget i Jarringsamlingen.
Besøg
Jarringsamlingen
på
http://www.ub.lu.se/samlingar/digitalasamlingar/jarringsamlingen
OXUS 2012, Nr. 2
nettet:
8
OXUS
Feltarbejde med forhindringer
– hos uighur-minoriteten i Kina
Af Ildikó Bellér-Hann
Kort: Wikipedia.org
Da jeg var på feltarbejde i midten af 1990’erne i en provins i Kina, blev jeg stillet over for
væsentlige etiske dilemmaer. Hvordan skulle jeg indsamle data under forhold, der var politisk
kontrollerede? Og hvor langt skulle jeg forfølge mine forskningsmæssige interesser uden at sætte
de involveredes interesser på spil?
OXUS 2012, Nr. 2
9
OXUS
Uighurerne
Uighurerne, der på verdensplan udgør næsten 10 millioner, er den nominelle befolkningsgruppe i Xinjiang.
De taler et tyrkisk sprog og er sunnimuslimer. Uighurfolkets forfædre består af en række folkeslag: indfødte
indoeuropæisktalende oasefolk fra området, samt de tidlige uighurer, som bestod af nomadegrupper, der
kom dertil fra områder i det nuværende Mongoliet. Uighurernes etnogenese var en kompleks proces, og ud
over indoeuropæere og tyrkfolk spillede mange andre elementer sandsynligvis en rolle. Disse tidlige uighurer
var, stik imod nutidige uigurers egen opfattelse, influeret af forskellige religiøse strømninger som
buddhisme, nestoriansk kristendom, manikæisme og forskellige tyrkiske trosretninger og udviklede en
blomstrende litterær civilisation i det 9.-12. århundrede. De blev gradvist mere tyrkiske fra omkring det 7.
århundrede. Og fra omkring det 10. århundrede til det 16.-17. århundrede blev hanafitisk islam gradvist den
fremherskende religion.
Hovedparten af uighurerne lever i Xinjiang, men der findes betragtelige grupper uighurer i de
centralasiatiske nabolande, Kasakhstan (som huser den største gruppe uighurer uden for Kina), Kirgisistan
og Usbekistan. Mindre grupper findes desuden i Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet.
De møder, man som forsker har under feltarbejde,
skal altid vurderes ud fra den politiske kontekst,
og man skal tage højde for de forskellige
holdninger, der er til forskerens tilstedeværelse og
opgave og til, hvad der udgør feltarbejde. Hvordan
påvirker det behandlingen og evalueringen af de
data, man har indsamlet?
Mit feltarbejde foregik i Xinjiang Uighur
Autonome Region (XUAR) i det nordvestlige
hjørne af Kina. Provinsen udgør cirka en sjettedel
af landet og grænser op til Mongoliet, Rusland,
Kasakhstan,
Kirgisistan,
Tadsjikistan,
Afghanistan, Pakistan og Indien. Der er 18
millioner indbyggere; heraf er den største gruppe
uighurer og den næststørste han-kinesere.
Desuden er der minoritetsgrupper som kasakher,
kirgisere, usbekere, tatarer, tadsjiker, mongoler,
hui (kinesiske muslimer) og russere.
Uighurerne i Xinjiang
Jeg skulle undersøge uighurfolket. Uighurerne er
én af 55 anerkendte minoriteter i Kina. Officielle
tal siger, der er 8 millioner uighurer. Denne
befolkningsgruppe taler et sprog, der er beslægtet
med tyrkisk, og de er sunnimuslimer. En stor del
af Xinjiang er ørken, og klimaet er udpræget
fastlandsklima. På grænsen til ørkenen dyrker
indbyggerne ved hjælp af kunstvanding hvede og
andre afgrøder foruden frugt og grønt, men også
husdyrhold
er
almindeligt
både
hos
uighurbefokningen
og
de
forskellige
nomadegrupper i området.
Selvom området er rigt på olie, gas, jern, kul
og guld er den industrielle udvikling først kommet
langsomt i gang fra midten af det 20. århundrede.
I løbet af hele den kollektivistiske periode har
området været tilbagestående set i forhold til
Kinas østkyst. Med regeringens kampagne for at
udvikle Vestkina er infrastrukturen siden år 2000
blevet forbedret, og flere investeringer er fulgt
med.
Uighurbefolkningen
har
som
andre
minoriteter været undertrykt frem til 1980’erne og
herefter gradvist oplevet forbedringer. De har fået
større økonomisk og kulturel frihed, så de har
kunnet udøve deres religion og tale deres sprog.
Fra 1990’erne er utilfredsheden med Kinas politik
dog vokset. En årsag kunne være Sovjetunionens
sammenbrud, som har medført dannelse af stater
med tyrkisktalende muslimer, hvilket også har
givet uighurerne en stærkere nationalitetsfølelse.
Men også befolkningens dårlige økonomi, der
skyldes uighurernes begrænsede adgang til
områdets ressourcer, har spillet en rolle.
1995 i Kucha, feltarbejde uden tilsyn
I 1995 var jeg i Xinjiangs sydlige del, i Kucha, en
oase, der mest var beboet af uighurer, for at forske
i uighurkvinders forhold, og i den periode
arbejdede jeg forholdsvis frit uden tilsyn fra
myndighedernes side. Min statslige tilsynsførende
mistede interessen og tog af sted i utide, så jeg
havde en hel del frihed til at blande mig med de
lokale byboere. Jeg modtog invitationer til private
hjem og til familiefester især bryllupper. Hver
gang jeg besøgte private hjem eller faldt i snak
med folk på gaden, var det en integreret del af
læringsprocessen. Det at deltage i uformelle
samtaler – uden overvågning – med de lokale på
restauranter og på gadehjørner var altsammen en
del af dataindsamlingen, og jeg førte en dagbog
under hele mit ophold. I mine kinesiske
samarbejdspartneres øjne udførte jeg ikke
forskning under dette ophold, fordi jeg ikke
uddelte spørgeskemaer og udførte nogen
systematisk undersøgelse, selvom de uden tvivl
var klar over mine aktiviteter ”uden tilsyn”.
1996 i Kashgar, feltarbejde med tilsyn
Denne anderledes holdning til hvad der udgør
feltarbejde og hvad der er en acceptabel og ikke
acceptabel metode til dataindsamling udgjorde
rammen om det feltarbejde, som blev udført et år
senere. Denne gang vendte jeg tilbage til Kucha i
Xinjiang udstyret med en officiel tilladelse til at
forske og i selskab med min mand, der er
antropolog, vores to børn og en uighurisktalende
kinesisk professor, som var lingvist fra provinsens
OXUS 2012, Nr. 2
10
OXUS
hovedstad, Ürümqi. Han havde til opgave at følge
mig under hele feltarbejdet. Jeg accepterede, at
jeg ikke måtte stille spørgsmål om religion. På
grund af uventede politiske uroligheder i Kucha
blev vores forskningssted desuden med kort varsel
flyttet til Kashgar, og det spændte politiske klima
fik en negativ indflydelse på vores feltarbejde. I
højere grad end tidligere følte vi os tvunget til at
acceptere de rammer, som vores kinesiske
samarbejdspartnere satte for os.
til såsæd til kvinder i landområderne for at hjælpe
dem med at starte eget landbrug.
Bøndernes
første
reaktion
på
min
tilstedeværelse i landsbyens gader og i deres huse i
selskab med den kinesiske professor afslørede
deres bekymring. De forestillede sig, at jeg enten
var der for at føre tilsyn med UNICEF-projektet,
eller at jeg havde noget at gøre med at
implementere den upopulære familiepolitik, eller
at jeg var der for at kontrollere, om de overholdt
deres pligt til at dyrke bomuld (ét af mange
upopulære landbrugspolitiske initiativer på det
tidspunkt.)
Ældre dame, der har taget sit traditionelle tøj på
til ære for fotografen, Kucha. Foto: Ildikó
Bellér-Hann
At gå på kompromis
De kinesiske samarbejdspartnere besluttede, i
hvilke landsbyer vi skulle udføre vores feltarbejde.
Jeg var parat til at strække mig langt – i en sådan
grad at min mand som professionel antropolog
måtte gøre mig opmærksom på, at jeg var ved at
overskride
grænsen
for,
under
hvilke
arbejdsforhold det er muligt at indsamle
antropologiske data. På trods af at jeg var parat til
at gå på kompromis var jeg fortvivlet, da jeg fandt
ud af, at den første landsby beregnet på interviews
om husholdning var speciel. Med sin placering tæt
på storbyen, var den én ud af kun fire landsbyer i
XUAR, som gennem et UNICEF-projekt fik penge
Ung landsbyfamilie, Kashgar. Foto: Ildikó
Bellér-Hann
I første omgang blev de husholdninger, vi fik lov
at besøge, udvalgt at lokale embedsmænd. På det
punkt udtrykte jeg en beskeden protest og vandt
nogle få sejre:
– Mit ønske om at besøge alle husholdninger i
landsbysamfundet blev imødekommet.
– Der opstod et problem med den daglige
transport til og fra landsbyen. Min kinesiske
samarbejdspartner, hvis udgifter blev betalt af mit
stipendium, ville have mig til at leje en bil med
chauffør og ankomme med manér hver dag til
landsbyen. Tanken om at komme ud til
uighurbønderne hver dag i en sort limousine og
OXUS 2012, Nr. 2
11
OXUS
sende regningen til Forskningsrådet tiltalte mig
ikke rigtigt, så vi lejede cykler i stedet.
– Min kinesiske samarbejdspartner forestillede
sig, at vores frokost ville blive serveret af de
uighurfamilier, vi skulle interviewe. Jeg modsatte
mig dette arrangement, da jeg var bange for, at det
ville være en byrde for de mere fattige
husholdninger. Jeg ville ikke forpligte familierne
til at tilberede gratis frokost til flere gæster, der
ikke var inviterede. I begyndelsen blev jeg og min
medforsker ofte fulgt af 5-6 lokale embedsmænd.
Så vi endte med at spise i distriktstyrets kantine.
Mandlige landsby-kadrer (parti- og statsansat) og kvindelig township-kadre i Kashgar. Foto: Ildikó
Bellér-Hann
Hvordan opnår man tillid?
Oprindelig
var
det
en
del
af
vores
forskningsprogram, at vi ville lave en kvantitativ
husholdningsundersøgelse, men det blev hurtigt
klart, at mange bønder var bange for, at det ville få
indflydelse på deres skatteforhold, hvis de gav den
slags informationer – og mange, så det ud til, var
virkelig ikke i stand til at give så detaljerede
oplysninger om deres økonomi. Da jeg havde
indset det, bad jeg min samarbejdspartner om at
lægge notesbog og blyant væk, og jeg begyndte på
frie
semistrukturerede
interviews,
en
interviewform, der følger et fast række spørgsmål,
men lader interviewpersonen fortælle frit.
Der var lagt omfattende restriktioner på
feltarbejdet: Uden at bo sammen med bønderne
kunne den metode, hvor man udfører deltagende
observation, ikke udføres. Mistro opstod blot ved
tilstedeværelsen af en kinesisk person, der talte
flydende uighurisk. Vi kunne konstatere det
senere, da det lykkedes min mand og mig mod
slutningen af vores ophold at tilbringe nogle få
dage hos landbofamilier uden selskab. Der var en
mere tillidsfuld stemning, og de samme spørgsmål
gav meget anderledes svar. Bryllupsinvitationer til
min
familie
blev
trukket
tilbage,
når
landsbybeboerne fik at vide, at vi kun kunne
modtage dem, hvis vi blev fulgt af min kinesiske
samarbejdspartner.
For at dæmpe vores interviewpersoners
mistænksomhed bad jeg min kinesiske kollega om
at lade være med at tage noter eller optage under
interviewene. Min løsning var at prøve at
memorere så meget som muligt af dét, jeg havde
hørt i løbet af formiddagen, og at tage detaljerede
noter i min dagbog ved frokosttid. Jeg gjorde dette
i landsbyboernes påsyn efter vores måltid i byens
restaurant og forklarede de nysgerrige præcis,
hvad det var, jeg gjorde. Om aftenen på vores base
på kollegiet på Kashgars pædagogiske seminarium
noterede jeg de data, jeg havde samlet om
eftermiddagen. Selvom de fleste landsbyboere
forblev forsigtige, følte jeg, at dét, at jeg ikke tog
noter, mens de talte med mig, hjalp dem til at føle
OXUS 2012, Nr. 2
12
OXUS
sig trygge. Det skete dog, at jeg åbenlyst skriblede
nye uighuriske gloser på deres alfabet og spurgte
dem om stavemåden.
Et skænderi
Da endnu en kinesisk forsker ankom for at deltage
mod slutningen af vores ophold, blev forholdet
mellem den kinesiske side og den britiske side
yderligere anstrengt. Vores uenighed om det at
tage noter
kulminerede i en offentlig
konfrontation, da min mand, som var med os den
dag, under et af mine interviews bemærkede, at
min samarbejdspartner i hemmelighed var ved at
optage interviewet. Noget som min uighuriske
interviewperson også må have opdaget, selvom jeg
var uopmærksom på det selv, fordi jeg var optaget
af at holde interviewet i gang. Da den kinesiske
samarbejdspartner på gaden i landsbyen blev
konfronteret med det af min mand, blev han
rasende og insisterede på, at han var nødt til at
optage, fordi jeg havde klaget over, at han tog
noter. Det endte med at blive den sidste dag, vi
arbejdede sammen. Feltarbejdet blev afsluttet,
efter at rygtet om vores skænderi var nået rundt i
byen.
Unge lærlinge holder frokostpause, Kashgar. Foto: Ildikó Bellér-Hann
Andre metoder
Vores efterfølgende diskussion afslørede meget
forskellige holdninger til feltarbejde.
Vores
kinesiske samarbejdspartner anså det at tage
noter for at være nødvendigt, fordi det både øgede
troværdigheden til dataindsamlingen, som de
mente min metode manglede, og vores prestige
som professionelle forskere i landsbyboernes øjne.
Vi fik at vide, at det at optage interviews uden
tilladelse fra de involverede parter var normal
praksis i Kina. Vi blev også anklaget for at have
overskredet lokal skik ved at undlade at ankomme
til landsbyen i bil og ved at være afvisende over for
landsbyboernes traditionelle gæstfrihed, når vi
insisterede på at spise i landsbyens restaurant.
Vi modtog naturligvis den obligatoriske te- og
brødservering i alle husholdninger. I tydeligt
velbeslåede husholdninger sagde vi da også af og
til ja til et måltid, når vi var sikre på at det ikke var
en belastning for husholdningsbudgettet. Min
forskning blev forkastet for sin manglende
troværdighed, og min metode med de frie
semistukturerede interviews blev afvist som
utilstrækkelig, da jeg ofte gentog den samme
spørgsmålsrække. Vores samarbejdspartnere
foretrak korte forskningsekspeditioner på højst
nogle få uger. Desværre ophørte vores samarbejde
på det tidspunkt. Ingen af os ønskede næste år at
fortsætte det fælles arbejde, sådan som det først
var planlagt. Jeg tog på et feltarbejde i Kasakhstan
OXUS 2012, Nr. 2
13
OXUS
i stedet, hvor jeg boede sammen med uighurer i
eksil.
Gode resultater til trods
På trods af disse vanskeligheder affødte
forskningen alligevel relativt fyldigt kvalitativt
materiale. Erindringer om den førsocialistiske tid
og den kollektivistiske periode, forandringer og
traditioner i ritualer og dagligdags sociale
omgangsformer, i forholdet mellem kønnene,
forandringer i produktionsmønstre og endda
aktuelle bekymringer blev ofte diskuteret med ret
stor åbenhed. Open-end-interviewene gav en del
data om landbrug, aktuelle miljømæssige eller
landbrugspolitiske spørgsmål og den lokale
reaktion på dem. For hver interviewperson, der
fulgte den officielle linje, var der en anden, som
udnyttede vores tilstedeværelse til at udtrykke sin
utilfredshed. Grundlaget for dette var, at de lokale
var overbeviste om, at vi på den ene eller den
anden måde var repræsentanter fra et overordnet
led i det kinesiske bureaukrati. Lige meget hvad vi
sagde, ville vi rapportere op i systemet.
Nogle havde tilsyneladende den opfattelse, at
ved at tale med os, ville deres stemme blive hørt
hos dem, der havde magten, for de stolede ikke på
de lokale embedsmænd, som de ofte anså for at
være korrupte. Selvom vi aldrig fremsatte
spørgsmål om religion, spiller islam så stor en
rolle i dagliglivet, at mange interviewpersoner,
såvel mænd som kvinder, berørte emnet religion,
når
de
udtrykte
deres
tanker
om
landbrugsproduktion, forholdey mellem kønnene
eller ideer om moral. Adskillige personer
forklarede partiets og statens, herunder de lokale
embedsmænds, autoritet – ved at trække
paralleller til udøvelsen af magt i den religiøse
verden. Selv de, der gjorde sig umage for at
optræde politisk korrekt, var glade for at tale om
personlige erindringer om bryllupper og andre
overgangsriter, og fortællingerne var uundgåeligt
farvede af den turbulente politiske historie.
Således kunne fortællingen om et bryllup, der i
den kollektivistiske periode måtte holdes i
fælleskøkkenet,
eller
fortællinger
om
hjemmefødsler under meget vanskelige forhold,
afspejle politisk kontrol og ekstrem fattigdom.
Hvordan lever du selv?
Mødet med de lokale var altid gensidigt givende.
En stor del af interviewtiden gik med at besvare
spørgsmål om min egen familie, min uddannelse,
løn, priser og boligforhold i de lande, jeg kender.
Ofte stillede de det samme spørgsmål til mig, som
jeg havde stillet til dem. Det var interessant for
dem, at min etnicitet, ungarsk, svarer til mit
statsborgerskab, og at mine børn har dobbelt
etnisk oprindelse, ungarsk og engelsk. Noget der
adskilte sig fra deres opfattelse af etnicitet. De var
interesserede i at høre, at der i Europa ikke er
brug for familieplanlægning, og at der er lave
fødselsrater, der ligefrem bekymrer vores
regering. Men de var også nysgerrige efter at vide,
at jeg og min mand også havde oplevet socialisme
i
andre
lande.
Sådanne
tovejssamtaler
minimerede den mistillid, som de kontrollerede
feltarbejdsbetingelser medførte. Samtalerne viste
også, at mange ikke kun anså mødet som en
forpligtelse til at tale med embedsmænd, men
også en sjælden mulighed for at lære noget om
andre verdener. Set fra det perspektiv blev
feltarbejdet langt mere end blot en øvelse i
indsamling af data. Det blev en emotionel og
meget givende oplevelse.
Far og søn i landsby nær Kashgar. Foto: Ildikó
Bellér-Hann
Som lus mellem to negle
De kinesiske medforskere var i et dilemma. De var
tydeligt interesserede i at samarbejde med
udenlandske forskere, men de var også under
politisk pres for at kontrollere os og afgøre,
hvilken retning og hvilket resultat forskningen
skulle have. Desværre kunne de aldrig åbent
fortælle os om disse emner. Risikoen ved at
arbejde sammen med os var undertiden for meget
at
overkomme.
De
lokale
uighuriske
embedsmænd, som blev konfronteret med mere
OXUS 2012, Nr. 2
14
OXUS
magtfulde kinesiske embedsmænd tættere på
magtens centrum, havde også en vanskelig
stilling: Deres sympati lå hos deres eget folk, og de
var derfor generelt interesserede i vores forskning
og støttede den, men deres mellemposition gjorde
dem sårbare. De mest sårbare var de uighuriske
bønder, som man forventede skulle give os særlig
information. Den afgørende faktor for os var vores
fuldstændig manglende kontrol over de data , der
blev produceret, og vores samarbejdspartneres
mulige sårbarhed.
Selvom samarbejdet til sidst brød sammen ,
forbliver vi taknemmelige over for vores kinesiske
kolleger. Uden deres støtte ville undersøgelsen
have været umulig. Vi er endnu mere
taknemmelige
over
for
de
uighuriske
landsbyboere, som delte deres erindringer, viden
og daglige bekymringer med os.
Oversat af Annemarie Hede-Andersen
Tidligere bragt i Tværkultur: Årbog for ToRS 2010. Kbh. ISBN: 978-87-89221-06-9.
Faktaboksene er en sammenredigering af de til
artiklen oprindeligt hørende faktabokse samt
Ildikó Bellér-Hanns artikel "Violence in Xinjiang:
indicative of deeper problems?" oprindeligt bragt
på http://www.eastasiaforum.org 30. marts, 2012.
Ildikó Bellér-Hann, lektor, er kandidat i tyrkisk og engelsk filologi og i arkæologi fra
Eötvös Lóránd Universitet i Budapest. I 1989 blev hun ph.d. i tyrkisk fra Faculty of
Oriental Studies ved Cambridge University, og i 2005 tog hun sin habilitat, svarerende
til en dansk dr. phil., i centralasiatiske studier ved Humboldt Universität i Berlin.
Selvom hun oprindelig er uddannet lingvist, omfatter hendes forskningsinteresser
hovedsaglig social antropologi og historie i den tyrkisktalende del af verden. Hun har
været på feltarbejde ved Sortehavet i det nordøstlige Tyrkiet, i Xinjiang og i Kasakhstan.
1999-2009 arbejdede hun som forsker ved Centre for Oriental Studies, Cambridge i
England og Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg i Tyskland. Hun er nu ansat
som lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns
Universitet med Vestkina og Centralasien som speciale.
Xinjiang Uigur Autonome Region (XUAR)
Xinjiang Uigur Autonome Region grænser op til Autonom Region Tibet i syd samt Qinghai- og Gansuprovinserne i sydøst. Den grænser også op til Mongoliet i øst, Rusland i nord og Kasakhstan, Kirgisistan,
Tadsjikistan og Afghanistan samt både de indisk- og de pakistansk-kontrollerede områder af Kashmir i vest.
Fra det 17. århundrede kom områdets oasefolk under de vestlige mongolers herredømme, og i midten af det
18. århundrede kom regionen til sidst under Qing-dynastiets kejserlige kontrol. Fra 1884 lød Kinas nye
grænseområde navnet Xinjiang (xīn 'ny' + jiāng 'grænse'). Efter Qing-dynastiets fald i 1911 forblev regionen
en del af Kina, men under republikken blev de hovedsagelig regeret af kinesiske feltherrer, som styrede
uafhængigt af den centrale regering.
Det var først i 1949, at området kom under den nye Kinesiske Folkerepubliks og Beijings kontrol.
XUAR blev grundlagt i 1955, og i de følgende årtier oplevede uighurerne i regionen alle de politiske
forandringer, som også fandt sted i resten af Kina, herunder kollektiviseringen af landbruget, ”Det store
Spring fremad” og Kulturrevolutionen. I disse perioder, især under landkollektiviseringen og
Kulturrevolutionen, blev minoriteternes rettigheder, som ellers var beskyttede af forfatningen, ofte krænket,
og han-kinesisk chauvinisme dominerede. Disse tendenser vendte med Maos død i 1976, og i forbindelse
med de reformer, som Deng Xiaoping introducerede tidligt i 1980’erne, blev minoriteternes rettigheder
genindført. Fra 1980’erne iværksattes forholdsvis liberale politiske processer. Man begyndte at restaurere og
opføre moskeer samt genoplive tidligere forbudt religiøs praksis. Brug af minoritetssprog blev tilladt og
havde stor positiv indflydelse på minoriteternes uddannelse samt deres litterære og kulturelle produktion.
Uighurerne nød, ligesom andre minoriteter, visse privilegier, fx adgang til universiteter med færre point end
han-kinesiske studerende og en mere lempelig familieplanlægningspolitik end den, der var gældende for
han-kinesere. Trods den landsdækkende ekspansion af socialistisk markedsøkonomi, vendte udviklingen
igen tilbage til undertrykkelse efter 1990 på grund af Beijings angst for separatisme.
Mens der angiveligt hersker religiøs frihed, er der efterfølgende sat grænser for mange religiøse
udtryksformer og handlinger. Staten prøver hårdt på selv at indsætte imamer og andre religiøse specialister,
og mange uddannede fra Ürümqis Teologiske Fakultet er, som alle andre embedsmænd, på statens
lønningsliste. Den vage formulering af, hvad der er lovlige hhv. ulovlige religiøse aktiviteter, giver
myndighederne mulighed for at blande sig efter forgodtbefindende.
OXUS 2012, Nr. 2
15
OXUS
Immigration, assimilation og ressourcer
Immigration af han-kinesere (den etniske gruppe, som majoriteten af kineserne tilhører) til Xinjiang
begyndte allerede under Qing-dynastiet (1644-1911), men tog til i den socialistiske periode; i 1941 var 80 % of
Xinjiangs indbyggere uighurer og 5 % han, men i 1990 var 47,5 % uigurer og 37,6 % han. Han-immigrationen
bliver fortsat tilskyndet i reformperioden og uighurerne frygter, at de snart vil blive en minoritet i deres egen
autonome region. Desuden har uighurfolkets klager over Kinas politik blandt andet medført restriktioner i
den kulturliberalisering, som ellers blev indført med flere reformer:
I løbet af de sidste to årtier har uighurerne oplevet undertrykkende religiøse reformer og introduktionen
af såkaldt tosproget uddannelse, som i virkeligheden fremmer den kinesiske sproguddannelse på bekostning
af modersmålsundervisningen.
Myndighederne har erkendt, at reformer har øget de regionale økonomiske forskelle1, og at de fleste af
Kinas indreliggende provinser er tynget af økonomisk tilbageståenhed. Til at tackle disse problemer
lancerede man i 2000 ”Den store vestlige udviklingsstrategi”. Den har bragt en stor mængde investeringer
samt økonomiske og infrastrukturelle forbedringer til Xinjiang - men meget af dette er udført af Hanarbejdere, og det gennemgående resultat har været en acceleration af Han-immigrationen. Som et resultat
heraf ser uighurerne disse udviklingspolitikker som et redskab for deres assimilering og økonomiske
marginalisering. Stort anlagte investeringer finder primært sted i den nordlige del af Xinjiang, hvor
mineralforekomsterne er koncentreret. Disse distrikter har allerede den højeste andel af Han-kinesere.
Diskrimination på arbejdsmarkedet tvinger mange unge uighurer til at forlade Xinjiang for at søge arbejde i
Kinas kystprovinser. Men rekrutteringen af unge mænd og kvinder, især i det sydlige Xinjiang, til arbejde
tusinder af kilometer borte i andre dele af Kina, giver ikke megen mening for lokalbefolkningen, som ser
Han-immigranter finde jobs i lukrative erhverv i uighurernes hjemland.
Standardbegrundelsen, som fremsættes for denne ulighed på arbejdsmarkedet, er af sproglig art: Få
landboende uighurer taler flydende mandarin. Derfor øger man indsatsen for at få alle uighurer til at
beherske deres lands fremherskende sprog. Men de fleste uighurer anser dette program, kaldet ”tosproget
undervisning”, for et aggresivt fremstød for mandarin, eftersom næsten alle fag undervises på mandarin, selv
i såkaldte minoritetsskoler. Dette er næsten et totalt omslag i forhold til den liberale sprog- og kulturpolitik i
løbet af den tidlige reformperiode, som lod forældre vælge selv, hvorvidt deres børn skulle undervises i en
kinesisk- eller uighursproget skole indtil det 18. år. Uighurerne er frustrerede, ikke blot fordi mulighederne
for at vælge er fjernet, men også på grund af overvældende tegn på, at diskrimination på arbejdsmarkedet i
virkeligheden ikke er sprogligt baseret: Selv uighurer, som taler flydende mandarin bliver ofte forbigået til
fordel for Han-kinesere med ringere kvalifikationer.
Uighurerne er meget mistænksomme overfor den tiltagende modernisering, som de opfatter som et
effektivt redskab til at assimilere dem. Uighurerne føler nu, at deres økonomiske og sociale forventninger
ikke opfyldes ligeligt, sammenlignet med deres kinesiske medborgere, og uiguriske intellektuelle nærer frygt
for kulturel assimilation.
Politikere i Beijing anser spændingerne i Xinjiang for at være et internt kinesisk anliggende. Den
officielle reaktion gav sig udtryk i en ”Slå-hårdt”-kampagne i 1996 rettet mod uighuriske ”separatister”, men
særligt efter 11. september 2001 er spændinger rutinemæssigt blevet tilskrevet international terrorisme. Den
officielle dagsorden og retorik ændrede sig, da Kina sluttede sig til den globale krig mod terror, og de
tidligere separatister nu blev "islamistiske terrorister". Officielle erklæringer taler nu om lige dele
ekstremisme, terrorisme og separatisme. Voldelige optrin associeres nu f.eks. ofte med yderligtgående Islam.
Denne forbindelse næres af, at en håndfuld uighurer blev tilbageholdt på Guantanamo Bay af de
amerikanske myndigheder, men ingen væsentlige beviser støtter dette.
I begyndelsen af 2012 rapporterede internationale medier igen om dødelige sammenstød i Xinjiang
Uigur Autonome Region (XUAR) i Nordvestkina. Skønt ikke så dramatisk som uroen 5. Juli 2009,2 hvor
næsten 200 døde i regionens hovedstad, Ürümqi, fortsætter disse seneste hændelser et mønster, som nu
strækker sig tilbage over to årtier. Mens beretningerne fra menneskerettighedsorganisationer, Radio Free
Asia og de officielle kinesiske medier fremstår vidt forskellige, er der enighed om, at regionen har et kæmpe
uløst problem.
Mange iagttagere anser Beijings påståede frygt for uighurseparatisme som groft overdrevet. Dette fordi
det overvældende flertal af uighurer vil være tilfredse med at leve under en tilstand af meningsfuld
autonomi, hvorunder de nyder ligeværdig adgang til økonomiske ressourcer og social retfærdighed,
herunder religiøs og kulturel frihed. Set i det perspektiv er Beijing, med sin nuværende politik, sikker på at
støde uighurerne yderligere fra sig3, og Xinjiang vil formentlig fortsat udgøre en tikkende bombe.
―
http://www.eastasiaforum.org/2010/08/31/chinas-prospects-for-diminishing-regional-disparities/
http://www.eastasiaforum.org/2009/07/12/urumqi-ethnic-conflict-and-failure-of-the-chinese-justice-system/
3 http://www.eastasiaforum.org/2009/09/17/xinjiang-riots-a-jaundiced-hacks-eye-view/
1
2
OXUS 2012, Nr. 2
16
OXUS
Turkmenistans statsflag
De fem Gül’er
Officielt navn: Türkmenistanyň
baýdagy
Proportioner: 1:2
Indført: 19. februar 1997
Endeligt udformet 24. januar 2001.
Tekke
Yomud (Jomud,
Yamuth)
Salor (Salyr)
Ersari (bruges
dog også af andre
stammer)
Saryk (Saruch)
Olivengren.
Tilføjet 29/1 1997
Flaget blev indført i sin oprindelige udformning i
1992, efter en konkurrence. Det er grønt med en hvid
islamisk halvmåne, samt fem hvide 5-takkede
stjerner. Ifølge den officielle tolkning står de fem
stjerner for de fem turkmenske welayatlar
(regioner) der blev oprettet ved forfatningen af 1992.
Ved stangen er der en rød bort med traditionelle
tæppemønstre. Tæppemønstrenes fem gül’er
(roser/medalioner) repræsenterer de traditionelle
motiver stammerne bruger i deres berømte tæpper.
Gül’erne går igen i statsvåbnet.
Kransen af olivenblade er identisk med kransen på
FNs flag og blev tilføjet 29. januar 1997 for at
”udødeliggøre neutralitetspolitikken” som landet
erklærede 12. Januar 1995.
I 2001 blev der udført mindre justeringer af flaget.
Stjernerne blev roteret og halvmånen blev lidt
smallere. Det generelle indtryk af flaget er dog
forblevet uændret.
Kilder:
Flags of the World. http://flagspot.net/flags/tm.html
(besøgt 9/6 2012)
Politikens Flagbog. 300 nationale og internationale
flag. Politikens Forlag 2000. ISBN 87-567-6303-4
Wikipedia.org.
http://en.wikipedia.org/wiki/Flag_of_Turkmenistan
(besøgt 9/6 2012).
PF.
OXUS 2012, Nr. 2
17
Vilhelm Thomsen (1842-1927)
- en Randers-dreng, der blev verdenskendt
af Thomas Petersen
Universitetslektor emer.
Vilh. Thomsens portræt i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs magasiner.
Det er formodentlig kun de færreste danskere, der ved, hvem der gemmer sig bag navnet
Vilhelm Thomsen. Og det på trods af, at han er en verdensberømt sprogforsker og
kulturhistoriker.
”Det første, studenten så i auditoriet, var en
adelsmand i videnskabens rige. Der var ikke noget
blændende ved hans optræden og i hans foredrag,
jævnt og naturligt, nærmest i samtaletone,
gennemgik han sprogvidenskabens historie,
metode og resultater; men efterhånden som time
føjedes til time, fik tilhøreren en tryg fornemmelse
af at blive båret frem. Det ene afsnit voksede ud af
det andet, og uden at den unge vidste, hvordan det
gik til, groede der frem i ham en følelse af at alt
var ordnet og gennemtænkt, og først efterhånden
gik det op for ham, at der i denne udvortes set
lidet pretentiøse fremstilling lå et mesterskab, der
beroede på, at den fine forsker beherskede sin
videnskab ganske suverænt”.
Så nænsomt, så overbevisende og så præcist
husker en af disse studenter – den senere så
kendte religionshistoriker Vilhelm Grønbech
(1873-1948) – sit møde i auditoriet med
sprogforskeren og polyglotten Vilhelm Thomsen,
som de følgende sider skal forsøge at give et
portræt af. De fleste Randers-borgere ved, at
pladsen skråt over for banegården bærer navnet
Vilhelm Thomsens Plads. Med andre ord pladsen,
hvor Vestergade, Jernbanegade og Sjællandsgade
løber sammen. Det har den heddet siden 1941 –
før hed den Vester Torv. Året efter – i 1942 – ville
det berømte bysbarn være fyldt et hundrede år.
Men selv om man kender pladsen, er det
formodentlig kun de færreste af byens borgere,
OXUS
der ved, hvem der gemmer sig bag navnet Vilhelm
Thomsen. Og det på trods af, at han er en
verdensberømt sprogforsker og kulturhistoriker,
der havde gået i skole i Randers, som var blevet
student fra Randers Statsskole, og som ved sin 80årsdag i 1922 blev gjort til æresborger her.
Gennem sit videnskabelige arbejde var
Thomsen blevet kendt i kredse langt ud over den
snævre forskerverden.
Barndom og skolegang
Vilhelm Ludvig Peter Thomsen kom til verden den
25. januar 1842. Ikke i Randers, men på
Gammeltorv 16 – det vil sige i hjertet af kongens
København. Faderen var jurist og embedsmand –
ansat under det mægtige Generalpostamt, der
siden 1700-tallet og i enevældens navn bestyrede
det kongelige postvæsen med meget mere i den
danske helstats mange forskellige dele. I 1847, det
vil sige året før Generalpostamtets nedlæggelse,
udnævntes faderen – Ludvig Frederik Thomsen –
til kongelig betroet postmester i Randers. Et
embede, der sammen med blandt andre
amtmand, dommer og politimester gav sin
indehaver en selvskreven plads blandt byens
betroede og respekterede spidser. Da familien
kom til Randers, var den lille Vilhelm fem år
gammel. Familien bestod ud over mor og far også
af nyfødte Carl – den senere så kendte maler og
tegner Carl Christian Frederik Jakob Thomsen
(1847-1912). I første omgang slog familien
Thomsen sig ned i et hus på hjørnet af Nørregade
og Provstegade.
Vilhelms skolegang startede 1847 i Fru
Christensens Pogeskole i Vestre Kirkestræde – en
skole, der senere blev flyttet til Slotsgade for
enden af Rugtorvet. To år senere – i 1849 –
fortsatte han i den stadig i 2009 eksisterende
Forberedelsesskolen i Vestergrave. Her gik
Vilhelm ligeledes to år, hvorefter han i 1851 blev
optaget i første klasse på byens lærde skole,
Latinskolen – det første skridt på den sikre vej
mod en universitetsuddannelse, embedseksamen
og embede. Latinskolen havde på det tidspunkt
lokaler i Helligåndshuset i Houmeden, men den
flyttede 1857 til Vestergade. I en samtale 1925
med universitetsbibliotekaren og gymnasielæreren Carl Dumreicher fortalte den på det
tidspunkt 83-årige berømthed retrospektivt om
skoleforholdene i Helligåndshuset: ”Lokalerne lå
rædselsfuldt og var aldeles upraktiske. Der var i
alt fire klasseværelser, med hvilke man på bedste
måde måtte indrette sig efter klassernes størrelse
til forskellige tider. Tarveligt udstyret med
hvidtede vægge, tykke mure, der slugte en masse
lys, olielamper, lange skoleborde og mangelfulde
kakkelovnsforhold”.
Vilhelms rektor i de første år på latinskolen var
Carl Thortsen. En mand, som han i nævnte
samtale med Dumreicher kalder en ”meget
begavet og højt dannet, men noget streng mand”.
Thomsen holdt betydelig mere af efterfølgeren,
H.K. Whitte, der kom til Randers fra Rønne, og
hvis søn han blev venner med. Det fremgår af
Dumreichers samtale med Thomsen, at han
allerede i sin drengetid gik for at være et sproggeni
– i vore dage ville man nok kalde ham en
sprognørd. Men han havde imidlertid også andre
interesser, der er typiske for en rask dreng. Han
var naturelsker - roede på Gudenåen, legede på
Skovbakken eller gik naturen tynd for at indfange
insekter. Når han da ikke var på ferie på Djursland
– hos en onkel, der indtil 1854 var præst i Rimsø
på Grenå-kanten. Også på herregården Meilgaard
tilbragte unge Vilhelm uforglemmelige ferier hos
jægermester Olsen. I mellemskolen var han
overbevist om, at han skulle være naturforsker.
Samlede ivrigt på insekter, indsamlede fugleæg og
udstoppede fugle. Alt blev dyrket med
videnskabelig interesse, hvilket måske vidnede
mere om en kommende forsker end blot en typisk
dreng. Interessen for naturen blev genoptaget på
Vilhelm Thomsens ældre dage.
Allerede i latinskolen beskæftigede Vilhelm
Thomsen sig med sprog på en måde, der ligesom
hans beskæftigelse med naturen entydigt pegede
frem mod en videnskabelig karriere. I sine tidlige
sprogstudier blev han godt hjulpet af det
righoldige og klassisk prægede bibliotek, der fra
skolens grundlæggelse havde været en integreret
del af den. Men lad os lade Thomsen selv fortælle
om sine mange interesser i skoletiden – gengivet
af Dumreicher i interviewet fra 1925: ”Den
[interessen for sprog] har jeg alle dage haft. Men
for resten interesserede jeg mig meget for
naturvidenskab og samlede bl.a. på insekter og
fugleæg – en interesse, som jeg længe holdt ved
lige og tog op på mine ældre dage. En ret stor
insektsamling har jeg således foræret til Zoologisk
Museum. Matematik og fysik ... interesserede mig
ligeledes i høj grad og skaffede til artium to blanke
ug'er. Først i de tre sidste klasser kastede jeg mig
for alvor mere og mere over sprogene. En vis
tilskyndelse fik jeg ved noget, fransklæreren
adjunkt Broberg en gang i 6te klasse fortalte os
om forholdet mellem det franske sprog og de
øvrige romanske sprog, vist nok noget for ham
selv nyt, som han havde læst i ”Revue des deux
mondes”. Jeg kom også derigennem ind på at
studere sprogenes slægtskab og samlede, hvad jeg
i så henseende kunne få fat på. I syvende klasse fik
jeg gennem en af Whittes sønner lettere adgang til
biblioteket og gennemstuderede der al den
litteratur, jeg kunne finde. Derfra kom jeg så ind
på selv at lære mig sprog. Af særlig betydning for
mig blev sommerferien 1858, da jeg var i
København på besøg hos min slægt og der gjorde
bekendtskab med en ung mand fra Mexiko, hvis
OXUS 2012, Nr. 2
19
OXUS
modersmål altså var spansk, som han – skønt han
nu kunne dansk – stadig holdt fast ved. Fra da af
korresponderede vi på spansk, som jeg måtte lære
mig selv, og da hjælpemidlerne var få, måtte jeg
ofte ligefrem danne mig ordene selv ved at
sammenligne med andre beslægtede sprog, især
latin og fransk. Så gik jeg videre, studerede
islandsk, fik på biblioteket fat i Rasmus Rasks
”Samlede afhandlinger”, der blev af den største
betydning for mig, købte selv hans prisskrift fra
1818 ”Om det gamle nordiske eller islandske
sprogs oprindelse”, gik fra hebraisk, som jeg læste
på skolen, over til arabisk, anskaffede mig
Westergaards sanskrit-læsebog og grammatik og
stødte i det år, da jeg benyttede biblioteket som
klasseværelse, på hans udgave af Zend-Avesta
[kommentarer til og oversættelse af en persisk
samling af hellige tekster, Avesta]. Derimod
begyndte jeg først som student på finsk, som jeg
dog allerede kendte lidt til fra Rasks arbejder. Jeg
kendte også Bopps navn, selv om jeg ganske vist
ikke havde nogen anelse om den sammenlignende
sprogvidenskabs metoder, men helt på egen hånd
opstillede lange lister og skemaer over sprogenes
lydforhold. Hele tiden havde jeg imidlertid en
levende følelse af, at nu var jeg inde på den vej, jeg
ville gå”. Sådan tænker og arbejder en forsker in
spe.
Studier, rejser og karriere
Efter at være blevet student fra Latinskolen i 1859,
drog Vilhelm – i lighed med bysbarnet Henrik
Pontoppidan femten år senere - til hovedstaden
for at studere. I starten teologi, hvilket havde
været forældrenes inderlige ønske. Men det varede
ikke længe, før skoletidens sproginteresser fik
overtaget i den unge mand. Teologien kunne i
sagens natur kun tilbyde de døde sprog –
hebraisk, græsk og latin. De kunne bestemt også
være nyttige, men Thomsens interesse var i højere
grad blevet rettet mod de levende. Hurtigt kom
studenten med i en selskabelig kreds af radikale
hoveder – en kreds, der bl.a. også talte den
jævnaldrende og senere så nyskabende og
forkætrede Georg Brandes (1842-1927).
Attenhundredtallet
blev
den
sammenlignende
sprogvidenskabs
store
århundrede. Det var i det hele taget et
århundrede, hvor alle videnskaber bliver
historiske – det vil sige ses i tid og rum - og hvor
den grundlæggende og optimistiske tanke var, at
alt i denne verden bevæger sig fra det primitive til
det mere udviklede stadium. Alle søgte de
lovmæssigheder, slægtskaber og systemer.
Forskerne ønskede at skabe orden i en
tilsyneladende kaotisk verden. Friedrich Hegel og
Karl Marx søgte og fandt lovmæssigheder i
samfundsudviklingen, Charles Darwin søgte i
naturen slægtskaber og udvikling fra det primitive
til det højerestående væsen, mens sprogfolkene på
samme måde søgte at afdække slægtskaber og
skabe orden i den babelske sprogforvirring, som
tilsyneladende herskede mellem verdens mange
og brogede folkeslag.
Den legemliggjorte sprogvidenskab, Philologia,
i sin stridsvogn, trukket af alverdens sprog.
Teksten lyder:
I Videnskabens det milde Aag
Vandre Verdens tusinde Sprog Folkenes Aander - de Smaa, som kom
Til Verden, da Babels Taarn faldt om.
Hun styrer dem alle med Snille - endog
Uddøde, halvglemte Folkeslags Sprog:
Mens Tiderne skifte, opbygger hun
Babels Taarn paa en bedre Grund.
Dedikeret: Til Vilhelm Juleaften 1872.
Carl Thomsen 1872.
Sprogvidenskaben ville etablere slægtskaber
mellem dette enorme antal og tilsyneladende vidt
forskellige sprog. Til en begyndelse ville sprogforskerne mere specifikt finde et slægtskab inden
for den gruppe, der fik navnet de indoeuropæiske
sprog. Slægtskabet blev fastslået ud fra de såkaldte
OXUS 2012, Nr. 2
20
OXUS
”lydforskydninger”. Man havde iagttaget, at beslægtede ord på beslægtede sprog respekterede
regelmæssige lydforskelle. Det hele var begyndt
med filologen og koloniembedsmanden William
Jones (1746-1794), der ved at finde lighedspunkter mellem sanskrit og klassisk græsk og latin
mente, at disse sprog havde en fælles rod. Tanken
om et slægtskab blev forfulgt sideløbende af
tyskerne Jacob Grimm (1785-1863) og Franz Bopp
(1791-1867) [en af indoeuropæistikkens fædre]
samt ikke mindst danskeren Rasmus Rask (17871832). Bopp påviste 1816 grammatiske strukturer
og et basalt ordforråd, fælles for græsk, latin,
germansk, iransk og sanskrit. Hvor Bopp primært
hæftede sig ved sprogenes formsystemer, koncentrerede Rask sig mere om de lydhistoriske
regelmæssigheder mellem dem. Den fattige, men
overordentlig godt begavede Odense-dreng
Rasmus Rask havde møjsommeligt og flittigt på
sine mange rejser og vandringer gjort optegnelser
om et utal af sprog. På grundlag af dette materiale
konstaterede han systematiske lydlige sammenhænge mellem græsk, latin, germansk, baltisk og
slavisk. I det hele taget indsamlede Rask et
overordentlig righoldigt materiale, der kom til at
danne grundlag for hans efterfølgeres forskning.
Rasks indsamlingsarbejde og forskning blev
retningsgivende og afgørende for adskillige
danske forskere i såvel atten- som nittenhundredtallet.
Vilhelm Thomsen studerede på Københavns
Universitet græsk og latin hos Johan Nicolai
Madvig (1804-86) – klassisk filolog, lærebogsforfatter og politiker, der på så mange felter
blev normsættende i det danske samfund. Han
studerede sammenlignende sprogvidenskab hos
dialektforskeren (især sønderjysk) Kristen Jensen
Lyngby (1829-71), slaviske sprog hos Casper
Wilhelm Smith (1811-81) og sanskrit hos indologen og iranisten Niels Ludvig Westergaard
(1815- 78). Flere af disse navne var sværvægtere i
den internationale sprogvidenskab, og alle var de
elever af Rasmus Rasks skole i sammenlignende
sprogvidenskab. Sideløbende lærte Randersstudenten sig forskellige sprog uden for den indoeuropæiske sprogæt. Ikke mindst finsk og i den
forbindelse fattede han især interesse for grænseområdet mellem de germanske og de finske sprog
– et emne, der senere skulle danne grundlag for
hans doktordisputats.
I januar 1867 tog Thomsen den filologiske
embedseksamen, og samme år gik rejsen endelig
til Finland. Han ønskede at studere landets kultur
og folkeliv generelt – men især var interessen
naturligvis rettet mod det finske sprog. Interessen
for dette ikke-indoeuropæiske sprog havde
Thomsen fået allerede i skoletiden gennem studiet
af Rasmus Rasks afhandlinger. I 1862 havde han
skrevet et brev på finsk til en ven deroppe, der
havde skaffet ham nogle bøger. Når han kom forbi
havnen i København, havde Thomsen allerede i
studietiden moret sig med at tale med de finske
søfolk. ”Det var nu et dårligt sprog, de talte, de
forstod mig bedre end jeg dem”, bemærkede en
selvtilfreds student retrospektivt i 1921. Efter det
første Finlands-besøg skulle der gå 45 år, før han
atter genså Helsinki. Byen havde med Thomsens
egne ord i mellemtiden fuldstændig skiftet
udseende – fra hovedsageligt træhuse i 1867 til
flotte stenhuse i 1912. I mellemtiden var han
blevet en international berømthed, og han blev i
Helsinki genstand for en overstrømmende
hyldest. En søndag troppede alle de finske
studenter med deres faner – 16 i alt - op foran
hotellet, og da han skulle forlade byen, mødte
studentersangforeningen op på banegården og
sang blandt andet "Der er et yndigt land".
Sceneriet gentog sig i Åbo. Her troppede en
deputation af ganske almindelige mennesker op.
Trods regn og mørke fulgte den ham ned til
dampskibet, og under sang og leveråb gled skibet
ud af havnen.
Allerede 1869 opnåede Vilhelm Thomsen
doktor-graden.
Emnet
var
Den
gotiske
sprogklasses indflydelse på den finske. Jeg vender
senere tilbage til dette emne. Efter disputatsen tog
han et års tid på den klassiske dannelses- og
studierejse til de europæiske lærdomscentre i
Leipzig, Prag, Wien, Ungarn, Kroatien, Italien og
Paris. Da han i 1870 vendte tilbage, var der
imidlertid ingen professorstilling ledig til ham på
universitetet. Med disputatsen i hus var han ellers
nu selv-skreven til at besætte en lærestol. Indtil
1878 underviste Thomsen derfor i græsk i
gymnasie-skolen, mens han sideløbende holdt
forbindelsen til universitetet ved lige. I 1875 blev
han fast ansat på universitetet som ekstraordinær
docent i sammenlignende sprogvidenskab, men
ikke uden en vis politisk interesse. Venstrelederen
Christen Berg udtalte ved den lejlighed ,”at man
ikke skulle sætte sangfuglene i bur, de ville synge
bedre, når de var fri”. – En anden sag var jo, hvad
sang-fuglene så skulle leve af, var Thomsens
prosaiske og så nærliggende kommentar. Endelig i
1887 blev professoratet i sammenlignende
sprogvidenskab ledigt, og han kunne fra nu af
koncentrere sig fuldtids og fuldt ud omkring
universitetsarbejdet.
I 1876 havde Thomsen fået indbydelse til at
holde en række forelæsninger over et slavisk emne
ved universitetet i Oxford. Denne rejse blev
samtidig hans bryllupsrejse. I maj måned var han
blevet gift med den ti år yngre Karen Charlotte
Allen, datter af den nationalliberale teolog og
historieprofessor Carl Ferdinand Allen (1811-71).
Thomsens Oxford-forelæsninger og deres indhold
vender jeg tilbage til senere. Det skal her blot
antydes, at han med disse forelæsninger gav
OXUS 2012, Nr. 2
21
OXUS
fornyet næring til en debat i den internationale
forskerverden, der allerede havde været i gang i et
århundrede. Debatten handlede kort fortalt om
den første russiske stats oprindelse og karakter.
I 1876 blev Thomsen endvidere medlem af det
hæderkronede og eksklusive Videnskabernes
Selskab, hvis redaktør han var i samfulde 23 år,
1878-1901. I de følgende år fulgte i hurtig rækkefølge medlemskab af en række andre fagligt
tunge redaktioner, af fonde og bestyrelser i såvel
indland som udland. Thomsen var ved at blive en
sværvægter i den internationale forskerverden.
I december 1893 forelagde Vilhelm Thomsen på et
møde i Videnskabernes Selskab en sensationel
tydning af nogle runelignende indskrifter (de
såkaldte Orkhon-indskrifter), der var fundet i det
østlige Sibirien og Mongoliet. En bedrift, der
endegyldigt og varigt satte Thomsen på det
internationale forskningskort. Han gav – sagt i få
ord - den mangfoldige og vidtstrakte tyrkiske
sprogæt en fælles forhistorie og et hidtil ukendt
fællessprog. For denne kolossale bedrift blev
Vilhelm Thomsen kendt i fagkredse over hele
verden. Men mere om indskrifterne senere.
I sine universitetsforelæsninger spændte
Vilhelm Thomsen over vidt forskellige emner - så
forskellige som græsk og latinsk sproghistorie, de
romanske sprogs udvikling fra latin, de finskugriske sprogs historie osv. Han optrådte som
officiel opponent ved doktordisputatser inden for
så forskellige emner som arabisk, indisk, semitisk,
slavisk, keltisk og romansk. Eleven og den yngre
kollega Kristian Sandfeld (1873-1942) slutter sin
artikel
om
Thomsen
i
Salmonsens
Konversationsleksikon med følgende samlende
karakteristik: ”Ved sin uhyre indsigt i sprogenes
verden, sin ædruelige og sikre metode, der er langt
fjernet fra utidigt hypotesemageri og altid skelner
skarpt mellem det sikre og usikre, endvidere ved
sin omhyggelighed og grundighed i detaljerne er
Thomsen noget nær idealet af en sprogforsker”.
Såvel den indoeuropæiske sprogforskning i sin
helhed som enkeltgrene inden for den har nydt
godt af Thomsens skarpsind og snilde.
Tyngdepunkter
I det foregående er antydet tre tyngdepunkter i
Vilhelm Thomsens enorme forskningsområde. Det
er for det første de indoeuropæiske sprog og især
deres berøringsflader til de finske sprog. For det
andet spørgsmålet om den russiske stats
oprindelse og for det tredje tydningen af
Orkhonindskrifterne.
Al hans forskning er præget af en
overordentlig stor alsidighed, nøjagtighed i
detaljen og en overlegent sikker metode. Hans
sproglige viden var uden sidestykke i datiden.
Gennem sine universitetsforelæsninger, der
tematisk spændte vidt, fik Thomsen betydning for
en hel generation af sprogforskere. Det er derfor
ikke overraskende, at en kreds af hans elever ved
Thomsens 25-års doktorjubilæum i 1894 gav
udtryk for deres taknemmelighed i et festskrift,
dedikeret til deres lærer og læremester.
I det følgende skal de nævnte tre
forskningsfelter præsenteres lidt mere udførligt.
Germansk og finsk
Med en ganske særlig forkærlighed havde Vilhelm
Thomsen kastet sig over at undersøge berøringsflader mellem de indoeuropæiske sprog – især
germansk - og de nabosprog, der tilhørte den
finsk-ugriske sprogæt. Som allerede nævnt blev
dette tema emnet for hans disputatsarbejde – i
1871 gennem en tysk udgave også gjort tilgængeligt for et internationalt publikum.
Thomsen behandlede her de germanske låneord i
finsk og lappisk. Han kunne påvise, at disse sprog
i nyere tid havde optaget mange ord fra de skandinaviske (= germanske) sprog i den skikkelse,
man kendte dem. Desuden – og det var det
interessante - havde finsk og lappisk endvidere
lånt en række ord fra langt ældre sprogperioder og
bevaret dem næsten uforandret og i en form, der
senere var gået tabt i de germanske sprog. Hans
resultater havde derfor ikke blot kulturhistorisk
betydning. De havde også vidtrækkende sproghistorisk relevans. Han kunne nemlig påvise, at
finsk havde bevaret og overleveret de lånte
germanske og dermed nordiske ord i en oprindelig
form. Det betød, at man i mange tilfælde i de
moderne finske sprog kunne finde nordiske
låneord i en form, der var mere oprindelig end de
ældste runeindskrifter. Disse gamle låneord blev
ved siden af at have stor generel kulturhistorisk
betydning også af stor vigtighed for den germanske sproghistorie, idet de bragte oplysning om
sprogtilstande, som man ellers kun havde
teoretisk viden om. Thomsen gav således vigtige
bidrag til studiet af de nordiske sprog. For
eksempel til de problemer, der knyttede sig til
dansk lydhistorie og til tydningen af runeindskrifter.
Disputatsen
indbragte
Thomsen
den
Bopp'ske prisbelønning for sammenlignende
sprog-videnskab – opkaldt efter det tidligere
nævnte koryfæ inden for denne disciplin, Franz
Bopp. Disputatsens tema og problematik forfulgte
Thomsen 1890 i bogen Berøringer mellem de
finske og de baltiske (litauisk-lettiske) sprog.
Tilsammen indbragte de to arbejder i 1893 ham
den fornemme Madvigmedalje, der uddeltes af
Videnskabernes Selskab. Med en lærdom, der
omhandlede to helt forskellige sprogområder lige
godt, havde Thomsen gennem de to værker vist, at
finnerne i tiden efter Kristi fødsel har været
naboer til baltiske og germanske stammer og
herunder modtaget en stærk påvirkning fra dem.
OXUS 2012, Nr. 2
22
OXUS
Omkring 1911 fik Vilhelm Thomsen lejlighed til at
tilføje noget til det ungarske sprogs historie.
Fra en kollega på Københavns Universitet modtog
han en gengivelse af en indskrift, som en tysker
havde fundet i Konstantinopel i et håndskrift fra
1500-tallet. Det var blevet sendt til kollegaen, der
var runeekspert, ud fra den tanke, at der var tale
om runer. Thomsen kunne straks se, at
skrifttegnene tilhørte et ungarsk alfabet, som
ungarerne kalder det hunniske. Ungarerne blev
henrykte over denne forøgelse af afskrifter i dette
alfabet, af hvilke der kun kendes et par stykker.
Den russiske stats dannelse
Vilhelm Thomsens Oxford-forelæsninger blev
publiceret på engelsk 1877 under titlen The
Relations between ancient Russia and Scandinavia
– næsten samtidig blev de endvidere oversat til
tysk, svensk og russisk. Mærkeligt nok blev bogen
først trykt på dansk i 1919 i første bind af Samlede
Afhandlinger. I forelæsningerne havde han samlet
alt det tilgængelige materiale, der knyttede sig til
spørgsmålet om, hvordan den første russiske stat
var blevet til. Især sprogligt materiale, men også
det på det tidspunkt kendte arkæologiske
materiale. På det grundlag mente Thomsen at
kunne sandsynliggøre, at nordboere i anden
halvdel af 800-tallet havde spillet en førende rolle
ved grundlæggelsen af den første russiske stat.
Dermed kastede han benzin på et bål, der allerede
havde brændt og ulmet i næsten hundrede år.
Hans ræsonnement var følgende:
De slaviske stammer i det nuværende
Rusland og Ukraine, der i lang tid havde måttet
forsvare sig mod forskellige tyrkiske steppe- og
rytterfolk fra Asien, fik i 800-tallet en ny fjende.
Det var nordiske vikinger (eller varæger, russ.
varjagi, som de kaldes i kilderne), der ifølge den
ældste russiske krønike, den såkaldte Nestorkrønike, i anden halvdel af 800-tallet ”kom over
havet for at kræve skat”. Den varægiske, det vil
sige den skandinaviske, stamme Rus satte sig fast i
landet, hvor den ifølge Thomsen grundlagde den
første russiske stat. Det er i store træk den
historie, som den første russiske krønike fortæller
os. Krøniken går normalt under Nestors navn, det
vil sige den munk, der i begyndelsen af 1100-tallet
som en russisk Saxo sad i huleklostret i Kiev og
sammen-skrev de første århundreder af Russtatens historie – set fra Kiev-storfystens
synspunkt.
Om denne stats oprindelse fortæller Nestor,
at slaverne og finnerne for at gøre en ende på
deres indbyrdes kiv og strid besluttede at indkalde
en fyrste fra Rus. Krønikeskriveren anbringer
dette folk i selskab med ”sveer, normannere,
anglianere og goter”, og han lader finnernes og
slavernes sendebud udtale de berømte ord: ”Vort
land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i
det; så kom da for at herske over os”!
Indkaldelsestemaet og historien om tre brødre
kendes fra andre sammenhænge. Også Nestor kan
bruge stoffet som ramme. Han fortsætter med at
fortælle, at der i forlængelse af opfordringen
blandt Rus udvalgtes tre brødre, og at de på deres
togt østover tog hele deres stamme med. De
grundlagde et rige i Novgorod, men residensen
blev snart flyttet sydpå - til Kiev. I de følgende
hundrede år – fra 862 – kan vi konstatere, at de
russiske fyrster rent faktisk havde nordiske navne.
Navne som Rjurik (af nord. Hrærikr), Oleg (nord.
Helge), Igor (nord. Ingvarr) og Olga (nord. Helga)
med flere taler tydeligt om deres skandinaviske
oprindelse. Først senere begynder slaviske navne
som for eksempel Vladimir og Jaroslav at
dominere. Foruden personnavnene har vi fra tiden
før år 1000 også andre rester af det gamle Rusfolks sprog. Den græsk-byzantinske kejser
Konstantinos Porfyrogennetos (på tronen 913-59)
anfører i et skrift fra omkring 950 en række
dobbelt-navne på fosser i Dnjepr-floden – det vil
sige på krønikens ”vej fra varægerne (= vikingerne) til grækerne”.
Den ene række navne betegnes som
”russiske”, og den anden som ”slaviske”. Og de
”russiske” navne kan med sikkerhed identificeres
som værende af nordisk oprindelse.
I sine Oxford-forelæsninger præsenterede
Thomsen sit auditorium for sit billede af, hvordan
den første russiske stat var blevet til. Han
fremlagde i og for sig ikke noget nyt materiale.
Men han samlede alle de sproglige og arkæologiske kilder og vidnesbyrd, der forelå i 1870'erne. På
det grundlag etablerede Thomsen sin version af
tilblivelsen af den første russiske statsdannelse. At
den med andre ord var grundlagt af stammen i
Rus – det, der senere blev til Rusland. Han gav
også en forklaring på navnet Rus ved at pege på, at
finnerne den gang (som i øvrigt den dag i dag)
kalder Sverige for Ruotsi. Et navn, som Thomsen
mente hang sammen med Ros-lagen – det vil sige
med en gammel geografisk betegnelse for dele af
de svenske landskaber Uppland og Östergötland.
Thomsens tolkninger blev udfordret af såvel førrevolutionære russiske som af sovjetiske forskere.
Generelt kunne de ikke forlige sig med, at den
første russiske stat skulle være grundlagt af
udlændinge. Til tider prægedes diskussionen af
rent nationalistiske synspunkter. Forskningen
delte sig i en normannistisk og en antinormannistisk skole. For eller imod det nordiske
engagement i den første russiske stats
grundlæggelse.
Spørgsmålet var naturligvis den gang i 1800tallet forkert stillet. Ingen stat grundlægges, uden
at der i forvejen eksisterer samfundsstrukturer af
den ene eller den anden art. Århus-forskeren Ad.
OXUS 2012, Nr. 2
23
OXUS
Stender-Petersen (1893-1963) forsøgte i 1950'erne
at slå bro over de to synspunkter ved at pege på, at
den nordiske indtrængen i det finsk-slaviske rum
var foregået som et fredeligt landnam. Senest og i
forlængelse af Stender-Petersens forsøg på at
finde et kompromis blev spørgsmålet taget op på
en konference på Aarhus Universitet (Moesgaard)
i 1968. Med indlæg fra blandt andre sovjetrussiske, danske, svenske, tyske og engelske
sprogfolk, arkæologer og historikere. Det interessante på denne konference var, at i mange af
indlæggene – også i de sovjetrussiske – blev der
refereret ofte og som regel positivt til Vilhelm
Thomsen og hans bog fra 1870'erne. Materialet fra
konferencen er samlet og udgivet 1970 i bogen
Varangian Problems.
I den sidste fase af sovjetperioden, det vil sige
fra 1960'erne, blev der foretaget omfattende
arkæologiske udgravninger langs ”varægervejen”
– udgravninger, der blandt sine fund
dokumenterede et betydeligt skandinavisk islæt.
Fund af våben, af gravhøje og gravpladser, af
dagligdags genstande og andet viste tilstedeværelsen af nordiske kultur- og befolkningsindslag. Ikke mindst Leningrad/Skt. Petersborgarkæologen Anatolij Kirpitjnikov og hans
forskerhold har været førende i dette udgravningsarbejde og i tolkningen af fundene. Kirpitjnikov
selv har især gravet i det område, der hedder
Staraja Ladoga. Han er i dag helt overbevist om, at
der har eksisteret en historisk person ved navn
Rjrurik, og at han har haft sit herskersæde i netop
Staraja Ladoga. Samt, at hans slægt herfra har
bredt sig til først Novgorod og senere til Kiev.
Vikingegravhøje fra 8. - 10. årh., ved Volkhov-floden nær Staraja Ladoga, Rusland. Foto: Wikipedia
Interessant er det derfor i dag at konstatere, at det
filologisk baserede arbejde, som Vilhelm Thomsen
i 1873 præsenterede for kollegerne i Oxford, i dag i
mange henseender bekræftes af det senere fundne
arkæologiske materiale. Detaljer i Nestorkrønikens fortælling har naturligvis mytens og
skønlitteraturens præg. Men hovedsagen – at
nordboere har spillet en ledende og aktiv rolle i
Rus-statens første århundrede – er i dag accepteret viden i hele den videnskabelige verden..
Orkhon-indskrifterne
Den tyrkiske sprogæt optager med sit væld af
sprog et meget stort geografisk område.
Yderpunkterne er de tyrkiske osmanner i
Lilleasien, uigurerne i det kinesiske Turkestan
(Xinjiang) og mod nord de sibiriske jakuter på
begge sider af Lena-flodens nedre løb. Lige siden
oldtidens slutning har Europa haft talrige krigeriske mellemværender med tyrkiske stammer. De
frygtede hunner, som i 400-tallet og under kongen
Attila gav stødet til de store folkevandringer, var
af tyrkisk æt. Lige så avarerne, der satte sig fast i
Ungarn, og bulgarerne, der gav navn til det bekendte slaviske Balkanfolk.
Det mægtigste af de tyrkiske folk, som
russerne i begyndelsen af deres historie måtte
kæmpe imod var khazarerne, hvis hovedstad Itila
lå ved Volgas nedre løb, og som i dag er fundet og i
færd med at blive udgravet. Khazarerne
OXUS 2012, Nr. 2
24
OXUS
beherskede en stor del af det nuværende sydlige
Rusland og Ukraine. Senere fulgte andre tyrkiske
stammer, som rus-serne måtte kæmpe mod. Som
for eksempel kum-anerne, som russerne kaldte
polovetser, og som i dag bedst kendes gennem de
såkaldte polovetser-danse i Borodins opera Fyrst
Igor.
Polovetserpige. Ivan Bilibins kostumedesign fra
1930 til Borodins opera Fyrst Igor.
I det sydlige Sibirien ved Jenisejs øvre løb og i det
nordlige Mongoli er der siden 1700-tallet blevet
fundet omfangsrige indskrifter, der stammer fra
omkring 700. Og som omhandler de tyrkiske
stammers historie og deres evindelige konflikter
mod syd med det kulturelt anderledes Kina.
Indskrifterne er udformet med et særligt tyrkisk
alfabet – kaldet de oldtyrkiske runer. De har ikke
andet end navnet tilfælles med de nordiske runer.
Materialet, man skrev på, bestemte sprogtegnenes
udseende. Sten er ikke velegnet til at riste buer og
rundinger i. Allerede i begyndelsen af 1700-tallet
var de første fund af indskrifter blevet gjort. De
lignede ikke noget, man havde set før. Derfor
udfordrede de naturligt nok forskerne, der kom
med de mest forskellige formodninger om det
sprog, de var skrevet på. Fra finsk side blev der i
årene 1887-88 sendt to ekspeditioner til Sibirien
med henblik på at få en bedre gengivelse af indskrifterne. De finske videnskabsmænd håbede
nemlig gennem disse fund at lokalisere det finskugriske urhjem, som de længe havde søgt, og som
måske kunne forklare og skabe sammenhæng i de
mange lommer af finsk-ugrisk talende mennesker,
der fandtes og stadig findes i det nordlige Rusland
og vestlige Sibirien.
Men den helt store sensation kom 1889, hvor
en russisk ekspedition fandt nye indskrifter i et
temmelig øde område i Mongoliet ved floden
Orkhon, en biflod til Selenga. I øvrigt kun ca. 60
kilometer nord for mongolernes og Djengis Khans
gamle telt-hovedstad i Karakorum. Fundet bestod
af to 3 til 4 meter høje steler. Den ene var velbevaret, mens den anden var gået i stykker og var
stærkt medtaget af tidens tand. Efter det sensationelle fund i 1889 startede et sandt kapløb –
primært mellem finske og russiske forskere – om
at udgive de tekster, hvis indhold man foreløbig
ikke kunne tyde og forstå. Om muligt også om at
finde yderligere tekster. Den finske etnograf og
arkæolog Axel Olai Heikel (1851-1924) foretog i
årene 1889-93 i alt fire rejser i Sibirien og det
nordlige Mongoli i håb om at finde noget. Orkhonindskrifterne blev i 1892 udgivet i dels en russisk
og dels en finsk udgave. Det stod fra starten klart,
at den kinesiske tekst på den ene sten ikke blot var
en oversættelse af den længere indskrift på den
anden sten. Til gengæld kunne den bruges til at
datere indskrifterne. Sammen med de officielle
kinesiske dynasti-historier kunne man af den
kinesiske tekst forstå, at den ene sten er rejst af
Bilgä-Kagan til ære for broren Kül-Tegin, der var
død 731. Mens den anden er rejst over BilgäKagan, der var død 734. Begge navne dækkede
over herskere for nogle tyrkiske stammer. Et par
ord om stenenes ydre frem-toning. Alle fire sider
er tæt beskrevne – den ene som nævnt med en
kinesisk, de øvrige tre med det ukendte sprog. Og
alle med en runelignende skrift, der rummede i alt
35 tegn. Det nordiske runealfabet rummede til
sammenligning under det halve antal tegn. Og alle
Danmarks over 200 runesten rummer til sammen
kun under halvdelen af den ordrigdom, som
Orkhon-indskrifterne har. Den historiske sammenhæng, som den kinesiske tekst på mindesmærket fra år 732 redegjorde for, gjorde det
nærliggende at antage, at sproget i den lange tekst
var tyrkisk. Men sikker kunne man ikke være.
Mange tolkninger var mulige, og mange forskere
arbejdede på at tyde den tilsyneladende tyrkiske
tekst. I København sad en af dem – Vilhelm
Thomsen. I 1893 lykkedes det ham på forunderlig
vis at knække koden – at tyde den ukendte skrift
og dermed den lange tekst. Det skete næsten
intuitivt for den danske forsker – ens tanker
strejfer Newtons lige så intuitive opdagelse af
tyngdeloven. Thomsen fortalte 1921 følgende om
sine iagttagelser: ”Efter at jeg havde kon-stateret, i
hvilken orden linjerne skulle læses, samledes min
opmærksomhed blandt andet om en vis forbindelse af tegn, der i den [ene] indskrift forekom
ret almindeligt, men i den anden så godt som ikke.
I denne tegnforbindelse kunne jeg se navnet på
den afdøde prins, som vi kendte nogenlunde fra
den kinesiske indskrift, om end ikke i den
nøjagtige form. Endvidere gjorde jeg en række
iagttagelser om forholdet mellem forskellige tegn,
OXUS 2012, Nr. 2
25
OXUS
om hvilke af disse der måtte være vokaler osv. Det
viste sig alt sammen at være rigtigt. Men endnu
var den egentlige gåde langtfra løst”.
Blandt andet kunne Thomsen ikke få sine
resultater til at passe med, hvad andre forskere på
området havde sagt om sprogets oprindelige
skikkelse. Men den danske forskers originale
tænkning svigtede ikke, og atter får han selv ordet:
”Så var det en dag – jeg var på vej hjem fra
universitetet – at det pludselig slog ned i mig og
stod klart for mig, at det måtte være sådan og
sådan. Da jeg kom hjem, prøvede jeg på den måde
at indsætte mine tydninger, og i løbet af en time
havde jeg så det hele”.
Vi har også en anden kilde, der ud over at
bekræfte ovenstående understreger Thomsens
ydmyghed overfor egne resultater. Den jævnaldrende ven og universitetskollega Harald
Høffding (1843-1931) fortæller i sine erindringer,
at vennen kun sjældent talte om sine egne værker,
men at han en mandag morgen, da de var på vej
hjem fra gymnastik, på sin stilfærdige facon havde
sagt: ”Jeg tror nok, at jeg gjorde en opdagelse i
lørdags aftes”. En opdagelse - ja, det tør antydes.
Store ideer opstår ofte i de mest prosaiske
sammenhænge.
Sensationen var total. Sproget viste sig at
være den ældste og reneste tyrkiske dialekt, som vi
kender. En hel sprogæt havde fået et fælles
udgangspunkt. Thomsen gjorde sin opdagelse den
25. november 1893, og allerede tre uger senere –
den 15. december – kunne han forelægge
resultaterne for sine lærde kolleger i Videnskabernes Selskab.
Det oldtyrkiske ord "Tängri" som betyder 'Gud'
og/eller 'Himmel' var et af de ord der
muliggjordeThomsens tydning af de
runetyrkiske inskrifter.
Året efter – 1894 – udsendte Vilhelm Thomsen et
lille hefte med titlen Déchiffrement des
inscriptions de l´Orkhon [Dechifrering af Orkhoninskriptionerne]. I tiden, der fulgte, var Thomsens
resultater tæt på at blive annekteret af en anden
forsker – nemlig af den tysk-russiske rejsende og
turkolog Friedrich Wilhelm Radloff (1837-1918).
Hæsblæsende, unøjagtigt og ufuldstændigt søgte
han at udnytte danskerens resultater, før de kunne
forelægges i en mere udførlig form. På grund af
alvorlig sygdom kunne Thomsen nemlig først
1896 udgive en mere detaljeret redegørelse for
sine resultater
(Inscriptions de l´Orkhon,
dèchiffreès par Vilhelm Thomsen).
Udgaven indeholdt ikke blot en tekst, det vil
sige runerne omskrevne med latinske bogstaver,
men også en oversættelse, en kommentar, en
ordliste og en grammatik. Og med en indledning,
der undersøgte alfabetets oprindelse og bestemte
sprogets stilling som en ældre form af tyrkisk. Ved
hjælp af kinesisk og andre kilder gav Thomsen en
historisk baggrund for disse tyrkiske fyrsters
rigsdannelser omkring år 700 – alt sammen
indeholdt i en bog på 224 sider. Thomsens bedrift
gjorde varigt indtryk på den studenterårgang, der
som de første fik den forelagt. Den senere så
kendte religionshistoriker Vilhelm Grønbech
huskede sit møde med Orkhonindskrifterne på
følgende måde: ”For den unge blev disse
Inscriptions en bog fuld af romantik, rig på
inspiration langt ud i fremtiden, sådan som bøger
bliver det, når en skabende ånd giver fortidens
mennesker nyt liv. Bag disse gådefulde tegn havde
der i århundreder slumret en tyrkisk saga om
kloge, kampglade fyrster. Så levende er skildringen i dette stenepos, der i sin prosa fanger et
ekko fra folkedigtningen, at vi ser fyrsten for vore
øjne. Vi ser ham jage over sletten fra kamp til
kamp. Vi ser ham midt i kampen bestige den
brune hest Kidimlig, da den grå er blevet dræbt
under ham. Vi ser ham i nød, betrængt, kæmpende for livet, og vi ser ham fare frem som en
stormvind og lægge land på land under sig. Vi ser
ham ikke blot som kriger, men også som den store
erobrer og politiker, der tumler med planer om at
skabe et rige tværs igennem Asien og virkelig
skaber det”.
Orkhon-indskrifterne og nutiden
Vilhelm Thomsens tolkninger er ikke siden blevet
draget i tvivl eller imødegået. Det blev de heller
ikke, da de i begyndelsen af det nye årtusind blev
inddraget i det politiske spil i det nye Centralasien. Vel at mærke i den del af det sovjetiske og
tyrkiske Centralasien, der ved Sovjetunionens
opløsning i 1991 splittedes op i fire nye stater Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og Turkmenistan. Og som alle snart meldte sig på den
verdenspolitiske scene. Med en ambition om hver
især via deres sprog at repræsentere det tyrkiske
element i regionen. Især Kasakhstan og
Usbekistan har et vitalt behov for at hævde sig –
såvel indbyrdes som i forhold til de andre. Og med
det udtalte ønske om hver især at definere sig som
det ledende land i regionen. Kasakhstan byggede i
løbet af 1990´erne under ledelse af republikkens
entreprenante præsident Nursultan Nasarbajev en
helt ny hovedstad – Astana. På den bare mark,
men i midten af den enorme republik og til
afløsning af den gamle hovedstad Almaty, der
ligger smukt, men noget akavet i den enorme
OXUS 2012, Nr. 2
26
OXUS
republiks sydlige ende. I den nye hovedstad
åbnede 1996 under stor international bevågenhed
et nyt universitet, der fik det ambitiøse navn Det
eurasiske, nationale Universitet. Eurasisk, fordi
det ligesom republikken Kasakhstan spænder over
to kontinenter – Europa og Asien.
Universitetet, der repræsenterer et storstilet
prestigeprojekt, er placeret overfor præsidentpaladset på den nye hovedstads centrale plads.
Det er opkaldt efter den på de kanter meget
kendte filosof og turkolog Lev Gumiljov (1912-92),
der er grundlægger af den eurasiske skole. Skolens
kendemærke er at ville se russisk kultur som
enestående i verden ved at være et mix af både
kristent slaviske og muslimsk tyrkiske elementer.
Og dermed kommer Vilhelm Thomsens navn i
spil. Fordi han sprogligt har beskæftiget sig med
begge aspekter. I maj 2001 afsløredes på dette
splinternye universitet en kopi af en af Orkhonstenene – der i øvrigt lidt flot og ikke så lidt
selvhævdende ved samme lejlighed blev gjort til et
nationalt monument for republikken.
Begivenheden i maj 2001 gik ikke gik stille af.
Landets præsident Nursultan Nasarbajev var til
stede – den samme Nasarbajev, der ved
Sovjetunionens opløsning og kursskiftet i 1991
præsterede det kunststykke overnight at gå fra at
være kommunistisk partichef og til at blive
demokratisk statsoverhoved. Og som siden har
siddet solidt på magten i en stat, der bugner af
internationalt efterspurgte råstoffer – metaller af
enhver slags, men ikke mindst olie og naturgas
Det diplomatiske korps og en mængde forskere
var ligeledes til stede ved monumentets afsløring.
Det officielle Danmark overrakte ved den lejlighed
Vilhelm Thomsens samlede værker i fire bind til
Gumiljovuniversitetet.
Og samtidig åbnedes en lille udstilling om
hans liv og virke. Siden 1997 har forskere fra flere
tyrkiske sprogområder sammen med den
mongolske regering arbejdet med udgravninger i
tre regioner i Mongoliet.
Mennesket Thomsen
Vilhelm Thomsen blev i løbet af sit liv tildelt et
hav af hædersbevisninger. Nogle af dem – de
videnskabelige – er nævnt ovenfor. På sin 70årsdag i 1912 blev han hyldet med hele to
festskrifter.
I Helsinki blev der opstillet en buste af ham.
Også Randrusianersamfundet føjede sin hilsen til.
Den 19. november 1912 havde han som rustaler
deltaget i Samfundets møde. Ved den lejlighed var
der skrevet en sang til ham, hvor sidste vers
drejede tiden tilbage til Gudenåen, latinskolen og
den unge Vilhelms Randers-tid:
Langvejs tiden bar dit ry.
Men erindrende dig følger
Gudenåens siv og bølger,
bakkerne bag Randers by.
Det er blade i den krans,
som for os din pande bærer.
Hvor du lærte, nu du lærer,
og i aften vi dig ærer –
du, der gav vor skole glans.
Som en af de få ikke-kongelige tildeltes han
Elefantordenen i 1912. Ti år senere – på Thomsens
80- årsdag – modtog han en hilsen, en såkaldt
adresse, fra ca. 200 af landets mest betydende
foreninger og institutioner på kulturområdet. Et
tegn på, hvor kendt han var – også udenfor de
akademiske cirkler. På det gamle smukke rådhus i
Randers er opstillet en buste af ham. I 1922 ved
sin 80-års dag blev han udnævnt til æresborger i
Randers. I en nekrolog i Højskolebladet ved
Vilhelm Thomsens død i 1927 fremhævede
højskolemanden og dialektforskeren Marius
Kristensen (1869-1941) hans ligefremme og
behagelige omgangsform.
Thomsen var normalt meget fåmælt, og man
sagde derfor spøgende om ham, at han kunne tie
på halvtreds sprog. Marius Kristensen understreger Thomsens stemme og foredragsform som
tiltalende. Hans optræden – gerne udstyret med
den uundværlige pibe – var jævn og stilfærdig,
men til stadighed præget af myndighed. Hans
tilhørere følte altid, at der var fast grund under alt,
hvad han sagde. Men samtidig oplevede de også
altid tvivlen og følelsen af, at professoren ikke var
udlært, og at der stadig var meget, der skulle
udforskes. En karakteristik, der passer på den
sande forsker – altid tvivlende, aldrig færdig, men
til stadighed på jagt efter ny erkendelse. Sine
studenter tog han med ind i sit forsker-værksted,
hvor alt stod åbent og var til diskussion. Hvor
nysgerrighed, skepsis og tvivl var redskaber i
forskerens værktøjskasse. Og hvor læreren
glædede sig, når en ny forskerspire tilsyneladende
slog rod i forskningens mistbænk. Et kendetegn på
den sande universitetslærer. I alle sammenhænge
oplever man Thomsen som et afholdt menneske.
Før han blev professor, og mens han var gymnasielærer, var han ofte på censorrejser rundt i
landet. Også her arbejdede forskeren med det
materiale, der lå for hånden. Han udarbejdede for
eksempel en bornholmsk lydlære, syslede med det
specielle Læsø-mål og med andre danske
dialekter. Da Vilhelm Thomsen fyldte 75 i 1917
gennemførte Berlingske Tidende en enquete
blandt hans udenlandske fagkolleger. Den
verdenskendte sanskritforsker Leopold von
Schroeder fra universitetet i Wien gav følgende
karakteristik af sin danske kollega: ”Den lærde
verden ejer et meget stort antal kundskabsrige
mænd, som ved flittigt og pålideligt arbejde
forøger vor videns skatte. Der er også åndfulde og
OXUS 2012, Nr. 2
27
OXUS
iderige mænd, om end i ringere antal. Men
sjældent, meget sjældent, findes den harmoniske
forening af begge anlæg. Af uskatteligt værd er
derfor en mand, der forbinder en rigdom af
dristige, originale og frugtbare ideer med den
grundigste og mest omfattende lærde viden, med
skarp kritik og den mest fuldendte evne til at øve
selvtugt og til uophørligt selv at prøve egne ideers
dristige flugt på det strengeste og mest samvittighedsfulde, så at han ad sikre veje omsider
når til høje mål og høster ubegrænset ros fra alle
sider”.
Flotte og sande ord fra wiener-kollegaen.
Vilhelm Thomsen fik på sine ældre dage tilbudt
æres-boligen på Carlsberg, men han afslog –
angiveligt på grund af boligens stærke
centralvarme og trapperne til førstesalen, hvor
soveværelset lå. Til gengæld boede han siden
september 1921 i en villa på Bjerregaardsvej i
Valby, der var ejet af Carlsbergfondet. Her døde
Vilhelm Thomsen den 12. maj 1927, 85 år gammel.
I en nekrolog skrev politikeren og forfatteren
Edvard Brandes (1847-1931) let bebrejdende, at
Vilhelm Thomsens interesse havde været rent
sproglig. ”Han benyttede aldrig sin uhyre sprogfærdighed til læsning i den vidt spredte litteratur
... han ejede nøglen til paladset, men han lukkede
sig aldrig ind. Han gav ikke skildringer fra det
palads, hvis sale rummer litteratur, kunst,
religionshistorie mv.”.
For
Vilhelm
Thomsen
havde
sprogvidenskaben et mål i sig selv. Den skulle ikke
blot være en hjælpevidenskab for litteratur- og
kulturstudier. Til gengæld viste hans arbejde med
såvel det gamle Rusland som Orkhonindskrifterne, at han til fulde var åben for de
historiske resultater, der kunne uddrages af den
sprogvidenskabelige forskning. Filologien, det vil
sige arbejdet med tekster og deres historiske
sammenhæng og udsagn, var i høj grad en
disciplin, der stod Thomsens hjerte nært, og som
han gav sine væsentlige bidrag til.
Litteratur:
Berlingske Tidende 24. januar 1917
Dumreicher, Carl (1925): "Hos Vilhelm
Thomsen. Erindringer fra hans skoletid i
Randers". Jul i Randers 1925
Dansk biografisk Lexikon, red. C.F. Bricka, 1.
udg., bd. 17, 1903. " Vilhelm Thomsen"
Dybsand, Guri (2001): Köl Tegin-stelen fra
Mongoliet, Randers Amtsavis 30. maj 2001
Grønbech, Vilhelm (1943): Vilhelm Thomsen
(nekrolog). Kampen om mennesket, 2. udgave,
København 1943, (heri nekrolog om Vilhelm
Thomsen pp. 37-40)
Høffding, Harald (1928): Erindringer.
København 1928
Højskolebladet 1927, spalte 619
Jacobsen, Lis (1928): "Vilhelm Thomsens
Stordaad" Tolv Epistler, København 1928,s. 11-40
Johansen, P. (1927): "Carl Christian Frederik
Jakob Thomsen". Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 23. s 367
Pedersen, Holger (1924): Sprogvidenskaben i
det nittende Aarhundrede. Metoder og resultater,
København 1924
Rindom, Erik (1921): "Vilh. Thomsen fortæller", ved Erik Rindom (red.), Gads Danske
Magasin 1921, pp 11-17
Sandfeld, K. (1927): "Vilhelm Ludvig Peter
Thomsen". Salmonsens Konversationsleksikon, 2.
udgave, bd. 23. s 372
Sandfeld, Kr. (1927): Vilhelm Thomsen 25.
januar 1842-12. maj 1927, Indogermanisches
Jahrbuch, XIII 1927
Schmidt, Knud Rahbek et al.. (udg.) (1970):
Varangian Problems, Århus 1970
Thomsen, Vilhelm (1882): Ryska rikets
grundläggning genom skandinaverna, Stockholm
1882
Thomsen, Vilhelm (1988): Fra Østturkestans
Fortid, Dannebrog på stepperne, København
1988, pp. 35-56 (opr trykt i Vor Tid, 1. årg. 191415)
Publiceret i Randers Amts Historiske Årbøger
2009
OXUS 2012, Nr. 2
28
OXUS
Vilhelm Thomsen - Efterskrift
I kælderen under Københavns Universitet Amager lå
i mange år bogsamlingen fra det nedlagte Centralasiatisk Institut. For nogle år siden fandt man i
dette kælderrum forskellige notesbøger, breve og
løse noter som viste sig at være skrevet af Vilhelm
Thomsen samt ikke mindst af Kurt Wulff som assisterede Thomsen i hans arbejde med de tyrkiske
runer.
Skønt det meste af materialet må formodes forlængst at være blevet publiceret, kan der kan være
rettelser og udeladelser som kan bidrage til billedet
af et par af Danmarks store sprogforskeres arbejdsmetoder. Vi har derfor besluttet at gå i gang med at
udgive
skanningerne
af
dette
materiale.
Publiceringen vil ske i total vilkårlig rækkefølge, i
håb om at en portion noter ikke skal forsinkes ved at
skulle vente på at en anden (og mere besværlig)
portion noter færdiggøres. Vi håber desuden at folk
vil være behjælpelige med rettelser og kommentarer
undervejs.
Det har endnu ikke været redaktionen muligt at
er-hverve en runetyrkisk skriftfont, så foreløbig sker
opsætningen af runeteksten ved klippe-klistre
metoden.
Herværende "efterskrift" må være manuskriptet til det
efterskrift som blev bragt i Thomsens Samlede Afhandlinger bd. 3 fra 19221.
Da rettelserne i Thomsens tekst giver et indtryk af
hans arbejds- og tankeprocesser, har vi valgt at bevare
dem i teksten i så høj grad som mulig. Dette kan
selvfølgelig gå en smule ud over læsevenligheden, men
forhåbentlig vil man synes det er mere spændende end
hæmmende.
De tyrkiske runer læses (som regel) fra højre mod
(i+r+ŋ+t) læses
ven-stre, dvs. at tegnene
"tängri" (navnet på den oldtyrkiske himmelgud).
Thomsens udsagn: " ...en liste, jeg selv havde lavet
mig, hvor ord-ene var ordnede bagfra, efter
endebogstaverne..." kunne måske tyde på at Thomsen,
til at begynde med, ikke nødvendigvis havde opdaget
dette forhold da han gik i gang med sine
tydningsforsøg. Men forlæns eller baglæns - det
lykkedes alligevel for ham at fravriste runerne deres
hemmeligheder.
Thomsen anvender enkelte særlige tegn for nogle af runetegnenes lydværdi. En meget simplificeret
forklaring på enkelte af disse tegn, kan muligvis være til hjælp for den interesserede læser.
Tegn
Udtale
Forklaring
Č, č (c med hácek)
/ʧ/
udtales som 'ch' i det eng. 'chair'
benyttes her i nogenlunde samme betydning
som det tyrkiske bogstav Ç, ç (c m. cedille).
Ɣ, ɣ (gr. gamma)
/Vː/ eller /ɰ/
fungerer som regel mest som en
forlængelse af den foregående
vokal.
Thomsen benytter tegnet i nogenlunde samme
betydning som det tyrkiske bogstav Ğ, ğ
yumuşak ge (g m. breve), meget lig 'blødt g' på
dansk.
i
/ə/ eller /ɨ/
udtales som slutvokalen i 'danse'.
Thomsen ser ud til at benytte tegnet i samme
betydning som det tyrkiske bogstav I, ı (i uden
prik) i modsætning til İ, i (i m. prik).
Š, š (s with hácek)
/ʃ/
udtales som 'sj' eller 'sh' i det eng.
'show'.
benyttes i nogenlunde samme betydning som
det tyrkiske bogstav Ş, ş (s med cedille).
1 Samlede Afhandlinger er desværre IKKE en komplet samling af Thomsens arbejder, men blot et udvalg af de mest betydningsfulde.
OXUS 2012, Nr. 2
29
OXUS
OXUS 2012, Nr. 2
30
OXUS
OXUS 2012, Nr. 2
31
OXUS
OXUS 2012, Nr. 2
32
OXUS
OXUS 2012, Nr. 2
33
OXUS
OXUS 2012, Nr. 2
34